De 6 kirker og sogne i Sandved Pastorat

Sandved Pastorat har eksisteret siden 2019 og består af seks kirker og deres sogne. Hårslev Sogn, Ting Jellinge Sogn, Krummerup Sogn, Kvislemark Sogn, Fyrendal Sogn og Førslev Sogn.

“Sogne” er meget gamle landområder omkring en kirke. Typisk har 1 sogn 1 kirke. Mens “pastorat” dækker over et område med fælles præst (og oftest også fælles organist), en pastor, hvor der i området sagtens kan være flere kirker.

Dette er dog ikke kun en kirkelig inddeling. Frem til 1970 var landsbyer ikke del af bykommuner som i dag, men lå i “sognekommuner” inddelt efter pastorat-grænserne. Frem til 1970 lå størstedelen af Sandved By således i sognekommunen Hårslev-Ting Jellinge som samtidig var Hårslev-Ting Jellinge Pastorat.

Sandved Pastorat er et landligt område i “vandkants-Danmark” og ligger naturskønt blandt Sydvestsjællands bløde bakker.

Pastoratet er det vestligste pastorat i Næstved Provsti, og egnen kaldes da også “Næstveds Vestegn“, eller med et ældre udtryk, “Fuglebjergegnen“, for pastoratet udgør den sydlige størstedel af det der fra 1970 – 2007 hed Fuglebjerg Kommune.

Pastoratets centrum er den lille stationsby Sandved på små 700 indbyggere. Sandved ligger på landevejen mellem Fuglebjerg i nord og Bisserup i syd, en landevej der på mange måder udgør egnens akse. Et par km. syd for Sandved ligger Tornemark på lidt over 310 indbyggere, og som også fik træk af en meget lille stationsby samtidig med “storebroder-byen” Sandved i nord.

Sandved har hverken kirke eller et pulserende erhvervsliv. Byen kan i nogles øjne fremtræde som en lidt slidt, afdanket stationsby. Men man skal ikke tage fejl. Sandved har en stærk overlevelsesvilje og ligger virkelig naturskønt, faktisk mere naturskønt end Fuglebjerg, idet naturstien Fodsporet løber lige igennem Sandved, og den smukke Fyrendal Skov begynder få meter fra byens sydkant. Samtidig har egnen et stort socialt hjerte med adskillige børnehjem og skoler for børn der har det svært eller er udviklingshæmmede. Jeg synes det giver mening at kalde os for Hjertepastoratet, både pga. pastoratets geografiske form, der virkelig ligner et hjerte, og for at beskrive områdets store sociale hjerte.

Sandved Pastorat er så meget andet end byen Sandved. Sandved er også mindst et dusin landsbyer, ofte uhyre idylliske, samt seks fantastiske kirker der ligger næsten som en krans omkring Sandved. De seks kirker er sande perler og meget forskellige. De tre af dem – Fyrendal Kirke, Førslev Kirke og Kvislemark Kirke – er meget prægtigt udstyrede i inventar især pga. generøse godsejere. Disse er ikke hele forklaringen, for disse tre kirker har også de flotteste kalkmalerier. At træde ind i disse tre smukke kirker er som at falde ind i en tidslomme , at glide ind i 1600-tallet fuld af barokkens overdådighed og skønhed.

De tre andre kirker – Hårslev Kirke, Krummerup Kirke og Ting Jellinge Kirke – forekommer noget mere spartanske i såvel inventar og som kalkmalerier. De tre sidstnævnte kirker udmærker sig især ved karakter og personlighed. Krummerup Kirke står som den vejrbidte landmand, lidt rå, men stor, stærk og sej. Hårslev Kirke er som landmandens lille, tykke og godmodige hustru, varm og rar. Ting Jellinge Kirke fremtræder så som parrets lillebitte datter, ikke prangende men på sin egen måde yndefuld, ukuelig og intens. Ting Jellinge Kirke er i øvrigt Danmarks mindste gotiske kirke.

Men før jeg ser nærmere på områdets vidunderlige seks kirker, vil jeg lige indlede lidt om hvem vi er her på egnen. Hvad er det for et sted? Hvad kendetegner os. Og derefter vil jeg lige indledningsvis beskrive pastoratets faciliteter.

Provst Connie Beier indsætter mig som kbf. sognepræst i Hårslev Kirke i juli 2010

Jeg selv er pastoratets kirkebogsførende (kbf.) sognepræst. Jeg har været fuldtids kbf’er i pastoratet siden 1. januar 2024 og bor i pastoratets embedsbolig, Hårslev Præstegård. Jeg kom til pastoratet i juli 2010, hvor jeg blev ansat som kbf. sognepræst i Hårslev, Ting Jellinge og Krummerup Pastorat og flyttede i den forbindelse ind i Hårslev Præstegård. I 2017 blev jeg også indsat som præst i Herlufsholm Kirke, og i 2019 indsat som præst i Kvislemark, Fyrendal og Førslev Kirke sammen med en kollega. I praksis betød det dog at jeg fortsat især var præst i Hårslev, Ting Jellinge og Krummerup (kollegaen tog sig så af Kvislemark, Fyrendal og Førslev), mens jeg hjalp med især begravelser og konfirmander i Herlufsholm.

Fra 1/1 2024 forlod jeg Herlufsholm og blev enepræst i Sandved Pastorat. Først i de sidste måneder er jeg blevet “præsten” i Kvislemark, Fyrendal og Førslev kirker. Det er først nu jeg lærer dette område at kende. Jeg støttes af en deltidsansat sognemedarbejder, Sidsel Munch, og vil få bistand fra en præst som Herlufsholm skal ansætte. Denne præst skal være 25 % bistandspligtig over for Sandved Pastorat og formentlig særligt hjælpe til ved pastoratets gudstjenester.

NB!: Dette er et wordpress-dokument (fra min private wordpress-hjemmeside), og wordpress-sider benyttes bedst ved at forstørre skærmbilledet (tryk + mens du holder ctrl nede) indtil teksten når helt ud til skærmens venstre og højre side.

Tom Thygesen Daugaard, maj 2024

______________________________________________

Denne tekst inddeler jeg i seks kapitler.

• Kapitel 1 “Hjertepastoratet” handler om pastoratets indbyggere. Hvem er vi?

• Kapitel 2 er ret kort og handler om pastoratets faciliteter.

• Kapitel 3 “De seks kirker” er hoveddelen og beskriver relativt deltajeret og med fotos de seks kirker i pastoratet.

• Kapitel 4 “Spredte glimt fra Sandved Pastoratet” er et fotokapitel der kun indeholder fotos fra pastoratets udendørs områder – natur- og bybilleder. Jeg er den lidet habile fotograf, og har taget billederne i den uge som denne tekst skrives i – uge 18 i år 2024.

• Kapitel 5 “Præstehistorier” er ret kort og indeholder særligt nogle anekdotiske historier om personer med særlig tilknytning til pastoratets præster.

• Jeg slutter af med kapitel 6 “Om sognene og deres historie i Sandved Pastorat” der lidt tungere beskriver nogle historiske linjer og forløb i pastoratet.

Første kapitel: Hjertepastoratet – idyl og menneskevarme

Sandved Pastorat har lidt over 3200 indbyggere. Det er primært et land-pastorat med et væld af små, skønne landsbyer på under 200 indbyggere, og det er i disse små landsbysamfund at kirkerne ligger. Pastoratet har så to byer på over 200 indbyggere – Sandved (lidt under 700 indbyggere) og Tornemark (lidt over 320 indbyggere), bysamfund der begge ligger ved landevejen mellem Fuglebjerg og Bisserup. Sandved ligger 5 km. syd for Fuglebjerg, og Tornemark et par km. syd for Sandved.

Hovedstrøget i Kvislemark

I pastoratet ligger der ikke så mange faciliteter for småbørnefamilier. Der er et par børnehaver, en folkeskole med klasser op til 6. klasse, en privatskole med klasser til og med 9. klasse, en LetKøb-købmand, et pizzeria og en sportshal. Der er ingen Brugsen eller et større supermarked.

Det lyder ikke af meget. Men det skal med at blot 5 km. nord for Sandved ligger Fuglebjerg som har en del nyttige ting. Fuglebjerg er en lille handelsby på lidt over 2200 indbyggere, lidt større end Glumsø, og har folkeskole op til 9. klasse, to supermarkeder, apotek, lægehus, bibliotek, plejehjem med særligt demensafsnit, frisør, bager, workout-træningscenter og brugtvare-butikker. Så har man praktiske daglige behov, er det Fuglebjerg man skal til.

Men fordi Fuglebjerg har så mange vigtige faciliteter, er det Fuglebjerg der er områdets handelscentrum og samtidig byen man flytter til, når man kommer godt op i årene. Det påvirker tydeligt aktiviteterne. Sandved Pastorat har lidt over 3200 beboere hvilket er nogle hundreder mere end Fuglebjerg-Tystrup-Haldagerlille Pastorat der har lidt over 2900 beboere. Men Fuglebjerg har ca. dobbelt så mange begravelser om året (ca. 40) end Sandved har (lidt under 20).

Sandved og afstandene

Har man brug for storcentre og specialbutikker, må man ty til købstæderne. Her ligger pastoratet præcis i midten mellem de fire nærmeste købstæder. Hvis vi anbringer os ved LetKøb-købmanden i Sandved og så søger mod de store centrale kirker i Skælskør, Slagelse, Sorø og Næstved – og her foreslår jeg Skælskør Kirke, Sct. Mikkels Kirke, Sorø Klosterkirke og Sct. Peders Kirke i Næstved – så får man disse afstande: Til Skælskør 20 km, til Næstved 20 km, til Sorø 22 km. og til Slagelse 23 km. Så i Sandved er man virkelig ude på landet langt fra bykulturen. Det gør også at der ikke ligefrem er tæt med offentlige transportmidler i området, ja, selv taxaerne vover sig sjældent så langt fra alfarvej. Det er nyttigt at have bil eller motorcykel herude.

Det har givet mange lokale en oplevelse af at være Udkantsdanmark, men man oplever også en positiv ånd ved at være så langt fra storbyerne – en stolthed ved at være Vandkantsdanmark. Det giver i øvrigt en vidunderlig mørk nattehimmel at være så langt fra byens lys. Mælkevejen og himlens øvrige stjerner står helt klart her i området.

Til venstre passerer Fodsporet Sandved. Til højre Fodsporet ved Hårslev ved overgangen fra Slagelse Kommune til Næstved Kommune

Området er virkelig rig på naturressourcer. Midt igennem Sandved løber den veludstyrede natursti Fodsporet som forbinder Sandved med Næstved, Skælskør og Slagelse. Umiddelbart op ad Sandveds sydgrænse ligger den skønne Fyrendal Skov der i øvrigt strækker sig helt ned til Østersøen (Smålandshavet) i syd.

Her har jeg fotograferet Fyrendal Skov få hundrede meter fra Hårslevvej i Sandved

Sandved Pastorat kan endda tilbyde en sandstrand med udmærkede bademuligheder ved Kristiansholm Plantage klods op ad sommerhusområdet ved Bisserup.

Stranden ved Kristiansholm Plantage er Sandved Pastorats sydligste punkt.

Det der slår mig mest, er de utallige sociale tiltag i Sandved Pastorat. Her vil jeg nævne fire: Tornemark Dagskole, der er en privatejet specialskole med specialundervisning for 36 elever. Der er Højskolen I Krummerup der er en specialskole for udviklingshæmmede unge – før i tiden meget Downs Syndrom-elever, nu mere alment. Der er Skolehjemmet Skovgården, et skole- og behandlingshjem samt dagbehandling for 32 normalt begavede børn i alderen 6 – 17 år. Børnene er på forskellig vis blevet forstyrret i deres udvikling. Og der er Hjortholm Kostskole, en socialpædagogisk døgninstution for normalbegavede børn fra 6 til 22 år med behandlingskrævende, psykosociale udfordringer.

Øverst til venstre Tornemark Dagskole. Til højre Højskolen I Krummerup. Nederst til venstre Skolehjemmet Skovgården. Til højre Hjortholm Kostskole

Både Skovgården og Hjortholm – begge i Førslev Sogn – udspringer af børnehjemmet Holsteinsminde der hører til Danmarks ældste børnehjem med udspring på Fuirendal Gods i 1833. Førslev Sogn husede også i mange år Danmarks største højskole, Hindholm Højskole, lige frem til 1. Verdenskrig, og i samme bygningskompleks lå også Danmarks første muslimske efterskole – Mina Hindholm Efterskole – og Danmarks første muslimsk drevne gymnasium med bedetæpper og halal, Hindholm STX. Begge institutioner lukkede i 2018.

Danmarks første islamisk drevne gymnasium, Hindholm STX, i Førslev Sogn

Tilbage til de fire socialpædagogiske institutioner – Tornemark Dagskole, Højskolen I Krummerup, Skolehjemmet Skovgården og Hjortholm Efterskole – som alle fortæller noget om områdets sociale hjerte. Dette hjerte synes jeg også træder frem, når egnens beboere skal beskrives. Vi er her i pastoratet nok mere til livsverdenen end til systemverdenen, mere til pjat end til højtidelighed, mere til det folkelige end det finkulturelle. Vi er gladere for at høre Lars Lilholt end Johann Sebastian Bach, vi danser snarere folkedans end lancier, og mange her i pastoratet har følt sig lidt fremmede over for den mere konservative og fornemme stil i Fuglebjerg som man føler har set ned på Sandved-egnen. Her i pastoratet er man slet ikke til det oppustede, selvhøjtidelige, pompøse, urbane, outrerede, woke-agtige, teknokratiske og centraliserende. Herude tænker man i hygge og varme. Småt er godt, lokalt er bedst, og når folk laver ballade, skyldes det ofte svære kår eller for lempelig en flygtningepolitik. I de byagtige miljøer har Socialdemokratiet generelt stået godt, mens Venstre har været stærk i landsbyerne. For tiden er S-V-M-regeringen – og dermed Socialdemokratiet og Venstre – jo ikke i toppen af deres popularitet, og mange steder i Danmark giver det vind i sejlene for et parti som Liberal Alliance. Men min fornemmelse er at det ikke sker i Sandved Pastorat. Dette er ikke LA-land. Frafaldne socialdemokrater og Venstrefolk vil langt snarere gå mod SF eller Dansk Folkeparti eller måske ikke mindst mod Inger Støjbjergs Danmarksdemokraterne.

Hustomte i Ting Jellinge. Forfald og idyl side om side

I 1800-tallet til op til midten af 1900-tallet var pastoratet nær centrum i en gudelig vækkelse som biskop Mynster kaldte “Det Hellige Land” – en vækkelse der affødte både en grundvigiansk bevidsthed og et stærkt Indre Mission. Den vækkelse er så fuldkommen gået i sig selv, kan præsten hilse og sige. De fleste i pastoratet definerer sig nok som grundtvigianske, hvis de da definerer sig, men her i pastoratet betyder “missionsk” at man ikke vil lave landbrugsarbejde om søndagen, mens “grundtvigiansk” betyder at det gør man skam gerne. Søndagsgudstjenester trækker gerne en 5-10 mennesker i pastoratets 6 kirker, og flertallet i pastoratet mener nok ligesom de fleste andre danskere at folkekirken især skal stå til rådighed ved livets store overgange – dåb, konfirmation, vielse og bisættelse – og til nød ved juleaftensgudstjenesterne hvor kirkerne oftest er fyldte. Og for mange af de faste kirkegængere er kirkekaffen halvdelen af fornøjelsen ved at gå i kirke. Herude tænker man mere i menighedens fælleskab end med at integrere sig i Jesu Kristi åndelige legeme.

Men det betyder på ingen måde at pastoratets indbyggere er apatiske og åndløse. Slet ikke. Mangt en lokal vil være forbløffende godt inde i J.C. Christensens reformer først i 1900-tallet eller i greveslægten Holsteins meritter på Sjælland. I Hårslev Sognegård deltager man i en landsdækkende livestreaming af naturvidenskabelige foredrag på Aarhus Universitet, og det er yderst sjældent blevet aflyst, og mange lokale kører med fornøjelse de 20 km. til Humle Ølbar i Næstved for at overvære Filosofiske Saloner.

Så ro, mangel på stress, naturskønhed, hygge, folkelighed, usnobbethed, ukrukkethed og menneskelig varme og nærhed er centrale værdier i Sandved Pastorat som jeg derfor vil døbe Hjertepastoratet, også pga. pastoratets geografiske form. Skal jeg trække et særligt karaktertræk frem, er det “djærv“. Derved minder områdets beboere mig faktisk ikke så lidt om danskerne i den landsdel hvor jeg er født og opvokset – Jylland.

Her er Sandved Pastorat markeret med blå linjer som den vestligste del af Næstved Provstis sogne – markeret med grønne linjer. Bemærk pastoratets hjerteform. Og hvordan området placerer sig lige midt imellem Sorø, Slagelse, Skælskør og Næstved.

Til slut en anekdote for at understrege min pointe. Få uger efter at jeg i juli 2010 var indsat som ny sognepræst i Hårslev-Ting Jellinge-Krummerup Pastorat, satte provsten mig på en bisættelse langt, langt væk, vistnok Snesere Kirke øst for Næstved. Jeg kravlede i fuld ornat og satte ca. en time før bisættelsen mig ind i min lille Nissan Micra fra 1997 for at komme frem til Snesere Kirke. Men på landevejen mellem Fuglebjerg og Bisserup, lige efter Tornemark og lige før jeg skulle dreje til venstre ud på Skælskørvej, røg min kobling. Bilen kunne slet ikke noget. Jeg tænkte at jeg var i svare problemer, men tænkte en taxa måske kunne hjælpe mig. Så jeg drog i præstekjolen ud til nærmeste hus for at spørge efter om jeg kunne få et telefonnummer til det bedste taxa-selskab og låne en telefon så jeg kunne ringe dem op. Det foregik i Fyrendal Sogn hvor jeg dengang ikke var præst, men min præstekjole indgød åbenbart tillid. I al fald tog husets beboere venligt imod mig, inviterede mig ind i stuen og fortalte mig at der skam ikke kørte taxa-biler her til området. Det var for langt fra alting. – Men du kan låne dem her, sagde en af beboerne, og gav mig en bilnøgle. Jeg kunne simpelthen låne familiebilen, så jeg nåede i tide frem til Snesere Kirke og foretog bisættelsen. Da jeg vendte tilbage for at aflevere bilen, havde familien kørt min bil på værksted i Rude.Sådan behandlede man nødstedte fremmede (præster) i Fyrendal Sogn.

Andet kapitel: Pastoratets lokaler og faciliteter

Roskilde Stiftsøvrighed har i pastoratet officielt til huse i Hårslev Præstegård, hvor jeg har embedsbolig og kirkekontor, men jeg er så heldig at have en præstesekretær, Jannie Aagaard Jacobsen (med mail-adressen jaj@km.dk), der assisterer mig med personregistrering i pastoratet. Personregistrering vedrører ALLE indbyggere i pastoratet. Ikke kun medlemmer af folkekirken. Og personregistrering angår ting som fødselsregistrering, navngivning, navneændring, vielse og forældremyndighed, ligesom kbf. sognepræst er begravelsesmyndighed for alle.

Præstesekretær Jannie Aagaard Jacobsen i selskab med diverse kirkebøger

Indtil videre arbejder Jannie uden for pastoratet – hun er præstesekretær i adskilige pastorater – men det er hensigten at hun skal have adgang til et af pastoratets to præstekontorer, nemlig det i graverboligen ved Førslev Kirke. Her skal der etableres brandskab med plads til pastoratets kirkebøger.

Førslev Præstekontor. Til venstre kontorets ydre med kirken i baggrunden yderst til venstre. Til højre det store rum i præstekontoret med tekøkken til venstre, arbejdsbord i midten og en stolegruppe til samtaler. Et toilet er også del af komplekset.

Sognepræsten har medhjælp af en sognemedarbejder. Med tiden kommer der også assistance fra en kommende 3. præst i Herlufsholm Sogn, hvor 25 % af arbejdstiden sættes af til at yde bistand til Sandved Pastorat. Denne kommende præst vil også kunne etablere sig i Førslev Præstekontor.

Officielt har Roskilde Stiftsøvrighed sæde i pastoratet i den officielle del af Hårslev Præstegård der ligger på Hårslevvej 29, Hårslev, 4262 Sandved – lige ved siden af Hårslev Kirke. Her foregår også sognepræstens samtaler fx ved begravelser og dåb.

Den officielle del af Hårslev Præstegård. Foroven dør, entré, samtalerum. Forneden præstekontoret.

Med til pastoractets faciliteter er Hårslev Sognegård, der oprindelig blev bygget i 1990 til at betjene Hårslev, Ting Jellinge og Krummerup Pastorat, men som nu ejes af det samlede pastorat. Sognegården ligger som den vestlige længe af præstegårds-komplekset, hvor præstegården er den sydlige længe.

Hårslev Sognegård har graverkontor med bad og areal til graverremedier, entre med to toiletter, heraf et handicaptoilet, konfirmandstue med projector samt et stort, moderne køkken. Her foregår konfirmandundervisning og sognearrangementer

Tredje kapitel: De seks kirker

1. Hårslev Kirke

Hårslev Kirke er rent teknisk hovedsogn i pastoratet, så vi begynder derfor her. Sognet er dog med sine 752 indbyggere kun det andetstørste sogn i pastoratet. Oprindelig var sognet temmelig lille med kun to “hele” landsbyer – Hårslev og Sandved – og flere halve landsbyer – men Sandved fik jernbanestation i 1892 og blev meget større end før. Det gjorde Hårslev Sogn dermed også.

Hårslev Kirke ligger på Hårslevvej 27A 4262 Sandved i landsbyen Hårslev lige øst for Hårslev Præstegård (Hårslevvej 29). Landsbyens navn med endelsen -slev viser at landsbyen hører til de ældste i landet og kan være 1500-2500 år gammel, men det var først for 1000 år siden, at landsbyerne blev helt stedfaste – før da flyttede man om på dem for at landsbyens agre ikke skulle udpines. Andre meget gamle landsbyer i pastoratet er Sønder Jellinge, Ting Jellinge, Bendslev, Vindinge, Arløse, Førslev og Sneslev. Halvdelen af Sønder Jellinge og Bendslev ligger i Hårslev Sogn.

Kirke og præstegård har altid ligget hvor de ligger i dag. Kirken ligger ikke på en forhøjning, men fladt i den sydvestlige del af Hårslev.

Hårslev Kirke kom i 1664 ind under Vindingegaard, siden Fyrendal Gods, der siden 1708 har været del af Holsteinborg Gods. Rent juridisk havde godset jus patronatus over kirken, dvs. retten til at ansætte kirkens præster, men den 1. juli 1915 fik Hårslev Kirke selveje.

Hårslev Kirke danner næsten østfløjen til Hårslev Præstegård

Hårslev Kirke er ret kort – ikke mere end 20 meter lang og dermed på længde med den lille Kvislemark Kirke – men Hårslev Kirke er bredere og virker dermed større end Kvislemark Kirke. Det giver kirken et godmodigt udtryk – den er lille og tyk.

Hårslev Kirke er bygget midt i 1100-tallet som en romansk kirke med det nuværende skib og kor med fladt træloft. I 1400-tallet fik skib og kor hvælv, og der blev bygget et nordvendt tårn, hvis nederste del fungerede som våbenhus – interessant nok for kirkens kvindedør, norddøren, men tårn og våbenhus kan være anlagt efter at inddelingen i mande- og kvindedør forsvandt.. Kirketårnet med de markante kamtakker er virkelig ikke videre højt, men forekommer smukkere og mere velproportioneret end pastoratets andet nordvendte tårn, det ved Kvislemark Kirke.

Hårslev Kirke har indgang mod nord nederst i det lave kirketårn. Kirkens korte længde er påfaldende. Usædvanligt nok er det kirkens kvindedør der i dag er kirkens hoveddør. Jeg tog billedet i april 2024

Jeg tog billedet fra østnordøst i maj 2024

Her er Hårslev Kirke fotograferet fra syd, fra lunden i præstegårdshaven.

Jeg fotograferede Hårslev Kirke fra syd, fra min prfæstegårdshave i maj 2024. Hvor der i dag er et vindue længst til venstre, var der engang en syddør til menighedens mænd. Den dør er tilmuret så effektivt at den kun kan spores i form af en mindre fortykning under vinduet

Her er Hårslev Kirke fotograferet indefra. Overgangen fra skib til kor virker meget harmonisk og umærkelig.

Hårslev Kirke virker ganske rummelig trods sin beskedne længde. Det mest påfaldende inventar er den prægtige altertavle

Den brede, trefløjede altertavle kommer fuldt til sin ret i den lille, tykke kirke. Altertavlen er oprindelig fra ca. 1525 og formodes skabt af Næstvedkrucifiksmesteren. Den originale tavle er bevaret i de to sidefløje med alle apostlene samt i midterfeltets to sider hvor der er 6 små bokse med motiver fra Jomfru Maria og Jesusbarnet .

Men de to store, centrale bokse i midtertavlen har et nyt indhold, nemlig dels foroven Den Sidste Nadver, dels forneden Kristus på korset omgivet af Maria, Johannes og Maria Magdalene. Omdannelsen af de to centrale felter formodes sket ca. 1650-60, selv om årstallet 1632 er indridset på Jesu tronstol på Den Sidste Nadver-gruppen. Kunstneren bag dette fine billedskærerarbejde i de to midterfelter er nok Abel Schrøder den Yngre (der fx også stod bag den helt overvældende store og flotte altertavle i Sct. Mortens Kirke i Næstved), eller hans værksted i Næstved.

Hvorfor de to centrale felter er udskiftet, vides ikke, men man må formode at tavlen i 1525 må have fået et lidt for katolsk indhold til helt at fungere efter Reformationen, så enten helgener eller Jomfru Maria har vel fyldt felterne ud. Eftersom de 6 bokse i midterfeltet koncentrerer sig om Jomfru Maria og begivenhederne omkring Bebudelsen over fortællingen herom til Josef, graviditet, og fremstillingen af det lille Jesusbarn, så er det min private teori at central-felterne har haft Jomfru Maria som motiv, og at Hårslev Kirke oprindelig har været en såkaldt Mariakirke.

Her er detaljer fra altertavlen. Yderst til venstre Bebudelsen – ærkeenglen informerer Maria om at hun skal føde Jesusbarnet. Yderst til højre en fremvising af Jesusbarnet – formentlig fremstillingen i Templet. Begge bokse er fra ca. 1525. Det centrale felt viser Den Sidste Nadver og er skåret medio 1600-tallet.

Resten af kirkens inventar er ikke umiddelbart interessant. Dog vil jeg gerne fremhæve to kuriosa. I våbenhuset står en nydelig præstetavle hvor sognets præster siden Reformationen oplistes med formfuldendt guldskrift. Præstetavlen modsvares bag alteret af en uhyre uformel udseende degnetavle der går om ikke tilbage til Reformationen så dog tilbage til 1600-tallet.

En anden pudsighed er kirkeorglet. Det er et Frobenius-orgel fra 2005 og ikke bare pastoratets nyeste orgel, men vel også pastoratets bedste orgel. Men elegant og musikalsk placeret i kirkerummet er Frobenius-orgelet ikke.

Frobenius-orgelet fra 2005

Som i de fleste andre kirker i pastoratet blev Hårslev Kirke i 2023 udstyret med et elektronisk klaver, et såkaldt Digital Piano, nemlig et Yamaha Clavinola CLP-745

Jeg tog fotoet ved kirkens overgang fra skib til kor. Forrest kirkens digitale klaver. Bagest prædikestolen fra medio 1800-tallet. Til venstre står kirkens lysglobe, kreeret for få år siden af kirkens graver Christian Christiansen. Forrest til venstre anes døbefonten

Præstegården var oprindelig en firelænget gård, men den brændte i 1910, angiveligt pga. en uforsigtig tjenestepige. I 1911 var præstegården genopbygget, men som tolænget. Selve embedsboligen med afhøvlede fyrretræsgulve er på 400 kvm, hvoraf de 300 kvm er anvendelige. Hans Kruse Winding var præst i Hårslev-Ting Jellinge fra 1901 til sin død i 1920, og var følgelig i embedet, da præstegården brændte. Man må formode, at pastor Winding har haft nogen indflydelse på hvordan den nye præstegård blev indrettet. Pastor Winding er bl.a. oldefar til Jan og Mogens Lindhardt samt Thomas Winding, så han er altså tipoldefar til såvel Thure Lindhardt som Kasper Winding og Alberte Winding.

Her den længe af præstegården der tjener som embedsbolig og præstekontor

Hårslev Præstegårdshave blev ikke ødelagt ved branden og er et historisk klenodie. Præstegårdshaven er en klassisk gammel præstegårdshave med en lille lund mod øst, en dam mod vest og et nøddehegn mod syd. Bag nøddehegnet er der frugttræer. I 2010’erne lod menighedsrådet de fleste af havens blomster fjerne (primært stokroser, tulipaner og stauder) for at spare penge til havens vedligeholdelse. Det var naturligvis et tab af havens historie, men præstegårdshaven skal jo også være overskuelig at passe. I dag er der bag nøddehegnet lavet bede til vildblomster. Der er også anlagt kvashegn – i biodiversitetens navn. Jeg vælger at bruge haven til kirkelige arrangementer, typisk to udendørs eftermiddags-gudstjenester om sommeren med efterfølgende grillmad til deltagerne. Menighedsrådet har anskaffet sig to pavillon-telte til arrangementer i præstegårdshaven.

2. Førslev Kirke

Hvis man nærstuderer kortet, fornemmer man at Førslev slet ikke er en landsby, men et gods-anlæg – Førslevgaard eller Førslev Gods. Hovedbygningen ses øverst på fotoet.

Førslev Sogn er pastoratets største sogn med 916 indbyggere fordi sognet indeholder Øst-Sandved og flere pænt store landsbyer som Arløse og Sneslev. Førslev Kirke er muligvis også patoratets flotteste kirke. Jeg sætter i al fald kirkens skønhed meget højt. Førslev Kirke ligger Førslevvej 33A – 4250 Fuglebjerg, og kirken ligger tilsyneladende mod sydvest i en idyllisk lille landsby som man kunne tro var Førslev. Men Førslev eksisterer ikke længere. Landsbyen er spist op af Førslev Gods, der også kaldtes Førslevgaard. Der er enkelte huse i komplekset, der typisk ejes af godset og lejes ud til private. Ikke desto mindre er området ret idyllisk med gadekær og det hele.

I september 1544 kom Førslev Kirke ind under ejerskab af godset Førslevgaard, men i april 1914 fik kirken selvveje, dvs. ejes af sognets menighed.

Førslev Kirke er rimelig lang. Skibet er ca. 20 meter lang, og inkl. våbenhus i vestenden og koret i østenden frem til altertavlen, er der vel lidt over 30 meter. Bag altertavlen og en bagvæg er koret så yderligere 4 meter langt, men det er et aflåst rum der bruges til sakristi.

Førslev Kirke i mål. Man kan bemærke det pudsige rum øverst på illustrationen. Rummet, kaldet Nordkapellet, er egentligt et gravkapel byget omkring 1600 i to etager for ejerne af Førslevgaard, kirkens ejere. I dag er Nordkapellet ommuret, så det ligner et hævet sideskib.

Førslev Kirke var oprindelig hvidpudset som pastoratets øvrige kirker, men i slutningen af 1800-tallet blev murene rensede, og kirken fremstår med sine nøgne rødlige og grålige mure usminket og ærlig fuld af spor efter tilmurede døre og vinduer. Det giver kirken en særlig rå kraft udadtil

Førslev Kirke fotograferet fra syd. Jeg tog billedet i februar 2024

Alt efter belysning changerer kirken imellem rødlig og grålig. Billedet foroven er taget i februar 2024 og virker domineret af rødlige farver. Kirketårnet fra ca. 1500 er bygget i rødt tegl.

Men i virkeligheden er begge farver i spil hvad man ser fra denne vinkel. Fotoet er fra maj 2024.

Jeg fotograferede Førslev Kirke fra nord i maj 2024. Her ses tydeligt de nyeste, sengotiske tilbygninger i rødlig tegl – til venstre en forlængelse af koret fra ca. 1500, tårnet til højre er samtidig, og midt i billedet Nordkapellet fra 1600. Den oprindelige – romanske – del af kirken, den grålige, består af rå og kløvede kampesten.

Jeg synes farvespillet mellem de oprindelige grå og rå kampesten og senere tilbygninger i rødligt tegl er superspændende.

Førslev Kirke forekommer udadtil rå og barsk, men indenfor er kirken fornem og højtidelig med et fuldkomment andet udtryk end den lille, tykke, rare Hårslev Kirke.

Førslev Kirke er bygget som en romansk kirke i 1100-tallet, og fra denne kirke står skibet og den synlige del af koret stadig. I anden halvdel af 1300-tallet fik koret et hvælv. Formentlig i 1400-tallet blev skibet forlænget mod vest. Omkring 1500 blev koret forlænget mod øst med gravkapel under forlængelsen. Senere blev forlængelsen omdannet til et sakristi bag koret. Gravkapellet er der stadig. Der kom tillige tre hvælv i skibet i gotisk stil, og tårnet blev bygget oven på forlængelsen i vest. Endelig kom så Nordkapellet omkring 1600.

Korbuen har kalkmaleri fra ca. 1200. Kristus allerøverst trækker sine arme nedad mod to figurer i siderne der formentlig skal forestille kirkens grundlæggere – en konglelig figur og en munkeagtig figur, en abbed? Figurerne i cirklerne nederst i buen har glorie og er sikkert helgener eller personificerede dyder.

Noget af det mest fascinerende ved Førslev Kirkes indre er at der er bevaret kalkmalerier fra kirkens allertidligste tid ca. 1200. Det er i romansk stil, måske lidt byzantinsk inspireret, og findes dels på korbuen mellem skib og kor, dels i korets nordside.

Omkring det nordlige vindue i koret ses også et oprindeligt romansk kalkmaleri fra omkring 1200 – med motiver fra Bebudelsen for Jomfru Maria,Maria sammen med Elisabeth og til venstre for vinduet Jesu fødsel. Buen over illustrationen er lavet senere og tildækker en pæn del af fødsels-illustrationen. Man ser nu mest en knælende Josef. Kalkmaleriet over buen er fra slutningen af 1300-tallet og viser Jesu sidste tid – her på billedet Jesus der piskes.

I den øvrige del af koret er der kalkmalerier lavet af “Næstvedværkstedet“, i 1380’erne med motiver fra Jesu sidste tid. Til venstre piskes han. Til højre møder den vantro Thomas den opstandne Kristus. Nederst skildres Kristi Himmelfart.

Det er umiddelbart samme kunstner eller firma der få år før i Sct. Peders Kirke i Næstved har lavet det berømte kalkmaleri af Valdemar Atterdag i kongens dødsår, 1375.

Dette udsnit er ikke fra Førslev Kirke, men fra Sct. Peders Kirke i Næstved, men er lavet af samme værksted/mester, “Næstvedværkestedet”, få år før. Figuren helt til venstre er kong Valdemar Atterdag.

Både altertavle og prædikestol er overdådige, i stilen “bruskbarok“, fra medio 1600-tallet og fra Schrøder-familiens snedkerværksted i Næstved, måske endda lavet af samme mester. Den kan være Abel Schrøder den Yngre selv. Schrøder var i mange år organist ved Skt. Mortens Kirke i Næstved og anses gerne som hovedmanden bag denne kirkes overdådige altertavle. Abel Schrøder anses normalt som en af bruskbarokkens fornemste billedskærere i Norden. Det vides dog ikke med sikkerhed at kunstneren er Schrøder personligt, men det er helt klart fra hans værksted, og helt klart i hans stil. Det er godsejerne på Førslevgaard, Bech-familien, der har bekostet det fornemme bruskbarok-inventar.

Prædikestolen i Førslev Kirke er lavet af Schrøder-værkstedet i præcis samme stil som altertavlen i bruskbarok – måske af selveste Abel Schrøder d. Yng. – og det er med til at give kirkens indre et både fornemt og homogent udtryk

Prædikestolen er lavet af den samme mester som lavede altertavlen – og udskåret i Abel Schrøders stil. Motiverne er Kristus med verdenskuglen omgivet af de fire evangelister med hver deres symbol

Forneden ses kirkens sidste tilbygning, Nordkapellet, oprindelig gravkapel i to etager, nu omdannet til et hævet sideskib. Dåbefonten foran er af granit, fra 1300-tallet og fra Gotland.

Døbefonten er en mindre swimmingpool. Den ottekantede kumme har en diameter på 1 meter. Et af reliefferne på fontens sider forestiller Olav den Hellige.

Den enorme døbefont har forrest Olav den Hellige som motiv. Fonten er næsten på størrelse med fonten i Herlufsholm Kirke

Kirken har sin egen værdighed. Stolestaderne – i al fald deres gavle – er fra 1600-tallet.

Orgelet fra 1862 har sit eget, ret elegante pulpitur, men jeg kender ikke alderen.

Tilknyttet Førslev Kirke er tilknyttet graver-faciliteter samt præstekontor med samtaleområde og tekøkken med toilet.

En helt enestående detalje er at kirkegården omkring Førslev Kirke er meget kompakt, hvilket har givet anledning til at anlægge en Assistenskirkegård på den modsatte side af Førslevvej. Denne kirkegård hører til de smukkeste og mest fredfulde kirkegårde jeg har truffet på Sydsjælland

Motiver fra Førslev Assistenskirkegård. Bemærk på nederste foto til venstre hvor tæt skoven er på kirkegården

Noget ganske specielt ved Førslev Assistenskirkegård er at den omgivende natur næsten trænger ind i kirkegården, fx lunden mod vest og græsengen mod nord.

Engen nord for Assistenskirkegården virker næsten hævet over hækken, og man kan opleve gumlende køer lige op ad De Dødes Hjem hvilket giver kirkegården ikke bare et enestående fredfyldt park-agtigt præg, men også et meget frimodigt naturligt præg

Før vi går videre til pastoratets 3. kirke, så skal jeg lige afslutningsvis sige at Sandved deles mellem Hårslev Sogn og Førslev Sogn. Alt på fotoet til venstre for den blå linje er Hårslev Sogn, mens alt til højre for linjen er Førslev Sogn. Også Fyrendal Sogn og Kvislemark Sogn har befolkningsmæssigt meget små områder af Sandved – områder der ligger syd for fotoet her. Områderne der hører under Fyrendal Sogn, er dog både skolen og hallen, Grønbroskolen og Grønbrohallen. Og selv om Sandved reelt er delt mellem Hårslev Sogn – ca. 75 % – og Førslev Sogn – ca. 25 % – så føler Sandveds borgere sig tættest på Fyrendal Kirke.

3. Fyrendal Kirke

Fyrendal Sogn er Sandved Pastorats tredjestørste sogn med 732 indbyggere. Kirken ligger Fyrendalsvej 16 – 4262 Sandved, og beliggenheden har den samme pudsighed som Førslev Kirkes, at Fyrendal Kirke ikke ligger i en egentlig landsby. Fyrendal er ikke en landsby, men et gods, der ligger lige umiddelbart nord for kirken. Engang lå her en landsby, Vindinge, og kirken hed da Vindinge Kirke, men godset Vindingegaard, siden kaldet Fuirendal Gods, åd Vindinge op midt i 1600-tallet. I samme proces blev også præstegården inddraget under godset, så kirkens præst, provst Frederik Klyne, måtte etablere ny præstegård i anneks-kirken – Kvislemark Kirke. Derefter blev Kvislemark til hovedsogn, og Vindinge Sogn, snart kaldet Fyrendal Sogn, blev til annekssogn. Vindinge hører til den ældste generation af landsbyer i Danmark, men alle spor af byen er i dag væk.

På kortet herunder fornemmer man at Fyrendal Kirke ligger ret tæt på den halvstore landsby Tornemark der har over 300 indbyggere. Så Fyrendal Kirke er i praksis Tornemarks kirke. Og på visse områder har den også fungeret som Sandveds kirke. Foruden Tornemark ligger bysamfund som Skafterup og Nyrup i sognet. Plus en lille del af det sydvestligste Sandved. Tornemark var oprindelig en meget lille flække, næppe ældre end 1300-tallet, men som Vindinge blev absorberet af godset og nedlagt i flere etaper i første halvdel af 1600-tallet, begyndte Tornemark at vokse. Forenklet – Vindinge-beboerne rykkede simpelthen til Tornemark.

Fyrendal Kirke kan også minde om Førslev Kirke – i grundplanen lidt over 30 meter lang, langstrakt med et større tårn i vestenden, hvis nederste del danner et stort, rummeligt våbenhus. Dertil kommer sideskibe og et ganske overdådigt inventar. Kirken er i længde faktisk ikke mindre end Skt. Mortens Kirke i Næstved (også lidt mere end 30 meter lang minus kirketårnet), men Skt. Mortens Kirke har både større bredde og en langt større højde der gør at den føles meget større.

Fyrendal Kirke er ganske lang – den nærmer sig 30 meter og kommer dermed tæt på den fornemme Skt. Mortens Kirke i Næstved. Kirken har en slags korte sideskibe, såkaldte korsfløje.

Kirken er som Hårslev Kirke og Førslev Kirke grundlagt i 1100-tallet som en romansk kirke med fladt træloft og med mure i kampesten. I 1200-tallet kom nye spidsbuede vinduer, der dog kke er mange spor af i dag, og i 1300-tallet de to korsfløje, de små “side-skibe”. Det ret høje tårn er fra 1400-tallet. Oprindelig havde kirken indgang og våbenhus mod syd, men angiveligt var det baron Fuiren til Fuirendal der sidst i 1600-tallet indrettede tårnkammeret som våbenhus, så kirken fik indgang mod vest, mens det hidtidige våbenhus mod syd blev sløjfet. Fra sidst i 1400-tallet kom der en del ændringer i gotisk stil. Kirkens indre fik sine hvælvinger. Det oprindelige romanske kor i kampesten blev nedbrudt, og kirken forlænget en del mod øst både hvor korsfløjene er og øst om til et nyt kor i gotisk stil. Murværket er en blanding af kampesten fra det nedrevne kor og munkesten/mursten. I 1526 kom den nye tilbygning med et lille sakristi i korets nordlige side.

Udadtil minder Fyrendal Kirke med sine hvidpudsede mure dog slet ikke om Førslev Kirkes rå ydre, men var kirken ikke hvidkalket, ville murene med sine blandinger af kampesten og mursten sikkert minde en del om Førslev Kirke.

Fyrendal Kirke fotograferet fra syd – fra Fyrendalsvej

Fyrendal Kirke har i sit ydre noget både meget klassisk og meget autoritativt.

Fyrendal Kirke fotograferet fra nordvest

Fyrendal Kirke ligger så klinet op ad Fuirendal Gods, at gods og kirke næsten føles samhørende. I 1634 fik godset, dengang Vindingegaard, kaldsretten (jus patronatus) over kirken, dengang kaldet Vindinge Kirke. Da godset blev del af Holsteinborg Gods i 1708, gik kaldsretten videre til Holsteinborg, men den 28. juli 1915 fik Fyrendal Kirke selveje.

Fyrendal Kirke fotograferet fra sydøst. De hvide bygninger i højre side af fotoet (nord for kirken) er Fuirendal Gods – i dag en del af Holsteinborg Gods

Fyrendal Kirkes indre forekommer meget langt og smalt.

Fyrendal Kirke er en flot og værdig kirke. Man har længe haft diskussioner om hvad kirkebygninger egentlig var for en størrelse. Var kirkerbygningen et “Domus Dei“, et Guds hus, der ligesom templer særligt husede en guddom, der var særligt meget til stede i denne bygning. Eller var kirkebygningen i stedet et “Domus Ecclesiae“, et Menighedens Hus, altså et forsamlingshus, der særligt husede dem, der dyrkede en guddom. Historisk er kirken helt klart Domus Ecclesiae, et forsamlingshus, ligesom synagoger og moskeer jo egentlig er, men i historiens løb har rigtige mange kirker fået noget tempel-agtigt over sig, en struktur hvor der udtrykkes en højhed og en guddommelighed. Kirkebygningen bliver meget let til Domus Dei.

Fyrendal Kirke slår mig i høj grad som et Domus Dei. Dette er ikke et hus for menigheden, for kor, alter og altertavle, der traditionelt manifesterer guddommen i kirken, er bragt meget langt fra kirkeskibets bænke hvor menigheden sidder. Alteret er næsten forsvundet, næsten usynligt, så meget er det i al sin fornemhed holdt væk fra menigheden. Effekten kommer dels af kirkens to sideskibe. Hvor sideskibene rammer ind i hovedskibet, kan der ikke være bænke, så kirkens menighed sidder på stor afstand af kor og alter i Fyrendal Kirke. Desuden har man et korgitter foran koret der ligesom spærrer koret inde – og gør det endnu mere usynligt for menigheden. Når præsten er ved alteret, er han måske meget fornem, men det er svært at være i kontakt med menigheden. I Salomons Tempel var guddommen særligt til stede i “Pagtens Ark” som stod gemt væk i templets bageste rum, Det Allerhelligste, hvor kun ypperstepræsten havde adgang. Det giver et mysterium, en fjernhed, der markerer fornemhed og stor guddommeligt nærvær. Det er næsten som om samme tempel-agtige mekanisme ligger bag Fyrendal Kirkes fjerne kor?

Det grønne til venstre er nærmeste kirkebænk. Koret bag døbefonten er næsten usynligt for menigheden pga. afstanden og korgitteret foran.

Også præsten mærker denne distance mellem alter og menighed. I praksis får det en del præster til at være så lidt ved alteret som overhovedet muligt. Men fornemt er det!

Korgitteret er fra 1640, er givetvis skåret på det fornemme Schrøder-værksted i Næstved og bærer adelsvåben fra adelsparret på Vindingegaard da korgitteret blev skåret – Gyldenløve og Grubbe.

Altertavlen er fra 1685 og bekostet af kirkens ejer, baron Didrik Fuiren til Fuirendal. Maleriet forestiller indstiftelsen af nadveren. Tavlen er omgivet af to træfigurer – til venstre Den Opstande Jesus Kristus – til venstre den lidende tornekransede Jesus Kristus.

I koret er den del mindetavler, såkaldte epitafier, fra 1600-tallet, fx af Vindingegårds godsejer Vilhelm Dresselberg, og af pastoratets provst nr. 2, Frederik Klyne med hustru Karen Grubbe.

Epitafium i korets nordside over provst Frederik Klyne og hustru. Det var i øvrigt under provst Klyne at præstegården blev flyttet til Kvislemark der dermed blev hovedsogn. Under epitafiet ses en dør der fører ind til kirkens sakristi.

Vilhelm Dresselberg, herre til godset Vindingegaard (nutidens Fuirendal Gods) bekostede i 1611 eller 1616 en prægtig prædikestol til kirken udført af Roskilde-mesteren Anders Nielsen Hatt.

Det mest kuriøse ved Fyrendal ud over det fjerne kor er den forsvundne og reproducerede træ-madonna. Figuren er fra ca. 1250, 132 cm. høj og forestilleren siddende Jomfru Maria med det lille Jesus-barn på skødet. Begge har fyrstekrone på, og Maria har fødderne solidt plantet på et monster, en drage, en betvunget kaosmagt. På et tidspunkt, dengang greverne af Holsteinbord havde jus patronatus over kirken, lod en greve madonnaen fjerne fra kirken og solgte den til en privat. Siden er den endt på Sydøstsjællands Museum afd. Holmegård i et depotrum. Menighedsrådet for Kvislemark-Fyrendal-Førslev Pastorat har forsøgt at få madonnaen tilbage til kirken, men museets krav til en tilbagelevering var så store, at det blev opgivet. I stedet har menighedsrådet med økonomisk støtte fra bl.a. Mærsk-fonden fået udskåret en 1:1 kopi af træ-madonnaen skåret i gammel træ, så den bliver tilsvarende mørk.

Træmadonnaen fra Fyrendal Kirke, til venstre den originale, til højre kopien.

Kirkens korsarme er fra 1300-tallet, og madonnaen kan sagtens have været afbragt i en østlig afsats – et tilmuret vindue – i Søndre Korsarm. Kopien af kirkens træmadonna bliver anbragt her hvilket markeres ved en festgudstjeneste i Fyrendal Kirke den 30. juni med provst Anna Helleberg Kluge. Samtidig indvies faneduge til korsarmens fanestænger (over vinduet i midten) leveret af Dannebrogssamfundet. I fanestængerne sad oprindelig faner tilhørende oberst Rudolph Günther von Grabow – der også havde kårde og kommandostav anbragt her – værdighedstegn.

Søndre Korsarm hvor træmadonnaen kan have været anbragt på afsatsen bag flygelsædet.

I 1758 anbragte man ikke bare oberst Grabows faner, kårde og kommandostav i Fyrendal Kirke, men også oberstens lig der lå i en af 4 kister anbragt i kirkens Nordre Korsarm. I dag er kisterne fjernet til fordel for kirkebænke.

Nordre Korsarm der oprindelig have 4 fritstillede kister, herunder oberst Grabow, ham med fanerne. Til venstre for korsarmen ses fornem kirkebænk, en såkaldt heskabsstol, lavet ca. 1680 til fordel for baron Fuiren , kirkens værge og “ejer”.

4. Krummerup Kirke

Krummerup Sogn er med sine 470 indbyggere pastoratets “mellemstore” sogn – midt mellem de tre større sogne, Førslev, Hårslev og Fyrendal sogne, og de to bittesmå sogne på under 200 indbyggere – Kvislemark og Ting Jellinge sogne. Krummerup Sogn har en vis størrelse ved at bestå af 3 hele landsbyer – Krummerup, Haldagermagle og Flemstofte – en lidt udflydende landsby – Haldager Mark – og en halv landsby – Bendslev (de lige numre på Bendslevvej). Sognet var frem til 1972 hovedsogn for et mægtigt pastorat – Krummerup-Fuglebjerg – hvor egnens største bysamfund, Fuglebjerg, lå i pastoratet.

Krummerup Kirke ligger Krummerupvej 42A – 4250 Fuglebjerg – på et fladt område midt i Krummerup. Landsbyen Krummerup er en såkaldt “torp”, dvs. udflytterlandsbyer der blev bygget mellem år 1000 og 1300 – særligt i 1100-tallet pga. en befolkningseksplosion under en landbrugsteknologisk revolution i de år. Andre torper i pastoratet er Flemstofte og Nyrup.

Kirken er givetvis fra 1100-tallet og opført i rå og kløvede kampesten i romansk stil som “langskibskirke” hvor skib og kor går i ét – ligesom Ting Jellinge Kirke i øvrigt. Først i 1200-tallet blev skibet forlænget mod vest. I 1300-tallet kom der så gotiske udvidelser – først våbenhus mod syd i kampesten. Primo eller medio 1400-tallet fik skibet gotiske hvælv. Måske sidst i 1400-tallet blev der bygget et tårn i munkesten med et tårnrum der forlænger skibet mod vest og også bygget med hvælv. , og omkring år 1500 blev koret forlænget mod øst og fik hvælv så kirken fik et langstrakt indre fra tårnkammeret i vest til koret i øst i et forløb på næsten 30 meter.

Som en stor landskibskirke med et lille, kraftigt kirketårn får den hvidkalkede Krummerup Kirke et enkelt, rustikt ydre.

Her har jeg fotograferet Krummerup Kirke fra syd i februar 2024

Krummerup Kirke har næsten et fæstningspræg som om den er umulig at vælte. Kirken udstråler grounding og ingen dikkedarer.

Kirken fotograferet fra sydvest i april 2024

Kirkens kraftige, enkle præg er endnu tydeligere set fra nord

Krummerup Kirke fotograferet fra nord

Det lidt maskuline, enkle præg viser sig også i Krummerup Kirkes indre som man ikke kan kalde overpyntet og prangende på nogen måde. Faktisk er kirkens hvælv fuld af kalkmalerier, men de er af så jammerlig en kunstnerisk kvalitet, at alt er kalket hvidt.

Der er noget meget luthersk over Krummerup Kirke, hvor prædikestolen – forkyndelsen af Ordet – ligesom får alt fokus – hvorimod kirkens kor-område virker mærkelig slidt, forsømt, ufærdig.

Prædikestolen er ganske flot. Den er fra 1626 og minder påfaldende om Ejler Abelsen Schrøders prædikestol til Herlufsholm Kirke fra 1623. Men prædikestolen i Herlufsholm er det eneste sikre bevarede værk af Ejler Schrøder – der i øvrigt døde et år før Krummerups prædikestol stod klar. Pointen med begge prædikestole er at Moses med lovtavle og vædderhorn (pga. en gammel oversættelsesfejl afbildes Moses ofte med horn) bærer prædikestolen, dvs. den gamle pagt, Loven, bærer den nye pagt, Evangeliet. Under alle omstændigheder er prædikestolen i Krummerup udført på Abel Schrøders værksted i Næstved.

Krummerup Kirkes fine prædikestol er lavet på Abel Schrøders værksted og er måske skåret af Ejler Schrøder ligesom prædikestolen i Herlufsholm Kirke. Den skummelt udseende herre under prædikestolen er ikke en hornet dæmon, men Moses med lovtavlerne.

Kirken har en altertavlet lavet til kirken og skænket til kirken af Lucie Marie Ingemann (B.S. Ingemanns hustru) i 1853. Man har åbenbart fundet fru Ingemanns altertavle så forfærdelig at den er pillet ned igen uden at blive erstattet. Bag alteret har man nu på korvæggen ophængt et sengotisk korbuekrucifiks af træ fra omkring 1500 omgivet af et fresko-maleri fra først i 1940’erne af maleren Stefan Viggo Pedersen.

Knæfald, alter, korsbuekrucifiks og fresko. Knæfaldet er enormt – større end de typiske knæfald i fx Næstveds store kirker.

Personligt synes jeg det ser mærkeligt sjusket og grimt ud. Desuden er det uoriginalt. Stefan Viggo Pedersen lavede samme motiv med kong David og profeten Esajas i 8 forskellige kirker, og i 1939 lavede han en David-Esajas-fresko til Femø Kirke der næsten er fuldkommen identisk med hans David-esajas-fresko til Krummerup Kirke. I Krummerup er der dog tilføjet de relevante bibelvers i bunden uden det gør resultatet pænere. Skal der siges noget pænt om Pedersens fresko, så passer dens rå, maskuline stil sådan set fortrinligt til Krummerup Kirkes samlede udtryk.

Til venstre Stefan Viggo Pedersens fresko til Femø Kirke fra 1939. Til højre hans fresko til Krummerup Kirke fra ca. 1942

I kirkens tårnkammer har man anbragt kirkens rimelige, men ikke just prangende, orgel samt kirkens Yamaha Clavinola Digital Piano.

I tårnkammerets nordlige side har man anbragt fru Ingemanns forstødte altertavle.

Hårslev, Ting Jellinge og Krummerup Menighedsråd har sat penge af til/fået bevilget penge til en renovering af kirken i løbet af de næste år. En faskine uden for kirken skal forbedres, og man forestiller sig mindst et nyt knæfald og alter. Sognepræsten kunne drømme om en smukkere bagvæg end Stefan Viggo Pedersens fresko, der jo åbenbart er en serieproduktion, men det er der ikke flertal for. En overvejelse er også om tårnkammeret kunne tømmes for musikinstrumenter, lukkes af en glasvæg og få et fleksibelt formål alt efter behov – som kapel for en lysglobe eller lignende, som børnerum eller, når kirken er fyldt, som siddeområde. Det ville kræves at musikinstrumenter kunne flyttes ind i skibet. Den arkitektoniske proces er man dog ikke kommet så langt med.

Et kuriosum er at menighedsrådet indtil for nylig har ejet både en præstegård og en avlsgård i Krummerup. Avlsgården er solgt fra for få år siden, men Krummerup Præstegård netop er sat til salg. Præstegården var embedsbolig for den kirkebogsførende sognepræst for Krummerup-Fuglebjerg Pastorat frem til 1972, hvor Fuglebjerg Sogn frigjorde sig og blev hovedsogn i et nyt pastorat, mens Krummerup blev anneks til Hårslev-Ting Jellinge Pastorat.

Endnu en kuriositet. Den 3. juli 1947 blev Erik Ninn-Hansen viet til Astrid Pedersen i Krummerup Kirke.

Krummerup Præstegård ejes af Sandved Pastorat, men er nu i salgsproces.

Niels Miskow var sognepræst i Krummerup-Fuglebjerg fra 1932-50. Pastor Miskow lænede sig op ad Indre Mission og var samtidig meget nationalt sindet og støttede et aktivt ungdomsliv à la KFUM. Blot en måned efter Befrielsen den 5. maj 1945 fik Miskow sat en mindesten op for Besættelsen og Befrielsen ved indkørslen til Krummerup Præstegård lige over for kirken. 

5. Kvislemark Kirke

Kvislemark Kirke ligger på adressen Kvislemarkvej 10A – 4262 Sandved – på en flad forhøjning i Kvislemarks sydøstlige udkant. Kvislemark Sogn er meget lille, 172 indbyggere, eftersom det reelt ikke består af andet end landsbyen Kvislemark og bebyggelsen Brandholt der fungerer som Sandveds sydøstligste del.

Kirken er bygget midt i 1200-tallet, og landsbyen Kvislemark er da næppe meget ældre end det. Måske er kirke og by anlagt samtidig. Kirken er bygget som romansk kirke med et lille skib og et endnu mindre kor. Fra formentlig anden halvdel af 1300-tallet fik kirken gotiske ændringer. Først fik koret hvælving, derpå skibet, mens skibet kort efter blev forlænget mod vest. Der kom et lille tårn, noget usædvanligt i retning mod nord ligesom Hårslev Kirke, og oprindelig med våbenhus i tårnkammeret, så kirken havde udgang mod nord ligesom Hårslev Kirke – ud mod Kvislemarkvej. Siden er der lavet et nyt våbenhus med indgang mod syd, og tårnkammeret tjener i dag som rum for varmeanlæg.

Kvislemark Kirke fotograferet fra nord, fra Kvislemarkvej.

Et påfaldende træk er Kvislemark Kirkes massive kamtakker over begge gavle, tårnet i nord og våbenhuset i syd.

Jeg tog dette foto i maj 2024 fra nordvest. Her ses tydeligt hvor lavt kirketårnet er.

Tårnet er lavt, kamtakkerne store.

Jeg har fotograferet Kvislemark Kirke fra sydsydvest i maj 2024.

Kvislemark Kirke har samme længde som Hårslev Kirke, men kirkerummet føles mindre, måske fordi kirken er smallere, lavere og har en lille “triumfbue” mellem skib og kor, så koret føles adskilt fra kirkens hovedrum. Selv om Kvislemark Kirke opleves beskeden i størrelse, er den temmelig velekviperet i sit inventar.

Koret i Kvislemark Kirke er utrolig smukt. Egentlig er der kalkmalerier lavet mellem 1425-50 i alle kirkens hvælvinger. I koret blev kalkmalerierne afdækket i 1923 og restaureret tre år efter af E. Rothe og E. Lind. De meget smukke rødlige kalkmalerier er udført af Kongsted-værkstedet, og i Kongsted Kirke (i Rønnede nær Faxe) ser man samme værksteds kunst i hele kirken. Kalkmaleriernes motiver er fra Jesu barndomshistorie – Bebudelsen. Maria sammen med Elisabeth, de vise mænd fra Østerlands hyldest til den nye konge og fremstillingen i Templet.

Altertavlen er højrenæssance-stil fra 1615 lavet af Roskilde-mesteren Anders Nielsen Hatt.

Prædikestolen er i bruskbarok-stil og fra 1630-35

Det lille Kvislemark Sogn med den flot udstyrede kirke var oprindelig anneks-sogn til Vindinge Sogn, men midt i 1600-tallet blev landsbyen Vindinge nedlagt – og alle landsbyens gårde blev revet ned herunder præstegården, så provst Frederik Klyne af pastoratet Vindinge-Kvislemark måtte flytte domicil til Kvislemark der hermed blev hovedsogn.

Den nye præstegård i Kvislemark lå lige vest for kirken bag landsbyens gadekær. Det var en stor og veludrustet præstegård, men alle bygninger i præstegården nedbrændte den 15. oktober kl. 23 i 1861 hvilket også udslettede sognets kirkebøger. Pastor Raaschou var helt ny i embedet og var rejst til Viborg for at hente inventar fra sit forrige kald, da præstegården brændte – angiveligt anstiftet af en hævngerrig tidligere forvalter. En ny præstegård blev opført i tidens proprietær-stil, og præstegården blev central for de kirkelige aktiviteter i pastoratet.

Foto taget fra kirken mod præstegården. Til højre for vejen mod præstegården landsbyens gadekær. Til højre bygninger knyttet til kirken, fx klokkerens bolig og forvalterens hus.

Men i december 2013 måtte kbf. sognepræst i Kvislemark-Fyrendal-Førslev Pastorat, Gunver Nielsen, flytte fra Kvislemark Præstegaard pga. skimmelsvamp. Menighedsrådet i pastoratet ville renovere præstegården hvilket ville koste 5 mio kr. Provstiudvalget i Næstved Provsti ville ikke give midler til en sådan renovering, og menighedsrådet manglede den sidste million og måtte til sidst opgive istandsættelse. I 2020 blev Kvislemark Præstegård solgt til et ægtepar fra Lyngby.

Kvislemark Præstegård,

6. Ting Jellinge Kirke

Ting Jellinge Kirke ligger Skælskørvej 114B – 4261 Dalmose. Ting Jellinge Sogn er meget, meget lille, 136 indbyggere, og ligesom Kvislemark Sogn er der kun én landsby i sognet, og den landsby er lille. Kirken er bygget ved landevejen mellem Sorø og Skælskør – og den vej er ret trafikeret. Kører man på hovedvejen mod Skælskør, så er Ting Jellinge den lillebitte landsby lige før Dalmose.

Ting Jellinge Kirke er bygget mellem 1350 og 1450 som en gotisk langhuskirke – modsat pastoratets øvrige kirker der oprindelig er bygget som romanske kirker, men siden omdannet i gotisk stil. Ting Jellinge Kirke er Danmarks allermindste gotiske kirke og vistnok den femte mindste alt i alt. Tårnkammeret fungerer som våbenhus.

Da Ting Jellinge Kirke har et virkelig kort kirkeskib og et næsten mikroskopisk kor, så bliver kirkens sydvendte kirketårn meget dominerende. Inkl. kor er Ting Jellinge Kirke under 12 meter lang. Tårnet har ændret skikkelse. Oprindelig var tårnet et lille bindingsværkstårn oven på våbenhuset, men tårnet fik sin nuværende form i 1747.

Her har jeg fotograferet Ting Jellinge Kirke fra syd i februar 2024.

Som bekendt havde kvinder og mænd i middelalderens kirker hver deres indgangsdør og hver deres placering i kirkerne. Mænd i sydsiden, kvinder i nordsiden. Normalt blev kvindedøren muret til i 1400-tallet. Det gælder også i Ting Jellinge Kirke.

Ting Jellinge Kirke fotograferet af mig i maj 2024. Bemærk den i forhold til kirkens størrelse store tilmurede norddør – kvindedøren. Derefter måtte kvinder benytte mandedøren i syd, våbenhus-døren.

Ting Jellinge Kirkes indre er næsten helt komplementært til Fyrendal Kirkes indre. Fyrendal Kirke har pragt, Ting Jellinge Kirke ingen pragt. Fyrendal Kirke er meget langt med alter og kor i fornem afstand til menigheden. Ting Jellinge Kirke er meget kort med alter og kor smidt ind i menigheden. Når præsten står ved alteret i Ting Jellinge Kirke, er han stadig helt tæt på sin menighed. Det giver Ting Jellinge Kirke en usædanlig intimitet, Hvis Fyrendal Kirke kan beskrives som et Domus Dei, et hus for guddommen ligesom templer, så er Ting Jellinge Kirke oplagt et Domus Ecclesiae, et forsamlingshus for menigheden uden ophøjet distance.

Kirkens inventar er spartansk, og når prædikestolens små trin skal bestiges med størrelse 46, skal man have tungen lige i munden.

Ting Jellinge Kirkes orgel var for småt og bøvlet at arbejde med, så for få år siden anskaffede menighedsrådet et “digital piano” – et Roland LX 705 – der fungerer smukt i den lille kirke der slet ikke behøver et orgels pomp og pragt.

I løbet af det sidste århundrede, har kirkens indre skiftet udtryk flere gange.

Billedet til venstre er 90 år gammelt, billedet i midten 20 år gammelt, mens fotoet til højre er nutidigt. I 1949 kom glasmaleriet “Den Gode Hyrde” oven over alteret, mens korbuekreucifikset af træ blev flyttet til nordvæggen over døefonten.

Ting Jellinge Kirke har fra de kirkelige magthavere flere gange været forsøgt lukket, da sognet reelt er for lille til at understøtte en kirke – første gang i 1555, anden gang i 1600-tallet og sidste gang i 2005, men en genstridig menighed har hver gang forhindret kirkens lukning. Endda tillod provstiudvalget i Næstved Provsti i 2013 en renovering af kirken pga. et defekt varmesystem. Man fik tilladselse til at etablere et moderne udseende knæfald med indbygget varmeanlæg, trægulv under kirkebænkene og nye farver tilpasset glasmosaikken “Den Gode Hyrde” bag alteret fra 1949, Den nyrenoverede kirke blev taget i brug igen i påsken 2015, men måtte få år efter lukke igen pga. skimmel i træværket under bænkene. Først i 2020 kunne kirken genåbne efter trægulvet under bænkene var fjernet.

Her står jeg ved Ting Jellinge Kirkes nye knæfald ved genåbningen af kirken i påsken 2015.

Ting Jellinge sogn er meget lille og ikke præget af noget større kirkeligt engagement. Det har ind imellem præget fremmødet ved søndagsgudstjenester, men pga. kirkens charme trækker kirken nu uden for sognegrænserne. Netop pga. kirkens charme og intimitet har jeg siden 2015 med fordel brugt kirken til lys- og meditationsgudstjenester som aftengudstjenester på månedlige hverdage i årets mørke halvdel. Det giver større fremmøde end søndagsgudstjenesterne.

Fjerde kapitel: Fotokapitel – Spredte glimt fra Sandved Pastorat

Jeg er bestemt ingen mesterfotograf, og dette kapitel er ikke lavet for at stille mine fotokundskaber – eller mangel på samme – til skue. Det er lavet for at give en lille fornemmelse af områder i Sandved Pastorat. Billederne er primært taget af mig i uge18 i 2024.

Sønder Jellinge Vej, Sdr. Jellinge, Hårslev Sogn

Virkelystvej, Hårslev Sogn. typisk landskab i sognet

Udsigt fra Fodsporet mod nord ud over Hårslevvej, Hårslev Sogn

Virkelystvej, Hårslev Sogn

Smedjen i Bendslev, Bendslevvej, Hårslev Sogn. Bygningen er ikke helt på toppen

Hårslevvej i Hårslev. Til højre Bendslevvej der udmunder i Hårslevvej. Bagtest til venstre anes kirken

Hårslev Præstegårdshave

“Præsternes Himmelseng” – gravsted for en præst og en kapellan på Hårslev Præstegårds sydvestligste hjørne

Saltø Å ved Sandved er skellet mellem Fyrendal Sogn til venstre og Hårslev Sogn til højre

Forår i Fyrendal Skov, få hundrede meter syd for Hårslevvej i Sandved

Skafterupvej i Skafterup, Fyrendal Sogn, en del af landevejen mellem Fuglebjerg og Bisserup få km. nord for Bisserup

Stranden ved Kristiansholm Plantage, Fyrendal Sogn

Til venstre Bødkerstien, til højre Hovedgaden i Tornemark

Møllevej i Tornemark, Fyrendal Sogn. Møllevej er Tornemarks oprindelige primære vej

Møllevej i Tornemark, Fyrendal Sogn

Også Tornemark har et parcelhus-område, her Byvænget.

Kvislemarkvej i Kvislemark, Kvislemark Sogn

Kvislemarkvej i Kvislemark

Hindholmvej i Arløse, Førslev Sogn

Gadekæret i Førslev – Førslev Sogn. I baggrunden til højre for træet anes kirketårnet

Sneslevvej i Sneslev, Førslev Sogn

Ting Jellinge Kirke fotograferet mod øst over branddammen i Ting Jellinge

Skælskørvej i Ting Jellinge, Ting Jellinge Sogn. Forfald og idyl

Krummerupvej i Krummerup fotograferet mod nordvest

Krummerupvej, Krummerup, retning nordøst

Mindesmærket i Krummerup for Danmarks Befrielse. Fotograferet den 5. maj præcis 79 år efter Befrielsen. Krummerup Præstegård anes i baggrunden

Gadekæret i Haldagermagle, Bakkevej. Krummerup Sogn

Sandvedvej i Flemstofte, Krummerup Sogn, et af de grimmeste områder i pastoratet.

Flemstoftevej i Flemstofte, Krummerup Sogn. Flemstofte er en Janus-by. Hæslig og industriel langs Sandvedvej, køn og idyllisk langs Flesmstoftevej

Langgade i Sandved, Hårslev Sogn. Heller ikke osende af idyl

Korsvej i Sandved, Hårslev Sogn. Et lidt slidt område

Nyvej i Sandved, Hårslev Sogn. Typisk villakvarter i Sandved. Ved det gule hus i midten begynder Førslev Sogn

Fodsporet, Hårslev Sogn. Det gamle trinbræt til Hårslev By

“Dialogbænk” på Fodsporet lige ved passagen over Saltø Å. Denne passage er overgangen mellem Hårslev Sogn og Hyllested Sogn – og dermed Næstved Provsti og Kommune og så Slagelse Provsti og Kommune

Femte kapitel: Præstehistorier

Jeg kommer her med spredte fortællinger om præsterne i det område der siden blev til Sandved Pastorat. En vigtig kilde til disse fortællinger er kirkeværge for Kvislemark, Fyrendal og Førslev kirker, Bertel Hansen, der også er formand for  Fuglebjergegnens Lokalhistoriske Forening, Borupris’ Venner, 

Poul Jensen Kolding (Povel Jenssen Colding) var præst i Vindinge-Kvislemark Pastorat fra 1608-22. Han var fremragende begavet, og før han blev kaldet til Vindinge levede han i Prag hvor han var assistent Tycho Brahe indtil dennes død i 1601 hvorefter han som 24-årig blev headhuntet som rektor for Aalborgs lærde skole. Og her blev han så headhuntet til Vindinge. Poul, der blev provst i både Flakkebjerg Herred og Øster Flakkebjerg Herred, havde sit efternavn, fordi han var søn af Jens og kom fra Kolding. Hans søn var søn af Povl og kom fra Vindinge, så han hed Rasmus Povlsen Vinding. Også han var fremragende begavet, rektor for Sorø akademi, professor i græsk og historie og den primære forfatter til Danmarks første rigslov – Christian Vs Danske Lov fra 1683. Rasmus Vinding er nok pastoratets berømteste søn.

Frederik Klyne fra dennes epitafium i Fyrendal Kirke

Efterfølgeren Frederik Klyne var slotspræst på Frsederiksbog Slot før han kom til pastoratet hvor han var præst 1622-55. Frederik Klyne efterfulgte også Kolding som provst i Øster Flakkebjerg Herred. Også herredets 3. provst kom fra det nuværende pastorat, nemlig Førslevs præst Hans Jørgensen Hammer, der endda var svigersøn af Frederik Klyne.

Det var under Frederik Klyne at præsten i Vindinge måtte flytte embedsbolig til Kvislemark der blev hovedsognet. Frederik Klyne blev efterfulgt af sin søn, Anders Klyne. Mens denne var præst, blev baroniet Fyrendal oprettet.

Efter Anders Klyne kom Didrik Grubbe. Til pastor Grubbe knytter sig en romantisk og dramatisk historie. Før Grubbe blev kaldet til præst i Kvislemark, var han huslærer på Harrested Gods i Hyllinge Sogn under Holger Vind – vicekansler for Danmark-Norge – og dennes hustru, Margrethe Gjedde. Grubbe var en vidtløftig sjæl der skrev salmer og digte, fx en samling med titlen, Sjælens Åndelige Harpeklang

Man må formode at Didrik Grubbe underviste parrets børn, fx Anne Elisabeth Vind, for i al fald syntes et stærkt bånd at være opstået mellem Didrik og Anne. I 1687 var Didrik Grubbe blevet “magister” og præst i Kvislemark-Fyrendal, og tre år efter besluttede Didrik og Anne at blive viet. Men Margrethe Gjedde havde ikke givet sit tilsagn. Måske mente hun ikke at Didrik Grubbe var fin nok. Men han var klog nok til at få kongens tilladelse til vielsen.

I oktober 1690 stak den 24-årige Anne af fra Harrested Gods og søgte til Kvislemark Præstegård hvor hun blev viet til pastor Grubbe af herredets provst, Poul Muncksgaard fra Herlufsholm, med samt vidner der inkluderede Didrik Grubbes søster pastor Peder Winther af Hårslev-Ting Jellinge Pastorat og dennes degn, Niels Bisgaard. Pastor Winther fra Hårslev var både med som vidne og som reserve, hvis provst Muncksgaard pludselig skulle få kolde fødder og blive væk. Det var nok vovet af Peder Winther at træde til assistance, for brudens mor var virkelig rasende, og han selv var lige blevet kaldet til Hårslev Præstegård.

Fru Gjedde kørte derpå retssag mod misdæderne. Hun mente at datteren måtte være blevet bortført af pastor Grubbe, og at datteren til gengæld ulovligt havde taget perler og diamantknapper med fra Harrestedgård. Anne Vind burde kendes arveløs, og Didrik Grubbe burde fradømmes embedet. Der kørte retssag i et årstid, indtil der kom det forlig at pastor Grubbe skulle skænke 300 rigsdaler til fattige præsteenker i sognet, diamantknapperne og perlerne tilbageleveres til enkefru Margrethe Gjedde. Til gengæld blev ægteskabet godkendt, og Anne Vind bevarede sin arveret. 

Den første interessante præst i Krummerup-Fuglebjerg er måske Christen Jensen Farsø der på præstetavlen har pumpet sit navn lidt op til Christianus Joni Farsovius. Pastor Farsovius var præst i pastoratet i 25 år – fra 1652-77. Det lyder stabilt, men Farsovius var fordrukken, slog sin hustru og fik tre børn uden for ægteskabet. Den letfærdige pastor Farsovius blev afløst af sin kapellan, Jacob Prom der var præst helt frem til 1722. Hans søn, Johannes Prom, var kapellan for sin far fra 1715 og afløste sin far som sognepræst i Krummerup-Fuglebjerg i 1722.

Johannes Prom giftede sig fint – med Barbara Johansdatter Neergaard, datter af Johan Thomsen Neergaard, godsejer på Fuglebjerggaard, og var efter forlydenderne en voldelig og manipulerende rappenskralde. Da der i 1748 skulle vælges ny provst, var Johannes Prom favorit pga. anciennitet og anseelse, men den afgående provst, Hans Hansen fra Skelby, anbefalede at springe pastor Prom over pga. hustruen: ” … Men siden hans Hustru har ikke det bedste Ord og rygte paa sig, formedelst en usømmelig Omgang med ham (som alle ved at tale om) er ikkun lidet agtet i sit eget Hus, det og kunde være at befrygte, at hun skulde ville mellere sig ind i ting, som vedkommer Provsteembedet, hvilket vilde blive uanstændigt saavel for ham selv, som for Herredets Præster, saa er det Aarsagen, at jeg har baaret Betænkelighed ved at give ham mit Votum.“

Jacob og Barbaras søn, Johan Prom, blev siden præst i såvel Hårslev-Ting Jellinge Pastorat som i Kvislemark-Fyrendal Pastorat. Men Hårslevs berømteste bysbarn er nok William Halling, alias Vitus Halling, Vi kom fra Peder Winther der var vidne og reservepræst da provst Muncksgaard viede Didrik Grubbe til Anne Vind i Kvislemark Præstegård.  Pastor Winther døde i 1727 og blev afløst af sin kapellan, Caspar Møller. Pastor Møller var ret ung, uden penge og døde hurtigt. Derpå udnævnte storkansler Ulrich Adolf von Holstein, greve af Holsteinborg og med kaldsret over Hårslev Kirke, Vitus Guldberg som ny præst. Guldberg var morbror til Ove Høegh Guldberg, kendt fra balladen med Struensee. Pastor Guldberg var indadvendt og sky og døde også ung. Han blev i 1738 efterfulgt af Magnus Halling, 31 år som ægtede pastor Guldbergs enke, Elisabeth Olivarius. Når man søgte et kald i en sognekirke, så skadede det ikke ens chancer hvis man tilbød at ægte den afdøde præsts enke.

William Halling (1744-96), eller Brigadér Halling, født og opvokset i Hårslev, blev en farverig personlighed i 1700-tallet.

Halling beklagede sig over den dårlige vej mellem Hårslev og Ting Jellinge hvilket var uheldigt når han skulle holde gudstjeneste i Ting Jellinge Kirke. Pastor Hallings klager medførte at der blev lagt en ny bro over åen. Pastor Halling døde også ung i 1748, men inden da havde han og Elisabeth Olivarius nået at få sønnen Vitus Halling som nok blev Hårslevs berømteste bysbarn. Eller måske mest berygtede bysbarn. Under navnet “William Halling” indledte pastor Hallings søn et eventyrligt togt med mange udlandsrejser, hvor Halling jr. blandt blev stabschef hos lord Robert Clyde i Indien, blev fanget af sørøvere og kom i fangenskab i Algeriet, blev frigivet, vendte hjem, blev gift fint, blev direktør i Asiatisk Compagnie og erhvervede sig det enorme gods Dronningelund Slot i Vendsyssel. Her blev William Halling kendt for sin excentriske adfærd og som en usædvanlig ubehagelig bondeplager. Man må formode at Hårslevs berømteste søn var psykopat, men af den dygtige slags.

Wikipedias tekst om William Halling har ret underholdende passager, fx denne:

På Dronninglund, i en afkrog af landet, norden for lov og ret, hvor tonen og sæderne lod adskilligt tilbage at ønske, kunne Halling gøre som han ville, og han fulgte da også sine tilbøjeligheder. Fuld af hovmod og med et hårdt hjerte over for sine undergivne erhvervede han sig som bondeplager et navn, der endnu efter menneskealdre kunne fylde godsets bønder med rædsel. Til hans hustru blev hans forhold så slet, at hun foretrak at bo på hans gård Pedersholm ved Vejle. Han havde desuden højst bizarre indfald og planer, som han, støttet til sine mange penge, med halsstarrighed forfulgte; han mente således engang ved stort opkøb af korn at kunne beherske kornhandelen i Østersøen, og befolkningen på godset søgte han at forskønne ved at gifte de smukkeste karle med de smukkeste piger.

Sjette kapitel: Om sognene og deres historie i Sandved Pastorat

Her følger spredte brudstykker om sognene, dets byer og deres historie. Dette er ikke en samlet historisk redegørelse

Fra fire pastorater til ét pastorat

Oprindelig bestod pastorater af et større hovedsogn med kirke og præstegård og et noget mindre annekssogn med kirke, men ingen præstegård. I udgangspunktet var det også tilfældet for vores område der bestod af 4 pastorater med i alt 8 sogne.

De 8 sogne var fordelt i en struktur der var tykkest mod nord og tyndest mod syd ned til Sjællands sydkyst.

Så kom diverse symmetri-brud.

• I 1555 blev Ting Jellinge Kirke befalet nedrevet, og i 1562 blev Arløse Kirke også befalet nedrevet. Kirkerne og sognene var for små og fattige til at de gav mening. Det overhørte man af ukendte grunde i Ting Jellinge Sogn der vist var mindre end Arløse Sogn, hvorimod Arløse Sogn blev annekteret af Førslev Sogn, og Arløse Kirke komplet udslettet. Dermed opstod Førslev Pastorat. Nu var der 7 sogne tilbage.

• Næste symmetribrud kom midt i 1600-tallet, da godsejeren på Vindingegaard, Hr. Gunde Rosekrantz, nedlagde Vindinge By og udslettede alle gårde, herunder præstegården, så pastor Klyne måtte flytte til Kvislemark. Dermed blev annekset Kvislemark til hovedsogn, og hovedsognet Vindinge blev anneks. Efter ganske få år skiftede Vindinge Sogn navn til Fyrendal Sogn. Nu var der altså 4 pastorater: Hårslev-Ting Jellinge, Krummerup-Fuglebjerg, Førslev og Kvislemark-Fyrendal.

• Tredje symmetribrud kom i 1972, da et annekssogn blev for stort til at acceptere det var annekssogn. Det var Fuglebjerg Sogn der brød med Krummerup Sogn og i stedet fandt sammen med Tystrup-Haldagerlille Pastorat, men med Fuglebjerg som nyt hovedsogn: Fuglebjerg-Tystrup-Haldagerlille. Nu var der 6 sogne tilbage.

• Fuglebjergs frafald gav i 1972 anledning til en rekombination af de tilbageblevne 6 sogne der samlede sig i to 3-sogns-pastorater – dels 1) Kvislemark-Fyrendal-Førslev Pastorat, dels 2) Hårslev-Ting Jellinge-Krummerup Pastorat. Hvert sogn havde stadig eget menighedsråd. Så man havde altså 6 menighedsråd.

• I 2008 fik begge pastorater ét menighedsråd i stedet for tre. Man havde altså nu 2 menighedsråd. Det har man i skrivende stund stadig.

• I 2019 bestemte biskop Peter Fischer-Møller at de to 3-sogns-pastorater skulle fusionere til ét 6-sogns-pastorat med Hårslev som hovedsogn, men med to ligestillede præster begge kaldet af de to menighedsråd i pastoratet. Dermed opstod Hårslev-Ting Jellinge-Krummerup-Kvislemark-Fyrendal og Førslev Pastorat.

• I 2024 ændredes pastoratets navn til Sandved Pastorat. Det var nu under én præst kaldet af de to menighedsråd. Samtidig vedtog menighederne at henstille til stiftet at der der fra og med næste menighedsrådsvalg kun var ét 9-mands-menighedsråd – Sandved Menighedsråd.

Hvorfor eksisterer det lillebitte Ting Jellinge Sogn?

Landsbyen Ting Jellinge kendes i 1200-tallet som Jellinge. Siden fik den navnet Nørre Jellinge, og fra 1400-tallet begyndte man stadig hyppigere at kalde Nr. Jellinge for Ting Jellinge. 1-2 km. syd for Ting Jellinge ligger Sønder Jellinge – hvis primære del ligger i Hårslev Sogn – og det formodes at de to byer har været én landsby af betydelig ælde, fra jernalderen og måske over 2000 år gammel. Men op til år 1000 flyttede landsbyerne sig hele tiden for at undgå udpining af landsbrugsjorden, og formentlig er det en sådan flytning der har medført en fordobling af byen Jellinge.

Navnet “Jellinge” er den sjællandske pendant til det jyske “Jelling”. Navnet betyder formentlig “den gule egn”. Men når byen/byerne er så umådelig gammel, hvorfor fik den så først en kirke i slutningen af 1300-tallet? Eller rettere, hvorfor fik den overhovedet en kirke? Mest rimeligt burde området altsammen være Hårslev Sogn.

Vi ved at fra 1259 blev herredstinget i Flakkebjerg Herred afholdt her. Flakkebjerg Herred var sjællands største herred som gik fra Sørbymagle i nord over Skælskør i vest frem til Skovkloster/Herlufsholm i øst. Jellinge lå præcis i centrum af herredet, så det må være grunden til at byen blev udvalgt til at huse herredstinget. Pga. denne status skiftede Nr. Jellinge så navn til Ting Jellinge i 1400-tallet, men i 1500-tallet forsvandt denne status.

Det kan ikke vides med sikkerhed, men det forekommer som en nærliggende antagelse at det var pga. denne status som sæde for tinget for Sjællands største herred at Nr. Jellinge fik sig en kirke. Og det har måske også været derfor at beboerne har været stolte nok til at se bort fra diverse forsøg på at få kirken nedlagt. Det sidste forsøg var i 2005. Her kunne magtfulde menighedsrådsmedlemmer som kirkeværge Poul Hvid Madsen og gårdejer Vagn Haugaard Pedersen redde kirken – uden det i øvrigt medførte nogen større kirkesøgning i den kirkeligt uinteresserede landsby. Men efter at den befærdede Skælskørvej tværer sig igennem den lille landsby, er gadekærret og kirken nok landsbyens sidste rest af romantik og sjæl, så man holder fast. Tre gange har man reddet kirken fra nedrivning. Det er bemærkelsesværdigt.

Den sidste provst af Flakkebjerg Herred var i øvrigt Poul Kolding, sognepræst i Vindinge-Kvislemark. I 1617 blev Flakkebjerg Herred delt i to – lige ved Ting Jellinge – og derefter blev provst Kolinng den første provst i Øster Flakkebjerg Herred. De fleste af Sandved Pastorats sogne kom med i Østre Flakkebjerg Herred. Eneste undtagelse er Hårslev-Ting Jellinge der kom med i Vester Flakkebjerg Herred. Denne tilfældige inddeling gjorde at Hårslev-Ting Jellinge, særligt byer som Ting Jellinge, Sdr. Jellinge og Hårslev, i mange år frem orienterede sig markant mod vest. Da man i 1970 skulle stemme om kommunalt tilhørsforhold – Fuglebjerg Kommune mod øst eller Hashøj Kommune mod vest – da var der klart flertal i Hårslev, Sdr. Jellinge og Ting Jellinge for Hashøj Kommune der havde Dalmose som sin største by. Det var Sandved-området i Hårslev sogn der pga. forretningsinteresser stemte sognekommunen ind i Fuglebjerg Kommune.

I 1900-tallet forsvandt herredsprovstierne og blev afløst af byprovstier. Pastoratet kom da med i Skælskør Provsti, men i 2007 blev den gamle Fuglebjerg Kommune skilt ud fra Skælskør Provsti og indlemmet i Næstved Provsti. Samtidig blev Fuglebjerg Kommune opløst og absorberet i Næstved Kommune.

De magtfulde grever og Det Hellige Land

Vindinge By havde en herregård, Vindingegaard, der ejedede hele byen (gårdene var fæstegårde), og i stordriftens navn kvalte godset simpelten byen i løbet af 1600-tallet og nedlagde gårdene. Adskillige af de nu hjemløse bønder søgte til flækken Tornemark som langs Møllevej – dengang en del af en landevej mellem Skælskør og Næstved – fik en pæn størrelse.

Vindingegaard Gods = Fuirendal Gods med Fyrendal Kirke i baggrunden

Den enevældige kong Christian V befalede i 1671 iværksat en adelsreform (udtænkt af Griffenfeld), etableringen af de såkaldte stamhuse eller majorater. Hvis en godsejer besad jord på et udbytte på mindst 1000 tønder hartkorn, kunne godsejeren blive lensbaron, og få sit område gjort til lensbaroni. Og havde han over 2500 tønder hartkorn, kunne han få titel af lensgreve, og få sit område gjort til lensgrevskab. Det var såkaldte majorater der ikke måtte deles, men området gik i sin fulde helhed til nærmeste arving ved ens død. Godsejeren havde altså fuld brugsret til sin jord, men kunne ikke sælge ud af det. Så majoraterne kunne aldrig blive mindre, kun større. Majoraterne – og dermed baronierne og grevskaberne – blev i øvrigt opløst ved lov i 1919 med virkning fra 2021.

I 1677 fik ejeren af godset Vindingegaard, Diderik Fuiren, på den måde anerkendt sit gods som lensbaroni, og han selv blev lensbaron eller lensfriherre. Godset blev omdøbt til Fuirendal Gods, i dag med stavemåden Fyrendal. Baron Fuirens nevø og arving med samme navn døde barnløs som teenager, og dermed tilfaldt baroniet tronen. Danmarks konge var nu Frederik IV som skænkede baroniet til en af mægtigste i kongens hof, Ulrich Adolph von Holstein der tog sæde på Fuirendal. Den nye baron havde ambitioner. Havnebyen Bisserup hørte til Fyrendal Sogn. Lige vest for byen lå Rude Skov, den sydligste del af Fyrendal Skov, og lige på den anden side af skoven lå ved kysten borgen og godset Trolborg i det jeg gætter må være Ørslev Sogn. Baronen erhvervede sig i 1707 Trolborg og godset Snedinge også i Ørslev Sogn ganske nær ved, og slog både Fuirendal, Trolborg og Snedinges jorde sammen. Herved fik han jord nok til at få kongens tilladelse til at kalde sig lensgreve fra 1708. Dermed ophørte baroniet Fuirendal. Grev Ulrich Adolph omdøbte Trolborg til Holsteinborg som han gjorde til sin nye residens. Lensgrevskabet Holsteinborg blev en meget stor magtfaktor i lokalområdet og ejede via Fuirendal Gods faktisk det meste af Fyrendal Sogn, Kvislemark Sogn og Hårslev Sogn, inkl, sognenes kirker – eller rettere – lensgreven havde kaldsretten til disse kirker. Fuirendal Gods har siden hørt ind under Holsteinborg og har bl.a. tjent som enkesæde.

Ulrich Adolph von Holstein, baron af Fuirendal i 1700, greve af Holsteinborg i 1708

Grev Ulrich Adolph fik straks stor lokalhistorisk betydning. I 1728 anlagde han en kirke i Holsteinborg – Holsteinborg Kirke – som fik sit eget sogn. Greven ejede praktisk talt Bisserup – egentlig del af Fyrendal Sogn – men lagde nu Bisserup (og Rude Skov – og byen Rude) ind under Holsteinborg Sogn. Greven oprettede meget tidligt almueskoler, bl.a. i Tornemark der var blandt Danmarks allertidligste. Skolen i Tornemark blev anlagt i 1720 og havde et gulv af stampet ler, væggene kalkede sten, skolebordet var et langt bord igennem skolerummet med en lang bænk på hver side – en til drenge, en til piger – og de to køn var adskilt af et gitter. I 1805 blev denne primitive skolestue erstattet af en bedre skoleinstitution, Frederiksminde, beliggende på Fyrendalsvej.

Vi vender tilbage til Holsteinborg lige om lidt, men først lidt om Førslevgaard, godset ved Førslev Kirke. Godset Førslevgaard har haft tre markante slægter – Bech, von Plessen og de Neergaard. Lasse Bech overtog Førslevgaard i 1490 fra sin svigerfar, Peder Mogensøn Ravensberg. Bech-familien var en stærk og rig adelsslægt som formåede at samle jord under deres gods. Bech-slægten sad på Førslevgaard i 161 år hvorunder Førslev Kirke kom under Førslevgaards magt, mens slægten i høj grad var med til at give kirken barok-inventar med en vis pragt.

I 1723 blev Førslevgaard erhvervet af mecklenburgeren Carl Adolph von Plessen der i disse årtier var en af Danmarks mægtigste mænd i ligaen lige under Ulrich Adolph von Holstein der i årene forinden var blevet baron af Fuirendal og ikke længe efter greve af Holsteinborg.

Carl Adolph von Plessen, godsejer på Førslevgaard fra 1723 og initiativtager til en lang række almueskoler i området – De Plessenske Skoler

Plessen var blevet den mægtigste mand omkring Frederik IVs søskende, prins Carl (som han var hofmarskal for) og prinsesse Sophie Hedevig. Plessen havde et projekt med at etablere skoler, og det antages at det var Plessen der inspirerede prins Carl og prinsesse Sophie Hedevig til at oprette adskillige skoler – de såkaldte prinse- og prinsesseskoler. Faktisk kan det også meget vel være Plessen der inspirerede kongen selv, Frederik IV, til dennes massive skolebyggeri – de såkaldte rytterskoler. Men Plessen havde et stærkt modsætningsforhold til dronning Anna Sophie Reventlow hvilket gav udfordringer i relationen til kongen. Denne modsætning gav til gengæld C. A. von Plessen stor popularitet hos kronprins Christian, der heller ikke kunne døje den kvinde der havde forstødt hans mor, så da kronprinsen blev Christian VI, var Plessen inde i varmen. Plessens tendens til arrogance og vredladenhed gjorde ham dog uvenner med Christian VI, og Plessen trak sig fra hoffet og koncentrerede sig om sine godser på Sydsjælland. Det var ikke bare Førslevgaard, men også Fuglebjerggaard, Harrestedgaard, Gunderslevholm og Fodbygaard. Førslevgaard var i 1600-tallet begyndt at likvidere landsbyen Førslev, og Plessen fuldendte denne likvidering minus Førslev Præstegard der bestod. Plessen gav Førslevgaards hovedbygning en opshining i barokstil i 1724, gik i gang med at samle godsets jorde omkring godset – såkaldt arrondering – og anlagde ikke så få almueskoler på egnen samtidig med at Frederik IV begyndte sit rytterskole-projekt. Plessen erhvervede sig i øvrigt Gunderslevholm Gods i 1725, og det blev derefter hans primære opholdsted.

I 1724 oprettede Plessen almueskoler i Hyllinge, Vallensved, Fodby, Førslev og Fuglebjerg. I 1726 i 1726 Karrebæk, Holløse, Skelby og Regnstrup. I 1730 i Arløse, og i 1731 i Bistrup og Karrebækstorp. Arløse Skole fik organisten i Førslev Kirke, Niels Krabbe, som lærer. Disse skoler (hvoraf tre stadig eksisterer) blev kaldt “de plessenske skoler”.

Vi vender tilbage til Holsteinborg og til grev Ulrich Adolph von Holsteins oldebarn, grev Friedrich Adolph von Holstein.

Tre generationer af lensgrever på Holsteinborg fra 1804-1924 – fra venstre F.A. Holstein, sønnen L.H.C.H. Holstein og dennes søn F.C.C.C Holstein

Grev F.A. Holstein var stærkt påvirket af brødrene Reventlow der i praksis stod bag Landboreformerne i slutningen af 1700-tallet, fx Stavnsbåndets ophævelse og opgøret med feudalismen. Grev C.D.F. Reventlow var F.A. Holsteins værge og formynder som barn, og broren J.L Reventlow blev Holsteins svigerfar. F.A. Holstein var ikke nogen god landmand, men han var en idealistisk herre der bestandigt tænkte i at gøre godt hvor han kunne. Han iværksatte en lang række reformer – herunder Danmarks allerførste sparekasse og kvægforsikringsselskab.

Holsteinborg Sparekasse i Rude – Danmarks ældste sparekasse

F.A. Holstein gjorde meget for at forbedre Bisserups havn og forbinde Bisserup By og Bisserup Havn med en handelsvej – byen voksede en del i størrelse først i 1800-tallet – og skaffe bedre skoler med de bedste lærere, bl.a. den navnkundige Rasmus Sørensen i Venslev. Den allerførste jul som F.A. Holstein tilbragte som lensgreve på Holsteinborg lod han sin hustru, komtesse Wilhelmine – datter af Johan Ludvig Reventlow – tænde et juletræ efter tysk tradition. Dermed blev Nordens allerførste juletræ tændt.

Komtesse Wilhelmine til Holsteinborg tændte Nordens første juletræ i 1808 på Holsteinborg

I 1811 oprettede F.A. Holstein på Fuirendal Gods et “hospital” med værksted til hjælp for både ældre og børn der ikke havde mulighed for at forsørges. I 1833 tog han initiativ til Institut for fattige og forældreløse Børns Opdragelse til duelige Agerdyrkere også på Fuirendal Gods. Greven fandt en forstander, Anders Stephansen, der længe havde drømt om at etablere et hjem der forhindrede børn i at komme på gale veje. Greven stillede lokaler, marker og have til rådighed for Stephansen og hans børn der blev opdraget til arbejdsomhed og gudsfrygt. For F.A. Holstein var også en såre gudsfrygtig herre, formand for Det Danske Missionsselskab og en yderst aktiv kraft i at promovere en gudelig vækkelse på egnen. Da grev Holstein havde kaldsret til ikke så få skoler og kirker, kunne han virkelig skubbe til vækkelsen der især blev organiseret af den førnævnte lærer Rasmus Sørensen i Venslev. I 1834 kaldte Sjællands biskop Mynster sarkastisk området for “Det Hellige Land“. Både en grundtvigiansk strømning og en indre missionsk strømning skulle siden gribe fat i vækkelsen, og missionshuse blev hyppige på egnen til op i midten af 1900-tallet. Længst holdt vækkelsen nok ud i Krummerup-Fuglebjerg, og i Fuglebjerg fornemmes den stadig.

Rasmus Sørensen og hans skole i Venslev

F.A. Holstein døde 51 år gammel i 1836, og hans enke, komtesse Wilhelmine, skulle nu egentlig rykke ind på Fuirendal Gods. Derfor blev grevens institut omdøbt til Det Fuirendaler Institut der søgte andre rammer til børnehjemmet.  Grevskabet erhvervede sig proprietærgården Hjortholm i Førslev Sogn med 190 tønder under sig, bl.a. gården Skovgården ved Sneslev også i Førslev Sogn. Børnehjemmet under Stephansen flyttede herind – hovedbygningen Hjortholm skifter navn til Holsteinsminde – og fik plads til 40-60 børn. Børnehjemmet eksisterer stadig – eller rettere – har bl.a. krystalliseret sig ud som Hjortholm Kostskole og Skolehjemmet Skovgården. Også Hindholm Højskole – sidenhen Hindholm Privatskole (og de muslimske projekter – Mina Hindholm Efterskole og gymnasiet Hindholm STX er udspringet af grevens foretagsomhed. Holsteinborg-greven var ejer og “patron”, som det hed, dvs. overvågede det hele og sørgede for at finde de rette forstandere.

H.C. Andersens værelse på Holsteinborg står urørt. Foto af TV2 East.

F.A. Holstein blev efterfulgt af sønnen Ludvig Henrik Carl Herman Holstein-Holsteinborg, der ikke var filantrop som sin far, men til gengæld en fremragende landmand. H.C. Andersen var husven af greven og godset som eventyrdigteren besøgte op mod 30 gange, bl.a. ofte i juletiden. H.C. Andersen drak bl.a. te på Fuirendal Gods og gik gerne tur i slotsparken med den smukke udsigt til Holsteinborg Nor. Adskillige eventyr skal være skrevet under digterens mange ophold her, bl.a. Fyrtårnet, og digteren havde simpelthen sin egen lejlighed på slottet – et værelse der stadig står urørt i dag.

Til venstre Holsteinborg i slotsparken, til højre udsigten over Holsteinborg Nor

Grev L.H.C.H. Holstein-Holsteinborg blev i øvrigt statsminister (konseilspræsident) i 1870-73 for den regering der samlede godsejerpartiet og De Nationalliberale, det egentlige startskud til partiet Højre – og dermed De Konservative. Greven var ikke politisk aktiv i sin regering bortset fra at han roses for at være den primære kraft til at forhindre Danmark i at engagere sig i Den Fransk-Tyske Krig for at vinde Slesvig-Holsten tilbage fra Bismarck. Eftersom tyskerne sejrede i krigen, ville dette have været meget kostbart for Danmark.

Leopold Budde

Lensgrev L.H.C.H. Holstein-Holsteinborg døde i 1892 og blev som lensgreve efterfulgt af sin søn, Frederik Conrad Christian Christopher Holstein-Holsteinborg – en ivrig fortaler for Indre Mission, god ven med IMs leder Vilhelm Beck og meget aktiv med at holde taler i de mange missionshuse på egnen. I mellemtiden var børnehjemmet Holsteinsminde kommet under den strikse kaptajn Nielsen der gav børnehjemmet et kasernepræg, men i 1879 kom Leopold Budde til – en begavet, varmhjertet mand der gav børnehjemmet et næsten moderne præg ved at dele børnene i mindre bo-grupper der var underlagt ansatte reserveforældre for at give det hele et familiepræg. Budde blev en ledende foretaler for børnesagen i Danmark. Men Budde var øjensynlig ikke missionsk nok for børnehjemmete nye patron, F.C.C.C. Holstein-Holsteinborg der fik ham fyret. Teologer kom nu til som forstandere, og deres barskere stil gav ballade med pressen (Peter Sabroe), og det hele endte med at børnehjemmene – Holsteinsminde og Skovgården – i 1907 fik selveje, hvad de stadig har.

Den nuværende greve, Henrik Christopher grev Holstein, til Holsteinborg, har været greve siden 2019 og er ret ung. Som sagt blev grevskabet Holsteinborg opløst i 1921, men grev Christopher har stadig et kæmpestort gods.

Jernbanen der skabte Dalmose, Sandved og Tornemark

Først i 1800-tallet var egnens stærkeste byer Fuglebjerg og Bisserup der dog ikke var større end nogle få hundreder indbyggere. Grev F.A. Holstein, der ejede Bisserup, havde gjort denne by livskraftig ved at udbygge havnen og gøre området driftigt. Fuglebjerg lå naturligt uhyre heldigt, nemlig der hvor centrale landevejsforbindelser krydsede hinanden – fx mod Korsør, Sorø, Skælskør, Slagelse og Næstved. Fuglebjerg fik derfor en kro i 1500-tallet, Fuglebjærg Kro, som i 1692 blev anerkendt som en kongelig privilegeret kro.

Fuglebjærg Kro der i 1800-tallet også blev byens købmand og bageri

Ligesom Vindinge og Førslev havde Fuglebjerg et gods tæt på bymidten – Fuglebjerggaard – men byen var stærk nok til at overleve dette. Eller også var godset bare ikke stærkt nok til at kvæle byen. Især fra midten af 1800-tallet var Fuglebjerg i god vækst.  Fuglebjerg fik et apotek allerede i 1857 og et alderdomshjem i 1919.

I 1880’erne ønskede DSB at udvide sin jernbanestrækning. I 1870 blev Næstved og Lolland-Falster knyttet til jernbanenettet via den såkaldte “Sydbane” der forbandt Næstved med Køge og Roskilde. Det var noget af en omvej hvis bosætte på Lolland-Falster eller Næstved skulle mod Fyn eller Jylland, så en genvej blev planlagt til Slagelse. Tanken var at hvis man lagde den ny jernbane i en lige linje mellem Slagelse og Næstved, kunne man gøre Fuglebjerg til mellemstation og derfra lade en jernbanelinje gå til Skælskør. Fuglebjerg var et indlysende rigtigt midtpunkt mellem Slagelse og Næstved og desuden et vej-knudepunkt.

Den røde linje er den nye jernbanelinje der forbinder Slagelse, Skælskør og Næstved. Knækket mod vest kom sig af at Fuglebjerg ikke ville være mellemstation. I stedet opstod Dalmose lige i knækket

Men Fuglebjerg takkede simpelthen nej til at blive stationsby. Måske ønskede byen simpelthen at undgå for voldsom vækst? Ergo måtte man give forbindelsen et knæk mod syd for at undgå Fuglebjerg. Ny mellemstation kunne være Ting Jellinge, der også vejmæssigt lå rigtigt godt, men man valgte en kro – Dalmose Kro – nogle km. længere nede af landevejen i retning mod Skælskør. Et andet knudepunkt var Sandved – der var så lille som en landsby overhovedet kunne være med bare tre gårde. Men Sandved lå ved landevejen mellem Fuglebjerg og Bisserup, så den var oplagt som station. Banen blev påbegyndt i 1889 og var færdig i 1892. Samme år stod Sandved Station færdig ligesom Sandved Hotel på Jernbanevej lige over for stationen. Landevejen mellem Fuglebjerg og Bisserup blev under navnet Langgade en akse gennem den nye stationsby, men mod øst strålede hurtigt fra Langgade nue vigtige gader som Jernbanevej, Nyvej og Parkvej.

Sandved Station dengang der var passager-transport på stationen

Sandved næsten eksploderede i størrelse pga. et boomende forretningsliv. Omkring århundredeskiftet var Sandved lig med fremskridt. Egnens første elektricitetsforsyning kom fra Langgade 27 i Sandved i 1907. Det var 5 år før Fuglebjerg fik strøm, og 2 år før Næstved fik strøm.  

Et foto af Fuglebjergegnens første elektricitetsværk der blev etableret i Langgade 27, 4262 Sandved i 1907

Da tyskerne forlod Danmark i 1945, var Sandved klejn, men ganske driftig. Sandved havde både hotel og krohus (i hotellet): Sandved Hotel, missionshus (Bethania), 3 købmandsgårde, 2 bagere, tømrer, maler, trikotagehandler, automaler, mejeri der blev til en tørmælkefabrik, karetmagerværksted der blev til en lille karosserifabrik, smedje der blev til Brd. Møllers Maskinfabrik, siden Moeller & Devicon , siden del af Bosch, i dag del af Syntegon. Midt i århundredet voksede særligt Nygade og Parkgade med rækkehuse og parceller ind i Førslev Sogn.

Sandved Hotel var det reelle centrum i Sandveds byliv. Her gik mændene på værtshus efter arbejdsdagen, her holdt man familiefester, her blev der dyrket gymnastik i hotellets store sal på førstesalen, som også fungerede som biograf. I 1957 udbrændte hotellets førstesal, og selv om den blev genopbygget, var det som om et kapitel var ved at være slut. I dag er hoteldrift og krostuebeværtning ophørt, og hotellet tjener primært ved at udbyde festlokaler og mad ud af huset.

Også Tornemark mærkede handelsboomet fra Sandved. Oprindelig havde Tornemarks centrale vej været Møllevej, men nu skiftede det til landevejen fra Fuglebjerg til Bisserup – den vej der hed Langgade i Sandved, men som nu hed Hovedgaden i Tornemark. Her kom der købmandshandel, slagter, en række mindre håndværksvirksomheder og Hotel Harmonien var placeret. Ligesom Sandved fik et missionshus, fik også Tornemark et missionshus i 1906 på Møllevej. Tornemark fik faktisk lidt præg af en lillebitte stationsby.

Luftfoto fra 1950’erne af Tornemark. Byen er ikke stor, og er ikke en stationsby, men har alligevel præg af stationsby

Nedgangen begyndte i 1960’erne. Fuglebjerg havde bare en helt anden kommerciel fremdrift end Sandved og Tornemark havde og efterhånden som privatbilismen blev en langt vigtigere faktor end jernbanedriften, så fik Sandved efterhånden beskeden gavn af jernbanestationen. Sandved Skole lukkede i 1967, i 1971 lukkede man for passagertransporten på Slagelse-Næstved-linjen, og i 1985 tillige for godstransporten.

Fuglebjerg havde stor gavn af sine vejforbindelser, og i løbet af 1950’erne og 60’erne etablerede Fuglebjerg Selvejende Byggevirksomhed, FSB, et væld af parcelhuse i Fuglebjerg med henblik på lejemål. Fuglebjergs indbyggerantal voksede fra 650 indbyggere i 1921 til 918 i 1950. Her kunne Sandved slet ikke være med. Og det fortsatte.

I 1966 etableredes “storkommunen” Fuglebjerg af sognekommunerne Fuglebjerg, Krummerup, Hårslev-Ting Jellinge, Førslev, Gunderslev og Tystrup-Haldagerlille. Samtidig dannedes Hashøj kommune med administrationen placeret i Fårdrup. Først nogen år senere blev der bygget et rådhus i kommunens største by, Dalmose.

Sydpå var dannet en kommune ved navn Holsteinborg Kommune med centrum i Rude og bestående af de gamle kommuner: Kvislemark-Fyrendal, Holsteinborg-Venslev og Ørslev-Sønder Bjerge.  I Holsteinborg Kommune var Tornemark faktisk den største by og kunne drømme om at blive et nyt centrum i kommunedannelsen.

Landsbyer som Ting Jellinge, Sønder Jellinge og Hårslev så mod Hashøj Kommune, men i kraft af Sandveds indbyggere – der talte ikke så lidt i Hårslev-Ting Jellinge Sognekommune, stemte Hårslev-Ting Jellinge sig ind i Fuglebjerg Kommune. Sandveds drøm var at med kommunefællesskabet med Fuglebjerg kunne Fuglebjergs flittige byggeselskab, FSB, også gå i gang i Sandved med at bygge billige huse. Dermed kunne byen få ny dynamik.

Ved Kommunalreformen i 1970 ville myndighederne ikke acceptere Holsteinborg Kommune som en driftsikker kommune. Det var en vigtig del af reformen, at en kommune skulle kunne drive en folkeskole med 9 klasser og et plejehjem. Så Holsteinborg Kommune blev nedlagt, Kvislemark-Fyrendal stemte sig ind i Fuglebjerg Kommune, mens resten af Holsteinborg Kommune lod sig opsluge af Skælskør Kommune.

Fuglebjergs rådhus på Byagervej. I dag er rådhuset Borgerservice samt bibliotek

I 1960’erne anlagde man den helt nye Byagervej i Fuglebjerg lidt uden for centrum omkring kroen men langs med Slagelsevej (som her hed Næstved Landevej). Området var egentlig ejet af godset Førslevgård, men blev købt af Fuglebjerg i 1965. Her byggede man Fuglebjergs nye rådhus i 1966, og lige overfor i 1967 indviede man Fuglebjerg Hallen, Sjællands dengang tredje største sportshal. Fuglebjerg havde stadig ikke et godt indkøbssted, men den veldrevne Brugs i Krummerup – kaldet Virkelyst Brugsforening – så muligheden i at smelte sammen med andre små landsbybrugser – og her var Tystrup Brugsforening og Haldagerlille Brugsforening oplagte muligheder – og så sammen flytte til Fuglebjerg. Tystrup Brugs gik med under Virkelysts ledelse og etablerede sig i 1969 på Byagervej lige ved siden af rådhuset. Snart efter gik Haldagerlille Brugs også med i den nye Brugsen i Fuglebjerg ( i dag SuperBrugsen). Forretningen forsatte under samme brugsuddeler som i Virkelyst Brugsforening, og med samme bestyrelsesformand. Denne bestyrelsesformand, Jens Chr. Pedersen fra Haldagermagle fra Det Konservative Folkeparti, blev i øvrigt Fuglebjergs første borgmester. Brugsen i Sandved fik også egne benzinstandere. Siden rykkede der flere discount-supermarkeder og banker ind på Byagervej.

Rejsegilde i 1969 for Fuglebjergs nye Brugsen med benzinstandere og det hele – i virkeligheden Brugsen i Krummerup der rykkede til Fuglebjerg, men et kæmpeplus for Fuglebjerg

Hårslev By havde oprindelig også både købmand og en brugsforening, men sigende nok lod Hårslevs brugsforening sig forene med Brugsen i Dalmose (der egentlig er Hyllested Brugsforening der rykkede til Dalmose). Sandved fik aldrig noget supermarked eller bare en Brugs. Byen var uden kommercielt drive.

Det var ikke noget under at Fuglebjerg struttede så meget af selvtillid at Fuglebjerg Sogn i 1972 kunne bryde ud af sin status som annekssogn under Fuglebjerg til at blive hovedsogn i sit eget pastorat i ved at slå sig sammen med Tystrup-Haldagerlille Pastorat. Præsten i Krummerup flyttede med til Fuglebjerg, mens Krummerup kom under præsten i Hårslev.

Korsvej i Sandved i maj 2024

Selv om Sandved var slået kommercielt ud af Fuglebjerg i en sådan udstrækning at øldrikkende arbejdsløse i 1980’erne ikke var helt sjældne i Sandved Hotel og foran købmandsbutikken, byen havde store sociale udfordringer, var der dog i byen en særlig ukuelighed. I 1972 sammenlagdes Sandved Idrætsforening og Tornemark Idrætsforening til Sandved Tornemark Idrætsforening, STIF, som i 1987 fik indviet Grønbrohallen ved det allersydligste Sandved, faktisk lige akkurat i Fyrendal Sogn på Grønbrovej. Og i 1997 kunne man indvie Grønbroskolen lige ved siden af hallen. Faktisk var det mere eller mindre Førslev Centralskole der flyttede hertil – og lukkede ned ved sin hidtidige placering, men Sandved havde atter en skole. 

Til venstre Grønbroskolen (Vestegnens Skole afd. Grønbro) og til højre Grønbrohallen. På plænen i forgrunden er det planen at bygge nye sognefaciliteter for Sandved Pastorat

I 2011 blev den nedlagte jernbanelinje Slagelse-Skælskør-Næstved omdannet til “Naturstien Fodsporet” der forbinder Slagelse, Næstved (Herlufsholm) og Skælskør. Langs Fodsporet står standere med QE-koder med informationer, shelteranlæg og hundeskove. Via Fodsporet forbindes stationer som Slagelse, Skælskør, Dalmose, Hyllested, Hårslev, Sandved, Hyllinge, Fodby og Herlufsholm, og de får alle adgang til en 55 km. langt rekreativt system.

Der er tre pudsigheder ved Slagelse-Næstved-jernbanen og omdannelsen af banen til Fodsporet. Det ene er at Hårslev fik et trinbræt til jernbanen, altså ikke en station, men en lille perron så man kunne komme af og på toget her. Dette trinbræt lå på præstemarken, den grund der hører til Hårslev Præstegård, og som jernbanen gennemskar. Derfor er der en sti fra præstegården op til trinbrættet, en sti som løb helt ned til Hårslevvej. Den anden pudsighed er at fra trinbrættet i Hårslev og 16 km. frem til Herlufsholm var jernbanen 100 % lige som efter en lineal. Strækningen Hårslev-Herlufsholm var Danmarks længste lige banestrækning. Den tredje pudsighed er at netop trinbrættet ved Hårslev blev placeringen for det allerførste prøvestykke af Fodsporet. Lige her ved trinbrættet og 50 meter frem var skinnerne allerede fjernet, og banen asfalteret, da jeg rykkede ind i præstegården i sommeren 2010. I løbet af de næste måneder observerede jeg hvordan banens skinner og sveller blev fjernet, og hvordan Fodsporet kunne åbnes i 2022.

På fotoet til venstre fjernes skinnerne fra Slagelse-Næstved-banen. På det midterste foto ses Fodsporets prøvestykke ved Hårslev trinbræt. Til højre trinbrættet ved Hårslev som det ser ud i dag. Jeg har taget alle fotos. De første to er fra 2011, det sidste fra 2024.

Ny samling i Sandved og i kirkerne

Det er nok retfærdigt at sige at området der dækkes af Sandved Pastorat på Næstveds Vestegn er en idyllisk og vidunderlig egn, men at selve centrum, stationsbyen Sandved, har haft sine udfordringer fra og med 1960’erne – nemlig især et tab af kommercielt drive, og en tilsvarende vækst af sociale udfordringer. Byen mangler nok lidt butikker og arbejdspladser, og bykernen kan se lidt slidt ud hist og her. Siden Sandved Hotel måtte reducere sine aktiviteter, har man også manglet et samlingssted. Man har hverken brugs, kirke, forsamlingshus, kro eller benzintank. Men der er ingen resignation at spore i Sandved. Her tror man på fremtiden. Så længe byen har sin LetKøb-købmand, sin skole og sin sportshal, så har byen puls. Og så er Sandved jo benådet med de skønne omgivelser og sit hjerte, den varme menneskene har på egnen.

Også kirken har haft nogen tummel på det sidste. Gunver B. Nielsen, sognepræst i Kvislemark-Fyrendal og Førslev 2009-2021, fik en allergisk reaktion på skimmelsvamp. Det viste sig at svampen kom fra ydermurene i Kvislemark Præstegård, og pastor Nielsen måtte fraflytte præstegården i december 2013. Det var ret katastrofalt for pastoratet, eftersom Kvislemark Præstegård ikke bare rummede pastoratets embedsbolig og embedskontor, men også pastoratets kirkelige aktiviteter. Kvislemark Præstegård var simpelthen pastoratets sognegård. Og skimlen sad dybt. Det ville kræve 5 millioner at renovere præstegården, så skimlen forsvandt, og pastor Nielsen kunne bo og arbejde der. Menighedsrådet for Kvislemark, Fyrendal og Førslev kunne stampe 4 mio kroner op, mente de, men man havde behov for den sidste million. Men her sagde Næstved Provstis provstiudvalg stop. Man troede ikke på at det kom til at fungere med præstegården, så man kunne ikke støtte en renovering.

Deraf kom et tovtrækkeri mellem provstiudvalg og menighedsråd. Samtidig udbrød der konflikt mellem præsten, medarbejderne og menighedsrådet, og alt var op ad bakke. Til sidst tog pastor Nielsen orlov i 2018 – og vente aldrig tilbage – og Kvislemark Præstegård blev sagt til salg – og solgt i 2020.

I dag – i 2024 – er der en helt anden optimisme og samling blandt alle grupper – præst, menighedsråd, personalegruppe, menighed og provsti – men Kvislemark, Fyrendal og Førslev menighedsråd mangler stadig et sted for sine kirkelige aktiviteter – undervisningslokale for konfirmanerne, forsamlingslokale osv. Samtidig mangler Sandved et sted at samles for folkelige aktiviteter.

Drømmen var at se sig om efter et nyt samlingssted både for Sandveds folkelige og kirkelige aktiviteter. Man så sig derefter om efter et samlingssted, som gerne måtte ligge i Sandved hvor en ikke ringe del af pastoratets indbyggere boede. Man drømte også om at integrere Sandved lidt mere i det kirkelige liv. I pastoratets menighedsråd sad Lena Frimann Larsen, der var leder af Skovens Børnehave på Fyrendalsvej og meget folkelig aktiv i  Sandved. Lena Frimann fik den ide at etablere en slags café i Sandved som samlingspunkt om byens folkelige og kirkelige liv.

Fra venstre pædagog Lena Frimann, initiativtager til Mødestedet. I midten Mødestedets lokalitet i Sandveds gamle købmandsgård, og til højre ses Mødestedets indre.

De to menighedsråd i Kvislemark og Hårslev besluttede med Lena Frimann som drivkraft at etablere og bekoste en fælles menighedspleje i området. Det blev Sandved og Omegns Menighedspleje med Lena Frimann som formand, som i februar 2018 kunne åbne “Mødestedet” i lejede stue-agtige lokaler i den gamle købmandsgård på Langgade midt i Sandved – i øvrigt beliggende i Hårslev Sogn. I Mødestedet blev der etableret forskellige fora for diverse aldersgrupper – Kreaværkstedet, Ungeklubben, Legestuen og Strikkeklubben – der gås tur sammen og drikkes kaffe. Samtidig har Mødestedet månedlige fyraftensgudstjenester med altergang. Det var hyggelige omgivelser, men køkken- og toilet-faciliteterne var ikke optimale, og det stod klart at Mødestedes lokaler i Den Gamle Købmandsgård var midlertidige.

Primo 2020 kunne Næstved Provsti ved sin nytårskur i Herlufsholm skænke Bodilsen-prisen tl Mødestedet med Lena Frimann i spidsen.

Mødestedet har betydet meget for både det kirkelige og det folkelige liv i Sandved By – og for samhørigheden imellem dem. Men man drømmer om en mindre midlertidig placering for meighedsplejens og pastoratets akviviteter. Pastoratet har godt nok allerede en sognegård, Hårslev Sognegård, men den ligger i pastoratets periferi, få hundrede meter fra grænsen til Slagelse Provsti, og Sandveds beboere ved nærmest ikke at Hårlev eksisterer. Så drømmen er at etablere en supplerende sognegård i Sandved. Man har foreslået en grund i Fyrendal Sogn mellem Grønbrohallen og Grønbrovej. Hermed vil man placere sig ganske tæt på både hallen og skolen, der hvor egnens ungdom holder til. Næstved Provstiudvalg forholder sig meget positivt til planerne, men afventer et arkitekt-udkast. Noget spændende er ved at ske!

Indgangen til Grønbrohallen, sportshal for Sandved Tornemark Idrætsforening. På det grønne areal ved hækken og til venstre for planlægges at anlægge en ny sognebygning for Sandved Pastorat som lokalitet for aktiviteterne i Mødestedet, konfirmandundervisning, præstekontor, mødelokale osv.

Opsummerende er Sandved Pastorat et område der rent kirkeligt er præget af en ny enheds-oplevelse og samlende spirit, mens området socialt både har megen idyl, landlig fred og især i Sandved og delvist også Tornemark nogle udfordringer. Sagt helt uden omsvøb er der hjem med kæmpe problemer i Sandved-Tornemark-området. Det registrerer man let som konfirmand-præst.

Samtidig er området præget af et stærkt socialt engagement, muligvis i kraft af det aftryk som lensgrev F.A. Holstein til Holsteinsborg satte på egnen først i 1800-tallet. Man vil ikke være være et socialt problem. Man vil sørge for dem der har det svært. Skabe omsorg, lydhørhed, fælleskab. Kort sagt har Sandved Pastorat et varmt og stærkt bankende hjerte, men det arbejder på at skabe stabile rammer for områdets hjertepuls.

Sandved Pastorat og Fuglebjergegnen

Land og by – til venstre Hårslev, til højre Sandved

Sandved Pastorat dækker seks sogne – Hårslev, Ting Jellinge, Krummerup, Kvislemark, Fyrendal og Førslev – og denne region ligger øst, vest og især syd for den dynamiske, lille handelsby Fuglebjerg med 2266 indbyggere på Sydvestsjælland.

Der er to egentlige byer i pastoratet, stationsbyen Sandved på lidt under 700 indbyggere, dvs. en tredjedel af Fuglebjergs størrelse. Og Tornemark på 320 indbyggere. Både Sandved og Tornemark ligger langs landevejen mellem Fuglebjerg og “havnebyen” Bisserup i syd, Tornemark et par km. syd for Sandved. I det øvrige pastorat er alle byer på under 200 indbyggere og undviger derfor statistiske opgørelser, men fx Sneslev øst for Fuglebjerg, Haldagermagle vest for Fuglebjerg samt Arløse, Hårslev og Krummerup er alle mellemstore landsbyer.

Pastoratet ligger blandt blødt, duvende bakker i smørhullet midt mellem de fire købstæder Skælskør, Sorø, Slagelse og Næstved som den allervestligste rand af Næstved Kommune (og provsti). Området kaldes også Fuglebjergegnen eller Næstveds vestegn – og er præget af landlig idyl, fine kirker, mange herregårde og smuk natur, men socialt hører området bestemt ikke til Sjællands mest velstående områder. Vi er langt fra Nordsjælland. Meget langt.

Pastoratet har seks kirker der hver for sig er unikke og fantastiske. Der er dog tydelig forskel på de seks kirker i pragt. Kvislemark, Fyrendal og Førslev kirker – som indtil 2019 dannede ét pastorat – er noget rigere udstyrede end Hårslev, Ting Jellinge og Krummerup Kirker, og det gælder lige fra altertavler, prædikestole og kirkebænke til kalkmalerier. Det skyldes at de tre førstnævnte kirker har nydt godt af Fuirendal Gods og Førslevgaard Gods, mens de tre sidstnævnte kirker ikke har svømmet i godsers velvilje og derfor fremtræder mere spartanske.

Det er påfaldende at pastoratets to største byer, Sandved og Tornemark, ikke har kirker. Det skyldes ganske enkelt, at dengang man byggede landsbykirker i Danmark, var de to byer ganske ubetydelige og kunne ikke oppebære en kirke. Til gengæld deles de to “nye byer” om en idrætsforening, Sandved Tornemark Idrætsforening eller STIF, måske nutidens nye religion, og STIF har endda sit helt eget tempel: Grønbro Hallen.

Fulgebjerg-egnen ligger centralt i den gudelige vækkelse som biskop Mynster i 1830’erne døbte “Det Hellige Land” (omtrent egnen mellem Næstved og Korsør). Omkring år 1900 havde hver flække i denne region med respekt for sig selv et missionshus. Men i dag er vækkelsen gået i sig selv, i al fald i Sandved Pastorat, men vækkelsen sætter dog stadig et præg på Fuglebjergs kirkeliv. Men vel at mærke kun et præg.

Sandved Pastorat opstod “ovenfra” ved et biskoppeligt dekret i sommeren 2019. Biskop Peter Fischer-Møller erklærede at de to tre-sogns-pastorater syd for Fuglebjerg – dels Hårslev, Ting Jellinge og Krummerup Pastorat og dels Kvislemark, Fyrendal og Førslev Pastorat – blev fusioneret til ét seks-sogns-pastorat fra og med 1. august 2019 underlagt to ligestillede præster – en ordning der blev ændret i 2024 så der kun er én kaldet (og valgt) præst i pastoratet. Pastoratet fik det uhåndterlige navn Hårslev, Ting Jellinge, Krummerup, Kvislemark, Fyrendal og Førslev Pastorat, men i 2024 fik pastoratet Roskilde Stifts tilladelse til at skifte navn til Sandved Pastorat, opkaldt efter pastoratets befolkningsmæssige centrum. Sandved er samtidig “neutral” i forhold til pastoratets sogne, uden egen kirke, mens 4 sogne rækker ind i byen.

Menighederne i området gik i februar 2024 positivt ind i sammenlægningen ved med et flertal på 24-2 at stemme for at pastoratets to menighedsråd skulle være ét menighedsråd fra 2025. Lige for tiden er pastoratet under én præst, undertegnede Tom Thygesen Daugaard, der er kirkebogsførende sognepræst i pastoratet med støtte af en sognemedarbejder, Sidsel Transe Munch. En ekstra præst der er bistandspligtig med 25 % af arbejdsindsatsen i Sandved Pastorat støder snart til, men er ikke valgt endnu. Det er Herlufsholm Sogn der vælger den bistandspligtige præst.

Lige i disse måneder arbejder kirkeliv og folkeliv i Sandved Pastorat på at finde ro og enhed efter en periode der har været præget af nogen tumult. Det er i denne situation at jeg har skrevet dette – for at udforske og fortælle hele baggrunden for Sandved Pastorat.

En vigtig kilde for mig har været de tekster, som er skrevet ved Bertel Hansen, kirkeværge ved Kvislemark, Fyrendal og Førslev Kirker og ikke mindst formand for Fuglebjergegnens Lokalhistoriske Forening Borupris’ Venner, særligt hans tekster om pastoratets præster i årskrifterne for Fuglebjergegnens Lokalhistoriske Forening.

Jeg takker Bertel Hansen for tilføjelser og rettelser til denne tekst!

Tom Thygesen Daugaard, april 2024

________________________

Sandved Pastorat ses aftegnet med blåt på kortet foroven. Det er den hjerteformede struktur med Sandved i midten med Fuglebjerg i “lommen” foroven. Næstved Provsti og dets sogne er aftegnet med grønne streger. Man ser at Sandved Pastorat ligger næsten præcis i midten mellem 4 købstæder. Stik nord for pastoratet ligger Sorø, mod nordvest Slagelse, mod vest Skælskør og mod øst altså Næstved. Beregnet efter pastoratets administrative centrum ligger Skælskør nærmest af de 4 købstæder, og Næstved ligger fjernest.

Siden 2007 har pastoratets sogne ligget i Næstved Kommune og i Næstved Provsti for tiden ledet af provst Anna Helleberg Kluge. Før da hed kommunen Fuglebjerg Kommune og Skælskør Provsti. Før Fuglebjerg Kommune opstod med kommunalreformen i 1970, foregik den helt lokale administration i sognekommuner ledet af sognefogeder – fx Hårslev-Ting Jellinge Sogne-kommune.

Til venstre Tom Thygesen Daugaard, kbf. sognepræst i Sandved Pastorat. Til højre Anna Helleberg Kluge, provst for Næstved Provsti hvorunder Sandved Pastorat hører

En overliggende administration var herredet, og her lå området centralt i Sjællands største herred, Flakkebjerg Herred, der både var jurisdiktion ledet af et ting og var provsti. Først i 1600-tallet blev Flakkebjerg Herred provsteligt spaltet i to – Vestre Flakkebjerg Herred, hvor Hårslev-Ting Jellinge lå, og Østre Flakkebjerg Herred – hvor Krummerup-Fuglebjerg, Førslev og Kvislemark-Fyrendal lå. Mere overordnet lå hele Flakkebjerg Herred i Korsør Len – der siden blev til Korsør Amt og Antvorskov Amt (der inkluderede Slagelse), fra 1798 lagt sammen med Ringsted og Sorø amter til Sorø Amt. I 1970 blev Sorø Amt lagt sammen med Holbæk Amt og dannede Vestsjællands Amt der bestod indtil 2007 hvor amtet indgik i Region Sjælland.

Flakkebjerg Herred havde i Middelalderen én købstad, Skælskør, ét kloster, Skovkloster ved Næstved, det senere Herlufsholm og kirkerne markeret med rødt. Arløse Kirke mangler vist.

Sandved Pastorat har primo 2024 i alt 3.178 indbyggere og består af seks sogne – hovedsognet Hårslev og så de såkaldte annekssogne Ting Jellinge, Krummerup, Kvislemark, Fyrendal og Førslev. Pastoratet blev først samlet til ét pastorat – i 2019. Før da var der to pastorater med centrum i Hårslev og i Kvislemark samlet i 1972 ud af 4 forskellige pastorater. Pastoratet administrative centrum er kirkekontoret i Hårslev Præstegård der repræsenterer Roskilde Stifsmyndighed på stedet. Der er et supplerende præstekontor i graverboligen ved Førslev Kirke.

Hårslev Præstegård, pastoratets administrative centrum og embedsbolig for den kirkebogsførende sognepræst. Til venstre ligger Hårslev Kirke, til højre Hårslev Sognegård

Den dominerende bebyggelse i pastoratet er stationsbyen Sandved med 696 indbyggere.  Sandved ligger i 4 sogne, men primært i Hårslev Sogn og Førslev Sogn.

Postkort med luftfoto af Sandved fra midt i 1900-tallet

Lige nu er der kun én kaldet, valgt præst i pastoratet, overtegnede Tom Thygesen Daugaard, der er kirkebogsførende (kbf.) sognepræst med embedsbolig i Hårslev Præstegård, som begyndte som kbf. sognepræst i Hårslev, Ting Jellinge og Krummerup Pastorat i juli 2010. I løbet af 2024 vil der efter planen ansættes en præst i Herlufsholm Sogn i Næstved, som bliver 25 % bistandsplig i Sandved Pastorat. Så pastoratet er altså fra 2024 normeret til 1,25 præstestilling.

For et halvt århundrede siden var der langt flere præster om at passe de 6 sogne. I 1969 var der der 3,5 præster i de 6 sogne. Dels havde man Krummerup-Fuglebjerg Pastorat med præsten (Hauge) i Krummerup Præstegård. Hårslev-Ting Jellinge Pastorat med præsten (Warring) i Hårslev Præstegård. Kvislemark-Fyrendal Pastorat med præsten (Lambert-Jensen) i Kvislemark Præstegård. Samt Førslev Pastorat med præsten (Jul. Andersen) i Førslev Præstegård. Det er 4 præster og 7 sogne. I 1972 frigjorde Fuglebjerg Sogn sig med dengang lidt over 1000 indbyggere (dengang) sig. Fuglebjerg Sogn smeltede sammen med Tystrup-Haldagerlille Pastorat og blev hovedsogn i Fuglebjerg, Tystrup, Haldagerlille Pastorat med Hauge som kbf. præst, mens Krummerup kom ind under Hårslev-Ting Jellinge. Derfor giver det mening at sige der for 50 år siden var 3,5 præster om at betjene de 6 sogne mod 1,25 i dag.

Krummerup Præstegård er en af de fire præstegårde i Sandved Pastorat. Præstegården ejes af Sandved Pastorat og har hidtil været udlejet. Men her fra 2024 er den sat til salg.

Pastoratets 6 kirker i grundplan. Foroven Fyrendal Kirke t.v. og Kvislemark Kirke t.h. På linjen derunder Førslev Kirke t.v. og Krummerup Kirke t.h. På nederste linje Hårslev Kirke t.v. og Ting Jellinge Kirke t.h.

Det mindst interessante pastorat i området var i tidlig tid nok Hårslev-Ting Jellinge Pastorat, der var temmelig lille i befolkningsstørrelse og derfor et lidet lukrativt pastorat for præster. Før 1900-tallet ernærede præster sig dels ved det overskud der kom fra driften af deres præstegård, dengang en almindelig bondegård, plus tiende (hvert landbrug i sognet betalte til sognepræsten en afgift, kaldet tiende, ud fra antal dyr og producerede kornneg) plus såkaldt offer ved kirkelige handlinger, dvs. en fast ydelse pr. begravelse, vielse osv.. Jo færre beboere i sognet, jo færre indtægter. Kvislemark-Fyrendal var til gengæld noget mere lukrativ og tiltrak derfor interessante præster. Kvislemark-Fyrendal har huset ikke så få provster i årenes løb, faktisk hele 6 provster. Desuden trak dette pastorat adelsslægten Holstein til egnen, og Holstein-slægten skulle få stor kulturhistorisk betydning for området, både ved at lægge grunden til den gudelige vækkelse “Det Hellige Land” og til Danmarks måske første børnehjem (forstået som virksomhed), Det Fuirendaler Institut, der udsprang i 1833 og som har grundlagt en række væsentlige institutioner i Førslev Sogn – børnehjemmet Holsteinsminde der nu hedder Hjortholm Kostskole, skole- og behandlingscentret Skovgården (også et børnehjem), Hindholm Højskole (nu nedlagt, engang Sjællands største højskole), privatskolen Hindholm og Hindholm Socialpædagogiske Seminarium, fra 1934 Danmarks ledende faghøjskole for børneforsorgen, men som fra 2007 flyttede til Haslev. Fyrendal Sogn er i øvrigt hjemstavn for Rasmus Vinding, en af Danmarks mest berømte lovmagere.

Fuglebjerg-egnen er meget landlig og med langt til omgivende købstæder. Egnens landsbyer ender ofte på -løse, -slev og -inge – fx Arløse, Vindinge, Jellinge, Sneslev, Bendslev, Førslev og Hårslev – hvilket er kendetegnet for de allerældste landsbyer i Danmark som formentlig er 1500-2000 år gamle – altså fra jernalderen. Enkelte byer er såkaldte “torper” (der ender på -rup, drup, tofte osv.) der er fra vikingetiden eller tidlig middelalder. Hertil hører byer som Skafterup, Nyrup, Krummerup og Flemstofte.

Der har generelt mange herregårde, og i pastoratet ligger der da også tre herregårde – Katrineholm Gods i Krummerup Sogn, Fuirendal Gods i Fyrendal Sogn og Førslev Gods/Førslevgård i Førslev Sogn. Disse goder har flere gange “fortæret” nogle af de gamle jernalderlandsbyer, nemlig Vindinge og Førslev. Indtil 1562 lå der et 4. gods, nemlig Harrestedgaard Gods i Førslev Sogn, men fra 1562 blev landsbyerne Havnskov og Harrested, herunder Harrestedgaard, lagt under Hyllinge Sogn øst for Førslev Sogn.

Pastoratets tre herregårde: Øverst Førslevgård, i midten Fuirendal og nederst Katrineholm

Her det oprindelig 4. gods i pastorat, Harrestedgaard, nu flyttet til Hyllinge Sogn

Få km. fra pastoratet ligger tre andre herregårde, foruden det nævnte Harrestedgaard. Midt i Fuglebjerg ligger Fuglebjerggaard, oprindelig Vedfuglebjerg (ligesom byen) eller Skovfuglebjerg, kendt fra i al fald 1300-tallet. Bisserup, der ligger ved Smålandshavet, Sjællands sydkyst, lige vest for Fyrendal Sogns sydspids, fik i 1200-tallet et forsvarsværk også ud mod kysten. Borgen, der altså skulle forsvare Bisserup Havn, hed oprindelig Bråde, siden Trolholm, og hedder i dag Holsteinborg. Dette slot-agtige gods, der blev centrum i et større grevskab, fik stor betydning for lokalområdet. Desuden kan nævnes herregården Gyldenholm Gods i Kirkerup Sogn lige nord for Krummerup Sogn og den lille herregård Kastrupgård lige udenfor Rejnstrup nær Fulgebjerg. Endelig kan nævnes Gunderslevholm Gods der ligger lidt længere nordøst for Fuglebjerg end Kastrupgård. Af de nævnte godser hører Katrineholm ind under Gyldenholm, mens Fyrendal hører under Holsteinborg. Og ikke så få af godserne hører eller har hørt under slægten de Neergaard – fx Fuglebjerggaard, Gyldenholm Gods, Førslevgaard Gods og Gunderslevholm Gods.

Holsteinborg Gods, basis for greveslægten Holstein-Holsteinborg og af stor kulturel betydning for Fuglebjerg-egnen. Holsteinborg ligger dog i nabopastoratet (Magleby Ørslev Holsteinborg Kirker) og naboprovstiet (Slagelse).

Vindinge/Fyrendal Sogn – kirken og de stærke godsejere

Vindinge Sogn var oprindelig hovedsognet i pastoratet Vindinge-Kvislemark. Vindinge var en ganske anseelig landsby på 19 gårde (mens fx Sandved bestod af 3 gårde) hvoraf præstegården ganske tæt på Vindinge Kirke var en af gårdene. En anden var gården lige nord for kirken som efterhånden blev altdominerende herregård. Gården hed Vindingegård eller simpelthen Vindinge. Sognet strakte sig fra Vindinge i nord – beliggende lige syd for Sandved – mod syd over Tornemark – der med 310 indbyggere i dag er sognets største by – Nyrup og Skafterup ned til Kristiansholm Plantage i syd ved Sjællands sydkyst. Kristiansholm Plantage ligger lige vest for Bisserup. Indtil 1826 var Bisserup del af Fyrendal Sogn. I 1801 havde Bisserup 147 indbyggere fordelt på 39 husstande.

For mange i nutidens Sandved er kirken Sandveds naturlige kirke, selv om næsten hele Sandved ligger i Hårslev og Førslev sogne.

I dag huser sognet 732 indbyggere hvilket gør sognet til det tredjestørste sogn i pastoratet lige efter Hårslev Sogn.

Landevejen mellem Skælskør og Næstved gik oprindelig tæt på kysten ad Ørslevvej, den nuværende Holsteinborgvej og Strandvejen øst herfor meget tæt på strandkanten mod Karrebæksminde og Næstved – mod øst delvist bortskyllet af havet. I 1880 var der etableret en ny mere nordlig landevej der gik gennem Nyrup i Fyrendal Sogn og Rude i Holsteinborg Sogn. Det er den landevej der hedder Næstved Landevej lige i nærheden af Skælskør og derefter Skælskørvej. I dag skiller Skælskørvej Skafterup i syd fra Tornemark i nord.

Fyrendal Sogn markeret med en fed streg. Indtil 1826 hørte byen Bisserup i syd også med til sognet

Vindinge Kirke – som i dag hedder Fyrendal Kirke – er en ganske lang kirke – alt i alt ca. 40 meter. Den er bygget som en romansk kirke ca. 1100, men har fået en del tilbygninger til kirkens skib. Ca. i 1300-tallet har skibet fået to “korsfløje”, svarende til små sideskibe, i 1400-tallet et tårn i vest og derefter et udvidet kor i øst. Til sidst følger i 1526 et mindre sakristi. I løbet af 1600-tallet bliver Vindinge/Fyrendal Kirke ret rigt udstyret indvendigt.

Fyrendal Kirke set fra syd, fra Fyrendalsvej

Fyrendal Kirkes indre – foroven set mod øst og forneden mod vest

Den nok mest interessante figur i kirken er en 130 cm. høj Madonna med barn udskåret af træ. Figuren er fra 1250, frembragt af “Næstved-Madonna-mesteren” og usædvanlig velbevaret. Da kirken stadig var privatejet, forsvandt madonnaen fra kirken og blev frasolgt til privateje. I dag er madonnaen endt på Sydøstsjællands Museum afd. Holmegård i et depotrum. Kirken har i flere omgange prøvet af generhverve madonnaen, men museets krav til en tilbagelevering er så høje, så man i stedet ved en festgudstjeneste den 30. juli 2024 indvier kirken med en 1:1 kopi af madonna-figure.

Fyrendal Kirkes træmadonna – til venstre originalen, til højre kopien

Koret med alteret ligger lidt pudsigt meget langt fra menigheden i skibet ligesom buret inde i et såkaldt korgitter.

Korgitter (og døbefont) foran koret

Korgitteret er fra 1640, blev med tiden flyttet til at stå foran søndre korsarm, men er nu rykket tilbage foran koret. Træfigurerne til højre og venstre for korgitteret, fx Kristusfiguren til højre, er oprindelig en del af korgitteret.

Altertavlen er fra 1685 og bekostet af kirkens ejer, baron Fuiren til Fuirendal. I koret er den del mindetavler, såkaldte epitafier, fra 1600-tallet, fx af Vindingegårds godsejer Vilhelm Dresselberg, og af pastoratets provst nr. 2, Frederik Klyne med hustru Karen Grubbe.

Nævnte Dresselberg bekostede i 1611 eller 1616 en fornem prædikestol til kirken udført af Roskilde-mesteren Anders Nielsen Hatt. Kirkens værge, lokalhistorikeren Bertel Hansen, foreslår at Dresselbergs gave kunne være en slags forsoningsgave til kirken. Vilhelm Dresselberg til Vindinge var tilsyneladende en hård hund som gik i gang med at nedlægge byen Vindinge for at føre de nedlagte gårde under sit gods. Dresselberg fik i 1609 nedlagt halvdelen af Vindinges 19 fæstegårde, men blev så standset af den første stærke præst i Vindinge Kirke, Povl Jensen Kolding. Tvisten med provst Kolding (han blev i 1615 provst over Flakkebjerg Herred) sluttede i fredsommelighed, og her kan man forestille sig at Dresselbergs generøse gave til kirken kan have spillet en væsentlig rolle.

Gunde Rosenkrantz til Vindinge likviderede landsbyen Vindinge i 1648

Dresselberg døde i 1620. Vindingegård gik først til hans enke, siden hans svigersøn, og ved dennes død til Christian IVs uægte søn, Hans Ulrik Gyldenløve, der erhvervede sig “jus patronatus” til Vindinge Kirke, altså retten til at ansætte kirkens præst. Denne kaldsret bevarede Vindingegårds ejer frem til 1915, hvor kirken blev selvejende.

Ved Gyldenløves død gik herregården i 1645 til Gunde Rosenkrantz, en meget lærd og velstående jysk godsejer der var søn af den navnkundige Holger Rosenkrantz, “Lærde Holger”, der først i 1600-tallet omdannede sit imponerende gods, Rosenholm, til noget der minder om Jyllands første universitet. Gunde Rosenkrantz var i pengenød. Desuden fik han i 1648 Kalø Len, og blev fuldmægtig for den jyske adel og ønskede at koncentrere sig om sine godser og sin prestige i Jylland. Måske er det derfor han forholdt sig ganske usentimental til byen Vindinge, for i 1648 fuldførte Hr. Gunde Vilhelm Dresselbergs værk og inddrog fuldkommen Vindinges fæstegårde under Vindingegård. Landsbyen var ophørt med at eksistere. Dog skulle Povl Jensen Koldings Danmark-berømte søn, Rasmus Vinding, siden give landbynavnet Vindinge en sidste glans. Det vender vi tilbage til.

Gunde Rosenkrantz inddrog også præstegården, men eftersom Hr. Gunde nu både ejede Vindinge Kirke og Kvislemark Kirke kunne han omarrangere pastoratet, gøre Kvislemark Kirke til hovedsogn og flytte præsten – føromtalte provst Frederik Klyne – til Kvislemark. Provst Klyne fik dog lov af Gunde Rosenkrantz til selv at udse sig en passende gård i Kvislemark til bolig og underhold.

Kvislemark Præstegård, nu i privateje

Kvislemark Præstegård blev i øvrigt genopbygget i 1861 efter en ildebrand og frasolgt pastoratet i 2020 efter store problemer med skimmelsvamp.

I 1663 solgte slægten Rosenkrantz Vindingegård til Margrethe Frische. Hun var dygtig og foretagsom og fik underlagt en del omgivende jorde til Vindingegård, fx Hårslev og Ting Jellinge der indtil da havde hørt under Korsør Slot. Også kaldsretten over Hårslev Kirke erhvervede fru Frische. Hun døde dog ret hurtigt, og derpå arvede hendes søn, Thomas Fuiren, godset med nyerhvervelser. Slægten Fuiren var ikke adelig, men en borgerlig embedsmandsslægt af mecklenburgsk herkomst, og Thomas Fuiren var en videnskabelig samler med Danmarks største privatejede naturalie-samling nogensinde. I 1673 døde Thomas Fuiren og testamenterede Vindingegård til sin nevø, den højt begavede Diderik Fuiren. Den unge Diderik var temmelig velstående, erhvervede sig flere godser og udvidede Vindingegårds besidder. I 1677 kunne kong Frederik III ophøje Diderik Fuiren til baron (eller friherre) af Fuirendal – som Vindingegård nu blev omdøbt til, nu altså et baroni. Samtidig blev Vindinge Kirke omdøbt til Fuirendal Kirke – eller Fyrendal Kirke som er den normale stavemøde og udtale.

Den svagelige baron Fuiren døde dog i 1686 blot to dage efter sin 30 års fødselsdag. Han havde to børn, en søn, der også hed Diderik, som arvede Fuirendal Gods, og en datter, Christine Harboe, der blev et markant indslag i det københavnske byliv. Hun blev en meget rig gehejmerådinde og oprettede Det Harboeske Enkefrukloster i Stormgade i København, et kunstnerisk rigt udstyret domicil for enlige kvinder. Men fru Christines broder, den helt unge baron Fuiren, døde som teenager i 1700 hvorefter Fuirendal Gods tilfaldt kongen, Frederik IV, der allerede samme år overdrog kongen godset til sin nære ven, Ulrich Adolph von Holstein, der blev ny ny baron af Fuirendal. Og dermed rykkede slægten Holstein til egnen, en slægt der skulle vise sig både mægtig og indflydelsesrig.

Ulrich Adolph von Holstein var svoger til kong Frederik IV og Danmark-Norges storkansler fra 1721. Han blev baron af Fuirendal i 1700 og lensgreve af Holsteinborg i 1708

Da Ulrik Adolf Holstein blev baron af Fuirendal i 1700, var han dog endnu ikke Danmarks storkansler. Det var til gengæld hans onkel, Conrad Reventlow. Baron Ulrik Adolf var tidligt blevet page for kongen, da denne stadig var kronprins, og han var familiært meget viklet ind i Reventlow-familien der var uhyre magtfuld. Frederik IV fjernede dog baronen fra sit hof i 1703, da han forsøgte at overtale Frederik IV til ikke at lade sig vie “til venstre hånd” med sin elskerinde, Elisabeth Helene von Vieregg. Denne hustru nr. 2 døde dog året efter, og baronen blev taget til nåde igen. I 1708 kunne baron Ulrik Adolf Holstein af Fuirendal erhverve sig nye godser på egnen, Trolholm Gods ved sydkysten lige vest for Bisserup og lige syd for Rude. Trolholm var i mange år under slægten Trolle heraf navnet og udbygget til en mægtig renæssanceborg af Niels II Trolle). Holstein nøjedes ikke med Trolholm. Samtidig erhvervede han sig Snedinge Gods få km. nordøst for Trolholm mellem landsbyerne Rude og Ørslev 9 km. sydøst for Skælskør.

I 1708 fik Ulrik Adolf anerkendt det samlede gods dannet af Fuirendal, Trolborg og Snedinge som et grevskab. Den nye lensgreve omdøbte Trolborg til Holsteinborg der var et magtfuldt grevskab i området frem til “lensafløsningen” i 1919, hvor det ophørte med at være et grevskab, men bare var et stort gods. Fuirendal og Snedinge forblev sædegårde under Holsteinborg.

Øverst Holsteinborg Gods anno dazumal. Nederst Holsteinborg Kirke som F.A. Holstein etablerede i 1826

En del af grev Holsteins indflydelse kom fra at Frederik IV i 1711 var blevet forelsket i Anna Sophie Reventlow, datter af den gamle storkansler Conrad Reventlow og såvel kusine til Ulrik Adolf Holstein og søster til Ulrik Adolfs hustru. Kongen ægtede Anna Sophie til “venstre hånd” samtidig, og i 1721 til sin højre hånd, da den officielle dronning døde. Dermed blev grev Ulrik Adolfs hustru svigerinde til kongen. Samme år blev grev Ulrik Adolf gjort til rigets storkansler, hvad han var indtil Frederik IVs død, hvorefter både Anna Sophie og greven røg i unåde. Den nye konge, Christian VI, kunne ikke forlige sig med hvordan hans mor var blevet forstødt af farens bigamistiske ægteskab med Anna Sophie.

Lensgreve Ulrich Adolph fik som efterfølger blandt andet sønnen Friedrich Conrad von Holstein, dennes søn Heinrich von Holstein og dennes søn Friedrich Adolph von Holstein der arvede grevskabet Holsteinborg i 1808. Hans far, grev Hinrich, døde i 1796, da Frederik Adolf var umyndig, og indtil greven kunne overtage godset, blev det administreret af Christian Ditlev Friedrich Reventlow, en af rigets mægtigste mænd. C.D.F. Reventlow var sammen med sin bror Johann Ludwig Reventlow – siden grev Frederik Adolfs svigerfar – de centrale figurer i Den Oplyste Enevælde og landboreformerne (fx ophævelsen af Stavnsbåndet, og de første kraftfulde skridt for at fjerne fæstevæsnet og feudalismen) der fandt sted i slutningen af 1700-tallet mens kronprins Frederik – den senere Frederik VI – regerede for sin sindssyge far, kong Christian VII. Lensgrev F. A. Holstein blev stærkt præget af brødrene Reventlow – både deres oplysningsideer, deres praktiske reformiver og deres inderlige pietisme.

Lensgrev Friedrich Adolph von Holstein af Holsteinborg (greve 1808-36) foranledigede oplysningsreformer og en pietistisk vækkelse i sit grevskab

Som godsejer for Holsteinborg førte F.A. Holstein i den grad den Oplyste Enevældes tanker og reformer igennem på sit gods. F.A. Holstein oprettede en kirke på Holsteinborg – en kirke der blev centrum i et sogn. Bisserup havde oprindelig hørt under Vindingegård/Fyrendal Gods, men efter Holstein-slægten slog Fyrendal Gods sammen med Holsteinborg Gods, kom Bisserup naturligt under Holsteinborgs grevskab, og da F.A. Holstein oprettede Holsteinborg Sogn i 1826, gik Bisserup fra Fyrendal Sogn til Holsteinborg Sogn. F.A. Holstein gjorde meget for at etablere en havn i Bisserup og sætte gang i erhvervslivet i landsbyen som var omtrent fordoblet i 1840 med 311 indbyggere. Bisserup var nu områdets største by.

Sparekassen for Grevskabet Holsteinborg og Omegn, Danmarks ældste sparekasse, åbnede i Rude i 1810 og havde hovedkontor her frem til 1971 hvor den flyttede til Skælskør. I dag er den fusioneret med andre ting (Bikuben osv.) og hedder noget andet.

Grev Holstein moderniserede i det hele taget skoler, og han oprettede i landsbyen Rude nær godset Holsteinborg Danmarks første sparekasse og Danmarks første kvægforsikringselskab. Skandinaviens første juletræ blev tillige tændt i 1808 på Holsteinborg hvor H.C. Andersen i øvrigt ofte var forbi. 30 besøg er nævnt. H.C. Andersen besøgte dog Holsteinborg under F.A. Holsteins søn og efterfølger som lensgreve, Ludvig Henrik Carl Herman Holstein-Holsteinborg (lensgreve 1836-92), men F.A. Holsteins enke, lensgrevinde Vilhelmine – J.L. Reventlows datter – levede stadig under størstedelen af disse besøg, hvilket var en af pointen med besøgene. Det var Vilhelmine der havde tændt Skandinaviens første juletræ i 1808. H.C. Andersen kom særligt til godset i tiden lige før juleaften eller tiden lige efter – og en enkelt gang under selve juleaften.

I øvrigt var lensgrev L.H.C.H. Holstein-Holsteinborg statsminister (eller konseilspræsident som det hed) 1870-74 i den regering der samlede godsejerpartiet og De Nationalliberale til partiet Højre (som senere blev til Det Konservative Folkeparti). Grev Holstein-Holsteinborgs primære fortjeneste som regeringschef var at han var hovedkraften i at holde Danmark ude af den samtidige Fransk-Tyske Krig. Stærke kræfter ønskede at få Danmark til at erklære krig mod Tyskland for at få Slesvig-Holsten tilbage. Men Tyskland under Bismarck var så stærkt at en sådan krigserklæring ville have kostet Danmark dyrt. Det forhindrede den besindige L.H.C.H. Holstein, som i øvrigt var en langt dygtigere landmand end sin sværmeriske far, F. A. Holstein.

Degn Rasmus Sørensen til venstre og hans skole i Venslev til højre

Tilbage til F. A. Holstein, der i sit grevskab i høj grad evne havde og vilje til at ansætte degne og præster der passede til grevens egen linje, dvs. dygtige skolelærere, der kunne øge kundskabsniveauet. Og præster, der repræsenterede tidens gudelige vækkelse i opgør med den rationalistiske kristendom, der var i pagt med statskirken. I 1827 fik grev Holstein ansat Rasmus Sørensen som degn/skolelærer i landsbyen Venslev, der ligger få km. syd for Hårslev, og som befinder sig i det daværende pastorat Hyllested-Venslev Holsteinborg. Rasmus Sørensen blev en fremragende skolelærer i Venslev frem til 1844 og en markant lægprædikant og organisator af områdets gudelige vækkelse, som især greb områdets småkårsfolk og de unge, dvs. ikke mindst karle og piger der arbejdede på gårdene.

Missionshuset i Fuglebjerg på Korsørvej, aktiv 1922-2014

Rasmus Sørensen knyttede efterhånden til ved grundtvigianismen som absorberede en del af den gudelige vækkelse, men det var ikke mindst det senere opståede Indre Mission der absorberede vækkelsen i den anden halvdel af 1800-tallet. J.P. Mynster, Sjællands biskop fra 1834, så med stor skepsis på den gudelige vækkelse, som han sarkastisk kaldte “Det Hellige Land” som cirka dækkede hele regionen mellem Næstved og Korsør. Grundtvigianerne og de missionske havde i begyndelsen fælles sag omkring vækkelse og oppositionen til rationalismen. Senere kom der spændinger mellem de to bevægelser, og i 1880 opstod en grundtvigiansk fri- og valgmenighed i Høve og Havrebjerg i opposition til områdets folkekirkepræster der dengang ikke helt sjældent var forankret i Indre Mission. Grev L.H.C.H. Holstein-Holsteinborgs søn og efterfølger som lensgreve fra 1892 til 1924, lensgrev Frederik Conrad Christian Christopher Holstein-Holsteinborg, blev ivrig fortaler for Indre Mission, blev god ven med bevægelsens leder Vilhelm Beck og holdt talrige taler i de mange missionshuse på egnen. I 1883 fik Fuglebjerg sit missionshus, som i 1922 simpelthen var blevet for lille så et nyt flot 2-etagers missionshus blev bygget centralt i byen på Korsørvej. Efter midten af århundredet svækkedes Indre Mission i området, og da særligt efter årtusindskiftet. Det Hellige Land holdt nok længst ud i Fuglebjerg, men byens flotte missionshus blev nedlagt i 2014 og frasolgt i 2019.

I nutidens Sandved Pastorat var det missionshus der holdt skansen længst, formentlig Krummerup Missionshus fra 1920. Missionshuset i Krummerup opgav ævred omkring år 2000.

Denne lille historiske beskrivelse af godsejerne på Fuirendal og Holsteinborg gods og deres gøren og laden er mest med her for at beskrive den kulturhistoriske indflydelse fra disse godser. Med udspring i Fuirendal blev en landsby udslettet, og en tysk adelsfamilie – Holstein – kom til egnen, først med sæde på Fuirendal, siden Holsteinborg, en familie der sørgede for at egnen først i 1800-tallet blev stærkt eksponeret for såvel den oplyste enevælde som for den gudelige vækkelse som biskop Mynster lidt hånligt kaldte “Det Hellige Land”.

I dag er Fyrendal Sogn et hyggeligt, landligt sogn præget af ganske bløde bakker. Sognet strækker sig fra Sandved ned til Sjællands sydkyst lige øst for Bisserup. Sognet gennemskæres nord-syd af en slags landevej mellem Fuglebjerg og Bisserup. Sognets to centrale bebyggelser – Tornemark og Skafterup – ligger langs denne landevej. Og øst-vest så en mere officiel og befærdet hovedvej mellem Næstved og Skælskør som nær Skælskør hedder Næstved Landevej og nær Næstved hedder Skælskørvej. Især den nord-syd-gående landevej dirrigerer sognets mind-set hvor der snarere tænkes nord-syd – og i alle bebyggelser på denne landevej – end man fæstner sig ved det mod øst og vest.

Både Sandved og Tornemark ligger på den nænvte nord-syd-gående landevej mellem Fuglebjerg og Bisserup. Begge byer er meget små handelsbyer. Tornemark ligger få km. syd for Sandved og opfører sig næsten som en tvillingeby til Sandved eller måske rettere en satellit da Tornemark har lidt under halvdelen af Sandveds indbyggerantal (ca. 700) og mangler det pizzeria, den købmand, den skole og den idrætshal som Sandved har. Men relationen er så tæt at Sandved og Tornemark deler idrætsforening – Sandved Tornemark Idrætsforening eller bare STIF.

Tornemark midt i 1900-tallet

Kvislemark Sogn – kirke og præster

Kvislemark Sogn er et meget lille sogn lige nord for den halvstore landsby Tornemark. Reelt indeholder sognet ikke andet end landsbyen Kvislemark, men også bebyggelsen Brandholt der ofte fornemmes som en del af det sydøstligste Sandved. Dags dato er der blot 172 indbyggere i sognet hvoraf 142 er medlemmer af folkekirken

Selve Kvislemark by er en ualmindelig idyllisk landsby fuld af krogede gader, træer og buske, den søde lilleput-kirke og et virkelig kønt gadekær mellem kirke og præstegård.

Kvislemark. Kirken med rødt tag ligger forneden lidt til højre for midten. Præstegården kan tydeligt ses midt i skovområdet til venstre for kirken.

Kvislemark Kirke er fra midten af 1200-tallet, i overgangen mellem romansk og gotisk stil – og var oprindelig meget lille. Koret fik sit hvælv først i 1400-tallet – og umiddelbart efter sine kalkmalerier. Omkring år 1500 blev kirkens skib forlænget mod vest, ligesom der blev bygget tårn og våbenhus. Tårnet vender mod nord, hvilket er ret atypisk. Trods forlængelser er Kvislemark Kirke ikke meget mere end 20 meter lang, dvs. ca. halvt så lang som Fyrendal og Førslev kirker.

Kvislemark Kirke set fra øst. Kirken er direkte cute med sine små gardiner for vinduerne. Gardinerne er der af praktiske grunde – for at beskytte inventaret mod lyset – men kirken signalierer virkelig yndighed og hygge

Kalkmalerierne er lavet mellem 1425-1440 og består af motiver primært fra Jesu barndomshistorie. De meget smukke rødlige kalkmalerier er udført af Kongsted-værkstedet, og i Kongsted Kirke (i Rønnede nær Faxe) ser man samme værksteds kunst i hele kirken. Altertavlen er højrenæssance-stil fra 1615 lavet af Roskilde-mesteren Anders Nielsen Hatt. Kirken er af en meget lille landsbykirke at være fornemt udstyret givetvis fordi godsejeren på Vindingegård/Fuirendal/Holsteinborg betragede kirken som sin ejendom og forpligtelse.

Alteret er i brusk-barok-stil fra 1630/35 og har klart niveau når man tænker på at vi er i en temmelig lille landsbykirke langt fra alting.

Prædikestolen i Kvislemark

Kvislemark er et typisk lillebitte annekssogn til hovedsognet der oprindelig hed Vindinge Sogn. Men i 1648 nedlagde herren på Vindinge Gods, Gunde Rosenkrantz, simpelthen landsbyen Vindinge ved at inddrage alle landsbyens gårde herunder præstegården. Derefter lod han anlægge en ny præstegård i Kvislemark der dermed blev hovedsogn. I 1677 blev Vindinge Gods omdannet til baroniet Fuirendal, og Vindinge Kirke blev til Fyrendal Kirke, så pastoratet fra nu af kom til at hedde Kvislemark-Fyrendal.

Den første navnkundige præst i pastoratet var nok Poul Jensen Kolding (Povel Jenssen Colding) der var præst i Vindinge-Kvislemark Pastorat fra 1608-22 og usædvanligt fremragende begavet. Han havde ikke sit efternavn fra sin far, men fra sin hjemby, hvor faderen, Jens Poulsen, var rådmand og formentlig en af pingerne, eftersom Danmark-Norges kansler, Niels Kaas, var en af Pouls faddere (en anden var Koldings borgmester). Kaas fik Poul Kolding ind på Sorø Akademi, og efter uddannelse på Københavns Universitet drog Kolding til Prag hvor han blev assistent for Tycho Brahe indtil dennes død. Som 24-årig blev han i 1603 rektor for Aalborgs lærde skole, og efter at have truffet Vindingegårds godsejer Vilhelm Dresselberg og kongelige sekretær Niels Krag, og duperet dem, kunne Kolding af de to herrer indsættes som sognepræst i Vindinge-Kvislemark i 1608. I 1615 blev pastor Kolding gjort til Flakkebjergs sidste provst. Et par år efter blev herredet delt, Vindinge-Kvislemark kom under Østre Flakkebjerg Herred, og her fortsatte Kolding som provst.

Poul Koldings velynder, Vilhelm Dresselberg, forsøgte at likvidere byen Vindinge, men Kolding fik ham standset efter halvdelen af byens gårde var lagt under herregården Vindingegård. I 1622 forlod provst Kolding sit pastorat for at fortsætte som præst i Herlufsholm Kirke og som forstander for Herlufsholm Skole ved Næstved, mens han fortsatte som provst i Østre Flakkebjerg Herred (som også Herlufsholm hørte under). Skolen var dengang under forfald, men som forstander fik provst Kolding sat skik på ikke så få ting, før han trak sig fra posten i 1631. Han fortsatte som præst og provst i Lille Næstved indtil sin død i 1640 og blev begravet under koret i Herlufsholm Kirke.

Provst Kolding var en vægtig skikkelse i datidens åndsliv i Danmark bl.a. i kraft af værker som hans dansksprogede Kircke-Historie (1614), egentlig mere en oversættelse end forskning, men datidens dansksprogede hovedkilde til Reformationens historie. Samt  Etymologicum Latinum (1622) – en i datiden flittigt brugt håndbog til latinundervisning. Mindst lige så navnkundig som provst Kolding var hans søn, Rasmus Poulsen Vinding (der tog sit efternavn fra sin hjemstavn Vindinge, ligesom faderen Poul Kolding havde gjort), bl.a. rektor for Sorø Akademi, professor i græsk og professor i historie og uden egentlig juridisk uddannelse en af Danmarks mest markante jurister bl.a. ved at være hovedforfatter til Christian Vs Danske Lov (1683), rigets første samlede lovsamling og værket der først af alle skabte rets-enhed i Danmark. Rasmus Vinding er klart pastoratets berømteste søn.

Frederik Andersen Klyne

Som præst i Vindinge-Kvislemark blev Poul Kolding efterfulgt af Frederik Andersen Klyne (præst i pastoratet 1622-55), født i Ribe og slotspræst på Frederiksborg Slot før han kom til Vindinge i 1622. I 1640 efterfulgte pastor Klyne sin forgænger som provst over Østre Flakkebjerg Herred. Ca. 1647-48 nedlagde Vindingegårds ejer, Gunde Rosenkrantz, landsbyen Vindinge herunder præstegården som sammen med provst Klyne blev flyttet til Kvislemark. Provst Klyne havde dog stor indflydelse på hvor Kvislemarks nye præstegård skulle placeres. Frederik Klyne blev begravet i Vindinge Kirke i 1655 og fik en prangende mindetavle, et såkaldt epitafium, i kirkens kor bekostet af sønnen Anders Klyne der efterfulgte faderen indtil sin død i 1686. Det var under Anders Klyne at Vindingegård fik navneændring til Fuirendal, centrum i et baroni, og Vindinge Kirke nu fik navnet Fyrendal Kirke.

Kvislemark Præstegård, nyopført i 1861 da den gamle præstegård brændte, var embedsbolig for Kvislemark-Fyrendals præster fra 1648 frem til ca. 2014 hvor præstegården blev forladt efter skimmelangreb.

Anders Klynes efterfølger var Didrik Larsen Grubbe (præst i pastoratet 1687-1702) som var skræddersyn fra Store Heddinge på Stevns. Til ham knytter der sig en dramatisk, romantisk historie. Hr. Grubbe blev uddannet på Københavns Universitet og huslærer på Harrested Gods, nu i Hyllinge Sogn, men oprindelig i Førslev Sogn. På godset residerede adelsfamilien Vind, og godsejeren, Holger Vind, var vicekansler i Danmark-Norge. Didrik Grubbe skrev dige og salmer og udgav i 1684 en salmesamling – “Sjælens Åndelige Harpeklang“. I 1686 blev Grubbe magister, og året efter kaldet til præst i Kvislemark-Fyrendal Pastorat. Selv om Harregårds herre, Holger Vind, var død, bevarede Grubbe kontakt til enken, Margrethe Gjedde, og hendes og Holger Vinds børn, ikke mindst Anne Elisabeth Vind, og de to forelskede sig i hinanden. De ville giftes, og kongen gav tilladelse, men ikke Annes mor, Margrethe, der givetvis mente at Didrik ikke var adelig eller rig nok. I oktober 1690 stak den 24-årige Anne af fra hjemmet og søgte til Kvislemark Præstegård hvor hun blev viet til pastor Grubbe af herredets provst, Poul Muncksgaard fra Herlufsholm, med bl.a. Grubbes søster og pastor Peder Winther af Hårslev-Ting Jellinge Pastorat og hans degn, Niels Bisgaard, som vinder. Pastor Winther fra Hårslev var både med som vidne og som reserve, hvis provst Muncksgaard pludselig skulle få kolde fødder og blive væk.

Tidl. sognepræst ved Fyrendal Kirke, Benedikte Brisson, har foreslået at Didrik Grubbe er ophavsmanden til ovenstående tekst der står nederst på altertavlen i Fyrendal Kirke. Tidsmæssigt og stilistisk giver den teori glimrende mening

Annes mor, fru Margrethe Gjedde, gjorde sig store ophævelser og mente bestemt at datteren var blevet bortført af pastor Grubbe, og at datteren ulovligt havde taget perler og diamantknapper med fra Harrestedgård. Hun burde kendes arveløs, og han burde fradømmes embedet. Der kørte retssag i et årstid, indtil der kom det forlig at pastor Grubbe skulle skænke 300 rigsdaler til fattige præsteenker i sognet, diamantknapperne og perlerne tilbageleveres til enkefru Margrethe Gjedde, men ægteskabet blev godkendt, og Anne Vind bevarede sin arveret. Didrik Grubbe fortsatte med at skrive salmer, blev en ret velhavende godsejer og døde 47 år gammel af sygdom i 1702. Efterfølgeren Mads Holm (præst i pastoratet 1702-38, tillige provst i Østre Flakkebjerg Herred fra 1708) havde en del konflikter med sin tilsyneladende kropumulige degn, Christen Mariager, også ved birkeretten i Holsteinborg Birketing der systematisk gav provst Holm ret i dennes klager over sin obsternasige degn.

Af efterfølgerne skal kort nævnes Claus Tryde (pastor i Kvislemark-Fyrendal 1823-61) der i den grad var statskirkens mand og ligesom biskop Mynster så med stor skepsis og irritation på den gudelige vækkelse der blev promoveret af lensgrev F.A. Holstein – det Mynster foragteligt kaldte “Det Hellige Land”.

Den næste interessante præst er Peter Guillamore Hansen (præst i pastoratet 1885-1900) der blev født i den danske koloni Frederiksnagore (Seramnagore) i Indien hvor faderen Peter Hansen var guvernør over Dansk Ostindien. I 1876 blev Guillamore Hansen præst i Skæve Sogn i Vendsyssel og to år efter provst over Dronningelund Herred og Læsø. I 1884 forlod han både embedet som præst i Skæve og provst i Dronningelund for at blive præst i Kvislemark-Fyrendal. Han var altså ikke provst længere, men han kaldtes stadig provst. I 1900 blev provst Hansen sognepræst i Nørre Broby Sogn på Fyn.

Guillamore Hansen var en fornem, højkirkelig præst, god til skriftlige indlæg om alskens emner, kredsformand for Præsteforeningen og aktiv i den strømning der i 1899 førte til dannelsen af Kirkeligt Centrum der ville forsone Indre Mission og grundtvigianismen. Og derefter aktiv i Kirkeligt Centrum. Så modsat den åndeligt beslægtede pastor Tryde forsøgte provst Hansen at integrere de vakte i kirken.

Aage Lambert-Jensen, populær sognepræst 1931-71. (c) knud-olfert.dk

Den næste præst der langvarigt var præst i Kvislemark-Fyrendal var Aage Lambert-Jensen (1931-71), altså præst i 40 år. Lambert-Jensen var en venlig, munter, kyndig og afholdt præst der nærmest lænede sig mod det grundvigianske, men holdt sig ude af skarpe rubriceringer. Lambert-Jensen, der blandt andet interesserede sig for egnshistorie og underviste i latin og historie på Hindholm Kost- og Realskole, skulle blive den sidste præst i Kvislemark-Fyrendal. Da han pludselig blev syg og måtte forlade embedet, blev Førslev Pastorat, der også var vakant, ført under Kvislemark-Fyrendal. Den første præst for Kvislemark-Fyrendal-Førslev Pastorat var Tom Nielsen (præst i pastoratet 1972 – 2003) som i 1986 tillige blev valgt som provst for Skælskør Provsti. Tom Nielsen var med sin begavede, charmerende og udadvendte hustru Iris også en begavet, samlende og populær figur, og provst Nielsen underviste bl.a. på Herlufsholm Kostskole.

Iris og Tom Nielsen fotograferet ved Tom Nielsens afgang som provst i Skælskør provsti og sognepræst i Kvislemark Fyrendal og Førslev Pastorat

Efter Tom Nielsen blev glasloftet sprængt, da Kvislemark Fyrendal og Førslev Pastorat fik sine to første kvindelige præster, først Cecilie Schackinger (2003-09) og derpå Gunver Nielsen (2009-21). Gunver Nielsen var en markant, dygtig og initiativrig præst, repræsentant for De Konservative i Næstved Byråd og en djærv og klar prædikant der var god til at få skabt medieinteresse omkring sine initiativer. Men der kom tillige en del uro, både internt mellem dele af personalet og sognepræsten, i menighedsrådet mellem kritikere af præsten og støtter af præsten, og i forhold til at Gunver Nielsen udviklede skimmelsvampsallergi og i stigende grad fik svært ved at bo og arbejde i Kvislemark Præstegård og virke i pastoratets kirker.

Endnu et uro-element var pastoratets ønske om at provstiudvalget i Næstved Provsti afsatte ressourcer til en gennemgribende renovering af Kvislemark Præstegård. Men provstiudvalget sagde blankt nej og anbefalede i stedet salg af præstegården. Det medførte at præstegården blev nedlagt som embedsbolig.

Den Gamle Købmandsgård i Sandved. Mødestedet fik sæde i bygningen til højre – med indgang fra gårdspladsen

Kvislemark Præstegård havde været et naturligt samlingssted for Kvislemark, Fyrendal og Førslev. Pastoratet stod nu uden samlingssted. Man så sig nu om efter et nyt, som gerne måtte ligge i Sandved hvor en ikke ringe del af pastoratets indbyggere boede. I det hele taget var drømmen at integrere Sandved lidt mere i det kirkelige liv. I pastoratets menighedsråd sad Lena Frimann Larsen og fik den ide at etablere en slags café i Sandved som samlingspunkt om byens folkelige og kirkelige liv.

Lena Frimann fotograferet under et møde i Kvislemark, Fyrendal og Førslev Menighedsråd

De to menighedsråd i Kvislemark og Hårslev besluttede med Lena Frimann som drivkraft at etablere og bekoste en fælles menighedspleje i området. Det blev Sandved og Omegns Menighedspleje med Lena Frimann som formand, som i februar 2018 kunne åbne “Mødestedet” i lejede stue-agtige lokaler i den gamle købmandsgård på Langgade midt i Sandved – i øvrigt beliggende i Hårslev Sogn. I Mødestedet blev der etableret forskellige fora for diverse aldersgrupper – Kreaværkstedet, Ungeklubben, Legestuen og Strikkeklubben – samt gudstjenester med altergang. Det var hyggelige omgivelser, men køkken- og toilet-faciliteterne var ikke optimale, og det stod klart at Mødestedes lokaler i Den Gamle Købmandsgård var midlertidige.

Mødestedet – samlingspunkt for folkeliv, kulturliv og kirkeliv i Sandved By. I disse år danner Mødestedet også rammer om Kvislemark Fyrendal Førslevs Menighedsråds møder

I 2019 lod biskop Peter Fischer-Møller af Roskilde Stift meddele at Kvislemark, Fyrendal og Førslev den 1. august blev fusioneret med Hårslev, Ting Jellinge og Krummerup Pastorat under to ligestillede præster, dels overtegnede, den hidtidige kirkebogsførende præst i Hårslev, Tom T. Daugaard, der skulle forblive kirkebogsførende i sin præstegård i Hårslev, dels en præst i en ny embedsbolig. Det stod i løbet af 2021 klart at denne præst ikke skulle være Gunver Nielsen, men en nyansat præst.

Der var mange grunde til sammenlægningen der havde rod i en idé som læge Mogens Kessel, næstformand i Hårslev, Ting Jellinge og Krummerup Menighedsråd havde forelagt biskop Fischer-Møller tilbage i 2009. De 6 sogne var tyndt befolket og med en ret svag kirkegang og kunne have godt af en koordinering og samling af aktiviteterne. Sandved var delt mellem 4 sogne og 2 pastorater, men ville efter sammenlægningen være i ét pastorat. Der var i forvejen ved at etableres samlede aktiviteter mellem de to pastorater, ikke mindst Mødestedet i Sandved. Desuden havde været mange års uro i Kvislemark, Fyrendal og Førslev Pastorat, og man længtes efter ro og samling i det kirkelige liv.

Biskoppens plan var at Tom Daugaard skulle fortsætte med at arbejde 40 % i Herlufsholm Sogn hvor han blev indsat som præst i 2017 og 60 % i det nye 6-sogns-pastorat med det umulige navn Hårslev, Ting Jellinge, Krummerup, Kvislemark, Fyrendal og Førslev Pastorat. Den anden præst skulle arbejde 100 % i pastoratet og i en embedsbolig, men ikke i en præstegård.

Kort efter blev Benedikte Brisson ansat som vikar, fordi en embedsbolig ikke var fundet, og fra december 2021, efter Gunver Nielsens afgang, som fastansat sognepræst med lejet embedsbolig i Sandved. Pastor Daugaard valgte fra 2019 at overføre forpligtelsen som kirkebogsførende til pastor Brisson der forekom at have organisatorisk sans.

Kristeligt Dagblad bragte i marts 2020 en stor artikel om brydningerne i menighedsrådet. Artiklen er i skrivende stund stadig åben og kan læses her

De tre glasloft-brydere – Cecilie Schackinger, Gunver Nielsen og Benedikte Brisson – præster i henholdsvis 2003, 2009 og 2021

Det var en lidt kompliceret struktur der ikke blev implementeret uden gnidninger og ærgrelser. Benedikte Brisson, der var en kompetent, begavet og kreativ præst, fx skrev hun salmer og fik dem ikke helt sjældent indført i egne gudstjenester. Pastor Brisson, såvel egensindig som initiativrig, var dog noget utilfreds med sin embedsbolig i Sandved. Det kom til gnidninger af forskellig art, og der var ikke samling om de to præster der i stedet valgte at holde sig til de gamle pastorat-halvdele – pastor Brisson primært i Kvislemark, Fyrendal og Førslev Pastorat, overtegnede primært i Hårslev, Ting Jellinge og Krummerup Pastorat. Reelt var der stadig to tre-sogns-pastorater med et vist samarbejde.

Benedikte Brisson forlod allerede embedet med udgangen af 2023, og det gav anledning til at provst Anna Helleberg Kluge og den nye biskop Ulla Thorbjørn Hansen foreslog en helt ny struktur for pastoratet med støtte fra den siddende sognepræst. Overtegnede Tom Daugaard skulle forlade Herlufsholm Sogn og lægge hele sin arbejdsindsats i 6-sogns-pastoratet, der nu fik lov til at kalde sig Sandved Pastorat. Tom Daugaard blev kirkebogsførende præst for Sandved Pastorat og skulle suppleres af en ny præst i Herlufsholm der skulle yde kbf’eren 25 % bistand. Og af en sognemedhjælper der både skulle hjælpe til i Mødestedet og hjælpe præsterne.

Den nye struktur for Sandved Pastorat: kbf. præst + bistandspræst + sognemedhjælper.

Sigtet var at skabe samling i pastoratet under én overordnet præst og helst ét samlende menighedsråd. Visionen var i løbet af det næste årti at få etableret en helt ny sognegård i Sandved både til arbejdsrum og møderum for pastoratets præster, for konfirmandundervisning og for menighedsplejens aktiviteter – det der indtil videre lå på Mødestedet i Den Gamle Købmandsgård. De to menighedsråd arbejdede på at etablere en sognegård som en art forlængelse af Grønbro-Hallen i det allersydligste Sandved. I første omgang uden at Hårslev Præstegård som administrationscentrum og Hårslev Sognegård og dets aktiviteter skulle nedlægges.

Førslev Sogn – den forsvundne kirke og den fornemme kirke

Førslev Sogn ligger lige øst for handelsbyen Fuglebjerg (2266 indbyggere) og lige nordvest for den lille stationsby Hyllinge (455 indbyggere). Sognet er på 916 indbyggere og dermed det folkerigeste sogn i Sandved Pastorat. Førslev Sogn indeholder landsbyer som Arløse og Sneslev samt ikke mindst det østligste Sandved (696 indbyggere). Landsbyen Førslev, hvor sognets kirke oprindelig lå, eksisterer ikke længere, men blev absorberet af herregården Førslevgaard Gods, præcis som Vindingegård/Fuirendal Gods absorberede Vindinge. Den bebyggelse, der omgiver Førslev Kirke i dag, hører til godset bortset fra enkelte spredte huse.

Førslevgaard Gods har omtrent absorberet byen Førslev

Sognet gennemskæres af den ret tungt trafikerede hovedvej Slagelsevej der opdeler sognet i en Fuglebjerg-orienteret del nord for Slagelsevej, og en Sandved-orienteret del syd for Slagelsevej. Sognet indeholder to vigtige institutioner, Hjortholm Kostskole – tidligere Holsteinsminde – der i dag er et opholdssted for udsatte unge. Og Hindholm Privatskole ikke langt fra Hjortsholm, der under navnet Hindholm Højskole engang var Sjællands største højskole. Siden blev Hindholm en kostskole og realskole, og i det er det altså en almindelig privatskole. Begge institutioner har i øvrigt rod i grev F.A. Holsteins filantropiske foretagsomhed.

Foroven Hjortsholm Kostskole, forneden Hindholm Privatskole

Oprindelig var Førslev Sogn hovedsogn i et to-sogns-pastorat: Førslev-Arløse Pastorat. Men ikke længe efter Reformationen i 1536 stod det klart at to-sogns-pastoratet ikke fungerede. Arløse Sogn bestod kun af Arløse og Arløse Torp og kunne knap skabe underhold til præsten. Menigheden var begyndt at søge primært til Førslev Kirke der lå få km. øst for Arløse Kirke. Kong Frederik II skar derfor igennem ved et kongebrev den 31. august 1562: Arløse Sogn skulle nedlægges, Arløse Kirke nedrives, og klokker, sten og inventar gå til Førslev Kirke i hovedsognet Førslev. For at skabe plads til de nye kirkegængere fra Arløse skulle Førslev Sogn til gengæld afgive landsbyerne Harrested og Havnskov i øst – og dermed også godset Harrestedgaard – til Hyllested Sogn. I dag er Arløse Ødekirke helt forsvundet, men dens præcise beliggenhed blev fundet ved udgravninger i 2007. Arløse Kirke lå lige syd for Arløse By ved siden af byens hovedstrøg, Hindholmvej. Hvor Hindholmvej 22 ligger på vejens vestlige side, lå Arløse Kirke lige overfor på vejens østligste side.

Til venstre udgraves koret i Arløse Ødekirke i 2007. Det gule hus (der i dag er hvidt) er Hindholmvej 22. De hvide bygninger til højre for er Hindholmvej 20 og 18. Til højre et kort hvor kirkens position markeres med en blå cirkel lige til højre for Hindholmvej.

Så ved Frederik IIs pennestrøg i 1562 mistede pastoratet en kirke, en herregård (Harrestedgård Gods) og to landsbyer. Til gengæld har sognet nok områdets flotteste kirke, nemlig Førslev Kirke.

Førslev Kirke er ukalket og lidt rå af udseende, men også velproportioneret

Udadtil forekommer Førslev Kirke rå, mens den indadtil forekommer balanceret, smuk og nærmest fornem. Kirken er relativ stor af en landsbykirke at være med plads til 200 kirkegængere. Selv om kirken er lige så lang som Fyrendal Kirke, ca. 40 meter, så er Førslev Kirkes kor bedre integreret i det samlede kirkerum.

Førslev Kirke er en ualmindelig smuk kirke

Førslev Kirke er bygget som en romansk kirke i 1100-tallet, og fra denne kirke står skibet og koret stadig. I anden halvdel af 1300-tallet fik koret et hvælv. Formentlig i 1400-tallet blev skibet forlænget mod vest. Omkring 1500 blev koret forlænget mod øst, i dag er forlængelsen et sakristi bag koret, der kom 3 hvælv i skibet i gotisk stil, og tårnet blev bygget. Omkring 1600 blev der mod nord bygget et gravkapel i to etager for ejerne af Førslevgaard, kirkens ejere. I dag er kapellet ommuret, så det ligner et hævet sideskib.

To meget smukke sæt kalkmalerier. Forrest fra 1200, bagest over koret fra 1380.

Buen mellem skibet og koret er oprindelig, og har fået sine kalmalerier ca. 1200 i romansk stil inspireret af tidens byzantinske kunst. Kalkmalerierne i korets hvælv – foretaget af det såkaldte Næstvedværksted – er fra kong Oluf IIs regeringstid i 1380’erne, altså lige før Kalmarunionen blev indført.

Førslev Kirkes altertavle er i bruskbarok, fra medio 1600-tallet og i Schrøder-værkstedets stil.

Kirken har en homogenitet mellem altertavle og prædikestol, og de to stykker kirkekunst er formentlig samtidige og af samme mester.

Prædikestolen i Førslev Kirke er skabt på Schrøder-værkstedet i Næstved af givetvis den samme mester der skabte kirkens altertavle

Godset Førslevgaard har haft tre markante slægter – Bech, von Plessen og de Neergaard. Lasse Bech overtog Førslevgaard i 1490 fra sin svigerfar, Peder Mogensøn Ravensberg. Bech-familien var en stærk og rig adelsslægt som formåede at samle jord under deres gods. Bech-slægten sad på Førslevgaard i 161 år hvorunder Førslev Kirke kom under Førslevgaards magt, mens slægten i høj grad var med til at give kirken barok-inventar med en vis pragt.

I 1723 blev Førslevgaard erhvervet af mecklenburgeren Carl Adolph von Plessen der i disse årtier var en af Danmarks mægtigste mænd i ligaen lige under Ulrich Adolph von Holstein der i årene forinden var blevet baron af Fuirendal og ikke længe efter greve af Holsteinborg. Plessen var blevet den mægtigste mand omkring Frederik IVs søskende, prins Carl (som han var hofmarskal for) og prinsesse Sophie Hedevig. Plessen havde et projekt med at etablere skoler, og det antages at det var Plessen der inspirerede prins Carl og prinsesse Sophie Hedevig til at oprette adskillige skoler – de såkaldte prinse- og prinsesseskoler. Faktisk kan det også meget vel være Plessen der inspirerede kongen selv, Frederik IV, til dennes massive skolebyggeri – de såkaldte rytterskoler. Men Plessen havde et stærkt modsætningsforhold til dronning Anna Sophie Reventlow hvilket gav udfordringer i relationen til kongen. Denne modsætning gav til gengæld C. A. von Plessen stor popularitet hos kronprins Christian, der heller ikke kunne døje den kvinde der havde forstødt hans mor, så da kronprinsen blev Christian VI, var Plessen inde i varmen. Plessens tendens til arrogance og vredladenhed gjorde ham dog uvenner med Christian VI, og Plessen trak sig fra hoffet og koncentrerede sig om sine godser på Sydsjælland. Det var ikke bare Førslevgaard, men også Fuglebjerggaard, Harrestedgaard, Gunderslevholm og Fodbygaard. Førslevgaard var i 1600-tallet begyndt at likvidere landsbyen Førslev, og Plessen fuldendte denne likvidering minus Førslev Præstegard der bestod. Plessen gav Førslevgaards hovedbygning en opshining i barokstil i 1724, gik i gang med at samle godsets jorde omkring godset – såkaldt arrondering – og anlagde ikke så få almueskoler på egnen. I 1724 oprettede Plessen almueskoler , i Hyllinge, Vallensved, Fodby, Førslev og Fuglebjerg. I 1726 i 1726 Karrebæk, Holløse, Skelby og Regnstrup. I 1730 i Arløse, og i 1731 i Bistrup og Karrebækstorp. Arløse Skole fik organisten i Førslev Kirke, Niels Krabbe, som lærer. Disse skoler (hvoraf tre stadig eksisterer) blev kaldt “de plessenske skoler”.

Carl Adolph von Plessen blev en markant godsejer på Førslevgaard og en ivrig skolestifter.

Den sidste Plessen på Førslevgaard, som også hed Carl Adolph von Plessen, boede især på sine godser i Holsten og afstod i 1805 sine godser på Sydsjælland til ikke mindst  Peter Johansen de Neergaard der bl.a. erhvervede sig Fuglebjerggaard og Gunderslevholm – og som primært opholdt sig på sidstnævnte gods, men sønnen med samme navn, overtog i 1830, og han flyttede ind på Førslevgaard hvor den gren af de Neergaard-familien siden har holdt til.

Den første Førslev-præst, som der er helt sikre årstal på, er Hans Jørgensen Hammer der som ca. 35-årig blev kaldet som præst i Førslev i 1640. Tre år senere havde han lagt sig ud med sin nabopræst i Kvislemark-Fyrendal, Frederik Klyne, der også var Hans Hammers provst. På landemoden i Roskilde tog provst Klyne sine klagesager op over Hammer – han havde en karl der læste for dårligt, og der var begået en fejl ved uddelingen af nadver, men biskop Jesper Brochmand og provstekollegiet afviste klagerne. To år senere, i 1645, blev pastor Hammer viet til provst Klynes datter, Margrethe, og nu var alt fryd og gammen mellem de to. Da Klyne døde, var det også hans svigersøn der afløste ham som provst. Det betyder at de tre første provster i Østre Flakkebjerg Herred – Kolding, Klyne og Hammer – alle kom fra det senere Sandved Pastorat.

Blandt senere Førslev-præster kan nævnes Jochum Hansen Wulff der var en lærd mand, først “hører”, dvs. adjunkt på den lærde skole i Sorø, derpå fra 1731 præst i Vallensved, og præst i Førslev i 1743 frem til sin død i 1758. Pastor Wulff blev afløst af Johannes Stein fra Christiania (Oslo) i Norge der i 1766 blev forflyttet til Kvislemark-Fyrendal Pastorat. I Førslev blev han afløst af Christen Hostrup Brasch der døde i embedet 77 år gammel i 1805. I sine ældre år brugte pastor Brasch megen energi på at være i konflikt med skoleholderen Joachim Jensen. Brasch blev afløst af Lorents Juhl der også gammel og i embedet i 1833, 74 år gammel. Pastor Juhl blev i stiftet beskrevet som “Gode gaver, kolerisk”. Han blev afløst af Otto Christopher Schousboe der også døde i embedet 70 år gammel i 1851. Ved de forskellige bispe-visitatser af pastor Schouboe ser man at kirkegangen er god, folkemængden i sognet er mellem 700 og 800, og både kirke og præstegård forbedrer sin standard for hver visitats. Til sidst beskrives kirken som smuk, og præstegården som hyggelig.

Pastor Lendrop

Efterfølgeren fra 1852, Peter Barfod fra Djursland, kom fra en stilling som kateket i Næstved og forsatte i 1663 som præst i Lille Lyngby-Ølsted ved Frederiksværk. Barfod efterfulgtes af Michael Lendrop, en populær præst, og læste og studerede meget, også kunst, og var flittig med husbesøg. Pastor Lendrop var kendt som en mild og dygtig prædikant, men en streng konfirmandlærer. Under Lendrop blev præstegården flyttet fra en sumpet placering til en noget bedre. I 1872 skiftede pastor Lendrop embede til Tjæreby ved Skælskør.

Pastor Jørgensen

Lendrops efterfølger, Haldor Jørgensen, var også lidt af en original. Før han kom til Førslev, blev han seminarielærer i Godthåb og lærte sig hurtigt det grønlandske sprog, blev leder af seminariet og arbejdede en del med grønlandsk. Hustruens helbred tvang familien til Danmark i 1869, hvorefter Jørgensen blev lektor i grønslandsk på Københavns Universitet. I 1872 kom Jørgensen til Førslev, hvor han arbejdede i 9 år frem til 1881 hvor han blev præst i Havdrup-Solrød Pastorat. Efterfølgeren Hans Peter Holst, præst i Førslev fra 1881 til sin død i 1893, fungerede under den såkaldte provisorietid og den skarpe konflikt mellem Højre og Estrup på den ene side og Venstre på den anden side. Det prægede pastor Holsts virke da bønderne fandt ud af at han var Højre-mand, og han opdagede fjendskab, boykot osv. særligt fra Arløse-bøndernes side, men konflikten blev overstået. Pastor Holst var også aktiv i Indre Mission, der stod rimeligt stærkt i Førslev Sogn.

Den missionske pastor Holst og hans anden hustru, der døde 37 år gammel under Holsts præsteperiode i Førslev. Til højre Førslev Præstegård på pastor Holsts tid i 1880’erne.

Efterfølgeren Frederik Dorph, præst i Førslev fra 1893 til sin pensionering i 1914 holdt et højt kulturelt niveau i hjemmet. Efterfølgeren Kristian Konradsen fra Hvirring ved Horsens efterfulgte pastor Dorph indtil han blev valgmenighedspræst i Vejle i 1923. Efterfølgeren Alex Vermehren var præst i Førslev fra 1924 til 1937 og var den stille, beskedne, konservative og ordentlige type der besøgte alle uanset kirkeligt tilhørsforhold. Størstedelen af pastor Vermehrens tid blev præget af hustruens uhelbredelige sygdom, så det var et knuget hjem. Ved et sjovt tilfælde blev pastor Vermehrens datter Signe gift med en søn, Kristian, af forgængeen pastor Vermehren. Efterfølgeren Georg Søndergaard fra Lolland skulle lide den tort at være præst i Førslev under Besættelsen. Besættelsesmagten anlagde en flyveplads på Førslevgaards jorde og indkvarterede militære bevogtere af faciliteterne i Førslev Arresthus og i Førslev Præstegårds konfirmandstue. I 1944 havde pastor Søndergaard fået nok og drog hjem til Lolland og blev præst i først Vestenborg, siden Nakskov og siden provst i Lollands Nørre Herreds Provsti. En datter af provst Søndergaard, Inge Louise Vilholm, der dog blev født efter forældrenes tid i Førslev, blev siden den allerførste kvindelige præst på Fuglebjerg-egnen, da hun i 1992 blev indsat som sognepræst i Hårslev-Ting Jellinge-Krummerup.

Pastor Søndergaard og datteren Inge Louise der i 1992 blev præst i Hårslev-Ting Jellinge-Krummerup

Pastor Søndergaard blev i 1944 efterfulgt af Jens Julius Peter Andersen fra Hedensted, der blev Førslev Pastorats sidste præst. Jul. Andersen havde det held at tyskerne trak sig fra præstegården samme måned han blev indsat, i december 1944. Jul. Andersen kom fra De Stærke Jyders egn og var aktiv i Indre Missions Kredsbestyrelse.

Pastor Jul. Andersen, den sidste præst i Førslev Pastorat 1944-71

Jul. Andersen gik på pension i 1971. Samtidig blev Kvislemark-Fyrendal vakant. Nabopastoratet Hårslev-Ting Jellinge under pastor Warring blev samtidig sammenlagt med Krummerup Sogn, og det smittede. Samme år, i 1972, blev Førslev lagt under Kvislemark-Fyrendal under Tom Nielsen, en helt ny præst for det nye 3-sogns-pastorat Kvislemark-Fyrendal-Førslev. Samtidig blev Førslev Præstegård nedlagt og er i dag købt af Førslevgaard der udlejer domicilitet. Tom Nielsen, der både var særdeles agtet og populær, blev i 1986 provst over Skælskør Provsti og førte en noget mere grundtvigiansk linje end Jul. Andersen – og det blev stort set grundsporet for de følgende præster for sognet – Cecilie Schackinger, Gunver Nielsen, Benedikte Brisson og Tom Thygesen Daugaard. I 2008 samledes alle menighedsråd i det nye pastorat til ét menighedsråd. I 2019 blev Kvislemark-Fyrendal-Førslev fusioneret med Hårslev-Ting-Jellinge-Krummerup til Sandved Pastorat, og i 2024 vedtog et menighedsmøde at indstille at alle menighedsråd i pastoratet blev sammenlagt til ét.

Tom Nielsen som nybagt præst for Kvislemark-Fyrendal-Førslev Pastorat 1972-2003

Børnehjem og højskole – Det Fuirendaler Institut

Førslev og Kvislemark-Fyrendal er ikke bare knyttet sammen ved et biskoppeligt dekret først i 70’erne, men også ved historiske bånd. I 1811 tog den filantropisk orienterede lensgreve Frederik Adolph von Holstein af Holsteinborg initiativ til at oprette 1811 havde oprettet en stiftelse for fattige, syge og børn på Fuirendal, men han manglede en dygtig leder. Ham fandt han i Anders Stephansen, der drev en skole i Aalborg, men som brændte for at etablere et hjem der kunne forebygge at børn kom på gale veje. Stephansens tanker krystalliseredes til et hjem præget af gudsfrygt og en pædagogik inspireret af den schweiziske pædagog P. E. von Fellenberg. F. A. Holstein og Stephansen fandt sammen, og i 1833 oprettede de to et af Danmarks første børnehjem. Det var “Institut for fattige og forældreløse Børns Opdragelse til duelige Agerdyrkere” der fik sæde på godset Fuirendal, der var i grevens besiddelse og havde lokaler, have og markjord til rådighed og drevet som et fellenbergsk institut. Anders Stephansen er forstander. Børnene er helt unge der er socialt udsatte eller på kant med loven, og de lærte på hjemmet Bibel og bønsliv og praktiske færdigheder.

I 1836 døde greven, og projektet var i fare. Men grevskabet under enkegrevinden oprettede “Det Fuirendaler Institut” som øverste ramme og finansiel forsikring med greven på Holsteinborg som “patron” og erhvervede sig proprietærgården Hjortholm i Førslev Sogn som har 190 tønder under sig, bl.a. Skovgården ved Sneslev. Børnehjemmet under Stephansen flyttede herind – hovedbygningen Hjortholm skifter navn til Holsteinsminde – og får plads til 40-60 børn, bl.a. støttet af kronprinsse Caroline Mathilde og gemalen kronprins Christian Frederik – siden kong Christian VIII – der også som kongepar støttede børnehjemmet.

Forstander Stephansen udviklede planer om at etablere en mellemskole på Holsteinsminde. Det får han i første omgang ikke lov til, men da han erhvervede Hindholm lige vest for Holsteinsborg, kan han i 1852 etablere Hindholm som en “højere bondeskole” i samarbejde med den grundtvigsk prægede teolog Niels Julius Jensen, reelt en tidlig folkehøjskole. Skolelærer og kaptajn Christian Nielsen samarbejdede med N.J. Jensen og blev også underviser på Holsteinsminde. Chr. Nielsen ægtede i 1863 Stephansens steddatter Laura Stallknecht. Da N.J. Jensen rejste i 1864, blev Chr. Nielsen ny forstander på Hindholm. I 1867 købte Chr. Nielsen Hindholm af sin svigerfar, Anders Stephansen, så Hindholm og Holsteinsminde blev adskilt, men da Stephansen døde på Holsteinsminde i 1870, blev kaptajn Nielsen også ny forstander for børnehjemmet.

Det gamle Holsteinsminde

Under kaptajn Nielsen fik børnehjemmet i 1878 over 100 børn, og Det Classenske Fideikom-mis skænkede Holsteinsminde en grundmuret bygning. Nielsen var kaptajn, tidligere officer i hæren, og livet på børnehjemmet fik et bærmest militaristisk præg med hård disciplin og korporlig afstraffelse. I 1879 sagde Nielsen farvel til Holsteinsminde for at koncentrere sig om Hindholm. En ungdomsven af Jensen, Leopold Budde, der tidligere havde ægtet en af Stephansens plejedøtre, blev ny forstander. Budde gjorde op med kasernepræget og indførte i stedet et system der skulle imitiere et familieliv med mindre bo-grupper af børn på 20-30 indvider underlagt gifte plejeforældre. Budde foretrak en kønsopdeling og får flyttet hjemmets piger over i Skovgården 3 km. mod nord ved Sneslev. Det samlede børnehjem kunne nu rumme 130 børn.

Leopold Budde

Budde udviklede sig til en ledende fortaler for børnesagen i Danmark, men da børnehjemmets- “patron”, dvs. grevelige beskytter, i 1983 skiftede fra fhv. konseilspræsident L.H.C.H. Holstein-Holsteinborg til sønnen L.C.C.C. Holstein-Holsteinborg, kom der stærke spændinger mellem Budde og den nye lensgreve, der givetvis krævede en stærkere kristelig profil, ønskede Budde afsat. I 1897 kom Mads Lind som ny forstander, men blev også hurtigt afsat af greven. Han efterfulgtes af cand.theol Viggo Mollerup, der sikrede en mere kristelig kurs som greven ønskede det. Men bl.a. den navnkundige journalist Peter Sabroe kritserede Mollerups hårde stil over for børnene hvilket medførte Mollerups afgang i 1907. Greven fandt cand.theol Einer Kiilerich som afløser, men kort efter blev det besluttet at afskaffe patron-systemet og gøre Holsteinsminde til en selvejende institution, og ud røg Kiilerich. Der kom en bestyrelse under en folketingsmand, Carl Hansen, som valgte en anden folketingsmand som forstander, Kristian Sørensen. Lovgivningen sikrede nu en mere reguleret og human pædagogik. Samtidig – i 1907 – blev også Skovgården i Sneslev en selvstændig institution som børnehjem for piger. Helene Askov blev Skovgårdens første forstander.

I 1955 blev Holger og Gerda Nielsen nyt forstanderpar for Holsteinsminde, og de moderniserede i stor stil både pædagogik, struktur og bygninger, og i anledning af de helt nye byggerier skiftede Holsteinsminde i 1967 navn tilbage til det oprindelige navn – Hjortholm. I dag er Hjortholm Kostskole et socialpædagogisk opholdssted godkendt til at tage sig af (normaltbegavede) børn i alderen 6 – 22 år med behandlingskrævende, psykosociale udfordringer.

I november 2022 kom Hjortholm Kostskole i et tragisk fokus, da to 15-årige piger, Ayda og Zoubida, på hjemmet begik selvmord på Hjortholm med få dage imellem. Pigerne, der begge havde haft massive problemer med selvskadende adfærd og hash-misbrug, trivedes åbenlyst ikke på Hjortholm, men kostskolen blev mistænkt for at være for træg til at sende pigerne i et andet tilbud, da man havde økonomisk interesse i at bevare dem på institutionen.

Hjortholm Kostskole og de afdøde piger. Montagen er lavet af Ekstrabladet. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/privatfotos

Hindholm Højskole udviklede sig til Sjællands største højskole, og over 6000 elever gik på højskolen, før den lukkede i 1914.

Hindholm Skole

Men Fuglebjerg-egnen havde kun landskoler, ikke en eksamenskole der kunne give agang til gymnasiet og lignende. Der var et behov for en realskole i området, så derfor tog købmand Julius Høyberg initiativ til at oprette en sådan realskole. Den blev startet i 1916 med 34 elever. Snart efter blev Hindholm også en kostskole med 9 kostskole-elever. I 1975 blev kostskole-delen nedlagt, og Hindholm Real- og Kostskole skiftede navn til “Skolen på Hindholm“. I 2000 skiftede skolen atter navn til “Hindholm Privatskole“.

Skole- og Behandlingscentret Skovgården

Helene Askov var en stabil og dygtig forstander for Skovgården frem til 1942. Nu blev det mindre stabilt, indtil Jens Ernst Jensen trådte til som forstander i 1960 frem til sin død i 1984. J. E. Jensen åbnede Skole- og Behandlingscentret Skovgården for begge køn. DR har lavet en dokumentar-serie, Vores Børnehjem, hvor man følger børn på Skovgården gennem et år. Serien kan ses via dette link.

Krummerup Sogn – den idylliske egn

Krummerup Sogn har i dag 470 indbyggere og er et landsogn med tre halvstore landsbyer – Haldagermagle, Krummerup og Flemstofte – samt halvdelen af Bendslev, som sognet deler med Hårslev Sogn. Fra gammel tid er en del landeveje gået igennem sognet – Fuglebjerg-Bisserup-landevejen nordsyd og mere østvest Slagelse-Næstved-landevejen (Slagelsevej), Skælskør-Sorø-landevejen og Fuglebjerg-Sorø-landevejen. Oprindelig fandtes endnu en landsby i sognet, Ormager, ejet af Hvideslægten. Ormager kom under tronen, og i 1632 nedlagte ejeren, Christian IV, simpelthen byen, da han byggede en såkaldt ladegård, en lille herregård, Lystagergård, under Antvorskov. Lystagergård, som lå få meter nordvest for den rundkørsel hvor de ret befærdede landeveje Skælskør-Sorø (kaldet Skælskørvej) og Slagelse-Næstved (kaldet Slagelsevej) krydser hinanden, nedbrændte i 1743. Der ligger stadig lidt bebyggelse i randen af rundkørslen der kaldes Lystager Torp.

Sognet ligger forenklet sagt nord for Hårslev Sogn og syd for Fuglebjerg sogn og var indtil 1972 hovedsogn i pastoratet Krummerup-Fuglebjerg. I 1787 var der næsten nøjagtig lige så mange beboere i Krummerup Sogn som i dag, nemlig 474 indbyggere, mens Fuglebjerg Sogn kun havde240 indbyggere – bl.a. fordi Fuglebjerg Sogn ikke indeholdt andre byer end Fuglebjerg. Så Fuglebjerg var virkelig et lille anneks-sogn til Krummerup. I 1800-tallet begyndte Fuglebjerg så at vokse kraftigt i størrelse og havde op mod 1970 hele 1000 indbyggere, mens Krummerup Sogn ikke voksede. Da Fuglebjerg samtidig dannede en kommune der rummede hele Fuglebjerg-egnen i sig, gav det stor mening at Fuglebjerg Sogn frigjorde sig fra Krummerup Sogn i 1972 og blev hovedsogn i pastoratet Fuglebjerg-Tystrup-Haldagerlille.

Landsbyen Flemstofte gennemskæres af landevejen mellem Fuglebjerg og Bisserup og virker noget industrielt præget. Til gengæld er Krummerup Sogns to store landsbyer, Haldagermagle og Krummerup, begge meget idylliske og båret af et markant landsbyfællesskab. Den danske film, Præsten i Vejlby fra 1972, blev filmet i en (nu nedrevet) gård i Haldagermagle og med udendørs scener fra Fuglebjerg-egnen.

Gadekæret fra Haldagermagle til venstre, gadekæret i Krummerup til højre

Slagelsevej – landevejen mellem Næstved og Slagelse – gennemskærer Krummerup Sogn og fungerer næsten som et mentalt jerntæppe. Egnene nord og syd for Slagelsevej opleves af mange som to forskellige egne – Fuglebjerg-området og Sandved-området. Det synes at have den betydning at Haldermagle og Haldager Mark, der ligger nord for Slagelsevej, ikke føler noget større tilhørsforhold til Krummerup Kirke syd for Slagelsevej. Da jeg som ny præst i Krummerup Sogn blev bevidst om dette forhold, var jeg med til at etablere den tradition at holde udendørs gudstjenester i et stort telt ved gadekæret i Haldagermagle i forbindelse med byens bystævne omkring Sct. Hans. Så havde Haldagermagle dog denne gudstjeneste der altid har været meget velbesøgt.

Der fortælles følgende anekdote om pastor Warring og Haldagermagle ved en begravelse i Krummerup Kirke: Nu skal vi begrave N.N., men jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal sige om ham, for han kom jo fra den anden side af hovedvejen, så ham så vi aldrig her i Krummerup Kirke!”

Krummerup orienterede sig i nogen grad mod Fuglebjerg, men bestemt også mod syd, mod Flemstofte der lå i sognet, og Bendslev, der delvis lå i sognet, og hvor der lå en smedje. Midt mellem Krummerup og Bendslev er der et centralt vejkryds hvor Krummerupvej i nord mødes med Bendslevvej. Mod øst har vi Flemstoftevej mod Flemstofe, og mod vest Virkelystvej mod fx Ting Jellinge. Lige her i krydset med facade ud mod Bendslevvej kom områdets helt centrale indkøbssted, Brugsforeningen Virkelyst, etableret under brugsuddeler Grønbæk i 1919. Det var en veldrevet Brugs. I samme kryds lå Krummerups Missionshus.

Virkelyst Brugsforening mellem Krummerup, Flemstofte og Bendslev

Krummerup Kirke

Krummerup Kirke er ca. 32 meter lang og altså i længde placeret midt imellem den lille Kvislemark Kirke og de store Førslev Kirke og Fyrendal Kirke. Men Krummerup Kirke har ikke umiddelbart den pragt som de tre andre kirker har. Det er ret enkel og solid kirke præget af en lidt maskulin robusthed. Dens byggeri følger det klassiske mønster – en romansk kirke bygget i begyndelsen af 1100-tallet, og fra 1400-tallet føjes så gotiske udvidelser – våbenhus, hvælvinger i kirken, udvidet kor, våben i vest med tårnkammer der forlænger kirkens skib mod vest.

Det indre er ret prunkløst. Diverse altertavler er kasseret, sidst Lucie Marie Ingemanns altertavle fra 1848. Omkring et sengotisk korbue-krucifiks fra ca. 1500 bag alteret har Stefan Viggo Petersen i 1942 malet en alterprydelse (med kong David og profeten Esajas) i et motiv der næsten er fuldkommen identisk med det han malede bag alteret i Femø Kirke tre år tidligere.

Stefan Viggo Petersens alterprydelse fra 1942 omkring korbuekrucifikset bag alteret i Krummerup Kirke

Korbuekrucifiket har på sine 4 endeplader symboler for de fire evangelister.

Prædikestolen er til gengæld ret flot. Den er fra 1626 og minder påfaldende om Ejler Abelsen Schrøders prædikestol til Herlufsholm Kirke fra 1623. Men prædikestolen i Herlufsholm er det eneste sikre bevarede værk af Ejler Schrøder – der i øvrigt døde et år før Krummerups prædikestol stod klar. Pointen med begge prædikestole er at Moses med lovtavle og vædderhorn (pga. en gammel oversættelsesfejl afbildes Moses ofte med horn) bærer prædikestolen, dvs. den gamle pagt, Loven, bærer den nye pagt, Evangeliet. Under alle omstændigheder er prædikestolen i Krummerup udført på Abel Schrøders værksted i Næstved

Den 3. juli 1947 blev Erik Ninn-Hansen i øvrigt viet til Astrid Pedersen i Krummerup Kirke.

Præster i Krummerup Sogn

Om præsterne i Krummerup-Fuglebjerg kan fremhæves Christen Jensen Farsø der på præstetavlen har pumpet sit navn lidt op til Christianus Joni Farsovius og var præst i pastoratet i 25 år – fra 1652-77 der var fordrukken, slog sin hustru og fik tre børn uden for ægteskabet. Den letfærdige pastor Farsovius blev afløst af sin kapellan, Jacob Prom (ikke Pram, som der står på præstetavlen) der var præst helt frem til 1722. Hans søn, Johannes Prom, var kapellan for sin far fra 1715 og afløste sin far som sognepræst i Krummerup-Fuglebjerg i 1722. Han giftede sig fint – med Barbara Johansdatter Neergaard, datter af Johan Thomsen Neergaard, godsejer på Fuglebjerggaard, og var efter forlydenderne en voldelig og manipulerende rappenskralde. Da der i 1748 skulle vælges ny provst, var Johannes Prom favorit pga. anciennitet og anseelse, men den afgående provst, Hans Hansen fra Skelby, anbefalede at springe pastor Prom over pga. hustruen: ” … Men siden hans Hustru har ikke det bedste Ord og rygte paa sig, formedelst en usømmelig Omgang med ham (som alle ved at tale om) er ikkun lidet agtet i sit eget Hus, det og kunde være at befrygte, at hun skulde ville mellere sig ind i ting, som vedkommer Provsteembedet, hvilket vilde blive uanstændigt saavel for ham selv, som for Herredets Præster, saa er det Aarsagen, at jeg har baaret Betænkelighed ved at give ham mit Votum.“

Jacob og Barbaras søn, Johan Prom, blev i øvrigt præst i både Hårslev-Ting Jellinge Pastorat og i Kvislemark-Fyrendal Pastorat.

Inge og Verner Jensen var begge aktive i Indre Mission og i menighedsrådet for Krummerup Sogn. Parret er her i 2011 fotograferet af overtegnede foran mindesmærket for Befrielsen foran Krummerup Præstegård

Blandt de sidste præster i Krummerup-Fuglebjerg kan nævnes Niels Miskow, der var præst i pastoratet fra 1932. Pastor Miskow lænte sig op ad Indre Mission og var samtidig meget nationalt sindet og støttede et aktivt ungdomsliv. Blot en måned efter Befrielsen fik Miskow sat en mindesten op for Besættelsen og Befrielsen ved indkørslen til Krummerup Præstegård lige over for kirken. Miskow blev i 1950 af Jens Thomas Ejnar Christiansen der endnu mere aktivt end Miskow støttede KFUM i sognet. Under pastor Christiansen var der masser af møder, udflugter, sanglege og munter dans for unge mennesker fx i præstegårdshaven. Efterfølgeren Ingvard Hauge lænede sig kirkeligt også til højre, men var bestemt ikke en munter og ungdoms-orienteret præst som pastor Miskow og pastor Christiansen, men var et lunt og humoristisk menneske.

Sognene Krummerup og Fuglebjerg udgjorde én sognekommune fra 1842 til 1926. Fra 1926 til 1966 var Krummerup og Fuglebjerg to selvstændige sognekommuner – men ét pastorat med Krummerup som hovedsogn. I 1966 dannedes “storkommunen” Fuglebjerg af de hidtidige sognekommuner Fuglebjerg, Krummerup, Hårslev-Ting Jellinge, Førslev, Gunderslev og Tystrup-Haldagerlille. Sydpå var dannet en kommune ved navn Holsteinborg med kontor i Rude og bestående af de gamle kommuner: Kvislemark-Fyrendal, Holsteinborg-Venslev og Ørslev-Sønder Bjerge. Den levede kun i 4 år, hvorefter den tidligere Kvislemark-Fyrendal sognekommune blev lagt til Fuglebjerg Kommune og resten til den nye Skælskør Kommune

I forbindelse med disse omdannelser blev Fuglebjerg Sogn i 1972 løsrevet fra Krummerup Sogn som anneks i pastoratet Krummerup Fuglebjerg. I stedet gik Fuglebjerg sammen med Tystrup-Haldagerlille og blev hovedsogn i Fuglebjerg Tystrup Haldagerlille Pastorat.

I 1972 rykkede den kirkebogsførende sognepræst ud af Krummerup Præstegård og flyttede til Fuglebjerg centrum i et nyt pastorat. Krummerup blev anneks til Hårslev-Ting Jellinge, og præstegården blev udlejet, I disse måneder søges den solgt.

Pastor Hauge flyttede med Fuglebjerg og forlod Krummerup Præstegård i 1972 for at bosætte sig i Fuglebjerg Præstegård, et nyt parcelhus. I stedet blev Krummerup anneks til Hårslev-Ting Jellinge Pastorat som var under Jørgen Frederik Bjørn Warring. Det indre-missionsk dominerede Krummerup fornemmede at pastor Warring ikke satte voldsom stor pris på at få små 500 nye sognebørn, og slet ikke satte pris på sognets missionske orientering. Man følte sig ikke vel modtaget, og sammenslutningen med Hårslev-Ting Jellinge var ikke ubetinget lykkelig de første år.

Flemming Kramp, mangeårig formand for Hårslev Menighedsråd og kirkeligt en samlende faktor.

En forsonende faktor var Flemming Kramp, der fra 1979 kom med i Hårslev Menighedsråd, og fra 1985 var menighedsrådsformand. Kramp havde stor personlig pondus og kirkelig autoritet. Kramp tilhørte Kirkeligt Centrum, en retning der forsøgte at forsone forskellene mellem Indre Mission og grundtvigianismen, og han er nok en af drivkræfterne bag forsoningen mellem de missionske i Krummerup og de grundtvigianske i Hårslev-Ting Jellinge. Da pastor Warring døde i embedet i 1992, var Kramp en af drivkræfterne bag valget af Inge Louise Søndergaard Vilholm, datter af Georg Søndergaard, den andensidste præst i Førslev Pastorat. Selv om Vilholm var kvinde, gav det ikke anledning til videre strid med de missionske, og i 2008 kunne menighedsrådene fra Krummerup, Ting Jellinge og Hårslev slutte sig sammen uden sværdslag og indre konflikt.

Ting Jellinge Sogn – en stædig, mikroskopisk kirke

Ting Jellinge Sogn er Næstved Provstis (og Kommunes) allervestligste sogn og ligger lidt nordvest for Hårslev Sogn. Det er et meget lille sogn på 136 indbyggere, da sognet ikke indeholder ret meget andet end den lille landsby Ting Jellinge. Byen og kirken ligger ved Skælskørvej – landevejen mellem Sorø og Skælskør – hvilket nok reducerer landsbyens idyl en del. Byen er oprindelig kendt som Jellinge, siden som Nørre Jellinge og fra 1480 optræder navnet Tingjellinge (også skrevet Ting-Jellinge og Ting Jellinge). Fra 1259 var Jellinge/Nørre Jellinge tingsted for Sjællands største herred, Flakkebjerg Herred, givetvis fordi byen lå præcis i midten af herredet. Tinget skulle have ligget på en mark mellem Nørre Jellinge og Sønder Jellinge der ligger få km. syd for byen. Da herredet ca. 1615 blev delt, kom Ting Jellinge Sogn og Hårslev Sogn til at ligge i Vester Flakkebjerg Herred, mens pastoratets øvrige 4 sogne kom til at ligge i Østre Flakkebjerg Herred. Vester Flakkebjerg Herred dannede i 1900-tallet grundstammen i Skælskør Provsti der dog kom til at indeholde hele Fuglebjerg-egnen.

Landområdet er ret fladt og skovløst, præget af drænet moseområde, så her kan let blive vådt.

Ting Jellinge Kirke er efter sigende Danmarks mindste gotiske kirke og den femte mindste alt i alt. Kirken er en såkaldt langhus-kirke, hvilket ikke betyder den er lang, den er under 12 meter lang, men at skib og kor går i ét. Kirken formodes bygget i anden halvdel af 1300-tallet. Man kan overveje hvorfor, når nu sognet er så mikroskopisk, men det kan være pga. byens selvfølelse nu den havde tingstedet for Sjællands største herred.

Her har jeg i 2011 forsøgt at tage det mest idylliske foto af Ting Jellinge som muligt. Skælskørvej fornemmes til højre.

Ting Jellinge Kirke er historien om en kirke der ikke burde eksistere. Kirkebygningen er så lille at den er upraktisk. Det kan være svært at komme forbi kister, når der er begravelse, og er der mere end 3 konfirmander i Ting Jellinge Kirke (det er der nu sjældent), skal holdet deles for at få plads til alle pårørende. Og sognet er alt for lille. Op gennem historien har økonomien derfor været presset, og kirkegangen har bestemt også været presset.

Kvislemark Kirke er også en meget lille kirke, og Kvislemark Sogn ikke meget større end Ting Jellinge Sogn. Men hvor Kvislemark Kirke er blevet veludstyret af sin ejer, godsejeren på Vindingegaard/Fyrendal Gods, så er Ting Jellinge Kirke blevet udstyret af de langt fattigere bønder i sognet. Kirken er ikke rigt udstyret. Men kirkerummet har en enkelhed, intimitet og charme, der er meget vindende.

Kirken har været forsøgt lukket i flere omgange. Første gang i 1555, hvor det blev bestemt, at kirken skulle nedrives, og materialet føres til Hårslev Kirke og anvendes der. Den bestemmelse blev af en eller anden grund ikke effektueret. Næste gang sidst i 1600-tallet, hvor sognefolkene kæmpede imod, og hvor biskop Hans Bagger til sidst støttede sognefolkene. Sidste gang var i 2005, hvor menighedsrådet i Ting Jellinge pludselig viste sig meget effektivt, især ledet af stærke mennesker i Ting Jellinge som gårdejer Vagn Haugaard Pedersen og gårdejer og kirkeværge Poul Hviid Madsen. Kirkens sognepræst, Inge Louise Vilholm, kunne meget tilfreds notere, at kirken var reddet. Men kampiveren betød ikke en større iver efter at gå i kirke. Pastor Vilholm kunne til sin forbløffelse notere at lige efter at menighedsrådet havde reddet kirken, var der messefald to gange. Da Vilholm tog dette paradoksale forhold op ved næstkommende menighedsrådsmøde, var svaret, at nu havde menigheden gjort sin pligt og behøvede ikke også at fremture med fremmøde ved gudstjenester.

Det skal i øvrigt bemærkes, at jeg i mine næsten 14 år som sognepræst i Ting Jellinge Kirke aldrig har haft messefald. Men det har godt nok været tæt på. I de første år jeg var præst, blev jeg kun reddet fra messefald ved fremmødet af kirkeværge Poul Hviid. Efter samråd med provsten skruede jeg ned på frekvensen af gudstjenester, hvilket hjalp kendeligt. Desuden har det fungeret at bruge Ting Jellinge Kirke til specialarrangementer, fx lys- og meditationsgudstjenester i den mørke halvdel af året kl. 19. Her gør kirkens særlige intimitet noget særligt. Det er særligt efter renoveringen i 2015, jeg er begyndt på lys- og meditationsgudstjenester.

Kirken får en del af sin charme ved et glasmaleri i koret. Det er ’Den gode hyrde’ udført i glasmosaik og fra 1949, dvs. den er ret ny, og glasmosaikken er med til at give lys i kirken.

Tre forskellige fremtrædelsesformer af Ting Jellinge Kirkes indre. Til venstre omkring 1931, i midten omkring 2005 og til højre i 2024.

Den 5. april 2015 kunne Ting Jellinge Kirke genindvies efter en renovering der var med til at give kirken et helt nyt look. Det var ikke mindst Vagn Haugaard Pedersen fra menighedsrådet i Hårslev, Ting Jellinge og Krummerup, der var primus motor i renoveringen. Kirken skulle have et nyt varmeapparat, og så blev det besluttet samtidig at opfriske kirkens indre. Menighedsrådet fik ikke lov til at forny den umiddelbart noget minimale og vakkelvornt udseende prædikestol, men knæfaldet blev erstattet med et moderne udseende knæfald med indbygget varmeanlæg. Og “Madam Blå-farverne” på kirkebænkene blev ændret, så farverne i kirkens interiør svarede til glasmosaikken “Den Gode Hyrde” over alteret.

Jeg står her ved indvielsen af Ting Jellinge Kirkes helt nye knæfald og farver i april 2015

I 2017 viste det sig at der var gået skimmel i det nye kirkegulv af træ under bænkene. Kirken måtte atter lukkes, få fjernet gulvet og genindvies endnu engang i foråret 2020.

Fra den første indvielse i 2015: Fra venstre Vagn Haugaard, primus motor i renoveringen af Ting Jellinge Kirke, Flemming Kramp, tidligere menighedsrådsformand i Hårslev i over 20 år, organist Jan Winckler og kirkesanger Anja Johansson

Hårslev Sogn – centrum og periferi

Hårslev ligger vestligt i pastoratet – lige syd for Ting Jellinge Sogn og lige nord for Fyrendal Sogn. Hårslev Sogn er rent teknisk hovedsognet i pastoratet og centrum, men er samtidig pastoratets yderste periferi. Hårslev Præstegård, sognets og pastoratets administrative centrum, ligger 26 km. fra provstiets administative centrum, Provstikontoret i Næstved. Og under 1 km. fra Slagelse Provsti.

Hårslev Sogn har 752 indbyggere og er pastoratets andetstørste sogn efter Førslev Sogn, selv om Hårslev Sogn er hovedsognet. Og det er endda kun fordi den vestlige og gamle del af Sandved ligger i sognet. Før 1880 var Sandved en lille bitte flække, og dermed havde Hårslev Sogn oprindelig virkelig en meget lille befolkning, givetvis under 400 sjæle. Der var kun Hårslev og den lille flække Sandved i pastorat og så dertil 2 halve landsbyer – nemlig halvdelen af Sønder Jellinge i vest (delt med Hyllested Sogn), og halvdelen af Bendslev i nordvest (delt med Krummerup).

Annekssognet Ting Jellinge var også meget lille, så oprindelig har pastoratet Hårslev-Ting Jellinge næppe haft over 500 indbyggere. Da præsterne før 1900-tallet i høj grad levede både af præstegårdens udkomme, men også af hvad sognebørnene betalte i tiende og offer, så betød de få sognebørn en beskeden indtægt til præsten. Så det har ikke været et attraktivt pastorat for præster.

Hårslev By og Hårslev Efterskole

Hårslev har aldrig været en handelsby, det var en klassisk landsby lidt over middelstørrelse, men for få årtier siden var landsbyer ret veludstyrede. Midt i 1900-tallet havde Hårslev foruden kirke en landsbyskole, en brugsforening plus en købmand, et forsamlingshus, et såkaldt “kommunehus” for mindrebemidlede (det der engang kaldtes en fattiggård), en sparekasse og en smedje. Smedjen i Hårslev var i brug frem til ca. 1980 som en af Danmarks sidste landsbysmedje. Selv en træskomager befandt sig i Hårslev, nemlig Frederik Nielsens værksted på 1. etage af huset lige over for Hårslev Præstegård.

Hårslev Præstegård der vendte ud mod Hårslevvej, var ret central og havde Hårslev Kirke mod øst og den gamle landsbyskole – her hvor degnen havde undervist i århundreder – mod vest. Men i 1942 lukkede den gamle landsbyskole, og man byggede en ny flot “centralskole” for hele Hårslev Ting Jellinge Sognekommune på Ting Jellinge Vej midt mellem Hårslev og Ting Jellinge.

Hårslev Ting Jellinge Fællesskole var områdets skole fra 1943-67

Fællesskolen var faktisk allerede utidssvarende da den blev bygget. I 1967 blev skolen nedlagt sammen med Sandved Skole. Derefter var områdets skolebørn henvist til Dalmose Centralskole eller rettere Dalmose Realskole, som skolen hed fra 1961. Eller skolebørnene blev henvist Hindholm Realskole eller Fuglebjerg Skole.

Hårslev Efterskole i et tidligt stadie

Den gamle landsbyskole i Hårslev blev købt af Kristian Hansen og hans kone Margrethe. Han kom fra en lederstilling på Osted Fri- og Efterskole og fik mod på at etablere egen efterskole året efter – i 1943. Målet var at give de unge mennesker en videregående uddannelse, og det var ægteparret Hansen der selv ejede og drev skolen. Det betød, at hvis det gik dårligt, hæftede de selv for det. På Haarslev Efterskole begyndte 14 dagelever og 11 kostelever. Alle var drenge, for dengang var eleverne delt op i drengehold og pigehold. Eleverne kom efter endt konfirmation og dermed skolegang fra 7. klasse og gik på skolen i fem måneder. I vinterhalvåret var der kun drenge på skolen fra november, mens pigerne var på skolen i sommerhalvåret. Det var dog meget praktisk kunnen som eleverne lærte – til nytte hvis man skulle arbejde som landarbejder eller pige i huset.

I 1964 kom forstanderparret Karsten og Marianne Rubin der prøvede at gøre efterskolen mere socialt orienteret; med særligt henblik på unge med udfordringer. Kønnene gik nu sammen på skolen som skiftede navn til Sydvestsjællands Ungdomsskole. Ægteparret Rubin måtte køre en ret streng disciplin for at få skolen til at fungere. På den tid så man helst at lærerne boede i Hårslev, så man havde et sæt embedsboliger til underviserne.

Hårslev Efterskole ligger lige vest for præstegården og kirken (i øverste venstre hjørne) og er et velkørende minisamfund med alt det en moderne efterskole kan tilbyde

I dag drives skolen, nu atter Hårslev Efterskole, af forstanderparret Rasmus og Kristine Biørn. Skolen er en bogligt orienteret grundtvig-koldsk allround-efterskole der er en selvejende institution, hvor bestyrelsen står for drift og økonomi. Hårslev Efterskole har plads til 90 elever – hvoraf ikke så få kommer fra Københavnsområdet, og skolen har moderniseret for mange millioner med bl.a. nyt musiklokale og fitnessum. Hårslev Efterskole har egen idrætshal, beachvolleybane, basketballanlæg,  fodboldbane, musiklokale med musikstudie, medielokale, stort dramalokale med scene, smartboards, lejrplads med shelters osv og wifi over hele skolen. Hårslev Efterskole er den største arbejdsplads i Hårslev, men fungerer lidt som en by i byen, da skolen og dens lærere og elever blander sig meget lidt i byens gang. Embedsboligerne er forlængst afskaffet, og end ikke forstanderparret bor fuldtids på skolen.

Her ses forstander Rasmus Biørn stå med elever i Hårslev Efterskoles fitnesslokale

Slagelse-Næstved-banen skaber Dalmose og Sandved

I 1870 blev Næstved og Lolland-Falster knyttet til jernbanenettet ved en jernbaneforbindelse Næstved-Køge-Roskilde (kaldet Sydbanen). Men der blev rejst ønske om en mere direkte forbindelse fra Næstved og Lolland-Falster til Jylland-Fyn.

Man overvejede først Korsør-Skælskør-Karrebæksminde-Næstved, men her var oplandet til forbindelsen for beskedent. Så overvejede man en ret lige forbindelse mellem Slagelse og Næstved via Fuglebjerg, der endnu ikke var særlig stor, men klart en by i vækst i krydspunktet mellem flere centrale vejforbindelser. Men Fuglebjerg sagde ejendommeligt nok nej! Ifølge rygterne var byen konservativt domineret og ønskede ikke en vækst der skabte et influx af erhvervsgrupper der betød at byen mistede den konservative dominans. I stedet DSB en forbindelse via Dalmose Kro på landevejen mellem Sorø og Skælskør. Kroen lå 5 km. vest for Hårslev på “Vemmeløse Mark” i Gimlinge Sogn. Dalmose Kro blev så udgangspunkt for en jernbaneforbindelse til Skælskør. De to jernbanestrækninger Slagelse-Dalmose-Næstved og Dalmose-Skælskør åbnede den 15. maj 1892, og medførte store ændringer på egnen. Der kom bl.a. jernbanestation i fx Flakkebjerg, Dalmose, Sandved, Hyllinge og Fodby. Grunden til at Sandved fik en station var bl.a. at den lå ved landevejen Fuglebjerg-Bisserup, og fordi Sandved lå blot 5 km. syd for den driftige by Fuglebjerg der havde takket nej til selv at få en station.

Slagelse-Næstved-banen er markeret med rødt. Banen har det sære knæk, fordi Fulgebjerg ikke ville have en jernbanestation, så i stedet fik Dalmose Kro (og Sandved) en station. Knækket markerer Dalmose – eller rettere Hårslev hvorfra banen til Næstved bliver lige som en lineal

Slagelse-Dalmose-Næstved-banen ændrede hele egnen radikalt. Dels opstod stationsbyen Dalmose ud af ingenting og fik snart en vis størrelse der kunne sammenlignes med Fuglebjergs.

I 1966 etableredes “storkommunen” Fuglebjerg af sognekommunerne Fuglebjerg, Krummerup, Hårslev-Ting Jellinge, Førslev, Gunderslev og Tystrup-Haldagerlille. Samtidig dannedes Hashøj kommune med administrationen placeret i Fårdrup. Først nogen år senere blev der bygget et rådhus i kommunens største by, Dalmose. Sydpå var dannet en kommune ved navn Holsteinborg Kommune med centrum i Rude og bestående af de gamle kommuner: Kvislemark-Fyrendal, Holsteinborg-Venslev og Ørslev-Sønder Bjerge. Holsteinborg Kommune eksisterede kun i 4 år, hvorefter den tidligere Kvislemark-Fyrendal blev lagt til Fuglebjerg og resten til Skælskør Kommune. I de vestligste dele af Hårslev Ting Jellinge Sognekommune – omkring Ting Jellinge, Sdr. Jellinge og Hårslev – gik orienteringen mod vest og man ønskede at tilslutte sig Hashøj Kommune. Det kom til en afstemning, og da Sandved-området ønskede at Fuglebjerg Kommune, og da dette område havde klart den største befolkning, kom Hårslev-Ting Jellinge ind under Fuglebjerg.

Også Sandved opstod af næsten ingenting. Før jernbanestationen bestod Sandved af 3 gårde og 4 huse. Snart var der hele tre handelsbyer på over 500 indbyggere i området – Dalmose, Sandved og Fuglebjerg. Mellem trinbrættet Hårslev og trinbrættet Herlufsholm på Slagelse-Næstved-banen fandt man i øvrigt Danmarks længste fuldkommen lineal-lige jernbanestrækning på 16 km.

Sandved Station blev Sandveds jernhjerte

Sandved og Fuglebjerg blomstrer og konkurrerer

I begyndelsen var Sandved identisk med fremskridtet på Fuglebjergegnen. Elektricitet kom der allerførst i Sandved i 1907. Eller her blev Fuglebjergegnens første elværk i al fald indviet i Langgade 27 (hvor Morten Sinding i dag driver autoværksted, MS Auto Teknik). Og det var faktisk to år FØR Næstved fik et elværk. I 1912 fulgte Fuglebjerg med et elværk. Kort efter fulgte et elværk i Tornemark kaldet “Spjellerup & Omegns Elektricitetsværk” som forsynede Marvede Sogn, Kvislemark Sogn og Fyrendal Sogn med strøm.

Foto fra Sandveds – og Fuglebjergegnens – første elværk beliggende hvor MS Auto Teknik i dag holder til i Langgade 27, Sandved .

Da tyskerne forlod Danmark i 1945, var Sandved klejn, men ganske driftig. Sandved havde både hotel og krohus (i hotellet): Sandved Hotel, en rejsebiograf (på førstesalen i Hotel Sandved), missionshus (Bethania), 3 købmandsgårde, 2 bagere, tømrer, maler, trikotagehandler, automaler, mejeri der blev til en tørmælkefabrik, karetmagerværksted der blev til en lille karosserifabrik, smedje der blev til Brd. Møllers Maskinfabrik, siden Moeller & Devicon , siden del af Bosch, i dag del af Syntegon. Midt i århundredet voksede særligt Nygade og Parkgade med rækkehuse og parceller ind i Førslev Sogn.

Handelsbyen Fuglebjerg blot 5 km. nord for Sandved var både med til at skabe vækst og rivalisering. Fuglebjerg havde oprindelig fået næring ved at være et trafikknudepunkt ved landevejen Slagelse-Næstved og landeveje mod Korsør og Sorø, og siden 1500-tallet havde der ligget en god kro her ved byen med kirken og herregården. Kroen var i 1692 autoriseret som kongelig privilegeret kro. Selv om Fuglebjerg ikke fik sig en jernbanestation, så var byen i god vækst fra midten af 1800-tallet, og det fortsatte i 1900-tallet. Fuglebjerg fik apotek allerede i 1857 og alderdomshjem i 1919 – nutidens Fugleparken, og der kom også tidligt postkontor, sparekassefillial og telegraf- og telefoncentral, og snart fulgte biograf, rutebilstation og fjernvarmekraftværk. Endnu et stærkt skridt fremad var Fuglebjerg Selvejende Byggevirksomhed, FSB, der i løbet af 1950’erne og 1960’erne etablerede et væld af parcelhuse i Fuglebjerg med henblik på lejemål.

Fuglebjergs indbyggerantal voksede fra 650 i 1921 til 918 i 1950. Her kunne Sandved slet ikke være med. Og det fortsatte.

I 1960’erne anlagde man den helt nye Byagervej i Fuglebjerg lidt uden for centrum omkring kroen men langs med Slagelsevej (som her hed Næstved Landevej). Området var egentlig ejet af godset Førslevgård, men blev købt af Fuglebjerg i 1965, og her anlagde man en ny stor sportshal, Fuglebjerg Hallen, der blev indviet i 1967 som Sjællands (dengang) tredjestørste idrætshal.

Brugsforeningerne i i Krummerup-Bendslev (Virkelyst), Tystrup og Haldagerlille etablerer Brugsen i Fuglebjerg – her rejsegildet i 1969

Af stor væsentlighed var det at Brugsforeningen Virkelyst i Krummerup Sogn (mellem Krummerup og Bendslev) under Erling Grønbæk (brugsuddeler siden 1946 hvor han afløste sin far) siden 1966 havde gået med planer om at danne en “super-brugs” i Fuglebjerg ved at fusionere med Tystrup Brugsforening og Haldagerlille Brugsforening. Tystrup gik med i fusionen med Virkelyst, Haldagerlille lidt senere, men stadig med bestyrelsesformand, Jens Christian Pedersen, Haldagermagle, som formand og stadig med Brugsforeningen Virkelysts brugsuddeler Erling Grønbæk som uddeler. Den nye Brugsen åbnede i nye moderne bygninger på Byagervej i Fuglebjerg i 1969. Siden skete det samme i Dalmose. Brugsen i Hyllested rykkede til Dalmose – og Brugsen i Hårslev gik med i projektet i Dalmose. Det var altsammen fint for disse brugsforeninger og for Fuglebjerg og Dalmose, men Sandved fik aldrig nogen brugs, aldrig et supermarked, kun stadig færre købmandsgårde. Siden kom der til Fuglebjerg desuden discount-supermarkeder til Byagervej som Netto og Aldi.

I samme periode var der klart påbegyndt en svækkelse i Sandved. Danskerne begyndte i stigende omfang at benytte sig af privatbillisme i stedet for tog, og Sandved Station var ikke længere en økonomisk gevinst, og banens passager-antal var nedadgående og nærmede sig en rød linje. Sandved Skole, der havde både bibliotek og gymnastiksal, lukkede ned. I det hele taget kunne Sandved ikke konkurrere med Fuglebjergs hal, nye smarte Brugsen osv. Sandved emmede af fortid, Fuglebjerg duftede af fremtid.

Rådhuset på Byagervej i Fuglebjerg llgger lige over for Fuglebjerg Hallen og lige ved siden af Superbrugsen i Fuglebjerg. Her var byens nye akse

I 1970, hvor Fuglebjergs indbyggerantal nu havde passeret 1000 mennesker, fik storkommunen Fuglebjerg et ekstra tilskud af Kvislemark-Fyrendal Sogn der hidtil havde ligget i den nu nedlagte Holsteinborg Kommune. I øvrigt var bestyrelsesformanden for Brugsen i Fuglebjerg, Jens Chr. Pedersen, Fuglebjergs første borgmester.

Som nævnt havde byerne Hårslev, Ting Jellinge og Sønder Jellinge en orientering mod vest, mod Dalmose, og foretrak at indgå i Hashøj Kommune. Men i Sandved så man anerledes på det. Hvis Sandved var i kommune med Fuglebjerg, kunne Sandved nemlig gøre brug af FSB, Fuglebjerg Selvejende Byggevirksomhed. I Sandved var man nemlig betrygget på at det var FSBs byggeri af alle de mange nye parcelhuse i Fuglebjerg, som havde skaffet Fuglebjerg dets vækst-motor. Sådan blev det. Sandved stemte Hårslev Ting Jellinge ind i Fuglebjerg Kommune, og FSB kunne nu virke i Sandved og byggede løs med parcelhuse der siden blev udlejet til en rimelig pris. Sandved blev en parcelhusby. FSB byggede også nogle huse i Tornemark, i øvrigt. Sandved og Tornemark var begyndt at opfatte sig som en enhed.

Men den 23. maj 1971 lukkede man passager-transporten ned på Slagelse-Næstved-banen. Godstransporten fortsatte dog nogle år endnu, men i 1986 blev også den lukket ned. Det var tungt for Sandved. Byen var siden 1967 uden skole og måtte henvise til Førslev Centralskole, der havde skoleklasser for 1-6 klasse. Elever på udskolingen/overbygningen blev henvist til Fuglebjerg Skole – eller Hindholm Realskole.

Der var dog positive elementer i Sandved. I 1972 sammenlagdes Sandved Idrætsforening og Tornemark Idrætsforening til Sandved Tornemark Idrætsforening, STIF, som i 1987 fik indviet Grønbro Hallen ved det allersydligste Sandved, faktisk i Fyrendal Sogn på Grønbrovej. Og i 1997 kunne man indvie Grønbroskolen lige ved siden af hallen. Faktisk var det mere eller mindre Førslev Centralskole der flyttede hertil – og lukkede ned ved sin hidtidige placering, men Sandved havde atter en skole. Bortset fra nogle autoværksteder, et pizzeria og en enkelt overlevende købmand i Den Gamle Købmandsgård i Langgade, så var forretningslivet i Sandved dog omtrent lukket ned. De sidste rester af kirkeliv forsvandt da Indre Mission i Sandved døde ud i 1970’erne. Der kom en vis social nedtur med arbejdsløshed og misbrug. Først stod øldrikkere foran købmanden i Sandved, siden rykkede de ind i krostuen på Hotel Sandved eller hjem til dem selv.

Grønbroskolen – her fotograferet mens den hed Borup Ris Skolen – er en af Sandveds attraktioner

Sandved var ikke længere et vækstcentrum. Som jeg ser det, er Sandved udfordret på det felt ved ikke længere at ligge ved et trafikalt knudepunkt, ikke at have fået supermarkeder eller brugs til byen mens tid var, og at befinde sig alt for tæt på dynamoen Fuglebjerg der banker derudad. Nu fremstod Sandved snarere som et parcelhuskvarter – med en let bedaget, charmerende-slidt bykerne omkring Langgade og Stationsgade – indfældet i meget rekreative omgivelser.

Et let forfrossent billede af Sandved taget af mig i 2024 ned ad Langgade. Til venstre Jernbanevej og Den Gamle Købmandsgård

Da jeg blev sognepræst i Hårslev-Ting Jellinge Krummerup og flyttede ind på Hårslev Præstegård i juli 2010, lå jernbanen Slagelse-Dalmose-(Skælskør)-Næstved stadig som da passagertransporten standsede i 1971, men lige ved Hårslevs gamle trinbræt 200 (der ligger 200 meter bag ved præstegården) og ca. 100 meter i retning af Dalmose, var skinnerne fjernet, og banen asfalteret. Det var et test-stykke i et projekt hvor banen skulle omdannes til asfalteret natursti. Niels Andersen, pedel på Hårslev Efterskole og senere kirkeværge i Hårslev Kirke var en af initiativtagerne, så derfor lå prøvestykket her. Men projektet rullede. I efteråret overværede jeg, hvordan skinner og sveller blev afmonteret, og i efteråret 2011 åbnede “Naturstien Fodsporet” der forbinder Slagelse, Næstved (Herlufsholm) og Skælskør. Langs Fodsporet står standere med QE-koder med informationer, shelteranlæg og hundeskove.

Her har jeg taget tre fotos af strækningen mellem Hårslev og Saltø Å. Første foto er fra efteråret 2011 og viser skinner fra Slagelse-Næstved-Banen der afmonteres. Det midterste foto er også fra 2011 og viser det midlertidige prøvestykke opsat ved trinbrættet il Hårslev. Hunden er præstemopsen Fiona. Fotoet til højre er fra april 2024 og viser Fodsporet ved trinbrættet til Hårslev

I 2024 har situationen ikke ændret sig afgørende. Fuglebjerg mistede sit rådhus i 2007, da Fuglebjerg Kommune blev integreret i Næstved Kommune, og rådhuset på Byagervej blev omdannet til Borgerservice-kontor og biblkotek. Med udgangen af 2023 lukkede også Fuglebjergs vidunderlige gamle kro. Men Fuglebjerg har fordoblet sit indbyggertal siden 1970 fra 1000 indbyggere til 2200 indbyggere og er fremdeles en by i fremdrift, mens Sandved holdes vedlige af købmanden i Langgade, Grønbro Hallen og Grønbroskolen, der er gået igennem en masse navneændringer, men lige nu hedder Vestegnens Skole afd. Grønbro. Men folkekirken og sognebørnene er gået i gang med at prøve at blæse folkeliv, kulturliv og kirkeliv ind i Sandved igen særligt i form af Mødestedet ved købmanden i Langgade og et projekteret sognegårdsprojekt i Sandved lige op ad Grønbro Hallen. Og Sandved ligger indfældet blandt smukke kirker og fantastisk natur – fx Fodsporet og Fyrendal Skov lige sydvest for byen, og i naturskønhed og rekreativ kvalitet ligger Sandved langt foran Fuglebjerg.

Til venstre Jernbanevej, Sandveds gamle centrum, og til højre Lindevej, et typisk parcelhusområde i Sandved

Hårslev Kirke

Hårslev Kirke er ret kort, ikke meget mere end 20 meter, sammenlign med Krummerup Kirkes 32 meter og Fyrendal og Førslevs næsten 40 meter og faktisk tæt på Kvislemark Kirkes størrelse, selv om Hårslev Kirke synes større pga. kirkens store bredde. Hårslev Kirke er en tyk, lille kirke der blev bygget midt i 1100-tallet som en romansk kirke med bjælkeloft. Skib og kor formodes bygget samtidig. Siden kom sengotiske udvidelser sandsynligvis i 1400-tallet med tre stærkt buklede hvælv i skibet og et i koret og en samtidig tilføjelse af et forholdsvis lavt kirketårn der ret usædvanligt (men ligesom Kvislemark Kirkes tårn) vender mod nord.

Selv om ejeren af Vindingegård/Fyrendal Gods erhvervede sig kaldsretten over Hårslev Kirke fra medio 1600-tallet, så har de bemeldte godsejere ikke ladet helt så megen pragt flyde ned over Hårslev Kirke som over Fyrendal Kirke og Kvislemark Kirke. Men altertavlen er spændende, og den brede, trefløjede tavle kommer fuldt til sin ret i den lille, tykke kirke. Tavlen er oprindelig fra ca. 1525 og formodes skabt af Næstvedkrucifiksmesteren. Den originale tavle er bevaret i de to sidefløje med alle apostlene samt i de 6 små bokse i højre og venstre side af midtertavlen. Men de to store, centrale bokse i midtertavlen har nyt indhold, nemlig dels Den Sidste Nadver foroven, dels Kristus piå korset forneden omgivet af Maria, Johannes og Maria Magdalene. Omdannelsen formodes sket ca. 1650-60, selv om årstallet 1632 er indridset på Jesu tronstol på Den Sidste Nadver-gruppen. Abel Schrøder, eller hans værksted i Næstved, formodes at være kunstneren bag. Hvorfor de to centrale felter er udskiftet, vides ikke, men man må formode at tavlen i 1525 må have fået et lidt for katolsk indhold til helt at fungere efter Reformationen, så enten helgener eller Jomfru Maria har vel fyldt felterne ud.

De to centrale felter er fra medio 1600-tallet, mens det øvrige er fra 1525. Hvorfor blev de to centrale felter udskiftet? Var der for meget Madonna på dette sted? Er kirken en gammel Mariakirke? Bag alteret ses i øvrigt indridset en uformel degnerække modsvarende præsterækken i våbenhuset.

Prædikestolen er ret ordinær (dog ikke “tarvelig” som Ting Jellinges prædikestol er beskrevet) og lavet mellem 1825-50, stolerækkerne fra 1854

Prædikestolen i Hårslev Kirke

Bortset fra den flotte altertavle er det mest interessante ved Hårslev Kirkes interiør noget orgelet bygget af Frobenius og installeret i kirken i 2005. Orgelet er godt, måske nok pastoratets bedste, men ser meget massivt ud i den lille kirke.

Det bastante, men glimrende, Frobenius-orgel fra 2005

Præster i Hårslev Sogn

Den tredje præst på Hårslev Kirkes præstetavle, Hans Raer, har vundet uvisnelig hæder i Hårslev Kirke ved – samme år som han blev indsat – at gå sammen med pastoratets kirkeværger og fremskaffe et ordentligt sølv-som stadig anvendes i Hårslev Kirke.

Hans Raers alterkalk fra 1572

Pastor Raer døde i 1579, og Jesper Nielsen Fynboe lovede at ægte hans enke, blev han Raers efterfølger. Da pastor Fynboe døde i 1604, blev han afløst af sin søn, Oluf Jespersen Holst. Efter hvad Bertel Hansen kan fortælle, så fortsatte endnu pastor Holst den såkaldt “korsbyrd” ved Trinitatis Søndag: Præsten bar kors og fane rundt i sognebyerne for at lyse velsignelser over huse, mennesker, dyr og marker, hvorefter de velsignede skulle give offer og gaver til præsten. Skikken var egentlig afskaffet merd Reformationen, men præsten så naturligvis en fordel i lidt ekstra til maven og pungen. Ting Jellinge lugtede lunten og gav ikke noget til gengæld for pastor Holsts korsbyrd. Pastor Holst døde allerede i 1619 og blev afløst af Niels Jensen Sørbye, vist søn af præsten i Sørbymagle (Jens Christensen). Da pastor Sørbye skulle afløses i 1642, var det med Peder Mortensen Damphius, søn af præsten i Skørpinge-Fårdrup, som samme år han blev indsat i Hårslev Kirke lod sig vie til datteren af pastor Frederik Klyne i Vindinge Kirke, nabokirken mod syd. Derved kom pastor Damphius ind i en rig og anset familie. Han døde i oktober 1657, og i december samme år blev Søren Nielsen Rosæfontanus (Rosenkilde) ordineret. Da han døde i 1679, efterlod han sig en enke, Barbara, der blev viet til efterfølgeren Søren Hansen Lollich. Pastor Lollich tog magistergraden og skrev fine bøger, fx en bog med den ualmindelig fine titel “Salighed Vandre-Bog eller Haandledning til Himmelen, efter Anledning af Cardinal Bona hans latine Skrift i samme Materie indeholdende Kiærnen af de hellige Fædris og Marven af de gamle Viisis Skrifter“. Efter pastor Rosæfontanus’ enke Barbara døde, kunne pastor Lollich ægte Maria Kruck, datter af en professor i Sorø.

Også efterfølgeren Peder Sørensen Winther blev magister og skrev kloge bøger. Kort forinden sit kald havde han ægtet Kirsten Munck, en præstedatter fra Egtved. Måske var det derfor at pastor Winther så letisindigt kort tid efter at være blevet kaldet i 1690 at involvere sig i en farlig intrige idet nabopræsten i Kvislemark-Fyrendal, Didrik Grubbe, der også var magister, ægtede Anne Vind, en godsejerdatter fra Førslevgaard Gods, hvilket gjorde Anne Vinds mor aldeles rasende. Pastor Winther var med sin degn vidne til den kontroversielle vielse og skulle faktisk fungere som reserve for liturgen, provst Muncksgaard, hvis denne skulle få nerver og melde forfald. Denne skandale faldt dog til ro igen. Winther begyndte at få apoplektiske tilfælde og døde af det sidste, hvorefter hans kapellan, Caspar Møller, overtog præsteembedet i 1727. Pastor Møller var ret ung, uden penge og døde hurtigt. Derpå udnævnte storkansler Ulrich Adolf von Holstein, greve af Holsteinborg og med kaldsret over Hårslev Kirke, Vitus Guldberg som ny præst. Guldberg var morbror til Ove Høegh Guldberg, kendt fra balladen med Struensee. Pastor Guldberg var indadvendt og sky og døde også ung. Han blev i 1738 efterfulgt af Magnus Halling, 31 år som ægtede pastor Gudlbergs enke, Elisabeth Olivarius. Halling beklagede sig over den dårlige vej mellem Hårslev og Ting Jellinge hvilket var uheldigt når han skulle holde gudstjeneste i Ting Jellinge Kirke. Pastor Hallings klager medførte at der blev lagt en ny bro over åen. Pastor Halling døde også ung i 1748, men inden da havde han og Elisabeth Olivarius nået at få sønnen Vitus Halling som nok blev Hårslevs berømteste bysbarn. Eller måske mest berygtede bysbarn. Under navnet “William Halling” indledte pastor Hallings søn et eventyrligt togt med mange udlandsrejser, hvor Halling jr. blandt blev stabschef hos lord Robert Clyde i Indien, blev fanget af sørøvere, frigivet, vendte hjem, blev gift fint, blev direktør i Asiatisk Compagnie og erhvervede sig det enorme gods Dronningelund Slot i Vendsyssel. Her blev William Halling kendt for sin excentriske adfærd og som en usædvanlig ubehagelig bondeplager. Man må formode at Hårslevs berømteste søn var psykopat, men af den dygtige slags.

Magnus Halling blev i 1748 efterfulgt af Jens Munch, der ægtede sine to forgængeres enke (og William Hallings mor) Elisabeth Olivarius. Han scorede til sidst et meget lukrativt pastorat, nemlig i 1757 nabopastoratet mod vest, Hyllested-Venslev-Holsteinborg, men døde få måneder efter. Pastor Munch blev efterfulgt af Johan Prom der var søn af Johannes Prom af Krummerup-Fuglebjerg Pastorat og Barbara Neergaard. Man husker måske fra fortællingerne om Krummerup-præsterne at Barbara Neergaard var en usædvanlig strid kvinde. Johan Prom var den 3. generation Prom-præst der var præst på egnen da også Johannes Proms far, Jacob Prom, havde været præst i Krummerup-Fuglebjerg. Ligesom forgængeren lykkedes det også for Johan Prom at score et mere lukrativt nabopastorat, nemlig Kvislemark-Fyrendal. I 1771 flyttede pastor Prom derfor og blev efterfulgt af Christian Ferslev, kendt for at være gnaven, uforskammet og uforståelig.

Nu springer vi lidt frem til en fornuftig præst, nemlig Peter Rahr Duus der var præst i Hårslev-Ting Jellinge fra 1813 indtil 1826 hvor han flyttede til Vemmelev-Hemmeshøj Pastorat. Pastor Duus er kendt for at oversætte en række undervisningsbøger fra tysk. Efterfølgeren Heinrich Luplau holdt kun 4 år før han døde som 41-årig. Han blev efterfulgt af Christian Frederik Rønne, der atter kun holdt 4 år før han rykkede til Høve-Flakkebjerg, men pastor Rønne skulle siden i en årrække (1858-81) være Indre Missions første formand. Efter Rønne fulgte Edvard Mau, som var en af de præster som lensgrev F.A. Holstein nøje udvalgte og placerede i sine kirker. Han var præst i 1834-50 og kendt for at deltage i lensgrevens vækkelse og for at skrive prædikensamlinger og værket “Dansk Ordsprogsskat” fra 1879. Om efterfølgeren Jørgen Hertel, præst i pastoratet 1850-72, og han vandt “udeelt Agtelse og Hengivelse”. Han blev efterfulgt af en tidligere provst det nordlige Jylland, Hans Jørgen Hansen, omhyggelig og intelligent, men efterhånden noget tunghør.

Provst Hans Jørgen Hansen, præst i Hårslev-Ting Jellinge 1872-1888

Efterfølgeren Jørgen La Cour var en munter og elskelig præst, rask indtil han ret pludselig døde af kræft i 1901. Han blev efterfulgt af Hans Kruse Winding,en sønderjyde der havde været præst i Seem ved Ribe og kapellan ved Ribe Domkirke i nogle år før han 52 år gammel rykkede til den firlængede Hårslev Præstegård som desværre brændte i 1910. Det var under pastor Winding at Hårslev Præstegård i 1910-11 fandt sin nuværende skikkelse. Pastor Winding sluttede sig til grundtvigianismen og var formand for Kirkeligt Samfund på Sydvestsjælland og brændte for den sønderjyske sag. Desværre døde han i februar 1920 ret få dage før Sønderjylland stemte sig hjem til Danmark.

Pastor Winding er oldefar til såvel tidligere biskop Jan Lindhardt og dennes bror, rektor Mogens Lindhardt ligesom til forfatteren og tv-speakeren Thomas Winding, dvs. Hans Kruse Winding er tipoldefar til såvel Thure Lindhardt som Kasper Winding og Alberte Winding.

Afløseren Anders Nyborg var meget aktiv i Indre Mission og skrev flere små sange, der blev optaget i Indre Missions sangog. Efterfølgeren Sigfred Sørensen, præst fra 1927-47, hældte også lidt mod det missionske, og det var først fra og med efterfølgeren Thorvald Larsen at præsterne i Hårslev blev konskvent grundtvigske. Pastor Larsen holdt dog kun i 7 år, før han i 1954 blev afløst af Jørgen Warring, en mand med begavelse, schwung og stor personlig selvfølelse. Det var under pastor Warrings første tid at Sandved (Nyvej og Parkvej) voksede ind i Førslev Sogn. Det fandt Jørgen Warring forstyrrende, så i januar 1974 tog pastor Warring diskussionen med menighedsrådet i Kvislemark Fyrendal Førslev Pastorat og sognepræst Tom Nielsen. Ifølge anekdoten spurgte et indre missionsk menighedsrådsmedlem da Warring om dennes nærmere begrundelse for at Førslev skulle afgive Øst-Sandved til Hårslev Sogn. Warring svarede da: Pga. det kirkelige liv i Sandved. Hertil skulle menighedsrådsmedlemmet tørt havde spurgt: Hvilket kirkeligt liv? Hertil kunne pastor Warring ikke rigtigt sige noget, og dermed faldt hans forslag til jorden. Bertel Hansen var dengang medlem af menighedsrådet i Kvislemark-Fyrendal-Førslev og husker episoden. Han påpeger dog også at Indre Mission – og dermed det kirkelige liv – i Sandved nok først døde helt ud i løbet af 1970’erne.

Hårslev Præstegård nedbrændte i 1910, men blev genopopbygget under pastor Hans Kruse Winding. Præstegården er stiftsøvrighed i pastoratet og har samtidig masser af klassisk præstegårdsånd

I pastor Warrings senere år kom der stadig flere ærgrelser. Det bekom han ikke vel at Krummerup Sogn og alle de missionske der befandt sig i Krummerup-området, blev føjet ind under Hårslev-Ting Jellinge Pastorat i 1972. Warring var ikke helt fordragelig mod de missionske, og der var interne spændinger. Den svage kirkegang, særligt fra områder som Sandved og Haldagermagle, ærgrede ham, og det ærgrede ham angiveligt også at hans nye unge nabopræst, Tom Nielsen, blev valgt til provst over Skælskør Provsti og ikke ham, der jo nu engang havde noget mere anciennitet og erfaring.

Men i 1976 kom der en ny dimension i kirkeligheden i Hårslev-Ting Jellinge-Krummerup da ægteparret Inger og Flemming Kramp flyttede til Hårslev. Ægteparret Kramp var skolelærere og havde i 60’erne været meget aktive med missionsarbejde i Afrika. Flemming Kramp blev kort efter souschef for den betydningsfulde radiokanal i Ethiopien, Radio Voice of the The Gospel, underlagt Det Lutherske Verdensforbund, en kortbølgesender der med 200 medarbejdere nåede ud til store dele af Afrika. Men oberst Menghistu tog magten i Ethiopien og konfiskerede Radio Voice. Parret veslede frem og tilbage mellem Afrika og Hårslev, i 1979 kom Flemming Kramp med i Hårslev Menighedsråd. I 1982 var fam. Kramp endegyldigt tilbage i Danmark i boligen på Klaksvej på Hårslev Mark, og han blev nu generalsekretær for Dansk Missionsråd. I 1985 blev Kramp formand for Hårslev Menighedsråd, og i 1989 tillige formand for Landsforeningen af Menighedsråd, en ret magtfuld organisation som Kramp gjorde mere aktivistisk. Samtidig fralagde han sig posten som landssekretær for DMR og blev i stedet landssekretær i Kirkefondet hvor han havde ansvaret for at udvikle Kirkefondets sogneanalyser. Inger Kramp var i iøvrigt formand for Skolelærernes Missionsforening.

Flemming Kramp var mangeårig formand for Hårslev Menighedsråd og samtidig en kæmpe i dansk kirkeliv og en fantastisk leder

Det var kort sagt en kirkeligt set virkelig tung dreng der var endt i Hårslev. Hvad mere var, Kramp var en fremragende leder – mild, ydmyg, behagelig, klog, humoristisk, konstruktiv, engageret, inspirerende. Kramp tog styring på et tidspunkt hvor den aldrende pastor Warrings autoritet var lidt svækket, og de missionske knurrede lidt over det de opfattede som en respektløs holdning til dem . Kramp tilhørte Kirkeligt Centrum, der søgte at forsone grundtvigianismen og IM, og det var også hans tilgang som menighedsrådsformand. Kramp fik mange ting sat i gang, fx et kirkeblad for Hårslev, Ting Jellinge og Krummerup, Land og Sogn, noget præget af Kramps særlige interesse, Ydre Mission. Det var også Kramp der tog initiativ til en stor sognegårdsbygning med en stor og velindrettet konfirmandstue, køkken, badeværelser og ordentlige graverfaciliteter med bad. Hårslev Sognegård blev indviet i 1990 og bortset fra et større og bedre køkken og en projector i konfirmandstuen står sognegården faktisk her i 2024 som da den blev indviet for 34 år siden.

Hårslev Sognehus fra 1990, etableret på initiativ af Flemming Kramp. Øverst det ydre og entreen. Nederst konfirmandstue og køkken. Sidstnævnte blev moderniseret for få år siden. Herv holder Hårslev Ting Jellinge og Krummerup Menighedsråd sine møder.

To år efter døde pastor Warring i embedet, og Kramp var drivkraften til at få en efterfølger der havde styr på papirerne, havde pædagogisk erfaring og interesse, var uden arrogance og kunne tale med alle kirkelige fløje. Det passede til Inge Louise Søndergaard Vilholm, datter af Førslev Pastorats andensidste præst, Georg Søndergaard. Pastor Vilholm blev den første kvindelige præst på Fuglebjergegnen og var uddannet folkeskolelærer foruden sin præsteuddannelse, så hun var en præst ganske efter Kramps hoved.

Inge Louise Vilholm, en omhyggelig og ansvarlig præst i pastoratet 1992-09

Pastor Vilholm gik på pension i 2009, lige efter at menighedsrådene i pastoratet var slået sammen til ét menighedsråd, og lige efter at pastoratet var rykket fra Skælskør Provsti til Næstved Provsti. Efter en vakance hvor Anne Kathrine Rafn Hauge var vikar, valgte pastoratet mig som ny sognepræst. Provst Connie Beier vurderede dog at pastoratet på under 1300 sognebørn kun kunne oppebære en 75 % stilling. Da jeg var ansat som kirkebogsførende sognepræst på fuld tid, betød det at jeg skulle stå 25 % til rådighed for provsten. Efter en måned eller to betød de 25 % at jeg skulle være bistandspligtig i Herlufsholm Sogn, ikke med søndagsgudstjenster, men med særligt et konfirmandhold og begravelser.

Kirkenyt var mit initiativ. Det skulle være et mere appellererende kirkeblad, så andre end de folk der allerede går i kirke, kunne finde på at læse i det, dvs. også med fortællinger om store personligheder i området.

Jeg var bl.a. blevet valgt på et program med at “forene folkeliv, kulturliv og kirkeliv”, så noget af det første jeg prøvede at sætte i værk var at modernisere kirkebladet. Land & Sogn blev til Kirkenyt, moderne sat op af Videbæk Trykkeri. Jeg fik Ydre Mission-opslag ud af bladet og fik til gengæld mere folkelige artikler med interviews med kendte personligheder og indslag med lidt lokalhistorie iblandet det forkyndende stof. Lige den vision gik udmærket, men jeg udmærkede mig ikke med at være god til at overholde bladets deadlines, til stor frustration for Kirkenyts forskellige redaktører. Jeg prøvede at være en kreativ præst med nye initiativer, fx dialogprædikener som aftengudstjenester, lysglobe-tænding og så “Halloween-løbet” der blev udviklet af Susie, min daværende hustru, og mig i samarbejde med Næstved Rollespilforening og gyserbogsforfatteren Carina Evytt, der samtidig arbejdede som graver i Hårslev, siden kirkeværge. Halloween-løbet var et slags orienteringsløb rundt i Hårslev Kirketårn, kirken, kirkegården og præstegårdshaven med opgaveløsning og indlagte skrækeffekter. Det var særligt møntet på mine konfirmander i Hårslev og i Herlufsholm. 2019 blev sidste gang vi gennemførte Halloweenløbet der blev mere og mere udstyrs- og arbejdskrævende.

Men jeg havde også slagsider. Til dem hørte at husbesøg var ikke noget jeg overdrev, og jeg var dårlig til kirkebogsføring – hovedsageligt dog fordi jeg manglede de rette kurser – og kalenderstyring. Men jeg prøvede at være en venlig, lyttende og inspirerende præst. Provst Connie Beier søgte at løse mine administrative udfordringer ved at give mig to ugentlige timer af Fuglebjergs præstesekretær. I 2017 fik provst Beier sat igennem at jeg blev helt fast tilknyttet Herlufsholm Kirke, idet jeg blev egentligt indsat i kirken som ligeberettiget præst, mens mit pastorat i Hårslev til gengæld blev normeret ned.

Nu skulle mit fuldtidsarbejde i Hårslev, Ting Jellinge og Krummerup kun være 60 % af min arbejdstid, mens 40 % af arbejdet skulle henlægges til Herlufsholm. Her var der fantastiske kolleger, et muntert og humoristisk team med organist Karsten Gyldendorf i spidsen, en fortryllende tradition og historie og et skønt kirkerum. Jeg nød personligt både at være bypræst og landpræst, men det var ikke den optimale løsning for lokalområdet. Samtidig var biskop Fischer-Møller begyndt at arbejde for en pastorat-sammenlægning med Kvislemark-Fyrendal-Førslev enten som 5-sogns-løsning (Førslev skulle da gå til Fuglebjerg, men det betakkede Fuglebjerg sig for) eller som 6-sogns-løsning). Biskoppen så gerne at hans ide var et plantet sædekorn, og at de lokale sognebørn lod væksten spirre og gro som var det deres egen ide; sådan gik det dog ikke, og i 2019 måtte biskoppen gennemtrumfe en sammenlægning af Hårslev-sognene og Kvislemark-sognene efter en del uro under Gunver Nielsen, især pga. hendes lange sygeperioder pga. skimmelsvampsallergi og uro omkring hvad man gjorde med Kvislemark Præstegård.

Vi prøvede først 6-sogns-løsningen med to præster, men i praksis gik sammensmeltningen dårligt med to præster, så fra 1/1 er løsningen altså: a) 1 kbf. præst der er 100 % i pastoratet, men ikke i Herlufsholm. b) en helt ny præstestilling i Herlufsholm Sogn som skal være 25 % bistandspligtig i Sandved. d) en sognemedarbejder med økonomisk støtte fra provstiet via provstiudvalget.

Målsætningen er at skabe samling og tryghed, prøve at få løftet kirkelivet i særligt Sandved (den opgave er en udfordring), hvis man kan få sognebørnene til at acceptere tanken så samle menigheden ved færre gudstjenester med flere kirkegængere, så kirkesangen begynder at høres igen, og stemningen løftes af en synlig og hørlig menighed og at få rammerne på plads for at forene folkeliv, kulturliv og kirkeliv i pastoratets rammer, foreløbig via Mødestedet, men på sigt forhåbentlig ved en genialt placeret og godt udstyret sognegård i Sandved – fx ved Grønbro Hallen og Grønbroskolen. Jeg må sige at jeg p.t. føler mig fremragende støttet af såvel provst som menighedsråd.

For tiden har pastoratet aktiviteter som lys- og meditationsgudstjenester i Ting Jellinge Kirke (månedlige i vinterhalvåret), fyraftensgudstjenester på Mødestedet med mad og dialogprædikener, Eksistentielle Samtaler på Mødestedet, stemmeværksted, filmaften, koraften og streaming af naturvidenskabelige foredrag fra Aarhus Universitet i sognegården foruden babysalmesang og minikonfirmandundervisning.

Pastor Daugaards favorit-musikvideoer

I efteråret fik jeg en forespørgsel fra en ven, sognepræst Adam Torp, om mine yndings-musikvideoer. Det tænkte jeg lidt over og lavede så denne liste. Det er en nedtælling over mine 35 favorit-videoer her pr. november 20283 med en præsentationstekst. Mine præsentationstekster vokser i omfang, som nedtællingen skrider frem.

Udvalget er naturligvis subjektivt. Mine præferencer går ikke imod fest og dans og hiphop og show-off. Jeg hælder mod kunst, melankoli, drøm og mystik, og det præger udvalget. Man bemærker nok også at Bowie, Radiohead og Björk er pænt repræsenteret, og det siger naturligvis noget om min subjektive smag. Adskillige videoer på listen har dog vundet diverse priser, så mit udvalg er nok heller ikke helt vildt egensindigt og idiosynkratisk!

Tom Thygesen Daugaard, november 2023

_________________________

35. David Bowie: Thursday’s Child

(Walter A. Stern, 1999)

Sangen er en af David Bowies bedste sange fra 1990’erne, måske den første sang hvor Bowie tog sin aldring på sig efter i årtier at have været med på noderne, ung med de unge og med på det værste. Her forsvinder nuet til fordel for fortiden – (i verset: fortrydelse) og fremtiden (i omkvædet: håbet).

Walter Stern – der måske mest er kendt for videoen til Bitter Sweet Symphony med The Verve – har til Thursday’s Child frembragt en melankolske video er næsten bedre end sangen. Bowie står i sit motelværelse og går i dialog med sit eget spejlbillede – i dialog med sine minder, med sin længsel – og prøver ligesom at synge oven på det der er. Samtidig er der en næsten uhyggelig ro over scenariet og sangen, en melankolsk afklarethed. Som jeg ser det, er dette første gang Bowie konfronterer sig med sin egen endelighed, sit forfald. Sidste gang Bowie laver denne konfrontation, er i videoen til sangen Lazarus der senere dukker op i denne serie hvor Bowie beskriver situationen lige før døden – ja, gennem døden.

34  Kylie Minogue: Come Into my world

(Michel Gondry, 2002)

Den australsk-britiske popsangerinde Kylie Minogue fik den interessante ide at få den franske, meget ”arty”, instruktør, Michel Gondry, til at lave en video til en popsang om en kvinde med et ordinært repetitivt liv der længselsfuldt drømmer  om at få et nyt indhold i livet. Michel Gondry er en genial instruktør bag adskillige meget drømme-agtige film, fx de fantastiske film The Science of Sleep og Eternal Sunshine of a Spotless Mind, men han er lige så god til at lave drømmeagtige musikvideoer. Som her. Hvor Gondry har frembragt en højt begavet video bygget på temaet i Kylie Minogues sang. Kylie Minogue går rundt og rundt i Paris i et socialrealistisk set-up lavet i et one-take begrædende sit ensformige liv. Trædemøllen ruller, men det gør den så begavet at noget nyt faktisk kommer ind i trædemøllen. Hun møder sig selv, og ved anden gentagelse sig selv igen, så kylierne hober sig op. Så man filosofisk kan spørge om der virkelig kommer noget ud af længslen andet end spejling. Det er teknisk lavet virkelig godt, og er intellektuelt raffineret.

33. Fatboy Slim:  Weapon of Choice

(Spike Jonze, 2001)

I 90’erne opstod i Storbritannien genren “Big Beat”, en slags rå techno. En af de mest effektive til at promovere genren var den tidligere bassist i indie-bandet The Housemartins Norman Cook under kunstnernavnet ”Fatboy Slim”.

    I 2001 udsendte Fatboy Slim sangen ”Weapon of Choice” i samarbejde med Bootsy Collins, en sanger fra George Clintons funkband Funkadelic/Parliament. Men det mest interessante ved sangen var den syrede amerikanske instruktør Spike Jonzes ultracool video. Han fik den klassiske amerikanske skuespiller Christopher Walken – kendt fra bl.a. The Deer Hunter (1977) – til at fremstille nummeret gennem en særegen, men vidunderlig, dans der for mig illustrerer glæde og frigjorthed. Videoen er intet mindre end vidunderlig og vandt da også en masse priser.

32.  Pulp:  Common People

(Pedro Romanhyi, 1995)

Jarvis Cockers band fra siden han var ung teenagedreng, Pulp, var begyndt at slå igennem medio 90’erne – i britpopæraen, og Common People blev Pulps store gennembrud. Common People tager afsat i en pige Cocker mødte på kunstskole – en kvinde med en god baggrund der udtrykte længsel efter at dykke ned i kvarteret Hackney og lære ”almindelige mennesker” at kende, såkaldt ”class tourism”.

Den ret glamrock-Bowie-agtige Common People er en dobbelttydig, halv ironisk satire på en meget 90’er-agtig måde over class tourism, halvt – eller måske mest – en smertefuld sang – over de forhold som pigen var tiltrukket af, så det egentlige tema i sangen er en social protest. Denne dobbelthed gør sangen interessant. Videoen tager på en legesyg måde udgangspunkt i satire. “The common people” er farvet af pigens fordomme og drømme – på én gang i grelle, urealistiske drømmefarver, og på én gang med triste ansigter og kedelige liv. Man kan bemærke hvordan volden, desperationen og protesten træder stadig tydeligere frem mod videoens slutning. Samtidig er videoen trods sin ”pop-art”-stil ikke for arty. Den er groundet, forankret i at dette er et popband der synger om noget på en gang smertefuldt og surrealistisk.

31. Kate Bush: Babooshka

(Keef, 1980)

I august 1981 oprettede Paramount musikvideo-kanalen MTV – forkortelse af Music Tele-Vision, som betegnende nok som sin allerførste musikvideo sendte sangen/videoen ”Video Killed the Radio Star” med den britiske popduo The Buggles med Trevor Horn i front.

Fremkomsten af MTV ændrede alt, og Buggles-hittet var en profeti. Musikindustrien mente at radio ikke længere var det primære medium til at promovere musiknavne; det var videoen, særligt via MTV, og der blev pludselig brugt enorme summer på at lave lækre musikvideoer der kunne ramme et publikum. Og ikke mindst fra og med Michael Jacksons meget lange video til hittet ”Thriller” fra 1983 begyndte videoerne at få ambitioner med historie-fortælling og et kunstnerisk udtryk, selv om det oftest endte med let påklædte lækre kvinder i ensformige danseoptrin. For at føre video-historien til ende. MTV forfalder som video-medie i 90’erne og bliver mere interesseret i at sende reality-programmer. Det svækker musikvideo-genren indtil YouTubes fremkomst i 2005 der giver videoen en renæssance.

Der var musikvideoer – eller promotionvideoer – før 1981. Som regel satte man bandets musikere på en rockscene i røg og damp til at mime til deres sang, men lejlighedsvis kom der større navne der legede med billedmediet – fra The Beatles over David Bowie og Queen der virkelig legede med billedmediet med videoen til Bohemian Rhapsody i 1975 over til Kate Bush. Men personligt synes jeg at kun to musikvideoer fra før MTV-æraen, stadig holder rent æstetisk. Og den ene er Babooshka fra 1980 med Kate Bush.

Den britiske sangerinde Kate Bush var teenager da hun debuterede med sine egne sange i januar 1978, og hun vakte omgående opsigt med sine specielle sange og endnu mere specielle meget høje vokal, særligt i gennembrudshittet Wuthering Heights.

    Babooshka er en popsang om den der graver en grav for andre, falder selv i graven. En hustru mistror sin mands kærlighed så meget at hun vil teste ham for at tjekke hans troskab. Hun forklæder sig som en æggende kvinde, Babooshka, der prøver at forføre den uvidende mand. Eftersom Babooshka-rollen minder ægtemanden præcis om hans hustru som ung, falder han for den forførende Babooshka, hvilket gør hustruen bekræftet og rasende, og forholdet bryder sammen, uden manden gjorde andet end at elske sin hustru. Navnet ”Babooshka” er tilfældigt, uden reference til dets russiske betydninger, men er måske valgt ubevidst fordi historien handler om en person inde i personen som en babushka-dukke.

Den 21-årige Kate Bush har selv bygget videoen op via sin uddannelse i dans og mime-teknik. Videoen spiller på kontrasten mellem vers og omkvæd. I verset forsøger hustruen med sort tøj og sort slør at omklamre sin mand der i videoen optræder i form af en cello. I omkvædet forvandles hun eksplosivt til den sexede og eksotiske Babooshka der ødelægger alt for hende selv. Ideen er enkel, men elegant, effektfuld, dramatisk og musikalsk gennemført.

30. Chemical Brothers: Star Guitar

(Michel Gondry, 2002)

Den britiske duo Chemical Brothers, der laver elektronisk musik – oprindelig primært Big Beat udgav i januar 2002 Star Guitar som på en ret effen måde forener dansabel post-disco med noget ret drømmeagtigt. Titlen kommer i øvrigt af at sangen indledes af de samme akkorder som David Bowies Starman.

Den geniale franske video-instruktør Michel Gondry går seriøst ind i Chemical Brothers’ rytmiske og suggestive univers og bygger en video op uden handling, uden historie. Det er ren visuel markering af hvad der sker i sangen rent musikalsk og især rytmisk. Gondry har lavet optagelser fra en masse togture i Frankrig og klipper det så sammen, så passagen af genstande ved kigget ud af togvinduet manifesterer musikkens rytme og udvikling. Nytænkende, spændende og faktisk velfungerende.

29. Childish Gambino: This Is Not America

(Hiro Murai, 2018)

Den amerikanske skuepiller Donald Glover har et alter ego som rapperen Childish Gambino, og samtidig med at Glover var både vært og gæst i tv-serien Saturday Night Live udsendte Glover under navnet Childish Gambino denne voldsomme trap-sang This Is Not America med en skarp satirisk brod vendt imod den amerikanske våbenlovgivning og den vold den sætter i værk. Men også om forholdene for afro-amerikanere i USA

Både sang og video kører på kontraster og chok-effekter og er foruroligende, frastødende og fascinerende i den måde brutalitet og vold iscenesættes på i sang, rap og dans. Man kan vælge at lade sig forarge over æsteticeringen af vold i videoen, eller lade lade sig rive med af kreativiteten, begavelsen, legesygen, humoren og fandenivoldskheden. For mig er denne video musikvideoernes svar på Quentin Tarantinos film Pulp Fiction.

Sangen vandt 4 Grammyer, herunder for bedste video.

28. Lucas:   Lucas With The Lid Off

(Michel Gondry, 1994)

Danske Lucas Secon fik rimelig succes som jazz-rap-solist medio 90’erne, men gik siden ind i sangskrivning og musikproduktion. Lucas’ største hit var ”Lucas With The Lid Off”, hvis video blev instrueret af den geniale franskmand Michel Gondry. Den er lavet i ét take, og bemærk elegancen og overlegenheden!

27.  Björk:  Mutual Core

(Andrew Thomas Huang, 2012)

Den islandske popart-dronning Björk kreerede sangen Mutual Core på albummet Biophilia indspillet i 2011. Mutual Core handler om menneskelige relationer og deres flygtighed, men hun bruger geologiske hændelser, fx den vulkanske dannelse af den midtatlantiske højderyg (som har dannet Island) som metafor for beskrivelsen af passioner, kontakter og afstande mellem mennesker. Så det er en sang om mennesker, stærke følelser og geologi. Sangen er musikalsk for abstrakt for min smag – jeg finder ikke sangens evt. melodi – men jeg finder videoen – dens former og farver – visuelt aldeles blændende og betagende.

26. Kate Bush:  Cloudbusting

(Julian Doyle, 1985, manuskript Terry Gilliam)

Både sang og video er baseret på en fortælling i Peter Reichs selvbiografi ”A Book of Dreams”, en bog Kate Bush fik som ganske ung kort efter bogen blev udgivet i 1973. Bogen handler om Peters forhold til sin far, psykiateren Wilhelm Reich, manden bag kropsterapi og den seksuelle revolution. Peter så sin far blive fængslet fordi faren byggede en obskur maskine, en ”cloudbuster”, der skulle skabe regn, og videoen handler om præcis den hændelse – med fokus på relationen mellem Peter og Wilhelm. Det er en historie om kærlighed, tab, trods og håb. Kate Bush spiller Peter, og Donald Sutherland spiller Wilhelm. Peter Reich syntes i øvrigt at både sang og video ramte fuldkommen plet.

25. Radiohead:  Paranoid Android

(Magnus Carlsson, 1997)

En svensker står bag denne video. Magnus Carlsson er en svensk amimator der har lavet tegnefilm om karakteren Robin og hans ven Benjamin der tackler en mærkelig verden ved at træde ud af virkeligheden ved at drikke sig hammerstive.

Det britiske indie-band Radiohead lavede i 1997 en aldeles fremragende skive, OK Computer, hvor bl.a. sangen Paranoid Android stak ud, en film om fremmedgjorthed. Radiohead fik Magnus Carlsson til at lave en film med Robin hvor sangens historie ikke følges nøje, men hvor der udtrykkes den samme stemning på en uskyldig og surrealistisk måde. Robin (og Benjamin) kommer ud for alle mulige voldelige og vilde hændelser, men vader sært uskyldigt lige igennem dem. En øksemorder forfølger Robin der reddes af en engel i en helikopter, mens øksemorderen kommer til at partere sig selv og falder i havet og drukner, men reddes af havfruer og bliver til en baby der kommer tilbage til landjorden. Forskruet nonsens eller metaforer for at vi i i en rå og voldsom verden kun kan reddes af fantasivæsner, engle, havfruer – kunsten, religionen? – der lader ikke bare heltene, men også banditten, få en ny chance. Det giver en pudsig barnlig poesi til sangen der ellers ikke er specielt barnlig i sit musikalske udtryk.

24. Jamiroquai: Virtual Insanity

(Jonathan Glazer, 1996)

Det britiske pop-soul-band Jamiroquai excellerede særligt i 90’erne med en meget funky, glat og elegant ”acid jazz” som med Jason ”Jay” Kay i forgrunden lyder som en lidt opdateret version af Stevie Wonder. Jamiroquai findes stadig og har solgt over 25 mio albums. Albummet ”Travelling Without Moving” fra 1996 anses som det bedst sælgende funk-album nogensinde, og Virtual Insanity var det primære hit fra det album. Videoen er på sin vis ordinær. Den hipster-agtige Jay Kay danser og synger løs. Videoen er desuden – meget bemærkelsesværdigt – en lo-fi video lavet fuldkommen uden computer-tricks. Det hele er mekanisk. Glazer har tydeligvis en vision om at illustrere albummets titel – Travelling Without Moving – så ting bevæger sig omkring en stillestående Jay Kay – men det gør han ved at sætte scenen på hjul og rykke den frem og tilbage. Resultatet virker magisk, og videoen virker præcis lige så smart, elegant og raffineret som musikken vil fremstå.

23. Gorillaz: Stylo

(Jamie Hewlett, 2010)

Gorillaz er et britisk band fra 1998 med særligt 2-D på sang, Noodle på guitar og Murdoc på bas. Det pudsige er at 2-D faktisk er 2 D – 2-dimensionel – en tegning, ligesom de øvrige i bandet. Gorillaz er et digitalt band der består af tegneserie-musikere.

   De to bagmænd til Gorillaz er Damon Albarn – forsangeren og den primære sangskriver i Blur – og tegneserietegneren Jamie Hewlett. Albarn og Hewlett delte en lejlighed sammen og fik så den mærkelige ide at danne et band sammen – Albarn stod for det musikalske udtryk, Hewlett for det grafiske, og de to udviklede tilsammen de 4 digitale musikere i Gorillaz. Resultatet var Gorillaz der udsendte deres første album i 2001 med forbløffende stor succes både hos anmeldere og publikum. Gorillaz er faktisk cirka lige så poplært og anerkendt som Albarns andet band, Blur.

   Stylo er førstesinglen fra Gorillaz 3. album Plastic Beach fra 2010 – et funky, lidt dystert dansenummer der både lyder lidt monoton og lidt cool. Den får lidt ekstra kant ved at have Bobby Womack på vokal i omkvædet. Murdoc fra Gorillaz udtaler om sangen:

“This is a new sound for Gorillaz. An electro-ish ‘crack funk’ sound, with a little bit of politics and a lot of soul going down. With ‘Stylo’, I wanted the music to feel euphoric, whilst still putting across how precarious our tightly packed situation is now, worldwide. Where we’re at as a species on this overpopulated planet … “

   Den tegnende halvdel af Gorillaz – Jamie Hewlett – står selv for instruktion af den ultra-seje video der helt præcis fanger Stylos særlige atmosfære – smart, scool, suggestiv, monoton, faretruende, dyster. Murdoc, Noogle og 2-D fra bandet er i en bil i rasende fart på flugt fra en politi-type der ikke er helt oppe på situationen og dør. Politi-typen afløses af Bruce Willis, der er anderledes oppe på situationen og er den der ler sidst og bedst. Eller er han?

  Dette er en tungen-i-kinden-video. En sjov og velfungerende video der spiller på mange af actionfilmenes tykkeste klicher og er elementært underholdende. Samtidig lykkes det for Hewlett at flytte sine 2-dimensionelle tegneseriefigurer over i den virkelige verden på en forbløffende troværdig måde.

22. Soundgarden: Black Hole Sun

(Howard Greenhalgh, 1994)

Først i 1990’erne var Seattle-bandet Soundgarden med Chris Cornell i front sammen med Nirvana og Pearl Jam en af de helt centrale bands i den helt nye genre grunge-rock. Men Cornell var mere end det; han er også af mange anset som rockmusikkens bedste mandlige sanger nogensinde. Black Hole Sun er Soundgardens opus magnum, en virkelig flot rockhymne, med musik og tekst af Cornell. Cornell skrev melodien først og skrev ordene hurtigt uden refleksion inspireret af melodien som en ”stream of consciousness”. Så Cornell anede ikke hvad han skrev – det var ubevidst. Teksten er meget surrealistisk og meget mørk forkommer faktisk psykotisk-mareridtsagtig. Black Hole Sun er klart en sang om undergang. Greenhalghs video fanger fint dette mørkt-psykotiske tema med sin flotte, drømmeagtige billedside. Cornell var selv meget tilbageholdende med fortolkninger. Man kan dog ikke undlade at tænke på at Chris Cornell, efter et liv med stor succes og anerkendelse uden umiddelbar anledning begik selvmord i 2017. Måske var ”Black Hole Sun” simpelthen hvad han havde inde i sig – og den sorte hul-sol tog så fat mindst to gange – da han skrev sangen om den, og da den tog hans liv.

21. Beck: Loser

(Steve Hanft, 1994)

Den amerikanske indie-singer/songwriter med det dansk-klingende navn Beck Hansen slog til stor forbløffelse for alle herunder ham selv voldsomt igennem med Loser. Beck er kaldt sin generation, Generation X’, svar på Bob Dylan, altså den ironiske generation. Heri må der ligge en helt egen ironi, for alle de tunge poetiske og politiske statements som Dylans sange er så rige på, er temmelig fraværende i Becks pludrende sludder.

Becks stil er legende, post-moderne, casual og meningsbefriet, og angiveligt er der ingen dybere mening i Loser. Han så lidt sangen som en joke, men hovsa, folk omkring ham kunne virkelig godt lide den, og ham, og hovsa, så var han en stjerne. Det er i al fald den iscenesættelse som Beck har opbygget. Beck kommer fra en familie af kendte avantgarde-kunstnere, så der er dog næppe noget tilfældigt over hans sans for tidens postmodernisme med musikkens charmerende collage-agtige sammenrod af folk, pop og hiphop. Steve Hanft er utrolig god til at fange Becks særlige flair, casual charme og collage-agtige stil i denne video som modtog 3 MTV-nomineringer.

20. Madonna: Frozen

(Chris Cunningham, 1997)

Amerikanske Madonna Ciccone når efter min mening ikke Kate Bush til sokkeholderne, hverken som sangerinde, sangskriver eller kunstner, men hun har vist enorm tæft, viljestyrke og kløgt i retning af at nå sine mål – at blive popdronning, og tillige kulturelt ikon, hvad hun blev i løbet af 80’erne – og derpå forblive popdronning. Hvad hun næsten stadig er! En del af Madonnas tæft har været at læse tiden, bruge sine muligheder og finde de rette samarbejdspartnere – ikke mindst sangskriveren Patrick Leonard, som hun skrev næsten alle sine store hits sammen med. Patrick Leonard (der siden slog sig sammen med Leonard Cohen som sangskriver!) har lidt arrogant udtalt:

“The Lamb Lies Down on Broadway, Dark Side of the Moon, The Wall – that’s what I grew up with and that’s what I dreamed of doing one day,” he recalled in 1992. “I was a big Gentle Giant fan. I was a huge Jethro Tull fan. But I had to feed my children and heat my house, so I wrote some songs with a little girl who became extremely popular. It’s really that simple.

Madonna havde næse, guts og vilje og fik også frembragt en del rigtig glimrende videoer som jeg dog personligt mener generelt er overvurderede. Bortset lige fra en.

   I løbet af 90’erne opfattede Madonna at tiden var løbet fra de tunge danserytmer som hun blev populær på, og snarere gik mod noget mere elektronisk, æterisk, trip-hop-agtigt og måske endda spirituelt à la William Orbit. Madonna blev new age-spirituel- og lavede albummet Ray of Light, hendes fineste album i tidens stil. Og perlen på albummet er Frozen som hun – som vanligt – skrev sammen med Leonard, ligesom Madonna, Leonard og selveste William Orbit producerede den. Pludselig blev den in-your-face-agtige Madonna svævende, elegant og mystisk. Madonna fangede derpå selveste Chris Cunningham, der primært havde lavet sære videoer for techno-navne som Autechre og Aphex Twin og vundet en pris for en video for Björk, og Cunnnigham lavede så Frozen der fangede alt det som Madonna gerne ville være i 1998, og som hun faktisk også manifesterede perfekt.

19. Sinéad O’Connor:   Nothing Compares 2 U

(John Maybury, 1990)

I 1984 skrev den genial amerikanske R&B-kunstner Prince sangen Nothing Compares 2 U. Sangen passede dårligt til hans image, så han gav den til bandet Family, som han havde dannet omkring en daværende kæreste, men knap havde Family udgivet sit album med sangen på, før bandet crashede.

Siden blev sangen husket af den irske sangerinde Sinéad O’Connors manager Fachtna O’Ceallaigh (som Sinéad havde et forhold til) og fik den med som et cover på Sinéads 2. album. Fachtna og Sinéad var ved at bryde deres forhold hvilket rimeligvis har afstedkommet den virkelig ægte følelse som Sinéad synger den med – og sangen blev indspillet i ét take. Princes/Familys version skjuler følelserne bag musikalske forsiringer – Sinéads version fremhæver følelserne, og sangen blev derfor mere velfungerende – et sjældent eksempel på at cover-versionen er bedre end originalen. Og videoen er omtrent lige så god. John Maybury filmede Sinéad vandre omkring i Paris’ gader og synge, men da han så nærbillederne og hendes ansigts ægte følelse, vidste han at videoen skulle glemme byen og fokusere på ansigtet, der jo desuden er usædvanligt smukt. Og tårerne er helt ægte.

Historien bag tårenes ægthed er at helt uventet fik et tekststykke sangerinden til at tænke på sin mor som 4 år tidligere, da Sinéad var teenager, var blevet dræbt ved en trafikulykke

“All the flowers that you planted, mama, in the back yard / All died when you went away/ I know that living with you, baby, was sometimes hard / But I’m willing to give it another try.”

Det var det øjeblik hun fik tårer i øjnene:

“I didn’t know I was going to cry when I sang in the video because I didn’t cry in the studio recording it,” huskede hun senere.

“[But] every time I sing that song I think of my mother. I never stop crying for my mother. I couldn’t face being in Ireland for 13 years because of it.”

Så denne video kan noget meget få andre videoer kan. Vise den uventede ulykkelighed uden dikkedarer og fancy videotricks. Det var ægthed in your face! Skønhed, sårbarhed og ægthed.

18. Björk:   It’s Oh So quiet

(Spike Jonze, 1995)

Den islandske indie-dronning Björks største pophit, It’s Oh So Quiet, er et cover (Betty Huttons ”It’s Oh so Quiet” fra 1951) af et cover (Horst Winter, “Jetzt is es still”, 1948, komponeret af østrigeren Hans Lang). Björks version baserer sig på kontrasten mellem det nedtonede vers og det festlige omkvæd der celebrerer forelskelsens rus, ved – ganske imod sin hidtidige musikstil – at inkorporere amerikansk musical-agtig bigband-pop. Björks cover er beskrevet som “Icelandic pixie meets the sound of Frank Sinatra to almost perfect effect”. Den meget eksperimenterende instruktør Spike Jonze tager basis i kontrasten mellem vers og omkvæd og i musical-inspirationen. En nedtonet, usminket Björk er i verset i en ramponeret auto-forretnings yderste tristesse, men så brager eskapismen igennem i omkvædet i et set-up hvor Spike Jonze hylder de gamle amerikanske technicolor-musicalfilm i et ekstatisk ekstremum der forekommer nærmest surrealistisk. Der er et element af ironi hvor forelskelsens drømmesyn både løftes op og demonteres som psykotisk forvirring. Denne video er et flot gennemført bravournummer af filmhistoriske reference, hårdtslående pragt og dyb forståelse af Björks budskab med sin sang.

Filmhistorisk er videoen særligt interessant fordi den angiveligt er hovedinspirationen til at Lars von Trier lavede sin dystre musical-film Dancer in the Dark med Björk i hovedrollen.

17. David Bowie: Ashes to Ashes

(David Mallet og David Bowie, 1980)

Ashes to Ashes er en slags fortsættelse af Bowies gennembruds-hit Space Oddity fra 1969 om astronauten Major Tom der ikke kan se hvad han laver derude i det ydre rum og mister kontakten til jorden – måske efterladt i rummet.

Her ses en meget tidlig musikvideo som David Bowie lavede i 1969 over en meget tidlig version af Space Oddity

Ashes To Ashes dekonstruerer fortællingen om Major Tom, der ikke længere befinder sig i det ydre rum, men i det indre rum, bare lige så fortabt og kontaktløs. Det er stofmisbrug og/eller psykisk lidelse der får Major Tom til at drive væk, forenklet fortalt.

Som klangbund kan man sige at Bowies første store forbillede og mentor, storebroren Terry Burns – der introducerede den helt unge David for bebob-jazz og beat-litteratur – blev uhelbredelig psykotisk og begik selvmord i 1985.

Sammen med instruktøren David Mallet satte Bowie sig for at lave et superdyrt billeddigt over fortællingen om den bimlende gale Major Tom. Videoen kostede en halv million $ at indspille og var verdens hidtil dyreste video, selvom MTV kort efter skulle sætte langt højere standarder.

I videoen optræder Bowie iklædt klovnekostume á la Pjerrot, og følges af en gruppe mennesker der var toneangivende på Londons såkaldte Blitz-scene – Steven Strange der siden blev forsanger i bandet Visage, og tøjdesignere som Judith Frankland og Darla Jane Gilroy. Det var præcis det miljø der skabte ”new romantics”-strømningen (fx Culture Club, Spandau Ballet, Duran Duran) der i musikstil og tøjstil og udtryk var uhyre inspireret af netop Bowie (og også Roxy Music). Så der er masser af selvreference i videoen. Menneskegruppen – Pjerrot/Bowie og kulturelle kumpaner – går på en strandbred med en bulldozer lige bag sig for at artikulere at her er kunst og liv og glade dage med undergangen lige bag sig, med en næsten psykotisk stemning markeret med den solariserede farve med en grel stemning til følge – og ikke mindst med truslen om at mases flad af bulldozeren lige i hælene, hvilket var betegnende for stemningen omkring 1980 – excesser, stofmisbrug og eksperimenterende tøjdesign på baggrund af mørke, dysterhed og død der indhenter en hvis man står stille.

Bulldozer-scenen er hovedlinjen i videoen, men den krydres med en sort-hvid-filmet scene med Bowie i rumdragt – reference til den første Major Tom-sang, Space Oddity, og en del scener med Bowie spærret inde på et psykiatrisk hospital, for at understrege det reelle mørke i Ashes To Ashes – at sangen handler om et mentalt sammenbrud – men indføjet i en kulturel udvikling i form af Blitz-scenens medvirken i klovneoptoget med døden i hælene.

Den surrealistiske fantasi og det kunstneriske udtryk holder stadig (ligesom sangen), synes jeg personligt, modsat de fleste andre videoer før 1985.

16. Outkast: Hey Ya

(Bryan Barber, 2003)

Outkast var en amerikansk hiphop-duo der lavede ret excentrisk, inspireret og stilblandende musik. Duoen bestod af André Benjamin = André 3000 og Antwan Patton kaldet Big Boi. Deres 5. album, dobbeltalbummet Speakerboxxx/The Love Below, var lavet sådan at André 3000 lavede det ene album, og Big Boi det andet. Sangen Hey Ya er så fra André 3000’s album kaldet “The Love Below”.

   Hey Ya er et forrygende sammenkog af genrer. Den er beskrevet som et electro/folk-rock/funk/power pop/hip-hop/neo-soul/kitchen sink rave-up. Mest interessant synes jeg er mixet af stemninger – det ekstatisk fængende, intenst elektriske og næsten punket energiske oven på en klangbund af melankoli og vemod og var meget succesrig både hos forbrugerne og anmelderne. Og hos mig. Det er et af de særeste og mest inciterende pophits fra begyndelsen af 0’erne. Teksten handler om et parforhold – og om at det vel godt kan kvittes, når glæden er væk.

   Videoen er omtrent så forrygende som sangen og baserer sig på ”The British Invasion” af USA, da The Beatles kom på Ed Sullivans tv-show i 1964 og dermed skabte en eksplosiv interesse for britisk beat-musik i USA. Videoen vender det bare på hovedet så temaet er et fiktivt amerikansk band der optræder på et britisk tv-show og skaber sensation. Det fiktive band hedder ”The Love Below” (ligesom Andre 3000’s album på Outkasts dobbeltalbum), og alle bandets musikere spilles af André 3000. Der er et element af syrethed, excentricitet og ekstase i Bryan Barbers musikvideo som forbilledligt fanger sjælen og energien i Hey Ya.

15. a-ha: Take on Me

(Steve Barron, 1985)

Take on Me med den norske synthpop-tro a-ha er et eksempel på hvor stor en forskel musikvideoen kan gøre. Sangen stammer fra dengang bandet var en ukendt duo (med Pål Waaktaar og Magne Furuholmen), kaldet Bridges, og sangen hed Miss Eerie. I 1982 kom Morten Harket med i bandet der snart skiftede navn til a-ha, og drog til London. Sangen fik nu navnet Lesson One som blev optaget af a-ha, men i 1984 skulle gennembruddet komme. Sangen skiftede navn til Take On Me og blev lanceret med Tony Mansfield som producer, og slog igennem i Norge hvor den blev nr. 3 på hitlisten, men udlandet var stadig ligeglad.

Men pladeselskabet troede så meget på sangen, så den blev indspillet endnu engang med en ny producer, Alan Tarney, kendt fra samarbejde med især Cliff Richard. Take on Me floppede stadig.

Til sidst blev sangen – senere i 1985 – udsendt sammen med en teknisk revolutionerende musikvideo instrueret af mesteren Steve Barron – der fx også lavede videoen til Michael Jacksons kæmpehit Billie Jean – og så blev Take on Me et megahit (nr. i såvel Storbritannien og USA), ligesom albummet det var på, ja ligesom bandet i sig selv. Bandet lavede aldrig en tilsvarende succes, men havde en guldalder de næste 10 år.

    Sangen i sig selv er en letbenet, men superveloplagt og optimistisk synthpop-sang hvor det mest musikalsk interessante er den krævende – og flot gennemførte – vokal som Morten Harket leverer. Især imponerer rækkevidden fra den dybeste til den højeste tone. Teksten passer mærkeligt dårligt med den her-kommer-jeg-agtige musik, da det handler om en fyrs besvær med at få ordentlig kontakt med sin elskede, så der er derfor masser af fortvivlelse i teksten.

Steve Barron bruger i sin video en tidskrævende teknik kaldet rotoscoping hvor der tegnes henover en optaget fotofilm, så tegnefilm og foto-optagelse mixes sammen.

   Videoens handling er bygget på tekstens overordnede koncept, længslen efter kontakt. Morten Harket er en helt der er ved at vinde et billøb i en sort-hvid-tegnet tegneserie. Tegneserien læses i den fotograferede verden i farver af en køn ung kvinde ved et cafébord. Pludselig bryder Harket ud fra tegneseriens verden ind i kvindens univers og trækker hende med ind i den sort-hvide tegneserie. Der kommer diverse forviklinger imellem de to universer, indtil det til sidst lykkes for Harket at undslippe sit univers og træde ind i kvindens, så de romantisk kan være sammen. Amor omnia vincit!

  Der er ikke noget dybsindigt i videoen, og på mig virker den en smule steril, uden atmosfære og poesi, så den kommer ikke i top ti. Men det er en fortælling om magi, om hvordan trangen til kontakt kan overvinde alt, om kærlighedens og længslens overskridelser af naturlovene, og måden denne magi skildres er rent teknisk også ret magisk.

14. Cibo Matto: Sugar Water

(Michel Gondry, 1996)

Cibo Matto er en amerikansk duo der lavede trip-hop, indie osv. Duoen består af to kvinder født i Japan – instrumentalisten Yuki Honda – født i Tokyo, men vokset op i Tyskland, Danmark og Frankrig før hun flyttede til USA i 1986. Og vokalisten Miho Hatori der først flyttede fra Japan til USA i 1993 for at studere kunst og allerede året efter sammen med Honda dannede Cibo Matto. Debutalbummet fra 1996, Viva! La Woman havde tekster der kredsede om mad, og navnet på bandet er også italiensk for ”skør mad”. Viva! La Woman blev stærkt anmeldt af kritikerne.

    Sugar Water er Cibo Mattos allerførste single og atmosfærisk og sært fascinerende, særligt ved genhør. Drømmeagtig, cool og meget ”arty”. Sugar Water har en fuldkommen genial split-screen-video af mesteren Michel Gondry. Venstre halvdel af skærmen viser Yuki Honda, og højre sangerinden Miho Hatori, der tilsyneladende laver de samme ting samtidig. Men ser man efter kører Hondas handlespor ”rigtigt” gennem tiden, mens Hatoris kører baglæns gennem tiden. De to kvinder møder hinanden midtvejs ude i trafikken og bytter banehalvdel så Honda ryger over i højre skærm og kører baglæns i tiden igen, og Hatori ender i venstre spor der kører fremad, mens de stadig foretager sig cirka det samme. Det giver en meget mærkelig og syret dynamik mellem de to handlespor – som et behageligt mareridt, en sød, forskruet drøm.

Konceptet undfangede Gondry i øvrigt oprindelig til en sang af Soundgarden, men da den ikke blev til noget, genbrugte Gondry sin vision i denne sammenhæng.

13. The Verve: Bitter Sweet Symphony

(Walter A. Stern, 1997)

The Verve var et britisk band der i 7 år kæmpede for succes, før de frembragte albummet Urban Hymns der var deres store gennembrud. Singlen Bitter Sweet Symphony – skrevet af forsangeren Richard Ashcroft – med en suveræn video af Walter Stern ryddede vejen for dette gennembrud. Ashcrofts sang bygger på én enkelt akkord og er på en repetitiv sampling af et strygerstykke fra albummet ”The Andrew Oldham Orchestra” (1965) med klassiske versioner af Rolling Stones-sange. Strygerdelen er skrevet og arrangeret af David Whitaker ud fra Stones-sangen ”The Last Time”. Den tidligere Stones-manager Allen Klein havde rettighederne til The Last Time og kørte retssag mod Ashcroft efter sangen blev et hit. Ashcroft blev truet med at direkte forbud mod sangen med mindre han udleverede ALLE royalties til Keith Richards og Mick Jagger der oprindelig havde skrevet The Last Time. Imens sagde Whitaker, der havde skrevet strygersporet, at hele historien fik en til at føle sig utilpas, mens Ashcroft sarkastisk sagde at The Bitter Sweet Symphony var “the best song Jagger and Richards have written in 20 years” – hvad det sådan også var faktuelt økonomisk. Først i 2019, 10 år efter Kleins død, og efter Ashcroft havde måttet afgive 5 mio $ i tabte royalties til Richards og Jagger, slog Kleins søn sig sammen med Richards og Jagger der nu udleverede sangens royalties til Ashcroft .

Hele dette tumultariske forløb har tydeligvis sat Ashcroft i en følelse af at være fastlåst i et absurd, fremmedgørende og ubehageligt forløb der har medfødt afmagt. Det ironiske er at det er præcis hvad The Bitter Sweet Symphonys tekst handler om.

Videoens sandsynlige forlæg – Unfinished Sympathy – kan ses her:

  Sterns flotte og flertydige video tager givetvis afsæt i en berømt video fra 1991, Massive Attacks triphop-sang Unfinished Sympathy, hvor sangerinden Shara Nelson i ét eneste take er fotograferet gå igennem Los Angeles mens der sker alle mulige ulykker omkring hende, hændelser hun ignorerer, mens hun synger. Samme video er givetvis også oplæg til Gondrys video over Come Into My World med Kylie Minogue som jeg har vist tidligere her – som min video nr. 34. Men hvor alle mennesker glat glider til side for Shara Nelson i Unfinished Sympathy, sker det modsatte for Richard Ashcroft idet han skrider igennem London. Der sker hele tiden sammenstød og bøvl, idet Ashcroft går syngende rundt – i det der minder om ét take, men er en masse takes klippet sammen hvis man ser efter.

Der er en interessant flertydighed i videoens budskab. Man kan tage sangens tekst for pålydende og se arme Ashcroft som et offer for tilværelsens konspirationer, kapitalismen eller hvad man ellers ønsker, men i videoen er Ashcroft jo, mens han synger, fuldkommen selvabsorberet. Brutalt og hensynsløst hamrer han bare ind i mennesker mens han synger løs. Martin Luther har beskrivelsen af arvesynden som at være ”incurvatus in se”, indkroget i sig selv, og sådan optræder Ashcroft jo. Der er ikke andre mennesker i hans verden end ham selv, hans ego og hans selvmedlidenhed og resignation. Men så går han på et tidspunkt over en vej hvor han bliver distraheret af synet af sig selv i en bilrude, hvilket selvfølgelig understreger narcissismen, men stille og rolig sker der en ændring fra det øjeblik. Ashcroft begynder at gå ind i færre mennesker, og til sidst er alt en lykkelig symfoni – hans band samles omkring ham i et hymnesyngende fællesskab.

12. Aphex Twin: Windowlicker

(Chris Cunningham, 1999)

Den irsk-fødte brite Richard David James blev DJ på den elektroniske scene – altså i techno-genren – sidst i 80’erne og pladedebuterede først i 90’erne under pseudonymet Aphex Twin. Han blev hurtigt i 90’erne kendt for at lave ret avantgardistisk, nytænkende og indflydelsesrig elektronisk musik der var med til at gøre genren salonfähig hos det blaserte/snobbede publikum der hidtil ikke havde ment at techno var fint nok. Aphex Twin var sammen med Autechre en af hovednavnene i den fornemme techno-genre ”Intelligent Dance Music” eller IDM.

Windowlicker befinder sig i den genre og udkom i marts 1999 og har fået stor indflydelse i dansegenren. Den kommercielt meget succesrige franske duo Daft Punk har udtalt at Windowlicker fik stor betydning for deres album Discovery fra 2001. Magasinet Stereogum udtalte at

” the song’s mix of unpredictable syncopation, digital-dub alien transformations, errant noises, and bursts of melody would serve as a starting block for much of today’s electronic music”.

Det franske udtryk faire du lèche-vitrine kan oversættes til at slikke vinduer og betegner dette at ”glo på vinduer”, at se på varerne uden at købe noget.

Chris Cunningham har lavet en fuldkommen fantastisk, men også meget forstyrrende, video over sangen Windowlicking – og fænomenet at se på varerne uden at købe noget. Cunningham har lavet en meget lang parodi på en hiphop-video som samtidig er meget rig på ord, særligt bandeord. Man følger to såkaldte ”homies” – to venner fra kvarteret – eller fra banden – der storbandende og storsnakkende er på jagt efter kvindelige sexpartnere, og så møder de to ”hoochies”, der bliver ved med at afvise deres braldrende og bandende tilnærmelser. Til sidst dukker Aphex Twin/Richard James selv op som en mærkeligt og ikke særlig vidunderligt udseende, men art superrig alfons-type der er fuldkommen overdrevet og out of this world. Alfonsens limousine er fx urimeligt lang. Alfonsen kaster sig ud i en dans til sangens synkoperede rytmer og får lokket de to hoochies med sig i mega-liomousinen. De hengiver sig lystent til hinanden, og samtidig sker der de særeste transformationer idet kvindernes ansigt morfes om til Aphex Twins/Richard James’ ansigt, så han indleder et intenst parringshow med to kopier af sig selv. De to homies har tabt, men opgiver ikke lige kampen og ender i selskab med alfonsen og de to hoochies hvor en virkelig skræmmende grimrian viser sig. Til sidst danser alle, Aphex Twin-alfonsen, en masse kvinder med Aphex Twin-ansigter og de to homier sammen under palmerne i sød harmoni – musikkens forvandlende kraft hvor mand og kvinde, subjekt og objekt, smukt og grimt, på mystisk vis smelter sammen.

Jeg så første gang denne foruroligende video i 2007, cirka, på kunstmuseet ArOS i Århus der havde en udstilling med musikvideoer. Det var nok den mest fascinerende og skræmmende musikvideo jeg hidtil havde set. 

Advarsel – videoen er over 10 minutter lang

11. Nine Inch Nails:  Closer

(Mark Romanek, 1994)

Nine Inch Nails – eller NIN – er et amerikansk band der er baseret på sangeren og sangskriveren Trent Reznor. Genren er såkaldt ”industrial rock” der mixer fx rock, elektronisk musik og alternativ rock på en ofte rå, hård og punket måde hvor det fremmedgørende og frusterende aspekt ved livet eller kulturen fremhæves. Reznor er en begavet og interessant musiker, og NIN efter min mening det bedste band i genren. NINs kunstneriske og kommecielle gennembrud kom med deres 2. album, The Downward Spiral fra 1994, og andensinglen herfra, Closer, er NINs mest succesrige sang. En kuriositet er det at sangens trommespor er en sampling fra sangen Nightclubbing udgivet af Iggy Pop, en sang der blev produceret af David Bowie og skrevet af Pop og Bowie tilsammen. Omvendt blev Bowie inspireret stærkt tilbage af sangen og videoen der fik ham til at indlede et samarbejde med Reznor:

It was MTV’s fault because I saw the video that you [MTV] banned and I thought, ‘That’s really good,’” Bowie says smiling to the camera. The video Bowie was referring to was, Closer by Nine Inch Nails. “Because of that, I really got into what he [Trent] was doing and Downward Spiral was, I thought, an exceptional album”.

Closer er ofte forstået som en sex-sang. Den er pumpende, rå og sej og har et omkvæd med stroferne “I wanna fuck you like an animal / I wanna feel you from the inside”.

   Det mener Reznor dog selv er en misforståelse af sangen. Det er en temmelig mørk sang om fremmedgjorthed, fortvivlelse, selvhad og besættelse.

    Mark Romanek har med sin vanlige sans for det overdådige og for detaljer og fantasi – og for mørke – lavet en fantastisk video over Closer placeret i en gal videnskabsmands laboratorium i 1800-tallet komplet med ligdele og sinistre dyreforsøg. Det fremmedgjorte og fetichistiske ved NINs og sangens univers fremhæves. Denne video er virkelig en sort, maskulin og ”usund” fantasi kørt ud i samme stemning og sjæl som der er i SM-universet inspireret af billedkunstneren Joel-Peter Witkin der på lignende vis er fascineret af død, lig og det groteske.

   Pga. visse sexuelt explicitte detaljer blev videoen forbudt i MTVs mainstream-del hvilket blot gjorde den mere interessant for publikum. Closer var den frække, onde, hårde, små-satanistiske video man talte om. Jeg selv beundrer både sangen og ikke mindst videoen for dens skånselsløshed og gennemførthed. Reznor har selv vedkendt sig at videoen gør sangen bedre end den er i sig selv.

10. David Bowie: Lazarus

(Johan Renck, 2016)

Da Bowie arbejdede med sit allersidste musikalbum, Blackstar, havde han en livstruende cancer, og døden som tematik skinner voldsomt igennem i de to hoved-videoer til albummet – Blackstar og Lazarus – begge instrueret af svenske Johan Renck. Jeg var faktisk i tvivl om jeg skulle vælge Lazarus eller Blackstar, for de var begge ca. lige gode, men jeg ville ikke vælge begge. Valget faldt så på Lazarus. Det var under optagelsen af Lazarus at Bowie fik at vide at hans cancer var terminal, og Bowie døde tre dage efter Lazarus blev udsendt. Givetvis har Bowie – i det mindste ubevidst – opfattet af livet ebbede ud af ham, og døden nærmede sig, da han skrev Lazarus og planlagde videoen.

Videoen er skrevet af Renck og Bowie selv og handler om nemlig død og genopstandelse, præcis som den bibelske Lazarus der efter nogle dages forrådnelse genopvækkes af Jesus. Videoen begynder med et mørkebrunt gardarobeskab fuld af mørke og dysterhed. Man erindrer sig garderobeskabet i C.S. Lewis’ Narnia-fortællinger, hvor skabet bliver overgangen mellem den velkendte verden og den magiske, mytologiske og religiøse verden på den anden side af garderobeskabets bagbeklædning. Skabet er bro mellem to verdener. Her er det formentlig dødens verden som skabet er bro til. Ser man godt efter titter en meget mørk og dyster figur ud af skabet en brøkdel af et sekund ca. 15 sekunder inde i videoen.

Kort efter ser vi sangeren ligge død eller døende i sin seng med strithår (pga. angst?) indhyllet i gaze, altså blind, og med uhyggelige knapper som øjne, mens hånderne knuger sengelinnedet som om han fryser eller lider. Bowie synger nu sangens første vers om sin tilstand: Look up here, I’m in heaven/I’ve got scars that can’t be seen/I’ve got drama, can’t be stolen/Everybody knows me now.  Kort efter ser vi atter en uhyggelig dunkel skikkelse der ligger under hans sygeseng, Døden formentlig, og rækker op mod Bowie der derpå synger vers 2. Og leviterer. Han svæver op over sin hospitalsseng. Så kommer omkvædet hvor Bowie nu smider gazebindet og står helt sortklædt foran det brune gardarobeskab og danser en spasmatisk dans bl.a. med ordene This way or no way/You know, I’ll be free/Just like that bluebird/Now, ain’t that just like me? I denne fase krydsklippes mellem den stående Bowie i sort og den liggende Bowie med gazebind omkring ansigtet, og den stående Bowie begynder at skrive manisk. Samtidig rejser den blinde Bowie i sengen sig op med løftede arme ligesom i jubel, ekstase eller tilbedelse. Til sidst går den stående, sortklædte Bowie langsomt ind i gardarobeskabet og lukker døren.

For mig er det oplagt at videoen til Lazarus på en skræmmende stærk måde skildrer Bowies dødsproces og dødsangst og slutter med at vise hans død idet han opsluges af gardarobeskabet, broen mellem denne side og den anden side. Videoen viser også -selvrefererende – Bowies kreativitet, hans næsten desperate forsøg på at bruge sin dødsproces til skrivning, til kunstnerisk produktion. Han gør sin egen døen til iscenesættelse og til kunst. Genialt, originalt og gennemført.

The Guardian skrev blev andet dette om denne uhyggelige og fængslende video:

 Imagine Narnia via Nosferatu and the Exorcist, a video made even more cinematically claustrophobic by the frame’s tight, concentrated dimension.

9. Björk:    All is full of love

(Chris Cunningham, 1997)

All is Full of Love er den afsluttende sang på Björks 3. album, Homogenic, og femtesinglen fra det album. Mens Homogenic som helhed har en lidt kantet, hård og maskulin tone af et Björk-album at være, er All is Full of Love langt mere feminin og æterisk. Sangen er en besyngelse af kosmisk kærlighed og foråret afstedkommet af et boost af begejstring efter at opleve foråret i Málaga. Hele Homogenic er indspillet i Málaga under en lidt mørk periode i Björks liv, og oplevelsen af foråret i Málagas bjerge var en intens oplevelse af nyt liv og håb.

   Sangen findes i to mixes. Det oprindelige mix foretaget af Mark Stent, produceret af Björk, hvor sagen er en triphop-ballade med elementer af soul, og så et senere minimalistisk ambient-mix produceret og mixet af Howard B. Det var Mark Stent-mixet som der blev lavet en video til – og som er det klart mest populære mix af sangen – mens det var Howard B-mixet der kom med på albummet.

All is Full of Love er en svævende og glimrende sang, men det er Chris Cunninghams berømte video der tog sangen op i højderne. Björk var betaget af Cunninghams videoer for Autechre og Aphex Twin og gav ham ret meget frie tøjler. Hun sendte ham et eksemplar af den indiske elskovsbog Kama Sutra som et hint om hvor han skulle hen, og Cunningham valgte at kombinere Kama Sutra med industrielle robotter for at vise hvor altomfattende en kærlighed, et begær, det er som Björk vil illustrere med sin sang. Selv maskiner kan overskylles af kærlighed og erotic. Videoen begynder og slutter med en mørk livmor-agtig tilstand, men mellem de to tilstande er der lys, varme, erotik, kontakt og flydende væsker. Paul Catling – der også designede de skræmmende masker i Cunninghams video til Windlowlicker med Aphex Twin (tidligere vist i denne nedtælling) – designede de to robotter in love hvoraf den ene robot havde Björks ansigt.

   Rent teknisk er videoen en stor bedrift i troværdig computeranimation, men også kunstnerisk er videoen en af alletiders stærkeste videoer – overvældet med priser. Den er ofte højt placeret på diverse musikmagasiners ranglister over de allerbedste musikvideoer – har været placeret som fx nr. 1, nr. 14, nr. 9 og nr. 5. Og det fortjener den. Videoen er et magisk blend af to vidt forskellige universer, menneskelig længsel, erotik og sex, og så maskinuniverset, men dette umulige blend fungerer på en overmåde interessant og fængende måde. Jeg vil gå så langt som at sige at videoen er en kunstnerisk fornem artikulation af kærlighedens altgennemtrængende transcendens.

   Cunninghams perfekte video kunne lige så godt ligge i min Top 5 eller Top 3, men nu blev det til en 9. plads.

8. Fiona Apple:  Criminal

(Mark Romanek, 1997)

Fiona Apple er en i dag uhyre anerkendt singer/songwriter hvis sidste album, Fetch the Bolt Cutters, fra 2020 vandt to grammyer. Hun debuterede som 19-årig med albummet Tidal (1996) der bragede igennem med et salg på 3 mio ex. og glødende anmeldelser af en sangerinde der blev beskrevet som en blanding af Tori Amos og Alanis Morissette. Fiona Apple var teenager da hun udsendte debuten, men strålende ikke samtidig af ungdommelig selvtillid og glans. Får år tidligere var hun udsat for et seksuelt angreb meget tæt på en voldtægt hvilket satte en spiseforstyrrelse i gang for at få fjernet de former der havde aktiveret det seksuelle angreb. Disse spiseforstyrrelser var hun stadig ramt af da hun lavede Tidal, og hun udstrålede både originalitet og sårbarhed.

    Criminal var Tidals tredjesingle og blev udsendt i 1997 og gav i øvrigt Apple hendes første grammy (”Best Female Vocal Rock Performance”, 1998). Criminal spiller meget dobbelttydigt på seksuel skyld – altså at have brugt seksualitet for at nå sine mål – med linjer som I’ve done wrong and I want to suffer for my sins/I’ve come to you ‘cause I need guidance to be true” og som omkvædet indledes: What I need is a good defense/’Cause I’m feelin’ like a criminal/And I need to be redeemed. Det dobbelttydige kommer af at hendes ”synd” tackles som en art skæbne, som et vilkår i retning af  ”sådan er det jo bare, og sådan vil det jo altid være”: And it’s a sad, sad world/When a girl will break a boy just because she can, så der ligger også en art kynisk resignation i fremførelsen af den seksuelle syndighed.

Man tilrådede Fiona Apple at bruge Mark Romanek som instruktør for Criminal for at sikre sangen playtime på MTV. Romanek havde forinden vundet stor anerkendelse for at producer flere Madonna-videoer (fx Bedtime Stories) og Closer for Nine Inch Nails som jeg har med på denne liste.

Jeg opfatter Criminal som et slags super-feminint modstykke til den super-maskuline video Closer som Romanek lavede for NIN. Trent Reznor i Closer er lige så seksuelt forvirret og forstyrret, men giver den fuld hammer som skurk eller udøveren i det usunde seksuelle spil; omvendt er Fiona Apple det sårbare offer, men som på en eller anden flertydig måde spiller på at være offer. Det kommer tydeligt frem i videoen, der sådan set er lige så baseret på patriarkatet, på mandens fantasier, som videoen til Closer er. Fiona Apple gav den endda som offer i forbindelse med videoen der var meget kontroversiel ved at vise en teenage-pige i undertøj og i øvrigt i en temmelig underernæret kropstatur. Hun fremtrådte klart seksuelt udnyttet i videoen. Først erklærede hun at det netop var hele pointen. Hun udtalte til MTV:

I’m treating the audience that is watching this video the same way the character in the song treats a man: ‘Look at me, look how pretty I am. I don’t have to give you anything else because look how pretty I am. And look how successful I am, look how much power I can get just by letting this light shine on me in a certain way.’” Og kom samtidig med et ofte citeret udsagn: “I decided if I was going to be exploited, then I would do the exploiting myself.

   Så som i sangen agerer hun i interviewet både offer og bøddel. Siden flyttede hun i et interview til Washington Post rollen som bøddel over til Mark Romanek:

Forget the fact that I was in my underwear, I thought that it was cheesy. I didn’t look like myself. It’s kind of ruined the song for me. No offence to Mark Romanek — well, I guess offence — I have total qualms about it now.”

Så er hun offer? Hun har i al fald vundet stor opmærksomhed og anerkendelse, både hos købere, anmeldere og feminister, for netop Criminal og Romaneks video. Som Emily Moon siger i en artikel fra 2020:

The complexities of Apple’s seemingly irreconcilable music video, song lyrics, and VMA speech drew the ire of many and reduced her to a Lolita fantasy. But Apple is sexualizing herself while also taking up space, defiantly proving sexuality doesn’t take away from the power of being a whole person, one who is multidimensional and complicated. Seductress and feminist are not mutually exclusive.

“Criminal” exposes the darkest voyeuristic nature within all of us as consumers. Years after Apple broke into the mainstream, we can see major examples of music videos that display sexuality at the forefront—but there’s a difference between male authority figures reducing women to their bodies and women choosing to reclaim their bodies or make a statement. 

Uagtet om Romaneks video er styret af den toksiske maskulinitets aldrig vigende trang til at udnytte unger pigekroppe og tjene penge på den, eller om den er et feministisk manifest, så er videoens æstetik lige så stærk som Apples sårbare og flertydige bluesrock-ballade. Videoen er dunkel som Closer-videoen, men mere antydet – det er som om det lokale hvor Apple bekender sine synder i, er dybt begravet i forbrydelse – som om der her engang foregik noget aldeles forfærdeligt. Romenek ville angiveligt have Apple til at agere mere nærværende i videoen og seksuelt inviterende, men Apple fremtræder vag og distanceret, nærmest fremmedgjort, hvilket har en stærk melankolsk effekt. Det er virkelig en af de stærkeste videoer jeg har set om skyld og synd, og om syndens flertydighed og magt. Fremragende, intet mindre. Men videoen er muligvis i sig selv en forbrydelse – moralsk set i al fald?

7. Peter Gabriel: Sledgehammer

(Stephen R. Johnson, 1986)

Briten Peter Gabriel var oprindelig medstifter og forsanger i det ret intellektuelle og bizarre progrockband Genesis, men gik solo fra 1975 og lavede først 4 stadig mere eksperimenterende artrock-albums bl.a. inspireret af etnisk ”world music” der blev Gabriels store sideinteresse. Som dreng var han fascineret af amerikansk soul-musik, især Otis Redding, og han fik nu i 80’ernes første halvdel den ide efter de 4 artrock-albums at lave et soul-album, primært med covers, men også med enkelte egne sange. Resultatet blev albummet ”So” i 1986 – uden covers og med en kombination af soul-funk og Gabriels tidligere stil – artrock med world music inkorporeret. Mixet af artrock, world rock og soul blev en stor kommerciel succes ikke mindst i kraft af førstesinglen ”Sledgehammer”, der gik ind som nr. 1 på USA’s hitliste – ironisk nok ved at skubbe en Genesis-sang til side.

   Sledgehammer er stærkt inspireret af 60’ernes og 70’ernes saftige, seje soul der kom via pladeselskaber som Atlantic og Stax, og hornblæsterne i baggrunden er faktisk ”fra dengang”, fx trompetisten Wayne Jackson der spillede live for Otis Redding.  Men Sledgehammer er ikke kun et nostalgisk projekt, der er et klart touch af 80’erne i Gabriels og David Lanois’ produktion, en overdådighed af sjove, smarte lydeffekter der gør det hele meget livfuldt og overdådigt endog tilsat Gabriels signatur, verdensmusik, da sangen indledes af toner fra en japansk shakuhachi-fløjte spillet via en synthesizer (sampler).  Både titel og tekst omhandler fuldkommen utilsløret kønsorganer og sex via mange blomstrende metaforer. Tekst og musik går på den måde op i en højere enhed. Det handler om groove og sejhed og underliv, men også om morskab, skæg og ballade, en overdådighed af excentriske indfald. Og for det ikke skal være løgn, føjer videoen sig perfekt til det udtryk.

Gabriel ønskede sig en stop-motion video à la Talking Heads-videoen Road to Nowhere, så han opsøgte denne videos instruktør Stephen R. Johnson for at få noget tilsvarende, bare vildere. Johnson sagde umiddelbart nej:

”I didn’t even like [‘Sledgehammer’], frankly. I thought it was just another white boy trying to sound Black. But Peter Gabriel took me to dinner, got me drunk on wine, and I agreed to do it.”

Gabriel er selv et excentrisk menneske og optaget af det visuelle – han var på vej ind på filmskole da Genesis i 1969 trak ham ind i et liv som professionel musiker. Så Gabriel ønskede at gå hele vejen. Temaet var klart – Sex, blomstrende metaforer for sex som i teksten. Overdådighed og højt humør og stop-motion og lignende effekter. Sangeren selv pådrog sig store lidelser for at gennemføre Johnsons visioner – 16 timer tilbragt under en glasrude plus masser af elektrochok af at være iklædt et tændt juletræ. Men resultatet var det alt sammen værd. En forrygende gakket overlæsset video der er historiens mest vindende musik-video med 9 MTV-priser og efter alle optegnelser den mest sete musikvideo på MTV overhovedet.

Personligt kunne jeg have ønsket mig lidt mere fortælling i videoen, og lidt mere dybde, så var den måske kommet i Top 5, men erkendt, sangteksten er uden fortælling og dybde. Videoen illustrerer perfekt teksten – fyrværkeri, fest og sex.

6. Foo Fighters: Everlong

(Michel Gondry, 1997)

Seattle-bandet Nirvana blev jo den store sensation først i 90’erne hvor bandet stod i spidsen for en grunge-rock-bølge der revitaliserede rockmusikken. Da Nirvanas sanger og guitarist Kurt Cobain begik selvmord i 1994, stod de to andre i Nirvana, bassist Krist Novoselic og trommeslager Dave Grohl, uden band, og så dannede de bare hvert sit. Grohl dannede Foo Fighters samme år – i begyndelsen som rent enmands-projekt – og Novoselic bandet Sweet 75.

   Men det var kun Foo Fighters alias Grohl der fik succes, så Grohl mente at så måtte han hellere lave et rigtigt band – så han skaffede bassisten Nate Mendel, guitaristen Pat Smear og en trommeslager der ikke fungerede, så Grohl var både trommeslager og sanger på Foo Fighters første album som band – The Colour and the Shape – fra 1997. Da albummet var indspillet, fandt Grohl sin trommeslager, nemlig Taylor Hawkins.

The Colour and the Shape blev en kæmpesucces, bl.a. i kraft af andensinglen Everlong der røg ind som nr. 3 og siden er blevet Foo Fighters signatur-sang. Everlong er faktisk en stærk rocksang – og på min top ti over alle tiders største sange i den hårde guitarrock. Grohl har skrevet musik og tekst til Everlong som er en intens romantisk kærlighedssang på baggrund af at Grohl lige var gået igennem en svær skilsmisse og nu var dybt betaget af Louise Post som han havde en affære med. Louise synger med – doo doo doo sammen med guitar-riffet optaget gennem en telefon fordi hun var udenbys da optagelserne fandt sted.

Michel Gondry står for den fantastiske drømme-agtige video som spilles af de fire bandmedlemmer. Grohl og Taylor Hawkins spiller et romantisk par – Grohl manden og Hawkins kvinden – mens Mendel og Smear spiller skurkene – klædt som typen Teddy Boys – begge med Elvis-agtigt hår. Grohl og Hawkins ligger i sengen og har hver sin drøm om Teddy Boys’ angreb på parret. I Grohls drøm er parret et klassisk rebelsk rockpar – Sid Vicious og Nancy Spungen – og i rollen som Sid Vicious får Grohl udviklet en kæmpehånd der vapper de uartige Teddy Boys et par på bærret da de forulemper dem. I Hawkins’ drøm foregår en satire over Sam Raimis berømte gyser Evil Dead, og her er Grohl en artig dreng der samler brænde, mens Hawkins er en artig kvinde der læser en bog i en lænestol, mens de forbryderiske Teddy Boys trænger op fra kælderen og har succes med at overfalde den artige kvinde, mens Grohl er anderswo engagiert. Dermed ødelægger kvindens Evil Dead-drøm helt mandens heroiske Sid Vicious-drøm. Så i kvindens drøm er manden meget pænere end i mandens drøm, MEN han er også svagere og mere uengageret og kan dermed ikke beskytte sin kvinde.

Det får manden på banen igen. Grohl vender tilbage til sin drøm, hvor han atter er den heroiske Sid Vicious, og i den rolle får han reddet det hele.

   I mandens drøm er manden ganske vist en lidt tumbet, rå karakter ligesom bøllen Sid, men bøllen kan i det mindste forsvare sin kvinde. Så hellere sej og kikset og engageret end pæn og sød og uengageret, må denne rock-morale være.

   Det er en fantastisk historie Gondry har udviklet, og den ekspanderer klart Grohls tekst. Til gengæld er musikken meget, meget stærk.

5. Radiohead: Street Spirit (Fade Out)

(Jonathan Glazer, 1996)

Street Spirit er andensinglen fra det britiske band Radioheads 2. studiealbum, The Bends, og den røg op som nr. 5 på den britiske hitlite. Radiohead var brudt stærkt igennem med sangen ”Creep” fra bandets første album i 1992 og havde siden fået ry for – trods Creep – ikke at lave specielt kommercielt og folkeligt imødekommende musik. Men Street Spirit var sangen der cementerede at Radiohead var andet og mere end et ”one hit wonder”.

Forsanger Thom Yorke skrev musik og tekst i en proces han forklarer som at Street Spirit var Radioheads reneste sang – det var en sang der skrev sig selv, der slet ikke var villet på nogen måde. Som baggrund for sangen nævner Yorke bandet R.E.M. – det var hans opfattelse af R.E.M.s musikalske udtryk – og tekstmæssigt bogen ”The Famished Road” (1992) af den nigerianske forfatter Ben Okri.

  Musikken er smuk, melankolsk og svævende, og teksten ultimativ depression og mørke. Yorke siger selv om Street Spirit.

“It’s core is a complete mystery to me. I wouldn’t ever try to write something that hopeless. All of our saddest songs have somewhere in them at least a glimmer of resolve – ‘Street Spirit’ has no resolve. It is the dark tunnel without the light at the end.

“I detach my emotional radar from that song, or I couldn’t play it. I’d crack. I’d break down on stage. That’s why its lyrics are just a bunch of mini-stories or visual images as opposed to a cohesive explanation of its meaning. I used images set to the music that I thought would convey the emotional entirety of the lyric and music working together. That’s what’s meant by ‘all these things are one to swallow whole’. I meant the emotional entirety, because I didn’t have it in me to articulate the emotion. I’d crack.

“Our fans are braver than I to let that song penetrate them, or maybe they don’t realize what they’re listening to. They don’t realize that ‘Street Spirit’ is about staring the f–king devil right in the eyes… and knowing, no matter what the hell you do, he’ll get the last laugh.”

“The devil really will get the last laugh in all cases without exception, and if I let myself think about that to long, I’d crack.

“It’s why we play it towards the end of our sets. It drains me, and it shakes me, and hurts like hell every time I play it, looking out at thousands of people cheering and smiling, oblivious to the tragedy of it’s meaning, like when you’re going to have your dog put down and it’s wagging it’s tail on the way there. That’s what they all look like, and it breaks my heart.”

Yorke ser selv sangen som fuldkommen blottet for lys og håb. Djævlen og døden har det sidste ord. Jeg bemærker dog sangens slutlinjer: Immerse your soul in love (Ah-na-na, ah-na-na) (Ah-na-na, ah-na-na) Immerse your soul in love (Ah-na-na, ah-na-na) – altså fordyb din sjæl i kærlighed. Yorke mener tydeligvis at det godt nok ikke ændrer noget at fordybe sin sjæl i kærligheden, men opfordringen indeholder dog et glimt af håb, af lindring. Og sangens blide svæven i sin godt nok meget melankolske stemning indeholder for mig også en lindring, en åndelighed, selv om den bestemt også kan tolkes som distance, resignation, kapitulation til mørket.

Den britiske instruktør Jonathan Glazer fik den opgave at lave en video til denne dystre, dystre sang, og det gjorde han fuldkommen fantastisk. Videoen er sort-hvid og forvrænger tid og rum på en måde der føles drømmeagtig eller mareridtsagtig – i mellemrummet mellem liv og død – ikke ulig David Bowies Lazarus, men langt mindre tung end Lazarus. Som jeg hører Street Spirit er det svævende en meget stor del af sangens sjæl. Peter Gabriel har udgivet et cover af Street Spirit som Radiohead ikke kunne fordrage. Og jeg forstår dem faktisk, for Gabriels version var nok dyster, men tung og uden sangens svæven. Jon Glazer fangede denne svæven i sin formidable video. Man ser Thom Yorke falde til jorden i videoen, og hans krop ligge knust tilbage – tilsyneladende handler det om et selvmord – og mørke dansere svæver omkring, klart en manifestation af døden.  Der er masser af blod og ødelæggelse i videoen – opløsning er en central kerne – opløsning af selvet, af mening, af tid og rum, men opløsningen får et flow, en ånd, en skønhed, hvilket er det helt unikke ved Street Spirit som sang og som video – at man kan skildre det dybeste mørke – på en måde endnu mørkere end Soundgardens ”Black Hole Sun”, som tidligere vist i denne nedtælling af yndlingsvideoer – endnu mere fortvivlet, og så alligevel give mørket, fortvivlelsen, døden, en så stor kunstnerisk skønhed at man kan absorbere den, være i den, beriges af den, perspektiveres af den.

 Alt er undergang, men fordyb din sjæl i kærlighed!

4.    Coldplay: The Scientist

(Jamie Thraves, 2002)

Coldplay er et britisk rockband der opstod et helt usædvanligt sted for et rockband – på universitetet (University College, London) i 1997, dvs. lige der hvor en stor bølge i britisk rock – britpop-bølgen – var ved at ebbe ud. Coldplay lagde sig i dønningen af den døende britpop med en melankolsk, blid og melodiøs alternativ rock der næsten lød som en mere tilgængelig version af Radiohead, og de første år blev Coldplay også kaldet ”Radiohead Light”. Det gælder ikke mindst Coldplays 2. album, A Rush of Blood to the Head (2002), som har The Scientist som andensingle. Det skulle i øvrigt ændre sig idet Coldplay skiftede genre mod mere rendyrket pop og blev en enorm kommerciel succes med over 100 mio. solgte albums.  

The Scientist er som nævnt andensingle på A Rush of Blood to the Head og blev et pænt hit med 10. pladsen på den britiske singlehitliste, og sangen er siden både flot anmeldt og anerkendt. Sangen har tekst – og den indledende melodi  – af forsanger Chris Martin der fortæller at tekstens tema som så ofte er kærlighedskvide. Det handler om en videnskabsmand der fortaber sig så meget i sit forskningsarbejde at han forsømmer at pleje sit parforhold der derfor er brudt sammen. Omkvædet lyder: Nobody said it was easy/It’s such a shame for us to part/Nobody said it was easy/No one ever said it would be this hard/Oh, take me back to the start.

Instruktøren Jamie Thraves er måske mest kendt for sit arbejde med Radiohead-sange (fx Just fra 1995), men Thraves lavede en helt store genistreg med videoen til The Scientist. Han bed mærke i omkvædets sidste linje – Oh, take me back to the start – og lod den linje inspirere til en meget original video der ruller kronologisk baglæns på en meget magisk måde, fordi fortællingen på den måde afslører nogle store overraskelser. Thraves fik ideen til at køre videoen baglæns fra en berømt Spike Jonze-video (”Drop” med hiphopbandet Pharcyde, 1995) men tilføjede et tema med en tragisk handling der begyndte i glæde og sluttede i glæde. Uden man på nogen måde kan regne det ud, er handlingens udgangspunkt en voldsom trafikulykke, hvor mindst én person synes dræbt, nemlig sangerens kæreste, der var passager i den forulykkede bil. Hvorfor sangeren svæver så let og ubekymret afsted efter den tragiske ulykke, kan man kun gisne om, men et rimeligt bud er at sangeren også blev dræbt, og at han simpelthen er et spøgelse. Hvad man tror er en glad, livfuld og lykkelig mand i sangens begyndelse idet sangeren ligger med strålende blå øjne på en madras, viser sig da som en død mand, lettet fra kroppens tyngde. Det bekræftes af at ingen ligesom bemærker sangeren idet han bevæger sig hen imod trafikulykken, som var han usynlig.

Dette henstår dog i gåde og til fortolkning. Kun er det klart at i sangens begyndelse er sangeren lykkelig, derefter sker en tragedie, og det hele slutter i udgangspunktet med et superlykkeligt par der nyder livet på en biltur sammen.

Det er oplagt at fortolke parrets bilulykke som metafor for et crashed parforhold hvorved tekst og musik passer sammen.

   Teknisk er det vanvittigt godt lavet, fordi Coldplays forsanger, Chris Martin, faktisk synes at synge sangen i den rigtige tid samtidig med at tiden ruller baglæns. Tricket er at Martin i løbet af en måned lærte sig at synge ”The Scientist” spillet bagfra, så han synger sangen bagfra under optagelsen, filmen køres derefter baglæns, og vupti får man illusionen af at han synger sangen fremad gennem tiden mens han selv passerer bagud i tiden.

    Da jeg så videoen første gang, fandt jeg den fuldkommen magisk. Både pga. de to tidsforløb samtidig – at Martin synger sangen forlæns og svæver baglæns i tid. Og pga. de mærkelige og uforudsete overgange mellem lykke, ulykke og lykke. Og endelig pga. videoens flertydighed og åbenhed. Hvad sker der? Hvem synger? En lykkelig levende mand uberørt af den ulykke han lige har oplevet? Eller et befriet spøgelse?

3. Radiohead:  Karma Police

(Jonathan Glazer, 1997)

Radiohead, en eminent udøver af britisk alternativ rock, udgav i 1997 et fantastisk album, OK Computer, som Karma Police er andensinglen fra. Den udkom i august 1997 og toppede som nr. 14 på den britiske single-hitliste. Teksten til Karma Police er angiveligt ikke ment helt seriøst og handler om trælse typer, der irriterer en, og her tænkes der især på chefer, på mellemledere, og som man ønsker bliver fanget af ”karma-politiet” og sat på plads. Musikalsk er sangen enkel af en Radiohead-sang at være – melankolsk og melodiøs. Og pointen manende og skarp: “This is what you’ll get/When you mess with us”. Eller med en lille omskrivning af Det Nye Testamente: Velsignet er den, der ikke pisser på andre, for så skal han undgå selv at blive pisset på!”

   Jonathan Glazer havde året før lavet en genial, lidt mystisk, video til Radiohead-sangen Street Spirit (Fade Out) – som er med på nedtællingen her som min favorit nr. 5, en video der behagede  bandet så meget så Glazer blev genvalgt. Glazer kom med en ret færdig idé. Rocksangeren Marilyn Manson havde bestilt en video til sin sang ”Long Hard Road out of Hell” som skulle være inspireret af David Lynch-filmen ”Lost Highway”. Glazer udviklede så en mareridts-agtig video ud fra indledningen af Lost Highway hvor en bil om natten kører ad en hovedvej, og man ser mest vejens  midterstriber være oplyst og glide næsten hypnotiserende forbi. Men Manson sagde nej tak, og Glazer tog ideen videre til Radiohead, hvor konceptet passede perfekt til Karma Police, og sangens skarpe budskab – This is what you’ll get/When you mess with us” – og Radiohead sagde så ja tak.

   Videoens fortælling er superenkel, skarp og suggestiv. Vi begynder i en 1976 Chrysler New Yorker med rødt læderbetræk, og får indtrykket af at det er os, seeren, der er på føresædet, at Chrysleren i øvrigt er tom, og så sætter vi bilen i gang ved nattetide. Hov, foran løber en mand som vi forfølger, og hov, Thom Yorke sidder træt og med et mærkeligt udseende på Chryslerens bagsæde og synger Karma Police. Vi ved ikke om vi er den onde der forfølger en helt, eller om vi er den gode der forfølger en skurk, men vi kører lige i hælende på den løbende mand.

   Ligesom min video nr. 4 – til The Scientist – er der en uforudset twist i videoen. Den flygtende falder til sidst på knæ om på vejen, tydeligt udmattet, men kommer på benene igen og vender sig med fronten mod Chrysleren der nu bakker. Og lækker benzin. Tilsyneladende vil bilen skaffe sig plads til at accelerere så manden køres ned ved høj fart. Men i hemmelighed finder manden bag ryggen nogle tændstikker og schwitch! antænder den lækkede stribe benzin. Rollerne er bygget om. Bilen bakker i flugt, striben med brændende benzin nærmer sig. Til sidst bryder bilen ud i flammer, kameraet på forsædet der repræsenterer dig og mig, flakker panisk omkring, mens Yorke er forsvundet fra bagsædet. For det er ikke Yorke der er bødlen, det er mig, seeren. Og bødlen er nu offeret.

   Videoen er mystisk, suggestiv, fængslende, godt fortalt, overraskende og virkelig, virkelig enkel. Samme år som han lavede video til Karma Police, lavede Glazer også en stærk video til Jamiroquais ”Virtual Insanity”, som er på denne listes 24. plads. De to videoer medførte at MTV i 1997 udnævnte Glazer til det års bedste instruktør. Det forstår man. Videoen til Karma Police står for mange som verdens bedste rockvideo. Det forstår jeg også godt. Den er enkel, den er original, den er svær at få ud af hovedet igen, den er kort sagt genial.

2. Johnny Cash:  Hurt

(Mark Romanek, 2003)

Johnny Cash var en af de helt store singer/songwriters i country & western-genren, særligt i 1950’erne og 60’erne. Hvor megen country bliver klæbrig i en sødladen og sukret sentimentalitet, havde Cash – ofte kaldet ”the man in black” – med sin dybe, traurige stemme en anderledes skarphed og realisme med sine tekster om sorg og forsoning og ofte med en stærk optagethed af kristendom.

I løbet af 80’erne gik Cash’ karriere på hæld, han blev droppet af sit pladeselskab Columbia, havde også fiasko på efterfølgeren Mercury og stod i 1991 uden kontrakt. For så overraskende at få kontrakt med produceren Rick Rubins pladeselskab ”American Recordings”. Rubin havde med sit gamle pladeselskab – Def Jam Recordings – især produceret hiphop og havde nærmest skabt bandet ”Public Enemy” (skabte deres skift fra punk til hiphop), stod for Red Hot Chili Peppers mest succesrige album (Blood, Suger, Sex, Magik) og var efterhånden gået over til den hårde rock. Det første band Rubin trak over på American Recordings var således Slayer.

    American Recordings udgav 6 albums med Johnny Cash, de to sidste posthumt, og kendetegnet var dels at de indeholdt covers af nutidige navne uden for country-genren, fx Leonard Cohen, Nick Lowe, Tom Petty, Beck og Depeche Mode, dels at de præsenterede Cash for en ny generation, dels at de blev en kæmpesucces. Johnny Cash’ karriere fik et sidste boost før hans død i 2003. Og han blev hip i de alternative kredse, i hipster-miljøet. Mest succesrig var ”American Recordings IV: The Man Comes Around (2002) der bragede igennem særligt med Nine Inch Nails-sangen ”Hurt”, og særligt da med den fuldkommen fantastiske video til Hurt.

Hurt var en af Trent Reznors mere kendte sange på NINs 2. album, The Downward Spiral, og Reznor og David Bowie har fx sunget Hurt sammen. Sangen er skrevet på bunden af den dybeste fortvivlelse og er fuld af smerte og trang til selvskade.

Bemærk hvordan denne tunge, tunge, mørke sang alligevel løfter sig med en vis emotionel kraft i omkvædet dirrende af selvhad, men også af trods.

And you could have it all
My empire of dirt
I will let you down
I will make you hurt

  Når Cash synger de ord med sin mørke, ædle og rolige stemme får det en mærkelig inderlighed over sig der næsten giver gåsehud, intenst og samtidig i ro, resignerende og i trods.

Videoen til NINs superdystre sang er blevet en både poetisk, eventyrlig, imponerende og sorgfuld afsked med Johnny Cash, fuld af afsked og smuldrende minder.

Instruktøren Mark Romanek stod for de mørke og dystre, men formidable, videoer til NIN-sangen ‘Closer’ (også fra The Downward Spiral) og Fiona Apples ’Criminal’, og da han hørte Johnny Cash’ version af Hurt, måtte han bare lave videoen og gik på tiggergang hos Rubin for at lave den. Da han fik accepten, startede et kapløb med døden, for den 71-årige Cash havde en neuro-degenerativ lidelse og var døende. Romaneks første udkast måtte droppes, da han fandt ud af hvor skrøbelig Cash var, og han valgte at filme Cash i dennes eget hjem gennem næsten 30 år ved Old Hickory Lake nær Hendersonville i Tennessee komplet med en overdådig middag med kaviar og hummer, dels i Cash’ nedlagte og forfaldne museum – ”The House of Cash” – lige i nærheden af hjemmet. Fokus var at blotlægge Cash’ egen personlige sorg og smerte og hans fysiske forfald, ja, døen, men også Cash’ trods, hans værdighed, vist både i det smuldrende, og i luksusmåltidet i hjemmet. Videoen er fuld af metaforer for et farvel til Cash, et farvel til en æra, et farvel til en gammel fornemhed, idet videoen er fuld af klip fra Cash’ fortid – klip som Romanek fandt i The House of Cash. Johnny Cash’ hustru June indgik også i videoen.

Alt er væk nu. June døde 3 måneder efter videoen blev optaget, Johnny døde 7 måneder efter videoen, og parrets hus ved Old Hickory Lake brændte i 2007.

   Nine Inch Nails’ Trent Reznor, der skrev musikken og teksten til Hurt, fortæller om sin følelse da han første gang så Mark Romaneks video:

I pop the video in, and wow… Tears welling, silence, goose-bumps… Wow,” Trent Reznor said. “[I felt like] I just lost my girlfriend, because that song isn’t mine anymore… It really made me think about how powerful music is as a medium and art form. I wrote some words and music in my bedroom as a way of staying sane, about a bleak and desperate place I was in, totally isolated and alone. [Somehow] that winds up reinterpreted by a music legend from a radically different era/genre and still retains sincerity and meaning — different, but every bit as pure.

Videoen vandt selvfølgelig MTV-prisen for bedste video og en grammy. Vigtigst var nok at denne video formåede at blive en værdig gravsten for Johnny Cash. En gravsten og en passage. En passage ind til en gammel fornemhed. Mageløst.

1: Björk: Bachelorette

(Michel Gondry, 1997)

Bachelorette er andensinglen fra Björks 3. album Homogenic fra 1997. Sangen er oprindelig skrevet til Bertoluccis film “Forførende Skønhed” fra 1996 med Liv Tyler i hovedrollen, men det blev ikke til noget. Musik og sang er af Björk Gudmundsdottir, og teksten af den ligeledes islandske poet Sjón. Jeg er ikke sikker på at jeg forstår teksten, som er meget lyrisk og romantisk. Det handler tydeligvis om en kvindes hengivelse til en mand, men en hengivelse der ikke fungerer særligt godt. Bachelorette indledes:

I’m a fountain of blood
In the shape of a girl
You’re the bird on the brim
Hypnotized by the Whir

Og den afsluttes mere smertefuldt:

I’m a tree that grows hearts
One for each that you take
You’re the intruder hand
I’m the branch that you break

Det bliver kompliceret at at Bachelorette er inddraget i en cyklus om en kvinde, ”Isobel”, hvis historie følges på sangen ”Human Behaviour” på Björks første rigtige album, ”Debut”, efterfølges på ”Isobel”, på det efterfølgende album ”Post”, og så altså her fortsættes med ”Bachelorette” fra Homogenic – alle tre sange med videoer af den fantastiske franske instruktør, Michel Gondry. I Human Behaviour er Isobel en lille pige der vokser op i skoven. I sangen Isobel kommer hun til storbyen, og i Bachelorette sker der enten det at naturen overtager byen, eller hun vender tilbage til naturen.

Her er Michel Gondrys video over den første sang i sagaen om Isobel – Human Behaviour – fra 1993:

Björk har sagt følgende om sangen:

So on Bachelorette, Isobel decides to return to the city. It’s like the sequel to her story. She goes back to the city by train, which is why the beats of the song are like a train, and she prepares to confront all the people that she loves with love. It’s a disarming confrontation.

Musikken er stærk. Det er den bedste sang på Homogenic, efter min mening. Men det virkeligt uforligenelige er Gondrys højest originale og abstrakt-filosofiske og alligevel velfortalte video til Bachelorette og fortællingen om Isobel. Fortællingen er enormt ambitiøs og fuldkommen vild. Gondry genfortæller her sin version af Björks mening med sin historie om Isobel:

“this character is leaving the forest and she decides to go to the city to have a normal life. She tries her best and it doesn’t work out and she comes back to the forest and she is happier there.

Det var hvad Michel Gondry skulle beskrive i sin video. Hertil lagde Gondry sin egen drømmeagtige tænksomheder

Den begynder med at Björk som Bachelorette eller Isobel går i en stor skov og her finder en mystisk bog, ”My Story” der er tom, ubeskrevet, men som omsætter alt det Bachelorette gør til ord, til fortælling. Bogen skriver sig selv, som handlingen skrider frem. Hun tager den magiske bog med til storbyen og går til et forlag, Clark Publishing, for at få bogen udgivet. Forlæggeren er fascineret, og han og Bachelorette forelsker sig. Det fremgår at bogen, der skal udgives, My Story handler om netop dette forløb, dvs. det er et avanceret eksempel på selvreference. My Story udgives, bliver voldsomt populær og vokser og vokser i omgang. Og i ord. My Story bliver så populær, så den omdannes til en musical med Bachelorette i hovedrollen som sig selv. Pga. selvreferencen omhandler musicalen My Story også sig selv – musicalen My Story. Det er ord om ord, sang om sang, skuespil om skuespil, et spejlkabinet af referencer, storslået og fængslende for alle. Men ikke for forlæggeren der som publikum til musicalen My Story bliver generet af at se sig selv gjort til objekt i et utal af referencer inde i referencerne. Han sidder som tilskuer og stirrer ind i ryggen på en repræsentation af ham selv der sidder som tilskuer og betragter en repræsentation af ham selv. Det bliver for fremmedgørende, og han bryder med Bachelorette, for at komme ud af spejlkabinettet af repræsentationer der iagttager andre repræsantationer på et andet niveau. Idet han bryder sin relation og ikke vil My Story, ophører fortryllelsen i My Story, og bogen begynder at ”afskrive” sig selv, at miste sine ord, sin fortælling. Det hele rulles tilbage, forlæggerens repræsentationer i 2. led bliver til et blomstrende træ, og byen og kulturen bliver til natur, Bachelorette ender i den skov hvor hun begyndte, bogen My Story, nu uden ord, ender atter i skovbunden, og pigen er tilbage i sit naturlige paradis og er lykkelig.

   Det er en kompliceret og avanceret musikvideo, måske nok den mest avancerede jeg har set, men jeg synes den visuelt er fremragende fortalt. Det lykkes at formidle den komplekse historie. Den magiske – og næsten mytologiske – historie er naturligvis åben for fortolkning. Jeg tolker det som en genfortælling af paradishistorien, men en slags dekonstruktion af paradis-historien. Ud af naturen vokser kulturen, idet forløb bliver til ord, til skrift. Og skriften lægger afstand til det givne og forholder sig til det givne i refleksion hvoraf kulturen vokser og vokser i omfang med ord der forholder sig til andre ord, sig selv, i et bestandigt refleksivt forhold. Men denne bevidsthed svarende til at Adam og Eva spiser af Kundskabens Frugt medfører et tab i umiddelbarheden og uskylden, der truer kærligheden. Det er som om alle historier bliver til underholdning, noget der skal formidles videre til andre og tjene et forhold, præcis som når man glemmer at nyde solnedgangen fordi man i stedet vil tage et foto af solnedgangen og lægge fotoet på Facebook eller Instagram for at gøre et godt indtryk i et univers hvor alle føler de bliver til en bestemt ved at vise billeder for andr og iscenesætte sig selv. I dette ocean af iscenesættelser og selviscenesættelser forsvinder pulsen, livet, varmen, den umiddelbare kærlighed, historien dør, kulturen dør, og til sidst ender man tilbage i urtilstanden, i det oprindelige, Paradise Regained. Eller som den franske filosof Ricoeur måske ville sige “den anden naivitet”, den erhvervede enfold og tro.

Det er en fantastisk myte om naturen og kulturen som Björk og Gondry fortæller her, og den er fantastisk fortalt i musik og billede. Virkelig formidabelt, så selv om konkurrencen er hård, særligt med Romaneks betagende video over Johnny Cash’ Hurt, så står Bachelorette for mig som den indtil videre mest fortryllende, fascinerende og stimulerende musikvideo der er lavet.

Udfordr mig gerne!

Kate Bush, dronningen af artpop – karriere og albums

Intro – Catherine ”Kate” Bush (f. 30. juli 1958)

Kate Bush, født den 30. juli 1958 i Welling, England, er en ikonisk sangerinde, sangskriver, musiker og producent. Hendes unikke stemme, kreative kompositioner og overvældende scenetilstedeværelse har gjort hende til en af de mest betydningsfulde og banebrydende kvinder inden for musikverdenen.

Som en sand pioner var Kate Bush en af de første kvindelige kunstnere til at skrive og producere sit eget materiale med stor succes. Hendes album “Hounds of Love” fra 1985 er et bemærkelsesværdigt eksempel på hendes talent som sangskriver og hendes evne til at skabe innovative lydlandskaber. Albummet blev en enorm kommerciel succes og solgte over 1 million eksemplarer verden over, hvilket var en bemærkelsesværdig bedrift for en kvindelig kunstner på det tidspunkt.

Med sin karakteristiske stemme, der spænder fra en dyb, sensuel klang til en høj og kraftfuld falset, har Kate Bush formået at skabe en bred vifte af musikalske udtryk. Hendes sange er ofte dybt personlige og udforsker temaer som kærlighed, natur, spiritualitet og kvindeligt selvstændighed. Hendes evne til at fortælle historier gennem sine tekster og hendes unikke musikalske arrangører har gjort hende til en elsket og respekteret kunstner.

Kate Bushs karriere strækker sig over flere årtier, og hun har efterladt en varig indflydelse på musiklandskabet. Hun har modtaget adskillige priser og anerkendelser for sit arbejde og har inspireret utallige kunstnere med sit geniale talent. Med hendes utrolige kreativitet og enestående bidrag til musikken er Kate Bush en sand legende, hvis indflydelse fortsætter med at vokse og inspirere nye generationer af kunstnere og musikelskere.

Så næste gang du lytter til de længselsfulde toner i “Wuthering Heights” eller går på opdagelse i de skæve lyde på “Running Up That Hill”, vil du blive mindet om, at Kate Bush ikke kun er en fantastisk sangerinde, men også en bemærkelsesværdig kunstner, der har sat sit markante præg på musikhistorien.

Kate Bush skrev den første sang i Storbritannien skrevet og udført af en kvinde som blev nr. 1 på hitlisten (Wuthering Heights).

Bush er den første kvindelige sanger med et bestseller-album i fem årtier der følger efter hinanden.

Hun er den ældste kvindelige kunstner (63 år gammel) der laver en single der går nr. 1.

Hun er den første kvindelige kunstner der har 8 forskellige albums på den britiske albumhitliste på samme tid. Og den tredje alt i alt.

Hun var den første kunstner, der fandt på at optræde live med trådløst head-set, dans og utallige kostumeskift – siden gjort gængs af utallige kvindelige popstars fra Madonna til Taylor Swift.

Kate Bush var en af de allerførste til at frembringe såkaldt cinematiske musikvideoer som omhandler temaer fra sangenes tekster. Hun har desuden inspireret et væld af kvindelige kunstnere – Björk, Tori Amos, St. Vincent, Florence and the Machine.

Hun har fascineret kunstnere der ligger meget langt fra hendes stil. En helt uventet fan er Johnny Rotten (alias John Lydon), forsanger i det første punk-band Sex Pistols. Rotten har udtalt: Kate Bush and her grand piano, it’s like John Wayne and his saddle…thank you.” Hun er god ven med diverse kunstnere som især Steve Harley og Peter Gabriel, men også David Gilmour og Elton John – foruden et større antal britiske deadpan-komikere lige fra Monty Python-ensemblet til Hugh Laurie og Stephen Frye.

Kate Bush er dog først og fremmest en stor sangerinde, en højt begavet og original kunstner der laver musik der ikke rigtig minder om sin samtidige musik. Hun er excentrisk til en grad som mange vil finde krukket, irriterende, for meget. Det er ikke altid let både at være kvinde og at have et meget markant og meget personligt – og frimodigt – udtryk. Kate Bush’ musik bliver i 1980’erne hurtigt meget eksperimenterende og udfordrende, og hendes tekster er ofte yderst specielle og med bizarre fortællinger. Et eksempel – Kate Bush’ debutalbum blev indspillet da hun var bare 18 år gammel. Albummet fik titlen The Kick Inside efter en sang på albummet der handler om incest. The Kick Inside, sparket indeni, er fra et barn i livmoderen som er resultatet af incestuøs sex sunget lige før selvmordet. Morbidt, bizart, forunderligt.

Kate Bush forener på en mærkelig måde det meget nydelige og forfinede – ofte kønne ballader sunget over et flygel-tema – med dans og vildskab og referencer til krop, seksualitet, romantisk længsel og den finere litteratur med musikalske elementer fra både guitarrock og irsk folkemusik med en udefinerbar undertone af mystik, af noget overjordisk, noget næsten hekse-agtigt. Hendes karriere har desuden udspundet sig over næsten et helt liv. De tidligste sange Kate Bush har udgivet, er skrevet da hun var 13 år gammel og indspillet da hun var 15 år. De hidtil senest udgivne sange er fra 2011 hvor hun var 53 år gammel. I dag er hun 65 år gammel, og det vides ikke, om hun stadig er aktiv.

Jeg har fundet en amerikansk universitetsartikel på internettet – “Enigmatic chanteuse as pop pioneer” (1988) skrevet af Holly Kruse fra University of Illinois, og her har Kruse en betragtning som sammenfatter noget af det interessante ved Kate Bush som fænomen;

In the American musical mainstream, the most innovative performers are often among the least commercially successful. This seems to be somewhat less true in Great Britain, where avant-garde artists such as Laurie Anderson have reached the number one position on the pop singles chart, and where the most commercially successful female recording artist is Kate Bush. Kate Bush’s music integrates intellectually challenging subject matter into complex and often experimental instrumental arrangements. Bush’s conquest of the British pop music charts leads one to wonder how such an artist has been able to succeed within the constraints of the music industry, and what effect a pioneer like Bush has on mainstream popular music.

Nærværende tekst omhandler primært Kate Bush’ udgivne musik, hendes albums som jeg gennemgår, beskriver og bedømmer med en 3-6 musik-eksempler pr. album. Men jeg tilføjer også lidt biografiske noter. Først indleder jeg med en beskrivelse af hendes baggrund og karriere.

Jeg vil gerne takke Tom Jensen og Henrik Kasch for værdifulde kommentarer og bidrag til teksten!

Tom Thygesen Daugaard, september 2023

____________________________________________________

Kate Bush’ opvækst, gennembrud og karriere

Catherine Bush er vokset op i landlige omgivelser i East Wickham, Kent, der dog er en del af Stor-London. Faren, Robert Bush, var praktiserende læge af engelsk herkomst, mens moren Hannah Patricia Daley var sygeplejerske af irsk herkomst, og hjemmet var et landsted – East Wickham Farm. Landstedet er beskrevet således: “The large farmhouse where Kate Bush was raised is almost impossible to see through impenetrable undergrowth and is situated in a surprisingly built-up area on Wickham Street, Welling, on the fringes of South-East London“.

Faren spillede klaver, moren dansede irsk folkedans, og britisk og irsk folkemusik fyldte en stor del af Catherines opvækst.. Der var også to ældre storebrødre, den 6 år ældre Patrick ”Paddy” Bush, der frembringer instrumenter og spiller på et utal af eksotiske instrumenter som balalaika, sitar, koto, og digeridoo og marovany. Samt den 16 år ældre John Carder Bush, fotograf og digter. Det var et hjem hvor der blev spillet en del britisk og irsk folkemusik, og Cathy – som hun blev kaldt som barn – lærte tidligt at spille violin og klaver.

Kate Bush og familie på East Wickham Farm i 1978. fra venstre moderen Hannah Bush, yngste storebror Paddy Bush, Kate Bush og til højre ældste storebror John Carder Bush

Samtidig blev den unge Cathy præget af den musik som hendes storebrødre var fascineret af. Det var særligt glamrock-genren og den eksperimenterende – men melodiøse – psykedeliske musik som tidlig Roxy Music, King Crimson, David Bowie, Elton John; Fleetwood Mac og Pink Floyd. Avantgarde-pop kan man måske kalde genren, og avantgarde-pop, eller art-pop, eller alt-pop eller bare eksperimenterende pop skulle blive Cathy Bush’ genre fremover.

Den unge Kate Bush foran sit bardomshjem, East Wickham Farm

I en alder af 11 år begyndte Cathy at skrive sine egne sange, og familien begyndte snart at lave demobånd med den unge Cathy. Snart havde hun 50 sange. Hendes far, dr. Bush, var enormt imponeret over sin unge datters sangskrivningstalenter, gav ærlig kritik, men lyttede altid med åbent sind og gav derigennem sin datter enorm opmuntring.

I 1972, da Cathy var 13-14 år gammel, fik hendes storebror, John Carder Bush, en af sine venner, Ricky Hopper, til at spille Cathys demobånd med de 50 sange for sine mange musikalske kontakter. Da Hopper var ganske ung først i 60’erne, var han gået på Cambridge University og der mødt David Gilmour, der også gik på Cambridge og i øvrigt var søn af en lektor i zoologi på samme universitet. I 1973 gik Hopper til Gilmour med Bush’ sange. Gilmour blev hooked, og det fik en enorm indflydelse for Bush’ karriere, eftersom Gilmour på det tidspunkt var en superstar – leadguitarist og forsanger i Pink Floyd.

Gilmour har berettet:

I’ve got this tape of this 15-year-old girl singing, and I think she’s talented.’ He played it to me, and I agreed that I did think she was very talented.

“Her unusual vocal style and sound, I thought it was unlikely that record companies, A&R people would get it. I was not convinced that they would get it instantly. So, after some various tryouts, I decided to employ a full studio in London with Geoff Emerick engineering  and a friend of mine, Andrew Powell, producing and arranging.”

“I chose two or three songs out of about 50 that she had, and I didn’t spend a long time choosing, I just sort of thought we’ll have one nice slow one, one sort of medium temperature, one like this… we’ll do those to releasable level so that they weren’t demos, so that they were actually properly ready-to-go tracks.

Det var en pompøs indspilning med den 16-årige pige med London Symphony Orchestra og det hele, arrangeret af Andrew Powell (der samtidig også var orkester-arrangør i Alan Parsons’ Project, et producerprojekt der lavede storladen og melodiøs ”prog-pop”), og Gilmour betalte hele indspilningen af egen lomme. Så meget troede han på hende. Det var i juni 1975 – samtidig med at Gilmour var i gang med Pink Floyd-albummet Wish You Were Here.

Gilmours pompøse demo blev spillet for Terry Slater, direktør i det store pladeselskab EMI, og det virkede. Slater signede straks Cathy Bush til en pladekontrakt med EMI. Dette skridt kan næppe undervurderes. Medio 1970’erne stod EMI for en tredjedel af det samlede pladesalg i Storbritannien og var klart landets dominerende pladeselskab.

Kate Bush kom snart under vingerne af lederen af EMIs popafdeling, Bob Mercer. 16 år var lidt for ungt, tænkte Mercer angiveligt. Hun kan blive ødelagt både af en stor kommerciel succes og en stor kommerciel fiasko, så hun får to år at modnes i. Desuden havde hun jo aldrig spillet live, og mestrede endnu ikke et instrument. Kunne hun begå sig? Bush fik en sum penge til at forberede sig i. Tiden brugte hun til at færdiggøre sin skolegang med et resultat et godt stykke over gennemsnittet og derpå gå intensivt til dans og mime. Hendes mime-lærer var Lindsay Kemp, som David Bowie gik hos i 1960’erne.

I denne periode var Bush begyndt at kalde sig ”Kate” i stedet for barndomsnavnet ”Cathy”.

Bush fik også trænet sin musikkunnen. Sidst i 1976 fik Kates yngste storebror, Paddy, fat i en god ven, guitaristen Brian Bath, der havde spillet i rockband i 1960’erne – nemlig Cobweb & Strange i 1967 hvor Bath fik sin ven Derek Peter ”Del” Palmer med på bas. I 1969 dannede Bath og Palmer bandet Tame med Victor King på trommer. For at lave et backup-band til Kate Bush samlede Brian Bath sine gamle venner Del Palmer og Vic King. Storebror Paddy Bush spillede også ofte med. De kaldte sig The KT Bush Band (prøv at udtale KT på engelsk), i øvrigt et navn Kate hadede, og begyndte at øve med dem. Og fra marts til august 1977 spillede The KT Bush Bands offentligt på pubs med mere – både med cover-versioner og med Kates egne sange.  

Samme år vurderede EMI at Kate Bush var klar til et album. Det blev indspillet i sommeren 1977 hvor Kate Bush blev 19 år i løbet af indspilningsperioden. Andrew Powell – der havde produceret den dyre demo fra 1975 med London Symphony Orchestra – blev producer på albummet der dybest set bestod af Kate Bush på sang og flygel til, sammen med en række studiemusikere som producer Andrew Powell fandt til projektet. Kate Bush ønskede sit eget band, The KT Bush Band, men Powell og EMI sagde nej. Det her projekt skulle være supertjekket, så ud røg Kates band (bortset fra Paddy Bush der medvirker hist og her på debutalbummet). Powell var jo tilknyttet Alan Parsons’ Project og fik bl.a. musikere herfra med, fx guitaristen Alan Bairnson. Han fandt også trommeslageren Stuart Eliott fra Steve Harley and the Cockney Rebels og Alan Parson’s Project som skulle blive en fast benyttet trommeslager på mange af Bush’ centrale sange i de efterfølgende år.  

Kate Bush er i det britiske musikmagasin Melody Maker anno 1977 citeret for følgende programmatiske udtalelse:

“Every female you see at a piano is either Lynsey de Paul or Carole King. And most male music–not all of it but the good stuff–really lays it on you. It really puts you against the wall and that’s what I like to do. I’d like my music to intrude. Not many females succeed with that.”

Kate Bush’ vision om at lave en sådan anmassende og pågående musik må have stammet fra hendes tidlige inspirationer – Roxy Music, David Bowie osv. – for Kate Bush’ personlighed går overhovedet ikke i den retning. Hun var og er myg, blid, blød, nedtonet og lyttende som gemyt, indbegrebet af en pæn pige og faktisk reelt ret genert; hendes kunstneriske persona i de tidlige dage er 100 % modsat hendes normale approach. Den er vild, teatralsk, flamboyant, seksualiseret. Det er som om hun som optrædende kunstner bliver besat af sin ”skygge”, for at tale jungiansk, alt det hendes bevidsthed skubber til side. For at cope med sin indadvendthed og generthed i det udadvendte set-up som show-business er, begyndte hun forholdsvis hurtigt  at ryge en del hash for at slappe af. Hash-forbruget er formentlig kommet til at koste hende en del i produktivitet.

Debutalbummet skulle udgives sidst i 1977 med en god single til at skabe opmærksomhed omkring EMIs nye, unge håb. EMI-chefen Bob Mercer ønskede et up-tempo-nummer som førstesingle og insisterede på sangen James and the Cold Gun. Den 19-årige Kate Bush var derimod sikker på at det var den passionerede romantiske ballade Wuthering Heights der skulle være førstesingle og satte al sin viljestyrke ind på at det blev singlen. Mercers argument var at den var for mærkelig, fordi hendes vokal kommer unaturligt langt op i toneregisteret. Bush’ argument var at netop fordi den var mærkelig, så ville den gøre hende bemærket, og at det var sangens passion der ville sælge den. Mercer lod hende få sin vilje ud fra den kyniske betragtning at når singlen så floppede, så ville Kate Bush indse at hun var ung og uerfaren, mens Bob Mercer kendte den kommercielle pop ind og ud.

Wuthering Heights blev førstesinglen der efter planen skulle lanceres den 4. november 1977. Men Kate havde det dårligt med forsiden som, fandt hun, solgte hende for meget som kød med et vist fokus på hendes bryster og kløften mellem dem. Hun kæmpede intenst for at få trukket singlen og udskiftet forside-billedet. Igen lykkedes hendes intense kamp med Mercer. Wuthering Heights kom først ud den 20. januar 1978 og kravlede langt, men sikkert, op som nr. 1 på singlehitlisten. Angiveligt er Wuthering Heights den første nr. 1 single i Storbritannien som er skrevet og udført af en kvinde.

Wuthering Heights skabte den opmærksomhed omkring Kate Bush som hun havde håbet på (men som Mercer på ironisk vis ikke havde håbet på), og da selve debut-albummet – The Kick Inside – blev lanceret den 17. februar, lå Wuthering Heights allerede nr. 1 på hitlisten og trak den op i salg. Og den røg op som nr. 3 på albumhitlisten. Sikke en debut af en teenager. Kate Bush var braget igennem. Næsten lige så vildt. Andensinglen var The Man With The Child in his Eyes, kom med på plade præcis i den udgave den blev lavet – nemlig som del af den demo Dave Gilmour havde bekostet i 1975 da Kate var 16 år – og som hun skrev da hun var bare 13 år – og den gik ind som nr. 6 på singlehitlisten. Samme år fulgte en alt for hurtigt lavet opfølger, Lionheart, med et lidt svagere salg og en noget dårligere kvalitet. Efter Lionheart – i april 1979 – iværksatte Kate efter et naturligt pres fra sit pladeselskab en halvanden måned lang turné – The Tour of Life – der var exceptionel ambitiøs i kraft af sit lysshow og blandingen af 17 kostume-skift, dans, mime-teater, tryllekunst, poesi, burlesk og almindelig teater altsammen planlagt af den 20-årige Kate Bush og udsført af hende med trådløst headset – dengang banebrydende.

Her er en ganske interessant næsten trekvarter lang tysk dokumentar-udsendelse tydeligt uden kommentator-stemme, så den virker lidt uformidlet. Men programmet bringer interviews med den unge Kate Bush og har adskillige uddrag fra The Tour of Life i en ret glimrende lydkvalitet. Og endda et interview med Kate, mor Hannah og far dr. Bush samlet.

I løbet af 1978, blev Kate i øvrigt fast kæreste med bassisten i the KT Bush Band, Del Palmer, og deres forhold varede til først i 90’erne, angiveligt. I denne periode – i 1980’erne – skabte Kate Bush sine – efter min mening 4 bedste albums – Never for Ever (1980), The Dreaming (1982), Hounds of Love (1985) og The Sensual World (1989). Man kan diskutere om Aerial fra 2005 kan trænge sig ind mellem de 4 albums fra 80’erne.

Kate Bush havde i sommeren 1979 været med til at lave Peter Gabriels 3. soloalbum (Peter Gabriel 3, også kaldet Melt) hvor Gabriel som den allerførste i Europa introducerede en nyudviklet digital sythesizer og sampler kaldet Fairlight CMI der gør det muligt at spille på og lave akkorder af hvilken som helst lyd man har optaget på bånd. Peter Gabriel havde en vision om at bruge synthesizers og trommemaskiner og anden moderne high tech til at skildre det humane og bløde og ikke – som teknologiske effekter ellers ofte blev brugt til – til at skildre det kolde, tekniske og fremmedgjorte (jf. det tyske band Kraftwerk). Gabriels meget eksperimenterende musik med stadig voksende brug af Fairlighten og nok ikke mindst hans særlige vision med at bruge den avancerede teknologi til at skildre det humane inspirerede Bush der særligt i og med The Dreaming næsten forlod sit klaver og helt erstattede den med Fairlighten hvilket skaber uhyre klangligt eksperimenterende lydflader der aldrig svigtede hendes intention om at analysere og fremvise menneskelige relationer, omend ofte i aparte kontekster.

Kate Bush og Peter Gabriel i studiet i 1979

I 1992 havde Kate truffet guitaristen Daniel McIntosh (der i dag leder sit eget pladeselskab) og ifølge de fleste informationer blev Kate faktisk gift med Danny McIntosh det år – men det er ikke en officiel erklæring. Det angår ikke offentligheden, tydeligvis. Et lidt uinspireret album fulgte – The Red Shoes (1993), Kate Bush’ værste album siden Lionheart.

I 1998 fødte hun som 40-årig sin og Danny McIntosh’ søn, Albert ”Bertie” McIntosh, og Bertie fik klart Kate Bush til at ændre prioritet. Musik og albums kom ikke længere i første række, og der begyndte at gå lang tid mellem udsendte albums. Mellem The Red Shoes og Bush’ debutalbum var der gået 15 år. Og der skulle gå næsten samme tidslænge – 12 år – mellem The Red Shoes og det følgende album. Først i 2005 udkom dobbelt-albummet Aerial, mens hun i 2011 dog udsendte hele to albums, dels Director’s Cut, der var en nyindspilning af sange fra The Sensual World og The Red Shoe, dels 50 Words for Snow. Det er de sidste studiealbums fra Kates hånd.

Langsomt er Kate Bush’ albums blevet mindre anmassende, mindre melodramatiske og mindre melodiøse, men de besidder stadig en høj standard i kraft af deres tænksomhed, dybde og lyriske kvaliteter. Det er stor kunst, men kedsomheden begynder også at true i musikken.

Danny McIntosh og Kate Bush som yngre og som midaldrende par

Det er som om Kate Bush’ musik er kommet stadig tættere på hendes sande personlighed – indadvendt, afdæmpet, nedtonet, blid, underspillet – i radikal modsætning til hendes første albums.

Bush har ikke udsendt et studiealbum i 12 år. Men i 2014 drog hun på en sjælden – og fornemt anmeldt – turné – eller rettere koncertrække på 22 koncerter kaldet Before The Dawn – i teateret Hammersmith Apollo i London. Det var Kates første turne siden The Tour of Life i 1979, og koncertrækken blev udsolgt på et kvarter. Den store hype medførte at 8 af Kate Bush’ albums pludselig var på album-hitlisten samtidig. Kun to kunstnere overgår det – Elvis Presley (lige efter hans død) og The Beatles.

I sommeren 2022 blev Running Up That Hill – der var førstesinglen fra albummet Hounds of Love – benyttet i Netflix-serien Stranger Things (4. sæson). Det introducerede en helt ny generation for Kate Bush, og Running Up That Hill blev et overraskende nr. 1-hit den sommer – 37 år efter den blev udsendt. Og faktisk dermed med en højere position end dengang Running Up That Hill blev udsedt. Dermed blev den dengang 63-årige Kate Bush den ældste kvinde der har fået et nr. 1-hit. Samtidig blev hun den person der har det længste aldersspænd mellem nr. 1-singler i Storbritannien – 44 år – afstanden mellem Wuthering Heights i 1978 og Running Up That Hill i 2022.

Gennemgang af Kate Bush’ albums

The Kick Inside (1978)

Allmusic – god til objektivt virkende beskrivelser af alskens albums – har denne beskrivelse af dette album:

Kate Bush’s first album, The Kick Inside, released when the singer/songwriter was only 19 years old (but featuring some songs written at 15 and recorded at 16), is her most unabashedly romantic, the sound of an impressionable and highly precocious teenager spreading her wings for the first time. The centerpiece is “Wuthering Heights,” which was a hit everywhere except the United States (and propelled the Emily Brontë novel back onto the best-seller lists in England), but there is a lot else here to enjoy: The disturbing “Man with the Child in His Eyes,” the catchy rocker “James and the Cold Gun,” and “Feel It,” an early manifestation of Bush’s explorations of sexual experience in song, which would culminate with “Hounds of Love.” As those familiar with the latter well know, she would do better work in the future, but this is still a mightily impressive debut.

The Kick Inside er Kate Bush’ debutalbum der gik ind som nr. 6 på albumhitlisten da den blev udsendt i februar 1978 – godt hjulpet på vej af albummets førstesingle, Wuthering Heights, der blev et tophit. Albummet blev indspillet i løbet af juli og august 1977 hvorunder Kate fejrede sin 19 års fødselsdag. To af sangene på The Kick Inside – The Man with the Child in his Eyes og Saxophone Song – er indspillet tilbage i 1975 da Kate var 16 var gammel som led i en demo-indspilning som Pink Floyds David Gilmour bekostede og stod bag for at vække pladeselskabernes interesse. Producer både på de sange der blev indspillet i 1975 og i 1977 er Andrew Powell, kendt for at kunne orkestrere klassisk musik, fx i sit samarbejde med The Alan Parsons’ Project.

The Kick Inside er altså en teenage-sangerindes debutalbum fra 1970’erne. Albummet består især af kønne ballader akkompagneret af klaver/flygel og virker helt umiddelbart meget ungpige-agtig, særligt pga. Kate Bush’ exceptionelt høje sopran. En begavet overklasse-piges kønne, nydelige, romantiske og bly ballader der måske mangler lidt snavs, krop, saft og kraft.

Men for det første er albummets sange overraskende velskrevne og holdbare. Og for det andet har albummet masser af passion, længsel, krop og provokation. Titelsangen er en selvmordsnote skrevet af en pige til sin bror som hun venter barn med – et barn der er “The Kick Inside”.

I’m giving it all in a moment or two, giving it all in a moment for you.

This kicking here inside, makes me leave you behind.

No more under the quilt to keep you warm.

Your sister I was born, you must lose me like an arrow shot into the killer storm.

The Kick Inside har flere sange om sex-oplevelser, fx Feel It – herunder optaget fra The Tour of Life-koncertrækken i 1979.

Feel It indledes således:

After the party, you took me back to your parlour
A little nervous laughter, locking the door
My stockings fall onto the floor, desperate for more
Nobody else can share this
Here comes one and one makes one
The glorious union, well, it could be love
Or it could be just lust but it will be fun
It will be wonderful

Oh feel it, oh, oh, feel it, feel it my love
Oh feel it, oh, oh, feel it, feel it my love

Også en anden ballade på The Kick Inside – L’amour looks something like you – har en seksuelt ladet tekst.

L’amour looks something like you.

The thought of you sends me shivery.

I’m dressed in lace, sailing down a black reverie.

My heart is thrown

To the pebbles and the boatmen.

All the time

I find I’m living in that evening,

With that feeling of sticky love inside.

Den nydelige og poetiske Kate Bush vil sikkert ikke bruge ordet “seksuel” her, men “sensuel”. Men hun er virkelig meget eksplicit her. Bemærkt adjektivet “sticky” i sidste linje.

Man kan bemærke at Kate Bush jo nok ikke er den første attraktive sangerinde hvor seksualitet bliver en del af salgspakken. Men det er som oftest et led i mænds ønske om at sælge kvindekroppen som en vare og af begær af denne krop. . Da Kate Bush oplevede den strategi i omslaget på hendes første single, satte hun hælene i. Når hun som teenager på sit debutalbum synger om sin seksualitet, er det hendes eget valg og under hendes egen kontrol. Det er udtryk for mod og dristighed, en vilje til ikke at lade sig begrænse af en skabelon der behager systemet, men netop at bryde ud af sin skabelon og stå ved sig selv. Den amerikanske sangerinde Madonna er blevet rost for det samme og er nogle gange derfor gjort til et feministisk ikon. Men Kate Bush kom først.

Først og fremmest markerer førstesinglen Wuthering Heights sig på The Kick Inside. Singlen har to videoer. Dels en hvor Bush synger sangen i rød kjole ude i en skov. Den version af den oprindelige og fra 1977. I 1978 kom en ny version hvor Kate Bush optræder i hvid kjole i mørke, tågede omgivelser, dvs. klart mere spøgelsesagtigt. Dette er en af de første musikvideoer der med sine billeder prøver at fortælle sangens historie i stedet for bare at vise musikerne synge sangen på en scene. Den afsluttende guitarsolo spilles i øvrigt af Ian Bairnson.

Her er en live-udgave fra Top of the Pops i 1978:

Som navnet antyder tager Wuthering Heights sit afsæt i Emily Brontës klassiske roman Stormfulde Højder hvor Bush lever sig ind i et spøgelse – ånden efter kvinden Cathy – der efter sin død brænder efter at trænge igennem et vindue for gøre op med Heathcliff (der stadig lever), som har svigtet hende. Så temaet er en længsel og et had der er stærkere end døden. Ikke fordi Kate Bush var en superlitterær type der allerede som teenager havde tyret alle klassikerne igennem. Inspirationen kom efter at hun havde set de sidste 5 minutter af en ældre tv-bearbejdning af Stormfulde Højder. Siden læste hun spredte sider i Brontës bog for at kunne citere den passende i sin tekst. Hun skrev sangen som 18-årig den 5. marts 1977, og om processen fortæller hun:

I wrote in my flat, sitting at the upright piano one night in March at about midnight. There was a full moon and the curtains were open, and every time I looked up for ideas, I looked at the moon. Actually, it came quite easily. I couldn’t seem to get out of the chorus – it had a really circular feel to it, which is why it repeats. I had originally written something more complicated, but I couldn’t link it up, so I kept the first bit and repeated it. I was really pleased, because it was the first song I had written for a while, as I’d been busy rehearsing with the KT Band.

I felt a particular want to write it, and had wanted to write it for quite a while. I remember my brother John talking about the story, but I couldn’t relate to it enough. So I borrowed the book and read a few pages, picking out a few lines. So I actually wrote the song before I had read the book right through. The name Cathy helped, and made it easier to project my own feelings of want for someone so much that you hate them. I could understand how Cathy felt.

Wuthering Heights er et virkelig mærkeligt hit pga. Kate Bush’ usædvanligt høje sopranstemme og temaet om på en og samme tid romantisk og dæmonisk begær. Sangen er på unik vis med til at iscenesætte Kate Bush som meget anderledes, uden for tid og sted, mytisk, heks og engel i samme moment. Men ikke menneske. Ikke af denne verden. Men fortryllende og urovækkende.

En næsten endnu mere velskrevet ballade er albummets andensingle, The Man With The Child In His Eyes, der på albummet er i en udgave fra 1975, da Kate var 16 år, og endda skrevet da hun var blot 13 år gammel. Det er ret forbløffende at en 13-årig kan skrive så god en sang. Nogle har fundet sangens tekst fortyrrende, som om det omhandler en ældre mands grooming af en mindre pige. Kate Bush udtrykker dog selv i 1978 at teksten bare er en lovsang til mænds befriende barnlighed.

I just noticed that men retain a capacity to enjoy childish games throughout their lives, and women don’t seem to be able to do that.

Eller mere udførligt:

The inspiration for ‘The Man With the Child in His Eyes’ was really just a particular thing that happened when I went to the piano. The piano just started speaking to me. It was a theory that I had had for a while that I just observed in most of the men that I know: the fact that they just are little boys inside and how wonderful it is that they manage to retain this magic. I, myself, am attracted to older men, I guess, but I think that’s the same with every female. I think it’s a very natural, basic instinct that you look continually for your father for the rest of your life, as do men continually look for their mother in the women that they meet. I don’t think we’re all aware of it, but I think it is basically true. You look for that security that the opposite sex in your parenthood gave you as a child.

Allmusic beskriver The Man With The Child in his Eyes således:

One of the earliest of Kate Bush’s songs to survive and be reworked for recording, the simple ballad ”the Man with a Child in his Eyes” was written when she was just 14, and is one of the highlights of the legendary, and oft-bootlegged Cathy Tapes collection of precocious teen demos. One of her favorite songs from that storehouse, Bush says it was directed by the strong creativity that emerged when she sat down at her piano. Feeling the instrument spoke to her, the song emerged from those experiences, driven by an innocent, childlike portrait of love and longing that exists only in the mind. Beautiful and slow and just over two and a half minutes long, the song lets pauses fall where needed and a never rushed melody unfolds as it will, culminating in a brief piece that is complex despite its utter simplicity. Bush insisted that this song become the Kick Inside’s sophomore single, chosen over the philosophical ”Them Heavy People”. Released in 1978 ”the Man with the Child in his Eyes” would just miss the UK Top 5, proving to any doubting Thomas’s that Bush was much more than a one hit wonder. 

_________________________

Lionheart (1978)

Allmusic har denne meget venlige beskrivelse af Kate Bush’ andet studie-album, Lionheart fra 1978.

Proving that the English admired Kate Bush’s work, 1978’s Lionheart album managed to reach the number six spot in her homeland while failing to make a substantial impact in North America. The single “Hammer Horror” went to number 44 on the U.K. singles chart, but the remaining tracks from the album spin, leap, and pirouette with Bush’s vocal dramatics, most of them dissipating into a mist rather than hovering around long enough to be memorable. Her fairytale essence wraps itself around tracks like “In Search of Peter Pan,” “Kashka From Baghdad,” and “Oh England My Lionheart,” but unravels before any substance can be heard. “Wow” does the best job at expressing her voice as it waves and flutters through the chorus, with a melody that shimmers in a peculiar but compatible manner. Some of the tracks, such as “Coffee Homeground” or “In the Warm Room,” bask in their own subtle obscurity, a trait that Bush improved upon later in her career but couldn’t secure on this album. Lionheart acts as a gauge more than a complete album, as Bush is trying to see how many different ways she can sound vocally colorful, even enigmatic, rather than focus on her material’s content and fluidity. Hearing Lionheart after listening to Never for Ever or The Dreaming album, it’s apparent how quickly Bush had progressed both vocally and in her writing in such a short time.

Lionheart er indspillet fra 7. juli til september 1978 i den periode hvor Kate Bush fejrede sin 20 års fødselsdag og udsendt den 13. november 1978. Ligesom debutalbummet er Lionheart produceret af Andrew Powell og med sange der 100 % er skrevet og sunget af Kate Bush. Albummet solgte ikke helt så fremragende som debutalbummet, men blev dog nr. 6 i Storbritannien. Førstesinglen Hammer Horror floppede med rette, men andensinglen Wow blev dog nr. 14 på single-hitlisten, altså et rimeligt hit.

Lionheart.er normalt beskrevet som en dårligere udgave af The Kick Inside, altså lavet i samme stil, men mindre inspireret. Sådan har jeg det også. Lionheart er Kate Bush’ dårligste album. Det er på en måde ikke så mærkeligt. Kate Bush fik en uge til at skrive og forberede sine sange før indspilningen. En uge!

Kate Bush’ egne ord fra 1989 siger det meste:

It was rushed and that was responsible for me taking as much time as possible over albums. Considering how quickly we made it, it’s a bloody good album but I’m not really happy with it.

Eller mere udførligt:

Even on the first two records, I was doing what I’m doing now as a artist, only because I was a lot younger, and I didn’t have the room and the space to be able to truly present my music. I had to work with a producer and within certain kind of set-ups because of the fact that… that’s how it was, I wasn’t powerful enough basically to be able to say, “Look, I’m producing this myself. This is what I do.” And that’s what I do now. I think that if I had been a little older, and if I’d had the experience at the time, I would have done it then, too. But I was – When I was making my first album, I was 18. I had never really worked with a band before, let alone a producer in a studio setup. So I just had – [Laughs] -I mean I just about had the guts, you know, to sing and keep it together. But you learn very quickly what you want. By the time the second album was finished, I knew that I had to be involved. Even though they were my songs and I was singing them, the finished product was not what I wanted. That wasn’t the producer’s fault. He was doing a good job from his point of view, making it sound good and together. But for me, it was not my album, really. 

Kate Bush er kun tilfreds med én sang fra albummet, andensinglen Wow. Det er også den eneste sang fra albummet jeg er glad for. Så lad os nøjes med Wow der har den samme lysende, længselsfulde melodiøsitet som Wuthering Heights. Den er måske lidt mere ordinær og klassisk, men stadig ret speciel.

Allmusic beskrver Wow således:

In retrospect, it’s hard to believe that many of the folks beguiled by Kate Bush’s debut album found its near-immediate followup Lionheart somewhat disappointing, since in relation to Bush’s more experimental later work, the albums now form a sort of matched set: Kate Bush, The Teenage Years. Written and recorded before her 20th birthday, “Wow” is occasionally dismissed as a hippie-dippie trifle thanks to its remarkably to-the-point chorus: “Wow, wow, wow, wow, wow, wow, unbelievable,” which out of the context of the song as a whole makes Stevie Nicks look like Edna St. Vincent Millay. However, within the song, the memorable chorus takes on a different meaning; the verses describe an elderly actor going through the motions yet again, and the chorus is an increasingly insincere appreciation of his art. (“Unbelievable,” remember, is not the effect most actors are going for, suggesting that the actor’s florid, stagy style may be entirely out of fashion.) The final line of the second verse, “We’d give you a part, my love. But you’d have to play the fool,” makes the final iteration of the chorus sound positively chilling. Musically, the piano and strings arrangement is of a piece with most of Bush’s first album, although the subtle use of synthesizers on the chorus foreshadows the more electronic direction Bush would take on her next album.

Om teksten i Wow siger Kate Bush selv:

‘Wow’ is a song about the music business, not just rock music but show business in general, including acting and theatre. People say that the music business is about ripoffs, the rat race, competition, strain, people trying to cut you down, and so on, and though that’s all there, there’s also the magic.

__________________________________________________________

Never for Ever (1980)

I april og maj 1979 gennemførte Kate Bush en meget ambitiøs og meget rost koncertrække i London-teatret Hammersmith Odeon – The Tour of Life – hvor tryllekunst, sang, mime-teater, dans og meget andet gik op i en højere enhed. Efter en sommerferie, hvor hun bl.a. hjalp Peter Gabriel med at indspille hans 3. album og her blev introduceret for trommemaskiner og et fantastisk splinternyt instrument, den digitale sampler Fairlight CMI, så gik hun i september 1979 i gang med sit 3. studiealbum. Forgængeren Lionheart var om ikke et kommercielt flop så et kunstnerisk flop hvilket Kate Bush selv var meget bevidst om. Det skulle der reageres på. Hun var træt af at være en brik i producerens vision, og træt af at EMI gav hende alt for lidt tid til at lave kvalitet. Så ud røg den hidtidige producer Andrew Powell, og Kate Bush tog selv magten til at producere albummet sammen med den erfarne producer Jon Kelly. Og hun fik lov til at bruge mere end et halvt år på sit nye album med brug af de ting Peter Gabriel introducerede hende for – trommemaskiner og Fairlight CMI. Resultatet lønnede sig. Albummet blev lanceret den 8. september 1980 under navnet Never for Ever. Som blev Kate Bush’ hidtil største kommercielle og kunstneriske succes. Never for Ever røg ind som nr. 1 på albumhitlisten. Det var første gang i Storbritannien at et album af en kvinde røg ind som nr. 1 på albumhitlisten. Et glasloft var blevet brudt.

Allmusic beskriver Never for Ever således:

Never for Ever has Kate Bush sounding vocally stable and more confident, taking what she had put into her debut single “Wuthering Heights” from 1978 and administering those facets into most of the album’s content. Never for Ever went to number one in the U.K., on the strength of three singles that made her country’s Top 20. Both “Breathing” and “Army Dreamers” went to number 16, while “Babooshka” was her first Top Five single since “Wuthering Heights.” Bush’s dramatics and theatrical approach to singing begin to solidify on Never for Ever, and her style brandishes avid seriousness without sounding flighty or absurd. “Breathing,” about the repercussions of nuclear war, conveys enough passion and vocal curvatures to make her concern sound convincing, while “Army Dreamers” bounces her voice up and down without getting out of hand. “Babooshka”‘s motherly charm and flexible chorus make it one of her best tracks, proving that she can make the simplest of lyrics work for her through her tailored vocal acrobatics. The rest of the album isn’t quite as firm as her singles, but they all sport a more appeasing and accustomed sound than some of her past works, and she does manage to keep her identity and characteristics intact. She bettered this formula for 1985’s Hounds of Love, making that album’s “Running Up That Hill” her only Top 40 single in the U.S., peaking at number 30.

Never for Ever er generelt blevet meget fint anmeldt, også Kate Bush’ produktion, således her Melody Maker:

Any doubts that this is the best Bush album yet are finally obliterated by the inspired unorthodoxy of the production. I had to look to see if Steve Lillywhite wasn’t at the controls – it’s that clean and fresh

Never for Ever bryder ikke basalt set med mønsteret fra de to første albums. Det er primært melodiøse, følsomme ballader bygget op fra klaveret/flygelet. Men produktionen virker mere tidssvarende, kvaliteten er højere, og Kate Bush har nu udviklet et træk som de største poprock-kunstnere generelt besidder. Evnen til at give hver sang sit særkende, sin særlige sjæl og karakter. Beatles, Pink Floyd, Genesis, Radiohead, David Bowie, Peter Gabriel med videre har samme evne, mens fx Rolling Stones og ofte U2 snarere laver sange der lyder påfaldende som bandets andre sange.

Som Allmusic antyder, så glimrer Never for Ever især ved albummets tre singler – førstesinglen Breathing, andensinglen Babooshka og tredjesinglen Army Dreamers. Af resten vil jeg især fremhæve The Wedding List og The Infant Kiss.

Andensinglen Babooshka blev klart albummets største hit. Den endte som nummer 4 på den britiske single-hitliste, var noget mere rocket end Kate Bush’ hidtidige hit og havde smarte lydeffekter som at spille på lyden af knust glas i sangens slutning – en Fairlight CMI-effekt. Allmusic omtaler sangens “motherly charm” hvad jeg ikke begriber. Der er intet moderligt over Babooshka, hverken i tekst eller video. Kate Bush beskriver selv sangens handling således:

 It’s based on a theme that is often used in folk songs, which is where the wife of the husband begins to feel that perhaps he’s not faithful. And there’s no real strength in her feelings, it’s just more or less paranoia suspicions, and so she starts thinking that she’s going to test him, just to see if he’s faithful. So what she does is she gets herself a pseudonym, which happens to be Babooshka, and she sends him a letter. And he responds very well to the letter, because as he reads it, he recognises the wife that he had a couple of years ago, who was happy, in the letter. And so he likes it, and she decides to take it even further and get a meeting together to see how he reacts to this Babooshka lady instead of her. When he meets her, again because she is so similar to his wife, the one that he loves, he’s very attracted to her. Of course she is very annoyed and the break in the song is just throwing the restaurant at him…  (…) The whole idea of the song is really the futility and the stupidness of humans and how by our own thinking, spinning around in our own ideas we come up with completely paranoid facts. So in her situation she was in fact suspicious of a man who was doing nothing wrong, he loved her very much indeed. Through her own suspicions and evil thoughts she’s really ruining the relationship.

Hvilket er en ganske kompleks og raffineret historie med en tænksom pointe der vel næppe er moderlig. Den paranoide hustrus to personaer plus ægtemandens indirekte tilstedeværelse kommer ret elegant til udtryk i den meget fine video. Når kvinden agerer mistroisk hustru, optræder Kate Bush med mørkt slør og med mime-bevægelser som besidderisk, omklamrende, livsforskækket i verset. Når omkvædet kommer, forvandles hustruen til den forførende Babooshka. Ægtemanden er repræsenteret af kontrabassen som hustruen med mørkt slør prøver at omklamre. Kloge folk har påpeget at videoen lægger et spor ud til en tendens i Kate Bush’ senere sange. Når der er et kønsligt samspil i sangene, så repræsenterer Kates lyse vokal naturligvis kvinden, mens manden repræsenteres af bassen, ofte en båndløs bas.

Førstesinglen Breathing er Kate Bush’ hidtil dybeste sang, mest åndelige sang, mest ambitiøse sang, og den sang hun hidtil er mest tilfreds med hvilket nok klart har motiveret hende til at gøre Breathing til albummets førstesingle. Hvad den slet ikke egner sig til at være. Sangen er symfonisk, prog-rock-agtig og slutter medKate Bush’ hidtil tungeste guitar-riff og en – i forhold til Bush’ hidtidige standard – ret eksperimenterende og hidsig korsang. Men den kravlede faktisk op på en 16. plads på single-hitlisten!

Breathing er sunget fra et ufødt, men ret alvidende, fosters perspektiv. Fosteret – der nærmest er et spirituelt væsen, reinkarneret, informeret, reflekteret, tidsløs – forholder sig til omverdenen uden for livmoderen, en omverden der er forurenet af dels radioaktivt affald efter en atomkrig, dels nikotinrøgen fra en rygende mor. Alt dette gør at fosteret på ingen måde har lyst til at blive født. Omkvædets ånden – breathing – handler om kontakten mellem indre og ydre, mellem mennesket og omverdenen, ånde ind, ånde ud – forståelsen at vi er udveksling med omverdenen, denne udveksling giver vores liv, og burde afføde en respekt for verden og naturen, en natur der ikke bør forurenes og gøres så uattraktiv at bo i at børn ikke vil fødes, og mødre ikke vil føde. Så Breathing er en bizart fortalt økologisk moralprædiken. Bush siger selv om Breathing i 1980:

It’s about a baby still in the mother’s womb at the time of a nuclear fallout, but it’s more of a spiritual being. It has all its senses: sight, smell, touch, taste and hearing, and it knows what is going on outside the mother’s womb, and yet it wants desperately to carry on living, as we all do of course. Nuclear fallout is something we’re all aware of, and worried about happening in our lives, and it’s something we should all take time to think about. We’re all innocent, none of us deserve to be blown up.

When I wrote the song, it was from such a personal viewpoint. It was just through having heard a thing for years without it ever having got through to me. ‘Til the moment it hit me, I hadn’t really been moved. Then I suddenly realised the whole devastation and disgusting arrogance of it all. Trying to destroy something that we’ve not created – the earth. The only thing we are is a breathing mechanism: everything is breathing. Without it we’re just nothing. All we’ve got is our lives, and I was worried that when people heard it they were going to think, ‘She’s exploiting commercially this terribly real thing.’ I was very worried that people weren’t going to take me from my emotional standpoint rather than the commercial one. But they did, which is great. I was worried that people wouldn’t want to worry about it because it’s so real. I was also worried that it was too negative, but I do feel that there is hope in the whole thing, just for the fact that it’s a message from the future. It’s not from now, it’s from a spirit that may exist in the future, a non-existent spiritual embryo who sees all and who’s been round time and time again so they know what the world’s all about. This time they don’t want to come out, because they know they’re not going to live. It’s almost like the mother’s stomach is a big window that’s like a cinema screen, and they’re seeing all this terrible chaos. 

Kate Bush har ærefrygt for sin egen sang. I 1990 udtalte hun:

‘Breathing’, I think, was one of my first, what I would call spiritual songs. The subject matter isn’t necessarily, but the spark is. When I was writing it, it felt like: Hang on, I don’t think I’m writing this – this is a bit too good for me! Rather than the song being my creation, I was a vehicle for something that was coming through me.

Breathing har en mørk, post-apokalyptisk stemning over sig og er i atmosfære inspireret af Pink Floyd-albummet The Wall – særligt tydeligt i det instrumentale mellemspil før den guitartunge, pompøse slutning sætter ind. Videoen er virkelig god og en af de helt tidlige såkaldte cinematiske musikvideoer der med billeder fortæller sangens historie – i stedet for som hidtil blot at opstille bandets musikere der afspiller sangen fra en scene i røg og damp. De cinematiske videoer blev først udbredt fra 1981 med opkomsten af musikvideo-kanalen MTV.

Kate Bush er nu begyndt at inddrage sit gamle band – The KT Bush Band – blandt musikerne. Broen Paddy Bush er i koret, Brian Bath fra The KT Bush Band er sangens primære guitarist. Trommeslageren Stuart Elliott var en af de studiemusikere som hendes første producer, Andrew Powell, fandt frem. Ham swingede hun med, så ham har hun beholdt – til KT Bush-trommeslageren Vic Kings store fortrydelse og irritation. Særligt markerer sig nok den fremragende studiemusiker John Giblin (sidenhen bassist i Simple Minds) sig på båndløs bas.

Der er en anderledes lethed og elegance over tredjesinglen Army Dreamers. Den synges af en mor der har mistet sin soldatersøn og i sin store sorg stiller spørgsmål ved sig selv som mor.

Jeg har en stor svaghed for endnu to sange på Never for Ever, nemlig først The Wedding List hvis handling ligger ret tæt på Tarantinos noget senere filmserie Kill Bill om en brud der før myrdet sin gom ved brylluppet og så sætter alt ind på at hævne gommen. Den oprindelige inspiration for begge værker synes at være Truffeauts film fra 1968 La Mariée était en noir, dansk Bruden var i sort. The Wedding List er en fornøjelig og ret rocket sang der i stil ikke peger så meget bagud på skønsangen ved flygelet som fremad – fx mod The Dreaming. The Wedding List har ingen egentlig musikvideo, men Kate Bush tog noget der ligner en video over sangen med i sit juleshow fra 1979 – dvs. otte måneder FØR The Wedding List blev udgivet på plade.

Og dels The Infant Kiss der også er bygget på en film, The Innocents. The Infant Kiss er så smuk og yndig og umådelig rædselsvækkende samtidigda sangens historie er en gal guvernante der passer børn som hun tror bliver besat af hendes forgængers afdøde elsker. Nedenstående video er en fan-video baseret på klip fra The Innocents, men kunstneren bag, Chris Williams, fik den kunst at blive kontaktet af Kate Bush der sagde at de klip fra the Innocents som han havde valgt, var præcis de samme klip som hun ville have valgt.

_________________________________________________________________

The Dreaming (1982)

Lige så snart Never for Ever er udkommet i september 1980, begynder den 22-årige Kate Bush at arbejde med sit 4. studiealbum i diverse studier i London. Denne gang har hun skaffet sig frirum. Hun er eneproducer, hun kan bruge den tid hun vil, og hun kan gøre hvad hun vil. EMI stoler på hendes evne til at lave hits og sælge. Kate Bush bruger sin frihed maksimalt. Dog ikke til at lave hits. Men til at lave kunst. Albummet der følger, skal blive hendes mest ukommercielle, mindst leflende, mest radikale, mest eksperimenterede, mest uhyggelige, mest vrede og mest krævende og utilgængelige album. Ikke hidtil, men også nogensinde. Og der er utrolig meget Fairlight CMI på dette album. Albummet er først færdig i maj 1982, over halvandet år efter indspilningen begyndte, og det udkommer den 13. september 1982 under navnet “The Dreaming”. Navngivet efter førstesinglen der er et avantgardistisk og vovet og psykedelisk stykke verdensmusik så fuld af og fuld af suggestiv rædsel at enhver melodi er væk. The Dreaming, særligt singlen, men egentlig også albummet, er et kommercielt selvmord. Samtidig er albummet fantastisk. Eksperimenterne er godt nok radikale, men også vellykkede, og omtrent alle sange, pæne og hæslige, er funklende og dybt originale sorte perler. The Dreaming er helt oplagt et målrettet og gennemført projekt der skal demontere hendes status som den pæne pige med helium-stemmen. Det projekt lykkedes. Mange af hendes kernefans, der netop var blevet fascineret af pigen med helium-stemmen stod forvirrede tilbage. Hvad skete der lige her på The Dreaming? Og cheferne på hendes pladeselskab EMI blev bekymrede. Meget bekymrede.

Kate Bush har bl.a. sagt dette om albumet:

My first production. A really difficult album to make. People thought I’d gone mad, the album wasn’t warmly received by critics. People told me it was a commercial disaster but it reached number three so that’s their problem (Kate, 1988).

I look back at that record and it seems mad. I heard it about three years ago and couldn’t believe it. There’s a lot of anger in it. There’s a lot of ‘I’m an artist, right!’  (Kate, 1993)

Allmusic har denne vurdering som i min optik ikke helt giver The Dreaming hvad den fortjener:

Four albums into her burgeoning career, Kate Bush’s The Dreaming is a theatrical and abstract piece of work, as well as Bush’s first effort in the production seat. She throws herself in head first, incorporating various vocal loops, sometimes campy, but always romantic and inquisitive of emotion. She’s angry and pensive throughout the entire album, typically poetic while pushing around the notions of a male-dominated world. However, Kate Bush is a daydreamer. Unfortunately, The Dreaming, with all it’s intricate mystical beauty, isn’t fully embraced compared to her later work. Album opener “Sat in Your Lap” is a frightening slight on individual intellect, with a booming chorus echoing over throbbing percussion and a butchered brass section. “Leave It Open” is goth-like with Bush’s dark brooding, which is a suspending scale of vocalic laments, but it’s the vivacious and moody “Get Out of My House” that truly brings Bush’s many talents for art and music to the forefront. It prances with dripping piano drops and gritty guitar, and the violent rage felt as she screams “Slamming,” sparking a fury similar to what Tori Amos later ignited during her inception throughout the ’90s. Not one to be in fear of fear, The Dreaming is one of Kate Bush’s underrated achievements in depicting her own visions of love, relationships, and role play, not to mention a brilliant predecessor to the charming beauty of 1985’s Hounds of Love.

Skal Never for Ever repræsenteres af 5 sange, så bør The Dreaming repræsenteres af 6 sange. De to første er albummets mest traditionelle Kate Bush-agtige ballader, Night of the Swallow og All of my Love. Night of the Swallow indfanger præcist klassisk Kate Bush – flygel, skønsang, stærk melodi, fejende, catchy omkvæd, et stænk af irsk folkemusik og hendes særlige fe-agtige mystik. Trods titlen er det ikke en naturromantisk sang, men en sang om en smuglers hustrus forsøg på at holde sin mand hjemme fra sin farlige gerning, men hustruens forsøg på at holde smugleren tilbage, gør ham blot mere frihedssøgende og opsat på at følge sin egen dristige vej: Would you break even my wings, like a swallow. Let me, let me go. Omkvædet er snoet over irsk folkemusik, som jeg egentlig ikke bryder mig om, men her fungerer det enestående, og omkvædet virkelig løfter og letter i en vidunderlig artikulation af smuglerens frihedslængsel. Som jeg gætter på også var Kate Bush’ frihedslængsel da hun lavede dette album

All The Love er en smygende, elegant jazzet sang om sjælens ubodelige ensomhed, om at gemme sig selv væk i ensomheden, om eksilet, om vennernes desperate kontaktforsøg. Det er utrolig melankolsk, men Kate Bush giver denne grunderfaring et twist af elegance, leg, ironi og sødme der gør at man kan holde ensomhedssangen ud. Det er mørkt og smukt. Kate Bush siger selv om All The Love:

Although we are often surrounded by people and friends, we are all ultimately alone, and I feel sure everyone feels lonely at some time in their life. I wanted to write about feeling alone, and how having to hide emotions away or being too scared to show love can lead to being lonely as well. There are just some times when you can’t cope and you just don’t feel you can talk to anyone. I go and find a bathroom, a toilet or an empty room just to sit and let it out and try to put it all together in my mind. Then I go back and face it all again.
I think it’s sad how we forget to tell people we love that we do love them. Often we think about these things when it’s too late or when an extreme situation forces us to show those little things we’re normally too shy or too lazy to reveal. One of the ideas for the song sparked when I came home from the studio late one night. I was using an answering machine to take the day’s messages and it had been going wrong a lot, gradually growing worse with time. It would speed people’s voices up beyond recognition, and I just used to hope they would ring back again one day at normal speed.

This particular night, I started to play back the tape, and the machine had neatly edited half a dozen messages together to leave “Goodbye”, “See you!”, “Cheers”, “See you soon” .. It was a strange thing to sit and listen to your friends ringing up apparently just to say goodbye. I had several cassettes of peoples’ messages all ending with authentic farewells, and by copying them onto 1/4” tape and re-arranging the order, we managed to synchronize the ‘callers’ with the last verse of the song.

There are still quite a few of my friends who have not heard the album or who have not recognised themselves and are still wondering how they managed to appear in the album credits when they didn’t even set foot into the studio.

Det er i øvrigt Kate Bush’ samlever Del Palmer der spiller båndløs bas på All The Love. Det er også Del som Kate kysser på The Dreamings forside – der ses lige ovenfor. Del spiller rollen som Houdini (en af sangene på albummet) og Kate hans hustru der overleverer ham en nøgle på tungen via et kys. En eminent forside, udnævnt til en af de 100 bedste albumcovers ever. Stuart Elliott spiller trommer som sædvanlig, og Kate selv spiller flygel og Fairlight CMI.

Nu kommer vi til The Dreamings vildere sange. Sat in Your Lap er albummets åbningssang og bedst sælgende single. Den blev nr. 11 på single-hitlisten hvilket er temmelig imponerende når man betænker hvor udfordrende den er. Sat in Your Lap var den tidligste sang på albummet og klar allerede i 1980, og musikalsk er den undfanget efter at Kate var til koncert med Stevie Wonder. Teksten handler om menneskehedens søgen efter kundskab og indsigt og frustration over at sidde fast, fordi man ikke ofrer det der skal til.

Sat in your Lap er meget moderne i sin lyd, og man overvejer om sangens diuuuu-agtige trommelyd stammer fra elektroniske trommer à la Simmons drums. Det gør den faktisk ikke. Det er helt lavteknologisk. Lyden stammer fra svirpende bambus-pinde eksekveret af Kate og hendes bror Paddy.

Og nu tre sange der fremviser The Dreaming i al sin radikalitet. Tre gode sange. Tre stærke sange. Men også tre meget udfordrende sange. Når man hører dem, er det svært at forestille sig at bare 4 år tidligere debuterede den 19-årige Kate Bush med (generelt) nydelige og pæne ungpigesange.lydbillede

Leave It Open lyder i sit og med den bearbejdede og forvrængede vokal som om temaet er ren rædsel. Men det er den ikke. Faktisk er den nydelige og lækre All The Love bragt lige før langt mørkere i sin tematik. Leave It Open handler tilsyneladende om simpelthen at være receptiv og open-minded på rette tidspunkt, men at det er vi ikke i rædsel for at overvældes af det virkeligt ægte mærkelige derude som vi kunne fyldes af.

Like cups, we are filled up and emptied with feelings, emotions – vessels breathing in, breathing out. This song is about being open and shut to stimuli at the right times. Often we have closed minds and open mouths when perhaps we should have open minds and shut mouths.

Det lyder så ligetil. Men det er en i sandhed en meget, meget mærkelig og skræmmende sang hvor man kommer til at tænke på David Lynch’ senere drømmeagtige film. Omkvædets tekst kan være svær at høre, men Kate Bush synger her de forunderlige ord: Harm is in us/Harm is in us, but power to arm. Og den meget underlige svært gennemskuelige linje som Leave It Open slutter med, er: We let the weirdness in. Leave It Open er nok ikke Kate Bush’ mest iørefaldende og bedårende sang, men jeg finder den fascinerende og sært dragende. Sangen indeholder en mærkelig transcendens.

The Dreamings afsluttende sang – Get Out of My House – er endnu mere sær og rædselsvækkende, men her passer det bizarre mere indlysende med sangteksten. Her er det nemlig Stephen Kings roman Ondskabens Hotel (The Shining) der er afsættet med et interessant perspektiv, nemlig The Overlook Hotels perspektiv. Kate Bush siger:

The Shining’ is the only book I’ve read that has frightened me. While reading it I swamped around in its snowy imagery and avoided visiting certain floors of the big, cold hotel, empty for the winter. As in ‘Alien’, the central characters are isolated, miles (or light years) away from anyone or anything, but there is something in the place with them. They’re not sure what, but it isn’t very nice.

The setting for this song continues the theme – the house which is really a human being, has been shut up – locked and bolted, to stop any outside forces from entering. The person has been hurt and has decided to keep everybody out. They plant a ‘concierge’ at the front door to stop any determined callers from passing, but the thing has got into the house upstairs. It’s descending in the lift, and now it approaches the door of the room that you’re hiding in. You’re cornered, there’s no way out, so you turn into a bird and fly away, but the thing changes shape, too. You change, it changes; you can’t escape, so you turn around and face it, scare it away.

Hun har dog også udtrykt sig sådan at sangen måske slet ikke synges fra et ekskluderende og ondt hus’ perspektiv, men fra et eksluderende menneskes perspektiv, men et menneske beskrevet som et hus:

it’s all about the human as a house. The idea is that as more experiences actually get to you, you start learning how to defend yourself from them. The human can be seen as a house where you start putting up shutters at the windows and locking the doors – not letting in certain things. I think a lot of people are like this – they don’t hear what they don’t want to hear, don’t see what they don’t want to see. It is like a house, where the windows are the eyes and the ears, and you don’t let people in. That’s sad because as they grow older people should open up more. But they do the opposite because, I suppose, they do get bruised and cluttered. Which brings me back to myself; yes, I have had to decide what I will let in and what I’ll have to exclude

Sangen er ond, rå, forskruet, twisted og ikke indlysende attraktiv, men sangen overvælder alligevel i sin ukommercielle radikalitet. Det er en meget interessant sang.

Og nu til albummets titelsang og førstesingle som velsagtens er albummets største og mest ukommercielle eksperiment. The Dreaming er omtrent helt uden melodi og velkendt sangstruktur. Temaet er situationen for de australske indfødte aboriginals da de blev deporteret for at give plads til de hvides mineselskaber. Og sangen går helt ind på aboriginal-perspektivet i struktur og lydbillede med det særlige instrument didgeridoo der træder i stedet for bassen. Selve titlen refererer til konceptet “dream time” eller “the dreaming” i aboriginal-folkets religiøse forestillinger. I drømmetiden, en art mytisk-kollektiv tid, kan alt ske, og menneske og dyr bliver ligeartede.

Jeg ved ikke om jeg synes selve sangen The Dreaming er helt velfungerende. . Der er noget post-rock eller post-pop over den. Jeg finder det nok ærgerligt at den bliver så radikal at den mister al melodiøsitet. Men The Dreaming har atmosfære, og den er suggestiv. Den virker faktisk forbløffende overbevisende i sit forsøg på at skildre aboriginal-kulturens drømmetid.

_________________________________________________________

Hounds of Love (1985)

Kate Bush’ pladeselskab EMI var trætte af at Kate Bush havde lavet The Dreaming som en meget dyr produktion hvor hun havde gjort brug af de bedste studier i London i næsten 2 år og så med så lidt kommerciel succes. The Dreaming vandt aldrig guld. EMI antydede at det var slut med det. Enten var det hurtigere indsillede albums, eller også måtte hun til at lave hits igen. Kate Bush reagerede med at bygge sit eget pladestudio, Wickham Farm Home Studio, bagved sit barndomshjem, East Wickham Farm, hvor forældrene stadig boede (moren Hannah døde i 1992, faren Robert i 2008).

Den 24-årige Kate Bush begyndte indspilningen i sommeren 1983, da Wickham Farm Home Studio var stort set færdigt, og indspilningen tog ret præcis 2 år – endnu længere tid end indspilningen til The Dreaming. Dette Kate Bush’ 5. studio-album udkom i september 1985 under navnet Hounds of Love og er blevet hendes mest anerkendte. Eneproducer er naturligvis atter den nu 27-årige Bush.

Hounds of Love er egentlig ikke mindre ambitiøs og mindre kunst end The Dreaming er, men den forekommer mildere og mere groundet, måske pga. indspilningen i det trygge barndomshjem. De fleste af de hidsige, men også legesyge, excesser der gjorde The Dreaming så kompromisløs og udfordrende, er nu tempereret. The Dreaming udgjorde et vild og ukommercielt dyk ned i Kate Bush’ mørke og kaotiske dybder. På Hounds of Love var hun tilbage over vandoverfladen, men beriget med indsigten fra dykket. Hounds of Love er altså en delvis tilbagevenden til stilen før The Dreaming, men er præget af en stor modenhed og afklarethed.

Skal jeg rent subjektivt sige noget kritisk, så er jeg ikke 100 % begejstret for klangen. Lydkvaliteten er fornem, men jeg hører klangen som lidt steril, kølig og tør. Mange fremhæver sange fra side 1 som titelsangen Hounds of Love og The Big Skye, men de siger mig ikke meget. Jeg kan godt høre at titelsangen har drive, melodi og originalitet som åbningssangen, men jeg savner Kate Bush’ klassiske magi i sangen. Uden magi bliver hendes sangstil let lidt affekteret og irriterende i mine øren. Til gengæld er jeg meget begejstret for Running Up That Hill og Cloudbusting på side 1. Og hele side 2 der også sammenfattes som “The Ninth Wave”. Fordi Kate Bush’ stil er så egenartet, virker albummet (ligesom til dels også The Dreaming) forbløffende uafhængigt af sin samtid og dermed ikke forældet i sit udtryk. Hounds of Love er kaldt klassikeren i art-pop og er på mange måder et pragtfuldt album.

Kommercielt blev Hounds of Love en stor succes. Den gik ind som nr. 1 og er Kate Bush’ bedst sælgende album. Anmeldelserne var og er også uhyre positive. Rolling Stone har ranglistet det som det 68. bedste album nogensinde.

Allmusic har denne beskrivelse:

Kate Bush’s strongest album to date also marked her breakthrough into the American charts, and yielded a set of dazzling videos as well as an enviable body of hits, spearheaded by “Running Up That Hill,” her biggest single since “Wuthering Heights.” Strangely enough, Hounds of Love was no less complicated in its structure, imagery, and extra-musical references (even lifting a line of dialogue from Jacques Tourneur’s Curse of the Demon for the intro of the title song) than The Dreaming, which had been roundly criticized for being too ambitious and complex. But Hounds of Love was more carefully crafted as a pop record, and it abounded in memorable melodies and arrangements, the latter reflecting idioms ranging from orchestrated progressive pop to high-wattage traditional folk; and at the center of it all was Bush in the best album-length vocal performance of her career, extending her range and also drawing expressiveness from deep inside of herself, so much so that one almost feels as though he’s eavesdropping at moments during “Running Up That Hill.” Hounds of Love is actually a two-part album (the two sides of the original LP release being the now-lost natural dividing line), consisting of the suites “Hounds of Love” and “The Ninth Wave.” The former is steeped in lyrical and sonic sensuality that tends to wash over the listener, while the latter is about the experiences of birth and rebirth. If this sounds like heady stuff, it could be, but Bush never lets the material get too far from its pop trappings and purpose. In some respects, this was also Bush’s first fully realized album, done completely on her own terms, made entirely at her own 48-track home studio, to her schedule and preferences, and delivered whole to EMI as a finished work; that history is important, helping to explain the sheer presence of the album’s most striking element — the spirit of experimentation at every turn, in the little details of the sound. That vastly divergent grasp, from the minutiae of each song to the broad sweeping arc of the two suites, all heavily ornamented with layered instrumentation, makes this record wonderfully overpowering as a piece of pop music. Indeed, this reviewer hadn’t had so much fun and such a challenge listening to a new album from the U.K. since Abbey Road, and it’s pretty plain that Bush listened to (and learned from) a lot of the Beatles’ output in her youth.

Running Up That Hill er førstesinglen fra albummet og gik ind som nr. 3 på den britiske single-hitliste. Sangen indgik i sommeren 2022 i Netflix-serien Stranger Things hvilket ikke bare medførte en interesse for Kate Bush hos en ny generation, men også medførte at Running Up That Hill atter toppede hitlisterne, men nu som nr. 1. I USA gik Running Up That Hill kun ind på 30. pladsen, men Stranger Things medførte at den i 2022 gik ind som nr. 8 i USA. Det kan kun lade sig gøre, fordi sangen har så høj en kvalitet som den har, og fordi dens udtryk og produktion er så tidløs – ligesom hele albummet er. Dog med det NB at trommemaskinens udtryk nok er stærkt inspireret af Phil Collins hvis trommelyd dominerede 1980’erne så meget. Trommelyden giver sangen en forankring i 1980’erne.

Kate Bush lavede sangen på en eftermiddag via en Linn Drum Machine (programmeret af kæresten Del Palmer), der blev rygraden i sangen, det oprindelige skelet uden hverken forskydninger eller hi-hats. Oven på trommemaskinen kommer så en Fairlight CMI-sampler, der bl.a. laver en diskret, men urovækkende vedvarende mol-akkord, (nemlig tonerne C og Eb holdt nede), en såkaldt drone. Siden er der kommet sang og masser overdub på fx med en balalajka spillet af Paddy Bush. Man kan bemærke at arrangementet udvikler sig stadig mere kaotisk mod slutningen.

Sangens tema er at de to køn er så forskellige at de aldrig rigtig evner at forstå hinanden. Det ville måske kunne ændres, hvis de prøvede at bytte plads med hinanden. At mænd prøvede at være kvinder og omvendt. Det ville kræve en pagt lavet med en metafysisk magt. Den slags overnaturlige kontrakter er som regel med Djævelen, men Kate Bush så en pointe i at kontrakten blev lavet med Gud, ikke med Djævelen. Hun mente at sangen derfor skulle hedde A Deal with God, men her nedlagde pladeselskabet veto; nogle ville finde den titel blasfemisk, og hvorfor bede om ballade med de religiøse?

En pointe er dog nok at de to køn fundamentalt ikke forstår hinanden og geråder ud i stadige indbyrdes misforståelser, hvilket kun kan forløses af en guddommelig indblanding. Sangens optimisme beror altså på at alverdens kloge bøger og selvhjælpsterapeuter må spille fallit, kun en deus ex machina kan hjælpe. Reelt handler sangen om fortvivlelse, fastlåsthed, sørgmodighed, resignation. Jeg kan intet stille op, må Herren hjæpe os!

Det stærke ved sangen er at musikken støtter denne implicitte pointe. En ven af mig der er mere mere musikkyndig end jeg er, har fremdraget en iagttagelse, som jeg her omskriver:

Når Kate Bush vælger C-Eb som drone i sangen, så opstår en toklang i mol der giver kompositionen et modalt præg, hvor man ikke kan lave nogen kadencemæssig udvikling og i øvrigt heller ikke kan bevæge sig op i en forløsende durvariant (cdur). Man kan end ikke bevæge sig ind i en duragtig subdominant, der kunne lette melankolien lidt (her fdur), da kun ren cmol-kompatible toner bruges (og dermed ikke ‘a’ der jo indgår som nødvendig durterts i f). Sangen sidder altså fast i mol og udelukker en musikalsk udvej med en bevægelse på samme sted uden retning mod forløsning /ændring. Musikken bevæger sig, men kun med hop samme sted og slutter end ikke, fortsætter bare i samme fortsatte løbende rille.

Man kan bemærke sig at den eneste måde Kate Bush kan afslutte sangen på er via nogle Fairlight-lydeffekter der lyder som et damplokomotiv der bryder sammen eller forulykker.

Sangen er forholdsvis speciel i sit udtryk med den monotone, fremadpiskende trommelyd, dronen, de ret hastige akkordskift, den harmoniske bundethed til mol uden mulighed for forløsning og det voksende kaos i arrangementet. Samt sangens ironiske reference til en afgrundsdyb og tilsyneladende skæbnebestemt og uafvendelig smerte og ensomhed mellem de to køn. Alligevel virker sangen med sine indbyggede frustrationer mærkelig fuldendt i sit udtryk.

Allmusic har denne beskrivelse:

Another huge UK hit for Kate Bush, 1985’s ”Running Up that Hill”, became the key that finally opened the door for Kate Bush in America, in part due to ample MTV rotation of the video trilogy which also included ”the Hounds of Love” and ”the Big Sky”. Alongside ”Cloudbusting”, one of the highlights of the Hounds of Love album, ”Running Up that Hill” not only opened that set, but also acts as its keynote, introducing many of the themes she would explore across it. With a relentless beat to drive the song, Bush’s lyrics spill out, barely keeping time with the rhythm. The line “You don’t want to hurt me, but see how deep the bullet lies. Unaware I’m tearing you asunder, there is thunder in our hearts” cuts to the root of the tenuous thread that connects love to lust, loss to pain. Always adept at emotion and beautifully able to manipulate even the most bitter of hearts, rarely has Bush penned such a brutally truthful, painfully sensual song.

Bemærk i øvrigt hvor overbevisende Kate Bush er i sin ballet-agtige dans i videoen. Hun over overmåde kompetent i det meste hun foretager sig – vokalteknik, komposition, tekster, produktion, mime-teater, dans, koncert-planlægning.

Den næststærkeste sang på Hounds of Love-delen af dette storslåede album er andensinglen Cloudbusting en art ballade der snor sig omkring et suggestivt riff spillet af 6 celloer. Sangens historie er dybt bizar. Som ganske ung læste Kate bogen “A Book of Dreams”, en selvbiografi af Peter Reich, søn af den berømte østrigsk-amerikanske psykiater Wilhelm Reich. Et afsnit af bogen omhandler hvordan faren Wilhelm bygger en ejendommelig maskine kaldet en “cloudbuster” der i kraft af Reichs noget forskruede ideer om en altgennemtrængende livskraft skal være i stand til at skabe regn. Eksperimenter med regnmaskinen medfører at den ganske unge Peter ser sin far blive arresteret og for altid trukket ud af Peters liv hvilket selvsagt er traumatisk. Det er denne fortæling sangen er baseret på, ligesom den aldeles fremragende musikvideo hvor Wilhelm Reich spilles af Donald Sutherland, og Peter Reich spilles af Kate Bush.

Allmusic beskriver sangen sådan:

One of Kate Bush’s best ever singles, 1985’s ”Cloudbusting”, culled from the slightly disappointing Hounds of Love set, was her retelling of Peter Reich’s classic A Book of Dreams. Very simply, it is the tale of a scientist father’s relationship with his son, imaged through the experience of cloud seeding as seen through the boy’s eyes. The song fell easily into the rich earth of imagery that Bush has tilled throughout her entire career, emerging both tender and brutal. The guilelessness of youth is tempered with the blinding realization of lost innocence as the child’s father is arrested and taken away. Safety and danger are threaded through the song, via both a thoughtful lyric and a compulsive cello-driven melody. Even more startling, but hardly surprising, is the ease with which Bush was able to capture the moment when a child first realizes that adults are fallible and the parental cocoon is tenuous at best.

”Cloudbusting’s magnificence was furthered by an outstanding 12” extended mix (like the LP, impeccably produced by Bush herself), which kept the song’s hypnotic mantric effects and then transcended them without resorting to any of the pointless rock-ish filler that more often than not plagued such releases. And, as if that wasn’t enough, the 12” mix was dignified with an absolutely breathtakingly huge video, directed by Julian Doyle, and co-starring Donald Sutherland. The visualization of Bush’s interpretation of Reich’s story, the video emerged a complete film, becoming one of the finest examples of how powerful the medium could be.

At få denne blændende video sat i værk er jo ikke et pladeselskabs initiativ og ansvar, men alene Kate Bush’ vision og drive. Alene dette at få overtalt Donald Sutherland krævede en del ihærdighed og charme. Peter Reich, drengen i historien, var selv meget begejstret for både sang og video.

Den anden side af albummet Hounds of Love udgøres af en uhyre ambitiøs cyklus af 7 sange kaldet The Ninth Wave der ikke er melodisk men tematisk beslægtede, og som glider over i hinanden ligesom sangene på Pink Floyds The Wall eller Genesis’ The Lamb Lies Down on Broadway. Den sammenbindende historie for disse 7 sange er en person, tilsyneladende en kvinde, der er skyllet over bord og endt alene i havet med stor fare for at drukne.

Den første sang, And Dream of Sheep, handler om at kvinden i havet bekæmper trangen til at sove og drømme, hvilket vil være livsfarligt. Det udfordrende er det grænseløse, det udflydende.

Den anden sang, Under Ice, handler (metaforisk) om at denne kamp mod søvnen og drømmen var forgæves. I drømmen ser hun en skikkelse under vandet og opdager til sin rædsel at det er hende selv. Det udfordrende er nu at være fanget og fastlåst.

Den tredje sang, Waking the Witch, handler om at samle kræfterne for at komme ud af den farlige søvn og drøm. Rædslen for en vågnende kvindes kræfter spiller ind hvilket i forhistorien har medført heksejagt. Det udfordrende er det hæmmende og begrænsende.

Den fjerde sang, Watching You Without Me handler om at fantasere sig hen til de pårørende på land uden at kunne kommunikere. Det udfordrende er ensomheden, manglen på kontakt.

Den femte sang, Jig of Life, meget præget af irsk folkemusik, handler om selvmotivationen i kampen for at overleve ude i havet. Fremtidsudgaven af den druknende siger: Kæmp, lev! Det udforende er at finde frem til livsviljen og hvad den gør ved en.

Den sjette sang, den meget storladne ballade Hello Earth handler både om resignation og perspektivering. Den druknende prøver at se det hele oppefra – meget langt oppefra. Det udfordrende er sårbarheden.

Den syvende og sidste sang, The Morning Fog, handler om at kvinden er blevet reddet op af havet og fyldes med en overvældende taknemmelighed.

De syv sange i The Ninth Wave er fortalt mesterligt i såvel ord som toner. Den konkrete handling er dækket til af de tilknyttede stemninger og associationer med en symbolisme og sensibilitet der opleves som et dybdeperspektiv på oplevelsen der forbindes med en række andre livssituationer. Dette er perspektiverende, flertydig og foruroligende kunst. Dette er art-pop af allerhøjeste kaliber.

Hør hele suiten herunder med tilhørende tekst:

Skal en enkelt af sangene i The Ninth Wave fremhæves, må det være den umådeligt smukke og storladne Hello Earth. Bemærk hvordan en dyster og bizart lydende georgisk folkesang indgår efter omkvædet og understreger stemningen af transcendens, mystik og skønhed på toppen af den mørke afgrund under de svimlende højder. Det er simpelthen stor, stor kunst. Videoen herunder er en uofficiel fanvideo.

I 1986 udgav EMI opsamlingsalbummet Kate Bush The Whole Story. Til albummet lavede Kate Bush en enkelt ny sang, Experiment IV, om et forestillet nyt skrækindjagende våben – en lyd der kan dræbe. Jeg synes ikke at Experiment IV helt holder niveau fra The Hounds of Love, men jammerlig er den heller ikke. Og musikvideoen med bl.a. Hugh Laurie er mere end ok. Bemærk i slutningen hvordan englen = LYDEN pludselig forvandler sig til at aldeles skrækindjagende monster.

_________

The Sensual World (1989)

I september 1987 begyndte den 29-årige Kate Bush i sit barndomshjems-studie – Wickham Farm Home Studio – at indspille sit 6. studiealbum med kæresten Del Palmer som engineer og sig selv som producer. Næsten to år senere er albummet færdigt og udkommer under navnet “The Sensual World” i oktober 1989. Det bliver nr. 2 på albumhitlisten og får markant overvældende anmeldelser.

Forbløffende nok holder Kate Bush det høje niveau fra The Dreaming og Hounds of Love. Hun bevæger sig en anelse væk fra Hounds of Loves modne, lyse afklarethed og tilbage igen i retning af de mørke, legesyge excesser på The Dreaming, men på en mere feminin måde. Højest interessant er hendes brug af “Trio Bulgarka“, en bulgarsk trio der gør stor brug af den bulgarske folkemusiks fascinerende harmonier. Noget andet bemærkelsesværdigt er at Kate Bush i højere grad end længe skriver meget melodiøse ballader hvor This Woman’s Work er hendes smukkeste sang længe, måske nogensinde.

Allmusic har denne ret positive karakteristik af The Sensual World:

An enchanting songstress, Kate Bush reflects the most heavenly views of love on the aptly titled The Sensual World. The follow-up to Hounds of Love features Bush unafraid to be a temptress, vocally and lyrically. She’s a romantic, frolicking over lust and love, but also a lover of life and its spirituality. The album’s title track exudes the most sensually abrasive side of Bush, but she is also one to remain emotionally intact with her heart and head. The majority of The Sensual World beams with a carefree spirit of strength and independence. “Love and Anger,” which features blistering riffs by Bush’s mentor and cohort David Gilmour, thrives on self-analysis — typically cathartic of Bush. Michael Nymans delicate string arrangements allow the melodic “Reaching Out” to simply arrive, freely floating with Bush’s lush declaration (“reaching out for the star/reaching out for the star that explodes”) for she’s always searching for a common peace, a commonality to make comfort. What makes this artist so intriguing is her look toward the future — she appears to look beyond what’s present and find a peculiar celestial atmosphere in which human beings do exist. She’s conscious of technology on “Deeper Understanding” and of a greater life on the glam rock experimental “Rocket’s Tail (For Rocket),” yet she’s still intrinsic to the reality of an individual’s heart. “Between a Man and a Woman” depicts pressure and heartbreak, but it’s the beauty of “This Woman’s Work” that makes The Sensual World the outstanding piece of work that it is. She possesses maternal warmth that’s surely inviting, and it’s something that’s made her one of the most prolific female singer/songwriters to emerge during the 1980s. She’s never belonged to a core scene. Bush’s intelligence, both as an artist and as a woman, undoubtedly casts her in a league of her own.

Den smukkeste sang på The Sensual World er andensinglen This Woman’s Work der handler om en pludselig krise under en barnefødsel set fra mandens perspektiv. Melodien er skrevet til en specifik scene i John Hughes-filmen She’s Having a Baby (1988), men svagt omskrevet til The Sensual World. Kate Bush fortæller:

John Hughes, the American film director, had just made this film called ‘She’s Having A Baby’, and he had a scene in the film that he wanted a song to go with. And the film’s very light: it’s a lovely comedy. His films are very human, and it’s just about this young guy – falls in love with a girl, marries her. He’s still very much a kid. She gets pregnant, and it’s all still very light and child-like until she’s just about to have the baby and the nurse comes up to him and says it’s a in a breech position and they don’t know what the situation will be. So, while she’s in the operating room, he has so sit and wait in the waiting room and it’s a very powerful piece of film where he’s just sitting, thinking; and this is actually the moment in the film where he has to grow up. He has no choice. There he is, he’s not a kid any more; you can see he’s in a very grown-up situation. And he starts, in his head, going back to the times they were together. There are clips of film of them laughing together and doing up their flat and all this kind of thing. And it was such a powerful visual: it’s one of the quickest songs I’ve ever written. It was so easy to write. We had the piece of footage on video, so we plugged it up so that I could actually watch the monitor while I was sitting at the piano and I just wrote the song to these visuals. It was almost a matter of telling the story, and it was a lovely thing to do: I really enjoyed doing it.

Der er en renfærdighed over This Woman’s Work der på en måde er atypisk for The Sensual World. En anden smuk ballade, der nok er mere typisk, er Deeper Understanding. Sangen handler om hvordan mennesket erstatter menneskelige relationer med computer-teknologi hvilket må siges at være ret profetisk i 1980’erne, lang tid før Internettet blev udbredt. Det interessante er at den ensommes tætte relation til sin computer bestemt ikke uden videre er substitut og krise, men er en art transcendens. Vældigt mystisk. Trio Bulgarkas medvirken på kor gør Deeper Understanding ekstra mystisk og dragende. Kate Bush udtrykker det sådan:

Yes, it is emotional disconnection, but then it’s very much connection, but in a way that you would never expect. And that kind of emotion should really come from the human instinctive force, and in this particular case it’s coming from a computer. I really liked the idea of playing with the whole imagery of computers being so cold, so unfeeling. Actually what is happening in the song is that this person conjures up this program that is almost like a visitation of angels. They are suddenly given so much love by this computer – it’s like, you know, just love. There was no other choice. Who else could embody the visitation of angels but the Trio Bulgarka? [laughs] 

En af de sange der fanger mig trods sit slæbende tempo og storladne, romantiske vingefang er The Fog. Den er så vemodig og flot. Om The Fog udtaler Kate Bush i et interview (oktober 1989):

Again, it’s quite a complex song, where it’s very watery. It’s meant to be the idea of a big expanse of water, and being in a relationship now and flashing back to being a child being taught how to swim, and using these two situations as the idea of learning to let go. When I was a child, my father used to take me out into the water, and he’d hold me by my hands and then let go and say “OK, now come on, you swim to me.” As he’d say this, he’d be walking backwards so the gap would be getting bigger and bigger, and then I’d go [Splutters]. I thought that was such an interesting situation where you’re scared because you think you’re going to drown, but you know you won’t because your father won’t let you drown, and the same for him, he’s kind of letting go, he’s letting the child be alone in this situation. Everyone’s learning and hopefully growing and the idea that the relationship is to be in this again, back there swimming and being taught to swim, but not by your father but by your partner, and the idea that it’s OK because you are grown up now so you don’t have to be frightened, because all you have to do is put your feet down and the bottom’s there, the water isn’t so deep that you’ll drown. You put your feet down, you can stand up and it’s only waist height. Look! What’s the problem, what are you worried about? 

Sangen er altså i sin kerne baseret på en barndoms-erindring af at dr. Robert Bush lærer sin lille datter Cathy at svømme, og det bliver gjort til metafor for i det hele taget at vokse op og kaste sig ud på de vilde vover. Pga. den nostalgiske kerne indtaler dr. Bush faktisk en linje i sangen: Just put your feet down, child! ‘Cause you’re all grown up now!

Never Be Mine er et ekskvisit eksempel på hvordan en meget smuk, melodiøs ballade kan forenes med musikalsk raffinement og en ekspanderende mystik (Trio Bulgarka).

It’s that whole thing of how, in some situations, it’s the dream you want, not the real thing. It was pursuing a conscious realisation that a person is really enjoying the fantasy and aware it won’t become reality. So often you think it’s the end you want, but this is actually looking at the process that will never get you there. Bit of a heart-game you play with yourself. 

I wanted a sort of eastern sounding rhythm. I wrote it first on the piano, though the words were completely different, except for the choruses. I did it on the piano to a Fairlight rhythm that Del programmed – I think that maybe because of the quality of the sounds, it was harder for Del to come up with the patterns. And I was more strict – he found it much harder. I think the pattern in ‘Heads We’re Dancing’ is really good – really unusual, the best he came up with. But ‘Never Be Mine’ was kind of tabla based. We got Eberhard (Weber) over to play bass and he played on the whole song. When we were trying to piece it together later we kept saying it just doesn’t feel right, so we just took the bass out and had it in these two sections. You hardly notice it going out at all. I think the song has a very light feel about it, which helps the whole imagery. The Uilean pipes have a very light feel, and the piano is light… I think it’s a nice contrast when the bass suddenly come in.

Albummets titelsang og førstesingle, The Sensual World, skuffede mig noget da albummet kom, husker jeg pga. sin meget nedtonede, nærmest ikke-eksisterende, melodi. Men den drømmeagtige sang har masser af atmosfære og en særlig feminin lysten velbehagelighed som her er gjort nærmest elegant, smagfuld og beåndet. Havde en mand lavet sangen, var man nok endt med en kvalmende liderlighed. Kate Bush synger henført “yes!” i slutningen på The Sensual World .på samme måde som karakteren Molly Bloom i slutningen af James Joyces berømte og umulige roman Ulysses. Bush ønskede faktisk at citere uddrag fra den erotiske slutning på Ulysses, men James Joyces barnebarn sagde nej. På albummet Director’s Cut genindspillede Bush sangen under navnet Flower of the Mountain. Nu havde hun fået tilladelsen til at citere Ulysses, så nu kunne sangen finde sin tiltænkte form med 22 års forsinkelse.

________

The Red Shoes (1993)

Efter udgivelsen af The Sensual World kom Kate Bush ud i en række tab der medførte en art krise. Tre dage efter The Sensual World udkom døde hendes faste guitarist i over 10 år, Alan Murphy 35 år gammel af en AIDS-relateret lungebetændelse. I 1992 døde Kates mor Hannah, og i samme periode gik Kate Bush og kæresten Del Palmer fra hinanden. Ikke desto mindre prøvede hun i perioden at arbejde med sit 6. studioalbum som hun gik i gang med i juni 1990 i en alder af 31 år. Det skulle hun nok ikke have gjort. Da albummet udkom i november 1993 under navnet The Red Shoes, var resultatet hendes klart dårligste album siden Lionheart. Kate Bush legede med den tanke at lade albummet efterfølge af en turné, så derfor tilstræbte hun en enklere band-lyd uden vidtløftige produktioner. Det kan også være en af forklaringerne på at albummet aldrig løfter sig, at det mangler fantasi, mystik, ånd. The Red Shoes er mærkeligt off, kikset, uhomogent og uinspireret. Alligevel blev det nr. 2 på den britiske albumhitliste og blev hendes hidtil bedst sælgende album i USA. Allmusic har denne ret velvillige beskrivelse:

The album is a continuation of Bush’s multi-layered and multiple musical pursuits and interests. If not her strongest work — a number of songs sound okay without being particularly stellar, especially given Bush’s past heights — Red Shoes is still an enjoyable listen with a number of diversions. The guest performer list is worthy of note alone, ranging from Procol Harum pianist Gary Brooker and Eric Clapton to Prince, but this is very much a Kate Bush album straight up as opposed to a collaborative work like, say, Santana’s Supernatural. Opening song “Rubberband Girl” is actually one of her strongest singles in years, a big and punchy song served well with a horn section, though slightly let down by the stiff percussion. “Eat the Music,” another smart choice for a single, mixes calypso and other Caribbean musical touches with a great, classically Bush lyric mixing up sexuality, romance, and various earthy food-based metaphors. Another highlight of Bush’s frank embrace of the lustier side of life is “The Song of Solomon,” a celebratory piece about the Bible’s openly erotic piece. Those who prefer her predominantly piano and vocal pieces will enjoy “Moments of Pleasure” with a strong string arrangement courtesy of Michael Kamen. Other standouts include “Why Should I Love You?” with Prince creating a very Prince-like arrangement and backing chorus for Bush (and doing quite well at that) and the concluding “You’re the One,” featuring Brooker.

Jeg bryder mig meget lidt om the Red Shoes, men tåler dog én sang, den smertefulde og ganske smukke blues And So Is Love med Eric Clapton på guitar:

Endnu en sang fra The Red Shoes bør nok nævnes, nemlig Why Should I Love You? Ikke fordi den er god, men fordi den er bemærkelsesværdig. Ikke fordi Trio Bulgarka er med igen, men fordi Prince er med inde og lege i sangen. Oprindelig lavede Prince meget mere i sangen, men det kom til at lyde meget lidt Kate Bush-agtigt, så hans bidrag blev skåret næsten helt ned.

Endelig må den ganske kønne Moments of Pleasure ikke glemmes. Da sangen blev indspillet, var Kates mor Hannah alvorligt syg, og det præger sangens ord. Særligt de sidste linjer af omkvædet henviser til morens sygdom og Kates håb og fortvivlelse.

Just being alive
It can really hurt
And these moments given
Are a gift from time
Just let us try
To give these moments back
To those we love
To those who will survive

Kate Bush siger selv om sangen:

I think the problem is that during [the recording of] that album there were a lot of unhappy things going on in my life, but when the songs were written none of that had really happened yet. I think a lot of people presume that particularly that song was written after my mother had died for instance, which wasn’t so at all. There’s a line in there that mentions a phrase that she used to say, ‘every old sock meets an old shoe’, and when I recorded it and played it to her she just thought it was hilarious! She couldn’t stop laughing, she just thought it was so funny that I’d put it into this song. So I don’t see it as a sad song. I think there’s a sort of reflective quality, but I guess I think of it more as a celebration of life

______________________________________________________

Aerial (2005)

I 1996 begyndte Kate Bush at arbejde med sit 7. studiealbum, men livet kom i vejen. Hun havde fundet en ny partner i Dan McIntosh, som hun vist også er gift med, og i 1998 fødte Kate som 40-årig hendes og Dans barn Albert. Det medførte så voldsomme ændringer i Kate Bush’ liv og prioriteringer, at arbejdet med albumet kom i anden række. I november 2005 lod den 47-årige Bush dog musik udkomme i form af et dobbelt-album (en dobbelt-cd) benævnt Aerial, atter produceret af hende selv. Ligesom Hounds of Love var Aerial opbygget som to halvdele med hvert sit navn, den ene halvdel med indbyrdes urelaterede sange, den anden halvdel med indbyrdes relaterede sange. Halvdelen med de urelaterede sange hedder Sea of Honey; den med de indbyrdes relaterede sange hedder Sky of Honey. Sidstnævnte er en cyklus af sange der knytter sig til naturoplevelser af et smukt sommerdøgns cyklus.

Det mærkelige er at Aerial fungerer. Kate Bush har ikke lavet et anstændigt album siden 1980’erne, og hun ændrer ikke påfaldende stil på Aerial og bliver specielt tidssvarende og nutidig. Der er dog en svag affinitet til den elektroniske scene ind imellem. Alligevel gik Aerial ind som nr. 3 på albumhitlisten, og anmelderne gav den flotte anmeldelser. Enkelte placerer den i hendes top tre, og Kate Bush har selv kaldt den hendes bedste. Jeg må så sige at jeg savner en lille smule energi, nerve og ikke mindst elementær iørefaldende melodiøsitet i sangene. Det er en moden, smuk og flot plade der grænser til det kedelige ind imellem. Allmusic har en meget lang og meget positiv beskrivelse:

Fierce Kate Bush fans who are expecting revelation in Aerial, her first new work since The Red Shoes in 1993, will no doubt scour lyrics, instrumental trills, and interludes until they find them. For everyone else, those who purchased much of Bush’s earlier catalog because of its depth, quality, and vision, Aerial will sound exactly like what it is, a new Kate Bush record: full of her obsessions, lushly romantic paeans to things mundane and cosmic, and her ability to add dimension and transfer emotion though song.

The set is spread over two discs. The first, A Sea of Honey, is a collection of songs, arranged for everything from full-on rock band to solo piano. The second, A Sky of Honey, is a conceptual suite. It was produced by Bush with engineering and mixing by longtime collaborator Del Palmer.

A Sea of Honey is a deeply interior look at domesticity, with the exception of its opening track, “King of the Mountain,” the first single and video. Bush does an acceptable impersonation of Elvis Presley in which she examines his past life on earth and present incarnation as spectral enigma. Juxtaposing the Elvis myth, Wagnerian mystery, and the image of Rosebud, the sled from Orson Welles’ Citizen Kane, Bush’s synthesizer, sequencer, and voice weigh in ethereally from the margins before a full-on rock band playing edgy and funky reggae enters on the second verse. Wind whispers and then howls across the cut’s backdrop as she searches for the rainbow body of the disappeared one through his clothes and the tabloid tales of his apocryphal sightings, looking for a certain resurrection of his physical body.

The rest of the disc focuses on more interior and domestic matters, but it’s no less startling. A tune called “Pi” looks at a mathematician’s poetic and romantic love of numbers. “Bertie” is a hymn to her son orchestrated by piano, Renaissance guitar, percussion, and viols. But disc one’s strangest and most lovely moment is in “Mrs. Bartolozzi,” scored for piano and voice. It revives Bush’s obsessive eroticism through an ordinary woman’s ecstatic experience of cleaning after a rainstorm, and placing the clothing of her beloved and her own into the washing machine and observing in rapt sexual attention. She sings “My blouse wrapping itself around your trousers/Oh the waves are going out/My skirt floating up around your waist…Washing machine/Washing machine.”

Then there’s “How to Be Invisible,” and the mysticism of domestic life as the interior reaches out into the universe and touches its magic: “Hem of anorak/Stem of a wall flower/Hair of doormat?/Is that autumn leaf falling?/Or is that you walking home?/Is that a storm in the swimming pool?”

A Sky of Honey is 42 minutes in length. It’s lushly romantic as it meditates on the passing of 24 hours. Its prelude is a short deeply atmospheric piece with the sounds of birds singing, and her son (who is “the Sun” according to the credits) intones, “Mummy…Daddy/The day is full of birds/Sounds like they’re saying words.” And “Prologue” begins with her piano, a chanted viol, and Bush crooning to romantic love, the joy of marriage and nature communing, and the deep romance of everyday life. There’s drama, stillness, joy, and quiet as its goes on, but it’s all held within, as in “An Architect’s Dream,” where the protagonist encounters a working street painter going about his work in changing light: “The flick of a wrist/Twisting down to the hips/So the lovers begin with a kiss….” Loops, Eberhard Weber’s fretless bass, drifting keyboards, and a relaxed delivery create an erotic tension, in beauty and in casual voyeurism. “Sunset” has Bush approaching jazz, but it doesn’t swing so much as it engages the form. Her voice digging into her piano alternates between lower-register enunciation and a near falsetto in the choruses. There is a sense of utter fascination with the world as it moves toward darkness, and the singer is enthralled as the sun climbs into bed, before it streams into “Sunset,” a gorgeous flamenco guitar and percussion-driven call-and-response choral piece — it’s literally enthralling. It is followed by a piece of evening called “Somewhere Between,” in which lovers take in the beginning of night.

As “Nocturne” commences, shadows, stars, the beach, and the ocean accompany two lovers who dive down deep into one another and the surf. Rhythms assert themselves as the divers go deeper and the band kicks up: funky electric guitars pulse along with the layers of keyboards, journeying until just before sunup. But it is on the title track that Bush gives listeners her greatest surprise. Dawn is breaking and she greets the day with a vengeance. Manic, crunchy guitars play power chords as sequencers and synths make the dynamics shift and swirl. In her higher register, Bush shouts, croons, and trills against and above the band’s force. Nothing much happens on Aerial except the passing of a day, as noted by the one who engages it in the process of being witnessed, yet it reveals much about the interior and natural worlds and expresses spiritual gratitude for everyday life.

Musically, this is what listeners have come to expect from Bush at her best — a finely constructed set of songs that engage without regard for anything else happening in the world of pop music. There’s no pushing of the envelope because there doesn’t need to be. Aerial is rooted in Kate Bush’s oeuvre, with grace, flair, elegance, and an obsessive, stubborn attention to detail. What gets created for the listener is an ordinary world, full of magic; it lies inside one’s dwelling in overlooked and inhabited spaces, and outside, from the backyard and out through the gate into wonder.

Albummets eneste single, King of Mountain – en hyldest til Elvis – er også albummets mest melodiøse sang.

Både spændende og ganske fængende er Joanni der tydeligt handler om den franske heroiske kriger Jeanne d’Arc. Sangens eneste musikere er Kate Bush (sang, keyboard) og husbonden Dan McIntosh (guitar) – og i slutningen eksen Del Palmer (bas).

Den kunstnerisk stærkeste sang på Sea of Honey-siden er nok A Coral Room hvor Kate Bush sætter toner og ord på sin sorg over sin højtelskede mors død. Dette er ikke et catchy pophit, men smukt og dybtgående, skånselsløs ærlig og personlig uden at blive privat.. Her er en audio med sangens tekst.

Kate Bush uddyber (i 2005):

There was a little brown jug actually, yeah. The song is really about the passing of time. I like the idea of coming from this big expansive, outside world of sea and cities into, again, this very small space where, er, it’s talking about a memory of my mother and this little brown jug. I always remember hearing years ago this thing about a sort of Zen approach to life, where, you would hold something in your hand, knowing that, at some point, it would break, it would no longer be there.

Men det er albummets besyngelse af døgnets gang, Sky of Honey, også kaldet An Endless Sky of Honey, der er mest tilfredsstillende. Sky of Honey grænser nok til det langtrukne, den stresser godt nok på ingen måde afsted, men der er elementer af stor ro og skønhed i såvel ord som musik. Her er et par af sangene fra Sky of Honey. Først Prologue:

Derpå den ret jazzede Somewhere in Between der beskriver aftenskumringen. Procol Harum-sangeren Gary Brooker medvirker på sang og hammond-orgel. Den gamle partner Del Palmer spiller bas, og den nye partner Dan McIntosh spiller guitar.

Derpå to af albummets stærkeste sange, Nocturn og titelsangen Aerial. Her er det som om albummet finder lidt af sin energi og melodiøsitet. Nocturn handler om en svømmetur i Atlanterhavet i nattemørket og er med John Giblins pumpende bas måske Kate Bush’ mest groovy sang nogensinde. En interessant med-sanger i sangen er Lol Creme, kendt for at være en væsentlig del af den britiske popgruppe 10 CC medio 70’erne. Det er interessant at den meget fine Nocturn begynder med en meget rolig puls for så langsomt at bygge op til fest.

Nocturn glider automatisk over i Aerial der er en ekstatisk beskrivelse af den nye dag, en blanding af blidhed med fuglefløjt og latter og af Bush’ sang med pumpende dance- og house-agtige sekvenser. Også Sky of Hones allerførste sekvens, Prelude, skildrer morgenstunden, men noget er sket her i Aerial. Festen, den menneskelige glæde og ikke kun naturens underfuldhed, er nu inkorporeret i den nye dag. Næsten som den “Aufhebung” som G.W.F. Hegel udvikler (verdens selvudfoldelse som en stadig bevægelse af tese > antitese > syntese) hvor vi begynder med ren natur i Prelude som så glider over i kultur, så gentages temaet fra Prelude i Aerial – nemlig den lykkelige morgen – nu beriget med det menneskelige element, glæden, festen til en sand celebration af livet. På den måde kan hver morgen fremstå ikke som gentagelser, ikke som dårlige kopier af den ene perfekte morgen, men som en stadig rigere fejring af livet og samværet.

Det er en meget fint tænkt og udført slutning på Kate Bush’ (formentlig) sidste hovedværk.

_______

Director’s Cut (2011)

Efter Aerial var der igen langt mellem snapsene fra Kate Bush’ side. I maj 2011 udkom Director’s Cut der var nyindspilninger af udvalgte sange fra The Sensual World og The Red Shoe. Jeg synes ikke at nogen af nyindspilningerne har været en gevinst i forhold til originalerne, så i min optik er Director’s Cut en dårlig og overflødig plade. Lily – oprindelig fra The Red Shoe – er en af de mindre kiksede genindspilninger.

Her er Deeper Understanding fra The Sensual World i en ny version hvor noget vindes, noget tabes. Et af plusserne er videoen med Robbie Coltrane.

___________

50 Words for Snow (2011)

Et halvt år efter Director’s Cut blev lanceret, fulgte lanceringen af Kate Bush’ 8. rigtige studiealbum, 50 Words for Snow. Den var klart bedre end Director’s Cut. Energi og melodiøsitet er endnu mere fraværende end i Aerial, men det er et generelt klogt, modent og poetisk album. Lake Tahoe, Misty og Wild Man huer mig bedst.

Lake Tahoe varer over 11 minutter, men Kate Bush har udsendt en animeret video der varer 5 minutter.

Misty er endnu længere – over 13 minutter lang. Her har Kate Bush taget et uddrag på under 3 minutter og lavet en animeret video over den.

Også den mere livfulde Wild Man har fået sig en promotional video med et uddrag:

50 Words for Snow udsendt for 12 år siden i skrivende stund er Kate Bush’ seneste album.

Den triumferende koncertrunde – Before the Dawn

Kate Bush har spillet usædvanlig få koncerter. I 1979 havde hun en skamrost turné, The Tour of Life, i Londons Hammersmith-teater hvor dans, mime, sang, teater og rockmusik gik op i en højere enhed. Derefter var det slut med koncerter. Lige indtil 2014 hvor hun stod for et tilsvarende antal koncerter (22 styk), kaldet Before the Dawn, i Hammersmith-teateret, lige så ambitiøst og lige så skamrost. Ligesom ved The Tour of Life medvirkede en tryllekunstner foruden dansere, skyggespil, masker, 3D-animation osv. Bl.a. spillede Kate Bush sine store sammenhængende koncept-suiter – The Ninth Wave og Sky of Honey.

Kate Bush lignede ikke længere en fe-agtig sylfide i 2014 da hun holdt sine Before the Dawn-koncerter, men havde bevaret sin vokale, musikalske og kunstneriske kraft og genialitet

Epilog

Jeg har en alder der gør at jeg har kunnet følge Kate Bush’ karriere mens den foregik. Som skoledreng hørte jeg det sensationelle gennembrud, Wuthering Heights, sunget af den lille yndige fe med helium-stemmen. Jeg så ikke videoer eller billeder, jeg hørte bare stemmen og spærrede ørene op. Senere fulgte hittet Wow som imponerede mig næsten lige så meget. Og Babooshka. Dengang gik jeg i folkeskolen og troede ikke at Kate Bush lavede spændende albums. Jeg tænkte hun var en popstjerne der lavede radio-hits. Da jeg gik i gymnasiet, kom The Dreaming, og den hørte jeg i sin helhed dengang sammen med min ven Henrik.. Vi fandt den virkelig vild, spændende og udfordrende. Kate Bush var åbenbart ikke bare en bedårende popstjerne, men en rigtig kunstner i liga med David Bowie og Peter Gabriel. Da jeg gik på højskole i Herning, kom Hounds of Love som jeg leverede en næsegrus benovet anmeldelse af til højskolens avis. Hounds of Love var en af de allerførste cd’er jeg købte, og et af de albums jeg var blevet mest overvældet af. Nogle år senere, i begyndelsen af mit teologi-studium, fulgte The Sensual World, som jeg måske ikke blev overvældet af i samme grad, men jeg faldt virkelig ind i det album. Kate Bush blev ved med at fængsle mig 1980’erne igennem. Jeg husker den store skuffelse da The Red Shoe udkom i 1993 og den lange efterfølgende pause der betød at Kate Bush gled lidt væk i glemslen som en engang så strålende has-been. Så kom overraskelsen over Aerial. Nu var jeg færdiguddannet teolog og i arbejde, men hun var stadig relevant og kunne stadig lave stor kunst. Til gengæld måtte jeg erkende at det nok var sidste gang hun skulle lave fantastisk musik.

Tilbage står at Kate Bush stikker helt ud kombineret originalitet og kvalitet. Hun er den banebrydende dronning af art-pop. Og en usædvanlig sympatisk, indtagende og interessant dronning af art-pop.

Til sidst et fint lille cover Kate Bush lavede i 1994:

Historien om Apple Inc. og iPhonen

Denne tekst er en kort fortælling om firmaet Apple og dets historie, Apples kulturhistoriske betydning og historien om Apples vigtigste produkter.

Apple er et amerikansk IT-firma der siden grundlæggelsen i 1976 står bag udbredelsen af en masse ting vi i dag tager for givet, men som har ændet vores hverdag. Vigtigst er nok at Apple i 1980’erne gjorde det gængs at have mikrocomputere med en grafisk brugerflade og hvad den indebærer – skærmbilledet er et grafisk skrivebord med ikoner på og en markør der styres af en mus. Denne model blev siden gængs i alle mikrocomputere. Og at Apple med den første iPhone i 2007 introducerede og massefremstillede mobiltelefoner med en meget stor skærm og digitalt tastatur og fingerberøring på skærmen for at interagere med enheden + plus et væld af funktioner som kamera, internet-kommunikator, musikbibliotek, telefon osv. Også dette blev blueprint for stort set alle senere mobiltelefoner. Men Apple kom først.

iPhonen – og dens kloner – optræder i dag som det elektroniske instrument man altid har på sig, og som bruges til størsteddelen af ens elektroniske interaktioner. iPhonen og klonerne bliver en slags naturlig forlængelse af kroppen der medierer med den del af verden der er uden for kroppens umiddelbare rækkevide – fx at tænde og slukke for elektriske installationer i ens hjem, hvis man har et high-tech-hjem. Og det er jo nok fremtiden.

Jeg deler min tekst op i to sektioner. Del 1 fylder 2/3 og handler om Apples historie. Del 2 er så den sidste tredjedel og mere nørdet da den gennemgår de forskellige versioner af iPhonen.

Tom Thygesen Daugaard, september 2023

Apples hovedcenter Apple Park i Cupertino, Silicon Valley

Del 1: Apples historie

Det amerikanske firma Apple Inc. er det rigeste firma i verden pr. 2023 vurderet ud fra markedsværdien. Det er det eneste firma der er over tre billioner $ værd. 6 firmaer er over 2 billioner $ værd. Det er disse 6: 1) Apple (USA), 2) Amazon (USA), 3) PetroChina (statsejet kinesisk firma, verdens største olie- og gas-selskab), 4) Microsoft (USA), 5) Saudi Aramco (Saudi-Arabiens statsejede ole- og gas-selskab) samt til sidst 6) Alphabet (USA – Mark Zuckerbergs firma der ejer fx Facebook og Instagram).

Billedet foroven viser Apple Inc.s hovedkvarter, “Apple Park“, en enorm 4-etagers bygning der ligger i Cupertino, Californien og har 12.000 ansatte. Cupertino er en af de centrale byer i området “Silicon Valley” der har navn efter at her ligger IT-virksomhederne særligt tæt.

Apple er ikke bare verdens rigeste firma. Det er også et firma der har haft en stor kulturhistorisk betydning i vesten. Endelig er dets firma-historie ganske interessant. Så den ser vi på.

Apple opstår

Apple blev grundlagt i 1976 under navnet Apple Computer Company af tre personer, dvs. reelt kun to personer, nemlig Stephen Wozniak (f. 1950), Steven Jobs (1955-2011) samt Ronald Wayne. Det var Wozniak og Jobs der var drivkræfterne, og Wayne trak sig ud af Apple under to uger efter grundlæggelsen. Jobs er i øvrigt født med navnet Abdul Lateef Jandali hvilket hænger sammen med at hans far, Abdulfattah Jandali, PhD i politologi, var muslim og ud af en rig syrisk familie, mens moren Joanne Schieble var af tysk-amerikansk katolsk familie, der ikke tillod Joanne at ægte den muslimske Abdulfattah. Joanne adopterede derfor nyfødte Abdul væk, født i San Fransisco, til bogholderen (og maskinisten) Paul Reinholds Jobs og hustruen Clara, begge lutherske, under navnet Steven Paul Jobs. Adoptivmoderen Clara dyrkede ikke den emotionelle kontakt med lille Steven det første halve år fordi hun troede barnet kunne tages fra dem igen hvert øjeblik. Det gav nok den begavede Jobs en vis emotionel brist. Jobs voksede op i Los Altos der ligger i området Silicon Valley ikke langt fra San Fransisco.

Wozniak og Jobs blev venner i 1971 på Homestead High School i Los Altos. Wozniak var 21 år, og Jobs var 16 år. Wozniak var selvlært elektronik-ingeniør og opfinder, og Jobs var selvlært forretningsmand. Og de blev nære venner via en fælles kærlighed til practical jokes og teknologi. Wozniak producerede en ting kaldet en “blue box” der via toner kunne nasse på telefon-systemet og foretage ulovlige langdistance-opkald. Wozniak lavede nogle hundreder blue boxes, og Jobs solgte dem, og de to Steves delte fortjenesten. Det satte så småt det hele i gang.

I 1975 blev de optaget af mikro-computere, som var for dyre til at de selv kunne anskaffe en. Wozniak satte sig derfor for at bygge en selv. Wozniak havde en model klar i marts 1976. Mens Wozniak var en hippie-type der ville dele tegningerne til sin hjemmelavede computer ganske gratis, var Jobs en ung business der så det kommercielle potentiale i computeren. Derfor oprettede Wozniak, Jobs og Wayne, en chef-tegner i computerfirmaet Atari, firmaet Apple Computer Company den 1. april 1976. Wayne forlod Apple efter under 2 uger, men han designede firmaets første logo, med Isaac Newton der sidder under et æbletræ og spiser æbler. Jobs valgte navnet Apple fordi det lød “fun, spirited and not intimidating” plus at navnet Apple ville bringe firmaet foran Atari i telefonbogen, så han havde slet ikke haft Newton i tankerne.

Steve Wozniak t.v. og Steve Jobs t.h. ca. 1976 med Apple 1 i al sin glans

Apples allerførste hovedkvarter var garagen hos Steve Jobs’ forældre i Los Altos, Californien.

Apple Garage – Apples første hovedkvarter i Steve Jobs’ forældres hus i Los Altos, Silicon Valley.

Wozniaks computer er kendt som Apple 1. Apple lavede den i 200 eksemplarer som stort set blev solgt i løbet af et år for 666,66 $ Det var en helt åben model uden boks, og man skulle selv skaffe skærm og keyboard, men et tv og et ASCII-tastatur var nok til at gøre Apple 1 brugbar.

Apple 1 – 1976

Jobs fandt en millionær som investor, Mike Markkula, der skød 92.000 $ af egne penge ind i Apple og garanterede for et lån i Bank of America på 250.000 $

Mike Markkula overdrager et anseeligt beløb til Steve Jobs hvilket reelt sætter Apple i gang som firma

Firmaet blev en korporation – Apple Computer Inc. – i januar 1977, og måneden efter hyrede Markkula Michael Scott til at være Apples første præsident og CEO – de to Steves ønskede ikke selv posten og blev i øvrigt anset som for uerfarne. I 1981 overtog Markkula selv stillingen som CEO for Apple.

Wozniak havde hidtil arbejdet for Hewlet-Packard, men sagde nu sit job op og arbejdede fuldtids for Apple. Mike Markkula var Apples ansatte nr. 3. Så snart Apple 1 var udviklet, gik Wozniak i gang med Apple II, en langt mere ambitiøs computer. Jobs var meget inde over og insisterede på at Apple II skulle være i en boks der var “simpel og elegant” og med indbygget tastatur. Jobs fandt en industriel designer, Jerry Manock, til at designe boksen med tastaturet. Oprindelig brugte Apple II en kassette-båndoptager som data-lager, men i 1978 havde Wozniak udviklet et floppy disk-drive kaldet Disk II. Mens selve computeren kostede 1300 $, kostede Disk II 495 $.

Apple II i en tidlig opstilling med tilknyttet kassettebåndoptager som datalager – siden kom Disk II

Normalt betragtes Apple II-computeren som en af de tre mikrocomputere der skabte hjemmecomputer-markedet. De to andre var Commodore PET og TRS-80. Apple II kunne vise farver på sin monitor, og det fik Jobs til at ændre Apples logo fra Waynes oprindelige komplicerede logo med Newton under æbletræet til det langt mere velkendte enkle symbol helt i Jobs’ meget minimalistiske smag. Samtidig var æblet i farver for at fejre at Apple II brugte farver. Det interessante er at der er taget et bid af æblet hvilket gør at man i stedet for at tænke på Newtons æble og tyngdekraften kommer til at tænke på Adam og Kundskabens Frugt – Apple der bringer kundskab og indsigt ind i verden.

Apple gik straks i gang med at udvikle en kraftigere model, Apple III, der stod klar i 1980. Jobs ledede udviklingen af Apple III der var som skabt til forretningsmiljøet. Men Jobs begik en fejl. Han ville undgå ventilatorer i computeren og i stedet udvikle et system indbygget i stellets form som ledte varmen væk, men det medførte alt for tit at Apple III blev overophedet, så de integrerede kredsløb koblede sig af motherboardet.

Macintosh-computeren og den grafiske brugerflade

Trods problemerne med Apple III, var Apple Computer Inc. en stor kommerciel succes. Den 12. december gik Apple på børsen og solgte aktier for over 100 mio. $. I løbet af 1981 var Apple en af de tre største mikrocomputer-firmaer i verden, måske den største. Man så slet ikke faren, da IBM i august 1981 introducerede deres “Personal Computer” (eller PC) model 5150 (med indbygget diskdrev og det hele) der skulle blive 80’ernes dominerende mikrocomputer.

Apple gik nu i gang med at udvikle en yderst avanceret computer, Apple Lisa, hvis navn ikke er helt gennemskuet, men det hænger måske sammen med navnet på Steve Jobs’ ældste datter, Lisa Nicole Brennan. Projekt Lisa stammer tilbage fra 1978.

Det tidligste Apple havde meget få egentlige akademikere ansat. En undtagelse var Jef Raskin der i januar 1978 blev ansat som Apples 31. medarbejder med titel af “Manager of Publications”. Raskin havde en akademisk grad i computervidenskab som han holdt hemmelig og havde udblik og visioner. Han mente at Apple burde satse på at lave modeller der var enkle at bruge lige fra begyndelsen. Fra 1979 begyndte Raskin sit eget projekt som han kaldte “Macintosh” efter sin yndlingsæblesort, MacIntosh, og Macintosh-arbejdsgruppen kørte helt uden om Jobs der var kendt for at have et besværligt ego.

Men efter sigende var det Raskin der ansporerede Jobs og folkene omkring ham til i 1979 at besøge kopimaskinefirmaet Xerox’ Palo Alto Research Center, kaldet PARC, der var i gang med at udvikle den såkaldte grafiske brugerflade, så man styrede computeren ved at manøvrere med visuelle symboler i stedet for tekst-beskeder som hidtil. I den grafiske brugerflade ligger begreber som computerens “skrivebord” der har “ikoner” på, som man kan klikke med via en såkaldt musik, ligesom der er rullemenuer og den slags. Jobs var fyr og flamme, og det satte gang i Apple Lisa-projektet der skulle være Apples første computer med en grafisk brugerflade.

I februar 1081 kom Apples “sorte onsdag”, da Apple-chefen Scott blev ramt af en blodrus og personligt fyrede 40 ansatte, herunder halvdelen af Apple II-holdet, da han pludselig fik den tanke at de var overflødige. Scott ledsagede den massive fyrerunde med ordene: “I used to say that when being CEO at Apple wasn’t fun anymore, I’d quit. But now I’ve changed my mind — when it isn’t fun any more, I’ll fire people until it’s fun again.” Umiddelbart efter lod den finansielle bagmand bag Apple, Mike Markkula, Scott degradere til næstformand for bestyrelsen”, en post uden magt, og snart trak Scott sig helt. Scotts afløser som CEO for Apple blev Markkula selv.

I 1982 kom Jobs i skænderi med Apples bestyrelse der tvang ham ud af Lisa-projektet. I stedet gik Jobs over til Raskins Macintosh-projekt der nu var ledet af tre – Jef Raskin, Steve Wozniak og computer-ingeniøren Burrell Smith der skulle stå for hardwaren og som designede Macintosh’ motherboard. Wozniak tog samtidig orlov fordi han var traumatiseret efter en ublid oplevelse i en flyvemaskine, hvilket gav plads til Jobs der reelt overtog ledelsen af Macintosh-teamet. Det var egentlig ikke Raskins’ vision at Macintosh’ skulle være domineret af grafiske brugerflader, men det var Jobs helt tændt på nu, og han så for sig at lave en enkel og brugervenlig version af Apple Lisa-computeren.

Lisa udkom i 1983 og blev et kommercielt flop. Den var for dyr, der var ikke rigtigt nogen programmer til den, og dens avancerede udstyr slugte så meget hukommelse at den var tung at bruge. Men omvendt blev Macintosh-computeren, der udkom i 1984, en kæmpesucces. Denne første Mac fik siden navnet “Macintosh 128 K” og var verdens første succesrige stationære computer med grafisk brugerflade og indbygget skærm, tastatur og medfølgende mus. Macintosh 128 var en slags støbeform/rollemodel for de næste årtiers mikrocomputere. I 1984 kom en opdatering af den første Macintosh, nemlig Macintosh 512 K. Den var omtrent identisk med den første model, men havde en del mere RAM.

Steve Jobs med den allerførste Macintosh-computer i januar 1984

Der blev udviklet et særligt styresystem til Macintosh-computerne. Det er kaldt “klassisk MacOS” (OS står for Operative System) som i den allerførste fase hed “System 1” der var delvist baseret på Lisa-computerens styresystem, Lisa OS. De forskellege System-styreprogrammer blev rebrandet som MacOS i 1996, men da var styresystemet i problemer.

Magtkampe i Apple – Jobs fyres

Jobs og folkene omkring ham havde i 1982 lokket Pepsi Colas succesrige frontfigur John Sculley over i Apple for at stå for Apples marketing med sine “disruptive marketing strategies”. Jobs brugte disse berømte ord for at lokke Sculley over til Apple: “Vil du sælge sukkervand resten af dit liv? Eller vil du komme med mig og ændre verden?“. Sculley gik med over til Apple. Mike Markkula var stadig præsident for Apple, men ønskede at træde tilbage. Jobs så sig som en naturlig efterfølger, men Markkula mente at Jobs manglede modenhed og erfaring og så Sculley som en oplagt boss, mens Jobs var fimaets “produktudviklingschef”. Og sådan blev det.

John Sculley midt imellem Apples grundlæggere, Steve Jobs til venstre og Steve Wozniak til højre

Da Sculley blev topchef, begyndte magtkampene mellem Jobs og Sculley. Jobs anså Sculley som forsigtig og konventionel, Sculley og bestyrelsen anså Jobs som en uforsigtig og umoden spradebasse. Jobs havde selvtillid efter Macintosh-projektet store succes og forsøgte at køre Macintosh som en reelt selvstændig afdeling uden om Sculley og planlagde direkte at få Sculley fjernet. Sculley opdagede det og fik i 1985 bestyrelsen til at fjerne Jobs fra alle ledelsesfunktioner i Apple. Jobs trak sig derefter helt ud af Apple.

Jobs var helt klart et kreativt geni med stor sans for at iværksætte. Den næste tid havde Jobs to projekter. Han grundlagde IT-firmaet NeXT Inc. Dette computerfirma stod for avancerede computere til brug i forretningsverdenen og de højere uddannelser, og selv om NeXTs computere – NeXT Computer, NeXTcube og NeXTstation aldrig solgte noget videre, anses de som yderst indflydelserige inden for grafiske brugerflader og såkaldt objektorienteret programmering. I 90’erne droppede Jobs computerne og lod NeXT koncentrere sig om at udvikle et objektorienteret operativ-system Openstep. Som kuriosum kan nævnes at Tim Berners-Lee skabte verdens allerførste internet-browser, kaldet WorldWideWeb, siden omdøbt til Nexus, i 1990 på en NeXT Computer.

Det andet Jobs gik op i , var mere kuriøst. I 1986 blev en afdeling af George Lucas’ filmselskab, Lucasfilm, kaldet Graphics Group, selvstændig under navnet Pixar Animation Studio. Jobs var hovedaktionær og hoveddrivkraft. Pixar stod for en lang række meget indflydelsesrige og populære 3D-tegnefilm, først Toy Story, siden fx The Incredibles, Ratatouille, WALL-E, Up og Inside Up, 3D-animationsfilm der gjorde at Pixar faktisk overhalede Disney som hovedfirmaet på tegnefilm-markedet. I 2006 købte Disney Pixar, hvorefter Steve Jobs fik en større aktieandel i Disney end nogen anden.

Tilbage til Apple under John Sculleys ledelse. Det gik faktisk godt. Apple tidoblede deres salg under Sculleys ledelse fra 800 mio $ til 8 mia $. Der kom nye gode Macintosh-modeller, Macintosh LC, Macintosh Classic og den meget indflydelsesrige laptop-computer Macintosh PowerBook fra 1991, PowerBook var den første computer med en såkaldt trackball foran på tastaturet til at styre cursoren med i stedet for at bruge en mus. Baggrunden for PowerBook var en ny mikroprocessor/chip-struktur kaldet PowerPC udviklet i samarbejde mellem IBM, Apple og Motorola.

Apple PowerBook fra 1991, en succesrig laptop-computer

Perioden 1989-91 er set som en første guldalder for Apple. Sculley satte også gang i udviklingen af Apple Newton fra 1993, en såkaldt PDA eller “palmtop”, en bærbar computer hvor man kunne skrive på skærmen med en særlig pen, en såkaldt stylus. PDA’en kan ses som en forløber for en tablet såsom iPaden. Men Newton’en var for dyr og blev et flop.

En Apple Newton MessagePad fra 1993 – en slags foreløber for Apples iPad

Apples dybe krise

Apple blev voldsomt udfordret i 90’erne. Hidtil havde man kunnet beskytte sig mod de ekstremt succesrige IBM PC’ere, fordi Macintosh brugte grafiske brugerflader, og det gjorde PC’erne ikke, men i 1990 kom Microsoft med styresystemet Windows 3.0 med grafisk brugerflade, og i 1995 med Windows 95 med en ret avanceret grafisk brugerflade med brug af objektorienteret interface. Windows blev brugt på tidens IBM-PC’ere, og pludselig var IBM meget svære at konkurrere med for Apple. Apple var på en måde selv ude om det. Microsoft havde truet Apple med at Apples produkter ikke kunne benytte Microsofts Office-pakke, med mindre Apple gav tilladelse til at Microsoft kunne benytte de udviklinger i den grafiske brugerflade som Apple havde udviklet, så på den måde tillod Apple Microsoft at udvikle det ekstremt succesrige Windows-styresystem.

Samtidig havde Apple i 90’erne også en uklar strategi med alt for mange modeller der lignede hinanden meget hvilket skabte forvirring hos brugerne. I første kvartal af 1993 led Apple under en priskrig på mikrocomputer-markedet, og så røg Sculley. Afløseren var tyskeren Michael Spindler, oprindelig chef for Apple i Europa Men nu kom en masse problemer med styresystemet MacOS der led af nogle fundamentale mangler i hukommelsesstyringen (udnyttelsen af RAM var for dårlig osv.) der truede konkurrencedygtigheden. Apple arbejdede på at finde en helt ny afløser for System 7 i den klassiske MacOS-serie, flere projekter var på beding, Taligent i et samarbejde med IBM og siden Copland, men de blev skrinlagt. Der var også udfordringer med i hvor høj grad man skulle tillade andre firmaer at klone MacOS-programmet og således gøre deres produkter kompatible med Mac-computerne. Sculley havde været modstander af at tillade kloner, mens Spindler gik med til det. I december 1994 underskrev Apple en aftale med Power Computing – og ca. samtidig med Radius – der begge fik lov til at lave Mac-kompatible programmer. Det betød at Apples produkter i den følgende tid kom i konkurrence med billigere Apple-kloner.

Selv om PowerBook var en succes, gik Apple ikke forrygende under Spindlers meget defensive ledelse der ikke så meget handlede om visioner der kunne få Apple ud af det voksende dødvande som det handlede om nedskæringer. Og dødvande og tilbagegang var det. Apples markedsandel faldt hurtigt, fx fra 14,2 % i 1993 til 10,8 % i 1994. Apple havde dog stadig en stor bid af markedet og lå nr. 1 eller 2 sammen med Compaq (der også havde 11 % af markedet) efterfulgt af IBM (9 %), Dell (6 %), Gateway 1000 (5 %) og Hewlet-Packard (3 %). Men Apple var i nedgang.

Og i 1995 kom så Microsofts Windows 95-styreprogram. Stadig flere kunder tænkte hvorfor man skulle betale for dyre Apple-produkter når man kunne få den samme smarte grafiske brugerflade via Windows 95 for en billigere penge. Spindler mente den eneste mulighed for Apples overlevelse var at fusionere med et andet stort tilsvarende firma som IBM, Sun Microsystems og Philips. Eller rettere – at sælge Apple til nogen der kunne tilbyde en ikke alt for pinlig lav pris. De planer blev ikke til noget, og så blev Spindler gået som CEO og erstattet af Gil Amelio i februar1996 med det klare mandat at få klaret salget af Apple. På dette tidspunkt havde Apple kun kontanter til første kvartal af 1996.

Apples nedtur i 90’erne kuliminerede under Michael Spindler til venstre, mens redningen begyndte under Gil Amelio til højre

Amelio gjorde alt hvad han kunne for at undgå den situation. Han skaffede Apple et pusterum ved at låne penge for et halvt år af et konsortium af japanske banker, snart efter lånte han yderligere over 600 mio $ af Goldman Sachs, skar ned på personalet med 3000 personer, droppede vidtløftige projekter, fx det håbløse styresystem Copland og gik i gang med at finde finde et styresystem udefra der kunne håndtere fremtidens Mac-computere bedre end klassisk MacOS. Amelio forhandlede længe med computerfirmaet Be Inc., grundlagt af en tidligere Apple-chef Jean-Louis Gassée. Amelio ønskede Be Inc.s styresystem Be OS. Gassée tilbød 275 mio $ for Be Inc. Amelio ville højest give 200 mio $ og afslog. Så gik Amelio til Steve Jobs computerfirma NeXT der nu primært satsede på software, nemlig styresystemet NeXTSTEP. Jobs tilbød Apple at købe NeXT for 400 mio $. Amelio turde ikke andet end at sige nej, så Apple købte NeXT inklusive Jobs der fungerede som konsulent. Det var et yderst modigt, ja dumdristigt, skridt af Amelio at tage Jobs tilbage i Apple.

En af de mest lovende medarbejdere, som Apple erhvervede sig da de købte NeXT, var foruden Steve Jobs den uhyre velbegavede Scott Forstall der kom til NeXT i 1992 som bare 23-årig med akademiske grader fra Stanford University i symbolic systems og computer science. Forstall skulle blive en nøglemedarbejder i udviklingen af både net-browseren Safari og iPhonen og dens styreprogram, iOS.

Jobs tager magten i Apple der genfødes

Men andet kvartal af 1997 så meget kritisk ud pga. et styrtdyk i Apples aktieværdi på over 700 mio $ – ikke mindst fordi en anonym havde solgt omfattende ud af sine Apple-aktier. Denne anonyme viste sig siden at være Steve Jobs der i juli 1997 overtalte bestyrelsen til at give Amelio kniven, og Amelio trak sig helt kort efter. I september blev Jobs udnævnt til midlertidig CEO for Apple indtil man havde fundet en passende kandidat. Den fandt man aldrig.

I september 1997 var Steve Jobs 42 år gammel. Hans NeXT-projekt, som han nu havde solgt til Apple, var aldrig blevet den succes han havde håbet, men Jobs havde nu via sin tid som chef for NeXT fået erfaring som CEO. Desuden var han blevet milliardær via sin kloge investering i PIXAR. Han var ikke længere en ung smuk hippie, men en kølig, stram, målrettet, usentimental og determineret perfektionist med et kæmpe ego, men også med en ekskvisit sans for minimalistisk design, teknologisk innovation og cool iscenesættelse. Det var Jobs der med enestående tæft fuldendte Amelios redning af Apple. Under Jobs genfandt Apple sin særlige vision og spirit og ikke mindst fokus.

Til venstre 70’ernes og 80’ernes Steve Jobs, til højre 90’ernes og 00’ernes Steve Jobs. Ilustration Fulvio Obregon

Jobs særlige evne til at finde og ramme Apples særlige identitet kom til udtryk allerede samme år Jobs blev CEO for Apple. IBM havde et gammelt slogan THINK med betydningen – Tænk dig om, tag alting i betragtning! Det var ikke Jobs der opfandt alternativet til IBMs THINK, men ham der valgte reklamebureauet der gjorde og fik det gennemført. Det var Jobs personligt der ændrede Think differently til Think different – dvs. different er et substantiv og ikke et adverbium.

Jobs fortsatte Amelios bestræbelser på at slanke Apple med fyringer. Der skulle være fokus på et smart, cool og brugervenligt design, og Apples produkter skulle forenkles. Antallet af computer-modeller skulle skæres ned til én forretnings-model og én forbruger-model. Forbrugermodellen fik navnet iMac – hvor det lille i foran Mac står for internet, eller rettere, nævnte Jobs i 1998, for ‘internet, individuel, instruer, informer, inspirer. Grundtanken var nu nok internet, for den nye iMac, der skulle udvikles på under et år, skulle være særligt tilpasset internettet og med et nyt cool design.

Steve Jobs t.v. og Jony Ive t.h. skuer mod fremtiden sammen

Året før Jobs blev chef for Apple, blev den 29-årige brite Jony Ive firmaets chefdesigner, og Jobs og Ive viste sig som et perfekt match med den samme tæft for brugervenlig, minimalistisk design. Det var Ive der designede den allerførste iMac – siden med tilnavnet G3 – som kom på markedet i 1998 og skabte et sug blandt forbrugerne pga. nye ting som nul diskette-drev, men til gengæld et CD-ROM-drev og et dristigt plastic-design der på en og samme tid signalerede noget futuristisk, noget hinsides år 2000, og signalerede noget retro a la 60’erne som var på mode i 90’erne. Computeren var ikke perfekt. Tastaturet var ikke 100 % brugervenligt, og musen slet ikke, men designet fangede tidsånden, men også Apples særlige ånd som var en mærkelig blanding af hippie-strømning, dristighed og teknologisk avantgarde.

Den nye iMacs dristige kulørte udseende gav et sug blandt forbrugerne, og stemningen var klar: Jobs er tilbage, Apple er tilbage. iMac G3 solgte i sin levetid over 5 mio eksemplarer og reddede Apple fra økonomisk ruin.

iMac er stadig Apples hovedserie af mikrocomputere for private forbrugere og har haft 6 generationer siden den oprindelige iMac (G3) fra 1998. Den 7. generation hedder iMac 24″, 2021 og er som navnet antyder fra 2021.

Sådan ser den sidste nye model af iMac (24″, 2021) ud i dag.

Jobs lavede ikke en helt ny linje af “laptop-computere beregnet til professionelle brugere som virksomheder, men bevarede den gældende og meget succesrige linje fra 1991 – PowerBook.

Året efter at iMac blev introduceret, nemlig i 1999, kom så laptop-udgaven for private forbrugere (i modsætning til firmaer) som fik navnet iBook. Også iBook blev navnet på hele serien af laptop-computere fra Apple frem til 2006, men den første generation fik siden navnet iBook G3. Tilnavnet G3 for både den første iMac og den første iBook kom sig af at begge modeller benyttede en chip kaldet PowerPC G3, hvor G3 står for at denne chip er 3. generation af PowerPC-chippen. Da Apple gik væk fra PowerPC-chippen i 2006 og gik over til Intel-chips, blev iBook-serien afløst af MacBook-serien, den nye betegnelse for Apples laptop-computere.

Apples nye laptop for almindelige forbrugere – the iBook fra 1999

Nu har vi altså tre produkter. En laptop-computer (bærbar computer) for private forbrugere kaldet iBook, en laptop-computer for professionelle kunder kaldet en PowerBook – en ældre serie. Og en desktop-computer (en stationær computer) for private kaldet en iMac. Og en desktop-computer for professionelle hvor man også videreførte en gammel linje – Power Macintosh. Det var disse fire computer-typer og linjer som skulle være forenklingen af Apples computer-produkter.

Apples nye styresystem kom i 2001 og fik navnet MacOS X (hvor X udtales Ten – engelsk for ti), selv om det normalt bare kaldes MacOS, men MacOS X – der stadig er Apples primære styresystem for computere – var baseret på teknologien i NeXTSTEP, det styreprogram Jobs fik udviklet i sit firma NeXT. I dag er X’et reelt forsvundet, og styresystemet kaldes bare MacOS. Den nuværende version af MacOS hedder MacOS 13 Ventura og blev lanceret i oktober 2022. MacOS X-styresystemet er en af Apples store styrker pga. sin enkelhed og sikkerhed. Styresystemet har så vidt vides aldrig haft en virus der har spredt sig fra computer til computer, spyware er meget sjældent, mens malware forekommer. Malware kommer ind i computeren via brugerens egne klik og godkendelser, og det kan intet styresystem gardere sig imod. Den første iPhone brugte også MacOS X-styreprogrammet, men hurtigt udviklede Apple sine egne styrprogrammer til iPhones, iPod Touch og iPads kaldet iOS.

I 2003 udviklede Apple sin egen netbrowser kaldet Safari der stadig er den mest brugte browser på Apples produkter. Det var i høj grad Scott Forstall der overvågede udviklingen af Safari.

Jobs’ vision – fremtiden er digital

Det lille i foran Mac – i som forkortelse for internet – sammenfatter på sin vis Steve Jobs’ særlige evner og tilgang. Som både var en evne for iscenesættelse og marketing, og et unikt blik for kundernes fremtidige efterspørgsel. Det lille i blev brugt igen og igen – fx i iBook, iPod, iPhone og iPad – og blev Apples særlige måde enkelt og cool at fortælle at dette produkt hører til Apples familie og er cool og innovativt. Det lille i var begavet branding. Men det fortalte noget mere og dybere. Internettets fremkomst i 90’erne ville blive en revolution, indså Jobs. Fremtiden ville være digital. Og fremtidens kunder ville efterspørge en lang række nye digitale gadgets, som Apple blev nødt til at være på forkant med hvis Apple ønskede at ligge i toppen på det elektroniske marked. Fremtidens MP3-afspillere, fotografiapparater osv. ville være tilkoblet internettet, forudså Jobs. Ergo måtte Apple så hurtigt som muligt udvikle den slags i et enkelt, cool og brugervenligt design. Og det var den politik som Jobs satte igennem i 00’erne, og som medførte at Apple i dag er det firma der er mest værd i verden.

Projektet med at udvikle apparet blev styret af Apples ledende hardware-ingeniør, Tony Fadell, der fandt et nyudviklet, supertyndt hard-drive skabt af Toshiba med masser af hukommelse , og via Jony Ives cool design kunne Jobs allerede i 2001 ved en stor PR-event introducere “The iPod”, Apples smarte MP3-afspiller på 5 GB og plads til 1000 musiknumre.

Den første iPod. Bemærk Jony Ives meget vellykkede design der igen sammenfatter det futuristiske og det retro-agtige.

Pudsig detalje – den første iPods design har et dansk islæt. Det store hjul under skærmen er inspireret af udseendet på Bang & Olufsens telefon BeoCom 6000, se herunder.

B&Os telefon BeoCom 6000 var med til at inspirere til den første iPods udseende

Se herunder Steve Jobs personligt begrunde og præsentere Apples iPod i oktober 2001 (skåret ned til de essentielle minutter).

For at formidle brugernes adgang til MP3-filer udviklede Apple programmet iTunes i 2001. Eller rettere – iTunes blev det nye navn for programmet SoundJam MP udviklet i 1998 af software-firmaet Casady & Green, men blev købt af Apple og omdannet til brug for Apples produkter. Det er via iTunes at brugeren køber og downloader musik som så afspilles af iPod-enheden. De tidligste iPods var ikke trådløse eller på internettet, men fik MP3-filerne overført fra en computer via et kabel. Man kan sige at det lille i foran Pod – og som normalt oversættes internet – er lidt meningsløst. Jobs var oprindelig også imod navnet iPod med i foran, men når man tænker på iMacs og iBooks’ succes, gav det markedsføringsmæssigt stor mening. Men iPod-versionen fra 2007, iPod Touch, formidlede musikken via Wi-Fi, og havde en touchscreen-baseret kontaktflade og digitalt kamera og lignede i det hele taget rigtigt meget den første iPhone, bare uden telefonforbindelse og direkte net-adgang. iPod Touch-serien blev solgt helt frem til 2019. I dag sælges iPod ikke længere. Men iPod-serien blev en enorm kommerciel succes for Apple og stod hurtigt for halvdelen af Apples samlede salg.

Den oprindelige iPod Touch fra 2007 – med en påfaldende lighed med en iPhone

Project Purple

Steve Jobs forudså at iPod-enhedernes succes frem ville blive truet af mobiltelefoner der teknologisk kunne stadig mere. Jobs valgte derfor at gå ind i mobil-telefonmarkedet for at udvikle en mobiltelefon der både var en telefon, en iPod og en internetkommunikator, det såkaldte iPhone-projekt. Eller rettere, det var Steve Jobs’ mangeårige ven og forskningschef på NeXT (det computerfirma Jobs oprettede da han var ude af Apple 1985-97), den franske Jean-Marie Hullot, der fik ideen. Jobs fik sin ven Hullot ansat i Apple i 2001 som forskningschef i Application-afdelingen. Hullot var bosat i Paris- og styrede egentlig iPhone-udviklingsprojektet fra Paris fra 2001 til 2005. Eller rettere, fra 2001 var det Apple France i Paris der arbejdede med projektet, men i 2005 fik Hullot overbevist Jobs om at der var bund i projektet.

Idémanden bag iPhonen, Jean-Marie Hullot

Man skal dog nok heller ikke overdrive Hullots betydning. Den oprindelige motivationsfaktor for Jobs for at træde ind på mobiltelefonmarkedet var at foregribe at iPoden blev gjort overflødig af en mobiltelefon der også fungerede som MP3-afspiller. I første omgang mente Jobs at det sikreste var at indgå samarbejde med en etableret mobiltelefon-producent, nemlig Motorola, der så i samarbejde med Apple skulle strikke en telefon sammen der kunne kombineres med iTunes. Apparatet kom i 2005 under navnet Motorola ROKR under stor fanfare, men det floppede. Det downloadede musik ret langsomt og havde kun 1 GB-hukommelse, dvs. kunne kun have 100 sange opmagasineret, og det gad kunderne ikke. Særligt da Motorola ROKR flopppede i 2005, og Apple trak sig helt fra projektet i 2006, kunne Jobs med hele Apples kraft gå ind i et projekt der skulle kombinere mobiltelefon, iPod, fotografiappat, videoapparat og internetadgang i ét apparat med kæmpeskærm og touchscreen, men på størrelse med et sæt spillekort.

Samtidig med at projektet blev sat i havnen i Apple Park i 2005, begyndte et andet vigtigt projekt, nemlig en slags videreudvikling af Apples gamle PDA, Newton MessagePad, en lille computer med såkaldt tablet-form. Tanken var at konstruere en tablet der næsten kun var skærm, og så benytte touchscreen-teknologien. Det var det projekt der endte med Apples iPad, og det havde i begyndelsen højere priorietet end mobiltelefon-projektet, men i løbet af 2004 og især 2005 ændrede Jobs prioritet og satte alle ressourcer ind på at udvikle sin iPhone; så måtte iPaden komme i anden række.

Arbejdsopgaven var hemmelig; kun Apple-insidere kendte til det. Apples ledende hardware-ingeniør Tony Fadell (iPodens far), og Apples ledende software-ingeniør Scott Forstall (Safaris far) med Apples ledende designer Jony Ive . Flere af franskmændene ønskede ikke at flytte med projektet fra Paris over til Silicon Valley, bl.a. ikke Hullot der tog sin afsked fra Apple i 2005.

En af protyperne i udviklingen af iPhonen

Forenklet sagt kan man sige at udviklingen af telefonen kørte via to helt adskilte arbejdsgrupper. Den hardware-orienterede gruppe under Fadell arbejdede på hvordan iPoden kunne omdannes til en mobiltelefon. Den software-orienterede gruppe – Project Purple – under Forstall (og siden også Ive) arbejdede ud fra at omdanne Apples stærke styresystem MacOS X til en version der kunne håndtere en touchscreen. Så vi kan sige der var en iPod-arbejdsgruppe og en touchscreen-arbejdsgruppe. Over 20 prototyper blevet lavet.

En anden af prototyperne i udviklingen henimod iPhone

Jobs foretrak Scott Forstalls MacOS X-baserede touchscreen-projekt, Project Purple, og flere af de træk der var planlagt til iPad, blev nu overført til iPhone-projektet, særligt det med at skærmen skulle fylde næsten hele apparatet, og at den skulle betjenes via touch-screen-kontaktfladen. Designer Ive blev sat til at tegne apparatet handy, cool og elegant.

Tony Fadell forlod Apple i 2008, og internt havde Scott Forstall det rygte at han var skyld i både Hullots og Fadells afgang. Forstall var begavet, men også en kompromisløs hardhitter og ikke god til venlighed og social pleje, så han kunne sagtens komme i konflikter. Jobs så til gengæld et enormt potentiale i Forstall der ofte var med i fremtidige iPhone-præsentationer. Forstall blev set som en mini-Jobs, måske en afløser ad åre, og det gjorde ham upopulær. Men Jobs havde intet imod konflikter, bare folk ydede, og Jobs var klart Forstalls beskytter.

Steve Jobs til venstre og til højre iPhones reelle far, Scott Forstall

Den 7. januar 2007 kunne Jobs så afsløre sit iPhone-projekt. Præsentationen var timelang, men her er de centrale ti minutter. Se det – det er fremragende kommunikation, det skabte en enorm forventning til produktet, og det fik næsten Jobs til at fremstå som det 21. århundredes teknologiske profet og messias.

iPhone 1 kom først i salg i juni 2007 i USA – i Danmark kom den aldrig. Den var pænt dyr, og samtidig blev man bundet til et abonnement til det amerikanske telefonnet-selskab AT&T som led i prisen, og man skulle bruge iTunes til at downloade MP3-filer. iPhone 1 var heller ikke verdens første touchscreen-smartphone

Den første touchscreen-mobiltelefon hed IBM Simon og kom i 1992, men den vejede over et halvt kilo og benyttede sig ikke af berøring på skærmen med fingeren, men med en særlig pen, en stylus, der var det man gjorde i 90’erne (Apples Newton gjorde det samme). Den allerførste smartphone med touchscreen med fingerberøring, kamera, web-browser, email-modtagelse, sms osv. udkom i marts 2007, et par måneder før iPhone 1, og hed LG-KE850 og var koreansk. Denne telefon blev udviklet sammen med det italienske luksusmærke Prada og blev da også markedsført under navnet LG Prada, og firmaet bag, det sydkoreanske LG Electronics, var overbevist om at Apple havde stjålet konceptet fra dem.

Men LG Prada var dyrere end iPhone 1, manglede en del af iPhones funktioner, blev kun solgt i Asien, var ikke helt så gennem-cool som iPhone og er i dag glemt. Sådan går det.

iPhone 1 – som kom i to udgaver med 4 GB og 8 GB – var den første masseproducerde mobiltelefon med “multi-touch”, hvor man kunne taste med flere tryk på skærmen på én gang. Det kan fx udnyttes til at zoome ind og ud ved at anbringe to fingre på genstanden på skærmen og enten stryge fingrene mod hinanden, så der zoomes ind, eller stryge de to fingre væk fra hinanden, så der zoomes ud. Og designet var uhyre cool, smart og enkelt, mente de fleste. iPhonen havde to separate skærme, The Lock Screen, der svarer til ens boligs låste hovedør, og The Home Screen, der svarer til det åbne hus. The Lock Screen viser ikke meget mere end klokkeslettet med hvide tal foroven. iPhonener låst. For at åbne den, skal man indtaste sin passcode – en sekvens af 4 eller 6 cifre. Er det den rette sekvens, åbnes telefonen, og man kommer ind på Home Screen der har flere sider ved at stryge billedet fra venstre mod højre. Hver side er et skrivebord med plads til ikoner for diverse applikationer eller apps.

Salget eksploderede med over en mio. eksemplarer solgt i de første uger i sommeren 2007. Til gengæld blev salget ikke så meget større – kun 7 mio ex i alt hvilket var ingenting i forhold til samtidige mobiltelefoner som Nokia 1200 (solgte over 150 mio ex) og Nokia 1208 (solgte 100 mio ex.). Men den kulturelle indflydelse blev enorm, for i løbet af få år efterlignede alle mobiltelefoner iPhones form og funktion med kæmpeskærm, digitalt tastatur, multitouch, internetadgang, fotografiapparat, videoapparat, media-player osv.

Efter få måneder blev modellen med en hukommelse på kun 4 GB, droppet, og 8 GB udgaven fik samme pris som 4 GB-udgaven tidligere havde, nemlig 499 $ – hvilket stadig var en del for en mobiltelefon.

I 2008 kom den 2. generation, kaldet iPhone 3G, og det var den første iPhone der blev solgt i Danmark. Og den første iPhone jeg så. iPhone 3G solgte noget mere, 25 mio ex, hvilket var nok til at gøre iPhone 3G til den anden mest solgte mobiltelefon i 2008 efter den koreanske billige LG KP 100 (der solgte 30 mio.). Men ikke mange år efter sad iPhone godt på markedet og har i dag solgt i over 2 milliarder eksemplarer med over 1 milliard brugere. Hver fjerde mobiltelefon der er i brug i dag, er en iPhone.

Den 9. januar 2007, to dage efter at Steve Jobs havde introduceret den allerførste iPhone, skiftede Apple navn fra Apple Computer Inc. til Apple Inc. ud fra den betragtning at Apple ikke længere primært ville være et computer-firma.

iPad og Apple Watch – og Jobs’ død

I 2010 overhalede Apple Inc. Microsoft i værdi og salg, og Apple lå fremover det meste af tiden i toppen som verdens mest velstående virksomhed vurderet ud fra børsværdi. I januar 2010 kunne Jobs annoncere sin særlige tablet, the iPad, der lignede en kæmpe iPhone uden telefonforbindelse (men dog med WiFi), men med et stor og vidunderlig klart flydende krystal-LCD-skærmbillede (ca. 20 cm. høj og 15 cm. bred) der meget let kan manipuleres med fingrene via multi-touch-funktionen på en meget tynd skærm. Det gør web-browsing til en meget umiddelbar og intuitiv oplevelse. Som iPhonen har iPaden et skrivebord med apps i ikon-form, og via App Store kan man allerede til 1. generation iPads købe over 100.000 forskellige apps til sin iPad.

Herunder præsenterer den sygdomsmærkede Jobs stolt Apples iPad:

iPad 1. Generation får et flot salg. På bare 80 dage sælger den over 3 mio ex. i 2010, og dermed solgte Apple flere iPads end Macs i sidste kvartal i 2010.

iPaden blev Steve Jobs sidste store lancering. I 2003 var han blevet diagnosticeret med bugspytkirtel-kræft og gennemgik en omfattende operation, i 2009 fik han en lever-transplantation, i august 2011 trådte han tilbage som CEO for Apple Inc., og to måneder efter døde han af komplikationer af sin cancer, blot 56 år gammel. Afløser som Apple-chef var den 51-årige Timothy Donald Cook der kom til Apple i 1998 og hurtigt blev vicepræsident med ansvar for det globale salg. På det tidspunkt Cook kom til, var Apple blevet verdens rigeste selskab. Tim Cook er stadig boss for Apple Inc. den dag i dag, og Apple er stadig verdens rigeste selskab.

Tim Cook er Apples nye boss efter Jobs’ død i 2011

Tiden under Tim Cook har været relativt udramatisk. Dog, udvikleren af Safari og chefen for iOS, det styreprogram der kørte såvel iPhone, iPad og iPod Touch, Scott Forstall, som kan ses som iPhones far, røg ud af Apple i oktober 2012 kort efter lanceringen af iOS 6. Afbrydelsen af samarbejdet mellem Forstall og Apple tolkes normalt som en ufrivillig fyring. Forstall havde sine konflikter med diverse nøglemedarbejdere, og mens Steve Jobs sagtens kunne tåle konflikter og i øvrigt nok så en klon i Forstall som han beskyttede, så var Cook anderledes træt af intern ballade. Så ud røg Forstall. Og blev afløst af Craig Federighi.

Craig Federighi bliver leder af iOS-udviklingen fra 2012

Apple forbedrede fortfarende sine produkter – sine iMacs og de andre computere, sine iPhones, iPod Touch – der til sidst blev trukket ud af markedet – og iPads. I 2015 lancerede Apple en ny unik digital gadget, et smartwatch kaldet Apple Watch som har solgt ganske fint i over 100 mio ex uden rigtig at have en klar pointe bortset fra at tjekke brugerens sundhedstilstand. Men den har et smart design og signalerer luksus og high-tech.

Apple Watch lanceret i 2015

Del 2: De forskellige iPhone-versioner

Personligt er det iPhonen der fascinerer mig mest af Apples produkter, selv om Apples iPad fylder mest i både mit arbejdsliv og privatliv. Her er en kort gennemgang af de forskellige iPhone-modeller.

iPhone 1 – grundmodellen – web-apps

Den oprindelige iPhone som siden kaldet iPhone 1 , var 11 cm. lang og udkom i sommeren 2007 i to versioner, med en hukommelse på 4 GB og en dyrere model på 8 GB. Den på 4 GB blev trukket fra markedet efter få måneder, mens der til gengæld kom en ny version af iPhone 1 på 16 GB. Apparatet blev kun solgt i USA og var ret dyrt, billigste udgave 499 $, og man var bundet til et abbonement på telefonselskabet AT&T. iPhone 1 havde en mikroprocessor på 622 MHz som pga. strømforbruget var reduceret (“underclocked”) til 412 megahertz. Apparatet var udstyret med et 2.0 megapixel kamera uden zoom. Selve skærmen er ret stor, 3,5 tommer, dvs. næsten 9 cm. diagonalt. Skærmen er en LCD-skærm, dvs. fladskærm med flydende krystal med en opløsning på 163 ppi, dvs. pixels pr. tomme. Styresystemet havde ikke noget navn, men det blev udtrykt vat det var en version af MacOS X. Siden kom betegnelsen iPhone OS eller iOS 1.

Enheden var en kombineret iPod, mobiltelefon og internet-kommunikator. Den havde en sort aluminiumramme og aluminiums-bagside samt en glasforside. Modellen havde 4 knapper, i siden 3 knapper: På øverste ramme en tænd/sluk-knap, og foroven på venstre ramme to volumenknapper – øverst skru op,nedenunder skru ned. En 4. knap, home-knappen, sidder på forsiden nederst. Ligegyldigt hvad man foretager vig på telefonen, kommer man tilbage til det primære panel på skærmen, når man trykker på home-knappen.

Enheden begynder med the lock screen der kun viser klokkeslettet digitalt, men hvis man indtaster den rette passcode, den rette talsekvens, kommer man ind på enhedens home screen, skrivebordet med apps, fordelt på flere sider i the home screen som man med fingeren kunne bladre frem i. Der var forskellige faste, medfødte apps på skærmen, fx for telefonopkald, Messages, kalender, fotografering, for fotos, vejrudsigten, klokken, børskurser, indstillinger, iPod, Apple-browseren Safari, emails og iTunes. De blev aktiveret ved tryk med fingeren. Der var ingen medfødt app hvor man kunne købe nye apps. App Store var ikke udviklet. Man fik nye apps via browseren via Safari hvorigennem man på nettet kunne købe web-apps.

iPhone 1 og dens home screen og dens funktioner. Modellen udkom i 2007

iPhone 1 solgte ikke fantastisk. Ca. 7 mio exemplarer hvilket er intet sammenlignet med en lang række Nokia mobiltelefoner (Nokia 1200 og Nokia 1208) der ikke var smartphones og meget billige. Nokia 1200 solgte 150 mio, og Nokia 1208 100 mio ex.

iPhone 3G – nu med App Store

Iphone 3G er iPhones 2. generation og udkom i juni 2008 i to formater – 8 GB og 16 GB. og med indbygget App Store, navigation og GPS samt bluetooth. Navnet 3G kommer sig af at denne model nu også kunne tilgå 3G-mobilnetværket, der var hurtigere end AT&Ts mobilnetværk. Mens iPhone 1 var sort, var denne model enten hvid eller sort. Den var 1,2 cm. tyk og en anelse længere end forgængeren (11,6 cm.). Processoren havde samme kraft – 412 MHz – og kameratet identisk med iPhone 1s.

Det navnløse styreprogram fra iPhone 1 fik samtidig en opdatering som fik et navn som modsvar til Googles mobiltelefon-styresystem – Android. Apples nye styresystem for mobile aggregater (også iPod Touch) fik navnet iPhone OS 2.0 som passede til iPhone 3G, mens iPhone 1s styresystem med tilbagevirkende kraft fik navnet iPhone OS 1.0, men iPhone 1 kunne også opdateres til det nye styresystem.

Det virkeligt smarte ved iPhone 2.0 var fremkomsten af en fantastisk app, App Store, der tilbød alverdens virksomheder at frembringe apps der passede til netop det en iPhone kunne via SDK, Software Deveopment Kit, der hjalp med at skræddersy fremmede firmaers apps til iPhonen. Disse apps skulle lige laves først, så App Store åbnede først måneden efter, i juli 2008. Der var 500 apps klar i App Store der kombineret blev downladet 10 millioner gange på de første tre dage. Det var i høj grad lederen af udviklingen af iPhone OS, Scott Forstall, der personligt fik udviklet Apples App Store og den tilknyttede SDK.

Ikonet for App Store, en app der er butik for et væld af apps, også fra ikke-Apple-firmaer

Noget andet vigtigt, som iPhone OS 2.0 kunne tilbyde, var muligheden for at tage screenshots. Der kom automatisk “geotagging” på de fotos som ens iPhone tog og opmagasinerede, så det altid var katalogiseret med GPS-data hvorhenne fotoet var taget. iPhones “lommeregner-app” blev opdateret med en mere avanceret “scientific mode” der blev aktiveret ved at lægge iPhonen så den er længst i bredden og ikke i højden.

iPhone 3G bliver en kommerciel succes. 25 mio ex solgt hvilket er nr. 2 i verden lige efter en billig koreansk ikke-smartphone, LG KP 100 der solgte 30 mio. ex.

iPhone 3G fra 2008 med sin home screen er 2. generations iPhone og den første iPhone der blev solgt i Danmark

iPhone 3GS – App Store får rigtig mange apps

iPhone 3GS (S står for Speed) er iPhones 3. generation og blev lanceret den 8. juni 2009. Den udkom også i versioner, med 16 og 32 GB, siden erstattet af 8 GB. Kameraet var på 3 megapixel kamera. altså med en højere opløsning end de hidtidige. Modellen havde også en video-optager. Modellen havde en stærkere processor end de to første iPhones, nemlig 600 MHz. Skærmen var som hidtil en LCD skærm med en opløsning på 163 ppi. Denne iPhone var den første med en såkaldt “system on a chip”, forkortet SoC, hvilket som nævnt gav processoren en kapacitet på 600 MHz. System on a chip betyder at hele systemet er på én chip, det integrerede kredsløb, mikroprocessoren. CPU herunder det primære lager, det sekundære lager, system for input, output, modem osv. Reelt er denne iPhone dobbelt så hurtig som forgængerne. Skærmen synes at have bedre farver og opløsning. Der er tekst-zoom.

Med til iPhone 3GS hørte også et opdateret styresystem, iPhone OS 3.0. Der kom nye muligheder som klip, kopier, indsæt-funktionen, langt bedre MMS, og brugere fik muligheden for at lave stemme-memos. Hvor Apples App Store kunne tilbyde 500 apps i juli 2008, så kunne App Store i sommeren 2009 tilbyde hele 25.000 forskellige apps.

Den fysiske størrelse svarer til forgængeren iPhone 3S. iPhone 3GS solgte lige så meget som forgængeren, 35 mio ex, og blev også nr. 2 i verden, denne gang overhalet af en smartphone, den billigere Nokia 5230 der solgte svimlende 150 mio ex.

iPhone 4 – nu med FaceTime

iPhone 4 er iPhones 4. generation og blev sat til salg den 7. juni 2010. Skærmbilledet er i en høj opløsning hvilket Apple kalder retina display. Det er udtrykt som 326 ppi, hvilket er flere pixel end nethinden kan skelne, dvs. billedet synes skarpt og flydende billede. iPhone 4 har et 5 megapixel kamera, der er noget bedre end forgængernes. iPhone 4 kan præcis registrere længden, hastigheden og retningen af apparatets bevægelse i rummet. Den sælges med en hukommelse på 8 GB, 16 GB og 32 GB. Rammen er af rustfrit stål i kanten, og apparatet synes helt fladt. Udseendet er tilnærmet tilnærmet den nye iPad. Størrelsen er lidt mindre end 3G og 3 GS, nemlig en længde på 11,5 cm. og en bredde på 9,4 cm. iPhone 4 blev kaldt “den tyndeste smartphone i verden”. iPhone4 har den første SoC som Apple selv har designet, kaldet A4 som første gang brugt til den allerførste iPad. A4 er på 1 GHz, men den er i iPhone 4 underclocked til 800 MHz.

I marts 2010 præsenteres et nyt styresystem, iPhone OS 4, men da iPhone 4 inkl. det nye styresystem sættes i verden i juni 2010, har systemet skiftet navn til iOS 4.0, da det jo ikke kun er beregnet til iPhones, men også til iPods og iPads. iPhone 1 kan ikke opdatere til iOS 4, men iPhone 3G og iPhone 3GS kan, men mange 3G-brugere beklager sig over at det nye styresystem gør deres model langsommere.

iOS 4 er ellers smart. Den indeholder appen FaceTime, en videotelefon hvor man kommunikerer med både stemme og billede til andre brugere af FaceTime. iOS 4 tillader multitasking, hvor man kan have gang i flere apps ad gangen, og skrivebordet får muligheden for at oprette mapper så man kan have mange flere apps liggende på skrivebordet end før. Der kom nu en wallpaper-mulighed, så man selv kan indsætte sine egne baggrundsbilleder bag app-ikonerne.

iPhone 4 bliver den hidtil bedst sælgende iPhone med 50 mio solgte ex. Også dett år ligger iPhone nr. 2 i verden, slået af Nokia 1280 der sælger 100 mio ex. Ny rival er Samsung med smartphonen Galaxy S der brugte Android-styresystemet. Galaxy S havde verdens hurtigste grafik-processering og var den tyndeste smartphone på markedet, under 1 cm. tyk. Galaxy X ligger nr. 3 i verden med 20 mio ex.

iPhone 4S – Siri introduceres

iPhone 4S (S står for Siri) er iPhones 5. generation og sat til salg den 4. oktober 2011. Steve Jobs døde dagen efter. Som System on a chip bruger iPhone 4S en Apple A5 SoC. Denne processor er en op til dobbelt så hurtig CPU-enhed end A4 SoC er, og har en op til 9 (NI) gange hurtigere GPU, dvs. graphics processing unit. 8 megapixel kamera.

Det tilknyttede styresystem er iOS 5 der introducerer iCloud, en ekstern hukommelse for alt hvad man har på sine mobile Apple-enheder. Via iCloud er det uhyre let at dele sin iPhones indhold med sin iPads, eller overføre alle data fra en gammel iPhone til en ny. Ens enhed får et Notification Center, et sted hvor bemærkninger fra alle ens apps om alt muligt dukker op og opsamles. Løbende kommer notifikationer fra toppen af ens skærm på en meget diskret måde. Kameraet får en genvej, så det kan tilgås også fra ens låste side før man har låst sin iPhone op med sin login-kode. Dermed kan en iPhone tage et foto på et brøkdel af et sekund. Desuden fik kameraet nye træk som auto-fokus og muligheden for at tage billeder via en af apparatets fysiske knapper (skru op-knappen).

iOS 5s måske mest fantastiske feature var Siri, en personlig assistent der kan trænes til at reagere på kun brugerens personlige stemme, og tyde brugerens fremsagte kommandoer på brugerens eget sprog og effektuere kommandoerne på enheden. I første omgang tillod iOS 5 kun iPhone 4S at gøre brug af Siri (og således ikke iPad, iPod touch eller tidligere iPhone-modeller), men Siri blev en del af alle fremtidige udgaver af iPonen. Det var ikke Apple selv der stod bag de første udvikler af Siri, men AI-afdelingen i forskningsenheden Stanford Research Institute International, forkortet SRI International der i 2007 oprettede et spin-off-firma kaldet Siri Inc. til at varetage programmets kommercielle muligheder. Siri Inc. udviklede Siri som app for iPhone i februar 2010. To måneder senere havde Apple købt Siri Inc. .

Et andet vigtigt træk var at iOS nu lod opdateringer af styresystemet foregå via WiFi. Hidtil havde opdateringer af styresystemet skullet foregå via kabler der forbandt ens mobile enhed med en computer.

iPhone 4S er flot anmeldt, bedre sælgende end 4eren og en af de bedst sælgende overhovedet. Der er ingen ydre forskel på iPhone 4 og iPhone 4S. iPhone 4S kan (højest) opdateres til iOS 9. iPhone 4S solgte i 60 mio ex og blev verdens bedst sælgende mobiltelefon. Samsung Galaxy S II blev nr. 2 med 40 mio ex.

iPhone 4S – iPhones 5. generation – har Siri og bliver den bedst sælgende mobiltelefon i 2011

iPhone 5 – Maps introduceres

iPhone 5 er iPhones 6. generation og lanceret i september 2012. iPhone 5 er tyndere og lettere end forgængerne og er i en aluminiumbaseret metalramme. Denne model var den første iPgone der kunne tilgå 4G mobilnetværket i stedet for 3G som hidtil. Det hidtidige iPhone- forbindelsesstik, kaldet en 30 pin connector, blev nu erstattet af den mindre Lightning connector. iPhone 5 har det samme 8 megapixel kamera som iPhone 4S. Men iPhone 5 tager fotos 40% hurtigere og med en større lysfølsomhed. Hukommelsen er på enten 16, 32, eller 64 GB. iPhone 5 har en retina-skærm med samme pixeltæthed som iPhone 4S. Men den har en lidt større skærm. iPhone 5 bruger en Apple A6 SoC med 1,3 GHz dual-core CPU (Swift) og 266 MHz triple-core-GPU. Det fordobler fx hukommelseskapaciteten i forhold til forgængerens A5 SoC.

Den tilknyttede iOS 6 bød for en gangs skyld ikke på de store revolutioner. Der blev udviklet en ny app, (Apple) Maps – dansk Kort – som afløser for Google Maps, fordi aftalen med Google var udløbet, Facebook blev lige så integreret i iPhone-systemet som YouTube og Twitter, Siri blev forbedret så “hun” fx kunne indskrive beskeder på Facebook og Twitter efter ens diktat. FaceTime blev forbedret, så den ikke kun fungerede via en wi-fi-forbindelse, men også via en almindelig mobiltelefonforbindelse.

Der var for en gangs skyld små problemer. Maps-appen viste sig at have fejl, en by blev placeret 6 km. forkert, søgte man på London endte man ikke i London, UK, men i London, Canada osv.. Det tvang Tim Cook til at skrive et beklagende brev til forbrugerne endda med anvisninger til hvordan brugerne kunne finde og bruge konkurrerende firmaers apps. Den ansvarlige for udviklingen af Maps, Scott Forstall, mente at problemerne med Maps blev overdrevet, var uenig i Cooks undskyldende brev og ville ikke være med-underskriver på brevet. Det var ikke det hele.

iPhones klokkeskive-app havde lånt sit udseende fra The Swiss Railway Clock, et ur designet i 1944 og med ophavsrettigheder, som Apple lige havde glemt at honorere. Det kostede Apple 21 mio $ i kompensation.

I oktober 2012, måneden efter lanceringen af iOS 6, blev det annonceret at chefen for iOS, Scott Forstall, forlod Apple. Tim Cook har formentlig benyttet sig af sjusket med iOS 6 til at skille sig af med en medarbejder der var dygtig, men også lidt for bøvlet. Forstall kunne fx ikke holde møder med Apples chefdesigner Jony Ive uden at Cook var med til mødet som mediator. Cook kan også være blevet så gammeldags pissed på Forstall, der ikke ville anerkende problemerne med Maps, brokkede sig over Cooks ydmyge undskyldning og arrogant nægtede at være med-underskriver, at Cooks tålmodighed med Forstall simpelthen brast.

I dag arbejder Forstall i øvrigt som en succesrig Broadway-producer med masser af vundne Tony Awards, pudsigt nok. Forstalls stilling hos Apple blev erstattet af hele 4 nøglepersoner. Chefdesigner Jony Ive blev ny leder af Apples “Human Interface Team, Craig Federighi, Apples vice president, blev chef for iOS-udviklingen, Eddy Cue blev specifik chef for Maps og Siri, mens Bob Mansfield, der ellers et par måneder før havde trukket sig fra en ret magtfuld position, måske i frustration over Forstall, som han var voldsomt på kant med, pludselig var tilbage som “Senior Vice President of Technologies”.

Det centrale er at Jony Ivy nu ikke kun leder design-udviklingen for hardware-produkter, men også designet af software-produkter. Og at Craig Federighi afløser Forstall som leder af iOS-udviklingen.

Til venstre iOS 6′ ur-app, til højre The Swiss Railway Clock.

iPhone 5 blev Apples hidtil bedst sælgende mobiltelefon med 70 mio solgte ex. Men Samsung solgte lige så meget med deres Galaxy S III.

iPhone 5c (c = color) fra september 2013 er også en 6. generations iPhone og bare en variant af iPhone 5, men i polycarbonatramme i stedet for aluminium. Og billigere. Modellen erstattede simpelthen iPhone 5 hvis produktion standsede. Solgt i mange farver. Lanceret i september 2013 samtidig med iPhone 5s I de første 3 mdr. efter lanceringen var 5c blandt de tre mest sælgende smartphones. Men alt i alt skuffede salget.

iPhone 5s – nu med Touch ID og flade ikoner

iPhone 5s (s for security) er forvirrende nok ikke en 6. generations iPhone som iPhone 5 og iPhone 5c, men en 7. generations iPhone. Lanceret i september 2013 samtidig med iPhone 5c som afløser for iPhone 5 hvis produktion stoppede. iPhone 5s har samme udseende som iPhone 5, men klart hurigere og kraftigere. iPhone 5s er den første smartphone med 64-bit-processor (hidtidige processorer var på 32 bit). Udnyttelse heraf kræver dog at der laves apps beregnet til en 64-bit-processor. iPhone 5s har en Apple A7 64-bit dual-core-system SoC (CPU-enheden kaldet kaldet Cyclone). Det giver en dobbelt så hurtig CPU og GPU som 6. generations iPhones. A7 blev også brugt til Apples nye stærke iPad Air. Processoren indeholder over en mia transistorer.

Home-knappen benytter sig af såkaldt Touch ID, dvs. homeknappen kan genkende brugerens fingeraftryk til at låse op for noget der hidtil har kræveret brugerens passcode. Det gør både modellen meget lettere at betjene. Og det gør den sikrere. En passcode er som nøgle ofte let at bryde; et fingeraftryk er helt individuelt. Derfor det lille s som forkortelse for “security” i navnet iPhone 5s.

iPhone 5s særlige styresystem var iOS 7 hvor der var flere tydelige ændringer. Først og fremmest særgede iOS 7 for at ens Home Screen skiftede design. App-ikonerne fremtrådte helt uden rumlige effekter men virkede malet på skærmen og var tydeligt forenklede og minimalistiske. Bag deres design stod selveste Jony Ive der nu også var blevet designer af Apples software-produkter.

Sådan ser iPhones Home Screen ud med iOS 7 – enklere og fladere apps

En markant nyskabelser var Control Center, en skærm man let kunne tilgå ved at stryge op på skærmen fra dens nederste kant. På Control Centers skærm befandt sig en række meget benyttede apps som lommelygte, lommeregner, Wi-Fi, fly-mode, fotografiapparat og lysstyrke. En anden markant nyudvikling er AirDrop. Via den kan man meget let modtage og sende også ret data-tunge filer med en anden bruger hvis den anden bruger var i nærheden, og hvis brugeren selv havde AirDrop. Den app der indeholdt ens fotografier, Photos, blev mere avanceret og grupperede automatisk ens iPhones fotos efter fx tid og sted.

Skærmen er et 10 cm lang LCD multitouch Retina Display, og apparatet er tyndt, blot 7,6 mm. Ligesom iPhone 5 har iPhone 5s en aluminiumramme. Apparatet har bedre foto og video end tidligere generationer. Modellen er generelt lovprist pga. Touch-ID, bedre Siri, Control Center.

iPhone 5s solgte pænt, men ikke prangende med 52 mio ex. Og dermed blev iPhone 5s det års nr. 3 efter Nokia 105 og Samsung Galaxy S4.

En iPhone 5s – en 7. generations iPhone fra 2013

iPhone 6 – iPhone bliver stor, appen Sundhed

iPhone 6 er iPhones 8. generation og blev lanceret i september 2014. Modellen har et større display, hurtigere processor og et bedre kamera end hidtidige generationer, og iPhone 6 blev den dengang hidtil bedst sælgende iPhone-model. I helt stor skala. iPhone 6 solgte intet mindre end 222,4 mio ex mod android-smartphonen LG G3. iPhone 6s design var inspireret af designet på iPad Air hvor glasfronten går ned over de afrundede hjørner.

Hidtil har iPhones været ret små, men med iPhone 6 begynder de store iPhones. Apparatet var 12 cm. langt og med et Retina HD Display. Enhver pixel kan ses fra enhver vinkel.

iPhone 6 bruger en ny processor, Apple A8 system on a chip (SoC) fremfor den hidtidige A7 hvilket skal have forbedret CPU-ydelsen med 25% og grafikken med 50%, mens den kun bruger halvdelen af den kraft som A7 brugte og dermed producerer modellen mindre varme. iPhone 6 har en barometer-sensor så højde registreres. Modellen var lidt for bøjelig. Det gik især ud over touch-ID-funktionen.

Sammen med iPhone 6 blev styresystemet vanen tro også opdateret, nemlig til iOS 8 som ikke har vilde og blodige ændringer, men fine småjusteringer som at man nu kan interagere med sine notifikationer uden at påvirke forhold i den app man er i gang med. Og at en families iPhones (eller iPads) enheder kan samordnes via “Family Sharing”, så man deler hinandens fotos og musik med videre. En ret smart app hørte sammen med iOS 8, nemlig appen Health – dansk Sundhed. Her samordnes ens sundhedsoplysninger, men Sundhed fungerer også aktivt ved fx at fungere som skridttæller (mens man bærer iPhonen på sig, naturligvis), og vurdere om man har gået nok. Sundhed arbejder godt sammen med ens Apple Watch.

Nye interessante apps er Sundhed og Hjem

En anden app med perspektiver er HomeKit eller Apple Home, dansk Hjem, der gør det muligt at fjernstyre elektroniske ting i hjemmet som er kompatibelt med appen – fx termostater, belysning, tv, sikkerhedskameraer osv. Dette er nok mest et fremtidsperspektiv, men formentlig et ret stort fremtidsperspektiv.

Den storsælgende iPhone 6

iPhone 6s – nu med 3D Touch

iPhone 6s og iPhone 6s Plus er iPhones 9. generation og blev lanceret i september 2015. Modellerne ligner iPhone 6, men er mindre bøjelig. 6s og 6s Plus har en endnu bedre hjælpechip, en Apple A9 SoC der skal forbedre CPU-performance med 70% og grafik med 90% i forhold til A8. Modellerne har dobbelt så meget RAM som tidligere iPhones. Modellerne bruger såkaldt 3D Touch, dvs. apparatet kan skelne mellem blide og kraftige tryk på skærmen. Modellerne har et 12 megapixel kamera. Plus-modellen har en lidt større skærm (14 cm. modsat 12 cm.) Kan ikke opdatere til iOS 16 lanceret i 2022, så i skrivende stund bliver disse modeller uanvendelige. Modellerne er kritiseret for hurtigt batteriforbrug.

Styresystemet for iPhone 6s er iOS 9 der mere glimrer ved optimeringer af det kendte, fremfor præsentation af nye spændende features.

Brugerne klamrede sig åbenbart til den storsælgende iPhone 6, for 6s solgte langt mindre. Den havde mindre end 1/10 af 6erens salg. 13 mio. Galaxy S6 overhalede den langt med 45 mio ex, ja, selv den kinesiske Huawei Mate 9 med 15,8 mio ex.

iPhone 7 – små forbedringer

iPhone 7 og iPhone 7 Plus er iPhones 10. generation og blev lanceret i september 2016. iPhone 7 har et endnu stærkere system on a chip, kaldet Apple A10 Fusion der er en 64 bit SoC med 40% bedre CPU ydelse og 50% bedre grafisk ydelse end forgængeren. iPhone 7 bruger et 12 megapixel kamera. iPhone 7 har cirka samme udseende som iPhone 6. Eneste umiddelbare forskel er et lidt større bump ved kamera-delen på bagsiden. Jackstikket for headphones forsvinder. Man må bruge enten trådløse phones eller phones der bruger lightning connector. Plus-modellen betyder også her et lidt større display, 14 cm. i stedet for 12 cm. Home-knappen er ikke længere en fysisk mekanisk knap, men et digitalt skærmfelt (sammesteds) der skal berøres.

Det nye styreprogram hedder iOS 10 og gør ikke den helt store forskel. Touch ID bliver mere udviklet og brugbart, organiseringen af fotos i foto-appen bliver bedre, telefonen aktiveres ikke længere ved at man trykker på skærmen, men bare ved at man toger den op.

iPhone 7 fik nogen kritik fx for genbrug af iPhone 6-designet og for især at kameraet ikke helt at kunne leve op til kameraerne i rivaler som Samsung Galaxy S7 og Nexus 6P. Med iPhone 7 vendte Apples smartphone-salg dog tilbage. iPhone 7 havde 78,3 mio solgte ex og blev årets mest solgte mobiltelefon. Samsung Galaxy S7 solgte 55 mio ex.

iPhone 8 – sidste model i gammel stil, automatisk scanning

iPhone 8 iPhone 8 Plus er iPhones 11. generation og blev lanceret i september 2017. iPhone 8 er den sidste iPhone med home-knap og Touch ID. Modellen har en bagside af glas, men minder ellers meget om iPhone 6 og iPhone 7 i udseende. Dens skærm er et Retina HD Display der registrerer omgivelsernes lysmængde og justerer sin egen lysmættethed herefter. Glasbagsiden muliggør trådløs opladning. Men iPhonen går også lettere itu. 12 MP kamera med autofokus og diverse forbedringer. Datidens bedste smartphone-kamera, siden fik Galaxy Note 8 et kamera med samme effekt, og de blev overgået af Google Pixel 2 i oktober 2017 (næste måned). Igen en forbedret SoC, A11 Bionic SoC, der blev meget lovprist.

Det mest interessante nye ved det nye styresystem iOS 11 er nok at App Store får en ny og mere appellerende brugerflade, at notifikationer automatisk ryger ind på enhedens lock screen, og at enheden kodes til automatisk at spotte og aflæse QR-koder, så mobiltelefonen altså let scanner med det indbyggede kamera.

En iPhone 8 Plus-model

iPhone X – skærmen fylder det hele, Face ID introduceres

iPhone X (udtalt ten) var også iPhones 11. generation ligesom iPhone 8 – forvirrende nok – og lanceret to mdr. efter iPhone 8 i november 2017. Årsagen til at Apple sprang over iPhone nine og frem til iPhone ten var en markering af 10-års-jubilæet for iPhone.

iPhone X har et nyt udseende. En anelse større, 14,7 cm. lang, og en “super-retina-HD-skærm via OLED-systemet, og som fylder hele forsiden. Alt er skærm. OLED-skærme giver et lidt skarpere billede end LED-skærme. Farvel til home-knappen der erstattes af en digital skyde-op-knap i skærmens bund.

Touch ID afløses af Face ID, idet et kamera fortil aflæser brugerens ansigt. Hvis ansigtet genkendes, låses enheden op præcis som når man indtastede en passcode på de første modeller eller brugte Touch ID på de senere modeller. Udviklingen af teknologien bag iPhone X begyndte i 2012. Kraften svarer til iPhone 8, processoren er som den en A11 Bionic SoC, så derfor er begge modeller 11. generation, selv om iPhone X er mere fancy, dyrere og tillige dyrere at reparere. Også iPhone X baserer sig på den nye iOS 11-opdatering.

2017 var et godt år for Apple. iPhone 8 blev nr. 1 med 86,3 mio ex, mens iPhone X blev nr. 2 med 63 mio ex. Galaxy S8 lå nr. 3 med 48 mio ex.

iPhone XR – nu med forbrugsstatistik

iPhone XR er den billigste model i iPhones 12. generation og blev lanceret den 26. oktober 2018. Modellen har en Apple A12 Bionic SoC processor, men ikke OLED-skærm som iPhone X, men har den hidtil mest avancerede LCD-skærm, et Liquid Retina LED-Backlit LCD IPS panel display. Modellen har 3 lager-kapaciteter, 64 GB, 128 GB og 256 GB. iPhone XR ligner meget en iPhone X og har samme format, men er lidt større.

Styresystemet iOS 12 byder på en række små forbedringer, fx hos Siri. En sjov gimick er Screen Time – som at sender brugeren en ugentlig opdatering om hvordan man har brugt sin iPhone – mængde skærmtid, hvor megen tid man brugte på hvilken app osv.

iPhone XS – luksusudgaven af iPhone XR

iPhone XS og iPhone XS Max er de lidt dyrere modeller i den 12. generation med OLED-skærem i stedet for LCD-skærm.. Lanceret 21. september 2018. Som lillebror XR benytter disse modeller en A12 Bionic processor. XS har et 14,7 cm. langt OLED-display, mens Max-udgavens OLED-display er 16,4 cm. langt. Den sidste iPhone med 3D Touch. Mere vand- og støvtæt end ældre modeller.

iPhone 11 – nu med dark mode

iPhone 11 er iPhones 13. generation og blev lanceret i september 2019. iPhone 11 ligner af udseende meget forgængeren, iPhone XR, med samme Liquid Retina LCD IPS display, altså LCD, ikke OLED. True Tone, dvs. skærmens farver justeres efter lyset uden for enheden. 6,1 inches, altså lidt over 15 cm. diagonalt. Men modellen har større indre ændringer. En virkelig stærk processor med en Apple A13 Bionic SoC der også ses i iPad 9 fra 2011. A13 er ca. 20% hurtigere end A12 og med 15% lavere strømforbrug. Modellen har et dobbelt-linse 12 MP bagkamera der inkluderer vidvinkel og ultravidvinkel. Forbedret belysning ved portrætter. Kameraer har nat-tilstand.

Modellen lanceres naturligvis samtidig med en iOS-opdatering, denne gang iOS 13. Nu indføres “dark mode”, så skærmens lys-opsætning ændres på særlige tidspunkter af døgnet. Normal indstilling er at i aften og natte-timer skæres der ned på skærmens lysintensitet og på det blå lys for ikke at forstyrre kroppens døgnrytme (blåt lys virker stimulerende på ens vågenhed). Siris stemme er nu ren AI (“Neural TTS”), og ikke som hidtil en collage af en virkelig persons indtalinger, så hun taler mere flydende. Face ID fungerer langt hurtigere end hidtil, og Appen Maps forbedres tydeligt.

IPhone 11 sælger superflot. 102 mio ex og nr. 1 i 2019. Den anden mest sælgende model på verdensplan i 2019 er er samme models luksusudgave iPhone 11 Pro der sælger i 47,5 mio ex. Samsung Galaxy S10 sælger 37 mio ex

iPhone 11 Pro – iPhone 11 med OLED-skærm

IPhone 11 Pro iPhones 13. generation ligesom iPhone 11, lanceret samme dag og meget som denne, bare lidt mere luksuriøs med fx OLED -skærm og tredobbelt linse til bagkameraet. Bliver nr. 2 på verdensplan i 2019 kun overgået af iPhone 11 .

iPhone 12 – med OLED-skærm og Appbibliotek

iPhone 12 er iPhones 14. generation og lanceret i oktober 2020. Processoren er en uhyre stærk A14 Bionic SoC. Grundmodellen har OLED-skærm i modsætning til iPhone XR og iPhone 11. Forbedret video-funktion. De fleste mobiltelefoner bruger i 2020 end 4G netforbindelse, men iPhone 12 bruger 5G der er hurtigere og stærkere. For at bruge mindre batteri har iPhone 12 “smart data mode” så enheden kun bruger 5G når det er nødvendigt.

Det nye styresystem, iOS 14, organiserer automatisk bagest i ens home screen et Appbibliotek for ens apps i bokse med teamer – Spil, Rejser, Nyheder, Sundhed og Velvære, Uddannelse, Kreativt osv. Med Appbibliotek bliver ens samling af apps meget mer overskuelig.

iPhone 12 er en klar forbedring i forhold til iPhone 11. Bedre skærmbillede (OLED), 5 GB, forbedret kamera, fladere chassis så kamera-delen på bagsiden ikke længere stikker så meget ud. Modellen virker skarpere og mindre afrundet.

På den anden side – en rent subjektiv bemærkning, iPhones begynder nu at være så stærke og med et så knivskarpt skærmbillede og velfungerende kamera at det faktisk ikke gør den store forskel om man bruger iPhone 11, iPhone 12, iPhone 13 osv. Det er mest relevant hvis man er til meget kapacitskrævende spil på ens enhed. Det samme gælder de iOS-opdateringer der kommer.

iPhone 13 – god til strøm

iPhone 13 er iPhones 15. generation og lanceret i september 2021. Enhedens nye System on a chip kaldes Apple A15 Bionic der beskrives som en CPU-enhed med 6 64-bit-kerner, hvoraf de to højest ydende kerner, Avalanche, kører med 3,24 GHz, og 4 lavere ydende kerner, Blizzard, kører med 2,01 GHz. Det giver A15 Bionic en clockhastighed på 1200 gigahertz, der er dobbelt så meget som konkurrerende modellers ydelse. A15 Bionic kan downloade 1200 megabits i sekundet, uploade 3000 megabits i sekundet og er bare vildt stærk. Alt det lyder flot, men i praksis mærker man ikke den store forskel fra iPhone 12, men grafikprocessoren er hurtigere hvilket er relevant når man spiller spil. Skærmen bruger Super Retina XDR OLED-teknologi med  2532 × 1170 pixels og en pixeltæthed på 460 PPI hvilket er “tilstrækkeligt”.

Den ligner sine forgængere med den lille forskel at bagsidens to kameraer er en anelse større for at modtage mere lys og står opstillet diagonalt. På luksusmodellen iPhone 13 Pro er der 3 kameraer.

En praktisk forskel er større batterier og mærkbart mindre strømforbrug.

iPhone 13s bagside og forside. Bagsidens to kameraer er lidt større og står diagonalt

iPhone 14 – den overflødige telefon

iPhone 14 er iPhones 16. generation og blev lanceret i september 2022. Grundmodellen (og iPhone 14 Plus) har samme chip som iPhone 13, nemlig Apple A15 Bionic, mens luksusudgaverne iPhone 14 Pro og iPhone 14 Pro Max benytter en stærkere soC kaldet Apple A16 Bionic. Apples tanke med at bevare den samme chip som forgængeren har formentlig været at pga. samtidens høje inflation og chip-manglen, ville en ny A16-chip have gjort grundmodellen alt for dyr.

Normalt betragtes iPhone 14 som bedre end iPhone 11 og tidligere modeller, men har man en iPhone 12 eller 13, giver det ikke megen mening at anskaffe sig en iPhone 14 der koster i nærheden af 10.000 kroner.

iPhone 15 – den splinternye telefon – nu med USB-C-connector

iPhone 15 er iPhones 17. generation og blev lanceret den 12. september 2023, hvilket er en halv uge før dette skrives. iPhone 15 er altså lige udkommet, og det tilknyttede styresystem, iOS 17, er endnu ikke lanceret. Den benytter som computer, system on a chip (soC) Apple A16 Bionic, hvilket er det samme som forgængerens pro-udgaver. Kameraet er bedre, og skærmen er mere lysstærk.

Til højre en lightning-connector som Apple hidtil har brugt til opladning og data-overførsel for sine mobile produkter. Til venstre en USB-C-connector som cirka alle andre længe har brugt. Nu bliver USB-C standard

Mest påfaldende er at iPhone nu afskaffer sin lightning-connector, som Apple har anvendt siden iPhone 5 i 2012 som stik for opladning til fordel for en USB-C-connector der blev udviklet i 2014. Hvad er forskellen? USB-C er nyere og bedre end lightning og anses som standard-connectoren for at oplade og for at overføre data. Apple har bare holdt fast ved lightning som en connector specifikt for Apple-produkter, men nu har EU forlangt en standardisering på markedet, så iPhone 15 kommer med USB-C. Det må siges at være til fordel for forbrugerne. Desuden oplader, uploader og downloader USB-C bare hurtigere end lightning.

Ligesom iPhone 14 betragtes iPhone 15 normalt kun som pengene værd, hvis man har en iPhone 11 eller en tidligere model. iPhone 11 er glimrende (det er i øvrigt den telefon jeg bruger), men over for den vil iPhone 15 forekomme mærkbart bedre. Det gør den ikke over for iPhone 12, iPhone 13 eller iPhone 14, tilsyneladende. Men iPhone 15 har bestemt forbedringer – mere lysstærk skærm, et klart bedre kamera. Så har man ingen problemer med at undvære 8.000 kroner, så kan man nok sagtens få glæde af den sidste nye iPhone.

Epilog

Altsammen meget fint, men alt i alt ligner iPhone et stagnerende produkt der mest holdes oppe af Moores Lov om at et integreret kredsløb, en chip får fordoblet sin ydeevne hvert andet år, dvs. computere bliver dobbelt så stærke hvert andet år uden at fylde mere, så derfor har det sin egen pointe at købe nye produkter hele tiden hvis de indeholder chips. Også tablets og mobiltelefoner. Hvis Apple skal holde sin position og prestige, skal der altså nok snart lidt reel nytænkning til udover monotont at tilbyde produkter med øget kapacitet. Som den nytænkning Steve Jobs (og også Scott Forstall) stod for. Steve Jobs kombinerede forretningssans, nytænkning og stil og fremstod som en high-tech-Messias hvis åbenbaringer masserne ventede skælvende på år efter år. Afløseren Tim Cook er en dygtig administrator, men ikke meget mere. Apple synes at være ved at køre lidt på rutinen. Går det i længden?

Auschwitz – Dødsfabrikken og nogle af ofrene

Billedet til venstre viser to af Auschwitz 1 mio jødiske ofre. Det er Eva Minzer, født i Haag den 10- juli 1936 og Evas lillesøster Liane. I februar 1944 blev den 7-årige Eva og li,llesøster Liane deporteret til Auschwitz, ved ankomsten udvalgt til likvidering med det samme og få timer efter afklædt, gasset ihjel ved blåsyre under store lidelser formentlig sammen med hundreder af andre, kremeret, pulveriseret og hældt i en flod. Business as usual i Auschwitz. Til højre en af Auschwitz’ kremeringsovne.

Holocaust – hebræisk Shoah – er det tyske naziregime og deres håndlangeres systematiske bestræbelse på at massakrere Europas jøder. Nazisterne havde held til at udrydde 6 mio civile jøder – børn, kvinder, mænd.

Jøderne var en en befolkningsgruppe som den nazistiske ideologi havde udnævnt til at være uværdige liv, ja, forkvaklende parasitter blandt Europas folk, altså skadedyr der skulle udryddes som man udrydder fx rotter for folkesundhedens skyld. Nazisterne var gode til at udpege mennesker som uværdige til at leve. Det gjaldt handicappede, sovjetiske krigsfanger, polakker der boede i polske områder hvor nazisterne mente tyskere burde bo, homoseksuelle, romaer, Jehovas Vidner, kriminelle, men altså ikke mindst jøder.

Auschwitz er et kompleks af polske, men tysk oprettede koncentrationslejre, arbejdslejre og udryddelseslejre der i 1940-45 udgjorde en væsentlig brik i Holocaust. Alene i Auschwitz-komplekset menes 1 mio jøder henrettet. Men nazisterne begik også folkedrab på andre befolkningsgrupper end jøderne. De fleste ofre i Auschwitz ud over jøderne var polakker og romaer.

Denne udryddelse af uønskede befolkningsgrupper foregik på en systematisk, ja, industriel måde. Auschwitz kan anskues som en en dødsfabrik der kørte 24 timer i døgnet og arbejdede på fuld tryk med at afklæde, plyndre, gasse og afbrænde så mange mennesker som fabrikken tillod med dens 4 store kombinerede gaskamre og krematorier. Denne proces er et yderligt eksempel på menneskets og den moderne kulturs evne og vilje til at dehumanisere.

Mange prøver at udviske eller fortrænge dette sted og glemme denne hændelse, der vidner om det europæiske menneske – ja, måske menneskehedens – umådelige afstumpethed. Nogle grupper benægter endda at Holocaust overhovedet har fundet sted.

En undersøgelse fra i år (2023) viser at næsten en fjerdedel af unge eller yngre hollændere mener at Holocaust er en løgn, en myte eller en overdrivelse.

Hvad er det der sker her når Holocaust benægtes, udviskes eller tales ned? Er det Holocausts enorme grad af ondskab man ikke kan tage til sig eller acceptere? Er vi ikke for længst blevet humanister, der har afskaffet begrebet om monstrøs ondskab og reduceret det til en gammeldags metafysisk eller mytologisk konstruktion? Ved vi ikke i dag, at Homo sapiens måske er lidt for villige til at forbruge og forurene, men hvis vi oplyses og uddannes og behandles pænt, så er vi rigtigt rare individer der ikke kunne finde på at gasse små børn ihjel under de forfærdeligste lidelser? Er det selve skalaen der ikke giver mening? Er det selve tallet seks millioner massakrerede civile der er for abstrakt og for umuligt at se for sig som en konkret og reel størrelse? Er det modvilje mod den jødiske sag der gør, at man ikke kan se jøderne som uskyldige ofre? Eller er det en manglende accept af at det i det hele taget er muligt at likvidere seks millioner mennesker i så stor hemmelighed at de jødiske ofre aldrig anede hvad der var ved at ske med dem, før dørene til gaskamrene blev låst?

Jeg aner virkelig ikke hvad årsagen er. Men den udviskning af Holocaust der er i gang, skal standses.

Holocaust er velbevidnet. Og Holocaust er et voldsomt anslag mod menneskets værdighed. Det er af yderste vigtighed at sørge for at denne forbrydelse aldrig glemmes eller udviskes eller banaliseres eller tales ned, og af endnu større vigtighed, den må aldrig gentages. Det er formentlig naivt at antage at den aldrig vil blive gentaget eller overgået, men det må være en vision for menneskeheden at udskyde denne gentagelse i så lang tid som muligt.

Derfor denne korte tekst, der i oversigtsform gør klart hvad Auschwitz var, og hvem ofrene var. 6 millioner og 1 million er et abstrakt tal, men hver og en af disse var enkeltskæbner med eget navn, personligt ansigt, deres egen historie, drømme, mareridt, visioner, glæder og sorger. Hver og en af disse likviderede var en hel verden. Glemslen, fortrængningen og benægtelsen truer respekten for disse mennesker. Derfor ønsker min tekst her også at sætte ansigt på enkelte af ofrene. Holocaust søgte med stor effektivitet af dehumanisere fuldkommen uskyldige og afmægtige mennesker. Det er hver især vores opgave at prøve at re-humanisere disse mennesker. At give dem deres ansigt tilbage.

Tom Thygesen Daugaard, juni 2023

____________________________________

Kort introduktion til Auschwitz

Auschwitz-komplekset var en gruppe af koncentrationslejre, arbejdslejre og udryddelseslejre der lå i Polen, men var under ledelse af det tyske naziregime, helt specifikt korpset “Schutzstaffel” forkortet SS. Oprindelig var SS den enhed der fungerede som Adolf Hitlers livvagt, men særligt under ledelse af Heinrich Himmler voksede SS til et elitekorps med over 40.000 mand. Himmler satte SS-officeren Adolf Eichmann til i al diskretion at organisere og værksætte elimineringen af Europas jøder.

Hvem og hvad sætte Holocaust i værk? Særligt de tre nazister Adolf Hitler, Heinrich Himmler og Adolf Eichmann. Og så selve den nazistiske ideologi.

Komplekset fungerede under 2. Verdenskrig 1940-45. Her blev 1,1 mio. mennesker dræbt, heraf 1 mio jøder.

Lejren lå i den tysk-besatte del af Polen nær byen Oświęcim hvis tyske navn er Auschwitz. Oświęcim ligger ca. 64 km. vest for Krakow i retning mod den tjekkiske grænse.

Auschwitz-komplekset bestod af 3 hoveddele: Auschwitz I, Auschwitz II og Auschwitz III.

Auschwitz I

Auschwitz I blev etableret i april 1940. Det er hovedlejren og berygtet for sit skilt ”Arbeit Mach Frei”. Lejren blev etableret i en forladt, polsk militærlejr. Lejren blev anlagt med tre formål: 1) I en ubestemt tid at opbevare mennesker som Nazi-regimet anså som dets fjender, 2) At tjene som arbejdslejr for formål styret af Waffen SS. 3) At henrette mindre grupper af mennesker som Waffen SS besluttede burde henrettes.

Kort over Auschwitz I

Pga. henrettelserne fik Auschwitz I etableret et gaskammer og et krematorium, “Krematorium I” der lå i feltet ved nr. 7 på kortet foroven. Ved nr. 14 var ”Blok 10” hvor dr. Josef Mengele udførte smertefulde og ganske ofte dræbende medicinske eksperimenter på især dværge og tvillinger. Ved nr. 13 = “Blok 11” lå lejrens fængsel hvor indsatte døde under pinsler. Ved nr. 12 mellem nr. 12 og 14 var “den sorte mur” hvor fanger blev skudt. Ved nr. 1 boede Auschwitz’ lejrkommandant, oberstløjtnant Rudolf Höss, chef for hele Auschwitz-komplekset.

Gaskammeret i Krematorium I

Auschwitz II

Et togspor leder gennem indgangen til Auschwitz II

 Flertallet af ofre blev ikke henrettet i Auschwitz I, men i Auschwitz II der ligger 3 km. fra Auschwitz I nær byen Brzezinka hvis tyske navn er Birkenau. Ofte kaldes Auschwitz II også for Auschwitz-Birkenau.

Auschwitz II – der også var under ledelse af oberst Höss – blev konstrueret af arkitekten Karl Bischoff – og det skete i oktober 1941 med det primære sigte at skabe et sted der mest effektivt kunne udrydde mennesker. En industriel masselikviderings-installation. Lejren indeholdt dog ikke kun likvideringsanlæg, men også kz-lejre for fx romaer og arbejdslejre.

Kort over den vigtigste del af Auchwitz II

Nr. 13 ca. midt i anlægget markerer rampen hvor de indsatte ankom med tog. SS udtog den mest arbejdsduelige fjerdedel og sendte dem mod ”Saunaen” i bygning 1 herunder til afklædning og aflusning. Ejendele blev opmagasineret i området ”Kanada” under Saunaen. Beboelsesforholdene i Auschwitz’ kz-lejre var modbydelige, men dog en smule forbedret fra år til år. I Auschwitz II var de første barakker helt uden senge. Der var hastigt byggede murstensbarakker bygget på sumpoet jord uden gulve. Og hestestaldsbarakker af træ. Tagene lækkede. Fangerne sov på stråmadrasser direkte på gulvet og måtte ligge på siden så alle kunne være der. Da mange indsatte fik diarré, blev stråmadrasserne hurtigt tilsølede af lort. Der var masser af rotter og til gengæld ingen opvarmning, og bade- og toiletfaciliteter yderst horrible, og dødelige epidemier derfor hyppige. Fangerne tilbragte typisk 10 timer om dagen med at arbejde, og brugte dertil flere daglige timer på at stå i kø. Maden var ringe, fangerne blev slået og udsat for misbrug. Der var hyppigt henrettelser, ikke mindst af polske (ikke-jødiske) fanger. De blev typisk skudt først i grave, siden ved ”den sorte mur” i Auschwitz I mellem Blok 10 (brugt til medicinske eksperimenter under Mengeles kontrol) og Blok 11 (den primære fængselsblok – for dem der brød lejrens regler. Cellerne var indrettet til at lade fangerne dø en langsom smertefuld død). Man henrettede også kz-fanger ved gasning og offentlig hængning.

Den Sorte Mur hvor tusinder af kz-fanger blev skudt. Til venstre ligger Mengeles Blok 10 og til højre fængslet Blok 11. Den Sorte Mur befnider sig i Auschwitz I

Tre fjerdele af de der ankom til Auschwitz II blev udvalgt til øjeblikkelig gasning. De udvalgte var børnene, de ældre, kvinderne med børn, de ældre, de syge og de handicappede.

Ankomst og udvælgelse – 1/4 blev straffefanger, 3/4 blev straks gasset ihjel

De blev sendt i kø for at afvente henrettelse i gaskamre nr. 2, 3, 4 og 5 på kortet over Auchwitz II. For at forhindre panik var gaskamrene forklædt som baderum med brusere. Gaskamrene og krematorierne kørte 24 timer i døgnet. Den eneste bremse var at krematorierne skulle følge med. Hvert krematorie-anlæg havde en kapacitet på 4.500 lig om dagen. Lig blev også brændt direkte i massegrave oven på ligbål.

Topmoderne krematorie-anlæg i Auschwitz

Den systematiske gasning af de uarbejdsdygtige fanger begyndte i februar 1942, dog primært marts 1942. Gasningen kørte frem til november 1944 hvorefter lejren begyndte at blive nedrevet. I januar 1945 blev lejren befriet af russiske styrker. Da havde tyskerne revet gaskamrene ned.

Her ses det første gaskammer i Auschwitz-Birkenau kaldet “Det Lille Røde Hus” eller mere formelt Bunker 1. 700 fanger ad gangen kunne gasses i det lille hus.

Det første gaskammer i Auschwitz II – Bunker 1 – blev taget i brug i marts 1942, og to uger efter kom Bunker 2 – også kaldet “Det Hvide Hus”. Efter et års brug – i foråret 1943 – blev Bunker 1 og Bunker 2 afløst som gaskamre af mere specialiserede og effektive bygninger: Krematorium II – og fra sommeren 1943 desuden Krematorium III, Krematorium IV og Krematorium V (Krematorium I lå jo i Auschwitz I). Disse krematorier – som tyskerne selv nedrev før krigen sluttede for at slette deres spor – havde effektive ventilationsindlæg til at få gassen hurtigt ind og ud og indbyggede lighuse og krematorie-anlæg.  

Auschwitz III

Der lå et utal af underlejre, der var arbejdslejre brugt til slavearbejde for tyske fabrikker. Den største underlejr var Auschwitz III der ligger 4,6 km. fra Auschwitz I nær den polske by Monowice tysk Monowitz, så lejren kaldes også Auschwitz-Monowitz. Kemifabrikken IG Farben sørgede her for at tvangsarbejderne, eller slaverne, producerede særligt syntetisk gummi. I 1944 arbejdede 11.000 ad gangen på fabrikken. I alt arbejdede 35.000 på fabrikken hvoraf 25.000 døde af sult, sygdom eller udmattelse.

Kort over Auschwitz III

Det systematiske folkedrab

Udryddelsen

Nazisternes massedrab på uønskede civile borgere begyndte i foråret og sommeren 1939. Den nazistiske ideologi indebær at den tyske nation skulle blive stærkere ved at eliminere mennesker som man formodede var en byrde for nationen genetisk eller økonomisk. Dette kaldes “eugenik” med et pænt ord, og den lægestyrede effektuering af denne udrensning blev kaldt for “eutanasi“,, dv. medlidenhedsdrab. Og den konkrete handling hed Operation Eutanasie. Fra august 1939 skulle alle læger og sygeplejersker indrapportere tyske børn med svære mentale eller fysiske handicaps. De kom ind på særlige klinikker hvor specialuddannede læger likviderede børnene ved medicinske indsprøjtninger eller udsultning. Snart blev den øvre aldersgrænse hævet til 17 år, og 10.000 handicappede børn blev henrettet. Hitler gav programmet navnet T4, der bl.a. var under ledelse af Hitlers personlige læge Karl Brandt. og for effektivitetens skyld udviklede T4 snart nye likviderings-metoder, nemlig gasning af voksne i særlige gasningscentre etableret i Brandenburg nær Havel-floden, i Grafeneck, Bernburg, Sonnenstein, Hartheim og Hadamar. Gaskamrene var forklædt som bruser-rum, som dræbende gas brugte man kulilte, og ligene blev bortskaffet i krematorier der var bygget sammen med gaskammer-komplekserne. Programmet var hemmeligt, men blev efterhånden kendt i Tyskland og medførte protester især i kirken. Protesterne medførte at gaskamrene for voskne blev lukket i august 1941, over 70.000 var indtil da gasset ihjel, men aflivningen af handicappede børn fortsatte krigen ud.

Eugenik var, set i nazismens optik, ikke kun systematisk likvidering af handicappede, men også af homoseksuelle, Jehovas Vidner, romaer og ikke mindst jøder. I 1941 begyndte SS at iværksætte de første massemord på jøder. Det var undergrupper af SS kaldet indsatsgrupper eller ”Einsatzgruppen” der myrdede store grupper af mænd, kvinder og børn ved skydning. 1/3 af alle henrettede jøder blev dræbt af Einsatzgruppen ved skydning. Typisk blev menneskegruppen sat til at marchere til et henrettelsessted ved en massegrav der enten allerede var i brug eller skulle graves. I sidste tilfælde blev fangerne brugt til at grave dem. Fangerne blev afklædt og berøvet ting af værdi og enten ført ned i massegravene – eller til kanten af massegravene – og her nedskudt og dræbt.

Et eksempel – i løbet af to dage i september 1941 henrettede Einsatzgruppe C (assisteret af det lokale politi, SS og ukrainske hjælpetropper) 33.771 jøder i en slugt – Babi Jar – nær Kiev.

Nogle af ofrene for Babi Jar-massakren

Den 16. oktober blev 1865 jøder skudt ned i Zasulsky Jar ved Lubny, også Ukraine. Fotoet herunder viser et udsnit af disse ofre den 16. oktober kort før henrettelsen.

Jøder kort før henrettelsen ved massakren i Zasulsky Jar

I løbet af 1941 blev skydning fundet for dyrt og ineffektivt, og gasning blev vedtaget som et billigt og optimalt udryddelsesmiddel – iværksat fra december 1941. I januar 1942 vedtog nazisterne på Wannsee-konferencen i Berlin for totalt lukkede døre ”Die Endlösung der Judenfrage”, dvs. Jødespørgsmålets endegyldige løsning hvilket vil sige en systematisk udryddelse af alle jøder i Europa – 11 millioner personer – men naturligvis til en start jøderne i de områder tyskerne kontrollerede såsom Ungarn og Polen, men også fx Holland, Frankrig og Norge. Og principielt også Danmark hvor elimineringen dog ikke lykkedes. Som nævnt blev SS ledet af Himmler sat til at effektuere Die Endlösung, og som nævnt satte Himmler SS-officeren Eichmann til at organisere den industrielle massakre på de civile jøder inspireret af gasningen af voksne handicappede i Operation Eutanasie.

Den allerførste udryddelseslejr var Chelmno hvor tyskerne brugte udstødningsgas fra biler som henrettelsesmiddel. Chelmno-lejren blev etableret i december 1941. Herefter oprettedes udryddelseslejre i Belzec, Sobibor og Treblinka hvor tyskerne brugte kultilte til gasning. Og endelig Auschwitz-Birkenau hvor tyskerne i 4 store gaskamre brugte Zyklon B – krystallinsk brintcyanid (HCl) – til gasning. Idet krystallerne blev frigivet, blev brintcyaniden – også kaldet blåsyre – til en lugtløs, dræbende gas.

2,7 mio jøder blev gasset i de 5 udryddelseslejre, heraf 1 mio i Auschwitz-Birkenau. De første gasninger med Zyklon B begyndte i Auschwitz I i september 1941 i fangebygningen Block 11 – siden i krematoriet i Auschwitz I. I alt 60.000 blev gasset i Auschwitz 1. Fra foråret 1942 begyndte gasningerne i Auschwitz II.

Zyklon B

Fanger der skulle gasses i Auschwitz II, blev holdt uvidende om deres skæbne så længe som muligt. De fik at vide at de skulle interneres, men først desinficeres og afluses. De blev i lange køer ført til krematorierne hvor de blev afklædt i et forkammer.

Et overlevende medlem af en Sonderkommando har her efter hukommelsen tegnet scenen i et af Auschwitz-Birkenaus afklædningsrum. De nøgne er på vej ned til åbningen i midten i bunden af billedet. Gennem åbningen gik de til højre, og blev ført ind i gaskammeret med de falske bruserhoveder.

”Sonderkommandoen” førte de afklædte ind i lufttætte kamre med falske brusehoveder med det erklærede mål at få et brusebad. Kamrene blev aflåst, og Zyklon B sendt ind i kamrene via åbninger i loftet. Der har naturligvis været en råben, skrigen, jamren og kamp for at komme ud.

Dødsprocessen tog mellem 5 og 20 minutter alt efter lufttemperaturen og foregik ved indre kvælning, dvs at kroppens celler gik til idet cellernes indre produktion af ATP-molekyler – kroppens energi – blev bremset af den indåndede blåsyre. Det var en meget ubehagelig død der indebar ekstrem smerte, krampetrækninger og til sidst død ved et hjertetilfælde. De aflåste gaskamre blev hurtigt fyldt med panik, gispen, skrigen og pis og lort.

Da alle i kammeret var konstateret døde, blev Zyklon B-gassen pumpet ud af kammeret hvilket tog et kvarter. Herefter tog ”Sonderkommandoen” sig af ligene med lange stave med en krog i enden. Ligene blev klippet for hår og frataget smykker og guld, inkl. tænder med guldfyldninger. Derefter blev ligene brændt i enten krematorier eller på bål i jordgrave. Knoglerne blev knust, og knust knogle og aske blev hældt i nærliggende floder. De uønskede var endegyldigt eliminerede.

Sonderkommandoen var udkommanderede fangegrupper, gerne jøder, der ret hurtigt selv blev henrettet, så der var kraftig udskiftning i bemandingen. Kapaciteten i dødsfabrikkerne var at henrette 20.000 personer om dagen. Det var dog sjældent at togene kunne følge med til en sådan udryddelseskapacitet.

Hvad vidste det tyske folk?

Efter krigen hævdede den tyske befolkning at den intet havde anet om hvad der var foregået. Formentlig pga. den uheldige modtagelse af Operation Eutanasie havde nazi-regimet kørt Wannsee-konferencen og visionen om Die Endlösing og selve Holocaust i den dybeste hemmelighed. Dødsfabrikkerne lå ikke i selve Tyskland, intet blev meldt ud om deporterede jøders skæbne, og deres lig blev effektivt elimineret ved at asken blev hældt ud i floderne. Der var ingen spor efter massakren. Nogle forskere har fremført at i al fald fra 1943 var det en åben hemmelighed i Tyskland hvad der foregik. Andre har sagt at det var en åben hemmelighed endnu tidligere. Og atter andre at det aldrig kom frem; den tyske befolkning har højest anet, at noget uhyggeligt skete med de deporterede jøder og romaer. Der var sket tydelige massakrer på titusinder af sovjetiske krigsfanger i selve Tyskland, og den nazistiske ideologi skjulte jo ikke at jøderne var skadedyr der burde fjernes.

Imod alt dette taler at jøderne selv tydeligvis intet anede. Deportationerne til Auschwitz foregik i rimelig god ro og orden, og selv da kvinder, børn og gamle dannede lange rækker foran gaskamrene, var der ingen panik og dødsangst. Den kom først, da dørene til de falske bruserrum blev låst, og gassen blev frigivet. Hvis jøderne og romaerne, selv de der stod lige foran deres henrettelse, intet vidste, så vidste den almindelige tysker givetvis lige så lidt.

Fotos af fanger i Auschwitz kort før likvidering i gaskamrene

Alle fanger på disse fotos blev gasset ihjel få timer senere

Kærlighed i gruen. En lille dreng overrækker en mælkebøtte til en han kan lide. Alle på fotoet venter på at blive gasset i Auschwitz

Individuelle ofre for udryddelsen i Auschwitz

Her sætter jeg navn, fødselsdato og ansigt på ganske enkelte af de 1,1 mio døde i Auschwitz (heraf størstedelen henrettet ved gasning, andre døde ved dødsmarcher, skydning, hængning eller af sult og sygdom pga. de umenneskelige forhold i arbejdslejrene. Nogle gange vides det kun at personen gik til under sit ophold i Auschwitz-lejrene.

Caroline Joep-De Lange + datteren Jopie og sønnen Wolf

Caroline blev født i Deventer, Holland, den 23. juni 1903. I november 1942 blev den 39-årige Caroline og hendes to børn Jopie og Wolf deporteret til Auschwitz og ved ankomsten blev de alle gasset ihjel. Ægtemanden Herman til venstre arbejdede i lejren frem til august 1944 hvor han døde.

Herman, Wolf, Jopie og Caroline.

Yolande Deutsch

Født den 23. juni 1909 i Ungarn, jødisk herkomst. Deporteret til Auschwitz som 34-årig den 10. decdember5 december 1943 og dræbt, formentlig gasset med sine 3 børn Georges, Marie og Pierre.

Yolande

Yolandes tre børn George, Marie og Pierre

Fred Schoenfeld

Født i Berlin i 1934. Af jødisk herkomst. Deporteret til Auschwitz som 9-årig og gasset ihjel ved ankomsten

Fred

István Blankenberg

Født den 22. juni 1942 i Ungarn. Af jødisk herkomst. Gasset ihjel ved ankomsten til Auschwitz i maj 1944.

István

Estelle Sobol

Født den 21. juni 1929 i Paris. Af jødisk herkomst. Deporteret til Auschwitz den 19. august 1942 som 13-årig og gasset ihjel ved ankomsten.

Estelle

Pavel Haas

Født i Tjekkoslovakiet den 21. juni 1899. Af jødisk herkomst. Komponist blandt andet af mange strygerkvartetter. Deporteret til Theresienstadt i 1941 og fortsatte med at komponere. Overført til Auschwitz den 17. oktober 1944. Da han hostede under udvælgelsen, blev han udvalgt til henrettelse og straks efter gasset ihjel.

Pavel

Lisa Rozenberg

Født den 20. juni 1934 i Paris. Af Jødisk herkomst. Overført til Auschwitz som 10-årig den 30. juni 1944 og kort efter gasset ihjel.

Lisa

Sarika Kertesz

Født den 18. juni 1934 i Ungarn. Af jødisk herkomst. Gasset ihjel i Auschwitz i 1944.

Sarika

Ginette Hechel

Født i Paris den 19. juni 1932. Af jødisk herkomst. Deporteret til Auschwitz som 10-årig den 26. august 1942 og gasset ihjel ved ankomst.

Ginette

Gretha Dresden

Født den 17. juni 1930 i Amsterdam. Af jødisk herkomst. Deporteret til Auschwitz som 13-årig i oktober 1943 og gasset ihjel ved ankomst.

Gretha

Emma Terracina

Født den 17. juni 1933 i Rom. Af jødisk herkomst. Deporteret til Auschwitz som 10-årig den 18. oktober 1943 og gasset ihjel 5 dage senere.

Emma

Chaya Bluma Hauszwalb

Født den 15. juni 1919 i Pulawi, Polen, bosat i Paris. Af jødisk herkomst. Deporteret som 23-årig til Auschwitz i november 1942 hvor hun omkom.

Chaya

Duifje Gans

Født den 13. juli 1933 i Amsterdam. Af jødisk herkomst. Som 11-årig deporteret til Auschwitz i september 1944 og gasset ihjel ved ankomst.

Duifje

Naomi Plattner

Født den 13. juni 1937 i Ungarn. Af jødisk herkomst Omkring 7 år gammel blev hun i juni 1944 deporteret til Auschwitz og gasset ihjel ved ankomst.

Naomi

Stanislawa Lazar

Født den 10. juni 1925 i Sączów., Polen. Af ikke-jødisk herkomst. Ankom som 17-årig til Auschwitz den 25. januar 1943. Omkom den 12. april 1943

Stanislawa

Golda Barmherzig

Født den 10. juni 1928 i Będzin, Polen. Af jødisk hjerkomst. Deporteret som 15-årig i august 1943 til Auschwitz hvor hun omkom

Golda

Camille Himmelfarb

Født den 10. juni 1940 i Paris. Af jødisk herkomst. Ankom som 2-årig til Auschwitz den 18. september 1942 og gasset ved ankomst

Camille

Gyuri Köppich

Født den 9. juni 1937 i Ungarn. Af jødisk herkomst. Ankom som 7-årig til Auschwitz i juni 1944 og gasset ved ankomst.

Gyuri

Herman Eljakim Vleeschhouwer

Født den 5. juni 1935 i Rotterdam. Af jødisk herkomst. Ankom som 8-årig til Auschwitz den 10. februar 1944 og gasset ved ankomst.

Herman

Anna Dryjak

Født den 6. juni 1926 i Kamesznica. Af ikke-jødisk herkomst. Deporteret som 16-årig til Auschwitz 5. februar 1943. Omkom i Auschwitz den 26. april 1943.

Anna

Anna Bannet

Født den 8. juni 1929 i Rotterdam. Af jødisk herkomst. Forsøgte at flygte til Schweiz, men arresteret. Deporteret til Auschwitz den 23. juni 1943 som 14-årig. Her omkom hun.

Anna

Gina Goldstein

Født den 5. juni 1936 i Paris. Af jødisk herkomst. Deporteret som 6-årig til Auschwitz den 13. september 1942 og gasset ihjel ved ankomst.

Gina

Henriëtte Jacobsen

Født den 3. juni 1941 i Rotterdam. Af jødisk herkomst. Deporteret som 1-årig til Auschwitz i august 1942 sammen med sin storesøster Sara Channah. De blev begge gasset ved ankomst. Herunder Henriëtte til venstre og Sara Channah til højre.

Henriëtte og Sara Channah

Henriette Vecksler (født Bril)

Født 2./3. juni 1913 i Paris. Af jødisk herkomst. Deporteret som 29-årig til Auschwitz sammen med sine to sønner, Claude og Serge. Såvel Henriette, Claude (nederst) og Serge blev gasset ved ankomst.

Henriette

Serge

Marianne Nunes Vas

Født den 31. maj i Amsterdam. Af jødisk herkomst. Deporteret til Auschwitz som 7-årig i februar 1943 og gasset ihjel.

Marianne

Mario Sonnino

Født den 31. maj 1941 i Rom. Af jødisk herkomst. Som 2-årig blev Mario deporteret til Auschwitz sammen med storesøsteren Césira og storebroren Sandro den 23. oktober 1943, og de alle blev gasset ved ankomst. Fra venstre Mario, Césira og Sandro.

Mario, Cesira og Sandro

Sara Knoop

Født i Amsterdam den 25. maj 1933. Af jødisk herkomst. Som 10-årig deporteret til Auschwitz den 27. januar 1944 og gasset ved ankomst.

Sara

Edit Spitzer

Født den 25. maj 1929 i Ungarn. Af jødisk herkomst. Som 15-årig blev hun deporteret til Auschwitz i juli 1944 og gasset ved ankomst.

Edit

Selma Spanjer

Født den 19. maj 1931 i Amsterdam. Af jødisk herkomst. Deporteret til Auschwitz som 11-årig i februar 1943. Gasset ved ankomst

Selma

Krystyna Trześniewska

Født den 8. december 1929 i Majdan Królewski i Polen. Af ikke-jødisk herkomst. Deporteret til Auschwitz som led i en etnisk udrensning af hendes region den 13. december 1942. Hun omkom i lejren som 13-årig den 18. maj 1943.

Krystyna

Arlette Sokolski

Født den 17. maj 1938 i Douai, Frankrig. Af jødisk herkomst. Som 4-årig deporteret til Auschwitz den 17. september 1942 og gasset ved ankomst.

Arlette

Hana Bradyová

Født den 16. maj 1931 i Nové Město na Moravě i Tjekkoslovakiet. Af jødisk herkomst. Som 13-årig deporteret til Auschwitz den 23. oktober 1944 og gasset ved ankomst.

Hana

Rivka Regina Krzywanowski

Født den 30. juli 1932. Deporteret til Auschwitz i august 1942 som 10-årig og gasset ved ankomsten.

Rivka

Esther Polack

Født i Nederlandene. Gasset ihjel ved ankomsten til Auschwitz den 28. juli 1942. Esther var 5 år gammel.

Esther

Lauretta Leoni

Født i Rom den 29. juli 1925. Af jødisk herkomst. Deporteret til Auschwitz hvor hun døde.

Lauretta

Francine Finkielsztajn

Født i Paris den 28. juli 1941. Deporteret til Auschwitz i juli 1942 da hun var 2 år gammel og gasset ved ankomsten.

Francine

Flora Van de Kar og børnene Anna, Louis og Benvenida

Louis var født i Amsterdam af jødisk herkomst den 27. juli 1941. Da Louis Van de Kar var 1 år gammel, i oktober 1942, blev han gasset ihjel ved ankomsten til Auschwitz sammen med sin or Flora og søstrene Anna og Benvenida.

Anna, Louis, Flora og Benvenida

Jacqueline Katz

Født i Paris den 27. juli 1935. Af jødisk herkomst. Gasset ihjel ved ankomst til Auschwitz i august 1942, da Jacqueline var 7 år gammel.

Jacqueline

Dina Gabay-Smeer

Født i Amsterdam den 26. juli 1918. Af jødisk herkomst. Dina blev fange i Auschwitz og døde her som 26-årig den 831. oktober 1942

Dina

Livia Klein

Født i Ungarn den 24. juli 1929. Af jødisk herkomst. Deporteret til Auschwitz som 15-årig i 1944. Og døde i lejren.

Livia

Mireille Rebecca Marcovici

Født i Nice, Frankrig, den 23. juli 1930. Deporteret til Auschwitz i maj 1944, da hun var 13 år gammel. Gasset ihjel ved ankomsten.

Mireille

Helene Lender

Født i Pontoise, Frankrig, den 24. juli 1930. Af jødisk herkomst. Deporteret til Auschwitz i august 1942 da hun netop var blevet 12 år gammel og gasset ihjel ved ankomsten.

Helene

Roza Anholt-Deiden og datteren Christina

Født i Nederlandene. Gasset ved ankomst til Auschwitz den 22. juli 1942.

Roza og Christina

Rob Salomon Kets de Vries

Født i Rotterdam den 16. juli 1934. Af jødisk herkomst. Deporteret til Auschwitz i august 1942, da Rob var 8 år gammel. Gasset ihjel ved ankomsten.

Rob

Fanny Berger

Født i Brody, Polen, den 20. juli 1922. Emigreret til Frankrig. Af jødisk herkomst. Deporteret til Auschwitz i februar 1943 da hun var 20 år gammel. Her døde hun.

Fanny

Bozena Freudová

Født i Prag den 20. juli 1908. Af jødisk herkomst. Deporteret til Auschwitz den 6. oktober 1944 da hun var 36 år gammel. Her døde hun.

Rosa Kress

Født i Wien den 19. juli 1931. emigreret til Nederlandene. Af jødisk herkomst. Deporteret til Auschwitz i september 1942 da hun var 11 år gammel. Gasset ihjel ved ankomsten.

Rosa

Betsy Cohen

Født i Antwerpen, Belgien, den 18. juli 1934. Af jødisk herkomst. Deporteret til Auschwitz i september 1942 da hun var 8 år gammel. Gasset ihjel ved ankomsten.

Betsy

Sigmund Adler

Født i Ougree, Belgien, den 18. juli 1936. Deporteret til Auschwitz i maj 1944, da han var 7 år gammel. Gasset ihjel ved ankomsten.

Sigmund

Ervin David

Født i Ungarn den 18. juli 1938. Af jødisk herkomst. Deporteret til Auschwitz i juni 1944, da han var 5 år gammel og gasset ihjel ved ankomsten.

Ervin

Mariana Neumannová

Født i Prag den 18. juli 1925. Af jødisk herkomst. Deporteret til Auschwitz den 6. september 1943, da hun var 18 år gammel. Her døde hun.

Mariana

Peter Gabriel – manden og musikken

Peter Brian Gabriel er en vidtfavnende figur i rockmusikken. Hans musik sprænger kategorier som pop, art-rock, prog-rock, new wave, soulfunk og worldbeat. Og han formår at få pladekontrakt i 1967, være excentrisk forsanger i Genesis, gå solo i 1975, få to albums ind som nr. 1 i 80’erne og nu igen i december 2023.

Tidens absolutte popdronning, Taylor Swift, har udtalt om Peter Gabriel at han er “remarkable at giving people what they want but didn’t think they wanted”. Hun beskriver ham som “an artist who has such incredible taste and such an incredible finger on the pulse of what would excite people, musically. What he was doing in the Eighties was so ahead of its time.”

Peter Gabriel er grundlægger af og ejer af et af verdens mest velrenommerede musikstudier, Real World Studios, og ejer og grundlægger af pladeseskabet Real World Records, det vigtigste musikselskab i promoveringen af etnisk musik – såkaldt world music – inkorporeret i vestlig pop , rock og soul som worldbeat. Han er desuden medgrundlægger af WOMAD, den primære festival for world music. De tre nævnte har i øvrigt base i samme bygning.

Desuden er Peter Gabriel aktiv i filantropiske og humanistiske tiltag. Sammen med milliardæren Richard Branson har Gabriel stiftet ”The Elders”, et råd af pensionerede statsmænd som fik Nelson Mandela med på vognen og som i første omgang blandt andet bestod af Mandela, Desmond Tutu, Jimmy Carter og Kofi Annan. Nuværende medlemmer af The Elders er bl.a Gro Harlem Brundtland og tidligere FN-chef Ban Ki-moon. Peter Gabriel er også medstifter af menneskerettighedsorganisationen Witness der er repræsenteret i over 80 lande. Witness uddanner og støtter personer der bruger video i deres kamp for menneskerettigheder.

Peter Gabriel taler ved stiftelsen af The Elders. I baggrunden ses Nelson Mandela, Richard Branson og Jimmy Carter – sidstnævnte er i øvrigt en personlig ven af Gabriel.

Gabriel har som solist udgivet 4 primært instrumentale soundtrack-albums, 4 live-albums, 2 cover-albums med orkestrale omarrangementer, og 8 egentlige studie-albums med nye sange.

Gabriels 3. og 5. studie-album – “Melt” fra 1980 og særligt ”So” fra 1986 – var store kunstneriske og kommercielle successer, men siden har han af studiealbums med nye sange kun udgivet ”Us” fra 1992, ”UP” fra 2002 og “i/o” fra 2023. Sidstnævnte synes også på vej til at blive en stor kommerciel succes.

I dette årtusind har Gabriel lavet få fantastiske nye sange, men han har til gengæld været aktiv med sit filantropiske arbejde, haft en del turneer, lavet cover-albums med orkester-arrangementer over gamle sange – Scratch My Back (2010) og New Blood (2011), mens rygtet har sagt at han har arbejdet på et nyt album kaldet ”i/o” (forkortelse for input-output). I 2013 sagde Gabriel at han havde 20 sange i støbeskeen, men ikke helt vidste hvordan det gik. I resten af 10’erne kom diverse distraktioner, turneer med bl.a. Sting og en dødsyg hustru der skulle passes i nogle år, men i 2019 sagde Gabriel at han var vendt tilbage til arbejdet med i/o og nu havde 50 skitser til sange.

I 2021 gik seriøse optagelser til i/o i gang i Gabriels eget studio, Real World Studios, og fra og med 6. januar 2023 begyndte i/o at udkomme drypvist med en sang hver fuldmåne og nymåne. Første sang var “Panopticom” i et såkaldt ”Bright-Side Mix” foretaget af Mark Stent, som altså udkom 6. januar, og derefter udkom Pantopticom ved nymåne i et nyt mix, et “Dark-Side Mix“, foretaget af Tschad Blake, det første udgivet den 21. januar også af Panopticom.

Samtidig – den 18. maj 2023 – indledte Gabriel en rost verdensturne ” i/o The Tour” der bl.a. bragte Gabriel til København og Bergen. Turnéen indbefattede 47 koncerter og blev afsluttet den 21. oktober samme år. På turneen spillede Gabriel såvel alle 12 sange fra det kommende i/o-album slmo ældre sange som Sledgehammer og Biko.

Den 12. og sidste sang fra det kommende album – “Live and Let Live” – udkom den 28. november både som Bright-Side Mix, Dark-Side Mix og In-Side Mix. Da kunne albummet endelig udkomme hvilket skete en halv uge senere – den 1. december 2023. I/O udkom som et dobbeltalbum med hver af de 12 sange der var kommet drypvis i løbet af 2023 i både et Bright-Side Mix og et Dark-Side Mix.

I/O er ikke blot højest originalt udgivet ved først at lade albummets sange udkomme drypvist hver fuldmåne gennem 2023, ved at gennemføre turneen hvor sangene blev spillet live, FØR albummet blev udsendt, og ved at udsende samtlige sange i tre forskellige mixes. I/O er tillige et fremragende album, et af Gabriels bedste, og gik hurtigt ind som nr. 1 på den britiske albumhitliste, hvor Gabriel ellers ikke har været i 37 år (siden albummet So i 1986).

Personlig synes jeg at alle Peter Gabriels studie-albums med nye sange er fine – nok med undtagelse af det andet album fra 1978 (Peter Gabriel 2 eller “Scratch”) som jeg finder middelmådigt. Det er artrock i krydsfeltet mellem letfængende pop og soul, kunst, avantgarde og dybde som i niveau vel kun kan sammenlignes med David Bowie, Kate Bush og Radiohead. 4 albums finder jeg direkte eminente og fantastiske: Peter Gabriel 3 (også kaldet Melt) fra 1980, Peter Gabriel 4 (også kaldet Security) fra 1982, So fra 1986 og i/o fra 2023. De øvrige albums anser jeg ikke som fantstiske, men rigtigt gode, med undtagelse altså af Peter Gabriel 2 der højest kan kaldes “godt”.

Nøgleordet for Peter Gabriels virke er for mig at se ”fantasi”, men han står i det hele taget for originalitet, udblik og initiativ. Gabriel er en sand foregangsmand. Selv udtalte han den 7. december 2023 i et tilbageblik på sin karriere:

If I look back at all the records, I see a songwriter and a soundsmith working on his craft.

Jeg inddeler min tekst her i to hovedafsnit. Afsnit A handler om Peter Gabriels liv og musik før han blev solist, mens Afsnit B – omtrent 75 % af min tekst – handler om Gabriels liv og musik efter han blev solist. Er man kun interesseret i fænomenet Peter Gabriel som solist, så kan man jo passende begynde ved afsnit B.

Jeg skrev teksten her i to omgange. Dels i juni 2023 da Gabriel havde udsendt halvdelen af sangene til sit album i/o, så jeg derfor i nogen grad kunne vurdere dette album og dets kvalitet. Og dels i december 2023 efter i/o samlet var udsendt, og dagen efter at i/o røg ind som nr. 1 på den britiske albumhitliste. Det var en passende anledning til at runde denne tekst af.

Tom Thygesen Daugaard, den 17. juni og 10. december 2023

____________________________________________________

Afsnit A: Peter Gabriel før han blev solist

Barndom og ungdom

Peter Brian Gabriel stammer fra Englands bedre lag. Gabriel-familien var veltablerede importører og købmænd inden for tømmer, og sir Thomas Gabriel, bror til Peters tipoldefar Christopher Gabriel, var borgmester i London. Gabriels far Ralph Parton Gabriel, der døde i 2012 i en alder af 100 år, var elektro-ingeniør og opfinder med 5 patenter. Ralph Gabriel  arbejdede med fiberoptik-kabler. Peters mor, Edith Irene, født Allen, døde i 2016 i en alder af 95 år, var datter af oberst Edward Allen, bestyrelsesformand for et velkendt supermarked i London.

Ralph og Edith fik to børn, Anna og Peter, og familien voksede op i Chobham, Surrey, sydvest for London på en mindre victoriansk herregård, Deep Pool Farm, der også producerede mejeriprodukter. Edith var musikalsk og gav Peter klaver-lektioner fra han var lille. Siden udviklede han også interesse for trommer. Man kan sige at disse tråde – opfindelser, elektronik, musik og rytmisk puls – blev væsentlige igennem Peter Gabriels karriere.

I 1965 da Peter var 15 år gammel, begyndte han at date Jill Moore, og i 1971 blev de gift. Også her er vi i seriøs upperclass. Jills far, lord Philip Moore, var dengang (1966-72) den assisterende privatsekretær for den britiske monark, og siden dronningens privatsekretær frem til 1986. Herunder ses Peter og Jill ved deres bryllup med Jills forældre, lord Philip og Joanna til venstre og Peters forældre Edith og Ralph til højre.

Peter og Jill fik to døtre, Anna-Marie (kaldet Anna) og Melanie.

Peter Gabriel flankeret af døtrene Anna og Melanie

I 1987 blev de skilt, og efterfølgende havde Peter affærer med skuespilleren Rosanna Arquette som han flyttede sammen med og siden sangerinden Sinéad O’Connor, der sang i hans band. Fra 1995 fik han igen et stabilt forhold, nemlig til den 34-årige Meabh Flynn som han har fået to sønner med – Isaac og Luc. Peter og Meabh giftede sig i 2002. I 2016 fik Meabh konstateret cancer, en aggressiv Non-Hodgkins Lymfom, og efter en hård kemoterapi erklæret terminal, men hun kom sig efter en eksperimental behandling med CAR T-celle-terapi. Peter og Meabh er i skrivende stund stadig sammen og alive og kicking.

Peter Gabriel, hustruen Meabh og sønnen Isaac i 2003

Som dreng var Gabriel indadvendt, mild, venlig, intelligent, nysgerrig, udforskende, ambitiøs og kritisk over for etablerede hierarkier og vedtægter. Musik var vigtig for ham – først salmer, siden soul-musik. Han gik på privatskole, Cable House i Woking, Surrey, siden prep-school – St. Andrews Prepatory School for Boys – indtil Gabriel i september 1963 i en alder af 13 år blev optaget på den navnkundige kostskole Charterhouse School i Goldalming, Surrey, hvor bl.a. stifteren af spejdervæsnet Lord Baden-Powell også har gået.

Som ung gik Peter Gabriel på kostskolen Charterhouse School i Surrey, England

Peter Gabriel var meget optaget af musik. Som 12-årig skrev han sin første sang, Sammy the Slug, og hurtigt kom han på Charterhouse med som trommeslager i bandet Milords der spillede traditionel jazz. Af særlig stor betydning for Peters karriere blev et møde med den ligeledes -13-årige Anthony George Banks, der begyndte på Charterhouse sammen med Peter. Peter Gabriel og Tony Banks var ligesindede – indadvendte, intelligente, musikalsk nysgerrige og skeptiske over for kostskolens system og regler, og de etablerede et tæt venskab hvor de udviklede hinandens musikinteresse – sammen turnerede de til musikbutikker i omkringliggende byer for at høre albums i butikkerne. Samtidig rivaliserede Tony og Peter både musikalsk og i kostskolens sportsgrene. Tony var bedre til klaver end Peter, skolen havde kun ét flygel, så Peter blev skubbet over mod sang, trommer og fløjte. Fra 1965 etablerede Tony og Peter duoen The Garden Wall, som særligt skrev sange. Men Peter uddannede klassekammeraten Christopher Stewart til at spille trommer.

Tony Banks t.v. og Peter Gabriel t.h. blev nære venner i 1963 på Charterhouse

På Charterhouse kom der i april 1965 en 13-årig elev Anthony Phillips med initiativ. Phillips dannede et rockband med sig selv på leadguitar, Rob Tyrell på trommer, Richard Mcphail på sang og River Jobe på bas. Snart kom Michael Rutherford til på rytmeguiter, og Phillips og Rutherford blev bandets primære sangskrivere. Bandet kaldte sig The Anon som forkortelse af Anonymous.

Charterhouse havde en meget stærk elev-disciplin og -tugt og lærerne sikrede at man kun hørte klassisk musik, så de nævnte musikere var rebellerne på skolen.

Anon arrangerede i december 1965 en dobbeltkoncert med Garden Wall – der dermed fik sin første og eneste koncert. Peter Gabriel havde brugt hele dagen op til koncerten på at samle rosenblade som han strøede over publikum ved koncerten.

I sommeren 1966 forlod Jobe og Mcphail Charterhouse og dermed Anon – og Rutherford blev ny midlertidig forsanger i Anon. I december sagde også trommeslager Tyrell farvel (og blev ret kort efter trommeslager i Sour Milk Sea der havde Freddie Mercury, senere Queen, som forsanger). Anon var færdig. Rutherford og Phillips ønskede dog at optage deres sange og fik adgang til et lydstudie der kunne lave et demo-bånd. Parret spurgte Tony Banks om han kunne medvirke på demo-båndet. Det kunne Tony, der til gengæld fik trukket Peter med ind i projektet, der atter trak Chris Stewart med ind. Reelt var Garden Wall og Anon dermed fusioneret.

Det allertidligste Genesis i 1967 – hvor medlemmerne var mellem 15 og 17 år gamle. Øverst Peter Gabriel. Derunder Tony Banks i sort og Mike Rutherford i hvid jakke. Forrest Phillips og Stewart

Der var intet band – men uformelle navne var Anon eller rettere ”The New Anon”. Demobåndet gik et par måneder inde i 1967 til en pladeproducer, Jonathan King, der signede den purunge gruppe skoleelev-sangskrivere til Decca. King foreslog først navnet “Gabriel and his Angels“, som blev kraftigt nedstemt, og derpå navnet ”Genesis” (græsk for Skabelse eller Oprindelse) og dermed en ny begyndelse, hvilket blev accepteret. King lod Genesis indspille en single i 1967 – The Silent Sun – skrevet af Gabriel og Banks og som udkom i 1968. Efter hvad Banks fortæller så skrev han og Gabriel bevidst The Silent Sun som en Bee Gees-pastiche for at behage Jonathan King og sikre hans interesse i bandet.

Materialet var optaget i 1967, da Genesis var skoledrenge (mellem 15 og 17 år gamle), udkom på album i 1969 (”From Genesis To Revalation”), som solgte under 1000 eksemplarer. Genesis var uden pladekontrakt og fremtid og gik hver til sit. Fx var Banks begyndt på et universitetsstudium, og Gabriel skulle på filmskole med henblik på at skrive filmmusik.

The Silent Sun – skrevet af Peter Gabriel og Tony Banks – blev optaget i 1967 og udsendt i 1968 som Genesis’ 1. single. Fra venstre Phillips, Rutherford, Banks, Gabriel og Stewart.

Årene med Genesis

Den 17 årige Anthony Phillips, Genesis’ leadguitarist, tog nu affære og motiverede bandet til at satse, droppe uddannelserne og blive professionelle.

I november 1969 kom det afgørende spring. Richard Mcphail – Anons gamle forsanger –sluttede sig til sine gamle musikervenner som hjælper og mediator (der var en del indre spændinger), og han havde et godt tilbud – at rykke ud i Mcphails forældres ubenyttede, ensomt beliggende hytte ude på landet nær Doring i Surrey omgivet af skove og landskab beskyttet af National Thrust. Genesis rykkede ind i hytten i næsten et halvt år – fra november 1969 til april 1970 – for at træne og bygge et live-set op. 

Mcphails hytte anno 2008

I januar 1970 hyredes Genesis til at lave musikken til en BBC-dokumentar om maleren Mick Jackson. Programmet blev aldrig sendt, men musikken findes stadig i form af ”The Jackson Tape” optaget i januar 1970.

Den 3. marts optrådte Genesis i Ronnie Scott’s Club på stedet “Upstairs“, og her overværes koncerten af albumproduceren John Anthony (der også signede både Smile – det tidligste Queen før Freddie Mercury – og Queen) tilknyttet pladeselskabet Charisma Records. Anthony var duperet og spurgte om de vil signes til Charisma Records.

Genesis i foråret 1970. Fra venstre Phillips, Gabriel, Rutherford, Banks og Mayhew

Ugen efter trak Anthony pladeselskabets chef, Tony Stratton-Smith, med til koncerten hos Ronnie’s (Genesis spiller hver tirsdag). Der er næsten intet publikum, kun tolv personer heraf fire fra Charisma, men Stratton-Smith kunne lide hvad han hørte.

The Famous Charisma Label der udgav plader af alle medlemmer af Genesis lige til pladeselskabet blev absorberet i Virgin Records

Samtidig var Genesis fans af det band Stratton-Smith var manager for, The Nice, og kontrakten kom i hus. Charisma Records blev i øvrigt opkøbt af Virgin Records i 1983.

Genesis’ 2. album – Trespass – udsendt i oktober 1970. Albummet hvor Genesis fandt sin musikalske stil

I sommeren 1970 gik Genesis i gang med at optage deres 2. album – og på en måde reelt deres første  – kaldet ”Trespass” – i Trident Studios i London. Særligt sangen ”Stagnation” fra Trespass bliver et blueprint for Genesis’ musik i Gabriel-perioden. Stagnation varede næsten ni minutter, men er sammentrukket af en halv time lang sang, ”The Movement”, udviklet i hytteperioden. Basis er et lyrisk folk-agtigt tema spillet på to akustiske 12-strengs-guitarer af Phillips og Rutherford. Syv forskellige temaer afløser hinanden og danner et fremadskridende forløb. Banks spiller sin første keyboard-solo overhovedet. Musikken er skrevet i fællesskab af Rutherford, Phillips, Banks og Gabriel i den vægtlægning, mens Gabriel har skrevet hele teksten om en overlevende efter en atomkrig som går på udforskning i den nye post-apokalyptiske verden. Gabriel har skrevet til vignetten til sangen på sin særlige skæve, tørre facon.

To Thomas S.Eiselberg, a very rich man, who was wise
Enough to spend all his fortunes in burying himself
Many miles beneath the ground. as the only surviving
Member of the human race, he inherited the whole world.

Som Peter Gabriel formulerer det her:

”Stagnation”, that was a journey song, as I call it. You didn’t follow the normal verse/chorus/verse/chorus sort of structures, but you went through a series of landscapes, and I think right from the word go that was something that interested me, and continues to interest me…I love that, and I think some of my favorite pieces of music are when I as a listener get taken into different worlds made out of sound, and if there are some things that you’ve never encountered before or blends that you haven’t met before, then it pays off even better…So I think that’s what we were aspiring to, and I think that’s one of the tracks that did that.

Den slags ”journey songs” kaldes også ”progressiv rock” – hvor progressiv betegner et fremadskridende forløb. Heldigt nok for Genesis var den slags musik ret in i 1970’ernes første halvdel, ligesom Charisma Records’ chef Stratton-Smith åbenlyst promoverede genren.

Genesis var glad for Stagnation. Også fordi alle bandets fire sangskrivere kom med et positivt bidrag. Og når man tænker på at Stagnation er skrevet og fremført af musikere på mellem 18 og 20 år (minus John Mayhew, man han tæller ikke rigtigt), så er det en meget ”lovende” sang. Her over 40 år efter jeg hørte Stagnation første gang, synes jeg stadig den har en høj kvalitet.

Efter indspilningen af Trespass blev den 18-årige Anthony Phillips syg og måtte forlade bandet. Genesis var meget tæt på opløsning. Banks sagde ok til at fortsætte, hvis man fandt en kompetent leadguitarist og udskiftede John Mayhew med en kompetent trommeslager.

Auditions for trommeslageren fandt sted kort efter ved swimmingpoolen ved Gabriels forældres ”manor”, og her blev den 19-årige Phil Collins valgt – en uhyre musikalsk trommeslager som desuden kunne synge og blev andensanger med Gabriel som førstesanger. Charisma satte en annonce i for at skaffe en ny guitarist. Det blev den 20-årige Steve Hackett der sluttede sig til i januar 1971.

Genesis i 1971 og i sin klassiske formation. Bagest Peter Gabriel og den nye guitarist Steve Hackett. Forrest den nye trommeslager og andensanger Phil Collins, Tony Banks og Mike Rutherford

I sommeren 1971 indspillede Genesis deres 3. album, ”Nursery Cryme”. Navnet er et mix af ”nursery rhyme” og ”crime” og refererer til albummets hovedsang, ”The Musical Box”. Den er dannet efter præcis samme formel som Stagnation, men med større chok-effekter både i musikken og Gabriels historie og tekst til sangen.

Genesis’ 3. album – Nursery Cryme – udsendt i november 1971

Den sødt smilende 9-årige Cynthia Jane de Blaise-William spiller kroket med den 8-årige Henry Hamilton-Smythe Minor og fjerner med et effektivt kroketslag Henrys hoved. Kort efter finder en barnepige en spilledåse, hvor hun hører tonerne fra børnesangen Old King Cole. Samtidig kommer Henrys spøgelse ud af spilledåsen og omdannes fra dreng til en gamling, der udtrykker sit romantiske begær efter Cynthia Jane – Touch Me, Touch Me, Touch Me, Now, now, now, NOW!. Barnepigen må da hurtigt destruere spilledåsen inkl.  Henrys gamlinge-spøgelse.

The Musicial Box kan ses her i en live-optagelse for BBC i deres serie Midnight Special i januar 1974

The Musical Box er skrevet af Rutherford, Phillips, Banks og Gabriel med tekst af Gabriel.  Efter Phillips’ afgang ændredes sangskriver-dynamikken lidt. Oprindelig bestod Genesis af to sangskriver-duoer – Phillips og Rutherford skrev sange sammen på guitar, mens Banks og Gabriel skrev sange sammen på klaver. Da Phillips sagde farvel, manglede Rutherford en makker, og det blev Banks der ikke rivaliserede med Rutherford og havde lettere ved at samarbejde med ham end med Gabriel, selv om Banks og Gabriel fortsat var nære personlige venner. Derfor begyndte Gabriel at stå mere isoleret i sangskrivningen.

Genesis’ 4. album – Foxtrot – udsendt i oktober 1972

Et eksempel ses på den mest berømte sang på Nursery Crymes efterfølger, ”Foxtrot” fra 1972. Her befinder sig en af prog-rockens mest navnkundige sange, ”Supper’s Ready”. Den er atter skrevet ud fra formlen fra Stagnation, men er på hele 23 minutter. Selve sangens tekst er helt og holdent udsprunget af Gabriels surrealistiske fantasi. I sine fornemme svigerforældres hus sidder Gabriel med hustruen Jill og kan pludselig ikke genkende hende. Ud af denne fremmedgjorthed udspringer en angst, hvoraf en serie af meget psykedeliske oplevelser slutter med, at Peter og Jill finder hinanden igen, men sat ind i en ramme, der er stærkt inspireret af Dommedag ifølge Johannes’ Åbenbaring.

Men musikken kom før teksten, Gabriel har næsten ikke haft indflydelse på sangens musik – men er dog lidt med i sangens syvende og sidste del (As Sure As Eggs Is Eggs). Undtagelsen er Willow Farm, den femte del, der kommer 11 minutter inde i sangen. Willow Farm er skrevet kun af Gabriel.

Nathaniel Barlam har forsøgt at animere Supper’s Ready, men denne tegneserie-version gør ikke nødvendigvis Gabriels tekst mere forståelig.

Foxtrot er et af Genesis’ mest berømte albums og det første der sælger rimeligt. Det blev nr. 12 på den britiske album-hitliste, men solgte slet ikke i USA hvilket Charisma Records nu prøvede at ændre.

I juli 1973 udsendte Charisma Records et live-album – ”Genesis Live” – der blev det første Genesis-album, der kom i top ti – da det blev nr. 9 på¨album-hitlisten.

Genesis’ 5. album – Selling England By The Pound – udsendt i september 1973

Genesis’ særlige stil kulminerede på albummet ”Selling England From The Pound” (september 1973), der ofte anses som bandets kunstnerisk bedste album sammen med efterfølgeren. Og Selling England blev nr. 3 på den britiske hitliste. Selling England er musikalsk og kunstnerisk usædvanlig stærk prog- og artrock med et meget righoldigt materiale – varieret, velspillet, excentrisk, fortryllet og meget, meget britisk. Det her er den britiske countryside der artikulerer sig musikalsk på en meget intelligent og original måde.

Albummets mest Gabriel-agtige sang er nok åbningssangen – Dancing With The Moonlit Knight. Musikken begynder – som Genesis-sange dengang gerne begyndte – i en bedaget landlig idyl med en tekst fuld af mytologiske og magiske referencer, men så kommer der chokerende udviklinger i denne meget charmerende og elegante, men også uforudsigelige sang, der sjældent lader lytteren falde til ro. Det er som at være til et typisk engelsk te-selskab i overklassen, men så dukker der kaninhuller op, og lynhurtigt er vi med Alice i underverdenen med mærkelige spin og vrid, mens det hele ender i en super-idyllisk og atmosfærerig instrumentalsekvens, der i øvrigt havde arbejdstitlen “Disney”. Musikken er skrevet af Gabriel, Hackett, Banks, Rutherford og Collins, hvor Gabriel og Hackett altså nævnes først. Teksten er helt skrevet af Gabriel og er nærmest endnu sværere tilgængelig end musikken. Sangen begynder a capella og næsten intimt fortællende og spørgende:

“Can you tell me where my country lies?”
Said the uni faun to his true love’s eyes
“It lies with me!” cried the Queen of Maybe
For her merchandise, he traded in his prize

Første linje lægger hele sangens tema: Hvor står vort land? Hvad er Storbritanniens situation? 2. linje er meget svært forståelig, men “unifaun” kombinerer “uniform” med sagnvæsnet faun (et gede-menneske) og kan tolkes som det højtidelige britiske establishment – kombinationen af militæret og det mytiske. Og denne “unifaun” spørger så sin sande elskedes øjne, altså hjertet, det ægte. Men det er ikke hjertet, det ægte, der har svaret. Svaret ligger ifølge linje 3 hos “The Queen of Maybe”, som spiller på “The Queen of May”, Majdronningen, oprindelig symbol på sommer, ungdom og nyt liv, men på Gabriels tid sørgeligt kommercialiseret hvilket bliver helt tydelig i linje 4. Det er kommercialiseringen der har svaret. Hele sangen er et skarpt politisk angreb på den britiske kulturs kommercialisering, men på overfladen lyder det overklasse-fjantet fuld af ordspil og utydelige mytiske figurer. Dette viser Peter Gabriels brillans.

Dancing With The Moonlit Knight er ikke den bedste sang på Selling England. Den ære tilfalder nok Firth of Fifth og måske også The Cinema Show – hvor Peter Gabriel interessant nok hverken har skrevet musikken eller teksten. Hvilket antyder at Gabriel ikke var Genesis’ bedste sangskriver. Men som Dancing With The Moonlit Knight viser, var han utvivlsomt den mest kreative, excentriske og vanvittige af bandets sangskrivere.

I Know What I Like (in your Wardrobe) fra Selling England blev den allerførste Genesis-single på hitlisten. Den blev nu heller ikke en storsællert, den toppede som nr. 21 – men den er også mærkelig og excentrisk, nærmest psykedelisk pop. Verset er skrevet af Hackett og Gabriel, omkvædet af Banks, og teksten er af Gabriel. Bemærk at Peter Gabriel og Phil Collins synger sangen sammen. Det skete flere gange. Og da Collins i 1975 overtog forsangerrollen fra Gabriel, blev springet derfor ikke så stort som man skulle have troet.

Allmusic er en ret troværdig “objektiv” kilde til præcise vurderinger af alle albums, særligt Stephen Thomas Erlewine. Om Selling England skriver Erlewine:

Genesis proved that they could rock on Foxtrot but on its follow-up Selling England by the Pound they didn’t follow this route, they returned to the English eccentricity of their first records, which wasn’t so much a retreat as a consolidation of powers. For even if this eight-track album has no one song that hits as hard as “Watcher of the Skies,” Genesis hasn’t sacrificed the newfound immediacy of Foxtrot: they’ve married it to their eccentricity, finding ways to infuse it into the delicate whimsy that’s been their calling card since the beginning. This, combined with many overt literary allusions — the Tolkeinisms of the title of “The Battle of Epping Forest” only being the most apparent — gives this album a storybook quality. It plays as a collection of short stories, fables, and fairy tales, and it is also a rock record, which naturally makes it quite extraordinary as a collection, but also as a set of individual songs. Genesis has never been as direct as they’ve been on the fanciful yet hook-driven “I Know What I Like (In Your Wardrobe)” — apart from the fluttering flutes in the fade-out, it could easily be mistaken for a glam single — or as achingly fragile as on “More Fool Me,” sung by Phil Collins. It’s this delicate balance and how the album showcases the band’s narrative force on a small scale as well as large that makes this their arguable high-water mark.

Musikpressen dengang så Genesis som Peter Gabriel plus backing-band, ligesom man mente, at Roxy Music var Bryan Ferry plus backing-band. Sagen var, at Gabriel var den mærkelige og bemærkelsesværdige af dem. Desuden havde Gabriel en yderst flamboyant scene-optræden. Efterhånden optrådte han i kuriøse kostumer, der skulle inkarnere figurer fra sangene, ligesom han på scenen vævede sangene sammen med meget excentriske og gakkede historier beslægtet med Monty Python (der også blev udgivet af Charisma Records). Folk skulle ifølge Gabriel have fortællinger og oplevelser i stedet for at se på en samling stive, indadvendte musiker der bøjet over deres instrumenter syrede ud i endeløse soli. Det lå Gabriel meget fjernt hvilket igen skabte gnidninger mellem de to nære venner, Banks og Gabriel.

På bagsiden af coveret til Genesis Live står nedskrevet en af de meget, meget mærkelige historier, som Gabriel diverterede med på scenen. Da filminstruktøren William Friedkin læste den historie, satte det en skilsmisse i gang i Genesis.

The Lamb og bruddet mellem Gabriel og Genesis

Rockskribenter begyndte at fokusere på Gabriels udklædninger og teatralske effekter snarere end Genesis’ musik. Flere i bandet – bl.a. Phil Collins – mente at det var ret irriterende. Musikken var dog hovedsagen. Genesis var ikke et top-down-hierarki ledet af forsangeren, men et demokrati. Men Gabriel havde gennemtvunget sine udklædninger uden om demokratiet, for han brændte for sine visuelle projekter. Gabriel havde ingen forståelse for brokkeriet. Det var jo ikke for at promovere sit ego, at han lavede et show, men for at understøtte sangenes fortællinger og give publikum en oplevelse. Han fortolkede utilfredsheden som smålig jalousi og misundelse, hvilket ikke lettede på spændingerne. De utilfredse ønskede dog på ingen måde Gabriels afgang. Han var en venlig og sympatisk mand, der umiskendelig havde gjort meget for at gøre Genesis synlig. Man ønskede bare, at han ikke kørte solo-løb.

Selling England-turneen var færdig i maj 1974, og nu skulle næste album planlægges. Det skulle gerne være klart et halvt år senere – til november – hvor næste turné skulle køres af stablen. Samtidig håbede pladeselskabet, at Genesis ville slå mere an i USA. Man besluttede at lave et koncept-album med en gennemgående historie. Mike Rutherford foreslog et album med Saint-Exupérys “Den Lille Prins” som koncept, men Gabriel ønskede mindre sødme og eskapisme og mere storby og kant. Hans projekt var fortællingen om en ung puertoricansk rod, Rael, der i New York City pludselig ender i en anden verden (måske via en bilulykke og drømmeagtige syner under comaen, eller måske ramt af en psykose), hvor Rael skal prøve at finde ud og hjem igen – men som udvikler sig til en bizar spirituel rejse delvist inspireret af en mexicansk avantgarde-western fra 1970 – El Topo – lavet af Alejandro Jodorowsky. Rael glider ned i jorden, først behageligt som i en kokon, siden som fange i et bur i et stort hulesystem. Rael ser sin bror John og råber om hjælp, men John er uanfægtet. Pludselig opløses John og buret, og Rael snurrer om sin akse for derefter at befinde sig i et kammer med hundreder af mennesker og 32 døre – uanede muligheder – men alle døre fører ham tilbage til kammeret. Den eneste der kan lede ham ud af kammeret synes at være den mystiske blinde og meget blege Lilith der fortæller at hun kan mærke brisen og den friske luft og dermed finde en vej ud. Lilith, leder ham dybt ind i mørket og ensomheden og forlader ham. Her møder Rael først Døden – der viser sig som en latterlig illusionist – og derpå det slangeagtige monster The Lamia med tre sexede kvindekroppe der blodsugende forfører Rael, men dør, tilsyneladende forurenet af Raels blod. Rael ser at Lamia-monsteret genopvækkes igen parat til at forføre en ny. Derpå møder han The Slippermen”, nogle slimede, byldebefængte tabertyper, som er dem, der har været i berøring med The Lamia. Rael er ved selv at blive en slipperman, og ser nu Dr. Dyver, der er den eneste der kan hjælpe mod denne forfærdelige skæbne. Dr. Dyver kastrerer Rael, men en ravn stjæler hans afskårne lem. Under jagten på lemmet opdager Rael atter sin bror John, som flere gange har svigtet ham på den underlige odyssé. John falder i en flod og er ved at drukne. Samtidig opdager Rael en åbning ud af underverdenen. Han kan undslippe. Rael vælger at blive og i stedet redde John fra druknedøden. Idet han redder John, ser Rael, at John er ham selv. Rael ser nu at alting er i enhed, er “it”, eller “det”, en mystisk essens bag alt i verden, og verden er nu illumineret og fantastisk.

Det er tydeligt at en pointe er at Rael skal indse at han er John, og så falder alt på plads. Men historien er obskur. Handler det bare om en “split personality”? Er John og Rael dybere symboler – Rael er os selv set indefra – rodløs, forvirret, fortabt, fuld af vrede – mens John er os selv set udefra – fremmedgjorte, anonyme samfundsborgere – der måske kan vækkes ud af anonymiteten af den spirituelle længsel? Og Rael skal forstå at John er ham selv set udefra, og de to sider skal berige hinanden? Men hvad laver kastrationen i fortællingen?

Banks syntes (som rigtig mange andre), det var en forskruet og ret jammerlig historie, men Gabriels historie om Raels rejse vandt. Historie og sange skal falde på plads i løbet af sommeren på residensen Headley Grange i Sydengland, stedet hvor Led Zeppelin skrev Stairway to Heaven, i al fald teksten, men da Genesis ankom, flød stedet med ekskrementer og rotter. Fra august begyndte indspilningen i et mobilt studie i Carmarthenshire i Wales.

Straks efter ankomsten til Headley Grange kom to nye frustrationer. Første frustration var, at Gabriel forlangte, at han skrev alle teksterne. Det var jo hans kunstneriske vision. Næste frustration var, at Gabriel forlod Genesis. William Friedkin tilbød nemlig Gabriel at tage til Hollywood. Friedkin var the shit i 1974. Hans gyserfilm “Exorcisten” havde premiere den 26. december 1973 og skabte sensation. Nu skulle Friedkin følge successen op. Han havde på bagsiden af “Genesis Live” læst Gabriels grumme historie om kvinden, der i toget stripper og lyner sig selv op, og løfter en gylden stang fra sit indre og dør. Friedkin mente, at Gabriel havde en unik visuel fantasi og tilbød ham at blive konsulent på hans næste filmprojekt. Gabriel var egentlig tilmeldt en filmskole, da Genesis blev et professionelt band og havde en ufuldbyrdet drøm om at lave filmkunst og sagde derfor ja. Alle var i chok, og Rael-projektet blev skrinlagt. Efter en uge var Gabriel tilbage i Genesis, men bandet tænkte: Ville Gabriel være vendt hjem, hvis alt havde fungeret med Friedkin? Er han ikke kun i Genesis i mangel af bedre tilbud? Kender vi ikke hans prioriteter nu, og vi ligger ikke nr. 1. ?

Genesis ved Headley Grange, meget tidligt i udarbejdelsen af The Lamb Lies Down on Broadway. Guiarist Steve Hackett er ikke mødt op endnu. Bemærk den fine kontakt mellem Rutherford, Collins og Banks til venstre, mens Peter Gabriel til højre står mere isoleret

Det blev værre. Gabriel isolerede sig for at skrive teksterne. Dermed blev samværet i Genesis og al sangskrivning overladt til resten af bandet. Det var primært Banks og Rutherford. Og Gabriel kunne ikke smøle sig færdig. I juli fødte Peter Gabriels hustru Jill parrets første barn, Anna-Marie, men der var komplikationer. Anna havde betændelse i underlivet og vand i lungerne, og det var ikke helt sikkert, at hun ville slippe for men eller bare overleve. Gabriel måtte hele tiden køre mellem Headley Grange, hvor sangene blev skrevet, eller Carmarthenshire, hvor albummet blev indspillet og så London, hvor Gabriels familie var. Anna overlevede heldigvis uden men, men Tony Banks og Mike Rutherford var der ikke for deres gamle Charterhouse-ven i den periode. De var bare frustrerede over, at Gabriel ikke kunne levere sine tekster og framede situationen ud fra dengang kort forinden hvor Gabriel valgte Friedkin fremfor Genesis; endnu engang viste Peter sine venner og kolleger, at bandet ikke var prioritet nr. 1. Den stemning skabte hos Gabriel en ægte bitterhed mod de andre; selvfølgelig var Genesis ikke prioritet nr. 1.

Det tog Banks, Collins, Hackett og Rutherford blot to uger at indspille musikken til det nye album. Men Gabriel kunne ikke indspille sangen, for hans tekster var ikke færdige. Efter en måned var teksterne stadig ikke klar. Imens tikkede uret, og november, hvor turneen skulle begynde, nærmede sig. Gabriel udvidede samtidig sin historie og manglede pludselig sange til at bære de nye tekststykker. Så han bad resten af bandet skrive to nye sange – sange der siden blev til The Grand Parade of Endless Packaging og The Carpet Crawlers.

Mit gæt er at det er for at skabe balance i historiens to halvdele. Det er som om albummets første halvdel afspejler Raels ydre liv, og musikstilen her er mere direkte og rå end Genesis plejer at være. Den anden halvdel er mere introspektiv og med flere mystiske soundscapes og klassiske Genesis-agtige forsiringer. Men første halvdel er al for kort. Et greb har så været at tilføje en flashback-sekvens (Back in N.Y.C., Hairless Heart, Counting Out Time) der afspejler Raels gamle liv. Men siden er stadig for kort og måske også for uforklaret. De to nye sange skal placeres lige før og lige efter flashback-sekvensen og skydes ind i historien mellem der hvor Rael opsuges af jorden og ser sig fanget i et bur (In The Cage) som opløses. Og så hvor han opdager kammeret med de 32 døre der alle fører ham tilbage til kammeret.

. Det er primært Tony Banks der skrev melodien til den første sang der bliver til The Grand Parade of Lifeless Packaging, en scifi-agtig satire over det moderne liv og dens fremmedgørelser. En stor fabrik, der sætter mennesker på samlebånd og i effektivitetens navn udjævner alle forskelle. Gabriel synger ikke helt The Grand Parade som Banks havde ønsket, men formåede at lægge et eskalerende vanvid ind både i sin sang og med lydeffekter hvortil Gabriel fik hjælp af lydkunstneren Brian Eno.

Den næste sang skal så lede vejen ud af dette mareridtsagtige samfundsmaskineri, og det sker med følelserne. Banks og Rutherford skrev en akkord-sekvens spillet med ulmende arpeggio-klaverspil af Banks. Her lagde Gabriel en tekst, han arbejdede meget med, fuld af svært forståelige spirituelle symboler, men hovedessensen er munkeagtige væsner, der kravler på tæppet i en lang korridor i længsel efter lyset fremme for enden af korridoren. Gabriel arbejdede virkelig meget med sin sang og vokalmelodi til “The Carpet Crawlers“, der klart handler om den spirituelle længsel. Ligesom The Grand Parade har sangen en crescendo-effekt og er i virkeligheden genremæssigt mere soul end progrock. Genesis og Gabriel har virkelig udfordret sig selv. PS – igen er Gabriel og Collins sammen om at synge – dog kun omkvædet.

Så spiritualitet er altså vejen frem i det sterile, fremmedgørende samfundsmaskineri. Det er formentlig en krumtap til at forstå den højere mening i historien om Rael.

Det er også muligt at de to sange – som Gabriel absolut MÅTTE tilføje – har en dybere mening. Jeg ved ikke præcis hvornår “kaldelsen på bjerget”, den spirituelle oplevelse på en bakketop ved Bath som Gabriel siden beskrev i sangen “Solsbury Hill” fandt sted. Men de overvejelser, som Solsbury Hill handler om, stod Gabriel jo midt i på dette tidspunkt. Skal jeg blive i Genesis, vælge trygheden, men også maskineriet, det undertrykkende, eller skal jeg følge min indre spirituelle stemme og vælge friheden, kaste mig ud på ukendt vand? Præcis de to valgmuligheder kan emotionelt gemme sig bag “The Grand Parade of Lifeless Packaging” (bliv i Genesis) og “The Carpet Crawlers” (følg dit spirituelle kald og søg mod lyset foran). Man kan bemærke at Peter Gabriel synger begge sange med en stigende emotionalitet.

I løbet af oktober 1974 indsang Gabriel i al fald de sidste vokalspor, formentlig netop de to nævnte sange, og mixingen gik hurtigt, omend forjaget til Rael-eposset der fik navnet “The Lamb Lies Down on Broadway”. 1. november kunne der sendes en førstesingle ud, nemlig “Counting Out Time“, der er den ene af to Genesis-sange, hvor Gabriel var ene-komponist (den anden var Harold the Barrel fra Nursery Cryme). Singlen blev ikke det hit, man håbet på, ja, kom ikke på hitlisten overhovedet. I april 1975 udsendte man Carpet Crawlers som single nr. 2. Den kom heller ikke på listen.

Turneen for albummet blev indledt den 20. november, hvilket var før albummet blev udsendt (nemlig den 29. november). Det var en udfordring, for Gabriel havde krævet at turneen skulle afspille albummet i sin helhed, hvor gamle sange kun kom i ekstranumrene. Så ved de første koncerter kendte publikum slet ikke sætlisten. Desuden var sceneshowet mere teatralsk und nogensinde. Gabriel spillede selv rollen som Rael med jeans, t-shirt og læderjakke, men skiftede også til et utal af andre figurer, fx “the slipperman” med et kostume så tykt, at det var svært at høre Gabriels vokal. Tre baggrundsskærme viste i alt 1450 billeder, og ved kun en håndfuld af de 104 koncerter, gik det fejlfrit.

Peter Gabriel som Rael under The Lamb-turneen

Musikken udkom som et dobbelt-album den 29. november, og især det første album er et stilskifte – et skifte fra britisk pastoral overklassemusik henimod amerikansk rock noget mere råt og enkelt end Genesis’ hidtidige musik hvilket jo passer lidt til en puertoricansk-amerikansk gadedreng. Det 2. album er så mere syret, mørk og klassisk Genesis.

Et eksempel på Genesis’ nye rå artrock-stil er Back in the N.Y.C. skrevet af Rutherford og Banks illustreret af Nathaniel Barlam (i fortællingen indledningen til Raels flashback til sit liv som en helt ung kriminel rod).

Kommercielt var The Lamb ingen stor succes. Den nåede blot nr. 10 på den britiske albumhitliste hvilket var dårligere end begge de to forgængere, Genesis Live og Selling England By The Pound. Men kunstnerisk er den et uforståeligt, labyrintisk mesterværk der er kaldt for “The Ulysses of all concept-albums” i en fin sammenligning med James Joyces’ svært tilgængelige bog.

Genesis’ 6. album – The Lamb Lies Down on Broadway – fra november 1974

For Allmusic har Stephen Thomas Erlewine denne beskrivelse (samt fem ud af 5 stjerner):

Given all the overt literary references of Selling England by the Pound, along with their taste for epic suites such as “Supper’s Ready,” it was only a matter of time before Genesis attempted a full-fledged concept album, and 1974’s The Lamb Lies Down on Broadway was a massive rock opera: the winding, wielding story of a Puerto Rican hustler name Rael making his way in New York City. Peter Gabriel made some tentative moves toward developing this story into a movie with William Friedkin but it never took off, perhaps it’s just as well; even with the lengthy libretto included with the album, the story never makes sense. But just because the story is rather impenetrable doesn’t mean that the album is as well, because it is a forceful, imaginative piece of work that showcases the original Genesis lineup at a peak. Even if the story is rather hard to piece together, the album is set up in a remarkable fashion, with the first LP being devoted to pop-oriented rock songs and the second being largely devoted to instrumentals. This means that The Lamb Lies Down on Broadway contains both Genesis’ most immediate music to date and its most elliptical. Depending on a listener’s taste, they may gravitate toward the first LP with its tight collection of ten rock songs, or the nightmarish landscapes of the second, where Rael descends into darkness and ultimately redemption (or so it would seem), but there’s little question that the first album is far more direct than the second and it contains a number of masterpieces, from the opening fanfare of the title song to the surging “In the Cage,” from the frightening “Back in NYC” to the soothing conclusion “The Carpet Crawlers.” In retrospect, this first LP plays a bit more like the first Gabriel solo album than the final Genesis album, but there’s also little question that the band helps form and shape this music (with Brian Eno adding extra coloring on occasion), while Genesis shines as a group shines on the impressionistic second half. In every way, it’s a considerable, lasting achievement and it’s little wonder that Peter Gabriel had to leave the band after this record: they had gone as far as they could go together, and could never top this extraordinary album.

De tre fineste sange er In The Cage skrevet af Banks, The Lamia skrevet af Banks samt The Carpet Crawlers .

Peter Gabriel var personligt uhyre tilfreds med albummet og betragter Supper’s Ready og The Lamb-albummet som højdepunkterne med Genesis. Men processen havde slidt ham ned. Hele den stressede proces og manglen på frihed, de skema-lagte turneer og oplevelsen af gnidninger og fremmedgørelser med Genesis’ øvrige medlemmer, som kulminerede, da man bitchede, da han ville prioritere og passe sin familie under og efter Anna Gabriels hårde tid som nyfødt. Gabriel var både indeklemt vred og ulykkelig og følte sig meget ufri – kreativt og tidsmæssigt – i en band-konstellation. Valget har sikkert været svært, men den 23. november lige efter en koncert i Cleveland, USA, meddelte Gabriel sin nye manager, Tony Smith, og sine 4 kolleger i Genesis, at han forlod Genesis. Det var tre dage efter turneens begyndelse og seks dage før The Lamb blev udsendt. Men han ville fuldende turneen, der først ville være færdig ultimo maj 1975 og ville derefter gerne holde sin afgang hemmelig, til Genesis havde en afløser klar. Der var reelt ingen samtaler mellem Gabriel og de 4 andre om bruddet og årsagen, hverken før eller efter bruddet.

Turneen sluttede den 22. maj 1975 – i øvrigt med det resultat at Genesis stod med en gæld på over 200.000 pund. Men Peter Gabriel kunne være ligeglad. Han var en fri mand – og stadig med pladekontrakt for Charisma Records. I løbet af sommeren begyndte det at sive, at Gabriel havde forladt Genesis, og den 15. august meddelte Gabriel officielt sin afgang. Og alle dømte Genesis – den spændende mands kedelige backingband – færdigt, mens man ventede på, hvad den spændende mand nu ville finde på.

_______________________________________

Afsnit B: Peter Gabriel efter han blev solist

Gabriels to første solo-albums

Peter Gabriel havde egentlig planlagt at trække sig helt fra livet som rockstjerne og hellige sig familien som nu skiftede bopæl til Bath i det sydvestlige England. Men var det virkelig ham at tøffe omkring som landmand i en landsby? Var det nu det rigtige valg at forlade det gamle fællesskab, der jo havde fulgt ham siden han var 13 år og blev elev på Charterhouse? Og hvad nu, hvor Gabriel stadig brændte med musikalske visioner? Kunne han indfri dem på helt egen hånd? Få km. nord for Bath ligger en høj, Solsbury Hill, hvor Gabriel klatrede op og følte, at det hele faldt på plads. Du må forlade den gamle orden og tryghed og bevæge dig ind i noget nyt, uanset om det indebærer kaos, for det er i det nye du hører hjemme. Tro på din egen vej.

Peter Gabriel beskrev sin vendepunkts-oplevelse i sangen Solsbury Hill:

Wind was blowing, time stood still
Eagle flew out of the night

He was something to observe
Came in close, I heard a voice
Standing, stretching every nerve
I had to listen, had no choice

I did not believe the information
Just had to trust imagination
My heart going “Boom-boom-boom”
“Son, ” he said
“Grab your things, I’ve come to take you home”
Hey, back home

To keep in silence I resigned
My friends would think I was a nut
Turning water into wine
Open doors would soon be shut

I was feeling part of the scenery
I walked right out of the machinery
My heart going “Boom-boom-boom”
“Hey, ” he said
“Grab your things, I’ve come to take you home”
Hey, back home

When illusion spin her net
I’m never where I wanna be
And liberty, she pirouette
When I think that I am free

Der var et levende kreativt miljø i Bath, og Gabriel gav sig i efteråret 1975 til at lave sange med lyrikeren og vennen Martin Hall, op mod 20 sange, bl.a. “Excuse Me” , der senere blev udgivet. En koncert-oplevelse med Bruce Springsteen var med til at aktivere ham, og i 1976 gik han i studiet igen for at lave demobånd. I sommeren 1976 gik han i studiet (Trident Studios, London) for at indspille musik med et band der inkluderede en del gamle Genesis-medlemmer – Phil Collins, Anthony Phillips og Mike Rutherford. Så skulle der findes en producer, Todd Rundgren var i overvejelse, ligesom Jack Nitzsche, men valget faldt på Alice Coopers, Kiss’ og Lou Reeds canadiske producer Bob Ezrin, manden, der i 1979 skulle producere The Wall for Pink Floyd og klart en top-producer især orienteret mod hardrock-navne. Det var et modigt valg. Gabriel fik ham i nettet ved at spille sin egen meget smukke ballade “Here Comes The Flood” for ham. Ezrin elskede den, nynnede den for sig selv da han efterfølgende gik i seng, og brændte nu for at lancere Peter Gabriel som solokunstner.

Det var lettest ikke at bruge Genesis-folk til albummet af flere grunde. Hvis Gabriel havde drømme om at turnere med sin nye band, ville det være dumt med Genesis-folk, der selv havde travlt med turnere og indspille musik for deres eget band. Og Gabriel havde desuden brug for at finde sit helt eget musikalske udtryk.

Bob Ezrin kunne hurtigt tilbyde en ny bassist – Anthony Frederick Levin – en amerikansk studiemusiker der var fremragende til sit instrument. Tony Levin havde først i 60’erne gået på Eastman School of Music i byen Rochester i den vestligste del af staten New York og tilfældigvis gået i klasse med trommeslageren Steve Gadd, også aldeles fremragende på sit instrument og måske den bedste studiemusiker overhovedet på trommer. Levin og Gadd var venner og arbejdede siden meget sammen, men nu brugte Ezrin altså Levin, fx på Alice Cooper-albummet “Welcome to my Nightmare” og Lou Reeds “Berlin”. Gabriel og Levin klingede perfekt sammen, og lige siden har Levin været Gabriels faste bassist. En anden amerikaner som Gabriel kunne bruge, var keyboardspilleren Lawrence Roger Fast – eller bare Larry Fast. Han undersøgte synthesizerens muligheder og var i 1975 begyndt at udsende en serie albums kaldet “Synergy” der udforskede synthesizerens univers. Gabriel havde sin helt egen ide til en guitarist, nemlig den meget eksperimenterende guitarist Robert Fripp. Han havde haft sit eget meget succesrige progrock-band, King Crimson, hvis debutalbum “The Court of the Crimson King” fra oktober 1969. Da Genesis indledte sine 5 måneder i en hytte i november 1969 for at finde sit eget musikalske udtryk og for at blive et sammenspillet band, var det sammen med kun to albums – et Moody Blues Album og så The Court of the Crimson King. King Crimsons brug af keyboard-instrumentet “mellotron”, en slags meget primitiv sampler, der via taster kan spille på båndoptagelser af stemmer og violiner og dermed imitere kor og strygere, havde inspireret det tidlige Genesis – faktisk havde Tony Banks købt Genesis’ første mellotron af netop Robert Fripp. Men nu var King Crimson opløst, Fripp var arbejdsløs, og han kom nu med i Gabriels første band, selv om han var i krise.

Fripp havde opløst King Crimson i oktober 1974 efter en spirituel åbenbaring fordi han løste John Bennett forelæsninger. Bennett var en matematiker, der spredte den græsk-russiske mystiker George Gurdieffs budskab om at opnå en højere bevidsthed via “The Work”, ved at leve i askese som en munk eller fakir. Fripp havde levet på den måde på Bennetts “International Academy for Continuous Education”, og arbejdet med Gabriel var hans måde at komme tilbage til virkeligheden på – men det lykkedes dårligt under arbejdet med Gabriels første album.

Peter Gabriel til højre i 1977 sammen med kernemedlemmer i sit nye band – længst til venstre guitaristen Robert Fripp og i midten bassisten Tony Levin

Indspilningen til Peter Gabriels første solo-album gik i gang i efteråret 1976 i studiet Soundstage i Toronto, Canada – Ezrins hjemby. Ud over Fripp, Levin og Fast benyttedes diverse sessionsmusikere – på trommer fx Allan Schwartzberg som Ezrin også havde brugt på Alice Coopers sidste solo-album.

Larry Fast har fotograferet Peter Gabriel ved mixerpulten i studiet i Toronto

Peter Gabriel siger om albummet og processen;

It took me three albums to get the confidence and to find out what I could do that made me different from other people. And the first record really was a process of trying …

I’d chosen Bob Ezrin to produce the album, after having met with many producers, and he was based in Toronto at the time. We were working in his studio there, and there was a selection of people that he’d recommended and some that I’d brought in. It was an interesting thing to see how it would work.

I really wanted the first record to be different from what I’d done with Genesis so we were trying to do things in different styles. A bit of barbershop, which Tony Levin helped with, there were more bluesy things, a variety of songs and arrangements that were consciously trying to provide something different than what I’d done before.

Peter Gabriel optræder her marts 1977

Albummet blev udsendt den 28. februar 1977, og førstesinglen Solsbury Hill, Gabriels allerførste, en måned efter. Solsbury Hill blev ikke det helt store hit – nr. 13 – men den kom dog på hitlisten i modsætning til de to singler fra The Lamb-albummet. Solsbury Hill er blevet en klassiker, og er i dag Peter Gabriels mest downloadede sang overhovedet. Den er fortolket som Gabriels tanker, da han sagde farvel til Genesis og valgte en solokarriere. Han har selv formuleret det sådan: It’s about being prepared to lose what you have for what you might get … It’s about letting go. Det er en både direkte og poetisk fortalt beretning om eksistentiel afgørelse og mod til at være skæv og tro på sin egen vej, en fortælling rodfæstet i en storslået naturoplevelse. Den enkle manende melodi bærer effektivt budskabet frem på en måde så Solsbury Hill har vakt en enestående genklang derude.

Solsbury Hill er i 7/4-takt, og trommelyden er speciel. Schwartzberg spillede med sin trommestik på en skotøjsæske hvilket kombineres med trommeeffekter som Larry Fast lavede på en synthesizer. Sangen er bygget crescendo-agtigt op hvor flere og flere instrumenter lægges på.

Her er et ret godt foto af Peter Gabriel, mens han går op ad stien på vej mod Solsbury Hill. Fotoet er taget af Clive Arrowsmith i 1978

Her er den officielle video til Solsbury Hill. Den er tydeligt visuelt eksperimenterende. Men også lavet meget billigt og hurtigt.

Soloalbummet selv var navnløst, og det var alle de fire første solo-albums af Peter Gabriel. Da jeg gik i gymnasiet for 40 år siden og opdagede disse albums, kaldte vi dem simpelthen “Peter Gabriel 1, “Peter Gabriel 2″, Peter Gabriel 3″ og Peter Gabriel 4”. Gabriels tanke var, at albumnavnet var helt ligegyldigt. At udsende et album svarede til at et magasin med et varemærke udsendte en ny udgave, og kun varemærket blev nævnt. Og varemærket var Peter Gabriel. Selv da han begyndte at give sine egentlige studiealbums med nye sange titler, var disse titler aldrig på mere end to bogstaver (So, Us, Up, i/o).

Omslaget er lavet af designfirmaet Hipgnosis, der også lavede omslaget for The Lamb Lies Down on Broadway” (og de efterfølgende Genesis-albums + albums for fx Pink Floyd og Led Zeppelin). Det var Storm Thorgerson, medstifter af Hipgnosis, der selv lavede forsidebilledet, hvor Gabriel er fotograferet som passager i Thorgersons bil. I kraft af cover-motivet har Peter Gabriel 1 siden fået øgenavnet “Car“.

Peter Gabriels 1. soloalbum – ofte kaldet 1 eller Car – udkom i februar 1977

Peter Gabriel 1 (Car) solgte glimrende. Det blev nr. 7 på den britiske albumhitliste, hvilket var bedre end Gabriels sidste album med Genesis, The Lamb, der blev nr. 10. Til gengæld røg Genesis’ første album uden Peter Gabriel, A Trick of the Tail (1976), ind som nr. 1 på albumhitlisten. Genesis blev først en kommerciel succes efter Peter Gabriels afgang.

Når man hører Gabriels debutalbum, er det første man tænker: OK, han kan jo godt skrive sange. I Gabriels 8 år i Genesis lavede Genesis kun to sange, hvor Gabriel var enekomponist. Det skal dog siges, at der næsten altid var flere om at skrive Genesis’ sange. Men på Car flyder det med gode sange – Moribund the Burgermeister, Solsbury Hill, Humdrum, Here Comes The Flood.

Det andet man tænker er – her er der godt nok en mand, der nyder sin frihed. Det er som at slippe en lille dreng ind i en legetøjsbutik. Gabriel kaster sig vellystigt over genrerne. Der er regulære mainstream-hardrock-sange som Modern Love og Slowburn. Der er “Excuse Me”, som Gabriel skrev i 1975 sammen med Martin Hall sunget i barbershop-genren, altså hvor et kor på 4 mænd hver synger en tone, der tilsammen danner en harmoni (det var Tony Levin der bemestrede genren, der lokkede Gabriel). Der var Waiting for the Big One, en meeeget langsom jazzet blues, den musical-agtige Down the Dolce Vita med stort orkester og funk-arrangement, der var den kuriøse underspillede ballade Humdrum og den anderledes overspillede og pompøse ballade Here Comes The Flood. Alt strittede i alle retninger. Det var både et stort plus og et stort minus for albummet. Et plus, fordi det demonstrerede mod, fantasi, legesyge og højt humør. Et minus, fordi det fremstod ufokuseret og fjantet, sådan lidt “se hvad jeg kan”-agtigt.

Det tredje man tænker, er at Gabriel prøver at finde sin identitet og finde en anden stil end Genesis. Albummets åbningssang, Moribund the Burgermeister, virker dog klart Genesis-agtig i stil og som en forlængelse af The Lamb. Også i sangens obskure tema, en tysk-sproget by i ,middelalderen, hvor borgmesteren oplever kaos i form af en sær sygdom omkring ham, måske Skt. Veits Dans, og borgmesteren synes afmægtig. Sangen er her live fra en koncert i Rockpalast i Tyskland i 1978.

Men en tendens var tydelig særligt set sammen med det efterfølgende album, nemlig en bevægelse fra ren artrock og progrock til spændingsfeltet mellem artrock og mainstream hardrock i stil med fx The Who eller Bruce Springsteen som han lød dengang. Som ung var Gabriel meget optaget af soul som fx Otis Redding og siden af The Who – en tilbøjelighed han ikke rigtig kunne udtrykke i Genesis. Men nu var chancen der. Her mainstream-hardrockeren Modern Love med video og det hele.

For mig var og er albummets helt stærke momenter i balladerne, her den smukke Humdrum.

Og den flotte, flotte Here Comes The Flood. For variationens skyld tager jeg ikke sangen fra Rockpalast-koncerten i 1978, men fra et juleshow som Kate Bush lavede for BBC i 1979. Den ikke helt gennemskuelige tekst handler om telepati. Gabriel havde en drøm hvor flere mennesker mentalt kunne trænge ind i en psyke og dermed skabe oplevelsen af en psykisk oversvømmelse.

For Allmusic giver Stephen Thomas Erlewine ikke albummet maxkarakter som Selling England og The Lamb, men dog 4,5 stjerner ud af 5 – og disse ret præcise ord:

Peter Gabriel tells why he left Genesis in “Solsbury Hill,” the key track on his 1977 solo debut. Majestically opening with an acoustic guitar, the song finds Gabriel’s talents gelling, as the words and music feed off each other, turning into true poetry. It stands out dramatically on this record, not because the music doesn’t work, but because it brilliantly illustrates why Gabriel had to fly on his own. Though this is undeniably the work of the same man behind The Lamb Lies Down on Broadway, he’s turned his artiness inward, making his music coiled, dense, vibrant. There is still some excess, naturally, yet it’s the sound of a musician unleashed, finally able to bend the rules as he wishes. That means there are less atmospheric instrumental sections than there were on his last few records with Genesis, as the unhinged bizarreness in the arrangements, compositions, and productions, in tracks such as the opener “Moribund the Burgermeister” vividly illustrate. He also has turned sleeker, sexier, capable of turning out a surging rocker like “Modern Love.” If there is any problem with Peter Gabriel, it’s that Gabriel is trying too hard to show the range of his talents, thereby stumbling occasionally with the doo wop-to-cabaret “Excuse Me” or the cocktail jazz of “Waiting for the Big One” (or, the lyric “you’ve got me cookin’/I’m a hard-boiled egg” on “Humdrum”). Still, much of the record teems with invigorating energy (as on “Slowburn,” or the orchestral-disco pulse of “Down the Dolce Vita”), and the closer “Here Comes the Flood” burns with an anthemic intensity that would later become his signature in the ’80s. Yes, it’s an imperfect album, but that’s a byproduct of Gabriel’s welcome risk-taking — the very thing that makes the album work, overall.

Gabriel spillede Genesis-sange live, her The Lamb Lies Down on Broadway (den allersidste sang han skrev med Tony Banks) i Rockpalast 1978

Omtrent en uge efter at albummet er udsendt, drog Gabriel på en to måneders amerikansk turné – Expect the Unexpected. Her var musikerne Robert Fripp og Steve Hunter på guitar, Larry Fast og Phil Aaberg på keyboard, Levin på bas, Schwartzberg på trommer og Jimmy Maelen på percussion. Turneen sluttede den 30. april 1977. 30. august indledte Gabriel en europæisk efterårsturné med et nyt band – stadig Levin på bas, men nu fx Jerry Marotta på trommer og Sid McGinnis på guitar. Turneen kommer bl.a. forbi Tivoli i København og slutter 1. november i Gabriels hjemby Bath. I øvrigt kunne Gabriel godt spille Genesis-sange på sine turneer i 70’erne – i 1977 fx Back in N.Y.C. fra The Lamb og i 1978 The Lamb Lies Down on Broadway – selvfølgelig også fra The Lamb.

Robert Fripp og Peter Gabriel arbejder ved klaveret under indspilningen af Peter Gabriel 2

Peter Gabriel begyndte optagelsen til sit 2. solo-album i november 1977, samme måned hvor turneen sluttede. Skægt nok foregik det i et obskurt hollandsk lydstudie, Relight Studios i Hilvarenbeek, som var præcis samme studie hvor Genesis indspillede deres 2. album og 3. album efter Gabriels afgang – ja, faktisk havde Genesis lige op til Gabriels indspilning (nemlig i september og oktober) indspillet albummet “And Then There Were Three” i Relight Studios. Der må have været dårlige vibrationer i Hilvarenbeek det efterår, for både Genesis’ og Gabriels album var under standard. Jeg tror, at Gabriel simpelthen gik for hurtigt i gang efter turneen sluttede. Sangene er bare ikke gode nok. Gabriel brugte nu Robert Fripp som producer, og indspilningen forløb frem til februar 1978. Og det blev udsendt 3. juni 1978. Det skal siges at Fripp nu var kommet sig over sin introverte periode på John Bennetts Gurdjieff-skole.

Gabriel bemærker selv at der blev spillet utrolig meget Risk under indspilningen, og at de frøs:

We had a fixed time period in the studio in Holland, which we enjoyed, and were introduced to Monastic beers, which we also enjoyed! We were staying in this little house which didn’t have any central heating which we didn’t enjoy so much as it was very cold at the time.

Albummet – Peter Gabriel 2 kaldet “Scratch” efter Hipgnosis’ forside toppede som nr. 10 på albumhitlisten i Storbritannien og nr. 45 i USA.

Peter Gabriels 2. soloalbum – kaldet 2 eller Scratch – udkom i juni 1978

Scratch fortsætter stilen fra Car ved at lægge sig i spændingsfeltet mellem artrock og mainstream-rock. Det positive ved albummet er at det virker langt mere fokuseret og konsistent end Car. Det negative er at sangene er for svage. Side 1 er rimelig, omend under standard Gabriel. Side 2 er direkte ligegyldig. Jeg kan høre én god sang på albummet – balladen Mother of Violence – som Peter Gabriel skrev sammen med sin hustru Jill – og sjovt nok i en stil der virker noget mere tilbageskuende end fremadskuende.

Åbningssangen On The Air har da energi og en anelse tidssvarende new wave-kant, men er først og fremmest mainstream-rock med gang i den.

Sangene D.I.Y. og A Wonderful Day in a One-Way World kan også lige gå an. Ellers er det småt med snapsene.

Den mest interessante sang på Scratch er Exposure, et interessant artfunk-eksperiment lavet sammen med Levin samt Fripp der bl.a. bruger en særlig guitar-teknik, “frippertronics“, hvor guitarlyden loopes i en båndmaskine og dermed får nogle særlige effekter. Fripp og Gabriel forsøge at lade deres guitar og vokal køre kontrapunktisk i forhold til hinanden.

Stephen Thomas Erlewine har for Allmusic denne ret nådige beskrivelse:

The pairing sounds ideal — the former front man of Genesis, as produced by the leading light of King Crimson. Unfortunately, Peter Gabriel’s second album (like his first, eponymous) fails to meet those grandiose expectations, even though it seems to at first. “On the Air” and “D.I.Y.” are stunning slices of modern rock circa 1978, bubbling with synths, insistent rhythms, and polished processed guitars, all enclosed in a streamlined production that nevertheless sounds as large as a stadium. Then, things begin to drift, at first in a pleasant way (“A Wonderful Day in a One-Way World” is surprisingly nimble), but by the end, it all seems a little formless. It’s not that the music is overly challenging — it’s that the record is unfocused. There are great moments scattered throughout the record, yet it never captivates, either through intoxicating, messy creativity (as he did on his debut) or through cohesion (the way the third Peter Gabriel album, two years later, would). Certain songs work well on their own — not just the opening numbers, but the mini-epic “White Shadow,” the tight “Animal Magic,” the tense yet catchy “Perspective,” the reflective closer “Home Sweet Home” — yet for all the tracks that work, they never work well together. Ironically, it holds together a bit better than its predecessor, yet it never reaches the brilliant heights of that record. In short, it’s a transitional effort that’s well worth the time of serious listeners, even it’s still somewhat unsatisfying.

Turneen begyndte den 10 . juni – få dage efter Scratch – var lanceret og kørte frem til juleaftensdag 1978. Musikere var Fripp og McGuiness på guitar, Levin på bas, Marotta på trommer, Fast på keyboard og Timmy Capello på keyboard og sax.

Gabriel fotograferet af Clive Arrowsmith i 1978

De meget eksperimenterende albums

Nu kom Peter Gabriels guldalder som solist i form af en serie fantastiske albums med stærke sange og vellykkede soniske eksperimenter. Det første af disse albums – Peter Gabriel 3 – blev måske hans mest vigtigste og mest provokerende. Albummet kostede en pladekontrakt. Gabriels amerikanske distributør – Atlantic Records og dets stifter og chef, Ahmet Ertegun – tænkte at Gabriel var blevet gal da de hørte albummet og sparkede ham ud. Det skal siges at Atlantic hurtigt kom på bedre tanker da de opdagede hvordan publikum modtog PG 3, så Atlantic fortsatte samarbejdet med Peter Gabriel da det næste album skulle udsendes.

Peter Gabriel 3 skulle nemlig vise sig at blive Gabriels kunstneriske og kommercielle gennembrud som solist. Det er et mesterværk, mindst på højde med Genesis’ bedste albums med Gabriel – Selling England og The Lamb. Men Peter Gabriel 3 skulle blive musikhistorisk vigtigere end de bedste Genesis-albums. Albummet betragtes i dag som en af de store katalysatorer i pop og rock-musikken, altså albums, der sætter vigtige spor i den efterfølgende musik ligesom fx Marvin Gaye’s album What’s Going On fra 1971 eller Bruce Springsteens Born To Run fra 1977. Peter Gabriel 3 er et 70’er-album, indspillet i 70’erne, men når man hører det i dag, lyder det umiskendeligt som et 80’er-album – måske fordi det i så enestående grad var en inspiration til 80’ernes musik og produktion.

Peter Gabriel 3 er milevidt bedre end Peter Gabriel 2. Måske er hemmeligheden bag forbedringen at Gabriel denne gang var forberedt. Gabriel gik i gang med at indspille 2’eren i november 1977 – samme måned hvor han afsluttede sin turné efter 1’eren. Denne gang var der et halvt år imellem at Gabriel afsluttede sin turné efter 2’eren (i julen 1978) til indspilningen af 3’eren gik i gang i sommeren 1979. Gabriel havde nu tid til at skrive sange og tænke over hvad han ville, og hvordan han opnåede hvad han ville. En nøgleperson i tilblivelsen var nok den 26-årige Dave Gregory, der var blevet guitarist i det det eksperimenterende og intelligente new wave-popband XTC. Gregory var fan af Genesis og Peter Gabriel der til gengæld var fans af XTC. I sommeren 1979 indspillede XTC albummet Drums and Wires i Richard Bransons lydstudie Town House i London med den 24-årige producer Steve Lilywhite og lydteknikeren Hugh Padgham. Lilywhite og Padgham kunne noget med trommelyd, hvilket kan høres i Making Plans for Nigel, den mest kendte sang fra Drums and Wires (sunget af sangens komponist, bassisten Colin Moulding), og en sang som Gabriel hørte og blev fængslet af.

Det var sådan noget, den 29-årige Gabriel kunne tænke sig at arbejde henimod, skarp, fængende musik med new wave-overtoner og lydlige innovationer, så Lilywhite blev albummets producer, Padgham dets lydtekniker, og Gregory en af guitaristerne. Indspilningen af albummet gik så i gang i sommeren 1979 i et mobilt lydstudie sat op ved Gabriels hjem i Bath, England. En anden faktor var det såkaldte Computer Music Instrument, forkortet CMI, forhandlet af det australske firma Fairlight. Fairlight CMI var i 1979 helt nyudviklet af Fairlight-firmaets grundlæggere Kim Ryrie og Peter Vogel. Instrumentet var endnu ikke i brug i musikken, men den dengang bare 24-årige Vogel – den primære udvikler af maskinen, tog simpelthen instrumentet med til Gabriels hjemmestudie i sommeren 79. Gabriel og lydfolkene blev så benovet over mulighederne i Fairlight CMI at de straks tog det i brug i den uge Vogel var i Bath, selvom apparatet dengang var hundedyrt.

Opfinderen af Fairlight CMI, australieren Peter Vogel, præsenterer her sin opfindelse for Peter Gabriel. Foto Larry Fast

Det Fairlight CMI kunne var at optage en hvilken som helst lyd, omsætte lyden til et digitalt spor optaget på en floppydisk, sætte disken i CMI’en og så kunne man spille på lyden med tangenterne. Man kan altså blæse i et klokakrør eller optage lyden af et træ der knækker og så spille på lydene i en synthesizer. Processen kaldes også “sampling“, et udtryk udviklet af Ryrie og Vogel. Det splinternye Fairlight CMI gav dermed helt nye soniske muligheder.

Peter Gabriel var den allerførste der benyttede en Fairlight CMI, verdens første sampler

Gabriel gjorde dog ikke voldsom brug af Fairlight CMI-apparatet på Peter Gabriel 3, men det gjorde han til gengæld på efterfølgeren Peter Gabriel 4. Her er et klip fra en dokumentarfilm fra udarbejdelsen af Peter Gabriel 4 hvor Gabriel præsenterer Fairlightens muligheder. Klippet har franske tekster.

Den nye kvindelige superstjerne Kate Bush (der i 1978 blev den første kvinde med et selvskrevet nummer 1 hit), havde fulgt Genesis og Gabriel med en vis sympati og deltog i indspilningen . Peter Gabriel introducerede Kate Bush for Fairlight CMI hvilket inspirerede hende lige så meget som det havde inspireret Peter Gabriel. Kate Bush blev den person der sammen med Peter Gabriel mest intenst og innovativt udforskede mulighederne i fairlighten. Keyboard-spiller Larry Fast og engineer Hugh Padgham på Peter Gabriel 3/Melt fortæller her om Kate Bush’ besøg i studiet:

Larry Fast: Everybody was falling all over [Kate Bush]. [Laughs.] I don’t know if it was Steve or Hugh—of course, they were huge fans—but it was a huge race getting out to the control room to see who would get there first to adjust her microphones or fix her headphones. She came with at least one of her brothers, sort of her family bodyguards. She was just charming, just wonderful. She did exactly what everyone hoped we’d come up with.

Hugh Padgham: I think everybody fancied her really, particularly Peter. I ended up doing some stuff with her on [Bush’s 1982 album] The Dreaming. Anyone involved in the sound of Peter’s album she wanted as well. She was as much star-struck by him as he was with her. She was literally, musically speaking after that, trying to become the female version of Peter Gabriel, I think.

Kate Bush og Peter Gabriel fotograferet sammen i Richard Bransons studie Town House i London hvor albummet blev færdigindspillet og finpoleret

Foruden at gøre brug af Jerry Marotta på trommer hyrede Gabriel sin gamle kollega i Genesis, Phil Collins, på et par sange. Gabriel gav både Marotta og Collins den begrænsning at hi-hat og bækkener ikke var tilladt på albummet. Collins ønskede mere fylde på sin trommelyd som kompensation, særligt i sangen Intruder som han udviklede et meget enkelt trommemønster til. Collins, Lilywhite og Padgham arbejdede videre på trommelyden på XTC’s Making Plans for Nigel og udviklede sammen effekten “gated reverb” hvor der ligesom lukkes hurtigt ned for trommelyden lige efter slaget med en eksplosiv lyd til følge. Collins blev så glad for lyden at han valgte Padgham til at være sin co-producer på Collins’ første soloalbum i 1981, og lyden blev gentaget i slutningen af gennembrudshittet In The Air Tonight. Derefter kom lyden til at fylde meget i 80’ernes produktioner, fx på Bowies storhit Let’s Dance i 1983.

En Chapman stick som Levin gjorde hyppig brug af

Efter min mening er det ikke Fairlight CMI og gated reverb-effekten der er det mest skelsættende ved Peter Gabriel 3. Det er måden Gabriel går ned i mørket og uhyggen på i såvel tekst som musik. Første sides sange handler om det indre mørke, om forskellige former for psykopatologi, mens side 2 handler om det ydre mørke, sociale og politiske misgreb som militarisme, fremmedfrygt, behandlingen af psykisk syge, apartheid-systemets overgreb mod politiske fanger – om man vil, det “socio-patologiske”. Så det blev et meget politisk – man kunne næsten sige politisk korrekt – album. Men det var før det politisk korrekte og virtue signalling blev mondænt. Gabriel vovede noget.

Samtidig var der udstrakt brug af trommemaskiner og en høj, klar trommelyd og Levins fine, næsten boblende bas fx når han gjorde brug af den såkaldte Chapman stick som Levin var en foregangsmand i brugen af. Dog var Tony Levin optaget af andre forpligtelser, da Peter Gabriel 3 skulle indspilles, så han medvirker på meget lidt. I stedet benytter Gabriel primært den skotske bassist John Giblin (som også Phil Collins samtidig brugte på sine to første solo-albums), og som senere blev bassist i Simple Minds.

Rytmen, ikke sangstemmen, ikke klaver-eller guitarakkorder, men rytmen, pulsen, blev nu det bærende i musikken. Særligt tydeligt i sangene Intruder, der indleder Peter Gabriel 3, og det afsluttende nummer Biko. Kombineret med brugen af skærende guitarlyde af fx Robert Fripp, Dave Gregory fra XTC og Paul Weller fra The Jam , samt Gabriels nye faste guitarist David Rhodes, usædvanlige xylofon- og vibrafon-effekter lavet af studiemusikeren Morris Pert (kendt fra bl.a. Phil Collins’ fritidsband Brand X) og Gabriels mærkelige stammeskrig i baggrunden gav en sær fornemmelse af at gå ned i noget mørkt, primitivt, pulserende og oprindeligt, men på en raffineret måde. Resultatet blev mørkt, skræmmende, vredt og samtidig melodiøst med en klar new wave-fornemmelse i mange sange. Peter Gabriel 3 eller Melt er i krydsfeltet mellem artrock og avantgardepop baseret på rytme.

Men det måske mest slående og interessante er hvordan Peter Gabriel træder frem som det han selv kalder “soundsmith”, lydsmed. På Melt bygger han usædvanlige lydlandskaber op som både formidler en stemning og en fortælling der mindst er ligestillet med ordenes fortælling og sangens komposition.

Jeg har fundet et interview om tilblivelsen af albummet der fortæller at PG 3/Melt er det første album hvor Gabriel faktisk kunne tage den kreative kontrol i produktionen, hvorimod de tidligere producere, Bob Ezrin og Robert Fripp havde langt mere personlig styring end den producer Steve Lilywhite og engineer Hugh Padgham tog.

Larry Fast: What was really important with Steve and Hugh is they could facilitate Peter’s ideas—they could gently point out, as many of us would when something wasn’t so practical. But sometimes radical thinking: It’s not like doing surgery; it’s making records. So why not try it? Why not try to be creative? They gave Peter the space to be Peter. That was so important, and they were also able to help him make an idea even better. The third one was where Peter really hit his stride.

Steve Lillywhite: Peter was enjoying the energy of what we were doing. If we took it to five, he’d say, “No, push it to 10.” It was a real art school project.

Peter Gabriels 3. soloalbum – kaldet 3 eller Melt – udkom i maj 1980. Melt er Peter Gabriels første nr. 1-album

Om albummet siger Gabriel selv:

I think that the third album was quite important for me in terms of really having a defining sound and the band coming through. It was the first record where I was clearly doing something different from what other people were doing.

Albummet blev færdigindspillet i efteråret 1979, men udkom først den 30. maj 1980 måske pga. udgivelsesproblemerne. Som nævnt ville Gabriels amerikanske udgiver, Atlantic Records, ikke udgive albummet, der var alt for eksperimenterende og politisk, så det blev Mercury Records der overtog den amerikanske lancering. Trods Atlantic Records’ kvababbelser blev Melt en stor kommerciel succes – nr. 1 i Storbritannien og nr. 22 i USA. Sidstnævnte placering var faktisk bedre end Genesis nogensinde havde opnået i USA da Gabriel var forsanger.. Dog skal det siges at Genesis-albummet “Duke” på samme tid (1980) gik ind som nr. 1 i Storbritannien og nr. 11 i USA. Førstesinglen “Games Without Frontier” gik endda ind som nr. 4 i Storbritannien, Gabriels første topti-hit. Gabriels storhit fra 1986, Sledgehammer, blev også nr. 4 i Storbritannien.

Games Without Frontiers er tilsyneladende et af albummets muntreste og letteste sange, men det beror på en særlig ironi. Sangens tema er et fransk tv-show kaldet “Jeux sans Frontiers“, som jeg husker fra tysk tv i min barndom – Spiele ohne Grenzen – hvor hold fra forskellige nationer iklædt fjollede kostumer bekriger hinanden på obskure baner. Gabriel lader dette tema pege videre frem til både børneuniversiet og leg samt voksenpolitikkens nationalisme og militarisme. Det er i bund og grund en anti-krigs-sang. Kate Bush indsang strofen “jeux sans frontiers” med sin lyse, uskyldige stemme hvilket er både catchy og uhyggeligt. Det er en sang om barnlighed og vold.

Det uhyre interessante er hvordan lydlandskabet understøtter og underbygger sammenstødet mellem det uskyldige og det ildevarslende. Steve Huey har i Allmusic en brillant beskrivelse og forståelse:

One of the highlights of Peter Gabriel’s masterful third eponymous album, “Games Without Frontiers” nearly became his second Top 40 solo hit in 1980, thanks in part to its unsettling video clip. Its visual qualities matched the mood of the song, which blended childlike innocence with sinister atmosphere.

The lyrics concern a multi-ethnic group of children playing what sounds like a high-stakes sort of war game; Gabriel seems to be commenting on war and international diplomacy as being just like a children’s game, not quite real to the people involved, nothing but “dressing up in costumes, playing silly games/Hiding out in treetops, shouting out rude names.” Plus, it’s even more chilling to imagine these children already in touch with the hostile, darker side of their nature, able to engage in “war without tears.” The music is a tug of war between those contrasting sensibilities.

“Games Without Frontiers” opens with a textural, angular, sliding guitar, which hangs in the air over a deliberate, partly electronic percussion figure and a halting, off-kilter bass line. Kate Bush enters with the song’s eerie, haunting chorus hook, sung in French (“jeux sans frontières”), as more guitar figures interlock in the background. It’s already an odd mix of sounds when Gabriel enters, delivering the verses in a squared-off, militaristic cadence, but without evoking anger or aggression — it might even hint at whimsy if it weren’t couched in such a dark sonic environment.

As the song hits the pre-chorus, the synthesizers take an expanded role in the arrangement and the whole thing suddenly bursts into a singsong, carefree, whistled melody. Gabriel follows it with an equally catchy melodic line, although the descending bass line underneath prevents it from sounding too bright and childlike. The chorus has a dour feeling, and Gabriel brings the tone back to the dark side with the line: “If looks could kill/They probably will in games without frontiers/War without tears.” Bush repeats her ethereal, sighing, almost alien line, and the process begins all over.

Toward the end of the song, the majority of the instrumentation behind Bush’s vocals drops out, leaving only synth noises and interlocking electronic percussion figures. The whole effect is creepy yet sonically inventive, from the detailed arrangement to the way the melodies and rhythms contribute to the mood.

Overall, it’s one of the finest moments preceding Gabriel’s commercial breakthrough in the mid-’80s.

Peter Gabriels interesse for både sammenstødet mellem og sammenvævningen af uskyld og forbrydelse, af barnlighed og vold, går langt tilbage til Genesis’ allerførste mesterstykke – The Musical Box – fra 1971 – hvor en lille pige, der spiller kroket med en lille dreng, pludselig myrder drengen med sin kroketkølle, hvorefter drengens spøgelse besætter en spilledåse der forsøger at forføre den lille pige i skikkelse af en gammel, liderlig mand. Tematikken – barnlighed og forbrydelse – inspirerede til titlen på albummet med The Musical Box, nemlig “Nursery Cryme”.

Særligt tre sange, der alle udforsker en jeg-fortællers meget alvorlige psykiatriske udfordringer, bliver afsæt for nogle stærkt eksperimenterende soniske landskaber der udforsker mørket i fortællerens fremmedhed.

Velkommen ført Melt-albummets gladeste karakter, den klamme, voyeuristiske indbrudstyv. “Intruders happy in the dark”, som Gabriel synger på Intruder. Der er en næsten hitchcocksk stemning over sangen. Phil Collins spiller trommer, og det var til denne sang, at gated reverb-trommelyden blev udviklet for at give den ildevarslende, dystre og suggestive trommelyd en oplevelse af eksplosion der ligesom lykkes inde. Jeg husker jeg hørte Intruder i P3 først i 80’erne og fik et mindre chok pga. lyduniversets anderledeshed. Nummeret bæres af Phil Collins’ enkle, dunkende trommemønster og Gabriels lavmælte, intense vokal og den generelle atmosfære af suspense og uhygge som Gabriel selv nævner er inspireret af Hitchcocks komponist, Bernhard Herrmann.

Alt er gennemført i Intruder. Vokalens formørkede, usunde lidenskabsløshed, de skarpe, pludselige lyde af knirkende metal, baggrundskoret optaget elektronisk forvrænget, de ubønhørlige, majestætiske trommer, Morris Perts højest ejendommelige og uventede xylofon-solo. Indbrudstyven nyder sin urørlighed og magt og anderledeshed, hans indbrud i det hjemlige, det velkendte, der hensætter os i afmagt og frygt. Hvor mange opfatter indbrudstyven som en karakter der ikke vil opdages, så vil denne indbrudstyv netop opdages. Han vil beængste, skræmme, intimidere, undergrave. Det er langt vigtigere end at undgå at fanges. Alt dette fremgår i lige kraftig grad af selve sangen, af teksten og af det soniske landskab det hele foregår i.

Intruder er track 1. Den næste sang, track 2, er No Self Control der også blev albummets andensingle efter Games Without Frontiers, men med langt mindre kommercielt potentiale, men som langt bedre beskriver albummets mørke og eksperimenterende lyd. Sangen handler om depression. Også her medvirker Kate Bush på kor, dog næsten ikke hørligt, og med Phil Collins’ markante, rullende trommer. Man kan bemærke sig David Rhodes’ og Robert Fripps meget eksperimenterende guitarer og Morris Perts monotone marimba-mønster i verset der på en gang giver stabilitet og uro til sangen.

Lydlandskabet er højest interessant pga. sammenkoblingen af ro og uro, af balance og ubalance, af en catchy appellerende melodi og et højest udfordrende sonisk arrangement. Det hele stritter – Kate Bush meget kølige baggrunds-vokal sat op imod Collins’ helt ustyrlige trommespil der næsten vælter ned over sangen og så forsvinder. Idet omkvædet kommer, kommer en helt ny sound – ret pompøse guitar-riffs med en klart new wave-præget tone i det stadige “No Self Control”.

No Self Control kunne handle om den selvsamme psykologisk udfordrede forbryder som Intruder gør, men hvor Intruder betoner forbryderens kulde, kontrol og magt, så betoner No Self Control hans afmagt, hans fortabthed, hans indre stress:

You know I hate to hurt you

I hate to see your pain

But I don’t know how to stop

I don’t know how to stop

Street after street

Night after night

I walk on through the rain

I walk on through the rain

I don’t know how to stop

I don’t know how to stop

Det særlige ved No Self Control var elimineringen, fravalget af instrumentering. Steve Lillywhite fortæller at det var som at være billedhugger – at sidde med en kompakt blok og så hugge væk. For at citere Lilywhite:

That song originally had drums and everything—every sound you hear at any point—on the multi-track all the way through. When we mixed it, we sculpted it. It was like, “Let’s take as much out as we can to make it sound good at the beginning.” So we took everything out and left just the marimba and Phil Collins’ live bass drum, which we gated so you couldn’t hear the rest of the drum kit. [Laughs.] We did about 20 or 30 seconds of the song at a time, with Hugh Padgham at the back of the control room with his headphones on, editing it to the bit before. But we never listened to it—we just trusted him that he did the edit right. I sat at the mixing desk getting the next bit, going, “OK, what should we do now? Let’s do this. Let’s bring in that.” I remember we spent the whole night doing the mix. For the big playback at the end, we brought people in from outside because we knew we had something great. It was like a sculpture. The whole time we recorded it, it had been this big, solid rock. It absolutely came to its beauty in the mix. It was fantastic. Everyone who listened to it was like, “Oh, my god.” That was the song everyone loved, loved, loved at the time.

Særligt interessant bliver det når Gabriel kombinerer sit udfordrende lydbillede med den gode melodi med popkvaliteter som her i I Don’t Remember. Bemærk Gabriels stammeskrig og Tony Levins tykke baslyd lavet med en Chapman stick. Sangen blev ikke et kæmpehit som single, men lå dog på Top 75 i 4 uger hvilket er godt gået af så ukommerciel en sang.

For mig hører track 1 og track 2, Intruder og No Self Control, naturligt sammen med track 9, Lead a Normal Life, hvor jeg-fortælleren er endt på et psykiatrisk hospital og underfortæller hvordan der er på stedet. Men lydbilledet fortæller hele historien. Teksten dukker op som en lille ø midt i et meget forunderligt lydlandskab hvor tomheden taler:

It’s nice here with a view of the trees

Eating with a spoon?

They don’t give you knives?

‘Spect you watch those trees

Blowing in the breeze

We want to see you lead a normal life

Larry Fast: “Lead a Normal Life” was built by subtracting things until there was virtually nothing left but the essence of the song: a single piano line and a little wispiness. If you heard the original rhythm track, you’d recognize it was the same song melodically, but it’s hard to believe the transformation.

There was a big band recording. I don’t remember if everybody was live on it, but it was a huge Phil Collins drum [piece], with Morris Pert on percussion, a full bassline. Linearly, it’s all there. I have reference mixes over the four or five months that this album was going, and each one becomes more sparse. It’s the exact opposite of what most bands do, and that’s one of those creative Peter things that was facilitated by the team around him—by Hugh and Steve and me throwing in my ideas. Peter kind of led the transition: “What would it sound like if we took this out?” Until there was almost nothing left.

Steve Lillywhite: “Lead a Normal Life”: Oh, my god! Incredible. The second U2  album had the song “October” on it, and it has a similar sort of feel. It really gets you, that stark thing. When I listen to this, it’s like I’m in a mental hospital. That’s what you want from a record, isn’t it? To paint a picture that’s just mind-blowing.

Måske den flotteste sang – men her ligger det flotte mere i teksten, melodien og arrangementet end i det soniske landskab – er fra den psykopatologiske side 1. På “Family Snapshot” hører vi om en mands trang til at forevige det perfekte øjeblik og få sit livs snapshot af en særlig begivenhed. Men det viser sig at dette snapshot ikke er et fotografi, men et snigmord. Historien er inspireret af Arthur Bremers dagbog “An Assasin’s Diary” fra 1973. Bremer ønskede at skyde præsidentkandidaten, guvernør George Wallace, men det lykkedes ham i maj 1972 kun at gøre Wallace til krøbling. Bremers motiv var ikke politisk; han søgte berømmelsen – ligesom Mark Chapman der senere det år, 1980, skød og dræbte John Lennon. An Assasin’s Diary inspirerede i øvrigt også Martin Scorsese til dennes berømte film Taxi Driver (1976).

Melts måske kendte og mest indflydelsesrige sang er Biko (fra albummets “sociopatologiske” side) her i en live-udgave sunget sammen med Sting ved et Amnesty-arrangement i Chile. Sangen handler om en historisk skikkelse, den sorte anti-arpartheids-aktivist Bantu Stephen Biko, der blev arresteret af sydafrikansk politi i 1977, tævet sønder og sammen og kort efter døde af en hjerneskade pga. slagene. Bikos død lå dengang ikke særligt langt fremme i den vestlige opinion, men sangen var med til at give opmærksomhed på Biko og apartheid-regimets undertrykkelse. Sangen er i sig selv primitiv, men alvorlig, manende og hypnotisk. Biko blev ikke et kæmpehit dengang, men kom dog på hitlisten som nr. 38 og er siden blevet en tidløs klassiker.

Biko er ikke en sang med et komplekst musikalsk udtryk i hverken harmoni, melodi eller struktur. Her er den uendelig primitiv. Den bærer en følelse – en følelse af solidaritet, indignation og støtte til oprør. Langsomt bygger den op til et krigsråb båret af den hypnotiske, pseudo-afrikanske rytme og en tekst der er umådelig kondenseret og krystallinsk præcis. Omkvædet er så utroligt enkelt:

Oh Biko, Biko, because Biko

Oh Biko, Biko, because Biko

Yihla moja, yihla moja

The man is dead The man is dead

De tre ligeledes fire-linjede og meget korte vers kører sangens udvikling. Alle vers handler om Gabriels reaktion på Bikos død. Første vers er så rørende nøgternt at man næsten fryser. Andet vers tilsvarende røret, men emotionelt og fortvivlet. Sidste vers er manende, det appellerer til oprør.

Først det nøgterne vers der rapporterer lakonisk som en avis:

September ’77

Port Elizabeth weather fine

It was business as usual

In police room 619

Andet vers udtrykker fortvivlelsen over det der lige blev kaldt “business as usual”:

When I try and sleep at night

I can only dream in red

The outside world is black and white

With only one colour dead

Tredje vers udtrykker behovet for at gøre oprør over den situation:

You can blow out a candle

But you can’t blow out a fire

Once the flames begin to catch

The wind will blow it higher

Så kan en politisk sang ikke artikuleres kortere, klarere eller mere manende.

Der er skrevet akademiske afhandlinger og artikler om lige præcis denne sangs evne til at gøre en politisk forskel. Her er et abstract fra en af disse.

This paper explores various readings of “Biko” by Peter Gabriel in an attempt to understand the extraordinary political impact of the song. The song did more than simply act as a vehicle for reflecting Gabriel’s thoughts and feelings: it brought about awareness and also challenged and ultimately changed people’s lives. It is argued that “Biko” by Peter Gabriel is not simply a political rally song with an ability to facilitate “collective identity formation” (Eyerman and Jamison) but a protest song able to intersect with the political consciences of audience members.

(The Eyes of the World Are Watching Now: The Political Effectiveness of “Biko” by Peter Gabriel – af Michael Drewett, 2007)

Her er Stephen Thomas Erlewines beskrive af Peter Gabriel 3 “Melt”:

Generally regarded as Peter Gabriel’s finest record, his third eponymous album finds him coming into his own, crafting an album that’s artier, stronger, more song-oriented than before. Consider its ominous opener, the controlled menace of “Intruder.” He’s never found such a scary sound, yet it’s a sexy scare, one that is undeniably alluring, and he keeps this going throughout the record. For an album so popular, it’s remarkably bleak, chilly, and dark — even radio favorites like “I Don’t Remember” and “Games Without Frontiers” are hardly cheerful, spiked with paranoia and suspicion, insulated in introspection. For the first time, Gabriel has found the sound to match his themes, plus the songs to articulate his themes. Each aspect of the album works, feeding off each other, creating a romantically gloomy, appealingly arty masterpiece. It’s the kind of record where you remember the details in the production as much as the hooks or the songs, which isn’t to say that it’s all surface — it’s just that the surface means as much as the songs, since it articulates the emotions as well as Gabriel’s cubist lyrics and impassioned voice. He wound up having albums that sold more, or generated bigger hits, but this third Peter Gabriel album remains his masterpiece.

Peter Gabriel turnerede med musikken fra Melt frem til oktober 1980 og gav sig så til at planlægge musikken til sit 4. studiealbum. Indspilningen hertil gik i gang i foråret 1981 og kom til at vare over et år, frem til sommeren 1982. Målsætningen var at fortsætte hvad han begyndte med Melt. Som Gabriel forklarede i et interview i Melody Maker: More electronics, unusual sounds, avoid the typical rockband sound particularly as far as drums are concerned. Gabriels far var jo elektro-ingeniør og opfinder og en af hovedudviklerne af det optiske fibernet, så Gabriel omfavnede virkelig den nye teknologi og så en pointe i at bruge teknologien til at udtrykke noget humant og organisk og ikke det inhumane som fx tyske Kraftwerk gjorde.

Samtidig var Gabriel blevet stærkt interesseret i musik og klange fra ikke-vestlige områder på kloden, fx afrikanske lyde, og det ønskede han at inkorporere. Gabriel tog mere styring på produktionen. Han blev selv hovedproducer, men fik hjælp af David Lord, der havde boet i Gabriels hjemby Bath siden 1970, var uddannet på Royal Academy for Music, havde arbejdet som producer for BBC og nu i 1981 havde produceret Tears for Fears første single. Gabriel fik en lade i sit hjem Ashcombe House nordøst for Bath ombygget til et hjemmestudie, og her arbejdede Gabriel og Lord. Studiet blev faktisk etableret samtidig med indspilningen, så der var et vist overlap med et mobilt lydstudie ved siden af Ashcombe House.

Ashcombe House, Peter Gabriels hjem siden 1978, får et hjemmestudie

Musikerne var nu ved at være indarbejdede. Jerry Marotta på tommer, Tony Levin på bas, David Rhodes på guitar, Larry Fast på synthesizer og Morris Pert på percussion. Pudsigheder er at hustruen Jill Gabriel medvirker i koret på San Jacinto, og at Gabriels gode ven, Peter Hammill, tidligere forsanger i Van Der Graaf Generator der også hørte inde under Charisma Records og spillede mærkelig musik ligesom tidlig Genesis, sang i koret på flere sange og klaver på andre sange. Albummet er en af de første der var fuldstændig digitalt optaget og mixet – på et Sony PCM-1610 digital 2-track – og kan vel beskrives som en lysere udgave af Melt med langt mindre mørke og bid, men stadig baseret på pulsen og noget primitivt og med masser af eksperimenteren – nu ved at tilsætte betragtelige elementer af den såkaldte world music – eller rettere world-beat – som er world music i forening med vestlig rock – og med et ordentligt skud Fairlight CMI som nogle vil mene var en overdosis. Det var et udgangspunkt for Gabriel at begynde forfra, undgå konventionerne. Alle forprogrammerede rytmer i rytmebokse og trommemaskiner blev slettet, og alle eksisterende lyde i samplerne såsom Fairlight CMI’en blev også fjernet. Så meget som muligt skulle være originalt. Pop, dansemusik, artrock, gigh-tech og world-music blev smeltet sammen i en helt ny organisk syntese med rytmen, pulsen, følelserne og det globale i centrum.

Rygtet fortæller at det nye album en overgang havde 18 sange i talrige versioner og 7 timers musik som langsomt blev kondenseret.

Man kan bemærke sig at samarbejdet med Robert Fripp er ophørt. Fripp rekonstruerer sit gamle band, King Crimson med den fremragende gamle Yes-trommeslager Bill Bruford på trommer, Tony Levin på bas og en tidligere guitarist for Zappa og for Bowie (på Lodger) Adrian Belew på sang og sekundær guitar. 1980’ernes King Crimson laver ikke prog-rock som det gamle King Crimson, men et eksperimenterende mix af new wave og artrock.

Larry Fast har her fotograferet David Rhodes i kontrolrummet i studiet i Ashcombe House

En pudsighed: Peter Gabriels hustru Jill havde en affære med albummets co-producer David Lord. Gabriel fortæller selv i sin selvbiografi hvordan Jill og David lod sig kronrage som bod. Men utroskaben var kulminationen af et anspændt parforhold, der medførte at Peter og Jill lod sig skille i 1987. Hvornår Jill Gabriel og David Lord præcis havde deres affære, ved jeg ikke, men det er interessant at flere sange har de temaer som de har – fx jalousi i Shock The Monkey) og det absurde i vielsen (i The Family and the Fishing Net).

Light creeps through her secret tunnels
Sucked into the open spaces
Burning out in sudden flashes
Draining blood from well-fed faces
Desires form in subtle whispers
Flex the muscles in denial
Up and down its pristine cage
So the music, so the trial
Vows of sacrifice, headless chickens
Dance in circles, they the blessed
Man and wife, undressed by all
Their grafted trunks in heat possessed
Even as the soft skins tingle
They mingle with the homeless mother
Who loves the day but lives another
That once was hers
The worried father, long lost lover
Brushes ashes with his broom
Rehearses jokes to fly and hover
Bursting over the bride and groom

Sangen slutter:

And the talk goes on
Memories crash on tireless waves
The lifeguards whom the winter saves
Silence falls the guillotine
All the doors are shut
Nervous hands grip tight the knife
In the darkness, till the cake is cut

Passed around, in little pieces
The body and the flesh
The family and the fishing-net
And another in the mesh
The body and the flesh

Gabriel har også sagt dette om temaet i The Family and the Fishing Net: “What you see above the water is two people getting married. But beneath the water are the tentacles of two larger, dominant organisms which are the families making connection through those two particular tentacles. But we never observe and recognize that.”

Peter Gabriel 4 – i dag ofte kaldet “Security” – udkom den 10. september 1982 og røg ind som nr. 6 i Storbritannien og nr. 28 i USA – dvs. ikke med helt den samme kommercielle succes som Melt.

Peter Gabriels 4. soloalbum – kaldet 4 eller Security – udkom i september 1982.

Security er et eminent album. Helt uden sidestykke. En dybt original syntetisering af verdensmusik, avanceret teknologi og intelligent og eksperimenterende poprock. Jeg mener ikke der er én eneste svag sang på dette nytænkende, udfordrende og inviterende album.

Stephen Thomas Erlewine giver kun Security 3 ud af 5 stjerner, dvs. mindre end Peter Gabriel 2 – Scratch. Det mener jeg er skudt helt ved siden af. Security har langt stærkere sange end Scratch og er betydelig mere interessant. Personligt synes jeg at Security er endnu et mesterværk der næsten er på højde med Melt. Erlewines beskrivelse af Security er dog ikke helt upræcis:

Security — which was titled Peter Gabriel everywhere outside of the U.S. — continues where the third Gabriel album left off, sharing some of the same dense production and sense of cohesion, yet lightening the atmosphere and expanding the sonic palette somewhat. The gloom that permeates the third album has been alleviated and while this is still decidedly somber and serious music, it has a brighter feel, partially derived from Gabriel’s dabbling in African and Latin rhythms. These are generally used as tonal coloring, enhancing the synthesizers that form the basic musical bed of the record, since much of this is mood music (for want of a better word). Security flows easily and enticingly, with certain songs — the eerie “San Jacinto,” “I Have the Touch,” “Shock the Monkey” — arising from the wash of sound. That’s not to say that the rest of the album is bland easy listening — it’s designed this way, to have certain songs deliver greater impact than the rest. As such, it demands close attention to appreciate tone poems like “The Family and the Fishing Net,” “Lay Your Hands on Me,” and “Wallflower” — and not all of them reward such intensive listening. Even with its faults, Security remains a powerful listen, one of the better records in Gabriel’s catalog, proving that he is becoming a master of tone, style, and substance, and how each part of the record enhances the other.

Security indledes af The Rhythm of the Heat som er programmatisk for albummet. Sangen er dedikeret til afrikanske rytmer, eller rettere, til afrikansk trommedans. Den schweiziske psykiater C.G. Jung fortalte i sit essay “Symbols And The Interpretation of Dreams” om en hændelse han havde haft i 1925 i Østafrika. Jung stødte i Sudan på en gruppe Bari-dansere og -trommeslagere der udførte en trommedans for at byde ham velkommen. Jung blev først begejstret og siden rædselsslagen over at komme i en trance der fik “den vilde i os” frem. Gabriel skrev sin sang på basis af denne fortælling, og den begyndte da også med titlen “Jung in Africa”. Men med den modsatte pointe end Jungs, nemlig at det var livgivende netop at hengive sig til trancen for at få “den vilde i os” frem.

Musikken begynder med en hypnotisk etnisk trommelyd og indledes med dystre, dramatiske Fairlight-toner. Det er lavmælt, anspændt, lidt creepy, men også dramatisk. Suspense. Musikken er melodisk, men også manende og fremmedartet.

The rhythm is below me
The rhythm of the heat
The rhythm is around me
The rhythm has control
The rhythm is inside me

Stille bygger dramaet op, efterhånden som rytmen besætter.

‘m showered with the dust
The spirit enters into me
And I submit to trust
Smash the radio
No outside voices here
Smash the watch
Cannot tear the day to shreds
Smash the camera
Cannot steal away spirits

Sangen slutter med The rhythm has my soul i noget, der minder om et skrig efterfulgt af en hæsblæsende sekvens spillet på ghanesiske trommer af det afrikanske Ekome Dance Company. Vi er gået fra suspense til ekstase. Dermed er temaet sat for albummet. Udforskningen af både rytmen og pulsen og det helt fremmedartede og besættende. Vi er helt hinsides almindelig pop og rock.

Securitys hovedsingle var Shock The Monkey, et meget repetitivt dansenummer der ligesom The Rhythm of the Heat spiller på det dybeste primitive i det moderne menneske. I øvrigt var det ikke Gabriels valg at gøre det til førstesinglen, da han ikke syntes sangen var repræsentativ for albummet. Gabriels oprindelige tanke var at lave sangen lidt i Tamla Motown-stil i musik og tekst, men gled lidt under udarbejdelsen til noget mere worldbeat og eksperimenterende. Shock The Monkey blev et dansehit først i 80’erne, og spilles stadig. Men Shock The Monkey er på ingen måde en typisk 80’er-dansesang.

Aben i sangen er symbol på jalousi, som er sangens egentlige tema – altså at jalousi vækker ens dybeste instinkter. Da albummet kom frem, fandt jeg sangen primitiv og lalleglad – overfladisk dansemusik. Det var fordomsfuldt hørt af mig. Shock The Monkey var unik på sin tid og holder stadig. og er en højest speciel kærlighedssang: There is one thing you must be sure of/I can’t take anymore/Darling, don’t you monkey with the monkey

Peter Gabriel sminket til at levere “Shock the Monkey” live.

Videoen herunder af Brian Grant er intet mindre end fremragende.

San Jacinto er et af albummets flotteste sange, men tager sin tid om at bygge op. Sangens historie stammer fra et møde med en apache-indianer som Gabriel traf på et motel i USA hvor bandet var indkvarteret under en turne. Indianeren fortalte henkastet Gabriel at hans hus brændte, og at han var lidt bekymret for sin kat. Gabriel kørte ham fluks til huset – katten overlevede – men Gabriel blev fascineret af at kun katten interesserede manden, ikke hans ejendele. De faldt i snak ud på natten, og apache-indianeren fortalte om et indvielsesritual blandt apache-indianerne. Hvis en 14-årig dreng ville anses som modig, skulle han følge en medicinmand op i bjergene og lade sig blive bidt af en klapperslange. Så forlod medicinmanden drengen der så skulle overleve og finde sin vej hjem. Det blev sangens tema sammen med kultursammenstødet mellem de indfødtes kultur og den vestlige kultur ved San Jacinto-bjerget i Californien. Strofen “Hold the line” refererer til en indfødt tro på en line der går mellem det jordiske og det himmelske, altså en forbindelsestråd til det spirituelle som vil kunne redde den forladte dreng på bjerget og redde den indianske kultur.

Bag hele sangen kører en næsten drone-agtig synthesizer-loop med marimba-lyd. Dengang jeg først hørte San Jacinto i min gymnasietid, forbandt jeg slet ikke sangen med indianere og initiation, men langt snarere med noget orientalsk, nærmest kinesisk pga- marimba-loopen.

Jeg er ikke 100 % begejstret for sangens afslutning hvor al tempo og schwung er trukket ud af sangen, og han langsomt dvæler over “Hold The Line”-linjen til de fløjtende toner af luft der pustes gennem kloakrør leveret af Fairlight CMI’en. Det virker overgjort og lader en flot sang med højde og scopus slutte næsten fladt.

I Have The Touch er en virkelig flot uptemo-poprocksang med masser af eksperimenter. I Have The Touch er et fornemt forsøg på at befrugte den umiddelbare popmusik med helt nye kanter og lyde. I Have The Touch er fængende, glad og groovy og med et fedt bas-spor. Mange Gabriel-fans slog sig på denne sang og mente han var gået i seng med fjenden.

Albummets mest fremragende sang – i al fald sammen med San Jacinto – er nævnte The Family and the Fishing Net med den morbide tekst om ægteskabets indgåelse og fuld af fascinerende lyde og forskydninger og mere komplex end man først opdager. Som jeg hører sangen, er det faktisk en klassisk “journey song” med et sæt af skiftende stemninger. Prog-rock opdateret til 80’erne. Keyboardspilleren David Sancious har beskrevet sangen således:

“It’s one of my favorites to play with him because it’s like a movie with the lyrics and the mood and everything – it’s a totally cinematic song. And there’s a lot of things that have to happen exactly on cue and a bunch of different sonic sound shifts. It was pretty interesting to put it together in rehearsal and I remember it took Peter and I together a minute to be clear on where we were coming in and where we’re not playing, but we got it together. I loved playing that song, but it was a very specific little piece of music.”

Et andet højdepunkt på dette fremragende album er Wallflower – en enkel, emotionel ballade med en meget stærk, inspireret melodi og stor lidenskab. Sangen handler om en politisk fange i Sydamerika og lider under tunge forhold i sit fængsel, men Gabriel forsøger med stor passion og mangt et “Hold on!” at indgyde fangen styrke og mod.

You may disappear
You’re not forgotten here
And I will say you
I will do what I can do

And I will do what I can do
And I will do what I can do

Wallflower er en fan-favorit, og selv om den er skrevet til og om samvittighedsfanger, står det frit for at fortolke den som støtteord til en selv, hvis man står et barskt sted i tilværelsen. Sådan er Wallflower i al fald ofte fortolket.

En pudsighed er Soft Dog på b-siden på den single hvor Shock the Monkey var a-side. Soft Dog er et ret avantgardistisk soundscape, og man forstår godt at Gabriel ikke syntes den passede ind på Peter Gabriel 4 (Security), men nummeret er et forvarsel om de udsyrede soundscapes som Gabriel skulle udvikle på sine soundtracks-albums.

Sammen med bl.a. dokumentaristen Mark Kidel og rockpromoteren Martin Elbourne tog Gabriel i 1980 initiativ til at etablere “World of Art, Music and Dance“, forkortet WOMAD, en kunstfestival der skulle omhandle og promovere alverdens musik, kunst- og danseformer. De næste par år, dvs. også de 18 måneder det tog at indspille Security, stod arbejdet på med at få etableret WOMAD. I juli 1982 løb den første WOMAD-festival af stablen med bl.a. Peter Gabriel, Simple Minds. Echo and the Bunnymen. Gabriel var hovednavnet og indledte sin koncert med San Jacinto fra Security selv om Security først blev publiceret måneden efter. Gabriel er også set som hoved-drivkraften bag festivallen, men hans egne forsøg på at gøre brug af andre kulturers kunst på en teatralsk måde har også givet kraftig kritik for at være kulturimperialisme og det der med et senere ord kaldes kulturel appropriation. På den måde er 80’ernes Peter Gabriel bestemt ikke “woke”.

Peter Gabriel ved den allerførste WOMAD-festival i 1982

WOMAD-festivallen i 1982 gav dundrende underskud af flere grunde (mangelfuld PR, dårlig logistik osv.), og reelt kunne festivallen ikke fortsætte. Da Peter Gabriel forlod Genesis, var deres manager Tony Smith, og han var stadig manager for både Genesis og Peter Gabriel. Smith gik til Genesis og spurgte om de kunne hjælpe. Den 2. oktober 1982 spillede Gabriel og Genesis derfor en reunion-koncert i Milton Keynes hvor alt overskud ved koncerten skulle gå til at dække WOMADs underskud. De to parter havde ikke øvet, og musikalsk var det vistnok ikke særligt godt, men det var heller ikke hovedsagen. WOMAD blev reddet og kører stadig som verdens største world music-festival.

Musikerne ved Genesis-reunion-koncerten i 1982 kaldet “Six of the best” (= antallet af sange) – fra venstre Mike Rutherford, Phil Collins, Daryl Stuermer, Chester Thompson, Steve Hackett, Peter Gabriel udklædt som Rael og i rødt til højre Tony Banks.

Peter Gabriels verdensturne begyndte i samme måned som reunion-koncerten med Genesis, nemlig i oktober 1982 og kørte året ud – og blev genoptaget i juli 1983 og kørte til oktober.

I juni 1983 udkom Peter Gabriels 5. soloalbum i form af et live-album med 16 sange optaget på den foregående turné – primært i 1982. Det var “Plays Live“, og jeg husker begejstringen for albummets ankomst da jeg gik i gymnasiet, bl.a. pga. albummets fornemme lydkvalitet. Live-albummets sange dækkede hele perioden Peter Gabriel 1-4.

Plays Live er Peter Gabriels 5. album og 1. livealbum – og fra juni 1983

Plays Live får 3,5 stjerner i Allmusic hvor Bruce Eder skriver:

Although he had thrived on live performance as a member of Genesis, Peter Gabriel waited until he was four albums and six years deep into his solo career — with the hit album Security and the Top 40 “Shock the Monkey” chalked up to his credit — before he took the plunge into concert recording with this album. Released as a double-LP and two-CD set (but also later in a single CD “highlights” edition, missing four songs), this is a fine summing up of the artist’s early solo years. Most of his biggest hits and key album tracks are represented in tight, inspired performances — the notes concede that some of what is here was sweetened after the fact in the studio, but the immediacy of the stage performances wasn’t lost in the process, and that emotional edge and intimacy give songs such as “Solsbury Hill,” “I Don’t Remember,” and “Shock the Monkey” a sharper, deeper resonance than their studio renditions, fine as those are. It’s that side of the performance that makes this release well worth owning, for anyone enamored of Gabriel’s voice or songs, even if nothing here wholly supplants the studio originals. And the band — Tony Levin (bass, stick, backing vocals), Jerry Marotta (drums, vocals), David Rhodes (guitar, vocals), and Larry Fast (keyboards) — is in excellent form as well. What is lacking is the cohesiveness that one might have gotten from a live album assembled from a single concert; derived from a multitude of shows, the individual songs are excellent unto themselves, but there’s little sense (or even the illusion) from song to song of any forward momentum across the album, and that might be the one major flaw here. But this is a suitable capstone to the first phase of Gabriel’s solo career, and also a peculiar one in certain respects — given the effort that obviously went into assembling the album, the packaging is almost minimalist by the standards of live albums and double albums of the era (the LP version even put both platters into a single sleeve).

Man kan få en fornemmelse af Peter Gabriel Plays Live – og hans samtidige koncerter – her. Først Rhythm of the Heat fra Security. Sangen er, for at citere Gabriel “ based on the story of Carl Jung going to Africa and becoming so mesmerized by some drums that he felt he’d lost himself and became part of this dancing mass; of a really important Western mind losing himself really in something more primitive and more instinctive. So that was quite an interesting relationship, and in the music we tried to do that as well, and it ends up in this big African drum explosion at the end with Ekome who’s a wonderful master drummer.

Her er et forsøg på at synkronisere Plays Live-optagelsen til nogle meget dårlige privatoptagelser fra Gabriels koncerter. Synkroniseringen lykkes rimeligt, men det er godt nok visuelt grimt at skue. Men man får da en fornemmelse.

I 1984 gik filminstruktøren Alan Parker til Peter Gabriel og bad ham lave lydsporet til en amerikansk film om to unge venner Al (spillet af Nicholas Cage) og Birdy (spillet af Matthew Modine) hvor Birdy, der altid har været optaget af fugle, bliver mentalt traumatiseret i Vietnamkrigen og indlægges med fantasier om at flyve væk som en fugl. Parker vil have Gabriel til at lave lydsporet til den dystre film, og Gabriel siger ja:

“I’ve always loved film music and at age seventeen I had the choice to go to the London School of Film Technique or following a career as a musician, and it was quite a difficult decision for me. Ever since, I’ve always wanted to work more in film, not so much at the acting end of it, but more in the creating side. When I had an invitation from Alan Parker to work on ‘Birdy’ that was very exciting for me. Both he and Scorsese, who I worked with on ‘The Last Temptation of Christ’, are musical directors who really care and feel the music they work with.

‘Birdy’ is not a very well known film, but I think it is very strong and has some great performances from Matthew Modine and Nicholas Cage, who’s obviously very well known now but wasn’t then. But it’s quite claustrophobic at times and very atmospheric and so it was a great opportunity to work with different textures and moods.

Musikken optages atter i Gabriels hjem, Ashcombe House i de sidste måneder af 1984. Der er en tidsfrist, fordi filmen skal ud, så Gabriel tvinges til at genbruge materiale fra især Security. Som Gabriel udtrykker det:

Birdy’ was also, because I didn’t have a lot of time and I’m notoriously slow, a chance to recycle some stuff as well as create new. I’ve always liked the opportunity to try manipulating musical ideas in different ways, and doing different things with it. This happens in classical music all the time; you get a motif and it’s developed many different ways, providing themes for several movements. It’s a normal compositional approach to try to milk what you can out of an idea, and approach it in many different ways, but in our world it’s much more normal that you stick an idea in a verse or chorus and that’ll be it.

Producerne Daniel Lanois og Brian Eno i 1984

Uden jeg ved det, har Gabriel garanteret drømt om at arbejde med musikeren og produceren Brian Eno, som Gabriel havde lokket til at hjælpe sig med lydeffekter på The Lamb Lies Down on Broadway. Eno var nemlig specialist i ambient-musik, og tanken var at lave ambient til Birdy. Men Eno var nok ikke tilgængelig. Så fik Gabriels guitarist David Rhodes en ide. Han kendte den fransk-canadiske producer Daniel Lanois der netop denne sommer havde produceret U2-albummet Unforgettable Fire sammen med Eno. Hvorfor ikke bruge Lanois? Gabriel siger:

David Rhodes introduced me to Daniel Lanois who’d started doing some interesting atmosphere records with people like Harold Budd, and that’s what I heard and invited him over to England to work on the ‘Birdy’ record, and then developed a much stronger relationship with Dan. We went on to do two other records after ‘Birdy’.

He came, in part, from the Brian Eno school of record production which is always creating unusual processing out of equipment and using it in a way totally different than it was designed to be used. Dan also introduced me to David Bottrill, or ‘the Bottrill’ as he was known at that point. I’d pictured some sort of turtle-like creature because Dan said “the Bottrill just has one bag which he carries on his back.” And he arrived in Ashcombe House one day, unannounced, and stayed for several years, and played a big part in the records that I made. “

Birdy udkom i marts 1985 og består især af ret stillestående instrumentalmusik der leverer melankolske stemninger til filmen.

Birdy er Peter Gabriels 6. album og 1. soundtrack-album og udkom i marts 1985

Allmusic giver den 4 ud af 5 stjerner – altså en stjerne mere end Security – hvilket er dybt urimeligt, og lader den få disse ord med på vejen.

Peter Gabriel’s first foray into soundtracks was for Alan Parker’s contemplative film Birdy and is a successful companion piece, providing a backdrop that is moody and evocative. Nearly half of the album’s dozen tracks incorporate threads from material found on Gabriel’s 1982 Security set, including “Close Up,” which makes use of keyboard passages from “Family Snapshot,” and “The Heat,” which is a reworking of “The Rhythm of the Heat” and builds to a frenzied percussive crescendo. Material specially written for this project includes the murky opening track, “At Night,” the tribal “Floating Dogs,” and “Slow Marimbas,” a track that would become part of future live performances. The fact that Birdy comprises all instrumentals means that listeners whose familiarity with Gabriel is limited to “Sledgehammer” and “In Your Eyes” will be largely disappointed. However, its meditative nature makes it fine, reflective listening for the more adventurous.

Her er et par lydeksempler fra Birdy – først Dressing The Wound:

Her den først meget æteriske og siden mere massive Floating Dogs

Og her Sketch Pad With Trumpet and Voice

De modne albums

To måneder efter at Birdy var indspillet, gik Peter Gabriel i gang med næste udgave af sine almindelige albums (ikke live, ikke opsamling, ikke cover, ikke soundtrack). Ville det så være “Peter Gabriel 5”? Eller ville det være “Peter Gabriel 6” hvis Birdy skulle tælles med? Ville det ikke være mærkeligt at gå tilbage til navnløse albums, når Birdy faktisk havde fået et navn? Måske var det for at bryde ud af den slags overvejelser at albummet fik navnet “So“. Meningen var at finde et navn med så få bogstaver som muligt og med en diffus betydning.

Gabriel fortsatte mønsteret fra Birdy, dvs. albummet igen blev indspillet i Ashcombe House, og Daniel Lanois var igen co-producer sammen med Gabriel selv. Indspilningen foregik resten af året, dvs. forløb mellem februar og december 1985.

Peter Gabriel bag mixerpulten bag sit hjemmestudie i Ashcombe House i Somerset. Her blev innovative albums som Security, Birdy og So optaget. Fotoet er fra 1987.

So skulle blive Peter Gabriels mest kommercielt succesrige album. Gabriel hævder at det ikke var tilsigtet. Faktum er dog, at musikken på So var mere mainstream og mere lettilgængelig end på Peter Gabriel 3 og 4 (Melt og Security). Gabriel og Lanois droppede bestemt ikke eksperimenterne. Der blev arbejdet meget med at indføje nye elementer, fx af world music, elegant og smagfuldt, fx inkorporeringen af afrikansk rytmik og den berømte senegalesiske sanger Youssour N’Dour i en elegant kærlighedssang, In Your Eyes. Efter sigende blev Gabriel inspireret til In Your Eyes af sin daværende kæreste Rosanna Arquette.

Der blev plads til et ret avantgardistisk nummer skrevet sammen med avantgardekunstneren Laurie Anderson (sidenhen Lou Reeds hustru) – This Is The Picture – med Nile Rodgers på guitar. This Is The Picture kom dog kun med på CD-versionen, ikke LP-versionen.

Noget nyt var meget soulprægede sange såsom Don’t Give Up, Sledgehammer og Big Time, alle meget iørefaldende, men bestemt ikke eksperimenterende, måske endda direkte poppede? Som en gevinst kom en del svævende ambient-klange der blev udforsket på Birdy – atter frem på So.

I begyndelsen var det blot Peter Gabriel, David Rhodes og Daniel Lanois der indspillede musikken. Snart kom der trommer og percussion på og så fulgte flertallet af musikere. Måske påfaldende var at Larry Fast medvirkede på nogle få sange, men hans bidrag blev ikke brugt, og derefter var Fast ude af Gabriels musikerteam. Det var primært Gabriel selv der lagde keyboard på albummet. Tony Levin er den primære bassist, men også Larry Klein (dengang gift med Joni Mitchell) medvirker på flere sange. Gabriels gamle trommeslager Jerry Marotta medvirker, men flertallet af sange har den ret ukendte franskmand Manu Katché (af afrikansk herkomst) på trommer. Den gamle Police-trommeslager Stewart Copeland medvirker også (spiller trommer på Big Time). En masse interessante gæstemusikere er med. I Don’t Give Up synger Gabriel duet med Kate Bush. Forsangeren fra Simple Minds Jim Kerr synger kor på In Your Eyes. Den berømte indiske violinist L. Shankar medvirker på to sange, ligesom senegaleseren Youssou N’Dour som nævnt er med på vokal i In Your Eyes.

Sættet giver en fornemmelse af kommercielt appellerende, lækker og mondæn luksus-avantgarde, men flere sange arbejder med smerte, sorg og håb såsom Don’t Give Up og den fremragende Mercy Street.

So udkom den 19. maj 1986 til flot kritik (selv om enkelte fremhævede at Gabriel nu var gået over til popmusik) og gik ind som nr. 1 på den britiske albumhitliste, og måske mere bemærkelsesværdigt, som nr. 2 på den amerikanske. Få uger efter udkom Genesis’ bedst sælgende album, Invisible Touch, der også blev nr. 1 i Storbritannien og kun nr. 3 i USA, men som dog på sigt solgte mere i USA end So (6 mio mod 5 mio). Førstesinglen fra So, Sledgehammer, gik i Storbritannien kun ind som nr. 4 på hitlisten, men blev nr. 1 i USA.

Peter Gabriels 6. studiealbum – men 5. “almindelige” album – So – udkom i maj 1986. So er Peter Gabriels andet nr. 1-album.

Jeg husker at jeg var en smule skuffet da So udkom i 1986. For mig var Gabriel en maestro inden for artrock og den eksperimenterende musik, og jeg var storfan af Melt og Security, men jeg fandt generelt So rigelig glat og poppet. Og albummets åbningssang, Red Rain, brød jeg mig slet ikke om. Tung, oppustet og med et omkvæd som jeg slet ikke fandt catchy. I dag har jeg omfavnet sangen. Men jeg syntes også at So var meget, meget dygtig og smart pop, elegant og lækker at høre. Jeg synes stadig at So mangler en smule substans i forhold til de to forgængere Melt og Security, men jeg har stor respekt for albummets fine, delikate blanding af mainstream poprock og soul og så den mere eksperimenterende artrock. På So har Gabriel gjort sin excentriske underlighed lækker og fashionabel.

Ikke upræcist er So beskrevet således

“simultaneously hooky and experimental; timeless, yet completely crystallizing its moment in history … It’s a masterpiece”.

Allmusic giver So 4 af 5 stjerner, svarende til “excellent”, og Stephen Thomas Erlewine skriver:

Peter Gabriel introduced his fifth studio album, So, with “Sledgehammer,” an Otis Redding-inspired soul-pop raver that was easily his catchiest, happiest single to date. Needless to say, it was also his most accessible, and, in that sense it was a good introduction to So, the catchiest, happiest record he ever cut. “Sledgehammer” propelled the record toward blockbuster status, and Gabriel had enough songs with single potential to keep it there. There was “Big Time,” another colorful dance number; “Don’t Give Up,” a moving duet with Kate Bush; “Red Rain,” a stately anthem popular on album rock radio; and “In Your Eyes,” Gabriel’s greatest love song, which achieved genuine classic status after being featured in Cameron Crowe’s classic Say Anything. These all illustrated the strengths of the album: Gabriel’s increased melodicism and ability to blend African music, jangly pop, and soul into his moody art rock. Apart from these singles, plus the urgent “That Voice Again,” the rest of the record is as quiet as the album tracks of Security. The difference is, the singles on that record were part of the overall fabric; here, the singles are the fabric, which can make the album seem top-heavy (a fault of many blockbuster albums, particularly those of the mid-’80s). Even so, those songs are so strong, finding Gabriel in a newfound confidence and accessibility, that it’s hard not to be won over by them, even if So doesn’t develop the unity of its two predecessors.

Åbningssangen er meget overraskende, når man kommer lige fra lydbilledet på Peter Gabriel 3 og 4. Den kølighed, klarhed og præcision der er over lydlandskabet på disse to albums, modsiges af en meget heftig, rock-agtig og hvirvlende sang om denne mystiske røde regn. Sangens tekst er inspireret af diverse drømme/mareridt Gabriel havde om en rød væske der river flasker – formet som mennesker – på jorden og knuser dem, hvorefter den røde væske bliver til en heftig rød regn der vælder ned. Gabriel udviklede tanken om et filmprojekt, Mozo, hvor indbyggerne i en landsby får vasket deres synder af sig af en voldsom byge af rød regn. Så den røde regn indeholder både et element af vrede, af straf, og af renselse, af katharsis. Musikken skal klart illustrere denne kosmiske forløsning, så alt der dynamisk og piskende i musikken, men også fuld af uhåndgribelige følelser som drøm, melankoli, længsel, undergang, dommedag. Trommerne skulle spille overvældende og heftigt, og derfor bragte Gabriel hele to trommeslagere på banen – sin sædvanlige trommeslager Jerry Marotta, og så Police-trommeslageren Stewart Copeland til at spille på hi-hatten, fordi Gabriel vidste at lige på dette felt var Copeland helt uforlignelig. Hi-hatte-spillet skulle give et piskende indtryk, og det lykkedes.

Red Rain er overvældende, passioneret, medrivende og heldigvis melodisk, synes jeg i dag. Men den er kompakt og massiv og ret ulig det lydbillede der generelt er over So.

Førstesinglen Sledgehammer var ment som en kærlighedserklæring til den soul-musik Gabriel elskede og hørte så meget af i 60’erne – især af Otis Redding. Det var et forsøg på at lave oprindelig fyrig soul, og sangens horngruppe, The Memphis Horn, er en oprindelig horngruppe fra en del soulhits på Stax Records (fx netop Otis Redding). Teksten handler ret kraftigt om sex, og titlen refererer naturligvis til en erigeret penis. Den sære indledning er spillet på en E-Mu Emulator der imiterer en japansk shakuhachi-fløjte. Videoen er instrueret af Stephen R. Johnson med en teknik kaldet stop motion claymation og vakte enorm opmærksomhed på MTV. Nogle har kaldt Sledgehammer-videoen for den mest sete video på MTV, altså mere vist end MJs Thriller, og den er i al fald den video der har vundet flest priser.

Sangen lyder stadig her 35 år efter uhyre livsglad og groovy og mildest talt fræk.

Her er Sledgehammer live – også her er den ret groovy og saftig.

In Your Eyes var andensinglen fra So, men kom i USA kun ind som nr. 26. Sangen fik nyt liv i 1989 ved at være underlægningsmusik til en berømt scene i filmen Say Anything (Alle elsker Lloyd) med John Cusack. Sangen er efter sigende inspireret af Gabriels daværende romance med skuespilleren Rosanna Arquette (som han dog officielt først datede fra 1987). Sangen har en interessant vekselvirning mellem et moody vers, et åbnende pre-chorus og et lykkeligt omkvæd holdt sammen af en ulmende og fremragende rytmegruppe med Manu Katché på trommer og både Tony Levin og Larry Klein på bas. Og brugen af Youssou N’Dour i sangens slutning er supersmart. Det her er world-beat når det er bedst.

In Your Eyes udtrykker en særlig tone på So – et raffinement, en elegance, en organisk, swingende elasticitet der er ret ny hos Peter Gabriel i mine øren.

In Your Eyes får lige en ekstra afrikansk feeling i live-udgaven – her fra 1987.

Don’t Give Up var tredjesinglen, men det var fjerdesinglen Big Time der blev albummets næststørste hit. Big Time er poppet og danseglad soul ligesom Sledgehammer, måske en anelse mindre nostalgisk og mere tidssvarende, og gik ind som nr. 13 i Storbritannien og nr. 8 i USA. Den er beskrevet som en “dynamic, big-room funk-rocker” that recreates the old Memphis sound”. Det mest interessante ved sangen er vel at den blev indspillet med albummets 3 trommeslagere, Marotta, Katché og Copeland, men Gabriel foretrak Stewart Copelands version – men timingen skulle ændres lidt. Videoen er en stop motion-video ligesom Sledgehammer.

Der er ikke to millimeter dybde i Sledgehammer og Big Time. Det er der til gengæld i den tredje sang med en soul-blues-feeling, Don’t Give Up, der er en duet mellem Gabriel og Kate Bush. Sangen er en vekselvirkende mellem Gabriel der synger verset fra et fortvivlet synspunkt med skam og isolationsfølelse ud fra fx arbejdsløshed. Bush synger omkvædet fuld af varme, sødme, trøst og håb Til sidst spiller Levin en meget vuggende og varm bas som om trøsten er givet og modtaget. Det er ikke en musikalsk kompleks sang, men den har en dyb emotionalitet. Creme og Godley har lavet den fine video.

Sos bedste sang – og en af Gabriels allerbedste overhovedet i min mening – er Mercy Street – der er baseret på den amerikanske digter Anne Sextons digte og skæbne. Sexton var dybt deprimeret, psykotisk, alkoholiseret og ofte indlagt. Hun prøvede flere gange at begå selvmord, og det lykkedes til sidst. Mercy Street var Sextons barndomsgade og genstand for en nostalgisk længsel efter tilstanden før psykosen. Der var også en længsel efter døden udtrykt i linjen Let’s take the boat out, Wait until darkness comes. Sangens stemning er ikke råbende mørk, jf. de sydamerikanske rytmer, men snarere øm og nænsom. Men der er også en lidt spøgelsesagtig, hjemsøgt og fortabt stemning. Jeg kan godt høre et ekko fra Gabriels soundtrack til filmen Birdy i denne musik. Her er smerte virkelig udtrykt originalt og fint. Det er ægte popart.

Processen bag udarbejdelsen af lydbilledet til Mercy Street, minder en del om processen da lydbilledet bag sangen Lead A Normal Life fra PG 3/Melt blev skabt i 1979, nemlig ved en substraktionsproces, ved at skære instrumenter væk. Oprindelig var den brasillianske rytmesektion i med congas og surdo-tromme et højere tempo, og der foregik en masse i sangen omkring flygelspil fra mesteren Richard Tee og saxofon-ornamenteringer af Mark Rivera. Men tempoet i de brasillianske rytmer blev sænket, Tees spil helt fjernet, mens noget af Riveras saxspil blev bevaret og lydmæssigt bearbejdet, så det fik noget overjordisk over sig. Også trommebækken-lyden blev bearbejdet så den lød som en lille klokke der hele tiden sendte morsesignalet R. Gabriels vokal blev udvidet, så et sangspor til blev lagt ovenpå, men en oktav lavere og mere rå, mens den højeste tenor-udgave af vokalen sine steder blev bearbejdet med ekko-effekter og lignende. Ambitionen var at skildre tomhed, forladthed, en let forvrænget virkelighed. Den ambition synes jeg blev nået til fulde. Resultatet er et yderst raffineret sonisk landskab der lige så stærkt som Gabriels fine tekst formidler Sextons smerte og fortvivlelse.

Min favorit nr. 2 på So efter Mercy Street er This Is The Picture (Excellent Birds) skrevet sammen med og sunget sammen med Laurie Anderson. Den er oprindelig indspillet i en anden version “Excellent Birds” til Laurie Andersons 2. album Mister Heartbreak. Gabriels version er mere poppet, tilgængelig og med mere flow. This Is The Picture er meget fin, luftig og elegant avantgardepop i min bog. I øvrigt er sangen slet ikke med på LP-udgaven – den optræder først på CD-udgaven.

I juni 1986 deltog Peter Gabriel sammen med fx Sting, The Police og U2 i i en række Amnesty-koncerter “Conspiracy of Hope” som Bono fra U2 havde taget initiativet til. I november indledte han en egentlig So Tour kaldet This Way Up Tour der varede frem til oktober 1987. På turneen medvirkede Tony Levin på bas, Manu Katché på trommer, David Sancious på keyboard og David Rhodes på guitar. I løbet af turneen sluttede diverse afrikanske musikere sig til – især Youssou N’Dour på sang, men også diverse medlemmer af tromme- og sang-gruppen Le Super Etoile de Dakar. Turneen er teknologisk innovativ bl.a. derved at Gabriel har animerede figurer på lærredet bag scenen og er i stand til at interagere med figurerne.

Real World Studios ved Box nær Bath grundlagt og ejet af Peter Gabriel. Bygningens forreste del, “The Big Rom”, er det primære pladestudie og stikker ud i vandet

Peter Gabriel tjente styrtende med penge på So og dets enorme succes. Han kunne nu realisere mere storstilede drømme. Fra 1986 begyndte Gabriel på at planlægge og placere et splinternyt pladestudie med alt hvad man kan drømme om af teknisk udstyr og beboelsesmuligheder, så alverdens musikere kunne gøre brug af det. Visionen er at nedbryde grænser, både grænserne inde i studiet mellem de indspillende musikere og lydteknikerne, og grænserne mellem studiet og den omgivende natur. Drømmen er at få luft, lys, blomstrende eng og vand så tæt på indspilningsmiljøet som muligt. Studiet skal også helst ligge tæt på Gabriels bopæl Ashcombe House, så Gabriel begyndte at se på gamle vandmøller i nærheden af Bath. I 1987 fandt Gabriel det helt rette sted. I landsbyen Box nær Bath lå den 200 år gamle Box Mill, der i 1950’erne var blevet ombygget til kontor-ejendom. Gabriel købte Box Mill og begyndte i samarbejde med et arkitektfirma. Et arkitektfirma, FCBStudios, der særligt vægtlægger bæredygtighed og socialt design, blev rekrutteret, og i 1989 – Real World Studios – klar.

Det primære studie, The Big Room, har nedbrudt grænserne mellem musikere, teknikere og producere – samt den omgivende natur.

Real World Studios er, pga. sit specielle miljø og de gode forhold, blevet et af verdens mest anerkendte pladestudier. Det er bl.a. blevet benyttet af A-ha, Alicia Keys, Amy Winehouse, Beyoncé, Björk, Coldplay, Deep Purple, Harry Styles, Jay-Z, Kanye West, King Crimson, Kylie Minogue, New Order, Paul Simon, Pixies, The Pretenders, Robert Plant, Roger Waters, Sade, Seal, Sia, Suzie Quatro, Take That, Tom Jones, Toto og Van Morrison.

Samtidig med at Real World Studios blev færdig i 1989, etablerede Peter Gabriel sit eget pladeselskab, Real World Records med det primære sigte at promovere world music i Vesten og udgav fx den uzbekiske singer-songwriter Sevara Nazarkhan og den pakistanske sufi-inspirerede singer-songwriter Nusrat Fateh Ali Khan. Både Real World Records og WOMAD har fået base i samme bygningskompleks som Real World Studios.

Perioden indeholdt også ændringer i parforhold. I 1987 blev Peter Gabriel skilt fra Jill, som han havde dannet par med siden de mødtes til skolebal på Charterhouse School i 1965 – og været gift med siden 1971. Bruddet skete efter flere års krise der kulminerede med Jill Gabriels affære med Securitys co-producer David Lord. Gabriels nye partner var den amerikanske skuespiller Rosanna Arquette, som han flyttede sammen med i 1988. Rosanna Arquette – i øvrigt gammel fan af både Genesis og Peter Gabriel – blev kendt i poprock-universet først i 80’erne da hun var kæreste med Toto-musikeren Steve Porcaro. I den anledning lagde hun navn til Totos hit Rosanna. Hele dette glamour-hejs gav anledning til personlige kriser. Gabriel fik et anspændt forhold til sin yngste datter Melanie, og hele forløbet medførte at han gik i terapi i 6 år. Situationen mellem Jill, Rosanna, Melanie og terapi-processen skulle blive et centralt omdrejningspunkt i Gabriels næste “rigtige” album, Us.

Til venstre Jill som Peter var partner med fra 1965-1987. Til venstre Rosanna Arquette, Peters partner 1987-92

Under tilblivelsen af So henvendte den amerikanske instruktør Martin Scorsese sig til Gabriel. Han ville filmatisere en kontroversiel roman “The Last Temptation of Christ” skrevet af den græske forfatter Nikos Kazantzakis omhandlende Jesus Kristus’ forskellige fristelser ifølge Kazantzakis’ fantasi. Filmen skulle gerne ud i 1988 med diverse stjerner som Willem Dafoe, Harvey Keitel, David Bowie og Barbara Hershey. Filmen skujlle optages i Marokko og have et særligt skær af Mellemøsten og tidløshed, altså ikke uden videre være en historisk Jesus-film. Scorsese ønskede at Gabriel skrev musikken, men som en ny type soundtrak der var

… neither ancient nor modern, that was not a pastiche but had clear references to the region, traditions and atmospheres, but was in itself a living thing.”

Gabriel sagde ja og arbejdede næsten hele 1988 på sit soundtrack-projekt. Faktisk arbejdede Gabriel videre på musikken ind i 1989 efter han havde afleveret sit soundtrack til Scorsese, så musikken blev andet og mere end et soundtrack. Gabriel udgav det den 5. juni 1989 under navnet “Passion” som blev han første album på Real World Records. Passion blev lavet med flere world music-stjerner som Nusrat, men også tunge vestlige navne som avantgarde-trompetisten Jon Hassell og jazz-trommeslageren Billy Cobham.

Peter Gabriels 7. studiealbum – og 2. soundtrackalbum – er Passion fra juni 1989

Passion er kvalificeret ambient-musik med meget mellemøstlige klange. Stillestående, men interessante og ret unikke lydbilleder. Musikken er af en højere kvalitet end Birdy. Albummet vandt en grammy i genren “new age music”. Allmusic giver albummet 4 ud af 5 stjerner, altså vurderingen “excellent” og skrev:

Passion is in actuality Peter Gabriel’s soundtrack to the Martin Scorsese film The Last Temptation of Christ, retitled as a result of legal barriers; regardless of its name, however, there’s no mistaking the record’s stirring power. Like much of Gabriel’s solo work, the album is a product of his continuing fascination with world music, which he employs here to create an exceptionally beautiful and atmospheric tapestry of sound perfectly evocative of the film’s resonant spiritual drama; inspired by field recordings collected in areas as diverse as Turkey, Senegal, and Egypt, Passion achieves a cumulative effect clearly Middle Eastern in origin, yet its brilliant fusion of ancient and modern musics ultimately transcends both geography and time. Remarkably dramatic, even visual, it is not only Gabriel’s best film work but deserving of serious consideration as his finest music of any kind; equally worthwhile is Passion — Sources, which assembles the original native recordings which served as his creative launching pad.

Her er nogle smagsprøver fra Passion, først A Different Drum.

Så titelsangen Passion

Og den mere dystre Zaar. Dette stykke soundscape er formet omkring en magisk egyptisk rytme der har til hensigt at beskytte mod onde ånder. Ind væver sig bl.a. Shankars dobbeltviolin, en kamancheh (egentlig et iransk instrument) og kaskader af percussion-lyde der bl.a. stammer fra en surdo, en brasilliansk bastromme.

I 1990 lod Gabriel udgive et opsamlingsalbum – Shaking the Tree: Sixteen Golden Greats – der klart ikke var et greatest hits, men Gabriels egne favoritter, herunder Zaar fra Passion.

Efter udgivelsen af Passion gik Gabriel i gang med sit 6. “egentlige” album med nye sange med vokal – altså efterfølgeren til So – sammen med Daniel Lanois, der også var co-producer for So. I oktober 1989 gik indspilningen i gang i det nye Real World Studios, men processen sluttede først næsten 2 år senere i juni 1992.

Hvorfor trak det ud? Peter Gabriel var simpelthen ikke tilfreds, og Lanois vred sine hænder og lovede vist sig selv at han aldrig siden ville producere for Gabriel. Kernen i optagelsen var Gabriel på sang og keyboard, Tony Levin på bas, Manu Katché på trommer og David Rhodes på guitar. Et væld af gæstemusikere var forbi. Fx kan nævnes Sinéad O’Connor der sang med på to sange, og John Paul Jones, Led Zeppelins bassist og keyboardspiller, der spillede netop bas og keyboard på én sang. Det blev et meget lavmælt og introspektivt album med temaer der kredsede omkring forstyrrede eller ødelagte personlige relationer efter skilsmissen fra Jill, problemet med teenage-datteren Melanie der distancerede sig og den lange terapi Gabriel gik igennem i perioden. Han udtrykker det selv her:

In a sense this album was about relationships; on a personal level and on a more social, global level I think the same principles apply. It was a time when, after my marriage had broken up, I was doing a lot of therapy and really trying to learn a lot about what had gone wrong and I think it was a very important period for me. It [the album] was quite heavy for a lot of people in terms of content and also sound. Most records, particularly in America, everyone brightens up the top and makes everything bright, jangly and awake, and I was trying with this record to take a different approach, and make things duller. What seemed interesting to me, I think, to some other people’s ears just seemed bad. There was that issue.

Albummet fik titlen Us og blev udgivet den 28. september 1992. Us solgte slet ikke som So. Nok gik den ind som nr. 2 i både Storbritannien og USA, men hvor So solgte i mere end 5 mio eksemplarer i USA, så solgte Us kun 1,6 mio eksemplarer. Gabriel var ikke længere en popstar-sensation.

Us er Peter Gabriels 8. album med original musik, men det 6. “almindelige” album og udkom i september 1992

Interessant var at Peter Gabriel begyndte at kombinere sine sange med billedkunst, som han bestilte til sine sange efter de var færdige. Kriterierne var at kunstneren med sit billede skulle skildre de følelser som sangen vakte i ham, at også ukendte typer kunst skulle have vægt, at begge køn skulle repræsenteres, og at kunstnerne kom fra hele verden. Det lykkedes at skaffe 11 kunstværker til alle de 11 sange, men desværre blev en af sangene aflyst.

Da jeg hørte Us første gang, blev jeg skuffet. Jeg hørte albummet som en dårlig kopi af So. Den har overfladisk samme struktur. Den begynder med Come Talk To Me der er en tung og træg og storladen, humorforladt hymne, der ikke engang er særligt melodisk og medrivende og så endda har sækkepiber med. Come Talk To Me lyder som en parodi på Red Rain, en hån af Red Rain. Albummets afsluttende sang, Secret World, er næsten lige så hymne-agtig og træls, men har i det mindste en afrikansk præget rytme der får den træge beton til at rulle på små, vævre hjul.

Derpå indeholder Us ligesom So to raske, poppede, dansable soulsange – Steam og Kiss That Frog. Og Steam lyder vitterlig som en omskrivning af Sledgehammer. Og resten af sangene er så ret afdæmpede sange med masser at etniske elementer, men på ingen måde så umiddelbart fængende og lettilgængelige som sangene på So. Charmen på So er næsten væk. Luftigheden og elegangen fra So er reduceret, og atmosfæren fra Passion er ligesom mixet lidt ind. Det er derfor utroligt let at høre Us som et trælst ekko eller efterræb af So svagt inficeret af Passion-albummet. Us er således let at undervurdere. Men hvis man vælger at springe Steam og Kiss That Frog over – de passer altså ikke til albummet – (og jeg anbefaler altså også at skippe Come Talk To Me) – og så lige giver resten af sangene et par gennemlytninger, så åbner der sig et album med rigtigt gode, holdbare melodier i komplekse arrangementer og med kloge, personlige tekster. Efter min mening er Us næsten på niveau med So. Selv om jeg finder det svært at rangordne So, Us og Up internt fordi de har hver deres force. Jeg kan dog ikke lade være med at rangordne dem lidt efter charme, og så topper So, mens Up bunder og Us simrer i midten.

Men hvor Melt, Security og So var innovative og på hver deres måde skubbede til tidens poprock og var på forkant med den, så hører jeg ikke Us som et innovativt album. Gabriel gentog nu sine virkemidler. Gabriel var begyndt at få manerer. Det kan man også være positiv og kalde at han havde fundet en stil der virkede, og nu ikke så nogen påtrængende grund til at ændre sine virkemidler.

Allmusic giver kun Us tre ud af 5 stjerner, dvs. karakteren “Good” – klart en undervurdering, men Stephen Thomas Erlewine rammer ikke helt forkert i sin beskrivelse af Us for Allmusic:

Six years after earning his first blockbuster, Peter Gabriel finally delivered Us, his sequel to So. Clearly, that great span of time indicates that Gabriel was obsessive in crafting the album, and Us bears the sound of endless hours in the studio. It’s not just that the production is pristine, clean, and immaculate, it’s that the music is, with only a handful of exceptions (namely, the “Sledgehammer” rewrite “Steam” and the fellatio ode “Kiss That Frog”), remarkably subtle and shaded. It’s also not a coincidence that Us is, as Gabriel says in his liner notes, “about relationships,” since the exquisitely textured music lets him expose his soul, albeit in a typically obtuse way. Since the music is so muted, it’s no surprise that the album failed to capture a mass audience the way So did, but it’s foolish to expect anyone but serious fans to unravel an album this deliberate. Gabriel is as adventurous as ever, yet he is relentlessly sober about his experiments, burying exotic sounds and percussion underneath crawling tempos measured atmospherics — this is tastefully two-toned music, assembled by a consummate craftsman who became too immersed in detail to make anything but an insular, introspective work. Some gems are easier to unearth than others — “Digging in the Dirt” has an insistent pulse, “Blood of Eden” and “Come Talk to Me” are quite beautiful, “Secret World” is quietly anthemic — yet, given enough time, the record’s understated approach and reflection becomes its most attractive element. But it takes a lot of spins and patience to get to that point, since this is an album he made for himself, and only those dedicated to the artist will have the patience to decode it.

Peter Gabriel lod heldigvis ikke førstesinglen være den kommercielt lækre, men urepræsentative Steam, men valgte den på én gang rockede og swingende Digging In The Dirt der metaforisk naturligvis omhandler terapi. Digging In The Dirt er faktisk en rigtig god sang, men det var nok lidt uopfindsomt at give den samme stop motion-musikvideo som Sledgehammer og Big Time fik. Og sangen var naturligvis uden kommerciel appeal og toppede som nr. 24 i Storbritannien og nr. 52 i USA.

Til at illustrere Digging in the Dirt valgte Gabriel den spansk-catalonske maler Alberto Porta y Muñoz, der har haft forskellige pseudonymer som Zush og Evru.

Den catalonske maler Zush’ illustration af Digging in the Dirt

Love To Be Loved er nok en meget typisk sang fra Us. Tekstens tema omhandler noget af det, Gabriel fandt frem til under bøvlet med relationerne og i terapien var en central udfordring – behovet for anerkendelse, særligt i krisetider. Rytmegruppen er meget tungt rullende med en afrikansk feeling, mens det øvrige akkompagnement er florlet og subtilt.

Den irske kunstner Finbar Kelly blev sat til at inspireres af Love To Be Loved og lavede denne mystiske installation

Finbar Kellys kunstneriske billedfortolkning af Love To Be Loved

Kelly forklarer sit billede således:

These are a group of found objects, they contain the essence of their former use while being manipulated into art objects or props. I conceived then to be used; perhaps performed with:

The walking stick, much used in art as symbolism, I also see as functional – something that perhaps could be used as a talisman.

The cloth represents many things; private feelings of sexuality, a shroud, a flag.

The lyrics and music I interpreted in a sort of subliminal way, finding, considerting, and manipulating them over a one week period. Some of the objects refer to the past and memory; those that I make at the moment to the present and perception; theatricality is not their only purpose. They are a group of ‘things’.

Blood of Eden er endnu en fin lavmælt sang der antydningsvist spørger om ægteskabets udfordringer er så dybt funderede at de går tilbage til syndefaldet i Edens Have. Hvad der er en medfødt grundskade er så også en form for trøst som jeg hører det:

I feel the man in the woman and the woman in the man
In the blood of Eden, we have done everything we can
In the blood of Eden, so we end as we began
With the man in the woman and the woman in the man
It was all for the union
Oh, the union of the woman, the woman, and the man
‘

Pointen med denne søde tanke om “the union on the woman and the man” og Edens Have er den i virkeligheden ikke særligt søde tanke at foreningen af kvinde og mand fandt sted i Edens Have og kun i Edens Have – uden for Edens Have er der ingen forening, kun fremmedhed.

Sinéad O’Connor er med i en ikke særligt fremtrædende rolle i sangen, hun er nærmest del af baggrundskoret, men hun trækkes frem i videoen.

Den israelske kunstner Zadok Ben-David blev sat til at illustrere Blood of Even og lavede dette fine billede:

Endnu en stærk sang fra Us er Washing Out The Water – der begynder som en salme eller spritual og udvikler sig til en bøn om katharsis:

Letting go, it’s so hard, the way it’s hurting now
To get this love untied
So tough to stay with this thing, â??cos if I follow through
I face what I denied
I’ll get those hooks out of me
And I’ll take out the hooks that I sunk deep in your side
Kill that fear of emptiness, that loneliness I hide

Gabriel spurgte englæderen Andy Goldsworthy om at skildre Washing of the Water. Goldsworthy, der er meget optaget af miljøet, er kendt både som fotograf og skulptør med skulpturer der er bundet til sit særlige sted i naturen. Således også det værk han lavede her. Skulpturen er det vagina-agtige arrangement af pinde midt i billedet.

Goldworthy siger om sin skulptur:

The place I made the piece is where I watch salmon jump in autumn. Although the form should not be seen as a fish it does have some of its qualities.

I stretched the hole in a slit. This gives a feeling of direction and movement – of lifting up and going upstream. Also, as the fish the form has a sexual energy, “let your waters reach me like she reached me tonight”.

I have worked with the depth and darkness within the river – using the restriction of ‘The Box’ – working in a deep hollow in rock that has been worn out by the river. It is only visible and accessible during low water.

For me the song is not about going downstream but an attempt to reach inside – to understand it (and our own) source.

When I talk about the river I am talking about life and the deepness that goes well beyond the water.

As the river rises… it will rise out of the work.

The Secret World Tour og personlige forhold

Efter udsendelsen af Us drog Gabriel på en lang turné – The Secret World Tour – frem til 1994. Sinéad O’Connor var med på turneen som sanger, men sprang pludselig fra og blev afløst af Paula Cole (der dengang endnu ikke havde plade-debuteret, men siden blev et ret kendt navn). Det hang måske sammen med at Peter og Sinéad havde et on-off-forhold på denne tid (Peter og Rosanna var flyttet fra hinanden i 1992), indtil Sinéad trak sig helt ud af forholdet pga. det hun mente var Peter Gabriels mangel på engagement. Gabriel fik mere stabile forhold da han fandt sammen med irske Meabh Flynn i 1995, og de blev gift i 2002 på Sardinien. Meabh fødte Gabriel begges første søn, Isaac, i 2001, og i 2008 sønnen Luc. Peter og Meabh er anno juni 2023 stadig gift.

Meabh, Peter og Isaac

I perioden sker der også et pudsigt skifte i Peter Gabriels ydre udtryk. Gabriel var en nydelig mand, og lignede på både Sos og Ups tidspunkt næsten en sexet filmstar. Men på få år skiftede han til at ligne en gammelfar.

Der er 4 år mellem hvert af disse fotos. Fotoet til venstre er fra 1994, det i midten fra 1998 og det til højre fra 2002.

The Secret World Tour gav anledning til endnu et livealbum – The Secret World Live – der blev udgivet i august 1994. Hvis man særligt er interesseret i den glade og festlige Peter Gabriel, er The Secret World Live lige albummet. Og hvis man lide virkelig dygtige og swingende musikere live, så er det her også lige albummet.

Peter Gabriels 10. album og 2. live-album var The Secret World Live der blev udgivet i august 1994

Her et par gode uddrag fra The Secret World Live – først Shaking That Tree med Paula Cole. Shaking That Tree er skrevet af Peter Gabriel og Youssou N’Dour, men optræder ellers ikke på et album af Peter Gabriel, men derimod på et album af Youssou N’Dour, nemlig The Lion.

Åbningssangen på So, Red Rain, var så rytmisk og trommespilsmæssigt kompleks at den var svær at få til at fungere live, men det lykkedes til sidst. Her fungerer den flot (god lydkvalitet!)

Og her Don’t Give Up hvor Gabriel er i duet med Paula Cole. Som ikke er Kate Bush, men det fungerer ret godt alligevel.

En skæg lille krølle kom i 1996. Genesis besluttede at nyindspille The Carpet Crawlers fra The Lamb Lies Down on Broadway med den oprindelige bemanding, altså Gabriel på sang, Hackett på guitar, Banks på keyboard, Rutherford på bas og Collins på trommer og baggrundssang. Trevor Horn var producer. Sangen blev udgivet i 1999 under navnet “Carpet Crawlers 1999” og blev den allersidste nye udgivelse som Genesis skulle komme med (der skulle siden udkomme diverse live-albums og opsamlingsalbums, men de tæller ikke i denne forbindelse). Ringen var sluttet. Da Genesis med Collins som forsanger spillede deres allersidste live-show i 2022 var Gabriel med foran scenen og bagefter bag scenen.

Album-produktionen trækker ud

Hvis de to år det tog at indspille Us kunne føles som lang tid, blev det en endnu mere bøvlet proces at nå frem til efterfølgeren. Indspilningen til næste regulære album begyndte i april 1995 i Méribel i de franske alper, siden i Senegal med Gabriel som eneproducer, men fra sommeren 1997 foregik indspilningen i Real World Studios. I oktober 1998 blev indspilningen afbrudt.

Gabriel var blevet bedt om at lede musikken til et gigantisk show kaldet OVO i The Milennium Dome i London der åbnede den 31. december 1999. Hele showet var et multimedieshjow der skujlle køre hver dag i år 2000, og showet blev ledet af instruktøren Pete Docter, arkitekten Mark Fisher og altså Peter Gabriel. Showet rullede i alt 999 gange. Gabriel havde håbet at udvikle sit næste rigtige album og OVO sideløbende, men til sidst måtte han samle sig om OVO der bl.a. jhavde Gabriel med på sang, Elisabeth Frazer fra Cocteau Twins og Neneh Cherry.

Om projektet har Gabriel sagt:

One of the ideas that interested me was trying to present two views of Britain. One is the British sensibility, with references from history and folk music. Against that we wanted to set a more contemporary Britain, which would be more multi-cultural and it would include Asian elements, African, Australian – as sort of broader mixture of influences. 

OVO: The Milennium Show udkom i juni 2000 som Peter Gabriels 3. soundtrack-album. Der har formentlig været for mange ideer og for mange mennesker, for OVO holder ikke vand sammenlignet med forgængeren Passion.

OVO: The Milennium Show var Peter Gabriels 3. soundtrackalbum og udkom i juni 2000 – men er et af Gabriels dårligste albums nogensinde.

Allmusic giver projektet 2 1/2 stjerne, der er lige under Good, men beskriver OVO relativt velvilligt:

In 1997, Peter Gabriel was asked to pilot a visual project for London’s Millennium Dome. OVO is a work based on the intersecting problems of race relations, environmental concerns, family issues, and fairy tales as allegories, violence, and more. And keep in mind that this was to be a visual piece. Gabriel, to meet the challenge for CD, added a ton of multimedia to the musical soundtrack: there is a drawn storybook, The Story of OVO, a view of the installation itself from every angle, and many stopgap notes, drawings, and the like. For the soundtrack, he enlisted the help of collaborators such as Elizabeth Fraser, Neneh Cherry (whatever happened to her third record, the one she did with Tricky?), Richie Havens, the Black Dyke Mills Band, the Electra Strings, Paul Buchanan (of Blue Nile), Adzido, the Dhol Foundation drummers, and Iarla Ó Lionáird from the Afro-Celt Sound System. Needless to say, the music is all over the map, from a rap version of the “Story of Ovo” to an Irish jig to Gabriel’s percussive culture plundering soundscapes and new songs (including a truly dull rework of “Digging in the Dirt”) to Eno-like ambiences to folk songs and new songs with Havens and Ó Lionáird singing like the opposite ends of a heavenly choir and Liz Fraser soaring over the Dhol Foundation drummers. It sounds awesome doesn’t it? It should be. But it’s not. OVO sounds labored, choppy, and pasted together, like it is the soundtrack to a visual installation, and feels incomplete without it. This is not a project like Passion was or even Birdy; it’s a pastiche that attempts to be as ambitious as the installation project. And it is ambitious. Unfortunately, musically it isn’t consistent enough to sustain the listener’s interest for the entire length of the recording. It is a curious project with moments, but is most likely for hardcore fans only.

Men en kende uinspireret eller ej, det gav Gabriel anledning til at arbejde med mere hård og futuristisk musik som i sangen The Tower That Ate People.

Her balladen Father, Son – hæderlig, men også lidt kedelig. Sangen er vistnok skrevet før OVO-projektet og er at forstå som et bestillingsarbejde af Peters far, Ralph, der skulle spilles til Ralph Gabriels begravelse. Så Father, Son er egentlig en eulogi fra søn til far. Ralph Gabriel døde i øvrigt først i 2012 – 100 år gammel.

Nu kunne Gabriel da endelig komme videre med sit studieprojekt med en efterfølger til Us? Nej, endnu et soundtrack-projekt dukkede op. Filmmusikken til en australsk film, Rabbit-Foot Fence om tre aboriginal-piger der blev bortført af de australske myndigheder for at være hushjælp for hvide familier, men nu flygtede flygter for at finde deres oprindelige familier. Det blev til Peter Gabriels 4. soundtrack-album – Long Walk Home.

Albummet Long Way Home: Music from the Rabbit-Proof Fence udkom i juni 2002 og bestod af dystre keyboard-akkorder med en australsk-aboriginal fornemmelse, men var et klart fremskridt i forhold til OVO og gav en Golden Globe Award-nominering for bedste originale filmmusik

Allmusic giver Long Walk Home 4 ud af 5 stjerner (Excellent), og Stephen Thomas Erlewine skriver ret præcist:

Nearly a full decade after the release of Us, Peter Gabriel finally returned with new music in the summer of 2002 — but it wasn’t a new studio album, it was the soundtrack to Phillip Noyce’s return to independent Australian cinema, Rabbit-Proof Fence. The film tells the true story of three Aboriginal girls who make a return to their home after being abducted by the government to serve as domestic help to a white family in 1931; as they make their journey through the Outback to their home, they follow the Rabbit-Proof Fence, which had been constructed to prevent animals deemed agricultural pests — including rabbits, dingoes, and foxes — from crossing into Western Australia agricultural lands. This, understandably, is a moody, emotional piece, and Gabriel was an ideal choice for the soundtrack, since he proved with his score for Martin Scorsese’s The Last Temptation of Christ that he could stay faithful to the indigenous music of the region while synthesizing it with his own synth-based art rock, providing a haunting, emotionally resonant soundtrack to the film. He does a similar thing here, using Aboriginal music as a foundation for much of his music, yet winding up with a score that’s ultimately closer to Birdy than Passion. That’s largely due to its long stretches of moody, spare keyboards, which dominate much of the album. The keyboards are the dominant sound here, not the rhythms, but it all blends together for a very evocative, dark yet hopeful set of music. It’s not a splashy comeback, then, but a quiet return to something Gabriel does best — creating soundscapes that are at once alien and familiar, eerie yet comforting. That he hasn’t done this in a while does not diminish the fact that he’s created a strong instrumental piece that stands on its own, outside of the film, holding its own with Birdy and Passion. And it only whets the appetite for a full-scale comeback.

Her den dystre Moodoo’s Secret, ret betegnende for stemningen

Her den langt mere opløftende Ngankarrpani

Og her Cloudless der indeholder samme tema. Temaet skulle i øvrigt gå igen i sangen Sky Blue fra den næsten samtidige Up.

Den 23. september 2002 kunne Gabriel endelig publicere det album som han havde arbejdet på – on off – siden 1995. Albummet fik navnet Up, hvilket man muligvis kan undre sig lidt over, da albummet tematisk er Down – kredsende om mørket og døden. Up er produceret af Peter Gabriel, men mixet af den kendte amerikanske producer og mikser Tchad Blake.

Kommercielt slog Up ikke an. I Storbritannien kom den op på en 11. plads, mens den i USA kom op på en 9. plads. Mens det samlede pladesalg i USA af So oversteg 5 mio, og af Us kom op på sølle 1,7 mio, så var det samlede salg i USA på Up på 338.000 enheder, altså 1/5 af salget af Us. Anmeldelserne var heller ikke forrygende. Rolling Stone gav den således 2 ud af 5 stjerner. Gennemsnittet er 73 ud af 100 points (50 er middel).

Up er Gabriels 13. album, og hans 7. “almindelige” album og blev udgivet i september 2002

Up er dog et fornemt album og måske Gabriels hidtil dybeste udgivelse. Up har dog bevæget langt fra So og det lettilgængelige. Her er ingen lækker soul eller charmerende pop der klæber sig til hjernevindingerne efter første gennemlytning. Up har i endnu højere grad end Us nedtonede melodier der til gengæld kun vinder ved hver gennemlytning. Det charmerende, det indbydende, det lækre, det opmuntrende, det lykkevækkende er nu helt væk. Gabriels amerikanske distributør, Geffen Records, har sikkert revet sig i håret, da de hørte albummet og insisteret på at albummets eneste nogenlunde poppede sang – The Barry Williams Show – blev gjort til førstesingle. Problemet var så bare at det var en ret dårlig popsang. Andensinglen – More Than This – mener jeg også var et højest uheldigt valg som andensingle. Til gengæld er albummets fem første sange mere end fine, men de kræver tålmodighed.

Allmusic gav albummet 3 ud af 5 stjerner (Good) hvilket slet ikke holder. Den burde have mindst 4 eller 4,5 stjerner. Stephen Thomas Erlewine giver Up denne udmærkede beskrivelse:

Ten years is a long time, especially in pop music, but waiting ten years to deliver an album is a clear sign that you’re not all that interested in the pop game anyway. Such is the case with Peter Gabriel, who delivered Up in 2002, a decade after Us and four years after he announced its title. Perhaps appropriately, Up sounds like an album that was ten years in the making, revealing not just its pleasures but its intent very, very slowly. This is not an accessible record, nor is it easy to warm up to, which means that many may dismiss it upon a single listen or two, never giving it the time it demands in order to be understood (it does not help matters that the one attempt at a single is the ham-fisted, wrong-headed trash-TV “satire” “The Barry Williams Show,” which feels utterly forced and out of place here, as if Geffen was pleading for anything resembling a single to add to the album). Really, there is no other choice for an artist as somber and ambitious as Gabriel to craft an album as dense as Up; those who have waited diligently for ten years would be disappointed with anything less and, frankly, they’re the only audience that matters after a decade. And they’re not likely to be disappointed, since this album grows stronger, revealing more with each listen. Initially, it seems to simply carry on the calmer, darker recesses of Us, but this is an uncompromising affair, which is to its advantage, since Gabriel delves deeper into darkness, grief, and meditation. It may take a while for him to emerge from the darkness — there is little of the comfort of a “Come Talk to Me” or “Blood of Eden,” which are immediately soothing on Us — but there are glimmers of hope throughout the album, even in its darkest moments. Again, it takes awhile to sort all this out — to unlock the form of the songs, then their meanings — and it’s such a somber, hushed, insular affair that some dedicated listeners may not bother to spin it the appropriate number of times. But those serious fans who want to spend time with this will find that it does pay back many rewards.

Albummets åbningssang, Darkness, er en seriøst kompromisløs åbningssang med sin støjende, industrial-agtige indledning og en tekst der begraver sig i hvad en depression er for noget, og hvordan man kommer over det, metaforisk. Depressionen er et voldsomt, larmende monster, men måske kan man komme dertil at man går dybt ind i skovens mørke, og derinde i en hytte og fornemme der er monsteret inde, og så konfrontere det, møde det, og da finde sit monster ligge krøllet sammen på gulvet som en baby, så man græder indtil man griner. Nedenstående er ikke en officiel video, men en såkaldt fan-video, dog en rimelig smagfuld en af slagsen.

Growing Up er albummets house-agtige danserytmesang, og vel det nærmeste albummet kommer på en ørehænger men det er en sang med interessante industrial-elementer og med dybde. Simpelthen et godt nummer i min bevidsthed – og en rigtig god video tillige. Jeg vil ikke påstå at jeg til punkt og prikke forstår teksten (hvad præcis repræsenterer de tre prikker og de fire prikker?), men det er noget med livsprocessen og både de forandringer der igennem livet, og det faste der består, og vandrer igennem livet: My ghost likes to travel/So far in the unknown.

Sangen får lidt ekstra charme, når Peter Gabriel synger den sammen med sin yngste datter, Melanie, som her live i Real World Studios Big Room.

Ups 3. sang er den utrolig flotte Sky Blue, en blues-agtig sang som Gabriel mener han har arbejdet med siden ca. 1987-88, men han har ikke kunnet få den til at fungere, så den blev vraget til Us. Det var først sent i processet da han fandt på at inddrage det afsluttende kor med “The Blind Boys of Alabama”, et meget gammelt gospelkor der blev dannet i 1939 på “Alabama Institute for the Negro Deaf and Blind” i byen Talladega, Alabama. Der har selvsagt været nogle udskiftninger, men koret består stadig af blinde afroamerikanere. Om sangen betyder andet og mere end at forelske sig i den blå himmel – fx en længsel efter det himmelske, efter døden, efter forløsningen, efter friheden, ved jeg overhovedet ikke. Men sangen er opløftende. Kor-temaet høres også i to af sangene på Gabriels soundtrack-album Long Walk Home

På Up følger så to sange om dødsprocessen. Først den melankolske, men alligevel flotte, No Way Out, om at overvære sin partner visne hen, dø og forsvinde. Herunder er igen en god live-version fra Real World Studios hvor Gabriel synger sammen med yngstedatteren Melanie.

Ups 5. sang, I Grieve, er så på sin vis forlængelsen af den foregående sang og omhandler situationen efter partnerens død, den uendelige sorg. Det er benhårdt at erfare at Den Anden er væk, helt væk, mens verden bare fortsætter. Men det vendes i sangen til noget positivt, til en oplevelse at at livet – der tilsyneladende forsvandt – alligevel fortsætter i hele verdens ansamling af objekter og processer: Life carries on in the people I meet/In everyone that’s out on the street/In all the dogs and cats/In the flies and rats/In the rot and the rust/In the ashes and the dust. Idet denne tanke dukker op, får sangen liv og puls og drive, ja glæde. Det kan man tolke sekulært som at den afdøde person fortsætter inde i en, i minderne. Eller man kan tolke det religiøst, som jeg gætter på er Gabriels forståelse – derfor den selvreflekterende slutning: Did I dream this belief/Or did I believe this dream?/Now I will find relief/I grieve.

Albummets afsluttende sang, Signal to Noise, ved jeg egentlig ikke om er videre melodisk vellykket. Men den har virkelig mystik og atmosfære. Signal to Noise demonstrerer albummets enormt lange tilblivelsesproces, fordi den inkluderer den pakistanske sufi-sanger Nusrat Fateh Ali Khan på ordløs sang, men Nusrat døde tilbage i august 1997, over 5 år før Up blev udgivet.

Peter Gabriel har siden 2002 nævnt at et nyt album – i/o – var undervejs som skulle ankomme 18 måneder efter Up. I 2005 nævnte han at projektet nu indeholdt 150 sange. Men så er der kommet alt muligt i vejen – to albumprojekter med orkestrerede cover-sange, diverse live-turneer bl.a. med datteren Melanie, pasning af hustruen Meabh der var lige ved at dø af kræft indtil hun fik en eksperimentalbehandling. Den 20. november 2005 mødtes Peter Gabriel endda med Phil Collins, Tony Banks, Mike Rutherford og Steve Hackett for at drøfte en serie Genesis-reunion-koncerter i 2007. Hvis det handlede om at afspille sange fra The Lamb Lies Down on Broadway var Gabriel ikke uinteresseret, men andre live-jobs kom i vejen. I stedet nøjedes Banks, Collins og Rutherford med deres egen reunion og drog på en succesrig verdensturné i 2007 (The Turn It On Again Tour – en turné der desværre skulle ødelægge Phil Collins’ helbred).

Forklaringen på den lange proces er vel et fokuseringsproblem. Gabriel har så mange interesser og jern i ilden med pladeselskab, pladestudie, WOMAD, familie og humanistiske projekter, at det at lave helt ny musik til et studiealbum bliver et mål blandt andre. Og et bøvlet mål, nu Gabriel er så perfektionisk.

Gabriel har selv forklaret den lange tilblivelsesproces sådan:

I remember visiting the painter Howard Hodgkin‘s studio. He had a large number of paintings on easels concealed by white cloth and he pointed out one that was 30 years old and another 15, all of them at different points in their evolution. I think I handle my songs a little like that. Playing For Time took 12 years to finish. Most of it was there within a month, but the end section appeared a lot later. Road To Joy had one section from an old song which then inspired the rest, etc, etc. Having grown up on a farm, you don’t harvest until the crops are ready.

I 2009 fik Peter Gabriel den ide at lave sin egen udgave af en bestemt kunstners sang mod at samme kunstner lavede sin egen version af en af Gabriels sange efter eget valg: Scratch My Back, And I’ll Scratch Yours-projektet. Gabriels versioner blev så lavet på en bestemt måde – uden tromme og guitar, faktisk kun med orkester, og sådan at vokalsporet blev indspillet først og derefter orkesteret arrangeret af den britiske komponist og arrangør John Metcalfe. Gabriels version – orkestrerede udgaver af andres sange udvalgt af ham – Scratch My Back – udkom først, nemlig i februar 2010. De andre navnes version af Gabriels sange – And I’ll Scratch Yours – udkom så i 2013. Projektet havde to problemer, et objektivt og et subjektivt.

Det objektive problem var at flere af kunstnerne – fx David Bowie og Radiohead – sagde nej til at lave en version af en af Gabriels sange. Så der er således en Bowie-sang og en Radiohead-sang på Scratch My Back, men Bowie og Radiohead leverer ikke en Gabriel-sang på And I’ll Scratch Yours-albummet.

Det subjektive problem er at hvorfor skal man høre Gabriels version af fx Bowies “Heroes” eller Radioheads “Street Spirit (Fade Out)”, hvis Gabriels version ikke udgør nogen forbedring, måske tværtimod? Det er mit problem med projektet. Jeg synes at Gabriels orkesterversion mangler noget af det der gjorde Heroes stor – nerven, desperationen og det suggestivt-maskinelle. De dimensioner dør i store orkester-versioner. Og Street Spirit kommer i Gabriels udgave til at mangle det lette, svævende, spøgelsesagtige og hjemsøgende som Radiohead nok bedst selv kan levere. Jeg savner generelt energi i projektets sange. Men det er da ofte gode sange, det er meget sørgmodigt eksekveret, og det er virkelig flot og smagfuldt orkestreret af John Metcalfe.

Og det er måske kun mig der falder i søvn. Allmusic kan lide projektet.

Men nej, det er ikke kun mig. Pitchfork skriver, hvad jeg mener: “Every song on Scratch My Back, regardless of its original tone or meaning, is flattened out and turned into this one melodramatic and depressing thing (…)”; although the album “sounds earnest [and] professional”, it consists of “ponderous, dull, and ultimately pointless versions of songs that sound much better elsewhere“

Scratch My Back er Peter Gabriels 15. album og 1. cover-album og udkom i februar 2010

Allmusic giver Scratch My Back 3 1/2 stjerne, mens Stephen Thomas Erlewine skriver:

Considering the slow trickle of completed albums he has released since becoming a superstar in 1986 — just two albums of songs with vocals, paired with two albums of soundtracks and two live records — deliberate is expected from Peter Gabriel, so the slow, hushed crawl of Scratch My Back is no shock. What may be a shock is that Gabriel chose to follow 2002’s Up with a covers album but, like all of his work, this 2010 record is highly conceptual no matter how minimal the end result may be. Designed as the first half of a two-part project where Gabriel would cover 12 different artists who would then return the favor by recording their own versions of Gabriel’s compositions — the counterpart album naturally bearing the title I’ll Scratch Yours — Scratch My Back divides neatly between six songs from his peers (Bowie, Paul Simon, Randy Newman, Neil Young, Lou Reed, David Byrne) and six songs from younger artists (Radiohead, Arcade Fire, Stephin Merritt, Bon Iver, Elbow, Regina Spektor). Gabriel doesn’t dodge familiar tunes, choosing to sing “Heroes” and “Street Spirit (Fade Out),” but he twists each tune to his own needs, arranging everything with nothing more than piano and strings, a change that’s almost jarring on Simon’s “The Boy in the Bubble,” yet it stays true to the undercurrent of melancholy in the melody. Indeed, all of Scratch My Back is stark, sober, and spare, delving ever deeper inward, a triumph of intellect over emotion — a noted contrast to almost all cover albums that celebrate the visceral, not the cerebral. Immediate it may not be but fascinating it is, and after hearing Gabriel turn all 12 of these songs into something unmistakably his own, the appetite is surely whetted for its companion piece.

Her er Gabriel med sin version af Heroes fra Scratch My Back:

Og her er Radioheads Street Spirit i Gabriels udgave.

Scratch My Back-albummet mener jeg er overflødigt og dybest set forfejlet. Jeg ville ikke give den mere end én stjerne ud af fem, og jeg anser albummet for Gabriels klart dårligste. Men det gav dog anledning til én positiv ting, nemlig ting, nemlig at Gabriel lavede John Metcalfe-orkestreringer af et udvalg af sine egne sange. Det foregik på albummet New Blood der udkom den 10. oktober 2011. Og New Blood suger ikke blod ud af sine forlæg som på Scratch My Back, men giver faktisk – som navnet antyder – nyt blod til sangene. New Blood er et virkelig smukt album.

New Blood er Peter Gabriels 16. album – og hans 2. coverversion-album – og udkom i oktober 2011

Allmusic giver projektet 3 1/2 stjerne (jeg ville give den 3 til 3 1/2), og Erlewine har denne beskrivelse og vurdering:

Almost every one of Peter Gabriel’s best-laid plans winds up going awry, and so it was with Scratch My Back, his 2010 collection of orchestral covers of some of his favorite songs. He had hoped to have the artists he covered return the favor by interpreting his songs but that project never got off the ground, so he pursued New Blood, an album where he turned that orchestra upon his own songs. New Blood is in every way a companion piece to Scratch My Back; it’s cut from the same aesthetic cloth, it’s austere and cerebral without being chilly, it finds emotion within intellect. Some songs aren’t considerably different tonally than the original versions — this is particularly true of the So material, with “Mercy Street” and “Red Rain” seeming no different in their transition from Synclavier to symphony — but the ones that are heavily reworked, such as “San Jacinto” and “Intruder,” are startling, rearrangements that seem to give the songs a new set of bones. New Blood isn’t always as astonishing but that’s fine: the faithful adherence to melody on “Don’t Give Up” and “In Your Eyes” functions as something of a palate cleanser, and even when the album isn’t risky it’s always quietly absorbing.

En sang der virkelig vinder ved orkestreringen er den smukke ballade Wallflower fra Peter Gabriel 4 (security). En “wallflower” er en bænkevarmer, en der står i hjørnet. Sangen handler om ufrivillige bænkevarmere, nemlig om dem der ufrivilligt er berøvet muligheden for at agere socialt med andre, nemlig samvittighedsfanger. Wallflower er måske en af Gabriels allersmukkeste sange overhovedet.

En anden stærk ballade fra Peter Gabriel 4 (Security) er den langsomme, men fabelagtige og pompøse San Jacinto som også får endnu mere vingefang af Metcalfes orkestrering.

Darkness, åbningssangen fra Up, har en yderst interessant orkestrering, da oplægget jo er nærmest industrial-agtigt, så Darkness får virkelig et helt andet udtryk der bestemt også har sin berettigelse.

Peter Gabriel spillede sine orkestrerede sange fra Scratch My Back og New Blood på en New Blood Tour fra 2010-2012. Med som backing-sangere var Peter Gabriels datter Melanie Gabriel og den norsk-samiske sangerinde Ane Brun.

Optagelser fra The New Blood Tour blev anvendt til Peter Gabriels 3. live-album, Live Blood, udsendt den 23. april 2012.

Live Blood – Peter Gabriels 3. live-album – blev udsendt i april 2012

Efter The New Blood Tour med orkester fortsatte Gabriel på en ny turné med sine rockmusikere – Back To The Front Tour – der rullede fra 2012 og til slutningen af 2014. Back To The Front Tour inkluderede afspilning af samtlige sange på So og var med Tony Levin på bas, Manu Katché på trommer, David Rhodes på guitar og David Sancious på keyboard – og i øvrigt to (mig ubekendte) svenske kvinder på kor og sang – Jennie Abrahamson og Linnea Olsson.

I 2014 blev Peter Gabriel indføjet i The Rock and Roll Hall of Fame af Chris Martin fra Coldplay. Gabriel var allerede blevet indføjet, da Genesis blev indføjet i The Rock and Roll Hall of Fame i 2010.

Peter Gabriel er her kommet på scenen da han i 2014 indføjes i den 29. årlige Rock and Roll Hall of Fame indføjelsesceremoni i Brooklyn’s Barclays Center i New York.

Peter Gabriels renæssance

I 2016 pådrog Peter Gabriels hustru Meabh sig en meget aggressiv variant af non-Hodgkin lymfom (en art lymfeknudekræft) og blev faktisk opgivet af lægerne, og Gabriel satte al sin tid af til at passe sin hustru og finde en udvej. Den kom i form af en eksperimentalbehandling (CAR T-Celle terapi), og i 2018 blev Meabh erklæret for symptomfri, og Gabriel gik atter i gang med at fuldføre sit gamle i/o-projekt – hvad han erklærede offentligt i 2019.

Peter Gabriel og Meabh Flynn fotograferet i november 2017

I 2021 fortalte Gabriel BBC at han havde optaget sange med Tony Levin, Manu Katché og David Rhodes. I juni 2022 fortalte Gabriel et fransk magasin at albummet i/o var næsten færdigt og forventedes udsendt senere på året. I november kunne Gabriel så berette om en verdensomspændende turné – i/o The Tour – der skulle begynde i foråret 2023, og at første single fra det kommende album – Panopticom – ville blive udsendt ved første fuldmåne i 2023 – det var den 6. januar – og at det kommende albums sange i det hele taget ville udgives ved de 12 første fuldmåner i 2023. Det viste sig at ved hver nymåne efter fuldmånen udsendte Gabriel et alternativt mix af den udsendte sag. Hvert mix var ikke en alternativ version af sangen, eller en ny produktion, men en mere subtil ændring i hver sangs lydbillede typisk ved at ændre volumenstyrken i hver “lyd” i sangen eller ændret equalizer-indstillingen.

Gabriel lavede tre mixes for hver sang. Den anerkendte britiske producer og “mixing engineer” Mark “Spike” Stent – der har arbejdet med fx Björk, Grimes, Coldplay, Madonna og Arcade Fire – men ikke Peter Gabriel – har lavet sit eget Bright-Side Mix. Den anerkendte amerikanske producer og mixing engineer Tchad Blake – der fx mixede Gabriels album Up, men også har arbejdet for Pearl Jam, Crowded House, Fiona Aplle og Tom Waits – har lavet sit eget Dark-Side Mix. Hvor Stent er kendt for at lave luftige og lækre mixes velegnet til fx det triphop-agtige, så er Blake kendt for at lave skarpe og præcise mixes. Både Stents og Blakes mixes er i stereo. Desuden har den tyske producer og engineer Hans-Martin Buff – der fx har arbejdet med Prince og No Doubt – lavet et In-Side Mix der ikke fungerer i stero, men kun i såkaldt “Dolby Atmos” der præsenterer lyden i surround-lyd hvor hvert instrument kan placeres i et tredimensionelt rum. Hvis man hører et In-Side Mix, men ikke har teknisk mulighed for at høre det i Dolby Atmos, så hører man i stedet et Dark-Side Mix i stereo.

Det betød at ved hver fuldmåne i 2023 udsendte Gabriel en ny sang fra i/o i enten Bright-Side eller Dark-Side Mix, og ved den efterfølgende nymåne kom samme sang så i de to øvrige mixes.

i/o The Tour ophørte i oktober 2023, og den 27. november 2023 blev albummets 12. og sidste sang – Live and Let Live – udsendt – for første og eneste gang i samtlige tre mixes. Hele albummet var nu publiceret, en sang ad gangen, og 4 dage efter – den 1. december – kunne hele albummet udsendes.

Efter ca. 21 års ventetid blev i/o – Peter Gabriels 8. studiealbum – altså udsendt den 1. december 2023 til både flotte anmeldelser og et forbløffende salg. I/O står for input/output og betegner enhver enhed – fx printere og keyboards – der fører data til eller fra en computer. Samtidig er Io også en af Jupiters måner. På basis af 14 anmeldelser kunne “Metacritics” hurtigt vurdere, at i/o blev anmeldt til 88/100 points, hvilket svarer til “universal acclaim”, og hurtigt – den 8. december – placerede den sig som nr. 1 på den britiske albumhitliste.

I/O er produceret af Peter Gabriel, Brian Eno og Richard Russell. Det er et dobbeltalbum hvor hver side er på over 1 times længde. Albummet er originalt konstrueret. På albummets første side befinder sig “The Bright-Side Mix” af albummets 12 sange foretaget af britiske Spike Spent. På albummets anden side har man de samme 12 sange, men denne gang i et “Dark-Side Mix” foretaget af amerikanske Tchad Blake. Man kan kort sagt sige at The Bright-Side Mix er lidt luftigere og mere pop-venligt, mens The Dark-Side Mix er skarpere og mere rock-venligt. Gabriel har selv formuleret forskellen mellem de to på denne måde:

Tchad is very much a sculptor building a journey with sound and drama; Spike loves sound and assembling these pictures, so he’s more of a painter.

Det betyder at i/o er et fordoblet album på 2 x 12 identiske sange i hvert sit mix hvilket giver over 2 timers spilletid.

Albummet er især optaget i Gabriels kommercielle studio, Real World Studios, og hans hjemmestudie. Gabriel er den primære producer,men har fået hjælp af Brian Eno (som Gabriel første gang samarbejdede med i 1974 på Genesis-albummet The Lamb Lies Down on Broadway) og Richard Russel. Den faste musikalske kerne er Gabriel på syntesizer og vokal, Manu Katché på trommer, Tony Levin på bas og David Rhodes på guitar. Der er en del gæstemusikere – fx medvirker Eno på syntesizer på 6 sange, og Gabriels datter Melanie ofte medvirker på kor. De faste medarbejdere på Real World Studies – Richard Chappell, Oli Jacobs, Katie May og Richard Evans – står for programmering og spiller diverse instrumenter. To større kor medvirker, det sydafrikanske kor Soweto Gospel Choir, og det svenske mandskor, Oprhei Drängar. Desuden leverer The New Blood Orchestra, dirrigeret (og arrangeret) af John Metcalfe, strygere.

I/O er Peter Gabriels 17. album og 8. studiealbum – og er hans 3. nr. 1-album sammen med Melt og So. I/O udkom i december 2023.

I/O er et fantastisk album – ganske på højde med Melt, Security og So i 80’erne – inspireret, med en lækker lydside og med langt større inviterende charme end noget, Gabriel har frembragt siden 1986. Albummets koncept er altings forbundethed, og albummets tone er realistisk, men også lys og forhåbningsfuld – langt lysere end de problem-tunge albums Us og Up. Albummet har angiveligt været på vej lige fra årtusindskiftet, men musikken forekommer hverken sørgeligt bedaget eller tætpakket eller overproduceret. Gabriel selv hævder at den lange leveringstid ikke skyldes mangel på inspiration eller vilje til at beslutte sig, han føler sig lige så kreativ som før. Den lange produktionstid skyldes dels andre projekter og en vilje til også at betone privatlivets behov, dels hans kræsenhed. Sangene var bare ikke gode nok tidligere. “Having grown up on a farm, you don’t harvest until the crops are ready.” Og man får virkelig indtrykket af at Gabriel måske vitterlig har skabt over 100 sange til albummet og så udvalgt de 12 bedste, for det lyder næsten som et Greatest Hits-album, så inspireret er sangene – vekslende mellem det meget gode og det direkte fremragende.

Ligesom på Us-albummet har Peter Gabriel allieret sig med en gruppe kunstnere – herunder danske Olafur Eliasson – der til hver sang på i/o har kreeret et kunstværk inspireret af sangen. De 12 kunstværker kan ses her:

For Allmusic giver Stephen Thomas Erlewine i/o 4,5 stjerner ud af 5 og skriver følgende:

Peter Gabriel hid I/O, his first album in 21 years, in plain sight. Over the course of 2023, he released every one of its 12 songs as a single, each in two separate mixes (one “Bright,” one “Dark”), and then toured the record — all before its December release. A steady drip of singles didn’t build anticipation for I/O — many of the tracks didn’t attract much chatter — so much as get his audience accustomed to listening to new Peter Gabriel music again, allowing them to focus on a song at a time instead of immediately immersing themselves in an album that has its own intricate clockwork. Gabriel took his time crafting I/O, so listening to it slowly and steadily lets the record unfold and lets the distance between the decades narrow. In many ways, I/O picks up where Up ended, sounding a bit like a relic from the height of the CD era when albums were crafted as a long, continuous experience showcasing the outer limits of high-end audio. It also follows a recognizable template, balancing its innate moodiness with a few sprightly numbers that relieve the tension — a blueprint that’s been in place since So. The familiar approach helps illuminate how I/O does mark an emotional progression, finding Gabriel curiously optimistic as he searches for new beginnings, discovering glimmers of hope within the darkness. This shift isn’t merely evident in the “Bright Side” mix, either. There’s an inherent openness to the songs Gabriel completed for I/O, a spirit evident in such titles as “Road to Joy,” “Love Can Heal,” “This Is Home,” and “Live and Let Live.” Some of these songs surge, some simmer, but they all return to an idea essayed on the title track: “stuff coming out, stuff going in/I’m just a part of everything,” a worldview that’s intimate and all-encompassing. What makes I/O unique, even special, is that the process of searching isn’t central to the finished product. There’s no restlessness here, only acceptance, a quality that gives I/O a quiet power that can’t help but build over time.

Albummets åbningssang, Panopticom, var samtidig den sang Gabriel først udsendte, nemlig i sit Bright-Side Mix den 6. januar 2023. Titlen er en fusion af “panopticon”, det altskuende blik, og “communication, og betegner en sci-fi-vision Gabriel har om en uendeligt ekspanderbar, altopfattende dataglobus som alle mennesker skal have adgang til. Panopticom er ikke et Big Brother-agtigt skræmmebillede af en altovervågende enhed, men snarere en hjælper, en Little Sister, der skal informere alle om alt der går galt og kan rettes – fx hvad klimaforstyrrelser medfører, brud på menneskerettigheder osv.

Det tilknyttede kunstværk hedder Red Gravity og er skabt af den canadisk-britiske kunstner David Spriggs som en fler-laget plexiglas-konstruktion med akrylbemaling og oplyst af LED-lys

Musikalsk er Panopticom iørefaldende og lækker, måske den mest inviterende åbningssang Gabriel har lavet til noget album. Gabriels faste musikerkerne spiller med Gabriel på synthesizer, men Eno medvirker med synthesizer-effekter. Strukuren er et tilbageholdt vers med et raffineret, men ikke fortænkt, synthesizer-arrangement og et omkvæd i to etaper, først en spørgende del som man umiddelbart tror er det egentlige omkvæd der indledes med Panopticom let’s find out what’s going on, uden trommeledsagelse. Og så en mere jublende sektion med trommeledsagelse og som indledes med: And we pour the medicine down. Pantopticom er catchy og begavet glad pop med vision og refleksion og et quasi-religiøst skær.

I forbindelse med udgivelsen af i/o oprettede Gabriel i april 2023 en Peter Gabriel / Stability AI #DiffuseTogether-konkurrence hvor deltagerne skulle frembringe en AI-genereret video af de udgivne i/o-sange. Her er en af dem.

Track 2 – The Court – fortsætter stilen som man kunne kalde raffineret pop med et vist højteknologisk præg snarere end det worldbeat-præg Gabriel ellers har været så kendt for. Emnet er retssystemet. Hvor alt andet falder, må vi håbe på at retten består.

Kunstværket tilknyttet The Court er en “rituel installation” kaldet Lifting The Curse frembragt af britiske Tim Shaw. Gabriel kendte ikke baggrunden bag billedet da kunstværket blev valgt, men det var en rituel afbrænding af en tre meter høj figur Shaw lavede. Afbrændingen – der foregik ved the Royal Academy Summer Exhibition i 2021 – skulle hæve to forbandelser, dels en forbandelse som kunstnerne Gilbert & George havde nedkaldt over det britiske Royal Academy, dels Ruslands invasion af Ukraine.

Musikalsk er The Court måske ikke lækker-poppet, men spændende og lidt stiv i strukturen – helt bevidst for at afbilde retssystemets medfødte stivhed. Lyden er en smule mørk, kølig og anspændt, men ikke u-inviterende. Jeg synes sangen fungerer flot.

Track 3, Playing for Time, er en meget fin flygelballade à la Randy Newman der tager en interessant vending til sidst væk fra det eftertænksomme og vemodige henimod med mere jublende og positive. Fin sang, men her tager jeg titelsangen i/o der er albummets track 4.

i/o nævner jeg ikke af musikalske eller soniske årsager, men fordi dens tekst er så programmatisk for albummet. Musikken er ok. Det er en flygelballade med et storladent, hymne-agtigt omkvæd der vinder ved genhør og efterhånden opleves ganske iørefaldende, men der sker egentlig ikke så meget spændende i musikken. Teksten handler om at vi ikke er isolerede øer, men er del af et flow i alting hvor alt udveksles:

So we think we really live apart
Because we got two legs, a brain and a heart
We all belong to everything

Stuff coming out, stuff going in
I’m just a part of everything
Stuff coming out, stuff going in
I’m just a part of everything

Det tilknyttede kunstværk hedder Farveeksperiment nr. 114 og er fra 2022 lavet af den islandsk-danske kunstner Olafur Eliasson.

Track 5, Four Kinds of Horses, blev udsendt 5. maj (dvs. desværre efter AI-video-konkurrencen blev udskrevet) og er en perle af en sang. Temaet er dystert og handler om religion, hvor så mange aspekter er positive og fredselskende, men hvor det hele ofte alligevel tipper over i vold og terror. Også filmen “Paradise Now” lavet af Hany Abu-Assad spiller ind i sangens koncept. Filmen handler om hvordan to unge mænd involveres i radikaliseret tænkning og til sidst bliver terrorister og gør processen, hvor uhyggelig den end er, psykologisk forståelig.

Titlen kommer af en zenbuddhistisk lignelse om fire heste der omhandler hvor meget pisk der skal til for at få en hest til at ride – skyggen af en pisk, synet af en pisk, en pisk på skindet, eller piskeslag helt ned i knoglemarven. Gabriel antyder om der kunne findes en 5. hest der bryder mønsteret, men antyder at det er en illusion; det vil altid handle om én af de fire heste, desværre.

Four kinds of horses, four kinds of men
Are you saying somеthing different?
But you do it all again
Four kinds of horses, four kinds of mеn
Ah, you think you’re something different
But you do it all again
Again and again, again and again

Det medfølgende kunstværk til dette dystre tema hedder Snap og er et lidt spøgelsesagtigt væk af et brudt vinglas lavet af Cornelia Parker ved en teknik kaldet polymer gravør-ætsning.

‘

For Kinds of Horses er iørefaldende, fortryllende og indfangende, men meget rolig, melanskolsk og drømmende, og langsomt vinder sangen kraft mod det mere indtrængende eller fortvivlede. Four Kinds of Horses har en ret komplekst sonisk tekstur, rytmisk, stryger-mæssigt, i baggrundsvokalerne osv, men hele det komplekse lydbillede fungerer perfekt til sangens melodi og tekst. Der hviler en magisk sørgmodighed over det hele med sit tyst voksende drama.

Track 6, Road to Joy, er dette albums soulfunk-dansenummer og er fuld af livsglæde og danseappel, men teksten er ikke så overfladisk som titlen og stilen kunne antyde. Det handler om en person, der har ligget i en coma, og som langsomt først får bevidsthed og siden bevægelighed ved en fantastisk opvægningsprojekt.

‘I’m working on a project which is partly a story focused around the brain and how we perceive things and this song connects to that. It deals with near-death experience and locked-in syndrome situations where people are unable to communicate or to move. It’s an amazingly frustrating condition. There have been some great books and films about this subject, but at this point in our story the people looking after our hero manage to find a way to wake him up. So, it’s a lyric about coming back into your senses, back to life, back into the world.’ 

Det tilknyttede kunstværk hedder Middle Finger in Pink og er lavet af den kinesiske kunstner Ai Weiwei. Pointen er at Weiwei giver fingeren (et fuck-you-tegn) til alle autoriteterne.

Her er den velfungerende funky sang om opvågnen og livsglæde i Gabriels Bright-Side Mix.

The Road to Joy er produceret af Gabriel og Eno sammen og er mere moderne i sit udtryk end fx den nostalgiske soul-sang Sledgehammer. Der er mere elektro-funk over Road to Joy og et svagt worldbeat-ekko. Først og fremmest er sangen catchy, groovy, glad og velfungerende. Keyboardspilleren Don E. leverer en funky synth-bas der ligger godt sammen med Levins basgang.

Track 7, So Much, er en meget fin nøgen ballade der minder mig ikke så lidt om Roger Waters’ heldigste sange, men jeg betragter track 8, Olive Tree, som mere central for i/o-albummet.

Olive Tree (et substantiv der i øvrigt slet ikke forekommer i selve sangen) lyder meget konventionel, men fungerer melodisk og emotionelt rigtigt godt. Olive Tree er simpelthen iørefaldende og føles intuitiv “rigtig”. Temaet er i/o-albummets tema – altings forbundethed. Pointen er at komme ud af kraniet, af subjektets isolation, og ud til planterne, vandet, naturen, livet i en lykkelig enhed – hvilket Gabriel mener måske kan fremmest af ny teknologi – fx den at hjerneimpulser umiddelbart vil kunne blive synlige som videobilleder.

I was apart from it in a world of our own
We’d lost all connection
To the place from which we’d grown
But here in this helmet
I can read other minds
And scan all the thinking
All the juice I can find

[Chorus]
And it’s, Ho-oh!
I’ve got the water falling on me
It’s all waking me up
I’ve got the sunlight warming my back
Warming up all my bones
I’ve got the cool breeze right on my skin

Det tilknyttede kunstværk er blæk på lærred og hedder Chronique avec la nature og er frembragt af Barthélémy Toguo fra Cameroun. Værket skal – som sangen – illustrere en sammenflydning af menneske og plante, af omverden og vand, en sammenflydning af det hele.

Omkvædet skal være en celebration af oplevelsen af at smelte sammen med det hav man bader i, den natur man er i, og omkvædet jubler og fejrer og kan lyde plat. Men det er intet sing-along-omkvæd, men har masser af ord og tanker i sig. Dette er simpelthen et dejligt glad nummer om unio mystica-oplevelsen.

Track 9, Love Can Heal, er også en central sang på i/o, en sang der føjer sig smukt ind i det overordnede tema om altings forbundethed. Og som desuden passer ind i albummets musikalske udtryk – det åbne, inviterende, appellerende, men ikke uden videre platte og konventionelle.

Gabriel medgiver at titlen kan lyde som et *overfladisk hippie-slogan, men han finder sangens ide helt essentiel:

“When people feel interaction, warmth, giving, part of something alive and not isolated, that they’re much more likely to do well and be able to offer more themselves.”

Det tilknyttede kunstværk er et meget ømt maleri af kunstneren Antony Micaleff som også har en hånd med i den officielle video til Love Can Heal.

Musikalsk er Love Can Heal melodiøs, drømmende og blid. Lydbilledet er meget vævende og æterisk med svag synthesizer-figur i baggrunden næsten som et vagt, blødt ekko af den Fairlight-marimba-figur der løber igennem San Jacinto. Og mønsteret suppleres meget bløde, varme lyde som fint cello-spil og et unisont kvindekor – meget tilbagetrukket. Omkvædet – LOVE – CAN HEAL – i tre toner er lige lovlig enkelt til min smag, men jeg tror renheden og enkelheden er en stor del af sangens pointe. Love Can Heal har svæv, luftighed og magi som Mercy Street på So, men hvor Mercy Street er fuld af sorg, smerte og tab, så er Love Can Heal fuld af varme og håb.

Track 10, This Is Home, er en vældig fin sang både i rytmegruppen og melodien, men jeg fremhæver Track 11, And Still.

And Still er en eulogi til Gabriels mor Edith der døde i 2016. I 2000 havde Gabriel udsendt en eulogi, Father, Son (på OVO) over sin far, Ralph der døde i 2012 og faktisk havde bestilt sangen til sin begravelse, jf. at sangen kom 12 år før faderens død. And Still er anderledes i sit udtryk – fuld af melankoli og tab, men også af kærlighed, varme og taknemmelighed. Det er en meget øm og personlig tekst.

Your eyes, so young, so old
And still your hands are cold
I feel you everywhere
And I’ll carry you inside of me
In every place that I can be

[Chorus]
And still the warm winds will blow
Still all the rivers will flow
And still the green grass will grow
In every place I choose to go
I carry you inside of me

Sangen er fint beskrevet med disse ord:

The prevailing melancholy is simultaneously accompanied by great confidence. A combination that Gabriel has always mastered. Loss and sadness also have beauty and strength here.

Det tilknyttede kunstværk hedder And Still (Time) – akrylmaling, pastelmaling og oliemaling på lærred, og er fra 2022 lavet af canadieren Megan Roony.

Musikken er smuk, rolig og i en ensartet harmoni der giver stabilitet og lidt tildækker de små forskydninger i melodien hen ad vejen. Der er tillige nogle meget fine interludier i sangen, og det samlede indtryk er personligt nærvær og autenticitet. Her kommer Peter Gabriel og hans nøgne hjerte tydeligt frem i en fin og smuk sang uden etniske excentriciteter, kosmiske fortabelser eller soniske smartheder.

Den afsluttende sang på i/o, track 12, Live and Let Live, udkom den 27. november hvilket er en halv uge før det samlede album udkom. Og samtidig blot et par uger siden i skrivende stund. Sangen handler om vold, vrede, forsoning og tilgivelse. Inspirationskilden er Desmond Tutus Sandheds- og Forsoningskommission, The Elders-projektet som Gabriel var med til at undfange og lignende forsøg på at række hånden ud trods retfærdig vrede og komme videre.

Det tilknyttede kunstværk hedder Soundsuit og er en blanding af en installation og et tøjsæt. Amerikanske Nick Cave (ikke musikeren) står bag. Caves række af soundsuits opstod i en periode med raceuroligheder efter Rodney King var blevet dræbt af amerikanske politifolk. Tanken er at dragterne skal give anonymitet til alle bærere uanset race, køn og oprindelse og indgyde et legende, optimistisk humør.

Live and Let Live begynder i en lidt Beatles-agtig melodi og ender i en party-sekvens fuld af livsglæde, livlighed og afrikanske rytmer komplet med The Soweto Gospel Choir. Sangen forekommer inspireret og som en værdig afslutning

Live and Let Live er vel den mest typiske Gabriel-sang på i/o og fungerer melodisk, stemningsmæssigt og instrumentalt. Det er en optimistisk og glimrende afrunding på et meget optimistisk, behageligt og inspireret album.

Sammenfattende: Peter Gabriel har med i/o formået atter at fremstå musikalsk relevant med 12 sange der veksler mellem virkelig gode sange og direkte eminente sange. Dette er ikke Gabriels mest kompromisløse og kunstnerisk dybe album – i/o hører til i den poppede afdeling – men det er klog, raffineret og kommercielt indbydende artpoprock med masser af referencer til elektronisk musik, soulfunk, worldbeat og minimalistiske singer/songwriter-ballader med en usvigelig sikker sans for at smede lydlandskaber sammen der føles uddybende, fortryllende, udforskende og helt rigtige.

Kort efterskrift

Det er højest bemærkelsesværdigt at 73-årige Peter Gabriel efter en serie let middelmådige albums og 21 års pause i de egentlige studiealbums med nye sange kan udgive et album der både indeholder nytænkning der kan vise sig at få konsekvenser for musikindustrien. Og som endda opleves så relevant af forbrugerne i 2023 at albummet efter kort tid kan ryge ind som nr. 1 i Storbritannien.

Den mest bemærkelsesværdige nytænkning ligger bestemt ikke i musikken der næppe kan siges at ligge på forkant med den popmusikalske udvikling som den gjorde i 80’erne, men som dog holder niveau. Nej, det handler om den yderst interessante ide at udgive de 12 sange i to forskellige stereo-mix – The Bright-Side Mix og The Dark-Side Mix, der giver den interesserede forbruger en langt mere bevidst indstilling til musikkens produktion og mix. Menneskets rumlige syn skyldes at hvert øje ser omverdenen fra en lidt anderledes synsvinkel, og syntetiseringen af de to lidt forskudte perspektiver giver så den samlet oplevelse af en helt ny sfære, af det tredimensionelle rum. Det er måske for ekstatisk at påstå at samudgivelsen af to forskellige (men hver for sig rigtigt glimrende mixes hvor ingen af dem egentlig kan fremhæves som “det rette”) på samme vis skaber et helt nyt musikalsk rum med dybdeeffekt. Men ansatsen er der. Og det er jo intet mindre end forrygende. Ligesom albummets helt utrolige førsteplads i Storbritannien.

Peter Gabriel kan ikke længere affejes som en afdanket overklassetype der har overlevet sin egen kreativitet og nu går rundt og mænger sig med pensionerede statsmænd i diverse fortænkte humanitære projekter for at opfylde et behov for at føle sig vigtig. Gabriel er en utrolig begavet og mangesidet kunstner der til og med denne måned har bevaret evnen til at overraske, musikalsk og konceptmæssigt. Ligesom Peter Gabriel i fredags (i skrivende stund) lettede på hatten i taknemmelighed over atter at ligge nr. 1 på albumhitlisten – se nedenstående video – så letter denne skribent også på hatten.

Hvem ved om der er endnu mere musik i vente fra den aldrende gentleman? Hans mor blev 95 år, hans far blev 100 år, så måske har Gabriel særligt gode gener og ældes langsomt? Hans vokals uberørthed af de 73 år antyder i al fald dette. Så hvem ved hvad der kommer?

Historien om rockbandet Yes

Dette er fortællingen om det britiske rockband Yes i anledning af at bandet den 19. maj 2023 udgav deres 23. studioalbum Mirror to the Sky.

Yes er særligt kendt i genren prog-rock (progressiv rock) med lange og komplekse sange hvor vigtige kendetegn er forsanger Jon Andersons usædvanligt lyse stemme. Yes er den eneste af de ældste og store prog-rock-bands der stadig eksisterer og nu har 55 år på bagen. Yes er kendt for at bestå af teknisk meget dygtige musikere der laver sange der ofte er yderst ambitiøse og vidtløftige og bestemt ikke for alle og enhver. Yes laver storladen, nogle gange himmelstræbende, rock. Men mange finder Yes’ musik anstrengende, prætentiøs og overlæsset.

Historien er lang og kompleks, men jeg forsøger at give et overblik belyst gennem musik- og video-eksempler. Der er mange kuriositeter i bandets historie, fx i perioden 1980-81 hvor først en af 80’ernes store pladeproducere, Trevor Horn, var forsanger i Yes, og dernæst at resterne af Yes forsøgte at fusionere med resterne af Led Zeppelin i projektet XYZ – et projekt der især strandede på at Led Zeppelins forsanger Robert Plant ikke ville være med. En anden kuriositet er at Yes’ primære forsanger gennem årene, Jon Anderson, optrådte på singler under pseudonymet/kunstnernavnet Hans Christian Anderson kort før han kom med i Yes i 1968.

Jeg har været om ikke fan så sympatisør af Yes siden min ven Henrik i sommeren 1980 købte Yes-albummet “Going for the One” til mig for at rive mig ud af min musikalske slummer – min tendens til at høre det Henrik mente var plat pop som ABBA og Shubidua. Jeg var dengang 14 år gammel og blev faktisk ret begejstret for Going for the One og fandt i samme øjeblik interessere for den komplekse rockgenre der i dag kaldes prog-rock, herunder også bands som Genesis og Pink Floyd. Her 43 år senere – hvor Yes endnu eksisterer og sågar udsender studio-albums – synes jeg stadig musikken har originalitet og niveau.

Tom Thygesen Daugaard, maj 2013

________________________________

De formative år

Et væld af musikere er gået ind og ud af Yes. Den måske centrale af dem er Christopher Russel Edward Squire (1948-2015) fra London-forstaden Kingsbury. Chris Squire var det eneste Yes-medlem der var med på samtlige af bandets studio-albums lige frem til sin død af leukæmi som 67-årig i 2015. Squire var bassist i Yes og en af bandets primære sangskrivere. Han var kendt for et teknisk meget dygtigt baspil der samtidig var ret dominerende og aggressivt, men også melodisk.

Bassist Chris Squire, en nøglefigur i Yes

Chris Squire begyndte i musikbranchen ved at synge i kirkekor ikke mindst sammen med vennen Andrew Pryce Jackman ( der siden skulle blive en kendt orkester-arrangør i rockmusikken og fx manden bag Classic Rock-serien med London Symphony Orchestra). Squire og Jackman etablerede deres første band The Selfs i 1964 med Squire på bas, Jackman på keyboard og Martin Adelman på bas plus diverse. I 1965 blev de diverse udskiftet, og Squire, Jackman og Adelman fandt med bl.a. sangeren Steve Nardell og dannede bandet The Syn. Dette band begyndte med at lave Motown-covers, men endte snart i den psykedeliske rock. Snart sluttede guitaristen Peter Banks sig til The Syn der spillede hver uge i London-klubben The Marquee. Karrieren for The Syn kulminerede nok da de spillede support for The Jimi Hendrix Experience.

Squire var en ivrig bruger af LSD, men fik sig et gevaldigt bad trip og trak sig paranoid tilbage fra offentligheden i flere måneder gemt i sin kærestes lejlighed. Da han vendte tilbage til tilværelsen, var The Syn gledet ud. Peter Banks og Chris Squire kom nu i 1967 med i den psykedeliske rockgruppe Mabel Greer’s Toyshop med Clive Barley som sanger. Også Mabel Greer’s Toyshop spillede fast i The Marquee. Jack Barrie, der drev baren La Chasse drinking club lidt nede af vejen så dem spille, henvendte sig til Squire og introducerede ham for sangeren John Anderson der arbejdede i Barries bar. Anderson og Squire klikkede, bl.a. pga. deres fælles kærlighed til Simon & Garfunkel og vokalharmonier. Over de næste tre dage skrev Squire og Anderson sangen Sweetness. Der var dannet en ny dynamisk duo. John Anderson kom med i Mabel Greer’s Toyshop som forsanger nr. 2, og Squire, Anderson og Banks satte sig sammen om at finde musikere der matchede dem – hvilket blev Tony Kaye på keyboard og Bill Bruford på trommer. På idé af Peter Banks skiftede Mabel Greer’s Toyshop navn til det noget mere mundrette og optimistiske Yes. Clive Barley forlod Yes i slutningen af 1968.

Sanger Jo(h)n Anderson

John Roy Anderson er født i 1944 og ændrede i øvrigt i 1970 sit fornavns stavemåde til “Jon”. Han havde tidligere prøvet at synge i diverse bands som The Warriors og medvirker på dette bands første to udgivne sange – “You Came Along” og “Don’t Make Me Blue” udgivet i 1965 og – under pseudonymet Hans Christian Anderson – fået singler udgivet med coversange, fx “Never My Love” der fik positiv omtale i New Musical Express og Melody Maker.

En del af den bærende vision mellem Squire og Anderson var frihed. Squires basspil var usædvanligt. Hans spil fyldte meget i lydbilledet, og det gjorde at selv om Squire var dygtig, var han ikke populær som sessionsmusiker hvor man foretræk et mere diskret basspil. Så Squire og Anderson blev enige om at musikerne skulle have plads til at være dem selv i bandet. De måtte gerne udtrykke deres individualitet. Man kan sige at dermed blev stramhed ikke ligefrem kernedyden hos Yes.

John Anderson blev hurtigt en art drivende kraft i Yes, ham med ambitionerne og vilje og evner til at finde spillejobs. Og Yes fik masser af spillejobs i London. I bandet fik han tilnavnet “Napoleon” pga. kombinationen af hans viljestyrke og dominans og beskedne kropshøjde. Han blev Yes’ primære tekstskriver, men havde sammen med Squire og senere Howe også stor tyngde i kompositionerne. Andersons stemme er unik. Den er fra naturens side meget lys – en såkaldt alt tenor – så han synger altså ikke i falset som fx Led Zeppelins forsanger Robert Plant ofte sang i. Det er som om hans stemme aldrig er gået i overgang, som har han bevaret sin drengestemme. Det giver Andersons stemme en særlig eunuk-agtig kvalitet, præcision, renhed og uskyld som af en eller anden grund fungerer godt i rock-musik.

Anderson og Squire så sig som de to grundlæggere af Yes og som kernen. Anderson har bekrevet deres relation som yin og yang, Squire lå i dybden, han i højden, og de holdt sammen på bandet og musikken.

Bandet bestod altså af John Anderson (sang), Peter Banks (guitar), Chris Squire (bas), Tony Kaye (keyboard) og Bill Bruford (trommer).

Yes i sin første formation i 1969 – fra venstre Peter Banks, Tony Kaye, Bill Bruford, Chris Squire og John Anderson

I marts 1969 signede Yes med Atlantic Records og optog hurtigt materiale fra deres koncerter og diverse covers i Advision og Trident Studios. Der var store problemer med produktionen hvor særligt Peter Banks var tvær. Som producer havde man valgt Paul Clay der ifølge Banks var komplet uegnet, bl.a. fordi han intet anede om at indspille rock og mestendels havde erfaring i at indspille filmmusik. Som engineer i Advision-studiet i London brugte man Gerald Chevin som Banks kaldte “The Weasel”, da han var en lille fyr med briller der ikke kunne lide rockmusik. Som engineer i Trident-studiet i London brugte man i øvrigt John Anthony der var manden der signede Queen – og signede Genesis for Charisma Records, og producerede Genesis’ første albums for Charisma.

Yes’ album nr. 1 som er navnløs..1969

Yes’ allerførste album – der er ubetitlet – udkom trods indspilningsbøvlet allerede i juli 1969.

En af sangene på debut-albummet er den lidt sentimentale Sweetness som Squire og Anderson skrev i dagene efter de mødtes for første gang. Sweetness blev også førstesinglen.

Måske giver Looking Around et mere fair billede af debutalbummet. Den er også skrevet af Chris Squire og John Anderson.

Yes 1 fik i øvrigt fin omtale af anmelderne. I Rolling Stone kaldte Lester Bangs albummet for “the kind of album that sometimes insinuates itself into your routine with a totally unexpected thrust of musical power.” og komplimenterede bandets “sense of style, taste and subtlety“, mens Melody Maker vurderede tidens to nye bands Yes og Led Zeppelin som de bands der havde de største muligheder for at blive successer.

Allmusic vurderer i dag albummet således (her begyndelse og slutning af karakteristikken):

Yes’ debut album is surprisingly strong, given the inexperience of all those involved at the time. In an era when psychedelic meanderings were the order of the day, Yes delivered a surprisingly focused and exciting record that covered lots of bases (perhaps too many) in presenting their sound.  …..

There were numerous problems in recording this album, owing to the inexperience of the group, the producer, and the engineer, in addition to the unusual nature of their sound. Many of the numbers give unusual prominence to the guitar and drums, thus making it the most uncharacteristic of all the group’s albums.

Normalt vurderes albummet som af middelkvalitet af anmelderne (2-3 stjerner ud af 5). Men det solgte ikke.

Yes’ album nr. 2: Time and a Word. 1970

Efter debutalbummet turnerede Yes intensivt. Album nr. 2 – Time and a Word – blev indspillet i pauserne mellem spillejobbene i vinteren 1969-70. Time and a Word var sådan sket skåret over samme læst som debutalbummet og bestod halvvejs af selvkomponerede sange og cover-versioner, men det unikke ved albummet var at et orkester på 20 personer af primært messingblæsere og strygere var en integreret del af musikken. Yes ønskede ikke en tilfældig katastrofe som producer, så de valgte sig en de kunne være trygge ved. Eller rettere, John Anderson valgte sig en han kunne være tryg ved – nemlig Tony Colton der var sanger i rockbandet Heads Hands & Feet og ven med Anderson. Deres pladeselskab (Atlantics) chef i Europa, Phil Carson, accepterede Colton mod at Eddy Offord, som Carson vidste kunne sit job, blev tilknyttet som assistent for Colton. Offord skulle siden få stor betydning for Yes.

Under indspilningen dukkede der konflikter op i bandet. Guitarist Peter Banks var atter den tvære. Han havde beklaget sig over at Sweetness blev førstesinglen på debutalbummet, da den var så atypisk for sangene på albummet. På Time and a Word beklagede Banks sig over brugen af orkester, idet orkesteret sådan set bare spillede de melodilinjer som keyboard eller guitar ellers ville have spillet, dvs. at Peter Banks så sin rolle på albummet væsentlig reduceret. Banks beklagede sig også meget over Coltons indsats som producer. Det beklagede Squire sig i øvrigt også over. Hvis man synes at bassen er meget fremherskende på albummet, er det ikke Squires initiativ, men Coltons der endda ville have fremhævet bassen endnu mere. Siden har Offord også udtrykt at Colton ikke var den rette mand på det tidspunkt til at producere Time and a Word.

Peter Banks var så negativ at Yes simpelthen fyrede ham tre måneder før Time and a Word blev publiceret.

Time and a Word blev lanceret i juli 1970 med lidt dårligere anmeldelser end debutalbummet. Jeg skal erkende at jeg faktisk synes der er flere fængende sange på dette album, særligt Sweet Dreams og titelsangen – og som begge blev singler. Og begge var skrevet af John Anderson sammen med David Foster, en gammel band-kollega fra the Warriors. Men i ærlighedens navn er der nok flere svage sange på Time and a Word end på debutalbummet.

Og her den direkte stærkt iørefaldende – men også lidt sentimentale – Time and a Word.

Time and a Word dukkede i modsætningen til debutalbummet op på den britiske album-hitliste, men langt nede. Heller ikke det album solgte rigtigt. Yes var på vej fra at være et lovende pop-band til et falleret popband, og Atlantic var ikke parate til at give dem så mange flere chancer.

Men fyringen af Peter Banks i april 1970 medførte en meget vigtig hændelse i Yes’ historie, Ja, det var nok den hændelse der skabte fremtiden for Yes. Det var rekrutteringen af en virkelig dygtig guitarist, Stephen James Howe, født 1947. Steve Howe var fr<a et middeklassehjem i det nordlige London og er en teknisk dygtig guitarist. Som 17-årig kom han i 1964 med i sit første professionelle band, rhythm and blues-bandet The Syndicats som havde single-udgivelser som Howe var med til at skrive. Året efter skiftede han til The in Crowd der siden skiftede navn til Tomorrow. De spillede efterhånden psykedelisk rock og udgav også singler som Howe var med til at skrive. Tomorrow blev opløst i 1967, og Howe spillede siden for bandets forsanger Keith West, men begyndte også at arbejde som studiemusiker og kom med i det meget tidlige progrock-band The Nice, men trak sig efter en dag da han mente musikken ikke var ham. Derefter blev det til en audition for Jethro Tull, men da han erfarede at den guitarist de søgte, ikke skulle bidrage til sangskrivningen, dukkede han ikke op til audition-forløbet. Howe var ambitiøs og ville skrive sange. I 1970 spillede han med i backingbandet for den amerikanske soulsanger P.P. Arnold på dennes turné da altså jobbet som guitarist i Yes blev ledig i april 1970. Squire ringede Howe op og fortalte ham at han og John Anderson havde set ham spille for diverse bands, og de kunne lide hans spil. Om han ville komme forbi og spille lidt med dem for at se om det fungerede? Howe dukkede op, de kunne alle lide hinanden og var hurtigt i gang med at lave de sange der blev til Yes’ 3. studiealbum – The Yes Album. I juni 1970 var Steve Howe fuldgyldigt medlem.

Guitarist Steve Howe, en central figur i Yes

Yes’ album nr. 3: The Yes Album. 1970. Fotoet er taget dagen efter at Yes efter en koncert kom ud for en bilulykke. Tony Kaye i midten på stolen har stadig gips om foden

Steve Howe var selvlært som musiker, læste ikke noder, men spillede helt efter øret. Det særlige ved ham var intelligensen, at han spillede guitar i alle instrumentets facetter, og at han havde en særlig energisk spillestil. Howe blev nu bandets primære sangskriver sammen med John Anderson og i rimelig høj grad også Chris Squire. Anderson var den meget tændte , melodiske og kreative, Howe god til det tekniske, akkorder og akkordsekvenser, og dermed havde Yes fundet sit stærke sangskriverpar. Med Howe som guitarist kunne Yes spille hvad det skulle være. De kunne lave kompleks musik, så Yes forvandlede sig nu fra et band der spillede charmerende, men relativt ordinær popmusik til at spille progressiv rock. Forvandlingen skete på deres 3. album, The Yes Album.

The Yes Album er det store transformative album for Yes. Albummet hvor Yes finder sig selv, sin identitet. Genren er mere entydig rock end popmusikken på de to foregående albums. Desuden er Yes ved at opfinde deres prog-stil – de længer suite-agtige sange der danner et fremadskridende forløb der bryder det banale popskema -vers-omkvæd-vers-omkvæd-bro-omkvæd. Der er ikke længere cover-versioner på albummet. Fra og med The Yes Album laver Yes kun egne sange. Desuden er The Yes Album kendetegnet ved fornemme anmeldelser – ikke mindst pga. bandets sammenspil – og en stor kommerciel succes. Geddy Lee, forsanger i Rush, har The Yes Album som et af sine yndlingsalbums, mens Genesis’ keyboardspiller, Tony Banks, har The Yes Album som sit favorit-Yes-album.

Allmusic begynder sin beskrivelse af The Yes Album således.

On Yes’ first two albums, Yes (1969) and Time and a Word (1970), the quintet was mostly searching for a sound on which they could build, losing one of their original members — guitarist Peter Banks — in the process. Their third time out proved the charm — The Yes Album constituted a de facto second debut, introducing the sound that would carry them forward across the next decade or more. Gone are any covers of outside material, the group now working off of its own music from the ground up. A lot of the new material was actually simpler — in linear structure, at least — than some of what had appeared on their previous albums, but the internal dynamics of their playing had also altered radically, and much of the empty space that had been present in their earlier recordings was also filled up here — suddenly, between new member Steve Howe’s odd mix of country- and folk-based progressive guitar and the suddenly liberated bass work and drumming of Chris Squire and Bill Bruford, respectively, the group’s music became extremely busy. And lead singer Jon Anderson, supported by Squire and Howe, filled whatever was left almost to overflowing. Anderson’s soaring falsetto and the accompanying harmonies, attached to haunting melodies drawn from folk tunes as often as rock, applied to words seemingly derived from science fiction, and all delivered with the bravura of an operatic performance — by the band as well as the singer — proved a compelling mix. What’s more, despite the busy-ness of their new sound, the group wasn’t afraid to prove that less could sometimes be more.

The Yes Album røg ind som nr. 4 på den britiske albumhitliste, nr. 40 i USA og solgte snart over en 1 mio eksemplarer. Det var Yes’ gennembrud rent kommercielt, og bandets fremtid hos Atlantic var sikret.

Mit eget syn på album splittet. Jeg bryder mig ikke videre om side 1, mens de tre sange på side 2 er ret okay. Her bare denne både poppede og jazzede sang – A Venture – skrevet af John Anderson.

Men også de mere proggede sange sange som I’ve Seen All Good People (skrevet af Squire og Anderson) holder:

Og Perpetual Change (også skrevet af Squire og Anderson):

Efter The Yes Album begynder John Anderson at stave sit navn Jon Anderson.

Yes tidligt i 1971 – fra venstre Steve Howe, Tony Kaye, Chris Squire, Jon Anderson og Bill Bruford

I 1970 efter Steve Howe kom ind i bandet lavede Yes i øvrigt en meget Yes-agtig cover-version af Paul Simons “America”. Den udkom først nogle år senere, men er egentlig rigtig glimrende – rocket, organisk, godt spil af Howe og Squire, melodisk, fornøjelig.

Guldalderen

Yes havde brudt igennem og følte selv de var på vej til noget. Men der var et problem. Tony Kaye, keyboardspiller siden begyndelsen, sværgede til hammond-orgel og klaver, men var ikke meget for nymodens hejs som synthesizers og mellotron. Det følte bandet begrænsede dem. Jon Anderson husker i 2019 følgende samtale med Chris Squire og Steve Howe:

Steve and Chris came over and said, ‘Look, Tony Kaye… great guy.’ But, you know, we’d just seen Rick Wakeman about a month earlier. And I said, ‘There’s that Rick Wakeman guy,’ and we’ve got to get on with life and move on, you know, rather than keep going on, set in the same circle. And that’s what happens with a band

Keyboardspiller Rick Wakeman

Richard Christoper Wakeman, født 1949, var en blændende tekniker på keyboard, virtuos og blæret, og allerede en brugt studiemusiker. Det er fx Rick Wakeman der spiller flygel på David Bowies berømte Life on Mars netop fra 1971, men også Bowies gennembrudshit Space Oddity fra 969. Wakeman havde også spillet for fx Elton John. Han kom i 1970 med i bandet the Strawbs og formåede i den position at skubbe Salavador Dali ned fra scenen (dog uden at vide det var Dali), blev udnævnt som “The pop find of 1970” og kom på forsiden af Melody Maker under overskriften “Tomorrow’s superstar?”

I juli 1971 havde Wakeman en vældig dag. Først inviterede David Bowie ham med i sit backing band som alien-popstjernen Ziggy Stardust “The Spiders from Mars”. Senere samme dag ringede Chris Squire til ham og sagde at Tony Kaye var fyret, og at han var velkommen i Yes, hvis han ville. Wakeman erklærede sig villig til at mødes med Yes og øve lidt med dem, og under de første øvelser sammen opstod grundridset til sangene Roundabout og Heart of the Sunrise. Wakeman så at han nok havde størst fremtid hos Yes og takkede nej til David Bowie.

Her er et live-nummer fra 1971 efter at Wakeman kom med i bandet. Yours is No Disgrace er fra The Yes Album. Steve Howe anno 1971 indleder klippet med nogle få ord.

Yes – nu med bemandingen Jon Anderson på sang, Steve Howe på guitar, Chris Squire på bas, Rick Wakeman på keyboard og Bill Bruford på trommer, fik hurtigt øvet nogle sange sammen og gik i gang med at indspille deres 4. album mellem den 5. august og den 11. september 1971 i Advision-studiet i London, atter med Eddy Offord som producer, men nu også Yes som co-producer. Albummet blev udgivet i november 1971 under navnet “Fragile” – ifølge Bruford på forslag af ham inspireret af det han oplevede som bandets stemning omkring indspilningen. I øvrigt gik Yes allerede i gang med turneen The Fragile Tour i samme måned, september 1971, altså nogen tid før albummet blev publiceret, og turneen inkluderede 115 koncerter frem til marts 1972.

Yes’ 4. album: Fragile. 1971

Fragile var indspillet tjept – på en måned – og med en usædvanlig struktur. Albummet havde 4 længere ensemble-sange – Roundabout, South Side of the Sky, Long Distance Runaround og Heart of the Sunrise. Ud over disse 4 ensemble-sange har albummet 5 mindre sange der er rene solobidrag fra hver af de fem musikere – fx spiller Wakeman i sangen “Cans and Brahms” et uddrag fra 3. bevægelse fra Brahms’ 4. symfoni spillet på bl.a. elpiano og synthesizer. Personligt har jeg det lidt stramt med de 5 solo-bidrag, måske bortset fra Squires syrede bidrag på bas – the Fish (Schindleria Praematurus) og Howes bidrag – Mood for a Day.

Squire forklarer at den mærkelige struktur skyldes behovet for lynhurtigt at indspille et album og tjene penge på den efterfølgende turne fordi Wakeman havde købt dyrt ind af synthesizers for bandets penge da han kom med i Yes.

De fem solo-sange er en kuriositet. Den bedste er måske “The Fish (Schindleria Praematurus)”, Squires sang. Squire havde i bandet fået øgenavnet The Fish pga. sin hang til mange og lange brusebad. Her er The Fish live i 1991

Til gengæld finder jeg de 4 ensemble-sange – særligt Roundabout, Long Distance Runaround og Heart of the Sunrise yderst inspirerede og noget af det bedste Yes har lavet. Det gør i min optik Fragile til et af Yes’ allerbedste albums, hvis ikke det bedste.

Her er åbneren Roundabout skrevet af Howe og Anderson på forlæg af Howe. Bemærk Squires livfulde bas.

Da Yes i 2017 blev indført i Rock & Roll Hall of Fame spillede bandet Roundabout med næsten den originale bemanding. Squire døde i 2015, så Rush’ bassist (og forsanger) Geddy Lee – en kendt Yes-fan – spiller bas i sangen. Så vidt jeg kan se er det heller ikke Bruford der spiller trommer, men hans afløser Alan White. Og på guitar er der både Steve Howe og en senere Yes-guitarist, Trevor Rabin. PS – lydkvaliteten er ganske forfærdelig!

Rick Beato, der er virkelig en kyndig musikformidler, har lavet denne fine lille analyse af Roundabout.

Men Long Distance Runaround (skrevet af Jon Anderson) der bitcher lidt mod kristendommen, er cirka lige så god:

Men albummets måske bedste sang er Heart of the Sunrise skrevet af Anderson, Squire og Bruford.

En stor del af Fragiles udtryk var coveret tegnet af designeren Roger Dean, hvis meget eventyrlige stil Atlantics europæiske chef, Phil Carson, så passede perfekt til Yes’ udtryk. Roger Dean elaborerede over albumtitlen og tænkte

“about a child who dreamt they were living on a planet that was breaking up, so they had to build a space ark to find another planet to live on. And they towed all the little bits of the planet with them.”

Roger Deans fantaslandskaber skulle siden blive en væsentlig del af Yes’ identitet op gennem årene, og her 52 år senere tegner Dean stadig beslægtede covers for Yes – her fx coveret til albummet Mirror to the Sky der er udkommet for få dage siden:

Tilbage til Fragile. dette fremragende album. Allmusic beskriver det således (her begyndelsen og slutningen af beskrivelsen:

Fragile was Yes’ breakthrough album, propelling them in a matter of weeks from a cult act to an international phenomenon; not coincidentally, it also marked the point where all of the elements of the music (and more) that would define their success for more than a decade fell into place fully formed. The science-fiction and fantasy elements that had driven the more successful songs on their preceding record, The Yes Album, were pushed much harder here, and not just in the music but in the packaging of the album: the Roger Dean-designed cover was itself a fascinating creation that seemed to relate to the music and drew the purchaser’s attention in a manner that few records since the heyday of the psychedelic era could match.

If not exactly their peak, Fragile was as perfect a record as the group would ever make, and just as flawless in its timing as its content.

Alt i alt blev Fragile en endnu større kommerciel succes og anmeldersucces end The Yes Album. Yes var nu virkelig ved at være konsolideret.

Efterfølgeren til Fragile – Yes’ 5. studiealbum – fik sine første indspilninger i en pause i februar 1972 under The Fragile Tour. Da turneen sluttede, lavede Yes nogle nye indspilninger i maj, og afsluttede indspilningen i juni. Det var stadig i Advision-studiet i London det foregik og med Eddy Offord som producer. Nu var sangene ved at være så komplicerede at indspilningen på forskellige tidspunkter var et problem – bandet kunne simpelthen ikke huske hvad de havde forestillet sig ved de tidligere indspilninger. Resultatet “Close to the Edge” blev lanceret den 12. september 1972.

Yes’ 5. album: Close to the Edge. 1972

Chris Welch fra Melody Maker fulgte indspilningen til Close to tghe Edge og karakteriserede den som stresset og med mange frustrationer og udbrud mellem medlemmerne. Som Welch så det, havde Yes to ledere – Jon Anderson og Steve Howe – der var de eneste der havde fuldt overblik over hvor sangene skulle hen. Chris Squire og Eddy Offord var så de villige hjælpere der assisterede med at effektuere planerne, mens Bruford og Wakeman blot var passive medvirkende.

Bruford hadede indspilningen. Han savnede noget løsere, mere jazz-inspireret musik, var irriteret over at Squire hele tiden kom for sent og sad og sumpede over detaljer, mens alle mulige detaljer skulle gennemdrøftes af alle:

Every instrument was up for democratic election, and everybody had to run an election campaign on every issue. It was horrible, it was incredibly unpleasant, and unbelievably hard work”

For Bruford var titlen på det kommende album – Close to the Edge – en fuldkommen præcis beskrivelse af hans eksistentielle situation under indspilningen af albummet. Bruford tog konsekvensen af sine frustrationer og forlod Yes den 19. juli 1972 efter indspilningen og gik i stedet over i King Crimson der også lavede eksperimenterende prog-rock. Turneen skulle begynde en uge efter, så Brufords afgang hensatte Yes i en naturlig panik. Men producer Eddy Offord havde en ide til en afløser, nemlig Alan White (1949-2022) som bl.a. havde spillet trommer i John Lennons The Plastic Ono Band. Offord delte nemlig en London-lejlighed med White af praktiske grunde. White havde flere gange overværet Yes’ indspilninger og havde truffet musikerne. Offords forretningsfører Tony Dimitriades ringede White op og fortalte at Yes ønskede han skulle med i bandet. White mødtes med Squire og Anderson i Offords lejlighed, og det blev de så enige om. White skulle blive et yderst stabilt medlem af Yes. White blev den eneste i Yes der aldrig skulle forlade bandet på anden måde end ved at dø. Altså ligesom Squire.

Yes i sommeren 1972 efter færdiggørelsen af Close to the Edge – fra venstre bagest Chris Squire, Rick Wakeman og Steve Howe. Forrest Jon Anderson og den nye trommeslager Alan White.

Jeg har lidt samme oplevelse af Close to the Edge som af The Yes Album. Den ene side siger mig noget mindre end den anden side. Til gengæld synes jeg side 1 med den 18 minutter lange titelsang nok er ikke bare Yes’ bedste sang, men også den flotteste prog-rock-sang overhovedet, muligvis i en vis konkurrence med de lige så eminente, storladne og episke Supper’s Ready og Firth of Fifth af Genesis. Det der hæver Close to the Edge over de to Genesis-sange er: Close to the Edge er mindst lige så inspireret. Og så er Close to the Edge komponeret som en helhed lige fra begyndelsen i modsætning til de to Genesis-sange der er patchwork-sange sammensat af fragmenter der oprindelig var skrevet til andre situationer, men som bandet skønnede passede i helheden.

Her er den fantastiske 18 minutter lange Close To The Edge. Man må have tålmodighed med de første 3 minutter der kan opleves som ren støj. Derefter er sangen kompleks, melodisk og med drive. Første del hedder Solid Time of Change, hvor den første halvdel er kaos, mens den anden halvdel præsenterer vers og omkvæd (“Close to the Edge, Down by the River”). Anden del begynder 6 minutter inde i sangen og hedder Total Mass Retain der gentager vers og omkvæd fra anden halvdel af del 1, men med en anden basgang – og en virkelig fuldfed basgang. Så kommer en blid midterdel, del 3 I Get Up, I Get Down, der begynder instrumentalt og psykedelisk og glider over i en vokal sekvens hvor Squire og Howe sammen synger en melodilinje der fletter sig sammen med Anderson der synger det meget melodiske “I Get Up, I Get Down”. Det ender i en ret heftig instrumental sekvens der afsluttes af en forrygende orgelsolo. Sangens sidste 4 minutter er del 4 – Seasons of Man – der indledes med det vers og omkvæd vi fik i anden halvdel af del 1, men kun i dur-akkorder, og nu samles alle sangens temaer, altså også “I Get Up, I Get Down” i en flot fungerende sammenstilling.

Teksten – ikke mindst omkvædet “Close to the Edge, Down by the River” er inspireret af Andersons læsning af Hermann Hesses roman “Siddharta”, særligt linjen “Having traveled the world, he finished down by a river with nature, realizing it was the optimum connection with divine energy,“

De to øvrige sange på albummet beliggende på side 2 – And You and I samt Sibirian Khatru – er bestemt fine sange. Men de blegner bare lidt i forhold til titelsangen.

Særligt den 10 minutter lange And You and I må bestemt ikke overses. Den er skrevet af Anderson, Squire, Bruford and Howe. Brufords deltage i sangskrivningen er sjælden, men her er det akkord-sekvensen i del 2 “Eclipse” der begynder 3.46 minut inde i sangen – og som gentages en enkelt gang i del 3 (The Preacher, The Teacher).

Allmusic beskriver Close to the Edge ganske præcist sådan her:

With 1971’s Fragile having left Yes poised quivering on the brink of what friend and foe acknowledged was the peak of the band’s achievement, Close to the Edge was never going to be an easy album to make. Drummer Bill Bruford was already shifting restlessly against Jon Anderson’s increasingly mystic/mystifying lyricism, while contemporary reports of the recording sessions depicted bandmate Rick Wakeman, too, as little more than an observer to the vast tapestry that Anderson, Steve Howe, and Chris Squire were creating. For it was vast. Close to the Edge comprised just three tracks, the epic “And You and I” and “Siberian Khatru,” plus a side-long title track that represented the musical, lyrical, and sonic culmination of all that Yes had worked toward over the past five years. Close to the Edge would make the Top Five on both sides of the Atlantic, dispatch Yes on the longest tour of their career so far and, if hindsight be the guide, launch the band on a downward swing that only disintegration, rebuilding, and a savage change of direction would cure. The latter, however, was still to come. In 1972, Close to the Edge was a flawless masterpiece.

The Close to the Edge Tour begyndte den 30. juli 1972, kørte over 97 shows og sluttede den 22. april. Til turneen blev der både optaget et live-album – Yessongs – desværre ikke med den bedste lyd – og en koncertfilm med samme titel. Yessongs blev udgivet i maj 1973 kort efter at turneen sluttede, og dette triple-album med optagelser fra The Close to the Edge Tour med Alan White som trommeslager indeholder desuden tre sange fra The Fragile Tour – altså med Bill Bruford som trommeslager. Yessongs solgte også flot – nr. 7 i Storbritannien, nr. 12 i USA.

Yes’ 1. live-album: Yessongs. 1973

Koncertfilmen er på lidt over en time og har samme elendige lyd. Men den er her:

Jon Anderson fik ideen til det næste album – deres 6. studiealbum – under The Close to the Edge Tour. Han læste et værk af Paramahansa Yogananda der beretter at hinduteksternes 4 legemer – hver indeholder en helt særlig viden. De 4 legemer er ifølge Yogananda śruti, smriti, puranaer og tantraer, og albummet skulle så skildre disse 4 legemer. Anderson vendte ideen med Steve Howe der også var fængslet af det fantastiske og eksotiske, og Anderson og Howe udviklede ideen sammen i stearinlysenes skær på deres værelser og fandt på tekster og musikbidder. Howe så muligheden for at lave noget virkeligt ambitiøs musik uden de traditionelle omkvæd og sangmæssige strukturer. Da Close to the Edge-turneen sluttede, øvede Yes i et par måneder omkring Andersons og Howes hindu-vision og besluttede sig for at lave et dobbelt-album hvor hver af de 4 pladesider skulle anskueliggøre et af de fire legemer. Det skulle blive til projektet “Tales From Topographic Oceans“. Wakeman syntes det var vildt langt ude og distancerede sig en del af bandet i denne periode og navngav albummet  Tales from Toby’s Graphic Go-Kart. Denne distancering og fremmedgørelse skulle ende med Wakemans afgang. Producer Eddy Offord var heller ikke fan.

Yes’ 6. album: Tales From Topographic Oceans

Jon Anderson syrede noget ud under indspilningen til Tales. Han havde ønsket at optagelsen skulle foregå i landlig idyl. Da man besluttede sig til at optage albummet i Morgan Studios i det nordvestlige London da man der havde fået Storbritanniens første 24-spors båndoptager hvorefter Anderson gik i gang med at omdanne studiet til simuleret landlig idyl fuld af blomster og modeller af stalde og græssende køer. Producer Eddy Offord husker at blomsterne efterhånden døde, og at køerne blev overmalet med graffiti og tilføjer – “that just kind of sums up that whole album”.

Tales from Topopgraphic Oceans blev indspillet mellem juli og september 1973 og udgivet i december 1973 som et dobbeltalbum. Efter min mening er albummet klart for langt. Side 2 og 3 holder ikke, mens side 1 og side 4 til kan høres og endda værdsættes for glimtvis virkelig smukke og ligefrem spirituelle sekvenser. Det er glimrende, velspillet, komplekst, åndfuldt og sine steder ligefrem melodisk progrock, men også mærkeligt køligt, upersonligt og lidenskabsløst i forhold til de foregående albums hvilket gør albummet påfaldende prætentiøst og fortænkt og sine steder lumsk kedeligt. Chris Welch siger det velvilligt, men udmærket:

It is a fragmented masterpiece, assembled with loving care and long hours in the studio. Brilliant in patches, but often taking far too long to make its various points, and curiously lacking in warmth or personal expression. … “Ritual” is a dance of celebration and brings the first enjoyable moments, where Alan’s driving drums have something to grip on to and the lyrics of la la la speak volumes. But even this cannot last long and cohesion is lost once more to the gods of drab self indulgence.

Allmusic beskriver Tales med ret stor præcision:

Decades after its release, Tales from Topographic Oceans is still the most controversial record in Yes’ output. This was the place where Yes either fulfilled all of the promise shown on their previous five albums or slid off the rails in a fit of artistic hubris, especially on the part of lead singer Jon Anderson and guitarist Steve Howe, who dominated the composition credits here. Actually, the group probably did a bit of both across 80 minutes of music on a fully packed double-LP set. The musical ambitions of Yes were obvious on its face. It consisted of four long songs (really suites), each taking up a side of an album, and each longer than the previous album’s side-long “Close to the Edge.” And Tales had a jumping-off point that was as far advanced in complexity and density as Close to the Edge had been out in front of its predecessor, Fragile (and all of this obviously made The Yes Album seem like basic rock & roll). Anderson, by virtue of his voice and lyrics, is the dominant personality on Tales, and his fascination with Eastern religion is fully manifest, as never before (or since). ……

In another reality, perhaps the gorgeous, folk-like passages on Tales would have spawned songs of four or five minutes, but here they are, woven into these long-form pieces, and if one can take the plunge into these particular sonic oceans, and comfortably stay under long enough, it’s a journey that will reward. But it’s not a trip that everyone — nor even every Yes fan — is going to take, especially not too soon after discovering the album.

Men kommercielt blev Tales en stor succes. Det blev det første britiske album der fik guld på alene forbestilte eksemplarer – 75.000 ex, men også i egentlig salg fik albummet guld. Det lå nr. 1 i to uger på den britiske albumhitliste, og nr. 7 i USA.

To sange holder rimeligt – Side 1 også kaldet The Revealing Science of God

Og side 4 også kaldet Ritual

Fra november 1973 til april 1974 drog Yes på The Tales of the Topographic Ocean Tour med 77 shows hvor HELE Tales-albummet og HELE Close to the Edge-albummet blev spillet. Turneen var en succes og inkludererede 5 udsolgte koncerter i træk i Londons Rainbow Theatre. Efter turneen forlod Rick Wakeman bandet frustreret over musikken på Tales. Jon Anderson har beskrevet turneen som et low-point, fordi dele af publikum og dele af bandet var så utilfredse med den musik der blev spillet.

Efter Wakemans afgang havde Yes travlt med at finde en ny keyboardspiller og havde bl.a. den græske keyboardspiller Vangelis i audition, men det faldt bl.a. på at Vangelis ikke var villig til at rejse omkring. Desuden spurgte Yes den virtuose Keith Emerson, men han ønskede ikke at bryde med sit eget band – Emerson, Lake & Palmer. Til sidst gik man til et ny progrock-band, Refugee, en trio hvis musik mindede noget om det hedengangne The Nice (Keith Emersons oprindelige band). Den dominerende musiker i Refugee var den schweiziske keyboardspiller Patrick Moraz der også lavede Refugees musik. Yes var i sommeren 1974 ved at skabe musikken til deres 7. studiealbum, da man bad Moraz om at komme forbi i første uge i august. Moraz kom uden synthesizer, men Vangelis’ synthesizers stod der stadig, og Yes var i gang med at lave den sang der blev til Sound Chaser. Moraz var blæst væk, sagde ja til Yes, og Refugee – der ellers var i gang med at lave deres 2. album – blev opløst.

Yes’ 7. album: Relayer. 1974

Indspilningen af Yes’ 7. album foregik fra sensommeren og frem i efteråret 1974, og albummet blev udgivet i november under titlen Relayer. Albummet er måske Yes’ vildeste album, mere løs, mere jammet, mere fusionsjazz-agtig, med skarpere kanter end hidtil. Et eksempel er den før omtalte Sound Chaser – kompleks , men virkelig ikke særligt melodiøs – og som udgør første halvdel af side 2. Sidens 2. halvdel, sangen To Be Over, er mere melodiøs, og måske albummets mest tilgængelige sang. Men To Be Over varer over 9 minutter, og man fornemmer god tid i sangen. God tid, rummelighed, frihed, og måske løshed.

Til gengæld er side 1, den næsten 22 minutter lange The Gates of Delirium – en virkelig stærk sang med store kontraster og mange kanter. Gates er inspireret af Tolstojs Krig og Fred, og denne dualitet af krig og fred, illustreres fint i musikken. Gates begynder som ret melodiøs rock, men udvikler sig systematisk imod noget stadig voldsommere og mere kaotisk. I sangens sidste 7 minutter afløses heftigheden af en sekvens – “Soon” – præget af stor sødme, blidhed, melodiøsitet og optimisme.

Relayer blev rimelig godt anmeldt, men de, der havde fundet Tales of Topographic Oceans alt for prætentiøs, blev ikke formildet af Relayer. Personlig synes jeg at Gates of Delirium hæver sig noget over Tales ved simpelthen at være mere sammenhængende, melodiøs, inspireret og med mere passion, nerve og kant. Rick Wakeman hadede albummet som han fandt alt for løst og jazzet til sin smag, men til gengæld kunne han jo så glæde sig over at have forladt Yes.

Kommercielt var Relayer lige så stor en succes som Close to the Edge, idet den kom i top 5 i både Storbritannien og USA.

Allmusic er ikke for begejstret og sammenfatter noget køligt og distanceret albummet således:

Yes had fallen out of critical favor with Tales from Topographic Oceans, a two-record set of four songs that reviewers found indulgent. But they had not fallen out of the Top Ten, and so they had little incentive to curb their musical ambitiousness. Relayer, released 11 months after Tales, was a single-disc, three-song album, its music organized into suites that alternated abrasive, rhythmically dense instrumental sections featuring solos for the various instruments with delicate vocal and choral sections featuring poetic lyrics devoted to spiritual imagery. Such compositions seemed intended to provide an interesting musical landscape over which the listener might travel, and enough Yes fans did that to make Relayer a Top Ten, gold-selling hit, though critics continued to complain about the lack of concise, coherent song structures.

Fra 8. november 1974 til den 25. juli 1975 gennemførte Yes deres Relayer Tour med 88 koncerter, og derefter holdt Yes pause i et årstid for at lade medlemmerne hengive sig til soloprojekter. Derefter – i anden halvdel af 1976 – rykkede Yes til Montreux for at komponere og siden indspille sange til deres 8. studiealbum. Sangskrivningen gik fint, og sangene var mere melodiøse og sammenhængende end længe. Jon Anderson besluttede sig så for at sende to af de sange, de var ved at lave, Going for the One og Wonderous Stories, til Rick Wakeman som tænkte at her kan jeg være med igen. Han tilbød at vende tilbage til bandet der sagde ja. Det betød at Patrick Moraz ganske pludseligt fik kniven trods sine bidrag til især sangene Going for the One, Parallels og Wonderous Stories. Det var Moraz virkelig arrig over og følte sig dårligt behandlet af Yes. Indspilningerne med Wakeman – der i første omgang blev hyret som sessionsmusiker – begyndte i oktober 1976 og blev afsluttet i april 1977, så det var en ganske lang proces.

Yes’ 8. album: Going for the One. 1977

Albummet kom ud under titlen Going for the One den 15. juli og var et bevidst forsøg på at nedskalere musikken og gøre den mere brugervenlig og tilgængelig. Det prog-rockede var dog stadig tydeligt, især i sangen Awaken skrevet af Anderson og Howe. Eddy Offord var blevet træt af Yes og var ikke længere producer – så albummet er selv-produceret. Også samarbejdet med Roger Dean og hans fantasy-covers blev brudt. Nu brugte man Storm Thorgerson og hans designfirma Hipgnosis som fx også Led Zeppelin, Pink Floyd og Genesis brugte, selv om Deans Yes-logo blev bevaret. Hipgnosis ville i sit cover til Going for the One udstråle noget helt andet end Deans eskapistiske fantasilandskaber. Nu handlede det om modernitet, urbanitet og fremtiden.

Personligt synes jeg at Going for the One er et fremragende album, Yes’ bedste siden Close to the Edge. For en gangs skyld synes jeg ikke der er et eneste svagt nummer på albummet. Især værdsætter jeg den dynamiske titelsang og den spirituelle og episke Awaken.

Her titelsangen skrevet af Jon Anderson. Going for the One er på en måde forfriskende gammeldags og næsten boogie-agtig rock’n’roll, men der er en veloplagthed, en energi, en melodiøsitet der virker meget forførende. Men særligt den sidste del – hvor Anderson begynder med at synge Taken so high/Taking your time/Turn on to love/Turnstile to one charmerer mig pga. baggrundsvævet af lyde, især keyboardlyde, der skaber en næsten magisk stemning.

Og her Awaken skrevet af Anderson og Howe. Det er en af Yes’ allerstørste episke sange på niveau med Close to the Edge og Gates of Delirium. Den er meget crescendo-agtig, og de opadstigende sekvenser virker meget hymniske og spirituelt. Det gælder både rocks-sekvensen de første 6 1/2 minut der er sunget, men også meget guitar-lirende, men på en meningsfuld måde, på den meget krystallinske instrumentale orgelsekvens der følger efter og som over nogle minutter langsomt bygger op til en flot kulmination i de sidste 3-4 minutter. Awaken er en af de mest spirituelt effektfulde sange jeg kender

Albummets sang nr. 2 – Turn of the Century – må afgjort heller ikke glemmes. Også den er fuld af skønhed og åndelighed.

Allmusic begynder deres beskrivelse af albummet sådan her

Going for the One is perhaps the most overlooked item in the Yes catalog. It marked Rick Wakeman’s return to the band after a three-year absence, and also a return to shorter song forms after the experimentalism of Close to the Edge, Tales from Topographic Oceans, and Relayer. In many ways, this disc could be seen as the follow-up to Fragile. Its five tracks still retain mystical, abstract lyrical images, and the music is grand and melodic, the vocal harmonies perfectly balanced by the stinging guitar work of Steve Howe, Wakeman’s keyboards, and the solid rhythms of Alan White and Chris Squire.

Den efterfølgende turne varede året ud – fra juli til december 1977 – med 90 shows. Og hermed slutter det jeg vil betegne som Yes’ guldalder

Yes i 1977 – Bagest fra venstre – Squire, Howe og Wakeman. Forrest Anderson og White

Den første forfaldsperiode

Efter Going for the One-turneen holdt Yes et par måneders pause og gik så i februar 1978 i gang med at skrive og indspille deres 9. album med materiale de havde frembragt i pauserne under turneen. Linjen fra Going for the One med at skrive kortere og mere lettilgængelige, nogle vil sige poppede, sange blev kørt længere ud. Offord var med igen som producer, men forlod hurtigt indspilningen. Musikerne begyndte at bide af hinanden, og måske også rivalisere lidt. Squire har bemærket at han syntes der var en kamp mellem Howe og Wakeman om at få så mange toner ind pr. sekund som overhovedet muligt. Særligt Wakeman forekommer kikset, og Anderson er heller ikke på toppen, mens Howe og Squire virker veloplagte. Lyden på albummet – kaldet Tormato – blev tynd angiveligt fordi Offord normalt optager med Dolby A, men det var de efterfølgende engineers – der overtog Offords første optager – ikke klar over hvilket medfører en produktionsmæssig svipser.

Yes’ 9. album: Tormato. 1978

Det betyder at albummet blev et lidt uinspireret popalbum med alt for meget instrumentalt lir undervejs og en Wakeman ude af kontrol. Men Tormato indeholder bestemt smukke momenter, fx sangene Madrigal og Onward.

Her Madrigal skrevet af Anderson og Wakeman

Onward er skrevet af Chris Squire med et orkester-arrangement lavet af Squires barndomsven Andrew Pryce Jackman. Det er noget af det smukkeste Yes har lavet.

Der er dog også udmærkede up-tempo-sange på Tormato. Her Don’t Kill The Whale udgivet som single, og hvor singlens overskud selvfølgelig gik til Greenpeace.

Tormato udkom i september 1978 – atter med cover af Hipgnosis. Tormato solgte ikke helt så meget i Storbritannien som forgængeren. Mens Going for the One var røget ind som nr. 1 i Storbritannien, kulminerede Tormato som nr. 8. Til gengæld var Tormato det første Yes-album der fik platin i USA.

Allmusic er sørgeligt præcise i denne karakteristik af Tormato

The ’70s model of Yes runs out of gas. Recorded in a morale slump and an impending haze of drink, Tormato’s decent tunes are sabotaged by Rick Wakeman’s increasing penchant for cheesy textures and the band’s thin overall sound. “Don’t Kill the Whale” was their last successful single for years; the soaring “Onward” almost but not quite redeems the twee silliness of “Arriving UFO” and “Circus of Heaven.” Of special interest is the pounding “On the Silent Wings of Freedom,” which pushes Chris Squire and Alan White to the front of the mix, establishing the kind of aggressive and straightforward rhythms that would propel the band through the ’80s. Bass freaks, take note: this tune also marks one of the few appearances of the Dipthong pedal, accounting for Squire’s distinctive “bow bow bow” sound.

The Tormato Tour fra august 1978 til juni 1979 og 101 shows var dog kommercielt en succes. Efter turneen går Yes i gang med deres 10. album sammen med producer Roy Thomas Baker (kendt for at producere en masse kendte albums, og så det danske Gasolin 3), men det gik ikke godt. Yes var ved at dele sig i to grupper. Howe, Squire og White ønskede noget lidt tungere og mere rocket, og fandt Jon Andersons bidrag alt for bløde og lette. Til gengæld gik Andersons og Wakemans orientering imod det folk-agtige og fantastiske. Indspilningerne blev afbrudt i december 1979, da White brækkede foden. I februar 1980 genoptog Yes processen, men nu var de musikalske uoverensstemmelser tydeligere. Anderson virkede tavs og moody, og Howe, Squire og White blev usikre på hans engagement og begyndte at lave instrumentale demoer af deres materiale. Et stort skænderi om finanser medførte at Anderson forlod Yes i marts 1980. Det samme gjorde Wakeman ca. samtidig. Sidenhen gav Jon Anderson især folk uden for bandet, såsom producer Baker, skylden for at småkonflikter voksede sig store.

Yes var nu reduceret til Steve Howe, Chris Squire og Alan White, og man manglede en forsanger og en keyboardspiller.

Nu skete noget virkelig mærkeligt. I 1979 dukkede en synthesizer-baseret new wave-pop-duo – The Buggles – op med hittet Video Killed The Radio Star. The Buggles bestod af Trevor Horn på sang og Geoffrey Downes på keyboard.

The Buggles havde samme manager som Yes – Brian Lane. Lane vidste af Horn og Downes nok lavede musik der var meget forskellige fra Yes’, men de var begge fans af Yes og kunne måske bidrage med en sang til Yes. De havde en Buggles-sang, We Can Fly from Here, og den kunne måske du. Så The Buggles mødtes med Squire i dennes hjem. Squire kunne lide sangen, og mente at Trevor Horns stemme kunne minde om Andersons, så han inviterede duoen til at øve med Yes. Til sidst så man muligheden for en fusion under Yes’ navn. Atlantics grundlægger og boss, Ahmet Ertegun, fløj til London for at sikre at den mærkelige fusion kunne holde kommercielt. Det vurderede Ertegun, og Horn kom med i Yes som ny forsanger, mens Downes blev ny keyboardspiller. Horn havde sine betænkeligheder, mest omkring hvordan fans ville tage at han afløste Anderson med den distinkte, lyse alt tenor-vokal, men han tænkte også at det var hans chance.

Yes i august 1980 – fra venstre Howe, White, Downes, Squire og Horn

Yes’ 10. album: Drama. 1980

Yes 10. studiealbum kaldet Drama blev optaget ret hurtigt mellem april 1980 og juni 1980 og udsendt i august 1980. Horn og Squire synger sammen og fungerer begge som forsangere. Albummet har en helt anden karakter end forgængeren Tormato – en tykkere, mere rocket lyd. Pompøs, men ikke overbroderet, og ret catchy.

Her Tempus Fugit

Albummets åbningssang Machine Messiah begynder med en næsten heavy lyd

Drama blev ret godt modtaget af anmelderne der mente at Yes’ særlige sound var bevaret, selv om Horn måske ikke helt nåede Andersons niveau, og selv om lyden var tungere og hårdere end før. Og Drama blev generelt vurderet som lettere tilfængelig end længe omend stadig i den krævende ende. Kommcerielt fungerede den også. Drama blev fx nr. 2 i Storbritannien.

Allmusic har denne ret nøgterne konstatering

For this one album, ex-Buggles Geoffrey Downes and Trevor Horn were drafted in to replace Jon Anderson and Rick Wakeman. It rocks harder than other Yes albums, and for classically inclined fans, it was a jarring departure; but it was a harbinger of Yes and Asia albums to come. A newly emboldened Chris Squire lays down aggressive rhythms with Alan White, and Steve Howe eschews his usual acoustic rags and flamenco licks for a more metallic approach, opting for sheets of electric sound. Prime cuts include the doom-laden “Machine Messiah” and the manic ska inflections of “Tempus Fugit.” Despite the promise of this new material, the band soon fell apart; Horn went into production, Howe and Downes joined Asia, and Squire and White toyed and then gave up on a pair-up with Robert Plant and Jimmy Page, which was to be titled XYZ (i.e., Ex-Yes and Zeppelin).

I november 1980 udgav Yes sit andet live-album, dobbeltalbummet Yesshows, som var koncertoptagelser i perioden 1976, 77 og 78, dvs. med Jon Anderson på sang. Lyden er i al fald betragteligt bedre end på Yessongs fra 1973 og alene for stærke prog-sange som Gates of Delirium fra Relayer og Ritual fra Tales of Topographic Oceans er den værd at anskaffe sig.

Yes’ 2. livealbum: Yesshows. 1980

I resten af 1980 fra august til december drog Yes på turne med 65 shows med Downes og Horn med i bandet, men koncerternes tilhørere var ikke ubetinget henrykte for at Anderson og Wakeman var erstattet med Horn og Downes.

Da turneen sluttede, overvejede Yes fremtiden. Først blev Trevor Horn og manager Brian Lane gået. Så gik Chris Squire og Alan White. Tilbage var Howe og Downes der i december 1980 gik hver deres vej. I marts 1981 blev det annonceret at Yes ikke længere eksisterede.

I januar 1981 bragte Geffen Record Steve Howe sammen med John Wetton, tidligere bassist og forsanger i King Crimson med henblik på at lave et album sammen. Ind kom også Geoff Downes samt trommeslageren Carl Palmer fra det hedengangne progband Emerson Lake & Palmer. Projektet fik navnet Asia. Den nye supergruppe debuterede i marts 1982 med kommercielt ret succesrig AOR-musik, fx Heat of the Moment skrevet af Wetton og Downes. Glat, kedelig og uambitiøs musik i tidens toner. Siden kom der til gnidninger mellem især Howe og den alkoholiserede Wetton. Howe var den der gik mest kritisk imod Wettons druk, og Wetton blev gået – og kom tilbage ved at kræve at Howe røg ud. I 1985 etablerede Howe og Genesis’ tidligere guitarist Steve Hackett bandet GTR der nåede at lave et kedeligt AOR-album med en vis succes, før Hackett trak sig, og GTR flød ud.

Asias debutalbum. Navnløs. 1982. Også Asia har logo og cover-omslag designet af Roger Dean.

I foråret 1981 gik Squire og White i samarbejde med Jimmy Page, guitarist og bagmand i Led Zeppelin der var opløst året før, da trommeslageren John Bonham blev kvalt i en druk-relateret ulykke. Projektet hed XYZ = X for Eks, Y for Yes og Z for Zeppelin. Tanken var at sætte Zeppelins sang og guitar sammen med Yes’ rytmegruppe i XYZ, så håbet var at sanger Robert Plant ville støde til. Det mente Page. Men det gjorde Plant aldrig, angivelig fordi han ikke kunne komme sig af sorgen over Bonhams død.

XYZ blev opgivet, og istedet satte Atlantics europæiske chef Phil Carson i 1982 Squire og White i forbindelse med den sydafrikanske guitarist Trevor Charles Rabin (f. 1954) der med succes havde spillet guitar i det sydafrikanske band Rabbitt fra 1972, men i 1978 flyttede til Storbritannien for fx at arbejde som producer. Og i 1982 til USA. De tre besluttede at danne et band sammen kaldet Cinema. De manglede en keyboardspiller, så Squire fandt den gamle Yes-keyboardspiller Tony Kaye. Forsangere var Rabin og Squire. Cinema overvejede at få fat på den gamle Yes-forsanger Trevor Horn, men Horn ville hellere producere Cinemas næste album. Squire traf Jon Anderson og spillede Cinemas demo-bånd for ham. Anderson kunne lide det og blev i april 1983 en del af projektet. Cinema havde sin forsanger. Men Cinemas sange var stort set på plads, så Andersons sangskrivning blev der ikke brug for. Pladeselskabet syntes nu at Cinema passende kunne skifte navn til Yes, nu bandet indeholdt 4 tidligere Yes-medlemmer, hvoraf de 3 endda var med ved grundlæggelsen, og den ene var den distinkte forsanger. Rabin var ikke fan af ideen, for tanken var ikke at lægge sig i sporet af Yes’ gamle musik. Yes var gendannet med Trevor Rabin som en ny dominerende musiker. Uformelt er dette gendannede Yes med en helt anden musikalsk klang end det gamle Yes kaldet Yes-West fordi Yes nu havde base i Californien i stedet for i London.

Yes anno 1983 – nogle gange kaldet Yes-West. Fra venstre Alan White, Jon Anderson, Chris Squire, Tony Kaye og Trevor Rabin

Musikken blev optaget mellem november 1982 og juli 1983 – Jon Anderson kom altså ind som sanger midt under indspilningen – og udsendt som Yes’ 11. studiealbum i november 1983 under navnet 90124 – opkaldt efter katalognummeret. Musikken var især komponeret af Rabin og Squire, men Anderson nåede også at påvirke sangene ligesom producer Trevor Horn. Albummet var uhyre velproduceret, og Horn – der også producerede fx Grace Jones og Frankie Goes To Hollywood – blev betragtet som det store producer-geni i 80’erne.

Yes’ 11. album: 90125. 1983

Allmusic beskriver albummet virkelig positivt:

A stunning self-reinvention by a band that many had given up for dead, 90125 is the album that introduced a whole new generation of listeners to Yes. Begun as Cinema, a new band by Chris Squire and Alan White, the project grew to include the slick production of Trevor Horn, the new blood (and distinctly ’80s guitar sound) of Trevor Rabin, and eventually the trademark vocals of returning founder Jon Anderson. His late entry insured that Rabin and Horn had a heavy influence on the sound. The album also marked the return of prodigal keyboardist Tony Kaye, whose crisp synth work on “Changes” marked the band’s definitive break with its art rock roots. “Owner of a Lonely Heart” was a huge crossover hit, and its orchestral break has been relentlessly sampled by rappers ever since. The vocal harmonies of “Leave It” and the beautifully sprawling “Hearts” are additional high points, but there’s nary a duff track on the album.

90125 havde en langt hårdere lyd end tidligere Yes-albums, herunder Drama fra 1980, men også en mere lettilgængelig, glat og street-smart lyd. Yes havde en ny energi og vitalitet, og anmelderne anerkendte at albummet lød som alt andet end en dinosaurus, og at Yes havde genopfundet sig selv med en ny friskhed. Umiddelbart solgte 90125 ikke markant mere end forgængerne, tværtimod. Den toppede som nr. 16 i Storbritannien, mens forgængeren Drama var blevet nr. 2, men til gengæld blev den nr. 5 i USA og solgte snart 3 millioner eksemplarer bare i USA, og førstesinglen Owner of a Lonely Heart blev et kæmpe pophit og røg ind som nr. 1 på singlehilisten. Både album og single blev Yes’ største kommercielle succes nogensinde.

Her er singlehittet Owner of a Lonely Heart skrevet af Rabin, Anderson, Squire og Horn.

Bandet Anderson, Rabin & Wakeman, eller ARW, turnerede under navnet “Yes featuring Anderson, Rabin and Wakeman og lavede i 2016 denne live-udgave af “Owner”.

Min personlige favorit fra 90125 er Leave It der er catchy pop, men fuld af overraskelser og friskhed og med meget fine vokalharmonier mellem Anderson, Squire og Rabin. Leave It er skrevet af Squire, Rabin og Horn. Videoen er lavet af den gale halvdel af popkvartetten 10CC – Creme & Godley – der i 80’erne blev kendte for deres meget kreative videoer. Videoen her er endda lavet i 18 forskellige versioner optaget samme dag. På mig er den forstyrrende, men så kan man jo lytte til den fine popmusik og fæstne øjnene ved noget andet.

Changes er også en af mine favoritsange fra albummet. På en måde klassisk AOR a la Toto men alligevel med noget ekstra. Alan Whites indledning er flot, og verset har en fin, intens atmosfære.

Fra februar 1984 til februar 1985 rullede Yes’ 9012Live Tour med 141 shows. Turneen var en stor kommerciel succes.

Yes’ 12. album: Big Generator. 1987

Mellem 1985 og 87 optog Yes-West så deres opfølger til 90125 hvilket blev Yes’ 12. studiealbum, Big Generator, der udkom i september 1987. Big Generator blev Yes’ sidste millionsælgende album og var en lidt uinspireret version af 90125. Friskheden, frækheden, uforudsigeligheden var nu væk til fordel for storladen AOR.

Her Shoot High Aim Low der er en af de få sange fra albummet jeg kan udholde. Og som nærmer sig det gode. Den er skrevet af White, Kaye, Rabin, Squire og Rabin.

Yes gik på turné med materialet fra november 1987 til april 1988. I maj trak Anderson sig fra projektet fordi han følte sig kørt ud på at sidespor af Rabin og Squire og efterhånden følte sig fremmedgjort over for projektet. Det officielle Yes var uden forsanger og lå brak på udsigt efter en egnet kandidat. Man overvejede fx Roger Hodgson, tidligere Supertramp, popsangeren Robbie Nevil og Billy Sherwood fra bandet World Trade med sidstnævnte som det bedste bud. Sherwood er i øvrigt med i nutidens Yes.

Til gengæld fandt Jon Anderson sammen med gamle band-kolleger – Steve Howe, Rick Wakeman og Bill Bruford og dannede projektet Anderson Bruford Wakeman Howe eller ABWH. Fordi Squire og White delte ejerskab med navnet Yes, men ikke var med, kunne projektet ikke kalde sig Yes. Men ABWH var i lyd meget mere Yes end Yes-West nogensinde var. På bas havde kvartetten hidkaldt Brufords gamle bandkollega i King Crimson Tony Levin (også bassist for Peter Gabriel.

Anderson Bruford Wakeman Howes første og eneste album. Navnløst. 1989

ABWHs debut-album (og eneste album), der var ubetitlet, blev optaget mellem 1988 og 1989 og udsendt den 20. jui 1989. Man kan bemærke sig at Roger Dean er tilbage som cover-designer for første gang siden Drama.

ABWH blev nr. 14 i Storbritannien og solgte i ca. 750.000 eksemplarer, dvs. dårligere end hidtidige Yes-albums, men slet ikke katastrofalt. Jeg synes den er rimelig okay. Sangene er i øvrigt siden medtaget på Yes-opsamlingsalbums og livekoncerter, så reelt betragtes det som et Yes-album.

Allmusic skrev:

File under “Yes.” When this version of the band couldn’t obtain rights to the name, they put their album out under their combined names, but it’s still Yes by any other name. Jon Anderson’s tenor wails through spacy lyrics, Rick Wakeman constructs cathedrals of synthesized sound, Steve Howe rips high-pitched guitar leads, and Bill Bruford makes his drums sound like timpani. For all that, it’s a pedestrian effort for these veterans, not as bombastic as some of their stuff, not as inspired as others, but it definitely has the “Yes” sound. “She Gives Me Love” even refers to “Long Distance Runaround.”

ABWH drog på succesrige koncert-turneer, særligt “An Evening of Yes Music Plus Tour” der siden resulterede i ABWHs live-album “An Evening of Yes Music Plus” fra 1993. Turneen sluttede i marts 1990, og ABWH gik i gang med at udvikle musik til et nyt album med arbejdstitlen Dialogue. Pladeselskabet fandt de første forsøg alt for svage, og ABWH gik den tunge gang til Yes-West – nu med Billy Sherwood som forsanger – og spurgte efter materiale. Det hele endte i en mærkelig syntese af ABWH og Yes-West kaldet Union der udkom under Yes’ navn i april 1991. ABWH og Yes-West spillede deres egne bidrag, men alle med Anderson som forsanger, og alle kom med på Union-albummet.

Yes’ 13. album: Union. 1991

Produktionen var en ydmygende omgang. Der var klare spændinger mellem Anderson og Howe der i perioder ikke kunne være i rum sammen. Producer Jonathan Elias tog styring sammen med Anderson, og de to besluttede at lave overdubs på dele af Rick Wakemans og Steve Howes spil. For Wakeman et hav af musikere, herunder Jim Crichton fra bandet SAGA, og Jimmy Haun for Howes vedkommende, anbefalet af Steve Porcaro. Howe og Wakeman var edderspændte, for at sige det mildt. Howe kaldte Hauns overdub af hans guitarspil for “en abort”.

Union er desværre et misfoster og et temmelig rædsomt album – Yes’ hidtil værste. Her er Yes-West med Rabins og Mark Mancinas Miracle of Life

Her er Allmusics ret velvillige beskrivelse:

With the exception of Peter Banks and Trevor Horn, virtually all the major contributors to Yes in its various incarnations over the previous 23 years, including both of its drummers, threw their hands into the making of Union, which was supported by a massive tour that filled arenas with at least two generations of fans. So even if Union had been as good as one hoped, this was an album that couldn’t possibly have met the expectations inherent in the array of talent involved. The material is reasonably solid, and under ordinary circumstances this album would have been considered just fine, if not exceptional. “I Would Have Waited Forever” shows off the group’s vocalizing (by Chris Squire and Jon Anderson) at its most melodic and Steve Howe has one of the most beautiful classical guitar showcases of his Yes career on “Masquerade.” But the Trevor Rabin/Chris Squire-composed “Lift Me Up” seems a forced exercise in heaviness, and “Without Hope You Cannot Start” seems more like a composed-by-numbers piece than a truly inspired song. None of the material here would rate alongside the better (forget the best) tracks from any of the group’s 1971-1974 albums. Perhaps the defects revealed the real purpose of this album, which wasn’t so much to make a definitive statement by any of the participants, but rather to show the flag of the reunited band, which it did.

Sandheden er at alle i Yes hadede Union, måske voldsomst Bill Bruford og Rick Wakeman. Sidstnævnte omdøbte “Union” til “Onion”, fordi – som han siger – han kommer til at græde når han tænker på albummet. Modsætningerne mellem musikerne blev tydeligere. Ikke desto mindre kom der en verdensturne – The Union Tour – fra 9. april 1991 til 5. marts 1992 med 84 shows og alle 8 musikere med (Anderson, Bruford, Howe, Kaye, Rabin, Squire, Wakeman og White). Da turneen var slut, trak Bruford og Howe sig fuldkommen fra Yes. ABWH eksisterede ikke længere – der var kun Yes-West tilbage.

Det var pladeselskabet (Victory Music) der ønskede at genskabe bandet bag 90125. Rabin ønskede Wakeman med, men diverse rettigheder og forpligtelser forhindrede det. Yes-West gik i studiet i 1992 og 1993 og lavede deres sidste album sammen med Rabin som producer. Det var Yes’ 14. studiealbum kaldet Talk og lanceret den 21. marts 1994. Rabin var stolt af sit produkt, men anmelderne hadede generelt Talk, og den solgte heller ikke. Den toppede som nr. 20 i Storbritannien og nr. 33 i USA. Yes var langt fra sin gamle succes i 70’erne og 80’erne. Men tag ikke fejl – Talk skulle blive Yes’ største kommercielle succes i mange år. Yes havde stor succes med sine live-turneer, men kommercielt var Yes ved at glide seriøst bagud i dansen!

Yes’ 14. album: Talk. 1994

Her er Talks åbningssang The Calling skrevet af Trevor Rabin, Jon Anderson og Chris Squire. Solid klassisk rock, men det er altså ikke Yes med den nysgerrighed, eksperimenteren og “højde” der ligger i klassisk Yes.

Lanceringen af Talk blev efterfulgt af af en amerikansk turne med 77 shows. Rabin var meget tilfreds med turneen, men han valgte alligevel – sammen med Tony Kaye – at forlade Yes, da turneen sluttede i oktober 1994. Rabin satsede nu på at komponere filmmusik.

Yes’ renæssance

Jon Anderson, Chris Squire og Alan White er nu alene tilbage i Yes, og de kontakter nu Steve Howe og Rick Wakeman for at gendanne Yes i den 70’er-formation der lavede albums som Tales from Topographic Oceans, Going for the One og Tormato.

Yes gendannet i 70’er-formation – fra venstre Alan White, Rkick Wakeman, Jon Anderson, Chris Squire og Steve Howe

Yes’ 15. album (og 4. live-album): Keys to Ascension. 1996

Gendannelsen lykkes. Kvintetten laver to nye ret lange sammen – That, That Is og den lidt mere melodiske Be The One, og sangene forekommer faktisk inspirerede og langt mere luftige og kvalificerede end noget som helst Yes har lavet rigtig længe – måske siden Going for the One, rent faktisk. Desuden spiller det nye/gamle Yes tre koncerter i Californien. Sange fra koncerterne optages og udsendes den 28. oktober 1996 sammen med de to nye sange i albummet Keys of Ascension der fortjent får gode anmeldelser, selv om salget ikke er forrygende – nr. 48 i Storbritannien.

Her er Be The One – en af Yes’ bedre prog-sange skrevet af Anderson, Squire og Howe.

Her er en af live-sangene – Roundabout (oprindelig fra Fragile, 1971)

Allmusic beskriver Keys of Ascension således:

Yes, this time consisting of Jon Anderson, Chris Squire, Steve Howe, Rick Wakeman, and Alan White, got together for three nights in March of 1996 in San Luis Obispo, CA, to cut Keys to Ascension, the group’s fourth live album in 28 years, which is rounded out with two new studio creations. Four of the seven live tracks are covers of songs that the band originally recorded between 1970 and 1974. The group has aged well, and Keys to Ascension is a more satisfying album than 1980’s Yesshows. “Siberian Khatru” has less intensity but more lyricism than it did 23 years ago, making it slightly less dramatic — the ending lacks some necessary attack, replacing it instead with more articulate guitar. Tales From Topographic Oceans is represented by “The Revealing Science of God,” which shows off some superb ensemble playing on a 20-minute piece that is most difficult to bring off on-stage, with Wakeman the standout among the instrumentalists. Anderson’s falsetto has lowered slightly with age, and lost a bit of its power in the process as well, but the ensemble carries the piece successfully to its conclusion. Nearly as surprising is the presence of Paul Simon’s “America,” a song they cut back in the early ’70s, which comes off as a lot more engaging here than it did back when. “Onward” and “Awaken,” from the late ’70s, are well represented in beautiful live covers. The new songs featured as studio recordings on the second disc are superior to anything on the more recent Union “mega-Yes” album, with soaring harmonies and very spacious song construction.

Året efter gentog Yes successen med Keys to Ascension 2 med endnu et sæt live-optagelser fra de tre koncerter plus nye sange.

Yes’ 16. album (og 5. livealbum): Keys to Ascension 2. 1997

Her er det Foot Prints af Anderson, Squire, Howe og White.

Og her et live-nummer, Yes’ måske allerfornemmeste sang – Close to the Edge af Anderson og Howe.

Rick Wakeman havde langt hellere set et fuldt studioalbum end et Keys of Ascension 2, så han forlod Yes i frustration. Disharmonien spredte sig, og en keyboardspiller manglede. Chris Squire fik så fat i Billy Sherwood der havde været ved at blive forsanger i Yes-West, da Yes-West og Anderson, Bruford, Wakeman Howe fusionerede til det kiksede album Union. Sherwood bliver ny assisterende guitarist, harmonisanger og keyboardspiller og bliver fast nyt medlem af Yes.

I sommeren 1997 indspillede Yes albummet “Open Your Eyes” der udsendtes i november 1997. På Sherwoods initiativ ville Open Your Eyes forene Yes’ stilarter fra 70’erne og 80’erne, men albummet floppede både kommercielt og kunstnerisk.

Yes’ 17. album: Open Your Eyes. 1997

Titelsangen er nok albummets mindst ringe sang.

Den 17. oktober 1997 drog Yes med Anderson, Howe, Sherwood, Squire og White ud på turneen “The Open Your Eyes and the 30. Anniversary Tour” som blev afsluttet et år senere efter 147 shows. Den russiske klassisk trænede keyboardspiller Igor Khoroshev kom med på keyboard under turneen. Khoroshev blev efter turneen fast medlem af Yes.

Hverken Anderson eller Howe var frygtelig begejstret for Open Your Eyes, og bandet ønskede nu en producer der kunne give en objektiv feedback på hvad der duede, og hvad der ikke duede. Til at lave Yes’ 18. studioalbum valgte bandet Bruce Fairnbarn der bl.a. havde produceret for Aerosmith (Get a Grip), Bon Jovi, Van Halen og AC/DC. Fairnbarn, der var fan af Yes, viste sig som et fremragende valg god til både at nurse og give modspil. Til alles chok fandt Jon Anderson Fairnbarn død i sin seng af ukendte årsager den 17. maj 1999 mens albummet var ved at blive mikset.

Yes’ 18. album: The Ladder. 1999

Det 18. studiealbum blev udgivet under titlen “The Ladder” i september 1999. Og det er faktisk et rigtigt fint album, vel på niveau med tidlige og rigtigt udmærkede Yes-albums som Tormato og Drama. Her den energiske Face to Face.

Og her albummets åbningssang, Homeworld (The Ladder)

Det er værd at bemærke en sang som Lightning Strikes med de afrikanske rytmer. Særligt den sang indeholder både en reel vitalitet og en vilje til musikalsk fornyelse

Der fulgte flere turneer – først The Ladder Tour fra september 1999 til marts 2000 og derpå The Masterworks Tour i sommeren 2000. Den fik et virkeligt uheldigt udfald for keyboardspiller Koroshev der blev beskyldt for et seksuelt angreb på to kvindelige sikkerhedsvagter bag scenen ved en koncert i Nissan Pavilion, Virginia. Som resultat af et forlig i retten mellem musikeren og sikkerhedsvagterne måtte Yes’ og Igor Koroshevs veje derefter skilles. Yes manglede påny en keyboardspiller. Det var et reelt tab, for Koroshevs spil tillod Yes at finde noget af det overskud som de brillerede med i 70’erne.

Igor Koroshev spiller for Yes i 1999 men må forlade bandet i 2000 efter en skandale.

Yes var nu for første gang reduceret til en kvartet – Anderson, Howe, Squire, White – uden keyboardspiller. Billy Sherwood havde også forladt Yes. Yes besluttede at indspille det 19. album i denne formation – White spiller dog en smule klaver på albummet – og med orkester til at erstatte keyboardspilleren. Det var første gang Yes lavede et album med orkester siden deres 2. album fra 1970 – Time and a Word.

Producer var Tim Weidner på Howes anbefaling, Weidner havde tidliger produceret for fx Seal og Mike Oldfield, og Larry Groupé, en fan af Yes’ musik siden sin skoletid, var arrangør. Albummet – der fik titlen Magnification – blev indspillet i foråret og sommeren 2001 og udgivet i september.

Yes’ 19. album: Magnification. 2001

Titlen stammer fra den meget Andersonske livsfilosofi der hylder at “magnify everything that’s good around you in order to magnify everything that is good within“.

Anmeldelserne var pæne. Melodierne betragtes som standard-Yes, men albummet er fint arrangeret hvilket giver en ny dimension til Yes’ musik. Jeg har det lidt sværere med albummet. Jeg opfatter musikken som lidt oppustet sødladen pop hvor orkesteret puster det endnu mere op, men melodierne mangler. Og pop uden gode melodier falder lidt til jorden, og det bliver ikke bedre af at gøres pompøst.

Give Love Each Day er en af de bedre på albummet med en slags melodi, ligesom orkestreringen fungerer rigtigt fint her.

Allmusic skriver velvilligt:

Many call Yes’ brand of progressive rock “symphonic rock.” The term means that the group produces arrangements in the vein of a symphony using typical rock instrumentation. With Magnification, Yes has taken that a step further, adding a symphony orchestra. The orchestra is not simply thrown over the top, though; the songs were written for this particular grouping. Yes has flirted with this type of thing before. Released in 1970, the Time and a Word album featured a string section, but the complete integration is what makes Magnification a superior work. The material on the CD is pretty standard modern Yes fare, but the addition of that symphony really does create a whole new texture. It also seems as if it inspired the band, and some members put in performances that are head and shoulders above their recent work. The album does have its weak moments and gets just a little over the top at times, but there are a lot more moments that shine than dull ones.

Men salget skuffede meget. Magnification blev et af Yes’ dårligst sælgende albums. Jon Anderson mistede sin tiltro til Yes og værdien af hans engagement i bandet, så Magnification blev det sidste Yes-album med Jon Anderson!

Det bliver dog til flere turneer – The Yes Symphonic Tour resten af 2001 med en amerikansk keyboardspiller Tom Brislin og et helt orkester, sørme. 2 koncerter blev optaget og siden udgivet som live-albummet Symphonic Live (2002).

Her er Don’t Go fra Magnification spillet live på The Yes Symphonic Tour

Og her den fantastiske sang Awaken fra albummet Going for the One (1977) spillet på turneen.

Fra juli til oktober 2003 kom turneen The Full Circle Tour nu uden Brislin og orkester, men med Rick Wakeman i stedet! Optagelser herfra danner basis for live-albummet Live at Montreux 2003 udgivet i 2007.

Her er Don’t Kill the Whale fra albummet Tormato (1978) optaget på The Full Circle Tour.

Og her Going for the One fra albummet af samme navn. Den glider over i Sweet Dreams fra Yes’ andet album – Time and a Word. Det er to af det klassiske Yes’ mest rockede sange.

Derefter trykkede Yes på pauseknappen efter flere års intensive turneer og Squires stadig mere utjekkede spil pga. alkoholisme-udfordringer.

Yes efter Jon Anderson

I maj 2008 blev en “Close to the Edge and Back Tour” annonceret med Jon Anderson, men ikke med Rick Wakeman, men derimod med hans søn Oliver Wakeman. Anderson havde erklæret at han efter Magnifications skuffende lave salg ikke umiddelbart var interesseret i at lave et nyt studio-album. Kort før turneen skulle i gang blev Anderson ramt af et astma-anfald der rykkede det hele. Faktisk meget, for snart erklærede lægerne at Jon Anderson led af et akut respiratorisk svigt og behøvede mindst 6 måneders pause. Men Yes var sat op til koncerter og ville ikke vente. Så i september 2008 erklærede musikerne – altså Howe, Squire, White og Oliver Wakeman – at de altså ville indlede en turné med canadieren Benoit David som forsanger. David havde tidligere synget for et Yes-cover-band kaldet Close to the Edge og for det canadiske rockband MYSTERY.

Benoit David – ny forsanger i Yes

Anderson var sur over at bandet ikke havde ventet og syntes ikke orkestret havde opført sig som gentleman. Han var medejer af varemærket Yes og erklærede at bandet ikke måtte optræde med det navn. Close to the Edge and Back (40th Anniversary) Tour blev altså alligevel gennemført, men under nyt navn – In the Present Tour – fra november 2008. I respekt for Andersons veto turnerede de ikke under navnet Yes, men under den uhandy betegnelse Steve Howe, Chris Squire and Alan White of Yes. Turneen fortsatte gennem 2009 og 2019, men i oktober 2009 erklærede Chris Squire, der havde lige så meget ejerskab over Yes-navnet som Jon Anderson og var lige så meget grundlægger som ham, at nu kaldte bandet sig altså Yes.

Nu eksisterede er altså et officielt Yes med kernemedlemmerne Steve Howe, Chris Squire og Alan White, men uden Jon Anderson. Det er sådan set stadig situationen i skrivende stund, bortset fra at Squire og White siden er afgået ved døden.

I 2010 meddelte Yes at bandet i den nuværende formation – David, Howe, Squire, Wakeman junior og White – gik i gang med deres 20. album med Trevor Horn som producer. En del af materialet var bygget på et par sange The Buggles-duoen Trevor Horn og Geoff Downes havde lavet da de var med i Yes i Drama-perioden. Det var bl.a. sangen “We Can Fly”. Med årsskiftet til 2011 skete der noget. Trevor Horn tilbød at udvide We Can Fly til en 24 minutter lang suite – “Fly From Here”. Oliver Wakeman opponerede, bl.a. fordi albummet havde sange nok – herunder med flere af hans egne, hvilket resulterede i at disse sange blev droppet. Samtidig gav det mening at inddrage Geoff Dowes i Fly From Here-suiten som keyboard-spiller da han havde været med til at skrive den. I løbet af 2011 udviklede albummet – der blev navngivet efter Fly From Here-suiten, sig reelt til et Drama Vs. 2, da Downes jo var ny keyboard-spiller som på Drama, og fordi Trevor Horn blev den reelle sanger der lagde “The Guide Vocal”, sang-grundsporet som Benoit David sang efter – og reelt kopierede. Der var problemer med fransk-canadieren Benoit Davids sang da han havde en umiskendelig fransk accent som Horn prøvede at udslette sporene af.

Yes’ 20. album: Fly From Here. 2011

Fly From Here blev udgivet den 22. juni 2011. Senere fik Trevor Horn i 2019 genudgivet Fly From Here hvor Benoit David var pillet helt ud af lydsporet, og Horn selv var sanger. Det er albummet “Fly From Here: Return Trip” der også ligger på Spotify i stedet for den oprindelige “Fly From Here”. Da Yes i denne formation har præcis samme formation som på Drama, lyder den ret meget som Drama, men faktisk med en højere kvalitet. Alle musikerne i Yes var temmelig glade for Fly From Here.

Her er hele albummet lagt ud i Fly From Here – altså originalen med Benoit David som sanger. Det er især titelnummeret = albummets første den 24 minutter lange Fly From Here, som er værd at høre.

Allmusic giver Fly From Here 4 ud af 5 stjerner og skriver temmelig positivt her:

A decade after their last studio release, Yes has issued Fly from Here, and it’s not only a keeper, but as good as any record to come from the group since 1974. Consisting here of Chris Squire (bass, vocals), Steve Howe (guitars, vocals), Alan White (drums), Geoff Downes (keyboards), and Benoit David (lead vocals), and with Trevor Horn producing, an obvious connection can be made between this album and 1980’s Drama. But Fly from Here is a long way from that earlier album, even if the songs do possess a good deal of drama. Downright urgency is closer to it. Benoit David may not have Jon Anderson’s range, but he makes up for it with deep expressiveness; and that, coupled with virtuoso-level playing and wonderfully elegant mixing of the vocals, allows this album to stand alongside the group’s best work of the last 35 years.

Some of what’s here will invite comparisons with their early years: the first six tracks are a six-part suite (“Fly from Here”), but it’s not essential to hear them linked. Astonishingly for a 2011 release, the group sounds as though they’re a bunch of kids again, inventing progressive rock for the first time, or perhaps perfecting it, complete with romantic ballads and folk-like pieces that stand in sharp contrast to the grander productions on which the album rests. Though nothing is overlong or complex, the songs are all presented with a depth and lushness that makes one think, at first, of a soundtrack to a movie, and then of the movie itself, as though Horn, Downes, and Squire (who, with Howe, dominate the composers’ credits) had a long-form, multi-media piece in mind rather than just an album. And they execute it all with a fullness of sound and compelling melodic content that pulls the listener in, almost as surely as any first-rate opera; and with Howe’s mostly instrumental contributions to break up the majestic production of Horn’s songs, this album does, at times, remind one of the best moments of Tales from Topographic Oceans.

Albummet solgte bedre end andre nylige Yes-albums. Fly From Here blev nr. 30 i Storbritannien, og nr. 36 i USA den første uge og nr. 96 den næste uge. Dermed var Fly From Here det første Yes-album siden Talk der var i top 100 i USA i 2 uger.

Allerede i marts 2011 indledte Yes turneen The Rite of Spring and Fly From Here Tour. I løbet af turneen – i juni 2011 – afløstes Oliver Wakeman af Geoff Downes. Senere på turneen, i februar 2012, fik Benoit David åndedræts-besvær og måtte udtræde af Yes. Chris Squire havde igennem mange år af sin gode ven Taylor Hawkins, trommeslager i The Foo Fighters, fået anbefalet Taylor Hawkins’ barndomsven Jon Davison (født 1971) som forsanger i Yes, da Hawkins så ham passe perfekt til Yes’ musik. Desuden sang Davison i progrock-bandet Glass Hammer fra 2009 og havde sunget i et Yes-cover-band – Roundabout.

Dermed har Yes fået sin nye form – som fremover kun skulle ændre sig ved dødsfald.

Yes fra 2012 – fra venstre Steve Howe (guitar), Geoff Downes (keyboard), Jon Davison (vokal), Alan White (trommer) og Chris Squire (bas)

Fra marts 2013 til juni 2014 gennemførte Yes i sin nye formation The Three Album Tour hvor tre Yes-albums – The Yes Album (1970), Close to the Edge (1972) og Going for the One (1977) – blev spillet i deres helhed.

Fra januar til marts 2014 indspillede Yes sit 21. album. Oprindelig ønskede man Trevor Horn som producer men diverse diskussioner medførte at man endte med at vælge Roy Thomas Baker som producer. Det var Baker der i Paris i 1979-80 havde forsøgt at producere et album for Yes (albummet efter Tormato) på en så ulyksalig måde at Jon Anderson og Rick Wakeman trak sig fra bandet. Det gik ikke meget bedre denne gang. Ingen brød ganske vist ud af bandet, men særligt Steve Howe hadede Bakers mix der i juli 2014 blev udgivet som Heaven & Earth. Også Davison – hvis sangskrivning er ret dominerende på albummet – har givet udtryk for stor utilfredshed og forklaret det med at Roy Thomas Baker under produktionen gik igennem en masse personlige ting der medførte at bandet løb tør for tid, og sangene var ufærdige.

Yes’ 21. album; Heaven & Earth. 2014

Anmelderne fremhævede Jon Davisons kvaliteter som ny forsanger, men så var det også slut med rosen. Albummet savnede vitalitet, især i rytmegruppen, og var blød, uinspireret af ligegyldig. Her er Subway Walls, der mangler en ordentlig melodi, men som i det mindste har udmærket spil.

Allmusic sabler Heaven & Earth ned her – med rette:

The first time Yes worked with producer Roy Thomas Baker was on 1979’s ill-fated “Paris Sessions,” a group of recordings that was aborted when Jon Anderson and Rick Wakeman temporarily left the band. Different versions of some of the songs ended up on 1980’s Drama, produced by Trevor Horn, while others appeared on various members’ solo records. Heaven & Earth is Yes’ first new recording since 2010’s surprisingly good Fly from Here, helmed by Horn. Singer Benoit David, who replaced an ailing Anderson, has himself been displaced by Glass Hammer frontman Jon Davison. At least initially, the latter’s voice is nearly a dead ringer for Anderson’s. Listening to Heaven & Earth makes one wonder about what happened to the spirited playing and vigor of rediscovery displayed on Fly from Here. This is as far from prog rock as Yes has traveled; it’s even further afield than the pop experiments on Talk or The Ladder. With Baker at the helm, what transpires is a slick, edgeless, badly executed attempt at adult-oriented pop, and for that, you need real hooks, and none exist here. Alan White’s drums are almost exclusively used merely as rhythm tracks; their mix is ribbon thin. Chris Squire’s fat, distorted, roiling bass, which has been a guiding signature of the band’s sound since inception, is reined in so much it is nearly generic. Steve Howe’s use of volume pedals and cross-channel shifting — even in his fills — shows little of his inventive playing acumen. Geoff Downes’ keyboards are so soft, decorative, and “pretty,” they displace whatever energy the arrangements might have called for. There are a few places where Yes does come across as something resembling its former self: the musical architecture in the (first) bridge in “Step Beyond,” the brief crescendo-building in the middle section of “Light of the Ages,” and in the longest and final track, “Subway Walls.” On the latter, after a sleepy two-minute keyboard intro, Squire’s bass reclaims some of its authority and drives White’s syncopated beats as well as enjoyable head-to-head interplay between Howe and Downes engaging in knotty twists and turns, resulting in solid organ and guitar solos. But one track does not an album make. This set makes one yearn for (some of) the prog excesses of old; Heaven & Earth is the most creatively challenged and energetically listless record in Yes’ catalog.

Yes gik på turne i resten af 2014.

I maj 2015 blev det offentligt kendt af Chris Squire havde en ret sjælden og grim version af leukæmi, og den 27. juni døde Squire i sit hjem i Phoenix, Arizona i en alder af 67 år. En af Yes’ to grundlæggere – og den eneste person der var konstant med på samtlige Yes-albums – var væk. Yes havde i sin sidste tid kaldt Alan White til sig og bedt ham om at holde Yes kørende uanset hvad der skete. Det tog alle til sig. Afløseren for Yes som bassist blev – på Squires foranledning – multiinstrumentalisten Bill Sherwood der tidligere havde været medlem af Yes.

Bassisten Chris Squire, det eneste konstante medlem af Yes, dør i juni 2015

I nogle år have Jon Anderson, Rick Wakeman og Trevor Rabin overvejet at finde sammen. Foranlediget af Squires død gjorde de noget ved det i januar 2016 under navnet Anderson, Rabin and Wakeman (ARW) der aldrig udgav et studiealbum, men havde flere turneer. Først “An Evening of Yes Music and More” fra oktober 2016 til oktober 2017. Fra april 2017 turnerede ARW under navnet “Yes featuring Anderson, Rabin and Wakeman” der turnerede frem til 2018 og så lod sig opløse. Således var der i en periode to bands der hed Yes.

Her spiller ARW – eller det alternative Yes eller hvad man vil kalde dem – i The Apollo Theater i 2016 en meget veloplagt udgave af Owner of a Lonely Heart.

Også det officielle Yes turnerede med Sherwood som bassist. Den allerførste Yes-koncert uden Chris Squire fandt sted den 7. august 2015 for første gang i Yes’ 47 år lange historie. En turné i 2016 og 2017 spillede albummet Drama i sin helhed og halvdelen af Tales from Topopraphic Oceans. Optagelser af turneen fra februar 2017 dannede udgangspunkt for live-albummet Topographic Drama – Live Across America – udgivet i november 2017 som det allerførste Yes-album uden Chris Squire.

Under turneen fik Alan White i øvrigt alvorlige rygproblemer og måtte to gange – i 2016 og 2018 – lade sig erstatte af sin ven Jay Schellen, tidligere trommeslager i Asia. I februar 2013 efter Whites død blev Schellen i øvrigt fast medlem af Yes.

Topopraphic Drama – Live Across America – fra 2017 er det allerførste Yes-album uden Chris Squire

Fra november 2019 til marts 2021 arbejdede Yes med sit 22. album – stærkt besværliggjort af Corona-pandemien der gjorde at musikerne måtte arbejde i separate rum. Og med Steve Howe som albummets eneproducer. Albummet blev lanceret den 1. oktober 2021 under navnet “The Quest“. Den er middelmådig Yes, okay, men lidt anonym uden bemærkelsesværdige sange, men på ingen måde så katastrofal som Heaven & Earth.

Her er den rimelige prog-sang The Ice Bridge skrevet af Jon Davison, Francis Monkman (fra prog-bandet Curved Air) og Geoff Downes.

7 måneder efter lanceringen af The Quest døde Alan White 72 år gammel i sit hjem i Seattle, USA efter kort tids sygdom.

Jay Schellen blev hans permanente erstatning. Det efterlader Yes i denne formation:

Yes anno 2023 – fra venstre Jay Schellen (trommer), Steve Howe (guitar), Billy Sherwood (bas), Jon Davison (sang) og Geoff Downes (keyboard). Steve Howe ligner en olding og er da også 76 år gammel.

Koncerter planlagt i 2021 og 2022 er udskudt pga. COVID-restriktioner. Yes holdt dog en tribute-koncert den 2. oktober 2022 til minde om Alan White og med medvirken af Trevor Rabin.

I januar 2023 blev det annonceret at Yes havde solgt sit ejerskab over de 12 første Yes-albums fra 1969 til 1987 til Warner Music Group.

Allerede før The Quest blev lanceret, var Yes begyndt at arbejde på en efterfølger, og indspilningen kørte igennem 2022 men blev naturligvis forstyrret af Alan Whites død. Dette 23. Yes-album blev lanceret den 19. maj 2023 under navnet “Mirror to the Sky” og var atter produceret af Steve Howe.

Yes’ 23. album: Mirror to the Sky. 2023

Mirror To the Sky har faktisk en vis energi. Og det forførende er at den er et klart fremskridt i forhold til The Quest der igen var et klart fremskridt i forhold til den forfærdelige Heaven & Earth. Det kan jo forlede en til at tro at Mirror to the Sky er rigtig god. Det er den dog ikke, men det er et rigtigt hæderligt Yes-album der gennem en del passager faktisk lyder som Yes selv om ikke et eneste oprindeligt medlem er tilbage i bandet. Bandets nuværende leder, den 76-årige Steve Howe, kom dog med i 1970, to år efter grundlæggelsen, og har været et dominerende medlem.

Her Living Out Their Dream skrevet af Howe og Downes

Og her den 14 minutter lange proggede titelsang skrevet af Davison og Howe.

All Connected er et af albummets fineste sange og har ligefrem fået sig en rigtig video.

Så er vi i nutiden.

Lige en krølle. Den 7. april 2017 blev Yes indføjet i The Rock & Roll Hall of Fame i en ceremoni ledet af Geddy Lee og Alex Lifeson fra Rush. Det var Jon Anderson, Steve Howe, Trevor Rabin, Chris Squire (posthumt), Rick Wakeman, Tony Kaye, Bill Bruford og Alan White der blev indføjet. På dette tidspunkt var der jo to konkurrerende udgaver af Yes – det officielle Yes med Steve Howe og Alan White og ARW med Jon Anderson, Rick Wakeman og Trevor Rabin. Musikerne kunne optræde sammen i sangen Roundabout, og de sad sammen under ceremonien, men undgik enhver form for kontakt og smil.

Fem sange fra 1980’ernes poprock om mørket og hvordan det skal tackles

Dette er fem Facebook-opslag fra april 2023. Jeg præsenterer fem forskellige sange fra perioden 1980-86 der alle tager udgangspunkt i mørke og fortvivlelse. Men som alle har forskellige måder at beskrive mørket på. Og forskellige måder at beskrive hvordan det tackles på.

Alle fem sange er lavet af kunstnere der har berøring til hinanden. Og der er et slags forløb i de fem sange. Vi begynder i det meget maskuline og forhærdede, bløder så langsomt op og ender i noget meget feminint og drømmende (selv om den sidste sang er baseret på en mands erindringer).

Jeg fik ideen fordi forskellige mennesker i min omgivelser har deres mørke at tumle med. Desuden har jeg en god ven der mener at klassisk musik, ikke mindst opera, er særligt i stand til at formidle følelser. Men det vil jeg mene poprock-musik også kan. Og dette er et forsøg på at påvise dette.

For afspilning af de indlejrede videoer: Find videoen, søg mod centrum, find den røde kasse med den hvide pil og tryk på pilen 🙂

Tom Thygesen Daugaard, Hårslev, april 2023

___________________________________________________________

Sang nr. 1: PHIL COLLINS: IN THE AIR TONIGHT (1981) – live 2004

In The Air Tonight er den sang der i min opfattelse stærkest og skarpest artikulerer en meget maskulin tilgang til mørket og fortvivlelsen. Der er selvfølgelig et væld af heavy metal- og black metal-sange der gør det samme. Men In The Air Tonight giver mening i den serie på fem sange jeg her har valgt.

Videoen med In the Air Tonight Live er her:

Phil Collins’ debut-single som solist. Philip David Charles Collins var som 19-årig blevet trommeslager (og andensanger) i Genesis i 1970, og 5 år efter blev han tillige forsanger, efter Peter Gabriel sagde farvel. Da Peter Gabriel var forsanger, var Genesis anerkendt for sin excentriske og eksperimenterende musik, men de var ikke kommercielt succesrige. Da Collins blev forsanger, blev Genesis gradvist mere mainstream og mere sælgende, og solgte virkelig vildt meget i 80’erne.

5 nuværende og tidligere medlemmer af Genesis havde allerede lavet solo-albums i 1981, herunder Peter Gabriel. Collins var nr. 6. Men det var hans solo-album, Face Value, der bragede igennem kommercielt pga. førstesinglen. Og Collins blev i sporet af Face Value og In The Air Tonight en dominerende kunstner i 80’erne.

Der er i verden tre navne der har solgt over 100 millioner albums både som solist og som medlemmer af et band. De tre navne er Paul McCartney (bandet hed The Beatles), Michael Jackson (bandet hed Jackson 5) og Phil Collins (bandet hed Genesis).

Phil Collins

In The Air Tonight er ikke en raffineret sang. Få akkorder, simpel melodi, en tekst skrevet på ren følelse og uden Collins selv ved præcis hvad han mente, da han skrev den. Sangen er ren atmosfære, ren følelse. Og følelsen er vrede, fortvivlelse, hjemsøgelse. Først formuleret som anspændt og uhyggelig stemning, så – når vokalen kommer på – med kold, tilbageholdt arrighed og vrede. Og endelig, idet de synkoperede, eksplosive trommer sætter ind til allersidst – fuldt udløst vrede og aggression.

Sangens produktion er vigtig – vocoder- og ekko-effekterne understreger fremmedgørelsen og hjemsøgelsen. Sangeren lever i en forvrænget følelse, og brænder efter at give forvrængningen videre til den der har påført ham følelsen. Sangeren er hjemsøgt af sin følelse af ydmygelse. Og ønsker at hjemsøge tilbage igen. Pay back time! Men alt er holdt tilbage i stramme, snærende, isnende tøjler – britisk (og skandinavisk) nedgroet og betændt vrede der skal intimidere, ikke skade. Men pludselig kommer chokket, slusen brydes, trommen kommer ind og udløser alt det tilbageholdte.

Baggrunden for sangen er en skilsmisse.

Bryllupsfoto Andrea Bertorelli og Phil Collins 1975

Phil Collins turnerede og turnerede da han spillede for Genesis. Efter en særlig lang turne sagde hans hustru – og kæreste siden teenage-årene Andrea Bertorelli – nu er det slut. Ikke flere turnéer. – Jamen, jeg er musiker, svarede Collins. Det er det her jeg gør. Spiller og turnerer. Og så drog han på en turné til Japan. Da han kom hjem, sagde Andrea farvel og flyttede til sit hjemland Canada med deres børn. Det var i 1979. Collins var chokeret, sagde reelt farvel til Genesis og flyttede til Canada for at redde sin familie. Men det var for sent. Senere samme år var Collins tilbage i Surrey, England, gik igennem skilsmisse-processen, og begyndte at lave musik både til Genesis, albummet Duke, og et solo-album. In The Air Tonight er skrevet på følelsen fra bruddet og skilsmissen.

Ifølge hvad Collins selv har sagt, tog Collins sin sang med til Genesis for at lade den indgå på Duke-albummet hvor alle tre medlemmer af bandet fik lov til at tage hver to solo-bidrag med.

Men Genesis’ dominerende sangskriver, Tony Banks, sagde nej, fortæller Collins. Banks nægter at sangen var på bordet, og at han affviste den, men han medgiver at han nok ville have spoleret In The Air Tonight ved at gøre den mere kompleks og med flere akkorder, hvis den havde været en Genesis-sang. Han ville have ødelagt det hele.

In The Air Tonight er en primitiv sang og skal være en primitiv sang. Det er bare en uprætentiøs jordbunden trommeslagers sang uden fancy krummelurer og akkorder og blærede litterære referencer. Den er ren følelse. Af mørke og fortabelse. Og måden man coper med det på, er ved at være i sin følelse. Og udløse heftigheden i følelsen – næsten som vold – men bare udtrykt gennem kunst i stedet for bøllebank. Heldigvis. Dette er noget af det nærmeste musik kommer på at skildre indædt had efterfulgt af bøllebank. Jeg husker naturligvis sangen fra dengang den kom frem. Det kølige, robot-agtige, og så de chokerende trommer med den eksplosive lyd. Lyden hedder ”gated reverb” og er udviklet af Collins og lydmanden Hugh Padgham på en sang hvor Collins spillede trommer for sin gamle kollega i Genesis, Peter Gabriel, nemlig Intruder fra 1980. Gated reverb-trommelyden blev Collins’ særkende i 80’erne, og blev faktisk også i sig selv et særkende for 80’ernes poprock-lyd hvor Collins blev meget dominerende.

Live-udgaven fra 2004 er fremragende. Faktisk bedre end den originale studie-udgave fra 1981.

Rent musikalsk er det en flot præstation. Optakten til sangen er lang. Collins trækker og trækker den, før han – på skrømt modvillig – træder frem på scenen. Men lydeffekterne tjener formålet og bygger den enerverende stemning op. Så er Collins på – lidt robotagtig, som sangen, og fuldkommen præcis i pitch, diktion og bevægelser. Han når scenekanten i præcis det rette øjeblik, og bageste del af musik-sættet i præcis rette øjeblik til at sætte sig ned ved sit trommesæt og levere en afslutning, hvor trommer og vokal-fraseringer forenes til ét udtryk. Dette er ikke let. Collins’ vokale præcision og tilbageholdthed, de præcise bevægelser på scenen og op ad trappen, tilsyneladende tilfældigt, men nøje koreograferet og så at ramme sit instrument til tiden og synge sig ud, samtidig med at han spiller trommerne synkoperet.

Sangen er 42 år gammel. Live-udgaven er 19 år gammel. Det er gammelt, det her. Alligevel fremstår det fuldkommen nærværende og efter min mening også stadig tidssvarende. Fordi det er ren følelse og atmosfære – artikuleret på en kunstnerisk helt præcis måde i et poprock-sprog der stadig bruges, og stadig har relevans. Dette er et pophit, javist, men det er også popkunst. Enkelt, originalt og tidløst.

Sang nr. 2: GENESIS: HEATHAZE (1980)

Sangen “Heathaze på Genesis-albummet Duke har musik og tekst af Tony Banks. Det er en mørk og melankolsk ballade ligesom In The Air Tonight og ligesom denne en sang uden udgang, uden håb.

Videoen med Heathaze er her:

Heathaze har samme sanger som In The Air Tonight og er fra ca. samme tid, men også meget forskellig. Angiveligt skulle der være 27 forskellige akkorder i Heathaze. Jeg har svært ved at tro at dette abnormt høje tal for en ret kort ballade skulle passe. Men Tony Banks er kendt for at bruge usædvanlige akkorder i et ret stort antal og måske i virkeligheden at være en af rockmusikkens ypperste når det gælder kompleks harmonisk konstruktion af sange.

Trods de mange akkorder er der intet fortænkt over melodien der virker meget naturlig og organisk og i omkvædet ligefrem melodisk. Og selv om Heathaze fuldkommen mangler smarte effekter de øvrige fire sange, der er noget lidt skrabet og tørt over balladen, er den melankolske atmosfære konsekvent. Jeg blev ramt af sangen følelsesmæssigt for over 40 år siden da jeg gik i gymnasiet. Og jeg synes stadig den holder.

Tony Banks

Først lidt om manden bag. Anthony George Banks voksede op med klaverspil og klassisk musik. Som 13-årig blev han elev på en berømt kostskole, Charterhouse, i Surrey syd for London. Samtidig blev Peter Brian Gabriel elev, og Banks og Gabriel blev nære venner i en fælles afsky for kostskolen og hvad den stod for. Hvor Banks stærkt optaget af musik, var Gabriel stærkt optaget af at udforske samtidskulturen, og de stimulerede hinanden. Ud af deres venskab opstod Genesis og begges karrierer som professionelle musikere. Banks var begyndt at studere fysik og filosofi på universitetet, da han droppede ud, fordi Genesis valgte at blive en professionel karrierevej i 1969. Banks var bandets keyboardspiller og var nok den intelligente i bandet, og den lidt stive og den der var inspireret af klassisk musik.

Tony Banks øverst til venstre og Peter Gabriel øverst til højre som unge elever på Charterhouse School

Der er ikke meget fortælling eller handling i teksten i Heathaze. Den begynder meget positivt, som en besyngelse af en skøn sensommerdag.

No cloud, a sleepy calm

Sunbaked earth that’s cooled by gentle breeze

And trees with rustling leaves

Only endless days without a care.

Alt er fredfyldt og skønt.

I vers to aner vi problemet:

Far-off sounds of others on their chosen run

As they do all those things they feel give life some meaning

Even if they’re dull.

Sangeren kæmper med en følelse af meningsløshed og kedsommelighed. Men så opdager vi i en forberedelse til omkvædet (et pre-chorus, nærmest) at dette var kun en eskapistisk dagdrøm, en hede-dis, heraf sangtitlen. Nu kommer sandheden, der ikke er som en drømmende hede-dis, men som en ildebrand. Den virkelige verden er afsløret af orange lys og en røgfyldt atmosfære. Sandheden er dyb fortvivlelse udtrykt i omkvædet.

Sangeren sammenligner sig selv med træerne omkring ham hvor de hede vinde fra syd river i løvet. Men træerne er del af naturens cyklus. De hede vinde fjerner løvet, og de genopfriskes af vindene. Løvet skal fornys. Men sangeren er ikke del af naturens cyklus. Han mister ikke sit løv, han forfriskes aldrig. Han er bare ” an alien, a stranger in an alien place”. Han er fremmedgjort og fortabt.

Det skal blive meget værre. Der er muligheder for sødmefuld glemsel – men det er parfumeret gift forrådt af sin eftersmag. Altings under tabes, intet af det kommer tilbage, kun sørgelige erstatninger. Alt er tomhed og jagen efter vind, som Prædikeren sagde. I næste omkvæd eksemplificeres denne jagen efter vind med en fisker der kaster snøren ud i en udtørret flodseng. Man kan lige så godt opgive at fortælle ham om udsigtsløsheden. Han vil ikke tro dig. Det er meget mere tilfredsstillende at resignere og bare fodre ænder.

Jeg kommer i tanke om en betragtning af C.G. Jung fra hans selvbiografi. Her røber Jung at han ind imellem har betragtet samtidens fortravlethed og i sit stille sind sammenlignet det med en vandpyt i sommerheden fuld af livlige haletudser der ikke ved at lige om lidt har solen udtørret vandpytten.

Som jeg fortolker Heathaze, er sangen en dynamik mellem hededis og ildebrand, mellem ligegyldigt tidsfordriv og sandheden om altings meningsløshed. Filosoffen Schopenhauer – ikke verdens muntreste filosof – sagde engang at tilværelsen er en pendulering mellem kedsomhed og smerte. Måske er det præcis samme pointe man ser i Heathaze?

Kloge hoveder har foreslået at Heathaze kan betragtes som Tony Banks’ korrektion til en tilsvarende sang på det foregående Genesis-album fra 1978, nemlig Banks’ egen ballade Undertow, der har lidt af de samme klange og instrumenter, og endda samme tema i teksten. Også Undertow handler om livets forgængelighed, og at vi skal herfra før vi venter det. Men Undertow er fuld af håb – vi har dog hinanden. Her er ensomheden i Heathaze til at føle på som kontrast til fællesskabet i Undertow. Desuden har Undertow en udvej. I sangens pre-chorus spørges der ud mod alle lyttere: Hvis dette var den sidste dag i dit liv, hvad ville du så gøre. Og så kommer et fejende flot og romantisk omkvæd med masser af kor lagt under hvor der kommer et moraliserende og trøstende:

Stand up to the blow that fate has struck upon you

Make the most of all you still have coming to you

Lay down on the ground and let the tears run from you

Crying to the grass and trees and heaven finally on your knees

I Undertow fremsættes samme analyse – tilværelsen er kort og absurd. Og i Undertow får vi et svar. Carpe Diem. Lev mens du gør det, elsk mens du tør det. Få dog noget ud af det du har. Det er positiv psykologi for alle pengene. Men den slags peptalks giver ikke mening til folk i den dybeste ensomhed og fortvivlelse. Dybt deprimerede mennesker kan ikke bare lægge sig på jorden og græde ud og gå på knæ og skrige til græsset, træerne og himmeriget og få noget ud af det man dog har. Her er Collins’ drengekor-stemme med sødt og flot englekor jo en fornærmelse.

Videoen med Undertow er her:

Det ved Banks i Heathaze hvor alt det forløjede er skåret væk. Her er ingen absurd peptalk, ingen falske håb og illusioner. Sangen bevæger sig ikke ud af smerten med drømme, men fylder sig med smerten og absurditeten, er til stede i smerten uden udveje. Sangen giver mæle til fortvivlelsen på en måde der opleves på en gang bitter og stolt. Der er noget prunkløst, neddæmpet, usentimentalt og trodsigt over omkvædene i Heathaze. Sangeren græder ikke, klager ikke, håber ikke. Han er en indsigtsfuld nihilist der tager verden på sin kappe. Sådan er en gudløs, nihilistisk verden for en person med ærlighed og indsigt. Absurd og udsigtsløs, men man kan dog i det mindste stå ved det. Være ærlig og autentisk i følelsen af tab, smerte og meningsløshed. Der er en styrke og en kraft i alt det sorte.

Phil Collins lægger stemme til Banks’ mismod, og det gør han excellent. Siden de foregående albums med Genesis har han lagt den bløde drengekor-stemme bag sig og har fået en stemme med maskulin ruhed og karakter. Måske er det alt skilsmissebøvlet i 1979 der simpelthen har modnet ham? Han kan i al fald synge Heathaze med tilpas vrede og bitterhed, men alle de negative følelser får en smuk form både i tonerne, vokalen og instrumenteringen.

I Heathaze tackles mørket ved at være i det, undersøge det, være ved det og give det en smuk form uden tårer, sentimentalitet, overfladiske effekter og falsk drama.

Sang nr. 3: PETER GABRIEL: MERCY STREET (1986)

Mercy Street er en nænsom, hjemsøgt og svævende sang om depression, psykisk sygdom, fortabelse og selvmord. Den er komponeret, skrevet og sunget af Peter Gabriel på dennes album “So” fra 1986.

Videoen med Mercy Street er her:

I 1963 blev Peter Brian Gabriel nær ven med den ligeledes 13-årige Tony Banks da de begge kom på den fornemme kostskole Charterhouse School og begge hadede det. Ud af deres venskab opstod et liv som rockmusikere. Mens Banks var den der komponerede det meste af Genesis’ musik, var Gabriel den der kom med fantasien og det excentriske, både i kraft af hans fantasi-rige og drømmeagtige tekster og i kraft af hans sceneoptræden hvor han på scenen optrådte i bizarre kostymer.

Peter Gabriel som “watcher of the skies”, en af hans talrige excentriske udklædninger da han var forsanger i Genesis

Da Gabriel forlod Genesis i 1975, lavede han 4 eksperimenterende og navnløse solo-albums der var mere kunstnerisk end kommercielt succesrige. Men det 5. album fra 1986 fik et navn – So – og blev et kæmpehit hvor den kommercielle og kunstneriske gik op i en højere enhed.

Peter Gabriel omkring 1986

Mercy Street er fra So og ikke umiddelbart en mørk sang. Men baggrund og tema er supersort. I optakten til So fløj Gabriel fra LA til Rio for at arbejde med den brasilianske trommeslager Djalma Correa. Men noget gik galt på flyet der måtte ud over havet og smide brændstof. Earth, Wind & Fires bassist kom under flyturen hen til Gabriel og sagde ”Pray, Brother”. Gabriel nåede dog sikkert frem til Rio, og Gabriel samarbejdede – med den skræmmende oplevelse i ryggen – med Correa, og det de lavede sammen, udviklede sig siden til Mercy Street. Det kan høres på rytmesporet.

Gabriel var i løbet af 80’erne blevet stadig mere inspireret af såkaldt ”world music” med instrumenter og klange fra hele jorden. Gabriel arrangerede både en festival med verdensmusik (WOMAD) og oprettede et lydstudie der indspillede verdensmusik og etablerede et pladeselskab (Real World Records) der udgav den. Og Mercy Street har klare spor af verdensmusikken.

Men selve sangens tekst og atmosfære er inspireret af en amerikansk digter ved navn Anne Sexton og hendes 2-akters teaterstykke Mercy Street.

Anne Sexton, en plaget poet

Sexton studerede litteratur og poesi på Boston University sammen med bl.a. den berømte Sylvia Plath som hun blev nær veninde med. Plath var psykisk syg, depressiv og fik i høj grad næring i sin poesi fra sin psykiatriske lidelse, men begik til sidst som 30-årig selvmord. Dette gentog Sexton der havde en svær bipolar lidelse, ofte var indlagt med depressioner og talrige gange forsøgte selvmord indtil det lykkedes i 1974 da Sexton var 45 år.

Anne Sexton fik udgivet adskillige digtsamlinger både i live og efter selvmordet med sin datter – i øvrigt efter eget udsagn seksuelt mishandlet af sin mor – Linda Gray, fx 45 Mercy Street og The Awful Rowing Toward God. I 1967 vandt Sexton Pullitzer-prisen for bogen Live or Die. Hun har betydet meget for rockstjerner som Madonna og Morrissey.

I sangen Mercy Street er Peter Gabriel især inspireret af Sextons posthume digtsamlinger 45 Mercy Street og The Awful Rowing Toward God. Mens Sextons egne digte er mærkelige, mystiske og ikke sjældent tabu-brydende, er Gabriels fortolkning mere fordøjelig og forståelig.

I The Awful Rowing Toward God skriver Sexton:

I am rowing, I am rowing/ Though the oarlocks stick and are rusty…

I Gabriels version er roturen helt eksplicit en envejs-tur ud i mørket og uendeligheden:

Let’s take the boat out, Wait until darkness comes

Adressen 45 Mercy Street er Anne Sextons barndomsadresse som Sexton jagter. Hvad der ellers dukker op i teaterstykket og digtsamlingen er de erindringer der dukker op i jagten på barndommens sted. Mercy Street er simpelthen tilstanden før depressionen, før det gik galt, en paradisisk tilstand som Sexton til sidst må opgive at nå.

Dreaming of Mercy Street

I swear they moved that sign

Looking for mercy

In your daddy’s arms

Der er drømmen om fred og at komme hjem – til Mercy Street. Ellers er alt trøstesløst. Kun Sextons digtning, kun hendes ord, skaber sammenhæng og struktur i smerten. Ordene er korsettet og støtter hende ligesom knogler gør.

Nowhere in the corridors

Of pale green and gray

Nowhere in the suburbs

In the cold light of day

There in the midst of it

So alive and alone

Words support like bone

Til sidst er der kun roturen ud mod horisonten tilbage, forsvindingen. Selvmordet. Døden.

Anne, with her father

Is out in the boat

Riding the water

Riding the waves on the sea

Ved et pudsigt tilfælde hidkaldte Peter Gabriel den amerikanske jazz-bassist Larry Klein (dengang gift med sangerinden Joni Mitchell) for at spille bas på Mercy Street – og Klein viste sig at være passioneret fan af Anne Sexton.

Sangens atmosfære er ikke i sig selv mørk. Den er snarere nænsom og øm. Anna, ven og kollega har en særlig vane ved jordpåkastelsen, særligt når afdøde er et barn, nærmest blidt at smyge jorden op på kisten. Jeg er jyde og vant til jordbegravelser med tunge klonk når jorden kastes på kisten – af jord er du kommet, til jord skal du blive osv. Klonkene hamrer dødens irreversiblitet ind i hovedet på de efterladte, men Anna ser det ikke som sin opgave at hamre dødens irreversibilitet ind. Nej, hun udøver omsorg for både den døde og de efterladte.

Det er den samme nænsomhed over for mørket og fortvivlelsen som Gabriel udtrykker musikalsk. Samtidig er der noget lidt spøgelsesagtigt og fortabt over klangen – noget hjemsøgt, på en mere subtil prikkende måde end In The Air Tonight. Det er som om der er en kontakt der brydes. På et tidspunkt kommer en synthesizer der næsten lyder klikkende og bibende som en telefon-forbindelse der har svært ved at holde forbindelsen, men stadig blidt og svævende beskrevet.

Mørket i Gabriels sang er psykosens mørke, depressionens mørke, sygdommens mørke, selvmordets mørke. Et dybere mørke gives ikke. Derfor dykker Gabriel ikke ind i mørket med dysterhed, melankoli og klagesang, som Morrissey (der også var meget påvirket af Sexton) måske ville have gjort. Nej, han viser respektfuldt, følsomt og nænsomt mørkets mærkelighed og forstyrrethed frem og blidt lader han sin digterinde synke til bunds i det.

Dette er på ingen måde easy-listering pop trods sangens behagelighed og blødhed. Det er kunst, stor kunst. Og stor respekt.

Sang nr. 4: PETER GABRIEL: DON’T GIVE UP (ft. Kate Bush) (1986)

Don’t Give Up er ligesom den foregående sang (Mercy Street) med musik og tekst af Peter Gabriel og fra dennes 5. soloalbum, So, fra 1986. Det mest påfaldende ved sangen er dog at den er en duet mellem Peter Gabriel og sangerinden Kate Bush der har forskellige roller i sangen.

Videoen med Don’t Give Up er her:

Gabriel står for verset og udtrykker den dybeste fortvivlelse.

No fight left or so it seems

I am a man whose dreams have all deserted

I’ve changed my face, I’ve changed my name

But no one wants you when you lose

Kate Bush står for omkvædet med de trøstende og opmuntrende ord til den fortvivlede:

Don’t give up

‘Cause you have friends

Don’t give up

You’re not beaten yet

Don’t give up

I know you can make it good

Budskabet formidles mindst så meget af Kate Bush’ meget varme og følelsesladede måde at synge ordene på.

Sangen kører gennemgående i vekselvirkning mellem Gabriels fortvivlelse og Bush’ trøst og slutter sangmæssigt med en udvidet version af omkvæd der slutter.

Don’t give up

No reason to be ashamed

Don’t give up

You still have us

Don’t give up now

We’re proud of who you are

Don’t give up

You know it’s never been easy

Don’t give up

‘Cause I believe there’s a place

There’s a place where we belong

Så omkvædet vil give den nødlidte person sin værdighed og stolthed tilbage – We’re proud of whou you are”. Og fortæller den nødlidte, at han ikke er forladt. Han har venner, og de er er der stadig.

Endelig kommer et budskab der sagtens kan tolkes religiøst:

Don’t give up

‘Cause I believe there’s a place

There’s a place where we belong

Så de trøstende ord prøver på en ægte og sødmefuld måde der ikke bliver klæbrig at imødegå mørket i form af selvforagt, skam, fremmedgørelse og isolationsfølelse.

Efter det forlængede omkvæd følger en instrumental afslutning med Tony Levins fremhævede bas der spiller dybt, varmt og swingende som om de trøstende ord fra omkvædet nu går helt ind i musikkens knogler. Det er som om vi nu også omfavnes og vugges af musikkens varme.

Sangen er skabt omkring sit budskab – at ville forstå fortvivlelsen.

Som Gabriel har formuleret sin pointe:

The basic idea is that handling failure is one of the hardest things we have to learn to do.

Men pointen er tydeligvis også at formidle trøst og opmuntring.

Og sangen virker tilsyneladende. Poprock-stjernen Elton John har erklæret at sangens omkvæd og Bush’ tone fik ham ud af et langvarigt alkoholmisbrug!

Gabriels ambition med sangen var at forstå den sociale nød i Thatchers Storbritannien i 80’erne. Hans daværende hustru, Jill, fortæller at sangens allerførste skridt kom da hun gav ham en avis med en artikel om en kvinde der af lutter fortvivlelse over sin situation havde begået selvmord ved at hoppe fra en høj etageblok med sit barn i armene. Et tv-program om arbejdsløshed og familieliv satte yderligere gang i Gabriels tanker samt diverse fotos af socialt armod, fx den amerikanske Dorothea Langes fotos fra 30’ernes Depression i USA. I 1985 op til frembringelsen af So havde Gabriel også en personlig krise og fik stor trøst og hjælp af sin familie. Det skal også have spillet ind.

Planen var oprindelig en sang præget af såkaldt root-rock (americana), dvs. af amerikansk folk, country og blues. Derfor så Gabriel i ånden at det trøstende omkvæd skulle synges af country-stjernen Dolly Parton. Hun takkede nej, og så vendte Gabriel sig imod Kate Bush, en gammel samarbejdspartner siden Gabriel medvirkede som gæst i Kate Bush’ tv-juleshow for BBC i 1979.

Peter Gabriel og Kate Bush i BBCs Christmas Special med Kate Bush fra december 1979.

Siden sang de sammen året efter på Gabriels 3. soloalbum (“Melt” – sangen Games Without Frontiers) og så sig som beslægtede. Gabriels vision var at bruge den nye teknologi ikke for at udnytte teknologien til at demonstrere noget koldt og fremmedgørende som fx den tyske gruppe Kraftwerk, men for at lave noget både innovativt og varmt og humant, noget organisk.

Gabriel brugte fra og med sit 3. soloalbum (kaldet Melt) således meget den såkaldte Fairlight CMI, en digital synthesizer der kunne spille på hvilken som helst lyd som den havde optaget (sampling), fx pusten gennem kloakrør. Dette instrument bruges også på denne sang. Og fra 1980 engagerede han Kate Bush i præcis samme projekt, og hun begyndte at lave meget eksperimenterende musik med kraftig brug af Fairlight CMI.

Samtidig stod Bush i sin oprindelige inspiration for en eventyrlig og drømmende musik inspireret af netop David Bowie, Genesis og Peter Gabriel og Pink Floyd.

Kate Bush placeret mellem Phil Collins og Mike Rutherford fra Genesis

Men den særlige gevinst ved Bush er hendes enestående evne til at formulere følelser med sin meget specielle vokal. Efterfølgende har Gabriel erklæret at han er yderst tilfreds med Kate Bush’ præstation i sangen og ikke savner Dolly Partons vokal.

Det er Lol Creme og Kevin Godley, den gale halvdel af det oprindelige 10 CC, der har lavet videoen hvor Gabriel og Bush i et langt take omfavner hinanden meget varmt og kærligt mens de synger sangen. Gabriel stod med udfordringer i sit ægteskab med Jill da videoen blev lavet, og han syntes derfor han ville have Jills tilladelse før han gennemførte den. Den tilladelse fik han uden problemer. Og videoen er meget speciel i sin varme, kærlighed og forbundethed. Som Kevin Godley har formuleret det:

There wasn’t a sexual connotation, just one of mutual support. But the song isn’t sentimental or nostalgic, just incredibly moving.

Don’t Give Up er måske ikke båret af den store poesi og en unik kløgt og intellektualisme, men sangen er umådelig effektiv til at formidle sit projekt – varm og kærlig opmuntring til et menneske ramt af social nød og stor fortvivlelse på en megt ægte og rørende måde.

Bemærk synthesizer-lyden bag sangen (sandsynligvis en Fairlight CMI). Lyden er tynd, varm og blæsende. Når Gabriel synger, har den ret korte akkorder hvilket understreger det tynde. Når Bush synger, er det lange akkorder og en dyb bas-lyd der grounder sangen. De lange akkorder giver følelsen af varm, behagelig brise. Gabriel synger virkelig fra en tynd, sårbar position og uden det hele drukner i country-agtig sentimentalitet. Og Bush’ vokal er som den varmende sol der forsøger at få den gustne tågedis til at fordampe og lyse mørket op.

Sang nr. 5: KATE BUSH. CLOUDBUSTING (1985)

Cloudbusting har tekst og musik af Kate Bush og er fra hendes 5. album, Hounds of Love fra 1985.

Den lange og fornemme video med Cloudbusting er her:

Først kort om sangerinden. Catherine Bush er en lægedatter fra Kent lige øst for London som allerede som 13-årig begyndte at skrive sine egne sange. Kort efter blev hun opdaget af Pink Floyds guitarist og forsanger David Gilmour, og hun blev signet af EMI der dog først ville lancere hende efter hun var blevet 18 år gammel. I 1978 udgav hun debuten The Kick Inside med førstesinglen Wuthering Heights – inspireret af Brontës bog, men hvor Bush optræder i rollen som den afdøde Catherine der hinsides graven længes efter Heathcliff. Wuthering Heights bragede ind som nr. 1 på hitlisterne i januar 1978 som den allerførste sang sunget af en sangerinde der selv havde skrevet sin egen sang. Det var en begivenhed der virkelig nedbrød et glasloft. Og altså blot 18 år gammel.

Kate Bush

Især fra og med albummet The Dreaming fra 1981 blev Bush’ musik stadig mere eksperimenterende ikke mindst under inspiration fra Peter Gabriel, en af Bush’ tidlige idoler. Med albummet Hounds of Love, som Cloudbusting er fra, forenede Bush en kunstnerisk og kommerciel succes.

Umiddelbart hørt har Cloudbusting intet med mørke at gøre – den er, som Kate Bush’ sange ikke sjældent er, en feminin, æterisk og romantisk sang om dette lidt uhåndgribelige – at jage skyer. Måske er det en dagdrømmersang om en ung kvinde der elsker at kigge op i himlen og fange skyer med sin fantasi?

Det er så ikke tilfældet. Sangens udgangspunkt er dystert og handler om en ung drengs tab, sorg og længsel. Cloudbusting er baseret på Peter Reichs selvbiografi A Book of Dreams fra 1973 og handler om Peters beundring af sin far, Wilhelm Reich, og chokket, smerten og hjælpeløsheden da Peter som 13-årige så sin far blive arresteret. Det var et reelt tab, for 8 måneder senere døde Wilhelm Reich i fængslet af et hjertetilfælde.

Historien om Wilhelm Reich er kompliceret. For at fortællingen skal give mening, må vi komme lidt ind på den her, men forsøgt kogt ned. Alligevel bliver mit opslag her lidt ordrig.

Reich var en østrigsk psykiater der arbejdede under Freud og udviklede sine egne teorier om at musklerne kan danne et slags panser for at beskytte mod erindringer om psykiske læsioner. Krops-orienteret psykiatri, gestaltterapi, primalskrigs-terapi osv. har rod i Reichs teorier. Fri seksualitet kan frisætte livskraften og modvirke neuroser og mange sygdomme. Det var Reich der opfandt udtrykket ”den seksuelle revolution”, og han var en fortaler for at bryde fordomme om homoseksualitet og seksualitet og via prævention give sig hen til sine drifter – og særligt opnå orgasme der skulle være særligt frisættende og sundt.

Wilhelm Reich

Reich mødte stor modstand og blev stadig mere sær. Han udviklede en teori om ”orgone” (ordet dannet af ord som orgasme og organisk) om at libido er en slags fysisk kraft, orgone, der kan opsamles, og som virker helbredende både fysisk og psykologisk. I 1940 begyndte Reich at bygge orgone-akkumulatorer, et telefonboks-stort træskab som han formodede opsamlede orgone. Det lyder langt ude, men fik pæn gennemslagskraft blandt bohême-typer i især USA – Norman Mailer, JD Salinger, Saul Bellow, Jack Kerouac, William Burroughs, Sean Connery og mange andre dyrkede apparatet som Woody Allen i sin 1973-film Sleeper gav navnet en ”orgasmatron”.

Reichs orgone-akkumulator

Orgone var ikke kun i organismer når de frisatte deres seksualitet, men i atmosfæren. Så Reich byggede nye orgone-akkumulatorer til at opsamle atmosfærens orgone, en slags maskiner han kaldte ”cloudbusters” der skulle accelerere frugtbarheden og således skabe regnvejr. I 1948 fik Reich bygget et stort laboratorium, ”Orgonon”, i Maine, USA, og her foretog han sine originale eksperimenter.

Reich og hans cloudbuster

I dag ville man nok regne Wilhelm Reich som lovlig excentrisk, måske endda kuk, men i 50’ernes USA var han en trussel pga. sine budskaber om fri sex og mærkelige instrumenter som Reich påstod helbredte hvad som helst – fx kræft. Det var bedrag, og derfor fik han forbud mod at bruge sine apparater og sprede sine tekster der ansås som kvaksalveri. Reich brød forbuddet og blev derfor arresteret i 1957 på Orgonon mens den 13-årige søn Peter overværede det – og Wilhelm Reich døde i fængslet af et hjertetilfælde 8 måneder senere få dage før en prøveløsladelse skulle forhandles.

Orgonon, Reichs laboratorium og hjem i Maine, USA

Peter Reich skrev i 1973 selvbiografien A Book of Dreams om sine oplevelser med sin fantastiske far som han beundrede meget, og alle farens eksperimenter med ”orgasmatroner” og cloudbusters” på Orgonon i Maine. Kate Bush faldt over bogen som ganske ung få år efter udgivelsen, måske 14 år gammel. Det var den allerførste bog hun købte alene som impulskøb uden at have planlagt købet på forhånd, men bogens titel og omslag fascinerede hende.

9 år senere genlæste Bush bogen og blev dybt fængslet, så hun satte sig for at lave sangen Cloudbusting om Peter Reichs opvækst med sin far på Orgonon, særligt omkring cloudbuster-maskinerne der skulle skabe regn, men også den karismatiske far som en fantastisk karakter der åbnede en verden op for Peter. Og så den chokerende arrestation og tabet. Men også om Peter Reichs længsel efter faren og trøsten hver gang det regnede hvor han genoplevede farens nærvær.

Kate Bush beskriver selv baggrunden for sin sang her:

This was inspired by a book that I first found on a shelf nearly nine years ago. It was just calling me from the shelf, and when I read it I was very moved by the magic of it. It’s about a special relationship between a young son and his father. The book was written from a child’s point of view.

His father is everything to him; he is the magic in his life, and he teaches him everything, teaching him to be open-minded and not to build up barriers. His father has built a machine that can make it rain, a ‘cloudbuster’; and the son and his father go out together cloudbusting. They point big pipes up into the sky, and they make it rain. The song is very much taking a comparison with a yo-yo that glowed in the dark and which was given to the boy by a best friend. It was really special to him; he loved it.

But his father believed in things having positive and negative energy, and that fluorescent light was a very negative energy – as was the material they used to make glow-in-the-dark toys then – and his father told him he had to get rid of it, he wasn’t allowed to keep it. But the boy, rather than throwing it away, buried it in the garden, so that he would placate his father but could also go and dig it up occasionally and play with it. It’s a parallel in some ways between how much he loved the yo-yo – how special it was – and yet how dangerous it was considered to be.

He loved his father (who was perhaps considered dangerous by some people); and he loved how he could bury his yo-yo and retrieve it whenever he wanted to play with it. But there’s nothing he can do about his father being taken away, he is completely helpless. But it’s very much more to do with how the son does begin to cope with the whole loneliness and pain of being without his father. It is the magic moments of a relationship through a child’s eyes, but told by a sad adult.

Cloudbusting handler altså åbenlyst om mørke og smerte og Peter Reichs måde at cope med det på.

Sangen er skrevet af Bush og bygget op omkring en repetitiv figur skrevet af Bush, arrangeret af Dave Lawson og spillet på cello-gruppen The Medicci Sextet. Figuren virker let og fremaddrivende og som nogle finder dræbende kedelig, og andre finder flot og næsten hypnotisk suggestiv, bygger Kate Bush så sin sang op om Peters faderbeundring, tab, sorg og længsel, sunget med Bush’ ekstraordinære evne til at udtrykke følelser i sin vokal.

Sangen begynder med længslen efter gården og laboratoriet Orgonon hvor Peter Reich voksede op. Og følelsen af tab

I still dream of Orgonon

I wake up crying

You’re making rain

And you’re just in reach

When you and sleep escape me

Arrestationen af faren gav ham en følelse af irreversibelt tab modsat hans selvlysende yoyo, der altid vendte tilbage, når den blev kastet, og som Peter altid kunne gemme og finde frem igen, når faren tvang ham til at gemme den væk. Men Peter gjorde i sin erindringsbearbejdning billedet af sin far til en yoyo der netop kunne findes frem igen og igen.

You’re like my yo-yo

That glowed in the dark

What made it special

Made it dangerous

So I bury it

And forget

Og så kommer det romantiske og flotte omkvæd om følelsen Peter får, når han får reaktiveret mindet om sin far, når det regner.

But every time it rains

You’re here in my head

Like the sun coming out

Ooh, I just know that something good is going to happen

And I don’t know when

But just saying it could even make it happen

Sangen slutter tilsyneladende i det lyse, i besyngelsen af faderen når det regner

The sun’s coming out

Your son’s coming out

Men historien ender jo ikke godt. For at illustrere dette, lader Kate Bush til slut sin sang ligesom bryde sammen og ende i lydeffekter der lyder som et damplokomotiv der bremser op – for at illustrere en rejse – rejsen for Peter og hans far – der kommer til en ende.

Musikvideoen er speciel – en helt lille kortfilm om hele forløbet hvor Donald Sutherland (der medvirkede uden at få løn) spiller Wilhelm Reich og Kate selv spiller den unge Peter Reich. Videoen er undfanget af instruktøren Terry Gilliams (ham fra Monty Python med mere) og Kate Bush og instrueret af Julian Doyle. Videoen er ekskvisit.

Kate Bush fik sendt sin sang og sin video til Peter Reich der erklærede at det hele fuldkommen præcist indfangede hans stemninger.

Cloudbusting dealer med tabet og smerten ved at svælge i den positive erindring om det mistede – sat i værk af regnvejr. Det artikulerer hun i sin flotte, empatiske sang og en video som jeg personligt finder mindst lige så rørende som Peter Gabriels og Kate Bush’ duet – Don’t give Up.

Messias-skikkelsen i populærkulturen

Denne tekst er en udbygning af et manuskript jeg lavede da jeg underviste i emnet på Folkekirkens Undervisnings- og Videnscenter (FUV) i Løgumkloster i marts 2023.

Tom Thygesen Daugaard, april 2023

Intro – Hvad er Messias?

Ordet “Messias” kommer af hebræisk מָשִׁיחַ Mashiach eller af aramæisk משיחא Meshiah og betyder Salvet. Et andet ord for salvet er græsk χριστός – eller Christos, som er latiniseret som Christus. Ordene Messias og Kristus er altså fuldkommen samme ord.

Den Salvede er en person der er salvet, dvs. rituelt har fået påført olie over hovedet eller kroppen. Herved gøres personen hellig i kraft af ritualet. Det er ganske særligt kongen der salves hvorved personen netop udnævnes som konge.

Samuel, israelitternes helligste mand – præst, profet og dommer – salver her David som Israels konge.

Et synonym for Den Salvede er altså “Den Hellige Konge”.

I Bibelen – og i de semittiske kulturer, fx Fønikien, Syrien, Babylonien og Assyrien – var kongen en hellig figur – hverken guddommelig eller profan, men netop hellig, og manifesterede den frugtbarhedsgivende kraft – særligt vegetationens kraft – måske specifikt hvedekornets kraft. Og som hveden har de sakrale konge derfor et islæt af noget døende og genopstående.

Ved et særligt ritual blev nationens konge adopteret som guddommens søn, dvs. guddommens repræsentant i nationen, gudens befuldmægtigede som betvinger kaos (fjender, tørke, oversvømmelser, monstre osv) og omvendt sikrer nationens שָׁלוֹם shalom, et begreb der har betydninger som fred, helhed, harmoni, fuldendthed og velfærd.

Kongedømmet har været gennemritualiseret med kult, tempel, gudebilleder og præsteskab. I den israelitiske religion har man brugt en hellig boks, “Pagtens ark“, i stedet for gudebilleder der var forbudt i israelitternes kult.

Der har givetvis været et nytårsritual i foråret på det tidspunkt hvor hveden blev sået. Ved ritualet der synes at have varet i flere uger, gentog man den hellige og herefter konges kamp mod kaosmagterne med et element af undergang eller i al fald lidelse, kongens sejr over kaosmagterne og en dermed forbundet gen-troning af kongen. Ritualet indebar procession, oplæsning af skabelsestekster, sang og dans og at ypperstepræsten ydmygede kongen ved at give ham en lussing hvorved kongen tog straffen for alt hvad der var gået galt i det forgangne år – en art katharsis altså. Død og genopstandelse.

Kongen blev normalt valgt fra en særlig hellig slægt, dynastiet. I Juda, det sydligste israelitiske kongedømme med hovedstaden Jerusalem, var dynastiet efterkommerne af kong David. Alle Davids-kongerne var principielt set hellige = Den Salvede. Men efterhånden som den siddende konge i Jerusalem viste alt andet end perfekte og hellige træk. opstod længslen efter en helt særlig konge af Davids hus, en ideel og perfekt konge, som skulle indlede en “messiansk æra”, עוֹלָם הַבָּא = Den Kommende Verden som indeholder universel fred og fællesskab uden vold, krig, sult, jalousi og ondskab som Den Salvede regerer over, er i Det Nye Testamente både kaldet Gudsriget og Himmeriget. Ikke mindst profetismen udtrykte dette såkaldt “eskatologiske” budskab (dvs. budskabet handler om de sidste tider – endetiden og efterlivet).

Messias, Den Salvede, Kristus, udviklede sig altså til en særlig god og stærk fremtidig konge med kraft og magt til at holde kaos og ondskaben nede. En slags superkonge. Efterhånden udviklede forestillingen om denne kongelige befrierkonge sig til en forestilling om en universel forløser af næsten mytologisk tilsnit. Det var særligt da kulturstrømningen hellenismen holdt sit indtog i det jødiske område. De hellenistiske regioner blev præget af samme hersker-sprog, nemlig græsk, og af religiøs påvirkning på tværs af det hellenistiske område.

Da den jødiske kultur blev præget af den strømning man kalder Apokalyptikken (særligt optaget af åbenbaringer om endetiden), opstod der mange fællestræk mellem den jødiske religion og zoroastrismen – den iranske religion som Zarathustra havde grundlagt, fx at virkeligheden var dualistisk konstrueret. To omtrent lige stærke principper – godt og ondt – var i indbyrdes strid. En skabergud, Ahura Mazda der stod for det gode princip, var i konflikt med en guddom – Ahriman – der stod for det onde princip – alt det forkerte – løgn, vold, sygdom, fordærv, død osv. Men der vil i fremtiden komme en religiøs frelser benævnt Saoshyant (siden Soshans), dvs. Velgører, som etablerer en helt ny virkelighed – Frashokereti. Der vil komme en sidste kamp med ondskaben og kaosmagterne, men de retfærdige mennesker vil ikke blive såret i kampen. Til sidst sejrer den gode skabergud.

Saoshyant er en figur med en sol-agtig krop og kongelig glorie som i de første 17 år af sit liv har levet kun af grøntsager, i de næste 30 år kun af vand og endelig i de sidste 10 år kun af en art spirituel mad. Idet Ahura Mazda og Saoshyant triumferer over ondskaben, vil Saoshyant genskabe de døde i en perfekt form og alt bliver nyskabt, evigt og perfekt bortset fra for de onde der sendes på et mørkt og hårdt sted svarende til helvede.

Saoshyant – zoroastrismens frelser ved Dommedag

I den jødiske apokalyptik fremkommer den messianske figur בן–אדם Ben-Adam, dvs. Menneskesønnen, som minder påfaldende om den iranske Saoshyant. Menneskesønnen kommer som en himmelsk “præ-eksistent” figur (dvs. eksisterende til alle tider) ved Endetiden og optræder her som dommer, fortaler for retfærdighed og kosmisk hersker. I Daniels Bog 7,13-14 i Det Gamle Testamente står der denne berømte passage:

I nattesynerne så jeg dette:
Med himlens skyer kom en,
der så ud som en menneskesøn;
han kom hen til den gamle af dage
og blev ført frem for ham.
Herredømme, ære og kongerige blev givet ham;
alle folk, stammer og tungemål tjente ham.
Hans herredømme er et evigt herredømme,
som ikke skal forgå,
hans kongerige
skal ikke gå til grunde.

Menneskesønnen

I den profet-tradition der hørte til profeten Esajas (Jesjajahu) var der en tradition om עבד   יהוה‎ ‘Ævæd JHWH ‘ dvs. Jahves Tjener, Herrens Tjener. Den er særligt udfoldet i Esajas Bog i Det Gamle Testamente kapitel 42 og kap. 52-53 – en uskyldig figur, måske en messiansk figur, der blev ramt af alskens sygdomme og lidelser på vegne af folket – for at sone folkets synder og svigt på vegne af folket, jf. denne del af Esajas kap. 53

Men det var vore sygdomme, han tog,
det var vore lidelser, han bar;
og vi regnede ham for en, der var ramt,
slået og plaget af Gud.
Men han blev gennemboret for vore overtrædelser
og knust for vore synder.
Han blev straffet, for at vi kunne få fred,
ved hans sår blev vi helbredt.
Vi flakkede alle om som får,
vi vendte os hver sin vej;
men Herren lod al vor skyld ramme ham.

Jesus Nazaræeren forkyndte først og fremmest at Endetiden var nær, Gudsriget var på vej, alle stod over for valget mellem at blive i den gamle verden eller gå med over i den ny virkelighed, Gudsriget, ved at følge i fodsporet på Jesus og vise tillid, hengivelse, tilgivelse, pacifisme og radikal næstekærlighed. I kredsen omkring Jesus så man ham som den Messias man havde ventet på, og som skulle udfri jøderne fra deres lidelser, hvad enten det blev kaldt Kristus; Guds Søn eller Menneskesønnen. Nogle har nok set Jesus som en national befrier, andre som en den universelle Menneskesøn. Efter Jesus torteres, ydmyges og henrettes af romerne efter at være anklaget for at være politisk oprører og religiøs uromager ved at agere som “jødernes konge”, identificeres han oplagt med Herrens Lidende Tjener der stedfortrædende soner menneskehedens synder og svigt. Idet endetiden oprinder (“parusien”), vender Jesus Kristus tilbage i sin fulde kongelige og glorværdige skikkelse.

Jesus vender tilbage ved Dommedag

Religionernes Messias-skikkelser, ganske særligt Jesus Kristus, er skildret på film adskillige gange. Et interessant eksempel er serien Messiah på Netflix. Den handler om en mystisk figur der dukker op i Syrien med et religiøst budskab kærlighed og som optræder både under det arabiske navn  Al-Masih – dvs. Messias – og Al-Masih ad-Dajjal – arabisk for “Den Falske Messias”, Antikrist. CIA undersøger om det virkelig er Messias, eller Kristus der kommer igen eller en fupmager. I de 10 episoder der blev vist (der kom aldrig en sæson 2) stod det klart at han nok er en overnaturlig skikkelse, men da hans motiver konstant betvivles, ved man aldrig helt om han er god eller ond. Eftersom Messiah ikke blev fuldt udfoldet, springer vi den frisk og frejdigt over.

Der er også de mere indirekte messiasser.

  Et oplagt eksempel er løvekongen Aslan i C.S. Lewis’ Narnia-univers. Den gode og retfærdige Aslan ofrer sit liv for Peter, men genoplives. C.S. Lewis havde et kristent program med sine bøger – i de eventyrlige Narnia-bøgerne via allegorier og metaforer – og Aslan er soleklart en Kristus-allegori. Aslan er ikke en fantasi der lever på sine egne betingelser, men en litterær-pædagogisk fortolkning af en defineret skikkelse – Jesus Kristus.

Aslan – en allegori for Jesus Kristus i Narnia-universet

Her vælger jeg at se på Messias-fantasierne der leger og eksperimenterer med skikkelsen. Reflekserne af Messias-forestillingen i populærkulturen. Måske kan der hentes erkendelser i disse eksperimenter. Plus en forståelse af hvordan mere eller mindre skjulte messianske forestillinger har haft stor kulturel impact. Men jeg vil primært interessere mig for en figur med en klart messiansk og forløsende funktion. I J.R.R. Tolkiens bog Ringenes Herre – og Peter Jacksons filmfortolkninger af bogværket, er der hele tre figurer der hver for sig bærer træk der er messianske – Gandalf, Frodo og Aragorn – men her er det messianske så ud-distribueret så der næppe kan tales om en direkte påfaldende messias-agtig figur.

Aragorn, Frodo og Gandalf i Ringenes Herre har forskellige messianske træk

Messias som Superman

Forfatteren Jerry Siegel og tegneren Joe Schuster, amerikanske jøder fra Ohio, blev et team på high school i Cleveland. De skabte sammen tegneserie-helten Superman i april 1938. Bemærk tidspunktet. Det var tydeligt at jøder var truede i 1938.

Siegel (stående) og Shuster fremviser en plakat med Superman-figuren

En alien-baby, Kal-El sendes af sin far, Jor-El fra den dødsdømte planet Krypton til Jorden. Kal-El adopteres på Jorden af en almindelig familie, Jonathan og Martha Kent. Kal-El får en dobbeltidentitet som Clark Kent, søn af Jonathan og Martha og journalist. Og som Superman. Clark Kent er jo også kryptonianer, og kryptonianerne har pga. en særlig molekyl-tæthed evner der på jorden svarer til superkræfter og supersanser. Kal-El påtager sig med jævne mellemrum rollen som den næsten guddommelige Superman der redder uskyldige mennesker og uskadeliggør de onde. Superman optræder i en særlig kropsnær blå og rød dragt der understreger Supermans muskuløse maskulinitet og bærer desuden en rød heroisk kappe. Superman kan flyve, kan bøje jern, er usårlig, er hurtig som lynet, har supersanser såsom røntgensyn osv.  

Lidt pudsigt har helten Superman sit navn fra den engelske version af filosoffen Nietzsches vision om “der Übermensch”, en fremtidig menneskeart der ikke er ramt af nid og nag og slavemoral og andres undertrykkende værdier, men som med stolthed, ære og ærlighed formår at skabe sine egne værdier og sætte disse værdier igennem.

Jerry Siegels far døde i 1932 af et hjerteanfald under et røveri mod hans manufakturhandel. Ifølge Siegels hustru, Joanne (i øvrigt forbillede for Clark Kents elskede Lois Lane), var denne traumatiske begivenhed den primære inspiration for skabelsen af Superman. Altså Siegels længsel efter en heltefigur der kunne have reddet Siegels far. Den art hverdagsdrama, hvor Superman uskadeliggør røvere, der bringer småkårsfolk i fare, kom tidligt ind i serien – og det sikrede populariteten. Men efterhånden blev Supermans aktioner mere grandiose, nationale og kosmiske, særligt som 2. Verdenskrig skrev frem.

Det er ikke et etableret faktum at Siegels og Shusters Superman-figur er inspireret af den gammeltestamentelige Messias. Men figuren har træk til fælles med Messias. Superman kom ned fra himlen og lignede et menneske, men havde en helt unik position med omtrent guddommelige kræfter og en mission om at redde mennesker og befri dem fra diverse undertrykkere. Tidspunktet hvor Superman konstrueres på, netop hvor Nazi-Tyskland begynder at vise kløer, og hvor jøder trues, er påfaldende. Endnu mere påfaldende er Supermans rigtige navn, Kal-El. Dette navn ser ud til at være en variation af hebræisk קול-אל  – Qol El – Guds Stemme. קול udtalt med et å-agtigt a betyder stemme, lyd, men også ry, rygte, berømmelse.

קול udtalt en anden a-lyd – Qal – vil nærmest betyde “den lette”, eller enkle eller simple, dvs. navnet kunne da betyde “letvægts-Gud” hvilket er et mindst lige så godt argument for de messianske overtoner i figuren som “Guds røst”. eller “rygtet om Gud”

Samtidig er Superman almindelig anerkendt som den første superhelt. Hvis Superman er en transformation af den jødiske messias-figur, giver det jo messias-forestillingen enorm kulturel impact uafhængig af den kristne interpretation af Jesus som Messias! Hvis Superman reflekterer Messias, og Superman reflekteres i alle senere superhelte-figurer, så reflekteres Messias jo i alle disse figurer.

Her er en sekvens fra en Superman-film – Batman vs. Superman – God Among Us – hvor der i filmen reflekteres over Superman-figurens messianitet.

Den næste generation af superhelte – DC Comics og Marvel

Superman-tegneseriealbums blev udgivet af DC Comics (DC = Detective Comics) der siden udsendte en række beslægtede superhelte – også med en ekstra identitet som almindeligt hverdagsmenneske, med en særlig dragt når de er superhelte og overmenneskelige evner. En enkelt af disse superhelte, Batman, milliardæren Bruce Wayne i forklædning, var mest beslægtet ved at være karaktermæssigt næsten komplementær til Superman.

Ligesom Superman er Batman en god helt, bekæmper uretfærdighed, undgår at dræbe og har et inkognito, men hvor Supermans alter ego er en helt almindelig journalist der lever med almindelige mennesker, så er Batmans alter ego uden familie, milliardær og afsondret fra alle. Batman har ingen medfødte superkræfter, men sin intelligens, sin vilje og sin meget store arvede formue, og det gør at Batman har high-tech-våben. Superman er en sund type og ser flot og lækker ud, mens Batmans helte-antræk er dystert med træk fra en flagermus. Superman er den “sunde helt”, mens Batman er den mere dystre helt.

Men ellers kommer en lang række superhelte fra DC Comics med lidt svagere kræfter i forhold til Superman og hvor kræfterne går i mere specialiserede retninger – Wonder Woman, The Flash, The Green Lantern, Shazam/Captain Marvel,  Aquaman osv. DC Comics er i dag en del af Warner Brothers.

Superheltene i DC Comics

Få år efter – i 1939 – opstår en tilsvarende superhelte-fabrik i USA – Marvel – der i dag er opkøbt af Disney. Marvel laver superhelte som Thor – modelleret over den nordiske gud, Iron Man, Captain America, Wolverine, Spider-Man, Hulk, Dr. Strange, Captain Marvel, Hawkeye – meget uoverskueligt. Men ofte organiseret i teams som ”De Fantastiske Fire” og ”The Avengers”.

I de senere år har DC-Comics med ikke mindst en række Batman-film haft stor succes også i filmbranchen. Men særligt må fremhæves Marvel der har lavet en lang række nylige superhelte-film med forbløffende stor kommerciel succes både i biografen og som streaming på Disney+ – appen. Her kan nævnes den såkaldte Infinity Saga der består af intet mindre end 23 film fra Marvel Cinematic Universe, og som blev indledt med filmen Iron-Man i 2008 og afsluttet med filmen Spider-Man: Far From Home i 2019.

Sagaens klimaks var to – film – The Avengers: Infinity War fra 2018 den 19. film I sagaen og denne films direkte sequel – The Avengers: Endgame fra 2019, den 22. film i sagaen og sagaens reelle afslutning på flere måder.

Denne film består af et væld af kendte skuespillere – Robert Redford, William Hurt, Scarlet Johansson, Samuel L. Jackson, Bradley Cooper, Gwyneth Paltrow, Robert Downey jr., Josh Brolin osv. osv. og blev den film der i filmhistorien hurtigst indtjente 1 mia dollars samt også 1,5 mia dollars hvilket blev opnået på bare henholdsvis 5 dage og 8 dage.

Da Endgame kom frem, var det den mest indtjenende film i historien, men fornyet interesse for den første Avatar-film fra 2009 har efterfølgende bragt den i spidsen over mest indtjenende film.

Superhelte-filmene har for tiden en massiv indflydelse i populær-kulturen! Bemærk at hele tre Avengers-film ligger i top ti, og at listen desuden indeholder den superhelte-film der afsluttede infinity-sagaen – Spider-Man: No Way home. Mange intellektuelle vil muligvis mene at disse film er dårlig smag og udtryk for en blanding af exploitation og en filmindustri der satser på et forenklet sort-hvidt tegneserieunivers og sprøjter to-dimensionel, ensartet eskapisme ud til masserne. Nu kan smag ikke diskuteres, men det er naturligvis blockbuster-film med masser af action og effekter og uden den store kunstneriske værdi. Ikke desto mindre er disse film værd at beskæftige sig med som kulturfænomen pga. deres store popularitet. Og fordi de kan ses som udtryk for et forsøg på at gen-mytologisere og genfortrylle verden, et oprør med den profane virkelighed. Endelig kan der være at der foregår en massiv kreativitet og betydningsproduktion i disse film – det er i al fald min påstand – hvilket gør det værd at se på scifi- og fantasy-filmserier som Infinity-sagaen, Star Wars-sagaen, Matrix-sagaen og Harry Potter-sagaen.

Avengers-filmene

Avengers Infinity Wars og Avengers Endgame handler om superhelte-teamet Avengers kamp med den onde Thanos og hans løjtnanter og døtre. De centrale figurer i Avengers er industrimagnaten Tony Stark = Iron Man som repræsenterer en idealiseret version af amerikansk industri og teknologi. Og Steve Rogers = superhelten Captain America, en patriotisk supersoldat der i øvrigt blev skabt af Marvel under 2. Verdenskrig som en idealisering af USA’s militære kamp mod aksemagterne. Steve Rogers er den formelle leder af Avengers, Tony Stark den reelle.

Den dygtige videnskabsmand Bruce Banner er også central. Når Banners puls bliver for høj, omdannes han til Hulk, en stor grøn, megastærk og megadum trold. Han symboliserer naturligvis de uhæmmede kræfter. Desuden kan nævnes figurer som den maskuline tordengud Thor (unik ved ikke at have et alter ego, Thor ER simpelthen en gud), den smækre spion Natascha Romanoff kaldet Black Widow, den trolddomskyndige læge Dr. Strange og kemikeren Hank Pym der som superhelten Ant-Man kan skifte kropsstørrelse osv. Det virker som et pantheon af guder med hver sin specialiserede kunnen.

Kampen står om seks såkaldte Infinity Stones der er præeksistente og uhyre kraftfulde objekter. Hvis Thanos besidder dem alle, vil han kunne udslette halvdelen af alle levende væsner i universet. The Avengers vil omvendt have fat i stenene for at forhindre Thanos i sit onde forehavende.  I storfilmen The Avengers – Infinity War vinder Thanos og skaber THE BLIB hvor halvdelen af alle levende væsner simpelthen forsvinder. Tony Stark og Thanos’ datter, Nebula – konverteret til The Avangers – er endt på en fjern planet. Sådan slutter Infinity War. Tragisk og uforløst.

The Avengers: Endgame er en direkte sequel til Infinity War og foregår i 2018 23 dage efter BLIBBET. Captain Marvel kommer ned som en deus ex machina fra himlen og har frelst Tony Stark og Nebula. Det viser det sig hurtigt at Thanos har ødelagt the infinity stone så Blibbet ikke kan tilbagekaldes. Af ren frustration dekapiterer Thor lige Thanos.

 Avenger-teamet står tilbage i den dybeste afmagt. Skurken er dræbt, men intet kan gøres i denne verden og tid, og alle ender i resignation. Thor bliver fx en alkoholiseret flommefed gamer. Hank Pym (Ant-Man( får dog ideen – hvad med at rejse tilbage i tiden før infinity-stenene blev ødelagt? Og Tony Stark/Iron Man begynder med at være stærkt skeptisk, men realiserer ideen – at rejse tilbage i tiden – til 2014. Her står kampen så mellem The Avengers og 2014-versionen af Thanos og også 2014-versionen af Nebula, der dengang stadig ond.

Det lykkes med stort besvær for Avengers-teamet at genfinde de seks infinity sten i 2014, få dem frem til 2018 og indfældet i en særlig handske. THE BLIBs eliminering af halvdelen af alle væsner gøres ugyldig. De forsvundne vender tilbage. Men Thanos truer stadig jordens befolkning. Men Det lykkes nemlig for 2014-versionen af Nebula at få 2014-versionen af Thanos frem til 2018. Kampen er slet ikke slut.

Opgøret kulminerer da Captain Marvel får ødelagt Thanos’ magtfulde base, hans rumskib. Men Thanos besejrer alligevel Captain Marvel og får fat i handsken med alle infinity stones. Verdens skæbne vipper nu. Det onde er tæt på at vinde afgørende. Alt falder først på plads da Tony Stark får fat i handsken og bruger den til at eliminere Thanos, hele Thanos’ hær samt sig selv. Stark har reddet verden og ofret sig selv. Også Black Widow – Scarlet Johanssons rolle – er dræbt i krigen.

Skurken Thanos

Infinity War og Endgame er et meget interessant forsøg på at iscenesætte Dommedag i et andet setting. Det mægtige væsen der overvindes, Thanos (billedet foroven), er ret tydeligt en omskrivning af Døden, og hans navn Thanos er en forkortelse af græsk Thanatos – Død. I Marvels tegneserier har han både en romance med Lady Death – døden simpelthen – og Hela – den tidligere hersker over Hel, den nordiske underverden, altså Hel på dansk, Hell på engelsk. BLIBBET er en metafor for døden, dens vilkårlighed, og tilbagerulningen af BLIBBET i slutningen af Endgame kan sagtens tolkes som de dødes genrejsning, opstandelsen ved endetiden. Døden overvindes af et team af messianske figurer, og der sker en art nyskabelse af Marvel-universet – den gamle mæcen for teamet, Tony Stark, er væk, Captain America trækker sig tilbage og overlader sit skjold til superhelten The Falcon. Det er en ny verden.

De mest messianske figurer i sagaen – og Inifinity-kulminationen – er nok Captain Marvel der er den stærkeste af superheltene. Og interessant nok en kvinde. Hun er så stærk, at hun næsten ikke optræder i filmene, det ville gøre det hele for enkelt, men hun redder Tony Stark først i Endgame og bringer ham til jorden visuelt udtrykt på en meget mytologisk måde – en lysende himmelfigur der daler ned fra himlen med Stark. Captain Marvel er også tæt på at afgøre kampen mod Thanos, men det er Tony Starks snarrådighed og ofring af sig selv der afslutter opgøret – så Tony Stark er klart seriens næste markante messias-figur med fokus på at være en superhelt der fuldt bevidst ofrer sig selv for de manges skyld. Som i Ringenes Herre er messias-trækkene distribueret ud på flere roller i Avengers-serien.

Captain Marvel i al sin stråleglans

Dune – Messias rejser sig og falder

Frank Herberts amerikanske roman Klit (engelsk: Dune) fra 1965 er en af de mest sælgende sci-fi-bøger, hvis ikke DEN mest sælgende. Den er filmatiseret som ”Dune” gjort kikset i 1984 af David Lynch, gjort langt bedre i 2021 af Denis Villeneuve der omhandler første halvdel af Herberts bog. Der ses frem til Dune Del 2 med stor forventning. Bog og film er langt mere tydeligt inspireret af Det Gamle Testamente og de messianske ideer her end førnævnte Marvel-film.

Paul Atreides i Denis Villeneuves film “Dune”

Her skal det vise sig at hovedpersonen Paul Atreides er ”Den Ene” og The Kwisatz Haderach en messias-figur der er ret tydeligt modelleret efter bibelsk forbillede. Det er et genetisk supermenneske fremavlet gennem 10.000 år af Bene Gesserit, der minder om en meget, meget magtfuld nonne-orden, men hvor “nonnerne” (matres) besidder overnaturlige kræfter. Hvor romanen og filmen begynder, har Bene Gesserit været tæt på at fuldende deres planer om supermennesket. Det var planlagt at Jessica – en illegitim datter af baron Vladimir Harkonnen – skulle ægte grev Leto Atreides I og med ham få en datter. Hvis denne datter fik et barn med baron Harkonnens søn Feyd, ville dette barn blive The Kwisatz Haderach. Jessica får derfor en top-uddannelse i Bene Gesserit-ordenen. Men hun bryder planerne ved at få sønnen Paul fordi Leto ønsker sig en søn for at føre Atreides-fyrsteslægten videre. Som Bene Gesserit-nonne har Jessica nemlig evnen til at vælge sit barns køn.

Der er derfor spændinger mellem lady Jessica og Bene Gesserit-ordenen da fortællingen begynder, og mellem fyrstehusene Corrino, der sidder på kejser-embedet, Atreides og Harkonnen. Som led i intrigerne forlenes huset Atreides med ørkenplaneten Arrakis også kaldet Klit (Dune) hvor man som det eneste sted dyrker ”melange”, en psykoaktiv plante der er af vital betydning for transporten mellem solsystemerne i galaksen. Grev Leto, Lady Jessica og prins Paul flytter til Arrakis. Det hele er planlagt af Corrino og Harkonnen for at vælte Atreides. Grev Leto myrdes, og lady Jessica og Paul flygter ud i ørkenen. Her bor ørkenfolket fremenerne som dyrker melange og tackler nogle monstrøst gigantiske sandorme. Fremenerne er undertrykte af de galaktiske herskere og drømmer om en messias, Lisan al Gaib, der skal gå i spidsen for dem og omdanne den ufrugtbare Arrakis-planet til en grøn og frodig planet. I virkeligheden er Lisan al Gaib en forestilling der er plantet hos fremenerne af Bene Gesserit. Paul og Jessica finder sammen med fremenerne og får en ledende funktion i oprøret mod Arrakis’ nye herskere, huset Harkonnen. Paul får visioner af den melange der er hos fremenerne og får stadig stærkere anelser om at han kan være Lisan al Gaib og The Kwisatz Haderach. Måske kan han skaffe fremenerne frihed og frodighed? Desuden vil det være rart at få hævnet mordet på hans far. Det er her Villeneuves Dune-film slutter, men bogen Dune – og siden Dune Messiah fortsætter.

Paul Atreides får væltet og dræbt sin fars mordere, baron Vladimir Harkonnen og kejser Shaddam Corinno IV og bliver selv kejser og kwisatz haderach med enorme evner til at fx at se frit gennem tid og rum.

Paul Atreides som galaktisk kejser – her fra David Lynch’ version af Dune med Kyle McLachlan som Paul

I efterfølgeren til Dune – Dune Messiah (sic!) – får kejser Paul Atreides visioner om at fremtiden bliver bedst hvis han lader 60 milliarder særlige individer dræbe hvad han så gør. Fremenerne prøver at dræbe ham ved et attentat! Det lykkes næsten. Paul undslipper med livet, men mister synet. Næsten for symbolsk. Til sidst mister Paul sine kræfter pga. de mange anslag mod ham og han går ud i ørkenen for at dø efter at have født en søn og arving.

Frank Herbert fremstiller og problematiserer altså Messias-forestillingen:

“Jeg havde den her teori om at superhelte er katastrofale for mennesker, og selvom man forestillede sig en ufejlbarlig helt ville de ting han satte i værk kunne overtages af fejlbarlige dødelige. Hvilken bedre måde findes, hvormed man kan ødelægge en civilisation, et samfund eller en race, end ved de vilde udskejelser som følger af at overdrage vores kritiske sans og dømmekraft til en superhelt?”.

Citatet artikulerer en svagheden ved Messias-figuren. Hvis alt står og falder med en givet messias-figur, så skal messias-skikkelsen være fuldkommen fejlfri, for hvis han fejler, er katastrofen stor. Messias-tanken medfører let at man overdrager al dømmekraft til den ene figur, befrieren, hvilket kan være fatalt.

Spørgsmålet er om det der skete i nazismen hvor Hitler blev Der Führer med en næsten sakral rolle som sit folks befrier, og om der deri ikke ligger en pervertering af den messianske tankegang og viser faldgruben. Et modtræk er at gøre messias-figuren korriger-bar, han lærer, reflekterer og reagerer på situationen, bruger konteksten og deltager i et team hvor man supplerer hinanden. Paul lærer at få alliancer blandt fremenerne – men da han bliver kejser, går det galt hvilket ses i efterfølgeren til Dune – nemlig Dune Messiah. Han får visioner om at fremtiden bliver bedst hvis han lader 60 milliarder mennesker dræbe hvad han så gør. Paul har mageløse evner og de bedste intentioner, og han bruger sine mageløse magt ud fra de bedste motiver for at eliminere ondskaben, men netop derved bliver man ikke sjældent selv en tyran og et monster. Det er svært at bevare ydmygheden når man har alt, kan alt og ved alt.

Fremenerne prøver at dræbe tyrannen Paul ved et attentat men Paul bliver bare blind (!) Til sidst mister Paul sine kræfter pga. de mange anslag mod ham og han går ud i ørkenen for at dø efter at have født en søn og arving, den senere kejser Leto Atreides II.

Dune er en fortælling om magtens fristelser. De fristelser Jesus siger nej til i ørkenen. Dune er en slags falleret messiansk historie, eller udfordret messiansk historie. Et tema jeg vil bruge lidt tid på nu.

Messias-forestillinger i rockmusikken

Nærværende overvejelser om Messias-rollen i rockmusikken er ikke lagt an til at være fyldestgørende. Jeg nævner bare frit et par eksempler på anvendelsen af messias-figuren hos et par af de rocknavne jeg tilfældigvis kender, nemlig det britiske band Genesis og den britiske sanger David Bowie. Særlig vægt får Bowie.

Genesis har i sit album fra 1976 Wind and Wuthering en 10 minutter lang sang One for the Vine med både melodi og tekst af bandets keyboardspiller Tony Banks. One for the Vine kan forstås som en slags fantasy-fortælling om en messias-figur – eller flugten fra messias-figuren.

Genesis anno 1976 . I midten Phil Collins (sanger) og Tony Banks (keyboard)

En figur har magten over 50.000 mennesker der kan slagte mennesker og dræbe mennesker i hans navn. Uden at sige det, anser han sig som “the Chosen One” – Den Udvalgte. En i Den Udvalgtes menighed har mistet troen på Den Udvalgte og flygter op ad en bjergside, men før han når bjergtoppen, snubler flygtningen og falder ned i et vildnis af is. Her bor der et enfoldigt folk der rystes af synet af vores helt. De rammes af rædsel og ærefrygt og tænker – det er jo Ham – Guds udvalgte – som daler ned fra himlen og vil befri os fra vore undertrykkere og gøre os til konger i verden. Flygtningen tænker – så pyt, jeg vil prøve at leve op til jeres forventninger indtil jeg finder en vej hjem. Jeg vil give jer mod til jeres kampe. Han går nu i en indre dialog – bliver jeg til det jeg flygtede fra? Men efter at have trukket sig væk fra alle og have talt med vand og med vinstokke, som der står, accepterer vores flygtning sin skæbne. Han må lede de primitive masser med de naive drømme – hvad enten han leder dem til æren eller døden. Han går i spidsen for sine troende, og tager dem med på en rejse væk fra isen over en bjergkam. Da ser vores flygtning på en fjern skråning en person uden håb flygte op ad bjergsiden. Han synes han genkender skikkelsen på den måde han går på. Og på den måde han falder på. Og den måde han pludselig forsvinder på ud i den tynde luft.

Tony Banks’ One for the Vine prøver at være cyklisk, at bide sig selv i halen. Den messias-agtige person og personen der flygter fra den messias-agtige person er samme person. Idet han flygter fra den magtfulde messias ender han i en situation der indleder hans karriere som messias. Strukturen i musikken og teksten korrelerer i øvrigt. Ligesom teksten begynder og slutter samme sted, bare set fra forskellige perspektiver, så begynder og slutter sangen med samme melodi og opbygning – en stille, lidt melankolsk ballade spillet af Banks på flygel og sunget af Phil Collins. Midt i fortællingen kommer de storladne oplevelser med is-folkets messias-drømme. Og med flygtningens indre konflikt. Det udtrykkes i sangen med meget majestætiske, storladne og dramatiske udviklinger af sangen – primært instrumentalt uden sang. Det er som en klassisk symfoni pludselig bryder ud af en melankolsk ballade for til sidst at vende tilbage.

Sangen med tekst kan følges her:

Det er jo selvfølgelig en allegori over at idet man flygter fra noget, og i kraft af at man flygter, bliver til det man flygter fra. Et klassisk eksempel er jo Amdi Pedersen der blev hippie fordi hans far var en dominerende rektor, men idet Amdi flygtede fra faren, etablerede han Tvind-imperiet og blev præcis det magtmenneske han flygtede fra.

Så Genesis’ fabel i One for the Vine er ikke uden dybde. Men sangen røber også at i rockmusikken er det her ikke et plus at være en messias. En messias er ikke en der befrier fra undertrykkelse. En messias er ikke sjældent selv en undertrykker.

David Bowie som Ziggy Stardust

En kulturhistorisk måske vigtigere måde at bruge messias-figuren på i rockmusikken ses i David Bowies rockalbum fra 1972 – The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars. Her sammentænkes messias-figuren og rockstjernen fuldkommen. Ziggy Stardust-albummet er et koncept-album, et album med en samlende historie, et gennemgående narrativ. Samtidig er albummet en leg med et uniformeret alter-ego for David Bowie, nemlig Ziggy Stardust. Siden skulle Bowie vælge sig et væld af tilsvarende pseudonymer på sine albums – Aladdin Sane, Halloween Jack og The Thin White Duke – og muligvis til allersidst rollen som Lazarus.

Idet Ziggy Stardust-albummet begynder, er stemingen i samfundet apokalyptisk – vi er få år fra verdens undergang. Ziggy Stardust er en alien, et rumvæsen, der af kærlighed til den fortvivlede menneskehed vil manifestere sig på jorden som rockstjerne for at ”blow our minds”.

Ziggy kommer som messias allerførst til syne i sangen Starman. Samtidig er det netop ved at fremføre sangen Starman i det britiske popprogram Top of the Pops i 1972 at Bowie fremtræder allerførste gang som Ziggy med specialsyet outfit for at se glamourøs og futuristisk ud. Bemærk hvordan Bowie næsten stråler idet han introducerer sin figur på Top of the Pops:

Ziggys forløsende evangelium til masserne er dette:

Let the children lose it
Let the children use it
Let all the children boogie

Ziggy giver sig selv 100 % til de hungrende masser. Han giver sig så meget, så han tømmer sig helt og ender forbrugt og udbrændt. Der er næsten en kenosis-tankegang her.

Making love with his ego Ziggy sucked up into his mind
Like a leper messiah
When the kids had killed the man
I had to break up the band

Albummets sidste tragiske sang, Rock’n’’roll Suicide ender med et håb, men et håb baseret på et ændret magtforhold.

Just turn on with me and you’re not alone 
Let’s turn on with me and you’re not alone
Let’s turn on and be not alone
Gimme your hands cause you’re wonderful [x2]
Oh gimme your hands.

Det er en afsluttende bøn til de jublende masser: vær solidarisk, red mig, frels mig, dyrk mig, giv mig nyt liv. Der er en optimistisk vending til sidst, men i kraft af at Ziggy Stardust nu ikke længere er det overmenneskelige stærke subjekt, der spreder stjerneglamour og “nåde” over hoben, men et afmægtigt objekt, der er i hænderne på hoben og eksisterer på hobens nåde, på dens tilbedelse. Rock-Messias frelser ikke massen, massen frelser Rock-Messias ved at beundre ham.

Hvor Genesis helt undsiger Messias-forestillingen fordi den handler om magt og underkastelsen under ét ego, men vil demonstrere hvor svært det er at undvige magtstrukturerne – flygter man fra én magtstruktur, etablerer man bare nye, så tager David Bowie anderledes positivt fat i Messias-skikkelsen og giver den nyt liv i rockmytologien ved at se popstjernen som den ny tids Messias – men her ser vi til gengæld en helt dekonstrueret Messias – en Messias der befries af masserne, ikke en Messias der befrier masserne. Messias som massernes drøm, snarere end den der realiserer massernes drøm.

Bowies tekst om Ziggy Stardust er ikke helt uden dybde i forhold til hvad der skete med Jesus fra Nazareth som en vantro person kunne beskrive sådan at han døde efter at have givet alt, men alligevel levede videre, fordi masserne havde brug for deres messias og ikke ville opgive deres drøm – så messias blev her skabt af masserne og fortsatte sin eksistens i kraft af dem – således fortolket er der pudsige ligheder mellem Jesus og Ziggy, men den analogi må I selv tænke videre i.

Men Bowies Ziggy-Messias kan beskrives som en meget blakket konstruktion da Bowie blander sin person sammen med Ziggy Stardust der er en del af Bowies iscenesættelse af sig selv. Det går så vidt så han får problemer med at holde sin identitet adskilt fra Ziggy. Det antyder at der både kan være et narcissistisk og et kommercielt motiv bag konstruktionen af Ziggy og Bowies selviscenesættelse som denne rockmessias. Ziggy aflives derfor ved en koncert i 1973 – alligevel påtager Bowie sig efterfølgende andre selviscenesættelser der ligner reflekser af Ziggy – fx Aladdin Sane = A Lad Insane, dvs. som indeholder en erkendelse af en indre galskab.

Den messianske længsel hos Bowie kommer i øvrigt allerede frem på forgængeren til Ziggy Stardust, nemlig albummet Hunky Dory fra 1971 i sangen Oh You Pretty Things hvor Nietzsches Übermensch-vision (Homo Superior = Overmennesket) nævnes direkte, tilsyneladende for det positive:

Oh You Pretty Things (Oh You Pretty Things)
Don’t you know you’re driving your
Mamas and Papas insane
Let me make it plain
You gotta make way for the Homo Superior

Look at your children
See their faces in golden rays
Don’t kid yourself they belong to you
They’re the start of a coming race

På Bowies næstsidste album, The Next Day fra 2013, er der en ganske anden refleksion af messias-stjernen i sangen The Stars (Are Out Tonight):

They burn you with their radiant smiles

Trap you with their beautiful eyes.  

We live closer to the earth
Never to the heavens
The stars are never far away
Stars are out tonight

They watch us from behind their shades
Brigitte, Jack and Kate and Brad
From behind their tinted window stretch
Gleaming like blackened sunshine

Stars are never sleeping
Dead ones and the living

Waiting for the first move
Satyrs and their child wives

Waiting for the last move
Soaking up our primitive world

Stars are never sleeping
Dead ones and the living

Their jealousy’s spilling down
The stars must stick together
We will never be rid of these stars
But I hope they live forever

And they know just what we do
That we toss and turn at night
They’re waiting to make their moves
But the stars are out tonight

Here they are upon the stairs
Sexless and unaroused
They are the stars, they’re dying for you
But I hope they live forever

Således er stjerner et kollektiv der næsten er menneskets tjenere – They are the stars, they’re dying for you – og som synes at eksistere i et kulturelt felt af symboler, “semiosfæren” om man vil. Vil man se den flot filmede video til The Stars, kan man gå ind på dette link på YouTube.

Bowie kommer til at lancere adskillige andre ikoniske og gennemgående figurer end Ziggy Stardust og visionen om rockstjernen. Den mest berømte er måske astronauten “Major Tom” der ligner en mod-figur til Ziggy.

For at forstå Major Tom, bør man forstå Stanley Kubricks film “A Space Odyssey” (Rumrejse år 2001). Et rumskib sendes mod en af Jupiters måner på jagt efter en mystisk sort obelisk der kan være stillet op af ikke-jordiske højere livsformer. Astronauten Bowman drager mod obelisken, svæver hen til den, passerer gennem en art tunnel og befinder sig i et både futuristisk og gammeldags hotelværelsesagtigt rum. Her ældes Bowman, men før han dør, rækker han ud efter en obelisk der dukker op igen, tunnelen kommer igen, og Bowman ses nu som et kæmpefoster i en lysboble svævende i rummet, mens det kigger mod rummet. Bowman er omdannet til et stjernebarn, et væsen af en højere art.

I 1969 udsender Bowie sangen Space Oddity der klart spiller på A Space Odyssey. Helten i Space Oddity er astronauten Major Tom der kommer helskindet ud i rummet, men ikke rigtig ved hvorfor han egentlig er der. Han er fremmedgjort. Samtidig opstår der kommunikations-problemer mellem Major Tom og Ground Control der antyder at forbindelsen tabes, og Major Tom forsvinder i rummet.

Ground Control to Major Tom
Your circuit’s dead, there’s something wrong
Can you hear me, Major Tom?
Can you hear me, Major Tom?
Can you hear me, Major Tom?
Can you hear And I’m floating around my tin can

Historien tages på en måde frem 10 år senere, i hittet Ashes to Ashes fra 1979. (publiceret 1980). Her tages to forskellige aspekter af Major Tom frem og gentænkes. Dels fortolkes Major Tom som en virkelig, men fortabt, astronaut, en mystisk og uhyggelig figur der forsvandt, og som nu bruges af forældre som trussel, som bøhmand, til at få dem opføre sig ordentligt. Dels foregår Major Toms fremmedgjorte fortabelse i rummet måske slet ikke i det ydre rum, men i det indre rum. Major Tom er en narkoman, der fortabte sig i rusen.

Ashes to ashes, funk to funky
We know Major Tom’s a junkie
Strung out in heaven’s high
Hitting an all-time low

My mother said, to get things done
You’d better not mess with Major Tom

Bemærk at Bowies vigtigste ikoner – Major Tom og Ziggy Stardust – er strukturelt komplementære. Major Tom kommer fra Jorden til Himlen, bliver fremmedgjort derude i universet og forsvinder ud i uendeligheden. Omvendt med Ziggy der kommer fra Himlen til Jorden, gør alle fortrolige med sig og tømmer sig ud i det endelige.

På det allersidste musik som David Bowie når at publicere før sin død som 69-årig i januar 2016, er der nogle dystre skikkelser der sagtens kan referere til de nævnte skikkelser.

Tre dage før Bowie døde, udsendte han sin andensingle “Lazarus” som musikvideo fra albummet Blackstar. Albummet udkom i øvrigt dagen efter, to dage før Bowies død. Lazarus-figuren er mystisk i ord som i fremtoning, men han kan sagtens tolkes som en videre-udvikling af The Leper Messiah på Ziggy Stardust.

Look up here, I’m in heaven
I’ve got scars that can’t be seen
I’ve got drama, can’t be stolen
Everybody knows me now

Look up here, man, I’m in danger
I’ve got nothing left to lose
I’m so high it makes my brain whirl
Dropped my cell phone down below
Ain’t that just like me?

By the time I got to New York
I was living like a king
There I’d used up all my money
I was looking for your ass

Der er klare kontraster mellem Lazarus gemt i gaze ældet og lidende og Lazarus i sort tøj, dansende og veloplagt. Er det forskellige momenter af en genopstanden Messias-figur?

Samme kontrast ses i en dybt mystisk og esoterisk video til Blackstars titelsang, en helt speciel og kompleks sang som New Music Express beskrev som “gorgeously inscrutable avant jazz sci-fi torch song, all slippery drum’n’bass rhythm, two-note tonal melody with hints of Gregorian chant, shifting time signatures, churchy organ and spaced out wandering sax” (McCormick 2015). Sangen Blackstar udkom som rockvideo den 19. november 2015. Sangen og videoen er lang, faktisk præcis lige så lang som One for the Vine, nemlig 10 minutter, og fuld af underfulde billeder, mærkelige stemninger og en atmosfære der bestemt ikke alle steder er lige hyggelig.

Se videoen her:

Sangen begynder urolig og skælvende med en lidt jazzet lyd og en drum’n’bass-tromme til at give en følelse af ustabilitet. Lazarus-figuren dukker op et lille minut inde i denne forstyrrede sang idet Bowie synger:

On the day of execution, on the day of execution
Only women kneel and smile, ah ah, ah ah

I min tolkning af sangen er det afgørende linjer. Det er første gang den syngende Bowie dukker op i Blackstar-videoen. Hans opdukken sker netop idet han synger ordene “the day of execution“. Han optræder med hvidt gazebind over ansigtet og med sorte knapper som øjne, dvs. han er blind. Og han virker som om han vrider sig af lidelse. Jeg fortolker det som billede på en persons dødsangst. Måske endda Bowies egen dødsangst. Linjen efterfølges af linjen Only women kneel and smile, ah ah, ah ah. Det refererer til en narrativ struktur i videoen der begynder med videoens allerførste billeder, nemlig billeder af en astronaut i hvid rumdragt der ligger på en planet hvor en formørket stjerne er hævet over horisonten.

En mystisk smuk kvinde nærmer sig astronauten. Noget langt stikker ud fra kvindens kjole bagtil – en løvehale? En slange? Kvinder nærmer sig den døde astronaut og åbner hans visir. Under visiret er der et menneskekranium besmykket med juveler. Nu ser vi lidt mere til hvor den lidende og blinde Bowie befinder sig – nemlig på et loft antagelig på en kirke. Loftet har et hullet trekantet tag, virker opadstræbende, og et himmelsk lys vælder ind i det formørkede loft. Tre andre skikkelser end Bowie – tilsyneladende også blinde – vrider sig og ryster i spasmer. Det er som om de tre mennesker gentager den lidende Lazarus der begyndte med at synge “On the day of execution“. Nu springer vi tilbage til den mystiske kvinde der bærer astronautens juvelbesmykkede kranium i et glasskrin foran sig.

I historien om kraniet etablerer en gruppe kvinder – der også ryster i spasmer – nu en kreds. Noget længere fremme i videoen – ca. 9 minutter inde – skal kredsen af kvinder knæle omkring løvekvinden der står i midten med astronautens kranium. De afgørende linjers anden linje – Only women kneel and smile, ah ah, ah ah – handler derfor tydeligvis om dette scenario – at astronautens kranium bruges rituelt i en kvindekreds’ kultiske kreds.

For at springe tilbage i videoen. Lige efter vi ser den mystiske kvinde bære astronautens kranium i et skrin, og vi ser den blinde Bowie på kirkeloftet for første gang, kommer der skred i fortællingen. Nu ser vi pludselig den syngende Bowie uden bind, med øjne, seende, glad og determineret. Noget er sket. Gazen er væk, spasmerne er væk, synet er tilbage. Vi ser derpå billeder af frugtbare kornaks, og er tilbage med den seende Bowie der fremviser en bibel-agtig bog med en sort stjerne på. Snart ser vi Bowie i en positur som en blanding af en prædikant og en messias-figur, mens de tre figurer fra loftet, før blinde og i spasmer, er på med en baggrund af et lærred der viser en himmel, som var man i en naiv afbildning af mennesker i himlen.

Vi springer nu frem til kirkeloftet igen. Bowie er atter til stede, men rolig, seende og med hænderne foldet i bøn. Black-star sangen ændrer helt karakter, bliver rolig, harmonisk, gammeldags lidt i stil med den melodiøse “glam-rock” som Ziggy Stardust-albummet har som genre. Og nu synger Bowie disse interessante ord.

Something happened on the day he died
Spirit rose a metre then stepped aside
Somebody else took his place, and bravely cried
(I’m a blackstar, I’m a blackstar)

Nu ser vi at sangen handler om død og frelse. Den blinde Bowie er i spasmer, måske dødsangst, og den forkyndende Bowie er stolt og leder-agtig og forkynder et budskab med en blackstar-bibel i hånden for en lille seende menighed er er i himlen. Denne fortælling om død og frelse er forbundet med en død astronaut, hvor en mystisk kvinde med løvehale bærer astronautens besmykkede kranium frem for en kreds af kvinder.

Alt dette fører over i linjerne Something happened on the day he died/Spirit rose a metre then stepped aside . Han døde, ånden rejste sig en meter og trådte til side. Ind i stedet for ånden kom noget andet der modigt skreg: (I’m a blackstar, I’m a blackstar). Den blinde og lidende Bowie døde, og lige efter han døde trådte noget andet i stedet for filmstjernen Bowie og rockstjernen Bowie, nemlig sortstjernen Bowie.

I can’t answer why (I’m a blackstar)
Just go with me (I’m not a filmstar)
I’ma take you home (I’m a blackstar)
Take your passport and shoes (I’m not a popstar)
And your sedatives, boo (I’m a blackstar)
You’re a flash in the pan (I’m not a marvel star)
I’m the great I Am (I’m a blackstar)

I’m a blackstar, way up, oh honey, I’ve got game
I see right, so wide, so open-hearted it’s pain
I want eagles in my daydreams, diamonds in my eyes
(I’m a blackstar, I’m a blackstar)

Hvem er sortstjernen? The Blackstar er Bowie som død, som “black”, men stadig stærk og med power, stadig som “star”. Denne blackstar er forbundet med – eller er – The Great I Am – vel selveste Gud. Man kan erindre sig at da den bibelske Gud (JHWH) præsenterer sig for Moses, er det med præsentationen: Jeg er den jeg er.

The Blackstar er Gud som efterlivets Gud, dødens Gud, stjernen i mørket, lyset i det hinsidige. Og denne dødsstjerne eller posthumane messias overskrider alle andre stjerner.

Meget “traditionelt kristne” vil måske endda i The Blackstar se en ligefrem satanistisk messias? Det vil jeg ikke tage stilling til, men betydningsmuligheden foreligger set i sammenhæng med den “twistede” skildring af de tre korsfæstede som et stort bæst nærmer sig. Og med skildringen af det der ligner en hedensk kvindekult. Se fx nærmere om diskussionen i artiklen her.

Bowie er genfødt som stjerne, som sortstjerne vel at mærke, i semiosfæren. En stjerne der har “got game”, dvs. er virkelig supergod i sin funktion som stjerne. Bowie kulminerer ligefrem som død, som sortstjerne.

Hele denne ligefrem messianske død og genfødsel er mystisk forbundet med videoens gennemgående historie om løvekvinden der bærer det besmykkede astronaut-kranium frem for kredsen af kvinder og slutter med at løvekvinden anbringer kraniet på ryggen af en knælende kvinde. Selve videoen afsluttes dog langt mere uhyggeligt. I en kornmark ved nattetid hænger tre fugleskræmsler – eller mennesker forklædt som fugleskræmsler og blinde – hver på deres kors. Man kan ikke undgå at tænke på Jesus og de to røvere korsfæstet på Golgata. De tre fugleskræmsler vrider og vender sig, mens et mærkeligt monster – uden hoved men fuld af lange mørke tykke hår eller brune slanger – nærmer sig. Jo mere monsteret nærmer sig de tre, jo mere vrider de tre fugleskræmsler sig. Afmagt, angst, noget grimt der nærmer sig.

Monsteret i slutscenen i Bowies video Blackstar

Det er en mærkelig fortælling med billeder som både kalder på os med sine drømmeagtige symboler, og som unddrager sig vores forståelse med sin mystik. Meget vel er der masser af esoterik og okkultisme i videoen. Hvem er den smukke kvinde med løvehale? Hvad er den kultiske kreds af kvinder? Hvem er de tre fugleskræmsler på korset? Hvorfor ligheden med Jesu korsfæstelse? Hvad er monsteret, som nærmer sig de korsfæstede i de sidste billeder?

Jeg tror jeg forstår fortællingen om den døde astronaut. Astronauten fortabt på en fremmed planet under den formørkede stjerne lader sig let forbinde med Major Tom der gled ud i det tomme rum og forsvandt. Hans kranium er fuld af rigdom og får rituel anvendelse i kredsen af kvinder. Major Tom er et ikon fuld af hemmelige kostbarheder, og hans besmykkede kranium bliver del af en hellig kult. Alt dette er forbundet med David Bowies død og opstandelse som “the blackstar”. Bowie får uendeligt liv derved at hans efterladte ikoner – såsom Major Tom – genbruges i en ligefrem religiøs dyrkelse.

Fortællingen om de tre korsfæstede fugleskræmsler og monsteret er sværere at fortolke. Mit bud er at der ikke nødvendigvis skal lægges for meget i ligheden med Jesu korsfæstelse. Det er de tre på kirkeloftet i en blind udgave. De tre findes i to udgaver – en seende udgave stående ved siden af Messias-Bowie med Blackstar-bibelen i hånden med baggrund af en lysende blå himmel med skyer = frelsen. Og en blind udgave i form af tre korsfæstede fugleskræmsler som vrider sig af dødsangst mens et hæsligt formløst monster nærmer sig dem. Det er de ikke-frelste som ikke kan se, og som derfor ikke kan unddrage sig døden. Monsteret er i denne fortolkning simpelthen døden i sin monstrøse, primitive form. Det er fortabelsen, tilintetgørelsen.

Det er muligt at der er en sammenhæng mellem fortællingen om kvindernes kult, og kvinden der til sidst knæler med astronautens hoved på sin ryg, og de tre korsfæstede hvor monsteret kommer stadig nærmere? Begge fortællinger mangler tilsyneladende afslutningen. Skal den knælende kvinde dræbes rituelt? Er hun offeret for “the day of execution”? Bliver de tre vridende figurer udslettet idet monsteret når frem til dem? Er det begge historier om en død der nærmer sig, men som bare ikke er med i fortællingen? Er den død, som der er spor på, men netop mangler, Bowies egen død, som der er masser af spor efter i videoen, men som jo manglede idet videoen blev udsendt? Er videoen en antydning af at Bowies død er en offerdød – han dør, så andre kan leve?

Bemærk at dødsangsten er grundfortællingen. Videoen begynder med den formummede og blinde Bowie der vrider sig og venter på The Execution Day. Og den slutter med de tre blinde og korsfæstede fugleskræmsler der i afmagt vrider sig, mens Monsteret langsomt nærmer sig. Midt i denne fortælling om angst og kommende død er der en oase af en fortælling hvor den seende Bowie er prædikant med messianske overtoner som forkynder sig selv som the blackstar der har okkulte (hvem ved, måske satanistiske?) undertoner? Men der er tydeligt noget uvirkeligt over denne drøm. Prædikanten optræder i himlen der klart er et lærred eller en kulisse som de seende kaster skygger på. Det er falsk, det er en konstruktion, en kontrafaktisk drøm. Men vælger vi at drømme den sammen, engagere os i samme teaterstykke, får drømmen sin virkelighed i semiosfæren.

Sådan fortolket er der en meget bemærkelsesværdig “messiansk bue” i David Bowies ikoner og selviscenesættelser fra Major Tom i 1969 der bygger videre på Kubricks “star child” over Ziggy Stardust, Major Tom som narkoman og skræmmebillede i Ashes to Ashes over “de voksne stjerner” i The Stars (Are Out Tonight) på albummet The Next Day og så endelig Lazarus-figuren og Sortstjernen, den døde Bowie som stjerne, på albummet Blackstar fra 2016, et album der reelt kom til at fungere som Bowies gravskrift.

Hvis der er en messiansk tendens på Blackstar, så er den måske nok dybere end på Ziggy Stardust-albummet, men er den egentlig ikke lige så narcissistisk? Det handler jo om Bowies selviscenesættelse som stjerne og ikon, og måske endda som okkult profet, en selviscenesættelse som Bowie drømmer om overskrider døden og dermed sikrer ham udødelig-hed som stjerne på semiosfæren. Men man får også en fornemmelse af at Bowie ikke er naiv. Han ved udmærket hvad det handler om. Blackstar-visionen er opstillet som teater, som en konstruktion.

Star Wars – Den faldne og genrejste Messias

Vi er i gang med at udforske den mere blakkede, fallerede og problematiske side af messias-forestillingen i populærkulturen. En yderst interessant version af denne “fallerede Messias” træder frem i Star Wars -sagaen, vel at mærke som set i de 6 første film hvor George Lucas står bag historien.

Star Wars-sagaen har en meget kraftig kulturel impact – både i form af de i alt 9 Star Wars films popularitet, men der er masser af merchandise og spin-off-film og tv-serier. Samtidig ville Lucas skabe et mix af mange genrer – kulørt sci-fi a la Jens Lyn, 2. Verdenskrigsfilm, westerns og ikke mindst samurai-film. Jedi-ridderne er modelleret over samuraier.

Alt dette skulle få overbevisende kraft ved at Lucas kreerede sin egen mytologi. Lucas var stærkt optaget af C.G. Jungs arketype-teori der i høj grad er en art skabelon til serien og den jungianske religionsforsker Joseph Cambells bog ”Hero with a Thousand Faces”. Der er virkelig tænkt over det. Resultatet er et patchwork af religiøse elementer hvor central er ikke mindst daoistiske forestillinger særligt den såkaldte Qi Gong-lære som ligger bag konceptet om The Force der har komplementære sider svarende til livskraften qi og de komplementære orienteringer yin og yang. Der er buddhistiske værdier – hvor det er menneskelige affekter der aktiverer den mørke side af The Force – lidenskabelig kærlighed, vrede, hævntørst. Og en jødisk-kristen dualisme mellem mørkt og lyst, godt og ondt, frihed og undertrykkelse og dertil en tydelig jødisk-kristen messianisme.

Den entydige helt i fortællingen ser i allerførste Star Wars-film fra 1977 ud til at være teenageren Luke Skywalker der skal opspore og befri prinsesse Leia bl.a. via den troldmands-agtige Obi-Wan Kenobi og i kamp mod den superonde Darth Vader der er den drivende kraft i et ondt galaktisk imperium der behersker alle kendte civilisationer. I virkeligheden står kampen mellem gode jedi-riddere der bruger Kraftens lyse side, og onde sith-riddere der bruger Kraftens mørke side. Men både jedier og sither har overnaturlige kræfter – er en slags guder. Obi-Wan Kenobi er jedi, mens Darth Vader er sith. Vi har altså helten mod skurken der har fanget den smukke prinsesse som helten skal befri.

Darth Vader og Luke Skywalker

   I den anden Star Wars-film fra 1980 – The Empire Strikes Back – kommer Luke Skywalker i lære som jedi-ridder oplært af en lille. mærkelig grøn trold, Yoda. Nu kommer Star Wars-sagaens første store chok. Vi forstår nu at Lukes far er den onde superskurk Darth Vader (navnet ‘Darth Vader’ er selvklart en forvanskning af ‘Dark Father’). Desuden forstår vi at prinsesse Leia slet ikke skal være Lukes romantiske interesse, idet hun er Lukes tvillingesøster. Den øverste onde magt i galaksen er Kejseren der er sith-ridder ligesom Darth Vader.

Endelig kom den 3. film i 1983 – Return of the Jedi – hvor Luke er blevet jedi-ridder som skal fjerne skurkene en gang for alle. Luke opsøger Kejseren og Darth Vader. Kejseren prøver først at lokke Luke til at slå Darth Vader ihjel. Han ved, at hvis Luke slår sin far ihjel, giver han efter for Kraftens mørke side og omdannes fra jedi til sith – præcis som Lukes far gjorde det i tidernes morgen. Da kan han træde i stedet for Darth Vader ved Kejserens side. Men Luke nægter. Han vil hellere henrettes end slå sin far ihjel, selv om hans far er ond. Kejseren går da i gang med at tortere Luke ihjel ved hjælp af Kraftens mørke side. Darth Vader fyldes nu af faderkærlighed og skifter loyalitet fra Kejseren til sin søn og dræber Kejseren. Samtidig såres Darth Vader dødeligt. Darth Vader lægger sin maske og bliver til Anakin Skywalker som dør fredeligt i sin søns arme. Anakin var skurken, den fortabte figur, der blev frelst af kærlighed, slog Den Onde ihjel og derpå døde forsonet med helten Luke Skywalker.

Anakin (Darth Vader) og Luke Skywalker forsones

Fra 1999 til 2005 udsender Lucas så 3 nye Star Wars film om forløbet før (en såkaldt prequel til) de klassiske tre Star Wars film hvor Luke Skywalker (sammen med prinsesse Leia og vennen Han Solo) er det heroiske moment. I disse tre prequel-film er den unge Anakin Skywalker helten. Eller rettere, den meget smukke, gode og kloge Padmé er helten sammen med jedi-ridderen Obi-Wan Kenobi der udvælger sig den lille dreng Anakin som protegé og lærling, mens den snu politiker Sheev Palpatine intrigerer imod dem alle. Padmé er demokratisk valgt til dronning af planeten Naboo og vælges siden som senator i Det Galaktiske Senat og er en fremstående forekæmper for frihed og den galaktiske republik. Men Palpatine behersker i al hemmelighed Kraftens mørke side som Darth Sideous, og via manipulationer gør han sig til Storkansler for Den Galaktiske Republik og siden kejser.

Anakin bliver jedi-ridder og har messianske træk. Han har åbenbart ingen far – tilsyneladende er Kraften hans far og har besvangret hans mor. Og der er profetier om at han er ”Den Udvalgte”, der skal bringe balance i Kraften og udslette ondskaben. Anakin og Padmé forelsker sig og bliver hemmeligt et par, men fordi Anakin har usædvanlig gode evner til at benytte Kraften ser han i en vision at Padmé skal dø ung og i utide. Han kommer i stærkt oprør og vil gøre alt for at undgå at dette sker. Hans angst og vrede i den forbindelse gør ham sårbar over for Kraftens mørke side, og Palpatine får manipuleret Anakin helt over på Kraftens mørke side som “Darth Vader” der af sin herre Darth Sidious beordres til at dræbe alle jedi-riddere, inkl. de små børn der er i lære. I den tumult der følger, slår Anakin sin hustru Padmé ihjel og kommer i duel med Kenobi og lemlæstes så voldsomt at han må iklæde sig et panser, Darth Vaders dystre kostume med sort Wehrmacht-hjelm. Kenobi får den døde Padmé til at føde Luke og Leia, og de sættes i pleje forskellige steder i al hemmelighed for at skjule dem mod Imperiets to onde ledere, Darth Sidious og Darth Vader.

Tilsyneladende er det historien om en mislykket Messias. Anakin Skywalker – Den Udvalgte – der skal bringe balance i Kraften, bedrages af den lede superskurk Palpatine over på Kraftens mørke side, og han slår sin elskede hustru Padmé ihjel og foranstalter massakre efter massakre på dee gode.

Anakin Skywalkers forskellige faser

Det paradoksale er at det jo at profetien passer. Det er Anakin Skywalker der frelses af sin kærlighed til sin søn, Luke, redder dennes liv og udsletter Den Onde selv, den dæmoniske Darth Sidious – Kejseren. Men Anakin er selvklart en blakket Messias der ikke modstod sine affekter, frygt, vrede og had, og derfor gav sig hen til magten og dermed til mørket i store dele af sit liv. Han blev testet af Satan (Palpatine) ligesom Jesus i de 40 dage i ørkenen, men gav efter for fristelsen, så han blev til Darth Vader der var Kejserens øverstbefalende og massemorder. Men han blev frelst af Lukes kærlighed til ham og af sin egen kærlighed til Luke. En virkelig mærkelig messiansk fortælling.

De sidste 3 Star Wars-film har ikke deres historie fra George Lucas, ja, ikke engang samme person, og de synes da heller ikke at passe særligt godt i Lucas’ store saga – snarere er det som om de på forskellig måde varierer de temaer og historier der allerede er fortalt i de første 6 film.

Rey – den sidste helt i Star Wars-sagaen

De sidste tre film handler om at det gamle Imperium slet ikke er overvundet, men overlever som “The First Order” med den onde Snoke som øverste leder. Det viser sig siden at Snoke er en marionet for Sheev Palpatine der overlevede Anakin Skywalkers anslag mod ham. Snoke får omvendt Han Solos og Leias søn, Ben Solo, der bliver den onde Kylo Ren. Men der opstår en modstandsbevægelse. Den unge kvinde Rey er stærk i kraften, involveres i The Resistance, trænes som jedi af Leia og Luke, nu godt op i årene og kæmper især mod Kylo Ren som Rey samtidig er fascineret af og bundet til romantisk. Til sidst får Rey flyttet Kylo over på Kraftens lyse side. Det åbenbares at hun er så stærk i kraften fordi hun er barnebarn af Sheev Palpatine, men hun undgår sin bedstefars intriger og får nedkæmpet og alle de onde endeligt Rey er den samlede serie på 9 Star Wars-film den egentlige messias, men uden Anakin Skywalkers profeti, glans, mørke og dybde.

Matrix-filmene – den virtuelle messias

Matrix-filmene, som der indtil videre er 4 af, er blevet til mellem 1999 og 2022 og undfanget af søskendeparret Wachowski der begyndte som brødre og nu er søstre. Serien kan minde om Star Wars i sin blanding af tegnefilm, action og et forsøg på at få alskens religioner proppet ind i filmen.

  Hvor Star Wars foregår i galaksen i en fjern fortid, foregår The Matrix på jorden i en fremtid hvor AI har været i krig med menneskene og taget magten. Den globale AI bruger mennesker som energikilde. Alle mennesker er slaver af AI og holdt i dvale, men får styret deres virkelighedsopfattelse af AI som en form for fælles drøm, en virtual reality, kaldet The Matrix, som menneskene så indbilder sig er den sande virkelighed. Dette koncept kan jo sammenlignes med Platons hulebillede hvor Matrix svarer til den falske fænomen-verden. Eller til hinduismens ide om Mayas Slør, hvor den sansbare virkelighed er en illusion.

  To gode mennesker, Morpheus og Trinity, bemærk navnene – den romerske gud for søvnen og Treenigheden – forsøger at befri menneskene og sætte dem ud i den skjulte underjordiske by Zion – igen bemærk navnet – og bekæmpe Matrix-systemet. De to har brug for computer-programmøren Thomas Anderson der hemmeligt er hacker med hacker-navnet Neo. Mens Morpheus og Trinity har gennemskuet sandheden om verden, er Neo naiv, men Morpheus tilbyder ham to piller, en rød der vil vise ham sandheden om Matrix, mens den blå pille medfører glemsel. Neo vælger den røde og bliver indfanget i et stort eventyr i Morpheus og Trinitys crew i kampen mod det onde system-væsen Smith forklædt som en anonym funktionær – men med superkræfter.

Smith versus Neo

I første film er der en profeti om The One der skal besejre Matrix. Det viser sig at der er kærlighed mellem Trinity og Neo, og at Neo ER The One – Neo og One består af de samme bogstaver. Neo er filmens messias. Han dør da også til sidst, men genoplives.

I de næste film bliver det mere tricky, men desværre for mig også mere uvedkommende. I Matrix 2 – The Matrix Reloaded – opsøger Neo programmet Arkitekten der fortæller Neo at han som the One er en del af Matrix’ program. 5 gange tidligere har Neo udslettet Matrix idet han har rebootet programmet og samtidig kunnet redde nogle udvalgte mennesker til Zion. Det skaber balance. Dette er Den Enes funktion. Nu nærmer man sig den 6. gang. Neo har valget mellem at reboote the Matrix og redde udvalgte mennesker som kan udgøre befolkningen i et nyt Zion. Eller om han vil redde livet for sin kæreste Trinity. Han vælger det sidste. Dermed skal The Matrix principielt ødelægges og alt i The Matrix.

På mig virker det som om alvoren tages væk. The One er kun et program, og Neo tager umiddelbart vurderet det egoistiske valg, kæresten i stedet for en gruppe mennesker der kan genbefolke Zion.

Neo og Trinity

I Matrix 3 – The Matrix Revolutions – lykkes det alligevel Neo at redde Matrix’ mennesker ved at lave en aftale med The Matrix. Smith – det onde system-væsen, Neos primære fjende, er nu blevet en art computervirus der truer både Matrix og menneskenes verden. Neo lover at udslette Smith, mod at Matrix ikke vil udslette menneskerne. Det lykkes at besejre vrimlen af Smith, men det koster Neos liv. Han ofrer sig selv for frelsens skyld. Arkitekten rebooter The Matrix, og menneskene redes.

Neo konfronteres med Smith i flokform

Matrix-universet er kompleks og måske dybsindigt og mange er indfanget. Første film er virkelig god, men samlet set fungerer film-seriens messianske koncept ikke rigtigt for mig. Neo er en simuleret messias i en simuleret virkelighed hvilket for mig medfører en sær overfladiskhed.

Harry Potter – den humane messias

En sidste kæmpesucces jeg vil trække frem, er den humane messias, nemlig de messianske træk i teenage-troldmanden Harry Potter som sammen med sine jævnaldrende magiker-venner, Ron Weasley og Hermione Granger, og lidt flere venner, får bekæmpet den onde supertroldmand Tom Marvolo Riddle alias Lord Voldemort alias He Who Must Not Be Named – klart en satan-figur – og hans troldmands-følgere – de såkaldte death eaters (= dødsgardisterne).

Det interessante er at Harry Potter nærmest er en antihelt. I Potter-universets magiker-verden er han ganske vist et stort magisk talent, men i verdenen for “muggles“, dvs. ikke-magikyndige mennesker, den verden vi kender, er han en nørd der vokser op hos Dursley-familien der foragter og undertrykker ham. Selv i magi-universet er Harry Potter som udgangspunkt en purung dreng (i begyndelsen 11 år) og en bebrillet, mobbet bogorm der bestandigt må finde sig i ydmygelser. Harry, Ron og Hermione er heltene i et univers af børne-outcasts og -misfits.

Harry Potter, Hermione Granger og Ron Weasley

Det interessante ved Potter-bøgerne er desuden at de prioriterede værdier i bog- og film-serien ikke er magiske, men er kristent-humanistiske.

En central sætning er:

“It is our choices, Harry, that show what we truly are, far more than our abilities.”

(The Chamber of Secrets, side 333)

En magisk tænkning vil prioritere det der virker, det der gør en forskel, evner, kunnen, præstationer, at kunne magte verden, at kunne få kontrol. Det ligger også som supervæsentlige værdier i ikke så få religioner og i det kapitalistisk-teknologiske samfund. Men både kristendommen og Potter-bøgerne afviser at det handler om evner og præstationer. Nej, det handler om vore valg, dybest set valget mellem godt og ondt, rigtigt og forkert. Det definerer hvem vi er.

Den onde Voldemort repræsenterer derimod den rendyrket magiske tænkning der fornægter det afgørende skel mellem godt og ondt og i stedet hylder skellet mellem stærk og svag, det der kan og det der ikke kan. Som det formuleres af Voldemort i skikkelse af professor Quirrell:

There is no good and evil. There is only power, and those too weak to seek it”

Faktisk er det ganske sjældent at Harry Potter ved egen kraft får løst det afgørende problem i hver bog. Dels må han samarbejde med sine venner, særligt Ron og Hermione. Og dels må Harry støtte sig til underviserne, særligt den kloge, gamle troldmand, Albus Dumbledore, rektor for troldmandsskolen Hogwarts.

Dumbledore og Snape

I Potter-bøgerne lærer man også at karakterer kan være komplekse og overskride et klassisk sort-hvidt billede. Det gælder ikke mindst rollen Severus Snape (der afløser den dræbte Dumbledore som rektor for Hogwarts) der fremtræder bister, hård og fjendtlig mod Potter i størstedelen af bog-serien, men som viser sig som en af fortællingens største helte og Potters hemmelige beskytter.

I Potter-bøgerne forlenes Potter med klart messianske træk. Professor Trelawney forudser ved sin ansættelse på Hogwarts at der snart skal fødes en person der kan bekæmpe Voldemort

The one with the power to vanquish the Dark Lord approaches… born to those who have thrice defied him, born as the seventh month dies… and the Dark Lord will mark him as his equal, but he will have power the Dark Lord knows not… and either must die at the hand of the other, for neither can live while the other survives… the one with the power to vanquish the Dark Lord will be born as the seventh month dies…

Potter har stærke evner der omtrent ser ud til at kunne matche selveste Voldemorts. Der antydes sågar en særlig relation mellem dem, et hemmeligt bånd. Det skal siden vise sig at skyldes at Potter har et stykke af Voldemorts sjæl i sig, gemt i en såkaldt horcrux.

Samtidig bærer Harry en uskyld, et retsind og en evne til at elske – og appellere til kærlighed – der giver ham en særlig styrke i kampen mod Voldemort. Det er klart jesuansk. Potter bøjer også regler og normer omkring sig i kampen mod uretten. Han ligner en trickster-skikkelse – lidt som Jesus.

Endelig er der jo Harry Potters død i bogen og filmen Harry Potter and the Deathly Hallows (Harry Potter og Dødsregalierne). Voldemort kan kun dræbes ved at samle og ødelægge alle de horcruxer som Voldemort selv har frembragt, og som indeholder fragmenter af Voldemorts sjæl. Men Harry Potters krop er selv en horcrux og skal ødelægges, hvis Voldemort skal dø. Potter må dø, hvis Voldemort skal dø. Det erkender Harry Potter og opsøger selv sin død i tvekamp mod Voldemort der kaster den dræbende formular Avada Kedavra på Potter der falder om stendød.

Men mirakuløst genrejses Potter fra de døde hvilket er blevet forklaret på to måder – dels besidder alle de tre såkaldte ”Deathly Hallows”, Dødsregalierne på dansk – usynlighedskappen, oldstaven og genopstandelsesstenen – tre genstande der tilsammen gør at man behersker døden. Samtidig og ikke mindst havde Harrys mor Lily ved sin død givet Harry en beskyttelsesformular som udtryk for sin kærlighed til Harry. Den formular reddede Harry da Voldemort første gang forsøgte at dræbe ham ved en Avada Kedavra-formular da Harry var spæd.

Lilys beskyttelsesformular sat sig i Potters blod som Voldemort ved en tidligere lejlighed har indoptaget i sig. Derfor kan beskyttelsesformularen overleve Harrys død og genoplive ham via Voldemort, paradoksalt nok.

Hvorom alting er, som en sand Jesus Kristus går Harry uskyldig ind i døden for at udslette Satan og redde de gode mennesker i verden, men ved en underfuld intervention genrejses han og kaldes tilbage til livet i kraft af den rene og ubesmittede moderkærlighed. Det minder om Star Wars hvor Messias også frelses af familiekærlighed.

Senere besejrer Potter Voldemort ved brug af sin intelligens. Voldemort har bemægtiget sig verdens stærkeste tryllestav, Dumbledores tryllestav Oldstaven (The Elder Wand). Men Harry regner ud at Oldstaven er farlig at bruge for Voldemort. Tryllestave fungerer mest hos deres “rigtige” ejer, og da Harry har besejret den person der besejrede Dumbledore, så er Harry stavens retmæssige ejer. Da Voldemort for 3. gang i Potters liv bruger Avada Kedavra-forbandelsen på Harry, nu via Oldstaven, vender staven forbandelsen mod Voldemort selv. Den Onde selv er elimineret, og Potters magiske verden er frelst. Siden fører Potter Oldstaven – der oprindelig var Dumbledores stav – tilbage til Dumbledores grav. Harry frasiger sig magten – muligheden for at være verdens stærkeste troldmand.  Igen et kristent motiv.

Ron, Hermione og Harry & familie, borgerlig og almindelig, i et af Potter-sagaens sidste øjeblikke

Derefter ender Potter som en ganske almindelig magiker-far til tre børn. Messias blev et borgerdyr. Det messianske trådte kun frem i samarbejdet med vennerne og gav kun mening idet kampen stod mod den manifesterede ondskab. Uden denne kamp, har det messianske ingen mening. Man kan se dette som både en udkrystallisering og en detronisering af Messias-figuren i denne messias-fan fiction som Harry Potter-serien er.

Epilog – Andre reflektioner af messias-forestillingen i populære film

Selma Jezkova – Dancer in the Dark (2000). Selma anklages uretfærdigt. Bruger ikke sine penge på egen advokat, men på sin søns operation for blindhed. Operationen lykkes, men Selma hænges. Også en anden Lars von Trier-film med en kvindelig selvofrende messias-agtig figur kan nævnes – Bess i Breaking the Waves.

John Connor – Terminator-sagaen. I en fremtidig verden tager AI og robotterne verdensherredømmet, men menneskeheden undertvinges. Det er skrevet i kortene på forhånd at John Connor skal rejse de undertrykte til oprører mod robotterne, betvinge maskinerne og befri menneskeheden.

Andy Dufresne – Shawshank Redemption, En Verden Udenfor (1994) Uskyldig dømt, anderledes end de andre dømte i fængslet Shawshank – mild, gør godt omkring sig. Selvofrende – får Figaros Bryllup spillet i fængslet for at skabe et øjeblik af skønhed for alle. Skaber til sidst en vej ud af fængslet for sig og vennen Red – fra indfangethed til paradis, for i friheden venter velstanden.

Daniel i Jesus of Montreal (1989). Skuespilleren Daniel hyres til at stå for en opdateret påskepassion og selv spille Jesus. Daniel tager i sit virkelige liv også træk af Jesus i det han trækkes ind i konflikter med kirken i forbindelse med den opdaterede påskepassions-skuespil.

Randle McMurphy i Gøgereden (1975). McMurphy faker psykisk sygdom for at undgå fængsel. Han kommer på en psykiatrisk institution hvor patienterne er undertrykte underlagt den tyranniske sygeplejerske Ratched. Den psykiatrisk raske McMurphy gennemskuer magtsystemet og optræder på enhver måde som en outsider – en trickster – som Jesus og gør oprør mod undertrykkelsen. Han angriber til sidst fysisk Ratched og får som konsekvens heraf det hvide snit, og til sidst begår patienten Chief medlidenhedsdrab på den grøntsags-agtige McMurphy.

Walt Kowalski i Gran Torino (2008). Instrueret af Clint Eastwood der også spiller Kowalski – en pensioneret arbejder fuld af racisme og bitterhed men som finder godheden frem da han oplever at den asiatiske nabofamilie – etnisk hmong – først er nogen han hader, siden nogen der viser ham varme og imødekommenhed, derpå nogen han hjælper og til sidst nogen han ofrer sit liv for at redde. Særligt teenagage-drengen Thao Lor der kæmper for at komme fri af en hmong-bande der ender med at voldtage Thaos storesøster Sue. Walt lader sig skyde af hmong-banden og får dermed hmong-banden i fængsel. Han falder gennemhullet om i en Kristus-agtig position.

Perspektivering og konklusion

Er det ikke et trist udtryk for vores kulturs forfald at Messiasfiguren forvrides og misbruges i en masseindustri der tænker i et eskapistisk univers af pseudo-myter og opium for folket hvilket får borgerne til at miste sansen for alvor og blikket for den virkelige verdens problemer og blive døv for evangeliet og Guds ord?

Måske. Dette kritiske blik må vi ikke miste. Men fantasi kan noget også i en kristen-teologisk-optik. Tolkien – den kristne forfatter bag det mest kendte fantasy-værk overhovedet, Ringenes Herre, beskriver det positive ved fantasy og litterær fantasi ved nøglebegreberne recovery, escape og consolation.

Fantasy er recovery ved at fantasere om et smukt, fortryllet og fredeligt sted, hvor man kan komme til hægterne igen. Fantasy er escape – ikke for at flygte fra det virkelige, men snarere at bryde ud af den moderne, teknologiske verdens fængsel og vende tilbage til den egentlige virkelighed. Og fantasy er consolation, fordi mennesket skal høre om det, Tolkien kalder en ’eukatastrofe’, en omvendt, god katastrofe, hvor alting pludselig vender, og jublen kommer tilbage til verden – som med Jesu opstandelse. Det fantastiske skal gøre os til børn igen med sans for det mirakuløse i verden. De nye verdener åbner menneskets øjne, gendanner vort barneblik og virkeliggør underet, så mennesket bedre kan bøje sig i ærefrygt for Kilden til Alting. 

Poprock-musik der leger med messias-figurerne og fantasy- og scifi-film der også eksperi-menterer med sådanne ikoner er dannet af mennesker med en fælles fascination af og kærlighed til messias-ikonet. Dette greb kaldes fan fiction, der genremæssigt kan forklare en del udviklinger i Bibelen, især Det Nye Testamente. Fan Fiction-genrens leg med sine figurer kan være direkte erkendelsesskabende og få os til at forstå diverse aspekter af Messias-figuren som den destruktive Messias, den narcissistiske Messias, den okkulte messias, den faldne Messias, den virtuelle Messias og den humane Messias.