Pastor Daugaards pop- og rockhistorie – med links til musikeksempler

logo

Dette er en stærkt komprimeret sammenfatning af udviklingen i rock, pop, soul, disco, new wave, hip hop og techno  fra 1950’erne og op til 2010.

Bemærk at denne sammenfatning ikke tager sig af genrer som jazz, country og (meget lidt) traditionel blues.

Samtidig drysser jeg med mild hånd med YouTube-links til musikeksempler (audioer og om muligt videoer), så man kan høre og ofte også se, hvad jeg skriver om.

Jeg er ikke ekspert i rockens historie. Jeg har ingen større indsigt i det jeg skriver om.Og meget mangler. Hvor er Curtis Mayfield? Og Nine Inch Nails? Jeg kan bare godt lide musikken, og teksten er på en måde en overfladisk sammenfatning af almen viden. Hvad der gør Pastor Daugaards Pop- og rockhistorie så anvendelig – mener jeg selv – er sammenhobningen af de mange YouTube-links. Her kan man høre sig gennem rockens historie.

YouTube-videoer forsvinder lejlighedsvis, så der vil komme døde links. Jeg forsøger at redigere i teksten løbende og fjerne/ændre døde links, men det er svært at komme alle til livs, så der vil på et givet tidspunkt altid forekomme døde links. Det undskylder jeg for.

   Mit valg af navne og eksempler er især kommercielt motiveret. Jeg vælger simpelthen de bedst sælgende navne – ikke mindst ud fra listen her

Listen opstiller en rangliste ud fra dels certificeret salg af enheder (dvs. albums, nogle gange også singler), dels anslået salg. Certificeret vil sige bevidnet ud fra tal fra musikforretningerne. Men da det koster pladeselskaberne penge at få et salg certificeret, så venter pladeselskaberne oftest et stykke tid med at få salget certificeret, og ikke hele salget kommer under det certificerede salg. Reelt sælger navnene klart mere, så derfor er det reelle tal tæt på det anslåede salg. Til gengæld er det anslåede tal for pladesalg efter sagens natur upræcist. I dag er hele systemet udfordret af at mange hører musik via streamingtjenester.

Tre praktiske hints:

1) Brug i rig mål mine links. Tag i al fald en smagsprøve på 1 minut af de anførte musikeksempler. Ganske få af linkene er timelange, og de er selvfølgelig for de særligt interesserede.

2)  Forstør tekst og billeder kraftigt op (tasten ctrl +).

3) Var det udbytterigt at kigge og lytte med, så del endelig Pastor Daugaards pop- og rockhistorie.

Nye navne er oftest markeret med grønt (og kan være links til et musikeksempel, hvis navnet er understreget), mens sangtitler der er et link til en sang, markeres med kursiv og blåt. PS – det er snedigt at højreklikke, så linket åbner en ny fane. Albums og særligt vigtige begreber og fænomener er som hovedregel skrevet med rødt.

Så klik på de blå, skråtskrevne navne! Og nogle gange også de grønne!

©  Tom Thygesen Daugaard, sognepræst i Hårslev, 2011 (redigeret 2013, 2014, 2016)


1    1950’erne

Rock and roll opstår i USA i især sydstaterne. Det sker i de sene 1940’ere på baggrund af genrer som især rhythm and blues (nogle gange kaldet R&B eller bare blues, her en tidlig ting fra 1949) og country (amerikansk folkemusik,  her Cool Water med Vaughn Monroe i 1940’erne).

Andre genrer spiller ind – jazz, gospel, boogie-woogie, folk osv., men lad os forenkle det og sige at rocken opstår i spændingsfeltet mellem blues og country, der udgør hver deres pol i spændingsfeltet.

En anden baggrund for udviklingen af rock er tekniske opfindelser som den elektriske guitar (og basguitar), forstærkeren, mikrofonen og vinyl-grammofonpladerne.

Musikken spilles ofte af en kvartet med en sanger med en mikrofon, en trommeslager, en der spiller elektrisk forstærket guitar og elektrisk forstærket basguitar. Nogle af de tidligste på elektrisk guitar er Charlie Christian, der i høj grad var manden der bragte instrumentet ind i jazzen, og T-Bone Walker, der mere end nogen anden bragte el-guitaren ind i bluesmusikken.

Sanger og guitarist er mest fremtrædende, mens bassisten og trommeslageren er i baggrunden. Denne guitar-dominerede kvartet kan  være udvidet med fx en keyboardspiller (klaver, flygel, orgel, synthesizer), et kor (juhupiger), en saxofonist osv.

Rytmen er almindelig bluesrytme, oftest 4/4, med betoning af takterne 2 og 4.


1.1    Den første rock and roll

Den første rock’n’roll-sang er måske Jimmy Prestons single Rock This Joint (1949) eller singlen Rocket 88 fra 1951 af ”Jackie Brenston, dvs. reelt den afro-amerikanske sanger Ike Turner (1931-2007), og hans band The Kings of Rhythm. Genrens kommercielle gennembrud kom dog med singlen Rock around the Clock fra 1954 med elvis-presley-wallpaper-1280-x-960den hvide Bill Hailey and his Comets. Samme år (1954) kom sangeren Elvis Presley med sin første single –  That’s allright Mama her i en senere akustisk version. Her er Elvis’ version fra 1956 af Hound Dog. Samtidig fulgte andre navne som Carl  PerkinsJerry Lee LewisLittle Richard, Chuck Berry (Chuck Berrys sang her – Johnny B Good – anses af magasinet Rolling Stone som den 7. bedste rocksang ever) – og siden Ritchie Valens og Buddy Holly der her også spiller Rave On og Not Fade Away.

En central figur i denne fase er pladeproduceren Sam Philips fra Memphis, Tennessee, og hans pladestudio Sun Records. Philips finder talenter som Carl Perkins, Jerry Lee Lewis og Johnny Cash, Philips og Sun Records udgiver fx Jackie Brestons/Ike Turners ‘Rocket 88′, og Philips lancerer Elvis karriere i 1954. Philips’ navne (især Perkins, Lewis og Elvis) står for en særlig stil – rockabilly  – der blander tidlig rhythm’n’blues med country and western.

 Denne tidlige fase slutter i 1959, da de purunge Valens og Holly sammen omkommer i et flystyrt (som naturligvis ryster ungdomskulturen), og Elvis indkaldes til militæret. Men man bør fæstne sig ved rockguitaristen Fred “Link” Wrays instrumentalnummer Rumble fra 1958. Link Wrays nummer udforskede elguitarens kraft og pegede fremad mod 60’ernes sound.

Årtiets kommercielt største navn er uden sammenligning Elvis Presley, som ganske vist siden slår ind på en mere sødladen country-præget kurs, men som i høj grad har ført genren til et gennembrud ved en karismatisk og hyperseksualiseret optræden med hoftevrid som sammen med den bløde, dybe, swingende og sexede stemme gav ham status som ikon for tidens vestlige ungdomskultur – en ikonstatus han brugte til at introducere afroamerikansk musiktradition for det hvide publikum og give den status.

ElvisPresley har en karriere på 23 år frem til sin død i 1977 og får et ubegribeligt højt samlet certificeret salgstal på 211 millioner enheder (singles, albums osv.) – og et formodet salg på langt mere nemlig mindst 500 mio. Kun et eneste kunstnernavn skal siden overgå ham, nemlig britiske The Beatles. Elvis er i sandhed The King. Han ligger i liga med 7 kunstnere alt i alt – giganterne. Og altså nr. 2 i denne liga. Vi kan kalde denne liga af de syv giganter for rock- og popmusikkens 1. division. For at komme ind i en af de 6 divisioner skal man have et formodet pladesalg på mindst 75 mio.  (PS – den nævnte divisioner indbefatter faktisk al musiksalg – også jazz, klassisk, country, hiphop osv.).

Men den afroamerikanske kultur har i sig selv også enorm betydning. Ud over at de allerførste udøvere af rock’n’roll er afroamerikanere, så er den vigtigste af dem den homoseksuelle og ret campede “Little” Richard Penniman med den hyperseksualiserede karisma. Den har Little Richard tilfælles med Elvis, og rock får dermed tråde ned i den del af den vestlige kultur der ikke er pæn, men ung, fræk, vovet, uanstændig, sexet, oprørsk. Læs i øvrigt denne artikel om Little Richard.

   Den afromamerikanske rhythm’n’blues-stjerne, Ray Charles, laver ikke egentlig rock’n’roll. Alligevel indeholder hans musik mange komponenter af det der siden former rockmusikken. Her er Charles’ allerførste nr. 1-hit, hans egen komposition, I Got A Woman (1955).


2      1960’erne

Stikord: Ray Charles, Motown, Beach Boys, The Beatles, The Rolling Stones, The Who, The Kinks, The Cream, Jimi Hendrix, The Doors, Janis Joplin, Bob Dylan, The Byrds

50’ernes Rock’n’roll-musik er reelt forsvundet i 60’erne, og det bliver britisk beatsom dominerer 60’erne og skaber den moderne rockmusik med navne som Beatles og The Who. Samtidig opstår i det afro-amerikanske miljø i USA genrer som Soul, Motown og Funk.

woodstockMod slutningen af 60’erne sker der en enorm kreativitet i rockmusikken der bliver hårdere, vildere og mere kompleks – i klar alliance med hippie-bevægelsen, langt hår, excesser og indtagelsen af hallucinogene stoffer. Et højdepunkt er Woodstock-festivallen i USA i august 1969 – Three Days of Peace and Music – hvor der kommer en halv mio. tilskuere for at høre tidens navne (primært de amerikanske) som Joan Baez, Santana, Grateful Dead, Janis Joplin, The Who, Joe Cocker, Jefferson Airplane, Crosby, Stills, Nash & Young og den geniale og vilde guitarist Jimi Hendrix – og (mindre) rockfestivaller som vil imitere Woodstockfestivallens stemning og energi, bliver siden del af rockkulturen, fx Roskildefestivallen i Danmark.


2.1     Tidlig soul, motown og funk

rayIsær Ray Charles – her med What’d I Say (1959 – af magasinet Rolling Stone regnet som den 10. bedste rocksang overhovedet), bluesballaden Georgia On My Mind (1960) og Hit The Road, Jack fra 1961 – er med til i 60’erne at udvikle soul-musikken med den følelsesladede og lidenskabelige sangstil, hyppigt med fraseringer, dannet ud af rhythm’n’blues og gospel.

   En tidlig og væsentlig soulsanger er også Sam Cooke her med A Change Is Gonna Come (1963) – og siden slutter fx Otis Redding her med Sitting on the Dock by the Bay fra 1967, Marvin Gaye her I heard it Through the Grapevine opr. fra 1968, og Aretha Franklin – her med Respect fra 1967 skrevet af Otis Redding – kaldet ”The Queen of Soul”. Magasinet Rolling Stone regner i øvrigt Respect som den 5. bedste sang nogensinde.

   Flertallet af de nævnte navne omkommer i øvrigt i en ung alder. Sam Cooke blev skudt som 33-årig i 1964, Otis Redding bliver dræbt i en flyulykke som 26-årig i 1967, mens Marvin Gaye bliver skudt og dræbt af sin far som 44-årig i 1984. Ray Charles dør dog gammel i 2004, og Aretha Franklin er i skrivende stund stadig alive and kicking.

Ike Turner – der som nævnt nok frembragte verdens første rock’n’roll-nummer – laver med sin kone Tina Turner (f. Anna Mae Bullock) som forsanger sange inden for klassisk rhythm’n’blues-baseret rock og soul – fx River Deep og Proud Mary – begge numre live 1971.

supremesIsær soul-kunstnere knyttet til pladeselskabet Motown Records i Detroit får succes i en slags soul-undergenre: Motown. Det allerførste motown-nummer er fra 1961, nemlig The Marvelettes med  Please Mr. Postman.

   Det store Motown-navn derefter er The Supremes med Diana Ross i forgrunden, her med deres gennembrudshit Where Did Our Love Go (1964) efterfulgt af bl.a. Baby Love fra 1964 og Stop In the Name of Love.  Også The Four Tops bør nævnes med fx Reach Out og I Can’t Help Myself.

Den unge, blinde Stevie Wonder (på bl.a. sang og mundharmonika) her med Fingertips i 1964 (og her en del 2 fra 1963) og Uptight (1965), Gladys Knight, her Everybody Needs Love (1967), og føromtalte Marvin Gaye, her How Can I Forget (1970) samt fra 1969 familiegruppen The Jackson 5 bestående af de 5 Jackson-brødre, yngst den primære forsanger Michael Jackson (som i 1969 11 år gammel) – her med deres første single I Want You Back  (her fra 1971) med den ganske unge Michael Jackson på sang.

En indflydelsesrig sang i motown-stilen er desuden The Ronettes med Be My Baby (1963) med en dengang unik lydproduktion af produceren Phil Spector kendt for sin særlige optageteknik “Wall of Sound” (en måde at få instrumenterne bag sangen til at lyde tyk ved at spille især guitartoner oven i hinanden og bruge ekko). Spector sidder i øvrigt i dag i fængsel for et spektakulært mord begået i 2003 (fra 19 år til livstid).

Be My Baby er ifølge magasinet Rolling Stone den 22. bedste sang nogensinde.

Soul-sangeren James Brown, “The Godfather of Soul”, er med til at opfinde genren funk med rytmisk smældende og ofte synkoperede melodimønstre  (riffs og ostinater) på instrumenterne (bas, guitar, horn osv.) – fx med Cold Sweat her live fra 1968.

 “Især Ray Charles og Sam Cooke er med til i 60’erne at udvikle soul-musikken med den følelsesladede og lidenskabelige sangstil, hyppigt med fraseringer.”


2.2     Beat-musikken

I slut-50’erne og først  i 60’erne er der en britisk version af den amerikanske rock’n’roll. Dens udøvere er især sangerne Marty Wilde, Cliff Richard og Tommy Steele der bliver teen-idoler med deres bløde, pæne og nydelige – nogle ville tilføje tamme og kastrerede – version af den amerikanske musik (især sammenlignet med Elvis og Little Richard) – lidt som nutidens boybands/Justin Bieber.

Som modreaktion til denne pæne rock’n’roll opstår der i Storbritannien en ny slags livlig rock’n’roll (eller bare rock) – kaldet ”Big Beat”, siden bare ”beat, der i sinbeatles rene form stammer fra byen Liverpool. En del af baggrunden er Liverpool-musiktidsskriftet Mersey Beat fra 1961, og “mersey beat” bliver også en tidlig betegnelse for den nye britiske musik. Et tidligt mersey beat-band er Rory Storm and the Hurricanes, her med Beautiful Dreamer. Et andet kendt mersey beat-band er Gerry and the Pacemakers her med How Do You Do It.

Men den drivende kraft i den nye mersey beat-musik er The Beatles der dannes af den 16-årige John Lennon i 1957 under navnet The Qarrymen. Lennon får samme år den 15-årige Paul McCartney med på guitar, og McCartney får i 1958 sin ven, leadguitaristen George Harrison med, og i januar 1960 kommer Lennons ven og kollega fra Liverpool College of Art, Stuart Sutcliff på bas. Dermed er den centrale bemanding på plads, og som via Lennon har nær forbindelse til Mersey Beat-tidsskriftet.

   Lennon og især Sutcliff foreslår, at The Qarrymen skifter navn til Beatals, og i løbet af 1960 udvikler dette navn sig til The Beatles. Fra 1960-62 spiller The Beatles intensivt i Hamburg i Tyskland for derpå at vende tilbage til Storbritannien uden Sutcliffe der studerer videre i Tyskland. McCartney overtager derpå bassen. Samme år henter bandet Rory Storm & the Hurricanes’ trommeslager, Richard Starkey med kunstnernavnet Ringo Starr. Dermed er Beatles’ endegyldige bemanding på plads.

Lennon og McCartney er leadvokalister og de dominerende sangskrivere – selv om Harrison også får plads til vokal og egne sange. Selv Starr får lov til at synge på trods af en ikke særligt imponerende vokal.

   Tidlig Beatles er  nærmest en slags folkemusik (skiffle), men inddrager snart kraftige træk fra rock’n’roll og rhythm’n’blues.

Beatles’ første pladeudgivelse er den skiffle-agtige  Love Me Do fra 1962, men det er dog næste single, den mere beat-agtige Please, Please Me der bliver deres kommercielle gennembrud og titlen på deres første LP fra 1963.

Året efter er Beatles den store internationale sensation og slår voldsomt igennem også i USA. Omkring gruppen opstår en Beatle-mania med hysteriske fans, skrigende piger og stor medieinteresse. Den enorme interesse for Beatles der opstår i 1964 i USA, medfører en pludselig opblussen af den amerikanske interesse for britisk beat og rockmusik generelt midt i 60’erne – The British Invasion of Rock. Det er bl.a. Rolling Stones, The Who og The Kinks som skyller over amerikanerne, og den britiske kreativitet i udviklingen af rockmusikkens udtryk, fx med hardrockens mere rå og aggressive lyd, får stor indflydelse på den amerikanske rock.

“En drivende kraft i den nye beat-musik er Liverpool-bandet The Beatles

Tilbage til The Beatles. De første Beatles- albums var ret enkle, veloplagte, dynamiske, fængende sange bl.a. inspireret af Buddy Holly, her Can’t Buy Me Love (1964). Nogle gange exceptionelt melodisk og veloplagt og dermed samtidig pop – som her McCartneys Yesterday fra deres 5. album Help fra 1965. Strygerarrangmenet i den slags musik er også ret nyt.


2.3 Den komplekse poprock – Beatles og Beach Boys

The Beatles begynder at udvikle en skarpere kant med mere eksperimentende og kompleks musik fra og med deres 6. album, Rubber Soul, (1965) – der indledes af Drive My Car – og her John Lennons melankolske ballade Girl  (en sang, der er ret typisk for Lennons sangskrivning). Beatles begyndte at benytte et væld af musikalske stilarter fra hard rock, garage rock og psykedelisk rock over folk, blød pop til egentlig music hall (varietémusik) som her fra deres 7. album, Revolver, Eleanor Rigby (en sang, der er ret typisk for McCartneys sangskrivning). Det lader sig ikke mindst gøre i kraft af en overordentlig kreativ indsats af bandets producer, George Martin, ofte kaldet “den 5. beatle”. Pladeproduktion er allerede nu virkelig vigtig.  En sang som McCartneys Penny Lane (1967), optaget samtidig med Beatles 8. album, Sgt. Pepper – er karakteristisk for Beatles – stærkt iørefaldende, charmerende, munter med en antydning af melankoli og elegant arrangeret – champagnepop men ikke uden dybde. John Lennons samtidige Strawberry Fields Forever viser den anden side af The Beatles – det melankolske, det drømmende, det grænsesøgende.

På dette tidspunkt er Beatles i stor inspiration og rivalisering med det amerikanske surf-band Beach Boys – en vokalgruppe formet i Californien i 1961 af brødrene Brian, Dennis og Carl Wilson, fætteren Mike Love og vennen Al Jardine, her med Surfin’ USA (1963) og Barbara Ann (1965/66). Medio 60’erne bliver Beach Boys psykedelisk orienterede drevet af især Brian Wilson som hører Rubber Soul og vil slå den. De udgiver i 1966 det banebrydende album Pet Sounds der kun bliver nr. 10 på den amerikanske hitliste, men i stedet bliver uhyre indflydelsesrig med sine gode sange, komplekse vokalarrangementer og diverse lydeffekter – hundefløjter, toglyde osv. Herfra fx sangene  God Only Knows , Sloop John B og  Wouldn’t It Be Nice. Og der den forskel fra Beatles, at det i høj grad er en udøvende kunstner (Brian Wilson) der bruger studieproduktionens muligheder, mens det hos Beatles var produceren (George Martin).

Beatles tager den musikalske og psykedeliske udfordringen op fra Pet Sounds til deres 8. album, beatles syreSgt. Pepper and his Lonely Hearts Club Band (1967) med kraftigere psykedeliske elementer, indisk sitarspil og i kraft af Martin en kompleks studieproduktion – jf. She’s Leaving Home og den psykedeliske A Day in the Life (i øvrigt kåret som den 26. bedste sang nogensinde).

I forsøget på at overgå sin egen Pet Sounds (og Beatles’ Sgt. Pepper) går Brian Wilson i gang med at skabe det ultrambitiøse album Smile, men Wilson bryder sammen med depression, psykose og paranoia, og Smile fuldendes aldrig – eller rettere – først i 2004 – hvor Wilson efter mange års psykose får Smile gjort færdig. I 60’erne kommer der kun ét virkeligt succesrigt nummer ud af Smile – Good Vibrations. Det er lidt fortællingen om Ikaros’ flugt og driften mod solen, en fortælling der rammer en kerne i hippiekulturen. Magasinet Rolling Stone regner i øvrigt Good Vibrations som den 6. bedste sang nogensinde.

Beatles laver til gengæld som efterfølger for Sgt. Pepper dels en af de mest melodiske numre nogensinde, McCartneys meget lange single Hey Jude  (af magasinet Rolling Stone kåret som den 8. bedste sang nogensinde – og den bedste Beatles-sang), og dels et ubetitlet dobbeltalbum, kaldet The White Album (1968), som er endnu mere eksperimenterende end Sgt. Pepper – jf. en sang som Happiness is a Warm Gun, men også en mere traditionel bluesting som Harrisons  While My Guitar Gently Weeps, en regulær popting som den fine Martha My Dear .

Beatles går i opløsning i 1970. Det sidste album de laver sammen, Abbey Road, (1969), her med George Harrisons kærlighedssang Something, er paradoksalt nok af mange betragtet som deres bedste. Det psykedeliske bluesrock-nummer I Want You fra Abbey Road er vistnok Beatles’ allersidst indspillede nummer.

Beatles blev lige så ikoniske som Elvis, havde lige så enorm betydning for rockens udvikling og har solgt lige så megen musik – dvs. er ikke overgået siden. Som antydet er The Beatles det mest sælgende navn overhovedet i poppens og rockens historie (hidtil) med et certificeret salg på 270 mio enheder og et formodet salg på over 500 mio og snarere 600 mio enheder. Dette vanvittige tal er opnået på afsindig kort tid. Det var jo kun i de 8 år fra 1963 til 1970 at The Beatles udsendte plader. Beatles ligger helt i toppen af poppens og rockens første division – de 7 giganter – foran Elvis og Michael Jackson. Men det er ikke kun kommercielt at Beatles er anerkendt.

Tv-programmet VH1 har lavet en top 100 over de bedste albums nogensinde, se her:

1. The Beatles: “Revolver” (1966)

2. Nirvana: “Nevermind” (1991)

3. The Beach Boys: “Pet Sounds” (1966)

4. Marvin Gaye: “What’s Going On” (1971)

5. The Jimi Hendrix Experience: “Are You Experienced?” (1967)

6. The Beatles: “Rubber Soul” (1665)

7. Stevie Wonder: “Songs in the Key of Life” (1976)

8. The Beatles: “Abbey Road” (1969)

9. Bob Dylan: “Blonde on Blonde” (1966)

10: The Beatles: “Sgt. Pepper and the Lonely Hearts Club Band” (1967)


Musikmagasinet Rolling Stone har lavet en tilsvarende liste:

1. Beatles: Sgt. Pepper nr. 1

2. Beach Boys: Pet Sounds

3. Beatles: Revolver

4. Bob Dylan: Highway 61 Revisited

5. Beatles: Rubber Soul

6. Marvin Gaye: What’s Going On

7. Rolling Stone: Exile on Main Street

8. The Clash: London Calling

9. Bob Dylan: Blonde on Blonde

10. Beatles: The White Album


2.4 Den egentlige rock opstår – den hårde rock

Brødrene Ray og David Davies danner først i 1960’erne et skoleband sammen i det nordlige London. I 1964 får brødrene Davies’ band, da kaldet The Raven, pladekontrakt, finder en ny trommeslager og skifter navn til The Kinks. Ray Davies er forsanger og den primære komponist og sangskriver, mens Dave Davies er guitarist.

De to første singler med The Kinks i 1964 bliver ingen succes. Men den tredje single, You Really Got Me fra august, bliver det helt store gennembrud. Og samme sang er på sin vis den hårde rocks fødsel. Det afgørende trick er at Dave Davies på You Really Got Me spiller såkaldte power-akkorder på elektrisk forstærket elguitar med forvrænget lyd. Det danner i den grad skole.

En klassisk akkord består af 3 toner spillet samtidig: 1) grundtonen, 2) tertsen der er et interval af toner på ca. 4 halvtoner fra grundtonen (altså ca. to toner), og 3) kvinten der har samme interval fra tertsen, altså 4 halvtoner/2 toner – og i alt 4 toner fra grundtonen. Tertsen kan så variere lidt. En stor terts består af de nævnte 4 halvtoner og gør at akkorden er i dur, men en terts kan også bestå af 3 halvtoner, og så er samme akkord i mol. En C-dur består af tonerne C (grundtonen), E (tertsen) og B (kvinten), mens en C-mol består af C-Eb-B (hvor Eb ligger en halv tone under E svarende til en sort tangent på klaveret til venstre for E-tangenten).

Tertsen giver altså akkorden kvalitet og farve – dur eller mol. Men powerakkorder springer simpelthen tertsen over og består kun af grundtonen og kvinten og evt. grundtonen igen en oktav højere oppe. Powerakkorder kan derfor ikke være i dur eller mol og har en ret nøgen, brutal, ren klang. Det særlige ved moderne rockmusik er en hyppig brug af powerakkorder spillet på elguitar med forvrænget lyd, og det benyttes især i musik der gerne vil lyde kraftfuld og brutal som i den hårde rock og i punkrocken.

The Kinks er ikke de første der bruger powerakkorder. De optræder i 50’ernes amerikanske rock’n’roll hos fx Chuck Berry. Det unikke er at de spilles med en forvrænget guitarlyd hvilket danner skole i rocken. Det sker i øvrigt før man rigtigt har udstyr til at forvrænge lyden. Leadguitaristen, Dave Davies, maltrakterer simpelthen sin guitarforstærker for at få lyden frem.

The Kinks ved de har ramt en åre.  Tre uger efter at You Really Got Me publiceres, kommer den 4. single, All Day And All of the Night, der også er en slags hard rock og et nyt hit. All Day… bliver nr. 2 i Storbritannien og nr. 7 i USA. I kølvandet på successen laver The Kinks deres første album, det ubetitlede The Kinks fra oktober 1964 som hovedsageligt består af cover-numre.

Året efter skifter The Kinks genre til noget blødere, mere poppet, men stadig ganske succesrig musik. Her kan nævnes den meget fine Waterloo Sunset fra 1967, her live 1973, samt Lola fra 1970. Efter et stort hit med Lola synker bandet ned i relativ ubemærkethed.

the whoLondon-bandet The Who fra 1964 med Roger Daltrey og guitaristen Pete Townshend i forgrunden regnes ofte også som beat, selv om de ikke var fra Liverpool – her med deres allerførste single fra 1965 – I Can’t Explain.  som er et bevidst forsøg på at lyde ligesom The Kinks’ sensationelle singler You Really Got Me og All Day and All of the Night som The Who er stærkt optaget af. Mens The Kinks ikke følger op på den eksplosive kraft i de to sange, så overtager The Who så at sige faklen og repræsenterer siden nok musikscenens mest uforfalskede rock.

Året efter kom The Whos første LP – My Generation – her titelsangen My Generation fra en live-optagelse fra Woodstock-festivallen i 1969. Denne sang anses af magasinet Rolling Stone som den 11. bedste rocksang nogensinde. Samme år, i 1969, udgav The Who et koncept-album, en rockopera – Tommy – og herfra er sangen Pinball Wizard live fra 1970.

The Who var dybt forankret i den rus af begejstring, optimisme, mode, ungdomskultur, forbrug og nydelse der skyllede gennem London i 60’erne, The Swinging London, og de begyndte som “mods”, Londons ungdomskultur først i 60’erne med moderne jazz, amfetamin , italiensk tøj og cafeer, men snart gik Who ligesom Beatles ind i hippiekulturen med langt hår, løse farvestrålende genvandter og psykedelika som LSD. The Whos guitarist og ankermand, Pete Townshend, er måske ikke genial og gnistrende i sit spil som Jimi Hendrix var, men havde en ret udadrettet, sprælsk, ja vild, stil – fx med systematisk brug af feedback-hylen som effekt, smadring af guitaren og møllebevægelser med armen, som bliver en signatur og giver Who både et brand og en indflydelse. Vildskaben kommer også fra trommeslageren Keith Moon der bliver ansat af bandet i 1964 pga. sin energi efter at Moon under sin audition flængede et trommeskind og smadrede en stortrommepedal. The Who kommer meget flot ind i 1970’erne med det meget fine album Who’s Next med klassiske rocksange som Baba O’Riley og Won’t Get Fooled Again – i øvrigt nogle af de allerførste rockhits hvor en synthesizer har en prominent plads i sangen. I 1974 kommer The Who med endnu et storstilet konceptalbum, Quadrophonia, herfra den flotte Love, Reign O’er Me   her fra Live Aid-koncerten i 1985 på Wembley Stadion. En sidste kulmination kommer i 1978 med albummet Who Are You, her titelsangen Who Are You. Den ryger ind som nr. 2 i USA. Men en måned efter udgivelsen af albummet dør Keith Moon af en overdosis, og The Who mister reelt gnisten, selv om de stadig spiller i skrivende stund – nu reduceret til en duo – Daltrey og Townshend.

The Who er ikke kommercielt på samme niveau som Beatles, men står højt oppe i rockens superliga som del af dens 4. division  med et certificeret salg på 26,5 mio enheder og et formodet salg på 100 mio. Dermed ligger The Who kommercielt meget tæt på navne som David Bowie og The Beach Boys. The Who hører til de store stjerner. The Kinks kommer til gengæld slet ikke op i divisionerne (det kræver et formodet salg på mindst 75 mio).

Central i The Swinging London er bestemt også The Rolling Stonerolling stoness formet i 1962 da leadguitaristen Brian Jones vil danne et band, men som får barndomsvennerne Mick Jagger (sang) og Keith “Keef” Richards (rytmeguitar) som sit centrum – bl.a. som sangskriverne til badets musik. Rolling Stones spiller en rock der ligger betydeligt tættere på rhythm’n’blues-polen end country/folk-polen – men som faktisk indbefatter både blues og country! Rolling Stones’ tre første singler var skrevet af Chuck Berry (Rute 66 – lyt til nummeret live her), Lennon-McCartney og Buddy Holly. Her er Muddy Waters – nummeret I’m a King Bee, der viser Stones’ autentiske bluessjæl.

I slutningen af 1964 er  Rolling Stones ved at have slået igennem, og fra 1965 er succesen hjemme. Albumdebutten (The Rolling Stones) kom i 1965, og det allerførste nummer af sangskriverduoen Richards-Jagger var The Last Time. Senere i 1965 kom albummet Out of our Heads med Stones’ signatur-sang Satisfaction her fra en live-optræden i september 1965. Nummeret er især komponeret af Richards – bl.a. det indledende guitarriff med stærkt forvrænget lyd. Egentlig forestillede Richards sig at riffet skulle spilles af blæserinstrumenter (en hornsektion), og forvrængningen af guitaren skulle ramme, hvad han forestillede sig. Men Mick Jagger fandt nummeret færdigt, og en overmåde indflydelsesrig klassiker var født, og forvrænget guitar med en rå, snavset og støjende lyd bliver herefter en væsentlig del af rockens udtryk.

Satisfaction er et strålende rocknummer. Den er melodisk, med et saftigt drivende guitarriff, den signalerer ungdom og oprør, og så fanger den tidsånden, lige da den blev skrevet. TV-kanalen VH1 kårede den i 2000 som alletiders bedste rocksang, mens magasinet Rolling Stone for tiden har Satisfaction som den 2. bedste sang nogensinde lige efter Dylans “Like a Rolling Stone”.

Her den bløde As Tears Go By, der udkom 18. december 1965. Nu er Stones ret konsekvent begyndt at lave egne numre. I 1967 gik Rolling Stones med på Beach Boys’ og Beatles’ fantasifulde og psykedeliske trip med albummet Their Majestic Satanic Request, men i 1968 gik Stones tilbage til sine R&B-rødder med det mere rå og direkte album Beggars Banquet  – det sidste album hvor bandets leadguitarist og grundlægger, Brian Jones, havde noget videre at sige (og året efter blev Jones fundet død i sin swimmingpool). Sangen Sympathy For The Devil er fra dette album, og en hujende og swingende salsa skrevet af Mick Jagger og Keith Richard – og især Jagger. Teksten handler om grusomheder op gennem historien set fra Djævlens synspunkt, og ideen er bl.a. inspireret af Mikhail Bulgakovs bog ”Mesteren og Margerita” som Jaggers kæreste, Marianne Faithfull, gav til Jagger. Sympathy For The Devil begynder akustisk og bygges langsomt op til en festlig affære med masser af groove. Keith Richards spiller bas, rytmeguitar og leadguitar. Sangen spiller på at Stones står for det farlige og dæmoniske, mens rivalerne Beatles da havde ry for at være de pæne. Det er klog branding der samtidig eminent fanger en væsentlig del af sjælen i den nye rockmusik: Groove, fest, sex, farlighed og dyriskhed. Det er musik for underlivet. En anden stærk og primitiv rocksang fra Beggars Banquet er Street Fighting Man.

Rolling Stones kulminerer på de næste par albums. Efterfølgeren Sticky Fingers (1971) er helstøbt og inspireret med sange som balladen Wild Horses med countryfeelingen og den autentiske og rene stemning. Fra dette album bør sangen Brown Sugar også nævnes. Melodien er ikke fremragende, men det organiske, swingende sammenspil er tæt på Stones’ helt unikke rockfeeling. Efterfølgeren for Sticky Fingers, Exile on Main Street (1972), undersøger på yderst følt og kompetent vis bluesrockens rødder. Derpå følger Goat Head’s Soup (1973) med den flotte ballade, Angie. Sangen er primært skrevet af Keith Richards og nok IKKE – som legenden fortæller – skrevet af Mick Jagger til David Bowies hustru Angie, men Angie fungerer derimod som Richards’ kodeord for heroin. Stones levede et hårdt liv med misbrug. Stones laver udmærkede sange i resten af 1970’erne, fx den poppede ballade Fool To Cry fra 1974, men med deres signatursang fra 1981, Start Me Up, der kan minde om Brown Sugar i sin seje, huggende stil, har bandet fundet sin stil som det med en til det fantasiløse grænsende soliditet loyalt holder sig til fremover.

The Rolling Stones er i skrivende stund i omend ikke fuld vigør, så i vigør, og en stor kommerciel succes tilhørende musikkens 2. division med 7 andre superstjerner.  Stones har et certificeret salg på 95,4 mio og et anslået salg på 200 mio enheder. Stones ligger dermed kommercielt meget tæt på andre superstjerner som ABBA og Queen.

doorsEt væsentligt amerikansk rhythm’n’blues-præget rockband fra tiden er The Doors fra Los Angeles der blev dannet i 1965 af vennerne Jim Morrisson og Ray Manzarek der begge studerer filmvidenskab på University of California, Los Angeles (UCLA) med den digtinteresserede og karismatiske Morrisson som en opstigtsvækkende forsanger. Her live fra et dansk tv-show i 1968 – Alabama Song, Love Me Two TimesBackdoor Man + Unknown Soldier. Se evt. også Light My Fire fra debut-LPen The Doors fra 1967. Den lange The End er fra samme LP, her i en live-udgave fra 1970 hvor Morrisson ser en smule forsumpet ud. Morrisson dør da også året efter af sit misbrug.

The Doors sælger 46,9 certificerede enheder og har et formodet salg på i alt 80 mio enheder. Dermed hører Doors salgsmæssigt til stjernerne, til rockens og poppens 6. division, lige foran George Michael og lige bag Foreigner. Stilmæsssigt peger deres musik bagud i tiden. Til gengæld har Doors det afgørende – sjæl, karisma, mysterium, sex. Det samtidige Velvet Underground peger musikalsk frem. Bandet er præget af bl.a. garagerock og avantgarde i miljøet omkring Andy Warhol. De dominerende figurer i Velvet Underground er den lokale singer-songwriter Lou Reed (1932-2013), der var forsanger, og den walisiske singer-songwriter John Cale. Man kan sige at Reed står for garagerocken, og Cale for avantgarden. Debutalbummet er The Velvet Underground & Nico fra 1967 – her I’m Waiting for The Man i 1966 fra Andy Warhols private optagelse (billederne altså) under en øvning.

I øvrigt slog Velvet Undergrounds genre, “garagerock“, an i USA den følgende tid, fx med bandet The Stooges med James Osterberg = Iggy Pop i forgrunden. The Stooges blev dannet i 1967 og albumdebuterede i 1969. Fra denne debut kan man høre I Wanna Be Your Dog.

“60’erne sluttede med at The Beatles og The Rolling Stones var kæmpestore”.


2.5 Bluesrock og psykedelisk rock – guitarens potentiale

Desuden kan nævnes visse nye differentieringer – bluesrock og psykedelisk rock. Rolling Stones giver rhythm’n’blues en skarpere kant og højere tempo, og denne tendens tager til i slut-60erne til en bluesrock med et improvisatorisk element, der især inkluderer en leadguitar-solo – inspireret af bluesguitarister som fx B.B. King – her med Sweet Little Angel indspillet i 1956 og i høj grad den der  opfandt eller i al fald systematisk brugte vibratoen sammen med en økonomisk og “cool” spillestil. Et eksempel på succesrig britisk rhythm’n’blues der mixer pop og nogle gange folk er The Animals fra 1962 med bl.a. Eric Burdon på sang og Chas Chandler på bass – her med Please Don’t Let Me Be Misunderstood (som Nina Simone gjorde kendt som bluesballade i 1964, men som The Animals gav sin R&B-lyd) men mest kendt er The Animals nok for deres version af den traditionelle folk-ballade House of the Rising Sun (1964).

Cream cover  I Storbritannien var det ikke mindst guitaristen Eric Clapton der var leadguitsarist i klassiske bluesrockbands som Yardbirds (fra 1963) og John Mayall & the Bluebreakers (1965). Et andet britisk bluesband er Graham Bond Organization med bl.a. Bond (sang, keyboard), Jack Bruce (bas) og Ginger Baker (trommer) her med Hoochie Coouchie Man, som midt i 60’erne har intern ballade.

   Graham Bond fyrer Bruce, og Baker brokker sig en del over Bonds ledelse. Clapton falder i snak med Baker og beslutter at de vil have friere rammer sammen = trioen Bruce, Baker og Clapton = supergruppen The Cream. Her Creams Tales of Brave Ulysses live 1968. Og fra samme koncert Sunshine Of Your Love. Historien bag Sunshine of Your Love er at Jack Bruce i januar 1967 hører en koncert med den amerikanske guitarist Jimi Hendrix og bliver næsten slået bagover af det han hører. Stærkt stimuleret går Bruce hjem og skriver en basgang inspireret af Hendrix, og ud fra den basgang udvikler Bruce og Clapton så Sunshine of Your Love – som Hendrix i øvrigt siden vil spille live. En sang som Sunshine of Your Love er et vigtigt skridt i den proces der fører frem mod den direkte tunge, hårde rock der tager form fra 1969 og frem, og som siden bliver til heavy metal.

Cream intet mindre end en fremragende og levende rockmusik som ikke mindst får sin indflydelse ved at præge mange musikere. Og her en elektrificerende audio-optagelse af Crossroads (også live 1968). Spændinger mellem Bruce og Baker får desværre Cream til at falde fra hinanden senere i 1968. Selv om Cream kun eksisterer i to år, er anerkendelsen enorm, og på tv-kanalen VH1s liste over de 100 største hardrock-bands nogensinde, se her, ligger Cream som nr. 16!

Clapton arbejder fremover især som solist – dog en stund med den amerikanske blues-country-gruppe Delaney, Bonnie & Friends   her i en tre kvarter lang live-optagelse fra dansk tv i 1969. Delaney, Bonnie & Friends har hidtil haft superguitaristen Duane Allman på leadguitar, men arbejder omkring 1969 i stedet med Eric Clapton og kalder sig i stedet Derek & The Dominos. De får i 1970 et stort hit med Claptons Layla med Duane Allman på slideguitar med et riff der giver sangen sit særpræg og med Clapton på sang og leadguitar. Layla hører nok til de mest arketypiske og bedste rocksange nogensinde! Til de store amerikanske bluesguitarister i 60’erne hører netop Duane Allman – her med Loan Me a Dime med sangeren Boz Scaggs.

Mest kendt er den ekspressive og geniale guitarist Jimi jimi hendrixHendrix der spiller i bands som elguitarist som 16-årig fra 1959 (som 16-årig). I 1966 kommer James “Jimmy” Hendrix til London og får nær kontakt til Keith Richards’ kæreste Linda og dermed også Richards, og Richards får indirekte Hendrix til at lave sin egen specielle version af Billy Roberts’ folksang Hey Joe. Stones’ manager er ikke meget for Hendrix’ stil, men Linda giver Hendrix kontakt til Chas Chandler, der ikke længere vil være bassist i The Animals, men finde et talent at producere for. Han falder for Hendrix, får ham til at ændre fornavnet fra Jimmy til det smartere Jimi og skaffer ham kontakt med to britiske musikere (bassisten Noel Redding og trommeslageren Mitch Mitchell) der bliver Hendrix backing band =  The Jimi Hendrix Experience som netop slår igennem med Hendrix’ version af Hey Joe (her i en version fra 1967). Chandler får også Hendrix med på at jamme med The Cream på scenen, og selv om Clapton vist får et mindre chok over Hendrix’ meget utraditionelle spillestil, forbliver de to venner.

Clapton og Hendrix er to af verdens mest betydningsfulde guitarister nogensinde, men kommercielt bliver de i øvrigt aldrig stjerner.

Det fortsætter siden med at være kendte britiske stjerner der baner vejen for Hendrix’ succes i USA. Det er Paul McCartney, der presser The Monterey Pop Festival til at lade Hendrix spille der i 1967, og det er Rolling Stones’ leadguitarist, Brian Jones, der introducerer Hendrix på Monterey – en optræden der bliver ikonisk, da Hendrix sætter ild på sin guitar under afspilningen af Purple Haze.

Hendrix’ helt specielle, fornyende og gnistrende guitarspil kan fx bemærkes i Voodoo Child. En klassiker i den rå ende er desuden Hendrix’ 2. single efter Hey Joe, nemlig Purple Haze (fra 1967 og af Rolling Stone kåret som den 17. bedste sang nogensinde). En  klassiker er desuden den smukke ballade Little Wing (også 1967).

I 1969 er Hendrix verdens højest betalte rockmusiker, men han dør året efter som 27-årig i 1970 kvalt i sit eget opkast efter kraftigt alkoholindtag. Omtrent alle guitarsoli i rocken er i vekslende grad inspirereret af Hendrix’ spillestil. I denne optagelse fra Stockholm i 1969 spiller Jimi Hendrix Experience  en syret instrumentalversion af Cream-nummeret Sunshine of Your Love som Cream jo lavede inspireret af netop Hendrix. Her spiller Hendrix mere regulær blues – sin egen Red House.

pink floydUd af bluesrocken opstår hurtigt nye genrer som først psykedelisk rock – med lange instrumentalsekvenser, guitar med diverse effekter (forvrængning, wahwah-pedal osv.), udbygget keyboard-sekvenser osv.

Såvel Beatles, Cream og Hendrix er inspireret af den psykedeliske rock (Hendrix’ version af Sunshine of Your Love er et klassisk eksempel), men der opstår også rendyrkede psykedeliske bluesrock-bands som Pink Floyd

Bandets første etape opstår i universitetsbyen Cambridge i 1950’erne hvor teenagerne Roger Waters og de få år yngre Roger “Syd” Barrett og David Gilmour kender hinanden. Barrett er nære venner med såvel Waters og Gilmour. Waters, en politisk aktivist på Cambridgshire High School, beundrer sin gymnasieven Barretts kreativitet på guitaren, mens Barrett og Gilmour træner guitar sammen. Siden studerer Waters arkitektur i London og danner sammen med to med-arkitektur-studerende, Nick Mason og Richard Wright, bandet Sigma 6 i 1963. Og samme år får Waters sin gamle ven Barrett ind i bandet, navngivet Pink Floyd efter to bluesmusikere, Barrett holder af, og snart bliver Syd Barrett Pink Floyds kreative centrum – sanger, leadguitarist og sangskriver. Livekoncerterne, hvor Barrett på guitar og Wright på keyboard syrer ud, bliver ganske berømte i London. I 1967 udgiver Pink Floyd sit debutalbum, Piper at the Gates of Dawn, hvor Barrett skriver omtrent alt. Her er Interstellar Overdrive i en lidt dårlig lydoptagelse af en liveoptræden med Pink Floyd med Syd Barrett på guitar og effekter.

Syd Barrett bliver stadig mere psykotisk og svær at samarbejde med, og i december 1967 lister bandet Barretts Cambridge-ven Dave Gilmour ind i bandet som afløser for Barrett ved livekoncerterne. I løbet af 1968 afløser Gilmour helt Barrett som Pink Floyds leadguitarist og leadsanger (sammen med Wright), mens Waters bliver bandets vigtigste sangskriver og projektmager. Først fra slutningen af 70’erne (The Wall) bliver Waters bandets dominerende sanger.

Endnu i 60’erne er der ikke noget der tyder på at Pink Floyd skal blive en af rock- og popmusikkens 7 store giganter, men det sker faktisk i 70’erne. Pink Floyd har i alt et certificeret salg på 118,5 mio enheder og et formodet salg på mindst 200 mio enheder. Dermed klemmer Pink Floyd sig lige præcis op i 1. division lige bag andre giganter som Led Zeppelin og Elton John og foran superstjerner som Rihanna og Mariah Carey.

Også Yardbirds giver sig i kast med genren, og ikke mindst Cream er trods den korte levetid et hovednavn i psykedelisk rock. I USA kombineres den psykedeliske bluesrock med folkrock til en særlig San Fransisco-gruppering i tæt kontakt til hippie-bevægelsens fremkomst. Denne San Fransisco-scene indeholder navne som Grateful Dead, Country Joe and the Fish og Jefferson Airplane.

   Et særdeles vildt, syret og musikalsk yderst krævende rockband fra Californien er The Mothers of Invention fra 1964, især da bandet samme år får Frank Zappa ind som guitarist, og Zappa i løbet af de næste år overtager bandet mere og mere og præver det med sin egen avancerede musik inspireret af bl.a. free jazz og moderne klassisk orkestermusik. Her spiller Mothers of Invention i London i 1968.

I 1966 skaffer det californiske psykedeliske syreblues-band Big Brother and the Holding Company en forsanger i den 23-årige Janis Joplin der med sin elektriske sceneoptræden og  hæse og kraftfulde bluessang gør indtryk.

joplin  Her er Big Brother og Janis med Summertime live i 1968. Kort efter denne optræden går Janis Joplin solo (og optræder bl.a. på Woodstock-festivallen) – her med fx Piece of My Heart og Mercedes Benz. Den 4. oktober 1970, blot en halv uge efter optagelsen af vokalen til Mercedes Benz bliver Janis Joplin fundet død af en overdosis heroin. Hun blev 27 år gammel som ikke så få andre rockstjerner (Brian Jones, Jimi Hendrix, Jim Morrisson, Kurt Cobain, Amy Winehouse).

I delvis tilknytning til scenen er den mexicansk-amerikanske guitarist Carlos Santana med sin latino-inspirerede bluesrock med lange flowprægede guitarsoli – som her i Soul Sacrifice som Santana spiller på Woodstock-festivallen endnu før han får sin første LP udgivet. Santana bliver fremover en af rockens pænt store stjerner, rockens og poppens 5. division, hvor han ligger allerøverst med et certificeret salg på 61,4 mio enheder og et formodet salg på 90 mio enheder. Dermed klemmer Santana sig foran så forskellige navne som Johnny Cash og Earth, Wind & Fire.

Da Clapton forlader John Mayall & the Bluesbreakers i 1966 erstattes Clapton med den knap så ekvilibristiske, men anerkendte, guitarist Peter Green, men Green forlader bandet i 1967 sammen med John Mayall & The Bluesbreakers rytmegruppe, bassisten John McVie og trommeslageren Mick Fleetwood. De dannerPeter Green’s Fleetwood Mac – eller bare Fleetwood Mac – her med fx Albatross (1969) og Man of the World. Men efter 1970 går Peter Green ned efter lovlig intens brug af LSD (og bliver midt i 70’erne diagnosticeret skizofren), og Fleetwood Mac ændrer fremover karakter uden Green. I John Mayall & the Bluesbreakers erstattes Green af Mick Taylor der siden bliver leadguitarist i Rolling Stones i 70’erne. Her Oh Pretty Woman live i 2003 med Taylor på guitar. Bandet eksisterer mere eller mindre (noget haltende) stadigvæk.  Fra den britiske bluesscene må desuden nævnes Alvin Lee der i 1962 danner Ten Years After (under navnet Jaybirds) – her med I’m Going Home på Woodstock-festivallen i 1969.

En lidt senere udvikling af bluesrocken og hardrocken – og delvist af den psykedeliske rock – er den tunge rock der er mere riffbaseret med en disciplineret aggressiv rock med tonstunge, repetitive riffs spillet af især stærkt forvrænget
elguitar. Den tunge rock finder endelig sin form i 70’erne – og sin rene form i heavy metal, men der er tidlige takter på færde i fx Yardbirds forskellige konstellationer og som nævnt The Creams Sunshine of Your Love og i Jimi Hendrix’ vildere musik. Da Clapton forlod  Yardbirds i 1965 for at danne Cream, blev han som leadguitarist erstattet af Jeff Beck  der så småt drejede musikken i en lidt tungere retning – også da endnu en fremragende guitarist, Jimmy Page, kom til. Her er en yderst ejendommelig scene (fra Michelangelo Antonionis film Blow Up) af Yardsbirds fra 1966 hvor både Jeff Beck og Jimmy Page medvirker.

   Det genuine rockpræg var også tydeligt i Becks eget band, The Jeff Beck Group med Rod Stewart som forsanger – her med en liveudgave af Shape of Things.

Da Jimmy Page helt overtager leadguitaren i The Yardbirds,  går det i en endnu mere syret led zepog tung retning –  her med Jimmy Pages egen  Dazed and Confused i en optagelse fra 1968. Til sidst udskifter Page hele Yardbirds’ besætning med studiemusikere han selv har fundet og ændrer gruppens navn fra først The New Yardbirds til endelig Led Zeppelin (der også spiller Dazed and Confused) med den karismatiske og intense Robert Plant som forsanger. Som navnet antyder prøver bandet at lade sin musik være på samme tid tung som bly og svævende som en zeppeliner. Faktisk er det The Whos trommeslager Keith Moon der fandt på navnet i forbindelse med en tidligere konstellation som aldrig blev til noget.

Led Zeppelin har sin storhedstid – og næsten hele sin levetid – i 70’erne og bliver her en af de syv giganter i rock- og popmusikken som den højest placerede overhovedet inden for den hårde rock. Led Zeppelin har et certificeret salg på 139,3 mio enheder og et formodet salg på 200 eller 300 mio enheder. Det bringer Led Zeppelin ind i rockens og popens 1. division lige foran Pink Floyd og lige bag Elton John.

Led Zeppelin er ikke bare central i udviklingen af den hårde rock, men spiller også en musik der bestemt ikke er for alle, men musikalsk set er langt over gennemsnittet. Her er de live i 1969 i et dansk tv-show (med bl.a sangene Communication Breakdown, Dazed and Confused ). Fortsættelsen af denne tv-optræden må man ikke snyde sig selv for – den kan ses her og her.

“Omkring den psykedeliske rock, beat- og blues-musikken opstår en vild og ekstatisk sex, drugs, and rock’n’roll-kultur”


2.6    Folkrock og singer-songwriter-musik

Viseagtig folkemusik spillet med akustiske instrumenter havde i USA et skær af socialt indignerede protestsange med kunstnere som Woodie Guthrie og Pete Seeger i 40’erne og 50’erne. I de tidlige 60’ere kom der nye kunstnere til som Joan Baez (- her med Joe Hill sunget på Woodstock-festivallen). Og ikke mindst Bob Dylan her med en af sine kendteste protestsange Blowin’ in the Wind  med der udkom som single og på album (The Freewheelin’ Bob Dylan) i 1973.  noget på hjerte.

I 1965 skifter Bob Dylan fra akustisk til elektrisk musik og flytter dermed også genre fra folk-musik til en folk-inspirereret rock-musik. Det er især albums som Highway 61 Revisited og Blonde on Blonde der markerer skiftet til rockmusik.

I juli 1965 udbob dylangiver Dylan singlen Like A Rolling Stone som bliver et overraskende tophit i USA midt i bølgen af letfængelige og hurtige sange fra The British Invasion of Rock. Like A Rolling Stone har en krævende tekst om en studerende der begynder som forkælet og ender som ensom sunget af en snerrende sanger  i en blanding af sarkasme og medlidenhed. Like A Rolling Stone gør et kolossalt indtryk både på den nye ungdomskultur og mange af dens kunstnere. Bob Dylan er med til at give den nye rock-musik dybde,  alvor og kunstnerisk tvetydighed, og Dylan selv vinder meget stor respekt og autoritet som den empatiske, men usentimentale samfundsrevser. Dylans særlige tørre, drævende sangstil influerer fremover på ikke så få andre sangeres stil – således præges fx Mick Jagger, Jimi Hendrix samt Pink Floyds Roger Waters og David Gilmour. I Danmark er forsangeren fra Steppeulvene, Eik Skaløe, også tydeligt præget, ligesom Peter A.G. Nielsen fra Gnags.Af senere sange kan nævnes All Along the Watchtower (fra 1967, her live i 1994), Lay, Lady Lay (1969) og live samt den smertefulde parforholdsanalyse Tangled Up in Blue fra 1973.

Bob Dylan holder en jævn produktion frem til skrivende stund og bringer sig faktisk kommercielt i poppens og rockens 4. division blandt de store stjerner. Dylan har et certificeret salg på 45,1 mio enheder og et formodet salg på 100 mio enheder. Dermed klemmer Dylan sig ind lige foran Bryan Adams og Dire Straits og lige bag ved The Carpenters og Chicago.

Canadieren Leonard Cohen var ikke en sanger der sprang ud som digter og folkestemme som Bob Dylan, men derimod en digter der begyndte at udgive egne sange i 1967 med sin Songs of Leonard Cohen med bl.a. Suzanne og So Long, MarianneSiden kan nævnes Cohen-sange som Bird on the Wire (1969) og Famous Blue Raincoat (1971).

Op gennem 60’erne bliver den akustiske genre med de bløde og indimellem flerstemmige sange kombineret med rocken til folkrock. Det præger især amerikanske bands som Mamas and Papas og duoen Simon & Garfunkel – her deres Sound of Silence (1964), Mrs. Robinson (1968) og Bridge Over Troubled Water (1969), men nævnes bør også The Byrds der især fik hits med Dylan-numre, hvoraf deres version af Dylans Mr. Tambourine Man i 1965 fik stor indflydelse ved sin elektriske folk – eller fusion af Folk og Rock – såkaldt Folk Rock. Her er The Byrds med en af deres egne sange – I’ll Feel A Whole Lot Better. Et mindre poppet folkband Buffalo Springfield, her med gennembrudshittet For What It’s Worth (1967) domineret af ikke mindst Stephen Stills og Neil Young.

I 1969 bliver et af historiens første “supergrupper” dannet, dvs. et band bestående udelukkende af musikere hentet fra andre bands, da Stills fra Buffalo Springfield, David Crosby fra The Byrds og briten Graham Nash fra The Hollies gik sammen og dannede Crosby, Stills and Nash. De udgiver deres første album i 1969 (ubetitlet – her er albummets første nummer Suite: Judy Blue Eyes live 1974). Stills henter snart sin gamle kollega fra Buffalo Springfield, Neil Young, ind i kvartetten – der selvfølgelig nu får navnet  Crosby, Stills, Nash & Young – her med Teach Your Children (1970).

   I den allermest poppede ende af folk-musikken står nok ægteparret Sonny & Cher (Bono). Her I Got You Babe (1965) og Bang Bang.

“Flere folkbands går midt i 60’erne over til elektriske instrumenter”


2.5    Dansk rock i 50’erne og 60’erne

Danmarks første rigtige rock’n’roll-bands er formentlig Melvis & His Gentlemen fra 1956 med rod i Ivan ”Melvis” Haagensen” og The Ready Rock Band fra året efter, snart kaldet The Cliffters med rod i Johnny Reimar Kristensen.  Melvis & His Gentlemen og The Clifters er – som navnene antyder – inspireret  af Elvis Presley og Cliff Richard.

Midt i 60’erne opstod næste pop/rock-generation i Danmark præget af Beatles og tidlig beat. Det var især The Defenders, The Hitmakers,  Sir Henry & His Butlers med Ole Bredahl på sang og fx Tommy Seebach på keyboard samt savage roseendelig Peter Belli & Les Rivals.

Flere af disse (fx Reimar, Defenders, Sir Henry, Tommy Seebach og Peter Belli) bliver efterhånden stærkt præget af den tyske schlager-popstil der er en betingelse for at komme frem i det meget populære radioprogram Dansktoppen der begyndte i 1968 med Bjørn Tidmand og hans Lille Sommerfugl i toppen.

I slut-60’erne kom den danske rocks 3. generation som ikke er påvirket af schlager-stilen, og som ikke har ambitioner om at gøre sig på Dansktoppen, men præget af traditionel bluesrock, syrerock og tidens hippiekultur herunder en modvilje mod materialisme, kapitalisme og kommercialisme. Det var ikke mindst Steppeulvene med den Dylan-inspirerede Eik Skaløe i front samt Savage Rose med Anisette Koppel i front, her også med nummeret Dear Little Mother fra 1971 – og som er det første danske bands med internationalt potentiale. Men det meget marxistisk prægede Savage Rose fravælger i 70’erne en ellers lovende karriere i USA i protest mod pladeselskabernes kommercialisme. 60’ernes flowerpower-rock inkluderer også fx Young Flowers og Burnin’ Red Ivanhoe.

“Savage Rose er det første danske band med internationalt potentiale”


3     1970’erne 

Stikord: Led Zeppelin, Deep Purple, Black Sabbath, Thin Lizzy, AC/DC, Allman Brothers Band, Zappa, Joni Mitchell, Bruce Springsteen, Bowie, T Rex, Queen, Roxy Music, Yes, Genesis, Pink Floyd, Bob Marley, Stevie Wonder, Carpenters, Elton John, Carly Simon, Sex Pistols, The Clash.

50’erne havde sin markante rockgigant i form af Elvis Presley. Og 60’erne havde The Beatles. Hvad har 1970’erne? Ja, 70’erne har faktisk ikke et specielt navn der tegner årtiet kraftfuldt som Elvis og Beatles, men årtiet har til gengæld hele tre giganter der funderer deres status på deres salg i 70’erne, nemlig Led Zeppelin, Pink Floyd og Elton John. Sidstnævnte sælger dog også rigtigt pænt i de kommende årtier.

Det er som om 70’erne fortsætter 60’ernes tendens til at rocken automatisk udvikler sig mod det stadig hårdere og vildere – eller at den hårde rock bærer rockens ånd – langt hår, stofmisbrug, excesser, kraftudladning. Den hårde rock står i al fald stadig stærkere, men også den nært beslægtede glamrock i årtiets første halvdel og den dansable kontrast – discoen fra årtiets sidste halvdel bør nævnes. Rockmusikken bliver stadig mere teknisk og kompliceret, og et oprør opstår i form af punkrocken. Samtidig bliver produktionen stadig vigtigere ligesom kommercialismen som hurtigt omfavner oprørstendenser som fx punken og prøver dels at få et øvrigt salg ud af det i form af fx tøjmode, dels at gøre musikken mere kommercielt tilgængelig – udnytte det nye pift, men fjerne det farlige.


3.0     Elektronisk musik og krautrock

En bizar dannelse i 70’erne der er en nydannelse i forhold til 60’ernes musik, og som peger frem Tangerine+Dream 2mod 80’erne og 90’erne, er den tyske psykedelisk-inspirerede elektroniske musik, den såkaldte krautrock, hos bl.a. Amon Düll II med Wolf City (1972), hos Tangerine Dream (fotoet), her Phaedra (1974) og en liveoptagelse fra 1975 og hos Kraftwerk – her med Autobahn (1974) og  The Robots fra 1977 og dets spin-off Neu! – her Hallogallo (1972).

  Siden fortsætter genren i en melodisk popudgave hos fx den franske Jean-Michel Jarre, her med den populære Oxygene (1976). Og siden den græske Vangelis, her Chariots of Fire (1981).


3.1     Hardrock og den tunge rock

I årene lige omkring 1970 tager den hårde rock form med britiske supernavne som Jimmy Pages nævnte Led Zeppelin – der begynder som psykedelisk bluesrock, og som bliver et af 70’ernes allerstørste navne og i musikkens 1. divsion blandt de syv giganter.

Led Zeppelin er med til at udvikle den allertungeste rock – det der siden bliver til heavy metal. Sangen Heartbreaker (her live i 1975) –  skrevet af hele bandet – er fra Led Zeppelins andet album, Led Zeppelin II, fra oktober 1969 og var et af de tungeste og mest kraftfulde rocksange der indtil da var skrevet og udgivet.  Og er en af de mest indflydelsesrige. Navnkundige hardrock-guitarister som Eddie Van Halen og Steve Vai er mere eller mindre sparket i gang af Heartbreaker. Da Van Halen overværede Pages solo i Heartbreaker under en Led Zeppelin-koncert i 1972 gik han i gang med at udvikle sin “steppe-teknik” (“tapping”) på guitaren.

Heartbreaker begynder med et klassisk, tungt guitarriff bygget på blues-akkorder for så i verset at bruge power-akkorder på både guitaren og bassen (sidstnævnte er egentlig det drivende instrument i verset). Vi ligger så tæt på heavy metal som det er muligt i 60’erne.

Pudsigt nok var Led Zeppelins største hit et ret stille nummer, den arketypiske rockballade Stairway to Heaven fra 1971 her fra en ca. samtidig liveindspilning der begynder folkagtigt og akustisk for i et crescendo at ende i hård rock. Mere klassisk hård rock er Black Dog, også fra bandets klassiske album, Led Zeppelin IV, fra 1971. Et klassisk eksempel på Led Zeppelins okkult-mystiske psykedeliske blues høres i nummeret No Quarter +  anden del her i en live-optagelse fra 1975. Et meget ambtiøst nummer er den majestætiske og oriantalsk prægede Kashmir. Her er en audio fra juli 1980 af liveudgaven endnu en blues-ballade – All My Love – en af Led Zeps allersidste numre på deres sidste album fra 1979. To måneder efter denne liveudgave af All My Love drak den 32-årige trommeslager John Bonham 40 shots vodka og blev kvalt i sit eget opkast. Dermed blev Led Zeppelin opløst for good and ever.

deep purpleNæsten lige så store som Led Zeppelin i tunge hårde rock er bandet Deep Purple (fotoet) fra 1968 – her med en liveoptagelse fra 1970 af Child in Time og Black Night  og herefter en liveoptagelse fra 1973 af nummeret Smoke on the Water fra Deep Purples klassiker Machine Head fra 1971 – med Deep Purples klassiske besætning (Mark II) – fx Ian Gillan vokal og Ritchie Blackmore på guitar. Det indledende seje guitarrif til Smoke On The Water bliver i øvrigt et af rockmusikkens mest berømte og populære guitarrif i de år.

   Gillan (og bassisten Glover) forlader snart bandet pga. spændinger med Blackmore, og Blackmore erstatter Gillan med den ukendte David Coverdale, og Deep Purple bevarer succesen med Burn (1974), her titelnummeret Burn .

Blackmore bryder sig ikke om Deep Purples stil i retning af det mere soul-funkede, og han forlader bandet i 1975 for at danne sin egen hardrockgruppe Rainbow – her live fra 1977.

Deep Purple fortsætter med Coverdales tendens til det soulfunkede, men David Coverdale danner i 1978 sin egen populære hardrockgruppe Whitesnake – som er ret blød hardrock med soul-funk-tendenser – her Ain’t No Love in the Heart of the City fra 1978.  Så Deep Purple er nu opløst, men har produceret tre populære hardrocknavne, Ian Gillan Band/Gillan (der først får egentlig succes i 80’erne), Rainbow og Whitesnake.

Ingen af de nævnte navne – Deep Purple og hvad der udspringer heraf – bliver salgsmæssigt blandt stjernerne i rockmusikken.

black_sabbath_debut_albumEndelig må nævnes endnu et uhyre vigtigt navn i den tunge britiske rock. I 1969 finder Earth – et rockband fra Birmingham – ud af at der er endnu et band der hedder Earth. Over for bandets øverum er der en biograf der viser Boris Karloff-skrækfilmen Black Sabbath. Bandets bassist, Geezer Butler bemærker at det er sært at folk vil betale så mange penge for at se skrækfilm. Det sætter noget i gang. Butler og forsangeren Ozzie Osbourne skriver teksten til sangen Black Sabbath der får en mørk lyd og tone. I august 1969 optages Earth så meget af den tone og stil, så de helt navngiver sig efter sangen – Black Sabbath – og tilstræber at skrive sange i samme stil. Hvilket i virkeligheden er startskuddet til en ny musikstil, heavy metal, ja, og livsstil hvor tung, mørk rock og skrækromantik filtres sammen.

Black Sabbath får pæn succes med sit første selvbetitlede album fra 1969. i 1970 kommer albummet Paranoid – her med titelsangen Paranoid – der bliver nr. 1 i Storbritannien og betragtes som virkelig central for skabelsen af den helt tunge rock. Endnu en milepæl i skabelsen af den tunge lyd er Sabbath Bloody Sabbath fra 1973. Efter det ret ufokuserede album Never Say Die fra 1978, forlader forsangeren Ozzie Osbourne bandet i de næste 35 år som bliver temmelig kaotiske 35 år for bandet der må siges at have kulmineret.

Men tidens klassiske ethin lizzyuropæiske hardrock er nok bedst anskueliggjort ved det irske band Thin Lizzy (fotoet) med den sorte Phil Lynott som forsanger. Thin Lizzy blev fx kendt i 1972 for deres version af en traditionel irsk folk-ballade,   Whisky in the Jar og kulminerer midt i 70’erne med bl.a. The Boys Are Back in Town og Jailbreak her i Top of the Pops i 1976. På mange måder står Thin Lizzy for den fuldstændig stilrene og regulære rockmusik sammen med bl.a. Rolling Stones og The Who.

Også hardrock-bands uden for Storbritannien og Europa får succes i 70’erne. Størst af disse er det  australske band AC/DC – formet som et glamrockband af de skotskfødte brødre Malcolm og Angus Young i 1973 (og henholdsvis rytmeguitarist og leadguitarist). AC/DC får ikke mindst succes, da Brødrene Young finder den ligeledes skotskfødte australier Ronald Bon Scott som sanger. Bon Scott er en temmelig fremragende sanger der lokker Young-brødrene med på at forlade glamrocken og udforske det virkelig tunge udtryk. I 1975 pladedebuterer bandet, og succesen er straks hjemme. Her er AC/DC live i 1976 med nummeret High Voltage med Bon Scott i forgrunden. Men det helt store gennembrud for AC/DC kom i juli 1979 med albummet Highway To Hell. Her spiller bandet i et tysk tv-show med titelsangen Highway To Hell. Det er højoktan-bluesrock, Rolling Stones på turbo.

I 1980 begynder AC/DC på et nyt album, men i februar 1980 dør den 33-årige Bon Scott af alkoholforgiftning på bagsædet af en Renault, og som afløser fandt Young-brødrene Brian Johnson med kasketten fra et glamrock-band, og med Johnson gjorde man albummet færdig. Det fik titlen Back in Black, blev udgivet til Bon Scotts ære og blev det andet mest solgte album overhovedet. Her er You Shook Me All Night Long fra Back in Black (1980) komponeret af Brian Johson og Young-brødrene, og en af rockens klassikere.

AC/DC bliver en af musikkens superstjerner. Det australske rockband har et certificeret salg på 112,7 mio enheder og et formodet salg på over 150 mio enheder. Det bringer AC/DC ind i rockens 2. division blandt de 8 superstjerner der – lige foran Whitney Houston og lige bag ved Celine Dion.

alice cooperI USA repræsenteres den tungere hardrock især af Alice Cooper, Aerosmith og Van Halen. Vincent Fournier, med kunstnernavnet Alice Cooper  – her hans gennembrud fra 1971, I’m Eighteen, og endelig det helt store hit  School’s Out live i 1972 – er i høj grad med til at etablere genrens forkærlighed for liveoptræden med diverse skræk-effekter. I kølvandet på Alice Coopers hardrock og teatralske skrækeffekter følger fx amerikanske Kiss – her med Rock N Roll All Nite live fra 1975, og som altid (især forsangeren Gene Simmons) optræder maskeret. Men det største amerikanske hardrocknavn gennem tiderne er Boston-bandet  Aerosmith der kører en renere stil end Alice Cooper og Kiss med mindre teatralsk selviscenesættelse. De centrale sangskrivere er forsangeren Steven Tyler og guitaristen Joe Perry. Walk This Way er skrevet af Tyler og Perry og udgivet i august 1975 var med til at sikre Aerosmiths gennembrud i USA. Den har et effektivt og egentlig ikke videre tungt guitarriff og en massivt, fremadpiskende puls hvis tempo gør at der næsten ikke er nogen melodi. Et andet stort hit i 70’ere er Dream On fra 1977.

Aerosmith – der i skrivende stund stadig er aktive – bliver en af musikkens kæmper med et certificeret salg på 84,1 mio enheder og et formodet salg på 150 mio enheder. Det bringer Aerosmith op i 3. division blandt kæmperne lige foran Frank Sinatra og lige bag ved Phil Collins. Også Kiss bliver kommercielt set stjerner med et certificeret salg på 27,8 mio enheder og et anslået salgstal omkring de 75 mio. Det bringer lige akkurat Kiss ind i divisionerne som det andensidste navn i 6. division lige under Bob Marley og lige over Aretha Franklin.

van-halenKlart tungere rent musikalsk er det californiske hardrock-band Van Halen, dannet i 1972 af de hollandsk fødte brødre Edward (guitar) og Alex Van Halen og David Lee Roth i front og opdaget af Kiss-sangeren Gene Simmons i 1976 –  – her med en promo-video af deres første nummer på deres første LP (ubetitlet) fra 1978 – Running with the Devil. Og her Van Halens første tophit, Dance The Night Away live 1979. Begge brødrene Van Halen er teknisk fremragende musikere, og Eddie Van Halen bliver den store amerikanske guitarhelt der lejlighedsvis er set som den mest indflydelsesrige guitarist i rocken efter Jimi Hendrix. David Lee Roth er en uhøjtidelig showman der er med til at give dette – på denne tid – kæmpestore amerikanske navn en vulgær kvalitet trods den musikalske kompetence.

Van Halen bliver fremover en af musikkens pænt store stjerner med et certificeret salg på 64,3 mio enheder, et formodet salg på 80 mio, så det bringer Van Halen ind i 5. division lige bag ved Flo Rida og lige foran Coldplay og Red Hot Chili Peppers.

Men en ting er salg, en anden ting kvalitet. Man kan evt. studere  musikkanalen VH1s liste over de 100 bedste hardrock-navne nogensinde her :

1. Led Zeppelin
2. Black Sabbath
3. Jimi Hendrix
4. AC/DC
5. Metallica
6. Nirvana
7. Van Halen
8. The Who
9. Guns N’ Roses
10. KISS
11. Aerosmith
12. The Sex Pistols
13. Queen
14. Soundgarden
15. Pink Floyd
16. Cream
17. The Ramones
18. Ozzy Osbourne
19. The Clash
20. Alice Cooper
21. Pearl Jam
22. Deep Purple
23. Judas Priest
24. Iron Maiden
25. Cheap Trick
26. Motorhead
27. Iggy Pop/ The Stooges
28. Rush
29. Motley Crue
30. Red Hot Chili Peppers


3.2 Den klassiske rock

Eric Clapton begynder 70’erne med store problemer. Hans band, Derek and the Dominos, opløses pga. stridigheder, og den nære ven Jimi Hendrix kvæles i sit eget opkast. I 1970 var Clapton kommet han med sit første soloalbum, Eric Clapton, med J.J. Cales After Midnight som et pænt hit, men så rammes han af Hendrix’ død og et alkohol- og heroinmisbrug. Clapton bliver clean, og Pete Townshend fra The Who arrangerer i 1973 en comebackkoncert – The Rainbow Concert. I 1974 følger det 2. soloalbum, 461 Ocean Boulevard, og Clapton var tilbage på sporet med et udmærket cover af Bob Marleys I Shot the Sherif og og den blide ballade Let It Grow. Herefter har Clapton en ganske solid succes som solist bl.a. med hits som Cocaine som er endnu et cover af en J.J. Cale-sang fra albummet Slowhand (1977) og fra samme album kærlighedsballaden Wonderful Tonight skrevet til kæresten Pattie (som han ægter i 1979). Hell 

allman bros Et klassisk band i amerikansk rhythm’n’blues er guitaristen Duane Allmans band sammen med sin bror, sangeren Greg Allman, The Allman Brothers Band, fra 1969, især med live-albummet At Fillmore East fra 1971. Fra Fillmore East-koncerterne er her en optagelse af Whipping Post – og med noget dårligere lyd  af In Memory of Elizabeth Reed  som skal have nogle minutter til at komme i gang.

Duane Allman er en anerkendt guitarist, men slår sig selv ihjel i en motorcykelulykke allerede i 1971. The Allman Brothers kører alligevel videre. Det har noget der minder om et hit i 1973 med den country-prægede Ramblin’ Man, men bandet savner Duane Allman og har kulmineret. Men hermed er der dannet genren southern rock, sydstatsrock,
der mixer rock, blues og country.

   Et velspillende eksempel på southern rock er Lynyrd Skynyrd der spiller godt op indtil hele bandet uheldigvis sidder i et fly der crasher i 1977. Ulykken koster 3 bandmedlemmer livet herunder forsangeren Ronnie van Zants liv (samt en guitarists og en korsangers liv). Her er Lynyrd Skynyrd før ulykken med den forrygende T For Texas (live 1976) samt Sweet Home Alabama live.zz top

Genren inkluderer også det lidt mere country-orienterede The Marshall Tucker Band og det lidt mere blues-orienterede ZZ Top (fotoet) –  her med La Grange live i 1980.

“Med The Allman Brothers er der dannet genren “southern rock” – en sydstatsrock der mixer rock, blues og country”

Santana er stærk først i årtiet, her fx med Fleetwood Mac-coveret Black Magic Woman (1970), eksperimenterer med guruen Sri Chinmoy, jazz og andet og får sit næste kommercielle hit i 1977 med coveret She’s Not There. Og mindst lige så typisk for Santana er her hans egen og Tom Costers instrumentalballade Europa (Earth’s Cry, Heaven’s Smile), her live i 1976, hvor man kan nyde Santanas særlige flow og melodiske guitarspil.

Ellers kan man fra typisk amerikansk rock fra 70’erne fx fremhæve Bachman Turner Overdrive og deres You Ain’t Seen Nothing Yet fra 1974 og ikke mindst det afslappede folk-country-rockbandet The Eagles med de køne vokalharmonier. Deres debutsingle var den temmelig country-agtige Take It Easy fra 1972 skrevet af vennen Jackson Browne og sunget af bandets ene forsanger, Glenn Frey. Her er det den anden forsanger, trommeslageren Don Henley der er i front på balladen Best of My Love fra 1974. Ceaglesountry-dimensionen glider efterhånden ud, og det er Eagles blidt, melankolsk vuggende Hotel California fra 1976 med den usædvanlige akkord-progression der vinder dem evig hæder og ære. Den synges af Don Henley der også synger den lidt mere kedelige The Long Run fra 1979. Eagles hører til kæmperne i musikkens verden med et certificeret salg på 128,8 mio enheder og et anslået salg omkring 150 mio eksemplarer. Det bringer Eagles højt oppe i musikkens 3. division lige under den største hiphopstjerne overhovedet, Eminem, og lige over U2.

Klassisk er også den country-folk-rock-prægede troubadour J.J. Cale – her en noget senere live-optræden med sin After Midnight – og fra samme koncert Call Me the Breeze – med sin fan, Eric Clapton, på guitar. Historien er i øvrigt at Clapton indspiller Cales After Midnight i 1970 – før det lykkes for Cale at få en pladekontrakt, og Cale er tæt på at opgive sine musikerambitioner. Men Clapton slår til med After Midnight, og så er Cale en succes med sin meget afslappede og tørre blanding af blues, rockabilly, country, lidt jazz osv. Santana får i øvrigt siden sit eget hit med et J.J. Cale-cover, nemlig The Sensitive Kind (1981),

   Og nu vi er ved den klassiske amerikanske rock kommer man heller ikke uden om 60’ernes hovednavn inden for den countryprægede syrerock Grateful Dead – eller “The Dead” – her med Truckin og Uncle John’s Band begge fra 1970.

   Californisk musik som The Dead er ofte meget tilbagelænet. Men en undtagelse er Frank Zappa hvis band, Mothers of Invention, efterhånden blot er hans backingband, og som han lader glide væk.

  – zappa Her  er live sangen Montana fra 1973.  Zappa er genremæssigt svær at placere. Han frembringer højspændt, intens, kompleks, fantasifuld og anstrengende musik som ikke lefler eller behager med ukommercielle indslag af jazz og moderne kompositionsmusik. At han også er en udmærket guitarist kan fx høres her i Black Napkins live i 1976. Og at han også bemestrer popgenren hvis det passer ham, kan høres i Bobby Brown  (1979) med den stærkt vovede tekst. Mere klassisk Zappa fra samme album som Bobby Brown er albummets titelnummer Joe’s Garage – her live fra 1980. En anden klassiker er Cosmic Debris fra 1974 – her i en samtidig live-udgave.


3.3      Singer-songwritermusikken og Heartland-rocken

Bob Dylan er stadig fremtrædende med sange som Knockin’ on Heaven’s Door (1973), og Tangled Up in Blue er blevet nævnt. Han manifesterer for mange det bedste ved rock og folk – nærvær, uglamourøs ægthed og skarpe, kloge tekster, men Dylan har dog ikke længere den næsten altbetvingende magt over folkrock-scenen som han havde i 60’erne Simon & Garfunkel opløses, da Art Garfunkel forsøger at forfølge en filmkarriere, men og Paul Simon står også ret stærkt i spændingsfeltet mellem folkrock og softrock her med 50 Ways To Leave Your Lover fra 1975 – her live fra samme år.

Crosby, Stills, Nash & Young er fortsat populære, som kvartet, som solister og i skiftende konstellationer.  Her Neil Young i 1972 med  Ol Man  og her Heart of Gold,sbegge fra den stærke Harvest, samt Helpless (1977). Neil Young er generelt en stigende stjerne i 70’erne og står næsten som Dylans afløser som den autentiske folksanger med guitar, mundharmonika og de skarpe tekster.

Da Crosby, Stills, Nash & Young kulminerede på folkscenen sidst i 60’erne, var Graham Nash fra bandet kæreste med canadieren Joni Mitchell, og Nash hjalp Mitchell til en karriere med albums fra 1968. Her er et af Joni Mitchells gennembrud, den miljøbevidste Big Yellow Taxi fra 1970. I 1971 kom hun med et virkeligt stærkt album, måske sit bedste, nemlig Blue, her med River.og her Case of You fra samme album. Fra midten af 1970’erne bliver Joni Mitchell i stigende omfang optaget af jazz og jazzede arrangementer som man kan høre det her på Free Man in Paris fra Court and Spark fra 1974.

Et andet nyt markant navn i genren er den ofte forsumpede amerikanske sanger Tom Waits – her med The Heart of Saturday Night fra 1975.

Et virkeligt interessant singer-songwriter-navn er Tim Buckley der begynder på folkscenen, men senere blander alt muligt ind i sin musik – bluesrock, psykedelisk rock osv. Tim Buckleys bedste album er måske Starsailor fra 1970. Her er en audio med den psykedeliske, men spændende Monterey. Her er Buckley live i 1974 mede den mere traditionelle bluessang Honeyman. Året efter denne optagelse dør Buckley af en heroin-overdosis.

Nævnes bør bestemt også James Taylor der på mange måder er et centralt navn på den mere folk-agtige, følsomme og bløde amerikanske singer-songwriter-scene i 70’erne – en flot og karismatisk mand nært forbundet med singer-songwriteren Carole King, gift med singe-songwriteren Carly Simon, ven med Joni Mitchell osv. Her er James Taylor med Fire & Rain fra 1970. Og her med Don’t Let Me Be Lonely Tonight fra 1972, her sunget live i 1979. James Taylor er det helt store kommercielle navn af de hidtil nævnte med et salg på 35,5 mio certificerede enheder og et formodet salg omkring de 100 millioner. Det bringer James Taylor ind blandt de store stjerner i musiksalgets 4. division lige under Genesis og lige over Olivia Neton-John.

Amerikaneren Bruce Springsteen debuterer i 1973 med den folk-prægede Greetings From Asbury Park – der indledes med Blinded By the Light. Men midt i 70’erne bliver Springsteen og hans backinggruppe The E Street Band mere rockpræget – især med Born to Run (1975) – her titelnummeret Born To Run live fra 1982 – som af Rolling Stone er kåret som den 21. bedste rocksang nogensinde. Og her den afdæmpede ballade Racing in the Street der viser noget af det Springsteen gør bedst – det loyalt fortalte hverdagsdrama sunget enkelt og nærværende.

Bruce Springsteen bliver en af kæmperne i musiksalgets divisioner. Han har et certificeret salg på 100,6 mio enheder og et formodet salg på 120 mio. Det bringer Springsteen ind i musikkens 3. division lige bag ved andre kæmper som Barbra Streisand og Kanye West og lige foran Bee Gees og Lady Gaga.

Born To Run bliver en rockklassiker der er med til at igangsætte en ny amerikansk rockgenre kaldet heartland-rock: Enkel rockmusik med inspirationer fra americana og folk-country og med ofte socialt indignerede og arbejderorienterede tekster. Springsteen bliver hovednavnet, men andre heartland-navne er Tom Petty (her Refugee  fra 1979, John (Cougar) Mellencamp og Bob SegerTæt forbundet med Springsteen er den kvindelige singer-songwriter Patti Smith der bl.a. bliver kendt for sangen Because The Night (1978, her live 1979) som hun skriver sammen med Springsteen. Som Bruce Springsteens musik er Patti Smiths ret tekstbåren.Også Tom Petty bliver en af musikkens pænt store stjerner med et certificeret salg på 34,6 mio enheder og et formodet salg på 80 mio enheder. Det bringer Petty ind i musikkens 5. division lige bag ved Meat Loaf og Barry Manilow og lige foran franske Johnny Halliday.

 “Bruce Springsteens ‘Born To Run’ er med til at igangsætte en ny amerikansk rockgenre kaldet heartland-rock: Enkel rockmusik med inspirationer fra americana og folk-country og med ofte socialt indignerede og arbejderorienterede tekster.”


3.4        Glamrock og artrock

bowie 1En ny britisk rockgenre i 70’erne er glamrocken der især dominerer i 70’ernes første halvdel. Musikalsk ligger den oftest tæt på hard-rock, ja, er en undergenre, men lejlighedsvis er glamrocken mere poppet og med en lidt mere affekteret måde at synge på. Men især viser glamrockpræget sig i kunstnernes liveoptræden som er ret affekteret og teatralsk med sminke og glitrende tøj.

   Genren skabes især af to britiske sangere fra London, der kender hinanden fra undergrundsscenen midt i 60’erne og her bliver en slags rivaler. Den ene er Mark Feld med kunstnernavnet Marc Bolan. Den anden er David Jones med kunstnernavnet David Bowie. Bolan spiller i 60’erne nærmest folk med sit band Tyrannosaurus Rex, mens Bowie på sit første album fra 1967 er ret cabaretpræget. Men titelsangen på Bowies andet album, Space Oddity (1969), bliver spillet af BBC i forbindelse med Neil Armstrongs første månelanding hvilket giver PR. Her er Bowies første optræden på tv med Space Oddity i 1970.

   I februar 1970 danner Bowie live-bandet The Hype der spiller sange fra Bowies første albums. Det interessante er stilen der adskiller sig markant fra datidens rock- og singer-songwriterbands der spillede i jeans og hverdagstøj. The Hype vil være teater og iscenesætte med farvestrålende tøj, der gør musikerne til roller og helte. Bowies hustru, Angie, stod for kostymerne. David Bowie spillede Rainbow Man med tøj i regnbuens farver, bassisten Tony Visconti var Hype Man, en superhelt, guitaristen Mick Ronson var i nålestribet jakkesæt som Gangster Man. Her spiller The Hype Waiting for the Man af Velvet Underground.

   The Hype opnår at blive support for Country Joe and the Fish men får ingen større succes. Men Marc Bolan overværer en koncert og inspireres. Bowies bassist og producer, Visconti, er også Bolans producer og står bag Ride a White Swan også fra foråret 1970. Bolan og hans band, der nu er forkortet T. Rex, slår massivt igennem, sælger hundreder af tusinder af plader på en dag og er pludselig de nye Beatles. Med en stil præget af Bowies glam, men bare med succes.

   T. Rex og Bolan ses her med en liveoptræden fra den Ringo Starr-instruerede dokumetnarfilm om Bolan Born To Boogie med Get it On.

 Bowie slår langsommere igennem. Men til gengæld mere massivt. Sidst i 1971 udsender Bowie en fremragende, affekteret popplade, Honky Dory, som han knap når at promovere før det i foråret 1972 handler om det næste projekt: The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars. Her går Bowies vision om atsammensmelte teater, stil, vision, mode, stjernkult og musik op i en højere enhed. Bowie spiller og synger rollen som en alien, Ziggy, der skal frelse jorden, bliver rockstjerne, men som konsumeres og dræbes af sine egne fan i en hysterisk ekstase. Videoen her viser allerførste gang Bowie optræder som Ziggy på tvs Top of the Popd 14. april 1972 i sangen Starman sammen med sit til albummet udvalgte backingband, The Spiders from Mars, herunder ikke mindst Mick Ronson på guitar. Både debutten i Top of the Pops den 14. april, albummet og turneen bliver en sensation. Bowie er den nye glamrock-pophelt. Obowie ziggyg albummet får kulturel indflydelse helt op til Madonnas og Lady Gagas selviscenesættelser med stilskifter, mode og dans og videre frem. Desuden spiller Bowie kraftigt på det androgyne og biseksuelle i både livsstil og sceneoptræden hvilket er med til at give den regnbuefarvede kultur et mere blåt stempel. I sommeren 1973 spiller Bowie i koncertsalen Hammersmith Odeon rollen som Ziggy Stardust for allersidste gang – i øvrigt uden at have informeret sit band. Her er en optagelse af situationen hvor Bowie meddeler at nu er det slut efterfulgt af den sidste sang, Rock’n’Roll Suicide, en ret fantastisk optagelse.

Først efterfølgende er der tid til at promovere Hunky Dory, så dets store hit,   Life on Mars? fra 1971, får først lavet sin promotion-video i 1973 hvor Bowie optræder i Ziggy-uniform.

Bowie har sans for både teatralsk selviscenesættelse og for nye kulturtrends, og han fanger med kamæleonagtige skift i stil og stilarter  nye tendenser i mode og musik, og derfor er det værd at opholde sig ved hans musik i 70’erne. Midt i 70’errne er han en af de første hvide til at omfavne den sorte soul. her Young Americans (1974/75, her live fra 74). En funky soulsang som Fame skrevet sammen med John Lennon, er direkte forud for sin tid. Bowie slutter årtiet med en krautrock-inspiration – nemlig i  den dystre “Berlin-triologi” (albums som Low, Heroes og Lodger) lavet i Berlin i et nært samarbejde med produceren Brian Eno. I Berlin-trilogien blander han bl.a. soul, new wave og elektronisk musik, her den poppede Sound and Vision, det dystre instrumentalnummer Warszawa (live 1978) og den magtfulde Heroes (1977) for at slutte årtiet med både det punkede og poppede, her fx den outrerede Fashion der blander pop med new wave/punk, soul, funk, reggae og en maskinel fornemmelse. Avantgardepop!

bowie-reed-popDavid Bowie har stor prestige i kultureliten. Og han bruger også sin prestige aktivt for at gavne navne han mener fortjener støtte. Allerede i 60’erne var Bowie begejstret for de stærkeste navne i den amerikanske garagerock som Velvet Underground og The Stooges. Og i 70’erne, da disse to bands er opløst, hjælper han aktivt de to forsangere i disse bands, Lou Reed og Iggy Pop, med at få gang i karrieren. Fotoet til venstre af Bowie, Iggy og Lou Reed er fra 1971. Lou Reeds første soloalbum, Lou Reed (1970), floppede, men på den næste, Transformer (1972) bliver Bowie producer sammen med sin guitarist Mick Ronson, og musikerne på albummet er Bowies musikere. Transformer bliver et stort hit med sange som Walk on the Wildside og Perfect Day Bowies lyd er helt tydelig på Satellite of Love. Lou Reed er nu et stort og indflydelsesrigt solo-navn. Her er Lou Reed i Street Hassle fra 1978. Men også Iggy Pop alias James Osterberg støttes. Få måneder før Bowie går i gang med sin Berlin-trilogi producerer han og skriver til Iggy Pops album The Idiot, her Nightclubbin‘. Og er med til få Iggy Pops karriere tilbage på skinnerne igen. Stemningen på The Idiot formodes i øvrigt at være en inspirationskilde for Lows stemning. Mens Bowie er i Berlin og arbejder vpå albummet Heroes, bor Pop i samme opgang som Bowie som hjælper ham med endnu et soloalbum Lust for Love optaget i Berlin. Titelsangen Lust for Life er skrevet af Bowie og Pop, produceret af Bowie og bliver Iggy Pops signatursang. Da både Lou Reed og Iggy Pop også er darlings for kultureliten (og mange på den nye new wave-scene har dem som forbilleder), er Bowies prestige naturligvis hermed ekstra stor.

Prestigemæssigt er Bowie en gigant, men kommercielt hører han blot til de store stjerner med et certificeret salg på blot 28,6 mio enheder, men et formodet salg på 100 mio. Det bringer ham i musikkens 4. division lige bag ved navne som Donna Summer og Beach Boys og lige foran The Who og Barry White.

 Tilbage til glamrocken der stærkt præger datidige popnavne som amerrikanske Suzie Quatro (her med Can the Can, live 1973 og 48 Crash også 1973), det britiske teenagepop-fænomen Sweet (her med Teenage Rampage (1974) og deres første selvskrevne hit Fox on the Run fra 1975) og det britiske garagerockband Slade (her med Take Me Back Home 1972 og  Merry Xmas, Everybody fra 1973) samt Gary Glitter.

Nævnes her skal også det avantgardistiske Roxy Music der absolut mere artrock end pop med fx Bryan Ferry på vokal, Phil Manzanera på guitar, Andy McKay på saxofon og i begyndelsen Brian Eno på keyboard – her live 1972 med Virginia Plain og fra samme år Ladytron. Eno går solo og arbejder med elektronisk og eksperimenterende ambient-agtig musik, både som solist, her Here Come The Warm Jets (1974), og som navnkundig, eksperimenterende producer for bl.a. Bowie og U2.

Roxy Music ændrer stil efter Enos afgang i retning af det mere discofile og poppede uden at svigte det elitære, luksuriøse og forfinede – som her med Love is the Drug fra 1975 – bandets eneste USA-hit samt Dance Away (1979 – og går generelt i retningen af forfinet soul som her den drømmeagtige More Than This fra svanesangen Avalon (1982).

queenEndelig skal absolut nævnes det nok kommercielt stærkeste glamrockband, nemlig britiske Queen der dannes i 1970 omkring sangeren Freddie Mercury af indisk herkomst og guitaristen Brian May, begge fremragende musikere.  Queen slog igennem med sit 3. album, Sheer Heart Attack (1974), især med singlen Killer Queen (for bærbar/iPhone tjek denne video hvis billedside dog ikke er original) skrevet af Mercury som med sin teatralske vaudeville-stil udtrykker et stilskifte fra den tunge rock og et pejlemærke til den retning Queen siden tog. Det følgende album, A Night at the Opera, (1975)  er verdens hidtil dyreste pladeproduktion og bliver et giganthit ligesom hitsinglen, Bohemian Rhapsody, skrevet af Mercury – den 3. bedst sælgende single i Storbritannien nogensinde. Bohemian Rhapsody har ikke bare en sublim melodi; den er også fantasifuld i sin opbygning der blander ballade, opera og hardrock. Her den beslægtede, men mere gospelagtige Somebody to Love fra A Day at the Races (1976) der bliver nr. 1 i Storbritannien og nr. 5 i USA.  Men Queen får en kritik for at have lavet for bløde og kedelige popalbums, og at den muskelsvulmende kraft er savnet. Begge sange – og albums – illustrerer en betegnende udvikling af rocken i 70’erne – at den bliver stadig mere storladen, teatralsk, indviklet og gennemproduceret – måske også overproduceret.

Queens næste album, News of the World (1977), forsøger at genfinde bandets oprindelige hardrockende muskelkraft. Det er hvad amerikanerne kan lide, så News of the World bliver nr. 3 i USA, men kun nr. 4 i Storbritannien. Albummet har klassiske hits der er som skræddersyede til publikum ved sportsstævner, især We Will Rock You og We Are The ChampionsNæste album Jazz (1978) vender tilbage til det mere stil-varierede. Bedste sang fra Jazz er Don’t Stop Me Now (1978).

Man skal ikke tage fejl. Queen hører til musikkens superstjerner med et certificeret salg på 110 mio enheder og et formodet salg på over 150 mio enheder. Det bringer Queen ind i musikkens 2. division blandt de otte superstjerner der bagved Whitney Houston og foran The Rolling Stones.

Bolan dør i en trafikulykke i 1977, og den egentlige glamrock-scenen er forsvundet (både Bolan og glamrocken var egentlig kaput allerede før Bolan blev dræbt) – men forstætter i svækket form – viderebragt af fx Queen – og  som inspiration til bands i 80’erne.

“Marc Bolan dør i en trafikulykke i 1977, og glamrock-scenen er forsvundet”


3.5       Progrock

En kuriøs genre der særligt hører til 70’erne, er den komplekse progressive rock eller progrocken eller bare prog som i stedet for at variere mellem vers og omkvæd består af en fremadskridende (“progressiv”) sekvens af temaer ofte med lange instrumentalsekvenser inspireret af fx jazz og klassisk musik inspireret af musik af fx Pink Floyd og og ikke mindst The Nice – her i en optagelse fra 1969 – der er centreret omkring den særdeles dygtige keyboardspiller Keith Emerson, og som er inspireret af både klassisk og jazz. Genren kan ses som rockens  tidlige “finkultur”, en demonstration af, at rock sagtens kan være lige så avanceret og højpandet som moderne klassisk musik og bebob-jazz. Resultatet er overbroderet og prætentiøst, men også fantasifuldt.

De primære bands i bølgen var King Crimson, Yes, ELP og Genesis, men der var andre store prognavne som Jethro Tull og Pink Floyd der blot var mindre stilrene.

 King Crimson under ledelse af den avantgardistisk interesserede guitarist Robert Fripp er her med klassikeren 21st Century Schizoid Man fra debutalbummet In The Court of The Crimson King fra 1969, og  her live fra 1974 ). King Crimson var tidligt en avantgarde i progrocken og bevarede en stor anerkendelse. Emerson, Lake & Palmer, eller ELP, er et superband dannet af især Keith Emerson fra The Nice og King Crimsons første forsanger Greg Lake. Her ses ELP live i 1973 med Hoodown. Det mere folkrockede Jethro Tull med Ian Anderson i forgrunden udviklede også klare progtræk først i 70’erne, fx på albummet Thick as a Brick. Her er den næsten 12 minutter lange sang, Thick as a Brick, live i 1978.

Mere kommerciel succes i genren får det efterhånden rent progrockede Yes  her med 2. del af nummeret Close To The Edge fra 1972 live – et meget karakteristisk eksempel på genren. Selve albugenesismmet Close To The Edge kan sagtens ses som progrockens kulmination. Et andet rendyrket progrock-nummer af Yes er Awaken fra Going For The One fra 1977 –  her spillet live i Montreaux i 2003. Samt Genesis – her med den over 20 minutter lange og meget proggede Supper’s Ready live i 1973. En anden progklassiker er Genesis’ konceptalbum The Lamb Lies Down on Broadway fra 1974. En klassisk progrocket sang er også balladen One For The Vine fra 1976 – her live i 1980. På dette tidspunkt har bandets trommeslager, Phil Collins, afløst Peter Gabriel som forsanger i Genesis.

Der er intet der tyder på på dette tidspunkt at Genesis skal blive et kommercielt stort navn, men det sker i 80’erne. Genesis har et certificeret salg på 39,9 mio enheder og et formodet salg på 100 mio enheder. Det bringer Genesis ind på listen over de store stjerner lige bag ved navne som Cher og Lionel Richie og lige foran navne som James Taylor og Olivia Newton-John.

I samme ombæring må nævnes canadiske Rush, dannet i 1969, men hvis musik fra og med A Farewell To Kings (1977) – herfra Xanadu – er stærkt inspireret af europæisk prog dog tilsat en hel del af den energi som britisk progrock har en tendens til at mangle.

I nærheden af progrocken optræder også den folk-inspirerede multi-instrumentalist (men primært guitarist) Mike Oldfield. I 1972 får den dengang 19-årige Oldfield indspillet det instrumentale album Tubular Bells (første del af nummeret er her i en live-udgave fra 1981) med nogle særdeles lange numre ved selv at indspille samtlige instrumenter via overdubs i en epokegørende lagkageproduktion. Tubular Bells bliver bl.a. filmtemaet til den samtidige thriller Exorcisten og vækker stor opsigt. Op gennem 70’erne fortsætter Oldfield med at lave instrumentale albums i samme blide, let new agede, stil, fx Platinum (1979), her også live fra Montreux (1981).

Af de nævnte navne er det gamle syrerockband Pink Floyd hovednavnet i 70’ernes prog. Et markant og tidligt progressivt nummer er Echoes fra albummet Meddle som Echoes fylder halvdelen af. Efter Meddle følger tre vægtige albums The Dark Side of the Moon indspillet i 1972/1973 med sange som  Breathe  og  TimeWish You Were Here fra 1975 med en sang som  Shine On You Crazy Diamond og endelig The Wall fra 1979 – et monstrøst konceptalbum som endda får en film af Alan Parker (her et klip) til at understøtte sig. Herfra kan nævnes sange som  Another Brick in the Wall pt. 2, Hey You og den pompøse Comfortably Numb.

Alle tre albums er indspillet i en for tiden høj lydkvalitet fyldt med lydeffekter som helikopterlyde, telefon-bib, maskinlyde, samtaler osv. mellem numrene. Sangene på Dark Side er forbundet dels med hjerterytmen, dels med mærkelige sætninger og en gal latter. Indtaleren er kuriøst nok Peter Watts, Pink Floyds road manager og far til den senere Hollywoodstjerne Naomi Watts.

The Dark Side hører i øvrigt til en af de mest stabilt sælgende albums i rock-historien. Den ligger kun 1 uge øverst på hitlisten, men befinder sig derefter 754 uger på hitlisten (Billboard Chart – Top 200) – dvs. fra 1973 til godt op i 80’erne. Og som tidligere nævnt ryger Pink Floyd salgsmæssigt op i musikkens 1. division bl

I årene 1976-77 sker der et markant skifte i britisk musik. Progrocken og glamrocken ebber ud, i al fald som kreativt kraftcenter, og kun ekkoerne bliver tilbage. I stedet kommer der nye genrer som punkrock og new wave-rocken der bliver de nye kreative kraftcentre. I netop de år er mange af koryfæerne for de uddøende genrer derfor på vej nye steder hen – fra progrocken fx Peter Gabriel og Robert Fripp, og fra glamrocken Brian Eno og David Bowie, som alle er optaget af en eksperimenterende rock sammen med blandt andet Adrian Belew, tidligere guitarist for Frank Zappa. Flere samarbejder på kryds og tværs. Robert Fripp er fx med på albums af både Peter Gabriel og David Bowie. Eksempler på denne grøde i rockmusikken er to livesange fra 1978. Først den ret ekstremt eksperimenterende Beauty and The Beast med David Bowie, og så Peter Gabriels I Don’t Remember der er noget mere mainstream-agtig, men dog stadig nytænkende.

Den eksperimenterende rock er den ene vej man kan gå for den hensygnende prog- og glam-scene. Flere gik også den helt modsatte vej, nemlig mod den såkaldte AOR-musik.

“Prog-rock er rockens første forsøg på at udvikle en “finkultur”, en demonstration af, at rock sagtens kan være lige så avanceret og højpandet som moderne klassisk musik og bebob-jazz. Resultatet er overbroderet og prætentiøst, men også fantasifuldt”


3.6     Soul, funk og disco 

stevie wonderDen blinde motownstjerne Stevie Wonder tager fra 1972 fuld styring over sine albums hvis kvalitet stiger kendeligt. Det ses fra Music of My Mind fra marts 1972 og Talking Book fra oktober 1972. Talking Book havde to hits der røg ind som nr. 1 på hitlisten – You’re the Sunshine of My Life og Superstition. Og siden – dog især i 70’erne – gik Stevie Wonders karriere forrygende med over 30 topti-hits alt i alt. Hvad mere er, Wonders både stærkt melodiske og rytmisk raffinerede soul vinder stor opmærksomhed også blandt hvide Og også blandt toneangivende hvide musikere. Talking Book-albummet fra er fx resultatet af et samarbejde med den dengang berømte britiske bluesguitarist, Jeff Beck, der var fan af Wonder. Superstition, der var førstesinglen fra albummet, indledes fx af en trommerytme som Jeff Beck fandt på. Andensinglen You’re the Sunshine of My Life her live fra 1974 ryger også langt frem på de radiostationer der spiller blød og kælen softrock og pop. Her er Don’t You Worry ‘Bout A Thing fra 1973, også live, der også har evergreen-kvaliteter. Endelig må nævnes Stevie Wonders komplekse album Songs in the Key of Life fra 1976 (nr. 7 på VH1s liste over de 100 bedste albums). Fra dette stærke album kan nævnes I Wish,  Sir Duke – en jazzfunket hyldest til Duke Ellington som det sukkersøde hit Isn’t She Lovely, her live 2008.

Stevie Wonder er blandt musikkens store stjerner rent salgsmæssigt med et certificeret salg på 34,2 mio enheder og et formodet salg på 100 millioner enheder. Det bringer ham i musikkens 4. division lige bag navne som James Taylor og Olivia Newton-John og lige foran navne som Linda Ronstadt og Tina Turner.

Pladedselskabet Motown har stadig succes med Marvin Gaye, Gladys Knight osv. Marvin Gaye producerer selv sit album “What’s Going On” (1971), her titelsangen What’s Going On, der med sin fyldige lyd, sit flow og sine politiske tekster bliver groundbreaking for soul og produktion – nogle gange kaldt soulmusikkens Sgt. Pepper. Selve sangen What’s Going On ligger nr. 4 på Rolling Stone-bladets top 500 over bedste sange nogensinde (mellem John Lennons Imagine og Otis Reddings Respect). 

Af nye Motown-navne kan nævnes The Commodores med bl.a. Lionel Richie, her med funk-nummeret The Brick (1977).

Desuden bør nok nævnes The Crusaders der udgav adskillige middelmådige albums i 60’erne under navnet The Jazz Crusaders, men forkortede navnet og fik niveau da ikke mindst guitaristen Larry Carlton kom med, men som især fik succes, da sangerinden Randy Crawford kiggede forbi på nummeret Street Life (1979) der blev et kæmpehit.

Desuden må nævnes den amerikanske gruppe Earth, Wind & Fire som Maurice White danner i 1969. EWF er primært et funkband, men mixer funk, soul, disco og lignende genrer og er ligesom Stevie Wonder et indflydelsesrigt crossover-navn – her den discofile September fra 1978. EWF hører til musikkens pænt store stjerner med et certificeret salg på 35,2 mio enheder og et formodet salg på 90 millioner. Hermed er EWF i toppen af musikkens 5. division lige bag Santana og lige foran Johnny Cash.

Diskotek-dansemusikken, disco, fylder meget i 70’ernes sidste halvdel som en slags modreaktion til den hvide og maskuline hårde rock og appellerer ikke mindst i USA til sorte, latinoer og homoseksuelle. Genren opstår ud af dansemusikken på ”diskoteker” (natklubber der spiller plademusik højt) i 1973-74. I overgangen mellem motown og disco ligger fx  Dancing Machine fra 1973 – her i en liveoptræden fra 1974 med Motown-gruppen The Jackson 5, hvor man kan se at forsangeren, Michael Jackson, allerede i denne tidlige alder danser aldeles fremragende. Men The Jackson 5 og den unge Michael Jackson har også et enestående flair for andet end dans. I Storbritannien er der en hvid navnebror kaldet Mick Jackson der sammen med sin bror og en anden skriver discosangen Blame It On The Boogie inspireret af ikke mindst Stevie Wonder. The Jackson 5 får opsnappet sangen og laver deres egen version af Blame It On The Boogie. De to udgives samtidig i 1978 og konkurrerer – The Battle of the Boogies – men Jackson 5’s version er simpelthen bedre end originalen og vinder også slaget The Battle of the Boogies.

Derefter bryder Michael Jackson igennem som solist. Med jazzmusikeren og produceren Quincy Jones udsender han i 1979 sit 5. soloalbum, Off The Wall, der indtil videre har solgt i over 20 mio eksemplarer – dvs. styrtende meget. Dette album lancerer Michael Jackson som popfænomen. Her er albummets førstesingle Don’t Stop ‘Til You Get Enough der er en af de sidste regulære discohits. Som solist bliver Michael Jackson en af musikkens allerstørste giganter – faktisk den tredjestørste overhovedet med et certificeret salg på 181,2 mio enheder og dermed lige bag Beatles og Elvis. Grunden til denne position kommer dog først i 80’erne.

En anden overgang mellem soul og disco er Barry White – her hans samtidige You’re my first, my last.  En anden slowjam-klassiker fra 1974 er Never, Never Gonna Give You Up. a og     rry Whites ofte langsomme, groovy funky soul bliver kendt for at lave noget af tidens allermest sensuelle musik. Barry White har et certificeret salg på 21,7 mio enheder og et formodet salg på omkring de 100 mio enheder. Det gør ham til en af musikkens store stjerner. Han formår lige akkurat at være med i musikkens 4. division lige under David Bowie og The Who.

Det er i høj grad den italienske producer Giorgio Moroder der skaber den egentlige disco. Moroder bosætter sig i München og producerer. I 1974 indleder Moroder et samarbejde med den sorte amerkanske sangerinde Donna Summer der bor og arbejder i Tyskland, og på henddonna summeres 2. album Love To Love You Baby fra 1975 kobler Moroder den smægtende titelsang og de erotiske lyde på pulserende rytmer, her er Love To Love You Baby i en video her med den korte version. Det kører virkelig for Donna Summer der er discoens europæiske dronning, mens Gloria Gaynor bliver den amerikanske dronning. Her er hun i 1976 med sin version af Barry Manilows Could It Be Magic blot syv måneder efter at Manilow havde udgivet sin version som sit gennembrudshit. Moroder foretrækker at arbejde med synthesizers – det er hans varemærke – og han bruger synthesizeren til det ekstreme i sin I Feel Love fra 1977 med Donna Summer i front – her live fra 1978. Moroders stil – især med I Feel Love – får effekt langt ind i 80’ernes musik – ja, til dannelsen af 90’ernes techno. I Feel Love er en de allermest banebrydende sange i 70’ernes dansemusik. Donna Summer bliver salgsmæssigt en af musikkens store stjerner med et certificeret salg på 30,8 mio enheder og et formodet salg omkring de 100 millioner. Det bringer Donna Summer ind i musikkens 4. division lige efter Tina Turner og lige foran The Beach Boys og David Bowie.

Tyskeren Frank Farian skabte også sin egen discogruppe med caribiske sangere han fandt. Det var Boney M her med gennembrudshittet Daddy Cool fra 1976. Og her med Rivers of Babylon. Farian har fundet sin sikre – og måske lidt vulgære – formel, og den fraviger han sjældent. Genren som Boney M og ABBA har til fælles, men på mere eller mindre kvalificeret måde, kaldes i øvrigt euro-disco.

Discoen kulminerer måske i 1978 med numre som Gloria Gaynors I Will Survive, her optaget live i 1979, Staying Alive med Bee Gees, førstenummeret på soundtracket til den disco-celebrerende Saturday Night Fever-film og Le Freak  med Nile Rodgers’ stilige, funky amerikanske discogruppe Chic – her live fra 1978.

Bortset fbee geesra Michael Jackson så er af de nævnte navne den mest succesrige Bee Gees etableret i 1965 af de britisk-australske brødre Barry, Robin og Maurice Gibb med flerstemmig folkinspireret pop – hør fx deres Beatles-agtige 2. single New York Mining Disaster 1941 fra 1967, men det var i disco-æraen at Gibb-brødrenes bløde falsetter kom til deres virkelige ret, fx med musikken til filmhittet Saturday Night Fever, fx sangen Night Fever. 

Bee Gees er måske det hvide navn der bedst og kommercielt med succesfuldt overtager de sorte musiktraditioner. Det er i høj grad med til at få Bee Gees til at ryge op i musikkens 3. division sammen med fx Rolling Stones og AC/DC. Men disco-musikken døde i sommeren 1979 med The Disco Demolition Night, tumulter i Chicago mellem discohadere og disco-tilhørere. Disco var uskyldig, eskapistisk, drømmende, men nu var uskylden brudt, og discoen sært færdig som genre og navn.

“Disco er uskyldig, eskapistisk, drømmende, men i 1979 blev uskylden brudt, og discoen sært færdig som genre og navn.”

En helt anden videreudvikling af den afroamerikanske musik ses hos den jamaicanske sanger Bob marleyMarley som med sine fine melodier, socialt bevidste tekster, rastafari-religion, joints og dreadlock-krøller og lokale vuggende stilarter som ska og reggae slår igennem i 70’erne – her med I Shot The Sherif (1973), Get Up, Stand Up (1973) og No Woman, No Cry (1974). Marley dør af lungecancer i 1981, men fra slut 70’erne er ska og reggae næsten mode i Nordeuropa.


3.7     West Coast-musikken og AOR

En stor del af rockmusikkens nye udtryk siden 1964 stammer fra Storbritannien der via den samtidige The British Invasion of Rock også skyller gennem USA. Men USA er rockens moderland og kan også udvikle nye trends. Ud over folkrocken og singer-songwriter-traditionen er der i USA en særlig tradition for den organiske, blødt vuggende og lejlighedsvis swingende rockmusik der fx tydeligt høres i det meget amerikansk inspirerede Rolling Stones og i southern rock. I USA er der en større tradition for at de afro-amerikanske musiktraditioner inspirerer rocken – fx soul, funk og jazz.

Det er nok særligt på den amerikanske vestkyst, særligt i Californien, at der udvikler sig en tradition for groovy, livsglad og soul-, funk- og jazz-inspireret rockmusik. Et eksempel er duoen af Donald Fagen (sang, steely dankeyboard) og Walther Becker (guitar) der egentlig er fra Nordøst-USA, staten New York, hvor de to musiknørder møder hinanden på universitetet og derefter drager til Californien. De er til jazz og krøllede amerikanske beatforfattere som William Burroughs, så de navngiver deres duo efter en dildo der optræder i Burroughs hovedværk Nøgen Frokost. Duoen – kaldet Steely Dan – skriver intelligente, sarkastiske tekster sat ind i en vellydende, organisk popmusik der bliver stadig mere raffineret og jazz-inspireret med tiden.

Her er Do It Again fra Steely Dans debutalbum – Can’t Buy a Thrill (1972). Her er en audio af deres måske største hit, den nærmeste Steely Dan har været på at skrive en sentimental sang – Rikki Don’t Loose That Number fra Steely Dans 3. album, Pretzel Logic. Til den efterfølgende turné har bandet brug for en anden-keyboardspiller og en anden-vokalist til at supplere Fagen, og her gør bandet med fund med Michael McDonald der dog ikke længe efter fortsætter til et andet westcoast-navn – The Doobie Brothers. På Steely Dans 5. album. The Royal Scam, er der en hårdere, mere funky lyd og en klar bevægelse mod det jazzede, herfra  Kid Charlemagne fra 1976. Endelig et eksempel fra de forholds raffinerede jazzede harmonier på Gaucho (1980), nemlig den vuggende Hey Nineteen.

I 1970 opstår i San José, Californien, bandet Pud omkring trommeslageren John Hartmann og guitaristen, sangeren og sangskriveren Tom Johnston. Pud skifter snart navn til The Doobie Brothers som debuterede i 1971 med et ubetitlet album og singlen Nobody.

Men det største gennembrud kommer i marts 1973 med deres 3. album, The Captain and Me med ikke mindst den energisk, swingende Long Train Runnin’ her live i 1990 med Johnston på vokal.  I 1975 blev Johnston indisponeret pga. sygdom, og som afløser fandt man anden-vokalisten i Steely Dan, Michael McDonald, der blev ny keyboardspiller og sanger i The Doobie Brothers. Også bandets guitarist, Jeff “Skunk” Baxter, kom fra Steely Dan. Her er The Doobie Brothers med What a Fool Believes fra 1978 med Michael McDonald på sang.

Samtidig opstår der på østkysten en nyudvikling af rockmusikken. Tom Scholz fra Boston er topstudent og maskiningeniør og fra 1970 besat af at lave musik i sit hjemmestudie. Blandt Scholz’ visioner er det at sammensmelte den britiske hardrock med rødder i The Kinks og The Cream med smukke vokalharmonier inspireret af den amerikanske poprockgruppe Left Banke. I august 1976 udgiver Scholz sit debutalbum under navnet Boston, og ikke mindst singlen More Than A Feeling bliver et stort hit og en klassiker netop i sin sammensmeltning af hardrocken og forfinede, poppede vokalharmonier og falsetsang som i den grad danner skole i den efterfølgende amerikanske rock.

totoStudiemusikeren og trommeslageren Jeff Porcaro optræder som studiemusiker på flere Steely Dan-albums og er anerkendt som af de absolut bedste rocktrommeslagere i 70’erne. I 1977 beslutter Jeff Porcaro  og vennen David Paige (keyboard) at danne et band med Porcaros brødre (Mike på bass, Steve keyboard) og Steve Lukather (guitar, sang). De kender alle hinanden fra Ulysses S. Grant Gigh School i Los Angeles – samt fra indspilninger for The Crusaders og ikke mindst sangeren Boz Scaggs. Hvad der reelt er Boz Scaggs backingband på dennes millionhit Silk Degrees (1976) bliver til Toto i begyndelsen med Paige som primær sangskriver og med en musik der både er klart inspireret af Boston og den meget professionelle west coast-scene. Her er Paiges Georgy Porgy (1978) med Lukather i front i en fake live-udgave (en promo) fra debutalbummet – en stor kommerciel succes. Fra samme album Paiges Hold the Line i en  “rigtig” liveudgave fra 1980. Også live fra 1980 er Paiges meget kønne ballade ’99 fra 1979 – en hyldest til George Lucas’ science fiction THX 1138. Det er Steve Lukather der leverer både sang og guitarsolo på ’99. Toto er formentlig et af de teknisk dygtigste rockbands overhovedet i rockhistorien, bl.a. i kraft af Lukather og trommeslageren Jeff Porcaro.

Andre navne i sammenblandingen af pop, rock og soul er Daryl Halls og John Oates’ samarbejde, Hall & Oates med en meget delikat og poleret hvid soul grænsende til det kønsløse. Deres debutsingle fra 1973 er She’s Gone her live i 1976. Og fra 1975 Sara Smile (live 1982). Endnu et navn der vel kan placeres her, er Chicago fra Chicago – egentligt et stort band med horn og det hele fra 1969 som spiller en slags jazzrock. Bandets bassist, Peter Cetera, er en af forsangerne og skriver desuden sange. I 1976 er det Cetera der synger og har skrevet balladen If You Leave Me Now der bliver Chicagos første tophit. Den bringer også en grammy. Cetera synger også i 1978 på sin ballade, Baby What a Big Surprise, der også giver hitplaceringer, og efterhånden er det bløde ballader med Cetera i front som bliver det som Chicago satser på. I 80’erne fortsætter Chicago/Cetera sin sikre formel, fx her i 1982 med Hard To Say I’m Sorry., men i 1985 går han solo. Chicago hører til de store stjerner og har et certificeret salg på 48,3 mio enheder og et anslået salg på ca. 100 millioner hvilket bringer Chicago ind i 4. division lige under Julio Iglesias og lige over The Carpenters.

Midt i 70’erne opstår et særligt radioformat – kaldet Album Oriented Rock (eller Adult Oriented Rock), AOR, på de radiostationer der spillede det såkaldte Progressive Rock Format med lidt længere sange der ikke er pop. Progressive Rock Format er IKKE det samme som den progressive rock, men et lidt bredere format men som inkluderer progrocken, men også space rock, folkrock og countryrock. AOR er et forsøg på at gøre dette format mere kommercielt tilgængeligt. AOR kommer til at stå for meget “hvid rock”. AOR-radiostationer spiller typisk ikke funk, soul, motown osv., og slet ikke disco, det er bandlyst, men radiovenlige, kommercielle sange inspireret af hvid rock, pop og prog. Boston og Toto er arketypiske AOR-navne. Foreigner er et klassisk eksempel på genren grundlagt i New York af den britiske guitarist og sanskriver Mick Jones der hyrer et tidligere King Crimson-medlem Ian McDonald (saxofon, keyboard) og den amerikanske sanger Lou Gramm som kernen i Foreigner. Her er Cold As Ice fra 1977 – en AOR-klassiker. Og her er Foreigners Blue Morning, Blue Day fra 1978 og måske deres endnu mere typiske og mere hardrock-prægede Head Games fra 1979. Særligt 1980’erne bliver AOR-musikkens store æra.


3.8      Softrock og pop 

Hardrocken og glamrocken er nært beslægtede (fx Sweet, Slade, Quatro, Kiss og Alice Cooper er fællesnævnere med den hårde rock og glamrocken). Men samtidig opstår i Storbritannien en meget blød genre – soft rock i USA inspirereret af folkscenen og singer-songwriter-traditionen med navne som Paul Simon fra Simon & Garfunkel, de countryprægede The Carpenters, som her Close to You fra 1970 og det gamle (ældste) carpentersMotown-nummer Please Mr. Postman fra 1975. The Carpenters er det helt store hvide popnavn i USA, men efter 1975 hæmmes karrieren voldsomt af, at forsangeren, Karen Carpenter, er ramt af anorexi. Hun prøver at komme i gang igen i 1980 med et soloalbum med en mere “sort”, sexet og soul-funket lyd, jf. If I had you, men broderen Richard Carpenter er til hvid country og får stoppet solo-labummet. I 1983 dør Karen Carpenter 32 år gammel af et hjertetilfælde i forbindelse med sin anorexi. Kommercielt er Carpenters blandt superstjernerne med et certificeret salg på 45,9 mio enheder og et formodet salg omkring de 100 mio. Det bringer Carpenters ind blandt de store stjerner i musikkens 4. division lige under et andet softrocknavn, Chicago, og lige over Bob Dylan.

Et andet navn i krydsfeltet mellem singer-/songwritermusik og softrock er den glamourøse og intelligente overklassepige Carly Simon der er vokset op i den familie der har det kolossalt prestigiøse amerikanske forlag Simon & Schuster og derfor som allerede fra en meget tidlig alder træffer alle de berømtheder man burde træffe, fx Einstein, og siden bliver elskerinde til ikke så få andre. Hun slår igennem i 1971 med That’s The Way It Should Always Have Been, og typisk nok for Simon kan man jo blandt publikum tydeligt se Art Garfunkel og George Harrison i diskussion. Året efter laver hun sin signatur-sang, You’re So Vain, om en forfængelig elsker – og siden har der været masser af diskussioner om hvorvidt det handlede om Warren Beatty eller Mick Jagger, for hun kendte dem alle. Simon får endda lov til at synge titelsangen til James Bond-filmen fra 1977 (Spionen der elskede mig, Nobody Does it Better, dog ikke skrevet af hende selv.

I Storbritannien er poprocken især inspireret af især de blødeste Beatles-numre og de enkelte Beatles-solister som efter Beatles’ opløsning i 1970 fortsætter med at være stjerner – her fx John Lennon med Imagine  (som magasinet Rolling Stone har som den 3. bedste sang nogensinde efter Dylans Like a Rolling Stone og Rolling Stones Satisfaction) og Jealous Guy fra 1971, Happy Xmas (War is Over)(1971) samt Woman (1980), George Harrison her med My Sweet Lord fra 1970 – faktisk det første nr. 1-tophit der kommer fra en ex-Beatle efter the Beatles’ sammenbrud. Og ikke mindst Paul McCartney som med sit backingband Wings fyldte årtiet med blød pop fx My Love fra 1973. Samme år får McCartney lov til at lave temaet til den nye James Bond-film – Live and Let Die. McCartney laver adskillige nummer 1-hits i 70’erne – og den største af dem er Silly Love Songs (1976). McCartney er den af Beatles’ medlemmer der som solist har den største salgsmæsige succes. Han ligger blandt de store stjerner med 60,6 mio solgte certificerede enheder og et anslået salg omkring de 100 millioner. Det bringer McCartney ind i musikkens 4. division som solist lige under Prince og lige over country-stjernen Kenny Rogers.

Beatles’ ånd svæver stadig over tiden, og da John Lennon skydes og dræbes den 8. december 1980 (få uger efter at have udsendt sit sidste album, Double Fantasy, den med Woman) af en forstyrret fan, er det for mange som om en æra – poppens og rockens uskyld – er forsvundet. Det er den på sin vis også. Tilfælde eller ej – kommercialiseringen tager derefter kraftigt til.

I den Beatles-prægede stil kan nævnes den irsk-engelske Gilbert O’Sullivan med fx  Alone Again (Naturally) og Clair – begge fra 1972. Nævnes her kan måske også sangeren Rod Stewart der forlod Jeff Beck Group i 1969, gik med i Rhythm’n’blues-bandet Faces, men begyndte at gå solo fra 1972 – en af de første hits er You Wear it Well, men til de største hits hører nok Sailing også fra 1972.

Softrocken udvikles dog især af en ny superstjerne, barpianisten Reginald Dwight, som debuterer elton johnsom popstjernen Elton John i 1969 med LPen Empty Sky. Gennembruddet kommer med albummet Elton John i 1970 og dets andensingle  Your Song som han synger her i sin allerførste optræden i Top of the Pops i 1971. Her er Elton John også live i studiet i 1971 med sin Levon. Elton John – her i Muppet Show med sangen Yellow Brick Road – lader sig også inspirere af samtidens glamrock, og også det det mere discofile som her duetten Don’t Go Breaking My Heart fra 1976. I slutningen af 70’erne svækkes hans position, men han vender stærkt tilbage i 80’erne og 90’erne. Elton John har været en uhyre stabil leverandør af pophits lige siden 1970, og det giver ham salgsmæssigt en position som en af musikkens 7 giganter med et certificeret salg på 167,1 mio solgte enheder og et anslået salg på over 250 mio enheder. Dermed hører Elton John til i musikkens 1. division som den femte mest sælgende nogensinde lige under Madonna og lige over Led Zeppelin.

En amerikansk pendant til Elton John er den amerikanske pianist og sanger Billy Joel, her med  Just The Way You Are her live fra 1977. Og amerikaneren Barry Manilow, her med Could It Be Magic fra 1973. I USA smelter softrocken/AOR sidst I 70’erne i høj grad sammen med den allerede nævnte genre West coast music med navne som Chicago og Doobie Brothers. Billy Joel hører til kæmperne  med et certificeret salg på 102,2 mio enheder og et formodet salg på over 150 millioner. Det bringer Joel ind i musikkens 3. division lige under U2 og lige over Phil Collins. Barry Manilow hører til de pænt store stjerner og 5. division med et certificeret salg på 36,5 mio enheder.

Et mærkeligt fænomen er Fleetwood Mac der jo begynder som et britisk bluesband centreret omkring Peter Green, men efter Greens sygdom og afgang bliver til et amerikansk AOR-band med klare elementer af pop, folk og country – her Go Your Own Way fra succes-albummet Rumours fra 1977 . Fleetwood Mac hører til musikkens store stjerner med et certificeret salg på 74,6 mio enheder og et formodet salg på ca. 100 millioner. Hermed ender Fleetwood Mac i musikkens 4. division lige under Britney Spears og lige over Guns N’Roses.

Et interessant blandingsfænomen mellem progrocken og den bløde pop og AOR er det der nogle gange er kaldt ‘pomp rock‘ med ret Beatles-agtige melodier og suiter og storladne arrangementer. Den bløde ende af Queen kan måske placeres her, men især 10CC – her  Wall Street Shuffle fra 1974 i en live-udgave fra 2010, men som måske mest er kendt for sjæleren I’m not in love. I 1977 brød halvdelen af kvartetten – Lol Creme og Kevin Godley – ud af 10CC og dannede deres egen dybt forstyrrede popmusik der lyder som en blanding af 10CC og den mere rablende Frank Zappa-sektion – her Sandwiches of You fra 1978.

eloOgså Supertramp/Roger Hodgson hører til – her med The Logical Song og Breakfast in America fra 1979 – begge skrevet og sunget af Hodgson. Med i denne gruppe bør nok også henregnes Electric Light Orchestra – centreret omkring Jeff Lynne – som mixer pop, rock og klassisk – strygere, keyboard, Beatles-inspirerede popharmonier og ret holdbare melodier. Her er Livin’ Thing fra 1976 med Jeff Lynne i forgrunden. Her er ELO med Sweet Talkin’ Woman fra 1977 og endelig en af ELOs mest Beatles-agtige (McCartney-agtige) sange, Mr. Blue Sky også fra 1977.

Et andet eksempel på slut-70’ernes meget pompøse og polerede britiske rockmusik er Alan Parsons’ Project, en duo af produceren Alan Parsons og komponisten (og siden sangeren) Eric Wolfson – superpompøs englepop – her med noget så sjældent som et livenummer – Don’t Answer Me (liveoptagelsen er fra 1984). Her Stereotomy fra 1985. Både ELO og Alan Parsons’ Project nærmer sig en del AOR-genren.

abbaEt sidste gigantisk fænomen i musikkens 2. division alltime begynder også i den bløde ende af glamrocken. Det er det svenske popnavn ABBA der eksisterer fra 1972-83 dannet sangskriverne Benny Andersson og Björn Ulvaeus og med de sexede sangerinder den lyse Agnetha Fältskog og den mørke Anni-Frid Lyngstad i forgrunden. Kvartetten optræder her med en af deres allerførste hits fra 1973 – Ring Ring. ABBAs lidt ferske, men hyperveloplagte og effektive hits bevæger sig snart over mod tidens nye stil – discomusikken – fx her i Dancing Queen og den samtidige Knowing Me, Knowing You fra 1976 og Summer Night City fra 1978 – og influerer stærkt senere popdronninger som Madonna og Lady Gaga og den kommende genre dancepop. Musikken er ikke uden videre disco, men en syntese af pop, rock og disco. Betydningen af ABBA på eftertidens pop kan næppe overvurderes, og det er ikke tilfældigt at pop – der slår globalt igennem – i dag særligt slår igennem, når den stammer dels fra de anglosaksiske lande som USA og Storbritannien samt Irland, Canada og Australien, og dels fra Sverige.

ABBA hører salgsmæssigt til musikkens kæmper. Popbandet har et certificeret salg på 60,4 mio enheder og et anslået salg på et stykke over 100 mio. Det bringer lige akkurat ABBA op i musikkens 2. division blandt de 8 kæmper der lige under Queen og The Rolling Stones.

ABBA opløses i bitterhed. Björn Ulvaeus og Agnetha Fältskog bliver skilt i 1979, og Benny Andersson og Anni-Frid Lyngstad i 1981. Især Agnetha Fältskog er bitter, Björn har lynhurtigt en ny kæreste, mens hun selv går i terapi. ABBA bliver i 1982 hvorefter Agnetha isolerer sig og dropper enhver kontakt med den mandlige del af gruppen som hun stadig ikke vil fotograferes sammen med. Ironisk nok er en af ABBAs største sange skrevet i 1980 til Agnetha om netop denne situation. Eller det er måske ikke ironisk eftersom situationen netop giver Agnetha melankoli og følelsesmæssig styrke til at lægge en dybere bund i sangen end normalt for ABBA. Det er The Winner Takes It All sunget af Agnetha Fältskog.

70’erne havde i øvrigt også ”store” dygtige sangerinder, især Barbra Streisand som debuterer i 1963 og eftertiden igennem kompetent og dramatisk synger tidløse klassiske ballader, også optræder som filmstjerne og siden formår at holde sig tæt på toppen. Her People (1964) fra musicallen Funny Girl. Her On A Clear Day (1970). Her er Streisand live i 1975 med The Way We Were  temaet til en film hvor hun spiller den romantiske hovedrolle sammen med Robert Redford. Og endelig Evergreen (1976). Streisand tilhører i dag kommercielt musikkens 5. division i liga med navne som Bowie, Springsteen og Dire Straits.

olivia   Blandt 70’ernes andre dygtige sangerinder må også nævnes den britisk-australske sangerinde Olivia Newton-John der er datter af en britisk nobelprismodtager i fysik og født i Cambridge, England. Her gennembrudshittet It’s Not For You (1971), I Honestly Love You (1974), Have You Never Been Mellow (1975). Og fra popmusical-filmen Grease, hvor Olivia Newton-John spiller hovedrollen sammen med John Travolta: You’re The One That I Want og Hopelessly Devoted To You. I slutningen af 70’erne bevæger hun sig i retningen af en mere tidssvarende pop, her med en sang fra endnu en popmusical, Xanadu. Filmen flopper, men sangen Magic (1980) holder. Olivia Newton-John hører også til de salgsmæssigt store stjerner med et certificeret salg på 34,5 mio enheder og et anslået salg i omegnen af de 100 mio. Det bringer hende i musikkens 4. division lige under James Taylor og lige over Stevie Wonder.

   Sangerinden Cher fra Sonny & Cher  (parret bliver skilt i 1975) må også nævnes som en af årtiets store popsangerinder. Her All I Ever Need Is You (1971), Half Breed (1973), Dark Lady (1974) og endelig disconummeret Take Me Home (1979) hvor folk- og countrypræget er helt forsvundet. Cher er en af de viljestærke figurer der formår at holde sig på toppen i årti efter årti. Hu hører derfor til de store stjerner med et samlet certificeret salg på 40,4 mio enheder og et anslået salg på omkring de 100 mio. Derfor hører Cher til i musikkens 4. division lige under Def Leppard og lige over Lionel Richie.

“ABBAs lidt ferske, men hyperveloplagte og effektive hits bevæger sig snart over mod tidens nye stil – discomusikken – og influerer sidenhen stærkt på dancepop og senere popdronninger som Madonna og Lady Gaga.”


3.9       Punkrock og New Wave-rock

sex pistolsPunkrocken opstår som protest mod de nævnte genrer – den hårde rocks instrumentale lir og pomp, glamrockens opstyltede affekterethed, softrockens tandløshed, discoens overfladiskhed og proggens fortænkthed – og tidens slebne og overproducerede tendenser. Målet var at finde en ny, ærlig, rå, primitiv, dyster og vrængende og vred rock inspireret af fx det vilde The Who og Lou Reeds mørke artrockband Velvet Underground i 60’erne og af fx Bowies og Ferrys arrogante måde at synge på. Punken anerkendes som selvstændig genre med bands som amerikanske New York Dolls her live fra 1973 og  The Ramonesher live fra 1977. New York Dolls’ manager, tøjmanden Malcolm McLaren, sammensætter  London bandet Sex Pistols – efter at McLaren ser Johnny Lydon kaldet “Johnny Rotten” med en t-shirt med teksten “I hate Pink Floyd!”. Hvis man lader Pink Floyd repræsentere hippie-kulturen, er det egentlig meget betegnende, for i slut-’70’erne definerer hippierne og punkerne sig i høj grad ved ikke at kunne udstå hinanden. Her er Johnny Rotten i front for Sex Pistols i debutsinglen Anarchy in the UK fra 1976. Og her bassisten Sid Vicious’ vrængende version af My Way fra 1978. Malcolm McLarens betydning for udviklingen af punk – især i Europa – kan nok ikke undervurderes. Punk er dermed i høj grad en æstetisk udvikling “fra oven” snarere end et oprør “fra neden.”

Sex Pistols eksisterer i meget kort tid, da forsangeren Johnny Rotten (John Lydon) forlod det i 1978, og Sid Vicious (John Ritchie) døde i 1979. Samt The Clash fra 1976 – her med London Calling (1979) og deres mest kendte nummer Should I Stay Or Should I Go? (1981).

Sideløbende med punkrock opstår den såkaldte new wave-rock (kaldet sådan af Malcolm McLaren) der kan virke beslægtet, men knap så aggressiv og vred. Lille sjov detalje: Traditionel rock eller “old wave” var efterhånden blev et forbundet med langt hår, hvorimod new wave-rocken blev forbundet med ret kort hår.

New Wave-rocken har også både amerikanske og britiske rødder og indebærer ofte- men ikke altid – en lidt skæv, vrængende eller hånlig sunget vokal der giver musikken kant. Inspiratorer kan være Lou Reeds, David Bowies eller Bryan Ferrys sangstil. Selve musikken er ofte lidt maskinel eller robot-agtig stemning i musikken med hurtige, repetitive mønstre, nogle gange reggae- eller ska-agtige og en lidt nervøs energi. Mens punk skal være meget enkel guitarrock, så kan new wave-rock sagtens benytte keyboardtalkning heads og være ret kompleks i sit udtryk, men der er en flydende overgang mellem genrerne. Her er fx det amerikanske band Devo med Midget fra 1974, et vigtigt skridt hen imod genren. Et rendyrket eksempel på amerikansk new wave er new yorker-bandet Talking Heads med Psycho Killer i 1977. Her kan man høre både det let håndlige eller vrængende i David Byrnes vokal og det maskinelle og repetititive i fx Tina Weymouths basspil. Andre amerikanske navne er er Television med Tom Verlaine i forgrunden her med Marquee Moon også fra 1977 og Blondie med den cool Debbie Harry i front – her med Heart of Glass og Hanging on the Telephone fra 1978. Heart of Glass er et interessant møde mellem disco og new wave.

Blandt hovednavne i den britiske new wave-musik  er Declan McManus som optræder under kunstnernavnet Elvis Costello – her med Watching the Detectives fra 1977, Joe Jackson – her med Is She Really Going Out With Him fra 1979 og The Pretenders med amerikaneren Chrissie Hynde i front – her med Brass in the Pocket fra 1979.

The Police er et meget indflydelses britisk new wave- og rockband der eksisterer fra 1977-88. Bandet består af sangskriveren, sangeren og bassisten Gordon Sumner = Sting, guitaristen Andy Summers og trommeslageren Stewart Copeland der alle brandes med ret kort, lysbleget hår. Police slår hurtigt igennem med albumdebuten Outlandos d’Amour fra 1978 med bl.a. sange som Roxanne og Can’t Stand Losing You. Musikken er rytmisk raffineret, tæt, minimalistisk, pulserende og storbyagtig og vinder stor anerkendelse hos publikum og musik-kolleger hvilket er med til at forklare bandets indflydelse. Stewart Copeland er i øvrigt en fremragende trommeslager med en vis indflydelse på fremtidens trommespil.

Polices allerførste single Roxanne flopper dog kommercielt. Det gør den reggae-inspirerede andensingle Can’t Losing You egentlig også, men den genudgives i 1979 og ryger ind som nr. 2 på den britiske hitliste. The Police er slået igennem, og nu bliver Roxanne – her live i Holland i 1979 – også et hit. The Police hører til musikkens stjerner med et certificeret salg på 38,7 mio enheder og et formodet salg omkring de 75 mio. Dermed kan The Police knibe sig med i musikkens 6. division lige under Nirvana og lige over Bob Marley.

Eksempler på band i det dystre, traurige mellemrum mellem punk og new wave – ofte kaldet postpunk – er britiske bands som Mark E. Smiths The Fall, Ian Curtis’ Joy Division og Robert Smiths The Cure. Her er The Cure med singlen Boys Don’t Cry, fra 1979, antyder hvad The Cure kan – superenkelt og præcist.Det er dog det næste album, Seventeen Seconds fra 1980, at der begynder at ske noget. Singlen A Forrest (her i en fanvideo med tekster) kommer ind på hitlisten – som nr. 31 – og bliver siden en mørk klassiker. The Cure er på vej ind i det dystre.

joy-divisionJoy Division albumdebuterede i 1978. Men i maj 1980 hængte den 23-årige Curtis sig selv, og Joy Division ophørte dermed også med at eksistere. Eller – rettere – de resterende medlemmer af Joy Division fortsatte under et andet navn – New Order – og med en noget lettere, lystigere og mere dansevenlig new wave-pop med ganske stor succes. Love Will Tear Us Apart, der udkom som single i juni 1980, altså efter Ian Curtis’ selvmord, har sin musik skrevet af hele bandet og sin tekst skrevet af Curtis. Sangen er skrevet i 1979 og handler om Curtis’ problematiske ægteskab med Deborah Curtis og Curtis’ tankegang der siden førte ham frem til hans selvmord. Titlen spiller på Neil Sedekas popsang fra 1975: Love Will Keep Us Together og reverterer på en måde ikke bare den popsang, men alle pophits med romantik og den lette, selvgivne kærlighed som tema. Det er antipop, eller måske snarere undergrundspop, dekonstrueret pop.

Der var dengang (fra fx  musikkritikernes side) en enorm prestige forbundet med punken og new wave-musikken. Det var den moderne rock der nu formulerede den ungdomskultur, rebelskhed og energi var forbundet med rockmusikken, men ført up to date.

“Malcolm McLarens betydning for udviklingen af punk kan nok ikke undervurderes. Punk er dermed i høj grad en æstetisk udvikling “fra oven” snarere end et oprør “fra neden.””


       Dansk rock i 70’erne

Det meget skarpe skel som i slut-60’erne opstår mellem dansktop-musikken og den sentimentale pop og hippie-rocken og dens udsyrede og ikke altid videre professionelle rhythm’n’blues fortsætter i det meste af 70’erne. Mengasolin en enkelt af hippie-orkestrene får stor succes. Det ubetinget mest markante navn i 1970’ernes danske rock er nemlig Gasolin med sangeren Kim Larsen i front. Gasolin eksisterer 1969-78 og begynder med engelsksproget rock udgået af hippie-rocken, men går i 1971 over til melodisk dansksproget musik med en genuin rockfeeling, Det store gennembrud kom med albummet Gas 5 i 1975 med bl.a. Rabalderstræde og Kvinde Min. Et populært modstykke – måske især i det pænere Danmark – er Shubidua fra 1973 – her med Krig og Fred (1980) – som er mere poleret og humoristisk orienteret – rendyrket og ufarlig Beatles/McCartney-inspireret pop uden dog at være sødladen dansktop-musik.

70’ernes danske rock er forbundet med hippie-kulturen med fx Savage Rose, Bifrost og Culpeper’s Orchard. Solidt plantet i samme kultur er tidens store danske Dylan-prægede singer-songwriter, Knud Christensen alias Sebastian der får sit gennembrud i 1972 med albummet Den Store Flugt med bl.a. Når Lyset Bryder Frem og Og hvis du tror du er noget. En ligeledes folk-præget, men også west coast-præget, singer-songwriter med sprogligt veloplagte og sarkastiske tekster er Carsten ”C.V.” Jørgensen her med Sort Vinter fra debutalbummet En Stynet Strejfer fra 1974, og her Bellevue fra 1977.

De nævnte navne er københavnske, men så småt trænger århusianske navne frem som Gnags og pigegruppen Shit & Chanel med Anne Linnet i front– her med Du er så smuk og dejlig fra 1977.

Udpræget politisk – dvs. forkyndende socialistisk – musik fylder også en del – fx Røde Mor med den hæse Troels Trier i front, her Grillbaren, Jomfru Ane Band, omkring søstrene Sanne og Rebecca Brüel (sidstnævnte blev siden gift med Troels Trier), her Plutonium, og hippiebandet Skousen & Ingemann med især Niels Skousen i front, her Herfra hvor vi står.

Poppen i 70’erne er fortsat i høj grad præget af den meget bløde musik omkring musikprogrammene Dansktoppen og Giro 413 (tysk schlager-musik og countryinspireret musik) med navne som Bjørn & Okay, Keld and the Donkeys (Keld Heick), Bamses Venner, Peter Belli, Johnny Reimar, Bjørn Tidmand, Birthe Kjær, John Mogensen, Dorthe Kollo, Tommy Seebach og Lecia & Lucienne.


4        1980’erne 

Stikord: Michael Jackson, Prince, Madonna, U2, Simple Minds, Phil Collins, Genesis, Whitney Houston, Guns N’Roses, Metallica, Eurythmics, Simply Red, Bruce Springsteen, Iron Maiden, The Smiths, Wham!, Duran Duran, Depeche Mode, Tears For Fears, Nik Kershaw

Åritet præges i høj grad af at musik-tv-kanalen Music Television, eller MTV, begynder at sende fra New York i 1981. MTV sendes efterhånden til mange lande, også i Europa, og bliver fremover det medie hvor mange første gang møder noget bestemt musik. Derfor bliver musikvideoer nu en vigtig udtryksmåde. Da musikvideoer er dyre at producere, betyder det at det er af stor vigtighed for et navns gennemslagskraft, at det har penge i ryggen fra pladeselskabet. Det presser naturligvis musikken i retningen af det kommercielle. Pladeselskabernes magt over musikken stiger dramatisk.

Bortset fra punkens og discoens snarlige død er 80’erne en videreførelse af 70’ernes tendenser. Den hårde rock har det fint og bliver endnu tungere i form af heavy metal der i 80’erne har sit årti. Et stort ny amerikansk hardrock-navn er Guns’N’Roses. New wave-rocken er den nye store ting med store navne som Simple Minds og ikke mindst U2.

Poppen og en stor del af rocken  bliver stadig mere produceret, kommercialiseret, poleret og differentieret, og AOR-rocken, der er et ufarligt kompromis mellem en del genrer (rhythm’n’blues, hardrock, softrock, westcoast, prog osv.), har kronede dage. Country-musikken er generelt på vej ud af rock- og popmusikken i 80’erne for at vende tilbage sidst i 90’erne, mens den afroamerikanske soulmusik til gengæld er kraftigt på vej ind i mainstream poprock. Et eksempel er den store succes for oprindelige soulstjerner som Michael Jackson og Whitney Houston og Tina Turners comeback.

Midt i årtiet er Michael Jackson og de jævnaldrende Madonna og Prince (de er alle født i 1958 og midt i tyverne) de helt store stjerner, så soul- og funk-musik kommer virkelig til sin værdighed. Det elektroniske klaviaturinstrument synthesizeren får nu en altdominerende betydning, ligesom den glatte, bløde musikproduktion med masser af rumklang.  Karakteristisk nok bliver hardrock-gruppen Van Halens største hit i 80’erne AOR-nummeret Jump (1984) – sovset ind i superguitaristen Eddie van Halens tykke synthesizer-akkorder som fylder meget mere end hans guitarspil og faktisk afløser guitaren som riff.

Der opstår en ny producerbaseret genre – dancepop – der egentlig er en videreudvikling af discoen og som mikser letfordøjelig popmusik, soul og dansemusik. Det er velproduceret, poleret, kvik, uptempo, groovy musik med enkle tekster og fængende omkvæd ikke ulig 70’ernes ABBA. Men hvor discomusik oftest bruger orkester (fx horn eller strygere), er den slags helt forsvundet i dancepop til fordel for især synthesizers.

Lydproduktionen når nu sit maksimum, så studierne nu stort set kan optage med den lydkvalitet man ønsker, ligesom den kan afspilles med høj lydkvalitet med de cd-afspillere der dukker op her i årtiet.


4.1       80’ernes dansemusik – dancepop, Hi-NRG, house

Sorte genrer som soul og funk præsenteres for et hvidt publikum, ikke mindst netop i dancepop-genren, og nye sorte genrer som hiphop med rap-sang udvikles og bliver mainstream. Det er ikke mindst fremkomsten af musikkanalen MTV der giver en fordel til dancepop og fra nu af understreger betydningen af musikvideoer.

Årtiets helt store navn er den allerede nævnte sorte sanger, sangskriver, danser og entertainer, Michael Jackson, der siden 6-års-alderen har optrådt i familiegruppen The Jackson 5. I 1982 er Michael Jackson en 24-årig solo-artist med michael jacksonen fortid i motown og disco, og nu udgiver han alle tiders mest sælgende album, LPen Thriller (der indtil videre formodes at være solgt i over 110 mio eksemplarer), produceret af jazz-legenden Quincy Jones og som tillige måske er det popalbum der er højest vurderet blandt musikritikere. Thriller  er en inspireret samling fremragende producerede dancepopnumre der mixer en del genrer, også west coast (Toto leverer både studiemusikere og komponist til albummet), disco, Stevie Wonder-inspireret funky motown og hård rock som her i Beat It hvor Eddie Van Halen og Steve Lukather medvirker på guitar (men det er Van Halens solo). Albummets måske mest kendte sang er Billie Jean og den discofile titelsang Thriller med den lange goth-prægede zombie-campede video med Vincent Price og det hele. Efterfølgeren Bad fra 1987 er ikke videre fornyende og ikke helt så inspireret, kun næsten, og nøjes med at sælge i 30 mio eksemplarer – dog med 5 forskellige singles der alle bliver nr. 1 på hitlisten. Her er musikvideoen til Smooth Criminal hvor MJs danseevner er tydelige. Samt titelsangen Bad. Selv om Michael Jackson kulminerede med Thriller-albummet og det derefter gik ned ad bakke, tilhører han kommercielt set giganterne i musikkens 1. division – i liga med Beatles og Elvis. Han har solgt 181,2 mio certificerede enheder og formodes reelt at have solgt over 300 mio enheder. Han er kun overgået af Beatles og Elvis Presley.

Nævnes bør også Michael Jacksons lillesøster, Janet Jackson, der slår massivt igennem i 1986 med sit 3. album – Control – der nytænkende kombinerer rhythm’n’blues, funk, disco, industrielle lyde osv. her med nummeret Rhythm Nation samt Nasty – musik der peger fremad. Og fra 1989 Miss You Much. Janet Jackson har solgt 52,1 mio certificerede enheder med et anslået salg omkring de 100 mio. Dermed hører hun til de store stjerner i musikkens 4. division lige under Kenny Rogers og lige over smørtenoren Julio Iglesias. Det er helt unikt at divisionerne har to søskende, der endda hele tiden har kørt hver deres karriere.

whitneyEn anden sort popartist med stor succes – men knap så nytænkende som søskendeparret Michael og Janet Jackson – er den både overordentligt velsyngende og yndige model og sangerinde Whitney Houston der debuterer i 1985 med det glat producerede soulinspirerede dancepopalbum Whitney Houston med fx hittet How Will I Know. Og her balladen Saving All My Love For You live ved Grammy-uddelingen i 1986. På den tid var Whitney kæmpestor og fik i USA 7 singles ind som nr. 1 i rækkefølge hvilket aldrig var set før. Ligesom MJ fungerer Whitney som en af de første storsælgende ”crossover-kunstnere”, altså med lige stort appel til alle demografiske og etniske grupper.  Og selv om hun efter et ødelæggende stofmisbrug er færdig i 00’erne og dør af det i 2012, befinder hun sig salgsmæssigt blandt musikkens superstjerner med et certificeret salg på 112 mio enheder, og et anslået salg på mindst 170 mio enheder. Det bringer Whitney Houston ind i musikkens 2. division lige under Celine Dion og AC/DC og lige over  Queen og The Rolling Stones. Hun er i sin genre kun overgået af sangerinde-kollegerne Mariah Carey og Rihanna.  Men Whitney var den første af pop-soul-divaerne.

Endnu et crossover-fænomen er multiinstrumentalisten og sangeren Prince R. Nelson, som mere eller mindre er inspireret af alle de nævnte musikgenrer. At Prince også er en princeyderst kompetent leadguitarist kan høres på denne eminente allstar-version (med Jeff Lynne, Tom Petty og andre) af Beatlesnummeret When My Guitar Gently Weeps. Prince debuterer med albummet Prince i 1979 med bl.a. Why You Wanna Treat Me So Bad, og han opnår i 1982 ligesom Michael Jackson som den første sorte kunstner gentagen afspilning på MTV med popnummmeret Little Red Corvette, men verdens-gennembrudet kommer i 1984 med LPen Purple Rain – der har solgt over 22 mio eksemplarer, sikkert også noget mere (30 – 40 mio) og er det 6. bedst sælgende album nogensinde. Magasinet Entertaintment Weekly har på en liste over de 100 bedste albums nogensinde fra 2013 denne top-fem: 1) Beatles: Revolver, 2) Prince: Purple Rain, 3) Rolling Stones: Exile on Main St.,  4) Michael Jackson: Thriller og 5) The Clash: London Calling.

Indledningen til Purple Rain – en heftig crossover-sang der mixer hardrock med funky dansemusik i noget der minder om en sekulær gudstjeneste: Let’s Go Crazy  og hvor Prince er rockpræsten der forkynder sit rockevangelium.  Centralt i albummet Purple Rain står When Doves Cry som albummets bærende hit. Det er albummets førstesingle og gik ind som nr. 1 på hitlisten i fem uger i maj 1984. When Doves Cry er dog temmelig speciel. Fx besluttede Prince sig for at fjerne bassen fra sangen. Størstedelen af sangen er blot tørre, rullende trommer, minimalistisk synthesizer-spil og så stemmen. Og langsomt kommer der så lag på. Sangen lyder umiddelbart som lidt tynd og sparsomt arrangeret pop, men trods det syntetiske præg er det sjælfuld og ganske raffineret bluessoul Teksten handler om angst og sørgmodighed. Det er den unge mands stærke bekymring for at han er ved at gentage sine forældres fejltagelser og blive lige så emotionel fjern som dem. 

Purple Rain-albummet slutter lige så mærkeligt gudstjenesteagtigt med titelsangen, Purple Rain, en pompøs rhythm’n’blues-ballade med gospeltræk og en stærk afsluttende guitarsolo spillet af Prince selv. Prince er ikke længere rockpræsten, men rockmessias der er kommet for at forløse sit folk.

Purple Rain efterfølges af en gruppe inspirerede, men ikke helt så succesrige albums som Parade, Sign’o’The Times og Lovesexy. Princes overdådige, men ikke altid lige stramt styrede, musikalitet og fantasi kan fornemmes her i Batdance fra 1989. Og så på den anden side et klassisk, regulært bluesnummer, The Ride, spillet live.

Prince hører salgsmæssigt til de store stjerner. Han har et certificeret salg på 63,7 mio enheder og et formodet salg på omkring de 100 mio. Det gør at Prince tilhører musikkens 4. division lige under Neil Diamond og lige over Paul McCartney.

madonnaEt sidste popfænomen – jævnaldrende med både Michael Jackson og Prince – er dancepopsangerinden Madonna L. Ciccone med den lidt skingre lillepigestemme. Madonna debuterer med den disco-prægede single Everybody i 1982. Titelnummeret fra Madonnas 2. LP, Like a Virgin, fra 1984 bliver et kommercielt gennembrud. Albummet blev i 1985 genudsendt verden over med endnu et hit, Into The Groove. Den sang havde Madonna egentlig skrevet som tak til den mand der havde hjulpet hende frem, Michael Kamins. Samtidig får Madonna en vigtig filmrolle sammen med bl.a. stjernen Rosanna Arquette i komediedramaet Desperately Seeking Susan, og Madonna tænkte, yes, Into The Groove kunne faktisk passe fint her, så hun brugte den på sig selv. Like A Virgin blev en kæmpesucces. Nr. 3 i USA, i løbet af 1985 nr. 1 i Storbritannien og en del andre europæiske lande. I dag har den solgt i over 30 mio eksemplarer og er en af de mest sælgende albums overhovedet. Madonna er kæmpestjerne.

Madonna er ingen fremragende sangerinde, men hun skriver selv flertallet af sine numre og har en brændende ambition og en sikker sans for iscenesættelse (også erotisk og fetichistisk) – også via et turbulent ægteskab med filmstjernen Sean Penn og siden forholdet til den ældre filmstjerne Warren Beatty. Alt sammen noget der gør hende til et popikon som bliver den bedst sælgende kvindelige artist nogensinde (i 2013)! Et nyt gennembrud for Madonna kommer i 1989 med den ABBA-inspirerede dancepopsang Like a Prayer hvis berømmede video er tungt ladet med religiøse symboler. Og så lige denne ganske elegante modeladede ting fra 1990 – Vogue.

Madonna har sit kommercielle tyngdepunkt i 80’erne og 00’erne og har formentlig  peaket i dag – men tilhører musikkens giganter – som det 4. mest sælgende navn nogensinde. Hun har et certificeret salg på 170 mio enheder og et anslået salg på mindst 275 mio enheder. Dermed ligger hun ikke så langt under listens nr. 4, Michael Jackson, og lige præcis over listen nr. 5, Elton John.

 “Det bemærkelsesværdige ved Madonna er ikke hendes sangtalent, men hvor længe hun har holdt sig på toppen – i omegnen af 30 år.”

Man bør nok også nævne den britiske pop/dancepop-duo Wham! der blev dannet af Andrew Ridgeley og Georgios Panayiotou – med kunstnernavnet George Michael – der wham(pladesælgende) eksisterer med stor europæisk succes fra 1982-86 hvorefter duoens forsanger og sangskriver, Michael, etablerer en succesrig solokarriere fra og med albummet Faith i 1987. Her er Wham!s dancepop-nummer Everything She Wants fra 1984 og den friske retro-ting Wake Me Up Before You Go-Go, og her Michaels første soloting (dog fra Wham!-tiden): balladen Careless Whisper fra 1984, og så som solist efter Wham!s opløsning dancepopnummeret I Want Your Sex og den lidt jazzede ballade Kissing A Fool (1987). Generelt befinder Michael sig genremæssigt mellem dancepop og en funky soul, men gennem årene bliver hans funksoul mere og mere jazzet.

George Michael hører til musikkens pænt store stjerner. Han har et certificeret salg på 44,4 mio enheder og et anslået salg på ca. 80 mio enheder. Det bringer ham i musikkens 5. division lige under The Doors og lige over country-sangerinden Reba McEntire.

   I den forbindelse kunne man måske også nævne 80’er-soulpop-navne som den smagfulde nigeriansk-britiske Sade – her med Smooth Operator live i Montreux 1984 – her videoen til The Sweetest Taboo (1985) – og her et par 90’er-ting – No Ordinary Love og Cherish The Day. Faktisk bliver den usædvanligt elegante og smukke Sade Adu den mest sælgende britiske sangerinde hidtil med et samlet albumsalg på over 100 mio. Og når vi nu er i britisk 80’er-soul må britiske Lisa Stansfield ej heller glemmes – her med All Around the World.

Nært beslægtet med dancepoppen er eurobeat eller Hi-NRG der især egner sig til diskotekerne med kraftig betoning af alle 4 taktslag inspireret af fx Giorgio Moroder (fx Donna Summers I Feel Love). Denne genre bliver meget producer-styret, og den britiske producer-trio eller hitfabrik Mick Stock, Matt Aitken og Pete Waterman har enorm betydning på popmusikken og MTV fra midt i 80’erne til ind i 90’erne. Stock Aitken og Waterman – forkortet SAW – danner en lang række Hi-NRG-popnavne med skiftende vokalister men ret enslydende musik. Et tidligt SAW-hit var Dead or Alive med You Spin Me Round fra 1985 – og siden fulgte SAW-navne som Bananarama, brystfagre Samantha Fox, Rick Astley, Mel & Kim (her med den House-prægede Respectable) og australske Kylie Minogue.

Hi-NRG er nært beslægtet med en endnu mere radikal uptempo-dansemusik, house-music, der opstår primo 80’erne i Chicago. Alle 4 taktslag er tungt pumpende, og trommemaskiner -(og hi-hat i modtakt) bruges normalt,. Her klassiske house-eksempler fra Europa, britiske Yazz: The Only Way is Up og belgiske Technotronics Pump Up The Jam fra 1989. Den første house (udviklet af Hi-NRG) er den såkaldte euro-house der snart udvikler sig til euro-dance eller bare dance. Helt rendyrket house er Housenation af Housemaster Boyz. Et kendt, klassisk house-navn er franske Daft Punk, her med Michel Gondrys berømte video til Around the World – men så er vi ved at bevæge os væk fra 80’erne.

run dmcEndelig bør også nævnes hiphop-kulturen der opstår i New Yorks natklubber i slut-70’erne hos afro-amerikanere, latinoer osv. – med breakdance, ”samplet” music hvor discjockies (DJ’s) blander flere LP-pladers musik sammen, ”scratcher” ved at sætte hånden på LPen under afspilningen, så brudstykker af musikken rytmisk gentaget, med rap-sang, hvor der synges snarere med rytme end med melodi, med grafitti-kunst osv. Her er Sugarhill Gang med Rapper’s Delight fra 1979. Nævnes bør også Grandmaster Flash and the Furious Five der lægger sig i kølvandet af Sugarhill Gang med singlen Superrappin (1979) og slår igennem med The Message (1982).  Her er en trailer fra filmen Wild Style (1983) der sammenfatter hiphopkulturen. De nævnte navne tilhører den oprindelige hiphopstil kaldet “old school”. Det er en hyggelig hiphop med enkle rytmer, ret langsom rap med få stavelser pr. taktslag og godmodige kom-glad-tekster om fester og det gode liv. En undtagelse er The Message med et mere seriøst budskab. Klassisk old school hiphop er Fat Boys’ Sex Machine.

Medio 80’erne begynder en såkaldt “new school” så småt at dukke op. En af grundpillerne er et hvidt band fra New York, Beastie Boys, oprindelig et hardcorepunk-band der skifter til hiphop da de i 1983 laver et undergroundhit, Cooky Puss. Efterfølgende turnerer de og hyrer en ung DJ, Rick Rubin, til showet. Kort efter etablerer Rubin sig som producer, danner pladeselskabet Def Jam Recordings som får Beastie Boys med på at lave et album, Licenced to Ill (1986) der topper hitlisten og bliver det bedst sælgende hiphopalbum i 80’erne, her (You Gotta) Fight For Your right (To Party). Det efterfølgende album laves ikke med Rubin og Def Jam, men er mere seriøst og komplekst produceret med masser af såkaldte samplinger (optagelser af andre sange). Dette album, Paul’s Boutique, bliver ikke en kommerciel succes som Licensed to Ill, men bliver kritiker-anerkendt og er således af rockmagasinet Rolling Stone kaldt hiphoppens svar på Pet Sounds/The Dark Side of the Moon, her Hey Ladies.

Skiftet sker også via det afroamerikanske band Run-D.M.C. hvis single King of Rock fra 1985 bliver den første rap-video der spilles på MTV og endda i kraftig rotation – og spiller den også på den berømte Live-AID-koncert – se her.  Men især albummet Raising Hell og singlen Walk This Way (1987) skal fremhæves. Det er en cover-version af Aerosmiths sang og med Tyler og Perry fra Aerosmith med som gæstemusikere. Bagmanden er føromtalte Rick Rubin og hans pladeselskab Def Jam (Rubin er generelt fremragende til at føre genrer sammen, mest grelt og vellykket gennemført i Country & Western-sangeren Johnny Cash’ version af industrial-gruppen Nine Inch Nails’ sang Sorrow). Walk This Way bliver nr. 4 på den amerikanske hitliste (og 8 på den britiske – meget højt for et hiphopnummer) og bringer i høj grad hiphop/rap ind i popmusikken – og bliver også indledningen til et comeback for Aerosmith.

Run-D.M.C. er endelig også med til at give hiphop-æstetikken sit ”gadeudseende”, såkaldt street, med lædderjakker osv. Rubin og Def Jam er endelig involveret i de første albums med rapperen James Smith alias LL Cool J, her med I Can’t Live Without My Radio (1985).

Slut’80’ernes hiphop domineres af Public Enemy – her med Don’t Believe the Hype og deres nok mest kendte – Fight The Power (1989).

Mange af de nævnte navne bliver centrum i en såkaldt hiphop-guldalder i årene omkring 1990 – en guldalder der også inkluderer fx De La Soul og A Tribe Called Quest. New school-hiphoppen har en mere aggressiv rapstil end old school, et hurtigere raptempo, mere alvorlige tekster, har rockelementer ofte samplet osv. Run D.M.C. og Public Enemy lægger også grunden til den såkaldte hardcore-hiphop med vrede og aggressive tekster. Først i 90’erne er den altdominerende hardcore-hiphop denh såkalte West Coast gangsta-hiphop.

“Run D.M.C.s version af Aerosmiths Walk This Way bringer i høj grad hiphop/rap ind i popmusikken og på hitlisterne, og er med til at udvikle new school rap.”


4.2        80’ernes AOR, stadionrock og anden poprock

Den traditionelle rock herunder hard rock og den tungere rock har det stadig udmærket i 1980’erne omend primært i de mere glatte og professionelle udgiver der udvikles i slutningen af 1970’erne i form af AOR og heavy metal.

Det klassiske AOR har rødder i bands som Boston og Foreigner og i genrer som hard rock, pop og prog i en radiovenlig og melodisk udgave. Britisk-amerikanske Foreigner er stadig det arketypiske AOR her med I Want To Know What Love Is (1984). Foreigner hører også til musikkens pænt store stjerner med et certificeret salg på 44,1 mio enheder hvilket bringer journey-steve-perry-630x420dem i musikkens 5. division lige over The Doors og George Michael og lige under Red Hot Chili Peppers og Coldplay. Californiske Journey med Steve Perry i front blev dannet i 70’erne af musikere fra Santanas band, og det bliver også et arketypisk AOR-navn her med Don’t Stop Believing fra 1981 og med Separate Ways  fra 1983, her live samme år. Journey har et lidt større certificeret salg end Foreigner, nemlig 62 mio enheder, men et mindre anslået salg nemlig 75 mio mod Foreigners 80 mio. Det bringer Journey ned i musikkens 6. division lige under Black Eyed Peas og lige over Kenny G.

Foreigner består jo blandt af prog-musikere (Ian McDonald fra King Crimson). Det samme gør sig gældende med superbandet Asia der er sammensat af kendte progmusikere som guitaristen Steve Howe og keyboardspilleren Geoff Downes, begge fra Yes, sangeren John Wetton fra King Crimson og trommeslageren Carl Palmer fra Emerson, Lake & Palmer. Her er Asia med Heat of the Moment. Et AOR-band der virkelig rammer stilen klokkeklart, er Starship der er en videreudvikling af Jefferson Starship der igen er en videreudvikling af det gamle syreband Jefferson Airplane. Her er Starship med It’s Not Enough.

Klassisk AOR er kompetent hardrock med et letfængeligt omkvæd med en dygtig synger der gerne synger falset og med flerstemmige kor. Noget af den allerdygtigste AOR står det californiske Toto stadig for, ikke mindst med Toto IV fra 1982. Det store hit fra det album er Rosanna her i en live-udgave bygget op omkring en særlig shuffle-rytme som Jeff Porcaro udvikler. Her forklarer Jeff Porcaro hvordan han udviklede rytmen ud fra en Bo Diddley-shuffle mixet med rytmerne fra to sange af Steely Dan og Led Zeppelin- egentlig ganske interessant. Den bedste sang på albummet er dog en mindre typisk AOR-sang, nemlig Paiges Africa der på nogle måder er direkte nytænkende, bl.a. i den måde Jeff Porcaro får brugt etnisk slagtøj i en popsang samt den bevidste brug af organisk lydende synthesizer-effekter. Her Africa live i 2003 med Mike Porcaro på bassolo og Steve Lukather på guitarsolo. Toto kunne fremover stadig optræde på hitlisterne med fx den fine ballade Won’t Hold You Back fra 1983 skrevet og sunget af Lukather, men kommercielt og nok også kunstnerisk havde bandet toppet.

Heavy Metal-navne kan også optræde i AOR-genren, selvfølgelig især heavy i den meget poppede ende. Her er Def Leppards Photograph fra 1983. Og her med Pour Some Sugar On Me fra storsællerten Hysteria i 1987. Def Leppard hører salgsmæssigt til rockens – og ikke mindst den tunge rocks – store stjerner med et certificeret salg på 41,6 mio enheder og et anslået salg på 100 mio enheder.

AOR behøver ikke at være falset og flerstemmige omkvæd. En rå rockstemme kan sagtens forblive i genren – det skal bare være melodisk. Store AOR-navne midt i årtiet er fx de canadiske singer/songwriter Bryan Adams her med  Run To You og Summer of ’69 med fra bonjovialbummet Reckless fra 1984. Og amerikanske Bon Jovi her med det mere traditionelle AOR-hit Living on a Prayer fra 1986. Muskelsvulmende velklang. Både Bryan Adams og Bon Jovi hører til de store stjerner i musikkens 4. division. Bon Jovi ligger højest med et certificeret salg på 83,4 mio enheder og et formodet salg på 100 mio, mens Bryan Adams kun har et certificeret salg på 44,2 mio enheder men et formodet salg på det samme som Bon Jovi.

Flere AOR-navne som Journey, Foreigner, REO Speedwagon, Styx og Boston falder også (sammen med fx Bryan Adams og Bon Jovi) inden for betegnelsen stadionrock (eller arena rock) da de spiller live på kæmpestore stadions med pompøse lysshows og letfængelige omkvæd som de store folkeskarer synger med på i fællessang med lightere og hvad dertil hører. Stadionrock bliver den helt store ting i ’80’erne. Navne der falder uden for genren AOR, men som alligevel bliver markante stadionrocknavne i 80’erne er Supertramp og ikke mindst Queen og Genesis – og i nogen grad også store 70’er-navne som Bowie og Pink Floyd hvor der dog ikke er så meget fællessang. Queen rammer genren stadionrock helt rent med 70’ersange som We Are The Champions og We Will Rock You, og bandet er ved at have kulmineret kreativt, men der må nævnes senere sange som Presley-travestien Crazy Little Thing Called Love og den funkede Another One Bites the Dust, begge fra 1980, den lidt uhomogene, men smukt sungne Under Pressure skrevet og sunget sammen med David Bowie og fra 1984 popsagen I Want To Break Free. Som nævnt hører Queen salgsmæssigt til musikkens 8 superstjerner i 2. division sammen med fx ABBA, Rolling Stones, Whitney Houston og AC/DC.

philcollinsQueen skal bare fortsætte deres linje fra 70’erne for at lave stadionrock. For prog-bandet Genesis er vejen mere kompleks. Bandets trommeslager, Phil Collins, blev også dets forsanger i 1975, da Peter Gabriel brød med Genesis. I 1981 udgiver Collins sit første soloalbum, Face Value, og den mørke ballade, In The Air Tonight,  der bliver et meget overraskende superhit. Sangen er melodiøs, men med en vred, paranoid tekst og en sær tung, indeklemt stemning der udløses til sidst med nogle tunge, overstyrede synkoperede trommer der gør stort indtryk. Effekten – der kaldes gated drums – bliver udviklet i 1980 på Peter Gabriels 3. soloalbum i en sang som fx Intruder. Gabriel havde forbudt brug af bækken i trommespillet på sit album, så Collins og studieteknikere som fx Hugh Padgham arbejder med andre måder at gøre trommelyden markant på og opfinder her gated drums-teknikken. In The Air Tonight, Face Value og Collins slår så massivt igennem, at Padgham bliver både Collins’ og Genesis’ producer, Collins bliver selv topproducer og superstjerne, og medvirker omtrent altid som trommeslager når allstarbands spiller. Helt typisk så er Collins altdominerende producer på det første soloalbum af Anni Frid “Frida” Lyngstad, den mørkhårede sangerinde i ABBA, og albummets hit,  I Know There’s Something On (1982), er skrevet af Collins og har ham på trommer med fx de dominerende gated drums.

Phil Collins ryster hits ud i 80’erne – fx i AOR-genren som her Easy Lover, en duet med Phil Bailey fra Earth, Wind & Fire, i ballader som her Against All Odds og Another Day in Paradise og endda blues-sange som I Wish It Wold Rain Down med Clapton på leadguitar. Som solist hører Collins til blandt kæmperne med et certificeret salg på 87,4 mio enheder og et formodet salg på 150 mio enheder. Dermed ligger Phil Collins som solist i musikkens 3. division lige under U2 og Billy Joel og lige over Aerosmith og Frank Sinatra. Det skal dog tages i betragtning at Collins samtidig med sin solokarriere er forsanger i Genesis der har et certificeret salg på 39,9 mio enheder og et anslået salg på 100 mio enheder og dermed salgsmæssigt ligger blandt de store stjerner i musikkens 4. division.

Genesis’ sange kommer i 80’erne til at lyde som lidt mere komplekse udgaver af Collins’ sange. Sangen Mama  fra 1983 minder således en del om In The Air Tonight med gated drums og det hele og har masser af 80’er-klang over sig. Mama har dog også lidt af det teatralske drama fra Genesis’ gamle dage og bliver et slags hit – usædvanligt når man tænker på at teksten er en romantisk-ødipal ode fra en mand til en prostitueret der ikke besvarer mandens hengivenhed. Og fra 1986 er uptempo-sangen Land of Confusion  med en tekst der prøver at være mere politisk, vred og oprørsk end uptempo-popstilen lægger op til. Det pudsige er i øvrigt at da Collins mister inspirationen i 90’erne, så opstår der en markant Collins-træthed. Nogle vil mene at han trods sin charme, tæft og kompetence  var overeksponeret i 80’erne.

80’ernes popindustri er en kolossalt effektivt kødhakker. Blues, funk, soul, hardrock, softrock, motown osv. kommes i hakkeren, tilsættes nogle stensikre formler, olieret lyd og masser af rumklang, og ud kommer et ufarligt, vellydende mainstramprodukt, konsumrock, hvor det mest fængende bliver til hits. Genesis’ oprindelige forsanger, Peter Gabriel (fotoet), begynder årtiet med at lave ret peter gabrieleksperimenterende musik som her San Jacinto (1982). Han bruger i udstrakt grad ny teknologi, fx Fairlight CMI, en synthesizer der kan omdanne hvilken som helst optaget lyd – fx pust i et kloakrør – til digitale signaler som man så kan spille på og lave akkorder af. Gabriels projekt er at bruge teknologi til at lave lyde der virker organiske og naturlige, og at indarbejde etniske klange. Men også Peter Gabriel går  den radiovenlige (men ikke den kommercielle) rocks vej med succes-albummet So (1986) produceret sammen med U2s producer Daniel Lanois. So har fx med soulnummereSledgehammer, balladen Don’t Give Up sunget med Kate Bush samt den eksperimenterende This Is The Picture lavet med avantgardesangerinden Laurie Anderson (siden gift med Lou Reed). Gabriel bruger dog primært sine kræfter på World Music (der indoptager musikstile fra hele verden) og World-Music-festivallen WOMAD. På trods af den store succes med So hører Peter Gabriel kommercielt slet ikke til stjernerne og musikkens divisioner.

Måske mere ekstremt laver David Bowie i 1983 den dansevenlige popplade Let’s Dance efter at have opstrammet sin fysiske form med boksetræning og få brintoveriltet sit hår. Bowies toptunede stil kan ses på titelnummeret Let’s Dance.  Albummet har en del rigtig glimrende sange,  fx  China Girl og Puttin’ Out FireSidstnævnte er skrevet af Giorgio Moroder (musikken – Bowie skrev selv teksten) og er ment som temaet til Paul Shraders film Cat People fra 1982. Bowie bliver til stadionrock og fristes til at bevare sit helt nye publikum ved at lave tidens mainstreampop, så til næste album fra 1984, Tonight, hyrer han Phil Collins’/Genesis’ producer, Hugh Padgham, og resultatet er sørgeligt. Loving the Alien er dog en hæderlig popsang. Næste album, Never Let Me Down (1987), er et forsøg på at vende tilbage til en mere ren rockstil, men helt uinspireret. Trendforfineren Bowie har brug for inspiration fra samtidens trends, men midt i 80’erne i det Bowie har kaldt “Phil Collins-æraen”, er der ingen kulturbølger der kan inspirere ham.

Andre eksemhuey lewispler på tidens velproducerede mainstream-poprock er Hall & Oates med Private Eye og Maneater,  Mr. Mister, her med Broken Wing, eller den britiske keyboardspiller og sanger Nik Kershaw med ret komplekse, men pæne popsange som Wouldn’t It Be Could, I Won’t Let The Sun Go Down on Me og The Riddle, Lionel Richie, der nu gået solo fra The Commodores) og hans smukke ballade Hello fra 1984 (jeg springer helt bevidst den skrækkelige video over), dels den amerikanske Huey Lewis and the News (fotoet) – her med Hip to be Square fra 1986. Af disse navne er Lionel Richie salgsmæssigt blandt de store stjerner med et certificeret salg på 40,2 mio enheder. Det placerer lige akkurat Richie over Genesis og lige under Cher.

  Dele af den tilbagelænede blues-, country- og folk-scene indfanges også, fx det både Bob Dylan- og  J.J. Cale-inspirerede Dire Straits – reelt et alias for guitaristen, sangeren og sangskriveren Mark Knopfler, der var virkelig stor i 80’ernes første halvdel. Her er Dire Straits med gennembrudet Sultans of Swing fra 1978, og så kan man sammenligne denne sound med  Money for Nothing fra  Brothers in Arms fra 1984. Dire Straits hører til de helt store stjerner med et certificeret salg på 44,4 mio enheder og et anslået salg omkring de 100 mio. Det bringer Dire Straits ind i 4. division lige under The Carpenters og Bob Dylan og lige over Bryan Adams og Def Leppard.

Og i USA fx soulsangerinden Tina Turner der fik sit 2. gennembrud i 80’erne – her med Private Dancer fra 1984 skrevet netop af Mark Knopfler. Tina Turners renæssance er et eksempel på hvor hip soulmusikken er ved at blive ligesom en anden renæssance, den hvide soulsanger Joe Cocker der bl.a. får et hit med den gamle Ray Charles-sang Unchain My Heart. Selv Mike Oldfield bliver et stort poprock-navn (omend lysår væk fra soulen) efter at sangerinden Maggie Reilly ikke længere blot traller, men synger ord – her Moonlight Shadow fra 1983.

De måske mest forfinede udtryk for 80’ernes vellydende, velproducerede mix af pop, rock, funk og soul og måske en anelse jazz høres på soloabummet The Nightfly (1982) af det dengang hedengangne Steely Dans forsanger Donald Fagen, her I.G.Y. Og på soloalbummet Boys and Girls (1985) af det ligeledes hedengangne Roxy Musics forsanger Bryan Ferry, her Slave To Love. Perfektionistisk, elegant og raffineret.


4.3      Hard rock og heavy metal i 80’erne

Heavy metal bliver en meget tydeligere undergenre inden for den hårde rock med en ny bevægelse New Wave Of British Heavy Metal, forkortet NWOBHM. Inspireret af bl.a. Judas Priest – som er her med Delivering the Goods (1978 – så nedtones bluespræget i den hårde rock, tempoet sættes op, guitarsoli bliver lynhurtige, der indoptages elementer af punk og new wave, og musikken bliver tungere, og attituder omkring langt hård, cowboyjakker, kæder, læder og skrækromantik er nu ufravigelige.

ironEn af de helt centrale bands til at udvikle heavy metal er britiske Iron Maiden med meget tung og hurtig hard rock som afgjort er heavy metal. Her er Wrathchild fra Iron Maidens 2. album Killer (1982). Efter Killer afløses forsangeren Paul Di’Anno af den mere karismatiske pilot Bruce Dickinson, og Iron Maiden får et gennembrud med sit 3. album, Number of the Beast (1982). Albummet bliver nr. 1 i Storbritannien, 6 i Holland, 7 i Sverige og 33 i USA, og får gode anmeldelser. Glimrende er især  Run to the Hills, men også titelnummeret Numbers of the Beast  kan nævnes. Samt Hallowed Be Thy Name

Det måske mest klare eksempel på NWOBHMs brug af hastighed og punk høres måske i den britiske bassist, sanger og sangskriver Lemmy Killmisters band Motörhead her med Iron Fist fra 1982. Iron Maiden og Motörhead bliver fremover garanter for den klassiske heavy metal-stil.

“Iron Maiden og Motörhead bliver fremover garanter for den klassiske Heavy metal-stil”

Medio 80’erne opstår en poppet heavy-genry – ofte kaldet glam heavy – der mikser heavy metal-elementer med fortidens blødere stof som (ikke-heavy) hard rock og glamrock (især æstetisk)– beslægtet med den musik Queen frembragte i begyndelsen af deres karriere; men de stærkeste inspirationskilder til genren er amerikanske navne som Alice Cooper, Kiss og Van Halen.

Der er stor uenighed om genre-betegnelserne og hvilke navne der hører til hvorhenne. Nogle har betegnelsen pop metal for en temmelig poppræget hardrock eller heavy metal hvoraf størstedelen er regulær AOR. Måske mest markant i denne genre er svenske  Europe her med den imponerende 80’er-agtige og The Final Countdown. Og russiske Gorky Park med deres eneste hit Bang. Men pop metal inkluderer også førnævnte amerikanske Bon Jovi her med sit allerførste hit Runaway (1984).  Bon Jovi får efter et par albums med mådeholden succes en professionel sangskriver (Desmond Child) ind over, udgiver albummet Slippery When Wet (1986) med det føromtalte kæmpehit Livin’ on a Prayer, og så ruller den kommercielle succes, og efterfølgeren New Jersey (1988) bliver nr. 1 i både USA og Storbritannien. Herfra er Bon Jovis hit Bad Medicine. Whitesnake rubriceres normalt også under pop metal – her med rendyrkede AOR-ballader som Here I Go Again og Is This Love .

I den tungere ende af glam heavy opererer man nogle gange med betegnelsen hair metal pga. udøvernes ekstravagante frisurer og tøj inspireret af 70’ernes Glam – herunder amerikanske navne som Twisted Sister her med Stay Hungry live fra 1984), Mötley Crüe, (her med Live on Wire) og de lidt blødere Poison, her med Nothin But a Good Time. Nogle gange opfattes Van Halen som opfindere af stilen.

Nogle gange rubriceres pop metal og hair metal (og glam heavy under et) simpelthen i en stor samlende betegnelse lite metal som så også inkluderer fx Van Halen. Det gamle tyske hardrockband Scorpions ligger et sted mellem melodisk lite metal og mere stilren heavy metal og får stor succes i 80’erne her med fx Dynamite (1982) og Rock You Like a Hurricane  (1984). Desuden kan nævnes  Skid Row (opr. et irsk rockband med Gary Moore, men amerikanere købte navnet – her med 18 and Life fra debutalbummet i 1989) og gamle hardrocknavne som Kiss her med Crazy Crazy Nights i 1987 efter der nu har smidt masken),

De største navne i 70’ernes traditionelle hard rock i USA var Van Halen, Aerosmith og Alice Cooper. Van Halen har en glamourøs forsanger i den stærkt selvbevidste David Lee Roth eller “Diamond Dave” samt en eminent guitarist i Eddie Van Halen og er et stærkt navn i 80’ernes første halvdel med energi, kunnen og højt humør – her Everybody Want Some fra 1980. Et omdrejningspunkt for successen er Van Halens det sjette studiealbum, 1984, fra netop 1984. Den ryger direkte ind som nr. 2 på albumhitlisten i USA lige efter Michael Jacksons Thriller, og her forblev 1984 i adskillige uger. Den måske bedste sang på 1984 er hardrock-sangen Panama. En anden god sang fra 1984 er Hot For The Teacher. Men mest markant er den poppede Jump hvor Van Halen har erstattet guitarriffet med et synthesizerriff spillet af ham selv. Resten af bandet skumler, men successen er stor. Derefter erstattes Diamond Dave med den noget mindre festlige og farverige Sammy Hagar, og Van Halen fortoner sig til ret kedelig AOR – her live i 1988 med When it’s Love.

Nævnes bør også hardrock-bandet Aerosmith der lider under forsanger Steve Tylers narkoproblemer, men har fremgang sidst i årtiet´ikke mindst i kraft af hiphopgruppen Run D.M.C. og deres umådeligt populære version af Aerosmiths’ sang Walk This Way. Her er Aerosmith med What it Takes (1990). Til slut bør som et af den amerikanske hard rocks store brands nævnes Alice Cooper her med Poison fra 1989 og Black Sabbaths forsanger Ozzy Osbourne som nu er gået solo her med Crazy Train fra 1980.

guns'n'rosesEt nyt hardrock-band (der ligesom Aerosmith og AC/DC ligger i feltet mellem hård rhythm’n’blues og heavy metal, men er klart tættere på heavy end fx Bon Jovi) er det amerikanske Guns N’Roses fra 1985 med William ”Axl” Rose i front og den dygtige britisk-amerikanske Hendrix-inspirerede guitarist Saul Hudson kaldet ”Slash”. Her den  Guns N’Roses’ allerførst udgivne single, den ret heavy Reckless Life (1986) live i 1986. Debut-albummet Appetite for Destruction (1987) sælger i 28 millioner eksemplarer. Fra Appetite for Destruction her med førstesinglen Welcome to the Junglehittet Sweet Child O’ Mine og Paradise City. Guns N’Roses er ikke kulturelitens yndlingsrockband, men det har energi, nerve, kompetence og ægte rocksjæl og et af den traditionelle, klassiske rocks sidste stærke manifestationer. Guns N’Roses  ligger blandt de store stjerner i den 4. division med et certificeret salg på 73 mio enheder og et formodet salg på 100 mio.

De navne der sælger bedst i 80’erne inden for den hårde rock (herunder heavy metal) er i tilfældig rækkefølge disse 7 navne: Mötley Crüe, Def Leppard, Bon Jovi, Guns N’Roses, Aerosmith, Van Halen og Poison. Bortset fra britiske Def Leppard er det rent amerikanske navne.

metallicaDen helt rene metal-vare – de britiske Mötorhead og Iron Maiden – optræder altså ikke på denne liste. Sådan er det at være stilskaber. Til gengæld opstår en stil der er endnu hurtigere og hårdere end Mötorheads og Iron Maidens, nemlig  thrash metal. En foregangsgruppe i denne genre er den amerikanske gruppe Metallica dannet i 1981 på initiativ af den danske trommeslager Lars Ulrich med sangeren og guitaristen James Hetfield i front. Her er Metallicas Seek and Destroy (1983). Som et klassisk eksempel på trash metal-genren er her Metallicas Creeping Death fra 1984. Endelig kan nævnes deres Master of Puppets (1986). Af de nævnte metal-navne er Metallica faktisk den salgsmæssigt højest placerede og overgår endda Guns N’Roses med et certificeret salg på 91,5 mio enheder og et anslået salg på 110 mio enheder. Det bringer Metallica meget højt oppe i musikkens 4. division kun overgået f Lady Gaga. Lige under Metallica ligger helt nye popnavne som Katy Perry, Adele og Bruno Mars.

Andre basale bands i thrash metal-genren er AnthraxMegadeth og Slayer. Af thrash metal udgår så andre mindre, men endnu mere radikale genrer som death metal, black metal osv ofte med stærkt aggressivt tekster med mord, voldtægt, satanisme osv.


4.4      New Wave, synthpop og den nye dekadence

I 1980’erne bliver new wave-rocken den nye trend både i form af storladne stadionrock-bands som U2 og Simple Minds, men også i form af mere synthesizer-baserede navne som Duran Duran, Pet Shop Boys, Tears For Fears og Depeche Mode.

u2U2 dannes i Dublin i 1976 da den 14-årige trommeslager Larry Mullen jr. sætter en annonce i avisen for at danne et band. Bl.a. svarer guitaristen David “The Edge” Evans, bassisten Adam Clayton og sangeren Paul “Bono Vox” Hewson. Genren er ret hurtigt tidens punktoner, da det er lettest at spille. U2 debuterer i 1980 med Boy og guitarbaseret, rivende og rå new wave, men successen udebliver, og bandets medlemmer gennemgår en religiøs krise. Særligt Bono, The Edge og Clayton er aktivt kristne og går med i et kristent band, The Shalom Fellowship, men beslutter at vie U2 deres fulde opmærksomhed.  Med deres 3. album – War (1983) slår U2 igennem – også uden for Irland og Storbritannien. War bliver nr. 1 på albumhitlisten, og førstesinglen New Year’s Day, nr. 10 på hitlisten. Vi kommer heller ikke udenom den politisk indignerede og kraftfulde Sunday, Bloody Sunday. Teksten og det grundlæggende riff i sangen er skrevet af The Edge. U2 sammenlignes med skotske Simple Minds der virker mere elegant i forhold til det rå og massive U2. For at bryde dette mønster får The Edge lokket bandet til at bruge ambient-produceren Brian Eno (kendt som producer fra samarbejdet med Bowie i 70’erne) og hans canadiske assistent Daniel Lanois på næste album, The Unforgettable Fire (1984). Hittet fra den, Pride (in the Name of Love) om Martin Luther King, mangler dog helt ambient-fornemmelsen. U2 kritiseres for at være for meget i nuet og i for lidt kontakt med rockmusikkens rødder, herunder de amerikanske musiktraditioner. Det er bl.a. venner af bandet som Bob Dylan og Keith Richards fra Rolling Stones der gør denne kritik gældende. De næste to albums – The Joshua Tree (1987) og Rattle & Hum (1988) efterforsker derfor rødderne, americana de klassiske sange, men også amerikansk og irsk folkemusik. Lanois og Eno er også producere på The Josua Tree der søger en hårdere klang end The Unforgettable Fire.

The Joshua Tree bliver en kæmpesucces – det hurtigst sælgende album i britisk historie og en klar nr. 1., men hvad mere er, den bliver også nr. 1 i USA. U2 er nu kæmpestore. Rockmagasinet Q regner det i øvrigt for at være 80’ernes bedste album overhovedet med Michael Jacksons ‘Thriller’ som nr. 2. Hvad mere er – kultureliten er begejstret. U2 har prestige. Førstesingen for The Joshua Tree er With or Without You, andensinglen I Still Haven’t Found What I’m Looking For. Bemærk også en sang som Where The Streets Have No Name (som er lidt længe om at komme i gang på videoen) der indfanger U2s særlige rå, bankende puls. Det virkede som om U2 havde puls, glød, kant, nerve, melodi, tæft, søgen og autoritet til – med et udsagn der passer til U2s grandiose stil – at bære rockens fakkel videre ud mod fremtidens horisont.

U2 ligger rigtigt godt til blandt kæmperne i musikkens 3. division med et certificeret salg på 106 mio enheder og et formodet salg på 150 mio enheder. Dermed ligger U2 lige under Eminem og Eagles og lige over Billy Joel og Phil Collins.

Simple Minds dannes i 1977 af barndomsvennerne Jim Kerr (sang og – dengang – keyboard) og Charles Burchill (guitar). Bandet bryder igennem samtidig med U2 i 1982 med New Gold Dream (81, ’82, ’83, ’84) med en sang som Promised You a Miracle  der gik ind som nr. 13 på hitlisten. En anden fin sang fra dette album er Someone Somewhere (in Summertime) – her spillet live i 1983. Simple Minds sammenlignes med U2, men er mere synthesizer-baserede og elegante i udtrykket. På næste album, Sparkle in the Rain (1983) tilnærmer Simple Minds sig derfor U2s mere rå og storladne stemning, her Upon The Catwalk. I 1985 kommer så Simple Minds mest sofistikerede abum, Once Upon A Time med fx All the things she said.  Det er noget af det mest komplekse musik i datidens new wave. Samtidig fik Simple Minds et stort hit med Don’t You – der indgår i John Hughes’ kultfilm Breakfast Club og i øvrigt er skrevet af den italiensk-tyske discokomponist Giorgio Moroder. Simple Minds er ca. lige så store som U2, måske større, og Jim Kerr en new wave-konge gift med new wave-dronningen Chrissie Hynde, forsanger i The Pretenders. Men derefter mister Simple Minds simpelthen sin nerve og nødvendighed og laver fade, oppustede albums, mens U2s salgstal og prestige blot vokser og vokser.

Her er Hynde og The Pretenders med deres new wave-hit fra 1986 Don’t Get Me Wrong.

I årene omkring 1980 var der opstået polariseringer i new wave-genren. Yderpolerne er den meget mørke, stramme og seriøse post-punk, dvs. forenklet sagt punkmusik hvor synthesizere er tilladt, og den meget bløde, poppede og æstetiserende, for ikke at sige affekterede, new romantics der mest handler om mode, glamour og fantasi.

the-cure-1991-1421256453-article-0Det kendteste og mest sælgende postpunknavn er utvivlsomt The Cure. Deres musik blever stadig mere dyster, og mørket kulminerer med albummet Pornography i 1982 – herfra sangen One Hundred Years. Nu kan The Cure ikke komme dybere ind i mørket, og kriserne kommer. Forsanger og leder Robert Smith overveje at bryde bandet op og spiller i stedet i Siouxie and the Banshees, men der sker en vending. Efter en periode med anti-image finder Smith sit image – det lidt  punk-klovneagtige med stort, busket hår og læbestift, mens musikken begynder at vende sig mod det stadig lettere og mere poppede fra The Top (1984) hvor Smith spiller næsten alle instrumenterne og til The Head on the Door (1985) – her med In Between Days, en sørgmodig sang der placerer sig ret præcist der hvor den alternative rock siden står.  Men det er efterfølgeren Kiss Me, Kiss Me, Kiss Me (1987) der bliver The Cures hidtil største hit som nr. 6 på albumhitlisten, ligesom tredjesinglen Just Like Heaven også bliver The Cures største singlehit. Mange af sangene handler mest om stemning såsom The Snakepit. Efterfølgeren Disintegration (1989) gik videre ind i det hypnotiske med meget langstrakte, synthesizermættede sange såsom The Same Deep Water As You

New romantics  er postpunkens modpol, new wavens sukkersøde pop inspireret af 70’ernes ghlamstjerner som Bowie og Roxy Music/Bryan Ferry og tidens affekterede stil og mode med et androgynt look. Genren inkluderer Visage med Stephen Strange i forfunden og deres Fade to Grey, en sang og en video der i høj grad sætter new romantics-bevægelsen duran-duran-british-fashion-2649633-639-460i gang musikalsk og æstetisk. Det helt store new romantics-navn er Duran Duran som album-debuterer i 1981. Durans Durans første album (ubetitlet) indeholder fx  Girls On Film der får stor opmærksomhed pga. Godley & Cremes musikvideo med letpåklædte kvinder i mudderkamp. Duran Duran her med Wild Boys  fra 1984 bliver særdeles populære op gennem 80’erne, bl.a. pga. forsangeren Simon le Bons flashy udseende. Genren inkluderer også det elegante og stilfulde Spandau Ballet, her med True fra 1983. Og samme år hittede Culture Club med Boy George i forgrunden  med Karma Chameleon.

dmEndnu en undergenre der opsår af new waven, er synthpoppen, en dansevenlig meget synthesizer-domineret pop. De første ansatser findes i Storbritannien sidst i 70’erne med fx Orchestral Manouvres in the Dark – OMD. Vince Clarke inspireres af OMD og danner i 1980 et band med sig selv og Martin Gore på guitar, Fletcher på bas og David Gahan på bas. Gahan foreslår navnet Depeche Mode. Bandet albumdebuterer i 1981 med Speak & Spell der blev nr. 10 på hitlisten, mens andensinglen, Just Can’t Get Enough bliver et egentligt hit. Bandets leder og sangskriver Clarke siger derefter farvel og danner et nyt synthband Yazoo med soulsangerinden Allison Moyet i front i et mix af synthpop og soul. Her er Yazoos Don’t Go. Clarke dropper Yazoo i 1983 og etablerer nye projekter. Det mest holdbare er duoen Erasure (1985) med Clarke (keyboard) og sangeren Andy Bell, og Erasure producerer derpå en lang række hits, her Chains of Love (1988) og A Little Respect. Imens fortsætter Depeche Mode med Gore som leder og sangskriver og laver stemningsladede og storladne lydlandskaber med keyboardeffekter. Et eksempel er albummet Black Celebration fra 1986 og en sang som Stripped. Senere store sange er Never Let Me Down Again  (1987)og Personal Jesus (1989).

Andre synthpopbands er Ultravox her med Dancing With Tears in my Eyes fra 1984 og ikke mindst Pet Shop Boys  der slår igennem med West End Girls (1985)  og her desuden med med It’s a Sin fra 1987 og  Jealousy (1990), – og som stadig har pæn succes med sin sterile og melankolske, men formfuldendte og lækre pop.

Et særligt tilfælde er det gamle postpunkbund Joy Division hvis sanger Ian Curtis hænger sig selv i 1980. Resten af bandet skifter navn til New Order med keyboardspilleren Bernard Sumner – der ikke er den store sanger – i front.  New Order spiller dansevenligt synthpop og får et atypisk storhit i 1983 med Blue Monday . Det er i grunden pudsig musik – melankolien fra Joy Division er der stadig, men samtidig noget vibrerende livfuldt og nyt inspireret af New Yorks dansescene, og Blue Monday kan betragtes som en overgang mellem 70’ernes disco og senfirsernes house.

Et navn der placerer sig midt mellem dancepop og new wave/new romantics er Frankie Goes to Hollywood opulent produceret af Frankie 11superproduceren først i 80’erne, det tidligere Yes-medlem Trevor Horn. Frankies allerførste udgivelse er singlen  Relax fra 1984. Pga. videoens fetichistiske og homoerotiske billedside forbydes den straks af BBC, og eftersom Relax er hitteti 1984 (sammen med Band Aid), laves der straks nye versioner (den første version forbydes også) – men med udgangen af 1984 er den oprindelige video tilladt igen. Det giver altsammen stor skandale og omtale. Her er Frankie live i 2004 uden forsangeren Holly Johnson. Frankie opløses  i 1987 da Johnson forlader bandet pga. uenighed om linjen.Pga. den fetichistiske og homoerotiske billedside i Frankie Goes To Hollywoods gennembrudshit ‘Relax’ bliver videoen straks forbudt af BBC.

I den meget poppede, men entydigt new wave-agtige, ende er britiske Tears For Fears her med den ganske kvikke Change fra 1983. I 1985 kommer den langt mere søvnige Songs From The Big Chair med virkelig iørefaldende popsange som Shout og Everybody Wants To Rule the World.   Endelig kan nævnes denne her ganske flotte Beatles-pastiche – Sowing in the Seeds of Love fra 1989.

eurythmicsTears For Fears er nok kulminationen af den bløde og lækre pop som kommer ud af new wave-musikken. Lidt mærkeligt betragtes den britiske duo Eurythmics af den engelske guitarist og sangskriver David Stewart og den skotske, soulsyngende Annie Lennox ofte også gerne som new wave. Jeg hører det mest som en tidstypisk blanding af rock, pop, motown og soul hvor der så ind imellem kommer lidt kanter af fx et lille skvæt new wave eller elektronisk musik. Hør fx Sex Crime fra 1984, Would I Lie To You og denne lille perfekte motown-fantasi There Must Be An Angel (Playing With My Heart) begge (1985). Eurythmics’  kanter og det elektroniske kommer tydeligt til udtryk i den lidt monotone Beethoven (I Love Listen To) fra 1987.

New Wave inkluderer også alvorlige navne, fx The The, reelt et alias for briten Matt Johnson, her med This Is the Day (1983), Heartland (1986) og The Beat(en) Generation (1988).

smiths-the-50f664a13b769Mest alvorligt er nok Manchester-bandet The Smiths dannet af 4 musikere alle af irsk herkomst og med en kerne af forsangeren og tekstforfatteren Stephen Morrissey og guitaristen og komponisten Johnny Marr. Morrisseys vokal er meget følelsesladet og lidende, næsten jamrende, mens Marrs rytmeguitar omvendt er meget kølig, elegant og smagfuld. Det skaber et helt speciel, kontrastrigt lydbillede. Til gengæld splitter Morrisseys intense og højst specielle røst vandene, for nogle finder hans ”klynkerock” helt ubærlig. Smiths albumdebuterer i februar 1984 med den ubetitlede The Smiths der kommercielt slår igennem med det samme og bliver nr. 2 på den britiske albumhitliste. I de 3-4 år er Smiths et af de kunstnerisk toneangivende bands i Storbritannien og i høj grad med til at definere klangen og stilen i den alternative rock. Ikke længe efter kommer en af deres mest kendte sange som B-siden af en single. Det er How Soon Is Now med meget tilbageholdt, præcist og følt guitar-akkompagnement af Marr. How Soon is Now anses af mange som en af 80’ernes bedste rocksange overhovedet rent kunstnerisk.

I maj 1985 kommer Meat Is Murder, juni 1986 The Queen Is Dead og endelig i september 1987 deres sidste album Strangeways, Here We Come. Herfra kan nævnes There’s A Light That Never Goes Out fra The Queen is Dead. Det er en både melankolsk og opløftende kærlighedsode som Morrissey har skrevet til sit store idol, James Dean.Her er The Smiths allersidste single, Stop Me (1987). Efter opløsningen i 1988 går Morrissey solo, mens Marr optages i The The.  The Smiths må man hæfte sig ved. Deres musik bliver ret anerkendt og får en markant indflydelse på eftertidens britiske musik.

I den alvorlige ende af new wave regnes ofte også britiske Prefab Sprout alias sanger og sangskriver Paddy McAloon. Her er When Loves Break Down og Appetite fra Steve McQueen (1985). I 1988 kom From Langley Park to Memphis med en langt mere glat og lækker popproduktion, mens alvoren er væk. Herfra er den ironiske The King of Rock’N’Roll.

Af de øvrige nævnte navne ud over U2 er de salgsmæssigt største Depeche Mode som tilhører musikkens 6. division sammen med fx Paul McCartney, Billy Joel, George Michael og The Who; Duran Duran tilhører salgsmæssigt set musikkens 8. division sammen med fx Robbie Williams, Pearl Jam og Bob Dylan.

 “I slutningen af 80’erne er det som new wave er ved at miste nyhedens interesse.”


4.5     Alternativ rock

New Wave forsvinder også som betegnelse i slutningen af 80’erne. I stedet indgår genren i en beslægtet genre ”alternativ rock”. Den inkluderer ukommerciel, oftest guitarbaseret, kapitalisme-kritisk undergroundrock og ofte, men ikke altid, en vis punk- eller new wave-inspiration, og  den alternative rock har ofte en lidt puritansk approach uden særlige gimmicks på scenen, manerer og selvpromoverende adfærd fra musikernes side. Det er meget sjældent at keyboards indgår i den alternative rock, guitar- og keyboardsoli er endnu sjældnere, og forsangeren fører sig ikke frem. New romantics-navne såsom Duran Duran og synthpopnavne som Pet Shop Boys regnes således ikke som alternativ rock, men det gør The Smiths/Morrissey til gengæld. Rent stilmæssigt er U2 på mange måder alternativ rock, men for det første er U2 efterhånden ved at være del af det etablerede, og det går imod den alternative rocks ånd, er man etableret, er man selvsagt ikke alternativ, og for det andet er der voksende tendenser til selvpromovering og manerer hos U2 og Bono. Så de hænger lidt og flagrer.

R.E.M. er et amerikansk rockband der eksisterede 1980-2011, og som er en nøglefigur inden for etableringen af stilen ”alternativ rock”. Centrale i bandet er forsangeren Michael Stipe og leadguitaristen Peter Buck.

remyoungI januar 1980 falder to mænd i snak i pladehandlen Wuxtry Records i Athens, Georgia. Det er Michael Stipe, der er kunde, og Peter Buck, der er ansat i pladebutikken. De to har samme musiksmag, fx Patti Smith, Television og Velvet Underground, og de bliver venner. Begge går på University of Georgia i Athens, og de finder snart sammen med to andre studerende fra samme universitet, bassisten og keyboardspilleren Mike Mills og trommeslageren Bill Berry, mens Stipe synger og Buck spiller guitar, de træner i et par måneder og får i april deres første job som band. Bandnavnet blev fundet ved et tilfældigt opslag i en ordbog.

R.E.M. bliver hurtigt en succes i Athens og begynder at turnere i det sydlige USA. I sommeren 1981 har de deres første single klar, Radio Free Europe, udgivet i 1000 eksemplarer. Radio Free Europa, der får fornem kritik, genindspilles i 1983 til deres første album, Murmur.  R.E.M. er ingen voldsom kommerciel succes, men blev spillet en del på de i USA udbredte universitetsradioer (college radio, campus radio), og de får solid respekt. Murmur bliver nr. 36 på USAs albumhitliste, men kåres af magasinet Rolling Stone som årets bedste album. Og det lykkes for R.E.M. at komme med i David Lettermans Late Night Show med en dengang ubetitlet sang (So. Central Rain) – se interviewet med Letterman og sangen live her.

Sangen fra Lettermans show, So. Central Rain, bliver siden førstesinglen fra det følgende album, Reckoning (1984). Den får også flotte anmeldelser og bliver nr. 27 i USA og nr. 91 i Storbritannien. Det 3. album, Fables of Reconstruction (1985), optages i Storbritannien til stor misfornøjelse for bandet pga. vejret og maden, og det giver stemning til albummet. Men salget bedres ikke mærkbart. Det sker først med det 4. album, Lifes Rich Pageant (1986) med en sang som fx Fall On Me, og albummet bliver nr. 21 på albumhitlisten og bliver en guldplade. Den kommercielle fremgang fortsætter med det politiske album Document (1987) der sælger over 1 mio eksemplarer. Gode sange herfra er  The One I Love samt This Is The End of the World (And I Love It).

   R.E.M. skifter pladeselskab fra det uafhængige I.R.S. til Warner Brothers der lover fuld kunstnerisk frihed og en bedste distribution i Europa. Næste album er Green (1988) der giver et europæisk gennembrud med fx Pop Song 89.

Det er særligt i 90’erne at R.E.M. får et større salg, og trods de ukommercielle toner kommer R.E.M. faktisk op blandt de pænt store stjerner med et samlet certificeret salg på 42,2 millioner enheder og et anslået salg omkring de 85 millioner. Det bringer R.E.M. salgsmæssigt op i musikkens 5. division lige under Beyoncé og Shania Twain og lige over hiphopperen Flo Rida, Van Halen og Coldplay.

En helt anden form for alternativ rock end R.E.M.s afdæmpede, bløde og en anelse folk/country-prægede klange er Boston-bandet The Pixies der inkorperer flere stilarter, og mere konfliktende stilarter og ekstreme udtryk som støjrock, hardrock og surfpop. Ligesom R.E.M. er Pixies et universitetsband der opstod på University of Massachussetts Amherst da guitaristen Joey Santiago på en gang boede lige ved siden af Charles Thompson IV, siden kaldet Black Francis, og som bliver bandets sanger. Bandet grundlægges i 1986, pladedebuterer i 1987, og punk hører til inspirationskilderne. Pixies’ måske bedst kendte sang er  Where Is My Mind? fra albummet Surfer Rosa (1988) der sent i 90’erne får et bredt publikum via David Finchers film Fight Club. Where Is My Mind? hører til Pixies’ mere melodiske ting, men man kan også henvise til den mere punkede Debaser fra albummet Doolittle (1989) – den vinder ved genhør – og fra samme album ikke mindst den ligeledes rå Tame. Sidstnævnte sang er et fint eksempel på et af Pixies’ særkender, kontrasten mellem et stille vers og den chokagtige overgang til et heftigt og hårdt omkvæd. Dette træk skal snart blive til stor inspiration for Nirvana, ikke mindst i deres gennembrudshit Smells Like Teen Spirit.

sonicEndnu mere ekstreme, og lidt uden for kategori, er Sonic Youth dannet i New York City i 1981 med ikke mindst Thurston Moore som guitarist og sanger og hans hustru Kim Gordon på bas og sang. Sonic Youth laver eksperimenterende rock og støjrock, men rubriceres også gerne som alternativ rock. Et klassisk eksempel på hvad Sonic Youth kan og gør er fra albummet EVOL (1986) den lange Expressway To Yr Skull her live – med en lang, psykedelisk-støjende sekvens i langt størstedelen af sangen som en ekstrem og rå udgave af tidlig Pink Floyd. Her er den lidt korere Scizophrenia fra 1987 der har lidt mere sang fra både Moore og Gordon.

Klassiske navne i 80’ernes alternative rock i Storbritannien er en gruppe bands fra Manchester – førnævnte The Smiths samt en gruppe heraf inspirerede, men gladere, Manchesterbands som Happy Mondays, her med Mad Cyril fra 1988, og Stone Roses, her med I Wanna Be Adored  fra 1989. Denne forholdsvis sprælske og melodiske alternative rock fra Manchester i slutningen af 80’erne kaldes også Madchester-scenen, og den er med til at inspirere til 90’ernes britpop.

Et ejendommeligt navn i den alternative rock er australske Nick Cave der op gennem sin karriere i den grad formår at blande genrerne fra det meget punkede i begyndelsen til blide, men dystre ballader hen ad vejen – men hele tiden med mørke, melankoli og kvalitet som et gennemgående træk.

nickcave-sxsw-370x215Nick Cave danner et protopunkband i Australien allerede i 1973. Det udvikler sig til The Birthday Party der pladedebuterer i 1979. I 1980 rykkede The Birthday Party til London, og i 1984 blev det opløst pga. konflikter mellem Cave og Rowland Howard der også var sangskriver i bandet. The Birthday Partys trommeslageren Mick Harvey og Nick Cave gik sammen om at etablere et nyt band omkring dem – ”The Bad Seeds”. Guitarist i bandet er tyskeren Blixa Bargeld der i 1980 havde grundlagt bandet Ein Stürzende Neubauten, og Bargeld fik stor betydning i the Bad Seeds.

Cave er optaget af stærke sager som død, kærlighed og religion der bliver omdrejningspunkter i hans musik der blander blues, gospel, rock og arty postpunk. Nick Cave and the Bad Seeds albumdebuterede samme år, i 1984, med From Her to Eternity til ret gode anmeldelser (og en plads som nr. 40 på albumhitlisten, og nr. 1 på samme liste for indie-musik), og generelt har Cave og hans band været en anmelder-darling. Her er Saint Huck der er den allerførste sang som Nick Cave and the Bad Seeds lavede. Og her er bandets anden single overhovedet, Tupelo. På bandets 5. album, Tender Prey fra 1988, finder vi en af Nick Caves mere kendte sange, Mercy Seat der bl.a. er covered af Johnny Cash – en af Nick Caves idoler. I 90’erne finder Nick Cave en blidere stil fra og med The Good Son fra 1990,. Herfra balladen The Ship Song.

Bemærk i øvrigt at betegnelsen ”indie rock” ofte optræder som synonym for ”alternativ rock. Indie rock vil sige yderst ukommerciel rock udgivet på ”independent”, uafhængige, pladeselskaber uden PR-budgetter og derfor ofte også uden kommerciel succes. Genren indbefatter fx de nævnte R.E.M., The Smiths og Sonic Youth og en utroligt masse helt ukendte navne. Efter 2000 erstattes betegnelsen ”alternativ rock” dog helt af ”indie-rocken”.

“Betegnelsen ”indie rock” optræder ofte som synonym for ”alternativ rock.””


4.4     Heartlandrock og singersongwriter-musikken

bruce springsteenDen maskuline og solide amerikanske heartland-rock kulminerer i 80’ernes første halvdel – fx med Bruce Springsteens afdæmpede Nebraska fra 1982, her med Atlantic City, og den mere rockede Born in the U.S.A. (1984) – her med Born in the U.S.A. live i 1985 – et album som bliver 1985’ bedst sælgende album i USA og som sælger i 15 mio ex i alt. Det går også glimrende for Tom Petty, her med The Waiting og her en af hans mest kendte Free Falling (1989). Og det nye navn i heartlandrocken, John Cougar Mellencamp, her med Hurts so Good fra 1982

Efter Born in the U.S.A. og gennembruddet i popkulturen bevæger heartlandrockens hovednavn, Bruce Springsteen, sig med albummet Love Tunnel (1987) – her med Brilliant Disguise – tilbage igen mod det mere indadvendte og mod klassisk singer-songwritermusik.

En pudsighed er det at den oprindelig meget folk-agtige singer-songwriter Neil Young som ellers har været en smule usynlig i 80’erne i 1989 laver et hit der ikke bare er rocket, men er virkelig rå, skramlet, støjende og snavset. Det er Rockin’ in the Free World her live fra 2009. Den bliver nr. 2 på USAs mainstream-rockhitlister og er næsten et forvarsel om den grunge-bølge der snart skal skylle ind over USA.

Mange af de nævnte navne klarer sig stadig godt. Bob Dylan har ikke sit bedste årti, men kan her høres i 1984 i et David Letterman-show med et af sine bedre numre fra den tid – Jokerman. Bob Dylan lyder her nærmest som en blanding af sig selv og Rolling Stones, men flere af de store singer-songwriter-navne eksperimenterer med mere elektronisk musik og nye genrer – Paul Simon inspireres fx af afrikansk musik på sit succesrige album Graceland (1986) – her med You Can Call me Al, ligesom Joni Mitchell også bliver noget mere elektronisk og eksperimenterende som her Good Friends fra 1985, mens Leonard Cohen også bliver mere populær end nogensinde ved at slutte strømmen til som med I’m Your Man fra 1988 – her spillet live i en noget ældet udgave.

Bemærkelsesværdigt i 80’ernes sidste halvdel er fremkomsten af mange kvindelige singer-songwriters såsom den Leonard Cohen-inspirerede Suzanne Vega fra New York.  Som Cohen lægger Vega stor vægt på sine tekster der er intelligente og med litterær værdi. Men også hendes lavmælte vokal er en styrke med dens underlige klarhed og renfærdighed, men samtidig uden naivitet. Hun albumdebuterede med en titelløs LP i 1985 der bl.a. har den glimrende sang Marlene on the Wall som fik en video produceret til sig. . Albummet gav platin uden at være en voldsom kommerciel succes, men anmelderne var ret begejstrede. Men det helt store gennembrud kom med album nr. 2, Solitude Standing der blev nr. 2 på albumhitlisten i USA og nr. 1  i fx Sverige. Successen stammer især fra andensinglen Luka og fra tredjesinglen Tom’s Diner der var noget så usædvanlig som en a capella-sang. Den britiske gruppe DNA remixede i 1990 Tom’s Diner med en kraftig instrumental dance-bund. Og sangen bliver igen et hit.

Luka har en styrke der gør at det var en af de første sange bliver populær på radiostationer der spiller vidt forskellige genrer – fra rock over dance til latino. Sangen handler om børnemishandling, men fortalt på en lavmælt måde der ikke virker moraliserende, og det kan være en del af forklaringen på hvorfor Lukas succes er så bred.

En anden amerikansk kvindelig singer-sognwriter er amerikanske Tracy Chapman – her med Fast Car (1988) fra sit debutalbum. Den bølge fortsætter ind i 90’erne med navne som Sheryl Crow, Tori Amos, k.d. lang og Alanis Morissette.

kate-bush-vocal-rangeSinger-songwriter-berømthederne er oftest fra USA eller Canada, men en pudsig undtagelse er den højtbegavede brite Kate BushHun blev opdaget i 1975 som 16-årig af Pink Floyds guitarist og sanger David Gilmour, men pladeselskabet lod hende vente til hun var 18 år hvor hun i 1978 slog massivt igennem med singlen Wuthering Heights. Musikken bevægede sig mod det mere eksperimenterende, som her Army Dreamers (1980) og den eksperimenterende  album The Dreaming (1981) – her den manierede Sat in Your Lap – for til sidst at få det kommercielle og kunstneriske til at matche med albummet Hounds of Love (1985 – og som det britiske Q Magasin i 2006 stemte ind som det 4. bedste album i 80’erne) – her Running Up That Hill og Cloudbusting. Hun får stor betydning for nyere kvindelige singer-songwritere. Endelig en mere klassisk ballade, den formfuldende This Womans Work (1988) om en fødselskrise.

   En pudsig superbanddannelse skal lige nævnes. I 1988 dannes The Travelling Wilburys af George Harrison fra The Beatles, Bob Dylan, rockabilly-sangeren Roy Orbison, Jeff Lynne fra Electric Light Orchestra og heartlandrocksangeren Tom Petty. Orbison dør samme år, og det andet og sidste album fra The Travelling Wilburys bliver som kvartet og udkommer i 1991. Her Handle With Care fra bandets første album.


4.7     Dansk rock i 80’erne

Den danske rock i 80’erne er domineret af den såkaldte gymnasierock som er inspireret af helt andre genrer end de der hidtil var gængs herhjemme, og med en helt ny trend – kvindelige sangerinder og tekster som i stigende tøsedrengeneomfang handlede om kærlighed. Inspirationskilden var ikke mindst fusion (oftest instrumentalmusik der mikser jazz, rock og funk) og westcoast-navne som Steely Dan, Toto og Doobie Brothers – men siden også new wave-navne som Blondie og Police. Men som bliver stadig mere poprock i løbet af 80’erne. Det allerførste gymnasierockband – Tøsedrengene fra 1978 – dannet af Klaus Kjellerup og Henrik Stanley Møller – var dog ikke inspireret af westcoast så meget som reggae. Her gennembrudshittet Sig du ka li mig fra 1979 her med Henrik Stanley Møller og sangerinden Anne Dorthe Michelsen i front live 1982. Her Og her Indianer med den anden sangerinde, Maria Bramsen.

Mere arketypiske var Sneakers der blev dannet i 1979 af keyboardspilleren Morten Kærså og guitaristen Poul Halberg. Halberg forlod snart bandet og blev erstattet af Mikkel Nordsø, mens Kærså blev ankermanden ikke mindst sammen med kæresten og forsangeren, den dygtige Sanne Salomonsen, der allerede havde fået udgivet to soloalbums. Sneakers’ første album var stærkt Toto- og westcoast/AOR-præget her med En gang til live fra 1981. Og her Woodoo fra 1983 (der dog mere lyder af Phil Collins end af Toto). Halberg laver så i 1981 sin egen gymnasierock-gruppe omkring soul og jazzsangerinden Mona Larsen = Halberg Larsen Band her med Rock ca. 1982. Og her Magi i Luften sunget live. Anne Linnet Band dannet i 1980 efter Shit & Chanels samtidige opløsning – her med Cha Cha Cha (1982). Efter Anne Linnet Bands opløsning ca. 1983 forfølger Anne Linnet en ret succesrig solokarriere – i begyndelsen med et fetichistisk udtryk – her Kigger på Vinduer fra 1983. I 80’ernes anden halvdel byttes der om på konstellatationerne. Sneakers, Halberg Larsen og Tøsedrengene opløses hvorefter Poul Halberg, Tøsedrengenes Michael Bruun og Sneakers’ Christian Dietl i 1988 danner et nyt gymnasierockband – først kaldet The Lejrbåls, siden Ray Dee Ohh – med Maria Bramsen og en ny sangerinde, Caroline Henderson.

Mange af musikerne i den nævnte bands spillede i 70’erne funk- og fusionsmusik. Det samme gjorde Kasper Winding, trommeslageren i 70’erne førende fusionsband, Entrance, men som slog igennem sidst i 70’erne med musikken til filmen Mig & Charly. I 1980 kom Winding med sit første soloalbum, Kick, der indledes med denne her sang – Chok  formentlig noget af det mest internationalt lydende og velproducerede danske popmusik, der var lavet indtil da. I 1987 lavede Winding Sjæl i Flammer – temaet til tv-serien En Gang Strømer.

Men tiden efter 1985 blev domineret af tyndere navne som News, Rocazino og det stærkt Toto/AOR-inspirerede One Two. Westcoast-musikken var også tydelig hos Rugsted & Kreutzfeldt. I genren hører også Danseorkestret dannet af duoen Jacob Andersen og Rasmus Kærså – henh. percussionist i det opløste Sneakers og lillebror til Sneakers’ Morten Kærså og endelig Disney-tegneren Jørgen Klubien i front – her med Kom Tilbage nu fra 1985 – nok 80’ernes populæreste nummer i Danmark.

dodoI slut 80’erne kommer en ny tendens ind i gymnasierocken præget af soul-baseret AOR. Mest tydeligt hos den århusianske singer-songwriter Thomas Helmig der albumdebuterer i 1985 – her live fra 2004 med en sang fra 1988, og sangerinden Hanne Boel – her med en nylig live-udgave af Son of a Preacherman fra debutalbummet Black Wolf fra 1988. Soulbølgen ses også i det kommercielt uhyre succesrige Dodo and the Dodos fra 1986 med Dodo Gad i front – her med Vågner i Natten

   Samtidig gik udviklingen i sen-80’erne mode at sangerinderne var selve navnet i stedet for at bandet med en sangerinde i spidsen var navnet. Alle tre sangerinder fra det opløste Anne Linnet Band – Anne Linnet, Lis Sørensen og Sanne Salomonsen – har en succesrig karriere ligesom nævnte Hanne Boel; det var tiden med ”Anne, Sanne og Hanne”.

Uden for gymnasiepopgenren har især to gamle Århusbands stor succes. Gnags kulminerer i 80’erne med vuggende og huggende stærkt rytmebaseret musik som her Burhøns fra 1980 – dog live i 2006 – og så lige en liveoptagelse fra 80’erne Nøgler til Alle .

Taurus omkring sangeren Steffen Brandt dannedes i 1973 og spillede tunge progrocknumre inspireret af fx Pink Floyd men var i Tyskland supportband for fx tyske Kraftwerk. I 1977 dannedes i Århus punk- og new wave-tv 2bandet Kliché omkring sangeren Lars ”Hug” Haagensen som i 1980 udgiver debutalbummet Supertanker monoton, mekanisk- maskinagtig og ironisk new wave-musik inspireret af netop Kraftwerk, Bowie og tidens postpunk – her nummeret Militskvinder med sangtekst af Mao Tsetung. Kliché opløses i 1985, og Lars Hug – der får navneforbud for Hug og nu kalder sig H.U.G. – bliver solist med den fremragende Kysser Himlen Farvel, her Elsker Dig for Evigt.

Kliché var (som Lars H.U.G. som solist) en anmeldersucces, men ingen kommerciel succes. Steffen Brandt kommer med i Kliché på keyboard og omdanner Taurus inspireret af Klichés koncept. Det var Taurus Version 2, forkortet TV2, med præcis samme besætning som Taurus, og som debuterer i 1981. På albummet Beat fra 1983 er sangen Bag Duggede Ruder som bliver et gennembrud, her live mere end 20 år efter. Samme album har sågar en art rap-sang, Popmusikerens Vise – noget af det tidligste hiphopgenren gør sig i på dansk og på plade. Og så dette dansenummer!!! I 1985 kommer den velproducerede Rigtige Mænd Gider ikke høre mere vrøvl, som ikke alle feminister i øvrigt fattede ironien i, og TV2 er ved at blive et stærkt populært – og temmelig holdbart – allround poprockorkester som i løbet af 80’erne ender som kompetent og melodisk, men forudsigeligt, poprock som de fleste andre poprock-navne.

Endelig må man nævne det københavnske rockband Malurt med Michael Falch i front som albumdebuterer i 1980 – her med gennembrudsnummeret Superlove. Malurt – der eksisterer i 80’ernes og 90’ernes første halvdel – er stærkt præget af amerikansk heartlandrock i almindelighed og Bruce Springsteen i særdeleshed.

Andre forsøg på New wave end Kliché og tidlig TV2 er det meget ambitiøse og new romantics-prægede De Film med I Say Your dream fra 1988, og det ligeså ambitiøse men mere indie-prægede Gangway her med den spartansk producerede Sitting in the Park fra albummet af samme navn fra 1986. Gangway skifter siden til en noget mere elektronisk og Pet Shop Boys-præget stil, her Going Away, fra 1991, men opløses ultimo 90’erne både uden at blive den store kommercielle succes – trods meget iørefaldende og velproducerede sange som Come Back As a Dog (1996, produceret af Kasper Winding). Mere regulær punk-agtig er dog Sods fra 1977 med sangeren Steen Jørgensen – her med Host.  Sods skifter i 80’erne (1981) navn til Sort Sol og bevæger sig over postpunk til alternativ rock  og melankolske, countryprægede ballader (lidt som Nick Caves udvikWildling) – her dog lidt regulær punk live 1987. Sort Sols mainstream-gennembrud fra 1994 er Let Your Fingers Do the Walking.

Disneyland After Dark med Jesper Binzer i front debuterer i 1986 med albummet Call of the Wild   med en md a dere regulær og ret tung rock dog oprindelig let cowpunkpræget og ironisk omkring countrypræget. Her med I Won’t Cut My Hair fra albummet D.A.D. Draws a Circle fra 1987 (Disney-koncernen forlanger navneskift, og bandet forkorter sig derpå D-A-D). Gennembruddet er dog efterfølgeren No Fuel Left for the Pilgrims fra 1989 – her med Sleeping My Day Away. Og sådan spiller de den dag i dag. Lige akkurat med så megen kant at det ikke kan kategoriseres som AOR-rock.

I den mere internationalt orienterede danske heavy Metal er der Merciful Fate der albumdebuterer i 1983 med sangeren King Diamond i front, her med Witches’ Dance, King Diamond etablerer siden en solokarriere med nogen succes. Nævnes kan også Horsens-bandet Pretty Maids der albumdebuterer i 1984 – her Future World fra deres andet album (af samme navn) i 1987. Kolding-bandet Skagarack formåede at gøre heavyen endnu blødere og mere AOR-agtig end Pretty Maids præget af glam heavy/pop heavy – her I’m Alone .  Skagarack kan godt betragtes som det mest stilrene AOR-musik der er lavet i Danmark.

Endelig skal også lige nævnes at de første danske hiphopbands opstår sidst i 80’erne. Det er først og fremmest de to københavnske DJs (discjockyer) ”DJ” Jan Kabré og Nikolaj Peyks gruppe MC Einar der albumdebuterer i 1988, her Arhh Der fra 1989 – MC Einar opløstes omkring 1990 – og den samtidig københavnskegruppe Rockers By Choice der album-debuterer i 1989 med Opråb til det danske folk med bl.a. nummeret Engel der bliver et pænt hit. Det hele er i old school hiphop-stil.


5       1990’erne 

Stikord: Mariah Carey, Roxette, TLC, Jamiroquai, George Michael, Backstreet Boys, ‘N Sync, Britney Spears, Robbie Williams, Spice Girls, Nirvana, Pearl Jam, Soundgarden, Foo Fighters, Radiohead, Blur, Oasis, Suede, Pulp, Sheryl Crow, Björk, Massive Attack, Celine Dion, Red Hot Chili Peppers, N.W.A., 2Pac, Shania Twan, Alanis Morisette.

Begyndelsen af 1990’erne bliver et solidt gennembrud for den alternative rock hvilket sagtens kan tolkes som et oprør mod 80’ernes AOR. Den alternative rock trænger igennem i form af to nye strømninger, grunge-rocken fra Seattle, USA, og britpoppen fra Storbritannien, og fx grungens succes svækker stærk heavy metal, især den såkaldte hair metal (og pop metal).

Hiphop-musikken bliver populær og blandes i vekslende grader ind i mainstream-pop og rock, fx i form af den meget populære sorte popstil (contemporary) R&B. Også techno-musikken er på voldsom fremmarch. Selvom de melodiske kvaliteter i rendyrket hiphop og techno er til at overse, så tilbyder genrerne ikke energi, drive, farlighed og ungdomskultur hvilket hvilket brugere af rockmusik-kulturen gerne vil forbindes med.

Den klassiske hårde rock må siges at være i svækkelse hos de helt unge til fordel for bl.a. grungen og hiphoppen, mens popmusikken domineres af Madonna, den nye supersangerinde Mariah Carey og diverse boybands og pigegrupper som Back Street Boys og Spice Girls – som bliver til 90’ernes glatte poprock hvor klassisk “hvide” elementer som westcoast, men også rhythm’n’blues, i løbet af 90’erne langsomt glider ud til fordel for det mere sort inspirerede – soul/R&B og dansevenlige takter som fx det latinamerikansk inspirerede (latino) mod slutningen af århundredet (fx Ricky Martin).


5.1     Dancepop I – R&B, soul, store sangerinder med mere

 I 90’erne begynder en fusion af afroamerikanske musikstilarter – soul, hiphop, funk og klassisk rhythm’n’blues – til en ny genre kaldet Contemporary R&B eller bare R&B (faktisk den normale betegnelse, men problematisk, da Rhythm’n’blues traditionelt også er forkortet R&B). Genren har ofte også trommemaskiner i stedet for trommer og en tonerig soulagtig sangstil med masser af fraseringer. Central i udviklingen af den nye R&B-stil er Ted Riley som danner bandet Guy der debuterer i 1988 med en LP af samme navn med fx nummeret her, Teddy’s Jam. Dette mix af tidens sorte dansemusik med hiphop-rytmer danner genren new jack swing, og Riley producerer genren for bl.a. Bobby Browns album Don’t Be Cruel – her titelsangen – fra 1988. Det bliver det mest populære new jack swing-album indtil Michael Jackson i 1991 udgiver new jack swing-albummet Dangerous med netop Ted Riley som coproducer (anbefalet af Jacksons faste producer, Quincy Jones) – fx af tracks som Jam og In The Closet

Ved In The Closet er der den lille krølle at den var planlagt til en duet mellem Madonna og MJ. Tilsyneladende var Madonna indstillet på at i denne sang skulle MJ træde “ud af skabet” og bekende at han ikke var heteroseksuel. Hverken duet eller bekendelser blev dog til noget, og eftertiden kom til at byde på pinlige rygter og retssager om Michael Jacksons påståede pædofile aktiviteter.

MJs Dangerous sælger i 35 mio eksemplarer og bliver det bedst sælgende new jack swing-album.  Jacksons næste album, HIStory (1995), er knap så eksperimenterende, men går til gengæld i den lidt rå og aggressive retning – her They don’t Care About Us og den svulstige, men flotte Earth Song Måske pga. sex-rygterne og retssag er det som om Michael Jacksons stjerne og kreativitet nu er i nedgang.

 Teddy Riley konstruerer også et andet band end Guy, nemlig Blackstreet, der producerer flere R&B-hits fx den fine No Diggity (1996) hvor bl.a. hiphop-produceren Dr. Dre medvirker, og Don’t Leave Me (1997). Teddy Riley rykker til delstaten Virginia og finder her det unge, lokale Virginia-band, Neptunes, der øver nær Rileys kontor. Neptunes består af vennerne Pharrell Williams, Shay Haley og Mike Etheridge. Neptunes begynder også at producere med en helt speciel lyd der vækker opmærksomhed – fx her for N.O.R.E.s Superthugdette korte, men uhyre oplysende, klip fortæller Teddy Riley tre unge mennesker – formentlig Neptunes – hvordan han bevidst har puttet en sekvens af forskellige genrer ind i Blackstreets ‘No Diggity’.

Tilbage til den nye R&B-genre: Det er tilførslen af endnu mere hiphop til dancepop- og soulmusikken sotlcm skaber R&B via producere som Kenneth ”Babyface” Edmonds – som er med til at producere debuten for en ny R&B-gruppe – TLC – i 1992 – Ooooooohhh… On the TLC Tip …her med debutsinglen Ain’t Too Proud to Beg – som bliver et af de første grupper inden for genren – og her TLC her med sit nok største hit Waterfalls fra 1995. En af TLCs tre sangerinder, Lisa “Lefteye” Lopes  (i midten på fotoet af TLC til venstre), dræbes i øvrigt i 2002 mere eller mindre for åbent kamera i en trafikulykke her.

“Det er tilførslen af endnu mere hiphop til dancepop- og soulmusikken som skaber R&B via producere som Kenneth ”Babyface” Edmonds”

Sangeren og sangskriveren Usher Raymond IV – bare kaldet Usher – albumdebuterer med sin bløde og melodiske R&B i 1994 og slår igennem i 1997 med albummet My Way, her titelsangen My Way, et album der giver Usher flere grammy-nomineringer. Albummets andensingle Nice and Slow bliver et tophit i 1998. Det er især i 00’erne at Usher sælger stort, og han ryger salgsmæssigt ind blandt musikkens stjerner med et certificeret salg på 50,2 mio enheder, og et anslået salg på 75 mio. Dermed ender han i musikkens 6. divsion under fx Journey og Kenny G og lige over Enya og Robbe Williams.

Et andet stort R&B-navn der slår igennem sidst i 90’erne, er Destiny’s Child. Kernen i bandet er sangerne Beyoncé Knowles og Kelly Rowland samt rapperen LaTavia Roberson.  Flere kom siden til. Beyoncés far, Matthew Knowles, er manager. Destiny’s Child albumdebuterer i 1998, men det var opfølgeren The Writings On The Wall fra juni 1999 der skaber gennembruddet med over 6 mio solgte albums i USA. Tredjesinglen Say My Name med den purunge Beyoncé i forgrunden indeholder en konflikt. Hiphopperne LaTavia og LeToya har gjort oprør mod manageren Mathew Knowles da de mener at Kelly Rowland og managerens datter Beyoncé favoriseres. De er derfor med i musikken, men ikke med i videoen, da de fyres på gråt papir. Say My Name bliver en kæmpesucces og vinder 2 grammyer. Her er deres Independent Woman (2000) som de laver til filmen Charlie’s Angels.

Den ligeledes purunge teenager Aaliyah Haughton tegner til at blive en stor R&B-stjerne – her med Back & Forth fra Aliyahs  debutalbum – Age Ain’t Nothing But a Number. Næste album fra 1996 med den 17-årige Aaliyah (produceret af Timbaland og Missy Elliott) sælger over 8 mio. Hun får en hovedrolle i en film fra 2000, Romeo Must Die, hitter med Try Again fra filmen (som Timbaland producerer og er med til at skrive), hendes 3. album fra 2001 sælger i 13 mio ex – men forsøget på at lave en ny stjerne kikser lige pludselig da den 21-årige Aaliyah omkommer i et flystyrt i 2001. Trods advarsler insisterede Aliyah på at tage afsted i et mindre fly der var overlæsset.

I den kvalitetstunge ende af R&B-musikken kan nævnes Lauryn Hill og hendes exceptionelle The Miseducation of Lauryn Hill (1998). Hun var den kvindelige sanger i den meget specielle trio The Fugees der miksede soul, hiphop og caraibisk musik, især reggae. The Fugees var temmelig store midt i 90’erne. Her er de med deres Ready or Not (1996) og deres cover-version af Roberta Flacks Killing Me Softly. The Fugees opløses i 1997 hvorefter The Miseducation of Lauryn Hill udsendes som et album af meget personlig, eksperimenterende og interessant soul/R&B. Her er Doo-wop (That Thing) og Everything is Everything. Derefter forsvinder Lauryn Hill ud af historien. Hun får 5 børn med Bob Marleys søn Rohan, fortaber sig i en meget speciel religiøsitet der bl.a. består af rastafari og etiopisk-ortodoks kristendom og udvikler personligstræk der er med til at afspore hendes karriere.

Whitney Houston er stadig pop- og soulmusikkens dronning – her med (Dolly Parton-coveret) I Will Always Love You (1992),  I Have Nothing (1993) og My Love Is Your Love (1998)), Janet Jackson her med Together Again, 1997) og Madonna.  En ny stor stjerne er den smukke Brandy Norwood, her med den fine debutsingle I Wanna Be Down fra 1994, men Brandys karriere ryger lidt af skinnerne i 00’erne.

Tidens store udfordrer til Whitney Houstons status som popdronning er den hvide (irsk-venezuelanske) sangerinde Mariah Carey. Humariah careyn blev i 1988 spottet som 18-årig af det store pladeselskab Columbia Records chef, Tommy Mottola, som mente i Carey at se både en talentfuld sangerinde i klasse med Whitney Houston og et popstar-ikon i klasse med Madonna (Mottola giftede sig siden med Carey – hvilket gav hende en vis PR-fordel). Debuten kom i 1990 – her med førstesinglen Vision of Love der viser Careys enorme vokale rækkevidde (5 oktaver!), og muligvis den teknisk bedste sangerinde inden for rytmisk musik; til gengæld kan hendes musiksmag ind imellem diskuteres, og tendensen til at glide på tonerne (melismer) kan virke irriterende. Her et par senere numre – Without You fra 1993 og My All fra 1997.

Mariah Carey er end som en af musikkens 8 superstjerner med et certificeret salg på 131,9 mio enheder og et formodet salg på over 175 mio enheder. Det bringer hende op i toppen af musikkens 2. divsion (salgsmæssigt) lige under en senere sangsuperstjerne, Rihanna – og lige foran Celine Dion, AC/DC og Whitney Houston, så Mariah Carey vinder i sidste ende rivaliseringen med Whitney Houston i kraft af en længere og mere stabil karriere.

“Mariah Careys har en enorme vokal rækkevidde (5 oktaver!), og er muligvis den teknisk bedste sangerinde inden for rytmisk musik; til gengæld kan hendes musiksmag diskuteres, og tendensen til at glide på tonerne (melismer) kan virke irriterende”

Madonna i 90’erne begynder med at køre stærkt på det erotiske med singlen Justify My Love fra 1990 og albummet Erotica fra 1992 der dog skuffer kommercielt. Bedtime Stories (1994) produceret af Babyface i R&B-stil – her med den fetichistiske Human Nature sælger noget bedre. Nybruddet kommer med det mere spirituelle album Ray of Light (1998) som bliver til i samarbejde med produceren William Orbit og en mere ambient-orienteret lyd – her med Frozen. Kilden til Madonnas succes er stadig ikke hendes stemmepragt eller hooklines i de ofte selvkomponerede numre, men at hun ligesom fx Bowie i 70’erne har sans for den rette sang, for den provokerende selviscenesættelse og for tidens strømninger, altsammen george michaelkombineret med en jernvilje.

George Michael fortsætter som solist med en stadig mere raffineret jazzet og funky soulpop, her Too Funky  (1992), Fast Love (fra albummet Older 1996) og Stevie Wonder-coveret As (1999).

Beslægtet elegant og smagfuld musik laves af det britiske acid jazz (der mixer jazz, funk og hiphop)-band Jamiroquai, der debuterer i 1992, her med Virtual Insanity og Cosmic Girl, begge fra fra 1996.

Til sidst må retfærdigvis nævnes to navne selv om de intet har at gøre med R&B, endsige soul. Først den tidstypiske svenske poprock-duo Roxette som fik et gennembrud med sit 2. album Look Sharp i 1988 – her med singlen The Look  hvor lidt ABBA-agtig pop og tidens glamrock/glamheavy blandes effektivt. Med den ABBA-agtige sang It Must Have Been Love fra tidens filmhit Pretty Woman er verdensgennembroxetterudet gennemført, og successen fortsætter med albummet Joyride (1991), her titelsangen. Derefter er Roxette glemt i USA, druknet i grungebølgen, men har stadig fat i Europa og Australien. Vigende salgstal i årtiets anden halvdel medfører at tidens genrer – fx ambient/elektronisk musik musik påvirker Roxette – her Wish I Could Fly (1999) som bliver nr. 1 i Storbritannien. Men Roxette er kulmineret – men tilhører alt i alt  kommercielt musikkens 8. division sammen med fx Robbie Williams, Duran Duran og Pearl Jam.

Og endelig kommer man i  AC-musikkens aller-ufarligste ende ikke uden om den canadiske sangerinde Céline Dion der debuterer på fransk i 1982 og på engelsk i 1992. Celine Dion laver ultraklassiske musical-agtige ballader ikke ulig Barbra Streisand i 70’erne og 80’erne – her fx med It’s All Coming Back To Me Now (1996) – men gør sig også i R&B-genren som That’s the Way It Is (1999). Céline Dions rendyrkede (men cheesy) AC-pop bringer hende i musikkens 3. division sammen med navne som Mariah Carey, Bee Gees og Rolling Stones.


5.2     Dancepop II – Boybands, girlbands, Max Martin og eurodance

take thatProducerskabte popbands à la hitfabrikken SAWs i 80’erne trænger stadig mere frem i poppen, ikke mindst i form af ”boybands”: Producere sammensætter et band af unge mænd der alle danser og synger og med vokalharmonier i en opblødet Beatles-stil med en sukkersød, lækker og ikke alt for maskulin musik med stensikker appel til teenagere – ikke mindst piger. Musikken er egentlig ikke AC (Adult Contemporary Music) , for den slags er som navnet antyder for voksne – eller er familievenligt, men eftersom både boyband-musik og AC-musikken (dvs. softrock, pop, altså søde, bløde ballader) er radio-/MTV-venlig kommerciel, ufarlig mainstream, så flyder genrerne reelt sammen. Det amerikanske boyband New Kids On The Block (ca. 5 drenge, opr. med bl.a. brødrene Donnie og Mark Wahlberg – sidstnævnte bliver siden filmstjerne) – her med Single – bliver en kolossal succes i slut-80’erne og ind i 90’erne – og låner fra den gryende R&B-genre.

Af stor betydning får en interessant personlighed, nemlig Louis Perlman, Art Garfunkels fætter som i 90’erne bliver en meget magtfuld pladeproducer, men som siden får 25 års fængsel for bedrageri og dør i fængslet. Lou Pearlman fascineres af successen med New Kids On The Block og skaber så pladeselskabet Trans Continental Records. Pearlman vil skabe et nyt drengeband og udvælger i 1993 selv drengene der skal udgøre hans pladeselskabs første drengeband: The Backstreet Boys der skal blive det bedst sælgende drengeband i historien, bl.a. fordi Pearlman sætter dem til at samarbejde med to knaldgode svenske sangsnedkere – Dag Krister Volle kaldet Denniz PoP og dennes protegé Martin Karl Sandberg som PoP uden dennes vidende omdøber til “Max Martin“, en talentfuld sangskriver der har rod i Sveriges heavy metal-scene. Denniz PoP og Max Martin skriver og producerer på en  uge i Sverige Backstreets Boys’ første single, We’ve Got It Goin’ On. Og successen er hjemme for alle parter.

Backstreet Boys bliver et superhit, Lou Pearlman skovler penge ind (mens Backstreet Boys ikke får det store), og Max Martin begynder en karriere som den helt store hitmager. I skrivende stund har han komponeret 64 topti-hits i USA, så kommercielt er Max Martin en større succes end sine svenske landsmænd ABBA, ja, faktisk end nogen som helst anden. Det kan sammenlignes med at Madonna har haft 38 sange i topti, Elvis Presley har haft 36 sange i topti og Beatles 34 sange i topti.

Her er et andet kraftfuldt Backstreet Boys-hit skrevet af Max Martin: Everybody (Backstreet’s Back). Max Martins stil er klar. Kraftfuldt (han har jo en fortid fra metalscenen), og omkvædet skal ligesom eksplodere. Martin britneybegyner kort efter at skrive de centrale hits for teenagesensationen Britney Spears, nemlig gennem-brudshittet Baby One More Time (1998) og Oops … I Did It Again (2000). Siden skal han stå bag flertallet af Katy Perrys hit og være medkomponist og coproducer på de hits som fik Taylor Swift til at bryde kommercielt igennem i 2012.

Tilbage til Pearlman.  Backstreet Boys bliver en rigtig god forretning. De har et krediteret salg på 71,2 mio enheder og et anslået salg på 100 mio hvilket bringer Backstreet Boys op i musiksalgets 4. dimension lige over Prince og Paul McCartney (som solist). Pearlman har indskrevet sig som det 6. medlem af Backstreet Boys og høster langt flere penge end drengebandet gør. Pealman snyder simpetthen drengebandet. Men han er mere grådig. Han har brug for endnu et drengeband, så han går i gang igen og sammenflikker efter præcis samme læst sit drengeband nr. 2 – ‘N Sync. De bliver ikke helt samme succes, men en succes. ‘N Syncs eneste nr. 1 på hitlisten er selvfølgelig It’s Gonna Be Me er selvfølgelig skrevet sammen med Max Martin hvis lyd er til at genkende.  Det er særligt den krølhårede Justin Timberlake, det nærmeste ‘N Sync kommer på en forsanger, der gør indtryk, og da popprinsen Justin Timberlake begynder at date popprinsessen Britney Spears i 1999, er ikke et øje tørt.

Senere skal såvel Backstreet Boys som ‘N Sync lægge sag an mod Pearlman fordi de mener at han har snydt dem for en frygtelig mange penge. Det har han også, og det er en af grundene til at Pearlman dør i fængslet.

Også andre opdager denne formel. I Storbritannien var det store boyband Take That (fotoet til venstre)5 drenge samlet tilbage i 1989 med singersongwriteren Gary Barlow i centrum i håbet om at Barlow kunne gøre boybandet selvforsynende med musik. Her et af gennembrudshittene fra 1992 – en coverversion af et gammelt Manilow-discohit Could It Be Magic  i øvrigt med den 18-årige senere superstjerne Robbie Williams i front. Men efterhånden baserede musikken sig på Barlows materiale – som her Back for Good fra 1995.

Drengebandets mest udisciplinerede, men charmerende, medlem, Robbie Williams, forlader samtidig bandet/smides ud, og et halvt år senere opløses Take That. Skægt nok er det ikke Barlow som efterfølgende bliver stjerne, men Williams – især fra 1998 med singlen Millenium og hits som Strong og She’s The One følger snart – Robbie Williams er ny britisk popstjerne med appel til store dele af verden. Andre boybands som East 17 og Boyzone etableres først i 90’erne, men bl.a. britpoppen gennembrud i 1995 tager opmærksomheden fra dem, og efter britpoppens uddøen sidder altså Robbie Williams på poptronen.

“Producere sammensætter et band af unge mænd der alle danser og synger og med vokalharmonier i en opblødet Beatles-stil med en sukkersød, lækker og ikke alt for maskulin musik med stensikker appel til teenagere”

spice girls

Men der opstår et interessant producer-forsøg på at lave noget à la et boyband, ikke med drenge, men med piger. Det er det britiske Spice Girls hvis debutsingle Wannabe fra 1996 bliver et solidt popgennembrud. Debut-albummet Spice sælger 26 mio ex. og bliver den mest sælgende kvinde-gruppe-plade nogensinde – og det mest sælgende girlband nogensinde (TLC overhales). I 1997 kommer et ny hitalbum og singles som Spice Up Your Life og Who Do You Think You Are – og Spice Girls bliver det første band siden Jackson 5 med 5 forskellige nr. 1 i træk på hitlisten. Bandet opløses i 2000, men er indtil da et sandt popfænomen.

Til sidst en lille popafslutning. I 1991 dør Queens karismatiske forsanger Freddie Mercury af AIDS. Få måneder før sin død når han at færdiggøre et album med bl.a. denne overraskende kraftfulde afslutning der tydeligvis refererer til Mercurys tilstand: The Show Must Go On. Reelt bliver Mercurys død også afslutningen på Queens karriere.

I 90’ernes Europa opstår ud af Hi-NRG-dansemusikken et mix af Hi-NRG, house, techno og euro-disco (ABBA, Boney M., Pet Shop Boys) kaldet eurodance – Dr. Alban, Milli Vanilli, Whigfield, og 2 Unlimited – og siden svenske Ace of Base – her med All That She Wants fra 1993 der inkorporerer reggae-rytmer. Også danske navne gør sig inden for genren, fx allerede nævnte Whigfield og siden også Aqua og Infernal.


5.3      Grunge – alternativ rock goes heavy

I slut-80’erne opstår der en særlig stil inden for det uafhængige pladeselskab Sub Pop i Seattle, USA., De tilknyttede bands tilhører altså indie-genren inden for alternativ rock, men spiller en særlig støjende og hård, og nogle gange heavy, version af den alternative rock som sjældent lyder new wave-inspireret, men snarere lyder som hard rock men helt uden det glatte og polerede, men mere råt og snavset uden overhovedet at være primitivt. Grunge (og efterfølgeren post-grunge) kan derfor lyde som “ren” rock uden noget element af country, west coast, glamrock og pop  – og ikke engang videre meget blues. Guitarsoli er fx bandlyst. Til stilen hører også tekster fulde af angst – ikke ulig punken – store skovmandsskjorter og et generelt lidt uplejet ydre. Det meste af AOR-musikken er hardrock, og det er grungerock sådan set også, men bortset derfra er grunge-scenen nærmest modpol til AOR-scenen.

Især fire bands fra Seattle former grungens succes – Nirvana, Pearl Jam, Soundgarden og Alice in Chains.

nirvanaNirvana er et amerikansk rockband der eksisterer 1987-94 inden for genrer som hardrock, alternativ rock og grunge-rock. Bandet etableres i Aberdeen i staten Washington af sangeren og guitaristen Kurt Cobain og bassisten Chris Novoselic. De finder trommeslageren Chad Channing og albumdebuterer med Bleach i 1989 for det uafhængige Seattle-pladeselskab Sub Pop. Bleach bliver optaget for 600$ – inspireret af bl.a. Black Sabbath, og hvorfra fx nummeret About a Girl stammer.

I 1990 erstattes Channing erstattet med trommeslageren Dave Grohl, mens man – trætte af Sub Pop og det stramme skema for grunge – finder et nyt pladeselskab – DGC – og går i gang med at optage det næste album med produceren Butch Vig. Håbet var en beskidt produktion og stærke kontraster mellem de blide og stille og de hårde og rå sekvenser lidt som The Pixies’ sange.

Resultatet er Nevermind fra  september 1991, hvis lyd bestemt ikke var så beskidt som bandet havde håbet, men hittede helt uventet, bl.a. i kraft af førstesinglen Smells Like Teen Spirit”. Både Europa og Amerika tog stormende imod den, og i dag har den solgt i over 30 mio eksemplarer. Både magasinet Rolling Stone og Q ser Nevermind som 90’ernes bedste album, mens Pitchfork ser det som tiårets 6. bedste. Men Neverminds betydning er temmelig stor som popularisator af grungen, og i slipstrømmen blev andre temmelig glimrende grunge-bands som Pearl Jam, Soundgarden og Alice in Chains berømte.

Førstesinglen Smells Like Teen Spirit er en fremragende og letfængelig sang, stærkt iørefaldende og med en hård, brusende og trodsig energi med en genial titel. Sangen er et forsøg på at skrive den ultimative teen-sang ud fra især Pixies’ musik med skarpe kontraster mellem stille og råt. Men man kan også sagtens høre Beatles/John Lennon i omkvædet. I øvrigt er der faktisk – som Cobain selv har bemærket – strukturelle ligheder til udspringet til al glat AOR-musik: Bostons ”More Than A Feeling”. På sin vis paradoksalt. More Than A Feeling er startskuddet til AOR-bølgen, og den er inspirationskilde til den sang der var med til at lægge AOR-bølgen i graven. En anden udmærket sang på Nevermind er Lithium . Nevermind bliver en gigantisk succes, ja, nr 1 på den amerikanske billboard-liste hvor den fortrænger Michael Jackson (Dangerous), sælger 7 mio ex samtidig med at den blev særdeles positivt anmeldt og bevarer indiescenens respekt. Både Smells Like Teen Spirit og hele Nevermind-albummet fører den alternative rock og Seattle-grunge-scenen til uanede kommercielle højder.

Nirvanas efterfølgende album In Utero fra 1993 – hvor her Heart Shaped Box er fra – bevarer de gode anmeldelser og de gode salgstal (3,5 mio salg). Men året efter skyder Cobain sig og tager Nirvana med sig i graven.

Dog, trommeslageren Dave Grohl sammensætter derpå (1994) et nyt band, Foo Fighters. I begyndelsen er navnet blot et alias for Grohl selv, men fra andet album, The Color and the Shape (1997), har han et rigtigt band med Grohl som forsanger. Albummet sælger over 2 mio enheder i USA og giver en grammynominering. Herfra den stærke kærlighedssang Everlong. Og her Monkey Wrench fra samme album der er mere typisk grunge.  Foo Fighters er med til at holde grungescenen – eller rettere postgrungescenen – levende i eftertiden med ganske pæn succes. Her er den stærke The Pretender fra 2007-albummet Echos, Silence, Patience & Grace.

Nirvana når på sine 2-3 albums at indskrive sig salgsmæssigt blandt musikkens stjerner med 44,9 mio certificeret solgte enheder og et anslået salg på 75 mio. Dermed kommer Nirvana ind i 6. division lige over The Police. Men Foo Fighters er hidtil ikke nået op på stjerneniveauet. Det er de øvrige grunge-navne, fx Pearl Jam, heller ikke.

Et andet stort navn i grungen er de langtidsholdbare Pearl Jam og den karismatiske Eddie Vedder i forgrunden der udgiver sit debutalbum Ten – her med sangen Alive – i august 1991 en måned før Nirvanas Nevermind. I 1992 når albummet Billboards Top 200 og stille og roligt sælger Ten enormt for genren – i dag nærmer den sig 10 mio solgte ex. Her er Pearl Jam med sangen Black live (også fra Ten). Pearl Jams grunge nærmer sig mainstream  – her dog Spin the Black Circle fra 1994 i en mere radikal grunget stil end vanligt.

Det Led Zeppelin-inspirerede Soundgarden med endnu en god forsanger – Chris Cornell – er soundgardenmed til at grundlægge grungen tilbage i 80’erne tilknyttet Sub Pop-pladeselskabet, men skifter allerede i 1988 til et stort pladeselskab og går med på at popularisere grungen i efterslæbet af Nirvanas og Pearl Jams succes – her Rusty Cage (1991) og balladen Black Hole Sun fra 1994. I 2010 lyder Soundgarden således (Black Rain).

Det fjerde store Seattle-grungeband,  Alice in Chains, er lidt mere heavy – her med Them Bones fra 1992. Andre hardrock-bands lægger sig lynhurtigt i nærheden af genren fx californiske Stone Temple Pilots med en liveudgave af Plush fra deres succesrige debut-album Core fra 1992.

Scenen er lille. I 1990 før grunge slog igennem, tog Chris Cornell initiativ til at danne et superband af musikere fra Soundgarden og Pearl Jam: Temple of a Dog med Cornell som forsanger. Først i 1992 efter især Pearl Jam var slået igennem, blev Temple of a Dog kendt. Her er den flotte  Call Me a Dog med Cornell som forsanger.  Og her er Hunger Strike med Eddie Vedder som gæstevokalist. Vedders og Cornells stemmer står godt til hinanden.

På en måde beslægtet uden at være grunge er amerikanske Green Day der med deres punk rock-/new wave-inspirerede guitarrock – normalt kaldet punkrock – er umådeligt populære i USA først i 90’erne og frem – her Longview  og Basket Case.


5.4      Britpop og alternativ rock

Mens grungen trænger frem, udkommer samtidig – i 1992 – to singles der sætter en ny bølge i gang som Storbritanniens svar på grunge – britpop – som er udgået af den britiske tradition for beat-agtig rock med klare elementer af new wave og pop. De to singles kommer dels fra London-bandet Blur med Damon Albarn i front i form af den tidlige single Popscene .

blur

Og dels det dengang yderst hypede London-band, Suede, med den affekteret-androgyne Brett Anderson i forgrunden som i foråret 92 kommer med debutsinglen The Drowners – og Suedes debutalbum, Suede, bliver det hurtigst sælgende album i britisk historie. Det var fræk, punket og samtidig melodisk alternativ rock med en meget britisk approach. Suedes 3. single fra Suede 1, Animal Nitrate, holder gryden i kog i 1993

Det bliver Suede der løber med succesen, alle anmeldere er vilde, bandet udsættes for en enorm hype før deres første album, og Blur skumler. At det er et tæt miljø ses derved at Albarns kæreste og samlever, Justine Frischman, forsanger i bandet Elastica i det samme miljø, er tidligere medlem af Suede samtidig med at hun var kæreste med Suedes frontmand, Brett Anderson. Her er Elastica med Connection  fra 1995.

blur-brit-popBaggrunden er at Blur efter en turné i USA er blevet inderlig træt af hysteriet omkring grunge-rock der kulminerer derovre. Som modreaktion beslutter bandet at dyrke det britiske, både kritisk og patriotisk, og at Blurs musik udelukkende skal have britiske inspirationskilder: Beatles, Stones, Kinks, Clash osv. Det er begyndelsen på ”britpop”. Blurs 2. album, Modern Life Is Rubbish, gennemfører projektet komplet med udsendte fotos – British Images – som pressematerielle der kærligt-ironisk vil fange det særligt britiske, både den rå og den pæne side.

Genrens store gennembrud rent kommercielt kommer i 1994 med Blurs 3. LP – Parklife – hvor her den punk-disco-agtige single Boys and Girls er fra. Samtidig kommer Manchester-bandet Oasis – ledet af brødrene Gallagher (Liam på sang, mens Noel er sangskriver og guitarist) – med deres debutalbum Definitely Maybe – her med singlen Live Forever. Oasis har et anstrøg af 60’ernes medrivende beatmusik og er inspireret fra en del bands – Beatles, Stones, Slade, Smiths osv (og bestemt mere Slade end Smiths). Oasis er lige så hypet som Suede var det i 1992 – og Definitely Maybe bliver da også det ny hurtigste sælgende debutalbum i England.

Blur og Oasis sidder nu på toppen af hitlisten og indgår i en vis rivalisering. Suedes 2. album fra 1994 – Dog Man Star – her med We are the Pigs og balladen The Asphalt World – satser på de
kunstneriske frem for de hitmæssige kvaliteter. Suede laver da sit 3. album som et simpelt popalbum – og Coming Up fra 1996 – brager da også igennem – her med numrene glamrocknummeret Filmstar og The Beautiful Ones.

Før Coming Up er rivaliseringen mellem Blur og Oasis blevet skærpet.  Den 14. august 1995 oprinder ”The Battle of Britpop”. Blur og Oasis udgiver singler på samme dag, Blur den ironiske, muntre og Madness-inspirerede oasis2Country House, mens Oasis udgiver den støjende og seje Roll With ItDer ligger en dybere symbolik i at netop disse to sange konkurrerer, for der er en middelklasse-pænhed og blasert kostskoleagtig ironi i Country House med det forholdsvis komplekse, men dengsede, korarrangement, mens Oasis-sangen repræsenterer noget skarpt, ærligt, direkte og enkelt der forbindes med arbejderklassen hvilket igen er nært forbundet med rockens sjæl. Rock er underliv og rebelskhed. Blurs single vinder kommercielt, og Noel Gallagher udtrykker et fromt ønske om at Damon Albarn og Alex James fra Blur må få AIDS og dø – et udsagn som Gallagher snart må undskylde i et formelt brev til de to.

Blur vinder måske slaget, mens Oasis vinder krigen. Roll On er fra deres 2. album fra 1995, (What’s the Story) Morning Glory, – der er det 3. mest sælgende album i britisk historie.

pulpNetop i 1995 kulminerer britpoppen. Nu er det ikke kun Blur, Oasis og Suede der kæmer om tronen, men også Pulp med Jarvis Cocker i front. I 1995 Pulp stærkt igennem kommercielt med albummet Different Class der bliver nr. 1 i Storbritannien. Den fine og ironiske Common People er førstesinglen og bliver nr. 2 på hitlisten. Britpoppen har fundet en af sine mest berømte hymner. En anden glimrende sang fra Different Class er Disco 2000.

I 1997 dør bølgen, da Oasis’ 3 album har skuffende salg, Suede og Pulp mister tæften, og Blur helt skifter stil med deres 5. album (Blur 5) til noget mere amerikansk, ja paradoksalt nok grunge-agtigt – jf. nummeret Song 2.  Kort efter går hovedkraften i Blur – Damon Albarn – i gang med et nyt projekt: tegneseriebandet Gorillaz.

Andre navne i britpoppen er  EchobellyBoo Radleys, Manic Street Preachers og Supergrass. Bemærk i øvrigt – britpoppen fylder mere i mediebilledet end i salgsstatistikkerne. Ingen af britpoppens navne, end ikke Oasis der sælger solidt indtil opløsningen i 2009, kryber ind blandt musikkens stjerner og op i divisionerne. En del af svagheden er at musikken ikke appellerer til amerikanerne.

“Blur og Oasis sidder i 1995 på toppen af den britiske hitliste og rivaliserer heftigt indgår i en vis rivalisering”

radiohead-pablo-honey-press-photoI britisk alternativ rock er det derefter (perioden kaldes nogle gange post-britpop) Radiohead med den blege Thom Yorke i forgrunden der tager opmærksomheden. De kom med den excellente og lidt grunge-agtige debutsingle Creep i 1992 fra debut-albummet Pablo Honey (1993).  Næste album, The Bends fra 1995, indeholder dybe, stille, mere folkpræget americana-sange ikke ulig R.E.M. – fx i denne stemnings-fulde Street Spirit (Fade Out) men der er er dog stadig sange med heftigt guitarspil som den ganske raffinerede Just. Det er Radioheads 3. LP, OK Computer fra 1997, der er med til at sætte en ny dagsorden ved at blande avantgardistiske elementer ind i musikken – jf. denne næsten avancerede og både prog-rock-agtige og sørgmodigt melodiøse sang Paranoid Android  og  Lucky eller de helt enkle, kønne ballader som  Karma Police og No Surprises. 

Som for britpoppens vedkommende fylder Radiohead meget mere i musikpressen end på salgsstatistikkerne.

Man kan også nævne den islandske sangerinde Björk  der i slut’80’erne var forsanger i det islandske alternativ rockband, The Sugarcubes. Sugarcubes opløses i 1992, da Björk rejser til London for at forfølge en solokarriere. Hendes efterfølgende album, Debut (1993) har Massive Attacks producer, Nellee Hooper, som producer og medkomponist objörkg er derfor med en techno-agtig prægning et sted mellem house, acid house og trip hop, og Debut bliver en for genren stor kommerciel succes – her med Human Behaviour og kærlighedsoden Venus As a Boy Den følgende album, Post fra 1995, fortsætter ad det elektroniske spor, omend måske lidt vanskeligere tilgængelig og knap så umiddelbar melodisk. Her er den eventyrlige Hyperballad. Og her den magtfulde Army of Me.

Björk med den særegne alfeagtige sangstil fortsætter som den alternative musiks dronning i 90’erne, men når nok aldrig helt Debuts højder. En rival som ”alternativ dronning” kunne dog være britiske Polly Jean Harvey i en noget mørkere og mere punket rockstil. Her P.J. Harveys  debutsingle, DressI 1995 får hun næsten et singlehit med Down By The Water

Albummet Is This Desire indeholder flere elektroniske elementer, og singlen Perfect Day Elise giver P.J. Harvey hendes største hit i Storbritannien (nr. 25).

Australsk-britiske Nick Cave etablerer sig nu med melankolske, nogle gange salmeagtige, ballader med et strejf af Johnny Cash og Leonard Cohen. Cave får næsten et slags kommercielt gennembrud med Murder Ballads (1996), her i en duet med popsangerinden Kylie Minogue – Where The Wild Roses Grow. Og fra samme album en duet med P.J. Harvey – Henry Lee.  Som man måske kan fornemme i videoen, er Cave og Harvey glade for hinanden og bliver efterfølgende kærester. Caves ven, den autralske rockstjerne, Michael Hutchence fra I.N.X.S., begraves, synger Cave ved begravelsen denne ballade, Into My Arms (1997). Den er skrevet på baggrund af to hårde brud, kæresten gennem mange år Viviane Carneiro, og det noget kortere forhold med P.J. Harvey.

Allerede etablerede, store alternative rocknavne som U2 og R.E.M. får en glansperiode i årtiet. U2 indspiller i 1991 i Berlin i selvsamme studie hvor Bowie lavede Heroes og med selvsamme samarbejdspartner (Eno) det med rette berømmede album Achtung Baby som både blander industrielle lyde og danserytmer i U2s klassiske sound – her Mysterious Ways og  The Fly, men hittet, den mere traditionelle – men fremragende – ballade One må også medtages. U2s efterfølgende Zoo-TV Tour virker moderne og fræk med masser af tv-skærme på scenen, mens Bono optræder som “The Fly” der ringer til diverse politiske ledere i landet hvor koncerten foregår, og udfritter dem. Også efterfølgeren Zooropa er optaget i Berlin, men det er som om U2 er kulmineret kunstnerisk, men bandet er 90’erne ud et stærkt og prestigiøst navn med evne til at lave store sange som her Staring at The Sun fra 1997-albummet Pop.

R.E.M. bliver også kommercielt succesfuld med årtiets første r.e.m.albums der begge var ret afdæmpede og melodiøse. Først Out of Time fra 1991 – her med sangen Losing My Religion. Og i endnu højere grad efterfølgeren Automatic For The People fra 1992 – her med Everybody Hurts samt Man on the Moon.  Det er poprock-sange af stor kvalitet. På efterfølgeren  Monster (1994) – her med Bang and Blame – vender R.E.M. tilbage til en mere rockagtig stil. Monster  sælger 9 mio eksemplarer og bliver nr. 1 både i USA og i Storbritannien. Og skaffer R.E.M. historiens dyreste pladekontrakt til dato. Alternativ rock er nu virkelig ved at slå kommercielt igennem. Men med Automatic For The People og Monster har R.E.M. faktisk også kulmineret kommercielt og kunstnerisk og er nu i svækkelse.

Skæve, bemærkelsesværdige troubadourer i 90’ernes alternative rock er desuden Jeff Buckley og Beck. Jeff Buckley er søn af en anden troubadour, Tim Buckley, der døde af en overdosis i 1975. Som sin far har Jeff Buckley en utrolig stemme, måske en endnu større stemme. Han lader et meget bemærkelsesværdigt album, Grace, i 1994, men drukner i en flod 30 år gammel i 1997 før han får udgivet flere albums.    Her den meget specielle Dream Brother og – fra samme livekoncert i 1995 Buckleys version af Leonard Cohens ballade Hallelujah. Det er en af de sange der er sunget allerflest versioner af i verden, men en del mener at Buckleys er den smukkeste version.

Amerikanske Beck Hansen (moderen har norske aner) spiller først i 90’erne på Los Angeles’ såkaldte antifolk-scene, hvor det meget bløde bliver meget hårdt og punket, og hvor det meget alvorlige og politiske bliver meget ironisk. Beck bor stadig i en skurvogn da han får udgivet sit første officielle album Mellow Gold i 1994. Her blander han uhæmmet musikgenrerne.Albummet bliver et mindre hit og har i dag solgt lidtd over 1 mio enheder i USA. Andensinglen Loser  bliver i april 1994 nr. 4 på USA’s hiliste.

Beck har svært ved at finde tråden efter den store succes med Loser, og omgivelserne begynder at overveje om han er et one-hit-wonder. Men så går han i studiet og laver sit 2. album, Odelay, fra 1996, der selv om den er stærkt eksperimenterende, bliver nr. 16 på den amerikanske albumhitliste og sælger over 2 mio eksemplarer i USA. Odelay bliver Becks største kommercielle og kunstneriske succes med sange som Where It’s At og Devils Haircut.

“Allerede etablerede, store alternative rocknavne som U2 og R.E.M. får en glansperiode i årtiet”.


5.5     Den hårde rock, funkrock og nu-metal

Den hårde rock står umiddelbart stærkt først i årtiet. Efter de lidt svage år først i 80’erne efter forsanger Bon Scotts død, så er AC/DC med den klassiske hårde bluesrock for alvor tilbage i 90’erne med The Razor’s Edge fra 1990 her Thunder Struck og That’s the Way I Wanna Rock’n’Roll sælger ca. 11 mio eksemplarer.

Guns N’Roses står også stærkt med de to dobbeltalbums Use Your Illusion I  – herfra Don’t Cry og November Rain – og Use Your Illusion IIherfra Estranged. Begge albums sælger over 10 millioner. Guns N’Roses er stadig hardrock med tendenser til heavy, men Use You Illusion-albummene er generelt blødere og stilartsmæssigt mere varierede med  fx coverversioner af McCartneys Live and Let Die og Dylans Knockin’ On Heaven’s Door. Guns N’Roses næste album, The Spaghetti Incident (1993) – herfra Buick Makane – består udelukkende af cover-versioner og får tvivlsomme anmeldelser og salgstal. Indre spændinger  og de øvrige får det til at skride. Slash forlader Guns N’Roses i 1996 der derefter kun har Axl Rose tilbage af den oprindelige bemanding og reelt er færdig.

En pudsighed er den ret pæne popularitet der opnås af sydstatsbandet The Black Crowes der albumdebuterer i 1990 og spiller uforfalsket retrorock – rigtig saftig, organisk og vuggende southern rock à la Lynyrd Skynyrd og traditionel 70’er-bluesrock. The Black Crowes er temmelig store i 90’ernes første halvdel – og de spiller også deres retrorock rigtigt glimrende, her  den solidt huggende og swingende Remedy  fra 1992. Et andet, samtidigt hit er New York-bandet Spin Doctors Two Princes (1991), som er langt mindre stilrent, autentisk og tilbageskuende, men udtryk for en beslægtet hyggelig, swingende og organisk hardrock som rammer tidsånden først i 90’erne samtidig med den mørkere grunge. Men hvor Spin Doctors må kaldes et one-hit-wonder, så sælger Black Crowes op mod 30 mio albums hvilket ikke er nok til at komme i “divisionerne” der kræver et anslået salg på mindst 75 mio, men alligevel er imponerende for genren.

Også Van Halens For Unlawful Carnal Knowledge (1991), her Runaround, er en tilbagevenden til en mere direkte hardrock og ryger direkte ind som nr. 1 på Billboard. Aerosmiths’ album Get a Grip (1993), her Crazy, bliver også et stort hit – ja, med et salg på over 20 mio. Også pop-metal-bandet Def Leppard storsælger med Adrenalize (1992), her Let’s Get Rocked. Det er som om den hårde rock kulminerer først i 90’erne.

Også for traditionel heavy begynder årtiet godt. Iron Maiden får med Fear of The Dark (1992) sin tredje nr. 1 på albumhitlisten – herfra sangen Be Quick or Be Dead. Metallica udgiver i 1991 albummet Metallica – kaldt The Black Album – der er en bevægelse væk fra Trash-metal mod noget mindre komplekst og fortravlet og noget mere melodisk. The Black Album ryger ind som nr. 1 på Billboard top 200 og sælger 22 mio alt i alt. Her finder vi sange som Enter Sandman  og Nothing Else Matters. AC/DCs traditionelle ikke-metalliske hardrock sælgter stadig flot.

 Men det er som om genren derefter mister pusten og vitaliteten i forhold til grunge-rockens succes, i al fald traditionel heavy hetal, der fremover ganske langsomt marginaliseres, selv om fx AC/DC og Iron Maiden også fremover holder skansen. Glam metal svækkes voldsomt, Guns’n’roses opløses reelt, da Slash forlader bandet, Van Halen får et forsangerproblem, da Hagar skubbes væk (man flirter igen med Lee Roth) og man ikke finder et reelt alternativ (Lee Roth står ikke distancen). Metallica slår ind på en mere melodisk og bluesbaseret lyd med sine næste albums, Load (1996), her Until It Sleeps (live 1996) og Reload (1997), her The Unforgiven 2 – hvilket fik nogle fans til at hvæse ”sell-out!” og mene at Metallica er blevet ”alternative” – begge albums sælger hver ca. 5 mio ex. AC/DC, Areosmith og Bon Jovi (der bliver blødere og mere Heartland-rock-præget) fortsætter også med at sælge flot, men genren begynder at lide under kreativ stagnation.

Men der kommer til gengæld sidst i årtiet en stor kreativitet i en ny gerne – nu  metal – som med base i Californien mikser heavy metal med fx hiphop, funk, punk og grunge (men også fx gothic rock, glam metal og jazz) oftest med synkoperede rytmer og aggressive guitarriffs, men også mere rytmiske riffs, og med klassisk popstruktur (vers, omkvæd, bro). Blandt foregangsmændene er det californiske Red Hot Chili Peppers, der debuterer i 1984 og slår massivt igennem i 1991 med albummet Blood, Sugar, Sex, Magik produceret af den gamle hiphop-producer Rick Rubin – her med If You Have to Ask og storhittet Under The Bridge s. Et andet hit fra albummet er Give It Away der sammenfatter hvad Chili Peppers kan – mikse rock, funk og hiphop med tæft, fandenivoldskhed og energi. Blod, Sugar, Sex, Magik om sælger 15 mio eksemplarer. Også albummet Californication fra 1999 kan fremhæves – her med den mred hotelodiske Scar Tissue og den heftigt funkrockede Around The World. Både forangeren Anthony Kiedis og bassisten Flea er farverige forgrundsfigurer i bandet der kommer til at høre til musikkens pænt store stjerner med et certificeret salg (pr. 2016) på 56 mio enheder og et anslået salg på 80 mio enheder. Dermed overgår Chili Peppers lige akkurat AOR-bandet Foreigner og lægger sig lige under Coldplay og Van Halen.

Et andet skridt hen imod nu metal tages af det ligeledes californiske Rage Against The Machine – her med Killing In The Name fra bandetes ubetitlede debutalbum fra 1992. Dette ubetitlede debutalbum har mange af Rages bedste sange.  Eksempler er Wake Up   og Freedom.  Af senere sange kan fremhæves  Guerilla Radio  fra albummet The Battle of Los Angeles fra 1999.

Egentlig nu metal optræder i sidste halvdel af 90’erne med fx californiske Korn, her med sin første single, den ret rå No Place To Hide (1996) og her Freak On a Leash fra den kommercielt succesrige Follow The Leader (1998). Lidt mere hiphpop-præget er Limp Bizkit fra Florida – her med N 2 Gether Now. Siden står også et band som fx Linkin Park på genren – her Papercut fra debuten Hybrid fra 2000 samt Slipknot (debuterer 1999).


5.6 Kvindelige singer-songwriters i 90’erne

Der er stor vitalitet blandt de kvindelige singer-songwriters i 90’erne – fx den amerikanske rhythm’n’blues-orienterede Sheryl Crow – her med All I Wanna Do fra debut-albummet Tuesday Night Music Club (1993) samt My Favorite Mistake. Og lidt Joni Mitchell-prægede Strong Enough. Fra Sheryl Crows andet album, Sheryl Crow (1996), er Everyday Is A Winding Road, der kombinerer det Joni Mitchell-agtige med noget klart rocket i omkvædet – og med lån fra Rolling Stones’ Sympathy For The Devil. Og her fra samme album den socialt indignerede Redemption Day.

Markant er også den Kate Bush-inspirerede, men egenartede, amerikaner Tori Amos, her fra hendes debutalbum Little Earthquakes den kønne Winter (live) og  Crucify (1992) live og fra 1994 lidt mere pågående og livfuldt akkompagnerede sange som God og  Cornflake Girl Desuden kan i den forbindelse nævnes den Tori Amos-inspirerede, men mere rockede canadier Alanis Morisette – som slog massivt igennem med det vrede album Jagged Little Pills (1995) som vandt Morisette en frygtelig masse grammyer – bl.a. for bedste rockalbum. Her er dette fornemme album  – der nogle gange karakteriseres som postgrunge – repræsenteret med den temmelig rockede og nærmest rå You Oughta Know og den mere klassisk singer-songwriter-agtige Ironic. Her er den mere eksotisk klingende, men flotte  Uninvited (1998) live, en sang der bringer tankerne hen på Led Zeppelins Kashmir.

Et helt specielt navn er Fiona Apple fra New York, datter af et Broadway-sanger/skuespiller-par, klassisk trænet i klaverspil, og klar med de første kompositioner da hun var 8 år. Fiona Apples debut, Tidal (1996), med egne sange, bliver lavet da hun var 17 år gammel. Hovedsinglen herfra er Criminal, og den opsigtsvækkende laver den 18-årige Apple bevidst exploitation-agtig for at få opmærksomhed. Men også film noir-agtig og reflekteret. Det er uhyre intelligent og moden musik af så ung en pige. Også Fiona Apples andet album, When The Pawn (1999), er ret så glimrende. Her er den jazzede Paper Bag fra 1999.  Og live Get Gone. Man kunne også nævne Lisa Loeb, her med Stay. Eller Sarah McLachlan, her med Angel. Eller den et øjeblik sensationelle Jewel, her med Foolish Games. Men Tori Amos, Alanis Morissette samt Fiona Apple har dog et særligt niveau.

Lidt atypisk i dette felt er den canadiske singer/songwriter Shania Twain hvis sange kraftigt tangerer både pop og country. Hendes  2. album, The Woman in Me (1995), herfra Any Man of Mine, skaber et solidt gennembrud med 20 mio solgte enheder, mens det efterfølgende album, Come On Over (1997), sælger over 40 mio enheder og bliver det mest solgte country-album nogensinde. Fra den sidste er her You’re Still the One. Shania Twain indstiller karrieren i 2004 pga. stemmeproblemer, men hun opnår at blive en af musikkens pænt store stjerner med et certificeret salg på 72,8 mio enheder og et formodet salg på 85 mio. Dermed kommer hun i musikkens 5. dimension lige under Beyoncé og lige over R.E.M. Shania Twain er en af de store crossover-kunstnere med stor indflydelse i både pop-musik (softrock, Adult Contemporary) og country. Efter hende ses en ny åbenhed over for country i den amerikanske pop, og så kan man altid diskutere om Shania Twain var et symptom på denne nye åbenhed, eller om hun har haft direkte indflydelse på den.


5.7      Hiphop bliver mainstream, west coast vs. east coast

nwaHiphop er som udgangspunkt opstået på USAs østkyst, ikke mindst i New York, = East Coast Hip Hop. Men i slut-80’erne kommer Californien med. Ud af den nye hardcore-hiphop med vrede tekster opstår  den aggressive genre gangsta-rap – udviklet i Californien (The West Coast) via navne som Ice T (her 6 in the Morning fra 1986) og N.W.A. (= Niggaz With Attitude) – her den magtfulde Straight Outta Compton fra 1988. Den rå gangsta-attitude er tydelig med Fuck Tha Police. Efter dette stilskabende album – reelt gangstaens fødsel – forlader rapperen Ice Cube N.W.A. pga. royalty-diskussioner og etablerer en solokarriere. Gangsta-hiphoppen har en mere rå lyd, og teksterne handler om livet på gaderne, bl.a. om livet i banderne.

N.W.A. går helt i opløsning i 1991, men når at lave et sidste album – Niggaz4life – som bliver nr. 1 på USA’s Billboard Top200 – her nummeret Appetite For Destruction fra albummet. Opløsningen skyldes især at Andre Young = Dr. Dre forlader N.W.A., og Dr. Dre bliver siden et stort navn i gangsta-rappen, fra og med sit berømmede og meget velproducerede debutalbum The Chronic fra 1992 her med nummeret Let Me Ride. Ligeså berømt bliver Dr. Dres protegé Calvin Broadus = Snoop Dog – her med Snoo2 pacp Dogs Dr. Dre-producerede Gin & Juice fra 1993. Men det er ikke mindst Tupac Shakur – eller 2Pac – der med mere melodiske omkvæd end normalt i rappen og stærkt sælgende albums bringer gangsta-rappen i front indtil han skydes og dræbes i 1996.

Her er 2Pac med Me Against The World og California Love. (sidstnævnte produceret af Dr. Dre)På østkysten bliver det kommercielt største navn den lade Christopher Wallace = The Notorious B.I.G. eller Biggie Smalls (som skydes og dræbes få dage før hans gennembrudsalbum udkommer; ironisk nok kaldet Life After Death; den er der derfor ingen videoer fra… – her dog  Hypnotize). Der opstår fejder mellem west coast gangsta-rappen fra Californien og east coast-rappen fra New York. Faktisk er mordet på westcoast-rapperen 2Pac og eastcoast-rapperen The Notorious B.I.G. af rygter kædet sammen, sådan at Notorious B.I.G. skulle stå bag mordet på 2Pac og selv være myrdet ved et drive-by-shooting i L.A. som hævn. Den der lever ved sværdet…. Men Notorious B.I.G. står bag et samlet salg på 17. mio albums.

Endnu et banebrydende navn er West Coast latino-hiphopgruppen Cypress Hill, her med Throw Your Set in the Air (1995). Men østkysten kan stadig godt være fornyende. Det er især den nyskabende hiphopgruppe fra New York, Wu Tang Clan her med deres første udgivelse Protect Your Neck (1993) og ligeledes fra debutalbummet C.R.E.A.M.

Et andet vægtigt east coast-navn knyttet til Notorious B.I.G. er Shawn Carter alias Jay-Z som bliver en af de bedst sælgende hiphopnavne nogensinde og får en stærk indflydelse på 00’ernes musikliv som producer og som superdygtig entreprenør af alle mulige hiphop-relaterede foretagender. Her er Jay-Z med gennembruddet Hard Knock Life fra 1998.

Endelig kan nævnes en af 90’er-hiphoppens bedst sælgende kvinder, Melissa Missy” Elliot med de synkoperede rytmer – her The Rain fra sit debut-album fra 1997 produceret af Missy Elliotts barndomsven fra Virginia Timothy ”Timbaland” Mosley. Dette job og denne forbindelse er med til at sparke Timbalands karriere i gang som en uhyre indflydelsesrig producer i 90’erne og ikke mindst 00’erne. Timbaland producerer også Missy Elliotts næste album, her med sangen She’s a Bitch.

“Den rå gangsta-attitude er tydelig hos N.W.A. med albummet Fuck Tha Police. Dette stilskabende album er reelt gangstaens fødsel.”


5.8       Elektronisk musik – techno: acid house og electronica

I 90’erne trådte futuristisk elektronisk musik (lavet med synthesizers, sequenzers, trommemaskiner osv.) stærkt frem. Baggrunden for techno skal findes først i 80’erne i Belleville, en forstad til Detroit, USA, omkring 4 skolekammerater fra Belleville High. Af dem er Juan Atkins den vigtigste. Atkins var især inspireret af 70’erne som Kraftwerk og Giorgio Moroder, og sammen med to andre = trioen Cybotron kreerer han Clear i 1983 med opfølgeren Techno City i 1984. Lidt efter opstår i Chicago genren acid house, en særlig, ren house med ekstra fokus på det elektroniske, futuristiske og det suggestive – her gruppen Phuture – centreret omkring DJ Pierre – og deres single Acid Trax fra 1987 – måske det første acid house nummer overhovedet. Omkring acid housen opstår der en scene omkring såkaldte rave parties, arrangementer hvor DJs spiller musik, der er laserlysshow og røgmaskiner, ekstatisk dans og et vist misbrug af psykedeliske stoffer fx ecstacy. House-musikken bruger jo en kraftig betoning af alle slagene i 4/4-rytmerne, men der opstår en undergenre, break-beat, hvor der bruges synkoperinger og polyrytmik – alt andet end 4/4 – hvilket danner udgangspunkt for genrer som jungle og drum’n’bass (mere eller mindre det samme), bl.a. omkring en rytme kaldet The Amen Break. Til rave parties er genren gerne såkaldt breakbeat hardcore, dvs. særligt hårdt pulserende acid house (4/4) med kombineret med breakbeat – fx her Joint Projects Total Feeling fra 1992.

“Der opstår en undergenre, break-beat, hvor der bruges synkoperinger og polyrytmik – alt andet end 4/4 – hvilket danner udgangspunkt for genrer som jungle og drum’n’bass  bl.a. omkring en rytme kaldet The Amen Break

Der kommer snart andre genrer til som man ikke kan danse til, såkaldt electronica, fx den roligt drømmende ambient house – eller bare ambient – her med The Orbs Little Fluffy Clouds fra 1990. Andre store ambient-navne er Autechre (se foto) og tidlig Aphex Twins  – sidstnævnte (alias Richard James) laver siden mere almen techno med masser af breakbeats – som fx i denne geniale video. Samt det ret behageligt-melodisk, for ikke at sige poppede, trance (her et Robert Miles-nummer) der bliver det mest populære dansemusik medio 90’erne, men som er for ”plat” til at techno-folket vil vedkende sig genren som techno. Det mest mainstream-populære techno (bl.a. i kraft af filmen Trainspottin’) er nok det britiske Underworld – fx her Dark and Long og Dirty – arketypiske ved deres monotoni med de langtrukne temaer med små forskydninger hele tiden.

To undergenrer inden for electronica får et stort gennembrud midt i 90’erne – big beat og trip hop. Big beat kombinerer breakbeat-musik med ofte punket vokal og ældre bidder af funk, pop, rock osv. Store navne er The Prodigy, Fatboy Slim, The Chemical Brothers og Propellerhead. Nævnes kan også house-navnet Basement Jaxx her med Rendez-vu fra 1999.

trickyDen anden electronica-undergenre, trip hop, hvis centrum er byen Bristol, England, opstår ud af en slags post-acid house hvor elementer af soul, funk og jazz inkorporeres til meget langsomme, slæbende rytmer der emmer af filmmusikkens stemninger. De mest berømte triphop-navne er Massive Attack – her med gennembrudshittet Unfinished Symphony (1991) fra debutpladen Blue Lines – produceret af det tidligere medlem Nellee Hooper – og som ca. samtidig også markerer sig ved at producere Björks break-through-album Debut. Nævnes må også Massive Attacks drømmende Teardrop sunget af Cocteau Twins forsanger Elizabeth Fraser samt deres dejlige Live With Me. Til genren hører desuden de anmelderberømmede Portishead – her med Glory Box fra det exceptionelt fremragende debutalbum Dummy (1994) – hele Dummy kan spilles her –  samt bandet Morcheeba. Et ukommercielt orienteret navn i genren er den syrede sorte rapper Tricky – her med nummeret Aftermath fra albummet Maxinquaye (1995).

Endelig udvikles i slut’90’erne en såkaldt electronic dance-musik, også kaldet Club, med elementer fra techno, disco, house og hiphop  – her fx trioen Faithless med Insomnia.  1/3 af trioen, Rollo (Rowland Armstrong), hjælper samtidig sin singer-songwriter-agtige lillesøster Florian Armstrong, kaldet Dido, med en karriere, og hun sælger massivt i årene omkring 2000 – her med White Flag og Thank You.

“Trip hop, hvis centrum er byen Bristol, England, opstår ud af en slags post-acid house hvor elementer af soul, funk og jazz inkorporeres til meget langsomme, slæbende rytmer der emmer af filmmusikkens stemninger”


   Dansk pop og rock i 90’erne

aquaDansk musik viser sig for første gang internationalt, og det er som antydet ovenfor inden for genren eurodance. Allerførst er Skælskør-tøjdesigneren og modellen Sannie Carlson = Whigfield som i 1994 slår igennem med nummeret Saturday Night der bliver nr. 1 på den britiske hitliste som den allerførste ikke-britiske debutant nogensinde. I kølvandet kommer de koldingensiske søstre Susanne og Pernille Georgi = Me & My med hittet Dub-I-Dub fra 1995. Det efterfølgende debutalbum sælger i 2 mio eks!!! Men hverken Whigfield eller Me & My forstår for alvor at følge op på successen. Mere substans er der i københavnske Aqua – med Søren Rasted som primær komponist og med Rasteds kæreste/kone, norske Lene Nystrøm i front. Aquas debutalbum, Aquarium, leverer hele 3 nr. 1-hits i England – Barbie Girl, Doctor Jones og den mindre ulidelige ballade Turn Back Time, og albummet sælger 14 mio worldwide – helt unikt for et dansk album. Efterfølgeren Aquarius fra 2000 – her med tydeligt ABBA-inspirerede Around The World – sælger kun halvt så meget, men 7 mio eks er jo også en slat.

Året efter opløses Aqua pludselig, og er trods en genforening i skrivende stund ude af stand til at gentage succesen. En tilsvarende dansk eurodance-gruppe er Infernal med Lina Rafn i front. Infernal debuterer i 1997 med Sorti de Lenfer, i den instrumentale,technoprægede ende, men skifter siden mod det mere vokale – her  From Paris to Berlin.

Den allerførste danske eurodance-musik blev nok lavet i slut-80’erne af århusianske Cut’n’Move der også blander hiphop ind i musikken, her Get Serious fra 1991 – og her Give it Up fra 1993 med Thera Hoymans og Cindy Laursen i front. En vigtig del af Cut’n’Moves succes er producerne og DJ’ene Carsten ”Soulshock” Schack og Mick ”Cutfather” Hansen, dels via deres remix (Soulshock står således bag Get Serious), dels via Soulshocks pladeselskab Soulpower Productions der udgiver gruppen. Bandet dør ud ca. 1995. Et andet eksempel på gryende dansk Contemporary R&B (eller rettere eurodance med lidt rap hist og her) er Sound of Seduction dannet i 1992 af produceren Jesper Bennicke omkring sangerinderne Christina Groth og Maria Hecht og rapperen Mikkel ”Remee” Sigvardt – her Welcome to My World fra 1995. De opløses i 1996, men Remee bliver siden en markant dansk producer, fx ved at opfinde duoen S.O.A.P. med de polynesiske søstre Saseline og Heidi Sørensen – her med This Is How We Party fra 1998 skrevet og produceret af Remee i bedste Max Martin-stil.

I 80’erne er dansk rock og pop stærkt præget af danske tekster og synthesizers; det skifter markant først i 90’erne nemlig til engelske tekster. Den mest dansevenlige del af musikken som den ovenfor nævnte, fortsætter med at være meget synthesizer-bundet, mens den ikke-dansevenlige del til gengæld bliver guitar-baseret.

Nye markante bands ud over eurodance-navnene er Dizzy Mizz Lizzy med sangeren og guitaristen Tim Christensen i front. Debutalbummet fra 1994 – her Silverflame (16 år senere – live 2010) – og her en mindre tjekket dizzyliveoptagelse af Waterfront – sælger i over 250.000 eks og bliver den mest sælgende rockplade nogensinde i Danmark. Musikken kan virke grunge-præget pga. hvad der sker i samtiden, men er nu nok snarere melodisk hardrock der blander Heavy-elementer med en lyd fra 60’er-navne som Beatles/Lennon, Hendrix og Led Zeppelin og en lille smule prog. Dizzy Mizz Lizzy opløses i 1998 pga. musikalske uoverensstemmelser (Tim Christensen hører angiveligt Radioheads OK Computer og vil styre musikken i den retning; det vil de andre ikke), hvorefter Christensen etablerer en succesrig solokarriere.

Eneste regulære danske grungeband er nok Sune Wagners band Psyched Up Janis (ca. 1992-99) – her med sin første single I Died In My Teens. Ca. samtidig opstår i København de anmelderberømmede Kashmir med Kaspar Eistrup på sang let inspireret af alt fra psykedelisk rock til grunge – her med balladen Rose fra debutalbummet Travelogue fra 1994. Kashmir opnår siden (2005) den store prestige at få såvel David Bowie som Lou Reed til at optræde på et af sine albums (No Balance Palace). Her Kashmirs Lampshade fra 1999. Blandt tidens øvrige intelligente anmelderdarlings inden for alternativ rock må også nævnes Mew med den lysstemmede Jonas Bjerre i front, og som albumdebuterer i 1997 med A Triumph for Man – som får et mindre hit med det iørefaldende I Should Have Been a Tsintsi for You.

Melankolsk pop inspireret af alternativ rock får et gennembrud i Danmark – i værste udgave med The Ibens fra 1996 – her med Jeg savner min blå cykel – og måske bedst med Loveshop med bl.a. Jens Unmack (sang) og Hilmer Hassig (guitar) – her med debutsinglen I nat bliver det sommer fra 1990 – og her Copenhagen Dreaming fra 1996.

Inden for den helt traditionelle rhythm’n’blues-baserede rock uden en gnist af jazz, new wave og indie danner eks-medlemmer af Malurt som guitaristen Peter Viskinde og keyboardspilleren Pete Repete sammen med sangeren Anders Blichfeldt bandet Big Fate Snake i 1990 med albumdebut året efter. Her Fight For Your Love med musik som man alt efter temperament kan kalde bundsolid eller bundkedelig.

Traditionel poprock à la 80’erne stortrives stadig i 90’erne – Dodo and the Dodos klarer sig stadig fint, og Klaus Kjellerup, der var med til at grundlægge Tøsedrengene, etablerer et nyt gymnasierockband i 1991 sammen med bl.a. Henrik Stanley Møller og Jan Sivertsen fra Tøsedrengene – nemlig Danser med Drenge med den unge Philippa Bulgin som forsanger – her Hvor længe vil du ydmyge mig fra 1993, men mister betragteligt momentum da Bulgin dør af kræft året efter. Mest påfaldende er nok at der dannes et århusiansk softrockband, Michael Learns To Rock – der albumdebuterer i 1991- og som indtil videre har solgt over 11 mio albums ikke mindst i Asien.

Endelig kommer der medio 90’erne omsider gang i den danske hiphop-musik, fx med et nyt projekt fra Nikolaj Peyk fra MC Einar, Østkyst Hustlers – her Han får for lidt fra 1996. Men dansk hiphop mangler stadig farlighed; den kommer først med fx Den Gale Pose med rapperen Jesper ”Jokeren” Dahl i front og et ophold i Californien i ryggen – her med Flere Ho’s fra debutalbummet (Mod Rov) fra 1996. Næste album, Sådan er Reglerne (1998), får et mindre hit med Spændt Op Til Lir. Med i Den Gale Pose var oprindelig rapperen Lasse ”Blæs Bukki” Bavngaard som siden indgår i den sprogligt rablende hiphopgruppe Malk de Koijn – her Ørkenstorm i Aberdeen fra 1998 (og siden etablerer Blæs Bukki sære grupper som Bikstok Røgsystem og Balstyrko).


6        2000 – 2016 

Stikord: Eminem, Jay Z, Kanye West, Beyoncé, Pharrell Williams, Rihanna, Katy Perry, Lady Gaga, Taylor Swift, Sia, Lorde, Bruno Mars, Justin Bieber, Ed Sheeran, Jack White, The Strokes, The Killers, Yeah Yeah Yeahs, Arctic Monkeys, Arcade Fire, Muse, Coldplay, Gorillaz, Amy Winehouse, Adele.

Den klassiske rock – herunder rhythm’n’blues-rock, hardrock og metal – er tilsyneladende ved at dø. Den eksisterer primært i form af gamle, succesrige bands, men der opstår få nye bands i disse genrer, og der kommer få helt unge fans. Vitaliteten tilhører nu indierocken (den alternative rock) bl.a. i form af en ”garage rock revival”/new new wave med navne som Strokes, White Stripes, Killers, King of Leons og Arctic Monkeys. Techno-musikken kommer alligevel ikke helt ind i den etablerede musik, og bliver slet ikke poprock-musikkens fremtid som man ellers tror i slutningen af 90’erne. Til gengæld kommer hiphoppen til at stå stærkere kommercielt end nogensinde med Eminem, Kanye West, Jay-Z, ligesom R&B-genren også stortrives. Whitney Houston og Michael Jackson blegner (og dør i henholdsvis 2012 og 2009), mens popdronningerne Madonna, Mariah Carey og Britney Spears får følge – eller overhales – af Pink, Christina Aguilera, Kelly Clarkson og Beyoncé og siden Katy Perry,  Rihanna, Lady Gaga, Miley Cyrus og Taylor Swift.

Egentlig sker der få nye ting i musikken der til gengæld fremover kaster sig over rekapitulationer. Retrobølgerne tager over. Først kommer altså en tilbage til garagerocken og new wave-rocken. Så kommer en tilbage til 60’ernes soul med touperet hår. Derpå en tilbage til 70’ernes disco-bølge osv. osv.

   Ud over hiphop- og R&B-musikkens sejrgang er det mest karakteristisk for 00’ernes pop nok at de nye storsælgere er sangerinder – fx Rihanna, Lady Gaga, Katy Perry og Pink, ofte med hits skrevet af tidens store hitskriver – svenske Max Martin. Og at genren især i USA får et kraftigt tilskud af country-sangere – Shania Twain, LeAnn Rimes, Carrie Underwood, Taylor Swift, Keith Urban osv.


6.1        Hiphop i 00’erne

eminemNoget så eksotisk som en hvid rapper tager kegler og bliver måske årtiets dominerende rapper. Det er den aggressive, kontroversielle og sprogligt særdeles musikalske Marshall Mathers, der først forkorter sig M&M for derpå at omskrive denne forkortelse til Eminem. Han album-debuterer i 1996, men bryder igennem i 1999 med den Dr. Dre-producerede The Slim Shady Album hvor Eminem i øvrigt sviner sin mor til blandt nadet med linjen ““my mom does more dope than I do” i singlen My Name Is fra 1998. En anden interessant sang er Guilty Conscience. Efterfølgeren The Marshall Mathers LP (2000) bliver det hurtigst sælgende album i USA’s historie, her med Stan hvor Dido synger på omkvædet. Efterfølgeren The Eminem Show (2002) bliver det års bedst sælgende album, det vinder en grammy for årets bedste rap-album – og er 3. album i træk for Eminem der vinder den pris, og sådan fortsætter det for Eminem. Moderen sagsøger ham for den famøse linje i My Name Is, og det reagerer Eminem på ved det helt store katharsis moderopgør i sangen Cleaning Out My Closet. En mindst lige så fremragende rapsang er Lose Yourself. Samme år – 2002 – kommer en selvbiografisk film – 8 Mile – med Eminem i hovedrollen som en rapper der prøver at kæmpe sig ud af sin ghettobaggrund – og med bl.a. Kim Bassinger. Eminems 7.  album, Recovery (2010), har har bl.a. følgende singles Love the Way You Lie hvor Rihanna synger omkvædet, og No Love med bl.a. rapstjernen Lil Wayne.

Eminem er kommet op i musikkens 7. division sammen med bl.a. netop Rihanna, 2Pac, Van Halen, Prince og Spice Girls. Og nøglen til hans succes skal nok findes i kombinationen af hans sproglige musikalitet og et enormt drive af vrede og smerte.

Et af Eminems fund – som også slår igennem på hiphopfronten, er Curtis Jackson med 50 Cent som sit kunstneriske alias. 50 Cent udgiver sit meget hypede debut-album Get Rich Or Die Tryin i 2003 – her med singlen In Da Club – som til dato har solgt i 8 mio ex.

Jay-Z fortsætter med at være et af hiphoppens hovednavne, her med What Can I Say fra hans The Black Album og produceret af bl.a. The Neptunes, Kanye West, Timbaland og Rick Rubin. Den sælger i over 3 mio ex – Jay-Z’ største kommercielle succes i 00’erne. I 2004 bliver  Jay Z præsident (adm. direktør) for Rick Rubins gamle pladeselskab, Def Jam, en af store, gamle hiphop-pladeselskaber. Under Jay Zs ledelse bliver Def Jam styrket stærkt, bl.a. ved at få den ukendte sangerinde Rihanna i sin fold i 2005, personligt signet af Jay Z efter hun havde sunget for ham på hans kontor. Og hun bliver stor. Virkelig stor. Samtidig bliver Jay Z ene-ejer af sit eget pladeselskab Roc-A-Fella Records. I 2007 trækker Jay Z sig fra Def Jam for igen at starte eget plade/management-selskab fra bunden: Roc Nation der bl.a. er manager for Grimes, Kanye West, Rihanna og Shakira.

Samtidig spyr han fortsat nr. 1-albums ud. I 2009 kommer albummet The Blueprint 3 der blvier Jay Zs 11. album i træk går gik ind som nr.  1 på albumhitlisten. Det er rekord. Den hidtidige rekordholder for antal af nr. 1-albums i træk var Elvis Presley. Jay Z er en af musikkens helt store drenge. Fra The Blueprint 3 her den fine Empire State of Mind med soulsangerinden Alicia Keys på sang i omkvædet.

Også Snoop Dog fortsætter med høre til toppen og kombinerer lystigt med R&B og pop – her Signs (2005) med Justin Timberlake i omkvædet. Det måske mest bemærkelsesværdige i 00’erne er dog Kanye Wests forsøg på at kombinere hiphop, elektronisk musik, pop mm.

kanye west

Kanye West begynder som producer, fx på Jay-Z’ anerkendte album The Blueprint (2001). Han debuterer i 2004 med The College Drop Out – hvorfra Kanye Wests allerførste single stammer – Through The Wire. Arbejdet med den single begyndte et par uger efter at West havde fået smadret kæben ved et færdselsuheld, og havde stadig ståltråd i sin ødelagte kæbe. The College Drop Out sælger over 3 mio eksemplarer, kaldes af Rolling Stone for et af årtiets 10 bedste albums og af et andet magasin, Time, for hørende til de 100 bedste albums overhovedet. Interessant er også nummeret Gold Digger (2005) – fra Wests 2. album – hvor skuespilleren Jamie Foxx synger en version af en gammel Ray Charles-sang indover. Også Wests 3. album, Graduation fra 2007, blev en kommerciel og kunstnerisk succes. Singlen Stronger med samplinger fra den franske house-duo, Daft Punk, blev Wests 3. top-ét-hit og var med til at lægge sporet til en ny fusion af hiphop med elektronisk musik og house/disco-musik.

På den efterfølgende turné begyndte West at skifte musikstil. Moderen døde, og Wests kæresteforhold brød sammen. Han ønskede at udtrykke sine følelser mere direkte end ved rap, nemlig ved sang, men synge kunne han ikke. Så han begyndte at bruge auto-tune, den vocoder-agtige anordning så man modulere med, pitche og bearbejde stemmen.

Kombinationen af den kraftigere brug af electronica på Stronger med Wests skift til mere sang med autotune skabte en ny West der kom til syne med det 4. album, 808s & Heartbreak fra 2008, måske en af de mest eksperimenterende hiphopalbums indtil da, fordi den i den grad fusionerede hiphop, elektronisk musik og pop i et unikt mix. Førstesinglen er den enkle, men ganske fine popsang Love Lockdown med den visuelt meget smukke video. Også  Heartless er iørefaldende pop. Linjen følges på efterfølgeren, den meget flot anmeldte My Beautiful Dark Twisted Fantasy (2010), her med Power (med bl.a. et stykke af King Crimsons 21st Century Schizoid Man samplet ind) og All of the Lights med Rihanna. Jay Z og Kanye West går i august 2011 sammen om et ambitiøst fælles albumprojekt, Watch The Throne, her med I Love You So , Lift Off (med Beyoncé på sang) og No Church in the Wild. På sidstnævnte medvirker Frank Ocean her med den melankolske single Novacane. I 2012 udgiver Ocean det kritikerroste album Channel Orange der blander genrer som psycedelica, R&B, pop osv. så talentfuldt at man kunne overveje om Ocean var 10’ernes afdæmpede svar på Prince? Her Thinking About You og Pyramids. Efterfølgende albums fra Kanye West og Frank Ocean har ikke helt kunnet holde  niveauet

   Endnu en interessant R&B-producer og kunstner i 00’erne er Pharrell Williams fra Neptunes. Neptunes får deres første nr. 1-hit, da de producerer Britney Spears I’m a Slave 4 U  (2001), en sang der adskiller sig markant fra Britneys sædvanlige Max Martin-stil. I 2002 etablerer Williams og Haley sammen med Williams’ ungdomsven Chad Hugo gruppen N.E.R.D. med en nytænkende blanding af forskellige stilarter som R&B, funk og rock – her bl.a.  den eksperimenterende og spændende She Wants To Move (2004), her Rockstar (2002) og her Everyone Nose (2008).  Neptunes/Pharrell Williams’ største hit som producer i 00’erne er Snoop Dogs Drop It Like It’s Hot (2004) featuring Pharrell Williams. I 10’erne går Pharrell Williams hen og får et mindre gennembrud foran mikronfonen I 2013 samarbejder han med den franske house-duo Daft Punk om sangen Get Lucky skrevet af Williams og Chic-guitaristen Nile Rodgers sammen med duoen og med Williams på sang og Rodgers på rytmeguitar. Den single sælger i næsten 10 mio eksemplarer og bliver en af de mest sælgende sange overhovedet. Samtidig, i 2013, skriver, producerer og synger Pharrell Williams neosoul-sangen Happy skrevet til animationsfilmen Despecable Me 2. Den bliver også et stort hit i 2014.

Et sidste meget vigtigt fænomen er duoen Outkast der blander en del andre elementer ind i hiphoppen – funk, pop, jazz osv. OutKast består af André Benjamin = André 3000 og Antwan Patton = Big Boi. Outkast  albumdebuterer i 1994. Op gennem 90’erne bliver duoen stadig mere eksperimenterende med kulmination i det fremragende og fantasifulde album Stankonia i 2000 med bl.a. den fuldkommen frenetiske og skarpt politiske B.O.B. (Bombs Over Baghdad) samt den langt mere poppede, men stadig bizarre Ms. Jackson. I 2003 udgiver Outkast dobbeltalbummet Speakerboxxx/The Love Below der som det første hiphop-album i 2004 vinder en grammy for ”bedste album”. Faktisk er det to solo-albums – Big Bois Speakerboxxx og André 3000s The Love Below. Som førstesingle fandt man en sang fra både Speakerboxxx og The Love Below. Big Bois førstesingle fra Speakerboxxx erden meget poppede og lækre Marvin Gaye-agtige The Way You Move, mens André 3000s førstesingle fra The Love Below er en meget syret popsang – en fusion af hiphop, elektronica, funk og soul – med elementer der kan minde om sen Beatles og tidlig Prince. Ikke desto mindre bliver sangen – Hey Ya! – et stort hit.

“Nøglen til Eminems succes skal nok findes i kombinationen af hans sproglige musikalitet og et enormt drive af vrede og smerte”


6.2       Popdronningerne 

Tidens pop kaldet AC (Adult Comtemporary – softrock, behagelig blød musik med ballader osv.) er nu stærkt domineret af kvindelige sangere. Madonna begynder solidt med det udmærket anmeldte discofile album Music (2000) som sælger i 15 mio ex, her titelnummet Music ,og her Don’t Tell Me (her live), albummets næste singlehit. Næste album, American Life (2003) er middelmådigt anmeldt, og knap så fremragende solgt (2003: 4 mio ex). Efterfølgeren Confessions on a Dancefloor (2005) var igen noget mere diskofil og godt anmeldt – og hittet Hung Up indeholder et samplet ABBA-stykke (fra Gimme Gimme) og med salg på formentlig 10 mio ex. Efterfølgeren Hard Candy (2008), Madonnas sidste for nærværende, er igen middelmådig anmeldt (den kaldes uengageret og livløs – og næsten mere præget af produceren Timbaland end af Madonna) og uden et forrygende salg. Der er også en klar faldende salgskurve for efterfølgerne MDNA (2012) og Rebel Heart (2015). Her det dog ret store hit med Justin Timberlake, 4 Minutes (Timbalands værk). Men trods tegn på stagnation og træthed er Madonna er den i 00’erne der er bedst til at sælge singles, så hun sidder stadig på poptronen.christina

Nr. to til at sælge singles i 00’erne er en debutant – den velsyngende amerikanske Christina Aguilera, der står for R&B mikset med lidt latino – eller en blanding af Britney Spears (det fysiske) og Mariah Carey (teknisk dygtighed). Hun debuterer som 18-årig i 1999 med albummet Christina Aguilera – her med singlen Genie In a Bottle, og hun har fra da af enorm succes. Fra og med sit 4. album, Stripped (2002), overtager hun den kreative kontrol – her med balladen Beautiful, og den rockede Fighter, og successen kulminerer. På albummet Back To Basis (2006) benytter Christina Aguilera sig af ældre genrer som her på singlen Candyman  og Ain’t no Other Manmen også numre som Hurt.  Keeps Getting Better (2008) bliver nr. 5 og er hendes  foreløbig sidste hit. Med Your Body (2012) har hun dog fået et behersket comeback og er stadig i gamet.

beyonce Da Beyoncé Knowles stadig er forsanger i Destiny’s Child, lavede hun et soloalbum, Dangerously in Love fra august 2003. Den bliver en enorm succes med 11 mio solgte eksemplarer og markerer en ny, friere og vildere stil end Destiny’s Child. Samtidig er Beyoncé (ifølge rygterne) begyndt at date hiphop-mogulen og rapperen Shawn Carter alias Jay Z. Især 2013-singlen Crazy in Love, skrevet af Beyoncé, Jay Z og produceren Rich Harrison, gør indtryk og blev nr. 1 på singlehitlistens, Beyoncés første tophit, og illustrerer hendes nye, friere stil. Crazy in Love består af et sample af den amerikanske vokalgruppe Chi-Lites sang ”Are You My Woman”.  Beyoncé beslutter sig til at gå solo, og Destiny’s Child opløses i 2004.  Beyoncés følgende soloalbum B’day fra 2006, bliver også en succes, nr. 1 osv. og med endnu et samarbejde med kæresten Jay Z som tophit, nemlig Irreplaceable.  Af senere sange med Beyoncé kan især fremhæves den melodiske ballade Halo fra 2008. Og fra samme album – hendes 3. album: I Am …. Sasha Fierce – If I Were a Boy. I december 2013 overrasker hun de fleste ved at udsende sit 5. (og ubetitlede) album lige pludselig, og derved at albummet er temmelig eksperimenterende, og at alle sangene udsendes som musikvidoer. Beyonce modtages flot. Herfra  XO. Beyoncé fortsætter den eksperimenterende stil med sit 6. album, Lemonade, i 2016. Også den er et visuelt album hvor hun via betalings-streamingtjenesten Tidal udsender musikvidoer til alle sangene. Desuden indgår videoerne i et sammenhængende forløb og er kunstnerisk stærkt vellykkede med lyrisk-poetiske tekster der binder sangene/vidoerne sammen. Det samme gælder musikken, der blander R&B med rock, country osv., og hvor bl.a. Jack White medvirker. Lemonade handler om et kriseforløb, om troskab, utroskab, fortvivlelse og tilgivelse. De fleste er enige om at anledningen er de samtidige ægteskabsproblemer mellem Jay Z og Beyoncé. Men Lemonade er ikke privat, men personlig og ophæver grænserne mellem kunst med stort K og pop med hitkvaliteter. Hør og se fx Hold Up og Sorry .

rihanna

Beyoncés ægtemand, Jay-Z, tegner i 2004 pladekontrakt med en 16-årig velsyngende yndig pige fra Barbados, Rihanna Fenty, og Rihanna får året efter hittet Pon de Replay der er R&B mixet med latino. Rihanna  slår massivt igennem de næste år med catchy sange, en genremæssigt meget vidtfavnende tilgang og en erotisk, excessiv stil, her med Umbrella feat. Jay-Z, DisturbiaDon’t Stop The Music (alle 2007),  Rude Boy fra 2010 – og bemærk også det samtidige hit California King Bed med et mix af rock, country og singer-songwriter-musik der næsten lyder som Alanis Morissette. Eller Diamonds (2012). Rihanna  bliver et kæmpenavn. Hun har allerede et certificeret pladesalg der er højere end Madonnas nemlig 204,1 mio enheder (mod Madonnas 170 mio). Madonna har dog et højere anslået pladesalg, nemlig mindst 275 mio. Dermed ryger Rihanna op blandt superstjernerne i toppen af musiksalgets 2. division lige under Led Zeppelin og Pink Floyd i 1. division, og lige over andre kæmpestore sangdivaer Mariah Clady gagaarey og Celine Dion.

Et andet popfænomen er new yorkeren Stefani Germanotta, her optaget i 2006, som under kunstnernavnet Lady Gaga debuterer i 2008 med The Fame som sælger 12 mio på verdensplan, og som her Poker Face er fra. Og her Bad Romance fra 2009, Paparazzi (2009), Telephone (2010) feat. Beyoncé samt Judas fra 2011. Musikstilen ikke R&B, men i en mere hvid dancepop-stil med kraftige lån af eurodance. Gagas 3. album, Artpop (2013), skuffer lidt, og derpå skifter hun kurs mod det mindreåbenlyst kommercielle. Først udsender hun et jazz-album, Cheek to Cheek (2014) – duetter med den gamle crooner Tony Bennett. Og derpå udsender hun Joanne (2016) med mere nedbarberede sange, her Million Reasons live i Saturday Night Live i oktober 2016. Lady Gaga iscenesætter sig selv bizart og fetichistisk, med flair for mode, og som selvudnævnt beskytterinde for denne verdens skæve eksistenser, især hendes fans som hun kalder ”little monsters”, men også fx homoseksuelle. Hendes flamboyante stil grænsende til det kitchede kan skjule at Lady Gaga rent teknisk hører til de virkelig gode sangerinder. Samtidig fungerer det kommercielt for hende. Hun har et certificeret salg på 94,8 mio enheder og et formodet salg på 114 mio enheder. Det bringer hende op i toppen af listen over musiksalgets 4. division med de store stjerner. Hun ligger lige under Kanye West, Bruce Springsteen og Bee Gees. Og lige over Metallica, Katy Perry og Adele.

Et andet nyt popnavn der dukker op ca. samtidig, er amerikanske Katheryn Hudson. Egentlig katy perrydebuterer hun som Katy Hudson i 2001 med kristen gospelrock, men hun skifter spor i 2008 til noget mere verdslig energisk pop under navnet Katy Perry med One Of The Boys som sælger 5 mio ex – her med singlen I Kissed A Girl (skrevet af Perry, Dr. Luke og Max Martin) ligesom efterfølgeren Teenage Dream (2010) ser ud til at holde ca. samme tal. Hittet, California Gurls, er også skrevet af Perry, Max Martin og Dr. Luke. Fireworks er skrevet sammen med andre skandinavere, nemlig de norske Mikkel Eriksen og Tor Hermansen. E.T. – også fra Teenage Dream – er lidt atypisk kombineret med rap fra Kanye West, men egentlig er samme kraftfulde pop skrevet af Perry sammen med Dr. Luke og Max Martin. Hendes 3. album, Prism (2013), følger i fodsporet – millionsalg og hits skrevet af Katy Perry, Dr. Luke og Max Martin – fx førstesinglen Roar.

Genren er hvid rocket, muskelsvulmende powerpop med hældning mod det nordeuropæiske, især svenske, naturligt nok. Og Katy Perry er via få albums blevet en af musikkens store stjerner med et certificeret salg på 117,6 mio solgte enheder. Det bringer hende ind i toppen af musiksalgets 4. division lige under Lady Gaga og Metallica og lige over Adele og Bruno Mars.

pinkDesuden må nævnes Alecia Hart med kunstnernavnet Pink som i 90’erne er med i en R&B-pigegruppe, og som debuterer med R&B-albummet Can’t Take me Home, her med singlen, There You Go, i 2000 for i 2001 at skifte stil til poprock med sit andet album, Missundaztood som sælger 13 mio ex! Her er Get The Party Started fra Missundaztood. Pinks albums og singles storsælger – her gennembrudet So What (selvfølgelig skrevet af Max Martin) og Stupid Girls fra 2006. Pink laver muskelsvulmende Max Martin-sange ligesom Katy Perry – men lidt mere rocket og måske også lidt mere originalt.

I 10’erne kommer der nye divaer på banen. En regulær popsensation er crossover-stjernentaylor Taylor Swift. Hun er tidligt ambitiøs, og da hun er 14 år gammel, flytter hun og familien fra en forstad i Philadelphia til Nashville, så hun kan blive country-stjerner, og hun går i country-sangoplæring. I 2005, da Taylor Swift er 15 år gammel, bliver hun opdaget af et pladeselskab, signer og går i gang med sit første soloalbum, det ubetitlede country-album Taylor Swift (2006) og som i dag har solgt mere end 6 mio eksemplarer – herfra hendes egen (og Liz Roses) Tim McGraw fremført live af den 16-årige Taylor. Hendes 2. album, Fearless (2008), bliver en stor succes – det bedst sælgende album i USA i 2009. Så kommer overraskelsen. I 2012, da Taylor Swift er 22 år gammel, udsender hun sit 4. album, Red, hvor hun ikke bare begynder at skifte fra country til pop og sågar heartlandrock; den bly, yndige country-viol begynder også at lave sange med Satan selv, nemlig …  Max Martin. Førstesinglen We are Never Getting Back Together er skrevet af Swift og Martin. Og ligeså to følgende hits fra Red. På sit 5. album, 1989 (2014), er skiftet fra country til pop fuldført, hun beskriver selv albummet som et “sonically cohesive pop album”. Albummet bliver det bedst sælgende i USA i 2014, og Taylor Swift er popstjerne. Igen er førstesinglen – Shake It Off – skrevet af Swift sammen med Max Martin, ligesom andensinglen Blank Space  tredjesinglen Style osv. I sin forholdsvis korte popkarriere er Taylor Swifts salg overordentligt imponerende. Hun har i alt solgt 149 mio certificerede enheder med et formodet salg på 170 mio enheder. Det bringer hende i spidsen blandt kæmperne – musiksalgets 3. division lige under The Rolling Stones og ABBA og lige over countrystjernen Garth Brooks, Eminem, The Eagles og U2.

siaTaylor Swift har et blændende udseende på model-niveau, og det skader absolut ikke, når man skal gøre sig en karriere som popstjerne. Australske Sia Furler har på ingen måde den fordel. Hun er ikke kønnere end gennemsnittet, måske tværtimod, og det er hun sig klart bevidst om. Men Sia har så rige evner som sangskriver at hun har overvundet sit handicap i den branche. Sia albumdebuterer tilbage i 1997 med OnlySee der får det forrygende salg af 1200eksemplarer. Så tager hun til Storbritannien, bliver korpige i funkbandet Jamiroquai og kom derefter med som sanger i det britiske triphop/acidjazz-band Zero 5. I 2004 udgiver Sia sit 3. album, Colour the Small One der sælger nogenlunde – faktisk bedst i Danmark hvor albummet bliver nr. 19. Her kan nævnes  Breathe Me (her live 2007 i USA). I 2007 forlader Sia Zero 5 og udgiver året efter sit 4. soloalbum, Some People Have Real Problems der sælger bedre, men ikke er et hit. . Herfra den flotte Day Too Soon, og  Soon We’ll Be Found– sidstnævnte her live i 2007. Nu er Sia begyndt at få et ry som en usædvanlig stærk sangskriver, og i 2009 henvender den amerikanske popstjerne Christina Aguilera sig til Sia for at få sange til hende. Det ender med 3 sange på Christina Aguileras album Bionic. Efter at også et 5. album – We Are Born (2010) ikke slår igennem – dropper hun karrieren som sanger og satser på at blive sangskriver for de store stjerner – à la Dr. Luke og Max Martin. Noget forstyrrer dog planen. Hun skriver sangen Titanium til Alicia Keys, men Titanium sendes videre til David Guetta. Han bruger den – men bruger også Sias oprindelige vokal på demobåndet – og så får vi et hit. Her Titanium med David Guetta ft. Sia – og skrevet af Sia.

Hun fortsætter med at skrive til de helt store – fx Pretty Hurts til Katy Perry, men Perry opdager den vist ikke i sin emailbox.  Pretty Hurts ender hos Beyoncé. Da Katy Perry hører Beyoncés single, skriver hun til Sia: I’m pretty hurt you never sent me this song.” Hertil svarer Sia: “Check your email!” Og en virkelig fremragende sang – skrevet på blot 14 minutter – er Diamonds sunget af Rihanna. Sia er nu virkelig et navn som sangskriver. Men Titanium var jo blevet et hit, så Sia bliver nødt til at prøve igen som solist og udgiver i juli 2014 sit 6. soloalbum, 1000 Forms of Fear, en electropopplade der ryger direkte ind som nr. 1 i USA. Sia har slået igennem. I øvrigt havde videoerne til albummets tre første singler det tilfælles at Sia ikke sang i videoerne, men var erstattet af den 11-årige amerikanske danser, Maddie Ziegler, med en meget usædvanlig ekspressiv dansestil. Her er balladen Chandelier – danset af Maddie Ziegler – som handler om Sias alkoholproblemer. Her er vi på et niveau hvor pop nærmer sig kunst.

janelleDer må nævnes en sangerinde som er mere spændende end sælgende. Janelle Monáe debuterede i 2007 med Metropolis: Suite I (The Chase)  der giver en grammy-nominering for den nogenlunde single Many Moons. Det er et mærkeligt ambitiøst konceptalbum inspireret af Fritz Langs berømte, visionære stumfilm-science-fiction Metropolis. Monaés koncept opfinder en kvindelig helt i Metropolis-universet, androiden Cindi Mayweather, der bliver en samfundstrussel, da hun forelsker sig i et menneske. Dog er Metropolis: Suite I ikke et egentligt album af LP-længe, men en EP med blot 5 sange.  I maj 2010 udkommer Janelle Monáes meget ambitiøse debutalbum, The ArchAndroid, der bygger videre på Metropolis: Suite Is historie om androiden Cindi Mayweather der som the ArchAndroid udvikler sig til en messiansk figur. Musikken har inspiration af afrikansk musik og får snarere overvældende anmeldelser end et salg der virkelig rykkede.Her er fx  Tightrope hvor Janelle Monae medvirker sammen med sin mentor, Big Boi. Og allerbedst Cold War.

Janelle Monaes andet album, Electric Lady, udkommer i 2013 og fortsætter fortællingen om den messianske androide Cindi Mayweather – eller rettere – fortæller historien lige før fortællingen i The ArchAndroid. Også Electric Lady er fremragende anmeldt.  Førstesinglen til Electric Lady er Q.U.E.E.N., men min favorit fra albummet er titelsangen Electric Lady, en lidt gammeldags soul-funk-disco-sag der simpelthen er catchy. Også den ganske smukke Primetime kan nævnes.

Der er langt flere sangerinder der kunne nævnes fra årtiet, fx britiske Lily Allen, amerikanske Gwen Stefani og ikke mindst den columbianske model og sangerinde Shakira – her med Hips Don’t Lie (2009) og Whenever, Wherever (2009). Og fra især 2009 kommer den tidligere Disney-barnestjerne Miley Cyrus med på popdronningetoget, her med Party in the U.S.A. (2009) og Wrecking Ball (2013), begge i øvrigt skrevet af Dr. Luke. Miley Cyrus forstår ikke kun at alliere sig med tidens hitfabrikanter; hun iscenesætter også dygtigt sig selv på en ret seksuelt udfordrende måde ikke ulig Madonna i 1980’erne.

lordeEn sidste popstjerne der må nævnes, er en sensation. I november 2012 udgiver Ella Yelich-O’Connor, en pige fra New Zealand på 16 år og 2 uger singlen Royals under kunstnernavnet Lorde. Royals – skrevet af Lorde selv altså som 15 årig – bliver et nr. 1-hit i USA, Canada, Storbritannien, Italien, Irland osv. Royals er på en EP, The Love Club, med 5 numre. I juni 2013 udgiver Lorde en ny EP med 5 sange, The Tennis Club, og i august 2013 udkommer den 16-årige piges debut-album Pure Heroine. Lorde får i øvrigt stor ros fra både Elton John og David Bowie (der har udtrykt at det at lytte til Lorde er “som at lytte til i morgen”). Fremhæves kan også sange som Buzzcutt Season, Tennis Court  og  Team. Mærkeligt ubesværede og originale pophits af en 15-16-årig pige. David Bowie fascineres af Lorde og kalder hende “the future of music”, og de mødes og swinger fint. David Bowie dør i januar 2016 af cancer to dage efter at have udsendt sit 25. – og stærkt roste – album Blackstar – her er hovedsinglerne Blackstar og Lazarus. Af samme grund vælger Brit Awards i 2016 at lade Lorde fremføre det musikalske bidrag til minde om Bowie. Præsenteret af Gary Oldman er her først et potpourri af Bowies hits spillet af Bowies eget band, og derpå Lorde på sang med Life on Mars? – en meget emotionelt stærk præstation.


5.3 Popkongen og prinserne

Ejendommeligt nok er der ingen mandlige popsangere som kommercielt når Madonna, Christina Aguilera, Rihanna, Taylor Swift, Pink!, Lady Gaga, Katy Perry osv. til sokkeholderne. Jo, det skulle lige være Peter Gene Hernandez fra Hawaii (med en meget blandet etnisk oprindelse (filippinsk, spansk, puertoricansk og jødisk) som under kunstnernavnet Bruno Mars bliver et kæmpehit.

bruno-mars-2012-billboard-1548-650Hernandez kommer fra en meget musikalsk aktiv familie der bl.a. optræder som Elvis-impersonatorer hvilket Hernandez også gør som ganske lille. I 2003, som 17-årig, rejser han til Hollywood og prøver at slå igennem. Efter 5 år begynder han at blive brugt som producer og sangskriver, også til virkelig store navne som Adam Levine, Brandy, Flo Rida osv. I 2010 er Hernandez = Bruno Mars både med til at skrive og synge to sange der bliver store og iørefaldende R&B-hits det år. Det er Nothin’ On You, debutsinglen fra rapperen B.o.B., samt Billionaire, debutsinglen fra rapperen Travie McCoy hvor Bruno Mars ved begge sange står bag de meget effektive melodi-sektioner. Nu ruller det for Mars. Han er hovedkomponisten på Ceelo Greens hit Fuck You og får kort før – i juli 2010 – sin debutsingle Just The Way You Are ud – som i dag har solgt mere end mio eksemplarer og er en af de mest solgte digitale singler overhovedet. Den bliver førstesinglen på Mars’ debutalbum Doo-wops & Hooligans (oktober 2010) hvor andensinglen er Grenade der også bliver et stort hit. Fra hans 2. album, Unorthodox Jukebox, kan nævnes den Elton Johnske ballade When I Was Your Man og den mere rockede og det knap så store hit, men ikke desto ret flotte Gorilla. I 2016 er Mars’ 3. album, 24K, annonceret, og førstesinglen er udkommet pr. oktober 2016 – det er den ret funky dancepop-agtige 24K. Bruno Mars har helt klart tæft for melodiske, livfulde og inspirerede popmelodier i flere genrer og lyder som en af fremtidens helt store. Han er allerede nu med blot 2 albums på bagen en af de store stjerner med et certificeret salg på 97,4 mio enheder og i musiksalgets 4. division lige under Katy Perry og Adele og lige over Justin Bieber, Jay Z og Bon Jovi. 

Bruno Mars’ nærmeste rival er det canadiske fænomen, Justin Bieber, alle søde pigers søde drøm, og alle raske drenges hadeobjekt nr. 1. Bieber opdages som 14-årig i 2008 på Youtube af sangeren Usher og kommer året efter med sin første single – R&B-nummeret One Time og her Love Me – og det gør de Bieber har nok endnu mindre maskulinitet i sig end Take That, men en følsom røst, og successen er sikker hos teenagerne. 00’erne byder på befriende lidt boyband-musik, men Bieber lægger sig stærkt i vacuummet, omend med voksende adfærdsproblemer. I 2015, da Bieber er 21 år, udsender han et mere voksent lydende album, Purpose. Her er tålelige sange som andensinglen Sorry  og tredjesinglen Love Yourself skrevet sammen med Ed Sheeran – og som i øvrigt lyder noget mere som Ed Sheeran end som Justin Bieber hvilket er et plus!

I 00’erne var der ingen oplagt kandidat. Dog – den primære sanger i 90’er-boybandet ’N Sync, Justin Timberlake, udgiver sit første album, Justified, et R&B-album med langt mere raffineret popmusik end ’N Sync, og som sælger 7 mio ex. Her med førstesinglen Just Like I Love You (produceret af de meget alternative producere Neptunes, dvs. fx Pharrell Williams) og andensinglen og storhittet Cry Me A River (produceret af Timbaland som siden arbejder temmelig meget sammen med Timberljustin timberlakeake) og Rock Your Body. Siden er Timberlakes musikkarriere en smule ufokuseret, måske fordi han sideløbende satser på filmroller. I 2016 er det således annonceret at han skal spille en birolle i en Woody Allen-film!!! Samtidig står han for et af sommeren 2016s hit med retro-souldisco-sangen Can’t Stop The Feeling skrevet sammen med Max Martin og en af dennes faste sangskriver-makkere, svenskeren Karl Johan Schuster kaldet Shellback.

Et interessant navn er britiske folk-rock-singer-songwriter Ed Sheeran. Mens han er teenager, laver han en række selvudgivne EP’er som bl.a. indeholder folkrock-sangen The A-Team. En af disse EP’er opdages i 2011 bl.a. af Elton John der er begejstret, og får uden noget pladeselskab i ryggen et stort antal downloads på iTunes. Nu signes den 19-årige Sheeran og udgiver sit første album  + (kaldet Plus).med bl.a. The A-Team. Nu begynder det at køre for ham. Boybandet OneDirection bruger ham som medkomponist på deres debutalbum. I 2012 begejstres den nye amerikanske stjerne Taylor Swift for Sheeran, bruger ham som medkomponist og medsanger på en af singlerne (Everything Has Changet) på sit Red-album og tager ham med på sin Red Tour i 2013. Samtidig udgiver Sheeran en meget lang folk-ballade I See Fire skrevet til Peter Jacksons film, Hobitten. I 2014 udgiver Ed Sheeran sit 2. album, X (udtalt Multiply) der bryder folk-stilen med stil-elementer af pop og R&B. Førstesinglen Sing er lavet i samarbejde med Pharrell Williams (!) og lyder nu pludselig hen ad Bruno Mars. Andensinglen, den inspirerede Don’t er et meget interessant gadekryds af tidens glatte og lækre pop og et folk-element. X sælger i over 10 mio eksemplarer, og Ed Sheeran er – om slet ikke på Bruno Mars’ imponerende niveau – tydeligvis en popstjerne på vej.

Blandt tidens popbands må nævnes det californiske glatslebne og særdeles kompetente AC-navn  Maroon 5 (inspireret af bl.a. MJ, Prince, Police og Talking Heads) med Adam Levine som forsanger. Maroon 5 debuterer i 2002 med Songs About Jane – her med This Love. Og de forsyner så årtiet med effektive og kvalificerede pophits som fx Sunday Morning (2004) og Moves Like Jagger (2011).


 6.4         Garage-rock revival, new new wav,  indie og emo 

*En lille ny genre er stoner-rock der kombinerer gamle genrer – bluesrock, syrerock, hardrock med masser af bas og groove. Blandt stoner-stjernerne er Josh Homme hvis primære band, Queens of the Stone Age (reelt Hommes synonym), leverer spændende musik i genren. Her er QotSA med den groovy No One Knows og Make It Wit Chu.

I 00’erne går betegnelsen ”alternativ rock” i nogen grad atter ud af brug og erstattes af ”indie rock”. Først i 00’erne vinder inden for indierocken en ny slags rock frem – en genre der i skrivende stund ikke rigtig har fundet sin faste betegnelse eller form; man har forsøgt sig med new wave revival, post-punk revival, garage rock revival, new new wave osv. Det er enkel, rå, vital og medrivende guitarrock med vekslende elementer af blues, new wave og grunge. Måske burde den bare ses som en vital bølge inden for indierocken, men den kan også ses som en revitalisering af blues-musikken. Genren dukker især op med amerikanske The Strokes hvis første album Is This It (2001) bliver kraftigt hypet af fx magasinet Rolling Stones – her den ganske medrivende Last Nite, her Hard to Explain – og her en senere sang – You Only Live Once (2006).

Genren kommjack whiteer også til syne med det ligeledes amerikanske The White Stripes med sangeren og guitaristen Jack White (billedet herover) – og hans exkone Meg White på trommer. I begyndelsen af White Stripes’ karriere var der i øvrigt en masse spekulationer over hvordan Jack og Meg egentlig var relateret til hinanden, ikke mindst da de to hævdede de var søskende. Her er White Stripes’ debutsingle Let’s Shake Hands fra 1998. White Stripes’ 3. album, White Blood Cells (2001) slog massivt igennem, ikke mindst hos anmeldere. Her lego-videoen til Fell in Love with a Girl. Og her den lidt senere Seven Nation Army (2003) med en af de mest medrivende guitarriffs i nyere rock. Jack White får i 2008 lov til at lave tema-sangen James Bond-filmen, Quantum of Solace, assisteret af Alicia Keys – den noget atypiske Another Way to Die. White Stripes opløses i øvrigt i 2011.

“New wave revival, post-punk revival, garage rock revival osv. er enkel, rå, vital og medrivende guitarrock med vekslende elementer af blues, new wave og grunge. Måske burde den bare ses som en vital bølge inden for indierocken, men den kan også ses som en revitalisering af blues-musikken”

Efterfølgende bands i garagerock-renæssancen er bl.a. amerikanske grupper som Las Vegas-bandet The Killers  inspireret af britisk new wave som Cure og Smiths – her Mr. Brightside (2004) og den rigtigt fine Somebody Told Me – og her den mere polerede Human (2008). og her Nashville-familiebandet  Kings of Leon, her på Glastonbury Festivallen i 2004 og med storhittet Sex On Fire (2008) live i David Letterman Show.

Et af de mest anmelderroste bands i genren er New York-trioen Yeah Yeah Yeahs dannet omkring forsangeren Karen Orzolek – den karismatiske Karen O. Debutalbummet Fever To Tell (2003) kaldes af New York Times for årets album, mens det britiske musikmagasin har kåret det som årtiets 5. bedste album. Tredjesinglen fra Fever To Tell er den fine Maps. Legenden fortæller at da videoen til Maps skulle spilles, skulle Karen O’s kæreste for første gang overvære sangen som er en kærlighedsode skrevet til ham. Men kæresten dukkede ikke op, så derfor skulle Karen Os tårer i videoen være ægte. Her er fra 2006 Zero og Head Will Roll.

Et andet nyt, stærkt anerkendt navn inden for den indierocken er canadiske Arcade Fire der normalt ses tilknyttet post-punk-revival-bølgen men dog anses som lidt mere forfinede. Her er Arcade Fire med Wake Up og Rebellion (Lies) fra deres debutalbum flotte, mørkt-hymniske Funeral (2004). Her Black Mirror fra Arcade Fires efterfølgende album Neon Bible (2007). Her også med My Body Is A Cage Men hovedværket er Funeral.

Nævnes kan også britiske bands som skotske Franz Ferdinand – her med gennem-brudssangen Take Me Out (2004) og den senere Do You Want To (2005).  Samt ikke mindst de talentfulde Arctic Monkeys hvis debutalbum, Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not, 2005) bliver det hurtigst sælgende debutalbum i Storbritannien nogensinde – her med I Bet You Look on the Dancefloor (2005). Fra Arctic Monkeys 2. album, Favourite Worst Nightmares, her Fluoroscent Adolescent. På det 3. album, Humbug, er der et skifte fra det småneurotiske mod noget mere groovy, her Crying Lightning. Fra Suck It and See (2011) her Don’t sit Down ‘Cause I Moved Your Chair, og fra deres 5. album, AM (2013), her den virkelig groovy Do i Wanna Know  der antyder at der stadig laves god rock i 2013.

museNævnes må også det mindst lige så pompøse,  britiske band Muse her med en tidlig hardrock-sang, Plug In, Baby, fra deres 2. album, Origin of Symmetry. Fra det 3. album Absolution (2003) her den poppede, men flotte Time Is Running Out og den ret hardrock-agtige Hysteria samt fra deres 5. album The Resistance 2009 her den suggestive Uprising her live fra 2016.  Muse formår at spille så dramatisk og storladent at det bringer minder om Queen – jf. Neutron Star Collision (2010).

coldplayAt den altenative rock/indie-rocken lever i bedste velgående i 00’erne, kan ses på den massive succes for britiske Coldplay meed en næsten beatlesk sans for inspirerede og gode melodier – her med deres gennembruds-single Yellow (2000) fra debutalbummet Parachutes (2000). Næste album A Rush of Blood to the Head (2002) bliver både fremragende anmeldt og kommercielt modtaget (med et salg på over 5 mio) – her med In My Place, Clocks og denne fine video til The Scientist. Coldplays 3. album X&Y (2005) sælger 8,5 mio worldwide – her med singlen Talk. Efterfølgeren Viva la Vida, (2008) her titelnummeret Viva la Vida, er mere traditionel, poppet og bluesy, men stadig godt anmeldt. Efterfølgeren Mylo Xyloto (2011) – her Every Teardrop is a Waterfall går lidt mere i retningen af det elektroniske, mens den excellente Princess of China med Rihanna er et vaskeægte kælent smygende synthbåret popnummer. Coldplay er bl.a. interessant derved at forsangeren Chris Martin var gift med en Hollywood-stjerne (Gwyneth Paltrow) hvilket er et betegnende eksempel på det mainstream-stjernedrys som indie-genren på det tidspunkt har opnået. Coldplay er tæt på at repræsentere et cross-over mellem indie/alternativ rock og radiovenlig pop. Med A Head Full of Dreams udgivet i december 2015 springer Coldplay mere fuldtonet ind i den radiovenlige og muntre – eller som de selv udtrykker det “opløftende” – pop – her med den næsten soulagtige, dancepop-sag Adventures of a Lifetime.

Et beslægtet band er skotske Travis (i øvrigt en stærkt inspirator for Coldplay) – her med Driftwood fra 1999 og den samtidige To Reach You.

Radiohead fortsætter med at være det ”fine” indie-navn ret upåvirket af kommerciel AC-musik og med albums som bliver stadig mere indadvendte og avantgardistiske – her Everything Is In Its Right Place,  Morning Bell og den stærkt eksperimenterende Idioteque fra albummet Kid A (2000), Pyramid Song fra Amnesiac (2001) – 2 albums fra de samme indspilninger og inspireret af jazz og elektronisk musik. Albummet In Rainbows (2007) med et sæt organiske og sammenspillede sange – her  Reckoner – og Weird Fishes – udkommer som download fra internettet hvor downloaderen selv skal betale hvor meget han vil for det! Næste album er mere eksperimenterende end vellykket, mens den stemningsfulde Moon Shaped Pool omvendt er mere vellykket end eksperimenterende og ligefrem har masser af strygere – her med Burn The Witch og den blide Daydreaming.

En ny alternativ genre må nævnes, nemlig emo. Den voksede ud af midt-80’ernes hardcorepunk som ”emo-core” og fusionerede først i 90’erne med den alternative rock – fx her Bivouac (1992). my chemical romance

Midt i 90’erne opstår såkaldt emo pop med iørefaldende omkvæd og tekster om angst, at blive voksen, forhold og hjertets smerte og sorg og koblet til hele emo-kulturen med dramatisk sort teenageromantik og hår ned over øjnene. Det er bands som amerikanske Weezer – her med Tired of Sex fra albummet Pinkerton (1996), kaldet det definitive emo pop album. Genren bliver populær i 00’erne, fx her med den amerikanske gruppe Panic! At the Disco med I Write Sins not Tragedies fra 2006. Et stort navn i 00’ernes emo er amerikanske My Chemical Romance, dannet i 2001 – her med Welcome to the Black Parade (2006).


6.5 Virtuelle bands og retro-soul

På den britiske popscene sker der mere spændende ting. Forsangeren fra det hedengangne britpopband Blur – Damon Albarn – etablerer i 1998 sammen med tegneseriekunstneren Jamie Hewlett et virtuelt tegneserieband, Gorillaz med den virtuelle forsanger, tegneseriefiguren 2D – og med sange af Albarn. Gorillaz får stor kommerciel succes med 7 mio solgte eksemplarer. Her er Gorillaz’ debut-single Clint Eastwood og fra samme debutalbum (Gorillaz, 2001) også Rock The House. Efterfølgeren Demon Days (2005) sælger i 6 mio ex – her med singlerne Feel Good Inc , Dare og Dirty Harry. Ikke bare ideen og den visuelle layout er spændende – også mikset af genrer som alternativ rock og hiphop. Efterfølgeren Plastic Beach (2010), her den smågeniale Stylo (med den lige så geniale video) og On Melancholy Hill, blander også electronica og dansemusik ind i musikken.

Endelig kan nævnes en slags retro-soul midt i årtiet. Den 20-årige britiske Amy Winehouse debuterer i 2003 med det jazz-inspirerede album Frank – her med Take The Box. Efterfølgeren er det flot anmeldte Back To Black (2007) med singles som Rehab og You Know I’m No Good – i- og her Valerie i en liveudgave. Back To Black indeholder primært egne sange i en ny stil inspireret af 50’ernes og 60’ernes pigegrupper og med en enorm succes – albummet bliver 2007s bedst sælgende i Storbritannien.

Amy Winehouse går ind i et solidt misbrug der slår hende ihjel i 2011, så Back To Black får ingen efterfølger, men Winehouse har sat en bølge i gang, primært bestående af walisiske Aimée Duffy og Adele Adkins fra London. Duffys debut Rockferry (2008) bliver det års mest sælgende album i Storbritannien med singles som fx Mercy og Stepping Stone – og med en udpræget retro-stil. 19-årige Adeles debut – 19 (2008) – her med Chasing Pavements – bliver ikke helt den samme sensation som Amy Winehouses og Duffys albums, men dog en stor succes. Det bliver efterfølgeren – 21 (2011) – her med Rolling in the Deep  og Someone Like You – som bliver Adeles gennembrud. I oktober 2012 har den solgt i over 25 mio eksemplarer. Faktisk bliver 21 det globalt set bedst sælgende album i 2012 – selv om det er fra 2011! Når man tænker på at den blot 21-årige sangerinde har haft stor indflydelse på sangskrivningen, er det en bemærkesesværdig præstation. I øvrigt er 21 et stilskifte væk fra retro-soulen til en mere amerikansk rhadeleytmn’n’blues-agtig soullyd. I 2012 synger Adele titelsangen i den nye James Bond-film Skyfall – en af de flottere James Bond-sange. Og i 2015 udsender hun sit 3. album, 25, der i skrivende stund ca. 1 år senere har passeret et salg på 20 mio eksemplarer – her med Hello fra 25. Adele, der i øvrigt i enestående grad er en ukrukket, naturlig og hjertevarm kunstner, er hermed allerede en af musikkens store stjerner med et certificeret salg på 98,9 mio enheder og et anslået salg på over 100 mio – hvilket bringer hende op i toppen af musiksalgets 4. division lige under Lady Gaga, Metallica og Katy Perry og lige over Bruno Mars, Justin Bieber og Jay Z.

Et amerikansk – og mere mørkt og melankolsk – eksempel på retrobølgen for singer-songwriters kunne være Elizabeth Woolridge Grant med kunstnernavnet Lana del Rey – her Born to Die og Blue Jeans fra 2011.


6.6 Eksperimenterende elektropop, singer-songwritere og andet krøllet

Elektropop – eller synthpop – er defineret ved udstrakt brug af synthesizers, sequenzers og trommemaskiner som akkompagnement for vokalen. Et kvalificeret nyt navn i genren er den skotske gruppe Chvrches  der er poppet uden at være kommerciel. Her er Chvrches med debutsinglen  The Mother We Share fra 2012 og (fra debut-EP’en) Recover (2013). Elektropop får en opblomstren frem mod 2010 og påvirker efterhånden også de store popdivaer – Lada Gaga, Beyoncé og Sia. Den elektroniske udvikling gør at enkeltindivider kan sidde i et studie og bygge deres eget raffinerede, elektroniske akkompagnement op omkring egne sange, så der opstår et vist overlap mellem elektropop og singersongwriters og eksperimenterende musik hvor det er mere elektro end pop.

Et eksempel på er canadieren Claire Boucher kendt under navnet Grimes. Hendes debut-album i 2009 var et kassettebånd, men det var fra og med vdet 3. album, Visions (2012), at hun virkelig fik opmærksomhed. Her er singlen Oblivion. . Fra samme album den æteriske Genesis . Her er den fine Realiti fra Grimes’ 4. album, Art Angels (2015).

st-vincentAmerikanske Anne ”Annie” Clarke kendt under navnet St. Vincent synger og spiller guitar (i øvrigt en meget original guitar), så hendes musik er uden uden videre elektropop, snarere artrock, dvs. højpandet, eksperimenterede rock. Men St. Vincent laver overordentligt begavet og meget anderledes musik. Men Cruel  fra 2011 er tæt på genren.  En anden sang fra hendes fine album Strange Mercy (2011) er  Surgeon  samt den flotte ballade Cheerleader.  Her spiller hun live i David Lettermans talkshow i 2014 Prince Johnny fra samme år. Det er befriende at guitarsoli nu ikke kun er en mandesport.

Amerikaneren John Grant er med i et alternativt rock (Czars) i 90’erne og 00’erne, men etablerer sig som solokunstner og singer-songwriter i 2010 med albummet Queen of Denmark fuld af virkelig gode akustiske sange. Her er titelnummeret Queen of Denmark . Fra hans 2. album, Pale Green Ghosts, begynder man at se et pudsigt skift. Her er både de flotte akustiske ballader og en mere funky elektropop der er ganske raffineret. Her er titelsangen Pale Green Ghosts, og herfra spiller Grant Black Belt live i Jools Hollands BBC-show. På sit 3. album, Grey Tickles, Black Pressure fra 2015, følger han trop med orkestrale ballader og moderne elektropop. Her er Disappointing igen live i Jools Hollands tv-show.

father-john-mistyNye singer-songwriter-navne på den mere genuine og klassiske folkrock-prægede singer-song-writer-scene er den unge brite  Laura Marling med kloge tekster og en feeling ikke helt ulig tidlig Joni Mitchell. Her er Marling live i 2011 med Goodbye England (Covered in Snow). Her er hun live i 2013 hos Jools Holland med Master Hunter.  Måske dukker en ny stor amerikansk troubadour op med Father John Misty der som Joshua Tillman har deltaget i flere musikalske sammenhænge før han under navnet Father John Misty udgiver albummet Fear Fun i 2012 fulgt op af I Love You i 2015. Det er skæbnesvangre, hymniske sange – her Hollywood Forever Cemetery Sing og Nancy from Now On   begge fra debutten i 2012. Og her er den flotte Bored in the USA fra I Love You-albummet, her spillet i David Lettermans talkshow allerede i 2014. 2015).

Den australske alternativt-rockede singer-songwriter Courtney Barnett er et charmerende og skævt navn med kun ét album udgivet – Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit (2015) med sange som Pedestrian at Best og Avant Gardener .

En helt anden type singer-songwriter er britiske Rory Graham, et kæmpebrød der er bedre kendt som Rag’n’Bone Man. Han har i skrivende stund endnu ikke udgivet et album, men varierer i genrerne mellem pop, rock, hip og blues. Her med balladen Human og her den hardrock-grunge-agtige flotte Hard Came The Rain.

De etablerede navne i genren klarer sig stadig flot. Fiona Apple fortsætter med at lave intelligent og lidt jazzet singersongwriter-musik. Her er Get Him Back live samt Not About Love fra albummet Extraordinary Machine (2005). Hør også Every Single Night samt Werewolf begge fra The Idler Wheel (2012) – omend Werewolf her i videoen i et nyt arrangement.

Nick Cave and the Bad Seed kommer med et par fremragende, sorte album i form af Push the Sky Away (2013), herfra Higgs Boson Blue, og Skeleton Tree, her titelnummeret The Skeleton Tree i audioformat. Sidstnævnte album har en ekstra klangbund da Nick Caves 15 årige søn Arthur i en LSD-rus styrter ned fra en stejl skrænt og bliver dræbt i sommeren 2015. Caves ekskæreste PJ Harvey laver stadig højt kvalificeret alternativ rock , her med Good Fortune fra 2000, When Under Ether fra 2007, med Black Hearted Love fra 2009 og endelig The Glorious Land fra 2011, mens Bob Dylan i sin ælde stadig formår at lave udmærkede sange som her Scarlett Town fra 2012. Og i 2016 får Dylan Nobelprisen i litteratur.

 

 


6.7      Dansk pop og rock i 00’erne

Måske mest påfaldende er at eurodance-gruppernes betydning svækkes, gymnasierocken ikke længere fanger de unge, og at der kommer nye markante regulære rocknavne som fx Magtens Korridorer med Johan Olsen i front – måske det tætteste Danmark har været på et ny Gasolin. Magtens Korridorer albumdebuterer i 1998, men efterfølgeren Friværdi fra 2005 bliver det egentlige gennembrud – her med Picnic på Kastellet og her Milan Allé fra 2009 – og her Kom og Mærk fra 2011. Volbeat med Michael Rasmussen i front og en egenartet blanding af heavy metal og Elvis Presley/klassisk rock’n’roll der ikke mindst bringer stor succes i Tyskland og efterhånden også nogen succes i USA. Volbeat debuterer i 2005 – her med Sad Man’s Tongue (2007) og  Still Counting.
raveonettes

Inden for den alternative rock er Mew blevet store – her med 156 og Am I Wry? No. Men der opstår nye interessante bands som Sune Wagner (guitar, sang) fra Psyched Up Janis’ nye projekt The Raveonettes med sangerinden og bassisten Sharin Foo og en sær blanding af rå new wave og flerstemmig 50’er/60’er-pop – som her Attack of the Ghost Riders fra debut-albummet i 2002 – som får de største rockmagasiner – Rolling Stones og Q Magazine til at udnævne bandet til at være med i ”the next wave of contemporary music”. Første album med fuldt LP-format er Chain Gang of Love (2003) – her med That Great Love Sound. Her Raveonettes måske største hit, Love in a Trash Can (2005).

Århusbandet Carpark North – der albumdebuterer i 2003 – går i en helt modsat retning ved at kombinere poppet pompøs rock og succestiv electronica – her Transparent and Glasslike og Save Me From Myself. I den mere melankolske ende og med mindre salg og større anmelderros er et andet Århusband der kombinerer rock og electronica, Veto, her med You Are A Knife (2006) fra debutalbummet. Fra efterfølgeren fra 2009, Crushing Digits, er her You Say Yes, I Say Yes. I samme melankolske ende finder man Nyborg-bandet Saybia med sangeren Søren Huss – her med The Second You Sleep fra debutalbummet af samme navn fra 2002 – og her The Day After Tomorrow fra 2007 – live med tvivlsom lyd.

Anderledes energisk er københavnske The William Blakes (koncentreret omkring sangeren og tv- og radiomanden Kristian Leth, søn af Jørgen, og om tvillingerne Frederik og Fridolin Nordsø, søn af Sneakers’ guitarist Mikkel), der albumdebuterer i 2008 med glødende anmeldelser – her den veloplagte Secretly live i 2009.

Fridolin Nordsø producerer i 2010 debutalbummet for den halvt-rumænske danske sangerinde Maria Apetri – med kunstnernavnet Fallulah med Fallulahs egne fyrige sange – her med Out of It, Give a Little Love og Bridges. Beslægtet – men dog mindre alternativ – er den i USA bosatte viljestærke sangerinde Nanna Øland alias Oh Land der albumdebuterer i 2008 med Fauna men slår igennem med den både eksperimenterende, interessante og elegante Oh Land  (2011) – her Sun of a Gun, White Nights og Wolf and I. I sammenhæng med disse singer-songwriters kan nævnes Agnes Obel der debuterer i 2010 med tyst (kedeligt?), klassisk inspireret musik – her Riverside og Just So.

nephewEt mærkeligt fænomen er Århus-bandet Nephew omkring sangeren og komikeren Simon Kvamm. Nephew debuterer i 2000, men slår massivt igennem i 2004 med albummet USADSB – her med Movie Klip og Superliga med postpunkpræget, lidt tysk-mekanisk suggestiv musik (krautrock)beslægtet med det gamle Århusband Kliché og med en bemærkel-sesværdig tæft for det medrivende. Næste album (Interkom, kom ind, 2006) fortsætter successen – her Igen & Igen med den meget tydelige Kliché-reference og Science Fiction & Familien. Og successen holdes nogenlunde med DanmarkDenmark (2009) – her med 007 Is Gonna Die. Mærkeligt nok falder den amerikanske R&B-producer Timbaland for Nephews musik, uden er der kommet det helt store ud af samarbejdet.

Et andet Århusnavn fornyer den bløde pop, nemlig halvt chilenske Medina Valbak, som slår igennem i 2008 med singlen Kun For Mig, og derefter følger en strøm af prof, letbenet melankolsk musik fra Danmarks nye popdronning – her Addiction fra 2011.

medina

I hiphoppen sker der interessante ting. Jokeren fra Den Gale Pose går solo og laver fx Havnen fra debuten Alpha Han (2003), og her Godt Taget fra næste album fra 2005. En interessant debut er Albertslund-gruppen Suspekt der debuterer i 1999 – her med Klaus Pagh.  Den mest markante debutant er dog nok den westcoast-gangsta-inspirererede halvt-irske århus-rapper Liam O’Connor, forkortet L.O.C. som støttet af bl.a. Jokeren debuterer i 2001 med albummet Dominologi – her nummeret Absinthe – generelt produceret af Suspekts medllemmer fx Rune Rask.

l.o.c.

L.O.C.s albums bliver i stigende grad populære og ambitiøse – et spring er Cassiopeia (2005) – her med kokainnummeret Frk. Escobar.  – og snart følger kvalificerede og sært mørke hits som XXX Couture (2008) og fra hans sidste album, Libertiner, her Momentet (2011) og Ung for evigt (2011). I øvrigt danner Suspekt og L.O.C. en overgang bandet Selvmord – her med Råbe under vand (2009). Og i øvrigt laver L.O.C. og Nephew på Roskildefestivallen 2007 et nummer sammen – her Hospital.

Den sprogligt rablende hiphopgruppe Malk de Koijn imponerer stadig som her Klap din Hoddok (2011) og Toback to the fromtime.

I den anderles poppede ende af hiphoppen/R&B kan nævnes Brøndby Strand-trioen Outlandish (de tre har baggrund fra Pakistan, Marokko og Honduras) der debuterer med Outland’s Official i 2000 – her eksemplerne Guantanamo (2002), Aicha (2003), Callin U og TriumF (2011). Outlandish’ hit Walou (2004) har den tyrkisk-kurdiske sanger Burhan Genc Koc fra Brøndby Strand på omkvædet, og det bliver startskuddet for Burhan G – som han kalder sig – som dansk popsanger i den blødere R&B-genre her Tættere på himlen, Jeg vil ha dig for mig selv,  denne kælne duet med Medina fra 2010 – Mest Ondt + Søvnløs . I denne silkebløde pop-ende føjer sig også den voldsomt succesrige Rasmus Seebach der dog synes mindre inspireret af tidens R&B end af faderen Tommy Seebachs dansktop – her med gennembruddet Engel fra 2009.

Særdeles succesrige er også den såvel selvfede som særdeles professionelle R&B/hiphop/popduo Nik & Jay (alias Niclas ”Nik” Petersen og Jannick ”Jay” Thomsen fra Værløse) som sammen med deres producere Jon & Jules ejer deres pladeselskab, Nexus Music, der også udgiver fx Joey Moe. Nik & Jays selvbetitlede debutalbum fra 2002 – her med fx Hot – bliver det bedst sælgende danske R&B/hiphopalbum nogensinde. Næste album, 2 (2004), her med En dag tilbage, sælger endnu bedre, og sådan fortsætter det 00’erne igennem med fx Lækker (2007) og Mod Solnedgangen (2011).

Inden for techno/electronica er Anders Trentemøller 00’ernes store navn. Han albumdebuterer i 2006. Her er fx Evil Dub. Eller den flotte Shades of Marble, her live 2013  Trentemøller arbejder bl.a. sammen med trommeslageren og avantgarde-tøjdesigneren Henrik Vibskov samt singer-songwriteren Mikael Simpson. Sidstnævnte albumdebuterer i 2002 med Os 2 + Lidt Ro med fremmedgjort, melankolsk electronica. Her er Simpson med Drømmer om et andet sted og Jeg sidder fast.

© Tom Thygesen Daugaard 2011, 2013, 2014, 2016

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s