En kort Danmarkshistorie

Denne tekst er inspireret af udsendelsen af DR-programmet Danskernes Historie og er forsøget på at give min opfattelse af forskellige aspekter af danskernes historie  – fx kulturhistorien, idéhistorien, den genetiske historie, sproghistorien og den politiske historie.

Jeg har tidligere skrevet en længere tekst om Danmarks historie – “Danmarks Monarker”. “En kort Danmarkshistorie” er ikke identisk med “Danmarks Monarker” der dog i nogle passager har tjent som forlæg for denne tekst, især efter 1850.

En kort Danmarkshistorie er ikke mindst baseret på information som man kan finde på internettet. Jeg har skrevet teksten i juni og juli 2017, men vil sikkert løbende redigere den.

En målsætning har været at undgå unødvendigt ”fedt”, så man på forholdsvis kort tid kan danne sig et overblik over Danmarkshistorien fra istidens slutning og frem til år 2000. I 1900-tallet finder jeg det naturligt at tage flere detaljer med, fordi udviklingen går hurtigere og hurtigere, så 1900-tallet fylder en del i teksten.

Teksten er før indsættelsen af illustrationer på 131 normalsider. Og jeg beklager den slette korrektur!

Tom Thygesen Daugaard, den 14. juli 2017

_____________

Før 17.000 f.v.t.

Istid. En tyk iskappe dækker størstedelen af det nuværende Danmark der er svært ubeboelig for mennesker.

is

År 17.000 f.v.t.

Isen begynder at trække sig mod nord.

År 12.000 f.v.t.tundra.jpg

Senglacial tid. Landet domineres af søer, floder, åer og bække. Danmark og omkringliggende områder er tundra: Ingen større planter men mos, lav, græsser og rypelyng. Et dyreliv trænger frem: Rensdyr og urokser, og i hælene på dem også bjørne, ulve og jærve. Samt endelig ikke mindst rensdyrjægerne der følger i hælene på rensdyrene.

Bemærk: Området er selvfølgelig først blevet til Danmark i en langt senere tid – i 900-tallet eller århundrederne lige før. For nemheds skyld kalder jeg det Danmark.

Rensdyr (Rangifer tarandus plathyrhynchus), Svalbard Reindeer, Caribou, Svalbardrein, Svalbardsren, Hjortedyr, Cervidae, Parrettåede, Artiodactyla. Gevir, Tundra

Rensdyrjægerne er jægere og samlere – dvs. samler bær, fisker og jager rensdyr og ur-okser. De bruger spyd, bue og pil og bor i skindtelte og lever som nomader og strejfer en hel del omkring. Der er givetvis en stor udskiftning af mennesker i det senere danske område

9.700 f.v.t.

(11.700 år siden)

Tundraen forsvinder ligesom rensdyrene, mens birkeskov trænger frem ligesom elsdyr. Efter en kortvarig arktisk periode er det lunere klima stabilt 8.300 f.v.t. Birkelunde, elge, vildheste og ur-okser.

Formentlig fortsætter rensdyrjægerne mod nord idet tundraen og rensdyrene rykker mod nord, og vores område for nye beboere der er specialiseret til birkeskovene og elsdyrjagt. Disse indvandrere kommer fra øst – givetvis et sted i Rusland – og er langsomt trængt mod vest og hober sig op ved den europæiske atlanterhavskyst helt i vest.

Datidens mennesker var allesammen mørke i huden. Ikke bare solbrændte, men grænsende til afrikaneres sorthed.

Efter den tunge iskappe har trukket sig mod nord, hæver landet sig, og De Britiske Øer, Nordsøen (Doggerland) og Skandinavien er et samlet landmassiv.

De tre migrationer

Nutidens skandinavere består af tre forskellige “y-kromosomale haplogrupper“. Medlemmerne af en haplogruppe er kendetegnet ved at de har en mutation til fælles, dvs. de allesammen nedstammer et individ der fik den mutation og nedarvede den til sene efterkommere. Så man kan betragte en haplogruppe som en storfamilie, en slægt, en klan eller en etnisk gruppe. “Y-kromosomal” betyder at mutationen sidder i y-kromosomet som kun manden har, dvs. nedarvningen er foregået fra far til søn, dennes søn, dennes søn osv.  Det forkortes ofte Y-DNA.

De tre forskellige Y-DNA-grupper kaldes noget koldt og teknisk for I1, R1a og R1b. Groft sagt er nutidsdanskerne (og øvrige skandinavere) før indvandringerne efter 1965, “gammeldanskerne” om man vil: 33 % I1, 43 % R1b og 13 % R1a – resten tilhører diverse små Y-DNA-grupper (E1, Q, I2a2 osv.).

Forskerne er enige om hvilken kultur I1 og R1a er tilknyttet. I1 er tilknyttet Tragtbægerkulturen, det første landbrug i Danmark, mens R1a er tilknyttet den tidlige Enkeltgravskultur (stridsøksefolket, som de hed i gamle dage).

R1b – der udgør 43 % af nutidsdanskerne (gammeldanskerne) og er denne gruppes største etniske gruppe, er sværere at placere. R1b er meget dominerende i Europa, især helt mod vest, og over 90 % af irerne og over 80 % af baskerne tilhører R1b-gruppen.

Især den baskiske forbindelse gør det fristende at lade R1b være en vesteuropæisk urbefolkning som siden skubbes helt i vest af migrationer østfra.

Men lige netop den Y-DNA-gruppe R1b som dominerer i Danmark, R1b S 21, er IKKE baskernes R1b, og heller ikke irernes, men en gruppe der synes snævert forbundet med de såkaldte germanere – herunder danskerne. Rent sagligt er der således ingen grund til at antage at R1b-folket er Danmarks urbefolkning; tværtimod. Det blev ellers antaget på et tidspunkt. Men antagelig er R1b den yngste migration og forbundet med indvandringen fra de folk der siden af romerne skulle kaldes germanere.

Hvis det er rigtigt, er der meget få genetiske spor i dag efter Danmarks oprindelige befolkning.

I det senere danske område etablerer folket Maglemose-kulturen. Alt efter årstid levede man af fisk fx gedder, trækfugle som svaner og gæs, sæler og især om vinteren elsdyr og urokser. Maglemose-kulturen brugte især flint og træ til redskaber – fiskekroge, fiskespyd, bue og pil, økser osv. Man boede ved søerne i 6-7 meter lange hytter lavet af hasseltræ, skind og tagrør med et bålsted indenfor. Maglemosefolket havde såvel både som hunde.

daol-1-64

Danmarks udseende da Maglemosekulturen fandtes. De røde prikker angiver vigtige fund fra perioden

7.000 f.v.t.

(9.000 år siden)

Atlantisk tid – fugtigt og varmt, faktisk noget varmere end i dag. De lyse skove erstattes af tæt, mørk urskov. Hyppige træer er lind, men også fx eg og elm. Kronhjort, rådyr og vildsvin trives fint, men Maglemosekulturens livsstil passer ikke med den tætte urskov, og befolkningen holder sig i stigende grad fra skovene og søger mod kysterne og ændrer her livsstil.

atlantisk

Fraregnet vejen i bunden ligner dette atlantisk tid

6.400 f.v.t.

(8.400 år siden)

Den nye kultur ved kysterne – særligt fjordene – kaldes Kongemosekulturen: Fiskeri (fx af fladfisk, ål, torsk og gedder) og havjagt (fx på marsvin og sæler). Ved vandløbene er der også jagt på kronhjort, rådyr, bævere og vildsvin, men den systematiske jagt og samlen i skoven fylder en hel del mindre end i Maglemose-kulturen, fordi skovene i det varme klima bliver for tætte til man her kan finde en alsidig kost.

doggerland

Her ses Doggerland i Nordsøen mellem Jylland og England

Doggerland – landet mellem Storbritannien og Holland, Tyskland og Danmark – forsvinder efterhånden helt fordi det varme klima smelter isen hvilket får havet til at stige. Doggerland er helt druknet 5.700 f.v.t.

6000 f.v.t. 

Motala-fundene i Sverige – det ældste Y-DNA

Der er fundet brugbart DNA fra forskellige individer fra en skandinavisk jæger-samler-kultur i byen Motala i Sverige – ved den store Vättern-søs østbred. Det er det hidtil ældste-Y-DNA som er fundet i Europa, og det falder hos alle 8 individer inden for haplogruppe Ia2 – og formentlig alle fra den undergruppe heraf der hedder Ia21 som faktisk er omtrent fraværende hos skandinavere i dag – se modellen herunder. Centrum for Y-DNA-gruppen I2a1 er i dag Hercegovina i De Dinariske Alper i Balkan – hos nogle af verdens højeste mennesker. Et godt skud er at I2a har været temmelig udbredt blandt jægere-samlere i Centraleuropa og Østeuropa – og måske også Nordeuropa – dengang.

Netop 6.400 f.v.t. opstår den såkaldte Kardialkeramik-kultur der spreder sig langs Adriaterhavets kyst, Italien, Sardinien, Sydfrankrig, Østspanien og endda Marokkos nordkyst og tydeligvis får Ia21-mennesker i nær sammenhæng med denne kultur til at boome. Derfor er disse mennesker – sikkert Danmarks tidligste beboere – i dag så udbredt i særligt i De Dinariske Alper, men også på Sardinien og blandt baskerne. Alle andre steder i Europa forbliver de en svag population af jægere-samlere der drukner i de senere folkemasser.

I2a

 Man har også undersøgt Motala-gruppens “mitokondrielle DNA” – MtDNA – som er DNA der er identisk med ens mor hvis MtDNA igen er identisk med hendes mor osv. Og her tilhører Motala-gruppen følgende Mt-DNA-grupper: 2 er U5b1a, 2 er U2e1, 2 er U5a2d og 1 er U5a2. Gruppen U5 betragtes normalt som den allerældste europæiske MtDNA-gruppe. En gruppe som U5b1a er virkelig sjælden i dag, og i den udstrækning den optræder, er det i Centraleuropa, Sydøsteuropa og Middelhavsområdet fx hos slovakker, ungarere, italienere, bosniere og grækere. U5a2 er hyppigere i Skandinavien, Tyskland og Polen og synes at have en oprindelse østfra. U2 er en meget gammel og sjælden linje spredt ret jævnt ud fra Centralasien over Europa til Nordafrika. U2e hører til de ældste MtDNA-fund i Europa (en 11.000 år gammel U2e-pige er fundet i Tyskland. De østeuropæiske og centralasiatiske stepper er et oplagt oprindelsessted. Formentlig har danskerne fået sit tilskud af U2e-mennesker fra de østlige stepper både fra tidlige jæger-samlere og fra senere indoeuropæiske migrationer, men kun kun lidt under 2 % af nutidsdanskerne hører til denne gruppe.

Konklusion: Måske var de oprindelige jægere-samlere i Skandinavien tilhørende disse grupper – Y-DNA-gruppen I2a(2), og MtDNA-grupperne U2e og U5a2 (og U5b1a), men der er næsten ikke nogle genetiske spor tilbage i nutidens danskere fra disse mennesker.

 

5.400 år f.v.t.

(7.400 år siden)

Kongemosekulturen forandres til Ertebøllekulturen: Det er en kystkultur (ligesom Kongemosekulturen) hvor skaldyr er en vigtig fødekilde (modsat i Kongemosekulturen). Om sommeren samler og spiser befolkningen muslinger og østers i stor stil.

Ertebøllekulturen

Østersskaller ophobes til store ”køkkenmøddinger”. I Ertebølle er der fundet en køkkenmødding der er over 100 meter lang og 2 meter dyb. Desuden jages svaner og ænder samt fx kronhjort, rådyr og vildsvin, og der fiskes ål, aborre, gedde osv. Man fisker fra både af udhulede lindestammer. Bådene er op til 10 meter lange og indeholder 6-8 personer. Ertebøllekulturen organiserer sig i adskilte, ret bofaste kernefamilier.

loess

Europas löss-bælte strækker sig nord for Sortehavet hen til Normandiet

Samtidig med Ertebølle-kulturen i det senere danske område opstår i Centraleuropa en landbrugskultur: Båndkeramik-kulturen (LBK-kulturen). Den opstår i Ungarn 5.600 f.v.t. og spreder sig mod vest i et bælte omkring jord af en særlig beskaffenhed – den fine, næsten støv-agtige löss – der er særdels frugtbar. Her dyrkes tidlige hvede-former som emmer og enkorn samt ærter. Der bruges ”svedjebrug”: Skov fældes, afbrændes, sås og høstes i nogle år til jorden er udpint og forlades så i en hel del år, dvs. den gror atter til og bliver skov. Man har husdyr som kvæg, geder og svin og bor i langhuse uden vinduer. Befolkningen begynder at udvikle evne til at fordøje laktose så mælkeprodukter kan fordøjes.

LBK_culture

Båndkeramikkulturen (LBK) der ikke kommer til Danmark, men alligevel er relevant for vor forhistorie. Cirka en tredjedel af nutidsdanskerne stammer fra mennesker tilknyttet denne kultur, og Båndkeramikkulturen er rent kulturelt forløber for Tragtbægerkulturen – Danmarks ældste landbrugskultur.

Båndkeramikkulturen kommer aldrig til det danske område – i al fald som som kultur – men Båndkeramikkulturen er snævert knyttet til vore genetiske forfædre. Y-DNA-gruppen I1 er tilknyttet den nordlige del af Båndkeramikkulturen, og intet mindre end 32,8 % af nutidsdanskerne, omtrent 1/3, tilhører I1. Selv om I1-folket oprindelig var en meget lille befolkning, så sker der tilsyneladende i løbet af Båndkeramik-perioden en voldsom stigning i befolkningsantallet.

 

4.300 f.v.t.

(6.300 år siden)

TRB_culture_map

Tragtbægerkulturens udbredelse

Landbrugskulturen Tragtbægerkulturen (TRB) opstår lige syd for Danmark i et bælte der går fra Hamburg-området til Warszawa-området.

Siden spredes Tragtbægerkulturen til Holland, Polen og Danmark. Kulturen minder om Båndkeramikkulturen – svedjebrug, emmer, enkorn, seksradet byg, svin, kvæg osv., men også får. Og man bor i langhuse med ildsteder indenfor. Særligt ved Tragtbægerkulturen er:

1) Udformningen af keramik: Potter og krukker med lange, slanke, tragtformede halse.

2) Gravskikken: Monumentale, kollektive grave der udvikler sig fra dødehuse – ikke ulig de langhuse gruppen bor i – over stendysser til jættestuer.

Funnelbeaker1

Typisk tragtbæger-keramik fundet i Skåne

4.000 f.v.t.

(6.000 år siden)

Tragtbægerkulturen kommer langsomt til (det område der i dag er) Danmark i de følgende århundreder. Jæger-samler-kulturen fortsætter, men klimaet ændres også fra den varme og fugtige atlantiske periode til den køligere og tørre subboreale tid. Tragtbægerkulturen bruger svedjebrug, og den tætte skov trænges flere steder tilbage. Elm og lind bliver sjældnere, eg hyppigere. Ertebølle-kulturen dør ud.

Tragtbægerkulturen er Danmarks første agerbrugskultur og mere eller mindre det fundament som senere tiders agerbrugskulturer er udviklet af.

3.800 f.v.t.

Y-DNA-gruppen I1 kommer til Danmark

Tragtbægerkulturen har fået fodfæste overalt i det senere danske område. Efter alt at dømme er det en folkevandring sydfra der tager landbrugskulturen med sig. Den synes knyttet til haplogruppen I1 der har sit genetiske centrum i det sydøstligste Norge og ind over grænsen til Sverige, se kortet herover. Her er over 45 % af befolkningen I1. Danmark er i bæltet med den tredjekraftigste koncentration med knap 33 % af danskerne som I1.

Haplogroup_I1

I1 er en Y-DNA-gruppe der dels er knyttet til Tragtbægerkulturen (TRB), dels meget specifikt er knyttet til skandinaverne, og den er at finde alle de steder hvor skandinaverne emigrerede til. Bemærk fx Nordmandiet og Nord-Sicilien. Den høje procentdel i England skyldes sandsynligvis dels angelsakserne østfra, dels vikingerne østfra.

I-gruppen er faktisk en meget gammel menneskegruppe i Europa. De allerældste mennesker i Europa tilhørte haplogrupperne CT, C1a, C1b, F og I, og alle disse grupper formodes at nedstamme direkte fra såkaldte Cro Magnon-mennesker. Formentlig for 27.000 år siden bliver I-gruppen spaltet i I1 og I2. Og I2-mennesker hører til de allerældste jæger-samlere i Danmark, men den ældste I2-type er nu reelt forsvundet i danskernes genmasse.

Der er over 300 unikke mutationer i I1 hvilket gør det til en helt speciel menneskegruppe der formentlig i lang tid har bestået af meget få individer.

Ifølge gængse teorier begynder diverse I-grupper at knytte sig til centraleuropæiske landbrugsdyrkende grupper – fx Y-DNA-gruppen G2a (pyt med den, jeg nævner det bare) – og spreder sig så mere eller mindre tilfældigt rundt i Europa. De ældst fundne I1-rester er fundet i Ungarn hvor Båndkeramikkulturen udspringer.

En gruppe I1-mennesker knytter sig til den nordlige del af Båndkeramikkulturen, eksploderer i antal, grundlægger Tragtbægerkulturen i Hamburg-Warszawa-båndet og drager derpå mod nord. Eller – nok mere sandsynligt – begynder at vokse, er med til at grundlægge TRB-kulturen, drager nordpå til Danmark, eksploderer her i antal og fortrænger den hidtidige befolkning godt og grundigt.

Den højeste koncentration af I1 findes i dag i Västra Götland i Sverige hvor 52 % af alle mænd tilhører I1.

I1-folket har udviklet en vis grad af laktose-tolerans, så den kan ernære sig af mælk. Gruppens agerbrugslivstil i flere årtusinder betyder at gruppen i føden får mindre D-vitamin end jægere-samlere og får større behov for via huden og sollyset at skaffe sig D-vitamin. Det fremmer udviklingen af en lys hud der sker i disse årtusinder. Formentlig er lyst hår og blå øjne en bi-effekt. Centrum for mennesker med blå øjne er Østersø-området, og øjenfarven har formentlig en relation til I1-folket.

Pudsig detalje: Haplogruppen I er den eneste haplogruppe der formodes opstået i Europa. Splittelsen mellem I1 og I2 er sket for mellem 15.000 og 20.000 år siden. I-gruppen er blevet forbundet med Cro Magnon-menneskerne.

Kendte I1-mennesker er musikeren Sting, Bill Clinton, milliardæren Warren Buffett og Leo Tolstoj. Kendte I2a2-mennesker er Stephen King og Chuck Norris.

Mitokondrielle haplogrupper – type H

I1 er altså en y-kromosomal haplogruppe, dvs. en haplogruppe som findes i DNA på y-kromosomet hos en han der har dette DNA i en identisk udgave fra sin far der atter har sit y-kromosomale DNA fra sin far osv.

Der findes en anden type haplogrupper der findes i DNAet inde i menneskets mitokondrier – nogle små strukturer inde i cellerne. Det mitokondrielle DNA kommer altid som kopi af moderens mitokondrielle DNA, forkortet MtDNA, og hun har atter sit MtDNA fra sin mor – dvs. MtDNA følger kvindelinjen.

MtDNA-haplogrupperne er altid langt mere diffust lokaliserede end Y-DNA-haplogrupperne, måske fordi det mest normale var at mændene blev i deres klan og territorium generation efter generation og fandt sig kvinder fra andre klaner, dvs. kvinderne hurtigere spredes geografisk langt mere

Over 90 % af nutidens danske kvinder har rod i en meget stor og meget gammel MtDNA-gruppe – R – der måske stammer fra Sydasien for over 50.000 år siden. Størstedelen af de øvrige (7 %) er MtDNA-gruppen N der er modergruppen for R og naturligvis endnu ældre gruppe (70.000 år siden). N-mennesker er ret spredt i hele Eurasien med koncentrationer i Mongoliet, Nordskandinavien og det østlige Tyrkiet. Med N menes der her folk der tilhører N uden samtidig at tilhøre R.

R-gruppen er den interessante. Den har en del undergrupper hvoraf klart den største hedder H som præcis halvdelen af alle danskere tilhører. Den er interessant her fordi DNA-spor sammenkæder I1-gruppen i Danmark med H-gruppen. Om H-gruppen ved man at den ikke er kommet fra sydøst med en gruppe der har bragt agerbrug til Europa fra Asien, men at H er ældre i Europa. H-gruppens mennesker var jægere-samlere og knyttet til den såkaldte “megalit-kultur” i Europa, men det er i landbrugskulturerne at H-gruppen vokser stærkt, i perioder næsten eksponentielt, således at over 40 % af alle europæere i dag tilhører H-gruppen.

Kendte fra H-gruppen er Napoleon, Warren Buffett, Susan Sarandon.

hg-h

50 % af alle danskere tilhører MtDNA-haplogruppen H

Tragtbægerkulturens individer er til gengæld ikke forbundet med Y-DNA-gruppen I2 eller MtDNA-grupperne U2, U5 og K som de få rester af jæger-samlere i Skandinavien ellers er forbundet med. Det er virkelig et helt nyt folk. Også ud over haplogrupperne minder Tragtbæger-folkets gener allermest om datidens centraleuropæiske bønder.

Bemærk – Tragtbægerkulturen og landbruget er et klart teknologisk fremskridt. Den slags kommer jævnligt til det skandinaviske område, og som regel fra samme retning: sydfra. Nærøsten og Mellemøsten fra Ægypten til Irak over Tyrkiet er dengang verdens mest avancerede område teknologisk og kulturelt, og jo tættere man er på dette område, jo mere kulturelt højtstående er man. Til op igennem Vikingetiden og lidt efter er tendensen så markant at Tyskland ligger teknologisk foran Danmark der igen teknologisk ligger foran Norge og Sverige. I Middelalderen sker der en udjævning, så hele Europa nærmer sig samme niveau.

3.400 f.v.t.

Stendysser bliver en udbredt gravtype i Tragtbægerkulturen.

dysse

3.100 f.v.t.

Den Grubekeramiske kultur (PWC)

I Østsverige etablerer jæger-samlere Den Grubekeramiske Kultur (Pitted Ware Culture, PWC). Jagt, fiskeri, sæljagt. Kulturen spreder sig langs Kattegats kyster – dvs. fx Sydnorge, Djursland og Limfjorden. I Danmark er skaldyr en vigtig fødekilde. Det er muligt at det danske områdes sidste jæger-samlere integrerer sig i PWC-kulturen. Genetisk er der ingen forbindelse og ingen udveksling mellem Tragtbæger-kulturen og Den Grubekeramiske Kultur.

 

3.000 f.v.t.

Enkeltgravskulturen (Stridsøksekulturen, Snorekeramikkulturen, Corded Ware Complex, CWC) opstår i det centrale Polen og spredes ret hurtigt til et større område.

Map_Corded_Ware_culture-en.svg

Yamna-kulturen – gult område – og enkeltgravskulturen (Corded Ware) – rødt område

Enkeltgravskulturens (CWC) område ligger lige nord for Yamna-kulturens område (4000 f.v.t. – 2300 f.v.t.) nord for Sortehavet og Det Kaspiske Hav, en kultur der anses som udspringet for både de indoeuropæiske sprog og for Enkeltgravskulturen. Yamnakulturen er forbundet med domesticeringen af heste, opfindelsen af vogne, kvægavl og nomadisk levevis. Yamna-folket, høje og mørkhårede, talte proto-indoeuropæisk som alle senere indoeuropæiske sprog, herunder dansk, udspringer af. Gravskikken er speciel: Enkeltmandsgrave i en jordgrav med liget på siden med bøjede knæ og en hytte-agtig bygning (en kurgan) ovenover. Ned i historisk tid kaldes menneskegruppen siden for skythere.

Yamna-kulturen har i forhold til sin størrelse sat et enestående aftryk på Europa og Asien; efterkommere af kulturens sprog, proto-indoeuropæisk, blev det herskende sprog i ikke bare hele Indien og Iran men også i hele området fra Rusland i øst til Storbritannien i vest – og siden Amerika.

Det vides at tidlige indoeuropæiske talende grupper formåede selv som minoritet at blive en styrende magtgruppe i diverse lande og bestemme deres sprog; de var dygtige krigere og blev en styrende adel i disse lande. En lille gruppe indoeuropæere har altså kunnet kapre en stor majoritet og påtvinge majoriteten sit sprog og i høj grad også en stor del af sin kultur.

Nutidens dansk er efterkommer af proto-indoeuropæisk. Eller anderledes udtrykt, protoindoeuropæisk er dansk som det lød for 4-5000 år siden. Her er en rekonstruktion af proto-indoeuropæisk, nemlig en tekst kaldet Schleichers Fabel:

h₂áu̯ei̯ h₁i̯osméi̯ h₂u̯l̥h₁náh₂ né h₁ést, só h₁éḱu̯oms derḱt. só gʷr̥hₓúm u̯óǵʰom u̯eǵʰed; só méǵh₂m̥ bʰórom; só dʰǵʰémonm̥ h₂ṓḱu bʰered. h₂óu̯is h₁ékʷoi̯bʰi̯os u̯eu̯ked: “dʰǵʰémonm̥ spéḱi̯oh₂ h₁éḱu̯oms-kʷe h₂áǵeti, ḱḗr moi̯ agʰnutor”. h₁éḱu̯ōs tu u̯eu̯kond: “ḱludʰí, h₂ou̯ei̯! tód spéḱi̯omes, n̥sméi̯ agʰnutór ḱḗr: dʰǵʰémō, pótis, sē h₂áu̯i̯es h₂u̯l̥h₁náh₂ gʷʰérmom u̯éstrom u̯ept, h₂áu̯ibʰi̯os tu h₂u̯l̥h₁náh₂ né h₁esti. tód ḱeḱluu̯ṓs h₂óu̯is h₂aǵróm bʰuged.

(A sheep that had no wool saw horses, one of them pulling a heavy wagon, one carrying a big load, and one carrying a man quickly. The sheep said to the horses: “My heart pains me, seeing a man driving horses.” The horses said: “Listen, sheep, our hearts pain us when we see this: a man, the master, makes the wool of the sheep into a warm garment for himself. And the sheep has no wool.” Having heard this, the sheep fled into the plain.

Hør en lydprøve her: https://soundcloud.com/archaeologymag/sheep-and-horses.)

Her er tallene fra 1 til 10: oinos, dʷo-, treies, kʷetʷōr, penkʷe, seks, septm̥,  oktō, neʷn,  dékm̥.

Vi kan følge et enkelt ords historie, nemlig ordet for dyret ulv. Det hedder på proto-indoeuropæisk: u̯lkʷos. Det græske ord for ulv, lykos, stammer faktisk herfra, ligesom det latinske ord for ulv, lupus, og det russiske volk.

Enkeltgravskulturen minder meget om Yamnakulturen og udspringer temmelig sikkert heraf. Etnisk kommer 75 % af Enkeltgravskulturens mennesker i Tyskland således fra Yamna-kulturen.

2.900 f.v.t.

Enkeltgravskulturen (CWC) indtager Danmark

Den Grubekeramiske Kultur, Skandinaviens sidste jæger-samler-kultur, forsvinder

Enkeltgravskulturen kommer til (det område der i dag er) Danmark, først Jylland. Tragtbægerkulturens kollektive grave med stendysser og jættestuer afløses af enkeltmandsgrave hvor afdøde lægges enkeltvis i gruber nede i jorden på siden med let bøjede ben under en let kuplet høj. Keramikken præges af ornamentik dannet af snoreaftryk. Særlige båd-agtige stridsøkser – nok mest ment som prestigeting eller til rituel brug – blev ofte lagt ved de døde mænd i graven.

stridsøkse 2

Stridsøkser fra Enkeltgravskulturen. De er fundet i Løgumgårde (Nørre Løgum) i Sønderjylland, men materialet (mineralet) stammer fra Sverige.

Enkeltgravsfolket er forbundet med en ny etnisk gruppe, den y-kromosomale haplogruppe R1a. Dennes overordnede gruppe – R-gruppen – menes opstået for 27.000 år siden hos mammutjægere i det sydlige Sibirien, og over halvdelen af nutidsdanskerne har rod i R-gruppen, enten i form af R1a eller R1b. Måske for 25.000 spaltes R i R1 der bliver i Rusland, og R2 der ender i Sydasien (Sydøst-indien, Syd-indokina) og er der en dominerende gruppe den dag i dag. R1 spaltes så i R1a og R1b måske for 20.000 år siden eller lidt senere. R1a bliver i området – Sydrusland – mens R1b glider lidt omkring og tilsyneladende foreløbig ender syd for Kaukasus i Nordirak og Nordiran.

Haplogroup-R1a

Fordelingen af Y-DNA-gruppen R1a i Europa. Denne gruppe forbindes med indoeuropæisk talende folk, især de østlige indoeuropæere (satem-gruppen). Danmarks tidligste Enkeltgravskultur har sandsynligvis rod i en migration af R1a-folk

R1a findes i dag i den største koncentration i Indien i den vestbengalske præstekaste brahminerne der for 72 %s vedkommende tilhører gruppen R1a. I Europa stammer over 50 % af polakkerne fra denne gruppe (60 % i Warszawa-Krakow-området). I Skandinavien er R1a kraftigst repræsenteret i Norge, men 13 % af nutidsdanskerne stammer fra gruppen, kraftigst i Jylland.

R1a1global

Fordelingen af R1a i en større skala.

Kendte R1a-individer er Tom Hanks, filosoffen David Hume, Max von Sydow, Benjamin Netanyahu og Anderson Cooper.

Bemærk – R1a er som regel forbundet med den østlige del af de indoeuropæiske sprog. Herfra udgår de ariske sprog (fx de indiske såsom sanskrit og de indiske sprog), thrakisk, de baltiske og de slaviske sprog, også kaldet satem-sprogene. Dansk udgår ikke fra satem-sprogene, så disse tidlige enkeltgravsfolk i Danmark er næppe det folk der bragte den tidligste udgave af vort sprog til landet. Det kommer efter alt at dømme fra en senere migration. Man kan forestille sig at R1a-folket i Danmark kommer fra Polen og har sit udspring i det folk der senere udvikler baltisk og slavisk!

I øvrigt formoder man at omdannelsen af vildhesten til et husdyr – dets domesticering – blev foretaget lige præcis af R1a-folket.

MtDNA-haplogrupperne U fra øst og T fra sydøst

Men hvad med Enkeltgravsfolkets mitokondrielle DNA? En pæn del af Enkeltgravsfolket har tilhørt MtDNA-gruppen H ligesom Tragtbægerfolket, men der kommer en ny MtDNA-gruppe ind, nemlig U – der stammer østfra. 14,8 % af alle nutidsdanskere tilhører Mt-DNA-haplogruppen U. 10,8 % af befolkningen tilhører MtDNA-gruppen T, en gruppe med oprindelse i den nordlige del af Den Frugtbare Halvmåne i Mellemøsten, og som ganske vist var i Europa med de oprindelige jægere-samlere, men som er særligt koncentreret i Yamna-kulturen og forbundet med Enkeltgravsfolket og Unetice-kulturen i Centraleuropa. Et eksempel på

Vejret er lunt – der gror vin i Skandinavien.

Men nu bør man nok nævne R1a-folkets søstergruppe, R1b, som er den etniske grundstamme i den vestlige del af indoeuropæerne hvorfra de såkaldte kentum-sprog opstår (græsk, italisk, keltisk, germansk, tokharisk osv.). R1b-folkets oprindelse er indviklet. Mens R1a-folket er forbundet med domesticeringen af hesten, er R1b-folket forundet med domesticeringen af kvæget i det nordlige Irak. De er tilsyneladende de allertidligste kvægavlere, og en sydlig gruppe af kvægavlende R1b (R1b-V889 trænger ned i Afrika, til Sydægypten og ender i Centralafrika – den afrikanske kvægavls-kulturen skal stamme herfra. Fx Fulani-folket i Sahel-området i Niger og Cameroon er 54 % R1b. Intet mindre!

En nordlig gruppe af de kvægavlende R1b’ere passerer Kaukasus-regionen mod nord og trænger ind i de sydrussiske stepper i nær sammenhæng med den såkaldte Dniepr-Donet-kultur.

dniepr-don-kultur

Dneipr-Donet-kulturen markeret med orange, forgængeren for Yamna-kulturen, en jæger-samler-kultur med begyndende kvægavl. Her etablerede de kvægavlende R1b’ere sig med de hesteridende R1a’ere og etablerede den indoeuropæiske Yamna-kultur.

Syd for Yamna-kulturen opstår den såkaldte Maykop-kultur i Kaukasus. Kulturen forekommer indoeuropæisk præget ligesom Yamna-kulturen og er en af de første kulturer der udvikler metalbrug. Vognen – der er blevet udviklet i det irakiske område af sumererne i al fald 3000 år f.v.t. – tages i brug i Maykop-kulturen, og vognen fanger an også i Yamna-kulturen. Nu har vi kvæget, hesten og vognen i området, alle tre afgørende komponenter for den indoeuropæiske ekspansion. Bemærk – der er intet genetisk der forbinder R1b-folket med Maykop-kulturen.

2.400 f.v.t.

(4.400 år siden)

Dolktiden

Dolktiden eller senneolitisk tid. Enkeltgravskulturen reduceres til Midtjylland. På øerne kommer stenbyggede grave – ”hellekister”.

Der kommer indflydelse fra landbrugskulturen klokkebægerkulturen der oprindelig stammer fra Spanien. Store langhuse, forsænket gulv, et tag båret af tunge midterstolper. Kobbergenstande importeres, men kobber forarbejdes også i nogen grad.

Stenalder-kulturen når en sidste forfinelse med meget fint forarbejdede flintstensdolke.

dolktiden2

En smukt forarbejdet flintdolk fra Dolktiden fundet i Danmark

2.200 år siden

(I Centraleuropa: Unetice-kulturen)

I Centraleuropa opstår Unetice-kulturen der ikke direkte påvirker Danmark rent kulturelt. Men efter alt at dømme bliver kulturen afgørende vigtig for den senere udvikling i Danmark. Den synes snævert  forbundet med haplogruppen R1b der kommer til rent etnisk at fylde meget i Danmark. Og Den Nordiske Bronzealder-kultur kan være udgået fra Unetice-kulturen. Det er en bronzealderkultur – i al fald fra ca. 2150 f.v.t.

Sprogstammerne germansk og italo-keltisk kan meget vel have have rod i Unetice-kulturen.

unetice

Stridsøksekulturen er markeret med gult, mens Unetice-kulturen er markeret med rødt.

Unetice-kulturen har en meget aktiv og kreativ metalbrugskultur – især bronze, kobber og guld, og metalbruget producerer status-symboler til stormænd – våben og smykker. Et høvdingestyre synes etableret.

Kulturen benytter sig af langdistancehandel med bronze, guld, rav og keramik.

Solen og solens bane er en vigtig komponent i  Unetice-kulturens religiøsitet.

De døde begraves på siden med bøjede ben i enkeltmandsgrave, kvinderne på deres venstre side, mænd på deres højre.

En systematisk migration af R1b-folket begynder i disse århundreder med centrum i Unetice-kulturen. R1b-folket trænger mod nord, mod vest, sydvest og syd. De folk der taler den dialekt der bliver til proto-germansk, ender i Skandinavien der sprogligt overtages af denne gruppe. Gruppen hvis sprog bliver til proto-italisk, ender i Italien hvor latinerne i området Latium (Lazio) bliver det mest kendte sprog. De grupper der ender som proto-keltiske grupper, synes at være de talrigste og ender i Tyskland, Britannien, Frankrig og Spanien. I eftertiden bliver en meget stor del af Vesteuropa gjort keltisk. Det folk der bliver til grækerne, har også et kentum-sprog og er også domineret af R1b, men de kommer oppe fra Balkan fra øst fra sletten nord for Sortehavet med en anden (men samtidig) migrationsbølge.

R1b-migration-map

Det er især den del af R1b-gruppen der kaldes R1b S21, der massivt ender i Nordsø-området, herunder Danmark, hvor over 30 % af befolkningen i dag har rod i dette folk – der givetvis er forbundet med den folkegruppe som den germanske kultur siden udvikles fra.

I Danmark tilhører intet mindre end 43 % af nutidens befolkningen R1b-gruppen. Kendte R1b-individer er Charles Darwin, Kevin Bacon, Robert Downey Jr., Abraham Lincoln og Nicolaus Copernicus.

Haplogroup-R1b-S21

R1b S21 (U 106) er en særlig undergruppe i Y-DNA-gruppen R1b der synes specielt forbundet med germanerne og med Nordsø-regionen

Med hensyn til mitokondrielt DNA så består R1b givetvis af de to allerede nævnte haplogrupper, H og U, der er de største MtDNA-grupper hos nutidsdanskerne. Men R1b har en ny gruppe med sig – K-gruppen – der repræsenterer 8 % af alle danskere. Den har engang været dominerende i den nordvestlige del af “Den Frugtbare Halvmåne” i Mellemøsten (Levanten, især kana’anæerne, Nordsyrien, Nordirak). Mere specifikt er de tilknyttet MtDNA-gruppen J – særligt J1b1 – for hvor R1b-folket som tidlige kvægavlere trængte ned i Afrika fx til Niger-området, der ses også J1b1. Ca. 8 % af alle danskere er i dag haplogruppen J1.

mtDNA-J-map

MtDNA-gruppen J ses især i Irak, Cornwall, Vest-Wales og Danmark. 8 % af alle danskere er undergruppen J1 som er nøje knyttet til Y-DNA-gruppen R1b.

Over halvdelen af den danske genpulje tilskrives altså de indoeuropæiske migrationer. Den samme succes ses andre steder. Man kan undre sig over hvorfor. Et par bud er:

1) Kombinationen af vogne, heste, kvægavl og tidlig metalbrug med effektive våben giver stor mobilitet og en stor militær fordel, men også store sociale forskelle. Kvægavl er meget mere velegnet til at akkumulere rigdom end korn er. Et overskud af korn giver korn der rådner. Et overskud af kvæg giver endnu mere kvæg. Indoeuropæerne udvikler således en magtfuld overklasse.

2)  Overklasse-individer – som den indoeuropæiske krigergruppe er – indretter sig typisk polygamt og får mange børn.  Desuden har disse individer større social prestige og dermed lettere adgang til at reproducere sig.

3) Indoeuropæerne synes at have et strengt æres- og krigerkodeks der giver stor succes i krig. Dette fremmer ikke kun dominansen, men eliminerer mændene i områder hvor indoeuropæerne indvandrer. De indvandrende indoeuropæere er altså mænd, der forstøder områdets indfødte mænd, og danner par med de indfødte kvinder. Det skal siges at ingen arkæologiske data støtter en krigerisk overtagelse af Danmark, men de indvandrende indoeuropæerne ser ud til både at blive en social overklasse der definerer kulturen og sproget, ligesom de ser ud til især at bestå af mænd.

Det proto-indoeuropæiske ord for ulv, *u̯lkʷos, hedder på dette tidspunkt på præ-proto-germansk nok *wulhwas.

1.700 f.v.t.

(3.700 år siden)

Den Nordiske Bronzealder

Subjektiv bemærkning: Har man en hang til Danmarks fortid, kan man let forelske sig i bronzealderen. Det er dels stadig en meget eksotisk periode der er meget fremmed for vor nutid Religionen er ret ukendt, men det er noget med hieros gamos og solkult-præstinder der danser flik-flak.

Dels er periodens fund, gyldne metalgenstande som Solvognen, lurer og smykker meget smukke. Tidens gravskik – gravhøjene – repræsenterer for mange de klassiske spor af fortiden i vores landskab.

Endelig er der Egtvedpigen, et af fundene fra perioden, jo ret sexet – en 17-årig blondine i et halvt gennemsigtigt snoreskørt. Det er en periode der appellerer til fantasien.

Nordic_Bronze_Age

Den nordiske bronzealderkultur

Der er en flydende overgang mellem dolktid og bronzealder i perioden 2000 f.v.t. til 1700 f.v.t. Den nordiske bronzealder dækker det nuværede Skandinavien og det allernordligste Tyskland ned til Hamburg og den vestlige del af den tyske Østersø-region.

I dette område lærer befolkningen hurtigt at lave genstande i guld og i bronze – en legering af kobber og tin. Både tin og kobber må importeres fra fx Tjekkiet (Unetice-kulturens gamle kerneområde), så der er en udpræget international handel i bronzealderen. Kvæg, pelse og især rav importeres til gengæld. I den nordiske bronzealder bliver man fremragende til at forarbejde bronze –bronzeting er næppe lavet i større kvantitet (i forhold til områdets størrelse) og kvalitet nogetsteds.

Der er stærke kulturelle bånd til det proto-keltiske område i syd (Urnemark-kulturen) og i nogen grad til det proto-slaviske område i sydøst.

1.500 f.v.t.

Der opstår et rigt aristokrati. Bagved kan ligge dels den hierarkiske indoeuropæiske sociale struktur, dels de store rigdomme som udenrigshandlen medfører. Det bliver gængs at begrave folk i såkaldte ”storhøje”: Mindst 2 meter høje gravhøje. En trækiste med liget anbringes på jorden, omgives af en ramme af sten, og så bygges der en høj af græstørv omkring kisten med en græskalot øverst. Storhøje kan være op til 7-8 meter høje. Der går snart prestige og rivalisering i storhøj-anlæggende, og intet mindre end 100.000 storhøje anlægges på få hundreder af år. Heraf har 20.000 storhøje overlevet i især Jylland.

gravhøj

1.370 f.v.t.

Den 17-årige ”Egtvedpigen” gravlægges i en storhøj nær Vejle. Lidt hår, tænder og negle er bevaret, men især hendes klæder og de brændte knogler fra et mindre barn. Egtvedpigen stammer fra Schwarzwald-regionen i det sydvestligste Tyskland.

egtvedpigen_kiste

Egtvedpigens kiste

1.350 f.v.t. ”Solvognen” lægges i Trundholm Mose på Odsherred i Nordvestsjælland – ok som offergave. Det er et fint bronze- og guldarbejde af en religiøs figur, solen der trækkes over himlen i en hestevogn. Solen har ret sikkert været fremtrædende i den religiøse forestillingsverden.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

900 f.v.t.

I en mose ved Veksø mellem Ballerup og Frederikssund bliver der splittet og ofret  to ret pæne hornede bronzehjelme. Veksø-hjelmene er uden næstebeskytter og derfor sikkert ikke til krigsbrug, men til kultisk brug.

veksø hjelme

Veksø-hjelmene

800 f.v.t.

Brudevæltelurene, noget af det mest imponerende fundne bronzearbejde fra denne æra. Luren er et basun-agtigt blæseinstrument til rituel brug. På denne tid er begravelse i storhøje gået af mode; nu benyttes ligbrænding.

Bronse-Lurer-Danmark

Brudevæltelurerne

Syd for Den Nordiske Bronzealderkultur dukker Hallstatt-kulturen op, en ret kompleks jernalderkultur tilknyttet proto-keltere og keltere med centrum i Alperne, men den påvirker aldrig direkte kulturen i Norden.

500 f.v.t.

Klimaskifte, jernalderen og germanerne

Der sker tre dramatiske ting. Det subboreale klima ændres til det subatlantiske klima – en smule køligere, men fugtigere. Vådområder som moser trænger frem i Danmark. Bronzealderen afløses af jernalderen. Og kulturen er nu tydeligt germansk.

Jernalderen varer frem til vikingetiden omkring år 750 eller 800 e.v.t.

Faktisk giver det god arkæologisk mening at regne vikingetiden som en del af jernalderen. Hvis man gør, så rækker jernalderen næsten frem til år 1100.

Bronzebrug forsvinder ikke i tidlig (før-romersk) jernalder. Der laves stadig smykker i bronze, guld og sølv i samme stil som i bronzealderen, men antallet af smykker falder drastisk.

ovn

Skorstensagtig skaktovn fra jernalderen. Den kan skabe varme nok til at rense jernet, men ikke til at smelte det. Det opvarmede jern slås i form med hamre.

Man begynder i stedet at benytte jern og stål, der både er mere lettilgængeligt og langt hårdere og mere velegnet til fx våben og landbrugsredskaber. Men forarbejdning af jern og stål kræver langt højere varmegrader end forarbejdning af bronze, så mere teknologisk avancerede skaktovne er nødvendige. Forarbejdningen i Danmark kræver dels jernholdigt råmateriale – og her har især Jylland en større mængde myremalm – og dels trækul der kan få temperaturen op på over 1200 grader, så jernet kan forarbejdes. Også trækul må produceres.

Jernredskaber og -våben støbes ikke af smeltet jern; det ville kræve varmegrader over 1500 grader som skaktovnene ikke kan levere. Men jernet kan smedes, dvs. det blødgjorte jern bearbejdes ved hjælp af ambolt, hammer og tang.

Først efter år 0 bliver germanerne dygtige nok til jernbrug til at kunne hærde stål.

jernalder huse

Jernalderlandsby. Bemærk indhegningen!

I skandinavisk jernalder opstår nogle vigtige strukturer som vi stadig kender i dag – landsbyer omtrent som vi kender dem, stammeområder og handelspladser. Landsbyerne består af op til 25 huse med et hegn omkring. I landsbyen er der beboelseshuse, værksteder såsom smedjer og forrådshuse.

Beboelseshusene er fortsat langhuse der ligger øst-vest med beboelse mod vest og i øst stald for husdyr om vinteren – der er med til at holde husene varme om vinteren. Man forretter sin nødtørft hvor dyrene gør det – stalden er toilettet. For en stor del af danskernes vedkommende gælder dette til op i 1800-tallet!

Der er brikse langs væggene, hylder til ting og forråd under loftet, ildsted i midten, hul i det stråtækte tag til røgen og masser af dårlige lugte og ikke mindst røg indenfor. Lungesygdomme synes normale. Manden tager sig af det tunge arbejde i landbruget, mens kvinderne passer børn og væver og syr tøj.

Flere af disse elementer fortsætter til op i Middelalderen, ja, op til Renæssancen.

jernalder hus

Jernalderhus

Omkring landsbyen ligger indmarken hvor korn dyrkes. Uden om indmarken ligger udmarken hvor husdyr græsser. Længere ude ligger overdrevet med enge og skove hvor der også kan hentes ressourcer (fx træ). Om aftenen hentes husdyrene hjem, så deres afføring kan bruges som gødning på indmarken.

De ældste landsbyer som vi har i dag, opstår i perioden. En landsby har som regel en ledende storbonde, og storbondens gård bliver stadig større gennem jernalderen. Befolkningstallet og størrelsen på landsbyerne stiger.

Landsbyerne er i øvrigt ikke stedfaste. Efter et par hundrede år flyttes landsbyen nogle hundreder meter når jorden omkring er ved at være udpint. Typisk rykker landsbyen rundt inden for samme felt på måske 1 kvadratkilometer.

De forskellige landsbyområder sluttes sammen til stadig større enheder – stammer – ledet af en høvding eller måske endda en konge. Sammenslutningen i større stammer foregår ikke altid med fredelige midler.

Befolkningen er skarpt inddelt i tre grupper:

1) Overklassen – dvs. konger, høvdinger og storbønder og deres følge – der stammer fra særlige fornemme og rige familier. Der er typisk 1, højest 2, storbønder i en landsby, og de kan have op mod 30 kvæg.

2) Middelklassen der er de frie bønder. De ejer selv deres jord og ting, men har langt mindre kvæg end storbønderne.

3) Trælle, dvs. slaver, der er at betragte som husdyr og helt underlagt ejernes kommandoer. De stammer typisk fra krigsfanger, men børn af trælle bliver også el trælle.

En hær ledes typisk af en høvding der er ”general” og har et følge eller en hird af officerer fra stammens storbondefamilier. De optræder fx som en gruppe ryttere. De frie bønder optræder som fodfolket, og der er måske en 900-1000 fodfolk i en hær. Fodfolket stiller selv op med sværd, spyd og hjelm. Trællene optræder ikke i krigen udover som dem der bliver taget til fange og dermed mister deres frihed.

I løbet af jernalderen opstår efterhånden handelspladser med beboelseshuse – de første ansatser til handelsbyer.

Det proto-germanske sprog opstår mellem år 500 f.v.t. og år 100 f.v.t. med en række lydforskydninger der kendetegner germansk og kun germansk. Fx omdannes k på proto-indoeuropæisk til h, sådan at korn- bliver til horn-, kan-/kun- bliver til hund. Og p omdannes til f, og t til d, sådan at pater bliver til fader, og ped-/pod- bliver til fot og fod. Danmark bliver dermed del af sit helt eget sprogområde.

Et teksteksempel på rekonstrueret proto-germansk:

Mînôn þurpam ist en dalê rîþes Græwaferþôz. Umbi þurpê sindmanaganz bergôs. Ja ezumes ne weidanz til marê. Þengahûsam ist uber þurpê en widê. Weitagôn bûwiþi auk en þammu widê. Under þurpê bi lagu bûwiþi smiþaz medi hîwê sînin.

De protogermanske tal fra 1 til 10 er som følger: ains, twa-, þreis, fidwōr, fimf, sehs, sibun, ahto, niun og tehan.

Det præ-proto-germanske ord for ulv, *wulhwas, hedder på proto-germansk *wulfaz.

Germanerne udspringer fra det nordiske bronzealderområde og trænger fra jernalderens begyndelse mod syd og dækker snart Holland og størstedelen af Polen og Tyskland.

Germanic_tribes_(750BC-1AD)

Udbredelsen af de germanske stammer. Det røde område er hvor germanerne er før 750 f.v.t. Det orange område viser hvor de er nået til år 500 f.v.t. Det gule område hvor de har nået år 250, og det grønne hvor de har nået ved år 1.

Germanerne kan nu betragtes som ét folk sprogligt og efter alt at dømme også kulturelt og i selvforståelsen. De har haft samme religion, en version af vikingernes asatro med Odin og Thor – eller som de gamle germanere kaldte dem Wodanaz og Donaraz – som hovedguder, mens himmelguden Tiwaz og frugtbarhedsguden Nerthus er gledet mere i baggrunden. Tiwaz – der på nordisk efterhånden hedder Tir eller Tyr – bliver snævert fornundet med kongens eller høvdingens funktioner, nemlig krig og retshåndhævelse, men i al fald i vikingetiden er han blevet sekundær. Det samme med Nerthus = Njorðr  hvis funktioner efterhånden overtages af sønnen Frej/Frøj (gud for afgrøder, landbrug, velstand og frugtbarhed sådan generelt) der til gengæld er ret fremtrædende.

Donar(az)/Thor er en kosmosgud – gud for klimaet, afgrødernes gode betingelser, den gavnlige samfundsorden. Overguden Wodan(az)/Odin er helt speciel. Stammen i navnet, Wod- eller Wodan-, er det samme som tysk Wut, dvs. raseri, så Wodan er ekstasens gud – gud for shamanistisk magi, for indsigt vundet herigennem, gud for krigsmodets rasen. Religionen dyrker dette at dø i krig som særligt fint, og menneskeofring forekommer. I moseområder – såsom Danmark – er mosen et overgangssted mellem denne verden og den åndelige verden, og der forekommer en del moseofringer. Også træer kan være hellige, ligesom visse gravhøje der kan tjene som ”vihaz” eller ”vi” – enten små templer eller markerede åbne steder. Disse kan senere udvikle sig til handelsbyer – fx Viborg (oprindelig Vi-berg) og Odense (oprindelig Odins-vi).

Germanernes fælleskultur har formentlig ligget ret tæt på det der senere kendes fra vikingernes kultur: Man dyrker klanen og klanens ære, krigsmod og det at dø i krig for klanen eller stammen – og dybest set for Wodanaz/Odin. Samfundet er hierarkisk, og særligt fine storbønder, høvdinger eller konger er omgivet af et følge – hirden – der skylder deres leder ubetinget loyalitet og til gengæld får del i krigsbytte.

Germanerne har særlige rådsforsamlinger – folkeråd eller ”ting” – hvor retslige tvister afgøres, beslutninger om krig og fred afgøres, og hvor høvdinger og konger kan vælges. Tingene er principielt demokratiske (mellem våbenføre mænd), men deltagelsen af en stormand eller høvding med en hird gør at nogle har mere at sige end andre. Desuden betyder særlige prestigiøse genstande meget for germanerne hvad enten det er særlige sværd, økser, skjolde, ringe osv. Disse genstande kan få deres eget navn, de tillægges en særlig kraft eller ære, og man kæmper om at erhverve dem.

Derudover går germanerne op i landbrug i landsbyerne – kvægbrug bliver stadig mere benyttet gennem jernalderen – og i at handle. Germanerne udvikler tillige et skriftsprog – runer – under inspiration af bl.a. de latinske bogstaver. Runer skrives ikke på papir eller pergament, men ridses eller hugges i træ eller sten.

400 f.v.t.

Tollundmanden ofres til guderne i årene lige omkring år 390 f.v.t. samtidig med at Sokrates lever i Grækenland. Tollundmanden kvæles ved hængning og sænkes i en mose i Bjældskovdal 10 km. vest for Silkeborg hvor to andre moselig også er fundet – Ellingkvinden og et lig der ikke er bjerget. Tollundmanden hører til oldtidens bedst bevarede lig overhovedet. Hans forhistorie kendes ikke.

Tollundmanden

Tollundmanden

 

200-tallet

Rom ekspanderer

Latinernes bystat Roma i det centrale Italien underlægger sig først den italienske halvø og siden det sydvestlige Middelhavsområde idet den fønikiske bystat Carthago erobres. Romerne har en hyper-effektiv militær disciplin og får snart kontrol med hele Middelhavsområdet. Den klassiske kultur udviklet af bl.a. grækerne inden for kunst, arkitektur, naturvidenskab og politisk struktur opsamles i Rom.

År 100 f.v.t.

Kimbrerne og teutonerne

I ca. 115 f.v.t. – eller lidt før – sker der en større folkevandring fra Danmark mod Romerriget. Kernen er stammen kimbrere som romerne generelt har sat i forbindelse med Jylland. Der kan være en sproglig forbindelse til landsdelen Himmerland syd for Aalborg. Hvis det er tilfældet, er kimbrerne udvandret før de germanske lydforskydninger sætter ind og ændrer k i forlyd til h, det som siden gør at Himmerland er med H og ikke K.

Sammen med kimbrerne knyttes en anden stamme, teutonerne, der sprogligt godt kan forbindes med den nordjyske landsdel Thy – men *theudoz betyder også generelt “folk” på protogermansk, og folkebetegnelsen deutsch – dansk tysk – kommer af samme ord. Teutonernes oprindelse er helt ukendt.

Kimbrerne og teutonerne tager en lang og indviklet rute gennem Europa og opsamler givetvis en del folk hvorefter de ender i Norditalien og spreder betydelig frygt. De romerske ledere, konsulerne Marius og Catulus, står i spidsen for større romerske hære og bekæmper kimbrerne og teutonerne i Slaget ved Aquae Sextiae og Slaget ved Vercellae. Ifølge historikeren Plutarch skal 120.000 af germanerne være dræbt (herunder begået selvmord), mens 50.000 gøres til slaver.

Hændelsen får ikke de store konsekvenser, men er et forvarsel om germanernes militære styrke og de folkevandringer der snart vil følge.

kimbrere

Kimbrernes og teutonernes færd gennem Europa.

År 1 

Romersk Jernalder

Den italiske stamme, latinere, har altså grundlagt en kæmpemæssig civiliseret stat, Romerriget, der efterhånden har opsluger de keltiske områder i England, Spanien, Frankrig og Sydtyskland. Lokale, folkelige variationer af latin fortrænger efterhånden helt de keltiske sprog i Spanien og Frankrig.

Omkring hvor tidsregnings begyndelse forsøger kejser Augustus at udvide Romerriget helt op til den tyske flod Elben nær det nuværende Hamburg, men germanerne slår romerne i et mægtigt slag, ”Varus-slaget”, år 9 e.v.t. i ”Teutoburger-skoven” ved Kalkriese nord for Osnabrück hvor 20.000 romerske legionærer dræbes. Eftersom romernes storhed er grundlagt på deres militære disciplin og dygtighed siger dette noget om germanernes militære brillians – eller dødsforagt. Og den romerske ekspansion mod nord er bremset.

Roman provinces at the time of emperor Trajan

Romerriget – med gult – under sin maksimale udbredelse under kejser Trajan

Den germansk-romerske grænse går tværs gennem det nuværende Tyskland – byer som Köln og Augsburg er fx oprindelig romerske militæranlæg lagt ved grænsen. Efter år 0 = Romersk Jernalder er der en del handel mellem germanerne og de romerske militærposter. En romersk kantinevært eller krovært hedder på latin en ”caupo” som ofte følger med de romerske legionærer. Germanerne handler så meget med og gennem disse caupoer, at verbet ”kaupan” på germansk kommer til at betyde ”købe” – og ordet har udviklet sig videre til fx dansk købe,  tysk kaufen, engelsk cheap (af “et godt køb”).

100 e.v.t.

I Romerriget er der ved at komme ufredelige tider ved grænsen mod nord. Germanske grupper ledet af en germansk general stiller sig til rådighed for romerne som militær beskyttelse. Romerske fund i Østsjælland, særligt Himlingøje syd for Køge – antyder at måske også sjællandske høvdinger optræder som romerske lejesoldater. I den næste tid bliver Romerriget stadig mere afhængig af germanske krigere.

I Skåne ca. 5 km. syd for det nuværende Lund optræder Opager nu som et vigtigt centrum i Jernalderen med masser af fund. Opager ligger dermed få km. fra Skåne-landenes tingsted – hvilket næppe er et tilfælde.

ingvaeonisk

Fordelingen i de primære germanske dialekter

På dette tidspunkt har der udviklet sig 5 markante dialekter i germansk. I det nuværende Sjælland, Sverige og Norge tales der nordgermansk, en ret konservativ dialekt. Ved Nordsøens østbred – Jylland og området syd for ned til og med Holland tales der ingvæonisk. Syd for dette område tales der istvæonisk. Øst for dette område – store dele af det nuværende Tyskland, Tjekkiet og Polen, tales der irminonisk. Og øst herfor tales der østgermansk.

200-tallet e.v.t.

hest

Fundet i Illerup Ådal fortæller hvordan jernalder-rytternes heste var udstyret.

Der ofres et stort antal våben i Illerup Ådal der var et daværende system af søer ved Skanderborg. Det er seletøj til heste, sværd, skjolde osv. Våbnene stammer fra en hær på ca. 1000 mand der sandsynligvis stammer fra Vestnorge, har invaderet Østjylland, tabte og fik deres våben smadret og ofret. I det hele taget er der en del våbenfund fra større slag i 200-tallet i Jylland og Fyn.

illerup ådal

Lille udsnit af våbenfundet i Illerup Ådal

Den tidlige plov – arden der er en pæl der ridser ned i jorden – afløses nu af muldfjæls-ploven med et plovskær der kan vende jorden. Hermed kan fx de tunge, lerede jorde i fx Østjylland nu også opdyrkes.

muldfjæl

Muldfjælsploven

Man dyrker nu også rug og hør, har katte og høns som husdyr og bruger river, nøgler og spejle.

Bukser vinder frem som mandebeklædning (før brugtes kofter).

vikinge_modeshow_110

I romersk jernalder trænger bukserne frem som mandebeklædning. Tøjstilen her holder sig op i vikingetiden.

Ligbrænding er stadig hovedreglen, men det bliver igen stadig mere gængs med jordbegravelse nu simpelthen lagt i jorden uden bygningsværker over graven. Denne begravelsestradition holder sig i virkeligheden frem til i dag hvor ligbrænding atter er begyndt at tage over igen.

Runer bliver mere hyppige. Gudme-området på Sydfyn er nu magtcentrum. Gudme – måske = Gudernes Hjem – er en kæmpelandsby på 50 gårde, mens høvdingen/kongen bor i en hal på næsten 50 meters længde.

Asatroen, den særligt nordiske version af den germanske religion med Odin, Thor, Frigg, Freja, Balder, Loke, jætter osv. er i al fald i denne periode dukket op. Dyr og nogle gange mennesker bliver ofret for at sikre gudernes goodwill, man tager varsler, bruger magi og såkaldt ”sejd” – dvs. en person, især en kvinde – vølve eller sejdkone – bringes rituelt i ekstase, mens der synges sange. I ekstasen kommer vølven i kontakt med det åndelige og kan dermed helbrede, modtage varsler osv. Sejd er formentlig en urgammel, shamanistisk praksis med rod i Asien.

300-tallet e.v.t.

Folkevandringstiden

Romerriget bliver kristent i 300-tallet.

Østfra begynder slaverne så småt at trænge mod vest, og germanske stammer sættes i bevægelse. Det eskalerer da hunnerne – vist et tyrkisk folk – også presser på fra øst. De østgermanske stammer (fx østgotere,vestgotere og burgundere) flytter sig først og kommer de mærkeligste steder hen – fx Krim-halvøen – før de drager mod vest og sætter sig i Norditalien og Spanien. Også irminoniske stammer bevæger sig – langobardere osv. Romerriget spaltes i sydøst – Østromerriget – og nordvest – Vestromerriget, og det sidste svækkes. Germanerne optræder som lejesoldater og generaler for vestromerne, men germanske stammer invaderer også imperiet.

400-tallet e.v.t.

Germansk jernalder

(Europæisk Middelalder)

I 450 e.v.t. opløses Vestromerriget helt, og germanske stammer rykker ind og overtager hele området – Britannien, Gallien, Spanien, Italien.

En stærk germansk stat er Frankerriget ved Rhinen. Kernen er stammer der taler istvæonisk der i dag er blevet til hollandsk/flamsk, men frankerne samler under “merovinger-dynastiet” næsten hele det nuværende Frankrig, Holland-Belgien og dele af Tyskland. Befolkningen i sydvest taler en latinsk dialekt der bliver til fransk, og den irminoniske befolkning i øst taler en dialekt der bliver til højtysk. Nord for Merovinger-rigets nordgrænse bor sakserne og friserne der taler en ingvæonisk-germansk dialekt og er ikke-kristne. Nord for sakserne op i Jylland bor anglere og jyder der synes ret beslægtede med sakserne.

meroving

Merovingernes Frankerrige.

I Frankerriget forenes katolsk kristendom og romersk og germansk kultur til den såkaldte ”middelalderkultur”. Frankerriget får samme religion som Romerriget – katolsk kristendom under paven i Rom – og paven allierer sig simpelthen med den frankiske konge eller kejser. Også det senromerske administrationssystem overtages, fx med en kansler der leder et kancelli, og Romerrigets sprog, latin, bliver både kirkens sprog, administrationens sprog og undervisningens sprog.

Set fra et naturvidenskabeligt perspektiv, er Middelalderen en parentes, en død tid, hvor oldtidens videnskabelige erkendelser i det græsk-romerske område går i stå. Til gengæld nedfryses udviklingen kun. Erkendelserne gemmes og kopieres i fx de kristne klostre der billedligt fungerer som frysebokse. Og i Renæssancen – i 1400-1500-tallet – fryses disse erkendelser så at sige op, og der udvikles videre på dem.

Efter Romerrigets magt bryder sammen i Britannien, rykker germanerne derover. Det er ingvæonske stammer – jyder, anglere og saksere. Anglerne bor i Sønderjylland op til Kolding Fjord, jyderne ovenfor og sakserne nedenfor. Tilsammen kaldes indvandrerne for ”angelsaksere”, og de danner 7 angelsaksiske riger i Britannien/England. Det sker i 400-tallet. Den ingvæonske dialekt udvikler sig siden til sprog som engelsk, frisisk og plattysk/nedertysk (saksernes sprog).

Der sker samtidig en vis affolkning af først Midtjylland, siden Sønderjylland og Als. Til gengæld rykker nordgermanere fra Sjælland og Skåne ind i jydernes og anglernes område. Det kan meget vel være et stammeforbund der kaldes Dan eller danerne. Navnet kendes fra 500-tallet. Hermed tales der nordgermansk i Jylland-Fyn, Sjælland og Skåne.

Guldhornene fra Gallehus. I Gallehus nær Tønder ofres der to større guldhorn. De har en indskrift på nordgermansk (urnordisk): Ek LewagastiR HoltijaR horna tawido: Jeg, Lægæst af Holts slægt (eller ”fra Holt”), frembragte hornet. Så i al fald på dette tidspunkt tales der nordisk i Sønderjylland – i anglernes gamle område. Det kan også transkriberes: : Ek Lewagastiz Holtijaz horna tawido. Runen i slutningen af Lewagasti_ holtija_ betegner en lyd der er ved at ændre sig fra stemt s (z) til et rullende r. Det store R betegner en lyd lige i overgangen mellem de to lyde.

Det protogermanske ord for ulv, *wulfaz, er således ved at ændre sig til *wulfaR.

guldhorn

Rekonstruktion af guldhornene fra Gallehus. De oprindelige blev stjålet og smeltet om.

Datidens nordgermanske fællessprog kaldes også urnordisk. Det ligger ret tæt på proto-germansk.

Et markant træk i urnordisk er at j- i forlyd forsvinder: Protogermansk adjektivet jungaz > ung), ligesom w forsvinder foran o og u: Protogermansk wurmaz, wurmiz > gammeldansk orm.  Derfor bliver det ord vi følger, ordet for ulv, ændret fra tidlig urnordisk wulfaR* og wulafR til ulfR, idet den såkaldte stammevokal (a’et) også forsvinder. Dermed kan ordet ulfR siden udvikle sig til olddansk (og oldnordisk) ulfr. De øvrige germanske sprog har en parallel udvikling hvor stamme-vokalen og siden nominativ-endelsen også forsvinder, men ikke det første w: Oldengelsk og oldsaksisk wulf, oldhøjtysk wolf, sjovt nok senere engelsk wolf og senere højtysk Wulf.

500-tallet

Biskop Gregor af Tours i Frankerriget beretter om Chochilaicus – konge for geaterne – der angriber friserne ved Nordsøkysten og dræbes under et flådeangreb. ”Geater” kan sagtens være en jysk samme. Det angelsaksiske heltekvad om Beowulf beretter om en jysk konge, Hygelac der falder i Frisland. Sandsynligvis er kong Chochilaicus og kong Hygelac en og samme figur – Huglaik eller Hugleik – og den første konge fra det danske område der er nævnt.

Det allerførste Dannevirke anlægges ved Danmarks sydgrænse i form af jordvolde.

Magtcentret Tissø

Stormandsgården Kalmargården ligger ved Danmarks 4. største sø, Tissø på Vestsjælland. Tissø – sikkert opkaldt efter guden Tiwaz eller Tyr – virker som et vigtigt sted langt tilbage og kan være en hellig sø. Stormandsgården – nok 48 meter lang – bliver i al fald fra ca. 550 et magtcentrum og handelssted. Fra Storebælt kan man sejle til landsbyen ved Tissø via Halleby Å der fortsætter ud i søen. Stormands-anlægget ved Tissø vokser i størrelse til op i 1000-tallet. Sidenhen ejer den midtsjællandske Hvide-slægt vigtige områder omkring Tissø. Det er ikke fuldkommen umuligt at den middelalderlige Hvide-slægt simpelthen er udgået fra jernalderens Tissø-slægt.

tissø

Rekonstruktion af høvdingegården i Tissø

Magtcentret Lejre

En parallel til Tissø er Gammel Lejre, en landsby ved Lejre Å 4 km. før den i nord udløber i Roskilde Fjord. Gården Fredshøj nordvest for byen har i dag en mark hvor der er fundet en stormandsgård fra ca. 500 e.v.t. på i al fald 47 meters længde, og 7 bygninger hører til her. Omkring år 600 rykker stormandsgården en halv km. mod syd til en mark tilhørende Mysselbjerggård. Her var stormandsgården først 45 meter lang, siden hele 61 meter og fungerede til noget op i 900-tallet. Lejre er formentlig både et kultsted, en markedsplads, et værkstedsområde og et magtcentrum.

Lejre ved Mysselbjerggard

Rekonstruktion af kongsgården ved Mysselbjerggård ved Gl. Lejre

Uafhængigt af disse fund er der til op i historisk tid legender om ”Lejre-kongerne” – den samlende kongeslægt for danerne, Skjoldungerne, der skal have holdt til i Lejre, og som det senere Jellinge-dynasti skal være udgået fra. Her er fx Roar, hans sønner Halvdan og Helge Søkonge, Helges søn Rolf Krake, dennes svigersøn Fridlev, sønnen Frode den Gavmilde/Fredegod, sønnen Ingjald og den mægtige Harald Hildetand.

Det er bestemt ikke umuligt at Lejre nu er basis for Sjællands høvdingeslægt, og at disse høvdinge har brugt titler som ”jarl” eller ”konge”. En konge er kåret på et landsting som leder af landets militær, retsvæsen og kult, eller om man vil som tingets udøvende magt. En jarl er underlagt en konge, men har ellers maksimal magt. Det er heller ikke umuligt at nogle af de stærkeste ”Lejre-konger” kan være anerkendt som konge hos alle danerne, men nogen fasttømret, institutionaliseret statsmagt er der næppe tale om.

I 500-tallet er der nu yderst få krigsbytteofre i Danmark om nogen overhovedet. Det er åbenbart fredelige tider. Denne fred er formentlig et tegn på en ny centralmagt i Danmark.

600-tallet

I danernes område – Jylland-Fyn, Sjælland og Skåne – er der øget handel med øvrige germanere – særligt med angelsakserne i England, men også med frankerne i syd. De skandinaviske både får nu lodret køl og små sejl. Efterhånden bliver sejlene større.

I landsbyerne begynder gårdene at blive større og blive indhegnede. Der er tegn på en mere udpræget privat ejendomsret i de danske gårde. Familierne har nu køkkenhaver og frugthaver på deres jord.

Urnordiske dialekter

Urnordisk deles i dialekter. Der opstår en ”østnordisk” dialekt pga. lydændringer der har rod i Danmark og spreder sig til det svenske område, fx at diftonger som ei bliver til e, og au bliver til ø. Herfra udgår siden svensk og dansk. Det urnordiske der ikke får disse ændringer, kaldes ”vestnordisk”. Men det er indtil videre dialektforskelle. Reelt er det først i og med middelalderen i 1100-tallet, at nordisk bliver til helt separate sprog som dansk, norsk og svensk.

Opager i Vest-Skåne bliver et stadig mere fremtrædende magtcentrum.

Germanernes broderfolk i øst – slaverne – begynder at trænge ind fra øst fx som sorbere eller vendere, polakker og tjekker.

700-tallet

Danernes første handelsbyer/handelspladser anlægges: I Sønderjylland Ribe og Hedeby, i Østjylland Århus. Ribe er grundlagt mellem 704 og 710. Der har selvfølgelig været handelsplader før da, men de nævnte er permanent beboede. Det er forskellen.

Fæstningsanlægget Dannevirke ved Hedeby får i 737 de første træpalisader og en kampestensmur.

ribe_tegning_large

Det allertidligste Ribe  Danmark første handelsby

I 726 anlægges Kanhavekanalen – en kanal tværs over Samsø – hvilket tyder på en stærk centralmagt.

Sammenfattende: Vigtige magtcentre er Lisbjerg nær Århus, Tissø på Vestsjælland nord for Slagelse, Gammel Lejre mellem Midt- og Nordsjælland nær Roskilde samt Opager og i nogen grad Dalby i det vestligste Skåne.

Tidligt i århundredet besøger en angelsaksisk biskop den danske kong ”Ogendus”, måske Angantyr. Kristen mission er begyndt i Danmark, åbenbart med danerkongens tilladelse.

De danske lande og tingsteder

Danerne behersker tre såkaldte lande – Jylland (herunder Fyn), Sjælland (herunder Lolland-Falster) og Skånelandene (herunder Bornholm) – der hver hvert sit retssystem med centrum i et tingssted der er et gammelt helligsted – et vi. For Jyllands vedkommende er tingstedet Vibjerg – siden byen Viborg. Det ligger i midten, mente man. Fra Vibjerg går en væsentlig transportvej – Hærvejen – mod syd ned gennem Jylland ned til Dannevirke. Siden spaltes Jylland, sådan at Nørrejylland har Vibjerg/Viborg som tingsted, mens Sønderjylland syd for Kongeåen og Kolding Å og Fjord har Urnehoved nær Åbenrå nær Hærvejen som tingsted.

hærvej1

Hærvejen

For Sjællands vedkommende er tingstedet Ringsted der også ligger i midten og er et helligt sted. Og for Skånes vedkommende er det gravhøjen Lerbækshøjen hvor det senere Lund anlægges få kilometer nord for Opager. Dette tingsted ligger ikke i centrum i sin landsdel som Viborg og Ringsted, men helt i vest nær Øresund. Man fristes til den tanke at Lerbækshøjen (eller evt. oprindelig Opager) er valgt fordi det er midtpunktet i det samlede område Sjælland-Skåne – Danernes oprindelige land? Hvis denne vilde hypotese er sand, er nutidens Lund det allerførste Danmarks centrum.

lerbækshøj

Lerbäckshög ved Lund

En konge skulle vælges på alle tre landsting – Vibjerg, Ringsted og Lerbækshøjen/Lund – for at blive konge for alle danerne.

Også de enkelte byer har deres ting på en rund kreds af sten midt i byen. Beslutningstagerne er landsbyens frie bønder (dvs. ikke slaver, kvinder, børn og husmænd), og beslutningerne handler om konflikterne bønderne imellem og angående landsbyens landbrug der er et kollektivt anliggende – en sag for landsbyfællesskabet. Hvornår skal man så, pløje og høste, hvor meget kvæg må hver bonde havde gående på de fælles græsningsområder osv, hvilke bøder skal man have for at overtræde reglerne osv. På omgang er en af bønderne en formand for tinget kaldet en oldermand.

Der findes også større administrative enheder kaldet herreder der først kendes som betegnelse i 1000-tallet, men givetvis er ældre – i al fald fra vikingetiden, sikkert ældre. Herreder er større, stammeagtige områder der især kendes fra Sjælland og Skåne; i Jylland-Fyn bruges tilsyneladende udtrykket bygder, men herred-systemet kommer også her i Middelalderen. Også herrederne har deres ting-steder. De forsvinder først som administrative enheder i 1919.

Pres fra frankerne

Frankernes konge, Karl den Store, underlægger sig saksernes område syd for Dannevirke og tvangskristner sakserne der. En dansk høvding, Holger ”Danske”, slutter sig til Karl den Stores hird og får siden et fransk heltekvad om sig (Chevalerie d’Ogier). I Danmark giver kong Sigfred saksiske flygtninge sin beskyttelse.

frank 800

Europa omkring år 800 hvor frankernes konge, Karl den Store, lader sig krone til kejser.

800 e.v.t.

Vikingetiden

Skandinaverne begynder meget systematisk at udnytte deres nye, gode sejlskibe – vikingeskibene – til at besøge udenlandske kystegne for her at udforske nye områder, drive handel eller udplyndre dem. I løbet af vikingetiden bliver kristendommen fremherskende i Skandinavien, ligesom monarkiet bliver fasttømret som institution. Ellers minder vikingetiden virkelig meget om den foregående jernalder m.h.t. livsstil, boliger, beklædning, redskaber osv.

vikingeskib

Vikingetidens sprog kaldes ikke urnordisk, men olddansk, runesvensk osv. Reelt er nordboernes sprog stadig dialekter af samme sprog – fællesnordisk (nogle gange folkeligt kaldet oldnordisk) – som på den tid har betegnelsen Den danske tunge.

Ledingsystemet

Det er formentlig en blanding af befolkningsoverskud, kristen mission og frankernes pres sydfra der sætter skandinaverne i gang med deres omfattende vikingetogter. Disse togter blev organiseret sådan at en lokal storbonde eller høvding ejede et skib som han stod i spidsen for som ”styresmand”. Storbondens havde et følge af lokale bønder der var det menige landskab, og som selv skulle komme med sværd, spyd og hjelm. De menige var på skibet var lydige mod styresmanden mod at få del i rovet – eller ret til at bosætte sig hvor skibet landede. Særligt magtfulde høvdinge eller konger kunne naturligvis have dusinvis eller hundreder af skibe og styresmænd under sin kommando. Systemet kaldes ”leding” der bliver sat i system i den tidlige middelalder hvor særlige landdistrikter (skipæn) skal mønstre et skib under en styresmand og i mindre distrikter der skal mønstre en menig bonde (havnebonde) til skibet (hafnæ).

Nordiske vikingetogter

Svenske vikinger drager mod øst ad de russiske floder på vej mod Sortehavet og den enorme by Konstantinopel og grundlægger ved floderne en vikingestat der bliver til det tidligste Rusland. Norske vikinger drager mod nordvest – Island, Grønland og Amerika og koloniserer dem – mest vellykket på Island. Mens danske vikinger drager mod vest og sydvest – England, Frankerriget osv. Fra 860’erne bosætter danskerne sig i England og danner en stor region, Danelagen, groft sagt Englands nordøstlige halvdel ned til London – hvor dansk lov hersker. Det synes at være under brødrene Halfdan Ragnarsson og Ivar Benløse – sønnerne af den legendariske vikingehøvding Ragnar Lodbrok. Ivar afløses siden af Guthorm. Også i Frankerriget lige nordvest for Paris – i Normandiet –foretager nordiske vikinger, især danskere, en indvandring og skaber en autonom vikingeregion.

danelagen

Danelagen (Danelaw), den dansk kontrollerede halvdel af England i 8-900-tallet

I Danmark er der konger som Sigfreds søn Gudfred (der smadrer en slavisk handelsby, Reric, og fører dens handelsmænd til Hedeby der udvides) og slægtninge og efterfølgere som Hemming, Horik I og Horik II, men i århundredets 2. halvdel, hører man ikke meget til danske konger – måske fordi det er i Danelagen og i Normandiet at det hele foregår, så at sige. De stærke vikingehøvdinger rykker ud i udlandet, og Danmarks centralmagt svækkes formentlig.

havn i hedeby

Havnen i Hedeby ved Slien

Fra 814 er floden Ejderen syd for Dannevirke anerkendt som danernes sydgrænse. Ejderen løber midt i et ubeboet område mellem danerne i nord og sakserne i syd og er således velegnet som grænsedragning.

Der er stadig en vis bydannelse i gang. Århus bliver mere udbygget, og det allertidligste Horsens etableres med en anløbsbro og diverse bygninger i bunden af Horsens Fjord.

Den hedenske julefest

En vigtig tradition for nordboerne er den hedenske julefest ved Midvinter og nogle uger frem. Det markerer samtidig nytår: Et nyt år begynder med stadig længere dage. Man ofrer dyr – kvæg, grise osv. – og maler offerdyrenes blod på gudebilleder og –støtter, stolper, bjælker osv. Det holder guderne i godt humør. Samtidig tager man varsler for at se hvordan det kommende år bliver. Så står festen på mjød (gæret honning) i den helt store stil samt kød fra offerdyrene. Julefesten kan også sagtens have inkluderet diverse lege og spil.

900-tallet

Danmark samles og katoliceres

Landsbyen Jelling ved Vejle ligger nær Hærvejen. Her etablerer en tilsyneladende østdansk høvdingeslægt sig, Jellingedynastiet, tager magt over Jylland og siden Danmark. Den første virkelig stærke konge her er Harald 1. Blåtand der får kongemagt i HELE Danmark, altså også Sjælland og Skåne, samt gør Norge til vasalstat.

 Den danske statsdannelse er en langvarig proces, men med Harald Blåtand rykkes der virkelig noget i denne proces. Årsagen er formentlig et sammenfald af disse faktorer: 1) Harald Blåtands personlige format og autoritet; 2) det ydre pres fra tyskerne syd for Dannevirke; 3) kulturelle stimuli fra det middelalderlige Europa sydfra via det stigende antal handelspladser og handelsbyer i Europa og 4) befolkningstilvækst.

Med kristendommen og middelalderkulturen kommer nye værdier til danskerne. Hidtil var stærke værdier styrke, mod, ære, slægtens prestige, sejr, frugtbarhed, sundhed. Dør man som kriger i kamp, kommer man efter døden i Odins kongsgård, Valhal, som en af mange døde krigerhelte. I kristendommen gælder det at der kun er én guddom, Gud, Vorherre, som er er altings skaber, konge og dommer. Mennesket kan enten være bestemt af synd, ulydighed mod Gud, som kommer fra naturen. Eller man kan være bestemt af nåde som stammer fra Guds søn – Jesus Kristus – fra skikkelser omkring Kristus som Jomfru Maria og diverse helgener, og nåden formidles via den katolske kirkes ritualer, bønner, velsignelser og tilgivelser. Er man i synden og handler slet, kommer man efter døden i Helvede, den evige pinsel, men er man i nåden via Kirken og handler dydigt, kommer man efter døden i Paradis – den evige salighed.  Dydigt er ydmyghed, helliggørelse, opofrende omsorg, barmhjertighed og broderkærlighed. Disse nye dyder trænger kun langsomt igennem i forhold til gamle dyder som mod, styrke og beskyttelsen af slægtens, stammens og nationens ære.

Med den nye tro indføjes Danmark i den europæiske, katolske kulturkreds og får dermed del i den viden og de traditioner der kendetegner den katolske kulturkreds, og ikke mindst del i de stadige kulturelle fremskridt der er et særkende for den vestlige kultur, især fra 1100-tallet og frem. En lille detalje er at de latinske bogstaver hermed kommer til Danmark og forskyder runerne i løbet af tidlig middelalder.

Den hedenske julefest ændres en smule. Offerdyrene forsvinder, kristne kors mærkes forskellige steder, og central bliver ”kristmessen”, julegudstjenesten ved midnat den 25. december. Men mange hedenske traditioner fortsætter: Øl, fråds og varsler. Man kan fx lave grød af byg, rug og havre, og så tager man lænkehunden ind for at se hvilken grød hunden først spiser. Hvis hunden først spiser havregrøden, så var det bedst at så havre. Aftenen op til kristmessen er den store fest med øl, fråds, flæskesteg og kål.

 

Truslen fra Tyskland

Samtidig opstår en ny og mægtig rigsdannelse syd for Danmark. Frankerriget er spaltet i en romansk sydvestlig halvdel – Vestfrankerriget der bliver til Frankrig – og en germansk nordøstlig del – Østfrankerriget som Otto 1. den Store omdanner til Det Hellige Romerske Kejserrige, kaldet det Tysk-Romerske Rige eller bare Tyskland. Den Tysk-romerske kejser opfatter sig som efterfølger for den romerske kejser og mener han skal beskytte og styrke den katolske kirke.

OttonianEmpire

Otto den Stores rige 963 – etableringen af Det Tysk-Romerske Imperium

Kejser Otto den Store er således meget ekspansiv og udvider sit rige mod øst ind i slavernes område under påkaldelse af at det er mission for den katolske kirkes sag. Otto står også bag aktiv mission i Danmark og udnævner stifter (”bispedømmer”) og bisper i fx Århus, Slesvig og Ribe der hermed bliver til bispebyer. I 965 erklærer han skattefrihed over kirkens ejendom i ”danernes mark”. De danske kirker er underlagt ærkebiskoppen i Hamburg-Bremen.

Harald Blåtand kristner og samler Danmark

Efter alt at dømme er det samme år at Harald Blåtand erklærer Danmark for kristen. Det kan se ud som et forsøg på at undgå kejser Ottos erobrende mission, men det kan naturligvis også være personlig overbevisning.

jellngestenen

Den store Jellingesten rejst af Harald Blåtand. Danmarks dåbsattest

For at markere denne skelsættende begivenhed rejser Harald Blåtand ”Den Store Jellingesten” med indskriften: Haraldr kunungR bað gørva kumbl þǿsi æft Gōrm, faður sinn, ok æft Þōrvē, mōður sīna, sā Haraldr es sēR vann Danmǫrk alla ok Norveg ok dani gærði krīstna.

Det er olddansk, men i folkemunde kaldes det oldnordisk, og det er ikke helt forkert. Den eneste grund til at det kaldes ”dansk” er at Danmark nu er en selvstændig stat, men reelt taler man samme sprog i hele Norden (fællesnordisk), og dette sprog minder en del om nutidens islandsk.

Oversat betyder Jellinge-indskriften: Kong Harald befalede at gøre disse kumler efter Gorm sin fader og Thyra sin moder, den Harald der vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.

Jellingestenen kaldes også Danmarks dåbsattest.

Jelling3d04-07-2010d

Harald Blåtands kongsgård i Jelling

Harald har sans for byggerier. Han anlægger en trækirke i Jelling, det allerførste Jelling Kirke, med sin far – Gorm den Gamle – begravet under gulvet, ligesom han anlægger en ”Treenighedskirke” af træ i Roskilde. Men især bygger han større end som så. Ved Vejle Ådal lader han bygge den 1 km. lange Ravningbro af træ. Hans kongsgård i Jelling var omringet af et 4 x 350 meter langt og 3 meter højt palisadehegn der var temmelig solidt. Desuden anlægger Harald i årene 980-81 i al fald 7 ringborge fordelt i hele Danmark (Jylland, Fyn, Sjælland, Skåne) – cirkelrunde, symmetrisk opbyggede ringfæstnings-anlæg omgivet af jordvolde. De er klare symptomer på en stærk centralmagt.

trelleborg

Ringborg

Otto den Stores søn og efterfølger, Otto 2., var trængt igennem Dannevirke, havde sat sig på Hedeby og Slesvig og trængt langt op i Jylland. Sandsynligvis er ringborgene ment som defensive anlæg vendt mod tyskerne.

Men i 983 dør Otto 2. ganske ung og bliver afløst af sin søn, Otto 3., der er 3 år gammel. Tyskerne er ikke længere en trussel, og ringborgene er overflødige.

Svend Tveskægs revolte og Englandstogterne

I 986 rejser der sig et oprør mod Harald Blåtand hvis søn Svend stiller sig i spidsen. Det er spekulation, men måske spiller de skønne spildte kræfter på at rejse ringborgene med ind som del af oprørets motiver? Harald Blåtand dræbes i al fald – ifølge legenden ved et pileskud gennem enden mens han er på toilettet – og sønnen Svend Tveskæg er konge. Han lader faderen begrave i Roskilde i den Treenighedskirke som Harald lod bygge der, og bruger derudover kræfterne på at samle en gigantisk flåde af vikingeskibe og plyndre England gennem talrige togter. Det suppleres med ”danegæld”. Ved at erlægge en større sum penge til danskerne slipper englænderne for vikingernes vold, mord og ran. Det er rent ud sagt bøllemetoder. Kong Svend og kumpaner bør ikke dømmes efter nutidens normer, men på den anden side heller ikke heroiseres.

Danelagen forsvinder i 900-tallet som autonom dansk region i England. Vikingerne i Normandiet får af Frankerrigets konge lov til at danne et fransk hertugdømme. Den danske Rollo (Rolf?) er den første hertug. Snart bliver disse ”normannere” fransktalende og franskprægede, men de bevarer også adskillige vikingetraditioner – dygtige krigere, sejler meget. Normannerne skal snart etablere riger forskellige steder i Europa, fx på Sicilien og i England.

Nye handelsbyer – Roskilde, Lund, Slesvig og Odense

I 900-tallet dukker flere vigtige nye byer op i Danmark.

Ved tingstedet i Skåne ved Lerbækshøjen nær den gamle vigtige by Dalby samt Opager opstår byen Lund. Her skal der også være bygget en Treenighedskirke ligesom den i Roskilde. Lidt nord for den gamle handelsplads Hedeby ved Sliens udmunding nær Dannevirke opstår Slesvig By som får en kirke og snart er meget vigtigere end Hedeby. Ikke langt fra det gamle Lejre på Sjælland opstår Roskilde der på Harald Blåtands initiativ også får en kongsgård og Treenighedskirken hvor Svend Tveskæg sørger for at Harald Blåtand begraves. Enten Svend eller formentlig allerede Harald gør reelt Roskilde til Danmarks nye magtcentrum efter Jelling. Roskilde forbliver Danmarks hovedstad til op i 1400-tallet. Otto den Store udnævnte jo Slesvig, Ribe og Århus til bispebyer, og i 988 omtales så en 4. bispeby i Danmark, nemlig Odense på Fyn. Navnet Odins-vi viser at byens centrum var et helligsted for Odin, og Harald Blåtand lod en af sine ringborge (Nonnebakken) bygge ganske nær. Idet Odense nævnes som bispeby i 988 forudsættes det at byen allerede er en by med en kirke.

Slesvig, Ribe, Århus, Odense, Roskilde og Lund er de næste århundreder helt centrale byer i Danmark. Især Slesvig og Ribe er rige handelsbyer. Tidligere magtcentre som Opager, Gudme, Tissø, Lisbjerg og Lejre blegner til gengæld.

På ruten mellem hovedbyerne Roskilde og Lund ved overfartsstedet over Øresund ligger fiskerlejet Hafn – eller Havn – siden København – der i de næste århundreder bliver rig og mægtig på at ligge midt mellem Danmarks to vigtigste bispebyer, Roskilde og Lund.

 

1000-tallet

Vikingetiden kulminerer med Danmarks erobringer af England. I århundredets sidste halvdel er der en glidende overgang til Middelalderen under Svend Estridsen og hans sønner.

I 1002 udsteder den engelske kong Ethelred den Rådvilde ordre om at iværksætte St. Brice’s Day’s Massacre hvor alle danskere i England forsøges dræbt. Det er ment som hævn eller intimidering og er måske et forståeligt træk, hadet mod danskerne er voldsomt efter Svend Tveskægs voldspolitik og afpresninger, men politisk er det dumt, Svend Tveskæg intensiverer blot togterne ikke mindst via sin jarl, Thorkel hin Høje, en yderst kompetent højre hånd.

I 1013 lykkes det Svend og Thorkel at erobre hele England, simpelthen. Uprovokeret underlægges en hel anden nation. Svend Tveskæg er nu engelsk, dansk og norsk konge og dør så pludseligt 3 måneder efter ved et ridestævne i Gainsborough.

Nordsø-imperiet

Sønnen Knud var med sin far og begyndte efter farens død forfra med at erobre England sammen med Thorkel. Det lykkes ret hurtigt, i 1016, og snart efter er Knud den Store også dansk og norsk konge. Et Nordsø-imperium er grundlagt, og Knud den Store følges med den tyske kong Konrad da denne kejserkrones i 1027 i Rom. Reelt er Knud den Store primært en engelsk konge og en glimrende en af slagsen i øvrigt. Han dør som 40-årig 1035, og hans sønner har ikke hans talent og dør unge og barnløse. Dermed er Jellinge-dynastiets direkte mandslinje uddød.

knud-den-store-rige

Nordsøimperiet

Danmark er nu politisk ude af England for altid. Men de danske vikingers tilstedeværelse påvirker sprogtligt engelsk en del. Ordforrådet præges af fællesnordiske ord (dansk findes jo endnu ikke som særskilt sprog): They, them, give, take, ill, sky, window, club, law, wing, dirt, call, choose, get, hit, raise, cake, egg, loose, run, ugly, guest, want, seat, foot, anger og happy og andre. Kort efter skal de oprindelig danske (men også norske og naturligvis franske) normannere indtage England som en ny herskerklasse og i den grad påvirke engelsk rent sprogligt med en frygtelig masse franske ord.

Danmarks første stenbygning!

I 1035 kommer hvad der ret sikkert er Danmarks første stenbygning. I 1028 kommer det til et skænderi mellem Knud den Store og hans vicekonge i Danmark, Ulf Jarl, og selv om Ulf Jarl søger tilflugt i Harald Blåtands trækirke i Roskilde, lader Knud ham myrde i kirken. Men kirken var i 1020 blevet en domkirke, og Roskildes biskop befaler Knud at betale en bod til Ulf Jarls enke, Estrid, der i øvrigt er søster til Knud. Estrid vælger at bruge boden til at omdanne domkirken i Roskilde til en stenkirke – givetvis for at ære sin mand der blev dræbt i kirken. Dette er det allerførste anlæg til Roskilde Domkirke og altså Danmarks ældste stenbygning.

Under Svend Estridsen dukker Middelalderen op

Da Jellingedynastiets mandslinje uddør i 1042, kan en norsk konge, Magnus, vælges til dansk konge. Det fortæller noget om de nære forhold mellem nordboerne der formentlig ser sig selv som forskellige stammer inden for samme folk. Magnus dør ganske ung, og i 1047 lykkes det så Ulf Jarls og Estrids søn, Svend 2. Estridsen, dattersøn af Svend Tveskæg, at blive kåret som konge på de danske ting.

svend_estridsen_large

Rekonstruktion af Svend Estridsens ansigt på baggrund af hans kranium

Svend Estridsen er en viking og sætter to vikingetogter i gang mod England – uden nogen større succes, men han sætter tillige reformer i gang der pegede frem mod Middelalderen. Svend Estridsen reorganiserer den katolske kirke i 8 stifter fremfor 4. Lund og Roskilde er nu adskilte stifter, ligesom Viborg og Nordjylland var egne stifter. Han fører en intensiv brevveksling med katolske spidser for at få gjort Danmark til sit eget ærkebispedømme i stedet for at de danske kirker er underlagt Hamburg-Bremen. Det er givetvis den kirke som hans mor lod bygge – Roskilde Domkirke – som Svend har udset som sæde for en ærkebiskop. Det lykkes først for Svends søn, Erik Ejegod i 1103-04 at få et dansk ærkebispedømme.

Ros Dom 1080

Model i legoklodser af Roskilde Domkirke som den så ud i 1080 under Svend Nordmand! Svend Estridsen blev begravet i kirken.

Ca. samtidig med inddelingen i stifter, bliver Danmark også inddelt i sogne – området en kirke dækker – og man indfører tiende, dvs. en tiendedel af folks indtægt betales til kirken. Kongen gør Svend Nordmand, der længe har været i kongen tjeneste, til biskop af Roskilde i 1074, og Svend Nordmand står bag en udbygning af Roskilde Domkirke til en tre-skibet domkirke ligesom han lader anlægge en del nye stenkirker i Danmark, fx Vor Frue Kirke i Roskilde, Vor Frue Kirke og Kloster i Ringsted og Hellig Michaels Kirke i Slagelse.

Knud den Hellige og Erik Ejegod styrker konge og kirkemagten

Svend Estridsen bliver efterfulgt at intet mindre end 5 af sine uægte sønner. De mest kendte af hans sønner er Knud den Hellige, Erik Ejegod og Niels. Knud den Hellige, konge i 1080, styrker kongens og kirkens autoritet. Danerne skal betale personskat, ”næsegæld”, til kongen. En forbryder bliver fredløs ved sin forbrydelse og kan dræbes af alle indtil han betaler ”fredskøb” til kongen og dermed køber sig fred. Også frigivne trælle og udenlandske handlende står under kongens fred, dvs. må ikke overfaldes og berøves. Stiller man ikke op til krig når der kaldes til leding – dvs. vikingetogter – koster det afgifter. Knud den Hellige er altså god til at kræve skatter; til gengæld belønnes kirken med pengegaver, og Svend Nordmand i Roskilde støtter derfor Knud.

Knud den Hellige er som sin far både et væsentligt ryk ind i Middelalderen og en vikingekonge. I 1085 indkalder han til et vikingetogt mod England. Det kommer aldrig afsted, et oprør bryder ud, og til sidst flygter Knud ind i Skt. Albani Kirke i Odense hvor han i 1086 myrdes sammen med størstedelen af sin hird.

knud_hellige

I 1095 bliver Knuds bror, Erik 1. Ejegod, ny konge, og han fortsætter Knuds projekt – at styrke konge- og kirkemagten. I al fald Erik Ejegod får indført tiende, altså en form for tidlig kirkeskat. I 1103 får Erik erklæret Knud den Hellige martyr og gjort til ægte katolsk helgen – heraf tilnavnet ”Den Hellige”, og samtidig lykkes det ham at gøre Danmark til selvstændigt ærkebispedømme. Ærkebispen skal dog ikke sidde i Roskilde Domkirke, Svend Estridsens drøm, men i Lund Domkirke lige på den anden side af Øresund.

Knud den Hellige og Erik Ejegod knytter sig begge til to af Danmarks stærkeste stormandsslægter, nemlig Svend Thrugotsen fra den såkaldte Trund-slægt fra Jylland, og Skjalm Hvide fra Hvide-slægten fra Fjenneslev på Midtsjælland. De forsøger dermed at holde tre af Middelalderens afgørende aktører – kongen, stormændene og kirken – samlet. Det er slet ikke dumt! I Valdemartiden sker det samme, bare mere stabilt, med stor succes til følge.

De to slægter fylder fremover en del. Danmarks to første ærkebiskopper (Asser og Eskil) kommer fra Trund-slægten, mens de to næste (Absalon og Anders Sunesen) kommer fra Hvide-slægten.

Nye byer i 1000-tallet

Nye byer er Ålborg der er en markedsplads fra 900-tallet og nu en egentlig by. Ringsted – det gamle tingsted på Sjælland – udvikler sig også til en by af en ganske pæn størrelse. Slagelse er også et gammelt hedensk kultsted som bliver ”døbt” ved i stedet af få en kirke omkring år 1000. Helsingborg i Skåne omtales. Nye jyske byer er Randers og Haderslev, mens Horsens nu får sig en kirke.

1100-tallet

Middelalderen

Nu er den her, Middelalderen. Begyndelsen sættes normalt til 1050 i Svend Estridsens regeringstid, men der er en langsom overgangsperiode. Middelalderen er en europæisk kulturperiode der syd for Danmark begyndte i 450 med Vestromerrigets sammenbrud. Vigtige elementer er den katolske kirkes dominans og et ”feudalistisk” økonomisk system. En ”herre” har noget jord, men han låner det ud som ”len” til en vasal der skal love herren troskab og forskellige tjenester – fx at gå med herren i krig, hvis det er nødvendigt. Til gengæld har vasallen fuld råderet over lenet, ofte også juridisk, dvs. han skal stå for lov og orden i lenet. Vasallen opkræver skat i lenet og skal forsvare det militært. Vasallen kan have ret til at hans ældste søn arver lenet, dvs. brugsret og pligter.

medieval_society

Sønderjylland bliver et sådant len i Middelalderen, men ellers viser feudaliseringen sig mest på allerlaveste niveau. De fleste bønder opgiver selveje og låner deres gård og gårdens jord af en storbonde (herremand, godsejer) som ”fæste”. Til gengæld skylder fæstebonden sin herremand forskellige tjenester, fx hoveri, at hjælpe til på herregårdens jorde. Fordelen ved fæste er især trygheden. Fæstebonden får herremandens beskyttelse.

Formentlig er det mest markante træk ved den danske middelalder ud over den katolske kirkes store betydning at her opstår langt de fleste af Danmarks købstæder.

Den egentlige pointe med at bringe Danmark ind i Middelalderen var at dermed kobles Danmark til den europæiske civilisation. De administrative systemer man bruger i udlandet med et kancelli og en stærk kirkemagt, kommer til Danmark ligesom vestlig teknologi og videnskab. Den vestlige (vesteuropæiske) civilisation er enestående i verdenshistorien ved at den fra og med 1100-tallet fra århundrede til århundrede er blevet mere og mere avanceret og mægtig. Fra 1400-1500-tallet bliver Vesten den stærkeste civilisation i verden og begynder at bemægtige sig kontrollen med verden.

Danmarks ambition i Middelalderen: Kontrol med Østersøen

Der kom nye tyske politiske og økonomiske aktører fra 1100-tallet. Det tyske område lige syd for Dannevirke – Holsten – kommer under en tysk greveslægt, huset Schauenburg, der søger indflydelse mod nord. Tyske saksere indvandrer til den sydlige Østersøkyst hvor venderne ellers holder til og fortysker området. I 1143 grundlægger Holsten ved kysten handelsbyen Lübeck der kontrollerer handlen fra handelsbyen Hamburg til Østersøen – hvor der igen er handelsforbindelser til fx Sverige og Rusland. I 1200-tallet bliver Lübeck centrum i ”hansestæderne”, et handelsforbund af især nordtyske byer.

Danmark oparbejder et rigt sildemarked ved det smalle Øresund hvor Østersøens sildestimer passerer. Sildemarkedet ligger på skånske handelspladser som Skanør og Falsterbo. Der foregår ivrig handel med hansestæderne der aftager sildene og til gengæld leverer salt til konservering. Men der foregår også rivalisering. Op gennem Middelalderen handler dansk politik en del om relationen til hansestæderne/Lübeck og forsøget på at kontrollere Østersøen.

 

Nye byer i 1100-tallet

Der bliver flere handelsbyer, i 1100-tallet kommer således på Sjælland Næstved, Sorø, Helsingør og borgen Kalundborg og borgen Vordingborg Slot. I Skåne kommer Malmø, på Fyn Bogense og Nyborg Slot, Danmarks nok ældste kongeslot, og i Jylland byer som Flensborg, Tønder, Kolding og Hjørring – og borgen Skanderborg ved landsbyen Skanderup.

Borgere, bønder og herremænd

Byerne husede håndværkere og handelsmænd, og de boede i huse med værelser, evt. med butik, kontor eller værksted og ofte med flere rum. Fx et adskilt køkken. I slutningen af Middelalderen vinder bindingsværkshuse frem.

middelalderby

Typisk middelalderby

90 % af befolkningen bor stadig på landet i landsbyer som i jernalderen, i langhuse med ét stort rum, men i Middelalderen rykker husdyr som okser og får flere steder ud af beboelseshusene og ind i specielt indrettede staldbygninger, ligesom der anlægges lade-bygninger til at opbevare korn. En del steder forbliver husdyrene dog inde i husene af økonomiske grunde.

Storbønder bliver til ”herremænd”, den middelalderlige adel, der bor i stenbygninger og måske endda borganlæg, måske omgivet af en mur og eller en voldgrav og måske med et tårn. En herremand skylder sin konge krigstjeneste hvad enten han er ridder, dvs. har modtoget ridderslaget og kæmper til hest, eller han blot er væbner, dvs. ikke er til hest, men er en ridders hjælper. Til gengæld for krigstjenesten betaler herremanden ikke skat. De fattige herremand ejer blot et par bøndergårde, mens velstående herremænd kan eje mange hundrede gårde. Dette herremandssystem afløser langsomt det gamle ledingssystem, eller rettere, de danskere der tidligere var pligtige til krigstjeneste, at kaldes til leding, betaler nu i stedet en ”ledingskat”, mens krigstjenesten overlades til herremændene der har råd til tidens dyre og tunge ridder-udstyr.

spottrup_voldgrav

Spøttrup Slot i Skive Kommune er fra først i 1500-tallet og et af Danmarks bedst bevarede middelalderborge.

Den gejstlige stand

Ud over de tre nævnte ”stænder” – borgere i byerne, bønder på landet og herremændene på borge og herregårde – kender Middelalderen til en 4. stand, gejstligheden, der fx kan være sognepræster ved sognekirkerne ernæret via en præstegård og den tredjedel af tienden som præsten får. Eller de er munke og nonner på klostre eller ansatte i ”domkapitlet” ved domkirkerne, fx undervisere. I løbet af Middelalderen kommer den katolske kirke i besiddelse af 40 % af al jord i Danmark.

Klostre og kirker – især domkirker – bliver centre for den kulturelle udvikling i Danmark. Danmarks forvaltning – kancelliet – udgår fra domkapitlerne – især domkapitlet i Roskilde. Klassiske klostre kaldes “benediktinske” efter Benedikts af nursia der grundlagde den vestlige munkebevægelse og fandt på reglen: Bed og arbejd. Nye klosterordner er Cistericienser-klostre som især Absalon kæmper for at indføre. De står for den nyes landbrugsteknologiske know-how. Klostre tager sig af uddannelse og sygepleje.

 

Landbrugsrevolutionen

I 1100-tallet kommer der en serie teknologiske landvindinger i landbruget. Vandmøller vinder frem ligesom hjulploven. Kvæget – der fx driver hjulploven – får en kravesele der kan spændes for dyrets hals så trækkraften øges. Og man går over til ”trevangsbrug”, dvs. hver vang – hver mark man dyrker noget på – skifter mellem tre dyrkninger, et år vintersæd – især rug – næste år forårssæd – især byg – og det 3. år braklægning, hvor græsset voksede til græsning for kvæget (fælled). Trevangsbrug mindsker udpining af jorden og øger effektiviteten. Dyrkningen af vangene organiseres stadig i landsbyfællesskabet.

trevang

Torp-byerne

Disse landbrugsteknologiske detaljer skaber både ”stedfaste” landsbyer, en landsby flytter nu ikke længere placering, og en stærk befolkningstilvækst, og et væld af nye landsbyer opstår ved nyrydninger af skoven. Landsbyer der i dag ender på torp, -rup, -drup, -strup, -rød, -tved, og –køb er eksempler på de nye landsbyer der opstår i 1100-tallet og 1200-tallet pga. landbrugsrevolutionen.

Landsbykirkerne bygges

Danmarks landsbykirker bygges i 1100-tallet og 1200-tallet som romanske stenkirker med fladt træloft, ret små vinduer, med et lille kor og uden våbenhus og tårn. Senere – i 1400-tallet – ombygges de fleste landsbykirker til ”gotisk stil” med højt, kuplet loft, større kor, høje vinduer og med våbenhus og kirketårn.

Gammeldansk opstår

Af stor væsentlighed er sproget. I 1100-tallet opstår en række ændringer i den olddanske dialekt. Det såkaldte ”stød” opstår i stedet for den syngen man har på svensk og norsk. Trykket på ordets første stavelse forstærkes hvilket betyder en række svækkelser i lydende på de næste stavelser. Fx svækkes vokalerne efter den første stavelses vokal til en bleg e-lyd, ə (infortis-svækkelsen), evt. i en lidt mere betonet udgave œ. Også konsonanterne også bliver slappere (fx klusilsvækkelsen). Et eksempel er ordet kakarna som det stadig hedder på svensk. Første stavelse – ka – får øget tryk på dansk og ændres ikke, men det slatne tryk derefter medfører at de to sidste a’er bliver blege e’er, og lukkelyden (klusilen) k omdannes til først et g og så til de såkaldte spiranter – fx et ”blødt g”, lydskrift γ. Kakarna > kaγərnœ for til sidst at blive j-agtig eller næsten at forsvinde (spirantsvækkelsen): kagerne (udtalt kajənø eller ka’ånœ). På nydansk er den bløde g-lyd faktisk helt erstattet af en j-lyd.

Lidt senere sker der endda en spirantsvækkelse af det bløde d – lyden ð – der også bliver j-agtig. Den sker så sent at den bliver fanget af den såkaldte ”restitution” der dømmer denne spirantsvækkelse som ”bondsk”, og fører udtalen tilbage til det oprindelige bløde d. ”Ud at bade” udtales med spirantsvækkelsen uj ʌ bajœ eller på jysk hvor infortissvækkelsen er så radikal at den sidste vokal helt forsvinder: uj ʌ baj. Men det restitueres til uð ʌ baðœ eller uð ʌ bað.

Med disse lydforskydninger – infortissvækkelse, klusilsvækkelse og spirantsvækkelse – der har sit centrum længst mod vest – i Jylland – adskiller dansk sig klart fra de øvrige nordiske sprog.

Samtidig har dansk en fælles udvikling med svensk og norsk, nemlig at de grammatiske former forenkles klart. Den oprindelige grammatik på oldnordisk minder om nutidens tysk med 3 køn, forskellige person-endelser hos verbet, konjunktiv, kasus som dativ osv. Alt det forsvinder i løbet af den gammeldanske periode.

Nedenstående er en tekstprøve på gammeldansk fra primo 1200-tallet, nemlig et kort stykke af Skånske Lov:

botløst mal riþær man hem a annæn man ok dræpær han heme at sin  takær man manz dotær  ællær systur nøþuhæ

Det ord vi har fulgt tilbage fra proto-indoeuropæisk, ordet for ulv, ændrer sig i gammeldansk fra olddansk/oldnordisk ulfr til gammeldansk ulf, idet nominativ-endelsen -r falder væk. Ordet kendes nu som egennavn: Ulf. Ordet ender på -f der er en spirant og som derfor svækkes i løbet af den gammeldanske tid. F svækkes til v eller forsvinder.

Politisk – kong Niels og borgerkrigsperioden

1100-tallet består af tre perioder. Først regerer Svend Estridsens sidste søn, Niels, pænt længe og fredeligt. Men fra 1131 er der borgerkrig og ufred. Den ufred falder først helt til ro i 1157 da Valdemar den Store bliver konge. Det indleder Valdemartiden 1157-1242 der er en periode med indre ro og stor fremgang. Stort set.

Kong Niels er med den samtidige Roskildekrønikes ord (skrevet ca. 1140): En fredelig og ligefrem mand, aldeles ikke en hersker. Niels mangler autoritet, stærke folk fra Trund-slægten og Hvide-slægten vender sig mod ham, ligesom de såkaldte vendere – dvs. slavere bosat ved Tysklands Østersøkyst – foretager vikingeagtige raids mod Syddanmark. Eksplosionen kommer i 1131, da kong Niels søn, Magnus den Stærke, mødes med sin fætter, hertugen af Sønderjylland Knud Lavard, søn af Erik Ejegod, ude i Haraldsted Skov nord for Ringsted. Magnus dræber Knud, måske for at fjerne en rival til tronen, og borgerkrigen kommer.’

fjenneslev-kirke1

Fjenneslev Kirke

Knuds nyfødte søn, Valdemar, kommer i pleje hos Skjalm Hvides Søn, Asser Rig, i Fjenneslev og bliver nære venner med Asser Rigs yngste søn, Absalon. Knud Lavards bror, Erik Emune, griber til våben mod Niels og Magnus og får støtte af den tyske kejser Lothar. Niels og Magnus dræbes, og der kommer megen turbulens.

Det kulminerer da man får tre konger på én kong. Knud Magnussen, søn af Magnus den Stærke, Svend Grathe, søn af Erik Emune, og altså Valdemar, søn af Knud Lavard.

blodgildet

Blodgildet i Roskilde

Det bliver blodigt, Svend dræber på lumsk vis Knud (ved Blodgildet i Roskilde), og Valdemar slår derpå Svend i et slag hvor Svend dræbes. Under al denne her turbulens har den tysk-romerske kejser, Frederik Barbarossa, sikret sig politisk indflydelse i Danmark og bliver officielt lensherre for både Svend Grathe og Valdemar 1.

Valdemartiden

Valdemar 1. bliver i 1157 enekonge og gør allerede året efter sin stedbror Absalon til biskop i Roskilde. Ærkebiskoppen i Lund, Eskil, tilhører Trundslægten og er meget optaget af kirkens autonomi, så han danser ikke helt efter Valdemars pibe. Men Absalon er en særdeles markant figur som Roskildebisp.

sorø

Sorø Klosterkirke

Valdemar 1. den Store er vokset op hos Asser Rig i Hvide-slægtens gård i Fjenneslev på Midtsjælland, og Assers sønner, Esbern Snare og Absalon, er derfor Valdemars stedbrødre og allierede. Assers jordområde strækker sig fra Ringsted i øst til det nuværende Sorø i vest. På øen Sor-ø i et søområde i vest grundlægger Asser Rig i 1142 et benediktinerkloster. Absalon omdanner Sorø Kloster til et cistercienserkloster som hurtigt er Nordens mægtigste og rigeste kloster. Absalon lader en mægtig kirke af mursten (teglsten) bygge som Sorø Klosterkirke. Heri bliver Absalon siden begravet.

Ved Hvideområdets vestlige pol lader Valdemar en stor murstenskirke bygge, Skt. Bendts Kirke. Endelig udbygger Valdemar Dannevirke med en murstensmur, Valdemarsmuren. Den bygges foran voldene og er en 5-7 meter høj, 2 meter brød og 4 km. lang.

Valdemarsmuren-2012

I dag er der kun rester af Valdemarsmuren

Disse tre byggerier, Sorø Klosterkirke, Sct. Bendts Kirke og Valdemarsmuren er Danmarks første murstensbyggerier.

Hvide-slægten er tæt på magtens centrum i disse år. Asser Rigs nevø, Sune Ebbesen, er Danmarks største jordbesidder med over 28.000 hektar jordareal under sig, og Sune Ebbesen er tæt på sin fætter Absalon og på Valdemar.

sct-bendts-kirke-indenfor_sto (1)

Sct. Bendts Kirke i Ringsted

Der bygges borge for at sikre rigets indre fred og sikkerhed. Storebælt er en udfordring, for i bæltets smalleste sted ligger øen Sprogø der er en sørøverkule. Valdemar lader anlægge borgen Tårnborg nær Korsør på Sjælland og borgen Nyborg Slot på Fyn for at sikre transporten, mens Esbern Snare anlægger Kalundborg Slot ved Sjællands vigtigste overfartsted mod Jylland. Sønnen Knud 6. anlægger Vordingborg Slot så overfarten fra Sjælland til Falster er sikret.

Under kong Niels var de vendiske angreb på fx Lollands og Sjællands sydkyst  taget til, og nu skal de hedenske vendere knækkes med korstogs-agtige erobringer. I 1169 drager danske krigsskibe med biskop Absalon i spidsen og Sune Ebbesen som deltager mod de vendiske sørøveres magtcentrum, Jaromarsborg på halvøen Kap Arkona på øen Rügen. Arkona erobres, og en stor træstøtte af den vendiske gud Svantevit tilintetgøres. Rügen er dansk. Øen Rügen deles mellem vinderne, således at den verdslige magt over øen kommer under kongen (Valdemar), mens den kirkeligt bliver lagt ind under Roskilde Stift (Absalon).

KONICA MINOLTA DIGITAL CAMERA

Vendernes hovedbase, Jaromarsborg på Kap Arkona på Rügen, har ikke været helt let at erobre for Absalon og hans tapre krigere. Skrænten er 42 meter høj.

I 1177 dør ærkebiskop Eskil, og Absalon bliver ny ærkebiskop af Lund samtidig med at han bevarer embedet som biskop i Roskilde. Absalon har nu en usædvanlig stærk magt. I 1167 har Absalon fået byen København mellem Roskilde og Lund og her på den lille ø Slotsholmen bygget sig en bispeborg – et sted der siden bliver Danmarks magtcentrum. Samtidig – i 1170 – begynder biskop Absalon at bygge Svend Estridsens Roskilde Domkirke lavet af frådsten om til en større og mere imponerende murstenskirke.

ribbehvælv

Ribbehvælv er en ny måde at lave hvælvinger på hvor fremstående ribber bærer vægten

I 1191 går det ikke længere med at Absalon er både ærkebiskop i Lund og biskop af Roskilde, og Ebbe Sunesens søn, Peder Sunesen, afløser ham i 1191 som Roskildebiskop. Under sit studieophold i Paris har Peder Sunesen hørt om en ny, dristig byggestil – den gotiske stil: spidse buer, ribbehævl, en opadstræbende stil og masser af krummelurer og detaljer. Peder Sunesen ændrer på Absalons planer om en Roskilde Domkirke i teglsten i retningen af gotisk stil. Dermed bliver kirken en af de første gotiske byggerier i Danmark.

Allerede under kong Niels påbegyndes reformer hvor kongens får placeret lensmænd og såkaldte ombudsmænd omkring på kongsgårde og kongeborge. Og systemet udbygges under Valdemar 1. Disse lensmænd og ombudsmænd er kongens forlængede arme og skal både sikre militær fred i deres distrikter (der typisk er de gamle herreder) samt inddrive skatter og er således centrale elementer i den middelalderlige forvaltning.

Valdemar den Store dør i 1182 og erstattes på kongetronen af sønnen Knud 6., mens Knuds lillebror, Valdemar 2., bliver hertug af Sønderjylland. Knud er en lidt bleg figur. Landets stærke mænd er ærkebiskop Absalon samt kongens lillebror, hertug Valdemar 2. af Sønderjylland. Sidstnævnte skal først gøre op med en modstander i form af fætteren, bisp Valdemar af Slesvig, og går derpå i gang med at underlægge sig de tyske områder syd for Dannevirke. Under Knud 6. anerkendes den tysk-romerske kejser ikke længere som danskerkongens lensherre – utvivlsomt Absalons initiativ.

Valdemartidens generelle program er et tæt samarbejde mellem kongemagt, kirkemagt og adelsmagt, og det lykkes.

Valdemartidens nationalistiske ideologi

Flere skrifter fra samtiden, fx Lejrekrøniken fra 1170 og Danskernes Bedrifter af Saxo fra ca. 1190, udtrykker en kombineret historieskrivning og en særlig ”valdemarsk ideologi”: De kristne danske konger heroiseres, man lægger vægten på kontinuiteten med de legendariske og hedenske Lejre-konger der heroiseres endnu mere, kongen og kirken er samlende størrelser i Danmark, der er grund til stolthed over danernes bedrifter i nutid og fortid. Ideologien er er ret antitysk, måske pga. Frederik Barbarossas samtidige forsøg på at underlægge sig Danmark. Ideologien kan sagtens være folkeligt forankret, men tjener i det mindste ydermere til at sikre autoriteten og legitimiteten for Valdemar 1. og hans slægt.

 

1200-tallet

Udviklingen i 1100-tallet fortsætter i 1200-tallet: Der bygges masser af stenkirker og tillige en del klostre, der grundlægges et væld af købstæder/handelsbyer, landbrugsrevolutionen fortsætter og det økonomiske boom og de mange nye torp-landsbyer og Østersø-området søges kontrolleret.

Valdemartiden kulminerer med grundlæggelsen af Valdemar Sejrs Østersø-imperium. En umiddelbar konsekvens af denne fokus på Østersøen og øgningen af handlen her, er at der blomstrer købstæder ved den sydjyske østkyst – Flensborg, , Åbenrå, Sønderborg, Haderslev og Kolding – ved Fyns sydkyst – Assens, Fåborg og Svendborg – og andre byer ud mod Østersøens vande – Nakskov, Stege, Skælskør, Næstved, Vordingborg osv. De enten opstår eller styrkes markant i 1200-tallets første fjerdedel.

østersøimperiet

Valdemar Sejrs Østersøimperium

Derefter er der en konsekvent politisk nedgang for Danmark der kulminerer med en reel rigsopløsning i 1332. Sønderjylland bliver et selvstændigt hertugdømme med stærke bånd til grevskabet Holsten, og en fortyskning begynder af de sønderjyske byer, især i sydøst.

Tiggermunke-ordenerne – sortbrødre (dominikanere) og gråbrødre (franciskanere) – kommer til Danmark. Modsat de klassiske klostre (benediktinerne) og cistercienserne (som Sorø Kloster og Løgum Kloster) så opsøger tiggermunkene allerede eksisterende købstæder og fungerer herinde – og ernærer sig fuldt og helt ved tiggeri og almisser og ikke ved landbrug. Tiggermunkene etablerer sig i fx Tønder, Haderslev, Kolding, Vejle, Svendborg, Kalundborg, Næstved og København – men også i bispebyer som Viborg, Ribe og Roskilde.

Kloste1

Klostre i Danmark i Middelalderen

Boligen – selv bondegården – begynder så småt at få indre rum. ”Stuen” dukker op, dvs. et aflukket rum der kan varmes op med fx ildsted eller ovn. Der giver bedre opvarmning og naturligvis mere privatliv. Til langt op i tiden er opholdsstuen både opholdssted, spisested og sovested.

Politisk – Valdemartidens afslutning

Ærkebiskop Absalon dør i 1201, og Valdemar den Stores ældste ægtfødte søn, Knud 6., dør året efter. Knud 6.s lillebror, hertugen af Sønderjylland, nu Valdemar 2. Sejr, overtager. Valdemar Sejr erobrer simpelthen de tyske fyrstendømmer syd for Dannevirke – Holsten, Lauenburg, Pommern, Gotland og Estland. Sidstnævnte erobres ved det berømte Slaget ved Lyndanise den 15. juni 1219 hvor ærkebiskop Anders Sunesen (søn af Sune Ebbesen) er med. Legender fortæller at når ærkebiskoppen løfter armene, har danskerne fremgang, og når han sænker dem pga. træthed, trænges danskerne tilbage. Men så kommer Dannebrog svævende ned fra himlen og sikrer danskerne krigslykke. Siden bliver det rød-hvide Dannebrog danskernes nationalflag, verdens første. Dannebrog kendes i al fald fra 1300-tallet og bliver den danske kongemagts symbol.

dannebrog_maleri

Dannebrog daler ned fra himlen, så dansken kan besejre esterne.

Valdemar Sejr behersker reelt Østersøen. Men allerede i 1224 slutter det. Kong Valdemar, kronprinsen Valdemar den Unge og grev Heinrich af Schwerin drager på jagt på Lyø syd for Fyn. Her bortfører greven kongen og kronprinsen og holdes fangne i over 2 år. Løsesummen er alle tyske områder syd for Dannevirke samt 44.000 mark sølv.

Danmark afleverer de tyske områder og betaler, Østersøimperiet er knækket.

ros domkirke 1280

Sådan ser Roskilde Domkirke ud i 1230 under Valdemar Sejr. Den bageste del af kirken er nu i mursten, som Absalon har besluttet, og i gotisk stil, som Peder Sunesen har besluttet. Den grå bue til højre, “Absalonbuen”, forbinder med en gang domkirken med biskoppens residens og er lavet af det frådsten der blev til overs da Svend Estridsens kirke blev revet ned.

 

Jyske Lov

Derefter opgiver Valdemar Sejr reelt udenrigspolitikken til fordel for indre reformer. Han sørger for at Danmarks tre lande – Skåne, Sjælland og Jylland – får hver sin ”landskabslov”. Den sidste landskabslov, Jyske Lov fra 1241, er mest ambitiøs og stærkt præget af kirkens kanoniske lovgivning der atter er inspireret af Romerrigets jura. Det er Jyske Lov der har den berømte fortale der indledes med:

Med lov skal land bygges. Men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov. Ingen lov er så god som dette at følge sandheden, men hvor man er i tvivl om hvad der er sandhed, der skal loven vise sandheden.

Sprogligt er det i øvrigt interessant at bemærke at Valdemar Sejrs landskabslove er skrevet på dansk. På den tid foregår administration og forvaltning i Danmark ellers på latin efter frankisk/tysk-romersk forbillede.

Med Jyske Lov foregår retshåndhævelsen ikke med udgangspunktet i skaden, men i skadesvolderens skyld, det personlige ansvar. Hvis en mand dræber, skal kun manden straffes, den skyldige, ikke morderens slægt. Voldtægt anses ikke længere som hærværk på mandens ejendom, men som krænkelse af kvinden. Ægteskab skal kræver begge parters vilje og samtykke. Straffesystemet er stadig barskt. Homoseksuel og udenomsægteskabelig sex kan give dødsstraf.

Det er ikke direkte nedskrevet i landskabslovene, men det kristne værdisæt i normerne betyder at den urgamle tradition med ”trælle”, altså slaver, nu begynder at dø ud. Slaverne sættes fri og kan købe egen bolig. Da de ikke medbringer den store kapital, bliver de tidligere trælle såkaldte ”gårdsæder” – senere kaldet husmænd – der køber ”gårdsædestavne”. Her er der ikke landjord nok til at gårdsæderne kan forsørge sig selv ved landbrug, så de må assistere andre – i bedste fald som håndværkere såsom smede, og i værste fald som daglejere. Til gengæld fandtes der også selvejergårde – såkaldt brydegårde – med for megen jord til at de kunne drives af en familie. Brydegårdmændene var derfor afhængige af gårdsæderne som assistance.

Kongemagtens svækkelse 1250 – 1340

Valdemar Sejr dør samme måned som Jyske Lov udgives, og derefter er Danmark politisk i nedgang. Tre af Valdemar Sejrs sønner efterfølger ham – Erik 4. Plovpenning, Abel og Christoffer 1. – og de bekæmper hinanden indbyrdes. Christoffer snyder egentlig Abels sønner for tronen, så dem kæmper han meget med. I stedet får de – og deres efterkommere kaldet Abelsønnerne – Sønderjylland som hertugdømme – reelt som et arveligt fyrstedømme. Abels sønner er allierede med Holsten, da deres mor (Abels hustru), Mechtilde, er ud af den holstenske greveslægt. Det får siden stor betydning for Sønderjylland der langsomt fortyskes og nu er ude af danskerkongens kontrol.

Der begynder også at komme strid mellem kongemagt, kirkemagt og adel. Hvideslægten er ikke længere på kongens side, og konge og ærkebiskop er hyppigt i strid, fx om hvem der må udnævne biskopper – kongen eller ærkebiskoppen. Christoffer 1. kæmper således med ærkebisp Jakob Erlandsen fra Hvideslægten og dør så pludseligt at nogle mener at en abbed må have forgiftet kongens altervin.

Ros Domkirke klipping

I 1280 under Erik Klipping er murstensudgaven af Roskilde Domkirke bygget næsten færdig. Kirken skal have to kirketårne i hver sin side af indgangen. Kun det sydlige tårn er færdigt. Bygningen der stikker ud for oven til venstre, er kapitelhuset.

Christoffer 1.s søn, Erik 5. Klipping, er 10 år, da han bliver konge, og moderen Margrethe ”Sprænghest” Sambiria, må regere. Erik Klipping er den forfængelige type og ingen heldig regent. Han lægger sig ud med Jakob Erlandsen, de holstenske grever, den sønderjyske hertug (Valdemar 4.), det norske kongehus og de danske stormænd. I 1282 må Erik Klipping skrive en art forfatning, en håndfæstning, der lægger rammerne for kongens magtudøvelse. Hvert år ved Skt. Hans skal kongen på Nyborg Slot holde ”Danehof”, dvs. rigets mægtigste mænd forsamles med kongen og lægger råd om rigets styrelse. Ingen kan dømmes, med mindre han er lovligt dømt af domstolen eller grebet på fersk gerning.

danehofsal

Her i Danehofsalen på Nyborg Slot samlede kongen sit danehof

I 1286 myrdes Erik Klipping 35 år gammel da han med sine mænd hviler ud i en lade ved Finderup under en jagt. Mordet er aldrig opklaret, et godt bud er den norske kongemagt, men det er Erik Klippings modstandere i danehoffet der dømmes for mordet og erklæres ”fredløse”. Det er bl.a. hærchefen marsk Stig og finansministeren Rane Jonsen.

Erik Klipping efterfølges af sin ældste søn, den 12-årige Erik 6. Menved. Han er stolt og stejl og endnu mere uheldig end sin far. Han har konflikter med de fredløse, der støttet af den norske kongemagt laver raids i Danmark, og med den nye ærkebiskop Jens Grand. Men det store kiks kommer i 1300-tallet.

Der er stadig stor gang i dannelsen af købstæder i Danmark med nye handelsbyer som fx Lemvig, Holstebro, Grenå, Vejle, Middelfart, Køge, Stege, Rudkøbing, Assens, Fåborg, Skælskør, Holbæk, Nykøbing Falster, Sakskøbing og Nakskov. Der bygges borganlæg som Koldinghus, Nordborg og Sønderborg Slot, bispeborgen Opnør Hus som Åbenrå (Opnør Å) dukker frem i ly af samt Svineborg (Svendborg). Det er jo så mest de Østersø-relaterede der lige boomer i de år da Østersøen er en dansk indsø.

1300-tallet

Danmark gennemgår en stor deroute og en reel rigsopløsning, indtil Valdemar Atterdag med brutale metoder får samlet Danmark igen. Datteren Margrete 1. får med stor klogskab styrket landet og får skabt en nordisk personalunion: Kalmarunionen.

Det er et særdeles ufredeligt århundrede, formentlig det mest ufredelige siden Romersk Jernalder. Pestepidemien Den Sorte Død midt i århundredet slår op mod halvdelen af danskerne ihjel og skaber stor affolkning. Enkelte købstæder reduceres så voldsomt i indbyggerantal at de mister deres købstadsrettigheder fx Skibby og Søborg på Nordsjælland. Efterfølgende kommer en landbrugskrise.

En stor del af de danske selvejerbønder bliver nu ”landboer”, også kaldet fæstebønder underlagt en herremand/godsejer. I slutningen af århundredet er 90 % af Danmarks bønder fæstebønder. Bemærk at overgangen fra selvejebønder til landboere eller fæstebønder overhovedet ikke påvirker de gamle landsbyfællesskaber. Landsbyens bønder – hvad enten man er selvejebonde eller fæstebonde – samles stadig på landsbyens ting ledet af en oldermand og afgør sig for hvornår der skal pløjes, sås, høstes osv. Den enkelte bondes agre er stadig fordelt i mere end en snes strimler der ligger spredt rundt i hele landsbyens samlede ager-areal, og det er i praksis umuligt selv at bestyre dyrkningen af sin egen mark.

landsbyfaellesskab

Det store kirkebyggeri og den store købstadsgrundlæggelse går i stå. Politisk begynder danehoffet at omdannes til ”rigens råd” eller ”rigsrådet”, et slags parlament af adelsmænd. Kongen begynder at bindes af en såkaldt ”valghåndfæstning”. Rigsrådet vælger en ny konge hvis denne underskriver en valghåndfæstning der definerer rammerne for kongens magt.

Den sønderjyske hertugslægt, Abelsønnerne, uddør i 1375, og den holstenske greveslægt, Schauenburg, arver Sønderjylland. Dermed er Sønderjylland og Holsten tæt forbundet.

Holstenere får stor politisk betydning i 1300-tallets Danmark. Dels sidder mange holstenske adelige på danske borge, indtil de fordrives af Valdemar Atterdag, men holstenere bosætter sig i stor stil i de sydøstlige Sønderjylland, og byen Slesvig er ved at blive en tysk by. Og dels er der mange nedertyske håndværkere i de danske byer.

Holstenernes sprog  – nedertysk – der egentlig slet ikke er et slags tysk – præger i stor stil det danske sprog i disse år med ordlån som blive, føle, mene, ske, bange, kort, rund, bukser, køkken, tallerken, de fleste ord med forstavelsen be- fx begynde. Over 16 % af det danske sprogs ord stammer fra nedertysk der bliver det fremmedsprog der stærkest præger det danske ordforråd. Græsk-latinske lån i dansk er fx på under 8 % af det danske ordforråd, mens engelske lån er på under 1 %.

Erik Menveds og Christoffer 2.s gældsætning

Den politiske misere i 1300-tallet skabes af Erik 6. Menveds ambitiøse politik. Erik Menved har en masse militære planer om at hjælpe sin svenske svoger, kong Birger, der kæmper med sine brødre, samt underlægge sig den tyske Østersøkyst. Vi er nu i Højmiddelalderen, så disse planer kræver riddere og tyske lejetropper. Det koster penge som Erik ikke har, så han må låne. Her kommer de holstenske Schauenburg-grever, fætrene Johann 3. af Kiel og Gerhard 3. af Rendsburg, ind på scenen sammen med fx marsken Ludvig Albrektsen. De låner Erik penge mod at få danske landområder i pant. Greverne får fx Fyn, og marsk Ludvig får Skåne i pant.

Erik Menved får ingen overlevende børn, og broderen Christoffer 2. er konge og fortsætter Erik Menveds gældsætningspolitik. Christoffer bliver konge på betingelse af en håndfæstning der definerer rammerne for hans regeringsudøvelse. Fx må han ikke udskrive nye skatter. Den slags valghåndfæstninger, der reelt er en art ansættelseskontrakter, er definerende for det danske monarki frem til Enevælden i 1660.

De holstenske grever overtager mere og mere af Danmark udliciteret til holstenske stormænd der sidder i de danske borge, og fra Christoffer 2.s død 1332 er der slet ikke nogen konge mere.

Valdemar Atterdag samler riget

I 1340 dræbes grev Gerhard af Rendsburg af Niels Ebbesen, og alle er glade. Det er dog ren symbolpolitik, for Gerhards sønner overtager pantene. Men kort efter overtager Christoffer 2.s yngste søn, Valdemar 4. Atterdag, kongemagten, og får med stor – nærmest psykopatisk – kynisme og brutalitet tilkæmpet sig overherredømmet over Danmark: Kontant erobringspolitik, ringe ordholdenhed over for aftaler, barsk beskatning for at få penge til at indløse pantene, konfiskation af goder og bønder der sættes på tvangsarbejde for at anlægge og udbygge godser i den store stil.

gurre-slot-rekonstruktion-jesper-lassen

Rekonstruktion af det nordsjællandske Gurre Slot, Valdemar Atterdags yndlingsborg

Valdemar Atterdag sælger det Estland som Valdemar Sejr erobrede; til gengæld erobrer han den svenske ø Gotland. En dårligt bevæbnet gotisk bondehær massakreres – 1800 mand kaput – og smides i massegrave, mens den tyskprægede hansestad Visby på Gotland dog slipper for plyndring og ødelæggelser mod at betale Valdemar en stor pengesum.

visby

Visby på Gotland har bevaret sin bymur og en del af middelalderpræget fra Valdemar Atterdags tid

Ikke så snart er Danmark samlet igen under kongen, før ydre fjender truer. I Sverige har en tysk-mecklenburgsk fyrste arvet landet, Albrecht 3. af Mecklenburg, og Sverige allierer sig med Mecklenburg, hansestæderne og Holsten og erklærer Danmark krig i 1367. Den tyske alliance er overlegen og vinder. Valdemar Atterdags dygtige tyske rådgiver, Henning Podebusk, forhandler dog en nådig fred hjem. Hansestæderne får kontrollen over Danmarks Skånemarked i 15 år. Valdemar lover at gøre en anden Albrecht (4.) af Mecklenburg – Valdemars dattersøn – til sin tronarving og at nedrive Absalons Borg på Slotsholmen i København. Det gør han – og opfører i stedet ”Københavns Slot” på Slotsholmen. Det ligger hvor Christiansborg ligger i dag.

Dynastisk politik

Dynastisk politik – dvs. ægteskaber med de rigtige fyrster – bliver af stor vigtighed. Det svenske kongehus er ved at uddø. Det var derfor Albrecht af Mecklenburg kom til i Sverige, men faktisk står den norske konge, Håkon 6., som svensk tronarving. Valdemars egen søn, Christoffer, dør efter en hjerneskade efter en ulykke hvilket betyder at det danske kongehus er ved at uddø på mandelinjen. Valdemar har to døtre. Den ene, Ingeborg, får den søn, Albrecht, som Valdemar lover mecklenburgerne at gøre til dansk tronarving. Den yngste datter Margrete får Valdemar Atterdag forlovet med Håkon 6. af Norge i en exceptionel ung alder af 7 år. Da Margrete er 10 år, bliver hun gift med Håkon. Det interessante er jo at da Margrete får en søn med Håkon 6. – Oluf –kunne Oluf sådan set stå som arving for hele Skandinavien.

Valdemar Atterdag dør i 1375, og Valdemar har jo lovet tronen til sin ene dattersøn, den 12-årige Albrecht 4. af Mecklenburg. Men det er rigsrådet der vælger konger, og med Henning Podebusk i spidsen er man er betænkelig ved Albrecht. Valdemars yngste datter, Margrete, viser sig klog og med store overtalelsesevner, og hun plæderer for i stedet at vælge hendes søn 5-årige Oluf, Valdemars anden dattersøn. Det afgørende bliver at hansestæderne også foretrækker Oluf. Mecklenburg har i forvejen magten i Sverige (Albrecht 3. af Mecklenburg). Hvis de også får magten i Danmark, får mecklenburgerne for meget at sige. Lübeck lægger loddet til fordel for Oluf, og ham bliver det.

Margrete får forhandlet sig frem til at hun – støttet af Henning Podebusk – er regent for Oluf der også arver Norge da Håkon 6. dør. Og svenske adelige er træt af Albrecht af Mecklenburg og går til Margrete. Kan Oluf/Margrete overtage tronen? En nordisk union nærmer sig. Men pludselig dør Oluf som 16-årig før han bliver myndig. Det hele falder til jorden.

Margrete kåres nu – i 1387 – som regent indtil en ny konge er fundet. Det sker hurtigt. I 1388 adopterer hun sin storesøster Ingeborgs dattersøn, den 6-årige Bugislav af Pommern. Imens bekriger Margrete 1. Albrecht af Mecklenburg der tages til fange.

En interessant detalje: Under Margrete 1. går Danmark væk fra at bruge latin som forvaltningssprog og over til at bruge dansk!

Kalmarunionen

I 1389 vælger Norges rigsråd Bugislav Margrete 1.s 7-årige adoptivsøn, nu kaldet ”Erik af Pommern”, som norsk konge. I 1396 slutter også Danmarks og Sveriges rigsråd til og vælger Erik af Pommern til konge – med Margrete 1. som regent. I 1397 bliver de tre landes rigsråd enige om en personalunion, Kalmarunionen, mellem de tre lande. Én konge skal regere over de tre riger. Rigsrådene vælger en ny konge. Hvert lands lovgivning skal respekteres. Unionen er også en forsvarsalliance. Er man fredløs i et af rigerne, er man det i alle de tre riger.

kalmarunionen

Kalmarunionen var en personalunion mellem de nordiske lande. Indirekte var Finland og Island også en del af unionen.

Kalmar-unionen mellem alle tre lande kommer til at være 126 år, men den medfører at Norge kommer under Danmark i adskillige århundreder, og at Færøerne, Island og Grønland kommer under den danske konge.

Købstadsdannelsen er omtrent stoppet. Blandt de få nye købstæder er Ebeltoft, Skive og Korsør.

1400-tallet

Kalmar-unionen er ikke stabil. Især svenske adelige gør knuder, og adskillige gange bryder Sverige kortvarigt løs under rigsforstandere og konger. Danskerkongen begynder at bruge krigsmagt for at holde Sverige i unionen.

Både Margrete 1. og Erik 7. af Pommern er stærkt optagede af den nye skandinaviske klosterorden Birgittinerne. Konceptet er Margretes, og udførelsen er Eriks – og han etablerer birgittiner-klostre (især for nonner og især optaget af Jomfru Maria) i nye købstæder som Maribo og Mariager. Maria-kulten afspejles i bynavnene.

Byernes gader begynder at blive brolagte og få rendesten. Ansatsen til et urbant renhedsbegreb opstår. Det er ikke længere velset at smide skrald og skidt rundt omkring i byerne.

Politisk

Margrete 1. er kun formelt Danmarks enehersker 1387-96, men reelt er hun det i hele perioden 1375-1412 da hun indtil sin død regerer på vegne af sin søn kong Oluf og sin adoptivsøn kong Erik 7. af Pommern. Det gør Margrete 1. virkelig godt og autoritativt. Alt gods som stormænd har erhvervet sig efter 1368, skal gå til tronen, og Margrete formår ved en personlig indsats at effektivisere administrationen af sit krongods.

Ambitionen for både Margrete og Erik er at få vristet Sønderjylland løs fra den holstenske greveslægt (Schauenburg). Margrete dør i Flensborg under forsøget, og Erik får rent teoretisk et heldigt udfald – den tyske kejser støtter ham – men i praksis lykkes det ikke. Sønderjylland er et dansk len, men i hænderne på de holstenske grever.

Erik er optaget af havet og Øresund og dets kommercielle og militære muligheder. Han opbygger som den første danske konge en flåde, og han rykker hovedstaden permanent til København i den betydning at centraladministrationen, kancelliet, flyttes fra Roskilde til København. København er nu Danmarks største by på ca. 5000 indbyggere, og i løbet af 1400-tallet fordobles Københavns størrelse.

Erik af Pommern lader borgen ”Ørekrogen” bygge i Helsingør ved Øresunds smalleste sted med Helsingborg på sundets anden side, og han indfører ”Øresundstolden” som handelsskibe skal betale for at passere Øresund. Øresundstolden håndhæves især med Ørekrogen som base.

I 1422 udsteder Erik af Pommern ”købstadsmonopolet”. Der må kun bedrives handel og håndværk i de anerkendte købstæder, og kun byens egne handlende og købmænd har lov til at virke i købstaden. Derfor omgives de danske købstæder nu af bymure – eller oftest – af træhegn.  En købstad har i øvrigt ret til egen administration, til egen domstol og byens borgere har ret til at undgå militærtjeneste. Mod disse privilegier betaler byen en afgift til byherren – der ofte er kongen.

Erik af Pommern løber sur i modstand fra ikke blot det svenske rigsråd, men efterhånden også det danske og trækker sig tilbage til borgen Visborg på Gotland for at ernære sig som sørøver – dog ikke af danske skibe. Danmarks rigsråd erklærer ham for afsat, og da han ingen søn har, vælges som tronfølger hans nevø, Christoffer af Bayern, der residerer på Københavns Slot. Men han dør få år efter som 31-årig og barnløs, og dermed har man ikke flere efterkommere af Valdemar Atterdag. Dynastiet er umiddelbart uddødt. Kongedømmet har et problem.

Rigsrådet mener at nærmeste arving til tronen er den holstenske greveslægt, huset Schauenburg. Grev Adolf 8. er efterkommer i 5. led af Erik Klipping. Men ved et ejendommeligt sammentræf er Schauenburg ved at uddø som holstensk greveslægt. Adolf 8. har ingen sønner, og hans arving er hans søstersøn, grev Christian 7. af Oldenburg, der skal overtage Holsten og Sønderjylland når Adolf er død. Rigsrådet spørger grev Christian, om han også vil tage Danmark med hvis han lover at ægte Christoffer af Bayerns enke. Det lover Christian, men først må Danmark love dels ikke at adskille de to len, Sønderjylland og Holsten, dels ikke at forene Sønderjylland med det øvrige Danmark selv om  Sønderjylland er anerkendt som et dansk len. Det er historien bag den mærkelige relation mellem kongedømmet Danmark og Slesvig-Holsten.

christian-1

Christian 1. konge 1448-81 arver både Danmark-Norge-Sverige og Slesvig-Holsten

Christian 1. udretter ikke meget ud over at det lykkes hans hustru i 1476 at få pavens godkendelse til at oprette et universitet i København. Under sønnen og efterfølgeren Hans deles Slesvig-Holsten i to halvdele, en ”gottorpsk” og en ”segebergsk”, hvor Hans får den ene halvdel og lillebroderen Frederik får den anden. De to halvdele er ikke sammenhængende, men består af spredte stumper.

ros domkirke c 1

Roskilde Domkirke blev omtrent færdigbygget i 1400 under Margrethe 1. da det nordlige tårn stod færdig. Men i 1460 har christian 1. ladet bygge “Helligtrekongerkapellet” der ses lige til venstre for det sydlige (venstre) tårn. Christian 1. bliver begravet i Helligtrekongerkapellet.

Blandt nys anerkendte købstæder i 1400-tallet har vi Kerteminde, Skagen, Maribo, Mariager, Varde, Ringkøbing og Sæby.

1500-tallet

Reformationen, Renæssancen, Adelsvælden

Europa svømmer i kapital, bl.a. pga. spaniernes udplyndringer af Amerikas guld. Det skaber stor købekraft hvilket medio 1500-tallet gavner dansk eksport, især studeeksporten. Det lever særligt godserne højt på, adelsmænd bliver rigere end nogensinde, hovedgårdene (godserne) øger deres areal, og behøver derfor mere arbejdskraft, så landboerne/fæstebønderne presses til mere hoveri der fra nu af bliver en vigtig del af fæstebondens beskæftigelse. Hoveri er at gratis at stille arbejdsredskaber og arbejdskraft til rådighed for godsejernes personlige jorde, så de også kan dyrkes efter alle kunstens regler.

Ribe er måske den by der lukrerer kraftigst på den øgede eksport af stude, og byen blomstrer op.

Christian 3. vinder i 1536 magten i Danmark efter borgerkrigen ”Grevens Fejde” og gennemtvinger derefter ”Reformationen” hvor den katolske kirke i Danmark elimineres og erstattes med en evangelisk-luthersk fyrstekirke med Christian 3. i spidsen. Samtidig betragtes Christian 3. som den første renæssancekonge.

De samfundsændringer som Christian 3. gennemtrumfer, er gennemgribende og har mange betegnelser. De kaldes gerne Reformationen fordi Christian 3. nærmest som et ved statskup erstatter den katolske kirke med en luthersk. Eller Renæssancen fordi Middelalderen er slut. Eller Adelsvælden fordi herremændene nu kaldes ”adel” og nu er kolossalt vigtige for styringen af Danmark.

Renæssancen

Renæssancen er ikke så meget en tidsalder som en kulturstrømning der stammer fra 1300-tallets Norditalien. Kunst bliver bedre og fylder mere. Billedkunst bliver mere naturtro og får nu perspektiv. Handel og økonomi styrkes, og borgerskabet får en langt mere samfundsbærende plads end i Middelalderen hvor de tre bærende stænder var bønder, herremænd og gejstlige. Naturvidenskaben brænder igennem, og der bliver plads til de ”humanistiske fag”, dvs. sprogrelaterede fag som poesi, filologi og retorik, som noget helt andet end naturvidenskab, teologi og jura. Igennem Middelalderen har man ikke i videre grad udfordret Oldtidens autoriteter inden for indretningen af verden: Biblen og Aristoteles (og i en periode også Platon) har udlagt hvad der var at udlægge. Men fra og med Renæssancen begynder lærde mennesker ikke bare at sætte spørgsmålstegn ved de klassiske autoriters udlægning; man foreslår andre teorier om verdens indretning (himmellegemerne kredser om Solen, ikke om Jorden osv.), blodkarsystemets indretning, tyngdens natur osv. Denne naturvidenskabelige revolution sætter særligt ind fra 1500-tallet og fortsætter siden op igennem Vestens historie med et væld af følgende erkendelsesmæssige og teknologiske gennembrud til  følge.

Kunstnerisk bliver malerkunst mere realistisk og begynder at tænke perspektivet med. Det er ikke nok at vise tingene som de ser ud – iagttagerens særlige position skal tænkes med. Slotte og paladsers arkitektur bliver mere overdådig og prægtig i stedet. Dansk renæssance-arkitektur er præget af spid og svungne linjer. I Danmark fortsætter gotikkens hang til krummelurer ind i renæssancearktikturen.

Lutherdommen

Den lutherske kristendom bliver ved Reformationen til den eneste rette kristendom i Danmark. Nåden formidles ikke længere via kirken – dens traditioner, institutioner, helliggørelser og tilgivelser, men ved det enkelte menneskes personlige (og rette) tro på Kristus som frelser og herre. Der er ingen melleminstanser som helgener, Jomfru Maria, munker og nonner mellem den enkelte og Gud, men Bibelens og Kirkens tale til menigheden skal fremme den enkeltes trosliv. Derfor er det vigtigt at Bibelen og Kirken og dens salmer formulerer sig på folkesproget så den troende direkte kan tage imod Guds ord i lydighed og via troen retledt af Luthers skrifter om den rette lære, de såkaldte katekismer, kan gå ind i et helligt liv og levned og komme i Paradis.

Københavns vækst

Et markant træk ved de århundreder der følger efter Middelalderen er at København i størrelse løber helt fra Danmarks øvrige byer. I 1500 er der ikke den helt store forskel. København har mellem 5000 og 10.000 indbyggere, måske nærmest de 5000. Til sammenligning har de to største jyske byer, Ribe og Århus, 4.200 indbyggere, Malmø har 3.400 indbyggere og Helsingør blot 1700 indbyggere. Men omkring 1600 har København i omegnen af 20.000 indbygere. København bliver et altdominerende centrum, mens de øvrige byer er stagnerede. I øvrigt sker der efterfølgende ikke så meget i Ribe hvis indre by stadig næsten fremstår som i 1400- og 1500-tallet.

Ribe_0107

Ribe i dag er som Ribe var i Middelalderen. Domkirken rager op i baggrunden

Sprogligt har dansk stort set fundet den form vi kender i dag. Fra at være et middelalderligt ”gammeldansk”, hvor den relativt komplicerede grammatik i fællesnordisk sprog forenkles, og der sker store udtaleændringer (fx infortissvækkelse, klusilsvækkelse, spirantsvækkelse) fordi man lægger kraftigere tryk på 1. stavelse, så er forandringerne nu gennemført, og sproget hedder nydansk – dvs. indtil videre ”ældre nydansk”. Brugen af latin – der ellers var så gennemgribende i Middelalderens finere kommunikation (forvaltning, kirkesprog osv.), bliver i stigende grad afløst af nydansk der er ved at have en udtrykskraft så sproget kan det samme som latin. Nedertysk påvirker ikke længere dansk, mens der til gengæld med den lutherske reformation sker en kobling til det højtyske område, så højtysk nu får en indflydelse.

Der begynder at udvikles en retskrivningsnorm med trykte bøger som normgiver. Ændringer fremover angår især ordstilling, ordforråd og retsstavning. Christian 3.s Bibel, der udkommer i 1550, får en vis indflydelse som normgiver.

Her er en læseprøve af ældre nydansk fra 1576:

Fromme Læsere her haffuer du denne føye Baag Vdsat oc Fordanskedt aff Suenske fattige simpel Børn til hielp/ findis her nogid som icke saa ræt er Fordanskedt aff Suensken da anamme det dog for gode/ Oc forbædre det huor du kandt. Et vale in Christo etc.

Prentet vdi Kiøbenhaffn aff Matz Vingaard/ Oc bleff fuldend paa den 16 dag Aprilis. ANNO. M. D. LXXVI. Oc findis samme steds til købs.

Det ord vi har fulgt, ordet for ‘ulv’, gammeldansk ulf, har i løbet af spirantsvækkelsen i Middelalderen fået svækket sit afsluttende f til v eller bortfald. Ordet staves nu normalt “ulv”, omend “ulf” stadig forekommer i det ældste nydansk. Men udtalen de fleste steder – især vestpå – er nu “ul”. En talemåde for at der er fare på færde, er derfor “Der er uller i mosen” (Der er ulve i mosen).

Ny boligstil

I Renæssancen sker en del ændringer i landbefolkningens måde at bo på. Egentlig har den ikke ændret sig specielt meget siden jernalderen, men fra 1200-tallet er der kommet aflukkede rum i bondehuset – en opholdsstue (dørns) – der kan varmes op om vinteren, og hvor man både opholder sig, spiser og sover. Hidtil har huset fået varme ved et åbent ildsted med en åbning, en lyre, i taget. Nu begynder bindingsværkshuse med stråtag at slå igennem på landet. Ildstedet kan nu lukkes til og kobles til en skorsten. Dermed lukkes lyren i taget, og man får i stedet lys ind i huset ved flere åbninger i siden, vinduer, ofte lukket med gennemsigtigt glas. Fra gammel tid har man haft brikse til at sove på i siderne af opholdsstuen, men brikserne afgrænses nu foran og bagved så de omdannes til indelukkede senge, alkover.

gård 1500

Sydslesvigsk gård fra slutningen af 1500-tallet. Gården er af bindingsværk, men er stadig uden skorsten – kun med et hul (en lyre) i taget. Og gården består af ét rum både for mennesker og kreaturer. Bemærk de få vinduer.

Det bliver mere udbredt med bilægger-ovne af jern. En bilæggerovn er anbragt i væggen mellem køkkenet og opholdsstuen og bruges til begge rum. Oven bruges først i køkkenet til madtilberedning. Oftest bruges tørv som brænde. Derefter skubbes gløderne bagud i ovnen, så de varmer ud i opholdsstuen. Vestpå, i Jylland-Fyn, er det dog længe stadig udbredt med en kamin i opholdsstuen hvor maden så tilberedes. Men skorstenene gør at bondehuset ikke længere er fyldt med røg.

bilæggerovn

Bondekone bruger rokken ved siden af en bilæggerovn. Fotoet er fra 1905 af en dagligstue på Bornholm – men det kunne godt have været nogle århundreder ældre.

I mere velstillede hjem bliver det udbredt med udskåret og evt. malet træværk. Oftest er opholdsstuen tillige soverum også i bedrestillede hjem, men i de mest velstillede indretter man sig med en himmelseng i særlige sengekamre. I opholdsstuen er der bænke i siden omkring et langt bord. På langbænkene er der farvestrålende hynder.

Bürgerzimmer aus der Zeit zwischen 1600 und 1660.

Niels Christensen lod denne renæssancestue – “Aalborgstuen” – bygge i 1602. Det er den bedst bevarede borgerstue fra denne tid. Hynderne mangler.

Politisk historie – Christian 2.

Christian 1.s ældste søn, kong Hans, er måske mest kendt for at lade Europas første rigtige orlogsflåde bygge til Danmark (Erik af Pommern var faktisk først primo 1400-tallet, men hans flåde fungerer reelt som Eriks egen personlige).

hans1

Kong Hans 1481-1513

Kong Hans’ søn, Christian 2., er på mange måder inspireret af Renæssancekulturen. Christian er et farverigt og modsætningsfuldt menneske der hurtigt laver lovgivning der går imod herremændene og den katolske kirke og støtter kongemagt, bønder og borgere. Kongen, ikke kirken, havde ret til at udnævne landets bisper. Han søgte at beskytte skibsbrudne – strandingsgods tilhørte den skibbrudne, ikke ejeren af stranden. Skoler og universitet skulle forbedres, og analfabetismen bekæmpes. Borgerstandens kår og handels-privilegier skulle sikres, og vornedskabet skulle begrænses. ”Mor Sigbrit”, den hollandske mor til Christian 2.s elskerinde Dyveke bliver reelt en finansminister der inspireret af nederlandsk kultur søger at promovere handel og borgerskab. Fascinationen af hollandsk kultur (også hustruen Elisabeth – søster til den tyske kejser Karl 5. – er nederlandsk) ses også ved at Christian 2. inviterer hollandske bønder til at slå sig ned på Amager.

c 2 1

Christian 2. 1513-23 har en modsætningsfuld karakter

Kalmarunionens endeligt

I 1520 lykkes det Christian 2. at blive tronet som svensk konge. Kalmarunionen lever stadig. Kroningen fejres med en stor fest i Stockholm med alle landets spidser og frit lejde og amnesti til dem der ellers har bekæmpet danskerstyret. Men Sveriges ærkebiskop, Gustav Trolle, mener så ikke at Christians frie lejde gælder de krænkelser han har mødt, angreb mod ham, er angreb mod kirken og derfor kætteri, og det får han Christian med på. Mange arresteres, retssagen ruller næste morgen, Trolle er både anklager og dommer, og ved middagstid er de første dødsdomme eksekveret. Over 100 hoveder ryger på den konto, oprøret rejser sig mod ”Kristian Tyran”, og Kalmarunionen er stendød. Det nye svenske dynasti, Vasa-slægten, er ramt af ”Det Stockholmske Blodbad” og hader Danmark ind til benet.

blodbadet-i-stockholm (1)

Det Stockholmske Blodbad

Christian 2. fængsles

Derhjemme bryder Christian den håndfæstning han er valgt til konge på. Ikke-adelige vælges som lensmænd. Hader han de danske herremænd lige så meget som han tydeligvis hadede de svenske? Christian vil inddrage Holsten under den danske krone hvilket truer hans farbror, hertug Frederik af Holstein-Gottorps, interesser. Herremændene og hertug Frederik rejser et oprør, og Christian flygter. Hertugen er ny konge som Frederik 1. Han regerer helst fra Gottorp Slot nær Slesvig by, men hans administration over sit område af Slesvig-Holsten flyttes alligevel til København og kendes siden som ”Tyske Kancelli” der på tysk administrerer Slesvig-Holsten (altså også det danske Sønderjylland) som en samlet enhed. Lederen af Tyske Kancelli bliver siden anset som Danmarks udenrigsminister.

f-1

Frederik 1. 1523-33

Da Christian 2. forsøger at vende tilbage til Danmark med en hær, får Christian frit lejde til forhandlinger med Frederik 1. Men skibet med ekskongen sejler direkte til kachotten, og Christian 2. er fange resten af livet.

Frederik 1.s måske mest markante skridt er at indføre tvunget efternavn til herremændene der nu er fornemme i kraft af deres slægter. Hermed er herremændene blevet en fødselsadel. Nu handler det om at have det rigtige navn.

Grevens Fejde

Frederik 1. dør i 1533, og rigsrådet skal vælge mellem hans sønner. Den ældste søn, hertug Christian, er kendt for at være en fanatisk lutheraner, mens Christians bror, hertug Hans (d. Ældre), blot er 12 år og umyndig. Rigsrådet er mest til hertug Hans, men han er stadig for ung. Det er et umuligt valg, og kongevalget udskydes til 1534.

Derpå allierer borgmestrene i København og Malmø sig med grev Christoffer af Oldenburg, professionel soldat og lejetropfører, og med en hær finansieret af Lübeck går grev Christoffer op i Holsten med det mål at genindsætte Christian 2. Borgerkrigen ”Grevens Fejde” er i gang. Rigsrådet tvinges af omstændighederne til at vælge hertug Christian som ny konge – Christian 3. – og bede ham slå oprøret ned. Grev Christoffer har især bønder og borgere på sin side, mens Christian 3. har rigsrådet og den øvrige adel på sin side. Og ikke mindst den holstenske hærfører Johann Rantzau, og Rantzau rykker virkelig.

Christian 3. vinder – Norge bliver en dansk provins

I 1536 må København overgive sig til Rantzau, Christian 3. har Danmark under sig og gennemfører hurtigt drastiske ændringer. Kalmarunionen er stendød, og Norge med Island og Grønland indlemmes som almindelige provinser i det danske rige. Norge har dog i praksis en lidt højere status end andre landsdele såsom Jylland; fx har Norge en statholder, en art guvernør. Nogle gange kaldes det danske kongerige også Danmark-Norge.

c-3

Christian 3. 1534-59

Som led i denne udvikling forsvinder det gammelnorske skriftsprog og erstattes af dansk (ældre nydansk) som skriftsprog. Det er først i 1800-tallet at man rekonstruerer et egentligt norsk – nynorsk – på basis af norske landdialekter. Samtidig tillempes det danske skriftsprog den norske udtale = bokmål (norvego-dansk), og den dag i dag kan både nynorsk og bokmål bruges i Norge.

Reformation og revolution

Katolicismen forbydes, de katolske biskopper arresteres, og kirkens omfattende ejendomme eksproprieres. På den tid ejer Den Katolske Kirke 40 % af Danmarks jord, så det er næsten halvdelen af Danmark der skifter ejer. Og de nye ejer er: Kongen. Kirkens gods bliver lagt under kongemagten som krongods. Der indføres en luthersk statskirke med en kirkeordning Martin Luther har godkendt, og paven er ikke længere i spidsen for kirken i Danmark; det er Danmarks monark.

Hidtil har den katolske kirke drevet ting som hospitaler og skoler, og det bliver nu en statslig opgave. Fx omdannes de katolske katedralskoler i byerne med domkirker til statsdrevne latinskoler der også indføres i andre købstæder end domkirkebyer. Latinskolerne – datidens pendanter til gymnasierne – skal forberede unge til universitetet, dvs. reelt teologistudiet, og indeholder som navnet siger en massiv undervisning i latin. I praksis består latinskolerne af præstebørn.

Landsbyskoler kendes næsten ikke. De drives af præstens hjælpere, degnene, og lærer at skrive, regne og i Luthers katekismer. Men få bønder synes motiverede til at sende deres børn i landsbyskolerne, og analfabetismen er udbredt.

Man kan tale om at lige så meget som at Danmark får en statskirke, så får Danmark en kirkestat. Staten, dvs. kongemagten, har en kirkelig funktion – at holde synden nede og sørge for folkets frelse, og de lutherske sognepræster er kongemagtens forlængede arme ude i landområderne.

Landskabslovene – Jyske Lov osv. – gælder stadig, men nu kommer en såkaldt ”rigslovgivning” der ved forordninger og særlige overordnede love som ordinanser og recesser ændrede reglerne i landskabslovene. Det sker især ved ”Den Store Reces” i 1543.

Spåning, helbredelse ved urter og besværgelser og homoseksuel praksis koster henrettelse ved at smide misdæderen levende på bålet. Også utroskab er der dødsstraf for – ligesom selvfølgelig for tyveri og mord.

Levende afbrænding af især kvinder på et bål for at have bedrevet trolddom bliver relativt udbredt. Den første heksebrænding finder sted i 1540, og den sidste i 1697, og op mod 1000 danskere går til på denne vis. Det er en fælleseuropæisk galskab. Mindst 50.000 europæere henrettes på denne vis for trolddom i perioden.

heksafbranding

Kvinde henrettes på bålet for at have bedrevet trolddom

I lutherdommen er Jomfru Maria-kult, helgenkult og klostre med nonner og munke afskaffet, så Danmarks og Norges klostre skal nu afskaffes. Island gør i øvrigt længe modstand mod afskaffelsen af den katolske kirke. Mange steder sker der omfattende hærværk mod katolsk kirkekunst uden øvrighedens godkendelse.

Adelsvælden

Adlen står stærkere end nogensinde i Rigsrådet og i Rigsrådets valghåndfæstninger, dvs. ansættelseskontrakter for kongen. Adlens privilegier sikres desuden. Adlen byder, mens bønderne lyder; adelsmænd har nu fuld ”hals- og håndsret” over bønderne på deres gods, altså ret til at straffe dem. Det var indført med Frederik 1.s håndfæstning, men formaliseres nu.

Adlens magt beror ikke kun på dens status som godsejere. Al dyrket jord i Danmark er nu reelt ejet af adelige godsejere eller af tronen. Men adlen sidder også på magtapparatet, på administrationen.

Adelsfolk kan ansættes som lensmænd for kongen. Eller rettere, lensmænd skal være adelige. Disse lensmænd kan dels være forvaltere for kongens godser, og her har de samme magt over krongodsets bønder som de private godsejere har. Men lensmænd kan også stå i spidsen for de såkaldte hovedlen, dvs. landskabelige regioner der nærmest svarer til amter, og som består af et eller flere herreder. Lensmanden på et hovedlen forvalter rettens gang og udnævner fogeder, han sørger for opkrævning af skatter og afgifter fra beboerne på hovedlenet. De inspicerer lenets veje og holder dem vedlige. Og sørger for lenets forsvar hvis der er en kongeborg på lenet. Under Christian 3. forenkles og rationaliseres lensystemet. Godslenenes antal går fra 300 til 70, mens hovedlenenes antal blev reduceret fra 66 til 56. Finansforvaltningen forbedres og et nyt administrativt organ – rentekammeret, mens lensmændene i stigende grad ikke er selvstændigt erhvervsdrivende, men kongelige embedsmænd aflønnet af kongemagten.

Danske adelsslægter som Bille, Brahe, Gyldenstierne, Gøye, Juul, Kaas, Oxe, Rosenkrantz, Scheel, Thott, Trolle og Urne svømmer i penge og begynder medio 1500-tallet at gøre deres herregårde noget prægtigere – nemlig i renæssancestil.

hesselagergc3a5rd

Johan Friis – Christian 3.s kansler – bygger sit gods Hesselagergård på Sydøstfyn i renæssancestil 1538-50.

Frederik 2.

Christian 3.s søn, Frederik 2., er en rigtig renæssancekonge med forkærlighed for krig, jagt, druk og prægtige byggerier. Frederik 2. lader Erik af Pommerns gamle borg ved Helsingør, (Øre-)Krogen, ombygge til et imponerende renæssanceslot: Kronborg.

kronborg

Frederik 2. lod Kronborg bygge for at sikre Øresundstolen

Frederik 2. sørger for at Absalons cistercienserkloster, Sorø Kloster, engang Nordens mægtigste kloster, ombygges til en lærd kostskole for 30 adelige og 30 borgerlige drenge. Frederik 2.s søn, Christian 4., opretter siden en overbygning til Sorø Skole, nemlig ”Sorø Akademi”, et ridderakademi for de adelige med kompetence til at give akademiske grader – dvs. reelt Danmarks første provinsuniversitet.

Noget tilsvarende sker i Næstved. To af Danmarks mægtigste adelige, Herluf Trolle og Birgitte Gøye, anskaffer sig ”Skovklosteret”, og ombygger det til en selvejende skole for adelige og andre fromme mennesker, Herlufsholm Skole, der dog ikke bliver et akademi.

f-2-2

Frederik 2. 1559-88

Et klassisk renæssancetræk ved Frederik 2. er at han finansielt støtter adelsmanden Tycho Brahe der kaster sig over astronomien og bygger diverse observatorier på øen Hven i Kattegat. Brahe – og den polske astronom Copernicus – er på hver sin måde stærkt væsentlige i opgøret med Middelalderens verdensbillede – Det Aristotelisk-Ptolemæiske Verdensbillede. Her sidder Jorden i midten af verden omgivet af lag af bevægelige krystalkugler med Solen, planeterne og fiksstjernerne påhæftet. Copernicus påviser at Solen sidder i midten, ikke Jorden, og Brahe påviser at krystalsfærerne ikke findes.

uranienborg (1)

Uranienborg, Tycho Brahes observatorium

Slesvig-Holstens komplicerede status og inddeling

Slesvig-Holsten bevarer sin mærkelige status. Holsten er et tysk len og del af det Tysk-Romerske Kejserrige. Sønderjylland – ofte kaldet Slesvig efter landsdelens vigtigste by – er et dansk len. De to len er forenet som et samlet fyrstendømme der ikke må forenes med det danske kongerige. De administreres også af forskellige systemer – kongeriget af Danske Kancelli, Slesvig-Holsten af Tyske Kancelli. Men kongerigets konge af huset Oldenburg er samtidig hertug af Slesvig og greve af Holsten.

Inddelingen bliver yderst kompliceret. Historien er at Frederik 1. fordeler Slesvig-Holsten mellem sine tre sønner: Christian 3. af Danmark arvede den segebergske del, også kaldet den kongelige del, Adolf arver den gottorpske del, også kaldet den hertugelige del, mens den sidste søn, Hans den Ældre, arver en haderslevsk del.

To ting komplicerer dette. For det første er hver af disse tredjedele er ikke samlede landområder men fordelt over hele Slesvig-Holsten. Og for det andet er det ikke slut med disse tre fyrster. For Christian 3. fordeler sin segebergske del mellem to af sine sønner, kong Frederik 2. og hertug Hans den Yngre der får Sønderborg – herunder Als og Ærø. Så nu er der 4 fyrster i spil: Adolf, Hans den Ældre, Hans den Yngre og Frederik 2. Og da Hans den Ældre dør barnløs i 1580, så fordeles hans haderslevske område mellem de øvrige tre – Adolf, Frederik 2. og Hans den Yngre. Se evt. illustrationen herunder.

slesvig-holsten-ny-deling (1)

Forenklet sagt er Slesvig-Holsten delt i to hoveddele. Den ene – den kongelige del – hører direkte under den danske konge, mens den anden – den hertugelige del – hører under hertugen af Slesvig-Holstein-Gottorp – nemlig Adolf og hans efterkommere. Det er den gottorpske slægt som siden skal give de danske konger en del besvær. Slægten ender både som svenske konger og russiske zarer. De danske konger og Gottorp-hertugen har i øvrigt også områder i Slesvig-Holsten som de regerer fælles.

Endelig er der Als og området lige omkring, fx sydsiden af Flensborg Fjord. Det hører under Hans den Yngre og hans efterslægt. Herfra stammer huset Glücksburg der i 1863 skal arve Danmarks trone

Efterhånden er der ganske få byer der får købstadsrettigheder. Heriblandt er Thisted, Skanderborg og Hillerød

1600-tallet

Den Personlige Enevælde, Barokken

Renæssancen kulminerer med Christian 4.s mange pragtbyggerier, og Adelsvælden kulminerer under Christian 4. og med valghåndfæstningen for Frederik 3.

Men i 1658-60 kaster Frederik 3. Danmark ud i Karl Gustav-krigene der er meget ødelæggende for Danmark. Skånelandene mistes for altid til Sverige, mens det øvrige Danmark plyndres og forarmes. Kort efter indfører Frederik ved et slags statskup arvekongedømme og enevælde. Kongen kan herske og regere med uindskrænket magt.

De første enevældige konger – Frederik 3., Christian 5. og Frederik 4. – leder personligt den kongelige administration. Derfor kan man kalde den tidlige Enevælde for Den Personlige Enevælde.

ros domkirke c 4

Christian 4. sætter mange byggerier i gang. Også Roskilde Domkirke skal han pille ved og give et renæssancepræg. De to tårne får renæssanceagtige spir, indgangsdøren får en ny renæssanceportal, og endelig tilføjer han Domkirken sit eget kapel, Christian 4.s Kapel, den rød-hvide-bygning til venstre. Herinde ligger kongen begravet.

Højtysk trænger frem i Danmark

En pudsig effekt af Enevælden er at højtysk nu trænger langt mere frem i Danmark. Den danske kongefamilie, huset Oldenburg, er en tysk familie, og Oldenburg-kongerne har ret konsekvent valgt sig tyske dronninger. Frederik 2. og Christian 4. talte ganske vist også dansk, men Frederik 3. og kongerne frem – op til slutningen af 1700-tallet (Christian 7.) foretrækker tysk. Den enevældige konge taler tysk og vælger sig ofte tysksprogede blandt de højeste ministre. Den højtyske indflydelse er ikke så meget en påvirkning af ordforrådet, højtyske ord kommer meget mindre ind i dansk end nedertyske ord har gjort, men der sker et såkaldt domænetab. I visse sammenhænge erstatter højtysk simpelthen dansk. I 1700-tallet bliver tysk endda officersproget i den såkaldte landmilits – grundstammen i Danmarks hær i 1700-tallet.

Med Enevælden svækkes den gamle adels (uradlens) betydning mærkbart, mens embedsmænd i stadig stigende grad kommer til at bære riget, fordi der udvikles et stadig større embedsapparat, et statsbureaukrati.

Statsbureaukratiet øges

Med statsbureaukratiet opstår et system af kontorer med et omfattende rangsystem af over-og underordnede hvor ordrerne går nedad gennem hierarkiet. Bureaukraterne administrerer landet ud fra de givne regler og ordrerne ovenfra. Embedsmændene er ikke nødvendigvis adelige eller danskere, men de er nødvendigvis veluddannede – fra et universitet eller et akademi – og kommer som ”kongens tjenere” med en personligt gældende troskabsed mod kongen. Det bærende i bureaukratiet er pligten og loyaliteten mod kongen; nationen har endnu ikke det store at betyde.

København vokser nu kraftigt med Enevældens indførelse og det nye statsbureaukrati. I 1650 bor der 30.000 mennesker i København. 50 år senere er indbyggertallet steget til 65.000 borgere. Der opstår en klar fornemmelse af at København er magtens, kulturens og dannelsens centrum, mens landet omkring hovedstaden er provins, udkant og bondsk. Statsbureaukratiets embedsmænds københavnske dialekt bliver ”det rigtige dansk”, rigsdansk. Fra og med 1600-tallet har Danmark en “primatby-struktur”, og primatbyen er København.  Den fyldes fra nu af med monumentale byggerier – Christian 4. har gjort sit – og det er ikke helt upassende siden det danske fyrstedømme kan siges næsten at være et art imperium med tre ret adskilte hovedriger – Danmark, Norge og Slesvig-Holsten – og dertil de nordatlantiske besiddelser og tropekolonierne. Det er dog primært i 1700-tallet at de nordatlantiske besiddelser og tropekolonierne får betydning.

 

Den sproglige restitution

Denne udvikling medfører store ændringer i det danske sprogs udtale. Hidtil har de været massive i dansk siden gammeldansk og Middelalderens begyndelse. Med basis i Vestdanmark kom en trykændring hvor vokaler og konsonanter i 2., 3. og 4. stavelse blev svækket. Man hænger oprindelig folk i ”galger” med g-lyd, men ved spirantsvækkelsen forsvinder g-lyden til sidst helt, galə, ligesom i bølge udtalt bølle (bølə). Men det er i 1600-tallet har prestige er bogen, det skriftlige, og ikke det mundtlige. Og det er København der har prestige og ikke Jylland. Derfor opstår en ”restitution” hvor man vender tilbage til gamle sprogformer der anses som finere. Det er fint at udtale galge og bølge med g, når det nu står skrevet, så i udtalen indføjer man nu en j-lyd, galjə og ˈbøljə, som markering af g’et.

På samme måde har spirantsvækkelsen medført at blødt d – ð – hyppigt også udtales som j. Det opfattes direkte som ”dårligt sprog” og restitueres til det bløde d. Den dag i dag høres det bløde d udtalt som j i dialekter, og den dag i dag ringeagtes denne udtale.

Restitutionsdannelse er givetvis også grunden til at udtalen “ul” for det ord vi har fulgt (ulv), får dommen “ukorrekt” og “bondsk”, når det nu staves “ulv”. Derfor bliver det fint at vende tilbage til udtalen med v. Det bliver efterhånden så udbredt at udtrykket “Der er uller i mosen” ikke længere kan fortolkes korrekt, da man ikke kender ordet “uller”. Derfor omfortolkes udsagnet til det egentlig ret meningsløse: “Der er ugler i mosen”.

Dermed ligger ordet “ulv”, flertal “ulve”, temmelig fast fikseret af skriftsproget.

Barokken

Samtidig går Renæssancen over i Barokken. Det er en oprindelig italiensk kulturstrømning der handler om magthavernes iscenesættelse. De der har noget at sige i samfundet – religiøst, magtpolitisk og kulturelt, men helt generelt overklassen – markerer sig kunstnerisk med en overdådighed og en dramatisk stil der skal gøre indtryk. Tænkningen er i perioden især optaget af at søge orden. Det handler om systematisering, love, regler og principper.

Arkitektonisk slår Barokken først igennem i 1700-tallet i Danmark, fx med Fredensborg Slot bygget af Frederik 4. Det handler nu især om symmetri og orden.

fredensborg

Fredensborg Slot – et typisk barokbyggeri – hovedbygningen er færdig i 1722

Julestuerne

Den urgamle almuekultur fortsætter, men efterhånden på sidste vers. Den gamle jul var jo kendetegnet ved midnatsgudstjenesten den 25. december – kristmessen. Den afskaffes ved Reformationen i 1536, men forsvinder kun langsomt. Og mange af de gamle, hedenske traditioner er fortsat til 1600-tallet. både i byens borgerhuse og – især – på landets bondegårde holder man ”julestuer”. Det holder man hver 3. dag julen igennem – dvs. lige til Helligtrekonger – skiftevis i de forskellige boliger. Ved en julestue er der mad, øl, sang, dans, skrøner og lege – fx Bro Bro Brille der stammer fra julestuetiden. En pudsig leg hedder julebuk. En fra gården – en karl – klædes ud som en gedebuk med lagen over sig og gedekranie som hoved. Det er julebukken der siger en masse væmmelige og fornærmende – eller allerbedst – sande – ting om folk i julestuen. Til sidst jager man julebukken væk, og det er godt, for julebukken tager det dårlige væk, så der kun er gode ting tilbage til det kommende år. Mange af julestuens lege er heftige og erotiske og mest for de yngre, så de ældre spiller kort og drikker brændevin eller øl.

csm_giv-mig-kun-et-kys-2_e57269fcee

Legen “Giv mig kun et kys” under en julestue

 

Den lutherske ortodoksi

Samtidig blomstrer den såkaldte ”lutherske ortodoksi” hvor de lutherske skrifter og forståelser – fx i de såkaldte ”katekismer” – metodisk indlæres i så stor den del af befolkningen som muligt. Man formanes til at leve sit liv i gudsfrygt og kærlighed og kunne sin katekismus udenad. Sjællands biskop, Hans Resen, skærper den lutherske kirkes autoritet ved Kirketugtforordningen af 1629: Sammen med præsten skal to udvalgte kirkeværger holde øje med sognebørnenes daglige vandel og sikre sig at befolkningen ikke holder fest og drikker på helligdagene, udebliver fra altergang, bander og omgår glædespiger og den slags. Misædere tilkaldes og formanes. Ellers vanker der bødestraf eller bandlysning.

Der er stram religionskontrol. Christian 4. indfører dødsstraf mod katolske missionærer. Senere i århundredet tillades det katolikker, jøder, calvinister og andre at bosætte sig bestemte steder i Danmark, men det er stadigvæk forbudt for indfødte danskere at konvertere til katolicismen. Først i år 1800 tillades det jøder at gå i danske skoler.

Den autoritære tendens understreges ved indførslen af Enevælden i 1658, cementeret i en forfatning, Kongeloven, i 1665, der bliver endelig udformet af Frederik 3. og Peder Schumacher. Kongen er indsat af Gud som hersker over Det Danske Monarki, og kongen er kun bundet af Confessio Augustana (Den Augsburgske Trosbekendelse, den lutherske kirkes definition af hvad den tror på), at riget er udeleligt og så netop Kongeloven. Kongen udstede love som han vil, undtage hvem han vil, udnævne embedsmænd som han vil, føre krig som han vil, lede kirken og udskrive skatter med mere.  Alle kongelige bestemmelser  er breve skrevet i kongens navn og under hans signet og med hans underskrift. Altså Gud har hele magten. Gud har indsat majestæten i Danmark til at have hele magten i Danmark på Guds vegne underlagt Confessio Augustana, og majestæten leder i forlængelse heraf stat og kirke, herunder borgernes moralske omgang med hinanden som omhandlet i Kirketugtforordningen af 1629.

To nøglebegreber i 1600-tallet er “orden” og “staten” der hænger sammen, idet den stærke stat sikrer samfundsordenen. Måske er det renæssancens naturvidenskabelige revolution der udfordrer den vestlige kultur? Med de nye erkendelser er det som om alt flyder, intet står fast, kunne man tænke. Derfor er det så meget desto vigtigere med en statsmagt der sikrer den sociale orden og sikrer kirkens åndelige magt og den rette lære.

Den politiske historie – Christian 4. krones i 1597

Christian 4. krones i 1597 med et brag af en fest. Kongen fortsætter løjerne med en dum rivalisering med Sverige om hvem der er størst og stærkest i Norden. Det medfører både krige mod Sverige og et uheldigt engagement i den tyske Trediveårskrig. Det medfører invasioner i Jylland af tyske og svenske tropper med massive plyndringer til følge. Christian 4. er ingen stor konge.

c-4-3

Christian 4. 1588 (1596)-1648

   Til gengæld er Christian 4. en stor bygherre. Frederiksborg ved Hillerød, som hans far lod anlægge, ombygges og bliver måske Danmarks mest imponerende renæssanceslot. Desuden kan nævnes Rosenborg Slot, Børsen, Regensen, Kastellet, Holmens Kirke, Trinitatis Kirke, Rundetårn, Christianshavn og norske byer som Oslo og Kristiansand.

frederiksborg

Frederiksborg Slot fik sin form under Christian 4. Renæssancestilen er markant

    Christian har et frodigt og dramatisk kærlighedsliv og mindst 20 børn. En del døtre med hans anden hustru, Kirsten Munk, vies til fremstående adelsmænd – rigshofmester Frants Rantzau, senere rigshofmester Corfitz Ulfeldt, statholder for Norge Hannibal Sehested, og lensmand for Bornholm Ebbe Ulfeldt. Svigersønpartiet bliver stadig stærkere som Christian ældes.

rosenborg_slot-copenhagen-3

Rosenborg Slot, et smukt eksempel på renæssancearkitektur

Frederik 3. og Roskildefreden

Da sønnen Frederik 3. tager over, får svigersønpartiet – især Corfitz Ulfeldt – gennemtrumfet en valghåndfæstning der virkelig reducerer kongens magt. Parret Ulfeldt og hustru, Christian 4.s yndlingsdatter Leonora Christina, er næsten lige så magtfulde som kongeparret, men Frederik 3. og hans dronning, Sophie Amalie (der virkelig ikke tåler Leonora Christina) får knækket deres magt. Corfitz Ulfeldt ender som landsforræder og flygtning, og Leonora Christina får 22 år i spjældet på Københavns Slot. Hun løslades først da Sophie Amalie dør.

f 3
Frederik 3. 1648-70

Frederik 3. begår sin store brøler da han erklærer krig mod svenskerkongen Karl X Gustav i 1658. Karl Gustav er tilsyneladende svækket, optaget af krig i Polen, men han trænger dristigt gennem Jylland over bælterne til Lolland-Falster, op gennem Sjælland. Da svenskerne står 22 km. fra København, forhandler danskerne fred med svenskernes gesandt som er Corfitz Ulfeldt. Ved Freden i Roskilde 1658 afstås Skåne-landene til Sverige.

Få måneder efter Roskildefreden opretter Frederik 3. en ny hærenhed, Livgarden, dengang kaldet ’Kongens Livregiment til Fods’ på basis af tre kompagnier af lejede soldater og et kompagni af norske soldater. Pointen med Livgarden er at yde kongen og København beskyttelse. Livgarden kommer hurtigt i ilden, da Karl Gustav lige skal presse citronen og prøve igen. København bombarderes og belejres i et halvt år, indtil Karl Gustav i februar 1659 med ”Stormen på København” forsøger at indtage byen. Stormen mislykkes, og svenskerne drives ud med udlandets hjalp. Karl Gustav dør i øvrigt kort efter.

Danmark håber med det svenske brud på Roskildefredens fredsbetingelser og Sveriges nederlag at få Skåne tilbage, men udenlandske stormagter som Nederlandene blokerer. Uden Skånelandene vil det være betydeligt sværere for Danmark at inddrive Øresundstolden. Det behager udenlandske stormagter som Nederlandene.

Danmark består fra gammel tid af disse tre ”lande”: Jylland-Fyn, Sjælland-Lolland-Falster og Skånelandene, og Skåne er det frugtbareste og rigeste område af de tre lande. Nu forsvenskes Skåne, herunder Danmarks andenstørste by Malmø, og det er naturligvis nationalt set et stort tab. ’

Enevælden – kollegier og gehejmekonseil

Danmark er økonomisk til rotterne efter Karl Gustav-krigene. Mange ting smuldrer. Sorø Akademi lukker i 1665 ruineret efter svenske plyndringer. Samtidig er den gamle samfundsorden udfordret. Adlen har fra gammel tid stået for Danmarks militær mod til gengæld at slippe for skat, mens borgere og bønder omvendt ikke har haft militærtjeneste, men til gengæld for dette betalte skat. Det er nu en generel oplevelse med kulmination i Karl Gustav-krigene at adlen har udspillet sin militære rolle. Til gengæld har Frederik 3. fået stor personlig popularitet i krigens sidste del hvor svenskerne blev drevet ud af København og til sidst Danmark. Det er for firkantet at sige at der nu sker en alliance af borgerskab og kongemagt mod adlen, men ovennævnte er en faktor i det der nu sker.

Efter Karl Gustavkrigene skal en stænderforsamling (med repræsentanter for stænderne gejstlighed, adel og borgerskab) i 1660 skaffe skatter fra stænderne til rigets genopbygning. Adlen vil ikke betale skat, borgerskabet og kongemagt føler sig ikke militært beskyttet af adlen, forsamlingen trækker ud, og Frederik 3. undsiger til sidst helt adlen og får indført arvekongedømme, sådan at den siddende konges ældste søn automatisk bliver tronarving. Dermed er valghåndfæstninger overflødige, både den nuværende og alle kommende, og Rigsrådet er overflødigt. Uden rigsråd reorganiseres det øverste lag i forvaltningen til ”kollegier”. Det er forsamlinger ledet af en formand eller præsident der kan give deres råd til majestæten der så træffer afgørelsen. Uformelt oprettes et ”gehejmekonseil”, et hemmeligt råd, af majestæten, formændene for kollegierne og nogle af majestætens favoritter som en form for øverste regeringsorgan. Gehejmekonseillet bliver formaliseret i 1670.

Enevælden får sin første formelle forfatning ved Enevoldsakten af 1661: De tre stænder – adel, gejstlighed og borgerskab – forpligtes på at at støtte kongen “som een absolut suveræn arve herre … I 1666 kommer ”Lex Regia”, Kongeloven, der er Enevældens udførlige forfatning. Kongen beskrives som det ypperste og Højeste Hoved her på Jorden over alle menneskelige Love, altså hævet over loven, og desuden med en uindskrænket magt. Det er den begavede embedsmand Peder Schumacher der skriver Kongeloven.

griffenfeld_greve2

Griffenfeld

Den enevældige konge har ikke sin autoritet fra stænderne, fra befolkningen, men fra Gud selv. Kongen er Guds tjener i sit rige, hans opgive er at lede kirken og statsmagten og holde orden og holde synden nede. Befolkningen er kongens undergivne ”undersåtter” og skylder alle kongen lydighed – og principielt skat og militærtjeneste. Adlen har således mistet en stor del af sine privilegier. Kongens mål er at opretholde rigets orden og forøge statsmagtens magt og prestige fx gennem militære sejre og styrkelse af økonomien.

Der følger en lang række forvaltningsmæssige ændringer. Det middelalderlige system med inddeling af landet i len bestyret af lensmænd erstattes af et system af amter forvaltet af amtsmænd. Hvor lensmanden havde militær myndighed i sit len og kunne udskrive skatter, så gælder det ikke amtsmanden der blot bestyrer amtets forvaltning.

I 1660 gennemføres det at når handelsfolk fører varer ind i en købstad, skal der ved porten til byen betales “accisse”, siden kaldet “portkonsumtion“, en afgift for de varer der bringes ind i byen. Den handlende skal også betale for vedligeholdelse af byens veje.

Brevadlen

Udviklingen fortsætter under Frederik 3.s søn, Christian 5. Her formaliseres gehejmekonseillet – rådet af ledende embedsmænd lige under kongen, dvs. det næstøverste magtorgan. Rådets sekretær er Peder Schumacher, snart adlet Griffenfeld, hvis magt vokser og vokser. Griffenfeld er hovedmanden bag en adelsreform: Har man et areal med et udbytte på mindst 1000 tønder hartkorn, kan man kalde sig ”friherre” eller ”baron”, og har man et areal på mindst 2500 tønder hartkorn, kan man kalde sig greve” (lensgreve). Det giver især skattefordele. Desuden må et baroni eller grevskab ikke splittes op eller sælges, gives eller testamenteres til hvem som helst. Det går udelt videre til ejerens nærmeste arving, dvs. i første omgang den ældste søn. Med dette nye adelskab (brevadlen) svækkes betydningen af den gamle fødselsadel (uradlen). Er man rig nok, kan man få en fornem adelig titel. Mange holstenske slægter som Ahlefeldt, Reventlow og Holstein og siden Moltke kommer således ind i højadlen.

Danske Lov og Den Store Matrikel

Det kommer til en retsreform, et ønske om at erstatte Valdemar Sejrs gamle landskabslove (Skånske Lov, Jyske Lov osv.) med en ensartet lovgivning for hele riget – selv om landskabslovene dog siden 1500-tallet har fået en del ”rigslovgivning” – dvs. lovændringer og lovtilføjelser der gælder hele riget. Men man ønsker et nyt fundament, og Frederik 3. sætter processen i gang der afsluttes i 1683 under Christian 5. med ”Danske Lov” – også kaldet Christian 5.s Danske Lov. I virkeligheden er der ikke tale om den store ændring i lovgivningen. Basis er landskabslovene, især Jyske Lov, og Christian 3.s ”Den Store Reces” og den rigslovgivning der senere er givet. Det markeres dog nu at der er kirkepligt, og at der gælder ret strenge straffe for majestætsfornærmelse. Det er især Rasmus Vinding og Griffenfeld der står bag Danske Lov – også selv om Griffenfeld i 1676 ryger i unåde pga. majestætsfornærmelse (arrogance mod kongen) og korruption og får dødsstraf, på skafottet omdannet til livsvarigt fængsel.

I øvrigt gælder Danske Lov kun i det egentlige Kongerige, ikke Slesvig-Holsten. Sønderjylland forbliver underlagt Jyske Lov.

I pagt med tidsånden kommer ”Den Store Matrikel” i 1688 for at få skabt et ensartet skattegrundlag: Alle grunde opmåles i areal, og grundenes landbrugsudbytte vurderes. Og herudfra skylder man skat. Opmålingen foregår i jordens udbytte, nemlig ”tønder hartkorn” – ca. 100 kilo rug eller byg. 1 tønde hartkorn svarer ca. til 5 tønder agermark, 10 tønder eng eller 100 tønder skov. En tønde hartkorn svarer til 2 tønder land med den allerbedste jordkvalitet og til 20 tønder land med den allerringeste jordkvalitet.

En husmand har højest et par tønder hartkorn (altså typisk 10-15 tønder land), en traditionel bondegård en 5-6 tønder hartkorn (25-35 tønder land), mens en lensgreve har mindst 2500 tønder hartkorn.¨

Ensartede mål

Danmark får også i 1683 ens måleenheder. Arealmål: 1 tønde (Td.) land = 8 skæpper (Skpr) = 32 fjerdingkar (Fkr) = 96 album (Alb) = 14000 kvadratalen = 5516 m2.

Vægt- og rummål: 1 tønde korn= 4 kubikfod = 139,1 liter korn = 8 skæpper, 1 tønde øl = 136 potter = 131,4 liter. 1 tønde smør=126,976 kg = 16 lispund.

Mønt: 1 Rigsdaler (Rd. eller Rdl.) = 6 Mark (Mk.) = 96 Skilling (Sk).

En sidste detalje i den organisering der finder sted under Christian 5.: For at få embede som præst kræves der nu en bestået teologisk embedseksamen, og for at få embede som læge, kræves der nu bestået medicinsk embedseksamen.

Slavekolonier

Som led i kongemagtens forsøg på at styrke statsmagten ved at fremme handlen, forsøger 1600-tallets konger at sætte gang i udenrigshandlen. En sådan har gjort andre lande stærke og rige. Christian 4. etablerer en handelsstation, Trankebar, ved Indiens nordøstkyst og etablerer selskabet ”Ostindisk Kompagni”. Men det kommer aldrig helt til at rulle. Sønnen Frederik 3. genopretter kompagniet i 1670, men det kører stadig ikke. Men Frederik 3. etablerer sig til gengæld i Afrika med forter på ”Guldkysten” (nutidens Ghana). Sønnen Christian 5. får gang i både Guldkysten og en Amerika-handel. ”Vestindisk-guinesisk Compagnie” oprettes til det formål, og den caribiske ø St. Thomas erhverves. Her kan der oprettes sukkerplantager, men det kræver arbejdskraft. Her tjener Guldkystens forter sit formål, for her kan der købes sorte, afrikanske slaver. I 1674 ankommer det første danske slaveskib med sorte salver til St. Thomas.

3-400 år efter at slaveri er blevet afskaffet i Danmark, genindføres det altså nu i det danske område. I al fald i forbindelse med sorte afrikanske slaver som der er blevet tradition for, først hos de arabiske muslimer, siden hos de hvide europæere med amerikanske kolonier – spaniere, portugisere, englændere osv. Pga. behovet for økonomisk gevinst behandles sorte mennesker som kreaturer som kan købes, transporteres under umenneskelige forhold og udnyttes og dirrigeres med efter forgodtbefindende i de vestindiske kolonier. Danmark bliver verdens 7. største slaveeksportør.

fort-christiansborg

Fort Christiansborg i Ghana, en af de danske bastioner på Guldkysten

Nye byer i 1600-tallet er ganske få. Her kan nævnes Sorø, Frederikssund og Fredericia.

1700-tallet

Den Oplyste Enevælde

Til langt op i 1700-tallet har Danmark egentlig ikke forandret sig særligt meget fra jernalderen. Flertallet af danskere bor i landsbyer drevet af et landsbyfællesskab, de kan ikke læse, de er ret fattige, og de har ikke den store indflydelse på den overordnede politik; den klarer overklassen. Danmark er forbundet af ret tilfældige stier som man kommer frem på til hest. Midt i 1700-tallet begynder man dog at bygge et hovedvejnet i Danmark – grusveje, forstås.

En ny udvikling siden jern- og middelalderen er at bondehusene nu har kaminer og skorsten i stedet for et åbent ildsted og et hul i taget, og at husene har fået værelser.

En markant forskel fra jernalderen er at Danmark i vikingetiden og tidlig middelalder har fået købstæder, men de fleste købstæder har ikke ændret sig meget siden tidlig middelalder. Alle provinsbyer har mellem 1000-3000 indbyggere og er ret snavsede og stinkende.

Den største forskel fra tidlig middelalder er at Danmark nu har en prangende og stor hovedstad. København er i 1700 en storby på 65.000 indbyggere med majestætiske palæer og herskabelige huse og en omfattende centraladministration af bureaukrater. Den juridiske embedseksamen indføres i øvrigt i 1736 og bliver generelt en betingelse for at få stilling i embedsmandsværket.

Ulfeldts_Plads_1749

Ulfeldts Plads (Gråbrødretorv) i København malet i 1749

Pietismen

Den lutherske ortodoksi afløses af pietismen der dominerer Danmark i 1700-tallets første halvdel. Pietismen er en protestantisk vækkelsesbevægelse hvor det vigtigste ikke er den rette lære som i ortodoksien, men derimod den levende lære, individets eget trosliv – inderlighed, personlig gudsfrygt herunder omvendelse, anger, bod, personlig helliggørelse ved bøn, bibellæsning i hjemmet, andagter og bibelmøder uden for kirkerummet med mere for at holde synden stangen. Pietismen afløses af Oplysningstiden i 1700-tallets anden halvdel, men forsvinder aldrig helt, og 1800-tallets vækkelsesbevægelser såsom Indre Mission kan ses som pietistiske strømninger, delvis som modreaktion mod naturalismen og modernismen.

Oplysningstiden

Det nordlige Vesteuropa (Frankrig, Storbritannien, Tyskland osv.) præges fra 1690 – 1780 af Oplysningstiden som markerer en begyndende overgang til det moderne. Oplysningen er en åndsstrømning hvor de veluddannede – også borgerlige – sætter hævdvundne sandheder, også de religiøse, til debat i en åben diskussion – fx i cafeer og i publikationer. Det er sandsynligvis første gang det sker i Danmark. I strømningen ligger en stærk tro på moral, uddannelsefornuft og videnskab. Verden styres af mekanismer i naturen, og mennesket formår via forskning, refleksion og diskussion bestandigt at blive klogere på disse mekanismer. Hvis der er en Gud, blander han sig ikke overnaturligt i verdens gang, men har måske engang ved tidernes begyndelse sat hele maskineriet i gang = deisme. I Danmark var mange fremstående oplysningsfolk dog ikke deistisk, men snarere pietistisk, prægede. Via kunst, uddannelse, opdragelse og videnskab bliver menneskeheden bestandigt klogere og mere civiliseret, så vi forlader det primitive, uvidenhedens, dogmernes og fordommenes ”mørke”, og bevæger os fremad mod en bestandigt mere oplyst og dannet fremtid = fremskidtstanken.

Filosofiske skoler som John Lockes politiske liberalisme, David Humes skepticisme, Adam Smiths økonomiske liberalisme og Immanuel Kants transcendentalfilosofi rykker.

Locke hævder at staten består af frie individer med medfødte rettigheder der slutter sig sammen for at beskytte sig selv og deres rettigheder og derfor danner en kontrakt om en beskyttelse via en leder og et retssystem. Hvis ikke de tilfredsstiller individerne, kan de udskiftes. Der opstår de første liberale samfund som det revolutionære Frankrig og USA.

I Danmark kommer Oplysningen som sidste halvdel af 1700-tallet, og det slår først igennem politisk fra 1784 med Den Oplyste Enevælde. Oplysningen afløses af Romantikken der kalder den “Rationalismen” hvilket ikke er pænt ment, men Oplysningsfilosofiens grundlæggende værdier og tankegange forsvinder aldrig helt; tværtimod er oplysningstanker en drivkraft bag det moderne.

Holberg – akademiker, debattør, satiriker og digter

En markant figur i den nordiske oplysning er den norsk-danske Ludvig Holberg fra Bergen. Han begynder som historiker og bliver siden jurist. I 1717 er han professor ved universitetet i København. Derpå skriver han satireskrifter og komedie-skuespil inspireret af franskmanden Molière – 25 skuespil på 5 år. Siden arbejder han som historiker, jurist og samfundsdebattør – advokerer for jødernes frie indrejse til Danmark, for kvinders ret til studier og embeder og at kvinden anerkendes som juridisk person. Både i sin politiske satire, sine frisindede standpunkter og i sin sproglige stil med masser af franske ord får Holberg en stor indflydelse på dansk kultur. Han er i øvrigt med til at genåbne Sorø Akademi i 1743 og give akademiet inspiration – fx testamenterer han sin ejendom til akademiet og begraves i øvrigt i Sorø Klosterkirke ligesom Absalon.

I 1751 bliver den blot 27-årige Jens Schielderup Sneedorff professor i Offentlig Ret og Statskundskab på Sorø Akademi. Sneedorff dør allerede i 1764, men er i sin inspiration af Locke og Montesqieu med til at sprede oplysningstanker i Danmark.

holberg

Ludvig Holberg, baron, professor, dramatiker og oplysningsmand

De første teatre dukker op i København. I 1600-tallet er der omvandrende teatertrupper især for kongens hof. I 1703 får en sådan trup fast base med det nyopførte Operahus i Bredgade, men det bliver ingen succes og lukker snart. I 1722 åbner et komediehus i Lille Grønnegade (Ny Adelgade) og spiller især Holbergs komedier. Efter få år svigter publikum, og Lille Grønnegade-teatret lukker i 1727. I 1748 bygger superarkitekten Nikolaj Eigtved en nationalscene på Kongens Nytorv hvilket senere udvikler sig til Det Kgl. Teater.

Aviser og politisk diskussion

De første aviser begyndte også at udkomme omkring 1720. Aviserne kom ikke dagligt, men nogle gange om ugen. De udkom især i København. Deres indhold var især saksede nyheder fra udlandet. Og sproget var dansk, tysk eller fransk.

På denne vis begyndte der i 1700-tallet at opstå et københavnsk borgerskab der var velinformeret og med appetit på kultur og – efterhånden – politisk diskussion og stillingtagen.

Generelt – vendingen mod subjektet

Tendensen i 1700-tallet er at vende sig fra 1600-tallets fokus på staten og orden – den ydre, objektive struktur som kirken og kongen sikrer rigtigheden af og beskyttelsen af – til et fokus på det enkelte menneske, individet, og hvad der sker bag pandeskallen bag individet. Pietismen siger at det enkelte menneske skal opbygges og inderliggøre sig selv, mens Oplysningen siger at det enkelte menneske skal dannes, uddannes og kritisk forholde sig.

Bolig- og tøjstil

Borgerskabets stuer præges i løbet af århundredet af en lettere og mere elegant møbelstil. Stolene er mere magelige og kan lettere flyttes omkring. Midt i århundredet afløses den egentlige barok af den mere elegante rokoko med svungne linjer: Borgerhjem præges af forgyldte spejle, små konsolborde under spejlene, lysestager og lysekroner en masse og kommoder. Porcelæn vinder frem.

rokoko

En rokoko-stue af de mere overdådige

Velstående mænds tøjstil præges af silke – knæbukser af silke og elegante silkefrakker. Små, pudrede parykker evt. en hårpisk bagtil bliver populære. Kvindernes kjoler er storslåede med smalle hofter og afstivning med korsetter.

beklaedning_clip_image001

Et fornemt par i typisk 1700-tals-tøj. Til venstre en bonde i lige så typisk 1700-tals-tøj

Københavns vækst

København fortsætter sin eksplosive vækst. I 1700 har byen 65.000 indbyggere, og i 1800 mere end 100.000 indbyggere. Der kommer nye prestigebyggerier i København, fx det første Christiansborg på Slotsholmen samt Frederiksstaden i Bredgade-området herunder med Amalienborg der bliver kongefamiliens nye residens. Men Danmarks øvrige byer har ikke meget anderledes forhold end i Middelalderen. De er små og skidne. De største provinsbyer har 3-4000 indbyggere, men de fleste købstæder har 1000 indbyggere eller derunder. Og forholdene på landet er også stort set som under Middelalderen bortset fra næsten alle bønder nu er fæstebønder hvis tvangsarbejde er voldsommere end nogensinde.

Koloniseringen af Grønland begynder. Den norsk-danske præst Hans Egede etablerer et samarbejde med handelsselskabet Det Bergen Grønlandske Compagnie om en missionsrejse til Norge for at finde de nordiske bosættere der etablerede sig på Grønland i 900-tallet, og som man har mistet kontakten til. Egede finder ingen overlevende nordboere men derimod amerikanske inuitter der ernærer sig som sælfangere. Egede begynder en kristen mission af disse grønlændere, suppleret med den såkaldte Brødremenigheds mission.

Trekanthandlen

Der kommer betydelig mere fart over den oversøiske handel og kolonipolitik. Hverken Asien-handlen og Amerika-handlen kom helt i gang i 1600-tallet, men i 1697 genoplives Det Vestindisk-guinesiske Compagnie, og den caribiske ø St. Thomas suppleres med St. Jan (annekteret 1718) og St. Croix (købt af Frankrig 1730). De Dansk-Vestindiske Øer er på plads. Der etableres en stærkt givtig ”trekantshandel”: Danske skibe sejler fra København og eksporterer våben (geværer og krudt, men også brændevin) til Afrika, til Guldkysten. Våben sælges til afrikanske høvdinge. Disse betaler for våbnene med sorte slaver de havde fanget. De danske skibe der før sejlede våben til Afrika, sejler nu med de sorte slaver i lasten fra Afrika til Amerika, til Dansk Vestindien – typisk Christiansted på St. Croix. Her producerer slaverne sukker og tobak på plantager. Resultatet er sirup, tobak og mahogni, og det laster skibene og sejler nu fra Dansk Vestindien og tilbage til København med varerne. Derpå kan skibene lastes igen med geværer, krudt og brændevin og sejle til Guldkysten igen. Finansministeren H.C. von Schimmelmann rent privat står for en ikke ringe del af denne indbringende handel.

Også i Indien udvides aktiviteterne. Handelsselskabet Asiatisk Compagnie erhverver byen Serampore.

trekant

Trekanthandlen – et handelsskib tog typisk hele trekantruten

Den Florissante Tid

Fra 1756 – 1807 kommer dansk handel og økonomi ind i en blomstrende periode kaldet Den Florissante Handelsperiode. Den har rod i at Danmark fører en konsekvent neutralistisk udenrigspolitik samtidig med at alvorlige krige hersker mellem vigtige handelsmagter – fx Syvårskrigen 1756-63 og Den Amerikanske Uafhængighedskrig 1775-83. De krigsførende lande boykotter hinandens skibe, men Danmarks neutrale skibe kan handle med alle. Dannebrog bliver endda brugt som bekvemmelighedsflag af krigsførende landes skibe og med konvoj af danske orlogsfartøjer. Det er måske umoralsk, men det giver handel og penge. Danmark udvikler verdens 2. største handelsflåde, og det københavnske borgerskab får et internationalt perspektiv, stor selvfølelse og mange penge.

floriss

Et tilsyneladende dansk skib i Kina malet af en kinesisk maler i 1798. I virkeligheden er skibet et hollandsk skib der sejler under dansk bekvemmelighedsflag for at snyde briterne.

Politikken med danske konvojer for udenlandske og evt. krigsførende skibe med dansk bekvemmelighedsflag skaber dog ikke helt underligt rynkede øjenbryn. Faktisk bliver briterne så utrygge og irriterede over denne kyniske og bjergsomme politik at det fremmer Slaget på Reden i 1801 og Bombardementet af København i 1807 som bliver afslutningen på den danske flådes storhedstid og dermed også på Den Florissante Tid.

Meget tidlig industri i Frederiksværk

I 1700-tallet opstår de første spæde ansatser til industri på kongeligt initiativ. I Nordsjælland graves en kanal, og planen er at udnytte vandkraften med møller og producere kanoner. Det kommer i al væsentlighed i gang under Frederik 5. i 1758 under ledelse af etatsråd Just Fabritius og kancelliråd Johan Frederik Classen. De opretter i første omgang et krudtværk kaldet Frederiksværk  drevet af stampemøller og snart efter et tihørende kanonstøberi hvorefter Fabritius trækker sig fra projektet i 1760, og i 60’erne lader Classen “Gjethuset” opføre til støberi, og former hele det sandede område til sin virksomhed – fx med skov så han har træ nok til krudtmøllerne. Byen Frederiksværk opstår omkring denne militærindustri.

gjethuset

Gjethuset i Frederiksværk. Her lå Classens kanonstøberi. Det hører til Danmarks tidligste industrier.

Hoveriet kulminerer og landboreformerne

Langt størstedelen af danskerne er i 1700-tallet fæstebønder der lever under usle kår. Landbrugsvarerne stiger fra 1750, og godsejerne motiveres til at presse citronen ved at intensivere dyrkelsen af egne jorde – hvilket kræver øget hoveri – altså det tvangsarbejde som fæstebønderne (landboerne) skal yde for deres godsejer. I 1770 er sjællandske fæstebønders hoveri steget til næsten 5 dage om ugen (265 dage om året). Resten af tiden skal så bruges på fæstebondens egen fæstegård. Fæstebønderne er ikke motiveret til at være produktive på egne vegne, og landbrugets produktivitet er samlet set ringe. Under en kortvarig liberalisering under Struensee gribes der ind over for hoveriet, men under Guldberg øges hoveriet igen. Over 75 % af Danmarks samlede landbrugsareal tilhører godserne, og over 70 % af landbrugsarealet tilhører nogle få hundrede slægter.

Fremsynede tyske adelige som enkedronning Sophie Magdalene på Hirscholm Slot, lensgrev A.G. Moltke til Bregentved og lensgrev J.H.E. Bernstorff på Bernstorff Slot i Gentofte indfører midt i 1700-tallet af egen drift reformer der siden bliver forbillede – udskiftning af agerjordene og omdannelse af fæstegårde til arvefæstegårde eller selvejegårde.

 I 1784 indføres det såkaldte ”Oplyste Enevælde” hvor regeringsmagten er interesseret i humane og rationelle reformer. Med det samme, i 1784, opretter gehejmestatsrådet ”Den Lille Landbokommission”. Den tager sig af forholdene på krongodserne, altså de godser som kongen ejer. Der foretages en såkaldt ”udskiftning”; Hidtil har bondens agerjord ligget fordelt som lange strimler spredt rundt omkring på landsbyens markareal, men nu samles bondens marker til et samlet område lige omkring hans gård. Krongodsernes fæstegårde omdannes til selvejegårde eller fæstegårde med såkaldt arvefæste (man kan testamentere sin fæstegård til sine efterkommere). I 1786 oprettes ”Den Store Landbokommission” der begynder med to love for alle fæstebønder: Godsejerens hårde straffe mod sine fæstebønder (fx træhesten) forbydes, og fæstebonden kan ikke sættes fra fæstegården uden retskendelse. I 1788 afskaffer Den Store Landbokommission ”stavnsbåndet”, så en fæstebonde kan bosætte sig hvor han vil. Der etableres en dansk kreditkasse der låner penge til bønder så de kan anskaffe sig selvejegårde. Fæstevæsnet afskaffes først i 1800-tallet, men produktiviteten stiger hurtigt med reformerne.

fæstegård 1700

En typisk fæstegård fra slutningen af 1700-tallet. Denne gård er ikke en rekonstruktion, men har overlevet siden dengang.

Udskiftningen af bondens jorde får kolossal stor betydning for måden bondens liv og landsbyen er organiseret på. Hidtil har landsbyens agerbrug været styret af et landsbyfællesskab der har organiseret hvornår man høster, sår og pløjer, og man har i stor grad hjulpet hinanden med opgaverne. Det har været nødvendigt når hver bondes jord har været fordelt i op til 30 løsrevne strimler (agre) spredt rundt på hele landsbyens agerområde. Men udskiftningen samler jo disse løsrevne strimler til samlede marker omkring gårdene, og dermed er landsbyfællesskabet unødvendigt. Fremover styrer hver bonde selv dyrkningen af marken.

Pietismen og rationalistisk kristendom

Den ”lutherske ortodoksi afløses af en mere subjektiv kristendom: pietismen. Her lægger man vægt på individets personlige følelser – omvendelse, den personlige omvendelse, anger og bod og den stærke, personlige overgivelse til Kristus og dermed helliggørelse i fromhed i efterfølgelse af Kristi eksempel. Det handler om inderliggørelse og afstand til den ydre syndige verden af jordiske glæder. Pietismen kulminerer under Christian 6. som pga. sin pietistiske tro forbyder teatre. Det kommer også til adskillige pietistisk inspirerede forbud mod ”julestue-traditionen”, og denne urgamle juleskik dør langsomt ud i løbet af 1700-tallet.

Efterhånden trænger en ”rationalistisk kristendom frem under inspiration fra Oplysningstiden. Væk med ubrugelige dogmer som treenighed, Kristi guddommelige natur osv., og ind med fornuft og moral. I teologien bruges rationel og kritisk videnskabelighed som tilgang til de bibelske tekster der nu forstås som religionshistoriske dokumenter snarere end som Guds direkte tale til den syndige menneskehed.

Christian 5.s Danske Lov har indført kirketvang, og Frederik 4. strammer dette betragteligt i 1730. Alle skal gå i kirke alle søndage og øvrige helligdage til højmesse og aftensang. Forsømmelser giver bøder og i gentagelsestilfælde gabestok. Frederik 4.s ellers meget pietistisk orienterede søn, Christian 6., lemper det betragteligt i 1738: Enkelte forsømmelser skal ikke påtales. Reelt administreres kirketvangen ikke længere, kirkegangen styrtdaler, og i slutningen af 1700-tallet hedder det sig at en præst er heldig hvis 5 % af sognets befolkning er i kirke.

 

Sverigeskrigene

c 5

Christian 5. 1670-99

Under Frederik fik Sverige taget Skånelandene fra Danmark i 1658, og central for dansk udenrigspolitik er siden at få Skåne tilbage. Frederik 3.s efterfølger Christian 5. opbygger et stærk kavaleri. En stor del af landets krongodser omdannes til rytterdistrikter hvor rytteriet oppebæres – i alt 3.500 gårde.  I 1675 erklærer Christian 5. krig mod Sverige sammen med Brandenburg – Den Skånske Krig. Dansk-orienterede modstandsgrupper i Skåne – Snaphanerne – er aktive. Slaget ved Lund i 1676 er det blodigste kendte slag i Danmarks historie. Både de svenske og de danske tropper halveres – Danmark mister 6.600 mand og Sverige 3.000 mand. Danmark klarer sig pænt, især i kraft af et herredømme til søs fx Slaget i Køge Bugt, hvor de danske styrker under admiral Niels Juel sejrer. Men Sverige er allieret med Frankrig, Europas stærkeste magt, og Frankrig dikterer uafgjort. Snart er det tid til endnu et forsøg. Christian 5. allierer sig med Polen, mens Sverige under den unge krigerkonge Karl 12. allierer sig sin svoger, hertug Friedrich 4. af Holstein-Gottorp, og svenskerne rykker ind i Holsten.

f-4

Frederik 4. 1699-1730

Christian 5. dør i 1699 efter en jagtulykke, så det er sønnen Frederik 4. der står med krigen: Den Store Nordiske Krig 1700-20. Det er i denne krig hvor den norsk-danske fregatkaptajn Peter Wessel, adlet Tordenskiold, gør sig gældende. Krigen slutter med at den lovligt krigsglade svenskerkonge Karl 12. bliver skudt af en af sine egne, men Danmark vinder intet ved fredsslutningen i al fald ikke Skåne, kun lidt krigsskadeerstatning. Men Sveriges dage som militær stormagt i Norden er dog forbi.

I forbindelse med det Store Nordiske Krig indfører Frederik 4. ”landmilitsen”: godsejere i Danmark-Norge skal stille med fæstebønder som soldater – en soldat for hver 20 tønder hartkorn. De trænes af tyske officerer hver søndag morgen før gudstjenesten, og de indkaldte må ikke forlade deres gods – et reelt stavnsbånd. I 1700-tallet er landmilitsen grundstammen i det danske militær.

Det Bureaukratiske Enevælde

Centraladministrationen vokser og vokser efter indførelsen af Enevælden i 1660. Frederik 4. beslutter at samle de vigtigste administrationer i én ny, moderne bygning, Den Røde Bygning eller Kancellibygningen, der ligger hvor kancelliet tidligere lå som nabobygning til Københavns Slot på Slotsholmen. Danske og Tyske Kancelli, Rentekammeret (datidens Finansministerium) samt Krigskollegiet flytter ind i Den Røde Bygning, ligesom det allerøverste regeringsorden, Gehejmekonseillet, holde til her. Den Røde Bygning er Danmarks første egentlige kontorbygning. Hver etage har en lang midtergang, en korridor, hvor kontorerne ligger op ad hinanden ud til begge sider.

den røde bygning

Kancellibygningen eller Den Røde Bygning

Den centrale del af Danmarks centralforvaltning, nemlig Finansministeriet, forlader i øvrigt aldrig Den Røde Bygning. Den dag i dag ligger Finansministeriet i denne bygning.

c 6

Christian 6. 1730-46, en sky og meget pietistisk konge

Ligesom sin far Christian 5. er Frederik 4. ikke den skarpeste kniv i skuffen, men han er retsindig, pligtopfyldende og flittig og derfor rimelig populær. Frederik 4. er den sidste danske konge der forsøger at være med i alle de væsentlige administrative og regeringsmæssige beslutninger. Fra og med sønnen Christian 6. bliver administrationen i al væsentlighed selvkørende. Det er de øverste embedsmænd, der ikke helt sjældent er tyskere, som reelt kører Danmark. Det kommer Danmark til gavn. Udenrigspolitikken handler ikke længere om kongens eller landets ære, fx den ørkesløse rivalisering med Sverige, men er rationelt baseret og med neutralitet som mål: Hold Danmark ude af alle større, udenrigspolitiske konflikter og krige. Denne politik kommer Danmark til at lukrere temmelig meget på under Den Florissante Handelsperiode fra 1756. I det hele taget er Danmark uhyre velregeret under Christian 6. selv om han folkeligt upopulær pga. sit ufolkelige, generte og pietistiske gemyt med tilbøjelighed til selvhøjtidelig distance og fornemme byggerier og ceremonier.

f-5-4

Frederik 5 1746-66, alkoholiseret og uegnet som regent

Vigtige familier i administrationen under Christian 6. er tyske familier som von Plessen og von Holstein, der også stod særdeles stærkt under Christian 5. i slutningen af 1600-tallet. Mest markant er dog udenrigsministeren, J.S. Schulin – også tysker. Under Christian 6.s søn, Frederik 5., – konge fra 1746 – er administrationen skåret skarpt ud som selvkørende for Frederik 5. er doven og alkoholiseret og helt uskikket til at regere hvad han da heldigvis heller ikke gør. Men han er til gengæld festlig og bliver dermed langt mere populær end sin stramtandede far, Christian 6.

ag moltke

Hofmarskal A.G. Moltke, den reelle regent under Frederik 5.

Som 12-årig udstyrede Frederik 5.s kongelige far ham med page – mecklenburgeren A.G. Moltke – reelt Frederiks personlige tjener, og Moltke forbliver resten af Frederik 5.s liv den der står for det overordnede ansvar for alt hvad kongen gør – med titler som hofmarskal og overhofmarskal. Det er reelt Moltke der regerer Danmark. Samtidig får Moltke godset Bregentved ved Haslev på Sjælland, bliver lensgreve og bliver en af Danmarks rigeste mænd og største og mest fremsynede jordejere.

bregentved

Bregentved ved Haslev, A.G. Moltkes gods

Vigtige ministre er stadig J.L. Holstein og Schulin og efter Schulins død bliver endnu en tysker – J.H.E. Bernstorff – hans efterfølger. Og en fremragende en af slagsen. Bernstorff henter en fremragende tysk købmand, H.C. von Schimmelmann til København som rigets skatmester, dvs. finansminister, og det er i høj grad Bernstorffs og Schimmelmanns dispositioner der skaber grundlaget for Den Florissante Tid. I 1763 køber H.C. Schimmelmann de fire kongelige plantager i Dansk Vestindien  samt Vestindisk-Guinesisk Compagnies sukkerraffinaderi på Christianshavn. Schimmelmann køber desuden flere skibe og kommer til at stå for en ikke ringe del af Danmarks sukkerproduktion. Han dør som Danmarks klart rigeste mand.

johan_hartvig_ernst_bernstorff

J.H.E. Bernstorff, kompetent udenrigsminister

Den kaotiske tid under den gale Christian 7.

Frederik 5. dør som 42-årig og efterlader kronen til sin 17-årige søn, Christian 7., der ikke blot er yderst umoden, men også letpåvirkelig og endnu mindre egnet til at regere end sin far pga. en sindslidelse.

c 7

Christian 7. – konge 1766 – 1807 – sindslidende og uegnet som regent

Struensees regime

I første omgang er de stærke ministre J.H.E. Bernstorff, Otto Thott og Ditlev Reventlow. Men i 1768 får Christian 7. sig en højt begavet tysk livlæge, J.F. Struensee, og han har i 1770 manøvreret sig ind som dronningens kabinetsekretær og elsker (og far til dronningens yngste barn), og kort efter får han udmanøvreret Bernstorff, Thott og Reventlow og gjort sig til den viljesløse konges primære konsulent. Generelt underskriver Christian 7. automatisk de dokumenter der lægges foran ham.

struensee

Johann Friedrich Struensee, velbegavet tysk læge, har diktatorisk magt i Danmark 1771-72 og gennemfører et væld af liberale reformer

 Struensee har den politiske magt i Danmark i halvandet år, og i den tid kommer han med det enorme antal af 2000 kabinetsordrer. Struensee er påvirket af Oplysningstidens idealer, og hans reformer er generelt progressive: Dødsdomme for tyveri blev afskaffet (afløst af tugthusstraffe), ligesom tortur og straffe for at få uægte børn. Offentlige ansættelser nu skal forekomme i kraft af af kvalifikationer i stedet for gode forbindelser.  Mange offentlige ansatte fyres, statslige monopoler afskaffes og mange helligdage afskaffes. Alle huse skal have tydelige gadenumre, skole- og fattigvæsen forbedres, censur ophæves fuldstændig, og fuld trykkefrihed indføres. Danmark-Norge er dermed på det punkt verdens mest liberale land. Det såkaldte stavnsbånd (fæstebønder må som unge ikke forlade det gods de er født på) foreslås afskaffet ad åre, og hoveriet reduceres.

Det kom også til hærreformer, fx opløsningen af hestegarden og fodgarden (Livgarden) som Struensee mener er uden militær betydning, men mest til pynt og glans. Det skaffer Struensee en del fjender blandt officererne. Det er oplagt at Struensee tænker meget humanistisk, analytisk og rationalistisk uden sans for symboler og traditioner. Han har dog sans for enkelte symboler og klassiske traditioner, idet han udnævner sig selv og vennen Brandt til lensgrever og tildeler sig selv en del penge.

Fra sommeren 1771 har lensgrev Struensee enevældig magt, men han har få støtter. Mange kredse mener at han illegitimt har tiltusket sig sin position, og at han har en respektløs og arrogant indstilling, fx til folk som han mener er dummere end ham selv, til de mange embedsmænd og officerer han lader fyre, og til kongen som han har gjort til hanrej. Han har ganske åbenlyst et parforhold med dronning Caroline Mathilde og hendes to børn, kronprins Frederik og hans egen datter Louise Augusta.

Kuppet mod Struensee og Brandt

I januar 1772 orkestreres et kup af et trekløver af arveprins Frederik der er kongens yngre halvbror, arveprinsens mor enkedronning Juliane Marie, samt arveprinsens huslærer Ove Guldberg, tidligere “professor i Veltalenhed” ved Sorø Akademi. Grev Struensee og grev Brandt, kongens oppasser, væltes, fængsles, idømmes dødsstraf for majestætsfornærmelse, halshugges og parteres offentligt – og de parterede dele udstilles ”på hjul og stejle”. I øvrigt er i al fald Struensee ifølge datidens lovgivning faktisk skyldig til sin hårde straf.

Henrettelsen af Struensee

Henrettelsen og parteringen af J.F. Struensee og Enevold Brandt i 1772

Ny regent er arveprinsen, der ikke er skarpt begavet. Den egentlige magthaver er Guldberg – godsejervenlig, dansk-national og konservativ idet størstedelen af Struensees reformer skrottes. Fx genoprettes Livgarden partout. Guldberg regerer med et par udmærkede ministre. H.C. Schimmelmann er stadig skatmester, og denne får Guldberg til at ansætte J.H.E. Bernstoffs nevø, A.P. Bernstorff, som ny udenrigsminister.

guldberg

Den konservative Ove Høegh-Guldberg kupper Struensee

Den danske konge får kontrol over hele Slesvig-Holsten

A.P. Bernstorff står snart bag et væsentligt udenrigspolitisk skridt. I Den Store Nordiske Krig har det danske kongehus sat sig i besiddelse af de dele af Slesvig-Holsten som slægten Holstein-Gottorp har ledet i århundreder (siden Christian 3.s lillebror Adolf, stamfar til Holstein-Gottorp-slægten). Men dette er ikke anerkendt af udlandet. Holstein-Gottorp-slægten er endt som russiske zarer. I 1773 får A.P. Bernstorff i Traktaten i Zarskoje Selo gennemført et såkaldt mageskifte, dvs. en ombytning af len. Den russiske zar får danske len i Tyskland, nemlig Oldenburg og Delmenhorst, mod at det danske kongehus til gengæld får Holstein-Gottorps besiddelser i Slesvig-Holsten.

ap bernstorff

A.P. Bernstorff, dygtig dansk udenrigsminister 1773-80; 1784-97. Havde også stor og konstruktiv vægt indenrigspolitisk

Dermed hører næsten hele Slesvig-Holsten under det danske kongehus. Det ændrer ikke ved at Slesvig-Holsten og Danmark-Norge fremdeles betragtes som to forskellige stater, men regeret af samme fyrstehus.

Et betydningsfuldt træk under Guldbergs regime er den dansk-nationale reaktion. I mere end 100 år har der foregået en massiv fortyskning i kongeriget, fx i administrationen, men i en skolereform i 1775 påbydes det eleverne at lære og skrive ”rigtigt dansk”. Fremover er dansk ved at genvinde sine domænetab over for tysk. Desuden indføres indfødsretten i 1776: Nyansættelser i centraladministrationen efter denne bestemmelse er vedtaget, skal fortages blandt personer født i det danske monarki (Danmark, Norge eller Slesvig-Holsten). Et argument for forordningen er at “Landets Børn skal nyde Landets Brød”. Det er klart et skridt der skal modvirke antallet af tyskere (fx Schimmelmannerne og Bernstorfferne) i centraladministrationen.

Statskuppet mod arveprins Frederik og Guldberg

I 1780 fyres Bernstorff af Guldberg der er ved at få samme diktatoriske magt som Struensee havde.

christian_ditlev_frederik_reventlow

Grev C.D.R. Reventlow, en vigtig figur i Den Oplyste Enevælde og manden bag landboreformerne

Nu dannes en alliance mellem især 4 tyskere: A.P. Bernstorff, lensgrev H.C. von Schimmelmanns søn Ernst, lensgrev Christian D.F. Reventlow og dennes lillebror lensgrev Johan Ludvig Reventlow. De allierer sig med Christian 7.s teenagesøn, kronprins Frederik, der i 1784 vil blive 16 år, konfirmeret og erklæret myndig og dermed optaget i gehejmekonseillet – også kaldet statsrådet. Planen er at kuppe regenten, arveprins Frederik, og dermed Guldberg og enkedronning Juliane Marie, ved i stedet at gøre kronprinsen til regent.

Kronprinsen får ved sit første møde i statsrådet sin far til at underskrive to dokumenter, et der fyrer det siddende kabinet, og et dokument hvorved resolutioner fra statsrådet fremover kræver BÅDE kongens og kronprinsens underskrift. Kuppet er gennemført, kronprins Frederik er ny regent, og de politiske magthavere er A.P. Bernstorff, Ernst Schimmelmann og brødrene Reventlow = Den Oplyste Enevælde.

kronprins frederik

Kronprins Frederik, regent for Christian 7. i 1784-1807. Derefter bliver han kong Frederik 6.

De reelle regenter er kronprins Frederik og A.P. Bernstorff. C.D.F. Reventlow er formand for kollegiet Rentekammeret og dermed en slags indenrigsminister. Agrare forhold hører inden under Reventlow, og landboreformerne drives især frem af ham – og lillebroderen J.L. Reventlow, mens de sikres af A.P. Bernstorffs autoritet. Ernst Schimmelmann bliver finansminister. Hans familie lukrerer stærkt på Den Florissante Tid og Trekanthandlen (H.C. Schimmelmann erhvervede jo 4 sukkerplantager i Vestindien og sukkerraffinaderiet på Christianshavn) og er Danmarks rigeste. Han bor (bl.a.) på Det Berckentinske Palæ der siden kaldes ”Odd Fellow Palæet” fyldt med kunst ligesom landstedet Sølyst i Klampenborg.

odd-fellow

Det Berckentinske Palæ (Odd Fellow Palæet) hvor familien Schimmelmann residerer

Ernst Schimmelmann er medejer af det selskab der fører sorte slaver fra Guldkysten til De Vestindiske Øer, og ejer som nævnt centrale sukkerplantager i Vestindien. Han har også flere sorte slaver i København. Schimmelmann er naturligvis tilhænger af slaveri, men pudsigt nok modstander af slavetransporten som han mener finder sted under inhumane forhold. Det er især med Ernst Schimmelmann som drivkraft at Danmark forbyder slavesalg i 1792.

louise-augusta

Louise Augusta, kronprinsens bror og Struensees datter, ligner sin far af udseende og sind. Hun er sammen med sin mand Frederik Christian af Augustenborg en væsentlig figur i Den Oplyste Enevælde

Omkring kronprins Frederik, A.P. Bernstorff og C.D.F. Reventlow opstår den ”oplyste” enevælde”. Struensees illegitime datter med Christian 7.s dronning – den begavede og entusiastiske Louise Augusta, ægter Frederik Christian, arving til hertugdømmet Augustenborg (dvs. Als) hvad han arver i 1794. Både Louise Augusta og Frederik Christian er notoriske fritænkere, begge er på mange måder inspireret af faderen og svigerfaderen Struensees tanker. Samtidig er Louise Augusta jo søster til kronprins Frederik, og Frederik Christian kravler højt til vejs. I 1786 kommer han ind i gehejmestatsrådet, og i 1788 bliver han ”patron” for Københavns Universitet.

Frederik_Christian_II

Frederik Christian, hertug af Augustenborg fra 1794, gift med kronprinsens søster Louise Augusta, patron for universitetet, sætter skub i ikke-religiøse humanistiske studier på universitetet

Frederik Christian er ateist og skubber universitetet i sekulær retning. Han gør i 1788 sin bekendte, filologen Knud Lyne Rahbek, til privatdocent i æstetik og retorik på universitetet, og i 1790 til professor i æstetik. Rahbek holder Danmarks allerførste universitetets-forelæsninger om dansk litteratur.

Hertug Frederik Christian af Augustenborg tilbyder sammen med Ernst Schimmelmann den tyske digter Schiller en pension da de hører om hans økonomiske genvordigheder.

Den politiske reaktion

I 1790’erne sker der to vigtige ting. Den liberale revolution i Frankrig fra 1789 kammer over i Rædselsherredømmet (eller Terrorregimet) i 1793-94 hvorefter revolutions-generalen Napoleon tager magten. Mellem 20.000 og 50.000 – især adelige – henrettes i perioden. Begivenheden viser den europæiske overklasse hvor galt det klan ende med liberale reformer, og resultatet er en politisk ”reaktion” for at undgå noget lignende. Og i 1797 dør den liberale A.P. Bernstorff der nærmest var kronprinsens mentor. Resultatet er at kronprinsen bliver betragteligt mere konservativ rent politisk, og censuren strammes. I 1799 kommer Trykkerifrihedsforordningen af 1799. Man får dødsstraf for at udfordre enevældeforfatningen eller tilskynde til opstand mod kongen. Man deporteres, hvis man beklager sig over kongens regering, over monarkisk styreform eller kristendommen som sådan.

Byggerier i 1700-tallet

Frederik 4. lader flere imponerende barokbygninger opføre, fx Frederiksberg Slot, Fredensborg Slot ved Esrum Sø og den imponerende og symmetriske barokhave foran Frederiksborg Slot i Hillerød. Desuden lader han det gamle Københavns Slot ombygge, og lader i tilknytning hertil opføre Den Røde Bygning – officielt kaldet Kancellibygningen – som Danmarks første kontorbygning og som centrum for Danmarks centralforvaltning hvad bygningen stadig er i dag.

Frederiksberg Slot, Danmark

Frederiksberg Slot, anlagt af Frederik 4.

Christian 6. er endnu mere til pragt og fornemhed end sin far. Selv om Frederik 4. lige havde laet Københavns Slot – kongefamiliens residens siden 1443 – ombygge i fornem stil, så lader Christian 6. slottet rive ned i 1731 og opfører i stedet på samme sted en ny residens for kongehuset, nemlig rokokopaladset Christiansborg Slot. Det står færdig i 1740 og svarer i pris til værdien af alle øvrige bygninger på Sjælland.

christiansborg-i

Christiansborg Slot anlagt af Christian 6. hvor Københavns Slot lå

Men kongeslottet brænder ned 54 år senere. Andre af Christian 6.s rokokobyggerier er Eremitageslottet der stadig står, og Hirschholm Slot i Hørsholm, i dag nedrevet.

Frederik 5. tager slet ikke kongeligt initiativ til noget som helst – det overlader han til landets reelle leder, overhofmarskal Moltke, men Moltke tager til gengæld initiativ til en helt ny grandios bydel – Frederiksstaden – nord for den gamle bykerne med Nicolai Eigtved som arkitekt. Central i Frederiksstaden bliver Amalienborg Slot – 4 identiske adelspalæer i rokoko-stil omkring en slotsplads som i midten har en dyr og imponerende statue af Frederik 5. til hest. I forbindelse med slotsanlægget anlægges en prægtig barokkirke, Frederikskirken eller Marmorkirken, som er så dyr at man slet ikke når at blive færdig med den i 1700-tallet – især fordi Struensee stopper byggeriet. Marmorkirken færdiggøres først i slutningen af 1800-tallet på initiativ af industrimagnaten Tietgen.

amalienborg-frederikskirken (1)

Amalienborg med Frederikskirken i baggrunden. Stilen er Rokoko.

I 1794 – under den sindssyge Christian 7. – nedbrænder Christian 6.s imponerende Christiansborg, og kongefamilien skifter permanent residens fra Christiansborg Slot til Amalienborg Slot. Staldene, ridehuset og Teatermuseet overlever dog og står der stadig. I 1800-tallet (1805-22) bygges et nyt Christiansborg i klassicistisk stil, det 2. Christiansborg.

Nye købstæder i 1700-tallet er virkelig få – primært Marstal og Nibe.

1800-tallet

Guldalder og Den Industrielle Revolution

Danmark kommer på sin vis ind i civilisationen i dette århundrede. I 1814 kommer en skolereform hvor alle danske børn – også i den fattige landbefolkning – har pligt til at modtage undervisning, og i 1830 er analfabetismen omtrent væk. I løbet af århundredet kommer der damplokomotiver, dampskibe og fabrikker drevet af dampmaskiner. Postvæsnet distribuerer nu til hele landet, også de mest utilgængelige landegne, og alle danskere kan modtage dagblade præcis efter deres politiske smag. En politisk dannelse og diskussion opstår i brede lag, og en demokratisering er undervejs.

Der kommer en række grundlæggende liberaliseringer. Tortur afskaffes i 1839, dødsstraf efter forbrydelser i straffeloven ophører efter 1892, befolkningens pligt til at gå i kirke om søndagen (kirketvang) ophæves i 1845 – denne lov har dog været lempeligt administreret siden 1738 – og danskerne får fuld religionsfrihed med Junigrundloven i 1849, jøder kan helt frit udøve deres religion, og det er ikke forbudt at konvertere til fx katolicismen. Slaveri forbydes i 1848, og de fleste oversøiske kolonier – nemlig dem i Indien og på den afrikanske guldkyst – sælges til briterne.

Danmarks hovedvejsnet er nu færdigetableret. Der kommer gaslygter i de større byer, særligt København. Hidtil har København siden 1600-tallet haft nogle olielamper der ikke lyste meget. I slutningen af århundredet kommer den første elektricitet i større virksomheder og boliger. Der begynder der fra 1877 at komme telefoner.

stue 1830 land

Dagligstue i bondehjem i 1830’erne. Standuret er nyt i et almindeligt bondehjem – ellers har stuen ikke ændret meget udseende siden 1600-tallet. Bemærk alkoverne – man sover stadig i opholdsstuen.

Husene begynder at kloakeres, og vandskyllede toiletter tages så småt i brug. Bedrestillede hjem begynder efterhånden at oplyses med gaslys – ellers bruges stearin- og tællelys.

stue 1860

Stadsstue fra anden halvdel af 1800-tallet

Danmark undergår dramatiske forandringer i 1800-tallet, både geografisk, politisk, kulturelt og teknologisk. Geografisk sker der det drastiske at Danmark mister Norge ved Wienerkongressen i 1814. Danmark er på den tabende side i Napoleonskrigene. Og i 1864 taber den danske konge ”hertugdømmerne” Slesvig-Holsten-Lauenburg efter militært nederlag til Preussen og Østrig. Især tabet af Sønderjylland – gammelt dansk kerneland – er smerteligt.

Århundredet er skåret over i to meget forskellige halvdele. Første halvdel ligger i klar forlængelse af 1700-tallet og er domineret af enevælde, økonomisk stagnation, men også af kulturel opblomstring i form af den såkaldte ”Guldalder”. Borgerskabet er ved at vågne op og bliver fra nu af kulturelt trendsættende. Det samme sker i det øvrige Vesten.

Efter 1850 ændrer Danmark sig radikalt. Det enevældige monarki er afløst af et konstitutionelt monarki, og en principielt folkevalgt rigsdag af landsting (overhus) og folketing (underhus) vælger lovene, herunder finansloven, som er betingelsen for at der kan regeres. Det er et væsentligt skridt hen imod demokrati.

Danmark indfører næringsfrihed, dvs. købstædernes gamle privilegier og toldsatser forsvinder, og de gamle by-indhegninger, fx Københavns volde, nedlægges som barrierer. Snart får København helt nye beboelseskvarterer på den anden side af voldene såsom Nørrebro, Vesterbro og Østerbro.

 Samtidig eskalerer industrialiseringen af Danmark med fabrikker og arbejdere. I 1839 er der omkring 20 dampdrevne virksomheder i Danmark. 35 år senere, primo 1870’erne, har København 182 dampdrevne virksomheder, mens der er 280 af slagsen fordelt i provinsen uden for København. Der kommer jernstøberier, bogtrykkerier, bryggerier med mere. Også et jernbanenetværk dukker op, og især efter 1870 sker der en sammenkædning mellem jernbanenetværket, stationsbyer og industrivirksomheder.

I 1833 stopper kanonproduktionen i Frederiksværk, men midt i århundredet er byen lidt af en industriby med jernstøberi med 90 arbejdere, med maskinfabrik med 60 arbejdere, en knivfabrik med 57 arbejdere, krudtfabrik med 27 arbejdere osv. Der opstår samtidig en tilsvarende industri i Jylland. I 1840 sender forvalteren på det kongelige gods Silkeborg T.H. Bindesbøll et projekt til Christian 8. angående ved Silkeborg at udnytte Gudenåens vandkraft industrielt. Man finder Michael Drewsen, ejer af Strandmøllen i Nordsjælland, og gør ham til leder af det nye projekt: En papirfabrik. Produktionen ruller fra 1845, og efterhånden voksede der en industriby – Silkeborg – op omkring Silkeborg Papirfabrik.

Carlsbergfondets stifter brygger J C Jacobsen

Brygger J.C. Jacobsen, skaberen af Carlsberg

Et andet tidligt industrieventyr dukker samtidig op i København.  Bryggeren Jacob Christian Jacobsen – forkortet J.C. (udtalt I.C.) Jacobsen har i nogen tid brygget bayersk øl, da han i Valby uden for København i 1847 grundlægger bryggeriet Carlsberg som snart skal få stor succes, bl.a. på baggrund af den forskning i blandt andet ølgær som J.C. Jacobsen satte i gang. I dag hører Carlsberg til verdens fire største bryggerier.

tietgen

C.F. Tietgen, Danmarks første og største industrimagnat

Danmarks første virkelig store erhvervsmand er en snedkersøn fra Odense, Carl Frederik Tietgen. I 1857 opretter en række erhvervsmænd en bank, Privatbanken, ved siden af Nationalbanken, og tilfældigvis får en af opretterne (Broberg) blik for den 28-årige C.F. Tietgens kvaliteter og gør ham til direktør. Nu går det stærkt for bankdirektør Tietgen der fx i 1866 opretter eller blæser nyt liv i DFDS (Det Forenede Damskibs-Selskab), Det Dansk-Norsk-Engelske Telegrafselskab der snart blev til Store NordiskeDe Danske SukkerfabrikkerTuborgs Bryggerier med mere. Et eksempel på Tietgens fortagsomhed er at han overtaler de to ejere af  B&W- nemlig Burmeister og Wain – til at omdanne værftet til et aktieselskab med Tietgen som bestyrelsesformand og Burmeister og Wain som  direktører. Med den nye aktiekapital i ryggen kan B&W dermed rykke ind i nye, tidssvarende bygninger på Refshaleøen og sætte den helt store skibsproduktion i gang. B&W skal siden bygge verdens første oceangående motorskib, Selandia.

BW 1900

B&Ws fabrikker på Christianshavn omkring 1900

En anden vigtig bank er Landmandsbanken (i dag Danske Bank) der stiftes i 1871 med dansk og tysk kapital og med den forsigtige, men dygtige Isak Glückstadt som direktør.  Han gør Landmandsbanken til Danmarks største bank.

I 1882 grundlægger en fynsk ingeniør, Frederik Læssøe Smidth, et teknisk bureau efter at have vundet penge i klasselotteriet. I løbet af 1980’erne udvider Smidths firma sig, F.L. Smidth, med partnerne Alexander Foss og Poul Hansen, og efter stifterens død i 1899 er det Foss der leder F.L. Smidth som cementfabrik og gør den stor – især ved at udnytte jysk mosejord til cementproduktionen. Foss er en magtfuld mand både i dansk erhvervsliv og politik.

hnogdeandre

Fra venstre Emil Glückstadt fra Landmandsbanken, ØKs stifter H.N. Andersen, Richelieu fra ØK, Heide fra Landmandsbanken og professor Deuntzer – Danmarks første demokratiske regeringschef og næstformand i ØK

Endelig bør nævnes  Hans Niels Andersen, en skibsbygger fra Nakskov, der bliver kaptajn og i Bangkok i 1880’erne opbygger sit eget handelsfirma , Andersen & Co. i 1880’erne. H.N. Andersen får i 1897 overtalt Landmandsbankens direktør Isak Glückstadt til at investere penge i et nyt firma, Østasiatisk Kompagni, ØK, der opsuger Andersen & Co hvis kontor i Bangkok er ØKs første filial. ØK driver handel mellem Europa og Fjernøsten og bliver kæmpestort. H.N. Andersen investerer i firmaer der kan forarbejde varerne fra Østen og er dermed med til at booste det der siden bliver til Dansk Sojakagefabrik og Ålborg Portland.

Med til udviklingen hører en hastigt voksende arbejderklasse med en helt ny livsstil i små by-lejligheder (1-2 værelser, ofte et væld af børn, das i gården, slum) og trange kår. Da Christian 9. bliver konge i 1863 er der ca. 30.000 arbejdere i Danmark (minus Hertugdømmerne). I 1897 er der 94.000 arbejdere, og i 1914 133.000. Halvdelen af arbejderne bor i København, især de nye kvarterer Nørrebro, Vesterbro og det gamle Christianshavn, de øvrige i provinsbyerne. De arbejder typisk 13 timer om dagen 6 dage om ugen. Enkelte arbejdere er fagudannede håndværkere, men bruger sjældent deres uddannelse. Resten er byens daglejere og indvandrere fra landet der alle bliver ufaglærte arbejdere. Ligesom under fæstebonde-livsstilen er alkoholiseringen efter alt at dømme massiv, især blandt mændene.

Efter 1850 sker der dermed også en massiv urbanisering. Fæstebonde-væsnet er under afvikling, og der sker en folkevandring fra land til by. Det gælder særligt København der i 1800 har 100.000 indbyggere, i 1850 har 135.000 indbyggere, og i 1900 har ca. 460.000 indbyggere. Pludselig kommer der også vækst i provinsbyerne der ellers i århundreder højest har haft 3-4000 indbyggere. I 1800 har Århus 4000 indbyggere, i 1850 er størrelsen fordoblet til 7.800 indbyggere, og i 1900 har byen 52.000 indbyggere og er ved at blive en storby.

Det gamle møntsystem afløses af en skandinavisk møntunion i 1873. I alle tre lande indføres mønten ”krone” der svarer til 100 ”øre”. Kronen sættes til at svare til ½ dansk rigsdaler. Møntunionen fungerer reelt til 1. Verdenskrig.

Kristentroen og kirkegangen er generelt i svækkelse, men der kommer alligevel en række vækkelser der får ganske godt fat i danskerne, fx en grundtvigiansk vækkelse og en mere konservativ-pietistisk vækkelse kaldet “indre mission“.

De forskellige segmenter og deres kultur – civilsamfundet

Der kommer et ”civilsamfund”, dvs. ikke-statslige organisationer dannet frivilligt af borgerne. Mest markant begynder en ny, selvbevidst klasse af selvejer-bønder i slutningen af 1800-tallet at danne andelsforeninger, dvs. særlige koorporative virksomheder omkring en særlig produktion – det kan være mejerier – hvor landmanden skyder penge i andelsforeningen efter evne, alle indskydere har én stemme, og hvor udbytte gives til indskyderne alt efter foreningens overskud. Landmænd samles omkring partiet Venstre og er ofte knyttet til ”folkehøjskoler” – der skal stimulere og uddanne almuen ved voksenuddannelse – og den såkaldte grundtvigianske. Den nye selvbevidste landbrugskultur bliver et magtfuldt element i Danmark i 1800-tallets sidste tredjedel.

Også den nye arbejderklasse organiserer sig i fagbevægelser og parti – det marxistiske Socialdemokrati. Men endnu er arbejderkulturen ikke magtfuld. Det er borgerskabets kultur til gengæld.

Borgerskabet

Det første stærke borgerskab er erhvervsborgerskabet med købmænd og handlende, der allerede får stor indflydelse i 1700-tallet, især i den florissante tid.  I 1800-tallet bliver også et embedsborgerskab magtfuldt – læger, præster, jurister osv.

En ny borgerlig klædedragt bliver stærkt trendsættende. Manden har bukser der nu går til anklerne og ikke bare knæene, knappet vest, tæt frakke med skøder og en høj hat uden pynt – normalt holdt i sort. Hårlængden går nu mod det kortklippede og uden parykker modsat de forrige århundreder. Nutidens ”fine” påklædning, kjole og hvidt, er inspireret af 1800-tallets borgerdragt. Borgerskabets kvinder går i tynde kjoler i sarte farver.

Borgerskabet går op i forbrug af kunst og kultur – fx litteratur, læsning af de aviser der er ved at dukke op, politiske diskussioner om muligt, kernefamilien og romantisk kærlighed, optagethed af det danske sprog og den danske nation og dennes fortid, af kristendommen og naturen som fri og vildtvoksende og til ansporing af borgerens fantasi. Kernen er familien, hjemmet, trygheden og ”hyggen”.

stue 1820 by

Borgerlig stue i Guldalderen med familiehygge

Den borgerlige kulturs magt ses i at nye borgerlige juletraditioner nu helt har væltet de århundrede-gamle almuetraditioner om julestuer af pinden. Især fra Tyskland importeres nye juletraditioner med juletræ med gaver hængene på træet og julegås til at spise sammen med en ældre tradition – risengrød. I slutningen af 1800-tallet bliver det populært med den såkaldte klunkestil med overvældende mængder af palmer, puder og pynt i stuen, og som led i stilen begynder juletræet at blive overfyldt med julelys, pynt, glimmer, kager og slik, mens gaverne flyttes fra det overfyldte træ ned under juletræet.

jul 1870

Stue med juletræ fra 1870’erne – hvor træet allerede er på vej til at blive overlæsset

Boligens indretning skifter en del. Bondehuset er nu helt inddelt i nye rum: fin stue, soveværelse, måske børneværelser, gæsteværelse. Komfuret kommer til, så køkkenet er mindre røgfyldt og indrettes til at spise maden i. De fine borgerhjem i byerne (herskabslejligheder) får op til 8-10 rum opdelt i de fine rum til besøg og de private rum. Der er tjenestefolk som bor i små kamre. Møbelstilen er præget af senklassicisme, ikke mindst mørk mahogni. Arbejdernes by-lejligheder i slutningen af 1800-tallet er på blot 1-2  værelser.

stue 1890 statdsstue land

Middelklasse-stadsstue på landet i 1890. Man opvarmer stadig hjemmet med kakkelovn, men der er kommet gaslampe.

Guldalderen og Romantikken

I perioden 1800-50 blev dansk kultur præget af den tyske kulturstrømning Romantikken og blev vældigt stimuleret uden det egentlig var Frederik VIs fortjeneste. En del af baggrunden er den føromtalte litterat Knud Lyne Rahbek der sammen med hustruen Kamma gør deres hjem, ”Bakkestedet” på Frederiksberg til samlingssted for en lang række kulturpersonligheder – Oehlenschläger, brødrene Ørsted, Heiberg, Jens Baggesen osv.

Inden for malerkunsten kan blandt Guldalderens vigtigste nævnes fx Christoffer W. Eckersberg og hans elever såsom Christen Købke. Balletten fik koreografen August Bournonville. Arkitekturen var præget af C.F. Hansen, billedhuggerkunstgen af den fremragende Bertel Thorvaldsen, digtningen af Adam Oehlenschläger, præsten Nikolaj F.S. Grundtvig og forfatteren Bernhard S. Ingemann var markante inden for salmedigtning, og dansk litteratur fik en blomstring med fx eventyrdigteren H.C. Andersen og teologen og filosoffen Søren Kierkegaard.

bertel_thorvaldsen_eckersberg_1814

Guldaldermaleren Eckersberg har malet guldalderbilledhuggeren Thorvaldsen

Ingemann udgav også en række romaner fra den danske middelalder om Valdemartiden med mere som skulle vække læserens nationale stolthed. Grundtvig fik særlig stor betydning med sit væld af salmer, sine ideer om det dansk nationale, den danske oldtids storhed, fællesskabet og almuen som det bærende som skulle oplyses og engageres ved fx folkehøjskoler, med sin romantiske fokus på “ånd” og entusiasme og passion i stedet for bogstavet og gold terperi og ligegyldig viden.

Guldalderen er nært sammenknyttet med kulturepoken Romantikken der ikke let lader sig beskrive. Forenklet sagt kan især store enere ved at bruge andre tilgange til virkeligheden end forstand og fornuft – men ved at bruge fantasi, drøm, intuition, mystiske erfaringer – fornemme en større usynlig sammenhæng – fx kaldet “Ånden” – der væver noget sammen, fx sammenvæver hele kosmos eller et folk. Ved at leve sig ind i et lands gamle myter, legender eller eventyr eller fx middelalderfortællinger – eller musik, malerier og digte – kan man fx fornemme “folkeånden” – i dansk sammenhæng det der gør Danmark dansk. Ingemanns historiske bøger, Grundtvig og H.C. Andersen er klart præget af Romantikken. Danmarks nationalsang, Oehlenschlägers “Der er et yndigt land” ligeså.

Grundtvigianismen

N.F.S. Grundtvig får stor betydning som åndsperson i perioden. Bl.a. inspireret af den tyske romantiker Herder lægger han stor vægt på den nationale folkeånd der afspejler sig i fortidens myter og sagn, Saxos fortællinger og almuens traditioner, herunder folkeeventyr. Det bringer bevidst, klarhed og handlekraft hvis det formidles til hele folket, også almuen, kombineret med uddannelse. Grundtvig lægger særlig vægt på de mundtlige, medrivende fortællinger i stedet for det tørre, skrevne ord. Det binder danskerne til det nationale og det historiske som man skal tage med sig og bevidstgøres af, hvilket samtidig frisætter. Mundtlige fortællinger om historien vækker folket af dets åndelige dvale. Åndelig og religiøs frihed står stærkt for Grundtvig – fx at den kristne frit kan løse ”sognebånd”, dvs. tilknytte sig den præst man vil være tilknyttet, og at menigheden kan løsrive sig fra statskirkeligheden og danne deres egne ”valgmenigheder.” Som del af grundtvigianismens program hører folkehøjskole-bevægelsen. Mens børneskoler underviser i praktiske færdigheder, og universiteterne i videnskab, skal folkehøjskolerne være en borgerskole for livet. I praksis henvender højskolerne sig til unge mennesker fra landet for at give dem oplysning og dannelse via det levende ord. Man uddannes både i betydningen af det nationale, den historiske arv, den nordiske mytologi og folkefællesskabet, men også i kristendommen og nye dyrknings- og produktionsmetoder.

grundtvig (1)

N.F.S. Grundtvig, en vigtig figur i dansk åndsliv

Liberalistiske og parlamentariske principper vinder frem

I England har der udviklet sig en art stænderforsamling, The Parliament of England, med repræsentanter for stænderne. Det engelske parlament har i The Bill of Rights i 1683 fået udstrakte rettigheder i forhold til statsmagten (kongen). Statsmagten må således ikke udskrive skatter og ændre lovgivningen uden parlamentets godkendelse. Det udvikler sig – især hos filosoffen John Locke – til forestillinger om at det er folket – statens samling af individer – der etablerer staten og ændrer statens styreform og politiske kurs. Hvert menneske er født med bestemte rettigheder – fx retten til at bevare sit liv og retten til at bevare den ejendom man har samlet sammen ved lovlige midler. Der udvikles også forestillinger om ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, religionsfrihed, fri handel, pressefrihed, retten til at ens bolig ikke krænkes osv.

Hvis en statsmagt krænker individernes rettigheder, har individerne ret til at gøre oprør mod statsmagten, mener Locke. Den franske filosof Charles de Montesqieu anbefaler at den politiske magt deles i en udøvende magt (regeringen), en lovgivende magt (et parlament) og en dømmende magt (retssystemet) der fungerer uafhængigt af hinanden og holder hinanden i skak. i 1700-tallet bliver disse principper kombineret med demokratiske folkevalg udmøntet i statsdannelser som USA. I 1800-tallet opstår der efter en liberalisme der ønsker de liberalistiske principper skrevet ind i statssystemet i form af en liberal forfatning. Det præger Sveriges forfatning i 1809 med en deling i en styrende, beskattende, lovgivende og en dømmende magt. Rigsdagen er den beskattende magt, mens den lovgivende magt er delt mellem kongen og rigsdagen.

Der kommer flere liberale revolutionsbølger i Vesten, især Julirevolutionen i 1830 hvor et fransk oprør forhindrer Charles 10. i at indføre enevælde, og i samme ombæring bliver Belgien et selvstændigt land med en liberal forfatning. I Kongeriget Danmark og Hertugdømmerne medfører Julirevolutionen etable-ringen af de såkaldte Rådgivende provinsialstænderforsamlinger – en slags kravlegård for den rigsdag der siden etableres. Og Februarrevolutionen i 1848 der sætter gang i en bølge af nationalisme og liberalisme blandt de europæiske byers bedre borgerskab. Det er med til at skabe et borgerligt krav om en liberal forfatning i Danmark hvilket Frederik 7. imødekommer. Dermed afskaffes enevælden.

Naturalismen, radikalismen og det moderne

Romantikken møder en modreaktion i 1800-tallets anden halvdel. Realismen vil skildre virkeligheden uden den forskønnelse som den mener ligger i Romantikkens kunst. Naturalismen minder om realismen, men er mere yderligtgående. Den søger det stærkt autentiske, fx i teateret, og søger desuden at blotlægge årsagsforbindelser mellem mennesker næsten dissekerende. Den norske dramatiker Henrik Ibsen er et eksempel. Mere filosofisk er naturalismen en betragtningsmåde der anskuer alt som noget fysisk målbart forbundet via årsagskæde, dvs. ud fra det naturvidenskabelige verdensbillede.

I 1871 kommer litteraten Georg Brandes hjem til Danmark efter et ophold i diverse europæiske lande. Irriteret over at dansk kulturliv sidder fast i romantikken og i det politiske Højres nationalkonservatisme indleder han en forelæsningsrække med emnet ”Hovedstrømninger i det 19de Århundredes Litteratur”. Her kritiserer han romantikken og taler anderledes positivt om det nye – om realismen og naturalismen. Brandes plæderer for at romantikken står for noget nostalgisk og tilbageskuende, men det fremadskuende og moderne er brudt igennem med realismen og naturalismen. Ved sine analyser søger han at vise at det moderne gennembrud i litteraturen demonstrerer hvordan ethvert individ – også kvinden – kan udfolde sig frit og hævde sin egen individualitet og frihed på tværs af illusioner og af undertrykkende fænomener som fx irrationalitet, fordomme og småborgerlighed og hvad Brandes mener er undertrykkende institutioner som kristendommen og som familien som institution. Det nationale kan også være en hæmsko. Det handler om fornuft, om fremskridstro, om religionskritik, om internationalisme og om emancipation, fx kvindens emancipation og seksuel emancipation.

brandes

Georg Brandes, dansk litterat der opfinder den radikale kulturstrømning

Dette program kaldes gerne ”radikalisme” der ikke er det samme som kulturradikalisme der er en særlig radikalistisk strømning i 1930’erne der sammenblander især Brandes’ radikalisme og marxismen. Men Georg Brandes er ikke på nogen måde marxist; han er snarere socialliberal. Radikalismen får stor betydning i dansk åndsliv, ikke mindst i 1900-tallet.

 

Marxismen og arbejderbevægelsen

Den tyske filosof Karl Marx udvikler en en indflydelsesrig teori om at historien med logisk nødvendighed gennemløber visse stadier der handler om menneskers bearbejdning af naturen, og hvordan det organiseres. Kapitalismen båret frem af industrialisering er en af den historiske udviklings sidste faser, og den medfører forskellige spændinger, fx fordi de der producerer varerne, nu ikke ejer produktionsmidlerne og derfor er et fattigt proletariat der er i hænderne på og udbyttes af de få ”kapitalister” der ejer fabrikkerne. Og fordi der bliver stadig færre kapitalister, da de udkonkurrerer hinanden og danner monopoler. Til sidst er de udbytttede arbejdere så mange at de let kan overmande de få kapitalister og tage kontrol med produktionen. Et stadie senere end kapitalismen er ”socialismen” hvor arbejderne har taget kontrollen med produktionen, mens det sidste stadie er ”kommunismen”, et klasseløst samfund hvor fællesskabet ejer al ejendom, og hvor man yder efter evne og nyder efter behov. Arbejderne har en særlig mission i at accelerere den nødvendige udvikling ved at organisere sig og konflikte med kapitalisterne, mener Marx. Ikke direkte marxistisk, men dog socialistisk inspireret, er en revolution i Paris i 1871 hvor ”Pariserkommunen” dannes efter en folkelig opstand, men som nedkæmpes af den franske hær med i al fald 10.000 døde til følge i gadekampe.

I Danmark inspireres Louis Pio – en løjtnant der har forsøgt flere universitetsstudier – af opstanden og danner i 1871 den danske afdeling af ”Den Internationale Arbejderforening”, en marxistisk-revolutionær arbejderbevægelse. Pio udgiver også et blad, ”Socialisten”. Pios retorik er ret militant og sværmerisk, og myndighederne er ret nervøse for hvad han har gang i. Samme år dukker den første fagforening op – Tobaksarbejdernes Fagforening ”Enigheden”. Snart myldrer fagforeninger frem med krav om bedre forhold for arbejderne.

pio

Louis Pio der grundlægger den danske arbejderbevægelse i 1871

Efter ”Slaget på Fælleden” året efter mellem betjente, husarer og strejkende arresteres Pio og øvrige ledere af Internationale der lukkes ned. Pios blad overtages i 1874 af 18 fagforeninger og kaldes ”Social-demokraten” (siden Aktuelt). Og i 1878 danner de partiorganisationen Socialdemokratisk Forbund med et marxistisk program – adskilt fra fagforeningerne, men med samme mål som dem. Socialdemokratisk Forbund skal blot skal arbejde for arbejdernes sag politisk i rigsdagen.

p-_knudsen

P. Knudsen leder af Socialdemokratiet 1882-1910

I 1882 bliver fagforeningsmanden P. Knudsen formand for Socialdemokratiet. Partiet er ikke stort. Det har blot få tusind medlemmer. I 1884 får Socialdemokratiet valgt sine to første medlemmer af folketinget. Knudsen søger at udrense de revolutionære medlemmer af partiet og arbejder pragmatisk for at nå partiets mål, i al fald betydeligt mere pragmatisk end Pios linje. Fx samarbejder Knudsen med Venstre om at fjerne Estrup fra magten.

 I 1899 kommer der en storstilet arbejdskamp. Snedkerne foretager spredte strejker, da arbejdsgiverne vedtog et overenskomstforslag, som snedkerne forkaster. Arbejdsgivere og håndværkermestre har i 1896 slået sig organisatorisk sammen i “Arbejdsgiverforeningen af 1896” og er træt af strejker og fagforeninger. Eller de forventer al fald at arbejdernes overordnede fagforbund, De samvirkende Fagforbund, DsF, der netop var dannet i 1898, kan og vil beordre de strejkende snedkere til at genoptage arbejdet. Det kan DsF ikke, og derfor lockouter Arbejdsgiverforeningen simpelthen 50.000 af Danmarks de 75.000 organiserede i DsF. DsF understøtter deres medlemmer og får støtte både fra bønder i Danmark og fra udenlandske arbejdere, mens arbejdsgiverne til gengæld får udenlandske arbejdsgivere til at garantere at de ikke vil hyre de lockoutede arbejdere.

Lockouten varer i 3 måneder, før det kommer til det såkaldte “Septemberforlig“. Her anerkender arbejderorganisationerne arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, mens arbejdsgiverne anerkender arbejdernes ret til at organisere sig, og til at slutte kollektive overenskomster på vegne af alle ansatte i en virksomhed. Der indføres et system med at strejker og lockout er tilladt, hvis de var varslede på en bestemt måde fastsat af den gældende overenskomst. Til gengæld må organisationerne ikke støtte eller tillade strejker og lockouts der bryder overenskomstens aftaler. Så kan de pålægges bøder. Uenigheder der ikke lader sig løse ved de tilladte midler, skal klares ved voldgift. Det betyder at arbejdsmarkedets partnere selv løser forhold der har at gøre med arbejdsmarkedet, fx størrelsen af en evt. mindsteløn, arbejdstidens længder og antallet af feriedage. Det kaldes siden for “Den Danske Model“.  Dermed er vejen ryddet for at fagbevægelsen op gennem 1900-tallet kan forbedre arbejdernes forhold ganske stærkt. De er allerede forbedrede. I 1850 var arbejdstiden typisk 13 timer om dagen 6 af ugens dage og dertil ikke så få timers søndagsarbejde. I 1900 er arbejdstiden reduceret en hel del, og søndagsarbejdet er næsten afskaffet.

1. maj

1. maj-demonstration i år 1900

 

1800-tallets åndsstrømninger

Religionen – dvs. kristendommen – begynder at miste sit monopol på den åndelige sandhed, og kristendommen fungerer nu ikke længere som garant for den rette udlægning af det metafysiske, men snarere i kraft af vækkelsesbevægelser der griber sindene – dels ret klassisk pietistiske vækkelser som Luthersk Missionsforening og Indre Mission hvor frygten for synd og Helvedes flammer spiller klart ind, dels en mere atypisk grundtvigsk vækkelse med fokus på en livsglad kristendom hvor frygten for synd og Helvede ikke fylder så meget. Det handler om menighedens fællesskab samlet omring gudstjenestens levende ord og ikke mindst dåb, nadver og trosbekendelse, der næsten er vigtigere end Bibelen. Den grundtvigske vækkelse vinder i sidste ende; til gengæld taber den vækkelsespræget i løbet af især 1900-tallet og bliver mere søvnig og statskirkelig.

Men naturalismen vinder mere og mere indpas – en tro på at alt i verden er styret af iboende naturlove og naturlige mekanismer som kan blotlægges af kritiske, nysgerrige og veluddannede forskere i teorier og hypoteser der hele tiden udlægges, afprøves, forkastes og erstattes. Der er en tendens til at det bagvedliggende verdenssyn bliver mekanicistisk – naturen er en mekanisme som dårligt kan ændres, men man kan bevidstgøres omkring den. Mennesket er slaver af en bagvedliggende, naturlig orden, men man kan gøre brug af mekanismerne for at gøre samfundet så velfungerende som muligt, dvs. den kristne kultur hvor det handler om det gode (udlagt af kristendommen) afløses stadig mere af en teknisk kultur hvor det i stedet handler om nytte.

Også samfundsordenen og den sociale politik afspejler ikke længere en evig, gudsgiven struktur, men er forsøgsvise udkast der kan etableres, kritiseres, forkastes og erstattes via en kronisk, politisk diskussion.

Det humboldtske dannelsesideal

Samtidig slår nogle af Oplysningstidens idealer igennem i det danske samfunds institutioner. Wilhelm von Humboldt fra Preussen er med til at grundlægge Berlins Universitet i 1810 og har omkring 1800 nogle overvejelser omkring “Bildung“, dannelse, som ikke blot præger Berlins Universitet, men også de danske skoletraditioner og det bærende universitetssyn. “Bildung” vil sige at man vokser som menneske og udvikler sin personlige særegenhed gennem mødet med menneskehedens fremmeste resultater i kunst og viden, herunder den antikke tids filosofi og kunst. Uddannelsen har altså hverken rod i den kristne tro eller det omgivende samfunds nyttehov, men hos hvert individ at fremelske en stræben mod sit højeste menneskelige potentiale, en humanitet, selvbestemmelse, ansvarlighed og “verdensborgerskab”, som man selv måtte udvikle hos sig selv.  Universiteter skal derfor grundes på udstrakt frihed. Målet er dannelse og sandheden uanset hvad det strider imod. Universiteter skal dermed være uafhængige af statslige, religiøse og erhvervsmæssige interesser og derfor ideelt selvfinansierende, og den studerende skal efter et første alment kursus i fortidens store tanker (à la et filosofikum) havde udstrakt frihed til at sammensætte sit studium ud fra egne ønsker.

Dette “humboldtske dannelsesideal” er også kaldt for “nyhumanisme“, det har præget en del vigtige tænkere fra Marx og Nietzsche over Freud og Adorno til Einstein, og det får en stor, intellektuel gennemslagskraft og er en intellektuel modpol til såvel den kristne kultur som den tekniske kultur.

Det modernes ustabilitet

Den nye tid viser sig ved en ustabilitet i de åndelige udkast. Først kom ortodoksien og dens fokus på det ydre og rette. Så kom pietismen og dens fokus på det indre og det opbyggelige. Så kom Oplysningen og dens fokus på fornuften. Derpå kom Romantikken og dens fokus på følelsen, længslen og drømmen, og så kom atter Radikalismen og et fokus på fornuft, videnskab og frigørelse, så kommer den humboldtske dannelsestanke, så kommer tanken om uddannelse i stedet for dannelse, så man kan klare samfundets krav om fagmæssig effektivitet bedst muligt. I det moderne tipper det hele tiden – det pendulerer – først en periode med fornuft, og derpå en periode med lidenskab og drøm. Først en periode med højtravende humanitet og “verdensborgerskab”, så en periode med praktisk orienteret nytte.

Bygninger og arkitektur

I 1795 – året efter at det første Christiansborg Slot brændte – går der ild i en af Københavns centrale kirker, Sct. Nicolai Kirke. Herfra spreder branden sig til over 900 huse. Hele det middelalderlige  København (kvarteret omkring Strøget) nedbrænder, så der den dag i dag ikke er ældre huse i Københavns gamle kerne end fra 1700-tallet.

Husene genopbygges i en bedre kvalitet, bindingsværk er nu afskaffet, og de grundmurede huse gør husene dyrere, så byens fattige rykkes væk fra centrum og ud i byens periferi. For at hjælpe økonomisk med genopbygningen oprettes Kreditkassen for Husejere i Kjøbenhavn, Danmarks første realkreditinstitut. Men i 1807 er den gal igen med briternes bombardement af København. En omfattende genopbygning er nødvendig.

vor-frue-kirke (1)

Vor Frue Kirke – der i dag er Københavns domkirke – blev ødelagt ved Bombardementet af København men genopført i klassicistisk stil af C.F. Hansen. Jesus-figuren ved alteret er af Thorvaldsen

Under den efterfølgende genopbygning i København af særligt mere monumentale bygninger får ikke mindst den nyklassicistiske arkitekt C.F. Hansen stor indflydelse med det andet Christiansborg Slot (nedbrændt 1884) samt bl.a. Domhuset på Nytorv og Vor Frue Kirke.

domhuset

Domhuset på Nytorv er en anden af C.F. Hansens monumentale bygninger

I den anden halvdel af 1800-tallet har man forladt klassicismen og gået over til den såkaldte “historicisme”, en næsten postmoderne strømning hvor man lystigt blander løs af gamle stilarter. Et smukt eksempel fra perioden er Vilhelm Dahlerups Hotel d’Angleterre på Kongens Nytorv fra 1875.

Hotel-d-angleterre-2004

Hotel d’Angleterre i København fra 1875

Politik i 1800-tallet – Napoleonskrigene

Ved indgangen af 1800-tallet er den sindssyge Christian 7. stadig konge med sin søn, kronprins Frederik, som regent. I kølvandet på Den Franske Revolution har generalen Napoleon fået den politiske magt i Frankrig og erobrer løs blandt omgivende lande. Der er vekslende fjender, men Storbritannien er Napoleons mest stabile modstander. Danmark får nu nogle militære konfrontationer med briterne. Først med Slaget på Reden i 1801 – et søslag ud for København – hvor britisk overmagt tvinger Danmark til at forlade et væbnet neutralitetsforbund med Sverige og Rusland. I 1807 vil briterne tvinge danskerne til at udlevere dem sin orlogsflåde som pant på sin neutralitet. Det kan lyde særdeles urimeligt, men briterne kender til den langvarige danske praksis med at lade krigsførende skibe – også fjender af Storbritannien – sejle under dansk bekvemmelighedsflag for at snyde fx briternes blokade – og nogle gange endda med en dansk konvoj som beskyttelse. Men kronprinsen siger nej til briternes krav, og briterne indleder  Københavns Bombardement i 1807. Bombardementet med kanonkugler over København varer flere dage og er ret ødelæggende for byen. Bl.a. byens hovedkirke, Vor Frue Kirke, går til. Danmark overgiver sig, og briterne eksproprierer eller ødelægger hele orlogsflåden.

Det har to ærgerlige konsekvenser. Dels har den danske handelsflåde ingen beskyttelse hvilket smadrer den danske søhandel. Den Florissante Tid er slut. Dels allierer Danmark sig nu med Napoleon både pga. vreden mod briterne og for at undgå at Napoleon rykker op i Jylland – hans rige grænser nu direkte op til Holsten.

Under alt dette dør Christian 7. i 1808, og kronprins Frederik, der har regeret Danmark siden 1784, bliver nu konge under navnet Frederik 6. Og han kører nu hele gesjæften selv. Statsrådet opløses, og Frederik 6. er enehersker via såkaldt kabinetstyre (som også Struensee og Guldberg anvendte).

I øvrigt kommer det til stærke spændinger mellem Frederik 6. og hans svigerbror, hertug Frederik Christian 2. af Augustenborg, ham der som patron for universitetet havde så stor indflydelse under den oplyste enevælde i 1700-tallet. Svenskerne tilbyder i 1809 den svenske krone til Frederik Christians lillebror, Christian August, Danmarks guvernør i Norge, men Christian August dør før han kan krones. Storebror Frederik Christian forsøger nu at få den svenske krone, men den har Frederik 6. også kastet sit blik på. Svenskerne tilbyder tronen til Napoleons general, Jean Bernadotte, der med en hær er i Sverige. Dermed opstår et modsætningsforhold mellem det danske kongehus og hertugslægten Augustenborg der får en konsekvens under 1. Slesvigske Krig 1848-50.

Freden i Kiel – Danmark mister Norge

Desværre for Danmark taber Napoleon krigen, og Danmark-Norge må betingelsesløst underkaste sig de vindende magters fredsbetingelser ved Freden i Kiel i 1814. Sveriges regent, Karl Johan (Jean Bernadotte), drømmer om Danmarks udslettelse, men man slipper med at overdrage Norge til Sverige – minus fx Færøerne, Island og Grønland, der oprindelig var norske områder, men som Danmark beholder.

f-6-4

Frederik 6. konge 1808-39 – og før da regent for Christian 7. 1784-1808

Eidsvollforfatningen 1814

Der kommer et mærkeligt mellemspil. Prins Christian Frederik, kongens fætter og tronfølger (Frederik 6. har ingen sønner), er statholder over Norge da det bestemmes at Norge går til Sverige. Den liberalt orienterede Christian Frederik anerkender ikke overdragelsen, er med til at rejse nordmændene til et oprør, og kåres af oprørerne som ny norsk konge under en ret liberal forfatning: Eidsvollforfatningen, skrevet af nordmanden Falsen og danskeren Adler inspireret af den franske og amerikanske forfatning og den klart mest liberale forfatning i Europa på denne tid – dog ikke med religionsfrihed. Men da Sverige sender militæret mod Norge abdicerer Christian Frederik, og Norge bliver svensk.

christian-frederik

Christian Frederik, kortvarig norsk konge

Statsbankerotten i 1813

Der kommer en økonomisk krise efter Den Florissante Tids endeligt. Danmarks udgifter er pludselig meget større end indtægterne, Kurantbanken – der udsteder Danmarks penge – lader seddelpressen køre, en inflation eskalerer, og i 1813 beslutter staten en møntreform. Staten går teknisk i betalingsstandsning da afdrag på statens gæld udskydes, Kurantbanken nedlægges, en ny privat nationalbank grundlægges. Rigsbanken (i dag Danmarks Nationalbank), som udsteder en ny møntenhed – rigsbank-daleren – med en værdi på halvdelen af den gamle rigsdaler. Den økonomiske krise stabiliserer sig først i 1830’erne. Finansministeren Ernst von Schimmelmann får i øvrigt skylden for statsbankerotten og må tage sin afsked. Den efterfølgende finanskrise får Schimmelmanns formue til at smuldre. Han er dog Frederik 6.s udenrigsminister fra 1824 og frem til sin død i 1831.

C.D.F. Reventlow smækker med døren og forlader administrationen i 1813 i protest med Frederik 6.s kabinetstyre og mod statsbankerotten. Centrale embedsmænd derefter er J.S. von Møsting og hofmarskal Moltkes søn, O.J. Moltke. Derefter – op til Enevældens afskaffelse – er de mest magtfulde embedsmænd H.C. Ørsteds bror A.S. Ørsted og den endnu mere konservative P.C. von Stemann.

Slesvig-Holstenismen, nationalliberalismen og stænderforsamlingerne

Som led i Julirevolutionen i 1830 så udgiver en af kongens embedsmænd, den tysksindede landfoged Uwe Jens Lornsen, et skrift der taler for at Slesvig-Holsten får en fri forfatning som kun har konge og fjende tilfælles med kongeriget Danmark. U.J. Lornsen fyres, men der rejser sig hurtigt en folkestemning i Hertugdømmerne. Freden i Kiel lovede Holsten en stænderforsamling af rådgivende art. Frederik 6. honorerer nu ønsket, men laver desuden 3 øvrige stænderforsamlinger, en for Slesvig, en for det øvrige Jylland og en for øerne. Hver stænderforsamling består af valgte repræsentanter for sit områdes tre stænder: Godsejere, borgere (dvs. jordejere i byen) og bønder. De har ingen lovgivende magt, men kommer med råd til kongen der kan lytte eller lade være.

stænderforsamling

Der var 4 provinsialstænderforsamlinger. Her er tegnet “Ø-stifternes stænderforsamling” – altså Stænderforsamlingen for Sjælland – der fandt sted i den store sal i “Palæet” i Roskilde. I dag tjener Palæet som Roskildebispens bolig.

Et konkret resultat er stænderforsamlingernes anbefaling at hoveriet helt afskaffes hvilket Frederik 6. lytter til og støtter (ikke gennemtvinger, men anbefaler). Et vigtigere resultat er at der kommer en politisk diskussion i stænderforsamlingerne. Pga. Frederik 6.s meget stramme censur-regler har enhver politisk diskussion ellers været umulig i offentligheden.

c-8-2

Christian 8. 1839-48 lægger grunden til det konstitutionelle kongedømme

Frederik 6. dør i 1839, og eftersom han er barnløs afløses han af sin fætter Christian Frederik – ham der kortvarigt blev norsk konge under Eidsvollforfatningen i 1814. Da Christian 8. er kendt for sine liberale anskuelser, ser mange frem til at han skrotter Enevælden og indfører en liberal forfatning. Under ham sker ganske vist enkelte reformer. Byer – med København som den første – får et vist selvstyre. Byens grundejere og skatteydere med en vis indtægt kunne udpege og vælge repræsentanter til en borgerrepræsentation på 36 medlemmer og udpege 6 rådmænd til byens øverste ledelse, magistraten, der dog stadig er ledet af 4 mænd udpeget af kongen. Disse tiltag er de allerførste demokratiske strukturer i Danmark og begyndelsen til udviklingen af kommuner. Men den liberale forfatning kommer ikke.

christian_augusthertug-augustenborg-1798-1869_small_large

Hertug Christian August 2. af Augustenborg ses af slesvig-holstenismen som Frederik 7.s efterfølger

Slesvig-holstenismen skærpes i 1840’erne. Det hører med til strømningen at man ønsker at Slesvig-Holsten inden længe skal regeres af hertug Christian August 2. af Augustenborg – søn af Struensees datter (og Frederik 6.s søster) Louise Augusta og hertug Frederik Christian 2. af Augustenborg der i 1700-tallet var blevet en vigtig skikkelse i Danmarks oplyste enevælde, men som siden via intriger i kampen om den svenske krone blev uvenner med Frederik 6. I øvrigt er hertug Christian Augusts lillebror, Frederik Emil August, kaldet ”prinsen af Nør”, Christian 8.s statholder af Slesvig-Holsten.

Problemet er at huset Oldenburgs direkte mandslinje er ved at uddø. Christian 8.s søn og tronfølger, Frederik, har ikke børn – og vil ikke få børn der kan arve tronen da han er gift med en borgerlig kvinde, Louise Rasmussen adlet grevinde Danner. Hvem skal så overtage monarkiet? Og hertugdømmerne Slesvig-Holsten?

Hertug Christian August er et glimrende bud, især hvis man kun anerkender arvefølge via mandslinjen, såkaldt agnatisk arvefølge. Christian August nedstammer i direkte mandslinje fra Hans den Yngre, lillebror til Christian 3. Det er der flere der gør, men hertugen af Augustenborg er den fornemste. Så han står til at arve posterne som hertug af Slesvig-Holsten og måske endda også den danske kongetrone. Christian 8.s dronning (Caroline Amalie) er faktisk storesøster til Christian August (og prinsen af Nør), men man er fra dansk side forbeholden.

Christian 8. anerkender ved en bestemmelse, et åbent brev, i 1846 at arvefølgen kan gå igennem både mænd og kvinders linje, dvs. cognatisk arvefølge, men for Holsten anerkendes kun mandslinjen (agnatisk arvefølge). Da Slesvig-holstenerne anser hertugen af Augustenborg som Frederiks tronfølger ifølge deres metode, vil det medføre personalunionens endeligt. Danmark og Slesvig-Holsten vil få forskellige statsoverhoveder.

orla-lehmann

Juristen og agitatoren Orla Lehmann, en væsentlig figur i nationalliberalismen

Men der kommer også en dansk-national reaktion ledet af især den unge jurist Orla Lehmann, fra 1840 deputeret i den sjællandske stænderforsamling. Omkring ham og ugeavisen ”Fædrelandet” – som D.G. Monrad er medredaktør for – opstår en ”national-liberalisme” med nationalisme og ønsket om liberale reformer på programmet – så at sige en dansk pendant til Slesvig-holstenismen. Kongeriget Danmark, inklusive det danske len Sønderjylland ned til Ejderen, skal danne en statsenhed underlagt en liberal forfatning. Det hører med i den nationalliberale strømning, der bliver populær i byernes borgerskab, at den er anti-tysk og pro-skandinavisk. Pga. den fælles historie hører Danmark (til Ejderen), Norge og Sverige sammen som samlet region, måske endda under én regering.

Pudsigt nota bene: Orla Lehmanns far, dr.phil. Martin Lehmann, er faktisk tysk (fra Holsten), men ansat som deputeret i generaltoldkammeret og kommercekollegiet; Martin Lehmann er en af dem der indførte juletræet med lys i i Danamrk.

Enevælden falder, og Junigrundloven indføres

I 1847 sejrer de nationalliberale ved valget til stænderforsamlingerne, og Christian 8. beder sin repræsentant i stænderforsamlingen, juristen Peter G. Bang, om at komme med et udkast til en forfatning, en grundlov, der skal gælde for hele monarkiet, og hvor både folkets frihed og rettigheder og monarkens autoritet tilgodeses. Men i januar 1848 dør Christian 8. ret pludseligt af blodforgiftning, og den mangeårige topembedsmand von Stemann udråber sønnen Frederik 7. som konge. Christian 8. har anbefalet sin søn at indføre en forfatning. De nationalliberale øjner morgenluft, og ikke mindst D.G. Monrad skubber på kongen i retningen af at indføre en forfatning og i øvrigt at knytte Sønderjylland nærmere til kongeriget (Danmark til Ejderen!)

f-7-danner (1)

Frederik 7. 1848-63 spiller skak med sin borgerlige hustru grevinde Danner

Måneden efter at Frederik 7. bliver konge, udbryder Februarrevolutionen i Frankrig, og der spreder sig en oprørsk begejstring over store dele af Europa præget af nationalisme og ønsket om en liberal forfatning. Igen en måned efter, den 18. marts 1848, gribes de tyske i Slesvig-Holsten af stemningen og kræver hele Slesvig-Holsten indmeldt i Det Tyske Forbund (Holsten er allerede med i forbundet, men Slesvig/Sønderjylland har hidtil været betragtet som et dansk len), trykkefrihed, borgerbevæbning osv.

Den 20. marts får slesvig-holstenernes krav de danske nationalliberale til at mødes på teatret Casino i Amaliegade nær Amalienborg. Orla Lehmann holder brandtale. Ved mødet besluttes det at de slesvig-holstenske krav skal afvises, kongen skal opløse sit ministerium og indsætte et nyt der følger folkeviljen, og Danmark med rækkevidde indtil Ejderen skal have en ny fri forfatning. Det krav vil man næste dag gå til Amalienborg med.

Det gør man så næste dag. 21. marts. Et par tusinde borgere går til Amalienborg for at få kongen i tale. Frederik 7. møder dem med ordene: Det glæder mig at kunne sige Dem, at jeg allerede har forekommet det, hvorom De beder mig. Det gamle ministerium er opløst”.

To dage efter er der udnævnt et nyt ”Martsministerium” med repræsentanter for de nationalliberale og de såkaldte ”Bondevenner”, som navnet siger forkæmpere for bøndernes interesser. Kongen betragter Enevælden for ophørt, og det gamle system af kollegier samt kancellier for afløst af et nyt ”ministerialsystem” med politisk udpegne ministre som ansvarlige for et ministerium af embedsmænd hvis sagsbehandlinger ministeren kan og skal kontrollere. Embedsmanden grev A.W. Moltke er premierminister, Monrad er kultusminister, og Bondevennernes leder, officeren A.F. Tscherning er ny krigsminister.

1. Slesvigske Krig – Treårskrigen – 1848-50

Frederik 7.s svar til slesvig-holstenernes krav er altså en afvisning. Slesvig kan ikke tilsluttes det Tyske Forbund. Endnu en provokation er at Frederik 7. har erklæret at Christian 8.s bestemmelse om at anerkende ”cognatisk arvefølge”, dvs. via kvindelinen, ikke kun gælder for kongeriget, men også for hertugdømmerne. Christian August 2. af Augustenborg vil altså ikke blive hertug af Slesvig-Holsten ved Frederik 7.s død.

Slesvig-Holsten accepterer hverken bestemmelsen om cognatisk arvefølge eller Martsministeriet og vælger deres egen oprørsregering hvor Christian Augusts lillebror, prinsen af Nør, er krigsminister, og hvor hertug Christian August er tronfølger. Man hævder at Frederik 7. er blevet kuppet, og at Martsministeriet derfor er illegitim. Danmark accepterer ikke oprørsregeringen, og det bliver til krig.

Udfordringen er at Det Tyske Forbund, herunder ikke mindst Preussen, træder ind i krigen på Slesvig-Holstens side. Tyskerne er talmæssigt i overtal, men i juli 1849 sker noget afgørende. De danske generaler Olaf Rye og Christian de Meza samler deres styrker i ved Fredericia og besejrer i Slaget ved Fredericia den 6. juli de tyske tropper (general Rye falder i øvrigt). Ganske kort efter truer Rusland med at afbryde forbindelsen til Preussen hvis ikke preusserne trækker sig fra krigen. De to forhold får den 10. juli preusserne til at erklære våbenstilstand med danskerne. Nu er slesvig-holstenerne under prinsen af Nørs kommando alene i krigen og dermed i undertal, og slesvig-holstenernes hær slås i Slaget ved Isted i 1860 med over 6000 dræbte.

Stormagterne forhandler en fred der besegler status quo. Slesvig underlægges ikke Det Tyske Forbund, men heller ikke den nye danske grundlov. Sønderjylland bliver hverken tysk eller dansk, men forbliver del af Hertugdømmerne Slesvig-Holsten i personalunion med kongeriget Danmark hvis konge er hertug for både Slesvig og Holsten (og det lillebitte Lauenburg syd for Holsten). Både slesvig-holstenismen og Danmark til Ejderen-politikken har tabt. Den vindende (og hidtil gældende) løsning kaldes ”Helstaten”, altså at Danmark er en helstat af to stater der ikke kan forenes med Danmark, heller ikke i en forfatning.

Under Treårskrigen indfører krigsminister Tscherning i øvrigt dansk værnepligt.

Juni-grundloven 1849

Mens Treårskrigen ruller, arbejder Martsministeriet med at få udarbejdet og godkendt en liberal forfatning. Som kultusminister – dvs. minister for undervisning, kirke og kultur – hører det under Monrads ansvarsområde, og han udarbejder et første udkast der får rettelser af Orla Lehmann og så behandles af en ”grundlovgivende forsamling” hvis arbejde især ledes af de to nationalliberale juraprofessorer, A.F. Krieger og C.C. Hall. Forfatningen inspireres af både Norges Eidsvollforfatning fra 1814 og af Belgiens forfatning fra 1830 og fra Montesqieus ideer om en skarp magtdeling mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Den grundlovgivende forsamling godkender en tekst den 25. maj 1849, og Frederik 7. godkender den 5. juni 1849.

monrad1

Biskop D.G. Monrad, den primære forfatter bag Junigrundloven

Kongen er ansvarsfri, dvs. står over loven og er den udøvende magt. Kongen udpeger en regering af ministre til at udøve magten. Den lovgivende magt er kongen og en demokratisk valgt rigsdag i forening. Den dømmende magt er domstolene.

Folket vælger en rigsdag med to kamre, Landstinget og Folketinget. Til folketinget er der valgret for alle uberygtede mænd over 30 år med egen husstand og som ikke modtager eller har modtaget fattighjælp. Samme regler gælder for valgbarheden til Folketinget, idet aldersgrænsen dog her kun er 25 år. Landstinget har samme regler for valgret som Folketinget, men valgbarhed kræver en vis formue og gælder kun mænd over 40 år. Kun de rigeste kan altså vælges til Landstinget. Landstinget er ment som en konservativ og balancerende regulator: Hvis Folketinget helt overtages af almuen med al for revolutionære, sværmeriske, vilde eller slet gennemtænkte forslag, så kan rigets velbjergede i Landsringet afvise Folketingets vedtagelser.

Christiansborg det andet

Det andet Christiansborg. Frederik 7. var den første der brugte det som kongeslot, mest som vinterresidens. Her lå rigsdagen oprindelig. Christiansborg Slot brændte i 1884

Rigsdagen får sæde på Christiansborg – i al fald indtil Christiansborg brænder i 1884. Herefter bruges en gammel operabygning i Bredgade som rigsdagsbygning.

rigsdagsbygning 84-18

Rigsdagsbygningen i Bredgade hvor Rigsdagens to kamre, landstinget og folketinget lå 1884-1918 efter det 2. Christiansborg brændte. I 1918 er det 3. Christiansborg færdig nok til at rigsdagen kan flytte herind. I dag huser Rigsdagsbygningen Østre Landsret

Statskirken er opløst, og den evangelisk-lutherske kirke er nu Danmarks ”folkekirke” og understøttes som sådan af staten. Dens nærmere ledelsesforhold bestemmes siden ved lov (det er aldrig sket). Der garanteres rettigheder som ytringsfrihed, trykkefrihed, foreningsfrihed og forsamlingsfrihed samt ejendomsrettens ukrænkelighed og et forbud mod statsmagtens vilkårlige fængsling.

Grundloven har demokratiske træk. Ca. 15 % af Danmarks befolkning har ifølge reglerne valgret (til begge rigsdagens kamre) – men altså ikke kvinder, tyende, forbrydere og folk på fattighjælp. Kongen kan ganske vist frit udpege en regering der ikke behøver at være i overensstemmelse med rigsdagens flertal, men godkendt lovgivning kræver rigsdagens accept, også folketingets, og det gælder også finansloven uden hvis godkendelse der slet ikke kan regeres. Så i det mindste skal lovgivningen være i overensstemmelse med den fælles vilje hos de 15 % af befolkningen der har valgret OG som har stemt – for det gør de alle bestemt ikke.

Overgangen mellem et af Europas mest autoritære regimer til et af de mere demokratiske foregår forbløffende blidt. To personer der må fremhæves i den forbindelse, er nok Frederik 7. og D.G. Monrad.

Huset Glücksburg

Arvefølgen efter Frederik 7. kommer i øvrigt på plads i 1851 med zarens godkendelse (den russiske zar er egentlig overhoved for huset Holstein-Gottorp og skal godkende kommende hertuger af Slesvig-Holsten). Nærmest beslægtede til tronen er Frederik 7.s fætre og kusiner, og her springer især kusinen Louise af Hessen i øjnene. Hun er gift med prins Christian af Schleswig-Holstein-Sonderburg-Glücksburg – for nemheds skyld Glücksburg – som selv i direkte mandslinje er direkte efterkommer af Hans den Yngre – ligesom hertugerne af Augustenborg er det.

louise-af-hessen-kassel

Louise af Hessen, Frederik 7.s kusine, bliver tronarving efter Frederik 7. I praksis er det dog hendes mand, Christian af Glücksborg, der er tronarving.

Løsningen er genial. Louise af Hessen tilhører (med sine søskende) gruppen af de nærmest beslægtede i arvefølge der også regner kvindelinjen med (cognatisk). Hun kan overføre sin arv til sin ægtemand, prins Christian af Glücksburg der regnet efter mandslinje er lige så nært beslægtet med kongehuset som fx augustenborgerne er det. Christian af Glücksburg kan altså uden bøvl også blive hertug af Holstein – personalunionen mellem kongeriget og hertugdømmerne kan bevares. Endelig og ikke mindst har Christian og Louise i mange år boet i København, taler dansk (dog med kraftig tysk accent) og er dansksindede. Christian har oven i købet været tæt på Frederik 6. – hvis hustru var Christians moster – og han var Frederik 6.s stedfortræder ved dronning Victorias kroning i London. Og zaren har engang truffet ham og kunne lide ham. Alle er glade. Huset Glücksburg bliver hermed nyt dansk kongehus – selv om det egentlig blot er en sidegren til huset Oldenburg. Og personalunionen er sikret.

De første regeringer efter Junigrundloven – bøvlet med et nyt rigsråd

De første regeringers udfordringer bøvler med at få styr på hvordan den besværlige helstat eller personalunion af Danmark og Slesvig-Holsten skal ordnes rent konstitutionelt. Juni-grundloven gælder ifølge fredstraktaten i 1852 (London-protokollen) kun for kongeriget, ikke for hertugdømmerne. Premierminister C.A. Bluhme kan ikke få en fællesforfatning godkendt og overdrager regeringschef-opgaven til H.C. Ørsteds bror, A.S. Ørsted der via et kongeligt dekret tromler en fællesforfatning igennem. Foruden den gældende Junigrundlov med en rigsdag hvor der lovgives om retspleje, trafik, skole, kirke osv. i kongeriget, indføres med den nye ekstra forfatning et ”rigsråd” med 20 medlemmer valgt af kongerigets rigsdag, 18 valgt af hertugdømmernes stænderforsamlinger og 20 valgt af kongen. Rigsrådet kunne ikke selv foreslå love, men det kunne vedtage dem for Helstaten. Rigsrådet tager sig af spørgsmål der gælder Helstaten, dvs. især told, hær og flåde.

Ørsted kører det hårdt. De kulturradikale koryfæer Hall og Monrad laver ballade, eftersom Ørsted jo har fået vedtaget sin fællesforfatning uden om rigsdagen hvorpå Ørsted får Hall og Monrad fyret fra deres borgerlige embeder (som henholdsvis generalauditør og biskop). Frederik 7. indser han har et problem og lader regeringen Ørsted falde. Han har tillid til Ludvig von Scheele der indvilger i at danne en regering med sig selv som udenrigsminister, og som samarbejder med både Bondevennerne og De Nationalliberale. Scheeles regering har den gamle, trofaste embedsmand Peter Bang som chef, men domineres af matematikeren, oberst Andrææ og dennes ven, juraprofessor C.C. Hall. Faktisk lykkes det for Bang-regeringen i 1855 at få en ny helstats-forfatning igennem som kan godkendes af rigsdagen – også de nationalliberale. Rigsrådet består af 80 medlemmer, 30 valgt af Rigsdagen og stænderforsamlingerne, 30 valgt direkte af i alt ca. 6000 af de mest velhavende vælgere og 20 valgt af kongen, dvs. den siddende regering.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Juraprofessor C.C. Hall, den vigtigste nationalliberale politiker op til 1864-krigen

Regeringen skifter snart Bang ud med Andrææ og derefter med Hall (i øvrigt Danmarks første regeringschef fra en håndværkerfamilie) og bliver stille og rolig mere og mere nationalistisk og skandinavistisk orienteret. I protest mod det sidste (skandinavismen) udtræder udenrigsminister Scheele af regeringen. Det er især Hall der trækker regeringen i nationalistisk retning, eller rettere, den fredsommelige Hall ønsker ikke konflikt og trækkes af de mere yderligtgående kredse mod en mere markant Ejder-politik. Kursen er tydelig da en af den yderligtgående nationalismes mest markante talerør, Orla Lehmann, bliver indenrigsminister i 1861. Både befolkningen og bondevennerne støtter Halls Ejder-politik ligesom de mere konfrontationssøgende nationalliberale koryfæer som Monrad og Krieger.

I 1863 kommer Hall med et udkast til en helt ny forfatning, Novemberforfatningen, der gælder for kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig, mens Holsten kan få sin egen forfatning, sin egen administration og sin egen hær. Samtidig indeholder Novemberforfatningen en ny to-kammer-struktur hvis reelle hensigt var at mindske de holstenske adeliges indflydelse på regeringsførelsen. Samtidig går November-forfatningen klart i konservativ retning i forhold til Juniforfatningen – kun de rigeste skal have mulighed for at vælge repræsentanter til Landstinget. Den lige og almindelige valgret er indskrænket.

2. Slesvigske Krig – 1864-krigen

Novemberforfatningen vedtages af rigsdagen den 13. november 1863, men Frederik 7. dør to dage efter og når ikke at underskrive den. Den opgave får efterfølgeren Christian 9. – første konge af huset Glücksburg (en sidegren til huset Oldenburg,  direkte mandslinje efterkommere af Hans den Yngre, Frederik 2.s lillebror). Han er naturligvis betænkelig da Novemberforfatningen soleklart er et brud på London-protokollen, fredstraktaten efter 1. Slesvigske Krig, men regeringen og folkestemningen presser på, og han underskriver den 18. november.

c-9

Christian 9. konge 1863-1906

Novemberforfatningen træder i kraft 1. januar 1864 uden man har fundet en løsning med tyskerne – i øvrigt efter alt at dømme umuligt. I beklagelse herover går Hall af som regeringschef og afløses den 31. december 1863 af D.G. Monrad der ikke har det samme problem med krig med tyskerne. Preussens regeringschef, fyrst Otto von Bismarck, giver et ultimatum: Danmark har 2 døgn til at trække forfatningen tilbage. Monrad synes det er for kort tid, og 1. februar står en hær med preussiske og østrigske tropper ved Dannevirke. Danskerne har troet at Dannevirke med sine vådområder er en god forsvarsstilling, men den 1. februar er der frost, vådområderne er faste, de tyske styrker overlegne, og general de Meza må fornuftigvis rømme Dannevirke.

dybbøl

Sejrende tyske soldater på slagmarken ved Dybbøl den 19. april 1864 – dagen efter slaget.

Det nationale chok er stort, og Monrad fyrer general de Meza. Monrad er ingen stor leder i situationen, og de danske styrker er i øvrigt klart underlegne og taber på få måneder krigen – Slaget ved Dybbøl osv. Eller rettere, Danmark er på spanden og går med til våbenstilstand og fredsforhandlinger i maj. En af fredsmulighederne er et Danmark til Dannevirke, og afgivelse af Holsten, men beslutningstagerne på dansk side – særligt Christian 9., konseilspræsident Monrad og forhandleren A.F. Krieger – kender ikke deres besøgelsestid, fredskonferencen bryder sammen den 25. juni, Preussen og Østrig genoptager krigen, og Danmark opgiver krigen den 20. juli. Hertugdømmerne er tabt til Preussen og Østrig. Det er 1/3 af monarkiets areal, og over 1/3 af monarkiets befolkning der hermed ryger. Ydmygelsen er enorm. Og så er årsagen dumhed og inkompetence! bebrejdes kan såvel Hall-regeringens ejder-danske politik op til krigsudbruddet, og Monrad-regeringens slet gennemførte fredsforhandlinger.

Monrad mener sågar at Danmark skulle have fortsat krigen og kæmpet til sidste mand! Muligvis var den ellers så begavede mand maniodepressiv. Det kan være hans undskyldning.  I øvrigt emigrerer Monrad af skuffelse til New Zealand i 1865 – i al fald i nogle år.

helstat før og efter 64

1866-forfatningen

Efter 1864-krigen har de nationalliberale tabt politisk momentum. Det medfører en polarisering for de nationalliberale har tidligere været en centrumblok i rigsdagen mellem en højreblok af ”De Nationale Godsejere”, dvs. godsejer-partiet, herunder den gamle adel, og en venstreblok af Bondevennerne og tilknyttede. Men nu er centrum svækket – og glidere mere og mere over i højreblokken, og det medfører en polarisering. Den øges af forfatningskrisen. Danmark står nu med to grundlove, Junigrundloven fra 1849 og Novemberforfatningen fra 1863 – samt en helstatsforfatning fra 1855 der nu er helt overflødig uden hertugdømmerne. Noget helt nyt skal på bordet.

Regeringschefen Bluhme har et konservativt forslag: Indskrænk rigsdagens indflydelse og lad valgretten til landstinget være afhængig af vælgernes indtægt. Dermed vil byens rige borgerskab – de nationalliberale – blive bedre repræsenteret. Bondevennerne skumler derfor. Det gør De Nationale Godsejere også, og deres mest begavede og viljestærke mand på tinge, godsejeren Jacob Brønnum Scavenius Estrup, får da en idé eller to: Valgret til landstinget gøres ikke afhængig af indkomst, men af den skat man betaler, og eftersom man dengang ikke betaler indkomstskat, men jordskat – efter ens jordes mængde af tønder hartkorn, betyder det en fordel for agerdyrkerne – og særligt godsejerne.

hansen_ja

J.A. Hansen leder af Bondevennerne og siden “Det Folkelige Venstre”

Estrup får det til at handle om land mod by, landmænd mod borgerskab, og går til Bondevennernes leder, J.A. Hansen (udtalt I.A.). Sagen er at Estrups morbror, godsejer P.B. Scavenius, står for ”Oktoberforeningen” der netop vil forene små og store gårdejere mod byens borgerskab. Hansen er at Estrups grundlovsforslag er bedre end Bluhmes, og han køber Oktoberforeningens alliance mellem små og store bønder. Estrup har skaffet et flertal til sit grundlovsforslag. I 1866-grundloven vælges medlemmerne af landstinget på en ret indviklet måde: 12 medlemmer af landstingets 66 medlemmer udpeges af kongen (dvs. regeringen). Af de øvrige 54 medlemmer skal 7 komme fra København, 1 fra Færøerne, 1 fra Bornholm og de resterende fra resten af landet inddelt i landskredse. Disse 54 ikke-kongeudpegede vælges af valgmænd. Halvdelen af disse valgmænd vælges som hidtil, altså ligesom der vælges til folketinget, mens den anden halvdel af valgmændene vælges af dem der betaler mest i jordskat. Det betyder i al sin enkelhed at godsejerne nu får kontrol med landstinget.

Men forfatningen har det indbyggede problem at folketinget sagtens kan få et flertal af repræsentanter der vil noget andet end godsejerne, og så vil folketing og landsting jo blokere hinanden!

frijs (1)

Grev Frijs konseilspræsident 1865-70

Den regering der får 1866-grundloven igennem, er bygget på Oktoberforeningens alliance af små og store bønder. Den ledes af Danmarks allerstørste jordejer, grev C.E. Frijs, og Estrup er en dygtig og fremsynet indenrigsminister i grev Frijs’ regering. Estrup står fx bag loven om borgerrepræsentantsvalg i København, landkommunalloven, købstadskommu-nalloven, vejloven, jernbanelovene og loven om etablering af en ny stor Nordsøhavn i flækken Esbjerg til eksport af landbrugsvarer til Storbritannien.

Regeringen får i øvrigt også et nyt lovsystem godkendt – Straffeloven af 1866 – som afløsning for Christian 5.s Danske Lov. Princippet i straffeloven er gengældelse, en ond handling skal gengældes med en tilsvarende straf, men straffene er mildnet en del. Hvor Danske Lov fx straffede røveri med dødsstraf og partering på hjul og stejle, straffer den nye straffelov med strafarbejde indtil 10 år. Hvor fuldbyrdet voldtægt kostede livet, koster den nu livstid i fængslet eller mindst 4 års strafarbejde. Hvor Danske Lov krævede piskning for mindre tyverier, kræver den nye straffelov mindst 5 dage på vand og brød. Og dødsstraffen og partering for majestætsfornærmelse afløses af tugthus på mellem 8 år og livstid.


Partierne Venstre og Højre dukker op – 1870

Grev Frijs’ regering falder i 1870 på spørgsmålet om afløsning af fæstesystemet. Her har de små og store bønder ikke fælles interesser, og Bondevennernes veje skilles fra De Nationale Godsejere. Grev Holstein-Holsteinborg danner nu regering med en ny alliance – nemlig mellem de nationale godsejere og nationalliberale (og også det såkaldte Mellemparti), og denne alliance bliver til partiet Højre – der dog først kendes som et fasttømret parti med det navn fra 1880. Nationalliberale koryfæer som Hall, Krieger og den medicinske professor C.E. Fenger er ministre og dominerer i Ministeriet Holstein-Holsteinborg.

holstein-holsteinborg

Lensgrev Holstein-Holsteinborg konseilspræsident 1870-74. Styrede meget lidt – Hall, Fenger og Krieger var altdominerende ministre

Der opstår social uro under denne regering i 1872. Et par tusind murersvende får i strejke for at få afskaffet arbejdstimen mellem kl. 18 og 19. De københavnske arbejderførere Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff – ledere af den danske afdeling af Den Internationale Arbejderforening eller bare Internationale – indkalder de strejkende til et møde på Nørre Fælled for at samle ind til strejkekassen der er ved at være tom. Myndighederne er bange – året før tog arbejdere magten i Paris og etablerede ”Pariserkommunen”, og over 10.000 mennesker blev dræbt i gadekampe da oprøret blev slået ned. Arbejderne skal tages i opløbet, synes tanken at være. I al fald udkommanderer justitsminister Krieger ikke bare politi, men også bevæbnede husarer, mod de strejkende på Nørre Fælled, og det kommer til – efter danske forhold voldsomme – gadekampe = Slaget på Fælleden. Ingen dræbes, men det er første og eneste gang bevæbnet militær udkommanderes mod strejkende. Før Slaget har Krieger ladet Pio, Brix og Geleff arrestere og forbudt Internationale. Arbejderførerne får 3 år i tugthus.

krieger

Den nationalliberale justitsminister Krieger var ansvarlig for at sætte hæren ind mod de strejkende i Slaget på Fælleden 1872

Samtidig samles tilhængerne af den gamle juni-grundlov fra 1849 sig i en modsvarende blokdannelse i rigsdagen kaldet Det Forenede Venstre eller bare Venstre. J.A. Hansen er ikke længere central i gruppen den grundtvigianske skolelærer Christen Berg der sætter et væld af aviser i søen, herunder det københavnske Morgenbladet med juristen Viggo Hørup som redaktør. Hørup er en anden markant figur. En tredje markant figur er teologen og højskolemanden Frede Bojsen. Hørup er mere til Brandes’ radikalisme end til Grundtvig som Berg. Og Bojsen er mere til taktik og kompromiser end den ildfulde Berg er.

christen_berg

Skolelærer og avismand Christian Berg, markant Venstre-leder i 1870’erne og 80’erne

Programpunkter for Venstre er fx junigrundlovens genindførelse, politisk lighed og frihed uanset stand og indkomst, at staten skal være sparsommelig, indførelse af indkomstskat i stedet for jordskat, afskaffelsen af fæstegodsvæsnet, fast løn til folkekirkepræster, valgmenigheder, frie universiteter osv.

Man kan sige at Venstre-grupperne generelt står for en liberal, især socialliberal, ideologi samt en grundtvigiansk og efterhånden tillige en brandesiansk-radikalistisk ideologi, mens Højre-gruppen klart går i nationalkonservativ retning og for alt i verden vil undgå at ”proletariatet” tager magten og skaber uro som under Pariserkommunen i 1871, MEN:

For at gøre det meget enkelt: Venstre arbejder for lige og almindelig valgret – at hver man har én stemme til rigsdagsvalg uanset stand og indkomst.

Højre arbejder for privilegeret valgret, at høj stand og stor indkomst giver flere stemmer til nogle rigsdagsvalg.

Og århundredet ud drejer dansk politik sig i bund og grund om denne konflikt! Som Venstre i 1900-tallet vinder!

Politisk polarisering

Berg får Venstre til at søge konfrontationen med Holstein-Holsteinborgs regering. Han er formand for folketingets finansudvalg og sørger for at ministrene ikke får bevillinger til at få deres forslag igennem. Kongen prøver nu at række hånden ud og gør C.A. Fonnesbech – indenrigsminister og en af Højres mest liberale folk – til ny regeringschef. Venstre kræver blot et af Venstres reformforslag gennemført, Fonnesbech siger nej, og Venstre kan heller ikke samarbejde med ham med ordene ”Det er den samme te, bare tyndere”.

Få fra blokken De Nationale Godsejere – som Christian 9. foretrækker at udpege sine regeringer ud fra – vil nu være regeringschef, men tidligere indenrigsminister Estrup vil. Hans drivkraft er sikringen af kongens ret til at udpege de regeringer han vil – uanset folketingets flertal.

estrup

Godsejer J.B.S. Estrup, benhård konseilspræsident 1875-94

Det er nu 1875, og et centralt emne i de kommende år bliver forsvarets ønske om en fuldkommen befæstning af København. Stort set alle Danmarks bærende institutioner ligger i København, så derfor er kontrol over København oplagt i et forsøg på kontrol over Danmark. En omfattende befæstning af byen kan forsinke en fjendes forsøg på at få kontrol over København i nok lang tid at modparten i en stormagtskonflikt ville komme Danmark til hjælp. Venstre er med på en søbefæstning, men mener at en fuldkommen landbefæstning vil virke mistroisk over for tyskerne og desuden være for dyr.

befaestningskort

 Behovet for en militær sikring af København ved et omfattende fæstningsanlæg til land og til hav kan selvfølgelig dels forklares følelsesmæssigt ud fra behovet om tryghed og sikring af Danmark efter militære ydmygelser som Karl Gustavkrigene 1658-60, hvor svenskerne næsten indtager København, samt Slaget på Reden i 1801 og Bombardementet af København i 1807 – samt ikke mindst 1864-krigen hvor tyskerne ret ubesværet indtager hele Jylland. Men der ligger også en rationel kalkule bag: Selv om Danmark nu forsøger at føre en strengt neutralistisk politik der vil undgå at provokere stormagter i nærheden, så vil en konflikt mellem de europæiske stormagter let føre frem til et behov for at kontrollere Østersøen, og som middel til at opfylde dette er det nærliggende at kontrollere Danmark og især København militært.

Venstre viser sig ufordragelig mod Estrups regering og vil ikke samarbejde om lovforslag, den såkaldte ”visnepolitik”. Venstres/Christen Bergs grundlæggende synspunkt er at regeringen ikke har ret til at udskrive skatter hvis ikke man samarbejder med dem der repræsenterer de beskattede, dvs. folketinget. Men Estrup ønsker ikke at give efter for folketingsflertallet. Det ligner umiddelbart en kamp mellem kongemagt og parlament. Forfatningskampen er i gang. Og den eskalerer da Estrup i 1877 udskriver en ”provisorisk finanslov”, dvs. en foreløbig lov vedtaget ved dekret uden om folketinget.

Provisoriestriden

En regering kan ikke fungere uden en godkendt finanslov. Og folketingsflertallet styret af Venstre vil ikke godkende Estrup-regeringens finanslov, for det ønsker at regeringen skal gå af og afløses af en regering som folketingsflertallet kan acceptere. Estrup finder en smutvej. Paragraf 25 i grundloven erklærer at kongen ”i særdeles påtrængende tilfælde” kan udstede provisoriske, altså foreløbige, love. En professor i statsret, Matzen, har så den fortolkning at det er op til kongen/regeringen selv at fortolke hvornår der hersker sådanne ”særdeles påtrængende tilfælde”. Estrup køber Matzens tolkning der jo reelt giver carte blanche til at udstede provisoriske love uden om rigsdagen.

attentat (1)

Attentatet på Estrup i 1885

Situationen eskalerer i 1880’erne. En typograf (Julius Rasmussen) forsøger uden held at skyde regeringschefen (konseilspræsidenten – som regeringschefen kaldes) Estrup i 1885, og Estrup skærper diktaturet med endnu flere provisoriske love fx fængselsstraf hvis man i tale og handling truer den offentlige orden, fx ophidsede “klasser eller dele af befolkningen til had og forbitrelse” eller “fremsatte opdigtede eller forvanskede kendsgerninger, for derved at gøre statens eller regeringens foranstaltninger forhadte eller foragtelige“. Det var gummiparagraffer der kunne bruges til at knægte enhver regeringskritik. Samtidig opretter han et bevæbnet politikorps, gendarmerikorpset, der var en del af militæret, men under kommando af politiet.

landstingssalen bredgade

Landstingssalen i Rigsdagsbygningen i Bredgade. Her holdt landstinget til 1884-1918

Folketingets formand, Christen Berg, dømmes i 1886 til et halvt års tugthus på normal fangekost trods grundlovens bestemmelse om parlamentarisk immunitet og for en temmelig lille ting (at nægte at holde en tale mens politimesteren står på tribunen) hvilket får en sukkersyge til at bryde ud hvilket igen koster Berg livet i 1891. Imens spiller Estrup dygtigt venstrefolkene ud mod hinanden. Det kommer til splittelse mellem Berg, Hørup og Bojsen, og  sidstnævnte dannede gruppen ”Det Moderate Venstre” som bryder med visnepolitikken og samarbejder med Estrups regering om bestemte forslag. Også Hørup og hans fraktion samarbejder så småt.

folketingssalen_i_rigsdagsbygningen

Folketingssalen i Rigsdagsbygningen i Bredgade. Her holdt folketinget til 1884-1918

Estrups exit

Det Moderate Venstre får nogle sejre. Niels Neergaard der har taget sine uddannelser med særligt henblik på at være politiker – han er historiker og cand.polit., dvs. økonom – får den første sociallovgivning igennem.

neergaard

Niels Neergaard fra Det Moderate Venstre får den første sociallovgivning igennem

Især Neergaard tager initiativ til sociallovgivninger som Loven om Alderdoms-understøttelse fra 1891 og lovene om sygekasser fra 1891-92. Forslagene ligger i øvrigt tæt på tidligere socialpolitiske forslag af Estrup fra 1881 som dog blev kvalt af Venstres visnepolitik. Hermed får ‘værdigt trængende’ over 60 år, der i de sidste 10 år ikke havde modtaget fattighjælp, ret til understøttelse uden at miste deres valgret. Sygekasserne er et delvist forsikringssystem finansieret af brugeren, men også af staten. Borgeren kan få statslig understøttelse til lægebesøg, jordemoder og begravelse.

bojsen-3

Teologen og højskolemanden Frede Bojsen, manden bag det Moderate Venstre

I 1894 kommer et politisk forlig mellem Bojsens del af Venstre og Højre. Anledningen er en generel vestlig landbrugskrise 1893-95 – med faldende kornpriser, kvægsygdomme osv. – der medfører en protektionistisk politik i mange lande, så dansk landbrug mister både produktivitet og eksport. Landmænd fra både Højre og Venstregrupperne danner en ny forening, Agrarforeningen, der støtter landbruget i denne udfordrende periode – fx ændre beskatningen så den snarere går på indkomst end mængden af produktiv landbrugsjord (tønder hartkorn).

Det Moderate Venstre opgiver folketingsparlamentarisme som et ultimativt krav og har som hovedpunkt at Estrup skal træde tilbage, at de provisoriske finanslove standses ligesom al anden provisorisk lovgivning uden om Rigsdagen – såsom Estrups gendarmeri – ligesom byggeriet af Københavns landbefæstning skal stoppes. Til gengæld vil Det Moderate Venstre acceptere at Folketinget ikke står over Landstinget. Aftalen kommer i marts 1894. Men Estrups løfte om tilbagetræden er en gentleman-agreement fra Højres side. Det stod slet ikke klart at Det Moderate Venstre ville kunne danne regering efter forliget. Og i sidste øjeblik springer flere markante folk i Bojsens gruppe fra.

Byggeriet af landbefæstningen standses, Estrup træder efter nogle måneder tilbage, Det Moderate Venstre danner ikke regering, det gør nu svage Højre-regeringer (under først baron Tage Reedtz-Thott og derpå embedsmanden Hugo Hørring). Provisorietiden er slut. Bojsen træder i øvrigt også tilbage som leder af Det Moderate Venstre hvis leder nu blev Klaus Berntsen og siden Niels Neergaard.

Reformpartiet

Bojsens forlig sætter gang i dannelsen af en ny Venstregruppe – Venstrereformpartiet eller bare Reformpartiet – der står stejlt på kravet om folketingsparlamentarisme: Danmarks regeringer skal udpeges og regere på baggrund af folketingsflertallet. Blandt stifterne er Hørup, Georg Brandes’ lillebror, dr.phil Edvard Brandes, overretssagfører Carl Theodor Zahle, folketingets formand Sofus Høgsbro, højesteretssagfører Peter Adler Alberti og den vestjyske skolelærer Jens Christian Christensen (forkortet J.C. udtalt I.C.) der ser sig som den nu afdøde Bergs efterfølger og hurtigt bliver Reformpartiets reelle formand.

j-c-christensen (1)

Skolelærer J.C. (I.C.) Christensen, markant Venstre-leder

Situationen er stadig fastlåst. Estrup sidder fortsat på flertallet i Landstinget, mens Reformpartiets leder, J.C. Christensen, som formand for folketingets finansudvalg reelt sidder på flertallet i folketinget. Og hverken Estrup eller Christensen er umiddelbart til kompromiser. Og de svage Højre-regeringer får gennemført meget lidt.

1900-tallet

Danmark gennemgår i 1900-tallet de voldsomste ændringer i sin historie. Rent politisk forvandles Danmark fra at stå under et godsejerstyret diktatur til at blive et parlamentarisk demokrati hvor monarken efterhånden bliver en ren kransekagefigur. Men de allerstørste forandringer er teknologiske og strukturelle. Industrialiseringen og urbaniseringen – der indledtes i 1850 – fortsætter og omdanner Danmark, men det er især elektrificeringen der gør en forskel.

Geografisk files der stadig på Danmarks størrelse. I denne omgang er det Island – den folkerigeste af de nordatlantiske besiddelser – der gør sig selvstændig fra Danmark. Samtidig, i 1917, sælger Danmark De Vestindiske Øer til USA.

Det Danske Monarki ændres i 1900-tallet til at bestå af Det Danske Rige eller Rigsfællesskabet som står under Glücksborg-monarken og den danske grundlov, og som består af tre riger – Danmark, Færøerne og Grønland hvoraf de to sidste rigsdele i 1900-tallet begge får hjemmestyre, dvs. et vist selvstyre, men er underlagt dansk myndighed. I slutningen af århundredet bor der 5,5 mio. i Danmark lidt under 50.000 på Færøerne og lidt over 50.000 på Grønland. Både Færøerne og Grønland kan vælge to repræsentanter til det danske folketing.

christiansborg_slot_fra_ridebanen_med_karet_foto_mikkel_groenlund

Det tredje Christiansborg, Danmarks magtcentrum. I 1918 er slottet færdigbygget nok til at folketinget og landstinget kan rykke ind her efter at have ligget i Rigsdagsbygningen i Bredgade

Fæstesystemet afskaffes helt ligesom de arvelige len som grevskaber og baronier. Landskabet ændrer sig med masser af nye boligkarreer i købstæderne, med et omfattende vejnet med asfaltveje, broer og viadukter omgivet af telegraf- og telefonpæle og stadig flere biler til at køre på vejene. Enkelte veje blev asfalteret sidst i 1800-tallet, men billigere asfalt gør at asfalteringen af Danmarks veje accelererer efter 1920. Danmark havde været et agrarsamfund i mange tusind år, men landbruget blev stadig mere perifert i perioden.

Folketingssalen_20120420_0222F_(8188480571)

Det 3. Christiansborg folketingssal tages i brug fra 1918. 

Også på landet ændrede livsformen sig med stadig flere mekaniske hjælpemidler, især efter 1950 hvor mekaniske køretøjer som traktorer og mejetærskere helt afløser de dyretrukne hjælpemidler der har været brugt i Danmark i årtusinder. De nye hjælpemidler gør at der er brug for betydeligt mindre arbejdskraft på landet. Det er med til at sætte en massiv urbanisering i værk. Der er en stor vandring fra land til by.

Byerne ændrer markant udseende fra gader med toppede brosten (eller i udkanten grus), rendesten og gaslygter og fodgængere og hestevogne asfalteres gader og veje, oversvømmes med elektrisk gadebelysning, og der kommer neonskilte, trafiklys og et hav af biler, bilos og fortravlethed. Asfalterede hovedveje og motorveje gennemkrydser landet hvis vigtigste bælter forbindes med broer.

hjem 1910

Stadsstue i 1910

Sengene flyttes ud af opholdstuen og ind i særlige soveværelser så et privatliv er muligt. Det bliver udbredt med toilet i adskilte rum i hjemmet, og efterhånden bliver badeværelserne noget mere luksuriøse med vandskyllede klosetter (WC’er), vaskekumme og bad.

stue 1950

Dagligstue i 1950’erne. WEn funktionalistisk stil begynder at vinde indpas. Radioen bag husfaderens lænestol er hjemmets arne

Brændekomfuret afløses først af gaskomfuret og derefter elektriske komfurer og ovne. Dermed kan man spise mad i køkkenet. Efter 1920 trænger centralvarme frem i stedet for kakkelovne. Efter 1980 bliver det populært med køkken-alrum. Hjemmekontorer med hjemmecomputere bliver udbredte i middelklassen.

stue 1980 ung

Værelse i 1980’erne for en ung

Elektrificeringen af Danmark eskalerer efter 1900, men i 1910 er det stadig kun hver femte familie der har elektricitet i hjemmet, og det var primært københavnere. Det ændrer sig snart markant. Især i 1920’erne eksploderer antallet af elektrificerede hjem til næsten alle, og antallet af elektrisk drevne apparater i hjemmene voksede også. Der kommer ikke bare elektrisk lys i hjemmene, men også køleskab, fryser, strygejern, støvsuger, vaskemaskine, tumbler, opvaskemaskine osv. – hvilket dramatisk ændrer livsstilen for mange og gør livet betydeligt mere bekvemt. Husmoderens arbejde lettes betragteligt, og snart giver det sig selv at kvinderne også får lønarbejde, mens manden og kvinden forsøger at deles om husarbejdet.

En af de vigtige elektricitets-drevne apparater er radioen. Først i 20’erne er der flere private radiosendere. Rigsdagen besluttede i 1925 at den nye statslige institution, Radiotelefonien, siden kaldet Danmarks Radio, DR, skal sende 3 timers radio i Danmark, ligesom Radiotelefonien får monopol på at sende radio. I 1927 er der 127.000 radiolicensbetalere i Danmark. I 30’erne forøges antallet en del. I 1934 er der 522.683 radioapparater i landet og 2 ½ million lyttere.

Fra 1950’erne begynder Statsradiofonien så småt at sende tv-signaler, men især i 1960’erne blev det populært med tv-apparater i de små hjem. Fra 1960 er der fuld dækning af modtagelse af tv-signaler overalt i landet, og nu boomer tv-apparaterne. Fra 1970 er et tv allemandseje.

Der er oprindelig kun én dansk tv-kanal, snart kaldet Danmarks Radio, som Statsradiofonien omdøbes til. Til gengæld kommer der flere radiokanaler, først Program 2 der supplerer det oprindelige Program 1 (P1) i 1951, og i 1963 kommer på FM det mere underholdningsprægede P3 med popmusik. Pladespillere og båndoptagere vinder også frem. I 1988 kommer der en tv-kanal nr. 2 – TV 2 – der ikke hører under DR – og efterhånden kommer der en del forskellige danske tv-kanaler.

I kraft af fagbevægelsens bestræbelser får lønarbejderne betragteligt bedre forhold. I 1900 gælder der en 60-timers arbejdsuge. I 1919 er arbejdsugen 50,5 arbejdstimer, i 1960 45 timer, i 1974 40 timer og i 1990 37 timer.  Reallønnen stiger betragteligt, og det blev muligt for lønmodtagere, både funktionærer og industriarbejdere, at få råd til udlandsferier, hus og bil.

Det er i høj grad arbejderbevægelsens bedrift, og i 60’erne og 70’erne kulminerer Fagbevægelsens magt og indflydelse. Da Fagbevægelsens meget magtfulde øverste chef, Thomas Nielsen, går af som LO-boss i 1982, gør han det med ordene: “Vi har sejret ad Helvede til“. Siden går det ned ad bakke. I 1985 under Danmarks største storkonflikt, Påskekonflikten, får Regeringen Schlüter efter demonstrationer med hundredetusinder af deltagere trumfet en overenskomst igennem der er dårligere end det kompromis forligsmanden satte frem til afstemning, og som lønarbejderne stemte nej til. Siden da har Fagbevægelsens magt været svækket.

Lejlighederne bliver bedre, renere og lysere i funktionalistiske karreer og siden højhuse beliggende i randen af storbyerne. Efter 1950 kommer der en stor mængde af typehuse (eller arkitekttegnede huse) i tidens funktionalistiske stil på udstykkede parceller, såkaldte parcelhuse. En stor del af befolkningen bor nu uden for bymidterne i parcelhuskvarterer med hund, bil, have og tv-apparat og har funktionær-jobs.

parcelhus

Parcelhuskvarter i 1960’erne efterhånden danskernes foretrukne boligform

Også infrastrukturen forbedres med et omfattende motorvejsnet til den øgede bilisme. I 1950 er der lidt over 100.000 private biler i Danmark. Midt i 60’erne var der mere end en million biler. På mange måder bliver kulturen, især ungdomskulturen, inspireret af den britiske og især den amerikanske kultur – Hollywoodfilm, beat-litteratur, jazz, rock og amerikanske forbrugsmønstre. Teenagere og øvrige unge har en særlig livsstil og sit helt særlige sæt af konsumvarer tilpasset dem.

I perioden kommer kvinderne ud på arbejdsmarkedet. I 1950 er 16 % af landets gifte kvinder i beskæftigelse. I 1960 er det 21 %, og i 1970 er det halvdelen af de gifte kvinder. Det skyldes både en frigørelse fra gamle kønsrollemønstre og et ønske fra regeringens side om at få flere ud på arbejdsmarkedet.

Fra slutningen af 60’erne kommer der især tyrkiske gæstearbejdere til landet, og fra 1980’erne kommer der et større antal krigsflygtninge fra især Iran, Irak, Libanon og statsløse palæstinensere, og desuden nogen tamilere og somaliere. Samt diverse familiesammenførte i den forbindelse (familie til gæstearbejderne og krigsflygtningene). De ophobes i kvarterer med sociale boligbyggerier, ”ghettoer”, og er overrepræsenteret i arbejdsløsheds- og kriminalitetsstatistikkerne med etniske og sociale spændinger til følge. Der opstår de facto at opstå et etnisk hierarki – øverst vesterlændinge, derunder tyrkere, derunder arabere og nederst grønlændere.

ghetto

Ghettomiljø

Kulturelt kommer det til en reaktion mod den borgerlige materialisme i parcelhuskvarterne. I 1960’erne kommer en hippiebevægelse og siden et ungdomsoprør inspireret af ungdomskulturen i Californien og amerikansk og britisk rockmusik: Langhårethed, pacifisme, psykedeliske stoffer, alternativ livsstil og oprør mod autoriteter og gamle institutioner samt af NATOs atomoprustning og USAs Vietnamkrig. Dele af Ungdomsoprøret er orienteret i retningen af bevidsthedsudvidende stoffer og alternativ livsstil, mens andre dele allierede sig med en ofte ret universitetsagtig marxistisk kritik af USA, kapitalismen og forbrugersamfundet.

atommarch

Atommarch i 1961 i protest mod atomvåben

Fra 1960’erne står en skærpet modernisme stærkt i kunsten ofte inspireret af 1930’ernes kulturradikalisme med kritik af autoriteter og traditioner fra kirke, militær og kongehus til kernefamilien og det der ses som en undertrykkende sexmoral og et fantasiløst sprog.

alcatel

Alcatel – billig mobiltelefon fra 1998

Fra 1960’erne trænger computere frem til kommerciel brug i virksomheder, og i 80’erne begynder handy mikrocomputere at komme ud i hjemmene hvor de kan anvendes til regnskab, tekstbehandling og computerspil. I slutningen af 1990’erne bliver hjemme-computere ganske normalt forbundet via telefonnettet med et globalt internet, mens også små, handy mobiltelefoner med stadig større computerkraft trænger frem.

internet

Adgangen til internettet foregår via browser-vinduer der typisk finder og viser hjemmesider – her viser  browseren Netscape Yahoos hjemmeside sidst i 90’erne

Danmark er efterhånden et industrialiseret samfund, men servicefag (de tertiære erhverv) der hverken handler om produktion eller bearbejdning, men derimod om immaterielle frembringelser som handel, sygepleje, undervisning, information og kommunikation osv. – kommer til at fylde stadig mere. Efter årtusindeskiftet er 80 % af Danmarks beskæftigelse optaget af servicefag – ca. 60 % i den private sektor og 40 % i den offentlige. Danmark er et servicesamfund!

Især fra 1957-72 er der stor vækst i Danmarks økonomien, ikke mindst i den offentlige sektor og dennes service-fag. Der er brug for mere uddannelse af befolkningen, og der kommer uddannelsesreformer med flere gymnasier, tekniske skoler, handelsskoler og uddannelsesstøtte. Allerede i 1928 får Danmark fået sit andet universitet, Aarhus Universitet, og i 1966 følger så Odense Universitet, siden sammenlagt med diverse uddannelsesinstitutioner til Syddansk Universitet. I perioden 1950-70 bliver antallet af universitetsstuderende i Danmark firedoblet. Det skyldes både at samfundet ansporer til at man uddanner sig, og at man på universiteterne kun har en studentereksamen som adgangskrav.

At Danmark ved århundredets slutning begynder at blive “post-industrielt“, påvirker bydannelsen. Der foregår stadig en urbanisering, en vandring fra by til land, men Danmark er pga. funktionærernes muligheder for at pendle ikke så entydigt præget af ét centrum. Der er sidst i århundredet tegn på at Danmark udvikler to centre for vækst – et hovedstadsområde i det nordøstlige Sjælland – København, Køge, Roskilde, Helsingør og Holbæk – og et nyt østjysk centrum – Århus, Randers, Silkeborg, Horsens, Vejle, Fredericia og Kolding”. Nogle har endda dristet sig til at se området omkring motorvejen fra Kolding til Århus som en tråd af bebyggelse kaldet “Den Østjyske Millionby”.

to centre

Danmarks to vækstcentre, hovedstads-centret i øst og det østjyske centrum i vest. De skraverede områder er stagnerede områder – af nogle kaldt “Udkantsdanmark”

Nye politiske emner sidst i århundredet er klimapolitikken, da der er meldinger om klimaforstyrrelser pga. menneskets forurening, og indvandrerpolitikken, da Danmark får en del immigranter især med muslimsk kultur. I 1980 udgør indvandrere (både europæiske og ikke-europæiske) 2,6 % af befolkningen. I 1998 udgør de 5,2 %, og i 2016 udgør de 9,5 %. det skaber hos nogen en fornemmelse af ”islamisering”, og en øget forekomst af islamistisk terror i Vesten og sociale uroligheder (fx indvandrerbander) skaber et voksende krav om stop for modtagelse af asylansøgere og inddæmning af islam eller i al fald af den mere radikale islamisme.

En kuriositet i perioden er diverse slumstormerbevægelser der opererer i København. I 1971 flytter slumstormere fx ind i den netop rømmede Bådsmandsstræde Kaserne på Christianshavn og opretter her i den besatte kaserne “Fristaden Christiania” med hippieidealer, fantasifulde husbyggerier og hashhandel. I 1980’erne bliver slumstormerne mere militante og anarkistiske i form af den såkaldte BZ-bevægelse, elefanthuebeklædte unge der besætter adskillige forladte bygninger i 1980’erne på især Nørrebro, som regel kortvarigt, mens Sorte Hest på Vesterbro er besat i 4 år, og Ryesgade 58 på Østerbro i 3 år. Besættelserne medfører bl.a. gadekampe med politiet. Et tilholdssted for BZ’erne er Ungdomshuset eller “Ungeren” på Jagtvej der ryddes ved en stor politiaktion i 2007. BZ-kulturen kan sagtens ses som en – omend mere militant og aggressiv – udløber af Ungdomsoprøret.

bz

Gadekampe mellem bz’ere og politi

Erhvervslivet – A.P. Møller-gruppen – den nye kæmpe

Først i 1900-tallet står ikke mindst Carlsberg, B&W, F.L. Smidth og ØK ganske stærkt. I 1904 kommer en ny spiller på banen med shippingfirmaet Dampskibsselskabet Svendborg grundlagt af kaptajnen Peter Mærsk Møller og hans søn Arnold Peter Møller. A.P. Møller grundlægger i 1912 sit eget firma, Dampskibsselskabet af 1912, med hovedsæde i København. D/S 1912 får stor succes, og siden arbejder de to virksomheder sammen under A.P. Møllers ledelse og opretter et væld af nye firmaer typisk ejet 50/50 af D/S Svendborg og D/S 1912.

A.P. Møller opbygger sin egen flåde af handelsskibe især bygget på hans egne værfter, fra 1917 ”Odense Staalskibsværft”, der siden udvides med ”Lindø-værftet” i 1959. Ved Besættelsen i 1940 har A.P. Møller 46 skibe og langt størstedelen ude i verden, så sønnen Mærsk McKinney Møller inddrages i ledelsen. A.P. Møllers motto er “Min gamle Sætning: Intet Tab bør ramme os, som kan undgaas ved rettidig Omhu, bør være et Løsen, som gaar gennem hele Organisationen.”

Ved sin død i 1965 har firmaet 10.000 ansatte. Under Mærsk McKinneys ledelse vokser firmaerne stadig og har lidt efter årtusindeskiftet 110.000 ansatte. I 2003 fusionerer D/S Svendborg og D/S 1912 i øvrigt til firmaet “A.P. Møller-Mærsk A/S.”

Mærsk-McKinney-Møller_m

Mærsk McKinney Møller fra 1965-2012 leder af A.P. Møller-Gruppen der under ham bliver Danmarks største virksomhed

M.M. Møller optræder i en sen alder som mæcen der står bag markante byggerier i København – en restaurering af Københavns kastel, anlæggelse af parken Amaliehaven ved Amalienborg samt Operaen på Holmen i København som bliver færdig i 2005 som Danmarks nye nationalopera.

Opera_Copenhagen_08

Operaen i København, indviet i 2005 som Danmarks nationalopera, bygget på initiativ af og bekostet af Mærsk McKinney Møller

I 1960 grundlægger den århusianske storkøbmand Herman D. Salling  supermarked-kæden Jysk Supermarked A/S der oprettede supermarkedskæden Føtex. Jysk Supermarked indgår i 1964 i en joint venture med A.P. Møller der køber halvdelen af aktiemajoriteten, mens virksomheden skiftede navn til Dansk Supermarked A/S, og foruden at udvide antallet af Føtex-supermarkeder lavede Dansk Supermarked nye kæder som storsupermarkedet Bilka og siden discountsupermarkedet Netto. I dag ejer Salling-gruppen dog 81 % af aktierne i Dansk Supermarked.

netto

Dansk Supermarked ejer bl.a. butikskæden Netto der i Danmark har 461 butikker og i fx Polen har 361 butikker – og næsten det samme i Tyskland.

   I 1933 opretter ingeniøren Mads Clausen ved Nordborg på Als firmaet Danfoss som får succes med at producere termostater. I 1947 har Danfoss 316 medarbejdere og i 1965 5.200 medarbejdere hvilket gør Danfoss til Danmarks næststørste virksomhed blot overgået af B&W i København.

lego

LEGO Group har planlagt at firmaets kommende hovedcenter i Billund minder om en legoklods

 I 1932 grundlægger Ole Kirk Christiansen i den midtjyske by Billund legetøjsfirmaet Lego A/S. Sønnen Gotfred overtager i 1940 virksomheden som vokser støt,  men ekspansionen kommer efter 1958 hvor firmaet udvikler og patenterer plastbyggeklodsen “lego-klodsen” der gør Lego til en enorm virksomhed. Siden bliver Lego Group verdens største legetøjsfabrik. Familien Kirk Christiansen ejer stadig Lego og er i skrivende stund Danmarks absolut rigeste familie med en formue på 145 milliarder kroner. Desuden er Lego et af verdens allerstærkeste brands foran fx Red Bull, Unilever, McKinsey, L’Oreal, Burberry og Rolex.

b&w

Fra B&W-hallerne på Refshaleøen.

Mange af de gamle virksomheder stagnerer. I 1970’erne ejer ØK værfter, containerskibe, slagterier osv. og er stadig en kæmpe i Danmark og omsætningsmæssigt Nordens største virksomhed, større end svenske Volvo. Men derefter smuldrer ØK fuldkommen og er i skrivende stund en skygge af sig selv. En anden stor arbejdsplads der går ned, er skibsværftet B&W der går konkurs i 1996.

mads øvl

Knud Hallas-Møller til venstre overdrager magten til svigersønnen Mads Øvlisen til højre i 1981. Under disse tos gode ledelse er Novo vokset til en magtfuld medicinindustrivirksomhed.

I slutningen af århundredet kommer nye spillere til. Danmarks største virksomhed er A.P. Møller-Mærsk, men næststørst er efterhånden medicinalvirksomheden Novo Nordisk. I 1923 er den store danske fysiolog August Krogh og hans lægehustru Marie Krogh sammen med H.C. Hagedorn med til at grundlægge insulinfabrikken Nordisk Gentofte, dengang Nordisk Insulinfabrik. Brødrene Harald og Thorvald Pedersen laver virksomhedens maskiner, men Thorvald fyres, hvorpå bror Harald også forlader Nordisk Gentofte, og de to grundlægger det tilsvarende firma Novo Terapeutisk Laboratorium. Novo er familiedrevet – Harald Pedersens svigersøn Knud Hallas-Møller bliver direktør i 1957, og dennes svigersøn, Mads Øvlisen, tager over i 1981, står bag en fusion mellem Novo og Nordisk Gentofte i 1989 til “Novo Nordisk” og sørger for en stor opblomstring af virksomheden med stort talent og fokus på virksomhedsværdier. I dag har Novo Nordisk en årlig onmsætning på over 111 milliarder kr.

novo

Danmarks tredjestørste virksomhed bliver det Århusbaserede mejeriselskab Arla Foods der der opstår i 1970 som Mejeriselskabet Danmark ved en fusion af en lang række andelsmejerier. Via diverse fusioner med andre mejerier, fx Kløver Mælk, opstår i 1988 MD Foods der fusioneres med svenske Arla i 2000 til Arla Foods der atter fusionerer med britiske Express Diaries i 2003 til en virkelig mejerigigant, verdens fjerdestørste.

poul-andreassen-er-dd--

Poul Andreassen, en maskinarbejder der arbejdede sig op, leder ISS fra 1962 til 1995, og under ham bliver ISS enorm

 I 1903 grundlægges vagtfirmaet Kjøbenhavn-Frederiksberg Nattevagt, og det etablerer i 1934 Det Danske Rengøringsselskab som i 1962 får Poul Andreassen som direktør. I 1968 er navnet for det kombinerede vagt- og rengøringsfirma skiftet fra DDRS til det mere internationalt lydende International Service Systems, ISS (som i dag dog står for Integrated Service Solutions), og i 1975 passerer ISS 1 milliard i omsætning.  I 1995 fratræder Andreassen som chef for ISS der dog stadig ekspanderer og i 2010 har 70 milliarder i omsætning og har på verdensplan  en halv million mennesker ansat.

iss world

ISS’ britiske afdeling bor sådan her

I 1972 opretter staten Dansk Naturgas A/S, kort efter kaldet Dansk Olie og Naturgas (forkortet DONG), en offentlig virksomhed der skal sætte skub i dansk energiproduktion. DONG fusionerer i 2006 med diverse danske el-virksomheder – ELSAM, Nesa osv. – og resultatet bliver DONG Energy, Danmarks 5. største virksomhed i omsætning.

Dong1

Ekspansionen foregik især under den tidligere departementschef Anders Eldrups ledelse 2001-12. DONG Energy er stadig statsejet, selv om 40 % er solgt til diverse private firmaer fx amerikanske Goldman Sachs.

Den 6. største virksomhed i Danmark efter A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk, Arla Foods, ISS og Dong Energy er bryggeriet Carlsberg Group.

Radikalismen og PH

I 1920’erne og 30’erne bliver Georg Brandes’ aristokratiske radikalisme – et modernistisk opgør med autoriteter og kirke via en udfordrende kunst der satte individet fri – fusioneret med den mere kollektivt baserede marxisme og dannede åndsstrømningen kulturradikalismen. Idealet er en frisindet kultur, skole- og seksualpolitik der – i kulturradikalismens selvforståelse gør individet myndigt, uselvisk og frit i kritik af kapitalismen, kommercialismen og den amerikansk prægede massekultur.

henningsen01dailyicon

Poul Henningsen, PH, og hans lampe

En markant personlighed i kulturradikalismen er altmuligmanden (arkitekt, revyforfatter med mere) Poul Henningsen, PH.  Foruden at tegne den populære ”PH-lampe” bliver PH provokatøren der vender sig mod autoritær opdragelse – ”den sorte skole”, stram sexmoral med hykleri og fortielser, konformisme og kommercialisme. Efter Besættelsen kritiserer han både Retsopgøret og de umenneskelige forhold i de tyske flygtningelejre. Siden kritiserer han bl.a. popkulturen, pornoficeringen og forbrugeris-men. Idealet er både en radikal individualisme – at individet finder sin egen mening og egen sandhed på tværs af det konforme og traditionelle eller kollektive – og en radikal humanisme der i den radikale tradition er ofte antiamerikansk, pacifistisk, kristendomskritisk/kris-tendomsfjendsk og orienteret i retning af international solidaritet snarere end national solidaritet. Et kodeord for PH og kulturradikalismen er ”frigørelse” – individet skal frigøres fra alt det der undertrykker det, fx det victorianske, det småborgerlige, det racistiske, sexistiske og homofobiske, det hellige og det vulgære.

PHs kulturradikalisme kendes efter 1950 især som en nyradikalisme der fx ses hos Klaus Rifbjerg, Leif Panduro, Jesper Jensen, Georg Metz og Suzanne Brøgger.

Nationalkonservatismen og Søren Krarup

Reaktionen på radikalismen er en nationalkonservatisme der vender sig mod reform- og revolutionstanken, opgøret med de gamle autoriteter, frigørelsen fra den gamle orden, hvilket konservatismen mener medfører anarki og kaos hvad enten frigørelsen er liberalistisk, socialistisk, kommunistisk, fascistisk eller radikalistisk. Den gamle orden og de gamle autoriteter må bevares, men selvfølgelig ikke ukritisk. Det centrale er at binde samfundet sammen omkring samlende symboler som familien, nationen, monarken og kristendommen. Samfundets orden og harmoni betinges af stærke institutioner og en stærk statsmagt, og borgerens respekt for institutionerne. Det konservative tager udgangspunkt i rødderne og er derfor skeptisk over for modernisme og fremskridtstro, især utopismen. Det særligt nationalkonservative består i at være ved og holde fast ved ens nations givne kultur – at forlade modernisternes tendens til had mod det vestlige – religionskritikken, kolonialismekritikken osv og i stedet beskytte ens særlige nationale identitet mod alt der vil udvande det fra globalisering over indvandring og islampåvirkning til EU og FN. Et nøglebegreb er ”værn” – der skal værnes om ens særlige identitet.

sorenkrarup

Sognepræst Søren Krarup, en væsentlig skikkelse i dansk nationalkonservatisme

En væsentlig figur i den nationalkonservative reaktion mod radikalismen er sognepræst Søren Krarup tilknyttet den teologiske bevægelse Tidehverv og samtidig (og dermed) ret grundtvigiansk præget. Krarup var i 1980’erne med til at rejse en folkestemning mod den mellemøstlige indvandring og går siden ind i Dansk Folkeparti som folketingsmedlem. Han er på mange måder ideologen bag en tankegang der efterhånden vinder indpas i de fleste borgerlige partier.

For Krarup er det centrale det man er givet af og rundet af, ikke det man afgør sig for. Man er i første omgang rundet af det danske som svarer til ens sprog og ens forældre – som ikke er noget man vælger, men som er hele betingelsen for at være den man er. Kærligheden til det danske er ikke en ideologi, ikke en holdning, men forudsætningen for det hele.

Ifølge Krarup forsøger humanismen derimod at forankre sig i noget fortænkt og abstrakt – menneskeheden – eller for den sags skyld drømmen om det perfekte samfund og menneskerettighederne. Krarup ser i den forbindelse på Den Franske Revolution der først effektuerede menneskerettighederne og så fandt guillotinen frem. Der går en lige linje mellem menneskerettigheder, retfærdighedsdyrkelse og folkemord i en abstrakt sags tjeneste.

Det konkrete, det nationale, kommer først, og dernæst kommer det luthersk-kristelige og den lutherske adskillelsen mellem stat og religion, mellem loven og troen, men begge skal man underlægge sig og værne om – og gå imod alt der vil ophæve denne adskillelse og ophæve kristendommen, herunder ikke mindst indvandringen og islam.

Åndsstrømninger i 1900-tallet generelt – konsumerisme

Danskerne viser stor trofasthed over for Folkekirken, da over 80 % af befolkningen forbliver medlemmer, selv om den lutherske tro ikke længere har fat i befolkningens religiøse anskuelser. Der kommer i århundredets sidste tredjedel en nyåndelig vækkelse der ikke er specelt kristent orienteret – det handler mere om psykens indre, guddommelige ressourcer der skal aktiveres, reinkarnations- og karmatro og ønsket om at få kontrol over livet ved forskellige metoder, fx astrologi, numerologi, homøopati osv.

Der er ingen større åndelige vækkelser ud over det som de politiske partier – i særlig grad Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Venstre, de Konservative og De Radikale – og siden også Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti – kan levere. Politisk ideologi bliver mere afgørende kombineret med personlige værdier og livsstile og ikke mindst forbrug – forbrug af kultur, materielle varer fra tasker til elektronik, underholdning, religiøst-spirituelle tilbud, mad, foreninger, rejser, sport,kropstræning på forskellige måder og meget andet, men først og fremmest forbrug af varer, der koster penge, og som kan tilfredsstille forbrugeren et stykke tid. Erhvervslivet bliver stærkt og velfungerende i 1900-tallet, både i Danmark og i Vesten generelt og ansporer via diverse salgsteknikker befolkningen til at øge deres forbrug i jagten på det gode liv, på lykken – også på måder hvormed man markerer og sikrer en personlig identitet.

Typisk inddeles den danske forbruger i 1900-tallets sidste halvdel i 5 afdelinger eller segmenter:

  • Det grønne segment – især veluddannede kvinder – går op i natur, økologi, kultur, international solidaritet – men solidariteten går især på det grønne segment selv. Det er vigtigt at samfundet tager vare på noget. Forbruget er ikke mindst kultur. Her stemmes evt. på De Radikale, SF, VS/EL, en overgang (under Auken) også på S. Det er “de frelste”.

  • Det blå segment – især veluddannede mænd – går op i karriere, luksus og selvudfoldelse. Det er vigtigt at samfundet belønner dem der gør en indsats. Forbruget er ikke mindst teknologi, biler og luksus – evt. også kultur. Her stemmes gerne V, K – siden LA. Det er “yuppierne”, som de hed i 1980’erne.

  • Det rosa segment – især lettere uddannede – og ældre – kvinder går op i tryghed og traditioner – familien, ugeblade, banko eller lotto. Det er vigtigt at samfundet beskytter det lokale og Danmark som man kender det. Forbruget er naturmedicin, underholdning og evt. økologiske varer. Her stemmes gerne S, evt. CD, Fremskridspartiet/DF. Det er “nostalgikerne”.

  • Det violette segment – især lettere udannede (og yngre) – mænd – går op i selvstændighed, herunder sort arbejde og gør-det-selv-arbejde. Det er vigtigt at samfundet giver rammer til at folk kan passe sig selv. Forbruget er værktøj, camping, elektronik. Her stemmes gerne Fremskridtspartiet/DF, evt. V eller K, muligvis S. Det er “racisterne”.

 

  • Det grå segment er sværere at sætte i bås – faktisk gælder gruppen dem der falder udenfor de ovennævnte fire segmenter.
Town Hall Square in Copenhagen

Københavns Rådhus fra 1905 af Martin Nyrop

Arkitektonisk ændrer smagen sig voldsomt i henseende til monumentale bygninger hvilket kan ses på Martin Nyrops Københavns Rådhus fra 1905 i tilbageskuende, nationalromantisk stil og Arne Jacobsens blot 36 år yngre Århus Rådhus fra 1941.

århus rådhus

Århus Rådhus tegnet i funktionalistisk stil af Arne Jacobsen, færdig i 1941

Århus Universitet – tegnet af bl.a. Kay Fisker og C.F. Møller og opført fra 1930’erne og frem, kan også fremhæves for sin renskurede, funktionalistiske stil.

aula_park_lk

Århus Universitet hvis første bygning stod færdig i 1933

Desuden kommer der en lang række broer i det udbyggede vejsystem i 1900-tallet som fx Storestrømsbroen, den gamle og den nye Lillebæltsbro, Vejlefjordbroen og mest imponerende Storebæltsbroen fra 1998 bestående af en 6,6 km. lang lavbro mellem Fyn og Sprogø og derpå en 6,8 km. lang højbro fra Sprogø til Sjælland.

Storebæltsbroen-07-foto-Sund-og-Bælt-Holding-A-S-610x407

Storebæltsforbindelsens 6,8 km. lange højbro der stod færdig i 1998

Systemskiftet i 1901

Ved århundredeskiftet er den politiske situation i Danmark fastlåst. Rigsdagen kan ikke samarbejde. 1866-grundloven sikrer privilegeret valgret til rigsdagens overhus landstinget hvor Højre under dominans af Estrup har magten, mens en stigende valgprocent gør at rigsdagens underhus folketinget domineres stadig mere af reformivrige kræfter domineret af Reformpartiet ledet af J.C. Christensen der har stor tæft for magtspillet. Desuden udspalter Højre rigsdagsgruppen ”De Frikonservative” der under ledelse af Danmarks største jordejer, lensgrev Mogens Frijs, er mere Venstre-venlig end Estrups Højre.

Ved et folketingsvalg i 1901 får Reformpartiet 76 ud af folketingets 114 mandater, mens Højre får 8 mandater. Selv medregnet Det Moderate Venstre har Højre-regeringerne kun ¼ af folketingets mandater bag sig – ¾ af mandaterne tilhører Reformpartiet. Højre kan ikke få bevillinger fra folketinget, statskassen er tømt. Samtidig går kong Christian 9. ikke ind for folketingsparlamentarisme og insisterer på at udpege regeringschefer han stoler på, dvs. Højrefolk. Danmark er politisk kørt fast. Pokerspillet spidser til.

marie_of_orlc3a9ans

Prinsesse Marie

Industriens topfolk, fx ØKs chef H.N. Andersen, begynder at presse kongehuset for ændringer. En bølgebryder bliver kongens svigerdatter, prinsesse Marie, gift med kongesønnen prins Valdemar. Hun har sympatier for Reformpartiet og stor indflydelse på sin svigerfar. Sammen med H.N. Andersen udvikler hun den tanke at lade kongen udpege ØKs næstformand, professor J.H. Deuntzer, rektor for Københavns Universitet, som regeringschef. Deuntzer har Venstre-sympatier og kan måske regere i overensstemmelse med folketingsflertallet, altså Reformpartiet, samtidig med at han borger for hæderlighed og kvalitet.

deuntzer

Professor J.H. Deuntzer, Danmarks første regeringschef for en Venstreregering (1901-05) 

Christian 9. sluger kamelen og lader Deuntzer danne regering i 1901, og regeringen får en væsentlig prægning af Reformpartiet. J.C. Christensen bliver kultusminister, mens Alberti bliver justitsminister – og de to, særligt Christensen, dominerer fuldkommen Ministeriet Deuntzer. Fra nu af udpeges regeringerne (næsten) altid sådan at de formodes ikke har et folketingsflertal imod sig = folketingsparlamentarisme = Systemskiftet.

De første regeringer med Venstre og De Radikale

Vigtige reformer vælter ud af Ministeriet Deuntzer: I stedet for at beskatte ejendom og tønder hartkorn beskatter man nu efter formue og indkomst. Der indføres lige og almindelig valgret til kommunalvalg, fra 1908 også for kvinder. Demokratisk valgte menighedsråd ansætter sognets præst og styrer sognets økonomi. Afgifter på livsfornødenheder skæres ned til fordel for afgifter på luksusvarer. Der indføres 3-årige gymnasier som indføring på universitetet. Og som skolereform indføres en eksamensbaseret mellemskole” på ”realskoler” i byerne med 6. til 9. klasse hvis man vil i gymnasiet. Hvis man ikke vil i mellemskolen, kan man gå ud af skolen i 7. klasse ved konfirmationen.

i-c

J.C. Christensen, reel regeringschef fra 1901, også nominelt konseilspræsident 1905 frem til Albertiskandalen i 1908. Som fotoet måske antyder, var Christensen ikke nervøs for at udøve magt.

I 1905 går det så vidt at Christian 9. udpeger J.C. Christensen selv til ny regeringschef. Året efter dør den gamle konge og efterfølges af den efterhånden også aldersstegne Frederik 8. der har været kronprins i 43 år. Frederik 8. er konservativ som sin far, men mere åben for Venstre og parlamentarismen, og han cementerer Systemskiftet.

alberti_pa

Justitsminister P.A. Alberti laver storsvindel og afsløres i 1908

Frederik 8. støtter sig meget op af sin regeringschef J.C. Christensen, men en konflikt kommer i 1908. Christensens nære allierede, justitsminister Alberti, har i nogen tid været under beskydning for personlig uhæderlighed. De Frikonservative mister tilliden til Alberti der må trække sig som justitsminister. Christensen anbefaler kongen efterfølgende at udnævne Alberti til ”gehejmekonferensråd”. Blot 1 ½ måned efter tilstår Alberti omfattende bedrageri i sin tid som justitsminister. Han har svindlet sig til det der i dagens mønt svarer til 900 mio. kroner. Kongen føler sig snydt af Christensen og beder ham om at gå hvad han gør. En rigsretssag frikender Christensen for ansvar bortset fra at have haft for stor tillid til Alberti, der i øvrigt idømmes 8 år i tugthuset. Men Christensen tager sagen så nær at han trods sin post som Venstre-leder aldrig mere lader sig udpege som regeringschef. Christensen afløses som konseilspræsident af Niels Neergaard fra Det Moderate Venstre, men ham får J.C. Christensen hurtigt væltet pga. uenigheder over forsvarspolitikken. Frænde er frænde værst.

frederik-8

Frederik 8. cementerer Systemskiftet

I 1905 er Reformpartiet blevet sprængt, da Christensen ændrer partiets politik mod det mere forsvarsvenlige. Protesterende folketingsmedlemmer smides ud, stifter ”Folketingets Venstre” og tilknytter sig historikeren Peter Munchs og Politikens redaktør Ove RodesRadikale Klub” der er inspireret af både Georg Brandes’ radikalisme og af socialliberalisme. Folketingets Venstre med højesteretssagfører C.Th. Zahle i spidsen kalder sig nu ”Det Radikale Venstre” og lader P. Munch skrive partiprogrammet (Odenseprogrammet): Næsten intet forsvar, stemmeret til alle borgere over 21 år, ingen privilegeret valgret til landstinget, formindskelse af den økonomiske ulighed, bedre omsorg for de svage i samfundet.

Den socialdemokratiske leder, P. Knudsen, ser straks i De Radikale en mulig allieret og etablerer et samarbejde mellem de to partier. Indtil da har Socialdemokratiet været ret isoleret i dansk politik. Samtidig viser det sige at De Radikales fremmeste mand i landstinget, Georg Brandes lillebror Edvard, arbejder glimrende sammen med de Frikonservatives leder, Mogens Frijs. Det samarbejdende folkestyre er ved at dukke op.

I 1909 – efter Neergaards fald – danner Venstremanden, lensgrev Holstein-Ledreborg, en ny Venstre-regering for at få forsvaret på plads og nå til afklaring med Københavns befæstning. Forliget bliver at landbefæstningen ad åre nedlægges – med den militærteknologiske udvikling kan det ikke længere beskytte byen – mens søbefæstningen udvides fx med anlæggelsen af Flakfortet i Øresund – et fort bygget på verdens andenstørste kunstige ø.

flakfortet

Flakfortet i Øresund, en del af Københavns søbefæstning

De Radikale fornemmer at de kan samle et folketingsflertal mod forliget – nemlig af De Radikale, Socialdemokratiet og 8 Højrefolk (der går imod neddroslingen af landbefæstningen). Mistillidsvotummet lykkes, Ministeriet Holstein-Ledreborg falder, og Frederik 8. er rasende, da han har støttet forliget. Men hvem skal han udpege som ny regeringschef? Han konsulterer med sin ven i Det Moderate Venstre, Klaus Berntsen, der påpeger at de Radikale væltede regeringen, så de må skulle danne regering. Frederik 8. lytter og lader Zahle danne Danmarks første radikale regering med to ganske unge ministre. P. Munch, ny indenrigsminister, er 39 år, mens Erik Scavenius, ny udenrigsminister, blot er 34 år. Den forsvarsvenlige Frederik 8. har altså udpeget en pacifistisk regering. Dermed har parlamentarismen i den grad sejret. Systemskiftet er cementeret.

zahle

C.Th. Zahle leder af de Radikale, konseilspræsident 1909-10 og 1913-20

I øvrigt er Reformpartiet fragmenteret i 1909. To af partiets fraktioner søger i 1910 sammen med Det Moderate Venstre og danner en rigsdagsgruppe der bare kaldes Venstre med J.C. Christensen som leder. Nutidens Venstre er dannet. Samme år går P. Knudsen af som socialdemokratisk leder. Socialdemokratiet er nu pænt stort med over 50.000 medlemmer. Knudsen afløses af sin protegé, Thorvald Stauning, der har samme pragmatiske tilgang som Knudsen.

stauning_starten_af_1900-tallet_marius_christensen

Th. Stauning leder af Socialdemokratiet 1910-39

Zahle-regeringen falder hurtigt, da den foreslår en grundlovsreform med to hovedpunkter: Lige og almindelig valgret også til landstinget og valgret til kvinder. J.C. Christensen er imod, de to reformer skal ikke komme på én gang, mener han, og den radikale regering falder. I stedet kommer en ny V-regering med Klaus Berntsen som chef og Niels Neergaard som finansminister. Ministeriet Berntsen arbejder også for en grundlovsreform – og faktisk en der ligger meget nærmere De Radikales forslag end Christensens. I mellemtiden dør Frederik 8. og afløses af sin unge søn, Christian 10.

Ved folketingsvalget i 1913 får de Radikale og Socialdemokratiet flertal. Højre og Venstre har 51 mandater, og S og R har 63 mandater. Zahle danner derfor atter regering, i øvrigt atter med Scavenius som udenrigsminister og Edvard Brandes som finansminister. Det bliver denne regering (Ministeriet Zahle II) der både får en grundlovsreform igennem og fører Danmark igennem 1. Verdenskrig.

zahle-regeringen

Zahles anden regering 1913-20. Udenrigsminister Scavenius mangler dog. Øverst står Zahle og Munch, og under dem Edvard Brandes.

Grundloven af 1915 – lige og almindelig valgret

Samtlige partier – De Radikale, Socialdemokratiet, Højre, De Frikonservative og Venstre bliver enige om en grundlovsreform der vedtages. Det væsentligste punkt i 1915-grundloven er lige og almindelig valgret, dvs. også kvinder og uformuende uden egen husstand (dvs. nu også tjenestefolk) har nu valgret. Straffede personer, umyndige personer og personer på fattighjælp er stadig ikke tilladt stemmeret, med mindre fattighjælpen er tilbagebetalt. Nogle regler for valget til landstinget sikrer at det sikres dominans af Højre- og Venstre-folk, men i det kommende år mister landstinget sin politiske betydning. Parlamentarismen skrives ikke ind i den nye grundlov, men provisoriske love forbydes. Finanslovens vedtagelse – og muligheden for at kunne regere – afhænger derfor af om regeringen har et folketingsflertal bag sig. I praksis er grundloven parlamentarisk baseret.

Fra-Forhandlingerne-om-Grundloven-af-5te-Juni-1915-Herman-Vedel-from-KB.dk_

Maleri om forhandlingerne om 1915-grundloven. Centralt i billedet er konseilspræsident Zahle med en mappe under armen. Han taler med Venstres to centrale forhandlere, Klaus Berntsen og med overskægget Niels Neergaard

Højres primære politiske program har været privilegeret valgret, og eksistensberettigelsen har været partiets sikre flertal i landstinget. Disse ting er nu forsvundet, så Højre nedlægger sig selv – eller rettere – Højre og De Frikonservative fusionerer til et helt nyt parti: Det Konservative Folkeparti.

De 4 gamle partier

Dermed er Danmarks 4 traditionelle, regeringsbærende partier på plads: Venstre, de Konservative, de Radikale og Socialdemokratiet. Samtlige regeringschefer siden Systemskiftet har tilhørt et af de fire partier.

Socialdemokratiet (leder i 1915: Th. Stauning) er internationalt og pacifistisk orienteret, de arbejder principielt for at arbejderne kan overtage kontrollen med produktionsmidlerne, men reelt for at gavne arbejdernes forhold og tale deres sag politisk med en stærk sociallovgivning og via skatten en omfordeling af samfundets velstand. Partiet er ”socialistisk”. Partiet henvender sig især til arbejdere og fattigfolk – og siden funktionærer.

De Radikale (leder i 1915: statsminister Zahle) er ret pacifistiske, de tror på det liberale-kapitalistiske samfund men står også på en stærk sociallovgivning og en vis omfordeling som en stærk statsmagt skal sikre; partiet er ”socialliberalt”. Partiet henvender sig især til husmænd og skolelærere – og siden funktionærer.

Venstre (leder i 1915: J.C. Christensen) arbejder på at lette oprettelsen af selvstændige erhverv og er skeptisk over for statsmagten, der helst ikke skal blive for stor og dyr, men partiet støtter også sociallovgivning og støtter arbejderne i deres kamp for at føre en menneskelig tilværelse; ideologisk er Venstre udspændt mellem socialliberalisme og liberalisme. Partiet henvender sig især til bønder, men også det liberalt tænkende borgerskab.

De Konservative (leder i 1915: Emil Piper) er optaget af et stærkt forsvar, kongemagten og det nationale, sikringen af den private ejendomsret og at sociallovgivningen hviler på princippet om hjælp til selvhjælp, og at statslige ydelser ikke må undergrave borgerens pligt- og ansvarsfølelse. Partiet er naturligvis konservativt. Partiet henvender sig især til borgerskabet, fra fabrikanten til cigarbutiksejeren.

Man kan fordele de fire partier på en linje hvor den venstre side mest vægter sociale reformer, at socialhjælp skal være borgerens rettighed, og hvor staten via beskatning og ydelser sikrer en ligelig fordeling af samfundets velstand. Og den højre side vægter forsvarssagen, princippet om hjælp til selvhjælp, og at borgeren selv har ret til den velstand han indtjener. Socialdemokratiet står længst til venstre. Ind mod midten kommer De Radikale. På den anden side af midten står Venstre, og længst til højre står (i al fald i 1915) De Konservative.

Generelt er det Socialdemokratiet og De Radikale der i politisk samarbejde med hinanden får deres politik igennem i 1900-tallet og skaber Velfærdsstaten. Men generelt skal det danske politiske system vise sig meget samarbejdende.

Zahle-regeringen

Op til udbruddet af 1. Verdenskrig i 1914 ledes Danmarks forsvarspolitik af den notorisk pacifistiske P. Munch, men Munch føler sig bundet af forsvarsforliget i 1909 og styrker forsvaret. Militæret får dog ingen betydning, udenrigsminister Scavenius hjælper med at gelejde Danmark neutralt og trygt gennem Verdenskrigen, mens indenrigsminister Ove Rode (i øvrigt Orla Lehmanns barnebarn) med stor energi regulerer handel, priser og produktion for at sikre en ligelig fordeling af krigstidens begrænsede ressourcer – og for simpelthen at sikre forsyningssikkerheden – til stor ærgrelse for erhvervslivet (der brugte udtrykket: Det rodeske regimente).

Blandt tidens reformer kan nævnes at fæstesystemet helt afskaffes, at der kommer en retsplejereform med nævningedomstole, adskillelse af domsmagt og anklage-myndighed og proceduren med afgørelser ved byretten med mulighed for appel til først landsretten og siden Højesteret. De sidste rester af feudalisme fjernes med ”lensafløsningen”: Grevskaber, baronier og stamhuse mister deres særrettigheder, dvs. disse regioner testamenteres til arvinger på lige fod med anden arv. Ved afløsningen af disse områder betales 20 % eller 25 % af værdien til staten, og staten har ret til mod en erstatning (som ikke alle fandt rimelig) at skaffe sig op til 1/3 af arealet der opdeles i mindre lodder på få hektar og sælges som landbrugsjord til såkaldte husmænd – dvs. landmænd hvis agerbrugsareal ikke var stort nok til at de kunne leve alene af dette agerbrug.

Det er den største omfordeling af jord siden slutningen af 1700-tallet og betyder at de såkaldte majoraters magt er knækket. Rundt omkring på grevskaberne, baronierne og øvrige godser bliver kirker og skoler der hidtil har været drevet af godserne, solgt, og deres store landområder opdeles og splittes og delvist udstykket til husmandsbrug. I 1900-tallet bliver det oplagt noget vanskeligere at være godsejer end hidtil.

Også Folkekirken tvinges til at afgive store dele af præstegårdenes jorde til statsmands-husbrug. 10.000 hektar afgives til husmandsbrug mod en ret beskeden modydelse. Få år tidligere er kirkens tiende afskaffet ligesom præstens honorering ved vielser, begravelser osv. I stedet er kirkeskatten indført samt en delvis statslig finansiering af aflønningen af biskopper og præster. Denne delvise finansiering gøres til en 100 % statslig aflønning i 1958 som kompensation for den reelle ekspropriering af præstegårdenes jorde.

En lille detalje. Nationalismen har været stigende på Island – den oprindeligt norske ø mellem Norge og Grønland – og der er krav om selvstændighed. I 1918 imødekommer Danmark kravet, Island er en fri og uafhængig stat i personalunion med Danmark. Under 2. Verdenskrig afbryder Island personalunionen og erklærer sig som republik.

Genforeningen og Påskekrisen

Kejserriget Tyskland hører til taberne efter 1.Verdenskrig og dermed i hænderne på sejrherrerne. Pga. den såkaldte ”folkeret” ønsker de at lade Slesvig-Holstens befolkning selv vælge om de vil være del af Danmark eller Tyskland. De to-sprogede områder inddeles i to zoner. Nordslesvig nord for Flensborg Fjord er zone 1 og stemmer samlet om den zone vil være dansk eller tysk. Det nordligste Mellemslesvig er zone 2 og stemmer kommune for kommune.

zoneindelingenslesvig1920

Der er en del polemik om hvorvidt byen Flensborg skal placeres i zone 1 eller 2. Flensborg har været en dansk domineret by til langt oppe i 1800-tallet, men formodes nu at have et tysk flertal. I zone 1 vil Flensborg temmelig sikkert blive dansk, da man regner med at hele zone 1 vil stemme sig hjem til Danmark. Men Flensborg kommer i zone 2. Afstemningen i marts 1920 bliver som forventet. Zone 1 stemmer sig samlet hjem til Danmark på trods af at flere af byerne i zonen, fx Tønder og Åbenrå, har tysk flertal, mens samtlige kommuner i zone 2 har flertal for Tyskland.

afstemnig-sc3b8nderjylland

Afstemningsresultatet. Bemærk at Tønder som kommune har et markant tysk flertal, og at også Sønderborg og Åbenrå har tysk flertal. Men disse tre byer hører til Zone 1 der stemte samlet, og Zone 1 har samlet dansk flertal og genforenes med Danmark. Flensborg – Slesvigs største by – har også et markant tysk flertal, og da byen ligger i Zone 2, forbliver Flensborg en del af Tyskland.

Der er stor vrede i V og K over at S og R har ladet Flensborg være i zone 2. Også andre kredse har en modvilje mod Zahle-regeringen. V og K ønsker et hurtigt valg for man formoder at et befolkningsflertal ønsker Flensborg tilbage til Danmark og derfor vil sammensætte et folkeflertal af V og K. Zahle-regeringen vil ikke tage et valg. Dels har regeringen ikke et folketingsflertal imod sig, dels vil regeringen først indføre en ny valglov der er mere proportionel og reducerer antallet af jyske mandater. V forudser at denne valglov vil koste Venstre stemmer og ønsker derfor et folketingsvalg FØR valgloven godkendes. Endelig er kredse i erhvervslivet trætte af Zahle-regeringens reguleringer af handelslivet under Verdenskrigen (Det rodeske regimente). Partiet opfattes nu som ikke-liberalt og uvenligt over for erhvervslivet.

påskekrise 2

Christian 10. lytter på de tunge erhvervsfolk (særligt H.N. Andersen og skibsredder A.P. Møller) og på V og K og beslutter den 29. marts 1920 af afskedige regeringen Zahle. Socialdemokratiet fnyser, taler om statskup og truer dagen efter med generalstrejke. Christian 10. overhører truslen og udnævner sin sagfører, Liebe, til statsminister. Det er påske, folketinget er sendt på ferie, og kan ikke drøfte situationen eller nedlægge mistillidsvotum mod Liebe. Der kommer flere strejker, og Københavns Borgerrepræsentation med formanden Stauning i spidsen går med Amalienborg med tusinder af demonstrationer.

påskekrisen

Københavns Borgerrepræsentation med Stauning i spidsen går til kongen

V og K beder kongen stå fast, men han vakler ved udsigten til en generalstrejke. Den 5. april fyrer han Ministeriet Liebe og udnævner på råd af Stauning og Rode lederen af overformynderiet M.P. Friis som chef for et upolitisk forretningsministerium der skal forberede valg den 26. april. Zahles valglove gennemføres. ”Påskekrisen” er slut.

Christian 10.s fyring af Zahle er på den ene side ikke parlamentarisk korrekt da Zahle ikke har et folketingsflertal imod sig. På den anden side begår kongen heller ikke statskup og går imod grundloven, da 1915-grundloven ikke har indføjet parlamentarisme som et princip. Kongen kan stadig fyre og vælge regeringer som det passer ham.

Folketingsvalget bliver et nederlag for S og R. Ved forrige valg havde det tilsammen 49,7 % af vælgerne bag sig; nu har de 37,7 %. Venstres Niels Neergaard kan danne regering med K som støtteparti. Der ændres ikke på Flensborgs status som tysk, men i maj 1920 overdrages Nordslesvig til kongeriget Danmark under navnet ”Sønderjylland”. Og den 10. juli kan kongen på sin hvide hest ride over den gamle grænse mellem kongeriget og Sønderjylland. Lille pudsighed: Hermed indføjes Sønderjylland for første gang siden middelalderen i det danske rige, og hermed udskifter landsdelen sit lovgrundlag fra Valdemar Sejrs Jyske Lov til Straffeloven af 1866.

genforeningen

Politik i 20’erne

Niels Neergaards Venstreregering er mest kendt for at øge den progressive indkomstbeskatning og skandalen omkring Nordens største bank, Landmandsbanken hvis direktør tages for bedrageri. Banken krakker efter en mislykket rekonstruktion som finansministeren (der også er Neergaard) har et medansvar for. Neergaard får også visse socialreformer igennem (ny sygekasselov, en lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsunderstøttelse, en aldersrentelov og en forbedring af alderdomsunderstøttelsen).

I 1924 kan Socialdemokratiet med Stauning i spidsen danne regering med Danmarks første kvindelige minister (undervisningsminister Nina Bang). Regeringen får dog ikke udrettet meget. I 1926 vinder V og K et folketingsvalg og har tilsammen flertal. Neergaard er partiformand, men godsejer Th. Madsen-Mygdal danner en ret ultraliberalistisk regering. Statens budget beskæres med 20 %, bemærk tallet, og derudover tvinges kommunerne til at spare. Invaliderente, dagpenge til enlige osv. sættes ned. I 1929 fælder den nye konservative leder John Christmas Møller Venstre-regeringen, da den sparsommelige Madsen-Mygdal ikke vil ofre nok på forsvaret.

madsen-mygdal

Godsejer Th. Madsen-Mygdal, ultraliberal V-statsminister 1926-29

Ved det efterfølgende folketingsvalg får Socialdemokratiet 42 % og de Radikale 11 % og har tilsammen klart flertal. De danner en fælles regering med Stauning som statsminister og P. Munch – den nye radikale leder – som udenrigsminister. Regeringen Stauning-Munch holder (med diverse udskiftninger) i virkeligheden frem til 1940.

Den nye S-R-regering står med en stor økonomisk udfordring. Det store eksportmarked mod syd, Tyskland, har været stærkt svækket 20’erne igennem pga. store krigsskadeerstatninger og en galopperende inflation. Og i 1929 kommer Krakket i Wall Street med en økonomisk depression til følge i Vesten i 30’erne. Regeringens ambition er at holde Danmark oven vande, nedruste, sikre beskæftigelsen og modernisere industrien. Danmarks landbrug står stadig for 80 % af Danmarks eksport, og selv om industrialiseringen har været i gang i 80 år efterhånden, så arbejder 30 % af befolkningen stadig i landbruget. Men det amerikanske børskrak ødelægger den ambition, og Danmarks første industrialiseringsbølge stilner af, mens der er stigende arbejdsløshed og social nød. I virkeligheden stiger reallønnen stadig i Danmark i 30’erne, og i forhold til sammenlignelige lande går det flot. Danmark hører til verdens rigeste lande. Men pga. den store arbejdsløshed er der punktvis i Danmark stor nød. Flertallet har det bedre end før, enkelte har det meget værre.

Endnu en ambition for Stauning-Munch-regeringen er en mere human straffelov. Det er særligt et centralt punkt for De Radikale, og ganske særligt for gamle Zahle. Han bliver justitsminister i den nye regering med det sigte at vedtage en ny straffelov.

Straffeloven af 1930 er klart blidere end hidtidig lovgivning. Strafarbejde afløses af fængsel, og enhver form for legemsstraf, herunder dødstraf, afskaffes. Under Danske Lov kostede grov vold ”jern i Holmen på livstid”, under Straffeloven af 1866 kostede det ”fæstnings- eller forbedringshusarbejde” på mellem 8 måneder og 4 år. Under Straffeloven af 1930 koster det bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år. Enhver straf for fx majestætsfornærmelse eller utroskab bortfalder nu helt.

En anden udfordring der ville blive et gennemgående tema århundredet ud, er valutaproblemet. Tyskland er i økonomisk krise og skruer op for sine toldsatser. Danmarks eksport til Tyskland hæmmes, og hvis man køber mere i udlandet end man sælger, løber man tør for udenlandsk valuta med stor risiko for inflation hvor dansk valuta mister værdi i forhold til udenlandsk valuta.

Et redskab til at undgå miseren er at sikre at importen ikke er for stor. For at kontrollere importen, opretter regeringen derfor organet ”Valutacentralen” der bl.a. for valutaens skyld også forsøger at dirigere importen over til Storbritannien, og at stimulere Danmarks produktion.

Kanslergadeforliget og Steinckes socialreform

Der er uro på arbejdsmarkedet. Arbejdsgiverne bøvler pga. svigtende salg og vil have arbejderne med på 20 % lønnedgang. Strejker og lockouts truer. Regeringen vil derfor med lov i en periode forbyde strejker og lockouts og forlænge de gældende overenskomster. Det kræver flertal i landstinget, men V og K har flertal her. Altså må et af de to partier med i en aftale. Det bliver med Venstre, og forliget forhandles hjem den 29. januar 1933 i Staunings lejlighed i Kanslergade i København og kaldes derfor Kanslergadeforliget.

kanslergade

Staunings lejlighed i Kanslergade

Forliget indebærer at regeringen får sit midlertidige forbud mod strejker og lockouts og forlænger overenskomsten. Venstre får sit ønske om en kraftig devaluering igennem for landsbrugseksportens skyld. Briterne accepterer en devaluering af den danske krone over for pundet mod at danskerne øger deres import af britiske varer. Med til forliget hører desuden fx en nedsættelse af ejendomsskatter, en mulighed for at konvertere gæld, opkøb af oksekød.

Det vigtigste punkt i Kanslergadeforliget er dog nok at Venstre accepterer en forenkling og en systematisering af sociallovgivningen. Der er dermed mulighed for en gennemgribende socialreform.

k-k-steincke

Socialminister K.K. Steincke – hans socialreform er et vigtigt skridt mod velfærdsstaten

Det er en gammel kongstanke for Socialdemokratiet i almindelighed og socialmininister K.K. Steincke i særdeleshed at gøre op med almisseprincippet i sociallovgivningen. Tilbage i 1912 fik Steincke udgivet bogen ”Almisser eller Rettigheder”. Social understøttelse skal ikke være noget man tigger om, og så gives det efter et subjektivt skøn. Hver borger har nu ret til bestemte sociale ydelser hvis man opfylder særlige objektive kriterier.

Hjælpen beror i høj grad på et forsikringsprincip, især til sygekasser og ulykkesforsikring. Fattighjælp udskiftes med offentlig forsorg der gør at man ikke mister sine borgerlige rettigheder til at stemme ved valg. Der kommer også arbejdsløshedskasser samt invaliderenter (den første førtidspensionering) og bedre aldersrenter (folkepension, men afhængig af behovet).  Arbejdsløsunderstøttelsen er tidsbetinget, og hvis den bruges op, og man stadig er uden indtægter, kan man få kommunalhjælp, ofte kaldet socialhjælp, der som princip skal tilbagebetales, hvis man kan.

Steinckes socialreform fra 1933 kan ses som et af de første skridt henimod etableringen af en velfærdsstat.

Undervisningsreform, blød forsvarspolitik og stram flygtningepolitik

Den radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensen får i 1937 en undervisningsreform igennem der indfører ”fri mellem”, en mellemskole, der er mere praktisk orienteret end den mellemskole som J.C. Christensen fik indført i 1901 og som er uden eksaminer. Fri mellem bliver dog aldrig den helt store succes. Samtidig ændres folkeskolens målsætning. Formålet for skolen er ikke længere at opdrage børn til at blive gode, kristne borgere, men derimod at udvikle barnets evner og personlige egenskaber.

stauning-og-munch

Stauning og Munch

Den radikale P. Munch er udenrigsminister i 30’erne hvor det sydlige naboland, republikken Tyskland (Weimarrepublikken) omdannes til det militante Nazityskland. Munch fører en streng neutralitetspolitik ud fra devisen: Danmark må indrette sig således at vi militært set intet betyder. Dermed kan Tyskland ikke mistænke Danmark for at ville slå følge med Tysklands fjender. Man skal altså putte sig, så Tyskland ikke provokeres.

Oprindelig var Socialdemokratiet mere pacifistisk end De Radikale, men i 30’erne vender det, og S – særligt Stauning personligt –bliver mere forsvarsvenlig. Stauning holder sit parti tilbage fra at blive alt for forsvarsvenlig af hensyn til Munch og De Radikale. I 1937 får Socialdemokratiet dog gennemført større bevillinger til forsvaret, flere befalingsmænd og bedre udrustning og uddannelse, men til gengæld færre indkaldte værnepligtige.

De borgerlige partier er utilfredse. Det forslår som en snebold i helvede, mener de. I øvrigt søger Stauning i bekymring for Nazitysklands oprustning at skabe en nordisk forsvarsalliance, men Norge og Sverige siger nej. I 1939 tilbyder Hitler en række smålande omkring Nazityskland en ikke-angrebspagt for at bevise sine fredelige hensigter. Danmark er den eneste nation der siger ja!

Nazipartiets brutale politik medfører at mange flygter fra Tyskland. Stauning og hans justitsminister – i 1935 har Steincke afløst Zahle som justitsminister – er generelt kun villige til at modtage direkte politiske flygtninge og egentlig kun partifæller, altså socialdemokrater. Man accepterer dog at modtage kommunister, men ser dem helst fortsætte til Sovjetunionen. Jødiske flygtninge accepteres som turister, dvs. midlertidige gæster der skal forsørge sig selv. Opholdet gælder for 6 måneder, men det forlænges uden problemer hvis jøderne ikke har givet problemer og stadig kan forsørge sig selv. Dermed gives der selvsagt kun ly til formuende jøder. Efterhånden begynder en overvågning af de jødiske flygtninge for at sikre sig at de ikke har taget arbejde. I 1938 er der under 600 jødiske flygtninge i Danmark.

Besættelsen og Samarbejdspolitikken

ikke-angrebspagt eller ej – tidligt om morgenen den 9. april rykker tyske tropper ledet af general Leonhard Kaupisch over den danske grænse. Det egentlige mål for tyskerne er at få kontrol over Norge der samtidig invaderes. Danmark besættes for at sikre forsyningslinjerne til Norge. Danmark går kortvarigt til modstand. Der følger 203 dræbte tyske militærfolk og 15 dræbte danske, men under to timer efter invasionen beslutter et rigsråd af Christian 10., statsminister Stauning, udenrigsminister Munch, forsvarsminister Alsing Andersen og cheferne for hæren og søværnet i samråd at kapitulere af frygt for et bombardement af København.

Besættelsen er et personligt chok for Stauning der føler sig politisk ansvarlig for den. Hans helbred lider et knæk. P. Munch er sig bevidst at det er hans neutralitetspolitik der er slået fejl, og han tilbyder straks at trække sig som udenrigsminister. Stauning nægter at acceptere tilbuddet.

Besættelsen er udelukkende militær, da regeringen Stauning-Munch fortsatte, og der ikke følger en nazistisk lovgivning i Danmark. Som under 1. Verdenskrig er de etablerede partiers målsætning at få Danmark så smertefrit igennem Verdenskrigen som muligt. V og K optages i regeringen, først med ministre uden portefølje (Regeringen Stauning V), men efter et halvt år med fagministre samt med deltagelse af upolitiske ministre der udvælges af kongen og erhvervslivets top. = Regeringen Stauning VI. De upolitiske ministre er ministeren for offentlige arbejder Gunnar Larsen, justitsminister Harald Petersen og udenrigsminister Erik Scavenius. Sidstnævnte udvælges af Christian 10., da Scavenius var udenrigsminister under 1. Verdenskrig og en stærk faktor i dette at få Danmark manøvreret ret smertefrit igennem den verdenskrig. Scavenius kan måske gentage kunststykket.

Gunnar Larsen er bestyrelsesformand i den store industrivirksomehed F.L. Smidth. Både Scavenius og Gunnar Larsen står for hvad man – hvis man er meget velvillig – kan kalde en “ret pragmatisk samarbejdspolitik” som de siden bliver ret hadet for. Gunnar Larsen må derfor efter krigen afhænde sin aktiemajoritet i F.L. Smidth til sine tre søstre.

Scavenius får ved sin optagelse i regeringen Regeringen Stauning VI med på at godkende en samarbejdserklæring til Tyskland der bl.a. indeholder denne for eftertiden så problematiske passage:

“Ved de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa, der vil medføre en nyordning i politisk og økonomisk henseende under Tysklands førerskab. Det vil være Danmarks opgave herunder at finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt samarbejde med Stortyskland …”

Er samarbejdspolitikken klog og nødvendig? Er den realpolitisk rationel og nøgtern eller er den æreløs, fej og opportunistisk? Den er givetvis klog. Danmark kommer skånsomt igennem 2. Verdenskrig. Til gengæld kan man diskutere moralen. Det besatte Danmark lever stort på at eksportere især landbrugsvarer til Nazityskland og dermed holde gang i det maskineri der med Holocaust koldblodigt likviderer millionvis af civile, og som militært sætter verden i brand med over 60 millioner dræbte til følge.

I november 1940 går en række prominente erhvervsledere – fx A.P. Møller, Knud Højgaard (fra Højgaard og Schultz), Per Kampmann og Jørgen Saxild (begge fra Kampsax) og med ØKs bestyrelsesformand, prins Axel, tilknyttet til Christian 10. og foreslår ham at fyre Regeringen Stauning uden om Rigsdagen og erstatte den med en fuldkommen upolitisk regering under prins Axel og med rigets bedste mænd som ministre, dvs. konservativt indstillede erhvervsledere. Tanken er at en sådan regering vil være helt uafhængig af partipolitik og lettere ville kunne samarbejde med tyskerne uden at svigte nationale hensyn. Christian 10. rådslår sig med Stauning og afviser derpå forslaget fra denne “Højgaard-kreds”. Parlamentarismen er blevet udfordret, men har sejret.

I 1941 interneres efter tysk krav 295 fremtrædende danske kommunister, herunder forfatterne Hans Kirk, Martin Andersen Nexø og Hans Scherfig. I øvrigt er det FLERE kommunister end tyskerne havde krævet interneret hvilket nok afspejler Staunings anstrenge forhold til kommunisterne. Senere tilslutter Danmark sig ligefrem Antikominternpagten, en antikommunistisk pagt etableret af Tyskland, Japan og tyskvenlige stater.

Nogle få tusind – især unge mænd og især kommunister og nationalt sindede borgerlige – accepterer ikke samarbejdspolitikken, men opretter illegale modstandsgrupper der gør hvad de kan for at sabotere den danske støtte og eksport til Nazityskland ved jernbanesabotager, fabrikssabotager, etablering af en illegal presse osv.

I maj 1942 dør Stauning og afløses som statsminister af finansminister Vilhelm Buhl. Ham var tyskerne ikke så glade for (heller ikke Modstandsbevægelsen, da han i radioen opfordrede danskerne til at stikke sabotører), så han erstattes med Erik Scavenius der nu er både stats- og udenrigsminister. Scavenius er en arrogant og rationel diplomat med et godt tag på tyskerne. Da Stauning blev spurgt om Scavenius ikke var tyskvenlig, svarede Stauning de bekendte ord: “Scavenius? Han er slet ikke venlig“.

scavenius (1)

Erik Scavenius, statsminister (upolitisk) 1942-45

Island – der siden 1918 har været en selvstændig stat, men i personalunion med Danmark – er ikke med i den tyske besættelse. Tværtimod besættes øen af det britiske militær (med islændingenes støtte), siden afløst af amerikansk militær. Island er nu helt uden for Danmarks indflydelse og til gengæld trukket ind i den amerikanske indflydelsessfære. Island benytter sig af lejligheden til den 17. juni 1944 at opsige personalunionen med Danmark og deklamere sig selv som republik.

Beskyttelsen af Grønland varetages af USA.

Besættelsen eskalerer

I august 1943 udbryder en lang række strejker i især København i protest mod samarbejdspolitikken. Den tyske repræsentant i Danmark, dr. Werner Best, forlanger at regeringen gennemfører udgangsforbud, mødeforbud, censur og dødsstraf for sabotage. Det nægter Regeringen Scavenius, og tyskerne afsætter regeringen den 29. august 1943. Da afsættelsen betragtes som illegal, er Regeringen Scavenius formelt set stadig regering, men “hvilende”. Det nærmeste man kommer en statsminister i de næste par år, er Buhl. Nu hersker et embedsmandsstyre der holder forvaltningen i gang. Det var i forståelse med både Christian 10. lederne af partierne samt med Best.

Nu dukker nazistiske love op. Danmarks jøder er i fare. Men en ansat ved den tyske ambassade, Georg Duckwitz, lader vide at de danske jøder snart vil blive interneret. Det lykkedes dermed jøderne at undslippe over Øresund til Sverige. Under 300 jøder fanges af tyskerne og kom i kz-lejr; over 8000 jøder undslipper.

I den næste tid får den danske modstandsbevægelse mere vind i sejlene, krigslykken er heller ikke længere i tyskernes favør mens det tyske hemmelige politi, Gestapo, og dets danske hjælpere, Hipo, bliver stadig barskere i forsøget på at kue og optrevle Modstandsbevægelsen med dødsstraf mod sabotage, nazistisk terror og diverse likvideringer bl.a. foretaget af det SS-agtige Schalburg-korps. I september 1943 danner ledende medlemmer af Modstandsbevægelsen, fx kommunisterne Børge Houmann og Mogens Fog samt socialdemokraten Frode Jakobsen, Danmarks Frihedsråd for at koordinere Modstandsbevægelsen, men snart også som en art undergrundsregering.

Den 6. juni 1944 landsættes et stort antal allierede soldater i Frankrig (D-dag). Det øger spændingerne og både Modstandsbevægelses sabotageaktioner og Schalburg-korpsets modterror. Fx blev Tivoli schalburgteret. Det kommer til en optrapning, og tyskerne dekreterede udgangsforbud om natten efter kl. 20. Resultatet er primo juli 1944 Folkestrejken, reelt en generalstrejke. Frihedsrådet involveres for at finde en løsning. Tyskerne går med til at ophæve udgangsforbuddet og holde Schalburg-korpset væk fra gaderne, og Folkestrejken indstilles.

schalburgerblegdamsvej

Schalburgkorpsets hovedkvarter

I september 1944 opløses politikorpset. Betjentene arresteres (dvs. interneres) af tyskerne eller går under jorden. Resultat er en voldsom stigning af voldskriminalitet og sortbørshandel i Besættelsens sidste halve år.

Befrielsen og efterkrigspolitikken

Fredag en 4. maj kl. 20.35 udsender det britiske BBC følgende radiomeddelelse: Montgomery har i dette øjeblik oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Kapitulationen træder i kraft dagen efter, den 5. maj kl. 8. Der jubles og festes. Bortset fra i Bornholm der først bombes af russiske tropper (6000 bornholmere står efterfølgende uden hjem) og siden besættes af dem. Først 1 år senere, den 5. maj 1946, er sovjetrusserne ude af Bornholm.

Den 5. maj 1945 er der dannet en ”befrielsesregering” af de fire gamle partier – S, R, V og K – og Frihedsrådet. Buhl er statsminister, og to kommunister er med i regeringen udpeget af Frihedsrådet. Ved det følgende folketingsvalg den 30. oktober stiller Socialdemokratiet op med valgprogrammet ”Fremtidens Danmark” skrevet af unge økonomer, særligt den 31-årige kontorchef Jens Otto Krag. Inspireret af økonomer som amerikaneren John Keynes og de svenske Gunnar og Alma Myrdal går programmet ud på at staten skal blande sig i markedsøkonomien for at sætte skub i økonomien og afskaffe arbejdsløsheden ved at igangsætte statslige projekter, og via beskatning og overførselsindkomster skabe indkomstudjævning og lige vilkår for alle.  Reallønnen og produktionen må øges, og ”Arbejdere, Funktionærer og For­brugere sikres Medindflydelse paa Produktionens Ledelse.

knud-kristensen

Knud Kristensen, statsminister (V) 1945-47

S vinder ikke valget på sit valgprogram; det gør derimod Venstre hvis leder, Knud Kristensen, har indhøstet stor personlig popularitet for sin stil under Besættelsen. Men Krags idéprogram bliver en væsentlig skabelon i efterkrigstidens skabelse af velfærdssamfundet.

Der er massive økonomiske udfordringer efter Besættelsen. Der er stor varemangel, produktionsapparatet, maskinparken, handelsflåden, boligmassen med mere råber efter fornyelse og modernisering, og inflation truer pga. pengerigelighed. Men statsminister Knud Kristensens regering har i økonomiprofessoren Thorkil ”Livrem” Kristensen en særdeles kompetent finansminister. Blandt de måder som Thorkil Kristensen formår at få penge i statskassen på efter lavvandet og mindske pengerigeligheden, er en engangsskat på formuestigninger under Besættelsen samt stigende afgifter på cigaretter, sprut og bajere – det gamle kneb. Der optages indenlandske statslån og udstedt statsobligationer en masse.

Ikke kun økonomien trænger til oprydning. Under Besættelsen trådte 7000 danskere i tysk krigstjeneste, og derudover var der mange danskere der på anden vis samarbejdede med tyskerne fra almindelig kollaboration til stikkervirksomhed, likvideringer og schalburgtage. Et retsopgør er nødvendigt, og dødsdom genindføres med tilbagevirkende kraft. Eftersom den lovlige regering under Besættelsen opfordrede til samarbejde med tyskerne, er Retsopgøret i det hele taget foretaget med tilbagevirkende kraft og juridisk angribeligt. Flertallet af dem der trådte i tysk krigstjeneste, får 2 års fængsel. 15 % får over 4 års fængsel. I alt får 13.000 mennesker bøde eller fængselsstraf. Der afsiges 78 dødsdomme, og 46 af dem eksekveres. Werner Best får i 1950 12 års fængsel, men han benådes året efter og udvises. Retsopgøret afsluttes endeligt i 1959.

Endnu et efterslæb er tyske flygtninge. Allerede før Befrielsen ankommer der et stort antal, og ved Befrielsen er der 238.000 tyske flygtninge i Danmark. Det er op mod 5 % af den danske befolkning. De interneres efter Befrielsen i lejre, og myndighederne forbyder samkvem mellem danskere og tyskere. I begyndelsen får flygtningene heller ikke lægehjælp, og mindst 13.000 flygtninge dør af den grund. Lægehjælpen kommer siden. Flygtningene nægtes varigt ophold i Danmark, og i 1949 er de sidste sendt hjem til Tyskland.

flygtningelejr tysk

En af lejrene for de tyske flygtninge

NATO-medlemskabet

Statsminister Knud Kristensen har en personlig drøm om at Tysklands nederlag kan bruges til at genindlemme hele det gamle Slesvig, altså inklusive nu tyske områder som Flensborg og Slesvig by. Det er endnu engang Danmark til Ejderen. Der er stor folkelig støtte til drømmen, men politisk er det umuligt. Regeringen kan ikke engang blive enig – støttepartiet de Radikale er imod, De Konservatives formand Christmas Møller er imod, og Kristensens egen udenrigsminister er imod. Til sidst mister støttepartiet De Radikale tålmodigheden og lader regeringen falde. Efter valget i oktober 1947 (hvor V vinder en del mandater, og K tilsvarende taber en del – dermed er Christmas Møller færdig) peger R på at Socialdemokratiets formand, Hans Hedtoft, danner regering.

hedtoft

Hans Hedtoft, statsminister (S) 1947-50 og 1953-55

Hedtofts regering får stor nytte af den amerikanske Marshall-hjælp givet til vesteuropæiske lande for at skubbe gang i den vestlige økonomi igen efter krigen. Hjælpen er betinget af medlemskab af frihandelsorganiationen OEEC (senere OECD), og den kamel sluger man gerne. Danmark forpligtes dermed på at fremme international frihandel.

Besættelsen demonstrerede Danmarks militære sårbarhed. Landet må med i en alliance. Hedtoft er begejstret for nordisk samarbejde og ser gerne en nordisk forsvarsalliance. Sverige takker nej, en forsvarsalliance vil true dets neutralitet, og Norge – der er noget hårdere ramt af Nazitysklands besættelse end Danmark – hælder mest til at tilslutte sig den nye Nordatlantiske Traktatorganisation, NATO, etableret af vestmagter som USA, Canada og Storbritannien. Hedtoft overbevises om at NATO er den forsvarsalliance Danmark skal med i, og med stemmer fra K og V får S-regeringen tilsluttet Danmark til NATO. Prisen er at ofre Danmarks gamle neutralitet og stærkt øgede forsvarsudgifter. Derfor stemmer De Radikale imod. Forsvaret opgraderes nu, som NATO-medlemskabet forpligter til, delvist finansieret af milliardstøtte fra USA og Canada. På mange måder bliver Danmark nu udenrigspolitisk afhængig af den nye vestlige supermagt, USA.

Erik Eriksens regering

Frihandelsorganisationen OEECs krav om at Danmark skal lette sine importbegrænsninger og NATOS krav om stærkt øgede forsvarsudgifter skaber problemer for Hedtoft, og han udskriver folketingsvalg i 1950. V går noget tilbage, K går noget frem, der er dødt løb mellem blokkene, og R vil ikke pege på en VK-regering. Altså prøver Hedtoft igen – og opgiver efter 40 dage uden nogen rigtig fornuftig grund ud over at han virkelig ikke orker med den økonomiske situation (og sikkert også fordi Hedtofts hustru samtidig erklæres uhelbredelig syg). Nu kommer så VK-regeringen med Venstres nye leder, Erik Eriksen, i spidsen.

eriksen

Erik Eriksen, statsminister (V) 1950-53

Thorkil Kristensen er atter finansminister og holder den økonomisk gående bl.a. pga. et godt samarbejde med De Radikales ledere (Jørgen Jørgensen og Bertel Dahlgaard).

De nordatlantiske besiddelser

Grønland bliver en sag, da Grønlands forsvar under Besættelsen blev varetaget af USA, og USA efter Befrielsen tilbød at købe Grønland af Danmark. Danmark takkede nej, men er ikke i stand til at forsvare den kæmpestore ø. I 1951 laver Eriksens regering derfor en aftale med USA at forsvaret af Grønland er et kollektivt forsvar mellem Danmark og USA. USA har omfattende forsvarsbeføjelser, herunder retten til at oprette militærbaser, og uden det står helt tydeligt om USA kan have atomvåben på baserne.

Grønland omdannes i øvrigt fra at være koloni til at være et sideordnet dansk amt i 1953. I 1979 får Grønland hjemmestyre, dvs. et delvist selvstyre. Samme ordning har Færøerne fået i 1948. Dermed er Danmarks struktur et Rigsfællesskab under samme forfatning – et konstitutionelt monarki – bestående af tre nationer – Danmark, Færøerne og Grønland. Færøerne og Grønland har trods en størrelsesforskel ca. samme indbyggerantal – i dag 50.000 og 56.000 indbyggere.

Grønlands inuitbefolkning gennemgår i 1900-tallet en stor prægning af 1900-tallets danske kultur, dvs. sælfangerkulturen afløses på få år af en lønarbejder- eller overførselsindkomst-modtagende-kultur hvor befolkningen bor i betonblokke og har tv og efterhånden også computer i en socialstat.  Denne påtvungne kulturelle omstilling har ikke nødvendig været til glæde for grønlænderne.

Grundlovsreformen af 1953

Men den primære målsætning for Eriksen-regeringen er en grundlovsreform. Valgretsalderen skal sættes ned, landstinget afskaffes da det nu er ganske overflødigt, og parlamentarismen skal indskrives som del af grundloven. Men er disse spørgsmål vigtige nok til at få danskerne til valgurnerne? En vedtagelse af en ny grundlov kræver at mindst 45 % af den samlede befolkning stemmer ja.

f-9

Frederik 9. 1947-72, den sidste danske monark med politisk magt

Her spiller så spørgsmålet om arvefølge ind. Christian 10. er død i 1947 og afløst af sønnen Frederik 9. der ingen sønner har. Kongens lillebror, arveprins Knud, er derfor tronfølger. Men der forekommer at være folkestemning for at tillade kvindelig arvefølge, hvis den regerende monark ingen sønner har, og denne lille detalje kan måske sikre at valgprocenten bliver tilstrækkelig høj til at stemme den nye grundlov igennem.

Den nye Grundlov stemmes igennem. Der er kvindelig arvefølge, hvis monarken ingen sønner har (dvs. at Frederik 9.s ældste datter, Margrethe, nu er tronfølger), parlamentarismen er nu grundlovsfæstet, valgretsalderen er nu 23 år, landstinget er afskaffet, og folketingets medlemstal udvidet til 179 medlemmer.

Monarkens politiske rolle er nu helt udspillet. Rollen er rent symbolsk, et nationalt omdrejningspunkt. Reelt er Danmark nu en republik med en monark som kransekagefigur.

H.C. Hansens regeringer

Grundlovsgodkendelsen kræver et nyt folketingsvalg. R er trætte af K (især udenrigsminister Ole Bjørn Kraft) og ønsker en ren V-regering. Men Eriksen vil ikke svigte samarbejdet med K og nægter. R peger derfor på en socialdemokratisk mindretalsregering, atter med Hedtoft som statsminister. Denne regering bliver aldrig velfungerende. Der er dårlig kemi mellem Hedtoft og De Radikale, og Hedtoft selv er ramt af hustruens sygdom og død. På et møde i Nordisk Råd i Stockholm i 1955 rammes den 51-årige Hedtoft af hjerteslag og dør. Udenrigsminister H.C. Hansen er nu tillige statsminister.

hc-hansen-2

H.C. Hansen (S) statsminister 1955-60

Hansen er mere smidig og pragmatisk end den varme og følelsesladede Hedtoft. Han er solid og materielt tænkende – nogle vil sige småborgerlig, og anliggendet for ham et at give arbejderklassen adgang til de borgerlige privilegier. Man kunne sige borgerliggørelsen af arbejderklassen. Hertil benytter han begavede socialdemokratiske teknokrater som Viggo Kampmann og Jens Otto Krag.

I foråret 1956 er der arbejdskamp. Fagbevægelsen under De Samvirkende Fagforbund, DsF, kræver lønforhøjelser og at arbejdstiden nedsættes fra 48 til 44 timer uden lønreduktion. Arbejdsgiverne siger nej. Mæglingsforslaget indeholder visse lønforhøjelser, men ingen nedsættelse af arbejdstiden, arbejderne stemmer nej til mæglingsforslaget der derpå ophøjes til lov af H.C. Hansens regering ud fra opfattelsen at produktiviteten måtte øges for at øge velstanden.

 Det var første gang at en socialdemokratisk regering tager et mæglingsforslag som arbejderne havde forkastet, og ophøjer det til lov. Der var ellers et nært bånd mellem DsF og Socialdemokratiet; DsF har automatisk to medlemmer i Socialdemokratiets forretningsudvalg, og Socialdemokratiet har tilsvarende to medlemmer i DsFs forretningsudvalg. Men nu ligner det et brud. Det kom til en massedemonstration på mellem 150.000 og 200.000 deltagere foran Christiansborg. Det får H.C. Hansen til arrigt at udbryde ”Mig skal de ikke pisse på”. DKPs formand, Aksel Larsen, opfordrer til generalstrejke, men bliver så forsonlig til sidst og opfordrer til at standse konflikten; DKP skal nok lokalt få overenskomstkravet bragt i hus, lover han. Arbejdskampen skulle blot fremover føres ude på arbejdspladserne.

Det er i høj grad lokale kommunister der styrer arbejdskampen, og forløbet giver kommunisterne, særligt Aksel Larsen, en vis folkelig goodwill især naturligvis på venstrefløjen, mens H.C. Hansen får en vis borgerlig goodwill på sin adfærd. Men samme år gør den sovjetiske marionetregering i Ungarn oprør mod Sovjetrusland der reagerer på oprøret ved i november 1956 at lade sovjetiske tanks rulle over grænsen til Ungarn. Dermed mister kommunisterne den folkelige sympati som de fik ved Storkonflikten. Det medfører splittelser i kommunistpartiet, Aksel Larsen lægger afstand til Sovjetunionen og ekskluderes i 1958. Kort efter danner han partiet Socialistisk Folkeparti sammen med andre frafaldne kommunister.

aksel

Aksel Larsen formand for DKP 1932-58, formand for SF 1959-68

H.C. Hansens pragmatisme ses ved en erklæret uvilje mod at få opklaret om amerikanerne har a-våben på Thule-basen. Det er simpelthen ikke i Danmarks interesse at gå amerikanerne på klingen, mener Hansen. Det ser unægteligt ud til at man accepterer a-våben på Grønland uden at det skal hedde sig.

På initiativ af finansminister Kampmann afløses loven om aldersrenter og invaliderenter i 1956 af en pensionslov. Efter man var 67 år har alle uanset hidtidig indtægt ret til folkepension. Invalidepensionen gøres mere lempelig end de hidtidige invaliderenter.

Det er en vigtig ændring i retningen af en velfærdsstat. Disse overførselsindkomster er ikke statens almisse til værdigt trængende, men en ret til alle borgere. Det betyder naturligvis at langt flere kom på overførselsindkomster, og at flere offentlige ansatte er nødvendige. Dermed stiger de offentlige udgifter hvilket kræver et større skattetryk. En anden effekt er også at den personlige ansvarsfølelse over for medborgere i nød svinder. ”Staten tager sig af samfundets svage for vore skattepenge”, er opfattelsen, og man har gjort sin samfundspligt ved at betale sin høje skat.

Efter Sovjetunionens invasion af Ungarn i november 1956, udskriver Hansen folketingsvalg et halvt år efter i håbet om at invasionen har knækket støtten til kommunisterne. DKP går faktisk tilbage, men S går endnu mere tilbage. De Radikale tilbyder V at støtte en ren V-regering, men Erik Eriksen fastholder at V og K er en samlet blok. R vender sig så mod S og Retsforbundet, og de tre partier danner ”Trekantregeringen” i 1957 hvor H.C. Hansen fortsætter som stats- og udenrigsminister. Men omtrent så magtfuld i regeringen er finansminister Kampmann. Trekantregeringen kæmper med samme problem som alle samtidens regeringer – at importen truer med at være større end eksporten, efterspørgslen er større end produktionen. Det medfører at Danmark mister udenlandsk valuta

Viggo Kampmann klarer valutaproblemerne på sædvanlig vis ved at sætte giftskatterne i vejret og foretage en bunden opsparing. Derefter tager regeringen et større lån i dollars – hidtil havde man undgået udlandslån – for at forhindre valutakriser i fremtiden. Endelig ændrer man regler om skattefrihed ved at hensætte penge i investeringsfonde, ligesom erhvervslivets afskrivning af gæld også omlægges og i højere grad gøres skattefri. Det fremmer erhvervslivets investeringslyst i en periode hvor et langvarigt økonomisk opsving netop begynder i udlandet. Det opsving skal Danmark ride på frem til 1971.

Væksten begynder især i 1958, og på tre år vokser industriproduktionen hele 30 % og udgør nu 40 % af den samlede eksport. Danmark er hastigt på vej til at blive et industriland i stedet for et landbrugsland.

En skolereform må også nævnes. Jørgen Jørgensens skolereform fra 1937 med fri mellem (en eksamensfri mellemskole) var aldrig blevet populær, og udligningen mellem by- og landskoler var aldrig lykkedes.

Jørgen Jørgensen er nu igen undervisningsminister i Trekantregeringen, og han skaber en model som S, R og reformvenlige kræfter i Venstre – i form af tidligere seminarierektor Poul Hartling –kan stå inde for, mens De Konservative holder sig ude af forliget. Mellemskolen afskaffes, ligesom enhver forskel på landskoler og byskoler afskaffes. I stedet har man nu en hovedskole op til 7. eller 8. klasse. Derefter kan man gå to veje – fortsætte til 9. klasse eller – hvis man er til det boglige – man kan tage en ”realeksamen” via tre realklasser. Det gøres især på realskoler.

De glade 60’ere

I februar 1960 dør den 53-årige statsminister H.C. Hansen af halskræft, og finansminister Viggo Kampmann bliver statsminister. Ved folketingsvalget i november ryger Retsforbundet ud af folketinget, og Trekantsregeringen omdannes til en tokant – en SR-regering under Kampmanns ledelse, og med højskolemanden Julius Bomholt (S) som Danmarks første kulturminister.

bomholt-kampmann

Bomholt og Kampmann bader ved Fanø (1955)

Julius Bomholt udfærdiger Socialdemokratiets kulturpolitik der er et dannelsesprojekt. Den borgerlige, modernistiske finkultur støttes og formidles ud til arbejderklassen i de nye parcelhuse. Bomholt har været formand for Radiorådet 1940-53 og advokeret for at radioen gerne måtte lave “farlige” og kritiske programmer, en indstilling der siden blev overført til tv. Socialdemokratiet allierer sig altså dermed med radikalismen (et “kulturradikalt” eller ”nyradikalt” kultursyn) hvor kunst, kultur og statsmedier gerne må have ”kant”, være modernistiske, kritiske, provokerende og frisættende, også seksuelt. En gruppe af befolkningen oplever at statsmagten aktivt støtter en elitær avantgardekunst, fx abstrakt kunst, som de slet ikke kan se er kunst. Og tendensen kan vel fornemmes i DR i 1960’erne og 70’erne hvor fx tv-spil af Leif Panduro har stor prestige.

Det får bl.a. lagerforvalter P. Rindal til at rejse en opinion mod at staten bruger skattepenge og licensmidler på at promovere modernistisk kunst.

Et konkret eksempel på Socialdemokratiets oplysningsbaserede kulturpolitik var indførelsen i 1964 af folkebibliotekerne. Ønsket var at alle over hele Danmark havde adgang til gratis at låne bøger af staten.

Socialdemokrater som Krag og Bomholt orienterer sig mod den såkaldte ‘humanisme‘: inspireret af Brandes’ radikalisme: Mennesket skal gøre være fri af absolutte autoriteter og opbygge sine samfund ved hjælp af fornuften og den menneskelige erfaring. Derigennem vil det blive muligt at skabe et samfund hvor mennesket har mulighed for at udvikle sig og forbedre egne livsmuligheder. Rationalitet og videnskabelige og tekniske fremskridt sætter menneskets frihed samt pluralisme og tolerance i centrum.

krag-foto

J.O. Krag (S) statsminister 1962-68 og 1971-72, nok hovedmanden bag velfærdsstaten i Danmark

Kampmann har en bipolar lidelse, men det er hjerteproblemer som i 1962 får ham til at trække sig ud af politik og overlade posten som S-leder og statsminister til den mere tilknappede udenrigsminister J.O. Krag. Den vestlige højkonjunktur bider nu godt på Danmark er har stor økonomisk vækst og lav arbejdsløshed 60’erne igennem, og Kampmann og Krag benytter lejligheden til at udvikle velfærdsstaten – en omfattende statslig service der gives til alle borgere efter kriterier der er ens for alle: Hospitaler, plejehjem for syge og handicappede, vuggestuer, børnehaver og fritidshjem, folkebiblioteker og et uddannelsessystem der søger at give en uddannelse til hvad man ønsker – og kan – uafhængigt af baggrund og økonomiske vilkår.

Velfærdssystemet betyder en eksplosion i størrelsen på den offentlige sektor – både statsligt, amtsligt og kommunalt, og koster mange penge og dermed et stort skattetryk. Betingelsen for velfærdsstaten er dels den høje vækst hvor både reallønnen og forbruget hele tiden vokser, dels den solidaritet der beror på både en accept af at samfundets svage skal støttes, og at velfærdsstaten i høj grad er middelklassen der med det offentlige som formidler giver penge til sig selv. 80% af befolkningen yder 80% af beskatningen som gennem fordelingspolitikken føres tilbage til 80% af befolkningen, men naturligvis ikke til de samme 80 % som der ydede 80 % af beskatningen.

 I 1960’erne lægges grunden til olieudvinding i Nordsøen. I 1962 får firmaet A.P. Møller eneretten på udforskning og udvinding af olie i den danske naturgrund og danner i den forbindelse Dansk Undergrunds Consortium, DUC. Også Shell og Texaco er med i DUC. I 1963-65 bliver Danmark via udenrigsminister Per Hækkerup enig med Tyskland og Norge om hvordan soklen under Nordsøen skulle fordeles mellem landene. Danmarks forhandlingsprincip var et midterlinjeprincip der betyder at Norge får et område – Ekkofisk-feltet – der siden viser sig uhyre olieholdigt. Det er vist en myte at Hækkerup i en brandert i 1963 skal have foræret Ekkofisk-feltet til Norge.

danfeltet (1)

Olieproduktion i Danfeltet

I 1966 finder DUC olie i Kraka-feltet, og i 1972 begynder DUC på en seriøs olieproduktion fra Dan-feltet. Efter oliekrisen i 1973 strammes betingelserne for DUC idet aftalen mellem DUC og den danske stat genforhandles i flere omgange, første gang i 1976. Hver gang må DUC afgive områder af oliefelterne som staten igen kunne udbyde i licitation. Ved hver genforhandling øges den skat DUC skal betale, mens fx Dansk Olie og Naturgas forkortet DONG, den danske stats olie- og gas-afdeling, får forkøbsret til naturgassen. DUC skal betale for gasledninger fra udvindingsstederne til kysten med videre. Men produktionen stiger stadig, og fra 1993 er Danmark selvforsynende med olie.

Med til etableringen af velfærdsstaten hører en venstreorienteret vækkelse der går imod det patriarkalske system, hierarkierne på universiteterne, forsvarsudgifterne og krig generelt og i særlig grad atommissiler og USA’s engagement i Vietnam, bilismen og forbrugerræset. Dermed får Aksel Larsens nye parti, Socialistisk Folkeparti, vind i sejlene.

Ved folketingsvalget i 1966 vinder SF 10 mandater, og Krag vælger at satse på SF som støtteparti end De Radikale. Fro at gå med i regering så betinger folkesocialisterne sig at militærudgifterne skæres ned, og at udenlandske soldater ikke kunne deltage i øvelse på dansk jord. Det kan S ikke acceptere, så “et rødt kabinet” kan ikke etableres. I stedet bliver SF støtteparti for en socialdemokratisk mindretalsregering. Sikkert i forlængelse heraf går Per Hækkerup (der er højrefløjssocialdemokrat) af som udenrigsminister og bliver i stedet politisk ordfører og gruppeformand.

Den røde vækkelse skærpes i øvrigt 1967-70 og kulminerer som Studenteroprøret og det såkaldte Ungdomsoprør. Studenteroprøret medfører en aktion på Københavns Universitet der får gennemført at studienævnet består af fifty-fifty studerende og undervisere, så de studerende har medindflydelse på deres fag. Universiteternes uddannelse skal være “samfundsrelevante” hvilket betyder et opgør med det humboldtske dannelsesideal herunder at alle universitetsuddannelser indeholder faget “Filosofikum” hvor man helt i von Humboldts ånd udfordres af fx de klassiske græske tanker. Filosofikum fjernes nu efter studenterpres.

Ungdomsoprøret er mere diffust, men handler om euforiserende stoffer såsom hash, kvindelejre, nye sociale strukturer som kollektiver som boligform og eksperimenter med fri kærlighed, og desuden slumstormere der flytter ind i forladte bygninger og danner nye bofællesskaber her – fx dem der besætter den forladte Bådsmandsstræde Kaserne på Christianshavn i 1971 og her etablerer ”fristaden Christiania”, men også Thy-lejren i 1970 er en del af bølgen.

VS og VKR-regeringen dannes

I november 1967 får Krag-regeringen problemer. Man må devaluere hvilket vil øge importen hvilket igen vil skabe valutaproblemer med mindre forbruges holdes nede. I januar 1968 vil en såkaldt “dyrtidsportion” udløses, dvs. et løntilskud der ifølge overenskomsten udløses når priserne stiger med en bestemt mængde for at sikre at lønnen fulgte priserne. Det vil øge forbruget og importen. Krag-regeringen vil “indefryse dyrtidsportionen”, altså udskyde løntillægget, men den indefrysningen er en for stor kamel at sluge for 6 af SFs folketingsmedlemmer. De vil ikke stemme for. Det vil V, K og R heller ikke. Regeringen Krag II kommer følgelig i mindretal og må gå af. Kort efter forlader de oprørske SF-medlemmer partiet – det var bl.a. Preben Vilhjelm og Hanne Reintoft – og danner deres eget parti, Venstresocialisterne, VS, i protest mod de kompromisser som SF måtte sluge i samarbejdet med Krag-regeringen.

Det følgende folketingsvalg i januar 1968 betyder et ryk mod højre. S og SF har ikke længere flertal. De Radikale er skubbet over i den borgerlige lejr af Krags flirt med SF, og V, K og R, der er næsten lige store, vælger at danne regering sammen. De Konservative er det største parti, men den konservative landsleder Poul Sørensen synes at den radikale leder Hilmar Baunsgaard skal være statsminister, da han har fået den største valgsejr. V-lederen Poul Hartling bliver udenrigsminister, mens De Konservatives politiske leder, Poul Møller, bliver finansminister.

Årets billede 1975

Hilmar Baunsgaard (R) statsminister 1968-71

Baunsgaard-regeringen strammer den økonomiske politik en smule, men reelt viderefører de Hansens, Kampmanns og Krags linje. Den sidste Krag-regering har haft en kommunalreform på bedding, og den fuldendes i 1970. De gamle sognekommuner på landet forsvinder. 1098 kommuner lægges sammen til 277, og 22 amter lægges sammen til 14. Det er den konservative indenrigsminister Poul Sørensens opgave, og han klarer den fint. Men mange borgerlige vælgere ser det ikke som en borgerlig opgave at fremme centralisering og borgerens fremmedgørelse i større, administrative systemer. Under den ligeledes konservative justitsminister K. Thestrup tillades fri abort, mens pornoen frigives. Skuffede borgerlige vælgere etablerer derfor partiet Kristelig Folkeparti.

Ved folketingsvalget i 1971 går både S og SF frem, mens både V og K går tilbage. Krag kan atter danne regering støttet af SF.

Medlemskab af EF og Anker Jørgensen

Det er et gammelt projekt for både Kampmann og Krag at få Danmark med i frihandelsprojektet Det Europæiske Fællesskab, EF (eller på engelsk EEC). Det skal sikre Danmarks adgang til eksportmarkederne og dermed sikre landets høje produktion, produktionsfremgang og høje beskæftigelse og dermed igen sikre velfærdssystemet. I 1972 står EF foran en udvidelse. De 6 oprindelige lande – Holland, Belgien, Luxembourg, Tyskland, Frankrig og Italien – søger at optage en ny gruppe lande – Norge, Storbritannien og Irland. Særligt fordi Norge vil optages og fordi Storbritannien er et meget vigtigt eksportmarked er det oplagt at hoppe med i feltet. i september 1972 stemmer Norge nej til medlemskab, og flere på Socialdemokratiets venstrefløj præget af Ungdomsoprøret og danner fraktionen Socialdemokrater mod EEC. Den ledes af de unge folketingsmedlemmer Svend Auken og Ritt Bjerregaard, men også fx Mogens Lykketoft og Mogens Camre er med i gruppen.

ja-ef

Modstanderne mener at EF er styret af udenlandske kapitalinteresser og desuden truer Danmarks nationale suverænitet. Måske truer et medlemskab den danske velfærdsmodel og den sociale omfordelingspolitik? Fortalerne mener at EF mest handler om økonomi, og at ja til EF vil give Danmark adgang til et større eksportmarked og sikre højere mindstepriser for landbrugsprodukter til gavn for bl.a. flæskepriserne og statsbudgettet. Valget kommer den 2. oktober 1972. 63,4 % stemte ja, mens 36,6 % stemte nej. Danmark er på vej ind i EF. Dagen efter, den 3. oktober, erklærer Krag at han trækker sig fra politik, og at han anbefaler den 50-årige formand for Specialarbejderforbundet (DASF) Anker Jørgensen som sin efterfølger som partiformand og statsminister. Jørgensen er fra Socialdemokratiets venstrefløj og samtidig forsigtig EF-tilhænger, og Krag mener at han måske kan læge partiet efter afstemningen.

anker

Anker Jørgensen (S) statsminister 1972-73 og 1975-82

Anker Jørgensens regering forsætter Krags politik med at udbygge velfærdsstaten. Dagpengesystemet udbygges. Borgere der mister arbejdsevnen pga. sygdom eller graviditet, kommer på dagpenge der udgør 90% af den hidtidige indtægt. De første sygedage betales af arbejdsgiveren, de følgende af staten. I 1972 foreslår socialminister Eva Gredal desuden Bistandsloven på baggrund af et kommissionsforslag. Loven har støtte af SF og alle de fire gamle partier og vedtages af Regeringen Hartling i 1974. Hvis en borger kommer i nød – hvis man fx mister arbejde og ikke har ret til dagpenge – kan man henvende sig til det lokale “bistandskontor” der foretager et skøn af den nødlidtes behov. Bistandshjælpen (kontanthjælpen) er ikke på størrelse med dagpenge, men man kan leve af den. Man har ret til en socialrådgiver der hjælper med familiebehandling, forebyggelse og revalidering, så man kan bevares i arbejdsstyrken.

På sin vis udgør dagpengereformen og bistandsloven – og få år efter efterlønsloven – kulminationen af velfærdsstaten.

En særlig vision præger socialdemokratisk politik i 70’erne, nemlig Økonomisk Demokrati eller ØD. Forslaget medfører at både medarbejdere og virksomheder betaler en vis procentdel af deres indtjening dels til den virksomhed de tilhører, til gengæld for indflydelse på denne virksomheds produktion, dels til en central ØD-fond med en bestyrelse på 60 personer hvoraf de 40 var udpeget af fagbevægelsen, og de 20 af regeringen. Denne ØD-fond skal så foretage massive investeringer i erhvervslivet, dvs. fagbevægelsen dermed får en stor indflydelse på erhvervslivet. S brænder for ideen, og fagbevægelsen, hvis paraplyorganisation nu kaldes LO og ledes af Thomas Nielsen, brænder endnu mere for ideen. Men Jørgensen får ikke gennemført ØD mens han har flertal med SF, og siden kan han ikke få flertal; de borgerlige partier fra R til K er slet ikke med på at give fagbevægelsen en sådan indflydelse på erhvervslivet.

Jordskredsvalget i 1973

Reaktionen på den hastigt voksende offentlige sektor og på Ungdomsoprøret lader ikke vente på sig. En af landets dygtigste skatteadvokater, Mogens Glistrup, fortæller i 1971 på tv at han dels har en lovlig trækprocent på 0, dvs. han ikke betaler skat trods sin anseelige indtægt, og dels at han anser han skatteunddragelse for at være i samme kategori som Modstandsbevægelsen – et “farligt, men fædrelandsnyttigt arbejde”. Det sætter et stort røre i gang.

glistrup

Mogens Glistrup

I sommeren 1972 foreslår Glistrup – måske delvist i spøg – at etablere et parti – Fremskridtspartiet – med det formål at afskaffe indkomstskatten og forsvaret, indføre valg en gang om måneden og fjerne valgretten når man er 60 år gammel. Han tages på ordet, og tidligt i 1973 er Fremskridtspartiet opstillingsberettiget.

Erhard Jacobsen er borgmester i Gladsaxe og socialdemokratisk folketingsmedlem. Han raser over venstredrejningen i Socialdemokratiet og i DR. Særligt generes han af at det Jakobsen at Anker Jørgensen to af de unge illoyale EF-modstandere i “Socialdemokrater mod EEC” ind som ministre, nemlig den blot 32-årige Ritt Bjerregaard  som undervisningsminister og Karl Hjortnæs som  justitsminister. Halvanden uge efter disse ministerudnævnelser danner Erhard Jacobsen fraktionen “Socialdemokratisk Centrum“. Den 6. november 1973 forlader Jacobsen sit parti og danner partiet Centrums-Demokratiet som han dog siger vil være en del af Regeringen Anker Jørgensen Is parlamentariske grundlag. To dage senere kommer han dog for sent til en afstemning, angiveligt fordi han er løbet tør for benzin. Det betyder at regeringen kommer i mindretal og må udskrive valg.

Valget finder sted den 4. december 1973 og får et rystende resultat. V går 8 mandater tilbage, R går 7 mandater tilbage, S går 24 mandater tilbage, De Konservative 15 mandater tilbage og SF går 6 mandater tilbage. Til gengæld kommer tre helt nye partier ind – Kristelig Folkeparti med 7 mandater, Centrums-Demokratiet (snart sløjfes navnets s) eller CD med 14 mandater og Fremskridtspartiet med 28 mandater. Glistrups spøg af et skattenægterparti bliver folketingets andenstørste parti.

Oliekrisen

S har ikke længere flertal sammen med SF, og Anker Jørgensen kan ikke finde et parlamentarisk flertal. Det får V-lederen Poul Hartling der danner en meget lille regering på 12 ministre med et meget snævert mandat-tal bag sig. Og den økonomiske udfordring er gigantisk. Arabiske, olieproducerende lande er gået i krig mod Israel i 1973 og straffer økonomisk lande der politisk støtter Israel, med olieboykot eller voldsomme prisstigninger (firdobling) af oliepriserne. Bortset fra det selvforsynende USA rammes hele Vesten, særligt Danmark og Holland der rammes af den delvise boykot og man måtte indføre slukket lys i butiksvinduerne og bilfrie søndage, mens priserne på petroleum stiger til det otte-dobbelte.

En konsekvens af oliekrisen blev en økonomisk krise og stor stigning af arbejdsløsheden i store dele af Vesteuropa hvilket sætter velfærdssystemet under pres.

Det var allerede forudset under Krag – fx af økonomen og departementschefen Erik Ib Schmidt – at velfærdssamfundet har en akilleshæl. Velfærdsstatsmodellen har sin egen inerti, sin egen automatiske vækst, hvor den offentlige sektor vil sluge en stadig større del af bruttonationalproduktet. Da landets produktion i høj grad ligger i den private sektor, vil den stadige vækst i det offentlige i stadig større grad fremover udfordre væksten i produktiviteten. Pga. denne analyse oprettes i 1972 en “kulegravningsbande” på tværs af partierne, men Krag undsiger dens resultater, da han ikke politisk kan holde til at påbegynde nedskæringer. Den anden svaghed er at Krags velfærdssamfund er tilpasset højkonjunktur og lav arbejdsløshed. Her er den velfungerende. Men i lavkonjunktur og med høj arbejdsløshed skal et stadig større statsapparat vise sig tungt og dyrt at bevare. Det var derfor Krag ville have Danmark med i EF for at forhindre en sådan lavkonjunktur, men EF-medlemskabet kan ikke forhindre oliekrisen og den internationale afmatning der kommer ud af krisen.

hartling (1)

Poul Hartling (V) statsminister 1973-75

Hartling-regeringen søger at holde igen både den offentlige sektors forbrug og det private forbrug), og at få importen ned. Resultatet er “Det Sorte Forlig” i foråret 1974 mellem Venstre, Kristelig Folkeparti, Fremskridtspartiet og CD om sociale nedskæringer og afgiftsforhøjelser på giftskatter, biler og hårde hvidevarer. Økonomiminister Nyboe Andersen og finansminister Anders Andersen udfærdiger derpå en helhedsplan der kombinerer skattelettelser med forsøg på at inddæmme lønstigninger ved at forlænge den gældende overenskomst og indefryse dyrtidsportionerne. Der følger store demonstrationer foran Christiansborg med 100.000 demonstranter, Fremskridtspartiet springer fra helhedsplanen, og Hartling udskriver valg i januar 1975.

Venstre vinder egentlig valget og fordobler sit antal af mandater. Hartling danner derfor en VK-regering med Hartling som statsminister og med parlamentarisk støtte fra CD og Kristelig Folkeparti. Men få timer før regeringen skal præsenteres, truer Glistrup med at vælte en sådan regering. Glistrup ønsker en regering hvor Fremskridtspartiet enten er deltager eller støtteparti hvilket K ikke kan acceptere, og Hartling må opgive. Uden større entusiasme danner Anker Jørgensen derfor en socialdemokratisk mindretalsregering.

Til den nye regerings få sejre er en ny skolelov under undervisningsminister Ritt Bjerregaard i et forlig med R, V og K. Realklasserne og realeksamen forsvinder, og i stedet har man en enhedsskole med 9 obligatoriske klasser og en mulighed for tilvalg af en 10. klasse. Eksamenssystemet i de ældste klasser bevares. Man får mulighed for tværfaglig undervisning og for specialundervisning for elever der kræver en særlig indsats. Undervisning i kristendom skal være oplysende, ikke forkyndende, og geografi og historie nedprioriteres.

Økonomisk sidder S-regeringen til gengæld i saksen. Danmark er ramt af både stor arbejdsløshed og et underskud på betalingsbalancen, dvs. staten har større udgifter end indtægter. Gør man noget ved det ene område, vil det som regel koste noget på det andet område, så det er træls at have problemer på begge felter. Jørgensens regering vælger at bekæmpe arbejdsløsheden med store offentlige investeringer – og dermed stiger betalingsbalanceunderskuddet. Det må finansieres med store lån i udlandet. Og det lykkes ikke engang at reducere arbejdsløsheden. Gældsætningen er nu eskalerende. Udviklingen fortsætter 70’erne ud. Situationen er virkelig tricky, for Anker Jørgensen rykker stadig mere til venstre, gældsætningen vokser, og samtidig hånes han af LOs formand Thomas Nielsen for at føre en for borgerlig politik med alt for lidt ØD.

thomas-nielsen

Der er spændinger mellem LOs formand Thomas Nielsen og statsminister Anker Jørgensen

I 1978 får V en ny leder, Henning Christophersen, da Hartling bliver flygtningekommissær i FN. Han repræsenterer “Handelshøjskole-Venstre”, mens Hartling repræsenterede “Højskole-Venstre”, og “Handelshøjskole-Venstre” har siden siddet ret solidt på partiet.

Christophersen tager initiativ til et tæt ”firkløversamarbejde” mellem K, V, CD og Kr. F. Jørgensen prøver så også at danne en blok, først med R hvis nye leder, Niels Helveg-Petersen, nøler, og derpå med V. Christophersen overvejer om det kan forpligte S på en stram indkomstpolitik og hopper i baljen. I august dannes der derfor en SV-regering med Jørgensen som statsminister, Christophersen som finansminister og den hidtidige finansminister Knud Heinesen – stærk tilhænger af SV-samarbejdet – fortsætter som finansminister.

christophersen

Anker Jørgensen (S) og Henning Christophersen (V) danner regering 1978-79

Noget fungerer. Arbejdsløsheden falder, men da de internationale konjunkturer forværres yderligere pga. krisen i Iran og deraf følgende olieprisstigninger, så vokser underskuddet. Velfærdsstaten udbygges yderligere, da arbejdsminister Svend Auken gennemfører efterlønsordningen. Hvis man har været medlem af en a-kasse i mindst 5 år, så kan man når man er 60 år gammel gå på efterløn indtil pensionsalderen. Efterløn er 90 % af dagpengesatsen. Ideen er at give lønarbejdere en værdig udslusning af arbejdsmarkedet og samtidig frigive arbejdspladser for at bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden. Men efterløn bliver langt mere populær end forudset, den fungerer reelt som en tidlig pensionering, og den viser sig hundedyr for de offentlige budgetter, og så i en tid med økonomisk smalhals. En anden SV-reform er at arbejdsløse obligatorisk tilbydes et jobtilbud i 9 mdr. til overenskomstmæssig løn, så de kan opretholde eller genvinde retten til arbejdsløshedsunderstøttelse hvis man er langtidsledig.

Fagbevægelsen vil virkelig gerne have ØD igennem, så Auken og Fagbevægelsens topøkonom, Poul Nyrup Rasmussen, i øvrigt gamle venner, udvikler sammen en modifikation kaldet Overskudsdeling eller OD. Den centrale ØD-fond styret af fagbevægelsen er nu fjernet fra forslaget. Firmaets og medarbejdernes overskud bliver i stedet på de enkelte virksomheder og forvaltes af medarbejderne og firmaet. OD er stadig for socialistisk en tanke for de borgerlige partier, og SV-samarbejdet ryger på det i 1979.

knud-heinesen (1)

Knud Heinesen (S) advarer mod den økonomiske afgrund

Dermed er vi tilbage ved S-regeringerne. Heinesen kræver en stram indkomstpolitik for at være finansminister. Det krav får han ikke igennem. I stedet bliver han ny socialdemokratisk gruppeformand. Samme måned siger han: “Nogle fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs imod den“. Synspunktet er at hvis den økonomiske politik ikke ændrer sig, vil Danmarks økonomi inden for få år være så ringe at den dikteres af udenlandske långivere. Synspunktet støttes af nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer.

De internationale konjunkturer er ved at vende først i 80’erne, men det kommer ikke Danmark til gode, eftersom blot betalingen til renter af statsgælden krævede nye lån og øgede gælden. I årene 1981-82 fordobles Danmarks statsgæld og renter til afbetaling således. Samtidig vokser arbejdsløsheden stadig.

I løbet af sommeren 1982 spreder den tanke sig hos S og fagbevægelsen at hvis der endelig skal føres en stram indkomstpolitik, altså en borgerlig-liberal finanspolitik, for at redde økonomien, så skal den politik måske føres af en borgerlig regering og ikke en socialdemokratisk. Eller kynisk udtrykt: En borgerlig regering vil udføre det beskidte arbejde og dermed gøre det nødvendige, men upopulære. Derefter vil de straffes af vælgerne, og socialdemokraterne vil hurtigt vende tilbage med rene hænder og usvækket popularitet. Hvorom alting er: Regeringen føler sig kørt fast, og den 2. september 1982 træder Ministeriet Anker Jørgensen V tilbage uden at udskrive nyvalg.

 Og så bliver det oplagt at det gamle firkløversamarbejde nu kigger på mulighederne for at komme til regeringsmagten. Da V-lederen Christophersen er den primære arkitekt bag firkløversamarbejdet, og han samtidig har ministererfaring, skulle man tro at den næste statsminister blev ham. Men det blev det ikke.

Schlüters Firkløverregering

K har siden 1974 været ledet af advokaten Poul H. Schlüter der normalt har været set som en letvægter. Men det er Schlüter der leder forhandlingerne om en firkløver-regering bl.a. fordi han har den radikale leder N. Helveg Petersens tillid. Da han samtidig får Fremskridtspartiets tilsagn om dets velvilje, så tør Schlüter den 10. september 1982 kaste sig ud i en Firkløverregering med Schlüter som statsminister, V-lederen Christophersen som finansminister og Vs politiske ordfører Uffe Ellemann-Jensen som udenrigsminister.

schluter

Poul Schlüter (K) statsminster 1982-93

Situationen er elendig. 280.000 arbejdsløse, et underskud på betalingsbalancen på op mod 20 mia. kr. om året og en statsgæld på 160 mia. kr. I 1983 vil alene renter til statsgælden koste 18 mia. kroner! Samtidig er Firkløverregeringen en mindretalsregering der er afhængig af støtte fra samtidig De Radikale og Fremskridtspartiet der ellers er ret modsatrettede partier. Christophersen er arkitekten bag en hård genopretningspolitik der skal forbedre konkurrenceevnen og nedbringe arbejdsløsheden (svært at gøre samtidig!) ved at øge virksomhedernes indtjeningsevne, reducere statens udgifter og afbureaukratisere forvaltningen (det lykkes aldrig!).

Firkløverregeringen vil bremse de automatiske dyrtidsreguleringer og gennem indgreb sikre en lønvækst på højest 4 % om året. Samtidig vil den spare 20 mia. kr. i den offentlige sektor i 1983 og næsten det dobbelte i 1984. Bl.a. ville regeringen skære ned på kontanthjælpen, reducere arbejdsløshedsdagpenge fra 90 % af lønnen til 80 % af lønnen, indføre en “karensdag” ved sygdom, hvor man selv betaler første sygedag, beskære såkaldte “bloktilskud” til kommunerne, dvs. sikre at kommunerne ikke sætter udgifterne op samt indføre mere brugerbetaling. S anklager denne politik for at have social slagside, og De Radikale får planen modereret en smule (fx planen om at sætte sygedagpenge ned til 80% af lønnen og får fjernet ansatserne til brugerbetaling).

Blandt regeringens midler er en fastkurspolitik og en lavinflationspolitik der gør det muligt for regeringen at få renten ned. Tidligere regeringer har ført en bevidst højrentepolitik for at beskytte valutaen. Men med en troværdig fastkurspolitik er en højrentepolitik ikke nødvendig, og renten kan sættes ned til gavn for investeringslysten. Desuden er konjunkturerne i udlandet (fx oliepriserne) nu i klar bedring.

Stemningen er skarp i 1983. Fagbevægelsens mest markante stemme er nu specialarbejdernes leder Hardy Hansen, og han taler om en ”social massegrav”. S vil ikke stemme for finansloven, et brud på hidtidig praksis, og da Fremskridtspartiet heller ikke vil dette, udskriver Schlüter valg i januar 1984 og vinder. K går 16 mandater frem, og V går 2 mandater frem, mens Fremskridtspartiet nærmer sig spærregrænsen. Schlüter-regeringen er nu ikke længere afhængig af Fremskridtspartiets støtte.

I 1984 bliver Christophersen udnævnt til budgetkommissær i EF og næstformand i EF-kommissionen fra og med 1985 og træder dermed tilbage som finansminister og V-leder. Som kommissær frem til 1995 er det i høj grad Christophersen der i samarbejde med Jacques Delors står for at udvikle EFs Indre Marked og senere dets monetære union. Som V-leder afløses han af Ellemann-Jensen, mens den konservative socialminister Palle Simonsen bliver en ny – og driftsikker – finansminister der viderefører Christophersens linje, men tilføjet bevidsthed om at politikken ikke må blive være for asocial.

Enhedslisten

Danmarks Kommunistiske Parti havde altid været et leninistisk parti der var nært forbundet med Sovjetunionens kommunisme. Men i 1985 begynder Sovjetunionens leder Gorbatjov at modernisere kommunismen – glasnost (åbenhed) og pere-strojka (omstrukturering) – hvilket ender med at opløse Østblokken. Det præger også DKP. I 1987 får partiet en ny leder, Ole Sohn, påvirket af Gorbatjovs moderationer. Sohn får i 1988 DKP med på at foreslå et alment samarbejde på den yderste venstrefløj hvor partierne er ved at være så mange og så små at de slet ikke bliver parlamentarisk repræsenteret. I 1989 går venstrefløjspartierne VS, DKP og Socialistisk Arbejderparti derfor sammen og dannede Enhedslisten – De Rød-Grønne, EL, som på flere måder minder en del om VS – der til sidst også har ladet sig formelt opløse.

sohn

Ole Sohn, formand for DKP 1987-91, er en hovedkraft i dannelsen af EL i 1989. I 2011-12 er Sohn i egenskab af SF-politiker vækst- og erhvervsminister i Regeringen Thorning

EL står for ortodoks marxisme med klassekamp, kritik af NATO, EF/EU og af kapitalismen, men bevæger sig ad åre mod højre så de snart står hvor SF oprindelig stod, dvs. med en skarp kapitalismekritik og et marxistisk håb om fx medarbejderindflydelse på produktionen og en udtalt EF/EU-modstand, ja, stadig en drøm om revolutionen og arbejdernes overtagelse af produktionen. Men EL har efterhånden udrenset alle ikke-demokratiske ansatser.

Indvandringspolitikken og udlændingeloven

Socialdemokratiet og Danmark generelt har aldrig stået for en lempelig indvandringspolitik. I 30’erne gav Stauning primært asyl til partifæller, og jøder på flugt måtte ikke tjene penge i Danmark. Sidst i 60’erne presser arbejdsgiverne på med at få indført midlertidige ”gæstearbejdere” da man mangler arbejdskraft. Det giver en vis indvandring fra især fattige landegne i det centrale Tyrkiet samt fra Jugoslavien.

I 1970 standser man med automatisk at udstede arbejdstilladelser hvis man havde fundet arbejde i Danmark inden for 3 måneder. Først i 70’erne stiger behovet for arbejdskraft dogigen, og i praksis får stadig flere udlændinge arbejdstilladelse. Men med krisen i 1973 har man ikke brug for arbejdskraften, og man indfører partout et indvandringsstop. Udlændinge fra lande uden for Norden og EF får ikke længere opholdstilladelse. Men gæstearbejdere der allerede har fået opholdstilladelse, kan blive. Desuden gjaldt gælder “familiesammenføringsregler” så hvis man har sin opholdstilladelse, kan man få hustru og børn under 18 år med til Danmark med. I praksis stiger antallet af migranter til Danmark stadig gennem 70’erne. Medio 1970’erne begynder der også at komme politiske flygtninge til Danmark med FN-krav på asyl; det var ikke mindst flygtninge fra Vietnam.

Som arbejdsløsheden stiger i 70’erne, opstår der nogen modstand mod de fremmede, for der er kamp om arbejdet, og nogle irriteres over at gæstearbejderne sender deres løn hjem til familien i hjemlandet uden at gavne Danmarks forbrug. Samtidig har VS, SF, R og S en humanistisk indstilling til mennesker i nød og vil gavne de fremmedes retssikkerhed. Der sættes et udvalgsarbejde i gang for at modernisere lovgivningen. Det medfører et lovforslag til en ny udlændingelov i 1983. Reelt er det formanden for Dansk Flygtningehjælp, juraprofessor Hans Gammeltoft-Hansen der har skrevet forslaget som er en klar forbedring af de fremmedes retssikkerhed.

hans-gammeltoft

Juraprofessor Hans Gammeltoft-Hansen, bl.a. formand for Dansk Flygtningehjælp (1977-84) og siden folketingets ombudsmand 1987-2012

Hvis en udlænding kommer ind over Danmarks grænser og søger om asyl i Danmark uden at have søgt om asyl i andre lande, så har han krav på at få ansøgningen behandlet, og han har ret til at være i Danmark under behandlingen. Hvis Direktoratet for Udlændinge afviser  en ansøgning, kan den ankes til Flygtningenævnet. Hvis man er politisk flygtning efter Geneve-konventionen, man er ”konventionsflygtning” og får asyl, men den nye udlændingelov giver også asyl til andre, nemlig til “de facto-flygtninge“, dvs. dem der har tungtvejende grunde til at de ikke bør bo i deres hjemland, evt. fordi de praktiserer homoseksualitet i lande hvor homoseksuelle diskrimineres eller fordi de er krigsmodstandere i krigsførende lande. Endelig udvides retten til familiesammenføring for dem der får ophold – ikke bare børn og kæreste, men også forældre og andre slægtninge kunne få ophold.

Justitsminister E. Ninn-Hansen beklager sig hurtigt over loven. Danmark er et attraktivt velfærdssamfund, fremfører han, og hvis udlændingeloven er for liberal, kan man forudse hundredetusinder af asylansøgere og flygtninge med “raceuro” til følge, som Ninn Hansen formulerer det.

Firkløverregeringen bliver nødt til at tilslutte sig den nye udlændingelov med enkelte modifikationer.

Fra 1985-89 modtager Danmark 17.000 flygtninge fra disse grupper: iranere, irakere, libanesere (dvs. reelt palæstinensere) og statsløse palæstinensere.  Desuden kommer godt 4000 flygtninge fra Sri Lanka, primært tamilere.  Udviklingen skal siden fortsætte. Fra 1985-97 får i i alt 63.000 udlændinge asyl som flygtninge, og i 2000 er 5% af befolkningen udenlandske statsborgere og 6 % af befolkningen “af anden etnisk herkomst end dansk”. Det medfører at især efter 2002 går skiftende regeringer i gang med at foretage løbende stramninger af udlændingeloven.

Sognepræst Søren Krarup fører an i kritikken mod udlændingeloven, og socialdemokratiske borgmestre på den såkaldte Vestegn – fx Per Madsen, borgmester i Ishøj – støtter i nogen grad Krarups kritik og fremfører at der er problemer med integrationen af flygtningene og familiesammenførte, og at integrationen vil blive endnu vanskeligere fremover, hvis ikke man udlændingeloven skærpes.

Højkonjunktur bliver til lavkonjunktur

Midt i 80’erne har genopretningspolitikken haft succes. Danskernes økonomi er stimuleret, en højkonjunktur er sat ind, og danskernes realløn stiger bestandigt. Det er ikke så godt, for når reallønnen stiger, falder konkurrenceevnen i forhold til udlandet, og når forbruget samtidig stiger, er man tilbage ved den gamle situation med for megen import og for lidt eksport. Regeringen forsøger derfor – muligvis lidt sent – at dæmpe importen ved en serie forbrugsreducerende indgreb – en skattereform i juni 1985, en “julepakke” i december 1985 med fx øgede energiafgifter, en “påskepakke” i marts 1986 og endelig i oktober 1986 den såkaldte “kartoffelkur” som medierne benævner den.

Kartoffelkuren er udtænkt af Schlüter, finansminister Simonsen og økonomiminister Anders Andersen og vedtaget af regeringspartierne og De Radikale. Den er ret vidtgående: Afgift på forbrugslån, stop for belåning af friværdi i eget hus, reduktion af afbetalingslån osv., mens det til gengæld gøres lukrativt at spare op. Ikke bare overforbruget, men også den økonomiske aktivitet bremses af Kartoffelkuren, og økonomien vender øjeblikkeligt fra højkonjunktur til lavkonjunktur. Salg af biler og huse bremses, produktionen falder, og arbejdsløsheden stiger igen. Men langsigtet viser de forbrugsbremsende indgreb sig at virke efter hensigten. Konkurrenceevnen forbedres, og betalingsbalancen går mod plus. I 1990 var der for første gang i næsten 30 år et plus på betalingsbalancen, og regeringen kan begyndte at betale af på udlandsgælden. De internationale konjunkturer er stadig med Danmark med faldende råvarepriser og genforeningen af Tyskland der øger et vigtigt eksportmarked – det tyske.

Sikkerhedspolitikken under Schlüter

Sikkerhedspolitikken giver Schlüter-regeringen problemer. Mens De Radikale støtter regeringens økonomiske politik, så er De Radikale del af et alternativt sikkerhedspolitisk flertal sammen med S, SF og VS. Regeringens udenrigspolitik under Ellemann-Jensen er højprofileret og en stærk støtte til NATOs afskrækkelsespolitik, mens det alternative sikkerhedsflertal går ind for nedrustning og en blødere politik over for Sovjetunionen. Dette flertal tvinger adskillige gange regeringen til at tilføje en ”fodnote”, et forbehold over for NATOs beslutninger, og Ellemann får gentagne gange ”næser” af det sikkerhedspolitiske flertal, hvis han kommer til at sige sin mening.

uffe-ellemann-under-angreb-1

Schlüter og Ellemann-Jensen

I marts 1988 vil Socialdemokratiet stille et lovforslag hvorefter man skal afkræve et amerikansk krigsskib der besøger Danmark, svar på om skibet er atombevæbnet eller ej. Det har en enkelte kaptajn ikke myndighed til at fortælle, så konsekvensen af en sådan lov vil være at afvise alle amerikanske krigsskibe i danske havne. Den amerikanske ambassadør får arrangeret et møde mellem Schlüter, Ellemann-Jensen og Auken (der i 1987 har afløst Anker Jørgensen som socialdemokratisk leder), og efter mødet mener Ellemann-Jensen og Schlüter begge at en aftale er nået om ikke at stille lovforslaget. Alligevel kommer lovforslaget og vedtages. Schlüter og Ellemann er rasende på Auken som man åbenbart ikke kan lave aftaler med. De kan ikke leve med længere at være afhængige af det alternative sikkerhedsflertal. Schlüter udskriver derfor folketingsvalg den 10. maj.

auken

Svend Auken S-formand 1987-92

”Atomvalget” giver Fremskridtspartiet en sejr, men bringer ingen afklaring. Det er besværlige forhandlinger, og både Niels Helveg og folketingets socialdemokratiske formand, den respekterede Svend Jacobsen, er i spil som ny statsminister. Til sidst bliver udgangen dannelsen af en KVR-regering med Niels Helveg som økonomiminister. Hermed kan De Radikale ikke stemme imod regeringen i sikkerhedspolitiske spørgsmål, men både CD og Kr.F. føler sig smidt ud af regeringen uden et tak eller en beklagelse og er rasende på Schlüter, især Mimi Jacobsen fra DC, Erhards datter. Alliancen varer i øvrigt kun to år. Ved et folketingsvalg i 1990 får R så stor en tilbagegang at Helveg trækker R ud af regeringen og går af som radikal leder (Marianne Jelved er afløser).

firbanden

Ledelsesgruppen i S – Lykketoft, Bjerregaard, Nyrup og Auken

I øvrigt er der dramatik i Socialdemokratiet. Det går op for stadig større kredse at de Radikale har en personlig mistillid til Svend Auken, og at han aldrig vil få radikal støtte som statsminister. Til gengæld er Socialdemokratiets næstformand, økonomen Poul Nyrup Rasmussen, i kridthuset hos De Radikale, da han siden 1987 har haft et (i offentligheden ukendt) romantisk forhold til Lone Dybkjær, en af de centrale, radikale folketingsmedlemmer. Den slagfærdige Auken er til gengæld populær i den del af befolkningen der hælder til venstre og har givet partiet store sejre ved folketingsvalg. Desuden har han haft en stærk støtte i partiets gruppeformand, Ritt Bjerregaard. Men i oktober 1991 fyrer Auken Bjerregaard efter en skandale uden videre substans, og han står nu stærkt svækket. Nyrup tjekker ud med Helveg om hvad han siger til et opgør med Auken. Den er Helveg med på, og i marts bekendtgør Nyrup sit kandidatur som ny S-formand. Partiets forretningsudvalg indkalder til en ekstraordinær partikongres den 11. april 1992, og her vinder Nyrup klart over Auken med 357 stemmer mod 189.

auken-nyrup

“Kongemordet” hvor Nyrup vælter Auken som S-leder i 1992

I øvrigt er arkitekten bag disse manøvrer efter alt at dømme den tidligere socialdemokratiske skatteminister Mogens Lykketoft, og Lykketoft og Nyrup er fremover mindst lige så allierede som Auken og Bjerregaard var det.

Maastricht-afstemningen og Edinburgh-aftalen

I 1991 bryder den kommunistiske Sovjetunion og dermed Østblokken sammen, og ud kom en række tidligere østlande med demokrati og markedsøkonomi. Dermed ophører Den Kolde Krig, og der er en følelse at at demokrati, markedsøkonomi, liberalismen og vestlige interesser havde vundet.

I EF opstår tanken at Fællesmarkedet kunne udvides med lande fra den gamle østblok. Og dermed kommer også den tanke at udvide den økonomiske integration samt også skabe integration mellem EFs lande på andre måder end de strengt økonomiske. Sidst i 80’erne var der allerede kommet en opjustering af integrationen af EFs stater med indførelsen af “Det Indre Marked”, dvs. arbejdsmarkedets frie bevægelighed landene imellem og indførelsen af “Schengen-samarbejdet“, dvs. at de interne grænser EF-landene imellem udviskes, mens EFs ydre grænsestrækning til ikke-EF-lande skal være den reelle grænse, den strækning der blev bevogtet og krævede pas at passere.

De nye tanker nedfældes i Maastricht-traktaten fra 1992 der indeholder forslag om en monetær union med en fælles mønt, om en samordning af dele af retspolitikken og om en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Da aftalen indebærer integration også af politiske emner og ikke kun økonomiske, skifter De Europæiske Fællesskaber, EF, samtidig navn til Den Europæiske Union, EU.

eu-brux

Aftalen betyder suverænitetsafgivelse for Danmark, og derfor skal der en folkeafstemning til. Den kommer den 2. juni 1992. 50,7 % stemmer nej, og 49,3 % stemmer ja. Danmark kan ikke blive medlem af det nye EU. Men hvad så? Er man dermed udtrådt af det europæiske samarbejde?

Folketinget mener nej. Man må nu inddrage ja-siger-partier og nej-siger-partier – og det er reelt ja-partierne V, K, R og S – og nej-partiet SF, siden 1991 ledet af Holger K. Nielsen – og sammen strikker V, K, R, S og SF et “nationalt kompromis” sammen som Ellemann-Jensen går  til EF med. Ved EFs topmøde i Edinburgh den 11.-12. december 1992 får udenrigsministeren forhandlet Det nationale kompromis igennem med EU, og Danmark fik forbehold fra Maastrichttraktaten på fire punkter: Fælles mønt, fælles forsvarspolitik, fælles retspolitik, unionsborgerskab (der ikke erstatter dansk statsborgerskab) og desuden EUs sigte om at etablere en videre politisk union. Det er forbehold stort set på de punkter hvor EU adskiller sig fra EF, så Danmark fastholder altså omtrent samme relation til de europæiske lande som man havde til EF.

Afstemning om Edinburgh-aftalen afholdes den 18. maj 1993, og her stemmer et snævert flertal ja. Danmark er nu med i EU, men med forbehold.

Tamilskandalen

I 1986 kommer en del tamilske flygtninge til Danmark pga. stridigheder i Sri Lanka mellem regeringen og oprørsgruppen De Tamilske Tigere. Justitsminister Ninn-Hansen mener i 1987 at den politiske situation har forbedret sig nok til at man kunne sætte tamilernes asylansøgninger i bero med henblik på snarlig hjemsendelse. Dermed kan man også stille tamilernes krav om familiesammenføring i bero. Det diskuteres i regeringen, men en fælles beslutning bliver ikke taget.

Ninn-Hansen vælger så rent administrativt at sætte både asylansøgninger og familiesammenførings-ansøgninger i bero. Der kommer klager fra de tamilske asylansøgere, og i 1988 går folketingets ombudsmand Gammeltoft-Hansen ind i sagen. Sagen er den spegede at Gammeltoft-Hansen havde været den primære pennefører bag den liberale udlændingelov fra 1983 som dels er en slags udgangspunkt for sagen, dels har haft Ninn-Hansen som en kraftig kritiker allerede i 1983 hvorefter der har været et klart modsætningsforhold mellem Gammeltoft-Hansen og Ninn-Hansen. Og nu var Gammeltoft-Hansen altså ombudsmand og skulle vurdere Ninn-Hansens gøren og laden i netop en sag der havde med deres modsætningsforhold at gøre. Sagen er politiseret fra første færd.

Den 10. januar 1989 mener Schlüter han får sagen lukket. Embedet som formand for Folketinget er ledigt, og Schlüter får Ninn-Hansen placeret som formand for Folketinget. Som afløser som justitsminister kommer den hæderlige juraprofessor H.P. Clausen ind og normaliserer straks forholdene for de tamilske asylansøgere.

Ikke længe efter kommer Gammeltoft-Hansen med sin rapport der er stærkt kritisk over for Ninn-Hansens embedsførelse. Oppositionen kræver derfor en officiel dommerundersøgelse hvilket Schlüter ved en følgende folketingsdebat den 25. april 1989 prøver at forhindre med sin famøse “gulvtæppetale”: “Der er ingen tvivl om, hvor ansvaret placeres. Det placeres hos justitsministeren og regeringen. Den foreliggende sag er belyst tilstrækkeligt. Og ansvaret var regeringens og justitsministerens. Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet.”

gulvtc3a6ppetalen

Schlüter holder sin gulvtæppetale

Udgangen bliver i første omgang at Ninn Hansen gås som formand for folketinget og her (igen) afløses af H.P. Clausen. Den hidtidige forsvarsminister Hans Engell er ny justitsminister.

Et tv-program i DR søger i april 1990 at demonstrere at Ninn-Hansen og flere embedsmænd bevidst har begået ulovligheder. I programmet undertreger Ninn-Hansen at beslutningen om administrativt at standse behandlngen af opholdstilladelser for tamilerne var en regeringsbeslutning. Måneden efter udgiver Ninn en bog hvor han gentager sin påstand om at det var en beslutning i den gamle Firkløverregering at standse behandlingen af opholdstilladelser og familiesammenføringer for tamilerne.

Nu er CDs leder, Mimi Jacobsen, arrig. Hun var i forvejen vred over måden CD og Kristelig Folkeparti blev smidt ud af regeringen på i 1988, men nu skal hun så også beskyldes for at have været med til at sætte tamilernes sagsbehandling i bero. Hun kræver nu en dommerundersøgelse af forløbet, oppositionen stemmer for, og en undersøgelseskommission ledet af højesteretsdommer Mogens Hornslet går i gang med arbejdet den 10. juli 1990.

Hornslets rapport udkommer den 14. januar 1993 og belaster stærkt Ninn-Hansen og ledende embedsmænd. Standsningen af familiesammenføringen var ikke en regeringsbeslutning, men Ninn-Hansens egen personlige, og han måtte rent juridisk ikke foretage den beslutning administrativt uden om regeringen. Ninn-Hansen har optrådt bevidst ulovligt og bevidst vildledende. H.P. Clausen var belastet for at have afgivet vildledende oplysninger. Og Hornslets rapport belaster også Poul Schlüter for bevidst at have givet “særdeles misvisende” oplysninger til Folketinget især med sin “gulvtæppetale” den 25. april 1989″.

Ordene om Schlüter er så skarpe at han kan forudse en rigsretssag, så han tager samme dag som Hornslets rapport udkommer, den beslutning at træde tilbage som partiformand og statsminister. Samme dag indkalder regeringens borgerlige støttepartier, Kristelig Folkeparti, Centrum-Demokraterne og Det Radikale Venstre, og spørger dem om de vil støtte en KV-regering der har finansminister Henning Dyremose som ny statsminister. Dyremose er Schlüters egen kandidat som sin efterfølger. De tre borgerlige partier er så nølende og forbeholdne at Schlüter hurtigt vurderer at det ikke havde nogen gang på jorden, så han indgiver regeringens afskedsbegæring.

ninn-hansen rigsret

Ninn Hansen under rigsretssagen mod ham i 1994

Erik Ninn-Hansen bliver efterfølgende stillet for Rigsretten og i 1995 dømt skyldig – 4 måneders betinget fængsel. Og Dyremose snigløbes kort efter af Hans Engell hvorefter der indledes et shakespearesk forløb af magtspil, intriger og detroniseringer i De Konservative i resten af 1990’erne. Partiets æra som magtfuldt er foreløbig slut.

Nyrups rødkløverregering

Den 25. januar 1993 kan Poul Nyrup Rasmussen gå til dronningen med en ”rødkløverregering” med deltagelse af R, S, CD og Kristelig Folkeparti – altså næsten modsvarende Schlüters ”firkløverregering” i 1982. Nyrup er statsminister, Niels Helveg Petersen er udenrigsminister, Mogens Lykketoft er finansminister, den radikale leder Marianne Jelved er økonomiminister og den tidligere S-leder Svend Auken er miljøminister.

poul_nyrup_rasmussen

Poul Nyrup Rasmussen (S) statsminister 1993-2001

For Nyrup og hans kompetente finansminister Lykketoft handler det om på den ene side at genvinde danskernes tillid til Socialdemokratiet som et økonomisk ansvarligt parti efter nedturen under Anker Jørgensen. Derfor fremgår det af regeringsgrundlaget at man vil fortsætte Schlüter-regeringernes økonomiske politik – balance på statsbudgettet og lavinflationspolitik. På den anden side er et kerneområde for Socialdemokratiet at bekæmpe arbejdsløsheden, og den er jo rekordhøj: 12,2 %. en standardløsning er keynesiansk at stimulere økonomien. Så det er en klar at sætte gang i økonomien og bekæmpe arbejdsløsheden, men samtidig undgå at skabe overophedninger af økonomien såsom undgå de såkaldte “flaskehalsproblemer”. Lykketoft formår i store træk flaskehalsproblemerne, selv om finanspolitikken lempes op gennem 90’erne, og arbejdsløsheden falder voldsomt. Da Nyrup går af som statsminister i 2001, er arbejdsløsheden nede på 5,2 %.

lykketoft

Mogens Lykketoft

En stor del af styringen af den økonomiske politik foregår ved at gøre Økonomiudvalget til regeringens væsentligste magtforum. Økonomiudvalget består af de økonomiske ministre – finansministeren, økonomiministeren og skatteministeren – samt de partiledere der sidder i regeringen minus Nyrup. Finansminister Lykketoft sidder ved bordenden, og Lykketofts magtfulde departementschef, Anders Eldrup, er udvalgets sekretær. Der er særligt et tæt forhold mellem Lykketoft, økonomiminister Jelved og Eldrup. Sidstnævnte leder også embedsmandsudvalget Styregruppen der består af departementscheferne for de økonomiske ministerier. Dette gør Lykketoft og Eldrup til en uhyre stærk duo i regeringen.

Det er til gavn for dansk økonomi at olieproduktionen fra Nordsøen går forrygende. Fra og med 1993 er Danmark selvforsynende med olie. I 1997 overskrider den samlede produktion af olie og naturgas det danske forbrug, og Danmark er nu olie- og gas-eksportør. Fra 2001 bliver departementschef Eldrup leder af DONG der især har taget sig af Danmarks naturgas, men som under Eldrups ledelse omdannes til DONG Energy, en af Nordeuropas vigtigste virksomheder i handel med og distribuering af olie, naturgas og strøm.

Rødkløverregeringen mister efterhånden sine rødkløverblade. Ved valget i 1994 ryger Kristelig Folkeparti ud af folketinget og dermed også ud af regeringen. I 1996 trækker CD sig fra regeringen efter at regeringen mod CDs ideologi har lavet finanslov til venstre – med deltagelse af SF og Enhedslisten. Ved valget i 2001 ryger CD ud af folketinget og forsvinder i glemslen. Også Fremskridtspartiet forvitrer i kaos, splittelse og nedgang i 90’erne, og dermed er alle tre nye partier fra Jordskredsvalget i 1973 politisk færdige.

Dansk Folkeparti

I 1983 kommer Mogens Glistrup 2 år i fængsel for skatteunddragelse. Ved Folketingsvalget i 1984 får han en suppleant, den 36-årige hjemmehjælper Pia Kjærsgaard, og allerede i 1985 er Kjærsgaard næstformand i folketingsgruppen og politisk ordfører. Hun får over 23.000 personlige stemmer ved folketingsvalget i 1988 og er reelt blevet Fremskridtspartiets nye frontfigur, men der er stor uenighed om linjen med fx Kim Behnke og fra 1990 dennes lillebror Tom Behnke.

glistrup-og-kjc3a6rsgaard

Pia Kjærsgaard danser med Glistrup – i virkeligheden gik parløbet ikke så let

I 90’erne ligner situationen i en magtkamp mellem modstandere og tilhængere af Pia Kjærsgaard. Kjærsgaard vil være landsformand og sikre den fulde kontrol, mens hendes modstandere frygter at det medfører udrensninger af de skæve og individualistiske i partiet. I 1994 bliver Kjærsgaard gået som politisk ordfører og erstattet med Kim Behnke.

Ved Fremskridtspartiets landsmøde i 1995 vil Kjærsgaard tilbage til magten, og så går det helt galt foran tv-kameraerne. Galskaben kulminerer da en stærkt ophidset Kristen Poulsgaard uden for talerækken bemægtigede sig talestolen og på syngende jysk skældte og smældte på tilhængere af Kjærsgaard:  “Kriistiiian Thulesen Daahl og Peter Skaarup. Piiiaa Kjæærsgaards niiikkedukker! T-ttøøsedrenge! Proteest! Wanwid! Wanwid! Miiiistilliiid! A kræver afstemning!”

frp-95

Resultatet af det tumultariske landsmøde bliver at 4 folketingsmedlemmer – Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl, Ole Donner og Poul Nødsgaard – forlader Fremskridtspartiet og danner Dansk Folkeparti med Pia Kjærsgaard i front. Heldigvis har næsten alle glemt at der under Besættelsen fandtes et pro-nazistisk, men anti-tysk, parti med samme navn.

df-1995

Bl.a. Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl grundlægger her Dansk Folkeparti i 1995

Ideologien og organisationen bliver præcis som Kjærsgaard ønsker det: Mere traditionalistisk end liberalistisk, dvs. partiet går ind for en bevarelse af velfærdsstaten tilsat en nationalistisk skepsis over øget politisk integration i EU, og stærk fokus på kritik af indvandrer- og flygtningepolitikken med ønske om klare stramninger for at sikre den danske nation beståen og undgå nationen oversvømmes af fremmede kulturer og religioner (læs, af islam).  Og organisatorisk følger Dansk Folkeparti også Pia Kjærsgaard med en stram topstyring der ikke tillader afvigelser fra Kjærsgaards linje.

Dansk Folkeparti har nationalistiske eller nationalkonservative tendenser, men forsøger i de kommende år at frame sig selv som et midterparti frem for et ekstremistisk parti på den yderste højrefløj med appel til socialdemokratiske vælgere der er skeptiske over for globaliseringen. Ved Folketingsvalget i 1997 får Dansk Folkeparti hele 17 mandater, og da der samtidig arbejdes professionelt både parlamentarisk og over for medierne, får DF hurtigt stor indflydelse

Socialdemokratiet vender sig under Poul Nyrup mod flere af DFs forslag, og Nyrup siger ret markant ved folketingets åbningstale i 1999 om Dansk Folkeparti som reaktion på en oprivende melding fra Pia Kjærsgaard: “Derfor siger jeg til Dansk Folkeparti: Uanset, hvor mange anstrengelser, man gør sig – set med mine øjne – stuerene, det bliver I aldrig

Udtalelsen skaber stor vrede i DF vendt mod S og harmer også mange arbejdervælgere der er begyndt at sympatisere med DF. Nyrups udtalelse øger således efter alt at dømme opbakningen til DF. Alligevel er S ikke uimodtagelig over for DFs linje. I 1997 indlemmer Nyrup den populære Århus-borgmester Thorkild Simonsen i sin regering som indenrigsminister. Simonsen er kendt for en forholdsvis udlændingeskeptisk linje, og han strammer den socialdemokratiske politik. I 2000 bliver Simonsen som indenrigsminister endog erstattet af den hidtidige socialminister Karen Jespersen der strammer politikken endnu mere. Alligevel er dette – set fra en partitaktisk synsvinkel – nok for sent og for uautentisk reageret.

bay

Udviklingsminister Anita Bay Bundegaard (R)

Den strammere profil modarbejdes fra særlige sider. I 2001 siger den radikale udviklingsminister Anita Bay Bundegaard  ud fra sit humanistiske – eller kulturradikalt prægede livssyn – at Danmark bør arbejde for at FN’s flygtningekonvention ændres, så mennesker fra områder med hungersnød og sygdom kan søge asyl i Danmark på lige fod med krigsflygtninge. Synspunktet er jo oplagt hvis man tænker ud fra international solidaritet i stedet for i national solidaritet.

Udviklingsministerens forslag afvises fra de fleste sider, også De Radikale og SF. Danmark kan ikke være hele verdens socialkontor, siger kritikerne, og forslaget er rent praktisk umuligt. Men mange føler en tvivl: Viser Bay Bundegaard her svagheden ved den humanistiske position?

Privatisering og miljøprofil

Nyrup-regeringen mener at statens udgifter skal holdes i ave gennem effektiviseringer og privatiseringer. Fx privatiserer regeringen GiroBank, Tele Danmark, Københavns Lufthavne og Datacentralen. På mange måder er Socialdemokratiets politik begyndt at ligne de borgerliges, og nu handler det snarere om en bevarelse, tæmning og rationalisering af socialstaten end om en udbygning af den. At forandre for at bevare, som De Konservative siger det.

vindmoeller-overgaard-1

Nyrup-regeringernes højprofilerede miljøminister, den tidligere S-leder Svend Auken, brænder for at skabe en bæredygtig energiproduktion i Danmark og mindske kuldioxid-producerende produktion. Vindmølleindustrien står allerede stærkt i Danmark i 1980’erne, men Aukens indsats skaber et boost og lægger grunden til vindmølleparker rundt omkring i landet og en succesrig dansk vindmølleindustri i form af fx firmaet Vestas.

Folketingsvalget i 1998 –Ellemann og Møller går, Fogh og Bendtsen kommer

Venstre står generelt godt i meningsmålingerne efter en længere liberalistisk kampagne, mens regeringspartierne har mistet momentum sidst i 90’erne. I februar 1998 ser det dog ikke så slemt ud for S, og Poul Nyrup tager chancen og udskriver folketingsvalg den 11. marts.

Venstres leder, Uffe Ellemann-Jensen, har kæmpet for at overtage statsministeriet og føler sig lovlig sikker. Ekstrabladet skriver en spiseseddel med et billede af Ellemann-Jensen og teksten “Den er hjemme!” Det lyder kålhøgent, som Ellemann kan gøre det forholdsvis ofte, og det koster stemmer. Fagbevægelsen sætter ind med en kampagne der antyder at Ellemann personligt vil tjene på et boligudspil som VK-partierne har spillet ud med. Det er løgn, men det virker. Desuden tæller det i socialdemokratisk favør at det går ganske udmærket for Danmarks økonomi.

Resultatet er et katastrofevalg for De Konservative der kæmper med en massiv indre splittelse. K mister 11 mandater og ryger ned på 8,9 % af stemmerne. S vinder 1 mandat, mens V bevarer mandatantallet. Fremskridtspartiet er nu nær nær udslettelse, men kommer akkurat ind, mens det nye parti, Dansk Folkeparti, stormer ind i folketinget med 13 mandater. Det er det tætteste folketingsvalg i mands minde. Blot 89 stemmer skiller vandene. De 89 stemmer befinder sig på Færøerne og betyder at der kommer et socialdemokratisk færøsk mandat der gør at regeringsblokken lige akkurat havde har mandater på sin side.

Resultatet bliver at Nyrup Rasmussen på ny kan danne regering: Regeringen Poul Nyrup IV. Uffe Ellemann-Jensen trækker sig af skuffelse som Venstre-leder og statsministerkandidat, og ind som ny V-leder kommer i stedet den 45-årige næstformand Anders Fogh Rasmussen. Ny næstformand – og dermed kronprins i partiet – er den tidligere VU-formand, juristen Lars Løkke Rasmussen.

Også for den konservative leder Per Stig Møller bliver valgresultatet fatalt. Både Stig Møller og hans modstander i partiet, Hans Engell, vælger nu at trække sig, mens den 37-årige Pia Christmas-Møller (grandniece til John Christmas Møller) er ny politisk leder, mens tidligere ISS-direktør Poul Andreassen afløser Stig Møller som partiformand.

møller christmas engell

Tre konservative partiledere under tumulten i 90’erne – Møller, Christmas-Møller og Engell

Men fløjkamp og interne snigangreb på Christmas-Møller forbedrer ikke situationen, og i 1999 bliver Christmas-Møller fyret, og Andreassen indsætter et ret ukendt medlem af folketingsgruppen, den 45-årige politiassistent Bendt Bendtsen, som ny politisk leder og gruppeformand, mens cand.oecon Lene Espersen bliver  politisk ordfører og reelt partiets nr. 2. Samtidig  mener Poul Andreassen at han har skabt ro, hans mission er opnået, og han går af som partiformand.

 

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s