30 rockbands – The Kinks

Nærværende tekst er del af en historisk gennemgang af britisk rock fra The Beatles til Arctic Monkeys.

Tidligere opslag handler om The Beatles.

kinks_logo

The Kinks er et britisk rockband der eksisterer fra 1961/63 til 1996. The Kinks er et stort navn i 1960’erne – i ligaen lige under The Beatles og omtrent på niveau med The Rolling Stones og The Who – men efter 1970 forsvinder de gode sange, og The Kinks bliver ligegyldig.

Rockhistorisk har The Kinks stor betydning og har i første omgang stor indflydelse på The Who og siden en række britiske bands – mest markant måske på 90’ernes britpop.

Musikstilen er rock med elementer af både hard rock med forvrænget guitarlyd, men også folk og music hall ikke ulig Beatles.

Kernen i The Kinks er Ray Davies (sang) og lillebroderen David Davies (leadguitar). Brødrene Davies går i skole på The William Grimshaw Secondary Modern School i det nordlige London og danner her meget tidligt i 60’erne skolebandet The Ray Davies Quartet med brødrenes ven Peter Quaife på bas og Quaifes ven  John Start på trommer.

 

Kuriøst nok er en anden jævnaldrende fra samme skole, Rod Stewart, en overgang først i 1962 forsanger i The Ray Davies Quartet. Ray Davies forlader bandet sidst i 1962 for at gå på gymnasiet, og bandet opløses, men i 1963 forlader han igen skolen og gendanner bandet under skiftende navne – til sidst The Ravens.

The Ravens hyrer nogle managers til at fremme karrieren. I 1964 lykkes det at få en pladekontrakt med Pye Records. I samme periode finder man en ny trommeslager, Mick Avory, og skifter navn til The Kinks. Bandet har fundet sin form.

ray davies quartet

The Kinks i 1964 – længst til venstre i lyst tøj Ray Davies (sang), ved siden af ham i midten Pete Quaife (bas), til højre Mick Avory (trommer) og bag Quaife i stribet jakkesæt Dave Davies (guitar)

The Kinks’ to første singler i 1964 bliver ingen succes, og Pye Records truer med at annullere kontrakten.

Til gengæld bliver den 3. single, You Really Got Me, fra august 1964 bliver et kæmpehit – nr. 1 i Storbritannien og siden nr. 7 i USA som del af den “britiske invasion” på den nordamerikanske musikscene.

You Really Got Me – som er skrevet af Ray Davies – den primære sangskriver i The Kinks –  har kolossal betydning i dannelsen af den moderne rock der tager form midt i 60’erne i England. You Really Got Me er kaldt for blueprintet for alle hard rock-sange. Sangen består nemlig af såkaldte “power-akkorder”, dvs. kvintakkorder der mangler den såkaldte terts.

En klassisk akkord består af 3 toner spillet samtidig: 1) grundtonen, 2) tertsen der er et interval af toner på ca. 4 halvtoner fra grundtonen (altså to toner), og 3) kvinten der har samme interval fra tertsen, altså 4 halvtoner/2 toner – og 4 toner fra grundtonen. Tertsen kan så variere lidt. En stor terts består af de nævnte 4 halvtoner og gør at akkorden er i dur, men en terts kan også bestå af 3 halvtoner, og så er samme akkord i mol. En C-dur består af tonerne C (grundtonen), E (tertsen) og B (kvinten), mens en C-mol består af C-Eb-B (hvor Eb ligger en halv tone under E svarende til en sort tangent på klaveret til venstre for E-tangenten).

Tertsen giver altså akkorden kvalitet og farve – dur eller mol. Men powerakkorder springer tertsen over og består kun af grundtonen og kvinten og evt. grundtonen igen en oktav højere oppe.

Powerakkorder kan derfor ikke være i dur eller mol og har en ret nøgen, brutal, ren klang. Det særlige ved moderne rockmusik er en hyppig brug af powerakkorder spillet på elguitar med forvrænget lyd, og det benyttes især i musik der gerne vil lyde kraftfuld og brutal som i den hårde rock og i punkrocken.

The Kinks er ikke de første der bruger powerakkorder. De optræder i 50’ernes amerikanske rock’n’roll hos fx Chuck Berry. Det unikke er at de spilles med en forvrænget guitarlyd hvilket danner skole i rocken. Det sker i øvrigt før man rigtigt har udstyr til at forvrænge lyden. Leadguitaristen, Dave Davies, maltrakterer simplethen sin guitarforstærker for at få lyden frem.

 Tre uger efter at You Really Got Me publiceres, kommer den 4. single, All Day And All of the Night, der også er en slags hard rock og et nyt hit. All Day… bliver nr. 2 i Storbritannien og nr. 7 i USA.

I kølvandet på successen laver The Kinks deres første album, det ubetitlede The Kinks  fra oktober 1964 som hovedsageligt består af cover-numre.

I 1965 følger en verdensturné først i Australien, siden USA, men snart får de et 4-årigt forbud mod at spille i USA tilsyneladende pga. voldelig adfærd på scenen mellem bandets medlemmer. Ved en koncert i Wales er Dave Davies og Mick Avory kommet i slåskamp. Det hæmmer bandets succes i USA.

Sidst i 1965 kommer singlen A Well Respected Man og snart det 3. studioalbum, The Kink Kontroversy, der markerer et skifte væk fra hard-rocken over mod en blødere, mere folk-præget sound.

I oktober 1966 kommer det 4. album, Face to Face, der får god kritik for sine næsten socialrealistiske tekster og glimrende melodier og bliver nr. 8 i Storbritannien. Singlen Dead End Street er et sjovt eksempel på en sang med en klart socialt indigneret tekst og en særdeles munter, poppet melodi.

The Kinks’ næste single fortsætter det poppede spor, nemlig den smukke, formfuldendte og let melankolske Waterloo Sunset fra maj 1967, her spillet live 1973.

Waterloo Sunset er en af Kinks’ mest berømmede sange og ofte kaldt deres bedste. Albummet fra 1967, hvor Waterloo Sunset er på, Something Else From the Kinks, fortsætter det poppede spor og læner sig op ad den gamle britiske Music Hall-stil som jo også især Paul McCartney har lånt så meget af.

De sidste år af 60’erne synes The Kinks kunstnerisk og kommercielt stagnerede, og Pete Quaife, der har været bassist siden starten som skoleband, forlader bandet. Albummet Arthur (1969) har moderat succes, men indeholder udmærkede ting som Victoria.

Men 1970 bliver et godt år. Først med den muntre single Lola der bliver nr. 2 i Storbritannien og nr. 9 i USA, og siden albummet Lola versus The Powerman and the Moneygoaround der både anmeldes flot og sælger fint.

Derefter er det faktisk slut for The Kinks. I al fald slut i forreste geled. Efterfølgeren for Lola, Percy (1971), der anses for det sidste store Kinks-album, sælger moderat. Kinks har nu igen adgang til USA og har en vis succes her 70’erne igennem og laver ind imellem hæderlige sange – såsom Celluloid Heroes fra 1976

og fx Sleepwalker fra 1977, titelsangen fra et ganske succesrigt album.

Faktisk har The Kinks en ganske pæn kommerciel succes i USA først i 1980’erne.

 Destroyer (1981) kan gå, men ellers er Kinks’ stil ufarlig mainstream-rock, og deres sange ret kedelige. Og fra medio 1980’erne er bandet i klar kommerciel nedgang, ligesom spændingerne mellem musikerne begynder at blive fatale såsom de gamle spændinger mellem Dave Davies og Mick Avory, men også mellem Dave og Ray Davies.

Bandet splittes endegyldigt i 1996.

Reklamer
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

30 rocknavne – The Beatles

beatles logo

The Beatles er en britisk rockgruppe der eksisterer som band fra 1957 (reelt dog fra 1960) og frem til 1970. De er pladeaktive fra 1962-70.

The Beatles spiller enkle, veloplagte beatnumre først i 60’erne og stadig mere komplekse og varierede sange inden for både den meget poppede og friske beatmusik, det psykedeliske og det bluesrockede mod 60’ernes slutning hvor bandet integreres i hippiebevægelsen. Beatles er voldsomt populær i 60’erne og har kolossal indflydelse på eftertidens pop og rock.

lennon mccartney

Lennon og McCartney som meget unge

Grunden bliver lagt i marts 1957 i Liverpool da den 16-årige John Lennon, sang, guitar, danner bandet The Blackjacks, kort efter kaldet The Quarrymen med musikalske venner på Quarry Bank High School. Den 15-årige Paul McCartney kommer med kort efter på rytmeguitar.

I 1958 får McCartney sin 14-årige ven George Harrison med på leadguitar.

I januar 1959 har Lennons venner fra The Quarry Bank High School forladt bandet der nu er en trio af Lennon, McCartney og Harrison. Lennon går på Liverpool Art School og møder her Stuart Sutcliffe der kommer med på bas samt foreslår et navneskift fra The Quarrymen til The Betals, siden The Silver Beetles, The Silver Beatles og til sidst The Beatles. Lennon, McCartney og Harrison er alle forsangere i bandet, men Lennon og McCartney bliver med tiden de dominerende i front, ligesom de er bandets dominerende sangskrivere. Og Lennon er det nærmeste bandet har på en leder.

I august 1960 bliver kvartetten en kvintet da man skaffer sig trommeslageren Pete Best og drager mod Hamburg for at spille i diverse natklubber i Reperbahn-området. Bandet bor i flere omgang under ret usle vilkår i Hamburg de næste par år. Sutcliffe forbliver i Hamburg bl.a. pga. en tysk kæreste, så McCartney skifter fra rytmeguitar til bas. Samtidig øges populariteten som liveband i Liverpool.

Stuart-Sutcliffe-with-Beatles-Hamburg-1961-stuart-sutcliffe-27300889-500-312
Beatles i Hamburg i 1961 – fra venstre Harrison, Lennon, McCartney og Sutcliffe

I november 1961 møder The Beatles pladebutikejeren Brian Epstein der snart bliver manager og pengemand for The Beatles og en drivende kraft og initiativtager. The Beatles blev Epsteins projekt og “barn”, og han finansierede bandets udstyr, tøj og rejser og arbejder utrætteligt for at skaffe dem en pladekontrakt. I maj 1962 lykkes det. I kraft af Epsteins arbejde signes til pladeselskabet EMI af produceren George Martin. Han gennemtrumfer at Best udskiftes som trommeslager med Richard ”Ringo Starr” Starkey der spiller i et andet stærkt Liverpoolband, Rory Storm & The Hurricanes. The Beatles har fundet sin endelige bemanding: John Lennon, Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr med de omtrent lige så uundværlige Brian Epstein og George Martin i baggrunden.

beatles folk

Den endelige bemanding falder på plads i 1962. Fra venstre McCartney, Lennon, Starr og Harrison

I september 1962 indspille The Beatles singler som Love Me Do og Please Please Me. Love Me Do bliver nr. 17 på hitlisten, mens en ny version af Please Please Me bliver nr. 1 på hitlisten i Storbritannien.

I marts 1963 udsendes The Beatles’ første album, Please Please Me, og nu følger stort set i rad og række 17 nr. 1-singlehits. Stilen er en særlig Liverpool-version af rock’n’roll kaldet merseybeat, siden en væsentlig ingrediens i den beat-musik der bliver voldsomt populær i 60’erne. Beatles’ sange er særligt melodiske og inspirerede og forbløffende veloplagte. Som eksempler på disse kække, enkle uptempo-beatsange der hitter så voldsomt, kan nævnes A Hard Days Night og Help, her titelnumrene:

 

På Help! (1965) har McCartney en ballade der er med til at indvarsle et stilskife fra de enkle uptempo-sange. McCartney undfanger balladen “Scrambled Egg” – siden kaldet “Yesterday” – i en drøm i januar 1964 eller tidligere – men det tager halvanden år før Yesterday kommer på album. Det er faktisk kun McCartney fra bandet der optræder på sangen. Øvrige instrumenter stammer fra George Martins strygerarrangement.

I februar 1964 – måneden efter at Yesterday blev undfanget – drager Beatles alias The Fabulous Four, The Fab Four, til USA, deltager i tv-showet The Ed Sullivan Show der ses af 73 millioner mennesker og vækker stor opmærksomhed og begejstring med sin uptempo-beat.

Albummet Rubber Soul (1965) markerer et stilskifte mod noget mere komplekst. Albummets to første sange, Drive My Car, og den mere krøllede og interessante Norwegian Wood, en vals med med sitar-akkompagnement, hører til albummets kendteste.

Fremhæves bør også albummets melankolske ballader som McCartneys Michelle

og Lennons Girl.

Efterfølgeren Revolver (1966) er endnu mere komplekst og innovativt produceret af George Martin med fx McCartneys Elanor Rigby med strygere og inspireret af ældre pop- og teatermusiktraditioner samt Lennons ret syrede Tomorrow Never Knows. Magasinet Rolling Stone har Revolver som det 3. bedste album til alle tider.  Her Eleanor Rigby der bare er uforskammet melodisk.

(Fanvideo)

Opildnet af et samtidigt genialt og innovativt popalbum, Beach Boys’ album Pet Sounds,  indleder Beatles et eksperiment: et stærkt gennemarbejdet, psykedelisk og eksperimenterende album: Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band. Fra denne tid begynder prægningen fra hippiebevægelsen at være tydelig i Beatles’ musik og udsende. George Harrison er fx  grebet af indisk spiritualitet og sitar-musik og får således et indisk farvet sitarnummer ind på albummet.

De første indspilninger til Sgt. Pepper bliver til to singler der ikke kommer med på albummet, Lennons Strawberry Fields Forever

Og McCartneys Penny Lane

Sgt. Pepper vækker megen opmærksomhed med de raffinerede sange tilsat diverse lydeffekter som tivolilyde og dyrelyde. En meget elegant og forfinet sang er McCartneys She’s Leaving Home

Her en kort lille video om sangen

Albummets centrale indrammende og ret melankolske sang er A Day In the Life skrevet af Lennon, mens McCartney skrev det mere muntre midterste stykke. Egentlig ikke et videre helstøbt nummer, men fuld af fantasi, syre og vision. Pop der bryder ud af poprammen og vil noget mere. Trommer og guitarrifs i Lennons sangdel virker på mig lidt ubalanceret hvilket kan have en pointe. Der en ustabilitet i sangen, både dens tekst og dens musik. En gammel orden er ved at skride, et uvejr er undervejs.

Nu følger et album med 6 sange til Beatles-filmen A Magical Mystery Tour (som albummet også hedder) på side 1, fx McCartneys smukke Fool on the Hill.

og 1967-singler på side 2 – fx Penny Lane, Strawberry Fields Forever og All You Need is Love.

I august 1967 dør Beatles’ passionerede manager, Brian Epstein, af en overdosis blot 32 år gammel. Det er et stort tab for bandet der reelt aldrig overvinder dette tab. McCartney begynder at overtage Epsteins plads som bandets indpisker, og det giver i årene fremefter stigende frustrationer, fordi McCartneys stil tolkes som forsøg på dominans.

Kreativiteten er dog ikke væk. I 1968 kommer endnu et storstilet eksperiment – et ubetitlet dobbeltalbum, populært kaldet The White Album, med 30 ofte eksperimenterende sange hvoraf størstedelen holder. Herfra Harrisons While My Guitar Gently Weeps som bare er en flot bluessang. Det mest eksperimenterende ved det er at Harrison ikke selv spiller leadguitar i sin egen sang, men lader sin gode ven, mesterguitaristen Eric Clapton, om at spille, mens Harrison er forsanger.

The White Album begynder eksperimenter med en lidt tungere stil, fx Back in the U.S.S.R, McCartneys næsten punkede eller garage-rockede Helter Skelter eller Lennons Revolution.

Samme år udsender Beatles som single McCartneys ballade til Lennons søn, Julian, kaldet Jules, i forbindelse med hans forældres (John og Cynthia Lennons) skilsmisse. Sangen hed oprindelig Hey Jules, men endte med at hedde Hey Jude, og er stærkt iørefaldende. Den er lavet under The White Album-optagelserne, men har hele tiden været ment som en single der ikke skulle på albummet.

Regnen af fremragende albums slutter med Abbey Road (1969) som har en af Beatles’ mest elskede og spillede sange – George Harrisons Something.

 

Her en anden Harrison-sang fra Abbey Road, nemlig Here Comes The Sun.

På det tidspunkt er medlemmerne i bandet blevet alvorligt trætte af hinanden, og stemningen temmelig anspændt under indspilningen. Harrison har det særligt bøvlet med en dom for marihuana-besiddelse og spændinger i The Beatles som han forlader midlertidigt (Lennon overvejer faktisk at fortsætte med Clapton som erstatning for Harrison). Under den særdeles solrige april 1969 går Harrison omkring i Claptons have med en akustisk guitar, fængsles af solskinnet og skriver sangen Here Comes the Sun.

Men der kommer endnu et albumn, Let It Be (1970) der hovedsageligt er indspillet før Abbey Road. Phil Spector er med til at producere, McCartney er slet ikke enig i Spectors måde at arrangere McCartneys ballade, The Long and Winding Road,

McCartneys indsigelser bliver ikke hørt, og han forlader Beatles i vrede i april 1970. Beatles er opløst. Måneden efter udsendes Let It Be til nogle af de første lunkne anmeldelser som Beatles får. Sangen er også den sidste single som Beatles udsender i juni 1970 (minus posthume singler) og bliver bandets 20. top-et-hit, ret okay på de blot 7-8 år hvor Beatles er pladeaktiv.

Beatles’ opløsning er i øvrigt begyndelsen på tre fornemme solokarrierer for John Lennon (myrdet 1980), Paul McCartney (stadig aktiv) og George Harrison (død af lungecancer i 2001).

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Becker in memoriam – Steely Dans bedste

Walter Becker – der sammen med Donald Fagen grundlagde – og VAR – Steely Dan, er død den 3. september 2017.

becker

.

Donald Fagen lagde på sin Facebookside denne fine lille tekst:

Walter Becker was my friend, my writing partner and my bandmate since we met as students at Bard College in 1967. We started writing nutty little tunes on an upright piano in a small sitting room in the lobby of Ward Manor, a mouldering old mansion on the Hudson River that the college used as a dorm.

We liked a lot of the same things: jazz (from the twenties through the mid-sixties), W.C. Fields, the Marx Brothers, science fiction, Nabokov, Kurt Vonnegut, Thomas Berger, and Robert Altman films come to mind. Also soul music and Chicago blues.

Walter had a very rough childhood – I’ll spare you the details. Luckily, he was smart as a whip, an excellent guitarist and a great songwriter. He was cynical about human nature, including his own, and hysterically funny. Like a lot of kids from fractured families, he had the knack of creative mimicry, reading people’s hidden psychology and transforming what he saw into bubbly, incisive art. He used to write letters (never meant to be sent) in my wife Libby’s singular voice that made the three of us collapse with laughter.

His habits got the best of him by the end of the seventies, and we lost touch for a while. In the eighties, when I was putting together the NY Rock and Soul Review with Libby, we hooked up again, revived the Steely Dan concept and developed another terrific band.

I intend to keep the music we created together alive as long as I can, both with the Steely Dan band. We’ll miss him forever.

Donald Fagen
September 3 2017

Så Steely Dan fortsætter, kan jeg forstå.

Steely Dan er måske ikke en af de mest kendte og populære bands ever, men Steely Dan har i høj grad været musikernes band – og dermed har Steely Dan hørt til de temmelig indflydelsesrige bands. Sandsynligvis er Steely Dan det band der (foruden selvfølgelig Beatles, Stones og Kinks) har haft den stærkeste indflydelse på dansk poprock i 70’erne, 80’erne og dermed måske videre frem.

Uanset sin indflydelse står Steely Dan for en masse meget fin musik. Her ganske kort om deres oprindelse og musik:

Steely Dans historie

Donald Fagen (keyboeard, sang) og Walter Becker (bas, siden også guitar) fra New York-området (Manhattan, New Jersey) traf hinanden i 1967 på et universitet – Bard College – i byen Annandale-on-Hudson i staten New York lidt nord for N.Y.C.. De havde den samme smag og den samme humor,  blev venner og spillede musik sammen i diverse konstellationer – bl.a. med den senere så kendte humorist  Chevy Chase på trommer. Duoen flyttede til New York City i 1970. Her så de følgende annonce indrykket af guitaristen Dennis Dias: Looking for keyboardist and bassist. Must have jazz chops! Assholes need not apply.

Fagen og Becker fik jobbet og overtog langsomt Dias’ band da de metodisk fandt ud af at de andre musikere ikke var gode nok. En vens ven – Gary Katz – fik et job som producer for det store ABC Records i Los Angeles, og da var deres lykke gjort. Katz hyrede Becker og Fagen som sangskrivere, og bandet med Dias, Becker og Fagen rykkede til Los Angeles i 1972 og blev til bandet Steely Dan – opkaldt efter en dildo i Burroughs syrede roman Naked Lunch – sammen med diverse californiske musikere – trommeslageren Jim Hodder, guitaristen Jeff “Skunk” Baxter og sangeren David Palmer – og altså Fagen på sang. Og hurtigt begyndte bandet at udgive albums med Gary Katz som producer.

De 4 første albums – Can’t Buy a Thrill (1972), Countdown To Ecstacy (1973), Pretzel Logic (1974) og Katy Lied (1975) var nærmest en lidt løs, afslappet, swingende Rhythm’n’Blues med gode melodier.

Samtidig blev bandet fyret i 1974 efter en PR-turné for albummet Pretzel Logic.  Fx Baxter pressede voldsomt på med at turnere, men Fagen og Becker var på det tidspunkt mest til at bruge størstedelen af året på at frembringe et album. Det var unfair at lade de øvrige musikere gå rundt i lediggang, så Fagen og Becker fyrede dem – bortset fra det oprindelige medlem, Denny Dias, der blev brugt som sessionsmusiker til og med Aja. Fra og med dette tidspunkt er Steely Dan altså ikke direkte et band, men en komponerende duo, der hyrer diverse studiemusikere når der skal lave albums.

Albummet Katy Lied var den store skuffelse. Lydkvaliteten var perfekt indtil mixingen. En DBX-støjreduktionsprogram fungerede dårligt, og lydkvaliteten svigtede, og Becker og Fagens perfektionisme blev herefter næsten neurotisk.

Resultatet af perfektionismen var 3 albums – The Royal Scam (1976), Aja (1977) og Gaucho (1980) – der var studiemæssigt meget gennemarbejdede og mere stramme, skarpe, eksperimenterende og jazz-soul-agtige i stil, mens de forlader den klassiske blues-formel. Efter min mening er det Steely Dans 3 bedste albums.

Becker næsten forsvandt i et stofmisbrug i slutningen af 70’erne, en daværende kæreste til Becker døde af en overdosis, og kærestens familie sagsøgte Becker for et millionbeløb. Becker og Fagen gled fra hinanden, og arbejdet med Gaucho blev mildest talt besværliggjort. Albummet blev en kommerciel succes, men glæden over at arbejde sammen for Becker og Fagen var forbi. Fagen gik i 80’erne over til at lave studio-albums – den største succes var The Nightfly (1982). Well – han lavede faktisk ikke flere studiealbums i 80’erne.

I 1986 blev Becker og Fagen gode venner igen, Becker producerede Fagens 2. studioalbum, Kamakiriad (1993), og selv om Kamakiriad ikke i salgstal eller anmeldelser levede op til The Nightfly, var samarbejdet mellem Becker og Fagen dermed atter en realitet, og Steely Dan blev gendannet.

Samarbejdet bestod udelukkende i live-koncerter – ingen perfektionistiske studiealbums. Men i 2000 kom albummet Two Against Nature som gav Steely Dan 4 grammies, intet mindre, og i 2003 Everything Must Go der ikke blev helt den samme succes. Men live-turneerne fortsatte ufortrødent. Først i sommeren 2017 måtte Becker melde fra pga. sygdom.

Steely Dans 10 bedste sange

Her er 10 vigtige Steely Dan-sange ifølge mig. Rolling Stone har skrevet en tilsvarende liste – Steely Dan 10 essential songs – som minder en del om min liste, og for 80 % vedkommende er den samme liste. Listen er dog min egen

Listen nedenfor har en del live-videoer af sangene. Vil man høre album-versionen, så finder man alle mine 10 udvalgte sange på denne her Spotiy-playlist – Kill Your Darlings Tom Steely Dan. På denne playlist er dog 15 sange!

 

1. Do it Again – udgivet november 1972 som førstesinglen fra Steely Dans allerførste album, Can’t Buy a Thrill. Singlen blev en succes – en 6. plads på singlelisten. Kun én sang (Rikki, Don’t Loose That Number) klarede sig kommercielt bedre.

Do It Again er Steely Dan når bandet er mest enkel og poppet og lægger på sin vis en slags primitiv grundformel for deres sound. Det er ikke Einstein, men det er iørefaldende.

2. Reelin’ in the Years er så andensinglen fra det første album, Can’t Buy a Thrill og måske mere typisk for tidlig Steely Dan – glad, overfladisk, løs hippie-agtig rock’n’roll med lidt småjazzede indslag. Fagen har selv beskrevet sangen som “dum, men effektiv”, og ja, den fungerer. Melodien er god, det swinger, det er groovy, og sangen har noget ganske medrivende over sig, dum eller ej.

Guitarsoloen er af Jeff “Skunk” Baxter der senere gik over i The Doobie Brothers.

Teksten er et tidligt eksempel på den syrlige, sarkastiske stil der blev Steely Dans tekstunivers

You been tellin’ me you’re a genius
Since you were seventeen
In all the time I’ve known you
I still don’t know what you mean

3. Rikki, Don’t Loose that Number (april 1974) er fra Steely Dans 3. album, Pretzel Logic, og blev Steely Dans største kommercielle hit med en 4. plads på singlehitlisten.

Guitarsoloen er af Jeff “Skunk” Baxter.

Sangen er i øvrigt skrevet af Donald Fagen over en hændelse tilbage på Bard College. Han traf en medstuderende – Rikki Ducornet – ved en universitetsfest, og selv om Rikki var både gravid og gift, gav han hende sit telefonnummer – dog i en anden kontekst end sangens. Rikki overvejede faktisk at ringe til Donald, men fortrød.

Fagen har denne her holdning til sangen: “Walter and I aren’t fond of ‘Rikki Don’t Lose That Number.’ It’s not a bad song. I think it’s ‘well-written,’ but it’s so simple. I just have listening fatigue. It’s been played so much. Same with ‘Reeling in the Years.'”

4. Kid Charlemagne (maj 1976) er fra Steely Dans 5. album – The Royal Scam (1976) – og dermed er vi kommet over i de raffinerede sange. Linket er til en live-version. I studie-versionen spiller den særdeles glimrende guitarist Larry Carlton guitarsoloen som ikke er helt let. Rolling Stone har udnævnt Carltons solo i sangen til den 80. bedste guitarsang nogensinde med disse ord:

In the late seventies, Steely Dan made records by pushing a revolving crew of monster session dudes through take after take, which yielded endless jaw-dropping guitar solos. Larry Carlton’s multi-sectioned, cosmic-jazz lead in this cut may be the best of all: It’s so complex it’s a song in its own right.

Raffineret solo, ja, og en funky og jazzet popsang af høj kaliber. PS – bemærk at videoen nedenunder er optaget live i 90’erne og IKKE med Carlton på leadguitar.

Teksten handler i øvrigt om Owsley Stanley, en berygtet LSD-kemiker fra 60’erne.

5. Green Earrings er så b-siden til Kid Charlemagne som single – og altså også fra maj 1976 og fra the Royal Scam. Ligesom Kid Charlemagne er Green Earrings funky jazzpop når det kører allerbedst – med hjerne, nerve og drive.

Sangen handler i øvrigt om en juveltyv der ikke kan holde sig tilbage – heller ikke fra sin kærestes smykker.

En udmærket live-version er her

blob:http://www.dailymotion.com/a36d52bd-606f-481f-a959-a30417993e69

6. Deacon Blues (marts 1978) er en stille, moody, jazzet og højest ukommerciel sang fra Steely Dans nok bedste – og i al fald kommercielt største succes, deres 6. album Aja (1977), der blev nr. 3 på album-hitlisten i USA og i dag af Rolling Stone rangeres som det 145. bedste album nogensinde.  Et væld af fremragende musikere – fx saxofonisten Wayne Shorter og trommeslageren Steve Gadd – medvirker på Aja.

Sangen reflekterer ifølge Fagen både Fagens og Beckers drømme om at blive jazz-musikere da de var helt unge og levede i forstæderne og er angiveligt deres mest selvbiografiske sang overhovedet. Her slutningen af sangen:

My back to the wall
A victim of laughing chance
This is for me
The essence of true romance
Sharing the things we know and love
With those of my kind
Libations
Sensations
That stagger the mind

I crawl like a viper
Through these suburban streets
Make love to these women
Languid and bittersweet
I’ll rise when the sun goes down
Cover every game in town
A world of my own
I’ll make it my home sweet home

[Chorus]

This is the night
Of the expanding the man
I take one last drag
As I approach the stand
I cried when I wrote this song
Sue me if I play too long
This brother is free
I’ll be what I want to be

Det er simpelthen en bittersød og vemodig sang hvor tekst og musik passer flot sammen.

7. Aja – titelsangen fra albummet Aja – er igen en meget rolig, jazzet og højest ukommerciel sang der hører til de mere komplekse. Og lange. Det er Steely Dans længste sang på ca. 8 minutter. Trods længden, kompleksiteten og sangens udprægede mangel på drive er den faktisk iørefaldende. På den originale studieindspilning spiller Wayne Shorter sax-soloen.

Sangen handler om drømmen om et stille og mildt forhold til en asiatisk kvinde.

8. Josie – der også er fra Aja – er langt mere direkte og poppet end Deacon Blues og Aja og fuldkommen klassisk Steely Dan. Det er albummets klart mest konventionelle sang med et godt groove.

9. Babylon Sisters – åbningssangen fra Steely Dans 7. og sidste rigtig gode album Gaucho (1980). Sangen er vuggende, søvnig, indolent, vemodig, ja sørgmodig, og handler om en mand i midtvejskrise der sværger til prostituerede og patetisk antager at forholdet til gadens kvinder er mere end ren kommerciel transaktion.

10. Hey Nineteen – også fra Gaucho – er som Babalon Sisters næsten den perfekte popsang – nemlig velproduceret, med drømmende og melodisk flow, vemodig stemning og en dybt spydig tekst der afslører sangeren som patetisk og pinlig. Som titlen antyder så handler pinligheden i Hey Nineteen om sangerens hang til de helt unge piger der end ikke husker Aretha Franklin, the Queen of Soul. Hey Nineteen er lækker voksentristesse.

Hey Nineteen
That’s ‘Retha Franklin
She don’t remember
The Queen of Soul
It’s hard times befallen
The Soul Survivors
She thinks I’m crazy
But I’m just growing old

Hey Nineteen
No we got nothing in common
No we can’t talk at all
Please take me along
When you slide on down

Nice
Sure looks good
Mmm-mmm-mmm
Skate a little lower now

The Cuervo Gold
The fine Colombian
Make tonight a wonderful thing

 

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

En kort Danmarkshistorie

Denne tekst er inspireret af udsendelsen af DR-programmet Danskernes Historie og er forsøget på at give min opfattelse af forskellige aspekter af danskernes historie  – fx kulturhistorien, idéhistorien, den genetiske historie, sproghistorien, retshistorien og den politiske historie. Visse aspekter mangler klart, særligt litteraturhistorien.

Tanken er at prøve at indkredse baggrunden for det særligt danske. Hvem er vi, og hvad bestemmer os?

Jeg har tidligere skrevet en længere tekst om Danmarks historie – “Danmarks Monarker”. “En kort Danmarkshistorie” er på ingen måde identisk med “Danmarks Monarker” der dog i nogle passager har tjent som forlæg for denne tekst, især efter 1850.

En kort Danmarkshistorie er ikke mindst baseret på information som man kan finde på internettet. Jeg har skrevet teksten i juni og juli 2017, og her stopper min beretning, men vil sikkert løbende redigere den.

Tiden frem til jernalderen består ikke mindst i et forsøg på at indkredse hvem den danske folkegruppe egentlig er sådan slægtskabsmæssigt. Det medfører en givetvis lidt tørt virkende gennemgang af såkaldte “haplogrupper“, dvs. grupper af individer der er genetisk beslægtede på en særlig måde (de nedstammer fra samme individ). Disse haplogruppers betegnelser er meget køligt og teknisk lydende, “I2a1a” osv,., og det beklager jeg naturligvis.

Teksten er baseret på viden; dog ikke min viden, men andres. Jeg er ikke historiker, men har baseret teksten på gængse og nyere fremstillinger af Danmarks historie.

Men man skal notere sig at netop når vi netop kommer til haplogrupperne, så bevæger vi os over til hypoteser og sandsynligheder. Jo, at vi i dag har de nævnte haplogrupper hos nutidens danskere er viden, men HVORNÅR haplogrupperne opstod, og HVORNÅR de kom til Danmark, det ved man ikke præcist. Her er vi ovre i hypoteserne. Det samme gælder de såkaldte germaneres ankomst til Danmark. Ellers er teksten på rimelig sikker grund.

En målsætning har været at undgå unødvendigt ”fedt”, så man på forholdsvis kort tid kan danne sig et overblik over Danmarkshistorien fra istidens slutning og frem til år 2017.

I 1900-tallet finder jeg det naturligt at tage flere detaljer med, fordi udviklingen går hurtigere og hurtigere, så 1900-tallet fylder en del i teksten.

Teksten er før indsættelsen af illustrationer på måske en 150-180 normalsider. Og jeg beklager den slette korrektur!

Tom Thygesen Daugaard, den 14. juli 2017

_____________

Før 17.000 f.v.t.

Istid. En tyk iskappe dækker størstedelen af det nuværende Danmark der er svært ubeboelig for mennesker.

is

År 17.000 f.v.t.

Isen begynder at trække sig mod nord.

År 12.000 f.v.t.tundra.jpg

Senglacial tid. Landet domineres af søer, floder, åer og bække. Danmark og omkringliggende områder er tundra: Ingen større planter men mos, lav, græsser og rypelyng. Et dyreliv trænger frem: Rensdyr og urokser, og i hælene på dem også bjørne, ulve og jærve. Samt endelig ikke mindst rensdyrjægerne der følger i hælene på rensdyrene.

Bemærk: Området er selvfølgelig først blevet til Danmark i en langt senere tid – i 900-tallet eller århundrederne lige før. For nemheds skyld kalder jeg det Danmark.

Rensdyr (Rangifer tarandus plathyrhynchus), Svalbard Reindeer, Caribou, Svalbardrein, Svalbardsren, Hjortedyr, Cervidae, Parrettåede, Artiodactyla. Gevir, Tundra

Rensdyrjægerne er jægere og samlere – dvs. samler bær, fisker og jager rensdyr og ur-okser. De bruger spyd, bue og pil og bor i skindtelte og lever som nomader og strejfer en hel del omkring. Der er givetvis en stor udskiftning af mennesker i det senere danske område

9.700 f.v.t.

(11.700 år siden)

Tundraen forsvinder ligesom rensdyrene, mens birkeskov trænger frem ligesom elsdyr. Efter en kortvarig arktisk periode er det lunere klima stabilt 8.300 f.v.t. Birkelunde, elge, vildheste og ur-okser.

Formentlig fortsætter rensdyrjægerne mod nord idet tundraen og rensdyrene rykker mod nord, og vores område for nye beboere der er specialiseret til birkeskovene og elsdyrjagt. Disse indvandrere kommer fra øst – givetvis et sted i Rusland – og er langsomt trængt mod vest og hober sig op ved den europæiske atlanterhavskyst helt i vest.

Datidens mennesker var allesammen mørke i huden. Ikke bare solbrændte, men grænsende til afrikaneres sorthed.

Efter den tunge iskappe har trukket sig mod nord, hæver landet sig, og De Britiske Øer, Nordsøen (Doggerland) og Skandinavien er et samlet landmassiv.

I det senere danske område etablerer folket Maglemose-kulturen. Alt efter årstid levede man af fisk fx gedder, trækfugle som svaner og gæs, sæler og især om vinteren elsdyr og urokser. Maglemose-kulturen brugte især flint og træ til redskaber – fiskekroge, fiskespyd, bue og pil, økser osv. Man boede ved søerne i 6-7 meter lange hytter lavet af hasseltræ, skind og tagrør med et bålsted indenfor. Maglemosefolket havde såvel både som hunde.

daol-1-64

Danmarks udseende da Maglemosekulturen fandtes. De røde prikker angiver vigtige fund fra perioden

9.500 f.v.t.

Tidligt Landbrug i Levanten

I Mellemøsten er der et frugtbart – nogle steder oaseagtigt – halvmåneformet område bestående af Egyptens Nilområde i sydvest, nutidens Israel-Libanon Syrien i nordvest og så Irak/Mesopotamien. I nord i denne “Frugtbare Halvmåne” lever der tilsyneladende to vigtige “klaner” eller slægter som på videnskabeligt sprog kaldes “haplogrupper”. En haplogruppe er en gruppe af mennesker der har en helt unik mutation til fælles via arv fra en stamfader (eller stammoder). Alle i haplogruppen nedstammer altså fra samme person.

Der findes to former for haplogrupper: Y-DNA og MtDNA. Y-DNA-haplogrupper (Y-kromosomale haplogrupper) har nedstamningen via mandelinjen: Stamfader: dennes søn: dennes søn: dennes søn osv. Tilsvarende har MtDNA-haplogrupper (Mitokondrielle haplogrupper) den fælles nedstamning via kvindelinjen: Stammoder: dennes datter, dennes datter, dennes datter osv.

For overblikkets skyld koncentrerer jeg mig i denne tekst om Y-DNA-grupperne. Der er i øvrigt et generende forhold her: Haplogrupper har nogle virkeligt meget upersonlige og matematiske navne De er trælse at huske. Men jeg vil koncentrere mig om de tre allervigtigste (Y-DNA) haplogrupper hos nutidens “gammeldanskere”, og det er:

  • Ia (34 % af befolkningen)
  • R1a (15 % af befolkningen)
  • R1b (33 % af befolkningen).

Disse tre betegnelser – Ia, R1a og R1b – må man gerne hæfte sig ved.

I Den Frugtbare Halvmånes nordlige del ses på dette tidspunkt to historisk vigtige Y-DNA-haplogrupper kaldet G2 og R1b.

R1b er en central gruppe blandt de mennesker der udvikler kvægavl, mens G2 er en central gruppe blandt de mennesker der udvikler agerbrug. Med til at hoppe på det tidlige landbrug i Den Frugtbare Halvmåne er haplogrupperne J2 i Lilleasien (Tyrkiet) og E1b1b som er nordafrikanerne (oprindelig især egypterne).

Som klimaet bliver varmere i forbindelse med istidens ophør, sker der udtørring af Mellemøsten, ørkener begynder at opstå, og befolkningen koncentreres hvor det er frugtbart – i oaseområderne. Jo tættere befolkningen er, jo sværere bliver det at leve som jægere og samlere. Man har været tvunget til at finde måder til at producere mere mad til den større befolkning. Ud af disse forsøg opstår landbrug – først som agerbrug hvor græsarter – vild enkorn, emmer osv. – sås og forædles som korn der høstes. Det sker allerførst 9.500 f.v.t. øverst til venstre i Halvmånen – i Israel-Libanon-Syrien-området – og det er især G2-gruppen der står bag.  Får og grise er allerede gjort til husdyr i Irak-området

frugtbar halvmåne

Den Frugtbare Halvmåne lige øst for Middelhavet

8000 f.v.t.

Landbrug spredes i Den Frugtbare Halvmåne og i Lilleasien

Andre folkegrupper bringer agerbrug til de øvrige dele af Den Frugtbare Halvmåne – fx Ægypten og Irak.

G2-folkegrupper skal siden fortsætte op i nordvest op igennem Balkan med deres nye landbrugsteknik. Her lever blandt andet mennesker fra Y-DNA-haplogruppen I der er jægere-samlere jævnt spredt ud over Europa – går med i den nye landbrugskultur og stiger i antal. Balkan bliver et af I-gruppens hovedkoncentrationer.

G2a-grupper skal senere trænge langt ind i Europa – fx Tyskland – og tage agerbrug og især gedeavl med sig. Senere vil de fortrænges af indoeuropæiske migranter og primært overleve på øer (fx Sardinien) eller i bjergrige og bakkede områder som fx bjergkæden Appeninerne i Italien (her kan de leve forholdsvist skjult og tage deres geder med op).

“Ismanden “Ötzi“, der blev indkapslet i en gletcher for 5300 år siden, tilhører haplogruppe G2a. Andre hotspots er Vest-Tyrkiet og især Georgien, og en georgier som Josef Stalin er da også G2’er.

Men G2a kommer i meget ringe mængde til Skandinavien. I Danmark er der dog et par procent G2a-mennesker.

g2a

Fordelingen af haplogruppe G2a i Europa og det vestligste Asien. I Danmark er der 2 % G2a

Der er også hos nutidsdanskerne et par procent J2 – dvs. lilleasiatere der hoppede med på G2-gruppens agerbrugsmetoder og tager med over i Europa for at dyrke marker der. I dag står J2 stærkest på Cypern (28 %). Samt et par procent E1b1b efter alt at dømme nordafrikanere, fx egyptere, der siden spreder sig noget i Middelhavsområdet og står for det klassiske “mediterrane” udseende – spinkle og fine i trækkene. I dag er over 26 % af egypterne E1b1b. De to største haplogrupper blandt grækerne er også i dag J2 og E1b1b.

7.000 f.v.t.

(9.000 år siden)

Atlantisk tid i Skandinavien – fugtigt og varmt, faktisk noget varmere end i dag. De lyse skove erstattes af tæt, mørk urskov. Hyppige træer er lind, men også fx eg og elm. Kronhjort, rådyr og vildsvin trives fint, men Maglemosekulturens livsstil passer ikke med den tætte urskov, og befolkningen holder sig i stigende grad fra skovene og søger mod kysterne og ændrer her livsstil.

atlantisk

Fraregnet vejen i bunden ligner dette atlantisk tid

6.400 f.v.t.

(8.400 år siden)

Den nye kultur ved kysterne – særligt fjordene – kaldes Kongemosekulturen: Fiskeri (fx af fladfisk, ål, torsk og gedder) og havjagt (fx på marsvin og sæler). Ved vandløbene er der også jagt på kronhjort, rådyr, bævere og vildsvin, men den systematiske jagt og samlen i skoven fylder en hel del mindre end i Maglemose-kulturen, fordi skovene i det varme klima bliver for tætte til man her kan finde en alsidig kost.

doggerland

Her ses Doggerland i Nordsøen mellem Jylland og England

Doggerland – landet mellem Storbritannien og Holland, Tyskland og Danmark – forsvinder efterhånden helt fordi det varme klima smelter isen hvilket får havet til at stige. Doggerland er helt druknet 5.700 f.v.t.

6000 f.v.t. 

Motala-fundene i Sverige – det ældste Y-DNA

Der er fundet brugbart DNA fra forskellige individer fra en skandinavisk jæger-samler-kultur i byen Motala i Sverige – ved den store Vättern-søs østbred. Det er det hidtil ældste-Y-DNA som er fundet i Europa, og det falder hos alle 8 individer inden for haplogruppe I2a – og efter alt at dømme dennes undergruppe I2a1. Den er faktisk fraværende hos nutidens skandinavere.  Til gengæld er der i Danmark 5,5 % af typen I2a2, men fra en undergruppe der der uhyre ung. Forfaderen lever for kun 4000 år siden.

Der er ikke sikre genetiske spor efter en urbefolkning (fra før 6000 f.v.t.) i Danmark!

Længe har mange dog antaget at en sådan urbefolkning har været Y-DNA-gruppen R1b bl.a. fordi baskerne – et af Europas få ikke-indoeuropæiske folk – er ret domineret af haplogruppe R1b. På den anden side er R1b tydeligt tilknyttet steppekulturen nord for Sortehavet som man er ret sikker på er tilknyttet de tidlige indoeuropæere. Jeg springer nogle mellemregninger over og hævder at det giver mening at have hypoteserne at R1b er tilknyttet indoeuropæerne, at R1b kommer østfra, og at ankomsten af R1b til Europa er den sidste store migration til Danmark (fraregnet den nuværende).

Men lige præcis når det gælder herkomsten af R1b, er vi endnu ikke på helt sikker grund.

Se dette kort over hvilke haplogrupper som man formoder findes i Europa i perioden fra år 9000 f.v.t. til 7000 f.v.t.

8000BCE-haplogroups

Fordelingen af haplogrupper fra for 11.000 år siden og lidt frem. Øverst til venstre ses Skandinavien med Motalafundene hvis Y-DNA nok alle er I2a2 som i dag er forsvundet i Skandinavien. Nederst til højre i Den Frugtbare Halvmåne ses de første agerdyrkere, G2, og de første kvæghyrder, R1b.

5.400 år f.v.t.

(7.400 år siden)

Kongemosekulturen forandres til Ertebøllekulturen: Det er en kystkultur (ligesom Kongemosekulturen) hvor skaldyr er en vigtig fødekilde (modsat i Kongemosekulturen). Om sommeren samler og spiser befolkningen muslinger og østers i stor stil.

Ertebøllekulturen

Østersskaller ophobes til store ”køkkenmøddinger”. I Ertebølle er der fundet en køkkenmødding der er over 100 meter lang og 2 meter dyb. Desuden jages svaner og ænder samt fx kronhjort, rådyr og vildsvin, og der fiskes ål, aborre, gedde osv. Man fisker fra både af udhulede lindestammer. Bådene er op til 10 meter lange og indeholder 6-8 personer. Ertebøllekulturen organiserer sig i adskilte, ret bofaste kernefamilier.

loess

Europas löss-bælte strækker sig nord for Sortehavet hen til Normandiet

Samtidig med Ertebølle-kulturen i det senere danske område opstår i Centraleuropa en landbrugskultur: Båndkeramik-kulturen (LBK-kulturen). Den opstår i Ungarn 5.600 f.v.t. og spreder sig mod vest i et bælte omkring jord af en særlig beskaffenhed – den fine, næsten støv-agtige löss – der er særdels frugtbar. Her dyrkes tidlige hvede-former som emmer og enkorn samt ærter. Der bruges ”svedjebrug”: Skov fældes, afbrændes, sås og høstes i nogle år til jorden er udpint og forlades så i en hel del år, dvs. den gror atter til og bliver skov. Man har husdyr som kvæg, geder og svin og bor i langhuse uden vinduer. Befolkningen begynder at udvikle evne til at fordøje laktose så mælkeprodukter kan fordøjes.

LBK_culture

Båndkeramikkulturen (LBK) der ikke kommer til Danmark, men alligevel er relevant for vor forhistorie. Cirka en tredjedel af nutidsdanskerne stammer fra mennesker tilknyttet denne kultur, og Båndkeramikkulturen er rent kulturelt forløber for Tragtbægerkulturen – Danmarks ældste landbrugskultur.

Båndkeramikkulturen kommer aldrig til det danske område – i al fald som som kultur – men Båndkeramikkulturen er snævert knyttet til vore genetiske forfædre. Y-DNA-gruppen I1 er tilknyttet både Båndkeramikkulturens udspring (det ældst fundne I1-menneske er fra Ungarn), og kulturens nordlige del, og intet mindre end 32,8 % af nutidsdanskerne, omtrent 1/3, tilhører I1.

Selv om I1-folket oprindelig igennem længere tid var en meget lille befolkning, så sker der tilsyneladende i løbet af Båndkeramik-perioden eller Tragtbægerkeramik-perioden en voldsom stigning i befolkningsantallet.

 

4.300 f.v.t.

(6.300 år siden)

Landbrugskulturen Tragtbægerkulturen (TRB) opstår lige syd for Danmark i et bælte der går fra Hamburg-området til Warszawa-området.

Siden spredes Tragtbægerkulturen til Holland, Polen og Danmark, men ikke det øvrige Skandinavien. Kulturen minder om Båndkeramikkulturen – svedjebrug, emmer, enkorn, seksradet byg, svin, kvæg osv., men også får. Og man bor i langhuse med ildsteder indenfor. Særligt ved Tragtbægerkulturen er:

1) Udformningen af keramik: Potter og krukker med lange, slanke, tragtformede halse.

2) Gravskikken: Monumentale, kollektive grave der udvikler sig fra dødehuse – ikke ulig de langhuse gruppen bor i – over stendysser til jættestuer.

Funnelbeaker1

Typisk tragtbæger-keramik fundet i Skåne

4.000 f.v.t.

(6.000 år siden)

Tragtbægerkulturen kommer langsomt til (det område der i dag er) Danmark i de følgende århundreder. Jæger-samler-kulturen fortsætter, men klimaet ændres også fra den varme og fugtige atlantiske periode til den køligere og tørre subboreale tid. Tragtbægerkulturen bruger svedjebrug, og den tætte skov trænges flere steder tilbage. Elm og lind bliver sjældnere, eg hyppigere. Ertebølle-kulturen dør ud.

TRB_culture_map

Tragtbægerkulturens maksimale udbredelse

Tragtbægerkulturen er Danmarks første agerbrugskultur og mere eller mindre det fundament som senere tiders agerbrugskulturer er udviklet af.

3.800 f.v.t.

Y-DNA-gruppen I1 kommer til Danmark

Tragtbægerkulturen har fået fodfæste overalt i det senere danske område. Efter alt at dømme er det en folkevandring sydfra der tager landbrugskulturen med sig. Den synes knyttet til haplogruppen I1 med mutationen M253. Den har sit genetiske centrum i Götland i Sverige og ind over grænsen til det sydøstligste Norge. Den højeste koncentration af I1 findes i dag i Västra Götland i Sverige hvor 52 % af alle mænd tilhører I1 på trods af at Tragtbægerkulturen ikke trænger ind i Sverige og Norge.

Haplogroup_I1

I1 er en Y-DNA-gruppe der dels er knyttet til Tragtbægerkulturen (TRB), dels meget specifikt er knyttet til skandinaverne, og den er at finde alle de steder hvor skandinaverne emigrerede til. Bemærk fx Nordmandiet og Nord-Sicilien. Den høje procentdel i England skyldes sandsynligvis dels angelsakserne østfra, dels vikingerne østfra.

I-gruppen er en meget gammel menneskegruppe i Europa. De allerældste mennesker i Europa har tilhørt disse haplogrupper: CT, C1a, C1b, F og I. Alle disse grupper formodes at nedstamme direkte fra såkaldte Cro Magnon-mennesker. 

cro magnon

Rekonstruktion af et Cro Magnon-menneske basereret på et 30.000 år gammelt fossil fra Frankrig. De var nu næppe lyshudede.

Måske allerede for 27.000 år siden bliver I-gruppen spaltet i haplogruppe I1 og haplogruppe I2. Eller måske bare for 17-18.000 år siden. I2-mennesker hører til de allerældste jæger-samlere i Danmark, men datidens I2-gruppe er forsvundet hos nutidsdanskerne.

Der er over 300 unikke mutationer i I1 hvilket gør det til en helt speciel menneskegruppe der efter alt at dømme i lang tid har bestået af meget få individer.

Ifølge gængse teorier begynder diverse I-grupper at knytte sig til landbrugsdyrkende grupper knyttet til det østlige Middelhav især Y-DNA-gruppen G2a der måske først af alle udviklede agerbrug i Israel-Libanon-Syrien-området. G2a trænger med den nye landbrugskultur ind i Lilleasien (Tyrkiet) og op gennem Balkan mod nordvest ind i Centraleuropa.

Der er en overrepræsentation af både I1 og I2 på Balkan. Sandsynligvis har I1-gruppen været temmelig lille i meget lang tid og har ikke sat sig de store genetiske spor i Europa. Men med G2a-gruppen og dens populationsmæssigt succesrige livsstil ender I1-gruppen i Centraleuropa, og så sker der noget.

En gruppe I1-mennesker knytter sig til den nordlige del af Båndkeramikkulturen, eksploderer i antal, grundlægger Tragtbægerkulturen i Hamburg-Warszawa-båndet og drager derpå mod nord. Eller – nok mere sandsynligt – begynder at vokse, er med til at grundlægge TRB-kulturen, drager nordpå til Danmark, eksploderer her i antal pga. “grundlægger-effekten” og fortrænger den hidtidige befolkning godt og grundigt. En del af denne I1-befolkning drager derpå over Kattegat, og bliver her en stor del af befolkningen i i især Götland og Sydøst-Norge.

I1-folket har ifølge nogle teorier udviklet en vis grad af laktose-tolerans, så den kan ernære sig af mælk. Andre teorier placerer denne udvikling hos en senere migration, nemlig haplogruppe R1a.

I1-gruppens agerbrugslivstil i flere årtusinder betyder at gruppen i føden får mindre D-vitamin end jægere-samlere og får større behov for via huden og sollyset at skaffe sig D-vitamin. Det fremmer udviklingen af en lys hud der sker i disse årtusinder (også G2a-gruppen synes i øvrigt ret hurtigt at blive lys her mod nord). Formentlig er lyst hår og blå øjne en bi-effekt. Centrum for mennesker med blå øjne er Østersø-området, og øjenfarven har efter alt at dømme en relation til I1-folket. Jeg har dog set påstande om at I1 var blåøjede før de blev lyshudede.

Bemærk: Sammenhængen mellem Tragtbægerkulturen og en indvandring af I1 (og H) er en hypotese, ikke noget der er bevist. Men det er en udbredt antagelse.

Kendte I1-mennesker er musikeren Sting, Bill Clinton, milliardæren Warren Buffett og Leo Tolstoj. Kendte I2a2-mennesker er Stephen King og Chuck Norris.

 

Fremskridtet kommer sydfra

Bemærk – Tragtbægerkulturen og landbruget er et klart teknologisk fremskridt. Den slags kommer jævnligt til det skandinaviske område, og som regel fra samme retning: sydfra. Nærøsten og Mellemøsten fra Ægypten til Irak over Tyrkiet er dengang verdens mest avancerede område teknologisk og kulturelt, og jo tættere man er på dette område, jo mere kulturelt højtstående er man. Til op igennem Vikingetiden og lidt efter er tendensen så markant at Tyskland ligger teknologisk foran Danmark der igen teknologisk ligger foran Norge og Sverige. I Middelalderen sker der en udjævning, så hele Europa nærmer sig samme niveau.

3.400 f.v.t.

Stendysser bliver en udbredt gravtype i Tragtbægerkulturen.

dysse

3.300 f.v.t.

Bronzealder og civilisation i Syd-Irak

Folket “sumererne” (måske Y-DNA-haplogruppen L M20) etablerer i det sydligste Mesopotamien en civilisation med byer, administration, skrift, lovregler, monumenter og bronzealder-brug.

En ca. 46-årig mand individ siden kaldet Ötzi eller “Ismanden” fra Sydtyrol kommer i kamp oppe i bjergene, såres dødeligt, dør og begraves ret kort tid efter af en gletcher der bevarer liget ret godt. Ötzi bærer en kobberøkse og var som beskæftigelse involveret i kobbersmedning. Etnisk hører han til haplogruppe G2a – og en ret sjælden undergruppe heraf.

otzi

Rekonstruktion af Ismanden Ötzi

3.100 f.v.t.

Den Grubekeramiske kultur (PWC)

I Østsverige etablerer jæger-samlere Den Grubekeramiske Kultur (Pitted Ware Culture, PWC). Jagt, fiskeri, sæljagt. Kulturen spreder sig langs Kattegats kyster – dvs. fx Sydnorge, Djursland og Limfjorden. I Danmark er skaldyr en vigtig fødekilde. Det er muligt at det danske områdes sidste jægere-samlere integrerer sig i PWC-kulturen. Der er i al fald genetiske bånd til tidligere jægere-samlere og PWC-folket. Til gengæld er der genetisk ingen forbindelse og ingen udveksling mellem Tragtbægerkulturen og Den Grubekeramiske Kultur.

 

3.000 f.v.t.

Enkeltgravskulturen (Stridsøksekulturen, Snorekeramikkulturen, Corded Ware Complex, CWC) opstår i det centrale Polen og spredes ret hurtigt til et større område.

Map_Corded_Ware_culture-en.svg

Jamna-kulturen – gult område – og enkeltgravskulturen (Corded Ware) – rødt område

Enkeltgravskulturens (CWC) område ligger lige nord for Jamna-kulturens område (4000 f.v.t. – 2300 f.v.t.) på Den Pontisk-Kaspiske Steppe nord for Sortehavet og Det Kaspiske Hav, en kultur der anses som udspringet for både de indoeuropæiske sprog og for Enkeltgravskulturen.  Faktisk betragtes Enkeltgravskulturen som en naturlig, nordvestlig forlængelse af Jamna-kulturen.

Pontic_Caspian_climate

Den Pontisk-Kaspiske Steppe markeret med gult. Dette græsområde er naturligt afgrænset af skov. På steppen optræder proto-indoeuropæiske kulturer, ikke mindst Jamna-kulturen.

Jamnakulturen er forbundet med domesticeringen af heste, brug af vogne (endnu ikke stridsvogne, mest kluntede vogne til transport), kvægavl og halv-nomadisk levevis. Man kan nærmest tænke på amerikanske cowboys. Jamnaja-folket, som er/var høje, mørkhårede og brunøjede, relativt lyse i huden (men mørkere end nutidens europæere) og taler efter al sandsynlighed det proto-indoeuropæiske sprog som alle senere indoeuropæiske sprog, herunder dansk, udspringer af.

Gravskikken er speciel: Enkeltmandsgrave i en jordgrav med liget på siden med bøjede knæ og en gravhøj, russisk kurgan, ovenover.

“Etnisk” menes Jamnaja-folket at bestå af to grupper – R1a – der længe har reddet på heste i området, vist som de første – og R1b – der åbenbart har været forbi Mellemøsten og lært kvægavl, vist som de første overoverhovedet. I første omgang placerer R1b sig enten langt mod øst (for det Kaspiske Hav) eller i Kaukasus og lige nord for Sortehavet, mens R1a rykker længere mod nord og vest. Man har fundet 12 jamnaja-lig som har givet Y-DNA-resultater. 91,5 % var R1b, 8,5 % I2a2 og 0 % var R1a!

Til gengæld synes hele Corded Ware Culture – Enkeltgravskulturen – etableret af R1a-folkegrupper. 70,5 % af fund fra Enkeltgravskulturen har Y-DNA-gruppen R1a, mens 17,5 % er R1b og 11,5 % er fra ret sjældent forekommende Y-DNA-grupper.

Siden skal de to grupper bytte placering, så R1a ender længst mod syd (fx Indien og Iran) og øst (hele Rusland og Østeuropa), mens R1b bliver en dominerende haplogruppe i Vesteuropa – fx Tyskland, Frankrig, Spanien og England.

yamnaya

Russisk rekonstruktion af en jamnaja-mand på basis af et 5000 år gammelt kranium. Sådan kan en typisk R1b-mand have set ud. Det ligner en gennemsnitseuropæer fra nutiden.

Jamna-kulturen har i forhold til sin størrelse sat et enestående aftryk på Europa og Asien; efterkommere af kulturens sprog, proto-indoeuropæisk, bliver det herskende sprog i ikke bare hele Indien og Iran men også i hele området fra Rusland i øst til Storbritannien i vest – og siden Amerika.

Det vides at tidlige indoeuropæiske talende grupper formåede selv som minoritet at blive en styrende magtgruppe i diverse lande og bestemme deres sprog; de var dygtige krigere og blev en styrende adel i disse lande. En lille gruppe indoeuropæere har altså kunnet kapre en stor majoritet og påtvinge majoriteten sit sprog og i høj grad også en stor del af sin kultur. Det sker fx i Indien hvor indo-iranske indvandrere bliver en overklasse der påtvinger den hidtidige lokalbefolkning sit sprog (fx sanskrit). Og det er særligt mændene. Det sker ikke nødvendigvis  og ikke normalt ved en krigerisk besættelse, men snarere ved en infiltration.

yamnaya 2

Rekonstruktion af en anden jamnaja-mand

Proto-indoeuropæisk (PIE)

Nutidens dansk er efterkommer af proto-indoeuropæisk (PIE). Eller anderledes udtrykt, protoindoeuropæisk er dansk som det lød for 4-5000 år siden. Her er en rekonstruktion af proto-indoeuropæisk, nemlig en tekst kaldet Schleichers Fabel:

h₂áu̯ei̯ h₁i̯osméi̯ h₂u̯l̥h₁náh₂ né h₁ést, só h₁éḱu̯oms derḱt. só gʷr̥hₓúm u̯óǵʰom u̯eǵʰed; só méǵh₂m̥ bʰórom; só dʰǵʰémonm̥ h₂ṓḱu bʰered. h₂óu̯is h₁ékʷoi̯bʰi̯os u̯eu̯ked: “dʰǵʰémonm̥ spéḱi̯oh₂ h₁éḱu̯oms-kʷe h₂áǵeti, ḱḗr moi̯ agʰnutor”. h₁éḱu̯ōs tu u̯eu̯kond: “ḱludʰí, h₂ou̯ei̯! tód spéḱi̯omes, n̥sméi̯ agʰnutór ḱḗr: dʰǵʰémō, pótis, sē h₂áu̯i̯es h₂u̯l̥h₁náh₂ gʷʰérmom u̯éstrom u̯ept, h₂áu̯ibʰi̯os tu h₂u̯l̥h₁náh₂ né h₁esti. tód ḱeḱluu̯ṓs h₂óu̯is h₂aǵróm bʰuged.

(A sheep that had no wool saw horses, one of them pulling a heavy wagon, one carrying a big load, and one carrying a man quickly. The sheep said to the horses: “My heart pains me, seeing a man driving horses.” The horses said: “Listen, sheep, our hearts pain us when we see this: a man, the master, makes the wool of the sheep into a warm garment for himself. And the sheep has no wool.” Having heard this, the sheep fled into the plain.)

Hør en lydprøve her: https://soundcloud.com/archaeologymag/sheep-and-horses

Her er tallene fra 1 til 10: oinos, dʷo-, treies, kʷetʷōr, penkʷe, seks, septm̥,  oktō, neʷn,  dékm̥.

Vi kan følge et enkelt ords historie, nemlig ordet for dyret ulv. Det hedder på proto-indoeuropæisk: u̯lkʷos. Det græske ord for ulv, lykos, stammer faktisk herfra, ligesom det latinske ord for ulv, lupus, og det russiske volk.

Enkeltgravskulturen minder meget om Jamnakulturen og udspringer temmelig sikkert heraf. Etnisk kommer 75 % af Enkeltgravskulturens mennesker i Tyskland således fra Jamna-kulturen.

Om den indoeuropæiske kultur i øvrigt

Socialt er indoeuropæernes kultur klart hierarkisk. Et primært hierarki er  1) frie mennesker og 2) slaver – oprindelig krigsfanger – men afkom af slaver bliver selv slaver.

Franskmanden George Dumezil har foreslået en særlig social “trifunktionel” ideologi der afspejles i både myter og den sociale struktur. Der er tre sociale funktioner:

a) suverænitet og religion – ledere og præster der holder orden i samfundet både igennem den naturlige orden (fx landets love og moral) og den overnaturlige orden (det transcendente) ved at håndhæve retten og sikre kulten;

b) kraft – krigere der sørger for krigslykke og for freden og endelig

c) frugtbarhed – producenter der frembringer varer – både mad og øvrige genstande – altså bønder og håndværkere med mere.

De to første funktioner har høj prestige, mens den tredje har en lav prestige.

Denne trifunktionelle ideologi ses helt tydelig to steder:

De oprindelige indiske varnaer (kaster) bestod af tre distinkte folkegrupper: 1) Brahminer (præster), 2) kshatriyas (krigere og 3) vaishyas (bønder, borgere). En 4. varna – shudras – opstod senere og var oprindeligt ikke-indoeuropæere (arbejdere, service-udøvere).

Ifølge Cæsars beskrivelse bestod kelternes (gallernes) samfund af tilsvarende tre grupper: 1) Druiderne (der foretog ofringer, tog varsler, kunne lovene og forestod lovoverholdelsen og indlærte sig digtene om fortidens bedrifter, 2) Ridderne (Equites), fornemme krigere til hest og 3) “Plebes”, folkemassen, resten.

Bemærk – de tre funktioner får samfundet til at bestå som en organisk helhed. Selv om der er et hierarki, behøver alle funktioner hinanden. Platon forklarer i sin dialog “Staten” sin vision af det ideelle samfund ved at sammenligne den med den ideelle krop. Det ideelle samfund ledes af filosofferne, vogtes af soldaterne og får næring af håndværkere og almindelige borgere. Det svarer til kroppen der ledes af hovedet, vogtes af armene og får næring af maven. Platons model svarer til den trifunktionelle model.

Familiestrukturen er patriarkalsk, og en ny brud “tages” fra en anden klan og føres ind i brudgommens familie. Til gengæld betaler brudgommens familie en pris til brudens familie. Måske er der til indtrædelsen i kriger-gruppen knyttet forbund af unge mænd der identificerede sig med ulven og trænede vold og plyndring. Kulturen har givetvis været krigerisk, men ikke nødvendigvis aggressiv. At have et stærkt militærkodeks og være gode krigere er ikke det samme som bestandigt at kaste sig ud i blodige opgør.

Digtere har måske haft en væsentlig funktion hos de tidlige indoeuropæiske folk. Ved mundtlige recitationer præget af særlige faste vendinger/floskler (fx “det vinrøde hav” eller “den rapfodede helt”) holder de fortidens store bedrifter vedlige og sikrede nulevende aktører at de selv kan vinde udødelighed i fortællingerne. Grækernes (Homers) fortællinger om krigene mod bystaten Troja i “Iliaden” har rod i den slags mundtlige beretninger om fortidige bedrifter.

I den indoeuropæiske religion indgår forestillinger om en lysende himmelgud, Dyaus, ligesom en solgud har en fremtrædende funktion knyttet til solens bane over himlen. Der er en gudinde for morgen- og aftengry. Ild har har muligvis været et helligt element, og et vigtigt ritual knyttet til kongen er ofringen af en hingst. I det hele taget er dyreofringer en stor del af kulten og af et særligt præsteskab.

2.900 f.v.t.

Enkeltgravskulturen (CWC) indtager Danmark

Den Grubekeramiske Kultur, Skandinaviens sidste jæger-samler-kultur, forsvinder, sandsynligvis presset ud i stadig mindre områder af agerbrugskulturen.

Enkeltgravskulturen kommer til (det område der i dag er) Danmark, først Jylland. Tragtbægerkulturens kollektive grave med stendysser og jættestuer afløses af enkeltmandsgrave hvor afdøde lægges enkeltvis i gruber nede i jorden på siden med let bøjede ben under en let kuplet høj. Keramikken præges af ornamentik dannet af snoreaftryk. Særlige bådagtige stridsøkser – nok mest ment som prestigeting eller til rituel brug – blev ofte lagt ved de døde mænd i graven.

stridsøkse 2

Stridsøkser fra Enkeltgravskulturen. De er fundet i Løgumgårde (Nørre Løgum) i Sønderjylland, men materialet (mineralet) stammer fra Sverige.

Enkeltgravsfolket er forbundet med en ny etnisk gruppe, den y-kromosomale haplogruppe R1a. Dennes overordnede gruppe – R-gruppen – menes opstået for 27.000 år siden hos mammutjægere i det sydlige Sibirien, og over halvdelen af nutidsdanskerne har rod i R-gruppen, enten i form af R1a eller R1b.

Måske for 25.000 spaltes R i R1 der måske tager til Iran, og R2 der ender i Sydasien (Sydøst-indien, Syd-indokina) og der er en dominerende gruppe den dag i dag.

R1 spaltes så i R1a og R1b måske for 20.000 år siden eller lidt senere. Det sidste estimat jeg har set, siger for mellem 10.000 og 14.000 år siden. Et sandsynligt oprindelsessted for R1a skal være Iran. Den definerende mutation for R1a er M17.

R1a bliver i området – Den Pontisk-Kaspiske Steppe – mens R1b glider lidt omkring, bl.a. i den nordlige del af Den Frugtbare Halvmåne i Mellemøsten – nok særligt Syrien-Nord-Irak og Nord-Iran.

Haplogroup-R1a

Fordelingen af Y-DNA-gruppen R1a i Europa. Denne gruppe forbindes med indoeuropæisk talende folk, især de østlige indoeuropæere (satem-gruppen). Danmarks tidligste Enkeltgravskultur har sandsynligvis rod i en migration af R1a-folk. Den forholdsvis høje koncentration i Øst-Tyrkiet næsten som en ø skyldes kurderne. De var oprindelig et iransk folk, dvs. R1a-folk.

R1a findes i dag i den største koncentration i Indien i den vestbengalske præstekaste brahminerne der for 72 %s vedkommende tilhører gruppen R1a.

I Europa er over 50 % af polakkerne haplogruppe R1a, og 60 % i Warszawa-Krakow-området. I Skandinavien er R1a kraftigst repræsenteret i Norge, men 13-15 % af nutidsdanskerne stammer fra gruppen, kraftigst i Jylland. I det østlige Tyskland er R1a 24 % af befolkningen – og i det vestligste kun 9 %. Og vi nede på 4,5 % af englænderne.

 

R1a1global

Fordelingen af R1a i en større skala.

Bemærk – R1a er som regel forbundet med den østlige del af de indoeuropæiske sprog. Herfra udgår de ariske sprog (fx de indiske såsom sanskrit og de iranske sprog som farsi), thrakisk, de baltiske og de slaviske sprog, også kaldet satem-sprogene.

Dansk udgår ikke fra satem-sprogene, så disse tidlige enkeltgravsfolk i Danmark er næppe det folk der bragte den tidligste udgave af vort sprog til landet. Dansk i sin tidligste fase kommer efter alt at dømme fra en senere migration. Man kan forestille sig at R1a-folket i Danmark kommer fra Polen og har sit udspring i det folk der senere udvikler de baltiske og slaviske sprog!

Bemærk også: Det er ikke stensikkert bevist at der er en sammenhæng mellem Enkeltgravsfolket, haplogruppe R1a og proto-indoeuropæisk (eller satem-sprogene). Men det er en oplagt antagelse og ret sandsynligt. Der er ingen grund til at antage at Enkeltgravsfolket er trængt krigerisk og erobrende ind i Danmark. Men migrationen kan meget vel være sket via en langsom infiltration.

I øvrigt formoder man at omdannelsen af vildhesten til et husdyr – dets domesticering – blev foretaget lige præcis af R1a-folket på Den Pontisk-Kaspiske Steppe 4.600 f.v.t. På dette tidspunkt var R1b-gruppen ikke i området.

I øvrigt følger R1b-mennesker med i denne R1a-migration. Der er fundet R1b-fund fra denne tid både i Polen og i Tyskland.

Danmarks befolkning i Enkeltgravskulturen

Et kvalificeret bud er at en moderat lyshudet (men noget mørkere end nutidens europæere), høj, brunøjet og mørkhåret population af hesteridende kvægavlere med haplogrupperne R1a er trængt  ind i en dobbelt så stor lyshåret og blåøjet indfødt population med agerbrugskultur og haplogrupperne I1. Og at de brunøjede indvandrerne – der sikkert taler proto-indoeuropæisk – har påtvunget de blåøjede indfødte deres egen Enkeltgravskultur.

Tragtbægerkulturen er væk. Vejret er lunt – der gror vin i Skandinavien.

europa 2800

Den europæiske situation fra 2800 til 2500 f.v.t. Danmark er i Enkeltgravskulturen. Sydvestpå ses Klokkebægerkulturen. I Tyskland ses et mix af de to kulturer. Fra Sortehavets vestkyst er der et flow af R1b-folkegrupper mod nordvest ind i Centraleuropa.

R1b-folkets forhistorie – et tilbageblik

Men nu bør man nok nævne R1a-folkets søstergruppe, R1b (med mutationen M343), som er den etniske grundstamme i den vestlige del af indoeuropæerne hvorfra de såkaldte kentum-sprog opstår (græsk, italisk, keltisk, germansk, tokharisk osv.). R1b-folkets oprindelse er indviklet. Mens R1a-folket er forbundet med domesticeringen af hesten, er R1b-folket forbundet med domesticeringen af kvæget i det nordlige Irak for 10.500 år siden.

Mens R1a holder sig til Sydrusland, tilsyneladende, spreder R1b sig som jægere-samlere-nomader i en større del af Eurasien under istiden. Dem er der meget svage spor af. Af nutidsmennesker med oprindelse i de ældste R1b-mennesker kan nævnes det sydøstlige Kazakhstans kurdere hvor 13 % har denne oprindelse, og diverse folk spredt i Iran. Kurderne er også et  oprindelige iransk folk, så der er nok en iransk forbindelse. Og det er da også her, i Mellemøsten, i den nordlige del af Den Frugtbare Halvmåne, at gruppen får succes.

R1b er tilsyneladende de allertidligste kvægavlere, måske sammen med haplogruppe J2 (et kaukasisk folk der siden fylder godt op i Nærøsten – kraftigst i det centrale Lilleasien og Aserbadsjan).

En sydlig gruppe af kvægavlende R1b (V88) trænger ned i Afrika, til Sudan, og ender i Centralafrika – den afrikanske kvægavls-kulturen skal stamme herfra. Fx Fulani-folket i Sahel-området i Niger og Cameroon er 54 % R1b. Intet mindre! Sahel-områdets mennesker er 23 % R1b.

Haplogroup_R1b_World

Et større kort over R1b-folkets spredning. Bemærk sporet ned gennem Afrika.

En nordlig gruppe af de kvægavlende R1b hører til i området Øst-Tyrkiet, Kaukasus og Nordirak, passerer Kaukasus-regionen mod nord og trænger ind på Den Pontisk-Kaspiske Steppe i det nuværende Sydrusland i nær sammenhæng med den såkaldte Dniepr-Donet-kultur der opstår 5000 f.v.t.

Deres udseende ligner Cro Magnon-mennesker med  forholdsvis tunge og grove ansigtstræk i modsætning til den mere forfinede befolkning ved Middelhavet. Man kan bare tænke på walisere og irerer der er temmelig ublandede R1b-mennesker.

Syd for Jamna-kulturen opstår den såkaldte Maykop-kultur i Kaukasus 3700 f.v.t.. Kulturen forekommer indoeuropæisk præget ligesom Jamna-kulturen – kvægavl, heste, vogne og kurgan-grave – og er tillige en af de første kulturer der udvikler metalbrug. Vognen – der er blevet udviklet i det irakiske område af sumererne i al fald 3000 år f.v.t. – tages i brug i Maykop-kulturen, og vognen fanger an også i Jamna-kulturen – i første omgang i form af langsomme vogne til transport af gods; stridsvogne kom noget senere.

Historiens allerældste (fundne) sværd ses også i Maykop-kulturen.

Jamna-kulturen opstår næsten samtidig med Maykop-kulturen, nemlig  i 3500 f.v.t.

Maykop-kulturen – hvor formodningen er at R1b er trendsættende og sørger for at der tales proto-indoeuropæisk – har måske haft handelsruter øst og syd om Sortehavet mod vest (Nordtyrkiet) for at handle med de avancerede ægæere. En tidlig handelsstation fra 3000 f.v.t. er nok Wilusa i Vesttyrkiet, en by grækerne siden kalder Ilion – bedre kendt som Troja.

Bemærk – Maykopkulturen kan være opstået i et mix af R1b-mennesker og Y-DNA-gruppen G2a (L 113) – den føromtale gruppe der udviklede agerbrug i Mellemøsten og med deres nye kunnen trængte ind i Tyrkiet – og nogle af dem op i Sydeuropa og Centraleuropa, men som ikke mindst ender i Kaukasus.

 Det er pudsigt nok ikke kun R1b-gruppen M269 der fylder op i Maykop (man kunne lidt kækt kalde dem “præ-proto-keltere”), men desuden ældre R1b-grupper.

Under alle omstændigheder –  nu har vi på Den Pontisk-Kaspiske Steppe følgende tre elementer – kvæget, hesten og vognen – alle tre afgørende komponenter for den indoeuropæiske ekspansion. Og i Maykop-kulturen er man virkelig fremme i skoene med metalbrug.

R-M269-folket er endt lige nord for Sortehavet

R1b-folkets videre rute er ikke 100 % kendt. Efter at være endt på Den Pontisk-Kaspiske Steppe deles den åbenbart i to. Gruppen M73 tager mod øst og ender i Kazakhstan og Uzbekistan og spreder sig åbenbart godt over steppen – indtil gruppen siden fejes væk af diverse altajiske migrationer fra øst (hunnerne, tyrkerne, mongolerne osv.) – og blot efterlader sig spredte lommer i Rusland og især Turkmenistan.

Den anden (vestlige) halvdel, gruppen M269, forbliver i første omgang på steppen, primært koncentreret omkring Sortehavet. Siden sammenknyttes denne gruppe  sig med R1a. Det er sket på et tidspunkt efter år 4.800 f.v.t.

R1b M269 dukker op i en pæn stor mængde og knytter sig til spredningen af de indoeuropæiske sprog, og der findes spor af gruppen praktisk talt alle steder hvor der siden tales indoeuropæisk.

 

R-M269 (1)

Nutidig fordeling af R1b-undergruppen R-M269

I perioden mellem 3.500 og 3000 f.v.t. – lige før Enkeltgravskulturen opstår – trænger en større gruppe M269-folk ind på Balkan lige vest for Sortehavet. Det etablerer sig på sletterne i Donau-bækkenet fx i Ungarn, men også Rumænien og Bulgarien, og bliver egentlig her et stykke tid.

R1b balkan

Migrationen af R-M269 ind i det østlige Balkan før 3000 f.v.t.

2.400 f.v.t.

(4.400 år siden)

Dolktiden i Danmark – Klokkebægerkulturen syd for Danmark

Dolktiden eller senneolitisk tid. Enkeltgravskulturen reduceres til Midtjylland. På øerne kommer stenbyggede grave – ”hellekister”.

Der kommer indflydelse fra landbrugskulturen Klokkebægerkulturen der oprindelig stammer fra Portugal. Den har bevæget sig mod nord og etablerer sig lige syd og lige vest for Enkeltgravskulturen. Tyskland, Holland, England og Spanien er nu underlagt Klokkebægerkulturen der i øvrigt tilsyneladende kender til øldrikning – måske årsagen til dens store popularitet og udbredelse?!!

BellBeakerNodes

Klokkebægerkulturen

Tilsyneladende er Klokkebæger-kulturen en pudsig fusion af en naturlig videreudvikling af centraleuropæisk landbrugskultur og klare R1b-elementer. Mennesker med Y-DNA-typen R1b L21 optræder som handelsfolk og udforskere i Klokkebæger-området. Med heste og vogne har R1b-folket let kunnet komme omkring.

Ifølge en oplagt formodning findes der ikke noget “klokkebæger-folk”; i området er der et sammenrend af populationer eller folk der handler med hinanden, og som alle drak øl (eller evt. andre drikke) af klokkebægerformet keramik. Men af lig fra klokkebæger-tiden i det nuværende Tyskland har man kunnet tage Y-DNA hos 9 individer, og de var allesammen R1b.

klokkebæger

Klokkeformet krus – typisk for klokkebægerkulturen

I Danmark synes en klokkebæger-kultur at have trængt op i Nordjylland. I det danske område ses generelt store langhuse, forsænket gulv, et tag båret af tunge midterstolper. Kobbergenstande importeres, men kobber forarbejdes også i nogen grad.

Stenalder-kulturen når en sidste forfinelse med meget fint forarbejdede flintstensdolke.

dolktiden2

En smukt forarbejdet flintdolk fra Dolktiden fundet i Danmark

Maykop-kulturen forsvinder – R1b-folk trænger mod vest

I øvrigt er der i perioden 2500 til 2400 f.v.t. tilsyneladende sket noget alvorligt med bæltet af R1b-nomader i området fra Donau-bækkenet i Ungarn og mod øst lige nord for Sortehavet frem til Maikop-kulturen i Kaukasus.

Tilsyneladende bevæger en stor del af R-M269-populationen sig mod vest ind i Centraleuropa og Sydøsteuropa. Grupper der er nært forbundet med den gamle Jamna-kultur optræder nu hos R-M269 langt inde i Centraleuropa med en mere krigerisk og dominerende adfærd end der tidligere er set hos de centraleuropæiske R-M269’ere i Klokkebægerkulturen.

Jamnakulturen og Maikop-kulturen forsvinder til fordel for “Katekomb-kulturen“, der stadig er en indoeuropæisk kvægavlerkultur, men som har træk både fra Stridsøksekulturen i vest og den såkaldte Afanasevo-kultur i Centralasien øst for det Kaspiske Hav der nu opstår, og som er oplagt indo-iransk. Også Katekombkulturen har en indo-iransk forbindelse.

Balkangruppen

R-M269-folket er altså på vej ind i Centraleuropa. En central R1b-gruppe – L21 – søger mod vest ind i Centraleuropa, mens en anden gruppe – Z2103 – og det er især gruppen R-L23 – søger mod sydøst ned i Balkan. Denne sidste Balkan-gruppe skal siden udspalte græske grupper der måske omkring 1200 f.v.t. trænger ned til Det Ægæiske Område og blander sig med den svækkede, men højtstående, helladiske og ægæisk-minoiske kultur. Den nye græske kultur blander ægæernes forfinede kunst med sans for den smukke form (raffineret kunst har aldrig været indoeuropæernes evne) med indoeuropæisk dynamik og krigeriskhed og tendens til konkurrence og rivalisering, og resultatet bliver fra ca. 500 f.v.t. en kulturelt strålende periode i Grækenland – “Klassisk Tid” – inden for filosofi, naturvidenskab, politik og kunst. Interessant nok er R1b ikke specielt dominerende hos nutidens grækere (15,5 %) – her dominerer grupperne J2 og E1b1b som givetvis er ældre end de indoeuropæiske indvandringer.

Haplogroup-R1b-Z2103

Balkan-gruppen  af R1b-invasionen hvor fx grækerne, frygerne og armenierne stammer

 

2.200 år siden

I Centraleuropa: Unetice-kulturen

I Centraleuropa opstår Unetice-kulturen der ikke direkte påvirker Danmark rent kulturelt. Men efter alt at dømme bliver kulturen afgørende vigtig for den senere udvikling i Danmark. Den synes snævert  forbundet med haplogruppen R1b M269 der kommer til rent etnisk at fylde meget i Danmark. Og Den Nordiske Bronzealder-kultur kan være udgået fra Unetice-kulturen.

Det er en bronzealderkultur – i al fald fra ca. 2150 f.v.t.

Sprogstammerne germansk og italo-keltisk kan meget vel (dvs. sandsynligvis) have have rod i Unetice-kulturen.

unetice

Stridsøksekulturen er markeret med gult, mens Unetice-kulturen er markeret med rødt.

Unetice-kulturen har en meget aktiv og kreativ metalbrugskultur – især bronze, kobber og guld, og metalbruget producerer status-symboler til stormænd – våben og smykker. Et høvdingestyre synes etableret.

Kulturen benytter sig af langdistancehandel med bronze, guld, rav og keramik.

Solen og solens bane er en vigtig komponent i  Unetice-kulturens religiøsitet.

De døde begraves på siden med bøjede ben i enkeltmandsgrave, kvinderne på deres venstre side, mænd på deres højre.

I forhold til Klokkebæger-kulturen er der tale om en optrapning af indoeuropæisk påvirkning. Man har tilsyneladende simpelthen taget magten fra lokale ledere. I forhold til den tidligere R1b M269-indtrængen i Klokkebægerkulturen er der flere asiatere i MtDNA’et (kvindelinjerne), og kulturen virker mere direkte inspireret af Jamna-kulturen.

En systematisk migration af R1b-folket begynder i disse århundreder med centrum i Unetice-kulturen.

Den første store migration har som kerne en R-M269-undergruppe der hedder R-L21. Den har indtaget Tyskland i 2500 f.v.t., Holland 2200 f.v.t., England i 2100 f.v.t., Irland 2000 f.v.t. og Iberien 1800 f.v.t. L21 synes nært tilknyttet den keltiske kultur.

R1b-L21

Den første store R1b-invasion mod vest er gruppen R-L21 der især knytter sig til den keltiske kultur.  Skandinavien er ikke særligt ramt af denne tidlige bølge bortset fra Norge og især Island. Det skyldes at norske vikinger tog et ikke ringe antal trælle fra Irland og Skotland, og irere og skotter er i høj grad L21. Kortet viser hyppigheden af “rene” L21-mennesker i dag fraregnet undergrupper af L21 såsom S21 (germanerne) og S28 (italikerne).

Fra 1700 kommer der en ny bølge, nemlig fra en R-L21-undergruppe i Holland og Tyskland der kaldes R-S21 eller U106 som etablerer – eller forbinder sig med – Den Nordiske Bronzealder.

Siden etablerer R1b-folket i Centraleuropa  Urnemark-kulturen der fortsætter i jernalderkulturen Hallstatt der igen fortsætter i den mere forfinede jernalderkultur la Tène. Forbundne italikere og keltere står bag Urnemark og Hallstatt-kulturen.

Ca. 1200 f.vt. trænger italikere (nemlig R-S28 eller U152) ned i Italien og grundlægger Villanova-kulturen. En senere tids latinere ved Italiens vestkyst lige syd for etruskere har rod i denne migration, og grundlægger siden byen Roma hvor Romerriget siden udgår fra. Eftersom den klassiske-græske kultur er trængt frem i Syditalien lige syd for Roma, vil romerne opsuge en meget stor del af det klassisk-græske kulturelle raffinement.

R1b-migration-map

Tilbage til Danmark. Det danske område rammes af flere R1b-bølger, men det er især den del af R1b-gruppen der kaldes R-S21 (eller U106), der massivt ender i Nordsø-området, herunder Danmark hvor over 30 % af nutidens befolkning er R-S21.

I Danmark tilhører intet mindre end 33 % af nutidens danske befolkning R-M269-gruppen (- I Holland og Tyskland er det dog langt mere – 50 %, i Skotland 70 % og i Wales 90 % – og i områder af Irland op til 95 %.

Bemærk i øvrigt – næsten halvdelen af nutidsdanskernes Y-DNA er R1a eller R1, dvs. har rod i proto-indoeuropæerne fra Den Pontisk-Kaspiske Slette nord for Sortehavet (og Det Kaspiske Hav). Det er ca. 48 %. Og grundstammen i den hidtidige befolkning, I1 der var udgangspunktet for Tragtbæger-kulturen, reduceres til at udgøre 33 % af befolkningen. .

For al ædrueligheds skyld: Det er ikke viden at den nordiske bronzealder-kultur kom sydfra eller modtog en folkevandring sydfra. Eller at den er knyttet til en proto-germansk indvandring. Dette er hypoteser der er enkle og har en god forklaringskraft, men beviste er de på ingen måde. Forskerne er ikke enige om hvorvidt R-M269 kom meget tidligt til Europa – måske før R1a – eller hvorvidt de kom meget sent. Man er heller ikke enige om hvornår den gruppe – der udviklede de germanske sprog, herunder dansk – kom til det danske område. Man ved meget, meget lidt om de tidlige germanere ud over at de i al fald var i Skandinavien og Nordtyskland i 5-600-tallet.

Haplogroup-R1b-S21

R-S21 (U 106) er en særlig undergruppe i Y-DNA-gruppen R1b der synes specielt forbundet med germanerne og med Nordsø-regionen. R-S21 udgør formentlig den sidste store migration til Danmark og er meget vel den gruppe der står bag gravhøjkulturen under Den Nordiske Bronzealder. Bemærk at R-S21-gruppen især optræder i Sydskandinavien – i Danmark og Sydnorge. Jo længere fra Nordsøen, jo mindre R-S21. I det nordvestligste Sverige kommer de aldrig.

Dermed er de vigtigste haplogrupper i befolkningen i det danske område til op i 1960’erne, kommet på plads. Det er Y-DNA-grupperne 1a og R1b, ca. lige store, og R1a, der er halvt så stor.

Indoeuropæernes succes som invasiv gruppe

Omtrent halvdelen af den danske genpulje tilskrives altså de indoeuropæiske migrationer som har fundet sted i løbet af de sidste 5000 år. Den samme succes for indoeuropæerne ses mildest talt også andre steder. Man kan undre sig over hvorfor.

Et par bud er:

1) Kombinationen af vogne, heste, kvægavl og tidlig metalbrug med effektive våben giver stor mobilitet og en stor militær fordel, men skaber også store sociale forskelle. Kvægavl er meget mere velegnet til at akkumulere rigdom end korn er. Et overskud af korn giver korn der rådner. Et overskud af kvæg giver endnu mere kvæg. Indoeuropæerne udvikler således en magtfuld overklasse.

2)  Overklasse-individer – som den indoeuropæiske krigergruppe er – indretter sig typisk polygamt og får mange børn.  Desuden har disse individer større social prestige og dermed lettere adgang til at reproducere sig. De nye R1-indoeuropærere får simpelthen flere børn.

3) Indoeuropæerne synes at have et strengt æres- og krigerkodeks der giver stor succes i krig. Dette fremmer ikke kun dominansen, men eliminerer mændene i områder hvor indoeuropæerne indvandrer. De indvandrende indoeuropæere er altså mænd, der forstøder områdets indfødte mænd, og danner par med de indfødte kvinder. Det skal siges at ingen arkæologiske data støtter en krigerisk overtagelse af Danmark, men de indvandrende indoeuropæerne ser ud til både at blive en social overklasse der definerer kulturen og sproget, ligesom de ser ud til især at bestå af mænd.

Det proto-indoeuropæiske ord for ulv, *u̯lkʷos, hedder på dette tidspunkt på præ-proto-germansk nok *wulhwas.

1.700 f.v.t.

(3.700 år siden)

Den Nordiske Bronzealder

Subjektiv bemærkning: Har man en hang til Danmarks fortid, kan man let forelske sig i bronzealderen. Det er dels stadig en meget eksotisk periode der er meget fremmed for vor nutid Religionen er ret ukendt, men det er noget med hieros gamos og solkult-præstinder der danser flik-flak.

Dels er periodens fund, gyldne metalgenstande som Solvognen, lurer og smykker meget smukke. Tidens gravskik – gravhøjene – repræsenterer for mange de klassiske spor af fortiden i vores landskab.

Endelig er der Egtvedpigen, et af fundene fra perioden, jo ret sexet – en 17-årig blondine i et halvt gennemsigtigt snoreskørt. Det er en periode der appellerer til fantasien.

Nordic_Bronze_Age

Den Nordiske Bronzealderkulturs udbredelse

Der er en flydende overgang mellem dolktid og bronzealder i perioden 2000 f.v.t. til 1700 f.v.t. Den nordiske bronzealder dækker det nuværende Skandinavien og det allernordligste Tyskland ned til Hamburg og den vestlige del af den tyske Østersø-region.

Kulturen stammer måske fra en indtrængning sydfra af indoeuropæiske R1b M269-folk fra Unetice-kulturen – først og ikke særligt kraftigt af en vestgående migration af undergruppen L21, der virker som proto-keltere, og siden langt mere massivt af en L21-undergruppe der hedder S21 som sætter sig på hele Nordsø-området, men formentlig i første omgang særligt i Nordtyskland-Skandinavien. Det er proto-germanerne.

Om proto-germanerne er i Danmark allerede ved indledningen til bronzealderen, eller om de foretager en gradvis infiltration, vides ikke. Det er på ingen måde usandsynligt at proto-germanerne er en nordlig del af “Højgravskulturen” (Tumulus culture) lige syd for Danmark, og at den herfra infiltrerer Den Nordiske Bronzealder og fx bringer gravhøj-traditionen med sig. Højgravskulturen er Unetice-kulturens afløser mellem 1600 og 1800 f.v.t. og er kendetegnet ved en gravskik med storhøje over graven.

europa 1500

Et forslag til situationen i Europa fra 2000 f.v.t. til 1500 f.v.t. Kortet foreslår at Den Nordiske Bronzealder er sat i værk af indfødte I1 og R1a-mennesker, og at protogermanske R1b-mennesker holder til i Højgravskulturen i Tyskland-Holland-området

I Skandinavien-Nordtyskland lærer befolkningen hurtigt at lave genstande i guld og i bronze – en legering af kobber og tin. Både tin og kobber må importeres fra fx Tjekkiet (Unetice-kulturens gamle kerneområde), så der er en udpræget international handel i bronzealderen.

Kvæg, pelse og især rav importeres til gengæld.

I den nordiske bronzealder bliver man fremragende til at forarbejde bronze –kobber og guldting er næppe lavet i større kvantitet (i forhold til områdets størrelse) og kvalitet nogetsteds.

Der er stærke kulturelle bånd til det proto-keltiske område i syd (den proto-italo-keltiske “Højgravskultur” der 1600 f.v.t. afløser Unetice-kulturen) og i nogen grad til Trzsiniec-kulturen i Polen og østover – en kultur der antages at have rod i R1a-mennesker og de indoeuropæiske satemsprog – dvs. især proto-baltoslavisk, men måske også thrako-illyrisk. Thrakisk og illyrisk er to i dag uddøde indoeuropæiske sproggrupper der enten er satem-sprog eller stærkt præget af satemsprog. De trænger siden ned i Balkan.

Den proto-germanske dialekt påvirkes stadig på dette tidspunkt en del af både proto-baltoslavisk (givetvis Trzciniec-kulturen) og proto-italokeltisk (Højgravskulturen i Centraleuropa og Frankrig).

Der er ikke tegn på nogen specielt krigerisk aktivitet i Den Nordiske Bronzealderkultur, men det er en udpræget aristokratisk periode med en del handel sydpå.

1.500 f.v.t.

Der opstår et rigt aristokrati. Bagved kan ligge dels den hierarkiske indoeuropæiske sociale struktur, dels de store rigdomme som udenrigshandlen medfører. Det bliver gængs at begrave folk i såkaldte ”storhøje”: Mindst 2 meter høje gravhøje. En trækiste med liget anbringes på jorden, omgives af en ramme af sten, og så bygges der en høj af græstørv omkring kisten med en græskalot øverst. Storhøje kan være op til 7-8 meter høje. Der går snart prestige og rivalisering i storhøj-anlæggene, og intet mindre end 100.000 storhøje etableres i løbet af få hundreder af år. Heraf har 20.000 storhøje overlevet i især Jylland.

Et godt bud er at proto-germanerne – og R1b S21-gruppen – i al fald på dette tidspunkt er ved at trænge ind i Den Nordiske Bronzekultur sydfra og sprogligt tage magten i området.

Det har kulturelle bånd til Højgravskulturen syd for Lüneburg hvor man har samme begravelsesskik. Højgravskulturen er forbundet med keltere og italikere (og måske thrakere og illyrere helt i sydøst) og en ret militær-bestemt ekspansion med anlæggelse af militære forter fx på bakketoppe.

Den såkaldte laktose-tolerans esklarer efter alt at dømme her i bronzealderen i Nordeuropa og formentlig et sted i de indoeuropæiske migrationer. Fra Nordeuropa spreder de nyttige gener sig videre til store dele af det øvrige Europa.

gravhøj

I store træk er Europa dermed faldet “etnisk” på plads. Man kan herunder se et kort over fordelingen af Y-DNA-grupper i nutidens Europa.

Y-DNA_haplogroups_in_Europe

Fordelingen af haplogrupper i nutidens Europa (fraregnet indvandringer fra de sidste årtier)

1.370 f.v.t.

Den 17-årige ”Egtvedpigen” gravlægges i en storhøj nær Vejle. Lidt hår, tænder og negle er bevaret, men især hendes klæder og de brændte knogler fra et mindre barn. Egtvedpigen stammer fra Schwarzwald-regionen i det sydvestligste Tyskland – sandsynligvis fra en proto-keltisk population – Højgravskulturen. Og hun begraves ret præcist som i Højgravskulturen i Centraleuropa. Der er en påfaldende stor udveksling mellem proto-germanerne i Skandinavien og proto-kelterne i Højgravskulturen – i Sydtyskland og længere sydpå.

egtvedpigen_kiste

Egtvedpigens kiste

I 1365 f.v.t. gravlægges “Muldbjergmanden” i en egetræskiste. Han har hue og i en skede lavet af træ et bronzesværd.

klæder - bronze muldbjergdragt

Muldbjergmandens tøj – her uden hue

 1.350 f.v.t. ”Solvognen” lægges i Trundholm Mose på Odsherred i Nordvestsjælland – som offergave. Det er et fint bronze- og guldarbejde af en religiøs figur, solen der trækkes over himlen i en hestevogn. Solen har ret sikkert været fremtrædende i den religiøse forestillingsverden.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Højgravskulturen i Centraleuropa er afløst af Urnemark-kulturen. De døde jordbegraves ikke længere i kister under gravhøje, men kremeres og gravlægges i urner placeret på markerne, heraf navnet. Urnemark-kulturen er mere specifik (proto-)italo-keltisk end Højgravskulturen.

Det må formodes at proto-germanerne på i al fald dette tidspunkt er del af Den Nordiske Bronzealderkultur og ikke Urnemarkkulturen.

Europe_late_bronze_age

900 f.v.t.

I en mose ved Veksø mellem Ballerup og Frederikssund bliver der splittet og ofret  to ret pæne hornede bronzehjelme. Veksø-hjelmene er uden næstebeskytter og derfor sikkert ikke til krigsbrug, men til kultisk brug.

veksø hjelme

Veksø-hjelmene

800 f.v.t.

Brudevæltelurene, noget af det mest imponerende fundne bronzearbejde fra denne æra. Luren er et basunagtigt blæseinstrument til rituel brug.

På denne tid er begravelse i storhøje gået af mode; nu benyttes ligbrænding. Den nye skik stammer givetvis fra Urnemarkkulturen i syd.

Bronse-Lurer-Danmark

Brudevæltelurene

Syd for Den Nordiske Bronzealderkultur dukker Hallstatt-kulturen op, en ret kompleks jernalderkultur tilknyttet proto-keltere og keltere med centrum i Alperne, men den påvirker aldrig direkte kulturen i Norden.

500 f.v.t.

Klimaskifte, jernalderen og germanerne

Der sker tre dramatiske ting. Det subboreale klima ændres til det subatlantiske klima – en smule køligere, men fugtigere. Vådområder som moser trænger frem i Danmark. Bronzealderen afløses af jernalderen. Og kulturen er nu tydeligt germansk.

temp2

Grønlandsisens temperaturer med rød linje sammenlignet med nutidens istemperatur – stiplet linje – fra 6000 f.v.t. til år 1.

Jernalderen varer frem til vikingetiden omkring år 750 eller 800 e.v.t.

Faktisk giver det god arkæologisk mening at regne vikingetiden som en del af jernalderen. Hvis man gør, så rækker jernalderen næsten frem til år 1100.

Bronzebrug forsvinder ikke i tidlig (før-romersk) jernalder. Der laves stadig smykker i bronze, guld og sølv i samme stil som i bronzealderen, men antallet af smykker falder drastisk.

ovn

Skorstensagtig skaktovn fra jernalderen. Den kan skabe varme nok til at rense jernet, men ikke til at smelte det. Det opvarmede jern slås i form med hamre.

Man begynder i stedet at benytte jern og stål, der både er mere lettilgængeligt og langt hårdere og mere velegnet til fx våben og landbrugsredskaber. Men forarbejdning af jern og stål kræver langt højere varmegrader end forarbejdning af bronze, så mere teknologisk avancerede skaktovne er nødvendige. Forarbejdningen i Danmark kræver dels jernholdigt råmateriale – og her har især Jylland en større mængde myremalm – og dels trækul der kan få temperaturen op på over 1200 grader, så jernet kan forarbejdes. Også trækul må produceres.

Jernredskaber og -våben støbes ikke af smeltet jern; det ville kræve varmegrader over 1500 grader som skaktovnene ikke kan levere. Men jernet kan smedes, dvs. det blødgjorte jern bearbejdes ved hjælp af ambolt, hammer og tang.

Først efter år 0 bliver germanerne dygtige nok til jernbrug til at kunne hærde stål.

jernalder huse

Jernalderlandsby. Bemærk indhegningen!

I skandinavisk jernalder opstår nogle vigtige strukturer som vi stadig kender i dag – landsbyer omtrent som vi kender dem, stammeområder og handelspladser. Landsbyerne består af op til 25 huse med et hegn omkring. I landsbyen er der beboelseshuse, værksteder såsom smedjer og forrådshuse.

Beboelseshusene er fortsat langhuse der ligger øst-vest med beboelse mod vest og i øst stald for husdyr om vinteren – der er med til at holde husene varme om vinteren. Man forretter sin nødtørft hvor dyrene gør det – stalden er toilettet. For en stor del af danskernes vedkommende gælder dette til op i 1800-tallet!

Der er brikse langs væggene, hylder til ting og forråd under loftet, ildsted i midten, hul i det stråtækte tag til røgen og masser af dårlige lugte og ikke mindst røg indenfor. Lungesygdomme synes normale. Manden tager sig af det tunge arbejde i landbruget, mens kvinderne passer børn og væver og syr tøj.

Flere af disse elementer fortsætter til op i Middelalderen, ja, op til Renæssancen.

jernalder hus

Jernalderhus

Omkring landsbyen ligger indmarken hvor korn dyrkes. Uden om indmarken ligger udmarken hvor husdyr græsser. Længere ude ligger overdrevet med enge og skove hvor der også kan hentes ressourcer (fx træ). Om aftenen hentes husdyrene hjem, så deres afføring kan bruges som gødning på indmarken.

De ældste landsbyer som vi har i dag, opstår i perioden. En landsby har som regel en ledende storbonde, og storbondens gård bliver stadig større gennem jernalderen. Befolkningstallet og størrelsen på landsbyerne stiger.

Landsbyerne er i øvrigt ikke stedfaste. Efter et par hundrede år flyttes landsbyen nogle hundreder meter når jorden omkring er ved at være udpint. Typisk rykker landsbyen rundt inden for samme felt på måske 1 kvadratkilometer.

De forskellige landsbyområder sluttes sammen til stadig større enheder – stammer – ledet af en høvding eller måske endda en konge. Sammenslutningen i større stammer foregår ikke altid med fredelige midler.

Befolkningen er skarpt inddelt i tre grupper:

1) Overklassen – dvs. konger, høvdinger og storbønder og deres følge – der stammer fra særlige fornemme og rige familier. Der er typisk 1, højest 2, storbønder i en landsby, og de kan have op mod 30 kvæg.

2) Middelklassen der er de frie bønder. De ejer selv deres jord og ting, men har langt mindre kvæg end storbønderne.

3) Trælle, dvs. slaver, der er at betragte som husdyr og helt underlagt ejernes kommandoer. De stammer typisk fra krigsfanger, men børn af trælle bliver også el trælle.

Akkurat samme inddeling ses i øvrigt hos fx kelterne.

En hær ledes typisk af en høvding der er ”general” og har et følge eller en hird af officerer fra stammens storbondefamilier. De optræder fx som en gruppe ryttere. De frie bønder optræder som fodfolket, og der er måske en 900-1000 fodfolk i en hær. Fodfolket stiller selv op med sværd, spyd og hjelm. Trællene optræder ikke i krigen udover som dem der bliver taget til fange og dermed mister deres frihed.

Germanernes kultur er efter alt at dømme temmelig krigerisk. Unge mænd trænes i kamp fra en tidlig alder, og erhvervelsen af et skjold og et spyd hører tilsyneladende til overgangen fra barn til mand. Til gengæld ses det som en stor vanære hvis en mand mistede sit skjold og sit spyd. Krigermod, ære og prestigiøse genstande er vigtige størrelser for germanerne. Men fordi den germanske kultur er krigerisk, er den ikke nødvendigvis aggressiv.

I løbet af jernalderen opstår efterhånden handelspladser med beboelseshuse – de første ansatser til handelsbyer.

Det proto-germanske sprog opstår mellem år 500 f.v.t. og år 100 f.v.t. med en række lydforskydninger der kendetegner germansk og kun germansk. Fx omdannes k på proto-indoeuropæisk til h, sådan at korn- bliver til horn-, kan-/kun- bliver til hund. Og p omdannes til f, og t til d, sådan at pater bliver til fader, og ped-/pod- bliver til fot og fod. Danmark bliver dermed del af sit helt eget sprogområde.

Et teksteksempel på rekonstrueret proto-germansk:

Mînôn þurpam ist en dalê rîþes Græwaferþôz. Umbi þurpê sindmanaganz bergôs. Ja ezumes ne weidanz til marê. Þengahûsam ist uber þurpê en widê. Weitagôn bûwiþi auk en þammu widê. Under þurpê bi lagu bûwiþi smiþaz medi hîwê sînin.

De protogermanske tal fra 1 til 10 er som følger: ains, twa-, þreis, fidwōr, fimf, sehs, sibun, ahto, niun og tehan.

Det præ-proto-germanske ord for ulv, *wulhwas, hedder på proto-germansk *wulfaz.

Germanerne udspringer fra det nordiske bronzealderområde og trænger fra jernalderens begyndelse mod syd og dækker snart Holland og størstedelen af Polen og Tyskland.

Germanic_tribes_(750BC-1AD)

Udbredelsen af de germanske stammer. Det røde område er hvor germanerne er før 750 f.v.t. Det orange område viser hvor de er nået til år 500 f.v.t. Det gule område hvor de har nået år 250, og det grønne hvor de har nået ved år 1.

Germanerne kan nu betragtes som ét folk sprogligt og efter alt at dømme også kulturelt og i selvforståelsen.

Germansk religion

De har haft samme religion, en version af vikingernes asatro med Odin og Thor – eller som de gamle germanere kaldte dem Wodanaz og Donar – som hovedguder, mens himmelguden Tiwaz og frugtbarhedsguden Nerthus er gledet mere i baggrunden. Tiwaz – der på nordisk efterhånden hedder Tir eller Tyr – bliver snævert fornundet med kongens eller høvdingens funktioner, nemlig krig og retshåndhævelse, men i al fald i vikingetiden er han blevet sekundær. Det samme med Nerthus = Njorðr  hvis funktioner efterhånden overtages af sønnen Frej/Frøj (gud for afgrøder, landbrug, velstand og frugtbarhed sådan generelt) der til gengæld er ret fremtrædende.

Donar/Thor er en kosmosgud – gud for klimaet, afgrødernes gode betingelser, den gavnlige samfundsorden. Overguden Wodan(az)/Odin er helt speciel. Stammen i navnet, Wod- eller Wodan-, er det samme som tysk Wut, dvs. raseri, så Wodan er ekstasens gud – gud for shamanistisk magi, for indsigt vundet herigennem, gud for krigsmodets rasen. Religionen dyrker dette at dø i krig som særligt fint, og menneskeofring forekommer. I moseområder – såsom Danmark – er mosen et overgangssted mellem denne verden og den åndelige verden, og der forekommer en del moseofringer. Også træer kan være hellige, ligesom visse gravhøje der kan tjene som ”vihaz” eller ”vi” – enten små templer eller markerede åbne steder. Disse kan senere udvikle sig til handelsbyer – fx Viborg (oprindelig Vi-berg) og Odense (oprindelig Odins-vi).

Hos nordgermanerne kendes  en praksis om vølver, som er en slags kvindelig shaman knyttet til guinden Freya. Vølven er en ældre kvinde der har et følge af yngre kvinder. Vølven bærer en stav og kan på rituel vis bringe sig i ekstase og komme med varsler. Vølven og hendes følge vandrer omkring, tager sig godt betalt og har en høj status. Denne tradition med kvindelige shamaner har antagelig en del ælde og kan sagtens have været fællesgermansk.

Germanernes fælleskultur har formentlig ligget ret tæt på det der senere kendes fra vikingernes kultur: Man dyrker klanen og klanens ære, krigsmod og det at dø i krig for klanen eller stammen – og dybest set for Wodanaz/Odin. Samfundet er hierarkisk, og særligt fine storbønder, høvdinger eller konger er omgivet af et følge – hirden – der skylder deres leder ubetinget loyalitet og til gengæld får del i krigsbytte.

Germanerne har særlige rådsforsamlinger – folkeråd eller ”ting” – hvor retslige tvister afgøres, beslutninger om krig og fred afgøres, og hvor høvdinger og konger kan vælges. Tingene er principielt demokratiske (mellem våbenføre mænd), men deltagelsen af en stormand eller høvding med en hird gør at nogle har mere at sige end andre. Desuden betyder særlige prestigiøse genstande meget for germanerne hvad enten det er særlige sværd, økser, skjolde, ringe osv. Disse genstande kan få deres eget navn, de tillægges en særlig kraft eller ære, og man kæmper om at erhverve dem.

Juridiske og moralske regler er mundtlige og baserer sig på udenadslære. En væsentlig juridisk enhed er efter alt at dømme slægten hvis forpligtelse det er at sætte retten igennem når et medlem af slægten får krænket sin person eller sin ejendom. Slægten hævner krænkelser og drab, og slægten bestemmer i høj grad hvem der optages i slægten, altså hvem man ægter.

Derudover går germanerne op i landbrug i landsbyerne – kvægbrug bliver stadig mere benyttet gennem jernalderen – og i at handle. Germanerne udvikler tillige et skriftsprog – runer – under inspiration af bl.a. de latinske bogstaver. Runer skrives ikke på papir eller pergament, men ridses eller hugges i træ eller sten.

klæder jern

Klæder fra den første del af jernalderen

400 f.v.t.

Tollundmanden ofres til guderne i årene lige omkring år 390 f.v.t. samtidig med at Sokrates lever i Grækenland. Tollundmanden kvæles ved hængning og sænkes i en mose i Bjældskovdal 10 km. vest for Silkeborg hvor to andre moselig også er fundet – Ellingkvinden og et lig der ikke er bjerget. Tollundmanden hører til oldtidens bedst bevarede lig overhovedet. Hans forhistorie kendes ikke. Et enkelt spor antyder han var kvægtyv.

Tollundmanden

Tollundmanden

 

200-tallet

Rom ekspanderer

Latinernes bystat Roma i det centrale Italien underlægger sig først den italienske halvø og siden det sydvestlige Middelhavsområde idet den fønikiske bystat Carthago erobres. Romerne har en hyper-effektiv militær disciplin og får snart kontrol med hele Middelhavsområdet. Den klassiske kultur udviklet af bl.a. grækerne inden for kunst, arkitektur, naturvidenskab og politisk struktur opsamles i Rom.

Der er et kulturelt tab forbundet med den enorme romerske ekspansion. Kelterne  også kaldet gallerne – kernen i den sene R1b-invasion af Centraleuropa med en ganske forfinet jernalderkultur og dominans i store dele af Europa fra Spanien over Frankrig, Storbritannien, Norditalien, Schweiz, Østrig og Tjekkiet, bliver reelt udslettet som kultur. Den keltiske kultur – og det keltiske sprog – overlever kun i lommer i især det britiske område (Irland, Wales, Skotland osv.)

År 100 f.v.t.

Kimbrerne og teutonerne

I ca. 115 f.v.t. – eller lidt før – sker der en større folkevandring fra Danmark mod Romerriget. Kernen er stammen kimbrere som romerne generelt har sat i forbindelse med Jylland. Der kan være en sproglig forbindelse til landsdelen Himmerland syd for Aalborg. Hvis det er tilfældet, er kimbrerne udvandret før de germanske lydforskydninger sætter ind og ændrer k i forlyd til h, det som siden gør at Himmerland er med H og ikke K.

Sammen med kimbrerne knyttes en anden stamme, teutonerne, der sprogligt godt kan forbindes med den nordjyske landsdel Thy – men *theudo betyder også generelt “folk” på protogermansk, og folkebetegnelsen deutsch – dansk tysk – kommer af samme ord. Teutonernes oprindelse er helt ukendt.

Kimbrerne og teutonerne tager en lang og indviklet rute gennem Europa og opsamler givetvis en del folk hvorefter de ender i Norditalien og spreder betydelig frygt. De romerske ledere, konsulerne Marius og Catulus, står i spidsen for større romerske hære og bekæmper kimbrerne og teutonerne i Slaget ved Aquae Sextiae og Slaget ved Vercellae. Ifølge historikeren Plutarch skal 120.000 af germanerne være dræbt (herunder begået selvmord), mens 50.000 gøres til slaver. Disse tal kan være overdrevne, og en gruppe overlevende kimbrere synes at vende tilbage til Jylland.

Hændelsen får ikke de store konsekvenser, men er et forvarsel om germanernes militære styrke og de folkevandringer der snart vil følge.

kimbrere

Kimbrernes og teutonernes færd gennem Europa.

Der er en fortælling om at kimbrerne skænker den romerske leder et fornemt kar. Samtidig har man fra denne tid i kimbrernes formodede hjemland, Himmerland fundet Europas største sølvgenstand overhovedet fra denne tid, nemlig Gundestrupkarret med en diameter på 70 cm, med både keltiske og thrakiske motiver. Gundestrupkarret kan være frembragt i det rumænske område som kimbrerne kom forbi på deres snørklede rute, og det kan være bragt hjem af kimbrerne, efter et tilsvarende fad blev givet til Rom.

Silver_cauldron

Gundestrupkarret fundet nær Års i Himmerland, et formidabelt sølvkar med både keltiske og thrakiske religiøse motiver.

År 1 

Romersk Jernalder

Den italiske stamme, latinere, har altså grundlagt en kæmpemæssig civiliseret stat, Romerriget, der efterhånden har opsluger de keltiske områder i England, Spanien, Frankrig og Sydtyskland. Lokale, folkelige variationer af latin fortrænger efterhånden helt de keltiske sprog i Spanien og Frankrig.

Omkring hvor tidsregnings begyndelse forsøger kejser Augustus at udvide Romerriget helt op til den tyske flod Elben nær det nuværende Hamburg, men germanerne slår romerne i et mægtigt slag, ”Varus-slaget”, år 9 e.v.t. i ”Teutoburger-skoven” ved Kalkriese nord for Osnabrück hvor 20.000 romerske legionærer dræbes. Eftersom romernes storhed er grundlagt på deres militære disciplin og dygtighed siger dette noget om germanernes militære brillians – eller dødsforagt. Og den romerske ekspansion mod nord er bremset.

Roman provinces at the time of emperor Trajan

Romerriget – med gult – under sin maksimale udbredelse under kejser Trajan

Den germansk-romerske grænse går tværs gennem det nuværende Tyskland – byer som Köln og Augsburg er fx oprindelig romerske militæranlæg lagt ved grænsen. Efter år 0 = Romersk Jernalder er der en del handel mellem germanerne og de romerske militærposter. En romersk kantinevært eller krovært hedder på latin en ”caupo” som ofte følger med de romerske legionærer. Germanerne handler så meget med og gennem disse caupoer, at verbet ”kaupan” på germansk kommer til at betyde ”købe” – og ordet har udviklet sig videre til fx dansk købe,  tysk kaufen, engelsk cheap (af “et godt køb”).

100 e.v.t.

I Romerriget er der ved at komme ufredelige tider ved grænsen mod nord. Germanske grupper ledet af en germansk general stiller sig til rådighed for romerne som militær beskyttelse. Romerske fund i Østsjælland, særligt Himlingøje syd for Køge – antyder at måske også sjællandske høvdinger optræder som romerske lejesoldater. I den næste tid bliver Romerriget stadig mere afhængig af germanske krigere.

germansk kriger

Typisk germansk kriger fra romersk jernalder.

I Skåne ca. 5 km. syd for det nuværende Lund optræder Opager nu som et vigtigt centrum i Jernalderen med masser af fund. Opager ligger dermed få km. fra Skåne-landenes tingsted – hvilket næppe er et tilfælde.

ingvaeonisk

Fordelingen i de primære germanske dialekter

På dette tidspunkt har der udviklet sig 5 markante dialekter i germansk. I det nuværende Sjælland, Sverige og Norge tales der nordgermansk, en ret konservativ dialekt. Ved Nordsøens østbred – Jylland og området syd for ned til og med Holland tales der ingvæonisk. Syd for dette område tales der istvæonisk. Øst for dette område – store dele af det nuværende Tyskland, Tjekkiet og Polen, tales der irminonisk. Og øst herfor tales der østgermansk.

klæder 100-tal

“Huldremosekvinden” er et moselig fra ca. 95 e.v.t. Her er en rekonstruktion af hendes tøj

200-tallet e.v.t.

hest

Fundet i Illerup Ådal fortæller hvordan jernalder-rytternes heste var udstyret.

Der ofres et stort antal våben i Illerup Ådal der var et daværende system af søer ved Skanderborg. Det er seletøj til heste, sværd, skjolde osv. Våbnene stammer fra en hær på ca. 1000 mand der sandsynligvis kommer fra Vestnorge, og som invaderer Østjylland, taber og får deres våben smadret og ofret.

I det hele taget er der en del våbenfund fra større slag i 200-tallet i Jylland og Fyn.

illerup ådal

Lille udsnit af våbenfundet i Illerup Ådal

Den tidlige plov – arden der er en pæl der ridser ned i jorden – afløses nu af muldfjæls-ploven med et plovskær der kan vende jorden. Hermed kan fx de tunge, lerede jorde i fx Østjylland nu også opdyrkes.

muldfjæl

Muldfjælsploven

Man dyrker nu også rug og hør, har katte og høns som husdyr og bruger river, nøgler og spejle.

Bukser vinder frem som mandebeklædning (før brugtes kofter).

vikinge_modeshow_110

I romersk jernalder trænger bukserne frem som mandebeklædning. Tøjstilen her holder sig op i vikingetiden.

Ligbrænding er stadig hovedreglen, men det bliver igen stadig mere gængs med jordbegravelse nu simpelthen lagt i jorden uden bygningsværker over graven. Denne begravelsestradition holder sig i virkeligheden frem til i dag hvor ligbrænding atter er begyndt at tage over igen.

Runer bliver mere hyppige. Gudme-området på Sydfyn er nu magtcentrum. Gudme – måske = Gudernes Hjem – er en kæmpelandsby på 50 gårde, mens høvdingen/kongen bor i en hal på næsten 50 meters længde.

Asatroen, den særligt nordiske version af den germanske religion med Odin, Thor, Frigg, Freja, Balder, Loke, jætter osv. er i al fald i denne periode dukket op. Dyr og nogle gange mennesker bliver ofret for at sikre gudernes goodwill, man tager varsler, bruger magi og såkaldt ”sejd” – dvs. en person, især en kvinde – vølve eller sejdkone – bringes rituelt i ekstase, mens der synges sange. I ekstasen kommer vølven i kontakt med det åndelige og kan dermed helbrede, modtage varsler osv. Sejd er formentlig en urgammel, shamanistisk praksis med rod i Asien.

300-tallet e.v.t.

Folkevandringstiden

Romerriget bliver kristent i 300-tallet.

Østfra begynder slaverne så småt at trænge mod vest, og germanske stammer sættes i bevægelse. Det eskalerer da hunnerne – vist et tyrkisk folk – også presser på fra øst. De østgermanske stammer (fx østgotere,vestgotere og burgundere) flytter sig først og kommer de mærkeligste steder hen – fx Krim-halvøen – før de drager mod vest og sætter sig i Norditalien og Spanien. Også irminoniske stammer bevæger sig – langobardere osv. Romerriget spaltes i sydøst – Østromerriget – og nordvest – Vestromerriget, og det sidste svækkes. Germanerne optræder som lejesoldater og generaler for vestromerne, men germanske stammer invaderer også imperiet.

400-tallet e.v.t.

Germansk jernalder

(Europæisk Middelalder)

Romerrigets undergang

I 476 e.v.t. afsættes den sidste vestromerkejser i Vestroms hovedstad Ravenna af Odovakar, lederen af østgermanske lejetropper i Rom, og Odovakar – eller Odoacer – tager selv kejsertronen. Efter et år kalder han sig kun konge for ikke at provokere den østromerske kejser. Odovakar støttes af det romerske senat og regerer Vestrom som kejserne, men kommer i krig med den østgermanske konge, Theoderik den Store af Østgoterriget. I 493 slutter de to fred, og under en fest hæver Theoderik en skål for freden og kløver Odovakar.  Nu regeres Italien af østgoterne, og germanske stammer styrer forskellige afsnit af det gamle Vestromerrige..

En stærk germansk stat er Frankerriget ved Rhinen ledet af Chlodowech fra “merovingerdynastiet”. Kernen i Frankerriget er stammer der taler istvæonisk der i dag er blevet til hollandsk/flamsk, men frankerne fra Rhinlandet samler hele det nuværende Frankrig, Holland-Belgien og dele af Tyskland.

Befolkningen i det sydvestlige Frankerrige taler en latinsk (romansk) dialekt der bliver til fransk, og den irminoniske befolkning i øst taler en dialekt der bliver til højtysk.

Nord for Merovinger-rigets nordgrænse bor sakserne og friserne der taler en ingvæonisk-germansk dialekt og er ikke-kristne. Nord for sakserne op i Jylland bor anglere og jyder der synes ret beslægtede med sakserne.

meroving

Merovingernes Frankerrige.

Middelalderkulturen

I Frankerriget forenes katolsk kristendom og romersk og germansk kultur til den såkaldte ”middelalderkultur”. Frankerriget får samme religion som Romerriget – katolsk kristendom under paven i Rom – og paven allierer sig simpelthen med den frankiske konge eller kejser. Også det senromerske administrationssystem overtages, fx med en kansler (cancellarius) der leder et kancelli, og Romerrigets sprog, latin, bliver både kirkens sprog, administrationens sprog og undervisningens sprog i Frankerriget og heraf inspirerede riger som siden det danske.

Set fra et naturvidenskabeligt perspektiv er Middelalderen en parentes, en død tid, hvor oldtidens videnskabelige erkendelser i det græsk-romerske område går i stå. Til gengæld nedfryses udviklingen kun. Erkendelserne gemmes og kopieres i fx de kristne klostre der billedligt fungerer som frysebokse. Og i Renæssancen – i 1400-1500-tallet – fryses disse erkendelser så at sige op, og der udvikles videre på dem.

aristotel

Det Aristotelisk-Ptolemæiske Verdensbillede stammer fra det andet århundrede e.v.t. og blev ikke anfægtet i Europa op gennem Middelalderen.

I Oldtidens græsk-antikke kultur opstår det “aristotelisk-ptolemæiske” verdensbillede. Jorden sidder i verdens midtpunkt. Omkring Jorden kredser et sindrigt system af krystalkugler hver med et himmellegeme fastgjort. Inderst drejer månens sfære, uden for denne Merkurs sfære, så Venus’ sfære, så Solens sfære, så Mars’ sfære, Jupiters sfære, Saturns sfære og endelig “Zodiakkens sfære” med alle stjernerne og de stjernebilleder de danner.

Alt i verden er dannet af 4 elementer – jord, vand, luft og ild – hvilket i menneskekroppen modsvares af 4 legemsvæsker – gul galde, sort galde, blod og slim. Personlighedstyper skabes af ulige fordelinger blandt disse legemsvæsker, og det samme med sygdomme. Dette verdensbillede anfægtes ikke grundlæggende op igennem Middelalderen – først fra 1400-tallet og frem sker der udviklinger.

Angelsakserne erobrer Britannien

Efter Romerrigets magt bryder sammen i Britannien, rykker germanerne derover. Det er ingvæonske stammer – jyder, anglere og saksere. Anglerne bor i Sønderjylland op til Kolding Fjord, jyderne ovenfor og sakserne nedenfor. Tilsammen kaldes indvandrerne for ”angelsaksere”, og de danner 7 angelsaksiske riger i Britannien/England. Det sker i 400-tallet. Den ingvæonske dialekt udvikler sig siden til sprog som engelsk, frisisk og plattysk/nedertysk (saksernes sprog).

Danerne i det danske område

Der sker samtidig en vis affolkning af først Midtjylland, siden Sønderjylland og Als. Til gengæld rykker nordgermanere fra Sjælland og Skåne ind i jydernes og anglernes område. Det kan meget vel være et stammeforbund der kaldes Dan eller danerne. Navnet kendes fra 500-tallet. Hermed tales der nordgermansk i Jylland-Fyn, Sjælland og Skåne.

Guldhornene fra Gallehus

Guldhornene fra Gallehus. I Gallehus nær Tønder ofres der to større guldhorn. De har en indskrift på nordgermansk (urnordisk): Ek LewagastiR HoltijaR horna tawido: Jeg, Lægæst af Holts slægt (eller ”fra Holt”), frembragte hornet. Så i al fald på dette tidspunkt tales der nordisk i Sønderjylland – i anglernes gamle område. Det kan også transkriberes: : Ek Lewagastiz Holtijaz horna tawido. Runen i slutningen af Lewagasti_ holtija_ betegner en lyd der er ved at ændre sig fra stemt s (z) til et rullende r. Det store R betegner en lyd lige i overgangen mellem de to lyde.

Det protogermanske ord for ulv, *wulfaz, er således ved at ændre sig til *wulfaR.

guldhorn

Rekonstruktion af guldhornene fra Gallehus. De oprindelige blev stjålet og smeltet om.

Datidens nordgermanske fællessprog kaldes også urnordisk. Det ligger ret tæt på proto-germansk.

Et markant træk i urnordisk er at j- i forlyd forsvinder: Protogermansk adjektivet jungaz > ung), ligesom w forsvinder foran o og u: Protogermansk wurmaz, wurmiz > gammeldansk orm.  Derfor bliver det ord vi følger, ordet for ulv, ændret fra tidlig urnordisk wulfaR* og wulafR til ulfR, idet den såkaldte stammevokal (a’et) også forsvinder. Dermed kan ordet ulfR siden udvikle sig til olddansk (og oldnordisk) ulfr. De øvrige germanske sprog har en parallel udvikling hvor stamme-vokalen og siden nominativ-endelsen også forsvinder, men ikke det første w: Oldengelsk og oldsaksisk wulf, oldhøjtysk wolf, sjovt nok senere engelsk wolf og senere højtysk Wulf.

500-tallet

Biskop Gregor af Tours i Frankerriget beretter om Chochilaicus – konge for geaterne – der angriber friserne ved Nordsøkysten og dræbes under et flådeangreb. ”Geater” kan sagtens være en jysk samme. Det angelsaksiske heltekvad om Beowulf beretter om en jysk konge, Hygelac der falder i Frisland. Sandsynligvis er kong Chochilaicus og kong Hygelac en og samme figur – Huglaik eller Hugleik – og den første konge fra det danske område der er nævnt.

Det allerførste Dannevirke anlægges ved Danmarks sydgrænse i form af jordvolde.

Magtcentret Tissø

Stormandsgården Kalmargården ligger ved Danmarks 4. største sø, Tissø på Vestsjælland. Tissø – sikkert opkaldt efter guden Tiwaz eller Tyr – virker som et vigtigt sted langt tilbage og kan være en hellig sø. Stormandsgården – nok 48 meter lang – bliver i al fald fra ca. 550 et magtcentrum og handelssted. Fra Storebælt kan man sejle til landsbyen ved Tissø via Halleby Å der fortsætter ud i søen. Stormands-anlægget ved Tissø vokser i størrelse til op i 1000-tallet. Sidenhen ejer den midtsjællandske Hvide-slægt vigtige områder omkring Tissø. Det er ikke fuldkommen umuligt at den middelalderlige Hvide-slægt simpelthen er udgået fra jernalderens Tissø-slægt.

tissø

Rekonstruktion af høvdingegården i Tissø

Se også denne fine animation af Tissø-anlægget

 

Magtcentret Lejre

En parallel til Tissø er Gammel Lejre, en landsby ved Lejre Å 4 km. før den i nord udløber i Roskilde Fjord. Gården Fredshøj nordvest for byen har i dag en mark hvor der er fundet en stormandsgård fra ca. 500 e.v.t. på i al fald 47 meters længde, og 7 bygninger hører til her. Omkring år 600 rykker stormandsgården en halv km. mod syd til en mark tilhørende Mysselbjerggård. Her var stormandsgården først 45 meter lang, siden hele 61 meter og fungerede til noget op i 900-tallet. Lejre er formentlig både et kultsted, en markedsplads, et værkstedsområde og et magtcentrum.

Lejre ved Mysselbjerggard

Rekonstruktion af kongsgården ved Mysselbjerggård ved Gl. Lejre

Uafhængigt af disse fund er der til op i historisk tid legender om ”Lejre-kongerne” – den samlende kongeslægt for danerne, Skjoldungerne, der skal have holdt til i Lejre, og som det senere Jellinge-dynasti skal være udgået fra. Her er fx Roar, hans sønner Halvdan og Helge Søkonge, Helges søn Rolf Krake, dennes svigersøn Fridlev, sønnen Frode den Gavmilde/Fredegod, sønnen Ingjald og den mægtige Harald Hildetand.

Det er bestemt ikke umuligt at Lejre nu er basis for Sjællands høvdingeslægt, og at disse høvdinge har brugt titler som ”jarl” eller ”konge”. En konge er kåret på et landsting som leder af landets militær, retsvæsen og kult, eller om man vil som tingets udøvende magt. Kongetitlen er højprestigiøs, og en konge stammer fra en særlig “hellig” slægt, dynastiet, der i germanernes kulturkreds formodes at stamme fra guderne – ikke mindst fra Odin. Da skandinavernes konger siden bliver kristne, legitimeres dynastiets forrang ved at blive tilknyttet en helgen.

En jarl er oprindelig en stormand eller høvding med regional magt, og som ikke er konge. Efterhånden betyder “jarl” at man ikke er konge, eller er underlagt en konge, men ellers har personen maksimal magt. Måske har jarlen ligesom kongen også haft religiøse beføjelser, altså en lokal kultleder. En minikonge, simpelthen.

En jarl kan sammenlignes med den højeste adelstitel – fx en hertug. I Danmark afløses jarl-titlen af hertug-titlen i den tidlige Middelalder.

Det er heller ikke umuligt at nogle af de stærkeste ”Lejre-konger” kan være anerkendt som konge hos alle danerne, men nogen fasttømret, institutionaliseret statsmagt er der næppe tale om.

I 500-tallet er der nu yderst få krigsbytteofre i Danmark om nogen overhovedet. Det er åbenbart fredelige tider. Denne fred er formentlig et tegn på en ny centralmagt i Danmark.

600-tallet

I danernes område – Jylland-Fyn, Sjælland og Skåne – er der øget handel med øvrige germanere – særligt med angelsakserne i England, men også med frankerne i syd. De skandinaviske både får nu lodret køl og små sejl. Efterhånden bliver sejlene større.

I landsbyerne begynder gårdene at blive større og blive indhegnede. Der er tegn på en mere udpræget privat ejendomsret i de danske gårde. Familierne har nu køkkenhaver og frugthaver på deres jord.

Urnordiske dialekter

Urnordisk deles i dialekter. Der opstår en ”østnordisk” dialekt pga. lydændringer der har rod i Danmark og spreder sig til det svenske område, fx at diftonger som ei bliver til e, og au bliver til ø. Herfra udgår siden svensk og dansk. Det urnordiske der ikke får disse ændringer, kaldes ”vestnordisk”. Men det er indtil videre dialektforskelle. Reelt er det først i og med middelalderen i 1100-tallet, at nordisk bliver til helt separate sprog som dansk, norsk og svensk.

Opager i Vest-Skåne bliver et stadig mere fremtrædende magtcentrum.

Germanernes broderfolk i øst – slaverne – begynder at trænge ind fra øst fx som sorbere eller vendere, polakker og tjekker.

700-tallet

Danernes første handelsbyer/handelspladser anlægges: I Sønderjylland Ribe og Hedeby, i Østjylland Århus. Ribe er grundlagt mellem 704 og 710. Der har selvfølgelig været handelsplader før da, men de nævnte er permanent beboede. Det er forskellen. Allerede så tidligt som 725 (eller før) er der søhandel mellem Norge og Ribe, så skandinavernes langture med sejlskibe – vikingeskibe – er altså allerede begyndt på dette tidspunkt.

slistorp

Fæstningsanlægget Dannevirke ved Hedeby får i 737 de første træpalisader og en kampestensmur. Ganske tæt på – ved Sli-fjordens nordkyst – er der fundet adskillige vikingehuse der svarer til en bosættelse med ca. 200 hustomter og en størrelse på ca. 14 fodboldbaner. På kortet ovenfor er den markeret med tre prikker og ligger nær Fysing Ås udmunding i Slien. Det kan være en dengang omtalt by kaldet Slistorp som blev betragtet som de danske kongers magtcentrum. Udbygningen af Dannevirke kan være sket herfra. Etableringen af den egentlige handelsby “Haithaby”, også kaldet Haddeby eller Hedeby, kan være sket med Slistorp som udgangspunkt, men Hedeby etableres lige syd for Slien og er noget større end Slistorp – ca. 50 fodboldbaner. Slistorp kan være en fyrstebase i stil med Lejre, mens Hedeby er en handelsby i stil med Ribe.

ribe_tegning_large

Det allertidligste Ribe – Danmark første handelsby

I 726 anlægges Kanhavekanalen – en kanal tværs over Samsø – hvilket tyder på en stærk centralmagt.

Sammenfattende: Vigtige magtcentre er Lisbjerg nær Århus, Tissø på Vestsjælland nord for Slagelse, Gammel Lejre mellem Midt- og Nordsjælland nær Roskilde samt Opager og i nogen grad Dalby i det vestligste Skåne.

Tidligt i århundredet besøger en angelsaksisk biskop den danske kong ”Ogendus”, måske Angantyr. Kristen mission er begyndt i Danmark, åbenbart med danerkongens tilladelse.

De danske lande og tingsteder

Danerne behersker tre såkaldte lande – Jylland (herunder Fyn), Sjælland (herunder Lolland-Falster) og Skånelandene (herunder Bornholm) – der hver hvert sit retssystem med centrum i et tingssted der er et gammelt helligsted – et vi. For Jyllands vedkommende er tingstedet Vibjerg – siden byen Viborg. Det ligger i midten, mente man. Fra Vibjerg går en væsentlig transportvej – Hærvejen – mod syd ned gennem Jylland ned til Dannevirke. Siden spaltes Jylland, sådan at Nørrejylland har Vibjerg/Viborg som tingsted, mens Sønderjylland syd for Kongeåen og Kolding Å og Fjord har Urnehoved nær Åbenrå nær Hærvejen som tingsted.

hærvej1

Hærvejen

For Sjællands vedkommende er tingstedet Ringsted der også ligger i midten og er et helligt sted. Og for Skånes vedkommende er det gravhøjen Lerbækshøjen hvor det senere Lund anlægges få kilometer nord for Opager. Dette tingsted ligger ikke i centrum i sin landsdel som Viborg og Ringsted, men helt i vest nær Øresund. Man fristes til den tanke at Lerbækshøjen (eller evt. oprindelig Opager) er valgt fordi det er midtpunktet i det samlede område Sjælland-Skåne – Danernes oprindelige land? Hvis denne vilde hypotese er sand, er nutidens Lund det allerførste Danmarks centrum.

lerbækshøj

Lerbäckshög ved Lund

En konge skulle vælges på alle tre landsting – Vibjerg, Ringsted og Lerbækshøjen/Lund – for at blive konge for alle danerne.

Også de enkelte byer har deres ting – eller bystævner – ved en rund kreds af sten midt i byen. Beslutningstagerne er landsbyens frie bønder (dvs. ikke slaver, kvinder, børn og husmænd), og bystævnets beslutningerne handler om konflikterne bønderne imellem og angående landsbyens landbrug der er et kollektivt anliggende – en sag for landsbyfællesskabet. Hvornår skal man så, pløje og høste, hvor meget kvæg må hver bonde havde gående på de fælles græsningsområder osv, hvilke bøder skal man have for at overtræde reglerne osv. På omgang er en af bønderne en formand for bystævnet. Formanden kaldes en oldermand.

Der findes også større administrative enheder kaldet herreder der først kendes som betegnelse i 1000-tallet, men givetvis er ældre – i al fald fra vikingetiden, sikkert ældre. Herreder er større, stammeagtige områder der især kendes fra Sjælland og Skåne; i Jylland-Fyn bruges tilsyneladende udtrykket bygder, men herred-systemet kommer også her i Middelalderen. Også herrederne har deres ting-steder. De forsvinder først som administrative enheder i 1919.

Pres fra frankerne

Frankernes konge, Karl den Store, underlægger sig saksernes område syd for Dannevirke og tvangskristner sakserne der. En dansk høvding, Holger ”Danske”, slutter sig til Karl den Stores hird og får siden et fransk heltekvad om sig (Chevalerie d’Ogier). I Danmark giver kong Sigfred saksiske flygtninge sin beskyttelse.

frank 800

Europa omkring år 800 hvor frankernes konge, Karl den Store, lader sig krone til kejser.

800 e.v.t.

Vikingetiden

Skandinaverne begynder meget systematisk at udnytte deres nye, gode sejlskibe – vikingeskibene – til at besøge udenlandske kystegne for her at udforske nye områder, drive handel eller udplyndre dem. I løbet af vikingetiden bliver kristendommen fremherskende i Skandinavien, ligesom monarkiet bliver fasttømret som institution. Ellers minder vikingetiden virkelig meget om den foregående jernalder m.h.t. livsstil, boliger, beklædning, redskaber osv.

vikingeskib

Vikingetidens sprog kaldes ikke urnordisk, men olddansk, runesvensk osv. Reelt er nordboernes sprog stadig dialekter af samme sprog – fællesnordisk (nogle gange folkeligt kaldet oldnordisk) – som på den tid har betegnelsen Den danske tunge.

Ledingsystemet

Det er formentlig en blanding af befolkningsoverskud, kristen mission og frankernes pres sydfra der sætter skandinaverne i gang med deres omfattende vikingetogter. Disse togter blev organiseret sådan at en lokal storbonde eller høvding ejede et skib som han stod i spidsen for som ”styresmand”. Storbondens havde et følge af lokale bønder der var det menige landskab, og som selv skulle komme med sværd, spyd og hjelm. De menige var på skibet var lydige mod styresmanden mod at få del i rovet – eller ret til at bosætte sig hvor skibet landede. Særligt magtfulde høvdinge eller konger kunne naturligvis have dusinvis eller hundreder af skibe og styresmænd under sin kommando.

Systemet kaldes ”leding” der bliver sat i system i den tidlige middelalder hvor særlige landdistrikter (skipæn) skal mønstre et skib under en styresmand og i mindre distrikter (hafnæ) der skal mønstre en menig bonde (havnebonde) til skibet. Dette skipæn-hafnæ-distriktsystem kan sagtens stamme fra vikingetiden. Bemærk at dette ledingsystem ikke uden videre kan sammenlignes med en værnepligtsordning. I en defensiv situation gælder værnepligten, og alle våbenføre skal stille op til forsvar. Men dette gælder ikke for angreb. En stormand eller styrmand kan samle et “lið” med et eller flere skibe med havnebønder, dvs. menige bønder der er underlagt stormandens magt. Men når en konge kalder til leding, kan han ikke direkte aktivere sine lið; han må først alliere sig med stormændene. Og hvis stormændene er med på kongernes planer, så kan de aktivere deres lið.

Samtidig med ledingssystemet bevares den gamle struktur med at stormanden – og høvdinger, jarle og konger – er omgivet af et stærkt bevæbnet følge, en hird – jernalderens ryttere.

Nordiske vikingetogter

Svenske vikinger drager mod øst ad de russiske floder på vej mod Sortehavet og den enorme by Konstantinopel og grundlægger ved floderne en vikingestat der bliver til det tidligste Rusland. Norske vikinger drager mod nordvest – Island, Grønland og Amerika og koloniserer dem – mest vellykket på Island. Mens danske vikinger drager mod vest og sydvest – England, Frankerriget osv.

Fra 860’erne bosætter danskerne sig i England og danner en stor region, Danelagen, groft sagt Englands nordøstlige halvdel ned til London – hvor dansk lov hersker. Det synes at være under brødrene Halfdan Regnarsøn og Ivar Benløs – sønnerne af den legendariske vikingehøvding Regnar Lodbrog. Ivar afløses siden af Guthorm. Også i Frankerriget lige nordvest for Paris – i Normandiet –foretager nordiske vikinger, især danskere, en indvandring og skaber en autonom vikingeregion.

danelagen

Danelagen (Danelaw), den dansk kontrollerede halvdel af England i 8-900-tallet

I Danmark er der konger som Sigfreds søn Gudfred eller Godfred (der synes at have Slistorp som magtbase, og som smadrer en slavisk handelsby, Reric, og fører dens handelsmænd til Hedeby der udvides) og er i kamp med Karl den Store af Frankerriget. I opposition står tilsyneladende stormanden Halfdan der besøger Karl den Store og kaldes “dux normannorum”, nordboernes hertug.

Godfred myrdes, hans sønner flygter, og Halfdan-partiet ser ud til at få magten måske med frankisk mellemkomst. Godfreds efterfølger Hemming kan meget vel være søn af Halfdan og slutter hurtig fred med frankerne. Så vender Godfred-sønnerne tilbage, Hemming dør/dræbes, og Horik I (Horicus, Hohrik, Haarik, Erik) viser sig som den stærkeste og mest stabile af Godfred-sønnerne. Horik I er medkonge med sine brødre 814 – 827 og enekonge af Danmark (eller i al fald Jylland-Fyn) 827 – 854. Horik I er klart anti-frankisk orienteret, og bl.a. sendes vikingehøvdingen Regnar (Lodbrog) – eller Reginar – ned ad Seinen, og Paris plyndres, indtil Regnar købes væk med 1000 pund sølv af frankerkongen Charles den Skaldede. Regnar er måske en nevø af Horik, søn af dennes bror Halfdan. Også Hamborg plyndres ligesom kystområdet mellem Seinens og Elbens udløb.

En bestandig rival til Horik Is magt er Harald Klak – måske søn af Halfdan og bror til Hemming – og i frankisk tjeneste. Den frankiske katolske missionær Ansgar er gerne i følge med Harald Klak under dennes forsøg på at få fodfæste i Danmark, men Ansgar får også en god relation til Horik I som konsulent og får lov til at bygge en kirke ved Hedeby.

I 854 dræbes Horik I i opgør med sin nevø Guthorm, der vil have del i magten, og Horik afløses af sin unge søn, Horik II, også kaldet Erik Barn. Han nævnes sidste gang i 864.

Derefter hører man ikke meget til danske konger – måske fordi det er i Danelagen og i Normandiet at det hele foregår, så at sige. De stærke vikingehøvdinger – fx Regnar Lodbrogs sønner – her er nævnt navne som Ivar Benløs, Ubbe, Halfdan, Sigfred/Sigurd Orm-i-Øje samt Helge – opererer især i udlandet, og Danmarks centralmagt svækkes formentlig. Det er meget vagt hvad der sker, men det er ikke umuligt at sønnerne Sigfred og Helge har hævdet kongemagt i Danmark. Det mærkelige er at i senere legendarisk historieskrivning og sagndigtning nævnes ret lidt om Horik I og II – og som vi har historiske kilder om – og en masse om den samtidige Regnar Lodbrog der ikke har kongemagt, og som der er meget løse historiske kilder om.

Helge slås tilsyneladende af den svenske høvding Olaf der får kongemagt i Danmark ind i 900-tallet. Og ligeså Olafs søn Gnupa. Siden kommer så Jelling-dynastiet med Gorm den Gamle – konge 936 – der tilsyneladende er søn af “Hardeknud 1. Vurm“, men hvor historisk Hardeknud er, hvor Gorms slægt kommer fra, og hvordan den kommer til magten, aner man ikke.

havn i hedeby

Havnen i Hedeby ved Sliens sydkyst.

Fra 814 er floden Ejderen syd for Dannevirke anerkendt som danernes sydgrænse. Ejderen løber midt i et ubeboet område mellem danerne i nord og sakserne i syd og er således velegnet som grænsedragning.

Der er stadig en vis bydannelse i gang. Århus bliver mere udbygget, og det allertidligste Horsens etableres med en anløbsbro og diverse bygninger i bunden af Horsens Fjord.

klæder 800-tal

Tøj fra vikingetiden

Den hedenske julefest

En vigtig tradition for nordboerne er den hedenske julefest ved Midvinter og nogle uger frem. Det markerer samtidig nytår: Et nyt år begynder med stadig længere dage. Man ofrer dyr – kvæg, grise osv. – og maler offerdyrenes blod på gudebilleder og –støtter, stolper, bjælker osv. Det holder guderne i godt humør. Samtidig tager man varsler for at se hvordan det kommende år bliver. Så står festen på mjød (gæret honning) i den helt store stil samt kød fra offerdyrene. Julefesten kan også sagtens have inkluderet diverse lege og spil.

900-tallet

Danmark samles og katoliceres

Landsbyen Jelling ved Vejle ligger nær Hærvejen. Her etablerer en tilsyneladende østdansk høvdingeslægt sig, Jellingedynastiet, tager magt over Jylland og siden Danmark. En helt sikker historisk konge er her Gorm den Gamle. Den første virkelig stærke konge her er sønnen Harald 1. Gormsøn – siden med tilnavnet Blåtand (tilnavnet kan både referere til en sort tand eller til navnet på Haralds sværd) der i al fald har kongemagt i 956, og som tiltager sig kongemagt i HELE Danmark, altså også Sjælland og Skåne, samt gør Norge til vasalstat.

 Den danske statsdannelse er en langvarig proces, men med Harald Blåtand rykkes der virkelig noget i denne proces. Årsagen er formentlig et sammenfald af disse faktorer: 1) Harald Blåtands personlige format og autoritet; 2) det ydre pres fra tyskerne syd for Dannevirke; 3) kulturelle stimuli fra det middelalderlige Europa sydfra via det stigende antal handelspladser og handelsbyer i Europa og 4) befolkningstilvækst.

Med kristendommen og middelalderkulturen kommer nye værdier til danskerne. Hidtil var stærke værdier styrke, mod, ære, slægtens prestige, sejr, frugtbarhed, sundhed. Dør man som kriger i kamp, kommer man efter døden i Odins kongsgård, Valhal, som en af mange døde krigerhelte. I kristendommen gælder det at der kun er én guddom, Gud, Vorherre, som er er altings skaber, konge og dommer. Mennesket kan enten være bestemt af synd, ulydighed mod Gud, som kommer fra naturen. Eller man kan være bestemt af nåde som stammer fra Guds søn – Jesus Kristus – fra skikkelser omkring Kristus som Jomfru Maria og diverse helgener, og nåden formidles via den katolske kirkes ritualer, bønner, velsignelser og tilgivelser. Er man i synden og handler slet, kommer man efter døden i Helvede, den evige pinsel, men er man i nåden via Kirken og handler dydigt, kommer man efter døden i Paradis – den evige salighed.  I Middelalderen kommer en 3. mulighed, et lidelsesfuldt, men tidsbegrænset renselsessted, Skærsilden.

Stærkt forenklet er verden en valplads mellem Gud og Satan, og mennesket en valplads mellem synd og nåde. Man kan sammenligne med nutidens lægesystem hvor mennesker hele tiden udvikler sygdom, mens læger er uddannet til at finde og fordele helbredelsen via hospitaler og klinikker, og så oversætte sygdom med synd, helbredelse med nåde, læger med gejstlige og hospitaler og klinikker med kirkens institutioner.

Dydigt er ydmyghed, helliggørelse, opofrende omsorg, barmhjertighed og broderkærlighed. Disse nye dyder trænger kun langsomt igennem i forhold til gamle dyder som mod, styrke og beskyttelsen af slægtens, stammens og nationens ære.

 

Med den nye tro indføjes Danmark i den europæiske, katolske kulturkreds og får dermed del i den viden og de traditioner der kendetegner den katolske kulturkreds, og ikke mindst del i de stadige kulturelle fremskridt der er et særkende for den vestlige kultur, især fra 1100-tallet og frem. En lille detalje er at de latinske bogstaver hermed kommer til Danmark og forskyder runerne i løbet af tidlig middelalder.

Den hedenske julefest ændres en smule. Offerdyrene forsvinder, kristne kors mærkes forskellige steder, og central bliver ”kristmessen”, julegudstjenesten ved midnat den 25. december. Men mange hedenske traditioner fortsætter: Øl, fråds og varsler. Man kan fx lave grød af byg, rug og havre, og så tager man lænkehunden ind for at se hvilken grød hunden først spiser. Hvis hunden først spiser havregrøden, så var det bedst at så havre. Aftenen op til kristmessen er den store fest med øl, fråds, flæskesteg og kål.

 

Truslen fra Tyskland

Samtidig opstår en ny og mægtig rigsdannelse syd for Danmark. Frankerriget er spaltet i en romansk sydvestlig halvdel – Vestfrankerriget der bliver til Frankrig – og en germansk nordøstlig del – Østfrankerriget som Otto 1. den Store i 962 omdanner til Det Hellige Romerske Kejserrige, kaldet det Tysk-Romerske Rige eller bare Tyskland. Den Tysk-romerske kejser opfatter sig som efterfølger for den romerske kejser og mener han skal beskytte og styrke den katolske kirke.

OttonianEmpire

Otto den Stores rige 963 – etableringen af Det Tysk-Romerske Imperium

Otto den Store er således meget ekspansiv og udvider sit rige mod øst ind i slavernes område under påkaldelse af at det er mission for den katolske kirkes sag. Da Otto bare var tysk (eller østfrankisk) konge, står han bag en aktiv mission i Danmark og udnævner stifter (”bispedømmer”) og bisper i fx Århus, Slesvig og Ribe der hermed bliver til bispebyer. I 965 erklærer han skattefrihed over kirkens ejendom i ”danernes mark”. De danske kirker er underlagt ærkebiskoppen i Hamburg-Bremen.

Harald Blåtand kristner og samler Danmark

Efter alt at dømme er det samme år at Harald Gormsøn erklærer Danmark for kristen. Det kan se ud som et forsøg på at undgå kejser Ottos erobrende mission, men det kan naturligvis også være personlig overbevisning.

jellngestenen

Den store Jellingesten rejst af Harald Blåtand. Danmarks dåbsattest

For at markere denne skelsættende begivenhed rejser Harald Blåtand ”Den Store Jellingesten” med indskriften: Haraldr kunungR bað gørva kumbl þǿsi æft Gōrm, faður sinn, ok æft Þōrvē, mōður sīna, sā Haraldr es sēR vann Danmǫrk alla ok Norveg ok dani gærði krīstna.

Det er olddansk, men i folkemunde kaldes det oldnordisk, og det er ikke helt forkert. Den eneste grund til at det kaldes ”dansk” er at Danmark nu er en selvstændig stat, men reelt taler man samme sprog i hele Norden (fællesnordisk), og dette sprog minder en del om nutidens islandsk.

Oversat betyder Jellinge-indskriften: Kong Harald befalede at gøre disse kumler efter Gorm sin fader og Thyra sin moder, den Harald der vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.

Jellingestenen kaldes også Danmarks dåbsattest.

Jelling3d04-07-2010d

Harald Blåtands kongsgård i Jelling

Harald har sans for byggerier. Han anlægger en trækirke i Jelling, det allerførste Jelling Kirke, med sin far – Gorm den Gamle – begravet under gulvet, ligesom han anlægger en ”Treenighedskirke” af træ i Roskilde. Men især bygger han større end som så. Ved Vejle Ådal lader han bygge den 1 km. lange Ravningbro af træ. Hans kongsgård i Jelling var omringet af et 4 x 350 meter langt og 3 meter højt palisadehegn der var temmelig solidt. Desuden anlægger Harald i årene 980-81 i al fald 7 ringborge fordelt i hele Danmark (Jylland, Fyn, Sjælland, Skåne) – cirkelrunde, symmetrisk opbyggede ringfæstnings-anlæg omgivet af jordvolde. De er klare symptomer på en stærk centralmagt.

trelleborg

Ringborg

Otto den Stores søn og efterfølger, Otto 2., var trængt igennem Dannevirke, havde sat sig på Hedeby og Slesvig og trængt langt op i Jylland. Sandsynligvis er ringborgene ment som defensive anlæg vendt mod tyskerne.

Men i 983 dør Otto 2. ganske ung og bliver afløst af sin søn, Otto 3., der er 3 år gammel. Tyskerne er ikke længere en trussel, og ringborgene er overflødige.

Svend Tveskægs revolte og Englandstogterne

I 986 rejser der sig et oprør mod Harald Blåtand hvis søn Svend Haraldsøn stiller sig i spidsen. Det er spekulation, men måske spiller de skønne spildte kræfter på at rejse ringborgene med ind som del af oprørets motiver? Harald Blåtand dræbes i al fald – ifølge legenden ved et pileskud gennem enden mens han er på toilettet – og sønnen Svend “Tveskæg” Haraldsøn er konge. Han lader faderen begrave i Roskilde i den Treenighedskirke som Harald lod bygge der, og bruger derudover kræfterne på at samle en gigantisk flåde af vikingeskibe og plyndre England gennem talrige togter. Det suppleres med ”danegæld”. Ved at erlægge en større sum penge til danskerne slipper englænderne for vikingernes vold, mord og ran. Det er rent ud sagt bøllemetoder. Kong Svend og kumpaner bør ikke dømmes efter nutidens normer, men på den anden side heller ikke heroiseres.

Danelagen forsvinder i 900-tallet som autonom dansk region i England. Vikingerne i Normandiet får af Frankerrigets konge lov til at danne et fransk hertugdømme. Den danske Rollo (Rolf?) er den første hertug. Snart bliver disse ”normannere” fransktalende og franskprægede, men de bevarer også adskillige vikingetraditioner – dygtige krigere, sejler meget. Normannerne skal snart etablere riger forskellige steder i Europa, fx på Sicilien og i England.

Nye handelsbyer – Roskilde, Lund, Slesvig og Odense

I 900-tallet dukker flere vigtige nye byer op i Danmark.

Århus bliver først i 900-tallet en mere “rigtig” by end hidtil, men på en helt unik måde, nemlig som fæstning. Der anlægges et firkantet borganlæg omkring byens kerne. Måske skyldes det at Århus er opstået som en genuin vikingeby baseret på et slags vikingskibsværft nær Brabrandsøen nogle kilometer oppe ad Århus Å. Århus er en vikingskibsbase der samtidig udvikler en fast handelsstation med bebyggelse ved åens munding i Kattegat, nu altså beskyttet med voldanlæg. Byens betydning består i dens handelsforbindelser via havet til Fyn, Sjælland, Skåne og Norge.

århus

Århus i 900-tallet

Ved Sliens nordkyst – nogle kilometer nord for den gamle handelsplads Hedeby ved Sliens sydkyst nær Dannevirke – opstår Slesvig By som får en kirke der af Otto den Store bliver udnævnt til domkirke. Det er sandsynligvis domkirkens skyld at Hedebys handelspladser (og måske Slistorps magtstrukturer) stille og rolig rykker nordpå til Slesvig der dermed er det nye handelscentrum i Østersøen. Slistorps og Hedebys roller er til gengæld udspillet.

Ikke langt fra det gamle Lejre på Sjælland opstår Roskilde der på Harald Blåtands initiativ også får en kongsgård og Treenighedskirken hvor Svend Tveskæg sørger for at Harald Blåtand begraves. Sandsynligvis er det Svend Tveskæg der reelt gør Roskilde til Danmarks nye magtcentrum efter Jelling og lader byen udbygge. Kongsgården kan simpelthen være flyttet fra Lejre medio 900-tallet til Roskilde ved fjorden fordi der her er muligheder for at styre og afsende en flåde af vikingeskibe. Roskilde er ideel som magtbase fordi den kombinerer to ting der ellers dårligt lader sig kombinere: 1) Roskilde ligger ved kysten i en fjord hvor man kan have en (beskyttet) havn. 2) Roskilde ligger alligevel forholdsvis centralt på Sjælland. Endelig giver det nærliggende Lejre stedet en vis historisk pondus. Idet Roskilde etableres med kongsgård og kirke, mister Lejre al sin betydning!

Roskilde forbliver Danmarks “hovedstad” til op i 1400-tallet. Hovedstad i citationstegn, fordi kongen i de første århundreder ikke har en fast bopæl, men har et væld af “kongsgårde” som han rejser rundt imellem. Men Danmarks administration, særligt kancelliet, kongens kontor, ser ud til at udgå fra domkapitlet i Roskilde.

Ved tingstedet i Skåne ved Lerbækshøjen nær den gamle vigtige by Dalby samt Opager opstår byen Lund. Her skal der også være bygget en Treenighedskirke ligesom den i Roskilde. Det er sandsynligvis også Svend Tveskæg der lader Lund blive en “rigtig” by. I al fald får Lund i 990’erne en møntsmedje, og i 1000-tallet er Lund den centrale by i dansk møntproduktion og med ca. 5 kirker – hvilket tyder på en anselig størrelse.

Otto den Store har jo i 948 udnævnt Slesvig, Ribe og Århus til bispebyer – uden de nødvendigvis af den grund udstyres med en fast biskop – og i 988 omtales så en 4. bispeby i Danmark, nemlig Odense på Fyn. Navnet Odins-vi viser at byens centrum var et helligsted for Odin, og Harald Blåtand lod en af sine ringborge (Nonnebakken) bygge ganske nær. Idet Odense nævnes som bispeby i 988 forudsættes det tilsyneladende at byen allerede er en by med en kirke (formentlig Vor Frues Kirke i form af en trækirke). Der er til gengæld ingen spor af en kirke i domkirkebyen Århus fra denne tid.

Slesvig, Ribe, Århus, Odense, Roskilde og Lund er de næste århundreder helt centrale byer i Danmark. Især Slesvig og Ribe er rige handelsbyer. Tidligere magtcentre som Opager, Gudme, Tissø, Lisbjerg og Lejre blegner til gengæld.

På ruten mellem hovedbyerne Roskilde og Lund ved overfartsstedet over Øresund ligger fiskerlejet Hafn (latin Hafnia) – eller Havn – der i de næste århundreder bliver rig og mægtig på at ligge midt mellem Danmarks to vigtigste bispebyer, Roskilde og Lund. Havn er egentlig et fiskerleje fra 700-tallet, men idet der så småt opstår et sildefiskeri i Øresund i 1000-tallet, begynder Havn at etablere en handelsby: Købmændenes Havn, forkortet København.

 

1000-tallet

Vikingetiden kulminerer med Danmarks erobringer af England. I århundredets sidste halvdel er der en glidende overgang til Middelalderen under Svend Estridsen og hans sønner.

I 1002 udsteder den engelske kong Ethelred den Rådvilde ordre om at iværksætte St. Brice’s Day’s Massacre hvor alle danskere i England forsøges dræbt. Det er ment som hævn eller intimidering og er måske et forståeligt træk, hadet mod danskerne er voldsomt efter Svend Tveskægs voldspolitik og afpresninger, men politisk er det dumt, Svend Tveskæg intensiverer blot togterne ikke mindst via sin jarl, Thorkel hin Høje, en yderst kompetent højre hånd.

I 1013 lykkes det Svend Tveskæg og Thorkel den Høje at erobre hele England. Uprovokeret underlægges en hel anden nation. Svend Tveskæg er nu engelsk, dansk og norsk konge og dør så pludseligt 3 måneder efter ved et ridestævne i Gainsborough.

klæder 1000-tal 2

Klæder fra 1000-tallet

Nordsø-imperiet

Sønnen Knud Svendsøn var med sin far og begyndte efter farens død forfra med at erobre England sammen med Thorkel. Det lykkes ret hurtigt, i 1016, og snart efter er Knud “den Store” også dansk og norsk konge. Et Nordsø-imperium er grundlagt, og Knud den Store følges med den tyske kong Konrad da denne kejserkrones i 1027 i Rom. Reelt er Knud den Store primært en engelsk konge og en glimrende en af slagsen i øvrigt. Han dør som 40-årig 1035, og hans sønner har ikke hans talent og dør unge og barnløse. Dermed er Jellinge-dynastiets direkte mandslinje uddød.

knud-den-store-rige

Nordsøimperiet

Danmark er nu politisk ude af England for altid. Men de danske vikingers tilstedeværelse påvirker sprogtligt engelsk en del. Ordforrådet præges af fællesnordiske ord (dansk findes jo endnu ikke som særskilt sprog): They, them, give, take, ill, sky, window, club, law, wing, dirt, call, choose, get, hit, raise, cake, egg, loose, run, ugly, guest, want, seat, foot, anger og happy og andre. Kort efter skal de oprindelig danske (men også norske og naturligvis franske) normannere indtage England som en ny herskerklasse og i den grad påvirke engelsk rent sprogligt med en frygtelig masse franske ord.

Danmarks første stenbygning!

I 1035 kommer hvad der ret sikkert er Danmarks første stenbygning. I 1028 kommer det til et skænderi mellem Knud den Store og hans vicekonge i Danmark, Ulf Jarl, og selv om Ulf Jarl søger tilflugt i Harald Blåtands trækirke i Roskilde, lader Knud ham myrde i kirken. Men kirken var i 1020 blevet en domkirke, og Roskildes biskop befaler Knud at betale en bod til Ulf Jarls enke, Estrid, der i øvrigt er søster til Knud. Estrid vælger at bruge boden til at omdanne domkirken i Roskilde til en stenkirke – givetvis for at ære sin mand der blev dræbt i kirken. Dette er det allerførste anlæg til Roskilde Domkirke og altså Danmarks ældste stenbygning.

Under Svend Estridsen dukker Middelalderen op

Da Jellingedynastiets mandslinje uddør i 1042, kan en norsk konge, Magnus, vælges til dansk konge. Det fortæller noget om de nære forhold mellem nordboerne der formentlig ser sig selv som forskellige stammer inden for samme folk. Magnus dør ganske ung, og i 1047 lykkes det så Ulf Jarls og Estrids søn, Svend 2. Estridsøn, dattersøn af Svend Tveskæg, at blive kåret som konge på de danske ting.

svend_estridsen_large

Rekonstruktion af Svend Estridsøns ansigt på baggrund af hans kranium

Svend Estridsøn er en viking og sætter to vikingetogter i gang mod England – uden nogen større succes, men han sætter tillige reformer i gang der pegede frem mod Middelalderen. Svend Estridsøn reorganiserer den katolske kirke i 8 stifter fremfor 4. Lund og Roskilde er nu adskilte stifter, ligesom Viborg og Nordjylland var egne stifter. Han fører en intensiv brevveksling med katolske spidser for at få gjort Danmark til sit eget ærkebispedømme i stedet for at de danske kirker er underlagt Hamburg-Bremen. Det er givetvis den kirke som hans mor lod bygge – Roskilde Domkirke – som Svend har udset som sæde for en ærkebiskop. Det lykkes først for Svends søn, Erik Ejegod i 1103-04 at få et dansk ærkebispedømme.

Ros Dom 1080

Model i legoklodser af Roskilde Domkirke som den så ud i 1080 under Svend Nordmand! Svend Estridsen blev begravet i kirken.

Ca. samtidig med inddelingen i stifter, bliver Danmark også inddelt i sogne – området en kirke dækker – og man indfører tiende, dvs. en tiendedel af folks indtægt betales til kirken. Kongen gør Svend Nordmand, der længe har været i kongen tjeneste, til biskop af Roskilde i 1074, og Svend Nordmand står bag en udbygning af Roskilde Domkirke til en tre-skibet domkirke ligesom han lader anlægge en del nye stenkirker i Danmark, fx Vor Frue Kirke i Roskilde, Vor Frue Kirke og Kloster i Ringsted og Hellig Michaels Kirke i Slagelse. Også Århus får sin domkirke i 1060, Sct. Nicolaus Kirke, pudsigt nok anlagt uden for byens volde. Det er Danmarks ældste stenkirkerum med et hvælvet tag. Denne “kryptkirke” står der stadig nedenunder et senere klosteranlæg, nu “Vor Frue Kirke”. Siden skal byen af politiske grunde få en anden domkirke (inden for voldene).

kryptkirken

Kryptkirken i Århus fra 1060, Danmarks ældste hvælvede stenkirkerum

Knud den Hellige og Erik Ejegod styrker konge og kirkemagten

Svend Estridsøn bliver efterfulgt at intet mindre end 5 af sine uægte sønner. De mest kendte af hans sønner er Knud den Hellige, Erik Ejegod og Niels Svendsøn.

Knud Svendsøn “den Hellige”, konge fra 1080, styrker kongens og kirkens autoritet. Danerne skal betale personskat, ”næsegæld”, til kongen. En forbryder bliver fredløs ved sin forbrydelse og kan dræbes af alle indtil han betaler ”fredskøb” til kongen og dermed køber sig fred. Også frigivne trælle og udenlandske handlende står under kongens fred, dvs. må ikke overfaldes og berøves. Stiller man ikke op til krig når der kaldes til leding – dvs. vikingetogter – koster det afgifter. Knud den Hellige er altså god til at kræve skatter; til gengæld belønnes kirken med pengegaver, og Svend Nordmand i Roskilde støtter derfor Knud.

Knud den Hellige er som sin far både et væsentligt ryk ind i Middelalderen og en vikingekonge. I 1085 indkalder han til leding mod England. Det kommer aldrig afsted, skibene sejler hjem, kong Knud giver bøder til de hjemsejlende, et oprør bryder ud, og til sidst flygter Knud ind i trækirken Skt. Albani Kirke i Odense hvor han i 1086 myrdes sammen med størstedelen af sin hird – ifølge legenden dræbt af et spyd mens han beder foran alteret.

En årsag til oprøret mod Knud den Hellige synes at være at kongen kraftigt forsøger at gennemtrumfe en ledingspligt og kongens ret til at give bøder for udebliven ledingstjeneste. En ting er at så mange mænd har spildt måneder på at ligge ved Limfjorden og vente på at kongen skal sende dem afsted mod England; en anden ting er at de efterfølgende får bøder for frustreret at sejle hjem igen, nu togtet ikke bliver til noget. Det er for meget.

knud_hellige

Romantisk og fabulerende skildring af drabet på Knud den Hellige

I 1095 bliver Knuds bror, Erik 1. “Ejegod” Svendsøn, ny konge, og han fortsætter Knuds projekt – at styrke konge- og kirkemagten . I al fald Erik Ejegod får indført tiende, altså en form for tidlig kirkeskat. I 1103 får Erik erklæret Knud Svendsøn for martyr og gjort til ægte katolsk helgen – heraf tilnavnet ”Den Hellige”, og samtidig lykkes det ham at gøre Danmark til selvstændigt ærkebispedømme. Ærkebispen skal dog ikke sidde i Roskilde Domkirke, Svend Estridsøns drøm, men i Lund Domkirke lige på den anden side af Øresund. Derpå drager Erik Ejegod med sin dronning Bodil på valfart til Det Hellige Land der netop er “befriet” fra muslimerne via 1. Korstog. Valfarten kan ses som led i korstogsbevægelsen og er måske Eriks modydelse til paven for at få dennes godkendelse af et dansk ærkebispedømme, men både Erik og Bodil dør på rejsen.

Knud den Hellige og Erik Ejegod knytter sig begge til to af Danmarks stærkeste stormandsslægter, nemlig Svend Thrugotsen fra den såkaldte Trund-slægt fra Jylland, og Skjalm Hvide fra Hvide-slægten fra Fjenneslev på Midtsjælland. Erik Ejegods dronning (Bodil) er af Trundslægten, og da de to drager på valfart til Jerusalem, sætter de deres eneste søn, Knud (Lavard), i pleje hos Skjalm Hvide fra Hvideslægten.

Knud den Hellige og Erik Ejegod forsøger dermed at holde tre af Middelalderens afgørende aktører – kongen, stormændene og kirken – samlet. Det er slet ikke dumt! I Valdemartiden sker det samme, bare mere stabilt, med stor succes til følge.

De to slægter fylder fremover en del. Danmarks to første ærkebiskopper (Asser og Eskil) kommer fra Trund-slægten, mens de to næste (Absalon og Anders Sunesøn) kommer fra Hvide-slægten.

Nye byer i 1000-tallet

Nye byer er Ålborg der er en markedsplads fra 900-tallet og nu en egentlig by. Ringsted – det gamle tingsted på Sjælland – udvikler sig også til en by af en ganske pæn størrelse, ligesom tingstedet for Jylland, Viborg. Slagelse er også et gammelt hedensk kultsted som bliver ”døbt” ved i stedet af få en kirke omkring år 1000. Helsingborg i Skåne omtales. Nye jyske byer er Randers og Haderslev, mens Horsens nu får sig en kirke.

Det mest markante træk i byudviklingen i 1000-tallet er dog at domkirkebyerne Viborg og Odense rykker frem på scenen som centrale byer.

1100-tallet

Middelalderen

Nu er den her, Middelalderen. Begyndelsen sættes normalt til 1050 i Svend Estridsøns regeringstid, men der er en langsom overgangsperiode. Middelalderen er en europæisk kulturperiode der syd for Danmark begyndte i 450 med Vestromerrigets sammenbrud. Vigtige elementer er den katolske kirkes dominans og et ”feudalistisk” økonomisk system. En ”herre” har noget jord, men han låner det ud som ”len” til en vasal der skal love herren troskab og forskellige tjenester – fx at gå med herren i krig, hvis det er nødvendigt. Til gengæld har vasallen fuld råderet over lenet, ofte også juridisk, dvs. han skal stå for lov og orden i lenet. Vasallen opkræver skat i lenet og skal forsvare det militært. Vasallen kan have ret til at hans ældste søn arver lenet, dvs. brugsret og pligter.

medieval_society

Sønderjylland bliver et sådant len i Middelalderen, men ellers viser feudaliseringen sig mest på allerlaveste niveau. De fleste bønder opgiver selveje og låner deres gård og gårdens jord af en storbonde (herremand, godsejer) som ”fæste”. Til gengæld skylder fæstebonden sin herremand forskellige tjenester, fx hoveri, at hjælpe til på herregårdens jorde. Fordelen ved fæste er især trygheden. Fæstebonden får herremandens beskyttelse.

Formentlig er det mest markante træk ved den danske middelalder ud over den katolske kirkes store betydning at her opstår langt de fleste af Danmarks købstæder.

Den egentlige pointe med at bringe Danmark ind i Middelalderen var at dermed kobles Danmark til den europæiske civilisation. De administrative systemer man bruger i udlandet med et kancelli og en stærk kirkemagt, kommer til Danmark ligesom vestlig teknologi og videnskab. Den vestlige (vesteuropæiske) civilisation er enestående i verdenshistorien ved at den fra og med 1100-tallet fra århundrede til århundrede er blevet mere og mere avanceret og mægtig. Fra 1400-1500-tallet bliver Vesten den stærkeste civilisation i verden og begynder at bemægtige sig kontrollen med verden.

På mange måder er de germanske ridderes værdisæt ikke meget anderledes i kristen tid som i før-kristen tid. Man kæmper nok for andre guder, men tapperhed, ære og at dø for sin konge og sin Gud/guder, er stadig det der tæller. I Sydfrankrig udvikles dog et nyt træk i ridderkulturen – den romantiske dametilbedelse. Via jomfru Maria-mystik udvikles forestillingen at det er frelsende for den kristne ridder at tilbede en yndig og from dame der er gift med en anden, og den umulige kærlighed, den respektfulde høflighed og den romantiske stræben bliver nu en del af det særligt “ridderlige“.

Endnu en vigtig ny kultur eller ideologi i 1100-tallet er korstogstanken. I 1096 indkalder pave Urban 2. europæiske, katolske riddere til at drage til de kristne valfartsmål i Det Hellige Land, især Jerusalem og Betlehem, for at betvinge de muslimske magthavere, få valfartsmålene under kristen kontrol og sikre valfartsruterne hertil.  Anledningen er at den byzantinske kejser henvender sig til paven og beder om katolsk hjælp mod tyrkerne. 1. korstog i 1096 bliver en succes, og der oprettes katolske, feudale fyrstendømmer i Syrien (Antiochia og Edessa) og Det Hellige Land efter en nedslagtning af muslimer og jøder i Jerusalem.  En religiøs begejstring griber Europa, og korstog retter sig siden også mod hedninger – fx i Nordeuropa de slaviske vendere samt baltere i bl.a. Prussien, Litauen, Kurland og Livland – og i nabolandet Estland. Europæerne har kommercielt og magtmæssigt udbytte af disse erobringer, men man må ikke underkende det religiøse motiv bag korstogene. Det er en slags hellig krig.

klæder 1100-tal

Forskellige typer klæder fra 1100-tallet

Danmarks ambition i Middelalderen: Kontrol med Østersøen

Der kom nye tyske politiske og økonomiske aktører fra 1100-tallet. Det tyske område lige syd for Dannevirke – Holsten – kommer under en tysk greveslægt, huset Schauenburg, der søger indflydelse mod nord. Tyske saksere indvandrer til den sydlige Østersøkyst hvor venderne ellers holder til og fortysker området. I 1143 grundlægger grev Adolf 2. af Holsten ved kysten handelsbyen Lübeck der kontrollerer handlen fra handelsbyen Hamburg til Østersøen – hvor der igen er handelsforbindelser til fx Sverige og Rusland. I 1200-tallet bliver Lübeck centrum i ”hansestæderne”, et handelsforbund af især nordtyske byer. Det betyder samtidig at Slesvig Bys rolle som den centrale handelsby ved Østersøen forsvinder, og Slesvig mister sin kommercielle tyngde, men bevarer sin administrative og gejstlige tyngde.

Danmark oparbejder et rigt sildemarked ved det smalle Øresund hvor Østersøens sildestimer passerer. Sildemarkedet ligger på skånske handelspladser som Skanør og Falsterbo. I forbindelse med sildemarkedet begynder fiskerlejet Havn at omdannes til handelsbyen København. På sildemarkedet foregår ivrig handel med hansestæderne der aftager sildene og til gengæld leverer salt til konservering. Men der foregår også rivalisering. Op igennem Middelalderen handler dansk politik en del om relationen til hansestæderne/Lübeck og forsøget på at kontrollere Østersøen. En del af disse bestræbelser kobles på et religiøst ønske om at føre korstog mod Østersøens hedninger.

Nye byer i 1100-tallet

Der bliver flere handelsbyer, i 1100-tallet kommer således på Sjælland Næstved, Sorø, Helsingør og borgen Kalundborg og borgen Vordingborg Slot. I Skåne kommer Malmø, på Fyn Bogense og Nyborg Slot, Danmarks nok ældste kongeslot, og i Jylland byer som Flensborg, Tønder, Kolding og Hjørring – og borgen Skanderborg ved landsbyen Skanderup.

Et centralt punkt i mange af de nye byer fra 1000-tallet, men særligt i Valdemartiden, er at de opstår i forbindelse med borganlæg der understøtter kongens magt – ÅlBORG, KalundBORG, VordingBORG,  NyBORG, FlensBORG osv.

Næstved er lidt speciel i den henseende, for her er ingen borg. Næstved er en gammel jernalder-landsby ved Susåen nær Sjællands sydkyst, og den bliver i disse år til en større købstad. Det meste af byen tilhører en af Danmarks mægtigste stormænd, Peder Bodilsøn, der i 1135 for sin syndige sjæls frelses skyld opretter et benediktinerkloster, Næstved Sct. Peders Kloster, der så overtager størstedelen af byen.  I slutningen af 1100-tallet rykker Sct. Peders Kloster ud i et skovområde ved Susåen lige vest for byen og kaldes nu Skovkloster. I 1200-tallet kommer der to nye klostre, et gråbrødrekloster og et sortbrødrekloster, og i 1300-tallet endnu et kloster, et dominikaner-nonnekloster på Gavnø lige syd for Næstved. Hele 4 klostre i samme by, unikt for Danmark, og Næstved er da også i 1200-tallet blevet Sjællands næststørste by efter Roskilde. Byen er Sjællands primære handelsby mod syd, og det er handlen med hansestæderne der gør Næstved stor og rig.

Borgere, bønder og herremænd

Byerne husede håndværkere og handelsmænd, og de boede i huse med værelser, evt. med butik, kontor eller værksted og ofte med flere rum. Fx et adskilt køkken. I slutningen af Middelalderen vinder bindingsværkshuse frem.

middelalderby

Typisk middelalderby

90 % af befolkningen bor stadig på landet i landsbyer som i jernalderen, i langhuse med ét stort rum, men i Middelalderen rykker husdyr som okser og får flere steder ud af beboelseshusene og ind i specielt indrettede staldbygninger, ligesom der anlægges lade-bygninger til at opbevare korn. En del steder forbliver husdyrene dog inde i husene af økonomiske grunde.

Storbønder bliver til ”herremænd”, den middelalderlige adel, der bor i stenbygninger og måske endda borganlæg, måske omgivet af en mur og eller en voldgrav og måske med et tårn. En herremand skylder sin konge krigstjeneste hvad enten han er ridder, dvs. har modtoget ridderslaget og kæmper til hest, eller han blot er væbner, dvs. ikke er til hest, men er en ridders hjælper. Til gengæld for krigstjenesten betaler herremanden ikke skat. De fattige herremand ejer blot et par bøndergårde, mens velstående herremænd kan eje mange hundrede gårde. Dette herremandssystem afløser langsomt det gamle ledingssystem, eller rettere, de danskere der tidligere var pligtige til krigstjeneste, at kaldes til leding, betaler nu i stedet en ”ledingskat”, mens krigstjenesten overlades til herremændene der har råd til tidens dyre og tunge ridder-udstyr.

spottrup_voldgrav

Spøttrup Slot i Skive Kommune er fra først i 1500-tallet og et af Danmarks bedst bevarede middelalderborge.

Den gejstlige stand

Ud over de tre nævnte ”stænder” – borgere i byerne, bønder på landet og herremændene på borge og herregårde – kender Middelalderen til en 4. stand, gejstligheden, der fx kan være sognepræster ved sognekirkerne ernæret via en præstegård og den tredjedel af tienden som præsten får. Eller de er munke og nonner på klostre eller ansatte i ”domkapitlet” ved domkirkerne, fx undervisere. I løbet af Middelalderen kommer den katolske kirke i besiddelse af 40 % af al jord i Danmark.

Klostre og kirker – især domkirker – bliver centre for den kulturelle udvikling i Danmark. Danmarks forvaltning – kancelliet – udgår fra domkapitlerne – især domkapitlet i Roskilde. Klassiske klostre kaldes “benediktinske” efter Benedikt af Nursia der grundlagde den vestlige munkebevægelse og fandt på reglen: Bed og arbejd. Nye klosterordner er Cistericienser-klostre som især Absalon kæmper for at indføre. De står for den nyes landbrugsteknologiske know-how, men også de almindelige benediktinske klostre står for landbrugsteknologiske fremskridt såsom anlæggelsen af og pasningen af vandmøller. Klostre tager sig desuden af uddannelse og sygepleje.

 

Landbrugsrevolutionen

I 1100-tallet kommer der en serie teknologiske landvindinger i landbruget. Vandmøller vinder frem ligesom hjulploven. Kvæget – der fx driver hjulploven – får en kravesele der kan spændes for dyrets hals så trækkraften øges. Og man går over til ”trevangsbrug”, dvs. hver vang – hver mark man dyrker noget på – skifter mellem tre dyrkninger, et år vintersæd – især rug – næste år forårssæd – især byg – og det 3. år braklægning, hvor græsset voksede til græsning for kvæget (fælled). Trevangsbrug mindsker udpining af jorden og øger effektiviteten. Dyrkningen af vangene organiseres stadig i landsbyfællesskabet.

trevang

Torp-byerne

Disse landbrugsteknologiske detaljer skaber både ”stedfaste” landsbyer, en landsby flytter nu ikke længere placering, og en stærk befolkningstilvækst, og et væld af nye landsbyer opstår ved nyrydninger af skoven. Landsbyer der i dag ender på torp, -rup, -drup, -strup, -rød, -tved, og –køb er eksempler på de nye landsbyer der opstår i 1100-tallet og 1200-tallet pga. landbrugsrevolutionen.

Landsbykirkerne bygges

Danmarks landsbykirker bygges i 1100-tallet og 1200-tallet som romanske stenkirker med fladt træloft, ret små vinduer, med et lille kor og uden våbenhus og tårn. Senere – i 1400-tallet – ombygges de fleste landsbykirker til ”gotisk stil” med højt, kuplet loft, større kor, høje vinduer og med våbenhus og kirketårn. Hvem bygger kirkerne? Er det folkelige sognefællesskaber? Næppe! Formentlig anlægges kirkerne på initiativ af den lokale storbonde eller herremand; de danske landsbykirker er herskabskirker.

Gammeldansk opstår

Af stor væsentlighed er sproget. I 1100-tallet opstår en række ændringer i den olddanske dialekt. Det såkaldte ”stød” opstår i stedet for den syngen man har på svensk og norsk. Trykket på ordets første stavelse forstærkes hvilket betyder en række svækkelser i lydende på de næste stavelser. Fx svækkes vokalerne efter den første stavelses vokal til en bleg e-lyd, ə (infortis-svækkelsen), evt. i en lidt mere betonet udgave œ. Også konsonanterne også bliver slappere (fx klusilsvækkelsen). Et eksempel er ordet kakarna som det stadig hedder på svensk. Første stavelse – ka – får øget tryk på dansk og ændres ikke, men det slatne tryk derefter medfører at de to sidste a’er bliver blege e’er, og lukkelyden (klusilen) k omdannes til først et g og så til de såkaldte spiranter – fx et ”blødt g”, lydskrift γ. Kakarna > kaγərnœ for til sidst at blive j-agtig eller næsten at forsvinde (spirantsvækkelsen): kagerne (udtalt kajənø eller ka’ånœ). På nydansk er den bløde g-lyd faktisk helt erstattet af en j-lyd.

Lidt senere sker der endda en spirantsvækkelse af det bløde d – lyden ð – der også bliver j-agtig. Den sker så sent at den bliver fanget af den såkaldte ”restitution” der dømmer denne spirantsvækkelse som ”bondsk”, og fører udtalen tilbage til det oprindelige bløde d. ”Ud at bade” udtales med spirantsvækkelsen uj ʌ bajœ eller på jysk hvor infortissvækkelsen er så radikal at den sidste vokal helt forsvinder: uj ʌ baj. Men det restitueres til uð ʌ baðœ eller uð ʌ bað.

Med disse lydforskydninger – infortissvækkelse, klusilsvækkelse og spirantsvækkelse – der har sit centrum længst mod vest – i Jylland – adskiller dansk sig klart fra de øvrige nordiske sprog.

Samtidig har dansk en fælles udvikling med svensk og norsk, nemlig at de grammatiske former forenkles klart. Den oprindelige grammatik på oldnordisk minder om nutidens tysk med 3 køn, forskellige person-endelser hos verbet, konjunktiv, kasus som dativ osv. Alt det forsvinder i løbet af den gammeldanske periode.

Nedenstående er en tekstprøve på gammeldansk fra primo 1200-tallet, nemlig et kort stykke af Skånske Lov:

botløst mal riþær man hem a annæn man ok dræpær han heme at sin  takær man manz dotær  ællær systur nøþuhæ

Det ord vi har fulgt tilbage fra proto-indoeuropæisk, ordet for ulv, ændrer sig i gammeldansk fra olddansk/oldnordisk ulfr til gammeldansk ulf, idet nominativ-endelsen -r falder væk. Ordet kendes nu som egennavn: Ulf. Ordet ender på -f der er en spirant og som derfor svækkes i løbet af den gammeldanske tid. F svækkes til v eller forsvinder.

Politisk – kong Niels og borgerkrigsperioden

1100-tallet består af tre perioder. Først regerer Svend Estridsøns sidste søn, Niels, pænt længe og fredeligt. Men fra 1131 er der borgerkrig og ufred. Den ufred falder først helt til ro i 1157 da Valdemar den Store bliver konge. Det indleder Valdemartiden 1157-1242 der er en periode med indre ro og stor fremgang. Stort set.

Kong Niels er med den samtidige Roskildekrønikes ord (skrevet ca. 1140): “En fredelig og ligefrem mand, aldeles ikke en hersker”, men man kender faktisk ikke meget til kongens praktiske politik. Han arbejder tilsyneladende aktivt med på den kult for broderen Knud den Hellige som Erik Ejegod har etableret i Odense. Odenses domkirke – der nu hedder Skt. Knuds Kirke efter broderen – er ved at opbygges af frådsten. Et trelænget benediktinerkloster, Skt. Knuds Kloster, er lagt lige op ad domkirken, og Niels omdanner klosteret til domkapitel for Odense Stift (herunder de sydlige øer  fra Als til Lolland-Falster) hvilket er en væsentlig styrkelse af stiftet. Derudover gør Niels sin brodersøn, Knud Eriksøn, Erik Ejegods eneste ægtefødte søn, til grænsejarl i Slesvig ved Dannevirke. Da Erik Ejegod dør da Knud er dreng, er Knud vokset op i Fjenneslev hos Skjalm Hvide fra Hvideslægten. Som ung mand kommer Knud Eriksøn i tjeneste hos hertug Lothar af Sachsen, og i 1015 gør Niels altså teenageren til sin grænsejarl. Knud bliver kendt for sin autoritet, sine høviske manerer, da han er trænet hos Lothar af Sachsen og sin generøsitet mod sin hird hvilket giver ham tilnavnet “Lavard” – Brødgiver, samme ord som engelsk “lord”. Efter sachsisk (nedertysk) model kalder han sig snarere “hertug” end “jarl”; hertugdømmet Sønderjylland – eller Slesvig – fra Kongeåen til Ejderen er opstået.

Kong Niels’ synes nu at have i al fald to projekter ud over at styrke kirken og Skt. Knud-kulten i Odense: 1) At få gjort noget ved det vendiske problem og 2) at få sikret sin slægt på tronen. De slaviske og hedenske vendere på Østersøens sydkyst – fx øen Rügen – har en livsstil der minder om de nordiske vikinger i århundrederne før, og de foretager hyppige raids op i Syddanmark. Det er en vigtig årsag til at Knud Lavard er gjort til grænsejarl. Pga. sin relation til Sachsens hertug, Lothar, som Knud var i tjeneste hos som ganske ung, står Knud for en sachsisk forbindelse. Niels selv vælger en anden forbindelse, nemlig Polens hertug, Boleslaw 3. hvis datter, Rikissa, bliver gift med Niels’ søn, Magnus den Stærke. Efter alt at dømme etablerer Niels og Magnus et samarbejde med Polen med henblik på at knuse den vendiske trussel, og den efterhånden gamle ærkebiskop Asser i Lund er en del af samarbejdet.

I 1127  er Knud Lavards “godfather”, Lothar af Sachsen, blevet tysk konge, og Lothar giver Knud Lavard status af tysk vasal over de vendiske obodritter lige syd for Holsten, og Knud kåres ligefrem som obodrittisk “knes“, dvs. fyrste eller konge. Samtidig fører Knud Lavard sig frem med stor selvfølelse iklædt kongeligt skrud.

Det er muligt at Niels og Magnus har set Knud Lavards syddanske magtpolitik i nær alliance med den tysk-romerske konge som et forsøg på at køre sin egen udenrigspolitik og lige lovlig smart og enerådig. Knuds slesvigsk-sachsiske alliance vendt mod venderne kolliderer med Niels’ dansk-polske alliance vendt mod venderne, og Magnus den Stærke føler sig sandsynligvis udfordret som tronfølger af sin magtfulde og ældre fætter – ifølge legenden tilskyndet af sin mor, den svenske Margrete Fredkulla.

Kort efter nytårsaften 1130-31 kommer det i al fald til et møde og en konfrontation i Haraldsted Skov lige nord for Ringsted mellem Magnus og Knud. Resultatet af konfrontationen er at Magnus den Stærke dræber hertug Knud i Haraldsted Skov.

Knuds halvbror, Erik Eriksøn, uægte søn af Erik Ejegod, leder derpå et oprør mod Magnus og Niels med støtte af talrige stormænd, fx naturligvis Hvideslægten, som har et særligt bånd til Knud Lavard. Og Knud Lavards nyfødte søn, Valdemar Knudsøn, kommer i pleje hos Skjalm Hvides søn, Asser Rig, og bliver nære venner med Asser Rigs yngste søn, Absalon.

fjenneslev-kirke1

Fjenneslev Kirke opført omkring 1130 af Asser Rig. Tårnene er senere tilbygninger

Der er nu heftig borgerkrig mellem kong Niels, Magnus og en del af bisperne på den ene side og så Erik Eriksøn, stormændene og resten af bisperne på den anden side. Niels og Magnus klarer sig bedst. Udfordringen er Lothar af Tyskland, Knud Lavards gamle beskytter, som nu er kejserkronet. Magnus må opsøge Lothar og sone, og det lykkes. Lothar anerkender Magnus den Stærke som Niels’ medkonge af Danmark og Lothars vasal.

Magnus kan have lovet Lothar flere ting – fx nedlæggelsen af det danske ærkebispedømme og underkastelse af det under Hamburg-Bremen? I al fald skifter Danmarks ærkebiskop Asser pludselig side i konflikten over til Erik Eriksøns parti efter 30 års godt samarbejde med kong Niels. En stor del af den skånske adel svinger sammen med ærkebiskoppen over til Erik Eriksøns side, og Niels, Magnus, biskopperne og Danmarks ledingshær må sejle til Skåne ved Fodevig. 2. pinsedag, mandag den 11. juni 1134 overrasker Erik Eriksøn den kongelige hær i et lynangreb. Han er støttet af ærkebiskoppens temmelig stærke hird samt 300 lejede tyske riddere. Taktikken virker, den kongelige hær slås eftertrykkeligt i Slaget ved Fodevig, medkong Magnus den Stærke og 4 danske biskopper dræbes, og kong Niels må flygte.

Kongens plan er åbenbart at flygte til Sachsen og gøre holdt i kongsgården i Slesvig, men i Slesvig vender byens borgere sig imod ham; Niels – eller i al fald hans søn Magnus – har jo ladet deres fornemme og populære hertug dræbe. Niels tilrådes at søge ly i en kirke, men nægter (ifølge Saxo) for ikke at blodbesudle kirken og prøver at nå kongsgården. Det lykkes ikke, den gamle konge hugges ned, og Erik Eriksøn – brutal og krigerisk – er ny konge under tilnavnet “Emune” – den Mindeværdige – givet efter Slaget ved Fodevig.

Erik Emune forsøger faktisk at gøre noget ved venderne ved et togt, men han dræbes efter få år på tronen . Derpå kongekåres Erik Emunes søstersøn Erik 3. Hagensøn “Lam”, og han er – ja – en from, men lam, fætter og abdicerer i 1146.

Den kaotiske tilstand kulminerer, da man efter Erik Lams abdikation i 1146 får to-tre konger på én gang, anerkendt ved hvert sit landsting. Rikissas og Magnus den Stærkes søn, Knud Magnussøn, blot 16-17 år, bliver konge af Jylland-Fyn, mens Erik Emunes søn, Svend Eriksøn “Grathe”, nogle få år ældre, krones på tingene i Sjælland og Skåne.

Valdemar Knudsøn er naturligvis på Svend Grathes side – Knud Magnussøn er jo søn af manden der dræbte Valdemars far, og Svend Grathe gør Valdemar til hertug Valdemar 1. af Slesvig i 1148. Borgerkrigen fortsætter, og Svend og Knud opsøger begge den tysk-romerske kong Frederik Barbarossa som opmand. Svend Grathe har øjensynligt givet det bedste tilbud. I al fald erklærer Frederik Barbarossa at Danmark nu er et tysk len, at Svend Grathe er hans vasal og må kalde sig dansk konge, at Valdemar 1. stadig må kalde sig hertug af Slesvig, og at Knud Magnussøn skal tildeles nogle passende len.

Svend 3. Grathe tildeler bare ikke Knud Magnussøn nogle passende len, og hans almindelige kedelige egenskaber får hertug Valdemar til at skifte over til Knuds side. Faktisk så eftertrykkeligt at Valdemar ægter Knuds søster, Sofie af Minsk. Knud og Valdemar fordriver nu Svend – der går i landflygtighed og allierer sig med den stærke hertug Henrik Løve af Sachsen og som dennes vasal vender tilbage med sachsiske tropper. I 1157 orker kamphanerne ikke mere og deler Danmark i tre dele: Valdemar 1. vælger Jylland-Fyn, Svend 3. vælger Skåne, mens Knud 5. sidder tilbage med Sjælland.

Derpå indkalder Knud til forsoningsfest i kongsgården i Roskilde.

blodgildet

Blodgildet i Roskilde hvor værten, en ængstelig Knud Magnussøn her på billedet, klynger sig til Valdemar Knudsøn, men alligevel på træsk vis skal dræbes af Svend Grathe og hans mænd.

Men Svend Grathe dræber på lumsk vis Knud Magnussøn ved Blodgildet i Roskilde, og Valdemar slår derpå Svend i et slag på Grathe Hede i Jylland, og Svend flygter, tages til fange og hugges ned med en økse.

Under al denne her turbulens har den tysk-romerske kejser, Frederik Barbarossa, sikret sig politisk indflydelse i Danmark og bliver officielt lensherre for både Svend Grathe og Valdemar 1.

Valdemartiden

Valdemar 1. bliver altså efter nedslagtningen af Svend Grathe i 1157 enekonge og gør allerede året efter sin stedbror Absalon til biskop i Roskilde. Ærkebiskoppen i Lund, Eskil, tilhører Trundslægten og er meget optaget af kirkens autonomi, så han danser ikke helt efter Valdemars pibe. Men Absalon er en særdeles markant figur som Roskildebisp.

sorø

Sorø Klosterkirke

Valdemar 1. den Store er vokset op hos Asser Rig i Hvide-slægtens gård i Fjenneslev på Midtsjælland, og Assers sønner, Esbern Snare og Absalon, er derfor Valdemars stedbrødre og allierede. Assers jordområde strækker sig fra Ringsted i øst til det nuværende Sorø i vest. På øen Sor-ø i et søområde i vest grundlægger Asser Rig i 1142 et benediktinerkloster. Absalon omdanner Sorø Kloster til et cistercienserkloster som hurtigt er Nordens mægtigste og rigeste kloster. Absalon lader en mægtig kirke af mursten (teglsten) bygge som Sorø Klosterkirke. Heri bliver Absalon siden begravet.

Ved Hvideområdets vestlige pol lader Valdemar en stor og prægtig murstenskirke bygge, Skt. Bendts Kirke. Denne klosterkirke (egentlig Vor Frue Kirke) er ment som en gravkirke for Valdemars far, Knud Lavard, som Valdemar også sørger for bliver helgenkåret. Sct. Bendts Kirke bliver lidt af en kultkirke for Valdemarslægten, og både Valdemar og en del af hans efterslægt frem til kong Erik 6. Menved er gravlagt i kirken.

Endelig udbygger Valdemar Dannevirke med en murstensmur, Valdemarsmuren. Den bygges foran voldene og er en 5-7 meter høj, 2 meter brød og 4 km. lang.

Valdemarsmuren-2012

I dag er der kun rester af Valdemarsmuren

Disse tre byggerier, Sorø Klosterkirke, Sct. Bendts Kirke og Valdemarsmuren er Danmarks første murstensbyggerier.

Hvide-slægten er tæt på magtens centrum i disse år. Asser Rigs nevø, Sune Ebbesen, er Danmarks største jordbesidder med over 28.000 hektar jordareal under sig, og Sune Ebbesen er tæt på sin fætter Absalon og på Valdemar.

sct-bendts-kirke-indenfor_sto (1)

Sct. Bendts Kirke i Ringsted

Der bygges borge for at sikre rigets indre fred og sikkerhed. Storebælt er en udfordring, for i bæltets smalleste sted ligger øen Sprogø der er en sørøverkule. Valdemar lader anlægge borgen Tårnborg nær Korsør på Sjælland og borgen Nyborg Slot på Fyn for at sikre transporten, mens Esbern Snare anlægger Kalundborg Slot ved Sjællands vigtigste overfartsted mod Jylland. Sønnen Knud 6. anlægger Vordingborg Slot så overfarten fra Sjælland til Falster er sikret.

Under kong Niels var de vendiske angreb på fx Lollands og Sjællands sydkyst  taget til, og nu skal de hedenske vendere knækkes med korstogs-agtige erobringer. I 1169 drager danske krigsskibe med biskop Absalon i spidsen og Sune Ebbesen som deltager mod de vendiske sørøveres magtcentrum, Jaromarsborg på halvøen Kap Arkona på øen Rügen. Arkona erobres, og en stor træstøtte af den vendiske gud Svantevit tilintetgøres. Rügen er dansk. Øen Rügen deles mellem vinderne, således at den verdslige magt over øen kommer under kongen (Valdemar), mens den kirkeligt bliver lagt ind under Roskilde Stift (Absalon). Vendertogterne er ikke paveligt sanktionerede korstog, men er korstogsagtige og efterfølges – som ved de rigtige korstog – af katolsk missionering i de erobrede områder, tvangsdåb og etablering af klostre.

Samme år – 1169 – synes der efter Rügen-feltoget at være etableret en reform af ledingsystemet. De menige havnebønder der udgør et lið og kan kaldes til leding, synes for det første nu i højere grad at være direkte underlagt kongen i stedet for de lokale stormænd. Og for det andet etableres nu et rotationsprincip. Landets havnebønder skal 1 år være i tjeneste, primært som kystvagt. I 16 uger skal de finde et skib (typisk lejet af kongen eller styresmanden), og stille mandskab, udstyr og proviant til rådighed under skibets 16 uger lange vagttjeneste.  Derpå er denne havnes havnebønder 3 år tjenestefri, men skal til gengæld betale en ledingsskat til kongen som kompensation for ikke at stå til tjeneste. Stormændene skylder stadig sin konge krigstjeneste hele tiden, men skal til gengæld ikke betale ledingsskat.

KONICA MINOLTA DIGITAL CAMERA

Vendernes hovedbase, Jaromarsborg på Kap Arkona på Rügen, har ikke været helt let at erobre for Absalon og hans tapre krigere. Skrænten er 42 meter høj.

I 1177 dør ærkebiskop Eskil, og Absalon bliver ny ærkebiskop af Lund samtidig med at han bevarer embedet som biskop i Roskilde. Absalon har nu en usædvanlig stærk magt. I 1167 har Absalon fået byen København mellem Roskilde og Lund og her på den lille ø Slotsholmen bygget sig en bispeborg – et sted der siden bliver Danmarks magtcentrum. Samtidig – i 1170 – begynder biskop Absalon at bygge Svend Estridsens Roskilde Domkirke lavet af frådsten om til en større og mere imponerende murstenskirke.

ribbehvælv

Ribbehvælv er en ny måde at lave hvælvinger på hvor fremstående ribber bærer vægten

I 1191 går det ikke længere med at Absalon er både ærkebiskop i Lund og biskop af Roskilde, og Ebbe Sunesens søn, Peder Sunesen, afløser ham i 1191 som Roskildebiskop. Under sit studieophold i Paris har Peder Sunesen hørt om en ny, dristig byggestil – den gotiske stil: spidse buer, ribbehvælv, en opadstræbende stil og masser af krummelurer og detaljer. Peder Sunesen ændrer på Absalons planer om en Roskilde Domkirke i teglsten i retningen af gotisk stil. Dermed bliver kirken en af de første gotiske byggerier i Danmark.

Allerede under kong Niels påbegyndes reformer hvor kongens får placeret lensmænd og såkaldte ombudsmænd omkring på kongsgårde og kongeborge. Og systemet udbygges under Valdemar 1. Disse lensmænd og ombudsmænd er kongens forlængede arme og skal både sikre militær fred i deres distrikter (der typisk er de gamle herreder) samt inddrive skatter og er således centrale elementer i den middelalderlige forvaltning.

Valdemar den Store dør i 1182 og erstattes på kongetronen af sønnen Knud 6. Valdemarsøn, mens Knuds lillebror, Valdemar Valdemarsøn, bliver hertug af Sønderjylland. Knud er en lidt bleg figur. Landets stærke mænd er ærkebiskop Absalon samt kongens lillebror, hertug Valdemar 2. af Sønderjylland. Sidstnævnte skal først gøre op med en modstander i form af fætteren, bisp Valdemar af Slesvig  (søn af Knud Magnussøn) og går derpå i gang med at underlægge sig de tyske områder syd for Dannevirke. Under Knud 6. anerkendes den tysk-romerske kejser ikke længere som danskerkongens lensherre – utvivlsomt Absalons initiativ.

Valdemartidens generelle program er et tæt samarbejde mellem kongemagt, kirkemagt og adelsmagt, og det lykkes.

Valdemartidens nationalistiske ideologi

Flere skrifter fra samtiden, fx Lejrekrøniken fra 1170 og Danskernes Bedrifter af Saxo fra ca. 1190, udtrykker en kombineret historieskrivning og en særlig ”valdemarsk ideologi”: De kristne danske konger heroiseres, man lægger vægten på en militant udenrigspolitik og kontinuiteten med de legendariske og hedenske Lejre-konger der heroiseres endnu mere. Kongen og kirken er samlende størrelser i Danmark, og der er grund til stolthed over danernes bedrifter i nutid og fortid. Ideologien er er ret antitysk, måske pga. Frederik Barbarossas samtidige forsøg på at underlægge sig Danmark. Den valdemarske ideologi kan sagtens være folkeligt forankret, men tjener i det mindste ydermere til at sikre autoriteten og legitimiteten for Valdemar 1. og hans slægt.

 

1200-tallet

Udviklingen i 1100-tallet fortsætter i 1200-tallet: Der bygges masser af stenkirker og tillige en del klostre, der grundlægges et væld af købstæder/handelsbyer, landbrugsrevolutionen fortsætter og det økonomiske boom og de mange nye torp-landsbyer og Østersø-området søges kontrolleret.

Sildemarkedet i Øresund bliver af et nærmest kolossalt omfang fra 1200-tallet. Efter korn og tøj er sild Europas største handelsvare, og Øresunds sildemarked er det primære produktions- og salgssted. København er tilknyttet dette boomende marked, og derfor vokser Københavns betydning og størrelse ikke så lidt i den kommende tid.

Rigets øverste “ministre” – drost, kansler, marsk, gælker og kammermester

Rigets forvaltning eller administration formaliseres. Den har to udgangspunkter, dels kongens kontor og kongens hærfølge, hans hird. Kongens kontor kaldes efter frankisk (og romersk) forbillede for kancelliet, og lederen kaldes cancellarius, eller kansler. Kongens dokumenter skrives på latin, så kansleren skal kunne latin. Det er især gejstlige der kan det, så kansleren er hyppigt en biskop. Ud over rigets forvaltning hører rets- og kirkeforhold under kancelliet. Men i rang lige over kansleren er drosten – egentlig – drot-sidderen – der leder kongens husholdning. Drosten er den øverste i kongens hird og optræder som kongens stedfortræder. Fra slutningen af 1300-tallet skifter embedet navn til “rigshofmester“. En anden vigtig del af hirden er riddernes chef der kaldes marsk. Reelt er marsken landets hærchef. Også central er landets gælker der er kongens guvernør af Skåne og særlig ansvarlig for Skånemarkedet. Endelig er kammermesteren ansvarlig for kongens “kammer”, dvs. ejendom, hans skatte.

Østersøimperiet

Valdemartiden kulminerer med grundlæggelsen af Valdemar Sejrs Østersø-imperium. En umiddelbar konsekvens af denne fokus på Østersøen og øgningen af handlen her, er at der blomstrer købstæder ved den sydjyske østkyst – Flensborg, , Åbenrå, Sønderborg, Haderslev og Kolding – ved Fyns sydkyst – Assens, Fåborg og Svendborg – og andre byer ud mod Østersøens vande – Nakskov, Stege, Skælskør, Næstved, Vordingborg osv. De enten opstår eller styrkes markant i 1200-tallets første fjerdedel.

østersøimperiet

Valdemar Sejrs Østersøimperium

Derefter er der en konsekvent politisk nedgang for Danmark der kulminerer med en reel rigsopløsning i 1332. Sønderjylland bliver et selvstændigt hertugdømme med stærke bånd til grevskabet Holsten, og en fortyskning begynder af de sønderjyske byer, især i sydøst.

Måske kan en pæn del af årsagen skyldes strukturelle ændringer. I løbet af 1200-tallet begynder en ganske pæn del af Danmarks selvejebønder at skifte til fæstebondestatus. Fra at eje deres egen gård og betale skat af indtægten til kongen så lejer de en gård af herremanden/godsejeren og betaler ham afgifter eller hoveri. Det betyder en stor nedgang i skatteindtægter fra Valdemar Sejrs tid og til hans oldebørns – Erik Menveds og Christoffer 2.s – tid. Måske er Erik Menveds og Christoffer 2.s skatteindtægter svundet ind til 1/4 af Valdemar Sejrs skatteindtægter bl.a. pga. nedgangen af skat fra selvejebønder. Hvis så disse fyrster vil opretholde den samme ambitiøse og udgiftskrævende politik som Valdemar Sejr – og det vil de – så løber de selvsagt ind i problemer. Nemlig gældsættelse og deraf følgende pantsætning. I øvrigt er en del af problemet en ond cirkel. Erik Menved dårlige økonomi tvinger ham til at sætte skatterne op hvilket igen ansporer bønderne til at hoppe i skattely ved at blive fæstebønder. Dermed bliver beskatningsgrundlaget ringere osv.

klæder 1200-tal

Forskellige typer klæder fra 1200-tallet

Tiggermunkene

Tiggermunke-ordenerne – sortbrødre (dominikanere) og gråbrødre (franciskanere) – kommer til Danmark. Modsat de klassiske klostre (benediktinerne) og cistercienserne (som Sorø Kloster og Løgum Kloster) så opsøger tiggermunkene allerede eksisterende købstæder og fungerer herinde – og ernærer sig fuldt og helt ved tiggeri og almisser og ikke ved landbrug. Tiggermunkene etablerer sig i fx Tønder, Haderslev, Kolding, Vejle, Svendborg, Kalundborg, Næstved og København – men også i bispebyer som Viborg, Ribe og Roskilde.

Kloste1

Klostre i Danmark i Middelalderen. Det er svært at se på illustrationen, men der er hele 4 klostre i Næstved.

Stuen

Boligen – selv bondegården – begynder så småt at få indre rum. ”Stuen” dukker op, dvs. et aflukket rum der kan varmes op med fx ildsted eller ovn. Der giver bedre opvarmning og naturligvis mere privatliv. Til langt op i tiden er opholdsstuen både opholdssted, spisested og sovested.

klæder 1200-tal 2

Illustration fra 1200-tallet

Politisk – Valdemartidens afslutning

Ærkebiskop Absalon dør i 1201, og Valdemar den Stores ældste ægtfødte søn, Knud 6., dør året efter. Knud 6.s lillebror, hertugen af Sønderjylland, nu Valdemar 2. Valdemarsøn, overtager. Valdemar 2. får sit tilnavn “Sejr” idet han erobrer de tyske fyrstendømmer syd for Dannevirke – Holsten, Lauenburg, Pommern, Gotland og Estland. Sidstnævnte erobres ved det berømte Slaget ved Lyndanise den 15. juni 1219 hvor ærkebiskop Anders Sunesen (søn af Sune Ebbesen) er med. Legender fortæller at når ærkebiskoppen løfter armene, har danskerne fremgang, og når han sænker dem pga. træthed, trænges danskerne tilbage. Men så kommer Dannebrog svævende ned fra himlen og sikrer danskerne krigslykke. Siden bliver det rød-hvide Dannebrog danskernes nationalflag, verdens første. Dannebrog kendes i al fald fra 1300-tallet og bliver den danske kongemagts symbol.

Modsat vendertogterne der var korstogsagtige, men ikke paveligt sanktionerede rigtige korstog, så er Valdemars Sejrs felttog i det baltiske område paveligt sanktionerede korstog; det er hellig krig som Dannebrogslegenden viser, deltagerne får syndsforladelse af paven som andre korsfarere gør, og får dermed en mere direkte adgang til Paradis, og togterne efterfølges af kristen mission.

dannebrog_maleri

Dannebrog daler ned fra himlen, så dansken kan besejre esten.

Valdemar Sejr behersker reelt Østersøen. Men allerede i 1224 slutter det. Kong Valdemar, kronprinsen Valdemar den Unge og grev Heinrich af Schwerin drager på jagt på Lyø syd for Fyn. Her bortfører greven kongen og kronprinsen og holdes fangne i over 2 år. Løsesummen er alle tyske områder syd for Dannevirke samt 44.000 mark sølv.

Danmark afleverer de tyske områder og betaler, Østersøimperiet er knækket.

ros domkirke 1280

Sådan ser Roskilde Domkirke ud i 1230 under Valdemar Sejr. Den bageste del af kirken er nu i mursten, som Absalon har besluttet, og i gotisk stil, som Peder Sunesen har besluttet. Den grå bue til højre, “Absalonbuen”, forbinder med en gang domkirken med biskoppens residens og er lavet af den frådsten der blev til overs da Svend Estridsens kirke blev revet ned.

 

Jyske Lov

Derefter opgiver Valdemar Sejr reelt udenrigspolitikken til fordel for indre reformer. Han sørger for at Danmarks tre lande – Skåne, Sjælland og Jylland – får hver sin ”landskabslov”. Den sidste landskabslov, Jyske Lov fra 1241, er mest ambitiøs og stærkt præget af kirkens kanoniske lovgivning der atter er inspireret af Romerrigets jura. Det er Jyske Lov der har den berømte fortale der indledes med:

Med lov skal land bygges. Men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov. Ingen lov er så god som dette at følge sandheden, men hvor man er i tvivl om hvad der er sandhed, der skal loven vise sandheden.

Sprogligt er det i øvrigt interessant at bemærke at Valdemar Sejrs landskabslove er skrevet på dansk. På den tid foregår administration og forvaltning i Danmark ellers på latin efter frankisk/tysk-romersk forbillede.

Med Jyske Lov foregår retshåndhævelsen ikke med udgangspunktet i skaden, men i skadesvolderens skyld, det personlige ansvar. Hvis en mand dræber, skal kun manden straffes, den skyldige, ikke morderens slægt. Voldtægt anses ikke længere som hærværk på mandens ejendom, men som krænkelse af kvinden. Ægteskab skal kræver begge parters vilje og samtykke. Straffesystemet er stadig barskt. Homoseksuel og udenomsægteskabelig sex kan give dødsstraf.

Der er en generel tendens i landskabslovene at slægten eller klanen ikke mere er en primær juridisk enhed der sikrer den enkeltes ære, liv og ejendom og bestemmer hvem man ægter. Nye juridiske enheder er dels stormandens “familia“, dvs. herremandens slægt, de der er i herremandens tjeneste og bor på hans ejendom og gods – herunder siden fæstebønderne. En vigtig retsbeskyttelse får man altså af sin herremand der også får ret til at straffe medlemmerne af hans familie. Og dels kernefamilien – far, mor og børn – hvor begge ægtefæller skal ville ægteskabet. Samtidig er både kongen og de retslige territorier som herrederne også særdeles vigtige juridiske enheder.

Det er ikke direkte nedskrevet i landskabslovene, men det kristne værdisæt i normerne betyder at den urgamle tradition med ”trælle”, altså slaver, nu begynder at dø ud. Slaverne sættes fri og kan købe egen bolig. Da de ikke medbringer den store kapital, bliver de tidligere trælle såkaldte ”gårdsæder” – senere kaldet husmænd – der køber ”gårdsædestavne”. Her er der ikke landjord nok til at gårdsæderne kan forsørge sig selv ved landbrug, så de må assistere andre – i bedste fald som håndværkere såsom smede, og i værste fald som daglejere. Til gengæld fandtes der også selvejergårde – såkaldt brydegårde – med for megen jord til at de kunne drives af en familie. Brydegårdmændene var derfor afhængige af gårdsæderne som assistance.

Kongemagtens svækkelse 1250 – 1340

Valdemar Sejr dør samme måned som Jyske Lov udgives, og derefter er Danmark politisk i nedgang. Tre af Valdemar Sejrs sønner efterfølger ham – Erik 4. Plovpenning, Abel og Christoffer 1. – og de bekæmper hinanden indbyrdes. Striden har rod i at Valdemar Sejr gør Erik Plovpenning til sin efterfølger, mens Abel er hertug af Slesvig. Da Erik ikke har nogen sønner, er Abel naturligt tronfølger. Det har siden Valdemar den Store været tradition for at tronfølgeren kåres som medkonge, men det nægter Erik Plovpenning, og Abel bliver sur og allierer sig med sine brødre mod kongen der ender med at blive fanget ved Slesvig, sejlet ud på Slien og halshugget, ingen ved præcis af hvem, men kongen var jo hertug Abels gæst. Abel bliver nu (i 1250) en ret effektiv konge, men falder efter blot halvandet år på et felttog mod friserne. Modsat Erik 4. Plovpenning så har Abel sønner, to styk, men tronfølgeren Valdemar Abelsøn bortføres i Tyskland, og Abels lillebroder Christoffer benytter sig i 1252 af magttomrummet og lader sig kongekåre. Valdemar (hertug Valdemar 3.) og siden hans bror Erik (hertug Erik 1.) gøres nu til hertuger af Slesvig, men de er jo begge tronkandidater. Christoffer 1. bygger derfor en propaganda op mod den afdøde Abel der kaldes brodermorder, og en helgenkult op omkring Erik Plovpenning, der kaldes martyr. Det er selvfølgelig for at sikre sin trone, men Christoffer 1.s proganda kan sagtens have ret; kirken anerkender dog aldrig Erik Plovpenning som helgen.

Ud af alt dette rod sker der to afgørende ting. Slesvig begynder nu under Abels sønner at fungere som et selvstændigt fyrstedømme der endda samarbejder med det tyske fyrstedømme Holsten mod syd. Mechtilde, Abels hustru – og Abelsønnernes mor – er nemlig søster til de holstenske grever. Det får siden stor betydning for Sønderjylland der langsomt fortyskes og nu er ude af danskerkongens kontrol.

Der begynder også at komme strid mellem kongemagt, kirkemagt og adel. Hvideslægten er ikke længere på kongens side, og konge og ærkebiskop er hyppigt i strid, fx om hvem der må udnævne biskopper – kongen eller ærkebiskoppen. Christoffer 1. kæmper således med ærkebisp Jakob Erlandsøn fra Hvideslægten og dør så pludseligt i 1259 at nogle mener at en abbed må have forgiftet kongens altervin.

Ros Domkirke klipping

I 1280 under Erik Klipping er murstensudgaven af Roskilde Domkirke bygget næsten færdig. Kirken skal have to kirketårne i hver sin side af indgangen. Kun det sydlige tårn er færdigt. Bygningen der stikker ud for oven til venstre, er kapitelhuset.

Christoffer 1.s søn, Erik 5. Klipping, er blot 10 år, da han bliver konge, og moderen Margrethe ”Sprænghest” Sambiria, må regere. I øvrigt under megen turbulens især pga. konflikten med Mechtilde og Abelsønnerne. Under et felttog tages både Margrete og den unge konge til fange, og Erik Klipping tilbringer som teenager adskillige år i tysk tilfangetagelse. Han frigives i 1264 mod at give hertug Erik 1. Abelsøn af Slesvig vigtige beføjelser. En anden besværlighed er at Sveriges hersker, Birger Jarl, ægter Erik Abelsøns mor (og Abels enke) Mechtilde. Birgers søn, Valdemar Birgersson, opnår kongekåring og ægter Erik Plovpennings ældste datter Sofie der har krav på en stor medgift af det danske krongods. Margrethe Sambiria, der er omringet af fjender – Holsten, Slesvig og Sverige – har ikke tænkt sig at give denne medgift. Det bliver værre, for den norske tronfølger, Magnus Lagaböter, er ude efter den næstældste datter af Erik Plovpenning, Ingeborg. Det vil koste endnu en væmmelig masse medgift, og Margrethe Sambiria stuver derfor simpelthen Ingeborg af vejen i et østjysk kloster. Det forhindrer dog ikke nordmændene i at befri hende. Ingeborg har i al fald tydeligvis oplevet det som en befrielse. Fjenderne er nu Slesvig, Holsten, Sverige og Norge.

erik_glipping

Erik 5. Klipping, konge af Danmark 1259-86

Som voksen er Erik Klipping er den ødsle, ærgerrige og forfængelige type og ingen heldig regent. Han lægger sig ud med ærkebiskop Jakob Erlandsen, de holstenske grever, den sønderjyske hertug (Erik Abelsøns søn, Valdemar 4. af Slesvig), det norske kongehus og de danske stormænd.

En af tidens mægtigste stormænd er Stig Anderssøn hvis to første hustruer var af Hvideslægten. I 1272 bliver Stig Anderssøn rigsmarsk, altså leder af kongens riddere, reelt hærchef, og er med til at kautionere for gæld som den økonomisk umulige Erik Klipping har stiftet. I 1276 nægter marsk Stig at anerkende Erik Klippings unge søn, Erik (Menved), som tronfølger, men påfaldende nok forbliver han rigsmarsk. Marsk Stig er ved at være en af de mest magtfulde og fremtrædende blandt de stormænd der er stadig mere irriterede over kong Erik og hans politik.

I 1282 må Erik Klipping skrive en art forfatning, en håndfæstning, der lægger rammerne for kongens magtudøvelse. Hvert år ved Skt. Hans skal kongen på Nyborg Slot holde ”Danehof”, dvs. rigets mægtigste mænd forsamles med kongen og lægger råd om rigets styrelse. Ingen kan dømmes, med mindre han er lovligt dømt af domstolen eller grebet på fersk gerning. Marsk Stig er givetvis en af initiativtagerne.

danehofsal

Her i Danehofsalen på Nyborg Slot samlede kongen sit danehof

I 1285 kommer det til oprør. Hertug Valdemar 4. Eriksøn kræver Als og kongens krongods i Sønderjylland indlemmet i sit len, og kongen nægter. Valdemar 4. allierer sig med de holstenske grever og Erik Plovpennings datter, den dansk-norske enkedronning Ingeborg der med de norske stormænd regerer Norge på vegne af den mindreårige – og i øvrigt formentlig åndssvækkede søn, Erik Præstehader.

Grunden til Ingeborgs modvilje mod sin fætter Erik er oplagt. Den danske kongemagt puttede hende i sin tid i kloster for at hun ikke skulle få sin norske prins. Og ingen af Erik Plovpennings døtre, hverken Ingeborg eller den svenske dronning Sophie, gift med Valdemar Birgersson, har fået deres fulde arv fra Danmark efter deres far. De to yngste er endda arrangeret i kloster, så de ikke skulle få den tanke at gifte sig og kræve medgift.

Valdemar Birgerssons medgiftkrav får Erik umiddelbart klaret ved militært at støtte et oprør som Valdemars bror, Magnus Ladelås, foretager mod Valdemar der fordrives og ikke længere er nogen politisk trussel. Magnus Ladelås er nu svensk konge, og Sverige er ven af Danmark.

Erik Klipping behandler sine kusiner nedladende, og kun en af dem, Jutta, får noget videre af sin arv, og vreden mod Erik Klipping er stor. Samtidig havde Erik også allieret sig med de tyske hansestæder og arbejdede mod norske handelsinteresser. Der er nærmest åben krig mellem Norge og Danmark på dette tidspunkt.

I 1286 myrdes kong Erik Klipping 35 år gammel da han med sine mænd hviler ud i en lade ved Finderup i Viborg-området under en jagt. Mordet er aldrig opklaret.

Et godt bud på mordets bagmand er er hertug Valdemar 4. af Slesvig. Et endnu bedre bud er den norske kongemagt der har fået flere godser i området som en sølle kompensation for den medgift og arv Ingeborg er blevet snydt for. Norske håndlangere for Eriks fjende, enkedronning Ingeborg, er simpelthen i området. Også marsk Stig har godser i det vestligste Østjylland, men der er ingen kilder der viser en alliance mellem Norge og marsken på dette tidspunkt.

Men det er Erik Klippings modstandere i danehoffet der dømmes for mordet og erklæres ”fredløse”. Det er bl.a. hærchefen marsk Stig og finansministeren Rane Jonsøn, men også grev Jakob af Halland der er ud af kongeslægten (Valdemar Sejrs sønnesøn).

erik menved

Erik 6. Menved, dansk konge 1286-1319

Erik Klipping efterfølges af sin ældste søn, den 12-årige Erik 6. Menved. Han er stolt og stejl og endnu mere uheldig end sin far. Han har konflikter med de fredløse, der støttet af den norske kongemagt laver raids i Danmark i alliance med hertug Valdemar 4. af Slesvig. Og han har konflikt med den nye stejle ærkebiskop, Jens Grand, der forbyder sine undergivne gejstlige at betale krigsskat og udvikler bekymrende relationer til Norge og til de fredløse. På Bornholm bygger Jens Grand Danmarks hidtil stærkeste fæstning – Hammershus. Ærkebispen fængsles i 1294, men bøjer sig ikke. Til sidst forsoner Erik sig med Norge og med Valdemar 4. af Slesvig for at koncentrere sig om ærkebispen der lyser Erik Menved i band og lyser interdikt – altså  strejke for kirkelige tjenester – over Danmark.

Hammershus-Edit

Ærkebiskop Jens Grands fæstning på Bornholm, Hammershus, findes i dag kun som ruin

Men Erik Menveds store kiks kommer i 1300-tallet.

Der er stadig stor gang i dannelsen af købstæder i Danmark med nye handelsbyer som fx Lemvig, Holstebro, Grenå, Vejle, Middelfart, Køge, Stege, Rudkøbing, Assens, Fåborg, Skælskør, Holbæk, Nykøbing Falster, Sakskøbing og Nakskov. Der bygges borganlæg som Koldinghus, Nordborg og Sønderborg Slot, bispeborgen Opnør Hus som Åbenrå (Opnør Å) dukker frem i ly af samt Svineborg (Svendborg). Det er jo så mest de Østersø-relaterede der lige boomer i de år da Østersøen er en dansk indsø – fx Næstved der som nævnt bliver Sjællands andenstørste by efter Roskilde.

1300-tallet

Danmark gennemgår en stor deroute og en reel rigsopløsning, indtil Valdemar Atterdag med brutale metoder får samlet Danmark igen. Datteren Margrete 1. får med stor klogskab styrket landet og får skabt en nordisk personalunion: Kalmarunionen.

Det er et særdeles ufredeligt århundrede, formentlig det mest ufredelige siden Romersk Jernalder. Pestepidemien Den Sorte Død midt i århundredet slår op mod halvdelen af danskerne ihjel og skaber stor affolkning. Enkelte købstæder reduceres så voldsomt i indbyggerantal at de mister deres købstadsrettigheder fx Skibby og Søborg på Nordsjælland. Efterfølgende kommer en landbrugskrise.

black-death-medicine1

Læge fra Den Sorte Død-epidemien

Endnu flere af de danske selvejerbønder bliver nu ”landboer”, også kaldet fæstebønder underlagt en herremand/godsejer. I slutningen af århundredet er 90 % af Danmarks bønder fæstebønder. Bemærk at overgangen fra selvejebønder til landboere eller fæstebønder overhovedet ikke påvirker de gamle landsbyfællesskaber. Landsbyens bønder – hvad enten man er selvejebonde eller fæstebonde – samles stadig på landsbyens ting ledet af en oldermand og afgør sig for hvornår der skal pløjes, sås, høstes osv. Den enkelte bondes agre er stadig fordelt i mere end en snes strimler der ligger spredt rundt i hele landsbyens samlede ager-areal, og det er i praksis umuligt selv at bestyre dyrkningen af sin egen mark.

landsbyfaellesskab

Det store kirkebyggeri og den store købstadsgrundlæggelse går i stå. Politisk begynder danehoffet at omdannes til ”rigens råd” eller ”rigsrådet”, et slags parlament af adelsmænd. Kongen begynder at bindes af en såkaldt ”valghåndfæstning”. Rigsrådet vælger en ny konge hvis denne underskriver en valghåndfæstning der definerer rammerne for kongens magt.

klæder 1300-tal

Tøjstil i 1300-tallet

Den sønderjyske hertugslægt, Abelsønnerne, uddør i 1375, og den holstenske greveslægt, Schauenburg, arver Sønderjylland. Dermed er Sønderjylland og Holsten tæt forbundet.

Holstenere får stor politisk betydning i 1300-tallets Danmark. Dels sidder mange holstenske adelige på danske borge, indtil de fordrives af Valdemar Atterdag, men holstenere bosætter sig i stor stil i de sydøstlige Sønderjylland, og byen Slesvig er ved at blive en tysk by. Og dels er der mange nedertyske håndværkere i de danske byer.

Holstenernes sprog  – nedertysk – der egentlig slet ikke er et slags tysk – præger i stor stil det danske sprog i disse år med ordlån som blive, føle, mene, ske, bange, kort, rund, bukser, køkken, tallerken, de fleste ord med forstavelsen be- fx begynde. Over 16 % af det danske sprogs ord stammer fra nedertysk der bliver det fremmedsprog der stærkest præger det danske ordforråd. Græsk-latinske lån i dansk er fx på under 8 % af det danske ordforråd, mens engelske lån er på under 1 %.

Erik Menveds og Christoffer 2.s gældsætning

Den politiske misere i 1300-tallet skabes af Erik 6. Menveds ambitiøse politik. Tilsyneladende går det godt for Erik Menved sammenlignet med i 1200-tallet. Han har fået sluttet fred med Norge og hertugdømmet Sønderjylland, og i 1301 forflytter paven simpelthen Jens Grand der får et ærkebispedømme i udlandet. Men Erik formår at skaffe sig selv nye problemer. Han fører en stærkt ekspansiv politik mod de nordtyske fyrstendømmer. Fx allierer han sig med Mecklenburg mod Brandenburg. I 1304 får Erik anerkendt herredømme over alt land nord for floderne Elben (dvs. Holsten) og Elde i Mecklenbrug-Brandenburg, og  nogle af de vigtigste vendiske hansestæder som Lübeck, Rostock, Wismar, Stralsund og Greifswald anerkender den danske konges overhøjhed. Erik Menved bliver Lübecks skytsherre i 1307 og i 1311 lensherre over Rostock.

Det er jo flot, men successen stammer fra lejede tyske ridderhære. Og pengene låner kongen af tyske forbindelser herunder sin halvbror Johann 3. af Kiel og dennes fætter, grev Gerhard 3. af Rendsborg – de to centrale fyrster i Holsten. Desuden bruger han sine lejetropper til at støtte sin svoger, den svenske kong Birger Magnusson der ligger i strid med sine brødre, hertug Erik af Södermanland og hertug Valdemar af Finland. De er alle sønner af den Magnus Ladelås som Erik Klipping var med til at installeret som svensk konge. Erik af Södermanland støttes af Norge idet Norges konge, Håkon 5. er hertug Eriks svigerfar.

Konflikten ender med at kongen slutter fred med sine hertug-brødre, holder fest for at fejre freden (Nyköpings gästabud), fængsler brødrene under festen, kaster dem i fængsel i Nykøbing slot og lader dem der sulte ihjel i deres celler. Et oprør bryder ud, og kong Birger må abdicere og flygte til Danmark.

Der begynder at komme en dynastisk interessant situation i Skandinavien. Den flygtede Birger af Sverige har ingen sønner, Håkon 5. af Norge har ingen sønner, og Erik Menved af Danmark har slet ingen overlevende børn. I Sverige klares situationen ved at at lade en meget ung søn af hertug Erik af Södermanland – Magnus Eriksson “Smék” – få tronen. Via sin morfar – den sønneløse Håkon 5. af Norge – er Magnus Smék også arving til Norge!

Også sin egen marsk, Ludvig Albrektsøn, må Erik låne penge af. som pant for lånet får de holstenske grever Fyn, mens marsk Ludvig får Skåne i pant.

I 1312 kommer der hungersnød, samtidig med at Erik skruede skatterne i vejret for at betale sine svenske felttog. Jyske bønder og nogle stormænd gør oprår, kong Erik bruger sin tyske lejehær til at slå oprøret ned, og han lader i den forbindelse fæstninger som fx Bygholm i Horsens, Borgvold  og Kalø Slot nær Århus anlægge ved hjælp af bønder sat på tvangsarbejde. Oprøret slås ned, og temmelig mange henrettes.

Fra 1316 begyndte Eriks nordtyske politik at falde sammen. Brandenburg og Stralsund slog til mod Erik der intet kunne gøre, Lübeck og Rostock anerkendte ikke længere Erik som overherre. Endnu engang lægger Erik sig ud med sin ærkebiskop, nu Esger Juul. Kongens bror, hertug Christoffer, konspirerer med de fredløse og deres familie (Anders Stigsøn, søn af den nu afdøde marsk Stig) samt med Esger Juul og enkerne til de svenske hertuger som af deres bror, kong Birger, var blevet sultet ihjel. Det var et anti-Erik-parti.

Christoffer 2. sætter trumf på katastrofen

Erik Menved dør i 1319 uden at efterlade sig børn. Han advarer til det sidste mod at broderen hertug Christoffer får tronen. Men valget står mellem Christoffer og hertug Erik 2. af Slesvig (Valdemar 4.s søn). Stormænd som marsk Ludvig Albrektsøn Eberstein og den tidligere drost Niels Olufsøn Bild – den danske kongemagts største kreditor, mener at Christoffers notorisk svage karakter vil være til fordel for stormændene. Han skal blot for et kongevalg godkende en håndfæstning hvor kirken sikres skattefrihed, hvor adelen får indskrænket sin militærpligt, tyskere forhindres i at få flere len i Danmark eller deltage i kongens råd (der er ved at erstatte danehoffet), hvor statsgælden betales, mens ingen nye skatter udskrives, og hvor de fredløse får amnesti.

christoffer 2.

Christoffer 2., dansk konge 1320-26 og 1330-32

Det var i øvrigt første gang at en dansk konge blev valgt på betingelse af at han underskrev en kontrakt med de vigtigste stormænd, en valghåndfæstning, der nøje bestemte de betingelser som han skulle herske under, en art grundlov. Eller ansættelseskontrakt. Christoffer accepterer til de umulige betingelser, og i 1324 krones han af den genindsatte ærkebiskop Esger Juul der også kroner Christoffers ældste søn, Erik, som medkonge og efterfølger.

Men Christoffer prøver at beskytte en af Erik Menveds få tilbageværende besiddelser – Rostock.  For at sikre sig en stærk tysk allieret får kong Christoffer II i 1324 sin datter Margrete gift med markgrev Ludwig af Brandenburg, søn af ingen mindre end den tyske kejser Ludwig af Bayern, og erklærer at der senere vil forelægge en passende medgift. Planen har givetvis den snu tanke at Ludwig af Brandenburg dermed vil være en trofast støtte af Christoffer 2. for at få sin medgift. Men den aktive politik koster penge, Christoffer 2. må bryde sin håndfæstning og sætte skatterne op, marsk Ludvig allierer sig med de holstenske grever Johann 3. og Gerhard 3., og tilsammen jager de Christoffer og dennes søn Erik på porten. Ny dansk konge bliver en drenge-marionet, hertug Valdemar 5. af Sønderjylland som grev Gerhard 3. er formynder for.

Men i 1330 laver Christoffer 2. det arrangement med grev Johann og grev Gerhard at han kan vende tilbage som konge hvis de til gengæld får hele Danmark som pant delt mellem sig. Hele Danmark er nu pantsat, og selv om Christoffer er konge af navn og teoretisk kan trække på det danske folk og den danske adel til forsvar og angreb, så er han i praksis ikke konge af gavn og kan ikke trække på nogen som helst. Både kongeriget og kongen er ydmyget. Christoffer er uden borge og slotte og i praksis også uden rigsembedsmænd.

Christoffer 2. flytter til sin bror grev Johann 3.s østdanske pant og bosætter sig i et almindeligt hus i Sakskøbing på Lolland. Et par tyske riddere brænder huset ned og tager kongen i fængsel på Ålholm Slot. Johann får ham ud, men kort efter dør den 56-årige konge nedbrudt i Nykøbing Falster. Holstenerne styrer det hele. Samtidig kommer en landbrugskrise. Hvad kan redde Danmark?

 

Valdemar Atterdag samler riget

I 1340 dræbes grev Gerhard af Rendsburg af Niels Ebbesøn, og alle er glade. Det er dog ren symbolpolitik, for Gerhards sønner overtager pantene. Men kort efter overtager Christoffer 2.s yngste søn, Valdemar 4. Atterdag, kongemagten. Sagen er at Valdemar laver en aftale med grev Gerhards sønner og hertug Valdemar 5. af Slesvig-Holsten. Valdemar Christoffersøn får lov til at kalde sig Danmarks konge og ægter hertugens søster Helvig. Som medgift får den nye konge af hertugens nørrejyske pant landsdelen Himmerland. Valdemar Atterdag har ingen rigsembedsmænd, men her hjælper Christoffer 2.s gamle arrangement med markgrev Ludwig af Brandenburg og slægten Wittelsbach. For at få sin lovede medgift af den danske kongeslægt er det i Wittelsbach-slægtens interesse at gøre det danske kongehus i stand til at skaffe midler. Så markgreven udstyrer simpelthen kong Valdemar 4. med tyske rigsembedsmænd – drost, kansler, marsk osv. Det er kongens udgangspunkt – herredømmet over Himmerland, konge af navn, omend ikke af gavn, og tyske rigsembedsmænd.

Efter få år kan Valdemar dog begynde at skaffe sine egne rigsembedsmænd – fx holsteneren Claus Limbek som drost og den danske Erik Gyldenstierne som marsk. Med stor – nærmest psykopatisk – kynisme og brutalitet får Valdemar Atterdag tilkæmpet sig overherredømmet over Danmark: Kontant erobringspolitik, ringe ordholdenhed over for aftaler, barsk beskatning for at få penge til at indløse pantene, konfiskation af goder og bønder der sættes på tvangsarbejde for at anlægge og udbygge godser i den store stil.

valdemar atterdag

Valdemar 4. Atterdag, dansk konge 1340-75

Valdemar Atterdag sælger det Estland som Valdemar Sejr erobrede – prisen skal bruges til at indløse gælden/medgiften til Wittelsbach-familien; til gengæld erobrer han den svenske ø Gotland. En dårligt bevæbnet gotisk bondehær massakreres – 1800 mand kaput – og smides i massegrave, mens den tyskprægede hansestad Visby på Gotland dog slipper for plyndring og ødelæggelser mod at betale Valdemar en stor pengesum.

visby

Visby på Gotland har bevaret sin bymur og en del af middelalderpræget fra Valdemar Atterdags tid

Ikke så snart er Danmark samlet igen under kongen, før ydre fjender truer. I Sverige har en tysk-mecklenburgsk fyrste arvet landet, Albrecht 3. af Mecklenburg, og Sverige allierer sig med Mecklenburg, hansestæderne og Holsten og erklærer Danmark krig i 1367. Den tyske alliance er overlegen og vinder. Valdemar Atterdags dygtige tyske rådgiver, Henning Podebusk, forhandler dog en nådig fred hjem. Hansestæderne får kontrollen over Danmarks Skånemarked i 15 år. Valdemar lover at gøre en anden Albrecht (4.) af Mecklenburg – Valdemars dattersøn – til sin tronarving og at nedrive Absalons Borg på Slotsholmen i København. Det gør han – og opfører i stedet ”Københavns Slot” på Slotsholmen. Det ligger hvor Christiansborg ligger i dag.

Dynastisk politik

Dynastisk politik – dvs. ægteskaber med de rigtige fyrster – bliver af stor vigtighed. Det svenske kongehus er ved at uddø. Magnus Eriksson Smek har arvet både Norge og Sverige, og hans søn, Håkon 6. er konge i Norge. Sverige er delt mellem Magnus og Håkon, men svenske stormænd vælger i stedet Magnus Smeks søsterdatter, hertug Albrecht 3. af Mecklenburg, en søn af den magtfulde Albrecht 2. af Mecklenburg.

Valdemar Atterdags egen søn, Christoffer, dør efter en hjerneskade efter en ulykke hvilket betyder at det danske kongehus også er ved at uddø på mandelinjen. Valdemar har to døtre. Den ene, Ingeborg, giftes med en søn (Heinrich 3.) af hertug Albrecht 2. af Mecklenburg. Resultatet er dette ægteskab, den ganske unge Albrecht 4. af Mecklenburg, er dermed dattersøn af Valdemar Atterdag, og Valdemar har lovet at gøre Albrecht til sin tronarving. Den anden datter, Margrete, får Valdemar Atterdag forlovet med Håkon 6. af Norge i en exceptionel ung alder af 7 år. Da Margrete er 10 år, bliver de  gift med Håkon.

Det interessante er jo at da Margrete får en søn med Håkon 6. – Oluf – kan  Oluf sådan set stå som arving for hele Skandinavien. Oluf er lige så meget en dattersøn af Valdemar Atterdag som Albrecht 4. er. Ganske vist er Albrecht (3.) af Mecklenburg konge i Sverige, men Håkon 6. – og dermed Oluf – har jo mindst lige så meget krav på Sverige som Albrecht 3. af Mecklenburg.

den-nordiske-familie

Valdemar Atterdag dør i 1375, og Valdemar har jo lovet tronen til sin ene dattersøn, den 12-årige Albrecht 4. af Mecklenburg. Men det er rigsrådet der vælger konger, og med den Henning Podebusk i spidsen er man er betænkelig ved Albrecht. Valdemars yngste datter, Margrete, viser sig klog og med store overtalelsesevner, og hun plæderer for i stedet at vælge hendes søn 5-årige Oluf, Valdemars anden dattersøn. Det afgørende bliver at hansestæderne også foretrækker Oluf. Mecklenburg har i forvejen magten i Sverige (Albrecht 3. af Mecklenburg). Hvis de også får magten i Danmark, får mecklenburgerne for meget at sige. Lübeck lægger loddet til fordel for Oluf, og ham bliver det.

Margrete får forhandlet sig frem til at hun – støttet af drosten Henning Podebusk – er regent for Oluf der også arver Norge da Håkon 6. dør. Og svenske adelige er træt af Albrecht af Mecklenburg og går til Margrete. Kan Oluf/Margrete overtage tronen? En nordisk union nærmer sig. Men pludselig dør Oluf som 16-årig før han bliver myndig. Det hele falder til jorden.

margrete_11

Margrete 1., Danmarks regent 1376-1412

Margrete kåres nu – i 1387 – som regent indtil en ny konge er fundet. Det sker hurtigt. I 1388 adopterer hun sin storesøster Ingeborgs dattersøn, den 6-årige Bugislav af Pommern. Imens bekriger Margrete 1. Albrecht af Mecklenburg der tages til fange.

En interessant detalje: Under Margrete 1. går Danmark væk fra at bruge latin som forvaltningssprog og over til at bruge dansk!

En væsentlig støtte for Margrete som regent er hendes huspræst og sekretær,  Peder Jenssøn Lodehat, som hun siden gør til biskop. I 1386 bliver Peder Lodehat biskop af Århus, og det var i denne position at han er i Rigsrådet og med til i 1387 at udnævne Margrete som Danmarks “fuldmægtig frue og husbonde”. I 1395 er han rigskansler. Peder Lodehat er en yndet rådgiver for Margrete samt en finansiel støtte der altid er villig til at låne hende penge.

Kalmarunionen

I 1389 vælger Norges rigsråd Margrete 1.s 7-årige adoptivsøn Bugislav, nu kaldet ”Erik af Pommern”, som norsk konge. I 1396 slutter også Danmarks og Sveriges rigsråd til og vælger Erik af Pommern til konge – med Margrete 1. som regent. I 1397 bliver de tre landes rigsråd enige om en personalunion, Kalmarunionen, mellem de tre lande. Én konge skal regere over de tre riger. Rigsrådene vælger en ny konge. Hvert lands lovgivning skal respekteres. Unionen er også en forsvarsalliance. Er man fredløs i et af rigerne, er man det i alle de tre riger.

kalmarunionen

Kalmarunionen var en personalunion mellem de nordiske lande. Indirekte var Finland og Island også en del af unionen.

Kalmar-unionen mellem alle tre lande kommer til at være 126 år, men den medfører at Norge kommer under Danmark i adskillige århundreder, og at Færøerne, Island og Grønland kommer under den danske konge.

Købstadsdannelsen er omtrent stoppet. Blandt de få nye købstæder er Ebeltoft, Skive og Korsør.

1400-tallet

Kalmar-unionen er ikke stabil. Især svenske adelige gør knuder, og adskillige gange bryder Sverige kortvarigt løs under rigsforstandere og konger. Danskerkongen begynder at bruge krigsmagt for at holde Sverige i unionen.

Både Margrete 1. og Erik 7. af Pommern er stærkt optagede af den nye skandinaviske klosterorden Birgittinerne. Konceptet er Margretes, og udførelsen er Eriks – og han etablerer birgittiner-klostre (især for nonner og især optaget af Jomfru Maria) i nye købstæder som Maribo og Mariager. Maria-kulten afspejles i bynavnene.

klæder 1400-tal

Tøjstil fra 1400-tallet

I Europa sker der en udvikling i den katolske folkefromhed. Den tyske munk, Thomas a Kempis, skriver andagtsbogen Om Kristi Efterfølgelse (De Imitatione Christi) der får enorm udbredelse og sågar oversættes til de europæiske folkesprog, også dansk. Bogen indeholder opbyggelige betragtninger som “Mennesket spår, men Gud rå’r (råder)”, og “hvis du vil have fremgang, så læs med ydmyghed, enfoldighed og tro og søg aldrig lærdommens berømmelse.”

De danske byers gader begynder at blive brolagte og få rendesten. Ansatsen til et urbant renhedsbegreb opstår: Det er ikke længere helt så velset at smide skrald og skidt rundt omkring i byerne.

klæder 1447

Tøjstil i 1447

Politisk

Margrete 1. er kun formelt Danmarks enehersker 1387-96, men reelt er hun det i hele perioden 1375-1412 da hun indtil sin død regerer på vegne af sin søn kong Oluf og sin adoptivsøn kong Erik 7. af Pommern. Det gør Margrete 1. virkelig godt og autoritativt. Alt gods som stormænd har erhvervet sig efter 1368, skal gå til tronen, og Margrete formår ved en personlig indsats at effektivisere administrationen af sit krongods.

Ambitionen for både Margrete og Erik er at få vristet Sønderjylland løs fra den holstenske greveslægt (Schauenburg). Margrete dør i Flensborg under forsøget, og Erik får rent teoretisk et heldigt udfald – den tyske kejser støtter ham – men i praksis lykkes det ikke. Sønderjylland er et dansk len, men i hænderne på de holstenske grever.

Erik av Pommern

Erik 7. af Pommern, dansk konge 1396-1439

Erik er optaget af havet og Øresund og dets kommercielle og militære muligheder. Han opbygger som den første danske konge en flåde, og han rykker hovedstaden permanent til København i den betydning at centraladministrationen, kancelliet, flyttes fra Roskilde til København. København er nu Danmarks største by på ca. 5000 indbyggere, og i løbet af 1400-tallet fordobles Københavns størrelse.

Erik af Pommern lader borgen ”Ørekrogen” bygge i Helsingør ved Øresunds smalleste sted med Helsingborg på sundets anden side, og han indfører ”Øresundstolden” som handelsskibe skal betale for at passere Øresund. Øresundstolden håndhæves især med Ørekrogen som base.

I 1422 udsteder Erik af Pommern ”købstadsmonopolet”. Der må kun bedrives handel og håndværk i de anerkendte købstæder, og kun byens egne handlende og købmænd har lov til at virke i købstaden. Derfor omgives de danske købstæder nu af bymure – eller oftest – af træhegn.  En købstad har i øvrigt ret til egen administration, til egen domstol og byens borgere har ret til at undgå militærtjeneste. Mod disse privilegier betaler byen en afgift til byherren – der ofte er kongen.

christoffer 3.

Christoffer 3. af Bayern, dansk konge 1440-48

Erik af Pommern løber sur i modstand fra ikke blot det svenske rigsråd, men efterhånden også det danske, især da han forsøger at installere sin fætter Bugislav som ikke bare tronfølger – det har rigsrådet tidligere accepteret – men forlener ham også med diverse danske borge. Det kan rigsrådet ikke acceptere. Det gælder særligt slægterne Gyldenstierne og Rosenkrantz. Ledende i oppositionen er dels ærkebiskop Hans Laxmand, Otte Nielsen Rosenkrantz, Erik Nielsen Gyldenstierne og dennes nevø Niels Pedersen Gyldenstierne. De to hovedfigurer i komplottet er biskop Laxmand og Erik Gyldenstierne.

Erik af Pommern trækker sig tilbage til borgen Visborg på Gotland og forsøger – med hollandsk hjælp – at få Bugislav gjort til sin efterfølger. Hans Laxmand og Erik Gyldenstierne har andre planer og allierer sig med grev Adolf 8. af Slesvig-Holsten og de vendiske hansestæder om i stedet at bruge Erik af Pommerns ganske unge nevø Christoffer af Bayern. Til sidst sejrer Gyldenstiernes kandidat, og Christoffer 3. flytter til Københavns Slot og gør Erik Gyldenstierne til sin rigshofmester. Christoffer af Bayern omgiver sig med en del tyskere hvilket næppe har været med Erik Gyldenstiernes gode vilje, så han afløses som rigshofmester af Otte Rosenkrantz i 1442. Oluf Thott er marsk.

Christoffer af Bayern dør dog efter få år – i 1448 – af en brandbyld som 31-årig og barnløs, og dermed har man ikke flere efterkommere af Valdemar Atterdag.

Dynastiet er umiddelbart uddødt. Kongedømmet har et problem.

københavn 1300

Kort over København da byen bliver hovedstad i 1400-tallet. Den røde cirkel nederst til højre er Københavns Slot bygget på øen Slotsholmen oven på ruinerne af Absalons borg. Gammel Torv syd for hovedkirken Vor Frue Kirke er byens centrum med rådhuset

Rigsrådet mener at nærmeste arving til tronen er den holstenske greveslægt, huset Schauenburg. Grev Adolf 8. er efterkommer i 5. led af Erik Klipping. Men ved et ejendommeligt sammentræf er Schauenburg ved at uddø som holstensk greveslægt. Adolf 8. har ingen sønner, og hans arving er hans søstersøn, grev Christian 7. af Oldenburg, der skal overtage Holsten og Sønderjylland når Adolf er død. Rigsrådet spørger grev Christian, om han også vil tage Danmark med hvis han lover at ægte Christoffer af Bayerns enke. Det lover Christian, men først må Danmark love dels ikke at adskille de to len, Sønderjylland og Holsten, dels ikke at forene Sønderjylland med det øvrige Danmark selv om  Sønderjylland er anerkendt som et dansk len. Det er historien bag den mærkelige relation mellem kongedømmet Danmark og Slesvig-Holsten.

christian-1

Christian 1. konge 1448-81 arver både Danmark-Norge-Sverige og Slesvig-Holsten

I rigsrådet er de stærkeste modstandere mod Christian 1.s tronkandidatur Gyldenstierne-klanen, mens  Christians stærkeste tilhænger er Otte Rosenkrantz. Måske er det for fredens skyld at Christian 1. lader Erik Gyldenstiernes søn, Niels Eriksen Gyldenstierne, afløse Otte Rosenkrantz som rigshofmester.

 Christian 1. har et stort besvær besvær med at bevare magten i Sverige. To af Danmarks mægtigste adelsslægter, Thott og Gyldenstierne, især sidstnævnte, får magtinteresser i Sverige og opererer mildest talt ikke altid på en måde der tjener kongemagtens interesser. I 1454 er Niels Eriksen Gyldenstierne kong Christians rigshofmester, samtidig med at Hr. Niels’ broder, Erik Eriksen Gyldenstierne, er rigshofmester for sin svenske svigerfar, Karl Knutsson, der har gjort oprør mod Christian 3.s styre og ladet sig kongevælge.

En 3. mægtig adelsslægt i århundredet er Rosenkrantz, og Otte Rosenkrantz’ 29-årige søn, Erik Ottesen Rosenkrantz, afløser da også i 1456 Niels Gyldenstierne som rigshofmester. Denne mægtige post bevarer Erik Rosenkrantz i hele 25 år.

Under Christian 1.s søn og efterfølger, kong Hans, deles Slesvig-Holsten i to halvdele, en ”gottorpsk” og en ”segebergsk”, hvor Hans får den ene “segebergske” halvdel og lillebroderen Frederik får den anden “gottorpske”. De to halvdele er ikke sammenhængende, men består af spredte stumper. Hertug Frederik af Gottorp bliver siden en væsentlig figur i magtspillet om Danmark.

ros domkirke c 1

Roskilde Domkirke blev omtrent færdigbygget i 1400 under Margrethe 1. da det nordlige tårn stod færdig. Men i 1460 har Christian 1. ladet bygge “Helligtrekongerkapellet” der ses lige til venstre for det sydlige (venstre) tårn. Christian 1. bliver begravet i Helligtrekongerkapellet.

Blandt nys anerkendte købstæder i 1400-tallet har vi Kerteminde, Skagen, Maribo, Mariager, Varde, Ringkøbing og Sæby.

1500-tallet

Reformationen, Renæssancen, Adelsvælden

Europa svømmer i kapital, bl.a. pga. spaniernes udplyndringer af Amerikas guld. Det skaber stor købekraft hvilket medio 1500-tallet gavner dansk eksport, især studeeksporten. Det lever særligt godserne højt på, adelsmænd bliver rigere end nogensinde, hovedgårdene (godserne) øger deres areal, og behøver derfor mere arbejdskraft, så landboerne/fæstebønderne presses til mere hoveri der fra nu af bliver en vigtig del af fæstebondens beskæftigelse. Hoveri er at gratis at stille arbejdsredskaber og arbejdskraft til rådighed for godsejernes personlige jorde, så de også kan dyrkes efter alle kunstens regler.

Ribe er måske den by der lukrerer kraftigst på den øgede eksport af stude, og byen blomstrer op.

klæder 1500-tal

Tøjstil i 1500-tallet. Bemærk halskraven der var almindelig for borgerskabet og de højere lav. Kraven har overlevet i folkekirkens embedsdragt

Christian 3. vinder i 1536 magten i Danmark efter borgerkrigen ”Grevens Fejde” og gennemtvinger derefter ”Reformationen” hvor den katolske kirke i Danmark elimineres og erstattes med en evangelisk-luthersk fyrstekirke med Christian 3. i spidsen. Samtidig betragtes Christian 3. som den første renæssancekonge.

De samfundsændringer som Christian 3. gennemtrumfer, er gennemgribende og har mange betegnelser. De kaldes gerne Reformationen fordi Christian 3. nærmest som et ved statskup erstatter den katolske kirke med en luthersk. Eller Renæssancen fordi Middelalderen er slut. Eller Adelsvælden fordi herremændene nu kaldes ”adel” og nu er kolossalt vigtige for styringen af Danmark.

Renæssancen

Renæssancen er ikke så meget en tidsalder som en kulturstrømning der stammer fra 1300-tallets Norditalien. Kunst bliver bedre og fylder mere. Billedkunst bliver mere naturtro og får nu perspektiv. Handel og økonomi styrkes, og borgerskabet får en langt mere samfundsbærende plads end i Middelalderen hvor de tre bærende stænder var bønder, herremænd og gejstlige. Naturvidenskaben brænder igennem, og der bliver plads til de ”humanistiske fag”, dvs. sprogrelaterede fag som poesi, filologi og retorik, som noget helt andet end naturvidenskab, teologi og jura. Igennem Middelalderen har man ikke i videre grad udfordret Oldtidens autoriteter inden for indretningen af verden: Biblen og Aristoteles (og i en periode også Platon) har udlagt hvad der var at udlægge. Men fra og med Renæssancen begynder lærde mennesker ikke bare at sætte spørgsmålstegn ved de klassiske autoriters udlægning; man foreslår andre teorier om verdens indretning (himmellegemerne kredser om Solen, ikke om Jorden osv.), blodkarsystemets indretning, tyngdens natur osv. Denne naturvidenskabelige revolution sætter særligt ind fra 1500-tallet og fortsætter siden op igennem Vestens historie med et væld af følgende erkendelsesmæssige og teknologiske gennembrud til  følge.

Kunstnerisk bliver malerkunst mere realistisk og begynder at tænke perspektivet med. Det er ikke nok at vise tingene som de ser ud – iagttagerens særlige position skal tænkes med. Slotte og paladsers arkitektur bliver mere overdådig og prægtig i stedet. Dansk renæssance-arkitektur er præget af spid og svungne linjer. I Danmark fortsætter gotikkens hang til krummelurer ind i renæssancearktikturen.

Lutherdommen

Den lutherske kristendom bliver ved Reformationen til den eneste rette kristendom i Danmark. Nåden formidles ikke længere via kirken – dens traditioner, institutioner, helliggørelser og tilgivelser, men ved det enkelte menneskes personlige (og rette) tro på Kristus som frelser og herre. Der er ingen melleminstanser som helgener, Jomfru Maria, munker og nonner mellem den enkelte og Gud, men Bibelens og Kirkens tale til menigheden skal fremme den enkeltes trosliv. Derfor er det vigtigt at Bibelen og Kirken og dens salmer formulerer sig på folkesproget så den troende direkte kan tage imod Guds ord i lydighed og via troen retledt af Luthers skrifter om den rette lære, de såkaldte katekismer, kan gå ind i et helligt liv og levned og komme i Paradis.

klæder 1500-tal fred d vise

Eksempel på 1500-tallets tøj. Den skildrede er i øvrigt (med hustru) Christian 2.s morbror, kurfyrst Frederik den Vise af Sachsen, også kendt som Martin Luthers fyrstelige beskytter

Københavns vækst

Et markant træk ved de århundreder der følger efter Middelalderen er at København i størrelse løber helt fra Danmarks øvrige byer. I 1500 er der ikke den helt store forskel. København har mellem 5000 og 10.000 indbyggere, måske nærmest de 5000. Til sammenligning har de to største jyske byer, Ribe og Århus, 4.200 indbyggere, Malmø har 3.400 indbyggere og Helsingør blot 1700 indbyggere. Men omkring 1600 har København i omegnen af 20.000 indbygere. København bliver et altdominerende centrum, mens de øvrige byer er stagnerede.

Ribeprospekt

Illustration af Ribe i 1500-tallet

I øvrigt sker der efterfølgende ikke så meget i Ribe hvis indre by stadig næsten fremstår som i 1400- og 1500-tallet.

Ribe_0107

Ribe i dag er som Ribe var i Middelalderen. Domkirken rager op i baggrunden

Sprogligt har dansk stort set fundet den form vi kender i dag. Fra at være et middelalderligt ”gammeldansk”, hvor den relativt komplicerede grammatik i fællesnordisk sprog forenkles, og der sker store udtaleændringer (fx infortissvækkelse, klusilsvækkelse, spirantsvækkelse) fordi man lægger kraftigere tryk på 1. stavelse, så er forandringerne nu gennemført, og sproget hedder nydansk – dvs. indtil videre ”ældre nydansk”. Brugen af latin – der ellers var så gennemgribende i Middelalderens finere kommunikation (forvaltning, kirkesprog osv.), bliver i stigende grad afløst af nydansk der er ved at have en udtrykskraft så sproget kan det samme som latin. Nedertysk påvirker ikke længere dansk, mens der til gengæld med den lutherske reformation sker en kobling til det højtyske område, så højtysk nu får en indflydelse.

Der begynder at udvikles en retskrivningsnorm med trykte bøger som normgiver. Ændringer fremover angår især ordstilling, ordforråd og retsstavning. Christian 3.s Bibel, der udkommer i 1550, får en vis indflydelse som normgiver.

Her er en læseprøve af ældre nydansk fra 1576:

Fromme Læsere her haffuer du denne føye Baag Vdsat oc Fordanskedt aff Suenske fattige simpel Børn til hielp/ findis her nogid som icke saa ræt er Fordanskedt aff Suensken da anamme det dog for gode/ Oc forbædre det huor du kandt. Et vale in Christo etc.

Prentet vdi Kiøbenhaffn aff Matz Vingaard/ Oc bleff fuldend paa den 16 dag Aprilis. ANNO. M. D. LXXVI. Oc findis samme steds til købs.

Det ord vi har fulgt, ordet for ‘ulv’, gammeldansk ulf, har i løbet af spirantsvækkelsen i Middelalderen fået svækket sit afsluttende f til v eller bortfald. Ordet staves nu normalt “ulv”, omend “ulf” stadig forekommer i det ældste nydansk. Men udtalen de fleste steder – især vestpå – er nu “ul”. En talemåde for at der er fare på færde, er derfor “Der er uller i mosen” (Der er ulve i mosen).

Ny boligstil

I Renæssancen sker en del ændringer i landbefolkningens måde at bo på. Egentlig har den ikke ændret sig specielt meget siden jernalderen, men fra 1200-tallet er der kommet aflukkede rum i bondehuset – en opholdsstue (dørns) – der kan varmes op om vinteren, og hvor man både opholder sig, spiser og sover. Hidtil har huset fået varme ved et åbent ildsted med en åbning, en lyre, i taget. Nu begynder bindingsværkshuse med stråtag at slå igennem på landet. Ildstedet kan nu lukkes til og kobles til en skorsten. Dermed lukkes lyren i taget, og man får i stedet lys ind i huset ved flere åbninger i siden, vinduer, ofte lukket med gennemsigtigt glas. Fra gammel tid har man haft brikse til at sove på i siderne af opholdsstuen, men brikserne afgrænses nu foran og bagved så de omdannes til indelukkede senge, alkover.

gård 1500

Sydslesvigsk gård fra slutningen af 1500-tallet. Gården er af bindingsværk, men er stadig uden skorsten – kun med et hul (en lyre) i taget. Og gården består af ét rum både for mennesker og kreaturer. Bemærk de få vinduer.

Det bliver mere udbredt med bilægger-ovne af jern. En bilæggerovn er anbragt i væggen mellem køkkenet og opholdsstuen og bruges til begge rum. Oven bruges først i køkkenet til madtilberedning. Oftest bruges tørv som brænde. Derefter skubbes gløderne bagud i ovnen, så de varmer ud i opholdsstuen. Vestpå, i Jylland-Fyn, er det dog længe stadig udbredt med en kamin i opholdsstuen hvor maden så tilberedes. Men skorstenene gør at bondehuset ikke længere er fyldt med røg.

bilæggerovn

Bondekone bruger rokken ved siden af en bilæggerovn. Fotoet er fra 1905 af en dagligstue på Bornholm – men det kunne godt have været nogle århundreder ældre.

I mere velstillede hjem bliver det udbredt med udskåret og evt. malet træværk. Oftest er opholdsstuen tillige soverum også i bedrestillede hjem, men i de mest velstillede indretter man sig med en himmelseng i særlige sengekamre. I opholdsstuen er der bænke i siden omkring et langt bord. På langbænkene er der farvestrålende hynder.

Bürgerzimmer aus der Zeit zwischen 1600 und 1660.

Niels Christensen lod denne renæssancestue – “Aalborgstuen” – bygge i 1602. Det er den bedst bevarede borgerstue fra denne tid. Hynderne mangler.

Politisk historie – Kong Hans

Christian 1.s ældste søn, kong Hans, fører krige mod Holstens vestligste del, Ditmarsken hvor han og broderen hertug Frederik af Gottorp må flygte efter et grumt nederlag – Ditmarsken er tabt. men han fører også – mere succesrigt – krige mod Lübeck og Sverige. Men Hans er måske mest kendt for at lade Europas første rigtige orlogsflåde bygge til Danmark (Erik af Pommern var faktisk først primo 1400-tallet, men hans flåde fungerer reelt som Eriks egen personlige).

mogens gøye

Ridderen hr. Mogens Eskilsøn Gøye, måske Danmarks rigeste godsejer nogensinde – rigsmarsk fra 1514 og rigshofmester 1523-44

Erik Rosenkrantz – Christian 1.s magtfulde rigshofmester gennem 25 år – er tydeligvis færdig, idet Hans bliver konge, men til gengæld er tiden nu inde for Erik Rosenkrantz’ dattersøn Mogens Gøye der i 1503 optages i rigsrådet og siden får stor indflydelse. Mogens Gøye skal blive en af Danmarks rigeste og mægtigste godsejere nogensinde med 12 godser (hovedgårde) og ca. 1500 bondegårde i ejendom.

hans1

Kong Hans, konge af Danmark 1481-1513

Kong Hans’ søn, Christian 2., er på mange måder inspireret af Renæssancekulturen. Christian er et farverigt og modsætningsfuldt menneske der hurtigt laver lovgivning der går imod herremændene og den katolske kirke og støtter kongemagt, bønder og borgere. Kongen, ikke kirken, havde ret til at udnævne landets bisper. Han søgte at beskytte skibsbrudne – strandingsgods tilhørte den skibbrudne, ikke ejeren af stranden. Skoler og universitet skulle forbedres, og analfabetismen bekæmpes. Borgerstandens kår og handels-privilegier skulle sikres, og vornedskabet skulle begrænses. ”Mor Sigbrit”, den hollandske mor til Christian 2.s elskerinde Dyveke bliver reelt en finansminister der inspireret af nederlandsk kultur søger at promovere handel og borgerskab. Fascinationen af hollandsk kultur ses også ved at Christian 2. inviterer hollandske bønder til at slå sig ned på Amager. Christian 2. nøjes ikke med en hollandsk elskerinde; han tager sig sågar en hollandsk hustru. I 1514 sender Christian sin nye rigsmarsk, Mogens Gøye, til Bruxelles som sin stand-in i en vielse med Elizabeth af Habsburg. Elizabeth er søster til Karl af Habsburg – fyrste over Østrig og Nederlandene.

Christian 2.s nye svoger, Karl af Habsburg, bliver kort efter, i 1516, kong Carlos 1. af Spanien og i 1519 kejser Karl 5. over det Tysk-Romerske Imperium, og i denne dobbeltrolle er han Europas og måske verdens mægtigste mand, bl.a. fordi Spanien underlægger sig Latinamerika og bliver styrtende rig på det plyndrede, amerikanske guld. Karl 5. er også Luthers primære modstander sammen med paven. Dermed får Christian 2. en dobbeltrolle i den protestantiske reformation der snart dukker op. Christians svoger – kejser Karl 5. – er Luthers primære fyrstelige modstander, mens Christians morbror – Frederik den Vise af Sachsen – er Luthers primære fyrstelige beskytter. Christian kan sidenhen heller ikke beslutte sig til om han skal blive luthersk eller ej og vakler mellem siderne.

c 2 1

Christian 2. – konge af Danmark 1513-23 – har en modsætningsfuld karakter. Han dør under Frederik 2. som en afsat konge

Kalmarunionens endeligt

I 1520 lykkes det Christian 2. at blive tronet som svensk konge. Kalmarunionen lever stadig. Kroningen fejres med en stor fest i Stockholm med alle landets spidser og frit lejde og amnesti til dem der ellers har bekæmpet danskerstyret. Men Sveriges ærkebiskop, Gustav Trolle, mener så ikke at Christians frie lejde gælder de krænkelser han har mødt, angreb mod ham, er angreb mod kirken og derfor kætteri, og det får han Christian med på. Mange arresteres, retssagen ruller næste morgen, Trolle er både anklager og dommer, og ved middagstid er de første dødsdomme eksekveret. Over 100 hoveder ryger på den konto, oprøret rejser sig mod ”Kristian Tyran”, og Kalmarunionen er stendød. Det nye svenske dynasti, Vasa-slægten, er ramt af ”Det Stockholmske Blodbad” og hader Danmark ind til benet.

blodbadet-i-stockholm (1)

Det Stockholmske Blodbad

Christian 2. fængsles

Derhjemme bryder Christian den håndfæstning han er valgt til konge på. Ikke-adelige vælges som lensmænd. Hader han de danske herremænd lige så meget som han tydeligvis hadede de svenske? Christian vil inddrage Holsten under den danske krone hvilket truer hans farbror, hertug Frederik af Holstein-Gottorps, interesser. Herremændene og hertug Frederik rejser et oprør, hertugen af Gottorp sender sin stærkeste holstenske hærfører, Johann Rantzau, op gennem Jylland, og kongens nok stærkeste støtte i rigsrådet, den hovedrige Mogens Gøye, opsiger sin troskab, og Christian flygter med Mor Sigbrit og sin øvrige familie.

Hertugen er ny konge som Frederik 1. Han regerer helst fra Gottorp Slot nær Slesvig by, men hans administration over sit område af Slesvig-Holsten flyttes alligevel til København og kendes siden som ”Tyske Kancelli” der på tysk administrerer Slesvig-Holsten (altså også det danske Sønderjylland) som en samlet enhed. Lederen af Tyske Kancelli bliver siden anset som Danmarks udenrigsminister. Frederik 1.s nye rigshofmester er Mogens Gøye som tak for støtten på det helt afgørende tidspunkt.

f-1

Frederik 1. konge af Danmark 1523-33

Da Christian 2. forsøger at vende tilbage til Danmark med en hær, får Christian frit lejde til forhandlinger med Frederik 1. Men skibet med ekskongen sejler direkte til kachotten, og Christian 2. er fange resten af livet.

Frederik 1.s måske mest markante skridt er at indføre tvunget efternavn til herremændene der nu er fornemme i kraft af deres slægter. Hermed er herremændene blevet en fødselsadel. Nu handler det om at have det rigtige navn.

Grevens Fejde

Frederik 1. dør i 1533, og rigsrådet skal vælge mellem hans sønner. Den ældste søn, hertug Christian, er kendt for at være en fanatisk lutheraner, mens Christians bror, hertug Hans (d. Ældre), blot er 12 år og umyndig. Rigsrådet er mest til hertug Hans, men han er stadig for ung. Det er et umuligt valg, og kongevalget udskydes til 1534.

Derpå allierer borgmestrene i København og Malmø sig med grev Christoffer af Oldenburg, professionel soldat og lejetropfører, og med en hær finansieret af Lübeck går grev Christoffer op i Holsten med det mål at genindsætte Christian 2. Borgerkrigen ”Grevens Fejde” er i gang. Den hidtidige rigshofmester, Mogens Gøye, er nu lutheraner og er en stærk støtte for hertug Christian. På et rigsmøde i Sct. Jørgens Kirke (Gammel) Rye i Jylland i juli 1534 lykkes det Gøye at få 8 jyske medlemmer af rigsrådet og 4 jyske biskopper til at støtte op om Christian som ny konge. Men indtil videre gælder kongevalget kun for Jylland.

 Grev Christoffer har især bønder og borgere på sin side, mens Christian 3. er nu ved at have rigsrådet og den øvrige adel på sin side. Og ikke mindst Frederik 1.s gamle holstenske hærfører Johann Rantzau, og Rantzau rykker virkelig.

Christian 3. vinder – Norge bliver en dansk provins

I 1536 må København overgive sig til Rantzau, Christian 3. har Danmark under sig og gennemfører hurtigt drastiske ændringer. Kalmarunionen er stendød, og Norge med Island og Grønland indlemmes som almindelige provinser i det danske rige. Norge har dog i praksis en lidt højere status end andre landsdele såsom Jylland; fx har Norge en statholder, en art guvernør. Nogle gange kaldes det danske kongerige også Danmark-Norge.

Christian_III_of_Denmark

Christian 3. konge af Danmark 1534-59

Mogens Gøye er stadig rigshofmester, men hans betydning er nu svindende. Adelens nye stærke mand er Frederik 1.s kansler Johan Friis der bliver en meget stærk kansler under Christian 3. og forestår en stor del af reformarbejdet. Friis hører til de store indsamlere af godser under sig, lejlighedsvis med småbrutale metoder.

Da Mogens Gøye dør i 1544, står embedet som rigshofmester tomt i nogle år indtil Eske Bille får embedet; Johan Friis’ magt er dog uantastet.

Johan_Friis_til_Hesselager_2

Johan Friis til Hesselager, kansler 1532-70

Som led i denne udvikling forsvinder det gammelnorske skriftsprog og erstattes af dansk (ældre nydansk) som skriftsprog. Det er først i 1800-tallet at man rekonstruerer et egentligt norsk – nynorsk – på basis af norske landdialekter. Samtidig tillempes det danske skriftsprog den norske udtale = bokmål (norvego-dansk), og den dag i dag kan både nynorsk og bokmål bruges i Norge.

Reformation og revolution

Katolicismen forbydes, de katolske biskopper arresteres, og kirkens omfattende ejendomme eksproprieres. På den tid ejer Den Katolske Kirke 40 % af Danmarks jord, så det er næsten halvdelen af Danmark der skifter ejer. Og de nye ejer er: Kongen. Kirkens gods bliver lagt under kongemagten som krongods. Der indføres en luthersk statskirke med en kirkeordning Martin Luther har godkendt, og paven er ikke længere i spidsen for kirken i Danmark; det er Danmarks monark.

Hidtil har den katolske kirke drevet ting som hospitaler og skoler, og det bliver nu en statslig opgave. Fx omdannes de katolske katedralskoler i byerne med domkirker til statsdrevne latinskoler der også indføres i andre købstæder end domkirkebyer. Latinskolerne – datidens pendanter til gymnasierne – skal forberede unge til universitetet, dvs. reelt teologistudiet, og indeholder som navnet siger en massiv undervisning i latin. I praksis består latinskolerne af præstebørn.

Landsbyskoler kendes næsten ikke. De drives af præstens hjælpere, degnene, og lærer at skrive, regne og i Luthers katekismer. Men få bønder synes motiverede til at sende deres børn i landsbyskolerne, og analfabetismen er udbredt.

Man kan tale om at lige så meget som at Danmark får en statskirke, så får Danmark en kirkestat. Staten, dvs. kongemagten, har en kirkelig funktion – at holde synden nede og sørge for folkets frelse, og de lutherske sognepræster er kongemagtens forlængede arme ude i landområderne.

Landskabslovene – Jyske Lov osv. – gælder stadig, men nu kommer en såkaldt ”rigslovgivning” der ved forordninger og særlige overordnede love som ordinanser og recesser ændrede reglerne i landskabslovene. Det sker især ved ”Den Store Reces” i 1543.

Spåning, helbredelse ved urter og besværgelser og homoseksuel praksis koster henrettelse ved at smide misdæderen levende på bålet. Også utroskab er der dødsstraf for – ligesom selvfølgelig for tyveri og mord.

Levende afbrænding af især kvinder på et bål for at have bedrevet trolddom bliver relativt udbredt. Den første heksebrænding finder sted i 1540, og den sidste i 1697, og op mod 1000 danskere går til på denne vis. Det er en fælleseuropæisk galskab. Mindst 50.000 europæere brændes på bålet for trolddom i perioden.

heksafbranding

Kvinde henrettes på bålet for at have bedrevet trolddom

I lutherdommen er Jomfru Maria-kult, helgenkult og klostre med nonner og munke afskaffet, så Danmarks og Norges klostre skal nu afskaffes. Island gør i øvrigt længe modstand mod afskaffelsen af den katolske kirke. Mange steder sker der omfattende hærværk mod katolsk kirkekunst uden øvrighedens godkendelse.

Adelsvælden

Adlen står stærkere end nogensinde i Rigsrådet og i Rigsrådets valghåndfæstninger, dvs. ansættelseskontrakter for kongen. Adlens privilegier sikres desuden. Adlen byder, mens bønderne lyder; adelsmænd har nu fuld ”hals- og håndsret” over bønderne på deres gods, altså ret til at straffe dem. Det var indført med Frederik 1.s håndfæstning, men formaliseres nu.

Adlens magt beror ikke kun på dens status som godsejere. Al dyrket jord i Danmark er nu reelt ejet af adelige godsejere eller af tronen. Men adlen sidder også på magtapparatet, på administrationen.

Adelsfolk kan ansættes som lensmænd for kongen. Eller rettere, lensmænd skal være adelige. Disse lensmænd kan dels være forvaltere for kongens godser, og her har de samme magt over krongodsets bønder som de private godsejere har. Men lensmænd kan også stå i spidsen for de såkaldte hovedlen, dvs. landskabelige regioner der nærmest svarer til amter, og som består af et eller flere herreder. Lensmanden på et hovedlen forvalter rettens gang og udnævner fogeder, han sørger for opkrævning af skatter og afgifter fra beboerne på hovedlenet. De inspicerer lenets veje og holder dem vedlige. Og sørger for lenets forsvar hvis der er en kongeborg på lenet. Under Christian 3. forenkles og rationaliseres lensystemet. Godslenenes antal går fra 300 til 70, mens hovedlenenes antal blev reduceret fra 66 til 56. Finansforvaltningen forbedres og et nyt administrativt organ – rentekammeret, mens lensmændene i stigende grad ikke er selvstændigt erhvervsdrivende, men kongelige embedsmænd aflønnet af kongemagten.

Danske adelsslægter som Bille, Brahe, Gyldenstierne, Gøye, Juul, Kaas, Oxe, Rosenkrantz, Scheel, Thott, Trolle og Urne svømmer i penge og begynder medio 1500-tallet at gøre deres herregårde noget prægtigere – nemlig i renæssancestil.

hesselagergc3a5rd

Johan Friis – Christian 3.s mægtige kansler – bygger sit gods Hesselagergård på Sydøstfyn i renæssancestil 1538-50.

Det er dog ikke meget der tyder på at det er adelen der har kørt rundt i manegen med Christian 3. Alt hvad der ikke har med selve håndfæstningen at gøre, har kongen helt styr på. Han føler sig religiøst og pligtmæssigt kaldet. Han er konge af Guds nåde til at værne om de to regimenter – det åndelige regimente hvor evangeliet forkyndes til tro og frelse for alle der griber det – og det verdslige regimente – hvor kongen værner om lovens overholdelse der holder synden nede. Kongen har et projekt, en viljekraft og en personlig autoritet der giver ham den nok stærkeste magt i landet siden Valdemar Atterdag og Margrete 1. Johan Friis’ magt hviler udelukkende på at han er kongens respekterede rådgiver; kancelliets beslutninger tages alle af Christan 3. personligt. Til gengæld støtter kongen aktivt den stærkeste adel, højadelen, typisk dem der sidder i rigsrådet.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Adelsmanden hr. Peder Oxe til Nielstrup

Men ikke alle højadelige støttes. En pudsig episode er opgøret med en af de absolut stærkeste godsejere og rigsråder, Peder Oxe, dattersøn af den føromtalte rigshofmester Mogens Gøye.  Peder Oxe er ikke dum og svag, men heller ikke ydmyg, og hans hårdhed og griskhed skaber løftede øjenbryn. Han er dygtig, måske for dygtig, til at skrabe godser til sig ligesom kansler Johan Friis der hører til Oxes beskyttere. Mens Oxes morfar stadig er rigshofmester, lægger Oxe sig ud med hele Gøye-slægten, herunder sin moster, Mogens Gøyes datter Birgitte Gøye i kampen om at skaffe sig godset Gisselfeld.

gisselfeld

Gisselfeld ved Haslev fik sin nuværende form af Peder Oxe

I 1552 kommer Peder Oxe i rigsrådet og bliver hurtigt magtfuld og forestår væsentlige diplomatiske missioner i Tyskland. Men antallet af fjender vokser også. I 1554 er der problemer med kongens viceadmiral, Herluf Trolle, gift med Mogens Gøyes datter Birgitte Gøye. Via Mogens Gøye har Herluf Trolle (fætter til Gustav Trolle, ham med Blodbadet i Stockholm) arvet godset Hillerødholm i Nordsjælland. Peder Oxe skaffer sig nabogodset Faurholm, og de strides om grænsen mellem ejendommene. Kongen dømmer til Oxes fordel, og Trolle kommer i nogen unåde.

1556-57 gennemfører Peder Oxe et såkaldt mageskifte med Christian 3. Peder Oxe vil gerne have 12 gårde ved Bråby som er del af kongens krongods men som ligger op ad Gisselfeld. Til gengæld tilbyder Oxe kongen gårde der tilsammen står for det samme udbytte som Bråby-gårdene gør. Men det gør de ikke, og kongen bliver arrig. Samtidig kommer en sag hvor Christian 3. i forbindelse med en landbrugskrise og kornmangel har forbudt transport af korn mellem købstæderne. Alligevel overfører Oxe en del korn til Flensborg hvilket er en bevidst tilsidesættelse af kongens befalinger; det er majestætsforbrydelse, og det er slemt. Kongen kan dermed tage Oxes liv og ejendom. Konflikten er hård. Peder Oxes bror, Eskil Oxe, er kongens rentemester, men han fyres, ligesom Peder Oxes tre svogre mister deres forleninger. Da Oxe hører om anklagen om majestætsforbrydelse, flygter han til Frankrig i 1558.

 

Frederik 2.

Christian 3.s søn, Frederik 2., er en rigtig renæssancekonge med forkærlighed for krig, jagt, druk og prægtige byggerier. Frederik 2. lader Erik af Pommerns gamle borg ved Helsingør, (Øre-)Krogen, ombygge til et imponerende renæssanceslot: Kronborg.

kronborg

Frederik 2. lod Kronborg bygge for at sikre Øresundstolen

Frederik 2. sørger for at Absalons cistercienserkloster, Sorø Kloster, engang Nordens mægtigste kloster, ombygges til en lærd kostskole for 30 adelige og 30 borgerlige drenge. Frederik 2.s søn, Christian 4., opretter siden en overbygning til Sorø Skole, nemlig ”Sorø Akademi”, et ridderakademi for de adelige med kompetence til at give akademiske grader – dvs. reelt Danmarks første provinsuniversitet.

f-2-2

Frederik 2., Danmarks konge 1559-88

Noget tilsvarende sker i Næstved. Skovkloster – ejeren af Næstved – får nedlagt sin funktion i 1559 da den sidste munk på klosteret dør. Frederik 2. foretager nu i 1560 et såkaldt “mageskifte med sin viceadmiral Herluf Trolle der er gift med Birgitte, den stærke datter af Frederik 1.s og Christian 3.s gamle rigshofmester Morgens Gøye. Herluf Trolle magt i Danmark har været stigende siden hans personlige fjende, Peder Oxe, blev drevet i landflygtighed. Trolle ombytter noget af sin ejendom, særligt Hillerødsholm i Nordsjælland, med Skovklosteret. Frederik 2. ombygger så Hillerødsholm til Frederiksborg Slot, mens Herluf Trolle omdøber Skovkloster til Herlufsholm. 

herluf_trolle_birgitte_goye

Admiral Herluf Trolle og hustruen Birgitte Gøye, Mogens Gøyes datter

Da han og Birgitte Gøye er barnløse, omdanner de i maj 1565 Herlufsholm til en skole for “adelige og andre ærlige mænds børn”. Måneden efter dræbes Herluf Trolle i egenskab af danskernes admiral i Slaget ved Femern, og det bliver Birgitte Gøye der driver skolen – kort efter dog med Herlufs bror, Børge Trolle, som forstander. En anden vægtig forstander er Herluf Trolles søstersøn, historikeren Arild Huitfeldt, og den skal fremover forblive Danmarks største kostskole. Blandt kendte “herlovianere” kan nævnes biskop Jesper Brochmann, landsforræderen Corfitz Ulfeldt, universitetsrektor Knud Lyhne Rahbek, tv-journalist Hans Bischoff, litteraturprofessor F. Billeskov-Jansen og skuespiller Pilou Asbæk.

herlufsholm

Herlufsholm med klosterkirkens tårn i baggrunden

Frederik 2. er ligesom sin far Christian 3. en ret autoritativ konge der har det sidste ord i alle vigtige statslige beslutninger. Han involverer sig aktivt i flere krige. Ditmarsken, Holstens vestligste del, blev tabt under kong Hans og skal nu vindes tilbage. Johann Rantzau, Frederik 1. og Christian 3.s holstenske feltherre og en virkelig gammel mand, leder felttoget sammen med rigsmarsken Holger Ottesen Rosenkrantz, og de vinder Ditmarsken tilbage. I 1563 kaprer Erik 14. af Sverige tre danske krigsskibe ved Bornholm, og det udvikler sig til Den nordiske Syvårskrig 1563-70; det er i den krig hvor den danske admiral Herluf Trolle mister livet. Udgangen bliver nærmest uafgjort, men Sveriges forsøg på at skaffe sig kontrollen over Østersøen bliver afvist. Under Syvårskrigen bliver adelsmanden Peder Oxe – ham der flygtede under Christian 3. – taget til nåde igen, han kommer i rigsrådet og er fra 1567 ny rigshofmester. Frederik 2.s tre vigtigste mænd er herefter kansleren Johan Friis, rigsmarsken Holger Rosenkrantz og rigshofmesteren Peder Oxe.

tycho-brahe

Tyge “Tycho” Brahe, adelsmand og astronom

Et klassisk renæssancetræk ved Frederik 2. er at han (ligesom Peder Oxe) finansielt støtter adelsmanden Tycho Brahe der kaster sig over astronomien og bygger diverse observatorier på øen Hven i Kattegat. Brahe – og den polske astronom Copernicus – er på hver sin måde stærkt væsentlige i opgøret med Middelalderens verdensbillede – Det Aristotelisk-Ptolemæiske Verdensbillede. Her sidder Jorden i midten af verden omgivet af lag af bevægelige krystalkugler med Solen, planeterne og fiksstjernerne påhæftet. Copernicus påviser at Solen sidder i midten, ikke Jorden, og Brahe påviser at krystalsfærerne ikke findes.

uranienborg (1)

Uranienborg, Tycho Brahes observatorium

Slesvig-Holstens komplicerede status og inddeling

Slesvig-Holsten bevarer sin mærkelige status. Holsten er et tysk len og del af det Tysk-Romerske Kejserrige. Sønderjylland – ofte kaldet Slesvig efter landsdelens vigtigste by – er et dansk len. De to len er forenet som et samlet fyrstendømme der ikke må forenes med det danske kongerige. De administreres også af forskellige systemer – kongeriget af Danske Kancelli, Slesvig-Holsten af Tyske Kancelli. Men kongerigets konge af huset Oldenburg er samtidig hertug af Slesvig og greve af Holsten.

Inddelingen bliver yderst kompliceret. Historien er at Frederik 1. fordeler Slesvig-Holsten mellem sine tre sønner: Christian 3. af Danmark arvede den segebergske del, også kaldet den kongelige del, Adolf arver den gottorpske del, også kaldet den hertugelige del, mens den sidste søn, Hans den Ældre, arver en haderslevsk del.

To ting komplicerer dette. For det første er hver af disse tredjedele er ikke samlede landområder men fordelt over hele Slesvig-Holsten. Og for det andet er det ikke slut med disse tre fyrster. For Christian 3. fordeler sin segebergske del mellem to af sine sønner, kong Frederik 2. og hertug Hans den Yngre der får Sønderborg – herunder Als og Ærø. Så nu er der 4 fyrster i spil: Adolf, Hans den Ældre, Hans den Yngre og Frederik 2. Og da Hans den Ældre dør barnløs i 1580, så fordeles hans haderslevske område mellem de øvrige tre – Adolf, Frederik 2. og Hans den Yngre. Se evt. illustrationen herunder.

slesvig-holsten-ny-deling (1)

Forenklet sagt er Slesvig-Holsten delt i to hoveddele. Den ene – den kongelige del – hører direkte under den danske konge, mens den anden – den hertugelige del – hører under hertugen af Slesvig-Holstein-Gottorp – nemlig Adolf og hans efterkommere. Det er den gottorpske slægt som siden skal give de danske konger en del besvær. Slægten ender både som svenske konger og russiske zarer. De danske konger og Gottorp-hertugen har i øvrigt også områder i Slesvig-Holsten som de regerer fælles.

Endelig er der Als og området lige omkring, fx sydsiden af Flensborg Fjord. Det hører under Hans den Yngre og hans efterslægt. Herfra stammer huset Glücksburg der i 1863 skal arve Danmarks trone

hans den yngre

Hertug Hans den yngre af Sønderborg

Efterhånden er der ganske få byer der får købstadsrettigheder. Heriblandt er Thisted, Skanderborg og Hillerød

1600-tallet

Den Personlige Enevælde, Barokken

Renæssancen kulminerer med Christian 4.s mange pragtbyggerier, og Adelsvælden kulminerer under Christian 4. og med valghåndfæstningen for Frederik 3.

Den lærde Holger

Et smukt eksempel på Renæssancens ånd er “Lærde Holger” eller Holger Rosenkrantz. Hans far er Danmarks politiske leder 1594-96, Jørgen Ottesen Rosenkrantz, hans farbror er Holger Ottesen Rosenkrantz, magtfuld rigsmarsk under Frederik 2.,  og hans hustrus onkel er Tycho Brahe som Lærde Holger var nært knyttet til. Han gør sig i såvel teologi, sprog, retorik som pædagogik.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Holger Rosenkrantz den Lærde

Hans teologi fokuserer på personlig fromhed og opbyggelse i kontrast til samtidens lutherske ortodoksi. På Rosenkrantz-slægtens stamgods, Rosenholm Slot på Djursland lidt nordøst for Århus, opretter han en lærd skole som nogle har kaldt for Jyllands første universitet. Da Christian 4. i 1616 udnævner ham til til Rigsrådet, må han modvilligt forlade Rosenholm, lukke sin skole og drage til København. I 1627 tager Holger Rosenkrantz det uhørte skridt ud af egen drift at forlade Rigsrådet og vendte tilbage til Rosenholm hvilket livsvarigt sikrer ham Christian 4.s modvilje. I modsætning til fx Herlufsholm er Rosenholms funktion bundet til stifterens virke; som institution fortsætter den ikke efter Rosenkrantz’ død.

rosenholm-slot

Rosenholm Slot i Djursland, bygget af Jørgen Ottesen Rosenkrantz og sønnen Holger. Sidstnævnte brugte slottet til reelt Jyllands første universitet – eller i al fald Jyllands første højere læreanstalt

Trælse krige, Skåne mistes og Enevælde indføres

I 1658-60 kaster Frederik 3. Danmark ud i Karl Gustav-krigene der er meget ødelæggende for Danmark. Skånelandene mistes for altid til Sverige, mens det øvrige Danmark plyndres og forarmes. Kort efter indfører Frederik ved et slags statskup arvekongedømme og enevælde. Kongen kan herske og regere med uindskrænket magt.

De første enevældige konger – Frederik 3., Christian 5. og Frederik 4. – leder personligt den kongelige administration. Derfor kan man kalde den tidlige Enevælde for Den Personlige Enevælde.

ros domkirke c 4

Christian 4. sætter mange byggerier i gang. Også Roskilde Domkirke skal han pille ved og give et renæssancepræg. De to tårne får renæssanceagtige spir, indgangsdøren får en ny renæssanceportal, og endelig tilføjer han Domkirken sit eget kapel, Christian 4.s Kapel, den rød-hvide-bygning til venstre. Herinde ligger kongen begravet.

Højtysk trænger frem i Danmark

En pudsig effekt af Enevælden er at højtysk nu trænger langt mere frem i Danmark. Den danske kongefamilie, huset Oldenburg, er en tysk familie, og Oldenburg-kongerne har ret konsekvent valgt sig tyske dronninger. Frederik 2. og Christian 4. talte ganske vist også dansk, men Frederik 3. og kongerne frem – op til slutningen af 1700-tallet (Christian 7.) foretrækker tysk. Den enevældige konge taler tysk og vælger sig ofte tysksprogede blandt de højeste ministre. Den højtyske indflydelse er ikke så meget en påvirkning af ordforrådet, højtyske ord kommer meget mindre ind i dansk end nedertyske ord har gjort, men der sker et såkaldt domænetab. I visse sammenhænge erstatter højtysk simpelthen dansk. I 1700-tallet bliver tysk endda officersproget i den såkaldte landmilits – grundstammen i Danmarks hær i 1700-tallet.

Med Enevælden svækkes den gamle adels (uradlens) betydning mærkbart, mens embedsmænd i stadig stigende grad kommer til at bære riget, fordi der udvikles et stadig større embedsapparat, et statsbureaukrati.

klæder 1600-tal

Eksempler på tøj i 1600-tallet

Statsbureaukratiet øges

Med statsbureaukratiet opstår et system af kontorer med et omfattende rangsystem af over-og underordnede hvor ordrerne går nedad igennem hierarkiet. Bureaukraterne administrerer landet ud fra de givne regler og ordrerne ovenfra. Embedsmændene er ikke nødvendigvis adelige eller danskere, men de er nødvendigvis veluddannede – fra et universitet eller et akademi – og kommer som ”kongens tjenere” med en personligt gældende troskabsed mod kongen. Det bærende i bureaukratiet er pligten og loyaliteten mod kongen; nationen har endnu ikke det store at betyde.

Danmarks største byer

København vokser nu kraftigt med Enevældens indførelse og det nye statsbureaukrati. I 1650 bor der 30.000 mennesker i København. 50 år senere er indbyggertallet steget til 65.000 borgere. Der opstår en klar fornemmelse af at København er magtens, kulturens og dannelsens centrum, mens landet omkring hovedstaden er provins, udkant og bondsk. Statsbureaukratiets embedsmænds københavnske dialekt bliver ”det rigtige dansk”, rigsdansk. Fra og med 1600-tallet har Danmark en “primatby-struktur”, og primatbyen er København.  Den fyldes fra nu af med monumentale byggerier – og Christian 4. har gjort sit.

I 1672 er Danmarks største byer disse ti: 1) København (41.000), 2) Aalborg (4.181), 3) Helsingør (4033), 4) Odense (3808), 5) Århus (3474), 6) Viborg (2704), 7) Roskilde (2196), 8) Randers (2036), 9) Ribe (1939), 10) Nakskov (1920).

 

Den sproglige restitution

Denne udvikling medfører store ændringer i det danske sprogs udtale. Hidtil har de været massive i dansk siden gammeldansk og Middelalderens begyndelse. Med basis i Vestdanmark kom en trykændring hvor vokaler og konsonanter i 2., 3. og 4. stavelse blev svækket. Man hænger oprindelig folk i ”galger” med g-lyd, men ved spirantsvækkelsen forsvinder g-lyden til sidst helt, galə, ligesom i bølge udtalt bølle (bølə). Men det er i 1600-tallet har prestige er bogen, det skriftlige, og ikke det mundtlige. Og det er København der har prestige og ikke Jylland. Derfor opstår en ”restitution” hvor man vender tilbage til gamle sprogformer der anses som finere. Det er fint at udtale galge og bølge med g, når det nu står skrevet, så i udtalen indføjer man nu en j-lyd, galjə og ˈbøljə, som markering af g’et.

På samme måde har spirantsvækkelsen medført at blødt d – ð – hyppigt også udtales som j. Det opfattes direkte som ”dårligt sprog” og restitueres til det bløde d. Den dag i dag høres det bløde d udtalt som j i dialekter, og den dag i dag ringeagtes denne udtale.

Restitutionsdannelse er givetvis også grunden til at udtalen “ul” for det ord vi har fulgt (ulv), får dommen “ukorrekt” og “bondsk”, når det nu staves “ulv”. Derfor bliver det fint at vende tilbage til udtalen med v. Det bliver efterhånden så udbredt at udtrykket “Der er uller i mosen” ikke længere kan fortolkes korrekt, da man ikke kender ordet “uller”. Derfor omfortolkes udsagnet til det egentlig ret meningsløse: “Der er ugler i mosen”.

Dermed ligger ordet “ulv”, flertal “ulve”, temmelig fast fikseret af skriftsproget.

Barokken

Samtidig går Renæssancen over i Barokken. Det er en oprindelig italiensk kulturstrømning der handler om magthavernes iscenesættelse. De der har noget at sige i samfundet – religiøst, magtpolitisk og kulturelt, men helt generelt overklassen – markerer sig kunstnerisk med en overdådighed og en dramatisk stil der skal gøre indtryk. Tænkningen er i perioden især optaget af at søge orden. Det handler om systematisering, love, regler og principper.

Arkitektonisk slår Barokken først igennem i 1700-tallet i Danmark, fx med Fredensborg Slot bygget af Frederik 4. Det handler nu især om symmetri og orden.

fredensborg

Fredensborg Slot – et typisk barokbyggeri – hovedbygningen er færdig i 1722

Julestuerne

Den urgamle almuekultur fortsætter, men efterhånden på sidste vers. Den gamle jul var jo kendetegnet ved midnatsgudstjenesten den 25. december – kristmessen. Den afskaffes ved Reformationen i 1536, men forsvinder kun langsomt. Og mange af de gamle, hedenske traditioner er fortsat til 1600-tallet. både i byens borgerhuse og – især – på landets bondegårde holder man ”julestuer”. Det holder man hver 3. dag julen igennem – dvs. lige til Helligtrekonger – skiftevis i de forskellige boliger. Ved en julestue er der mad, øl, sang, dans, skrøner og lege – fx Bro Bro Brille der stammer fra julestuetiden. En pudsig leg hedder julebuk. En fra gården – en karl – klædes ud som en gedebuk med lagen over sig og gedekranie som hoved. Det er julebukken der siger en masse væmmelige og fornærmende – eller allerbedst – sande – ting om folk i julestuen. Til sidst jager man julebukken væk, og det er godt, for julebukken tager det dårlige væk, så der kun er gode ting tilbage til det kommende år. Mange af julestuens lege er heftige og erotiske og mest for de yngre, så de ældre spiller kort og drikker brændevin eller øl.

csm_giv-mig-kun-et-kys-2_e57269fcee

Legen “Giv mig kun et kys” under en julestue

 

Den lutherske ortodoksi

Samtidig blomstrer den såkaldte ”lutherske ortodoksi” hvor de lutherske skrifter og forståelser – fx i de såkaldte ”katekismer” – metodisk indlæres i så stor den del af befolkningen som muligt. Det kræver jo en vis læseduelighed, og derfor sættes en pæn del af almuen nu via præsterne og dennes degne i stand til at læse.

Man formanes til at leve sit liv i gudsfrygt, fromhed og kærlighed og i at kunne sin katekismus udenad.

Sjællands biskop, Hans Resen, skærper den lutherske kirkes autoritet ved Kirketugtforordningen af 1629: Sammen med præsten skal to udvalgte kirkeværger holde øje med sognebørnenes daglige vandel og sikre sig at befolkningen ikke holder fest og drikker på helligdagene, udebliver fra altergang, bander og omgår glædespiger og den slags. Misdædere tilkaldes og formanes. Ellers vanker der bødestraf eller bandlysning. Har man været bandlyst i et år, kan man landsforvises. Er det børn der bryder reglerne, vanker der pryglestraf.

Der er stram religionskontrol. Christian 4. indfører dødsstraf mod katolske missionærer. Senere i århundredet tillades det katolikker, jøder, calvinister og andre at bosætte sig bestemte steder i Danmark, men det er stadigvæk forbudt for indfødte danskere at konvertere til katolicismen. Først i år 1800 tillades det jøder at gå i danske skoler.

Den autoritære tendens understreges ved indførslen af Enevælden i 1658, cementeret i en forfatning, Kongeloven, i 1665, der bliver endelig udformet af Frederik 3. og Peder Schumacher. Kongen er indsat af Gud som hersker over Det Danske Monarki, og kongen er kun bundet af 1) Confessio Augustana (Den Augsburgske Trosbekendelse, den lutherske kirkes definition af hvad den tror på), 2) rigets udelelighed at riget er udeleligt og 3) så netop Kongeloven.

Kongen kan udstede love som han vil, undtage hvem han vil, udnævne embedsmænd som han vil, føre krig som han vil, lede kirken og udskrive skatter med mere.  Alle kongelige bestemmelser  er breve skrevet i kongens navn og under hans signet og med hans underskrift. Altså Gud har hele magten. Gud har indsat majestæten i Danmark til at have hele magten i Danmark på Guds vegne underlagt Confessio Augustana, og majestæten leder i forlængelse heraf stat og kirke, herunder borgernes moralske omgang med hinanden som omhandlet i Kirketugtforordningen af 1629.

To nøglebegreber i 1600-tallets Danmark er “orden” og “staten” der hænger sammen, idet den stærke stat sikrer samfundsordenen. Måske er det renæssancens naturvidenskabelige revolution der udfordrer den vestlige kultur? Med de nye erkendelser er det som om alt flyder, intet står fast, kunne man tænke. Derfor er det så meget desto vigtigere med en statsmagt der sikrer den sociale orden og sikrer kirkens åndelige magt og den rette lære.

Den politiske historie – Christian 4. krones i 1597

Frederik 2.s søn og efterfølger, Christian 4., krones i 1597 med et brag af en fest – et springvand af vin på Amagertorv, 35.000 drikkeglas, ridderturninger, fyrværkeri med mere. Kongen fortsætter løjerne med en dum rivalisering med Sverige om hvem der er størst og stærkest i Norden. Det medfører både krige mod Sverige og et uheldigt engagement i den tyske Trediveårskrig. Det medfører invasioner i Jylland af tyske og svenske tropper med massive plyndringer til følge. Christian 4. er ingen stor konge.

c-4-3

Christian 4. konge 1588 (1596)-1648

Til gengæld er Christian 4. en stor bygherre. Frederiksborg ved Hillerød, som hans far lod anlægge, ombygges og bliver måske Danmarks mest imponerende renæssanceslot. Desuden kan nævnes Rosenborg Slot, Børsen, Regensen, Kastellet, Holmens Kirke, Trinitatis Kirke, Rundetårn, Christianshavn og norske byer som Oslo og Kristiansand.

frederiksborg

Frederiksborg Slot fik sin form under Christian 4. Renæssancestilen er markant

Christian 4. har et frodigt og dramatisk kærlighedsliv og mindst 20 børn. En del døtre med hans anden hustru, Kirsten Munk, vies til fremstående adelsmænd – rigshofmester Frants Rantzau (talentfuld, men falder under en drukfest i Rosenborgs voldgrav og drukner), senere rigshofmester Corfitz Ulfeldt, statholder for Norge Hannibal Sehested, og lensmand for Bornholm Ebbe Ulfeldt. Svigersønpartiet bliver stadig stærkere som Christian ældes, og fra og med at Corfitz Ulfeldt er rigshofmester fra 1643, er han rigets reelle magthaver.

rosenborg_slot-copenhagen-3

Rosenborg Slot, et smukt eksempel på renæssancearkitektur

Frederik 3. og Roskildefreden

Da sønnen Frederik 3. tager over, får svigersønpartiet – især Corfitz Ulfeldt – gennemtrumfet en valghåndfæstning der virkelig reducerer kongens magt. Ulfeldt fortsætter med at være Danmarks stærke mand.

Corfitz_Ulfeldt

Corfitz Ulfeldt, rigshofmester og Danmarks egentlige leder 1643-51 – døde som landsforræder

Parret Ulfeldt og hustru, Christian 4.s yndlingsdatter Leonora Christina, er næsten lige så magtfulde som kongeparret, men Frederik 3. og hans dronning, Sophie Amalie (der virkelig ikke tåler Leonora Christina) får knækket deres magt. Corfitz Ulfeldt ender som landsforræder og flygtning, og Leonora Christina får 22 år i spjældet på Københavns Slot. Hun løslades først da Sophie Amalie dør.

f 3

Frederik 3. konge 1648-70

Frederik 3. begår sin store brøler da han erklærer krig mod svenskerkongen Karl 10. Gustav i 1658. Karl 10. Gustav er tilsyneladende svækket, optaget af krig i Polen, men han trænger dristigt igennem Jylland over de tilisede bælter (det er en hård vinter) til Lolland-Falster, op igennem Sjælland. Reelt er hele Danmark besat minus København. Da svenskerne står 22 km. fra København, forhandler danskerne fred med svenskernes gesandt som er Corfitz Ulfeldt. Ved Freden i Roskilde i februar 1658 afstås Skåne-landene til Sverige herunder Bornholm og det nor.

Få måneder efter Roskildefreden opretter Frederik 3. en ny hærenhed, Livgarden, dengang kaldet ’Kongens Livregiment til Fods’ på basis af tre kompagnier af lejede soldater og et kompagni af norske soldater. Pointen med Livgarden er at yde kongen og København beskyttelse.

Livgarden kommer hurtigt i ilden, da Karl Gustav lige skal presse citronen og prøve igen i august med det mål at erobre hele Danmark. København bombarderes og angribes. Kongen udviser personligt mod i situationen og nægter at flygte til Norge (“Jeg vil dø i min rede”), ligesom byens borgere, herunder kvinderne, der er en stor del af forsvaret. Angrebet omdannes til en belejring i et halvt år, indtil Karl Gustav i februar 1659 med ”Stormen på København” forsøger at indtage byen.  Stormen mislykkes, belejringen fortsætter, men med udlandets (især Nederlandenes) hjælp fordrives de svenske styrker fra Fyn og Jylland.

Karl 10. Gustav dør af sygdom i februar 1660 hvilket klart svækker svenskernes motivation i øvrigt kort efter. Snart efter er der nye fredsforhandlinger. Danmark håber med det svenske brud på Roskildefredens fredsbetingelser og Sveriges nederlag at få Skåne tilbage, men udenlandske stormagter som Nederlandene blokerer. Uden Skånelandene vil det være betydeligt sværere for Danmark at inddrive Øresundstolden. Det behager udenlandske stormagter som Nederlandene. Så Danmark nøjes med at få Bornholm og Trondhjem Len tilbage – ellers gælder Roskildefreden.

Danmark består fra gammel tid af disse tre ”lande”: Jylland-Fyn, Sjælland-Lolland-Falster og Skånelandene, og Skåne er det frugtbareste og rigeste område af de tre lande. Nu forsvenskes Skåne, herunder en af Danmarks største byer, Malmø, og det er naturligvis nationalt set et stort tab.

Både svenske og tyske raids under Trediveårskrigen samt Karl Gustav-krigene medfører en omfattende forarmning i Danmark ledsaget af epidemier der formentlig alt i alt koster hundredetusinder af danskere livet. 1600-tallet er et kostbart århundrede for Danmark i mistede menneskeliv, i fattiggørelse og i tab af landsdele.

Situationen efter Karl Gustav-krigene – et smadret land

Danmark er økonomisk til rotterne efter Karl Gustav-krigene. Mange ting smuldrer. Sorø Akademi lukker i 1665 ruineret efter svenske plyndringer, ligesom byer som Næstved smuldrer. Samtidig er den gamle samfundsorden udfordret. Adelen har fra gammel tid stået for Danmarks militær mod til gengæld at slippe for skat, mens borgere og bønder omvendt ikke har haft militærtjeneste, men til gengæld for dette betalte skat. Det er nu en generel oplevelse med kulmination i Karl Gustav-krigene at adelen har udspillet sin militære rolle – bl.a. fordi lejesoldater (landsknægte) gør ridderne unødvendige, og fordi stadig stærkere skydevåben gør ridderne sårbare. Til gengæld har Københavns borgere vist deres militære nytte, ligesom Frederik 3. under Københavns belejring har fået stor folkelig popularitet. Det er for firkantet at sige at der nu sker en alliance af borgerskab og kongemagt mod adelen, men en forbedret relation mellem borgerskab og kongemagt er dog en faktor i det der nu sker.

En stænderforsamling etablerer Enevælden

Efter Karl Gustav-krigene skal en stænderforsamling (med repræsentanter for stænderne gejstlighed, adel og borgerskab) i 1660 skaffe skatter fra stænderne til rigets genopbygning. Stænderforsamlingen åbnes den 8. september 1660. Samme dag gør Frederik 3. i øvrigt tyskeren Eggerich Lübbes til kommandant over fodfolket i København. General Lübbes er en borgerlig (ikke-adelig) der kan takke kongen for sin karriere, og som er helt loyal over for Frederik 3.

Adelen vil ikke betale skat, borgerskab, gejstlighed og kongemagt føler sig ikke militært beskyttet af adelen, det irriterer gejstligheden og borgerskabet at adelen vil skubbe skattebyrden over på dem, forsamlingen trækker ud. Da adelen til sidst indser at det er på tide at give sig, er det for sent. Ved et hemmeligt møde mellem kongen og repræsentanter for borgerskabet og gejstligheden tilbyder disse stænder Danmark-Norge som et arverige. Et arvekongedømme medfører at den siddende konges ældste søn automatisk bliver tronarving. Dermed er valghåndfæstninger overflødige, både den nuværende og alle kommende, og Rigsrådet er overflødigt.

Hans_nansen

Hans Nansen, islandsk købmand og borgmester i København, den ledende kraft i borgerskabets undsigelse af adelen.

Skal vi sætte navne på så er den primære talsmand for rigsrådet Otte Krag, den primære talsmand for borgerskabet er borgmester i København Hans Nansen, og den primære talsmand for gejstligheden er biskop Hans Svane.

Adelen afgiver dog ikke sin magt helt af sig selv. Den 10. oktober 1660 foreslår kongen på initiativ af borgeskabets og gejstlighedens stænderrepræsentanter at arvekongedømmet indføres. Rigsrådet (Otte Krag) takker nej hvorefter kongens hær og Københavns bevæbende borgerskab efter Frederik 3.s ordrer den 11. oktober lukker København af. Københavns udgange – havnene, portene og voldene – afspærres simpelthen. Dette sker tilsyneladende for at forhindre adelen i at forlade København og således lukke stænderforsamlingen ned. Men der er ingen tvivl om at adelen opfatter indespærringen som en farlig trussel. Den største rolle i denne gidseltagning spiller general Lübbes og hans “sorte regiment” (som det kaldes) af krigsvante soldater.

Adelen sidder i saksen. Derfor accepterer adelen og rigsrådet arvekongedømmet den 12. oktober. Den 16. oktober er den gamle håndfæstning for valget af kongen ophævet, den 18. oktober aflægger repræsentanter for Danmarks stænder ed til kongen, og den 15. november 1660 hyldes Frederik 3. som arvekonge.

Man kan diskutere om gennemførelsen af Enevælden er en langsigtet plan gennemtænkt af kongen allerede før stænderforsamlingen, eller om kongen simpelthen griber de muligheder der viser sig. At general Lübbes sættes til at lede Københavns forsvar samme dag som stænderforsamlingen begynder, ligner en plan, men bevises kan det ikke. Konsensus er at kongen ikke har planlagt forløbet. Man kan også diskutere om statsomvæltningen er et militærkup. Dog er det normalt militæret der tager initiativet til militærkup, og kuppet i 1660 kommer på kongens initiativ – ved hjælp af militæret. For datiden er det centrale ikke den militære komponent, men at de ikke-frie stænder (dvs. gejstlighed og borgerskab) frivilligt tilbyder kongen arveriget. Dette tilbud er den legitimitet som Enevælden bruger.

Enevældens administration

Uden rigsråd reorganiseres det øverste lag i forvaltningen til ”kollegier”. Det er forsamlinger ledet af en formand eller præsident der kan give deres råd til majestæten der så træffer afgørelsen. Uformelt oprettes et ”gehejmekonseil”, et hemmeligt råd, af majestæten, formændene for kollegierne og nogle af majestætens favoritter som en form for øverste regeringsorgan. Gehejmekonseillet bliver formaliseret i 1670.

Enevælden får sin første formelle forfatning ved Enevoldsakten af 1661: De tre stænder – adel, gejstlighed og borgerskab – forpligtes på at at støtte kongen “som een absolut suveræn arve herre … I 1666 kommer ”Lex Regia”, Kongeloven, der er Enevældens udførlige forfatning. Kongen beskrives som det ypperste og Højeste Hoved her på Jorden over alle menneskelige Love, altså hævet over loven, og desuden med en uindskrænket magt. Det er den begavede embedsmand Peder Schumacher (en af Danmarks allerførste højtstående ikke-adelige embedsmænd) der skriver Kongeloven.

griffenfeld_greve2

Peder Schumacher Griffenfeld, ledende embedsmand

Den enevældige konge har ikke sin autoritet fra stænderne, fra befolkningen, men fra Gud selv. Kongen er Guds tjener i sit rige, hans opgive er at lede kirken og statsmagten og holde orden og holde synden nede. Befolkningen er kongens undergivne ”undersåtter” og skylder alle kongen lydighed – og principielt skat og militærtjeneste. Adlen har således mistet en stor del af sine privilegier. Kongens mål er at opretholde rigets orden og forøge statsmagtens magt og prestige fx igennem militære sejre og styrkelse af økonomien.

Der følger en lang række forvaltningsmæssige ændringer. Det middelalderlige system med inddeling af landet i len bestyret af lensmænd erstattes af et system af amter forvaltet af amtsmænd. Hvor lensmanden havde militær myndighed i sit len og kunne udskrive skatter, så gælder det ikke amtsmanden der blot bestyrer amtets forvaltning.

I 1660 gennemføres det at når handelsfolk fører varer ind i en købstad, skal der ved porten til byen betales “accisse“, siden kaldet “portkonsumtion“, en afgift for de varer der bringes ind i byen. Den handlende skal også betale for vedligeholdelse af byens veje.

Helt ny ideologi

Reelt er Enevældens ideologi et markant brud med indoeuropæernes “trifunktionelle ideologi (som Dumezil foreslog),  nemlig at samfundet var en organisk enhed af tre funktioner, nemlig de to højprestigiøse funktioner a) suverænitet (fyrstemagt, lovgivningsmagt og religion) og b) styrke (krigere). Og dertil så en lavprestigiøs funktion c) frugtbarhed – bestående af bønder, håndværkere og borgere.

De tre funktioner er ifølge den trifunktionelle ideologi de bærende strukturer i samfundets sammenhængskraft, og de udgår fra samfundet/folket, ikke fra en højere instans.

Med Enevældens system sker der to ting: 1) Adelens prestige beror ikke længere på dens krigerfunktion, men udelukkende på velstand og fine efternavne 2) Fyrstens suverænitet udgår ikke længere af samfundsordenen og “folket”. Fyrsten er ikke fyrste fordi han er del af de tre funktioner og kåret som konge af fx grupperne a) og b). Fyrsten er fyrste, fordi Gud vil det sådan, basta! Guds suverænitet afspejles i fyrstens suverænitet som en slags refleksion, og samfundets øvrige mennesker er underkastet såvel Gud som fyrste som “undersåtter”.

Brevadlen

Udviklingen fortsætter under Frederik 3.s søn, Christian 5. Her formaliseres gehejmekonseillet – rådet af ledende embedsmænd lige under kongen, dvs. det næstøverste magtorgan. Rådets sekretær er Peder Schumacher, snart adlet Griffenfeld, hvis magt vokser og vokser. Griffenfeld er hovedmanden bag en adelsreform: Har man et areal med et udbytte på mindst 1000 tønder hartkorn, kan man kalde sig ”friherre” eller ”baron”, og har man et areal på mindst 2500 tønder hartkorn, kan man kalde sig greve” (lensgreve). Det giver især skattefordele. Desuden må et baroni eller grevskab ikke splittes op eller sælges, gives eller testamenteres til hvem som helst. Det går udelt videre til ejerens nærmeste arving, dvs. i første omgang den ældste søn. Med dette nye adelskab (brevadlen) svækkes betydningen af den gamle fødselsadel (uradlen) – altså Rosenkrantz, Bille, Brahe, Ulfeldt og hvad de ellers hedder. Er man rig nok, kan man få en fornem adelig titel. Mange holstenske slægter som Ahlefeldt, Reventlow og Holstein og siden Moltke kommer således ind i højadlen.

Danske Lov 

Det kommer til en retsreform, et ønske om at erstatte Valdemar Sejrs gamle landskabslove (Skånske Lov, Jyske Lov osv.) med en ensartet lovgivning for hele riget – selv om landskabslovene dog siden 1500-tallet har fået en del ”rigslovgivning” – dvs. lovændringer og lovtilføjelser der gælder hele riget.

Men man ønsker et nyt fundament, og Frederik 3. sætter processen i gang der afsluttes i 1683 under Christian 5. med ”Danske Lov” – også kaldet Christian 5.s Danske Lov. I virkeligheden er der ikke tale om den store ændring i lovgivningen. Basis er landskabslovene, især Jyske Lov, og Christian 3.s ”Den Store Reces” og den rigslovgivning der senere er givet. Det markeres dog nu at der er kirkepligt, og at der gælder ret strenge straffe for majestætsfornærmelse.

Det er især Rasmus Vinding og grev Griffenfeld der står bag Danske Lov – også selv om Griffenfeld i 1676 ryger i unåde pga. korruption, salg af embeder (begge disse anklager er rimelige) samt landsforræderi (hvilket er urimeligt) og får dødsstraf – på skafottet omdannet til livsvarigt fængsel.

I øvrigt gælder Danske Lov kun i det egentlige Kongerige, ikke Slesvig-Holsten. Sønderjylland forbliver underlagt Jyske Lov.

Bemærk at Danske Lov principielt stadig gælder for Monarkiet Danmark med mindre en anden lov er kommet til. Et eksempel. I Danske Lov 6-5-5 står der følgende: “Husbond maa refse sine Børn og Tyende med Kæp, eller Vond, og ej med Vaaben; Men giør hand dem Saar med Aad, eller Eg, eller slaar dem Lemmer sønder, eller skader dem paa deris Helbred, da straffis hand saa som hand een fremmet hafde gjort Skade”.

Den lov gælder frem til 1921 hvor “Medhjælperloven” gør det forbudt at slå på sine tjenestefolk,  I 1937 forbydes det mester at revse sine lærlinge. I 1967 forbydes det lærere at slå deres elever, og først i 1997 forbydes det udtrykkeligt forældre at bruge fysisk afstraffelse af deres børn.

Straffe i Danske Lov frem til 1800-tallet

Danske Lovs straffe er forenklet disse:

Ved manddrab eller forsøg på manddrab: halshugning.

Ved overlagt og grundløst mord gælder fra 1749 følgende straf: Forbryderen  knibes med gloende tænger, højre hånd afhugges, han halshugges med økse, parteres, og kropsdele lægges på hjul, mens hånd og hoved sættes på stage/stejle.

Fosterdrab og fødsel i dølgsmål: Forbryderen halshugges med økse, og hovedet sættes på en stage.

Vold straffes med bøder.

Tyveri af små ting første gang man snuppes: Piskning. Anden gang: Piskning + brændemærkning + livsvarigt strafarbejde.

Tyveri af store ting: Første gang: Piskning + brændemærkning + livsvarigst strafarbejde. Tyveri af ko eller hest på marken: Halshugning.

Indbrud om natten: Hængning.

Straffen for røveri og straffen for indbrud i kirke er den samme: Halshugning og partering med kropsdele på hjul og stejle.

Udenomsægteskabelig sex: 1. gang: Bøde. 2. gang: desuden landsforvisning. 3. gang: Halshugning.

Voldtægt: Halshugning.

Homoseksuel praksis, sex med dyr, analsex og anden “omgængelse mod naturen”: Forbryderne brændes.

Gudsbespottelse: Forbryderens hånd og tunge skæres af, mens forbryderen lever, derefter halshugning.

Trolddom: Brænding. Brug af besværgelser: Strafarbejde eller landsforvisning.

Majestætsfornærmelse: Afhugning af højre hånd + hovedet, + partering, og fordeling af kropsdele lægges på hjul og hånd og hoved spiddes på en stage/stejle.

Bemærk at fængsel ikke bruges som straf. Men indtil personen er dømt eller kan straffes, er man naturligvis arresteret.

Den Store Matrikel – Danmark måles op

I pagt med tidsånden kommer ”Den Store Matrikel” i 1688 for at få skabt et ensartet skattegrundlag: Alle grunde opmåles i areal, og grundenes landbrugsudbytte vurderes. Og herudfra skylder man skat. Opmålingen foregår i jordens udbytte, nemlig ”tønder hartkorn” – ca. 100 kilo rug eller byg. 1 tønde hartkorn svarer ca. til 5 tønder agermark, 10 tønder eng eller 100 tønder skov. En tønde hartkorn svarer til 2 tønder land med den allerbedste jordkvalitet og til 20 tønder land med den allerringeste jordkvalitet.

En husmand har højest et par tønder hartkorn (altså typisk 10-15 tønder land), en traditionel bondegård en 5-6 tønder hartkorn (25-35 tønder land), mens en lensgreve har mindst 2500 tønder hartkorn.¨

Ensartede mål

Danmark får også i 1683 ens måleenheder. Arealmål: 1 tønde (Td.) land = 8 skæpper (Skpr) = 32 fjerdingkar (Fkr) = 96 album (Alb) = 14000 kvadratalen = 5516 m2.

Vægt- og rummål: 1 tønde korn= 4 kubikfod = 139,1 liter korn = 8 skæpper, 1 tønde øl = 136 potter = 131,4 liter. 1 tønde smør=126,976 kg = 16 lispund.

Mønt: 1 Rigsdaler (Rd. eller Rdl.) = 6 Mark (Mk.) = 96 Skilling (Sk).

En sidste detalje i den organisering der finder sted under Christian 5.: For at få embede som præst kræves der nu en bestået teologisk embedseksamen, og for at få embede som læge, kræves der nu bestået medicinsk embedseksamen.

Slavekolonier

Som led i kongemagtens forsøg på at styrke statsmagten ved at fremme handlen, forsøger 1600-tallets konger at sætte gang i udenrigshandlen. En sådan har gjort andre lande stærke og rige. Christian 4. etablerer en handelsstation, Trankebar, ved Indiens nordøstkyst og etablerer selskabet ”Ostindisk Kompagni”. Men det kommer aldrig helt til at rulle. Sønnen Frederik 3. genopretter kompagniet i 1670, men det kører stadig ikke. Men Frederik 3. etablerer sig til gengæld i Afrika med forter på ”Guldkysten” (nutidens Ghana). Sønnen Christian 5. får gang i både Guldkysten og en Amerika-handel. ”Vestindisk-guinesisk Compagnie” oprettes til det formål, og den caribiske ø St. Thomas erhverves. Her kan der oprettes sukkerplantager, men det kræver arbejdskraft. Her tjener Guldkystens forter sit formål, for her kan der købes sorte, afrikanske slaver. I 1674 ankommer det første danske slaveskib med sorte salver til St. Thomas.

3-400 år efter at slaveri er blevet afskaffet i Danmark, genindføres det altså nu i det danske område. I al fald i forbindelse med sorte afrikanske slaver som der er blevet tradition for, først hos de arabiske muslimer, siden hos de hvide europæere med amerikanske kolonier – spaniere, portugisere, englændere osv. Pga. behovet for økonomisk gevinst behandles sorte mennesker som kreaturer som kan købes, transporteres under umenneskelige forhold og udnyttes og dirrigeres med efter forgodtbefindende i de vestindiske kolonier. Danmark bliver verdens 7. største slaveeksportør.

fort-christiansborg

Fort Christiansborg i Ghana, en af de danske bastioner på Guldkysten

Nye byer i 1600-tallet er ganske få. Her kan nævnes Sorø, Frederikssund og Fredericia.

1700-tallet

Den Oplyste Enevælde

Til langt op i 1700-tallet har Danmark egentlig ikke forandret sig særligt meget fra jernalderen. Flertallet af danskere bor i landsbyer drevet af et landsbyfællesskab, de kan ikke læse, de er ret fattige, og de har ikke den store indflydelse på den overordnede politik; den klarer overklassen. Og retssystemets straffe  er stadig barbariske med dødsstraf for snart sagt hvad som helst, fx homoseksuel praksis, gudsbespottelse, røveri, indbrud om natten, hestetyveri og udenomsægteskabelig sex (hor) hvis man tages for 3. gang.

Danmark er også stadig forbundet af ret tilfældige stier som man kommer frem på til hest. Midt i 1700-tallet begynder man dog at bygge et hovedvejnet i Danmark – grusveje, forstås.

Sundhedsvæsnet begynder så småt at komme i en eksplosiv udvikling. I 1757 lader Frederik 5. Danmarks første offentlige sygehus åbne i Bredgade i den nye bydel Frederiksstaden: Det Kongelige Frederiks Hospital. Det er i praksis det første ordentlige sted til sygebehandling for den jævne dansker; de højere klasser har indtil da kunnet betale sig til private læger

hospital

Danmarks første offentlige sygehus – Det Kongelige Frederiks Hospital i Bredgade i København.

 

En ny udvikling siden jern- og middelalderen er at bondehusene nu har kaminer og skorsten i stedet for et åbent ildsted og et hul i taget, og at husene har fået værelser. Ovne og kaminer er den primære opvarmningskilde frem til efter 1920 hvor centralfyr, varmerør og radiatorer tager over.

En markant forskel fra jernalderen er at Danmark i løbet af vikingetiden og tidlig middelalder har fået købstæder, men de fleste købstæder har ikke ændret sig meget siden tidlig middelalder. Alle provinsbyer har mellem 1000-3000 indbyggere og er forholdsvis små, snavsede og stinkende.

Den største forskel fra tidlig middelalder er at Danmark nu har en prangende og stor hovedstad. København er i 1700 en storby på 65.000 indbyggere med majestætiske palæer og herskabelige huse og en omfattende centraladministration af bureaukrater. Den juridiske embedseksamen indføres i øvrigt i 1736 og bliver generelt en betingelse for at få stilling i embedsværket.

Ulfeldts_Plads_1749

Ulfeldts Plads (Gråbrødretorv) i København malet i 1749. Billedet giver formentlig en glimrende fornemmelse af Københavns byrum i 1700-tallet

Yngre nydansk opstår

I 1700 har det danske sprog omtrent fået den form som vi kender i dag – rent grammatisk og i det centrale ordforråd. Denne fase af dansk kaldes gerne “yngre nydansk”, og det er altså hvad vi stadig taler. Det forekommer dog at “yngre nydansk” gælder dansk i perioden 1700-1950, mens fasen herefter kaldes “moderne dansk”.

Herunder er en ret tilfældig tekstprøve – en uddrag fra et lærd, historisk værk, nemlig Ludvig Holbergs “Danmarks og Norges Søe-Historie” skrevet i 1747.

De Nordiske Folk have fra første Begyndelse havt talrige Flaader; thi mand seer, at den Flaade, som Harald Gormsen og Hagen Jarl førte til Norge, har bestaaet af 700. Skibe: men man kand sige, at Skibene vare derefter; thi Konsten har her saa vel som paa andre Steder havt ringe og ufuldkommen Begyndelse. Det er troeligt, at de første Mennesker først have betient sig af Planker, for at flyde paa Vandet; derefter af smaa Baade; og at de af Fiske og Fugle have lært at betiene sig af Aarer, og siden af Seil, for at komme frem. De Fartøy, som paa disse Tider kaldtes Krigs-Skibe, vare vel aabne uden Dek, men distinguerede fra Kiøbmands Skibe ved Spidse Stavne, i Form af Sporrer, hvorudover de kaldtes sporrede Skibe (naves rostratæ).

Pietismen

Den lutherske ortodoksi afløses af pietismen der dominerer Danmark i 1700-tallets første halvdel. Pietismen er en protestantisk vækkelsesbevægelse hvor det vigtigste ikke er den rette lære som i ortodoksien, men derimod den levende lære, individets eget trosliv – inderlighed, personlig gudsfrygt herunder omvendelse, anger, bod, personlig helliggørelse ved bøn, bibellæsning i hjemmet, andagter og bibelmøder uden for kirkerummet med mere for at holde synden stangen. Pietismen afløses af Oplysningstiden i 1700-tallets anden halvdel, men forsvinder aldrig helt, og 1800-tallets vækkelsesbevægelser såsom Indre Mission kan ses som pietistiske strømninger, delvis som modreaktion mod naturalismen og modernismen.

Oplysningstiden

Det nordlige Vesteuropa (Frankrig, Storbritannien, Tyskland osv.) præges fra 1690 – 1780 af Oplysningstiden som markerer en begyndende overgang til det moderne. Oplysningen er en åndsstrømning hvor de veluddannede – også borgerlige – sætter hævdvundne sandheder, også de religiøse, til debat i en åben diskussion – fx i cafeer og i publikationer. Det er sandsynligvis første gang det sker i Danmark. I strømningen ligger en stærk tro på moral, uddannelsefornuft og videnskab. Verden styres af mekanismer i naturen, og mennesket formår via forskning, refleksion og diskussion bestandigt at blive klogere på disse mekanismer. Hvis der er en Gud, blander han sig ikke overnaturligt i verdens gang, men har måske engang ved tidernes begyndelse sat hele maskineriet i gang = deisme. I Danmark var mange fremstående oplysningsfolk dog ikke deistisk, men snarere pietistisk, prægede. Via kunst, uddannelse, opdragelse og videnskab bliver menneskeheden bestandigt klogere og mere civiliseret, så vi forlader det primitive, uvidenhedens, dogmernes og fordommenes ”mørke”, og bevæger os fremad mod en bestandigt mere oplyst og dannet fremtid = fremskidtstanken.

Filosofiske skoler som John Lockes politiske liberalisme, David Humes skepticisme, Adam Smiths økonomiske liberalisme og Immanuel Kants transcendentalfilosofi rykker.

Locke hævder at staten består af frie individer med medfødte rettigheder der slutter sig sammen for at beskytte sig selv og deres rettigheder og derfor danner en kontrakt om en beskyttelse via en leder og et retssystem. Hvis ikke de tilfredsstiller individerne, kan de udskiftes. Der opstår de første liberale samfund som det revolutionære Frankrig og USA.

I Danmark kommer Oplysningen som sidste halvdel af 1700-tallet, og det slår først igennem politisk fra 1784 med Den Oplyste Enevælde. Oplysningen afløses af Romantikken der kalder den “Rationalismen” hvilket ikke er pænt ment, men Oplysningsfilosofiens grundlæggende værdier og tankegange forsvinder aldrig helt; tværtimod er oplysningstanker en drivkraft bag det moderne.

Holberg – akademiker, debattør, satiriker og digter

En markant figur i den nordiske oplysning er den norsk-danske Ludvig Holberg fra Bergen. Han begynder som historiker og bliver siden jurist. I 1717 er han professor ved universitetet i København. Derpå skriver han satireskrifter og komedie-skuespil inspireret af franskmanden Molière – 25 skuespil på 5 år. Siden arbejder han som historiker, jurist og samfundsdebattør – advokerer for jødernes frie indrejse til Danmark, for kvinders ret til studier og embeder og at kvinden anerkendes som juridisk person. Både i sin politiske satire, sine frisindede standpunkter og i sin sproglige stil med masser af franske ord får Holberg en stor indflydelse på dansk kultur. Han er i øvrigt med til at genåbne Sorø Akademi i 1743 og give akademiet inspiration – fx testamenterer han sin ejendom til akademiet og begraves i øvrigt i Sorø Klosterkirke ligesom Absalon.

holberg

Ludvig Holberg, baron, professor, dramatiker og oplysningsmand

I 1751 bliver den blot 27-årige Jens Schielderup Sneedorff professor i Offentlig Ret og Statskundskab på Sorø Akademi. Sneedorff dør allerede i 1764, men er i sin inspiration af Locke og Montesqieu med til at sprede oplysningstanker i Danmark.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Sorø Akademi som oplysningsfolk som Holberg og Sneedorff er tilknyttet

De første teatre dukker op i København. I 1600-tallet er der omvandrende teatertrupper især for kongens hof. I 1703 får en sådan trup fast base med det nyopførte Operahus i Bredgade, men det bliver ingen succes og lukker snart. I 1722 åbner et komediehus i Lille Grønnegade (Ny Adelgade) og spiller især Holbergs komedier. Efter få år svigter publikum, og Lille Grønnegade-teatret lukker i 1727. I 1748 bygger superarkitekten Nikolaj Eigtved en nationalscene på Kongens Nytorv hvilket senere udvikler sig til Det Kgl. Teater.

Aviser og politisk diskussion

De første aviser begyndte også at udkomme omkring 1720. Aviserne kom ikke dagligt, men nogle gange om ugen. De udkom især i København. Deres indhold var især saksede nyheder fra udlandet. Og sproget var dansk, tysk eller fransk.

På denne vis begyndte der i 1700-tallet at opstå et københavnsk borgerskab der var velinformeret og med appetit på kultur og – efterhånden – politisk diskussion og stillingtagen.

Generelt – vendingen mod subjektet

Tendensen i 1700-tallet er at vende sig fra 1600-tallets fokus på staten og orden – den ydre, objektive struktur som kirken og kongen sikrer rigtigheden af og beskyttelsen af – til et fokus på det enkelte menneske, individet, og hvad der sker bag pandeskallen bag individet. Pietismen siger at det enkelte menneske skal opbygges og inderliggøre sig selv, mens Oplysningen siger at det enkelte menneske skal dannes, uddannes og kritisk forholde sig.

Bolig- og tøjstil

Borgerskabets stuer præges i løbet af århundredet af en lettere og mere elegant møbelstil. Stolene er mere magelige og kan lettere flyttes omkring. Midt i århundredet afløses den egentlige barok af den mere elegante rokoko med svungne linjer: Borgerhjem præges af forgyldte spejle, små konsolborde under spejlene, lysestager og lysekroner en masse og kommoder. Porcelæn vinder frem.

rokoko

En rokoko-stue af de mere overdådige

Velstående mænds tøjstil præges af silke – knæbukser af silke og elegante silkefrakker. Små, pudrede parykker evt. en hårpisk bagtil bliver populære. Kvindernes kjoler er storslåede med smalle hofter og afstivning med korsetter.

beklaedning_clip_image001

Et fornemt par i typisk 1700-tals-tøj. Til venstre en bonde i lige så typisk 1700-tals-tøj

Københavns vækst

København fortsætter sin eksplosive vækst. I 1700 har byen 65.000 indbyggere, og i 1800 mere end 100.000 indbyggere. Der kommer nye prestigebyggerier i København, fx det første Christiansborg på Slotsholmen samt Frederiksstaden i Bredgade-området herunder med Amalienborg der bliver kongefamiliens nye residens. Men Danmarks øvrige byer har ikke meget anderledes forhold end i Middelalderen. De er små og skidne. De største provinsbyer har 3-4000 indbyggere, men de fleste købstæder har 1000 indbyggere eller derunder. Og forholdene på landet er også stort set som under Middelalderen bortset fra næsten alle bønder nu er fæstebønder hvis tvangsarbejde er voldsommere end nogensinde.

Koloniseringen af Grønland begynder. Den norsk-danske præst Hans Egede etablerer et samarbejde med handelsselskabet Det Bergen Grønlandske Compagnie om en missionsrejse til Norge for at finde de nordiske bosættere der etablerede sig på Grønland i 900-tallet, og som man har mistet kontakten til. Egede finder ingen overlevende nordboere men derimod amerikanske inuitter der ernærer sig som sælfangere. Egede begynder en kristen mission af disse grønlændere, suppleret med den såkaldte Brødremenigheds mission.

Trekanthandlen

Der kommer betydelig mere fart over den oversøiske handel og kolonipolitik. Hverken Asien-handlen og Amerika-handlen kom helt i gang i 1600-tallet, men i 1697 genoplives Det Vestindisk-guinesiske Compagnie, og den caribiske ø St. Thomas suppleres med St. Jan (annekteret 1718) og St. Croix (købt af Frankrig 1730). De Dansk-Vestindiske Øer er på plads.

Der etableres en stærkt givtig ”trekantshandel”: Danske skibe sejler fra København og eksporterer våben (geværer og krudt, men også brændevin) til Afrika, til Guldkysten. Våben sælges til afrikanske høvdinge. Disse betaler for våbnene med sorte slaver de havde fanget. De danske skibe der før sejlede våben til Afrika, sejler nu med de sorte slaver i lasten fra Afrika til Amerika, til Dansk Vestindien – typisk Christiansted på St. Croix. Her producerer slaverne sukker og tobak på plantager. Resultatet er sirup, tobak og mahogni, og det laster skibene og sejler nu fra Dansk Vestindien og tilbage til København med varerne. Derpå kan skibene lastes igen med geværer, krudt og brændevin og sejle til Guldkysten igen. Finansministeren H.C. von Schimmelmann står rent privat for en ikke ringe del af denne indbringende handel.

Også i Indien udvides aktiviteterne. Handelsselskabet Asiatisk Compagnie erhverver byen Serampore.

trekant

Trekanthandlen – et handelsskib tog typisk hele trekantruten

Den Florissante Tid

Fra 1756 – 1807 kommer dansk handel og økonomi ind i en blomstrende periode kaldet Den Florissante Handelsperiode. Den har rod i at Danmark fører en konsekvent neutralistisk udenrigspolitik samtidig med at alvorlige krige hersker mellem vigtige handelsmagter – fx Syvårskrigen 1756-63 og Den Amerikanske Uafhængighedskrig 1775-83. De krigsførende lande boykotter hinandens skibe, men Danmarks neutrale skibe kan handle med alle. Dannebrog bliver endda brugt som bekvemmelighedsflag af krigsførende landes skibe og med konvoj af danske orlogsfartøjer. Det er måske umoralsk, men det giver handel og penge. Danmark udvikler verdens 2. største handelsflåde, og det københavnske borgerskab får et internationalt perspektiv, stor selvfølelse og mange penge.

floriss

Et tilsyneladende dansk skib i Kina malet af en kinesisk maler i 1798. I virkeligheden er skibet et hollandsk skib der sejler under dansk bekvemmelighedsflag for at snyde briterne.

Politikken med danske konvojer for udenlandske og evt. krigsførende skibe med dansk bekvemmelighedsflag skaber dog ikke helt underligt rynkede øjenbryn. Faktisk bliver briterne så utrygge og irriterede over denne kyniske og bjergsomme politik at det fremmer Slaget på Reden i 1801 og Bombardementet af København i 1807 som bliver afslutningen på den danske flådes storhedstid og dermed også på Den Florissante Tid.

Meget tidlig industri i Frederiksværk

I 1700-tallet opstår de første spæde ansatser til industri på kongeligt initiativ. I Nordsjælland graves en kanal, og planen er at udnytte vandkraften med møller og producere kanoner. Det kommer i al væsentlighed i gang under Frederik 5. i 1758 under ledelse af etatsråd Just Fabritius og kancelliråd Johan Frederik Classen. De opretter i første omgang et krudtværk kaldet Frederiksværk  drevet af stampemøller og snart efter et tihørende kanonstøberi hvorefter Fabritius trækker sig fra projektet i 1760, og i 60’erne lader Classen “Gjethuset” opføre til støberi, og former hele det sandede område til sin virksomhed – fx med skov så han har træ nok til krudtmøllerne. Byen Frederiksværk opstår omkring denne militærindustri.

gjethuset

Gjethuset i Frederiksværk. Her lå Classens kanonstøberi. Det hører til Danmarks tidligste industrier.

Hoveriet kulminerer og landboreformerne

Langt størstedelen af danskerne er i 1700-tallet fæstebønder der lever under usle kår. Priserne på landbrugsvarerne stiger fra 1750, og godsejerne motiveres derfor til at presse citronen ved at intensivere dyrkelsen af egne jorde. Denne intensivering kræver øget hoveri – altså det tvangsarbejde som fæstebønderne (landboerne) skal yde for deres godsejer. I 1770 er sjællandske fæstebønders hoveri steget til næsten 5 dage om ugen – dvs. 265 dage om året. Resten af tiden skal så bruges på fæstebondens egen fæstegård. Fæstebønderne er ikke motiveret til at være produktive på egne vegne, og landbrugets produktivitet er samlet set ringe. Under en kortvarig liberalisering under Struensee gribes der ind over for hoveriet, men under Guldberg øges hoveriet igen. Over 75 % af Danmarks samlede landbrugsareal tilhører godserne, og over 70 % af landbrugsarealet tilhører nogle få hundrede slægter.

Fremsynede tyske adelige som enkedronning Sophie Magdalene på Hirscholm Slot, lensgrev A.G. Moltke til Bregentved og lensgrev J.H.E. Bernstorff på Bernstorff Slot i Gentofte indfører midt i 1700-tallet af egen drift reformer der siden bliver forbillede – udskiftning af agerjordene og omdannelse af fæstegårde til arvefæstegårde eller selvejegårde.

 I 1784 indføres det såkaldte ”Oplyste Enevælde” hvor regeringsmagten er interesseret i humane og rationelle reformer. Med det samme, i 1784, opretter gehejmestatsrådet ”Den Lille Landbokommission”. Den tager sig af forholdene på krongodserne, altså de godser som kongen ejer. Der foretages en såkaldt ”udskiftning”; Hidtil har bondens agerjord ligget fordelt som lange strimler spredt rundt omkring på landsbyens markareal, men nu samles bondens marker til et samlet område lige omkring hans gård. Krongodsernes fæstegårde omdannes til selvejegårde eller fæstegårde med såkaldt arvefæste (man kan testamentere sin fæstegård til sine efterkommere). I 1786 oprettes ”Den Store Landbokommission” der begynder med to love for alle fæstebønder: Godsejerens hårde straffe mod sine fæstebønder (fx træhesten) forbydes, og fæstebonden kan ikke sættes fra fæstegården uden retskendelse. I 1788 afskaffer Den Store Landbokommission ”stavnsbåndet”, så en fæstebonde kan bosætte sig hvor han vil. Der etableres en dansk kreditkasse der låner penge til bønder så de kan anskaffe sig selvejegårde. Fæstevæsnet afskaffes først i 1800-tallet, men produktiviteten stiger hurtigt med reformerne.

fæstegård 1700

En typisk fæstegård fra slutningen af 1700-tallet. Denne gård er ikke en rekonstruktion, men har overlevet siden dengang.

Udskiftningen af bondens jorde får kolossal stor betydning for måden bondens liv og landsbyen er organiseret på. Hidtil har landsbyens agerbrug været styret af et landsbyfællesskab der har organiseret hvornår man høster, sår og pløjer, og man har i stor grad hjulpet hinanden med opgaverne. Det har været nødvendigt når hver bondes jord har været fordelt i op til 30 løsrevne strimler (agre) spredt rundt på hele landsbyens agerområde. Men udskiftningen samler jo disse løsrevne strimler til samlede marker omkring gårdene, og dermed er landsbyfællesskabet unødvendigt. Fremover styrer hver bonde selv dyrkningen af marken.

Pietismen og rationalistisk kristendom

Den ”lutherske ortodoksi afløses af en mere subjektiv kristendom: pietismen. Her lægger man vægt på individets personlige følelser – omvendelse, den personlige omvendelse, anger og bod og den stærke, personlige overgivelse til Kristus og dermed helliggørelse i fromhed i efterfølgelse af Kristi eksempel. Det handler om inderliggørelse og afstand til den ydre syndige verden af jordiske glæder. Pietismen kulminerer under Christian 6. som pga. sin pietistiske tro forbyder teatre. Det kommer også til adskillige pietistisk inspirerede forbud mod ”julestue-traditionen”, og denne urgamle juleskik dør langsomt ud i løbet af 1700-tallet.

Efterhånden trænger en ”rationalistisk kristendom frem under inspiration fra Oplysningstiden. Væk med ubrugelige dogmer som treenighed, Kristi guddommelige natur osv., og ind med fornuft og moral. I teologien bruges rationel og kritisk videnskabelighed som tilgang til de bibelske tekster der nu forstås som religionshistoriske dokumenter snarere end som Guds direkte tale til den syndige menneskehed.

Christian 5.s Danske Lov har indført kirketvang, og Frederik 4. strammer dette betragteligt i 1730. Alle skal gå i kirke alle søndage og øvrige helligdage til højmesse og aftensang. Forsømmelser giver bøder og i gentagelsestilfælde gabestok. Frederik 4.s ellers meget pietistisk orienterede søn, Christian 6., lemper det betragteligt i 1738: Enkelte forsømmelser skal ikke påtales. Reelt administreres kirketvangen ikke længere, kirkegangen styrtdaler, og i slutningen af 1700-tallet hedder det sig at en præst er heldig hvis 5 % af sognets befolkning er i kirke.

 

Sverigeskrigene

c 5

Christian 5. konge 1670-99

Under Frederik fik Sverige taget Skånelandene fra Danmark i 1658, og central for dansk udenrigspolitik er siden at få Skåne tilbage. Frederik 3.s efterfølger Christian 5. opbygger et stærk kavaleri. En stor del af landets krongodser omdannes til rytterdistrikter hvor rytteriet oppebæres – i alt 3.500 gårde.  I 1675 erklærer Christian 5. krig mod Sverige sammen med Brandenburg – Den Skånske Krig. Dansk-orienterede modstandsgrupper i Skåne – Snaphanerne – er aktive. Slaget ved Lund i 1676 er det blodigste kendte slag i Danmarks historie. Både de svenske og de danske tropper halveres – Danmark mister 6.600 mand og Sverige 3.000 mand. Danmark klarer sig pænt, især i kraft af et herredømme til søs fx Slaget i Køge Bugt, hvor de danske styrker under admiral Niels Juel sejrer. Men Sverige er allieret med Frankrig, Europas stærkeste magt, og Frankrig dikterer uafgjort. Snart er det tid til endnu et forsøg. Christian 5. allierer sig med Polen, mens Sverige under den unge krigerkonge Karl 12. allierer sig sin svoger, hertug Friedrich 4. af Holstein-Gottorp, og svenskerne rykker ind i Holsten.

f-4

Frederik 4. konge 1699-1730

Christian 5. dør i 1699 efter en jagtulykke, så det er sønnen Frederik 4. der står med krigen: Den Store Nordiske Krig 1700-20. Det er i denne krig hvor den norsk-danske fregatkaptajn Peter Wessel, adlet Tordenskiold, gør sig gældende. Krigen slutter med at den lovligt krigsglade svenskerkonge Karl 12. bliver skudt af en af sine egne, men Danmark vinder intet ved fredsslutningen i al fald ikke Skåne, kun lidt krigsskadeerstatning. Men Sveriges dage som militær stormagt i Norden er dog forbi.

I forbindelse med det Store Nordiske Krig indfører Frederik 4. ”landmilitsen”: godsejere i Danmark-Norge skal stille med fæstebønder som soldater – en soldat for hver 20 tønder hartkorn. De trænes af tyske officerer hver søndag morgen før gudstjenesten, og de indkaldte må ikke forlade deres gods – et reelt stavnsbånd. I 1700-tallet er landmilitsen grundstammen i det danske militær.

Det Bureaukratiske Enevælde

Centraladministrationen vokser og vokser efter indførelsen af Enevælden i 1660. Frederik 4. beslutter at samle de vigtigste administrationer i én ny, moderne bygning, Den Røde Bygning eller Kancellibygningen, der ligger hvor kancelliet tidligere lå som nabobygning til Københavns Slot på Slotsholmen. Danske og Tyske Kancelli, Rentekammeret (datidens Finansministerium) samt Krigskollegiet flytter ind i Den Røde Bygning, ligesom det allerøverste regeringsorden, Gehejmekonseillet, holde til her. Den Røde Bygning er Danmarks første egentlige kontorbygning. Hver etage har en lang midtergang, en korridor, hvor kontorerne ligger op ad hinanden ud til begge sider.

den røde bygning

Kancellibygningen eller Den Røde Bygning, Danmarks første kontorbygning og lige siden Frederik 4.s tid centrum i Danmarks centraladministration.

Den centrale del af Danmarks centralforvaltning, nemlig Finansministeriet, forlader i øvrigt aldrig Den Røde Bygning. Den dag i dag ligger Finansministeriet i denne bygning.

c 6

Christian 6. konge 1730-46, sky, fornem og pietistisk

Ligesom sin far Christian 5. er Frederik 4. ikke den skarpeste kniv i skuffen, men han er retsindig, pligtopfyldende og flittig og derfor rimelig populær. Frederik 4. er den sidste danske konge der forsøger at være med i alle de væsentlige administrative og regeringsmæssige beslutninger. Fra og med sønnen Christian 6. bliver administrationen i al væsentlighed selvkørende. Det er de øverste embedsmænd, der ikke helt sjældent er tyskere, som reelt kører Danmark. Det kommer Danmark til gavn. Udenrigspolitikken handler ikke længere om kongens eller landets ære, fx den ørkesløse rivalisering med Sverige, men er rationelt baseret og med neutralitet som mål: Hold Danmark ude af alle større, udenrigspolitiske konflikter og krige. Denne politik kommer Danmark til at lukrere temmelig meget på under Den Florissante Handelsperiode fra 1756. I det hele taget er Danmark uhyre velregeret under Christian 6. selv om han folkeligt upopulær pga. sit ufolkelige, generte og pietistiske gemyt med tilbøjelighed til selvhøjtidelig distance og fornemme byggerier og ceremonier.

f-5-4

Frederik 5. konge 1746-66, alkoholiseret og uegnet som regent

Vigtige familier i administrationen under Christian 6. er tyske familier som von Plessen og von Holstein, der også stod særdeles stærkt under Christian 5. i slutningen af 1600-tallet. Mest markant er dog udenrigsministeren, J.S. Schulin – også tysker. Under Christian 6.s søn, Frederik 5., – konge fra 1746 – er administrationen skåret skarpt ud som selvkørende for Frederik 5. er doven og alkoholiseret og helt uskikket til at regere hvad han da heldigvis heller ikke gør. Men han er til gengæld festlig og bliver dermed langt mere populær end sin stramtandede far, Christian 6.

ag moltke

Hofmarskal A.G. Moltke, den reelle regent under Frederik 5.

Som 12-årig udstyrede Frederik 5.s kongelige far ham med page – mecklenburgeren A.G. Moltke – reelt Frederiks personlige tjener, og Moltke forbliver resten af Frederik 5.s liv den der står for det overordnede ansvar for alt hvad kongen gør – med titler som hofmarskal og overhofmarskal. Det er reelt Moltke der regerer Danmark. Samtidig får Moltke godset Bregentved ved Haslev på Sjælland, bliver lensgreve og bliver en af Danmarks rigeste mænd og største og mest fremsynede jordejere.

bregentved

Bregentved ved Haslev, A.G. Moltkes gods

Vigtige ministre er stadig J.L. Holstein og Schulin og efter Schulins død bliver endnu en tysker – J.H.E. Bernstorff – hans efterfølger. Og en fremragende en af slagsen. Det giver mening at sige at det er A.G. Moltke og J.H.E. Berntorff der styrer Danmark.

johan_hartvig_ernst_bernstorff

J.H.E. Bernstorff, kompetent udenrigsminister

Bernstorff henter en fremragende tysk købmand, Heinrich Carl von Schimmelmann til København som rigets skatmester, dvs. finansminister, og det er i høj grad Bernstorffs og Schimmelmanns dispositioner der skaber grundlaget for Den Florissante Tid. I 1763 køber H.C. Schimmelmann de fire kongelige plantager i Dansk Vestindien  samt Vestindisk-Guinesisk Compagnies sukkerraffinaderi på Christianshavn. H.C. Schimmelmann køber desuden flere skibe og kommer til at stå for en ikke ringe del af Danmarks sukkerproduktion. Han dør som Danmarks klart rigeste mand.

Heinrich_Schimmelmann

H.C. Schimmelmann, Danmarks skatmester og rigeste mand

Den kaotiske tid under den gale Christian 7.

Frederik 5. dør som 42-årig og efterlader kronen til sin 17-årige søn, Christian 7., der ikke blot er yderst umoden, men også letpåvirkelig og endnu mindre egnet til at regere end sin far pga. en sindslidelse.

c 7

Christian 7. konge 1766 – 1807 – sindslidende og uegnet som regent

Struensees regime

I første omgang er de stærke ministre J.H.E. Bernstorff, Otto Thott og Ditlev Reventlow. Men i 1768 får Christian 7. sig en højt begavet tysk livlæge, J.F. Struensee, og han har i 1770 manøvreret sig ind som dronningens kabinetsekretær og elsker (og far til dronningens yngste barn), og kort efter får han udmanøvreret Bernstorff, Thott og Reventlow og gjort sig til den viljesløse konges primære konsulent. Generelt underskriver Christian 7. automatisk de dokumenter der lægges foran ham.

struensee

Johann Friedrich Struensee, velbegavet tysk læge, har diktatorisk magt i Danmark 1771-72 og gennemfører et væld af liberale reformer

 Struensee har den politiske magt i Danmark i halvandet år, og i den tid kommer han med det enorme antal af 2000 kabinetsordrer. Struensee er påvirket af Oplysningstidens idealer, og hans reformer er generelt progressive: Dødsdomme for tyveri blev afskaffet (afløst af tugthusstraffe), ligesom tortur og straffe for at få uægte børn. Offentlige ansættelser nu skal forekomme i kraft af af kvalifikationer i stedet for gode forbindelser.  Mange offentlige ansatte fyres, statslige monopoler afskaffes og mange helligdage afskaffes. Alle huse skal have tydelige gadenumre, skole- og fattigvæsen forbedres, censur ophæves fuldstændig, og fuld trykkefrihed indføres. Danmark-Norge er dermed på det punkt verdens mest liberale land. Det såkaldte stavnsbånd (fæstebønder må som unge ikke forlade det gods de er født på) foreslås afskaffet ad åre, og hoveriet reduceres.

Det kom også til hærreformer, fx opløsningen af hestegarden og fodgarden (Livgarden) som Struensee mener er uden militær betydning, men mest til pynt og glans. Det skaffer Struensee en del fjender blandt officererne. Det er oplagt at Struensee tænker meget humanistisk, analytisk og rationalistisk uden sans for symboler og traditioner. Han har dog sans for enkelte symboler og klassiske traditioner, idet han udnævner sig selv og vennen Brandt til lensgrever og tildeler sig selv en del penge.

Fra sommeren 1771 har lensgrev Struensee enevældig magt, men han har få støtter. Mange kredse mener at han illegitimt har tiltusket sig sin position, og at han har en respektløs og arrogant indstilling, fx til folk som han mener er dummere end ham selv, til de mange embedsmænd og officerer han lader fyre, og til kongen som han har gjort til hanrej. Han lever ganske åbenlyst i en familie med dronning Caroline Mathilde og hendes to børn, kronprins Frederik og hans egen datter Louise Augusta.

Kuppet mod Struensee og Brandt

I januar 1772 orkestreres et kup af et trekløver af arveprins Frederik der er kongens yngre halvbror, arveprinsens mor enkedronning Juliane Marie, samt arveprinsens huslærer Ove Guldberg, tidligere “professor i Veltalenhed” ved Sorø Akademi. Grev Struensee og grev Brandt, kongens oppasser, væltes, fængsles, idømmes dødsstraf for majestætsfornærmelse, halshugges og parteres offentligt – og de parterede dele udstilles ”på hjul og stejle”. I øvrigt er i al fald Struensee ifølge datidens lovgivning faktisk skyldig til sin hårde straf – alene forholdet til dronningen er efter datidens bestemmelser majestætsfornærmelse. Det skal dog siges at Christian 7. tilsyneladende ikke havde noget imod Struensees dispositioner – heller ikke at hustruen, dronning Caroline Mathilde, havde samliv med Struensee – og at kongen udtrykkeligt var modstander af dommen over Struensee.

Henrettelsen af Struensee

Henrettelsen og parteringen af J.F. Struensee og Enevold Brandt i april 1772 på Øster Fælled ved København.

Ny regent er arveprinsen, der ikke er skarpt begavet. Den egentlige magthaver er Guldberg – godsejervenlig, dansk-national og konservativ idet størstedelen af Struensees reformer skrottes. Fx genoprettes Livgarden partout. Guldberg regerer med et par udmærkede ministre. H.C. Schimmelmann er stadig skatmester, og denne får Guldberg til at ansætte J.H.E. Bernstoffs nevø, A.P. Bernstorff, som ny udenrigsminister.

guldberg

Den konservative Ove Høegh-Guldberg kupper Struensee

Den danske konge får kontrol over hele Slesvig-Holsten

A.P. Bernstorff står snart bag et væsentligt udenrigspolitisk skridt. I Den Store Nordiske Krig har det danske kongehus sat sig i besiddelse af de dele af Slesvig-Holsten som slægten Holstein-Gottorp har ledet i århundreder (siden Christian 3.s lillebror Adolf, stamfar til Holstein-Gottorp-slægten). Men dette er ikke anerkendt af udlandet. Holstein-Gottorp-slægten er endt som russiske zarer. I 1773 får A.P. Bernstorff i Traktaten i Zarskoje Selo gennemført et såkaldt mageskifte, dvs. en ombytning af len. Den russiske zar får danske len i Tyskland, nemlig Oldenburg og Delmenhorst, mod at det danske kongehus til gengæld får Holstein-Gottorps besiddelser i Slesvig-Holsten.

ap bernstorff

A.P. Bernstorff, dygtig dansk udenrigsminister 1773-80; 1784-97. Havde også stor og konstruktiv vægt indenrigspolitisk

Dermed hører næsten hele Slesvig-Holsten under det danske kongehus. Det ændrer ikke ved at Slesvig-Holsten og Danmark-Norge fremdeles betragtes som to forskellige stater, men regeret af samme fyrstehus.

Et betydningsfuldt træk under Guldbergs regime er den dansk-nationale reaktion. I mere end 100 år har der foregået en massiv fortyskning i kongeriget, fx i administrationen, men i en skolereform i 1775 påbydes det eleverne at lære og skrive ”rigtigt dansk”. Fremover er dansk ved at genvinde sine domænetab over for tysk. Desuden indføres indfødsretten i 1776: Nyansættelser i centraladministrationen efter denne bestemmelse er vedtaget, skal fortages blandt personer født i det danske monarki (Danmark, Norge eller Slesvig-Holsten). Et argument for forordningen er at “Landets Børn skal nyde Landets Brød”. Det er klart et skridt der skal modvirke antallet af tyskere (fx Schimmelmannerne og Bernstorfferne) i centraladministrationen.

Statskuppet mod arveprins Frederik og Guldberg

I 1780 fyres Bernstorff af Guldberg der er ved at få samme diktatoriske magt som Struensee havde.

christian_ditlev_frederik_reventlow

Grev C.D.R. Reventlow, en vigtig figur i Den Oplyste Enevælde og manden bag landboreformerne

Nu dannes en alliance mellem især 4 tyskere: A.P. Bernstorff, lensgrev H.C. von Schimmelmanns søn Ernst, lensgrev Christian D.F. Reventlow og dennes lillebror lensgrev Johan Ludvig Reventlow. De allierer sig med Christian 7.s teenagesøn, kronprins Frederik, der i 1784 vil blive 16 år, konfirmeret og erklæret myndig og dermed optaget i gehejmekonseillet – også kaldet statsrådet. Planen er at kuppe regenten, arveprins Frederik, og dermed Guldberg og enkedronning Juliane Marie, ved i stedet at gøre kronprinsen til regent.

Kronprinsen får ved sit første møde i statsrådet sin far til at underskrive to dokumenter, et der fyrer det siddende kabinet, og et dokument hvorved resolutioner fra statsrådet fremover kræver BÅDE kongens og kronprinsens underskrift. Kuppet er gennemført, kronprins Frederik er ny regent, og de politiske magthavere er A.P. Bernstorff, Ernst Schimmelmann og brødrene Reventlow = Den Oplyste Enevælde.

kronprins frederik

Kronprins Frederik, regent for Christian 7. i 1784-1807. Derefter bliver han kong Frederik 6.

De reelle regenter er kronprins Frederik og A.P. Bernstorff. C.D.F. Reventlow er formand for kollegiet Rentekammeret og dermed en slags indenrigsminister. Agrare forhold hører inden under Reventlow, og landboreformerne drives især frem af ham – og lillebroderen J.L. Reventlow, mens de sikres af A.P. Bernstorffs autoritet. Ernst Schimmelmann bliver finansminister. Hans familie lukrerer stærkt på Den Florissante Tid og Trekanthandlen (H.C. Schimmelmann erhvervede jo 4 sukkerplantager i Vestindien og sukkerraffinaderiet på Christianshavn) og er Danmarks rigeste. Han bor (bl.a.) på Det Berckentinske Palæ i Bredgade der er  fyldt med kunst og udgangspunkt for et overdådigt selskabsliv. En anden base er landstedet Sølyst i Klampenborg.

odd-fellow

Det Berckentinske Palæ (Odd Fellow Palæet) i Bredgade, familien Schimmelmanns residens

Ernst Schimmelmann er medejer af det selskab der fører sorte slaver fra Guldkysten til De Vestindiske Øer, og ejer som nævnt centrale sukkerplantager i Vestindien. Han har også flere sorte slaver i København. Schimmelmann er naturligvis tilhænger af slaveri, men pudsigt nok modstander af slavetransporten som han mener finder sted under inhumane forhold. Det er især med Ernst Schimmelmann som drivkraft at Danmark forbyder slavesalg i 1792.

louise-augusta

Louise Augusta, kronprinsens søster og Struensees datter, ligner sin far af udseende og sind. Hun er sammen med sin mand Frederik Christian af Augustenborg en væsentlig figur i Den Oplyste Enevælde

Omkring kronprins Frederik, A.P. Bernstorff og C.D.F. Reventlow opstår den ”oplyste” enevælde”. Struensees illegitime datter med Christian 7.s dronning – den begavede og entusiastiske Louise Augusta, ægter Frederik Christian, arving til hertugdømmet Augustenborg (dvs. Als) hvad han arver i 1794. Både Louise Augusta og Frederik Christian er notoriske fritænkere, begge er på mange måder inspireret af faderen og svigerfaderen Struensees tanker. Samtidig er Louise Augusta jo søster til kronprins Frederik, og Frederik Christian kravler højt til vejs. I 1786 kommer han ind i gehejmestatsrådet, og i 1788 bliver han ”patron” for Københavns Universitet.

Frederik_Christian_II

Frederik Christian, hertug af Augustenborg fra 1794, gift med kronprinsens søster Louise Augusta, patron for universitetet, sætter skub i ikke-religiøse humanistiske studier på universitetet

Frederik Christian er ateist og skubber universitetet i sekulær retning. Han gør i 1788 sin bekendte, filologen Knud Lyne Rahbek, til privatdocent i æstetik og retorik på universitetet, og i 1790 til professor i æstetik. Rahbek holder Danmarks allerførste universitetets-forelæsninger om dansk litteratur.

Hertug Frederik Christian af Augustenborg tilbyder sammen med Ernst Schimmelmann den tyske digter Schiller en pension da de hører om hans økonomiske genvordigheder.

Den politiske reaktion

I 1790’erne sker der to vigtige ting. Den liberale revolution i Frankrig fra 1789 kammer over i Rædselsherredømmet (eller Terrorregimet) i 1793-94 hvorefter revolutions-generalen Napoleon tager magten. Mellem 20.000 og 50.000 – især adelige – henrettes i perioden. Begivenheden viser den europæiske overklasse hvor galt det klan ende med liberale reformer, og resultatet er en politisk ”reaktion” for at undgå noget lignende. Og i 1797 dør den liberale A.P. Bernstorff der nærmest var kronprinsens mentor. Resultatet er at kronprinsen bliver betragteligt mere konservativ rent politisk, og censuren strammes. I 1799 kommer Trykkerifrihedsforordningen af 1799. Man får dødsstraf for at udfordre enevældeforfatningen eller tilskynde til opstand mod kongen. Man deporteres, hvis man beklager sig over kongens regering, over monarkisk styreform eller kristendommen som sådan.

Byggerier i 1700-tallet

Frederik 4. lader flere imponerende barokbygninger opføre, fx Frederiksberg Slot, Fredensborg Slot ved Esrum Sø og den imponerende og symmetriske barokhave foran Frederiksborg Slot i Hillerød. Desuden lader han det gamle Københavns Slot ombygge, og lader i tilknytning hertil opføre Den Røde Bygning – officielt kaldet Kancellibygningen – som Danmarks første kontorbygning og som centrum for Danmarks centralforvaltning hvad bygningen stadig er i dag.

Frederiksberg Slot, Danmark

Frederiksberg Slot, anlagt af Frederik 4.

Christian 6. er endnu mere til pragt og fornemhed end sin far. Selv om Frederik 4. lige havde laet Københavns Slot – kongefamiliens residens siden 1443 – ombygge i fornem stil, så lader Christian 6. slottet rive ned i 1731 og opfører i stedet på samme sted en ny residens for kongehuset, nemlig rokokopaladset Christiansborg Slot. Det står færdig i 1740 og svarer i pris til værdien af alle øvrige bygninger på Sjælland.

christiansborg-i

Christiansborg Slot anlagt af Christian 6. hvor Københavns Slot lå

Men kongeslottet brænder ned 54 år senere. Andre af Christian 6.s rokokobyggerier er Eremitageslottet der stadig står, og Hirschholm Slot i Hørsholm, i dag nedrevet.

Frederik 5. tager slet ikke kongeligt initiativ til noget som helst – det overlader han til landets reelle leder, overhofmarskal Moltke, men Moltke tager til gengæld initiativ til en helt ny grandios bydel – Frederiksstaden – nord for den gamle bykerne med Nicolai Eigtved som arkitekt. Central i Frederiksstaden bliver Amalienborg Slot – 4 identiske adelspalæer i rokoko-stil omkring en slotsplads. I forbindelse med slotsanlægget anlægges en prægtig barokkirke, Frederikskirken eller Marmorkirken, som er så dyr at man slet ikke når at blive færdig med den i 1700-tallet – især fordi Struensee stopper byggeriet. Marmorkirken færdiggøres først i slutningen af 1800-tallet på initiativ af industrimagnaten Tietgen.

amalienborg-frederikskirken (1)

Amalienborg med Frederikskirken i baggrunden. Salys rytterstatue af Frederik 5. anes lige bag springvandet foran kirken. Stilen er rokoko.

Hofmarskal A.G. Moltke forærer sin protegé Frederik 5. en gave i anledning af Enevældens 100-års-jubilæum. Det er en hundedyr statue af Frederik 5. iscenesat som romersk kejser til hest grandiost skuende ud mod Frederikskirken og lavet af franskmanden Saly. Den imponerende rytterstatue – der i sig selv koster 1/5 af de samlede udgifter for Amalienborg – anbringes lige i centrum af Amalienborg Slotsplads som selv anses som centrum for Frederiksstaden.

fred 5 saly

 

I 1794 – under den sindssyge Christian 7. – nedbrænder Christian 6.s imponerende Christiansborg, og kongefamilien skifter permanent residens fra Christiansborg Slot til Amalienborg Slot. Staldene, ridehuset og Teatermuseet overlever dog og står der stadig. I 1800-tallet (1805-22) bygges et nyt Christiansborg i klassicistisk stil, det 2. Christiansborg.

Nye købstæder i 1700-tallet er virkelig få – primært Marstal og Nibe.

1800-tallet

Guldalder og Den Industrielle Revolution

Danmark kommer på sin vis ind i civilisationen i dette århundrede. I 1814 kommer en skolereform hvor alle danske børn – også i den fattige landbefolkning – har pligt til at modtage undervisning, og i 1830 er analfabetismen omtrent væk. I løbet af århundredet kommer der damplokomotiver, dampskibe og fabrikker drevet af dampmaskiner. Postvæsnet distribuerer nu til hele landet, også de mest utilgængelige landegne, og alle danskere kan modtage dagblade præcis efter deres politiske smag. En politisk dannelse og diskussion opstår i brede lag, og en demokratisering er undervejs.

klæder 1800-tal

Forskellig slags tøj i 1800-tallets højere cirkler

Der kommer en række grundlæggende liberaliseringer. Tortur afskaffes i 1839, dødsstraf efter forbrydelser i straffeloven ophører efter 1892, befolkningens pligt til at gå i kirke om søndagen (kirketvang) ophæves i 1845 – denne lov har dog været lempeligt administreret siden 1738 – og danskerne får fuld religionsfrihed med Junigrundloven i 1849, jøder kan helt frit udøve deres religion, og det er ikke forbudt at konvertere til fx katolicismen. Slaveri forbydes i 1848, og de fleste oversøiske kolonier – nemlig dem i Indien og på den afrikanske guldkyst – sælges til briterne.

Da Danmark mister sin orlogsflåde efter Bombardementet af København i 1807, mister Danmark reelt også sin handelsflåde og dermed grundlaget for Den Florissante Periodes velstand. Det medfører endda en statsbankerot i 1813. Men fra 1840’erne og frem kobler Danmark sig på en generel velstandsstigning i den vestlige verden. Der er adskillige faktorer, industrialisering, forbedring af infrastrukturen (fx jernbanenet), forbedring af kommunikationen (fx telegrafer) og international frihandel hvor forskellige lande specialiserer sig i særlige produktionsfelter – i Danmark er det i første omgang husdyr – svin og køer – som man specialiserer sig i, mens agerbrug ikke længere er hovedprioritet. Storbritannien bliver en væsentlig importør af dansk smør og bacon.

Det er særligt godsejerne og borgerskabet der mærker velstandsstigningen og siden selvejer-bønderne. Husmænd, håndværkere og arbejdere får ikke det store ud af velstandsstigningen i 1800-tallet.

Danmarks hovedvejsnet er nu færdigetableret. Der kommer gaslygter i de større byer, særligt København. Hidtil har København siden 1600-tallet haft nogle olielamper der ikke lyste meget. I slutningen af århundredet kommer den første elektricitet i større virksomheder og boliger. Der begynder der fra 1877 at komme telefoner.

Sygehusvæsnet og den medicinske behandling får nogle drastiske forbedringer i 1800-tallet. Offentlige sygehuse bliver almindelige i de danske købstæder, og der opstår nu kendskab til fx vaccination og bedøvelse (ved kloroform eller æter) ved operationer. Der opstår kendskab til bakterier og nødvendigheden af god hygiejne. Fx udvikler den britiske baron Joseph Lister en steriliserende behandling via kemikaliet fenol af sår og af kirurgiske instrumenter

stue 1830 land

Dagligstue i bondehjem i 1830’erne. Standuret er nyt i et almindeligt bondehjem – ellers har stuen ikke ændret meget udseende siden 1600-tallet. Bemærk alkoverne – man sover stadig i opholdsstuen.

Husene begynder at kloakeres, og vandskyllede toiletter tages så småt i brug. Bedrestillede hjem begynder efterhånden at oplyses med gaslys – ellers bruges stearin- og tællelys.

stue 1860

Stadsstue fra anden halvdel af 1800-tallet. Radiatorer var dog sjældne før 1920.

Danmark undergår dramatiske forandringer i 1800-tallet, både geografisk, politisk, kulturelt og teknologisk. Geografisk sker der det drastiske at Danmark mister Norge ved Wienerkongressen i 1814. Danmark er på den tabende side i Napoleonskrigene. Og i 1864 taber den danske konge ”hertugdømmerne” Slesvig-Holsten-Lauenburg efter militært nederlag til Preussen og Østrig. Især tabet af Sønderjylland – gammelt dansk kerneland – er smerteligt.

Ved taget af først Norge og derpå Slesvig-Holsten-Lauenburg er Danmark blevet en europæisk småstat. Indtil nu har det danske monarki opført sig ret militaristisk – eller i al fald lige så militaristisk som fx Sverige og Preussen – og krigeriskheden er antagelig årtusindgammel dansk tradition. Men amputeringen af Danmarks størrelse og militærmagt får landet til at redefinere sig selv. Det ser sig nu som en fredelig, neutralt orienteret småstat der på den ene side forsøger at lægge sig i den beskyttende skygge af den nærmeste omverdens største magt, og på den anden side at arbejde for international forståelse og broderskab. Det er i al fald nok den overordnede tendens.

Århundredet er skåret over i to meget forskellige halvdele. Første halvdel ligger i klar forlængelse af 1700-tallet og er domineret af enevælde, økonomisk stagnation, men også af kulturel opblomstring i form af den såkaldte ”Guldalder”. Borgerskabet er ved at vågne op og bliver fra nu af kulturelt trendsættende. Det samme sker i det øvrige Vesten.

Efter 1850 ændrer Danmark sig radikalt. Det enevældige monarki er afløst af et konstitutionelt monarki, og en principielt folkevalgt rigsdag af landsting (overhus) og folketing (underhus) vælger lovene, herunder finansloven, som er betingelsen for at der kan regeres. Det er et væsentligt skridt hen imod demokrati.

Danmark indfører næringsfrihed, dvs. købstædernes gamle privilegier og toldsatser forsvinder, og de gamle by-indhegninger, fx Københavns volde, nedlægges som barrierer. Snart får København helt nye beboelseskvarterer på den anden side af voldene såsom Nørrebro, Vesterbro og Østerbro.

 Samtidig eskalerer industrialiseringen af Danmark med fabrikker og arbejdere. I 1839 er der omkring 20 dampdrevne virksomheder i Danmark. 35 år senere, primo 1870’erne, har København 182 dampdrevne virksomheder, mens der er 280 af slagsen fordelt i provinsen uden for København. Der kommer jernstøberier, bogtrykkerier, bryggerier med mere. Også et jernbanenetværk dukker op, og især efter 1870 sker der en sammenkædning mellem jernbanenetværket, stationsbyer og industrivirksomheder.

I 1833 stopper kanonproduktionen i Frederiksværk, men midt i århundredet er byen lidt af en industriby med jernstøberi med 90 arbejdere, med maskinfabrik med 60 arbejdere, en knivfabrik med 57 arbejdere, krudtfabrik med 27 arbejdere osv. Der opstår samtidig en tilsvarende industri i Jylland. I 1840 sender forvalteren på det kongelige gods Silkeborg T.H. Bindesbøll et projekt til Christian 8. angående ved Silkeborg at udnytte Gudenåens vandkraft industrielt. Man finder Michael Drewsen, ejer af Strandmøllen i Nordsjælland, og gør ham til leder af det nye projekt: En papirfabrik. Produktionen ruller fra 1845, og efterhånden voksede der en industriby – Silkeborg – op omkring Silkeborg Papirfabrik.

Carlsbergfondets stifter brygger J C Jacobsen

Brygger J.C. Jacobsen, skaberen af Carlsberg

Et andet tidligt industrieventyr dukker samtidig op i København.  Bryggeren Jacob Christian Jacobsen – forkortet J.C. (udtalt I.C.) Jacobsen har i nogen tid brygget bayersk øl, da han i Valby uden for København i 1847 grundlægger bryggeriet Carlsberg som snart skal få stor succes, bl.a. på baggrund af den forskning i blandt andet ølgær som J.C. Jacobsen satte i gang. I dag hører Carlsberg til verdens fire største bryggerier.

tietgen

C.F. Tietgen, Danmarks første og største industrimagnat

C.F. Tietgen

Danmarks første virkelig store erhvervsmand er en snedkersøn fra Odense, Carl Frederik Tietgen. I 1857 opretter en række erhvervsmænd en bank, Privatbanken, ved siden af Nationalbanken, og tilfældigvis får en af opretterne (Broberg) blik for den 28-årige C.F. Tietgens kvaliteter og gør ham til direktør. Nu går det stærkt for bankdirektør Tietgen der fx i 1866 opretter eller blæser nyt liv i DFDS (Det Forenede Damskibs-Selskab), Det Dansk-Norsk-Engelske Telegrafselskab der snart blev til Store NordiskeDe Danske SukkerfabrikkerTuborgs Bryggerier med mere. Et eksempel på Tietgens fortagsomhed er at han overtaler de to ejere af  B&W- nemlig Burmeister og Wain – til at omdanne værftet til et aktieselskab med Tietgen som bestyrelsesformand og Burmeister og Wain som  direktører. Med den nye aktiekapital i ryggen kan B&W dermed rykke ind i nye, tidssvarende bygninger på Refshaleøen og sætte den helt store skibsproduktion i gang. B&W skal siden bygge verdens første oceangående motorskib, Selandia.

BW 1900

B&Ws fabrikker på Christianshavn omkring 1900

Landmandsbanken og F.L. Smidth

En anden vigtig bank er Landmandsbanken (i dag Danske Bank) der stiftes i 1871 med dansk og tysk kapital og med den forsigtige, men dygtige Isak Glückstadt som direktør.  Han gør Landmandsbanken til Danmarks største bank.

I 1882 grundlægger en fynsk ingeniør, Frederik Læssøe Smidth, et teknisk bureau efter at have vundet penge i klasselotteriet. I løbet af 1980’erne udvider Smidths firma sig, F.L. Smidth, med partnerne Alexander Foss og Poul Hansen, og efter stifterens død i 1899 er det Foss der leder F.L. Smidth som cementfabrik og gør den stor – især ved at udnytte jysk mosejord til cementproduktionen. Foss er en magtfuld mand både i dansk erhvervsliv og politik.

hnogdeandre

Fra venstre Isak Glückstadt fra Landmandsbanken, ØKs stifter H.N. Andersen, Richelieu fra ØK, Heide fra Landmandsbanken og professor Deuntzer – Danmarks første demokratiske regeringschef og næstformand i ØK

H.N. Andersen og ØK

Endelig bør nævnes  Hans Niels Andersen, en skibsbygger fra Nakskov, der bliver kaptajn og i Bangkok i 1880’erne opbygger sit eget handelsfirma , Andersen & Co. i 1880’erne. H.N. Andersen får i 1897 overtalt Landmandsbankens direktør Isak Glückstadt til at investere penge i et nyt firma, Østasiatisk Kompagni, ØK, der opsuger Andersen & Co hvis kontor i Bangkok er ØKs første filial. ØK driver handel mellem Europa og Fjernøsten og bliver kæmpestort. H.N. Andersen investerer i firmaer der kan forarbejde varerne fra Østen og er dermed med til at booste det der siden bliver til Dansk Sojakagefabrik og Ålborg Portland.

Arbejderslum

Med til udviklingen hører en hastigt voksende arbejderklasse med en helt ny livsstil i små by-lejligheder (1-2 værelser, ofte et væld af børn, das i gården, slum) og trange kår. Da Christian 9. bliver konge i 1863 er der ca. 30.000 arbejdere i Danmark (minus Hertugdømmerne). I 1897 er der 94.000 arbejdere, og i 1914 133.000. Halvdelen af arbejderne bor i København, især de nye kvarterer Nørrebro, Vesterbro og det gamle Christianshavn, de øvrige i provinsbyerne. De arbejder typisk 13 timer om dagen 6 dage om ugen. Enkelte arbejdere er fagudannede håndværkere, men bruger sjældent deres uddannelse. Resten er byens daglejere og indvandrere fra landet der alle bliver ufaglærte arbejdere. Ligesom under fæstebonde-livsstilen er alkoholiseringen efter alt at dømme massiv, især blandt mændene.

Urbaniseringen

Efter 1850 sker der dermed også en massiv urbanisering. Fæstebonde-væsnet er under afvikling, og der sker en folkevandring fra land til by. Det gælder særligt København der i 1800 har 100.000 indbyggere, i 1850 har 135.000 indbyggere, og i 1900 har ca. 460.000 indbyggere. Pludselig kommer der også vækst i provinsbyerne der ellers i århundreder højest har haft 3-4000 indbyggere. I 1800 har Århus 4000 indbyggere, i 1850 er størrelsen fordoblet til 7.800 indbyggere, og i 1900 har byen 52.000 indbyggere og er ved at blive en storby.

Danmarks 10 største byer

I 1855 er det nuværende Danmarks 10 største byer disse : 1) København (143.591 ), 2) Odense (12.932), 3) Aalborg (9102), 4) Helsingør (9097), 5) Århus (8891), 6) Randers (8844), 7) Haderslev (7477), 8)  Horsens (7250), 9) Fredericia (5579), 10) Svendborg (5280).

Møntunionen i 1873

Det gamle møntsystem afløses af en skandinavisk møntunion i 1873. I alle tre lande indføres mønten ”krone” der svarer til 100 ”øre”. Kronen sættes til at svare til ½ dansk rigsdaler. Møntunionen fungerer reelt til 1. Verdenskrig.

De forskellige segmenter og deres kultur – civilsamfundet

Der kommer et ”civilsamfund”, dvs. ikke-statslige organisationer dannet frivilligt af borgerne. Mest markant begynder en ny, selvbevidst klasse af selvejer-bønder i slutningen af 1800-tallet at danne andelsforeninger, dvs. særlige koorporative virksomheder omkring en særlig produktion – det kan være mejerier – hvor landmanden skyder penge i andelsforeningen efter evne, alle indskydere har én stemme, og hvor udbytte gives til indskyderne alt efter foreningens overskud. Landmænd samles omkring partiet Venstre og er ofte knyttet til ”folkehøjskoler” – der skal stimulere og uddanne almuen ved voksenuddannelse – og den såkaldte grundtvigianske. Den nye selvbevidste landbrugskultur bliver et magtfuldt element i Danmark i 1800-tallets sidste tredjedel.

Også den nye arbejderklasse organiserer sig i fagbevægelser og parti – det marxistiske Socialdemokrati. Men endnu er arbejderkulturen ikke magtfuld. Det er borgerskabets kultur til gengæld.

Borgerskabet

Det første stærke borgerskab er erhvervsborgerskabet med købmænd og handlende, der allerede får stor indflydelse i 1700-tallet, især i den florissante tid.  I 1800-tallet bliver også et embedsborgerskab magtfuldt – læger, præster, jurister osv.

En ny borgerlig klædedragt bliver stærkt trendsættende. Manden har bukser der nu går til anklerne og ikke bare knæene, knappet vest, tæt frakke med skøder og en høj hat uden pynt – normalt holdt i sort. Hårlængden går nu mod det kortklippede og uden parykker modsat de forrige århundreder. Nutidens ”fine” påklædning, kjole og hvidt, er inspireret af 1800-tallets borgerdragt. Borgerskabets kvinder går i tynde kjoler i sarte farver.

Borgerskabet går op i forbrug af kunst og kultur – fx litteratur, læsning af de aviser der er ved at dukke op, politiske diskussioner om muligt, kernefamilien og romantisk kærlighed, optagethed af det danske sprog og den danske nation og dennes fortid, af kristendommen og naturen som fri og vildtvoksende og til ansporing af borgerens fantasi. Kernen er familien, hjemmet, trygheden og ”hyggen”.

stue 1820 by

Borgerlig stue i Guldalderen med familiehygge

Den borgerlige kulturs magt ses i at nye borgerlige juletraditioner nu helt har væltet de århundrede-gamle almuetraditioner om julestuer af pinden. Især fra Tyskland importeres nye juletraditioner med juletræ med gaver hængene på træet og julegås til at spise sammen med en ældre tradition – risengrød. I slutningen af 1800-tallet bliver det populært med den såkaldte klunkestil med overvældende mængder af palmer, puder og pynt i stuen, og som led i stilen begynder juletræet at blive overfyldt med julelys, pynt, glimmer, kager og slik, mens gaverne flyttes fra det overfyldte træ ned under juletræet.

jul 1870

Stue med juletræ fra 1870’erne – hvor træet allerede er på vej til at blive overlæsset

Med Landboreformernes “udskiftning” – hvor gårdens agerjord samles omkring gården – rykker en pæn del af gårdene ud af landsbyerne ud på markerne. Typisk indrettes de her i den velkendte firlængede stil, næsten som en tryghedsforanstaltning. Selvejegårdens beboelseslænge bliver mere imponerende som følge af den større velstand og selvfølelse. Bindingsværk med stråtækte tage er yt; husene er nu grundmurede og på en grundmuret sokkel med skifertag, ofte rødt. Stuehuset ligner ofte små kopier af herregårdene og har ikke sjældent spisestue, dagligstue og havestue  børne- og gæsteværelser. Komfuret kommer til, så køkkenet er mindre røgfyldt og indrettes til at spise maden i.

Karensminde__1

Karensminde, foto af Torben Lindegaard Jensen – typisk grundmuret selvejegård bygget efter 1850 i noget mere imponerende stil end de tidligere bindingsværkshuse.

De fine borgerhjem i byerne (herskabslejligheder) får op til 8-10 rum opdelt i de fine rum til besøg og de private rum. Der er tjenestefolk som bor i små kamre. Møbelstilen er præget af senklassicisme, ikke mindst mørk mahogni. Arbejdernes by-lejligheder i slutningen af 1800-tallet er på blot 1-2  værelser.

stue 1890 statdsstue land

Middelklasse-stadsstue på landet i 1890. Man opvarmer stadig hjemmet med kakkelovn, men der er kommet gaslampe.

Guldalderen og Romantikken

I perioden 1800-50 blev dansk kultur præget af den tyske kulturstrømning Romantikken og blev vældigt stimuleret uden det egentlig var Frederik VIs fortjeneste. En del af baggrunden er den føromtalte litterat Knud Lyne Rahbek der sammen med hustruen Kamma gør deres hjem, ”Bakkestedet” på Frederiksberg til samlingssted for en lang række kulturpersonligheder – Oehlenschläger, brødrene Ørsted, Heiberg, Jens Baggesen osv.

Inden for malerkunsten kan blandt Guldalderens vigtigste nævnes fx Christoffer W. Eckersberg og hans elever såsom Christen Købke. Balletten fik koreografen August Bournonville. Arkitekturen var præget af C.F. Hansen, billedhuggerkunstgen af den fremragende Bertel Thorvaldsen, digtningen af Adam Oehlenschläger, præsten Nikolaj F.S. Grundtvig og forfatteren Bernhard S. Ingemann var markante inden for salmedigtning, og dansk litteratur fik en blomstring med fx eventyrdigteren H.C. Andersen og teologen og filosoffen Søren Kierkegaard.

bertel_thorvaldsen_eckersberg_1814

Guldaldermaleren Eckersberg har malet guldalderbilledhuggeren Thorvaldsen

Ingemann udgav også en række romaner fra den danske middelalder om Valdemartiden med mere som skulle vække læserens nationale stolthed. Grundtvig fik særlig stor betydning med sit væld af salmer, sine ideer om det dansk nationale, den danske oldtids storhed, fællesskabet og almuen som det bærende som skulle oplyses og engageres ved fx folkehøjskoler, med sin romantiske fokus på “ånd” og entusiasme og passion i stedet for bogstavet og gold terperi og ligegyldig viden.

Guldalderen er nært sammenknyttet med kulturepoken Romantikken der ikke let lader sig beskrive. Forenklet sagt kan især store enere ved at bruge andre tilgange til virkeligheden end forstand og fornuft – men ved at bruge fantasi, drøm, intuition, mystiske erfaringer – fornemme en større usynlig sammenhæng – fx kaldet “Ånden” – der væver noget sammen, fx sammenvæver hele kosmos eller et folk. Ved at leve sig ind i et lands gamle myter, legender eller eventyr eller fx middelalderfortællinger – eller musik, malerier og digte – kan man fx fornemme “folkeånden” – i dansk sammenhæng det der gør Danmark dansk. Ingemanns historiske bøger, Grundtvig og H.C. Andersen er klart præget af Romantikken. Danmarks nationalsang, Oehlenschlägers “Der er et yndigt land” ligeså.

Den danske romantik har sine ideologiske rødder i ikke mindst den tyske romantik og en historiefilosof ved navn J.G. Herder der i slutningen af 1700-tallet gør gældende at der er noget samlende for hvert folk og dets sprog og kultur, nemlig “folkeånden” eller “folkesjælen” der ytrer sig på mangfoldig vis – i folkets mytologi, eventyr, digtninger osv., så dem må der forskes i. Herder er med til at inspirere fx Oehlenschläger og Grundtvig og lade dem søge at sammenknytte Danmarks natur, historie, sagn, digterværker og sprog. I Tyskland sætter en tilsvarende stemning Brd. Grimm i gang med at indsamle tyske folkeeventyr.

Grundtvigianismen

N.F.S. Grundtvig får stor betydning som åndsperson i perioden. Bl.a. inspireret af den tyske romantiker Herder lægger han stor vægt på den nationale folkeånd der afspejler sig i fortidens myter og sagn, Saxos fortællinger og almuens traditioner, herunder folkeeventyr. Det bringer bevidst, klarhed og handlekraft hvis det formidles til hele folket, også almuen, kombineret med uddannelse. Grundtvig lægger særlig vægt på de mundtlige, medrivende fortællinger i stedet for det tørre, skrevne ord. Det binder danskerne til det nationale og det historiske som man skal tage med sig og bevidstgøres af, hvilket samtidig frisætter. Mundtlige fortællinger om historien vækker folket af dets åndelige dvale. Åndelig og religiøs frihed står stærkt for Grundtvig – fx at den kristne frit kan løse ”sognebånd”, dvs. tilknytte sig den præst man vil være tilknyttet, og at menigheden kan løsrive sig fra statskirkeligheden og danne deres egne ”valgmenigheder.”

Som del af grundtvigianismens program hører folkehøjskole-bevægelsen. Mens børneskoler underviser i praktiske færdigheder, og universiteterne i videnskab, skal folkehøjskolerne være en borgerskole “for livet”. I praksis henvender højskolerne sig til unge mennesker fra landet for at give dem oplysning og dannelse via det levende ord. Man uddannes for at bevidstgøres om sig selv som fællesskab, som folk, både ved at forstå og indoptage sin rodfæstethed i det nationale, i den historiske arv, i den nordiske mytologi og folkefællesskabet, men også i kristendommen. Kernen i befolkningen var selvejebønderne, så grundtvigianismens og folkehøjskolernes program henvendter sig særligt til dem. En del af undervisningen er nye dyrknings- og produktionsmetoder i for agerbrug.

grundtvig (1)

N.F.S. Grundtvig, en vigtig figur i dansk åndsliv

Liberalistiske og parlamentariske principper vinder frem

I England har der udviklet sig en art stænderforsamling, The Parliament of England, med repræsentanter for stænderne. Det engelske parlament har i The Bill of Rights i 1683 fået udstrakte rettigheder i forhold til statsmagten (kongen). Statsmagten må således ikke udskrive skatter og ændre lovgivningen uden parlamentets godkendelse. Det udvikler sig – især hos filosoffen John Locke – til forestillinger om at det er folket – statens samling af individer – der etablerer staten og ændrer statens styreform og politiske kurs. Hvert menneske er født med bestemte rettigheder – fx retten til at bevare sit liv og retten til at bevare den ejendom man har samlet sammen ved lovlige midler. Der udvikles også forestillinger om ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, religionsfrihed, fri handel, pressefrihed, retten til at ens bolig ikke krænkes osv.

Hvis en statsmagt krænker individernes rettigheder, har individerne ret til at gøre oprør mod statsmagten, mener Locke. Den franske filosof Charles de Montesqieu anbefaler at den politiske magt deles i en udøvende magt (regeringen), en lovgivende magt (et parlament) og en dømmende magt (retssystemet) der fungerer uafhængigt af hinanden og holder hinanden i skak. i 1700-tallet bliver disse principper kombineret med demokratiske folkevalg udmøntet i statsdannelser som USA. I 1800-tallet opstår der efter en liberalisme der ønsker de liberalistiske principper skrevet ind i statssystemet i form af en liberal forfatning. Det præger Sveriges forfatning i 1809 med en deling i en styrende, beskattende, lovgivende og en dømmende magt. Rigsdagen er den beskattende magt, mens den lovgivende magt er delt mellem kongen og rigsdagen.

Liberalismens verdens- og menneskesyn begynder i 1800-tallet at trænge igennem i Danmark for ret gennemgribende at sejre i 1900-tallet. Den er helt anderledes end både den trifunktionelle ideologi hvor samfundet er en organisk enhed af tre funktioner – suverænitet, krigermagt og produktion, og den enevældige ideologi: Den øverste suveræn – Gud i himlen – kongen af Guds nåde der er den jordiske suveræn – og endelig undersåtterne der skal lyde Gud og kongen.

Liberalismen mener grundlæggende at der er en slags altgennemgribende fornuftig verdensorden der tildeler hvert individuelt menneske nogle rettigheder. Og via menneskets medfødte fornuft kan individerne forstå den altgennemgribende, fornuftige verdensorden hvad hvad det er for rettigheder alle individer har (den private ejendomsret, retten til at bevare sit liv, retten til at ytre sig, retten til at forsamle sig, retten til at tro hvad man vil osv.). Alle individer er principielt lige, men via deres fornuft kan de lave samfundskontrakter for at beskytte sig, hvor nogle udnævnes som konger/ministre, andre udnævnes som dommere, andre som politi og militær osv. Disse samfundsfunktioner er resultatet af individernes frie forhandlinger og diskussioner og kan omgøres, hvis de ikke fungerer, er liberalismens kongstanke.

Der kommer flere liberale revolutionsbølger i Vesten, især Julirevolutionen i 1830 hvor et fransk oprør forhindrer Charles 10. i at indføre enevælde, og i samme ombæring bliver Belgien et selvstændigt land med en liberal forfatning. I Kongeriget Danmark og Hertugdømmerne medfører Julirevolutionen etableringen af de såkaldte Rådgivende provinsialstænderforsamlinger – en slags landsdelsparlamenter der fungerer som kravlegårde for den rigsdag der siden etableres. Og Februarrevolutionen i 1848 der sætter gang i en bølge af nationalisme og liberalisme blandt de europæiske byers bedre borgerskab. Det er med til at skabe et borgerligt krav om en liberal forfatning i Danmark hvilket Frederik 7. imødekommer. Dermed afskaffes enevælden.

Naturalismen, radikalismen og det moderne

Romantikken møder en modreaktion i 1800-tallets anden halvdel. Realismen vil skildre virkeligheden uden den forskønnelse som den mener ligger i Romantikkens kunst. Naturalismen minder om realismen, men er mere yderligtgående. Den søger det stærkt autentiske, fx i teateret, og søger desuden at blotlægge årsagsforbindelser mellem mennesker næsten dissekerende. Den norske dramatiker Henrik Ibsen er et eksempel. Mere filosofisk er naturalismen en betragtningsmåde der anskuer alt som noget fysisk målbart forbundet via årsagskæde, dvs. ud fra det naturvidenskabelige verdensbillede.

I 1871 kommer litteraten Georg Brandes hjem til Danmark efter et ophold i diverse europæiske lande. Irriteret over at dansk kulturliv sidder fast i romantikken og i det politiske Højres nationalkonservatisme indleder han en forelæsningsrække med emnet ”Hovedstrømninger i det 19de Århundredes Litteratur”. Her kritiserer han romantikken og taler anderledes positivt om det nye – om realismen og naturalismen. Brandes plæderer for at romantikken står for noget nostalgisk og tilbageskuende, men det fremadskuende og moderne er brudt igennem med realismen og naturalismen. Ved sine analyser søger han at vise at det moderne gennembrud i litteraturen demonstrerer hvordan ethvert individ – også kvinden – kan udfolde sig frit og hævde sin egen individualitet og frihed på tværs af illusioner og af undertrykkende fænomener som fx irrationalitet, fordomme og småborgerlighed og hvad Brandes mener er undertrykkende institutioner som kristendommen og som familien som institution. Det nationale kan også være en hæmsko. Det handler om fornuft, om fremskridstro, om religionskritik, om internationalisme og om emancipation, fx kvindens emancipation og seksuel emancipation.

brandes

Georg Brandes, dansk litterat der opfinder den radikale kulturstrømning

Dette program kaldes gerne ”radikalisme” der ikke er det samme som kulturradikalisme der er en særlig radikalistisk strømning i 1930’erne der sammenblander især Brandes’ radikalisme og marxismen. Men Georg Brandes er ikke på nogen måde marxist; han er snarere socialliberal. Radikalismen får stor betydning i dansk åndsliv, ikke mindst i 1900-tallet.

 

Marxismen og arbejderbevægelsen

Den tyske filosof Karl Marx udvikler en en indflydelsesrig teori om at historien med logisk nødvendighed gennemløber visse stadier der handler om menneskers bearbejdning af naturen, og hvordan det organiseres. Kapitalismen båret frem af industrialisering er en af den historiske udviklings sidste faser, og den medfører forskellige spændinger, fx fordi de der producerer varerne, nu ikke ejer produktionsmidlerne og derfor er et fattigt proletariat der er i hænderne på og udbyttes af de få ”kapitalister” der ejer fabrikkerne. Og fordi der bliver stadig færre kapitalister, da de udkonkurrerer hinanden og danner monopoler. Til sidst er de udbytttede arbejdere så mange at de let kan overmande de få kapitalister og tage kontrol med produktionen. Et stadie senere end kapitalismen er ”socialismen” hvor arbejderne har taget kontrollen med produktionen, mens det sidste stadie er ”kommunismen”, et klasseløst samfund hvor fællesskabet ejer al ejendom, og hvor man yder efter evne og nyder efter behov. Arbejderne har en særlig mission i at accelerere den nødvendige udvikling ved at organisere sig og konflikte med kapitalisterne, mener Marx. Ikke direkte marxistisk, men dog socialistisk inspireret, er en revolution i Paris i 1871 hvor ”Pariserkommunen” dannes efter en folkelig opstand, men som nedkæmpes af den franske hær med i al fald 10.000 døde til følge i gadekampe.

I Danmark inspireres Louis Pio – en løjtnant der har forsøgt flere universitetsstudier – af opstanden og danner i 1871 den danske afdeling af ”Den Internationale Arbejderforening”, en marxistisk-revolutionær arbejderbevægelse. Pio udgiver også et blad, ”Socialisten”. Pios retorik er ret militant og sværmerisk, og myndighederne er ret nervøse for hvad han har gang i. Samme år dukker den første fagforening op – Tobaksarbejdernes Fagforening ”Enigheden”. Snart myldrer fagforeninger frem med krav om bedre forhold for arbejderne.

pio

Louis Pio grundlægger den danske arbejderbevægelse i 1871

Efter ”Slaget på Fælleden” året efter mellem betjente, husarer og strejkende arresteres Pio og øvrige ledere af Internationale der lukkes ned. Pios blad overtages i 1874 af 18 fagforeninger og kaldes ”Social-demokraten” (siden Aktuelt). Og i 1878 danner de partiorganisationen Socialdemokratisk Forbund med et marxistisk program – adskilt fra fagforeningerne, men med samme mål som dem. Socialdemokratisk Forbund skal blot skal arbejde for arbejdernes sag politisk i rigsdagen.

p-_knudsen

P. Knudsen leder af Socialdemokratiet 1882-1910

I 1882 bliver fagforeningsmanden P. Knudsen formand for Socialdemokratiet. Partiet er ikke stort. Det har blot få tusind medlemmer. I 1884 får Socialdemokratiet valgt sine to første medlemmer af folketinget. Knudsen søger at udrense de revolutionære medlemmer af partiet og arbejder pragmatisk for at nå partiets mål, i al fald betydeligt mere pragmatisk end Pios linje. Fx samarbejder Knudsen med Venstre om at fjerne Estrup fra magten.

 I 1899 kommer der en storstilet arbejdskamp. Snedkerne foretager spredte strejker, da arbejdsgiverne vedtog et overenskomstforslag, som snedkerne forkaster. Arbejdsgivere og håndværkermestre har i 1896 slået sig organisatorisk sammen i “Arbejdsgiverforeningen af 1896” og er træt af strejker og fagforeninger. Eller de forventer al fald at arbejdernes overordnede fagforbund, De samvirkende Fagforbund, DsF, der netop var dannet i 1898, kan og vil beordre de strejkende snedkere til at genoptage arbejdet. Det kan DsF ikke, og derfor lockouter Arbejdsgiverforeningen simpelthen 50.000 af Danmarks de 75.000 organiserede i DsF. DsF understøtter deres medlemmer og får støtte både fra bønder i Danmark og fra udenlandske arbejdere, mens arbejdsgiverne til gengæld får udenlandske arbejdsgivere til at garantere at de ikke vil hyre de lockoutede arbejdere.

Lockouten varer i 3 måneder, før det kommer til det såkaldte “Septemberforlig“. Her anerkender arbejderorganisationerne arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, mens arbejdsgiverne anerkender arbejdernes ret til at organisere sig, og til at slutte kollektive overenskomster på vegne af alle ansatte i en virksomhed. Der indføres et system med at strejker og lockout er tilladt, hvis de var varslede på en bestemt måde fastsat af den gældende overenskomst. Til gengæld må organisationerne ikke støtte eller tillade strejker og lockouts der bryder overenskomstens aftaler. Så kan de pålægges bøder. Uenigheder der ikke lader sig løse ved de tilladte midler, skal klares ved voldgift. Det betyder at arbejdsmarkedets partnere selv løser forhold der har at gøre med arbejdsmarkedet, fx størrelsen af en evt. mindsteløn, arbejdstidens længder og antallet af feriedage. Det kaldes siden for “Den Danske Model“.  Dermed er vejen ryddet for at fagbevægelsen op gennem 1900-tallet kan forbedre arbejdernes forhold ganske stærkt. De er allerede forbedrede. I 1850 var arbejdstiden typisk 13 timer om dagen 6 af ugens dage og dertil ikke så få timers søndagsarbejde. I 1900 er arbejdstiden reduceret en hel del, og søndagsarbejdet er næsten afskaffet.

1. maj

1. maj-demonstration i år 1900

1800-tallets åndsstrømninger

Religionen – dvs. kristendommen – begynder at miste sit monopol på den åndelige sandhed, og kristendommen fungerer nu ikke længere som garant for den rette udlægning af det metafysiske, men snarere i kraft af vækkelsesbevægelser der griber sindene – dels ret klassisk pietistiske vækkelser som Luthersk Missionsforening og Indre Mission hvor frygten for synd og Helvedes flammer spiller klart ind, dels en mere atypisk grundtvigsk vækkelse med fokus på en livsglad kristendom hvor frygten for synd og Helvede ikke fylder så meget som i pietismen. Det handler især om menighedens fællesskab samlet omring gudstjenestens levende ord og ikke mindst dåb, nadver og trosbekendelse, der næsten er vigtigere end Bibelen. Den grundtvigske vækkelse vinder i sidste ende; til gengæld taber den vækkelsespræget i løbet af især 1900-tallet og bliver mere søvnig og statskirkelig.

Men naturalismen vinder mere og mere indpas – en tro på at alt i verden er styret af iboende naturlove og naturlige mekanismer som kan blotlægges af kritiske, nysgerrige og veluddannede forskere i teorier og hypoteser der hele tiden udlægges, afprøves, forkastes og erstattes. Der er en tendens til at det bagvedliggende verdenssyn bliver mekanicistisk – naturen er en mekanisme som dårligt kan ændres, men man kan bevidstgøres omkring den. Mennesket er slaver af en bagvedliggende, naturlig orden, men man kan gøre brug af mekanismerne for at gøre samfundet så velfungerende som muligt, dvs. den kristne kultur hvor det handler om det gode (udlagt af kristendommen) afløses stadig mere af en teknisk kultur hvor det i stedet handler om nytte.

Også samfundsordenen og den sociale politik afspejler ikke længere en evig, gudsgiven struktur, men er forsøgsvise udkast der kan etableres, kritiseres, forkastes og erstattes via en kronisk, politisk diskussion.

Det humboldtske dannelsesideal

Samtidig slår nogle af Oplysningstidens idealer igennem i det danske samfunds institutioner. Wilhelm von Humboldt fra Preussen er med til at grundlægge Berlins Universitet i 1810 og har omkring 1800 nogle overvejelser omkring “Bildung“, dannelse, som ikke blot præger Berlins Universitet, men også de danske skoletraditioner og det bærende universitetssyn.

wilhelm_von_humboldt_1767_large

Den preussiske universitetsmand Wilhelm von Humboldt

“Bildung” vil sige at man vokser som menneske og udvikler sin personlige særegenhed gennem mødet med menneskehedens fremmeste resultater i kunst og viden, herunder den antikke tids filosofi og kunst. Uddannelsen har altså hverken rod i den kristne tro eller det omgivende samfunds nyttehov, men hos hvert individ at fremelske en stræben mod sit højeste menneskelige potentiale, en humanitet, selvbestemmelse, ansvarlighed og “verdensborgerskab”, som man selv måtte udvikle hos sig selv.  Universiteter skal derfor grundes på udstrakt frihed. Målet er dannelse og sandheden uanset hvad det strider imod. Universiteter skal dermed være uafhængige af statslige, religiøse og erhvervsmæssige interesser og derfor ideelt selvfinansierende, og den studerende skal efter et første alment kursus i fortidens store tanker (à la et filosofikum) havde udstrakt frihed til at sammensætte sit studium ud fra egne ønsker.

Dette “humboldtske dannelsesideal” er også kaldt for “nyhumanisme“, det har præget en del vigtige tænkere fra Marx og Nietzsche over Freud og Adorno til Einstein, og det får en stor, intellektuel gennemslagskraft og er en intellektuel modpol til såvel den kristne kultur som den tekniske kultur.

Det modernes ustabilitet

Den nye tid viser sig ved en ustabilitet i de åndelige udkast. Først kom ortodoksien og dens fokus på det ydre og rette. Så kom pietismen og dens fokus på det indre og det opbyggelige. Så kom Oplysningen og dens fokus på fornuften. Derpå kom Romantikken og dens fokus på følelsen, længslen og drømmen, og så kom atter Radikalismen og et fokus på fornuft, videnskab og frigørelse, så kommer den humboldtske dannelsestanke, så kommer tanken om uddannelse i stedet for dannelse, så man kan klare samfundets krav om fagmæssig effektivitet bedst muligt. I det moderne tipper det hele tiden – det pendulerer – først en periode med fornuft, og derpå en periode med lidenskab og drøm. Først en periode med højtravende humanitet og “verdensborgerskab”, så en periode med praktisk orienteret nytte.

Bygninger og arkitektur

I 1795 – året efter at det første Christiansborg Slot brændte – går der ild i en af Københavns centrale kirker, Sct. Nicolai Kirke. Herfra spreder branden sig til over 900 huse. Hele det middelalderlige  København (kvarteret omkring Strøget) nedbrænder, så der den dag i dag ikke er ældre huse i Københavns gamle kerne end fra 1700-tallet.

Husene genopbygges i en bedre kvalitet, bindingsværk er nu afskaffet, og de grundmurede huse gør husene dyrere, så byens fattige rykkes væk fra centrum og ud i byens periferi. For at hjælpe økonomisk med genopbygningen oprettes Kreditkassen for Husejere i Kjøbenhavn, Danmarks første realkreditinstitut. Men i 1807 er den gal igen med briternes bombardement af København. En omfattende genopbygning er nødvendig.

vor-frue-kirke (1)

Vor Frue Kirke – der i dag er Københavns domkirke – blev ødelagt ved Bombardementet af København men genopført i klassicistisk stil af C.F. Hansen. Jesus-figuren ved alteret er af Thorvaldsen

Under den efterfølgende genopbygning i København af særligt mere monumentale bygninger får ikke mindst den nyklassicistiske arkitekt C.F. Hansen stor indflydelse med det andet Christiansborg Slot (nedbrændt 1884) samt bl.a. Domhuset på Nytorv og Vor Frue Kirke.

domhuset

Domhuset på Nytorv er en anden af C.F. Hansens monumentale bygninger

I den anden halvdel af 1800-tallet har man forladt klassicismen og gået over til den såkaldte “historicisme”, en næsten postmoderne strømning hvor man lystigt blander løs af gamle stilarter. Et smukt eksempel fra perioden er Vilhelm Dahlerups Hotel d’Angleterre på Kongens Nytorv fra 1875.

Hotel-d-angleterre-2004

Hotel d’Angleterre i København fra 1875

Politik i 1800-tallet

Politik i 1800-tallet – Napoleonskrigene

Ved indgangen af 1800-tallet er den sindssyge Christian 7. stadig konge med sin søn, kronprins Frederik, som regent. I kølvandet på Den Franske Revolution har generalen Napoleon fået den politiske magt i Frankrig og erobrer løs blandt omgivende lande. Der er vekslende fjender, men Storbritannien er Napoleons mest stabile modstander. Danmark får nu nogle militære konfrontationer med briterne. Først med Slaget på Reden i 1801 – et søslag ud for København – hvor britisk overmagt tvinger Danmark til at forlade et væbnet neutralitetsforbund med Sverige og Rusland. I 1807 vil briterne tvinge danskerne til at udlevere dem sin orlogsflåde som pant på sin neutralitet. Det kan lyde særdeles urimeligt, men briterne kender til den langvarige danske praksis med at lade krigsførende skibe – også fjender af Storbritannien – sejle under dansk bekvemmelighedsflag for at snyde fx briternes blokade – og nogle gange endda med en dansk konvoj som beskyttelse. Men kronprinsen siger nej til briternes krav, og briterne indleder  Københavns Bombardement i 1807. Bombardementet med kanonkugler over København varer flere dage og er ret ødelæggende for byen. Bl.a. byens hovedkirke, Vor Frue Kirke, går til. Danmark overgiver sig, og briterne eksproprierer eller ødelægger hele orlogsflåden.

Det har to ærgerlige konsekvenser. Dels har den danske handelsflåde ingen beskyttelse hvilket smadrer den danske søhandel. Den Florissante Tid er slut. Dels allierer Danmark sig nu med Napoleon både pga. vreden mod briterne og for at undgå at Napoleon rykker op i Jylland – hans rige grænser nu direkte op til Holsten.

Under alt dette dør Christian 7. i 1808, og kronprins Frederik, der har regeret Danmark siden 1784, bliver nu konge under navnet Frederik 6. Og han kører nu hele gesjæften selv. Statsrådet opløses, og Frederik 6. er enehersker via såkaldt kabinetstyre (som også Struensee og Guldberg anvendte).

I øvrigt kommer det til stærke spændinger mellem Frederik 6. og hans svigerbror, hertug Frederik Christian 2. af Augustenborg, ham der som patron for universitetet havde så stor indflydelse under den oplyste enevælde i 1700-tallet. Svenskerne tilbyder i 1809 den svenske krone til Frederik Christians lillebror, Christian August, Danmarks guvernør i Norge, men Christian August dør før han kan krones. Storebror Frederik Christian forsøger nu at få den svenske krone, men den har Frederik 6. også kastet sit blik på. Svenskerne tilbyder tronen til Napoleons general, Jean Bernadotte, der med en hær er i Sverige. Dermed opstår et modsætningsforhold mellem det danske kongehus og hertugslægten Augustenborg der får en konsekvens under 1. Slesvigske Krig 1848-50.

Freden i Kiel – Danmark mister Norge

Desværre for Danmark taber Napoleon krigen, og Danmark-Norge må betingelsesløst underkaste sig de vindende magters fredsbetingelser ved Freden i Kiel i 1814. Sveriges regent, Karl Johan (Jean Bernadotte), drømmer om Danmarks udslettelse, men man slipper med at overdrage Norge til Sverige – minus fx Færøerne, Island og Grønland, der oprindelig var norske områder, men som Danmark beholder.

f-6-4

Frederik 6. konge 1808-39 – og før da regent for Christian 7. 1784-1808

Eidsvollforfatningen 1814

Der kommer et mærkeligt mellemspil. Prins Christian Frederik, kongens fætter og tronfølger (Frederik 6. har ingen sønner), er statholder over Norge da det bestemmes at Norge går til Sverige. Den liberalt orienterede Christian Frederik anerkender ikke overdragelsen, er med til at rejse nordmændene til et oprør, og kåres af oprørerne som ny norsk konge under en ret liberal forfatning: Eidsvollforfatningen, skrevet af nordmanden Falsen og danskeren Adler inspireret af den franske og amerikanske forfatning og den klart mest liberale forfatning i Europa på denne tid – dog ikke med religionsfrihed. Men da Sverige sender militæret mod Norge abdicerer Christian Frederik, og Norge bliver svensk.

christian-frederik

Christian Frederik, kortvarig norsk konge

Statsbankerotten i 1813

Der kommer en økonomisk krise efter Den Florissante Tids endeligt. Danmarks udgifter er pludselig meget større end indtægterne, Kurantbanken – der udsteder Danmarks penge – lader seddelpressen køre, en inflation eskalerer, og i 1813 beslutter staten en møntreform. Staten går teknisk i betalingsstandsning da afdrag på statens gæld udskydes, Kurantbanken nedlægges, en ny privat nationalbank grundlægges. Rigsbanken (i dag Danmarks Nationalbank), som udsteder en ny møntenhed – rigsbank-daleren – med en værdi på halvdelen af den gamle rigsdaler. Den økonomiske krise stabiliserer sig først i 1830’erne. Finansministeren Ernst von Schimmelmann får i øvrigt skylden for statsbankerotten og må tage sin afsked. Den efterfølgende finanskrise får Schimmelmanns formue til at smuldre. Han er dog Frederik 6.s udenrigsminister fra 1824 og frem til sin død i 1831.

C.D.F. Reventlow smækker med døren og forlader sin vigtige post som præsident for Rentekammeret i 1813 i protest med Frederik 6.s kabinetstyre og mod statsbankerotten. Centrale embedsmænd derefter er den hiditidige præsident for Tyske Kancelli der nu afløser Reventlow som finansminister: Johan Sigismund von Møsting. Til gengæld afløses Møsting i Tyske Kancelli (nu Det det Slesvig-Holsten-Lauenborgske Kancelli) af hofmarskal A.G. Moltkes søn, Otto Joachim Moltke.

johan sigismund von møsting

Johan Sigismund von Møsting, Danmarks finansminister 1813-31

Møsting er Danmarks ledende embedsmand frem til 1820 og en central person frem til 1831 hvor han går af som præsident for Rentekammeret. Møstings styre repræsenterer et brud med den højaristokratiske tyske adel der har været dominerende i Danmark siden Christian 6.s tid og den bureaukratiske enevælde og ofte har været ret enerådig; Møsting er en mere upersonlig karakter. I 1831 afløses Møsting som finansminister af O.J. Moltkes brodersøn (og A.G. Moltkes sønnesøn: lensgrev Adam Wilhelm Moltke til Bregentved.

poul chr von stemann

P.C. von Stemann, præsident for Danske Kancelli fra 1827-47 

Fra 1827 er den ledende embedsmand Poul Christian von Stemann der bliver præsident for danske Kancelli og justitsminister med en afgørende indflydelse på lovgivningen i Enevældens sidste tid. Stemanns rival er Anders Sandøe Ørsted der bliver generalprokurør i 1825, dvs. statens juridiske konsulent. Generalprokurøren kommer med erklæringer i konkrete sager som regeringen siden tager stilling til og tager initiativ til nye love som generalprokurøren mener mangler. A.S. Ørsted er i øvrigt forbundet med sin samtids guldalder-åndsliv; han er gift med Oehlenschlägers søster, og hans bror er Hans Christian Ørsted, en af datidens vigtigste fysikere og opdageren af elektromagnetismen.

a.s. ørsted

A.S. Ørsted, generalprokurør og i øvrigt Danmarks 3. premierminister

Både Stemann og A.S. Ørsted er udpræget konservative, men Stemann er dog lige en tand mere konservativ. Men Stemann er på den anden side en af de vigtigste initiativtagere til at der i 1837 indføres valgret til købstædernes borgerrepræsentationer – hvilket reelt vil sige indførelsen af (næsten) demokratisk styrede kommuner. Det er et vigtigt skridt imod indførelsen af repræsentativt demokrati i Danmark.

Slesvig-Holstenismen, nationalliberalismen og stænderforsamlingerne

Som led i Julirevolutionen i 1830 så udgiver en af kongens embedsmænd, den tysksindede landfoged Uwe Jens Lornsen, et skrift der taler for at Slesvig-Holsten får en fri forfatning som kun har konge og fjende tilfælles med kongeriget Danmark. U.J. Lornsen fyres, men der rejser sig hurtigt en folkestemning i Hertugdømmerne. Freden i Kiel lovede Holsten en stænderforsamling af rådgivende art. Frederik 6. honorerer nu ønsket – via sin præsident for Det Slesvig-Holsten-Lauenborgske Kancelli, O.J. Moltke. Det er i høj grad O.J. Moltke der står for udformningen af stænderforsamlingerne for Slesvig og Holsten. Desuden lader kongen oprette to øvrige stænderforsamlinger, en for Nørrejylland og en for øerne. Det er kancelliets præsident Stemann og general-prokurøren Ørsted der kæmper om hvordan de to danske stænderforsamlinger skal indrettes. Typisk for deres interne forhold mener Ørsted at både grundejere og uddannede (fx præster) skal have stemmeret til stænderforsamlingerne, mens Stemann mener at kun grundejere skal have stemmeret, da de som ejere af jord har den største tilknytning og dermed loyalitet til staten. Og typisk for forholdet mellem de to, vinder Stemann.

Hver stænderforsamling består af valgte repræsentanter for sit områdes tre stænder: Godsejere, borgere (dvs. jordejere i byen) og bønder. De har ingen lovgivende magt, men kommer med råd til kongen der kan lytte eller lade være.

 

stænderforsamling

Der var 4 provinsialstænderforsamlinger. Her er tegnet “Ø-stifternes stænderforsamling” – altså Stænderforsamlingen for Sjælland – der fandt sted i den store sal i “Palæet” i Roskilde. I dag tjener Palæet som Roskildebispens bolig.

Et konkret resultat er stænderforsamlingernes anbefaling at hoveriet helt afskaffes hvilket Frederik 6. lytter til og støtter (ikke gennemtvinger, men anbefaler). Et vigtigere resultat er at der kommer en politisk diskussion i stænderforsamlingerne. Pga. Frederik 6.s meget stramme censur-regler har enhver politisk diskussion ellers været umulig i offentligheden.

c-8-2

Christian 8., konge af Danmark 1839-48, lægger grunden til det konstitutionelle kongedømme

Frederik 6. dør i 1839, og eftersom han er barnløs afløses han af sin fætter Christian Frederik – ham der kortvarigt blev norsk konge under Eidsvollforfatningen i 1814. Da Christian 8. er kendt for sine liberale anskuelser, ser mange frem til at han skrotter Enevælden og indfører en liberal forfatning. Under ham sker ganske vist enkelte reformer. Præsidenten for Danske Kancelli, von Stemann, arbejder videre på sin kommunalreform, landdistrikternes sogneråd og amtsråd også får valgte repræsentationer. I 1840 får København et vist selvstyre. Byens grundejere og skatteydere med en vis indtægt kan udpege og vælge repræsentanter til en borgerrepræsentation på 36 medlemmer og udpege 6 rådmænd til byens øverste ledelse, magistraten, der dog stadig er ledet af 4 mænd udpeget af kongen. Disse tiltag er de allerførste demokratiske strukturer i Danmark og begyndelsen til udviklingen af kommuner. Men den liberale forfatning kommer ikke.

christian_augusthertug-augustenborg-1798-1869_small_large

Hertug Christian August 2. af Augustenborg ses af slesvig-holstenismen som Frederik 7.s efterfølger

Slesvig-holstenismen skærpes i 1840’erne. Det hører med til strømningen at man ønsker at Slesvig-Holsten inden længe skal regeres af hertug Christian August 2. af Augustenborg – søn af Struensees datter (og Frederik 6.s søster) Louise Augusta og hertug Frederik Christian 2. af Augustenborg der i 1700-tallet var blevet en vigtig skikkelse i Danmarks oplyste enevælde, men som siden via intriger i kampen om den svenske krone blev uvenner med Frederik 6. I øvrigt er hertug Christian Augusts lillebror, Frederik Emil August, kaldet ”prinsen af Nør”, Christian 8.s statholder af Slesvig-Holsten.

Problemet er at huset Oldenburgs direkte mandslinje er ved at uddø. Christian 8.s søn og tronfølger, Frederik, har ikke børn – og vil ikke få børn der kan arve tronen da han er gift med en borgerlig kvinde, Louise Rasmussen adlet grevinde Danner. Hvem skal så overtage monarkiet? Og hertugdømmerne Slesvig-Holsten?

Hertug Christian August er et glimrende bud, især hvis man kun anerkender arvefølge via mandslinjen, såkaldt agnatisk arvefølge. Christian August nedstammer i direkte mandslinje fra Hans den Yngre, lillebror til Christian 3. Det er der flere der gør, men hertugen af Augustenborg er den fornemste. Så han står til at arve posterne som hertug af Slesvig-Holsten og måske endda også den danske kongetrone. Christian 8.s dronning (Caroline Amalie) er faktisk storesøster til Christian August (og prinsen af Nør), men man er fra dansk side forbeholden.

Christian 8. anerkender ved en bestemmelse, et åbent brev, i 1846 at arvefølgen kan gå igennem både mænd og kvinders linje, dvs. cognatisk arvefølge, men for Holsten anerkendes kun mandslinjen (agnatisk arvefølge). Da Slesvig-holstenerne anser hertugen af Augustenborg som Frederiks tronfølger ifølge deres metode, vil det medføre personalunionens endeligt. Danmark og Slesvig-Holsten vil få forskellige statsoverhoveder.

orla-lehmann

Juristen og agitatoren Orla Lehmann, en væsentlig figur i nationalliberalismen

Men der kommer også en dansk-national reaktion ledet af især den unge jurist Orla Lehmann, fra 1840 deputeret i den sjællandske stænderforsamling. Omkring ham og ugeavisen ”Fædrelandet” – som D.G. Monrad er medredaktør for – og Carl Ploug redaktør for – opstår en ”national-liberalisme” med nationalisme og ønsket om liberale reformer på programmet – så at sige en dansk pendant til Slesvig-holstenismen. Kongeriget Danmark, inklusive det danske len Sønderjylland ned til Ejderen, skal danne en statsenhed underlagt en liberal forfatning. Det hører med i den nationalliberale strømning, der bliver populær i byernes borgerskab, at den er anti-tysk og pro-skandinavisk. Pga. den fælles historie hører Danmark (til Ejderen), Norge og Sverige sammen som samlet region, måske endda under én regering.

Pudsigt nota bene: Orla Lehmanns far, dr.phil. Martin Lehmann, er faktisk tysk (fra Holsten), men ansat som deputeret i generaltoldkammeret og kommercekollegiet; Martin Lehmann er en af dem der indførte juletræet med lys i i Danmark.

Enevælden falder, og Junigrundloven indføres

I 1847 sejrer de nationalliberale ved valget til stænderforsamlingerne, og Christian 8. beder sin repræsentant i stænderforsamlingen, juristen Peter G. Bang, om at komme med et udkast til en forfatning, en grundlov, der skal gælde for hele monarkiet, og hvor både folkets frihed og rettigheder og monarkens autoritet tilgodeses. Men i januar 1848 dør Christian 8. ret pludseligt af blodforgiftning, og den mangeårige topembedsmand (præsident for Danske Kancelli) von Stemann udråber sønnen Frederik 7. som konge.

Christian 8. har anbefalet sin søn at indføre en forfatning og endda en forfatning der også inkluderer hertugdømmerne. De nationalliberale øjner morgenluft, og ikke mindst D.G. Monrad skubber på kongen i retningen af at indføre en forfatning og knytte Sønderjylland nærmere til kongeriget (Danmark til Ejderen!)

f-7-danner (1)

Frederik 7. 1848-63 spiller skak med sin borgerlige hustru grevinde Danner

Måneden efter at Frederik 7. bliver konge, udbryder Februarrevolutionen i Frankrig, og der spreder sig en oprørsk begejstring over store dele af Europa præget af nationalisme og ønsket om en liberal forfatning. Igen en måned efter, den 18. marts 1848, gribes de tyske i Slesvig-Holsten af stemningen og kræver hele Slesvig-Holsten indmeldt i Det Tyske Forbund (Holsten er allerede med i forbundet, men Slesvig/Sønderjylland har hidtil været betragtet som et dansk len) og desuden rettigheder som trykkefrihed, borgerbevæbning osv.

Den 20. marts får slesvig-holstenernes krav de danske nationalliberale til at mødes på teatret Casino i Amaliegade nær Amalienborg. Orla Lehmann holder brandtale hvor det kommer til at lyde som om Slesvig-Holsten allerede har gjort oprør mod Danmark. Ved mødet besluttes det entusiastisk at de slesvig-holstenske krav skal afvises, kongen skal opløse sit ministerium og indsætte et nyt der følger folkeviljen, og Danmark med rækkevidde indtil Ejderen skal have en ny fri forfatning. Det krav vil man næste dag gå til Amalienborg med.

Det gør man så næste dag. 21. marts. Et par tusinde borgere går til Amalienborg for at få kongen i tale. Frederik 7. møder dem med ordene: Det glæder mig at kunne sige Dem, at jeg allerede har forekommet det, hvorom De beder mig. Det gamle ministerium er opløst”.

To dage efter er der udnævnt et nyt ”Martsministerium” med repræsentanter for de nationalliberale og de såkaldte ”Bondevenner”, som navnet siger forkæmpere for bøndernes interesser. Kongen betragter Enevælden for ophørt, og det gamle system af kollegier samt kancellier for afløst af et nyt ”ministerialsystem” med politisk udpegne ministre som ansvarlige for et ministerium af embedsmænd hvis sagsbehandlinger ministeren kan og skal kontrollere. Lensgrev A.W. Moltke er premierminister, Monrad er kultusminister, og Bondevennernes leder, officeren A.F. Tscherning er ny krigsminister. Den nye premierminister er i øvrigt i højeste grad det gamle systems mand, da A.W. Moltke har afløst Møsting som finansminister i 1831 og siden også er blevet præsident for Rentekammeret. Martsministeret er tydeligvis ikke en revolution.

1. Slesvigske Krig – Treårskrigen – 1848-50

Frederik 7.s svar til slesvig-holstenernes krav er altså en afvisning. Slesvig kan ikke tilsluttes det Tyske Forbund. Og det havde nok været klogt at nøjes med dette “nej”. Men han føjer mere til: Danmark ønsker at styrke Slesvigs uopløselige forbindelse med Danmark med en fælles, fri forfatning. Endnu en provokation er at Frederik 7. har erklæret at Christian 8.s bestemmelse om at anerkende ”cognatisk arvefølge”, dvs. via kvindelinen, ikke kun gælder for kongeriget, men også for hertugdømmerne. Christian August 2. af Augustenborg vil altså ikke blive hertug af Slesvig-Holsten ved Frederik 7.s død.

Slesvig-Holsten accepterer hverken bestemmelsen om cognatisk arvefølge eller Martsministeriet eller at Slesvig skal gøres til en del af kongeriget Danmark ved at føjes under Danmarks kommende, frie forfatning. Derfor vælger Slesvig-Holsten en egen oprørsregering hvor Christian Augusts lillebror, prinsen af Nør, er krigsminister, og hvor hertug Christian August er tronfølger. Man hævder at Frederik 7. er blevet kuppet, og at Martsministeriet derfor er illegitim.

Danmark accepterer ikke oprørsregeringen, og det bliver til krig. Til gengæld accepterer Det Tyske Forbund, herunder ikke mindst Preussen, heller ikke at Danmark vil integrere Slesvig i kongeriget Danmark under en og samme forfatning. Det Tyske Forbund og Preussen træder derfor ind i krigen på Slesvig-Holstens side.

Tyskerne er talmæssigt i overtal, men i juli 1849 sker noget afgørende. De danske generaler Olaf Rye og Christian de Meza samler deres styrker i ved Fredericia og besejrer i Slaget ved Fredericia den 6. juli de tyske tropper; i øvrigt falder general Rye. Ganske kort efter truer Rusland med at afbryde forbindelsen til Preussen hvis ikke preusserne trækker sig fra krigen. De to forhold får den 10. juli preusserne til at erklære våbenstilstand med danskerne. Nu er slesvig-holstenerne under prinsen af Nørs kommando alene i krigen og dermed i undertal, og slesvig-holstenernes hær slås i Slaget ved Isted i 1860 med over 6000 dræbte.

Freden i London

Stormagterne forhandler en fred der besegler status quo. Slesvig underlægges ikke Det Tyske Forbund, men heller ikke den nye danske grundlov. Sønderjylland bliver hverken tysk eller dansk, men forbliver del af Hertugdømmerne Slesvig-Holsten i personalunion med kongeriget Danmark hvis konge er hertug for både Slesvig og Holsten (og det lillebitte Lauenburg syd for Holsten). Både slesvig-holstenismen og Danmark til Ejderen-politikken har tabt. Den vindende (og hidtil gældende) løsning kaldes ”Helstaten”, altså at Danmark er en helstat af to stater der ikke kan forenes , heller ikke i en forfatning.

Under Treårskrigen indfører krigsminister Tscherning i øvrigt dansk værnepligt.

Juni-grundloven 1849

Mens Treårskrigen ruller, arbejder Martsministeriet med at få udarbejdet og godkendt en liberal forfatning. Som kultusminister – dvs. minister for undervisning, kirke og kultur – hører det under Monrads ansvarsområde, og han udarbejder et første udkast der får rettelser af Orla Lehmann og så behandles af en ”grundlovgivende forsamling” hvis arbejde især ledes af de to nationalliberale juraprofessorer, A.F. Krieger og C.C. Hall. Forfatningen inspireres af både Norges Eidsvollforfatning fra 1814 og af Belgiens forfatning fra 1830 og fra Montesqieus ideer om en skarp magtdeling mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Den grundlovgivende forsamling godkender en tekst den 25. maj 1849, og Frederik 7. godkender den 5. juni 1849.

monrad1

Biskop D.G. Monrad, den primære forfatter bag Junigrundloven

Kongen er ansvarsfri, dvs. står over loven og er den udøvende magt. Kongen udpeger en regering af ministre til at udøve magten. Den lovgivende magt er kongen og en demokratisk valgt rigsdag i forening. Den dømmende magt er domstolene.

Folket vælger en rigsdag med to kamre, Landstinget og Folketinget. Til Folketinget er der valgret for alle uberygtede mænd over 30 år med egen husstand og som ikke modtager eller har modtaget fattighjælp. Samme regler gælder for valgbarheden til Folketinget, idet aldersgrænsen dog her kun er 25 år.

Landstinget har samme regler for valgret som Folketinget, men valgbarhed kræver en vis formue og gælder kun mænd over 40 år. Kun de rigeste kan altså vælges til Landstinget. Landstinget er ment som en konservativ og balancerende regulator: Hvis Folketinget helt overtages af almuen med al for revolutionære, sværmeriske, vilde eller slet gennemtænkte forslag, så kan rigets velbjergede i Landstinget afvise Folketingets vedtagelser.

Christiansborg det andet

Det andet Christiansborg. Frederik 7. var den første der brugte det som kongeslot, mest som vinterresidens. Her lå rigsdagen oprindelig. Christiansborg Slot brændte i 1884

Rigsdagens to kamre får sæde på Christiansborg – i al fald indtil Christiansborg brænder i 1884. Herefter bruges en gammel operabygning i Bredgade som rigsdagsbygning.

rigsdagsbygning 84-18

Rigsdagsbygningen i Bredgade hvor Rigsdagens to kamre, landstinget og folketinget lå 1884-1918 efter det 2. Christiansborg brændte. I 1918 er det 3. Christiansborg færdig nok til at rigsdagen kan flytte herind. I dag huser Rigsdagsbygningen Østre Landsret

Statskirken er opløst, og den evangelisk-lutherske kirke er nu Danmarks ”folkekirke” og understøttes som sådan af staten. Dens nærmere ledelsesforhold bestemmes siden ved lov (det er aldrig sket). Der garanteres rettigheder som ytringsfrihed, trykkefrihed, foreningsfrihed og forsamlingsfrihed samt ejendomsrettens ukrænkelighed og et forbud mod statsmagtens vilkårlige fængsling.

Grundloven har demokratiske træk. Ca. 15 % af Danmarks befolkning har ifølge reglerne valgret (til begge rigsdagens kamre) – men altså ikke kvinder, tyende, forbrydere og folk på fattighjælp. Kongen kan ganske vist frit udpege en regering der ikke behøver at være i overensstemmelse med rigsdagens flertal, men godkendt lovgivning kræver rigsdagens accept, også folketingets, og det gælder også finansloven uden hvis godkendelse der slet ikke kan regeres. Så i det mindste skal lovgivningen være i overensstemmelse med den fælles vilje hos de 15 % af befolkningen der har valgret OG som har stemt – for det gør de alle bestemt ikke.

Overgangen mellem et af Europas mest autoritære regimer til et af de mere demokratiske foregår forbløffende blidt. To personer der må fremhæves i den forbindelse, er nok Frederik 7. og D.G. Monrad.

Huset Glücksburg

Arvefølgen efter Frederik 7. kommer i øvrigt på plads i 1851 med zarens godkendelse (den russiske zar er egentlig overhoved for huset Holstein-Gottorp og skal godkende kommende hertuger af Slesvig-Holsten). Nærmest beslægtede til tronen er Frederik 7.s fætre og kusiner, og her springer især kusinen Louise af Hessen i øjnene. Hun er gift med prins Christian af Schleswig-Holstein-Sonderburg-Glücksburg – for nemheds skyld Glücksburg – som selv i direkte mandslinje er direkte efterkommer af Hans den Yngre – ligesom hertugerne af Augustenborg er det.

louise-af-hessen-kassel

Louise af Hessen, Frederik 7.s kusine, bliver tronarving efter Frederik 7. I praksis er det dog hendes mand, Christian af Glücksborg, der er tronarving.

Løsningen er genial. Louise af Hessen tilhører (med sine søskende) gruppen af de nærmest beslægtede i arvefølge der også regner kvindelinjen med (cognatisk). Hun kan overføre sin arv til sin ægtemand, prins Christian af Glücksburg der regnet efter mandslinje er lige så nært beslægtet med kongehuset som fx augustenborgerne er det. Christian af Glücksburg kan altså uden bøvl også blive hertug af Holstein – personalunionen mellem kongeriget og hertugdømmerne kan bevares. Endelig og ikke mindst har Christian og Louise i mange år boet i København, taler dansk (dog med kraftig tysk accent) og er dansksindede. Christian har oven i købet været tæt på Frederik 6. – hvis hustru var Christians moster – og han var Frederik 6.s stedfortræder ved dronning Victorias kroning i London. Og zaren har engang truffet ham og kunne lide ham. Alle er glade. Huset Glücksburg bliver hermed nyt dansk kongehus – selv om det egentlig blot er en sidegren til huset Oldenburg. Og personalunionen er sikret.

De første regeringer efter Junigrundloven – bøvlet med et nyt rigsråd

De første regeringers udfordringer bøvler med at få styr på hvordan den besværlige helstat eller personalunion af Danmark og Slesvig-Holsten skal ordnes rent konstitutionelt. Juni-grundloven gælder ifølge fredstraktaten i 1852 (London-protokollen) kun for kongeriget, ikke for hertugdømmerne. Premierminister C.A. Bluhme kan ikke få en fællesforfatning godkendt. Bluhme forbliver udenrigsminister, men overdrager regeringschefopgaven til den tidligere generalprokurør A.S. Ørsted der via et kongeligt dekret tromler en fællesforfatning igennem. Foruden den gældende Junigrundlov med en rigsdag hvor der lovgives om retspleje, trafik, skole, kirke osv. i kongeriget, indføres med den nye ekstra forfatning et ”rigsråd” med 20 medlemmer valgt af kongerigets rigsdag, 18 valgt af hertugdømmernes stænderforsamlinger og 20 valgt af kongen. Rigsrådet kunne ikke selv foreslå love, men det kunne vedtage dem for Helstaten. Rigsrådet tager sig af spørgsmål der gælder Helstaten, dvs. især told, hær og flåde.

Ludvig_Nicolaus_von_Scheele_by_E._Lange

L.N. von Scheele danner regering i 1854 med sig selv som udenrigsminister for at etablere en fællesforfatning

Regeringen Ørsted-Bluhme kører det hårdt. De nationalliberale topfigurer, Hall og Monrad, laver ballade, eftersom Ørsted jo har fået vedtaget sin fællesforfatning uden om rigsdagen hvorpå Ørsted får Hall og Monrad fyret fra deres borgerlige embeder (som henholdsvis generalauditør og biskop). Frederik 7. indser han har et problem og lader regeringen Ørsted-Bluhme falde. Frederik 7. og grevinde Danner har stor tillid til den dansk-holstenske Ludvig Nicolaus von Scheele der med en acceptabel fællesforfatning som målsætning indvilger i at danne en regering med sig selv som udenrigsminister, og som samarbejder med både Bondevennerne og De Nationalliberale. Scheeles regering har den gamle, trofaste og helt upolitiske embedsmand Peter Bang som nominal regeringschef, men regeringen domineres reelt af matematikeren, oberst Andrææ – der er finansminister – og dennes ven, juraprofessor C.C. Hall –  der er kultusminister.

Faktisk lykkes det for Regeringen Bang-Scheele i 1855 at få en ny helstatsforfatning igennem som kan godkendes af rigsdagen – også de nationalliberale. Rigsrådet består af 80 medlemmer, 30 valgt af Rigsdagen og stænderforsamlingerne, 30 valgt direkte af i alt ca. 6000 af de mest velhavende vælgere og 20 valgt af kongen, dvs. den siddende regering. Fra nu af hedder regeringschefen ikke “premierminister”, men “konseilspræsident”.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Juraprofessor C.C. Hall, den vigtigste nationalliberale politiker op til 1864-krigen

Regeringen skifter snart Bang ud med Andrææ som konseilspræsident og derefter med Hall (i øvrigt Danmarks første regeringschef fra en håndværkerfamilie) og bliver stille og rolig mere og mere nationalistisk og skandinavistisk orienteret. I protest mod det sidste (skandinavismen) udtræder udenrigsminister Scheele af regeringen. Det er især Hall der trækker regeringen i nationalistisk retning, eller rettere, den fredsommelige Hall ønsker ikke konflikt og trækkes af de mere yderligtgående kredse mod en mere markant Ejder-politik. Kursen er tydelig da en af den yderligtgående nationalismes mest markante talerør, Orla Lehmann, bliver indenrigsminister i 1861. Både befolkningen og bondevennerne støtter Halls Ejder-politik ligesom de mere konfrontationssøgende nationalliberale koryfæer som Monrad og Krieger.

I 1863 kommer Hall med et udkast til en helt ny forfatning, Novemberforfatningen, der gælder for kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig, mens Holsten kan få sin egen forfatning, sin egen administration og sin egen hær. Samtidig indeholder Novemberforfatningen en ny to-kammer-struktur hvis reelle hensigt var at mindske de holstenske adeliges indflydelse på regeringsførelsen. Samtidig går November-forfatningen klart i konservativ retning i forhold til Juniforfatningen – kun de rigeste skal have mulighed for at vælge repræsentanter til Landstinget. Den lige og almindelige valgret er indskrænket.

2. Slesvigske Krig – 1864-krigen

Novemberforfatningen vedtages af rigsdagen den 13. november 1863, men Frederik 7. dør to dage efter og når ikke at underskrive den. Den opgave får efterfølgeren Christian 9. – første konge af huset Glücksburg (en sidegren til huset Oldenburg,  direkte mandslinje efterkommere af Hans den Yngre, Frederik 2.s lillebror). Han er naturligvis betænkelig da Novemberforfatningen soleklart er et brud på London-protokollen, fredstraktaten efter 1. Slesvigske Krig, men regeringen og folkestemningen presser på, og han underskriver den 18. november.

c-9

Christian 9. en ikke specielt liberalt indstillet konge 1863-1906

Novemberforfatningen træder i kraft 1. januar 1864 uden man har fundet en løsning med tyskerne – i øvrigt efter alt at dømme umuligt. I beklagelse herover går Hall af som regeringschef og afløses den 31. december 1863 af D.G. Monrad der ikke har det samme problem med krig med tyskerne. Preussens regeringschef, fyrst Otto von Bismarck, giver et ultimatum: Danmark har 2 døgn til at trække forfatningen tilbage. Monrad synes det er for kort tid, og 1. februar står en hær med preussiske og østrigske tropper ved Dannevirke. Danskerne har troet at Dannevirke med sine vådområder er en god forsvarsstilling, men den 1. februar er der frost, vådområderne er faste, de tyske styrker overlegne, og general de Meza må fornuftigvis rømme Dannevirke.

dybbøl

Sejrende tyske soldater på slagmarken ved Dybbøl den 19. april 1864 – dagen efter slaget.

Det nationale chok er stort, og Monrad fyrer general de Meza. Monrad er ingen stor leder i situationen, og de danske styrker er i øvrigt klart underlegne og taber på få måneder krigen – Slaget ved Dybbøl osv. Eller rettere, Danmark er på spanden og går med til våbenstilstand og fredsforhandlinger i maj. En af fredsmulighederne er et Danmark til Dannevirke, og afgivelse af Holsten, men beslutningstagerne på dansk side – særligt Christian 9., konseilspræsident Monrad og forhandleren A.F. Krieger – kender ikke deres besøgelsestid, fredskonferencen bryder sammen den 25. juni, Preussen og Østrig genoptager krigen, og Danmark opgiver krigen den 20. juli. Hertugdømmerne er tabt til Preussen og Østrig. Det er 1/3 af monarkiets areal, og over 1/3 af monarkiets befolkning der hermed ryger. Ydmygelsen er enorm. Og så er årsagen dumhed og inkompetence! bebrejdes kan såvel Hall-regeringens ejder-danske politik op til krigsudbruddet, og Monrad-regeringens slet gennemførte fredsforhandlinger.

Monrad mener sågar at Danmark skulle have fortsat krigen og kæmpet til sidste mand! Muligvis var den begavede mand maniodepressiv/bipolar. Det kan være hans undskyldning for hans ubesindighed.  I øvrigt emigrerer Monrad af skuffelse over forløbet til New Zealand i 1865 – i al fald i nogle år.

helstat før og efter 64

1866-forfatningen

Efter 1864-krigen har de nationalliberale tabt politisk momentum. Det medfører en polarisering for de nationalliberale har tidligere været en centrumblok i rigsdagen mellem en højreblok af ”De Nationale Godsejere”, dvs. godsejer-partiet, herunder den gamle adel, og en venstreblok af Bondevennerne og tilknyttede. Men nu er centrum svækket – og glidere mere og mere over i højreblokken, og det medfører en polarisering. Den øges af forfatningskrisen. Danmark står nu med to grundlove, Junigrundloven fra 1849 og Novemberforfatningen fra 1863 – samt en helstatsforfatning fra 1855 der nu er helt overflødig uden hertugdømmerne. Noget helt nyt skal på bordet.

Regeringschefen Bluhme har et konservativt forslag: Indskrænk rigsdagens indflydelse og lad valgretten til landstinget være afhængig af vælgernes indtægt. Dermed vil byens rige borgerskab – de nationalliberale – blive bedre repræsenteret. Bondevennerne skumler derfor. Det gør De Nationale Godsejere også, og deres mest begavede og viljestærke mand på tinge, godsejeren Jacob Brønnum Scavenius Estrup, får da en idé eller to: Valgret til landstinget gøres ikke afhængig af indkomst, men af den skat man betaler, og eftersom man dengang ikke betaler indkomstskat, men jordskat – efter ens jordes mængde af tønder hartkorn, betyder det en fordel for agerdyrkerne – og særligt godsejerne.

hansen_ja

J.A. Hansen leder af Bondevennerne og siden “Det Folkelige Venstre”

Estrup får det til at handle om land mod by, landmænd mod borgerskab, og går til Bondevennernes leder, J.A. Hansen (udtalt I.A.). Sagen er at Estrups morbror, godsejer P.B. Scavenius, står for ”Oktoberforeningen” der netop vil forene små og store gårdejere mod byens borgerskab. Hansen er at Estrups grundlovsforslag er bedre end Bluhmes, og han køber Oktoberforeningens alliance mellem små og store bønder. Estrup har skaffet et flertal til sit grundlovsforslag. I 1866-grundloven vælges medlemmerne af landstinget på en ret indviklet måde: 12 medlemmer af landstingets 66 medlemmer udpeges af kongen (dvs. regeringen). Af de øvrige 54 medlemmer skal 7 komme fra København, 1 fra Færøerne, 1 fra Bornholm og de resterende fra resten af landet inddelt i landskredse. Disse 54 ikke-kongeudpegede vælges af valgmænd. Halvdelen af disse valgmænd vælges som hidtil, altså ligesom der vælges til folketinget, mens den anden halvdel af valgmændene vælges af dem der betaler mest i jordskat. Det betyder i al sin enkelhed at godsejerne nu får kontrol med landstinget.

Men forfatningen har det indbyggede problem at folketinget sagtens kan få et flertal af repræsentanter der vil noget andet end godsejerne, og så vil folketing og landsting jo blokere hinanden!

frijs (1)

Grev Frijs konseilspræsident 1865-70

Den regering der får 1866-grundloven igennem, er bygget på Oktoberforeningens alliance af små og store bønder. Den ledes af Danmarks allerstørste jordejer, grev C.E. Frijs, og Estrup er en dygtig og fremsynet indenrigsminister i grev Frijs’ regering. Estrup står fx bag loven om borgerrepræsentantsvalg i København, landkommunalloven, købstadskommunalloven, vejloven, jernbanelovene og loven om etablering af en ny stor Nordsøhavn i flækken Esbjerg til eksport af landbrugsvarer til Storbritannien.

Reform af straffesystemet: Straffeloven af 1866

Regeringen får i øvrigt også et nyt lovsystem godkendt – Straffeloven af 1866 – som afløsning for Christian 5.s Danske Lov. Princippet i straffeloven er gengældelse, en ond handling skal gengældes med en tilsvarende straf, men straffene er mildnet en del. Dødsstraf har været ved at gå helt ud af brug i 1800-tallet, og det får nu sit juridiske grundlag ved indførelse af fængselssystemet. Eller rettere af to typer fængsler: Tugthuse (særligt tugthuset i Horsens) for de hårde straffe – 2 år til livsvarigt – straffearbejde samlet for alle fanger – dog med samtale forbudt – og små soveceller. I tugthusene er fangerne “opgivet” og skal blot straffes. Og så forbedringshuse (særligt det i Vridsløselille) for mindre straffe fra 8 måneder til 6 år hvor fangerne ikke er opgivet, og man håber på deres forbedring af den personlige karakter. I forbedringshuse arbejder man i egne celler.

Hvor Danske Lov fx straffede røveri med dødsstraf og partering på hjul og stejle, straffer den nye straffelov med straffearbejde indtil 10 år. Hvor fuldbyrdet voldtægt kostede livet, koster den nu livstid i fængslet eller mindst 4 års straffearbejde. Hvor Danske Lov krævede piskning for mindre tyverier (første gang), kræver den nye straffelov mindst 5 dage på vand og brød i forbedringshuset. Og dødsstraffen og partering og hjul og stejle for majestætsfornærmelse afløses af tugthusstraf på mellem 8 år og livstid.


Partierne Venstre og Højre dukker op – 1870

Grev Frijs’ regering falder i 1870 på spørgsmålet om afløsning af fæstesystemet. Her har de små og store bønder ikke fælles interesser, og Bondevennernes veje skilles fra De Nationale Godsejere. Grev Holstein-Holsteinborg danner nu regering med en ny alliance – nemlig mellem de nationale godsejere og nationalliberale (og også det såkaldte Mellemparti), og denne alliance bliver til partiet Højre – der dog først kendes som et fasttømret parti med det navn fra 1880. Nationalliberale koryfæer som Hall, Krieger og den medicinske professor C.E. Fenger er ministre og dominerer i Ministeriet Holstein-Holsteinborg.

holstein-holsteinborg

Lensgrev Holstein-Holsteinborg konseilspræsident 1870-74. Styrede meget lidt – Hall, Fenger og Krieger var altdominerende ministre

Der opstår social uro under denne regering i 1872. Et par tusind murersvende får i strejke for at få afskaffet arbejdstimen mellem kl. 18 og 19. De københavnske arbejderførere Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff – ledere af den danske afdeling af Den Internationale Arbejderforening eller bare Internationale – indkalder de strejkende til et møde på Nørre Fælled for at samle ind til strejkekassen der er ved at være tom. Myndighederne er bange – året før tog arbejdere magten i Paris og etablerede ”Pariserkommunen”, og over 10.000 mennesker blev dræbt i gadekampe da oprøret blev slået ned. Arbejderne skal tages i opløbet, synes tanken at være. I al fald udkommanderer justitsminister Krieger ikke bare politi, men også bevæbnede husarer, mod de strejkende på Nørre Fælled, og det kommer til – efter danske forhold voldsomme – gadekampe = Slaget på Fælleden. Ingen dræbes, men det er første og eneste gang bevæbnet militær udkommanderes mod strejkende. Før Slaget har Krieger ladet Pio, Brix og Geleff arrestere og forbudt Internationale. Arbejderførerne får 3 år i tugthus.

krieger

Den nationalliberale justitsminister Krieger var ansvarlig for at sætte hæren ind mod de strejkende i Slaget på Fælleden 1872

Samtidig samles tilhængerne af den gamle juni-grundlov fra 1849 sig i en modsvarende blokdannelse i rigsdagen kaldet Det Forenede Venstre eller bare Venstre. J.A. Hansen er ikke længere central i gruppen den grundtvigianske skolelærer Christen Berg der sætter et væld af aviser i søen, herunder det københavnske Morgenbladet med juristen Viggo Hørup som redaktør. Hørup er en anden markant figur. En tredje markant figur er teologen og højskolemanden Frede Bojsen. Hørup er mere til Brandes’ radikalisme end til Grundtvig som Berg. Og Bojsen er mere til taktik og kompromiser end den ildfulde Berg er.

christen_berg

Skolelærer og avismand Christian Berg, markant Venstre-leder i 1870’erne og 80’erne

Programpunkter for Venstre er fx junigrundlovens genindførelse, politisk lighed og frihed uanset stand og indkomst, at staten skal være sparsommelig, indførelse af indkomstskat i stedet for jordskat, afskaffelsen af fæstegodsvæsnet, fast løn til folkekirkepræster, valgmenigheder, frie universiteter osv.

Man kan sige at Venstre-grupperne generelt står for en liberal, især socialliberal, ideologi samt en grundtvigiansk og efterhånden tillige en brandesiansk-radikalistisk ideologi, mens Højre-gruppen klart går i nationalkonservativ retning og for alt i verden vil undgå at ”proletariatet” tager magten og skaber uro som under Pariserkommunen i 1871, MEN:

For at gøre det meget enkelt: Venstre arbejder for lige og almindelig valgret – at hver man har én stemme til rigsdagsvalg uanset stand og indkomst.

Højre arbejder for privilegeret valgret, at høj stand og stor indkomst giver flere stemmer til rigsdagsvalg.

Og århundredet ud drejer dansk politik sig i bund og grund om denne konflikt! Som Venstre i 1900-tallet vinder!

Politisk polarisering

Berg får Venstre til at søge konfrontationen med Holstein-Holsteinborgs regering. Han er formand for folketingets finansudvalg og sørger for at ministrene ikke får bevillinger til at få deres forslag igennem. Kongen prøver nu at række hånden ud og gør C.A. Fonnesbech – indenrigsminister og en af Højres mest liberale folk – til ny regeringschef. Venstre kræver blot et af Venstres reformforslag gennemført, Fonnesbech siger nej, og Venstre kan heller ikke samarbejde med ham med ordene ”Det er den samme te, bare tyndere”.

Få fra blokken De Nationale Godsejere – som Christian 9. foretrækker at udpege sine regeringer ud fra – vil nu være regeringschef, men tidligere indenrigsminister Estrup vil. Hans drivkraft er sikringen af kongens ret til at udpege de regeringer han vil – uanset folketingets flertal.

estrup

Godsejer J.B.S. Estrup, benhård konseilspræsident 1875-94

Det er nu 1875, og et centralt emne i de kommende år bliver forsvarets ønske om en fuldkommen befæstning af København. Stort set alle Danmarks bærende institutioner ligger i København, så derfor er kontrol over København oplagt i et forsøg på kontrol over Danmark. En omfattende befæstning af byen kan forsinke en fjendes forsøg på at få kontrol over København i nok lang tid at modparten i en stormagtskonflikt ville komme Danmark til hjælp. Venstre er med på en søbefæstning, men mener at en fuldkommen landbefæstning vil virke mistroisk over for tyskerne og desuden være for dyr.

befaestningskort

 Behovet for en militær sikring af København ved et omfattende fæstningsanlæg til land og til hav kan selvfølgelig dels forklares følelsesmæssigt ud fra behovet om tryghed og sikring af Danmark efter militære ydmygelser som Karl Gustavkrigene 1658-60, hvor svenskerne næsten indtager København, samt Slaget på Reden i 1801 og Bombardementet af København i 1807 – samt ikke mindst 1864-krigen hvor tyskerne ret ubesværet indtager hele Jylland. Men der ligger også en rationel kalkule bag: Selv om Danmark nu forsøger at føre en strengt neutralistisk politik der vil undgå at provokere stormagter i nærheden, så vil en konflikt mellem de europæiske stormagter let føre frem til et behov for at kontrollere Østersøen, og som middel til at opfylde dette er det nærliggende at kontrollere Danmark og især København militært.

Venstre viser sig ufordragelig mod Estrups regering og vil ikke samarbejde om lovforslag, den såkaldte ”visnepolitik”. Venstres/Christen Bergs grundlæggende synspunkt er at regeringen ikke har ret til at udskrive skatter hvis ikke man samarbejder med dem der repræsenterer de beskattede, dvs. folketinget. Men Estrup ønsker ikke at give efter for folketingsflertallet. Det ligner umiddelbart en kamp mellem kongemagt og parlament. Forfatningskampen er i gang. Og den eskalerer da Estrup i 1877 udskriver en ”provisorisk finanslov”, dvs. en foreløbig lov vedtaget ved dekret uden om folketinget.

Provisoriestriden

En regering kan ikke fungere uden en godkendt finanslov. Og folketingsflertallet styret af Venstre vil ikke godkende Estrup-regeringens finanslov, for det ønsker at regeringen skal gå af og afløses af en regering som folketingsflertallet kan acceptere. Estrup finder en smutvej. Paragraf 25 i grundloven erklærer at kongen ”i særdeles påtrængende tilfælde” kan udstede provisoriske, altså foreløbige, love. En professor i statsret, Matzen, har så den fortolkning at det er op til kongen/regeringen selv at fortolke hvornår der hersker sådanne ”særdeles påtrængende tilfælde”. Estrup køber Matzens tolkning der jo reelt giver carte blanche til at udstede provisoriske love uden om rigsdagen.

attentat (1)

Attentatet på Estrup i 1885

Situationen eskalerer i 1880’erne. En typograf (Julius Rasmussen) forsøger uden held at skyde regeringschefen (konseilspræsidenten – som regeringschefen kaldes) Estrup i 1885, og Estrup skærper diktaturet med endnu flere provisoriske love fx fængselsstraf hvis man i tale og handling truer den offentlige orden, fx ophidsede “klasser eller dele af befolkningen til had og forbitrelse” eller “fremsatte opdigtede eller forvanskede kendsgerninger, for derved at gøre statens eller regeringens foranstaltninger forhadte eller foragtelige“. Det var gummiparagraffer der kunne bruges til at knægte enhver regeringskritik. Samtidig opretter han et bevæbnet politikorps, gendarmerikorpset, der var en del af militæret, men under kommando af politiet.

landstingssalen bredgade

Landstingssalen i Rigsdagsbygningen i Bredgade. Her holdt landstinget til 1884-1918

Folketingets formand, Christen Berg, dømmes i 1886 til et halvt års tugthus på normal fangekost trods grundlovens bestemmelse om parlamentarisk immunitet og for en temmelig lille ting (at nægte at holde en tale mens politimesteren står på tribunen) hvilket får en sukkersyge til at bryde ud hvilket igen koster Berg livet i 1891. Imens spiller Estrup dygtigt venstrefolkene ud mod hinanden. Det kommer til splittelse mellem Berg, Hørup og Bojsen, og  sidstnævnte dannede gruppen ”Det Moderate Venstre” som bryder med visnepolitikken og samarbejder med Estrups regering om bestemte forslag. Også Hørup og hans fraktion samarbejder så småt.

folketingssalen_i_rigsdagsbygningen

Folketingssalen i Rigsdagsbygningen i Bredgade. Her holdt folketinget til 1884-1918

Estrups exit

Det Moderate Venstre får nogle sejre. Niels Neergaard der har taget sine uddannelser med særligt henblik på at være politiker – han er historiker og cand.polit., dvs. økonom – får den første sociallovgivning igennem.

neergaard

Niels Neergaard fra Det Moderate Venstre får den første sociallovgivning igennem

Især Neergaard tager initiativ til sociallovgivninger som Loven om Alderdoms-understøttelse fra 1891 og lovene om sygekasser fra 1891-92. Forslagene ligger i øvrigt tæt på tidligere socialpolitiske forslag af Estrup fra 1881 som dog blev kvalt af Venstres visnepolitik. Hermed får ‘værdigt trængende’ over 60 år, der i de sidste 10 år ikke havde modtaget fattighjælp, ret til understøttelse uden at miste deres valgret. Sygekasserne er et delvist forsikringssystem finansieret af brugeren, men også af staten. Borgeren kan få statslig understøttelse til lægebesøg, jordemoder og begravelse.

bojsen-3

Teologen og højskolemanden Frede Bojsen, manden bag det Moderate Venstre

I 1894 kommer et politisk forlig mellem Bojsens del af Venstre og Højre. Anledningen er en generel vestlig landbrugskrise 1893-95 – med faldende kornpriser, kvægsygdomme osv. – der medfører en protektionistisk politik i mange lande, så dansk landbrug mister både produktivitet og eksport. Landmænd fra både Højre og Venstregrupperne danner en ny forening, Agrarforeningen, der støtter landbruget i denne udfordrende periode – fx ændre beskatningen så den snarere går på indkomst end mængden af produktiv landbrugsjord (tønder hartkorn).

Det Moderate Venstre opgiver folketingsparlamentarisme som et ultimativt krav og har som hovedpunkt at Estrup skal træde tilbage, at de provisoriske finanslove standses ligesom al anden provisorisk lovgivning uden om Rigsdagen – såsom Estrups gendarmeri – ligesom byggeriet af Københavns landbefæstning skal stoppes. Til gengæld vil Det Moderate Venstre acceptere at Folketinget ikke står over Landstinget. Aftalen kommer i marts 1894. Men Estrups løfte om tilbagetræden er en gentleman-agreement fra Højres side. Det stod slet ikke klart at Det Moderate Venstre ville kunne danne regering efter forliget. Og i sidste øjeblik springer flere markante folk i Bojsens gruppe fra.

Byggeriet af landbefæstningen standses, Estrup træder efter nogle måneder tilbage, Det Moderate Venstre danner ikke regering, det gør nu svage Højre-regeringer (under først baron Tage Reedtz-Thott og derpå embedsmanden Hugo Hørring). Provisorietiden er slut. Bojsen træder i øvrigt også tilbage som leder af Det Moderate Venstre hvis leder nu blev Klaus Berntsen og siden Niels Neergaard.

Reformpartiet

Bojsens forlig sætter gang i dannelsen af en ny Venstregruppe – Venstrereformpartiet eller bare Reformpartiet – der står stejlt på kravet om folketingsparlamentarisme: Danmarks regeringer skal udpeges og regere på baggrund af folketingsflertallet. Blandt stifterne er Hørup, Georg Brandes’ lillebror, dr.phil Edvard Brandes, overretssagfører Carl Theodor Zahle, folketingets formand Sofus Høgsbro, højesteretssagfører Peter Adler Alberti og den vestjyske skolelærer Jens Christian Christensen (forkortet J.C. udtalt I.C.) der ser sig som den nu afdøde Bergs efterfølger og hurtigt bliver Reformpartiets reelle formand.

j-c-christensen (1)

Skolelærer J.C. (I.C.) Christensen, markant Venstre-leder

Situationen er stadig fastlåst. Estrup sidder fortsat på flertallet i Landstinget, mens Reformpartiets leder, J.C. Christensen, som formand for folketingets finansudvalg reelt sidder på flertallet i folketinget. Og hverken Estrup eller Christensen er umiddelbart til kompromiser. Og de svage Højre-regeringer får gennemført meget lidt.

1900-tallet

Plasticalderen

Danmark gennemgår i 1900-tallet de voldsomste ændringer i sin historie. Rent politisk forvandles Danmark fra at stå under et godsejerstyret diktatur til at blive et parlamentarisk demokrati hvor monarken efterhånden bliver en ren kransekagefigur.

Men de allerstørste forandringer er teknologiske og strukturelle. Industrialiseringen og urbaniseringen – der indledtes i 1850 – fortsætter og omdanner Danmark, men det er især elektrificeringen der gør en forskel.

Den teknologiske eksplosion medfører et væld af nye materialer der i voldsom grad ændrer den måde som vesterlændinge, ja menneskeheden, indretter sig på – plastic, jernbeton, skumplast, krydsfiner osv.

Den medicinske behandling og sygehusvæsnet forbedres også drastisk i 1900-tallet. Der kommer stærke forbedringer af behandlingsmuligheder for fx kræft (kemoterapi, strålebehandling) og sukkersyge (insulinbehandling), og blot opdagelsen af penicilin – og dermed antibiotika – påvirker drastisk folkesundheden, især børnedødeligheden. Sygehusene bliver højteknologiske, og de kommunale og amtslige sygehuse lægges i forbindelsen med kommunalreformen i 1970 alle ind under de nye amtskommuner hvis primære funktion er at bestyre landets sygehuse, skoler og gymnasier, og som kan udskrive skatter.

Den velstandstigning der indledtes i 1800, fortsætter i 1900-tallet. Og af de samme grunde – forbedret uddannelse, forbedret infrastruktur (motorvejsnet og større broer), forbedret kommunikation, forbedret produktionsapparat, større specialisering i nicheproduktioner, koblingen på det større internationalt marked der er stadig mere præget af frihandel. Især Tyskland og Storbritannien er trofaste aftagere af dansk eksport. Men hvor velstandsstigningen i 1800-tallet kun rammer selvejebønder, borgerskab og endnu højere socialklasser, så rammer 1900-tallets velstandsstigning langt mere bredt. I 1950’erne har Danmark fuldendt overgangen fra landbrugssamfund til industrisamfund, og særligt 1958-73) kommer den store  velstandsstigning i hele samfundet. Husmænd, faglærte og siden også ufaglærte arbejdere kommer nu også med., mens tyende som gruppe forsvinder.

Men der er også et voksende antal “sociale tilfælde” der sidder fast i arbejdsløshed, relativ fattigdom og måske misbrug – især efter arbejdsløshedsperioden efter 1973.

Danskerne bruger ikke mindst deres øgede velstand på boligen – bedre lejligheder eller parcelhuse – og på boligens inventar – møbler, mekaniske eller elektroniske hjælpemidler (køleskab, fryser, komfur vaskemaskine, tumbler osv.), men siden også på biler og rejser.

Geografisk files der stadig på Danmarks størrelse. I denne omgang er det Island – den folkerigeste af de nordatlantiske besiddelser – der gør sig selvstændig fra Danmark. Samtidig, i 1917, sælger Danmark De Vestindiske Øer til USA.

Det Danske Monarki ændres i 1900-tallet til at bestå af Det Danske Rige eller Rigsfællesskabet som står under Glücksburg-monarken og den danske grundlov, og som består af tre nationer – eller rigsdele – Danmark, Færøerne og Grønland hvoraf de to sidste rigsdele i 1900-tallet begge får hjemmestyre, dvs. et vist selvstyre, men er underlagt dansk myndighed. I slutningen af århundredet bor der 5,5 mio. i Danmark lidt under 50.000 på Færøerne og lidt over 50.000 på Grønland. Både Færøerne og Grønland kan vælge to repræsentanter til det danske folketing.

2. Verdenskrig og Holocaust

I perioden 1933-45 tager det tyske naziparti magten i Tyskland, Danmarks sydlige naboland, og det afstedkommer nogle voldsomt brutale hændelser, fx 2. Verdenskrig, verdens hidtil blodigste krig med over 50 millioner dødsfald, verdens første og hidtil eneste atomkrig, og hvor det nazistiske Tyskland militært besætter Danmark 1940-45. Og fx “Holocaust“, som er et nærmest industrielt massemord på uønskede befolknings-grupper som mentalt handicappede, romaer og ikke mindst jøder. Blot en enkelt udryddelseslejr, Auschwitz i Polen,  formår at henrette op mod 6000 kvinder, børn og gamle DAGLIGT ved gasning under store lidelser.

Hændelserne opleves af mange som skændselshandlinger af værste art, og at der må tages drastiske midler til at undgå noget tilsvarende.

FN, NATO og EF/EU 

Danmark lader sig integrere i tre større internationale organisationer der på sin vis alle er en reaktion på 2. Verdenskrig:

1) I 1945 er Danmark med til at grundlægge FN, en global, international organisation der skal modvirke krig, fremme internationalt samarbejde og menneskerettigheder og modvirke kolonialisme. FN er ret direkte opstået ud af de allieredes samarbejde under 2. Verdenskrig og er klart et forsøg på at undgå en tilsvarende katastrofe fremover.

2) I 1949 er Danmark et af de oprindelige medlemmer af NATO, en forsvarsalliance domineret af USA, Storbritannien og Frankrig og samlet omkring Nordatlanten. NATO er også et resultat af 2. Verdenskrig.

3. I 1973 optages Danmark i EF, senere kaldet EU, et europæisk frihandelssamarbejde der samtidig arbejder for politisk integration mellem landene. EF/EU er både opstået som et ønske om øget frihandel og dermed større økonomisk fremgang for de deltagende lande, men også som resultat af 2. Verdenskrig – et forsøg på at fremme samarbejdet mellem de store, europæiske lande.

Som medlem af FN tager Danmark flere gange del i “fredsbevarende styrker” i udlandet, fx Gaza, Cypern og Bosnien. I slutningen af århundredet påbegynder Danmark en mere “aktivistisk udenrigspolitik”, dvs. indgår i egentlige krigsaktioner og angrebskrige i samarbejde med andre nationer og som regel noget væk fra Danmark.

christiansborg_slot_fra_ridebanen_med_karet_foto_mikkel_groenlund

Det tredje Christiansborg, Danmarks magtcentrum. I 1918 er slottet færdigbygget nok til at folketinget og landstinget kan rykke ind her efter at have ligget i Rigsdagsbygningen i Bredgade

Fæstesystemet afskaffes helt ligesom de arvelige len som grevskaber og baronier. Landskabet ændrer sig med masser af nye boligkarreer i købstæderne, med et omfattende vejnet med asfaltveje, broer og viadukter omgivet af telegraf- og telefonpæle og stadig flere biler til at køre på vejene. Enkelte veje asfalteres sidst i 1800-tallet, men billigere asfalt gør at asfalteringen af Danmarks veje accelererer efter 1920. Danmark har været et agrarsamfund i mange tusind år, men landbruget bliver stadig mere perifert i perioden.

Folketingssalen_20120420_0222F_(8188480571)

Det 3. Christiansborgs folketingssal tages i brug fra 1918.

Også på landet ændrede livsformen sig med stadig flere mekaniske hjælpemidler, især efter 1950 hvor mekaniske køretøjer som traktorer og mejetærskere helt afløser de dyretrukne hjælpemidler der har været brugt i Danmark i årtusinder. De nye hjælpemidler gør at der er brug for betydeligt mindre arbejdskraft på landet. Det er med til at sætte en massiv urbanisering i værk. Der er en stor vandring fra land til by.

motorvej

Den 8-sporede Køge Bugt Motorvej syd for København

Byerne ændrer markant udseende fra gader med toppede brosten (eller i udkanten grusveje), rendesten og gaslygter samt fodgængere og hestevogne til asfalterede gader og veje der overskylles med elektrisk gadebelysning og neonfarver. Der kommer neonskilte, trafiklys og et hav af biler, bilos og fortravlethed. Asfalterede hovedveje og motorveje gennemkrydser landet hvis vigtigste bælter forbindes med broer og tunneller. I 1998 er de vigtigste øer – Sjælland, Lolland-Falster, Fyn og Den Nordjyske Ø allesammen forbundet med Jylland og det europæiske kontinent via broer og tunneller.

Danmarks 10 største byer i 1965

Der er fortsat kraftig urbanisering og byvækst, bortset fra i perioden 1970-90, hvor byvæksten midlertidig går i stå. Danmarks største byer er i 1965 disse ti: 1) Hovedstads-området (1.377.000), 2) Århus (187.342), 3) Odense (132.978), 4) Ålborg (100.305), 5) Esbjerg (63.906), 6) Randers (57.318), 7) Horsens (42.144), 8) Vejle (42.351), 9) Kolding 40.178 og 10) Roskilde (39.417).

hjem 1910

Stadsstue i 1910

Sengene flyttes ud af opholdstuen og ind i særlige soveværelser så et privatliv er muligt. Det bliver udbredt med toilet i adskilte rum i hjemmet, og efterhånden bliver badeværelserne noget mere luksuriøse med vandskyllede klosetter – Water Closets, WC’er – vaskekumme og bad, og efterhånden kloakeres flertallet af danske boliger. En væsentlig ændring i danskernes dagligliv er at kakkelovne går af brug efter 1920 til fordel for et centralfyr, radiatorer i alle hjemmets rum samt vandrør der forbinder centralfyret og radiatorerne. Ikke sjældent er centralfyret et oliefyr.

stue 1950

Dagligstue i 1950’erne. En funktionalistisk stil begynder at vinde indpas. Radioen bag husfaderens lænestol er hjemmets arne. Med opfindelsen af skumplast bliver det muligt at udvikle bløde og komfortable møbler med billige, bløde hynder selv i lidet velstående hjem.

Brændekomfuret afløses først af gaskomfuret og derefter elektriske komfurer og ovne. Dermed kan man spise mad i køkkenet; spisekøkkenet er udviklet.

Efter 1980 bliver det populært med køkken-alrum. Hjemmekontorer med hjemmecomputere bliver udbredte i middelklassen.

stue 1980 ung

Værelse i 1980’erne for en ung person. Hjemmet er præget af skumplast, men også funktionalisme og elektronik.

Elektrificeringen af Danmark eskalerer efter 1900, men i 1910 er det stadig kun hver femte familie der har elektricitet i hjemmet, og det var primært københavnere. Det ændrer sig snart markant. Især i 1920’erne eksploderer antallet af elektrificerede hjem til næsten alle, og antallet af elektrisk drevne apparater i hjemmene voksede også. Der kommer ikke bare elektrisk lys i hjemmene, men også køleskab, fryser, strygejern, støvsuger, vaskemaskine, tumbler, opvaskemaskine osv. – hvilket dramatisk ændrer livsstilen for mange og gør livet betydeligt mere bekvemt. Husmoderens arbejde lettes betragteligt, og snart giver det sig selv at kvinderne også får lønarbejde, mens manden og kvinden forsøger at deles om husarbejdet.

klæder 1900 tal tidlig

Det højere borgerskabs tøj i første del af 1900-tallet

En af de vigtige elektricitets-drevne apparater er radioen. Først i 20’erne er der flere private radiosendere. Rigsdagen besluttede i 1925 at den nye statslige institution, Radiotelefonien, siden kaldet Danmarks Radio, DR, skal sende 3 timers radio i Danmark, ligesom Radiotelefonien får monopol på at sende radio. I 1927 er der 127.000 radiolicensbetalere i Danmark. I 30’erne forøges antallet en del. I 1934 er der 522.683 radioapparater i landet og 2 ½ million lyttere.

Fra 1950’erne begynder Statsradiofonien så småt at sende tv-signaler, men især i 1960’erne blev det populært med tv-apparater i de små hjem. Fra 1960 er der fuld dækning af modtagelse af tv-signaler overalt i landet, og nu boomer tv-apparaterne. Fra 1970 er et tv allemandseje.

Der er oprindelig kun én dansk tv-kanal, snart kaldet Danmarks Radio, som Statsradiofonien omdøbes til. Til gengæld kommer der flere radiokanaler, først Program 2 der supplerer det oprindelige Program 1 (P1) i 1951, og i 1963 kommer på FM det mere underholdningsprægede P3 med popmusik. Pladespillere og båndoptagere vinder også frem. I 1988 kommer der en tv-kanal nr. 2 – TV 2 – der ikke hører under DR – og efterhånden kommer der en del forskellige danske tv-kanaler.

I kraft af fagbevægelsens bestræbelser får lønarbejderne betragteligt bedre forhold. I 1900 gælder der en 60-timers arbejdsuge. I 1919 er arbejdsugen 50,5 arbejdstimer, i 1960 45 timer, i 1974 40 timer og i 1990 er arbejdsugen 37 timerReallønnen stiger betragteligt, og det blev muligt for lønmodtagere, både funktionærer og industriarbejdere, at få råd til udlandsferier, hus og bil.

Det er i høj grad arbejderbevægelsens bedrift, og i 60’erne og 70’erne kulminerer Fagbevægelsens magt og indflydelse. Da Fagbevægelsens meget magtfulde øverste chef, Thomas Nielsen, går af som LO-boss i 1982, gør han det med ordene: “Vi har sejret ad Helvede til“. Siden går det ned ad bakke. I 1985 under Danmarks største storkonflikt, Påskekonflikten, får Regeringen Schlüter efter demonstrationer med hundredetusinder af deltagere trumfet en overenskomst igennem der er dårligere end det kompromis forligsmanden satte frem til afstemning, og som lønarbejderne stemte nej til. Siden da har Fagbevægelsens magt været svækket og uden den store politiske indflydelse.

Lejlighederne bliver bedre, renere og lysere i funktionalistiske karreer og siden højhuse beliggende i randen af storbyerne. Efter 1950 kommer der en stor mængde af typehuse (eller arkitekttegnede huse) i tidens funktionalistiske stil på udstykkede parceller, såkaldte parcelhuse. En stor del af befolkningen bor nu uden for bymidterne i parcelhuskvarterer med hund, bil, have og tv-apparat og har funktionær-jobs.

parcelhus

Parcelhuskvarter i 1960’erne efterhånden danskernes foretrukne boligform

Også infrastrukturen forbedres med et omfattende vejnet til den øgede bilisme. I 1950 er der lidt over 100.000 private biler i Danmark. Midt i 60’erne var der mere end en million biler!

På mange måder bliver kulturen, især ungdomskulturen, inspireret af den britiske og især den amerikanske kultur – Hollywoodfilm, beat-litteratur, jazz, rock og amerikanske forbrugsmønstre. Teenagere og øvrige unge har en særlig livsstil og sit helt særlige sæt af konsumvarer tilpasset dem.

Philip Michael Thomas and Don Johnson in Miami Vice

Den amerikanske tv-serie Miami Vice er i 1980’ere med til at artikulere tidens in-tøj

I perioden kommer kvinderne ud på arbejdsmarkedet. I 1950 er 16 % af landets gifte kvinder i beskæftigelse. I 1960 er det 21 %, og i 1970 er det halvdelen af de gifte kvinder. Det skyldes både en frigørelse fra gamle kønsrollemønstre og et ønske fra regeringens side om at få flere ud på arbejdsmarkedet. Efterhånden som kvinderne bliver mere økonomisk uafhængige af mændene, stiger skilsmisseprocenten kendeligt!

Fra slutningen af 60’erne kommer der især tyrkiske gæstearbejdere til landet, og fra 1980’erne kommer der et større antal krigsflygtninge fra især Iran, Irak, Libanon og statsløse palæstinensere, og desuden nogen tamilere og somaliere. Samt diverse familiesammenførte i den forbindelse (familie til gæstearbejderne og krigsflygtningene). Disse flygtninge ophobes i kvarterer med sociale boligbyggerier, ”ghettoer”, og er overrepræsenteret i arbejdsløsheds- og kriminalitetsstatistikkerne med etniske og sociale spændinger til følge. Der opstår de facto at opstå et etnisk hierarki – øverst vesterlændinge, derunder tyrkere, derunder arabere og nederst grønlændere.

ghetto

Ghettomiljø

Kulturelt kommer det til en reaktion mod den borgerlige materialisme i parcelhuskvarterne. I 1960’erne kommer en hippiebevægelse og siden et ungdomsoprør inspireret af ungdomskulturen i Californien og amerikansk og britisk rockmusik: Langhårethed, pacifisme, psykedeliske stoffer, alternativ livsstil og oprør mod autoriteter og gamle institutioner samt af NATOs atomoprustning og USAs Vietnamkrig. Dele af Ungdomsoprøret er orienteret i retningen af bevidsthedsudvidende stoffer og alternativ livsstil, mens andre dele allierede sig med en ofte ret universitetsagtig marxistisk kritik af USA, kapitalismen og forbrugersamfundet.

atommarch

Atommarch i 1961 i protest mod atomvåben

Fra 1960’erne står en skærpet modernisme stærkt i kunsten ofte inspireret af 1930’ernes kulturradikalisme med kritik af autoriteter og traditioner fra kirke, militær og kongehus til kernefamilien og det der ses som en undertrykkende sexmoral og et fantasiløst sprog.

Et lidt sælsomt produkt af 1960’ernes Ungdomsoprør og modernisme er svækkelsen af respekten for autoriteter som præster, læger, betjente og skolelærere og for høflig omgang og tone. Den høflige tiltale, “De”, glider ud af sproget og tiltalen af hinanden ved efternavn, ligesom prædikater som dr., hr., fru og frøken. I stedet dyrkes det uformelle og småanarkistiske i opfattelsen af at det er noget særligt demokratisk og dansk.

alcatel

Alcatel – billig mobiltelefon fra 1998

Fra 1960’erne trænger computere frem til kommerciel brug i virksomheder, og i 80’erne begynder handy mikrocomputere at komme ud i hjemmene hvor de kan anvendes til regnskab, tekstbehandling og computerspil. I slutningen af 1990’erne bliver hjemme-computere ganske normalt forbundet via telefonnettet med et globalt internet, mens også små, handy mobiltelefoner med stadig større computerkraft trænger frem.

internet

Adgangen til internettet foregår via browser-vinduer der typisk finder og viser hjemmesider – her viser  browseren Netscape Yahoos hjemmeside sidst i 90’erne

Danmark er efterhånden et industrialiseret samfund, men servicefag (de tertiære erhverv) der hverken handler om produktion eller bearbejdning, men derimod om immaterielle frembringelser som handel, sygepleje, undervisning, information og kommunikation osv. – kommer til at fylde stadig mere.

Efter årtusindeskiftet er 80 % af Danmarks beskæftigelse optaget af servicefag – ca. 60 % i den private sektor og 40 % i den offentlige;  Danmark er et servicesamfund!

Især fra 1957-72 er der stor vækst i Danmarks økonomien, ikke mindst i den offentlige sektor og dennes service-fag. Der er brug for mere uddannelse af befolkningen, og der kommer uddannelsesreformer med flere gymnasier, tekniske skoler, handelsskoler og uddannelsesstøtte. Allerede i 1928 får Danmark fået sit andet universitet, Aarhus Universitet, og i 1966 følger så Odense Universitet, siden sammenlagt med diverse uddannelsesinstitutioner til Syddansk Universitet. I perioden 1950-70 bliver antallet af universitetsstuderende i Danmark firedoblet. Det skyldes både at samfundet ansporer til at man uddanner sig, og at man på universiteterne kun har en studentereksamen som adgangskrav.

At Danmark ved århundredets slutning begynder at blive “post-industrielt“, påvirker bydannelsen. Der foregår stadig en urbanisering, en vandring fra by til land, men Danmark er pga. funktionærernes muligheder for at pendle ikke så entydigt præget af ét centrum. Der er sidst i århundredet tegn på at Danmark udvikler to centre for vækst – et hovedstadsområde i det nordøstlige Sjælland – København, Køge, Roskilde, Helsingør og Holbæk – og et nyt østjysk centrum – Århus, Randers, Silkeborg, Horsens, Vejle, Fredericia og Kolding”. Nogle har endda dristet sig til at se området omkring motorvejen fra Kolding til Århus som en tråd af bebyggelse kaldet “Den Østjyske Millionby”.

to centre

Danmarks to vækstcentre, hovedstads-centret i øst og det østjyske centrum i vest. De skraverede områder er stagnerede områder – af nogle kaldt “Udkantsdanmark”

Nye politiske emner sidst i århundredet er klimapolitikken, da der er meldinger om klimaforstyrrelser pga. menneskets forurening, og indvandrerpolitikken, da Danmark får en del immigranter især med muslimsk kultur. I 1980 udgør indvandrere (både europæiske og ikke-europæiske) 2,6 % af befolkningen. I 1998 udgør de 5,2 %, og i 2016 udgør de 9,5 %. det skaber hos nogen en fornemmelse af ”islamisering”, og en øget forekomst af islamistisk terror i Vesten og sociale uroligheder (fx indvandrerbander) skaber et voksende krav om stop for modtagelse af asylansøgere og inddæmning af islam eller i al fald af den mere radikale islamisme.

En kuriositet i perioden er diverse slumstormerbevægelser der opererer i København. I 1971 flytter slumstormere fx ind i den netop rømmede Bådsmandsstræde Kaserne på Christianshavn og opretter her i den besatte kaserne “Fristaden Christiania” med hippieidealer, fantasifulde husbyggerier og hashhandel. I 1980’erne bliver slumstormerne mere militante og anarkistiske i form af den såkaldte BZ-bevægelse, elefanthuebeklædte unge der besætter adskillige forladte bygninger i 1980’erne på især Nørrebro, som regel kortvarigt, mens Sorte Hest på Vesterbro er besat i 4 år, og Ryesgade 58 på Østerbro i 3 år. Besættelserne medfører bl.a. gadekampe med politiet. Et tilholdssted for BZ’erne er Ungdomshuset eller “Ungeren” på Jagtvej der ryddes ved en stor politiaktion i 2007. BZ-kulturen kan sagtens ses som en – omend mere militant og aggressiv – udløber af Ungdomsoprøret.

bz

Gadekampe mellem bz’ere og politi i de københavnske gader

Erhvervslivet – A.P. Møller-gruppen – den nye kæmpe

Først i 1900-tallet står ikke mindst Carlsberg, B&W, F.L. Smidth og ØK ganske stærkt. I 1904 kommer en ny spiller på banen med shippingfirmaet Dampskibsselskabet Svendborg grundlagt af kaptajnen Peter Mærsk Møller og hans søn Arnold Peter Møller. A.P. Møller grundlægger i 1912 sit eget firma, Dampskibsselskabet af 1912, med hovedsæde i København. D/S 1912 får stor succes, og siden arbejder de to virksomheder sammen under A.P. Møllers ledelse og opretter et væld af nye firmaer typisk ejet 50/50 af D/S Svendborg og D/S 1912.

A.P. Møller opbygger sin egen flåde af handelsskibe især bygget på hans egne værfter, fra 1917 ”Odense Staalskibsværft”, der siden udvides med ”Lindø-værftet” i 1959. Ved Besættelsen i 1940 har A.P. Møller 46 skibe og langt størstedelen ude i verden, så sønnen Mærsk McKinney Møller inddrages i ledelsen. A.P. Møllers motto er “Min gamle Sætning: Intet Tab bør ramme os, som kan undgaas ved rettidig Omhu, bør være et Løsen, som gaar gennem hele Organisationen.”

Ved sin død i 1965 har firmaet 10.000 ansatte. Under Mærsk McKinneys ledelse vokser firmaerne stadig og har lidt efter årtusindeskiftet 110.000 ansatte. I 2003 fusionerer D/S Svendborg og D/S 1912 i øvrigt til firmaet “A.P. Møller-Mærsk A/S.”

Mærsk-McKinney-Møller_m

Mærsk McKinney Møller fra 1965-2012 leder af A.P. Møller-Gruppen der under ham bliver Danmarks største virksomhed

M.M. Møller – der som omtrent den eneste i Kongeriget Danmark næsten konsekvent tituleres “hr. Møller” – optræder i en sen alder som mæcen der står bag markante byggerier i København – en restaurering af Københavns kastel, anlæggelse af parken Amaliehaven ved Amalienborg samt Operaen på Holmen i København som bliver færdig i 2005 som Danmarks nye nationalopera.

Opera_Copenhagen_08

Operaen i København, indviet i 2005 som Danmarks nationalopera, bygget på initiativ af og bekostet af Mærsk McKinney Møller

I 1960 grundlægger den århusianske storkøbmand Herman D. Salling  supermarked-kæden Jysk Supermarked A/S der oprettede supermarkedskæden Føtex. Jysk Supermarked indgår i 1964 i en joint venture med A.P. Møller der køber halvdelen af aktiemajoriteten, mens virksomheden skifter navn til Dansk Supermarked A/S. Foruden at udvide antallet af Føtex-supermarkeder opretter Dansk Supermarked nye kæder som storsupermarkedet Bilka og siden discountsupermarkedet Netto. I dag ejer Salling-gruppen dog 81 % af aktierne i Dansk Supermarked.

netto

Dansk Supermarked ejer bl.a. butikskæden Netto der i Danmark har 461 butikker og i fx Polen har 361 butikker – og næsten det samme i Tyskland.

   I 1933 opretter ingeniøren Mads Clausen ved Nordborg på Als firmaet Danfoss som får succes med at producere termostater til især ventilatorer. I 1947 har Danfoss 316 medarbejdere og i 1965 5.200 medarbejdere hvilket gør Danfoss til Danmarks næststørste virksomhed blot overgået af B&W i København.

lego

LEGO Group har planlagt at firmaets kommende hovedcenter i Billund minder om en legoklods

 I 1932 grundlægger Ole Kirk Christiansen i den midtjyske by Billund legetøjsfirmaet Lego A/S. Sønnen Gotfred overtager i 1940 virksomheden som vokser støt,  men ekspansionen kommer efter 1958 hvor firmaet udvikler og patenterer plastbyggeklodsen “lego-klodsen” der gør Lego til en enorm virksomhed. Siden bliver Lego Group verdens største legetøjsfabrik. Familien Kirk Christiansen ejer stadig Lego og er i skrivende stund Danmarks absolut rigeste familie med en formue på 145 milliarder kroner. Desuden er Lego et af verdens allerstærkeste brands foran fx Red Bull, Unilever, McKinsey, L’Oreal, Burberry og Rolex.

b&w

Fra B&W-hallerne på Refshaleøen.

Mange af de gamle virksomheder stagnerer. I 1970’erne ejer ØK værfter, containerskibe, slagterier osv. og er stadig en kæmpe i Danmark og omsætningsmæssigt Nordens største virksomhed, større end svenske Volvo. Men derefter smuldrer ØK fuldkommen og er i skrivende stund en skygge af sig selv. En anden stor arbejdsplads der går ned med et brag, er skibsværftet B&W der går konkurs i 1996.

mads øvl

Knud Hallas-Møller til venstre overdrager magten til svigersønnen Mads Øvlisen til højre i 1981. Under disse tos gode ledelse er Novo vokset til en magtfuld medicinindustrivirksomhed.

I slutningen af århundredet kommer nye spillere til. Danmarks største virksomhed er A.P. Møller-Mærsk, men næststørst er efterhånden medicinalvirksomheden Novo Nordisk. I 1923 er den store danske fysiolog August Krogh og hans lægehustru Marie Krogh sammen med H.C. Hagedorn med til at grundlægge insulinfabrikken Nordisk Gentofte, dengang Nordisk Insulinfabrik. Brødrene Harald og Thorvald Pedersen laver virksomhedens maskiner, men Thorvald fyres, hvorpå bror Harald også forlader Nordisk Gentofte, og de to grundlægger det tilsvarende firma Novo Terapeutisk Laboratorium. Novo er familiedrevet – Harald Pedersens svigersøn Knud Hallas-Møller bliver direktør i 1957, og dennes svigersøn, Mads Øvlisen, tager over i 1981, står bag en fusion mellem Novo og Nordisk Gentofte i 1989 til “Novo Nordisk” og sørger for en stor opblomstring af virksomheden med stort talent og fokus på virksomhedsværdier. I dag har Novo Nordisk en årlig onmsætning på over 111 milliarder kr.

novo

Danmarks tredjestørste virksomhed bliver det Århusbaserede mejeriselskab Arla Foods der der opstår i 1970 som Mejeriselskabet Danmark ved en fusion af en lang række andelsmejerier. Via diverse fusioner med andre mejerier, fx Kløver Mælk, opstår i 1988 MD Foods der fusioneres med svenske Arla i 2000 til Arla Foods der atter fusionerer med britiske Express Diaries i 2003 til en virkelig mejerigigant, verdens fjerdestørste.

poul-andreassen-er-dd--

Poul Andreassen, en maskinarbejder der arbejdede sig op, leder ISS fra 1962 til 1995, og under ham bliver ISS enorm

 I 1903 grundlægges vagtfirmaet Kjøbenhavn-Frederiksberg Nattevagt, og det etablerer i 1934 Det Danske Rengøringsselskab som i 1962 får Poul Andreassen som direktør. I 1968 er navnet for det kombinerede vagt- og rengøringsfirma skiftet fra DDRS til det mere internationalt lydende International Service Systems, ISS (som i dag dog står for Integrated Service Solutions), og i 1975 passerer ISS 1 milliard i omsætning.  I 1995 fratræder Andreassen som chef for ISS der dog stadig ekspanderer og i 2010 har 70 milliarder i omsætning og har på verdensplan  en halv million mennesker ansat.

iss world

ISS’ britiske afdeling bor sådan her

I 1972 opretter staten Dansk Naturgas A/S, kort efter kaldet Dansk Olie og Naturgas (forkortet DONG), en offentlig virksomhed der skal sætte skub i dansk energiproduktion. DONG fusionerer i 2006 med diverse danske el-virksomheder – ELSAM, Nesa osv. – og resultatet bliver DONG Energy, Danmarks 5. største virksomhed i omsætning.

Dong1

Ekspansionen foregik især under den tidligere departementschef Anders Eldrups ledelse 2001-12. DONG Energy er stadig statsejet, selv om 40 % er solgt til diverse private firmaer fx amerikanske Goldman Sachs.

Den 6. største virksomhed i Danmark efter A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk, Arla Foods, ISS og Dong Energy er bryggeriet Carlsberg Group.

Radikalismen og PH

I 1920’erne og 30’erne bliver Georg Brandes’ aristokratiske radikalisme – et modernistisk opgør med autoriteter og kirke via en udfordrende kunst der satte individet fri – fusioneret med den mere kollektivt baserede marxisme og dannede åndsstrømningen kulturradikalismen. Idealet er en frisindet kultur, skole- og seksualpolitik der – i kulturradikalismens selvforståelse gør individet myndigt, uselvisk og frit i kritik af kapitalismen, kommercialismen og den amerikansk prægede massekultur.

henningsen01dailyicon

Poul Henningsen, PH, og hans lampe

En markant personlighed i kulturradikalismen er altmuligmanden (arkitekt, revyforfatter med mere) Poul Henningsen, PH.  Foruden at tegne den populære ”PH-lampe” bliver PH provokatøren der vender sig mod autoritær opdragelse – ”den sorte skole”, stram sexmoral med hykleri og fortielser, konformisme og kommercialisme. Efter Besættelsen kritiserer han både Retsopgøret og de umenneskelige forhold i de tyske flygtningelejre. Siden kritiserer han bl.a. popkulturen, pornoficeringen og forbrugeris-men der forstås som “platte”. Idealet er både en radikal individualisme – at individet finder sin egen mening og egen sandhed på tværs af det konforme og traditionelle eller kollektive – og en radikal humanisme der i den radikale tradition er ofte antiamerikansk, pacifistisk, kristendomskritisk/kristendomsfjendsk og orienteret i retning af international solidaritet snarere end national solidaritet. Et kodeord for PH og kulturradikalismen er ”frigørelse” – individet skal frigøres fra alt det der undertrykker det, fx det victorianske, det småborgerlige, det racistiske, sexistiske og homofobiske, det hellige og det vulgære.

PHs kulturradikalisme kendes efter 1950 især som en nyradikalisme der fx ses hos Klaus Rifbjerg, Leif Panduro, Jesper Jensen, Georg Metz og Suzanne Brøgger.

Nationalkonservatismen og Søren Krarup

Reaktionen på radikalismen er en nationalkonservatisme der vender sig mod reform- og revolutionstanken, opgøret med de gamle autoriteter, frigørelsen fra den gamle orden, hvilket konservatismen mener medfører anarki og kaos hvad enten frigørelsen er liberalistisk, socialistisk, kommunistisk, fascistisk eller radikalistisk. Den gamle orden og de gamle autoriteter må bevares, men selvfølgelig ikke ukritisk. Det centrale er at binde samfundet sammen omkring samlende symboler som familien, nationen, monarken og kristendommen. Samfundets orden og harmoni betinges af stærke institutioner og en stærk statsmagt, og borgerens respekt for institutionerne. Det konservative tager udgangspunkt i rødderne og er derfor skeptisk over for modernisme og fremskridtstro, især utopismen. Det særligt nationalkonservative består i at være ved og holde fast ved ens nations givne kultur – at forlade modernisternes tendens til had mod det vestlige – religionskritikken, kolonialismekritikken osv og i stedet beskytte ens særlige nationale identitet mod alt der vil udvande det fra globalisering over indvandring og islampåvirkning til EU og FN. Et nøglebegreb er ”værn” – der skal værnes om ens særlige identitet.

sorenkrarup

Sognepræst Søren Krarup, en væsentlig skikkelse i dansk nationalkonservatisme

En væsentlig figur i den nationalkonservative reaktion mod radikalismen er sognepræst Søren Krarup tilknyttet den teologiske bevægelse Tidehverv og samtidig (og dermed) ret grundtvigiansk præget. Krarup var i 1980’erne med til at rejse en folkestemning mod den mellemøstlige indvandring og går siden ind i Dansk Folkeparti som folketingsmedlem. Han er på mange måder ideologen bag en tankegang der efterhånden vinder indpas i flere borgerlige partier.

For Krarup er det centrale det man er givet af og rundet af, ikke det man afgør sig for. Man er i første omgang rundet af det danske som svarer til ens sprog og ens forældre – som ikke er noget man vælger, men som er hele betingelsen for at være den man er. Kærligheden til det danske er ikke en ideologi, ikke en holdning, men forudsætningen for det hele.

Ifølge Krarup forsøger humanismen derimod at forankre sig i noget fortænkt og abstrakt – menneskeheden – eller for den sags skyld drømmen om det perfekte samfund og menneskerettighederne. Krarup ser i den forbindelse på Den Franske Revolution der først effektuerede menneskerettighederne og så fandt guillotinen frem. Der går en lige linje mellem menneskerettigheder, retfærdighedsdyrkelse og folkemord i en abstrakt sags tjeneste.

Det konkrete, det nationale, kommer først, og dernæst kommer det luthersk-kristelige og den lutherske adskillelsen mellem stat og religion, mellem loven og troen, men begge skal man underlægge sig og værne om – og gå imod alt der vil ophæve denne adskillelse og ophæve kristendommen, herunder ikke mindst indvandringen og islam.

Åndsstrømninger i 1900-tallet generelt 

Danskerne viser stor trofasthed over for Folkekirken, da over 80 % af befolkningen forbliver medlemmer, selv om den lutherske tro ikke længere har fat i befolkningens religiøse anskuelser. Der kommer i århundredets sidste tredjedel en nyåndelig vækkelse der ikke er specielt kristent orienteret – det handler mere om psykens indre, guddommelige ressourcer der skal aktiveres, reinkarnations- og karmatro og ønsket om at få kontrol over livet ved forskellige metoder, fx astrologi, numerologi, homøopati osv.

Socialdemokratisme og socialliberalisme

Der er ingen større åndelige vækkelser ud over det som de politiske partier – i særlig grad Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Venstre, de Konservative og De Radikale – og siden også Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti – kan levere. Den afgørende, samfundsstyrende ideologi udformes af Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet hvis ideologi på mange måder tilnærmer sig hinandens i 1900-tallet.

Fra De Radikale udgår en socialliberalisme der i sin grundkerne er liberalistisk og tror på borgernes frihedsrettigheder værnet af en statsmagt + med et privat erhvervsliv i en konkurrencebestemt markedsøkonomi hvor samfundets velstand opstår. Det kombinerer socialliberalismen med den “sociale” opfattelse at staten skal sørge for at alle i samfundet får lige muligheder og at statsejede (eller statsregulerede) virksomheder sørger for en service for borgerne (skolevæsen, sygehusvæsen, socialforsorg osv.) der sikrer samfundets velfærd. Samtidig er De Radikale optaget dels af de smås kår, dels af ønsket om oplysning og uddannelse af befolkningen, dels af fred og internationalt samarbejde. Den brandesianske radikalisme præger partiet.

Socialdemokratiet er i sit udgangspunkt et socialistisk-marxistisk parti der tænker i klassekamp og klasseinteresser, nemlig arbejderklassens tarv – dybest set at arbejderklassen overtager produktionsmidlerne. Men Socialdemokratiets tidligste ledelse (P. Knudsen, Th. Stauning) har hele tiden arbejdet pragmatisk for at sikre de bedst mulige kår for arbejderklassen ad demokratisk vej. Under Stauning ændrer partiet sig, adskiller sig helt fra den revolutionære baggrund (derfor udskilles Det Kommunistiske Parti fra S i 1919) og tager udgangspunkt i det som partiet mener er folkets tarv og almenvellets tarv snarere end arbejderklassens tarv, samtidig med at partiet bliver mere forsvarsvenligt og nationalistisk/patriotisk orienteret end De Radikale er.

stauning eller kaos

Plakat fra folketingsvalget i 1935 hvor Socialdemokratiet fremstod som et velfærdssikrende folkeparti snarere end et socialistisk arbejderparti. Stauning fik over 46 % af de afgivne stemmer, og valget var Socialdemokratiets kulmination.

I 1961 forsvinder de sidste marxistiske formuleringer fra det socialdemokratiske partiprogram. Partiet får en socialliberal ideologi med markedsøkonomi og borgernes frihed på den ene side, men også et ønske om statsstyring for almenvellets skyld og for at “opdrage” borgerne til at blive mere oplyste  – på mange måder præget af radikalismens program. Sidst i 1970’erne ses dog igen (ret kortvarigt) en socialistisk tendens.

Jens Otto Krags (og Viggo Kampmanns) vision er omtrent som følger:

Dansk erhvervsliv skal moderniseres af det danske erhvervsliv med industrialisering, mekanisering og effektivisering til følge. Erhvervslivet og økonomien skal reguleres så der er fuld beskæftigelse og social tryghed for alle, med en høj beskatning, et stort statsapparat og en stor omfordeling af velstanden til gavn for helheden og flest mulige.

For at fremme produktionen er det vigtigt for det kragske Socialdemokrati at forankre Danmark i det internationale system, også hvor frihandel er det vigtigste, dvs. i NATO og ikke mindst EF, men også i det nordiske samarbejde. Uddannelses- og kulturpolitikken skal understøtte moderniseringen, dvs. gøre alle niveauer i det danske samfund (også arbejderklassen) veluddannede, internationale og kulturåbne med sans for moderne kultur og kunst. Eksempler på dette er udstillinger på kunstmuseet Louisiana, bøger af Klaus Rifbjerg, tv-spil af Leif Panduro, teaterstykker og Flemming Flindts balletter for at modvirke den amerikansk prægede, kommercielle massekultur med plat popmusik og underholdnings-tv.

Den kragske socialdemokratisme bliver på mange måder en officiel statsideologi som der ikke afgørende brydes med under borgerlige regeringer i 1900-tallet. Den humanistiske og socialliberale socialdemokratisme og dens fokus på at forbedre mennesket og fremme international solidaritet – og forpligte Danmark på internationalt samarbejde – står utroligt stærkt i Danmark i 1900-tallets sidste halvdel. En stærk årsag til dette er en reaktion på 2. Verdenskrig og  Holocaust. En pæn del af både Danmarks jævne befolkning og eliten mener at denne åndsstrømning er med til at forhindre at 2. Verdenskrig og Holocaust kan opstå igen.

Den radikalistiske fremskridts- og velfærdsstatsideologi har sin egen inerti, således at befolkningen forventer at stige i løn og levestandad, uanset om produktionen stiger eller ej, og således at statsapparatet og den offentlige sektor tenderer til hele tiden at vokse og klientgøre borgerne snarere end at myndiggøre  dem som er den oprindelige tanke. Staten bliver en “formynderstat” – som den kaldes af borgerlige kritikere.

Konsumerismen

Samtidig har den liberalistiske og privatkapitaliske markedsøkonomi også sin egen inerti, og også den bliver hele tiden stærkere: Erhvervslivets indtjening vokser hele tiden, enkelte private virksomheder bliver meget store og med stor indflydelse, og virksomhedernes evner til midler til at fremme egne mål, påvirke politik, øge markedet og forbruget er også bestandigt voksende med en udpræget konsumerisme til følge. Der udvikles et behov i borgerne til at forbruge særlige varer, og der udvikles en masseproduktion til at tilfredsstille borgernes behov for varer. Borgerne forsøges omdannet til altædende, bevidstløse forbrugere der holder produktionen i gang.

Forbruget rækker på et væld af områder – kultur, materielle varer fra tasker til elektronik, underholdning, sex, religiøst-spirituelle tilbud, mad og gastronomi, foreninger, rejser, sport, fitness-træning på forskellige måder og meget andet, men først og fremmest forbrug af varer der koster penge, og som kan tilfredsstille forbrugeren et stykke tid – både i form af eksklusive varer hvormed forbrugeren kan hæve sig over dem der ikke har råd, og i form af masseproducerede og billige varer der lejlighedsvis direkte er produceret til enten at gå hurtigt i stykker eller gå hurtigt af mode.

Forbruget handler både om bekvemmelighed og underholdning – og i dybere forstand om jagten på det gode liv, på lykken – også på måder hvormed man markerer og sikrer en personlig identitet, altså jagten på mening og selviscenesættelse.

Typisk inddeles den danske forbruger i 1900-tallets sidste halvdel i 5 afdelinger eller segmenter:

  • Det grønne segment – især veluddannede kvinder – går op i natur, økologi, kultur, international solidaritet – men solidariteten går især på det grønne segment selv. Det er vigtigt at samfundet tager vare på noget. Forbruget er ikke mindst kultur og mening. Her stemmes evt. på De Radikale, SF, VS/EL, en overgang (under Auken) også på S. Det er “de frelste”.

 

  • Det blå segment – især veluddannede mænd – går op i karriere, luksus og selvudfoldelse. Det er vigtigt at samfundet belønner dem der gør en indsats. Forbruget er ikke mindst teknologi, biler og luksus – evt. også kultur. Her stemmes gerne V, K – siden LA. Det er “yuppierne”, som de hed i 1980’erne.

 

  • Det rosa segment – især lettere uddannede – og ældre – kvinder går op i tryghed og traditioner – familien, ugeblade, banko eller lotto. Det er vigtigt at samfundet beskytter det lokale og Danmark som man kender det. Forbruget er naturmedicin, underholdning, hygge og evt. økologiske varer. Her stemmes gerne S, evt. CD, Fremskridspartiet/DF. Det er “nostalgikerne”.

 

  • Det violette segment – især lettere udannede (og yngre) – mænd – går op i selvstændighed, herunder sort arbejde og gør-det-selv-arbejde. Det er vigtigt at samfundet giver rammer til at folk kan passe sig selv. Forbruget er værktøj, camping, elektronik og underholdning. Her stemmes gerne Fremskridtspartiet/DF, evt. V eller K, muligvis S. Det er “racisterne”.

 

  • Det grå segment er sværere at sætte i bås – faktisk gælder gruppen dem der falder udenfor de ovennævnte fire segmenter.
Town Hall Square in Copenhagen

Københavns Rådhus fra 1905 af Martin Nyrop

Arkitektonisk ændrer smagen sig voldsomt i henseende til monumentale bygninger hvilket kan ses på Martin Nyrops Københavns Rådhus fra 1905 i tilbageskuende, nationalromantisk stil og Arne Jacobsens blot 36 år yngre Århus Rådhus fra 1941.

århus rådhus

Århus Rådhus tegnet i funktionalistisk stil af Arne Jacobsen, færdig i 1941

Århus Universitet – tegnet af bl.a. Kay Fisker og C.F. Møller og opført fra 1930’erne og frem, kan også fremhæves for sin renskurede, funktionalistiske stil.

aula_park_lk

Århus Universitet hvis første bygning stod færdig i 1933

Desuden kommer der en lang række broer i det udbyggede vejsystem i 1900-tallet som fx Storestrømsbroen, den gamle og den nye Lillebæltsbro, Vejlefjordbroen og mest imponerende Storebæltsbroen fra 1998 bestående af en 6,6 km. lang lavbro mellem Fyn og Sprogø og derpå en 6,8 km. lang højbro fra Sprogø til Sjælland.

Storebæltsbroen-07-foto-Sund-og-Bælt-Holding-A-S-610x407

Storebæltsforbindelsens 6,8 km. lange højbro der stod færdig i 1998

Politik i 1900-tallet

Systemskiftet i 1901

Ved århundredeskiftet er den politiske situation i Danmark fastlåst. Rigsdagen kan ikke samarbejde. 1866-grundloven sikrer privilegeret valgret til rigsdagens overhus, Landstinget, hvor Højre under dominans af Estrup har magten, mens en stigende valgprocent gør at rigsdagens underhus, Folketinget, domineres stadig mere af reformivrige kræfter domineret af Reformpartiet ledet af J.C. Christensen der har stor tæft for magtspillet. Desuden udspalter Højre rigsdagsgruppen ”De Frikonservative” der under ledelse af Danmarks største jordejer, lensgrev Mogens Frijs, er mere Venstre-venlig end Estrups Højre.

Ved et folketingsvalg i 1901 får Reformpartiet 76 ud af folketingets 114 mandater, mens Højre får 8 mandater. Selv medregnet Det Moderate Venstre har Højre-regeringerne kun ¼ af Folketingets mandater bag sig – ¾ af mandaterne tilhører Reformpartiet. Højre kan ikke få bevillinger fra Folketinget, statskassen er tømt. Samtidig går kong Christian 9. ikke ind for folketingsparlamentarisme og insisterer på at udpege regeringschefer han stoler på, dvs. Højrefolk. Danmark er politisk kørt fast. Pokerspillet spidser til.

marie_of_orlc3a9ans

Prinsesse Marie

Industriens topfolk, fx ØKs chef H.N. Andersen, begynder at presse kongehuset for ændringer. En bølgebryder bliver kongens svigerdatter, prinsesse Marie, gift med kongesønn