Genesis – historie og albums

Fortællingen om det britiske band Genesis er en historie om et band der begynder sin karriere som et krøllet, bizart og meget akademisk band og slutter karrieren som et noget mere poppet band med enorm kommerciel succes. Genesis sælger i alt 130 millioner albums – og inkluderer man soloalbums fra medlemmer og tidligere medlemmer bliver det samlede salg omkring 300 millioner albums. Så Genesis er historien om en popsucces. Men hvad der nok er mere interessant, så indeholder deres musik især i begyndelsen (i 1970’erne) albums fulde af både eventyr, excentricitet og teknisk brillians.

Tom Thygesen Daugaard, november 2017

Genesis

Et nyere foto af Genesis’ klassiske bemanding. Fra venstre Peter Gabriel (sang), Steve Hackett (guitar), Mike Rutherford (bas, guitar), Phil Collins (trommer, sang) og Tony Banks (keyboard, guitar)

Historien om Genesis begynder i 1963 i det sydengelske landskab Surrey. Her ligger den private kostskole, Charterhouse School, en af Storbritanniens fineste og mest prestigiøse kostskoler. Hertil sender den britiske overklasse og øvre middelklasse deres børn for at forberede dem til fine universiteter som Oxford og Cambridge og indøve dem britisk dannelse og manerer – the stiff upperlip. Bl.a. forfatteren William Thackeray og spejderbevægelsens stifter, Baden-Powell, gik på Charterhouse.

school_2204304b

Charterhouse School

The Garden Wall

I 1963 begyndte to 13-årige drenge på skolen. De kom i klasse sammen og knyttede hurtigt venskab. Begge var forholdsvis generte og indadvendte, ret velbegavede, stærkt optaget af musik og temmelig fremmedgjort over for Charterhouse. Faktisk brød de sig slet ikke om skolen. De to drenge hed Anthony George Banks og Peter Brian Gabriel.

Banks – med kaldenavnet ”Tony” – var som 8-årig presset til at lære klassisk klaver og var efterhånden begyndt at sætte pris på det. Netop på denne tid – som 13-årig – havde han en dårlig klaverlærerinde, og han afskyede netop nu klassisk musik og fandt i stedet stor glæde ved popmusik – såsom Beatles – siden også Kinks og Animals.

Peter Gabriel – der var ud af en velstående slægt der typisk havde huse med tjenestefolk – faderen var elektroingeniør og opfinder – var mest optaget af amerikansk soulmusik, og han fik sin ven Tony med på genren. De hørte Ben E. King, James Brown og Otis Redding. Gabriel spillede også klaver, om slet ikke på Tony Banks’ niveau, men han drømte om at blive trommeslager og spillede i diverse rockbands på skolen – men det blev aldrig til noget seriøst. Til gengæld samledes Gabriel og Banks omkring skolens flygel, spillede sammen og begyndte at komponere sange sammen. Peter Gabriel var især interesseret i at spille trommer og spillede flygtigt i diverse skolebands.

Tony Banks har om det første møde med Peter Gabriel formuleret sig således:

“We arrived at Charterhouse at the same time,” he begins. “The new boys arrived an hour before everyone else. I took to him immediately. He seemed quiet, he didn’t seem threatening. I was quite a shy boy myself, and he obviously was as well. So we quickly became friends. There were a lot of shared interests – music was a big thing – but also a genuine rivalry in everything, really. We would play sports, normally fairly badly, but with great intensity and passion try and beat the other. That was the only thing that mattered.”

I 1965 gik de to drenge så vidt at de etablerede sig som band. Endnu en fyr fra deres klasse, eller deres “house”, Christopher Stewart, tilbød sig som trommeslager, og så var de tre.

Chris Stewart har sagt dette om tiden:

I happened to be in a house which had Peter Gabriel, Tony Banks, and Ant Phillips in it. Peter, he was a drummer at the time, and rather good. He had a big old red drum kit. He taught me how to drum.

We had a sort of house entertainment event, which everybody would be put through their paces for every year. Anybody who could do anything would be put on the stage and have to do it in front of everybody else. It was truly appalling (laughs)! 

Anyway, they got this band together to play a few Otis Redding numbers… I even remember what is was, Percy Sledge “When a Man Loves a Woman” was one of them, I think. Peter decided that it was much more fun to sing and play flute than to play the drums – which I am sure it is.

Obviously, he needed both hands free to do that so, he said to me, “How would you like to do the drumming?” I was thrilled. Playing the drums was one of the most exciting things I had ever done. It just really got to me. 

 

Trioen – med Peter Gabriel på sang, Tony Banks på klaver og Chris Stewart på trommer, kalde sig ”The Garden Wall”.

Anon

I samme måned som Garden Wall blev dannet – maj 1965 – fik skolen et måske endnu mere seriøst orkester. Den 13-årige guitarspiller Anthony Phillips forkortet “Ant” begyndte på Charterhouse i april 1965 og etablerede hurtigt sit eget band sammen med bassisten Rivers Jobe som Phillips havde gået på prep school med før Charterhouse og spillet i band med. Lynhurtigt fik Phillips og Jobe sluttet sig sammen med sangeren Richard Mcphail og trommeslageren Rob Tyrell. Bandet kaldte sig ”Anon” – en forkortelse af Anonymous. Genren var ryhythm’n’blues, men Anon lavede især covernumre af Beatles og Rolling Stones.

I november 1964 var Michael John Cleote Crawford Rutherford – søn af en orlogskaptajn fra den britiske flåde der siden blev direktør – begyndt på Charterhouse. Mike Rutherford spillede guitar og ville frygtelig gerne spille i band, så han spurgte Phillips om han måtte komme med i Anon som rytmeguitarist. Det måtte han, og snart etablerede Phillips og Rutherford sig som et sangskriver-team for Anon.

charterhouse
Skolebillede fra Charterhouse omkring 1965. De to hvide cirkler indrammer de to sangskriverpar. Øverst til venstre Tony Banks og Peter Gabriel. Mod højre tæt på toppen Mike Rutherford og Ant Phillips

The Garden Wall – men især Anon – blev set som rebeller på Charterhouse. Skolen havde foreskrevet bestemte aktiviteter og ønskede at enhver musisk interesse skulle gå på klassisk musik. Hvad mere var – Anons medlemmer fik langt hår og begyndte at hænge ud på barene. Skolen pressede forældrene, og det fik forsangeren Mcphail til at forlade bandet. Rutherford blev ny forsanger, lige indtil skolen konfiskerede hans guitar – så var han også ude af bandet. Snart efter var både Mcphail og Rutherford tilbage i bandet.

Anon går ned – og sammensmeltningen med Garden Wall

I 1966 forlod Mcphail og Jobe dog bandet for stedse. Rutherford – der nu igen var forsanger – Phillips og Tyrell fortsatte, indtil december 1966 hvor Tyrell forlod bandet til fordel for bandet Sour Milk Sea med Freddie Mercury – senere Queen – som forsanger. Sangskriverparret Phillips og Rutherford måtte indse at Anon var færdig.

Men Ant Phillips var personlige venner med Chris Stewart fra The Garden Wall, og Phillips og Rutherford spurgte derfor om de kunne blive optaget i dette band. Det blev accepteret hvis Rutherford droppede sang og rytmeguitar og skiftede til bas. I januar 1967 fremstod derfor bandet ”The New Anon” – den tidligste fase af Genesis – med Peter Gabriel på sang, Tony Banks på klaver, Ant Phillips på guitar, Mike Rutherford på bas og Chris Stewart på trommer. Bandets dominerende sangskrivere var Phillips og Rutherford.

genesis 67
The New Anon – det kommende Genesis – i 1967. Forrest Ant Phillips og Chris Stewart. Bag dem Tony Banks og Mike Rutherford. Bagest og stående Peter Gabriel

The New Anon opdages af Jonathan King

I virkeligheden lå The New Anon en smule brak. Både Banks og Gabriel – der først i 1967 blev 17 år – gik ikke længere på Charterhouse School, og Banks var begyndt at studere kemi på Sussex University (men havde hurtigt skiftet til fysik og filosofi). Men først i 1967 skete der noget der fik The New Anon til at tro på sig selv. Skolen havde en fest for gamle elever, og en af de gamle elever var musikmanden Jonathan King der havde haft et enkelt stort hit i 1965 og som var en af de pænt store drenge dengang. Da King kørte hjem, gav en af hans venner fra skolen ham et demobånd med hjem med ordene ”These are Charterhouse Boys, have a listen!” King kunne lidt resultatet. Særligt en sang af Gabriel og Banks – She is Beautiful – kunne han lide. Den er klart soul-præget …

 

Han signede bandet til sit eget firma Jojo Music Ltd. og udliciterede det til Decca Records og stod bag bandets første singler og album. Banks troede nu på projektet og tog et års orlov fra universitetet for at blive fuldtidsmusiker. Han udstyr var nu et elektrisk klaver (Hohner Pianet) og for variationens skyld et Hammond-orgel.

king
Jonathan King der opdagede The New Anon

Alle var unge – Banks og Gabriels var lige blevet 17 år, Rutherford var 16 år, mens Phillips blot var 15 år – så der skulle forældre med til signingen til Kings pladeselskab. Første udgivelse kom i februar 1968. Det var singlen ”The Silent Sun” skrevet af Gabriel og Banks som en pastiche over Bee Gees som Gabriel og Banks vidste Jonathan King havde en forkærlighed for. Bandet var ved at omskrive sig til realiteternes verden og til en popformel.

The Silent Sun er egentlig ikke dårlig, men på den anden side heller ikke god.

Kings omdannelser tog fast. Først skulle Chris Stewart ud som trommeslager. Han var ikke dygtig nok, mente King, og som afløser kom så – fra sommeren 1968 – John Silver. Man skulle også overveje et nyt navn. King foreslog ”Gabriel’s Angels” hvilket bandet forkastede, men King var åbenbart til bibelske temaer. Et album kunne have et bibelsk tema, foreslog han, og titlen både på band og album kunne sammenfatte hele Bibelen ved at nævne Bibels første og sidste bog – 1. Mosebog og Åbenbaringen – så projektet hed nu: From Genesis to Revelation, der blev indspillet i sommeren 1968 og udgivet i marts 1969. Sangen, der fik bandet signet, She is Beautiful, hed nu The Serpent.

from genesis
Bandets første album – From Genesis To Revelation, 1969

Albummet var skidt. Stilen var tilpasset Kings forkærlighed for Bee Gees, og pga. titlen endte albummet mange steder i gospel-musik-sektionen, og den solgte slet ikke. Og Jonathan King mistede helt interessen for sit projekt. Siden skulle King producere ikke så få popalbums i 70’erne, fx 10 CC, men han fik siden flere domme for pædofili.

Skal noget som helst fremhæves fra From Genesis To Revelation, så må det blive In The Wildernis der har en slags popkvalitet.

Trommeslageren John Silver tror heller ikke længere på bandet, eller rettere, Silvers forældre tror ikke på bandet, de presser ham ud af det, og i sommeren 1969 forlader han Genesis for at studere på Cornell University i staten New York, USA.

genesis 69 2
Genesis i 1969 -fra venstre Phillips, Banks, Gabriel og Rutherford. Silver sidder foran

Bandet – der nu som navn bruger en forkortelse af From Genesis To Revelation – nemlig Genesis – er nu på egen hånd. Og flyttet til London. Og mister ikke troen, men går fra efteråret 1969 tværtimod over til at blive fuldtids-professionel. Banks melder sig således endegyldigt ud af sit universitetsstudium. Genesis flytter dog først ind i en hytte ejet af forældrene til Anons gamle forsanger – Richard Mcphail – stadig ven af bandet og deres ”road manager” – og træner sange i flere måneder. Så er Genesis klar til at spille.

Efter John Silvers afgang behøver man en ny trommeslager. Ham finder Mike Rutherford. En gut ved navn John Mayhew søger et band at spille trommer i og sætter sin bøn og et telefonnummer op overalt i London. Rutherford støder på et opslag og ringer Mayhew op. Han er ikke intellektuel som de andre – Mayhew er tømrer – men han er mere professionel og har mere spilleerfaring end de øvrige. Mayhew betragter det som naturligt at skifte tøj op til en liveoptræden hvilket ingen andre i bandet havde overvejet at man kunne eller burde gøre. Genesis kan i øvrigt også gøre brug af Mayhews tømrertalenter til diverse indretninger.

Genesis begynder på prog-rock

Fra september 1969 begynder Genesis at spille live. Musikstilen er skiftet mod det mere eventyrlige. Det var en øjenåbner at høre Beach Boys’ album – Pet Sounds – fra 1966 – fordi den viste at der er ingen regler, når der skal skrives popmusik. Og i 1969 var der bands der lavede lange, ambitiøse sange – Procol Harum især, men også King Crimson – med yderst fantasifuldt og krøllet musik – og The Nice med den eminente keyboardspiller Keith Emerson hvis lange keyboardsoli var fulde af begavede referencer til andre musikgenrer som jazz og klassisk. The Nice, Procol Harum, Family og Fairport Convention er inspirationer.

Genesis’ sange præges af disse navne og bliver længere og mere ambitiøse. Bandet har stadig to sangskriver-grupper – en guitarbaseret af Phillips og Rutherford – og en klaverbaseret af Banks og Gabriel. Phillips og Rutherford-stilen dominerer – og den er en meget lyrisk stil baseret på Phillips’ akustiske, tolvstrengede guitar. Også Rutherford kunne gribe den tolv-strengede og klarede så basgangen med baspedaler – og de to træner samspillet.

Men det blide og folk-agtige kan have svært ved at ramme et snakkende publikum. Der måtte krydres med noget mere kraftfuldt med forvrænget guitar og tunge riffs. Et eksempel er revolutionssangen ”The Knife”, som Banks og Gabriel skriver sammen. Den har træk fra den nye hårde rock – om end med et lyrisk mellemspil der går over i skrig og larm og en meget rocket afslutning. The Knife bliver en publikumfavorit og bliver central i en særlig ambition – at sætte kontraster sammen – ikke mindst kontraster mellem det blide og det hårde, det lyse og det mørke.

Også Tony Banks får udvidet sit udstyr, da han anskaffer sig King Crimsons ”mellotron” (Mk 2), en slags meget tidlig sampler så man kan skabe klange der lyder som en strygergruppe. Genesis kunne nu skabe stor lyd.

mellotron mk 2
Mellotron Mk 2

Bandet tangerer på dette tidspunkt klart det indadvendte. Genesis har ikke den store succes med at spille live, men koncentrerer sig om at skrive sange – og Genesis ser sig som især sangskrivere. Den mest praktiske af dem viser sig pudsigt nok at være den ellers lidt excentriske og forvirrede Peter Gabriel der får en vis lederrolle i det ellers demokratiske band ved at være den der tager initiativ og ringer rundt til spillesteder for at skaffe spillejobs. Noget må der ske, tænker Gabriel. Der må spilles. Og Genesis kommer da ud på universiteter og lignende og spiller support-jobs for bands som Atomic Rooster, Deep Purple og Fairport Convention.

Eksempler på tidlige sange – Frustration, Manipulation og Shepherd

I januar 1970 optager de Tony Banks’ sang “Frustration“.  4 1/2 år senere benyttes den første del af Frustration til “Anytime” på The Lamb Lies Down on Broadway. Denne første del af Frustration er sandsynligvis det smukkeste Genesis hidtil har lavet.

En anden sang fra “The Jackson Tapes” i januar 1970 – og som afgjort mest har historisk interesse – er Manipulation af Anthony Phillips. Den første del af Manipulation bliver siden til den første del af The Musical Box fra Nursery Cryme.

I februar optager Genesis en meget sjov sang – Shepherd skrevet af Gabriels, Banks og Phillips. Det sjove er at Peter Gabriel synger verset, mens Tony Banks synger omkvædet. Det er helt unikt.

I foråret 1970 kommer det til en positiv udvikling for Genesis. Bandet møder den helt rigtige mand. Nemlig Anthony Stratton-Smith kaldet ”Strat”.

strat
Tony Stratton-Smith – eller “Strat – manden bag Charisma Records.

Tony Stratton-Smith begyndte som sportsjournalist, blev af Beatles’ manager Brian Epstein bedt om at være ghostwriter til Epsteins selvbiografi – jobbet endte hos en anden – og kom på den måde ind i musikbranchen. I 1965 blev Strat manager for ”Paddy, Klaus and Gibson” der bl.a. inkluderede Klaus Voorman der havde været nær ven af Beatles i Hamburg-perioden og fx designet Beatles-albummet Revolver. Strat var venner med Epstein og samarbejdede også med Stones’ første manager, Andrew Loog Oldham der på det tidspunkt havde The Nice i sin stald. Men Keith Emerson bad Strat om at blive bandets manager i stedet for Oldham, og Strat sprang til. I 1969 var Stratton-Smith træt af som manager at samarbejde med pladeselskaber, og han oprettede sit eget helt uafhængige pladeselskab, og ”The Famous Charisma Label” var skabt. Et vigtigt navn som Strat føjede til Charisma Records var Peter Hammills band Van der Graaf Generator. I foråret 1970 mistede han en kunde. Han præsenterede Keith Emerson fra the Nice for King Crimsons forsanger Greg Lake og Atomic Roosters trommeslager Carl Palmer for hinanden, og Emerson, Lake og Palmer besluttede derpå at danne et band sammen. Dermed var The Nice opløst. Bandet – forkortet ELP – ønskede Strat som manager – men så skulle han bruge så megen tid og energi, at han skulle lægge Charisma Records på hylden, så han takkede nej.

The_famous_Charisma_label

The Nice, Van der Graaf Generator og ELP stod for en helt ny art-rock-genre – progressiv rock – med lange, suite-agtige sange og en fremadskridende – på latin ”progressiv” – udvikling af sangen der brød poppens klassiske mønster med vers-omkvæd-vers-omkvæd-bro-omkvæd. De forskellige satser i den progressive rock stod gerne for vidt forskellige melodistumper, stemninger og rytmer, så prog-rockens kendetegn var lange, komplicerede sange – og ofte også med lange guitar- eller keyboardsoli. Tony Stratton-Smith er blevet kaldt bagmanden bag den progressive rock. Men hvad mere var – han var en hæderlig mand – en velklædt, nobel gentleman der søgte at undgå hype og manipulationer for at gøre sine bands populære. Selv singler holdt Strat og Charisma Records sig fra, mens de til gengæld gav deres bands en lang snor rent kreativt og søgte at nurse de mere sårbare og besværlige sjæle – såsom omtalte Peter Hammill.

Genesis var stærkt begejstrede for The Nice og sender derfor følere mod Stratton-Smith. I april 1970 tilnærmer Stratton-Smith sig Genesis. Han får først en uorganiseret Peter Gabriel i telefonen og bliver skeptisk, men lader så bandet spille for ham og duperes – allerede samme nat har Genesis signet med Charisma Records og har reelt Stratton-Smith som manager. I juni-juli 1970 sættes Genesis til at spille deres album nr. 2 – og velsagtens deres første reelle album – som indspilles i Trident Studios i London med produceren John Anthony – egentlig en plademand der i øvrigt signede det allerførste Queen under navnet Smile (det var før Mercury), men også signede Queen og producerede deres første album. Han var sat til at producere et album med Van de Graafs Generator hvis manager – Stratton-Smith – var så imponeret at han gjorde Anthony til Charismas faste producer. Engineer – lydmand – på produktionen er David Hentschel som Genesis siden skulle bruge som fast producer i sidste halvdel af 70’erne. Hovedmændene bag musikken er bandets guitargruppe – Phillips og Rutherford – der faktisk er med i alle sange og har skrevet en pæn del af dem selv. Banks og Gabriels er dog hovedmændene bag albummets stærkeste sang – The Knife.

Trespass

Trespass70
Genesis 2. album, Trespass, fra 1970 – det første “rigtige Genesis-album. Paul Whitehead har lavet omslaget inspireret af The Knife (flængen) og romantisk eventyrstof

Albummet kaldes Trespass og er det første rigtige Genesis-album. Det udkommer i oktober 1970 og bliver ikke den store sællert. Jeg er heller ikke begejstret for det. Det er historisk interessant, fordi Trespass er det første album hvor Genesis har fundet sin stil og er på vej til at udforske hvor den stil kan bringe dem hen. Det er på Trespass endnu ikke så langt. Dårligt er det vel ikke – blot lidt kedeligt. Med et par undtagelser – Stagnation og The Knife der er i det mindste interessante.

Stagnation

En prototypisk sang for Genesis’ nye sangstil er ”Stagnation” der indleder side 2 på Trespass.

På denne tid fungerer Genesis’ sangskrivning officielt som et kollektiv, og alle sange tilskrives automatisk bandets medlemmer, men man mener alligevel at kende de reelle komponister. Stagnation er dog virkelig en gruppeanstrengelse skrevet med de mest væsentlige sangskrivere nævnt først: Phillips, Banks, Rutherford og Gabriel.

De 4 komponister har skabt en eventyrlig musikalsk rejse hvor man går igennem et forvandlende forløb med et forløb af skiftende stemninger.

Stagnation begynder med følgende dedikation:

To Thomas S.Eiselberg, a very rich man, who was wise
Enough to spend all his fortunes in burying himself
Many miles beneath the ground. as the only surviving
Member of the human race, he inherited the whole world.

Selve sangen begynder meget kønt og folk-agtigt med 12-strenget guitar og sang der starter med linjerne

Here today the red sky tells his tale,
But the only listening eyes are mine

Tilsyneladende handler sangen om en overlevende efter en atomkrig.

Efter 1 minut ophører sekvensen og gentages ikke siden. I stedet begynder en længere instrumental sekvens der begynder smukt og blidt. 3 minutter inde i sangen afløses de blide toner af en forholdsvis hastig keyboard-solo.

Efter 4 minutter er hele denne del af sangen pludselig slut, og en helt ny sekvens begynder med sang og køn idyl og ordene

And each will find a home,
And there will still be time,
For loving my friend

 6 minutter inde i sangen er sangen blevet noget heftigere og voldsommere.

I want to sit down.
I want to take a drink of water
I want a drink
I want a drink.
To take all the dust and the dirt from my throat.

Nu har vi fortvivlelse og længsel.

7 minutter inde i sangen begynder en instrumentalsekvens med en bestemt melodilinje der spilles igen og igen på fløjte, mens sangen langsomt eskalerer til en eskatologisk og lyksalig kulmination med vokal.

Then let us drink
Then let us smile
Then let us go

Her er en BBC-liveoptagelse af Stagnation fra 1971. Lydkvaliteten er klart bedre end på Trespass, ligesom Phil Collins og og Steve Hackett nu lige er kommet med i Genesis. Anbefalet!

Det er ambitiøst tænkt, men bandet er ungt, og der er noget lidt vagt, flimrende og skitseagtigt over Stagnation.

The Knife

Albummets afsluttende sang, The Knife, om revolutioen og dens bagside, har alt det drama og den intensitet som resten af albummet mangler.

Her er The Knife spillet live på The Foxtrot Tour 1972-73. Klippet begynder midt i sangen hvor den stille sekvens begynder.

Her interviewes de daværende medlemmer af Genesis om Trespass’ tilblivelse – her del 1

del 2

del 3

Phillips og Mayhew forlader Genesis

Før udgivelsen af Trespass sidst i oktober 1970 er der sket dramatiske ting med bemandingen.

Sidste gang det gamle Genesis spiller sammen, er den 18. juli 1970. Herefter meddeler Anthony Phillips at han oplever ren rædsel når de spiller live. Idet han træder op på scenen, spørger han sig selv: Hvordan spiller jeg det her? Hvad skal jeg foretage mig? Følelsen er blevet stedse mere intens og angstprovokerende, og på sin læges anbefaling må han trække sig fra bandet. Det er et stort chok. Selv om Ant Phillips er meget ung – i sommeren 1970 er han 18 ½ år – har han været en drivkraft – nærmest leder – i både Anon og Genesis og en markant bidragsyder til bandets sange og særlige, lyriske 12-strengs-guitar-bårne stil. Og en af bandets måske mest talentfulde musikere.

Phillips bliver siden musiklærer, udgiver egne instrumentalalbums og bliver en større bidragsyder af musik til reklamer, tv-serier osv.

Her er Phillips’ første album – The Geese and the Ghost – hvor bl.a. Phil Collins deltager.

Samtidig tager John Mayhew konsekvensen af bandets voksende muggen over at han ikke er sofistikeret nok til især at spille de mere akustiske og blide sekvenser og forlader også bandet. Han dør i 2009 som alkoholiseret tømrer.

Som så mange andre bands udskifter Genesis medlemmer i løbet af sin 31-årige eksistens fra 1967-98. Men der er en pudsighed omkring disse udskiftninger. Ikke ét medlem fyres nogensinde fra bandet (måske minus Chris Stewart der får “et godt tilbud” af Peter Gabriel); de går selv. Genesis forekommer at være et – på godt og ondt – meget civiliseret og venligt band. Det hør rødder i britisk kostskoletradition og musikalsk, litterær og moralsk dannelse, og man er gentleman. Også i dag er medlemmer og eksmedlemmer på yderst venskabelig. Til gengæld betyder den britiske stiff upper-lip kultur at medlemmerne ikke nødvendigvis hvad der foregår i hinanden af dybereliggende konflikter og frustrationer  på trods af at personlige venskaber ligger bag bandets opståen. Banks og Gabriel har haft et ret gammelt personligt venskab – selv om det oplagt bliver til et had-kærlighedsforhold, ligesom Philips og Rutherford indbyrdes var nære venner. Alligevel kender Genesis ikke til dybden af Philips’ sceneskræk før han må forlade bandet. Arten af Gabriels frustrationer i Genesis er heller ikke kendt af andre end Gabriel, ligesom ingen forstod hvad der skete da Hackett forlod bandet. Medlemmerne er intelligente, højpandede og dannede – men fatter oplagt ikke en lyd af hvad der sker hos hinanden.  Og de taler oplagt ikke (nok) til hinanden om følelser.

John Mayhew lader sig hurtigt erstatte. I august 1970 holder Genesis auditions i Gabriels forældres luksushus på landet og efterspørger især en trommeslager der er sensitiv over for akustisk musik og 12-strenget guitar. Den 19-årige londoner, Philip David Charles Collins, er netop i 1970 uden band. Hans band, Flaming Youth, er netop opløst lige efter at have lavet albummet Ark 2 som Collins spiller med på. Han har siden i 1970 spillet percussion på en af sangene på George Harrisons album ”All Things Must Pass”. Phil Collins viser sig lydhør og dygtig og – hvad mere er – en glimrende sanger der kan bruges til vokalharmonier. Han bliver ny trommeslager og sekundær sanger.

collins
Den 19-årige Phil Collins bliver i august 1970 trommeslager – og sekundær sanger – i Genesis

Phil Collins viser sig som et stærkt nyt medlem. Musikalsk står hans trommespil for en til bandet helt perfekt blanding af nuancerethed og energi, og på det personlige plan fungerer Collins som indpisker hvis viljestyrke medfører at ting gøres færdige. Han bidrager i begyndelsen ikke meget til sangskrivning, men langt mere til arrangementer – bestemmelsen af hvem der skal spille hvad. Det er Collins’ særlige gebet.

The Trespass Tour

Genesis er nu nogenlunde klar til ”The Trespass Tour”. Fra 2. oktober 1970 til 14. juli 1971 er bandet konstant på turne og spiller 109 koncerter. Sætlisten indeholder kun 2 sange fra Trespass – Stagnation og The Knife, resten er uudgivet. Sætlisten er her: Happy The Man, Stagnation, The Fountain of Salmacis, The Light (der senere skal udvikle sig til Lilywhite Lilith), Twilight Alehouse, The Musical Box og endelig the Knife.

Det er et problem med den manglende leadguitarist. Tony Banks klarer nødløsningen simpelthen at spille bandets guitarsoli på keyboard – spillet igennem en forvænget Fuzz Box. Det giver ham god træning i at tackle to forskellige instrumenter på samme tid.

Fra og med den 2. november finder Genesis leadguitaristen Mick Barnard som man aldrig er helt begejstret for, så Genesis søger videre. Peter Gabriel ser i Melody Maker en annonce fra en guitarist de er ”determined to strive beyond existing stagnant music forms”.

Annoncen er indrykket af London-guitaristen Stephen Richard Hackett. Gabriel ringer ham op, og bandet og Hackett føler sig ind på hinanden i december 1970. Det er en kilden situation, nu Barnard spiller guitar på turneen, og siden Barnard faktisk pludselig er begyndt at blive god. På The Trespass Tour indgår sangen ”The Musical Box” hvis første, stille halvdel stammer fra tiden med Ant Phillips og er skrevet af Phillips, men så kammer sangen over og bliver mere voldsom og kraftfuld – ligesom The Knife – og her har Barnard udviklet nogle ganske melodiske leadguitar-ting der fungerer fint live. Well, det er den eksperimenterende Hackett man vil have, og den meget akademisk udseende Hackett med fuldskæg og tunge hornbriller tilslutter sig Genesis den 14. januar 1971 – mens Barnard spillede sin sidste koncert på turneen den 10. januar.

I øvrigt kan det godt være at Hackett som en anden Hendrix søger eksperimenter hinsides stagnerende musikalske former, men Hackett er ikke just en Hendrix’ – eller Pete Townshend – på scenen. Her er ikke noget med passioneret given sig selv hen, guitarafbrændinger eller vilde møllesving. Hackett er sky og indadvent og sidder i de første år limet på en stol når han optræder live.

hackett
Steve Hackett bliver guitarist i Genesis i januar 1971

I øvrigt bliver Hackett bandets ældste medlem da han er født den 12. februar 1950 og dermed lige præcis er 1 dag ældre end Peter Gabriel.

Genesis består altså nu ved Hacketts tiltræden af Peter Gabriel – der dagen før blev 21 år, og er på sang og fløjte – Tony Banks – 20 år, keyboard og guitar – Steve Hackett – 21 år, leadguitar – Mike Rutherford – 20 år, bas, baspedal og guitar – samt Phil Collins – 19 år, trommer og sang. Det bliver bandets klassiske bemanding.

genesis 71

Genesis får omtrent en måneds ferie efter Trespass-turneen slutter i juli 1971 – mest til at skrive sange i.

Nursery Cryme

nyrsery cryme
Genesis 3. album, Nursery Cryme, fra 1971. Paul Whitehead står atter bag coveret der er lavet bevidst så det ser gammelt ud. Pigen der spiller krocket med menneskehoveder, spiller på handlingen i The Musical Box.

Allerede måneden efter begynder indspilningen af album nr. 3 – Nursery Cryme – igen i Trident Studios og igen med John Anthony som producer. Og allerede samme måned indledes bandets Nursery Cryme Tour – der varer i over et år fra 7. august 1971 til 12. september 1972.

Albummet udsendes midt under turneen i november 1971. Og Nursery Cryme udgør efter min opfattelse et kvantespring i forhold til den middelmådige Trespass. Genesis er ved at finde sin kvalitet.

Nursery Cryme er stadig ikke Genesis på toppen – bandet er endnu i sin formative periode og på vej – men albummet kan sagtens høres, hvis man er overbærende med sange som efter nutidens smag virker rodede og urolige og mangler tæthed og groove.

Produktionen er ofte blevet kritiseret for at være tam og dæmpet. Selve musikstilen er blevet kaldt for ret usædvanlig med sin pudsige 1800-tals-stemning og er blevet kaldt for victoriansk – eller måske mindre grelt – ”Edwardian Rock” – efter den kunsthistoriske periode i Storbritannien lige efter år 1900.

The Musical Box

Nursery Cryme har både fået sit omslag efter – og er navngivet efter – sin hovedsang, omtalte The Musical Box – en af Genesis’ første gode sange – og en typisk prog-rock-sang med en udvikling sangen igennem à la Stagnation – først en 12-strengs-guitar-domineret blid, pastoral og nostalgisk første halvdel om ”Old King Cole” primært skrevet af Ant Phillips og med en noget mere aggressiv anden halvdel hvor noget voldsomt, krævende og forgribende trænger frem midt i den pastorale idyl – lige durk ud af spilledåsen som en Pandoras æske.

She’s a lady, she’s got time,
Brush back your hair, and let me get to know your face.
She’s a lady, she is mine.
Brush back your hair, and let me get to know your flesh.

I’ve been waiting here for so long
And all this time has passed me by
It doesn’t seem to matter now
You stand there with your fixed expression
Casting doubt on all I have to say.
Why don’t you touch me, touch me,
Why don’t you touch me, touch me,
Touch me now, now, now, now, now…

Musikalsk har The Musical Box Ant Phillips, Mike Rutherford, Tony Banks og Peter Gabriel som sangskrivere, mens teksten nok især er Peter Gabriels. Han forsøger at forklare baggrunden for teksten med følgende lille historie:

While Henry Hamilton-Smythe Minor (8) was playing croquet with Cynthia Jane de Blaise-William (9), sweet-smiling Cynthia raised her mallet high and gracefully removed Henry’s head. Two weeks later, Henry’s nursery discovered his treasured musical box. Eagerly she opened it and as old King Cole began to play, a small spirit- figure appeared. Henry had returned – but not like he was before.

For as he stood in the room his body began aging rapidly, leaving a child’s mind inside. A lifetimes desire surged through him. unfortunately the attempt to persuade Cynthia Jane to fulfill the romantic desire led his nurse to the nursery to investigate the noise. instinctively nanny hurled the musical box at the bearded child, destroying both.

Peter Gabriel har beskrevet at ambitionen bag The Muscial Box var at lægge et lag af typisk britisk landlig idyl og så nå frem til alt det mørke lag af sex og vold der ligger under den blide overflade.

Oprindelig er den afsluttende og lidt voldsomme sektion tænkt som rent instrumental af Tony Banks, men Peter Gabriel mener at pointen må være at fortælle en historie og vil lægge vokal over. Banks mener at det vil drukne hans afslutning, men Gabriel insisterer og vinder. Banks medgiver i dag at Gabriel havde ret. Ved koncerter kunne han konstatere at Gabriels vokal faktisk er stærk.

Det var led i en gryende konflikt mellem Banks og Gabriel som i stigende grad var de to stærke personligheder i Genesis. Banks vidste at han var dygtig på keyboard, måske den bedste musiker i bandet, og forsøgte at få lange keyboard-soli med. Gabriel mente at meget lange keyboardsoli ville kede publikum – der mere var til historier – og forsøgte at holde Banks tilbage. Det var en art magtkamp.

Gabriel havde selvfølgelig ret i sit synspunkt i ”magtkampen”, men det skal siges at Tony Banks er almindeligt anerkendt for – i modsætning til ”rivalerne” – Keith Emerson fra ELP og Rick Wakeman fra Yes – at være ret tilbageholdende og smagfuld i sit keyboardspil. Generelt holder Banks til til at spille ting der er en mening med i stedet for at syre ud i show-off-excesser! Genesis er generelt langt mindre prætentiøst og oppustet end fx Yes. Men keyboard-soli (ja, soli som sådan) i prog-rock er ofte en udfordring for ens tålmodighed.

Den slags små pudsige fortællinger som den om den 9-årige Cynthia de Blaise-William der med sin kroketkølle hamrer hovedet af den 8-årige Henry Hamilton-Smythe, hvorefter Henry går igen som et skægget spøgelse der forsøger seksuelt at forføre barnemordersken Cynthia begynder at udvikle sig live, idet Peter Gabriel på scenen med sine surrealistiske småhistorier dækker over at de øvrige musikere skifter instrumenter, stemmer dem osv.  Gabriel har opfattelsen at publikum vil have underholdning og show, og på sin excentriske og meget britiske måde giver ham dem show.

The Return of the Giant Hogweed

Der er to andre større sange på Nursery Cryme – først The Return of the Giant Hogweed – den dramatiske fortælling om hvordan bjørneklo-planten fandt fodfæste i England. Sangen har melodi, intensitet, kraft og kontraster, men er noget bastant og klodset. The Return er en sand gruppeanstrengelse skrevet af Banks, Gabriel, Rutherford, Hackett og Collins

I øvrigt har Steve Hackett både på The Musical Bog og the Return of the Giant Hogweed lejlighed til at brillere med sin særlige kunst: tapping. Det er en spilleteknik hvor guitaristen spiller med begge hænder på guitarens gribebræt hvorved man kan spille toner i meget hurtig rækkefølge. Hackett har ikke opfundet denne teknik, som Eddie van Halen siden dyrker, men han er en af de første rockguitarister der nogenlunde systematisk benytter sig af teknikken.

Her er en live-optræden af The Return of the Giant Hogweed (fra The Nursery Cryme Tour sandsynligvis) med en lidt slet lydkvalitet.

For Absent Friends

Mellem The Musical Box og The Return er der et let lille mellemspil, For Absent Friends, en sang skrevet af bandets to nye medlemmer, Steve Hackett og Phil Collins, og med Collins på sang.

Seven Stones

Side to er på sin vis mere ambitiøs. Siden indledes af “Seven Stones” med en forholdsvis kompleks akkord-sekvens og en forholdsvis organisk struktur. Det betragtes normalt som en Banks-komposition – eller en Banks-Hackett-komposition. Det er en fin sang, men måske bare en lille smule kedelig. Den sidder ikke helt lige i skabet.

Harold the Barrel

Så følger et mellemspil – Harold the Barrel – den muntre historie om et selvmord. Sangen er ret præcist beskrevet som Beatles’ Lady Madonna der møder Monty Python. Det er Peter Gabriels værk og ret kuriøst. Og typisk for den skrivestil han er ved at finde – at sætte en fortælling op som et drama med relplikskifter:

A well-known Bognor restaurant-owner disappeared
early this morning.
Last seen in a mouse-brown overcoat,
suitably camouflaged,
they saw him catch a train.

[Man-in-the-street:]
“Father of three its disgusting”
“Such a horrible thing to do”
Harold the Barrel cut off his toes and he served them all
for tea
“Can’t go far”, “He can’t go far”.
“Hasn’t got a leg to stand on”
“He can’t go far”.

[Man-on-the-spot:]
I’m standing in a doorway on the main square
tension is mounting
There’s a restless crowd of angry people

[Man-on-the-council:]
“More than we’ve ever seen.
– had to tighten up security”

Over to the scene at the town hall
The Lord Mayor’s ready to speak

[Lord Mayor:]
“Man of suspicion, you can’t last long, the British Public
is on our side”

[British Public:]
“Can’t last long”, “You can’t last long”.
“Said you couldn’t trust him, his brother was just the same”
“You can’t last long”.

[Harold:]
If I was many miles from here,
I’d be sailing in an open boat on the sea
Instead I’m on this window ledge,
With the whole world below
Up at the window
Look at the window…

[Mr.Plod:]
“We can help you”

[Plod’s Chorus:]
“We can help you”

[Mr. Plod:]
“We’re all your friends, if you come on down
and talk to us son”

[Harold:]
You must be joking
Take a running jump

The crowd was getting stronger and our Harold
getting weaker;
Forwards, backwards, swaying side to side
Fearing the very worst
They called his mother to the sight
Upon the ledge beside him
His mother made a last request.

[67-yr-old Mrs Barrel:]
“Come off the ledge if your father were alive he’d be very,
very, very upset.
“Just can’t jump, you just can’t jump”
“Your shirt’s all dirty, there’s a man here from
the B.B.C.”
“You just can’t jump”

 

Så følger en ganske køn akustisk guitarballade, Harlequin, skrevet af Rutherford og Banks – en duet sunget af Phil Collins og Peter Gabriel. Selv om Collins’ stemme er meget blødere end Gabriels, er det lige før hans stemme dominerer duetten.

The Fountain of Salmacis

Til sidst kommer albummets sidste store sang, The Fountain of Salmacis –  der i den grad er et gruppeprodukt skrevet af Banks, Collins, Gabriel, med tekst fra den græske mytologi om skabelsen af det tvekønnede fabelvæsen Hermaphroditos. Det er en ambitiøs artrock-agtig sang baseret på en oprindelig melodilinje af Banks. The Fountain appellerer til mange Genesis-fans, men den bliver for rodet til min smag.

Her Genesis interviewet om tilblivelsen af Nursery Cryme – del 1

del 2

del 3

The Nursery Cryme Tour

Genesis turnerer i denne periode reelt hele tiden. Der går under en måned mellem afslutningen af The Trespass Tour og indledningen af The Nursery Cryme Tour, og i de dage i slutningen af juli 1971 indspilles altså et album.

Sætlisten på The Nursery Cryme Tour er: Watcher of the Skies, Bye Bye Johnny, the Fountain of Salmacis, Twilight Alehouse, Get’em Out By Friday, The Musical Box, The Return of the Giant Hogweed og The Knife.

Twilight Alehouse var også med på The Trespass Tour og er et eksempel på en sang der aldrig kom på album – men den blev dog siden b-side på en single. Her er Twilight Alehouse i en belgisk tv-optagelse fra 1972.

Her studie-udgaven fra 1973

The Nursery Cryme Tour er den første turne der går til udlandet, idet Genesis har haft pæn succes i Italien og Belgien og derfor begynder der. Men hoveddelen af turneen foregår klart stadig i Storbritannien.

Indtil videre har Genesis ikke været den helt voldsomme succes rent kommercielt. Ingen af bandets 3 første albums har solgt voldsomt i Storbritannien, selv om andre europæiske lande som Italien og ikke mindst Belgien har vist bandet en del opmærksomhed. Men i England er Genesis et kultband. Men i 1972 sker der noget. Genesis får hvad der må kaldes et slags gennembrud både mht. albums og mht. liveoptræden.

En af årsagerne er et skift i tidens smag. Genesis’ genre, den progressive rock, slår igennem. Jethro Tull udkommer med ”Thick As A Brick”, og Yes udkommer med ”Close To The Edge”, to meget ambitiøse albums der vækker en del opmærksomhed. Dermed er Jethro Tull og Yes de to hovednavne i prog-rocken.

Men den primære årsag er nok at Genesis på dette tidspunkt har fået tilstrækkelig modenhed og ikke mindst selvtillid.

Foxtrot

foxtrot
Genesis´4. album, Foxtrot, fra 1972. Paul Whitehead har atter lavet coveret inspireret af en britisk rævejagt

Årets album – Foxtrot – er simpelthen et fremragende album. Genesis har nu fundet sin styrke og kunnen og Foxtrot og de to følgende albums – Selling England by the Pound og The Lamb Lies down on Broadway – er en form for kunstnerisk kulmination. Hvilket af de tre albums der er bedst, må siges at være et spørgsmål om smag.

Hvor Nursery Cryme er løs i koderne, landlig-pastoral, folk-præget, flagrende, excentrisk og munter i tonen, så er Foxtrot langt mere præcis, sammenhængende, mørk og rock-agtig.

Men det står fast at anmelderne nu er generelt ret positive, og at Foxtrot er det første Genesis-album der sælger pænt. Foxtrot bliver nr. 12 på den britiske album-hitliste, men går slet ikke ind på den amerikanske Billboard-liste.

Indspilningen er tumultarisk. The Nursery Cryme-turneen slutter i august 1972, og det er de to måneder at Foxtrot indspilles. Man begynder med den hidtidige producer, John Anthony, men det går for langsomt, mener Charisma Records (Strat), Anthony fyres af Charisma, og så forsøger man mislykket samarbejde med flere producere indtil man ender med David Hitchcock som producer og John Burns som engineer. Det fungerer, må man sige, især samarbejdet med Burns der bliver producer på de næste tre albums – Genesis Live, Selling England og The Lamb.

Der er intet stilmæssigt skifte. Foxtrot er progrock for alle pengene. Men nu fungerer sangene simpelthen.

Både den indledende og den afsluttende sang er på hver sin måde majestætisk.

Watcher of the Skies

Indledningen er Watcher of the Skies, en sci-fi inspireret af Arthur C. Clarkes ”Childhood’s End” om en alien der kommer til jorden efter den har udslettet sig selv. Sangtitlen er inspireret af et digt (On First Looking into Chapman’s Homer) af John Keats – se linje 9 og 10.

Much have I travell’d in the realms of gold,

And many goodly states and kingdoms seen;

Round many western islands have I been

Which bards in fealty to Apollo hold.

Oft of one wide expanse had I been told

That deep-brow’d Homer ruled as his demesne;

Yet did I never breathe its pure serene

Till I heard Chapman speak out loud and bold:

Then felt I like some watcher of the skies

When a new planet swims into his ken;

Or like stout Cortez when with eagle eyes

He star’d at the Pacific—and all his men

Look’d at each other with a wild surmise—

Silent, upon a peak in Darien.

Watcher of the Skies er – både musikken og teksten – er skrevet af Banks og Rutherford. Ant Phillips afgang fra Genesis i 1970 har betydet en større forskydning af sangskriver-grupperne. Før arbejdede Rutherford især sammen med Phillips, og de to havde en vis dominans. Nu arbejder Rutherford især sammen med Banks der så til gengæld arbejder sammen med alle. Således fortsætter også Banks-Gabriels-samarbejdet på trods af de tos skærmydsler over hvor lang tid en keyboardsolo må vare. Kort sagt er Banks ved at blive Genesis’ dominerende sangskriver.

Rutherford arbejder i øvrigt så meget med sin Rickenbacher 360 12-strengs-guitar, at han beslutter at få koblet den 12-strengede på sin Rickenbacher 4001 basguitar hvilket han får en lokal håndværker til at klare.

Rickenbacker-double-neck
Mike Rutherford på sin hjemmelavede dobbeltguitar sat sammen af en 12-strenget guitar og en basguitar

Banks begynder med en næsten gyserfilm-agtig indledning på sin mellotron med en orgelagtig lyd. Så koncentrerer sangen sig om to akkorder, Bmaj7/F# and C#/F#, som Banks finder særligt stemningsfulde.

Phil Collins har været til Yes-koncert og er til at sangen udvikler en særlig, raffineret rytme. Det bliver i hovedtrækkene en 6/4-rytme, men derpå kommer der en polyrytmisk sekvens hvor mellotron-orgel-delen fortsætter i 6/4-rytmen, mens bas og trommer spiller staccato i en 8/4-rytme.

Resultatet er bizart, men storladent på kanten af det dystre og truende og giver en pudsig blanding af uro og ro.

Time Table

Efter Watcher of the Skies kommer der et let mellemspil – en nostalgisk klaverballade – Time Table – skrevet af Tony Banks. Det er en glimrende – måske lidt ordinær og kedelig – sang helt uden prog-rock-agtige fabelader, men melodien er solid og god.

Get’em Out by Friday

Efter Time Table kommer to sange i den mere seriøse ende. Get’em Out By Friday er klassisk prog-rock à la The Return of the Giant Hogweed, omend forholdsvis melodisk og medrivende i omkvædet og med et vældigt glimrende, fremadpiskende rytmespor lagt af Rutherfords bas og Collins’ trommer.

Peter Gabriel har skrevet teksten, og det er en hans bedste. Get’em Out by Friday er et dramatiseret scifi-socialt drama om firmaet Styx Enterprises der vil smide gode, trofaste lejere ud. Sangen er et replikskifte mellem chefen John Pepple, hans udsmider Mark Hall – kaldet ”The Winkler” – samt lejeren Mrs. Barrow – der transporteres over i Styx Enterprises’ nye boliger hvor huslejen stadig skrues op. Så er der annoncering i fremtiden

18/9/2012 T.V. Flash on all Dial-A-Program Services

This is an announcement from Genetic Control:
“It is my sad duty to inform you of a four foot restriction on humanoid height.”

[Extract from coversation of Joe Ordinary in Local Puborama]

“I hear the directors of Genetic Control have been buying all the
properties that have recently been sold, taking risks oh so bold.
It’s said now that people will be shorter in height,
they can fit twice as many in the same building site.
(they say it’s alright),
Beginning with the tenants of the town of Harlow,
in the interest of humanity, they’ve been told they must go,
told they must go-go-go-go.”

Det er satire på højt plan i en ganske kvik, humoristisk og skarp progrock-sang.

Can-Utility and the Coastliners

Den anden småtunge sang har den umulige titel Can-Utility and the Coastliners – og titel og tekst bygger på legenden om den danske King Canute – Knud den Store – der for at illustrere sin beskedne magt fra kysten forsøgte at befale over havets bølger.

Sangen hed oprindelig Bye Bye Johnny og har Steve Hackett som hovedkomponist. Den betragtes nu som en Hackett-Banks-komposition. Den er delt i en vokal-del og en instrumentaldel. Jeg kan egentlig helt godt lide vokal-delen (Hacketts?), mens jeg synes at instrumentaldelen (Banks’?) kommer over i helt unødvendige prog-rock-agtige excesser.

Så kommer vi til den fremragende side 2

Horizons

Den indledes af en lille akustisk instrumentalballade af Steve Hackett: Horizons skrevet i gammel Tudor-stil. Stykket er på under halvanden minut og er inspireret af præludiet til J.S. Bachs  suite nr. 1 i G dur, BWV 1007 for cello. Horizons er ikke strengt nødvendig, blot en lille vignet, men den en fin intro til Foxtrots sværdvægter, den 23 minutter lange Supper’s Ready som ikke så få Genesis-fans betragter som bandets hovedværk.

Supper’s Ready

Supper’s Ready er sådan set en klassisk Genesis-progrock-sang der begynder med flere 12-strengede guitarer der spiller et smukt, idyllisk stykke musik, mens sangen så i sæt i et mix mellem vokal-sekvenser og instrumentalsekvenser skrider fremad og ender i noget mere voldsomt og pompøst der indeholder diverse soli. Helt efter bogen fra Stagnation og The Musical Box. Det særlige ved Supper’s Ready er at der er skudt adskillige andre temaer ind imellem idyl og patos – ikke mindst den fuldkommen forrygende, men gakkede, sektion Willow Farm. Det gør sangen til en syret, drømmeagtig og storladen rejse der er så stort tænkt at sangen burde kæntre, men mærkeligt nok fungerer det (med mindre man rent principielt afskyr meget lange, overlæssede sange).

Tony Banks har beskrevet tilblivelsen af Supper’s Ready således:

“When we started it we thought we were writing a kind of follow-up to The Musical Box, and it was going along quite nicely. Then we had this pretty-pretty song, Willow Farm, on its own, and thought, what if we suddenly went from there into this ugly, descending-chords sequence? No one would be expecting it. And once we got into that, we thought, well, we’re here now, let’s carry on, with freedom, and see where it leads us. When we put the whole thing together and heard it back for the first time, we went: ‘Oh, this is actually pretty good.’”

Steve Hackett var mere skeptisk:

“I thought, no one’s gonna buy this, because it’s too long. The [lyrical] references are too far-flung. It’s totally ambiguous. I thought the first time [Charisma Records chief] Tony Stratton-Smith heard it he was gonna say: ‘Sorry, boys, game’s up, contract’s cancelled, you’ll be hearing from our lawyers.’” Instead it was Stratton-Smith who positively encouraged the band to take their music as far as it could go, according to Foxtrot producer David Hitchcock.

Supper’s Ready er primært skrevet af Banks og Gabriel. De to første sektioner – ”Lovers’ Leap” og ”The Guaranteed Eternal Sanctuary Man” er rene Banks-Gabriel-kompositioner og omhandler hvordan det trunede og religiøse trænger ind i en families dagligstue-idyl. Det medfører en voldsom kamp mellem to parter – et heftigt stykke med den geniale titel

Ikhnaton And Itsacon And Their Band Of Merry Men

Wearing feelings on our faces while our faces took a rest,
We walked across the fields to see the children of the West,
But we saw a host of dark skinned warriors
standing still below the ground,
Waiting for battle.

The fight’s begun, they’ve been released.
Killing foe for peace…bang, bang, bang. Bang, bang, bang…

Krigen ender i et bjerg af lig og et meget lyrisk stykke – How Dare I Be So Beautiful? hvor en enkelt overlevende sidder tilbage stemplet “Menneskeligt flæsk”, og det er dig! Derpå tager vanviddet til i den rablende Gabriel-komposition Willow Farm – sangens centrum.

Wandering through the chaos the battle has left,
We climb up a mountain of human flesh,
To a plateau of green grass, and green trees full of life.
A young figure sits still by a pool,
He’s been stamped “Human Bacon” by some butchery tool.
(He is you)
Social Security took care of this lad.
We watch in reverence, as Narcissus is turned to a flower.
A flower?

Willow Farm

If you go down to Willow Farm,
to look for butterflies, flutterbyes, gutterflies
Open your eyes, it’s full of surprise, everyone lies,
like the fox on the rocks,
and the musical box.

Willow Farm går over i den lange, pompøse sektion spillet i den sære rytme 9/8 – Apocalypse in 9/8 – der indledes med de mytiske ord:

With the guards of Magog, swarming around,
The Pied Piper takes his children underground.
Dragons coming out of the sea,
Shimmering silver head of wisdom looking at me.

I den afsluttende As Sure As Eggs Is Eggs ender vi helt i Johannes’ Åbenbaring hvor det dagligdags ”Supper’s Ready” får en helt anden klang af Herrens nadver, Jesu genkomst og den nyskabte verden – Det Ny Jerusalem.

“This is the supper of the mighty one”,
Lord of Lords,
King of Kings,
Has returned to lead his children home,
To take them to the new Jerusalem.

Der kommer dog til skænderier i studiet mellem Banks og Gabriels netop omkring denne sang. Apocalypse in 9/8 skulle slutte i en instrumental kulmination, og Banks havde virkelig lejlighed til at folde sig ud, men så vil Gabriel lægge en ny vokal ovenpå:  666 is no longer alone/He’s getting out the marrow in your back bone/And the seven trumpets blowing sweet rock and roll/Gonna blow right down inside your soul. Gabriel tilføjer sin vokal i al hemmelighed og er klog nok til at sammenkalde HELE bandet til at vurdere om hans ændringer er gode. Banks er rasende, men det demokratisk ledede band overtrumfer ham og må senere erkende at Gabriel igen har ret. En del spillet med de to er den pudsige blanding af venskab, sangskriver-team og rivalisering der går langt tilbage. Gabriels foretrukne instrument er keyboard, men Tony Banks er særdeles besidderisk over for sit domæne, og Gabriel tillades simpelthen ikke at lave noget på keyboard.  Der er virkelig et meget pudsigt forhold mellem de to.

En anden ting Gabriel får gennemtrumfet, er retten til helt selv at stå for sangens tekst – og teksten er stærkt bizar.  Hvad den handler om, er der ikke klare meninger om. Efter sigende skulle baggrunden være et mindre mareridt. Gabriel sidder i dagligstuen om aftenen med sin daværende hustru, Jill, og får en slags psykotisk oplevelse. Jills ansigt forandrer sig. Måske er hun besat? Peter bliver angst og laver et kors for at holde det onde væk. Det tager Jill ham slet ikke nådigt op.

Som der synges tidligt i sangen (i Lovers’ Leap)

I swear I saw your face change, it didn’t seem quite right.
…And it’s hello babe with your guardian eyes so blue
Hey my baby don’t you know our love is true.

Oplevelsen af det onde og det religiøse der pludselig bryder ind i den lille familieidyl, udvikles så som en fantasi der ender med ren galskab, Dommedag, Antikrist og Jesu genkomst. Tanken er nok i virkeligheden at bruge en personlig oplevelse som afsæt for en drømmeagtig, eventyrlig rejse der ender i Åbenbaringens storladenhed.

Projektet lykkes mærkeligt nok, Stratton-Smith mener at Genesis har fundet sin definerende sang, og Supper’s Ready betragtes gerne som Genesis’ kulmination og som et toppunkt i prog-rocken sammen med Yes’ album Close to The Edge og King Crimsons album In the Court of The Crimson King.

Her er i øvrigt en udmærket version fra 2015 med Steve Hackett, det islandske progrockband Todmobile og det islandske symfoniorkester SinfoniaNord.

Her fortæller Genesis om tilblivelsen af Foxtrot – her 1. del

2. del

2. del

3. del

The Foxtrot Tour

Kort efter at indspilningerne til Foxtrot er færdige i september 1972 indledes The Foxtrot Tour med 115 koncerter fra den 9. september 1972 i Monbéliard i Frankrig  indtil den 8. maj i Cirque Royal i Belgien. Turneen indbefatter 23 koncerter i USA og Canada.

Det faste sæt er disse sange: Watcher of the Skies, The Musical Box, Supper’s Ready, The Return of the Giant Hogweed og The Knife, men også Can-Utility and the Coastliners samt Get’em Out By Friday forekommer.

Genesis-diana26oct74
Genesis i Foxtrotperioden – fra venstre Collins, Hackett, Rutherford, Gabriel med batwing-kostumet samt Banks

Turneen bliver en stor succes.

Peter Gabriel udvikler sig nemlig til lidt af en showman. For at promovre Foxtrot, tager han kjole og rævehoved på. Han barberer sig skaldet på issen – lidt som en munke-tornur, men mere aflang. Og han begynder systematisk at udklæde sig i bizarre kostumer i forhold til sangene. For showets indledende sang, Watcher of the Skies, lader Gabriel sig udklæde med flagermusvinger på hovedet og et flouroscerende sæt tøj der lyser op under UV-stråling. i The Musical Box bruges fx ræven, men i sangens slutning er Gabriel udklædt som spilledåsens onde ånd i form af en gamling. I Supper’s Ready bruges flere kostumer. Under Willow Farm er Gabriel udklædt som en blomst, mens han under den pompøse Apocalypse in 9/8 er udklædt som the Magog med en rødfarvet, mærkelig geometrisk struktur på hovedet. Samtidig udfolder han nu i fuld flor sine mystiske, absurde historier mellem sangene.

Genesis Live

genesis live
Genesis Live udgives i 1973 som Genesis 1. live-album. På albummet ses Genesis fremføre Supper’s Ready med Gabriel udklædt som “The Magog”.

Under turneen overtaler Charisma Records Genesis til at udsende et live-album fra koncerten. Det er ”Genesis Live” der er optaget fra to koncerter (i Manchester og Leicester) i februar 1973 og som udsendes i juni 1973. Engineer på Foxtrot, John Burns, er producer. Om der er den helt store pointe med live-albummet, kan man nok stille spørgsmålstegn til. At Genesis har stor succes live i disse år skyldes jo ikke så meget den musikalske fremførelse der ligger ret tæt på bandets studiealbums, men Gabriels småfortællinger og den visuelle iscenesættelse, som netop ikke kommer med på albummet. Og lydkvaliteten er ikke ligefrem mageløs.

Men positivt kan nævnes versionen af The Knife – og at albummets to sange fra Nursery Cryme – The Musical Box og The Return of the Giant Hogweed – nok nærmest her er i bedre lydkvalitet end studieversionerne pga. Nursery Crymes lidt uldne lyd.

Rent kommercielt er Genesis Live entydigt en succes og bliver Genesis’ hidtil bedst sælgende album med en 9. plads på albumhitlisten.

Selling England By The Pound

selling england
Genesis 5. album fra, Selling England By The Pound, fra 1973. Coveret er et vandmaleri lavet af maleren Betty Swanwick. Peter Gabriel fik Swanwick til at tilføje en plænklipper, så motivet kom til at svare til sangen I Know What I Like

Efter The Foxtrot Tour reelt slutter i maj, giver Tony Stratton-Smith fra Charisma Records bandet 3 sommermåneder til at komme på nye sange. Genesis har haft så travlt med koncerter at bandet for en gangs skyld ikke har en samling sange parat i hånden. Sange skal nu på bordet. Og i august går Genesis så i gang med at indspille et nyt album med John Burns som producer som bandet har et glimrende forhold til. Albummet optages i Island Studios i Notting Hill-kvarteret i London – en af de klassiske studios. Samme år indspillede fx Bob Marley og Rolling Stones (samtidig) i Island Studios.

Selv om kun få sange – råskitserne til 3 – er på plads da Genesis går i studiet, går processen glat og med et overskud der lyser ud af albummet der kan ses som Genesis’ bedste sammen med efterfølgeren. Albummet får den pudsige titel – Selling England By The Pound (en linje hentet fra albummets sang Dancing With The Moonlit Knight) – udsendes i oktober 1973 og går ind som nr. 3 på albumhitlisten – og med noget så unikt for bandet dengang som noget der minder om et hit. Herom følger.

Stilmæssigt er Selling England et skridt væk fra Foxtrot-stilen og tilbage mod Nursery Crymes mere løse, muntre og excentriske stil. Den er særdeles artrock-præget og for nutidens øren ret kaotisk og rodet, men mærkeligt nok fungerer den. Der er simpelthen gode sange på, Genesis er nu blevet særdeles velspillende, og Peter Gabriel er som sanger i absolut topform.

Der er et sprogligt-musisk overskud i hans præstation som er med til at give Selling England en særlig charme, en helt særlig stemning af noget finurligt, krøllet og fantasifuldt der kommer i mål.

Albummet har et godt ry blandt musikere. John Lennon udtalte at han faktisk kunne lide det, hvilket gjorde bandet ret stolte. Og både trommeslageren Neil Pearth fra Rush og sangeren Fish fra Marillion har udtalt deres beundring for Selling England … Mærkeligt nok har Jeremy Clarkson, den tidligere vært på bilprogrammet Top Gear (og som blev fyret fra Top Gear for at slå sin producer) Selling England som et af sine yndlingsalbums.

Noget der kan fornemmes på albummet, er at Tony Banks udskifter sit keyboard-udstyr. Hammondorglet blev bedre (model L22 udskiftet til model T-102), det elektriske klaver bedre (RMI Electra Piano), mellotronen bliver bedre – nu havde han en Mellotron M-140 der fx kan lave overbevisende kor. Og ikke mindst så fik Banks sig nu sin første synthesizer, nemlig ARP Pro Solo. Dette sæt er Banks’ keyboardudstyr frem til 1977.

ProSoloVst_3
Tony Banks anskaffer bandets første synthesizer – en ARP Pro Solo

Og Collins – der har fundet stor interesse for fusionsbandet Mahavishnu Orchestra – er mere jazzet og subtil i sit spil end nogensinde før – og måske siden. Og den jazzede Collins er i virkelig godt samspil med Rutherfords lydhøre og intelligent spillede bas. Det giver en skæg og blanding – Collins’ og Rutherfords næsten jazzet flydende rytmegruppe og det meget britiske og excentriske stemning fra Gabriel, Banks og Hackett. Steve Hackett har formuleret det således til magasinet Uncut:

“We were part pantomime, part classical,” explains Steve Hackett. “I think we were harmonically European and rhythmically Afro-American. The syncopation was all-important. The English hymnal, Vaughn Williams meets Buddy Rich. That sums it up, early Genesis at least. Later on, of course, it became other things.”

Albummet er i øvrigt langt for sin tid – over 53 minutter langt.

Dancing With The Moonlit Knight

Den indledende sang – Dancing With The Moonlit Knight – er dybt kuriøs. Jeg skulle vænne mig noget til det, da det forekommer så umiddelbart neurotisk og rodet – ikke min stil – men det er dygtigt lavet, gennemført og så voldsomt britisk og bizart.

Ca 2.24 minutter inde i sangen kommer nogle småneurotiske, heftige instrumentalsekvenser – typisk små guitarsoli. Ca. 3.50 minutter inde kommer en ny – mere pompøs – vokalsektion – indledt med ”There’s a Fat, old lady outside the saloon”, samtidig med at Banks får brugt sin nye mellotrons evne til at lave kor. 4.52 begynder den neurotiske instrumentalsekvens igen for så – ca. 6.20 minutter inde i Dancing With – at aflyses med en yderst afdæmpet og meget idyllisk 12-strengsguitar-sektion (kaldet “Disney” af bandet) der egentlig ikke hører hjemme i sangen – den lå oprindelig heller ikke i den sang – men smukt er det.

Dancing With The Moonlit Knight er først og fremmest Peter Gabriels sang. Han står for teksten der ikke er helt klar, men vist handler om den amerikanske kommercialisering af det gamle England, og sangen er sat sammen af adskillige klaversange af Gabriel sammenhæftet af små guitar-stykker frembragt af Steve Hackett. Sangen er flot og teatralsk sunget – nogle vil mene krukket.

Her en liveoptræden med Gabriel udklædt som “Britannia” i sangens allerførste del:

I Know What I Like (In Your Wardrobe)

Sang nr. 2 – I Know What I Like (In Your Wardrobe) er et af det klassiske Genesis’ første forsøg med at arbejde ud fra en helt enkelt idé. Egentlig stammede verset fra Steve Hackett der tidligere havde fået det afvist med begrundelsen af det var for Beatles-agtigt. Men Hackett og Collins kunne lide det og jammede ud fra det, og ud af jammet opstod sangen. Banks kom med omkvædet – I Know What I Like – mens Gabriel – der i øvrigt kom til at afsky omkvædet som han fandt for primitivt – kom med diverse pudsigheder der gjorde sangen excentrisk, mens Banks på mellotronen laver en brummende effekt der indleder og afslutter sangen for at illustrere tekstens tema – en plænklipper-fører (Jacob) der ikke har andre ambitioner end at klippe plæner. Resultatet bliver en psykedelisk popsang der er klart Beatles-præget.

When the sun beats down and I lie on the bench,
I can always hear them talk.
Me, I’m just a lawnmower – you can tell me by the way I walk.

I Know What I Like udsendes som single-hit I 1974 og bliver et mindre hit – nr. 21 på den britiske single-hitliste.

Firth of Fifth

Firth of Fifth skrevet af Tony Banks er et af albummets mest sammenhængende sange – selv om det egentlig er sat sammen af flere Banks-sange. Det er pompøst – måske for pompøst – men for en gangs skyld er de instrumentale sekvenser lige i øjet. Indledningen er spillet på flygel med en kompleks rytme og er virkelig smuk. Så kommer vokaldelen der er pompøs og med en tekst skrevet af Banks og Rutherford, som Banks selv hader. Det er udmærket, ikke fremragende, men så kommer den centrale instrumentaldel oven på temaet skrevet af Banks – der begynder med Gabriel på fløjte, går over til Banks på synthesizer og endelig en eminent, på en gang lidt melankolsk men svævende og pompøs guitarsolo af Hackett – en af de få gange Hackett får lejlighed til at lave en rigtig guitarsolo i Genesis-sange. Og den er virkelig vellykket. Firth of Fifth afsluttes med en kort gentagelse af vokaldelen og en afrunding på flyglet.

Sangen kan høres i en live-optagelse fra 1977 – omtrent svarende til den på albummet Seconds Out – med Phil Collins som sanger. Den indledende flygelsektion er desværre skippet. Nyd Hacketts enkle, men melodiske og smukke guitarsolo!

More Fool Me

Den afsluttende sang på side 1 – More Fool Me – er en helt enkel, akustisk sang skrevet hrtigt af Mike Rutherford og Phil Collins med de ventede på trappen til studiet. Sangen har leadvocal af Collins! Den er ganske køn, men en bagatel! Men dog ikke mere en bagatel end den blev spillet på den efterfølgende turne.

The Battle of Epping Forest

Side 2 har to tunge sange. Først den aldeles hæsblæsende The Battle of Epping Forest med tekst af primært Peter Gabriel. Historien er at han læser en avisnotits fra The Times om en bandekrig i Epping Forest i det nordlige London om hvem der skal kontrollere East-End. Gabriel mister notitsen og finder derfor frit på hele forløbet. Det er en satirisk, humoristisk, fjantet dramatiseret tour de force næsten skrevet som en sportsreportage om bandernes forbryderiske karakterer og handlinger –  William Wright, Harold Demure from Art Litterature, Mick the Prick, Liquid Len, Bob the Nob og The Reverend.

Foredragelsen af denne bizarre bandekrig er virkelig en forrygende vokal præstation af Gabriel. Også Phil Collins’ trommespil og Mike Rutherfords basspil må roses; rytmegruppen er forrygende.

Sangen iler afsted med et væld af musikalske udviklinger i løbet af kort tid – lidt over 20 forskellige temaer der dog gentages en enkelt gang i sangens anden del. Det gør sangen ret svært tilgængelig, der er meget få ting at holde fast i, og Banks – der sammen med Gabriel er sangens hovedkomponist – har kritiseret den for at være for overgjort og for kompliceret. Det er givetvis rigtigt, men denne tongue-in-cheek-sang har tempo, galskab og charme.

Herunder er sangen live fra 1974 i en temmelig dårlig billedkvalitet – men lydkvaliteten går an. Gabriel er primært udklædt som the Reverend – en af de forbryderiske karakterer fra bandekrigen.

After The Ordeal

Så kommer en vederkvægende instrumentalsang – After The Ordeal – skrevet af Hackett og Rutherford. Den er køn og behagelig – og en lille smule ligegyldig. Banks og Gabriel ville begge undlade den fra albummet, men Hackett insisterede. Da Gabriel og Banks endte i skænderi om hvor lang The Cinema Show skulle være – og sad fast, og en vinder ikke kunne findes – blev  beslutningen den at ALLE bidrag til Selling England kom med på albummet. Derfor overlevede After the Ordeal.

The Cinema Show

Det var denne her sang som Banks og Gabriel skændtes om længden på. Og som så ofte havde Gabriel ret. The Cinema Shows første halvdel er en virkelig god sang – velspillet, melodisk, den lyriske del med 12-strengs-guitarerne og fløje er virkelig smuk, og sangen har en glimrende tekst – skrevet af Banks og Rutherford – der er løseligt baseret på (eller med referencer til) T.S. Eliots berømte digt the Wasteland. Men anden halvdel er en komplet umotiveret synthesizersolo af Banks der er alt for lang. Første del af soloen er fin nok – og ofte inkluderet af bandet live i et instrumentalt medley der efterfølger ”In The Cage”, mens anden del bare er trættende. Det er ikke dårlig musik. Soloen er melodisk, og arrangementet er komplekst og godt tænkt. Men jeg oplever det umotiveret og i længden bare for meget.

Et interview med Genesis om tilblivelsen af Selling England del 1

del 2

del 3

The Selling England By The Pound Tour

Måneden efter at Selling England er indspillet, indleder Genesis deres Selling England By The Pound Tour med 112 koncerter fra den 19. september i Paris til den 8. maj 1974 i New York City. Sætlisten er især: Watcher of the Skies, Dancing With the Moonlit Knight, The Cinema Show, I Know What I Like, Firth of Fifth, The Musical Box, More Fool Me og Supper’s Ready – men fx The Knife og The Battle of Epping Forest blev også spillet. Af nogen vigtighed er det at Genesis beslutter at hyre en tour-manager der kan få styr på bandets skrantende økonomi. Det bliver Tony Smith – ikke at forveksle med Tony Stratton-Smith – eller Strat – direktøren for Charisma Records og det nærmeste som Genesis hidtil har haft som manager.

Her er en times uddrag fra Selling England By The Pound-koncerterne. Lydkvaliteten er hæderlig.

The Lamb Lies Down on Broadway

lamb cover
Genesis 5. studie-album, dobbelalbummet The Lamb Lies Down on Broadway, fra1974. Coveret er lavet af firmaet Hipgnosis ud fra stillbilleder der illustrerer centrale del i Raels historie

Da turneen er slut, begynder Genesis at planlægge det næste album. Bandet har længe gået og tumlet med den tanke at lave et dobbelt-album der samtidig er et konceptalbum, altså hvis tekster fortæller en samlet fortælling, et koncept. Genesis er enig om at det skal være nu. Mike Rutherford foreslår et koncept baseret på Saint-Exuperys ”Den Lille Prins”, men Gabriel mener det er for tilbageskuende og eskapistisk-idyl-agtigt. Han har et projekt om at lave noget fuldkommen anderledes end Selling England By The Pound der var excentrisk, landlig og meget britisk. Det næste album skal være baseret på amerikansk kultur og skal være urbant, nutidigt, skarpt og farligt. I øvrigt er et påfaldende at se at Peter Gabriel skifter helt stil på denne tid. Hidtil har han haft langt, hippieagtigt mørkt hår, men fra nu af er Gabriel kortklippet. Det er lidt som en personlig bevægelse fra hippiekulturen til noget mere punk-agtigt (punk er dog endnu ikke opfundet, men den såkaldte præ-punk er).

Den kortklippede Peter Gabriel foreslår derfor et koncept med en ung New Yorker af puerto-ricansk oprindelse – Rael (anagram af Real – ægte) – der midt i New York undergår en eventyrlig, spirituel rejse. Projektet får titlen: The Lamb Lies Down on Projekt. Som inspiration har Gabriel nævnt en spirituel-surrealistisk mexicansk western fra 1971 – El Topo. På et tidspunkt ender helten El Topo i en hule i et bjerg og må finde vej gennem en labyrint af gange og med deforme udstødte typer der dyrker El Topo som en helt. Han kommer ud af forløbet som en genfødt. Andre inspirationer er C.G. Jung, John Miltons ”A Pilgrim’s Progress og West Side Story. Men de færreste fatter helt hvad historien går ud på.

Ligesom El Topo ender den unge lømmel Rael i en hule og leder dels efter en vej ud, dvs. genfinde New York, dels leder han efter sin bror John. Mens han forsøger dette, møder Rael de mærkeligste skabninger – tæppekravlere, heksen Liljehvide Lilith, Døden, de slangeagtige, forførende væsner The Lamia, slatne glidermænd fulde af bylder og til sidst den suspekte Dr. Dyper der kastrerer Rael hvorefter en ravn griber hans lem indkapslet i en gul tube og flyver ud med det til en slugt. Rael opdager her sin bror i en flod i slugten og får valget mellem at redde John eller vende tilbage til New York. Rael – der har opdaget sine blødere sider gennem sin rejse – vælger John som pludselig viser sig at være Rael selv – og tilsyneladende opløses Rael-John og bliver til DET – smelter sammen med universet.

Det er jo ejendommeligt. Hvad mere er – Peter Gabriel vil selv – personligt – stå for teksten til alle sangene. Det er noget nyt. Hidtil har Genesis været et demokratisk band hvor alle musikere bidrog til både tekster og musik – selv om nogle dog er mere lige end andre. De tre oprindelige medlemmer – Gabriel, Banks og Rutherford – har en vis dominans både mht. tekster og musik. Hackett er dog nogenlunde med, mens Collins har mindst at bidrage med til kompositionerne.

Peter Gabriel har dog på dette tidspunkt fået enorm vægt i Genesis. Han har med sine ejendommelige udklædninger til live-shows og sine mærkelige historier fra scenen i den grad fået mediernes opmærksomhed. Det ved også Charisma Records chef, Stratton-Smith. Gabriel er farverig og kuriøs, mens resten af bandet forekommer mere anonymt set udefra. Gabriel er de facto blevet bandets leder, men resten af bandet forholder sig klart ambivalent og kritisk over for denne position. Man påskønner hans kreativitet og evne til at iscenesætte bandet, men det irriterer også at det er Gabriel der identificeres med Genesis, og at Gabriels teatralske evner og visioner bliver mere interessante end bandets musikalske evner og visioner.

Hvorom alting er, Gabriel udnytter sin dominans til at få sin historie ført igennem, selv om resten af bandet ikke præcis ved hvor han vil hen med sit projekt. Det er lidt som med Supper’s Ready, hvor Gabriel også gennemtrumfer at han alene står for en tekst som egentlig mystificerer de andre – men som man må erkende, faktisk fungerede, uigennemskuelig eller ej.

Det bliver en skriveproces og en indspilningsproces fuld af interne spændinger, og spændingerne medfører at Peter Gabriel efter albummets færdiggørelse vælger at forlade bandet for good and ever – dog angiveligt uden nag fra nogen af siderne.

headley grange genesis
Genesis (minus Hackett) foran Headley Grange hvor fx Led Zeppelin lavede meget af sit musik, fx Stairway To Heaven.  Fotoet er taget lige før arbejdet med the Lamb Lies Down on Broadway tager fat.

 

Processen begynder måneden efter turneens slutning. I sommermånederne i 1973 har man lejet et gammelt hus – Headley Grange – angiveligt befængt med rotter og spøgelser – og et sted hvor Led Zeppelin indspillede store dele af deres albums fra 1970 til 1975. Her skal albummets sange skrives og øves igennem. Splittelsen mellem Gabriel og resten af bandet ligger nok dybere, men en anledning at Gabriel udelukkende arbejder med teksten, mens resten af Genesis udelukkende arbejder med musikken – og de arbejder hver deres sted i huset. Frustrationerne stiger idet Gabriel ikke kan få sine tekster lavet færdig og beder om nye sange til tekster der er lavet ud i det blå. En kæmpestor frustration opstår da Hollywood-instruktøren William Friedkin, der lige har haft stor succes med Exorcisten, vil trække Peter Gabriel til Hollywood som visionær billedmager for at hjælpe Friedkin med et nyt filmprojekt. Bandet siger: Du må vælge mellem bandet og Hollywood, og Gabriel vælger så Hollywood. Gabriel er udtrådt af Genesis, og Collins foreslår at færdiggøre albummet som et instrumentalt projekt – hvilket dog afvises. Gabriel er dog tilbage i Genesis ugen efter, men fremmedgørelsen mellem parterne er øget markant. Endelig får Gabriels daværende hustru Jill problemer med sin graviditet og fødslen af parrets første børn. Gabriel må i slutningen af perioden i Headley Grange køre pendulfart mellem Headley Grange og sit hjem i London, og teksterne forsinkes yderligere, frustrationerne øges, og Gabriel føler pludselig at bandet ikke vil give ham tid nok til hustruen og hans kommende barn, at bandet vil gøre sig vigtigere end hans familie, og så har han fået nok.

genesis 74
Genesis fotograferet uden for Headley Grange i 1974 mens de skrev på The Lamb Lies Down on Broadway. Fra venstre Collins, Rutherford, Banks, en væsentlig mere korthåret Gabriel og Hackett der nu er dukket op.

Indspilningen finder sted fra august til november 1974 i Wales i Island Studios mobile pladestudie sammen med co-produceren John Burns som de også arbejdede med ved Foxtrot og Selling England. Også i denne fase er Gabriel bagud med teksterne. Albummet SKAL ud i november, så tidspresset er voldsomt.

Til sidst er The Lamb og dets 23 sange færdigindspillet, og Genesis indleder en månedlang turne hvor HELE albummet afspilles live i sin helhed. Da Genesis når til Cleveland i USA den 23. og 24. november, Gabriel bekendtgør over for resten af Genesis og Tony Stratton-Smith at han trækker sig fra gruppen. Bandet har erkendt at dette er en beklagelig, men forudsigelig og uomgængelig udvikling, mens Stratton-Smith ihærdigt prøver at tale Gabriel fra det. Det lykkes ikke, men Gabriel vil dog færdiggøre turneen der skal køre det næste halve år – indtil maj 1975. Man aftaler ikke at fortælle noget til medierne om Gabriels afgangsplaner.

Peter Gabriel har udtrykt grunden til sin afgang således:

“I hated having my life planned. You’d sometimes be looking 18 months or two years ahead, when you were touring. It felt like there wasn’t much room for independent thought and action. And then my first-born, Anna, [the doctors] didn’t think she was going to survive. We were halfway through recording Lamb… in Wales at the time, and she was in Paddington, and I was tearing between the two. There’s nothing as important to you as your family, but the band were really unsympathetic and didn’t appreciate that they should sit around while I was dealing with life-and-death issues. We’ve had conversations about this since, but it built up some poison between us, internally.”

“I used to think he left because Friedkin had asked him to do the film,” muses Collins back in New York. “And this was actually better than being in a band, being a collaborator for music for films and blah blah blah. But I think there were a lot of personal reasons in there, too, which I didn’t know. Maybe Tony knew. Mike, did you know?”

“Was there ever a conversation with Peter? No, not really,” confirms Tony Banks. “He was leaving to do his own thing, and we accepted that. The rest of us – particularly Mike, Phil and I – were very keen to carry on really. I think particularly Mike and I were bloody-minded. We wanted to show that it wasn’t just Peter. The band had been perceived like that towards the end.”

Samtidig er albummet blevet lanceret. Kommercielt bliver The Lamb umiddelbart en skuffelse. Førstesinglen, den lidt Beatles-agtige Counting Out Time – som er den eneste sang på albummet som er ren Peter Gabriel – kommer ud 1. november og sælger ikke. Albummet kommer ud den 18. november 1974 og sælger langsomt, men sikkert, og ender dog på en 10. plads på albumhitlisten. Det er lidt nedtur, men anmeldelserne er generelt flotte. Og andensinglen – The Carpet Crawlers fra april 1975 – sælger bedre end Counting Out Time – men den er bestemt ikke et hit!

Det største minus ved The Lamb Lies Down on Broadway er at den er en smule for lang. Der er ikke helt nok godt materiale til et dobbeltalbum. Det ved bandet godt. De har materiale til 3 LP-sider, ikke 4 LP-sider. Især den anden plade i dobbeltalbummet indeholder derfor for meget fyld.

Men ellers er det et kolossalt stærkt album – især når man opdager at bandet klart har skiftet stil. Væk er den 12-strengede guitar (stort set) og de rodede, charmerende artrock-sange. Stilen er klart strammere, skarpere og mere tidssvarende, synthesizers er noget mere dominerende end hidtil, og atmosfæren mere urban og moderne – enkelte steder – især sangen Back in N.Y.C. – ligefrem hård.

Det bliver for omfattende at gennemgå alle 23 sange på The Lamb. Men følgende 12 sange kan fremhæves: The Lamb Lies Down on Broadway, Fly on a Windshield, In The Cage, The Grand Parade of Lifeless Packaging, Back in N.Y.C., Counting Out Time, The Carpet Crawlers, Lilywhite Lilith, Anyway, The Lamia, The Colony of Slippermen og It.

The Lamb Lies Down on Broadway

Titelsangen The Lamb Lies Down on Broadway indleder albummet og er en af albummets få sange hvor Gabriel bidrager musikalsk, da det er komponeret af Banks og Gabriel. De to – der blev venner i 1963 som 13-årige på Charterhouse School hvilket blev til starten på Genesis – har skrevet mange sange sammen, og the Lamb bliver deres sidste fælles sang.

Men det er en stærk sang at slutte med. Sangen passer brilliant som åbner, da den indkapsler hårdheden og den rastløse, aggressive energi som kendetegner Rael – og den heftige puls som Genesis fra det landlige Surrey oplever i New York City. Teksten er en præsentation af situationen – Manhattans byliv, grafitti-maleren Rael – Rael Imperial Aerosol Kid – og lammet der uskyldigt ligger midt på Broadway. Lammet spiller ingen rolle i fortællingen – det er et rent symbol.

Da Peter Gabriel efter sin tid i Genesis bliver solist, spiller han i 1978 i Rockpalast i Tyskland, og her har han The Lamb som ekstranummer. Versionen er ret trofast mod Genesis’ version. Gabriel har endog samme kostume på – mørk læderjakke – som da han spillede The Lamb live med Genesis. Sangen kan ses her.

Fly on a Windshield

+ Broadway Melody of 1974

Sang to og tre på albummet sætter så småt fortællingen i gang. Vokaldelen af Fly on a Windshield er næsten folket som det gamle Genesis og handler om støvskyen der omslutter New York. Vokaldelen er kort og afløses af en instrumentalsektion der er syret og majestætisk.

Den går naturligt over i Broadway Melodi of 1974 der primært er en sproglig tour de force i associationer til nutidens Amerika – som Caryl Chessman der blev henrettet i 1960 for en ikke-dødelig kidnapning og den canadiske medie-gurruen Marshall McLuhan (berømt for udtrykkene at i den nye medievirkelighed lever vi alle i en global landsby, og at mediet ER budskabet). Sangen er middelmådig, men i orden. Udmærket melodi og stemning.

In The Cage

Vi springer Cuckoo Cocoon over – en af Steve Hacketts meget få bidrag på the Lamb – der ikke er dårlig, bare forglemmelig, og går tilbage til storbypulsen. Med In The Cage begynder den reelle fortælling om Raels underjordiske, spirituelle rejse. Efter støvskyen har overdækket New York, finder han sig selv først indsvøbt i en kokon og så i et bur i en hule under jorden – omtrent som El Topo i filmen af samme navn. Han prøver desperat at komme ud af burdet – og ser bl.a. sin bror Johns ansigt, men John reagerer ikke.

Hvem er broderen John? Det er klart han har en symbolsk funktion som et form for alter ego som Rael jagter gennem hele albummet. Gabriel var optaget af C.G. Jung da han skrev teksten, og det er oplagt at se forløbet som en jungiansk individuationsproces hvor jeget bliver bevidst om indholdet i det kollektive ubevidste og integrerer elementer heri som bevidstgjort psykisk materiale. John kan repræsentere en fraspaltet del af Raels personlighed, og Rael er drevet til at søge denne fraspaltede del og anerkende det som en del af sig selv.

Musisk er In The Cage er ret usædvanlig for Genesis – rocket og heftig! Sangens drive skal sandsynligvis illustere en art nedadgående spiral som Rael dykker dybt ned i sit eget ubevidste. Det er en nedgang i psyken, en katabasis, og Rael lades op med energi, men oplever samtidig at han sidder fanget i sig selv . Energien er potentiel energi.

Her er In The Cage live fra The Lamb-turneen i 1975. Billeddækningen er ikke fantastisk.

The Grand Parade of Lifeless Packaging

Rael befinder sig derefter på et poleret gulv i en moderne gang eller entré hvor en yndig salgsdame sidder ved en reception. Hun præsenterer sine drømmedukker til en rimelig pris: Dette er Den Store Parade Af Livløs Emballering parat til brug.

Her er forskellige produkter af forskellig kvalitet lige til din smag fra den veltilpassede til den dårligt ernærede. Bortset fra for de dårligt ernærede eksemplarer vedkommende garanteres en succesrig fødsel og en problemfri barndom. Enkelte vil bevæge sig væk fra hoveddifferentialet, men ikke meget, og hver bevægelse væk fra mainstream-banen vil balanceres af andre bevægelser.

Rael ser nu paraden med mennesker i enhver form, tomme i deres perfektion som i en frossen pantomime. Broderen John er nr. 9 i paraden. Fremtiden er planlagt, der er ingen fri vilje, så Rael må betale for produktet, indser han.

Sangen kan læses som en satire over USA og det masseindustrielle samfund der går mennesket til anonymt produkt. Sådan ser det overfladiske – og overfladiggørende – dagliv ud set ”nedefra” – set fra det kollektive ubevidstes blik. Sangen kom ret sent i forløbet. Gabriel havde lavet en ny tekst selv om musikken til The Lamb var færdig og bad om en hurtig sangproduktion over et forlæg han selv kom på – Gabriel, Banks og Rutherford er krediteret. Sangen er psykedelisk pop og glimrende. På originalindspilningen medvirkede Brian Eno i produktionen og lavede psykedeliske effekter på vokalen.

Back in N.Y.C.

Nu kommer et tilbageblik på Raels liv som teenager – bandemiljø, opvækst på Pontiac-anstalten. Sagen er at få respekt og være rå og stærk, mens kærlighed er en illusion. Skal han afhærdes, kræves en bearbejdning. Pindsvinet skal krammes.

Tilbageblik. Rael ser nu på sin opvækst i New York City – bandemiljø, ophold på Pontiac-anstalten til han var 17 år gammel, vold. Det handler om at være stærk og få respekt, mens kærlighed ses som en illusion. Der skal en bearbejdning til, forstår Rael. Ansvaret er hans eget. Pindsvinet skal krammes, og hjertet skal klippes helt nøgent og sårbart.

Back in N.Y.C. er faktisk en af albummets stærkeste sange. Det er synthesizer-drevet og virker nyere end 1974, samtidig med at Gabriels vokal er rå og rocket.

Her er en audio-version fra en live-koncert i januar 1975.

Counting Out Time

Rael er klart fremmedgjort over for det romantiske. I forhold til sex tæller han tiden, dvs.  inddeler hele den romantiske proces i nummererede punkter. Rael har nemlig allerede studeret samlejeforløbet i en bog: ”Erogene zoner”. Punkt 1-6 rør og fremad, nr. 7 lidt problemer, himmerig venter i nr. 11.

Men reaktionen fra elskerinden er ikke helt som forventet.

Counting Out Time har både musik og tekst af Peter Gabriel, og selve historien om at gå ind til den første seksuelle oplevelse ud fra bogen ”Erogene Zoner” er stærkt selvbiografisk. Counting Out Time er melodisk og iørefaldende og blev da også brugt som førstesingle uden den overhovedet slog igennem. Soloen er lavet af Hackett via en guitarsynthesizer.

The Carpet Crawlers

Rael vender nu tilbage fra minderne til den fremadskridende fortælling. Efter støvstormen, kokonnen, buret og hulen endte Rael jo på en poleret gang hvor han så den Store Parade af Livløs Emballering. Den blankpolerede gang glider over i en lang tæppebelagt korridor. Rael mærker varmende uld under sine nøgne fødder, mens væggene er malet kobberrøde, og der står sære tegn på dem. Tyreøjne, fugle, både.

Længere nede ad korridoren øjner Rael nogle knælende mennesker. Det er filmisk, imaginære væsner fanget i fødslen på celluloid, på sin vis beslægtet med figurerne i Den Store Parade Af Livløs Emballering,  men har i denne form eller stadium mere livsblod i sig, og Rael tiltrækkes derfor af dem. De bevæger sig dog, ”tæppekravlerne”. De bevæger sig nemlig mod en tung trædør i enden af korridoren.

Tæppekravlerne er besjælede med blot én tanke – at komme ud af døren og ind i det næste rum. ”Vi bliver nødt til at komme ind for at komme ud”, som de messer.

Sangen er fuld af esoteriske symboler og handler så vidt jeg kan se om åndelig længsel – men også blind, åndelig længsel. Ligesom The Grand Parade kom The Carpet Crawlers ret sent i forløbet. Gabriel havde lavet en tekst som der ikke var en sang til, og han bad om en sang langt inde i indspilningerne. Gabriel havde selv lavet forlægget, mens Banks og Rutherford supplerede, så Carpet Crawlers – muligvis albummets bedste melodi – er en Gabriel-Banks-Rutherford-komposition.

Gabriel finder døren og ender i en sal med 32 døre – et klart symbol på livets eksistentielle valg. Sangen – Chamber of 32 Doors – er almindelig anerkendt, især pga. vokalen. Det skal være en af Gabriels mest sjælfulde vokalpræstationer. Mig keder sangen dog.

Lilywhite Lilith

Rael paralyseres af de mange døre, de mange lokkende tilbud og støjen.

Rael opdager et stille hjørne og ser her en midaldrende kvinde med meget bleg hud med et månelys der skinner gennem huden. Det er ”Liljehvide Lilith” som er er blind og behøver en guide.

-”Hvis du hjælper mig gennem folkeskaren, vil jeg også hjælpe dig,” hævder Lilith.

– ”Hvad skal man med en guide, hvis ikke der er et sted at gå hen,” spørger Rael.

– ”Jeg ved hvor man skal gå hen,” svarer kvinden, – ”hvis du fører mig gennem støjen, vil jeg vise dig det. Jeg er et hulevæsen og kan følge brisens retning.”

Rael fører kvinden gennem skaren som er sikker på at Raels og Liliths mission vil mislykkes. Men parret kommer gennem en dør, og Lilith fører nu Rael gennem en mørk tunnel der til sidst ender i en rund hule med en slags stentrone i midten.

Lilith beder Rael om at tage plads på stentronen: –  ”Rael, sæt dig her. De vil komme efter dig lige om lidt. Vær ikke bange”, hvorefter kvinden går væk.

Kan man sin Jung, er tolkningen åbenlys. Liljehvide Lilith er en heksearketype – mandens kvindelige side Anima som eosterisk og psychopompos, sjælefører. Hun er drømmen og intuitionen der bringer Rael videre. Lilith fører Rael dybere ned i det kollektive ubevidste.

Sangen er rocket og ret flot. Kort, præcis og stolt. Egentlig er Lilywhite Lilith dannet på baggrund af en ældre sang – The Light – der aldrig kom på album og nu altså blev transformeret. Komponister er Banks, Collins og Rutherford.

Anyway

Lilith fører Rael til et mørkt rum hvor han dækkes med sten. Han er overbevist om at han nu skal møde sin helt – døden.

Anyway er en gammel Tony Banks-ballade – Frustration – der nu støves af og får navnet Anyway. Jeg finder den smuk. Det er simpelthen en god melodi.

The Lamia

Rael synes at have overlevet sit møde med Døden som han afskriver som en illusion.

En tyk, moskusagtig lugt trænger frem, og Rael bevæger sig over mod det hjørne hvor lugten er tykkest. Lugten kommer fra en revne i murbrokkerne, og Rael får lavet et stort nok hul til han kan komme i gennem.

Parfumen er endnu kraftigere på den anden side, og han sætter sig med fornyet energi for at finde lugtens kilde gennem en passage oplyst af lysekroner. Til sidst når han en kraftigt udsmykket pool med pink vand, mens de parfumerede lugte ændrer sig. Der er en overdådig dekorering med guldstykker. Murene omkring den rosenvand-poolen er dækket af mørkerødt fløjl hvor der vokser kaprifolier.

I vandet kommer der krusninger hvorfra tre slangeagtige væsner dukker op og svømmer mod Rael. Hver af slangerne har et lillebitte ansigt og bryster som en smuk kvinde, og den mindste bevægelse er fyldt med ynde. Det er lamiaerne som inviterer ham ned i det sødt smagende vand.

– Velkommen, Rael, vi er poolens lamiaer. Vi har ventet på dig for at bringe dig kølighed.

Rael skubber frygten af sig og stiger ned i nektarvæsken. Som han indtager noget af vandet, så drypper en bleg blålig væske af hans hud, og lamiaerne drikker blidt af væsken fra hans hud med tungerne, afprøvende, smagende, bedømmende. Jo mere de kærtegnende nipper af væsken, jo mere stiger hans trang til at afgive væsken.

Snart går lamiaerne over til at nippe af hans krop og drikke af hans blod, mens deres ansigter sammentrækkes af dødelig smerte, deres øjne sortner, og deres kroppe ryster. ”Vi har alle elsket dig!”, siger de med små skrig. Hjælpeløst ser han dem dø, og en sur lugt gennemtrænger rummet. Det eneste han kan gøre for at bevare dem er at spise deres kroppe, absorbere dem. Han går videre, mens væsken i poolen bag ham bliver isblåt, og scenen er igen klar.

The Lamia er igen en Banks-ballade. Jeg finder den temmelig vellykket. Melodien er smuk, synes jeg personligt, og Gabriels tekst ligeså – billedrig, poetisk og velformuleret. Hackett har noget så sjældent som en halvlang guitarsolo.Handlingen er klassisk Genesis, dvs. refererer til klassisk mytologi, men pointen er fremvisningen af det kvindelige og seksualiteten – eller evt. narkotiske stoffer eller andet misbrug – som farlig og udsugende.

Her er The Lamia live fra 1975. Billedækningen er jammerlig.

The Colony of Slippermen

Rael forlader stedet gennem den samme dør han kom ind i, men finder på den anden side en ghetto fyldt med freaks, forstyrrede og heftigt grinende figurer.

Der nærmer sig et væsen fra kolonien, aldeles grotesk at se på med et utal af slimede stykker, stubbe og klumper hængende ned fra sig.

Væsnets læber glider ud over kinden, mens byder velkommen med et forsorent, evigt smil og tilbyder et glidende håndtryk.

Rael er en smule desillusioneret da Glidermanden fortæller at hele kolonien af glidermænd hver for sig har været igennem præcis den samme romantiske tragedie i Lamiaernes rosenpool som han lige har gennemgået (Lamiaerne regenererer sig selv), og at Rael nu deler udseende og skæbne med dem:

– ”Vi har som du smagt kærlighed. Bliv ikke alarmeret over hvad du ser. Du er selv akkurat den samme som det du ser i mig!”

Blandt de fordrejde ansigter genkender Rael sin bror Johns. Eller hvad der er tilbage af ham. De omfavner hinanden, og John fortæller at hele tilværelsen som glidermand er hengivet til at tilfredsstille sansernes umættelige sult arvet fra lamiaerne. Den eneste redning er et besøg hos Doktor Dyper der vil fjerne problemets kilde, dvs. kastrere en.

Rael og John beslutter sig for at besøge Dr. Dyper og få det overstået.  Efter operationen får de udleveret de fjernede genstande i en steril plastictube med guldkæde. Den bæres normalt omkring halsen, siger Dr. Dyper. Og man mister ikke nødvendigvis evnen for altid til at benytte den fjernede penis, men skal man bruge den, skal man lige give klinikken en passende varslingsperiode.

Mens brødrene taler med hinanden og drøfter deres kastrerede situation, flyver en stor, stort ravn ind i hulen, griber Raels plastictube og bortfører den. Rael vil forfølge ravnen for at tilbageskaffe sin bortførte penis, men John siger nej:

-”Jeg vil ikke jage en sort ravn. Hernede må man respektere dårlige varsler. Og hvor ravnen flvyer, er der katastrofe!”

Pointen finder jeg svær at finde. Glidermændene – The Slippermen – er åbenbart ofrene for Lamiaen – ofre for seksuel nydelse eller misbrug som sådan? Men kuren er jo åbenbart kastration – sådan lidt buddhistisk. Begær skaber alle dårligdomme i livet, og kuren er at udslette begæret.

Hvad ravnens bortførelse af Raels afskårne lem i en plastictube betyder, er heller ikke helt indlysende. Måske

Repræsenterer tuben med lemmet præcis som John en del af personligheden som mistes, fraspaltes? Det er også muligt at kastrationen og tuben med lemmet på en eller anden mærkelig måde afspejler Gabriels samtidige problemer med sin hustrus graviditet. Tuben kan afspejle Gabriels barn? Og bortførelsen kan afspejle problemerne med barnet? Endelig kan det simpelthen være en forsagelse af kønsdriften?

Sangen – The Colony of Slippermen – er en band-komposition og teatralsk og synthesizer-båret – og for mange repræsenterer den hvad der er trættende og overkompliceret ved prog-rock. Men den har energi, humor og raffinement. Personligt finder jeg ikke sangen lige i skabet, men såmænd heller ikke dårlig – bare lidt for meget.

I øvrigt er Slippermen nogen tid om at komme i gang – de første to minutter består af kling-klang-effekter der ikke rigtigt vil noget.

Her er Slippermen live – og det er ret svært at høre hvad Gabriel synger. Hans kostume som glidermand hæmmede stærkt tydeligheden af hans sang.

In the Rapids

At der ikke er materiale nok til side 4 på albummet, mærkes tydeligt på side 4. Her er en masse overflødigt tingeltangel – The Ravine, Riding the Scree, the Light Dies Out on Broadway.

Historien er at Rael forfølger ravnen der har bortført tuben med Raels afskårne penis. De kommer ud af hulesystemet til en slugt med et vandløb i bunden, og ravnen dropper tuben ned i vandløbets rivende strømme. Rael kigger ned i vandløbet, og finder endelig sin bror John der er ved at drukne i strømmen. Samtidig ser han et slags vindue i den alternative virkelighed. Hvis han går igennem vinduet, når han hjem til sit elskede Manhattan, men vinduet fader hurtigt væk. Så skal han redde John eller skynde sig hjem til New York mens han kan? Han vælger John og får ham hentet op på land. Og mens han ser ind i Johns livløse ansigt, ser han pludselig at John har hans eget ansigt. John er ham selv. Han er Rael!

In The Rapids – skrevet af Rutherford og Banks – hører efter min mening til albummets mest undervurderede sange.

It

Idet Rael genkender sig selv i John, går han op i ”DET”. Det er universel integration hvor alt bliver til, eller erkendes som, en og samme ting.

Sangen prøver at være en kosmisk fest, men om det helt lykkes at lade den være et substantielt punktum for Raels rejse, kan diskuteres. For mig er det en letvægter.

 

 

Rewiring Genesis: A Tribute to The Lamb Lies Down on Broadway

I 2008 kom et særdeles spændende hyldest-album til The Lamb kaldet Rewiring Genesis: A Tribute To The Lamb Lies Down on Broadway. Bag Rewiring Genesis står produceren Mark Hornsby og trommeslageren og sangeren Nick d’Virgilio – der var den ene af de to nye trommeslagere på det allersidste studiealbum med Genesis: Calling All Stations. Hyldest-albummet er en meget præcist cover-version af The Lamb men naturligvis med den lydkvalitet der hører 2008 til. Den primære forskel – ud over naturligvis at Nick d’Virgilio synger i stedet for Peter Gabriel – er at Tony Banks’ synthesizere er erstattet med orkester – blæsere eller strygere.

Rewiring Genesis er ikke så håbløst som det kunne have været, og holder man af The Lamb og har lyst til at høre albummet i en flot produktion, skal man give det en chance. Det er som at genopdage The Lamb …

 

Genesis interviewes om The Lamb Lies Down on Broadway!

Del 2

Del 3

Del 4

The Lamb Lies Down-turneen

Som nævnt afspilles hele The Lamb-albummet. Sceneshowet indeholdt en kæmpe bagskærm, 8 projektører og 1450 lysbilleder der blev vist i løbet af showet – og kun fungerede fejlfrit ved et halvt dusin af turneens over 100 koncerter. Gabriel optrådte som sædvanlig i roller – dog under størstedelen simpelthen som Rael – korthåret og med læderjakke. Først under The Colony of Slippermen begynder kostumerne – nemlig som slipperman – et blærefyldt, deformt væsen – i form af en kæmpestor dragt der dårligt tillod Gabriel at synge igennem.

slipperman
Fra The Lamb-turneen med dias-showet i baggrunden og i forgrunden Gabriel formummet som “The Slipperman”

Da turneen sluttede i maj, udsendte Peter Gabriel følgende pressemeddelse.

I had a dream, eye’s dream. Then I had another dream with the body and soul of a rock star. When it didn’t feel good I packed it in. Looking back for the musical and non-musical reasons, this is what I came up with:

OUT, ANGELS OUT – an investigation.

The vehicle we had built as a co-op to serve our songwriting became our master and had cooped us up inside the success we had wanted. It affected the attitudes and the spirit of the whole band. the music had not dried up and I still respect the other musicians, but our roles had set in hard. To get an idea through “Genesis the Big” meant shifting a lot more concrete than before. For any band, transferring the heart from idealistic enthusiasm to professionalism is a difficult operation.

I believe the use of sound and visual images can be developed to do much more than we have done. But on a large scale t needs one clear and coherent direction, which our pseudo-democratic committee system could not provide.

As an artist, I need to absorb a wide variety of experiences. It is difficult to respond to intuition and impulse within the long-term planning that the band needed. I felt I should look at/learn about/develop myself, my creative bits and pieces and pick up on a lot of work going on outside music. Even the hidden delights of vegetable growing and community living are beginning to reveal their secrets. I could not expect the band to tie in their schedules with my bondage to cabbages. The increase in money and power, if I had stayed, would have anchored me to the spotlights. It was important to me to give space to my family, which I wanted to hold together, and to liberate the daddy in me.

Although I have seen and learnt a great deal in the last seven years, I found I had begun to look at things as the famous Gabriel, despite hiding my occupation whenever possible, hitching lifts, etc. I had begun to think in business terms; very useful for an often bitten once shy musician, but treating records and audiences as money was taking me away from them. When performing, there were less shivers up and down the spine.

I believe the world has soon to go through a difficult period of changes. I’m excited by some of the areas coming through to the surface which seem to have been hidden away in people’s minds. I want to explore and be prepared to be open and flexible enough to respond, not tied in to the old hierarchy.

Much of my psyche’s ambitions as “Gabriel archetypal rock star” have been fulfilled – a lot of the ego-gratification and the need to attract young ladies, perhaps the result of frequent rejection as “Gabriel acne-struck public school boy”. However, I can still get off playing the star game once in a while.

My future within music, if it exists, will be in as many situations as possible. It’s good to see a growing number of artists breaking down the pigeonholes. This is the difference between the profitable, compartmentalized, battery chicken and the free-range. Why did the chicken cross the road anyway?

There is no animosity between myself and the band or management. The decision had been made some time ago and we have talked about our new direction. The reason why my leaving was not announced earlier was because I had been asked to delay until they had found a replacement to plug up the hole. It is not impossible that some of them might work with me on other projects.

The following guesswork has little in common with truth:

Gabriel left Genesis

1) To work in theatre.

2) To make more money as a solo artist.

3) To do a “Bowie”.

4) To do a “Ferry”.

5) To do a “Furry Boa round my neck and hang myself with it”.

6) To go see an institution.

7) To go senile in the sticks.

I do not express myself adequately in interviews and I felt I owed it to the people who have put a lot of love and energy supporting the band to give an accurate picture of my reasons. So I ask that you print all or none of this.

I øvrigt begyndte han – stadig for Charisma Records – fra 1977 at udsende soloalbums som der siden er kommet i alt 7 af. Med ”So” fra 1986 som den største succes. Peter Gabriels tilbagekomst som rocksanger kom i 1977 med singlen Solsbury Hill der bemærkelsesværdigt nok er en ret poppet og enkel sang. Her er den officielle video

Kan Genesis overleve uden Peter Gabriel?

Nu står det resterende Genesis uden forsanger. Og med en stor gæld efter en turne med et alt for dyrt sceneshow. I sommeren 1975 begynder bandet dels at komponere og øve nye sange til et kommende album, dels at gennemhøre audition-bånd for en ny forsanger. Over 400 audition-bånd blev det til, før Phil Collins’ vokalpræstation for den nye sang Squonk overbeviser bandet om at bandets trommeslager og andensanger, Phil Collins, faktisk er den mest oplagte som ny forsanger. Man vidste han kunne synge, Collins stemme ligger ikke langt fra Gabriel, og flere gange har Collins sunget leadvokal, og noget tiere langt andenstemme til Gabriel, så hans vokal er velkendt for Genesis-fans. Men man har været nervøs for om hans stemme var for blød. Men hans version af Squonk overbeviser om at han kan synge med tilstrækkelig megen kraft.

Imens – i juni, juli – begynder Hackett at optage egne sange til Genesis’ første soloalbum. The Lamb Lies Down on Broadway var en frustrerende oplevelse for Hackett der ikke følte sig inspireret af musikken og bidrog med meget lidt, så nu skal presset lettes. Albummet bliver udsendt i oktober 1975 for Charisma Records under navnet ”Voyage of the Acolyte”.

Steve-Hackett-Voyage-of-the-Acolyte
Det første soloalbum fra et Genesis-medlem – Steve Hacketts “Voyage of the Acolyte” fra 1975

Flere af sangene var egentlig gamle Genesis-sange med klare bidrag fra Banks og Rutherford, men som var blevet afvist. Et eksempel er Shadow of the Hierophant der var blevet afvist af Genesis til Foxtrot i 1972. Denne ret pompøse sang er her spillet live af Hacketts band.

A Trick of the Tail

a trick
Genesis 6. studiealbum, A Trick of the Tail, fra 1976. Hipgnosis står bag coveret hvis figurer stammer fra albummets sange og holdt i en victoriansk stil der skal indfange musikkens ånd

Da Collins var valgt som sanger, går indspilningerne af det første Genesis-album uden Peter Gabriel i gang. Det foregår i oktober og november 1975 i Trident Studios i London – hvor også de første rigtige Genesis-albums – Trespass, Nursery Cryme og Foxtrot – blev indspillet, og albummet produceres af Genesis samt David Hentschel der var engineer på Trespass-indspilningen.

Resultatet bliver et ret langt album – 51 minutter – med 8 sange. Fra nu af dropper Genesis den demokratiske markering af at alle er komponister til alle sange, og nu markeres det hvem der reelt er komponisterne.

Musikstilen ligger i virkeligheden ret tæt på The Lamb Lies Down on Broadway – men er klart knap så eksperimenterende og artrock-præget som det hidtidige Genesis. Stemningen ligger tæt på side 3 på The Lamb – Lilywhite Lilith, Anyway og The Lamia. Og det er tydeligt nu for alle at Tony Banks er dominerende i Genesis. Men når det er sagt, så er der faktisk en – for Genesis måske lidt overraskende – vis charmerende lethed over mange af sangene – noget legesygt og muntert – fx i Robbery, Assault and Battery og Los Endos.

Pudsigt nok udtalte den britiske prinsesse Diana i 1980’erne at A Trick of the Tail var hendes yndlingsalbum. Jeg havde antaget hendes smag for at være mere poppet.

Trick bliver en stor kommerciel succes – for alle der betragter den karismatiske og farverige Peter Gabriels afgang som Genesis’ stensikre død. Og det er er egentlig ikke så få Genesis-fans der mener. Og at A Trick of the Tail faktisk holder meget af kvaliteten fra de foregående albums – og meget af charmen (The Lamb havde dog ikke specielt megen charme) og med bedre lydkvalitet, for Hentschel er en dygtig producer – det duperer fans og anmeldere. Trick går ind på albumhitlisten som nr. 3 – og er Genesis’ hidtil bedst sælgende album.

I øvrigt har jeg en svaghed for både The Lamb Lies Down on Broadway og A Trick of the Tail som var de første Genesis-albums jeg hørte da jeg var dreng i 70’erne.

Dance on a Volcano

Trick begynder med en intens sang hvis titel er ret beskrivende. Og som i øvrigt er den første sang der blev skrevet til albummet. Og derfor tillige sangen der overbeviste bandet om at det nok skulle fungere uden Peter Gabriel.

Den intense sang er den lidt fusionsjazz-agtige synthesizer-drevne Dance on a Volcano der lyder hurtigere og mere rytmisk kompleks end den egentlig er, selv om der er sektioner skrevet i 7/8-takt. Men der er masser af energi, drive og fantasi i Dance on a Volcano der er skrevet af hele bandet – Rutherford, Banks, Hackett og Collins i denne rækkefølge.

Her er sangen live i 1977 (svarende til versionen på live-albummet Seconds Out)

Entangled

Nu følger en ballade i den klassiske stil før The Lamb – med 12-strengs-guitarer og et idyllisk og drømmende lydunivers. Entangled er i sin grundstruktur skrevet af Steve Hackett – og Banks har så lagt omkvædet til og den afsluttende keyboardsolo – og den handler om en hospitalsoplevelse af at være bedøvet og glide frem og tilbage mellem bevidsthedstilstandene.

When you’re asleep they may show you
Aerial views of the ground,
Freudian slumber empty of sound.

Over the rooftops and houses,
Lost as it tries to be seen,
Fields of incentive covered with green.

Mesmerised children are playing,
Meant to be seen but not heard,
“Stop me from dreaming!”
“Don’t be absurd!”

Det er en meget folk-agtig, velklingende drømmeagtig og køn ballade – en af albummets allerstærkeste.

Her er Entangled live

Squonk

Squonk er et forsøg på at skrive en rigtig rocksang med sejt groove og det hele. Historien går på at Rutherford og Banks tilfældigt hører Led Zeppelins sang ”Kashmir” uden at vide hvem der har lavet sangen, og begge bliver bjergtaget af Kashmir – ikke mindst af trommegroovet. Squonk er de tos forsøg på at reproducere Kashmirs groove, selv om de ikke selv mener det helt lykkedes. Men Squonk – der handler om et amerikansk fabeldyr – bliver en favorit til koncerterne.

Her er Squonk live fra 1980

Mad Man Moon

En køn og lang Tony Banks-ballade med masser af broderet synthesizer-filigran og i en stil der ligger tæt op ad Anyway og The Lamia. Kan man lide Banks som sangskriver, finder man den smuk. Er man mere kølig over for Banks’ stil, forekommer den vel tam, lam, kedelig og unødvendigt forsiret.

Robbery, Assault and Battery

Igen åbnes en pladeside med en Genesis-sang med stor energi og veloplagthed. Sangen er oplagt et forsøg på at genskabe Peter Gabriels teatralske og underholdende stil. Melodien kunne nok være mere vellykket, men sangen er temmelig velspillet – også af rytmegruppen Rutherford  og Collins.

Nedenstående er vist Genesis’ måske lidt klodsede forsøg på at lave en rigtig rockvideo til sangen.

Ripples

En virkelig smuk ballade af Mike Rutherford med en fin og melodisk synthesizer-solo-sekvens i midten af Banks. Den har en klog og lyrisk tekst om aldring med et pompøst og yderst iørefaldende omkvæd. En klassiker!

Bluegirls come in every size
Some are wise and some otherwise,
They got pretty blue eyes.
For an hour a man may change
For an hour her face looks strange –
Looks strange, looks strange.

Marching to the promised land
Where the honey flows and takes you by the hand,
Pulls you down on your knees,
While you’re down a pool appears.
The face in the water looks up,
And she shakes her head as if to say
That it’s the last time you’ll look like today.

Sail away, away
Ripples never come back.
Gone to the other side.
Sail away, away.

The face that launched a thousand ships
Is sinking fast, that happens you know,
The water gets below.
Seems not very long ago
Lovelier she was than any that I know.

Angels never know it’s time
To close the book and gracefully decline,
The song has found a tale.
My, what a jealous pool is she.
The face in the water looks up
She shakes her head as if to say
That the bluegirls have all gone away.

A Trick of the Tail

Tony Banks’ meget Beatles-agtige titelsang. Banks blev inspireret til teksten da han læste William Goldings bog ”The Inheritors” om reaktionen på en aliens besøg på jorden. God pop!

Los Endos

Et instrumentalnummer der bliver en fanfavorit live. Sangen er sat I værk af Phil Collins der samtidig spiller trommer i fusionsbandet Brand X og som prøver at få den mere løse og fri stil fra Brand X ind i Genesis. Sangen indeholder sektioner med temaet fra Dance on a Volcano og Squonk. Et lidt rodet nummer, men med energi, charme og musikalske billeder.

Her er Los Endos Live fra 1976

It’s Yourself 

En sang der blev optaget ved A Trick of the Tail-sessionerne, og som var tænkt som første del af en suite hvor Los Endos var 2. del.  Man hører tydeligt Los Endos-elementerne i sangens anden halvdel. Sympatisk og køn!

Her er bandet interviewet om tilblivelsen af A Trick of the Tail

A Trick of the Tail Tour

A Trick of the Tail udkommer i februar 1976, og måneden efter indledere Genesis en kort og intens A Trick of the Tail Tour fra den 26. marts i Canada og indtil 11. juli i England med 62 koncerter. Men det er en udfordring at Collins både er forsanger og trommeslager i Genesis. Det kan gå i studiet, men live bliver forsangeren for tilbagetrukket hvis han skal sidde bag trommesættet. Der må skaffes en ny trommeslager live.

tricktail

Phil Collins spiller i fusionsbandet Brand X sammen med trommeslageren Bill Bruford der har spillet for store progrock-bands som King Crimson og Yes. Bruford og Collins er blevet venner, og Bruford lover at spille trommer i Genesis live indtil man finder en permanent løsning. Samarbejdet går i øvrigt ikke fuldkommen gnidningsfrit. Bruford er ikke den respektfulde type, og Collins er ikke den tykhudede type der elsker kritik.

Nerverne sidder måske uden på tøjet, fordi Genesis har meget på spil. En ting er at lave et album uden Peter Gabriel – for Gabriel var aldrig dominerende i sangskrivningen. Han var en af bandets tunge drenge sammen med Banks og Rutherford, men ikke essentiel. Det var han til gengæld live hvor hans bizarre udklædninger – der i øvrigt altid matchede sangenes indhold og deres historie og havde dem som centrum, det handlede ikke om at iscenesætte Peter Gabriel som person – gav Genesis’ koncerter et fascinerende og lidt Monty Python-agtigt præg som lagde grunden til bandets succes live. Gabriel var excentrisk, exceptionel og brillant – kunne den mere blide og efterhånden ret langskæggede Collins på nogen måder træde i hans fodspor?

Det viser sig faktisk muligt. Collins havde været barneskuespiller i en Oliver Twist-opsætning og viser sig at have stage presence kombineret med en masse energi. A Trick of the Tail-turneen er en klar success, og fordi bandet er besjælet af en særlig “vi-skal-vise-dem-ånd” fordi så mange dømte dem færdige med Gabriels afgang, så er det muligvis her Genesis peaker i entusiasme og nærvær.

Sætlisten er: Dance on a Volcano, suiten The Lamb Lies Down on Broadway – Fly on a Windshield – Broadway Melody of 1974 – The Carpet Crawlers, The Cinema Show, Robbery Assault and Battery, White Mountain, Firth of Fifth, Entangled, Squonk, Supper’s Ready, I Know What I Like, Los Endos, It/Watcher of the Skies.

Wind and Wuthering

wind and wuthering

Genesis 7. studiealbum, Wind and Wuthering, fra 1976. Hipgnosis – Colin Elgie – står bag coveret der passer godt til musikkens drømmeagtige og romantiske, men også lidt kuldslåede stemning, og det lykkes at skabe en stærk association mellem efteråret og Wind and Wuthering der faktisk blev optaget i efteråret.

A Trick of the Tail-turneen slutter i juli 1976 hvorefter bandet straks går i gang med at frembringe nyt sangmateriale. Det går ret gnidningsfrit, 6 uger tager det, selv om Steve Hackett bliver virkelig skuffet over denne sangskrivnings- og øvefase. Hackett er den eneste i bandet der har lavet et solo-album (Voyage of the Acolyte), og han mener at der bør være plads til hans billedrige og fantasifulde bidrag. Men han føler sig gang på gang stemt ud, mens Tony Banks omvendt får virkelig meget materiale gjort til bandets nye musik. En særlig skuffelse er Hacketts instrumentalsang ”Please Don’t Touch”, som Genesis når ret langt med i øvefasen, indtil Collins nedlægger veto da han ikke kan nå ind bag den i sit trommesil, som han udtrykker det.

I september og oktober 1976 kunne Genesis gå i studiet – og atter med David Hentschel som co-producer. Indspilningen foregik denne gang i udlandet – i Holland .- i Relight Studios i den hollandske by Hilvarenbeek.

Albummet kommer ud i december 1976 og får titlen Wind and Wuthering. Stilen minder om A Trick of the Tail som jo også kom ud samme år – men Wind and Wuthering kan betragtes som Tricks tungere tvilling. Den har mere substans, er mere kompliceret og utilgængelig, men har til gengæld et mere gennemført og selvtillidsfuldt flow i sine sange. Til gengæld mangler noget af charmen fra Trick (og det foregående albums med Gabriel) nok. Det er en dygtig og elegant plade, men knap så forførende som forgængerne. Der er mindre humor og mere selvhøjtidelighed. Men albummets altdominerende sangskriver – Tony Banks – der pudsigt nok er yderst begejstret for netop dette album – forbinder musikken med romantik og længsel.

Albummet sælger ikke helt så godt som Trick – men hæderligt nok. Wind and Wuthering når nr. 7 på albumhitlisten i Storbritannien og nr. 26 i USA.

Der er i øvrigt en vigtig detalje ved Wind and Wutherning som jeg vil påstå ofte overses fordi albummets generelle stemning er præget af alvor, styrke og tyngde: Med sange som Rutherfords You’re Own Special Way og Banks’ ”Afterglow” begynder Genesis en proces hvor de laver stadig mere simple, catchy sange uden at være så forhippede på at bevise at de er kloge og dygtige og kan lave komplicerede ting. Den udvikling får så et nøk til på efterfølgeren And Then There Were Three, endnu et nøk på efterfølgeren Duke, endnu et nøk på Abacab, og pludselig begynder Genesis at lave pop. Herom følger.

Eleventh Earl of Mar

En af de mere majestætiske Genesis-sange skrevet af Banks, Hackett og Rutherford. Den har et vist groove hvilket tidligere albums Genesis-sange generelt har manglet noget.

4 minutter inde i Eleventh Earl of Mar begynder et meget smukt og imaginativt mellemspil – eller “bro” – præget af bandets klassiske pastorale stil med en pompøs overgang til ”omkvædet”, som knap nok er et omkvæd. Broen er skrevet af Hackett som led i hans stykke ”The House of Four Winds” – hvis titel bliver første del af albumtitlen. Rutherford har skrevet teksten om en skotsk adelsmand fra 1700-tallet og hans håbløse oprør mod den britiske kongemagt.

En flot sang – det må jeg sige. Højtidelig, men grandios på den gode måde. Og med masser af billeder hvilket er Genesis’ styrke.

One for the Vine

En meget pompøs og vildtvoksende ballade skrevet af Tony Banks i stil med Mad Man Moon fra Trick. Den var da egentlig også skrevet til A Trick of the Tail, men blev afvist, hvorefter arbejdede videre og videre og videre på den, så den er uhyre gennemarbejdet og et af Genesis mest orkestrale sange. Den er da også bygget op omkring en af albummets bedste sange med en midtersektion hvor Banks virkelig folder sig ud. Handlingen handler om en mand der lever i en Messias-dyrkende kreds, mister troen, flygter ud i vildnisset og så selv udnævnes som Messias da han vender tilbage.

Then one whose faith had died
Fled back up the mountainside,
But before the top was made,
A misplaced footfall made him stray
From the path prepared for him.
Off of the mountain,
On to a wilderness of ice.

This unexpected vision made them stand and shake with fear,
But nothing was his fright compared with those who saw him appear.
Terror filled their minds with awe.

Simple were the folk who lived
Upon this frozen wave.
So not surprising was their thought,
This is he, God’s chosen one,
Who’s come to save us from
All our oppressors.
We shall be kings on this world

Den nye Messias kan ikke slippe for sin skæbne og må føre sin kreds til sejr i krig mod fjenderne, men han opdager pludselig en der flygter ud i vildnisset præcis som han selv gjorde – alt går i ring.

Tekst, musik og arrangement arbejder godt, intelligent og veludført sammen, men Banks nærmer sig klart det selvhøjtidelige og prætentiøse – men overskrider ikke grænsen. Det mest imponerende er at sangen med alle sine instrumentale indfald i den mellemste sektion hvor der pludselig optræder 5/4-rytme osv., faktisk hænger sammen.

Det er en stærkt ambitiøs, meget kompetent komponeret og arrangeret ballade med stor indre konsistens trods alle eksperimenterne i den midterste del. En superflot sang fuld af billeder.

Her spilles One for the Vine live i 1980.

You’re Own Special Way

En måske lidt bombastisk, men også fin, smuk og ret catchy ballade af Mike Rutherford der bliver albummets førstesingle og bliver den første Genesis-sang i Collins-perioden der når ind på hitlisten i USA – ikke så højt op – nr. 62 – men den kommer dog ind på listen. Negativsiden er at sangen nærmer sig velgennemført – men almindelig – pop og ikke er specielt billeddannende. Det er naturligvis musikhistorisk interessant, for jeg vil påstå at her begynder Genesis udvikling mod at blive et popband.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt at det bliver Rutherford der først viser en sans for popsange i Genesis. Det er på ingen måde Phil Collins der på dette tidspunkt mest er til fusionsjazz og mærkelige, jazzede rytmer.

Her er You’re Own Special Way i et amerikansk tv-show i 1977 i en sing-back (play-back)-version, dvs. alt mimes.

All in a Mouse’s Night

Derpå følger et par svagere bidrag. Den fusionsglade Phil Collins er hovedmanden bag en lidt jazzet instrumentalsang, Wot Gorilla, en bagatel. Så har Banks fået den intelligent arrangerede og solide, men efter min mening lidt middelmådige All in a Mouse’s Night hvis tekst er baseret på tegneseriefigurerne Tom & Jerry. Genesis skal passe på at falde i den for prog-rock-bands nærliggende grøft der hedder ”gumpetung” – hvilket Peter Gabriel gjorde meget for at forhindre. Og her er man altså lovlig tæt på den grøft.

Blood on the Rooftops

Endnu en kærlighedsballade, om end lidt mere sardonisk end You’re Own Special Way. Steve Hackett er hovedmanden og har skrevet det instrumentale forspil, teksten og verset, mens Phil Collins har fundet på titlen og skrevet omkvædet. Elegant, britisk, smuk og flot – en af mine personlige favoritter på albummet. Blood on the Rooftops er på ingen måde gumpetung. En elegant ballade med en elegant og meget britisk tekst.

Dark and grey, an English film, the Wednesday Play
We always watch the Queen on Christmas Day
Won’t you stay?

Though your eyes see shipwrecked sailors you’re still dry
The outlook’s fine though Wales might have some rain
Saved again.

Let’s skip the news boy (I’ll make some tea)
The Arabs and the Jews boy (too much for me)
They get me confused boy (puts me off to sleep)
And the thing I hate – Oh Lord!
Is staying up late, to watch some debate, on some nation’s fate.

Hypnotised by Batman, Tarzan, still surprised!
You’ve won the West in time to be our guest
Name your prize!

Drop of wine, a glass of beer dear what’s the time?
The grime on the Tyne is mine all mine all mine
Five past nine.

Blood on the rooftops – Venice in the Spring
Streets of San Francisco – a word from Peking
The trouble was started – by a young Errol Flynn
Better in my day – Oh Lord!
For when we got bored, we’d have a world war, happy but poor

Unquiet Slumbers for the Sleepers …

/ … in that quiet Earth

Lidt blæreagtig instrumentalsektion mellem Blood on the Rooftops og Afterglow. Først den drømmende og lidt stillestående Unquiet Slumbers og siden den hæsblæsende In That Quiet Earth. Titlerne er i øvrigt hentes fra Emily Brontës ”Wuthering Heights”, Stormfulde Højder, som leverer den anden del af albummets titel.

Den slags instrumentalblær finder jeg personligt trættende, men her er det faktisk ret godt gennemført og har en vis magi. Hackett er hovedmanden sammen med Banks.

Afterglow

Det tog Tony Banks næsten et år at skrive One for the Vine, mens det tog ham godt 5 minutter at skrive balladen Afterglow – der er en af de første Genesis-sange der eksperimenterer med det meget enkle. Den er smuk, og den fungerer – og bliver en fanfavorit. De næste mange år er Afterglow en del af live-repertoiret som den rolige, blide og vuggende afslutning på en hæsblæsende instrumentalsektion.

Genesis om Wind and Wuthering

Spot The Pigeon

Tre vragede sange fra the Wind and Wuthering-sessionerne dukker i 1977 op som en EP ved navn “Spot the Pigeon”. De tre sange er ikke helt mig, men en af sangene, Pigeons, har en vis charme. Måske fordi det er den Genesis-sang der minder mig mest om det danske band Gangway!

The Wind and Wuthering Tour

Wind and Wuthering udkommer den 17. december 1976, og derefter er bandet klar til et halvt års turne – der begynder 1. januar 1977 i Londons Rainbow Theatre og slutter den 3. juli 1977 i Olympiahalle i München, Tyskland med en del koncerter i Canada, USA og – som noget nyt – Brasilien.

ww tour

Få dage før turneen begynder (i juledagene 1976) har Genesis fundet sig en fast live-trommeslager, nemlig fusions-trommeslageren Chester Thompson som Genesis efter jul flyver ind fra USA og øver med i Rainbow Theatre. Chester Thompson er hentet fra fusionsbandet Weather Report og er et fremragende valg, en knalddygtig trommeslager der fungerer virkelig godt sammen med Collins.

Genesis-1977
Genesis i 1977 med den nye live-trommeslager Chester Thompson i midten

En typisk sætliste er disse sange: Squonk, One for the Vine, Robbery, Assault and Battery, Firth of Fifth, The Carpet Crawlers, In That Quiet Earth,  Afterglow, I Know What I Like (in your Wardrobe), Eleventh Earl of Mar, Supper’s Ready, Dance on a Volcano, Drum duet, Los Endos, The Lamb Lies Down on Broadway og afslutningen på The Musical Box.

Det kører virkelig godt for Genesis live i denne periode. Rent musikalsk er det sandsynligvis en kulmination hvor musikalsk kompetence og intensitet går flottest sammen. I de kommende år øges den musikalske kompetence hele tiden live, men intensiteten er jævnt faldende.

seconds out
Genesis 2. live-album, Seconds Out fra 1977

Man beslutter at bruge optagelser –4 koncerter i Paris – som udgangspunkt for et live-album der udgives som dobbelt-album. En enkelt af sangene (The Cinema Show) er optaget fra en 5. koncert i Paris, nemlig fra A Trick of the Tail Tour i 1976 med Bruford på trommer, mens resten er fra den netop overståede Wind and Wuthering Tour i juni 1977 og med Chester Thompson på trommer.

Optagelserne udsendes med titlen Seconds Out. Mens Seconds Out mixes i efteråret 1977, erklærer Steve Hackett at han udtræder af bandet. Irritationen over at være ”kørt over” under indspilningen til Wind and Wuthering er blevet for stor, han har ikke længere lyst til at være med og vil gå solo. Afgangen skyldes ikke kun utilfredshed med ikke at få sit eget materiale tilstrækkelig meget igennem; Genesis har i mange år faktisk ikke bestilt andet end at turnere, skrive og øve sange og indspille sange. Det er svært at få øje på blot en måneds ferie i de sidste mange år, og Hackett (og hans privatliv) er slidt ned af det overordentligt aktive turneliv. En pudsig detalje: Steve Hackett er efter eget udsagn ret glad for Wind and Wuthering.

Steve Hacketts første solo-album efter afgangen har betegnende nok titel efter ”Please Don’t Touch” – den sang som Genesis faktisk om langt med at øve, men som Collins så fik vraget. På en måde forstår jeg Hacketts frustration. Please Don’t Touch er en noget mere billeddannende og fascinerende sang end særligt All in a Mouse’s Night.

Hvorom alting er – Steve Hacketts afgang er et tab for Genesis. En kilde til bizarre, mørke og lyriske lydbilleder og stemninger er forsvundet. Hermed har man med Gabriel og Hackett mistet de to mest excentriske personligheder – nok dem med størst sans for magi og drama.

Således betragtes normalt Genesis’ ”klassiske albums” som overståede. De følgende er kunstnerisk tyndere.

Seconds Out er virkelig et godt live-album. Den udsendes i oktober 1977 – samme måned som Steve Hacketts afgang annonceres – og ryger ind som nr. 4 på albumhitlisten, sjældent for et live-album. Det har en god lydkvalitet. Og det er og bliver det klassiske Genesis live-album.

Her er tre kvarters optagelse fra A Trick of The Tail-turneen (den i 1976 med Bill Bruford) hvor man får et fint indtryk af Genesis live

… and then there were three …

And Then
Genesis 8. studiealbum, And Then There Were Three, fra 1978. Cover af Hipgnosis

Steve Hackett meddeler sin afgang i august 1977, og måneden efter går Genesis’ tre resterende medlemmer – Banks, Collins og Rutherford – i studiet for at skrive, øve og indspille det næste album. Det foregår samme sted og med samme producer som ved Wind and Wuthering-albummet – Relight Studios i Hilvarenbeek i Holland med David Hentschel som co-producer.  Materialet kommer på plads på to uger. Så overvejer Genesis om man skulle finde en ny leadguitarist som erstatning for Hackett, men Rutherford fremfører at han magter at indtage rollen som både bassist og guitarist i bandet. Det går selvfølgelig ikke live, men den tid den sorg.

Genesis er altså virkelig reduceret til en trio og har fundet sig sin længstvarende bemanding  – der varer fra 1977 og frem til 1996 hvor Phil Collins fortæller Banks og Rutherford at han udtræder af Genesis. Det er naturligvis den situation der afspejles i albummets titel – galgenhumoristisk inspireret af 10 Little Niggerboys.

Tony Banks ændrer for første gang siden 1973 sit keyboard-udstyr – vigtigst er at den gamle synthesizer (ARP Pro Soloist) suppleres med en Moog Music Polymoog og en ARP 2600.

And Then There Were Three indspilles i september og oktober 1977, men udsendes først den 1. marts 1978. Albummet bliver Genesis’ hidtil største kommercielle succes – ligesom Trick lægger den sig ind som nr. 3 på den britiske albumhitliste, men med større salg – ikke mindst fordi den bliver nr. 14 på den amerikanske albumhitliste (Billboard). Og fordi førstesinglen – Follow You, Follow Me – udsendt i februar 1978 – går ind som nr. 7 på den britiske singlehitliste og nr. 23 på den amerikanske. Genesis er så småt ved at blive et kommercielt hit.

Desværre er albummet en ynk. Blegt og profilløst og efter min opfattelse det kunstnerisk dårligste Genesis-album siden Trespass. Sangene mangler karakter og kraft og minder alt for meget om hinanden, og albummet savner passion og tyngde. Men And Then har da sine plussider – der er masser af god sangskrivning på albummet, smukke, fine og nogle steder flotte ballader, albummet er mere stramt og elegant end Trick og Wind and Wuthering, og Phil Collins er begyndt at træde mere i karakter. Halvdelen af albummets sange er gode, vil jeg mene.

Down and Under

And Thens indledende sang – der er skrevet af Collins, Banks og Rutherford – er ikke helt slet. Det er et af albummets mest majestætiske, det er forholdsvis gutsy, velsunget og med en vis nerve. Men den er samtidig lovlig middelmådig og gumpetung.

Undertow

Banks’ ballade Undertow er albummets første gode sang. Den tager lang tid før den udvikler sig op til det pompøse omkvæd, men det holder flot. Teksten handler om alt det intense liv man ville finde, hvis man fik at vide at man kun havde én dag tilbage at leve i – men et intenst liv som man aldrig får taget sig sammen til at leve, for der er jo altid en morgendag, tror man.

Snowbound

Næste sang – Ballad of Big – også en samlet band-komposition – er igen rocket, godt sunget og endnu mere forglemmelig end Down and Under. Så lad den være glemt.

Den efterfølges af Mike Rutherfords første ballade – der er ret enkel, men flot og inspireret. Ligesom Undertow så løfter sangens omkvæd ret godt.

Burning Rope

Det er en pompøs ballade af Tony Banks. Selv om den ikke har Mad Man Moons eller One for the Vines kvaliteter, er det et ret godt og melodisk prog-rock-nummer med store indre kontraster og alligevel indre sammenhæng. En god sang! Og sjovt nok med en carpe diem-morale der nærmer sig den i Undertow

You must blaze a trail of your own, unknown, alone,
But keep in mind
Don’t live to-day for tomorrow like you were immortal.
The only survivors on this world of ours are

The warming sun, the cooling rain,
The snowflake drifting on the breath of the breeze,
The lightning bolt that frees the sky for you
Yet only eagles seem to pass on through.
The words of love, the cries of hate,
And the man in the moon who seduced you
Then finally loosed you.

You’re old and disillusioned now as you realise at last,
That all all you have accomplished here will have soon all turned to dust.

Many Too Many

En ballade af Tony Banks. Køn, melodisk, en god melodi, med hjerte – måske lidt for anonym, men jeg kan lide melankolien der undgår at blive sentimental.

Så følger Scenes From a Nights Dream – energisk, dynamisk og næsten swingende – men igen – alt for forglemmelig. Så det gør vi.

Say It’s Alright, Joe

En ballade af Mike Rutherford og en af mine klare favoritter fra albummet. Der er stor afstand mellem verset og omkvædet, men begge dele fungerer flot – et elegant vers og et fejende flot omkvæd – næsten på niveau med de smukke ballader på A Trick of the Tail – blot mere pompøst forførende.

The Lady Lies

Den er skrevet af Tony Banks og en af de få spændende sange på albummet. Her er der pludselig højde, nerve, spændstighed og originalitet. The Lady Lies er klassisk Genesis-prog-rock, og løfter flot og melodisk i et intelligent arrangement, mens der er kommet en ny rytmisk spændstighed ind i musikken, noget næsten jazzet.

Og her live

Follow You, Follow Me

En band-præstation krediteret Rutherford, Banks og Collins med tekst af Rutherford. Den har jeg aldrig brudt mig specielt meget om. Follow You Follow Me er intelligent nok lavet, og dygtig pop, og letflydende og catchy hvilket er en kunst, men den er samtidig overfladisk og ligegyldig – ingen poesi, ingen magi, intet løft, ingen passion. Sangen er dog musikhistorisk interessant – Genesis’ første helt gennemførte forsøg med ligefrem, kommerciel pop. Og konceptet virkede. Sangen bliver Genesis første topti-hit (den bliver nr. 7 på den britiske singlehitliste). Jeg bringer den kun her fordi den er historisk interessant. Det bedste ved Follow You Follow Me er den rytmiske spændstighed.

Vancouver

Et fraklip fra And Then There Were Three – men brugt som b-side til den single hvis a-side var Many Too Many. Sangen er skrevet af Rutherford og Collins og mangler nok et hook i sit omkvæd, men det har stemning og er ret køn.

The Day The Light Went Out

Tony Banks’ b-side til Follow You, Follow Me er måske mere kikset end Vancouver, men jeg kan høre charmen, og jeg synes The Day The Light Went Out hæver sig fra flere af de sange der kom med på And Then There Were Three – fx Ballad of Big og Deep in the Motherlode.

Her er Genesis om And Then There Were Three

The And Then There Were Three Tour

Samme måned som And Then udgives, marts 1978, indleder Genesis en ny verdensturné der begynder i Dallas den 26. marts 1978 og afsluttes den 3. december i Osaka. Da Mike Rutherford ikke  kan spille guitar og bas på samme tid, skal der en supplerende musiker til. Man vælger endnu en amerikansk fusionsjzz-musiker, nemlig Daryl Stuermer, der hentes fra Jean-Luc Ponty. På sangene fra And Then There Were Three spiller Stuermer bas live – så Rutherford altså spiller leadguitar live på de nye sange – mens han på sange skrevet før And Then spiller guitar live, mens Rutherford spiller bas.

stuermer.jpg
Genesis’ nye live-bemanding – fra venstre Chester Thompson, Mike Rutherford, Daryl Stuermer, Tony Banks og Phil Collins

Turneen går flot, Stuermer fungerer perfekt i bandet, og hermed har Genesis fundet sin faste live-bemanding.

Sætlisten er som udgangspunkt: Eleventh Earl of Mar, In the Cage, Burning Rope, Ripples, Deep in the Motherlode, One for the Vine, Squonk, Say It’s Alright Joe, The Lady Lies, The Cinema Show, Afterglow, Follow You Follow Me,  Dance on a Volcano, Drum Duet, Los Endos, I Know What I Like.

MikeRutherfordGenesis

Krisen 1979

I det meste af 1979 holder Genesis pause. Baggrunden er en familiær krise. I slutningen af 1978 rejser Phil Collins’ hustru Andrea til Canada med parrets børn. Collins vælger at forsøge at redde sit ægteskab og meddeler Genesis at han rejser med over til Canada for at give familien en chance. Banks og Collins erklærer at det er helt fint, og at man kan sætte bandet på en pause i 1979. Banks og Rutherford helliger sig derpå solo-albums – henholdsvis A Curious Feeling og Smallcreep’s Day – begge ganske glimrende, men ikke fantastiske, og hits bliver de ikke. I april 1979 anerkender Collins at det ikke lykkedes at redde ægteskabet, og han rejser tilbage til Surrey, England, og arbejder med sine egne projekter – fusionsbandet Brand X og sange til sit kommende solo-album (Face Value). Det er en emotionelt tumultarisk periode for Collins, og han finder det naturligt at udtrykke sig følelsesmæssigt via sange – hvilket er en ny udvikling for ham.

I denne situation kan man roligt sige at Genesis tager sit momentum eller mangel på samme ganske seriøst. En mulig opløsning nærmer sig.

Duke

duke
Genesis 10. album, Duke, fra 1980. Dets cover er tegnet af den franske illustrator Lionel Koechlin og forestiller karakteren Albert som Genesis forestillede sig skulle være en gennemgående karakter i Duke-suiten.

I efteråret 1979 flytter Banks og Collins over i Phil Collins’ hjem i Surrey hvor de begynder at finde materialet til det kommende album. Der er gået nogen tid, og alle tre har materiale – Banks og Collins har dog brugt en del af deres på deres solo-albums. Beslutningen bliver at hver af de tre kan bidrage med to af deres egne kompositioner som hele bandet er med til at udvælge, mens det kommende albums resterende sange skal skrives af de tre i fællesskab.

Collins har skrevet en del materiale til sit solo-album og tilbyder bandet sangen In The Air Tonight. Den springer Genesis over og vælger – fuldkommen mystisk – sangene Misunderstanding og (mere forståeligt) Please Don’t Ask. Tony Banks har siden svært ved at forstå at Genesis takkede nej til In The Air Tonight, men Collins fastholder at det var hvad der skete.

Derpå drager bandet i studiet i november og december – denne gang dog ikke til Holland, men til Sverige, til ABBAs studie i Stockholm, Polar Studios, hvor både Banks og Rutherford tidligere på året indspillede deres solo-albums. David Hentschel er atter co-producer sammen med bandet.

Banks har igen ændret sit keyboardudstyr. Mellotronen pensioneres ligesom de hidtidige ARP-synthesizere. Polymoogen suppleres med en ARP Quadra og en Prophet-5

Sangskrivningen og indspilningen udvikler sig sådan at det samlede bands sangproduktion danner en sammenhængende suite à la Supper’s Ready, men på 30 minutter modsat Supper’s Readys 23 minutter.

Suiten – kaldet Duke eller Duke Suite – består af følgende enkeltdele: Behind The Lines, Duchess, Guide Vocal, Turn It On Again, Duke’s Travels og Duke’s End.

Men der begynder at komme betænkeligheder ved dette projekt. Duke bliver en meget lang sang, Genesis’ længste. Albummet mister balance ved at lade en ene halvdel bestå af én sang i 6 dele skrevet som gruppekomposition og den anden halvdel bestå af 6 adskilte sange skrevet af hvert af medlemmerne. Endelig kunne det være at delene af Duke Suite havde single-potentiale – her tænker bandet især på Duchess og Turn It On Again, som det bliver svært at udnytte hvis de er dele af én, større sang.

Enden på det hele bliver at Duke Suite brydes op i enkeltsange. Eller rettere – man lader suitens første 3 sange indlede albummet sådan at de går jævnt over i hinanden. Så følger en sang af Rutherford, af Collins og af Banks. Så kommer Turn It On Again fra suiten og bliver – meget godt udtænkt – indledningen til side 2. Så følger igen tre sange af hvert af medlemmerne hvorefter suitens to sidste sange – den primært instrumentale Duke’s Travels og endelig den korte, instrumentale og meget pompøse Duke’s End – går jævnt over i hinanden og afslutter albummet.

Løsningen er smart. Albummet – der kommer til at hedde Duke – er balanceret og har samtidig en følelse af helhed, næsten af et koncept-album pga. den indre sammenhæng i Duke Suite – selv om den er brudt i bidder.

Albummet udkommer året efter, i marts 1980 og er virkelig et comeback for Genesis. Udviklingen mod mere enkle og poppede sange fortsætter ganske vidst, og er særligt tydeligt i 3 af sangene: Collins’ to sange, Misunderstanding og Please Don’t Ask samt Rutherfords Alone Tonight, men også band-kompositionerne er blevet strammere, enklere, mindre prog-rockede. Det kan man begræde eller lade være, men Duke er ganske enkelt et stærkt album – med kraft, nerve, stemning, melodi, tæthed, teknisk brillans og stor indre konsistens. Og en underliggende strøm af melankoli som gør at den rammer mig.

Desuden synger Phil Collins bedre end nogensinde. Der er virkelig nerve over hans præstation, måske pga. den skilsmisse med Andrea der ruller mens albummet laves.

Albummets styrke belønnes af publikum, og det går ind som nr. 1 på den britiske albumliste som Genesis’ hidtil mest sælgende album. Førstesinglen Turn It On Again bliver nr. 8 på singlehitlisten, andensinglen Duchess dog kun nr. 46, mens tredjesinglen Misunderstanding kun bliver nr. 42 i Storbritannien, men sørme bliver nr. 14 i USA. Nu begynder det at rykke kommercielt. Det er fint nok, når det samtidig er et kunstnerisk godt album.

Men det skal nævnes at mange die-hard-fans af prog-rock-Genesis betragter Duke som det store syndefald, den endelige, skamfulde underkastelse for pop- og pengeguden, det sidste, store sell-out. Personligt betragter jeg Duke som det sidste af de klassiske Genesis-albums. Først med Abacab-albummet sker det store stilskifte.

Ifølge Collins er Duke et af de afgørende albums for Genesis, eftersom opløsningen i 1979 var tæt på. Havde Duke ikke fungeret, var Genesis næppe fortsat.

Beskrivelsen af Duke i American Psycho

Krølle: Albummet diskuteres i Bret Easton Ellis’ ikoniske roman ”American Psycho”. Hovedpersonen, den overfladiske seriemorder Patrick Bateman, nævner dette:

I’ve been a big Genesis fan ever since the release of their 1980 album, Duke. Before that I didn’t really understand any of their work, though on their last album of the 1970s, the concept-laden And Then There Were Three (a reference to band member Peter Gabriel, who left the group to start a lame solo career), I did enjoy the lovely “Follow You, Follow Me.” Otherwise all the albums before Duke seemed too artsy, too intelleotual. It was Duke (Atlantic; 1980), where Phil Collins’ presence became more apparent, and the music got more modern, the drum machine became more prevalent and the lyrics started getting less mystical and more specific (maybe because of Peter Gabriel’s departure), and complex, ambiguous studies of loss became, instead, smashing first-rate pop songs that I gratefully embraced. The songs themselves seemed arranged more around Collins’ drumming than Mike Rutherford’s bass lines or Tony Banks’ keyboard riffs. A classic example of this is “Misunderstanding,” which not only was the group’s first big hit of the eighties but also seemed to set the tone for the rest of theiralbums as the decade progressed. The other standout on Duke is “Turn It On Again,” which is about the negative effects of television. On the other hand, “Heathaze” is a song I just don’t understand, while “Please Don’t Ask” is a touching love song written to a separated wife who regains custody of the couple’s child. Has the negative aspect of divorce ever been rendered in more intimate terms by a rock ‘n’ roll group? I don’t think so. “Duke Travels” and “Dukes End” might mean something but since the lyrics aren’t printed it’s hard to tell what Collins is singing about, though there iscomplex, gorgeous piano work by Tony Banks on the latter track. The only bummer about Duke is “Alone Tonight,” which is way too reminiscent of “Tonight Tonight Tonight” from the group’s later masterpiece Invisible Touch and the only example, really, of where Collins has plagiarized himself.

Batemans rablen er ganske morsom og komplet forvrøvlet – især imod slutningen hvor han først beklager sig over den manglende tekst til Duke’s  Travels – hvis tekst jo er en ren gentagelse af en tidligere sang (Guide Vocal) – og til Duke’s End, der er et rent instrumentalnummer og derfor ikke indeholder nogen som helst tekst. Og beklagelsen over at Alone Tonight minder ham for meget om en SENERE sang (Tonight Tonight Tonight fra 1986) og dermed et eksempel på, mener Bateman, at Collins plagierer sig selv. Men det var Rutherford, og ikke Collins, der skrev Alone Tonight.

Behind The Lines

Behind The Lines indledes af en to minutter lang fejende flot instrumentalindledning der går over i en fin og dynamisk vokaldel der simpelthen fungerer – især når man betænker Banks’ ret subtile akkordskift. Behind The Lines kombinerer flow, energi og vælde og er catchy uden at være det mindste plat. Behind The Lines er oprindelig tænkt som indledningen af den 30 minutter lange Duke Suite hvor man følger karakteren Alberts historie – selv om den samlede historie kan være lidt svær at øjne.

Her er Behind the Lines spillet live i 1981

Kuriøsitet: Collins laver til sit første soloalbum (Face Value) en funk-version af Behind The Lines – her i en liveudgave fra 1985. Her forsvinder det majestætiske helt. Jeg foretrækker Duke-versionen, men sjov er den.

Duchess

Behind The Lines går jævnt over i den sørgmodige Duchess om en popsangerindes storhed og fald. Duchess er godt sovset til i især keyboard-klange, men sovsen fungerer flot som stemningsskabende. Melodien er god, Collins synger med nerve, melankolien er udtalt, og rytmen ruller perfekt og skubber sangen fremad. Duchess indeholder Genesis’ og Phil Collins’ første brug af rytmeboks – hvilket nærmest bliver en signatur i 80’erne.

Duchess blev udsendt som andensingle, og her er den ledsagende musikvideo.

Guide Vocal er en kort lille ballade – lidt over 1 minut – men en flot melodi der gentages i slutningen af Duke’s Travels.

Man Of Our Time

Så følger det første solonummer – en mærkelig Rutherford-sang som jeg holder meget af for dets kraft, dets stemning – igen en understrøm af melankoli – og dets underlighed. En af mine favoritter på albummet. Teksten er ikke uden videre helt klar. Den slutter således:

All at once I can see what we do,
Me into me and you into you
Me into me and you into you
Tonight, tonight, oh he’s s burning bright
Everyone is on their feet cos he is out, out on the street
There’s another day done and there’s another gone by.
No more me into me and you into you
Tonight tonight, oh he’s burning bright.

Man of our times, he’s a man of our times
He’s a man of our times, ooh, ooh, ooh.
And in the beating of your heart, there is another beating heart

He’s a man of our times…

Derpå følger Collins’ sang, tredjesinglen Misunderstanding, som jeg ikke bryder mig om. Det er for overfladisk og plat – uden stemning og billeder.

Heathaze

Som den sidste af første sides solo-sange er Tony Banks’ ballade Heathaze – endnu en af mine favoritter fra albummet. Det er en af Banks’ simplere ballader, den har ikke mange excesser i sin struktur, men den har til gengæld en god, imaginativ tekst, følelse og stemning – og så er den virkelig flot sunget af Phil Collins. Veldoseret, cool melankoli.

No cloud, a sleepy calm
Sunbaked earth that’s cooled by gentle breeze
And trees with rustling leaves
Only endless days without a care
Nothing must be done

Silent as a day can be
Far-off sounds of others on their chosen run
As they do all those things they feel give life some meaning
Even if they’re dull

Time to stop this dreaming, must rejoin the real world
As revealed by orange lights and a smokey atmosphere

Turn It On Again

Nu er vi tilbage i Duke-suiten og møder albummets hit, den rockede Turn It On Again med den mærkelige rytme. Introen og broen er i 4/4 og 5/4, mens vers og omkvæd skifter mellem 6/4 og 7/4 (13/4). Det interessante er at det gamle Genesis ville have understreget denne rytmiske kompleksitet, vist den frem, men her sker præcis det modsatte. Collins’ trommespil får rytmebruddet til at forekomme umærkeligt, men man skal nok ikke forsøge at danse til sangen, for man kommer temmelig sikkert ud af takt.

Turn It On Again er opbygget af rester af sange fra de tre medlemmer, men det fungerer som helhed, og sangen er (var) en fan-favorit live. Det er ikke min favorit – bortset fra rytmen synes jeg den er for ordinær AOR-agtig, men den har drive, tempo og humør.

Turn It On Again bliver Dukes tophit og når nr. 8 på singlehitlisten – næsten på niveau med Follow You Follow Me.

Alone Tonight

Så er vi atter i solo-sangene. Rutherfords andet bidrag er en af hans mest banale sange for Genesis, og poppet og cheesy er den, men jeg må indrømme jeg finder omkvædet indtagende og indfangende.

Cul-de-Sac

Banks’ andet bidrag er mere klassisk pompøs prog-rock end de fleste andre sange. Den er lige på kanten af det bastant-gumpetunge, men har drama, kraft og schwung. Virkelig en flot sang med aura af det gamle Genesis, blot mere sammenhængende, og en anden favorit. Mig bekendt har hverken Heathaze eller Cul-de-Sac været spillet live, men de er rigtigt fine sange.

Please Don’t Ask

Den sidste af Collins’ ballader skulle have været på hans solo-album, Face Value, og det kan man godt høre. Den minder mig om Alone Tonight – poppet, cheesy og alligevel god. Og virkelig velproduceret.

Duke’s Travels og Duke’s End

Nu er vi i slutningen af Duke-suiten og i en primært instrumental del der ender i melodien og ordene fra Guide Vocal. Dette er progrock på en af sine heldige dage, for Duke’s Travels er opulent og majestætisk og meget vellykket i sin bestræbelse på langsomt at opbygge en kulmination fra den begyndende fornemmelse af strand og brænding hvorpå den tordnende, storladne rullen sætter ind og bygger op og op i en stadig mere sitrende wall of sound til Banks’ tema fra Guide Vocal. Og en suite kan næppe slutte meget mere pompøst end Duke’s End gør – en outro der gentager Behind The Lines’ intro og lader den slutte dundrende af.

Her er Duke’s Travels og Duke’s End live i maj 1980 – to måneder efter at Duke udkom.

Evidence of Autumn

Et “fraklip” fra Duke er Banks’ ballade Evidence of Autum der siden ses som b-side til singlen Misunderstanding og i Europa på den 4. side af Three Sides Live.

Her interviewes Genesis om Duke

duke_header2

The Duke Tour 1980

Den 17. marts indledere Genesis en turne i Paignton, Storbritannien og slutter den 30. juni i Saragota Springs, staten New York, USA. ¨

Pause og Face Value

Efter Duke-turneen holder Genesis et års pause som Collins burger til at kickstarte sin solokarriere. Lige så snart turneen er slut, går han i gang med at indspille sit første soloalbum – Face Value – der er optaget fra juni 1980 til januar 1981. In The Air Tonight – som Genesis af ejendommelige årsager takkede nej til – udsendes som førstesingle i januar 1981, mens resten af albummet kommer i 1982. Stilen er betydelig mindre kompleks end Genesis’ musikstil – enkle, følelsesladede ballader – men også et bizart forsøg med psykedelisk pop – en kikset version af Beatles’ ”Tomorrow Never Knows” – men Collins’ forkærlighed for amerikansk soul og motown kommer også til syne med kraftig brug af hornsektionen fra funkbandet Earth, Wind and Tower. Behind The Lines udsættes således for en funk-version med EWF-blæserne. Og Collins træder endnu tydeligere frem som sanger på Face Value end hidtil – mere følelsesladet, passioneret. Et tema er klart Collins’ kærlighedsmæssige og familiære udfordringer.

Der bruges nogle ord på det her, fordi In The Air Tonight i særdeleshed og Face Value i almindelighed bliver en tordnende succes, og det kommer til at præge Genesis fremover. Face Value går ind som nr. 1 på albumhitlisten, mens den rugende og mørke popsang In The Air Tonight – drevet af vrede over skilsmissen fra hustruen Andrea, kun forhindres i at blive nr. 1 af John Lennons sidste (posthume) hit – Woman.

Abacab

abacab
Genesis 11. album, Abacab, fra 1981. Coveret er af Bill Smith der forsøger at ramme albummets mere simplicistiske, modernistiske og abstrakte stil. Som en kuriositet udsendes albummet med 4 svagt divergerende covers

I maj 1981 går Genesis i gang med at indspille deres næste album. Det foregår på Genesis eget pladestudie – ”The Farm” – som de har købt i Chiddingfold, Surrey. Og for en gangs skyld benytter de ikke Dave Hentschel som co-producer, men producerer selv det hele. Som engineer benytter Genesis nu Hugh Padgham som Collins benyttede på Face Value. Collins og Padgham står bag udviklingen af en særlig lydeffekt på trommerne – ”gated drums” – som blev brugt da Collins og Padgham medvirkede på Peter Gabriels 3. soloalbum fra 1980. Gated drums – måske mest berømt fra slutningen af In The Air Tonight – giver en særlig eksplosiv klang i trommelyden.

farm7
Mikserummet i Genesis’ private albumstudie: The Farm,

Abacab-albummet er et bevidst forsøg på at omforme og genskabe Genesis så det giver mening i et nyt, musikalsk landskab, så det – med Rutherfords ord – undgår at blive en parodi på sig selv. Bandet har efterhånden nogle år på bagen, men medlemmerne er i virkeligheden stadig forholdsvis unge i maj 1981. Banks er 32, Rutherford er 31, mens Collins er 30 år.

Albummet udsendes den 14. august 1981, og det ER anderledes end de foregående albums. Det er lidt kortere – 47 minutter – og består af 6 sange skrevet af den samlede gruppe – Banks, Collins og Rutherford – og 3 sange skrevet af hver af medlemmerne. Det oprindelige materiale var meget større. Ca. 2 timers sange frembringes, men den ene times sange frasorteres primært ud fra at sangene ligner de foregående års sange for meget. Genesis VIL være anderledes med Abacab.

Banks ændrer atter lidt i sit keyboard-gear. Hans Prophet 5 afløses af en Prophet 10 og en Roland VP-330 Vocoder Plus tilføjes.

Abacab er et yderst interessant album og måske Genesis’ sidste spændende album. Jeg har set det beskrevet således: ” It’s complex, in a simple way. It’s uneven, in a consistent way. And it’s weird, in an accessible way.” Og af samme skribent (Jason Heller) som “art rock for pop people“. Og det er yderst rammende ord.

 Abacab er tydeligvis et skifte mod det mere enkle, men uden at forsøge at være poppet på den behagesyge måde. Albummet er eksperimenterende, mærkeligt, legesygt, humoristisk og ret langtidsholdbart. Jeg synes Abacab har kant og sjæl – hvilket jeg til gengæld mener forsvinder på de næste albums.

Abacab bliver klart det hidtil bedst sælgende Genesis-album – nr. 1 på den britiske albumhitliste og nr. 7 på den amerikanske (Billboard).

American Psycho om Abacab

Brett Easton Ellis lader i sin roman American Psycho sin overfladiske seriemorder Patrick Bateman være en anelse mindre forvrøvlet i sin beskrivelse af Abacab-albummet:

Abacab (Atlantic; 1981) was released almost immediately after Duke and it benefits from a new producer, Hugh Padgham, who gives the band a more eighties sound and though the songs seem fairly generic, there are still great bits throughout: the extended jam in the middle of the title track and the horns by some group called Earth, Wind and Fire on “No Reply at All” are just two examples. Again the songs reflect dark emotions and are about people who feel lost or who are in conflict, but the production and sound are gleaming and upbeat (even if the titles aren’t: “No Reply at All,” “Keep It Dark,” “Who Dunnit?” “Like It or Not”). Mike Rutherford’s bass is obscured somewhat in the mix but otherwise the band sounds tight and is once again propelled by Collins’ truly amazing drumming. Even at its most despairing (like the song “Dodo,” about extinction), Abacab musically is poppy and lighthearted.

My favorite track is “Man on the Corner,” which is the only song credited solely to Collins, a moving ballad with a pretty synthesized melody plus a riveting drum machine in the background. Though it could easily come off any of Phil’s solo albums, because the themes of loneliness, paranoia and alienation are overly familiar to Genesis it evokes the band’s hopeful humanism. “Man on the Corner” profoundly equates a relationship with a solitary figure (a bum, perhaps a poor homeless person?), “that lonely man on the corner” who just stands around. “Who Dunnit?” profoundly expresses the theme of confusion against a funky groove, and what makes this song so exciting is that it ends with its narrator never finding anything out at all.

Abacab

Første sang på albummet – der både er albummets titelsang og førstesinglen – er virkelig et stilskifte med pumpende stacato-rytme og er næsten synthpop med rockfeeling. Den pudsige titel stammer fra dens melodiske struktur i en tidlig version af sangen.

 Abacabs  styrke er dets suggestive enkelhed og dets rytmiske drive. Det pudsige er at denne skarpe og næsten primitive sang stadig er prog-rock og tager tilhøreren ud på en musikalsk rejse i den sidste instrumentale halvdel. Rutherford træder i den grad i karakter som leadguitarist med en meget smuk solo. Rutherford er først og fremmest bassist og komponist og er absolut ikke ekvilibrist som guitarist, men soloen i Abacab er en meget melodisk og stemningsfuld guitarsolo som han afslutter Abacab med. Mike Rutherford har faktisk sin egen stil som guitarspiller, og hans soloer har en næsten syngende, vokal stil. Man har lyst til at nynne med.

No Reply At All

Andensinglen No Reply At All er ikke albummets stærkeste og kom aldrig til at fungere liv. Mest bemærkelsesværdigt er det at Collins får lokket de andre til at tilføje sangen Earth, Wind & Fires blæsergruppe præcis som på Collins’ soloalbum Face Value, men her sker det EFTER at sangen er indspillet, dvs. No Reply At All er slet ikke skrevet og spillet som et funknummer, det høres i basspillet der ikke på nogen måde er funket, men sangen får funk-præg i efterproduktionen via EWF Horns. Det er kuriøst, men en smule kikset.

Me and Sarah Jane

Tony Banks’ solobidrag til Abacab er Me and Sarah Jane – noget så pudsigt som en reggae-præget prog-ballade. Den har en fin blanding af enkelhed og kompleksitet med ganske raffinerede akkordskift og et næsten pompøst progget mellemstykke der undgår at blive for meget. Det er en af de få vellykkede kombinationer af pop, rock, reggae og prog som samtidig har sjæl, stemning og melankoli. En lidt uinspireret afslutning på sangen trækker dog noget ned.

Me and Sarah Jane live i 1981 – med ikke alt for god lydkvalitet

Keep It Dark

Hermed er vi tilbage ved Banks-Collins-Rutherford-sangene. Sangen er temmelig unik – melodisk poppet, rocket, eksperimenterende med 6/4-takt med et synkoperet guitar-riff, kæphøj og fræk. Teksten er lige så mærkelig og handler om en mand der måske – måske ikke – får lejlighed til at besøge fremtiden og opdager den er lykkelig, men da han kommer tilbage, bliver han nødt til at skjule denne lykkelige vision for ingen vil tro ham hvis han kom med sandheden. Men teksten er

Found that man reported missing,
He wandered in his home.
It don’t seem to bad if you consider
Just what he’s been through.

Seems he met up with a gang of thieves,
Who mistook him for a man of means,
They locked him up then found he had no money,
So they let him go again.
Now he’s back at home and happy
Just to see the kids.

I wish that I could really tell you
All the things that happened to me
And all that I have seen.
A world full of people their hearts full of joy,
Cities of light with no fear of war,
And thousands of creatures with happier lives,
And dreams of a future with meaning and no need to hide.

Oh, keep it dark.

It seems strange to have to lie,
About a world so bright.
And tell instead a made-up story,
From the world of night.

Dodo + Lurker

Endnu en Banks-Rutherford-Collins-sang der kombinerer det majestætiske, højtidelige, enkle, frække, finurlige og orginale. Teksten er ikke entydigt klar, men handler tilsyneladende om menneskelig arrogance over for dyrelivet

Caretaker, horror movie,
Only one eye, only needs one boot,
Sweet lady, she knows she looks good
Vacuum coming for the bright and the brute.

Big noise, black smoke
So pig-headed couldn’t see the joke.
But it ain’t funny
Ask the fly on the wall
It’s only living
It don’t matter at all, at all, at all.

Pimp, he make you drool and grunt,
He got an answer.
One he got a dream of love,
Deep as the ocean.

Where does he go?
What does he do?
Will the siren team with Davy Jones,
And trap him at the bottom of the sea?

I’m back in the sea.

(Submarine)

Muligvis er de sammensmeltede sange, eller suiten, Dodo og Lurker, tænkt som dele af en større suite – hvoraf de to instrumentale sange, Submarine og Naminamu – der begge ikke kom med på albummet – kan have været andre dele. Naminamu som introen og Submarine som outroen. Her er den lidt Pink Floyd/Richard Wright/ambient-agtige  Submarine der kan være tænkt som det næste tema i Dodo-suiten. Jeg forstår i øvrigt godt udeladelsen af Submarine. Dens stemning passer bedre med stemningen i Duke end i Abacab.

Man on the Corner

Collins’ bidrag, Man on the Corner, lyder for meget som In The Air Tonight.

Like It Or Not

Rutherfords bidrag, balladen Like It Or Not, er dog pop i den glimrende ende.

Her fortæller Genesis om Abacab

The Abacab Tour

Den 25/9 1981 drager Genesis ud på the Abacab Tour i Storbritannien, Canada og USA. Turneen varer året ud. Ved turneens koncerter anvendes det fuldautomatiske lyssystem ”vari lite” første gang dette lyssystem overhovedet er i brug.

Sætlisten består af: Behind The Lines-Duchess, The Lamb Lies Down on Broadway, Dodo-Lurker, Abacab, Me and Sarah Jane, Misunderstanding, No Reply At All, Firth of Fifth, Man on the Corner, Who Dunnit?, In the Cage-Ciema Show-Slippermen-Afterglow, Turn It On Again, Dance on a Volcano-drum duet-Los Endos, I Know What I Like.

Three Sides Live

three sides live
Genesis 3. livealbum, Three Sides Live, er fra 1982. Cover ved Bill Smith.

Genesis ligger primært stille i 1982, og medlemerne bruger tiden på soleprojekter. Men i juni 1982 udgives live-albummet Three Sides Live der især består af optagelser fra The Abacab Tour optaget i december 1981. det er et dobbelt-album hvor de tre sider består af live-musik, mens den 4. side består af fraklip fra indspilningerne til Duke og Abacab. Dette fraklip er lettere uinspireret, men Banks’ ballade Evidence of Autumn – lidt i stil med Heathaze – er ganske køn. I USA består også den 4. side af liveoptagelser fra 1976, 78 og 1980.

Livealbummet fanger den rytmiske dynamik og den veloplagthed fra især Collins’ side der præger Genesis på dette tidspunkt. Det går ind som nr. 2 i Storbritannien og nr. 10 i USA. Albummet får en flot anmeldelse i Rolling Stone.

De sidste par måneder af 1982 spiller Genesis atter live – the Three Sides Live Encore Tour – for at understøtte Three Sides Live.

Genesis (Shapes/Mama)

genesis mama
Genesis 12. og ubetitlede studiealbum (nogle gange kaldt Shapes eller Mama), er fra 1983. Coveret er af Bill Smith

I maj 1983 rykker Genesis ind i deres pladestudie på The Farm, Surrey, sammen med Hugh Padgham der nu er rykket op i hierarkiet fra engineer til co-producer. Arbejdsprocessen er en anden end hidtil. Ingen medbringer færdige sange, højest sangbidder, og albummets sange opstår så i samspillet under indspilningen som fælles gruppefrembringelse. Det bliver siden en fast arbejdsmodel.

Albummet er optaget færdig i august 1983 og lanceres den 3. oktober 1983.

Albummet er ubetitlet, og hvad skal man så kalde det? Nogle har kaldt det ”Shapes” efter forsiden; andre har kaldt det ”Mama” efter den dominerende sang. I al fald bliver Genesis’ 12. og betitlede album Genesis’ første rendyrkede popalbum, eller genren er pop krydret eller farvet med art rock, og albummet lyder næsten som et lidt avanceret udgave af et Phil Collins-soloalbum.

Synthesizers udvikler sig stærkt i 1980’erne, og Banks må igen udvide udstyret – fx med en Synclavier II (en polyfonisk, digital synthesizer) og den i perioden temmelig populære E-MU Emulator – en floppy disk-baseret synthesizer.

Phil Collins’ trommer er trukket frem i lydbilledet, og nu supplerer han med elektroniske trommer, Simmons Drums, der er særligt tydelige i Second Home By the Sea.

simmons-drum
De elektroniske Simmons-trommer

Jeg er ikke den store fan af albummet der har noget mindre ”sjæl” end de foregående (men dog mere end efterfølgerne) og kunstnerisk er tam – og som album noget usammenhængende. Men som popalbum består albummet af sange er enkeltvis er rigtigt fine og veloplagte popsange. Det er mindre majestætisk, bastant og rocket end forgængerne – bortset fra den næsten geniale sang Mama.

Om overgangen fra ukommercielt art rock-band med teatralsk, excentrisk prog og til glatlydende, storsælgende pophits, har Banks udtalt sig således:

…But I’ve nothing against having hits. We set out in the early days to write hits. We were part of the 60’s. Our favorite groups were The Kinks, The Animals, The Beatles, and we were only trying to emulate them. It’s surprisingly difficult to write a concise song that works. It’s much easier for us to write a 26-minute epic, where you don’t have got to worry about choruses and stuff, than it is to write a four-minute song that really works.”

Og Phil Collins benægter at skiftet er et bevidst valg:

I think what changed Genesis writing a bit was the drum machine, because it plays in 4/4. I was singing more, and all those tricky signatures tended to fade out a little because I was singing at a microphone, using a drum machine to keep everything together. Otherwise, I think most of it was just a natural progression. But I have found that people – and God knows peoples lives are heavy enough and hard work enough without thinking too much about this, because it’s only music and it’s only Genesis – who think there’s a big divide. Before Phil was all the thinking stuff and all the prog stuff, and then after Peter it was straight ahead rock/pop/stadium. Actually, it’s not true. I was there, and I know there was no conscious effort.”

I øvrigt røber teksten at sammenligningen mellem det poppede Phil Collins-Genesis og det art rock-agtige Peter Gabriel-Genesis går Collins en smule på. Han forsøger at cope med sammenligningen således:

“I was a lot easier to understand than Peter, but less interesting,” admits Collins. “I won’t have it any other way. I was far less interesting and that’s added to his mystique as a personality and all the stuff he does. I’m far too normal, I’m far too… I hate to say it, but I am far too middle of the road and far more showbizzy than Pete was. That enhances the mystique about those early years. I used to think, because of my background in stage school, I was the closest to all those nasty words: ‘middle of the road’, ‘show business’, ‘Max Bygraves’. I guess I’m not that far away, when you look back on it.”

Tilbage til albummet. Shapes/Mama bliver klart Genesis ’ bedst sælgende album. Den går direkte ind som nr. 1 i Storbritannien og 9 i USA og sælger i alt i 4 mio eksemplarer.

American Psycho om Genesis

I American Psycho har Bateman nogle af og til morsomme og andre gange mere rammende betragtninger over albummet Genesis (Shapes/Mama):

Hugh Padgham produced next an even less conceptual effort, simply called Genesis (Atlantic; 1983), and though it’s a fine album a lot of it now seems too derivative for my tastes. ‘That’s All” sounds like “Misunderstanding,” “Taking It All Too Hard” reminds me of “Throwing It All Away.” It also seems less jazzy than its predecessors and more of an eighties pop album, more rock ‘n’ roll. Padgham does a brilliant job of producing, but the material is weaker than usual and you can sense the strain. It opens with the autobiographical “Mama,” that’s both strange and touching, though I couldn’t tell if the singer was talking about his actual mother or to a girl he likes to call “Mama.” ‘That’s All” is a lover’s lament about being ignored and beaten down by an unreceptive partner; despite the despairing tone it’s got a bright sing-along melody that makes the song less depressing than it probably needed to be. “That’s All” is the best tune on the album, but Phil’s voice is strongest on “House by the Sea,” whose lyrics are, however, too stream-of-consciousness to make much sense. It might be about growing up and accepting adulthood but it’s unclear; at any rate, its second instrumental part puts the song more in focus for me and Mike Banks gets to show off his virtuosic guitar skills while Tom Rutherford washes the tracks over with dreamy synthesizers, and when Phil repeats the song’s third verse at the end it can give you chills.

“Illegal Alien” is the most explicitly political song the group has yet recorded and their funniest. The subject is supposed to be sad—a wetback trying to get across the border into the United States—but the details are highly comical: the bottle of tequila the Mexican holds, the new pair of shoes he’s wearing (probably stolen); and it all seems totally accurate. Phil sings it in a brash, whiny pseudo-Mexican voice that makes it even funnier, and the rhyme of “fun ” with “illegal alien ” is inspired. “Just a Job to Do” is the album’s funkiest song, with a killer bass line by Banks, and though it seems to be about a detective chasing a criminal, I think it could also be about a jealous lover tracking someone down. “Silver Rainbow” is the album’s most lyrical song. The words are intense, complex and gorgeous. The album ends on a positive, upbeat note with “It’s Gonna Get Better.” Even if the lyrics seem a tiny bit generic to some, Phil’s voice is so confident (heavily influenced by Peter Gabriel, who never made an album this polished and heartfelt himself) that he makes us believe in glorious possibilities.

Mama

Hovedsangen er Mama der lidt rammer stemningen og dysterheden i Phil Collions solo-hit In the Air Tonight, selv om Banks og Rutherford har været mindst lige så aktive i frembringelsen af sangen som Collins har. Sangen er bygget op omkring en hidsigt lydende rytmeboks og lyder minimalistisk, maskinel og rugende, men efterhånden også svulmende og dramatisk med sans for klimaks-opbygning. Der er en hypermoderne og rå klang over sangen som kombineres med Genesis gamle sans for det cinematiske. Det er en af det moderne Genesis’ mest vellykkede eksempler på at kombinere prog, rock, nerve, maskinel modernitet, det billeddannende og en dyb følelse af længsel og vrede. Mama er på min topti-liste over Genesis-sange!

Now I can’t keep you mama
But I know you’re always there
You listen, you teach me mama
And I know inside you care
So get down, down here beside me
Oh you ain’t going nowhere
No I won’t hurt you mama
But its getting so hard

Can’t you see me here mama
Mama mama mama please
Can’t you feel my heart
Can’t you feel my heart
Can’t you feel my heart oh
Now listen to me mama
Mama mama
You’re taking away my last chance
Don’t take it away
Can’t you feel my heart?

It’s hot, too hot for me mama
But I can hardly wait
My eyes they’re burning mama
And I can feel my body shake
Don’t stop, don’t stop me mama
Oh make the pain, make it go away
No I won’t hurt you mama
But its getting so hard

Now I can’t see you mama
But I know you’re always there
You taunt, you tease me mama
But I never never never can keep away
It’s the heat and the steam of the city
Oh got me running and I just can’t brake
So stay don’t leave me mama
Cos its getting so hard

Teksten handler om en kundes ulykkelige og ildevarslende kærlighed til en prostitueret.

Og live

That’s All

Så følger en letbenet og trallende popsang der fuldkommen bryder med stemningen fra Mama af frustration, længsel og smerte. That’s All er ment som en Beatles-agtig sang som Collins lagde grundridset til  i et forsøg på at hylde sit store tromme-forbillede, Ringo Starr. Collins’ trommer er trukket helt frem i lydbilledet, men Banks og Rutherford slutter sig til med lystige, næsten lykkeligt fløjtende soli. Sangen er vellykket, men så letbenet og overkæk at det er tæt på at lyde som en parodi på pop.

Home By The Sea +

Second Home By The Sea

Her er er suite der er et bevidst forsøg på at kombinere pop og prog – hvor popdelen primært ligger i Home By The Sea, mens prog-delen mest sidder i Second Home By The Sea der pumpes fremad af Phil Collins tungt rungende Simmons-trommer. Pop-delen er veloplagt og melodisk, mens prog-delen har både lidt klodsede og discofile sekvenser, men den bygger trods alt flot op til et afsluttende klimaks hvor Rutherfords leadguitar igen formår at spille lige præcis det der topper sangen.

Her er pop-prog-suiten Home By The Sea live i 1987.

Taking It All Too Hard

Albummets side 2 indeholder flere ganske vist veloplagte, men noget forglemmelige, sange – fx den helt useriøse Illegal Alien og Silver Rainbow der kan have været en fin sang før den blev banket itu af  Collins’ buldrende Simmons-trommer.

En af sidens bedre sange er den yderst poppede og professionelle Taking it All Too Hard. Nu er Genesis begyndt at have fin-tunet sin pophit-maskine.

 Just a Job To Do

Igen superdygtigt håndværk – denne gang i poprock-genren. Kompetent, veloplagt og dynamisk, men desværre ret ligegyldig.

Kuriøst har Daryl Stuermer her lavet sin egen version af sangen med orkester og det hele

It’s Gonna Get Better

En af de måske mest reelle og sympatiske popsange på Mama-albummet. Underspillet og ganske raffineret. Min favorit sammen med Mama. Her er en optagelse af sangen fra The Mama Tour.

Her fortæller Genesis om Mama-albummet

The Mama Tour og bandpause

I den 6. november 1983 indleder Genesis i Illinois, USA, en 4-måneders verdensturne med 71 koncerter. Turneen afsluttes den 29. februar 2984 i Birmingham, England.

En optagelse af The Mama Tour kan findes her

Efter turneen holder Genesis en pause på halvandet år for at lade medlemmerne hellige sig soloprojekter. Phil Collins laver albummet No Jacket Required, som han får enorm kommerciel succes med. Albummet går hurtigere end som nr. 1 på den britiske albumhitliste end Thriller gjorde og afføder 4 toptihits. Phil Collins er nu en megastjerne i britisk popmusik.

Mike Rutherford – der skriver bedst i synergi med andre – laver bandet Mike + the Mechanics der også viser sig at få ret stor kommerciel succes i 80’erne. Debutalbummet afføder to toptihits.

Først i oktober 1985 begynder arbejdet på det næste Genesis-album

Invisible Touch

invisible touch
Genesis’ 13. album, Invisible Touch, fra 1986. Hvem der er ansvarlige for det gyselige, sjællæse cover, ved jeg faktisk ikke, men vedkommende burde skydes ved daggry!

Sangskrivningen til Invisible Touch begynder i oktober 1985 i The Farm, Surrey, atter med Hugh Padgham og Genesis selv som producere. Optagelsen afsluttes i februar, og Genesis er derpå mere tilfreds med dette album end med forgængeren.

Banks udvider naturligvis atter bestanden af synthesizers med særligt Yamaha DX 7, med TX816-modulerne og en Korg DVP-1 (der kombinerer fx vocoder og pitch-skifter).

Jeg synes Invisible Touch-albummet er mindst lige så fermt, charmeforladt og sterilt som forgængeren, ja, næsten lige så sterilt som det forfærdelige cover, men måske en smule mere veloplagt og gennemført. Genren er den samme – energisk poprock med et stænk af art rock og prog-rock til at give det lidt kulør (men ikke sjæl; den er væk). Men hvis man lægger alle ambitioner om at høre noget der nærmer sig kunst på hylden, så er det en af periodens bedste popplader – måske særligt Land of Confusion og den pudsige progpopsang Tonight Tonight Tonight. Sangene Domino og The Brazilian løfter albummet til at være et Genesis-album og ikke rent ophørsudsalg på hitfabrikken.

Kommercielt er Invisible Touch Genesis’ største succes nogensinde. Den går ind som nr. 1 i Storbritannien og nr. 3 i USA, mens den kaster ikke så få topti-singler af sig (Invisible Touch, Throwing It All Away, Land of Confusion, Tonight Tonight Tonight). I 1986 ligger også en del nuværende og tidligere Genesis-medlemmer rigtigt godt til på single-hitlisterne. Det er indtil videre en unik begivenhed at moderbandet + 4 solister der er i bandet eller har været i bandet allesammen har top 40_hits i samme kalenderår (Peter Gabriel,  Mike + The Mechanics, Steve Hackett i supergruppen GTR og Phil Collins). Den eneste i Genesis der ikke har kommerciel succes i 1986 – eller i noget andet år – som solist, er paradoksalt nok bandets gennem årene mest dominerende sangskriver  Tony Banks.

American Psycho om Invisible Touch

Som man måske kan forvente er den overflade-dyrkende seriemorder Patrick Bateman i syvende himmel over plastic-albummet Invisible Touch. Der er virkelig meget vrøvl her. Særligt morsom og absurd er at “The Last Domino” kommer med et udtryk for håb modsat fortvivlelsen i “In The Glow of Night” (fejlagtigt kaldet In The Heat of the Night). Måske skyldes denne pudsige fortolkning at Domino at Batemans coping-strategi i et overfladisk og tingsliggjort samfund netop er maximeret fremmedgørelse og at gøre sig til en faldende domino-brik i en sekvens af faldende brikker – præcis som strategien er i Domino.

Invisible Touch (Atlantic; 1986) is the group’s undisputed masterpiece. It’s an epic meditation on intangibility, at the same time it deepens and enriches the meaning of the preceding three albums. It has a resonance that keeps coming back at the listener, and the music is so beautiful that it’s almost impossible to shake off because every song makes some connection about the unknown or the spaces between people (“Invisible Touch”), questioning authoritative control whether by domineering lovers or by government (“Land of Confusion”) or by meaningless repetition (“Tonight Tonight Tonight’. All in all it ranks with the finest rock ‘n’ roll achievements of the decade and the mastermind behind this album, along of course with the brilliant ensemble playing of Banks, Collins and Rutherford, is Hugh Padgham, who has never found as clear and crisp and modern a sound as this. You can practically hear every nuance of every instrument.

In terms of lyrical craftsmanship and sheer songwriting skills this album hits a new peak of professionalism. Take the lyrics to “Land of Confusion,” in which a singer addresses the problem of abusive political authority. This is laid down with a groove funkier and blacker than anything Prince or Michael Jackson—or any other black artist of recent years, for that matter—has come up with. Yet as danceable as the album is, it also has a stripped-down urgency that not even the overrated Bruce Springsteen can equal. As an observer of love’s failings Collins beats out the Boss again and again, reaching new heights of emotional honesty on “In Too Deep”; yet it also showcases Collins’ clowny, prankish, unpredictable side. It’s the most moving pop song of the 1980s about monogamy and commitment. “Anything She Does” (which echoes the J. Geils Band’s “Centerfold” but is more spirited and energetic) starts off side two and after that the album reaches its peak with “Domino,” a two-part song. Part one, “In the Heat of the Night,” is full of sharp, finely drawn images of despair and it’s paired with “The Last Domino,” which fights it with an expression of hope. This song is extremely uplifting. The lyrics are as positive and affirmative as anything I’ve heard in rock.

Phil Collins’ solo efforts seem to be more commercial and therefore more satisfying in a narrower way, especially No Jacket Required and songs like “In the Air Tonight” and “Against All Odds” (though that song was overshadowed by the masterful movie from which it came) and “Take Me Home” and “Sussudio” (great, great song; a personal favorite) and his remake of “You Can’t Hurry Love,” which I’m not alone in thinking is better than the Supremes’ original. But I also think that Phil Collins works better within the confines of the group than as a solo artist—and I stress the word artist. In fact it applies to all three of the guys, because Genesis is still the best, most exciting band to come out of England in the 1980s.

Invisible Touch

En fuldkommen overfladisk up-beat-popsang der opstod ud fra et Rutherford-riff, og som er vellykket i sin genre og højt værdsat af Rutherford og ikke mindst Collins. Phil Collins har skrevet teksten, som jeg tror er ment som en hyldest til Genesis. Professionel og ferm og bestemt ikke min favorit.

Tonight, Tonight, Tonight

En pudsig popsang som jeg faktisk godt kan lide, fordi den har noget lidt mærkeligt og originalt over sig. Den er bygget på et skelet lavet af Tony Banks og er ret god til at integrere pop- og progdele, opbygge en helt særlig stemning og atmosfære og frembringe en kulminerende effekt. Her er der klange af det gamle Genesis, men opdateret. Denne sang er godkendt.

Land of Confusion

Overraskende – midt i sin mest ferske MTV-periode kommer Genesis med en politisk protestsang maskeret som muskelsvulmende, powerpop. Den fungerer, det må man sige. Videoen – der fik ikke så lidt spilletid på MTV – indeholder satiriske dukker af Genesis’ tre medlemmer frembragt af tv-serien Spitting Image.

Domino

Albummet indeholder mange hitsingler, fx balladen In Too Deep, der ligger irriterende tæt på de sukkersøde Collins-ballader som 80’erne blev klistret til med. In Too Deep er mere smagfuld end Collins-balladerne, men vi lader den ligge her i fredsommelighedens navn, ligesom Anyting She Says – der ikke er dårlig – bare anonym.

Albummets anden side er domineret af en ambitiøs og rendyrket progrock-sang – Domino – i to dele 1) In the Glow of the Night og 2) The Last Domino, hvoraf første del er den mest poppede – som om den udtrykker den dybeste fortvivlelse:

Lonely people, empty rooms
Pointless violence, silent tombs
Could it be that we shall be together again?

Sheets of double glazing help to keep outside the night
Only foreign city sirens can cut through
Nylon sheets and blankets help to minimize the cold
But they can’t keep out the chilling sounds
Will the nightmare soon give way to dreaming
That she is here with me?
In the glow of the night

Mens The Last Domino er den mest proggede og dystre – og hvor svaret på fortvivlelsen i In The Glow of the Night er afstumpelse og fremmedgørelse, at gøre sig til en faldende brik i et faldende system. You’ve got to go domino.

Blood on the windows
Millions of ordinary people are there
They gaze at the scenery
They act as if it is perfectly clear
Take a look at the mountains
Take a look at the beautiful river of blood.
The liquid surrounds me
I fight to rise from this river of hell
I stare round about me
Children are swimming and playing with boats
Their features are changing
Their bodies dissolve and I am alone.

Now see what you’ve gone and done.
Now see what you’ve gone and done.

Well now you never did see such a terrible thing
As was seen last night on T.V.
Maybe if we’re lucky, they will show it again
Such a terrible thing to see – oh
But there’s nothing you can do when you’re next in line
You’ve got to go domino.

Now I’m one with the living and I’m feeling just fine
I know just what I gotta do
Play the game of happiness and never let on
That it only lives on in a song – oh
Well there’s nothing you can do when you’re next in line
You’ve got to go domino.

Mens In The Glow of the Night er elegant, er The Last Domino mere bastant og klodset, men Domino er stort tænkt, godt skrevet og godt gennemført og indeholder noget af det billedskabende som engang gjorde Genesis interessant og grænser tekstmæssigt til det tænksomme.

Man kan høre at Banks her har fået lov til at folde sig ud. Bestået.

For Tony Banks er det sange som Domino der var Genesis’ eksistensberettigelse. Han udtrykker det således:

“You’ve got to remember, while we were doing things like The Lamb…, we were generally unloved,” explains Banks. “We didn’t get much support at the time. Tribute bands like The Musical Box, they get far bigger audiences than we ever did then. It’s a funny thing, nostalgia. It’s interesting, the music we made in the early 70’s. It’s not really like anything else. Whereas some of those things we did in the Eighties – really good pop songs, but not so dissimilar from what else was going on. That’s why I like things like ‘Domino’ and ‘Home By The Sea’, because they couldn’t be done by another band.”

Her er Domino i 1987

 

Throwing It All Away

Mens Tony Banks stadig frembringer storladne prog-eposser, er både Rutherford og Collins nu blevet til mere ydmyge og anonyme, men dygtige popsnedkere. Throwing It All Away er endnu en superdygtig popsag opbygget på et guitarriff af Rutherford, flydende, trallende og behagelig – men virkelig overfladisk.

The Brazilian

Et instrumentalstykke der godt kan lyde som et forsøg på at gå Los Endos fra A Trick of the Tail i bedene, men  på en mere Beatles-agtig. Jeg er tæt på at mene at The Brazilian er den bedste sang fra Invisible Touch, da den er billedskabende og har noget der kan minde om rester af sjæl og stemning.  Da Invisible Touch kom frem, var det dette stykke, jeg spille mest. UG!

Her fortæller Genesis om Invisible Touch

Og til sidst – af kuriøse grunde – en kunstnerisk variation af David Raphael over albummets skækkelige cover 2397085516_5c25cf82f1_m

 

Feeding the Fire

Til allersidst et fraklip fra albummet – Feeding The Fire. Det er vel metervare-AOR-rock, men Feeding The Fire ville alligevel have givet Invisible Touch lidt mere kraft og lidt mindre plastic. Jeg kan faktisk godt lide sangen! Langt bedre end In Too Deep, Anything She Does osv.

The Invisible Touch Tour og en lang pause

inv tour

Den 18. september 1986 indleder Genesis en meget lang turne – The Invisible Touch Tour – i Detroit, USA, som bl.a. for første gang tager en afstikker til Danmark – til Gentofte Stadium den 5. juni 1987 – og her stod jeg –  og afsluttes den 4. juli på Wembley Stadion (med 4 koncerter 4 dage i træk).

Phil Collins havde så stor succes med sin solokarrierre (But Seriously med fx singlen Another Day in Paradise – endnu en topsællert) at Rutherford og Banks forventede at han forlod Genesis. Derfor gav man Genesis en lang pause for at give plads til soloprojekter og se hvad der derpå ville ske med nogen skepsis om fremtiden.

We Can’t Dance

we can't dance
Genesis 14. studiealbum, We Can’t Dance, fra 1991. Coveret er betegnende nok en tilbagvenden til den gode smag og et vandfarvemaleri malet af Felicity Roma Bowers.

I marts 1991 meldte Phil Collins sig dog klar, og Genesis gik i gang på studiet på The Farm – denne gang dog ikke med Hugh Padgham som producer, men Nick Davis. Ingen af musikerne medbragte noget materiale overhovedet, så alt opstod via jam mens indspilningerne foregik. Genesis indspillede indtil september og mente man have nok og godt nok materiale til et ret langt album. Det færdige album blev på 71 minutter – der er mindre end 25 minutter (ca. en pladeside) kortere end dobbelt-albummet The Lamb Lies Down on Broadway. Man kan mene at Genesis måske skulle have luget ud lidt bedre, for den ene pladeside er unødvendig grænsende til det kedelige, men de to pladesider – som er tilbage når en luges væk – er temmelig gode – uden det alt for syntetisk-overkække som kendetegnede de to foregående albums – og er nok det bedste som Genesis har lavet siden Abacab – ja, måske siden Duke.

Helhedsindtryk – for mange kedelige sange, men Genesis genfinder lidt af kanten, charmen og eksistensberettigelsen i ikke så få sange.

Kommercielt holder We Can’t Dance faktisk Genesis’ momentum og sælger næsten lige så godt som Invisible Touch, dvs. bliver Genesis andenstørste succes nogensinde. Den går ind som nr. 1 i Storbritannien og 4 i USA – sælger 4 mio og i al fald et topti-hit (I Can’t Dance).

(On The Shoreline)

14 sange blev indspillet til We Can’t Dance. To heraf blev frasorteret – Hearts on Fire og On The Shoreline. Sidstnævnte har en vis sejhed og groove, og jeg kan egentlig godt lide den. Så den er lige nævnt her, før vi ser på selve albummet.

 

No Son of Mine

Sangen rammer In The Air Tonight, men er mere poprocket. der er en ærlighed, intensitet og nerve i denne sang om et ødelagt far-søn-forhold som vistnok afspejler en tilsvarende forstyrrelse mellem Mike Rutherford og dennes far. Sangen virker mere gammeldags-klassisk end Mama-albummet og Invisible Touch, og det klæder den.

Jesus He Knows Me

Endnu en popperle – en ganske begavet og morsom satire over amerikanske tv-prædikanter. Muligvis letkøbt, men på sin plads, og sangen har en uimodståelig charme over sig.

Driving The Last Spike

Om denne sang er en rigtig prog-rock-sang eller bare en meget lang sang er svært at afgøre, men det er en af de første lange Genesis-sange i mange år der ikke forekommer lang fordi man demonstrativt stadig vil lave lange sange og således tilfredsstille bandets prog-fans, men fordi sangen naturligt vil det og kan bære det. Meget fin og forholdsvis rocket sang om de britiske jernbane-arbejdere.

I Can’t Dance

En munter pop-bagatel som jeg fint kan undvære – men som ikke er uden humor og charme.

 

Dreaming While You Sleep

Den næste sang på albummet, Never A Time, er en af Genesis dårligste i meget lang tid. Virkelig en killer. Fred med den. Så kommer en af de smålange og lidt prog-agtige sange Dreaming While You Sleep. Vil man have en klassisk popformel, bliver man måske utålmodig, men det er god prog-pop til min smag. Ambitiøs pop med lidt melankoli. Men sangen er mindre skarp og holdbar end albummets tre første sange.

Her er den live

Tell Me Why

Også den kortere og lettere Tell Me Why en ganske charmerende popsag med en politisk indigneret tekst. Jeg ved ikke hvor perfekt melodien er, men charme har den.

Living Forever

Her er en af albummets mere middelmådige sange. Omkvædet fungerer ikke rigtig, men verset er okay, og det lidt gammeldags og klassisk-Genesis-agtige instrumentale mellemstykke er okay. Måske er det af nostalgiske grunde jeg kan holde sangen ud, men jeg kan blot bedre lidt den end langt de fleste Genesis-sange fra midt i 80’erne.

Way of the World

Også en middelmådig popsang. Omkvædet bliver næsten for banalt-poppet, og sangen mangler lidt nerve og lidenskab, men den har dog noget – en hvilen i sig selv, en mildhed, en blødhed. Det er sympatisk pop.

Fading Lights

Den næste sang, Since I Lost You, synes jeg også man burde springe over, og så kommer en sand perle. Fading Lights lyder som en vemodig Tony Banks-ballade der kunne være en af de stærkere sange på Duke. Den har et instrumentalt mellemstykke fuld af komplekst keyboardspil ikke ulig Duke’s Travels, og det forunderlige er at det holder. Det er et af Banks’ allerbedste instrumentale sekvenser overhovedet efter min smag.

Fading Lights skal vise sig at være den sidste sang på Genesis’ sidste studiealbum med Phil Collins som forsanger. Så både titel, vemod og det velgennemførte instrumentale synth-tour de force er et smukt og passende punktum for denne periode – faktisk så perfekt at Genesis burde have standset ved denne sang.

Like the story that we wish was never ending
We know sometime we must reach that final page
And still we carry on just pretending
That there’ll always be just one more day to go

So far away, away, fading distant lights
Leaving us all behind, lost in a changing world
And you know that these are the days of our lives
So remember…

Genesis interviewes om We Can’t Dance

The We Can’t Dance Tour 1992

Den 8. maj 1992 indleder Genesis i texas The We Can’t Dance Tour med 68 koncerter. Turneen afsluttes den 2. august 1992 på Knebworth-festivallen i England.

Sætlisten er: Land of Confusion, No Son of Mine, Driving the Last Spike, No Son of Mine, Old Medley, Dreaming While You Sleep, Fading Lights, Jesus He Knows Me, Home By The Sea + Second home By The Sea, Hold on To My Heart, Domino, Drum Duet, I Can’t Dance, Tonight Tonight Tonight og Invisible Touch.

The Way We Walk vol. 1 og 2

the way

I november 1992 udgives live-albummet The Way We Walk Volume 1: The Shorts og i januar 1993 live-albammet The Way We Walk Volume 2: The Shorts ud fra liveoptagelser fra The Invsible touch Tour og især the We Can’t Dance Tour. Som navnet antyder, indeholder det første live-album (Vol. 1) de kortere sange – de mange pophits – mens det andet live-album (Vol. 2) indeholder de lange sange.

Det er to glimrende live-albums – ikke mindst Volume Two: The Longs.

Collins’ afsked

i 1996 mødes Phil Collins med sine to band-kolleger Tony Banks og Mike Rutherford og informerer dem at han har svært ved at finde tid og overskud til sine mange jern i ilden, og at han bliver nødt til at trække sig fra Genesis. Mike Rutherfords replik er: “We’re just surprised you stayed this long.”

Genesis – nu reduceret til Banks og Rutherford – vælger at forsøge at fortsætte med en ny sanger og trommeslager og foreløbig holde Collins’ afsked med bandet hemmelig.

Calling Out Stations

calling
Genesis’ 15. studiealbum, Calling All Stations, fra 1997

Genesis reagerer ret hurtigt og bruger resten af 1996 på at finde sig en ny forsanger og trommeslager. Valget som sanger falder på Ray Wilson der sang for en kortlivet gruppe kaldet Stiltskin. Som trommeslager benytter man sig af to mand, israelere Nir Zidkyahu og briten Nick D’Virgilio. I januar 1997 går optagelserne i gang i The Farm, Surrey, De afsluttes i juni. Banks og Rutherford er sangskrivere og producerer sammen med Nick Davis. I september 1997 udsendes albummet som Calling All Stations.

gen sidste
Genesis i sin sidste formation. Fra venstre Mike Rutherford, Ray Wilson og Tony Banks

Kommercielt er resultatet ikke helt katastrofalt. Calling All Stations går ind som nr. 2 i Storbritannien, og salget er udmærket i Europa – men svigter helt i USA. Anmelderne er heller ikke venlige. De fleste mener at Ray Wilson gør det glimrende som erstatning for Gabriel og Collins, men sangmaterialet er for uinspireret og for dårligt, og at alting drukner i en kedsommelig synthesizer-grød. Hvilket er sandt.

One Man’s Fool

Her er en af de få sange fra Calling All Stations der bare er jævnt dårlige – resten er gabende kedeligt.

Her fortæller Genesis om Calling All Stations

The Calling All Stations Tour 1998 og bandets ophør

Turneen for albummet med Wilson går i gang den 23. januar 1998 i Windsor i England og afsluttes den 31. maj ved Nürburgring i Tyskland. Den amerikanske del af turneen aflyses hurtigt pga. manglende salg. Som status på turneen beslutter Rutherford og Banks at det ikke går. Der skal i al fald med garanti ikke laves flere studiealbums med navnet Genesis. Hvad fremtiden bringer med Genesis live, må vise sig

Carpet Crawlers 99

Genesis er altså reelt nedlagt. Som bandets allersidste studieproduktion kommer en nyindspilning af klassikeren fra The Lamb Lies Down on Broadway – The Carpet Crawlers – indspillet af hele det klassiske Genesis – altså Peter Gabriel, Steve Hackett, Mike Rutherford, Tony Banks og Phil Collins. Resultatet – Carpet Crawlers 99 – bliver ikke noget kommercielt hit men er en meget passende afslutning på Genesis’ studieproduktion. Klangligt lyder Carpet Crawlers 99 nu langt mere som en Peter Gabriel solo-produktion end en Genesis-produktion.

Turn It On Again: The Tour

Tiurnitonagain_tourlogo

Men Genesis er alligevel ikke helt færdig. I 2005 erklærer Collins at han måske vil spille med bandet igen, i al fald live, hvis det bliver med den oprindelige forsanger – Peter Gabriel. Og Steve Hackett. Gabriel er høfligt interesseret, tilsyneladende, men det trækker ud og bliver ikke til noget. Så trækker Hackett sig også. And Then There Were Three.

De holder så en reunion-turne som bemandingen 1977-96 – altså Phil Collins, Mike Rutherford, Tony Banks, Daryl Stuermer og Chester Thompson.

2007
Phil Collins synger for ved Turn it On Again: The Tour i 2007

 

Turneen indeholder 48 koncerter – herunder Herning i Danmark – jeg var der – og begynder 11. juni i Finland, fortsætter 13. juni til Herning og slutter den 13. oktober 2007 i Los Angeles. Kulminationen er en gratis koncert ved Circo Massimo (Circus Maximus) i Rom den 14. juli hvor ca. en halv million romere formodes at høre på. Denne koncert publicers siden (2008) som en triple-CD: When in Rome!

Det er efter alt at dømme Genesis’ svanesang, og den kan ses og høres her i hele sin længe. Jeg kan i øvrigt sige at Reunion-koncerten i Herning var yderst velspillet, men i forhold til den anden koncert i Danmark, som Genesis har spillet – Gentofte 1987 – manglede der kendeligt gnist. Alligevel var det en fest!

Apropos 2007: Her får Phil Collins konstateret en nerveskade i sin albue og er dermed ude af stand til at spille trommer. Den fysiske skade gør at han – i al fald i en periode – lader sig pensionere som musiker.

Her er When in Rome-koncerten fra 2007

De bedste albums

Sluttelig min personlige rangordning af Genesis’ albums. De øverste 5 ligger så tæt på hinanden at de let lader sig udskifte med hinanden. Kunstnerisk burde Foxtrot ligge længere fremme – i toptre – men jeg har blot flere følelser for A Trick of the Tail, Wind and Wuthering og Duke.

  1. Selling England by the Pound
  2. A Trick of the Tail
  3. Wind and Wuthering
  4. Duke
  5. Foxtrot
  6. The Lamb Lies Down on Broadway
  7. Abacab
  8. We Can’t Dance
  9. Shapes/Mama
  10. Nursery Cryme
  11. And Then There Were Three
  12. Invisible Touch
  13. Trespass
  14. Calling All Stations
  15. From Genesis To Revelations

 

 

 

Reklamer
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

30 rocknavne – Suede

Nærværende tekst er del af en historisk gennemgang af britisk rock fra The Beatles til Arctic Monkeys via 30 rocknavne udvalgt af mig.

Tidligere opslag handler om (klik på linket) The BeatlesThe Kinks, The Rolling StonesThe Who, Eric ClaptonLed ZeppelinDeep Purple og Black Sabbath.

Og Pink Floyd,  David Bowie, Elton JohnGenesisRoxy Music/Bryan Ferry, Queen, Kate BushIron Maiden,  The ClashThe Police og Dire Straits.

Samt U2,  Depeche Mode, The Smiths og Blur.

suede

Suede er et alternativ-rock-band der eksisterer fra 1989 til i dag (med en pause 2004 – 2009) og er pladeaktiv fra 1992 og til i dag.

Suede1

Suede i 2002: Fra venstre Simon Gilbert (trommer), Alex Lee (keyboard), Brett Anderson (sang), Richard Oakes (guitar) og Mat Osman (bas).

Suedes dominerende sangskriver og personlighed er forsanger Brett Anderson der er bandets eneste gennemgående person. Suedes musik trækker i høj grad på The Smiths og Madchester-scenen, men også på 70’ernes glamrock-scene (særligt Bryan Ferry og David Bowie) og punk-scene, og Suedes særkende bliver bruset, det dekadente, det storslåede – aggression, stoffer, sex og kønslig tvetydighed – og Brett Anderson kombinerer med succes Morrisseys og de tidlige 70’ers David Bowies udstråling – teatralsk, farligt og mere eller mindre homoerotisk, og han sætter rygter i gang om at han er biseksuel (hvad han dog vistnok ikke er; det er ren branding). Hvad mere er – Suede er ikke bare show og iscenesættelse, men laver faktisk glimrende rock.

Suede skal blive en af de formative bands i britpop-bølgen medio 90’erne – ligesom rivalen Blur – som Suede i øvrigt rent karrieremæssigt minder en del om.

Brett Anderson vokser op i Lindfield, en mindre by (5000 indb.) 55 km. syd for London. Som teenager spiller han i diverse garagerockbands, fx Geoff, sammen med bassisten Mathew Osman. I 1989 er den 22-årige Brett Anderson flyttet til London og studerer på Bartlett School of Arcitechture, University College, London og er kæreste med Justine Frischmann der også studerer arkitektur på UCL, og de tre grundlægger Suede med Anderson på sang, Frischmann på rytmeguitar og Osman på bas.

justine-frischmann-suede

Justine og Brett

Men skal de spille live, skal de også have en leadguitar og en trommeslager. Suede søger efter en leadguitarist i en annonce i New Musical Express, og de får fat på Bernhard Butler, en ivrig fan af The Smiths/Johnny Marr hvilket passer bandet.

Bemærkelsesværdigt nok besvares en anden jobannonce efter en trommeslager af det opløste The Smiths’ trommeslager Mike Joyce, og det kan Suede ikke stå for, men Joyce bryder snart med Suede, fordi han opfatter at Suede er Smiths-påvirket, men stadig i sin søgende og formative periode, og han vil som Smiths-medlem styre bandet for meget i Smiths-retningen. Via Suedes mangeårige manager, Ricky Gervais, der også er studerende på UCL og siden bliver en verdenskendt komiker, erhverver Suede i stedet Simon Gilbert på trommer i 1990.

Knap er Gilbert kommet ind i Suede i 1991, før Justine Frischmann – der bor sammen med Anderson – begynder at komme for sent til øvetimerne med Suede da hun dater Damon Albarn, forsanger i Blur der netop på denne tid er på vej frem med de første singler. De prøver at få det til at fungere alligevel, men da Justine Frischmann glædesstrålende fortæller at hun medvirker i en Blur-video, sparker Brett Anderson hende partout ud af Suede. I 1992 bliver Justine Frischmann i øvrigt forsanger i sit eget rockband, Elastica, med ganske stor succes.

just

Frischmanns afgang viser sig positiv for Suede, for nu ændres bandets interne relationer sig, og Anderson og Butler kan etablere et nært venskab og sangskriver-samarbejde. Dette samarbejde skal vise sig stærkt frugtbart. De søger begge det ekstreme, det transcenderende, ud fra indstillingen at man skal lave musik som stod man ved kanten af en afgrund og var villig til at lade sig falde. Det skulle være emotionelt, det skulle være ladet, det skulle være stort.

Og musikpressen begynder at opdage bandet. Frischmanns sidste spillejob for Suede er i oktober 1991 ved en koncert på UCL hvor John Mulvey fra New Musical Express også er til stede, og han bemærker charmen, aggressionen og det farlige og interessante, mens Brett anderson fusionerer Morrissey, tidlig Bowie og noget helt nyt og unikt, som rammer den britiske rockånd som manifestation af hvad måske kan beskrives som heftig dekadence. Måske er rockånden stadig levende og kreativ?

NME begynder at promovere bandet, og efter en NME-koncert i januar 1992 signes Suede til to singler af det uafhængige pladeselskab Nude Records. Suede hyldes nu som den næste store ting, og NMEs rival, Melody Maker, har i april 1992 Suede på forsiden med overskriften: Suede – The Best New Band in Britain. ’

Suedes singler for Nude Records – The Drowners og Metal Mickey – bliver dog moderate successer – henh. nr. 49 og 17 på singlehitlisten.

Her er Suedes allerførste single, The Drowners.

Men Nude/Sony tror på bandet og signer en større og ret lukrativ kontrakt hvor Suede får kreativ kontrol med musikken. I februar 1993 kommer Suedes tredje single, Animal Nitrate, der går rask ind på singlehitlistens topti – Suede er slået igennem.

I 1993 hypes Suede voldsomt af medierne endnu før sit første album, Suede er det mest omtalte band i Storbritannien, og selv jeg opdager hypen dengang.

Da debutalbummet endelig kommer, det ubetitlede Suede, ryger den rask ind som nr. 1 på albumhitlisten med det største salg for et debutalbum siden Frankie Goes To Hollywoods ”Welcome To The Pleasuredome” i 1984. Og anmeldere og købere er begejstrede.

Ud over Animal Nitrate kan den svulmende ballade Pantomime Horse anbefales – her live fra Suedes genforeningskoncert i Royal Albert Hall i 2010.

Men under en efterfølgende amerikansk turné, begynder der at opstå en fremmedgørelse og irritation mellem Bernhard Butler og resten af Suede – mest fra Butlers side, og irritationen øges i 1994. Elementer er tilsyneladende Butlers irritation over Suedes excesser, især stofferne, og Andersons optagethed af at være stjerne.

Butler er fortfarende negativ, og Andersons reaktion er at hvis han ikke har lyst til at være i bandet, kan han jo lade være. Det kulminerer under produktionen af Suedes andet album, Dog Man Star, hvor Bernhard Butler vil have produceren fyret for selv at producere. Han giver Suede et ultimatum – enten fyres produceren, eller også forlader han bandet. Anderson formoder han bluffer, men accepterer ikke truslen og får læsset Butlers instrumenter af på gaden. Butlers afsluttende replik til Anderson er ”you’re a fucking cunt”.

Dog Man Star er ikke helt færdig, men den kommer ud i oktober 1994. Allerede måneden før har Suede afløseren på plads. Den 17-årige fan, Richard Oakes, sender demoer med sit eget guitarspil ind til Suedes fanklub, da han hører om Butlers afgang der truer med helt at opløse Suede. Demoen går videre til Suede der synes det minder påfaldende om det allertidligste Suede, og trods sin unge alder hyres Oakes og bliver guitarist på turneen efter udsendelsen af Dog Man Star. Allerede på førstesinglen på Dog Man Star, We Are the Pigs, fra september 1994, er Oakes med på videoen.

B-siden af We Are The Pigs-singlen, Killing of a Flash Boy, der ikke kommer med på Dog Man Star-albummet, har jeg i øvrigt også en svaghed for.

The Wild Ones bør bestemt også nævnes

Ligesom den lange og stærkt syrede, men eminente, ballade The Asphalt World.

I januar 1996 bliver kvartetten en kvintet, da en fætter til trommeslageren Simon Gilbert – Neil Codling – kommer med på keyboard og rytmeguitar. Suede har fundet sin endelige bemanding.

Bernhard Butler bliver siden en særdeles anerkendt producer, og Suedes eksperiment med den unge Oakes skal vise sig velfungerende, men Butlers afgang er og bliver et tab hvad Anderson har erkendt i dag. Han kalder Butlers afgang det han beklager mest i sit liv, for de havde en helt særlig ånd sammen.

Dog Man Star har den særlige Anderson-Butler-magi, men albummet bryder med den nye britpop-bølge som Suede har været med til at lancere med Blur og Elastica. Dog Man Star har ikke den samme muntre lethed som karakteriserer britpoppen, men er mere rugende, indadvendt og eksperimenterende, og selv om anmeldelserne er fine, flopper salget. Den debuterer som nr. 3 på albumhitlisten, men positionen bliver hurtigt lavere.

I september 1996 kommer Suedes 3. album, det første uden Butler, nemlig Coming Up, der er lavet meget bevidst som en modsætning til Dog Man Star – nemlig som et enkelt lige-ud-af-landevejen popalbum. Projektet lykkes, og Coming Up bliver nr. 1 på albumhitlisten og udspyr adskillige stærkt glamrock/T Rex -inspirerede singlehits som Trash

Beautiful Ones

Og Filmstar – her live i 2013

Suede har tilsyneladende smidt sine kunstneriske ambitioner ud, og er atter et britpop-hit. Dog, b-siden af singlen Trash, Europe Is My Playground, har lidt at styrkerne fra Dog Man Star

Det 4. album, Head Music, fra maj 1999 bliver også nr. 1 på albumhitlisten, og singlen Electricity sælger flot,

Og She’s in Fashion er et rigtigt fint popnummer

Men både anmeldere og købere modtager Head Music mere forbeholdent end Coming Up blev modtaget. Efterfølgende melder Neil Codling sig ud af bandet forklaret med kronisk træthedssyndrom, og Alex Lee afløser ham på keyboard.  I øvrigt går Suedes pladeselskab, Nude Records, ned, og Sony overtager bandet.

Det næste album, A New Morning, er Suedes første album lavet uden brug af stimulanser og får ganske glimrende anmeldelser, men salget flopper rigtigt fælt. Den kommer ikke engang på albumhitlistens toptyve og udsendes slet ikke i USA. Musikken kan heller ikke just beskrives som ”farlig” længere – her Positivity

På baggrund af det flopped salg, opløses Suede i oktober 2003.

Og så i 2010 annonceres det at Suede vil spille igen for en enkelt koncert i Royal Albert Hall i marts. Koncerterne modtages særdeles vel af publikum som anmeldere (ikke mindst NME), og Suede vælger at fortsætte. Samarbejdet resulterer i 2013 i Bloodsport – Suedes bedst anmeldte album siden Coming Up i 1996, og den sælger ikke overvældende, men pænt, og topper som nr. 10 på albumhitlisten. Førstesinglen er It Start And Ends With You

Og den også pænt catchy Hit Me

Anbefalelsesværdig er også Snowblind der dog ikke er lave en video for, så her en audio

Efterfølgeren, dem mere ambitiøse Night Thoughts fra 2016, modtages også fint af fans og anmeldere, faktisk lidt bedre anmeldt end Bloodsport, men med lidt dårligere salgstal.

Her den glimrende Outsiders

Og Like Kids

I

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

30 rocknavne – Blur

Nærværende tekst er del af en historisk gennemgang af britisk rock fra The Beatles til Arctic Monkeys via 30 rocknavne udvalgt af mig.

Tidligere opslag handler om (klik på linket) The BeatlesThe Kinks, The Rolling StonesThe Who, Eric ClaptonLed ZeppelinDeep Purple og Black Sabbath.

Og Pink Floyd,  David Bowie, Elton JohnGenesisRoxy Music/Bryan Ferry, Queen, Kate BushIron Maiden,  The ClashThe Police og Dire Straits.

Samt U2,  Depeche Mode og The Smiths.

blur logo

Blur er et britisk alternativ-rockband der eksisterer fra 1988 til 2003; og fra 2008 til i dag. Blur er med til at etablere britpopscenen først i 1990’erne, og er 90’ernes næststørste britiske band efter Oasis.

Blurs dominerende figur er forsangeren, keyboardspilleren og den primære sangskriver Damon Albarn.

Blur ligger brak midt i 00’erne hvor Albarn fulgte andre projekter såsom det virtuelle tegneserieband Gorillaz (1998 til i dag) der også har stor kommerciel succes.

Blur-cover-comp-shot-770

Nutidens Blur – fra venstre Alex James (bas), Damon Albarn (sang, keyboard), Graham Coxon (guitar) og Dave Rowntree (trommer)

Damon Albarn fra det østlige London er søn af en halvkendt kunstner, Keith Albarn, inden for design og  installation. Damon begynder tidligt at spille klaver, guitar og violin. Senere flytter familien til en landsby, Aldham, nordøst for London. I det lokale gymnasium, Stanway Comprehensive School, møder Damon Albarn Graham Coxon, og de bliver gode venner med fælles fascination af bands som Madness, The Jam, XTC og Beatles. Efter gymnasiet flytter Albarn til London og læser drama, men dropper ud af studiet og spiller derpå i diverse bands i London.

I 1988 spiller den 20-årige Albarn i bandet Circus som forsanger sammen med ungdomsvennen Coxon på guitar og Dave Rowntree som trommeslager. Siden slutter Alex James sig til på bas. Circus ændrer navn til Seymour, og får i 1989 kontakt til Food Records der dog ikke er begejstret for navnet Seymour, så bandet skifter navn til Blur i marts 1990. Her er et foto fra denne tidlige periode.

blur unge

Fra venstre Graham Coxon, Alex James, Damon Albarn og Dave Rowntree

I oktober udsender Blur deres første single, She’s So High, der bliver nr. 48 på den britiske hitliste. Her er den spacey video:

Men det lykkes Blur at få fat i The Smiths’ gamle producer, Stephen Street, der står bag deres næste single, There’s No Other Way, der bliver nr. 8 på hitlisten. Musikken lyder som en ikke helt uheldig blanding af tidlig Beatles, XTC og The Smiths, blot mere swingende (hvilket skyldes inspiration fra Madchester-scenen) og jeg har en svaghed for den ironiske video.

Blur er ved at slå igennem. Musikken er klart inspireret af Manchesters glade alternative rock, Madchester-strømningen – dvs. især Happy Mondays og Stone Roses – en kortvarig bølge af alternativ rock med basis i The Smiths, men med større fokus på lystig puls og swingende groove end melodiøse og triste sange.

blur British_Image_1_largeBandet presses til at lave et album hurtigt, Leisure (1991), hvor både She’s So High og There’s No Other Way indgår.

Leisure bliver nr. 8 på albumhitlisten, men får blandede anmeldelser, og Albarn afskyr det siden. Blur er nu kraftigt forgældet og drager ud på en USA-turné for at tjene pengene hjem. Undervejs rammes de af hjemve og nostalgi mod Storbritannien. Albarn ønsker at skifte stil som reaktion mod USA og grunge-rocken mod musik inspireret af rent britiske bands med britisk klingende sange.

british image 1

Stephen Street ender med at producere Blurs næste album, Modern Life is Rubbish (1993), der ganske vist bliver nr. 15 i Storbritannien, men slet ikke sælger i USA.

I pressematerialet er der fotos der spiller på det britiske med British Image 1 foroven hvor bandet bærer  tøj der minder om både mods og skindheads og har en mastiff foran sig. Og så British Image No. 2 herunder hvor bandet sidder i en typisk britisk stue og drikker te på en temmelig middeklasse-agtig måde.

british image 2.jpg

I denne periode kan man bemærke den ret punkrockede single Popscene fra 1992

  og Chemical World (1993) hvor det ikke er svært at høre både spor af Madness og XTC.

Blurs iscenesættelse af det britiske og Blurs musikstil der forsøger at bero på den britiske musikarv, er i høj grad med til at sætte gang i fænomenet “britpop” der i høj grad har sit udspring hos tre mennesker og to par: Brett Anderson, Justine Frischmann og Damon Albarn.

Brett og Justine bliver kærester i 1989 og danner bandet Suede. I 1991 forlader Justine Brett – og dermed Suede – bliver kærester med Damon og danner i 1992 bandet Elastica.

I 1992 udgiver Damon og Blur så Modern Life der dyrker det britiske, og i 1993 slår Suede massivt igennem med deres ubetitlede debutalbum, mens også Elastica markerer sig med singlen Stutter.

Og i 1994 slår så også Blur kommercielt igennem. Og Bretts, Justines og Damons sange bliver afsættet i britpoppen i diverse blandinger af britiske forlæg som Beatles, Stones, Who, Kinks, Bowie/glamrocken, punkrocken og ikke mindst 1980’ernes indie og new wave-rock såsom ikke mindst The Smiths. Hovednavne i britpoppen er de Suede, Blur og Elastica, men også Oasis, Pulp, Supergrass og The Verve.

Britpop er altså IKKE pop, selv om de største britpop-hits ofte også er poppede.

blur-parklifeBlur fortsætter sin stil – altså britpop –  på albummet Parklife (1994) der får et kraftigt boost af singlen Girls & Boys,  et frækt og catchy disconummer sunget med (post)-punk-vokal, og som bliver nr. 5 på singlehitlisten og spilles en del af BBC.

Parklife bliver nr. 1 i Storbritannien på albumhitlisten og bliver på hitlisten i næsten 2 år. Blur anses nu som en pop-sensation. Andre gode sange fra Parklife er This is a Low, her spillet live i 2012

 Clover over Dover

og titelnummeret Parklife 

Og ikke mindst denne retro-agtige ballade:

Albarn går primo 1995 i gang med at skrive efterfølgeren The Great Escape (1995) der er mere orkestreret og teatralsk end Parklife. Der er begyndende rivalisering med det nye superpopulære band, Oasis, og de to bands beslutter sig til at deres albums hovedsingler skal udgives præcis samme dag – af pressen kaldet ”The Battle of Britpop”. Blurs satiriske og Madness- og XTC-prægede single, Country House, bliver Blurs første nr. 1-singlehit og trumfer Oasis’ single, Roll It, så Blur vinder slaget, om end Oasis siden kommercielt skal vinde krigen.

blur great escape_cd_cover_bigThe Great Escape udsendes i september 1995 til flotte anmeldelser, men snart skifter pressens sympati, og Blur kommer til at fremstå som middelklassepop over for Oasis’ mere autentiske arbejderklasserock. Kort sagt British Image 1 versus British Image No. 2 hvor Blur ses som No. 2. Damon Albarn og Blur gik hurtigt fra hot til not.

Men The Great Escape er et flot album med sange som den musikalsk tilbageskuende The Universal

Den kække Charmless Man lidt i den gamle Blur-stil

og den sært drømmende He Thought of Cars.  

Især guitaristen Graham Coxon synes Blurs musik er blevet for poppet, og Albarn for enerådende, og hælder nu personligt til mere larmende amerikansk musik.

Albarn åbner sig for den amerikanske musikstil, og de beslutter at køre Blur i retning heraf og væk fra britpoppen.

blur-5Det fører frem til det ubetitlede album Blur (5) fra 1997 som roses af kritikerne, men betragtes som et kommercielt selvmord. Men førstesinglen Beetlebum  bliver faktisk nr. 1 i USA.

Song 2 er lavet som en parodi på grunge, men sælger ikke desto mindre (eller måske netop derfor) rigtigt flot

og Song 2 sælger også fint – og bliver Blurs mest velkendte hit i USA. Blur 5 sælger dårligere i UK end forgængerne, men generelt fint globalt. Dog bliver også den nr. 1 på den britiske albumhitliste hvilket samtlige Blur-albums fra og med Parklife præsterer.

I øvrigt betragtes 1997 som det år hvor britpop-bølgen går i sig selv igen – bl.a. pga. Blurs stilskifte.

På efterfølgeren 13 (1999) –her fx Trimm Trabb, er Albarn trådt et skridt tilbage, og guitaristen Coxon et skridt frem, og stilen er løsere og mere jammende og psykedelisk. Albarns tekster er præget af bruddet i 1998 med Justine Frischmann, så den oprindelige ironiske og humoristiske stil er lagt til side for noget mere sårbart.

(Live 2015)

Førstesinglen Tender, skrevet og sunget af Albarn og Coxon, viser en del amerikansk indflydelse af fx country og gospel og bliver nr. 2 i UK, men sælger ellers ikke globalt specielt flot. Blur er i gang med at genopfinde sig selv og vriste sig ud af den britpop det selv i høj grad har været med til at grundlægge.

Der sker i perioden en voksende fremmedgørelse med Blurs medlemmer. Teamet er ikke så meget længere et broderskab og et venskab, men et professionelt arbejdsfællesskab, og Graham Coxon trives ikke. Under ikke helt klarlagte omstændigheder glider han ud af Blur i 2002 på en måde så Coxon føler sig fyret, og de andre føler sig forladt og svigtet. Det medfører de næste år flere bitre bemærkninger i medierne fra især Coxons side.

blur think tankCoxon gled ud af Blur under udarbejdelsen af albummet Think Tank (2003) hvor Damon Albarn nu også er guitarist og helt enerådende. Musikken fortsætter den psykedeliske retning og viser nu også indflydelse fra verdensmusikken som Damon Albarn nu hælder imod. Think Tank bliver en ny nr. 1 på den britiske hitliste, og på albummet kan fremhæves On The Way To The Club

Og Out of Time

Derefter ligger Blur brak. I 2005 annonceres det at man overvejer at finde en ny guitarist i stedet for Coxon, og der laves nogle optagelser der aldrig bliver til noget.

Men i december 2008 annonceres det at Blur samles igen – og nu igen med Graham Coxon. Det går ikke helt let – stemningen er anspændt, bl.a. pga. noget af det Coxon har beklaget sig over i medierne mens han ikke var i bandet. Faktisk skal der en mediator til for at få medlemmerne til at finde sammen igen, men projektet lykkes,og det bliver til nogle fint anmeldte koncerter i 2009.

I 2012 går Blur i studiet for at lave et nyt stúdiealbum med William Orbit som producer, men Albarn standser optagelserne. Det bliver dog til et par singler, fx den ganske glimrende Under The Westway (2012), og Blur spiller fremdeles koncerter i 2013.

Men i 2015 lykkes det at lave albummet Magic Whip med deres producer i 90’erne, Stephen Street, som producer og med Coxon fuldt og helt tilbage.

Sangene laves i 2013, da Blur skal spille på Tokyo Rocks Music festival, men festivallen aflyses, og Blur strander i Hong Kong og indspiller 15 sange for at få tiden til at gå – og inspireret af Hong Kong-opholdet. Albarn er ikke optimistisk omkring materialet, men i november 2015 begynder Coxon at arbejde sammen med Stephen Street om Hong Kong-materialet,  Dave Rowntree og  Alex James hidkaldes og arbejder på musikken, og til sidst mener Coxon at der er en chance for at Albarn accepterer materialet og præsenterer ham for det hidtidige resultat. Albarn er nu helt med og arbejder med tekster og vokaler – og i februar 2015 er indspilningerne afsluttet – og dermed det første Blur-album som kvartet og oprindelig bemanding siden 90’erne.

Magic Whip får flotte anmeldelser og salgstal. Som samtlige albums fra og med Park Life ender Magic Whip som nr. 1 på den britiske albumliste.

Personligt synes jeg også at Magic Whip er det mest inspirerede Blur har lavet siden 90’erne.

Her er førstesinglen  Go Out

Og her den fine There Are Too Many Of Us

Også Lonesome Street kan nævnes:

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

30 rocknavne – The Smiths

Nærværende tekst er del af en historisk gennemgang af britisk rock fra The Beatles til Arctic Monkeys via 30 rocknavne udvalgt af mig.

Tidligere opslag handler om (klik på linket) The BeatlesThe Kinks, The Rolling StonesThe Who, Eric ClaptonLed ZeppelinDeep Purple og Black Sabbath.

Og Pink Floyd,  David Bowie, Elton JohnGenesisRoxy Music/Bryan Ferry, Queen, Kate BushIron Maiden,  The ClashThe Police og Dire Straits.

Samt U2 og Depeche Mode.

smiths logo

The Smiths er et forholdsvis kortlivet britisk alternativt rockband der er aktive fra 1982 til 1987 og pladeaktive fra 1984 til 87 med blot kun 4 studiealbums. The Smiths stil befinder sig i genrer som new wave og alternativ rock, og The Smiths betragtes ofte som det bedste og mest indflydelsesrige britiske navn i 1980’erne inden for indie-rock (eller alternativ rock indspillet på uafhængige pladeselskaber).

Efter opløsningen af The Smiths fortsætter forsangeren Morrissey en solokarriere med musik der på overfladen lyder som The Smiths, for Morisseys særegne klagende røst er et fællestræk.

Men The Smiths er andet og mere end Morrisseys stemme; det er kombinationen af Morrisseys følelsesladede og næsten punkede jamren og Johnny Marrs fine sange og guitarspil der er melodisk, livfyldt, let, og ofte elegant og køligt og bærer præg af tætte studier af rockhistoriens guitarspil – og ofte tilbage til 1950’ernes guitarspil snarere end guitarspillet efter 1965.

The Smiths særlige stil eller brand i optræden og tøjstil var det overordentligt normale og anonyme hvilket også bandnavnet “The Smiths” signalerer eftersom “Smith” jo er et af Storbritanniens mest normale efternavne i modsætning til samtidens britiske poprocks pompøse navne hvormed man forsøger at skille sig ud – fx Orchestral Manouvres in the Dark, Spandau Ballet eller Depeche Mode.

The Smiths er udtalt anti-glamrock. Faktisk er The Smiths udtalt anti-rock. Johnny Marr – der komponerer alle sangene – har givet sig selv den begrænsning at undgå enhver positur og rockmanér – enhver “rockisme” – og ikke lade sig inspirere af klassisk rock eller heavy rock – benytte guitarsoli, forvrænget guitarlyd osv.  Det giver The Smiths musik en særlig minimalisme og renfærdighed.

Samspillet mellem Marrs tilbageskuende, renfærdige og elegante guitar – og hans fine melodier – og Morrisseys inderlige og lidende røst – og intelligente tekster – gør The Smiths til god musik, men ikke musik for alle pga. Morrisseys næsten klynkende røst og det cool og næsten kønsløse akkompagnement.

Marr fortæller lidt om sin særlige lyd her.

Under alle omstændigheder er The Smiths musikhistorisk vigtig; bandet er kaldet det mest indflydelsesrige britiske band efter The Beatles. Faktisk har magasinet New Musical Express i 2002 lavet en meningsmåling hvor Smiths topper listen over indflydelsesrigdom foran Beatles!

The Smiths er bl.a. influeret af The Beatles, The Rolling Stones, The Kinks, Bowie, Joy Division, The New York Dolls og Sex Pistols. Til gengældt påvirkede The Smiths selv britpop-bevægelsen ikke så lidt (især Blur, Suede og Pulp), Radiohead osv.

smiths

The Smiths – fra venstre Morrissey (sang), Mike Joyce (trommer), Andy Rourke (bas) og Johnny Marr (guitar).

The Smiths dannes i 1982 af den 24-årige sanger Steven Morrissey og den 21-årige guitarist John Maher, begge sønner af irske forældre emigrerede til England. Morissey bruger aldrig sit fornavn, mens Maher laver sit navn om til Johnny Marr, da han opdager at der findes en anden John Maher på musikscenen. Morrissey havde tidligere sunget i punkrockbandet The Nosebleeds.

Morrissey og Marr hyrer trommeslageren Mike Joyce og snart efter basspilleren Dale Hibbert der dog snart erstattes af Marrs ven Andy Rourke som Marr mener passer bedre i bandet.

Alle fire medlemmer – Morrissey, Marr, Joyce og Rourke – er fra Manchester-området og med irske forældre.

Kvartetten udgiver sine første singles i 1983 – allerførst Hand in Glove – uden nogen af disse slår egentlig igennem. Jeg husker at det første Smiths jeg hørte, netop var Hand in Glove engang midt i 1980’erne, og at jeg simpelthen hadede den. Det var for punkrock-agtigt til min smag.

Egentlig kan jeg bedre lide The Smiths’ single nr. 2 – This Charming Man – der har en karakteristisk spænding mellem Morrisseys lidende vokal og et muntert og levende akkompagnement uden spændingen føles absurd. Stilen var i øvrigt med til at påvirke det danske band Gangways første albums midt i 80’erne.

Singlen What Difference Does It Make bliver dog nr. 12 på den britiske singlehitliste.

Men det er det ubetitlede debutalbum, The Smiths (1) fra 1984 der bliver gennembruddet og går ind som nr. 2 på den britiske albumhitliste. Albummet bliver fulgt af singler som Heaven Knows I’m Miserable Now (bemærk Morrisseys ejendommelige dans der går igen i en del af The Smiths videoer), nr. 10 på den britiske singlehitliste, og det første eksempel på et langt samarbejde med produceren Stephen Street.

smiths-meat-is-murderFørst i 1985 udkommer The Smiths album nr. 2, Meat is Murder, hvis titel har rod i Morrisseys lidenskabelige vegetarianisme. Han forbyder de andre i bandet at blive fotograferet sammen med kød og får også gjort Marr til vegetar. Fra dette album har jeg en svaghed for Barbarism Begins at Home med et noget så unikt for The Smiths som et næsten funky og swingende basspil.

Bemærk dog også det elegante, stemningsfulde guitarspil på How Soon Is Now? – i dag en af Smiths’ klassikere

I 1986 kommer The Smiths’ 3. album – The Queen Is Dead – der bliver nr. 2 på den britiske albumhitliste. Her er der flere gode sange som  The Boy with the Thorn in His Side,

Frankly Mr. Shankley (her som ren audio)

og den pudsige og næsten ligefrem muntre Some Girls Are Bigger Than Others  – her live i en optagelse hvis lydside er noget bedre end billedsiden.

 

Og så  ikke mindst den fine There is a Light That Never Goes Out der først udgives som single i 1992 – her som audio.

Her er singlen Panic optaget et halvt år efter The Queen Is Dead

the_smiths_strangeways_here_we_come_1987_retail_cd-frontI September 1987 udkommer The Smiths 4. og sidste album, Strangeways, Here We Comes (Strangeways er et fængsel), der også bliver nr. 2 i Storbritannien, og har en del fine sange som Girlfriend In a Coma,

 

 

A Rush and a Push and the Land is Ours (audio)

Den patetiske, men også lyriske og smukke Last Night I Dreamt That somebody Loved Me

og Stop Me If You Think You’ve Heard this One Before der er ment som The Smiths allersidste single.

På tidspunktet på lanceringen af Strangeways… er The Smiths opløst. Opløsningen skyldes spændinger mellem Marr og Morrissey der begge er ledere af bandet. Marr er irriteret over Morrisseys manglende fleksibilitet og at han vil lave covers af obskure 60’er-popnavne (citat Marr:  “That was the last straw, really. I didn’t form a group to perform Cilla Black songs.”), mens Morrissey er irriteret over at Marr i stigende omfang samarbejder med andre.

Efter opløsningen kommer det til voldsomme juridiske stridigheder. Rourke og især Joyce føler sig behandlet som sessionsmusikere i stedet for ligestillede bandmedlemmer og forlanger den samme royalty af The Smiths’ sange som Marr og Morrissey der til gengæld begge mener at det blev aftalt at Marr og Morrissey fik mest.

Rourke og Joyce vinder retssagen der når til højesteret, og et resultat er at Marr og Morrissey ikke siden har talt et ord med Joyce. Den sag har ikke gjort det mere realistisk med en genforening om hvis udsigter Morrissey i 2006 sagde: ”Jeg vil hellere æde mine testikler, og det siger en del, når man er vegetar.”

Men Morrissey får stor succes som soloartist, mens Marr indgår i flere bandkonstellationer (Electronics, The The osv.). På det sidste har Johnny Marr især samarbejdet med Bryan Ferry.

Umiddelbart efter får Manchester-bandet The Smiths stor indflydelse på den såkaldte Madchester-scene med andre Manchester-bands som Happy Mondays og The Stone Roses. De er præget af The Smiths’ feeling, men mens der ofte er et depressivt træk over The Smiths’ sange (Morrissey har siden sine helt unge år kæmpet med depressioner, og Smiths’ sange siges at have terapeutisk virkning over for deprimerede, måske fordi de føler sig forståede, og deres følelser udtrykte), så er Madchester-scenen langt mere glad, munter og dansende. Det handler om gode, fængende sange og at have det skægt. Denne tendens går senere videre i den såkaldte britpop-bevægelse først i 90’erne med bands som Suede og Blur. Alle disse strømninger foregår inden for den alternative rock eller indie-rocken.

 

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

30 rocknavne – Depeche Mode

Nærværende tekst er del af en historisk gennemgang af britisk rock fra The Beatles til Arctic Monkeys via 30 rocknavne udvalgt af mig.

Tidligere opslag handler om (klik på linket) The BeatlesThe Kinks, The Rolling StonesThe Who, Eric ClaptonLed ZeppelinDeep Purple og Black Sabbath.

Og Pink Floyd,  David Bowie, Elton JohnGenesisRoxy Music/Bryan Ferry, Queen, Kate BushIron Maiden,  The ClashThe Police og Dire Straits.

Samt U2

DM logo

Depeche Mode er et synthesizer-baseret britisk new-wave/alternativt rockband der eksisterer fra 1980 og frem til i dag – og er pladeaktive fra 1981 og til i dag.

Depeche Mode begynder som et poppet synthpop-band og producerer siden mere storladen og ambitiøs alternativ rock hvor synthesizers altid har haft en fremmelig plads. Bandet er et af de få eksempler på et new wave-band der har overlevet med succes frem til i dag. Depeche Mode er det kommercielt mest succesfulde band inden for elektronisk musik med over 150 mio solgte albums.

depechemode

Depeche Mode i dag – fra venstre Andy Fletcher, David Gahan og Martin Gore.

De første mange bands og solister nævnt her i gennemgangen dannes i 60’erne og er tæt på mine forældres generation, de fleste en anelse yngre. Med de sidste – U2 og Depeche Mode – er vi kommet til bands tæt på min egen  årgang. Forsangerne er få år ældre end mig (U2s Bono 5 år ældre, og Depeche Modes David Gahan 3 år ældre), og de slår igennem mens jeg går i gymnasiet – og jeg husker dem da også fra gymnasietiden.

Depeche Mode er et band der eksisterer fra 1980 til i dag, pladeaktive 1981 til i dag. Bandet spiller elektronisk, synthesizerbåret musik i en blanding af synthpop, new wave og alternativ rock og e

Klassekammeraterne Vincent Martin og Andrew Fletcher danner i 1977 bandet No Romance in China inspireret af The Cure. Andy Fletcher spiller bas, og Vince Martin synger og spiller guitar.

I 1979 spiller Clarke guitar i et Ultravox-inspireret band The Plan med vennen Robert Marlow. Sidstnævnte spiller også i et band, The French Look, med Marlow på sang og Martin Gore på guitar.

I 1980 går Vince Martin, Martin Gore og Andy Fletcher sammen om at danne bandet Composition of Sound med Vince Martin som forsanger og på guitar, Martin Gore på keyboard og Andy Fletcher på bas.

Da Clarke hører bandet Orchestal Manoeuvres in the Darks (OMDs) debutsingle Electricity, beslutter han sig for at gå ind i elektronisk musik, og han skifter til keyboard. Human League er en anden inspiration.

Vince Martin hører David Gahan til en lokal jamsession synge Bowies sang ’Heroes’ og får føjet Gahan til Composition of Sound som forsanger. David Gahan foreslår at bandet skifter navn til Depeche Mode efter et fransk modemagasin han har set (det betyder nærmest Aktuel Mode). Til gengæld antager Vince Martin kunstnernavnet Vince Clarke.

Komponisten til bandets sange er Vince Clarke.

dm tidlig

Depeche Mode i sin tidlige konstellation – fra venstre Martin Gore, Andy Fletcher, Dave Gahan og Vince Clarke.

Mod slutningen af 1980 indspiller Depeche Mode en debutsingle, Dreaming of Me, der udsendes i februar 1981.

Singlen bliver nr. 57 i Storbritannien, og opmuntret udsender de en ny single, New Life, der bliver nr. 11 på hitlisten og giver en optræden i tv-programmet Top of the Pops.

Det giver mulighed for et debutalbum, Speak & Spell udsendt i oktober 1981, og som bliver nr. 10 på hitlisten.

Singler fra albummet er allerede sendt ud, og andensinglen er Just Can’t Get Enough der bliver nr. 8 på den britiske hitliste, Depeche Modes hidtil største succes.

I december 1981 beslutter bandets reelle stifter, leder og komponist, Vince Clarke, sig til at forlade Depeche Mode, tilsyneladende træt af virakken uden om musikken.

Siden danner Clarke dog succesrige elektroniske duoer som først Yazoo/Yaz med Alison Moyet i front og siden Erasure med Andy Bell som forsanger.

Vince Clarke har stor tæft for at skrive veloplagte, elektroniske popsange, og han skrev alle Depeche Modes sange, så hans afgang er en udfordring for bandet. Nu er Martin Gore den primære sangskriver, mens keybordspilleren Alan Wilder hentes ind som Clarkes afløser som keyboardspiller ved siden af Gore.

I 1982 Depeche Modes andet album, A Broken Frame (i øvrigt uden Wilder medvirker). Førstesinglen See You bliver nr. 6 på hitlisten; Depeche Mode har vist sig at kunne overleve uden Vince Clarke.

Det 3. album (hvor Wilder nu medvirker), Construction Time Again (1983) medfører et mindre skifte eftersom Wilder introducerer sampling-keyboards som Synclavier der medfører brug af mere industrielle lyde. Med singlen People Are People (1984) slår Depeche Mode også igennem i udlandet. Sangen bliver nr. 1 i Vesttyskland, nr. 2 i Polen og Irland og nr. 4 i Storbritannien. I kraft af teksten bliver sangen  populær i regnbuefarvede kredse (i øvrigt uden nogen i bandet før og nu er homoseksuelle).

En udmærket single fra 1985 er Shake The Disease optaget i Hansa-studierne i Berlin hvor Bowie lavede Heroes (og hvor U2 siden skal lave Achtung, Baby!).

Mens Depeche Mode i Europa ses som et slags teenband, forbindes bandet i USA med den nye goth-kultur, og bandets lyd bliver da også stadig mere mørk og pompøs. Det er tydeligt på albummet Black Celebration (1986) med det storladne nummer Stripped. Trods den dystre lyd bliver Stripped som single nr. 15 i Storbritannien

Efterfølgeren Music for the Masses (1987), singler som Strangelove og den virkelig fine Never Let Me Down Again, introducerer en mere kompleks, men også lækker lyd der sikrer succes i USA.

En virkelig melankolsk med en fremragende video er Behind The Wheel.

Det virkelige verdensgemmenbrud kommer med Violator (1990) der bliver nr. 7 i USDepeche-Mode-Violator-Album-CoverA, den hidtil største succes. Fra Violator er der hitsinglen Enjoy the Silence der bliver nr. 1 i Spanien og Danmark, nr. 6 i Storbritannien og nr. 8 i USA, og sangen vinder en Brit Award som bedste britiske single. Videoen hvor Gahan vandrer omkring i bjergene i kongekostume, er inspireret af børnebogen ’Den Lille Prins’.

Førstesinglen fra Violator, Personal Jesus, må heller ikke forklejnes.

I 1993 kommer Songs of Faith and Devotion med hitsinglen I Feel You der har en for et synthpopband at være forbløffende tung og grunge-inspireret lyd.

Medio 90’erne kommer krisen. Et massivt heroinmisbrug gør forsangeren Dave Gahan stadig mere indadvendt, misbrug af forskellig art griber også de øvrige, Alan Wilder føler sig ikke anerkendt i bandet og forlader gruppen, og Gahan dør i maj 1996 næsten af en overdosis. Eller rettere, han dør. I to minutter er hans hjerte standset.

Albummet Ultra (1997) viser Depeche Modes vilje til at overleve, det bliver nr. 1 i Storbritannien og nr. 5 i USA. Her singlen Barrel of a Gun.

It’s No Good kan også fremhæves

Man kan i øvrigt bemærke det forbløffende at mens de to new wave-bands U2 og Depeche Mode næppe kunne være mere forskellige inden for genren først i 80’erne, så har deres lyd sidst i 90’erne nærmet sig hinanden ikke så lidt.

Op gennem 00’erne holder Depeche Mode sig oven vande og med fin succes. Et smukt eksempel på at mørkebandet Depeche Mode kan skrive noget næsten lykkeligt og lystigt er Freelove fra 2001 – fra albummet Exciter – her i en meget smuk video af Anton Corbijn.

Blandt bandets sidste sange vil jeg blot fremhæve den mørke, magtfulde Wrong fra 2009 med den formidable video instrueret af Patrick Daughters.

Depeche Modes sidste album er Spirit fra marts 2017 der debuterede som nr. 5 på albumhitlisten, så Depeche Mode er stadig med i dansen. Her er førstesinglen Where’s the Revolution med en ganske flot video – atter at Anton Corbijn.

 

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

30 rocknavne – U2

Nærværende tekst er del af en historisk gennemgang af britisk rock fra The Beatles til Arctic Monkeys via 30 rocknavne udvalgt af mig. U2 er ganske vist ikke britisk, men irsk, men U2 passer alligevel i denne sammenhæng.

Tidligere opslag handler om (klik på linket) The BeatlesThe Kinks , The Rolling StonesThe Who, Eric ClaptonLed ZeppelinDeep Purple og Black Sabbath.

Og Pink Floyd,  David Bowie, Elton JohnGenesis og Roxy Music/Bryan Ferry, Queen, Kate BushIron Maiden,  The ClashThe Police og Dire Straits.

U2-logo1

U2 er et irsk band der dannes i 1976 og stadig eksisterer. Bandet er pladeaktiv fra 1979 og frem til i dag. Det sidst udsendte album er Songs of Innocence fra 2014, men her i 2017 er det annonceret at der snart udsendes et album med titlen Songs of Experience.

U2 spiller new wave-rock og alternativ  rock med en helt egen sound, gode sange og en skønsom blanding af det hymnisk storladne og tætte, få og flænsende.

U2 bliver i løbet af 1980’erne verdens største rockband og må nok stadig regnes som at være det. U2 er i al fald det rockband der i historien har vundet flest grammyer – 22 indtil nu – det samlede pladesalg er 170 million, og live trækker U2 et enormt publikum.

Blandt inspirationerne er Beatles, Stones, Who, Velvet Underground, Lou Reed, Bowie, Ramones og Clash, men U2s stil er faktisk ret unik.

U2-band-2014

U2 i 2014 – fra vestre Adam Clayton (bas), Larry Mullen jr. (trommer), Bono (Paul Hewson, sang) og The Edge (David Evans, guitar)

 U2 bliver dannet i 1976 i Dublin da den 14-årige trommeslager, Larry Mullen jr., adverterer efter nogle musikere og foruden at par af sine egne venner, Ivan McCormick og Peter Martin, så kommer Brødrene David og Dik Evans på guitar, deres ven bassisten Adam Clayton samt sangeren Paul Hewson. Mullen synes om konstellationen og kalder den Larry Mullen Band hvilket da andre forkaster efter 10 minutter til fordel for Feedback.

Ret kort tid efter har McCormick og Martin forladt bandet der skifter navn til The Hype (David Bowie lavede som ganske ung i øvrigt et band med samme navn).

Bandets sange er er covers over tidens punkmusik (The Jam, The Clash osv.), selvom Hewson personligt er mere til Rolling Stones og Beach Boys. Valget af punk-genren skyldes dels at denne genre er det sidste nye med kant og vrede, dels fordi den ikke kræver den store musikalske kompetence.

Næste forandring kommer i marts 1978. Dik Evans er lidt udenfor, da han er ældre og går på college, og han fases ud af bandet – ceremonielt ved en koncert. Efter Dik Evans’ afgang midt under koncerten, kalder den resterende kvartet – Paul Hewson, David Evans, Clayton og Larry Mullen Jr. sig for U2, og både navn og bemanding holder sig siden.

u2

U2s medlemmer som meget unge

Paul Hewson bliver dog kendt under navnet ”Bono Vox” (dvs. “God Stemme” på dårligt latin), snart blot ”Bono”, mens David Evans får tilnavnet ”The Edge”.

U2 begynder nu at lave egne sange.

u2 boyKort efter ændringen i bemanding og navn vinder bandet en talentkonkurrence i Limerick og retten til at få lavet en demo der vil blive hørt af CBS.

Nu ruller det, og første single kommer i 1979 mens de stadig er ret unge – Bono blot 19 år gammel, de øvrige 20 år. Singlen er egentlig ikke en single, men en EP og består af 3 sange – og kaldes derfor 3. Den er her

I 1980 kommer det første album, Boy. Herfra den tætte sang I Will Follow!

Året efter udkommer efterfølgeren October.

Musikken er ikke længere punk (primitiv guitarmusik sunget med vrængende stemme), men mere melodisk punkinspireret ”new wave” –stadig rå, upoleret, heftig, bankende, lidenskabeligt.

October er en kommerciel skuffelse, og det kommer til identitetskonflikter. Bandmedlemmer (som Bono og the Edge) har en udtalt kristen tro og er i tvivl om hvorvidt kristendom og rock’n’roll-livsstil passer – og Bono, Clayton The Edge er i en overgang samtidig med i et kristent band, The Shalom Fellowship, indtil de beslutter at vie U2 deres fulde opmærksomhed.

I øvrigt er U2s tekster hyppigt båret af kristne budskaber og inspirationer.

Med deres 3. album – War (1983) (bemærk – samme dreng er på omslaget som på Boy, men denne gang trodsig og vred) – slår U2 igennem – også uden for Irland og Storbritannien. War bliver nr. 1, og førstesinglen New Year’s Day, nr. 10 på hitlisten.

Vi kommer heller ikke udenom den politisk indignerede og kraftfulde Sunday, Bloody Sunday. Teksten og det grundlæggende riff i sangen er skrevet af The Edge.

U2 står hermed for musik der repræsenterer rockmusikkens særlige muligheder for at udtrykke det unge, rå, vitale, vrede og heftige på en musikalsk medrivende måde. U2 er nu et stort navn i den ny passionerede guitarbaserede og flossede new wave-musik sammen med bl.a. skotske Simple Minds hvor Simple Minds kommer til at stå for det mere sofistikerede og U2 for det mere dynamiske og rå.

U2 er nervøs for dette stempel og søger et stilskifte ved at finde nye producere. The Edge er fan af ambientmusikeren og produceren Brian Eno, engang del af Roxy Music og en væsentlig samarbejdspartner med Bowie i dennes berømmede Berlin-trilogi.

u2 unforgettable Eno og hans assistent, Daniel Lanois, tager sig af Unforgettable Fire (1984), der har en luftigere stemning end forgængerne. Førstesinglen er dog uden ambient-lyden, men lyder meget som hidtidig U2. Det er Pride (in the Name of Love) om Martin Luther King, og som bliver det hidtil største hit – nr. 3 i Storbritannien og nr. 33 i USA.

Bemærk også sangen Bad.

U2 blev af nogle kritiseret for at være for meget i nuet og i for lidt kontakt med rockmusikkens rødder, herunder de amerikanske musiktradtioner. Det er bl.a. venner af bandet som Bob Dylan og Keith Richards fra Rolling Stones der gør denne kritik gældende.

De næste to albums – The Joshua Tree (1987) og Rattle & Hum (1988) efterforsker derfor rødderne, americana de klassiske sange, men også amerikansk og irsk folkemusik. Lanois og Eno er også producere på The Josua Tree der søger en hårdere klang end The Unforgettable Fire..

jos

The Joshua Tree bliver en kæmpesucces – det hurtigst sælgende album i britisk historie og en klar nr. 1., men hvad mere er, den bliver også nr. 1 i USA. U2 er nu kæmpestore. Rockmagasinet Q regner i øvrigt The Joshua Tree for at være 80’ernes bedste album overhovedet med Michael Jacksons ‘Thriller’ som nr. 2.

Andensinglen I Still Haven’t Found What I’m Looking For.

Bemærk også en sang som Where The Streets No Name der indfanger U2s særlige rå, bankende puls.

Samt førstesinglen With or Without You.

Q har også i 2006 regnet The Joshua Tree som det 4. bedste album i 20 år, altså siden 1986, blot overgået af Nirvanas ‘Nevermind’, Radioheads ‘OK Computer’ og Oasis’ ‘Definitely Maybe’.

u2 rattleRattle and Hum (1988) er af alle steder optaget i Sun Studio, Memphis, hvor Elvis Presley, Carl Perkins, Roy Orbison og Jerry Lee Lewis fik optaget ikke så lidt af deres music. Albummet dyrker i endnu højere grad end The Josua Tree americana og hylder rocklegenderne. Albummet bliver også en kommerciel succes, sælger 14 mio eksemplarer, og den bliver igen nr. 1 i USA og det hidtil hurtigst sælgende album i Storbritannien , selv om Rattle and Hum (helt korrekt) af mange ses som prætentiøs og oppustet. Og trods successen kan den ikke kommercielt leve op til The Josua Tree. Førstesinglen er Desire.

Der er tid til et nyt skifte, og det kommer så absolut med Achtung, Baby (1991) fulgt op med Zooropa (1993).

u2 achtung

Achtung, Baby! (1991)

På Achtung, Baby forlader U2 americana forlades til fordel for alternativ rock og elementer fra industrial og elektronisk dansemusik. U2 genopfinder sig selv, køberne begejstres, især amerikanerne. Achtung, Baby bliver nr. 2 i Storbritannien, men nr. 1 i USA, og den sælger 18 mio eksemplarer i alt. Anmelderne er lige så ekstatiske og anser Achtung, Baby som et af alletiders bedste rockalbums.

Man kan muligvis sige at Achtung, Baby og Zooropa er U2s Bowie-albums, og Achtung, Baby er da også som navnet antyder, inspillet i Tyskland, nærmere bestemt Hansa Studios i Berlin, studiet hvor Bowie og Eno indspillede albummet Heroes.

Even Better than The Real Thing har ikke rigtigt noget hook, men fanger en fin blanding af noget solidt og æterisk svævende. Det er U2s nærmeste forsøg på at lyde som Rolling Stones.

Et klart mere markant bud på en fængende melodi er Mysterious Ways.

Men albummets bedste sang er den langt mere traditionelt lydende ballade, One.

 Magasinet Q har i øvrigt One som den 5. “greatest song of all time” lige foran Queens ‘Bohemian Rhapsody’ og lige bag ved nr. 4 Beatles’ ‘A Day in The Life’, 3. Nirvanas ‘Smells Like Teen Spirit’ og Oasis-sangene Live Forever og Wonderwall.

Oven på Achtung, Baby! begiver U2 sig ud på en særdeles ambitiøs turné – The Zoo TV Tour – der varer næsten 2 år fra februar 1992 til december 1993 med 157 koncerter. Det er et multimedieshow med et væld af tv-skærme med videoklip – nogle førindspillede, nogle live, fx indflettes en live-transmission fra den krigsramte Balkanby Sarajevo, der laves telefon-fis osv., mens Bono spiller forskellige roller såsom den selvoptagne “The Fly” med lædervest, den diabolske McPhisto og flere roller. Magasinet Q har kaldt Zoo TV-showet for “the most spectacular rock tour staged by any band

Her er showets åbning

Og her sangen The Fly!

 

Zooropa_album

Zooropa (1993) er optaget i en pause i The Zoo TV Tour – og fortsætter stilen fra Achtung, Baby, blot lidt dårligere, og den sælger noget dårligere (7 mio).

Sange fra Zooropa inkorporeres også i den sidste afdeling af The Zoo TV Tour – fx Numb – førstesinglen fra Zooropa.

Og sangen Stay Faraway, so Close i en af Zooropas – og Zoo TVs – mere intime øjeblikke.

Et dalende salg har også efterfølgeren Pop (1997) der er endnu mere til electronica, techno og dance med sequence-, sampling- og loop-effekter. Førstesinglen på Pop er Discoteque, der bestemt har puls, men jeg savner melodien. Albummets vel mest vellykkede syntese af electronica og U2s storladne, hymniske stil er nok Please der er en lavmælt bøn oven på noget blødt duvende club-agtigt akkompagnement.

Personligt foretrækker jeg Pops enkle ballade Staring at the Sun.

Efter 90’ernes techno-inspirationer går U2 tilbage til en mere klassisk lyd med All That You Can’t Leave Behind (2000) med Lanois og Eno som producere, herfra balladen Beautiful Day – en af de sidste virkelig inspirerede sange U2 har udgivet.

Albummet genvinder U2s salg, sælger 12 mio eksemplarer, vinder 7 grammies, og førstesinglen Beautiful Day bliver nr. 1 som single. Efterfølgeren How To Dismantle an Atomic Bomb (2004) er måske en anelse svagere, uden evergreen-hit og lidt svagere salg, men stadig sælger den over 10 millioner eksemplarer og vinder 9 grammies. Efterfølgeren, No Line On The Horizon (2009) er lidt mere skuffende. U2 er måske stadig verdens største rockband, men måske også i svækkelse.

U2_Songs_of_Innocence_coverI oktober 2014 udkommer Songs of Innocence med en samling relativt inspirerede, letflydende og glade sange, herfra. U2 synes igen at have genfødt sig selv. Og samtidig er rocknerven lidt svær at høre.  Hvor er pulsen, hvor er The Edges flænsende guitar? Hvor er personligheden, ånden og sjælen? En af albummets fine sange er dog Every Breaking Wave.

Songs of Innocence er i øvrigt købt af firmaet Apple og givet som gratis gave til alle Apples brugere af iTunes.

I 2017 annonceres der at U2 vil udgive et nyt album, Songs of Experience, den 1. december 2017, og førstesinglen, You’re The Best Thing About Me, udsendes i september 2017. Den lyder umiddelbart mere inspireret end længe og som en tilbagevenden til den oprindelige stil i 80’erne – omend måske lidt mere poppet.

Sluttelig skal det nævnes at U2 i almindelighed og Bono i særdeleshed er kendt for dels at skrive tekster med et kristent farvet indhold, dels en omfattende politisk aktivisme – etablere velgørenhedskoncerter og rejse penge til allehånde gode formål – støtte til diverse ofre, til Burmas Aung San Suu Kyi, global sult, gældseftergivelse for afrikanske lande osv. Det giver på den ene side U2 en status som gode mennesker der gør en forskel, og på den anden side en status som selvhøjtidelige og frelste. Endelig kan det nævnes at U2 – ikke ulig Rolling Stones – ikke er kendt for en særlig brillans som musikere, men mere som liveband og en særlig pulserende rockånd og tekster med holdning og alvor. Ikke ret teknisk, ikke som individer, men som band, er U2 et af de mest kvalificerede navne i rockhistorien, og er sammen med amerikanske R.E.M. det band der stærkest har gjort den alternative rock til den etablerede rock og dermed fornyet rockmusikken.

 

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

30 rocknavne – Dire Straits

Nærværende tekst er del af en historisk gennemgang af britisk rock fra The Beatles til Arctic Monkeys via 30 rocknavne udvalgt af mig.

Tidligere opslag handler om (klik på linket) The BeatlesThe Kinks , The Rolling StonesThe Who, Eric ClaptonLed ZeppelinDeep Purple og Black Sabbath.

Og Pink Floyd,  David Bowie, Elton JohnGenesis og Roxy Music/Bryan Ferry, Queen, Kate BushIron Maiden,  The Clash og The Police.

dire straits logoDire Straits er et engelsk rockband med lidt tilbageskuende rock – såkaldt rootsy rock – der orienterer sig om rockens rødder i folk, country og blues. Dire Straits eksisterer fra ca. 1977 til 1995 og er pladeaktiv fra  1978 til 91.

Bortset fra et enkelt album først i 90’erne eksisterede Dire Straits i akkurat samme tidsrum som The Police, fra 1977 til medio 80’erne. Men Dire Straits’ musik er næsten så forskellig fra The Polices som muligt er. Mens The Police er hypermoderne, fremme på beatet, nervøs, hurtig og skarp musik med en lidt hård klang, så er Dire Straits traditionel og tilbageskuende, tilbagelænet, afslappet, rolig, blød og lidt melankolsk musik.

Hvis The Police svarer til storbyen og dens intense, dynamiske puls, så svarer Dire Straits til landet – nostalgisk og rart.

Men én ting har de to bands til fælles: De gennemfører deres respektive musikalske projekter med stor tæft.

Dire Straits trækker på et væld af tidlige amerikanske traditioner inden for især blues og folk, og man kan klart høre en påvirkning af amerikanske troubadourer som Bob Dylan og J.J. Cale. Men bandet spiller faktisk også progrock, men selvfølgelig på et tidspunkt hvor prog var gået af mode. De forskellige stilarter brygges sammen til en personlig stil der virker gennemført troværdig og menneskelig.

Den altdominerende figur i Dire Straits er guitaristen og sangeren Mark Knopler.

knopfler

Mark Knopler og hans stratocaster

Mark Knopfler er født skotte, født i Glasgow af en engelsk mor og en jødisk-ungarsk far der er arkitekt. Familien flytter snart til det nordøstligste England, Northumberland, som både Bryan Ferry og Sting stammer fra, men han flytter siden til Leeds hvor han arbejder som journalist og fra 1970 tager han en akademisk grad på University of Leeds.

Efter at have fået sin grad i 1973 flytter Mark Knopfler til London og arbejder som gymnasielektor lige nord for London (Epping Forest)  og spiller guitar i såkaldte pub bands, en særlig genre der spiller rå, enkel back to basics-rock i modsætning til progrock og glamrock.

Medio 70’erne flytter Mark Knopfler i lejlighed i det indre London med sin lillebror David Knopfler og dennes ven, John Illsley, en guitarist der skifter til bas.

Knopfler-brødrene (Mark forsanger og leadguitarist, David er rytmeguitarist) og Illsley spiller sammen og danner i 1977 et band med Pick Withers på trommer. En ven af Withers kalder dem ’Dire Straits’ = smalle tider, fordi de aldrig har penge.

Dire-Straits-Reprise

Dire Straits – den oprindelige bemanding: Fra venstre John Illsley (bas), Mark Knopfler (sang, leadguitar), David Knopler (rytmeguitar) og Pick Withers (trommer).

Dire Straits laver et demobånd med 5 sange, herunder den sarkastiske Sultans of Swing, der bliver forevist en DJ der giver det spilletid på BBC, og to måneder efter giver det en pladekontrakt. Det første ubetitlede album, Dire Straits, laves i foråret 1978 og udkommer i oktober, og Sultans of Swing nyindspilles og kommer som en single der først flopper, bl.a. fordi BBC ikke giver den spilletid, men da den hitter i USA (4.-pladsen på Billboard) i 1979, hjulpet af succes som liveband som support for Talking Heads i 1978, får den også spilletid i BBC og kommer i topti (nr. 8). Albummet klarer sig endnu bedre – nr. 2 i USA og nr. 5 i Storbritannien. Faktisk går albummet i topti i alle vesteuropæiske lande.

Dire_Straits_CommuniqueEt par måneder efter udsendelsen af Dire Straits 1 begynder indspilningen til album nr. 2, Communiqué på Bahamas. Den udsendes i juni 1979, bliver nr. 5 i Storbritannien, men førstesinglen, Lady Writer, minder noget om Sultans of Swing. Communique er simpelthen ikke noget inspireret album og slår hverken igennem hos anmeldere eller købere.

I sommeren 1980 går Dire Straits i gang med deres 3. album, Making Movies, der kommer til spændinger mellem Knopfler-brødrene, og David Knopfler forlader Dire Straits til fordel for en solokarriere. Til gengæld er kvaliteten af Making Movies-albummet noget højere end af det kiksede Communique-album.

Med Making Movies forskyder stilen sig mod længere og mere komplekse numre. Albummets største hit er  Romeo and Juliet der bliver nr. 8 i Storbritannien.

Her den ret lange Tunnel of Love som afsluttes af Mark Knopflers måske bedste guitar solo.

Endnu en sang fra Making Movies der kan nævnes, er Skateaway.

Efter indspilningen finder bandet et par nye medlemmer, Hal Lindes på rytmeguitar og Alan Clark på keyboard.

ds love over

Tendensen til længere sange øges på efterfølgeren Love Over Gold (1982) der bliver nr. 1 i en del lande, fx Storbritannien, Østrig, Australien og Norge, og nr. 19 i USA. Hitsinglen i Storbritannien, den meget behagelige og melodiske, omend melankolske, Private Investigation, er over 7 minutter lang og bliver trods dette nr. 2 i Storbritannien og nr. 1 i Holland.

 Førstesinglen i de fleste lande er dog den mere rockede og traditionelle Industrial Disease, der kun er næsten 6 minutter lang – her live i 1986

Men længdspringeren er den over 14 minutter lange kønne progrock-sang Telegraph Road.  Dermed har vi faktisk også dækket hele side 1 på Love Over Gold.

En lang turne følger, og en optagelse heraf bliver brugt til live-dobbeltalbummet Alchemy (1983) der bliver nr. 3. Desuden indspiller Mark Knopfler desuden indspiller soloalbums til film – Local Hero og Cal.

DS_Brothers_in_Arms

I slutningen af 1984  påbegynder bandet deres 5. studioalbum, Brothers in Arms, der udsendes i 1985 og bliver en kæmpesucces. Brothers in Arms bliver straks nr. 1 i Storbritannien og ligger på hitlisten I over 4 år. Den bliver også nr. 1 i USA hvor den sælger over 9 millioner eksemplarer, ligesom det er albummet der kommer til at ligge længst tid som nr. 1 i Australien. Albummet producerer 5 hitsingler, mest succesfuld Money For Nothing hvor Sting medvirker, og med en  en visuelt tjekket video der bliver den først spillede i britisk MTV.

Af andre singlehits kan nævnes den lidt Springsteen-agtige Walk of Life

og ikke mindst titelnummeret, den smukke ballade Brothers in Arms.

Også balladen Why Worry kan nævnes

dire straits on every streegtEfter Brothers in Arms kommer det til en større verdenssucces, mens Dire Straits af flere betragtes som verdens største rockband. Knopfler føler denne status som et pres og opløser bandet i 1988. Men Dire Straits begynder igen at spille til særlige arrangementer i 1990, og i 1991 beslutter bandets kerne – Mark Knopfler og John Illsley, at gendanne Dire Straits og lave et nyt studioalbum. Albummet On Every Street udkommer i september 1991 og sælger ganske flot. On Every Street bliver nr. 1 i Storbritannien, nr. 12 i USA og sælger 8 mio eksemplarer, men som efterfølger til Brothers in Arms bliver albummet en skuffelse for mange både kommercielt og kunstnerisk. Her er den yderst J.J. Cale-agtige førstesingle Calling Elvis der kun bliver nr. 21 i Storbritannien.

Det bliver til en større turné (7,1 mio solgte billetter) og et live-album til, men i 1995 opløser Knopfler tilsyneladende endegyldigt Dire Straits og har ikke vist andet end desinteresse for at genoptage bandet. Knopfler har en udmærket solokarriere uden berømmelsen fra Dire Straits-perioden, en berømmelse han tydeligvis ikke savner.

 

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar