Calling All Stations sang for sang

calling

Data

Navn: Calling All Stations

14. studiealbum af Genesis

Indspillet fra januar til juni 1997

Udgivet den 1. september 1997

11 sange – 67:42 minutter

Producere: Nick Davis, Tony Banks og Mike Rutherford

Studie: The Farm, Chiddingfold, Surrey

Salg: Calling All Stations er det første Genesis-album siden Sellnig England der ikke går ind på top-50-listen i USA., og det første Genesis-album efter 1980 der ikke går ind som nr. 1 på den britiske albumhitliste. Albummet sælger ganske pænt i Europa, men salget kan slet ikke leve op til forgængerne.

Rating: Hæderlig 908 af Progarchives’ brugere har anmeldt Calling All Station og giver den en gennemsnitsvurdering på 2,49 – altså midt mellem jævn (2) og god (3) hvilket ikke er godt, men dog pænere end Invisible Touch.

Min egen rating: 1,5: Calling All Stations er efter min mening placeret et sted mellem jævn  og direkte dårlig og er klart dårligere end Genesis’ plasticpop i 80’erne. Men musikken er også en smule interessant, fordi den er noget anderledes end den hidtil gældende musik. Anmelderne har beskrevet albummet som en ejendommelig blanding af pop og artrock idet man har taget de mindst charmerende sider fra begge genrer. Andetsteds (magasinet Rolling Stone) er albummet ikke uden vid kaldt et “Mike and the Mechanics artrock album”. Det er ret præcise beskrivelser af dette mislykkede og uinspirerede album.

Det bliver for ubærligt at minutiøst at gennemgå alle 11 sange på albummet, så jeg nøjes med tre sange.

 

The Dividing Line

The Dividing Line er et af Calling All Stations’ seriøse forsøg på at komme videre efter Colling. Det er en artrock-agtig sang der forsøger at lave rigtig rock. Ikke helt uinteressant, men for uinspireret.

Her er The Dividing Line spillet live af Genesis i 1998.

Congo

Congo – skrevet af Banks og Rutherford – er førstesinglen fra Calling All Stations og uden at blive et direkte hit er den heller ikke en komplet fiasko. Således bliver den nr. 25 på USAs mainstream rock charts – men klarer ikke top 100 på den almindelige singlehitliste. I forhold til de seneste Genesis-albums er det klart nedtur. Congo er ikke en kvik lille popsang, men den har dog en drømmende melankoli over sig som jeg ganske godt kan lide. Melodien minder om sange på Tony Banks’ soloalbums.

One Man’s Fool

Her er en anden af de få sange fra Calling All Stations der er tålelig uden at være fantastisk. 


Video hvor Genesis fortæller om tilblivelsen af Calling All Stations

Reklamer
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

We Can’t Dance sang for sang

we cant dance cover

Data

Navn: We Can’t Dance

13. studiealbum af Genesis

Indspillet fra marts til september 1991

Udgivet den 28. oktober 1991

12 sange – 71:30 minutter

Producere: Genesis og Nick Davis

Studie: The Farm, Chiddingfold, Surrey

Salg: Genesis går ind som nr. 1 på albumhitlisten i Storbritannien og bliver det næstbedst sælgende Genesis-album nogensinde.

Rating: Nogenlunde. Albumet har fået 1065 ratings af Progarchives brugere og et gennemsnit på 2,66 hvor 2 er jævn og 3 er god. Dermed rates We’ Cant Dance en smule bedre end Abacab og Invisible Touch, men dårligere end Mama-albummet.

Min egen vurdering: 3,5! Jeg synes We Can’t Dance er det bedste Genesis-album efter Duke og faktisk et godt album. Albumtitlen er fantasiløs og dårlig, men det har albumtitlerne alligevel længe været. Det er stadig Phil Collins-domineret pop, men sangene er gode, og Genesis har fået en ny organisk fornemmelse; den maskinelle og plastic-agtige fornemmelse er væk til fordel for en mere varm produktion.

En stor del af årsagen er sandsynligvis at Collins har droppet de elektroniske trommer. Og sandsynligvis har Genesis spillet sangene godt igennem før indspilningen. Den Banks-agtige ballade  Fading Lights – er direkte fremragende og klassisk Genesis, men også Dreaming While You Sleep og Driving the Last Spike er ganske glimrende. Også popsange som Jesus He Knows Me og No Son on Mine – om børnemisbrug og sunget med ægte følelse – holder! Der er også en del svipsere som Never a Time og Since I Lost You.

(On The Shoreline)

14 sange blev indspillet til We Can’t Dance. To heraf blev frasorteret – Hearts on Fire og On The Shoreline. Sidstnævnte har en vis sejhed og groove, og jeg kan egentlig godt lide den. Så den er lige nævnt her, før vi ser på selve albummet.

(Hearts on Fire)

Hearts on Fire er lovlig munter og poppet til min smag, men den er nu ganske veloplagt og charmerende.

No Son of Mine

Sangen rammer den dystre, intense stemning i In The Air Tonight, men er mere rocket. No Son of Mine er mainstream-poprock, men der en ærlighed, intensitet og nerve i denne sang om misbrug i familien. Teksten er skrevet af Phil Collins. Sangen virker mere gammeldags-klassisk end Mama-albummet og Invisible Touch, og det klæder den.

no son of mine

Arbejdstitlen på No Son of Mine var “Elephant” pga. de indledende lyde der minder om elefant-trutten. Disse lyde er lavet af Banks på hans emulator. Her samplede han lyde lavet med forvrænget guitar af Rutherford (uden denne vidste det) og satte lydene ned i tempo. Jeg synes effekten fungerer flot til at give sangen karakter og stemning. Der er noget længselfuldt og vemodigt over klangen. Den solgte fint som første-single selv om den – ligesom Mama i sin tid – er på over 6 minutter og egentlig alt for lang til at være et hit!

Jesus He Knows Me

Endnu en popperle – en ganske begavet og morsom satire over amerikanske tv-prædikanter. Muligvis letkøbt, men på sin plads, og sangen har en uimodståelig charme over sig.

jesus he loves me

Igen er Phil Collins tekstskriveren ud fra en årelang aversion mod tv-prædikanter. Han havde særlig fremgangsteolog-prædikanten Ernest Angley i tankerne.

Driving The Last Spike

Om denne sang er en rigtig prog-rock-sang eller bare en meget lang sang er svært at afgøre, men det er en af de første lange Genesis-sange i mange år der ikke forekommer lang fordi man demonstrativt stadig vil lave lange sange og således tilfredsstille bandets prog-fans, men fordi sangen naturligt vil det og kan bære det. Meget fin og forholdsvis rocket sang med en tekst som Collins har skrevet på baggrund af en bog om de britiske jernbanearbejdere. Den er godt instrumenteret, har en fin, lidt rå stemning, og bygger flot op i dynamik. En kvalitetssang og et eksempel på at Genesis stadig kan lave fine sange der ikke bare er glat mainstram-metervare-poprock.

driving

 

I Can’t Dance

En munter pop-bagatel som jeg fint kan undvære – men som ikke er uden humor og charme.

Sangen begynder som en vits. Mike Rutherford ser en jeansreklame for Levi’s med Clash-hittet “Should I Stay Or Should I Go! og laver et blues-agtigt riff – “Blue Jeans” – der skal gøre grin med reklamen og fyrene i den. Bandet morer sig i studiet, Banks tilsætter synth-effekter for sjov, og pludselig mener Genesis at den kan fungere som sang.

i cant

Den kan i al fald fungere som hit. I Can’t Dance bliver som single nr. 7 både på den britiske og den amerikanske singlehitliste og giver en grammy-nomination i 1993! I Can’t Dance i sig selv er melodisk, akkordmæssigt og tekstmæssigt dybt banal og uinteressant, men som kæk joke har den vel sin funktion!

 

Dreaming While You Sleep

Den næste sang på albummet, Never A Time, er en af Genesis dårligste i meget lang tid. Virkelig en killer. Utroligt at Genesis ville udsende dette uinspirerede makværk som en single (sjette-single). Fred med den.

Så kommer en af de smålange og lidt prog-agtige sange Dreaming While You Sleep. Vil man have en klassisk popformel, bliver man måske utålmodig, men det er god prog-pop til min smag med atmosfære, god instrumentering og en vis originalitet. Ambitiøs pop om en trafikulykke og en flugtbilist og hans samvittighedsnag. Kvalitet!

dreaming

Her er Dreaming While You Sleep live

Tell Me Why

Også den kortere og lettere Tell Me Why en ganske charmerende popsag med en politisk og socialt indigneret tekst. Jeg ved ikke hvor perfekt melodien er, men en vis beatlesk charme har den. En ligegyldig og banal sag er den dog og burde have fyldt på et Phil Collins-album.

Tell My Why’s indtjening (royalties) går til Red Barnet og Røde Kors for at der ikke skal være for meget skrigende hykleri over teksten, men som som single (Tell My Why var femtesinglen fra We Can’t Dance) solgte den ikke.

tell me

Kuriøsitet: Arbejdstitlen for Tell Me Why var “Rickenbacker” navngivet efter mærket på Rutherfords el-bas.

Living Forever

Her er en af albummets mere middelmådige sange. Den er især middelmådig pga. omkvædet som jeg simpelthen ikke synes fungerer, men verset er fint og melodisk, og det lidt gammeldags og klassisk-Genesis-agtige instrumentale mellemstykke med en rigtig keyboard-solo (det er lang tid siden – vel That’s All på Mama-albummet) er rigtigt fint og flot.

living

Måske er det af nostalgiske grunde jeg kan holde sangen ud, men jeg kan blot bedre lidt den end langt de fleste Genesis-sange fra midt i 80’erne.

 

Hold On My Heart

Albummets følelsesfulde Phil Collins-ballade er tilsyneladende Hold On My Heart der i mange traditionene Genesis-fans øren lyder som hadesangen In Too Deep på Invisible Touch. Og dog, for Phil Collins ville faktisk aldrig have kunnet skrive den. Den har for mange akkorder. Det er faktisk en Banks-ballade. Hold on my Heart er faktisk en rigtig køn og indtagende popsang der kun har det imod sig at den overfladisk er så beslægtet med de Collins-ballader der var så mange af i 80’erne og derfor umiddelbart lyder som klistret muzak og derfor er blevet en klassisk hadesang blandt fans. Jeg kan godt lide den!

Way of the World

Også en middelmådig popsang. Omkvædet bliver næsten for banalt-poppet, og sangen mangler lidt nerve og lidenskab, men den har dog noget – en hvilen i sig selv, en mildhed, en blødhed. Det meget fine ved Way of the World er at den indkapsler en klassisk Genesis-lyd. Det meget slette ved Way of the World er fraværet af glød og passion. På sin vis illustrerer Way of the World perfekt et Genesis der er ved at blive gammel og kører på de trætte rutiner uden helt at vide hvorfor, men som alligevel appellerer til en vis nostalgi!

way of

Det er sympatisk, lidt ligegyldig, pop med et interessant ekko af det gamle Genesis.

Fading Lights

Den næste sang, Since I Lost You, synes jeg også man burde springe over. Den er vistnok en Phil Collins-sang der afspejler en modbydelig hændelse der fandt sted mens Genesis lavede We Can’t Dance. Den 4-årige Conor Clapton, søn af Phil Collins’ gode ven Eric Clapton, kravlede i sin pyjamas ud af et soveværelsesvindue på 53. etage og faldt 49 etager ned og blev dræbt.  Den traumatiske begivenhed har måske gjort at man ikke har nænnet at give Sinc I Lost You cuttet. Men det burde man have gjort. Den er for collinsk og for ligegyldig og uinspireret.

Og så kommer en sand perle, albummets bedste sang og måske den bedste Genesis-sang siden Duke. Fading Lights lyder som en vemodig Tony Banks-ballade der kunne være en af de stærkere sange på Duke. En blanding af Heathaze, Afterglow og Duke’s Travels. Det er sand prog, men for første gang i en del år hvor prog-genren føles som nødvendighed, som et naturligt, organisk udtryk. Fading Lights har et instrumentalt mellemstykke fuld af komplekst keyboardspil ikke ulig Duke’s Travels, og det forunderlige er at det holder. Det er et af Banks’ allerbedste instrumentale sekvenser overhovedet efter min smag.

Så vidt jeg har forstået så har Banks skrevet Fading Lights helt bevidst med Genesis’ afblomstring og endeligt i tankerne, og jeg formoder at det igen helt bevidst afspejles i musikken der sammenfatter det mest af Genesis’ livsspand. Det er den eneste Genesis-sang der blev spillet live af netop Phil Collins, Mike Rutherford og Tony Banks og kun dem – altså uden medvirken af fx Chester Thompson og Daryl Stuermer. Det viser igen at Fading Lights er et statement, et forsøg på at krystallisere Genesis’ særlige ånd, Genesis om Genesis.

fading

Fading Lights skal vise sig at være den sidste sang på Genesis’ sidste studiealbum med Phil Collins som forsanger. Så både titel, vemod og det velgennemførte instrumentale synth-tour de force er et smukt og passende punktum for denne periode – faktisk så perfekt at Genesis burde have standset ved denne sang.

Like the story that we wish was never ending
We know sometime we must reach that final page
And still we carry on just pretending
That there’ll always be just one more day to go

So far away, away, fading distant lights
Leaving us all behind, lost in a changing world
And you know that these are the days of our lives
So remember…


Video hvor Genesis interviewes om tilblivelsen af We Can’t Dance

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Invisible Touch sang for sang

invisible cover

Data

Navn: Invisible Touch

13. studiealbum af Genesis

Indspillet fra oktober 1985 til februar 1986

Udgivet den 6. juni 1986

8 sange – 45:42 minutter

Producere: Genesis og Hugh Padgham

Studie: The Farm, Chiddingfold, Surrey

Salg: Invisible Touch går ind som nr. 1 på albumhitlisten i Storbritannien og bliver med bl.a. 5 topti-singler det hidtil klart bedst sælgende Genesis-album.

Rating: 1152 brugere af Progarchives giver Invisible Touch karakteren 2,43 hvor 2 er jævn – kun af interesse for fans – mens 3 er god, men ikke uundværlig. Dermed mener brugerne at Invisible Touch er det dårligste studiealbum overhovedet af Genesis og meget tæt på at være det dårligste Genesis-album – blot overgået som bundskaber af live-albummet “The Way We Walk vol. 1 – The Shorts”.

Min egen rating: 3,1. Jeg er ikke begejstret for atmosfæren på Invisible Touch der bliver ganske præcist ramt af det forfærdelige albumcover – syntetisk, overfladisk og kom-glad-agtigt. Albummets to åbnere – Invisible Touch på side 1 og Anything She Does på side 2 – er direkte irriterende i deres overfriske, sjælløse sterilitet, albummets bløde ballade – In Too Deep – er sådan set udmærket på sine egne præmisser, men tilsukret kitsch og lovlig tæt på de tilsukrede og kitschede ballader på Phil Collins’ egne albums. Men der er glimrende sange. Land of Confusion er også ren pop – dog med politisk bid – men med et stænk af originalitet og virkelig velfungerende. Og den lidt techno-dystre prog-pop-sang Tonight, Tonight, Tonight har både stemning og hook – ligesom også instrumentalnummerent The Brazilian og den lidt stivbenede progsang Domino bestemt har deres øjeblikke.

To sange der er indspillet til albummet, men som ikke kom med, ville have været en klar gevinst. Det er Feeding The Fire og Do The Neurotic. Var de kommet med i stedet for Invisible Touch, In Too Deep og Anything She Does, og havde det været Land of Confusion der havde indledt albummet, havde jeg måske vurderet albummet bedre som bedre end Mama-albummet.

Men de kom ikke med …

Invisible Touch

Insible Touch er en fuldkommen overfladisk up-beat-popsang der opstod ud fra et Rutherford-riff, og som er vellykket i sin genre og højt værdsat af Rutherford og ikke mindst Collins. Phil Collins har skrevet teksten.

Videoen til sangen er fjantet og irriterende.

Invisible Touch opstod ud fra et riff som Rutherford udviklede mens Genesis arbejdede på sangen Domino. Genesis var tæt på at tilføje riffet til Domino, men det blev vurderet at det ikke passede ind, og den blev sin egen sang.

Jeg bryder mig egentlig ikke særligt meget om den. Den er for plastic-agtig, tom og overglad. Substansløst!

in illu

En inspiration til Invisible Touch skal have været Prince – eller rettere Sheila E.s “The Glamorous Life” skrevet af Prince. The Glamorous Life er her:

Her spiller Genesis Invisible Touch live på Wembley Stadion i 1987. Den er en lille smule mere tålelig live.

 

Tonight, Tonight, Tonight

En pudsig popsang som jeg faktisk godt kan lide, fordi den har noget lidt mærkeligt og originalt over sig. Den er bygget på et skelet lavet af Tony Banks – inspireret af stemningen i Ridley Scotts scifi-film Blade Runner, og det lykkes fint med at integrere pop- og progdele, opbygge en helt særlig stemning og atmosfære og frembringe en kulminerende effekt. Her er der klange af det gamle Genesis, men opdateret. Denne sang er godkendt.

tonight

Collins har skrevet teksten om en desperat jagt efter en kokain-dealer.

Albumversionen af Tonight, Tonight, Tonight er på næsten 9 minutter (8:49). Der er lavet en radiovenlig single-version uden prog-rock-delene. Den er på 4:32 sekunder og er den version der som regel optræder på opsamlingsalbums.

Land of Confusion

Overraskende – midt i sin mest ferske MTV-periode kommer Genesis med en politisk protestsang maskeret som muskelsvulmende, powerpop. Den fungerer, det må man sige. Videoen – der fik ikke så lidt spilletid på MTV – indeholder satiriske dukker af Genesis’ tre medlemmer frembragt af tv-serien Spitting Image.

land of

Rutherford- der skrev teksten – udtalte i 2017 at videoen særligt relevant i dag da Donald Trump blev præsident for USA – især med videoens sidste scene hvor Reagan kigger tilbage på muren bag sin seng hvor der viser sig to knapper – den ene kaldet “nurse” , og den anden kaldet”nuke”.

In Too Deep

En ballade der officielt er komponeret af Banks, Collins og Rutherford i enhed, men som lyder svært meget som en typisk Collins-ballade som de nu engang lyder på hans soloalbums. Og Collins har i al fald skrevet teksten. In Too Deep er ferm og klæbrig pop der lige bliver for cheesy og klistret til min smag.

in too deep

Men In Too Deep går ind som nr. 3 på den amerikanske singlehitliste og råspilles virkelig i USA i sommeren 1987, så jeg bliver næsten nødt til at tage den med, sødladen eller ej. Og det er en supermelodisk og dygtigt lavet popballade.

Domino

Invisible Touch-albummets anden side er domineret af en ambitiøs og rendyrket progrock-sang – Domino – i to dele 1) In the Glow of the Night og 2) The Last Domino, hvoraf første del er den mest poppede – som om den udtrykker den dybeste fortvivlelse:

Lonely people, empty rooms
Pointless violence, silent tombs
Could it be that we shall be together again?

Sheets of double glazing help to keep outside the night
Only foreign city sirens can cut through
Nylon sheets and blankets help to minimize the cold
But they can’t keep out the chilling sounds
Will the nightmare soon give way to dreaming
That she is here with me?
In the glow of the night

domino-effect

Mens The Last Domino er den mest proggede og dystre – og hvor svaret på fortvivlelsen i In The Glow of the Night er afstumpelse og fremmedgørelse, at gøre sig til en faldende brik i et faldende system. You’ve got to go domino.

Blood on the windows
Millions of ordinary people are there
They gaze at the scenery
They act as if it is perfectly clear
Take a look at the mountains
Take a look at the beautiful river of blood.
The liquid surrounds me
I fight to rise from this river of hell
I stare round about me
Children are swimming and playing with boats
Their features are changing
Their bodies dissolve and I am alone.

Now see what you’ve gone and done.
Now see what you’ve gone and done.

Well now you never did see such a terrible thing
As was seen last night on T.V.
Maybe if we’re lucky, they will show it again
Such a terrible thing to see – oh
But there’s nothing you can do when you’re next in line
You’ve got to go domino.

Now I’m one with the living and I’m feeling just fine
I know just what I gotta do
Play the game of happiness and never let on
That it only lives on in a song – oh
Well there’s nothing you can do when you’re next in line
You’ve got to go domino.

Teksten er skrevet af Tony Banks helt tilbage i 1982 da Banks tilfældigvis opholdt sig i Beirut da Israel invaderede Libanon, og bomberne faldt over byen. Teksten er ikke alle steder lige indlysende, og Collins har haft sine problemer med sangen, Da han skal synge sætninger han ikke forstår hvilket besværliggør den personlige og intime kommunikation fra sang til tilhørere.

domino

Genesis spiller “The Last Domino” under The Invisible Touch Tour i 1987

Mens In The Glow of the Night er elegant, er The Last Domino mere bastant og klodset, men Domino er som samlet projekt stort tænkt, rimeligt skrevet og hæderligt gennemført og indeholder noget af det billedskabende som engang gjorde Genesis interessant og grænser tekstmæssigt til det tænksomme. Jeg kan forstå at The Last Domino er musikalsk original og interessant. Musikken er især baseret på en D-baspedal hvor der er bygget en interessant akkord-progression ovenpå.

Man kan høre at Banks her har fået lov til at folde sig ud.

For Tony Banks er det netop sange som Domino der var Genesis’ eksistensberettigelse. Han udtrykker det således:

“You’ve got to remember, while we were doing things like The Lamb…, we were generally unloved,” explains Banks. “We didn’t get much support at the time. Tribute bands like The Musical Box, they get far bigger audiences than we ever did then. It’s a funny thing, nostalgia. It’s interesting, the music we made in the early 70’s. It’s not really like anything else. Whereas some of those things we did in the Eighties – really good pop songs, but not so dissimilar from what else was going on. That’s why I like things like ‘Domino’ and ‘Home By The Sea’, because they couldn’t be done by another band.”

Men jeg er ikke helt oppe og svinge i lysekronerne over Domino. Jeg synes ikke The Last Domino helt fungerer, Simmons-trommerne ødelægger for meget, den bliver klodset og traktor-agtig med samme ynde og charme som en Michael Bay-film. Det er som om Genesis alt for forceret forsøger at bevare den gamle kompleksitet og ambition, og alt for forceret forsøger at gøre den dynamisk og moderne. Domino savner poesi, sjæl, ånd eller bare nødvendighed.

Men, det skal medgives at Domino er mørk, majestætisk, mærkelig og sine steder medrivende. Den fungerer faktisk glimrende live hvor dens puls, storladenhed og dramatiske skift virker suggestivt. Jeg er begyndt at overveje om Domino simpelthen er lavet som en live-sang og bedst kan forstås ud fra en kontekst som er …. et stadion og en menneskemasse!

Her er Domino live i 1987

Throwing It All Away

Mens Tony Banks stadig frembringer storladne prog-eposser, er både Rutherford og Collins nu blevet til mere ydmyge og anonyme, men dygtige popsnedkere. Throwing It All Away er endnu en superdygtig popsag opbygget på et guitarriff af Rutherford, flydende, trallende og behagelig – men virkelig overfladisk og glat og lidt for tæt på Taking It All Too Hard.

The Brazilian

Et instrumentalstykke der godt kan lyde som et forsøg på at gå Los Endos fra A Trick of the Tail i bedene, men  på en mere Beatles-agtig. Jeg er tæt på at mene at The Brazilian er den bedste sang fra Invisible Touch, da den er billedskabende og har noget der kan minde om rester af sjæl og stemning.  Da Invisible Touch kom frem, var det dette stykke, jeg spille mest. UG!

(Feeding the Fire)

Til sidst et fraklip fra albummet – Feeding The Fire. Det er muligvis metervare-AOR-rock, men Feeding The Fire ville alligevel have givet Invisible Touch lidt mere kraft og lidt mindre plastic. Jeg kan faktisk godt lide sangen! Langt bedre end In Too Deep, Anything She Does osv.

(Do The Neurotic)

Den instrumentale, jam-agtige Do the Neurotic er endnu en frasortering for Invisible Touch-albummet, men blev  b-side til en single (In Too Deep). Jeg har netop genhørt den for første gang i 30 år, og jeg finder den charmerende. Den virker upoleret, fuld af spilleglæde og med gode ideer. Ligesom Feeding The Fire ville Do The Neurotic have trukket albummet op, selv om man kan indvende at de stilmæssigt og stemningsmæssigt falder lidt uden for. Måske burde de netop derfor have været med!

 

(I’d Rather Be You)

Men efterladenskaberne fra Invisible Touch-sessionerne er ikke kun guldkorn. I’d Rather Be You – b-siden på singlen Throwing It All Away – er en veloplagt, uptempo, motown-præget substansløs popsang der lyder som snydt ud af næsen på et af tidens Phil Collins-album.


Video hvor Genesis fortæler om tilblivelsen af Invisible Touch

Og til sidst – af kuriøse grunde – en kunstnerisk variation af David Raphael over albummets skækkelige cover

2397085516_5c25cf82f1_m

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Genesis (Mama-albummet) sang for sang

mama albummet

Data

Navn: Genesis (ubetitlet)

12. studiealbum af Genesis

Indspillet fra maj til august 1983

Udgivet den 3. oktober 1983

9 sange – 45:59 minutter

Producere: Genesis og Hugh Padgham

Studie: The Farm, Chiddingfold, Surrey

Salg: Genesis går ind som nr. 1 på albumhitlisten i Storbritannien og bliver det hidtil bedst sælgende Genesis-album.

Rating: Næsten god. 1131 brugere af Progarchives har givet albummet en gennemsnitlig rating på 2,76 hvor 2 er jævn og 3 er god hvorved Mama-albummet bliver det 15. bedste Genesis-album. Det er en lille forbedring i forhold til Abacab-albummet.

Min egen rating: 3,25. Lidt bedre end god på sit eget felt. Jeg er enig i at Mama-albummet (også kaldet Shapes eller Yellow Shapes efter frontmotivet) er lidt bedre end sin forgænger, Abacab-albummet. På den ene side er Mama-albummet mindre eksperimenterende og mere glat, poppet og Phil Collins-agtig, og det er et minus. Collins’ meget hyppige brug af dominerende elektroniske (Simmons-) trommer er også et irritationsmoment. På den anden side har albummet nøgternt set bedre sange end Abacab og er – bortset fra en katastrofal sang som Illegal Alien – slet ikke helt ringe. Og åbningssangen Mama er et direkte stærkt nummer.

 

Mama

Hovedsangen er Mama der lidt rammer stemningen og dysterheden i Phil Collions solo-hit In the Air Tonight, selv om Banks og Rutherford har været mindst lige så aktive i frembringelsen af sangen som Collins har. Sangen er bygget op omkring en hidsigt lydende rytmeboks (som Rutherford udviklede) og lyder minimalistisk, maskinel og rugende, men efterhånden også svulmende og dramatisk med sans for klimaks-opbygning – og i klimakset kommer Collins trommer med den såkaldte “gated reverb”-lyd som blev udviklet af Collins og især Hugh Padgham til sangen “Intruder” på Peter Gabriels 3. soloalbum. Gated Reverb-lyden blev berømt på Collins’ gennembruds-hit: In The Air Tonight.

mama

Der er en hypermoderne og rå klang over Mama som kombineres med Genesis gamle sans for det cinematiske. Det er en af det moderne Genesis’ mest vellykkede eksempler på at kombinere prog, rock, nerve, maskinel modernitet, det billeddannende og en dyb følelse af længsel og vrede. Mama er på min topti-liste over Genesis-sange!

Collins’ latter i sangen er inspireret af et hiphophit – nemlig “The Message” af Grandmaster Flash and the Furious Five.

mama_by_phantomxlord-d315kr9

Mama som single blev Genesis’ hidtil største hit i Storbritannien. Til gengæld slog den slet ikke igennem i USA.

Now I can’t keep you mama
But I know you’re always there
You listen, you teach me mama
And I know inside you care
So get down, down here beside me
Oh you ain’t going nowhere
No I won’t hurt you mama
But its getting so hard

Can’t you see me here mama
Mama mama mama please
Can’t you feel my heart
Can’t you feel my heart
Can’t you feel my heart oh
Now listen to me mama
Mama mama
You’re taking away my last chance
Don’t take it away
Can’t you feel my heart?

It’s hot, too hot for me mama
But I can hardly wait
My eyes they’re burning mama
And I can feel my body shake
Don’t stop, don’t stop me mama
Oh make the pain, make it go away
No I won’t hurt you mama
But its getting so hard

Now I can’t see you mama
But I know you’re always there
You taunt, you tease me mama
But I never never never can keep away
It’s the heat and the steam of the city
Oh got me running and I just can’t brake
So stay don’t leave me mama
Cos its getting so hard

Teksten handler om en kundes ulykkelige, ødipale og ildevarslende kærlighed til en prostitueret.

Og her er Mama live

 

That’s All

Så følger en letbenet og trallende popsang der fuldkommen bryder med stemningen fra Mama af frustration, længsel og smerte. That’s All er ment som en Beatles-agtig sang som Collins lagde grundridset til  i et forsøg på at hylde sit store tromme-forbillede, Ringo Starr. Collins’ trommer er trukket helt frem i lydbilledet, men Banks og Rutherford slutter sig til med lystige, næsten lykkeligt fløjtende soli. Sangen er vellykket, men så letbenet og overkæk at det er tæt på at lyde som en parodi på pop. Og jeg er stadig efter næsten 30 år endnu ikke helt sikker på hvad jeg skal mene om sangen. Et eller andet sted er det udmærket pop.

thats all

Mens Mama bliver albummets primære hit i Storbritannien, er det That’s All der bliver albummets primære hit i USA.

 

Home By The Sea +

Second Home By The Sea

Her er er suite der er et bevidst forsøg på at kombinere pop og prog – hvor popdelen primært ligger i Home By The Sea, mens prog-delen mest sidder i Second Home By The Sea der pumpes fremad af Phil Collins tungt rungende Simmons-trommer. Pop-delen – Home By the Sea – er veloplagt og melodisk og rigtig fin, mens prog-delen – Second Home By The Sea – har både lidt klodsede og discofile sekvenser, men den bygger trods alt flot op til et afsluttende klimaks hvor Rutherfords leadguitar igen formår at spille lige præcis det der topper sangen. Måden at lave afslutningen på i Second Home By The Sea, minder lidt skabelon-agtigt om afslutningen i Duke’s Travels, men det fungerer ganske flot.

Home-by-the-sea

Men jeg er som helhed ikke oppe og køre over Second Home By The Sea. Jeg anerkender forsøget på at putte energi, kraft, puls og en moderne lyd ind i prog-genren, men Second Home By The Sea er ikke melodisk stærk nok, fantasifuld nok, stemningsfuld nok og vigtig nok – faktisk er Second Home By the Sea mærkelig kold og steril, og Collins’ syntetiske Simmons-trommer truer altså med at give sekvensen et næsten vulgært eller kitschet anstrøg – sorry to say!

home

Tony Banks skriver teksten om et indbrud i et hjemsøgt hus.

Her er pop-prog-suiten Home By The Sea live i 1987.

 

Illegal Alien

Yes, Genesis formår nu at lave sange der ikke bare er kedelige og forglemmelige, men direkte afskyelige. Illegal Alien er overkæk og plat og teksten fuld af racistiske fordomme. Man skal se gruen i øjnene, så sangen være hermed nævnt! Den er jammerlig! Værre end alt efter From Genesis To Revelation, værre end selv de mest kedelige ambient-sange på The Lambs side 2, værre end Follow You, Follow Me, ja, værre end Who Dunnit?

illegal

 

Taking It All Too Hard

En af sidens bedre sange er den yderst poppede og professionelle Taking It All Too Hard. Velproduceret, velklingende, iørefaldende og økonomisk. Nu er Genesis begyndt at have fintunet sin pophit-maskine.

taking it all

Taking It All Too Hard er glat, men den har et eller andet – et nærvær, en effektivitet – i al sin minimalistiske og olierede glathed.

 

Silver Rainbow

Her er den eneste nogenlunde ambitiøse sang på Mama-albummets 2. side. Og Silver Rainbow er ikke så glat, anonym og perfekt som Taking It All Too Hard. Faktisk er der en vis form for kiksethed, nerve og nødvendighed til stede som nok gør Silver Rainbow til Mama-albummets 2. mest interessante sang. Men Collins’ pumpende Simmons-trommer er lovlig dominerende, for ikke at sige at de hakker sangen itu. Til gengæld synger Collins godt på sangen.

silver

Banks har skrevet teksten der sandsynligvis besynger kærligheden, og sangen virker i det hele taget ret meget præget af Tony Banks!

 

 Just a Job To Do

Igen superdygtigt håndværk – denne gang i funkpoprock-genren. Kompetent, veloplagt og dynamisk og måske endda charmerende, men nok lidt ligegyldig sang om lejemord. Sjæl, skønhed, poesi, atmosfære, nerve, billedskaben og kunst er umådelig langt væk her. Den er kæk og gør hvad den skal, men er fastfood!

just a job 2

Kuriøst har Daryl Stuermer her lavet sin egen version af Just a Job To Do med orkester og det hele

 

It’s Gonna Get Better

En af de måske mest reelle og sympatiske popsange på Mama-albummet. Underspillet og ganske raffineret. Rutherford har skrevet teksten. Her er en optagelse af sangen fra The Mama Tour.


Video hvor Genesis interviewes om tilblivelsen af Mama-albummet

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Abacab sang for sang

abacab cover

Data

Navn: Abacab

11. studiealbum af Genesis

Indspillet i maj og juni 1981

Udgivet den 18. september 1981

9 sange – 47:10 minutter

Producer: Genesis

Studie: The Farm, Chiddingfold, Surrey

Salg: Abacab går ind som nr. 1 på albumhitlisten i Storbritannien og bliver det hidtil bedst sælgende Genesis-album.

Rating: Lidt bedre end jævn. 1140 brugere af Progarchives giver Abacab en gennemsnitlig karakter på 2,57 hvor 2 er “Collectors/Fans only” (dvs. jævn), og 3 er “Good, but non-essential”. Det gør Abacab til det 18. bedste Genesis-album nogensinde – eller det 4. dårligste – lige over Calling All Stations og lige UNDER debutalbummet From Genesis To Revelation. Det synes jeg nok er en lovlig hård vurdering.

Min rating: 3,1! Brugerne af Progarchives kan virkelig ikke lide Abacab og hører den som en af de dårligste Genesis-albums overhovedet. Jeg er splittet over for Abacab-albummet.

Jeg synes den er udtryk for et modigt forsøg på at forny sig og forenkle sin form – og fx gøre musikken drevet fremad af trommer og percussion snarere end af keyboards – uden der på nogen måde går leflende, sødladen og kommerciel pop i musikken. Instrumenteringen er bevidst “nedskaleret”, som Genesis udtrykker det, dvs. forenklet, uden komplekse lag. Genesis har taget punkrockens opgør mod de gamle dinosaurer til efterretning og forsøer at tage ved lære – finde en ny skarphed og enkelhed.

Abacab er stram, skarp, kantet og moderne med en gennemgående stemning af trods og viljestyrke og en smule melankoli. Den kunne være blevet excellent.

En inspiration er klart The Police som albummets engineer – Hugh Padgham – også i disse år er co-producer for. Samt Peter Gabriels 3. soloalbum – ofte kaldet “Melt” – som Collins medvirkede på ligesom Padgham. Netop Melt er Peter Gabriels forsøg på at nedskalere og nytænke sin musik – mere new wave-kant, mere fremhævede trommer (og rytmeboks).

Man kan få en fornemmelse af hvad der inspirerer Genesis fra Melt-albummet ved at høre dennes kendteste sang, Biko.

Men samtidig lider Abacab-albummet af elementær dårlig sangskrivning. Der er ingen fantastiske sange på albummet. Der enkelte ganske glimrende sange som titelnummeret Abacab, Keep it Dark, Dodo + Lurker og måske også de acceptable Like It Or Not og Me & Sarah Jane. Popsangen No Reply At All har sin pointe ved ikke at være lige ud af landevejen, den kan faktisk fint gå an trods funk-blæserne der ikke hører hjemme i Genesis, mens Phil Collins’ ballade Man on the Corner lyder alt for meget af In the Air Tonight. Endelig er der direkte trælse sange som Who Dunnit? og Another Record.

Abacab

Første sang på albummet – der både er albummets titelsang og førstesinglen – er virkelig et stilskifte med pumpende stacato-rytme og er næsten synthpop med rockfeeling. Den pudsige titel stammer fra dens melodiske struktur i en tidlig version af sangen (A betegner verset, B omkvædet og C broen).

Abacabs  styrke er dets suggestive enkelhed og dets rytmiske drive. Det pudsige er at denne skarpe og næsten primitive sang er tæt på prog-rock og tager tilhøreren ud på en musikalsk rejse i den sidste instrumentale halvdel der virker lidt småkikset på studieudgaven og giver mening live for dens suggestive, rytmiske puls. Rutherford træder i karakter som leadguitarist med en ret smuk solo. Mike Rutherford har sin egen stil som guitarspiller, og hans soloer har en næsten syngende, vokal stil. Man har lyst til at nynne med.

I Abacab har Genesis trukket trommen frem i lydbilledet, bassen er pumpende som i New Wave-musikken og synthesizeren bliver i høj grad brugt rytmisk. Abacab er nok en af de mest New Wave-inspirerede Genesis-sange i bandets historie. Samtidig er der et anstrøg af 60’er-rock over sangen. Ligesom The Lamb Lies Down on Broadway antyder det en stemning præget af byens nøgne puls fjernt de victorianske broderier som det oprindelige Genesis var så fuld af. Man kan næsten tale om et “dekonstrueret Genesis”.

I det forbløffende kyndige værk “The 100 Greatest Bands of All Time – A Guide to the Legends Who Rocked the World” redigeret ved David Moskowitz (2016) kan man læse følgende om Abacab:

The title track, as straightforward and radio friendly as it may have been, had several clever moments stylistically related to their past. In the chorus, Banks played a nondiatonic organ melody phrased in groups of three against the 4/4 meter. The bridge modulated back into the key of the verse via a guitar/organ unison line, played in a classic prog-rock manner.

Singlen Abacab bliver nr. 9 på den britiske singlehitliste og nr. 26 på den amerikanske.

abacab poster

Abacab var i øvrigt en fast del af live-repertoiret i slutningen af Genesis’ historie – lige indtil den afsluttende verdensturné i 2007 (Turn It On Again: The Tour). Her gik Genesis i gang med at øve sangen, indtil Collins nedlagde veto. Han havde ikke længere lyst til at synge den, da han ikke anede hvad den handlede om. Abacab var for abstrakt.

 

No Reply At All

Andensinglen No Reply At All er albummets førstesingle og måske albummets mest iørefaldende sang, men den kom aldrig til at fungere live. Mest bemærkelsesværdigt er det at Collins får lokket de andre til at tilføje sangen Earth, Wind & Fires blæsergruppe præcis som på Collins’ soloalbum Face Value, og som her arrangeret af  EWF’s arrangør, Thomas Washington (Tom Tom 84), men her sker det EFTER at sangen er indspillet, dvs. No Reply At All er så vidt jeg ved slet ikke skrevet og spillet som et funknummer. I øvrigt er det mig bekendt første gang at der på et album af Genesis medvirker andre musikere end Genesis’ medlemmer bortset fra en strygergruppe på “From Genesis to Revelation”.

 

 

no reply

Jeg har en vis svaghed for No Reply At All. Lige umiddelbart lyder den som kæk, funky og dansevenlig popmusik, men sangen har både en originalitet i sin lyd, især Banks’ keyboard, og en understrøm af melankoli som gør sangen yderst interessant.

Banks spiller sin Prophet 5-synthesizer med armene overkors ligesom i The Lamb Lies down on Broadway hvilket giver en lidt mærkelig, trillende effekt. Teksten er dyster og handler som titlen antyder om kikset kommunikation – givetvis i parforholdet – og er mig bekendt skrevet af Collins der synger sangen med fin følelse og nærvær. Jeg kan lide sammenstødet af det statisk mørke stemningsmæssige og det fremaddrivende, af letheden og det trallende og af melankolien

 

 

(Paperlate)

Genesis brugte Earth, Wind & Fires blæsergruppe i to sange. Paperlate er den anden sang. Den blev skrevet og optaget på Abacab-sessionen, men til sidst vraget til albummet.  Den blev siden udsendt som EP kaldet 3×3 sammen med to andre vragede sange fra Abacab-sessionen, You Might Recall og Me & Virgil. Det er 3 temmelig svage sange, vil jeg hævde. Paperlate kan dog gå an som iørefaldende og veloplagt og det klart mest poppede som Genesis endnu havde udsendt. Men No Reply At All fremstår som en søjle af granit efter man har hørt Paperlate.

 

Me and Sarah Jane

Tony Banks’ solobidrag til Abacab er Me and Sarah Jane – noget så pudsigt som en reggae-præget prog-ballade. Den har en fin blanding af enkelhed og kompleksitet med ganske raffinerede akkordskift og et næsten pompøst progget mellemstykke der undgår at blive for meget. Det er en af de få rimeligt vellykkede kombinationer af pop, rock, reggae og prog som samtidig har sjæl, stemning og melankoli.

me and

En uinspireret afslutning på sangen hvor enhver melankoli, nerve og nødvendighed er gået fløjten, trækker dog noget ned, og alt i alt er Me & Sarah Jane nok en af de mindst friske og skarpe sange på Abacab.

Me and Sarah Jane live i 1981 – med ikke alt for god lydkvalitet

 

Keep It Dark

Hermed er vi tilbage ved Banks-Collins-Rutherford-sangene. Keep It Dark er temmelig unik – melodisk poppet, rocket, eksperimenterende med 6/4-takt med et synkoperet guitar-riff, kæphøj og fræk. Teksten er lige så mærkelig og handler om en mand der måske – måske ikke – bortføres af en UFO og får lejlighed til at besøge Jordens fremtiden og her opdager den er lykkelig – full of people with their hearts full of joy – men da han kommer tilbage, bliver han nødt til at skjule denne lykkelige vision for ingen vil tro ham hvis han kom med sandheden.

Keep It Dark er Abacab hvor Abacab er allermest velfungerende.

keep it

Found that man reported missing,
He wandered in his home.
It don’t seem to bad if you consider
Just what he’s been through.

Seems he met up with a gang of thieves,
Who mistook him for a man of means,
They locked him up then found he had no money,
So they let him go again.
Now he’s back at home and happy
Just to see the kids.

I wish that I could really tell you
All the things that happened to me
And all that I have seen.
A world full of people their hearts full of joy,
Cities of light with no fear of war,
And thousands of creatures with happier lives,
And dreams of a future with meaning and no need to hide.

Oh, keep it dark.

It seems strange to have to lie,
About a world so bright.
And tell instead a made-up story,
From the world of night.

 

(Naminamu)

Genesis har som regel en længere progrock-suite på sine albums. På Wind and Wuthering var det One For The Vine. På … And Then Then There Three var det Burning Rope som Tony Banks forkortede og forenklede. På Duke var det Duke Suite der blev brudt op i bidder. På “Genesis” er det Home By the Sea + Second Home By The Sea, og på Invisible Touch er det Domino. Der var også planlagt et prog-suite på Abacab bestående af sangene Naminamu, Dodo, Lurker og Submarine. Heraf var Naminamu og Submarine instrumental-sekvenser.

Men den lange suite blev droppet – øjensynligt fordi den ikke passede til Abacab-albummets koncept med de ret korte, skarpe og nutidigt lydende sange uden overflødigt fedt. Naminamu blev klippet væk og brugt som b-side til den single hvor Keep It Dark var a-side, ligesom Submarine blev skåret væk og brugt som b-side til singlen Man on the Corner.

Naminamu er ikke albummets mest tilgængelige sang, men det er en sang inspireret af fusionjazz og måske også world music og lyder langt mere lallet end den faktisk er. Jeg vil hævde at Naminamu er Genesis’ mest Weather Report-agtige sang og slet ikke helt ringe.

Jeg forstår hvorfor. Jeg er ikke overbevist om at Dodo Suiten ville have fungeret som samlet suite. Men et eller andet sted er det også lidt synd. Dodo Suiten ville have givet Abacab mere tyngde.

Dodo + Lurker

Endnu en Banks-Rutherford-Collins-sang der kombinerer det majestætiske, højtidelige, enkle, frække, finurlige og orginale. Banks’ pivende synthesizerlyd i det dynamiske a-stykke trækker dog noget ned. Heldigvis udskiftede han den pivende lyd live.

dodo

Teksten – der vistnok er skrevet af Banks – er ikke entydigt klar, men handler tilsyneladende om menneskelig arrogance over for dyrelivet.

Dodo og Lurker er de to rester af en længere suite der var planlagt, og hvor sangene Naminamu og Submarine blev skåret væk fra albummet og brugt som single-b-sider.

Caretaker, horror movie,
Only one eye, only needs one boot,
Sweet lady, she knows she looks good
Vacuum coming for the bright and the brute.

Big noise, black smoke
So pig-headed couldn’t see the joke.
But it ain’t funny
Ask the fly on the wall
It’s only living
It don’t matter at all, at all, at all.

Pimp, he make you drool and grunt,
He got an answer.
One he got a dream of love,
Deep as the ocean.

Where does he go?
What does he do?
Will the siren team with Davy Jones,
And trap him at the bottom of the sea?

I’m back in the sea.

Lurker begynder med ordene

Meanwhile lurking by a stone in the mud
Two eyes looked to see what I was and
Then something spoke and this is what
It said to me…….

Og slutter af med en gåde

Clothes of brass and hair of brown
Seldom need to breathe
Don’t need no wings to fly
And a heart of stone
And a fear of fire and water
Who am I?

Man har foreslået at svaret på gåden i Lurker er “en undervandsbåd” . “Submarine” var således også titlen på den planlagte outro på den skippede Dodo-suite. Et andet svar er “mennesket”. Desværre har tekstforfatteren Tony Banks udtalt at der ikke rigtigt er noget svar. Gåden var en joke.

(Submarine)

Her er den lidt Pink Floyd/Richard Wright/ambient-agtige  Submarine der synes at være tænkt som outroen i Dodo-suiten. Jeg forstår i øvrigt godt udeladelsen af Submarine. Dens stemning passer bedre med stemningen i Duke end i Abacab. Der er ingen punket skarphed der; snarere er Submarine hvad punkmusikken gjorde oprør imod.

(The Dodo Suite)

Her er et forsøg på at rekonstruere suiten.

Who Dunnit?

Efter Dodo-Lurker kommer et par kedsommelige indslag. Vi har den korte, eksplosive Who Dunnit? om hvilken der ikke kan siges meget godt, måske bortset fra at den er ukonventionel. En perkussiv sang der skal afspejle en krimi og som opstod i en jam-situation mellem Banks og Collins, mens Rutherford vist ikke helt forstod pointen. Phil Collins skrev teksten som Banks har beskrevet som præcis lige så irriterende som musikken er, og det har Banks såre ret i.

Da Abacab udkom i 1981, kunne jeg i øvrigt ganske godt lide Who Dunit? Den var uhøjtidelig og spøjs med lidt af den samme gale humor der kendetegnede Genesis i Peter Gabriel-æraen.

Tjek den endelig ud, for er den kikset, er den til gengæld også kort …

Man on the Corner

Collins’ bidrag, Man on the Corner, er melodisk og melankolsk, men er en letvægtersang der lyder for meget som In The Air Tonight minus dennes nerve, sjæl, intensitet og drama. Man on the Corner er nok den mest poppede sang på Abacab, og det er pop uden raffinement. Det bedste man kan sige om den, er den melankolske stemning.

man on

Like It Or Not

Rutherfords bidrag, balladen Like It Or Not, er dog pop i den glimrende ende.

Like It Or Not efterfølges af den ejendommelige album-afslutter “Another Record” som jeg vil betragte som en endnu større svipser end Who Dunnit? Hvor Who Dunnit? er eksperimenterende, fræk og irriterende, er Another Record godt nok også moderat eksperimenterende – det er sangens eneste plus – men kedelig og uinspirerende – lidt beslægtet med den dræbende EP kaldet 3×3 der udkom året efter Abacab med 3 sange der blev indspillet til Abacab, men til sidst pga. en højere retfærdighed droppet. Særligt sangene Me & Virgil og You Might Recall fra 3×3 bør anbringes i en sort boks sammen med Another Record og sendes ud i det ydre rum med kurs mod solens centrum!


Video hvor Genesis interviewes om tilblivelsen af Abacab

 

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Duke sang for sang

duke cover

Data

Navn: Duke

10. studiealbum af Genesis

Indspillet i november og december 1979

Udgivet den 24. marts 1980

12 sange – 55:06 minutter

Producere: David Hentschel og Genesis

Studie: Polar Studios, Stockholm, Sverige.

Rating: Ret god. 1297 brugere af Progarchives giver Duke en gennemsnitlig rating på 3,48 hvor 3 er god, men ikke essentiel, mens 4 er excellent og essentiel (men ikke et mesterværk). Dermed sætter Progarchives Duke som det 10. bedste Genesis-album lige efter Genesis Live og lige foran … And Then There Were Three …

Min rating: 4,5! Jeg finder Duke noget bedre end forgængeren And Then There Were Three og som et af de bedre Genesis-albums – og ikke et middelmådigt. Der er langt mere energi, kraft, nerve, nærvær, spillelyst og ånd på Duke end på forgængeren, og selv om de cheesy popsange nu er begyndt at snige sig ind i Genesis’ musik, så er der ikke direkte svipsere – selv om jeg ikke ville have grædt hvis man havde glemt at tage Misunderstanding med på albummet.

Genesis lykkes nu med sin nye genre – mere afslappede, korte, koncise og tilgængelige sange – uden man føler at bandet går på akkord med kvaliteten. Der er en stor følelse af helhed over albummet, næsten som var det et konceptalbum, og en understrøm af både melankoli og trods.

Behind The Lines

Behind The Lines indledes af en to minutter lang fanfare-agtig instrumentalindledning der stråler af selvtillid og optimeisme. Der er en stemning af “nu ruller vi, kom og vær med!” der gør at denne indledende fanfare også fungerer fint som intro til koncerter.

Derefter glider Behind The Lines over i en fin og dynamisk vokaldel der fungerer – især når man betænker Banks’ ret subtile akkordskift. Behind The Lines kombinerer flow, energi og vælde og er catchy uden at være plat. Der er en vis fornemmelse af soul/R&B/funk/motown i Behind The Lines  som er ny for Genesis, uden sangen bliver fingerknipsende lalleglad; den er stadig majestætisk. Men sangens stemning er lysere, lettere og mere selvtillidsfuld end normalt for Genesis-sange og album-indledere. Måske er den nærmeste parallel Dance on a Volcano på A Trick of the Tail.

Behind The Lines er oprindelig tænkt som indledningen af den 30 minutter lange Duke Suite hvor man følger karakteren Alberts historie – selv om den samlede historie kan være lidt svær at øjne. Men angiveligt er det noget med at Albert er en fiasko der får en kikset relation til en dominatrix-agtig kvinde, Duchess, det går galt, han forelsker sig i sit tv-apparat og bliver til sidst forfatter af kedelige bøger.

På The Duke Tour – den turné som Genesis drager på efter udsendelsen af Duke – spilles Duke Suiten i sin helhed og introduceres af Phil Collins med følgende lille tydeligvis ikke helt seriøse fortælling der kan minde om en travesti over Peter Gabriels absurde fortællinger mellem sangene når Genesis optrådte live da han var forsanger:

‘Well I’m going to tell you a short story. Is all about a friend of ours whose name is Albert. And, Albert was a born loser. He once fell in love with a lady. Her name was The Duchess. And she was really beautiful. And The Duchess was into S&M but poor old Albert didn’t speak Spanish or Mexican. And so she kicked him out. So he went home that night very disappointed, very dejected. He sat down and turned on the Television.

Suddenly his life changed because Albert was in love again. Albert fell in love unfortunately with the television set. Bit of a strange one was Albert. And it was a bit of a one-sided affair. And, within 2 or 3 days Albert had to go into hospital and have the glass removed from his private parts.

So he went on a convalescing holiday abroad where tragedy struck again because within 2 or 3 days Albert was back in love, this time with his walking stick. Bit of a weirdo. Within 2 or 3 days he was back in hospital having the walking stick removed from his private parts.

Well, Albert decided to give up this holiday as a bad job. And he came back to England where he entered a home for unsuccessful young lovers. It’s a shame, isn’t it? This was called Duke’s End. Don’t feel too sorry for Albert because every cloud has a silver lining, and every silver lining has a cloud. And every bin has a liner. And it was within this bin that Albert wrote some of his easily forgettable books. He reckoned himself a literary genius. But unfortunately he was a bit late on that boat because he wrote books like “Albert Through the Looking Glass”, “Albert in Wonderland”, “Albatross”. Then there was “Albert Flew Over the Cuckoo’s Nest”, “Albert the Space Odyssey” and  “Albert Tatlock”.

And a big hit for him came, a big sexual novel he wrote called “Danish Albert on the Job”. A very big one for Albert and leads us very nicely and smoothly to our next piece of music, which hasn’t got much to do with Albert at all. It is in fact some music from our album called Duke, and we have put some songs together from our album called Duke, which we have called for the purposes of tonight’s concert Music From Our Album Called Duke. Thank you.’ 

Et oplagt tema i suitens sange er fortvivlelse. Tanken var at Duke-suitens 6 sange var skrevet af det samlede band og skulle vare en pladeside, mens den anden pladeside skulle fyldes med sange skrevet af medlemmerne af Genesis hver for sig –  to sange for hvert medlem – altså andre 6 sange. Men Genesis vurderede at suiten blev for massiv og brød den op i bidder der blev fordelt over hele albummet – først, i midten og sidst. De 6 sange i Duke Suite er Behind The Lines, Duchess, Guide Vocal, Turn it On Again, Duke’s Travels og Duke’s End.

Teksten til Behind The Lines handling er ikke helt tydelig. Titlen betyder “Bag frontlinjen”, men der tænkes givetvis snarere på “bag linjerne … i kærlighedens bog”, så sangen altså handler om kærligheden som sit eget univers med forlokkelse, krig og bedrag – og ikke mindst følelsen af svigt. Titlens associationen til det militære univers er givetvis ikke tilfældig.

Ooh the time has come now
We must show our feelings
But I’m looking right through you
And your heart is empty

Whatever happened to you it’s too late to change now
There’s nowhere you can run to, no place to hide
Ah you let me down!

Man kommer til at tænke på en blanding af Tony Banks’ allegoriske “The Lady Lies” fra And Then there Were Three og Phil Collins’ kærlighedskvide efter sit første ægteskabs forlis – men altså sat ind i en sang der musikalsk udtrykker drive, livsglæde, optimisme.

Her er Behind the Lines spillet live i 1981

Kuriøsitet: Collins laver til sit første soloalbum (Face Value) en funk-version af Behind The Lines – her i en liveudgave fra 1985. Her lever Collins’ sangens præg af soul/motown helt ud, og her forsvinder det majestætiske helt. Jeg foretrækker klart Duke-versionen, men sjov og pudsig er Collins-versionen ….

Duchess

Behind The Lines går jævnt over i den sørgmodige Duchess om en popdivas storhed og afblomstring. Duchess er godt sovset til i især keyboard-klange, men sovsen fungerer flot som stemningsskabende, særligt i rytmebokssekvensen spillet som forspil og mellemspil – der er et ret godt gennemført instrumentalt flow af prikkende, svømmende tristesse. Det første instrumentale forspil tager lidt under 2 1/2 minut og er fyldt med atmosfære og magi.

Melodien og instrumenteringen er mere end i orden, Collins synger med nerve, melankolien er udtalt, og rytmen ruller perfekt og skubber sangen fremad. Normalt betragtes Tony Banks som den reelle komponist til sangen.

Duchess indeholder i øvrigt Genesis’ og Phil Collins’ allerførste brug af rytmeboks/trommemaskine på album – hvilket nærmest bliver en signatur i 80’erne. Rytmeboksen er blevet angrebet af musikalske feinschmeckere, men i al fald lige her – i Duchess – fungerer rytmeboksen perfekt som atmosfæregivende instrument.

Duchess_(Genesis_single_-_cover_art)

Duchess blev udsendt som andensingle, og her er den ledsagende musikvideo hvor størstedelen af den indledende instrumentaldel desværre er skåret væk.

Guide Vocal

Guide Vocal er en kort lille ballade som Banks har udstyret med en pænt kryptisk tekst på lidt over 1 minut – men en flot melodi der gentages i slutningen af Duke’s Travels. Hvis Behind The Lines beskriver en kærligheds-misere, og hvis Duchess beskriver en karriere-misere, så beskriver Guide Vocal velsagtens miserens cementering. Den indre guide tager afsked.

Guide Vocal er både på musik og tekstsiden på sin vis Genesis-minimalisme når det er flottest.

I am the one who guided you this far,
All you know and all you feel.
Nobody must know my name
For nobody would understand,
And you kill what you fear.

I call you for I must leave,
You’re on your own until the end.
There was a choice but now it’s gone,
I said you wouldn’t understand,
Take what’s yours and be damned.

Man Of Our Times

Så følger det første solonummer – en mærkelig Gary Numan-inspireret Rutherford-sang som jeg holder meget af for dets kraft, dets stemning – igen en understrøm af melankoli – og dets underlighed, selv om Rutherford i dag har lagt afstand til sangen. Man Of Our Times er en af mine favoritter på albummet selv om adskillige finder den sært klodset og bombastisk og som om den mere ville passe til fx Abacab-albummet end til Duke. Heller ikke denne sangs tekst er uden videre helt klar.

man of our

Misunderstanding

Derpå følger Collins’ sang, tredjesinglen Misunderstanding, som jeg ikke er den store fan af. Den er for overfladisk, banal og plat – uden stemning og billeder. Primitiv pop. Men trods alt med en vis friskhed og charme. Og den går ind som nr. 14 i USA … Men i al sin banalitet er den for mig albummets store minus.

Heathaze

Som den sidste af første sides solo-sange er Tony Banks’ ballade Heathaze – endnu en af mine favoritter fra albummet.

heathaze

Det er en af Banks’ simplere ballader, den har ikke mange excesser i sin struktur, men den har til gengæld et fantastisk velplaceret elektrisk flygel  (Yamaha CP-80 electric grand piano), en god, imaginativ tekst, følelse og stemning – og så er den virkelig flot sunget af Phil Collins. Veldoseret cool melankoli og faktisk på min personlige topti over Genesis-sange. Banks’ stemningsfulde elektriske flygel fylder så meget at man let overhæører Rutherfords meget fine og meget diskrete rytmeguitar.

yamaha-cp-80-697964

Et Yamaha CP-80 E-piano hvis klan både fylder meget på Banks’ første soloalbum A Curious Feeling og på Genesis-albummet Duke – ikke mindst i sangen Heathaze

Tekstens nærmere mening står mig ikke helt klart, men det må handle om resignation over det moderne pulserende liv, fortvivlelse, dagdrøm, indre eksil, fremmedgørelse og en oplevelse af at alle lyver for sig selv for at holde tomheden ud (Throw some bread to the ducks instead, it’s easier that way). Denne fine – men kryptiske – sang slutter således:

Now the light is fading fast
Chances slip away, a time will come to pass
When there’ll be none
Then addicted to a perfumed poison
Betrayed by its aftertaste
We shall lose the wonder and find nothing in return
Many are the substitutes but they’re powerless on their own

Beware the fisherman who’s casting out his line
Into a dried up river bed
But don’t try to tell him ‘cause he won’t believe you
Throw some bread to the ducks instead, it’s easier that way
Feel like an alien, a stranger in an alien place

youtube https://www.youtube.com/watch?v=Q6L4a_Rj190&w=854&h=480%5D

Turn It On Again

Nu er vi tilbage i Duke-suiten og møder albummets hit, den rockede Turn It On Again med den mærkelige rytme. Introen og broen er i 4/4 og 5/4, mens vers og omkvæd skifter mellem 6/4 og 7/4 (13/4). Det interessante er at det gamle Genesis ville have understreget denne rytmiske kompleksitet, vist den frem, men her sker præcis det modsatte. Collins’ trommespil får rytmebruddet til at forekomme umærkeligt, men man skal nok ikke forsøge at danse til sangen, for man kommer temmelig sikkert ud af takt.

turn it on.jpg

Turn It On Again er opbygget af rester af sange fra de tre medlemmer, men det fungerer som helhed, og sangen er (var) en fan-favorit live. Oprindelig opstod Turn It On Again som en kort,  bro i Duke-suiten baseret på et guitar-riff af Rutherford, men Genesis syntes det fungerede så fint at de fordoblede sangen og gav den en slutning.

Sangen er bestemt ikke min favorit – bortset fra rytmen synes jeg den er for ordinær AOR-agtig og mangler poesi, melankoli og fantasi, men den har da drive, tempo og humør. Teksten er til gengæld interessant. Ligesom de øvrige sange i “The Duke Suite” synes den at handle om fortvivlelse. Et menneske uden noget liv lever et substitueret liv igennem tv’et og radioen – omsat til 20-30 år senere ville det vel være igennem computeren.

Turn It On Again bliver Dukes tophit og når nr. 8 på singlehitlisten – næsten på niveau med Follow You Follow Me.

Alone Tonight

Så er vi atter i solo-sangene. Rutherfords andet bidrag er en af hans mest banale sange for Genesis, og poppet og cheesy er den, men jeg må indrømme jeg finder omkvædet indtagende og indfangende og med nogle af de samme kvaliteter som Rutherfords You’re Own Special Way på Wind and Wuthering. Man kan sammenligne instrumenteringen på de to ballader og opdage at Genesis er blevet meget mere præcis og økonomisk i sin instrumentering. Til gengæld kan det blive så præcist og økonomisk at det pudsige, krøllede og sjælfulde helt forsvinder. Og det er hvad der er på spil i de to sange. Alone Tonight er langt mere tjekket, stramt og præcist lavet, mens You’re Own Special Way har mere sjæl og charme. Og det er hvad der måske er på færde på Duke: Genesis’ pudsighed og krøllethed er ved at blive strakt ud, professionaliseret og effektiviseret. Resultatet bliver noget mere kommercielt tilgængeligt, men også mere glat og anonymt – hvilket er særligt tydeligt på Mama-albummet og Invisible Touch-albummet. Men lige her giver det mening. Alone Tonight er simpelthen en fængende popballade!

Cul-de-Sac

Banks’ andet bidrag er mere klassisk pompøs prog-rock end de fleste andre sange. Den er lige på kanten af det bastant-gumpetunge, men har drama, kraft og schwung. Virkelig en flot sang med aura af det gamle Genesis, blot mere sammenhængende, og en anden favorit.

Cul-de-Sac er virkelig en lidt pudsig sang der ikke burde være pudsig. Den indeholder mange kvaliteter fra det gamle Genesis med pudsige akkorder og akkord-progressioner, rytmeskift og det storladne og orkestrale. Cul-de-Sac er en videreudvikling af Genesis’ klassiske progrock. Teksten danner også en slags bro mellem fortid og nutid. Temaet kan minde om temaer i Wind and Wutherings første sange – en satire over de mange dræbte der følger i kølvandet på at følge fortidens helte (hvad enten det er en messias eller den 11. jarl af Mar). Men det handler ikke kun om fortid, middelalder og bedagede krigere. Sangen vendes til en direkte politisk brod mod kongedømmet. Cul-de-Sac slutter:

Now the host emerges, and a shadow starts to fall.
Not one knows what hit them, none can see at all.
Even as the end approaches still they’re not aware,
How can you fight a foe so deadly
When you don’t even know it’s there?
And now that the job is almost done
Maybe some escape, no, not even one.

You know they’re on the way out,
It’s just a matter of time.
You thought you’d rule the world forever,
Long live the king, and don’t spare the loser.

Men Genesis’ sørger for at Cul-de-Sac næsten selv bliver en cul de sac, en blindgyde. For som de gamle, majestætiske progrock-sange er Cul-de-Sac ikke umiddelbart tilgængelig og indtagende, men virker umiddelbart hørt tung og træg, især når den er placeret lige midt imellem to yderst catchy, umiddelbare, indtagende og poppede ballader som Alone Tonight og Please Don’t Ask. Det gør at Cul-de-Sac skriger af at være et fossil, en fejlanbragt dinosaurus. Og det er egentlig synd! Cul-de-Sac er slet ikke dårlig, tværtimod, men fungerer ikke helt godt i sammenhængen. Den er da heller aldrig blevet spillet live.

Please Don’t Ask

Den sidste af Collins’ ballader skulle have været på hans solo-album, Face Value, og det kan man godt høre. Den minder mig om Rutherfords ballade Alone Tonight – poppet, cheesy og alligevel god. Og virkelig velproduceret. Angiveligt skulle Please Don’t Ask være helt igennem ærlig og rent hjerteblod for Collins. Lige præcis denne ærlighed og renfærdighed gør at den fungerer! Men sangen er et forvarsel om at Genesis er begyndt at omfavne mainstream-pop.

Duke’s Travels + Duke’s End

Nu er vi i slutningen af Duke-suiten og i en primært instrumental del der ender i melodien og ordene fra Guide Vocal. Dette er progrock på en af sine heldige dage, for Duke’s Travels er opulent og majestætisk og meget vellykket i sin bestræbelse på langsomt at opbygge en kulmination fra den begyndende fornemmelse af strand og brænding hvorpå den tordnende, storladne rullen sætter ind og bygger op og op i en stadig mere sitrende wall of sound til Banks’ tema fra Guide Vocal. Og en suite kan næppe slutte meget mere pompøst end Duke’s End gør – en outro der gentager Behind The Lines’ intro og lader den slutte dundrende af.

Jeg er ikke helt sikker på den dybere mening med at lade en suite om fortvivlelse – tilsyneladende – slutte med et instrumentalnummer der beskriver først ro og flyden ud i vand – måske – for at gå over i livfuld opstemthed og til sidst ekstatisk kulmination – hvor Guide Vocals ord om at blive ultimativt forladt af sin indre stemme (samvittigheden, Gud?) så lyder ligesom druknet i ekstasen. HVIS der i det hele taget er en dybere mening i Duke’s Travels, så kunne det være en skildring af stofmisbrug, ekstase – som lægger sig oven på fortvivlelsens dybeste stemme (Guide Vocal), men uden at erstatte den!

travels

Her er Duke’s Travels og Duke’s End live i maj 1980 – to måneder efter at Duke udkom – spillet som de afsluttende led i Duke-suiten som Genesis spillede live. Det er en del af filmen “Genesis Live at the Lyceum 1980” som jeg har linket til andetsteds.

(Evidence of Autumn)

Et “fraklip” fra Duke er Banks’ ballade Evidence of Autum der siden ses som b-side til singlen Misunderstanding og i Europa på den 4. side af Three Sides Live. Den lever ikke helt op til Heathaze, men er slet ikke dårlig.

Duke Suite Live

Her er en audio fra en livekoncert i maj 1980 af hele Duke Suite (Behind The Lines + Duchess + Guide Vocal + Turn It On Again + Duke’s Travels + Duke’s End)

 

Billedresultat for genesis heathaze


Video hvor Genesis interviewes om tilblivelsen af Duke

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

… and then there were three … sang for sang

three godt cover

Data

Navn: … and then there were three …

9. studiealbum af Genesis

Indspillet i september og oktober 1977

Udgivet den 1. marts 1978

11 sange – 53:27 minutter

Producere: David Hentschel og Genesis

Studie: Relight Studios, Hilvarenbeek, Holland

Rating: Ganske god. 1302 brugere af Progarchives giver And Then There Were Three en gennemsnitlig vurdering på 3,43 hvor 3 er god – men ikke uundværlig – og 4 er excellent og uundværlig (men ikke et mesterværk). Det gør albummet til Genesis’ 11. bedste album ifølge Progarchives. Selv om albummet vurderes fint, vurderes den klart dårligere end de foregående albums.

Min rating: 3,75 – lidt under det excellente. Denne trods alt høje karakter skyldes den fine sangskrivning.

Progarchives vurderer And Then There Were Three som et middelmådigt Genesis-album, og det er jeg enig i. Det er det første album hvor man mærker en klar nedgang i formkurven. Guitaristen Steve Hackett forlod uventet Genesis en måned før indspilningen gik i gang, og det kan mærkes både på kreativiteten og humøret. Albummet mangler spirit, energi, nerve og nødvendighed og virker sært bleg. Genesis forsøger klart at gå nye veje – eller gentage vejene på The Lamb – med kortere og mere koncise sange, men er måske lidt usikker på præcis hvor bandet vil hen.

Det er især de mere kraftfulde og rockede sange der virker for matte. To af disse sange er hæderlige. Det er de to åbnere – Down and Out – der åbner side 1, og Deep in the Motherlode – der åbner side 2. De er ikke fantastiske, men dog værd at høre. De to andre rockede gang-i-den-sange – Ballad of Big og Scenes From a Night’s Dream – er såmænd ikke katastrofale, men blot kedelige og ligegyldige, og der er ingen grund til at bruge tid på dem. Til gengæld fungerer Banks’ pompøse og arrangerede progrock-sange godt – Burning Rope og især The Lady Lies, og albummet har nogle melodiøse og ret fine ballader – Undertow og Many Too Many af Banks og Snowbound af Rutherford. Og så er der en lille sødladen popballade, Follow You, Follow Me, som er harmløs, og som gav Genesis sit første hit, men som ikke hænger sammen med  albummet

 

Down and Out

… And Then There were Threes indledende sang – Down and Out – skrevet af Collins, Banks og Rutherford – er ikke helt slet. Den er et af albummets mest majestætiske sange, den er forholdsvis gutsy, velsunget og med en vis nerve – og i 5/4-takt bortset fra i broen hvilket giver sangen en rytmisk uro der kan virke fusionsjazz-agtig. Men den er – bl.a. pga. rytmen – samtidig lidt rodet, mudret og ikke 100 % inspireret. Den løfter aldrig. Det er bestemt ikke Genesis’ bedste album-indleder. Men Down and Out har dog energi og stemning og hører afgjort til de okay numre på albummet.

Down and Out blev indspillet live på den efterfølgende turne og fungerede egentlig fint live, men er ikke spillet siden.

Undertow

Undertow – en ballade komponeret af Tony Banks – er albummets første gode sang. Den tager lang tid før den udvikler sig op til det pompøse omkvæd, men det holder flot. Oprindelig var Undertow mere kompliceret – ligesom Burning Rope – men en del af albummets koncept var at holde ting enkle og korte hvis de kunne bære i sig selv, så efter pres fra det øvrige band forkortede Banks skumlende Undertow.

undertow

Teksten handler om alt det intense liv man ville finde, hvis man fik at vide at man kun havde én dag tilbage at leve i – men et intenst liv som man aldrig får taget sig sammen til at leve, for der er jo altid en morgendag, tror man.

Det egentlige omkvæd med hooket der indledes med “Stand up to the blow that fate has struck upon you …” har en indledning med ordene “Better think awhile/Or I may never think again/If this were the last day of your life, my friend/Tell me, what do you think you would do then”, og i denne indledning er det mig bekendt første gang at Phil Collins benytter det kraftfulde, rullende trommespil han benyttede en del i 80’erne – markant i Duke’s Travels fra Duke, men bestemt også siden og næsten et varemærke.

Snowbound

Næste sang – Ballad of Big – også en samlet band-komposition – er igen rocket, godt sunget og endnu mere forglemmelig end Down and Under. Så lad den være glemt.

snowbound

Den efterfølges af Mike Rutherfords første ballade, Snowbound,  der er ret enkel, flot og inspireret. Ligesom i Undertow så løfter Snowbounds omkvædet ret godt med masser af varme og spirit. En stærk sang med i virkeligheden lidt af en horror-historie som tekst: På en hyggelig og eventyrlig måde handler det om en mand der går ud i et snefald ved midnat og fryser til døde og dækkes af sne så han bliver helt idyllisk at skue. Og næste morgen finder børnene liget – og så kommer det varmende omkvæd:

Hey there’s a Snowman
Hey what a Snowman
Pray for the Snowman
Ooh, ooh what a Snowman
They say a snow year’s a good year
Filled with the love of all who lie so deep

Burning Rope

Burning Rope er en pompøs ballade af Tony Banks og en af de sange der peger tilbage mod de foregående albums. Selv om Burning Rope ikke har Mad Man Moons skønhed eller One For the Vines episke kvaliteter er det et ret godt og melodisk prog-rock-nummer med store indre kontraster og alligevel indre sammenhæng. En ret god sang! Og med en carpe diem-morale der nærmer sig den i Undertow. Måske lægger sangen op til mere end den kan bringe i hus. I øvrigt er Burning Rope ligesom Undertow bevidst forkortet af Tony Banks for at undgå sammenligninger med fx One For The Vine.

burning

Man kan bemærke Rutherfords guitarsolo mellem sangens 4. og 5. minut. Den er lovlig skematisk, men forsøger sig med en pompøs stil der minder om Steve Hackett, og det klarer Rutherford udmærket. Måske er soloen i virkeligheden arrangeret af Banks? Rutherfords øvrige guitarsoli på albummet er til gengæld tamme og forglemmelige.

You must blaze a trail of your own, unknown, alone,
But keep in mind
Don’t live to-day for tomorrow like you were immortal.
The only survivors on this world of ours are

The warming sun, the cooling rain,
The snowflake drifting on the breath of the breeze,
The lightning bolt that frees the sky for you
Yet only eagles seem to pass on through.
The words of love, the cries of hate,
And the man in the moon who seduced you
Then finally loosed you.

You’re old and disillusioned now as you realise at last,
That all all you have accomplished here will have soon all turned to dust.

Deep In The Motherlode

Side 2 indledes af Rutherfords Deep in the Motherlode, nogle gange kaldet Go West, Young Man – med 1800-tallets amerikanske guldjagt som tema.

Det er en af de tungere og mere rockede sange, og som Down and Out med en tricky rytme (vist 9/8). men trods dette savner den energi og veloplagthed og kommer til at virke for træg. Lidt over 2 minutter inde i sangen (lidt over 3 minutter i live-udgaven) kommer sangens bro der er meget vellykket.

deep in

Her er Deep In The Motherlode live fra 1980

Many Too Many

Derpå følger en ballade af Tony Banks, Many Too Many. Køn, melodisk og med hjerte – lidt for anonym, spydige sjæle har anført at titlen passer lidt for godt på sangen, men jeg kan lide melankolien der undgår at blive sentimental.

many too many

To pudsigheder: Collins’ kviede sig en del ved at synge “Mama!” i omkvædet. Det skulle senere falde ham noget mere naturligt. Og Many Too Many er den sidste sang hvor Banks benytter en Mellotron i Genesis. En æra er forbi.

Så følger Scenes From a Nights Dream – energisk, dynamisk og næsten swingende – men igen – alt for forglemmelig.

Say It’s Alright, Joe

Say It’s Alright, Joe er en ballade af Mike Rutherford som ikke alle Genesis-fans er lige begejstrede for, men jeg kan godt lide den. Der er en usædvanlig stor afstand mellem det meget tilbageholdende og elegante vers og det bombastiske, men flotte, omkvæd, men begge dele fungerer flot. Smukt og medrivende, men – naturligvis – en popsang. Pop med schwung!

say its alright joe

Teksten – en alkoholikers fantaseren – er ganske begavet skrevet. Her er indledningen:

Say it’s alright Joe,
I need another drink
To blow on the glass so I know I’m alive

Play me a song Joe
To fill the hours till morning
Then never again will I bother you
Ooh, Build myself a tower
No way in no way out.
Then my friends can visit me
Once in a while.

Say it’s alright Joe,
I need some reassurance
You never know what you might find in the night.
Ooh I’m just a busy bee, still alive in my hive,
I’m looking for some other world
To dream out my dreams.

There were Kings who were laughing in the rain
And they told me I’d come here to lead the parade
All the colours were changing, The sky was in ruins
The lights are all shining on me and on you
Oh, Shine on…

The Lady Lies

The Lady Lies er skrevet af Tony Banks og en af de få spændende sange på albummet. Her er der pludselig højde, nerve, spændstighed og originalitet med masser af stemningsskift. The Lady Lies er klassisk Genesis-prog-rock, og løfter flot og melodisk i et intelligent arrangement, mens der er kommet en ny rytmisk spændstighed ind i musikken, noget næsten jazzet og swingende i momenter. Tromme- og især basspillet er virkelig velfungerende.

the lady lies

The Lady Lies er måske en af de få eksempler på at Banks’ eventyrlige stil i kraft af stilens egen, indre udvikling kan finde noget mere nutidigt og elegant. Fortællingen er et middelalder-setup med riddere, drager og jomfruer i nød og handler om en kvindes dæmoni og forførelse af den arme, godhjertede ridder – for – som han siger: “who can escape what he desires?”

Og her live

Follow You, Follow Me

En band-præstation krediteret Rutherford, Banks og Collins med tekst af Rutherford som han brugte ti minutter på at skrive – hvilket jeg må indrømme, kan høres. Den sang har jeg aldrig brudt mig specielt meget om. Follow You, Follow Me er sådan intelligent og raffineret nok lavet. Den er dygtig pop, letflydende og catchy hvilket er en svær og undervurderet kunst. Men den er samtidig overfladisk og ligegyldig. Ingen poesi, ingen magi, intet løft, ingen passion. Og dertil noget sødladen hvilket ikke klæder Genesis. Stilmæssigt hører den slet ikke hjemme på .. And Then There Were Three

Follow You, Follow Me er dog musikhistorisk interessant, da den er Genesis’ første helt gennemførte forsøg udi ligefrem, kommerciel pop. Og konceptet virker. Sangen bliver Genesis første topti-hit (den bliver nr. 7 på den britiske singlehitliste).

Follow_You_Follow_Me

Jeg har set den påstand at sangen – eller i al fald Rutherfords tekst – er skrevet bevidst til kvinder, jf. sanglinjen: Every day is such a perfect day to spend alone with you. Bandet skal have set det som et problem at 95 % af fanbasen var mænd og forsøgt at ændre den situation. Og det skulle lykkes – Genesis havde lavet en “sjæler”.

Ifølge Genesis selv er der dog intet kalkuleret ved den.

PHIL: ‘Follow You Follow Me’ was not intended to be a hit single. Lots of lovely blowing on that. It came from one of Mike’s chord sequences. I think it has a great rhythm track.

TONY: It was our only truly group-written number. Mike played the riff, then I started playing a chord sequence and melody line on it, which Phil then centralized around. It worked so well as a very simple thing, it was enough as it stood.

MIKE: We used to jam with an uptempo version of that riff. I wrote the lyrics in about five minutes – literally.

TONY: I’d just written a simple love lyric for ‘Many Too Many’ and I think Mike was keen to try the same thing. Maybe ‘Follow You Follow Me’ was almost too banal, but I got used to it. I think we find it much easier to write long stories than simple love songs.

Det bedste ved Follow You Follow Me er dens rytmiske spændstighed.

(Vancouver)

Et fraklip fra And Then There Were Three-sessionerne – men brugt som b-side til den single hvis a-side var Many Too Many. Sangen er skrevet af Rutherford og Collins og mangler nok et hook i sit omkvæd, men det har stemning og er ret køn.

(The Day The Light Went Out)

Tony Banks’ b-side til Follow You, Follow Me er måske mere kikset end Vancouver, men jeg kan høre charmen, og jeg synes The Day The Light Went Out hæver sig fra flere af de sange der kom med på ... And Then There Were Three … – fx Ballad of Big og Deep in the Motherlode.


Video med interview med Genesis om tilblivelsen af … And Then There Were Three …

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar