10 navne 15 sange

guitar fire

I marts 2018 gav jeg mig selv en opgave.

  • Find de 15 navne inden for musik som har betydet mest for dig emotionelt. Navne hvor du har opsøgt alle tidligere udgivelser, og hvor du har ventet på næste udgivelse med spænding og forventning. Begynd med det navn der greb dig først, og afslut med det navn der greb dig sidst.
  • Find derpå dine 15 yndlingssange med dette navn, præsenter sangene på Facebook og tæl ned fra nr. 15 til nr. 1.

De navne jeg kom på, var følgende i kronologisk orden: 1) ABBA, 2) Yes, 3) Pink Floyd, 4) Genesis, 5) Kate Bush, 6) Led Zeppelin, 7) Peter Gabriel, 8) Gangway, 9) The Smiths, 10) Prefab Sprout, 11) David Bowie, 12) The Beatles, 13) Steely Dan, 14) Suede og 15) Radiohead.

 Undervejs i projektet følte jeg det blev for tidskrævende, så jeg forsimpede opgaven til 10 navne og 15 sange.

Tilbage står de 10 præsentationer. De følger herunder.

Hver præsentation består i en gennemgang af navnets historie og af de 15 sange talt nedefter. Derpå lægger jeg en Spotify-playlist med de 15 udvalgte sange.

Klik på overskriften (Mine 15 bedste sange med …) for at få min tekst!

 

Tom Daugaard, maj 2018


1. Mine 15 bedste sange med ABBA

abba

I efteråret 1975 – 9 år gammel – opdagede jeg ABBA. Pludselig var deres musik alle vegne – i radioen, i skole-elevernes nynnen. I samme jul fik jeg mit livs første musikanlæg og “album” – en kassettebåndoptager og et købt kassettebånd med “ABBA – Greatest Hits”. Det var stort. I løbet af det næste år kom det stærke album “Arrival”, og jeg var leveret. Jeg havde plakat af Agnetha, Björn, Benny og Frida hængende på mit værelse. Jeg var klart til ABBA og snart efter også Shubidua, selv om jeg også værdsatte Queen og den slags. I slutningen af årtiet mistede jeg gløden.

 

2. Mine 15 bedste sange med Yes

yes

I 1980 – hvor jeg var 14 år gammel – mente min gode ven Henrik Kasch at jeg musikalsk skulle videre. I sommeren 1980 var han og jeg på cykelferie i Vejle-Horsens-Grindsted-området, og i Brugsen i Brædstrup købte Henrik et kassettebånd til mig med “Yes – Going For the One”. Det hørte vi derefter i Grindsted i Henriks kusine Evas værelse (Eva var bortrejst) på Evas kassettebåndoptager. Det var stort. Det var musik fuld af eventyrlige lyde, og hvis forløb dannede en underfuld rejse. I al fald titelsangen og Awaken. Jeg måtte erkende at Henrik havde ret. der var mere spændende musik end ABBA derude. Yes’ såkaldte “progressive rock” blev min musikalske dille. Jeg oplevede i øvrigt klart Yes som et band der var stort i kraft af sin fortid. Yes’ album fra samme år – Drama – var ret poppet og i øvrigt ikke med Yes’ rigtige forsanger, Jon Anderson. Derefter blev de opløst – og i 1983 gendannet i en meget sjov hardrock-pop-stil underlagt en sydafrikansk guitarist, Trevor Rabin, der aldrig hvde haft noget med Yes at gøre, og som ikke spillede i deres stil. Langt ude. Men 70’ernes Yes var spændende. Måske lidt for meget, for overgjort, men spændende.

 

3. Mine 15 bedste sange med Pink Floyd

FLOYD1-700x500

Med i samme genre som Yes var også Pink Floyd der også i høj grad blev hørt af Henrik og hans lillebror Helge. Pink Floyd var fuld af stemninger og atmosfære. Det var mest 70’ernes Pink Floyd jeg var til. Jeg opdagede Pink Floyd ret langsomt. Først Dark Side of the Moon som jeg dog husker som lidt for “hyggelig” til min smag, men siden voksede den på mig. Faktisk alle 70’er-pladerne minus Atom Heart Mother. The Wall blev den store ting for mig i gymnasiet, et album jeg virkelig respekterede, mens jeg slet ikke var til The Final Cut – der lød som et opstyltet og frelst opkog af The Wall. Og vi var ret overbeviste om at The Final Cut var den sidste Pink Floyd-plade – det lå jo lissom i navnet. Det var klart en overraskelse at Gilmour fortsatte Pink Floyd i 80’erne. Jeg fandt Momentary Lapse meget træg dengang (og nu), men jeg drog beredvilligt til koncert i Gentofte med bandet og havde en stærk oplevelse. 

 

4. Mine 15 bedste sange med Genesis

genesis

Med i min musikalske opvågnen i 1980-81 hørte også Genesis – igen i samme prog-rock-genre som Yes og Pink Floyd – og et band som virkelig ramte mig stærkt i de år – særligt albums som A Trick of the Tail og Duke. Og delvist The Lamb. Jeg syntes simpelthen deres sange var smukke og raffinerede. Det mere nutidige Genesis havde jeg det blandet med. Abacab kom mens jeg var fan, og dens forsimplede stil var lidt af en overraskelse, men jeg fandt musikken naturlig. Måske meget i kraft af omslaget fandt jeg at Abacab var en uhyre moderne plade, og det var okay. Der var tid til gammeldags, corny musik i 70’erne, og der var tid til modernitet. I løbet af 80’erne syntes jeg dog der gik lidt for meget mainstream-pop i den. Alligevel drog jeg til Genesis-koncert i Gentofte i 1987, og det var forrygende. De var meget dygtige live. 

 

5. Mine 15 bedste sange med Kate Bush

katebush-624-1363890924

Kate Bush fulgte jeg som popnavn siden hun brød igennem med Wuthering Heights i januar 1978. Hun var med sin høje, tynde stemme virkelig en sangerinde man lagde mærke til. Alligevel lød det lidt som pop blandt andet pop, og jeg tjekkede ikke hendes albums nærmere ud. Men albummet “The Dreaming” (1981) som Henrik anskaffede sig, åbnede øjnene for at her var en yderst begavet og eksperimenterende kunstner. Siden var hvert album en gave – i al fald indtil The Red Shoe – sikke en skuffelse.

 

6. Mine 15 bedste sange med Led Zeppelin

led_zeppelin_photo1

Jeg blev først rigtigt interesseret i Led Zeppelin få måneder efter at bandet blev opløst – og det gik aldrig op for mig at Led Zeppelin var opløst i 1980. Det var albummet Led Zeppelin IV som Helge havde på kassettebånd, der fangede mig. Det var det allerførste hard-rock jeg kunne lide. Det var i 9. klasse. Det var dog nok først midt i 80’erne at jeg fik lyst til at kigge videre på kataloget og opdagede albummet Houses of the Holy og dermed hvor nuanceret et band Led Zeppelin var – en sjælden kombination af hjerne, hjerte og nosser – og poesi og magi! 

 

7. Mine 15 bedste sange med Peter Gabriel

petergabriel

Det var særligt min ven Helge der dyrkede Peter Gabriel i gymnaset – Peter Gabriel 4 (1982) og Plays Live (1983), og selv om jeg ikke var helt så passioneret, beundrede jeg klart Gabriel som den melodiøse rocks eksperimentator og avantgarde med udsyn og mnod – og en sjov fortid i den mest krøllede del af det gamle Genesis. 80’erne igennem var Gabriel bare et meget stærkt navn for så derefter ligesom at gå mærkeligt i stå.

 

8. Mine 15 bedste sange med David Bowie

BOWIE_HP-slide-DMXR-videoSixteenByNine3000-v2

Der gik lang tid inden jeg bed på Bowie. I de tidlige 70’erne blev jeg klart hooked på “Life on Mars?”, men jeg anede ikke at den var med Bowie. Da Let’s Dance kom ud i 1983, var den ikke min stil. Jeg havde en god ven fra klassen, Michael, der blev virkelig bidt af Bowie, og som igennem 3 G prøvede at omvende mig. Jeg hørte faktisk flere af de stærke albums via Michael – Low og Station To Station – og en sang som Warzaw fra Low overraskede mig positivt. Masser af mørk stemning. Men hooked blev jeg ikke. Så forsøgte min første kæreste, Liselotte, der i den grad var til Bowie (og Joni Mitchell), og langsomt, ganske langsomt, blev jeg omvendt. Helt klar blev jeg med opsamlingsalbummet Changesbowie i 1990. Da spillede Bowie i et crap-band kaldet Tin Machine, men han ville spille sine bedste sange en sidste gang live. Det var the Sound and Vision Tour der kom forbi Parken, og Changesbowie præsenterede en del af sættet. jeg opdagede at Bowie holdt hele vejen – også kronologisk – men min koncert-oplevelse blev delvist distraheret af at min far var død to dage før, så jeg var stadig lidt i chok. Men fra og med 1990 var jeg virkelig glad for Bowie og kiggede med stor interesse på hans meget stærke bagkatalog. Black Tie White Noise fra 1993 var en stor positiv overraskelse. Bowie var tilbage efter svaghedsperioden i 80’erne. 

 

9. Mine 15 bedste sange med The Beatles

beatles-hero-514890404

Igen var fascinationen The Beatles en langsom proces op gennem 80’erne. Det var Henrik der lærte mig Abbey Roads velsignelser at kende. Hidtil havde jeg betragtet Beatles som interessant, men fortid. Bandet blev opløst da jeg var 4 år gammel, og jeg kan ikke huske at bandet eksisterede samtidig med mig. Beatles var forhistorisk og irrelevant. Men Abbey Road-albummet lærte mig at Beatles var tidløst. Sikke en lydkvalitet – næsten som nutidige albums. Så kom 20-års-jubilæet for Sgt. Pepper i 1987, og der blev virkelig gjort noget ud af det med opsamlings-albums og jeg skal gi dig. Well, sådan opdagede jeg også Sgt. Pepper, det legesyge White Album skulle derpå studeres, og først derefter Rubber Soul og Revolver som jeg aldrig fik helt samme varme forhold til som til genistregerne Sgt. Pepper, The White Album og Abbey Road. Let It Be har jeg aldrig kunnet lide. 

 

10. Mine 15 bedste sange med Radiohead

RADIOHEAD-2016-636x358_1509381589_crop_550x310

Jeg husker klart da Radioheads gennembruds-single Creep kom frem først i 90’erne. Pop-grunge – men yderst fængende. Creep gjorde indtryk, men jeg fæstnede mig aldrig ved bandets navn. Det gjorde jeg til gengæld i 1997 da OK Computer udkom. Sikke da et album. Fra og med det album var jeg begejstret. Der kunne opstå nye rockbands der både var teknisk dygtige, havde stærke sange, havde nerve og formåede at være nyskabende. Også selv om musikken nærmest svælger i mondæn melankoli.

Reklamer
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Mine 15 bedste sange med The Beatles

beatles-hero-514890404

Ringo Starr, Paul McCartney, George Harrison og John Lennon.  

The Beatles var et britisk band der eksisterede 1960 – 70 og bevægede sig rundt i genrer som (mersey) beat, poprock, psykedelisk rock og rhythm’n’blues. The Beatles er trods sin korte eksistens alletiders mest sælgende musiknavn og var i høj grad med til at skabe pop- og rock-musikken som vi kender den i dag. The Beatles er det største ikon, det mest indflydelsesrige navn og – mener mange – måske også det bedste poprock-navn overhovedet.

The Beatles opstod i januar 1960 ud af ruinerne af skiffle-gruppen The Quarrymen der opstod i 1957 på The Quarry Bank High School i Liverpool, Storbritannien. The Quarrymen blev dannet af den 16-årige guitarist John Lennon og havde adskillige musikere især fra The Quarry Bank High School. Den 15-årige rytmeguitarist Paul McCartney kom ret hurtigt med i bandet, og McCartney præsentererede i 1968 sin 15-årige ven George Harrison for Lennon, og Harrison blev leadguitarist.

I 1959 var Lennon begyndt at studere på Liverpool College og Arts og alle andre end Lennon, McCartney og Harrison havde forladt bandet. De var tre guitarister, de ville spille rock’n’roll, og de manglede en trommeslager.

En ven og medstuderende af Lennon, Stuart Sutcliffe, kom med som bassist i januar 1960 – og det var Sutcliffe der foreslog navnet The Beatles – dog efter forskellige versioner The Beatals, The Silver Beetles osv. Og i august havde man fundet sin trommeslager – Pete Best – og The Beatles flyttede til den mere blakkede del af Hamburg for at få spillejobs. Her blev de til december, og i 1961 flyttede Beatles tilbage til Hamburg og fik masser af spilletræning. Tidligt i 1961 forlod Sutcliffe bandet og genoptog sine kunststudier – men i Tyskland. Det medførte at McCartney skiftede fra rytmeguitar til bas.

The_Beatles_1960_Hamburg_fun-fair_big-2

The Beatles i Tyskland i 1960 – fra venstre Pete Best, George Harrison, John Lennon, Paul McCartney og Stuart Sutcliffe

Hjemvendt til Liverpool i 1961 fungerede The Beatles bl.a. som backing-band for sangeren Tony Sheridan og kom på plade – ligesom de blev del af mersey-beat-bølgen i Liverpool. Mersey-beat – eller bare beat – var fundamentalt guitar-baseret rock’n’roll som Chuck Berry udviklede det med elementer af rhythm and blues, skiffle og folk med en betoning af alle takter i 4/4-takt med off-beat (2. og 4. slag) på lilletrommen og typik spillet med trommer, basguitar, rytmeguitar og leadguitar. Andre navne i genren var Gerry and the Pacemakers og Rory Storm and the Hurricanes.

I november 1961 mødte The Beatles pladebutiks-ejeren Brian Epstein, og han blev bandets manager i januar 1962 – og på en måde reelt Beatles’ leder – ham der tog initiativer og sikrede deres karriere. Epstein fik The Beatles ud af eksisterende dårlige kontrakter og ind i en lukrativ pladekontrakt. Nogle måneder ind i 1962 signede pladeselskabet Parlophone – ejet af EMI – og ledet af George Martin – The Beatles til sig efter at Decca havde afvist Epstein med ordene at tiden var løbet fra guitar-baserede bands. George Martin signede personligt the Beatles og skulle fremover producere deres albums. At Epstein blev manager og Martin producer skulle vise sig at være kolossalt heldige hændelser for The Beatles.

please

Beatles’ debutalbum fra marts 1963

I juni 1962 begyndte de første pladeoptagelser. George Martin klagede til Epstein over Pete Bests dårlige trommespil, og Epstein fik foranlediget at Best blev fyret, og at man i stedet i august 1962 rekruterede rivalerne Rory Storm and the Hurricanes trommeslager Richard Starkey – kaldet Ringo Starr. Den endegyldige line-up af Beatles var på plads. Allerede i september 1962 kom den første single – Love Me Do – der blev nr. 17 på singlehitlisten. Snart efter – i november 1962 – optog de Please Please Me i et højt tempo som foreslået af Martin, og Martin forudsagde at Beatles havde deres første nr. 1. Den blev udsendt i januar 1963 og i al fald på the New Musical Express-hitlisten og The Melody Maker-hitlisten lå den nr. 1. Sangen gav også titlen på Beatles’ debut-album fra marts 1963.

Nu skete der voldsomme ting. Beatles’ 4. single – She Loves You – genererede det hidtil største og hurtigste pladesalg i britisk historie, bandet solgte i millioner og blev forfulgt af skrigende fans – den såkaldte Beatlemania rullede. Samme år (november 1963) kom endnu et album – With The Beatles – i samme up-tempo mersey-beat-stil.

Et koncept for bandet var at alle 4 medlemmer sang – eller skiftedes til at synge – også selv om Ringo Starrs  stemme var begrænset. Principielt skrev alle også sange, men Lennon og McCartney slog sig sammen som sangskrivere og dominerede fuldkommen.

I februar 1964 var Beatles parat til at erobre USA, tog derover og medvirkede i the Ed Sullivan Show den 9. februar. 34 % af amerikanerne så showet – det procentuelt største antal i USAs historie. Successen  var enorm, og i de kommende år trak Beatles’ succes i USA en stor interesse for britiske beat- og rock-bands med sig i staterne – som Rolling Stones, the Kinks osv. = The Britsh Invasion.

hard days night

I 1964 kom Beatles’ album nr. 3 og 4 – A Hard Day’s Night i juni/juli og Beatles for Sale i december. Det første album bestod kun af selvskrevne sange og var forbundet med en komisk film af samme navn – A Hard Day’s Night -med Richard Lester som instruktør og de 4 band-medlemmer som dem selv. En stor del af året var Beatles på turne – Europa, Asien, Australien og især USA.

På USA-turneen mødtes Beatles i august 1964 på deres hotelværelse i New York med den nye folk-stjerne Bob Dylan. Mødet havde stor betydning. Dylan lavede akustisk folkemusik med skarpe tekster, og han havde stærke bånd til den den gryende amerikanske mod-kultur – de der senere blev til hippie-bevægelsen – og han røg hash. Beatles repræsenterede en ny ungdomskultur med elektrisk guitar-musik, pop og drive. De to parter inspirerede hinanden – især Lennon blev fascineret af Dylan og hans udtryk – og siden søgte Beatles i stadig stigende omfang selv at skrive meningsfulde tekster  og forankre sig i modkulturen – helt banalt lærte Dylan dem at ryge hash. Til gengæld omfavnede Dylan den elektriske pop-rock-musik og lavede en folk-rock-fusion med drævende stemme og kloge tekster.

I 1965 begyndte Beatles at rykke sig musikalsk. Deres 5. album – Help! – kan som koncept umiddelbart ligne en kopi af A Hard Day’s Night. Help! er også tilknyttet en filmkomedie instrueret af Richard Lester, og dens første side er også soundtracks til filmen, mens side 2 er andre sange. Men Beatles begynder at forlade sin mersey-beat-formel og fx inddrage klassiske instrumenter – særligt i McCartneys ballade Yesterday – hvor kun McCartney medvirker + en strygerkvartet. Yesterday bliver en af verdens allermest populære sange og skiller sig i stil klart ud fra de resterende sange som stadig primært er i den gamle beat-stil.

Det 6. album – Rubber Soul fra december 1965 – indeholdt til gengæld mere komplekse sange som fx Norwegian Wood – hvor George Harrison får indføjet en indisk sitar, mens teksten er ambitiøs i forhold til hidtidig standart – fuld af lyriske billeder som man selv må fortolke på.  Beatles  er begyndt at lave popsange der ikke bare er smittende veloplagte og iørefaldende, men nu også er mere udfordrende og avancerede.

revolver

Den musikalske udvikling fortsætter i 1966. Beatles’ 7. album, Revolver fra august 1966, bygger videre på takterne fra Rubber Soul – men stærkere, mere selvtillidsfuldt. Åbningssangen er George Harrisons politiske Taxman der beklager sig over Storbritanniens kraftige kraftige topskatter efterfulgt af McCartneys Eleanor Rigby om en ensom kvinde. Som i Yesterday akkompagneres McCartneys vokal kun af strygere. Tomorrow Never Knows af især Lennon er Beatles’ første psykedeliske sang med stærkt synkoperede trommer og indisk inspirererede akkorder. Magasinet Rolling Stone har hyldet Revolver som det 3. bedste album nogensinde!

Men Revolver var i høj grad et studie-produkt. På den efterfølgende turne – Beatles’ sidste – blev ingen af sangene fra Revolver spillet. Det ville ikke gøre dem retfærdighed. Beatles var nu et studie-band snarere end et live-band – og snart tog de konsekvensen og holdt op med at give koncerter.

sgt pepper

I november 1966 gik Beatles i gang med at optage sange der var endnu mere radikale end Revolvers – mere eksperimenterende, varierede, psykedeliske. Beatles blev af pladseselskabet tvunget til at udgive to af sangene til det nye album – Penny Lane og Strawberry Fields Forever – som singler først i 1967 – og de kom ikke med på det nye album – Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band fra maj 1967 – der indeholdt store fornyelser i pladeproduktion og generelt har enorm beundring. Det er kaldet det mest indflydelsesrige poprock-album nogensinde og har nogle af Beatles’ allerbedste sange på sig.

I juni 1967 spillede Beatles deres nye sang All You Need Is Love for 350 mio tv-seere i “Our World” et tv-show der blev sendt live globalt, og sangen blev en hymne for “The Summer of Love” hvor flower power-kulturen virkelig begyndte at slå an. Men nu begyndte kriserne. Beatles – især Harrison – blev fascineret af den indiske yogi Maharishi og hans Transcendentale Meditation og rejste i august til Indien. To dage efter døde deres 32-årige manager Brian Epstein af en overdosis – muligvis selvmord. Det var en katastrofe for bandet for Epstein var bandets far-figur og reelle leder. Beatles var nu ret retningsløs. En naturlig leder ville være Lennon der jo havde grundlagt bandet og var den ældste, men det var ikke lige ham – han var mere til sin nye kæreste, Yoko Ono, og det blev nok den meget ambitiøse McCartney der reelt begyndte at tage kontrollen – til ikke udelt begejstring for de andre.

I december 1967 udkom albummet Magical Mystery Tour atter knyttet til en Richard Lester-film med samme navn – nu psykedelisk præget. Dvs. den udkom først i Storbritannien som en dobbelt-EP med kun 6 sange – mens den udkom som album i USA med tidligere singler inkluderet (Penny Lane, Strawberry Fields Forever, All You Need Is Love osv.). Det psykedeliske præg fortsatte især i en sang som I Am the Walrus. Men filmen var noget bras. Først i 1968 forsøgte Beatles – foranlediget af Harrison – atter at tage til Indien og besøge Maharishi og hans TM-kult, men besøget var ingen succes. Starr rejste hjem efter blot 10 dage, McCartney kort efter, og til sidst – i april – kom Lennon og Harrison hjem. Lennon mente at Maharishi havde forgrebet sig på flere i rejseselskabet, fx Mia Farrow, og at han udnyttede deres berømmelse; Harrison var ikke overbevist og ville have blevet.

Efter turen var stemningen i bandet temmelig dårlig. Alligevel gik Beatles straks – fra maj til oktober – i gang med at lave et nyt album. Ringo Starr forlod bandet i et par uger, Lennon trak sin nye kæreste, den japanske avantgardekunstner Yoko Ono med ind i studiet til de andres udelte irritation, og McCartney og Lennon mistede respekten for hinandens sange og holdt reelt op med at skrive sammen. Resultatet af denne disharmoniske periode kom ud som et navnløst dobbeltalbum med blot et hvidt cover uden tekst og motiv – normalt kaldet The White Album – udgivet i november 1968. Musikken var stadig meget ambitiøs og er generelt berømmet.

Først i 1969 gik Beatles i gang med et nyt projekt  med arbejdstitlen Get Back nemlig at indspille mere enkle sange, spil sangene ved en koncert for fans der ikke tidligere har hørt musikken og følg hele projektet i en dokumentar “Beatles at Work”. Resultatet skulle siden udgives som “Let It Be”, men Beatles var ikke tilfreds med resultatet, og det kom ikke ud i 1969. Stemningen var virkelig elendig i studiet, og George Harrison forlod bandet i en periode. Der var en smule snak om at erstatte ham med hans ven, Eric Clapton. Harrison havde flere anker – studiet fx og konceptet om at spille live og lade optagelserne indgå i en dokumentarfilm. Restan af bandet skulle acceptere hans betingelser om et nyt studie og aldrig koncerter! Det gjorde de.

En del af balladen i 1969 skyldtes desuden uenighed om pengestyringen efter Epsteins død. Man måtte finde en anden til at styre finanserne. Lennon, Harrison og Starr ønskede Allen Klein der også var manager for Sam Cooke og siden Rolling Stones, mens McCartney ønskede The Eastmans – bror og far til McCartneys nye hustru, Linda. Her lagde de øvrige et veto ind.

Get Back-sessionerne sluttede utilfredsstillende tidligt i februar 1969. Paul McCartney, der i perioden generelt var bandets initiativtager, gik med det samme til George Martin og foreslog et nyt projekt – at lave et studie-album som de var vant til. Martin accepterede at være producer hvis det foregik på hans præmisser. I slutningen af februar gik Beatles i gang med albummet. Starr havde en filmkontrakt og reelt kom man først i gang i april og især i sommermånederne – og i mens blev enkelte sange fra Get Back-projektet udgivet som singler – Get Back/Don’t Let Me Down og Let It Be. De nye optage-sessioner gik noget bedre end Get Back-sessioner, men der var stadig dårlig stemning. Yoko Ono overværede alle optagelser og var ofte i skænderi med band-medlemmerne. Da hun blev sengeliggende efter en trafikulykke, fik John Lennon flyttet sygesengen ind i pladestudiet. Det vakte ikke lykke.

Albummet blev udgivet som Abbey Road i september. Det var i høj grad McCartneys og Martins koncept – relativt tematisk ligesom Sgt. Pepper – især med 16 minutter lange afsluttende medley – og Lennon var ikke begejstret hverken for medleyet eller albummet som han fandt uautentisk. Før albummet blev udsendt, meddelte han sin afgang fra bandet til de andre – men det blev aldrig officielt anonceret, og Beatles arbejdede videre. Nu handlede det om at gøre Get Back-optagelserne til et album, og her inddrog man den amerikanske producer Phil Spector.

Nu var det til gengæld McCartney og Michael der var utilfredse. McCartney var meget lidt glad for Spectors produktion særligt af hans ballade The Long And Winding Road, sm McCartney havde tænkt som en simpel klaver-ballade, men hvor Spector inddrog et stort, pompøst orkester. George Martin, der havde produceret optagelsene i 1969, blev slet ikke krediteret som producer, fordi Spector producerede sidst. Som han sardonisk udtrykte det, måte der gerne have stået “produceret af George Martin, og overproduceret af Phil Spector.”

Get Back-optagelserne blev endelig udgivet i maj 1970 som The Beatles’ 12. og sidste album. Sidste, fordi McCartney måneden før officielt havde meddelt at han forlod bandet. Samtidig blev Beatles erklæret opløst, selv om det juridisk eksisterede i nogle år frem. På den måde er der uklarhed omkring hvorvidt Abbey Road eller Let It Be er Beatles’ sidste album. Abbey Road er Beatles’ sidst indspilne album, mens Let It Be er deres sidst udgivne.

Siden fik alle 4 medlemmer af The Beatles – George Harrison (død af lungecancer i 2001), John Lennon (myrdet i 1980), Paul McCartney og Ringo Starr fine solo-karrierer – især de 3 første.

paul-mccartney-271b5cf9-f5e9-4769-aa89-8e909ead2c1d

Et af de senere billeder af de to overlevende fra The Beatles – Paul McCartney og Ringo Starr

Tom Daugaard, maj 2018

 


 Mine 15 foretrukne Beatles-sange i maj 2018

15. All You Need Is Love

Den 25. juni 1967 blev det globale tv-program – Our World – vist, og 400 mio. mennesker fulgte med. All You Need Is Love blev skrevet af The Beatles – eller rettere af John Lennon – som Storbritanniens bidrag til Our World-programmet – og videoen herunder er netop fra dette tv-program. Beatles synger her playback omgivet af venner og bekendte – herunder fx Mick Jagger, Keith Richards, Marianne Faithful og Keith Moon. Sangen blev udsendt som single måneden efter.

Både sangen og tv-indslaget demonstrerer i høj grad Beatles’ rodfæstethed i hippiernes modkultur. Sangen blev til i “The Summer of Love” (sommeren 1967) og formulerer på en slogan-agtig måde den utopisk-drømmende stemning i The Summer of Love med musikalske citater fra den franske revolutionssang og nationalsang Marsaillaisen og “love” nævnt 111 gange – intet mindre.

Det er en inspirert og ekstatisk sang og en af de Beatles-sange jeg husker bedst fra jeg var barn. Sangen er et flower power-tivoli, et jublende skønmaleri af hippiedrømmen.


14. Girl

En melankolsk ballade af John Lennon lavet som den sidste sang til Beatles’ 6. album – Rubber Soul – udgivet i december 1965.

Sødmefuld, længselsfuld og sørgmodig –  og en dejlig melodi. Girl har en parallel i McCartneys melankolske kærlighedsballade fra samme album – Michelle – og et ekko i sangen “Woman” som Lennon skrev som hyldest til hustruen Yoko Ono på sit allersidste solo-album fra 1980.


13. Can’t Buy Me Love

Skrevet af Paul McCartney og indspillet i Paris af Beatles i januar 1964 .- og udgivet i marts 1964 som Beatles’ 6. single. Can’t Buy Me Love blev først udsendt i USA og gik her ind som nr. 1 på singlehitlisten hvor den afløste Beatles-sangen “She Loves You” der atter havde afløst Beatles-sangen “I Want To Hold Your Hand”. Det er vist første og eneste gang tre sange af samme kunstner har afløst hinanden som nr. 1 på Billboard. Can’t Bay Me Love kom senere samme år med på Beatles’ 3. album – A Hard Day’s Night.

Som andre tidlige Beatles-sange har Can’t Buy Me Love en fantastisk medrivende energi og inspiration over sig.


12. Penny Lane

En Lennon-McCartney-sang, men primært skrevet af Paul McCartney. Skrevet og indspillet i forbindelse med produktionen af Sgt. Pepper-albummet som blev lavet mellem oktober 1966 og april 1967. Penny Lane er lavet mellem den 29. december 1966 og de første uger ind i 1967. Lavet til Sgt. Pepper, men både Penny Lane og Lennons tilsvarende sang, Strawberry Fields Forever, udkom i stedet som singler – og siden på den amerikanske version af Magical Mystery Tour (i USA en LP, i Storbritannien blot en forlænget EP).

Penny Lane har en champagneagtig sommerstemning over sig – boblende og opløftet med et anstrøg af melankoli. En charmerende supercatchy popmelodi.


11. Hey Jude

Igen en McCartney-sang – en over 7 minutter lang ballade der udkom som single i august 1968. Sangen blev i 2013 af Billboard udnævnt til den 10. “biggest song” nogensinde. Den er da også exceptionelt iørefaldende trods dens mærkelige struktur med 4 vers og en 4 minutter lang na-na-na-nananana-nananana-Hey Jude-koda – eller stærkt forlænget outfading-sekvens – men det virker – i al fald i mindre doser.

Sangen hed oprindelig “Hey Jules” og er skrevet som trøstesang til Lennons ældste søn, Julian med kælenavnet Jules, i forbindelse med Julians far og mors skilsmisse.

Sangen er tæt på at være overlæsset med orkester og det uendeligt lange koda der repeterer de samme korte melodilinjer igen og igen, men der er en abnorm melodiøsitet i Hey Jude kombineret med en ægthed og en varme fra McCartneys side der gør sangen helt speciel.


10. Help!

Sang skrevet primært af John Lennon med assistance af Paul McCartney. Sangen er skrevet til filmen af samme navn – en musikkomedie med deltagelse af beatlerne – som kom i biograferne i juli 1965. Kort før kom Help! som single, og i august kom den på aBatles’ 5. album Help! – hvor side 1 bestod af sange fra filmen Help! og side 2 af singler der ikke tidligere havde været på album – fx Beatles’ hidtil største hit Yesterday.

Vi er i overgangen mellem de tidlige Beatles-sange – enkle, kvikke, veloplagte – og de mere komplekse og arrangerede beat-sange på Rubber Soul og Revolver med flere træk af melankoli der endelig går over i den fantasifulde og psykedeliske fase på Sgt. Pepper, White Album og til dels Abbey Road – der endelig ender i en mere solid fase med mere blues- og R&B-prægede sange på Abbey Road og Let It Be. Help! – der er ment som Lennons nødskrig i en stressende tid – fanger de tidlige kvikke sanges umiddelbare charme og lethed med et element af melankoli der giver den lidt dybde. Det er en vidunderlig popsang. For mig er Help! kulminationen af de tidlige Beatles-sange – i al fald sammen med Yesterday der er lidt uden for kategori.


 

9. Strawberry Fields Forever

Sang af John Lennon indspillet under optagelserne til Sgt. Pepper-albummet kort før julen 1966, faktisk som den allerførste sang til Sgt. Pepper, og lige før McCartneys Penny Lane der blev optaget lige efter julen 1966. Begge sange skulle med på Sgt. Pepper, men Beatles blev presset til i stedet at udgive Strawberry Fields Forever og Penny Lane som en dobbelt-a-side-single i februar 1967. Beatles havde da antaget det princip ikke at inkludere tidligere udgivne sange på albums.

Strawberry Fields Forever var Beatles’ første sang efter udgivelsen af albummet Revolver og lidt af et musikalsk stilskifte. På Revolver havde Lennon fået anbragt et psykedelisk nummer – Tomorrow Never Knows – men Strawberry Fields Forever blev alligevel oplevet som en helt ny måde at lave popmusik på. Efter sigende fik Brian Wilson – der var i fuld gang med et lave det aldrig færdiggjorte og stærkt eksperimenterende popalbum Smile for the Beach Boys – et chok da han hørte sangen der for ham var en musikalsk landvinding, og han begyndte at føle sig overhalet af Beatles.

Strawberry Fields Forever gør brug af det nye keyboard-instrument mellotronen som Lennon havde erhvervet sig i 1965 og som bruges til at lave en fløjtelyd – den orgelpibe-agtige eller lirekasse-agtige lyd i sangens begyndelse. Desuden er sangen klippet sammen af to ret forskellige “takes” eller optagelser af sangen i forskelligt arrangement, toneart og tempo. Det første minut af sangen bruges “take 7”, mens “take 26” siden bruges med kraftigere tromme, percussion og et orkester-arrangement (af George Martin) med 4 trompeter, 3 celloer og hurtigere spillet. Lennon krævede at Martin skulle splejse sangen sammen af de to takes selv om take 7 var spillet langsommmere og i tonearten A dur, mens take 24 var hurgtigere og i en højere toneart – B dur. Splejsningen blev simpelthen gjort ved at skrue op for tempoet af take 7 og ned for tempoet af take 24.

Kombinationen af Lennons fine, men krøllede melodi, mellotron-fløjtenen, de to forskellige takes og den orientalsk prægede orkestrering – McCartney spiller også en sitar-agtig figur på et tidspunkt – gør sangen eksotisk, mærkelig og drømmeagtig – og inspireret – for det hele fungerer. Lennon så selv sangen som sin fineste i Beatles-kataloget – og meget galt er det næppe. Det er psykedelisk pop i et af sine fineste øjeblikke.


8. While My Guitar Gently Weeps

Skrevet af Beatles’ leadguitarist George Harrison til Beatles’ 10. album The Beatles (The White Album, 1968) og en af Harrisons første stærke kompositioner. Tidligt i 1968 havde den spirituelt optagne Harrison inspireret hele Beatles til at drage til Indien for at lære Transcendental Meditation. Spirituel oplysning var vigtigere en karriemæssig succes. Turen var ingen succes, og særligt Lennon og McCartney var irriterede. Desillusionerede tog bandet hjem, og Harrison var skuffet over projektets forløb og de andres reaktion. I desillusionen skrev han sangen inspireret af den kinesisk-okkulte bog I Chings lære om altings tilfældighed der dog har en skjult ikke-tilfældighed over sig. Tilfældigt slog Harrison op i en bog hvor der stod “Gently weeps”, og derud fra skrev han sangen.

While My Guitar Gently Weeps var oprindelig skrevet som en ret akustisk folk-sang, men den ændrede form undervejs og fik en tungere rock-stil. Lennon og McCartney havde som udgangspunkt ikke megen respekt for Harrisons sangskriver-evner og så med skepsis på sangen hvilket fik Harrison til at inddrage sin ven Eric Clapton der spiller leadguitaren på sangen. Med Claptons involvering så det øvrige band på sangen med mere velvillige øjne, og den fandt sin form.

Det er en melankolsk, men blød, organisk, duvende og meget inspireret sang.


7. Happiness Is A Warm Gun

Skrevet af John Lennon til albummet The Beatles (The White Album, 1968) inspireret af et magasin som George Martin viste Lennon netop med slogannet “Happiness is a warm gun”. Lennon fandt udsagnet absurd og utroligt, og det satte fantasien i gang. Sangen består egentlig af sammensatte sektioner fra tre forskellige sange.

Den interne stemning var ikke god i The Beatles under indspilningen af The White Album bl.a. pga. den skuffende eftersøgning af spirituel indsigt i Indien, men denne sang samlede bandet. Både McCartney og Harrison mente at dette var den allerbedste sang på The White Album, og bandet spillede tæt sammen da sangen blev indspillet mellem den 23. september og den 26. september 1968 – i øvrigt en periode hvor George Harrison holdt ferie, så i stedet producerede Chris Thomas.

McCartney og Harrison har ret. Happiness is a Warm Gun er den bedste sang på The White Album, en munter, skarp, syret og fantasifuld prog-rock-agtig sang med en underfundig og flertydig tekst. Personligt mener jeg også at det er Lennons bedste sang.


6. Something

Kærlighedssang skrevet af George Harrison til Beatles’ 11. – og efter min mening bedste – album, Abbey Road (1969).  Something blev også udgivet som A-side til en single – og var den første George Harrison-sang der blev det, og er blevet prist af både Lennon og McCartney – Lennon kaldte Something den bedste sang på Abbey Road, og McCartney kaldte Something Harrisons bedste sang – og på sin vis er jeg enig. Something er lavet i 150 cover-versioner – fra Elvis Presleu over Ray Charles til Frank Sinatra – og det er det næststørste antal for en Beatles-sang efter Yesterday. Så det er en uhyre populær sang.


5. Yesterday

Ballade skrevet af Paul McCartney vist tilbage i 1964 med arbejdstitlen “Scrambled Eggs”. Efter sangen var skrevet, kom der flere albums den kunne have optrådt på – A Hard Day’s Night og Beatles For Sale, men uden det vides hvorfor, faldt den ikke på plads. Måske fordi Yesterday var så fremmed for den stil Beatles på det tidspunkt stod for. Dengang lavede Beatles jo enkle, kække upbeat-sange som She Loves You og Twist and Shout. Den blev først udgivet i august 1965 på albummet Help! Og som single måneden efter. Yesterday blev indspillet den 14. juni 1964 – 4 dage før McCartneys 23 års fødselsdag.

Yesterday har fået mindst 2.200 cover-versioner og er flere gange kåret som det 20. århundredes bedste sang. I forhold til betalte royalties er Yesterdays verdens 4. mest populære sang. Hverken Bob Dylan eller John Lennon var vist specielt begejstrede for sangen. Jo, Lennon fandt den smuk, men havde ingen ønsker om selv at have skrevet den.

Ifølge traditionen blev Yesterday undfanget i en drøm. McCartney begyndte straks at spille den på klaveret da han vågnede op for at fastholde den og fandt melodien så utrolig at han i de næste måneder undersøgte om det skulle være en skjult erindring af en andens sang. Men han fandt ud af at han selv var ophavsmanden. Til gengæld vakte hans følgende optagethed af sangen en vis irritation hos de andre i bandet, især George Harrison.

Ingen fra Beatles ud over Paul McCartney optræder i sangen. McCartney synger og spiller på en Epiphone Teaan steel-string aucoustic guitar og akkompagneres af en strygerkvartet arrangeret af McCartney og George Martin.

Sangen er en lille melankolsk perle, næsten for perfekt!


4. She’s Leaving Home

Popsang fra Beatles’ 8. album – Sgt. Pepper and his Lonely Hearts Club Band (1967). McCartney begyndte sangen og fandt på historien ud fra en avisnotits om at en pige – Melanie Coe – var forsvundet fra sine forældres hjem. McCartney kendte ikke den dybere historie, men sandheden var ret tæt på sangens tekst. Ved et pudsigt tilfælde havde McCartney truffet Coe 3 år tidligere hvor han valgte hende som vinder af en sansekonkurrence.

McCartney skrev verset og sang verset, Lennon skrev omkvædet der blev sunget af både McCartney og Lennon – McCartney leading vocal og Lennon som backing cocal. Ingen fra Beatles medvirker på noget instrument. Ud over McCartneys og Lennons vokal er der kun orkester arrangeret af Mike Leander. Det var første gang at George Martin ikke blev brugt som arrangør og årsagen var den enkle at Martin ikke var til rådighed da sangen skulle arrangeres. Alligevel blev Martin noget stødt over at blive fravalgt, men producerede dog sangen og dirrigerede orkestret ved indspilningen.

Hvordan tog Brian Wilson fra Beach Boys – Beatles’ sangskrivningsmæssige rivaler – imod denne sang der er inspireret af Beach Boys? McCartney besøgte simpelthen Wilson og spillede den for ham på klaver og sang den for ham. Wilson fortalte at de begge græd ved oplevelsen.

Dette er simpelthen en utrolig smuk sang – tidløs i sin kvalitet.


3. Abbey Road medley

Et 16 minutters medley af 8 sange som fungerer som afslutningen af albummet Abbey Road (1969). Ideen til medleyet var Paul McCartneys omend George Martin også mener han havde indflydelse på ideen. Medleyet indledes med en sang af McCartney, glider videre i 3 sange af Lennon og afsluttes med 4 sange af McCartney.

Den indledende sang er skrevet specifikt til medleyet. Det er McCartneys excellente You Never Give Me Your Money hvis tekst reflekterer den anspændte stemning i bandet da Abbey Road blev lavet. You Never Give Me Your Money virker i sig selv medley-agtig med et hurtigt skift i temaer. Sangen fader ud i havnelyde, og så følger 2 sange af Lennon optaget i et sammenhængende take – den fine og stemningsfulde Sun King med vokalharmonier mellem Lennon, McCartney og Harison og lidt spansk snak – og et trommefyld af Ringo Star – derpå den glimrende Mean Mr. Mustand der i et hug glider over i Polythene Pam – medleyets dårligste bidrag efter min opfattelse – som som egentlig blev lavet til The White Album.

Så følger 5 McCartney-sange der bygger et klimaks op. Polythene Pam Pam er indspillet sammen med McCartneys melodiske She Came In Through The Bathroom Window. Så kommer den første etape på vej mod klimakset – Golden Slumbers – der i én indspilning forsætter over i den hypermelodiske  “Carry That Weight” der indholder en reprise af medleyets allerførste sang – You Never Give Me Your Money.

Golden Slumbers og Carry That Weight indeholder et orkesterarrangement arrangeret af George Martin. Omkvædet i “Carry That Weight” er catchy og pompøst og har kor-vokaler af alle 4 Beatles-medlemmer.

Til sidst kommer den afsluttende “The End” der i øvrigt er den allersidste optagelse sammen som Beatles lavede. The End indholder soloer fra alle 4 medlemmer – en trommesolo af Ringo Star og en leadguitar-solo spillet først af McCartney, så Harrison, så Lennon og igen McCartney, Harrison og Lennon.

Det skulle ikke undre mig om det var afslutningssangen på Sgt. Pepper – A Day in the Life – der inspirerede McCartney og Harrison til Abbey Road-medleyet. Direkte sammenlignet har Abbey Road-medleyet slet ikke samme kunstneriske niveau over sig, men det er et et levende og super-inspireret medley med flow og musikalitet.

Klippet her er med hele Abbey Road-albummet, men videoen er sat til at begynde cirka hvor medleyet begynder – og medleyet kører så albummet ud – i al fald lige indtil den lille afsluttende akustiske McCartney-vignet, Her Majesty.


2. Eleanor Rigby

Sang fra Beatles’ 1966-album Revolver, og som dobbelt-A-side-singlen Yellow Submarine/Eleanor Rigby – en lidt pudsig sammensætning til en single eftersom Eleanor Rigby var Beatles’ hidtil mest alvorlige og ambitiøse sang, mens Yellow Submarine – sunget af Ringo Starr – var Beatles’ hidtil mest gakkede sang.

Eleanor Rigby er skrevet primært af Paul McCartney. Melodien og grundkonceptet i sangen bærer McCartneys signatur, men også Lennon og Harrison var involveret i produktionen af en sangtekst.

Ligesom i Yesterday medvirker ingen fra Beatles på indspilningen udover McCartney selv – dog medvirker både Lennon og Harrison i vokalharmonierne. McCartney akkompagneres af en dobbelt strygerkvartet spillet af sessionsmusikere og arrangeret af produceren George Martin inspireret af den amerikanske filmkomponist Bernard Herrmanns musik til Fahrenheit 451.

Eleanor Rigby  handler om ensomhed – et atypisk tema for den tids popsange. McCartney har sagt at navnet “Eleanor Rigby” er helt tilfældigt – sammensat af fornavnet på en skuespillerinde som beatlerne spillede med på en af deres film – og navnet på en forretning.  Ved et pudsigt tilfælde befinder der sig en gravsten med navnet “Eleanor Rigby” på den kirkegård hvor den 15-årige McCartney og den 16-årige John Lennon mødtes allerførste gang i 1957 – og denne Eleanor Rigby havde et ensomt liv som beskrevet i sangen. Også Father McKenzie er en ensom hovedperson i sangen. Kirkens fællesskab hjælper ham intet – for ingen lytter på hans prædikener. Sangen indeholder en skarp kritik af kirken. som det hedder i sidste vers:

Eleanor Rigby died in the church/ and was buried along with her name/
Nobody came/Father McKenzie wiping the dirt from his hands/ as he walks from the grave/ No one was saved

Musikalsk er Eleanor Rigby fremragende. Perfekt som melodi ganske som Yesterday, men mere udfordrende og med rytmeskift. Den dobbelte strygerkvartet ligger modigt og præcist som sangens eneste akkompagnement og gør sangen tidløs og generationsuafhængig. Martins brug og skift af tempo i akkompagnentet understøtter teksten. Det er mageløst!


1. A Day in the Life

Afslutningssangen på Sgt. Pepper and His Lonely Hearts Club Band og psykedelisk artpop i et af dens fineste øjeblikke.

Den primære sang indledt med “I read the news today, oh boy”  er skrevet af John Lennon der også har skrevet de fleste af ordene om livets tilfældigheder. I øvrigt er netop den første linje citeret af David Bowie i hans sang “Young Americans” (1975) efter at have fået Lennons tilladelse (på samme album lavede Bowie og Lennon i øvrigt sangen Fame sammen).

Men Lennons midtersektion manglede noget. Her kunne Paul McCartney byde ind. Han havde skrevet en ufuldendt sang om at komme for sent til bussen indledt med “Woke Up/ Fell Out Bed”, og den fungerede fint som midtersektion. Det var også McCartney der fik ideen til at bruge et strygerorkester der spiller en slags orgastisk sekvens fra laveste til højeste tone. Så A Day In the Life er en af de få senere Beatles-sange hvor sangskriver-samarbejdet mellem Lennon og McCartney faktisk fungerede.

Sangen var inspireret af at Lennon en dag læste i avisen – Daily Mail den 17. januar 1967 – at en af hans og Paul McCartneys venner, den 21-årige Tara Browne, arving til Guiness-bryggeriernes formue, var blevet dræbt ved en trafikulykke den 18. december 1966. Browne, der var en integreret del af “swinging London” og tidligere kæreste med Anita Pallenberg, og hvis far sad i Overhuset, kørte med 170 km/t gennem det vestlige London, overså et trafiklys og smadrede bilen ind i en parkeret varevogn. Det var hovednyheden i en avis som Lennon læste. Og det satte sangskrivningen i gang. I samme avis stod der også følgende:  “There are 4,000 holes in the road in Blackburn, Lancashire, or one twenty-sixth of a hole per person, according to a council survey. If Blackburn is typical, there are two million holes in Britain’s roads and 300,000 in London. ” Den fortælling er åbenbart så absurd at det også med med i sangen.

Første vers handlede om Brownes trafikulykke. Lidt omskrevet, men det var med Brownes ulykke i baghovedet af Lennon skrev teksten. Og derpå om en film som Lennon medvirkede i – Richard Lester-filmen “How i Won the War”. Altsammen sunget af Lennon.

Ifølge Lennon skrev han selv alting i 1. vers bortset fra den allersidste linje – I’d love to turn you on – som McCartney skrev. Den linje var Lennon til gengæld også mægtigt tilfreds med. Det var BBC så ikke. Her mente man at “turn you on” handlede om stoffer – hvilket det også gjorde – og den linje sikrede at sangen ikke blev spillet i BBC i adskillige år.

Verset ender så i den orkestrale orgasme.

Andet vers blev så den sketch-agtige McCartney-sangen – Woke Up/Fell Out of Bed-sekvens der ender i en spøgelsesagtig bearbejdning af Lennons vokal sat sammen med et orkester.

I 3. vers er vi tilbage i Lennon-sangen, men nu omhandlende de 4000 huller i vejen i Blackburn, Lancashire. Atter her ender vi i den orkestrale orgasme. Og så i en over 40 minutter lang sekvens hvor Beatles-musikerne anslår samme d-dur-akkord på 3 klaverer samtidig, og lyden så langsomt klinger ud. Til sidst kommer en båndsløjfe-sekvens.

Det lyder altsammen ret tilfældigt. Og det er ikke melodien der bærer A Day in the Life. Eller det vaklende trommespil.  Det er produktionen, visionen, mærkeligheden. Det sungne medley af Lennon og McCartney-sangen handler om livets små og store genvordigheder, tilfældigheder og skrøbeligheder, referencen til psykedeliske stoffer –  I’d love to turn you on – og så nogle mærkelige studie-effekter herunder den orkestrale orgasme hvor sangen enten løftes op i himlen eller forsvinder ind i intetheden alt efter synsvinkel. Der er en virkelig pudsig og genial effekt her. Det jordbundne, absurde liv – hvor en god ven dør på en afsindig måde, hvor man er med i en krigsfilm – af alle slags film – hvor en avis nævner tallet 3000 huller i en navngivet vej og mcCartneys komiske forsøg på at nå sin bus – hele denne jordbundethed og tilfældighed sættes så op mod Lennons spøgelsesagtige vokal i slutningen af 2. vers og de to gange orkestrale orgasmer hvor musikerne samtidig spiller fra laveste tone til højeste tone. Sangen glider ind i uendeligheden. Det er endeligheden spillet op mod uendeligheden, det spektrale, det transcendente – eller bare psykotiske eller psykedeliske.

Lige netop her bliver popmusikken umådelig ambitiøs. Og den fører sit ambitiøse projekt i hus. Suverænt. Beatles på toppen!

 


Spotify-playlist med mine 15 foretrukne Beatles-sange

(Abbey Road-medleyet optræder i form af 8 selvstændige sange)

 

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Mine 15 bedste sange med Steely Dan

Under konstruktion

 

15. Reelin’ In The Years

14. Bad Sneakers

 

13. Black Cow

12. Glamour Profession

11. The Fez

10. Josie

9. Do It Again

8. Third World Man

7. Deacon Blues

6. Babylon Sisters

5. Rikki Don’t Loose That Number

4. Green Earrings

3. Hey Nineteen

2. Aja

1. Kid Charlemagne

 

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Mine 15 bedste sange med Radiohead

RADIOHEAD-2016-636x358_1509381589_crop_550x310

Radiohead er et britisk band der har eksisteret siden 1985. Radiohead betragtes gerne som artrockens melankolikere. Den altdominerende sangskriver er forsangeren Thom Yorke, men leadguitaristen Jonny Greenwood har også stor kreativ indflydelse. Genren befinder sig imellem alternativ rock og art-rock med indslag af orkestral rock, electronica og andet.

Radiohead opstår i universitetsbyen Oxford i 1985 – eller rettere den mindre by Abingdon 9 km. syd for Oxford. Radioheads medlemmer er da også alle blevet akademikere, minus guitaristen Jonny Greenwood der er computerprogrammør. Forsangeren Thom Yorke har en bachelor-grad i engelsk litteratur.

Omkring 1980 møder den 12-årige Colin Greenwood den 13-årige Thomas Edward Yorke på skolen Abingdon School. Et par år senere begynder Colin Greenwood at spille guitar og får Terence Gilmore-James som guitarlærer. Gilmore-James er fascineret af modernistisk musik og modernistiske film, fx jazz, nyere filmmusik, nyere klassisk kompositionsmusik og han bliver en generel inspirationskilde for ikke bare Colin Greenwood og hans lillebror Jonny, men for hele Radiohead.

I 1985 danner Colin og Thom et band sammen med Colin på guitar og Yorke på sang. Greenwood har fundet en guitarist i Edward O’Brien der går en årgang over de to på Abingdon School, og Colin Greenwood skifter for bandets skyld instrument og går over til el-bas. Den nye leadguitarist Ed O’Brien går på samme årgang som Philip Selway der spiller trommer, og nu er bandet ved at være på plads: Thom Yorke vokal, Ed O’Brien leadguitar, Colin Greenwood basguitar og Phil Selway trommer. Colins 14-årige lillebror, Jonny, der går to årgange under Colin og Thom, finder også snart sin plads i bandet på guitar, så der altså er to guitarister hvoraf Jonny Greenwood er den mest vilde og rå, mens O’Brien er mere lyrisk.

Efterhånden bliver lyden mere alvorlig, melankolsk og indie-agtig. Bandet er inspireret af indiebands fra især to byer – Boston i Massachusetts, USA og Manchester i Storbritannien. Favorit-Bostonbands er The Pixies og  Throwing Muses, mens favorit-Manchesterbands var The Smiths og Happy Mondays (og til dels The Stone Roses). Mindre kendte indflydelser på især Yorke er Fleetwood Macs folk-agtige pop. Den allerførste plade som Yorke blev stærkt fanget af, var “A Night at the Opera” med Queen. Inspireret af Queens guitarist Brian May (der selv byggede sin guitar sammen med sin far) byggede Yorke sin egen guitar som 10-årig.

Bandet hører ikke mindst The Smiths, og Thom Yorke går til mere end 10 koncerter med Smiths.

Bandet øver på skolen i weekenden, men bliver taget af rektor og afkrævet erstatning for at spille på skolens område på en højhellig søndag. Fra da af øver bandet om fredagen og kalder sig On a Friday.

Sidst i 80’erne har medlemmerne af On a Friday forladt Abingdon School og studerer på diverse universiteter, men de bliver ved at spille sammen i weekender og i ferier. Fra 1991 regrupperer On a Friday og forsøger at blive mere serieøst. Bandet spiller nu til koncerter og drømmer om en pladekontrakt.

Sidst i 1991 lykkes det. Colin Greenwood er ekspedient i en pladebutik og kommer i snak med en sælger for pladeselskabet EMI. Snakken udvikler sig, og Colin Greenwood giver sælgeren demo-materiale som On a Friday har optaget. EMI signer ret hurtigt, og alle musikere vælger at satse på musikken og blive professionelle og forlader deres studier.  De har nu deres bachelorgrader på plads bortset fra Jonny Greenwood der kun nåede få uger på sit universitetstudium, før bandet blev professionelt. EMI beder On a Friday om at finde sig et nyt navn, og det bliver ’Radiohead’ efter sangen Radio Head fra Talking Heads album True Stories fra 1986.

Det skal siges at den amerikanske grunge-musik jo kulminerer i 1991 med Nirvanas sensationelt populære album Nevermind. Grunge-rocken kommer til at præge Radiohead i den kommende tid, så der skrues op for råheden og strømmen.

I maj 1992 debuterer Radiohead med en EP, Drill, uden det store salg. Første egentlige single er den lidt Nirvana-agtige Creep fra september 1992 der også flopper. Året efter med deres første album, Pablo Honey der nærmest er grungerock. Pablo Honey sælger ikke fantastisk, men pludselig i sommeren 1993 hitter den genudgivne single, Creep, i Israel, og fra Israel spreder Creep sig til Europa og til MTV til en del rotation. Det skaber noget mere opmærksomhed. Creep er blevet et regulært hit. Også jeg hørte den dengang i radioen og spidsede virkelig ører. Creep gjorde klart et stort indtryk på mig.

Album nr. 2, The Bends fra 1995, får slet ikke samme kommercielle opmærksomhed som Creep, og man overvejer om Radiohead er et one-hit-wonder. Til gengæld får The Bends stor respekt i musikkredse, og fx R.E.M. erklærer sig som fans. Inden for indie-rocken og art-rocken er Radiohead ved at blive et respekteret navn. Men i 1997 udkommer Radioheads 3. album, OK Computer, og den bliver en mindre sensation. Genren er ikke længere grunge, og heller ikke britpop, men en ret kompleks artrock der både har meget følsomme og melodiøse sange og noget mere støjende. Anmeldere og kendere er begejstrede og taler om den bedste indierock-plade ever og en nytænkende musik, mens salgstallet også ryger i top. Nu bliver Radiohead et stort navn.

En stor del af successen skyldes den nye producer, Nigel Godrich, der klikker fuldkommen med bandet – særligt Thom Yorke og Jonny Greenwood. Godrich – der egentlig mest havde arbejdet med techno, var engineer på The Bends underordnet produceren John Leckie, men man fandt hinanden undervejs, og Radiohead kaldte ham dengang “The Nihilist”, fordi Godrich hele tiden udfordrede deres klange. Godrich er meget åben og eksperimenterende, og samme frihed han gav bandet, fik han igen som producer, så OK Computer blev til på en meget improviserende måde. Siden har Godrich produceret alt med Radiohead – og også Yorkes solo-ting, ligesom han spiller i band (keyboard) med Yorke – Atoms for Peace – hvor Flea fra Red Hot Chili Peppers i øvrigt spiller bas.  Godrich betragtes ofte som lige så central for Radiohead som George Martin var for The Beatles.

Men efter succesen med OK Computer, får Radioheads forsanger og primære sangkomponist og tekstforfatter Thom Yorke et nervesammenbrud. Han er slet ikke interesseret i guitarrock længere, men hører elektronisk musik som Aphex Twin. Radiohead tager springet og skifter – ikke uden indflydelse fra Nigel Godrich – genre med albums som Kid A og Amnesiac der går i retningen af indadvendt, laptop-baseret musik uden så megen guitar. Den primære guitarist, Jonny Greenwood, optræder nu mest som computerprogrammør og på mærkelige, arkaiske musikinstrumenter som 1928-”synthesizeren” ondes martenot.  Det chokerer bandets fans. Og begejstrer dem siden. Raioheads position som artrockens melankolikere er nu suppleret med en position som rockmusikkens avantagarde.

Siden har Radiohead varieret mellem det ret eksperimenterende udtryk på albums som Hail to the Thief, 2003, og The King of Limbs, 2011. Óg det mere melodiøse og guitarbaserede udtryk på efter min mening eminente albums som In Rainbows, 2007, og A Moon Based Pool, 2016, deres hidtil sidste album.


Mine 15 foretrukne sange med Radiohead i maj 2018

15. Idioteque

I 1997 udgav Radiohead sit 3. album – OK Computer – som cirka alle var enige om var et fremragende album og måske Radioheads kulmination – Radioheads rock drevet til sit yderste i fantasi og perfektion. Hvad kunne det efterfølgende 4. album gøre? Svaret var – gå en helt anden vej. Albummet Kid A fra år 2000 forlader i høj grad indie-rockmusikken og kaster sig ud i avantgarde-eksperimenter med fx post-rock, elektronisk musik og nyere klassisk musik. De helt nye toner og den svært tilgængelige tilgang gjorde anmelderne begejstrede, Radiohead er et eksplosivt spændingsfelt af pop, rock og avantgarde, af udpegning af tidens angst og fremmedgørelse og et soundscape af ganske nye klange. Kid A blev sat i forbindelse med årtusindskiftet som pejlemærke på en stor kulturel fornyelse.

Idioteque er nok den mest ekstreme sang på Kid A. Titlen reflekteret at det handler om en parodi på et diskotek – eller rædslen ved at blive bombet sønder og sammen af diskotekets bedøvende og fantasiløse rytmer. Sangen består af samplinger over “Mild und Leise” af computermusikkomponisten Paul Lansky og er i al væsentlighed undfanget af Jonny Greenwood der sendte Thom Yorke 40 minutters eksperimentalmusik baseret på en trommemaskine og altså samplinger af Lanskys værk. Yorke tog nogle minutter af Jonny Greenwoods værk og lagde vokalspor ovenpå.

Idioteque er et radikalt og fængslende væk med en helt særlig intensitet og kølig vildskab. Der er virkelig panik i både rytmesporet og sangen. Dog er Idioteque lige lidt for abstrakt til at det kan engagere mig følelsesmæssigt til en højere placering end nr. 15.


14. No Surprises

Radiohead blev det helt store i 1997 da de udgav udgav albummet OK Computer med en slags indie-progrock fuld af mørke, fortvivlede tekster. OK Computer gjorde et stort indtryk mange steder – bl.a. i Danmark – hvor albummet indirekte var årsag til at det store danske band, Dizzy Mizz Lizzy blev opløst. Dizzys forsanger og sangskriver, Tim Christensen, blev så bjergtaget af albummet at han ville dreje sit band mere i retningen af den stil hvad de to øvrige ikke ville. Og så opløstes man. Også i Storbritannien så man OK Computer som 90’ernes bedste album.

No Surprises er ikke en af de musikalsk raffinerede sange fra OK Computer. det er en enkel, blid ballade som er lavet med en sødme og vemod der stammer fra at musikken havde Beach Boys’ Pet Sounds som et slags forbillede. Uden sangen lyder som Beach Boys – det lyder absolut som Radiohead. Det interessante er den søde musiks samspil med en mørke, fortvivlede tekst der sagtens kan læses som et selvmordsbrev lige før kulilten sluttes til.

I’ll take a quiet life
A handshake of carbon monoxide
With no alarms and no surprises
No alarms and no surprises
No alarms and no surprises
Silent, silent
This is my final fit
My final bellyache

Af type minder No Surprises dermed om Peter Gabriels sang “Mercy Street” fra hans So-album. Han brugte også en umådelig dyster tekst om lidelse og modgang sat ind i blid og nænsom musik.

Men uanset den bizarre, men fascinerende, kontrast mellem musik og tekst – som vel er et forsøg på at lokke dødens sødme frem – er No Surprises smuk og blid – en sand vuggevise fra gravens rand!


13. Reckoner

Skrevet af Radiohead til deres 7. album In Rainbows (2007) hvis titel i øvrigt også kommer fra denne sang. Reckoner er vel ikke en sang der umiddelbart fanger. Så meget fremadskridende melodi er der heller ikke i den, og Thom Yorkes høje messen der lyder som en superblød klagen kan umiddelbart virke lidt enerverende. Overvinder man sin evt. uvilje mod dette, så vinder Reckoner ved flere genhør. Det er en meditativ sang med en helt særlig atmosfære, især i kraft af den John Frusciante-inspirerede guitar-figur, og Jonny Greenwoods orkesterarrangement i sangens anden halvdel giver dybde og vidde. Der er en helt særlig ro og skønhed over Reckoner – helt modsat Idioteque.

Tilsyneladende er det en vemodig tekst om døden:

Because we separate
Like ripples on a blank shore
In rainbows
Because we separate
Like ripples on a blank shore


12. 15 Step

15 Step er åbningssangen fra Radioheads 7. album, In Rainbows, det af deres mest organiske og sammenspillede albums. Og 15 steps og er en rytmisk pågående og dynamisk sang i en lidt usædvanlig taktart – 5/4. Titlen refererer muligvis til at hvor de fleste sange kræver 16 eller 12 step – hvis man altså stepper – for  blive i takten, så kræver denne her 15 step.

Der er en frisk og vindende umiddelbarhed over 15 Step!


11. Burn the Witch

Åbningssangen til Radioheads 9. album, A Moon Shaped Pool (2016). Teksten er en advarsel mod gruppe-tænkning (os-dem) og blindt at følge autoriteterne og markerer det onde der kommer ud af disse fænomener. Musikken understreger angst- og skræk-temaet. Orkester-musik spillet af London Contemporary Ochestra og arrangeret af Jonny Greenwood akkompagnerer  perkussivt for at piske musikken fremad, men også for at give en enerverende stemning som Bernard Herrmanns musik til Psycho – fx bruserscenen.

Burn the Witch bringer associationer til Radioheads musik omkring årtusindskiftet med skarpe samfundsdiagnoser, selv om musikken – orkestral rock omend melodiøs og flot – er en smule mere tilbageskuende end den var dengang.


10. Pyramid Song

Førstesinglen for Radioheads 5. album, Amnesiac (2001), hvis sange er hentet fra de samme optagelser  (januar 1999 til sommeren 2000 i Paris, København og Oxford) som sangene på Radioheads 4. album, Kid A, er hentet fra. Angiveligt er Pyramid Song inspireret af en udstilling om det gamle Ægyptens kunst som bandet så da de indspillede i København. Pyramid Song er angiveligt den 2. melodi som Yorke skrev, da sangskrivningen til Kid A og Amnesiac begyndte. Første melodi var Everything in it’s Right Place.

Pyramid Song handler om at dø fortalt og sunget på en mild, behagelig, ja, velsignet måde.

I jumped in the river, what did I see?
Black-eyed angels swam with me
A moon full of stars and astral cars
And all the figures I used to see

All my lovers were there with me
All my past and futures
And we all went to heaven in a little row boat
There was nothing to fear and nothing to doubt

I musikken indgår Orchestra of St. John’s arrangeret af Jonny Greenwood. Der er også en let jazzet fornemmelse fx via trommespillet. Hele sangen er meget stemningsfuld, på én gang melankolsk og behagelig på en mærkelig glidende og drømmende måde. Her viser Radiohead sin poetiske side frem …

Videoen herunder – en stop-motion-animation instrueret af Chris Hopewell og baseret på den britiske tv-serie The trumptonshire Trilogy – er intet mindre end fremragende!


9. Just

Tredjesinglen fra Radioheads 2. album, The Bends (1995). Er et af Radioheads hårdere numre uden det koster raffinement – og der er en del akkorder og guitar-klange i Just. Alligevel er den optaget live i studiet uden overdubs. Det er med til at give Just friskhed og nerve.

Intelligent, dynamisk og ung musik der får mig til at tænke på det danske band Kashmir når de er bedst.


8. Airbag

I 1987 var Thom Yorke og hans daværende kæreste ude for et trafikuheld. Kæresten fik skader, men Yorke slap uskadt. I 1995 lavede han sangen “Last Night An Airbag Saved My Life” – siden forkortet til Airbag. Den blev til åbningssangen på Radioheads 3. – og måske bedste – album OK Computer (1997).

Trommesporet er digitalt – samplet fra en få sekunder lang sekvens af bandets trommeslager Phil Selway. Greenwoods guitarspil er meget atmosfærefyldt og let anspændt-gyseragtigt. Sangen er en meget fin syntese af fremadflydende melodi og stillestående stemning, af flow og uro.

 

 


7.  The Tourist

Afslutningssangen på OK Computer (1997) og angiveligt skrevet af Jonny Greenwood uden medvirken af Thom Yorke som en af meget få sange i Radioheads katalog. Sangen skal være inspireret af en gruppe amerikanske turister på et meget smukt sted i Frankrig som var så optaget af at se og fotografere så meget at de ikke opdagede stedets skønhed. så teksten appellerer til at sætte farten ned:

Hey man slow down, slow down
Idiot slow down, slow down

Sangen er meget smuk, stemningsfuld og rolig – en af Radioheads smukkeste – og en passende måde at afslutte et generelt anspændt og intenst album på.


6. Weird Fishes/Arpeggi

Sang fra In Rainbows (2007) lavet på den pudsige møde at 1 guitar spiller og repeterer en bestemt (arpeggio-)figur der er på 3 toner, en anden guitar en anden (arpeggio-)figur på 5 toner, en tredje guitar en tredje (arpeggio-)figur, også på 5 toner, mens rytmegruppen spiller i 4/4.  Det skaber nogle pudsige forskydninger i løbet af sangen.

Musikken er dermed ret abstrakt. Teksten er ikke meget mindre abstrakt. Men der er en virkelig fin stemning og en højest interessant magi på færde i Weird Fishes/Arpeggi igennem klangene, atmosfæren. Jeg har en svaghed for den.


5. Daydreaming

Andensinglen fra Radioheads hidtil sidste album, A Moon Shaped Pool. En 6 minutter lang, smuk, melankolsk og æterisk klaverballade som er uden hook, men fuld af mystiske og atmosfærerige lyde – orkesterklange, elektroniske klange, baglæns kørte stemmer osv. Det er syret og vemodigt med en stemning lidt henad Debussys musik hist og her.

Sangen begynder med de 23 dybt sørgmodige stavelser:

Dreamers, they never learn… beyond the point of no return… and it’s too late; the damage is done

I videoen lavet af den berømte instruktør Paul Thomas Anderson går Thom Yorke igennem 23 døre. 23 igen igen. Og det sidste rum han går ind i – en hule – siger han baglæns i forsinket tempo: Half a life.

Singlen blev udsendt på Mors Dag den 6. maj 2016. I august 2015 meddelte Thom Yorke at han og dr. Rachel Woods, var gået venligsindet fra hinanden efter 23 års forhold (de var desuden gift og havde 2 børn sammen) – et halvt liv sammen. I december 2016 døde Woods af cancer.

Det er svært at undgå fornemmelsen af at Daydreaming reflekterer afskeden med Rachel.

Det er en tyst, underspillet, sørgmodig og meget smuk sang – ikke mindst i kraft af de svage lyde i akkompagnementet. Fornemt!


 

4. Karma Police

Tredjesinglen fra Radioheads bedste album, OK Computer (1997). Sangen lyder meget traditionel og simpel – i al fald i forhold til flertallet af sange på OK Computer – men den har nogle pudsigheder. Der er ikke noget egentligt omkvæd, men to slags vers. Et vers der indledes med “Karma police”, og et vers der indledes med “This is what you’ll get”. Karma-police-verset har en varierende tekst, mens This is what you’ll get- verset har samme tekst og minder teknisk om et omkvæd – blot er det endnu mere lavmælt og vers-agtigt end Karma police-verset der psykologisk let får status af et omkvæd. I angens anden del afløses denne struktur af strofen “For a minute there, I lost myself” der gentages med en let psykedelisk effekt og langsomt opbygger en slags triumferende fornemmelse!

Sangen – i al fald teksten – er ment som en spøg. Men den lavmælte og underspillede og let folk-agtige melodi er intens, nærværende og klar – og melodien er en af Radioheads allerbedste. Den er radiovenlig, men også ukonventionel og med en vis mærkelighed over sig der virker dragende.

Akkord-sekvensen skal være inspirereret af akkord-sekvensen i Beatles-sangen Sexy Sadie!

Videoen – instrueret af Jonathan Glazer – er intet mindre end fremragende. Thom Yorke spiller rollen som “karma police” på bagsædet af en 1976 Chrysler New Yorker hvis fører – hvis synsvinkel er kameraets – forfølger en løbende mand. Men det skal vise sig at den forfulgte har et es i ærmet!

 


3. Everything in it’s Right Place

Efter tilblivelsen af albummet OK Computer – og den stormende modtagelse – var Radioheads frontfigur og sangskriver færdig, brændt ud, deprimeret, og endte med en skriveblokering. Han lyttede i perioden slet ikke til guitarrock, men til elektronisk musik/techno som Autechre og Aphex Twin. Til sidst gik Yorke i gang i januar 1999. Han havde købt et hus i Cornwall, udstyret det med et flygel og gik ture i klipperne. Yorkes primære instrument er en guitar og ikke keyboard, men det var en måde at tvinge sig til et nyt udtryk på. Den første sang på flyglet var Everything in it’s Right Place. næste sang var Pyramid Song (fra Amnesiac-albummet).

Radioheads faste producer, Nigel Godrich, er ikke tilfreds med flygelspillet til Everything, og han og Yorke får overført det til synthesizer – en Prophet 5 – derefter bearbejdet af Godrich på en Pro Tools. Derefter gik Jonny Greenwood i gang med at bearbejde Yorkes vokal elektronisk, nemlig via Korgs helt nye “Kaoss Pad”.

Der er ikke andet på sangen end Yorkes vokal og Prophet 5-synthesizeren – begge bearbejdede – og så Yorkes mildest talt dadaistiske tekst – og naturligvis en lidt mærkelig akkord-sekvens og taktart – men resultatet er dystert, poetisk og smukt.

Komponisten Steve Reich har om sangen udtalt:

Well, it’s three-chord rock but it’s not, it’s very unusual … It was originally in F minor, and it never comes down to the one chord, the F minor chord is never stated. So there’s never a tonic, there’s never a cadence in the normal sense, whereas in most pop tunes it will appear, even if it’s only in passing. The other thing that really struck me about it is the word ‘everything’, sung to one-five-one: the tonic, the dominant and the tonic. The tonic and the dominant are the end of every Beethoven symphony, the end of everything in classical music, that’s the way it goes. In the tune, those notes actually sound kind of distant because of the harmonies, they don’t sound like the tonic and dominant. And the word: ‘everything’. I’m sure Thom did it intuitively, I’m sure he wasn’t thinking about it. I’ve seen him playing the piano and he’s completely lost in it, the way he should be, but it’s perfect, it is everything.

 


2. Street Spirit (Fade Out)

Femtesinglen fra Radioheads andet album, The Bends (1995), udgivet som single i januar 1996. Det var Radioheads 9. single indtil da – og deres hidtil mest succesrige da den nåede femtepladsen på singlehitlisten i Storbritannien.

Street Spirit er en overmåde melankolsk sang der dybest set handler om døden, tilintetgørelsen, altings forgængelighed. Musikalsk er Street Spirit tydeligt inspireret af det amerikanske band R.E.M. Og som fortælling har den afsæt i den nigerianske forfatter Ben Okris roman “The Famished Road” om åndebarnet Azaro hvis tilværelse man følger i en kombineret åndeverden og materiel verden i en nigeriansk storby.

Yorke har om sangen sagt:

‘Street Spirit’ is our purest song, but I didn’t write it. It wrote itself. We were just its messengers. It’s biological catylysts.

It’s core is a complete mystery to me. I wouldn’t ever try to write something that hopeless. All of our saddest songs have somewhere in them at least a glimmer of resolve – ‘Street Spirit’ has no resolve. It is the dark tunnel without the light at the end.

I detach my emotional radar from that song, or I couldn’t play it. I’d crack. I’d break down on stage. That’s why its lyrics are just a bunch of mini-stories or visual images as opposed to a cohesive explanation of its meaning. I used images set to the music that I thought would convey the emotional entirety of the lyric and music working together. That’s what’s meant by ‘all these things are one to swallow whole’. I meant the emotional entirety, because I didn’t have it in me to articulate the emotion. I’d crack.

Our fans are braver than I to let that song penetrate them, or maybe they don’t realise what they’re listening to. They don’t realise that Street Spirit is about staring the fucking devil right in the eyes, and knowing, no matter what the hell you do, he’ll get the last laugh. And it’s real, and true. The devil really will get the last laugh in all cases without exception, and if I let myself think about that too long, I’d crack.

I can’t believe we have fans that can deal emotionally with that song. That’s why I’m convinced that they don’t know what it’s about. It’s why we play it towards the end of our sets. It drains me, and it shakes me, and hurts like hell every time I play it, looking out at thousands of people cheering and smiling, oblivious to the tragedy of its meaning, like when you’re going to have your dog put down and it’s wagging its tail on the way there. That’s what they all look like, and it breaks my heart. I wish that song hadn’t picked us as its catalysts, and so I don’t claim it. It asks too much. I didn’t write that song.”

Ja, det er en sørgelig sang, men den har noget andet som Thom Yorke måske ikke er bevidst om i det ovenstående. Street Spirit har både en skønhed og en næsten gennemsigtig klarhed. Den er på ingen måde tung, men svævende – som ånder er svævende. Det giver sangen en helt egen indsigt og poesi.

Peter Gabriel lavede en version af sangen til et cover-album-projekt “Scratch My Back”, hvor han lavede covers af diverse bands sange mod at de lavede covers af en af hans sange. Radiohead skulle have lavet et cover af Gabriels “Wallflower”, men trak sig. Bandet har aldrig givet en officiel reaktion på Gabriels version, men uofficielt går historien at de brød sig meget lidt om Gabriels version og derfor trak sig. Jeg forstår Radiohead. Gennemsigtigheden, klarheden, det svævende forsvinder i Gabriels version hvor kun tristessen forbliver. Resultatet er kønt, men kedeligt. Street Spirit slås ihjel.

Her er Gabriels version

Og her er den rigtige version i Jonathan Glazers fantastiske video der virkelig får magien og det svævende, gennemsigtige, det lucide, med. Modsat Gabriel.


1.  Paranoid Android

Paranoid Android er nr. 2 sang fra OK Computer og samtidig førstesinglen og albummets mest prætentiøse, ambitiøse og anerkendte sang. Den er beskrivet således

the first single off Radiohead’s chronic masterpiece is seven-and-a-half minutes long, a ‘Bohemian Rhapsody’ for morbid introverts. It’s full of eaten promise, and it’s as close as a commercial pop song is ever likely to get to being a solar inversion of satanic denial. Beautifully speaking.

Sangen er et usædvanligt mix af 90’ernes “alternative rock” à la R.E.M. og Pixies og så såkaldt “progressiv rock” eller “progrock” som ellers mest kendes fra 70’erne via navne som fx Pink Floyd, Yes, Genesis og E.L.P. Her kan en sang være monstrøst lang, op til over 20 minutter lang, med et fremadskridende, suite-agtigt forløb med sekvenser med vidtforskellig melodi, stemning og rytme, dvs. ikke den sædvanlige vers-omkvæd-vers-omkvæd-bro-omkvæd-struktur. Radiohead er ikke på nogen måde inspireret af de nævnte progrock-navne, selv om sangen blev sammenlignet med albummet “Dark Side of the Moon med Pink Floyd, men Radiohead har som forlæg selv nævnt Beatles “Happiness is a Warm Gun” og Queens “Bohemian Rhapsody” – klassiske progrocksange af bands der ikke normalt laver progrock.

Hvorom alting er – Paranoid Android er af alternativ rock at være ret kompleks sang seks et halvt minut lang og med et episk, progrock-agtigt forløb med bestandige rytme- og stemningsskift, chokagtige, flænsende guitareffekter og en melankolsk stille sang der løfter sig op mod det næsten pompøse. Oprindelig var sangen endnu mere prog-agtig med en 10 minutter lang psykedelisk orgel-outro spillet af Jonny Greenwood. Da sangen blev spillet første gang dengang Radiohead i en kort periode var supportband for Alanis Morrissette, var det i den lange udgave den blev spillet.

Sangens forlæg kom da Thom Yorke var på en bar og blev skræmt af de øvrige bargæster som han ikke kendte. En kvinde mente at nogen havde spildt på hende og skreg op, og alle – tilsyneladende høje på kokain – gik op i en spids, mens Yorke blev rædselsslagen og skrev ud fra den stemning. I studiet gik der humor, leg og frihed i det – fordi man gjorde alt man ikke måtte – brød stramhedens regler. Humoren ses bl.a. i sangens titel der er opkaldt efter robotten Marvin, den paranoide androide i Douglas Adams syrede sci-fi The Hitchhikers Guide to The galaxy. Det giver sangen en særlig stemning – paranoid frygtsomhed spillet op mod episk højloftethed og studentikos, legesyg frihedsfølelse.

Om kompleksisteten fungerer, må man selv vungerer, men Paranoid Android er en aparte og ambitiøs og “umulig” førstesingle, præcis som Bohemian Rhapsody blev anset for at være tilbage i 1975. Sangen er intens og raffineret – og intensiteten bevares gennem samtlige seks et halvt minut.


Spotify-playlist med mine 15 foretrukne Radiohead-sange

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Mine 15 bedste sange med Prince – under produktion

Under konstruktion

The sun, when 2 r in love, kiss

15. Thieves in the Temple Tonight

14. 1999

13. Pop Life

12. Diamonds and Pearls

11. Little Red Corvette

10 Most Beautiful Girl in the World

9. Alphabeth St.

8. Nothing Compares 2 U

7. The Beautiful ones

6. The ballad of dorothy Parker

5. Let’s Go Crazy

4.Sign o the times

3. Purple Rain

2 When Doves Cry

1.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Mine 15 bedste sange med Led Zeppelin

led_zeppelin_photo1

Led Zeppelin er en britisk kvartet der eksisterede 1969 – 1980, og som lavede ret kvalificeret musik inden for genrer som psykedelisk blues, hardrock, folkrock og progrock. Led Zeppelin var et kæmpenavn – en af de absolut mest sælgende bands overhovedet efter The Beatles – og mht. til musikhistorisk indflydelse en af de allervigtigste navne efter The Beatles.

Officielt blev Led Zeppelin af guitaristen Jimmy Page i 1968 – og Page forblev siden bandets dominerende skikkelse. Men man kan sagten betragte bandet som en naturlig omdannelse af det navnkundige britiske bluesrock-band The Yardbirds.

yardbirds

The Yardbirds først i 1965 – forsanger Keith Relf i midten. Forrest til højre er leadguitaristen Eric Clapton

Yardsbirds blev dannet i maj 1963 af især Keith Relf (sang), Jim McCarty (trommer) og Chris Dreja (rytmeguitar, bas). I oktober 1963 kom Eric Clapton med i Yardsbirds som leadguitarist, og den dygtige Clapton gjorde bandet kendt. I 1965 besluttede Clapton at forlade Yardsbirds og anbefalede Jimmy Page – en af Storbritanniens mest brugte studiemusikere som guitarist -v som sin efterfølger. Page takkede nej og anbefalede i stedet Jeff Beck som Page havde været gode venner med siden teenage-årene. , og i stedet Beck blev leadguitarist, men i 1966 kom Page alligevel med som bassist – siden sideordnet guitarist i 1966. I Michelangelo Antonionis film Blow-Up spiller Yardsbirds live i filmen med både Beck og Page.

Ikke længe efter forlod Beck – der havde et besværligt sind – Yardbirds, og Page blev den dominerende figur. Yardbirds stod generelt for en hardrock-præget bluesrock hvor masser af guitareffekter som feedback-hylen og forvrængning blev udviklet. Under Page blev stilen generelt endnu mere hardrock-præget og eksperimenterende. Men forsangeren Relf var alkoholiseret, og han og McCarty ville dreje Yardbirds i en mere blødere og mere folk-agtig linje. Det medførte i sommeren 1968 at Relf og McCarty forlod bandet, og Page og Dreja gik i gang med at finde afløsere og rekonstruere Yardbirds. Man fandt den unge Terry Reid som sanger, men Reid var bundet af kontrakter og pegede i stedet på den unge Robert Plant – og Plant pegede igen på sin barndomsven John Bonham – kaldet Bonzo – som trommeslager. Plant og Bonham spillede i øvrigt i band sammen – Band of Joy. Bassisten Dreja var efterhånden blevet mere intersseret i fotografering end musik og besluttede at kvitte. Bandet manglede en bassist. Igennem Pages karriere som studiemusiker i 60’erne, havde han tit arbejdet med John Paul Jones, der bl.a. var glimrende på bas og beyboard, og Jones tilbød sin tjeneste, og det blev accepteret. Bandet bestod altså nu af Plant (sang), Page (guitar), Jones (bas, keyboard) og Bonham (trommer).

Med Drejas afgang var der ingen stiftende medlemmer af Yardbirds tilbage, og Page så en pointe i at skifte navn til “The New Yardbirds” men i øvrigt overtage Yardbirds koncertforpligtelser, manager, sange osv. McCarty og Reef havde autoriseret bandet til at bruge Yardbirds’ navn og koncertforpligtelser. Allerede i efteråret 1968 drog The New Yardbirds på en koncertturne til Skandinavien og debuterede den 7. september 1968 i Gladsaxe Teen Clubs i øvrigt ledet af Hans Otto Bisgaard.

Scandinavia68

Efter den skandinaviske turne sagde Dreja at brug af navnet Yardbirds var begrænset til de gældende koncertaftaler, altså den skandinaviske turne, og at konstellationen måtte finde et nyt navn. I maj 1966 The Who-medlemmerne Keith Moon og John Entwistle optaget et instrumentalt nummer – Beck’s Bolero – sammen med Jeff Beck, Jimy Page og John Paul Jones. Musikerne flirtede med at danne et band med denne konstellation, men Moon sagde spøgende at denne sammensætning ville gå ned som en bly-ballon – en lead balloon. Page huskede joken og bestemte at det nye band skulle hedde Lead Balloon – snart ændret til Lead Zeppelin – Peter Grant, manageren, fik så fjernet a i Lead for at sikre den rette udtale.

led zep 1

Led Zeppelins berømte og ubetitlede debutalbum fra januar 1969

Derpå gik Led Zeppelin i gang med at lave en debutplade efter at have signet en meget fordelagtig kontrakt med Atlantic Records – tidens mest fordelagtige med et debutband – og baseret på The New Yardbirds live-materiale. Bandet debuterede som live-navn under navnet Led Zeppelin i oktober 1968, mens Led Zeppelin I udkom den 12. januar 1969. Den blev indspillet som et live-album med enkelte overdubs på. Det tog 36 timer inkl. mixing og under 2000 pund at indspille det. Anmeldelserne var blandede, men er siden blevet mere benovede – og Rolling Stone-magasinet har kåret det til det 29. bedste album nogensinde – og et af de bedste debutalbums nogensinde. Ofte betragtes dette album som stedet hvor guitar-riffs trængte igennem som bærende for en sang, og Led Zeppelin I ses som en milepæl i udviklkingen af hard-rock og heavy metal. Den solgte flot af et debutalbum at være og røg fx ind som nr. 10 i USA.

I oktober 1969 kom Led Zeppelin II. Det var også produceret af Jimmy Page og komponeret af Page og lige så riff-baseret som I’eren – og måske Led Zeppelins hårdeste album. Bl.a.  i kraft af singlen Whole Lotta Love gik Led Zeppelin II ind som nr. 1 i både Storbritannien og USA – Led Zeppelin var et af tidens største rocknavne.

I 1970 kom Led Zeppelin III der indeholdt en langt mere folk- og akustisk orienteret tone i musikken. De mest kendte sange fra albummet er Immigrant Song og blues-nummeret Since I’ve Been Loving You. Også den røg ind som nr. 1 i både England og USA, men salget toppede hurtigt. I dag er albummet anerkendt for at demonstrere bandets bredde.

led zep 4

Led Zeppelin IV fra 1971 – en af de mest sælgende albums nogensinde

Så i 1971 kom bandets ubetitlede 4. album – normalt kaldet Led Zeppelin IV – som er et af de bedst sælgende albums nogensinde med 37 millioner solgte enheder. Magasinerne Mojo og Q har listet albummet som det 24. bedste og det 21. bedste nogensinde. Ikke mindste balladen Stairway to Heaven gjorde albummet kendt. Efterfølgeren Houses of the Holy var et skridt mod mere produceret musik med instrumenter i mange lag – og med Led Zeppelin-sange i helt nye genrer – fx reggae (Dy’er Mak’er) og funk (The Crunge) – men salget var stadig flot. Det samme gælder dobbeltalbummet Physical Graffiti (1975) Der er 15 sange på albummet – de 8 af dem nye og de 7 af dem gamle, men uudgivne. Albummet betragtes gerne som et af bandets bedste. Popularitetsmæssigt var Led Zeppelin nu verdens populæreste rockband foran Rolling Stones, men kvaliteten af bandets albums begyndte at dale – muligvis pga. Jimmy Pages heroinmisbrug. Presence (1976) og In Through The Outdoor (1979) hører til Led Zeppelins allersvageste albums.

bonham

John Bonham fotograferet i 1980 – samme år hvor han drak sig selv ihjel

I september 1980 blev John Bonham kvalt i sit eget opkast i søvne efter indtagelse af 40 shots vodka under en øve-session i Jimmy Pages hus. I december 1980 erklærede Led Zeppelin at bandet dermed ikke kunne fortsætte. Ved enkelte koncerter har Led Zeppelin været samlet igen – fx med John Bonhams søn Jason Bonham ved trommesættet.

1994-98 etablerede Jimmy Page og Robert Plant duoen Page & Plant der udgav et par albums, både med nye sange og nyarrangementer af Led Zeppelin-sange, og som turnerede. Den tredje levende Led Zeppeliner, John Paul Jones, blev ikke informeret om genforeningen hvad han ikke var helt begejstret for.

led zep

De overlevende medlemmer af Led Zeppelin – fra venstre John Paul Jones, Robert Plant og Jimmy Page.

I 2008 holdt man en mindekoncert for manden bag Atlantic Record – The Ahmed Ertegun Tribute Concert i O2-arenaen i London. Hovedakten var et genforenet Led Zeppelin med Jason Bonham på trommer. Det var første gang Led Zeppelin spillede en fuld koncert siden opløsningen i 1980. Det gik glimrende, og drømmen var efterfølgende at turnere. Plant ville dog ikke deltage – ifølge egen forklaring ville han faktisk – han skulle blot gøre sig færdig med igangværende projekter – men de øvrige kunne/ville ikke vente. Det medførte også nogen frustration mellem især Page og Plant.

Koncerten blev siden udgivet under navnet Led Zeppelin Celebration Day. Herunder ses en YouTube-udgave ….

Tom Daugaard, maj 2018


Mine 15 foretrukne Led Zeppelin-sange i april 2008

 

15. Dy’er Mak’er

Fra Led Zeppelins 1973-album Houses of the Holy og IKKE en af deres mest respekterede sange. Nogle synes at sangen er for let og for respektløs. Sangen titel stammer i al fald fra en dårlig vits.

“My wife’s gone to the West Indies. – “Dy’er Mak’er? – “No, she wanted to go”. Vitsen er så at “Dy’er Mak’er kan høres som både “Jamaica” og “Did You Make Her”.

Og musikken er da også selv en vits vokset ud af jam i studiet fra alle 4 medlemmers side – Jimmy Page (guitar), Robert Plant (guitar), John Paul Jones (bas, keyboard) og John Bonham (trommer) og er lavet som et mix af reggae og et 50’er-popnummer. Dy’er Mak’er er helt ude af trit med hvad Led Zeppelin generelt lavede og har en lystig, poppet charme over sig som jeg lige præcis i det band godt kan lide.

Axl Rose – nuværende forsanger i både Guns N’Roses og AC/DC – har udtalt at det var Dy’er Mak’er der som teenager førte ham ind i heavy rock! Der kan man bare se hvad et enkelt nummer kan være ansvarlig for


14. Black Dog

Tung bluesrock og åbningssangen på 1971-albummet Led Zeppelin (IV) og skrevet ud fra et riff som bassisten John Paul Jones kom på. Den bevidste intention var at skrive en rocksang i en umulig taktart. Planen var oprindelig 3/16, men det blev til 5/4 spillet af bas og guitar oven på trommens taktart der er almindelige 4/4 – dvs. trommen og bassen forskyder sig langsomt fra trommen. Alligevel fungerer Black Dog – opkaldt efter en liderlig gammel sort labrador der huserede omkring huset Headley Grange hvor sangen første gang blev optaget – men labadoren optræder slet ikke i sangen. Det var bare den bandet tænkte på da sangen skulle navngives ….

Rolling Stone har rangeret Black Dog som den 300. “Greatest Song of All Time.


13. Ten Years Gone

Ballade fra 1975-albummet Physical Grafitti og harmonisk og stemningsmæssigt en af Led Zeppelins mere komplekse sange. Produceren Rick Rubin har formuleret det flot:  “A deep, reflective piece with hypnotic, interweaving riffs. Light and dark, shadow and glare. It sounds like nature coming through the speakers.”

Page – der skrev sangen – fremhæver at Ten Years Gone ikke er riff-båret, men at han bruger lag på lag af guitarer til at skabe en orkestral effekt.


12. Misty Mountain Hop

Sang på Led Zeppelin IV (1971) og b-siden til singlen Black Dog . Plant skrev teksten, mens Jones og Plant skrev musikken. Umanerlig sej, groovy og suggestiv bluesrock. Plants meget hippieagtige tekst handler om drømmen om de tågede bjerge, hash og et bedre samfund.


11. Achilles’ Last Stand

Åbningssangen på Led Zeppelins 1976-album Presence. En af Led Zeppelins sidste store episke sange – ja, nok den sidste. Og måske også den længste på 10.26 i studieudgaven. Spillet er ikke umiddelbart tungt, men er så heftigt og aggressivt spillet af Plants gnistrende guitar, Jones’ bankende bas og Bonhams ubønhørligt hamrende trommer at man har kaldt den en forløber for The New Wave of British Heavy Metal, NWOBHM, ofte bare kaldet “heavy metal”, selv om jeg personligt finder sangen noget mere interessant end langt det meste heavy rock der som regel bare er muskuløs, poserende og floskelbestemt.

Studieudgaven har 6 overdubbed guitarer (optaget af Page på en enkelt aften), og det gjorde Achilles’ Last Stand udfordrende at rekonstruere live. Sangens dynamik og nerve rammer mig. Det er små eksplosioner


10. Ramble On

En af de helt gamle Led Zeppelin-sange fra Led Zeppelin II (1969) skrevet af Page (musik) og Plant (tekst) – og teksten er som andre sange inspireret af Ringenes Herre. En meget levende og organisk sang udspændt mellem folkrock, bluesrock og hard-rock. Det slagtøj som Bonham spiller med i verset, står ikke helt klart, men formodes a være hænder på en guitarkasse eller en plastic-skraldepand. Trods det ejendommelige slagtøj er der smukt samspil mellem Bonham og Jones’ bas.

Videoen er en audio, men remastered, hvad sangen vinder ved.


9. No Quarter

En løs, syret og jam-agtig sang der efter 1973 blev en central del af Zeppelins live-sæt med masser af effekter med lys og tøris. Genren er bluesrock der er tæt på progrock. John Paul Jones har skrevet musikken sammen med Jimmy Page og har en elpiano-solo som er lige så lang og central som Pages guitarsolo. Jones passer sit basspil via pedaler mens man spiller elpiano.

Der er en tåget, psykedelisk og okkult mystik i sangens stemning som fascinerer mig.

Produceren Rick Rubin har om No Quarter sagt: “It takes such confidence to be able to get really quiet and loose for such a long time. Zeppelin completely changed how we look at what popular music can be.”


8. Dazed and Confused

Officielt blev Led Zeppelin formet af Jimmy Page i London i 1968. Reelt er Led Zeppelin dog videreførelsen af The Yardbirds, en af de mest berømte bluesrock-bands i 60’erne dannet i maj 1963, og som i oktober 1963 fik Eric Clapton som leadguitarist. Clapton forlod Yardsbirds i 1965 og anbefalede Jimmy Page som sin efterfølger, men Page takkede nej. I stedet kom Jeff Beck ind som leadguitarist – og snart efter gik Page alligevel med i Yardsbirds som sekundær guitarist, og som primær guitarist da Beck fik sparket.

Page var lederen i Yardsbirds, men i 1968 faldt musikerne fra af diverse årsager, og Page måtte rekonstruere bandet med et helt nyt sæt musikere – bl.a. John Paul Jones der var næsten lige så anerkendt som studiemusiker som Page var. Så gik Page i gang med auditions for at finde en sanger. Da han hørte Robert Plant fra det psykedeliske bluesband Band of Joy, tænkte Plant: Der må være noget galt med mandens personlighed. Han må være syg eller svær at samarbejde med, for han synger jo fantastisk. Der må være en årsag til at han ikke er slået igennem. Så han inviterede Plant hjem til sig en weekend, og de swingede flot sammen. Plant trak så sin trommeslager fra Band of Joy, John Bonham, ind i det reformerede Yardsbirds der gik under navnet “The New Yardsbirds” indtil det blev ændret til Led Zeppelin. Men det var stadig Yardsbirds – man overtog både Yardsbirds manager, koncert-aftaler og mange af sangene.

Dazed and Confused er således en gammel Yardsbirds-sang fra dengang både Beck og Page var guitarister i Yardbirds. Det var Page der trak sangen – skrevet af Jake Holmes – ind i Yardbirds og kraftigt omarrangerede sangen. I 1967 var Dazed and Confused nok den centrale sang i Yardbirds live-sæt, og det var oplagt at den overlevede omdannelsen til Led Zeppelin og kom med på Zeppelins debutalbum (Led Zeppelin I, 1969). Først i 2010 blev den oprindelige komponist, Jake Holmes, med-rettigheder til sangen i øvrigt anerkendt ved et retsligt forlig.

Led Zeppelin begyndte som en kreativ blanding af folkrock, bluesrock, hardrock og psykedelisk rock – psykedelisk blues er måske den bedste beskrivelse – og Dazed and Confused er et arketypisk eksempel på tung psykedelisk bluesrock. Det er en suggestiv sang der med sin ostinat danner et nedadgående mønster som vil den trække alle ned i underlivet og videre ned til jordens glødende metalkerne. Den indlagte guitarsolo spillet med violinstreng er dybt syret.

Live-optagelsen er optaget af Danmarks Radio i 1969, så billed- og lydkvalitet er stærk. På dette tidspunkt er Led Zeppelin temmelig ukendte – få år efter er bandet en af rockens absolutte superstjerner. Men – som man måske fornemmer på DR-optagelsen her – var Led Zeppelin en kvartet der var interesseret i at lave udforskende musik og ikke i attituder og at stive egoet af. Det var en kvartet der fungerede godt sammen, og lige så snart kvartetten blev ødelagt, fordi Bonham drak sig ihjel i 1980, var Led Zeppelin færdig som band. Magien var brudt.


7. The Battle of Evermore

Folk-ballade fra Led Zeppelin IV og på sang en duet mellem Robert Plant og den tidligere Fairport Convention-forsanger Sandy Denny. Sangen opstod da Jimmy Page fik fat i en mandolin ejet af John Paul Jones. Allerførste gang Page havde en mandolin i hænderne, opstod sangen. Plant lavede siden tekst til inspireret (som på flere andre sange) af et motiv fra Tolkiens Ringenes Herre.

Jeg synes at dette er et ret genialt folk-nummer. Melodien, mandolin-klangen, harmonien mellem Dennys og Plants stemme, den lidt arkaiske fornemmelse, den drømmende stemning, nerven og anstrøget af melankoli gør denne sang til noget helt specielt. Den fortjener klart en plads i dette gode selskab.


6. Over The Hills and Far Away

Fra Houses of the Holy og et tæt og organisk eksempel på en tour de force gennem de forskellige tempi som Led Zeppelin beherskede. Der er hele tiden noget på færde i sangen der er skrevet af Page (musik) og Plant (tekst), og lynhurtigt skifter den mellem folkrock og hardrock.


5. Going To California

Bedårende folk-ballade fra Led Zeppelin IV (1971) med masser af skønhed, længsel og nerve. Som så ofte står Page for melodien og Plant for teksten. Plant på vokal akkompagneres blot af Jones på mandolin og Page på guitar.


4. Since I’ve Been Loving You

Bluesrock-ballade fra Led Zeppelin III (1970) spillet omtrent live i studiet stort set uden overdub. Det betyder at Jones samtidig spiller hammond-orgel og bas-pedaler, men bas-pedal-lyden er desværre lovlig gennemtrængende. Page spiller en blændende guitarsolo, og hele sangen bæres af en fantastisk passion og kraft. Det er en af de stærkeste bluesrock-sange jeg kender.

Superguitaristen Joe Satriani har om sangen sagt:

“‘Since I’ve Been Loving You’ was a perfect example of taking a blues structure but striking out on your own. They were breaking ground, not copying. I love that Page would always just go for it. Some other guitarist might have better technique, but what Page did would always trump it because the spirit was so overwhelming. Whatever he did would turn into a technique.”


3. The Rain Song

Progrock-sang fra Houses of the Holy der bevæger sig fra det smægtende ballade-agtige til det mere bombastiske. Især i de akustiske dele er melankolien og skønheden imponerende og drejet ejendommeligt nostalgisk. Dette lyder virkelig som den gyldne og vemodige musik fra en svunden æra. Jones laver en stryger-del via mellotronen der giver sangen en orkestral fornemmelse.


2. Kashmir

Over 8 minutter lang majestætisk, arabisk inspireret sang fra 1975-.albummet Physical Grafitti. Skrevet af Page og Plant. Ingen i bandet havde endnu været i Kashmir da sangen blev skrevet og indspillet, og egentlig har den ikke meget at gøre med Kashmir-området (som Indien og Pakistan deler); Plant-skrev teksten i Syd-Marokko og var inspireret af Syd-Marokko da han skrev den. Og Page var inspireret af arabisk musik da han lavede musikken.

Det er Led Zeppelins mest originale sang, og den indeholder ret specielle taktarter og akkorder, ja, selv stemningen af guitaren er anderledes end normalt. Den orientalske klang er tydelig. Sangen er eksotisk, intens, hypnotisk og majestætisk og meget speciel.

Det er en af de få sange hvor Zeppelin bruger musikere udefrra til at spille med, fordi der blev hentet klassiske musikere til at spille horn og strygere. John Paul Jones – kaldet Jonesy – står dog for en stor del af det orkestrale, dels ved at spille mellotronen, der blev lagt på i forskellige lag, dels ved at arrangere både mellotronens orkesterlyde og det rigtige orkester. Jonesy er i høj grad arrangøren af sangen. Men det er i høj grad en bandpræsteation – Pages flotte komposition og fine guitararbejde, Jonesys mellotron og fine arrangement, Plants gode tekst og flotte sang og sidst og ikke mindst det sparsomme og kraftfulde trommespil af John Bonham – kaldet “Bonzo”.

I foråret 1975 da sangen kom frem, blev den hørt tilfældigt af de primære sangskrivere i Genesis – Mike Rutherford og Tony Banks. De anede ikke hvem der spillede Kashmir – men hjergtaget blev de – ikke mindst af trommespillet – og besluttede at det her skulle de inspireres af. En direkte følge var sangen “Squonk” på det følgende Genesis-album, men indirekte bad de også Phil Collins med det forfinede, lidt jazzede trommespil, om at ramme lidt mere i stil med Bonzos kraftfulde trommespil.

Kashmir er en storladen og suggestiv hymne med en fornemmelse af Dommedag over sig. Fejrende og mørkt. Kashmir fortjener mindst en plads som nr. 2.


1. Stairway to Heaven

Fantastisk sang med en stærk melodi, nerve og energi. Sangen er delt i 5 dele der dog hænger organisk sammen – en akustisk, folk-agtig del, en rock-agtig del med trommer og elektriske instrumenter, en guitarsolo, en hardrock-del og en epilog. I den første del spiller John Paul Jones blokfløjte via sin mellotron.

Sangen bygger et adrenalin-rush op og er næsten det perfekte rocknumer. Stairway to Heaven udkom aldrig som single, men blev alligevel den mest spillede og ønskede sang på de amerikanske FM-radiostationer op gennem 70’erne.


Sporify-playlist med mine 15 foretrukne Led Zeppelin-sange

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Mine 15 bedste sange med Peter Gabriel

petergabriel

Peter Brian Gabriel (f. 1950) er en britisk sanger og musiker inden for genrer som progrock, art-rock, poprock og soul. Han var i 1967 med til at grundlægge bandet Genesis og var Genesis’ frontfigur frem til 1975. I 1977 sprang han ud som solokunstner med især art-rock på repertoiret, men også poprock, soul, verdensmusik og andet.

Peter Gabriel blev som 13-årig elev på den britiske kostskole Charterhouse hvor han knyttede tæt venskab med den jævnaldrende Tony Banks. De to blev sangskrivere omkring skolens flygel, og ud af dette sangskriver-fællesskab – og fusionen med en anden sangskriverduo (Ant Phillips og Mike Rutherford) på skolen, opstod Genesis der efterhånden fik ganske pæn succes med krøllede progrock-sange i 70’ernes første halvdel. Særligt Banks, Gabriel og Rutherford skrev teksterne og sangene, men den excentriske Gabriel med de bizarre udklædninger og småfortællinger mellem sangene tog hele opmærksomheden.

Omkring tilblivelsen af Genesis 1974-album The Lamb Lies Down On Broadway – baseret på en dybt mærkelig fortælling om puertoricaner-bøllen Raels sprirituelle oplevelser i New Yorks undergrund – opstod der spændinger i Genesis som fik Gabriel til at forlade bandet i maj 1975 da The Lamb-turneen var færdig.

gabriel 1

Peter Gabriel 1 eller Car fra 1977

Et år efter Gabriel forlod Genesis, nemlig i juni 1976, gik han i gang med at frembringe et soloalbum med selvskrevne sange i samarbejde med den canadisketop producer Bob Ezrin – mest kendt for et intenst samarbejde med den amerikanske hardrock-sanger Alice Cooper (Ezrin var ikke bare producer for Cooper, men med til at skrive Coopers sange, var musiker i bandet osv. – og reelt af større betydning for Cooper end George Martin var for Beatles). Ezrin havde også produceret for andre amerikanske hardrockbands som Aerosmiths og Kiss – men hans mest kendte produktion kom først i 1979 med Pink Floyd-albummet The Wall.

Gabriel og Ezrin valgte sammen musikerne til Gabriels første soloalbum, og flere af disse musikere – fx Tony Levin på bas og Larry Fast på keyboard skulle fremover blive Gabriels faste backup-musikere. Også King Crimsons leder og leadguitarist Robert Fripp blev tilknyttet – og fremover flere gange brugt.

gabriel logo

Albummet udkom i februar 1977 og fik ingen titel, kun ”peter gabriel”. Det samme gjaldt de efterfølgende 3 soloalbums – navnløse ud over ”peter gabriel” skrevet med samme bogstaver. For at kunne skelne, kaldes disse 4 første albums enten Peter Gabriel 1, Peter Gabriel 2, Peter Gabriel 3 og Peter Gabriel 4. Eller – efter forsidemotivet på de 3 første albums Car, Scratch og Melt, mens den 4. kaldes Security.

Sangene på Peter Gabriel 1 var overmåde forskellige i stil – akustisk ballade, hardrock, barbershop, jazzet blues og orkestral-rock ikke ulig Genesis – men IKKE prog-rock som i Genesis. Generelt var stilen mere fri og udforskende, men også mere poppet-koncis-melodisk end Genesis’ musik. Albummet er fantasifuldt og med flere glimrende sange, men også temmelig rodet

Få år efter skulle Gabriels gamle band gå i samme bane og forenkle musikken med mere koncise og poppede sange.

Fra albummet blev balladen ”Solsbury Hill” udvalgt som Gabriels første single – en meget melodisk og enkel sang – i alt andet end taktarten der er 7/4. Det var en meget personlig-eksistentiel sang om Gabriels tvivl og grublen i forbindelse med om han skulle blive i Genesis eller sige farvel til bandet. Hverken single eller album blev den helt store succes eller fiasko. Solsbury Hill blev nr. 13 på singlehitlisten, og Peter Gabriel 1 – eller Car – nr. 7 på albumhitlisten.

I marts 1977 indledte Gabriel en turne med blandt andre Fripp, Levin og Fast i bandet. Gabriels visuelle stil live var som solist mere neddæmpet end da han spillede med Genesis – ingen ekstravagante kostumer – men dog en karismatisk stil i front. Sangene var hans egne, men han afsluttede turneen med en enkelt Genesis-sang – Back in  N.Y.C. fra The Lamb.

I november 1977 gik Gabriel i gang med næste album i et endnu kraftigere samarbejde med Robert Fripp der nu var producer. Peter Gabriel 2 – eller Scratch – udkom i juni 1978 og var mørkere og mere eksperimenterende end det første soloalbum – og solgte næsten lige så godt – nr. 10 i Storbritannien – men var uden hits. Jeg er ikke så begejstret for albummet som jeg oplever som Gabriels mest uinspirerede. Endnu en turne efterfulgte, før Gabriel i foråret 1979 gik i gang med sit 3. album der udkom i maj 1980 med Steve Lilywhite som producer og Hugh Padgham som engineer.

hs_PG3_UMGI_Vinyl-12_Gatefold_6mmSpine_OUT_RI_AUG10.indd

Peter Gabriel 3 eller Melt fra 1980

Peter Gabriel 3 – eller ”Melt” – var på flere måder et nybrud. Gabriel, hvis far var elektroingeniør og opfinder – blev sidst i 70’erne optaget af den nye digitale synthesizer- og sampling-teknologi og hvordan teknologi kan bruges til nye udtryk og soundscapes der ikke illustrerer noget dehumaniseret, men omvendt, fremviser andre sider af det humane. Således var Gabriel den første i Storbritannien til at anskaffe sig en af de allerførste digitale samplere – en Fairlight CMI: En hvilken som helst lyd optages med mikrofon. Fairlighten digitaliserer lyden og gør det muligt at lave akkorder af lyden. Det gav enorme muligheder for lydudforskning. Gabriels nysgerrighed gjorde ham desuden interesseret i den etniske musik, såkaldt world music eller verdensmusik – indisk, afrikansk, japansk musik osv. I 1980 tog Gabriel således initiativ til en kunstfestival – World of Music, Arts and Dance, forkortet WOMAD, som især er optaget af verdensmusik.

Fairlight

Den første Fairlight-model. Gabriel var den første i Storbritannien til at have et eksemplar.

Måske er albummet dog mest kendt for at opfinde en såkaldte ”gated reverbed” effekt på trommelyden. Gabriels gamle trommeslager i Genesis, Phil Collins, spillede trommer på 3 af albummets sange, herunder Intruder. Til den sang udviklede Collins og især albummets engineer, Hugh Padgham, en særlig eksplosiv lydeffekt på Collins trommer – en lyd der blev Collins’ signatur i 80’erne – og en af 80’ernes særlige kendetegn.

På Peter Gabriel 3 var disse elementer begyndt at få indflydelse, og albummet var så vildt og eksperimenterende at Gabriels amerikanske pladeselskab, Atlantic Records, sagde stop. Det her ville de ikke udgive. Ikke desto mindre blev Peter Gabriel 3 hans hidtil største kommercielle succes. Den gik ind som nr. 1 i Storbritannien og nr. 22 i USA. Og singlen Games Without Frontiers gik ind som nr. 4 på singlehitlisten, Gabriels hidtil største hit. Et andet hit var Biko, der blev en anti-apartheid-slagsang.

PGLPR4X_UMGI_Vinyl-12_Gatefold_6mmSpine_OUT_RI_AUG10.indd

Peter Gabriel 4 eller Security fra 1982

Efter den obligatoriske turne i 1980 gik Gabriel i foråret 1981 i gang med sit 4. solo-album – og måske hans mest ekstreme værk. Peter Gabriel 4 – eller Security – udkom i september 1982 og var fuld af Fairlight-effekter og verdensmusik – og nu også med danserytmer. Jeg ser albummet som del af Gabriels kunstneriske kulmination – men den solgte ikke helt så meget som 3’eren/Melt og blev blot nr. 6 i Storbritannien. Albummet var lavet i Gabriels eget studie indbygget i en lade i hans hjem, Ascombe House, nær byen Bath i det sydvestlige England. Den blev fulgt af en verdensturne i anden halvdel af 1982.

I juni 1983 udkom det glimrende live-album Plays Live fra turneen i 1982. I 1984 indspillede han i sit studie i Ascombe House et stærkt eksperimenterende soundtrack til filmen Birdy – primært instrumentalmusik med kraftig brug af Fairlighten. Gabriels producer var nu canadieren Daniel Lanois, der var blevet kendt for året før at producere U2-albummet the Unforgettable Fire.

gabriel so

Gabriel blev så begejstret for Lanois, at han brugte ham hele 1985 til at indspille sit næste rigtige studiealbum optaget i Ascombe House. Albummet, der for en gangs skyld fik et navn – So – udkom i maj 1986. Det indeholdt langt mere amerikansk præget musik – især såkaldt americana eller root-music (tidlig blues, folk, soul osv., og var nok en smule mere glat og mainsteam-agtig end de tidligere albums ,men besad også fremdeles verdensmusik og eksperimenterende musik.

So var en stor kommerciel succes, Gabriels største, nr. 1 i Storbritannien og nr. 2 i USA – og med adskillige tophits – Sledgehammer, Big Time og Don’t Give Up!

real-world-st-1

Gabriels eget pladestudie, Real World Studios der ligger ud i en sø ude på landet nær byen Bath

Nu kastede Gabriel sig over andre projekter end pladealbums, fx at lave sit eget pladeselskab med tilknyttet pladestudie. Real World Studios blev etableret i en gammel vandmølle tæt på Bath. Pladestudiet er et ret stort kompleks og ret benyttet – Beyoncé, Sia, Coldplay, Rag’n’Bone Man, Tom Jones og The Pixies har optaget der. Pladeselskabet Real World Records blev etableret i 1989 med henblik på både at udgive Gabriels albums, men også verdensmusik som den senegalesiske sanger Youssou n’Dour og den pakistanske sufi-sanger Nusrat.

Gabriel lavede to følgende studie-albums beslægtet med de foregående – den terapi-orienterede Us fra 1992 og den mere døds-orienterede Up fra 2002 – uden helt den samme kunstneriske og kommercielle succes som So – men bestemt kvalitets-albums. Desuden fortsatte han med at udgive soundtrack-albums som fx Passion (1989) lavet til Scorsese-filmen Passion of the Christ – ikke ulig den eksperimenterende Birdy. Og desuden cover-albums som Scratch My Back (2010) hvor Gabriel synger favoritsange af andre kunstnere – for mig at høre et fejltag –og New Blood (2011) hvor Gabriel laver orkester-versioner af egne gamle sange.

petergabriel3

Der er en vis forskel i udseendet på Peter Gabriel dengang og nu!

De sidste albums tenderer til at blive stadig mere prætentiøse, tunge, kedelige og uinspirerede – Gabriel er ved at overtages og absorberes af sin egen tyngde. Der er dog gået nogen tid siden hans sidste album-udspil. Det er formentlig det bedste. Desuden har han været optaget af humanistiske projekter fx etableringen i 2007 af verdensrådet ”The Elders” som Gabriel tog initiativ til sammen med sin pladeselskabsdirektør Richard Branson samt Nelson Mandela. The Elders fungerer stadig og har fx et par tidligere FN-generalsekretærer som medlemmer – Kofi Annan og Ban Ki-Mon.


Mine 15 foretrukne Peter Gabriel-sange i april 2018

15. Intruder

Intruder er åbningssangen fra det 1980-album vi dengang kaldte Peter Gabriel 3 – og som nu snarere kendes som Melt. Og Intruder var den allerførste Gabriel-sang jeg bemærkede blev spillet i radioen. Det har været i 1981, måske dog tidligere, og jeg husker at den kvindelige radiovært kaldte sangen “eksperimenterende rock som Peter Gabriel er kendt for at lave”. Sangen lød sær, men interessant, ligesom prædikatet “eksperimenterende rock” lød interessant. Efterfølgende må jeg give radioværten ret. Melt indeholder en hel del art-rock eller eksperimenterende rock. Som den første i Storbritannien anskaffede Gabriel sig et særligt keyboard-instrument, en digital sampler kaldet en Fairlight CMI. ALLE lyde – fx luft der hyler igennem et kloakrør – kan optages på Fairlighten og blive til spilbare toner man kan lave akkorder af. Alverdens lyde bliver dermed musikerens legetøj. Gabriel så det som en pointe at bruge elektronikken til ikke at lave inhuman, fremmedgørende musik, men human musik, og han fik indviet en anden eksperimenterende kunstner – Kate Bush – i sin vision. De indledte et samarbejde, og Bush begyndte selv at eksperimentere stærkt i pladestudiet bl.a. med Fairlighten.

For både Gabriel og Bush – ja, og åndsfrænden David Bowie – gjaldt det dog om at undgå at det eksperimenterende syrede helt ud, og artrocken tabte melodien. Der forbliver et melodiøst, poppet element i musikken

Der skjuler sig en interessant historie bag trommespillet i Intruder. Gabriel havde fået den ejendommelige ide at der ikke måtte bruges bækkener på Melt. Til Intruder – og to andre sange – fik Gabriel fat på Phil Collins som Gabriel jo havde spillet i Genesis med, og Collins fik den begrænsning altså at spille uden bækken og spille et meget enkelt trommemønster som Gabriel havde planlagt. Desuden er der ingen bas i sangen. Collins følte at trommelyden måtte reagere på disse begrænsninger ved at få mere fylde og han gav sig til at arbejde med albummets engineer der hed Hugh Padgham. De to – og særligt Padgham – udviklede så en særlig trommelyd, kaldet “gated drums”, hvor trommerne får en nærmest eksplosiv klang. Collins var så begejstret at han til sit første soloalbum hyrede Padgham som engineer og genskabte trommelyden i singlen “In The Air Tonight”. Med stor succes til følge. Gated drums blev derpå nærmest Collins’ signatur-lyd, og 1980’erne blev fyldt med den klang. Men første gang den optrådte, var altså i Intruder.

Der er en ond, intens og rugende stemning på Intruder som nok også inspirerede Collins på In The Air Tonight. Men uagtet sangens musikhistoriske betydning så er det en smuk sang inden for “eksperimenterende rock” som dens stil altså blev kaldt. Nogle har også forbundet den med new wave, måske pga. den lidt mekanisk-maskinelle sound.


14. Games Without Frontiers

Sammen med Biko (som jeg ikke kan lide) en af de mest velkendte sange fra Melt – eller Peter Gabriel 3. Da jeg var dreng i 70’erne, var tysk tv fulde af voksne der konkurrerede indbyrdes i udendørs anlæg med kæmpemæssige forhindringer. Det hed “Spiele ohne Grenzen”, og jeg troede det var en tysk ting. Sangen her – der handler om netop denne tv-serie – belærte mig så om at det var en international produktion – Jeux sans Frontièrs

Games Without Frontier er den første Peter Gabriel-single der røg i topti. På dette tidspunkt samarbejdede Gabriel med Kate Bush som i denne sang synger andenvokal/kor. Games Without Frontiers er noget af det mindst eksperimenterende på Melt/Peter Gabriel 3 – men en lille fin sardonisk popsang.


13. Dont’t Give Up

Gabriels første 80’er-albums – Peter Gabriel 3 og 4 – også kaldet Melt og Security – var i højeste grad eksperimenternde art-rock med masser af Fairlight CMI og i stigende grad brug af såkaldt verdensmusik. Gabriel var i 1980 hovedinitiativtager til kunstfestivallen WOMAD – World of Art, Music and Dance – og WOMAD præsenterede i høj grad verdensmusik.

Men efterfølgeren So fra maj 1986 overraskede ved at være langt mere tilgængelig mainstram. So er nok Gabriels mest tilgængelige album overhovedet. Der var langt mindre skærende guitar og af Fairlight-excesser, og mere poleret og elegant lyd med langt stærkere elementer af amerikansk tradition end hidtil – fx soul – som Gabriel var personligt ret optaget af som dreng (fx Sam Cooke og Otis Redding).

Don’t Give Up er netop en lidt amerikansk inspireret mainstream-ballade med medvirken af den amerikanske R&B, funk og soul-prægede pianist Richard Tee. Sangen var præget af americana/roots music, dvs. tidlige amerikanske traditioner bag rockmuskken (tidlig blues, country, folk osv.). Tanken var derfor at få country-sangerinden Dolly Parton til at synge omkvædet. Da hun sagde nej, spurgte Gabriel i stedet veninden Kate Bush der sagde ja.

Balladen er så traditionsbevidst at den står i fare for at blive lidt statisk og livløs. Tony Levins fyldige og ikke helt konventionelle basgang er med til at modvirke dette.

Teksten er inspireret af fotoværket “In This Proud Land” (1973) med fotografen Dorothea Langes fotos af social elendighed i 30’ernes USA. Gabriel mente at bogen også var relevant for Thatchers Storbritannien. Sangen er bygget op sådan at verset – sunget af Gabriel – præsenterer den sociale fortvivlelse – mens omkvædet – sunget af Bush – præsenterer håbet for de fortvivlelse. Håbet og trøsten.


12. In Your Eyes

In Your Eyes er et klassisk eksempel på en sang fra So. Det er en kærlighedssang med et meget poppet omkvæd med kraftig præg af afrikansk musiktradition. Ifølge legenden (der er ubekræftet) er In Your Eyes skrevet af Gabriel til skuespillerinden Rosanna Arquette. Det må betyde at Gabriel formodes at have dyrket hende mens han stadig var gift med Jill – efter skilsmissen indlod han sig i al fald på et flerårigt kæresteforhold med Rosanna Arquette.

Hun har i øvrigt inspireret til en anden kendt sang – Rosanna med Toto fra 1982 (sangskriveren David Paich var forelsket i Arquette der kom sammen med hans bedste ven, Steve Porcaro, som Paich havde startet Toto sammen med).

In Your Eyes blev benyttet som kommunikation af John Cusack i den romantiske komedie Say Anyting fra 1989. Det var med til at give sangen nyt liv, og i det betragter mange sangen som den bedste sang på So.

In Your Eyes er melodiøs, original, livfuld og elegant – virkelig en raffineret popsang.


11. I Don’t Remember

Faktisk et ret fremragende poprock-nummer med et kraftfuldt og catchy omkvæd og originale ideer i produktionen. King Crimsons leder og guitarist, Robert Fripp, giver sangen, lægger en guitar der opleves skærende og avantgardistisk. Det var også Fripp der lagde guitarspor til fx Heroes af David Bowie. I nedenstående video hører man dog single-versionen af I Don’t Remember som er en ældre studieversion uden Fripps guitar-gang – som man vurderede ikke var radiovenlig. Dermed taber sangen en smule kant.

Tony Levin spiller basgangen på en såkaldt “Chapman stick”, et elektrisk strengeinstrument som Levin ofte benytter. Basgangen er med til at give I Don’t Remember liv og karakter.

https://dailymotion.com/video/x64o42


10. Darkness

Åbningssangen fra Peter Gabriels sidste “rigtige” studiealbum, Up fra 2002, med sange der er indspillet fra mellem 1995 og 2002. Up handler generelt om mørket og døden, og Darkness handler om mørket indeni, rædslen, frygten, angsten, skylden, fortvivlsen, desperationen, depressionen. Den terapeutiske tekst handler om bevidstgørelse af mekanismerne bag mørket og forsøget på at undgå at mørket tager kontrollen.

Dette er kompromisløs artrock med fine og voldsomme kontraster mellem de blide og de rå sekvenser. Darkness er den dyb og dragende sang der vinder ved genhør. Hvad den måtte mangle i umiddelbar melodiøsitet, friskhed og charme, har den afgjort i dybde.


9. Wallflower

Ballade fra det 1982-album der i USA blev kendt som “Security”, og som jeg dengang albummet kom, kendte som “Peter Gabriel 4”. Wallflower er velsagtens den mest konventionelle og mainstream-agtige sang på albummet, og jeg har aldrig set den nævnt blandt Gabriels bedste sange. Men jeg har simpelthen en svaghed for melodien og fremførelsen. En meget fin og prægtig ballade som jeg mener er stærkt undervurderet.


8. I Have The Touch

Fra 1982-albummet Security/Peter Gabriel 4 og et melodiøst poprocknummer med en gravalvorlig tekst om behovet for fysisk kontakt, for berøring, for kommunikation og forståelse, og med et eksperimenterende set-up der gør sangen levende, skarp og nærværende. Tony Levin bruger sin stick som bas og giver sangen groove


 

7. Shock The Monkey

Ligesom forgængeren også fra Security/Peter Gabriel 4. Teksten handler IKKE om aber – monkey er i sangen et symbol på menneskets primitive sider, og den ikke helt klare tekst handler om jalousi. Det er et meget rytmisk, dansevenligt nummer hvilket den lidt stive Peter Gabriel ikke tidligere havde excelleret i. Jeg skulle også virkelig vænne mig til sangen, da albummet kom frem i min gymnasietid. I lang tid fandt jeg det plat og primitivt. Men det er forbløffende vellykket i sit rytmiske drive og sin smittende melodiøsitet, og sangen er original for sin tid og uhyre slidstærk.


6. Solsbury Hill

Peter Gabriels debutsingle som solist fra 1977 – og den er også på hans debutalbum Peter Gabriel 1/Car fra samme år. Sangen – der er en lykkelig og frigjort sang – handler om Peter Gabriels brud med Genesis – som han var med til at grundlægge og var forsanger i i 9 år, dvs. handler om dette at give slip. Sangen er meget melodiøs og umiddelbar, men taktarten er yderst speciel – 7/4 bortset fra i de sidste to takter af omkvædet hvor den går over i 4/4 – som for at give indtryk af en følelse af uro der bliver til ro.

Solsbury Hill er en høj nær Gabriels daværende hjem, Ascombe House, nær Bath med en flot udsigt over Bath.

Sangen er en af Gabriels kendteste og adskillige kendte har lavet covers af den fra Erasure til Lou Reed. For mit temperament er den for kom-glad-agtig til at den er helt oppe og ringe, men den er vellykket pop.


5. Sledgehammer

Da Peter Gabriel var ung skoledreng i 60’erne, tog han vennen Tony Banks (siden Genesis) ned til en pladebutik i den nærliggende by Godalming for at lytte til soul-plader. Ikke mindst Otis Redding – på Memphis-plademærket Stax – var Gabriels store idol. Siden skulle Gabriel også se Redding spille live i London. Sledgehammer fra albummet So er Gabriels hyldest til Stax-mærkets sange og stil. Blæser-arrangementet i sangen er ledet af Wayne Jackson der var del af Stax’ blæsergruppe the Memphis Horns og som spillede med Otis Redding.

Sangen blev et stort hit i 1986 og slog Gabriels gamle band – Genesis’ – hit, Invisible touch, af pinden som nr. 1 i USA. Det er Gabriels eneste tophit. Sangen er meget loyal mod 60’ernes Memphis-soul, måske nok bortset fra den ret originale brug af en japansk shakuachi-fløjte samplet på en Emulator. Teksten handler om seksuel saft og kraft og passer smukt til sangens stærke groove. Stop-motion-videoen er berømt – en af de mest spillede på MTV og en af de mest prisbelønnede videoer overhovedet.


4. Digging In The Dirt

Førstesinglen fra Gabriels 1992-album Us – det første album efter So. Det har en meget vellykket syntese mellem verdensmusik, rock og soul og har både drive og en god melodi. Men måske ikke så megen friskhed. Gabriels musik er på dette tidspunkt i fare for at blive lidt overproduceret. Stadigvæk – en forrygende sang med stop motion-video der var lige så krævende for Gabriel at være med til som videoerne for Sledgehammer og Big Time på det foregående album.

Omkring tilblivelsen af Us var Gabriel igennem en masse bøvl i forbindelse med sin ekskone Jill som han var skilt fra nogle år tidligere og sin ældste datter, og rod i familierelationerne er et generelt tema for albummet. Digging in the Dirt handler om psykoterapi og følelserne der er relateret til det som terapien graver frem.


3. Here Comes The Flood

Den afsluttende sang på Gabriels debutalbum (Peter Gabriel 1 eller Car) fra 1977 og en grandios ballade. Albummet var produceret af Bob Ezrin – der fx producerede Alice Cooper og siden også Pink Floyds The Wall, og som har hang til det storladne og meget producerede. Gabriel syntes siden at albummet – og især Here Comes The Flood – blev for voluminøst og overproduret og har siden foretrukket mere afdæmpede, nedtonede versioner af sangen – som her i videoen – et Kate Bush juleshow fra 1979 – hvor Gabriel spiller og synger på samme tid.

Here Comes The Flood er simplethen en flot, flot sang.


2. Mercy Street

Fra albummet So. Sangens tekst er inspireret af digtet “45 Mercy Street” af Anne Sexton, en psykiatrisk patient der skrev digte for sin egen terapis skyld. Gabriels sang er blevet kaldt en af de 10 mest deprimerende sange nogensinde. Mercy Street står både nåde og barndommens tabte tryghed og er en ulykkelig kvindes umulige drøm.

Selv om Gabriels tekst er mørk, overmåde mørk, dyrker sangens atmosfære slet ikke mørket, men har en mildhed, blidhed og et drømmeagtigt svævende flow – herunder vokal-effekter – der gør sangen helt unik. Samtidig er melodien behagelig og excellent.


1. San Jacinto

Storladen ballade der handler om kultursammenstødet mellem den indianske kultur og den moderne amerikanske kultur. To ting inspirerede Gabriel: 1) En vandring i Palm Springs-indianerreservatet i Californien ved San Jacinto-bjerget hvor Gabriel så nogle bånd som han mente måtte være del af et gammelt indiansk ritual. 2) En samtale i USA med en apache-indianer som fortalte Gabriel om gamle, barske indvielsesritualer for unge apache-indianere – fx ritualet hvor en medicinmand tager en ung dreng op på et bjerg, lader ham blive bidt af en slange og efterlader ham, hvorpå drengen enten selv må finde hjem fra bjerget eller dø af giften.

San Jacinto er en overmåde pompøs sang, men jeg synes den kan bære det. Indianerromantikken bliver ikke ækel, og verdensmusik-elementet ikke patroniserende og omklamrende, selv om det kan undre hvad et synthesizer-arrangement der lyder mere fjernøstlig end indiansk laver i den sang. Epilogen er akkompagneret af mærkelige lyde der stammer fra blæsen igennem metalrør fundet på en losseplads og spillet via en Fairlight CMI.

Spotify-playlist over sangene

 

 

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar