Historien om Danmarks monarker på pdf

Jeg har skrevet om det danske kongehus’ historie fra Gorm den Gamle og til i dag (2016). Især efter år 1700 spiller monarkerne en mindre rolle, og jeg ser på de forskellige ledende embedsmænd og ministre.

Min fortælling kan sagtens læses som en komprimeret Danmarkshistorie. Den står i et wordpress-dokument lige her. Den er på ca. 500 normalsider.

Men for interesserede har jeg lavet den om til en tekstfil i pdf-udgave. Den er forholdsvis hurtigt lavet ud fra wordpress-dokumentet så man må undskylde visse æstetiske mangler i dokumentets layout. Men det kan vist læses.

Den er delt i to.

Reklamer
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Radiohead – deres historie og musik

Radiohead har i skrivende stund (maj 2016) for et par uger siden udgivet et nyt album: A Moon Shaped Pool. I den forbindelse kredser jeg i denne tekst om Radiohead, hvem de er, og de bedste Radiohead-sange op gennem de forskellige albums.

Lige nu lider min gennemgang lidt af at meget få sange fra det nye album er lagt ud som frit tilgængelige på internettet. Faktisk kun to. Jeg har købt albummet og lyttet det igennem, men jeg kan kun tilbyde ganske få links indtil videre. Det er bare ærgerligt.

Tom Daugaard, den 21. maj 2016.

_______________________

Et forsøg på en karakteristik

Radiohead er et britisk rockband der spiller musik inden for genren alternativ rock, oprindelig i den lidt støjende grungeprægede ende og efterhånden i den mere forfinede, eksperimenterende ende.

radiohead2014

Nyere foto af Radiohead. Fra venstre Colin Greenwood, Ed O’Brien, Thom Yorke, Phil Selway og Jonny Greenwood.

Flere ting ved bandet er ikke helt normale. Radiohead opstod blandt teenagere på en skole ved Oxford medio 80’erne, og siden er der hverken forsvundet eller tilføjet medlemmer. Besætningen har holdt sig. Desuden er Radioheads forsanger, Thom Yorke, ikke en normal rockgud. Han er bestemt ikke bedårende, hans dans er ikke cool, hans vokal er ikke imponerende. Faktisk er han ret grim, lettere nørdet og har en lidt klagende sangstil – dog ikke så langt ude som Morrisseys – som man skal vænne sig til.

Stilmæssigt rammer Radiohead ikke 100% rent hos mig. Bandets primære sang- og stilskaber, Thom Yorke, hørte oprindelig en hel del af indie-bandet The Pixies, og så er vi ovre i den mere radikale alternative rock som ikke siger mig noget. The Pixies er hverken gode musikere eller laver gode melodier. De har et råt udtryk og kan lide det krompromisløse, kontrasterne, fx mellem bløde og hårde sekvenser i sangene. Også Nirvanas forsanger, Kurt Cobain, var Pixies-fan, og det prægede Nirvanas gennembrudsalbum Nevermind der netop markerede sig i kontrasterne mellem bløde og hårde sekvenser der ret chokagtigt efterfulgte hinanden. Til gengæld kunne Nirvana også lave gode melodier.

Det kan Radiohead faktisk også, selv om det melodiøse ikke er det bærende i deres udtryk. Et band som Coldplay begyndte med at spille alternativ rock der var meget tæt på Radiohead light. Nogle har kaldt genren for ”klynkerock”. Men Coldplays primære udtryk blev det melodiøse. Alt andet – kant, kunstnerisk ambition, nerve, atmosfære blev  sekundært for Coldplay. Men ikke for Radiohead. Det gør Coldplay til popmusik. Hvilket er helt okay. Men Radiohead er radikalt anderledes. Nærmest alt det som Coldplay ikke er.

Radioheads radikalitet skal nu heller ikke overdrives. Musikken ændrer ofte karakter fra album til album, ligesom fx David Bowies musik gjorde, men musikken befinder sig som regel i krydsfeltet mellem relativt melodiøst melankolsk guitarbaseret alternativ rock (well, alternativ rock ER guitarbaseret) og forskellige udtryk for noget undersøgende, eksperimenterende der ikke mindst holdes i gang af bandets rastløse, kreative ildsjæle, Thom Yorke og Jonny Greenwood.

yorke 1

Thom Yorke som han ser ud i dag – en blanding af Willie Nelson og Tollundmanden.

Forsangeren Thom Yorke er hovedkomponisten og tekstskriveren. Yorkes tekster er ikke happy-go-lucky-tekster, men mere eller mindre kryptiske tekster der dog er rimeligt entydige i deres stemning. Og den er mørk og melankolsk. Teksterne er optaget af eksistentielle problemstillinger i weltschmwertz-afdelingen, dvs. fremmedgørelse, angst, fortvivlelse, tab, plagethed. Yorke er tydeligt en sensitiv sjæl hvilket giver musikken mørke, alvor, tyngethed, intimitet og poesi. ”Plaget følsomhed” er et kodeord for det der driver Radiohead.

Yorke spilder da heller ikke sit liv på tv-serier, chicks og burgers. Han er et alvorligt menneske der er vegetar, brændende optaget af klimasagen, pacifist osv. Han er simpelthen idealist med mere end én sag. Den slags kan blive selvsmagende patetisk og ulideligt, men heldigvis er der andet på spil end de store sager og de rigtige meninger. Eller egen weltschmertz. Yorke og dermed Radiohead forsøger at sublimere fremmedgørelsen og fortvivlesen. Han er tillige sans for intimitet, blidhed og skønhed, mens Jonny Greenwood – der fx er meget optaget af den polske klassiske komponist Krzysztof Penderecki, er optaget af avantgarde og eksperiment – og ikke nødvendigvis den samme intimitet som Yorke er. Jonny Greenwood har fået sin egen karriere som ikke mindst skaber af filmmusik til storfilm til fx There Will Be Blood – også i stilen nyere klassisk kompositionmusik.

jonny greenwood 2

Jonny Greenwood

Så kodeord er plaget intimitet, følsomhed og fremmedgjorthed der søges forvandlet til skønhed og eksperiment på en intelligent måde præget af musikalsk dygtighed og viden om hvad der rører sig i det musikalske landskab både inden for indierock, elektronisk musik, jazz og klassisk kompositionmusik præget af fx Penderecki.

Radioheads historie ganske kort

Bandet opstod i universitetsbyen Oxford i 1985 – eller rettere den mindre by Abingdon 9 km. syd for Oxford. Radioheads medlemmer er da også alle blevet akademikere, minus guitaristen Jonny Greenwood der er computerprogrammør. Forsangeren Thom Yorke har en bachelor-grad i engelsk litteratur.

abingdon school

Abingdon School nær Oxford

Omkring 1980 møder den 12-årige Colin Greenwood den 13-årige Thomas Edward Yorke på skolen Abingdon School. Et par år senere begynder Colin Greenwood at spille guitar og får Terence Gilmore-James som guitarlærer. Gilmore-James er fascineret af modernistisk musik og modernistiske film, fx jazz, nyere filmmusik, nyere klassisk kompositionsmusik og han bliver en generel inspirationskilde for ikke bare Colin Greenwood og hans lillebror Jonny, men for hele Radiohead.

on-a-friday-radiohead

Det allertidligste On a Friday før Jonny Greenwood kom med. Fra venstre: Thom Yorke, Phil Selway, Ed O’Brien og Colin Greenwood.

I 1985 danner Colin og Thom et band sammen med Colin på guitar og Yorke på sang. Greenwood har fundet en guitarist i Edward O’Brien der går en årgang over de to på Abingdon School, og Colin Greenwood skifter for bandets skyld instrument og går over til el-bas. Den nye leadguitarist Ed O’Brien går på samme årgang som Philip Selway der spiller trommer, og nu er bandet ved at være på plads: Thom Yorke vokal, Ed O’Brien leadguitar, Colin Greenwood basguitar og Phil Selway trommer. Colins 14-årige lillebror, Jonny, der går to årgange under Colin og Thom, finder også snart sin plads i bandet på guitar, så der altså er to guitarister hvoraf Jonny Greenwood er den mest vilde og rå, mens O’Brien er mere lyrisk.

I begyndelsen spiller bandet ikke specielt melankolsk musik. Man har indtil flere saxofonister med. Og her er en demo-optagelse fra 1986 med en munter uptempo-sag de selv har lavet, og som endda har det provokerende navn “Happy Song”.

Efterhånden bliver lyden mere alvorlig, melankolsk og indie-agtig. Bandet er inspireret af indiebands fra især to byer – Boston i Massachusetts, USA og Manchester i Storbritannien. Favorit-Bostonbands er The Pixies og  Throwing Muses, mens favorit-Manchesterbands var The Smiths og Happy Mondays (og til dels The Stone Roses). Mindre kendte indflydelser på især Yorke er Fleetwood Macs folk-agtige pop. Den allerførste plade som Yorke blev stærkt fanget af, var “A Night at the Opera” med Queen. Inspireret af Queens guitarist Brian May byggede Yorke sin egen guitar som 10-årige.

Bandet hører ikke mindst The Smiths, og Thom Yorke går til mere end 10 koncerter med Smiths. Her er en optagelse fra 2007 hvor Radiohead spiller et cover af en Smiths-sang. Ikke noget dårligt cover i øvrigt. Egentlig ret præcist.

Tilbage til skolebandet fra Abingdon School. Bandet øver på skolen i weekenden, men bliver taget af rektor og afkrævet erstatning for at spille på skolens område på en højhellig søndag. Fra da af øver bandet om fredagen og kalder sig On a Friday.

Her er en tidlig optagelse fra 1986 med On A Friday hvor indflydelsen fra The Smiths er temmelig tydelig. Det er en af On a Fridays (dvs. reeelt Thom Yorkes) egne sange – Fat Girl

Sidst i 80’erne har medlemmerne af On a Friday forladt Abingdon School og studerer på diverse universiteter, men de bliver ved at spille sammen i weekender og i ferier. Fra 1991 regrupperer On a Friday og forsøger at blive mere serieøst. Bandet spiller nu til koncerter og drømmer om en pladekontrakt.

on a friday 2

On a Friday i de senere år. Fra venstre O’Brien, Yorke, C. Greenwood, Selway og J. Greenwood

Her er en demo fra 1991, nemlig Stop Whispering som siden kommer med på debutalbummet.

Her er en anden On a Friday-demo fra 1991, I Can’t, der lyder lidt som blød og pæn The Smiths.

Sidst i 1991 lykkes det. Colin Greenwood er ekspedient i en pladebutik og kommer i snak med en sælger for pladeselskabet EMI. Snakken udvikler sig, og Colin Greenwood giver sælgeren demo-materiale som On a Friday har optaget. EMI signer ret hurtigt, og alle musikere vælger at satse på musikken og blive professionelle og forlader deres studier.  De har nu deres bachelorgrader på plads bortset fra Jonny Greenwood der kun nåede få uger på sit universitetstudium, får bandet blev professionelt. EMI beder On a Friday om at finde sig et nyt navn, og det bliver ’Radiohead’ efter sangen Radio Head fra Talking Heads album True Stories fra 1986.

Det skal siges at den amerikanske grunge-musik jo kulminerer i 1991 med Nirvanas sensationelt populære album Nevermind. Grunge-rocken kommer til at præge Radiohead i den kommende tid, så der skrues op for råheden og strømmen.

drill

EP’en Drill, Radioheads første udgivelse

I maj 1992 debuterer Radiohead med en EP, Drill, uden det store salg. Første egentlige single er den lidt Nirvana-agtige Creep fra september 1992 der også flopper. Året efter med deres første album, Pablo Honey der nærmest er grungerock. Pablo Honey sælger ikke fantastisk, men pludselig i sommeren 1993 hitter den genudgivne single, Creep, i Israel, og fra Israel spreder Creep sig til Europa og til MTV til en del rotation. Det skaber noget mere opmærksomhed. Creep er blevet et regulært hit. Også jeg hørte den dengang i radioen og spidsede virkelig ører. Creep gjorde klart et stort indtryk på mig.

creep

Album nr. 2, The Bends fra 1995, får slet ikke samme kommercielle opmærksomhed som Creep, og man overvejer om Radiohead er et one-hit-wonder. Til gengæld får The Bends stor respekt i musikkredse, og fx R.E.M. erklærer sig som fans. Inden for indie-rocken og art-rocken er Radiohead ved at blive et respekteret navn. Men i 1997 udkommer Radioheads 3. album, OK Computer, og den bliver en mindre sensation. Genren er ikke længere grunge, og heller ikke britpop, men en ret kompleks artrock der både har meget følsomme og melodiøse sange og noget mere støjende. Anmeldere og kendere er begejstrede og taler om den bedste indierock-plade ever og en nytænkende musik, mens salgstallet også ryger i top. Nu bliver Radiohead et stort navn. Men efter succesen med OK Computer, får Radioheads forsanger og primære sangkomponist og tekstforfatter Thom Yorke et nervesammenbrud. Han er slet ikke interesseret i guitarrock længere, men hører elektronisk musik som Aphex Twin. Radiohead tager springet og skifter genre med albums som Kid A og Amnesiac der går i retningen af indadvendt, laptop-baseret musik uden så megen guitar. Den primære guitarist, Jonny Greenwood, optræder nu mest som computerprogrammør og på mærkelige, arkaiske musikinstrumenter som 1928-”synthesizeren” ondes martenot.  Det chokerer bandets fans.

Siden har Radiohead varieret mellem det ret eksperimenterende udtryk (Hail to the Thief, 2003 og The King of Limbs, 2011) og det mere melodiøse og guitarbaserede udtryk (In Rainbows, 2007 og A Moon Based Pool (2016).

I dag er bandets mest kreative personer sangeren Thom Yorke og guitarsten Jonny Greenwood. Det er reelt de to der fastlægger musikken. Yorke har sin helt egen vokalstil, en let lidende falset med mere eller mindre melodiøse ballader med melankolske tekster om fremmedgørelse og fortvivlelse. Jonny Greenwood har skiftet udtryk fra først meget aggressivt guitarspil  til computer-programmering med svaghed for loops og samples til nu klassisk orkestermusik. Jonny Greenwood er en del brugt som filmkomponist og har fx lavet musikken til de 3 sidste film af den amerikanske instruktør Paul Thomas Anderson, fx There Will Be Blood og The Master. Og denne svaghed for orkesterklange er nu kommet ind i Radiohead (A Moon Shaped Pool) hvilket er et helt nyt udtryk.

Her følger en kort beskrivelse af Radioheads 9 udgivne albums med de vigtigste sange (ifølge mig) fra hvert album.

____________________________________

Pablo Honey

pablo honey

Radioheads 1. album. Udgivet den 22. februar 1993. 42 minutter og 11 sekunder. 12 tracks.

Produceret af Sean Salde og Paul Kolderie. Optaget især i Chipping Norton Recording Studios der ligger i en mindre by lidt nordøst for Oxford.

Genren er grunge-rock der af anmelderne blev sammenlignet med amerikanske Nirvana. Også Smiths og U2 blev nævnt. Entertaintment Weekly skrevet at Pablo Honey  “mates Smiths-type self-consciousness with dramatic U2-like vocals and guitar, with Cure-style heavy but crunchy pop.” Anmeldelserne var pæne, omend ikke overvældende. 7/10 af NME (New Musical Express), mens Q Magazine gav den 3/5 stjerner.

Creep

Den klart bedste sang fra Pablo Honey er gennembrudssinglen Creep der virker klart Nirvana-inspireret med sin blanding af rå, voldsom guitarlyd og noget uhyre pop-melodisk samt den chok-agtige kontrast mellem blide og hårde sekvenser. Teksten, en selvhadende kærlighedserklæring, passer også fint til grunge-kulturen.

When you were here before
Couldn’t look you in the eye
You’re just like an angel
Your skin makes me cry

You float like a feather
In a beautiful world

[Pre-Chorus]
I wish I was special
You’re so fuckin’ special

[Chorus]
But I’m a creep
I’m a weirdo
What the hell am I doing here?
I don’t belong here

Stop Whispering

Mens Creep lægger sig klart i forlængelse af Nirvana, er det noget lettere at se hvor man har Smiths, Cure og U2 fra i sangen Stop Whispering der plæderer for oprør  mod den borgerlige kulturs krav om tavshed og konformitet. Man vil kunne genkende Stop Whispering som en af On a Fridays demo-sange fra 1991.

And the mother say we spit on your son some more
And the buildings say we spit on your face some more
And the feeling is that there’s something wrong
Because I can’t find the words and I can’t find the songs

[Chorus]
Stop whispering, start shouting
Stop whispering, start shouting

Blow out

Den 3. sang jeg kan lide fra Pablo Honey, er balladen Blow Out der demonstrerer Radioheads pop-sensibilitet. Teksten handler igen om samfundets bedøvende sider, mens musikken har en melankolsk, næsten folkagtig tone, og det er lige før man her kan høre Yorkes kærlighed til Fleetwood Mac.

In my mind
And nailed into my heels
All the time
Killing what I feel

[Chorus]
And everything I touch
(all wrapped up in cotton wool)
(all wrapped up in sugar-coated pills)

Turns to stone
And everything I touch
(all wrapped up in cotton wool)
(all wrapped up in sugar-coated pills)

Turns to stone

Her er Blow Out i en akustisk version optaget i et radiostudie. Det er ikke Radiohead, men Thom Yorke der akkompagneres af “The Posies”.

______________________

The Bends

the bends

Radioheads 2. album. Udgivet den 13. marts 1995.  48 minutter og 37 sekunder. 12 tracks.

Sangen High and Dry blev optaget i 1993, men ellers blev The Bends optaget i 1994 i især Abbey Road Studios i London. Producer var John Leckie, og tekniker (engineer) var Nigel Godrich der skulle producere alle følgende Radiohead-albums.

The Bends manglede et kæmpehit som “Creep”, og den blev ikke en umiddelbar storsælger. Men grunge-rocken var blevet mere raffineret, og anmelderne stod på hovedet af hinanden af begejstring. *Den måske mest ekstreme vurdering blev foretaget i år 2000 da Virgin Media lavede en top 1000 for alle hidtidige rockalbums. Her kom The Bends ind som nr. 2 efter Beatles’ album Revolver! Og mange toneangivende navne som R.E.M., Garbage og k.d. lang erklærede nu at Radiohead var deres favoritband.

Kvaliteten af The Bends er i al fald meget højere end på Pablo Honey. The Bends er et rigtigt, rigtigt godt album hvor Radiohead på en måde finder deres “grundform”. Senere albums er eksperimenter der stikker ud fra The Bends i forskellige retninger.

Personligt mener jeg at The Bends har to virkelig gode sange: tredjesinglen Just og fjerdesinglen Street Spirit. De rammer hver især et stærkt, genuint træk ved Radioheads musik. Just er et kraftfuldt, grungepræget rocknummer der leger og eksperimenterer med det asketiske grungeskema. Der er en del forskellige akkorder i sangen der virker skæv og pikant og næsten jazzet eller funket. Just rummer det på en gang velspillede og formbrydende og eksperimenterende ved Radiohead. Street Spirit derimod står for Radioheads lyriske side, sublimeringen af forvivlelse og fremmedgjorthed til helbredende skønhed.

Just

Just er en perle af en skæv rocksang der bryder det klassiske skema for en rockmelodi med flere akkorder og en mere jazzet feeling end normalt.  Man kan fornemme at et dansk band som Kashmir, der kom frem på samme tidspunkt, har ladet sig præge af stilen i Just.

Street Spirit (Fading Out)

Street Spirit fanger hjertet i Radiohead. Teksten er efter sigende inspireret af Yorkes læsning af den nigerianske bookerpris-vindende roman The Famished Road af Ben Okri, og dybt fortvivlende. Alt fader ud, er pointen.

This machine will, will not communicate
These thoughts and the strain I am under

Be a world child, form a circle
Before we all go under

And fade out again and fade out again

Cracked eggs, dead birds
Scream as they fight for life
I can feel death, can see its beady eyes

All these things into position
All these things we’ll one day swallow whole
And fade out again and fade out again

Musikken er lyrisk og pastoral og inspireret af R.E.M. hvilket klart kan høres. Det er ganske enkelt tindrende smukt og et klassisk eksempel på hvordan Radiohead tager udgangspunkt i en eksistentiel fortvivlelse og prøver at forvandle fortvivlensen til ren skønhed. Instruktøren Jonathan Glazer (fx Under the Skin fra 2014 med Scarlett Johansson) står for en lige så fantastisk og poetisk video.

High and Dry

Førstesinglen fra The Bends, High and Dry, er endnu en køn ballade. Thom Yorke har som normalt lavet den, men brød sig overhovedet ikke selv om den. Det var andres pres der fik High and Dry med på The Bends og gjorde den til førstesingle. Det er ikke en vildt original sang, men den er faktisk ret køn og iørefaldende. Jeg kan ret godt lidt den. Selve sangen er melodisk og opløftende, og akkompagnementet er ikke bare et sparsommeligt, diskret og små-akustisk et som balladen egentlig lægger op til, men tungere og fyldigere. Det kan jeg virkelig godt lide.

https://www.youtube.com/watch?v=BciOfJsqh7M

Black Star

En sidste sang jeg vil fremhæve fra The Bends, er Black Star med det fine, lidt grungede og ret emotionelle omkvæd og den mørke tekst om den pureste fremmedgørelse. Hvem kan verdens skæve gang bebrejdes? Hvad skyldes min sammensmeltning? Jo, den sorte stjerne, den faldende himmel, satelitten der teleporterer mig hjem. Det er jo næsten apokalyptisk scifi-gnosticisme! Og hvem ved om det omkvæd sad i baghovedet på David Bowie da han dødsmærket lavede sit allersidste album med samme titel.

I get on the train and I just stand about now that I don’t think of you
I keep falling over I keep passing out when I see a face like you
What am I coming to?
I’m gonna melt down

[Chorus]
Blame it on the black star
Blame it on the falling sky
Blame it on the satellite that beams me home

Her er Black Star live.

_______________________________

OK Computer

radiohead-ok_computer-cover_1340618089_crop_550x550

Radioheads 3. album. Udgivet den 21. maj 1997. 53 minutter og 27 sekunder. 12 tracks.

Optaget delvist i “Canned Applause”, Radioheads eget studio i egnen nær deres hjem syd for Oxford samt i Bath i herresædet St. Catherines Court, et udlejningssted for bryllupper der før er brugt til pladeindspilninger af fx The Cure. Produceret af Radiohead og Nigel Godrich.

OK Computer gav stormende anmeldelser og er af mange regnet som Radioheads hovedværk hyldet af navne som Michael Stipe,  Johnny Marr, Manic Street Preachers og Coldplay. Ikke sjældent er OK Computer betragtet som en af 90’ernes tre bedste albums overhovedet (i hård konkurrence med især Nirvanas ‘Nevermind’). Der er skrevet bøger om dette album, fx Tim Footmans “Welcome To The Machine: OK Computer and the Death of the Classic Album (2007, ISBN 1-84240-388-5), a study of Radiohead’s groundbreaking 1997 album OK Computer and its impact on contemporary music.” Ifølge Footman fik OK Computer en helt enestående modtagelse:

Not since 1967, with the release of Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band, had so many major critics agreed immediately, not only on an album’s merits, but on its long-term significance, and its ability to encapsulate a particular point in history.”

OK Computer er også et fremragende album. Det er subtilt, flosset, stemningsfuldt, uforudsigeligt og med hyppige brud på tilvante skabeloner. Det var som om 70’erne en stund vendte tilbage og gjorde det muligt at lave mærkelig, fantasifuld rockmusik. Samtidig var britpoppen ved at dø kraftigt ud i 1997, og OK Computers musik med sine komplekse, melankolske og atmosfæriske klange indvarslede en ny tid og en ny inspiration for den alternative rock. Mange følte at OK Computer med sære strukturer, uigennemskuelige, politiske tekster der emmede af teknologiforskrækkelse og paranoia, indvarslede det kommende årtusind – eller i al fald det kommende årti hinsides årtusindeskfitet. Der var en følelse af revolution. I Danmark blev Tim Christensen fra Dizzy Mizz Lizzy så paf da han hørte OK Computer, at han måtte lade sig præge af musikken i sine nye kompositioner. Det fik bandet til at opløses, da de to andre bandmedlemmer dermed ikke længere kunne genkende Dizzys særlige kompakte hardrock-stil. Og i Storbritannien sagde Coldplays forsanger, Chris Martin:

“It would be interesting to see how the world would be different if Dick Cheneyreally listened to Radiohead’s OK Computer. I think the world would probably improve. That album is fucking brilliant. It changed my life, so why wouldn’t it change his?

En af grundene til den stormende modtagelse var at OK Computers musik faldt i et tomrum. Britpoppen og måske også grunge-rocken var død, og mange toneangivende bands havde mistet gnisten. Som kritikeren Rob Sheffield sagde:

“Radiohead was claiming the high ground abandoned by Nirvana, Pearl Jam, U2, R.E.M. everybody; and fans around the world loved them for trying too hard at a time when nobody else was even bothering.

Dermed er der også en stor risiko for at OK Computer simpelten blev overvurderet. Og det antages da også af mange. Så meget bedre end The Bends var den heller ikke – heller ikke ifølge bandet selv. Radiohead gik fra at være “god” (på The Bends) til at være “vigtig” (på OK Computer), og det er måske ikke den sundeste udvikling. Radiohead (Thom Yorke) fastholdt til gengæld at deres ambition slet ikke var at lave kunst, men at lave pop.

Airbag

Airbag er den indledende sang på OK Computer, femtesingle og bestemt ikke albummets største hit. Men Airbag introducerer ret præcist albummets særlige stemning af noget relativt komplekst, foruroliget og foruroligende. Bemærk den næsten jazzede eller soul-agtigt swingende rytmegruppe og de syrede og atmosfæriske klange fra guitarer og tangentinstrumenter. Sangen kombinerer mærkelighed, melankoli og en rimelig melodi med dynamik og fremaddrivende  puls. Teksten er ikke helt gennemskuelig og handler tilsyneladende handler om en trafikulykke og genfødsel.

I am born again
In a fast german car
I’m amazed that I survived
An airbag saved my life

[Chorus]
In an interstellar burst
I am back to save the universe

[Instrumental bridge]

[Chorus]
In an interstellar burst
I am back to save the universe
In an interstellar burst
I am back to save the universe

Her er Airbag live fra 1997

Paranoid Android

Paranoid Android er nr. 2 sang fra OK Computer og samtidig førstesinglen og albummets mest prætentiøse, ambitiøse og anerkendte sang. Den er beskrivet således

the first single off Radiohead’s chronic masterpiece is seven-and-a-half minutes long, a ‘Bohemian Rhapsody’ for morbid introverts. It’s full of eaten promise, and it’s as close as a commercial pop song is ever likely to get to being a solar inversion of satanic denial. Beautifully speaking.

Sangen er et usædvanligt mix af 90’ernes “alternative rock” à la R.E.M. og Pixies og så såkaldt “progressiv rock” eller “progrock” som ellers mest kendes fra 70’erne via navne som fx Pink Floyd, Yes, Genesis og E.L.P. Her kan en sang være monstrøst lang, op til over 20 minutter lang, med et fremadskridende, suite-agtigt forløb med sekvenser med vidtforskellig melodi, stemning og rytme, dvs. ikke den sædvanlige vers-omkvæd-vers-omkvæd-bro-omkvæd-struktur. Radiohead er ikke på nogen måde inspireret af de nævnte progrock-navne, selv om sangen blev sammenlignet med albummet “Dark Side of the Moon med Pink Floyd, men Radiohead har som forlæg selv nævnt Beatles “Happiness is a Warm Gun” og Queens “Bohemian Rhapsody” – klassiske progrocksange af bands der ikke normalt laver progrock.

Hvorom alting er – Paranoid Android er af alternativ rock at være ret kompleks sang med et progrock-agtigt forløb med chokagtige, flænsende guitareffekter og en melankolsk stille sang der løfter sig op mod det næsten pompøse. Om kompleksisteten fungerer, må man selv vungerer, men Paranoid Android er en aparte og ambitiøs og “umulig” førstesingle, præcis som Bohemian Rhapsody blev anset for at være tilbage i 1975.

Videoen til Paranoid Android er her

Her er Paranoid Android spillet live af Radiohead i 2003.

Sange som Airbag og Paranoid Android er af type beslægtet med den ambitiøse Just fra The Bends. Men også den blide og enkle Street Spirit  fra The Bends har sine paralleller, nemlig kønne ballader som Karma Police og No Surprises.

Karma Police

Karma Police er en meget fin melankolsk nærmest akustisk ballade med en akkord-sekvens der er stærkt inspireret af Beatles-sangen Sexy Sadie fra The White Album. Den eminente video er instrueret af Jonathan Glazer der også instruerede den lige så eminente video til Street Spirit.

No Surprises

No Surprises er ikke specielt ekstravagant eller eksperimenterende, bare en smuk og fin sang.

Lucky

Lucky er mest bemærkelsesværdig ved at være en af OK Computers tidligste sange, og den sang der lagde kursen for albummets stemning.

Exit Music (For a Film)

Under indspilningen af OK Computer henvendte filminstruktøren Baz Luhrman sig til Radiohead og bad dem om at lave en sang til filmen Romeo and Juliet som han ved at indspille. Radiohead så den sidste halve time af filmen og indspillede så Exit Music ud fra den sekvens. Eftersom Exit Music blev inkorporeret på OK Computer, blev den ikke anvendt på albummet med filmmusikken for Romeo and Juliet, men Exit Music blev anvendt netop som filmens exit music, som baggrundsmusik for de afsluttende rulletekster. Det er en meget suggestiv kærlighedsballade der langsomt bygger sig op mod det cinematiske og ligefrem pompøse i slutningen. Et meget stærkt nummer.

Her spiller Radiohead Exit Music live i 1998

 

______________________________

Kid A

kid a

Radioheads 4. album. Udgivet den 2. oktober 2000.49 minutter og 57 sekunder. 10 tracks.

Produceret af Nigel Godrich, Radiohead og Andy Morin. Indspilninger fra januar 1999 i bl.a. Paris og København (Medley Studios) og Radioheads eget studio i Oxford-området frem til april 2000.

PR-arbejdet for OK Computer og hele hypen omkring albummet sled i almindelighed på bandets nerver og i særdeleshed på Thom Yorkes der fik et mindre nervesammenbrud. Han blev pas på den musikstil som Radiohead hidtil havde stået for: Guitarrock med definerede melodier og en vokal der skilte sig ud og bar et særligt budskab frem. Yorke hørte i perioden slet ikke melodisk guitarrock, men mere abstrakt elektronisk musik (“techno”) af Autechre og især Aphex Twin. For Yorke var ønsket at gå i den retning – væk fra guitarerne, væk fra traditionelle melodier og en traditionel vokal. De andre bandmedlemmer, især guitaristen Ed O’Brien samt Colin Greenwood og til dels også Jonny Greenwood, var skeptiske, men gik med  på eksperimentet. Det var bandets fremtid der stod på spil. Yorke kunne ikke fortsætte med den gamle tilgang, men hvis den nye tilgang ikke kunne generere et værdigt album, ville man opløse bandet.

I januar 1999 begyndte Radiohead indspilningen til et 4. album. Bandet inddrog fx elektronisk musik/techno som Aphex Twin og Autechre, Björk, især hendes Homogenic-album, moderne klassisk kompositoinsmusik, jazz af fx Miles Davis og Charles Mingus og tidlig tysk synthesizermusik, “krautrock” à la Kraftwerk og Can. Under store fødselsvanskeligheder blev resultatet et ikke-kommercielt, indvadvendt, elektronisk album, Kid A i oktober 2000, eller rettere to albums, for med de samme indspilninger som materiale udgav Radiohead også et 5. album, Amnesiac, i juni 2001.

Også Kid A gav fantastiske anmeldelser. Magasinet Rolling Stone har Kid A som nr. 57 på sin liste over de 500 bedste albums nogensinde hvilket er den højeste placering for et album efter 2000 og kalder albummets 00’ernes mest banebrydende album, mens Billboard talte om “unparalleled musical depth”. Andre fandt den mere irriterende og prætentiøs. NME skrev blandt andet: “the patently magnificent construct called Kid A betrays a band playing one-handed just to prove they can, scared to commit itself emotionally.

Som værk betragtet finder jeg Kid A mindre vellykket end The Bends og OK Computer, men alligevel forbløffende vellykket i forhold til de betingelser som Radiohead gav sig selv. Musikken er virkelig nytænkende og avantgardistisk, og selv om adskillige sange, fx titelsagngen, slet ikke fungerer, så er indtil flere sange på Kid A ligefrem høreværdige. Den klart stærkeste er Everything Is in Its Right Place.

Kid A er en voldsomt ukommerciel plade, lavet uden PR og singler og desuden et markant stilbrud med Radioheads hidtidige musik og linje. Alligevel solgte den faktisk fint. Den udkom i månederne efter årtusindeskiftet hvor mange følte de stod på tærsklen af noget helt nyt. Og her passede Kid A perfekt ind. Mange følte at Kid A var et fornemt og intelligent bud på den mest moderne rockmusik. Nogle kaldte endda genren for “postrock” fordi Kid As form transcenderede de normale forventninger til rock med entydig vokal, melodi osv.

Everything Is in Its Right Place

Radiohead havde taget den principielle beslutning ikke at udgive singler fra Kid A, men Thom Yorke har siden beklaget at Everything Is in Its Right Place ikke blev albummets førstesingle. Det er den oplagt til at være. Teksten er temmelig surrealistisk/dadaistisk:

Yesterday I woke up sucking on a lemon
Yesterday I woke up sucking on a lemon
Yesterday I woke up sucking on a lemon
Yesterday I woke up sucking on a lemon

Everything
Everything
Everything

In its right place
In its right place
In its right place
Right place

There are two colors in my head
There are two colors in my head
What is that you tried to say
What is that you tried to say


<p><a href=”https://vimeo.com/23399877″>Radiohead – Everything In Its Right Place</a> from <a href=”https://vimeo.com/eyesee”>Clare Wadsworth</a> on <a href=”https://vimeo.com”>Vimeo</a&gt;.</p>

Videoen kan findes her

Morning Bell

En af de mest tilgængelige, poppede og melodiøse sange på Kid A.

Her er en audio

How to Disappear Completely

Denne lyriske og svævende sang har en orkester-sekvens inspireret af de to moderne, klassiske komponister som Jonny Greenwood var mest inspireret af som ganske ung: Messiaen og Penderecki. Bemærk brugen af den urgamle franske “synthesizer” fra 1928, ondes martenot. Det er ikke just pop, men ganske smukt.

Her fra en live-optræden

Idioteque

En af de mest eksperimenterende og krævende sange er Idioteque med samplinger over sangen “Mild und Leise” af computermusik-komponisten Paul Lansky. Instrumentsporet er skabt ud fra en trommemaskine af Jonny Greenwood der sendte over 40 minutter til Thom Yorke der så udvalgte sig nogle minutter og skabte en vokal oven på det. Temaet er den rædsel man kan føle på et diskotek når musikkens dunken blæser enhver hjerneaktivitet ud.  Musikken er ekstrem.

 

______________

Amnesiac

Amnesiac

Radioheads 5. album. Udgivet den 5. juni 2001. 43 minutter og 57 sekunder. 11 tracks.

Næsten alle sangene er fra de samme indspilninger som blev til Kid A, dvs. fra januar 1999 til april 2000 i fx Paris, København og Oxford produceret af Nigel Godrich og Radiohead. Kun sangen Life in a Glasshouse er indspillet ved en senere lejlighed sidst på året 2000.

Anmdelderne gav Amnesiac næsten lige så positive anmeldelser som Kid A, men flere udtrykte den overvejelse at den i høj grad bestod af rester fra indspilningen af Kid A. Radiohead mener at Amnesiac er et album i sin egen ret.

Amnesiac er faktisk lidt anderledes end Kid A. Der er både flere traditionelle sange og vildere, mere eksperimenterende sange. Kid A er mere helstøbt, mens Amnesiac er rigere i spændvidde, mere varieret. Generelt er der faktisk flere sange fra Amnesiac jeg kan lide end fra Kid A.

Pyramid Song

Modsat Kid A fik Amnesiac sine singler, og den dystre Pyramid Song blev førstesinglen. Den er også Amnesiacs bedste sang. Enkel og mættet med stemning. Meget levende, næsten jazzet trommespil. Flot lagt orkesterdeldel til sidst. Teksten er temmelig spirituel.

I jumped in the river and what did I see?
Black-eyed angels swam with me
A moon full of stars and astral cars
All the things I used to see
All my lovers were there with me
All my past and futures
And we all went to heaven in a little row boat
There was nothing to fear and nothing to doubt

Knives Out

Knives Out er også en rigtig fin sang og Radioheads mest traditionelle og ligefremme sang i et stykke tid. Den blev da også den mest spillede sang i radioen af Amnesiacs sange. Musikken er let vemodig, men ikke umiddelbart tragisk. Teksten er noget mørkere. Ifølge Yorke handler den om kannibalisme

So knives out
Cut him up
Squash his head
Put him in the pot

[Verse 3]
I want you to know
He’s not coming back

His blood is frozen
Still there is no point letting it go to waste

I Might Be Wrong

Den er ikke specielt melodisk, men har et effektivt, suggestivt guitarriff som ikke helt kikset forbindes med en elektronisk  feeling. I Might Be Wrong er angiveligt en live-favorit.

Har man lyst til en live-version af I Might Be Wrong så:

Life in a Glasshouse

Life in a Glasshouse blev afsluttet senere end de optagelser der blev til Kid A og det øvrige Amnesiac. Radiohead kunne ikke finde et arrangement der fik sangen til at fungere. Til sidst kontaktede Jonny Greenwood den britiske jazzmusiker Humprey Lytteltown om han kunne hjælpe. Og det kunne Lytteltown med dixieland-jazz-agtige blæsere der tilføjede stemningen af et New Orleans-begravelsesoptog.

Her en live-version:

_______

Hail to the Thief 

Hail-to-the-Thief

Radioheads 6. album. Udgivet den 9. juni 2003. 56 minutter og 35 sekunder. 14 tracks.

Indspillet mellem september 2002 og februar 2003. Produceret af Nigel Godrich og Radiohead.

Konceptetet denne gang er at lave et frisk, hurtigt indspillet  og spontant album der undgår fortænkte ideer ud fra hvor nu står musikalsk netop da, og det er både med traditionelle guitarrock-sange og mere elektroniske ting. Jonny Greenwood ønskede desuden at spille med en renere guitarlyd uden så megen forvrængning.

Nigel Godrich lokker Radiohead med til Hollywood-studiet Ocean Way Recording hvor han har produceret for både Travis og Beck, og de lejer sig ind i studiet i L.A. i 2 uger. Det går fremragende. Det meste af Hail to the Thief bliver indspillet på de to uger med ca. 1 sang om dagen under god stemning. Tanken er i hjemmestudiet Canned Applause i Oxford-området sidst i 2002 og i februar 2003 at tilføje nogle sidste sange og mixe det hele. Her kommer det til besvær og skænderier. Der er gået så lang tid mellem indspilningerne i Hollywood og mixningen, at bandmedlemmerne har knyttet sig til forskellige passager af de udgaver der er lavet. Ca. 1/3 af det færdige album er derfor simpelthen de rå optagelser fra Ocean Way Recordings. Problemet er desuden at der  kommer alt for mange sange med. Teksterne var præget af Yorkes frustrationer over valget af George Bush til præsident (han er the Thief i titlen) og frygt for fremtiden.

Hail to the Thief solgte rigtigt fint – nr. 1 i Storbritannien, nr. 3 i USA, og anmelderne temmelig positive. Nogle manglede lidt af den lyriske og kreative stemning på OK Computer men påpegede at sangene nu havde et bedre flow. Radiohead selv har været mere forbeholdne. Indspilningerne foregik for hurtigt, og der var mindst 4 sange for meget, mente Yorke.

Selv synes jeg at Radiohead genfinder lidt af deres energi der stort set helt forsvandt på Kid A og Amnesiac, men at de rigtigt gode sange mangler. Faktisk synes jeg ikke der er en eneste anstændig melodi hvilket gør at Hail to the Thief er det Radiohead-album jeg er mindst begejstret for (sammen med The King of Limbs der heller ikke svælger i gode melodier). Der er en vis middelmådighed over A Hail to the Thief som der ellers sjældent er at finde hos Radiohead.

A Wolf at the Door

A Wolf at the Door har ikke den store melodi, men den har et fint drive med basis i Yorkes tekst der er mere letflydende og fremadpiskende end normalt. Det skaber stor friskhed uden den fortættede stemning og melankolske grundtone forsvinder. Jeg kommer til at tænke på noget af Arctic Monkeys tidlige materiale (men det band har slet ikke fået deres første album udgivet i 2003).

Walking like a giant crane and
With my x ray eyes I strip you naked
In a tight little world and are you on the list?

Stepford wives, who are we to complain?
Investments and dealers investments and dealers
Cold wives and mistresses
Cold wives and Sunday papers
City boys in first class
Don’t know we’re born
Just know someone else is gonna come and clean it up
Born and raised for the job
Someone always does

Oh I wish you’d get up
Go over get up go over and turn this tape off

Optagelse af Wolf at the Door live fra Prag

Sail to the Moon

Sail to the Moon er en ganske køn og stemningsfuld lille ballade som Yorke skrev til sin dreng, Noah.

Maybe you’ll
Be president
But know right from wrong

Or in the flood
You’ll build an Ark

Sail to the Moon er her live fra 2003, Glastonbury.

Where I End and You Begin

Der virkelig ikke megen melodi her, men energi og stemning. Der er en god puls i Selways og Colin Greenwoods rytmegruppe, angiveligt inspireret af New Order, og Jonny Greenwoods hylende ondes Martenot skaber en psykedelisk, svævende stemning.

Where I End and You Begin er her live 2008 fra en serie tv-liveoptagelser som Nigel Godrich stod for, “In the Basement”, med flere forskellige bands som Godrich havde arbejdet med.

_____________________________

In Rainbows

in rainbows

Radioheads 7. album. Udgivet den 10. oktober 2007. 42 minutter og 39 sekunder. 10 tracks.

Optaget i diverse britiske studier mellem februar 2005 og juni 2007. Produceret af Nigel Godrich.

Efter udgivelsen af Hail to the Thief i 2003 drog Radiohead på en verdensturné som blev afsluttet i 2004. Kontrakten til EMI på 6 albums var udløbet og blev ikke fornyet. Radiohead var på egen hånd og uden deadlines og besluttede at holde en pause. Thom Yorke udgav herpå set første solo-album (The Eraser), mens Jonny Greenwood gik i gang med at lave musikken til sine første film, først Bodysong (2004). I februar gik Radiohead i studiet, først deres eget studio, Canned Applause, i Oxfordshire. Fra august 2005 kom produceren Godrich ind i billedet, og de egentlige indspilninger begyndte, men det gik meget langsomt. I december 2005 prøvede man med en anden producer, Spike Stent, men det gik endnu dårligere, og Stent blev fyret i 2006. I stedet drog man i maj og juni 2006 på turné og spillede her en del halvfærdige sange, hyrede igen Godrich og fik gled i processen.

Mens Hail to the Thief havde lidt under at være indspillet på blot 2 uger, så var materialet til det nye album blevet til gennem en lang proces, og meget af det var allerede filet til live. Det gav de nye sange en anden feeling. Der var ikke et bestemt kunstnerisk projekt, ikke løsrevne sange af Yorke sat i scene af resten af bandet. Der var en samling sange der var opstået organisk og stærkt præget af bandets sammenspil. Den fornemmelse er helt tydelig.

Albummet kom til at hedde In Rainbows og og blev udgivet på en måde der gav genlyd. Radiohead var uden pladeselskab og udgav selv materialet. Det blev gjort sådan at alle kunne downloade albummet på internettet som MP3-fil uden beregning, eller rettere, man kunne selv bestemme hvor meget man ville betale for sin download. Baggrunden var at sangene fra Hail to the Thief var blevet lækket på internettet adskillige uger før publiceringen og uden at være færdigmiksede – hvilket slet ikke påvirkede det kommercielle salg. I al fald gav Radioheads valg kolossal opmærksomhed og en masse PR. In Raiknbows blev siden desuden udgivet som CD der ikke var gratis, siden blev download af albummet gjort betinget a betaling, og efterfølgende albums af Radiohead har efterfulgt den traditionhelle betalingsmodel.

In Rainbows er både flot anmeldt og en kommerciel succes som Radiohead tjente godt på på trods af den specielle forretningsmodel. Som fx Andy Kellman fra AllMusic sagde det i sin anmeldelse: [In Rainbows] will hopefully be remembered as Radiohead’s most stimulating synthesis of accessible songs and abstract sounds, rather than their first pick-your-price download. Musikken er nemlig Radioheads mest tilgængelige længe, og der er få svage sange. Der er meget få virkelig catchy ørehængere eller uhyre stemningsfulde sange, men sangene er virkelig solide og på et højt niveau, pæget af overskud og spilleglæde. In Rainbows fungerer bare og er en af mine Radiohead-favoritter.

Reckoner

Reckoner er en elementært god, lyrisk bittersød melodi, sådan typisk Thom Yorke. For en gangs skyld er det Yorkes guitar – her inspireret af John Frusciante (guitaristen fra Red Hot Chili Peppers) der bærer sangen. Strygerdelen er arrangeret af Jonny Greenwod. Teksten handler om døden og indeholder albumtitlen:

Reckoner
You can’t take it with you
Dancing for your pleasure
You are not to blame for
Bittersweet distractors

Dare not speak its name
Dedicated to all human beings
Because we separate
Like ripples on a blank shore

In rainbows
Because we separate
The ripples on a black shore

I 2008 deltog Radiohead i en tv-program-serie “In the Basement” tilrettelagt af Nigel Godrich med livemusik af kunstnere som Godrich havde samarbejdet med. Radiohead spillede faktisk hele In Rainbows. Her er Reckoner.

Weird Fishes/Arpeggi

Thom Yorke har udtalt at In Rainbows for ham handler om overgange og forskydninger – de transformatoner der sker af sangene undervejs. Denne overgang er ret tydelig i Weird Fishes der begyndte med at hedde Arpeggi. Flot, stemningsfuld sang.

Videoen her er en fanvideo, men af en kaliber der vandt en konkurrence

Er man interesseret i In the Basement-liveudgaven, så:

15 Steps

15 Steps er åbningssangen fra In Rainbows og virker inspireret af afrikanske rytmer, ikke ulig en af Radioheads forbilleder: Talking Heads. Flot flow!

Nude

Nude er en af mere traditionelle, lyriske Yorke-sange. Den har rødder tilbage til indspilningen af OK Computer som den altså ikke kom med på. Virkelig flot!

Bodysnatchers

Her handler det ikke om den gode, melankolske melodi, men om tæt og stemningsfuldt rockpuls – ikke noget Radiohead har gjort sig så meget i, men det kan de altså også.

House of Cards

Bare en stille, fin og afslappet sang

https://www.youtube.com/watch?v=8nTFjVm9sTQ

Go Slowly

Bare smukt!

The King of Limbs 

the-king-of-limbs

Radioheads 8. album. Udgivet den 18. februar 2011. 37 minutter og 24 sekunder. 8 tracks.

Indspillet mellem maj 2009 og januar 2011 i Los Angeles. Produceret af Nigel Godrich.

Så er der igen tid til eksperimenter. Radiohead ville undgå både den traditionelle guitarrock fra 90’erne og fra In Rainbows samt laptop-musikken lige efter årtusindeskfitet. Musikken skulle basere sig på samples og loops af indspilninger af instrumenterne enkeltvis. Disse separate lydspor redigeres sammen, sættes i et ofte polyrytmisk rytmespor og får til sidst melodi og vokal af Thom Yorke.

Anmelderne kunne lide det. The King of Limbs fik udmærkede anmeldelser. Jeg kan ikke. Jeg finder resultatet anstrengende – umelodiøst og frenetisk. The King of Limbs er efter min mening Radioheads mest fortænkte og dårligste album. Det skal dog siges at de 3 sidste sange på dette forbløffende korte album – Codex, Give Up The Ghost og Separator – kan høres som et samlet forløb og bryder det frenetiske mønster. Her er der ro, stemning og også en slags melodi. Codex går an, lige som Little By Little fra klippe-klister-sektionen også er tålelig.

Codex

https://www.youtube.com/watch?v=EC58867mfiA

Little by Little

Lotus Flower

Lotus Flower hører til de hysteriske, polyrytmiske umelodiske sange som ikke siger mig et klap. Men Radiohead lavede en video til den, og den bør da ses af kuriøse årsager. Yorkes dans gjorde indtryk på mange.

A Moon Shaped Pool

moonshapedpool_blog-580

Radioheads 9. album. Udgivet den 8. maj 2016. 52 minutter og 31 sekunder. 11 tracks.

Optaget mellem 2014 og 1016 i især Saint-Rémy-de-Provence, en ombygget mølle i Provence som i øvrigt indeholder verdens største samling af vinyl-LP’er, og hvor både Nick Cave og Morrissey har optaget. Produceret af Nigel Godrich og Radiohead. På albumet indgår en del optagelser med især London Contemporary Orchestra arrangeret af Jonny Greenwood. London Contemporary Orchestra har bl.a. indspillet filmmusikken til Paul Thomas Andersons film, The Master, med musik skrevet af netop Jonny Greenwood.

Modtagelsen har fra anmeldernes side været mindst lige så positiv om modtagelsen af In Rainbows. Magasinet Rolling Stone kaldte A Moon Shaped Pool for en “haunting, stunning triumph”. NME har ret præcist beskrevet albummet således:

Thom Yorke and co remain reluctant saviours of rock, and ‘A Moon Shaped Pool’ doesn’t so much grab you by the throat as creep into your house in the night and paint your walls an enigmatic shade of blue.

Jeg finder A Moon Shaped Pool aldeles storslået og vidunderlig, mindst på niveau med In Rainbows og nok den bedste Radiohead-plade siden OK Computer. Musikken er umiddelbart idyllisk i kraft af Greenwoods storslåede og blide orkester-arrangementer og den ret neddæmpede og lyriske tone på sangene. Nogle har kaldt stilen for “psykedelisk folk”, og resultatet er også blidt, svævende og drømmende. Samtidig er der bag ved idyllen et mørke der er mindst lige så dunkelt og sørgmodigt som på de tidligere albums. Den 20. maj spillede Radiohead for første gang albummets sange live (i Amsterdam).

Ligesom for In Rainbows’ vedkommende er en ganske stor del af materialet på a Moon Shaped Pool materiale der allerede har været afprøvet live.

De færreste sange – og ikke nødvendigvis de bedste – er lagt ud på internettet. Man må købe albummet hvilket jeg kun kan anbefale. I skrivende stund er kun albummets sang nr. 1 og 2 lagt ud – dog begge med en video.

Burn the Witch

Førstesinglen.  En af de snigende sange, men Greenwoods orkester-arrangement giver faktisk Burn the Witch et vist drive. Ret god video.

Daydreaming

Daydreaming tilhører ikke A Moon Shaped Pools bedste halvdel af sange, men den dårlige halvdel er bestemt ikke elendig, og denne idyl går an. Videoen erlavet af den fremragende amerikanske filminstruktør Paul Thomas Anderson (Boogie Down, Magnolia, There Will Be Blood, The Master osv.) og slet ikke ringe.

Identikit

Her er en temmelig øretøveindbydende fanvideo af Identikit, men lydsporet er autentisk. Identikit hører til de gode sange.

Burn the Witch live i elendig lydkvalitet

her er Burn The Witch første gang live efter A Moon Shaped Pool den 20. maj. i Amsterdam.

Decks Dark i elendig lydkvalitet

Decks Dark fra A Moon Shaped Pool fra koncerten i Amsterdam den 20. maj

Tinker Tailor Soldier Sailor …i elendig lydkvalitet

Tinker Tailor i koncerten fra Amserdam

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Masser af musik – ‘Toms bedste’ i 12 genrer

Music Doodle

Streaming-tjenesten Spotify byder på et enormt opbud af gratis musik. Hvis man downloader Spotifys gratis-udgave, skal man dog leve med lejlighedsvise reklamer. Det er ikke så slemt. Der er dog en enkelt ulempe: Enkelte kunstnere er slet ikke repræsenteret på Spotify fx Prince.

Jeg har derfor fornøjet mig med at lave Spotify-playlists af de bedste (og det er naturligvis helt objektivt) sange inden for disse 12 genrer: folkpræget singer/songwriter-musik, klassisk rock, heavy-rock, alternativ rock, blød pop, hip hop, progrock, techno, klassisk jazz, jazz fusion, klassiske symfonier og klassiske instrumentalkoncerter.

De første 10 genrer er jeg nogenlunde velbevandret i, og her har jeg selv stået for udvalget. Nogle genrer er jeg mere velorienteret i end andre. Jeg kender noget til prog, pop, klassisk rock, alternativ rock og jazz fusion, mens min orientering i fx heavy metal og hip hop er mere overfladisk. Men jeg står inde for udvalget i alle disse genrer.

Inden for klassisk musik er jeg snarere sympatisør end connaisseur. Her har jeg derfor grebet min facebookven Jakob Brønnums lister over de 10 mest sublime instrumentalkoncerter og de 10 bedste symfonier og med Brønnums tilladelse kreeret playlists ud fra hans valg.

En playlist vil typisk være på 5-12 timers længde, så man får nok ikke kørt en playlist i bund.

Efter de 12 genre-playlists har jeg 7 øvrige playlists, nemlig “100 kanoniske sange”, dvs. de sange jeg synes er vigtigst fra 1960 til i dag. Samt 100 “favoritsange”, dvs. sange jeg derudover bedst kan lide. Derudover har jeg 5 playlists med udvalgte sange fra en bestemt kunstner: en Beatles top 50, en Bowie top 60, en Pink Floyd top 40, en Genesis top 50 og en Kate Bush top 40.

I alt er her musik for omtrent 140 timer!

Tom Thygesen Daugaard, den 30. april 2016

____________________

Toms bedste singer-songwriter-musik, folk osv.

98 sange, 6 timer og 26 minutter

folk concert

Denne playlist indeholder 6,5 timers musik i den blide, følsomme ende hvor teksten har stor betydning. Sangskriveren og sangeren er typisk den samme, og sang og tekst ligger stærkt i forgrunden.

Listen indeholder bl.a. sange af Leonard Cohen, Nick Cave, Fiona Apple, Kate Bush, Joni Mitchell, Pfefab Sprout, Bob Dylan og Simon & Garfunkel.

_____________________

Toms bedste klassiske rock, hardrock osv.

129 sange, 10 timer og 11 minutter

rock koncert

Denne ret lange, næsten 10 timer lange, playlist indeholder traditionel rockmusik i stil med den rock ‘n’ roll og hardrock som især The Kinks og The Who udviklede i 1960’erne. Listen består altså af klassisk rockmusik og bluesrock der ikke er indie, pop, heavy osv. Der er enkelte sange i den lidt tungere ende af AC/DC.

Listen indeholder musik af fx The Who, Rolling Stones, The Doors, Eric Clapton, Alice Cooper, Santana, Led Zeppelin, Deep Purple, Beatles og Thin Lizzy.

____________________________

Toms bedste tunge og hårde rock

93 sange, 7 timer og 56 minutter

heavy concert

Denne 8 timer lange playlist befatter sig med klassikerne i den helt hårde rock fra hardrocken og over i metalmusikken. Så der der en fællesmængde med den klassiske rockmusik, fx Deep Purple og AC/DC.

Listen indeholder musik af fx Black Sabbath, Metallica, Iron Maiden, Deep Purple, Van Halen, Mötley Crüe, Slayer, AC/DC og Quensrÿche

____________________________

Toms bedste indierock,

alternative rock, punk m.m .

125 sange, 8 timer og 50 minutter

indie koncert

Denne næsten 9 timer lange playlist befatter sig med den alternative rock, punkrocken, new wave-musikken, indierocken og hvad man ellers kalder denne strømning.

Listen indeholder musik af fx Radiohead, The Smiths, Arctic Monkeys, Arcade Fire,  The Libertines, The Killers, Joy Division, Depeche Mode, David Bowie og The Strokes.

____________________________

Toms bedste pop og bløde soul

162 sange, 11 timer og 54 minutter

pop concert

Denne næsten 12 timer lange playlist befatter sig med den bløde, melodiøse musik – softrocken, popmusikken og den bløde soul.

Listen indeholder musik af fx Michael Jackson, Hall & Oates, George Michael, Phil Collins, David Bowie, Nik Kershaw, Carly Simon, The Beatles, Paul McCartney, Steely Dan og Seal.

____________________________

Toms bedste hiphop-sange

62 sange, 4 timer og 33 minutter

hiphop

Denne 4,5 time lange playlist består af de bedste klassikere inden for hiphop-genren.

Listen indeholder musik af Eminem, Public Enemy, N.W.A., JAY Z, Kendrick Lamarr, Kanye West, 2Pac, Snoop Dogg, Missy Eliott, Outkast og mange flere.

____________________________

Toms bedste progrock, kompleks rock m.m.

40 sange, 7 timer og 47 minutter

prog concert

Denne næsten 8 timer lange playlist består af de bedste sange inden for kompleks, såkaldt progressiv rock, dvs. rockmusik med et fremadskridende, suite-agtigt forløb med forskelligartede sekvenser inden for stemning, rytme osv, og sangene er gerne ret arrangerede og komplekse. Progrock-sange er tillige ofte temmelig lange og eventyrsøgende.

Listen består især af musik af Yes, ELP, Genesis, Jethro Tull, Rush, Pink Floyd og Frank Zappa.

____________________________

Toms bedste techno, trance, house, dance osv.

80 sange, 8 timer og 29 minutter

techno2

Denne 8,5 time lange playlist indeholder elektronisk musik inden for genrer som trance, acid house, deep house og hvad det altsammen hedder. Fokus er på instrumental, pulserende musik.

Listen består bl.a. af Autechre, deadmau5, Underworld, The Orb, The Prodigy, Aphex Twin, Fatboy Slim og Basement Jaxx.

____________________________

Toms bedste klassiske jazz

124 sange, 11 timer og 34 minutter

jazz3

Denne 12,5 timer lange playlist indeholder klassisk jazz – swing, bebob osv. Den allerførste del af listen er kronologisk.

Listen består bl.a. af Charlie Parker, Oscar Peterson, Dave Brubeck, John Coltrane, Miles Davis, Billie Holiday, Chet Baker, Herbie Hancock, Ben Webster og Lester Young.

____________________________

Toms bedste jazz-fusion

90 sange, 9 timer og 44 minutter

fusion2

Denne næsten 10 timer lange playlist indeholder jazz fusion, dvs. jazz integreret med andre genrer som funk og rock.

Listen består bl.a. af Weather Report, Miles Davis, Brecker Brothers, Chick Corea Elektric Band, Lee Ritenour, John Scofield, Steps Ahead og Marcus Miller.

____________________________

Symfonier valgt af Brønnum

10 symfonier, 8 timer og 36 minutter.

symfoni2

Denne 8,5 timer lange playlist består af klassiske symfonier udvalgt af Jakob Brønnum.

Listen består af symfonier af Bruckner, Beethoven, Brahms, Mozart, Mahler, Tjajkovski, Sjostakovitj, Dvorak, Petterson og Gorecki.

____________________________

Sublime klassiske instrumentalkoncerter ifølge Jakob Brønnum

10 klassiske koncerter, 7 timer og 48 minutter

concerto

Denne næsten 8 timer lange playlist består af klassiske instrumentalkoncerter der ifølge Jakob Brønnum er særligt sublime.

Listen består af koncerter af Mozart, Beethoven, Ravel, Brahms,  Tjajkovskij og Bartok,

____________________________

Øvrige playlists:

Pastor Daugaards 100 kanoniske sange 1960-2015

100 sange, 7 timer og 34 minutter

På denne playlist spiller jeg det mest uomgængelige musik 1960-2015 inden for genrer som soul, pop, rock og hip hop lige fra Ray Charles, Ben E. King og The Ronettes til Beyoncé, Sia og John Grant.  Ud fra den uomgængelige musik – sangnumre man bør kende – har jeg valgt de 100 sange jeg selv bedst kan lide.

Hver sang er gennemgået i artikler. Sangene fra 1960’erne er her. Her finder man også links til artiklerne om sangene i de øvrige årtier.

____________________________

Pastor Daugaards 100 ukanoniske favoritsange

100 sange, 6 timer og 47 minutter

På denne næsten 7 timer lange playlist spiller jeg mine 100 favoritsange udover dem der er på min “kanoniske” liste ovenfor. Det er simpelthen de sange hvis melodier, stemning osv. jeg bedst kan lide. Sangene er listet kronologisk (for kompositionsåret) og rækker fra 1930’erne og frem til 2016 med sange af Frank Sinatra, Beatles, Bowie, Stevie Wonder, Genesis, Kate Bush, Foo Fighters og Coldplay. Listen blev afsluttet i 2015, men 2 af sangene fra listen var ikke på Spotify, så to sange fra 2016 er tilføjet min playlist.

Hver sang er gennemgået i artikler. Første del er her. Her finder man også links til artikler om de øvrige sange.

____________________________

The Beatles top 50

50 sange, 2 timer og 34 minutter

På denne blot 2,5 timer lange playlist spiller jeg mine favoritsange med The Beatles i perioden 1963 – 70.

____________________________

David Bowie top 60

60 sange, 4 timer og 34 minutter

På denne 4,5 timer lange playlist spiller jeg mine favoritsange af David Bowie fra perioden 1969 til 2016. Listen blev lavet i anledning af David Bowies død i januar 2016.

____________________________

Pink Floyd top 40

40 sange, 4 timer og 21 minutter

På denne næsten 4,5 timer lange playlist spiller jeg mine favoritsange af Pink Floyd i perioden 1967 – 2014.

____________________________

Genesis top 50

50 sange, 5 timer og 17 minutter

På denne næsten 5,5 timer lange playlist spiller jeg mine favoritsange med Genesis i perioden 1970 – 1991, dvs. både fra Peter Gabriel-perioden og Phil Collins-perioden.

____________________________

Kate Bush top 40

40 sange, 3 timer og 40 minutter

På denne lidt over 3,5 timer lange playlist spiller jeg mine yndlingssange med Kate Bush i peridoen

 

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

15 sange af Prince fra 1982 til 1990

I anledning af Princes død i går har jeg her samlet 15 sange skrevett af Prince fra den periode hvor jeg synes han var stærkest, nemlig fra 1982-90.

Og de 14 af dem er også sunget og spillet af Prince.

Udvalget her er naturligvis taget fra de sange der er tilgængelige på internettet. Fx kunne jeg ikke finde The Ballad of Dorothy Parker fra Sign O’ The Times.

– Tom Daugaard, 22/4 2016

__________________________________________________________

1999

(video)

Fra 1982 og et centralt hit i Princes gennembrud


<p><a href=”https://vimeo.com/150445815″>08.Prince.-.1999</a&gt; from <a href=”https://vimeo.com/user9264944″>Mauricio Onate</a> on <a href=”https://vimeo.com”>Vimeo</a&gt;.</p>

__________________

Little Red Corvette

(link til video)

Ligesom sangen ovenfor fra Princealbummet 1999 (1982) og med til at sikre Princes gennembrud

http://www.metacafe.com/watch/10777115/prince_little_red_corvette/

__________________

Let’s Go Crazy

(video, live)

Åbningssangen fra Purple Rain (1984)

__________________

When Doves Cry

(video)

Det største hit fra Purple Rain (1984)

__________________

Purple Rain

(video, live)

Afslutningsnummeret fra Purple Rain

__________________

Raspberry Beret

(video)

Fra albummet Around the World in a Day (1985) hvor de psykedeliske træk begynder.

__________________

Sometimes It Snows in April

(audio, live)

Fra albummet Parade (1986) der fortsætter de psykedeliske takter.

____________________

Kiss

(video)

Fra Parade (1986) og et kæmpehit

____________________

Sign O’ The Times

(tekst-video)

Fra albummet Sign O’ The Times (1987) der er mere funkpræget

http://www.jukebo.com/prince/music-clip,sign-o-the-times,surlu.html

__________________

Alphabet Street

(link til video)

Fra albummet Love Sexy (1988) der fortsætter funkstilen

http://www.mojvideo.com/video-prince-alphabet-street/da77abff6890b9804887

__________________

Anna Stesia

(audio)

Fra Love Sexy (1988)

__________________

Thieves in the Temple

(link til video)

Fra Graffiti Bridge (1990)

https://vimeo.com/channels/809389/106041902

__________________

The Question of U

(video, live)

Fra Graffiti Bridge

http://www.jukebo.com/prince/music-clip,the-question-of-u,suv00.html

__________________

Diamonds and Pearls

(link til video)

http://www.mojvideo.com/video-prince-and-the-new-power-generation-diamonds-and-pearls/d9da1cdd189822df0806

__________________

Nothing Compares To You

fortolket af Sinéad O’Connor

(video)

 

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Emenkaya – sado-yoga eller psykopatisk fup?

Følgende artikel skrev jeg for Dialogcentret i Århus i 2003 om Emenkaya-ordenen – et sekterisk samfund som den nu afdøde Uffe Hove opbyggede omkring sig omkring årtusindeskiftet. En hændelse der inkluderede seksuelt misbrug af en mindreårig, Krista, og at en 50-årig hjælpepræst blev tæsket til døde under et ritual. Hove fik i 2003 7 års fængsel for dødsvold mod hjælpepræsten og giftede sig året efter med Krista. Hun uploadede siden under navnet Blue en række pornografiske billeder af sig selv på nu nedlagte hjemmesider som Countsix.com og Drastic Rose. I 2008 blev Uffe Hove løsladt, og i 2011 afgik han ved døden, ifølge en kilde måske pga. et “indirekte selvmord”. Men nu er vi ovre i gætteriet.

Artiklen blev publiceret i Den Nye Dialog (Dialogcentrets medlemsblad) i oktober 2003. Artiklen bygger ikke på interview med nogen af de berørte parter, men på hvad der var tilgængeligt i pressen og på internettet, herunder ikke mindst en række religiøse tekster, som Uffe Hove skrev, og som blev uploadet på internettet, men som nu er pillet af nettet igen.

Tom Thygesen Daugaard, april 2016.

Århus Stifttidende bragte i 2008 følgende artikel om sagen: Brugte 15-årig som sex-slave. Nu løslades sekt-lederen.

__________________

krista hove løsladelse

Krista og Uffe Hove i 2008 ved sidstnævntes løsladelse

En sektleder i Randers, Uffe Hove, slog for et par år siden et medlem til døde under et sadistisk ritual og udnyttede seksuelt en 15-årig datter af et af medlemmerne. Vi ser på historien, og på, hvad det er for en religiøsitet, der har drevet sekten.

 En morgen i oktober 2001 blev den 50-årige Ellen-Johanne Tandrup fundet død og stærkt forslået i sin seng i sit bofællesskab i Hørhaven i Randers. Hendes bofæller fortalte politiet, at hun var kommet hjem ved midnat i forslået tilstand og var gået i seng. Men den historie holdt ikke, fandt politiet snart ud af.

Ellen_Johanne_Tandrup_02

Ellen-Johanne Tandrup

Ellen-Johanne Tandrup, beskrevet som kvik, vidende sød, åben og hjælpsom, men også grænsepsykotisk og selvmordstruet, var blevet gennemtævet i sit eget bofællesskab. Ja, den tidligere gymnasielærer og hjælpepræst var gennemtævet af sit eget bofællesskab i noget, der lignede et religiøst sadistisk ritual. Gennem flere timers ydmygelser fik Tandrup over 20 hovedlæsioner, som hun få timer efter døde af.

Krista og ulven

Da Ellen-Johanne Tandrup blev slået ihjel, var en kun 15-årig pige med til at binde hende. Krista Bindslev Christensen – smuk, sød og intelligent – var sammen med sin mor, biolog og tidligere Steiner-lærer Hanne Bindslev, og flere af sine søstre i januar 2000 flyttet ind i bofællesskabet i Hørhaven.

krista countsix

Krista Hove lagt ud på nettet på Countsix-hjemmesiden

Det kaldte sig også Livsfællesskabet eller Indjani eller Emenkaya-ordenen (foruden Mason Akademi, Virkegruppen Ninaku o.a.). Denne okkulte orden krævede, at medlemmerne ved underskrift betingelsesløst overdrog sjæl, legeme og økonomiske midler til ordenens leder, Uffe Eidorff Hove, landpost og ‘heilpraktiker’. Hove havde fortalt Hanne Bindslev, at hun havde været alt for beskyttende og omklamrende over for Krista. Derfor skulle hun overdrage ham opdragelsen af Krista og lade hende flytte op til ham på 1. sal i huset på Hørhaven. Det var den samme etage, hvor Tandrup havde sit værelse, hvori hun blev slået og dræbt. Hanne Bindslev mistede da kontakten til Krista, mens Hove tog sado-masochistiske nøgenfotos af Krista og lagde dem ud på nettet. Da dagbladet BT konfronterede Hanne Bindslev med disse fotos, forlod hun og hendes døtre bofællesskabet – men uden Krista, der helt var i Hoves vold og dybt forelsket i ham.

Hoves psykopati

I juli 2002 blev Uffe Hove idømt 7 års fængsel for vold med døden til følge, for besiddelse af børneporno samt for samleje med en 15-årig (Krista), som han var betroet opdragelsen af.

uffe-hove

Uffe Hove i sine velmagtsdage

Retslægerådet og retspsykiatriske undersøgelser havde beskrevet Hove som ikke sindssyg, men med narcissistiske opfattelser. Med en ringe fornemme for andres behov og følelser. Med sadistiske træk og et udtalt behov for kontrol over andre. Uden indlevelse over for andre, men med en vanskelig styrbar aggressivitet. Med tendens til langvarigt nag, men til gengæld uden anger i forbindelse med konsekvensen af sine handlinger. Og i det hele taget med en afvigende personlighed, som under dække af kærlighed kan være forførende og manipulerende indtil det truende og uden for terapeutisk rækkevidde. Kort sagt var Hoves diagnose ‘karakter-afviger’, og retslægerådet anbefalede ham derfor idømt tidsubestemt behandlingsdom, dvs. livslang anbringelse på den lukkede afdeling i et psykiatrisk hospital.

Også Hoves kæreste, Trine Olesen, blev idømt fængsel (2 år) for medvirken til dødsvolden.

Forbrydelse og straf

Men juryen tog hensyn til, at Hove ikke før havde fået dom og idømte ham almindelig fængsel. Dermed tog juryen netop ikke hensyn til ordenens kvinder, der har fået deres selvstændighed helt fjernet af Hoves psykopatiske charme og manipulationer. Og som derfor fremdeles finder ham nærmest guddommelig – klog, indsigtsfuld, venlig og kærlig. Krista har de sociale myndigheder ganske vist fjernet flere gange og anbragt uden at hun kunne kontakte nogen som helst uden for myndighedernes kontrol. Krista vil nemlig bestandigt kontakte Hove og ordenens kvinder og hader derfor sine forældre for at adskille hende fra ordenen. Derfor er hun flere gange flygtet tilbage til Emenkaya-gruppen.

Sidste gang flygtede Krista fra november 2002 til marts 2003, hvor hun blev fundet sammen med den nu løsladte Trine Olesen sømmet inde bag et hulrum i ordenens hus. Siden har politiet rejst tiltale mod 4 af tilhængerne for at hjælpe Krista til at skjule sig.

For Krista er forløbet også meget ulykkeligt, for hun føler sig ved anbringelsen sat i fængsel og nærmest i isolation uden at have gjort noget ulovligt eller forkert. Og det kan man jo følge hende i. Men den 13. januar fylder Krista 18 år og bliver dermed myndig til at gøre, hvad hun vil…

Steiner eller tantra?

Dette har alt sammen fået en grundig behandling i medierne. Derimod har der været nogen forvirring om, hvad det var for en religiøsitet, der er tale om. Den dræbte Ellen-Johanne Tandrup har været student på Aarhus Universitet hos Dialogcentrets stifter, professor Johs. Aagaard, der husker hende for hendes engagement, viden og åndfuldhed, men i de senere år også for hendes optagethed af den indiske sex-okkultisme, tantrismen. I dagspressen har det da også forlydt, at Emenkaya-ordenen var præget af en tantrisk ‘sado-yoga’.

Men ud fra de papirer, der er tilgængelige om ordenens og Hoves tankegang, er det svært at se en direkte forbindelse mellem Hove og indisk religiøsitet. Hove har på et tidspunkt under navnet Master Ason haft en del tekster lagt ud på internettet.  ‘Disse tekster er en mærkværdig blanding af Rudolf Steiners antroposofi, en smule reichiansk psykoterapi og en hel del spiritualiserende sado-masochisme (S/M). Teksterne prøver at forklare, hvorfor det er åndeligt udviklende at være en S/M-’slavetøs’, for de „bliver legemligt berørt, på et utal af planer for eksistens og følelse“, som Hove udtrykker det.

Slavetøsens udvikling

Hoves evangelium er, at kvinden er beriget med sin krop, men belastet med sin sjæl. Han skriver:

„Slavetøsen, må i sandhed vinde indsigt for sine vidunderlige egenskaber til hengivelse og livets adgang. Dette kan hun dog kun lære i hendes legemes natur, da hendes sjæl indeholder helt andre perspektiver. Kvindens drift imod egen opfyldelse, er forårsaget i hendes sjæls konfiguration, ikke i hendes legemes væsen og udformning. Kvindens legeme, er helt og holdent skabt til glæde, og inspiration, samt livets givelse.Hvorimod kvindens sjæl indeholder helt andre drifts aspekter. Jalousien, misundelsen og forfængeligheden, lever i kvindens sjæl … Dette er et frygteligt faktum, og det er medskaber omkring verdensløgnen omkring årsag og skyld. Slavetøsen, skal føres til afstemning med sin skyld, og årsag til samme, først da får slavetøsen, kvinden sin naturlige lynafleder og herigennem mulighed for frisættelse … Det er Masterens opgave, at føre slavestøsen til afstemning, med hendes skyld, og herigennem bevirke slavetøsens frisættelse til livet, med livet.”

Smæk bringer kosmisk erkendelse

Når Kvinden, slavetøsen, gør modstand mod blindt at adlyde Masteren (Hove), er det hendes sjæls egoisme og modstand mod frisættelse og selvhengivelse, og denne modstand skal nedbrydes bl.a. ved en bearbejdelse af hendes bagparti. Menneskets sanser retter sig nemlig fremad, argumenterer Hove, mens vi bagud er blottede og uden megen anden sansning end følesansen. Denne blottelse modvirker mennesket ved et „kraftfuldt spændsystem” i muskulaturen som beskyttelse. Som Hove skriver:

„Dette værn, vi bærer bagud, skal brydes hos slavetøsen, og det er et stort arbejde, da vores samlede vilje ligger på dette værn”. At arbejde med slavetøsens røv er, at arbejde med slavetøsens viljenatur. Ved en gennemtrængning, af slavetøsens bagudrettede værn, kommer Masteren ind i en blødhed … hård udadtil, men saftig og blød i det indre.”

Bagdelen skal bearbejdes, „som skulle han indtage en by. Først skal han bryde ringmuren [anus, red.]. Herefter, skal han trænge dybt ind i byens indre, og føre indbyggerne til underkastelse. Herefter skal han tilegne sig alle rigdommene i byen … Sluttelig indsætter han en til, at styre byen, Masterens dominans af slavetøsens vilje.”

 Den åndelige begrundelse er, at når kvinden kobler sin onde, egoistiske og selvkredsende sjæl fra og sin intense og givende sansning til, kommer hun fri af sig selv og det dæmoniske og i kontakt med det kosmiske og højere. Kvinden løsner sit niveau bag det fysiske niveau, ‘æterlegemet’, fjerner dette oversanselige legeme fra indflydelsen fra dæmoner som Ahriman, Lucifer, Asuras og Sorath og hæver æterlegemet op mod Kristus og allerøverst ‘Indjani-laget’, hvor Faderen og Ånden hersker. Når kroppen ved sansning, pirring og smerte er ‘tændt’ og viljesløst sansende og givende, da finder kvinden sin højere mening. Sløret brydes, og sandheden skues via ‘ilden’.

Hove og Steiner

Uffe Hove var en ret populær terapeut i Steinerkredse i 1990’erne, indtil han sammen med især Ellen-Johanne Tandrup og Trine Olesen oprettede sine spirituelle bofællesskaber i 1998. Hoves tekster indeholder en del steinerske ord og forståelser, og det synes at være en steinersk dagsorden, koblet til en autoritær Uffe Hove-kult, som hans Emenkaya-orden samledes om. Kun en del af ordenen blev inddraget i S/M-aktiviteten, og ifølge et interview i Kristeligt Dagblad (9/8/03) var Hanne Bindslev slet ikke klar over denne aktivitet, før BT-journalisten viste hende Master Ason-teksterne og billederne af Krista. Hove forsøger i disse tekster med steinerske ord og forståelser at begrunde, hvorfor det er spirituelt udviklende for kvinden at underkaste sig Hoves ordrer og sadisme.

Religiøst fup?

Der er ingen logisk sammenhæng mellem Steiners lære og Hoves S/M-teori. Ifølge Steiner får mennesket kosmisk erkendelse og åndelig udvikling ved at bevæge sig væk fra kroppen, det fysiske, ved at gå ind i det beåndet tænkende og i sjæledybderne og deres højere åndelige niveauer. Ifølge Hove udvikler kvinden, slavetøsen, sig omvendt – hun skal væk fra det sjælelige, indre og tænkende, men ind i det kropslige, ydre, sansende og passivt-erotiske.

Denne tankegang – sløret brydes via ilden – kan godt minde om tantra yoga; men der er intet, der ellers tyder på, at Hove ved noget som helst om indisk religiøsitet og tantra. Han bruger retorisk en spirituel svada til at opfylde sin egen dagsorden: fuld kontrol, afstraffelse og ydmygelse af kvinden og hendes ‘skyld’ og tilfredsstillelsen af hans bagdels-orienterede og sadistiske seksualitet. Steiners lære er så fantasirig, at Steiner-folk kan være i stand til naivt at tro på hvad som helst, også på, at Hove har guddommelig status og skal adlydes i ét og alt. I Randers har man simpelthen sat sado-ræven til at vogte Steiner-gæs. Men det synes også at være den eneste sammenhæng mellem Steiners lære og Hoves sadomasochistiske fantasier.

Man kan i øvrigt diskutere, om Hove bedrev sadomasochisme. Masochisme vil sige at finde seksuel tilfredsstillelse ved at udsætte sig selv for smerte. Men ifølge retssagen var Hoves ‘slavetøser’ ikke masochister: De nød ikke seancerne, men fulgte dem, fordi de havde ubetinget tiltro til Hove. Og Hove respekterede tilsyneladende ikke sine ‘slavetøser’.

I så fald handler det ikke om S/M, men om uforfalsket sadisme med religiøs glasur.

Historien leder til følgende spørgsmål:

  • Er Steiners lære farlig ved at nedbryde tilhængernes kritiske sans og dømmekraft?
  • Hvordan kunne juryen overhøre retspsykiaternes råd om forvaringsdom på en psykiatrisk anstalt og kun give den ‘karakter-afvigende’ Hove 7 års almindelig fængsel, når han ved sin religiøse manipulation den dag i dag har flere kvinder (inklusiv en uskyldig teenager som Krista) i sin sadistiske hule hånd?
  • Og findes der sekter og religioner, der er ‘instrumentale’, altså som er bevidst bedrag og religiøs manipulation for at opnå mål, som stammer fra ‘guruens’ egen magtbrynde og begær, men som intet har at gøre med religiøsitetens indre logik og mål?

Denne artikel bygger bl.a. på hjemmesider, som nu er fjernet fra internettet, men som Dialogcentret har kopier af.

 

Interview med Krista i Ekstrabladet oktober 2008: Alt var koldt i min barndom

 

 

 

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Pastor Daugaards 50 favoritfilm Del 2

Dette er en prioriteret gennemgang af mine 50 yndlingsfilm pr. februar 2016. Eller rettere, her er de sidste 25 af mine 50 favoritfilm.

Min gennemgang af de første 25 af mine favoritfilm kan findes på dette link.

Min gennemgang for hver film består af:

1) Plot – en gennemgang af historien. Jeg forsøger at undgå at nævne alt for meget om ting som seeren ikke skal vide på forhånd,  men spoilere kan optræde.

2) Vurdering – en slags kort anmeldelse og refleksion.

3) Kuriøst – pudsige detaljer.

4) Anmeldelser og publikum: Hvordan bedømte de amerikanske kritikere filmen? Og de almindelige seere? Her bruges metacritic og Rotten Tomatoes der omsætter anmeldelsernes vurderinger til talværdier fra 0 til 100, hvor 0 er minimum og 100 er maximum, og så tager et gennemsnit. Scoren 90/100 betyder altså 9 ud af 10 stjerner til denne film.

Endelig bringer jeg en trailer til filmen. Og for ganske enkelte af filmenes vedkommende: Hele filmen.

– Tom Daugaard, marts 2016.

___________________

26.

Chinatown (1974)

Amerikansk neo-noir kriminalmysterie-film. Instruktion Roman Polanski. Manuskript: Robert Towne. Både Polanski og Nicholson havde dog en reel indflydelse på slutproduktet. Polanski ændrede fx Townes happy ending (i samarbejde med Nicholson), og Nicholson lavede mange af sine egne replikker.

Chinatown

Plot

Los Angeles i 1937. Privatdektiven J.J Gittes (Jack Nicholson) hyres af en kvinde der kalder sig Evelyn Mulwray til at skygge hendes mand Hollis Mulwray, chefingeniør for L.A.s vandforsyning. Gittes fotograferer ham med en ung kvinde, og billederne publiceres i en avis. Derpå opsøger en kvinde (Faye Dunaway) Gittes, præsenterer sig som den ægte Evelyn Mulwray og siger at han kan forvente et sagsanlæg. Hollis Mulwray findes nu druknet i et ferskvandsreservoir, og Gittes undersøger hændelsen som han mistænker for at være mord. Gittes efterforsker sagen og opdager at der foregår noget muggent med L.A.s vandforsyning. Og Evelyn Mulwray og hendes rige far, Noah Cross (John Huston), er ikke helt uvigtige for plottet.

Vurdering

I 1940’erne og 50’ernes USA var der en række film som franske anmeldere kaldte ”filmes noires”. Det var sort-hvide film inspireret af den tyske ekspressionisme med en desillusioneret og lidt kynisk stemning, en femme fatal der manipulerer bogens mandlige helt og et labyrintisk plot der viser sig at handle om noget andet end det som det i begyndelsen ser ud til. Typisk er en film noir bygget på en hårdkogt kriminalfortælling fra 30’erne skrevet af folk som Hammett, Cain eller Chandler. Store film i genren er John Hustons ’Malteserfalken’ og Howard Hawks ’Sternwoodmysteriet’ (The Big Sleep) begge med Humphrey Bogart i rollen som helt og detektiv. Chinatown er pr. definition ikke en film noir. Den er lavet senere end 1950’erne og er i øvrigt en farvefilm. Men den lægger sig så meget op af genren at den kaldes en ’neo noir’ og betragtes i dag som en noir-klassiker helt på niveau med de største rigtige noir-film såsom Malteserfalken.

Alt fungerer i denne film. Jack Nicholson er forrygende som J.J. Gittes, manuskriptet sindrigt, fængslende, overraskende, og fyldt med klassiske, sarkastiske replikker.

Priser

Chinatown vandt 1 oscar for bedste originale manuskript. Chinatwon vandt også 4 Golden Globes for bedste film, bedste instruktør, bedste manuskript og bedste mandlige hovedrolle (Nicholson). Endelig vandt den 3 BAFTA Awards for bedste film, bedste manuskript og bedste instruktør.

Kuriøst

  • John Huston, der spiller faren til Evelyn, som Gittes bliver romantisk optaget af, var i det virkelige liv også ”svigerfar” til Jack Nicholson der lige var begyndt at komme sammen med Hustons datter, Anjelica.
  • Chinatown anses normalt for at lægge sig i forlængelse af de største film noir-film. Interessant nok er flere af disse – såsom den berømte Malteserfalken – instrueret af John Huston der spiller med i Chinatown.
  • Robert Towne skrev sit manuskript og rollen som J.J. Gittes med Jack Nicholson i tankerne.
  • Polanski lavede filmen så den ses fra heltens, J.J. Gittes, synsvinkel, næsten som var han en jeg-fortæller à la Philip Marlow i Raymond Chandlers romaner. Det betød at Polanski måtte lave om på manuskriptet, så seeren får informationer på samme tid som Gittes får informationerne, og således at Gittes er med i alle scener.

Anmeldelser og publikum

Metacritic giver Chinatown en metascore på 86/100 points baseret på 10 anmeldelser, mens publikum giver den 89/100 baseret på 193 ratings.

Rotten Tomatoes giver Chinatown en metascore på hele 98/100 points baseret på 61 anmeldelser, mens publikum giver den en også ret pæn score på 93/100 points baseret på 75.968 ratings.

Chinatown er med på Roger Eberts liste over store film.

___________________

27.

Raging Bull

(Tyren fra Bronx, 1980)

Amerikansk biografisk sportsdama. Instruktion Martin Scorsese. Manuskript: Mardik Martin og Paul Schrader. Baseret på en selvbiografi skrevet af den tidligere verdensmester i mellemvægt Jake LaMotta: Raging Bull: My Story. Ukrediteret har Robert de Niro i samarbejde med Martin Scorsese også en væsentlig finger med i maniskriptet.

Raging_Bull_wallpapers_3685

Plot

Sort-hvid film der foregår i 1964 hvor LaMotta er en overvægtig komiker, men forløber via flashbacks gennem 40’erne og 50’erne. Vi følger den unge, slanke mellemvægtbokser Jake LaMotta (Robert De Niro) og hans bror Joey (Joe Pesci) der også fungerer som Jakes manager. Jake LaMotta vinder og taber en kamp til den store mellemvægtsverdensmester Sugar Ray Leonard. Siden skal de to rivalisere om mellemvægtstronen.

Jake LaMotta falder for den 15-årige Vickie (Cathy Moriarty) og indleder et forhold til hende selv om han er gift. Siden gifter de sig, men LaMotta lider af voldsom, men formentlig grundløs, jalousi. Bl.a. spørger han sin bror Joey om han har haft en affære med Vikki, og det kommer til et opgør mellem brødrene hvis samarbejde ophører. Nu er LaMottas bokserkarriere i forfald. Og også mafiaen har han sit bøvl med.

I 50’erne flytter LaMottas og Vickie til Miami hvor LaMotta nu driver en natklub. Vickie vil skilles med tilhold mod at LaMotta opsøger hende, og han arresteres, dømmes og straffes for at have introduceret mindreårige piger for mænd på sin klub., Til sidst ender vi i 1965 hvor en overvægtig LaMotta ernærer sig som stand-up komiker.

Vurdering

Raging Bull er kun på det udvendige plan et sportdrama om en historisk (og stadig levende) mellemvægtsbokser især kendt for sin rå, fysiske og primitive boksestil og sin evne til at lade slagene regne over sig uden at blive knock-outed. Egentlig er det et portræt af mennesket Jake LaMottas kampe med at få sit liv til at fungere og dermed et studie i almenmenneskeligt livsbesvær. LaMotta var udfordret af sit kvindesyn, præget af luder-madonna-opdelingen hvor han projicerede madonnaen over på den begærede kvinde og luderen over på den erhvervede kvinde og derfor led af sygelig jalousi. LaMotta kæmpede med sit besidderiske væsen, sin jalousi, sit opflammende væsen og voldelige adfærd og sin selvmedlidende sentimentalitet.

Jake LaMotta er en selvdestruktiv klovn, og han ved det. I filmens fortolkning føler han skyld og lader som del af sit selvhad og trangen til soning bevidst slagene falde over sig ved boksekampe.

Det er et studie i det menneskelige, og i det dyriske i det menneskelige – både det tåbelige i at vælge en kurs der lader én gå direkte ind i en mur, og det stædige og livsstærke der driver en til at rejse sig igen for at finde kursen mod den næste mur. I begge dele ligger der en blind, dyrisk vilje til livet der i filmen er blandet godt op med aggression og vold, og som Scorsese er kendt for at være dobbeltsidet optaget af – med lige dele moralisering og fascination. Og det er som om han ved det. Og dermed bliver LaMotta ikke endegyldigt ”dømt”, vurderet, forstået, udlagt og puttet i kasse i filmen. Måske er det forholdets dobbeltsidighed der gør det. Altså at Scorsese både foragter og beundrer sin hovedperson der dermed ikke kan fremstå entydig. Eller måske er det Scorseses klogskab. Men i al fald er der en mystisk rest tilbage i rollen og personen LaMotta som ikke lader sig forstå. Vi ved aldrig helt hvad der driver og motiverer ham.

Raging Bull er en blændende flot film. Jeg burde nok give den en langt højere position på min liste, vel en topti, men filmen er ikke helt behagelig at se pga. sin trælse hovedperson og dennes vilje til at ødelægge ting for sig selv. Men alle spiller storslået – Joe Pesci, Cathy Moriarty og ikke mindst Robert De Niro i en af sine største glansroller. De Niro er fuldkommen overbevisende i filmens mange boksescener og som den unge, tynde, hidsige bokser der er sygeligt besat af sin Vikki, og den ældre, fede og lade komiker. De to fotos nedenunder viser De Niros utrolige forvandling i løbet af filmen.

raging bull body_transformations_5.jpg

Kuriøst

  • Raging Bull er i høj grad opstået i et samarbejde mellem Robert De Niro og Martin Scorsese. Fortællingen går på at Scorsese i 1978 lå på hospitalet efter en kokainoverdosis efter et længere kokainmisbrug, mens han karriere var i fare efter at Scorseses musicalfilm, New York, New York, ikke havde klaret sig så godt. Vennen De Niro besøgte Scorsese på hospitalet, bad ham komme ud af kokainafhængigheden og i øvrigt filmatisere denne her bokserbog som De Niro havde læst og var grebet af: Raging Bull: My Story. En anden historie går på at det var tilbage i 1974, mens De Niro spillede Vito Corleone i Godfather II at han læste LaMottas bog og forsøgte at få Scorsese med på at filme den. Hvorom alting er: Scorsese kviede sig. Han var ikke til sportsfilm. Han var overhovedet ikke til sport, og mindst af alt til boksning. Men han lod sig overtale i 1978.
  • Mardik Martin skrev det første manuskript som Scorsese ikke var tilfreds med. Han fik manuskripforfatteren til Taxi Driver, Paul Schafer, til at se på det. Mardik havde holdt sig til strukturen i LaMottas bog. Men bogen, der var skrevet sammen med LaMottas ven, Peter Savage, der sjovt nok havde en rolle (The John) i Scorseses Taxi Driver, nævnte slet ikke LaMottas bror, Joey. Schrader fandt ud af at Joey havde haft en stor indflydelse og skrev ham ind i sit manuskript på den måde at filmens Joey kombiner den virkelige verdens Joey LaMotta og Peter Savage der altså blev skrevet ud af historien. Til gengæld optræder Savage i en cameo i filmen (som en journalist der taler til Joey). Endvidere lod Schrader historien begynde midt i Jake LaMottas boksekarriere og ikke ved begyndelsen som i bogen og i Mardiks oprindelige manuskript. Men produceren var ikke begejstret for Schraders manuskript fordi Jake LaMotta var skildret så træls. ’He’s a cockroach’, sagde filmselskabet og nedlagde veto mod manuskriptet. De Niro og Scorsese omarbejdede derefter Schraders manuskript og gjorde Jake LaMotta mere sympatisk.
  • Robert De Niro gik helhjertet ind i filmen med masser af method acting. Han blev så fremragende en bokser under forarbejdet, at han han deltog i tre professionelle kampe og vandt de to af dem. Han trænede også med den virkelige verdens Jake LaMotta der var begejstret og mente at De Niro kunne drive det vidt. LaMotta tilbød De Niro at blive hans træner og manager. Man begyndte med at filme de sekvenser hvor De Niro spiller en ung slank LaMotta, ventede nogle måneder og lod De Niro æde sig fed, og filmede så resten hvor LaMotta er midaldrende og korpulent. De Niro tog 30 kg. på på de måneder.
  • Den virkelige Jake LaMotta og hans ekskone, den virkelige Vickie, så filmens debut sammen. LaMotta blev chokeret over filmens billede af ham og spurgte Vickie – Var jeg virkelig sådan? Vickie svarede – Du var værre.
  • Den 15-årige Jodie Foster, der et par år tidligere var med i Taxi Driver, gjorde sig de ihærdigste anstrengelser for at blive castet som Vickie LaMotta. Men man fandt hende for ung og for drengepige-agtig til rollen som Vickie.
  • De Niro fandt Joe Pesci til rollen som Joey LaMotta efter at have set Pesci i en ret ukendt B-film. Pesci var standset som skuespiller og havde en restaurant i New Jersey. Men Pesci fik et mindre gennembrud med Raging Bull. Det var Pesci der på en natklub fandt den 18-årige Cathy Moriarty til den lige så tunge rolle som Vickie LaMotta. Moriarty havde aldrig spillet skuespil før.

Priser

Ragin Bull vandt to oscars. Dels for bedste mandlige hovedrolle (De Niro), dels for bedste filmredigering. Den vandt 1 Golden Globe, igen De Niro for bedste mandlige hovedrolle. Og 1 BAFTA Award for mest ensteående nybegynder for ledende rolle. Det var Pesci der vandt den i kamp mod blandt andet Cathy Moriarty.

Anmeldelser og publikum

Metacritic giver Raging Bull en metascore på 9,2 baseret på 14 anmeldelser. Det er en af Metacritics højeste karakterer. Til gengæld er brugerne af Metacritic langt mere forbeholdne. Raging Bull får her 63/100 baseret på 373 brugerratings.

Rotten Tomatoes giver den en score på 97/100, virkeligt højt, ud fra 60 anmeldelser. 93/00 brugere kunne lide den.

Filmen er på Eberts liste over store film.

___________________

28.

Psycho (1960)

Amerikansk psykologisk thriller/skrækfilm. Instruktion Alfred Hitchcock. Manuskript: Joseph Stefano efter Robert Blochs roman ’Psycho’.

psycho_primary

Plot (Spoiler alert)

Den unge, smukke sekretær Marion Crane (Janet Leigh) arbejder i Phoenix, Arizona og sættes af sin chef til at tage i banken med en stor sum penge. Marion beslutter impulsivt at stjæle pengene og med det samme køre til Californien til sin kæreste Sam (John Gavin) med pengene. Undervejs standses hun af politiet og bliver nervøs.

Under en pludselig regnstorm kører Marion forkert og ser Bates Motel hvor hun vil overnatte, Den generte og symptatiske ejer, Norman Bates (Antony Perkins) byder på lidt mad. Marion overhører et skænderi i baggrunden mellem Norman og hans mor der ikke er meget for at han byder en kvinde indenfor. De spiser, Marion viser Norman venlighed, og han fortæller om sit liv, interesser og moren der er psykisk syg.

Marion går tilbage til sit værelse, beslutter at køre tilbage til Phoenix, aflevere pengene og melde sig selv og tager et brusebad. Og så … 1/3 inde i filmen sker der fuldkommen uventet en overordentlig chokerende hændelse i brusebadet med meget hastige klip, mens Bernhard Hermanns musik (”Screaming Violins”) spiller ligesom skrigende – iiiiiiiirrrh, iiiiiiiirrrh. iiiiiiiirrrh, iiiiiiiirrrh i en scene der siden er blevet berømt og kendt af alle.

Herfra udvikler tingene sig virkelig dramatisk, og der viser sig at være et ret specielt forhold mellem Norman og hans mor hvilket Sam og Marions søster Lila (Vera Miles) finder ud af da de drager på jagt efter den forsvundne Marion.

Vurdering

Psycho er en horrorklassiker og egentlig Hitchcocks første skrækfilm – før da lavede han thrillers der var meget mere baseret på suspense end på chok. Den klassiske måde at beskrive chok og suspense på er at det er et chok når en bombe pludselig springer uden vi ved den er er. Og det er suspense når vi ved der er en bombe der tikker nedad mod udløsningstidspunktet, og kameraet bestandigt skifter mellem de mennesker der befinder sig omkring bomben og så bomben der er ved at springe.

Psycho er ikke bare Hitchcocks første skrækfilm. Det er også den allerførste slasherfilm, dvs. scenerne med kniv, offer og blod dannede forlæg for en del film. Psycho lavet med nogle effektive tricks der skal spille på det uventede, det chokerende. Den sort-hvide film er ret billigt lavet i forhold til de film Hitchcock lavede lige før, Rear Window (Skjulte Øjne, 1954) ,Vertigo (En Kvinde Følges, 1958) og North By NorthWest (Menneskejagt, 1959) og faktisk frembragt af Hitchcocks tv-hold (fra ”Alfred Hitchcock Present”) og ikke hans sædvanlige film-hold.

Grunden til den billige produktion skulle være at Hitchcock selv bekostede den, da studiet ikke ville spilde penge på den historie; til gengæld fik Hitchcock også filmens meget store overskud, det største som en Hitchcock-film nogensinde indtjente. Måske foranlediget af Psychos kommercielle succes var også Hitchcocks næste film en skrækfilm med chokeffekter, nemlig The Birds (Fuglene, 1963).

Psycho er en billigt udseende film med en fantastisk effekt. Marion er kvinden seeren følger, og hvis situation man lever sig ind i, hendes frygt og angst, og så sker det chokerende med hende blot en tredjedel inde i filmen. Så skifter synsvinklen, og vi ser nærmest filmen med Normans øjne, hans frygt og angst for moren og for myndighederne, for at slutte af med at se filmen med Marions søster Lilas øjne og hendes frygt og angst. Selv om filmen nu skifter karakter og bliver en melodramatisk historie om et mysterium der skal løses: Hvad skete der med Marion. Og hvorfor?

Det er elementært enkelt og godt lavet. Psycho har nerve, Psycho chokerer, Psycho viser en frygt og en angst set fra tre forskellige perspektiver gennem filmen uden det virker fortænkt og forskruet. Det eneste der ikke helt holder ved filmen, er den træge epilog, hvor en psykiater forklarer hvordan Norman blev besat af sin mor.

Priser

Psycho vandt 1 Golden Globe, nemlig for bedste kvindelige skuespiller i en birolle (Janet Leigh).

Kuriøst

  • Scenen med Marion i brusebadet består af 78 stykker film spillet på 45 sekunder.
  • Blodet i denne scene var chokoladesirup.
  • Seriemorderen Ed Gein, der stjal ligdele og dekorerede sit hjem med dem og lavede en dragt af huden fra de døde, har dannet forlæg for morderen i Psycho ligesom han dannede forlæg for seriemorderen Buffalo Bill i filmen The Silence of the Lambs der tidligere optræder på min liste.
  • I Robert Blochs roman Psycho er Norman Bates fed og usympatisk. Det ændrede Hitchcock helt bevidst.
  • Musikken i Psycho er komponeret af Bernhard Herrmann der lavede musik i en hel del film fra Orson Wells berømte ’Citizen Kane’ til Martin Scorseses ’Taxi Driver’. Hitchcock var så tilfreds med Herrmanns musik til Psycho at han fordoblede Herrmanns salær for musikken. Hitchcock mente at 1/3 af filmens effekt kom fra Herrmanns musik. Oprindelig var Hitchcock utilfreds med Psycho da den var klippet færdig, også med brusebad-scenen, og overvejede at bruge den på tv i stedet for som spillefilm. Men da Hitchcock så den med Herrmanns musik, troede han på filmen. På nogle lister figurerer musikken til Psycho som den 4. bedste filmmusik.
  • Janet Leigh, i øvrigt mor til Jamie Lee Curtis, der spillede Marion, blev så chokeret over at se brusebad-scenen med sig selv, at hun lige siden tog karbad i stedet for brusebad.
  • I Blochs roman hedder Marion Crane ikke Marion, men Mary. Men da filmselskabet fandt ud af at der boede to virkelige personer kaldet Mary Crane i Phoenix, Arizona, skiftede man hendes navn til Marion for ikke at risikere sagsanlæg.
  • Den eneste kendte filmstjerne i filmen var Janet Leigh, og Hitchcock valgte bevidst en kendt stjerne som Marion for at chokere folk når de så Marions skæbne så tidligt i filmen. Publikum ville forvente at man fulgte en dyr filmstjerne filmen ud.

Anmeldelser og publikum

Rotten Tomatoes vurderer Psycho til 96/100 points baseret på 84 anmeldelser. 94/100 af bruger-ratings vurderede den positivt.

___________________

29.

There Will Be Blood (2007)

Amerikansk episk dramafilm. Instruktion og manuskript: Paul Thomas Anderson. Løst baseret på Upton Sinclairs roman: Oil!

there will be

Plot

Vi følger guldgraveren Daniel Plainview (Daniel Day-Lewis) fra 1898 da han finder noget værdifuldt i en mine i New Mexico samtidig med at han kommer til skade. Daniel kravler hen på minekontoret og får sin betaling. Siden finder Daniel olie i Californien og opretter et mindre boreselskab samt adopterer H.W. fra en kollega der er død i en arbejdsulykke. Successen begynder da Paul Sunday (Paul Dano) opsøger ham og fortæller hvor der er olie, nemlig i Little Boston i Californien på familien Sundays ejendom. Daniel finder olie og vil købe Sundays jord billigt, men Pauls tvillingebror Eli (Paul Dano) er præst i en lokal pinsekirkeagtig sekt, The Church of the Third Revelation og får gennemtrumfet en ganske pæn sum samt støtte til Elis kirke. Daniel køber store dele af jorden omkring Sundays jorde og får skabt stor velstand.

Daniel er knyttet til sin adoptivsøn, men er derudover misantropisk og ensom og samtidig stolt, ærgerrig og besat af at vinde. Hvad han ikke kan tåle, er antydninger af at han ikke tager sig ordentligt af sin søn. Men en mand der præsenterer sig som Daniels halvbror. Henry, foranlediger frustrationer mellem Daniel og sønnen der sendes på døveskole. Og foranlediger Daniel til at begå en forbrydelse der gør at The Church of the Third Revelation kan afpresse ham til at lade sig døbe ind i den.

Der er stærke spændinger mellem Daniel og Eli der kæmper om sjælene i Little Boston og prøver at dominere og ydmyge hinanden. Da Eli døber Daniel, ydmyger han ham under dåbsceremonien. Hadet er voldsomt.

Filmen slutter i 1927 hvor Daniel er hovedrig og lever i et mægtigt palæ med bowlingbane. Daniels søn, H.W. ægter Paul og Eli Sundays lillesøster Mary og vil rejse væk fra faren med Mary for at starte sit eget firma. Daniel føler sig svigtet, og håner sønnen. Derpå opsøger Eli Daniel fordi The Church of the Third Revelation savner kapital efter Wall Street-krakket. Vreden skyller op i Daniel, og det kommer til et voldsomt opgør mellem Eli og Daniel på bowlingbanen i Daniels palæ.

Vurdering

There Will Be Blood er en både original og flot film. Tiden omkring guldgraverne og de første olieboringer i USA er genskabt på en helt overbevisende måde.

Filmen går dybt, men også kritisk, ind i den amerikanske mytologi og blotlægger to af de mægtige kræfter der har formet USA, foretagsomheden og kapitalismen på den ene side og fundamentalismen og frikirkerne på den anden, viser de dæmoniske sider ved de to kræfter og deres altfortærende magtbegær.

Men først og fremmest There Will Be Blood et yderst interessant skæbnedrama om en stærk og excentrisk karakter, Daniel Plainview, og hans opstigning og fald. Flere har beskrevet Daniel som et monster, som en galning. Day-Lewis har skabt figuren omkring stemmen, og P.T. Anderson satte ham til at gennemhøre en masse gamle interviews med John Huston, og Day-Lewis rammer Huston helt præcist. Det har – formentlig utilsigtet – fået nogen til at associere Daniel med Hustons berømte skurkerolle som Noah Cross i Chinatown. Personligt synes jeg ikke at Daniel og hans handlinger er svære at forstå og ”gale”. Daniel er en meget ensom misantropisk, viljestærk og stolt mand der har et problem med et styre sit temperament. Han har to bløde punkter, adoptivsønnen H.W. og halvbroderen Henry. Over for dem åbner han op, men han føler sig forrådt først af Henry, siden H.W. Samtidig har Eli på det kraftigste hånet Daniel bl.a. med netop H.W. og beskyldt ham offentligt for at svigte sin søn. Det har skabt et voldsomt had der udløses da han oplever det sidste svigt, og Eli opsøger Daniel og viser sig som en hykler.

Forbindelsen til Noah Cross og Chinatown tror jeg ikke på, men der er nogle forbindelser til et par andre storfilm på min liste, nemlig Kubricks 2001: A Space Odyssey og Welles’ Citizen Kane. Filmen begynder næsten som 2001 uden dialog, med ret mytiske billeder, fornemmelse af primitivitet og en meget abstrakt-klassisk filmmusik. I en anmeldelse har jeg direkte set Daniel Plainview sammenlignet med 2001s sorte monolit, men det fremskridt som There Will Be Bloods monolit sætter i værk, er meget mere dæmonisk og skrøbeligt end i den new age-agtige 2001 hvor fremskridtet ender i en kosmisk højere bevidsthed. Og sammenligningen med forløbet i Citizen Kane ligger ligefor, da vi slutter, hvor Citizen Kane begynder: Hos en ældre, ensom rigmand fortabt i sit kæmpepalæ. Og filmen har omtrent den samme pointe – en undersøgelse af hvad der gjorde at denne kæmpe endte så fortabt som han gjorde.Blot finder jeg Daniel Plainview mere nuanceret fremstillet og lettere at forstå som menneske end den gådefulde Charles Foster Kane.

Selv har Anderson sagt at en umiddelbar inspiration er John Hustons klassiske western, Tre Mand Søger Guld (The Tresures of Sierra Madre, 1948), og at han så denne film hver aften da han skrev manuskriptet. Det er en af grundene til at Day-Lewis blev opfordret til at studere John Hustons irsk-amerikanske accent fra netop dengang Tre Mand Søger Guld blev lavet.

Eli Sunday er også en interessant figur Eli har helt tydeligt blandet sin egen stolthed og sit eget ego sammen med sin kirkes sag. Han er en parodi på en tv-prædikant, forførende som healer og religiøs showman, men dybest set en hykler og spekulant. Analyserer man navnet på frikirken, The Church of the Third Revelation, Den Tredje Åbenbarings Kirke, er det I øvrigt tydeligt, at frikirkens tro har bevæget sig hinsides kristendommen som kun kan anerkende to åbenbaringer, nemlig det Gamle og Det Nye Testamentes. Et Endnu Nyere Testamente vil ikke længere være kristendom. Eli gør sig til en ny Jesus, en messiasfigur. P.T. Anderson skulle gå dybere efter dette sekt-tema i sin næste film, The Master, der var inspireret af L. Ron Hubbard og Scientology.

Man kan mene at P.T. Anderson nærmer sig det prætentiøse, at han gaber over for meget, at slutningen er for overdreven og utroværdig, og at Daniel Day-Lewis er tæt på at overspille og forekomme manieret som den dæmoniske olie-magnat. Filmen har en lille underlighed over sig som man sagtens kan opleve som at den ikke er helt perfekt. Men det er en lille underlighed, en skævhed, som jeg finder yderst interessant. Jeg synes There Will Be Blood, oppustet arthouse eller ej, jeg finder There Will Be Blood fængslende og storslået og synes den holder.

Priser

There Will Be Blood var nomineret til en oscar som bedste film, men tabte angiveligt tæt til Brødrene Coens tilsvarende mørke episke storfilm, No Country For Old Men, der i øvrigt blev optaget i nærheden af hvor There Will Be Blood blev optaget. Men There Will Be Blood vandt to oscars, nemlig for bedste mandlige hovedrolle (Daniel Day-Lewis) og for bedste fotografering. Day-Lewis vandt også en Golden Globe for sin præstation i filmen.

Berlinfestivallen gav Anderson en sølvbjørn som bedste instruktør og til Jonny Greenwood for bedste musik.

Kuriøst

  • Paul Dano havde oprindelig fået rollen som Eli Sundays lillebror Paul, men blot 4 dage før optagelserne skulle begynde, sprang skuespilleren der skulle spille Eli, simpelthen fra, og Dano overtog også denne langt større rolle. Da han stadig skulle spille Paul, var der ikke andet at gøre end at gøre Paul og Eli til enæggede tvillinger. Det giver i virkeligheden filmen et lille twist. Er Paul og Eli to sider af samme person?
  • P.T. Anderson baserede sit manuskript temmelig løseligt på de første 150 sider i Upton Sinclairs ’ store roman om oleindustrien, arbejdere og magnater, Oil!. Eftersom Anderson kun brugte de første 150 sider, følte han ikke det var fair at betragte sin film som en filmatisering af Oil!, så han måtte finde på et andet navn.
  • Anderson skrev rollen som Daniel Plainview med Daniel Day-Lewis i tankerne. Hvis Day-Lewis havde takket nej til rollen, kunne filmen meget vel være faldet på gulvet. Men Day-Lewis var begejstret for Andersons tidligere film Punch-Drunk Love og takkede ja efter at have set en tidlig version af manuskriptet.
  • Figuren Daniel Plainview er meget løseligt baseret på oliemagnaten Edward Doheny der også var fra Fond du Lac, Wisconsin, ligesom Plainview. De sidste scener omkring bowlingbanen i Daniel Plainviews palæ i 1927 foregår faktisk i et californisk palæ (Greystone Mansion/Doheny Mansion) i som Doheny lod opføre til sin søn, et hus der optræder i en hel del Hollywoodfilm.
  • P.T. Anderson er fan af indie-bandet Radiohead og fik derfor Radioheads guitarist, Jonny Greenwood, er der optaget af både kompleks elektronisk musik og moderne klassisk musik, til at lave filmmusikken der inkluderer en del selvkomponeret musik, men også enkelte lån, især Brahms i filmens afslutning.
  • There Will Be Blood er den hidtil eneste film af Paul T. Anderson hvor skuespilleren Philip Seymour Hoffman ikke medvirker. Eftersom Seymour Hoffman er død, vil der nok komme flere.

Anmeldelser og publikum

Metacritic giver There Will Be Blood imponerende 92/100 points baseret på 32 anmeldelser. Brugerratings er noget lavere – 78/100 baseret på 1235 brugerratings.

Rotten Tomatoes giver filmen det samme – 91/100 baseret på 114 anmeldelser, mens 86/100 brugere kunne lide filmen (ud af lidt mere end 200.000 brugerratings).

___________________

30.

Taxi Driver (1976)

Amerikansk psykologisk thriller med neo-noir-træk. Instruktion Martin Scorsese. Manuskript Paul Schrader.

Taxi-Driver

Plot

Travis Bickle (Robert De Niro) er en traumatiseret marineinfanterist og vietnam-veteran der lider af søvnløshed. Han tager job som taxachauffør i New York om natten hvor han alligevel ikke kan sove. Travis er isoleret, anspændt, deprimeret, fremmedgjort og vred, fuld af lede over det menneskelige affald han ser om natten – ludere, alfonser osv. Samtidig opsøger han selv pornofilm.

Travis har også positive drømme, først og fremmest om sin engel, den skønne Betsy (Cybil Shephard), frivillig kampagnemedarbejder for præsidentkandidat og senator Charles Palantine. Travis opsøger Betsy med det forehavende at være med i Palantines kampagne, og han inviterer hende ud på kaffe. Anden date går til en skandinavisk pornofilm hvilket hun tager anstød af, og deres veje skilles til Travis’ skuffelse og vrede.

Nu tager Travis’ voldelige fantasier til mod det moralske smuds og samfundets korruption, han træner sin krop for at komme i form og skaffer sig en del håndvåben som var han en soldat i byjunglen. Foran spejlet poserer han: ”You talkin’ to MEEE?! Nu ER Travis noget.

Derpå træder han i aktion. Han er i en butik under et røveri og skyder og dræber røveren. Kort efter får han den meget, meget unge preteen-prostituerede Iris (Jodie Foster) ind i sin taxa da hun flygter fra sin alfons, Sport Higgins (Harvey Keitel). Sport får fat på Iris og trækker hende ud af Travis’ taxa, mens han smider en krøllet pengeseddel over til Travis. Sider hyrer Travis den 12-årige Iris og bruger sin tid med hende på forgæves at forsøge at tale hende ud af hendes branche.

Travis er nu virkelig vred. Han lader sig klippe til mohawk-frisure og drager ud for at skyde Senator Palantine som Betsy arbejder for. Travis har hånden under jakken, men er for langsom. Secret Service bemærker ham og jager ham. Han opsøger Sports’ bordel, det kommer til en skudduel og tre bliver dræbt, herunder Sports og en gangster, mens Travis såres. Derhjemme forsøger han selvmord, men har ikke mere ammunition, og resignerende overlader han sin skæbne til politiet. Men medierne hylder ham som en helt der har befriet den purunge Iris. Han vender tilbage til sit job, modtager brev fra Iris’ far der takker ham for at have reddet hendes liv, og at hun er vendt hjem til Pittsburgh. Også Betsy forsoner han sig med. Travis er ovenpå. Men i sidste klip ser vi ham posere aggressivt Og vi fornemmer at Travis stadig er en tikkende bombe.

Vurdering

Taxi Driver er virkelig en uhyre stærk film – et sted mellem mainstream, eksperimenterende arthouse og exploitationagtige selvtægtsfilm såsom Dirty Harry – om New York City by night og dets sølle eksistenser og ikke mindst en psykisk skadet, PTSD-ramt og fremmedgjort veterans forhærdelse, radikalisering og forsøg på at rense ud.

Den PTSD-ramte Travis Bickle bliver i Taxi Driver tilfældigvis ikke en politisk attentatmand, men en selvtægtshelt, men han forbliver radikaliseret og farlig. Historien kunne lige så godt handle om hvordan man bliver terrorist.

Taxi Driver kan for den overfladiske eller syge synes at være en film der heroiserer Travis Bickle og dermed selvtægtmanden, den politiske attentatmand, terroristen. Det syntes John Hinckley der forlokket af filmens univers (han så Taxi Driver over 15 gange) og Travis’ mislykkede attentat på Senator Palpatine forsøgte noget tilsvarende. For at gøre indtryk på Jodie Foster, der i filmen spillede preteen-luderen Iris, forsøgte Hinckley i 1981 at dræbe Præsident Reagan der blev lettere såret af edn rikochetterende kugle, mens Reagans pressesekretær, James Bradley, blev noget hårdere ramt.

Filmen fanger hypnotiserende storbypulsen og undergrundsmiljøet, de gule taxaer, den sorte asfaldt neonreklamerne, det slimede overseksualiserede forlokkende, men fornedrende og voldelige natteliv skildret intenst, vibrerende og nærværende, næsten ekspressionistisk, mere som stemning, som drøm, end som handling.

Men først og fremmest lyser Robert De Niro som den ensomme hævner der vil rense ud i storbyens slam og indtil videre slipper godt fra det. Og filmen – og De Niro – skildrer ham så vi forstår hans vrede, mærker hans frustration, fornemmer det gode i ham der vil hjælpe den purunge Iris, men også så vi ser problemet: Travis er prototypen på den ensomme-ulv-terroristen der via fremmedgjorthed, vrede og afmagt vil påtage sig en Guds status og sætte en syndflod i gang der kan skylle byens smudsige gader rene ved en selvmordsaktion.

Teologisk forstået er Travis et gedigent eksempel på arvesynden, for han er helt indkroget i sig selv, selvindesluttet, så han intet andet ser end sine egne fantasier. Det er slet ikke alt det smuds som Travis’ øjne ser forurene New Yorks gader, luderne, alfonserne, de kriminelle, som  repræsenterer synden. Den er i øjnene der ser.

Filmen slutter hvor den begynder, Travis kører i ring med et vagtsomt blik i taxibilens bakspejl, og man kan blot afvente øjeblikket hvor det lykkes for Travis at få slået en højtstående politiker ihjel. De Niro har her et af sine allerbedste præstationer – vel sammen med rollen som Jake LaMotta i Scorseses Raging Bull. Men også den btot 12-årige Jodie Foster som Iris bør nævnes.

Priser

Taxi Driver vandt guldpalmerne ved Cannes-festivallen i 1976. Den var også nomineret til 4 oscars, herunder som bedste film, men vandt ingen. Oscaren det år som bedste film gik til Rocky. Filmen vandt 1 BAFTA Award nemlig Bernhard Herrmann der posthumt vandt for bedste filmmusik.

Kuriøst

  • Paul Schrader var 26 år da han skrev manuskriptet på et par uger. Manuskriptet var delvist selvbiografisk. Da Schrader var midt i en skilsmisse og boede i Los Angeles, blev han forstødt af kæresten, blev stresset, isolerede sig, gik i pornobiografer, begyndte at samle våben og at køre taxa. Som del af inspirtationen var også en dagbog skrevet af Arthur Bremer, manden bag attentatet mod den demokratiske præsidentkandidat George Wallace i 1972.
  • Schrader lavede figuren Travis Bickle med Jeff Bridges i tankerne. Scorsese tilbød rollen til Dustin Hoffman der afslog da han fandt manuskriptet skørt. Det fortrød han siden.
  • De Niro forberedte sig bl.a. til rollen som Travis ved at køre taxa 15 timer i døgnet i en måned. Han blev kun genkendt én gang.
  • Taxi Drivers kendteste replik – You talkin’ to me? – i filmens slutscener foran spejlet var del en monolog der blev improviseret af De Niro.
  • En fan af filmen, John Hinckley, lod sig inspirere af Travis’ politiske attentat og forsøgte i 1981 at myrde Præsident Ronald Reagan for at gøre indtryk på Jodie Foster.
  • Manden bag Taxi Drivers musik, Bernhard Herrman, der også lavede musikken til fx Citizen Kane og Psycho, døde juleaftensdag 1975 få timer efter indspilningen af musikken var færdig.
  • Førstevalget til rollen som Iris var Melanie Griffith, men hendes mor, Tippie Hedren (heltinden fra Hitchcocks ’Fuglene’) fik sin datter til at droppe rollen. Der var over 250 ansøgere til rollen som Iris, herunder senere kendte skuespiller som Kim Basinger, Geena Davis, Michelle Pfeiffer, Brooke Shields og Debra Winger. Til sidst blev feltet indsnævret til 5: Mariel Hemingway, Jennifer Jason Leigh, Jodie foster, Heather Locklear og Kristy McNichol.

 

Anmeldelser og publikum

Metacritic giver den ”genudsendte” Taxi Driver en metascore på 93/100 baseret på 8 anmeldelser. Brugerne giver den dog blot 72/100.

Rotten Tomatoes giver den hele 99/100 baseret på 68 anmeldelser. 93/100 af brugerne havde en positiv oplevelse med Taxi Drier.

Taxi Driver er med på Roger Eberts liste over ”store film”.

___________________

31.

Pianisten (2002)

Fransk-tysk-polsk-britisk historisk dramafilm. Instruktion Roman Polanski. Manuskript: Ron Harwood. Baseret på den polske pianist Wladyslaw Szpilmans erindringsbog: The Pianist.

the-pianist-9

Plot

I 1939 spiller den unge klassiske pianist Wladyslaw Szpilman (Adrien Brody) koncert live i den polske radio da radiostationen bombes. Det er tyskerne der invaderer Polen. Szpilman og familie er i begyndelsen optimistiske, men de allierede kommer ikke, og i 1940 indkvarteres familien i den jødiske ghetto i Warszawa under barske vilkår. I 1943 deporteres Szpilman og hans familie til udryddelseslejren Treblinka, men en medfange genkender ham og får ham overflyttet som slavearbejder i ghettoen i stedet for til at henrettes i Treblnika. Det lykkes Szpilman at flygte med hjælp af den ikke-jødiske polske skuespiller og ven Andzrej Bugocki og hustruen Janina, og Szpilman lever i skjul i ghettoen. Han opdages af en officer i den tyske hær, Wilhelm Hosenfeld (Thomas Kretschmann), men da Hosenfeld erfarer at Szpilman er klassisk pianist, beskytter han den unge jøde. Da Den Røde Hær erobrer Waszawa, er Szpilman en fri mand, mens Hosenfeld bliver russisk krigsfange.

Vurdering

Det er en superb Holocaust-film, gammeldags, sober og fornem i sin stil uden mange moderne virkemidler og helt uden sentimentalitet. Pianisten foretager en neddæmpet blotlæggelse af den nazistiske dæmoni uden vi rives med af hovedpersonen Szpilman som person. Szpilman, der spilles rigtigt, rigtigt fint af amerikanske Adrien Brody, er ingen helt, men en overlever – hvis overlevelse ikke mindst beror andres – og ofte ikke-jøders – hjælp. Men filmen er ikke et portræt af Szpilman eller andre mennesker, men et portræt, der føles uhyggeligt præcist, af omgivelserne, livsbetingelserne, og deres forandringer.

Det er svært at sammenligne Schindlers Liste og Pianisten. Førstnævnte er lidt mere gribende og engagerende, mens sidstnævnte føles lidt mere lødig. Men begge film er meget stærke og suveræne film om et vanskeligt filmatiserbart emne.

Priser

The Pianist vandt under Cannes-filmfestivallen De Gyldne Palmer i 2002 som bedste film. Den vandt også 3 oscars, nemlig for bedste mandlige hovedrolle (Brody), bedste instruktør (Polanski) og bedste manuskript baseret på en andens værk (Harwood). Og den vandt 2 BAFTA Awards for bedste film og for bedste instruktør.

Kuriøst

  • Instruktøren Roman Polanski er vokset op i en jødisk ghetto, nemlig i Krakow. Forældrene blev sendt til hver sin koncentrationslejr – faren overlevede, moren likvideret. Polanski flygtede fra ghettoen da han var syv år. Spielberg tilbød Polanski at instruere Schindlers Liste, men Polanski takkede nej da minderne fra ghettoen i Krakow lå for tæt på filmen. Alligevel kunne han instruere Pianisten der lå endnu tættere på hans minder, og en del af det overbevisende ved filmen beror uden tvivl på at Polanski var der selv.
  • Polanski betragter selv Pianisten som sin bedste film.
  • Adrien Brody tabte 14 kg. for at spille rollen som Szpilman.

Anmeldelser og publikum

Metacritic giver Pianisten 85/100 baseret på 40 anmeldelser, mens publikum giver den 76/100.

Rotten Tomatoes: 96/100 baseret på 178 anmeldelser. 95/100 seere kunne lide filmen.

___________________

32.

The Revenant (2015)

Amerikansk historisk eventyrfilm. Instruktion: Alejandro González Iñárritu. Manuskript: Mark Smith og González Iñárritu. Baseret på Michael Punkes roman af samme navn.

revenant

Plot (Spoiler alert)

1832, USA. En gruppe amerikanske pelsjægere under Kaptajn Henry (Domhnall Gleeson) er på jagt i skovene i det område der siden kaldes North Dakota da de angribes af ree-indianere og må flygte ned ad floden på vej hjem mod deres udpost, Fort Kiowa, mens ree-indianerne forfølger dem.

Gruppens guide, Hugh Glass (Leonardo DiCaprio), der har sin unge halvblods-søn Hawk (Forrest Goodluck) med sig, anbefaler at de forlader båden og søger ind på land for at undgå indianerne. Nogle i gruppen mukker, især John Fitzgerald (Tom Hardy). Glass såres af en bjørn og må bæres af gruppen som han forsinker. Kaptajn Henry ser ingen anden udvej end at efterlade den tilsyneladende døende Glass nu indianerne er efter dem, og de skal komme væk i en fart, og Henry tilbyder derfor penge til personer der vil blive tilbage med Glass og beskytte ham og begrave ham og siden vende hjem til Fort Kiowa. Fitzgerald bliver tilbage sammen med den unge Jim Bridger (Will Poulter) samt Glass og Hawk.

Fitzgerald dræber Hawk, begraver den stadig levende Glass og lyver for Bridger ved at fortælle at indianere angreb dem. Bridger og Fitzgerald drager videre mod Fort Kiowa. Men Glass er ikke dø og slæber sig op ad graven.

Glass’ mål er nu at undgå de forfølgende ree-indianere (der leder efter høvdingens datter der er bortført af hvide), finde hjem til Fort Kiowa og hævne mordet på sin søn. Det bliver rigtigt, rigtigt hårdt, for der er 200 miles til Fort Kiowa, Fitzgerald er en barsk modstander, og der er indianere i farvandet hvis historie fortælles sympatiserende.

Vurdering

Selve historien er drønenkel. En mand – Glass = DiCaprio er i kamp med naturen, og målet hedder overlevelse. Og i opgør med en anden mand – Fitzgerald = Tom Hardy, og målet hedder hævn. Og begge kampe er voldsomme. Der er ikke noget yderligere raffinement til selve historien, men DiCaprio og Hardy spiller deres roller fabelagtigt og nuanceret, og historien er stærkt fotograferet så man virkelig får fat i naturens farlighed. Det er i den grad in your face.

The Revenants overlevelses- og hævnfortælling er krydret med drømmeagtige flashbacks fra Glass’ tilværelse i en indianerstamme hvor han var sammen med Hawks mor og fik mor, og sært uheldssvangre metafysiske-apokalyptiske glimt, meteorer der brager ned, et bjerg af kranier, Glass’ vandring omkring i ruinerne af en missionsstation/kirke måske for at give fornemmelsen af en katastrofe der rammer de indianske samfund. Eller af Glass’ personlige sorg. Nu har han mistet hele sin familie. Kun hævnen er tilbage.

De metafysiske glimt giver denne i grunden enkle mainstreamfortælling et pudsigt arthousepræg, lidt mysticisme, der løfter taget oven på den. Kombineret med at denne enkle overlevelses-og-hævn-film er fotograferet så fantastisk og instrueret af González Iñárritu så stemningen af naturens skønhed og barskhed, af råhed, sorg og vilje til overlevelse og hævn står helt klart samt en rigtig fin musik og som nævnt superb spil af DiCaprio og ikke mindst Hardy, står indtrykket tilbage af en virkelig god og original film.

Ikke alt ved The Revenant er perfekt, men barskheden, kraften og livsviljen især hos DiCaprios Glass er så mejslet ud at filmen gjorde et meget stærkt indtryk på mig. Det er ikke en specielt intellektuel film, men en film der vækker ens sanser og indbyder til at blive revet med i dens lavine af uforfalsket naturkraft.

Kuriøst

  • The Revenant kan betyde missionsstation, men er også et fransk ord for den tilbagekomne. Og for genganger eller genfærd – den der er kommet tilbage fra de døde.
  • Filmen var planlagt til at kræve 80 dages optagelser, men den tog 9 mdr. i øde omgivelser med barsk natur. Instruktøren González Iñárritu og fotografen Emmanuel Lubezki ønskede at filme helt naturtro i naturligt lys. Dermed kunne man kun optage få omhyggeligt planlagte minutter om dagen. Men dårligt vejr betød kraftige forsinkelser.
  • Historien er bygget på en historisk pelsjæger, Hugh Glass, blev angrebet af en bjørn og efterladt af to pelsjægere til at dø ude i skoven, men fik slæbt sig hjem. Men den historiske Glass havde dog så vidt vides hverken hustru eller barn.
  • Omstændighederne ved optagelserne var ekstremt barske, og González Iñárritu har et voldsomt temperament, hvilket medførte både fyringer og stort naturligt frafald på filmholdet. Det gav spændinger mellem González Iñárritu og Tom Hardy der er kendt for generelt at være filmholdets mand.
  • The Revenant var planlagt til at koste 60 mio $, men endte med at koste mere end dobbelt så meget pga. forsinkelser pga. vejrliget.
    Oprindelig var Sean Penn castet som Fitzgerald (González Iñárritu havde tidligere arbejdet med Sean Penn i filmen 21 Gram), men filmen kolliderede med andre film for Penn der sprang fra hvorefter Hardy blev hyret.
  • DiCaprio beskriver sin rolle som Glass som sin hidtil hårdeste rolle. Dels var optageomstændighederne i de øde og iskolde skove rå, men han måtte også spise rå bjørnelever selv om han er vegetar, lære at lave ild ud af naturens materialer, tale på et par indianersprog og flere andre ting. Dog var det ikke en ægte hest som han kravlede ind i som hytte for natten.

Anmeldelser og publikum

Metacritic kommer med en metascore på 76/100 for The Revenant baseret på 50 anmeldelser, mens brugerne giver den 80/100.

Rotten Tomatoes: 82/100 baseret på 289 anmeldelser. Af brugerne synes 85/100 at det er en god film.

___________________

33.

Metropolis (1927)

Tysk stumfilm og en dystopisk science-fiction. Instruktion Fritz Lang. Manuskript: Thea von Harbou og Fritz Lang baseret på Harbous roman ’Metropolis’ (1925).

metropolis_kino_blu-ray_k1.jpg

Plot

I 2026 er der et industrielt samfund, Metropolis, ledet af Joh Fredersen (Alfred Abel). Overklassen lever i en idyl over jorden, mens underklassen bor i grå boligblokke under jorden og er slavearbejdere for kæmpemaskiner der driver Metropolis. Fredersens unge, flotte søn Freder (Gustav Fröhlich) lever blandt sine rige venner på overfladen, men støder på den unge smukke Maria (Brigitte Helm) der er guide for en gruppe børn fra den underjordiske underklasse. Maria vil vise børnene livstilen over jorden og fortæller dem at de rige er deres brødre. Da Freder ser Maria, forelskes han. Han leder efter Maria i underverdenen or rystes over forholdene. Han opdager at Maria er en slags profet for underklassen, Hun forkynder at der vil komme en mediator der vil forsone underklassen og overklassen. Freder mener at han kunne være denne mediator eller ”midler” (Mittler) og erklærer Maria sin kærlighed.

Men Freders far, Fredersen, er foruroliget over hvad sønnen har gang i. Han kontakter videnskabsmanden Rotwang (Rudolf Klein-Rogge) der i al hemmelighed hader Freder. Han var forelsket i en kvinde, Hel, der forlod ham til fordel for Fredersen, fødte Freder og døde i barselsseng, og Rotwang bebrejder Freder for sin elskedes død. Han har lavet et maskinmenneske der ligner Hel. Hun har en vis lighed med Maria, og Fredersen, der er bekymret over Marias popularitet hos underklassen, får den idé at Rotwang kan lave robotten, så den helt ligner Maria og sende robotten (Brigitte Helms) ned til underklassen med mærkelige opfattelser der vil få underklassen til at miste tilliden til Maria.

Rotwang har sin egen plan med at dræbe Freder og bortfører Maria og sætter robot-Maria i gang. Og Robot-Maria er en revolutionær, der tilskynder til oprør, og Freder forsøger at gribe ind og forfølges af arbejderne.

Til sidst brændes Robot-Maria af arbejderne, Rotwang og Freder kommer i personlig kamp med hinanden, hvor Rotwang dræbes, og alle bliver venner, Freder og Maria får hinanden, og Freder kan blive den sociale mediator som Maria har spået vil komme.

Vurdering

Metropolis var den hidtil dyreste film at lave, da den kom i biograferne i 1927. Den er utrolig ambitiøs i skildringen af en højteknologisk fremtidsby lavet med de special effects der var til rådighed i 1920’erne, dvs. ikke mange. Og byen Metropolis, så sørgeligt splittet i to halvdele der ikke kender hinanden, ser med nutidsøjne naturligvis primitiv og stiliseret ud. Historien, en social messiansk historie, virker heller ikke helt overbevisende i dag, men lidt naiv og lidt løs i plottet sine steder. Fortællingen er vel i grunden en slags blød, socialdemokratisk hegeliansme med formidlingen mellem modsætninger med træk fra både C.G. Jung, Richard Wagner og ikke mindst Bibelen (Messias-figuren og profeten, Babel osv.).

Et forskruet univers eller ej, så er Metropolis en fantastisk visuel oplevelse. Det er bjerttagende at se dens mytologiske fortælling og format sat i scene i ekspressionistisk stil og inspireret af designudtryk der var hypermodernistiske i 20’ernes Tyskland – Bauhaus osv. Metropolis er en fabelagtig drømmeagtig og teatralsk film der ikke skal analyseres rationelt i plottet, men ses som en surrealistisk visionær oplevelse der taler til det ubevidste.

Kuriøst

  • Hitler og Goebbels var store fans af Metroplis til den jødiske instruktør Fritz Langs store fortrydelse. Men Langs kone, Thea von Harbou, der skrev filmens romanforlæg og manuskriptet sammen med Lang, er blevet beskyldt for at have haft nazistiske sympatier. Under Verdenskrigen (da var Lang og hun for længst skilt), var hun medlem af Nazipartiet.
  • Prisen på Metropolis var omregnet til nutidspenge ca. 200 mio $
  • Brigitte Helms robotkostume var særdeles ubehageligt at bære. Dets udseende inspirerede i øvrigt George Lucas til robotten C-PO3 i Star Wars.

Anmeldelser og publikum

Metacritic giver den restaurerede og genudsendte Metropolis en metascore på 98/100 baseret på 14 anmeldelser. Brugerne er mere afdæmpede med 82/100.

Rotten Tomatoes går endnu videre og giver Metropolis 99/100 baseret på 115 anmeldelser. Her er det 92/100 af seere der vurderer filmen positivt.

Hele filmen restaureret og med engelsk tekstning. Det er ny elektrisk musik der er i baggrunden. Det er lidt kitschet, men i det mindste ikke Moroder.

Trailer:

Hele Metropolis med ny musik:

___________________

34.

No Country For Old Men (2007)

Amerikansk western-thriller. Instruktion og manuskript: Joel og Ethan Coen. Baseret på romanen af samme navn af Cormac McCarthy.

no-country-watermark

Plot

Texas, 1980. Den ret fattige Vietnam-veteran Llewelyn Moss (Josh Brolin) er på jagt i ørkenen, da han ser resterne af en narkohandel der er gået skævt. En masse døde mennesker og hunde. Samt 2 mio $ som Moss opsnapper for derpå at forsvinde.

Men den skrækindjagende, psykopatiske lejemorder Anton Chirgurh (Javier Bardem) bevæbnet med bl.a. en boltpistol (til at dræbe kvæg med) er på jagt efter Moss og pengene, mens Sherif Bell (Tommy Lee Jones), der nærmer sig sin pensionering, er på jagt efter både Moss og Chirgurh, især Chigurh der nådesløst efterlader sig et spor af lig.

Vurdering

No Country For Old Men er en virkelig stærk og mørk film og måske Coen-brødrenes alvorligste film. Genremæssigt kombinerer den film noir og westerns placeret i nutiden. Men især er den et karakterstudie af Chigurh, af rendyrket afstumpethed og ondskab, og af de mennesker der uforvarende involveres i Chigurhs sfære, ikke mindst Llewelyn Moss og hans hustru. Men den er også filmet med en usvigelig sans for western-landskabet. På mange måder er det en perfekt film – perfekt filmet, klippet, instrueret, castet, perfekt musik, det hele.

Det er en rolig, alvorlig, flot, ubønhørlig og pessimistisk film om et samfund i opløsning og om menneskelig dårskab og ondskab. No Country For Old Men er næsten for sort til at man kan holde rigtigt af den. Derfor ligger den så langt tilbage blandt mine favoritter. Det er en sort, hård film. Men det er en sort diamant. Funklende og perfekt.

Priser

No Country For Old Men vandt 4 oscars, heraf for bedste film (hvor den vandt over There Will Be Blood), bedste instruktion, bedste manuskript og bedste mandlige birolle (Javier Bardem).Den vandt også 2 Golden Globes, igen til Bardem for bedste mandlige birolle, og til Brd. Coen for bedste manuskript. Og den vandt 3 BAFTA Awards – for bedste fotografering, bedste birolle (Bardem) og bedste instruktør.

Kuriøst

  • Javier Bardem vandt en oscar for denne film som den første spanske skuespiller nogensinde.
  • No Country for Old Men er især filmet i Las Vegas, New Mexico, men Tommy Lee Jones, der er fra Vest-Texas hvor filmen teoretisk foregår, lokkede Brd. Coen til at lave flere scener i Vest-Texas. Da man filmede i Texas, blev man forstyrret af indspilningen af P.T. Andersons film There Will Be Blood der blev lavet i nærheden. Anderson afprøvede en olieeksplosion, og de sorte skyer fra eksplosionen fyldte horisonten i landskabet, så filming måtte udskydes en dag.

Anmeldelser og publikum

Metacritic giver den en metascore på 91/100 baseret på 37 anmeldelser. Publikum giver den 76/100.

Rotten Tomatoes giver den 93/100 baseret på 265 anmeldelser. Brugerne giver den 86/100.

Traileren

Hele filmen

___________________

35.

Ying Xiong

(Hero, 2002)

Kinesisk episk wuxia-film/historisk drama. Instruktion Zhang Yimou. Manuskript: Feng Li, Bin Wang, Zhang Yimou.

hero

Plot

Kina, år 227 fvt. Kongen af Qin (Chen Daoming) er i strid med de øvrige kinesiske stater som han forsøger at samle under sig. Kongen lever under massive sikkerhedsforanstaltninger efter at 3 dygtige snigmordere – Lang Himmel (Donnie Yen), Brudt Sværd (Tony Leung) og Flyvende Sne (Maggie Cheung) tre år tidligere har forsøgt et attentat mod ham. Kongen modtager nu en af sine præfekter, Navnløs (Jet Li) i audiens efter at Navnløs har dræbt de tre mordere. Hans dåd medfører som belønning at han får lov til at sidde i nærheden af kongen.

Kongen beder Navnløs fortælle hvordan han dræbte de tre mordere, og nu følger Navnløs’ kulørte beretning om hvordan han spillede dem ud mod hinanden efter at Sne har været Sværd utro med Himmel. Kongen tror ikke på Navnløs’ historie og mistænker dem for i fællesskab at have udtænkt et plot for at Navnløs kan komme tæt nok på kongen for at dræbe ham, og kongen fortæller sin historie om hvordan Himmel, Sværd og Sne døde selvopofrende.

Til sidst fortæller Navnløs kongen den rigtige historie der ikke ligger langt fra kongens mistanke, bortset fra at morderne ikke er døde. Navnløs har nu chancen for at dræbe kongen, men Men Sværd har en besked med i et nys udviklet kinesisk skrifttegn for ’sværd’, en besked der gør attentatet svært for Navnløs.

Vurdering

Zhang Yimou lavede i 90’ere en række historiske dramaer (fx Ju Dou – Flammende Begær) der skabte et vist gennembrud for kinesiske film i Vesten. I 2000 lavede Ang Lee en meget indflydelsesrig wuxia-film, en særlig kinesisk genre for magisk-eventyrlige martial arts-film. Det var Tiger på Spring, Drage i Skjul der omtrent blev en sensation med dueller hvor de to kæmpende svæver rundt mellem hustagene. Hero er så Zhang Yimous forsøg på at kombinere hans historiske dramaer med wuxia-genren.

Det er et sindrigt og intelligent plot med forskellige fortællinger af samme forløb i jagt på sandheden ikke ulig Kurosawas ’Rashomon – Dæmonernes Port’. Det er et flot træk. Det sættes så ind i en supergrandios storfilm om Kinas første kejser og hans projekt om at samle Kina med mange, rigtig mange tusinder historisk udklædte statister. Det er elementært flot. Endnu en styrke er den måde filmen dyrker særlige klassiske kinesiske træk – kamp som meditation, som mental koncentration, som musik, men ikke mindst kalligrafien – hvad et kinesisk skrifttegn kan.

Disse ting kombineres pompøst, men alligevel engagerende sammenknyttet en pudsig poesi hvor bl.a. farverne spiller en stor rolle. En ganske bjergtagende scene er der hvor Sværds lærling, Måne, spillet af den underskønne Zhang Ziyi (der havde en prominent plads i Tiger på Spring) er i duel med Sne blandt hvirvlende efterårsblade. Action kombineret med det betagende smukke. Helt sublimt.

Der er simpelthen en stærk fornemmelse af komposition, intelligent brug af farver, mentale spil med fortællinger i fortæller, storladent historiedrama og noget særligt kinesisk der kommer flot frem i Hero. Det gør Hero til en meget stærk film.

Også selv om det sikkert er rigtigt at den lidt mere nedtonede Tiger På Spring, Drage i Skjul i Ang Lee havde en lidt bedre instruktør med lidt mere flow i sine kampscener. Og at Tiger På Spring var den virkelig innovative wuxia-film. Den er bare så forbandet romantisk.

Kuriøst

  • Efter sigende er der 18.000 statister i Hero.
  • Filmens kinesiske titel er Brudt Sværd ligesom af de centrale roller som man dog ikke umiddelbart opfatter som hovedpersonen. Der ligger naturligvis flere betydninger i det navn.
  • Hero var – i modsætning til Tiger på Spring, Drage i Skjul – en stor succes i Kina. Da Hero fik premiere i USA i 2004, blev den nr. 1 og solgte mere end nogen anden udenlandsk film på et andet sprog end kinesisk. Men Miramax holdt ellers Hero tilbage i flere år. Det var Quentin Tarantino der fik Miramax presset til at sende Hero i de amerikanske biografer.

Anmeldelser og publikum

Rotten Tomatoes giver Hero en score på 95/100 baseret på 200 anmeldelser. Af brugerne kan 87/100 lide filmen.

___________________

36.

WALL•E (2008)

Amerikansk computer-animationsfilm. En postapokalyptisk science-fiction-romantisk komedie. Man kunne også sige ’en økologisk kærlighedshistorie mellem robotter’. Instruktion Andrew Stanton. Manuskript: Stanton og Jim Reardon. Efter en historie af Andrew Stanton og Pete Docter.

wall e

Plot

År 2805. Menneskeheden har 700 år tidligere forladt Jordkloden i rumskibe som det enorme Axiom fordi Jorden er ubeboelig. Intet liv vokser, mens der er enorme bjerge af affald. En mængde WALL•E-robotter (WALL•E = Waste Allocation Load Lifter – Earth Class) er efterladt for at komprimere affald og rydde op, men de er alle gået itu bortset fra en der kan reparere sig selv. Vi følger den selvreparerende WALL•E-robot der har følelser og samler på kuriøst affald, fx gamle Hollywood-film og –sange.

En dag støder han på high-tech-robotten EVE (Extra-terrestrial Vegetation Evaluator) der kommer med et rumfartøj. Der foregår en nysgerrig kommunikation mellem de to robtter,

WALL•E forelsker sig i Eve og giver hende som romantisk gave en af de første planter der er begyndt at spire på jordkloden. EVE går i en særlig tilstand ved synet, opsnapper planten og får i stand-by-mode. EVE er konstrueret til at finde liv og bringe det tilbage til Axiom. Det ved WALL•E ikke, men frustreres og forfølger den EVE tilbage til et rumfartøj der letter med både EVE og WALL•E ombord. Her er menneskeheden blevet fede og forkælede, mens maskiner, fx rumfartøjspiloten AUTO reelt styrer det hele.

Meningen med Axiom er at være et slags Noas Ark og bringe efterkommerne af de oprindelige mennesker på rumfartøjet tilbage til jordkloden når den er beboelig. Og det fortæller vores EVE at jorden nu er. Men AUTO har andre direktiver og planer, får fjernet planten i EVE, og EVE og WALL•E behandles som fjender. De to robotter får fat i planten og skibets menneskekaptajn, McCrea, for at arrangere en hjemkomst, men AUTO begår mytteri. WALL-E lemlæstes, og EVE må tage affære.

Vurdering

WALL•E er en suverænt lavet ”tegnefilm” af selskabet Pixar der skabte en vis opmærksomhed med Toy Story i 1995 da tegingerne var så livagtigt animerede. WALL•E har mytisk schwung med masser af bibelske referencer med den ekstra pointe at menneskeheden ”opvækkes” og bringes hjem af to robotter der har fået en art bevidsthed. Endelig er der historien om forelskelsen mellem de to frelsende robotter.

Filmen består af to meget adskilte dele. Første del foregår på Jordkloden i bunkerne af affald og er næsten en stumfilm med meget beskeden dialog og i et meget adstadigt tempo. Næste del foregår på rumfartøjer, især det store Axiom med et væld af aktører i et højt tempo.

Første del foregår i et skrammelunivers hvor det lykkes filmen at få os til at indleve os i WALL•E, en ramponeret og skramlet affaldsrobot og dennes ensomhed kun punkteret af en kakerlak, gamle film og nostalgisk musik samt den smækre, hvide, veldesignede EVE-robot. Der er ægte poesi i denne sekvens.

Filmens næste del er mere en dynamisk satirisk komedie med de opsvulmede, lade mennesker der fører en meningsløs tilværelse udspændt mellem forbrug og kedsomhed. Denne del er mindre rørende og mere politisk, men WALL•E undgår trods den indlysende dagsorden vendt mod overforbrug og naturødelæggelse af virke alt for demonstrativt frelst og forkyndende.

Det er simpelthen en superdygtigt lavet animationsfilm med sjæl, poesi, satire, intelligens og pointe. Det er en film der ret modigt, eksperimenterende og overbevisende bringer tegnefilm frem til terra inkognita.

Kuriøst

  • Instruktøren Andrew Stanton gennemså alle de eksisterende Charlie Chaplin og Buster Keaton-film for at få den rette feeling til filmens første, stumme halve time. Der er en typisk Chaplin-struktur i filmen – især begyndelsen: En ramponeret, fattig og godhjertet figur (Vagabonden, WALL•E) har et besværligt, men også drømmende og optimistisk liv, og så møder han en kvinde.
  • Navnet WALL•E indeholder en reference til Walter Elias Disney.
  • Designet på flere af robotterne, ikke mindst EVE, er inspireret af det design, som Pixars bestyrelsesformand indtil 2005, Steve Jobs, lod udvikle til sit andet firma – Apple – og dets produkter, fx iMac-computeren.
  • Den automatiske pilot, AUTO, på rumskibet Axiom er i karakter og udseende inspireret af den morderiske rumfartøjs-computer HAL 9000 i Kubricks film 2001: A Space Odyssey.

Anmeldelser og publikum

Metacritic giver WALL•E en temmelig høj metascore på 94/100 baseret på 39 anmeldelser. Også bruger-scoren er temmelig høj – 89/100.

Rotten Tomatoes: 96/100 baseret på 244 anmeldelser. 89/100 brugere kunne lide filmen.

___________________

37.

Das Leben des Anderen

(De Andres Liv, 2006)

Tysk dramafilm. Skrevet og instrueret af Florian Henckel von Donnersmarck.

de andres liv

Plot

Østtyskland, 1984. Stasi-kaptajn Gerd Wiesler (Ulrich Mühe) foreslår sine overordnede at man indleder spionage mod dramatikeren Georg Dreyman (Sebastian Koch), og Wiesler og hans folk opsætter skjulte mikrofoner med mere i Dreymans lejlighed. Dreyman er ikke en oplagt modstander af det østtyske regime.

Den egentlige baggrund for overvågningen er at Wieslers chef, den østtyske kulturminister Bruno Hempf (Thomas Thieme) er romantisk intersseret i Dreymans elskerinde, Christa-Maria Sieland (Martina Gedeck) og derfor vil have noget på Dreyman.

Wiesler overvåger intenst Dreyman, men finder intet på ham. Til gengæld finder han stadig større sympati og empati for Dreyman og begynder til sidst at agere som dissident. Bruno Hempf presser Sieland og ønsker at hun skal blive stasi-informant og give ham noget på Dreyman. Til gengæld har Wiesler fået en slags kærlighed til Sieland og vil beskytte deres forhold.

Vurdering

Det er en velspillet film, nøgtern og ædruelig, baseret på et intelligent manuskript der både vil beskrive Østtyskland og hvad overvågningsmuligheden og –virkeligheden gør ved mennesker. Den synes at have mange mål.

Den vil beskrive hvad overvågning og voyeurisme er, herunder spille på antydninger af at filmseere også er en slås voyeurs.

Den vil beskrive politiske intriger.

Den vil blotlægge forskellige former for romantiske relationer – mellem Wiesler og Wieland, Hempf og Wieland og mellem Dreyman og Wieland.

Den er en film om både forræderiets OG integritetens pris.

Og ikke mindst er det en film om omvendelse.

Og alle disse aspirationer fører den fint i mål.

Man kan lidt forenklet sige at de iagttagede – Dreyman og Sieland – lever et fyldt og rigt liv, mens den iagttagende, Wiesler, lever et følelelseskoldt, tomt og ensomt liv, og som den tomme iagttager betragter de betragtedes livsfylde, så vækkes hos iagttageren en længsel efter frihed, fylde og ægthed. Han fyldes med det bedste af det han iagttager. Det bringer ikke nødvendigvis lykke for hverken dem han iagttager eller ham selv, men han transformeres.

De Andres Liv er simpelthen en skarp, fin, velspillet og intelligent film.

Priser

De Andres Liv vandt i 2007 en oscar for bedste udenlandske film. Den vandt også en BAFTA Award for bedste film på et ikke-engelsk sprog.

Kuriøst

  • Instruktøren, Grev Florian Henckel von Donnersmarck, var 26 år da han skrev og instruerede De Andres Liv som sin spillefilmdebut. Han er tysk aristokrat, og trods sin unge alder både russisklærer i Skt. Petersborg og havde fra Oxford en master of arts i filosofi, politik og økonomi foruden at være uddannet i filminstruktion fra Münchens film- og tv-universitet. Han havde mindre succes med sin næste film, The Tourist.
  • Ulrich Mühe, der spillede stasi-spionen Wiesler, har i en bog beskyldt sin egen ekskone for at være stasi-informant.

Anmeldelser og publikum

Metacritic giver De Andres Liv en meta-score på 89/100 baseret på 39 anmeldelser. Brugernes anmeldelse har samme score.

Rotten Tomatoes giver De Andres Liv 93/100 points baseret på 152 anmeldelser. 96/100 brugere kunne lide filmen.

Den fulde film kan gratis ses på dette link

http://putlocker.is/watch-the-lives-of-others-online-free-putlocker.html

___________________

38.

The Babadook (2014)

Australsk-canadisk psykologisk skrækfilm. Instrueret og skrevet af Jennifer Kent.

babadook

Plot

Amelia Vanek (Essie Davis) har mistet sin mand Oskar ved en ulykke og opdrager nu deres nu 6-årige søn Samuel (Noah Wiseman) alene. Men Sam har har søvnproblemer og er optaget af et indbildt monster som han har bygget våben imod, og som han tager med i skole. Han skubber også en lille pige ud fra et træhus og har tydeligt adfærdsproblemer.

På sin boghylde finder Sam en pop-up-bog, Mister Babadook, der begynder sådan: “If it’s in a word, or it’s in a look, you can’t get rid of the Babadook.” Den handler om et monster der kommer ind i et hus om natten og torterer sine ofre.

Amelia læser bogen op, men finder den stærkt forstyrrende, og Sam mener at Babadook forfølger dem. Nu begynder der at optræde mystiske lyde i hjemmet. Amelia bebrejder sin søn, mens Sam anklager Babadook for at stå bag. Og nu eskalerer mystikken og gruen. Meget tyder på at Babadook er virkelig, og nu er det Amelias adfærd der påvirkes stærkt i en grad der virker efterhånden destruktiv og psykotisk, også over for Sam. If it’s in a word, or it’s in a look, you can’t get rid of the Babadook.

Kan Amelia og Sam undslippe monsteret og rædslen? Og kan de nå hinanden i deres sorg og forstyrrelser efter Oskars død?

Vurdering

The Babadook befinder sig i krydsfeltet mellem en tilgængelig mainstream-film og en mere smal og arthouse-agtig indie-film. Men den er særdeles velfungerende. Nyere vestlige film har sjældent sans for ægte rædsel uden billige effekter som jump-scare-tricks: Men The Babadook har simpelthen ægte rædsel. Det er noget så sjældent som en genuin virkelig uhyggelig film.

William Friedkin, instruktøren af Exorcisten, har kaldt the Babadook den mest rædselsvækkende film han har set. Og man kan følge ham.

Samtidig er Babadook-monsteret en art manifestation af Amelias og Sams smerte og desorientering efter Oskars død. Og filmen handler på et dybere plan om at tackle sorg og finde hinanden.

Filmen er ret åben. Horror-elementerne kan udlægges metaforisk eller psykotisk, men de har et virkeligt forstyrrende element af realisme over sig. Filmen antager at Babadook faktisk findes på et eller andet realitetsniveau. Og Babadook er på vej til at lukkes ind i familien, ja, lukkes faktisk ind.

Og slutningen kan tolkes i forskellig retning. Enten som en blød, positiv happy-ending. Eller som en kompensatorisk fantasi foretaget af et psykotisk menneske. For der er enkelte elementer i slutningen der virker umulig (især tryllekunsttricket).

The Babadook har en indre tvetydighed og gådefuldhed der faktisk rammer et dybere plan. Der er virkelig meget psykologisk sandhed i forholdet mellem Amelia og sønnen og deres sorg. Stemningen er fantastisk, og gruen mærkeligt overbevisende. Det er en virkelig stærk film som muligvis burde ligge højere på min liste.

Kuriøst

  • The Babadook er instruktøren og manuskriptforfatteren Jennifer Kents debutfilm.
  • Jennifer Kent arbejdede som assistent for Lars von Trier da han lavede Dogville.
  • Babadook er et anagram for ”a bad book”. Samtidig er det urdu/hindi for fader-sorg.
  • Instruktøren Jennifer Kent og Essie Davis, der spiller Amelia i filmen, gik på dramaskole sammen.

Anmeldelser og publikum

Metacritic giver The Babadook en metascore på 86/100 baseret på 34 anmeldelser. Publikum vurderer den tilsvarende til 84/100.

Rotten Tomatoes giver The Babadook en meget høj score på 98/100 baseret på 117 anmeldelser. Publikum sætter den noget lavere. Kun 73/100 kunne lide den.

___________________

39.

Den Tredje Mand

(The Third Man, 1949)

Britisk sort-hvid film noir og melodramatisk thriller. Instruktion Carol Reed. Manuskript: Graham Greene. Baseret på Greenes roman ”The Third Man”.

THIRDMAN_MAIN1520

Orson Welles in Carol Reed’s THIRD MAN (1949). Photo Courtesy of Rialto Pictures.

Plot

Wien, 1948. Den amerikanske pulp-forfatter Holly Martin (Joseph Cotten), fattig, naiv og alkoholiseret, ankommer til byen hidkaldt af sin barndomsven Harry Lime (Orson Welles) der har et jobtilbud til ham. Men straks ved ankomsten erfarer Martin at Lime få dage før er dræbt ved en trafikulykke. Martin er i Wiens britiske zone, og områdets britiske politichef, Major Calloway (Trevor Howard), fortæller at Lime var kriminel, og at Martin straks bør tage hjem. Men Martin møder også venner af Lime, de diabolsk smilende Baron Kurtz (Ernst Deutch) og Popescu (Sigfried Breuer) der fortæller at den døende Lime bad dem fortælle at Martin skulle tage sig af Limes elskerinde, skuespillerinden Anna Schmidt. Og Frk. Schmidt har et helt andet billede af Lime end politiet har. Måske har hun ret?

Martin erfarer hurtigt at noget ikke stemmer. Kurtz nævner at de var to til at bære trafikofferet Lime væk, og at Lime havde en besked, men en portner fra Limes opgang siger at der var ”en tredje mand”, og at Lime døde med det samme. Samtidig engageres Martin i den skønne frk. Schmidt (Alida Valli). Blev Lime myrdet? Var han virkelig kriminel? Og hvem myrdede portneren der fortalte om en tredje mand, og som havde hidkaldt Martin til et møde fordi han havde flere informationer?

Pludselig ser Martin en person der ligner Harry Lime forsvinde i Wiens gader. Og kisten med Limes lig indeholder en andens lig. Er Lime faktisk i live? Og en storbryder der stjæler, fortynder og sælger penicillin sort så hobevis af behandlede børn dør eller vansires? Og hvis alt dette er sandt, kan han så forråde Lime til politiet? Og hvad med Frk. Schmidt?

Vurdering

Den Tredje Mand har stil og klasse med masser af stemning og sjæl og både kynisme og indignation. Den Tredje Mand er en klassisk film noir med desillusion, mystik, intriger og falskhed og knuste hjerter optaget i en påfaldende ekspressionistisk stil med skæve vinkler, skygger på de regnblanke gader og stærke kontraster mellem lys og mørke. Filmtemaet, et sitar-stykke af Anton Karas (som i øvrigt blev fundet til filmen i Wien på en restaurant i løbet af produktionen), er melodisk, melankolsk, stemningsfuldt og stærkt og brugt en del filmen igennem. Og filmen er filmet på det sted og den tid den foregår – i et delvist ødelagt Wien lige efter 2. Verdenskrig – og der er masser af kontraster mellem byens barokpragt, de snævre gyder, ruinerne og byens kloaker. Det er en by fuld af lurvethed og upålidelighed, og mere eller mindre alt er falsk, måske bortset fra den i og for sig hæderlige Major Calloway og hans mand, Sergent Paine, og så Frk. Schmidt der oprigtigt elskede Lime og ønsker ham det bedste.

Alt rammer plet i denne film. Karas’ sitar-tema, den ekspressionistiske billedstrøm, Wiens hærgede storhed, skuespillet af Joseph Cotten og Orson Welles (der i virkeligheden har en lille rolle, men i den stråler han) og vel også den smukke italienske aristokrat Alida Valli som Frk. Schmidt, det sindrige, snirklede plot, karaktererne, de intelligente replikker og romantikken indhyllet i kynisme og først og fremmest stemningen. Og begyndelsen og slutningen er helt perfekte.

Orson Welles fandt i øvrigt selv på Harry Limes’ berømte replik til Holly Martin:

Don’t be so gloomy. After all it’s not that awful. Like the fella says, in Italy for 30 years under the Borgias they had warfare, terror, murder, and bloodshed, but they produced Michelangelo, Leonardo da Vinci, and the Renaissance. In Switzerland they had brotherly love – they had 500 years of democracy and peace, and what did that produce? The cuckoo clock. So long Holly!

Priser

De Tredje Mand vandt 1 oscar for bedste fotografering (Robert Krasker). Og den vandt 1 BAFTA Award for bedste britiske film i 1950. Og på Cannes-festivallen i 1949 vandt instruktøren Carol Reed Festivallens Store Pris.

Kuriøst

  • Martin Scorsese var som filmstuderende stærkt begejstret for Den Tredje Mand og skrev opgave om den, selv om hans lærer sagde at det jo bare var en thriller.
  • Orson Welles var stærkt forsinket til filmsættet og var i øvrigt ikke interesseret i at befinde sig i Wiens kloaker hvor en intens jagt på Lime ellers finder sted. Han mente han ville blive syg af den dårlige luft. Det måtte klares på anden vis (stand-in i de rigtige kloaker, brug af kulisser der hvor Welles faktisk medvirker osv.). Welles brugte 1 uge på filmen.
  • Filmens amerikanske producer, David O. Selznick, ville have Robert Mitchum i rollen som Holly Martin, men Mitchum var netop blevet arresteret for at besidde hash, så det gik ikke. Selznick ville have Noel Coward til at spille Harry Lime.
  • Harry Limes hænder der rækker op fra kloakristen for at komme ud i det fri, tilhørte ikke Orson Welles, men instruktøren Carol Reed.
  • Der var diskussion om slutningen mellem Graham Greene og David O. Selznick. Overraskende nok var det Greene – der så filmen som en komedie-thriller – der ønskede en happy-ending hvor Martin og Frk. Schmidt kysser hinanden på kirkegården hvorimod Selznick gik ind for en sort slutning hvor Holly Martin får en kurv af Anna Schmidt.

Anmeldelser og publikum

Rotten Tomatoes giver Den Tredje Mand intet mindre end karakteren 100/100 ud af 76 anmeldelser, mens brugerne er knap så begejstrede. Her er det blot 94/100 der synes at Den Tredje Mand er en god film.

___________________

40.

The Bourne Identity

(Manden Uden Navn, 2002)

Amerikansk-tysk action-thriller. Instruktion Doug Liman.  Manuskript Tony Gilroy og William Herron. Løst baseret på Robert Ludlums roman: Manden Uden Navn (The Bourne Identity).

the-bourne-identity

Plot

En ung mand (Matt Damon) findes drivende i Middelhavet af en italiensk fiskerkutter med diverse pistolkugler i ryggen. Ynglingen vågner op på kutteren uden nogen erindring overhovedet, men med en meget lille laser-projector opereret ind i hoften med en kode til en opbevaringsboks i en bank i Zürich.

Manden uden navn drager til Zürich og finder i opbevaringsboksen en del penge, ID-papirer pålydende navnet Jason Bourne, en del falske pas og et skydevåben. Bourne er åbenbart hans navn, men hvad betyder de andre ting?

I banken genkendes Bourne af en agent der varskoer CIA. Bourne var åbenbart del af en undercover-CIA-organisation kaldet Operation Treadstone og sat til at myrde en amerikansk politiker, Wombosi, hvilket åbenbart kiksede. Lederen af Treadstone, Alexander Conklin (Chris Cooper) og CIAs underdirektør Ward Abbott (Brian Cox) beslutter at likvidere Bourne.

Bourne søger information på det amerikanske konsulat i Zürich, men her vil man arrestere ham, han flygter på voldelig vis og får kontakt til en tysk kvinde der også var på konsulatet, Marie Helena Kreutz (Franka Potente), og får hende til at køre sig til Paris hvor han åbenbart bor. Men i lejligheden forsøges Bourne og Kreutz myrdet, og de flygter.

Nu går den vilde jagt – Conklins jagt på Bourne og Kreutz, og Bournes jagt på Conklin og information om hvem han er, og hvorfor han er i den situation han er.

Vurdering

The Bourne Identity er første film i en eminent action-trilogi med Matt Damon i hovedrollen som den amerikanske agent/spion Jason Bourne i opgør med CIA: The Bourne Identity (2002), The Bourne Supremacy (2004) og The Bourne Ultimatum (2007). I 2012 kom en 4. film, The Bourne Legacy, med Jeremy Renner i hovedrollen. Denne 4. film er lidt dårligere end de første tre film.

Jeg har set The Bourne Ultimatum i biografen som den eneste af Bournefilmene, men har til gengæld The Bourne Identity og The Bourne Supremacy på dvd. Jeg hælder til at The Bourne Ultimatum i virkeligheden er den bedste Bourne-film, men da jeg ikke har den på dvd, og kun har set den én gang, holder jeg den uden for vurdering og medtager i stedet den næstbedste, The Bourne Identity. Blot nævnt som nota bene.

The Bourne Identity begynder ret blidt med at Bourne uden erindring opsøger sin bank i Zürich og derpå konsulatet for at få info, men så snart Bourne er i konsulatet, kører filmen på speed hvor Bourne skiftevis er byttedyr på flugt og jæger på rov med imponerende overlevelses- og voldsevner.

The Bourne Identity er helt uden dybde. Der er ingen ånd, ingen refleksion, ingen humanitet, ingen varme, ingen sjæl, ingen overbevisende psykologi. Det er et spil mellem mennesker skåret HELT NED til det dyriske niveau: Til jagten: Overlev! Bliv ikke spist af dine fjender! Udslet dem der truer dig. På en måde lidt som The Revenant, men uden svinkeærinder omkring den vilde naturs skønhed og farlighed og indianersympati og –mystik. The Bourne Identty er supereffektiv spænding og thrill hvor pointen er at seeren suges ind i jagten. Man ser filmen med Bournes øjne, mærker hans forvirring, frygt, længsel efter forklaring og retfærdighed. Man kravler selv rundt på gesimserne og suser om hjørnerne i hæsblæsende biljagter.

Matt Damon spiller Bourne som temmelig blank. Vi kan ikke fornemme hans sjæl, hans følelser. Han er tom i sin essens, et åbent spørgsmålstegn, en gåde, samtidig med at han i sin adfærd søger forklaring og retfærdighed. Det giver mening, nu Bourne faktisk er uden hukommelse og essens. Han skal være tom. Det er svært at undgå at man dermed bliver uvedkommende eller frastødende. Er Bourne ikke en psykopat, en følelseskold dødsmaskine? Men det er Damons styrke at han på besynderligvis undgår dette. Vi sympatiserer faktisk med Bourne, måske i kraft af at Damon i sit udseende og spil forener en vis blødhed og sårbarhed med instinktiv effektivitet og maskulinitet. Også tyskeren Franka Potentes spil som som Bournes kvindelige følgesvend kan fremhæves. Kreutz spilles ret troværdigt.

Bourne-trilogien i almindelighed og the _Bourne Identity i særdeleshed – hvis stil i øvrigt på positiv måde har påvirket samtidens actionfilm, fx de James Bond-film hvor Bond spilles af Daniel Craig – er action skåret til benet, til knoglen og nerven, suset og angsten via en sublim sans for enkelthed , effektivitet, nærvær og fart uden man behøver at bruge hverken hjerte eller hjerte. The Bourne Identity er neglebidende, den er berusende, den er intens, den er cool, den er underholdende – og virkelig ikke så meget andet.

Kuriøst

  • Forfatteren til Manden Uden Navn, Robert Ludlum, døde i 2001 mens The Bourne Identity var i postproduktion, altså før han selv fik lejlighed til at se filmen.
  • The Bourne Identitys handling har meget lidt at gøre med Ludlums bog. I 1988 kom der en mini-serie, The Bourne Identity, med Richard Chamberlain som Jason Bourne, og denne miniserie var mere loyal mod Ludlums bog hvor skurken ikke så meget er CIA som den virkelige venezuelanske terrorist Sjakalen alias Ilich Ramirez Sanchez.
    De øvrige film i Bourne-serien er ikke baseret på bøger af Robert Ludlum, men er originale manuskripter.
  • Brad Pitt fik tilbudt rollen som Jason Bourne før Matt Damon, men takkede nej for i stedet at spille med i Tony Scotts agentfilm Spy Game (hvor også Robert Redford spillede med). Også Matthew McConaughey var under overvejelse som Bourne.
  • Den martial art, som Damon bruger i Bourne-filmene, er en blanding af Filpino Kali og Bruce Lees martial art der kaldes Jeet Kune Do. Damon blev trænet af Jeff Imada der netop bruger denne blanding.

Anmeldelser og publikum

Metacritic er nede på 68/100 i anmelderkarakter til The Bourne Identity bygget på 38 anmeldelse. Brugerne giver den 74/100. Metacritic giver faktisk film nr. 2 – The Bourne Supremacy – en lidt højere karakter, 73/100, og den 3. film – The Bourne Ultimatum – den højeste karakter, 85/100.

Rotten Tomatoes giver The Bourne Identity 83/100 baseret på 185 anmeldelser. Det er lidt bedre end The Bourne Supremacy og lidt dårligere end den 3. film i serien, og den bedst anmeldte, nemlig The Bourne Ultimatum der fik 93/100 i vurdering baseret på 257 anmeldelser. Brugerne vurderer The Bourne Identity til 93/100 – temmelig højt – og en andelse bedre end The Bourne Ultimatum der får 91/100.

___________________

41.

Evigt solskin i et pletfrit sind

(Eternal Sunshine of a Spotless Mind) (2004)

Amerikansk romantisk science-fiction-komedie. Instruktion Michel Gondry. Manuskript Charlie Kaufman. Baseret på en historie udviklet af Kaufman, Gondry og den fransk-belgiske kunstner Pierre Bismuth.

eternal-sunshine-of-the-spotless-mind-original

Plot

Filmen foregår på 3 niveauer. Rammefortællingen er nutiden hvor Joel Barish (Jim Carrey) fra N.Y.C. ved en indskydelse beslutter at tage til Montauk på Long Island og i toget tilfældigt træffer Clementine Kruczinski (Kate Winslet). De falder i snak som fremmede i et tog. De to er uhyre forskellige. Joel er indadvendt, hæmmet, forsigtig og stille, græsende til det depressive, mens Clementine er udadvendt, impulsiv og snakkende. Trods forskellene oplever de begge et klik og indleder hurtigt et forhold.

Niveau 2 foregår som et flashback og vi ser at Joel og Clementine tidligere har haft et forhold gennem to år. Joel opdager at Clementine pludselig ikke kan kende ham/vil kendes ved ham, men har en anden kæreste, Patrick. Samtidig ser Noel en regning fra firmaet Lacuna, Inc. der tilbyder e ny start ved at slette spefikke erindringer, fx erindringer om en bestemt person. Joel opdager at Lacuna har slettet Clementines erindringer om ham. Af lutter sårethed beslutter han at gennemgå samme operation på Lacuna Inc – så hurtigt som muligt, dvs. samme nat.

Filmen følger nu 2 spor som vi krydser imellem.

Dels følger vi personalet på Lacuna, Inc og deres intriger – klinikchefen Howard Mierzwiak (Tom Wilkinson) der har haft en affære lægesekretæren Mary Revo (Kirsten Dunst) som nu kommer sammen med en af klinikkens assistenter, Stan Fink (Mark Ruffalo), mens den anden tekniker, Patrick (Elijah Wood), har benyttet sig af hukommelsessletningen af Clementine til at aflure hvad der tænder og slukker hos Clementine, så han har kunnet manipulere hende til et nyt parforhold. Mary, Stan og Patrick gennemfører sletningen af Joels erindringer ”set udefra”, og vi kan se en vis mangel på disciplin hos de tre med sprut og joints, ligesom gamle konflikter dukker op – især da Mary opdager at hun selv er blevet slettet. Det gør hende rasende på klinikken og modstander af dens etik.

Dels følger vi aktiveringen og dermed sletningen af Joels erindringer ”set indefra” som nu rulles frem i omvendt kronologisk rækkefølge.

Denne gennemgang af Joels erindringer fra det første parforhold med Clementine, er filmens 3. niveau. Det er simpelthen højdepunkter fra deres forhold i omvendt rækkefølge. Vi – og Joel – bliver i løbet af sekvensen klar over at det faktisk er et fint parforhold der er værd at bevare. Joel er klar over hvad der sker, at erindringerne slettes, men han kæmper imod og får Clementine i erindringerne til at arbejde sammen med ham og gemme deres erindringer om hinanden dybere ned i ubevidstheden så noget undslipper Lacunas opmærksomhed. Det giver ret surrealistiske scenerier. Men sletningen ruller ubønhørligt fremad. Kærligheden tabes. Den sidste erindring der slettes, er ”Mød mig i Montauk”.

Til sidst er vi tilbage i nutiden hvor Joel og Clementine er blevet kærester på ny efter de ved en impuls begge tog toget til Montauk. Klinikassisten Mary modarbejder Lacuna ved at sende sagsmapper og båndoptagelser til alle der har fået deres erindringer slettet, og sådan hører både Joel og Clementine om deres sletning, og hvad den anden har at sige som motiv til sletningen. Det er en besk oplevelse, og der kommer et nyt tab. De ved nu hvad den anden ad åre vil tænke om dem af negative ting – uskylden er væk. Forholdet må sluttes. Alligevel siger Joel: Vent! til Clementine der er på vej væk. Hvorfor, spørger hun. Aner det ikke, siger han. Bare vent. Og det gør hun.

Vurdering

Jeg er generelt ikke til romantiske film. Direkte romantiske film såsom den berømte ”Love Story” finder jeg normalt kvalmende, mens mere raffinerede, elegante af slagsen, såsom Linklaters berømte og ganske charmerende Before Sunrise-serie, stadigvæk har alt for mange irriterende aspekter til at jeg kan holde dem ud. Det romantiske skal have et særligt bittersødt twist, som fx i ”Lost in Translation” eller som her i ”Evigt Solskin i et Pletfrit Sind” til at jeg kan tage dem til mig. Og det sker altså her.

Den amerikanske manuskriptforfatter, Charlie Kaufman, står bag en del meget usædvanlige, højt begavede, surrealistiske, postmoderne og bizarre filmmanuskripter såsom Being John Malkovich, Orkidétyven (Adaption), Confessions of a Dangerous Mind og New York Iscenesat (Synecdoche, New York). De er alle højest fascinerende, men samtidig forskruede og vilde i en grad der gør at man lidt savner sjæl i dem. De bliver let til pjat. Eller bliver selvopslugte, selvforgabte, prætentiøse i deres meta-halløj, selv om måske især New York Iscenesat (2008), som Kaufman selv har instrueret, bestemt kan anbefales.

Men i Evigt Solskin rammer Kaufman helt plet. Der er masser af sjæl, menneske og bittersødme i denne perle af en romantisk komedie der bogstaveligt talt handler om tab – og en slags fastholdelse af en kærlighed på tværs af tabet. Det er virkelig flot realiseret gennem et sindrigt og intelligent manuskript der leger med niveauerne i bedste Kaufman-stil, en modig og legesyg instruktion af Michel Gondry samt stærkt spil af Jim Carrey og Kate Winslet. Og bestemt også i sekundære roller Mark Ruffalo og Kirsten Dunst.

Det er en yderst original, opfindsom og legesyg film hvis leg faktisk har en alvorlig pointe i sin undersøgelse af kærligheden mellem to mennesker og bevidstgørelsen af dennes særlige natur – og ægthed – tværs gennem tab – tab af forskellig slags – tab af hinanden, tab af erindring, tab af uskyld. Der er momenter af ren og skær filmmagi i denne perle af en surrealistisk kærlighedsfilm.

Priser

Evigt Solskin vandt 1 oscar for bedste (originale) manuskript (til Charlie Kaufman). Kaufman fik også en BAFTA Award for manuskriptet.

Kuriøst

  • I de drømmeagtige slet-erindringsscener er der flere bizarre effekter, men Gondry har brugt yderst få digitale effekter i Evigt Solskin.
  • Ideen til filmen kom fra den fransk-belgiske kunstner Pierre Bismuth der fortalte ideen videre til sin ven, Michel Gondry. Ideen var: ”Du får en besked hvor der står: Nogle du kender, har lige slettet dig fra deres erindring.”
  • Filmens titel – og grundlæggende idé udover Bismuths grundplot ovenfor – stammer fra et digt, Eloisa to Abelard, af Alexander Pope: “How happy is the blameless vestal’s lot! The world forgetting, by the world forgot. Eternal sunshine of the spotless mind! Each pray’r accepted, and each wish resign’d.” Samme digt brugte Kaufman i den første film han skrev manuscript til – Being John Makovich.
  • Kate Winslet betragter sit spil i Evigt Solskin som sin bedste optræden.

 

Anmeldelser og publikum

Metacritic giver Evigt Solskin en metascore på 89/100 baseret på 41 anmeldelser. Brugerne vurderer den tilsvarende – 88/100.

Rotten Tomatoes giver den 93/100 bygget på 233 anmeldelser, mens brugerne giver den 94/100 (dvs. 94% kan lide filmen) hvilket er højt.

Evigt Solskin i et Pletfrit Sind er med på Roger Eberts liste over ”store film”.

___________________

42.

Magnolia (1999)

Amerikansk mosaik-agtig dramafilm. Instruktion og manuskript: Paul Thomas Anderson.

magnolia-5222afd0b6d7d

Plot

Magnolia indeholder et væld af småhistorier der hænger sammen, men som er umulige at genfortælle fornuftigt: Den varme, omsorgfulde politibetjent Jim (Johnn C. Reilly) får et opkaldt om husspektakler. Den skyldige er Claudia (Melora Walters) der har haft et skænderi med sin far, quizshow-værten Jimmy Gator (Philip Baker Hall) og har derpå spillet høj musik og sniffet kokain. Uden at kende til kokainproblemet beder Jim Claudia skrue ned, falder for hende og dater hende.

Jimmy Gator er vært for quiz-programmet What Do Kids Know. Her er der flere ulykkelige skæbner. Den nuværende barnestjerne, Stanley, presses af sin far, tisser i bukserne, paralyseres for åbne kameraer og skældes siden ud af faren. En tidligere barnestjerne i programmet, Donnie (William H. Macy), er alkoholiseret, fattig og fyret og drømmer om at stjæle penge for at få en tandbøjle så han kan tiltrække sin drømmefyr.

Earl (Jason Robbards), den tidligere producer for What do Kids Know, ligger for døden og beder sin trofaste sygeplejerske Phil (Philip Seymour Hoffman) om at få fat på sønnen Frank Mackey (Tom Cruise) der er en karismatisk, mandschauvinistisk selvhjælps-motivationskursusleder og har problemer med sin far der forlod Frank og Franks mor da Frank var lille, så Frank måtte pleje moderen alene da hun blev syg og døde. Phil får alligevel lokket den vrede Frank til at overveje at gå til Earls dødsleje.

Earls hustru, Linda (Julianne Moore) er ude af sig selv. Hun giftede sig med Earl for hans penges skyld og var ham ikke videre tro, men nu elsker hun ham og plages af skyld og anger. Hun ønsker derfor ikke at arve noget af Earl (men heller ikke at Frank skal arve i stedet) og forsøger siden selvmord i sin bil.

Jimmy Gator har fået en dødsdom ligesom Earl. Jimmy har få måneder tilbage at leve i og er ulykkelig.

I en sekvens hvor adskillige af filmens hovedpersoner lider – den døende Earl, den tvivlrådige Frank, Jimmy der har fået sin dødsdom, den selvmorderiske Linda i bilen, den patetiske Donnie, den ulykkelige Stanley, den kokainafhængige Claudia – begynder de alle at synge med på Aimee Manns sang ’Wise Up’.

Jimmy beslutter lægger kortene på bordet for sin hustru, Rose. Hun spørger hvorfor datteren Claudia har så mange problemer med hende. Han svarer at hun tror han har misbrugt hende. – Er det rigtigt, spørger hun. Det kan Jimmy ikke huske, hvorefter hustruen forlader ham, og han beslutter selvmord.

Donnie har stjålet penge fra et pengeskab, men gribes af anger og vil kravle tilbage for at aflevere pengene. Pludselig regner det med frøer, Donnie falder, knuser tænderne og reddes af Jim der kommer tilfældigt forbi. Frøregnen forstyrrer også Jimmys selvmord, og han skyder forbi. Forskellige ting falder nu på plads – Rose forsoner sig med Claudia, Earl dør med Frank ved sin side, Jim og Claudia knyttes nærmere sammen osv.

Vurdering

Magnolia er en mosaik-agtig film à la flere af Robert Altmans kendte film såsom Nashville og Short Cuts hvor der er et væld af gensidigt forbundne historier i gang på samme tid. Det er næsten helt soap-agtigt, men meget ambitiøst og næsten tungt gennemført. Det spænder filmen til dette yderste af noget selvopslugt seriøst, noget prætentiøst, noget overdramatisk. Kombineret med filmens enorme længde på lidt over 3 timer og dens mosaik-agtige fortællestruktur der kræver koncentration af seeren, kan Magnolia på mange utvivlsomt synes som ”for meget”.

Men jeg synes den holder. Karakterne er dramatiske, men interessante – måske bortset fra den overnormale og næsten kedelige politimand Jim der på en måde er orkanens øje, det stille centrum som alt hvirvler omkring – og filmen er både strålende og virtuost spillet og instrueret med et fælles tema om fortabte sjæle der i vekslende grader er fremmedgjorte og frustrerede, men som i løbet af filmen for manges vedkommende finder en slags fred. Et fælles tema er svigtede børn – (mindst Claudia, Stanley, Donny og Frank), og at årsager i én situation kan have uforudsigelige konsekvenser i helt andre situationer der kan ligge langt fremme i tiden og ligge hos helt andre mennesker.

Den slags dødsalvorlige tematikker kan uhyre let blive postulerede og uægte i film fordi manuskriptforfatteren skal presse sine personer ind i bestemte kasser og budskaber. Men i Magnolia fungerer det, fordi samspillet mellem de sære og excentriske mennesker i Magnolia virker særdeles troværdigt. P.T. Anderson var ganske ung da han lavede filmen, 28 år, men filmen er båret af psykologisk sans, klogskab, et stort hjerte og originalitet. Samtidig spilles der virkelig eminent i filmen af blandt andre Philip Seymour Hoffman, Tom Cruise, Julianne Moore og John C. Reilly.

Der er to former for mystik over Magnolia. Det første er vævet der kæder filmen sammen. Den mosaikagtige form er ikke kun manér, et ønske om at virke altmansk og kunstnerisk, men skyldes at P.T. Anderson ønsker noget bestemt. De mange små historier låner stemning af hinanden og refererer til en fælles grundstemning. Men det er lidt uindfangeligt hvad det er. En del af det er den amerikanske singer/songwriter Aimee Mann. Hele 9 sange ud af Magnolias 12 sange som soundtrack er Manns sange, og hendes sanges fortællinger har inspireret Anderson til flere af Magnolias personer. Et eksempel er narkomanen Claudia. Men Aimee Mann er ikke det eneste fællestræk. En anden del af fællestrækket i fortællingerne, grundfølelsen der emmer ud i de enkelte, fragmenterede scener, er hovedpersonernes følelse af tab. Men hvad det sammenknyttende helt præcis er, er svært at udpege. Men det fornemmes.

Filmens andet mysterium er den næsten bibelske regn med frøer over de ensomme sjæle hen imod filmens slutning, et umiddelbart overnaturligt element der virker ligesom forløsende. Hvad sker der her? Er det en billig deus ex machina-effekt?

Et bud kunne være at frøregnen repræsenterer en modvægt til filmens væv. Filmen forsøger at fremmane at alt hænger sammen, alt er konsekvens af fortidens, barndommens synder, der tynger og plager, og denne årsagssammenhæng er svær at bryde. Frøregnen er et fremmedelement, en uforudsigelig begivenhed, en monolit der bare ER uden at hænge sammen med noget som helst. Frøregnen er ikke bare en billig deus ex machina-effekt; den er MENT som en deus ex machina, en pludselig magt der kommer ned ovenfra og skaber forløsning, fordi sådan foregår det i livet. Der sker underligheder der får ting til at bryde op, og tunge sammenhænge hvor man er offer for fortidens synder, til at løsnes, så noget nyt sker. Ja, frøregnen er en nærmest komisk deus ex machina, så tragedierne transformeres. Men det er bare mit, måske lettere fortænkte, bud. Frøregnen er et mysterium i filmen.

Magnolia er en ret krævende film i kraft af sin længde og struktur. Men det er samtidig en uhyre velspillet film, en melankolsk og håbefuld film, en klog film, en musikalsk film, en usædvanlig film, en film med en ambition der omtrent indfries.

Priser

Magnolia skaffede Paul Thomas Anderson guldbjørnen på Berlins filmfestival i 2000. Magnolia skaffede også Tom Cruise en Golden Globe som bedste mandlige skuespiller i en birolle.

Kuriøst

  • Den første rolle som Paul T. Anderson skabte i Magnolia, var Claudia, der var inspireret af en sang (Deathly) af Aimee Mann.
    De øvrige roller i filmen er skabt omkring hende.
  • Jason Robbard spiller Earl der ligger døende af lungekræft i sin seng. Et år efter Magnolia blev indspillet, døde Jason Robbard af lungekræft.
  • I 2015 blev P.T. Anderson spurgt om han ville ændre noget i Magnolia hvis han havde lavet den i dag. Han svarede – Absolutely, I’d cut that shit down. It is waaaay too long.

Anmeldelser og publikum

Metacritic giver Magnolia 77/100 baseret på 34 anmeldelser. Brugerne giver den det ret middelmådige 45/100 (435 ratings).

Rotten Tomatoes giver Magnolia 84/100 baseret på 141 anmeldelser, mens publikum giver den ret flotte 89/100.

Magnolia er på Roger Eberts liste over store film

___________________

43

The Matrix (1999)

Amerikansk science-fiction-actionfilm med elementer af neo-noir. Instruktion og manuskript: Laurence (som i dag hedder Lana) og Andrew Wachowski. Første film i en triologi.

matrix

Plot

Thomas Anderson (Keeanu Reeves) lever et dobbeltliv som computerprogrammør om dagen og hackeren ”Neo” om natten. Anderson føler at noget er galt med virkeligheden, og at svaret er et sted på internettet.

Den læderklædte hacker Trinity (Carrie-Ann Moss), der er på flugt fra sortklædte agenter, og tilsyneladende har overjordiske kræfter, opsøger Neo og fortæller ham at en person kaldet Morpheus (Laurence Fishburne) kan fortælle ham noget vigtigt om et mystisk fænomen kaldet ”the Matrix”. Neo går med på mødet, men en sværm af agenter ledet af Agent Smith (Hugo Weaving) forsøger nu at arrestere Neo. Morpheus og Neo mødes, og Morpehus fortæller at Neo kan lære om virkelighedens sande natur ved at sluge en rød pille. Hvis han i stedet vælger en blå pille, har Neo glemt deres møde og kan vende tilbage til sin gamle tilværelse.

Neo sluger den røde pille og oplever at virkeligheden krakelerer. I virkeligheden er han nøgen og bevidstløs og sammen med en masse andre mennesker tilkoblet et enormt computersystem via kabler. Morpheus fortæller Neo at den virkelighed vi kender fra 1999 hvor mennesker går frit omkring i uskadte storbyer, er en kunstig virkelighed kaldet ”The Matrix”. I virkeligheden befinder vi os i en postapokalyptisk verden i det 21. århundrede med smadrede storbyer. Computerne har taget magten og holder menneskeheden fanget i en art dvale for at udnytte deres nervesystems produktion af elektriske impulser som energikilde. The Matrix er konstrueret for at holde de fangne menneskers nervesystem i aktivitet og tilfredsstille menneskerne ved en illusion.

Morpheus, Trinity og en tilknyttet gruppe er frihedskæmpere der bekæmper illusionen om verden og de udnyttende computere, mens de sortklædte agenter er computernes modtræk, et forsøg på at eliminere frihedskæmperne.

En kvinde, Oraklet (Gloria Foster), har profeteret at der vil komme en art messias, ”Den Ene”, der har usædvanlige kræfter til at begå sig i The Matrix og som vil føre frihedskampen til succes. Måske er Neo Den Ene? Neo føres hen til Oraklet der antyder at det kan han faktisk godt være. Så begynder Neo at udlæres i hvordan man effektivt klarer sig i The Matrix’ kunstige virkelighed hvor man med de rette teknikker og den rette indstilling kan trodse de naturlove der alligevel er en illusion. Det bliver en drabelig kamp mod agenterne og en forræder blandt Morpheus’ tapre skare. Og tjuhej hvor det går derudad med forrygende fysisk helt umulige martial arts-kampe mod Agent Smith og de onde maskiner.

Vurdering

The Matrix er den første film i en Matrix-trilogi lavet af The Wachowskis, men de to næste Matrix-film udtrykker et støt faldende kvalitetsniveau. 2’eren, The Matrix Reloaded (2003) kan til nød ses, mens den afsluttende 3’er, The Matrix Revolutions (også 2003) bør undgås.

The Matrix-serien er cyberpunk-actionfilm med nogle aldeles imponerende visuelle effekter bl.a. inspireret af Hong Kongs ”wire fu”-teknikker, dvs. kung fu-kampe der udøves via skjulte stålwires – teknikker der også siden er brugt i de kinesiske såkaldte wuxia-film som Tiger på spring, Drage i skjul og Hero som The Matrix også har været inspirationskilde til. Men også effekter hvor tiden fryser.

Disse forrygende effekter er placeret i et film noir-inspireret dystert sci-fi-univers lidt med samme stemning som Blade Runner og ikke mindst Dark City, eller for at udtrykke det mere litterært, som Philip K. Dick og William Gibson (ham med cyberpunk). Stemningen er dunkel, paranoid, mystisk, intrigant og kynisk med masser af hacker-romantik.

Samtidig trækker universet på masser af klassiske filosofiske og spritiuelle tanker. Platons hulelignelse (vi lever i en hule hvor vi ser billeder på hulens bagvæg som vi tror er den virkelige verden, men den ligger uden for hulen) der igen minder om buddhistiske og hinduistiske forestillinger om den fysiske verden som illusion, og at vi frigøres fra fangenskab blandt illusionerne ved at gennemskue dette. Også Alice i Eventyrland (følg den hvide kanin ned i underverdenen) og Messias-profetier i kristendom, jødedom og islam spiller selvklart ind (Oraklets profeti om Den Ene), men vel at mærke i gnostisk regi. Messias bringer en indsigt der gør at mennesket kan bryde ud af fangenskabet i den sansbare verdens illusioner og vende tilbage til sit virkelige hjem.

Baudrillards postmoderne filosofi om simulakrum og simulation har også været nævnt, især fordi Neo gemmer de computerdisketter han bruger i sin hacking i Baudrillards bog Simulakra og Simulation. Ifølge teorien lever vi i et univers der i stigende grad består af kopier og repræsentationer (simulakra) i stedet for originaler – det som repræsentationerne repræsenterer. Oprindelig henviste disse kopier til originalerne, men i den postmoderne periode henviser kopierne til hinanden og skaber en simuleret virkelighed hvorved den originale verden er helt forsvundet. Vi lever altså dermed forstået i en imiteret virkelighed.

Endelig er The Matrix naturligvis også – og måske først og fremmest – en allegori over forbrugersamfundeet hvor de fleste mennesker tror de lever, mens de i virkeligheden er apatiske ofre for et bedøvende konsumeristisk falsk univers hvor de sande helte er fra modkulturen – hackere der bruger bevidsthedsudvidende stoffer.

Hele den åndelige overbygning er sjov for kendere, men mest kuriøs. Dybest set er The Matrix en innovativ actionthriller hvor helten Neo skal smadre en masse fjender i spektakulære kampscener i noget der trods den åndelige overbygning mest minder om et tegneseriestemning med et mondænt anstrøg af at den alternative kultur er det heroiske moment i forhold til systemet, politiet og de ”square”. Det gør Neo godt, og han spilles særdeles glimrende af Keeanu Reeves. The Matrix er superflot lavet hipster-action, en filosofisk science fiction i et tegneserieunivers som ifølge selvsamme filosofi er sandheden om den verden vi lever i – den er tegneserie, den er en simuleret verden af kopier, af simulakra.

The Matrix er en flot eskapistisk film med lidt gods til hjernecellerne.

Priser

The Matrix vandt 4 små oscars i 2000, bl.a. for bedste effecter. Den vandt også 3 tilsvarende BAFTA Awards.

Kuriøst

  • Filmen er skrevet og instrueret af Wachowski-brødrene. Men storebror Laurence har i 2009 gennemført en kønsskifteoperation og hedder nu Lana. Siden omtales søskendeparret som ”The Wachowskis”.
  • Der er en farvekode i filmen. Scener der foregår i The Matrix, den kunstige verden, er svagt grønfarvede, mens scener fra den virkelige verden, hvor menneskene ligger som misbrugte bevidstløse kroppe forbundet med computerne, er svagt blåfarvede.
  • Will Smith var førstebuddet til at spille Morpheus. Nicholas Cage var også foreslået til at spille Neo, men førstevalget var Johnny Depp.

Anmeldelser og publikum

Metacritic giver den 73/100 baseret på 35 anmeldelser, mens brugerne sætter den noget højere – 90/100.

Rotten Tomatoes giver The Matrix 87/100 baseret på 141 anmeldelser, mens brugerne giver den 85/100 (85 ud af 100 kunne lide filmen).

___________________

44.

Mad Max: Fury Road (2015)

3 D-film. Australsk-amerikansk postapokalyptisk actionfilm og en sci-fi-western. Instrution: George Miller. Manuskript: Miller, Brendan McCarthy og Nico Lathouris.

mad-max-immortan-joe-xlarge

Plot

Vi er vi tiden efter en atomkrig, og verden ligner en ørken med få menneskelige overlevende. En af de overlevende er den tidligere politimand, Max Rockatansky (Tom Hardy), der er taget til fange af banden The War Boys der ledes af Immortan Joe (Hugh Keays-Byrne) fra fæstningen Citadellet. Max skal her levere blod til War Boys-krigeren Nux.

En af Immortan Joes underchefer, Imperator Furiosa (Charlize Theron) sendes af Joe fra Citadellet ud i en armeret lastbil for at hente benzin. Men det er et flugtforsøg. Furiosa undviger resten af konvojen, og derhjemme mangler Immortan Joe sine 5 hustruer; de er hos Furiosa. Joe sender straks sine mænd afsted, herunder Nux som har Max hæftet til sig som bloddonor.

Det lykkes for Max at befri sig fra Nux og komme med over i Furiosas lastbil med Immortan Joes horder efter sig.

Destinationen er en oase, The Green Land, som Furiosa kender til. Og til et kvindesamfund hvor Furiosa oprindelig stammer fra. Men The Green Land er ikke længere en oase, men en ufrugtbar sump, og den bedste løsning for flokken bliver at passere forfølgerne og erobre Citadellet hvor Joe formentlig kun har få forsvarere omkring sig – resten er sendt ud som forfølgere. Så Citadellet skal indtages, og Immortan Joe skal slagtes.

Vurdering

Mad Max: Fury Road er egentlig den 4. film i en Mad Max-serie. De 3 første, som også er undfanget af George Miller, er fra 1979-85 med Mel Gibson i hovedrollen som Max Rochatansky. Jeg er egentlig ikke til Mad Max-serien overhovedet. Men denne her film – som sagtens kan ses uden at have set de tidligere Mad Max-film – er fremragende underholdning.

Filmen er en hæsblæsende dynamisk actionfilm der foregår i et meget maskulint ørkensamfund med muskelsvulmende mænd der hærger med rå våbenmagt og kører omkring i imponerende fartøjer, især motorcykler og pansrede lastbiler. Samtidig er temaet forbløffende feministisk. Plottet handler om en flok kvinder der ledet af Furiosa og hjulpet af Max forsøger at undslippe et stærkt patriarkalsk samfund og finder ud af at det bedst lader sig gøre ved at bekæmpe den gamle patriark, Immortan Joe. Charlize Theron som Furiosa er filmens egentlige helt og hovedperson, men Tom Hardy gør det også suverænt som Max.

Designet i Mad Max: Fury Road er virkelig fantastisk. Benzinen og ørkensandet river i næsen når man ser filmen. Det er som at deltage i én lang forrygende heavy metal-video der faktisk fængsler. Det er simpelthen en af de bedste og mest medrivende actionfilm jeg har set. Det er blot en eskapistisk actionfilm med et tyndt plot der dog får et mytologisk schwung i filmen: Kom væk! Kom tilbage! Og overlev! Egentlig er filmen én lang biljagt. Og karakternerne er tynde og tegneserieagtige og alt det der. Men inden for den begrænsning er det som at sætte sig op i den helt store rutsjebane i et forlystelsesland der har slået alle de visuelle sejl til. Ild, blod, benzin og sand i en stor postapokalyptisk orkan. En virkelig positiv overraskelse.

Priser

Mad Max: Fury Road vandt i 2016 6 små oscars (bedste kostume-design, bedste make-up osv.). Den fik 4 tilsvarende BAFTA Awards.

Kuriøst

  • Planen er at lave yderligere Mad Max-film, og Tom Hardy har skrevet under på at spille Max i de næste 3.
  • Hugh Keays –Burne, der spiller filmens hovedskurk, Immortan Joe, spillede også hovedskurken i den allerførste Mad Max-film (Mad Max, 1979), nemlig The Toecutter.
  • Mad Max: Fury Road har været længe undervejs. Egentlig skulle den have været lavet i 2003 med Mel Gibson i hovedrollen som i de 3 tidligere Mad Max-film, men Gibsons Kristusfilm-projekt, The Passion of the Christ, udskød den. Derefter blev det besluttet ikke at bruge Gibson som Max, både pga. kontroverser omkring Gibsons person og fordi Miller så for sig at Max skulle være en ung helt, og Gibson var efterhånden ældet.

Anmeldelser og publikum

Metacritic sætter Mad Max: Fury Road meget højt – 90/100 baseret på 51 anmeldelser. Brugerne sætter den omtrent så højt – 87/100.

Rotten Tomatoes vurderer den endnu højere – 97/100 baseret på 338 anmeldelser. Brugerne er på 86/100 der synes det er en god film.

____________________

45.

The Departed (2006)

Amerikansk kriminaldrama. Instruktion Martin Scorsese. Manuskript: William Monahan. Inspireret af Hongkong-kriminaldramaet Infernal Affairs, grænsende til en re-make af Infernal Affairs.

The_Departed

Plot

I Boston er Frank Costello (Jack Nicholson) leder af en gangsterbande. Han får kontakt til drengen Colin Sullivan der bliver en tro støtte for Costello der ønsker at han som voksen (Matt Damon) går ind i Massachusetts Statspoliti som muldvarp. Sullivan ender i den specielenhed der udforsker organiseret kriminalitet.

Samtidig får selvsamme statspoliti i form af Kaptajn Queenan (Martin Sheen) og Stabssergent Dignam (Mark Wahlberg) kontakt til Billy Costigan (Leonardo DiCaprio) der er under uddannelse på politiakademiet. Costigan bliver under-cover-agent og smides ud af politiet og ryger i fængsel for at give ham street-credibility. Det lykkes da også for Costigan at komme ind i Costellos organisation med Queenan som sin surrogatfar.

Sullivan er altså gangsterchefen Costellos muldvarp hos politiet, mens Costigan er politiets muldvarp i Costellos bande. Begge stiger i graderne og kommer bestandigt tættere på informationer om den anden. Særligt tricky bliver det da de begge samtidig har samme kæreste, psykologen Madolyn Madden (Vera Farmiga), Sullivan officielt, Costigan hemmeligt.

Hvem afslører hinanden først? Og hvad med Madden?

Vurdering

The Departed er en luksuriøs udgave af det skarpe og begavede Hong Kong-krimidrama Infernal Affairs. Plottet er sindrigt og intenst, fuld af suspense, intriger og forræderi, filmen har atmosfære, castingen er fremragende, spillet eminent, og dialogen er skarp, barsk og vittig. Vores helt, Costigan spillet af DiCaprio, er uafvidende (pga. Sullivan) bestandigt tæt på at blive afsløret, og seeren sidder yderst på stolen filmen igennem.

Det er en dynamisk og maskulin film med en perfekt Nicholson som gangsterchef, og Rolling Stones på lydsporet. Samtidig er der en yderst tilfredsstillende symmetri i Costigan og Sullivan der på sin vis minder om hinanden og endda deler kæreste, og som vi ved arbejder sig nærmere og nærmere hinanden for at udslette den anden.

Det er meget tæt på at være det perfekte kriminaldrama, flot filmet og instrueret og utroligt velspillet af stjerneskuespillere. I den forstand konkurrerer The Departed med Michael Manns Heat hvor Al Pacino og Robert De Niro er modstandere og beslægtede, dvs. med en tilsvarende symmetri. Intrigen er bare lidt mere nervepirrende i The Departed, så derfor udvælger jeg denne og ikke Heat (der ellers er tæt på at komme med på listen her).

Priser

The Departed vandt 4 Oscars i 2007, og nogle af de vigtigste, nemlig som bedste film, bedste instruktion, bedste manuskript skrevet efter et oplæg, og bedste klipning. Scorsese vandt også en Golden Globe som bedste instruktør.

Kuriøst

  • Scorsese opdagede først at The Departed var en remake af en Hong-Kong-film efter han havde sagt ja til at instruere filmen. Scorsese valgte bevidst ikke at se Infernal Affairs før efter han havde fuldendt The Departed.
  • Der findes en virkelig Frank Costello der var en højtstående italiensk mafiachef i New York. Marlon Brando fik sin hviskende stemme da han skulle spille Vito Corleone i The Godfather ved at se et gammelt interview med Costello. Men Costello i The Departed er jo en irsk gangsterleder fra Boston og er løst inspireret af gangsterchefen Whitey Bulger.
  • En del af scenerne med Jack Nicholson blev improviseret. Nicholson fik stor frihed til rollen som Costello da denne skulle være uforudsigelig.
  • Oprindelig skulle Brad Pitt og Tom Cruise have spillet de to muldvarpe, Sullivan og Costigan.

Anmeldelser og publikum

Metacritic giver The Departed 86/100 beroende på 39 anmeldelser, mens publikum giver den 72/100.

Rotten Tomatoes giver The Departed 91/100 ud fra 263 anmeldelser, mens brugerne giver den hele 94/100.

___________________

46.

El laberinto del fauno (Pans Labyrint, 2006)

Spansk-mexicansk mørk fantasyfilm. Instruktion og manuskript: Guillermo del Toro.

Pans-Labyrinth

Plot

Spanien, 1944. Den 11-årige Ofelia (Ivana Baquero) rejser med sin gravide mor Carmen (Ariadna Gil) til en nordspansk landsby for at slutte sig til Carmens nye mand, Kaptajn Vidal (Sergi Lopez), en af Francos mere psykopatiske officerer som er på jagt efter Francos modstandere. Vidal agerer blodigt og brutalt, mens der viser sig at være anti-Franco-modstandere tæt på den lille familie, fx i form af Vidals læge Dr. Ferreiro (Alex Angulo) og familiens husholderske Mercedes (Maribel Verdú).

Ofelia har en storslået fantasi/spirituel åbenhed. Et insekt leder hende ind i ensten- labyrint i skoven hvor de bor. I første omgang hentes hun af Mercedes, men om natten fører insektet, nu i form af en fe, Ofelia ind i labyrinten hvor hun møder faunen. Ifølge eventyret har underverdenens konge og dronning mistet deres datter Moanna da denne besøgte menneskenes verden og mistede sin hukommelse om sit oprindelige liv.

Måske er Ofelia Moanna? Hvis hun er, kan hun vendte tilbage til underverdenen som prinsesse. For at finde ud af om Ofelia skulle være Prinsesse Moanna, sætter faunen hende på 3 vanskelige opgaver. Den sidste af opgaverne går ud på at bortføre sin nyfødte lillebror og bringe ham ind i labyrinten. Men barnets far, den rasende Vidal, forfølger dem. Ofelia består testen, og til sidst smelter eventyret og virkeligheden sammen.

Vurdering

Det er en meget melankolsk historie om en uskyldig lille pige – stærkt og rørende spillet af den 11-årgie Ivana Baquero – der kommer i klemme mellem en svækket mor, en varm og omsorgsfuld husholderske og en ond stedfar. Der er en mørk og rå stemning over den menneskelige verden hvor Kaptajn Vidal myrder løs i skarp kontrast til Ofelias eventyrverden der virkelig forekommer intens og fortryllet, med en særlig form for tyngde.

Der er intet sødt, kært og disneysk over eventyrverdenen i Pans Labyrint hvor væsnerne er groteske, grimme og kødelige. Men samtidig klart eventyrlige.

Det er stærkt originalt at lade eventyr-sfæren spille sammen med den mørke og modbydelige reale verden præget af vilkårlig vold, tortur og borgerkrig. Men det fungerer. Den reale verden giver alvor og nerve til eventyrverdenen der til gengæld giver filmmagi til den reale verden. Det er IKKE en børnefilm, for det er en mørk fortælling, og der forekommer grusomheder og torturscener.
Eventyrverdenen har en interessant funktion i filmen. Den fungerer – logisk nok – som Ofelias eskapistiske og kompenserende fantasi. Når verden bliver for ond og kold, så har hun skovens eventyr hvor hun måske er en savnet prinsesse. På den anden side er der en egenvilje i eventyret, en skæbne, et kald, der også skaber alvorlige konsekvenser for Ofelia.

Og filmen lader det være helt åbent om eventyrverdenen kun foregår i Ofelias hoved, eller om det faktisk har en grad af realitet på et eller andet eksistensplan.

Den mørke, sørgmodige stemning svækker det attraktive ved Pans Labyrint. Det er ikke en film jeg skal se snesevis af gange, og derfor er den så langt nede på min liste. Men Pans labyrint er virkelig fornyende og forfriskende kunst der spiller fascinerende med virkelighedsniveauerne på en måde der er tæt på uforfalsket filmmagi.

Priser

Pans Labyrint vandt 3 mindre Oscars i 2007 – bedste fotografering, bedste make-up osv. Den vandt også 3 BAFTA Awards, heraf en meget væsentlig, nemlig som bedste film på et ikke-engelsk sprog.

Kuriøst

  • Guillermo del Toro modtog ingen form for salær eller bonus for Pans Labyrint simpelthen for at sikre at filmen blev realiseret.
  • Rollen Ofelia skulle egentlig være 8-9 år, men Ivana Baquero, der var 10 år da hun blev castet, imponerende så meget, så Ofelia blev omskrevet til at være 11-12 år.
  • På trods af filmens engelske og danske titel så optræder guden Pan ikke i filmen. Det er en faun der giver Ofelia de 3 opgaver. Del Toro mente at Pan var for ladet med seksualitet til at det gik an at lade denne figur spille over for en lille pige.

Anmeldelser og publikum

Metacritic giver filmen en metascore på hele 98/100 baseret på 37 anmeldelser. Brugerne giver den 86/100.

Rotten Tomatoes giver Pans Labyrint en score på 95/100 baseret på 224 anmeldelser, mens almindelige brugere giver den 91/100 (91% kunne lide den).

______________________

48.

Shutter Island (2010)

Amerikansk neo noirfilm og en psykologisk thriller. Instruktion Martin Scorsese. Manuskript: Laeta Kalogridis og Steven Knight baseret på Dennis Lehanes roman ”Shutter Island”.

shutter_island_wallpaper_1600x1200_03

Plot

New England, 1954. To betjente, U.S. Marshals, nemlig Teddy Daniels (Leonardo DiCaprio) og Chuck Aule (Mark Ruffalo) ankommer til det Alcatraz-agtige psykiatriske hospital Aschciffe Hospital på den lille ø Shutter Island. Teddy og Chuck skal opklare et mysterium. En patient på hospitalet, Rachel Solando (Emily Mortimer), dømt for at indebrænde sine 3 børn, er på ubegribelig vis forsvundet fra sin aflåste celle. Rachel skal findes.

Det viser sig efterhånden at Teddy har et mere omfattende projekt på Ashcliffe Hospital. En måned tidligere forsvandt fra hospitalet en anden patient, Andrew Laeddis (Elias Koteas) som er dømt for at indebrænde Teddys hustru Dolores (Michelle Williams).

Det er en underlig sag. Teddy har det ikke godt og lider af søsyge, migræner, mareridt og traumer, blandt andet fra sin tid som amerikansk soldat under 2. Verdenskrig hvor han kom forbi kz-lejren Dachau. Hospitalets ledende psykiater, Dr. Cawley (Ben Kingsley) virker venlig nok, mens Dr. Naehring (Max von Sydow) virker langt mere suspekt og måske nazivenlig? Og noget er helt galt i denne kriminalsag. Cawley og Naehring er ikke videre samarbejdsvillige, og en patient, Noyce, fortæller Teddy at i et gammelt fyrtårn på Shutter Island foregår ubehagelige psykiatriske eksperimenter, herunder det hvide snit (lobotomisering), og at alle på øen, herunder Chuck, spiller et spil for Teddy.

På vej til fyrtårnet forsvinder Chuck, måske styret ned fra klipperne, og Teddy opdager en kvinde der fortæller at hun er Rachel. Hun fortæller at hun egentlig er psykiater, men da hun finder ud at hospitalet under Dr. Cawleys ledelse bruger hallucinogen medicin for at udøve mind control på patienerne, blev hun set som en trussel og indlagt som patient.

Teddy trænger ind i fyrtårnet og møder er Dr. Cawley der giver sin version af mysteriet hvilket sætter alting i et helt nyt perspektiv hvilket inkluderer diverse twists. Og Teddy kommer til sidst til at stå i et forfærdeligt dilemma hvor han tager et svært, men forståeligt, valg.

Vurdering

Shutter Island er den femte Scorsese-film på min liste hvilket naturligvis afslører en vis forkærlighed for denne instruktør. Og Shutter Island rammer ret præcist ind i en film der siger mig noget. Bortset fra filmens sidste halve time hvor der kommer et twist der udpensles en del via flashbacks, så er Shutter Island en stemningsfyldt, klaustrofobisk neo noir med masser af mareridsagtig stemning, suspense og mind games og stærkt spil af en klassebesætning – DiCaptrio, Ruffalo, Kingsley, von Sydow osv.

Filmen, især begyndelsen, er bevidst lavet så den minder om film fra 50’erne i films noirs og Hitchcock-film (film som Vertigo, Laura og Shock Corridor har været nævnt). Bortset fra at Shutter Island er i farver. Og det opleves ikke som en travesti eller overfladisk simili at den har så tydelige referencer og så kraftigt et film noir-præg grænsende til det kulørte.

Anmelderne er ikke stormende begejstrede. På Rotten Tomatoes får den 68/100 hvilket nok er den laveste karakter på Pastor Daugaards liste over 50 favoritfilm. Anmelderne er generelt trætte af filmens sidste halve time. Her mister filmen stemning, mener mange, ligesom mange anmeldere ikke kan bruge det sidste twist til noget. Dette twist opleves som enten fortænkt, forskruet eller perspektivløst. Jeg er enig i at noir-stemningen ebber lidt ud den sidste halve time, men filmens gru bevares, og jeg synes at plottet holder og fungerer fint.

Filmen er også blevet kritiseret for at være alt for lang. Scorsese har simplethen nydt at lave en Hitchcock-agtig noir-film og er blevet så grebet at han har glemt den skarpe klipning. Filmen varer også 138 minutter – to timer og et kvarter – og en halv time kunne måske nok være klippet væk.

Shutter Island er klart ikke Scorseses bedste film. Den er lidt for lang og taber dermed lidt intensitet nogle steder. Men Shutter Island er en yderst velspillet og velinstrueret og forstyrrende neo noir fuld af traumer, sorg, gåder, gru og mind games, og modsat mange anmeldere mener jeg at det sidste twist (og Teddys dilemma) er et plus for filmen. Den har lidt af den samme mareridsagtige feeling som den helt geniale Lynch-film Mulholland Drive og er på sin vis beslægtet.

Kuriøst

  • Scorsese satte sit team til at se to film – Tourneurs film noir ‘Out of the Past’ (1947) og Hitchcocks psykologiske thriller Vertigo (1958) for at give et praj om hvordan han ønskede filmens stemming skulle være.
  • Før Mark Ruffalo blev valgt som Chuck, var også Robert Downey jr. og Josh Brolin i spil for at få rollen. Ruffalo sendte Scorsese et fanbrev hvor han udførligt udtrykte hvor meget han gerne ville spille rollen, og det hjalp på den casting.
  • David Fincher var overvejet som instruktør.
  • Shutter Island er den 4. film i træk hvor Scorsese har haft Leonardo DiCaprio i en ledende rolle (de tre tidligere er Gangs of New York, The Aviator og The Departed).

Anmeldelser og publikum

Metacritic har en metascore der demonstreer en forbeholdenhed fra anmeldernes side, nemlig 63/100 baseret på 37 anmeldelser. Publikum sætter den højere, nemlig 83/100.

Rotten Tomatoes giver Shutter Island en ret lav score på 68/100 baseret på 241 anmeldelser, mens publikum er mere positivt og gav den 76/100. Filmen blev i øvrigt en kommerciel succes.

_____________________

49.

Se7en (1995)

Amerikansk neo noir-film og psykologisk thriller. Instruktion: David Fincher. Manuskript: Andrew Walker.

seven3

Plot

Den unge, utålmodige politimand, David Mills (Brad Pitt), er med sin sårbare og yndige hustru Tracy (Gwyneth Paltrow) for nylig flyttet til en amerikansk by, og Mills får her den gamle, intellektuelle William Somerset (Morgan Freeman) som sin makker. Somerset nærmer sig sin pensionering og fatter sympati for Tracy.

Somerset og Mills undersøger nogle makabre mord. En tyksak er blevet tvunget til at æde indtil maven bristede, og ved liget står ordet ”grådighed”. En forsvarsadvokat er dræbt ved åreladning og ved at få fjernet et pund kød, og ved dette lig står der ”grådighed”. Somerset genkender begreberne fra katolicismens begreb om de 7 dødssynder og antager at mordene har samme morder. En seriemorder er på spil, og han iscenesætter hvert mord ud fra de 7 dødssynder. Og noget tyder på at seriemorderen er meget omhyggelig og tålmodig.

Snart kommer Somerset og Mills tæt på den formodede morder, John Doe (Kevin Spacey) ud fra bl.a. dennes biblioteksudlån. Jagten bliver intens og til sidst succesrig. Tilsyneladende. For det skal vise sig at seriemorderen har planlagt sine 7 mord og sin tilfangetagelse på en umådelig intelligent og diabolsk måde.

Vurdering

Se7en er en mørk og dyster kriminalfilm præget af fuldkommen de samme genrer som Shutter Island. Men hvor Shutter Island har dybde, men også fejl, så er Se7en til gengæld fejlfri, men også mere ligegyldig og overfladisk. Se7en er ren stil, men den er virkelig skruet skarpt og djævelsk godt sammen. Regnvejret er konstant, mordene er væmmeligt, grotesk, makabert og smagfuldt sat i scene på en typisk 90’er-agtig måde, og Doe er slikket og klam og gysfremkaldende uden på nogen måde at nærme sig Hannibal the Cannibals format fra Silence of the Lambs.

Se7en er stærkt urealistisk, Se7en er manieret, Se7en er smart og glat, og Se7en er baseret på disse to nøgleelementer: At underholde. Og at chokere/vække opmærksomhed. Det gør at Se7en nok ikke er jordens mest sympatiske film, men den er særdeles velfortalt, både ond og effektiv og aldeles engagerende.

Samtidig spiller Pitt, Freeman, Paltrow og Spacey deres roller rigtigt godt. For at iscenesætte mørket så diabolsk velfortalt får Se7en sin plads blandt Pastor Daugaards favoritfilm. Og for at være en kold fisk og en distanceblænder får den en plads blandt de sidste på listen.

Kuriøst

Instruktøren David Fincher havde reelt opgivet at instruere film efter en voldsom minusoplevelse med sin første spillefilm, Alien 3. Da Fincher instruerede den, var manuskriptet ikke skrevet færdigt, og filmselskabet blandede sig bestandigt i hans dispositioner og ringede til ham nat og dag. Ingen var heller helt lykkelige for resultatet. Fincher var derhenne hvor han ville foretrække tarmcancer fremfor at instruere en ny film. Men manuskriptet til Se7en – som han beskriver som ”en meditation over ondskab” – fik ham overtalt, og Se7en reddede hans filmkarriere, så han siden kunne lave både glimrende og kommercielt succesrige film som Fight Club, Zodiac, The Social Network og Gone Girl.

  • Gwyneth Paltrow var Finchers førstevalg som Tracy, men hun var ikke interesseret i rollen. Det hjalp dog at hun dengang var kæreste med Brad Pitt der fik lokket hende med til et møde med Fincher.
  • Andrew Walker var komplet ukendt da han skrev manuskriptet til Se7en og havde sit hyr med at afsætte manuskriptet til Hollywood.
  • Walker navngav filmens fortæller, William Somerset, efter sin yndlingsforfatter, briten William Somerset Maugham.
  • Walker havde forestillet sig William Hurt i rollen som Somerset.
  • Både Denzel Washington og Sylvester Stallone takkede angiveligt nej til rollen som Mills til deres senere fortrydelse. Også Kevin Costner og Nicholas Cage blev overvejet.
  • Val Kilmer sagde nej til at spille Doe.
  • Den mexicanske instruktør Guillermo del Toro fik tilbudt instruktionen, men takkede nej da han fandt filmen for sort og misantropisk. David Cronenberg takkede også nej.

Anmeldelser og publikum

Metacritic giver filmen en ret lav score på 65/100 baseret på 22 anmeldelser, mens publikum er langt nådigere og giver den 89/100.

Rotten Tomatoes giver Se7en en noget højere score på 80/100 ud fra 69 anmeldelser, mens publikum er underholdt og giver den hele 95/100, dvs. 95% kunne lide filmen.

_________________

49.

Breaking The Waves (1996)

Dansk melodrama. Instruktion og manuskrip: Lars von Trier.

Breaking-The-Waves2

Plot (Spoiler alert!)

Skotland, 1970’erne. Bess McNeil (Emily Watson) er en genert, troskyldig ung skotsk kvinde med sine borderline-agtige issues og vokset op i den skotske presbyterianske kirke og en stærk, enfoldig og renhjertet barnetro. Bess gifter sig med en ateistisk, rå og kærlig svensk olieboreplatforms-arbejder, Jan Nydal (Stellan Skarsgård) der indvier Bess i seksualitetens storhed.

Sex, kærlighed og spiritualitet går op i en højere enhed for Bess. Men Jan er ude på sin olieboreplatform det meste af tiden, og Bess tilbringer sin tid med at savne ham og bede til Gud.

Jan kommer voldsomt til skade ved en arbejdsulykke og flyves hjem til Skotland, og Bess plages af skyld. Hun bad jo til Gud om at han skulle komme hjem, og måske lyttede Gud på denne problematiske måde? Jan er så lammet ved ulykken at han ikke seksuelt kan tilfredsstille Bess, så han beder hende tilfredsstille sig via andre ude i byen.

Siden anmoder han hende om at finde en anden elsker og fortælle ham i detaljer om hvordan de er sammen og således elske med ham pr. stedfortræder. Det vil give ham styrke til at blive rask, mener han. Svigerinden Dodo (Katrin Cartlidge) mener ikke Bess kan gøre noget for Jan, men Bess må prøve.

På trods af sin dybe aversion ved at have sex med en mand hun ikke elsker, finder hun tilfældige mænd fra gaden som hun brutalt lader sig ydmyge af. Det presbyterianske samfund gisper af forargelse, og Bess udstødes.

Dodo og Jans læge mener at Bess er til fare for sig selv og forsøger at få hende indlagt så langt fra Jan som muligt. Men Bess søger nu det ultimative offer og opsøger et skib fuld af barbariske sømænd der voldtager og dræber hende. Jan læges mirakuløst og begraver Bess på havet (kirken vil ikke kendes ved hende og give hende en kristen jordfæstelse på indviet jord), mens klokkerne bimler i Himlen.

Vurdering

Breaking the Waves – der er betragtet som første film af en ”Guldhjerte-trilogi” af von Trier med heltinder der trods ydre pres bevarer en indre renhjertethed og naivitet (de øvrige film er Idioterne og Dancer in the Dark) er en aldeles original syntese af klassisk konventionelt melodrama med rendyrket art house, og er trods dette – eller på grund af dette – af både Roger Ebert og Martin Scorsese (og det er to af de allerkyndigste) regnet for en af 90’ernes ti bedste film.

Breaking the Waves er et dybt forskruet og forstyrrende melodrama om sex, hengivelse og religion med gådefuldhed, vision og passion. Man kan mene at kvindesynet i Breaking the Waves og hele Guldhjerte-trilogien er temmelig usundt, men von Trier går hele vejen i denne film, følelserne er voldsomme, og Bess er fremragende spillet af den dengang helt ukendte Emily Watson.

Filmen er klart forskruet og meget lidt realistisk. Hvordan kan den sexhungrende Jan falde for den jomfrunalske Bess, og langt mere bizart, hvordan kan Jan, der er skildret positivt som et omsorgsfuldt og kærligt menneske, få over sig at behandle Bess så ubehageligt og nedværdigende? Det er et mysterium som filmen ikke gør noget videre ud af. Filmen handler ikke om Jan, men om Bess.

Man skal passe på med at psykologisere, men det er en fristende tanke at Jan er von Triers alter ego i filmen og derfor på den ene side udtrykker instruktørens selvbillede – kærlig, omsorgsfuld, hengiven til sit arbejde osv. – og på den anden side artikulerer instruktørens egne behov for at udleve magt og alternativ seksualitet.

Filmen er råt produceret med håndholdt kamera og grynede billeder hvilket er med til at give den nærvær og tilpasse den det melodramatisk næsten bogstaveligt talt rystende ved historien. Men det er også med til at gøre Breaking the Waves krævende grænsende til det anstrengende. Formsproget er originalt og interessant med klare kapitelinddelinger med farvemæssigt fortegnede romantiske landskabsbilleder mens der spilles diverse 70’er-hits.

Jeg er egentlig ikke til episke, humorforladte melodramer med masser af følelser og romantik, men lige akkurat Breaking the Waves har et dybt bizart twist, en forstyrrethed, en provokation og ansatser til dybde, også i sin måde at artikulere en tidstypisk stærkt hengivelsesbaserede religiøsitet i opposition til institutionaliseret religion og alligevel ende i himmelklokkerne der bimler. Den slutning er simpelthen voldsomt stærk, så stærk at man tilgiver Von Trier alle dennes neurotiske menneskefortolkninger og manierismer. Gud er faktisk til, og Gud holder med Bess, er antydningen med en rambuk. Det er lige før at Bess ved denne slutning får en rolle som Jesus Kristus der ofrer sig selv og hengiver sig til det jordiske i en ydmygende grad og dermed bringer heling, frelse og tro.

Slutningen er massiv, ligesom filmens følelseskraft er rå og massiv. Breaking the Waves er klart von Triers bedste film pga. denne rå kraft.

Jeg har kun set Breaking the Waves én gang, nemlig for 20 år siden da den kom i biograferne. Det er især derfor at jeg placerer Breaking the Waves så lavt på min liste som jeg gør.

Kuriøst

  • Helen Bonham-Carter skulle have spillet Bess, men sprang fra i sidste øjeblik pga. utryghed ved filmens sex- og nøgenscener (der i øvrigt ikke er videre eksplicitte).

Anmeldelser og publikum

Metacritic giver filmen en lidt forbeholden metascore på 76/100 beroende på 28 anmeldelser, og brugerne vurderer den tilsvarende 78/100.

Rotten Tomatoes giver Breaking the Waves en højere score på 86/100 baseret på 56 anmeldelser, mens publikum giver den 91/100 (gennemsnitligt karakteren 82/100).

___________________________

50.

Rashomon – Dæmonernes Port (1950)

Japansk samurai-film. Instruktion: Ahiro Kurosawa. Manuskript Kurosawa og Shinobu Hashimoto. Baseret på to fortællinger af Ryonusuke Akutagawa: ”Rashomon” og ”I lunden”.

rashomon-3

Plot

Ved Kyotos byport Rashomon har skovhuggeren Kikori (Takashi Shimura) og præsten Tabi Hoshi (Minoru Chiaki) fundet ly. En borger slutter sig til dem, og skovhuggeren og præsten fortæller ham en forstyrrende historie. Skovhuggeren opdagede en myrdet samurais lig i en lund hvor han samlede brænde. Og præsten så en samurai rejse med sin hustru samme dag hvor mordet foregik. Derpå blev skovhuggeren og præsten indkaldt som vidner i en retssag der skulle afdække hændelsesforløbet. En bandit, Tajomaru (Toshiro Mifune).

Tajomaru fortalte at han snød samuraien (Masayuki Mori) og bandt ham til et træ, mens han forførte samuraiens hustru (Machiko Kyo). Hun følte sig vanæret og tiggede banditten om at deltage i en tvekamp med samuraien for at rense hende. De kæmpede, Tajomaru vandt, og hustruen løb væk.

Hustruen giver så sin fortælling. Tajomaru forførte hende ikke, men voldtog hende. Den bagbundne samurai så derpå på hende med foragt. Hun besvimer med en daggert i hånden. Da hun vågner, ligger samuraien død med hendes daggert i brystet.

Via et medium fortæller samuraien sin historie: Tajomaru voldtog hans hustru og bad hende rejse med sig. Hun indvilgede, men ville ikke tilhøre to mænd og bad derfor Tajomaru om at dræbe ham. Tajomaru var chokeret og gav samuraien valget: lad kvinden gå eller lad hende dræbe! Hustruen flygtede, og Tajomaru satte samuraien fri, men derpå begik samuraien selvmord med hustruens daggert. Siden blev daggerten fjernet fra hans bryst.

Men alle 3 historier ved retten var forkerte, beretter skovhuggeren Kikori ved byporten Rashomon, for Kikori overværede hændelsesforløbet. Tajomaru voldtog hustruen og bad hende derpå om at løbe væk med ham, men hun nægtede og befriede i stedet sin mand, samuraien. Men samuraien var uvillig til at kæmpe mod Tajomaru. Han ville ikke risikere sit liv for en falden kvinde. Hustruen bebrejdede begge mænd og ansporede dem til tvekamp. Den tog de, men med fælles medlidenhed. Tajomaru vandt via et heldigt slag, samuaien bad for sit liv, og Tajomaru tog det tøvende, mens hustruen flygtede.

De tre mænd ved byporten Rashomon hører nu lyden af en forladt baby. Borgeren stjæler en kimono og en amulet fra barnet. Skovhuggeren bebrejder ham det, men borgeren håner ham, en bandit, for at kalde borgeren en bandit. For det var jo skovhuggeren der stjal daggerten fra samuraiens lig, og det var derfor han ikke i retten kunne give sin version. Alle er motiverede af egeninteresse, siger borgeren og forlader dem.

Præsten mister sin tro på mennesket, men ser så at skovhuggeren tager barnet og vil tage sig af det og opdrage det med sine 6 øvrige børn. Det forklarer hvorfor skovhuggeren stjal daggerten, og præsten får fornyet tiltro til menneskeheden.

Vurdering

Jeg så Rashomon på tv i mine tidlige teenage-år, og jeg husker den knap nok. Men jeg var stærkt fascineret af plottet, at den samme fortælling via flashbacks fortælles på 4 forskellige måder, og at alt er afhængigt af øjnene der ser. Det er udelukkende fordi Rashomon ligger så lang tid tilbage i min erindring, at jeg nøjes med at give den plads som nr. 50. Men plads skal den have, for Rashomon var virkelig en stærk film.

Rashomon handler ikke kun om lidenskab, om bushido-ære og et kompliceret spil mellem en stolt samurai, hans voldtagne hustru og voldtægtsforbryderen der ikke er uden æresfølelser. Den handler også om menneskelighed. Det er tydeligt i slutsekvensen med skovhuggeren og barnet, men også i løgnene, for løgne handler ikke altid kun om at sætte sig selv i det bedst mulige lys over for andre, men også over for os selv. Nogle gange må man bedrage sig selv for at tåle sandheden. Vi er aldrig helt sikker på nogensinde at finde det rette hændelsesforløb mellem samuraien, hustruen og banditten bag løgnene, men via løgnene får vi menneskelige sandheder at vide om løgnerne og hvorfor de må lyve som de gør. Det gør Rashomon virkelig stor.

Samtidig er filmen flot og nyskabende fortalt med sin brug af kameraet og sin komplekse fortællestil. Endelig må spillet mellem Mifune som den ærefulde voldtægtsforbryder, Mori som samuraien og Kyo som hustruen ikke underkendes. Rashomon var filmen der gjorde Kurosawa, Mifune og samurai-film – ja, japanske film – kendt i vesten, og det med fuld rette. Intelligens, stil og tradition. Lige i øjet.

Kuriøst

  • Efter sigende er Rashomon grunden til at Det Amerikanske Filmakademi, der uddeler Oscars, oprettede kategorien ”bedste udenlandske film”.
  • Filmen er kendt for sin brug af symbolsk vejrlig. Det regner tungt gennem størstedelen af filmen bortset fra til sidst hvor det hele slutter optimistisk, og solen skinner.

Anmeldelser og publikum

Rotten Tomatoes score (tomatometeret) er på hele 100/100 beroende på 49 anmeldelser. Af brugerne kunne 93/100 lide den med en gennemsnitsrating på 86/100.

En trailer til filmen

Hele Rashomon er her

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Pastor Daugaards 50 favoritfilm Del 1

Dette er en prioriteret gennemgang af mine 50 yndlingsfilm pr. februar 2016. Eller rettere, her er de første 25 af mine favoritfilm.

En gennemgang af de sidste 25 af mine favoritfilm kan ses på dette link.

Min gennemgang for hver film består af:

1) Plot – en gennemgang af historien. Jeg forsøger at undgå at nævne alt for meget om ting som seeren ikke skal vide på forhånd,  men spoilere kan optræde.

2) Vurdering – en slags kort anmeldelse og refleksion.

3) Kuriøst – pudsige detaljer.

4) Anmeldelser og publikum: Hvordan bedømte de amerikanske kritikere filmen? Og de almindelige seere? Her bruges metacritic og Rotten Tomatoes der omsætter anmeldelsernes vurderinger til talværdier fra 0 til 100, hvor 0 er minimum og 100 er maximum, og så tager et gennemsnit. Scoren 90/100 betyder altså 9 ud af 10 stjerner til denne film.

Endelig bringer jeg en trailer til filmen. Og for ganske enkelte af filmenes vedkommende: Hele filmen.

Tom Daugaard, februar 2016.

________________________

1.

The Godfather (1972)

Instruktør Francis F. Coppola. Manuskript: Mario Puzo og F.F. Coppola bygget på bestseller-romanen “The Godfather” (Mafia) af Mario Puzo.

the-godfather-1

Plot 

Det er USA, 1945, og filmen handler om et generationsskifte i ledelsen af en mafiabande, “Corleone-familien”. Vi er i 1945, og ”Don” Vito Corleone (Marlon Brando) er den beundrede patriark i Corleone-familien. Den består af den ældste søn Sonny (James Caan), maskulin og opfarende og familiens underboss. Den mellemste søn Fredo (John Cazale), slikket og svag. Den yngste søn Michael (Al Pacino), rationel, regulær og holdt helt uden for forbryderfamilien med kæresten Kay (Diane Keaton). Desuden er der søsteren Connie (Talia Shire) der i filmens begyndelse ægter Carlo Rizzi. Og stedbroderen, juristen Tom Hagen (Robert Duvall), familiens kloge rådgiver. Endelig møder vi familiens løjtnanter eller ‘capoer’, den trinde Clemenza (Richard Castellano) og den kløgtige Tessio (Abe Vigoda).

Vito Corleone takker nej til et tilbud fra mafiamanden Sollozzo (Al Lettieri) der forhandler for Tattaglia-familien der ønsker politisk beskyttelse for narkohandel. Til gengæld kan Corleone-familien få en del af profitten.  Don Corleone vil ikke ind i narkohandel. Men Sonny lyder interesseret. Kort efter udsættes Vito for et attentat der næsten dræber ham, mens Tom Hagen bortføres. Sollozzo fortæller Hagen at Vito er dræbt, og at han vil forhandle med Sonny om det oprindelige tilbud. Derefter frigives Hagen. Michael besøger Vito på sygehuset og bliver opbragt over at politiet ikke beskytter ham. Da Michael hører om Sollozzos tilbud, kommer han med en plan over for familiens ledelse (Sonny, Tom Hagen, Clemenza, Tessio osv.): Han vil forhandle med Sollozzo på familiens vegne, men likvidere Sollozzo under forhandlingerne. Det sker, og da Michael samtidig må dræbe politimanden McCluskey, må han flygte til Sicilien. Imens lokkes Sonny i et baghold og gennemhulles efter Carlo har banket Sonnys søster Connie og han fuld af harme kører hen mod Carlos og Connies hjem. Det virker arrangeret. Don Corleone søger nu våbenhvile med “De 5 Familier”, den øvrige mafia i New York.

I 1950, efter 4 år i eksil, vender Michael hjem igen, ægter Kay og overtager ledelsen i “familiefirmaet” som han lover, han vil gøre helt lovlig inden for en 5 års periode. Han vil engagere sig i Las Vegas’ casinoer, samarbejder med casinochefen Moe Greene og sender sin bror Fredo derover for at lære ham op. Ved et besøg ser Michael hvordan Greene hundser med Fredo. Under Michaels forhandlinger med Greene, tager Fredo Greenes parti, og Michael irettesætter derpå kraftigt sin storebror: Tag aldrig igen parti mod familien!

Vito Corleone fortæller Michael at familiens fjender vil bruge en betroet kontakt i Corleone-familien til at foreslå et møde med Michael, og her vil Michael dræbes. Kort efter dør Vito. Det er Corleonefamiliens ene capo, Tessio, der kommer med et tilbud til Michael om forhandlinger med mafiachefen Don Barzini der åbenbart hele tiden har orkestreret anslagene mod Corleone-familien. Mødet skal foregå samme dag som Connie og Carlo Rizzis nyfødte søn skal døbes i kirken. Mens dåben foregår, får Corleonefamilien foretaget en lang række mord på familiens fjender – Tessio, Don Barzini, Don Tattaglia, Moe Greene, Carlo Rizzi osv. Det er Connie træt af, nu var ægteskabet med Carlo begyndt at fungere, og hun beskylder rasende i Kays påhør Michael for mordene. Kay spørger sin mand om han har noget med mordene at gøre. Det benægter han på det kraftigste. Men hun hører kort efter Michael omtalt som “Don Corleone” og studser. Michael er vist fuldblods mafiachef.

Vurdering

Mageløs. Alt i denne film er perfekt – den gyldne, nostalgiske farvesætning. Det fremragende skuespil af især metodeskuespillere som fx Marlon Brando og Al Pacino der fik sit gennembrud her. Historien. Stemningen, Musikken. Den lange parade af nu klassiske replikker.

The Godfather er ikke en film (eller roman) hvor man skræmmes over mafiaens brutalitet, selv om der er brutale scener. Tværtimod engageres man i The Godfather til at se Corleonefamilien indefra, forstå bevæggrundene for dens handlinger, sympatisere med familiens ledere, Vito og Michael Corleone og føle med familiens krav om loyalitet og behovet for at hævne omverdenens onde rænker. Alt i filmen er framet af dette greb: Familieværdier, familiebegivenheder, familieloyalitet, familieintriger. Faktisk ganske bogstaveligt eftersom filmens  begynder med en familiebegivenhed, Connies og Carlos bryllup, og slutter med en familiebegivenhed, dåben af Connies og Carlos nyfødte barn.

Dette sympatiserende greb er naturligvis moralsk angribeligt, men æstetisk velfungerende og engagerende.

The Godfather viser sig siden af være første del af en trilogi der samlet set er en klassisk tragedie om en mand (Michael) der forgæves prøver at undfly sin skæbne, nemlig forhærdelse. Godfather II holder næsten niveau. Nogle mener endda den overgår Godfather I. Godfather III holder ikke helt niveau, men er stadig værd at se. Det er alletiders flotteste filmtrilogi.

Priser

The Godfather vandt 3 oscars herunder for bedste film, bedste mandlige hovedrolle (Marlon Brando) og bedste uoriginale manuskript (dvs. baseret på andet materiale). Den vandt 5 Golden Globes fx bedste film, bedste skuespiller (Brando) og bedste instruktør. Og 1 BAFTA Award for musikken.

Kuriøst

  • Filmselskabet Paramount stod for filmen, og produktkionschefen Robert Evans ville først have Peter Bogdanovich som instruktør, men Bogdanovich afslog, og Francis F. Coppola fik opgaven. Coppola var i begyndelsen modvillig, fordi han anså Puzos bog, The Godfather, som en romantisering af mafiaen, men han så perspektiverne af en filmatisering. Rollen som Vito Corleone blev ønsket af bl.a. Orson Wells og interessant nok Frank Sinatra, men Coppola så kun to muligheder, Laurence Olivier der ganske vist ikke var italiener, men hvis ansigt passede perfekt og som var en blændende skuespiller. Eller Marlon Brando der var italiener, men lovlig ung til rollen (47 år). Olivier meldte forfald pga. sygdom, og så blev det Brando. Der i øvrigt i begyndelsen også var modvillig af de samme grunde som Coppola var (bogen romantiserede mafiaen). Det valg gjorde filmselskabet Paramount ræd. Coppola havde ry for ikke at have styr på økonomi, og Brando for at være besværlig. Paramount ville af med Coppola og som instruktør have Elia Kazan der havde instrueret Brando i In The Waterfront (I Storbyens Havn) i 1954 og havde ry for at have kontrol med Brando. Hvad Paramount ikke vidste var at Brando var rasende på Kazan der havde vidnet for McCartys kommité for uamerikansk virksomhed og sladret om kolleger med kommunistiske sympatier. Brando insisterede derfor på at man beholdt Coppola som instruktør, og således blev det.
  • Paramount skulle have en blockbuster-succes med The Godfather, og produktionschefen Evans ønskede mere vold og action for at sikre den kommercielle succes. Evans overvejede endnu engang at fyre Coppola og få en action-instruktør. Coppola udvidede derfor filmen med et langt slagsmål mellem Connie Corleone Rizzi og hendes mand Carlo Rizzi.
  • Warren Beatty, Jack Nicholson og Dustin Hoffman sagde alle nej til rollen som Michael Corleone. Evans, produktionschef i Paramount, ønskede Robert Redford i rollen, men Coppola gik imod da han fandt Redford alt for lidt italiensk af udseende. Et alternativ var Ryan O’Neal. Coppola støttede voldsomt den ret uprøvede Al Pacino der havde det perfekte udseende. Sjovt nok kom Pacinos morfar og mormor oprindelig fra landsbyen Corleone på Sicilien ligesom filmens Corleone-familie. Men Pacino klarede sig dårligt i screentests, og Evans/Paramount nedlagde veto. Derpå flyttede man James Caan, hyret som Michaels stedbror, Tom Hagen, hen til rollen som Michael, mens Robert Duvall fik rollen som Hagen. Men i 1971 havde Pacino en hovedrolle i filmen Panik i Nåleparken og klarede den så flot at Paramount godkendte Pacino som Michael, og Caan blev så rykket hen til rollen som Michaels storebror Sonny Corleone.
  • Egentlig skulle Al Pacino spille rollen som ”Mario” i filmen ”Hellere ramme ved siden af”. Men man lavede en ombytning, så Pacino forlod rollen til fordel for rollen som Michael, mens Robert de Niro, der skulle spille Paulie i The Godfather, overtog Al Pacinos rolle i Hellere Ramme Ved Siden Af.
  • Paramount forsøgte midt i indspilningerne af fyre Pacino efter at have set filmens første scener. Men efter at have set scenen hvor Michael Corleone dræber McCluskey og Sollozzo i restaunranten, skiftede studiet mening.
  • Rollen som Fredo Corleone blev John Cazales filmdebut. Cazale var en nær ven af Al Pacino allerede fra medio 60’erne før nogen af dem var blevet kendte, og det var trods dette uafhængigt af hinanden at Coppola castede de to venner som brødre i The Godfather. Pacino har siden sagt at Cazale var den eneste han virkelig havde lyst til at spille skuespil sammen med. Cazale, der var Meryl Streeps kæreste fra 1976, døde som 42-årig af lungecancer i 1978 efter at have været med i adskillige storfilm i 70’erne.
  • Rollen som sangeren Johnny Fontane i Puzos bog The Godfather er ifølge legenden baseret på Frank Sinatra. Selv om Mario Puzo har benægtet det, blev Sinatra rasende på ham, truede ham og lavede så meget ballade (på trods af at Sinatra selv havde forsøgt at få rollen som Vito Corleone) at Coppola skar rollen som Fontane ned til ganske få scener i filmen.
  • Spædbarnet der døbes (til navnet Michael Rizzi) i slutningen af filmen mens der foregår en del mord, blev spillet af F.F. Coppolas datter, Sofia, der siden er blevet en anerkendt instruktør. Sofia Coppola medvirker både i Godfather I, II og III – i den sidste film i en vægtig rolle.
  • F.F. Coppolas søster, Talia Shire, spiller Michael Corleones søster, Connie, i samtlige 3 Godfather-film. Talia Shire er mor til skuespilleren Jason Schwartzman.

Anmeldelser og publikum

Metacritic: 100/100 points baseret på 14 anmeldelser. Brugere: 91/100. Godfather I kan altså ikke anmeldes bedre. Anmelderne giver den maksimum. Publikum vurderer den en anelse lavere.

Rotten Tomatoes: 99/100 ud fra 84 anmeldelser. Publikum 98/100. Det er en forrygende karakter.

The Godfather er med på Roger Eberts liste over ”store film”

_________________________

2.

Mulholland Drive (2001)

Amerikansk neo-noir-agtig thriller. Instruktion og manuskript af David Lynch.

mulholland-drive-1

Plot

Mulholland Drive har mindst 2 historier der på en sær måde hænger sammen og spiller ind i hinanden.

Først følger vi Betty (Naomi Watts) der kommer til Hollywood for at slå igennem som skuespiller. Betty låner et hus af et familiemedlem og her skjuler en smuk kvinde (Laura Harring) med hukommelsestab sig. Kvinden, som Betty kalder ”Rita”, er flygtet fra et mordforsøg. Betty bliver castet som skuespiller i filmen “The Sylvia North Story”. Desuden hjælper hun samtidig Rita med at finde ud af hvem hun i virkeligheden er, og hvem der vil dræbe hende. De finder en sær blå nøgle, og Rita husker navnet “Diane Selwyn” som de opsøger. Hun ligger forrådnet i sit hus i Hollywood. Derpå bliver Rita angst, forklæder sig næsten som Betty med lys paryk, og de har sex. Derefter tager de ud på en bizar natklub – Club Silencio – hvor man forklarer at alt er en illusion. Imens finder Betty en blå æske der matcher Ritas mærkelige blå nøgle. De tager hjem, låser æsken op og forsvinder ned i den.

Samtidig med Bettys historie følger vi Adams historie. Adam Kesher (Adam Theroux) presses af to mafiøse brødre til at hyre en starlette, Camilla Rhodes, til sin film. Han siger først nej, og en masse mærkelige konspirationer rammer Adam. Derhjemme ydmyges han af sin kone og dennes elsker, han fyres, han konti spærres osv. Bag det hele står en mærkelig dværg, Mr. Rogue. Figuren The Cowboy fortæller ham at han hellere må hyre Camilla, og det gør han.

I Dianes historie, der følger efter at Rita og Betty forsvinder i den blå æske, følger vi den fallerede skuespiller Diane Selwyn (Naomi Watts) der kommer sammen med Camilla Rhodes (Laura Harding). Camilla bryder med Diane der dukker op til den film hvor Camilla har hovedrollen, The Sylvia North Story, hvor Diane opdager at Camilla flirter tykt med instruktøren Adam Kesher. Diane lider, men inviteres så af Camilla med til et arrangement der viser sig at være annonceringen af at Camilla og Adam skal giftes. En forpint Diane bestiller derefter Joe til at myrde Camillia. En blå nøgle på bordet signalerer at mordet er begået.  Derhjemme ser Diane den blå nøgle på bordet, og hun plages af hallucinationer. Hun flygter og falder om på sengen – måske skyder hun sig, måske ikke.

Vurdering

Mulholland drive er en fantastisk drømmeagtig film noir/neo noir med gåder, uhygge og suspense. Filmen virker forvirrende og overnaturlig, men den har sin egen rationelle logik ifølge min tolkning. Filmens kronologi holder, er mit bud, men den skifter mellem begyndelse og slutning et andet sted end man tror. Læg nøje mærke til den blå nøgle – hvornår den ligger på bordet, og hvornår den ikke ligger på bordet. I en bestemt scene der begynder med at nøglen ikke er på bordet, og slutter med at nøglen ligger på bordet, udtrykker i min tolkning et kronologisk hop. Scenens begyndelse er det tidsmæssigt allerførste i historien.

Har jeg ret, så er Dianes historie den “virkelige historie”, nemlig et jalousimord på Camilla, mens historien om Betty og Adam er hendes mere eller mindre kompenserende drømme og fantasier. Denne tolkning svarer til Naomi Watts’ tolkning:

In an interview with James Lipton, Watts stated that she saw Diane as real and Betty as a figment of Diane’s imagination. She told Lipton, “I saw Diane as being the truth and she imagined this Betty character because she was the one who was the actress and getting all the attention and all the light and, you know, her friendship with Camilla, it was the other way around.”

Mulholland Drive er meget raffineret og er som en underbevidsthed der med maskeringer og inspirationer fra kendte film (fx Sunset Boulevard, Vertigo og  Jeg elskede Dig I Går), forsøger både at skjule og røbe en grum sandhed. Symbolerne er stærke, stemningen mørk og magisk, og skuespillet, især Naomi Watts’, stærkt. Og temaet er beslægtet med Vertigos – en fortælling om længsel, begær, angst, skyld, spejlinger og fatal objektgørelse.

Priser

David Lynch fik en pris som bedste instruktør ved Cannes-festivallen.

Kuriøst

  • David Lynch skrev egentlig historien til Mulholland Dr. først i 90’erne som en tv-serie der var et spin-off af Lynch’ succesrige serie Twin Peaks.
  • Mulholland Dr. blev først lavet som pilotafsnit til en tv-serie, men tv-kanalen ABC afviste den, bl.a. fordi de mente at Naomi Watts og Laura Harring var for gamle til deres roller. Derpå købte det franske Studio Canal piloten og fik til at lave en slutning på ekstra 50 minutter, så resultatet blev en biograffilm.
  • Fordi Mulholland Dr. oprindelig opstod som tv-serie, var skuespillerne ikke kendte stjerner. For kendte stjerner underskriver sjældent tv-serie-kontrakter over meget lang tid. Hovedrollen gik til den australske Naomi Watts, en nær veninde fra en ung alder med Nicole Kidman, men uden dennes succes. Successen kom til gengæld derpå.

Anmeldelser og publikum

Metacritic: 81/100 baseret på 34 anmeldelser. Brugere: 67/100. Mulland Dr. er altså temmelig godt anmeldt, men dårligere modtaget blandt publikum.

Rotten Tomatoes: 82/100 ud fra 159 anmeldelser. Brugere 88/100. Anmelder-karakteren minder om Metacritics, mens publikum her sætter Mulholland Dr. højere end anmelderne.

Mulholland Dr. er med på Roger Eberts liste over ”store film”

___________________________

3.

Schindlers Liste (1993)

Semidokumentarisk amerikansk dramafilm. Instruktion Steven Spielberg. Manuskript Steven Zaillian.

Schindler's List

Plot

Den opportunistiske tysk-tjekkiske nazist, Oskar Schindler (Liam Neeson), etablerer under 2. Verdenskrig i Krakows ghetto en fabrik drevet af internerede polske jøder ledet af Itzhak Stern (Ben Kingsley). Schindler er ven med ghettoens kommandant, Amon Goeth (Ralph Fiennes). Nazisterne og Goeth vil udrydde jøderne, men Schindler og Stern forsøger at redde de ansatte.

Vurdering

Gribende og formidabel film om det meget vanskeligt emne at filme – holocaust – hvis gru ikke søges forklaret eller indfanget. En meget velinstrueret film der kombinerer det næsten glat letflydende med det ægte og alvorlige.

Der er en interessant kontrast mellem Schindler og Goeth der ikke så meget er mellem det hvide og sorte, eftersom Schindler er en lidt tvetydig karakter. Men snarere det menneskelige og det umenneskelige. En stærkt seværdig film, og en af Spielbergs første alvorlige film. Der er en mytisk styrke over historien, en moderne version af Noas Ark.

Et skarpt greb er at holde filmen i en nedtonet, tidløs stemning ved at gøre den sort-hvid med undtagelse af en lille pige i rød frakke hvis skæbne man dermed kan følge helt uden ord. Brugen af den lille pige i rød frakke som en art markør har en pudsig lighed med den samme effekt i Nicholas Roegs gyser Don’t Look Now (Rødt Chok) fra 1973.

Priser

Schindlers Liste fik 7 oscars fx for bedste film, bedste instruktør, bedste u-originale manuskript, bedste fotografering og bedste musik. Den vandt 3 Golden Globes for bedste film, bedste instruktør og bedste manuskript. Og 5 BAFTA Awards fx bedste film, bedste manuskript og bedster mandlige birolle (Ralph Fiennes).

Kuriøst

  • Spielberg ville ikke have løn for sit arbejde med denne film.
  • Spielberg købte tidligt rettighederne til filmens historie, men følte sig ikke tung og alvorlig nok som instruktør til at stå for den. Han forsøgte derfor at få Sydney Pollack til at tage opgaven, men Pollack takkede nej. Derpå spurgte han Roman Polanski, en holocaust-overlever, der følte at historien lå for tæt på hans egen historie og takkede derfor nej. Endelig gik han til Martin Scorsese der modvilligt takkede ja. Modvilligt, fordi Scorsese følte at en jøde ville være bedst som instruktør. Lidt inde i arbejdet, ombestemte Spielberg sig og fik arrangeret en ombytning: Scorsese overtog den genindspilning af “Cape Fear” som Spielberg var i gang med, mens Spielberg overtog Schindlers Liste.
  • Arbejdet med filmen var så deprimerende for Spielberg at han om aftenen så episoder af komedieserien Seinfeld for at muntre sig selv op. Han fik også sin ven, Robin Williams, til at ringe ham op med muntre replikker.
  • Figuren Itzhak Stern er en sammensætning af adskillige bogholdere som den virkelige Oskar Schindler brugte, herunder en virkelig Itzhak Stern.
  • Spielberg vil helst huskes for Schindlers Liste og E.T.
  • Liam Neeson fik sit filmgennembrud i denne film.

Anmeldelser og publikum

Metacritic: 93/100 baseret på 23 anmeldelser. Brugere: 85/100. Anmeldere vurderer altså Schindlers Liste temmelig højt; publikum vurderer den lavere, men stadig højt.

Rotten Tomatoes: 96/100 baseret på 81 anmeldelser. Brugere: 97/100. Det er virkelig højt – helt tæt på The Godfather.

Schindlers Liste er med på Roger Eberts liste over store film

______________________________

4.

GoodFellas (1990)

Amerikansk kriminaldrama. Instruktion Martin Scorsese. Manuskript: Scorsese og Nicholas Pileggi efter Pileggis dokumentariske bestseller Wise Guy bygget på mafiaafhopperen Henry Hill og hans hustru Karens fortæller om deres tid i New Yorks mafia og bruddet med den.

goodfellas1.jpg

Plot

Filmen følger gennem 30 år gangsteren Henry Hill (Ray Liotta) og delvist hans hustru Karen (Lorraine Bracco) gennem Henrys karriere i mafiaen sammen med sin mentor, bossen Paulie (Paul Sorvino), og hans nære venner, den kyniske Jimmie (Robert De Niro) og den aggressive Tommy (Joe Pesci) i et forløb der ender med Henrys forfald, kokainmisbrug og paranoia og til sidst hans afhopning.

Vurdering

Det er en blændende film rent teknisk med sin brug af effekter som frysninger af billedet, hurtige klip og lange takes alt efter handlingen, men altid rytmisk sikkert med brug af datidens musik der passer perfekt.

Filmen er dynamisk, dragende og realistisk, og man forstår mafiamiljøets overfladiske charme, humoren, venskabet, men også afstumpetheden, den underliggende vold der pludselig dukker op og angsten. Man fornemmer hvad der fængsler Henry, og hvordan hans kokainmisbrug gør ham paranoid, og hans skyld over at svigte brødrene. Castingen, skuespil, fotografering og instruktion er også perfekt.Intet mindre.

Det er oplagt at sammenligne GoodFellas med The Godfather. Begge er fremragende castede og instruerede mafiafilm baseret på en bestseller-bog. Godfather er ren fiktion med en effektiv dramaturgisk opbygning, en fængslende, gådefuld hovedperson (Michael), en dvælende stemning og en vis romantisering af miljøet og familien .

Til gengæld er GoodFellas dokumentarisk, rastløs og realistisk med en barsk sort humor uden romantiseringer, men til gengæld også med en realistisk hovedperson (Henry) der ikke fængsler ligesom Godfathers. Hovedpersonen er ikke specielt sympatisk og markant som personlighed. Da jeg først så filmen primo 90’erne, var det et minus at hovedpersonen var så uheroisk og bleg. I dag er det nærmest en styrke, og jeg er slet ikke sikker på at jeg synes at GoodFellas er dårligere end Godfather.

Mit bud er at GoodFellas er en bedre film, men at Godfather har en lidt større følelsesstyrke.

Priser

GoodFellas fik 1 oscar nemlig Joe Pesci for bedste mandlige birolle. Den fik 5 BAFTA Awards bl.a. for bedste film, bedste instruktion og bedste tilpassede manuskript.

Kuriøst

  • Der bliver sagt ’fuck’ 321 gange i GoodFellas, vist en rekord.
  • Al Pacino var oprindelig tilbudt Robert de Niros rolle, men takkede nej (til sin senere fortrydelse) for ikke at blive typecastet.

Anmeldelser og publikum

Metacritic: 89/100 baseret på 18 anmeldelser. Brugere: 91/100. Dette – 9 ud af 10 points – er en temmelig høj placering både blandt anmeldere og publikum.

Rotten Tomatoes: 96/100 baseret på 76 anmeldelser. Brugere: 97/100. Det er også ekstremt højt anmeldt og endnu mere værdsat af brugerne.

GoodFellas er med på Roger Eberts liste over ”store film”.

______________________________

5.

Inception (2010)

Amerikansk science fiction-kupfilm. Skrevet, instrueret og produceret af Christopher Nolan.

Inception-Wallpapers-12

Plot

Cobb (Leonardo Di Caprio) er en professionel tyv der kan trænge ind i folks drømme og stjæle hemmeligheder fra dem. Forretningensmanden Saito (Ken Watanabe) giver Cobb en ekstra svær opgave – at placere en inception, dvs. trænge ind i et offers underbevidsthed og der plante en tanke der dermed ændrer personens adfærd. For det dette kup kan lade sig gøre uden offeret aner uråd, må Cobb finde et team og konstruere flere niveauer  af drømme i offerets underbevidsthed. Desuden må Cobb må tackle mindet om sin afdøde kone Mal (Marillon Coutillard) der huserer i hans eget ubevidste og blander sig i Cobbs missioner.

Vurdering

Yderst original, fantasifuld og visuelt bjergtagende kupfilm med anstrøg af film noir (komplet med femme fatale og det hele) og en flot, melankolsk og suggestiv musik af Hans Zimmer, en meget stærk casting, flot spil og stensikker instruktion og fotografering.

Inception skaber sit helt eget, drømmeagtige univers på film noir-vis med så mange labyrintiske gange og forviklinger, så man mister orienteringen og må overgive sig til tempoet, stemningen og fantasien.

Filmen er tankevækkende i forhold til hvad det betyder at skabe forskellige niveauer af virkelighed, drømme i drømme, i hvad der er virkelighed og drøm og de komplikationer sammenblandinger medfører.

Desuden er Inception højest interessant ved sit samspil mellem på den ene side sin stemning af fantasifuld fremtidsprojekt og konstruktionen af projekter med fælder, omveje og genveje for at skabe bedrag, og på den anden side stemningen af melankoli og nostalgi, af skyld og fortrængning, af noget mistet, den tabte sjæl der kalder fra et ”hinsides”, af at sidde fast.

Filmens udfordring er at man skal være nærværende for at følge med på de forskellige drømmeniveauer og underplottet med Cobbs hustru, og at den kan virke fortænkt og konstrueret.

Priser

Inception vandt 4 oscars bl.a. for bedste fotografering og bedste visuelle effekter. Og 3 BAFTA Awards fx for bedste lyd.

Kuriøst

  • Inception blev oprindelig skrevet som en horrorfilm om drømmetyve, men Nolan omskrev den til en kupfilm.
  • Nolan fik ideen til Inception i 2001, men følte han manglede erfaring med film i den helt store skala. Den fik han med Batman Begins og The Dark Knight, og efter sidstnævnte film, følte han sig klar til Inception.
  • Guitardelen af soundtracket spilles af Johnny Marr fra det tidligere The Smiths.

Anmeldelser og publikum

Metacritic: 74/100 baseret på 42 anmeldelser. Brugere 87/100. Så Inception er godt, men ikke prangende anmeldt, mens publikum til gengæld sætter den højt.

Rotten Tomatoes: 86/100 baseret på 325 anmeldelser. Publikum 91/100. Hermed ligger Inception her bedre til hos anmelderne end hos Metacritic, mens publikum er endnu gladere.

_____________________

6.

Gravity (2013)

Britisk-amerikansk rumdrama. Instruktion Alfonso Cuarón. Manuskript: Alfonso og Jonás Cuarón

gravity

Plot

Astronauterne Dr. Ryan Stone (Sandra Bullock), ny i rummet, og Matt Kowalski (George Clooney), veteran i rummet, er på rumvandring mellem rumfærgen Explorer og rumteleskopet Hubble, da de rammes af en kaskade af rumaffald der smadrer rumfærgen.

Stone og Kowalski er måske fanget i rummet men prøver at finde en måde at vende hjem på i live.

Vurdering

En mageløs film, især visuelt. Måske min største biografoplevelse overhovedet. Gravity kommer især til sin ret på et kæmpelærred set med 3D-briller. Her er den svimlende. Omtrent alt i denne film fungerer: De helt unikke effekter der fremmaner det ydre rums uendelighed og astronauternes vægtløshed og fortabthed. Og det fine skuespil af Clooney og ikke mindst Bullock.

Det er især Dr. Stone vi følger, og man sidder åndeløst og følger hendes fortabthed, hendes angst, hendes åndedræts lyd og tempo. Selve plottet er ultraenkelt, men vinder en slags dybde ved at Dr. Stones kamp med det ydre univers modsvarer hendes kamp med sit indre univers – tacklingen af sorgen og depressionen efter datterens død og bevæge sig fra det kontaktløse og fremmedgjorte mod grounding. Flot!

Priser

Gravity vandt 7 oscars fx for bedste instruktion og bedste fotografering. 1 Golden Globe for bedste instruktør. Og 6 BAFTA Awards bl.a. for bedste britiske film, bedste instruktion, bedste lyd, og for bedste specialeffekter.

Kuriøst

  • Ed Harris lægger stemme til ‘Mission Control’ ganske som han gjorde det i filmen Apollo 13.
  • Cuaron var tæt på at hyre Robert Downey jr. og Angelina Jolie som Kowalski og Stone. Pga. filmens lange produktionstid (4 1/2 år) måtte der andre kræfter til.
  • James Cameron (Aliens, Dybet, Titanic, Avatar osv.) har kaldt Gravity for den bedste rumfilm nogensinde.

 

Anmeldelser og publikum

Metacritic: 96/100 baseret på 46 anmeldelser. Brugere: 78/100. Gravity er altså fantastisk anmeldt, næsten på højde med The Godfather, mens publikum vurderer Gravity noget lavere.

Rotten Tomatoes: 97/100 baseret på 306 anmeldelser. Brugere 80/100. Det er altså helt samme billede hos Rotten Tomatoes som hos Metacritic, og en betragtelig lavere brugerpopularitet end anmelderpopularitet.

__________________

7.

Pulp Fiction (1994)

Amerikansk komedie-kriminaldrama. Instruktion Quentin Tarantino. Manuskript: Tarantino og Roger Avery.

pulp

Plot

Forviklinger mellem gangsterchefen Marsellus (Ving Rhames) og flere af hans mænd, fx hans cool lejemordere Vincent (John Travolta) og Jules (Samuel Jackson) og bokseren Butch (Bruce Willis) der snyder Marsellus og derfor får Vincent og Jules på nakken i en blanding af ironi og ultravold.

Vurdering

Pulp Fiction er uden nogen interessant historie og alvor og substans overhovedet. Den skal ses som en skarp og spændende sort komedie med en suveræn casting, masser af drama, absurde situationer og intelligente replikker og et formidabelt lydspor serveret på en stærkt underholdende og medrivende vis.

Jeg så Pulp Fiction i Århus da den kom frem og var underholdt, men frastødt pga. dens komplette mangel på dybde og indhold. Siden har jeg nydt den som det den var – en meget underholdende sort komedie fuld af suspense, action, kyniske replikker og stil.

 Pulp Fiction har flere postmoderne elementer – den nonlineære kronologi, mosaikken af historier, at spillet i nogen grad er bygget op omkring skuespillerne og deres tidligere glansroller for at få dem til at virke så badass-cool som muligt – bl.a. Harvey Keitel som The Wolf, Travolta som Vincent og Bruce Willis som Butch. Rollen som Vincent var dog skrevet til Michael Madsen, men han havde skrevet en anden kontrakt. Mange af de øvrige roller (Marsellus, Pumpkin, Honey Bunny, The Wolf, Captain Koons osv.) er skræddersyede til skuespillerne

Pulp Fiction er forrygende, den er vital, den er fandenivoldsk, og den er dybt forelsket i popkultur og amerikanske film.

Priser

Pulp Fiction vandt De Gyldne Palmer i Cannes i 1994 for bedste film. Og 1 oscar for bedste manuskript skrevet direkte til filmen. 1 Golden Globe for bedste manuskript. Og 2 BAFTA Awards for bedste birolle (Samuel Jackson) og bedste originale manuskript.

Trivia

  • Ordet ’fuck’ bruges 265 gange så Pulp Fiction kan ikke helt overgå Goodfellas på dette felt.

Anmeldelser og publikum

Metacritic: 94/100 points baseret på 24 anmeldelser. Brugere: 91/100. Pulp Fiction bliver således fremragende anmeldt, mens publikum vurderer den næsten lige så højt som anmelderne. Virkelig flotte karakterer.

Rotten Tomatoes: 93/100 baseret på 76 anmeldelser. Brugere 96/100. Det er igen temmelig høje anmeldelser, men her sætter publikum den endnu højere end anmelderne.

Pulp Fiction er med på Roger Eberts liste over ”store film”

________________________

8.

Interstellar (2014)

Amerikansk science-fiction-drama. Instruktion Christopher Nolan. Manuskript Christopher og Jonathan Nolan.

interstellar

Plot

En tidligere NASA-pilot, Cooper (Matthew McConaughey), er landmand i en verden hvor plantesygdomme og støvstorme er ved at udrydde agerbrug og mennesker. Coopers datter Murphy oplever forskydninger af tyngdekraften der dækker over en kode der bringer Cooper og Murph i forbindelse med et skjult rumcenter ledet af dr. Brand (Michael Caine).

Dr. Brand leder et forsøg på at redde menneskeheden fra den døende jordklode. Ved Saturn er der et  såkaldt ormehul, en passage, forbundet med en fjern galakse hvor der er 10 planeter der måske kan huse jordisk liv. Ekspeditioner er sendt ud til dem gennem ormehullet. Cooper skal lede et rumfartøj til en eller flere af disse og evaluere deres fund.

Dr. Brand presser Cooper til at forlade sine børn og sender ham afsted med sin egen datter Amelia Anne Hathaway) til den fjerne galakse på en meget kompliceret mission der viser sig at involvere bedrag, tidsforskydninger og en ubrydelig relation mellem Cooper og datteren Murph.

Vurdering

Jeg fandt Interstellar bjergtagende, men sætter den på en forsigtig ottendeplads da Interstellar er ny, og jeg kun har set filmen én gang. Men casting, skuespil, instruktion, musik, plot, vision og spænding er omtrent perfekt. Interstellar er en apokalyptisk, syret og storladen sci-fi-thriller der tydeligt har taget afsæt i Rumrejse år 2001, men også i fysikkens love, og trods en temmelig vild handling skulle den ikke være i direkte modstrid med kendt fysik.

Den teoretiske fysisker Kip Thorne var en konsulent på filmen, og det er en del af filmens charme at den er ladsiggørlig.

Men den måske største del af charmen er at bag filmens civilisationskritik, dens fascination af kompleks fysik og det ydre rums dybeste horisonter er en film om familie, om tro, om håb og om kærlighed.

Der er en poesi, en intelligens, en dygtighed, en fantastisk visionær kraft over Interstellar  der helt klart for mig bringer den på niveau med de allerbedste rumfilm – nemlig Gravity og Rumrejse år 2001.

Man kan dog også konstatere at det er en film der deler vandene. En del bliver skuffet over filmen. En klar indvending er at der er et element i filmen der minder stærkt om det klassiske deus ex machina-trick, og det er aldrig kønt. Omvendt kan man sige at deus ex machina-elementet er del af historiens indre logik .

Priser

Interstellar vandt 1 oscar (og 1 BAFTA Awards) i 2014 for bedste visuelle effekter.

Trivia

  • Det var instruktørens bror, Jonathan Nolan, der fandt på historien der danner forlæg for Interstellar, og som fik Steven Spielberg med på at instruere filmen. Spielberg hoppede fra til fordel for andre projekter, Christopher Nolan kom ind i projektet og lavede forandringer i manuskriptet (oprindelig var der fx en romance på rumskibet mellem Cooper og Dr. Brands datter Amelia inkl. sex i nul tyngdekraft, koden via forskydninger i tyngdekraften er også ny osv.).

Anmeldelser og publikum

Metacritic: 74/100 baseret på 46 anmeldelser. Brugere: 84/100. Anmelderne ser altså Interstellar som temmelig god, men er ikke helt oppe at ringe. Publikum er noget gladere for Interstellar.

Rotten Tomatoes: 71/100 baseret på 294 anmeldelser, mens publikum giver den 85/100. Det er altså samme billede, bare lidt mere yderligt. Anmelderne er ikke helt oppe og svinge, men publikum er ret begejstret.

_________________________

9.

Apocalypse Now Redux

(Dommedag Nu, 1979)

Amerikansk eventyrfilm og krigsdrama. Instruktion: Francis Ford Coppola. Manuskript F.F. Coppola og John Milius inspireret af Joseph Conrads roman ”Mørkets Hjerte” hvis handling er flyttet fra 1800-tallets Congo til Vietnamkrigens Cambodja.

apocalypse-now-1-by-jock

Plot

Under Vietnamkrigen får Kaptajn Willard (Martin Sheen) ordre til at tage på en mission op langs en flod ind i Cambodja og opspore og uskadeliggøre Oberst Kurtz (Marlon Brando) der er deserteret, foretager problematiske militære aktioner og formodes sindssyg.

Vurdering

Dommedag Nu Redux (det afsluttende ord markerer at det er Coppolas oprindelige udgave, the director’s cut, der er en halv time længere end den oprindelige version) er ikke 100% vellykket. Visse scener på patruljebåden, fx hvor soldaterne strides om deres autoritet, er ikke helt nødvendige, ligesom sekvensen på den franske plantage er for lang og ødelægger filmens. Men den prætentiøse Dommedag Nu har litterært niveau og schwung, og især begyndelsen, hvor Willard rekrutteres, og slutningen, hvor Kurtz konfronteres, er virkelig flotte og suggestive. Der er andre fantastiske scener, fx hvor Oberst Kilgore (Robert Duvall) angriber en vietnamesisk landsby til tonerne af Wagner.

Filmen skal formentlig være en odyssé gennem krigens mørke og vanvid for der at nå kernen, mørkets hjerte, oberst Kurtz og hans sekt-agtige samfund, der egentlig ikke er andet end en inkarnation af USA’s eget hybris, barbarisering og forhærdelse i løbet af Vietnamkrigen, bevægelsen fra helt til monster. Men  Dommedag Nu er ikke fuld af enkle pointer og løftede pegefingre. Det er en psykedelisk og rig film med masser af fabelagtige scener og enkelte let kiksede sekvenser. Grandeur!

Priser

Apocalypse Now vandt 2 oscars i 1980 for bedste fotografering og bedste lyd. Den vandt 3 Golden Globes for bedste film, bedste filmbirolle (Robert Duvall) og bedste originale filmmusik. Og 2 BAFTA Awards for bedste instruktion og bedste birolle (Duvall).

Kuriøst

  • Optagelserne i Filippinerne var overmåde besværlige. De var planlagt til 6 uger, men tog 16 mdr. bl.a. pga. en tyfon og borgerkrig i områderne hvor der blev filmet. Mange replikker –bl.a. Marlon Brandons – var improviserede. Redigeringen tog 3 år. Coppola truede med selvmord flere gange under filmens udarbejdelse og tabte 50 kg. Martin Sheen fik et hjertetilfælde under optagelserne.
  • Brando var temmelig uforberedt da filmen begyndte og havde hverken læst Mørkets Hjerte eller filmens manuskript. Desuden havde han taget voldsomt på i vægt og var fuld. Coppola var så rasende på Brando at scenerne med Brando blev ledet af den assisterende instruktør. (Jerry Ziesmer).
  • Manuskriptets forlæg var skrevet i 1969 af John Milius som ”The Psychedelic Soldier” (som Milius siden omdøbte til Apocalypse Now) med en del absurde scener. Da Coppola kom til, tilføjedes elementer fra især Mørkets Hjerte af Conrad. Scenerne fra The Psychedelic Soldier ses især i første halvdel af Dommedag Nu, mens de Conrad-inspirerede scener især ses i sidste halvdel. Milius er i øvrigt skildret som figuren Walter i filmen ‘The Big Lebowski’.
  • Milius’ manuskript og skulle instrueres af George Lucas. Der optrådte diverse forsinkelser, og da det hele kunne starte, var Lucas optaget af at lave Star Wars (1977) og gav sin velsignelse til at Coppola kunne overtage projektet. Eller rettere – Lucas trak sig, Coppola sprang til for at redde det og blev så sur på Lucas at de to ellers så nære venner var uvenner længe efter.
  • Harrison Ford kunne selv vælge sit navn i filmen og valgte G. Lucas for at honorere George Lucas, manden der ”opfandt” Harrison Ford som skuespiller.
  • Harvey Keitel spillede oprindelig Kaptajn Willard, men blev udskiftet med Sheen efter 2 uger.

Anmeldelser og publikum

Metacritic: 90/100 points baseret på 29 anmeldelser. Brugere: 88/100. Dette – 9 ud af 10 points – er temmelig højt værdsat både af anmeldere og publikum.

Rotten Tomatoes: 93/100 baseret på 81 anmeldelser. Publikum: 90/100. Det er en temmelig flot modtagelse.

Apocalypse Now er med på Roger Eberts liste over ”store film”

_____________________

10.

2001: A Space Odyssey

(Rumrejsen år 2001, 1968)

Instruktion Stanley Kubrick. Manuskript Kubrick og Arthur C. Clarke inspireret af Clarkes novelle «The Sentinel». Efter filmen skrev Clarke sin roman ”Rumrejsen år 2001” (2001: A Space Odyssey).

2001 2

Plot

I prologen, The Dawn of Man, ser man at en monolit pludselig er dukket op blandt en gruppe abemennesker og tilsyneladende bevirker et bevidsthedsskred – at abemenneskerne begynder at bruge redskaber/våben. Siden er videnskabsmanden Floyd (William Sylvester) på vej til månebasen Clavius hvor man har fundet en mærkelig genstand begravet 4 mio år tidligere, og som sender et signal mod Jupiter. Floyd kører ud til genstanden i en månebus, og genstanden er tydeligt identisk med den monolit som abemenneskerne opdagede.

Siden følger vi i ”Jupiter-missionen” de to videnskabsmænd Dr. Bowman (Keir Dullea) og Dr. Pool på vej mod Jupiter i et rumskib styret af computeren HAL 9000. Målet med missionen kendes ikke. Der opstår problemer med HAL hvilket koster Poole (og HAL) livet. Målet viser sig at være en monolit som de to tidligere, der er i kredsløb omkring Jupiter. Bowman nærmer sig monolitten i et enmandsfartøj og indfanges i et mærkeligt landskab i sære farver.

Derpå er rumfartøjet med Bowman i et soveværelse i empire-stil hvor Bowman ser udgaver af sig selv i flere aldre, til sidst døende. En monolit viser sig for enden af sengen, Bowman rækker ud efter den og bliver til et foster. Dette foster svæver ved siden af jordkloden og ser på det til de majestætiske toner af Richard Strauss’ ”Also Sprach Zarathustra”, også titlen på et berømt værk af filosoffen Nietzsche bl.a. med forestillingen om et ”overmenneske”, menneskehedens udviklingsmål, en stærk og aristokratisk ny menneskeform. Samme musik ledsagede den første monolits påvirkning af abemenneskernes bevidsthed i Dawn of man.

Bemærkning: Kubrick lavede filmen så den så vidt mulig undgik at blive båret af dialog. De første 25 minutter og de sidste 23 minutter er helt uden dialog, og når dialog optræder i den midterste sekvens, er den ret banal. De fleste følelser i filmen udtrykkes af computeren HAL 9000. Filmen søgte at være visuel og non-verbal for at gå direkte til kernen – som musik – og tilstræbe oplevelse af ærefrygt.

Vurdering

Rumrejsen år 2001 er en meget speciel, udfordrende og givende film. Allerede ved premieren i 1968 føltes den træg og langtrukken – og det gør den så meget mere i dag hvor vi er tilvænnet et højt tempo og bestandig spænding. Efter den første halve times stenalder er scenariet ophævet tyngdekraft og hvide kæmpemaskiner i det sorte rum og tyste menneskelige rutiner i et hypermodernistisk design. Det føles både meget velkendt og meget fremmed.

Dens højest ambitiøse handling og underfortalte stil med næsten ingen dialog skaber en stor mystik: Hvad søren handler det her om? Samtidig er filmen stensikker, storslået og kuldslået, meditativ og spirituel – for nogle hypnotisk og højstemt, for andre forvirrende og dødkedelig. Tilbage står følelsen af meget lang tid og et ufatteligt stort sort rum og et perspektiv om kommende bevidsthedsskred og måske en tilstand som ren, kosmisk ånd (stjernebarnet til sidst), men også noget uheldssvangert – prisgivelsen til maskiner og kunstig intelligens med et uforudsigeligt resultat.

Rumrejsen år 2001 kræver alvor og åbenhed og er bestemt ikke for alle. Men den er fabelagtigt i sin originale vision manifesteret med stor professionalisme,  den visuelle pragt, dens teknokratiske kølighed besjælet med den helt store stræben mod ånd og den yderste horisont og dens mystik og suggestive kraft. Filmens svaghed er dens dræbende tempo, og dens længde. Rumrejsen er ikke en hujende rutsjebanetur og fræsende forførelse eller fuld af menneskelighed, varme og følelse. Den er et isnende, bjergtagende og sakrosankt tempel rettet mod menneskets fremtid.

Priser

2001: A Space Odyssey vandt 1 oscar for bedste visuelle effekter.

Kuriøst

  • Blandt de store beundrere af Rumrejsen år 2001 kan tælles Christopher Nolan, Mike Nichols, Mick Jagger, John Lennon, David Bowie, Franco Zefirelli og Roman Polanski.

Anmeldelser og publikum

Metascore: 86/100 ud fra 14 anmeldelser. Brugere: 76/100.  Dermed får 2001: A Space Odyssey temmelig gode anmeldelser, mens publikum er mere lunkent, men stadig ret positive.

Rotten Tomatoes: 96/100 baseret på 70 anmeldelser. Publikum: 89/100. Det er en meget imponerende modtagelse i anmeldelserne – publikum sætter den en smule lavere.

2001: A Space Odyssey er med på Roger Eberts liste over ”store film”

_____________________

11.

Vertigo

(En Kvinde Skygges, 1958)

Amerikansk melodrama og thriller. Instruktion Alfred Hitchcock. Manuskript Alec Coppel og Samuel Taylor. Baseret på Pierre Boileau og Thomas Narcejacs franske roman ’D’entre les morts’ der blev skrevet specifikt til Hitchcock.

vertigo-2

Plot

Politimanden Scottie (James Stewart) får svimmelhedsanfald pga. sin højdeskræk (”Vertigo” betegner en følelse af hvirvles rundt og miste balancen) hvilket medfører en kollegas død, og Scottie trækker sig fra jobbet. En gammel bekendt, Gavin, tilbyder ham derpå et job: Min hustru Madeleine (Kim Novak) synes besat. Noget er galt, så Gavin vil have hende skygget. Scottie følger derpå den blonde Madeleine rundt i San Fransisco – og bl.a. hen på en gammel missionsstation til en grav tilhørende Carlotta Valdes, en kvinde der begik selvmord, og som Gavin fortæller Scottie er Madeleines oldemor. Madeleine opsøger også et portræt af Carlotta  og stirrer tomt og længe på det. Er Madeleine besat af Carlottas ånd?

Scottie og Madeleine forelsker sig, men kort efter ser han hende begå selvmord fra et højt tårn på en måde der imiterer Carlottas selvmord. Og på en måde der aktiverer Scotties højdeskræk og svimmelhedsanfald.

Gavin bebrejder ikke Scottie for Madeleines selvmord, men Scottie er siden stærkt deprimeret. Men derpå møder Scottie en kvinde, Judy (Kim Novak), der minder påfaldende om Madeleine, bortset fra at hun er mørkhåret. Scottie og Judy indleder et forhold hvor Scottie presser Judy til at ligne Madeleine så meget som muligt herunder at ”genspille” Madeleines selvmord så han kan blive kureret for sin højdeskræk. Det bliver ganske dramatisk.

Vurdering

Vertigo hører oplagt til Hitchcocks bedste film, og personligt er det min Hitchcock-favorit. Den er suggestivt og stærkt instrueret, meget velcastet og velspillet og tillige produceret med en suveræn beherskelse af filmmediet idet den dykker dybt ned i nogle psykologiske grundfænomener: Spejling, besættelse, begær, skyld, angst, kontroltab, objektgørelse, og kompenserende kontrolbehov og iscenesættelser af fascinerende idealbilleder som dybest set gør de medvirkende til slaver og tragiske ofre. I filmen ligger en afgrundsdyb forståelse af det menneskelige samspil. Alt dette tunge materiale, som man ikke behøver at opfatte, opstilles i et intelligent og ikke helt forudsigeligt plot og en elementært spændende handling med suspense og mystik.

Kuriøst

  • Vertigo blev hverken en succes hos anmeldere eller seere hvilket forbitrede Hitchcock. Han bebrejdede sine hovedrolleindehavere. James Stewart var 49 år, mens Kim Novak var 24 år, og Stewart blev anset som lidt for gammel til at spille romantisk helt, og Hitchcock brugte ham aldrig siden.
  • Sammen med andre film, fx Rear Window (Skjulte Øjne) købte Hitchcock rettighederne til Vertigo der derfor ikke blev vist i 30 år. Først i 1984 var den igen tilgængelig, og blev en mindre sensation som jeg husker det.
  • Sight and Sound kritikerpanel havde længe Orson Wells’ Citizen Kane (Den Store Mand) som den bedste film nogensinde, men i 2012 blev Citizen Kane afløst af Vertigo.

Anmeldelser og publikum

Rotten Tomatoes lader anmelderne give den 97/100, og brugerne 93/100. Det er en meget imponerende anmelder-score.

Vertigo er med på Roger Eberts liste over ”store film”

Hele filmen er her:

_______________________

12.

The Dark Knight (2008)

Amerikansk superheltefilm. Instruktion Christopher Nolan. Manuskript Christopher og Jonathan Nolan. Baseret på DC Comics figurer.

the_dark_knight_7

Plot

Bruce Wayne (Christian Bale) er en millionær der har sværget at beskytte storbyen Gotham mod forbrydere ved at forklæde sig som figuren ”Batman” der bruger højteknologisk udstyr, men må bruge tvivlsomme selvtægtsmetoder for at fange forbryderne.

Den maskerede superforbryder The Joker (Heath Ledger, der i øvrigt døde 28 år gammel ved en overdosis sovemedicin under produktionen af The Dark Knight), en højt begavet munter psykopat, allierer sig med en alliance af Gothams forbryderchefer i et ønske om at dræbe Batman og lave rav i den. Byens statsadvokat, Harvey Dent (Aaron Eckhart) vil bekæmpe mafiaen og forsøger via politimanden Jim Gordon (Gary Oldman) at få Batman med på holdet. Til gengæld ser Bruce Wayne i Dent et bedre og mere nobelt og opbyggeligt forbillede for Gotham end den dystre selvtægtsmans, Batman – og hermed måske endda helt enkelt droppe rollen som Batman og ægte sin ungdomskærlighed, Rachel (Maggie Gyllenhaal), men som viser sig at være blevet kæreste med Dent og splittet i sine romantiske følelser mellem Wayne og Dent.

The Joker lægger rænker ud mod Batman hvilket medfører at The Joker fængsles samtidig med at hans mænd bortfører Dent og Rachel og indespærrer dem i bygninger der er fælder fyldt med sprængstoffer. Rachel dræbes, mens Dent får venstre del af sit ansigt smadret. The Joker flygter fra fængslet og manipulerer den vansirede Dent til at blive til skurken Two-Face der altid slår plat eller krone om han vil handle godt eller skidt. Batman får fanget the Joker og i sidste ende dræbt Dent/Two-Face, men for at redde Dents ry som helt og forbillede for Gotham påtager Batman sig i alliance med Gordon skylden for de mord som Two-Face har begået. Gordon indleder en menneskejagt på Batman.

Vurdering

Min forfængelighed er ikke meget for at give en superheltefilm så prominent en placering, men The Dark Knight er bare en fremragende film som da også i metacritics (et gennemsnit af filmanmelderes karakterer) får 82/100, altså en anelse mere end 4 ud af 5 stjerner, mens brugerne giver den 89/100. Jeg vil gå så vidt som til at sige at The Dark Knight er en dyrt produceret superhelt-blockbuster sublimeret til kunst, til myte.

The Dark Knight er en storladen, magisk, sortglinsende, storstilet fantasi fuld af galskab og mørke sat i meget professionelle rammer næsten som Michael Manns Heat udsat for Wagner og en god dosis syre – og kolossalt effektive actionscener med et tempo og en præcision der topper The Bourne Ultimatum.

The Dark Knight er perfekt castet med fremragende skuespillere der virkelig udfylder rollerne – ikke mindst den australske skuespiller Heath Ledger der posthumt vandt et hav af priser for sin rolle som The Joker, fx en Golden Globe og en oscar, og Ledger spiller virkelig den maniske og forstyrrede rolle så karismatisk, vildt og perfekt den kan spilles. Ledger som the Joker er filmens centrum som en helt grænseløs kaosmagt og muligvis den hidtil mest skræmmende skurk i filmhistorien, men Bale falder på ingen måde igennem som Wayne/Batman, men spiller ham intenst, skarpt, splittet og plaget.

Helt forenklet kan filmen koges ned til at være en rivalisering mellem to forbryderbekæmpende symboler, Dent som The White Knight og Wayne som The Dark Knight i kampen om samfundets og den skønne kvindes (Rachels) hjerte, mens en kraftfuld og helt uhæmmet og vanvittig kaosmagt sætter sig for at smadre begge symboler – ikke uden succes.

Priser

The Dark Knight vandt i 2009 2 oscars – for bedste mandlige birolle (Heath Ledger) og bedste lydredigering. 1 Golden Globe: Bedste filmbirolle (Ledger). Og 1 BAFTA Award som bedste filmbirolle (Ledger).

Kuriøst

  • Sean Penn var førstevalget i rollen som The Joker, men han valgte rollen fra for ikke at konkurrere med sin ven Jack Nicholson der i en tidligere Batman-film spillede The Joker. Flere sagde nej til rollen af samme grund – for at undgå sammenligningen med Nicholson – men ikke Heath Ledger som Nolan valgte pga dennes frygtløshed.

Anmeldelser og publikum

Metacritic: 82/100 baseret på 39 anmeldelser, mens brugerne giver filmen 89/100.

Rotten Tomatoes: 94/100 baseret på 314 anmeldelser. Brugerne giver The Dark Knight præcis det samme. Det er en temmelig flot modtagelse – klart flottere end i Metacritic.

_________________________

13.

The Deer Hunter (1978)

Amerikansk episk krigsdrama. Instruktion Michael Cimino. Manuskript: Deric Washburn. Baseret på en historie skrivet af Washburn, Cimino, Louis Garfinkle og Quinn Redeker.

the_deer_hunter_2_christopher_walken

Plot (spoiler alert!)

Historien begynder i Pennsylvania i 1967 i et miljø af minearbejdere af russisk herkomst. Vi følger især tre venner, Mike (Robert De Niro), Steven (John Savage) og Nick (Christopher Walken). I et russisk-ortodokst bryllup vies Steven til Angela (Rutanya Alda), mens Nick er kæreste med Linda (Meryl Streep). De tre skal efterfølgende tilslutte sig de amerikanske styrker i Vietnam, men tager en sidste hjortejagt sammen præget af Mikes æresbegreber. Hjortene skal dræbes med “one shot”.

I Vietnam fanges Mike, Steven og Nick og udsættes af nordvietnameserne for tortur med tvungen russisk roulette. Nick leder et flugtforsøg, men Steven er traumatiseret fysisk (han mister sine ben), og Nick psykisk, og Nick bliver i Vietnam. Hjemme i USA forsøger Mike at klare tilværelsen som veteran og oplever  hvor påvirkede hele kliken er – ikke bare den sårede Steven, men også hustruen Angela samt Linda, som Mike har et crush på, i fraværet af Nick.

Filmen slutter i 1975 hvor Mike drager til Vietnam for at finde Nick og få ham hjem. Han finder ham til sidst i færd med at spille russisk roulette. Mike spiller med ham for at få Nicks opmærksomhed. Nick lider tilsyneladende af hukommelsestab. Da det til sidst lykkes for Mike at trænge igennem, og Nick genkender ham, siger Nike – “One Shot” – og forsøger russisk roulette for sidste gang – og skyder sig selv. Filmen slutter ved Nicks begravelse i USA.

Vurdering

The Deer Hunter er en stor film i enhver forstand. Et tre timer langt episk drama med lidt af det samme schwung som The Godfather-filmene. Det er en familie om venskab, om skæbne og om tab. Det er en film der tager udgangspunkt i amerikanere fra en bestemt etnisk oprindelse, her russere, hvor The Godfather handler om italienere. Og som The Godfather begynder og slutter den med et prægtigt overgangsritual hvor alle er samlet. Filmen begynder med et bryllup og slutter med en begravelse. Og mellem de to er der så en masse vold og krig. Ikke forbryderkrig som i The Godfather, men Vietnamkrig.

Det er farligt at lægge sig typemæssigt så tæt op af den nærmest perfekte The Godfather, men The Deer Hunter klarer sig flot alligevel med en fin historie, prægtige billeder, masser af drama, en fabelagtig casting og rigtigt godt skuespil. Målet for filmen er bl.a. at vise hvad mandefællesskaber og venskab er. Og at vise hvad krig kan gøre ved mennesker og deres pårørende. Som Roger Ebert pointerer i sin anmeldelse gør The Deer Hunter det ved at finde et ret genialt symbol for måden krigen virker, nemlig russisk roulette: Pludselig vold, truslen om pludselig vold, tilfældighed, stilistik, vanvid.

The Deer Hunter er et meget lige-ud-af-landevejen-episk drama hvor det hele er grandiost. Den slags er egentlig ikke mig, men The Deer Hunter er et fabelagtigt flot eksempel på genren og næsten på niveau med The Godfather I og II.

Priser

The Deer Hunter vandt i 1979 5 oscars, fx for bedste film, bedste instruktør og bedste mandlige birolle (Christopher Walken). Den fik desuden 1 Golden Globe (bedste instruktør), 2 BAFTA Awards,

Kuriøst

  • John Cazale var terminalt syg med lungecancer da han fik rollen som Stan der blamerer sig på hjortejagtene. Det vidste instruktøren Cimino, men han ville have Cazale med. Men da filmselskabet fandt ud af at han var døende, ville de fyre Cazale, da han kunne blive ubrugelig midt under optagelserne, og da intet forsikringsselskab ville forsikre ham. Men Cazales kæreste, Meryl Streep, truede med at trække sig fra filmen, hvis Cazale blev fyret. Og Robert De Niro betalte af egen lomme Cazales forsikring. Cazale gennemførte og døde i marts 1978, kort efter at optagelserne sluttede.
  • Ifølge Robert De Niro er scenen hvor han besøger Steve på hospitalet den følelsesmæssigt hårdeste scene han har lavet.
  • Nævnt som Jodie Fosters yndlingsfilm.
  • Filmens historie – udviklet af Michael Cimino og Deric Washburn – bygger på et oprindeligt filmmanuskript skrevet af Louis Garfinkle og Quinn Redeker om mænd der tager til Las Vegas for at spille russisk roulette. Til gengæld er der ikke noget der tyder på at russisk roulette blev brugt under Vietnamkrigen.

Anmeldelser og publikum

Metacritics metascore er 73/100 ud af 8 anmeldelser, mens publikums er 72/100.

Rotten Tomatoes har en langt højere score, nemlig 93/100 baseret på 60 anmeldelser, mens publikum har 92/100.

______________________

14.

Blade Runner: The Final Cut (1982)

Amerikansk neo noir-science fiction-thriller. Instruktion Ridley Scott. Manuskript: Hampton Fancher og David Peoples. Baseret på Philip K. Dicks roman ”Drømmer androider om elektriske får”.

Blade-Runner-Los-Angeles-

Plot

Vi er i 2019 i et Los Angeles hvor firmaet Tyrell Corporation er dominerende. Tyrell, ledet af Dr. Eldon Tyrell, laver androider eller replikanter, dvs. organiske robotter der ikke kan adskilles fra mennesker bortset fra at de er konstruerede. De er skabt med falske erindringer om en fortid og en barndom og ved således ikke selv de er replikanter. Replikanterne må ikke befinde sig på Jordkloden – kun i kolonier på andre planeter. Men nogle replikanter søger til Jordkloden og jages af såkaldte ”blade runners”, dvs. politi-agenter der uskadeliggør uønskede replikanter. Rick Deckard (Harrison Ford) er en sådan blade runner, den bedste faktisk, og Deckard får modstræbende den opgave at eliminere en gruppe replikanter der er af den avancerede Nexus-6 model. De er kodede til at tilintetgøre sig selv efter 4 år levetid og er derfor kommet til Jordkloden for at forlænge levetiden. Det kræver et besøg hos dr. Tyrell og chefdesigneren Sebastian.

Nexus-6-replikanterne hedder Leon, Roy Batty, Zhora og Pris – og det bliver især Roy (Rutger Hauer) og Pris (Daryl Hannah) som Deckard og hans følgesvend, Rachael (Sean Young), får noget at gøre med, eftersom han forholdsvis hurtigt får likvideret Leon og Zhora. Pris og ikke mindste den højt begavede Roy er langt vanskeligere. Roy ser sig tydeligvis som førstemanden i en ny race af overmennesker. Samtidig kører Deckard et romantisk forhold til Rachael der er replikant uden selv at vide det. Vi ved heller ikke om Deckard selv er en replikant. I de seneste klipninger af filmen er han det sandsynligvis.

Vurdering

Ridley Scotts forrige film, Alien, var en exploitation-horrorfilm sat ind i et sci-fi-univers, mens Blade Runner er en film noir – eller neo noir som de hedder i vore dage – sat ind i et sci-fi-univers. Helten er hårdkogt, den smukke kvinde en femme fatal og stemningen desillusioneret og mørk med skyggeffekter. Og i den oprindelige version endda med detektivens voice-over hvilket dog (heldigvis) er slettet i den The Final Cut-version der nu er den ”rigtige” Blade Runner.

Det fremtidige L.A. er skildret på en besnærende og fascinerende vis lidt som en techno-version af nutidens asiatiske metropoler, især Hong Kong. Teknologisk avanceret med flyvende biler (”spinners”), skyskraberne og kæmpe-lysreklamerne, de mange racer og sprog, de mange butikker med nudel- og sushibarer, cafeer og natklubber, forvirringen og rodet, luften er fuld af smog, og syreregn falder jævnligt. Denne vision af en fremtidig metropol, et snavset og kaotisk techno-Babel, er mærkelig dragende og overbevisende.

Blade Runner er en dystopisk, men stærk vision om et fremtidigt samfund præget af etniske sammensmeltninger, økologiske katastrofer og de filosofisk-etiske og magtmæssige problemstillinger der kommer, når kunstig intelligens bliver meget menneskeagtig. Det kunne være blevet en prætentiøs dystopi, men filmen er trods de måske lidt flade (replikant-agtige) hovedpersoner elementært underholdende.

Kuriøst

  • Blade Runner fik premiere et kvart år efter Philip K. Dicks død, men Dick fik kort før sin død set de første 20 minutter af filmen og var stærkt imponeret. Men Ridley Scott læste aldrig Dicks romanforlæg. Men Dick læste Peoples’ endelige version af manuskriptet og godkendte det.
  • Ridley Scott betragter Blade Runner som sin mest personlige og komplette film
  • Scott og hans producer Deely overskred budgettet og blev fyret under produktionen af to executive producers – Perenchio og Yorkin – fra filmselskabet. Scott og Deely kom tilbage til filmen, men Perenchio og Yorkin bevarede fuld kunstnerisk kontrol. Da publikum ikke forstod et pluk ved en af prøvevisningerne, lavede Perenchio og Yorkin filmen om med en Hollywoodsk happy ending og en forklarende voice over (dårligt skrevet og dårligt fremført af Harrison Ford og alle hadede den). Det er især disse elementer der i dag er ændret i Blade Runner: The Final Cut.
  • Den hollandske skuespiller Rutger Hauer blev bl.a. valgt fordi han lignede et germansk übermensch.
  • Forfatteren William Gibson, der udviklede begrebet cyberpunk, var lige gået i gang med at skrive sin berømte scifi-roman Necromancer da han så Blade Runner. Gibson forlod forskrækket biografen midt under filmen, fordi de visuelle billeder lå så tæt på Gibsons egne visioner for omgivelserne i Necromancer.
  • Philip K. Dick brugte ordet ”androide” eller ”andie” om de organiske robotter. De ord blev ikke brugt i filmen. Den ene af manuskriptforfatterne, Peoples, opfandt ordet ”replikant”.
  • Martin Scorsese mødtes med Philip K. Dick tilbage i 1969 for at diskutere om bogen (af ham) kunne omsættes til film. Der kom ikke yderligere ud af mødet.
  • Harrison Ford hadede at lave denne film og havde det skidt med Ridley Scott i flere år efter filmen.
  • Blade Runner var kommercielt og økonomisk et flop da den debuterede i 1982, men har siden vundet stor popularitet og anerkendelse.

Priser

Blade Runner vandt 3 BAFTA Awards, fx for bedste fotografering og kostume-design. Den fik 2 oscar-nomineringer.

Anmeldelser og publikum

Metacritic: 88/100 baseret på 10 anmeldelser. Publikum: 89/100.

Rotten Tomatoes: 89/100 baseret på 103 anmeldelser. Publikum 91/100. Det er 9 ud af 10 stjerner og en temmelig god modtagelse.

 Blade Runner  er med på Roger Eberts liste over ”store film”

____________

15.

The Godfather Part II (1974)

Amerikansk kriminalfilm. Instruktion Francis Ford Coppola. Manuskript: F.F. Coppola og Mario Puzo En kombineret sequel og prequel til The Godfather (Part I). En del af manuskriptet, nemlig historien om den unge Vito Corleone, stammer fra Mario Puzos bestsellerroman The Godfahter (Mafia). Men filmens historie om Michael Corleone har ikke noget bogforlæg.

The-Godfather-Part-II

Plot

I 1958 holder Michael Corleone (Al Pacino), chef eller “don” for forbryderorganisationen Corleone-familien, ved sit hjem i Nevada ved Lake Tahoe en konfirmationsfest for sin søn Anthony. Under festen forsøger flere gerningsmænd at dræbe Michael og hustruen Kay (Diane Keaton). Michael mistænker sin forretningspartner Hyman Roth (Lee Strasberg) og dennes håndgangne mand Johnny Ola for at være involveret i mordforsøget. Michael mødes i Havana med Roth, broderen Fredo (John Cazale) og flere forretningspartnere for at diskutere forretningsmuligheder i Batistas Cubu, men under festlighederne nyåtårsaften 1958-59 ser Michael at Castros revolution vil svække mulighederne der. Før da har han set Fredo være lovlig familiær med Ola, og han formoder at Fredo er alliereret med Roth og Ola i et komplot mod Michael. Han står så bag et attantat mod Ola og Roth, men Roth overlever.

Fredo forklarer over for Michael at han gav informationer til Ola, men at han intet kendte til  mordplanerne. Michael erklærer at Fredo ikke længere er hans bror, og at de ikke længere har kontakt. Samtidig kommer der til senatshøringer mod organiseret kriminalitet. Michaels caporegime, Frank Pentangeli (Michael Gazzo), føler sig snydt af Michael og tilbyder at vidne for kommiteen mod Michael. Michael fører da  Franks sicilianske bror med til retssagen som en underforstået trussel mod Frank hvilket får Frank til at trække sit tilsagn om at vidne tilbage. Kay fortæller Michael at hun mod Michaels vilje har fået foretaget en abort i protest mod Michaels kriminelle aktiviteter. Ægteskabet er i svær krise.

Michaels mor, Carmela, dør. Ved hendes begravelse lader Michael som om han tilgiver Fredo, men lader ham i stedet myrde mens han fisker på Lake Tahoe. Og Roth myrdes, mens Pentangeli får mulighed for at begå selvmord hvad han foretager. Slutbilledet er at Michael sidder ensom ved Lake Tahoe.

Samtidig med denne sequel for Godfather I, ser vi en prequel, der fylder ca. 1/4 af Godfather II. Her følger vi Michaels far, Vito Corleone (især Robert de Niro) som ung mand. Vi ser hvordan Vitos familie myrdes på Sicilien, og Vita som lille dreng blive sendt til New York. Vi ser hvordan den unge Vito forsøger at forsørge hustruen Carmela og den lille søn Sonny, men mister jobbet pga. den lokale afpresser Don Fanucci tilknyttet “Den Sorte Hånd”. Naboen Peter Clemenza lokker Vito med til en forbrydelse, og Vito myrder Don Fanucci og bliver nu sammen med partnerne Clemenza og Tessio en respekteret figur i kvarteret, en mand der hjælper med visse tjenester, fx beskyttelse og hævn, mod at kræve modtjenester. Vito drager til Sicilien og hævner her mordet på sin familie.

Vurdering

Godfather II minder i kvalitet, struktur og stemning meget om Godfather I. Hovedhistorien, Michael Corleones karriere som don og hans forhærdelse og isolation, indledes og afsluttes på samme måde som Godfather I, med to familiefester – Michaels søns konfirmation og Michaels mors begravelse – som bliver anledning for forbrydelser. Familiesammenhold og forbrydelse er nøje kædet sammen. Men de to forskellige handlinger på to forskellige tidspunkter, Vitos historie fra første halvdel af 1900-tallet, og Michaels fra omkring 1960, er en ny og original idé i Godfather II. Filmkritikeren Roger Ebert har den oplagte tolkning at vi skal sammenligne de to historier, og modstille Vito og Michael, og her se at Vito havde noget som Michael savnede: finesse, fingerspitzgefühl, værdighed; Michaels tragedie og isolation stammer fra hans stolthed, ærekærhed og manglende fornemmelse for at få ting til at gå gelinde. Det synes Ebert så til gengæld er et moralsk problem ved Godfather II. Michael Corleones synd er for Coppola ikke Michaels forbrydelser og mord, men Michaels svigtende fingerspitzgefühl, hans manglende værdighed.

Jeg er ikke til en sådan moralsk tolkning. Jeg ser ikke Godfather-filmene som et forsøg på at retfærdiggøre Vito Corleones handlinger eller dømme Michaels som uelegante. Nej, det er en storstilet krønike over en families og forbryderorganisations opståen og forfald hvor patriarken bestandigt udfordres på sin magt og sit liv af sindrige politiske intriger, og hvor Michael kæmper bravt og forgæves mod sin skæbne, at fedtes ind i vold, kriminalitet og miste sin status som elsket af sin familie og med anstændigheden i behold trods alle de bedste hensigter. Historien er fortællingen om magtens fristelser, risici og forråelse.

Godfather II er en næsten shakespearesk tragedie fremragende spillet af især Al Pacino, men også Lee Strasberg, som den milde og venlige – men forræderiske – Hyman Roth og Diane Keation som den moderne og anstændige menneske Kay Corleone der ikke kan andet end at distancere sig fra Michaels menneskelige deroute, John Cazale som den vege og fortabte Fredo og Robert Duvall som Tom Hagen.

Godfather II er meget tæt på det flotte niveau i Godfather I, men en anelse længere i spyttet, og for mig fungerer det ikke helt med den indflettede prequel med Robert de Niro som Vito. Det er flot lavet, men filmen mister nerve og tempo ved den effekt. Men ud over disse fejl er Godfather II ved sin episke storladenhed og shakespeareske format, sin gennemførthed i de historiske detaljer, charmen, stemningen, musikken, castingen og spillet en aldeles fremragende film.

Priser

Godfather II vandt 6 oscars i 1975 – fx som bedste film, bedste instruktør og bedste mandlige birolle (de Niro). Og den vandt 1 BAFTA Award, nemlig bedste skuespiller (Pacino).

Kuriøst

  • Richard Castellano var planlagt til at gentage sin rolle som Peter Clemenza med en ret prominent placering i handlingen. Men Castellano ville selv skrive sine replikker og i øvrigt have en lønforhøjelse. Det kunne Coppola ikke acceptere, og derfor blev Clemenza helt droppet af handlingen, mens man skrev en helt ny figur, Frank Pentangeli, spillet af Michael Gazzo, ind som en capo med ca. samme funktion i Godfather II som Clemenza skulle have haft. En anden version er at Castellan ikke ville tage 25 kg. på til rollen af sundhedsgrunde, og at det var vigtigt for Coppola at Clemenza var lige så tyk i Godfather II som i Godfather I. Hvorom alting er: Castellano stillede krav, Clemenza blev skrevet ud, og Pentangeli skrevet ind.
  • Al Pacino var ikke tilfreds med manuskriptet og truede med at trække sig. Coppola brugte derfor hele natten til at skrive manuskriptet om så Pacinos ønsker blev imødekommet, og det lykkedes for Coppola at gøre ham tilfreds.
  • Robert de Niro som Vito Corleone vandt en oscar som bedste birolleskuespiller. To år tidligere havde Marlon Brando som Vito Corleone også vundet en oscar. Det er eneste gang at to skuespillere har vundet en oscar for at spille samme person.
  • Coppola hadede indspilningerne af Godfather I og ønskede derfor at slippe for at lave Godfather II. Han fik Martin Scorsese til at påtage sig instruktionen, men da filmselskabet nægtede at bruge Scorsese, gjorde Coppola det alligevel. Og indspilningen gik meget mere gelinde denne gang.
  • Rollen Hyman Roth er løst baseret på den historiske gangster Meyer Lanski. Roth blev i Godfather II spillet af Lee Strasberg der ellers mest er kendt for at være leder af den berømte Method Acting-skuespillerskole Actor’s Studio – hvor bl.a. James Dean, Marlon Brando, Paul Newman, Al Pacino, Robert de Niro, Dustin Hoffman, Jack Nicholson, Robert Duvall, Harvey Keitel, Sean Penn, Andy Garcia, Michael Gazzo, Steve McQueen og John Goodman er uddannet. Godfather-filmene er domineret af skuespillere fra Actor’s Studio. Strasberg blev castet som Roth efter Al Pacinos anmodning, og Strasberg sagde først nej.
  •  Robert de Niro havde egentlig fået rollen som Paulie i Godfather I, men Coppola brugte ham i en byttehandel med et andet filmselskab for at få Al Pacino frigjort til rollen som Michael Corleone. Siden slog Robert de Niro stærkt igennem i Scorseses film Mean Streets (Gaden Uden Nåde) som imponerende Coppola. Så de Niro blev specielt udvalgt til rollen som den unge Vito Corleone og fik altså en oscar for rollen.

Anmeldelser og publikum

Metacritic giver Godfather II en score på 80/100 baseret på 10 anmeldelser, mens brugerne giver den en noget højere score på 90/100.

Rotten Tomatoes giver Godfather II en langt højere score, nemlig 97/100 (baseret på 72 anmeldelser) for både anmeldere og publikum.

___________________

16.

The Silence of the Lambs

(Ondskabens Øjne, 1991)

Amerikansk suspense-thriller. Instruktion Jonathan Demme. Manuskript Ted Tally. Baseret på Thomas Harris’ roman af samme navn.

VARIOUS

No Merchandising. Editorial Use Only Mandatory Credit: Photo by Everett Collection / RexS’ – Anthony

Plot

Jack Crawford (Scot Glenn) leder FBIs adfærdsanalyse-enhed og jagten på seriemorderen eriemorderen Buffalo Bill der flår sine kvindelige ofre. Crawford sender FBI-lærlingen Clarice Starling (Jodie Foster) til at interviewe en topsikret fange, den højtbegavede  Hannibal “the Cannibal” Lecter (Anthony Hopkins), psykiater og selv seriemorder med tendens til at spise af sine ofre. Hannibal the Cannibal indvilger i at hjælpe imod at Clarice giver oplysninger om sig selv. Et mærkeligt spil begynder mellem Lector og Clarice.

Buffalo Bill bortfører en senators datter, Catherine, og inden længe lykkes det Lecter at flygte fra sit bur på en brutal måde. Imens kommer Clarice stadig tættere på identiteten af Buffalo Bill. Kan hun nå at afsløre ham inden det kommer til flere ofre?

Vurdering

Silence of the Lambs er en stærkt underholdende, velproduceret og velspillet film med flow og uhygge. Særligt stærkt er samspillet mellem Clarice og Lecter og ikke mindst Anthony Hopkins i rollen som den hyperbegavede og farlige kannibal med elegance, vid, dæmoni og appeal – en af alle tiders mest fascinerende filmskurke.  Replikkerne er vittige og kløgtige, og billederne er stærke, næsten ikoniske, fx billedet af den maskerede Lecter i sit bur der alligevel virker magtfuld og dominerende i kraft af øjnene. Af Lecters blodige flugt fra sit bur i retsbygningen. Og Clarices gennemsøgning af Buffalo Bills ubehagelige hjem.

Silence of the Lambs er en film der i sjælden grad forstår det dragende og modbydelige ved psykopater, og forstår og fremviser fascination, intensitet og gru.

Priser

Silence vandt 5 oscars fx bedste film, bedste instruktør, bedste manuskript bygget på en andens materiale og bedste mandlige hovedrolle (Anthony Hopkins) og bedste kvindelige hovedrolle (Jodie Foster).

Kuriøst

  • Rollen Buffalo Bill er bygget på 3 personer – Ed Gein der flåede sine ofre, dog især allerede afdøde, Ted Bundy og Gary Heidnick. Historien er inspireret af at den fængslede seriemorder Ted Bundy hjalp profileren og kriminologiprofessoren Robert Keppel i efterforskningen af The Green River Serial Killings.
  • Da Jodie Foster i sin tid læste Thomas Harris’ roman er danner forlæg for filmen, forsøgte hun straks at købe rettighederne for at opdage at Gene Hackman netop havde købt dem. Hackman planlagde selv at spille en rolle i filmen, fx som Lecter, men  trak sig da han besluttede at han ville holde sig fra flere voldelige roller (derfor krævede det nogen overtalelse af Clint Eastwood at overtale Hackman til at spille Little Bill i Unforgiven).
  • Det var manuskriptforfatteren Tally der foreslog instruktøren, Jonathan Demme, Jodie Foster som Clarice. Demme var mest indstillet på Michelle Pfeiffer der afslog rollen da hun fandt filmen for voldelig. Demme mødtes  med Foster og valgte hende med det samme pga. den beslutsomhed hun udstrålede.
  • FBI var ret imponeret over filmens præcision i skildringen af opklaringsarbejdet. Med én undtagelse. Clarice undersøger ene kvinde det hus som Buffalo Bill formodes at bebo. Det er højest urealistisk. Til den slags opgaver vil der være mindst 2 FBI-agenter.

Anmeldelser og publikum

Metacritics gennemsnitsscore er 84/100 baseret på 17 anmeldelser, mens brugerne gennemsnitligt vurderer den til 89/100.

Rotten Tomatoes giver Silence en meget høj score, nemlig 95/100 både ud fra anmeldelser (73 stk.) og brugere.

______________________

17. 

21 Gram (2003)

Amerikansk dramafilm. Instruktion Alejandro Gonzalez Iñarritu. Manuskript Guillermo Arriaga.

21 gram

Plot

(Spoiler alert – en del af filmens pointe er at man skal længe skal være uvidende om hvad det hele handler om):

Filmen er nonlineært fortalt og følger har 3 handlespor med hver sin hovedperson. Jack (Benicio del Toro), der er en tidligere straffefange der nu har fundet Gud og nu vender hjem til sin hustru, Marianne (Melissa Leo). Cristina (Naomi Watts) der er en tidligere narkoman der nu er en velfungerende mor i en perfekt kernefamilie. Og matematikprofessoren Paul (Sean Penn) der lever i et dysfuktionelt forhold med sin hustru Mary (Charlotte Gainsbourg) og snart skal have en hjertetransplantation hvis han skal overleve. Men Mary vil meget gerne blive gravid med Paul inden han dør. Men har tidligere fået en abort, mens parret holdt en pause mellem dem.

De tre spor bringes sammen da Jack udsletter Cristinas familie ved et trafikuheld, og Paul får transplanteret Cristinas mands hjerte og søger kontakt med Cristina for at lære sin donors personlighed at kende. Har han noget af sin donors personlighed? Men Cristina ønsker hævn over bilisten der udslettede hendes familie. Det bliver en historie om depression, obskur kærlighed, had, hævntrang, skyld og selvopofrelse.

Vurdering

21 Gram er en overordentlig krævende, men unik og stærk film. Den er både rystet – fotograferet 100% med håndholdt kamera – og helt fragmenteret ved dels at være en mosaik af tre forskellige handlespor som Gonzalez Iñarritu hele tiden veksler imellem, dels at handlingen i hver af de tre spor er fortalt fuldkommen nonlineært, så nogle af de ret dramatiske slutscener fx ses tidligt i filmen. Det kan lige fungere ved at filmen viser nogle meget dramatiske øjeblikke der så at sige kan stå selv, og ved at alle tre plagede hovedpersoners historie er så engagerende. Alle har i den grad noget på spil.

Filmens fragmenterede form stiller sig i vejen for at opleve filmens dramatiske handlinger umiddelbart og forstå dem på vanlig vis. For mig var det også en fordel. Filmens itense scener står stærkere, når de enten ikke umiddelbart forstås, fordi man ikke kender forhistorien, eller når de fortolkes sammen med andre intense handlinger, der egentlig ikke har noget at gøre med hinanden, men bare vises på ca. samme tidspunkt i filmen. Det giver en meget mærkelig fornemmelse af separate lysende momenter der får flere og flere forbindelseslinjer mellem sig som filmen skrider frem så man til sidst ser nogle handlespor der virker pudsigt skæbnebestemte og nogle dybt eksistentielle temaer og følelser der fremstår næsten nøgne og rå. Det er en smal, sær og stærk film der både er originalt fundet på, meget velinstrueret af Gonzalez Iñarritu og meget velspillet af del Toro, Penn og Watts.

Kuriøst

  • Titlen stammer fra en fejlagtig videnskabelig påstand om at mennesket taber 21 gram når det dør = sjælens vægt.
  • 21 Gram er optaget i kronologisk orden, men klippet så denne orden blev brudt.
  • Den britiske skuespiller skuespiller Katrin Cartlidge – der spillede Dodo i Breaking the Waves – var castet som Marianne, men hun døde kort før optagelserne skulle i gang.

Anmeldelser og publikum

Metacritics gav 21 Gram en metascore på 70/100 baseret på 41 anmeldelser. Publikum gav den 80/100.

Rotten Tomatoes gav 21 Gram 80/100 point ud fra 178 anmeldelser. Publikum gav den 86/100.

__________________________

18.

Alien (1979)

Britisk-amerikansk science-fiction-skrækfilm. Instruktør Ridley Scott. Manuskript Dan O’Bannon.

alien

Plot

Engang i fremtiden er last-rumskibet Nostromo med en 7 mands stor besætning på vej hjem til Jorden i dvale, da rumskibets computer vækker dem pga. et signal udsendt fra en planetoide. Besætningen følger standardproceduren og landsætter Nostromo på planetoiden for at undersøge signalet. Kaptajn Dallas (Tom Skewitt), næstkommanderende Kane (Tom Hurt) og rorgængeren Lambert (Veronica Cartwright) drager ud på en ekspedition. De tre opdager et rumskib fra en anden intelligensform og resterne af et stor fremmed livsform sprængt indefra. Der er masser af æg, og da Kane undersøger en af en, springer et væsen op og sætter sig fast på hans ansigt. Imens har sergentofficeren Ripley (Sigourney Weaver) opdaget at det udsendte signal der fik Nostromo til at lande, var et advarselssignal.

Dallas og Lambert bærer den sårede Kane med den fremmede livsform limet på ansigtet tilbage til Nostromo. Ripley der er øverstbefalende på Nostromo i fravær af de højere rangerende Dallas og Kane, vil ikke lukke dem ind på rumskibet pga. karantæneregler, men hun overtrumfes af videnskabsofficeren Ash (Ian Holm). Nostromo tager afsted igen mod Jorden. Den fremmede livsform løsner endelig grebet om Kane, springer væk og dør, og Kane er umiddelbart frisk igen. Lige indtil et lille eksemplar af den fremmede livsform borer sig ud af hans bryst, dræber ham og forsvinder et sted på rumskibet.

Organismen dræber mandskabet en efter en. Ash modarbejder mandskabet, og Ripley finder ud af at Ash er en androide der af selskabet bag Nostromo er programmeret til at beskytte en fundet fremmed livsform, mens mandskabet betragtes som undværligt. Det bliver en hård kamp for Ripley at undslippe den dræbende organisme.

Vurdering

Alien er en barsk, skræmmende og umådeligt underholdende skrækfilm (i stil med Christian Nybys ”The Thing” fra 1951, senere genindspillet af John Carpenter) med stærke elementer af 50’ernes scifi-monsterfilm med en fantastisk flot – og uhyggelig – visuel side skabt ikke mindst af den schweiziske maler og billedkunstner H.R. Giger der skildrede de fremmede organismer ved at samle modsætninger – det både meget kvindelige og meget falliske, og det mekaniske og det organiske – på en mærkeligt overbevisende måde. Et andet plus i filmen er at den er helt modsat den samtidige Star Wars. Den er langt snarere ”Dødens Gab i rummet”. Der er intet barnligt, sødt eller romantisk over Alien. Mandskabet er håndværkere og soldater der taler råt og realistisk til hinanden i muggen over arbejdsforholdene. Endelig er skrækeffekterne i Alien på sin tid meget effektive – modbydelige falliske væsner der pludselig og blodigt maser sig ud af mennesker, og et hæsligt monster der skjult i ventilatorsystemet med systematisk effektivitet fortærer mandskabet en efter en. Så var der 6, så var der 5, så var der 4 små indianere. Det er klaustrofobisk exploitation, det er plat rædsel med klassiske bøhhh-skræmmeeffekter, men lavet med nerve og format af en visuelt visionær ny instruktør (dette er Ridley Scotts anden spillefilm overhovedet) med en stærk casting og ikke mindst – en stærk og selvbevidst kvindelig hovedrolle.

Priser

Alien vandt 1 oscar i 1980 for bedste visuelle effekter. Og 2 BAFTA Awards 1980 – for bedste produktionsdesign og  bedste lydspor.

Kuriøst

  • Alien var den 30-årige Sigourney Weavers første filmhovedrolle, og den skabte hendes filmgennembrud.
  • Scott har fortalt at der til sidst kun var to tilbage som var realistiske bud på Ripley i filmen. Sigourney Weaver og Meryl Streep. De to var i øvrigt gamle klassekammerater og venner fra Yale.
  • Harrison Ford takkede nej til rollen som Kaptajn Dallas.
  • Rollen Ash var ikke med i O’Bannons oprindelige manuskript.
  • Dan O’Bannon, idémanden bag Alien, bad både instruktøren og produceren, Ridley Scott og Walter Hill, begge uden erfaring med science fiction og skrækfilm, om at se Motorsavsmassakren for at fange den dirrende nerve i skrækfilm. Det gjorde stærkt indtryk på dem og motiverede dem til at finde en tilsvarende intensitet til Alien. Ridley Scott har udtalt at tre film inspirerede ham stærkt til Alien: 2001: A Space Odyssey, Star Wars og Motorsavsmassakren.

Anmeldelser og publikum

Metacritic har en score på 83/100 baseret på 22 anmeldelser. Publikums vurdering er 89/100.

Rotten Tomatoes: 97/100 baseret på 100 anmeldelser. Brugere 94/100. Det er også en afsindig flot modtagelse af Alien – og klart bedre end metacritics.

Alien er med på Roger Eberts liste over ”store film”.

________________________

19.

Unforgiven (De Nådesløse, 1992)

Amerikansk western. Instruktion Clint Eastwood. Manuskript David Peoples.

unforgiven

Plot

Vi befinder os i det vilde Vesten i 1881 i Big Whiskey hvor Little Bill (Gene Hackman) er sherif på en ret voldelig vis. To cowboys, Quick Micke og Davey-Boy skamferer den prostituerede Delilah efter hun har grint af størrelsen på den enes penis. Little Bills straf er de to skyldige cowboys skal betale erstatning til bordellets ejer. Bordellets prostituerede bliver rasende og udlover en dusør på 1000 $ til den der dræber Quick Mike og Davey-Boy.

The Schofield Kid (Jaimz Woolvett), en ganske ung revolvermand der praler med sin dygtighed,  opsøger William Munny (Clint Eastwood), en angrende enkemand der har forsaget vold og sprut, for at dræbe de to og hæve de prostitueredes dusør. Økonomisk nød får en modvillig Munny til at tilslutte sig The Kid, og undervejs rekrutterer han Ned Logan (Morgan Freeman), også en pensioneret revolvermand. Da de tre ankommer til Big Whiskey, er Munny syg og får bank af Little Bill, men han plejes efterfølgende af de prostituerede.

Munny og Logan har egentlig slet ikke lyst til flere drab, og Logan drager hjemad. Munny føler sig forpligtet på sit løfte til the Kid, og de går efter dusøren, the Kid skyder yderst uglamourøst Quick Mike mens denne sidder på toilettet, og bekender at det er hans første drab , men at det ikke er ham. Til gengæld hører de at Little Bills mænd har fanget Logan og torteret ham til døde. The Kid får de prostitueredes dusør og drager ud for at give pengene til Munnys børn og Logans enke, mens Munny drager til Big Whiskey for at få hævn over Little Bill. Han drager til Big Whisky, og i en kamp får han dræbt Little Bill og hans nærmeste og truer med at komme efter resten, hvis ikke de giver Logan en ordentlig begravelse og lader de prostituerede i fred.

Vurdering

En klassisk western der er kendt for at afslutte alle western-film ved sin sorte, illusoinsløse og afmytologiserende stil der blotlægger voldens konsekvens i en dyster, rugende western-natur og furede, plagede ansigter indhyllet i skygge. Filmens ”helt”, Munny, spillet af den dengang 61-årige Eastwood, er rusten, plaget af skyld og anger over sin livsstil som revolvermand og uden glamour, men samtidig autoritativ og sej.

Unforgiven er fuld af nerve og intensitet og fornemt skuespil af især Gene Hackman og Clint Eastwood. Unforgiven hæver western op til et niveau hvor alle filmelskere, og ikke kun western-elskere, vil have stor fornøjelse af denne både underholdende og beske perle.

Med jazz-filmen Bird (1988) og Unforgiven fik Eastwood megen kredit hos liberale og progressive sjæle som ellers havde afskyet mange af hans kolde, afstumpede og ultravoldelige selvtægtsroller, især som ”Dirty Harry”. Unforgiven blev næsten betragtet som anger og forsagelse af voldens og hævnens væsen.

Priser

Unforgiven vandt 4 oscars, fx for bedste film, bedste instruktør og bedste mandlige birolle (Gene Hackman). Den vandt 2 Golden Globes for bedste instruktør og bedste birolle (Gene Hackman). Og 1 BAFTA Award: Bedste birolle (Hackman).

Kuriøst

  • Manuskriptet er fra 70’erne. Clint Eastwood købte det først i 80’erne, men følte ikke han havde alderen til at spille Munny. Men så faldt han over manuskriptet i en skuffe og blev begejstret og producerede selv filmen med sig selv som instruktør og i hovedrollen.
  • Filmens musikalske hovedtema er skrevet af Clint Eastwood selv.
  • Gene Hackman gik kun med til at spille med i filmen fordi Eastwood overbeviste ham om at Unforgiven ikke ville glorificere vold.
  • Det var ikke en bevidst hensigt for Eastwood eller manuskripforfatteren Peoples at lave en antivold-film.

Anmeldelser og publikum

Metacritic giver Unforgiven en score på 82/100 baseret på 21 anmeldelser. Publikum giver den 84/100 points.

Rotten Tomatoes: 95/100 baseret på 93 anmeldelser. Publikum gav den gennemsnitligt 94/100. Det er en temmelig excellent modtagelse.

Unforgiven er med på Roger Eberts liste over ”store film”

___________________

20.

Don’t Look Now (Rødt Chok, 1973)

Britisk-italiensk psykologisk (og okkult) thriller. Instruktion: Nicholas Roeg. Manuskript: Allan Sclott og Chris Bryant. Baseret på en novelle af samme navn af Daphne du Maurier.

dont look now

No Merchandising. Editorial Use Only. No Book Cover Usage. Mandatory Credit: Photo by Moviestore Collection/REX (1546157a) Don’t Look Now, Donald Sutherland Film and Television

Plot

Vi begynder med en lykkelig familie af Laura (Julie Christie) og arkitekten John Baxter (Donald Sutherland) og deres mindreårige børn. Men en eftermiddag løber deres lille datter Christine i skinnende rød regnfrakke ud til en dam nær huset, hendes bold ryger i dammen, Christine prøver at få fat i den, falder i og drukner.

Nogen tid efter får John af en biskop et restaureringsjob i en kirke i Venedig. Laura rejser med sin mand. Hun træffer på en restaurant to ældre søskende, den blinde Heather og Wendy. Heather fortæller Laura om sine synske evner og fortæller at han kan se Lauras afdøde datter. Laura besvimer. Laura informerer sin rationelle mand der er skeptisk. Senere deltager Laura i en seance med Heather og Wendy, og de fortæller hende at Christine advarer om at John er i fare. Laura informerer igen John der bliver vred.

Men kort efter modtager han et telefonopkald om at deres søn er kommet til skade. Laura begynder straks at tage afsted til England. Imens er John begyndt at se underlige syner – en lille pige i rød regnfrakke og siden et begravelsesoptog hvor Laura og de to ældre søstre. Er Laura ikke taget hjem alligevel? Der er også rygter om at en seriemorder er på færde i Venedig. John vil have politiet til at eftersøge Laura og de to søstre, og politiet bliver mistænksomme over for John. Siden erfarer John at Laura faktisk er i England. Forvirret afmelder han eftersøgningen. Men nu begynder han at se flere glimt af den lille skikkelse i rød regnfrakke. Men det han ser, er noget dæmonisk. Og filmen ender på en ret chokerende måde.

Vurdering

Don’t Look Now er en fremragende psykologisk gyser der mindst er på nivau med Hitchcocks. Den er avanceret filmet med en fragmenteret stil og en udpræget brug af flasbacks og flashforwards og et flimrende indtryk der virker både ekspressionistisk og impressionistisk. Don’t Look Now er intens, fuld af melankolske, stemningsfulde og dystre billeder af Venedig.

Og så er den naturligvis et studie i to menneskers sorg og forskellige måder at tackle den på – Lauras åbne og Johns mere lukkede og fortrængende.

Selve historien er selvfølgelig kitsch, men skuespillet mellem de to sørgende forældre, Julie Christie og Donald Sutherland, er fornemt, og filmens særlige stemning helt unik. Alt flimrer i denne film. Vi er hele tiden usikre på hvad vi præcis ser, og hvad sammenhængen er i det vi ser. Men et forankringspunkt er den lille figur i den røde regnfrakke. Den går igen. Og deromkring væves der et forløb af tab, sorg, sex, skænderi, melankoli, anelse, angst, panik og direkte rædsel. Men det hele er ikke kun dyster romantik. Det forstyrrede og sorgramte ægteskab mellem Laura og John er ikke bare for genren og tiden, men i det hele taget, usædvanligt realistisk og overbevisende skildret. Ligesom scenen hvor Laura og John for første gang har sex siden Christines død. Den scene blev kendt som filmhistoriens hidtil mest ægte virkende sexscene (faktisk så ægte, at instruktøren og begge skuespillere eksplicit og gentagne gange har måttet understrege at den altså var skuespil).

Don’t Look Now er en film der ønsker at fungere bagom det rationelle. I det anende, følende, drømmende. Sammenkobet med det psykologisk realistiske. Og det gør den på en usædvanlig vellykket vis.  Samtidig indeholder filmen en naturlig magi og mystik. Har man ikke sans for filmens stemninger og mystikken, vil man blive svært skuffet over den. For selve historien er noget tantet sludder.

Kuriøst

  • Sexscenen mellem Laura og John var den første optagelse i filmen, og Julie Christie og Donald Sutherland havde ikke mødtes overhovedet før filmen. Christie var rædselsslagen, og optagesituationen var ikke det mindste erotisk.

Anmeldelser og publikum

Rotten Tomatoes giver den 96/100 hos anmelderne – baseret på 49 – hvilket er usædvanlig flot, mens brugerne giver den en noget lavere karakter: 77/100. Hvilket stadig er godt.

Filmen kan ses her:

____________________

20.

The Shawshank Redemption

(En Verden Udenfor, 1994)

Amerikansk fængselsdrama. Instruktion og manuskript Frank Darabont efter Stephen Kings novelle, ‘Rita Hayworth and the Shawshank Redemption”.

the-shawshank-redemption-2

Plot

Livstidsfangen Red (Morgan Freeman), en slags ”fikser” i Shawshank-fængslet, fortæller om sit møde og venskab med en helt speciel anden livstidsfange Andy Dufresne (Tim Robbins), en sært uskyldigt virkende bankmand der med en påfaldende indre styrke og overskud der behandles skidt et råt sted, voldtages og gennemtæskes, men Andy knækkes aldrig og får gode ting til at ske i fængslet via sin særlige ånd og uden at bruge vold. Andy giver gode økonomiske råd til flere af fængselssystemets topfigurer, fx den brutale leder af fængselsbetjentene Hadley (Clancey Brown) og den meget religiøse og temmelig trælse fængselsinspektør Norton (Bob Gunton). Dermed får  Andy af systemet en goodwill som han bruger til at skabe et mere velfungerende fængselsbibliotek. Små ting med stor betydning i et dehumaniserende og snævert fængselsmiljø.

Filmen udspiller sig gennem næsten 20 år.

Vurdering

En fornem og opløftende gammeldags, traditionelt lavet Capra-agtig film om venskab og om et menneske der har hjertet på det rette sted og som har en forvandlende virkning på sine omgivelser.

Historien er flot, og filmen er  stærk, velspillet og effektiv og med en meget stor menneskelighed. Fængselsuniverset blotlægges i al dens monotoni, grimhed og urimelighed.

Tim Robbins spiller Andy flot med mildhed og mystik og en vis nonchalant fjernhed, mens Morgan Freeman på fremragende vis har nærvær og menneskelighed.

Jeg så den i biografen (Palads i Århus) da den kom frem i 1994 uden de helt store fanfarer og satte stor pris på den. Og den holder ved gensyn. En rørende film med masser af styrke i de små ting.

Filmens univers er let at overføre som psykologisk metafor at have det svært og føle sig fastlåst i en urimelig og udsigtsløs situation (Andys uretfærdige dom på 2 x livstid), fængslet, Hadley, Norton), men så finde en indre kerne (Andy) der lader sig banke, tæske og misbruges, men som blidt og konstruktivt holder fast og langsomt får ting til at blomstre og til sidst mod alle odds finder en udvej. Filmens kolossale popularitet hænger formentlig sammen med at den har denne (formentlig utilsigtede) metaforiske og inspirerende   kraft.

Kuriøst

  • The Shawshank Redemption var den ungarsk-fødte Frank Darabonts debut som spillefilmsinstruktør.
  • The Shawshank Redemption forsvandt lidt i skyggen af mere ekstravagante film som Pulp Fiction og Forrest Gump da den kom frem og blev ingen stor succes. Det blev den efterfølgende via video-udlejning og siden kabel-tv og streamning hvor den efterhånden er blevet til en af de mest populære film nogensinde. I 1995 var filmen den mest lejede video.
  • Filmen er Morgan Freemans egen favorit.
  • I Stephen Kings histoer Red egentlig en hvid, rødhåret irer, heraf øgenavnet Red, og man forsøgte da også at få en hvid til at spille rollen. Kevin Costner sagde nej, fordi han skulle spille i filmen Waterworld, og Tom Hanks sagde nej da han skulle spille hovedrollen i Forrest Gump. Instruktøren Darabont havde hele tiden lænet sig mod Freeman, trods dennes etnicitet, pga. Freemans stille, men store autoritet og dybe stemme der var velegnet som fortæller-stemme.
  • Det var ikke den første Stephen King-film som Frank Darabont lavede. I 1983 lavede han kortfilmen The Woman in the Room. King var så imponeret over denne kortfilm, at han og Darabont blev venner, og King solgte derfor rettighederne til i”Rita Hayworth and the Shawshank Redemption” temmelig billigt til Darabont. Det var især et pennevenskab. Også Darabonts næste spillefilm, Den Grønne Mil, var en King-filmatisering.
  • Mange har set en Jesus-allegori i Andys rolle hvilket Darabont har afvist skulle være hensigten.

Anmeldelser og publikum

Metacritic: 80/100 baseret på 19 anmeldelser. Brugere: 91/100. Så En Verden Udenfor er klart en publikumsfavorit.

Rotten Tomatoes: 91/100 ud fra 66 anmeldelser. Publikum har 98/100. Her er det samme billede som i Metacritic, men med højere karakterer begge steder. Publikums vurdering er enestående varm. Dette er en film der begejstrer brugerne.

The Shawshank Redemption er med på Roger Eberts liste over ”store film”

_______________

22. 

Lost in Translation (2003)

Amerikansk minimalistisk komedie-drama. Instruktion og manuskript Sofia Coppola.

lost in translation

Plot

Bob (Bill Murray) er en midaldrende og afdanket skuespiller med ægteskabsproblemer. Han er i Tokyo for at reklamere for et japansk whisky-mærke, og på hotellet har han jetlag og keder sig. Han træffer han den unge og smukke universitetsstuderende Charlotte (Scarlett Johansson) der også keder sig. Hun lades alene tilbage på hotellet af sin fotografkæreste hvis verden Charlotte ikke har kontakt med.

Tilfældige møder mellem Bob og Charlotte medfører en kontakt, siden et venskab, og siden en romantisk-erotisk spænding. Vi ved ikke om den spænding fuldbyrdes. Snart skal Bob tilbage til USA, han hvisker noget i øret på Charlotte, de kysser, og han tager til lufthavnen.

Vurdering

Lost in Translation defineres som et komedie-drama, men den er ikke en lårklasker. Dens humor mere underspillet sarkastisk og sardonisk, ligesom romantikken er underspillet. Filmen viser på en virkelig flot måde det moderne menneskes følelse af fremmedgjorthed i en absurd verden hvor to ensomme, men længselsfulde, sjæle med dysfunktionelle parforhold, og som keder sig, for et øjeblik får ægte kontakt til hinanden. Og denne kontakt er alt hvad der er i hele verden. Alt dette – fremmedgjortheden, absurditeten, ensomheden, længslen og oplevelsen af kontakt midt i dette – skildres usædvanligt ægte og overbevisende med en dosis poesi og stille humor. Hverken Bob eller Charlotte er dybt lidende mennesker der på ingen måde kan udholde deres situation. De har det okay, men der er samtidig en tristesse, en melankoli, en længsel der delvist udløses i et få dage langt møde med en åben slutning.

En anmelder, amerikanske Joshua Tyler, har beskrevet Lost in Translation ret præcist således:

Lost in Translation is not a movie about passion or lust, but about finding someone who’s just as lost as you are.

En stor del af filmens styrke er de ledende skuespilleres underspillede intelligens, men også Bill Murrays desillusionerede charme og Scarlett Johanssons erotiske sødme, Sofia Coppolas instruktion der har sin helt egen skæve stil og lydsporet præget af tidens indiemusik, fx 4 sange af Kevin Shields forsangeren fra My Bloody Valentine.

Filmen har både mainstreamkvaliteter (den er umiddelbart tilgængelig og attraktiv at se) med indiekvaliteter (den er smal, original og auteur-agtig med masser af subtile hentydninger.

Jeg så filmen da den kom frem, i Århus’ art cinema, selvfølgelig, nemlig Øst For Paradis, og blev umiddelbart charmeret af den. Jeg er ikke til romantiske film som jeg næsten altid finder uægte, postulerede, sentimentale og eskapistiske, men lige denne her film rammer mig. Måske fordi filmen slet ikke uden videre er romantisk.

Det er en film som jeg ad åre sagtens kunne finde på at rykke op på min liste. Jeg mistænker den for at være en tidløs perle.

Priser

Lost in Translation vandt en oscar i 2004, nemlig til Sofia Coppola for bedste originale manuskript. Den vandt 3 Golden Globes, nemlig for bedste film i genren komedie eller musical, til Bill Murray for bedste skuespiller i ovennævnte genre og til Coppola for bedste manuskript. Den vandt også 3 BAFTA Awards, nemlig Johansson for bedste kvindelige hovedrolle og Murray for bedste mandlige hovedrolle.

Kuriøst

  • Scarlett Johansson var kun 17 år da filmen blev indspillet, selv om hendes rolle, Charlotte, er først i 20’erne. Filmen blev Scarlett Johanssons gennembrud som skuespiller.
  • Scarlett Johanssons far, Finn Johansson, er en dansk arkitekt bosat i USA. Scarletts farfar, Ejnar Johansson, var en kendt dansk kunstkritiker. Scarletts mor er jødisk amerikaner.
  • Rollen som Bob er skrevet af Sofia Coppola specifikt til Bill Murray. Havde han ikke takket ja, var filmen ikke blevet til noget.
  • Lost in Translation er Bill Murrays personlige favorit.
  • Filmen er filmet i løbet af 27 dage.
  • Filmens åbningsbillede, hvor man ser Scarlett Johansson bagfra i en halvt gennemsigtig lingeri, er inspireret af den fotorealistiske maler John Kacere hvis billeder set på hotellet hvor Charlotte og Bob bor.

 

Anmeldelser og publikum

Metacritic giver Lost in Translation 89/100 points baseret på 43 anmeldelser. Publikum giver den 71/100, en noget svagere karakter.

Rotten Tomatoes giver den flotte 95/100 baseret på 223 anmeldelser, mens publikum igen er mere forbeholdt med 86/100.

Lost in Translation er med på Roger Eberts liste over “store film”.

______________

23

The Big Lebowski (1998)

Amerikansk neo-noir stoner-komediekrimi. Instruktion og manuskript. Ethan og Joel Coen.

big lebowski 2

Plot

I Los Angeles er der to personer der hedder Jeffrey Lebowski. Den ene er en ældre, multimillionær, “The Big Lebowski” (David Huddleston), mens den anden er en yngre, hashrygende hippie, “The Dude” (Jeff Bridges) med hang til bowling og drinken White Russian. Filmen begynder da et par indbrudstyve bryder ind hos The Dude i den tro at han er The Big Lebowski. Irriterede tisser tyvene på The Dudes tæppe. The Dude opsøger nu The Big Lebowski med et sammenrullet tæppe for at få erstatning. Det får han ikke, så The Dude stjæler et af mulitmillionærens tæpper og træffer millionærens nymfomaniske hustru Bunny (Tara Reid).

Snart efter kontaktes The Dude af The Big Lebowski der tilgiver ham det med tæppet, men vil have ham til at være mellemmand i en overførsel af løsepenge for Bunny der er blevet kidnappet. The Dude får en kuffert med løsepenge der stjæles fra ham. Panik! Nu kontaktes han af Maude (Julianne Moore), en boheme-agtig datter af The Big Lebowski, der siger at hun lod kufferten stjæle. Hun mistænker Bunny for at have arrangeret en falsk kidnapning og vil afsløre hende. Hertil skal hun bruge The Dude der sammen med sine bowlingvenner, den frygtsomme Donny (Steve Buscemi) og den buldrende vietnamveteran Walter (John Goodman) trækkes ind i et stadig mere forvirrende plot hvor Bunny viser sig at være forbundet med en kreds af tyske nihilister (herunder Peter Stormare og musikeren Flea), mens Maude forsøger at blive gravid med The Dude. Ulykkerne regner ned over den The Dude der tager hele virakken i ufattelig afslappet stil.

Vurdering

The Big Lebowski er en uhyre charmerende film der på det umiddelbare plan handler om et forvirrende film-noir-agtigt plot inspireret af Raymond Chandler, og The Dude er egentlig Philip Marlow, men en lad, hippieagtig udgave uden Marlows energi og motivation. Bag dette noir-agtige plot handler The Big Lebowski om noget helt andet, nemlig om pudsige L.A.-typer, fx The Dude, Walter og Donny, men også The Dudes bizarre, slikkede og pædofile bowlingrival Jesus (John Turturro), the Big Lebowskis affable tjener Brandt (Philip Seymour Hoffman) der har en pudsig lighed med sin herre og de tyske nihilister, og om The Dudes evigt stenede deadpan-attitude, mens absurditeterne hvirvler omkring ham.

Joel Coen har direkte udtalt at filmens  plot er ret ligegyldigt:

The plot is sort of secondary to the other things that are sort of going on in the piece. I think that if people get a little confused it’s not necessarily going to get in the way of them enjoying the movie.

Der er opstået en hel kult omkring The Big Lebowski, Church of the Latter-Day Dude med sin egen religion, dudeism. Det må være sket, fordi dette er en vidunderlig surrealistisk komedie fortalt med et overdådigt billedsprog, fuld af herlige oneliner-replikker og et perfekt spil af den cool Jeff Bridges der simpelthen ER The Dude.

Kuriøst

  • Jeff “The Dude” Lebowski er baseret på filmpromoteren Jeff “The Dude” Dowd, en filmpromoter der hjalp med at distribuere Coen-brødrenes første film, Blood Simple – et nemt offer. Ligesom Lebowski var Dowd med blandt “The Seattle Seven”, en oprørsgruppe der var med til at organisere protester mod Vietnamkrigen. Dowd er dog efter sigende en anelse mere energisk og motiveret end Lebowski.
  • Følgende nævner The Big Lebowski blandt deres 5 yndlingsfilm: Jennifer Lawrence, Jonah Hill, Seth Rogen, John Hawkes, Jane Lynch, Martin Starr, Eva Mendes og Nick Offerman, og instruktørerne Sam Raimi og Richard Kelly.
  • The Big Lebowski er delvist inspireret af Raymond Chandlers ‘The Big Sleep’ (Sternwood-mysteriet).
  • The Dude siger “man” 147 gange i filmen. ‘Fuck’ – eller variationer heraf (fucking osv.), siges 292 gange.
  • John Goodmans favoritfilm.
  • Goodmans karakter, den våbenbegejstrede bulderbasse Walter, er inspireret af Coen-brødrenes ven John Milius der var med til at skrive Apocalypse Now.
  • Aimee Mann, en pænt kendt indie-singer/songwriter, er en af de tyske nihilister ligesom bassisten Flea fra Red Hot Chili Peppers.
  • I 214 udnævnte den amerikansk Kongres’ bibliotek The Big Lebowski til en ud af 650 film der skal bevares til fremtidige generationer af historiske eller æstetiske grunde.

Anmeldelser og publikum

Metacritics metascore er på bare 69/100 baseret på 22 anmeldelser, mens publikum sætter den en smule højere – 71/100.

Rotten Tomatoes giver den en lidt højere anmelderscore – 80/100 baseret på 87 anmeldelser, mens publikum sætter den langt højere, 97/100 baseret på 352.769 anmeldelser.

Roger Ebert var oprindelig moderat begejstret for The Big Lebowski og gav den 3 ud af 4 stjerner, men betragtede den senere som fremragende. Den er med på hans liste over “store film”.

______________

24.

The Shining (Ondskabens Hotel, 1980)

Amerikanskpsykologisk thriller. Instruktion Stanley Kubrick. Manuskript: Stanley Kubrick og Diane Johnson. Forholdsvis løseligt baseret på Stephen Kings roman af samme navn.

the-shining-twins

Plot

Forfatteren Jack Torrance (Jack Nicholson), en afholdende alkoholiker,  får en stilling som opsynsmand vinteren over for Overland Hotel i Colorado. Her kan han have fred til at skrive sin roman. Med sig har Jack hustruen Wendy (Shelley Duvall) og den mindreårige søn Danny (Danny Lloyd). Jack advares dog på forhånd om at en af hans forgængere som opsynsmand mistede forstanden og dræbte hele sin familie. Danny har på forhånd et uheldssvangert syn og ser hotellets elevatorer fyldt med blod.

Ved familiens ankomst til hotellet, henvender kokken Dick sig telepatisk til Danny. Dick fortæller at han og hans bedstemor har psykiske evner, kaldet skinnen, The Shining. Danny spørger Dick om hotellet og værelse nr. 237. Dick fortæller Danny at hotellet også har en skinnen ved sig sammen med mange minder der ikke alle er gode. Og værelse 237 skal man holde sig fra.

Som ugerne går, får Jack ikke skrevet på sin roman og bliver mere og mere frustreret og får voldsomme anfald af vrede. Samtidig får Danny ubehagelige visioner. Danny opsøger alligevel nysgerrigt værelse 237, og fra da af eskalerer rædslerne. Jack opfører sig stadig mere bizart og ubehageligt, hotellets fortid bliver levende for ham, og spøgelsesbartenderen Lloyd serverer whisky for ham. Wendy undersøger Jacks skriverier, og hun finder ud af at han i de mange uger INTET har skrevet. Jo, han har fyldt mange sider med den samme bizarre sætning: All work and no play makes Jack a dull boy.  Snart jages Wendy og Danny af en morderisk Jack: Here Comes Johnny! Men det er ikke så ligetil for Wendy og Danny at forlade Ondskabens Hotel.

Vurdering

The Shining er en underlig film. Seeren gør sig formentlig en tjeneste ved at se den på dens egne præmisser. Eller som en typisk Kubrickfilm som de nu er, dvs. forholdsvis langsomme,  kolde, abstrakte, med ret banale og uengagerende hovedpersoner med en lidt død dialog mellem sig, mens der til gengæld er masser af satire over menneskenes og samtidsskulturens overfladiskhed. Man skal IKKE se Ondskabens Hotel ud fra Stephen Kings roman, for mange af rædslerne i Kings roman mangler ligesom en væsentlig del af pointen i Kings roman: At historien handler om Jacks alkoholisme der slår familien i stykker og får sit ydre udtryk i spøgelserne og dæmonerne som ret entydigt er virkelige i Kings bog. Man skal heller ikke se filmen som en gængs gyser med masser af tempo og action. Kubricks The Shining er meget rolig og satser tydeligt på det hypnotiske og præcisionen i detaljerne.

Jack og Wendy er i Kubricks film to meget kedelige og normale mennesker. Jack vil gerne være forfatter, Wendy vil gerne støtte ham, og begge forsøger at være forældre for Danny. Men Jack er et menneske der venter på at kraklere under de rette omstændigheder, for han er en hul skal. Han vil være en forfatter der er kreativ og kommunikerende, men Jack er lige præcis det modsatte. Han er slet ikke spor kreativ og kommunikerende. Det er Danny til gengæld der er Jacks modpol. Nutiden er monoton og overfladisk helt modsat fortiden der er fuld af farver, glæde og klasse. I filmen bryder de to overfladiskheder sammen – Jack og hans maske af at være kreativ, kommunikerende og en god far, og nutiden. Det er en teaterkonstruktion der braser sammen, og Jacks og Wendys normalitet er dermed væk; Jack er nu ren aggression, og Wendy er ren rædsel, mens den mere åbne Danny forsøger at navigere i den verden der braser sammen og slippe væk. Tyngden ligger i hotellets fortid, og tyngden drager Jack til sig. Han absorberes nærmest af hotellets fortid, og der sker med et en eskaleret regression hvor Jack bliver til noget uhyre primitivt.

Man kan sagtens sammenligne The Shining  med 2001: A Space Odyssey. Begge film er meget langsomme med hovedpersoner i en ret banal dialog om hverdagsting men der er varsler om en kommende brat forandring. Denne bratte forandring kommer så i slutningen i begge film, bare omvendt. I 2001 er det en eskaleret evolution af hovedpersonen Bowman der pludselig ryger hastigt frem i menneskets udvikling. Men i The Shining ryger Jack omvendt tilbage i menneskets udvikling og ender omtrent hvor 2001 begynder – med køllesvingende, voldelige stenaldermænd.

I en epilog, som Kubrick siden klippede væk, fortælles det at man aldrig fandt Jacks lig. Her kunne en pointe være at Jack simpelthen blev absorberet af hotellet, af fortiden. Jack gik virkelig under, og Kubricks The Shining er en film om galskab, mens Kings The Shining er en bog om alkoholisme.

Hvis man kan kapere Kubricks særlige stil – det lidt langsomme, misantropiske, dialogflade og abstrakte – og kan man leve med Shelley Duvalls udgave af Wendy som er hysterisk og oprigtigt irriterende, så er The Shining, som Scorsese har udtrykt det, en “majestætisk skræmmende film”. Samtidig er der masser af reel mystik, gådefuldhed, dybde og intelligens i den der gør at man ikke uden videre bliver færdig med den. The Shining er simpelthen uhyggelig på et lidt andet, måske dybere, niveau end de fleste gysere.

Kuriøst

  • Stephen King var en beundrer af Kubrick, men IKKE af hans udgave af The Shining. King medgav at den havde momenter af klaustrofobisk uhygge, mens andre momenter virkede flade. King var utilfreds med at alkoholisme-motivet fyldte en del mindre end i bogen. Han var utilfreds med Duvalls Wendy som han fandt dum og skrigende og ikke meget andet til forskel fra bogens Wendy. Og han var meget uenig i valget af Nicholson som Jack. Nicholson havde lige spillet galning i Gøgereden, og King mente at folk fra begyndelsen ville fornemme at Nicholson skulle være galning så det slet ikke blev en udvikling. Som sammenfatning af sin kritikk har King beskrevet filmen som “A fancy car without an engine”.
  • Danny Lloyd, der spillede filmens Danny, var kun 5 år gammel og blev beskyttet af Kubrick. Han blev aldrig fortalt at det var en gyser, og han blev bedt om først at se filmen når han blev 16 år. I øvrigt lykkedes det aldrig for Dan Lloyd at medvirke i nogen senere film; The Shining var hans eneste.
  • The Shining var hverken kommercielt eller anmeldermæssigt det helt store hit da den kom frem. Men den har siden vundet megen anerkendelse, og den har haft stor indflydelse på filmhistorien.
  • Kubrick og Shelley Duvall, der spillede Wendy, kom dårligt ud af det med hinanden, og Kubrick pressede Duvall voldsomt. En af scenerne hvor Wendy svinger et bat mod Jack, måtte tages om 126 gange hvilket vistnok er rekord i filmhistorien. Ingen på filmsættet skulle give hende nogen sympati. Det var angiveligt bevidst fra Kubricks side for at få hende til at føle den desperate håbløshed som Wendy skulle udtrykke. Nicholsen har udtalt at Duvalls rolle som Wendy er den hårdeste rolle han har set en skuespillerinde spille. Til gengæld havde Nicholson et godt forhold til Kubrick og udmærkede arbejdsbetingelser.
  • Stanley Kubrick omtalte siden Duvall særdeles positivt og var meget imponeret over hendes indsats på filmen.
  • Nicholson ønskede at Jessica Lange skulle have rollen som Wendy og pressede Kubrick der insisterede på at Shelley Duvall var den rette til at spille rollen så frygtsomt som han ønskede. Også Stephen King gik imod valget af Duvall som han mente udstrålede en sårbarhed der lå langt fra den Wendy han havde opfundet.
  • Jack Nicholson stod bag en af filmens scener og improviserede i øvrigt en af filmens kendteste linjer: Ordene “Here Comes Johnny!” Den stammer fra den måde som talkshowværten Johnny Carson blev introduceret på (af Ed McMahon) i Carsons Tonight Show.
  • Kubrick bad skuespillerne om at se tre film før optagelsen: Roman Polanskis ‘Rosemary’s Baby ‘(1968), William Friedkins ‘Eksorcisten’ (1973) og David Lynch’ Eraserhead (1977). Det var for at få skuespillerne i den rette stemning.

Anmeldelser og publikum

Metacritic giver The Shining  61/100 baseret på blot 10 anmeldelser. Det er ikke vildt højt. Publikum her sætter den noget højere – til 88/100.

Rotten Tomatoes lader anmelderne give den temmelig meget mere: 91/100, bygget på 64 anmeldelser hvilket er ret flot. Publikum er endnu gladere og giver den  93 %.

Hele filmen er her:

________________________

25.

Citizen Kane

(Den Store Mand, 1941)

Amerikansk dramafilm. Instruktion: Orson Welles. Manuskript Orson Welles og Herman Mankiewicz.

citizen-kane

Plot

I palæet Xanadu ligger den velstående avisudgiver Charles Foster Kane (Orson Welles) for døden. Han taber en sneglobe, siger “Rosebud!” og dør. Kanes død bliver sensation omkring i verden, og journalisten Thompson sætter sig for at finde ud af hvad “Rosebud” betød. Han går i gang med at interviewe diverse skikkelser fra Kanes liv for at blive klogere på ham. Thompson finder bankmanden Thatchers arkiv og erfarer at Kane blev født i fattige kår i Colorado.

Nu følger filmen Kanes liv. En guldmine findes på Kanes mors jord, og hun sender den 8-årige dreng væk så han kan få en god uddannelse hos Thatcher. Den unge Kane er glad og på en slæde, indtil han særdeles modvilligt sendes hjemmefra.

I en alder af 25 har han fuld kontrol over sin formue og tager kontrol med avisen New York Inquierer. Han satser på skandalejournalistik, og ved at manipulere med den offentlige opinion og ægte den amerianske præsidents niece, Emily Norton, får Kane betydelig indflydelse. Thomson interviewer  Jedediah Leland (Joseph Cotten), en tidligere ven af Kane, der fortæller at Kanes ægteskab med Emily smuldrede, og at han i stedet fandt sammen med amatørsangeren Susan (Dorothy Comingore) som Kane insisterer på at give en storslået karriere som operasangerinde selv om Susan ikke er videre interesseret i en karriere endsige har evnerne. Efter at have forsøgt selvmord får Susan lov til at opgive sin karriere, og hun henslæber et liv som domineret hustru i nogle år indtil hun får frigjort sig. Kane giver sig derefter til at smadre Susans soveværelse, indtil han får fat i en glasglobe, siger “Rosebud” og slapper af.

Kanes dødsbo puttes i kasser og katalogieres – eller smides væk, og Thompson må resignerende konstatere at det altid vil forblive et mysterium hvad Rosebud betød. Men vi ser så til sidst at Rosebud er firmamærket på den slæde som den 8-årige Kane befandt sig på, da han blev sendt hjemmefra for at få en fin uddannelse langt væk fra mor. Vi ser så at slædens værdi ikke ses, men at den betragtes som affald og brændes.

Vurdering

Orson Welles var 25 år og anede intet om filminstruktion da han fik et filmstudie til rådighed. Welles var kendt som et skuespillergeni på scenen og i radioen, og nu havde han allieret sig med den erfarne manuskriptforfatter Mankiweicz over et manuskript, “The American”, der var løseligt baseret på den samtidige aviskonge William Randolph Hearst, den tids Rubert Murdoch.

Manuskriptet blev til Citizen Kane som snart blev berømmet som et af filmhistoriens helt store fyrtårn, en sammenfatning af det man i talefilmens barndom overhovedet vidste om talefilm med en overlegen fortællestil for at indkredse borgeren Kane – krydsklip mellem flashbacks og interviews med nulevende vidner. Og en overlegen visuel stil i den måde palæet Xanadu præsenteres på med skæve kameravinkler.

Imens lægges der lag på lag af personen Kane, hans længsel efter hjem, efter kærlighed og hans metode, liderlighed, magt og kontrol, som undergravede hans projekt og den afsluttende ensomhed og omverdenens og eftertidens manglende forståelse af hvad der egentlig drev ham. Var det “rosebud”, hans slæde da han blev revet væk fra sit hjem, som symbol på det han blev revet væk fra – tryghed, familie, samhørighed, det enkle liv? Sentimentalitet? En antydning er lagt, en både medfølende og sarkastisk antydning af at motoren, kernen, dybden i den ufatteligt rige, men ensomme og egocentriske Kane var sentimentalitet. “I am dreaming of a white Christmas!”.

Men det forbliver en gåde, og gåden står tilbage omgivet af en majestætisk, højt begavet og innovativ film hvor man ikke blot må beundre Kanes kreative leg med det visuelle udtryk, men også hans evner til overbevisende at skildre Kane fra han er ganske ung, 25 år som Welles var da filmen blev lavet, og til han dør grå og gammel.

Jorge Luis Borges har ganske præcist påpeget at Citizen Kane har to plots, et overfladisk og et dybere. Det overfladiske plot er historien om en stærkt forfængelig samler hvis inderste længsel er en slæde han kørte på som barn. Det dybere plot er det Borges kalder en “metafysisk detektivhistorie”: undersøgelsen af et menneskes indre kerne ved at undersøge diverse spor, interviewe ofre for dette menneskes gøren og laden, ud af de ord han sagde, det arbejde han foretog osv. Vi får fremvist fragmenter af en mand og inviteres af Orson Welles til at kombinere fragmenterne og rekonstruere dette menneskes indre væsen. Og til sidst aner vi at der slet ikke er en skjult enhed og kerne (Rosebud) blandt disse fragmenter. Det er en labyrint uden center. Det er det virkeligt dybe ved filmen.

Priser

Citizen Kane vandt 1 oscar nemlig til Mankiewicz og Welles for bedste originale manuskript.

Kuriøst

  • Filmen var et kommercielt flop og blev hurtigt taget ud af biograferne.
  • Bladkongen William Hearst, som åbenlyst inspirererede Welles til figuren Kane, blev så rasende over filmen at han kaldte Welles en kommunist.
  • Hearsts elskerinde, Marion Davies, inspirerede Welles til Kanes elskerinde og senere hustru Susan der skildres som helt berøvet enhver sangevne. Welles udtalte siden at Marion Davies var en vidunderlig kvinde, og at han fortrød at han skildrede Susan/Marion som han gjorde.
  • Welles kendte personligt William Hearst (der var ven med Welles’ far) og Marion  Davies.
  • Welles udviklede sammen med filmens fotograf Gregg Toland såkaldt “dybdefokus” hvor alle genstande i forgrunden, midten og baggrunden er i fokus på samme tid hvilket giver en fornemmelse af tredimensionel dybde i billedet.
  • Musikken er af Bernard Herrman og dennes første job som filmkomponist. Hermann sod bag musikken til flere af Hitchcocks kendteste film, fx Vertigo og Psycho, og Herrmanns allersidste job var at stå for musikken som ‘musical director’ for Scorseses film ‘Taxi Driver’. Hermann døde timer efter indspilningen af Taxi Driver.
  • Filmen har et enkelt, men relativt afgørende plotproblem. Kane hviser døende ordet “Rosebud” hvilket afstedkommer en stor jagt på identiteten af Rosebud. Men der er tilsyneladende ikke nogen ved Kanes dødsleje til at høre ham hviske ‘Rosebud’ …

Anmeldelser og publikum

Rotten Tomatos giver Citizen Kane en amelderscore på intet mindre end 100/100 baseret på 70 anmeldelser. Publikum giver den kun 90/100 baseret på 155.587 brugerkarakterer.

Hele Citizen Kane er her:

 

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar