Wind and Wuthering sang for sang

wind cover

Data

Navn: Wind and Wuthering

8. studiealbum af Genesis

Indspillet i september og oktober 1976

Udgivet den 17. december 1976

9 sange – 50:54 minutter

Producere: David Hentschel og Genesis

Studie: Relight Studios, Hilvarenbeek, Holland.

Rating: 1746 brugere af Progarchives giver albummet en gennemsnitlig karakter på 4,10 hvor 4 er excellent og 5 er et mesterværk. Det er slet ingen dårlig karakter, men Wind and Wuthering kommer dermed slet ikke ind på listen over de 100 bedste albums, mens Progarchives’ brugere vurderer det til det 8. bedste Genesis-album lige efter Trespass. Det er en lovlig lav vurdering efter min smag.

Min rating: 4,5! Albummet er ikke et mesterværk, men på niveauet lige under sammen med Duke og Selling England By The Pound.

Wind and Wuthering hører til mine personlige favoritter, selv om den ikke helt lever op til “tvillingealbummet” A Trick of the Tail. Der er ingen direkte svage sange på albummet, men særligt det korte instrumentalnummer Wot Gorilla? og All In a Mouse’s Night er nok ikke essentielle sange. De kunne undværes. Direkte fremragende er Eleventh Earl of Mar, One for the Vine og Blood on the Rooftop – og måske også balladen Afterglow. Det er samme 4 sange som Tony Banks nævner som blandt hans yndlings-Genesis-sange, og at de alle 4 ligger på samme album, gør at Wind hører til Banks favorit-albums.

Eleventh Earl of Mar

En af de mere majestætiske Genesis-sange skrevet af Banks, Hackett og Rutherford. Den har et vist groove hvilket tidligere albums Genesis-sange generelt har manglet noget.

4 minutter inde i Eleventh Earl of Mar begynder et meget smukt og imaginativt mellemspil – eller “bro” – præget af bandets klassiske pastorale stil med en pompøs overgang til ”omkvædet”, som knap nok er et omkvæd. Broen er skrevet af Hackett som led i hans stykke ”The House of Four Winds” – hvis titel bliver første del af albumtitlen – WIND and Wuthering. Rutherford har skrevet teksten om en skotsk adelsmand (John Erskine, jarl af Mar) og hans håbløse oprør i 1715 mod den britiske kongemagt.

John_Erskine

John Erskine, den 11. eller 22. jarl af Mar.

En flot sang – det må jeg sige. Højtidelig, men grandios på den gode måde. Og med masser af billeder hvilket er Genesis’ styrke. En af mine personlige favorit-Genesis-sange – og med i min Genesis-topti! Eleventh Earl of Mar blev spillet live de første par år, men ikke efter 1980. Personligt synes jeg også at den blev spillet lidt for hurtigt live. Det majestætiske og tungt rullende forsvandt lidt.

eleventh_earl_of_mar

Steve Hacketts daværende hustru,  Kim Poor, lavede denne illustration til sangen

Live i 1978 – ikke suveræn lyd- og billedkvalitet, men det går lige an

One for the Vine

En meget pompøs og vildtvoksende ballade på omtrent 10 minutters længe skrevet af Tony Banks i stil med Mad Man Moon fra Trick. Den var da egentlig også skrevet til A Trick of the Tail, men blev afvist, hvorefter Banks arbejdede videre og videre og videre på den, så den er uhyre gennemarbejdet og et af Genesis mest orkestrale sange. Den er bygget op omkring en af albummets bedste sange melodier med en storladen midtersektion hvor Banks virkelig folder sig ud på en måde så det samtidig giver mening i forhold til sangens historie.

Sangen handler om en mand der lever i en Messias-dyrkende kreds, mister troen, flygter ud i vildnisset og så selv udnævnes som Messias da han vender tilbage.

Then one whose faith had died
Fled back up the mountainside,
But before the top was made,
A misplaced footfall made him stray
From the path prepared for him.
Off of the mountain,
On to a wilderness of ice.

This unexpected vision made them stand and shake with fear,
But nothing was his fright compared with those who saw him appear.
Terror filled their minds with awe.

Simple were the folk who lived
Upon this frozen wave.
So not surprising was their thought,
This is he, God’s chosen one,
Who’s come to save us from
All our oppressors.
We shall be kings on this world

Den nye Messias kan ikke slippe for sin skæbne. Presset af sine tilhængeres forventninger må han føre dem til sejr i krig mod fjenderne, men han opdager pludselig en der flygter ud i vildnisset præcis som han selv gjorde – alt går i ring.

Tekst, musik og arrangement arbejder godt, intelligent og veludført sammen. Banks nærmer sig det overgjorte, selvhøjtidelige og prætentiøse – men overskrider efter min mening ikke grænsen. Det mest imponerende er at sangen med alle sine instrumentale indfald i den mellemste sektion hvor der pludselig optræder 5/4-rytme osv., faktisk hænger sammen.

Det er en stærkt ambitiøs, meget kompetent komponeret og arrangeret ballade med stor indre konsistens trods alle eksperimenterne i den midterste del. En superflot sang fuld af billeder. Og ligesom Eleventh Earl of Mar et højdepunkt på albummet og med i min personlige Genesis-topti!

Her spilles One for the Vine live i 1980.

You’re Own Special Way

En måske lidt bombastisk, men også fin, smuk og ret catchy ballade i valsetakt skrevet af Mike Rutherford der bliver albummets førstesingle og bliver den første Genesis-sang i Collins-perioden der når ind på hitlisten i USA – ikke så højt op – nr. 62 – men den kommer dog ind på listen. Omkvædet er medrivende og sunget i et varmt og behageligt vokalarrangement der grænser til det pompøse. Negativsiden er at sangen nærmer sig velgennemført – men almindelig – pop og ikke er specielt billeddannende. Og så har den en ekstremt, stillestående keyboard-mellemspil midt i. Hvor er Hackett henne?

You’re Own Special Way er musikhistorisk interessant, for jeg vil påstå at netop her begynder Genesis udvikling imod at blive et popband! Adskillige anmeldere spåede faktisk at sangen blev et stort pophit, jf. citaterne på denne PR-plakat for singlen!

 

you're own 2

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt at det bliver Rutherford der først viser en sans for popsange i Genesis. Det er på ingen måde Phil Collins der på dette tidspunkt mest er til fusionsjazz og mærkelige, jazzede rytmer.

Her er You’re Own Special Way i et amerikansk tv-show i 1977 i en sing-back (play-back)-version, dvs. alt mimes.

Wot Gorilla?

Derpå følger et par svagere bidrag. Den fusionsglade Phil Collins er hovedmanden bag en lidt jazzet instrumentalsang, Wot Gorilla?, en sød, melodiøs bagatel som man kunne kalde en velspillet filler! Collins’ trommemønster i Wot Gorilla? skal være hentet fra Weather Reports “Nubian Sundance”.

All in a Mouse’s Night

Så har Banks fået den intelligent arrangerede og solide, men efter min mening lidt middelmådige All in a Mouse’s Night hvis tekst er baseret på tegneseriefigurerne Tom & Jerry. Genesis skal passe på at falde i den for prog-rock-bands nærliggende grøft der hedder ”gumpetung” – hvilket Peter Gabriel gjorde meget for at forhindre. Og her er man altså lovlig tæt på den grøft.

Blood on the Rooftops

Endnu en kærlighedsballade, om end lidt mere sardonisk end You’re Own Special Way. Steve Hackett er hovedmanden og har skrevet det instrumentale forspil, teksten og verset, mens Phil Collins har fundet på titlen og skrevet omkvædet. Elegant, britisk, smuk og flot – en af mine personlige favoritter på albummet. Blood on the Rooftops er på ingen måde gumpetung. En elegant ballade med en elegant og meget britisk tekst.

Dark and grey, an English film, the Wednesday Play
We always watch the Queen on Christmas Day
Won’t you stay?

Though your eyes see shipwrecked sailors you’re still dry
The outlook’s fine though Wales might have some rain
Saved again.

Let’s skip the news boy (I’ll make some tea)
The Arabs and the Jews boy (too much for me)
They get me confused boy (puts me off to sleep)
And the thing I hate – Oh Lord!
Is staying up late, to watch some debate, on some nation’s fate.

Hypnotised by Batman, Tarzan, still surprised!
You’ve won the West in time to be our guest
Name your prize!

Drop of wine, a glass of beer dear what’s the time?
The grime on the Tyne is mine all mine all mine
Five past nine.

Blood on the rooftops – Venice in the Spring
Streets of San Francisco – a word from Peking
The trouble was started – by a young Errol Flynn
Better in my day – Oh Lord!
For when we got bored, we’d have a world war, happy but poor

Unquiet Slumbers for the Sleepers …

/ … in that quiet Earth

Instrumentalsektioner der flyder over i hinanden og til sidst i Afterglow. Først den drømmende og lidt stillestående Unquiet Slumbers og siden den hæsblæsende … in that quiet Earth. Titlerne er i øvrigt hentes fra Emily Brontës ”Wuthering Heights”, Stormfulde Højder, som leverer den anden del af albummets titel.

Den slags instrumentalblær finder jeg personligt trættende, men her er det faktisk ret godt gennemført og har en vis magi og grandeur.

Rutherford har følgende kommentar til sangen:

Some of the stuff on Side 2, before ‘Afterglow’, we actually split up into two titles. The last sort of ten minute section that became ‘Unquiet Slumbers for the Sleepers’ and ‘In That Quiet Earth’ were going to be credited as a band composition, but in fact we split it up and put the first section written by Steve and me to give him a bit more and make him feel happier.

Afterglow

Det tog Tony Banks næsten et år at skrive One for the Vine, mens det tog ham godt 5 minutter at skrive balladen Afterglow – der er en af de første Genesis-sange der eksperimenterer med det meget enkle. Den er smuk, og den fungerer – og bliver en fanfavorit. De næste mange år er Afterglow en del af live-repetoiret som den rolige, blide og vuggende afslutning på en hæsblæsende instrumentalsektion.

Afterglow vil blive spillet 516 gange live af Genesis og dermed blive Genesis’ femtemest spillede sang overhovedet live kun overgået af Los Endos, I Know What I Like, In The Cage og Turn It On Again.

Mærkeligt nok har denne varme og behagelige sang en tekst om den dybeste menneskelige savn og fortvivlelse – et trick Genesis nogle gange benytter. Det ses fx også i “Snowbound” på det efterfølgende album.

Like the dust that settles all around me,
I must find a new home.
The ways and holes that used to give me shelter,
Are all as one to me now.
But I, I would search everywhere
Just to hear your call,
And walk upon stranger roads than this one
In a world I used to know before.
I miss you more.

Than the sun reflecting off my pillow,
Bringing the warmth of new life.
And the sounds that echoed all around me,
I caught a glimpse of in the night.
But now, now I’ve lost everything,
I give to you my soul.
The meaning of all that I believed before
Escapes me in this world of none, no thing, no one.

And I would search everywhere
Just to hear your call,
And walk upon stranger roads than this one
In a world I used to know before.
For now I’ve lost everything,
I give to you my soul.
The meaning of all that I believed before
Escapes me in this world of none,
I miss you more.


(Spot The Pigeon)

Tre vragede sange fra the Wind and Wuthering-sessionerne dukker i 1977 op som en EP ved navn “Spot the Pigeon”. De tre sange er ikke helt mig, men en af sangene, Pigeons, har en vis charme. Måske fordi det er den Genesis-sang der minder mig mest om det danske band Gangway!


Interview om tilblivelsen af Wind and Wuthering

Reklamer
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

A Trick of the Tail sang for sang

trick cover

 

Data

Navn: A Trick of the Tail

7. studiealbum af Genesis

Indspillet i oktober og november 1975

Udgivet den 2. februar 1976

8 sange – 51:01 minutter

Producere: David Hentschel og Genesis

Studie: Trident Studios, London

Rating: Glimrende. 2307 brugere af Progarchives giver A Trick of the Tail en gennemsitlig karakter lige under The Lamb – nemlig på 4,27 hvilket ifølge brugerne gør Trick til det 52. bedste album nogensinde og det 6. bedste Genesis-album. Og til det bedst rangerende studiealbum med Phil Collins som forsanger.

Min rating: 5! A Trick of the Tail er en af de første Genesis-albums jeg hørte – tilbage i 1970’erne da jeg var dreng – og jeg er stadig ret begejstret for det. Albummet har 8 sange hvoraf ingen umiddelbart er fyld, selv om jeg ikke synes at Los Endos – den instrumentale koda-agtige afslutning helt lever op til de øvrige sange. De stille sange – Entangled og Ripples – er decideret eminente, den melankolske Mad Man Moon med det komplekse syntesizer-mellemstykke er også  temmelig køn, men dem mere energiske eller rockede sange – Dance on a Volcano, Squonk og Robby, Assault & Battery fungerer også aldeles glimrende.

Dance on a Volcano

A Trick of the Tail begynder med en intens sang hvis titel er ret beskrivende. Og som i øvrigt er den første sang der blev skrevet allerførst til albummet. Derfor er sangen det der overbeviste bandet om at det nok skulle fungere uden Peter Gabriel. Og således en meget vigtig sang.

Den lidt fusionsjazz-agtige synthesizer-drevne Dance on a Volcano lyder hurtigere og mere rytmisk kompleks end den egentlig er, selv om der er sektioner skrevet i 7/8-takt. Men der er masser af energi, drive og fantasi i Dance on a Volcano der er skrevet af hele bandet – Rutherford, Banks, Hackett og Collins i denne rækkefølge. Bemærk hvordan Collins’ spiller off-beat, lige idet vokalen kommer på. Og bemærk Banks’ raffinerede, lavaglødende synthesizerspil. Det interessante er at det er Banks’ synthesizers der driver sangen fremad, og hverken guitaren (som det er det normale i rock) eller trommen eller bassen (som det sker i nyere musik – og også i Genesis i 80’erne). I Dance on a Volcano er det helt tydeligt, men det er nok den generel tendens for det nye Genesis efter Gabriel-æraen. Det er derfor jeg mener at man efter Gabriels afgang kan tale om en Banks-æra som man fra og med albummet Abacab (1981) – hvor trommerne og pulsen tager over – kan tale om en Collins-æra.

Dance on a Volcano skal blive en af Genesis allerhyppigst spillede sange ved koncerter. 497 gange har Genesis spillet den sang live.

Teksten er ikke helt klar, men den handler dog tydeligvis om at tage risici for at nå et mål (bjergtoppen). Jeg gætter på at sangens afsæt netop er Genesis’ situation efter Gabriels afgang – man er utrolige og utrygge ved situationen, men også trodsige og fandenivoldske, for man VIL overleve som band. Måske er der også i teksten en art forbindelse til Ant Phillips afgang fra Genesis (der næsten truede bandets eksistens endnu mere end Peter Gabriels) i 1970 pga. sceneskræk.  Som sangen slutter:

The music’s playing, the notes are right
Put your left foot first and move into the light.
The edge of this hill is the edge of the world
And if you’re going to cross you better start doing it right
Better start doing it right.

Let the dance begin.

Dance on a Volcano er klassisk prog-rock med masser af skift i stemning, tempo og rytme i løbet af sangen, men den har noget klassisk prog ellers ofte mangler: intensitet og energi!

Holy Mother of God
You’ve got to go faster than that to get to the top
Dirty old mountain all covered in smoke
She can turn you to stone
So you better start doing it right
Better start doing it right

Her er sangen live i 1977 (svarende til versionen på live-albummet Seconds Out)

Entangled

Nu følger en ballade i den klassiske stil før The Lamb – med 12-strengs-guitarer og et idyllisk og drømmende lydunivers. Siden grundlæggelsen har Genesis arbejdet med det lyriske samspil mellem 2-3 12-strengede guitarer. Nu kan bandet den kunst, må man sige. Til gengæld bliver dette album en af de sidste gange hvor Genesis bruger denne klang.

Entangled er i sin grundstruktur skrevet af Steve Hackett – og Banks har så lagt omkvædet og den afsluttende keyboardsolo til. Sangen med tekst af Hackett-handler om en hospitalsoplevelse af at være bedøvet og glide frem og tilbage mellem bevidsthedstilstandene. Entangled slutter således:

Madrigal music is playing,
Voices can faintly be heard,
“Please leave this patient undisturbed.”Sentenced to drift far away now,
Nothing is quite what it seems,
Sometimes entangled in your own dreams.”Well, if we can help you we will,
Soon as you’re tired and ill.
With your consent
We can experiment further still.Well, thanks to our kindness and skill
You’ll have no trouble until
You catch your breath
And the nurse will present you the bill!”
Det er en meget folk-agtig, velklingende drømmeagtig og køn ballade – en af albummets allerstærkeste. Og den afsluttende solo er direkte smuk – drømmeagtig, hjemsøgende og spirituel – grænsende til det psykedeliske. Selv om Banks’ laver intelligente arrangementer og er hurtig på fingrene, så er hans styrke efter min mening hans evne til lejlighedsvis at frembringe yderst melodiske keyboard-soli, og afslutningen på Entangled er svævende ektoplasma og rammer sangens stemning af sødt mareridt perfekt. Entangled er på min personlige Genesis-topti!

entangled

Her er Entangled live

Squonk

Squonk er et forsøg på at skrive en rigtig hardrock-sang med sejt groove og det hele. Historien går på at Rutherford og Banks tilfældigt hører Led Zeppelins sang ”Kashmir” uden at vide hvem der har lavet sangen, og begge bliver bjergtaget af Kashmir – ikke mindst af trommegroovet. Squonk er de tos forsøg på at reproducere Kashmirs groove, selv om de ikke selv mener det helt lykkedes. Men Squonk bliver en favorit til koncerterne, og groove, det har den, trommespillet er ganske kraftfuldt – og op til dette punkt var Collins faktisk snarere en forfinet trommeslager end en kraftfuld trommeslager. Men vildt heavy er Squonk ikke ligefrem. Og ikke albummets bedste sang.

squonk

Det lykkes for Collins i slutningen af Squonk (fra 5.23 minutter inde i den: All in all you are a very dying race/Placing trust upon a cruel world; ligesom 4:05 minutter inde i sange: You better watch out .. you better watch out! osv.) at lyde omtrent som en fuldstændig perfekt version af Peter Gabriel. Hans præstation i Squonk var jo også det der overbeviste Genesis om at Phil Collins skulle være deres nye forsanger. Men man kan jo overveje om Gabriel faktisk synger nogle få sekunder i sangen hist og her som del af en prank – eller et setup – der skal lette overgangen mellem de to sangere … Men det ville alt andet lige være usandsynligt!

Mike Rutherford skulle have skrevet teksten om det amerikanske fabeldyr “the squonk” der har rod i legender fra 1800-tallets Pennsylvania. Squonken er så grim at den bruger megen tid på at græde, og hvis man forsøger at fange den, opløser den sig selv i en pyt af tårer. Genesis er ikke det første rockband der skriver om squonken. Den er nævnt i Steely Dans sang “Any Major Dude Will Tell You” (Pretzel Logic, 1974):

Have you ever seen a squonk’s tears? Well, look at mine!
The people on the street have all seen better times.”

En lidt ondsindet fan-overvejelse er hvorvidt “the squonk” er metafor for Peter Gabriel. Vurdering: Genesis-medlemmerne er generelt gentlemen, og Gabriel og Genesis skiltes i “good standing”, så den tolkning er ikke sandsynlig – ikke på det bevidste plan i al fald. Bemærk også de afsluttende ord på albummet – lige før Los Endos fader ud. Det er en langt mere sandsynlig – og velvillig – hilsen til Gabriel.

Her er Squonk live i 1980

Mad Man Moon

En køn og lang Tony Banks-ballade med masser af broderet synthesizer-filigran og i en stil der ligger tæt op ad Anyway og The Lamia. Kan man lide Banks som sangskriver, finder man den smuk. Er man mere kølig over for Banks’ stil, forekommer den vel tam, lam, kedelig og unødvendigt forsiret. Collins synger sangen fredfyldt, smukt og melankolsk præcis som sangen er. Mad Man Moon er i min Genesis-topfemten!

mad man moon

Selve temaet til sangen er naboens græs er altid grønnere-effekte og en ironisering over jagten på fata morganaer i ørkenen. Hvem ved, måske er det en syrlig kommentar til Peter Gabriels afgang fra Genesis som Banks øjensynligt var den der var mest berørt af – Gabriel var jo Banks’ nære ven tilbage fra 13-års-alderen.

Mad Man Moon slutter således:

Within the valley of shadowless death
They pray for thunderclouds and rain,
But to the multitude who stand in the rain
Heaven is where the sun shines.
The grass will be greener till the stems turn to brown
And thoughts will fly higher till the earth brings them down.
Forever caught in desert lands one has to learn
To disbelieve the sea.

If this desert’s all there’ll ever be
Then tell me what becomes of me.
A fall of rain?
That must have been another of your dreams,
A dream of mad man moon.

Robbery, Assault and Battery

Igen åbnes en pladeside med en Genesis-sang med stor energi og veloplagthed. Det er i hovedsagen Banks’ værk og oplagt et forsøg på at genskabe Peter Gabriels teatralske og underholdende stil. Omkvædet er ikke et hook og et pophit, men sangen er temmelig velspillet – også af rytmegruppen Rutherford  og Collins, og det instrumentale mellemstykke ganske enkelt forrygende. Når A Trick of the Tail er bedst, så ryger den af intens energi og løfter loftet.

Nedenstående er vist Genesis’ måske lidt klodsede forsøg på at lave en rigtig rockvideo til sangen. Bandet var heller ikke efterfølgende alt for imponerede af videoen.

Ripples

Endnu engang hører vi Genesis’ forfinede håndværk udi 12-strenget guitarspil. Ripples er en virkelig smuk og tragisk ballade skrevet af Mike Rutherford med en fin og melodisk guitarsolo-synthesizer-solo-duel-sekvens i midten af Hackett og Banks.

Rutherfords kloge og lyriske tekst handler om aldring og død, og han har givet sit omkvæd et suverænt hook. med et pompøst og yderst iørefaldende omkvæd. Ligesom Entangled er Ripples et højdepunkt på albummet og med i min personlige Genesis-topti!

Bluegirls come in every size
Some are wise and some otherwise,
They got pretty blue eyes.
For an hour a man may change
For an hour her face looks strange –
Looks strange, looks strange.

Marching to the promised land
Where the honey flows and takes you by the hand,
Pulls you down on your knees,
While you’re down a pool appears.
The face in the water looks up,
And she shakes her head as if to say
That it’s the last time you’ll look like today.

Sail away, away
Ripples never come back.
Gone to the other side.
Sail away, away.

The face that launched a thousand ships
Is sinking fast, that happens you know,
The water gets below.
Seems not very long ago
Lovelier she was than any that I know.

Angels never know it’s time
To close the book and gracefully decline,
The song has found a tale.
My, what a jealous pool is she.
The face in the water looks up
She shakes her head as if to say
That the bluegirls have all gone away.

ripples

A Trick of the Tail

Sangen minder mig om Paul McCartney-Beatles (i Penny Lane-enden) eller den skotske singer-songwriter Gilbert O’Sullivan der var meget populær først i 70’erne. Tony Banks står bag tekst og musik og blev inspireret til teksten da han læste William Goldings bog ”The Inheritors” om reaktionen da en alien besøger besøger jordkloden. God (ikke-kommerciel) pop med eventyrstemning! Det interessante er at sangen tilsyneladende handler om en djævel med horn og hale der stammer fra “the city of gold”, der fanges, gemmes væk og undslipper ved at lokke med den gyldne by. Sangens historie rekontekstualiserer fuldkommen den lille djævel og lader os sympatisere med ham.

Banks har tilsyneladende arbejdet med sangen siden 1972.

Videoen er faktisk Genesis’ allerførste forsøg i genren og lavet af Bruce Gowers der fik så stor succes med videoen til Queens “Bohemian Rhapsody”.

Om videoen har Rutherford udtalt følgende stolte ord:

I watch this video and I cringe. It’s just embarrassing. This was pre-MTV and we shot videos for this and ‘Robbery, Assault and Battery’ just to show them on TV. It’s really crappy.”

Los Endos

Et instrumentalnummer der bliver en fanfavorit live. Sangen er sat i værk af Phil Collins der samtidig spiller trommer i fusionsbandet Brand X og som prøver at få den mere løse og fri stil fra Brand X ind i Genesis. Sangen indeholder sektioner med temaet fra Dance on a Volcano og Squonk. Et lidt rodet nummer, men med energi, charme og musikalske billeder.

Los Endos skal blive Genesis mest spillede sang live. 659 gange har Genesis spillet Los Endos. Mærkeligt nok afslører statistikken over spillede sange live at bluesguitaristen Joe Bonamassa har spillet Los Endos 13 gange live.

Som en pudsighed slutter Los Endos i studieudgaven med en vokal – lige før sangen/albummet fader helt ud, citerer Collins svagt i baggrunden fra slutningen af Supper’s Ready

Can’t you feel our souls ignite
Shedding ever changing colours, in the darkness of the fading night,
Like the river joins the ocean, as the germ in a seed grows
We have finally been freed to get back home.

There’s an angel standing in the sun, and he’s crying with a loud voice,
“This is the supper of the mighty one”

Her synger Collins første del af linje 5 to gange og derpå slutningen af linje 4, så det bliver:

There’s an angel standing in the sun

There’s an angel standing in the sun

free to get back home!

Gabriel = ærke-engel. Ordene er øjensynligt en udstrakt hånd til Genesis’ gamle forsanger!

Her er Los Endos Live fra 1976

(It’s Yourself) 

En sang der blev optaget ved A Trick of the Tail-sessionerne, og som var tænkt som første del af en suite hvor Los Endos var 2. del.  Man hører tydeligt Los Endos-elementerne i sangens anden halvdel. Sympatisk og køn! Men It’s Yourself blev droppet til A Trick of the Tail – men anvendt som b-side for singlerne Ripples og You’re Own Special Way. Skrevet af Banks, Collins, Hackett og Rutherford.


Video med interview om tilblivelsen af A Trick of the Tail

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

The Lamb Lies Down on Broadway sang for sang

the lamb cover

Data

Navn: The Lamb Lies Down on Broadway

5. studiealbum af Genesis

Indspillet i august, september og oktober 1974

Udgivet den 18. november 1974

23 sange – 94:22 minutter

Producere: John Burns, Genesis.

Studie: Glaspant Manor, Wales, med Island Studios mobile optageudstyr.

Rating : The Lamb er temmelig flot rated. 2673 brugere af Progarchives har anmeldt The Lamb, og deres gennemsnitlige rating er 4,29 – hvor 5 er et mesterværk og 4 er excellent. Det bringer The Lamb ind som det 48. bedste album i verden ifølge brugerne af Progarchives, og det 5. bedste Genesis-album.

Min rating: 5! Jeg synes at dette dobbeltalbum er meget vovet og dristig, men også meget vellykket. Historien der driver albummet, er lovlig tåget og hippie-agtig, men det tjener de to formål dels at sætte et langt, billeskabende, drømmeagtigt forløb i gang, dels at sætte Genesis ind i en helt ny ramme – præ-punk-kulturen i New York City, USA, som er meget langt fra middeklasse-Englands landlige idyl i Surrey. Især den første LP i dobbeltalbummet er meget anderledes end Genesis’ hidtidige albums med urbant og moderne orienterede korte og koncise sange uden lange instrumentale kompleksiteter fra progrockens overdrev. 2. album er mere klassisk Genesis og i øvrigt noget præget af fyld. Man havde kun materiale til 3 albumsider. Men jeg vil mene at over halvdelen af albummets sange er af temmelig høj kvalitet. Det er disse udvalgte sange jeg gennemgår her.

The Lamb Lies Down on Broadway

Titelsangen The Lamb Lies Down on Broadway indleder albummet og er en af albummets få sange hvor Gabriel bidrager musikalsk, da det er komponeret af Banks og Gabriel. De to – der blev venner i 1963 som 13-årige på Charterhouse School hvilket blev til starten på Genesis – har skrevet mange sange sammen, og denne sang bliver deres sidste fælles værk.

lamb koncert 2

Sangen passer brilliant som åbner, da den med Rutherfords aggressive bas indkapsler hårdheden og den rastløse, aggressive energi som kendetegner Rael – og den heftige puls som Genesis fra det landlige Surrey oplever i New York City. Teksten er en præsentation af situationen – Manhattans byliv, grafitti-maleren Rael – Rael Imperial Aerosol Kid – og lammet der uskyldigt ligger midt på Broadway. Lammet spiller ingen rolle i fortællingen – det er et rent symbol.

Slutningen citerer The Drifters’ 1963-hit “On Broadway” både i ord og melodi …

Da Peter Gabriel efter sin tid i Genesis bliver solist, spiller han i 1978 i Rockpalast i Tyskland, og her har han The Lamb som ekstranummer. Versionen er ret trofast mod Genesis’ version. Gabriel har endog samme kostume på – mørk læderjakke – som da han spillede The Lamb live med Genesis. Sangen kan ses her.

Fly on a Windshield

+ Broadway Melody of 1974

Sang to og tre på albummet sætter så småt fortællingen i gang. Vokaldelen af Fly on a Windshield er næsten folkagtig som det gamle Genesis og handler om støvskyen der omslutter New York. Den blide vokaldel er kort og afløses af en instrumentalsektion der er syret og majestætisk. Den pompøse instrumentalsektion med trommespil stammer fra et jam hvor Rutherford spillede to akkorder, og Genesis er generelt yderst tilfredse med netop denne sektion hvis arbejdstitel i øvrigt var “Pharaohs going down the Nile”.

Fly on a Windshield glider naturligt over i Broadway Melodi of 1974 der primært er en sproglig tour de force i associationer til nutidens Amerika. Sangen er middelmådig, men stemningsfuld og på en og samme tid urban og mystficerende.

Echoes of the Broadway Everglades,
With her mythical madonnas still walking in their shades:
Lenny Bruce, declares a truce and plays his other hand.
Marshall McLuhan, casual viewin’, head buried in the sand.
Sirens on the rooftops wailing, but there’s no ship sailing.
Groucho, with his movies trailing, stands alone with his punchline failing.
Klu Klux Klan serve hot soul food and the band plays ‘In the Mood’
The cheerleader waves her cyanide wand, there’s a smell of
peach blossom and bitter almonde.
Caryl Chessman sniffs the air and leads the parade, he know in a scent,
you can bottle all you made.
There’s Howard Hughes in blue suede shoes, smiling at the majorettes
smoking Winston Cigarettes.
And as the song and dance begins, the children play at home
with needles; needles and pins.

In The Cage

Vi springer Cuckoo Cocoon over – en af Steve Hacketts meget få bidrag på the Lamb – der ikke er dårlig, bare forglemmelig, og går tilbage til storbypulsen. Med In The Cage begynder den reelle fortælling om Raels underjordiske, spirituelle rejse. Efter støvskyen har overdækket New York, finder han sig selv først indsvøbt i en kokon og så i et bur i en hule under jorden – omtrent som El Topo i filmen af samme navn. Han prøver desperat at komme ud af burdet – og ser bl.a. sin bror Johns ansigt, men John reagerer ikke.

Hvem er broderen John? Det er klart han har en symbolsk funktion som et form for alter ego som Rael jagter gennem hele albummet. Gabriel var optaget af C.G. Jung da han skrev teksten, og det er oplagt at se forløbet som en jungiansk individuationsproces hvor jeget bliver bevidst om indholdet i det kollektive ubevidste og integrerer elementer heri som bevidstgjort psykisk materiale. John kan repræsentere en fraspaltet del af Raels personlighed, og Rael er drevet til at søge denne fraspaltede del og anerkende det som en del af sig selv.

Musisk er In The Cage er ret usædvanlig for Genesis – rocket og heftig og med en stadig mere pumpende bas! Sangens drive skal måske illustrere en art nedadgående spiral som Rael dykker dybt ned i sit eget ubevidste. Det er en nedgang i psyken, en katabasis, og Rael lades op med energi, men oplever samtidig at han sidder fanget i sig selv . Energien er potentiel energi.

Her er In The Cage live fra 1984 med Collins på sang. Koncert-optagelsen er to sammenbundne sange – In The Cage og Afterglow sammenbundet af et instrumentalt medley hentet fra dele af Cinema Show + In That Quiet Earth + Colony of Slippermen.

The Grand Parade of Lifeless Packaging

Rael befinder sig derefter på et poleret gulv i en moderne gang eller entré hvor en yndig salgsdame sidder ved en reception. Hun præsenterer sine drømmedukker til en rimelig pris: Dette er Den Store Parade Af Livløs Emballering parat til brug.

Her er forskellige produkter af forskellig kvalitet lige til din smag fra den veltilpassede til den dårligt ernærede. Bortset fra for de dårligt ernærede eksemplarer vedkommende garanteres en succesrig fødsel og en problemfri barndom. Enkelte vil bevæge sig væk fra hoveddifferentialet, men ikke meget, og hver bevægelse væk fra mainstream-banen vil balanceres af andre bevægelser.

Rael ser nu paraden med mennesker i enhver form, tomme i deres perfektion som i en frossen pantomime. Broderen John er nr. 9 i paraden. Fremtiden er planlagt, der er ingen fri vilje, så Rael må betale for produktet, indser han.

Sangen kan læses som en satire over USA og det masseindustrielle samfund der går mennesket til anonymt produkt. Sådan ser det overfladiske – og overfladiggørende – dagliv ud set ”nedefra” – set fra det kollektive ubevidstes blik. Sangen kom ret sent i forløbet. Gabriel havde lavet en ny tekst selv om musikken til The Lamb var færdig og bad om en hurtig sangproduktion over et forlæg han selv kom på – Gabriel, Banks og Rutherford er krediteret. Sangen er psykedelisk pop og glimrende. På originalindspilningen medvirkede Brian Eno i produktionen og lavede psykedeliske effekter på vokalen.

Og så i en tvivlsom live-udgave

Back in N.Y.C.

Nu kommer et tilbageblik på Raels liv som teenager – bandemiljø, opvækst på Pontiac-anstalten. Sagen er at få respekt og være rå og stærk, mens kærlighed er en illusion. Skal han afhærdes, kræves en bearbejdning. Pindsvinet skal krammes.

Tilbageblik. Rael ser nu på sin opvækst i New York City – bandemiljø, ophold på Pontiac-anstalten til han var 17 år gammel, vold. Det handler om at være stærk og få respekt, mens kærlighed ses som en illusion. Der skal en bearbejdning til, forstår Rael. Ansvaret er hans eget. Pindsvinet skal krammes, og hjertet skal klippes helt nøgent og sårbart.

Back in N.Y.C. er faktisk en af albummets stærkeste sange. Det er synthesizer-drevet og virker nyere end 1974, samtidig med at Gabriels vokal er rå og rocket.

Her er en audio-version fra en live-koncert i januar 1975.

Counting Out Time

Rael er klart fremmedgjort over for det romantiske. I forhold til sex tæller han tiden, dvs.  inddeler hele den romantiske proces i nummererede punkter. Rael har nemlig allerede studeret samlejeforløbet i en bog: ”Erogene zoner”. Punkt 1-6 rør og fremad, nr. 7 lidt problemer, himmerig venter i nr. 11.

Men reaktionen fra elskerinden er ikke helt som forventet.

Counting Out Time har både musik og tekst af Peter Gabriel, og selve historien om at gå ind til den første seksuelle oplevelse ud fra bogen ”Erogene Zoner” er stærkt selvbiografisk. Counting Out Time er melodisk og iørefaldende og blev da også brugt som førstesingle uden den overhovedet slog igennem. Soloen er lavet af Hackett via en guitarsynthesizer.

The Carpet Crawlers

Rael vender nu tilbage fra minderne til den fremadskridende fortælling. Efter støvstormen, kokonnen, buret og hulen endte Rael jo på en poleret gang hvor han så den Store Parade af Livløs Emballering. Den blankpolerede gang glider over i en lang tæppebelagt korridor. Rael mærker varmende uld under sine nøgne fødder, mens væggene er malet kobberrøde, og der står sære tegn på dem. Tyreøjne, fugle, både.

Længere nede ad korridoren øjner Rael nogle knælende mennesker. Det er filmisk, imaginære væsner fanget i fødslen på celluloid, på sin vis beslægtet med figurerne i Den Store Parade Af Livløs Emballering,  men har i denne form eller stadium mere livsblod i sig, og Rael tiltrækkes derfor af dem. De bevæger sig dog, ”tæppekravlerne”. De bevæger sig nemlig mod en tung trædør i enden af korridoren.

Tæppekravlerne er besjælede med blot én tanke – at komme ud af døren og ind i det næste rum. ”Vi bliver nødt til at komme ind for at komme ud”, som de messer.

Sangen er fuld af esoteriske symboler og handler så vidt jeg kan se om åndelig længsel – men også blind, åndelig længsel. Ligesom The Grand Parade kom The Carpet Crawlers ret sent i forløbet. Gabriel havde lavet en tekst som der ikke var en sang til, og han bad om en sang langt inde i indspilningerne. Banks og Rutherford udviklede akkordsekvensen, og ud fra den udviklede Gabriel sang og melodi – som han selv (og mange andre) finder temmelig vellykket.

Gabriel finder døren og ender i en sal med 32 døre – et klart symbol på livets eksistentielle valg. Sangen – Chamber of 32 Doors – er almindelig anerkendt, især pga. vokalen. Det skal være en af Gabriels mest sjælfulde vokalpræstationer. Mig keder sangen dog.

Lilywhite Lilith

Rael paralyseres af de mange døre, de mange lokkende tilbud og støjen.

Rael opdager et stille hjørne og ser her en midaldrende kvinde med meget bleg hud med et månelys der skinner gennem huden. Det er ”Liljehvide Lilith” som er er blind og behøver en guide.

-”Hvis du hjælper mig gennem folkeskaren, vil jeg også hjælpe dig,” hævder Lilith.

– ”Hvad skal man med en guide, hvis ikke der er et sted at gå hen,” spørger Rael.

– ”Jeg ved hvor man skal gå hen,” svarer kvinden, – ”hvis du fører mig gennem støjen, vil jeg vise dig det. Jeg er et hulevæsen og kan følge brisens retning.”

Rael fører kvinden gennem skaren som er sikker på at Raels og Liliths mission vil mislykkes. Men parret kommer gennem en dør, og Lilith fører nu Rael gennem en mørk tunnel der til sidst ender i en rund hule med en slags stentrone i midten.

Lilith beder Rael om at tage plads på stentronen: –  ”Rael, sæt dig her. De vil komme efter dig lige om lidt. Vær ikke bange”, hvorefter kvinden går væk.

Kan man sin Jung, er tolkningen åbenlys. Liljehvide Lilith er en heksearketype – mandens kvindelige side Anima som eosterisk og psychopompos, sjælefører. Hun er drømmen og intuitionen der bringer Rael videre. Lilith fører Rael dybere ned i det kollektive ubevidste.

Sangen er rocket og ret flot. Kort, præcis og stolt. Egentlig er Lilywhite Lilith dannet på baggrund af en ældre sang – The Light – der aldrig kom på album og nu altså blev transformeret. Komponister er Banks, Collins og Rutherford.

The Waiting Room

Rael føres af Lilith dybt ned i undergrunden. Det illustreres af en yderst eksperimenterende instrumental-sekvens – The Waiting Room – der er bygget på et jam i studiet hvor alle spontant medvirkede (Gabriel fx på obo) kaldet The Evil Jam der blev til mens et intenst regnvejr med tordenskrald opstod uden for det mobile studie – og vejret påvirkede The Evil Jams stemning.

Musikken er sær, men stærkt billeddannende. I virkeligheden er The Waiting Rooms atmosfærerige klagesang en undervurderet perle.

Anyway

Lilith fører Rael til et mørkt rum hvor han dækkes med sten. Han er overbevist om at han nu skal møde sin helt – døden.

Anyway er en gammel Tony Banks-ballade – Frustration – der nu støves af og får navnet Anyway. Jeg finder den smuk. Det er simpelthen en god melodi.

The Lamia

Rael synes at have overlevet sit møde med Døden som han afskriver som en illusion.

En tyk, moskusagtig lugt trænger frem, og Rael bevæger sig over mod det hjørne hvor lugten er tykkest. Lugten kommer fra en revne i murbrokkerne, og Rael får lavet et stort nok hul til han kan komme i gennem.

Parfumen er endnu kraftigere på den anden side, og han sætter sig med fornyet energi for at finde lugtens kilde gennem en passage oplyst af lysekroner. Til sidst når han en kraftigt udsmykket pool med pink vand, mens de parfumerede lugte ændrer sig. Der er en overdådig dekorering med guldstykker. Murene omkring den rosenvand-poolen er dækket af mørkerødt fløjl hvor der vokser kaprifolier.

I vandet kommer der krusninger hvorfra tre slangeagtige væsner dukker op og svømmer mod Rael. Hver af slangerne har et lillebitte ansigt og bryster som en smuk kvinde, og den mindste bevægelse er fyldt med ynde. Det er lamiaerne som inviterer ham ned i det sødt smagende vand.

– Velkommen, Rael, vi er poolens lamiaer. Vi har ventet på dig for at bringe dig kølighed.

Rael skubber frygten af sig og stiger ned i nektarvæsken. Som han indtager noget af vandet, så drypper en bleg blålig væske af hans hud, og lamiaerne drikker blidt af væsken fra hans hud med tungerne, afprøvende, smagende, bedømmende. Jo mere de kærtegnende nipper af væsken, jo mere stiger hans trang til at afgive væsken.

Snart går lamiaerne over til at nippe af hans krop og drikke af hans blod, mens deres ansigter sammentrækkes af dødelig smerte, deres øjne sortner, og deres kroppe ryster. ”Vi har alle elsket dig!”, siger de med små skrig. Hjælpeløst ser han dem dø, og en sur lugt gennemtrænger rummet. Det eneste han kan gøre for at bevare dem er at spise deres kroppe, absorbere dem. Han går videre, mens væsken i poolen bag ham bliver isblåt, og scenen er igen klar.

lamia

Rael opsluges af The Lamia under Genesis’ The Lamb-turné

The Lamia er igen en Banks-ballade. Jeg finder den temmelig vellykket. Melodien er smuk, synes jeg personligt, og Gabriels tekst ligeså – billedrig, poetisk og velformuleret. Hackett har noget så sjældent som en halvlang guitarsolo.Handlingen er klassisk Genesis, dvs. refererer til klassisk mytologi, men pointen er fremvisningen af det kvindelige og seksualiteten – eller evt. narkotiske stoffer eller andet misbrug – som farlig og udsugende.

Her er The Lamia live fra 1975. Billedækningen er jammerlig.

Steve Hackett lavede i 2012 sin egen både meget smukke og loyale version af The Lamia med Nik Kershaw som sanger.

The Colony of Slippermen

Rael forlader stedet gennem den samme dør han kom ind i, men finder på den anden side en ghetto fyldt med freaks, forstyrrede og heftigt grinende figurer.

Der nærmer sig et væsen fra kolonien, aldeles grotesk at se på med et utal af slimede stykker, stubbe og klumper hængende ned fra sig.

slipperman 2

Gabriel udklædt som “Slipperman”

Væsnets læber glider ud over kinden, mens byder velkommen med et forsorent, evigt smil og tilbyder et glidende håndtryk.

Rael er en smule desillusioneret da Glidermanden (The Slipperman) fortæller at hele kolonien af glidermænd (slippermen) hver for sig har været igennem præcis den samme romantiske tragedie i Lamiaernes rosenpool som han lige har gennemgået (Lamiaerne regenererer sig selv), og at Rael nu deler udseende og skæbne med dem:

– ”Vi har som du smagt kærlighed. Bliv ikke alarmeret over hvad du ser. Du er selv akkurat den samme som det du ser i mig!”

Blandt de fordrejde ansigter genkender Rael sin bror Johns. Eller hvad der er tilbage af ham. De omfavner hinanden, og John fortæller at hele tilværelsen som glidermand er hengivet til at tilfredsstille sansernes umættelige sult arvet fra lamiaerne. Den eneste redning er et besøg hos Doktor Dyper der vil fjerne problemets kilde, dvs. kastrere en.

Rael og John beslutter sig for at besøge Dr. Dyper og få det overstået.  Efter operationen får de udleveret de fjernede genstande i en steril plastictube med guldkæde. Den bæres normalt omkring halsen, siger Dr. Dyper. Og man mister ikke nødvendigvis evnen for altid til at benytte den fjernede penis, men skal man bruge den, skal man lige give klinikken en passende varslingsperiode.

Mens brødrene taler med hinanden og drøfter deres kastrerede situation, flyver en stor, stort ravn ind i hulen, griber Raels plastictube og bortfører den. Rael vil forfølge ravnen for at tilbageskaffe sin bortførte penis, men John siger nej:

raven

-”Jeg vil ikke jage en sort ravn. Hernede må man respektere dårlige varsler. Og hvor ravnen flyver, er der katastrofe!”

Pointen finder jeg svær at finde. Glidermændene – The Slippermen – er åbenbart ofrene for Lamiaen – ofre for seksuel nydelse eller misbrug som sådan? Men kuren er jo åbenbart kastration – sådan lidt buddhistisk. Begær skaber alle dårligdomme i livet, og kuren er at udslette begæret.

Hvad ravnens bortførelse af Raels afskårne lem i en plastictube betyder, er heller ikke helt indlysende. Måske

Repræsenterer tuben med lemmet præcis som John en del af personligheden som mistes, fraspaltes? Det er også muligt at kastrationen og tuben med lemmet på en eller anden mærkelig måde afspejler Gabriels samtidige problemer med sin hustrus graviditet. Tuben kan afspejle Gabriels barn? Og bortførelsen kan afspejle problemerne med barnet? Endelig kan det simpelthen være en forsagelse af kønsdriften?

Sangen – The Colony of Slippermen – er en band-komposition og teatralsk og synthesizer-båret – og for mange repræsenterer den hvad der er trættende og overkompliceret ved prog-rock. Men den har energi, humor og raffinement. Personligt finder jeg ikke sangen lige i skabet, men såmænd heller ikke dårlig – bare lidt for meget.

I øvrigt er Slippermen nogen tid om at komme i gang – de første to minutter består af kling-klang-effekter der ikke rigtigt vil noget.

Her er Slippermen live – og det er ret svært at høre hvad Gabriel synger. Hans kostume som glidermand hæmmede stærkt tydeligheden af hans sang.

In the Rapids

At der ikke er materiale nok til side 4 på albummet, mærkes tydeligt på side 4. Her er en masse overflødigt tingeltangel – The Ravine, Riding the Scree, the Light Dies Out on Broadway.

Historien er at Rael forfølger ravnen der har bortført tuben med Raels afskårne penis. De kommer ud af hulesystemet til en slugt med et vandløb i bunden, og ravnen dropper tuben ned i vandløbets rivende strømme. Rael kigger ned i vandløbet, og finder endelig sin bror John der er ved at drukne i strømmen. Samtidig ser han et slags vindue i den alternative virkelighed. Hvis han går igennem vinduet, når han hjem til sit elskede Manhattan, men vinduet fader hurtigt væk. Så skal han redde John eller skynde sig hjem til New York mens han kan? Han vælger John og får ham hentet op på land. Og mens han ser ind i Johns livløse ansigt, ser han pludselig at John har hans eget ansigt. John er ham selv. Han er Rael!

rapids

In The Rapids – skrevet af Rutherford og Banks – hører efter min mening til albummets mest undervurderede sange, for jeg synes musikken illustrerer en famlende og druknende fornemmelse.

It

Idet Rael genkender sig selv i John, går han op i ”DET”. Det er enten en oceanisk følelse af altings samhørighed eller direkte universel integration hvor alt bliver til, eller erkendes som, en og samme ting – eller hinduistisk hvor atman (enkeltindividets ånd) opleves som identisk med Brahman – verdensaltet, alguden. Eller jungiansk hvor egoets individuatoriske rejse føres til ende ved mødet med Selvet – psyken i sin totalitet – som egoet og de andre arketyper blot er elementer af.

Sangen prøver at være en kosmisk fest, men om det helt lykkes at lade den være et substantielt punktum for Raels rejse, kan diskuteres. For mig er It en letvægter.

 


Et video-interview med Genesis’ daværende medlemmer om tilblivelsen af  The Lamb 

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Selling England by the Pound – sang for sang

Selling-England-By-The-Pound cover

Data

Navn: Selling England By The Pound

5. studiealbum af Genesis

Indspillet i august 1973

Udgivet den 13. oktober 1973

8 sange – 53:50 minutter

Producere: John Burns, Genesis

Studie: Island Studios, London

Rating: Meget høj: 3751 brugere af Progarchives har vurderet Selling England og givet det en gennemsnitlig rating på 4,63 – hvor 5 er et mesterværk og 4 er excellent. Ifølge denne rating er Selling England Genesis’ bedste album og det 3. bedste album overhovedet kun overgået af Close To The Edge af Yes og Thick as a Brick af Jethro Tull.

Min rating: 4,5! Selling England er virkelig et meget fint album. Af de 8 sange er 1 – Aisle of Plenty – som er en slags koda for albummet – en filler, mens 2 andre – More Fool Me og After The Ordeal – er tæt på at være fyld. Tilbage bliver 5 sange af stor kvalitet – Dancing with the Moonlit Knight, I Know What I Like, Firth of Fifth, The Battle of Epping Forest og The Cinema Show.

Et lille minus er at albummet hist og her tangerer det fjantede og krukkede! Derfor får den ikke karakteren 5!

I Know What I Like er en 4 minutter lang psykedelisk popsang og blev næsten et single-hit – i al fald det tætteste Genesis hidtil var kommet på et hit. De øvrige 4 sange er på over 8 minutter og er klassiske prog-rock-sange. Man kan diskutere om den næsten 12 minutter lange the Battle of Epping Forest er for meget for hvad der ikke er stoppet ind af temaer og ord (og ordspil!) i en ræsende fart på den sang, er ikke værd at nævne. Men fantasifuldt er det.

Dancing With The Moonlit Knight

Den indledende sang – Dancing With The Moonlit Knight – er dybt kuriøs. Jeg skulle vænne mig noget til det, da det forekommer så umiddelbart neurotisk og rodet – ikke min stil – men det er dygtigt lavet, gennemført og så voldsomt britisk og bizart.

Ca 2.24 minutter inde i sangen kommer nogle småneurotiske, heftige instrumentalsekvenser – typisk små guitarsoli. Ca. 3.50 minutter inde kommer en ny – mere pompøs – vokalsektion – indledt med ”There’s a Fat, old lady outside the saloon”, samtidig med at Banks får brugt sin nye mellotrons evne til at lave kor. 4.52 begynder den neurotiske instrumentalsekvens igen for så – ca. 6.20 minutter inde i Dancing With – at gå over i en yderst afdæmpet og meget idyllisk 12-strengsguitarsektion (kaldet “Disney” af bandet) der egentlig ikke hører hjemme her – den lå oprindelig heller ikke i den sang – men smukt er det.

dancing

Dancing With The Moonlit Knight er først og fremmest Peter Gabriels sang. Han står for teksten der ikke er helt klar, men vist handler om den amerikanske kommercialisering af det gamle England, og sangen er sat sammen af adskillige klaversange af Gabriel sammenhæftet af små guitar-stykker frembragt af Steve Hackett. Sangen er flot og teatralsk sunget – nogle vil mene krukket.

gabriel britannia 2

Gabriel forklædt som Britannia der sætter USA på plads i Dancing With the Moonlit Knight

Her en liveoptræden med Gabriel udklædt som “Britannia” i sangens allerførste del:

I Know What I Like (In Your Wardrobe)

Sang nr. 2 – I Know What I Like (In Your Wardrobe) er et af det klassiske Genesis’ første forsøg med at arbejde ud fra en helt enkelt idé. Egentlig stammede verset fra Steve Hackett der tidligere havde fået det afvist med begrundelsen af det var for Beatles-agtigt. Men Hackett og Collins kunne lide det og jammede ud fra det, og ud af jammet opstod sangen. Banks kom med omkvædet – I Know What I Like – mens Gabriel – der i øvrigt kom til at afsky omkvædet som han fandt for primitivt – kom med diverse pudsigheder der gjorde sangen excentrisk, mens Banks på mellotronen laver en brummende effekt der bl.a. indleder og afslutter sangen for at illustrere tekstens tema – en plænklipper-fører (Jacob) der ikke har andre ambitioner end at klippe plæner. Resultatet bliver en psykedelisk popsang der er klart Beatles-præget – Genesis’ hidtil mest løse, afslappede og hippie-agtige sang.

i_know_what_i_like_600

Angiveligt er teksten inspireret af Jacob Finster, en uambitiøs/forvirret roadie som Genesis havde i perioden 1971-73, og som døde af en overdosis.

When the sun beats down and I lie on the bench,
I can always hear them talk.
Me, I’m just a lawnmower – you can tell me by the way I walk.

 

 

I Know What I Like udsendes som single-hit i 1974 og bliver et mindre hit – nr. 21 på den britiske single-hitliste.

Og live

Sangen er i virkeligheden en duet mellem Peter Gabriel og Phil Collins. Deres stemmers harmoni kan høres i denne udgave – hvor alle instrumenter (minus lidt fløjte) er frasorteret og kun vokalerne står tilbage.

 

Firth of Fifth

Firth of Fifth skrevet af Tony Banks er et af albummets mest sammenhængende sange – selv om det egentlig er sat sammen af flere Banks-sange. Det er pompøst – måske for pompøst – men for en gangs skyld er de instrumentale sekvenser lige i øjet. Indledningen er spillet på flygel med en kompleks rytme (den veksler fx mellem rytmer som 13/16, 15/16, 21/16 og andre takter) og er virkelig smuk. Så kommer vokaldelen der er pompøs og med en tekst skrevet af Banks og Rutherford, som Banks selv hader. Det er udmærket, ikke fremragende, men så kommer den centrale instrumentaldel oven på temaet skrevet af Banks – der begynder med Gabriel på fløjte, går over til Banks på synthesizer og endelig en eminent, på en gang lidt melankolsk men svævende og pompøs guitarsolo af Hackett – en af de få gange Hackett får lejlighed til at lave en rigtig guitarsolo i Genesis-sange. Og den er virkelig vellykket. Firth of Fifth afsluttes med en kort gentagelse af vokaldelen og en afrunding på flyglet.

Sangen kan høres i en live-optagelse fra 1974

Daryl Stuermer, der var Genesis’ faste live-guitarist fra 1978 og frem (dvs. til 2007) gjorde Hackett-soloen i Firth of Fifth til sit faste glansnummer. Her spiller Stuermer soloen med Menomonee Falls Symphony Orchestra i 2009.

Nørd-detalje: I øvrigt er Stuermer-koncerten forkert betitlet. Firth of Fifth afløses ikke af Squonk (selv om der er et vist sammenfald), men af slutningen af Los Endos.

More Fool Me

Den afsluttende sang på side 1 – More Fool Me – er en helt enkel, akustisk sang skrevet hrtigt af Mike Rutherford og Phil Collins med de ventede på trappen til studiet. Sangen har leadvocal af Collins! Den er ganske køn, men en bagatel! Men dog ikke mere en bagatel end den blev spillet på den efterfølgende turne.

The Battle of Epping Forest

Side 2 har to tunge sange. Først den hæsblæsende The Battle of Epping Forest med tekst af primært Peter Gabriel. Historien er at han læser en avisnotits fra The Times om en bandekrig i Epping Forest i det nordlige London om hvem der skal kontrollere East-End. Gabriel mister notitsen og finder derfor frit på hele forløbet. Det er en satirisk, humoristisk, fjantet dramatiseret tour de force næsten skrevet som en sportsreportage om bandernes forbryderiske karakterer og handlinger –  William Wright, Harold Demure from Art Litterature, Mick the Prick, Liquid Len, Bob the Nob og The Reverend. Det flyder dog en smule over af deliriske ordspil og ejendommelige ordspil (“Staffordshire Plate” er slang for oralsex, og den slags koder er der mange af i sangen). Her er en bid omkring The Reverend:

They called me the Reverend when I entered the Church unstained;
my employers have changed but the name has remained.
It all began when I went on a tour,
hoping to find some furniture.
I followed a sign – it said “Beautiful Chest”.
It led to a lady who showed me her best.
She was taken by surprise when I quickly closed my eyes.
So she rang the bell, and quick as hell
Bob the Nob came out on his job
to see what the trouble was.
“Louise, is the Reverend hard to please?”
“You’re telling me!”
“Perhaps, sir, if it’s not too late.
we could interest you in our old-fashioned Staffordshire plate?”
“Oh no, not me, I’m a man of repute.”
But the Devil caught hold of my soul and a voice called out “Shoot!”

To save my steeple, I visited people;
for this I’d gone when I met Little John.
His name came, I understood,
when the judge said “You’re a robbing hood.”
He told me of his strange foundation,
conceived on sight of the Woodstock nation;
he’d had to hide his reputation.
When poor, ‘twas salvation from door to door.
But now, with a pin-up guru every week,
it’s Love, Peace & Truth Incorporated for all who seek.

He employed me as a karma-ma-mechanic, with overall charms.
His hands were then fit to receive, receive alms.
That’s why we’re in

the Battle of Epping Forest …

Foredragelsen af denne bizarre bandekrig er virkelig en forrygende vokal præstation af Gabriel. Også Phil Collins’ trommespil og Mike Rutherfords basspil må roses; rytmegruppen er forrygende.

battle

Sangen iler afsted med et væld af musikalske udviklinger i løbet af kort tid – lidt over 20 forskellige temaer der dog gentages en enkelt gang i sangens anden del. Det gør sangen ret svært tilgængelig, der er meget få ting at holde fast i, og Banks – der sammen med Gabriel er sangens hovedkomponist – har kritiseret den for at være for overgjort og for kompliceret. Det er givetvis rigtigt, men denne for-meget-sang har tempo, galskab og charme.

Herunder er sangen live fra 1974 i en temmelig dårlig billedkvalitet – men lydkvaliteten går an. Gabriel er primært udklædt som the Reverend – en af de forbryderiske karakterer fra bandekrigen.

After The Ordeal

Så kommer en vederkvægende instrumentalsang – After The Ordeal – skrevet af Hackett og Rutherford. Den er køn og behagelig – og en lille smule ligegyldig. Banks og Gabriel ville begge undlade den fra albummet, men Hackett insisterede. Da Gabriel og Banks endte i skænderi om hvor lang The Cinema Show skulle være – og sad fast, og en vinder ikke kunne findes – blev  beslutningen den at ALLE bidrag til Selling England kom med på albummet. Derfor overlevede After the Ordeal.

The Cinema Show

Det var denne her sang som Banks og Gabriel skændtes om længden på. Og som så ofte havde Gabriel ret. The Cinema Shows første halvdel er en virkelig god sang – velspillet, melodisk, den lyriske del med 12-strengs-guitarerne og fløje er virkelig smuk, og sangen har en glimrende tekst – skrevet af Banks og Rutherford – der er løseligt baseret på (eller med referencer til) T.S. Eliots berømte digt The Wasteland.

cinemashow

Men anden halvdel er en ikke helt motiveret synthesizersolo af Banks der kan synes for lang. Det er ikke dårlig musik. Soloen er melodisk, og arrangementet er komplekst og godt tænkt, men for mig taber Cinema Show charme og intensitet ved denne instrumentalsekvens. Den kunne godt være helt skippet.


Et video-interview om tilblivelsen af Selling England

del 1

del 2

del 3

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Foxtrot – sang for sang

foxtrot cover

Data

Navn: Foxtrot

4. studiealbum af Genesis

Indspillet i august og september 1972

Udgivet den 6. oktober 1972

8 sange – 51:08 minutter

Producer: David Hitchcock, Genesis

Engineer: John Burns – og han var nok vigtigere for tilblivelsen end David Hitchcock

Studie: Trident Studios, London

Rating: Høj! 3257 brugere fra Progarchives har anmeldt albummet og givet det karakteren 4,60 hvor 4 er excellent og uundværlig, mens 5 er et mesterværk. Dermed vurderes Foxtrot til det 2. bedste Genesis-album – meget tæt på nr. 1. Og til det 5. bedste (det 5. bedst ratede) album i verden.

Min rating: 5! Topkarakter. Jeg vurderer også Foxtrot meget højt, og det er et af de mest klassiske Genesis-albums overhovedet. Der er 6 sange hvoraf en – Horizons – et kort instrumentalnummer på akustisk guitar – er fyld. Men Horizons er meget smukt fyld og en fin intro til den næste sang, den 23 minutter lange Supper’s Ready, nok Genesis’ hovedværk. En virkelig suveræn progrocksang med en dybt obskur tekst. De øvrige 4 sange der ligger på LP-pladens side 1 – holder bestemt også vand. Det er de meget fine sange Watcher of the Skies, Time Table, Get’em out by Friday og Can-Utility and the Coastliners.

Watcher of the Skies

Foxtrots åbningssang er den majestætiske og dystre Watcher of the Skies, en sci-fi inspireret af Arthur C. Clarkes ”Childhood’s End” om en alien der kommer til jorden efter den har udslettet sig selv. Sangtitlen er inspireret af et digt (On First Looking into Chapman’s Homer) af John Keats – se linje 9 og 10.

Much have I travell’d in the realms of gold,

And many goodly states and kingdoms seen;

Round many western islands have I been

Which bards in fealty to Apollo hold.

Oft of one wide expanse had I been told

That deep-brow’d Homer ruled as his demesne;

Yet did I never breathe its pure serene

Till I heard Chapman speak out loud and bold:

Then felt I like some watcher of the skies

When a new planet swims into his ken;

Or like stout Cortez when with eagle eyes

He star’d at the Pacific—and all his men

Look’d at each other with a wild surmise—

Silent, upon a peak in Darien.

Man kan sagtens se det som prætentiøst at sangens titel er hentet fra et Keats-digt. Genesis består i høj grad af kostskoledrenge opdraget til at demonstrere at de skam er begavede og har klassisk dannelse!

watcher

Watcher of the Skies er – både musikken og teksten – er skrevet af Banks og Rutherford. Ant Phillips afgang fra Genesis i 1970 har betydet en større forskydning af sangskriver-grupperne. Før arbejdede Rutherford især sammen med Phillips, og de to havde en vis dominans. Nu arbejder Rutherford især sammen med Banks der så til gengæld arbejder sammen med alle. Således fortsætter også Banks-Gabriels-samarbejdet på trods af de tos skærmydsler over hvor lang tid en keyboardsolo må vare. Kort sagt er Banks ved at blive Genesis’ dominerende sangskriver.

Teksten fungerer ikke 100 %. Der er flere steder – såsom i indledningen – presset for mange stavelser ind i forhold til sangens rytme hvilket betyder at Gabriel i slutningen af hver linje må speede sit tempo op. Rutherford har indrømmet at teksten ikke er helt vellykket, men “too busy!”.

Watcher of the skies watcher of all
His is a world alone no world is his own,
He whom life can no longer surprise,
Raising his eyes beholds a planet unknown

Banks begynder med en næsten gyserfilm-agtig indledning på sin mellotron med en orgelagtig lyd. Så koncentrerer sangen sig om to akkorder, Bmaj7/F# og C#/F#, som Banks finder særligt stemningsfulde.

Phil Collins har været til Yes-koncert og er til at sangen udvikler en særlig, raffineret rytme. Det bliver i hovedtrækkene en 6/4-rytme, men derpå kommer der en polyrytmisk sekvens hvor mellotron-orgel-delen fortsætter i 6/4-rytmen, mens bas og trommer spiller staccato i en 8/4-rytme.

Den virkelig fremragende bog, The 100 Greatest Bands of All Time: A Guide to the Legends Who Rocked the World Vol. 1 (2015) redigeret af musikhistorikeren David Moskowitz, har følgende beskrivelse af Watcher of the Skies som lyder kyndig

 

watcher3

Resultatet er bizart, men storladent på kanten af det dystre og truende og giver en pudsig blanding af uro og ro. Det skræmmende understreges af Gabriels scene-outfit: The batwings iført en selvlysende kappe!

watcher 2

Og live

Time Table

Efter Watcher of the Skies kommer der et let mellemspil – en nostalgisk klaverballade – Time Table – skrevet af Tony Banks. Det er en glimrende – måske lidt ordinær og kedelig – sang helt uden prog-rock-agtige fabelader, men melodien er solid og god.

Get’em Out by Friday

Efter Time Table kommer to sange i den mere seriøse ende. Get’em Out By Friday er klassisk prog-rock à la The Return of the Giant Hogweed, omend forholdsvis melodisk og medrivende i omkvædet og med et vældigt glimrende, fremadpiskende rytmespor lagt af Rutherfords bas og Collins’ trommer.

Peter Gabriel har skrevet teksten, og det er en hans bedste. Get’em Out by Friday er et dramatiseret scifi-socialt drama om firmaet Styx Enterprises der vil smide gode, trofaste lejere ud. Sangen er et replikskifte mellem chefen John Pepple, hans udsmider Mark Hall – kaldet ”The Winkler” – samt lejeren Mrs. Barrow – der transporteres over i Styx Enterprises’ nye boliger hvor huslejen stadig skrues op. Så er der annoncering i fremtiden

18/9/2012 T.V. Flash on all Dial-A-Program Services

This is an announcement from Genetic Control:
“It is my sad duty to inform you of a four foot restriction on humanoid height.”

[Extract from coversation of Joe Ordinary in Local Puborama]

“I hear the directors of Genetic Control have been buying all the
properties that have recently been sold, taking risks oh so bold.
It’s said now that people will be shorter in height,
they can fit twice as many in the same building site.
(they say it’s alright),
Beginning with the tenants of the town of Harlow,
in the interest of humanity, they’ve been told they must go,
told they must go-go-go-go.”

Det er satire på højt plan i en ganske kvik, humoristisk og skarp progrock-sang.

Can-Utility and the Coastliners

Den anden småtunge sang har den umulige titel Can-Utility and the Coastliners – og titel og tekst bygger på legenden om den danske King Canute – Knud den Store – der for at illustrere sin beskedne magt fra kysten forsøgte at befale over havets bølger.

Sangen hed oprindelig Bye Bye Johnny og har Steve Hackett som hovedkomponist. Den betragtes nu som en Hackett-Banks-komposition. Den er delt i en vokal-del og en instrumentaldel. Det er faktisk en fin sang, måske den fineste på Foxtrot sammen med sekvenser af Supper’s Ready, selv om man kan mene at instrumentaldelen – hvor Banks virkelig får lejlighed til at spille på alle sin Mellotrons strygere – lidt kører sangen ud i overkomplicerede excesser. Instrumentaldelen er endda blevet forkortet her på album-indspilningen

Så kommer vi til den fremragende side 2

Horizons

Den indledes af en lille akustisk instrumentalballade af Steve Hackett: Horizons skrevet i gammel Tudor-stil. Stykket er på under halvanden minut og er inspireret af præludiet til J.S. Bachs  suite nr. 1 i G dur, BWV 1007 for cello. Horizons er ikke strengt nødvendig, blot en lille vignet, men den en fin intro til Foxtrots sværdvægter, den 23 minutter lange Supper’s Ready som ikke så få Genesis-fans betragter som bandets hovedværk.

Supper’s Ready

Supper’s Ready er sådan set en klassisk Genesis-progrock-sang der begynder med flere 12-strengede guitarer der spiller et smukt, idyllisk stykke musik, mens sangen så i sæt i et mix mellem vokal-sekvenser og instrumentalsekvenser skrider fremad og ender i noget mere voldsomt og pompøst der indeholder diverse soli. Helt efter bogen fra Stagnation og The Musical Box. Det særlige ved Supper’s Ready er at der er skudt adskillige andre temaer ind imellem idyl og patos – ikke mindst den fuldkommen forrygende, men gakkede, sektion Willow Farm. Det gør sangen til en syret, drømmeagtig og storladen rejse der er så stort tænkt at sangen burde kæntre, men mærkeligt nok fungerer det (med mindre man rent principielt afskyr meget lange, overlæssede sange).

Tony Banks har beskrevet tilblivelsen af Supper’s Ready således:

“When we started it we thought we were writing a kind of follow-up to The Musical Box, and it was going along quite nicely. Then we had this pretty-pretty song, Willow Farm, on its own, and thought, what if we suddenly went from there into this ugly, descending-chords sequence? No one would be expecting it. And once we got into that, we thought, well, we’re here now, let’s carry on, with freedom, and see where it leads us. When we put the whole thing together and heard it back for the first time, we went: ‘Oh, this is actually pretty good.’”

Steve Hackett var mere skeptisk:

“I thought, no one’s gonna buy this, because it’s too long. The [lyrical] references are too far-flung. It’s totally ambiguous. I thought the first time [Charisma Records chief] Tony Stratton-Smith heard it he was gonna say: ‘Sorry, boys, game’s up, contract’s cancelled, you’ll be hearing from our lawyers.’” Instead it was Stratton-Smith who positively encouraged the band to take their music as far as it could go, according to Foxtrot producer David Hitchcock.

Supper’s Ready er primært skrevet af Banks og Gabriel. De to første sektioner – ”Lovers’ Leap” og ”The Guaranteed Eternal Sanctuary Man” er rene Banks-Gabriel-kompositioner. Grundtemaet er skrevet af Banks tilbage i Charterhouse-perioden.

Teksten handler om hvordan det truende og religiøse trænger ind i en families dagligstue-idyl. Det medfører en voldsom kamp mellem to parter – et heftigt stykke med den geniale titel: Ikhnaton and Itsacon And Their Band of Merry Men:

Ikhnaton And Itsacon And Their Band Of Merry Men

Wearing feelings on our faces while our faces took a rest,
We walked across the fields to see the children of the West,
But we saw a host of dark skinned warriors
standing still below the ground,
Waiting for battle.

The fight’s begun, they’ve been released.
Killing foe for peace…bang, bang, bang. Bang, bang, bang…

 

Krigen ender i et bjerg af lig og et meget lyrisk stykke – How Dare I Be So Beautiful? hvor en enkelt overlevende sidder tilbage stemplet “Menneskeligt flæsk”, og det er dig! Derpå tager vanviddet til i den rablende Gabriel-komposition Willow Farm – sangens centrum.

Wandering through the chaos the battle has left,
We climb up a mountain of human flesh,
To a plateau of green grass, and green trees full of life.
A young figure sits still by a pool,
He’s been stamped “Human Bacon” by some butchery tool.
(He is you)
Social Security took care of this lad.
We watch in reverence, as Narcissus is turned to a flower.
A flower?

Willow Farm

If you go down to Willow Farm,
to look for butterflies, flutterbyes, gutterflies
Open your eyes, it’s full of surprise, everyone lies,
like the fox on the rocks,
and the musical box.

flower

A Flower?

Willow Farm går over i den lange, pompøse sektion spillet i den sære rytme 9/8 – Apocalypse in 9/8 (co-starring the delicious talents of Gabble Ratchet). I øvrigt er det Rutherford der fandt på den ejendommelige rytme. Sektionen indledes med de mytiske og uheldssvangre ord:

With the guards of Magog, swarming around,
The Pied Piper takes his children underground.
Dragons coming out of the sea,
Shimmering silver head of wisdom looking at me.

I den afsluttende As Sure As Eggs Is Eggs ender vi helt i Johannes’ Åbenbaring hvor det dagligdags ”Supper’s Ready” får en helt anden klang af Herrens nadver, Jesu genkomst og den nyskabte verden – Det Ny Jerusalem.

“This is the supper of the mighty one”,
Lord of Lords,
King of Kings,
Has returned to lead his children home,
To take them to the new Jerusalem.

Der kommer dog til skænderier i studiet mellem Banks og Gabriels netop omkring denne sang. Apocalypse in 9/8 skulle slutte i en instrumental kulmination, og Banks havde virkelig lejlighed til at folde sig ud, men så vil Gabriel lægge en ny vokal ovenpå:  666 is no longer alone/He’s getting out the marrow in your back bone/And the seven trumpets blowing sweet rock and roll/Gonna blow right down inside your soul. Gabriel tilføjer sin vokal i al hemmelighed og er klog nok til at sammenkalde HELE bandet til at vurdere om hans ændringer er gode. Banks er rasende, men det demokratisk ledede band overtrumfer ham, og han må senere erkende at Gabriel igen har ret.

gabriel magog

Gabriel som The Magog

En del spillet mellem de to er den pudsige blanding af venskab, sangskriverteam og en rivalisering der går langt tilbage. Gabriels foretrukne instrument er keyboard, men Tony Banks er særdeles besidderisk over for sit domæne, og Gabriel tillades simpelthen ikke at lave noget på keyboard.  Der er virkelig et meget pudsigt forhold mellem de to.

En anden ting Gabriel får gennemtrumfet, er retten til helt selv at stå for sangens tekst – og teksten er stærkt bizar.  Hvad den handler om, er der ikke klare meninger om. Efter sigende skulle baggrunden være et mindre mareridt. Gabriel sidder i dagligstuen om aftenen med sin daværende hustru, Jill, og får en slags psykotisk oplevelse. Jills ansigt forandrer sig. Måske er hun besat? Peter bliver angst og laver et kors for at holde det onde væk. Det tager Jill ham slet ikke nådigt op.

Som der synges tidligt i sangen (i Lovers’ Leap)

I swear I saw your face change, it didn’t seem quite right.
…And it’s hello babe with your guardian eyes so blue
Hey my baby don’t you know our love is true.

Oplevelsen af det onde og det religiøse der pludselig bryder ind i den lille familieidyl, udvikles så som en fantasi der ender med ren galskab, Dommedag, Antikrist og Jesu genkomst. Tanken er nok i virkeligheden at bruge en personlig oplevelse som afsæt for en drømmeagtig, eventyrlig rejse der ender i Åbenbaringens storladenhed.

apocalypse

Lille pudsighed: Undertitlen til Apocalypse in 9/8 er “Co-Starring the Delicious Talents of Gabble Ratchet”. Hvis man søger på “Gabble Ratchet” er det en alternativ staveform af fænomenet “Gabriel Ratchet” – (bemærk ligheden med forfatterens navn) der er dialektalt for migrerende gæs’ skrig om natten – en lyd der ofte er sat i forbindelse med en gøen fra et overnaturligt kobbel hunde hvilket ofte tolkes som et varsel om ondskab. Måske peger denne indlagte gåde på et natligt mareridt?

Projektet lykkes mærkeligt nok, Stratton-Smith mener at Genesis har fundet sin definerende sang, og Supper’s Ready betragtes gerne som Genesis’ kulmination og som et toppunkt i prog-rocken sammen med Yes’ album Close to The Edge og King Crimsons album In the Court of The Crimson King.

Her er en fanvideo hvor lydsiden svarer til albummet og billedsiden er lavet som en tegneserie der understøtter teksten. Ret elegant!

Her en liveversion

Her er i øvrigt en udmærket version fra 2015 med Steve Hackett, det islandske progrockband Todmobile og det islandske symfoniorkester SinfoniaNord.


Interviews om tilblivelsen af Foxtrot

Her fortæller Genesis om tilblivelsen af Foxtrot – her 1. del

2. del

2. del

3. del

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Nursery Cryme – sang for sang

nursery cryme cover

Data

Navn: Nursery Cryme

3. studiealbum af Genesis

Indspillet i august 1971

Udgivet den 12. november 1971

7 sange – 39:26

Producer: John Anthony

Studie: Trident Studios, London

Rating: 834 brugere har givet Nursery Cryme en samlet vurdering af 4.42 hvor 4 er excellent og uundværlig og 5 er et mesterværk. Det gør faktisk Nursery Cryme til det 3. bedste Genesis-album. Og det 14. bedste album i verden.

Min rating: 3,75. Så højt som Progarchives jeg ikke vurdere Nursery Cryme, men særligt The Musical Box er en fantastisk sang. Der er to bløde og mere eller mindre akustiske sange på Nursery Cryme. For Absent Friends sunget af Phil Collins og Harlequin sunget af Peter Gabriel og Phil Collins. Jeg synes de to sange er behageligt fyld, mens de øvrige 5 sange er glimrende. Det er The Musical Box, The Return of the Giant Hogweed, Seven Stones, Harold the Barrel og Fountain of Salmacis – og dem gennemgår jeg her:

The Musical Box

Nursery Cryme har både fået sit omslag efter – og er navngivet efter – sin hovedsang, omtalte The Musical Box – en af Genesis’ første gode sange – og en typisk prog-rock-sang med en udvikling sangen igennem à la Stagnation – først en 12-strengs-guitar-domineret blid, pastoral og nostalgisk første halvdel om ”Old King Cole” primært skrevet af Ant Phillips fyldt med idyl og børnerim (nursery rhymes – heraf albumtitlen) og med en noget mere aggressiv anden halvdel hvor noget voldsomt, krævende og forgribende trænger frem midt i den pastorale idyl – lige durk ud af spilledåsen som en Pandoras æske.

She’s a lady, she’s got time,
Brush back your hair, and let me get to know your face.
She’s a lady, she is mine.
Brush back your hair, and let me get to know your flesh.

I’ve been waiting here for so long
And all this time has passed me by
It doesn’t seem to matter now
You stand there with your fixed expression
Casting doubt on all I have to say.
Why don’t you touch me, touch me,
Why don’t you touch me, touch me,
Touch me now, now, now, now, now…

Musikalsk har The Musical Box Ant Phillips, Mike Rutherford, Tony Banks og Peter Gabriel som sangskrivere, mens teksten nok især er Peter Gabriels. Han forsøger at forklare baggrunden for teksten med følgende lille kriminaldrama:

While Henry Hamilton-Smythe Minor (8) was playing croquet with Cynthia Jane de Blaise-William (9), sweet-smiling Cynthia raised her mallet high and gracefully removed Henry’s head. Two weeks later, Henry’s nursery discovered his treasured musical box. Eagerly she opened it and as old King Cole began to play, a small spirit- figure appeared. Henry had returned – but not like he was before.

For as he stood in the room his body began aging rapidly, leaving a child’s mind inside. A lifetimes desire surged through him. unfortunately the attempt to persuade Cynthia Jane to fulfill the romantic desire led his nurse to the nursery to investigate the noise. instinctively nanny hurled the musical box at the bearded child, destroying both.

the_musical_box_by_davidraphael-d1izfrm

David Raphaels illustration af The Musical Box

Kort sagt – mørk og dyster Lewis Carroll! Peter Gabriel har beskrevet at ambitionen bag The Muscial Box var at lægge et lag af typisk britisk landlig idyl og så nå frem til alt det mørke lag af sex og vold der ligger under den blide overflade.

Oprindelig er den afsluttende og lidt voldsomme sektion tænkt som rent instrumental af Tony Banks, men Peter Gabriel mener at pointen må være at fortælle en historie og vil lægge vokal over. Banks mener at det vil drukne hans afslutning, men Gabriel insisterer og vinder. Banks medgiver i dag at Gabriel havde ret. Ved koncerter kunne han konstatere at Gabriels vokal faktisk er stærk.

Det var led i en gryende konflikt mellem Banks og Gabriel som i stigende grad var de to stærke personligheder i Genesis. Banks vidste at han var dygtig på keyboard, måske den bedste musiker i bandet, og forsøgte at få lange keyboard-soli med. Gabriel mente at meget lange keyboardsoli ville kede publikum – der mere var til historier – og forsøgte at holde Banks tilbage. Det var en art magtkamp.

Gabriel havde selvfølgelig ret i sit synspunkt i ”magtkampen”, men det skal siges at Tony Banks er almindeligt anerkendt for – i modsætning til ”rivalerne” – Keith Emerson fra ELP og Rick Wakeman fra Yes – at være ret tilbageholdende og smagfuld i sit keyboardspil. Generelt holder Banks til til at spille ting der er en mening med i stedet for at syre ud i show-off-excesser! Genesis er generelt langt mindre prætentiøst og oppustet end fx Yes. Men keyboard-soli (ja, soli som sådan) i prog-rock er ofte en udfordring for ens tålmodighed.

Den slags små pudsige fortællinger som den om den 9-årige Cynthia de Blaise-William der med sin kroketkølle hamrer hovedet af den 8-årige Henry Hamilton-Smythe, hvorefter Henry går igen som et skægget spøgelse der forsøger seksuelt at forføre barnemordersken Cynthia begynder at udvikle sig live, idet Peter Gabriel på scenen med sine surrealistiske småhistorier dækker over at de øvrige musikere skifter instrumenter, stemmer dem osv.  Gabriel har opfattelsen at publikum vil have underholdning og show, og på sin excentriske og meget britiske måde giver ham dem show.

The Return of the Giant Hogweed

En anden stor sang på Nursery Cryme er The Return of the Giant Hogweed som er en ganske kraftfuld progrock-sang om kæmpebjørneklo-plantens indtog i England hvor ukrudtet viser sig morderisk indstillet over for menneskeheden. Sangen slutter således:

Fashionable country gentlemen had some cultivated wild gardens,
In which they innocently planted the Giant Hogweed throughout the land.
Botanical creature stirs, seeking revenge.
Royal beast did not forget.
Soon they escaped, spreading their seed,
Preparing for an onslaught, threatening the human race.

The Dance Of The Giant Hogweed

Mighty Hogweed is avenged.
Human bodies soon will know our anger.
Kill them with your Hogweed hairs
HERACLEUM MANTEGAZZIANI

Giant Hogweed lives

– ADVANCE –

hogweed

The Return of the Giant Hogweed har melodi, intensitet, kraft, mørke, storhed og kontraster, men er måske lidt stiv. Måske mangler den lige lidt elegance. The Return er en sand gruppeanstrengelse skrevet af Banks, Gabriel, Rutherford, Hackett og Collins.

Her er en live-optræden af The Return of the Giant Hogweed hvor man i begyndelsen kan se den “tapping-teknik” som Hackett findudvikler med spil på guitarens gribebræt!

Seven Stones

Side to er på sin vis mere ambitiøs. Siden indledes af “Seven Stones” med en forholdsvis kompleks akkord-sekvens og en for det daværende band ret organisk struktur. Det betragtes normalt som en Banks-komposition – eller en Banks-Hackett-komposition. Det er en fin sang der let undervurderes.

Harold the Barrel

Så følger et mellemspil – Harold the Barrel – den muntre historie om et selvmord. Sangen er ret præcist beskrevet som Beatles’ Lady Madonna der møder Monty Python. Det er Peter Gabriels værk og ret kuriøst. Og typisk for den skrivestil han er ved at finde – at sætte en fortælling op som et drama med relplikskifter:

A well-known Bognor restaurant-owner disappeared
early this morning.
Last seen in a mouse-brown overcoat,
suitably camouflaged,
they saw him catch a train.

[Man-in-the-street:]
“Father of three its disgusting”
“Such a horrible thing to do”
Harold the Barrel cut off his toes and he served them all
for tea
“Can’t go far”, “He can’t go far”.
“Hasn’t got a leg to stand on”
“He can’t go far”.

[Man-on-the-spot:]
I’m standing in a doorway on the main square
tension is mounting
There’s a restless crowd of angry people

[Man-on-the-council:]
“More than we’ve ever seen.
– had to tighten up security”

Over to the scene at the town hall
The Lord Mayor’s ready to speak

[Lord Mayor:]
“Man of suspicion, you can’t last long, the British Public
is on our side”

[British Public:]
“Can’t last long”, “You can’t last long”.
“Said you couldn’t trust him, his brother was just the same”
“You can’t last long”.

[Harold:]
If I was many miles from here,
I’d be sailing in an open boat on the sea
Instead I’m on this window ledge,
With the whole world below
Up at the window
Look at the window…

[Mr.Plod:]
“We can help you”

[Plod’s Chorus:]
“We can help you”

[Mr. Plod:]
“We’re all your friends, if you come on down
and talk to us son”

[Harold:]
You must be joking
Take a running jump

The crowd was getting stronger and our Harold
getting weaker;
Forwards, backwards, swaying side to side
Fearing the very worst
They called his mother to the sight
Upon the ledge beside him
His mother made a last request.

[67-yr-old Mrs Barrel:]
“Come off the ledge if your father were alive he’d be very,
very, very upset.
“Just can’t jump, you just can’t jump”
“Your shirt’s all dirty, there’s a man here from
the B.B.C.”
“You just can’t jump”

harold_barrel

 

The Fountain of Salmacis

Til sidst kommer albummets sidste store sang, The Fountain of Salmacis –  der i den grad er et gruppeprodukt skrevet af Banks, Collins, Gabriel, med tekst fra den græske mytologi om skabelsen af det tvekønnede fabelvæsen Hermaphroditos. Ifølge den romerske digter Ovid var Hermaphroditos – sønnen af Hermes og Afrodite, heraf navnet – maskulin og skøn i en grad så den nydelsessyge vandnymfe-dronning Salmacis forelskede sig i ham og forsøgte voldtægt, men blev afvist. Salmacis bad da til guderne om at forenes med Hermaphroditos hvilket de tilstod hende trods Hermaphroditos’ modvilje. De to fusionerede og blev til et tvekønnet væsen der træt af situationen forbandede en kilde – Salmacis’ Kilde – således at enhver der bader i den, bliver hermafrodit ligesom Hermaphroditos.

salmacis

Det er en ambitiøs artrock-agtig sang baseret på en oprindelig melodilinje af Banks. The Fountain appellerer til mange Genesis-fans, men den bliver for rodet til min smag.

Tony Banks har i øvrigt nævnt at guitar-delen af Fountain of Salmacis har rod i alle de tre guitarister for Genesis – altså Ant Phillips, Mick Barnard og Steve Hackett – præcis ligesom guitarspillet i The Musical Box – og at alle tre guitarister burde være blevet akkrediteret for sangen. Dengang havde Genesis den faste tradition at fungere som et kollektiv og uden hensyn til de reelle komponister til en sang at akkreditere hele bemandingen på Genesis som den så ud på tidspunktet for udgivelsen.

Og live


Interviews om tilblivelsen af Nursery Cryme

 

Her Genesis interviewet om tilblivelsen af Nursery Cryme – del 1

del 2

del 3

 

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Trespass sang for sang

trespass cover

Data

Navn: Trespass

2. studiealbum af Genesis

Indspillet juni og juli 1970

Udgivet den 23. oktober 1970

6 sange – 42:56 minutter

Producer: John Anthony

Studie: Trident Studios, London

Rating: I Progarchives har 2087 brugere vurderet Trespass og giver det en temmelig høj rating på 4,16 hvor 4 er excellent og uundværlig og 5 er et mesterværk. Det giver Trespass den 7. bedste vurdering af alle Genesis’ albums. Jeg vil placere den lavere.

Min egen rating: 2,75. Af Trespass’ 6 sange, synes jeg at de tre af sangene – White Mountain, Stagnation, og The Knife – holder, og dem gennemgår jeg her.

White Mountain

Side 1 på Trespass har 3 sange. Looking for Someone og Visions of Angels er ikke mine yndlinge, mens nr. 2 på siden – White Mountain – går an. “Omkvædet”, hvis man kan kalde det det, er lovlig svagt, men verset er ganske melodisk, sangen har atmosfære, mystik og storhed, og man kan registrere de fortløbende brud i stemning og tempo -typisk prog. Det er Genesis’ primære sangskriverpar – Ant Phillips og Mike Rutherford – der står bag White Mountain. Man kan i øvrigt bemærke en typisk instrumentering: Phillips og Rutherford spiller begge 12-strenget guitar, mens Rutherford klarer bassen ved at bruge baspedaler! En anden typisk detalje er Gabriels fløjte. Han er ingen virtuos, men har efter min ringe opfattelse en uforlignelig lyrisk og melodiøs stil.

Skægt nok spillede Genesis faktisk White Mountain live i 1976. Her er en uofficiel optagelse (bootleg) med Collins bag mikrofonen.

Stagnation

En prototypisk sang for Genesis’ nye sangstil er ”Stagnation” der indleder side 2 på Trespass.

På denne tid fungerer Genesis’ sangskrivning officielt som et kollektiv, og alle sange tilskrives automatisk bandets medlemmer, men man mener alligevel at kende de reelle komponister. Stagnation er dog virkelig en gruppeanstrengelse skrevet med de mest væsentlige sangskrivere nævnt først: Phillips, Banks, Rutherford og Gabriel.

De 4 komponister har skabt en eventyrlig musikalsk rejse hvor man går igennem et forvandlende forløb med et forløb af skiftende stemninger.

Stagnation begynder med følgende dedikation:

To Thomas S.Eiselberg, a very rich man, who was wise
Enough to spend all his fortunes in burying himself
Many miles beneath the ground. as the only surviving
Member of the human race, he inherited the whole world.

Selve sangen begynder meget kønt og folk-agtigt med 12-strenget guitar og sang der starter med linjerne

Here today the red sky tells his tale,
But the only listening eyes are mine

Tilsyneladende handler sangen om en overlevende efter en atomkrig.

Efter 1 minut ophører sekvensen og gentages ikke siden. I stedet begynder en længere instrumental sekvens der begynder smukt og blidt. 3 minutter inde i sangen afløses de blide toner af en forholdsvis hastig orgel-solo.

Efter 4 minutter er hele denne del af sangen pludselig slut, og en helt ny sekvens begynder med sang og køn idyl, men også noget uheldsvangert:

The ice-cold knife has come to decorate the dead,
somehow.

And each will find a home,
And there will still be time,
for loving my friend
– You are there –

 6 minutter inde i sangen er sangen blevet noget heftigere og voldsommere.

I want to sit down.
I want to take a drink of water
I want a drink
I want a drink.
To take all the dust and the dirt from my throat.

Nu har vi fortvivlelse og længsel.

7 minutter inde i sangen begynder en instrumentalsekvens med en bestemt melodilinje der spilles igen og igen på fløjte og siden orgel, mens sangen langsomt eskalerer til en eskatologisk og lyksalig kulmination med vokal.

Then let us drink
Then let us smile
Then let us go

Her er en BBC-liveoptagelse af Stagnation fra 1971. Lydkvaliteten er bedre end på Trespass, ligesom Phil Collins og og Steve Hackett nu lige er kommet med i Genesis.  Det kan jeg nu ikke høre, hvis jeg skal være ærlig. Det kunne lige så godt være Mayhew og Phillips. Men anbefalet!

Det er ambitiøst tænkt, men bandet er ungt, og der er noget lidt vagt, flimrende og skitseagtigt over Stagnation.

The Knife

Albummets afsluttende sang, The Knife, om revolutionen og dens bagside, skrevet sarkastisk af den pacifistisk orienterede Gabriel har alt det drama og den intensitet som resten af albummet mangler.

Stand up and fight, for you know we are right
We will strike at the lies
That have spread like disease through our minds.
Soon we’ll have won and we’ll treasure this worth
With our winnings and kindness
To all who our love now deserve
Some of you are going to die –
Martyrs, of course, to the freedom I will provide.

Keith Emerson var ganske imponeret af “The Knife” og lod Genesis vide det.

Her er The Knife spillet live på The Foxtrot Tour 1972-73. Klippet begynder midt i sangen hvor den stille sekvens begynder, og intensiteten stiger.


Interviews om Trespass’ tilblivelse

Her interviewes de daværende medlemmer af Genesis om Trespass’ tilblivelse – her del 1

del 2

del 3

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar