30 rocknavne – The Police

Nærværende tekst er del af en historisk gennemgang af britisk rock fra The Beatles til Arctic Monkeys via 30 rocknavne udvalgt af mig.

Tidligere opslag handler om (klik på linket) The BeatlesThe Kinks , The Rolling StonesThe Who, Eric ClaptonLed ZeppelinDeep Purple og Black Sabbath.

Og Pink Floyd,  David Bowie, Elton JohnGenesis og Roxy Music/Bryan Ferry, Queen, Kate BushIron Maiden og The Clash.

police logo

The Police er et britisk new wave-band der eksisterer fra 1977 til 1986 og er pladeaktiv fra 1977 til 1983.

Polices musik er præget af reggae og minimalistisk rock og føles for sin samtid særdeles moderne – melodiøs, men forenklet, effektiv, skarp, præcis, usentimental og bag sin enkelhed lavet kompetent, ikke mindst i rytmegruppen, Stings bas og Stewart Copelands kvalificerede trommespil der bærer en stor del af Polices musik

The Polices musik ligner ikke så meget anden musik sidst i 70’erne. Det ligger tydeligt langt væk fra bluesrocken i Rolling Stones, Eric Clapton, Deep Purple og Led Zeppelin, men det ligner heller ikke punken. Måske kan man sige at Police bruger den enkle, skarpe instrumentering i punken, tilsætter det reggaerytmer + kompetence og kroner det så med Stings distinkte, kølige falsetsang der ikke umiddelbart lyder punket.

police 78

Trioen The Police fotograferet den 2. november 1978. Fra venstre Andy Sumners (guitar), Sting (sang, bas) og Stewart Copeland (trommer).

Gordon Sumner er født i det allernordøstligste England nær Newcastle. Han uddanner sig til lærer i Newcastle i 1974 og arbejder efterfølgende som lærer mens han spiller i diverse lokale jazzbands såsom Phoenix Jazzmen. Lederen af dette band giver Sumner øgenavnet ”Sting”, da han bærer en sweater der minder ham om en bi.

Mens Sting spiller bass i et lokalt fusionsband, Last Exit, træffer han den amerikanske trommeslager Stewart Copeland fra progrockbandet Curved Air der er bosat i London, men spiller i Newcastle. Sting og Copeland udveklser telefonnumre. Stewart kommer fra en interessant familie som søn af en amerikansk CIA-agent og en skotsk arkæolog der også har arbejdet for det britiske efterretningsvæsen og er således vokset op i Mellemøsten. Broderen Miles Copeland III har i 1974 grundlagt BTM – et pladeselskab og management-kontor som signede fx Squeeze og Curved Air.

I januar 1977 flytter Sting fra Newcastle til London, ringer til Stewart Copeland og spørger om de skal jamme. Curved Air er netop opløst, og Copeland kunne overveje et band der spiller punk der lige er oppe i tiden.

De får korsikaneren Henry Padovani ind som guitarist i trioen The Police. Nu kommer Stewarts storebror ind i billedet. BTM er krakket efter en festival hvor Lou Reed ikke dukkede op, men i 197 grundlægger Miles og Stewart Copeland pladeselskabet Illegal Records der udgiver The Police-singlen Fall Out – skrevet af Stewart Copeland. Singlen opnår ingen placering.

Police_Outlander_24Inch_800Sting og Stewart Copeland får snart den noget ældre guitarist Andy Summers ind i bandet som afløser for Padovani. Summers har bl.a. spillet for Eric Burdon & The Animals i 1968 og er en rutineret herre.

Miles Copeland er dog nervøs for at Sumners’ stil og ælde ødelægger The Polices troværdighed som punkband og sætter kun modstræbende bandet i gang med at indspille deres første album, Outlandos d’Amour. Men da Miles Copeland hører sangen Roxanne fra indspilningen, bliver han fyr og flamme og får forhandlet en stor pladekontrakt igennem med A&M Records.

Nærmest ved et tilfælde får musikerne i The Police et særligt ungdommeligt look. I forbindelse med en tyggegummireklame farver Stewart Copeland, Sting og Summers håret helt blondt og får det klippet relativt kortklippet (især Sting der dog i forvejen er lyseblond). Det korte lyse hår bliver et brand der signalerer noget ungt, frisk og rapt.

Roxanne udsendes som single i foråret 1978, mens Outlandos d’Amour stadig er i produktion, og den flopper stort; den kommer ikke engang ind på BBCs playliste hvilket bandet sælger som om sangen er forbudt af BBC. Den udsendes året efter i Nordamerika og sælger ret godt – nr. 31 i Canada og nr. 32 i USA. Roxanne genudsendes nu i Storbritannien og sælger fint – nr. 12. I dag betragtes Roxanne som en af de store rockklassikere. På listen over de 100 klassiske rocksange ligger den som nr. 51. I øvrigt misforstås Roxanne ofte som en reggae. Den er faktisk en tango.

Her er en ret genial live-video fra 1979 i Holland hvor The Police spiller Roxanne. Videoens styrke består i at den fanger stemningen bag og på scenen. Man fornemmer også at de to klart mest dominerende personer er de to grundlæggere, Sting og Stewart Copeland.

police cant standAndensinglen fra albummet, Can’t Stand Losing You, forbydes til af BBC pga. coveret hvor Stewart Copeland står med en løkke om halsen på en smeltende isterning. På trods af dette – eller måske snarere på grund af dette –  sælger singlen godt og bliver nr. 2 i Storbritannien. The Police er brudt igennem.

 

I 1979 kommer Polices 2. album, Reggatta de Blanc, der går ind som nr. 1 i Storbritannien og 25 i USA. Herfra kommer to hitsingler, Message in a Bottle her live fra Hamburg i 1980

 

og Walking on the Moon – her live fra 1983. Man kan bemærke hvor meget Stewart Copelands trommespil fylder live. Man kan også bemærke hvor fremragende det er. Copeland hører til rockens teknisk bedste og mest innovative trommeslagere.

Begge sange bliver nr. 1 i Storbritannien.

Successen er hjemme, og dermed presset for lange turneer og nye albums. I marts 1980 indleder The Police deres første verdensturné. De er knap færdige, før de sættes til at lave et nyt album, Zenyatta Mondatta, som skal laves på 4 uger. Albummet er færdig samme morgen som de skal indlede en ny verdensturné. Men Zenyatta Mondatta prises af kritikerne og sælger godt. Den bliver nr. 1 i Storbritannien og Australien og nr. 5 i USA. Hitsingle er Don’t Stand So Close To Me, der bliver nr. 1 i UK og nr. 10 i USA – her live fra 2008.

 I 1981 kommer albummet Ghost in the Machine hvor rockminimalismen og reggae-inspirationen begynder at forsvinde til fordel for et mere komplekst udtrykt. Lidt groft sagt begynder Genesis fra 1981 at lyde mere som The Police, mens The Police begynder at lyde mere som Genesis. Her Every Little Thing She Does Is Magic.  der bliver nr. 1 i UK og 3 i USA.

Og her den melankolske og afdæmpede Invisible Sun.

police_-_synchronicityI 1983 kommer så Polices sidste album, Synchronicity, og man må sige de stopper på toppen.  Albummet ligger nr. 1 i både Storbritannien og USA hvor den i øvrigt ligger som nr. 1 i 2 måneder. Førstesinglen Every Breath You Take ligger også nr. 1 i både USA og Storbritannien og får en grammy som årets bedste sang foran Michael Jacksons Billy Jean!!!

Generelt fortsætter tendensen på Synchronicity – mindre reggae, mere synthesizer. Også Synchronicity II bør fremhæves.

Og ikle mindst den smukke Wrapped Around Your Finger.

Men der var begyndt at opstå større spændinger mellem bandets medlemmer, især Copeland og Sting, og produceren Hugh Padgham var tæt på at udvandre.

I 1985 får Sting stor succes med sit jazzede soloalbum The Dream of the Blues Turtles. Da Police samles i 1986 for at lave et nyt album, skal der småting til før indspilningerne bryder sammen, og bandet opløses.

Men i 2007, på 30-året for dannelsen af bandet, samles bandet igen for en genforenings-turne – The Police Reunion Tour – der sælger 3,7 mio billetter og indtjener 358 millioner dollars – den tredjestørste turné i verden hidtil. De sidste live-videoer her er alle fra denne turné.

Langt de fleste af Polices kendteste sange er skrevet af Sting, så der er ikke nødvendigvis den store forskel på Stings soloalbums og Police. Men som solist spiller Sting mindre rocket og tæt og noget mere soulet og jazzet stil og nogle gange også med world music ikke helt ulig Peter Gabriel. Men efter 2000 begynder Stings gode sange at ebbe ud.

Samtidig er Sting kendt for sin politiske aktivisme – Amnesty International, velgørenhedskoncerter, kamp mod fældning af regnskovene, kamp for et frit Tibet osv.

Her er en ganske spøjs og velfortalt dokumentar af Stewart Copeland der beretter om The Police i gennembrudsåret 1978

 

Reklamer
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

30 rocknavne – The Clash

Nærværende tekst er del af en historisk gennemgang af britisk rock fra The Beatles til Arctic Monkeys via 30 rocknavne udvalgt af mig.

Tidligere opslag handler om (klik på linket) The BeatlesThe Kinks , The Rolling StonesThe Who, Eric ClaptonLed ZeppelinDeep Purple og Black Sabbath.

Og Pink Floyd,  David Bowie, Elton JohnGenesis og Roxy Music/Bryan Ferry, Queen, Kate Bush og Iron Maiden.

clash logo

The Clash er et britisk punkrock-band der eksisterer fra 1976 og til 86, og er pladeaktive fra 1977 til 1985.

The Clash er sammen med fx The Sex Pistols del af den oprindelige punkscene i London. The Clash er forholdsvis velspillende og melodiøse af punk at være (hvilket omtrent intet siger) og integrerer også andre stilarter i punkmusikken –fx reggae, funk, rockabilly og rap – og har en for genren vis kommerciel succes. The Clash besidder i høj grad punkens oprigtighed, vrede og rebelskhed. Som sangerinden Chrissie Hynde (The Pretenders) har formuleret det: The Clash lød som om de mente det.

The Clash har især haft indflydelse på det amerikanske band Green Day, men også fx U2 og R.E.M. er påvirket.

mclaren westwood

Designerparret Malcolm McLaren og Vivienne Westwood der skaber punkkulturen

Punk-bevægelsen er egentlig begyndt som et britisk mode- og iscenesættelsesfænomen. Modemanden Malcolm McLaren og kæresten, designeren Vivienne Westwood, anskaffer i 1971 en butik i det vestlige London (Chelsea) der sælger rock-albums, tøj og andre genstande knyttet til rockkulturen. I 1973 tager McLaren og Westwood til New York og forsyner præpunkbandet The New York Dolls med scenetøj. I 1974 giver parret deres Chelsea-butik navnet SEX, og varerne kommer især til at handle om fetichisme og provokation. I 1975 kombinerer McLaren 3 af de faste kunder i SEX med en af sine butiksassistenter, og resultatet bliver bandet The Sex Pistols som McLaren promoverer. Og det er The Sex Pistols og kulturen omkring bandet der bliver kernen i punkbevægelsen.

Men McLaren og Westwood havde næppe haft held med deres promoverings-projekt hvis ikke det passede til et behov i tiden. Rockmusikkens særlige ånd var fra begyndelsen blevet defineret af The Beatles, men også The Rolling Stones, The Kinks og The Who, og ånden var en alternativ kultur til pænheden og det etablerede. En ånd der stod for rebelskhed, farlighed, råhed, enkelhed, skarphed og at udtrykke og manifestere drifter som aggression og seksualitet. Netop dette element var i løbet af 1970’erne forsvundet noget fra toneangivende bands hvor musikken blev alt andet end enkel, men fik opsvulmede og komplekse arrangementer – prog-rocken, Queen, Pink Floyd, selv Led Zeppelin stod for det og kaldtes af nogle “dinosaurer”. Punkrocken var et oprør mod dinosaurerne og et forsøg på at finde tilbage til den oprindelige rockånd – vrede, trods, enkelhed – kombineret med særlige fetichistiske udtryk som strithår, evt. malet i markante farver, sikkerhedsnåle gennem kinden med videre.

clash

Det klassiske line-up i The Clash. Fra venstre Topper Headon (trommer), Mick Jones (leadguitar), Joe Strumner (sang, guitar) og Paul Simonon (bas)

Guitaristen Michael ”Mick” Jones, født i London af en walisisk far og en russisk-jødisk mor, spiller først i 70’erne i et glamrock-band, danner så et såkaldt proto-punk-band, London SS, i 1975. Betegnelsen SS dukker op for at udtrykke noget rebelsk og anarkastisk, ikke nazi-sympatier. London SS har som manager Bernhard Rhodes, der er forbundet med modemanden Malcom McLaren, og venner med flere fra bandet Sex Pistols. Faktisk er det Bernie Rhodes der har ry for at have fundet sangeren Johnny “Rotten” Lydon til Sex Pistols da han kommer ind i McLarens butik SEX med en t-shirt hvor der står Pink Floyd på, og så har Lydon tilføjet med tusch sit eget “I hate” oven over Pink Floyd-logoet.

London SS opløses først i 1976, og samtidig overværer Jones en koncert med det første “rigtige” britiske punkrockband, Sex Pistols, og fascineres. “It was a new scene, new values—so different from what had happened before. A bit dangerous.” som Mick Jones udtrykker det.

Ansporet af Rhodes går Jones nu i gang med at forme et band. Paul Simonon har forgæves forsøgt at komme med i London SS, men Jones henvender sig til Simonon og foreslår at han lærer sig et instrument. Det bliver bassen, og Simonon er bandets nye bassist. En anden der gik til audition for London SS er Terry Chimes der nu bliver Jones’ trommeslager og derpå bliver Keith Levene guitarist (i øvrigt gammel progrock-fan og roadie for Yes). Nu mangler blot en forsanger.

Manageren Rhodes er sammen med Levene da de ser John Mellor, kaldet Joe Strummer, synge for pubrock-bandet The 101’ers (se fotoet til højre med Strummer i front). Keith Levene får Strummer overtalt til at forlade The 101’ers til fordel for Mick Jones’ bandprojekt, og Strummer indvilger. Simonon giver bandet navnet ”The Clash” som debuterer i juli 1976 som support for Sex Pistols. Men Bernie Rhodes presser bandet til at øve meget mere samt skrive tekster om andre emner end kærlighed, men om sager, om noget de virkelig brænder for, og det bliver ofte politiske anliggender af venstreorienteret observans. Strummer og Jones er de centrale sangskrivere. Strummer laver en tekst, som Jones så laver en melodi til.

 Senere i 1976 fyres Levene fra bandet pga. påstået speed-misbrug. Levene går siden – i 1978 – sammen med Johnny Rotten (John Lydon), forsanger i Sex Pistols, som netop er opløst, og danner med ham bandet Public Image Ltd.

Senere i 1976 forlader trommeslager Chimes The Clash og får i 1977 en afløser i Nicholas ”Topper Headon”, en multiinstrumentalist. Headon er egentlig til andre genrer end punk og vil bruge The Clash som trinbræt, men han ser snart potentialerne i bandet og bliver. The Clash har endelig fundet sin form med Joe Strummer, Mick Jones, Paul Simonon og Topper Headon.

I januar 1977 signer The Clash med det store pladeselskab CBS. Det er ikke nogen fordelagtig kontrakt, The Clash skal selv bekoste turneer, optagelser og enhver udgift selv, og øjeblikket med et af punkscenens fremmeste og mest rebelske bands der underskriver med CBS, er kaldt for ”punkens død”. Første single er White Riot der sendes ud i marts 1977 og bliver nr. 34 på hitlisten.Bemærk sangens tætte energy. I øvrigt er Headon ikke fundet endnu, og Chimes er hentet ind igen på trommer indtil videre. Debutalbummet er ubetitlet – The Clash – og udkommer i april 1977.

CBS udsender som andensingle fra debutalbummet sangen ”Remote Control” som The Clash mener er et af debutalbummets svageste sange og opponerer. I trods og vrede mod CBS laver de sangen Complete Control   der blev nr. 28 på den britiske hitliste.

CBS vil gerne have en renere lyd på album nr. 2 for at berede The Clash til det amerikanske marked. Bandet føjer sig, men det huer ikke ideen, fordi spontaniteten fra The Clash 1 går fløjten. Men albummet, Give’Em Enough Rope (1978) får fine anmeldelser og bliver nr. 2 i Storbritannien, men det lykkes ikke at få det amerikanske gennembrud. Her er albummets hovedsingle, Tommy Gun, som bliver nr. 19 på singlehitlisten – her live i 1978

Her er singlen White Man (in Hammersmith Palais) også fra 1978 med reggaerytmer.

Clash LondonCallingalbumcoverI sensommeren 1979 optager the Clash albummet London Calling der klarer sig dårligere I Storbritannien end forgængeren, kun nr. 9 på den britiske albumhitliste. Til gengæld bliver den året efter nr. 27 i USA – The Clash har fået et slags gennembrud i USA. Men London Calling giver The Clash et fint ry for at være ”the only band that matters”, og hører for eftertiden til The Clash’ bedste. Albummet er også rost for sin forside for præcist at indfange punkens trodsige ånd. Her er titelnummeret London Calling

og Lost in the Supermarket  fra samme album.

I 1980 kommer The Clash med et ejendommeligt album,  Sandinista!, en 3-dobbelt-lp med 36 sange i et væld af forskellige genrer. Anmelderne er forvirrede, men der er interessante ting på Sandinista!, fx Magnificent Seven med både rap og funk i sangen – ret fremmeligt for 1980.  Og imponerende nok bliver Sandinista! nr. 24 i USA (Billboard Pop Albums), og nr. 19 i Storbritannien.

I 1982 kommer Combat Rock med et væld af lydcollager, især optagelser med beat-poeten Allen Ginsberg, og så ganske catchy sange som den ret fremragende Should I Stay Or Should I Go 

samt Rock the Casbah der især er skrevet og spillet af trommeslageren Topper Headon.

 Straight to Hell kan måske også nævnes.

Da Should I Stay Or Should I Go genudsendes som single i 1991, får The Clash sig deres første og eneste nr. 1-singlehit.

clash Jones-StrummerEfter Combat Rock begynder The Clash at smuldre. Topper Headon fyres for heroinmisbrug der ødelægger hans spilleevner, og den oprindelige trommeslager Chimes afløser ham, men forlader snart bandet igen pga. indre tumulter. Stridbarheden fortsætter, og hovedsangskriveren Mick Jones og grundlæggeren fyres i 1983. Cut the Crap laves især med studiemusikere, og singlen This Is England er noget poppet men har nu alligevel sine kvaliteter. I 1986 opløser The Clash sig.

  Derpå kontakter Joe Strummer Mick Jones for at høre om The Clash kan gendannes med de to som kerne (på fotoet til venstre ses Jones til venstre og Strummer til højre bag mikrofonen), men Jones er nu i gang med sit eget bandprojekt, Big Audio Dynamite. Efter 2000 er det tættere på en fuld genforening af Strummer, Jones, Simonon og Headon, men Strummer dør i 2002 som 50-årig af en uopdaget hjertefejl. The Clash er endegyldigt lagt i graven.

Her er en BBC-dokumentar om The Clash

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

30 rocknavne – Kate Bush

Nærværende tekst er del af en historisk gennemgang af britisk rock fra The Beatles til Arctic Monkeys via 30 rocknavne udvalgt af mig.

Tidligere opslag handler om (klik på linket) The BeatlesThe Kinks , The Rolling StonesThe Who, Eric ClaptonLed ZeppelinDeep Purple og Black Sabbath.

Og Pink Floyd,  David Bowie, Elton JohnGenesis og Roxy Music/Bryan Ferry og Queen.

bush-kate-5450b8843ab56

Kate Bush er en britisk solist der er musikialsk aktiv fra ca. 1973 og indtil i dag og pladeaktv fra 1978 til indtil videre 2011.

Man kan diskutere om Kate Bush er rock, men pop er det heller ikke, for der er intet behagesygt over musikken. Kate Bush ligger vil stilmæssigt et sted mellem singer/songwriter-musik og artrock – artpop er måske et godt udtryk – og samtidig beslægtet med noget af det David Bowie og Peter Gabriel kan finde på at lave, men hendes musik kan nok ikke sættes på genre. Kate Bush musik er temmelig original, og selv udstråler hun mysterium og utilgængelighed. Hun kan forekomme teatralsk grænsende til det overspændte. Hun underspiller i al fald ikke sig selv.

KATE-BUSH ung

Kzte Bush som meget ung

Catherine Bush vokser op i et privilegeret hjem i Sidcup lige sydøst for London (i dag en del af London) med en far der var læge og dygtig amatørpianist, og en mor der var irsk folkedanser. Som 11-årig lærer Kate Bush sig selv at spille klaver og spiller desuden violin og orgel og skriver digte. Kate Bush er begavet, indadvendt og drømmende.

Hun begynder tidligt at skrive egne sange. The Man with the Child in his Eyes skriver hun som 13-årig, og den hører med til de sange som Bush-familien via en fælles ven – Ricky Hopper – sender til Pink Floyds sanger og guitarist David Gilmour.

Gilmour bliver duperet og bekoster af egen lomme en række indspilninger af Kate Bush’ sange og får sin ven, Andrew Powell, til at producere dem med orkester og det hele. Inspilningerne sendes til pladeselskaberne, herunder EMIs direktør, der med det samme signer den 16-årige Kate Bush. Men EMI skønner at hun er for ung til ræset og vælger i stedet at udskyde projektet 2 år og give hende 6000 pund til at bygge sig op med stemmetræning og dans. Kate Bush vælger mime-danseren Lindsay Kemp som også David Bowie brugte i 1960’erne før hans gennembrud. Kemp beskriver hende som først sky, siden vild i sin dans.

Kate Bush 1978

Kate Bush i 1978

Da Kate Bush er 19 år, udsendes i januar 1978 hendes debutalbum The Kick Inside. En af sangene som David Gilmour fik produceret da hun var 16 år, kommer med på The Kick Inside, nemlig The Man With The Child In His Eyes som hun skrev som 13-årig.

En af albummets sange, Moving, dedikeres til Lindsay Kemp der får sangen smidt gennem sin brevsprække til sin store overraskelse. Han anede ikke at hans vildt dansede teenage-elev var sanger.

På debutalbummet er sangen Wuthering Heights som Bush skrev som 18-årig efter at have læst Brontës roman af samme navn. Hun insisterer på over for pladeselskabet at Wuthering Heights bliver førstesinglen, det lykkes efter hun får udskudt udsendelsen  af albummet fra november 1977 til januar 1978, da hun hader albummets forside der forsøger at sælge hende som en sexet lille pakke.

Wuthering Heights bliver straks nr. 1 i Storbritannien hvor den forskyder Abbas ”Take A Chance on Me”. Faktisk er singlen Storbritanniens første  nr. 1-tophit med en kvindelig kunstner med en selvskrevet sang. I øvrigt bemærkelsesværdigt eftersom Kate Bush har nogle temmelig usædvanlige kompositioner, en ejendommelig vokal og et indadvendt væsen der ikke er til promotion.

EMI elsker successen og presser hende til en hurtig opfølger i samme stil. Det er Lionheart, også udsendt i 1978, og stadig med overvægt af ballader spillet til flygel og orkestral baggrund og sunget med Bush’ høje stemme, men derefter tog hun kontrol over omtrent alt – produktion, koreografi, rekruttering af mandskab.

Også Lionheart kastede et hit af sig, nemlig Wow. Her fra et ABBA-tv-show i 1979 som jeg husker jeg så på tv  som 13-årig udelukkende for at se Kate Bush.

En anden single fra Lionheart er Hammer Horror

I april og maj 1979 kaster hun sig ud i sin første turné – The Tour of Life – i Storbritannien og det øvrige Europa.

The Tour of Life er kolossalt ambitiøs. 24 koncerter på 1 måned. Kate Bush vil danse på scenen, så hun får specialdesignet et mikrofon-headset så hun har hænderne fri som den første rockmusiker overhovedet. Der er dansere på scenen, og den 20-årige Kate Bush koreograferer selv (sammen med Anthony Van Laast), og showet indeholder mime, burlesque, videoprojektioner, en tryllekunstner og 17 kostumeskift osv.  The Tour of Life bliver en stor succes kommercielt og anmeldermæssigt, men opgaven er for ambitiøs, og der skal gå over 35 år før Kate Bush atter får lyst til live-koncerter.

Hun slutter turneen af  i Hammersmith Odeon, samme scene hvor Kate Bush 6 år tidligere havde set David Bowies allersidste show som Ziggy Stardust. Nedenstående video indeholder 53 minutter fra denne mere end 38 år gamle koncert der sætter en ny standard for live-koncerter. Kan man holde hendes musik ud, bør man se koncerten. Lydkvaliteten er temmelig god, og The Tour of Life er et gesammtkunstwerk, en samlet kunstnerisk vision der spreder sig i mange genrer.

I 1980 udsender Kate Bush sit 3. album, Never Forever, som er det første hun er tilfreds med, fordi hun kan gøre hvad hun vil. Hun benytter sig af tidens smarte sampling-synthesizer, en CMI Fairlight som Peter Gabriel har introduceret for hende, samt fx båndløs bass. Her er pladens hit – Babooshka  – netop spillet med båndløs bas. Og med en video som de fleste mænd forstår at påskønne.

Babooshka blev nr. 5 i Storbritannien og Frankrig. En meget ambitiøs sang – inspireret af Pink Floyds “The Wall” er Breathing der handler om et ufødt, men uhyre selvbevidst, foster der døjer både med udsigten at blive født i en verden med radioaktivitet efter atombombespræninger og med den nikotin fosterets mor inhalerer.

En helt anden genre er denne elegante antikrigssang – Army Dreamers

Næste album, The Dreaming (1982), er det første album Kate Bush selv producerer. Her forfiner hun sine romantiske ballader. Her er en af hendes allerbedste, Night of the Swallow, der i omkvædet som svalerne virkelig svimler op i luften på en usædvanlig elegant måde via hvirvlende irsk folkemusik.

Store dele af The Dreaming har dog en mere udfordrende, eksperimenterende og utilgængelig stil – hør og se bare den dybt bizarre førstesingle Sat in your Lap udsendt i 1981 hvor den bliver nr. 11.

Eller den direkte skræmmende Get Out of My House

Eller den næsten jazzet-vampede All The Love

Hounds of Love (1985), indspillet i et studio Kate Bush lader bygge i sit hjem, har samme lidt rå og eksperimenterende tone, men er mindre hysterisk. Albummet bliver nr. 1 i Storbritannien hvor den skubber Madonnas Like a Virgin-album væk.

Albummets 2. side, The Ninth Wave, er ret psykedelisk og mærkeligt dybsindigt. Det er en suite med en gennemgående historie om en person – eller en gruppe personer – der befinder sig på et skib, men skylles i havet. De overlades til havet og deres egen fantasi i dyb ensomhed med det projekt at undgå at falde i søvn, for så er druknedøden uundgåelig. Men søvnen lokker.

Her er de tre første sange i The Ninth Wave. Først And Dream of Sheep

Under Ice (en fanvideo)

Og så Waking the Witch (en fanvideo)

Første side af Hounds of Love er mere tilgængeligt. Herfra førstesinglen Running Up That Hill (oprindelig døbt A Deal With God) der bliver nr. 3 på den britiske hitliste på trods af en vis originalitet.

Sangen og videoen Cloudbusting – hvor Donald Sutherland medvirker – bygger på en dybt mærkelig virkelig episode mellem psykologen Wilhelm Reich og hans søn Peter. Wilhelm bygger ejendommelige maskiner, “cloudbusters”, der skal frembringe regn når de peger mod himlen, men Peter Reich oplever at hans far arresteres af myndighederne.

Siden har Kate Bush med lange mellemrum udsendt albums i samme stil, men uden helt den samme opmærksomhed og kommercielle succes. En af hendes allerbedste ballader er This Womans Work fra 1988 (siden på albummet The Sensual World 1989)- Kate Bush er da 29 år og på vej til rent kunstnerisk at have toppet.

The Red Shoes fra 1993 – herfra Moments of Pleasure – fremstår mindre inspireret

The Red Shoes er et skilsmissealbum. Det mangeårige forhold til bassisten Del Palmer er under opløsning. Derefter finder hun en ny mand som hun får et søn med hvilket medfører en 12 år lang pause hvor Kate Bush helliger sig familien.

Aerial (2005) bærer præg af stor tilfredshed, og jeg savner lidt energi, kant, bid, nerve og nødvendighed – her King of the Mountain.

En eksperimenterende pudsighed på Aerial er noget så forskruet som en besyngelse af pi – ja PI! Den er mærkelig, men ikke helt dårlig.

(fan-video)

Samme lidt lade ligegyldighed mærkes på efterfølgeren, 50 Words for Snow (2011) – her Nocturn der dog indeholder en interessant ny feeling

Among Angels er også ganske køn – her en god fanvideo

i 2014 foretager Kate Bush de første live-koncerter siden The Tour of Life i 1979, nemlig Before the Dawn, en teatralsk iscenesat koncert i Hammersmith Odeon hvor hun afsluttede sin Tour of Life. Koncert-rækken bliver hypet og imponerende anmeldt.

Et rigtigt fint portrætprogram er her.

 

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

30 rocknavne – Iron Maiden

Nærværende tekst er del af en historisk gennemgang af britisk rock fra The Beatles til Arctic Monkeys via 30 rocknavne udvalgt af mig.

Tidligere opslag handler om (klik på linket) The BeatlesThe Kinks , The Rolling StonesThe Who, Eric ClaptonLed ZeppelinDeep Purple og Black Sabbath.

Og Pink Floyd,  David Bowie, Elton JohnGenesis og Roxy Music/Bryan Ferry, Queen og Kate Bush.

Iron_Maiden_Logo_1

Iron Maiden er et britisk heavy metal-band der eksisterer fra 1975 til i dag og er pladeaktiv fra 1980 og indtil videre til 2015. Iron Maiden har været med til at fastlægge tungmetallens lyd og er nok heavy metal-rockens populæreste britiske navn med hang til mytologi og eventyr.

im steve harris

Steve Harris

Først i 1970’ernes Nordlondon er teenageren Stephen ”Steve” Harris optaget af at spille hård rock. I 1974 kommer han med i bandet Smiler hvor han bl.a. møder Douglas Sampson (trommer) og Dennis Wilcock (sang).

Smiler vil ikke spille Harris’ kompositioner, angiveligt fordi de er for svære, og i vrede forlader den 19-årige Harris bandet og danner i i julen 1975 i stedet sit eget band ved navn Iron Maiden.

Snart er Wilcock i bandet, og Wilcock får sin ven, David Murray (leadguitar) med. Der er en del udskiftninger de næste år. Wilcock og Murray bliver uvenner, og Wilcock vil i 1977 have Harris til at fyre Murray – (og trommeslageren Ron Matthews) hvilket Harris gør. Doug Sampson ender med at komme ind på trommer, men primo 1978 forlader Wilcock Iron Maiden og danner sit eget band, og prompte hyrer Harris Dave Murray igen. Derefter er Steve Harris og Dave Murray det mest konstante element i Iron Maiden.

De 3, Harris, Murray og Sampson, bruger sommeren og efteråret 1978 på at finde en ny sanger, og det bliver Paul Di’Anno.

I december 1979 sker der en del ting. Iron Maiden får pladekontrakt med EMI og begynder straks at indspille deres første album. I den forbindelse finder bandet en sekundær leadguitarist, Dennis Stratton, mens Doug Sampson forlader bandet pga. dårligt helbred – og erstattes af Clive Burr som Stratton anbefaler.

I april 1980 udgives så Iron Maidens første ubetitlede album, Iron Maiden (1), der bliver nr. 4 på den britiske singlehitliste.  Her Iron Maidens debutsingle, Running Free der også er med på Iron Maiden 1 – spillet live samme år.

Steve Harris mener selv at den tidlige Iron Maiden er inspireret af 1) den tidlige tunge rock naturligvis – Led Zeppelin, Deep Purple og Black Sabbath – 2) progrocken såsom Genesis og Jethro Tull med brudstykker af sangen med kraftigt skifte i tempo og stemning – og 3) af Wishbone Ash og Thin Lizzy med samspil af to leadguitars, bare i et højere tempo.

Udefra set er det interessante sammenkoblingen af den tidlige tungmetal-rock – men med R&B-elementet nedtonet – koblet sammen med punkrockens råhed, energi og vrede. Clive Burrs punkrock-agtige måde at spille trommer på, får fx stor indflydelse på den New Wave Of British Heavy Metal, NWOBHM, som Iron Maiden er med til at levere startskuddet til med indflydelse på mange senere heavy-bands (fx Slayer). Indflydelsen fra punkrocken eller i al fald den såkaldte pubrock (en meget enkel britisk rockmusik fra først i 70’erne) kan måske høres i Burning Ambition, en anden sang fra debutalbummet .

iron-maiden-1982 dickinsonDerefter bliver bandet support for det amerikanske hardrockband, Kiss, og efter denne turne fyres andenguitaristen Stratton pga. musikalske uoverensstemmelser (Stratton er mest til langsom, melodisk musik à la Queen) og erstattes af Adrian Smith. Derefter laves album nr. 2 – Killers (1981) – der mest består af kompositioner lavet i 70’erne – fx den gode Wrathchild  – men som er anerkendt som et fornemt album.

En verdensturné følger, forsangeren Di’Anno bliver indisponeret pga. et voldsomt kokainforbrug, fyres og erstattes af sangeren Bruce Dickinson der i øvrigt viser sig klart mere karismatisk på scenen end Di’Anno. Dickinson ses i midten på fotoet herunder.

bruce

Iron Maiden med den nye forsanger Bruce Dickinson i midten. Bandleder Steve Harris (bas) ses lige til højre for Dickinson

 

 .im numbersDet 3. album – og det første med Dickinson som forsanger – er Number of the Beast (1982) – der bliver en stor succes. Albummet bliver nr. 1 i Storbritannien, 6 i Holland, 7 i Sverige og 33 i USA, og får gode anmeldelser. Min favorit herfra er Run to the Hills.

 

men også titelnummeret Numbers of the Beast  kan nævnes.

Samt Hallowed Be Thy Name  – her live i 1982.

Bandet har nu fundet sin stil. En turné følger. Med Di’Annos afgang bliver Iron Maiden mindre punket og NWOBHM-agtig og mere strømlinet, hård, effektivt tungmetal. Iron Maiden bevarer dog sin særlige stil ved at synge om meget fantasy- og mytologisk ladede emner med litterære referencer.

 I december 1982 fyres trommeslageren Clive Burr for og erstattes af Nicko McBrain.  Derefter drager bandet til Bahamas og indspiller albummet Piece of Mind (1983) med bl.a. sangen The Trooper    (der bliver nr. 12 i UK)

og Flight of Icarus der slår pænt igennem i USA.

Efter en ny turné indspilles Powerslave (1984) med fx Aces High  fulgt af bandets hidtid største turne (193 shows, publikum 3,5 mio).

iron-maiden-1995 blazeSidst i 80’erne følger nogle mere eksperimenterende albums med synthesizerbass, synthesizers osv., hvorefter Iron Maiden beslutter at gå tilbage til en mere enkel instrumentering. Andenguitaristen Adrian Smith er uenig og fyres, erstattet af Janick Gers der tidligere har spillet for Gillan. Albummet, Fear of the Dark (1992), her titelnummeret Fear of the Dark bliver en stor success og en ny nr. 1 på albumlisten i UK.

Men derefter forlader Bruce Dickinson bandet til fordel for en solokarriere, og som erstatning vælges Blaze Bayley som sanger (i midten på fotoet foroven) som ikke modtages lige vel af alle fans. Og periodens albums sælger heller ikke som før.

Bayley fyres i 1999. Derefter genansættes både Bruce Dickinson (i øvrigt nu uddannet pilot) og Adrian Smith (bandet har altså nu 3 guitarister – Murray, Gers og Smith). Resultatet er Brave New World (2000) med en mere progrocket og kompleks stil.

 Efterfølgeren Dance of Death (2003), her titelnummeret Dance of Death, bliver en endnu større succes hos kritikere og købere. Det går støt og roligt med godt salg og omfattende turneer.

I 2010 udkommer The Final Frontier (2010) der både har glimrende anmelselser og gode salgstal. Intet dramatisk. Herfra anden halvdel af Satellite 15.

I 2015 udkommer albummet Book of Souls der går ind som nr. 1 på den britiske albumhitliste og tillige får gode anmeldelser.  Her Speed of Light live i 2016.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

30 rocknavne – Queen

Nærværende tekst er del af en historisk gennemgang af britisk rock fra The Beatles til Arctic Monkeys via 30 rocknavne udvalgt af mig.

Tidligere opslag handler om (klik på linket) The BeatlesThe Kinks , The Rolling StonesThe Who, Eric ClaptonLed ZeppelinDeep Purple og Black Sabbath.

Og Pink Floyd,  David Bowie, Elton JohnGenesis og Roxy Music/Bryan Ferry.

queen logo

Queen er et britisk glamrockband – og siden softrockband – der eksisterer fra 1968/70 frem til 1991. I en eller anden forstand er Queen dog stadig aktiv. Queen er pladeaktiv fra 1973 til 1996.

Queen begynder som et glam-præget hardrock-band og spiller på alle tangenter – fra hardrock til opera og pop, bare det er flot. Og uden at ænse om bandet er cool. Bands som Genesis og Coldplay er uncool bands der gerne vil være cool. Queen er nærmest uncool, men bedøvende ligeglad, og dermed bliver Queen ironisk nok cool.

Queen er en af de meget få succesrige britiske bands der er opstået på et universitet. Det eneste andet eksempel jeg umiddelbart kan komme på, er Coldplay.

IMP4

Imperial College

Universitetet er Imperial College – dengang en del af University of London – og tiden er 1968.  Her studerer Brian May astronomi og beslutter sammen med den medstuderende ven, Timothy Staffell, at danne et band. Brian May spiller guitar, Tim Staffell bas – og kan synge – og så mangler de en trommeslager. De sætter en annonce i avisen efter en Ginger Baker-agtig trommeslager og får fat i den tandlægestuderende Roger Taylor. Bandnavnet var Smile.

smileband2

Smile i 1969 – så vidt jeg kan se fotograferet foran Imperial College

Da Brian May var teenager først i 60’erne, havde han og hans far Harold bygget en særlig guitar til Brian. Processen foregik 1963-65, og guitaren hedder “Red Special”, og den har fx en særlig forvrænger-enhed indbygget. Red Special, der har en særlig klang, skal siden forblive Mays guitar.

res-1

Brian Mays selvbyggede guitar “Red Special” med et røntgenfoto af sig nederst

Smile fik i øvrigt en enkelt single ud – Staffells “Earth” der slet ikke solgte

Tim Staffell havde tidligere gået på Ealing College of Art og der truffet Farrokh Bulsara. Staffell introducerede Bulsara for Smile, og Bulsara blev snart en ivrig fan. Bulsara var i øvrigt af indisk herkomst – eller rettere – han var født og opvokset i Zanzibar i Afrika af parsiske forældre. Parserne er en religiøs gruppe i Indien der har rod i iranere og iranernes oprindelige før-islamiske religion. Efter optøjer i Zanzibar flyttede Farrokh Bulsara som 17-årig til London med sine forældre og skiftede fornavnet Farrokh ud med det noget mere britisk lydende Freddie.

I 1970 spredte der sig en stemning af håbløshed i Smile der stod i stampe, ja, opløstes, og Staffell blev forsanger i et andet band (Humpty Bong) med hvad Staffel mente, lidt mere fremtid i.

Freddie Bulsara hoppede fra det band han var forsanger i, og over i Smile. Bulsara foreslog et navneskift til “Queen” og skiftede selv efternavn til “Mercury”. Queen manglede en bassist efter Staffels afgang og havde flere inde i billedet, indtil man fandt den rigtige med John Deacon – der blev officielt optaget i Queen i 1971.

queen-resize

Queen i 1973 – fra venstre Brian May, Freddie Mercury (bagest), John Deacon og Roger Taylor.

I 1973 kunne Queen signe med Trident/EMI og udgiver snart et ubetitlet album – Queen – hvor en af de 4 demoer fra 1971 bliver førstesingle. Det er Keep Yourself Alive skrevet af Brian May.

Alt tegner lyst. Brian May er en fremragende guitarist, Freddie Mercury er en fremragende sanger med en enestående oktavrækkevidde, kontrakten med Trident/EMI er lukrativ og giver adgang til den nyeste teknologi til produktion af studiealbums, og debutalbummet bliver flot anmeldt.

Der er kun ét problem. Førstesinglen Keep Yourself Alive sælger jammerligt og kommer ikke engang på hitlisten.

Året efter kommer det efterfølgende album, opfindsomt kaldet Queen II (1974). Herfra Seven Seas of Rhye, og den er der klart mere salg i. Queen er ved at få et gennembrud.

Allerede samme år kommer Queen med endnu et album – Sheer Heart Attack – og nu rykker det virkelig, især med Freddie Mercurys single Killer Queen der bliver nr. 2 på albumhitlisten. Killer Queen markerer et udpræget stilbrud med de to første albums tunge rock mixet med progrock. Killer Queen har en legesyg og teatralsk vaudeville-stemning og leger med flerstemmig kor sunget af Mercury selv, og er usædvanlig melodiøs.

Efter Sheer Heart Attack kommer to albums der ligner hinanden en del og begge med titler fra kendte Marx-brothers-film – A Night at the Opera (1975) og A Day at the Races (1976).

queen a nightA Night at the Opera er verdens hidtil dyreste pladeproduktion og bliver et giganthit ligesom hitsinglen, Bohemian Rhapsody, skrevet af Mercury – den 3. bedst sælgende single i Storbritannien nogensinde. Bohemian Rhapsody har ikke bare en sublim melodi; den er også fantasifuld i sin opbygning der blander ballade, opera og hardrock.

En anden køn sag fra albummet er Mercurys ballade Love of My Life – her i en audio

En poppet, men fin, sang fra albummet er bassisten John Deacons troskyldige kærlighedssang You’re My Best Friend. Mercury nægtede at spille elektrisk piano, så Deacon måtte lære selv at spille på instrumentet for at give sangen den klang han ønskede.

Den mest kendte sang på A Day At the Races (1976) er Somebody To Love – der er det albums parallel til Bohemian Rhapsody. Den leger dog ikke med opera, men med gospel. Men en fantastisk flot og pompøs ballade. Den bliver nr. 1 i Storbritannien og nr. 5 i USA.

Men Queen får en kritik for at have lavet for bløde og kedelige popalbums, og at den muskelsvulmende kraft er savnet på A Night at The Opera og A Day at the Races.

Næste album er News of the World (1977) der netop forsøge at finde denne rockkraft frem igen. Det er hvad amerikanerne kan lide, så News of the World bliver nr. 3 i USA, men kun nr. 4 i Storbritannien. Albummet har klassiske hits der er som skræddersyede til publikum ved sportsstævner, især We Will Rock You

og We Are The Champions.

Næste album Jazz (1978) vender tilbage til det mere stilvarierede hvilket briterne åbenbart bedre kan lide (nr. 2 i UK) end amerikanerne (nr. 6 i USA). Bedste sang fra Jazz er den elegante Don’t Stop Me Now (1978). Musikken er som altid legende, musikalsk, lækker, men måske en anelse overfladisk. Men der laves ikke meget bedre overfladisk poprock end Queens.

En anden klassiker fra Jazz er Bicycle Race.

Med Brian Mays Fat Botommed Girl  viser Queen at de stadig kan lave traditionel rock.

Queen er nu begyndt systematisk at orientere sig mod en mere funky, amerikansk og poppet tone hvilket er tydeligt på næste album, Game (1980), der hører til Queens største successer. Game bliver nr. 1 på albumhitlisten i både USA og Storbritannien. Bedste sang er den funky og discofile Another Bite The Dust.

I 1981 indspiller Queen i Mountain Studios i Schweiz albummet Hot Space og får besøg af David Bowie der skal lægge baggrundsvokal på en sang der senere droppes. Under en jamsession i studiet mellem Bowie og Queen opstår sangen Under Pressure (primært komponeret af Mercury, Bowie er tekstforfatter, begge er forsangere) der bliver nr. 1 i Storbritannien.

Især med Hot Space fra 1982 skifter Queen stil til radiovenlig AC-poprcok med masser af synthesizers, trommemaskiner osv. Albummet Works fortsætter stilen med hits som Radio Gaga

Og I Want To Break Free

Queen står også som arketypisk 80’er-arenarock og har også stor succes som liveband på stadions – ikke mindst under Live AID-koncerten i juli 1985 på Wembley Stadion. Her gør Mercurys store evner som karismarisk entertainer med en voldsom stage-presence sin effekt.

Successen fortsætter med Kind of Magic (1986) med Friends Will Be Friends.

*Og titelsangen – her spillet live på Wembley i 1986 – som et godt eksempel på Queens muskelsvulmende stil

Men fra 1988 ser offentligheden tegn på at Freddie Mercury var syg, og der spreder sig rygter om at han har AIDS i udbrud hvilket han benægter. Endnu to succesrige albums følger – Miracle (1989) og Innuendo (1991).

Titelnummeret på Innuendo er en klar hyldest til en af det tidlige Queens primære inspirationskilder, Led Zeppelin. Innuendo er et tilbageskuende nummer der har lånt virkelig meget af  Led Zeppelins sang Kashmir, og hvis instrumentale midtersektion bl.a. har den gamle Yes-guitarisk Steve Howe der spiller flamenco-guitar.

Innuendo bliver Queens sidste “rigtige album”

Den 23. november 1991 bekræfter Mercury fra sygesengen at han har AIDS og dør mindre end 24 timer senere.

Her er Mays sang The Show Must Go On fra 1990 skrevet i forbindelse med Mercurys terminale sygdom. Ved indspilningen er Mercury stærkt svækket. May er bekymret for om Mercury har kræfter nok til at synge igennem, men det har han. Et flot og emotionelt nummer

Men det er ikke helt slut endnu. I 1996 udkommer et ”posthumt” Queen-album med det cheesy navn Made in Heaven med Mercury som forsanger. Hittet You Don’t Fool Me hører til de mere lavmælte sange og er lavet først i 1991 – og eksisterede som studiooptagelse kun i bidder, men produceren (studiolederen) David Richards fra Mountain Studios får det samlet og gjort velfungerende. Mainstreampop, men en popperle.

Queen eksisterer stadig som en duo af den oprindelige kerne – Brian May og John Taylor som lejlighedsvis optræder med gæstesangere såsom Adam Lambert. Musikken hedder så Queen + Adam Lambert.

Det kan i øvrigt nævnes som efterskrift at May efter de aktive år med Queen har taget en ph.d.-grad i atomfysik.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

30 rocknavne – Roxy Music – Bryan Ferry

Nærværende tekst er del af en historisk gennemgang af britisk rock fra The Beatles til Arctic Monkeys via 30 rocknavne udvalgt af mig.

Tidligere opslag handler om (klik på linket) The BeatlesThe Kinks , The Rolling StonesThe Who, Eric ClaptonLed ZeppelinDeep Purple og Black Sabbath.

Og Pink Floyd,  David Bowie, Elton John og Genesis.

roxy logo

Roxy Music er et britisk artrockband aktiv fra 1970 frem til 2011 og pladeaktiv fra 1972 til 1982.

Roxy Music står for den mere sofistiskerede del af glamrocken og spiller både på det melodiøse og det eksperimenterende. Den dominerende figur og primære sangskriver i Roxy Music der forsangeren, britisk rocks største elegantier Bryan Ferry. Hans cool og lidt arrogante måde at synge på er siden en inspiration for punken og ikke mindst new waven, selv om Bryan Ferrys musikalske perfektionisme og velklædthed egentlig er komplementær til punken.

Efter Roxy Musics første opløsning i 1982 er det især Bryan Ferrys pladeudgivelser der har bærer fanen videre. I perioden mellem 2001 og 2011 har Roxy Music dog adskillige gange været genforenet og har spillet koncerter, men bandet har været inaktivt siden 2011, og Roxy Musics guitarist, Phil Manzanera, har udtalt at det er yderst tvivlsomt om bandet vil optræde sammen igen. Roxy Music er endegyldigt opløst.

ferry

Bryan Ferry – britisk rocks elegantier

Bryan Ferry kommer fra et arbejderklassehjem i Washington i det nordøstligste England. Han studerer kunst på universitetet i Newcastle og flytter til London i 1968  for at undervise på en skole i keramik og forfølge en musikalsk karriere.

I november 1970 begynder Ferry at samle Roxy Music ud fra venner og bekendte, først vennen Graham Simpson på bas. Andy Mackay, også kunstuddannet, der spiller obo og saxofon, slutter sig til og Mackay trækker sin bekendte, keyboardspilleren Brian Eno, ind i bandet. Eno, der også har gået på kunstskole, besidder en del båndoptagerudstyr så det er et nyttigt træk. Siden kommer den tidligere Nice-guitarist, David O’List til, snart afløst af Philip Manzanera, mens Ferry selv er forsanger og keyboardspiller og altdominerende sangskriver.

roxy tid

Roxy Musics bemanding ved første album fra venstre Paul Thompson (trommer), Brian Eno (keyboard), Andy Mackay (saxofon), Bryan Ferry (sang) og Phil Manzanera (guitar)

Simpson forlader ret hurtigt Roxy Music nedtrykt over sin mors død af cancer, og siden er der en del udskiftninger som bassist, både i studiet og især live.

 Roxy Music pladedebuterer i juni 1972 med det ubetitlede album Roxy Music med 9 sange alle skrevet af Ferry, og den bliver nr. 10 på albumhitlisten på trods af klart avantgardistiske elementer som her i Ladytron.

 I august udsendes singlen Virginia Plaine .

I 1973 kommer det 2. studioalbum, For Your Pleasure, med bl.a. den cool Do The Strand.

Roxy+Music+-+Stranded+-+LP+RECORD-198391 Turnélivet og spændinger med Ferry får Brian Eno til at forlade Roxy Music, og han bliver siden en af de berømteste rockproducere overhovedet. Også andre i bandet begynder at knurre over Ferrys dominans, og fra det 3. album, Stranded, begynder både MacKay og Manzanera at skrive sange. Men Ferry er den dominerende sangskriver i Roxy Music, og alle singler er stadig hans værk. Her fx Street Life fra Stranded. Bandet har i øvrigt nogenlunde stabilt nu fundet en bassist i John Gustafson.

   Med den kritikerberømmede Country Life (1974) beynder Roxy Music at vise sig i de amerikanske charts (nr. 37), og efterfølgeren Siren (1975) med funky og dansable toner giver endnu bedre anmeldelser og hitlisteplaceringer her singlen Love is the Drug skrevet af Ferry og Mackay. John Gustafsons basspil i sangen er legendarisk. Love is The Drug bliver nr. 2 i UK og 30 i USA.

Efter Siren opløses Roxy Music til fordel for soloprojekter, og da bandet igen samles til Manifesto (1979), er det reduceret til Ferry (sang), Mackay (sax), Manzanera (guitar) og Thompson (trommer), mens øvrige funktioner (bas, keyboard) klares af sessionsmusikere. Singlerne på Manifesto følger i sporet på Sirens og før i retningen af soul, funk, ja, decideret disco. Her Dance Away i Top of the Pops. Dance Away bliver nr. 2 på den britiske hitliste og den 9. mest solgte single i 1979.

Avantgarden var nu helt væk i Roxy Musics musik til fordel for en langt glattere discosoul, en tendens der fortsætter i Flesh + Blood (1980), en kommerciel succes der bliver nr. 1 i UK og nr. 35 i USA. Her  den forrygende og discofile Same Old Scene.

Roxy Musics elegante version af John Lennons sang, Jealous Guy, som bandet lavede som hyldest til Lennon efter han var blevet myrdet i 1980, går nr. 1 på hitlisten.

I 1982 kommer Roxy Musics hidtil sidste studioalbum, den raffinererede Avalon, der går ind som nr. 1 på hitlisten med fremragende popsoul-sange som den melankolske More Than This  (bl.a. siden kendt fra filmen Lost in Translation)

og den drømmende Avalon.

I 1983 lader Ferry bandet opløse til fordel for soloprojekter.

I 2001 bliver kernen i Roxy Music – Ferry, Mackay, Manzanera og Thompson – atter samlet til fordel for live-koncerter, men åbenbart ikke længere studiealbums. Men marts 2011 er sidste gang bandet spillerr sammen.

Bryan Ferrys soloalbums – som han har lavet både sideløbende med karrieren i Roxy Music og efterfølgende – ligner i høj grad Roxy Music både i stil, kølig elegance og kvalitet, her jazz-standarden Smoke Gets In Your Eyes som Ferry udgiver i 1974 – her dog live fra 1980

Her er Ferry med en anden jazzstandard

Her den mere rock’n’roll-agtige Let’s Stick Together.

Efter opløsningen af Roxy Music (dets pladeproducerende periode) kan især fremhæves den forfinede Slave To Love som er en supergennemarbejdet og perfektionistisk produktion (ligesom Avalon-albummet).

Og den superelegante og smygende Don’t Stop The Dance.

Begge sange er fra Boys and Girls fra 1985 som topper albumhitlisten og bliver Bryan Ferrys mest succesrige soloalbum.

Dermed har Ferry toppet, men efterfølgende kan fremhæves den kølige og eksklusivt-elegante Help Me.

Bête Noire (1987) bliver ikke samme salgssucces, men jeg kan lide melankolien i Limbo.

Taxi fra 1993 bliver Ferrys største succes siden Boys and Girls og ryger ind som nr. 2 på albumhitlisten. Herfra I Put a Spell On You.

Bryan Ferrys sidst udgivne album er Avonmore fra 2014 – herfra Loop de Li.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

30 rocknavne – Genesis

Nærværende tekst er del af en historisk gennemgang af britisk rock fra The Beatles til Arctic Monkeys via 30 rocknavne udvalgt af mig.

Tidligere opslag handler om (klik på linket) The BeatlesThe Kinks , The Rolling StonesThe Who, Eric ClaptonLed ZeppelinDeep Purple og Black Sabbath.
Og Pink Floyd,  David Bowie og Elton John.genesis-logos

Genesis er et britisk rockband der eksisterer fra 1965 eller 1967 og frem til 2007. Genesis er pladeaktiv fra 1969 – 1997. Genesis spiller ret kompleks progrock i 1970’erne og langt mere mainstreampræget og kommerciel, poprock og arenarock i 1980’erne.

Genesis har haft to markante forsangere der begge ved siden af har haft en succesrig solokarriere, Peter Gabriel og Phil Collins.

Genesis ikke til de cool bands, især ikke efter Peter Gabriel forlader bandet. I 1970’erne bliver bandet anset som sterilt, og i 80’erne som poppet. Og Phil Collins anses især efter 1990 som en cheesy, sentimental og behagesyg og samtidig bjergsom popdreng med hang til skattely i Schweiz, og musikken som dygtig, men tom, stadionrock. Men Genesis står for dygtig og intelligent og lejlighedsvis fantasifuld og fornyende rock.

charterhouse

Charterhouse School

Genesis opstår på en kendt, sydengelsk kostskole, Charterhouse School.  Her danner i 1965 de to venner og skolekammerater, Peter Gabriel (sang, fløjte) og Anthony Banks (klaver), sammen med trommeslageren Christoper Stewart bandet The Garden Wall.

Samtidig dannes der et andet band på Charterhouse, The Anon, med Richard McPhails på sang, Chris Stewarts ven Anthony Phillips på leadguitar og et par andre, snart efter også Michael Rutherford på leadguitar, siden sang som afløser for McPhails (der et par år efter bliver tourmanager for Genesis).

genesis1968

Genesis i 1968. Fra venstre Ant Phillips (guitar), Mike Rutherford (bas), Tony Banks (keyboard), Peter Gabriel (sang) og Chris Stewart (trommer).

De to nævnte bands betragtes som uvorne rebeller på Charterhouse, og The Anon opløses i december 1966. I 1967 går Phillips og Rutherford over i The Garden Wall. Bandet er dannet.

I 1968 overværer en anden tidligere Charterhouse-elev, produceren Jonathan King, en koncert med The Garden Wall, får et demo og er indstillet på at lave plader med dem. Men der skal et nyt navn til, og King foreslår først Gabriel’s Angels, hvilket ikke tager kegler, og siden Genesis hvilket accepteres.

Der skal også en ny trommeslager til, mener King. Stewart udskiftes med John Silver. Første Genesis-album, From Genesis to Revelation, udkommer i 1969, præget af Kings sangsmag i retningen af Bee Gees. Den første single – The Silent Sun – udkommer allerede i 1968.

Genesis’ allerførste udgivne sang – The Silent Sun fra 1968

Genesis finder en ny trommeslager, John Mayhew, og en ny spillestil og et nypladeselskab. Eller rettere, Genesis får et vist ry for sin livemusik med lange, teatralske sange, pladeselskabet Charismas chef overværer en koncert, signer dem, og næste album, Trespass (1970) er præget af disse teatralske sange.

Musikken er såkaldt ‘progrock’ hvor sangene fremadskridende (progressivt – heraf prog) udvikler sig i stedet for den klassiske vers-omkvæd-vers-omkvæd-struktur, og progrocken har ofte stærke kontraster mellem sekvenser med blid folkemusik og mere aggressiv rock og ofte lange og ofte komplekse instrumentalsekvenser. Her den bastante The Knife fra Trespass der begynder i et meget roligt, næsten pastoralt, midterstykke med Peter Gabriel på fløjte, men det slutter noget voldsommere, og man bemærker stilskiftet fra The Silent Sun-singlen.

Forsangeren Gabriel gør musikken og Genesis’ sceneoptræden stærkt teatralsk ved at bære udklædning og masker, ligesom teksterne er temmelig surrealistiske og mytologisk ladede.

Genesis71

Den klassiske bemanding: Bagest: Peter Gabriel (sang), Steve hackett (guitar). Forrest Phil Collins (trommer, sang), Tony Banks (keyboard) og Mike Rutherford (bas)

Efter Trespass kommer nye vigtige udskiftninger. Trommeslageren Mayhew erstattes af Philip Collins (trommer og sang), mens leadguitaristen Ant Phillips, stadig blot 17 år gammel, får sceneskræk og forlader bandet – og afløses af Stephen Hackett. Den klassiske besætning er på plads. Og dermed kan Nursery Cryme (1971) udsendes. Et klassisk prog-nummer fra Nursery Cryme er The Musical Box udviklet af et guitarstykke oprindelig skrevet af Ant Phillips. Igen bemærker man kontrasterne mellem de blide og de mere voldsomme passager ….

Peter Gabriel har skrevet følgende lille surrealistiske historie som baggrund for sangens historie:

While Henry Hamilton-Smythe minor (8) was playing croquet with Cynthia Jane De Blaise-William (9), sweet-smiling Cynthia raised her mallet high and gracefully removed Henry’s head. Two weeks later, in Henry’s nursery, she discovered his treasured musical box. Eagerly she opened it and as “Old King Cole” began to play a small spirit-figure appeared. Henry had returned – But not for long, for as he stood in the room his body began ageing rapidly, leaving a child’s mind inside. A lifetime’s desires surged through him. Unfortunatly the attempt to persuade Cynthia Jane to fulfil his romantic desire, led his nurse to the nursery to investigate the noise. Instinctively Nanny hurled the musical box at the bearded child, destroying both.

På efterfølgeren Foxtrot (1972) finder man et monstrøst apokalyptisk nummer med en titel der er noget mindre pompøs end sangen: Supper’s Ready, et klassisk progrocknummer om en apokalyptisk oplevelse lige før aftensmaden – en fuldendt uforståelig historie skrevet af Peter Gabriel og som sandsynligvis er inspireres af et bad trip som han og hustruen oplevede før aftensmaden.

Nedenstående samtidige video (1973) er 24 minutter lang og omtrent lige så kuriøs som teksten – en monstrøs sang med både smukke, skræmmende og kiksede passager.

På den meget artrockede Selling England By The Pound (1973) forfiner Genesis deres stil,  her den surrealistiske og bizarre Dancing With the Moonlit Knight.

I 1974 producerer Genesis et ambitiøst konceptbum, The Lamb Lies Down On Broadway, om den rå puertoricaner Rael der kommer ud på en stærkt syret rejse i New York – eller gennemgår en indre proces – der via et møde med døden og diverse fabelvæsner og en kastration fører frem til en unio mystica, en identifikation med altet.

rael

Peter Gabriel som New York-gadedrengen Rael – hovedpersonen i the Lamb Lies down on Broadway

Reelt splittes bandet i Gabriel der skriver historien og teksterne, og resten af bandet der skriver musikken. Titelsangen er dog skrevet af Peter Gabriel og Tony Banks – den oprindelige kerne i Genesis.

Her spiller Gabriel sangen The Lamb Lies Down on Broadway live 4 år efter – i 1978 – efter han er blevet solist – endda sminket i rollen som Rael.

Albummet veksler mellem et for Genesis helt nyt forenklet og næsten råt præg. Her er en af de næsten præpunkede sange – Back in N.Y.C.

In The Cage er et effektivt live-nummer. Her live fra 2007. Efter 8 minutter går videoen over i et medley baseret på instrumentalsekvenser fra andre sange.

The Lambs største hit er dog en af de blidere sange, The Carpet Crawlers, med Gabriels røst i forgrunden og Collins’ røst i baggrunden.

Efter The Lamb Lies Down on Broadway annoncerer Peter Gabriel at han er træt af musikerlivet og vil trække sig fra bandet når den efterfølgende The Lamb-turné er forbi i maj 1975. I sommeren 1975 går Genesis i gang med auditions for en ny forsanger uden at finde noget tilfredsstillende, og man beslutter at fortsætte som kvartet med Phil Collins både som trommeslager og forsanger. Det giver problemer live, så her vælger man at supplere med en ekstra trommeslager – i 1976 Bill Bruford fra Yes, og fra 1977 amerikaneren Chester Thompson fra fusionsbandet Weather Report.

Musikken uden Gabriel er nu lidt mindre organisk, bizar og dramatisk og lidt mere stiv, steril og blød-folket – men med en kombination af det melodiøse og det intelligent og komplekst arrangerede. Indledningssangen Fra A Trick Of The Tail (1976) er Dance on a Volcano med den lidt mærkelige og urolige rytme – her spillet live i 1980.

Fra efterfølgeren Wind and Wuthering har vi Tony Banks pompøse, messianske ballade One For The Vine – her også live i 1980

Så er det Steve Hackett der forlader Genesis hvilket foranlediger at det efterfølgende album får titlen ” … and then there were three …”. Det besluttes heller ikke at erstatte Hackett, men at lade bassisten Mike Rutherford spille både bas og guitar – live dog suppleret af amerikaneren Daryl Stuermer hentet fra fusionsnavnet Jean-Luc Ponty. Når Rutherford spiller bas live, spiller Stuermer guitar og omvendt. Genesis er i studiet nu reduceret til en trio af Phil Collins, Mike Rutherford og Tony Banks – og live en kvintet suppleret med Chester Thompson og Daryl Stuermer.

Genesis

Genesis’ livebemanding 1978: Bagest Chester Thompson (trommer), Daryl Stuermer (guitar, bas), Phil Collins (sang, trommer). Forrest Mike Rutherford (bas, guitar) og Tony Banks (keyboard).

På And then There Were Three har bandet en enkelt sang der fuldkommen bryder med resten af albummet og bandets hidtidige stil. Balladen Follow You, Follow Me er superpoppet, sentimental, let swingende og harmonisk primitivt opbygget. Den udsendes som single og bliver nr. 7 på single-hitlisten, bandets største singlesucces hidtil. Det skal siden friste bandet til at forfølge den kommercielle succes.

Stilskiftet kommer med albummet Duke (1980) der stadig har komplekse sange. Men bandet har skrevet et længere suite-agtigt progrock-nummer – Duke – i 5 dele – Behind The Lines, Duchess, Guide Vocal, Duke’s Travles og Duke’s End – men det bliver for tungt, synes bandet, og bryder den op i to sektioner, så helhedsfornemmelsen forsvinder. Typisk nok bliver hittet fra albummet igen den mest sentimentale og primitive sang – Phil Collins’ kærlighedsballade Misunderstanding – men vi vælger her en af delene fra Duke-suiten, nemlig Duchess.

I 1981 udgiver Phil Collins sit første soloalbum (Face Value) med hittet In The Air Tonight der bliver  nr. 2 i Storbritannien og USA, og nr. 1 i en europæiske lande – Frankrig, Tyskland, Sverige osv.). Sangen er produceret af Collins og Hugh Padgham der i forbindelse med et Peter Gabriel-album har opfundet en særlig lydeffekt til Collins’ trommer, gated drum sound eller gated reverb, der kan høres mod sangens slutning som en særlig eksplosiv trommelyd.

Her spiller Collins sangen live i 1990 med bl.a. Daryl Stuermer (guitar), Lee Sklar (bas) og Chrster Thompson (trommer) på scenen.

Collins er herefter en af 80’ernes største britiske popstjerner og producere, og Padgham bliver Genesis’ faste engineer/producer i 80’erne – og efterfølgende også producer for fx The Police. Og The Polices teknisk dygtige rockminimalisme inspirerer på mange måder Genesis til et enklere udtryk hvilket er tydeligt på albummet Abacab (1981), fx titelsangen Abacab (her live). Den afsluttende rytmiske del er faktisk ret organisk swingende, og Rutherford har lært sig at spille nogenlunde guitarsoli!

Derefter bliver Collins reelt en art leder af trioen. Selv om både Banks, Collins og Rutherford alle tilskrives alle sange som sangskrivere, så kommer Genesis stadig mere til at lyde som Collins’ kommercielt succesrige, men poppede soloalbums, omend hvert Genesisalbum stadig indeholder 1-2 progrocknumre for dog at bevare et slags særkende. Sangen Mama  (1983) minder således en del om In The Air Tonight med gated drums og det hele og har masser af 80’er-klang over sig. Mama har dog også lidt af det teatralske drama fra gamle dage og bliver et slags hit – usædvanligt når man tænker på at teksten er en romantisk-ødipal ode fra en mand til en prostitueret der ikke besvarer mandens hengivenhed (bygget på en fortælling i David Nivens selvbiografi – The Moon’s a Balloon).

Mama live 1984

Men bandet forsøger sig stadig mere kompleks prog og blot nytænke det – give det et mere rytmisk direkte præg. Her Second Home By The Sea spillet live i 1986.

Invisible Touch (1986) bliver lyden endnu mere kommerciel – lejlighedsvis med kant som her i den politiske Land of Confusion.

Her er et af eksemplerne på dette fra det allersidste album med den egentlige bemanding, We Can’t Dance (1991). Her Jesus He Knows Me – en popsang med brod vendt mod hykleriske tv-prædikanter.

Efter We Can’t Dance forlader Phil Collins bandet for at koncentrere sig om sin i øvrigt smuldrende solokarriere. Rutherford og Banks fortsætter og laver et album (Calling All Stations, 1997) med en ny sanger, Ray Wilson,  der ikke bliver nogen succes og nye studiealbums følger aldrig.

Pudsigt nok bliver den allersidste studieproduktion som Genesis udgiver, Carpet Crawlers 1999 – som navnet antyder en nyindspilning fra 1999 af The Carpet Crawlers – men foretaget af Genesis klassiske bemanding fra første halvdel af 1970’erne – Gabriel, Hackett, Banks, Rutherford og Collins.  Faktisk lyder sangen nærmest en typisk Peter Gabriel solo-produktion fra de år.

Men i 2007 går bandet i sin klassiske live-formation – Banks, Rutherford, Collins, Stuermer, Thompson – på en verdensturné, bl.a. til Herning. En live-optagelse fra Genesis formentlige svanesang i 2007, When in Rome, kan her ses og høres i fornem lydkvalitet fra en koncert i Rom med en halv million tilhørere.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar