Data
Navn: Duke
10. studiealbum af Genesis
Indspillet i november og december 1979
Udgivet den 24. marts 1980
12 sange – 55:06 minutter
Producere: David Hentschel og Genesis
Studie: Polar Studios, Stockholm, Sverige.
Rating: Ret god. 1297 brugere af Progarchives giver Duke en gennemsnitlig rating på 3,48 hvor 3 er god, men ikke essentiel, mens 4 er excellent og essentiel (men ikke et mesterværk). Dermed sætter Progarchives Duke som det 10. bedste Genesis-album lige efter Genesis Live og lige foran … And Then There Were Three …
Best Ever Albums’ brugere kårer det til det 27. bedste album i 1980 og det 1177. bedste album nogensinde. Det er slet ikke ringe og gør albummet til det 6. bedste Genesis-album lige efter Nursery Cryme og lige før Wind and Wuthering. Ved et sjovt tilfælde ligger Duke i den samlede album-rangering lige foran Zooropa af U2 der er rangeret som nr. 1178. Det er baseret på 246 anmeldelser.
Min anmeldelse og rating. Genesis har reelt ikke haft pauser siden bandet signede med Charisma Records i foråret 1970. Den efterfølgende tid har bestået af album-indspilninger og turneer i én lang strøm. Men da And the There Were Three Tour slutter i december 1978, holder bandet en pause i størstedelen af 1979. Pausen bruges primært til Banks’ og Rutherfords’ første soloalbums, mens Collins, forgæves, prøver at redde sit første ægteskab ved at flytte til Canada. I efteråret 1979 samles trioen i Collins’ hjem i Surrey for at planlægge næste album, og albummet indspilles så i november og december i ABBAs Polar Studios i Stockholm, stadig med Hentchel som co-producer.
Albummet er stærkt præget af en ide til en suite, kaldet Duke, på 6 sange som fylder én pladeside. Suiten er skrevet af hele trioen. Den anden pladeside, også 6 sange, skal så bruges på personlige kompositioner. Banks, Collins og Rutherford får hver 2 sange med, men Genesis som helhed udvælger sangene.
Siden beslutter Genesis at “The Duke Suite” bliver for kompakt og skal brydes op. Suitens 3 første sange, Behind The Lines, Duchess og Guide Vocal skal indlede albummet. Turn It On Again skal være midten. Og Duke’s Travels og Duke’s End skal afslutte albummet. De 6 solo-sangene stoppes så ind på hver side af Turn It On Again, 3 før og 3 efter. Effekten er interessant. Albummet, der også kaldes Duke, føles i unik grad som en sammenhængende enhed.
Resultatet er ikke bare kommcercielt vellykket. Duke bliver således Genesis’ første nr. 1 album på den britiske albumhitliste. Den er også kunstnerisk set overrumplende vellykket. Genesis fortsætter med sin vej mod at blive et popalbum, hvilket mange vil opleve som et fortsat syndefald, og det skal ikke skjules at mange fans af Genesis fra Gabriel-æraen oplever at Duke er et stort svigt og sell-out. Men Duke er bare et klart bedre album end And Then There Were Three og nok også end Wind and Wuthering. Hvad sker der? Min personlige teori er at Genesis opdager den faktor der hedder “energi”. Der er et klart tab af energi på Wind and Wuthering, og de energi-rige sange på And Then There Were Three er låst inde i de uinpirerede sange. Genesis har masser af energi live, men kan bare ikke få energien ind i sine studie-albums. Målet er – vil jeg påstå – nu at få den energi frem igen, og Duke er første skridt på vejen. Der er stadig en tyk suppe af synthesizer-klange på Duke, og en grundtone af melankoli, men der er en langt højere energi og veloplagthed over albummet, måske særligt i albummets to hits – Misunderstanding og Turn It On Again. Disse sange er bestemt ikke mine favoritter på Duke, tværtimod, men man må kreditere deres energi og veloplagthed. Men tag også den lange afsluttende instrumentalsekvens Duke’s Travels og Duke’s End (der ikke helt er instrumentale – Guide Vocal gentages i slutningen af Duke’s Travels) der har en imponerende energi hvis man sammenligner fx med den anderledes træge og tunge instrumentalsekvens på Wind & Wuthering: Unquiet Slumbers for the Sleepers… og …In That Quiet Earth” uden at tabe noget i pomp og pragt.
Jeg finder Duke klart bedre end forgængeren And Then There Were Three og som et af de bedre Genesis-albums – og ikke et middelmådigt. Der er langt mere energi, kraft, nerve, nærvær, spillelyst og ånd på Duke end på forgængeren, og selv om de bløde popsange nu er begyndt at snige sig ind i Genesis’ musik, så er der ikke direkte svipsere – selv om jeg ikke ville have grædt hvis man havde glemt at tage Misunderstanding med på albummet.
Der er desuden en grundtone af selvsikkerhed over Duke som fuldkommen manglede på And Then There Were Three lige fra den indledende keyboard-fanfare der introducerer Behind The Lines. Banks synthesizers og elpiano fylder fortsat meget i lydbilledet, men på Duke på en gennemført flot og behagelig måde. For en gangs skyld er Banks lige i øjet. Og endelig træder Phil Collins nu virkelig i karakter som forsanger. Duke er det første album hvor jeg kan høre ham dygtigt formidle nuancer, passion og følelser i vokalen.
For mig står særligt 1. side særligt stærkt. Kun Phil Collins’ hitsang Misunderstanding er en direkte træls og banal letvægter, mens jeg betragter Duchess, Guide Vocal, Man of Our Times og Heathaze som virkeligt stærke sange. Det højest interessante er at teksterne ofte er mørke og dystre. Tag Tony Banks’ ballade Heathaze der slutter således :
Now the light is fading fast
Chances slip away, a time will come to pass
When there’ll be none
Then addicted to a perfumed poison
Betrayed by its aftertaste
We shall lose the wonder and find nothing in return
Many are the substitutes but they’re powerless on their ownBeware the fisherman who’s casting out his line
Into a dried up river bed
But don’t try to tell him ‘cause he won’t believe you
Throw some bread to the ducks instead, it’s easier that way
Feel like an alien, a stranger in an alien place
Der er en dyb desillusion, resignation og følelse af fremmedgjorthed i denne sang som – kan jeg forstå – alligevel fortolkes som en opløftende og positiv sang. Det er lidt vildt. Og nogle af de blødeste og mest poppede sange på side 2 – Rutherfords ballade Alone Tonight og Collins’ skilsmissesang Please Don’t Ask har den samme aura af ensomhed og fortvivlelse som alligevel gøres opløftende. Og er det ikke hvad pop (og poesi) kan når pop (og poesi) er finest? Tage afsæt i mørket og finde lyset i mørket, det høje i det dybe.
Eftertanke: Det er interessant at tænke på hvor meget Genesis’ musik har ændret sig i de blot 6 år der er gået mellem indspilningen af Selling England by The Pound og indspilningen af Duke.
Genesis er med Duke mere tilgængelig end nogen sinde tidligere uden musikken på nogen måde er reduceret til plat og triviel pop. Duke er efter min mening det klart bedste album som trioen Banks, Collins og Rutherford frembringer. Min rating: 4,5!
______________________
Behind The Lines
Behind The Lines indledes af en to minutter lang fanfare-agtig instrumentalindledning der stråler af selvtillid og optimeisme. Der er en stemning af “nu ruller vi, kom og vær med!” der gør at denne indledende fanfare også fungerer fint som intro til koncerter.
Derefter glider Behind The Lines over i en fin og dynamisk vokaldel der fungerer – især når man betænker Banks’ ret subtile akkordskift. Behind The Lines kombinerer flow, energi og vælde og er catchy uden at være plat. Der er en vis fornemmelse af soul/R&B/funk/motown i Behind The Lines som er ny for Genesis, uden sangen bliver fingerknipsende lalleglad; den er stadig majestætisk. Men sangens stemning er lysere, lettere og mere selvtillidsfuld end normalt for Genesis-sange og album-indledere. Måske er den nærmeste parallel Dance on a Volcano på A Trick of the Tail.
Behind The Lines er oprindelig tænkt som indledningen af den 30 minutter lange Duke Suite hvor man følger karakteren Alberts historie – selv om den samlede historie kan være lidt svær at øjne. Men angiveligt er det noget med at Albert er en fiasko der får en kikset relation til en dominatrix-agtig kvinde, Duchess, det går galt, han forelsker sig i sit tv-apparat og bliver til sidst forfatter af kedelige bøger.
På The Duke Tour – den turné som Genesis drager på efter udsendelsen af Duke – spilles Duke Suiten i sin helhed og introduceres af Phil Collins med følgende lille tydeligvis ikke helt seriøse fortælling der kan minde om en travesti over Peter Gabriels absurde fortællinger mellem sangene når Genesis optrådte live da han var forsanger:
‘Well I’m going to tell you a short story. Is all about a friend of ours whose name is Albert. And, Albert was a born loser. He once fell in love with a lady. Her name was The Duchess. And she was really beautiful. And The Duchess was into S&M but poor old Albert didn’t speak Spanish or Mexican. And so she kicked him out. So he went home that night very disappointed, very dejected. He sat down and turned on the Television.
Suddenly his life changed because Albert was in love again. Albert fell in love unfortunately with the television set. Bit of a strange one was Albert. And it was a bit of a one-sided affair. And, within 2 or 3 days Albert had to go into hospital and have the glass removed from his private parts.
So he went on a convalescing holiday abroad where tragedy struck again because within 2 or 3 days Albert was back in love, this time with his walking stick. Bit of a weirdo. Within 2 or 3 days he was back in hospital having the walking stick removed from his private parts.
Well, Albert decided to give up this holiday as a bad job. And he came back to England where he entered a home for unsuccessful young lovers. It’s a shame, isn’t it? This was called Duke’s End. Don’t feel too sorry for Albert because every cloud has a silver lining, and every silver lining has a cloud. And every bin has a liner. And it was within this bin that Albert wrote some of his easily forgettable books. He reckoned himself a literary genius. But unfortunately he was a bit late on that boat because he wrote books like “Albert Through the Looking Glass”, “Albert in Wonderland”, “Albatross”. Then there was “Albert Flew Over the Cuckoo’s Nest”, “Albert the Space Odyssey” and “Albert Tatlock”.
And a big hit for him came, a big sexual novel he wrote called “Danish Albert on the Job”. A very big one for Albert and leads us very nicely and smoothly to our next piece of music, which hasn’t got much to do with Albert at all. It is in fact some music from our album called Duke, and we have put some songs together from our album called Duke, which we have called for the purposes of tonight’s concert Music From Our Album Called Duke. Thank you.’
Et oplagt tema i suitens sange er fortvivlelse. Tanken var at Duke-suitens 6 sange var skrevet af det samlede band og skulle vare en pladeside, mens den anden pladeside skulle fyldes med sange skrevet af medlemmerne af Genesis hver for sig – to sange for hvert medlem – altså andre 6 sange. Men Genesis vurderede at suiten blev for massiv og brød den op i bidder der blev fordelt over hele albummet – først, i midten og sidst. De 6 sange i Duke Suite er Behind The Lines, Duchess, Guide Vocal, Turn it On Again, Duke’s Travels og Duke’s End.
Teksten til Behind The Lines handling er ikke helt tydelig. Titlen betyder “Bag frontlinjen”, men der tænkes givetvis snarere på “bag linjerne … i kærlighedens bog”, så sangen altså handler om kærligheden som sit eget univers med forlokkelse, krig og bedrag – og ikke mindst følelsen af svigt. Titlens associationen til det militære univers er givetvis ikke tilfældig.
Ooh the time has come now
We must show our feelings
But I’m looking right through you
And your heart is emptyWhatever happened to you it’s too late to change now
There’s nowhere you can run to, no place to hide
Ah you let me down!
Man kommer til at tænke på en blanding af Tony Banks’ allegoriske “The Lady Lies” fra And Then there Were Three og Phil Collins’ kærlighedskvide efter sit første ægteskabs forlis – men altså sat ind i en sang der musikalsk udtrykker drive, livsglæde, optimisme.
Her er Behind the Lines spillet live i 1981
Kuriøsitet: Collins laver til sit første soloalbum (Face Value) en funk-version af Behind The Lines – her i en liveudgave fra 1985. Her lever Collins’ sangens præg af soul/motown helt ud, og her forsvinder det majestætiske helt. Jeg foretrækker klart Duke-versionen, men sjov og pudsig er Collins-versionen ….
Duchess
Behind The Lines går jævnt over i den sørgmodige Duchess om en popdivas storhed og afblomstring. Duchess er godt sovset til i især keyboard-klange, men sovsen fungerer flot som stemningsskabende, særligt i rytmebokssekvensen spillet som forspil og mellemspil – der er et ret godt gennemført instrumentalt flow af prikkende, svømmende tristesse. Det første instrumentale forspil tager lidt under 2 1/2 minut og er fyldt med atmosfære og magi.
Melodien og instrumenteringen er mere end i orden, Collins synger med nerve, melankolien er udtalt, og rytmen ruller perfekt og skubber sangen fremad. Normalt betragtes Tony Banks som den reelle komponist til sangen.
Duchess indeholder i øvrigt Genesis’ og Phil Collins’ allerførste brug af rytmeboks/trommemaskine på album – hvilket nærmest bliver en signatur i 80’erne. Rytmeboksen er blevet angrebet af musikalske feinschmeckere, men i al fald lige her – i Duchess – fungerer rytmeboksen perfekt som atmosfæregivende instrument.
Duchess blev udsendt som andensingle, og her er den ledsagende musikvideo hvor størstedelen af den indledende instrumentaldel desværre er skåret væk.
Guide Vocal
Guide Vocal er en kort lille ballade som Banks har udstyret med en pænt kryptisk tekst på lidt over 1 minut – men en flot melodi der gentages i slutningen af Duke’s Travels. Hvis Behind The Lines beskriver en kærligheds-misere, og hvis Duchess beskriver en karriere-misere, så beskriver Guide Vocal velsagtens miserens cementering. Den indre guide tager afsked.
Guide Vocal er både på musik og tekstsiden på sin vis Genesis-minimalisme når det er flottest.
I am the one who guided you this far,
All you know and all you feel.
Nobody must know my name
For nobody would understand,
And you kill what you fear.I call you for I must leave,
You’re on your own until the end.
There was a choice but now it’s gone,
I said you wouldn’t understand,
Take what’s yours and be damned.
Man Of Our Times
Så følger det første solonummer – en mærkelig Gary Numan-inspireret Rutherford-sang som jeg holder meget af for dets kraft, dets stemning – igen en understrøm af melankoli – og dets underlighed, selv om Rutherford i dag har lagt afstand til sangen. Man Of Our Times er en af mine favoritter på albummet selv om adskillige finder den sært klodset og bombastisk og som om den mere ville passe til fx Abacab-albummet end til Duke. Heller ikke denne sangs tekst er uden videre helt klar.
Misunderstanding
Derpå følger Collins’ sang, tredjesinglen Misunderstanding, som jeg ikke er den store fan af. Den er for overfladisk, banal og plat – uden stemning og billeder. Primitiv pop. Men trods alt med en vis friskhed og charme. Og den går ind som nr. 14 i USA … Men i al sin banalitet er den for mig albummets store minus.
Heathaze
Som den sidste af første sides solo-sange er Tony Banks’ ballade Heathaze – endnu en af mine favoritter fra albummet.
Det er en af Banks’ simplere ballader, den har ikke mange excesser i sin struktur, men den har til gengæld et fantastisk velplaceret elektrisk flygel (Yamaha CP-80 electric grand piano), en god, imaginativ tekst, følelse og stemning – og så er den virkelig flot sunget af Phil Collins. Veldoseret cool melankoli og faktisk på min personlige topti over Genesis-sange. Banks’ stemningsfulde elektriske flygel fylder så meget at man let overhæører Rutherfords meget fine og meget diskrete rytmeguitar.
Et Yamaha CP-80 E-piano hvis klan både fylder meget på Banks’ første soloalbum A Curious Feeling og på Genesis-albummet Duke – ikke mindst i sangen Heathaze
Tekstens nærmere mening står mig ikke helt klart, men det må handle om resignation over det moderne pulserende liv, fortvivlelse, dagdrøm, indre eksil, fremmedgørelse og en oplevelse af at alle lyver for sig selv for at holde tomheden ud (Throw some bread to the ducks instead, it’s easier that way). Denne fine – men kryptiske – sang slutter således:
Now the light is fading fast
Chances slip away, a time will come to pass
When there’ll be none
Then addicted to a perfumed poison
Betrayed by its aftertaste
We shall lose the wonder and find nothing in return
Many are the substitutes but they’re powerless on their ownBeware the fisherman who’s casting out his line
Into a dried up river bed
But don’t try to tell him ‘cause he won’t believe you
Throw some bread to the ducks instead, it’s easier that way
Feel like an alien, a stranger in an alien place
youtube https://www.youtube.com/watch?v=Q6L4a_Rj190&w=854&h=480%5D
Turn It On Again
Nu er vi tilbage i Duke-suiten og møder albummets hit, den rockede Turn It On Again med den mærkelige rytme. Introen og broen er i 4/4 og 5/4, mens vers og omkvæd skifter mellem 6/4 og 7/4 (13/4). Det interessante er at det gamle Genesis ville have understreget denne rytmiske kompleksitet, vist den frem, men her sker præcis det modsatte. Collins’ trommespil får rytmebruddet til at forekomme umærkeligt, men man skal nok ikke forsøge at danse til sangen, for man kommer temmelig sikkert ud af takt.
Turn It On Again er opbygget af rester af sange fra de tre medlemmer, men det fungerer som helhed, og sangen er (var) en fan-favorit live. Oprindelig opstod Turn It On Again som en kort, bro i Duke-suiten baseret på et guitar-riff af Rutherford, men Genesis syntes det fungerede så fint at de fordoblede sangen og gav den en slutning.
Sangen er bestemt ikke min favorit – bortset fra rytmen synes jeg den er for ordinær AOR-agtig og mangler poesi, melankoli og fantasi, men den har da drive, tempo og humør. Teksten er til gengæld interessant. Ligesom de øvrige sange i “The Duke Suite” synes den at handle om fortvivlelse. Et menneske uden noget liv lever et substitueret liv igennem tv’et og radioen – omsat til 20-30 år senere ville det vel være igennem computeren.
Turn It On Again bliver Dukes tophit og når nr. 8 på singlehitlisten – næsten på niveau med Follow You Follow Me.
Alone Tonight
Så er vi atter i solo-sangene. Rutherfords andet bidrag er en af hans mest banale sange for Genesis, og poppet og cheesy er den, men jeg må indrømme jeg finder omkvædet indtagende og indfangende og med nogle af de samme kvaliteter som Rutherfords You’re Own Special Way på Wind and Wuthering. Man kan sammenligne instrumenteringen på de to ballader og opdage at Genesis er blevet meget mere præcis og økonomisk i sin instrumentering. Til gengæld kan det blive så præcist og økonomisk at det pudsige, krøllede og sjælfulde helt forsvinder. Og det er hvad der er på spil i de to sange. Alone Tonight er langt mere tjekket, stramt og præcist lavet, mens You’re Own Special Way har mere sjæl og charme. Og det er hvad der måske er på færde på Duke: Genesis’ pudsighed og krøllethed er ved at blive strakt ud, professionaliseret og effektiviseret. Resultatet bliver noget mere kommercielt tilgængeligt, men også mere glat og anonymt – hvilket er særligt tydeligt på Mama-albummet og Invisible Touch-albummet. Men lige her giver det mening. Alone Tonight er simpelthen en fængende popballade!
Cul-de-Sac
Banks’ andet bidrag er mere klassisk pompøs prog-rock end de fleste andre sange. Den er lige på kanten af det bastant-gumpetunge, men har drama, kraft og schwung. Virkelig en flot sang med aura af det gamle Genesis, blot mere sammenhængende, og en anden favorit.
Cul-de-Sac er virkelig en lidt pudsig sang der ikke burde være pudsig. Den indeholder mange kvaliteter fra det gamle Genesis med pudsige akkorder og akkord-progressioner, rytmeskift og det storladne og orkestrale. Cul-de-Sac er en videreudvikling af Genesis’ klassiske progrock. Teksten danner også en slags bro mellem fortid og nutid. Temaet kan minde om temaer i Wind and Wutherings første sange – en satire over de mange dræbte der følger i kølvandet på at følge fortidens helte (hvad enten det er en messias eller den 11. jarl af Mar). Men det handler ikke kun om fortid, middelalder og bedagede krigere. Sangen vendes til en direkte politisk brod mod kongedømmet. Cul-de-Sac slutter:
Now the host emerges, and a shadow starts to fall.
Not one knows what hit them, none can see at all.
Even as the end approaches still they’re not aware,
How can you fight a foe so deadly
When you don’t even know it’s there?
And now that the job is almost done
Maybe some escape, no, not even one.You know they’re on the way out,
It’s just a matter of time.
You thought you’d rule the world forever,
Long live the king, and don’t spare the loser.
Men Genesis’ sørger for at Cul-de-Sac næsten selv bliver en cul de sac, en blindgyde. For som de gamle, majestætiske progrock-sange er Cul-de-Sac ikke umiddelbart tilgængelig og indtagende, men virker umiddelbart hørt tung og træg, især når den er placeret lige midt imellem to yderst catchy, umiddelbare, indtagende og poppede ballader som Alone Tonight og Please Don’t Ask. Det gør at Cul-de-Sac skriger af at være et fossil, en fejlanbragt dinosaurus. Og det er egentlig synd! Cul-de-Sac er slet ikke dårlig, tværtimod, men fungerer ikke helt godt i sammenhængen. Den er da heller aldrig blevet spillet live.
Please Don’t Ask
Den sidste af Collins’ ballader skulle have været på hans solo-album, Face Value, og det kan man godt høre. Den minder mig om Rutherfords ballade Alone Tonight – poppet, cheesy og alligevel god. Og virkelig velproduceret. Angiveligt skulle Please Don’t Ask være helt igennem ærlig og rent hjerteblod for Collins. Lige præcis denne ærlighed og renfærdighed gør at den fungerer! Men sangen er et forvarsel om at Genesis er begyndt at omfavne mainstream-pop.
Duke’s Travels + Duke’s End
Nu er vi i slutningen af Duke-suiten og i en primært instrumental del der ender i melodien og ordene fra Guide Vocal. Dette er progrock på en af sine heldige dage, for Duke’s Travels er opulent og majestætisk og meget vellykket i sin bestræbelse på langsomt at opbygge en kulmination fra den begyndende fornemmelse af strand og brænding hvorpå den tordnende, storladne rullen sætter ind og bygger op og op i en stadig mere sitrende wall of sound til Banks’ tema fra Guide Vocal. Og en suite kan næppe slutte meget mere pompøst end Duke’s End gør – en outro der gentager Behind The Lines’ intro og lader den slutte dundrende af.
Jeg er ikke helt sikker på den dybere mening med at lade en suite om fortvivlelse – tilsyneladende – slutte med et instrumentalnummer der beskriver først ro og flyden ud i vand – måske – for at gå over i livfuld opstemthed og til sidst ekstatisk kulmination – hvor Guide Vocals ord om at blive ultimativt forladt af sin indre stemme (samvittigheden, Gud?) så lyder ligesom druknet i ekstasen. HVIS der i det hele taget er en dybere mening i Duke’s Travels, så kunne det være en skildring af stofmisbrug, ekstase – som lægger sig oven på fortvivlelsens dybeste stemme (Guide Vocal), men uden at erstatte den!
Her er Duke’s Travels og Duke’s End live i maj 1980 – to måneder efter at Duke udkom – spillet som de afsluttende led i Duke-suiten som Genesis spillede live. Det er en del af filmen “Genesis Live at the Lyceum 1980” som jeg har linket til andetsteds.
(Evidence of Autumn)
Et “fraklip” fra Duke er Banks’ ballade Evidence of Autum der siden ses som b-side til singlen Misunderstanding og i Europa på den 4. side af Three Sides Live. Den lever ikke helt op til Heathaze, men er slet ikke dårlig.
Duke Suite Live
Her er en audio fra en livekoncert i maj 1980 af hele Duke Suite (Behind The Lines + Duchess + Guide Vocal + Turn It On Again + Duke’s Travels + Duke’s End)
Tomthygesen's Weblog 