Er Margrethe II og Gorm den Gamle beslægtede?

Er Margrethe II og Gorm den Gamle beslægtede?

Så vidt man ved – ja! Sammen med måske en halv million andre danskere.

Men slægtskab er en væsentlig ingrediens i den såkaldte ”kongeideologi” der begrunder hvorfor kongen er noget særligt. Kongeideologi ses på tværs af mange kulturer og lader en konge være leder af samfundet, især samfundets religiøse, juridiske og militære dimension, i kraft af at tilhøre en særlig ”hellig slægt”, dynastiet, som i nogle kulturer menes at nedstamme fra guderne selv. Via slægten har kongen altså en gnist af det guddommelige i sig, og har et samfund den rette konge, så garanteres samfundets succes – dets krigslykke, velstand og frugtbarhed.

Men hvad tæller som slægtskab? Nogle steder tæller kun mandslinjen – altså en søn af en søn af en søn af …. Slægtens forfader. Andre steder tæller kvindelinjen med, mens mandslinjen dog er fornemst. Og andre steder er mands- og kvindelinjen lige fornemme. Og mange steder skal børnene være ægtefødte, altså født i et lovligt ægteskab.

Slægtskabet mellem Gorm den Gamle og Margrethe II benytter både mandslinjen og kvindelinjen. Og accepterer også illegitime børn.

Her er slægtsskabsforholdene i den danske kongeslægt

Ofte inddeles slægten i to dele. Første del er ”Gorm den Gamles slægt” eller ”Jellinge-dynastiet”. Det er ret rodet og båret af både mands- og kvindeliner – og ikke-ægtefødte børn. Anden del er Huset Oldenburg som til og med Margrethe II både er mandslinje og kvindelinje. Efter Margrethe uddør mandslinjen, da Majestæten som bekendt ikke er en mand.

Først Jellingedynastiet der begynder med Gorm den Gamle. Hans slægtskab er ikke bevidnet. Man ved ikke hvor han kommer fra. Måske hed hans far Hardeknud og var en jysk småkonge, men det vides ikke.

Den direkte mandslinje efter Gorm uddør efter godt 100 år med Knud den Store og dennes barnløse søn Hardeknud. Det kan ikke bevises at alle i Gorms mandslinje – fx Svend Tveskæg – nu faktisk tilhørte slægten rent genetisk. Men intet taler imod det.

Efter Hardeknud bliver først en norsk konge (Magnus den Gode) konge i Danmark – en fyr der slet ikke tilhørte slægten – og derefter Svend Magnus Estridsøn der via kvindelinjen er del af Jellinge-dynastiet. Svend II Estridsøn er nemlig søn af Knud den Stores vicekonge i Danmark Ulf Jarl (Knud var også konge af England og befandt sig i England det meste af tiden) og Svend Tveskægs datter Estrid. Så slægtskabet går altså via Svend Estridsøns mor.

Det er fra Svend Estridsøn (og Ulf Jarl, hvis man tænker i mandslinje) at den følgende kongeslægt nedstammer. Men Svend Estridsøn får INGEN ægtefødte børn med sin dronning. Til gengæld får han dusiner af børn med diverse elskerinder, og hele 5 af disse ”horeunger” bliver konger og efterfølgere for Svend Estridsøn. Fra en af disse 5 uægte sønner, Erik Ejegod, nedstammer resten af kongeslægten – Valdemar den Store, Valdemar Sejr, Erik Klipping, Valdemar Atterdag, Margrete I osv.

På dette tidspunkt er der ikke arvekongedømme, så det er ikke sådan at den ældste ægtfødte søn automatisk arver tronen efter sin far. Man har derimod valgkongedømme, dvs. rigets stormænd vælger tronfølgeren blandt kandidaterne, der som regel tilhører dynastiet.

Det er altså ikke altid den ældste søn der arver tronen. Et eksempel er da kong Abel døde i krig i 1252. Hans ældste søn, Valdemar Abelsøn, ville efter normal skik og brug være tronfølger, men da Abel døde, var Valdemar kidnappet af ærkebiskoppen af Köln (gejstlige var dengang anderledes handlekraftige end i dag). Det ville være noget bøvl så at vælge en bortført Valdemar som konge, så i stedet valgte man Abels lillebror Christoffer der blev Christoffer I. Det gav så til gengæld en masse bøvl mellem efterkommere af Abel – Abelsønnerne – der blev hertuger af Sønderjylland i stedet for at blive konger – og så Christoffers efterkommere der førte kongeslægten videre. Først med Margrete I blev de to linjer forenet igen, men Margrete I fik ingen overlevende efterkommere.

Mandslinjen efter Erik Ejegod (og dermed Svend Estridsøn og dermed Ulf Jarl) fortsætter frem til Valdemar Atterdag der dør i 1375 uden at efterlade sig sønner. Dermed uddør mandslinjen efter Estridsøn, og det giver en masse dynastisk roderi. Først vælges Erik af Pommern der via kvindelinjen er oldebarn af Valdemar Atterdag, og derpå Christoffer af Bayern der igen via kvindelinjen er tipoldebarn af Valdemar Atterdag, men ingen af de to får børn.

Nærmeste slægtning er Adolf VIII, greve af Holsten, hertug af Slesvig (Sønderjylland). Han er nemlig i 5 led efterkommer af Erik Klipping der var en del af dynastiet. Adolf er søn af Gerhard VI af Holsten søn af Heinrich II af Holsten søn af (Den Kullede Greve og) Sophie af Werle datter af Richiza datter af Erik Klipping.

  Men Adolf har ingen sønner så det ville være dumt at vælge ham. Så ergo vælger man hans søstersøn, grev Christian af Oldenburg er altså i 6 led (via både en mandslinje og en kvindelinje) er efterkommer af Erik Klipping. Så Christian arver på den måde den danske trone og bliver kong Christian I. Samtidig arver han fra sin morbror Adolf Slesvig-Holsten, og på den måde knyttes Slesvig-Holsten til Danmark. Det er en bøvlet kontrakt som Christian, det danske rigsråd og den holstenske rigsråd indgik i det såkaldte “Ribebrev”. Christian må anerkende den såkaldte “Constitutio Valdemariana” fra 1325 om at Slesvig eller Slesvig-Holsten aldrig må forenes med Danmark. Desuden må Christian love aldrig at adskille Slesvig og Holsten, selv om Slesvig er et dansk len og Holsten er et tysk len. 

Dermed er Slesvig/Sønderjylland statsretsligt adskilt fra kongeriget Danmark og styret af et helt andet administrativt system end resten af Danmark. Slesvig-Holsten hører ikke under riget og ikke under tronen, men den oldenburgske fyrste er blot samtidig greve af Holsten og hertug af Slesvig. Man kan sige at hertugdømmet Slesvig-Holsten og kongeriget Danmark er to adskilte fyrstendømmer der blot har samme fyrste som monark, altså en såkaldt “personalunion”. Det giver siden anledning til megen hurlumhej.

Christians far Dietrich var greve af Oldenburg. Dette grevskab lader Christian dog gå videre til en bror, men hans slægt kaldes Huset Oldenburg.

Her er stamtavlen mellem Gorm den Gamle og Christian I af Oldenburg.

Fra og med Christian I har vi altså Huset Oldenburg. Normalt går slægten her via ældste søn, men hvis ældste søns linje uddør, overtager næstældste søn linjen. Fx har Christian II ingen sønner og bliver i øvrigt afsat, så det er hans fars lillebror Frederik I og dennes ældste søn Christian III (fætter til Christian II) der bærer arven videre.

Nu kommer en masse sidegrene ind i billedet. For en konge kan jo få flere sønner, og hver søn kan oprette en ny mandslinje. Disse nye linjer parkeres ofte som hertuger af dit og dat nede i Slesvig-Holsten der jo hører under Oldenburg-slægten. Fra Frederik Is tredjeældste søn Adolf stammer fx slægten Schleswig-Holstein-Gottorp, og fra Christian IIIs andenældste søn Hans den Yngre og dennes søn Alexander af Schleswig-Holstein-Sonderburg nedstammer hele to vigtige linjer. Schleswig-Holstein-Sonderburg-Augustenburg og Schleswig-Holstein-Sonderburg-Beck. Den ene kan vi forkorte til Augustenborg og den anden til Beck, og Beck skifter i 1800-tallet navn til Glücksburg.

Alle disse linjer er altså egentlig direkte mandslinjer under Huset Oldenburg, men betragtes som sidegrene til Oldenburg. Disse hertugers magt er ret begrænset, men de får storpolitisk stor magt. Fx hører de sidste russiske zarer ind under Holstein-Gottorp selv om de vælger at kalde sig Romanov.

Hovedlinjen i Oldenburg kører uproblematisk frem til Frederik VI bortset fra den detalje at slægtens konger efterhånden bliver noget åndssvækkede. Men Frederik VI efterlader sig ikke sønner. Han efterlader sig ganske vist døtre, men på det tidspunkt er arvefølgen ”absolut agnatisk primogenitur”, eller agnatisk arvefølge, dvs. arvefølgen kun er legitim via mandslinjen. Så Frederik VIs døtre kan ikke føre arvefølgen videre. Den går i stedet til prins Christian Frederik der er fætter til Frederik VI.

Christian Frederik er officielt søn af arveprins Frederik der var lillebror til Christian VII, Frederik VIs far. Dog kun officielt, for arveprins Frederiks hustru, arveprinsesse Sofie Frederikke, var systematisk sin mand utro med arveprinsens generaladjudant og  hofchef, den charmerende Frederik von Blücher, som i snævre hofkredse blev betragtet som far til alle Sofie Frederikkes børn.

Men altså arver Christian Frederik tronen som Christian VIII.

Kong Christian VIII i midten med sin officielle far, arveprins Frederik, til venstre og sin formodede biologiske far, hofchef Frederik von Blücher til højre.

Nu bliver det virkelig bøvlet. For Christian VIII ved at Oldenburg-linjen snart vil uddø. Han har en søn der vil efterfølge ham som Frederik VII, men Frederik VII har ingen sønner, og da han er borgerlig gift (med grevinde Danner) så vil Frederik heller ikke kunne få sønner der vil være legitime tronfølgere. Konger SKULLE dengang være af blåt blod.

Men der skulle findes en tronfølger efter tronfølgeren (Frederik), og så valgte man Christian VIIIs lillebror, prins Frederik Ferdinand, der blev kaldt ”arveprins Ferdinand”. Det var rigtigt fint med Ferdinand, for han var gift med en af Frederik VIs døtre. Problemet var bare at deres ægteskab var barnløst. Uheld i uheld, og Oldenburgs hovedlinje var dømt til at uddø.

Christian VIIIs lillebror arveprins Ferdinand – som ligner sin “far” arveprins Frederik endnu mindre end Christian gør

Ifølge arvefølgen skal vi nu hen til Oldenburg-sidelinjerne i Slesvig-Holsten. Den vigtigste er Holstein-Gottorp, men den slægt er som nævnt endt som zarer i Rusland, og Holstein-Gottorp har ikke tænkt sig at skifte tronen i Rusland ud med tronen i Danmark.

Så er der Augustenburg og Glücksburg tilbage, og Augustenburg vil være problematisk. Hertugen af Augustenborg, Christian August II, er ganske vist lillebror til Christian VIIIs dronning, altså kongens svoger, men problemet er at Christian August er tysksindet og har allieret sig med kræfter i Slesvig-Holsten der vil knytte Slesvig-Holsten nærmere til Tyskland – eller i al fald forhindre at Slesvig forenes med Danmark.

Christian VIII gør så det at han i et åbent brev i 1846 anerkender ”kognatisk arvefølge” (absolut kognatisk primogenitur), dvs. at arvefølgen både kan foregå via mandslinjen og kvindelinjen. Det handler om hvem der er nærmest beslægtet, ikke om slægtskabet går via mandslinjen eller kvindelinjen. Den kognatiske arvefølge bliver også del af Tronfølgeloven i 1853.

Det er med til at udløse Den 1. Slesvigske Krig (eller Treårskrigen) 1848-51 da Slesvig-Holsten ikke vil anerkende kognatisk arvefølge og derfor kun vil anerkende hertug Christian August II som ny hertug for Slesvig-Holsten efter Frederik VII (og arveprins Ferdinand) hvilket så vil betyde at unionen mellem Danmark og Slevig-Holsten vil blive brudt.

Christian VIII dør i 1848, og hans søn bliver så konge som Frederik VII – en af de vigstigste danske konger i øvrigt, da han ret hurtigt afskaffer Enevælden og indfører Grundloven. Samtidig bliver Arveprins Ferdinand tronfølger. Men han er jo barnløs.

Ifølge kognatisk arvefølge er nærmest beslægtede til tronen efter arveprinsen (der dør i 1853) Frederik VIIs fætter Friedrich Wilhelm, fra 1867 landsgreve Hessen-Kassel. Hans mor, Charlotte, er nemlig søster til Christian VIII (og arveprins Frederik) og dermed er han dattersøn af arveprins Frederik – Frederik Vs næstældste søn. Af flere grunde vil man dog gerne undgå Friedrich Wilhelm, så man kigger på storesøsteren Louise Caroline af Hessen-Kassel der selvfølgelig er lige så nært beslægtet med kongehuset. Louise af Hessen er altså kusine til Frederik VII.

Rent biologisk-genetisk er Louise af Hessen i øvrigt næppe beslægtet med det danske kongehus – hendes mor Charlotte er jo en af de 4 børn som arveprins Frederik og arveprinsesse Sofie Frederikke officielt fik, men hvor hofchef Frederik von Blücher havde mere end en finger med i spillet. Men officielt er hun, og det er det arvefølgen retter sig efter.

Kvinder kan ganske vist ikke arve tronen direkte, men tronen kan gå videre til Louise af Hessens mand som er prins Christian, fjerdeældste søn af hertug Wilhelm af Schleswig-Holstein-Sonderburg-Glücksburg. Sagen er at selv om Christian kun er 4. ældste søn af hertugen, er han fuldkommen lige så tæt på tronen som augustenborgerne vurderet ud fra agnatisk arvefølte (mandlig arvefølge). Så selv om Slesvig-Holsten ikke accepterer kognatisk rækkefølge, kan Slesvig-Holsten vælge Christian som hertug af Slesvig-Holsten samtidig med at han ifølge kognatisk arvefølge bliver konge af Danmark. Der er mange plusser ved Christian. Han HAR faktisk en søn, Christian Frederik, så tronfølgen er reddet. Han er dansksproget, dansk-orienteret og bor i København sammen med Louise. Og endelig kan den russiske zar – og dermed Huset Holstein-Gottorp – vældigt godt lide ham. Så Louise af Hessen bliver tronfølger idet arveprins Ferdinand dør, og hun lader tronfølgen gå til sin mand der bliver Christian IX da Frederik VII dør i 1863. Og samtidig har man en tronfølger, den senere Frederik VIII (konge 1906-12).

På denne kringlede måde kom Huset Schleswig-Holstein-Sonderburg-Glücksburg på tronen i Danmark og sidder der stadigvæk, selvom mandslinjen jo nu uddør med Margrethe II. Så hedder slægten teoretisk de Laborde de Montpezat efter prins Henrik, men mon ikke man fortsat beholder navnet “Huset Glücksburg”?

Når Elizabeth II af Storbritannien dør, hedder det britiske kongehus faktisk teoretisk også Schleswig-Holsten-Sonderburg-Glücksburg eftersom prins Philip – og dermed prins Charles og prins William – tilhører den slægt. Men for det første har man i Storbritannien ændret slægtens navn til Mountbatten, og for det andet vil man nok lade Huset Windsor fortsætte, bare via kvindelinjen. Præcis som Glücksburg-linjen fortsætter. Men bemærk, Glücksburg er jo egentlig stadigvæk Huset Oldenburg. Det er bare en sidelinje.