30 rocknavne – Eric Clapton

Nærværende tekst er del af en historisk gennemgang af britisk rock fra The Beatles til Arctic Monkeys.

Tidligere opslag handler om The BeatlesThe Kinks ,  The Rolling Stones og The Who.

clapton logo

Eric Clapton er en britisk blues- og bluesrock-guitarist og sanger der ofte regnes blandt de tre bedste leadguitarister nogensinde sammen med Jimi Hendrix og Jimmy Page, og de tre, der i øvrigt kendte hinanden godt i 60’erne, har været stærkt stildannende i den måde hvorpå rockguitar-soli kommer til at lyde.

Eric Clapton har været med i britisk bluesrock fra tidligt i 1960’erne og har været en markant figur i britisk rock lige siden. Hans musik har i høj grad været med til at definere traditionel mainstreamrock.

Eric Clapton er født i Surrey lige syd for London og vokset op hos sine bedsteforældre. Han får sin første guitar som 13-årig og er allerede så kompetent 3 år senere at han bemærkes på musikscenen.

clapton 2

Eric Clapton som teenager med hvid trøje og guitar nr. 2 fra højre

Samtidig – i 1962 – dropper han ud af Kingston College of Art i London, fordi han fokuserer på musikken snarere end studierne. Da han er 17 år gammel, i januar 1963, tilslutter han sig sit første seriøse band, R&B-gruppen The Roosters, men senere på året, i oktober 1963, går han over i The Yardbirds, et bluesrockband der får megen anerkendelse og på sigt udvikler sig til Led Zeppelin.

I december 1964 spiller Clapton for første gang i Royal Albert Hall med Yardbirds. Beatles og Yardsbirds spiller sammen ved en koncert, og den begivenhed skaber et nært venskab mellem Clapton og George Harrison. Fotoet til venstre med The Yardbirds  (Clapton i midten) er også fra december 1964.

Yardbirds får et slags pophit først i 1965 med For Your Love skrevet af Graham Gouldman der senere får en en central plads i popbandet 10CC.

Yardbirds vil fortsætte ad denne poppede vej, mens Clapton står for en mere rendyrket bluesstil og forlader derfor bandet. Som sin afløser foreslår han en anden fremragende guitarist, Jimmy Page, der afslår – angiveligt i respekt for Clapton, men måske mindst så meget i respekt for sin egen indtægt som studiemusiker. I stedet vælger Yardbirds en tredje fremragende bluesguitarist, Jeff Beck, og snart spiller både Beck og Page for Yardbirds. Det er en anden historie.

Clapton går nu ind som leadguitarist i bluesrockbandet John Mayall and his Bluesbreakers hvis første studioalbum Blues BreakersJohn Mayall – with Eric Clapton – lanceres i 1966 efter Clapton atter har forladt bandet. Men albummet – og ikke mindst Claptons tone og spil – bliver stildannende i den rock der nu er under dannelse. Her sangen All Your Love der bl.a. gik ind på den amerikanske topti-liste. Som kuriosum kan nævnes at guitaristen Peter Green har nævnt at den sang var forlægget da han skrev ”Black Magic Woman” som Santana senere gør kendte.

Clapton forlader The Bluesbreakers i juli 1966 (for her at afløses af nævnte Peter Green) og inviteres af trommeslageren Ginger Baker til at deltage i det band, The Cream, som Baker er ved at etablere. Den tredje i Cream er bassisten Jack Bruce der tager sig af det meste af sangen, men Clapton er sekundær sanger i bandet.

Clapton spiller lange og gode guitarsoli i The Cream som hurtigt bliver det mest berømte bluesrockband i Storbritannien, her med den næsten poppede I Feel Free  

og den mere hardrockede Sunshine Of Your Love.

Også White Room må nævnes

Cream er i sin korte levetid kæmpestore, næsten på højde med Beatles, sælger millioner af albums og har stor indflydelse på samtidens og eftertidens musik.

Men der var problemer i The Cream, sput og stoffer og spændinger mellem Bruce og Baker hvilket fik Clapton til at melde sin afgang i 1968 – og dermed opløse bandet. Samtidig samarbejder Clapton og George Harrison en del i 1968 – Clapton spiller guitarsoloen på Beatles’ While My Guitar Gently Weeps, og Clapton er også temmelig langt fremme på Harrisons første soloalbum fra samme år (Wonderwall Music), og de spiller hyppigt live sammen (altså Harrison solo og Clapton solo). Da Harrison i en periode forlader Beatles i 1969, foreslår han at Clapton bliver hans afløser i Beatles hvilket Lennon er med på, men Clapton nægter. Og snart er Harrison tilbage, selv om Beatles nu reelt er i en opløsningsproces.

Clapton er nu guitarist i flere kortlivede bandprojekter, fx Blind Faith (1969) med fx Ginger Baker og Steve Winwood, og Derek and the Dominos (1970). Imellem de to projekter udgiver han sit første soloalbum, det ubetitlede Eric Clapton (1), 1970, hvor han spiller den amerikanske bluesrocktroubadour J.J. Cales sang After Midnight (der som single bringer Clapton frem som nr. 18 i USA.

(live i 2014)

I Derek and the Dominos spiller Eric Clapton sammen med den fremragende amerikanske bluesguitarist Duane Allman der spiller slideguitar i Claptons sang Layla  i øvrigt inspireret af et persisk digt (Historien om Layla og Majun) og skrevet til vennen George Harrisons kone, Pattie Boyd, som Clapton er forelsket i og siden gifter sig med. Layla hører til rockens klassikere og er Claptons signatursang.

(Live 1985)

Bl.a. pga. vennen Jimi Hendrix’ tidlige død kvalt i sit eget opkast hvilket tager hårdt på Clapton udvikler Clapton samtidig et massivt alkohol- og stofmisbrug hvilket sammen med omfattende utroskab svækker forholdet til Pattie ikke så lidt hvorimod venskabet til George Harrison overlever.  Layla er hovedhittet på Derek and the Dominos’ album ‘Layla and Other Assorted Love Songs’ (1970). Under udarbejdelsen af bandets 2. album i 1971, bliver de interne stridigheder for store, og bandet opløses. I oktober samme år bliver Duane Allman dræbt ved en motorcykelulykke.

clapton 461Clapton er uarbejdsdygtig resten af 1971 og 72 pga. sit heroinmisbrug, men bliver clean. The Whos guitarist, Pete Townshend, arrangerer i 1973 en comeback-koncert for Clapton i Rainbow Theatre i London, siden udsendt på album som Rainbow Concert. I 1974 er Clapton parat til sit 2. soloalbum, kæreste med Pattie Boyd, clean (men ikke ædru, alkoholmisbruget tager nu til), og det bliver det ret så glimrende album 461 Ocean Boulevard (Claptons adresse nær Miami, Floria, mens albummet indspilles) her med den kønne ballade Let it Grow skrevet af Clapton

og hans fine coverversion af Bob Marleys I Shot The Sherif; i øvrigt Claptons første og sidste nr. 1-singlehit i USA. Live-versionen herunder bør i øvrigt nydes for Claptons glimrende og melodiøse guitarsoli lidt over 5 minutter inde i sangen.

Herefter har Clapton en ganske solid succes som solist bl.a. med hits som Cocaine som er endnu et cover af en J.J. Cale-sang fra albummet Slowhand (1977)

og fra samme album den smukke kærlighedsballade Wonderful Tonight skrevet til kæresten Pattie Boyd (som han ægter i 1979, men skilles fra i 1989). Men derefter er det som om Clapton falder lidt af dansen.

I 1982 er Claptons alkoholmisbrug blevet så voldsomt så han må erkende det, og han tørlægger sig. I 1984 spiller han guitar på Roger Waters’ første sololabum efter dennes afsked med (eller opløsning af) Pink Floyd, The Pros and Cons of Hitchhiking, og Waters og Clapton er nu gode venner. Clapton spiller siden flereange for Waters.

En anden ven er Phil Collins, Genesis’ forsanger, der nu også er et af 80’ernes store navne både som solist og og producer. Collins producerer to albums for Clapton, Behind The Sun (1985), herfra Forever Man 

og August (1986) bl.a. med Collins’ karakteristiske trommelyd (gated drums), her Tearing Us Apart med Collins på trommer. August bliver kun nr. 37 i USA, men nr. 3 i Storbritannien, hans hidtil bedst sælgende album og betragtes som et comeback.

På Journeyman (1989) medvirker en lang række af Claptons venner, fx Phil Collins, George Harrison, Daryl Hall, Mick Jones (ham fra Foreigner, ikke ham fra The Clash) og David Sanborn, og den får fornemme anmeldelser. Journeyman bliver nr. 16 i USA og nr. 2 i Storbritannien. Herfra Bad Love skrevet med Mick Jones og med Collins på trommer.

Clapton er stjerne igen, men ulykkerne vælter over ham. I 1990 er den anerkendte bluesguitarist clapton tearsStevie Ray Vaugh på turné med Clapton da han dræbes i en helikopterulykke sammen med 3 andre fra Claptons crew, og værst, i 1991 falder hans 4-årige søn Conor ud af vinduet fra 53. etage i New York i en vens lejllighed. Som reaktion skriver Clapton balladen Tears in Heaven, ofte betragtet som en af hans bedste sange.

 

(Live 2013)

Tears in Heaven er Claptons sidste singlehit. Her dog hans version af Change The World.

Clapton er yderst aktiv i årene efter i diverse sammenhænge, bl.a. en mere klassisk-puritansk bluesmusik, er på hyppige turneer med sin musik og er på mange måder synlig, men han laver ikke længere albums med det helt voldsomme salg og er generelt til det mere afdæmpede. I 2013 erklærer han at 2015 vil blive hans sidste år på turneer, og at han måske endda vil lægge guitaren helt på hylden.

I maj 2015 fejrer Clapton sin 70 års fødselsdag med to koncerter i Royal Albert Hall der samtidig markerer et 50-års-jubilæum for første gang Clapton spiller i Royal Albert Hall. I 2016 udgiver Clapton sit hidtil sidste studioalbum, I Still Do, bl.a. med J.J. Cales sang, Somebody’s Knocking. Videoen herunder er netop Somebody’s Knocking fra 50-års-jubilæum-koncerten i Royal Albert Hall ….

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s