Børge Thygesen Frederiksen in memoriam

I dag mandag den 26. august 2015 er det nøjagtigt 25 år siden, at min far døde.

børge ung

Børge Thygesen foran sit hus i Bramdrupdam, Kolding, da han var først i 30’erne.

Børge Thygesen Frederiksen blev 51 år gammel. Han døde tidligt om morgenen ved 7-tiden, som jeg husker det, fredag den 24. august 1990, på en smuk sensommerdag efter en august, der var lige så smuk og varm som denne her august 25 år efter.

Han døde på onkologisk afdeling på Kolding Sygehus. Imens sad jeg, hans søn, i et IC3-tog på vej fra Århus til Kolding. En sygeplejerske havde ringet mig op kl. 6 om morgenen og fortalt, at min far var ved at dø, og at jeg hellere måtte komme ud af røret.

Jeg havde ikke anet, at det var så tæt på. Ugen før havde min mor telefonisk fortalt mig, at nu vidste man, at hans sygdom var terminal. Men der kunne gå måneder, sagde hun, og jeg skulle koncentrere mig om den eksamen i Gammeltestamentlig Eksegese, som jeg skulle op i den følgende fredag morgen. Klokken 6 havde jeg sovet i to timer og fuldkommen indstillet på at skulle til eksamen om et par timer. Jeg troede simpelthen ikke sygeplejersken, der måtte overlade røret til min søster der bekræftede situationens alvor. jeg styrtede straks ned til Århus Banegård og hoppede for første gang i mit liv ind i et IC 3-tog med afgang kl. 7. Jeg blev hentet af min søster på Kolding Banegård klokken halv ni. Jeg nåede det ikke.

Til gengæld var min mor og søster ved min fars side, da han døde, mens jeg i fuld firspring var på vej til Kolding.

kolding sygehus

Børge sov ikke stille ind. Han døde af akut nyresvigt som følge af metastasering pga. tarmcancer – en sygdom, som han var blevet diagnosticeret for at have et år tidligere. Uden fungerende nyrer døde han af hjertesvigt foranlediget af den stigende mængder affaldsstoffer i blodet efter en syv timer lang dødskamp med kramper og talen i vildelse.

Børge var da 51 år år gammel, to år ældre end jeg er i dag, og han havde ikke tænkt sig at dø lige nu. Men det gjorde han. Og min mor var enke i en alder af 47 år. Og tacklede i øvrigt situationen med lige dele sorg og styrke.

Ugen efter blev Børge begravet fra Simon Peters Kirke i Kolding, hvorefter vi kørte i kortege efter ligvognen tværs over Sønderjylland og jordfæstede ham på Ballum Kirkegård ved siden af hans forældre.

Børge var en personlighed, der fyldte meget i sine omgivelser. 25 år efter mærker vi stadig et tomrum. Hvilket får mig til at spørge: Hvem er det, vi savner? Hvem var han?

Jeg takker min mor, Inger Daugaard, for informationer til nedenstående tekst.

–  Tom Thygesen Daugaard

_________________________

Børge Thygesen Frederiksen var sønderjyde, familiefar, forretningsmand, KFUM-spejder, patriark, modernist, fortagsom, ærlig, klog og kantet og helt igennem hæderlig.

Børge og hans familie stammede fra den sønderjyske marsk, nemlig Ballum. Det navn dækker over en gruppe bebyggelser, fx Vesterende, Mølby og Buntje, der ligger på en svag forhøjning i marsken mellem Skærbæk i nord og Højer i syd, få km. syd for dæmningen til Rømø – og lige vest for Bredebro. Ordet ‘Ballum’ har da også på meget gammelt dansk betydningen “ved højene”.

Ballum Marsk-WEB

Ballum Marsk med Vesterende-Ballum og Ballum Kirke i baggrunden.

ballum

Marsklandskabet ved Ballum. Husene er byggede på små forhøjninger, eller “verfer” for at holde dem nogenlunde tørre ved stormflod, digegennembrud og oversvømmelser.

Ballum byvej

Byvej i Ballum. Huset til venstre var min fars barndomshjem, slægtens købmandsforretning.

Ballums ”hovedby” ligger 1-2 km. fra kysten Vesterhavet langs hovedgaden Byvej og er delt mellem Bådsbøl og Husum.

Min fars slægt stammer fra skellet mellem Bådsbøl og Husum. På Byvej ved skellet mellem Bådsbøl og Husum lå en ret velassorteret købmandsforretning, som tilhørte min fars forfædre i generationer. Min fars oldefar, Christian Lehmann Thygesen, havde dog ingen sønner, så købmandsforretningen gik i ca. 1897 til hans svigersøn, Hans Peter Frederiksen, der oprindelig var landmand fra Skelby på Sydfalster ganske tæt ved Gedser.

H.P. Frederiksen var soldat i København omkring 1890 og traf her købmand Thygesens datter Thyra Thygesen der var olderfrue på Danmarks første missionshotel beliggende i Løngangsstræde 27 i Københavns indre by. Og dem skulle det være.

missionshotellet-lc3b8ngangsstrc3a6de

Missionshotellet i Løngangsstræde hvor H.P. Frederiksen og Thyra Thygesen traf hinanden.

H.P. planlagde at slå sig ned på egnen – nemlig at forpagte Dyrehavegård ved Jægersborg Dyrehave ved Kgs. Lyngby. Men så kom svigerfader med et godt tilbud, nemlig at H.P. kunne overtage hans købmandsbutik i Ballum. Det lød attraktivt, og Thyra og H.P. rejste til Ballum i Schleswig-Holstein der på det tidspunkt lå i Tyskland.

Lehmann Frede HP Thyra

På bageste række ses fra venstre min fars farbror, Lehmann, og ved siden af ham min fars far, Frede. Lige foran Frede står min fars farfar, købmand H.P. Frederiksen. I nederste højre hjørne ses min fars farmor, Thyra, født Thygesen. Det var igennem sin hustru, at H.P. og dermed Frede fik købmandshandlen Så det var for at agte hendes Thygesen-slægt, at min far fik navnet Børge Thygesen Frederiksen.

H.P. Frederiksens far (og min fars oldefar) hed Frederik Petersen, forvalter i Skelby, så længere tilbage gik min fars slægtsnavn ikke. Thygesen-slægten fra Ballum havde dybere rødder og kan føres tilbage til en skipperfamilie fra Rømø ved navn Mærsk.

P1040095

Købmandsforretningen på Byvej i Bådsbøl-Ballum, da min fars farfar havde den.

Thyra og H.P. Frederiksen fik adskillige børn, herunder to sønner, (Christian) Lehmann og Frede. De blev unge mænd under farlige forhold. De voksede jo op i Kejserriget Tyskland under 1. Verdenskrig hvor intet mindre end 6000 sønderjyder blev dræbt i krigen. Heldigvis var Lehmann og Frede stadig midt i deres teenage-år da krigen kom, og de slap lige akkurat.

Scan10018[1]

Lehmann til venstre, Frede i midten og en mig ukendt herre til højre er formentlig på Rømø Strand under 1. Verdenskrig eller lige efter.

Thyra og H.P. Frederiksen havde den store glæde i 1920 at opleve at Ballum atter blev en del af Danmark. I 1928 forpagtede H.P. forretningen videre til sin ældste søn, Chr. Lehmann. Det var der i den grad lagt op til at Lehmann skulle køre butikken; han var jo sågar blevet opkaldt efter den gamle købmand, Chr. Lehmann Thygesen, der havde trukket H.P. til Ballum. Men det var hårde økonomiske tider, især efter det amerikanske børskrak i 1929. Forretningen gik fallit i 1931 hvilket var en ydmygelse.

Heldigvis var H.P.s næstældste søn, Frede, i stand til at købe forretningen af sin fars fallitbo.

købmandshandel ballum

farfar ung

Frede Frederiksen bag skranken i sin købmandsforretning, der – som billedet antyder – også var manufakturhandel.

Få år efter at han var blevet købmand i Ballum, ægtede Frede Frederiksen den lokale bagerdatter Kjerstine Pedersen, kaldet Didde, Børges mor.

farmor

Kjerstine “Didde” Frederiksen, født Pedersen, Børges mor.

I 1938, da Didde var 36 og Frede var 39, fik de deres eneste barn, Børge Thygesen Frederiksen, på egnen udtalt Børke.

_20130418_13575504 - Kopi (3)

Børge som helt lille

Som jeg husker Didde og Frede, min farmor og farfar, var Didde intelligent, farverig og dominerende, mens Frede var solid og godmodig. Men de store humorister var de ikke nogen af dem.

_20130422_09502200 - Kopi (5)

Didde,  Børge og Frede ca. 1940.

Børge voksede således op under 2. Verdenskrig i et borgerligt hjem med en tung, pietistisk, fundamentalistisk kristendom og sund forretningssans med fokus på dyd, fromhed, arbejdsomhed og pligt. Familien var del af LM, Luthersk Missionsforening, hvilket var så dybtliggende, at LMs missionshus i Ballum, var oprettet på initiativ af Christian Lehmann Thygesen, den gamle købmand, på en del af købmandsforretningens jord skænket til missionen af købmand Thygesen. Så missionshuset lå klos op af købmandsforretningen. Senere lod Frede og Didde et parcelhus opføre mellem missionshuset og købmandsforretningen som pensionistbolig for dem selv. I dette hus besøgte vi Frede og Didde op gennem 1970’erne ca. en søndag om måneden eller lidt sjældnere. Det var dog mest Didde vi besøgte; Frede døde i 1974 – Didde først 8 år senere. Det var et hus med tunge møbler og uanede mængder af blå juleplatter fordelt på væggene.

farmors hus

Diddes og Fredes pensionistbolig på Byvej i Ballum. Til højre ses familiens købmandshandel – der i dag er ophørt med at være købmand.

Det var ikke noget løssluppent hjem som jeg husker det. Glædesløsheden var formentlig endnu mere udpræget da Børge var dreng. Han måtte således ikke lege om søndagen. Det var jo helligdag, og helligdage brugte man ikke på arbejde eller tant og fjas, men på samvær med familien. Børge så det som en ret rigid og doktrinær kristendom, og den type kristendom fik han for altid en udpræget aversion imod.

Chr L. Thygesen

Købmand i Ballum, Chr. Lehmann Thygesen, min fars oldefar, som skænkede den grund, som Luthersk Missions missionshus blev bygget på, til missionen.

misssionshuset 1891

Det ret nybyggede missionshus i Ballum fotograferet i 1891, dengang Chr. Lehmann Thygesen stadig var købmand i byen. Den kan sagtens være ham, der ser til med bowlerhat på yderst til højre.

Hjemmet var nationalt bevidst. Det var under Besættelsen, det var Sønderjylland tæt ved grænsen, og Frede havde som ung været aktiv i KFUM, og også Børge blev engageret i KFUM. Et nationalt engagement lå naturligt til ham.

Mit indtryk af Børges barndom var, at Børge ikke var nogen oprører. Han var en artig, vandkæmmet dreng, der passede sine pligter og søgte ikke at ophidse sin lejlighedsvis heftige, letfornærmelige og matroneagtige mor eller skuffe sin venlige far. Og dog, for Børges oprør var om muligt at undgå hjemmets tunge stuer med de gamle, satte forældre og den massive, humørforladte religiøsitet. Der var venner, der var lektier, der var Jan-bøgerne med den raske drengedetektiv Jan Helmer og hans venner, der var drømme, og der var ikke mindst “udenfor”. Halvdelen af året var Børge i shorts, og haven og frugtplantagen udenfor var af ganske pæn størrelse med mulighed for at bygge huler med mere. For Børge blev udenfor = frihed. Og frihed blev til længslen mod en verden udenfor.

Børge var dygtig i skolen og tog realeksamen på Tønder Statsskole (i dag Tønder Gymnasium). Det blev hans klare ambition at bryde med den kurs, hans forældre havde lagt for ham: at blive i Ballum og overtage købmandsforretningen efter sin far, så forretningen blev i slægten.

tønder statsskole

Tønder Statsskole, i dag Tønder Gymnasium

Børge arbejdede som kommis i butikken hos sin far, men ville videre. Drømmen var at tage en Højere Handelseksamen (HH) i på Kolding Købmandsskole, ja, måske videre end det.  Men Frede var skuffet over at Børge ikke ville overtage købmandshandlen og ville derfor ikke give nogen økonomisk støtte til sin søns studier.

For at spare penge op – og måske også lidt for eventyrets skyld – lod Børge sig hverve som soldat i den danske FN-mission i Gaza – og var ikke mindst i Sinai.

Denne periode sidst i 50’erne fyldte efterfølgende meget i hans bevidsthed – kammeratskabet, den rå humor, varmen, ørkenen, skorpionerne, de indtørrede lig i ørkensandet, det fantastisk smukke Beirut, det overvældende Cairo, den hyppige forekomst af kylling som aftensmad (som han derfor siden søgte at undgå at spise).

I oktober 1960 kunne den 21-årige Børge forlade Ægypten og drage til Kolding for at tage sin HH-eksamen. Klassen – der bl.a. indbefattede den 17-årige Inger Daugaard – var allerede begyndt. Børge flyttede ind på KFUM-kollegiet i Bredgade i Kolding – og engagerede sig i øvrigt hurtigt i KFUM i Kolding (Koldinghus Division), anskaffede sig en Vespa-scooter og etablerede sig.

Kolding_-_Koldinghus1

Kongeslottet Koldinghus, Koldings vartegn. Kolding, Danmarks 7. største by, ligger i Trekantområdet, der både dengang og nu var et udpræget vækstområde.

Kolding 1955

Kolding i 1955, fra Koldings Stadsarkiv.

Bredgade 1960

KFUM-kollegiets indgang ud for Bredgade i 1960, samme år hvor Børge flyttede ind på kollegiet.

kfum-kollegiet

KFUM-kollegiet i Kolding ved Kolding Å og Bredgade, der går over åen – her fotograferet i 70’erne.

vespa2

En Vespa-scooter

I 1961 blev Børge Thygesen og Inger Daugaard kærester. De var klassekammerater og havde gået og set hinanden lidt ud. Ved en skolefest kørte Børge Inger hjem til hendes bopæl på gården Dahlsminde i Eltang.

dahlsminde

Dahlsminde som det ser ud i dag. Fotograf Adam Torp.

 

Inger var teenager og boede stadig hjemme. De faldt i rigtig god snak i bilen, og så var de kærester. Børge har formentlig fundet Inger kvik, køn, chic, livlig og charmerende, og Inger fandt Børge begavet, hurtig, dynamisk og beleven – og så skadede det ikke, at han var engageret i KFUM og spejderbevægelsen; Inger var også opdraget med gode, kristne værdier (hendes forældre var engageret i Indre Mission). I øvrigt var Inger Børges første, eneste og sidste seriøse kærlighedsaffære.

I foråret 1962 blev de handelsstudenter (HH), og i november blev de forlovet.

Min mor og min far som handelsstudent

1962, Børge Thygesen, 23 år og nybagt handesstudent, på kærestetur til Holland sammen med Inger Daugaard.

 Året efter giftede de sig i Ingers oprindelige sognekirke, Nr. Bjert Kirke, og ved en stor fest i haven på Ingers barndomshjem, Dahlsminde i Eltang. Det var den 6. juli 1963. Børge var da 24 år og Inger 20 år.

Efter handelseksaminerne læste Inger videre til korrespondent i tysk (og siden fransk), mens Børge ville tage Handelshøjskolernes erhvervsøkonomiske Diplomudannelse, HD, der gav ham mulighed for at specialisere sig i organisation. En uddannelse, der gav ham ret til at kalde sig civiløkonom. Samtidig fik han job i EDB-afdelingen i Danfoss på Nordborg og flyttede til Sønderborg. Inger flyttede kortvarigt med. Da Børge var i EDB-afdelingen i Danfoss, opdagede han en lovende mulighed i IBM i Århus som konsulent. Han skulle først på kursus – et trainee-ophold – i København, og her tog Inger med, og siden fik de lejlighed i Brabrand ved Århus.

Ingers forældre kunne nu se sine døtre være godt på vej og forærede dem hver 40.000 kr. Det var mange penge dengang, og nu blev det muligt at købe hus. Parret fandt en villa i Tousvej i Åbyhøj og flyttede ind her primo 1964.

IBM var stærkt utilfreds med, at Børge samtidig læste HD; IBM var et multinationalt firma med stram styring af personalepolitikken (Børge måtte således bestå en IK-test for at blive ansat), og IBM ønskede selv at stå for sine ansattes uddannelse. Børge var i et dilemma, men Inger pressede på med at han skulle færdiggøre sin uddannelse. Han var ikke nødvendigvis i IBM for al evighed, og en HD-eksamen ville give gode muligheder fremover.

Børge lyttede til sin hustru og valgte at satse på sin HD-uddannelse. Samtidig fik parret deres første barn, en søn som de døbte Tom Thygesen Frederiksen, undertegnede, med behørigt gratulationsbrev fra IBMs øverste chef, bestyrelsesformand Thomas Watson, jr. Trods alt!

Ikke længe efter fik Børge tilbudt et job i Sønderborg i tekstilvirksomheden Møller & Co som EDB-chef. Det var et fremragende tilbud, og Inger, Børge og den meget unge Tom flyttede fra Åbyhøj til parcelhus i Augustenborg på Nordals.

Men det blev ikke til meget mere end et år i Møller & Co, før Børge så en interessant annonce. Tre centrale koldingensiske virksomheder – Nordisk Solar Compagni (der solgte elektronikkomponenter), Georg Gimbel Jernforretning A/S (en maskinhandel) og Revisionsfirmaet E. Frandsen (som navnet antyder et revisionsfirma) ville sammen danne en EDB-central til at stå for virksomhedernes EDB-behov og søgte en direktør til et bygge sådan et EDB-firma op. Børge slog til, fik jobbet og flyttede med Inger og Tom i parcelhus på Lerbjergvej i Seest. Det var i 1967.

Min far

Børge Thygesen som ung businessman. Frederiksen-navnet blev sjældent brugt.

tom inger

Inger og sønnen Tom, fotograferet i hoveddøren til gården Dahlsminde i Eltang, Ingers barndomshjem.

lerbjergvej 24

Lerbjergvej 24 i Seest hvor Inger, Børge og Tom flyttede til i 1967

Børge Thygesen havde nu sin HD-eksamen i hus og kunne kalde sig civiløkonom. Han var altså nu ansat som administrerende direktør for de tre firmaers EDB-central. Efter de 3 aktionærer kaldte Børge EDB-centralen for Tri-Data A/S. Og den voksede stille og roligt og flyttede fra Dalbygade i Koldings indre by til Niels Bohrs Vej i det nordlige industrikvarter.

IBM_1403_opened_up2.agr

I mine allerførste erindringer fra Tri-Data i tiden omkring 1970 så computerne sådan ud. De var enorme, magnetbåndene drejede sig i ryk, brede papirbaner væltede ud, og der var hulkort der gled på baner. Det var meget imponerende. Jeg fortalte en veninde, at min far arbejdede på en papirfabrik.

Lerbjergvej 24 var et etplans-parcelhus med 3 værelser og ikke alt for stort, men der var sort-hvidt-tv, hele to biler – en bordaux-rød Renault 16, der var firmabil, og en hvid NZU Prinz der mest var til Inger. Og der var råd til familiesommerferier i fx Skt. Johann i Østrig i 1969 og Jugoslavien i 1970; jeg husker begge ferier.

Da Inger i oktober 1970 fik parret deres andet barn, en datter som de døbte Trine Thygesen Frederiksen. Der var ikke meget plads til to børn i huset på Lerbjergvej, så familien flyttede i 1971 i et større hus på Brynet i Bramdrupdam – en anden forstad til Kolding – lige ved siden af Arne og Elsebeth Søe Pedersen der var gode venner af Inger og Børge.

Huset på Brynet, arkitekttegnet på familiens anvisninger, blev Børges hjem resten af livet. Huset lå lige ved kanten af Bramdrup Skov tæt på en lang natursti – den såkaldte Troldhedebane – i et ret naturskønt og temmelig morænt område præget af skov, enge, søer, slugter og dale – ganske ulig den flade og sumpede sønderjyske marsk, som Børge kom fra.

Bramdrup Skov

Eng med den allervestligste del af Bramdrup Skov i baggrunden taget ved Troldhedebanestien ud for det såkaldte Skovløberhus. Slutningen af Brynet, hvor vi boede, ligger på toppen af højdedraget i baggrunden lige bag de viste træer.

sø

Gaden Brynet i Bramdrupdam var mod øst og syd omkranset af det stykke af Bramdrup Skov der ses ovenfor. Mod vest var Brynet afgrænset af en mindre dal med en lille sø der ses her, perfekt for børn til tømmerflåder, kælkning og skøjteløb.

Samtidig havde Børge skiftet udseende. Da han var sidst i 20’erne – i tiden omkring min fødsel og babyperiode – gik han fra høje tindinger og tyndhårethed over til en egentlig skaldpande. Mine første erindringer er fra 1969, og jeg har en del erindringer af min far fra det år, hvor han var 31 år gammel. Og selv om jeg ikke har et knivskarpt billede af ham fra den tid, så ved jeg, at da havde han fået sin høje pande. Jeg husker ikke min far med hår.

Kort tid efter, under en familieferie i Jugoslavien i 1970, anlagde han sig fuldskæg og valgte at beholde det, da han kom hjem. Det husker jeg tydeligt. Ferien og overgangen fra glatbarberet til skægget. Så havde han dog noget hår i ansigtet. Det nye udseende fik ham til at se gammel ud i en ung alder. På samtlige fotos af min far på denne side er han  yngre, end jeg er i dag. Det ses ikke altid.

brynet 73 gammel

Inger, Trine og Børge foran deres hus på Brynet i Bramdrupdam ca. 1974. Jeg er bag kameraet.

brynet 73

Sådan ser Brynet 73 i Bramdrupdam ud i dag ifølge Google Maps. Plankeværket er nyt; ellers ser huset ud som dengang. I baggrunden anes Bramdrup Skov.

Brynet 73

Endnu et foto af Brynet 73 fra dengang Inger stadig boede i huset.

 

Børge brugte megen tid på at bygge Tri-Data op. Samtidig var han forblevet aktiv i KFUM i Kolding. Hans svigerfar, gårdejer Jørgen Sommer Daugaard fra Dahlsminde i Eltang, havde i 1947 solgt 45 tønder land på den yderste (østligste) spids af Houens Odde til KFUM-spejderne, og Børge tog i 60’erne aktiv del i at bygge et spejdercenter op på den skovrige Houens Odde. I dag er det Nordeuropas største spejdercenter.

houens odde

Houens Odde er en mindre, skovrig odde der stikker ud i Kolding Fjord

Houens_vaerdier_450_167_02

En del af Houens Odde Spejdercenter, som det ser ud i dag

I 1971 nedbrændte “Koldinghytten”, som var det særlige tilholdssted på Houens Odde  for Koldings KFUM – Koldinghus Division. Man måtte skaffe sig et nyt tilholdssted, og det blev ”Den Gamle Skovridergård” ved i Stenderupskovene og Stenderupstrand ved Sdr. Stenderup, som Børge i høj grad var med til at etablere og sætte i stand op gennem 70’erne. Men i 80’erne forekom han mig til gengæld en smule mindre engageret i Koldinghus Division.

Børge var en iværksættertype der holdt meget af at arrangere og organisere fantasifulde events for børn og barnlige sjæle, både i spejderregi, for sine børn (søn; Trine mærkede ikke et tilsvarende engagement) fx i forbindelse med børnefødselsdage med skattejagter og til fester med vennerne i Kolding.

Børge elskede at organisere temafester, fx omkring temaer som kunstudstillinger, hvor hjemmet blev indrettet som galleri, eller charterferier- hvor hjemmet blev indrettet som flyvemaskine.

Det blev til mange bilferier om sommeren med telt og siden teltvogn i især Frankrig og Jugoslavien, og fra sidst i 70’erne en 27-fods-sejlbåd kaldet “Trin To” af mærket Albin Vega ud i Kolding Fjord og videre ud i Lillebælt-området, evt. i farvandet omkring Fyn og lignende. Vegaen var et fartøj, der i den grad manifesterede Børges gamle længsel mod frihed og udenfor. At sejle ud på fjorden i godt selskab var tæt på Børges begreb om lykke. Børge elskede at finde kuriøse vækster til haven, fx et abetræ og en Ginkgo biloba, men handyman i hjemmet var han ikke just. Og skal vi være ærlige, var ginkgoen i ret så beskeden vækst de første mange år.

vega

En Vega som den Børge og familie havde op gennem 80’erne.

Børge var en foretagsom mand og en flittig direktør, der ofte også arbejdede om lørdagen. Så som far kunne havn være fraværende, men alligevel fyldte han så meget, at han mindet om ham ikke just henviser til et tomrum. Han var en fantasifuld og legesyg far og kunne gøre ting som i 1974 selv at tage med sin søn Tom på charterrejse til Las Palmas på Mallorca for simpelthen at få en far-søn-tur. Den ferie husker jeg som overordentlig sjov. Far lejede en lille bil, og så kørte vi omkring på Mallorca. Og blev af kaptajnen inviteret op til rundvisning på Skoleskibet Danmark, der lå fortøjet på havnen i Las Palmas.

Min far, Børge Thygesen Frederiksen, taler til en konference i 1978

Børge i hvid sommerskjorte er her taler ved en computer-konference i Barcelona i 1978. Med på konferencen var der en astronaut, navnet var Edgar Mitchell så vidt jeg husker, og min far var meget begejstret for at træffe ham. Min mor, Trine og jeg var med i Barcelona, men vi lå i teltvogn ved stranden lige syd for millionbyen.

tri-data

EDB-firmaet Tri-Data A/S eksisterer ikke længere. Eller rettere, Tri-Data er opslugt af det, der i dag hedder Focus IT. Men firmaet holdt til i denne kontorbygning, som min far lod bygge til formålet først i 70’erne. Kontorbygningen ligger på Niels Bohrs Vej 8 i Kolding. Da min far forlod Tri-Data i 1989, var der ca. 60 ansatte.

I 1980’erne var firmaet Tri-Data A/S både i stærk ekspansion og under pres. Tri-Data behandlede regnskaber fra større virksomheder som Kolding Sygehus og Merrild Kaffe, og det etablerede en afdeling i Farum ved København og en butik over for Kolding Centralbibliotek i Jernbanegade i Koldings centrum.

På den anden side dukkede mikro-computere som Apples MacIntosh-computer (Mac) og IBMs ”Personal Computer” (pc) op og udfordrede firmaer med store computere, der fra et centralt sted- såsom Tri-Data – tog sig af mange firmaers talberegninger. Børge kunne bestemt godt se markedet for mikrocomputere til professionel brug, og Tri-Data indgik derfor samarbejde med et tysk produkt der solgte et samlet skrivebord med mikrocomputer-enheder; det var især derfor han oprettede Tri-Data-butikken i Jernbanegade i Kolding over for Kolding Centralbibliotek. Men markedet for mikrocomputere til privat brug troede han i lang tid ikke på. Her havde han ikke antennerne ude.

1980’erne var en bøvlet tid på jobbet. Børge vidste, han havde ret i sine dispositioner og planer, men aktionærerne og bestyrelsen vidste det ikke altid. Måske især ikke Nordisk Solar Compagni – normalt blot kaldet Solar  – der var den væsentligste del af ejerkredsen. Det frustrerede Børge en del. Der foregik et væld af intriger og magtspil, og han følte sig begrænset i sine handlemuligheder og forhindret i at gøre, hvad der tjente Tri-Datas tarv.

solar

Solars hovedkvarter på Haderslevgade i Kolding. I dag har Solar-koncernen flyttet hovedkvarter fra Kolding til Vejen.

Tri-Data fyldte meget i familien. Når jeg i slutningen af 80’erne tog afsted fra Århus for at besøge mine forældre og min søster på Brynet, så bemærkede jeg, at de ved middagsbordet næsten ikke talte om andet end Tri-Data. Det var på en måde logisk nok, for efterhånden var de alle medarbejdere. Trine gjorde rent på Tri-Data, mens min mor, der var uddannet korrespondent i tysk og fransk, blev ansat af firmaet som bl.a. oversætter af tysk-sproget materiale for fx de tyske mikrocomputere, som Tri-Data forhandlede. Det gjorde, at Inger faktisk fik en del forstand på tekstbehandlings-programmerne, der blev brugt til computerne. Efter sin mands død fik hun job som kursuschef i tekstbehandling hos Multi-inform i Kolding, indtil det blev for arbejdskrævende en bestilling.

familie 1984

Foråret 1984, og Trine konfirmeres. Børge er 45 år, Trine er 13 år og går i 7. klasse, familiens langhårede minigravhund Abelone ca. 3 år, Inger 41 år og Tom 18 år gammel og går i 3. G. Trods visse bekymringer om Toms vilje til at uddanne sig og nå sine mål, var det en god tid for Børge, patriark og direktør.

Sidst i 80’erne kom Tri-Data og Børge under stigende pres. Primo 1989 kom katastrofen. Sydfyns Dataccentral (siden Sydfyns Data, i dag Focus IT) kom med et godt tilbud til ejerkredsen bag Tri-Data, og aktionærerne valgte at sælge Tri-Data. Uden direktør.

Børge og familien sad tilbage med en følelse af forræderi. En udlægning af begivenhederne var den dolkestødshistorie, at Børge havde haft tillid til en person knyttet til Sydfyns Datacentral og for ham nævnt, at regnskabet det år ville være særligt godt, og at der var penge i Tri-Data, som bestyrelsen ikke kendte til (endnu). Derfor vidste Sydfyns Datacentral angiveligt, at Tri-Data var mere værd, end bestyrelsen for Tri-Data formodede, og derfor kunne Sydfyns Datacentral give bestyrelsen så godt et tilbud.

En mere formel forklaring var, at ejerkredsen, især Solar, simpelthen ønskede at skille sig af med Tri-Data som firma og havde ventet på et godt tilbud. Solar var i stor vækst og så småt ved at reorganisere sig. Det ønskede fremover selv at tage sig af EDB-behandlingen af sit regnskab og behøvede ikke længere Tri-Data.

Uagtet om dolkestødsfortællingen er sand eller ej, så sad følelsen af forræderi og svigt dybt i familien efterfølgende.

Børge var nu 50 år gammel og arbejdsløs. Han overvejede forskellige muligheder. Skulle han søge stillingen som turistchef i Kolding? Men det der engagerede ham mest, var at sætte sin egen virksomhed i gang sammen med en partner (Tom Simonsen). Kræfterne var bare ikke maksimale, og i sensommeren 1989 fik Børge diagnosticeret tarmcancer og fik kort efter indopereret en stomi. Meldingerne fra lægerne var derefter egentlig positive, selv om den ene nyre i løbet af foråret 1990 viste sig at være gået i udu, og han skulle have kateter og løbende tjekket sit kreatinin-tal og alt muligt.

Det holdt lige til medio august 1990, hvor kræften meldte sig igen i fuldt flor uden mulighed for helbredelse.  Børge var terminalt syg. Og ugen efter døde han på Kolding Sygehus.

Det sidste år af Børges liv var en hård kamp. Der var mange udfordringer som kræftsyg og som arbejdsløs 50-årig. Fra at høre til toppen i Koldings erhvervsliv, var hans position mere udfordret. Dolkestødshistorien og den brutale måde, som Tri-Datas ejerkreds/Solar skaffede sig af med ham på, sad dybt i ham. Han følte også sin rolle som patriark i familien udfordret, både af at han var fysisk svækket og arbejdsløs. Børge var af den gamle skole. Hans værdi som menneske bestod i høj kraft af det, han kunne, antog han. Om han udrettede noget. Kunne Inger og familien derfor nu respektere ham? Kunne han gennemleve det her? Og hvis det hele endte i worst case scenario, hvad betød døden så? Børge var en rationel, videnskabelig indstillet mand, og selv om han var kristen, var efterlivet ikke en givet ting. For ham var kristendommen nemlig især et spørgsmål om tradition og moral, ikke om mirakler og kødets opstandelse. Disse spørgsmål gik han dog ret stille om dørene med, men jeg fornemmede dem. Børge var ikke afklaret.

Mens Børge var syg og kæmpede med disse spørgsmål samt med at skaffe sig et nyt job, et nyt projekt, så han også tilbage. Paradoksalt nok anskaffede han sig en af IBMs pc’ere og gik i gang med at skrive sin fars dagbogsoptegnelser ind på computer. Han havde dagbogsoptegnelser både fra sin egen far fra 1920’erne, men også fra sin farfar, der fx holdt nøje øje med forekomsten af solpletter for at se, om der skulle være en sammenhæng mellem vejr-fænomener og solpletter.

Børge var i øvrigt her heldigere stillet, end jeg er, for han førte ikke selv dagbog, og jeg har således ingen notater fra hans ungdom.

IBM-AT

Børges første (og sidste) pc var en IBM AT, som han brugte nogen tid på i sin sidste tid.

Men før den allersidste hårde kamp, som han tabte, nåede Børge et par sejre. Begge hans børn blev studenter fra Kolding Gymnasium, og for en mand, der stærkt troede på uddannelse, var det en god oplevelse. Sønneke bekymrede ham; undertegnede virkede ikke videre flittig, ambitiøs og målrettet, men lidt løs i koderne med en middelmådig studentereksamen og usikkerhed omkring sin videre kurs. Derfor var det oplagt en stor lettelse for Børge, da jeg i 1986 kom ind på teologistudiet i Århus. Det var et universitetstudium, Børge kunne forstå pointen i.

SCAN0243

Gavlen til familien Thygesens hus på Brynet 73. Her boede Børge Thygesen fra 1971 til sin død i 1990. Inger boede efterfølgende i huset indtil 2005, hvor hun solgte det. Fotoet er fra den periode, hvor min mor boede selv i huset. Centralt står en Ginkgo biloba, et Koreansk Tempeltræ, som min far var overordentlig stolt af.

I november 1988 blev Børge Thygesen 50 år gammel, og det var en stor fest. Og nogle måneder før, i juli 1988, kunne han og Inger fejre sølvbryllup sammen. Børge holdt meget af sin hustru og sit ægteskab, så det var en væsentlig begivenhed. Det blev fejret ved at Inger og Børge, Trine og Tom, i firmabilen, en Toyota Camry, sejlede og kørte til England hvor de så fortsatte i en kanalbåd til Llangollen i Wales.

Selve bryllupsdagen, den 6. juli 1988, bød på et sandt chok. Inger hoppede fra kanalbåden og ind på bredden, men gled i det smattede føre og hamrede baghovedet ned i jorden. Ganske få cm. fra der hvor Ingers baghoved ramte jorden, stak en ganske tynd, skarp  jernkant – en afstivning af kanalens kant ned mod vandet – ca. 1 cm. frit op i vejret. Havde Inger valgt at hamre sit hoved 2-3 cm. tættere på kanten, havde hun ikke kunnet overleve det.

Inger var derpå indisponeret med hjernerystelse, og resten af familien fejrede aftenen i chok og nogen tavshed. Sikke en sølvbryllupsdag. Selv om det der var sket på sin vis var en stor nåde. Mor havde reddet livet på et hængende hår. Og da familien efter Englandsturen vendte hjem til Brynet, holdt alle vennerne et surprise-party på terrasse. Der var sommer, der var venskab, der var glæde, der var fejring af det gode ægteskab .

SCAN0249

Børge, 49 år, holder tale på terrasen på Brynet under surprisepartyet i juli 1988 i anledning af Ingers og hans sølvbryllup. Det er 2 år før hans død og et af de sidste fotos jeg har af min far.

Foruden at være aktiv i sin familie og med KFUM-spejderne i Kolding-området var Børge også aktiv i Lions Club Kolding som han var præsident for et år sidst i 70’erne. Men i protest mod at Lions var for sløv og for meget en ”social club” for byens velbjergede i stedet for at arbejde med filantropisk virksomhed som var målsætningen, meldte han sig ud og smækkede med døren. Børge havde nemlig integritet og afskyede fusk og hykleri – og også smalltalk. Han hadede det tynde, tomme og ligegyldige, fedtede ikke for nogen og havde afgjort sine kanter. Han var ingen pleaser. Han havde både et vist ego som det enebarn, han var vokset op som, og et heftigt temperament. Børge fór gerne i flint, især derhjemme, men kom normalt temmelig hurtigt ned igen. Og egoet og temperamentet blev holdt gode i ave af en stor personlig ydmyghed og pligtopfyldenhed baseret på de kristne værdier. Hans intelligens var uomtvistelig, men i forhold til størrelsen af hans begavelse var selvindsigten og den sociale finesse til at overskue. Ikke desto mindre var han en meget tænksom og reflekteret mand.

Børge var som udgangspunkt modernist, rationalist og liberalist, en Homo faber, som agtede økonomer og ingeniører. Hans værdigrundlag var borgerligt, som det han kom fra, først yde, så nyde, tæring efter næring, løn som fortjent osv. Men hans ideologi indrettede sig i modsætning til den fundamentalisme og tunge konservatisme som han voksede op med. Børge troede på videnskaben, Big Bang og Darwin, på en pragmatisk økonomisk politik med frit marked og gode kår til erhvervslivet, på EU, NATO og USA og på funktionalisme og moderne kunst. Men han var også nationalt orienteret.

Da han kom op i 40’erne, begyndte en sønderjysk konservatisme at blive tydeligere – man går jævnligt i kirke og tager pænt tøj på – ligesom når man går i banken. Hans udvikling var nok ikke helt ulig Mads Skjerns i Matador;,

Man kan nok sige, at Børge ideologisk var udspændt mellem på den ene side et teknokratisk standpunkt à la DJØF – Danmark kureres og vitaliseres af et frit marked og en effektiv ledelseskultur, der belønner initiativ, kreativitet, dygtighed og teamspirit uden fordomme og privilegier. Og så på den anden side et KFUM-spejderstandpunkt: Der skal værnes om Dannebrog og de gamle dyder som pligt, flid, retskaffenhed, ærlighed, mod og integritet. På mange måder stod Børge med et ben i handelsskole-Venstre og et ben i højskole-Venstre, og 70’ernes Venstre-ledere, teologen Poul Hartling og teknokraten Henning Christophersen, havde han begge respekt for.

Men størst respekt havde Børge dog for briten Winston Churchill og Tysklands Helmuth Schmidt – og siden Richard von Weiszäcker.  Skal man nævne en dansker, må det være Det Konservative Folkepartis leder, John Christmas-Møller, der under Besættelsen blev et nationalt samlingsmærke og holdt modet oppe hos bl.a. familien Frederiksen i Ballum i sine radiotaler fra BBC.

Børge værdsatte også både Kennedy og Reagan for at have skabt dynamik i USA (Nixon afskyede han til gengæld dybt), og den polske pave, Johannes Paul II, for at have skabt opbrud i Østblokken og medvirket til Murens fald – en begivenhed, der fandt sted i fars sidste leveår.

Børge var borgerlig, men han var på ingen måde til lodrette hierarkier og gamle vaner; slips bød ham imod, med mindre lejligheden var formel og højtidelig. Han var heller ikke til bonde-Venstre; Børge var en stor tilhænger af uddannelse – og uddannede menneskers ret til at lede, eftersom de måtte formodes at have lært det i skolen. Han var udpræget til meritokrati.

churchill

Winston Churchill

ChristmasMoller

John Christmas-Møller

schmidt

Helmuth Schmidt

Johannes_Paul_II.

Pave Johannes Paul II

Børge var modernist og til moderne videnskab. Samtidig var han af opdragelse og arv kristen, aktiv i det kristne KFUM, deltager i lokale bibelkredsmøder og hyppig kirkegænger hos præsten Erik Bæhrenholdt i Simon Peters Kirke i Kolding, en djærv, varm og humoristisk forkynder, der også havde været aktiv i KFUM og Soldatermissionen, helt ulig den lokale sognepræst, Erik Langkjer, der var missionsk, strammere og kejtet.

Simonpeter(01)

Simon Peters Kirke i Kolding, Børges kirke. Her var Bæhrenholdt præst, her blev sønnen Tom konfirmeret i 1979, og her blev Børge selv begravet i 1990.

simon peters kirke

Interiøret i Simon Peters Kirke.

Børges kristendom havde lige meget rod i tradition – han var kristent opdraget, og han var engageret i KFUM – og i en fornuftpræget tro på den kristne moral. Derimod sagde mirakler og dogmer omkring arvesynd, Jomfrufødslen, nåden i Kristi korsdød og den slags ham ikke så meget i det indre trosliv; det tolkede han som overtro og et overstået kapitel. Børge var derfor optaget af “kætterske” religionsfolk og teologer som Vilhelm Grønbech og P.G. Lindhardt. Børge opfattede sig på ingen måde som “from”, og af samme grund gik han helst ikke til alters; han var opdraget med, at kun de virkeligt rettro gik til alters.

Da jeg var lidt inde i teologistudiet, spurgte far mig, om det virkelig kunne passe, at kristendommen stadig mente, at Jesus var Gud. Jeg mumlede vistnok noget henholdende til svar. For min far var Jesus især et prædikant, en morallærer, en mand med et godt, humanistisk budskab. Og jeg husker også den iver, hvormed han forsøgte at få sin svigerfar (og min morfar), Sommer Daugaard, der egentlig var indre missionsk-orienteret, men højt agtet af min far, til at acceptere den darwinistiske udviklingslære. Det lykkedes ham faktisk; måske lige så meget pga. Sommers fredsommelighed som pga. Børges argumentationsevner.

morfar

Gårdejer Jørgen Sommer Daugaard, Børges svigerfar.

Børge var en mand, der dyrkede ærlighed, tillid og loyalitet. Han troede på det bedste i sine medmennesker, og blev  altid dybt skuffet, når tilliden blev krænket, eller ting ikke var, hvad de gav sig ud for at være.

Børge var ærlig, loyal, varmhjertet, rar, energisk, idealistisk og samtidig jordbunden, humoristisk, beåndet, filosofisk, søgende, kreativ, fantasifuld, stærk uden at være ufølsom, og et menneske der idelig tænkte i pligt i stedet for ret, ikke mindst hans egen forpligtethed til at gøre, hvad der stod i hans magt, til at give overskud og udfoldelsesmuligheder til andre på en måde, så de blev stærke og stolte af det. Børge puttede ikke sine medmennesker i vat; han gav dem ikke fisk, men fiskenet, så de selv kunne fange fisk. Men ikke mindst var han ansvarsfuld. Når han overnattede på et skib eller et hotel, sikrede han sig altid, at han vidste, hvor nødudgangen(e) var.

Engang kom Børge indigneret hjem fra en forretningsrejse. Det var lige efter et folketingsvalg, og i lufthavnen havde han overværet, hvordan den nyvalgte politiker, Jens Bilgrav-Nielsen, strålede af glæde og stolthed over at være valgt. Den attitude bød i den grad Børge imod. At blive valgt til folketinget er ikke en sejr, ikke en medalje, ikke som at vinde en Oscar, men et kald, en pligt, en tjeneste, der fordrer ydmyghed snarere end jubel. Børges reaktion er sigende, fordi den skiller sig ud fra, hvordan de fleste vil reagere over Bilgrav-Nielsens jubel, som ikke så få – herunder jeg – nok vil mene var psykologisk fuldt forståelig.

Børge var demokrat til fingerspidserne med stærk tro på den danske Grundlov og demokratiske tradition (og Churchills ord om, at demokrati er den værste styreform – bortset fra alle de andre styreformer), og han var yderst principfast og idealistisk omkring, hvad demokrati fordrer af den enkelte. Han kunne ikke døje, når folk blev magtfuldkomne, snød med detaljerne, når de tillod den lille korruption, magtens små privilegier, førte sig frem og og meldte sig ud af fornuften eller de samfundsmæssige forpligtelser. Nok var Børge i mange år administrerende direktør for en mellemstor virksomhed, men han forhandlede sig ikke frem til en overdrevet aflønning eller skaffede sig en blæret firmabil. Firmabilen (og familiebilen) var i mange år en citrongul Renault 16, der lå langt fra den bekvemmelighed og status, der lå i at køre Mercedes, Audi eller en Ford Granada, og som var de gængse biler for Børges kolleger. Jeg tror slet ikke han så problemet i at både hans hustru og datter var ansatte i Tri-Data; de var jo valgt på baggrund af kvalifikationerne, ville han have anført til kritikere.

renault_16_yellow_1976

En skriggul Renault 16, en mellemstor, prunkløs hatchback-bil, var op gennem 1970’erne Tri-Datas firmabil og Thygesens familiebil.

Mennesker i almindelighed og mennesker med markante personligheder i særdeleshed er sjældent fejlfri. Det var Børge heller ikke. Blandt hans brister kan nævnes en firkantet og stejl personlighed med bastante meninger – det var en side, vi forklarede med hans sønderjyske herkomst. Han var en traditionel mand, der identificerede sig med sin styrke og sin evne til passe på sin familie og ikke en mand, der ikke nød ikke at have styr på ting, at være afmægtig, at være i klemme. Han havde faktisk symptomer på sin cancersygdom et halvt års tid, før han bekvemmede sig til at gå til lægen med det, og da altså for sent.

Børge holdt ikke videre af at grave i sine følelser eller bare forholde sig til dem og tale om dem; han var nok på mange måder en klassisk knudemand, der identificerede sig med sin fornuft og ikke altid var bevidst om sit følelsesliv. Hans følelser kunne derfor godt komme bag på ham og alle – han kunne være lunefuld. Og ofte var han mere interesseret i at finde og fremføre det rette og fornuftige sagsforhold så hurtigt som muligt end at bekymre sig om, hvordan man fik andre mennesker til at acceptere, at dette så også var det rette og fornuftige sagsforhold. Et træk, som man kunne kalde lidt nørdet eller asperger-agtigt, selv om nok en ikke ringe del af den mandlige del af befolkningen deler denne tendens.

Vreden skyllede let over ham, og det kunne pine ham, når det skete. Han kunne da finde på at køre en tur eller råbe “røv!” ude haven. Men hans vrede var sjældent aggressiv af natur; normalt stammede den fra frustration. Endelig var han ikke altid den fødte pædagog. Dertil var han for utålmodig og for firkantet.

Især da han kom i 40’erne, identificerede han sig nok meget med at være chef, og han kom let, også privat i familien, til at udstråle noget mægtigt, næsten autoritært og i al fald patriarkalsk. Børge havde udstråling, og man vidste altid, når han var til stede, og ofte også hvad han følte. Han puttede ikke med sine stemninger. Jeg havde venner, eller i al fald én, som var bange for ham. Det betød dog IKKE, at han han på nogen måde følte sig hævet over familien eller sine børns venner og handlede derefter.

Et sigende eksempel på noget af det berørte ovenfor. En dag blev han vred over sin søns manglende flid i gymnasiet. “Du ved godt,” sagde han, “at da jeg var barn, og folk ikke kunne finde ud af at bestille noget, så kom de ud at tjene bønder. Hakke roer og den slags ude på landet. Det kan jo være løsningen for dig!” Han formulerede sig næppe præcis sådan, men det var meningen. Jeg respekterede min far nok til at blive forskrækket. Han var tydeligt arrig og utilfreds med sin søn. Men samtidig anede jeg ikke, hvad han fablede om. Mig bekendt var det ikke noget man gjorde i 1983, det med at sende teenagebørn ud “at tjene bønder”, så det var jo ikke en reel trussel. Jeg kunne derfor affærdige det, men med en dårlig følelse.

Men der findes større fejl i verden end at være en stivstikker, en nørd, en knudemand, en hidsigprop, en patriark og en tvivlsom pædagog.

Børge var højt begavet, inden for det logisk-matematiske felt, og det vidste han godt selv, men han var aldrig nedladende mod de mindre begavede (nogle gange dog lidt utålmodig), kun over for den selvglade, selvfede stupiditet. Den tålte han dårligt, hvad enten han så den hos direktør-kolleger eller fagforeningspampere som LO-formanden Thomas Nielsen. Begavelse var især en forpligtelse til med flid at uddanne sig og skaffe et arbejde, der byggede noget op til gavn for almenvellet.

Børge trænede sin intelligens ved at læse kryds & tværs og siden ivrigt at spille bridge og træne meldinger. Han sad ofte derhjemme foran det hvide Grundig farve-tv og lagde kort op foran tv-avisen med rynker i sin enorme pande og de billige læsebriller nede på næsetippen. Også fordi bridge var en beskæftigelse, han kunne dyrke med sin hustru og sine nære venner, for det sociale var en afgørende kategori for Børge.

Børge var meget optaget af astronomi og kosmologi, og havde til formålet anskaffet sig en stjernekikkert. Det var en stor fornøjelse at få vennerne og klassekammeraterne med op på loftet og få far til at vise dem Saturns ring og Jupiters 4 måner. Som ung var min far også glad for skønlitteratur, især den tyske – Erich Maria Remarque, Heinrich Böll, Siegfried Lenz og den slags, men også W. Somerset Maugham og Karen Blixen, men han læste også Rifbjerg. I 40’erne blev han for psykisk presset og stresset til at bevare koncentrationsevnen til at læse skønlitteratur, og det blev i stedet især til faglitteratur, biografier og bridgebøger. Far var også glad for sproglige finurligheder og en krøllet digter som P. Sørensen Fugholm, der underfundigt legede med sproget. Men egentlig lyrisk engageret var han vist ikke. Musikalsk var han især i sin ungdom optaget af soul-sangeren Ray Charles. Senere lyttede han til let barokmusik såsom Händels Watermusic og Vivaldis De 4 årstider på kassettebånd i bilradioen som afstressning. Men egentlig var han til mange genrer – musicals, jazz osv.

ray-charles1

Ray Charles

Børge var fysisk aktiv, omtrent til det sidste. Han løb i skovene uden foran vort hus i 70’erne, før jogging blev in, han spillede tennis og siden badminton hyppigt og jævnligt i Harte-Bramdrup-hallen i Bramdrupdam. Og fodboldkampe så han altid i tv. Tipskampe fra England, kampe fra den tyske Bundesliga på tysk tv og naturligvis landskampe. Her oplevede min far og jeg et godt mandefællesskab.

Børge Thygesen Frederiksen – sønderjyde, familiefar, forretningsmand, KFUM-spejder, patriark, modernist, fortagsom, ærlig, klog og kantet og helt igennem hæderlig – var på mange måder en mand, der forvaltede sit pund med omhu og ildhu. Han som civiløkonom den første i sin familie, der fik noget, der mindede om en akademisk grad og siden titel af direktør i et større firma.

Så Børge var en mønsterbryder og karrieremæssigt en succes, for han nåede, hvad han satte sig for: At skabe en tæt kernefamilie, få en god uddannelse og være nyttig og kompetent i sit arbejde med at producere jobs.

Hans projekt var at undfange en spændende og nyttig ramme for menneskelig foretagsomhed, effektuere dette og finde en passende balance mellem effektivitet på den ene side med udbytte til aktionærerne og menneskelighed på den anden side med gode, uformelle rammer og en flad ledelsesstruktur uden underkuelse og management by fear.

Kravene var hårde i branchen, og forventningspresset og intrigerne sled på Børge, hvis branche desuden blev undergravet af pc-revolutionen i 80’erne og 90’erne. Når han skulle tankes op igen, var det med spejder-foretagsomheden i “bagtroppen” i KFUM i Kolding, med den nære familie, også Ingers søster Esther og dennes mand Christian Schmidt, også direktør. Og nære venner som Jette og Poul Erik Christensen, Karen og Jørgen Dybkjær, og Lis og Ulrik Gårdsted – og mange andre. Og det foregik ofte ude i naturen, ikke mindst i sejlbåd. Børge var egentlig slet ikke til luksus og statussymboler.

Børge var opvokset som et slægtsmenneske, og det var både slægtsbevidstheden og et slægtsopgør, der førte ham til sit job. Slægten var en landsbyslægt uden teoretisk uddannelse, omend tilhørende det lokale solide borgerskab. Og det mønster fik Børge brudt med hvad dertil hørte af konflikter med forældrene.  Han tog til storbyen og fik en højere uddannelse. Og Frede Frederiksen måtte sælge den købmandsforretning, der havde tilhørt familien i et utal af generationer, ud af familien, og i dag er forretningen helt nedlagt.

Men ét mønster fik Børge ikke brudt. Han kom fra en handelsslægt, så derfor søgte han handelsskolen og erhvervslivet. Men af type var han nok langt mere et gemyt skikket til det humanistiske. Efter jeg var begyndt at læse på Aarhus Universitet fortalte mig, at han kunne håbe i sine sene år også at gå på universitetet og læse fx litteraturvidenskab. Det ville han finde interessant. Jeg kunne faktisk også sagtens se ham som teolog og præst med det jeg kender til det fag efterhånden (som præst er fikse ideer, stejle holdninger, manglende pædagogisk sans og svigtende social finesse på ingen måde usædvanlige egenskaber og fejl; tværtimod).

Wise-Owl-33640

Men Børge fandt en anden hylde, som han udfyldte med pligtfølelse og begavelse, selv om det muligvis var den forkerte hylde. Eller i det mindste blot hylde for den ene side af hans væsen. For at lede, organisere og sætte i værk var bestemt også Børge. Hans personlighed var for stor til at være på bare én hylde!

Børge mistede sit job – en stor del af hans identitet – aldeles uventet og uden inkompetence eller anden skyld – og det, sammen med cancersygdommen, blev hans tragedie. Det var en smerte og en skuffelse for ham, både den måde han blev behandlet af sin bestyrelse (han fik en time til at forlade sit kontor) og af sine tidligere medarbejdere (da han en dag ikke længe efter afskeden med direktørjobbet kiggede forbi Tri-Data, var der ingen stormende velkomst, men blot beklemthed og nedslåede blikke. Far var ingen stor psykolog og tolkede beklemtheden og tavsheden som manglende sympati). Og jeg husker stadig, at han besøgte mig i min lejlighed på Tinglevgade i Århus i 1990, fordi han gerne ville drøfte med mig, om Inger kunne finde på at foragte ham, nu da ting ikke længere var som før.

Men hverken stormende medgang eller mørk modgang fik ham nogensinde til at kaste vrag på sin hæderlighed og integritet. Han holdt aldrig op med at tro på det bedste i mennesket eller kæmpe for en bedre fremtid. Måske kunne han miste besindelsen og råbe op af frustration, men han løftede aldrig en hånd mod sin hustru eller børn og svigtede aldrig på nogen måde familien eller vennerne.

Jeg talte sidste gang med min far på Brynet i Bramdrupdam primo august 1990 – 3 uger før hans død samme måned, og jeg husker ham her dels som meget sig selv – nærværende, varm, intelligent. Dels som meget syg, mor lavede retten ratatouille, som vi spiste på terrassen, og far ilede ind for at brække sig i toilettet. Det er jo det med nyren, sagde vi til hinanden. Og dels som forbløffende imødekommende og ærlig. Far fortalte den weekend fra sin barndom, om hvor tyrannisk og selvoptaget hans primadonnaagtige mor havde været. Især huskede han en særlig krukke med syltetøj, som hun  befalede, at kun hun måtte spise af. Jeg tror, hans pointe med den fortælling var, at i hans erindring satte Didde sig selv over sit barn, hvilket er meget troligt. Han følte sig ikke fuldt og helt elsket som barn.

_20130417_18113808

Kjerstine “Didde” Frederiksen, Børges mor, i familien kaldet “Fru Frederiksen”, var egentlig ikke et ondt og ubehageligt menneske, men hun kunne optræde som en selvoptaget tyran. Hun tog egentlig heller ikke særlig venligt imod Inger. Det har formentlig handlet om magt og frygt.

Endelig fortalte far mig den august for 25 år siden, at hvis canceren skulle bryde frem igen (og mon ikke hans brækture kunne give ham den fornemmelse?), så var det altså slut. Så var der intet at gøre, for så have strålebehandlingen ikke virket, og kemoterapi kunne han ikke tåle med kun én nyre tilbage. På mig virkede han sød, hjælpsom, åben og afklaret omkring sin situation. Det kunne sagtens være slut, sådan var det bare, og det skulle jeg vide. Og han rakte tydeligt ud.

I min erindring var det en meget hyggelig weekend, hvor jeg var nærmere min far end længe. Han virkede ikke ældet, men bare ærlig og venlig. Alt var skåret væk, fine titler og bryske patriarkattituder. Tilbage var blot kernen. Ærlighed, venlighed og en vis sårbarhed.

_______________________________

Sådan husker jeg min far præcis 25 år efter hans død.  Jeg kan sagtens huske galt. Det er MIT billede af min far, ikke den sande Børge Thygesen. Desuden er der gået et kvart århundrede, og jeg er ved at nå den alder, hvor der sker tre ting: 1) Man husker dårligt, 2) man lugter dårligt og 3) man husker dårligt.

fars gravsted

Min fars gravsten (og mig) på Ballum Kirkegård i 2009. 19 år tidligere var jeg med til at sænke Børges båre ned i jorden samme sted. Vi har ikke nænnet at sløjfe den, så graven er der endnu i det gamle familiegravsted.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s