Albums af David Bowie – kronologisk gennemgået –

Albums af David Bowie

– kronologisk gennemgået – 

 

David Bowie har lavet albums der blev nr. 1 på den britiske hitliste i 70’erne, 80’erne, 90’erne og 10’erne. Flere af disse har været på forkant med den tid de blev lavet på. Bowie har et teatralsk gemyt der forbinder show-off, pop og nerve med det eksperimenterende og nytænkende. At trænge ind i Bowies musik er derfor både en mulighed for at stifte bekendtskab med interessant musik – Bowie hører til de store britiske rockmusikere både som sanger, sangskriver, tekstskribent, arrangør og stilist  – og at få et kulturhistorisk indtryk af poppens og rockens udvikling, for Bowie med de mange masker er særdeles lydhør over for tidens stil og transformationer.

Kort biografi

David Bowie hedder egentlig David Robert Jones der  fødtes i det sydlige London (Brixton) den 8. januar 1947 som søn af PR-manden Haywood Stenton “John” Jones og Margaret Mary “Peggy” Jones, født Burns.

Han har tre halvsøskende – farens døtre Anette (i dag muslimsk gift og med nyt navn: Iman!) og Myra Ann, og morens søn Terence kaldet Terry, som i 1985 begik selvmord.

I 1953 flytter familien til det sydøstlige Londonkvarter Bromley, primært adressen 4 Plaisley Grove (se foto). I 1958, som 11-årig, kommer David Jones i Bromley Technical High School (i dag Ravens Wood School), en art klassisk kostskole med speciale i design. Her studerer Bowie kunst, musik og design og forlader skolen som 16-årig med et GCE O-level i kunst. I en slåskamp  over en pige med vennen George Underwood får David Jones en øjenskade, så hans ene pupil er permanent forstørret, og 3-D-synet ryger!  Underwood designer siden flere albums for David, fx Ziggy Stardust-albummet.

 David Jones får interesse for beatlitteratur og moderne jazz og begynder i 1960 som 12-årig at spille saxofon, men hører også rock’n’roll med Elvis, Little Richard osv. I den kommende tid spiller han i den del lokale bands som saxofonist eller sanger.

Jones former sit første band som 15-årig, og det første seriøse band er fra 1963, Davie Jones and the King Bees, hvormed han debuterer på pladesingle i 1964.

I nogle få måneder efter endt skolegang arbejder David Jones på et reklamebureau, indtil han satser fuldtids på en musikerkarriere. Han tager i 1965 kunstnernavnet ‘David Bowie’ (efter Bowie-kniven) og debuterer med et album som 20-årig i 1967, og så ruller musikkarrieren. Og en interesse for mime-teater, idet han udlæres af mime-danseren Lindsey Kemp hvilket får stor indflydelse på hans scene- og videooptræden

   David Bowie ægter i 1970 Angela “Angie” Barnett . De får i 1971 sønnen Duncan Zowie Jones, som i dag filminstruktør.  Bowie skilles fra Angie i 1980.

I 1993 ægter Bowie den somalisk-amerikanske supermodel Iman Abdulmajid (han har jo pudsigt nok allerede en søster ved navn Iman), og de får i 2000 datteren Alexandria Zahra Jones.

Bowie afviser en britisk ridderadling i 2003. Han gennemgår i 2004 en hjerteoperation og trækker sig tilsyneladende tilbage fra det offentlige liv. Lige indtil 2013, hvor albummet The Next Time udkommer med temmelig gode anmeldelser og salgstal.

David, Iman og Alexandria bor i dag i Little Tonshi Mountain nord for New York City. David Bowie har medvirket i 28 film og solgt over 140 mio albums.

Karakteristik

Hvad er omdrejningspunktet i Bowies musikalske karriere?  I selve set-uppet er centrale temaer bl.a. “stjernen” – den unikke, eksotiske personlighed, den dobbeltbundede kærlighed, samt det makabre og mørke det herunder det scifi-fremtidige mørke – dystopien – med dens øgede råhed og gadevold. En måde at udfolde disse temaer på er iscenesættelsen, det teatralske.

Selv om Bowie som dreng var fascineret af moderne jazz såsom Coltrane og begyndte at spille saxofon af samme grund, så var hans tidligste musik på plader klart præget af 60’ernes bagudpegende film- og teatermusik, især Tony Newleys. Men bl.a. det amerikansek avantgarde-garagerockband Velvet Underground får ham på krogen i 60’erne og han får derfor tillige  interesse for amerikansk avantgardistisk rå rock hvilket viser sig først i 1970’erne med en venskabelig kontakt med især Lou Reed og Iggy Pop.

 Så Bowie er fascinceret af kult, af undergrunden, men også af anerkendelse og berømmelse, ja, kitsch og pop, så han ser en særlig pointe i at forene det avantgardistiske – det oftest bohême-romantiske ønske om at overskride det traditionelle, det borgerlige, gængse harmoni- og skønhedsbegreber – og så det bredt populære og dermed konventionelle. Han vil lave avantgardepop, når han er bedst. Han vil forene det lækre og genkendelige med det bizarre og dissonante, lave strukturer af gru og mørke og lys og dans – selv om det nogle gange er svært at høre poppen i hans avantgarde eller avantgarden i hans pop. Man kan næppe sige at han har set særligt fokus – produktion, melodi, tekst, budskab, stemning, visuelt udtryk herunder dans, beklædning og musikvideoer. Det hele udgør for Bowie én sammenhæng.

   Skaberkraften er enorm, og Bowies kulturelle indflydelse i især 1970’erne kan næppe undervurderes. Glamrock, punk, new wave, new romantics og “mode-sangerinder” som Madonna og Lady Gaga – i al fald deres visuelle selviscenesættelse – har i høj grad udspring hos Bowie. I virkeligheden er en stor del af hans kreativitet ikke original, men skyldes hans blik for allerede eksisterende kulturelle trends, og hans evne til at syntetisere disse trends i nye sammenhænge. Og det er meget groft sagt at føre elementer fra teater- og mimekunst, mode og finkulturen som sådan ind i poprockkulturen.

   Hans intelligent, twistede og sjældent helt enkle tekster er inspireret af fx stream of consciousness og William Burroughs og dennes dadaistiske teknikker (fx cut-up – at blande rundt i tekstens linjer og afsnit), se i øvrigt Bowies bogsmag her, og hans flair for teater, branding, PR og selviscenesættelse kommer her til sin ret i Bowies målrettede stræben efter at blive rockstjerne, at slå igennem, skabe sig selv som et indfangende og nybrydende kunstværk med fuldt spotlight på. Målet nås, selv om Bowie i 70’erne først og fremmest er en kultstjerne med flares op i popuniverset… Alligevel kan han ses som omtrent lige så dominerende i britisk  popkultur i 70’erne, som Beatles var i 60’erne.

   Og maskerne skifter hurtigt – glamrock – som Bowie er med til at lancere i rollen som alienrockstjernen Ziggy Stardust og hans vekslende udgaver – afløses af funksoul, der glider over i
tysk elektronisk musik (Berlin-trilogien) som igen glider over i punk/new wave, en genre han er en af udspringene til, før der i 80’erne går brintoveriltet hår og yuppiepop i den. Bowie viser tegn på afhængighed. I 70’erne er det narko, og i 80’erne er det popmusikkens superstjernestatus han bliver hooked på og faktisk går endnu mere kreativt ned på end på stofferne. Hvad er maske, og hvad er forfængelighed? Hvad er Schein, og hvad er Sein?

   Bowies kreative kilder løber i al fald ud i slut-80’erne, og han søger en katharsis, og det lykkes ved at blive en af drengene i et ret rå andenrangs-bluesrockband Tin Machine, nærmest et Rock’n’Roll Suicide, for som Fugl Føniks at genopstå som avantgardeprins nu med fornemmelse for 90’erne og deres house-electronica og rå og støjende industrial i en energiudladning der næsten virker manisk og forceret. Endelig begynder Bowie sidst i 90’erne at nærme sig en fornemmelse af livsafslutning og tilbageblik med et nyt behov for at lade masken falde, glemme den ekstatiske techno og søge ro, dødsafklaring og forholden sig til det forgangne – tiderne og musikken = Bowies nyklassiske periode…

Modsat The Beatles’ albums ligger Bowies albums ikke i toppen over de bedste albums nogensinde. Det Bowie-album mange kalder hans bedste – Ziggy Stardust – er nogle steder placeret som nr. 20, andre steder som nr. 24 og atter andre steder som nr. 35 blandt verdens allerbedste albums. Men det givende er i virkeligheden at følge forløbet, hvordan Bowies helt specielle tone og flair, og hans personlige udvikling og smag forener sig med den til enhver tids herskende tidsånd – eller med den tidsånd der er på vej!

Her er en gennemgang af Bowies albums fra det første til det sidste – med links til musikeksempler og videoer (med grønt) – og enkelte links til tekster især anmeldelser (med brun). Ambitionen er ikke at foretage en dybtgående og original læsning af Bowies tekster, foretage en beåndet kulturel kontekstualisering eller etablere helt nyt perspektiv, men at blot at præsentere Bowie, holde hans bedste sange og tekster frem med musik-, video- og teksteksempler og så dertil knytte et par overvejelser + lidt data. Et overblik altså. En guide til popsangeren, rockfornyeren, performancekunstneren, klovnen, forræderen, geniet og gåden David Bowie. Blandt kilder må jeg især fremhæve det fremragende site Pushing Ahead of the Dame.

– © Tom Thygesen Daugaard 2013

_____________________________________________________________

Album nr. 1: David Bowie (1967)

Bowie er oprindelig inspireret af sangnumre til teater og tv, fx af Anthony Newley, der iEngland er en kendt skuespiller og sangskriver. Bowies allerførste single er dog traditionel rock’n’roll, her Liza Jane (1964) som Bowie lavede under sit fødenavn Davie (David) Jones.  Men Davie Jones er bekymret for at sammenblandes med sangeren Davy Jones (siden The Monkees) og ændrer kunstnernavn, først til Tom Jones, siden i 1965 til David Bowie efter den amerikanske Bowie-kniv (og udtalt [Bøu-ii], liges0m engelsk ‘low’ eller ‘Joey’, ikke [Bau-ii], som engelsk ‘cow’). Første musik udgivet under navnet ‘David Bowie’ er singlen Can’t Help Thinking About Me udgivet den 14. januar 1966.

   Op til Bowies ubetitlede debutalbum i 1967 kommer tidligt i 1967 fra optagelserne Newley-inspirerede singles som Rubber Band og den iørefaldende børnesang-agtige The Laughing Gnome. Den sidste muntre sang bliver dog ikke del af det følgende album  – David Bowie  – men det gør Rubber Band. Den anden single fra albummet er Love You Till Tuesday, men hverken album eller singles slår igennem.

  En egentlig ret formfuldendt sag er Little Bombardier, her kun i audio. Noget mere seriøs og ambitøs er Silly Boy Blue om den tibetanske munkelærling der ikke helt kan levere. Selv om sangen ikke fungerer 100 %, er den mere interessant end det øvrige stof. Sangen er optaget den 8. december 1966 på et tidspunkt hvor Bowie selv var stærkt optaget den tibetanske buddhisme (og studerer under den tibetanske lama Chimé Rinpoché der dog anbefaler Bowie at kvitte buddhismen og satse på musik).

Montains of Lhasa are feeling the rain
People are walking the Botella lanes
Preacher takes the school
One boy breaks a rule
Silly boy blue, silly boy blue

Yak butter statues that melt in sun
Cannot dissolve all the work you’ve not down
A chela likes to feel
That his overself pays the bill
Silly boy blue, silly boy blue

You wish and wish, and wish again
You’ve tried so hard to fly
You’ll never leave your body now
You’ve got to wait to die 

 Bowie har selv skrevet albummet og viser klart sin fascination af – og flair for – det teatralske, men det er en teatralsk stil der peger tilbage mod traditionen, det gammeldags, music hall.

• Albummet er optaget i Decca Studios i London fra november 1966 til februar 1967. Producer er Mike Vernon. David Bowie 1 offentliggøres 1. juni 1967 og bliver nr. 125 på den britiske hitliste. 37.07 minutter og 14 sange.

_____________________________________________________________

Album nr. 2: David Bowie (Space Oddity) (1969)

Bowies 2. album er også ubetitlet, men genudgives senere under titlen Space Oddity efter hovedsinglen. Det er Bowies første rigtige album og gennembrudsalbum i kraft af sangen Space Oddity der udgives som albummets førstesingle et halvt år før albummet (juli 1969), her med sangen i Bowies første tv-optræden i 1970, og  her i en live-udgave et par år senere med bl.a. Mick Ronson på guitar og Mike Garson på piano i sin karakteristiske stil. Og her i en meget tidlig version komplet med video og det hele.

   Space Oddity-nummeret blev stærkt eksponeret da BBC brugte den en del under sin dækning af den første månelanding (Apollo 11). Singlen blev nr. 5 på hitlisten og var med til at give albummet en placering som nr. 14.

   Den ret akustiske folk-inspirerede sang handler om astronauten ”Major Tom” og er inspirereret af Kubricks film ”2001 – A Space Odyssey” (Rumrejse år 2001), men sangens historie spiller måske også på et heroin-fix.

“This is Major Tom to Ground Control
I’m stepping through the door
And I’m floating in a most peculiar way
And the stars look very different today

Samtidig handler Space Oddity om fortabelse, om at forsvinde ud i det store fantastiske ydre rum. Om fremmedgørelse. Om al den teknologiske kunnen, men hvad skulle Major Tom i grunden ude i det univers?

Can you hear me, major Tom? 
Can you… 
Here am I sitting in my tin can far above the Moon 
Planet Earth is blue and there’s nothing I can do

Som Bowie selv har formuleret det:

When I originally wrote about Major Tom, I was a very pragmatic and self-opinionated lad that thought he knew all about the great American dream and where it started and where it should stop. Here we had the great blast of American technological know-how shoving this guy up into space, but once he gets there he’s not quite sure why he’s there. And that’s where I left him.

Bowie begyndte på de første optagelser til Space Oddity-sangen få dage efter at en virkelig seriøs kærlighed, Hermione Farthingale, alias Hermione Dennis, en upperclassed, britisk danser,  slog op med ham (se foto til venstre – Bowie lavede flere folk-sange med Hermione, mens de hørte bløde sangere som Jacques Brel og Scott Walker, drak Cabernet og læste digte). Bruddet med Hermione slog virkelig Bowie ud og afstedkom ikke blot eksperimenter med heroin (smack), men også flere bitre sange om bruddet på albummet. Hermione Dennis  var ret benyttet som danser i datidige film og tv-optagelser, her optræder hun i en 1969-video af sangen Sell Me A Coat fra Bowies debut-album.  Ifølge Bowie ender hun som hustru til en antropolog på Papua Ny Guinea.

   En anden markant indflydelse i disse år er mime-danseren Lindsay Kemp som Bowie tager undervisning hos. Og laver et mimeshow sammen med i 1968, Pierrot in Turquoise, med 4 mimikere, herunder Bowie og Kemp, og til musik af Bowie. Pierrot in Turquoise ses her i skotsk tv, del 1, del 2, del 3, del 4 og del 5. Det er via Kemp at Bowie mødte Hermione. Bowie bruger siden mime-teater i sine sceneshows; den visuelle side er for designeren Bowie omtrent så vigtig som den musikalske. Sangeren Kate Bush går siden også i lære hos Lindsey Kemp.

Tilbage til Space Oddity-albummet. Dets mest ambitiøse og mest fremadpegende sang ud over Space Oddity er den ikke helt sammenhængende og velfungerende Cygnet Comittee om en frelserfigur der svigtes af sine tilhængere og med en begavet tekst med en brod vendt mod tidens modkultur. Her et udsnit:

And I close my eyes and tighten up my brain
For I once read a book in which the lovers were slain
For they knew not the words of the Free States’ refrain
It said

I believe in the Power of Good
I Believe in the State of Love
I Will Fight For the Right to be Right
I Will Kill for the Good of the Fight for the Right to be Right

And I open my eyes to look around
And I see a child laid slain on the ground
As a love machine lumbers through desolation rows
Ploughing down man, woman, listening to its command
But not hearing anymore
Not hearing anymore
Just the shrieks from the old rich

Jeg vil også fremhæve God know’s I’m Good. Men helt helstøbt og inspireret er dette ret folkrockede album ikke.  Men det er ret populært blandt Bowie-fans. i 2013 har musikmagasinet spurgt sine læsere om hvilket Bowie-album de mente, var det største til alle tider. Et rigtigt godt album som Black Tie White Noise (1993) kom ikke ind på Top 20, men det gjorde faktisk Space Oddity-albummet – som nr. 14 lige foran Let’s Dance! Listens Top 15 er: 1) Ziggy Stardust, 2) Hunky Dory, 3) “Heroes”, 4) Station To Station, 5) Aladdin Sane, 6) Low, 7) The Next Day, 8) Diamond Dogs, 9) The Man That Sold the World, 10) Scary Monsters, 11) Lodger, 12) Heathen, 13) Young Americans, 14) Space Oddity, 15 Let’s Dance.

   Min egen Top 15-liste ville se sådan ud: 1) Station To Station, 2) Scary Monsters, 3) “Heroes”, 4) Low, 5) Hunky Dory, 6) Ziggy Stardust, 7) Heathen, 8) The Next Day (kan avancere), 9) Black Tie White Noise, , 10) Aladdin Sane, 11) Outside, 12) Earthling, 13 Let’s Dance, 14) Lodger,  15 ‘hours…’

• Albummet er optaget i Trident Studios, London, juni-september 1969. Producer er amerikaneren Tony Visconti, der var mest kendt for at være glamrock-bandet T Rex’ producer fra 1968 og frem. Bortset fra sangen Space Oddity der har Gus Dudgeon som producer (Visconti var ikke helt vild med sangen). På Bowies sidste albumudspil, The Next Day, udgivet 44 år senere, er Visconti i øvrigt også produceren! Prominente studiemusikere som Tim Renwick (guitar), Herbie Flowers (bas) og Rick Wakeman (keyboard) medvirker. Space Oddity-albummet lanceres  den 4. november 1969 og bliver nr. 14 på hitlisten i Storbritannien og 16 i USA. 45.13 minutter og 11 sange.

_____________________________________________________________

Album nr. 3: The Man Who Sold The World (1970)

Albummet har ingen egentlige singlehits og sælger dårligere end forgængeren, men er ret anerkendt blandt kritikere. Nogle har kaldt den glamrockens fødsel (i konkurrence med T. Rex/Marc Bolans optræden i Top of the Pops). Albummet er langt mere rocket end forgængerne, ja, nærmer sig hardrock, og teksterne er dystre.

  Fremhæves kan især titelnummeret, The Man Who Sold The World – her i en liveudgave fra 2000. Titelsangen er brugt af flere som cover, fx sangerinden Lulu  (1974) og Nirvana (1993). Melodien er stille, sørgmodig og meget fin, mens teksten er ret litterær, gådefuld og for viderekomne; men formentlig er indre splittelse og selvfremmedgørelse et tema, og det er formentlig årsagen til Kurt Cobains optagethed af sangen i månederne op til sit selvmord:

We passed upon the stair, we spoke of was and when
Although I wasn’t there, he said I was his friend
Which came as some surprise I spoke into his eyes
I thought you died alone, a long long time ago

Oh no, not me
I never lost control
You’re face to face
With The Man Who Sold The World

I laughed and shook his hand, and made my way back home
I searched for form and land, for years and years I roamed

I gazed a gazely stare at all the millions here
We must have died alone, a long long time ago

Who knows? not me
We never lost control
You’re face to face
With the Man who Sold the World

Desuden er her den H.P. Lovecraft-inspirerede The Supermen om mytiske overmenesker ved verdens undfangelse.

When all the world was very young
And mountain magic heavy hung
The supermen would walk in file
Guardians of a loveless isle
And gloomy browed with superfear their tragic endless lives

Could heave nor sigh
In solemn, perverse serenity, wondrous beings chained to life

Også  All the Madmen er interessant for sin solidaritet med galningene….

‘cause I’d rather stay here
With all the madmen
than perish with the sadmen roaming free
and I’d rather play here
with all the madmen
for I’m quite content they’re all as sane
as me.

Galskab var tæt inde på Bowies liv. Flere af søstrene til hans mor (f. Peggy Burns) havde markant psykiske problemer. En søster bliver indlagt for depression og skizofreni, en anden får det hvide snit, en tredje har psykotiske anfald – og morens søn med en anden mand end Bowies far, Terry Burns, får et psykotisk anfald, mens han og Bowie er på vej til en Cream-koncert i 1966: Terry falder skrigende om på vejen med hallucinationer af flammer fra revnerne i fortovet. Terry var 10 år ældre end Bowie og en slags rollemodel og inspirator som bl.a. introducerede Bowie for Jack Kerouac, moderne jazz som John Coltrane og Ornette Coleman og for tibetansk buddhisme. Bowie, der selv lider af depressioner, har været knyttet til sin psykotiske bror og oplagt været angst for selv at blive ramt af en psykose.

Endelig er der denne lille overordentlig rå, bluesrockede perle der er så rå og strittende, at den næsten lyder punket. Bowies Helter Skelter – She Shook Me Cold  (der dog nok egentlig er et Mick Ronson-nummer).

På det personlige plan kan det nævnes at Bowie ægter Mary Angela Barnett den 19. marts 1970 og året efter får sønnen Zowie med Angie. David Bowie og Angie skilles i 1980. I øvrigt er Angie, der arbejdede som model, mimekunstner med mere, i høj grad indblandet i Bowies karriereskridt og branding i begyndelsen. Hun er – ifølge sig selv – ophav til ideen med at iscenesætte Bowie som en feminin figur på forsiden af The Man Who Sold The World og siden Hunky Dory – og dermed Bowies androgyne stil der var en væsentlig del af hans særkende primo 70’erne. Angie (der selv er biseksuel) har i øvrigt hævdet at David Bowie i løbet af deres ægteskab var meget aktiv som biseksuel, og at hun en morgen i 1973 i Chelsea fandt Mick Jagger og David nøgne i seng sammen. Hun har desuden fortalt om sin eksmands hyppige depressioner og store misbrug af stoffer.

• Albummet er optaget i Trident Studios og Advision Studios, London april-maj 1969 med Visconti som producer. Bowie har nu et ret fast backingband, nemlig Visconti selv på bas, Mick Ronson på guitar og Mick Woodmansey på trommer. Studiemusikeren Ronson med det lange lyse hår hører til de bedre britiske guitarister og er med til at give lyden et kraftfuldt hardrockpræg. Bowie er officielt enekomponist, men sangene i er nogen grad resultatet af jam mellem alle 4 i ”bandet”. Albummet lanceres den 4. november 1970 og bliver nr. 26 på den britiske hitliste og nr. 105 på den amerikanske. På længere sigt sælger den mere i USA end i Europa. 40.37 minutter og 9 sange.

_____________________________________________________________

Album nr. 4: Hunky Dory (1971)

Eminent popalbum der bliver indledning til Bowies gyldne periode. Personligt synes jeg at der er en stor overgang mellem det middelmådige niveau på forgængeren, The Man Who Sold The World, og så Hunky Dory. Stilen er også et skift – fra det meget maskuline til noget langt mere feminint og androgynt, ja, næsten bøsset. På omslaget er Bowie inspireret af et foto af  Greta Garbo, og der er noget affekteret, kitchet, campet, glitrende og poplækkert i ordenes bedste forstand over dette inspirerede projekt, mens det uheldsvangre dog ligger der hele tiden, især i teksterne.  Et klart eksempel er den lidt cabaret-agtige sang Oh You Pretty Things der på det overfladiske plan henviser til yndige børn, især Bowies egen nyfødte søn Duncan Zowie Jones (født 30. maj 1971, i dag filminstruktør), men også henviser til Nietzsches overmenneskedrøm:

Oh You Pretty Things (Oh You Pretty Things)
Don’t you know you’re driving your
Mamas and Papas insane
Let me make it plain
You gotta make way for the Homo Superior

Look at your children
See their faces in golden rays
Don’t kid yourself they belong to you
They’re the start of a coming race

Der kan ligge dybere ting i Oh You Pretty Things end hyldesten til sønnen. For det første er længslen mod, effektueringen af og problemet med Homo Superior, Nietzsches stærke, kreative, frie og aristokratiske overmenneske som mennesket skal tilstræbe som udviklingsmål, nu Gud er død, nemlig i form af rockstjernen og det tvetydige i denne rolle. Denne fascination af stjernerollen – der er ingen tvivl om Bowies brændende rockstjerne-ambitioner i disse år – men også det dobbelttydige i den er et ledemotiv. Det ses ikke bare i Cygnet Committe fra David Bowie 1, The Supermen i Space Oddity og hele konceptet i alien-rockstjernens excesser i The Rise and Fall of Ziggy Stardust; det ses som gennemgående motiv helt frem til sangene The Stars (Are Out Tonight) og  Set The World on Fire (2013). Stjernelængslen er ikke uden videre blot et narcissistisk projekt. Det andet aspekt er nemlig udgangspunktet, som nok ikke er helt psykisk sundt, nemlig oplevelsen af en revne i himlen, a crack in the sky.

Wake up you sleepy head 
Put on some clothes,
shake up your bed 
Put another log on the fire for me 
I’ve made some breakfast and coffee 
Look out my window and what do I see 
A crack in the sky 
and a hand reaching down to me 
All the nightmares came today 
And it looks as though they’re
here to stay 
What are we coming to 
No room for me,
no fun for you 
I think about a world to come 
Where the books were found 
by the Golden ones 
Written in pain, written in awe 
By a puzzled man who questioned 
What we were here for

Bowies halvbror, Terry, er faktisk psykotisk (All The Madmen er skrevet over ham), og bliver indlagt i slut-60’erne for siden at kaste sig ud foran et tog. Der er psykose i familien, og formentig er det en af kilderne til  Bowies kreativitet og genialitet, at han er på randen af galskab og prøver at give sine psykotiske tendenser et kreativt udtryk, så han kan ride på sin stream of unconsciousness i stedet for at rives med. Visionen af revnen i himlen er i øvrigt netop Terrys. En rolle som den selvskabende Homo Superior og rockstjerne er simplethen en måde hvorpå Bowie mener han kan overleve psykisk….

   Man kan desuden bemærke at revnen i himlen, og den himmelske hånd der rækker ned, resulterer i et fremtidigt mareridt, en dystopi – som er endnu et ledemotiv hos Bowie. Han virker i sine tekster generelt optaget af forestillingen om at fremtiden ikke medfører stigende velstand og forbedret teknologi, men derimod medfører stigende vold og stadig mere autoritære tilstande…

    Førstesinglen er Hunky Dorys åbningsnummer, den catchy Changes, der faktisk ikke rammer top 40, men alligevel hører til Bowies klassikere – også med en tekst om det velsignende med forandringer, der kan tolkes programmatisk i forhold til de stilskift Bowie foretager i 70’erne. Flere tolkede det dengang som en ud-af-skabet-proklamation ihukommende de sidste albums forsider, men det har nok mere handlet om (håbet om) kulturelle nybrud i hippie-perioden, the new age.

I still don’t know what I was waiting for
And my time was running wild
A million dead-end streets
Every time I thought I’d got it made
It seemed the taste was not so sweet
So I turned myself to face me
But I’ve never caught a glimpse
Of how the others must see the faker
I’m much too fast to take that test

Til gengæld bliver andensinglen, den mageløse Life on Mars?, nr. 3 på den britiske hitliste, og der ligger den i 13 uger. Her er den i en sen live-udgave Historien er at Bowie i 1967 laver en ikke-udgivet sang, Even af Fool Learns To Love, ud fra en fransk melodi, Comme d’Habitude. Amerikaneren Paul Anka laver sin pompøse version af Comme d’Habitude, My Way, som Frank Sinatra som bekendt får et stort hit med i de år, og Bowie laver derfor Life on Mars? som en parodi på Sinatra  – eller rettere – skrev Life on Mars? løseligt bygget på My Way og med al den pomp og pragt der ligger i Sinatras version. Teksten hander om en pige der keder sig, men gribes af fantasier foran biografens lærred. Pigen “with the mousy hair” formodes i øvrigt ofte at være baseret på Hermione Farthingale, Bowies tabte kærlighed i 60’erne:

It’s a god-awful small affair
To the girl with the mousy hair
But her mummy is yelling, “No!”
And her daddy has told her to go
But her friend is nowhere to be seen
Now she walks through her sunken dream
To the seat with the clearest view
And she’s hooked to the silver screen
But the film is a saddening bore
For she’s lived it ten times or more
She could spit in the eyes of fools
As they ask her to focus on

Sailors fighting in the dance hall
Oh man! Look at those cavemen go
It’s the freakiest show
Take a look at the lawman
Beating up the wrong guy
Oh man! Wonder if he’ll ever know
He’s in the best selling show
Is there life on Mars?

   Musikjournalisten Neil McCormick har på listen The 100 Greatest Songs of All Time placeret Life on Mars? som nr. 1.  Men albummet er i det hele taget fuld af fremragende popnumre som den beatleske Kooks skrevet til sønnen Zowie.

Samtidig er der opstået en amerikansk forbindelse. Historien er Bowie i 1970 erhverver sig en ambitiøs, småmafiøs bisse som manager. Det er Tony Defries, en London-advokat, der ser store muligheder i Bowie. Han etablerer en lukrativ aftale: Han vil gøre Bowie til stjerne. Bowies indtægter deles fifty-fifty mellem de to, men udgifterne tages fra Bowies andel. Defries møder det store amerikanske pladeselskab RCA (Radio Corporation of America) der havde fx Elvis Presley – og fra 1969 John Denver, med et budskab:

 “You’ve had nothing since the 1950s,” Defries informed them, employing a confrontational stance that may well have been borrowed from one of his role models, Presley’s manager, Colonel Tom Parker, “but you can own the 1970s, because David Bowie is going to remake the decade, just like the Beatles did in the 1960s.”

Defries’ salgsnak lykkes, Bowie signer med RCA der udgiver Hunky Dory og lover at lancere Bowies og Defries’ stort anlagte Ziggy Stardust-projekt. For at signe kontrakten med RCA er Bowie og Defries i New York i september 1971 og drager op på Warhols kunststed, The Factory, fyldt med drags. Til den endnu ikke udgivne Hunky Dory har Bowie skrevet den affekterede akustiske sang Andy Warhol som hyldest til Warhol, og den får Bowie nu præsenteret for Warhol. Den forfængelige Warhol føler sig stødt af dele af teksten, og der bliver en pinagtig stilhed, indtil Warhol siger: “I like your shoes“, og pludselig kommer det til en engageret samtale om….sko.

Andy Warhol er en del af miljøet omkring det amerikanske avantgardistiske garagerockband Velvet Under-ground med bl.a. Lou Reed og John Cale, her deres sang Here Comes The Man  som fascinerer Bowie. Bliver kontakten til Warhol skæv, så bevarer Bowie til gengæld de gode relationer til  Lou Reed og producerer Reeds soloalbum, Transformer,  i 1972 – der er Reeds gennembrud. Det er den med Walk On The Wild Side. I 1971 møder Bowie en anden rocksanger, James Osterberg med kunstnernavnet Iggy Pop, forsanger i bandet The Stooges, der har lavet et par garagerock-albums, fx Fun House (1970), her nummeret Loose, produceret af John Cale uden den helt store kommercielle succes. Men Bowie er fan – også af Iggy Pops rå, vilde og anmimalske sceneshow, og han producerer The Stooges næste album,  Raw Power (1972) – herfra sangen Search and Destroy, der siden bliver et kulthit – en foreløber for punk. Bowie bevarer også fremover en nær relation til både Lou Reed og Iggy Pop (fotoet til venstre viser Bowie, Pop og Reed anno 1972 – i baggrunden mellem Pop og Reed ses Defries).

   Defries tror at Bowie har et større stjerne-potentiale end Bob Dylan og iscenesætter ham som stjerne længe før han er det – med limousine og hvad dertil hører, samtidig med at Bowie, Angie og Zowie bor i en lille lejlighed. Visitten i USA giver pote, for Defries kommer også til at repræsentere Lou Reed og Iggy Pop (og Mott The Hoople) – og sidenhen John Mellencamp som Defries finder i Indiana og af ukendte grunde lancerer som “John Cougar”. Også Madonna var Defries så småt med til at lancere (langt mindre aktivt end Mellencamp). Men Visconti og Defries kan ikke lide hinanden, og derfor forlader Visconti Bowie de næste par år.

Hunky Dory bliver ikke effektivt promoveret af Defries (opmærksomheden skal jo ikke tages fra det kommende Ziggy-projekt) og sælger ikke specielt godt, indtil den pludselig vækker interesse et par år senere i kølvandet på Ziggy Stardust og Aladdin Sane. Siden har Hunky Dory stået i et gyldent skær som en af Bowies allerbedste, og som del af en art trendsættende glam-trilogi (Hunky Dory-Ziggy Stardust-Aladdin Sane). Hvad glamrock præcis er, er vanskelig  præcis at udtrykke, men kunst, teater, mode, glamour og iscenesættelse knytter sig kraftigere til pop og rock. Bowie siger selv at ambitionen var…

...to broaden rock’s vocabulary. We were trying to include certain visual aspects in our music, grown out of the fine arts and real theatrical and cinematic leanings – in brief, everything which was on the exterior of rock. As far as I was concerned, I introduced elements of Dada, and an enormous amount of elements borrowed from Japanese culture. I think we took ourselves for avant-garde explorers, the representatives of an embryonic form of post-modernism. The other type of glam rock was directly borrowed from the rock tradition, the weird clothes and all that. To be quite honest, I think we were very elitist. I can’t speak for Roxy Music, but as far as I’m concerned, I was a real snob … I believe there were these two kinds of glam, one high and the other situated lower. I think we were more in the first category!” (Bowie).

 Musikmagasinet Rolling Stones fine anmeldelse kan læses her.

• Hunky Dory er optaget i april 1971 i Trident Studios, London. Ken Scott, der i 60’erne var engineer i Abbey Road-studiet for Beatles, Pink Floyd, Jeff Beck Group o.a., og også engineer på The Man Who Sold The Earth, taler med Bowie om at prøve at producere, og Bowie og Scott producerer derpå Hunky Dory sammen. Som på The Man Who Sold the Earth spiller Mick “Woody” Woodmansey trommer og Mick Ronson guitar, mens Rick Wakeman spiller piano ligesom på Space Oddity-albummet. Visconti er ikke med denne gang, så Trevor Bolder (der tidligere har spillet med Ronson (og Woodmansey) i bandet The Rats), spiller basguitar. Albummet lanceres 17. december 1971 (mens indspilningerne til Ziggy Stardust er  i fuld gang). Hunky Dory bliver nr. 3 på den britiske hitliste (og vinder platin) og nr. 93 på den amerikanske. Bowies største succes! 39.04 minutter og 11 sange.

_____________________________________________________________

Album nr. 5 The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars (1972)

Glamrocket konceptalbum om en alien, Ziggy Stardust, der besøger jorden med et budskab om fred og kærlighed og bliver rockstjerne der lever for vildt for til sidst at slås til jorden af egne udskejelser, af vægten af sit eget ego og af sine fans. Det er i øvrigt formodet at Bowies glamrockkollega, Marc Bolan, der virkelig gik til den, reelt var rollemodel for Ziggy. Bowie har dog selv udtalt at det umiddelbare forbillede var en wannebe-rockstjerne, Vince Taylor, som han mødte midt i 60’erne hvor han var blevet kuleskør af stofmisbrug. Bowie identificerede sig med rollen og havde svært ved at adskille sig selv fra den:

“Ziggy, particularly, was created out of a certain arrogance. But, remember, at that time I was young and I was full of life, and that seemed like a very positive artistic statement. I thought that was a beautiful piece of art, I really did. I thought that was a grand kitsch painting. The whole guy. Then that fucker would not leave me alone for years. That was when it all started to sour. And it soured so quickly you wouldn’t believe it. And it took me an awful time to level out. My whole personality was affected. Again I brought that upon myself. I can’t say I’m sorry when I look back, because it provoked such an extraordinary set of circumstances in my life. I thought I might as well take Ziggy to interviews as well. Why leave him on stage? Looking back it was completely absurd. It became very dangerous. I really did have doubts about my sanity. I can’t deny that the experience affected me in a very exaggerated and marked manner. I think I put myself very dangerously near the line. Not in physical sense but definitively in mental sense. I played mental games with myself to such an extend that I’m very relieved and happy to be back in Europe and feeling very well. But, then, you see I was always the lucky one.” – David Bowie, 1977

New Musical Express har i 1990 ret præcist skrevet følgende om Ziggy Stardust:

“In 1972 it was unusual for anyone to want to be a “pop star”. “Intelligent” people wanted to  be “rock musicians”, write operas, delve into their souls and live on a farm.   David Bowie wanted to be a pop star.  He wanted to be worshipped as a god and given lots of money and look incredibly sexy.  To this end he started dressing himself and his band up, renamed them Ziggy Stardust and The Spiders From Mars and began writing short, chorus-addled, riff crazy pop songs.  Bowie also threw in a basic rock star/apocalypse concept to create an instant mythology. Stopped talking to anyone who remembered him when he was a hippie/mod/whatever… and he was worshipped as a god and looked incredibly sexy. Musically “Ziggy Stardust” was and is one of the freshest and liveliest pop records ever. Given its themes (imminent world collapse, suicide, insanity, fame), “Ziggy” is full of lightness and has an exhilaration about it. It sounds like a debut album: in some ways it is.  There’s “Star” – “I could do with the money” – and there’s “Suffragette City” – “so come on, so come on…” and there’s “Starman”, with the Morse code riff and the angel chorus.  “Ziggy Stardust” is the archetypal guitar pop album; any British guitar band who does not take it as a yardstick is either addled or in The Wedding Present.“

Ziggy Stardust er ofte kaldt Bowies bedste album. Et klassisk glamrock-album og noget mere rocket end den poppede Hunky Dory og ret helstøbt. Næsten alle sange forekommer inspirerede. Førstesinglen er den eksalterede Starman der kan minde om Life on Mars? – i al fald i omkvædet.  Videoen i linket til Starman er fra den 6. juli 1972 i Top of The Pops og er faktisk allerførste gang Bowie viser sig i sit Ziggy-kostume. Og fra og med denne optræden med Starman som Ziggy i Top of the Pops er Bowie simpelthen popstjerne i Storbritannien. For både melodien og teksten virker engagerende, og flere frontfigurer i poprock-musikkens new wave-strømning sidst i 70’erne som “Siouxzie Sioux” (Susan Ballion) fra Siouxzie and the Banshees, Gary Numan, Ian McCulloch fra Echo & The Bunnymen, Boy George osv. blev alle hooked på Ziggy-mytologien.

   Hvorfor gjorde Starman forskellen? Måske fordi budskabet er mere engagerende? Hvor teksten
til Space Oddity og Life on Mars? sender helten væk fra vores verden – fortabt ud i det ydre rum eller i drømmerier i biografens film – så sender teksten til Starman den ydre drøm tilbage til den genkendelige verden. Ziggy er den menneskevenlige alien, den mytiske helt, som annoncerer at han vil træde ind i den menneskelige verden som popstjerne, så det er mytologisering af popstjerne-figuren for alle pengene. På den måde minder det næsten om inkarnations-tanken i kristendommen, hvor Gud blev menneske i Jesus Kristus (Bowie var på ingen måde specielt kristen, snarere tibetansk buddhist, så et kristent træk er givetvis ubevidst eller tilfældigt). Eller tanken minder om om avatar-forestillingen i hinduismen, hvor guddommen manifesterer sig som en konkret og historisk figur, en avatar. Effekten er den samme: Mennesket skal ikke spiritualisere eller drømme sig ud af sin tilværelse, verden som vi kender den, men det guddommelige trænger ned i den velkendte verden og giver den fylde. Og ligesom Kristus dræbes, fordi han hengiver sig selv til det yderste, gør Ziggy på sin vis det samme. Men for at vende tilbage til Starman, hvor himmelvæsnet Ziggy overvejer at trænge ned i vores verden og indleder sin tid på jorden:

There’s a starman waiting in the sky
He’d like to come and meet us
But he thinks he’d blow our minds
There’s a starman waiting in the sky
He’s told us not to blow it
Cause he knows it’s all worthwhile
He told me:
Let the children lose it
Let the children use it
Let all the children boogie

I had to phone someone so I picked on you
Hey, that’s far out so you heard him too!
Switch on the TV 
we may pick him up on channel two
Look out your window I can see his light

   Situationen på jorden er på Ziggy-albummet faktisk omtrent den samme som de jødiske forestillinger var, da Jesus blev knyttet til Messias-forestillinger, nemlig “apokalyptisk”, dvs. spændt til det yderste. Forskellen på Godt og ondt var tydelig og i kamp med hinanden, og verdens undergang var ganske nært forestående. I Ziggy-mytologien er der kun 5 år tilbage før undergangen, hvilket allerede fremhæves i Ziggy-albummets indledningssang Five Years – her også i Top of The Pops.

Pushing thru the market 
square
so many mothers sighing
News had just come over, 
we had five years left to cry in

   OK, verden er hård og brutal, men har vi da ikke kærligheden? Er den ikke en nåde i vores virkelighed? Nej, selv kærligheden demonterer Bowie – ret buddhistisk – som tilfældige rørelser, som meningsløse impulser eller pointeløs skæbne. Det sker i sangen Soul Love der følger efter Five Years.

Love is careless in its choosing 
Sweeping over cross a baby
Love descends on those defenceless
Idiot love will spark the fusion
Inspirations have I none
Just to touch the flaming dove
All I have is my love of love
And love is not loving

Soul love – the priest that tastes the word and
Told of love – and how my God on high is
All love – though reaching up my loneliness 
evolves
By the blindness that surrounds him

Selve fortællingen om alienfiguren Ziggys karriere som musikstjerne foregår på albummets side 2 der indledes med den glimrende popsang Lady Stardust om den tilbedte rockstjerne – oprindelig inspireret af glamrock-sangeren Marc Bolan (fra bandet T Rex), på en gang inspirator for og rival til Bowie. Nummeret hed faktisk oprindelig Song for Marc Bolan.

People stared at the makeup on his face
Laughed at his long black hair, his animal grace

Albummets tre sidste sange fortætter beskrivelsen af Ziggy. Først titelnummeret, den gedigne rocksang Ziggy Stardust and the Spiders from Mars, der i et tilbageblik sammenfatter hans særkende og skæbne – her akustisk i en tidlig demo, og her som rocksang   i en sen live-udgave.

Ziggy played for time, jiving us that we were Voodoo
The kids was just crass,
He was the naz
With God given ass
He took it all too far
But boy could he play guitar.

Making love with his ego Ziggy sucked up into his mind
Like a leper messiah
When the kids had killed the man
I had to break up the band

Derpå følger Suffragette City der sammenfatter rockmusikkens primitive og tvetydige sjæl allerede tilbage fra 50’ernes rock’n’roll à la Jerry Lee Lewis – en stil der også fornemmes i sangen – samt det der ligger heri – medriven, lidenskab, oprør, udskejelser og dekadence ikke ulig den samtidige scifi-dystopiske film, Kubricks “A Clockwork Orange” (1971) og dens mærkelige slangord, samt kvinder og sex i et univers i retningen af William Burroughs. Popstjernen har adgang til frigjorte kvinder (“suffragetter”) i den helt store stil, og massen af disse lystne kællinger  (Suffragette City) nærmest maser og udsuger den stakkels alien…. Det er et hårdt liv at være stjerne med alle de groupies!

Hey man, Henry, don’t be unkind, go away
Hey man, I can’t take you this time, no way
Hey man, droogie don’t crash here
There’s only room for one and here she comes
Here she comes

A Suffragette City, a Suffragette City
I’m back on Suffragette City 
Suffragette City 

Ohhh, Wham Bam Thank You Ma’am!

Til sidst den afsluttende teatralske Rock’n’Roll Suicide hvor Ziggy efter Suffragette Citys udmarvende manøvrer og “wham bam” (upersonlig, kold, hurtig sex) er udbrændt og færdig – her i  en egentlig ret fantastisk og stemningsfuld optagelse af den sidste sang på Ziggy-turneens sidste koncert.

Time takes a cigarette, puts it in your mouth
You pull on your finger, then another finger, then your cigarette
The wall-to-wall is calling, it lingers, then you forget
Ohhh how how how, you’re a rock n roll suicide

Den messianske frelseshistorie er altså umiddelbart ret mørk og pessimistisk i forhold til den kristne. Ziggy redder ikke nogen fra verdens undergang, han trøster højest de fordømte, og det slutter ikke med en sonende død og en triumferende sejr over døden, men simpelthen med at Ziggy så at sige fader ud som afslutningen på enhver anden popsang… – brugt op. Og dog! Sangen og albummet slutter med en bøn til de jublende masser: vær solidarisk, red mig, frels mig, dyrk mig, giv mig nyt liv. Der er en optimistisk vending til sidst, men i kraft af at Ziggy Stardust nu ikke længere er det overmenneskelige stærke subjekt, der spreder stjerne-glamour og “nåde” over hoben, men et afmægtigt objekt, der er i hænderne på hoben og eksisterer på dens nåde. Det overjordiske væsen giver sig hen og forbruger sig op, “tømmer sig ud” i det jordiske (kenosis), men får måske, måske ikke, nyt liv af menneskedens tilbedelse…

But the day breaks instead so you hurry home
Don’t let the sun blast your shadow
Don’t let the milk float ride your mind
You’re so natural – religiously unkind

Oh no love! you’re not alone
You’re watching yourself but you’re too unfair
You got your head all tangled up but if I could only make you care
Oh no love! you’re not alone
No matter what or who you’ve been
No matter when or where you’ve seen
All the knives seem to lacerate your brain
I’ve had my share, I’ll help you with the pain
You’re not alone 

Just turn on with me and you’re not alone 
Let’s turn on with me and you’re not alone
Let’s turn on and be not alone
Gimme your hands cause you’re wonderful [x2]
Oh gimme your hands.

Bowies mafiøse manager, Tony Defries, sætter maksimale kræfter ind på at promote Ziggy-albummet – især i USA. Defries får fx fløjet et fly fuld af amerikanske journalister på 1. klasse til London hvor de på Hotel Dorchester overværer en Ziggy Stardust-koncert med efterfølgende audiens i en suite hvor Bowie tager imod som glamrock-konge.

Musikmagasinet Rolling Stones anmeldelse er her. Og se dette glimrende BBC-program fra 2012 (fortalt af Jarvis Cocker fra britpopgruppen Pulp) om Bowie og Ziggy Stardust – et 40 års tilbageblik. En del af hele iscenesættelsen er i øvrigt at sprænge rammerne – fx med Bowies/Ziggys androgyne look der bryder traditionelle kønskategorier og det futuristiske look der betoner fremmedartetheden og fornemmelsen af noget kommende, en længsel, et mareridt. Kostumerne på denne tid – og resten af Bowies glamrockperiode – er især af designerne Freddi Buretti og Kansai Yamamoto, der fører et klart japansk anstrøg ind i Ziggys kostume. Designet i Kubricks film “A Clockwork Orange” har også haft sin indflydelse på Ziggy-antrækket, eller rettere, på dragterne for backingbandet, “The Spiders from Mars”. Bowie er i høj grad den der får ideerne, også designmæssigt.

    Den æstetiske kulturelle indflydelse på Ziggy-projektet er formentlig intet mindre end enorm – det tvekønnede look, forbindelsen mode, avantgarde, sceneshow, orientalsk æstetik og poprock, den massive selviscenesættelse for at slå igennem, det syntetiske røde hår, strithår i stedet for hippietidens lange hår, glamouren og det affekterede. Madonna Ciccone er som teenager inde til en Ziggy-koncert og er som popkunstner klart præget (selviscenesættelse, jævnlige stilskift for at opretholde interessen, kombinationen poprock, sceneshow, mode og avantgarde, budskabet om sexuel frigørelse osv.), ligesom Lady Gaga i skrivende stund (æstetisk, ikke musikalsk) bærer videre på den samme kulturelle impuls. Meget store dele af udviklingen i poprock de næste 15 år – fra glamrock over punk, new wave, new romantics og frem til Frankie Goes To Hollywood – men altså også over Madonna til Lady Gaga – er i høj grad eftervirkninger af Ziggy-effekten.

• Ziggy Stardust er optaget i Trident Studios, London september og november 1971 og januar 1972. Som på Hunky Dory er den produceret af Ken Scott og Bowie selv. Bemandingen ”The Spiders from Mars” er den samme som på Hunky Dory, selv om Rick Wakeman takker nej da han kommer med i Yes. Så det er Woody Woodmansey på trommer, Ronson på guitar og Bolder på bas. Albummet lanceres 14. april 1972 og bliver nr. 5 i Storbritannien og nr. 75 i USA – så den sælger lidt mindre i UK end Hunky Dory gør, men sælger til gengæld mere i USA. Men albummet og turneen, hvor Bowie udklædt og sminket spiller Ziggy, giver stor opmærksomhed og kredit. 38.37 minutter og 11 sange.

_____________________________________________________________

Album nr. 6: Aladdin Sane (1973)

Et glamrocket løseligt konceptalbum skrevet og indspillet på pauser under Ziggy Stardust-turnéen – især i USA – om en rockstjerne-karakter – Aladdin Sane – ganske som Ziggy Stardust, men mere løst og syret. Karakteren Aladdin Sane = A Lad Insane er vistnok løseligt baseret på Terry Burns, Bowies psykotiske halvbror, men er samtidig reelt en videreudvikling af Ziggy Stardust. Samtidig har sangene generelt USA som tema. Bowie har da også kaldt albummet ”Ziggy in America”.
Der er generelt flere hårde rocksange på Aladdin Sane end på Ziggy Stardust, fx den Stones-agtige indledningssang Watch That Man, Panic in Detroit, Stones-nummeret Let’s Spend The Night Together og her Cracked Actor (live i 2000) – som er et uprætentiøst, gedigent rocknummer af allerbedste beskaffenhed. Cracked Actor var bygget på bandets meget dyr tur til Los Angeles under turneen. På den amerikanske del af Ziggy Stardust-turneen havde Bowie fundet den overordentligt kompetente keyboardspiller Mike Garson, der foretrak klaver/flygel. Garson havde så stor musikalsk kreativitet at han blev Bowies nye musikalske legekammerat, en position guitaristen Mick Ronson hidtil havde havde haft patent på. Men Garson var scientolog og fik trukket flere i bandet ind i Scientology-kirkens Celebrity Center i L.A., hvilket dels kostede dem en del penge, dels blev trommeslageren Woodmansey indfanget. Det og limousiner og natklubbesøg kostede bandet 100.000 $ i L.A. Det var med til at sætte en stemning om forbrug og forfald – deraf fortællingen i Cracked Actor om en afdanket Hollywood-skuespillers forbrug af prostituerede.

I’m stiff on my legend, 
the films that I made
Forget that I’m fifty 
cause you just got paid

Crack, baby, crack, 
show me you’re real
Smack, baby, smack, is that all that you feel
Suck, baby, suck,
give me your head

   Det dekadente og sygelige, men smukke titelnummer, Aladdin Sane, er næsten avantgardejazzet især i kraft af Garsons undergravende klaverspil.

Watching him dash away, swinging an old bouquet – dead roses
Sake and strange divine Uh-hu-hu-uh-hu-hu you’ll make it
Passionate bright young things, takes him away to war – don’t fake it
Sadden glissando strings
Uh-hu-hu-uh-hu-hu – you’ll make it

Who’ll love Aladdin Sane
Battle cries and champagne just in time for sunrise
Who’ll love Aladdin Sane

Hovedsinglen Jean Genie her live 2003 med sin amerikanske og snarere råstærke end forfinede  rhythm’n’blues-rockstil indspilles i New York City (d. 6. oktober 1972) og udgives (d. 24. november) før albummet. Bowie beskriver sangens helt som

an Iggy-type character…a white-trash, kind of trailer-park kid thing—the closet intellectual who wouldn’t want the world to know that he reads.”

Var Jean Genie-figuren inspireret af Iggy Pop, så synes hans navn at være en variation over den homoseksuelle franske forbryderforfatter, Jean Genet (hvilket Bowie dog benægter skulle have været hans bevidste intention).

    Også den anden single fra albummet, den mere melodiske Drive-in-Saturday her også i en sen live-indspilning, er inspireret af americana (50’ernes doo wop). Handlingen er en postapokalyptisk dystopi hvor menneskeheden har glemt hvordan man reproducerer sig og derfor må ty til drive-in-biografer der viser pornofilm og Rolling Stones promoer for at blive mindet om metoden. Film og rockmusik holder altså en falden menneskehed “i gang”, giver en udbrændt art ny vitalitet. Kunst skaber sex, ikke omvendt.

Let me put my arms 
around your head 
Gee, it’s hot, let’s go to bed 
Don’t forget to turn on the light 
Don’t laugh babe, it’ll be alright 
Pour me out another phone 
I’ll ring and see 
if your friends are home 
Perhaps the strange ones in the dome 
Can lend us a book we can read up alone 

And try to get it on like once before 
When people stared in Jagger’s eyes 
and scored 
Like the video films we saw 

His name was always Buddy 
And he’d shrug and ask to stay 
She’d sigh like Twig the Wonder Kid 
And turn her face away 
She’s uncertain if she likes him 
But she knows she really loves him 
It’s a crash course for the ravers 
It’s a Drive-in Saturday

    Både Jean Genie og Drive-in-Saturday er glimrende singler, og begge bliver nr. 3 på den britiske hitliste.

Aladdin Sane bliver det hidtil bedst sælgende Bowie-album og får gode anmeldelser især i USA (der hylder dens energi, læs rockmagasinet Rolling Stones grundige anmeldelse og gennemgang her) og generelt mere blandede anmeldelser i Storbritannien (der kritiserer dens overfladiskhed og kalder den sært utilfredsstillende, læs dog BBCs rosende anmeldelse her).

   Men den 3. juli 1973 erklærer Bowie ved slutningen af en Ziggy Stardust/Aladdin Sane-koncert til overraskelse for alle (i al fald publikum og 2 af de 3 “Spiders from Mars”, Woody Woodmansey og Trevor Bolder, at dette er den sidste koncert i denne rolle. Rollen hænger efterhånden Bowie ud af halsen. Det er en måde at overleve mentalt på, men en kæmpesucces er pludselig forbi.

• Aladdin Sane er optaget dels i Trident Studios, London, dels i New York og Nashville, USA, mellem oktober 1972 og januar 1973. Som de foregående to albums er den produceret af Ken Scott og David Bowie. Bandet er stadig “The Spiders From Mars” – Mick Ronson på guitar, Trevor Bolder på bas, Woody Woodmansey på trommer og som ny fast mand – Mike Garson på klaver. Albummet bliver nr. 1 i Storbritannien og nr. 17 i USA – klart den kommercielt største succes. 40.47 minutter og 10 sange.

_____________________________________________________________

Album nr. 7: Pin Ups (1973)

Cover-album hvor Bowie har indspillet sine foretrukne London-rocknumre fra medio 1960’erne (sådan undgår han Beatles). Det er sange med Yardbirds, Who, Kinks, Pink Floyd og andre. Sært nok udkommer albummet tilfældigvis samme dag som Bryan Ferry udgiver sit cover-album These Foolish Things.

En af sangene fra Pin Ups, Sorrow (opr. indspillet af The Merseys som et cover af den amerikanske gruppe McCoys’ sang) udkommer som single der bliver et tophit ligesom albummet. Da Pin Ups ikke indeholder en original sang, og da albummet ikke virker videre gennemtænkt og veludført, tværtimod virker adskillige af sangene som dårligere udgaver af originalerne uden disses energi og kant, se Rolling Stone-magasinets helt retfærdigt kritiske anmeldelse her, så opholder jeg mig ikke videre ved Pin Ups. Et hit, men en bagatel, måske endda en smutter!

   Men optagelserne til Pin Ups begynder i juli 1973 – ganske kort tid efter at Bowie for altid har aflivet sin rolle som Ziggy Stardust – og projektet skal formentlig tjene som en musikalsk og psykologisk rebooting, en venden tilbage til rødderne når man er i en blindgyde, præcis som Bowie gjorde det i slut-80’erne med Tin Machine.

• Pin Ups er optaget i juli 1973 i Chatêau d’Hérouville, Frankrig, produceret af Ken Scott og David Bowie og indspillet af Bowie, Ronson (guitar) og Bolder (bas), mens Aynsley Dunbar har afløst Woodmansey (trommer). Albummet lanceres i oktober 1973 og går nr. 1 på den britiske hitliste og nr. 23 på den amerikanske. 33.32 minutter og 12 sange.

_____________________________________________________________

Album nr. 8: Diamond Dogs (1974) 

Glamrocket løseligt konceptalbum om en ”cool cat” – Halloween Jack – reelt Ziggy igen-igen
– i en dystopisk fremtidsvirkelighed – Hunger City. Projektet opstår da Bowie vil lave en teater-version af George Orwells ‘1984’, men får nej af Orwells arvinger. Diamond Dogs er så opstået som fusion af 1984 og Bowies egen postapokalyptiske vision. Bowie er nu uden sit gamle band, ”The Spiders from Mars”, fx Ronson på guitar og spiller faktisk en pæn del af instrumenterne selv (leadguitar, sax og keyboard), hvilket får det hele til at virke mindre poleret. Temaet er mørkt og hårdt, musikken går i samme retning, og den gode melodi er ikke i højsædet. Det giver et rocket, kraftfuldt og dynamisk album, der i høj grad deler vandene, for hvor nogle ser noget råt og kantet, ja alvorligt, der peger frem mod punken, ser andre en overfladisk leflen for Stones’ og Alice Coopers enkle rhythm’n’blues. Her ses en positiv anmeldelse fra Stylus Magazine, og her en negativ anmeldelse fra Rolling Stone. Personligt er jeg ikke fan og synes det er et usammenhængende og strittende album med for mange uinspirerede og ligegyldige sange.

Inspiration til albummets koncept er en angstfuld togtur gennem Sovjetrusland. Der er en ond steming derude i den dystopiske virkelighed, som Bowie maler frem i albummets indledende monolog:

Fleas the size of rats sucked on rats the size of cats

And ten thousand peoploids split into small tribes
Coveting the highest of the sterile skyscrapers
Like packs of dogs assaulting the glass fronts of Love-Me Avenue
Ripping and rewrapping mink and shiny silver fox, now legwarmers
Family badge of sapphire and cracked emerald
Any day now
the year of the diamond dogs
this ain’t rock and roll this is genocide

Albummets førstesingle er Rebel Rebel er et Stones-agtigt nummer hvor sangeren udviser empati for en proto-punket teenagepige og hendes oprør.

You’ve torn your dress, your face is a mess
You can’t get enough, but enough ain’t the test
You’ve got your transmission and your live wire
You got your cue line and a handful of ludes
You wanna be there when they count up the dudes
And I love your dress
You’re a juvenile success
Because your face is a mess
So how could they know?
I said, how could they know?

Rebel, Rebel bliver nummer 5 i UK og 64 i USA. Den endnu mere Stones-agtige og rå andensingle, Diamond Dogs, synes mindre empatisk over for oprørske unge, der i denne sang er vilde, voldelige, rulleskøjtebeklædte og kriminelle teenagere der bor på hustagende, “diamond dogs”, Bowies klassiske mareridt om en forrået fremtid med øgede konflikter og gadevold. Diamond Dogs bedste positioner er nr. 22 i UK, og 27 i Irland. Kan man lide enkle sange med masser af rocknerve, er de to singles perfekte.

   Personligt foretrækker jeg albummets mere komplekse, melodiske og  teatralske suite om den fremtidige råddenskab – Sweet Thing  (der teoretisk set er tre sange – Sweet Thing – Candidate – Sweet Thing (Reprise) – men hvor Candidate synes at være opstået ud af Sweet Things omkvæd med de samme akkorder som dette, og hvor Sweet Thing (Reprise) virker som den naturlige fortsættelse af Sweet Thing). Her et glimt af teksten (fra Candidate):

“Well, on the street where you live I could not hold up my head
For I put all I have in another bed
On another floor, in the back of a car
In the cellar like a church with the door ajar
Well, I guess we’ve must be looking for a different kind
But we can’t stop trying ‘till we break up our minds
‘Til the sun drips blood on the seedy young knights
Who press you on the ground while shaking in fright
I guess we could cruise down one more time
With you by my side, it should be fine
We’ll buy some drugs and watch a band
Then jump in the river holding hands”

Bowie er i øvrigt nu begyndt at ændre sin sangstil fra den oprindelige – en høj, tør stemme (som på Life on Mars?) – til den dybereliggende lejlighedsvis med croon-agtig vibrato som han siden bruger.

Det kan nævnes at den efterfølgende Diamond Dog-turné har et ekstravagant, teatralsk sceneshow der får større udgifter, end turneen giver indtægter. Hvad værre der – kontrakten med manageren Defries sørger for at turnéudgifterne kun går fra Bowies andel af indtægterne, og pengene strømmer ud af Bowies kasse. Han beslutter sig for at skille sig af med den barske Defries og får frakoblet sig ham – eller rettere – Bowie bliver sin egen manager, og Defries får kun 13 % af Bowies indtægter af hans kommende plader (Defries får fortsat 50 % af salget af de plader Bowie hidtil har lavet!), indtil Bowie endelig kommer af med ham i 1982.

   Mick Ronson er ikke længere Bowies guitarist og playmate. På Diamond Dogs-turneen har Bowie brug for en ny råstærk guitarist, og det bliver amerikaneren Earl Slick der faktisk fremover bliver Bowies mest gennemgående guitarist (minus fx slut-70’erne).

• Diamond Dogs er optaget i Olympic Studios og Island Studios, London og Ludolf Studios, Holland, mellem oktober 1973 og februar 1974 og er produceret af Bowie selv. Tony Visconti er med igen, nu som engineer sammen med Keith Harwood. Ud over at Bowie selv spiller sax, synthesizers (moog og mellotron) og det meste guitarspil medvirker Herbie Flowers på bas, Mike Garson på piano, Dunbar og Tony Newman på trommer samt diverse. Bowie har altså endegyldigt droppet “The Spiders From Mars”, herunder Mick Ronson, som backingband. Albummet lanceres 24. april 1974 og bliver nr. 1 i Storbritannien og nr. 5 i USA – dvs. får de hidtil bedste positioner samlet set. 38.25 minutter og 11 sange.

_____________________________________________________________

Album nr. 9: Young Americans (1975)

Funky soulalbum med artrock-elementer der stort set er optaget live (85 %) i USA i pauserne på Bowies Diamond Dog-turné i USA. Bowie bryder helt med glamrocken og laver musik inspireret af den afroamerikanske soultradition i en genre han selv kalder for “plasticsoul” i modsætning til den ægte afroamerikansk soul. I samme periode (april 1974 til februar 1976) flytter Bowie fra England til USA, først til New York City og siden til Beverly Hills og Bel Air, Los Angeles.

   Young Americans-albummet er et nybrud for Bowie og ret inspireret og vellykket, selv om albummet sagtens kan tolkes som en popbagatel, hvor Bowie kaster glampersonaen helt af sig og tager sig en åreladning af “sort” blod for at finde ny energi. Bowie indleder på dette album et samarbejde med den amerikanske latino-afroamerikanske guitarist Carlos Alomar der har turneret med soulstjerner som James Brown. Desuden medvirker den 23-årige soulsanger Luther Vandross som sanger i Bowies backinggruppe både ved koncerter og nu her i studiet. Ved Bowie-koncerter optræder Vandross med flere numre sammen med Bowies backingband, Mike Garson Band, bl.a. med sin sang Funky Music. Bowie kan lide sangen og får Vandross’ tilladelse til at bruge den. Men han synes sangen bør passe bedre til ham – fx finder han ikke titlen passende for en rocksanger – og bearbejder Vandross’ sang indtil den bliver til Fascination.  

   I samme boldgade hører den swingende titelsang, Young Americans, som med Lennons godkendelse har indlagt et Beatles-citat (’I heard the News today, oh Boy’, sunget af Lennon i Sgt. Pepper-sangen ’A Day in the Life’) og en glad og ubekymret amerikansk tone, men med beske tekstlinjer fra USAs dunkle sider. Typisk Bowie – sorte giftpiller med sukkerovertræk….

Do you remember, your President Nixon?
Do you remember, the bills you have to pay?
Or even yesterday?
Have been the un-American?
Just you and your idol sing falsetto
‘bout Leather, leather everywhere, and
Not a myth left from the ghetto
Well, well, well, would you carry a razor
In case, just in case of depression?
Sit on your hands on a bus of survivors
Blushing at all the afro-Sheeners
Ain’t that close to love?
Well, ain’t that poster love?
Well, it ain’t that Barbie doll
Her hearts have been broken just like you

All night
You want the young American
Young American, young American, you want the young American
All right
You want the young American

You ain’t a pimp and you ain’t a hustler
A pimp’s got a Cadi and a lady got a Chrysler
Black’s got respect, and white’s got his soul train
Mama’s got cramps, and look at your hands ache
(I heard the news today, oh boy)

Blandt soulballaderne må fremhæves Win med den luksuriøse lyd og den fine beskrivelse af et parforhold…

Now your smile is spreading thin
Seems you’re trying not to lose
Since I’m not supposed to win
All you’ve got to do is win
Me, I’m fresh on your pages
Secret thinker sometimes listening aloud
Life lies dumb on its heroes
Wear your wound with honor, make someone proud
Someone like you should not be allowed
To start any fires

Now your smile is wearing (spreading?) thin
Seems you’re trying not to lose
Since I’m not supposed to win
All you’ve got to do is win

Bowies albums springer meget i stil; især i disse år medio 1970’erne. Men hvert album har en sang der peger frem mod næste album. Og denne sang på Young Americans er nok Win.

Egentlig er pladen færdigindspillet i slutningen af 1974, og Visconti drager til London for at arrangere de sidste strygere. Men som året hælder ud, holder Bowie et mindre arrangement i New York hvortil John Lennon er inviteret. Bowie og Lennon taller oprindelig slet ikke sammen, men begynder så at tegne karrikatur-tegninger af hinanden, og til sidst geråder de sig ud i en lidenskabelig diskussion over meningen med livet.

   Tilsyneladende stimuleret over mødet, så ringer Bowie Lennon op i den første uge af januar 1975 og hævder at han ønsker at lave et cover af Beatles’ sang ‘Across The Universe’. Det er slet ikke planen, og formentlig er det blot madding som Bowie kaster ud, for at få Lennon ind i studiet. Måske er det et sangvalg der har at gøre med den metafysiske diskussion ved Bowies fest i New York. Bordet fanger; Bowie må lave sin version af denne ikke specielt fremragende sang med hjælp fra Lennon (hvis bidrag dog ikke er helt tydeligt) – hør  Across The Universe.

   Til albummet har man planlagt sangen  Footstompin‘, som dog ikke 100 % fungerer. I studiet står Alomor, Bowie og Lennon sammen, da Alomar spiller riffet til Footstompin’, hvortil Lennon så synger ”Fame”. Bowie bygger ovenpå disse bidrag, mens han og Lennon spydigt og skarpt står for en tekst der beklager sig over berømmelsens pris (formentlig primært skrevet af Bowie),  og resultatet er et ret cool og anderledes funkhit. Fame (i al fald Alomars riff) fik den ære at blive i høj grad “lånt fra” af funkens opfinder James Brown – hør hans Hot (I Need To Be Loved, Loved, Loved)(1976). Og som kuriosum her et 1990-remix, Fame 90, med rap af Queen Latifah. 

   De to Lennon-tilføjelser betyder at to andre sange må lade livet, bl.a. Footstompin’. 

Et kort tv-program om albummet, især samarbejdet mellem Bowie og Vandross, kan ses her. Og en ret kort anmeldelse i Rolling Stone kan ses her.

• Young Americans er optaget august-november 1974 i Sigma Sound Studios, Philadelphia, USA, og for Lennon-sangenes vedkommende i januar 1975 i Electric Lady Studios, New York, USA. Producer er Bowie, Harry Maslin og Tony Visconti. Musikere er Mike Garson på piano som sædvanlig, David Sanborn (sax), Carlos Alomar (guitar), Willie Weeks (bas) og Andy Newmark (trommer). De to sidstnævnte medvirker dog ikke på de to Lennon-numre. Et væld af andre musikere medvirker, fx den dengang unge og ret ukendte soulsanger Luther Vandross hentet til projektet af Alomar. Albummet lanceres 7. marts 1975 og bliver nr. 2 på den britiske hitliste og nr. 7 på den amerikanske. Young Americans er førstesinglen og bliver nr. 28 i USA, ret pænt. Andensinglen Fame bliver nr. 17 i Storbritannien, men nr. 1 i USA – Bowies første amerikanske tophit. 40.32 minutter og 8 sange.

_____________________________________________________________

Album nr. 10: Station To Station (1976)

Funky artrockalbum – soul og en af krautrock inspirereret avantgardepop med visse træk af tidlig new wave optaget i Los Angeles i 1975 efter at Bowie har spillet hovedrollen som Thomas Newton i Nicholas Roegs art-scifi-film ”The Man Who Fell to Earth”. Den elegante og velsungne førstesingle Golden Years, (her i Soul Train hvor Bowie mimer elendigt i denne singback-version) der udkommer allerede i november 1975 før albummet, lover en fortsættelse af den rendyrkede soulfunk fra Young Americans, men Bowie har fundet inspiration fra en ny genre, den elektroniske og maskinelt prægede musik især som den laves af tyske bands, såkaldt krautrock (Neu!, Kraftwerk, Tangerine Dream osv.), den inspiration driver Station To Station i en ny retning. Albummet befinder sig reelt et sted i overgangen mellem soul og en krautrockpræget eksperimenterede musik, en overgang eller fusion der ikke lyder videre oplagt. Bowies band i almindelighed og Bowie i særdeleshed er samtidig mentalt forsvundet i en tyk sky af kokain, mens Bowie er dybt fascineret af gnosticisme samt af det mørke og fordrejede – den sorte okkultisme og Aleister Crowley, Nietzsche, nazisme osv, hvilket præger teksterne på Station To Station. I denne grænsetilstand der ligger tæt på et mentalt sammenbrud, kommer et album der hører til Bowies mest geniale og kunstnerisk anerkendte.  Indholdet er ret sort, mens overfladen er elegant og glitrende, og helhedsindtrykket inspireret og helstøbt, se denne lovprisning i albummet i The Guardian. Albummet indledes af de mærkelige ord: ”The return of the Thin White Duke/Throwing Darts in lover’s eyes/Here are we one magical moment/Such is the stuff from/where dreams are woven/Bending sound/Dredgin the ocean lost in my circle” i den 10 minutter lange roligt accelererende titelsang Station To Station  hvis titel tilsyneladende refererer til Aleister Crowleys kabbala-okkultisme, da sangen fortsætter: ‘Here we are/One Magical Moment/From Kether to Malkuth/There Are You/You drive like a demon/from station to station. Kether og Malkuth er “stationer” (sefiroth) på “Livets Træ”, et landkort over den mystiske rejse fra magien (Malkuth – kongerige, denne verden i sit højeste aspekt) til Det Guddommeliges højeste aspekt (Kether – krone). Det er næppe et ydmygt og jordbundent ego der er på færde her, men en Ikaros-sjæl der længes opad mod den smeltende Kether – men også tilbage:

Once there were mountains on mountains
And once there were sunbirds
to soar with
And once I could 
never be down
Got to keep searching 
and searching
Oh what will I be believing 
and who will connect me with love?

   ‘The Thin White Duke’ betragtes som Bowies sidste persona, en dekadent skikkelse spillet fra scenen i en figur designet af Ola Hudson (mor til guitaristen Slash) i hvid skjorte, sorte bukser og nydelig vest à la Kierkegaards æstetiker en tom figur, en gal aristokrat, der har det hele i hovedet og besynger kærligheden og lidenskaben men intet dybere føler.

   En af de tidløse klassikere fra Station To Station er Wild Is The Wind (her musikvideoen) oprindelig amerikansk filmmusik fra 1957 indspillet af bl.a. Nina Simone, og Bowie laver sin crooner-version af sangen efter et møde med Simone som han satte højt. Wild Is The Wind er fuldkommen fremragende sunget. Det er fremført manieret, patetisk, teatralsk og aldeles overdrevet, men lige præcis Bowie kan i netop denne sang gennemføre det manierede, så det føles troværdigt og ægte. Mageløst! Frank Sinatra besøgte i øvrigt indspilningerne i studiet og kunne lide Bowies version:

 “This has a good European feel,” he said, listening to the finished track. “It feels like a bridge to the future.”

    Stay er et uptempo-funknummer med fræsende rockguitarer (Earl Slicks) og et dekadent, sært fjernt omkvæd og i den grad hvirvlet rundt i en snestorm af coke, også i den fremmedgjorte og melankolske tekst som får en sær klangbund oven på den rastløse musik. Det er næsten som om sangen og teksten vakler og næsten forsvinder i de heftige, pulserende rytmer. Jeget fragmenterer i suset hvilket skildres perfekt i enheden af ord og musik:

Stay – that’s what I meant to say or do something
But what I never say is
stay this time
I really meant to so bad this time
‘Cause you can never really tell 
When somebody wants something you want too

Heart wrecker, heart wrecker, 
make me delight
Right is so vague when it brings someone new
This time tomorrow I’ll know what to do
I know it’s happened to you

Syntesen mellem funken og den tyske elektroniske og maskinelle musik er tydeligere på den eksperimenterende tv-apparat-hymne TVC 15 der lige har lidt new wave-kant. Koldt, maskinelt, affekteret og alligevel næsten catchy. Teksten er en gyser om drengen hvis kæreste absorberes af hans tv-apparat.

I brought my baby home, she
She sat around forlorn
She saw my T V C one five, baby’s gone, she
She crawled right in, oh my
She crawled right in my
So hologramic, 
oh my T V C one five
Oh, so demonic, 
oh my T V C one five

Maybe if I pray every, each night I sit there pleading 

“Send back 
my dream test baby, 
She’s my main feature”

   Midt i den semipsykotiske mani og flirt med okkultisme og Crowley kommer denne næsten country-agtige spirituelle bøn til Vorherre – Word On a Wing:

You say we’re growing,
growing heart and soul
In this age of grand illusion 
You walked into my life
out of my dreams
Sweet name, you’re born once again for me
Sweet name, you’re born once again for me
Oh sweet name, I call you again
You’re born once again for me
Just because I believe don’t mean I don’t think as well
Don’t have to question everything 
in heaven or hell

Lord, I kneel and offer you 
my word on a wing
And I’m trying hard to fit 
among your scheme of things

It’s safer than a strange land
But I still care for myself
And I don’t stand in my own light
Lord, lord, my prayer flies
like a word on a wing

Bowie er da også langt ude og udviser noget nær forrykt adfærd få måneder efter Station To Stations lancering. Først tages han i april 1976 af østeuropæiske toldere med nazi-memorabilia. Samme måned citeres han i Stockholm for at Storbritannien kunne have gavn af en “fascistisk leder”. Og 2. maj ankommer han til Victoria Station i en åben bil og gør nazi-hilsen til mængden hvilket filmes og kommer i New Musical Express. Skandale! Stockholm-udtalelsen har Bowie forklaret med sit omfattende kokainmisbrug og en sammenblanding af sig selv med rollen som den dekadente Thin White Duke, mens Victoria St.-hændelsen er forsvaret med en tilfældig armbevægelse mens han hilser på tilskuere (videoen viser i al fald hverken bevis eller indicium for noget). Men associationen til nazismen varer ved de næste par år. Og man kan overveje om Bowie i tiden omkring Station To Station og de næste par albums, Low og Heroes, er ved at krakelere rent kognitivt, om det ubevidste er ved at overmande ham, om en psykose er tæt på, men at det lykkes for Bowie at udtrykke sig kreativt i stedet for at blive gal. Station To Station, Low og Heroes er i al fald nok at regne for Bowies kunstnerisk set mest kreative og interessante albums – med en forunderlig vibration mellem lys og mørke. Og selv om Bowie måtte være ved at krakelere af galskab, er Station To Station overordentlig velproduceret og sammenhængende med stærkt inspirerede sange der hviler i sig selv.

En lidt mådelig anmeldelse i Rolling Stone af Station To Station kan ses her, men Rolling Stone betragter dog albummet som nr. 354 på sin liste over verdens 500 bedste albums og beskriver albummet således:

The Kraut-disco title track is where Bowie proclaims himself the Thin White Duke. Thin he was: Station to Station was recorded in a blizzard of cocaine in Los Angeles. “TVC 15” is New Orleans R&B as robotic funk; “Golden Years” is James Brown from outer space, with Bowie’s amazing falsetto.

En virkelig flot og grundig gennemgang af Station To Station er er skrevet af  Ben Graham i The Quietus i forbindelse med albummets genudgivelse i artiklen her – Exploring Notions of Decadence. Bowie’s Station To Station, 35 Years On. Også i The Quietus er følgende to uddrag om Bowie, det okkulte, kokain, The Thin White Duke og Station To Station hentet fra Peter Doggetts bog: The Man Who Sold The World: David Bowie and the 1970s (2011, anmeldt her).

• Station To Station er optaget oktober-november 1975 i Cherokee Studios, Los Angeles, produceret af Bowie samt Harry Maslin. Bowie fortsætter samarbejdet med Carlos Alomar. Ellers er albummets musikere ret ukendte amerikanske studiemusikere – fx Dennis Davis på trommer og George Murray på bas. Men som Bowie er så tilfreds med at han faktisk bruger dem på sine næste albums indtil Let’s Dance. De mest kendte musikere på albummet er guitaristen Earl Slick, der også var med på Young Americans, og pianisten Roy Bittan fra Bruce Springsteens E Street Band. Station To Station lanceres den 23. januar 1976. Førstesinglen Golden Years bliver nr. 8 i England og 10 i Amerika, andensinglen TVC 15 nr. 33 i England og 64 i Amerika. Selve albummet bliver nr. 5 i England og nr. 3 i Amerika – Bowies første album der sælger bedst i USA. 38.08 minutter og 6 sange.

_____________________________________________________________

Album nr. 11: Low (1977)

Stærkt eksperimenterende krautrock-inspireret elektronisk artrockalbum lavet i samarbejde med Brian Eno i 1976 i Frankrig og lanceret ugen efter at Bowie fylder 30 år. Et af Bowies mest kunstneriske anerkendte albums. Efter at have været ”high”, nærmest permanent høj på kokain i USA i årene 1975-76, går Bowie over til i Europa, først Frankrig, siden Vestberlin i Tyskland at foretage en nedtrapning og afvænning, ”low”, med low moods til følge. Først og fremmest betegner Low nok humøret. I denne nedturs melankoli producerer Bowie sammen med sin gamle producer Visconti og den eksperimenterende keyboardspiller og producer Eno et mørkt, avantgardistisk elektronisk album hvoraf halvdelen er instrumentalt. Optagelserne foregår på det fine gamle franske, men angiveligt hjemsøgte Chateau d’Herouville, hvor Bowie kort forinden har været producer og medkomponist på Iggy Pops album The Idiot, her Nightclubbin‘. Stemningen på The Idiot formodes at være en inspirationskilde for Lows stemning.

   Side 2 på Low virker helt instrumental, men det er ikke tilfældet. Denne dystre Østberlin-beskrivelse Subterranean har en smule sang med ret svært fortolkelige ord (produceret via William Burroughs såkaldte cut-up-teknik – hvor linjer og tekststykker rives ud af deres lineære sammenhæng og får en ret tilfældig rækkefølge – en teknik som Bowie angivelig er ret begejstret for) hen mod nummerets slutning.

Share bride failing star 
Care-line 
care-line 
care-line 
care-line driving me 
Shirley, Shirley, Shirley own 

Share bride failing star

Og denne overordentlig sørgmodige Warszawa-beskrivelse, Warszawa, komponeret af Bowie og Eno indeholder efter ca. 4 minutter en sær sang der stammer fra en polsk folkemelodi. I øvrigt var det britiske new waveband, Joy Division (siden New Order), oprindelig så begejstret for nummeret Warszawa at deres første betegnelse for deres band var Warzaw. Helt instrumental er til gengæld dette Philip Glass-inspirerede nummer om Berlinmuren, Weeping Wall,  og her spiller Bowie alle instrumenter selv. All Saints af Bowie og Eno fandt oprindelig ikke nåde og blev droppet på albummet, men er senere (1991) kommet med som ekstra-stof. Den er faktisk glimrende.

   Lows vokale side 1 indeholder til gengæld to instrumentale numre. Her skal dog fremhæves den poppede og catchy Sound and Vision der i mange år omkring 1980 var indledning for ”Hej P3” når Keld Reitov var vært, det P3-program der præsenterede tidens popmusik. Sangen er både et af Bowies bedste popnumre og klart forud for sin tid, en lille kølig og cool perle ned til den trallende og underspillede tekst om ensomhed og fortvivlelse omsat til lyd og syn:

Blue, blue, electric blue

That’s the colour of my room
Where I will live
Blue, blue

Pale blinds drawn all day
Nothing to do, nothing to say
Blue, blue

I will sit right down, 
Waiting for the gift of sound and vision

Her samme sang i en sen og swingende live-udgave. Den melankolske tekst kan samtidig sagtens fortolkes som længslen efter et åndeligt eksil i det elektrisk blå værelse. At krybe tilbage i et følesesløst ingenting, som et nys befrugtet æg, væk fra den speedede tilværelse i Los Angeles. At skære de ydre distraktioner væk og lade den begærede sound and vision komme indefra. At søge inspiration i et helle. Musikken udstråler også håb og glæde midt i den statiske melankoli.

I will sit right down, 
Waiting for the gift of sound and vision
And I will sing, waiting for the gift of sound and vision
Drifting into my solitude,
over my head

 Det er bl.a. sitet Pushing Ahead of the Dame der har denne tolkning af den geniale popsang Sound and Vision, at den handler om retræte, om skiftet væk fra USA til det gamle Europa, om at skrive en sang, og at musikken derfor netop illustrerer sangskrivningen – at det begynder med rytmesporet, og så føjes lag på lag  til.

 Fremhæves kan også den elektronisk prægede, mørke og mærkeligt dybe sang Always Crashing in the Same Car, der bringer minder om J.G. Ballards novelle “Crash” (filmatiseret af Cronenberg) om sammenhængen mellem trafikulykker og seksuel tilfredsstillelse, men som nok snarere handler om at sidde fast i gamle handlespor. 

Every chance, every chance that I take
I take it on the road
Those kilometers and the red lights
I was always looking left and right
Oh, but I’m always crashing in the same car

Jasmine, I saw you peeping
As I pushed my foot down to the floor
I was going round and round the hotel garage
Must have been touching close to 94
Oh, but I’m always crashing in the same car

Yeah yeah yeah yeah

En i virkeligheden lige så ejendommelig og mørk sag er den sang som pladeselskabet af uransagelige årsager valgte som førstesingle – en single der slet ikke var noget salg i. Det er Be My Wife hvor sangeren frier til en kvinde ud fra egen ensomhed og på en mærkelig stiv og fastlåst måde der komplet undergraver sangens tilsyneladende forehavende. Bemærk også den stærkt fremmedgjorte video. Ensomt, kuldslået, bevidst kikset. På en måde den diametrale modsætning til Sound and Vision. Hvor den forkynder et håb midt i mørket, forkynder Be My Wife håbløshed midt i længslen og kærligheden.

Rolling Stone har dette positive tilbageblik på Low.

• Low er optaget i august 1976 på Chatêau d’Hérouville nær Paris, Frankrig, samme studio hvor albummet Pin Ups blev optaget (og som både Eno, Visconti og Bowie følte var hjemsøgt af spøgelser). Og det blev mixet i Hansa Studio by the Wall, Vestberlin. Det er produceret af Bowie og Tony Visconti. Albummet blev lanceret 14. januar 1977. Flere af de amerikanske studiemusikere fra Station To Station går igen, fx Dennis Davis på trommer og George Murray på bas. Mest markante musikere er Brian Eno på synthesizers, Carlos Alomar på rytmeguitar og den skotske Ricky Gardiner på leadguitar. Bowie spiller en del instrumenter selv (sax, keyboards osv.). Det svært tilgængelige album blev til overraskelse for de fleste nr. 2 på den britiske hitliste og nr. 11 på den amerikanske. ”Sound and Vision” var førstesingle og blev nr. 3 på den britiske hitliste. 38.48 minutter og 11 sange.

_____________________________________________________________

Album nr. 12: “Heroes” (1977)

Eksperimenterende krautrock-inspireret artrockalbum lavet i samarbejde med Brian Eno i sommeren 1977 i Vestberlin nærmest improviseret i et studio ganske tæt ved Berlinmuren mens østtyske vagter kiggede med kikkerter ind i studiet. I samme periode (oktober 1976 til februar) er Bowie flyttet fra USA til Vestberlin, nærmere bestemt Hauptstrasse 115, Schöneberg (samtidig har han officiel bopæl i Schweiz af skattetekniske grunde). Han er ikke helt lost i Berlin, da hans pal, rocksangeren Iggy Pop, også flytter til Vestberlin hvor Bowie i 1977 hjælper ham med at skrive og producere albummet Lust For Life, her titel-nummeret.

   Tilbage til Bowie: “Heroes” blev i sin tid opfattet som Low Vs. 2 og kom derfor til at stå i skyggen af Low, men er siden blevet et af Bowies kunstnerisk mest anerkendte albums.

Det egentlige indhold af side 2 på “Heroes” er en instrumental suite, først Bowies egen temmelig dystre Sense of Doubt, derpå Enos og Bowies blide Moss Garden, og endelig deres tungsindige Neuköln.

    Eno og Bowie benytter sig af Enos såkaldte “oblikke strategier” for at bryde vane-forestillinger. Den kendteste oblikke strategi er over 100 kort med “orakel-beskeder” à la “lad være med at bryde stilheden” og “lad være med at undgå ting, bare fordi de er enkle!”, og så skulle Bowie og Eno i løbet af produktionen tage tilfældige kort spredt rundt omkring i studiet og følge beskeden. Under optagelsen af “Sense of Doubt” tog Bowie og Eno to af disse kort med aftalen at de ikke måtte fortælle hinanden hvad de trak, før nummeret var lavet færdigt. Men de trak to modsatrettede beskeder: Eno trak kortet: “Prøv at gøre alting så ens som muligt,” mens Bowie trak kortet: “Understreg forskellene”… Og sådan blev Sense of Doubt – Enos bidrag laver et kontinuum, mens Bowies laver små forskydninger i Chamberlin-synthesizerens (kaldet verdens første sampler) akkord-sekvenser.

    På en turné i Japan besøgte Bowie templet  Saiho-ji i Kyoto, et tempel der ligger i en overordentlig mosbefængt have kaldet Moss Temple. Det er denne have som Bowie søger at beskrive i hans og Enos Moss Garden der virker statisk og åben i forhold til den mere tillukkede Sense of Doubt. De oblikke strategier gav Eno ordren ‘ændr ingenting og fortsæt med pletfri kontinuitet’, mens Bowie fik ordren ‘ødelæg alting’. Det søgte han ved at spille på en koto, et japanske strengeinstrument,  med sin sparsomme kunnen.

    Neuköln er bygget på stemningen i den berlinske bydel Neukölln med mange tyrkiske
gæste-arbejdere, måske til stede via Bowies klagende, avantgardistiske og let orientalske saxofonspil. Smuk, rugende, foruroligende.

   Den nævnte suite ligner meget Lows instrumentale stykker, men Heroes-albummet er mere munter og optimistisk end Low og vil ikke lade albummet slutte med Neukölns dystre jeremiader, men lader i stedet albummet slutte med det bizarre, humoristiske – nogle ville sige fjantede – souldansenummer – The Secret Life of Arabia skrevet af Bowie, Eno og Alomar.

The secret life of Arabia
Secret secrets never seen
Secret secrets ever green

I was running at the speed of life
Through morning’s thoughts and fantasies
Then I saw your eyes at the cross fades
Secret secrets never seen
Secret secrets ever green

The secret life of Arabia
Never here never seen
Secret life ever green

The secret life of Arabia
You must see the movie the sand in my eyes
I walk through a desert song when the heroine dies

Side 1 er med sang, og her befinder sig førstesinglen, Bowies og Enos i Europa så berømte Heroes som oprindelig var et instrumentalt nummer, med en titel der var en hyldest til krautrockbandet Neu! (der lavede nummeret Hero). Teksten til Heroes om to elskende ved Berlinmuren blev improviseret i sidste øjeblik. Legenden siger at ifølge Bowie var inspirationen et elskende par som han så på en bænk ved muren; og at ifølge Visconti var inspirationen en affære han (Visconti) havde med backingsangerinden (tyskereren Antonia Maass, høres bl.a. i koret på The Secret Life of Arabia). Men Bowie havde vist kunstneriske kilder – fx Otto Muellers maleri Liebespaar zwischen Gartenmauern (se foroven til venstre) og italieneren Alberto Denti Di Pirajnos novelle “en grav for en delfin” om en umulig kærlighedsaffære under 2. verdenskrig mellem en italiensk soldat og en somalisk pige

   Sangen findes i flere versioner. Album-versionen er den lange på over 6 minutter og den lange Heroes kan høres her med tekst. Den begynder med “I, I will be king“. Til singlen skar Bowie sangen ned og begynder med 3. vers: “I, I wish you could swim” med kortere vej til crescendoet. Single-versionen blev snart Bowies foretrukne og Heroes som single kan høres her i en samtidig liveversion fra tv-programmet Top of the Pops. Og her et udsnit af teksten, dens konklusion:

I, I can remember (I remember)
Standing, by the wall (by the wall)
And the guns shot above our heads
(over our heads)
And we kissed,
as though nothing could fall
(nothing could fall)
And the shame was on the other side
Oh we can beat them, for ever and ever
Then we could be Heroes,
just for one day

Og det lyder jo flot og heroiserende af kærligheden. Men ser man teksten i den oprindelige version, er forløbet mere tragisk og verdensnært. Det begynder med det ambitiøse og selvtillidsfulde “I, I will be king/And you, you will be queen“, går så i 2. vers over til “And you, you can be mean/And I, I’ll drink all the time“, for så i 3. vers at begynde med: “I, I wish you could swim/like the dolphins, like dolphins can swim“. Men hun kan altså ikke svømme! Og dermed får sangen et skær af trodsig, selvbedragerisk alkoholiker-eskapisme. I det mindste er der en tvetydighed i sangen, en vital og livsberuset besyngelse af kærligheden på trods af noget der skiller….

Bemærkelsesværdig er også den indledende sang på Heroes, Bowies egen Beauty and the Beast, anderledes og eksperimenterende og samtidig kæk og catchy, på samme tid ejendommelig mørk og lys, skønhed og monster, ganske som Heroes-albummet overordnet set. Det efterfølgende nummer, den hidsige og rå Joe The Lion (inspireret af den modige amerikanske kropskunstner Chris Burden, der ikke satte guldfisk i en blender, som man gør i Danmark, men så at sige sig selv, så tilskuerne får valget mellem at lade kunstneren dø eller leve) får en til at tænke på den punkrock som opstår samme år.

Endelig bør nævnes Son Of The Silent Age, skævt, ludende og avantgardistisk, og så pludselig et catchy og storslået retro-omkvæd – og en ret burroughsk tekst.

Listen to tracks by Sam Therapy 
and King Dice
Sons of the silent age
Pick up in bars 
and cry only once
Sons of the silent age
Make love only once 
but dream and dream
They don’t walk, 
they just glide in and out of life
They never die, 
they just go to sleep one day

   Produktionen af Heroes var lige så eksperimenterende som albummet kom til at lyde. Der er masser af instrumenter spillet bagfra, masser af improvisation (de fleste numre er 1. takes – og teksten til Joe The Lion er nærmest improviseret, mens Bowie sang) og tilfældighedsprincipper for at undgå rutiner og konventioner såsom Enos ‘oblikke strategier’.

Rolling Stone skrev denne særdeles positive anmeldelse skrevet i januar 1978 kort efter Heroes udkom. Og her en anmeldelse i Stylus Magazine skrevet i 2004. John Lennon har udtalt af han med sit album ”Double Fantasy” (1980, det sidste Lennon fik lavet) prøvede at leve op til Heroes-albummets niveau, så Lennon må have sat det højt.

   Som et kuriosum ønskede Bing Crosby en jule-duet med Bowie der blev lavet få måneder efter indspilningen af Heroes, nemlig den 11. september 1977 (optaget på 3. take), en måned før Bing Crosbys død. Se duetten mellem avantgardeprinsen og croonkongen her.

• Heroes blev optaget i juli-august 1977 i Hansa Studios by the Wall i Vestberlin (samme sted hvor Low blev mixet i 1976) med Bowie og Tony Visconti som producer. Albummet blev lanceret 17. oktober 1977 og blev nr. 3 i England og nr. 35 i USA. Førstesinglen Heroes blev ikke det store hit. Den blev nr. 24 i England og kom slet ikke ind på 1op 100 i USA. Sangen Heroes har siden vundet stor popularitet. Rolling Stone har i dag sat Heroes som nr. 46 på sin liste over de 500 bedste sange til alle tider. Musikerne er omtrent de samme som på Low med en markant undtagelse. Ricky Gardiner spillede leadguitar på Low, men Bowie fik i stedet hentet den gamle King Crimson-guitarist, den eksperimenterende Robert Fripp ind som leadguitarist på Heroes-albummet. Fripp blev fløjet ind fra USA, spillede sine leadguitar-ting på en dag uden at have hørt numrene i forvejen og fik stor anerkendelse for sit guitarspil (fotoet foroven til højre viser Eno, Fripp og Bowie i studiet). 40.36 minutter og 10 sange.

_____________________________________________________________

Album nr. 13: Lodger (1979)

New Wave-præget artrockalbum optaget dels i september i Schweiz i en pause på Bowies Isolar II (The Low-Heroes) Verdensturné der rullede fra marts til december 1978 (Bowies hidtil mest omfattende turné), dels i 1979 i New York som Bowie nu er flyttet til efter at have sagt farvel til Berlin. De fleste sange er skrevet af Bowie i samarbejde med Eno, og Lodger ses som sidste album i en ”Berlin-triologi” af Low, Heroes og Lodger, selv om Lodger ikke har meget med Berlin at gøre, og selv om Lodger har en anden struktur – fx ikke har de dystre krautrock-prægede instrumentalnumre på især side 2 som Low og Heroes havde. Til gengæld er der angiveligt især en Talking Heads-inspiration på albummet. Måske ville det være mest fair at koble Lodger sammen med efterfølgeren Scary Monsters – de er begge en rå blanding af new wave/punk, soulfunk, artrock og pop – snarere end afslutningen på en trilogi med Low og Heroes…. Men Lodger er sat sammen med Low og Heroes, fordi det er samme gruppe mennesker der står bag (Bowie, Eno og Visconti) med nogle af de samme eksperimenterende teknikker.

Hvorom alting er, Bowie og Eno inspirerede ikke hinanden så meget som før, Lodger har en dårlig og mudret lyd (medgiver både Eno og Visconti), Bowies sang er ikke på toppen i forhold til hans samtidige albums, melodierne er svagere, og Lodger er generelt anmeldt som halvsvag– og med fuld rette synes jeg. Det er efterhånden blevet populært at mene at den er undervurderet. Her i The Quietus er der et meget langt, men også meget kvalificeret, forsvar for Lodger. Her er Rolling Stone-bladets mere beherskede, men stadig dybtgående anmeldelse. Jeg mener stadig at sammenlignet med sine 3 fremragende forgængere falder Lodger durk igennem.

Førstesinglen er den udmærkede og punkede Boys Keep Swinging med Adrian Belews hidsige guitarsolo. Sangen opnår et primitivt, råt, garagerockpræg bl.a. ved at lade guitaristen Carlos Alomar og trommeslageren Dennis Davis bytte instrumenter. Personligt foretrækker jeg andensinglen DJ, både med funk-/disco-træk og  new wave-træk – ligesom Talking Heads – og med voldsomt og grimt guitarspil af Belew der i øvrigt efter Lodger blev guitarist i – Talking Heads. Etnofunk-nummeret Yassassin har også sin muntre charme (et bevidst forsøg på at fusionere genrer der ikke burde kunne fusioneres, nemlig tyrkisk musik og reggae, mens den rastløse Look Back in Anger måske kan gå an. Lodgers indledende sang, Fantastic Voyage, her i en sen live-udgave, er måske det mest poppede og tilgængelige, som Bowie har lavet i flere år, men nærmer sig det kedelige uden på nogen måde at være dårlig.  Som led i deres musikalske eksperimenter lavede Bowie og Eno tre sange med akkurat de samme harmonier og den samme struktur, men med noget forskelligt resultat. De to af sangene er Fantastic Voyage og Boys Keep Swinging, mens den tredje sang blev droppet.

• Lodger blev optaget i september 1978 i Mountain Studios, Montreaux, Schweiz, og i marts 1979 i Record Plant Studios, New York, USA. Producer er David Bowie og Tony Visconti. Musikerne er i store træk som på Heroes med den undtagelse at Fripp ikke bruges som leadguitarist. I stedet har Bowie hentet Frank Zappas ”fund” og guitarist, Adrian Belew, ind som leadguitarist. Pudsigt nok finder Belew og Fripp i øvrigt sammen i 1980’erne om en gendannelse af King Crimson. Albummet lanceres den 18. maj 1979 og bliver nr. 4 i England og nr. 20 i Amerika. Førstesinglen The Boys Keep Swinging bliver nr. 7 i England, mens andensinglen DJ bliver nr. 29 i England. 35.07 minutter og 10 sange.

_____________________________________________________________

Album nr. 14: Scary Monsters (1980)

New wave/post-punk-album med artrock og soulfunk-elementer. Scary Monsters der er optaget i New York og London uden medvirken af Eno, er noget så sjældent som en kommerciel succes og en anmeldersucces og er tilbage på det høje niveau fra Station To Station, Low og Heroes. Bortset fra et Tom Verlaine-cover (Kingdom Come) er alle sange skrevet af Bowie. Forenklet sagt er Scary Monsters spændt ud mellem punk og pop, helt anskueligt ved at være indrammet af to versioner af sangen It’s No Game. Den første version, It’s No Game (no. 1) , der indleder albummet, er sunget temmelig hidsigt, vrængende og punket og sangens tekst indtalt i japansk oversættelse klippet ind, mens anden version, It’s No Game (No. 2), der afslutter albummet, og som i øvrigt er sangens oprindelige version, er sunget med mere poppet croon.

Silhouettes and shadows
watch the revolution
No more free steps to heaven
It’s no game

Ore genjitsu kara shime dasare
Nani ga okkote irunoka wakara nai
Doko ni kyokun wa arunoka
Hitobito wa yubi o orareteiru
Konna dokusaisha ni iyashime rareru nowa kanashii

I am bored from the event
I really don’t understand the situation
And it’s no game

Documentaries on refugees
Couples ‘gainst the target
You throw a rock against the road
And it breaks into pieces
Draw the blinds on yesterday,
and it’s all so much scarier
Put a bullet in my brain,
and it makes all the papers

Det er en protestsang om tidens dårligdomme som de fremtoner på tv. Men der er også et revolutionært aspekt i den indtalte japanske oversættelse – foretaget af Hisahi Miura og indtalt af den kvindelige skuespiller Michi Hirota (fotoet til venstre). Det japanske sprog er meget kønsopdelt, mænd og kvinder har hver deres sprogtone og bruger hver deres sæt af ord med videre. Men dels er den japanske oversættelse bevidst valgt til en mands formuleringer og ikke den indtalende kvindes, dels fik Bowie Hirota til at indtale teksten “ukvindeligt” og aggressivt i sprogtonen – næsten som en nordkoreansk tv-vært.

I wanted to break down a particular type of sexist attitude about women. I thought the [idea of] the “Japanese girl” typifies it, where everyone pictures them as a geisha girl, very sweet, demure and non-thinking, when in fact that’s the absolute opposite of what women are like. They think an awful lot!, with quite as much strength as any man. I wanted to caricature that attitude by having a very forceful Japanese voice on it. So I had [Hirota] come out with a very samurai kind of thing.

Albummets førstesingle, den funky og fremragende Ashes To Ashes, udkom en måned før albummet (og blev et tophit) og er klart albummets mest poppede sang. Her i en sen live-udgave. Ashes To Ashes begraver ”Major Tom” fra Bowies 60’er-scifi-sang Space Oddity (den BBC spillede ved månelandingen i 1969) og antyder at rumturen faktisk (også) handler om et fix.

The shrieking of nothing is killing 
Just pictures of Jap girls 
in synthesis and I
Ain’t got no money and I ain’t got no hair
But I’m hoping to kick but the planet it’s glowing

Ashes to ashes, funk to funky
We know Major Tom’s 
a junkie
Strung out in heaven’s high
Hitting an all-time low

Om pointen har Bowie sagt:

I was thinking of how I was going to place Major Tom in this 10 years on, [with] what come to him 10 years later and find the whole thing has soured, because there was no reason for putting him up there…[So] the most disastrous thing I could think of is that he finds solace in some kind of heroin-type drug, actually cosmic space feeding him: an addiction. He wants to return to the womb from whence he came.hat would be the complete dissolution of the great dream that was being propounded when they shot him into space. The great technology [was] capable of putting him up there, but when he did get up there, he wasn’t quite sure why he’d been put there…

Sangen slutter i øvrigt af med  en guitar-synthesizer-solo spillet af Chuck Hammer.

Bowies designer på dette tidspunkt er Natasha Korniloff, en gammel ven af Bowie, der bl.a. står bag Bowies Pjerrot-figur i Ashes To Ashes-singlens video med det kuriøse begravelsesoptog for Major Tom lost in space – og på albumforsiden på Scary Monsters samt Bowies tøj på hans 1978 World Tour bevidst udvalgt som kontrapunktisk i forhold til tidens mode.

    En glamourøs syntese af pop, funk og punk og avantgarde er andensinglen Fashion med Fripps skarpe, forvrængede guitarriff og -fills og de maskinelle lyde lagt oven på en ret tilgængelig funky popsang om den fascistoide formtvang i modehysteriet, vist især rettet mod new romantic-scenen i England.

Fashion! Turn to the left
Fashion! Turn to the right
Oooh, fashion!
We are the goon squad 
and we’re coming to town
Beep-beep
Beep-bee

Et mærkeligt mix af forvrænget new wave og et letfængeligt popomkvæd er den dybt forstyrrede og mareridtsagtige Scream Like a Baby om resocialisering i et fremtidssamfund, be a part of soc-society….

Scream like a baby
Sam was a gun
And I never knew his last name
And we never had no fun

Well they came down hard on the faggots
And they came down hard on the street
They came down harder on Sam
And they all knew he was beat
He was thrown into the wagon
Blindfolded, chains,
and they stomped on us
And took away our clothes and things
And pumped us full of strange drugs
And oh I saw Sam falling
Spitting in their eyes
But now I lay me down to sleep
And now I close my eyes
Now I’m learning 
to be a part of soc-society

Men sangen kan også sagtens tolkes som en skizofren persons (Teddy igen-igen?) fortolkning af sin egen indlæggelse på en lukket afdeling, jf. sangens bro med teksten  No athletic program/no discipline, no book hvor Bowies sang i produktionen er lagt til at køre både op og ned i tempo med en fornemmelse af vanvid som resultat. 

   Be Like a Baby er i øvrigt en bearbejdelse af I am a Laser – et gammelt Bowie-nummer fra 1973 som han lavede for gruppen The Astronettes, men som ikke blev færdiggjort. Desværre er sangen for tiden ikke at finde på nettet. Og her er en tidlig demoversion.

   Albummets angstfulde titelsang, Scary Monsters (and Super Creeps), om en kvinde der bliver psykotisk, ligger også i spændingsfeltet, men bestemt tættest på postpunk/new wave-siden. Maleriet til venstre er i øvrigt et selvportræt af Bowie.

Rolling Stone har en lang, grundig og sympatiserende anmeldelse her.

• Scary Monsters er optaget i april 1980 i den nyåbnede Power Station, New York, USA (hvor rytmesporet blev lagt), og i Good Earth, London, England (sang og overdubs) og er produceret af Bowie og Tony Visconti. Musikere er hans faste band – Bowie selv på keyboard og sax, Carlos Alomar på rytmeguitar, George Murray på bas og Dennis Davis på trommer. Derudover spiller Robert Fripp guitar på en del numre, Pete Townshend the Who medvirker også, Roy Bittan spiller klaver, Andy Clark synth sine steder osv. Scary Monsters lanceres 12. september 1980 og bliver nr. 1 i Storbritannien og Australien og nr. 12 i USA. Førstesinglen Ashes To Ashes ligger nr. 1 i England ugen efter udgivelsen og bliver Bowies hurtigst sælgende single hidtil. Andensinglen Fashion bliver nr. 4 i England og nr. 70 i USA – og denne position i USA er faktisk første gang i 4 år at Bowie er på top 100 i USA. Året efter, i 1981, laver Bowie i øvrigt tophittet Under Pressure sammen med Queen/Freddie Mercury; han er nu begyndt at få stor kommerciel succes.

_____________________________________________________________

Album nr. 15: Let’s Dance (1983)

Et poprocket og dancerocket album der bliver Bowies største kommercielle succes nogensinde.

   I slutningen af 1980, kort efter lanceringen af Scary Monsters, har Bowie på Booth Theatre i New York City rollen som Elefantmanden’, teaterversionen af den historie som David Lynch samtidig fik stor succes med som film. Den 8. december spiller Bowie atter rollen samtidig med at Mark Chapman ca. 20 blokke derfra myrder John Lennon. Chapman havde få dage forinden set Bowie som Elefantmanden på Booth Theatre og erklærer at var han ikke kommet på skudhold på Lennon, så var han gået efter Bowie. Han ville have ram på en berømthed, Lennon eller Bowie. Episoden forskrækker Bowie så meget, så han flytter væk fra New York City og tager til det fredelige Schweiz hvor han i forvejen har officiel bopæl pga. skatten. Bowie hyrer en eks-navyseal-soldat som bodyguard, tager kurser i selvforsvar og lægger alle planer om musik på hylden, også pga. konflikter med sit pladeselskab RCA og sin tidligere manager, den skurkagtige Tony Defries. Dog begynder Bowie så småt at arbejde med tre filmprojekter, først – i 1981 – lydsporet til Paul Schraders exploitationprægede b-film, Cat People, og siden – i 1982 – en væsentlig rolle dels i krigsfangefilmen Happy Christmas, Mr. Lawrence og vampyrfilmen Hunger, hvor Bowie spiller sammen med Catherine Deneuve og Susan Sarandon.

   Efter filmene blev indspillet, så blev Let’s Dance optaget i USA i 1982 på 17 dage (inkl. mixing) og produceret af Bowie og den afro-amerikanske Nile Rodgers fra discobandet Chic. Rodgers havde tidligere havde produceret Sister Sledge-hittet We Are Family, et Diana Ross-album (Diana) og et Debbie Harry-album (Koo Koo). Valget af producer kunne tyde på en ny Young Americans, at få en afro-amerikansk dimension, et sort groove, og denne gang mere i retningen af dansemusik end af funksoul, og med den explicitte opgave at lave hits og ikke avantgarde. Man kan ikke undgå at få tanken at pointen ligner grunden til at Young Americans blev lavet. Bowie har kørt sin punkede stil fra Lodger og Scary Monsters så langt ud, så der ikke er mere kreativ kraft at hente, og han må atter lave en popbagatel og få en åreladning “sort” blod. Og noget kunne tyde på at det egentlig skyldtes en tvingende indre impuls, der pludselig satte sig igennem og ødelagde en personlig relation der var vigtig for Bowie.

Det var nemlig aftalen at Tony Visconti skulle producere albummet, og det havde Visconti sat tid af til. Da de skulle i gang som aftalt, sagde Bowies assistent til Visconti: ”Du kan lige så godt få det at vide: Han har optaget de sidste to uger med en anden og det går godt. Han beklager.” Det ødelagde forholdet mellem Bowie og Visconti i de næste 20 år. Alomar medvirker heller ikke, da han får tilbudt for lille et honorar, men han spiller dog på turnéen og de efterfølgende albums. Som leadguitarist blev valgt bluesguitaristen Stevie Ray Vaughn, og denne syntese af bluesrock og dansemusik så Bowie selv som original og nytænkende; han så ikke selv Let’s Dance som kommercielt orienteret (har han påstået!) og blev overrasket over albummets enorme succes.

Arbejdsprocessen er nu også anderledes. De sidste mange år har Bowie frembragt sin musik direkte (improviseret) i studiet, men nu dukker Bowie op med forberedte demobånd. De følges dog ikke slavisk. Rodgers sørger i flere tilfælde for en anden udgave (især i Let’s Dance og, til Bowies fortrydelse, Ricochet) end den Bowie havde tænkt sig/forberedt.

Albummets 3 første sange var alle singlehits og i høj grad sangene der bar albummet. Førstesinglen Let’s Dance – var et 80’er-groove med masser af effektfulde elementer fra gamle 50’er- og 60’er-sange, fx de allerførste sekunder af sangen aahh-ahhh-ahhh-ahhh i en stigende toneskala, som er hentet direkte fra Beatles’ Twist and Shout, men det var en hårdt mejslet, effektiv popsang som ikke bare blev nr. 1 i Storbritannien, men også i USA, hvilket var første gang Bowie oplevede det. Sangen Let’s Dance er klart Bowies mest kendte sang.

   Andensinglen, den  eminente  China Girl, var en let bearbejdelse med en langt bedre og glattere lyd af en skramlet og ulden sang som Bowie og Iggy Pop skrev sammen til Pops album The Idiot (1977), hør her – og med en tekst primært skrevet af Pop om sin besværlige affære med vietnameseren Kuelan Nguyen der ikke talte engelsk, som var det eneste Pop talte, og om Pops nøkker, om vestens udnyttelse af østen. Bowies lækre, glatte og næsten ironiske version af China Girl blev nr. 2 i England og nr. 10 i USA. I videoen spilles kinapigen af New Zealand-modellen Geelan Ng som Bowie havde en kort affære med. Ironisk nok.

   Også tredjesinglen  Modern Love bliver nr. 2 i England og nr. 14 i USA. Og trods den iørefaldende musik er teksterne ikke poppede af den grund. Fra Modern Love med det opstemte motownprægede Little Richard-præg og den kærlighedskeptiske tekst:

There’s no sign of life
It’s just the power to charm
I’m lying in the rain
But I never wave bye-bye

But I try
I try

Never gonna fall for
Modern Love walks beside me
Modern Love walks on by
Modern Love gets me to the Church on Time
Church on Time terrifies me 
Church on Time makes me party
Church on Time puts my trust in God and Man 
God and Man no confessions
God and Man no religion
God and Man don’t believe
in Modern Love

Man kan også fremhæve coveret Criminal World (opr. med Metro fra 1977 – et glamband der var ret inspireret af Bowie), men – interessant nok – i en version hvor de mest oplagte homoseksuelle referencer var skåret væk. Bowie var træt af at han i USA først og fremmest var kendt for sin biseksualitet først i 70’erne og dernæst som kunstner og ønskede – med henblik på hvordan hans musik blev modtaget i USA – derfor distancere sig fra det bi- og homoseksuelle. Det blev af mange opfattet som et forræderi!

Endelig kan nævnes Cat People (Putting Out Fire) – her i den originale version – hvor melodien er skrevet af Giorgio Moroder (og teksten af Bowie) allerede i 1982 som titelsang for Paul Schraders exploitationfilm af samme navn med et slags varulvetema og masser af nøgenscener med den væne Natascha Kinski (Moroder havde lavet musikken, da Bowie kom til projektet). Men så er der heller ikke meget andet godt på albummet.

Albummet får faktisk glimrende anmeldelser – se bare her i Rolling Stone. Se også denne korte og præcise retrospektive anmeldelse (fra 2009) i Freaky Trigger.

Bowie skifter har skiftet persona og er nu en velklædt popcrooner med affarvet hår og succes hos teenagers, eller som Pushing Ahead of the Dame formulerer det, en hipster-bestyrelsesformand, en avatar af ren berømmelse. Bowies urgamle, narcisstiske længel efter at være stjerne, ikke bare kultstjerne og avantgardeprins, men virkelig superstjerne, er nu pludselig virkelighed. Bowie er king. Bowie er hooked. Og Bowie er caught. Han er slave af anerkendelsen og tilfredstillelsen af forventninger, som han ikke har sjælen med i. Det medfører en kreativ krise der varer i fem år.For at citere Bowie:

I remember looking out over these waves of people [who were coming to hear this record played live] and thinking, ‘I wonder how many Velvet Underground albums these people have in their record collections?’ I suddenly felt very apart from my audience. And it was depressing, because I didn’t know what they wanted.

• Let’s Dance er optaget i december 1982 i Power Station, New York, USA, produceret af Bowie og Nile Rodgers. Bowie medvirker for en gangs skyld ikke som instrumentalist, og det faste band som er brugt siden Young Americans er nu droppet til fordel for diverse studiemusikere – Omar Hakim, Tony Thompson på trommer, Carmine Rojas på bas, Rob Sabino keyboard, Stevie Ray Vaughn leadguitar osv. Som nævnt bliver 3 sange fra albummet tophits, og albummet bliver nr. 1 i England og nr. 4 i USA og har dags dato solgt over 5 millioner eksemplarer. 39.41 minutter og 8 sange.

_____________________________________________________________

Album nr. 16: Tonight (1984)

Poprockalbum hvor Bowie forsøger at fastholde det publikum han har fået via Let’s Dance-albummet og den efterfølgende Serious Moonlight-turné. Pudsigt nok er halvdelen af sangene af Iggy Pop – enten gamle numre eller nye lavet i samarbejde med Bowie. Resultatet er et Bowie-album noget under middel, ja, ofte ses som hans andet-værste nogensinde, men dog er et ganske elegant, lidt ligegyldigt, popalbum uden den fornyelse og kreativitet Bowie hidtil har stået for. Førstesinglen, Blue Jean, er udmærket, jævnt catchy og sådan set ret kedelig pop (beskrevet af Bowie selv som et stykke sexistisk rock’n’roll uden megen hjerne), men Bowie synger jo godt. Tiltelnummeret og andensinglen, Tonight, en reggae-agtig duet med Tina Turner, holder bare ikke. Skal jeg vælge en sang fra albummet, foretrækker jeg tredjesinglen, Loving the Alien, der indleder albummet og er overfladisk, men ganske elegant, og igen velsunget. Bowie selv foretrækker denne nedbarberede akustiske version live 2003. Og den religionskristiske tekst for Loving the Alien er måske ikke grænseløs dyb (den er i nogen grad inspireret af okkulte, spekulative værker såsom overvejelser om Jesus var en alien eller Baigent, Leigh og Lincolns bog “Holy Blood, Holy Grail”, en forestilling om at ‘den hellige gral’ er en fejloversættelse af Sangreal – ordet for Jesu og Maria Magdalenes hellige, men hemmelige efterslægt). Forsøget på at hæfte disse popokkulte overvejelser op på nutidens politiske spændinger og kampe i Palæstina-området virker prætentiøs og ikke helt skarp… Men melodien er glimrende!

Watching them come and go
The templars and the saracens
They’re traveling the holy land
Opening telegrams oh ho

Torture comes and torture goes
Knights who’d give you anything
They bear the cross of coeur de lion
Salvation for the mirror blind oh ho

But if you pray all your sins are hooked upon the sky
Pray and the heathen lie will disappear
Prayers they hide the saddest view
(Believing the strangest things, loving the alien)
And your prayers they break the sky in two
(Believing the strangest things, loving the alien)

Thinking of a different time
Palestine a modern problem
Bounty and your wealth in land
Terror in a best laid plan oh ho

Watching them come and go
Tomorrows and the yesterdays
Christians and the unbelievers
Hanging by the cross and nail oh ho

But if you pray all your sins are hooked upon the sky
Pray and the heathen lie will disappear oh ho
Prayers they hide the saddest view
(Believing the strangest things, loving the alien)
And your prayer will break the sky in two
(Believing the strangest things, loving the alien)

Året efter, i 1985, laver Bowie sammen med fusionsguitaristen Pat Metheny sangen This Is Not America som del af soundtracket til filmen The Snowman and the Falcon. Det er elegant, funklende og æterisk pop som senere kommer med på CD-udgaven af Tonight (1995), og som virkelig løfter Tonight. Her er en god live-udgave af This is not America. Et andet soundtrack der kommer med på Tonights cd-udgave i 1995, er den glimrende Absolute Beginners skrevet af Bowie til filmen af samme navn som Bowie tillige medvirker i – her i en live-udgave fra 2000.

Stylus Magazine har skrevet denne ganske indsigtsfulde tilbageskuende anmeldelse af Tonight.

• Tonight er optaget i Le Studio, Morin Heights, Canada, i 1984 o produceret af Bowie, Derek Bramble og Hugh Padgham (som også har produceret for The Police/Sting og Genesis/Phil Collins). Lanceret 1. september 1984. Musikere er omtrent som på Let’s Dance, fx Carmine Rojas på bas og Omar Hakim på trommer, men Carlos Alomar er nu tilbage på guitar og der er diverse gæster til hvert et nummer – Tina Turner, Iggy Pop, Mark King fra Level 42 osv. Albummet sælger godt og bliver nr. 1 i England og nr. 11 i USA. Førstesinglen Blue Jean bliver nr. 6 i England og 8 i USA. Andensinglen Tonight sælger noget dårligere, mens den forsinkede tredjesingle Loving the Alien bliver nr. 19 i England (Loving The Alien kom ifølge rygtet kun ud som single, fordi Bowie i en anmeldelse læste at den ville være en udmærket single). 35:47 sekunder og 9 sange.

_____________________________________________________________

Album nr. 17: Never Let Me Down (1987)

Poprock-album der er Bowies forsøg på at finde en mere guitar-orienteret og tæt rocklyd.

Resultatet er bunden af Bowies kreative krise og hans mest hadede albums af alle – med fuld rette. Titlen på ”Never Let Me Down” blev sarkastisk tolket ironisk – albummet var en stor skuffelse. Bowie skal i 1995 have sagt dette:

[The great public esteem at that time] meant absolutely nothing to me. It didn’t make me feel good. I felt dissatisfied with everything I was doing, and eventually it started showing in my work. Let’s Dance was an excellent album in a certain genre, but the next two albums after that [Tonight and Never Let Me Down] showed that my lack of interest in my own work was really becoming transparent. My nadir was Never Let Me Down. It was such an awful album. I’ve gotten to a place now where I’m not very judgmental about myself. I put out what I do, whether it’s in visual arts or in music, because I know that everything I do is really heartfelt. Even if it’s a failure artistically, it doesn’t bother me in the same way that Never Let Me Down bothers me. I really shouldn’t have even bothered going into the studio to record it. [laughs] In fact, when I play it, I wonder if I did sometimes

Og meget sigende har Bowie ikke spillet en eneste sang fra Never Let Me Down live siden The Glass Spider-turneen som han foretog efter albummet.

Den sang fra albummet, som Bowie selv hader mindst, er Time Will Crawl, der heller ikke hører til albummets værste. Flere anmeldere har kunnet lide Zeroes for dens rocknostalgi og tætte garagerocktone. Selv hader jeg mindst den teatralske Glass Spider som dog har en slags vision og en slags pop. Men god er den ikke, hverken sang eller vision…..

Up until one century ago there lived,
In the Zi Duang province of eastern country
A glass-like spider
Having devoured its prey it would drape the skeletons 
over its web
In weeks creating a macabre
Shrine of remains
Its web was also unique in that it had many layers
Like floors in a building

At the top of this palace-like place, assembled with 
almost apparent
Care, were tiny, shining objects, glass, beads, dew-drops
One could almost call it an altar
When the breeze blew 
thru this construction
It produced sounds of wailing, crying
Tiny wails, tiny cries

The baby spiders would get scared and search frantically for their mother.
But the Glass Spider would have long gone, having known that the babies
Would survive somehow
on their own.
Oh-The Glass Spider had blue eyes almost like-a human’s.
They shed tears at the wintered turn of the centuries.

• Optaget i Mountain Studios, Montreux, Schweiz, i 1986, produceret af Bowie og David Richards (Mountain Studios var ejet af bandet Queen fra 1979-93, hvorefter det blev overtaget af Richards der var Queens producer fra Kind of Magic og fremefter). Musikere er flere af Bowies gamle musikere, stadig Alomar på rytmeguitar og Rojas på bas som de to forrige albums. Desuden kan nævnes den schweiziske multiinstrumentalist Erdal Kizilgay på trommer og keyboard. Mest bemærkelsesværdig er samarbejet med Bowies gamle skolekammerat og ungdomsven (og søn af Bowies kunstlærer), leadguitaristen Peter Frampton, som også spillede leadguitar på Bowies efterfølgende Glass Spider Tour. Never Let Me Down blev lanceret den 20. april 1987 og solgte pænt – nr. 6 på den britiske hitliste og nr. 34 på den amerikanske. 53.07 minutter og 11 sange – Bowies hidtil længste album (og sådan føltes den også som).

_____________________________________________________________

Tin Machine

I 1987 mødte Bowie den amerikanske guitarist Reeves Gabrels via Gabrels’ kone, Sara Terry, der arbejdede i presseafdelingen for den amerikanske del af Bowies Glass Spider Tour, Bowie blev interesseret i Gabrels’ guitarspil og lavede musik med Gabrels og Erdal Kizilgay der medvirkede på Never Let Me Down. Gabrels og Bowie besluttede at lave et back-to-basic-60’eragtig upoleret rhythm’n’blues ikke ulig Cream, Tin Machine, med to gamle Iggy Pop-musikere,  brødrene Tony Sales (bas) og Hunt Sales (trommer). Bowie ville nedtone sin stjernerolle, de var alle 4 i bandet på lige vilkår, alle 4 skulle dele interviews ligeligt mellem sig, og ingen blev interviewet uden en anden fra bandet samtidig deltog. Tin Machine lavede to studioalbums, Tin Machine (I) (1989) og Tin Machine 2 (1991).

Tin Machine I er noget mere inspireret end Tonight og Never Let Me Down. Albummet sælger også godt (nr. 3 i Storbritannien, nr. 28 i USA) og får pænt gode anmeldelser. Men er man vant til Bowie som fremme på beatet, opleves musikken som primitiv  og tilbageskuende. Tin Machine II har noget dårligere salg (nr. 23 og 126) og anmeldelser, og jeg har da heller ikke kunnet finde melodien i den. Ind imellem de to albums havde Bowie en soloturné – The Sound + Vision Tour – hvor han, angiveligt for sidste gang, ville spille sine klassikere helt tilbage til Space Oddity og frem til Blue Jeans. Efter Tin Machine II kommer en turné og et livealbum (Tin Machine Live: Oy Vey, Baby, 1992), hvorefter Bowie har fået ny lyst til at arbejde solo. Tilsyneladende har Tin Machine fungeret som en slags udrensende regression, en rebooting, tilbage til start, til rødderne, så Bowie nu er klart til at begynde forfra. Gabrels har åbenbart også evnen til at nå ind til Bowie med sine gentagne opfordringer ”Don’t do it!” i forhold til pleasende musik. I al fald har tiden i Tin Machine givet Bowie vitaliteten, kreativiteten og lysten til at lege med sit eget udtryk og de sidste nye musikformer tilbage, og samarbejdet med Gabrels varer 90’erne ud, hvorefter der sker et slags brud. Tin Machine laver ikke Bowie-albums, så vi lader dem ligge – men dog lige som smagsprøve et par udmærkede sange fra Tin Machine I Heaven’s In Here , Amazing og Under the God.

_____________________________________________________________

Album nr. 18: Black Tie White Noise (1993)

Poprock-album inspireret af house, hiphop og electronica. Optaget i Schweiz og USA i 1992. Black Tie White Noise er produceret af Bowie og Nile Rodgers akkurat som Bowies store 80’er-hit, Let’s Dance-albummet, men ideen var dog ikke at lave en Let’s Dance II. Bowie ville gerne igen være tidssvarende samt eksperimen-terende og fornyende, bl.a. ved at kombinere melodi og house-rytmer- Samtidig var det et meget personligt album. Bowie var lige (1992) blevet gift med den somaliske model, Iman Abdulmajid, skrev 5 numre til brylluppet – og to af dem kom med på Black Tie White Noise. Det er dels The Wedding (Song), både i en instrumental og en vokal udgave. Her den vokale The Wedding Song med den sært melankolsk-drømmende stemning (som jeg associerer til Twin Peaks + puls) og denne forelskede tekst til Iman:

These are silver wings
These are golden eyes
These are floating clouds
Angel for life

Dreaming alone and I feel that someone
Listens to me
Angel for life

These are silver wings
These are golden eyes
These are floating clouds
Angel for life

Heaven is smiling down, heaven’s girl in a wedding gown
I’m gonna be so good, just like a good boy should
I’m gonna change my ways
Angel for life

Og dels er det  Pallas Athena (instrumental bortset fra det manende stadig gentagne ”God is on top of it all”). Begge sange, især Pallas Athena, minder om de gamle dystre Berlin-trilogi-numre, men tilsat heftige danserytmer.

Et andet meget personligt nummer er førstesinglen Jump They Say hvis tekst er løseligt baseret på det selvmord som Bowies skizofrene halvbror begik i 1985 ved at hoppe ud foran et tog.

When comes the shaking man
A nation in his eyes
Striped with blood and emblazed tattoo
Streaking cathedral spire

They say
He has no brain
They say
He has no mood
They say
He was born again
They say
Look at him climb
They say ‘jump’

They say
He has two gods
They say
He has no fear
They say
He has no eyes
They say
He has no mouth

They say hey that’s really something
They feel he should get some time
I say he should watch his ass
My friend don’t listen to the crowd
They say ‘jump’

Og så lige et par elegante numre der også må inkluderes under bryllupsgavegenren, dels den rigtig fine  Miracle Tonight.

I love you in the morning sun, I love you in my dreams
I love the sound of making love, the feeling of your skin
The corner of your eyes, I long forevermore
I never want to say goodnight, miracle goodnight

Don’t want to know the past, I want to know the real deal
I really don’t want to know that 
The less we know, the better we feel

Og dels den underfundige og mere tidløse og gammeldags  let jazzede funkballade Don’t Let Me Down & Down. Historien bag er at Iman tog til Paris og fandt et fransk-produceret album, Yamen, Yamen, med den mauretanske sangerinde Tarha Mint Hembara. Derpå foreslog hun Bowie at han lavede et cover af en af albummets sange. Det blev så Don’t Let Me Down & Down, der altså nærmest må forstås som en art bryllupsgave til Iman.

    En måske mere spændende sang i et godt, ulmende arrangement er her Nite Flights i Bowies på en gang loyale og opdaterende version af The Walker Brothers’/Scott Walker-sangen Nite Flights. Historien bag valget af nummer går på at en tidligere kæreste til Bowie var ekskæreste til Walker og gjorde Bowie jaloux ved at være betydeligt mere begejstret for Walkers stemme og musik end Bowies (gad vide om det var Hermione Farthingale?). Bowie havde faktisk været begejstret for Walkers’ bløde gammeldags baryton siden slut’-60’erne, men ikke kunnet få sit gamle idol i tale – i al fald indtil Scott Walker faldt for Bowies musik fra medio 70’erne – især “Heroes” – og sammen med Walker Brothers lavede albummet Nite Flights inspirereret af netop “Heroes”. Versionen af sangen Nite Flights var altså en letten på hatten fra Bowies vedkommende, og siden stod han også bag et dokumentarprogram om Walker og hans musik. Albummet Lodger har angiveligt også sin Walker-inspiration. Scott Walkers musik udviklede sig siden i en endnu mere dyster og eksperimenterende retning – her The Electrician (1978).

   Black Tie White Noise var også omtalt for en meget opdateret udgave af Creams’ I Feel Free  som var noget af det sidste som Bowie lavede med sin gamle ‘Spiders From Mars’-guitarist Mick Ronson (der døde i 1993). Jeg er ikke helt sikker på I Feel Free 100 % fungerer, men den er ikke uinteressant. Endelig er der et Morrissey-cover som jeg ikke er fan af.

Bemærk denne gode og indsigtsfulde anmeldelse i Rolling Stone.

• Optaget i Mountain Studios, Montreux, Schweiz, 38 Fresh Recording Studios, Los Angeles, og The Hit Factory, New York, USA, i 1992. Produceret af Bowie og Nile Rodgers. Samtlige musikere der medvirker, er faktisk nye – bortset fra Mick Ronson fra Bowies gamle ”Spiders From Mars”-band, som spiller guiter på I Feel Free (men som dør i 1993). Som trommeslager bruges især amerikaneren Sterling Campbell der i 80’erne har turneret med bl.a. Cyndi Lauper og Duran Duran. Der er den pudsige historie om Campbell at Bowies faste trommeslager i slut-70-erne til og med Scary Monsters, Dennis Davis, flyttede ind i samme opgang som Campbell, da Campbell var 14 år gammel, tog Campbell med til Bowiekoncert og inspirerede ham til at blive trommeslager. Sterling Campbell bliver Bowies faste live-trommeslager i årene fremover. Albummet lanceres 5. april 1993. Albummet er et sandt comeback, der bliver nr. 1 i Storbritannien og nr. 39 i USA. 68.16 minutter og 12 sange. Dermed er Black Tie White Noise det længste album Bowie har lavet – og næsten dobbelt så langt som fx Tonight.

_____________________________________________________________

Album nr. 19: Outside (1995)

Eksperimenterende konceptalbum med elementer fra rock og industrial (fx schweiziske Young Gods og amerikanske Nine Inch Nails – og i nogen grad også af blødere sangere som den senere Scott Walker) optaget i 1995 i Mountain Studios i Schweiz i et samarbejde med Brian Eno der også producerer sammen med Bowie og Mountain Studios-ejeren Dave Richards. Bowie er på dette tidspunkt fascineret af den rå elektroniske genre der kaldes ”indutrial”, og det præger Bowies og Enos tilgang på albummet der er ret råt og mørkt og en del steder hidsigt – nogle vil sige hysterisk – og temmelig langt – 75 minutter – og nok også for langt, for ikke alle sange er lige inspirerede. Flere sange fra Outside er dog blevet en integreret del af 90’ernes sorte film, nemlig Finchers Seven og Lynch’ Lost Highway.

Albummet er præget af en prætentiøs, kompleks historie og en sær vision. Bowie fornemmede en præ-apokalyptisk stemning op til årtusindeskiftet, og albummet bygger på et mordmysterium der foregår i et dystopisk og grumt 21. århundrede hvor mord og lemlæstelse af kroppe er blevet undergroundkultur, fx ”artcrimes”. Detektiven Nathan Adler er fra et statsligt FBI-agtigt organ der netop undersøger artcrimes, og han er sat til at efterforske et kunstmord på den blot 14-årige Baby Jane. Denne historie linker albummets sange sammen – sammen med lydklip mellem numrene. Om konceptet har Bowie (i 1999) sagt:

Perhaps the one through-line between some of the stuff in Outside and the coming millennium is this new Pagan worship, this whole search for a new spiritual life that’s going on. Because of the way we’ve demolished the idea of God with that triumvirate at the beginning of the century, Nietzsche, Einstein and Freud. They really demolished everything we believed. ‘Time bends, God is dead, the inner-self is made of many personalities’… wow, where the fuck are we? […] I wonder if we have realized that the only thing we could create as ‘God’ was the hydrogen bomb and that the fall-out from the realization that as gods we can only seem to produce disaster is people trying to find some spiritual bonding and universality with a real nurtured inner-life. But there is also this positivism that you find now which really wasn’t there at the end of the last century. Then, the general catch phrase among the artistic and literary community was that it was the end of the world. They really felt that in 1899 there was nothing else, that only complete disaster could follow. It isn’t like that now. We may be a little wary or jittery about what’s around the corner, but there’s no feeling of everything’s going to end in the year 2000. Instead, there’s almost a celebratory feeling of ‘right, at least we can get cracking and really pull it all together.

Det gør jo albummet til en dystopisk science fiction, et fremtidsmareridt, men eftersom Bowie før har gjort sig i den slags, får albummet paradoksalt nok samtidig et nostalgisk præg – også i kraft af samarbejdet med makkeren fra Berlin-trilogien – Brian Eno. Bowie markerer udgivelsen af Outside ved dagen før live i David Letterman Show at spille Heart’s Filthy Lesson – et koldt og hårdt nummer inspireret af Nine Inch Nails, især en af Bowies og Enos favoritter, The Downward Spiral.  Bowies optræden i David Letterman Show præsenterer både en ny fast musiker, den excellente afroamerikanske bassist Gail Ann Dorsey, og en af hans gamle musikere, den virtuose keyboardspiller Mike Garson, der efter at have vinket farvel til Scientlogy i 1982 nu atter får del i bandet. Og Bowies optræden i Letterman Show demonstrerer tillige en råhed og en kant man skal tilbage til 70’erne for at finde. Siden optræder Bowie sammen med netop Nine Inch Nails i en liveoptræden med Heart’s Filthy Lesson.

    Hello Spaceboy er et andet hårdt nummer skrevet som Jim Morrisson der møder metal/industrial, her i et livenummer hvor Bowies band spiller Hello Spaceboy sammen med postgrudgebandet Foo Fighters. Pet Shop Boys lavede også – med Bowies velsignelse (han velsignede alle remixes!) – deres eget blødere discofile remix af Hello Spaceboy – her spillet  ved Grammy-uddelingen i 1996.

(Hallo) Spaceboy, you’re sleepy now [second time Hallo]

Your silhouette is so stationary
You’re released but your custody calls
And I want to be free

Don’t you want to be free
Do you like girls or boys
It’s confusing these days
But Moondust will cover you
Cover you

This chaos is killing me

Pet Shop Boys fik med tilføjelser knyttet Hello Spaceboy til Major Tom-sagaen (Space Oddity-Ashes To Ashes) med linjer lavet med cut-up-teknikken.

Ground to major bye-bye Tom
Dead the circuit countdown’s wrong
Planet Earth is control on?

Faktisk havde Bowie vistnok planlagt en serie på flere Outside-albums op til årtusindeskiftet, og efterfølgeren Contamination var planlagt. Albummets fulde titel er derfor “1. Outside med undertitlen The Ritual Art-Murder of Baby Grace Blue: A non-linear Gothic Drama Hyper-Cycle” – men eftersom denne titel er monstrøs, og der ikke kom flere Outside-albums, hedder det naturligvis blot Outside. 

I den lidt stivbenede, maskinelle og udmærket gennemførte ende kan også nævnesWe Prick You (her i en lidt anderledes version) med det punkede omkvæd og den mærkelige tekst.

Tell the truth [x3]
We prick you we prick you we prick you
(You show respect even if you disagree
You show respect)

All the little rose-kissed foxy girls
Shoes, shoes, little white shoes
Where have all the flowers gone
All the little fragile champion boys
Toys, toys, little black toys
Dripping on the end of a gun 
(Even if you disagree)

   Men der er også mindre rå og flossede sange – fx bløde, men stadig kulsorte sager som No Control og den flotte I’m Deranged (temaet til “Lost Highway” af David Lynch).

Funny how secrets travel
I’d start to believe 
if I were to bleed
Thin skies, the man chains his hands held high
Cruise me blond
Cruise me babe
A blond belief beyond beyond beyond
No return No return

I’m deranged
Deranged my love
I’m deranged down down down
So cruise me babe cruise me baby

And the rain sets in
It’s the angel-man
I’m deranged

I Scott Walker-enden kan nævnes den rare og venlige, men også kuldslåede The Motel med den nihilistiske tekst og Mike Garsons typiske avantgardeklimpren der leder tankerne hen på Garsons arbejde med Aladdin Sane.

And there is no hell
And there is no shame
And there is no hell
Like an old hell
There is no hell

And the silence flies
on its brief flight
A razor sharp crap shoot affair
And we light up our lives
And there’s no more of me exploding you
Re-exposing you
Like everybody do
Re-exploding you
I don’t know what to use
Make somebody move
Me exploding
Me exploding you

Og naturligvis sange midt imellem, her den centrale, men næsten helt ordinære, I Have Not Been To Oxford Town. Kuriøst nok slutter Bowie dette forskruede, teatralske og skræmmende horroralbum af med den helt rolige og klassiske Strangers When We Meet.

Skal plusserne nævnes, så har Outside tonsvis af mørke, kant, vrede, fantasi og futuristisk vision. Skal minusserne nævnes, er der lidt få rigtigt gode sange, mens konceptet virker lidt uskarpt.  Rolling Stone mente tydeligvis i sin anmeldelse at Outside var lidt rigeligt uden at være dårligt, se anmeldelsen.

• Outside er indspillet stort set improviseret i Mountain Studios, Montreux, Schweiz produceret af Bowie, Eno og Dave Richards. Musikere er nu flere gamle kendinge. Carlos Alomar er med igen på rytmeguitar, Reeves Gabrels fra Tin Machine spiller også guitar, Mike Garson, den klimprende pianist fra Aladdin Sane-perioden er med igen (også live fra nu af), Sterling Campbell på tromme, Eno er på keyboard og Kizilcay fra Never Let Me Down er på bas og keyboard. Outside lanceres 26. september 1995 og bliver nr. 8 i Storbritannien og nr. 21 i USA, lidt en kommerciel skuffelse uden at være en fiasko. 74.36 minutter og 19 sange – absolut Bowies længste album.

_____________________________________________________________

20. album: Earthling (1997)

Electronica-inspireret rockalbum med elementer af industrial, techno og drum’n’bass/jungle optaget på få uger i New York i 1996 produceret af Bowie og især Reeves Gabrels. At Bowie trods aldring stadig går op i sin fremtræden, ses af at Alexander McQueen har speciealdesignet Bowies Union Jack-outfit til forsiden.

   Earthling er dynamisk, hidsigt og aggressivt album som Bowie selv har sammenlignet med Scary Monsters og generelt lidt mere inspireret end Outside – helt på niveau med Black Tie White Noise – men stadig med en snært af gruen fra Outside – som her i den voldsomme, magtfulde og mørke og egentlig ret fantastiske Telling Lies (videoen er uofficiel).

Gorgeous girls are bound to meet
To talk of stars and kings and feet
Through the chromosomes of space and time
Me I’m fast like bad infection
Gasping for my resurrection
Swear to me in times of war and stress

Telling lies, telling lies
Telling lies, telling lies
Telling lies
(Ooh, ah, visionary)
(Ooh, ah, missionary)
Telling lies
(Feels like something’s gonna happen this year)
Telling lies
(Ooh, ah, visionary)
(Ooh, ah, missionary)
Telling lies
(Feels like something’s gonna happen this year)
Telling lies…

Shadow falls in shrinking smiles
See me poised at the happy games
Standing in the mouth of all that’s pure
Come straggling in your tattered remnants
You’ll come to me in tears and rain
I’m your future, 
I’m tomorrow, I’m the end

At Bowie stadig formår at kombinere pop, samtidssatire og avantgarde høres fx i Looking for Satellites.

Nowhere, Shampoo, TV, Combat, Boyzone
Slim tie, Showdown, Can’t stop
Nowhere, Shampoo, TV, Combat, Boyzone
Slim tie, Showdown, Can’t stop

Where do we go from here?
There’s something in the sky
Shining in the light
Spinning and far away

Albumindlederen Little Wonder har også pomp og kraft, og den humoristiske I Am Afraid of Americans er egentlig et helt almindeligt okay rocknummer (faktisk en Bowie-Eno-komposition der blev til overs fra Outside) i et 90’er-tidsvarende arrangement. Og The Last Thing You Should Do er massiv og overvældende i sin lyd – noget af det voldsomste Bowie nogensinde har lavet rent instrumentalt samtidig med at stemmen mørkner af træt tristesse. Bluessangen 7 Years in Tibet – her i en liveversion – har også tilsvarende chokkontraster mellem det blide vers og det hårde omkvæd.

Earthling sælger ikke meget mere end Outside, men får rigtig gode anmeldelser, fx her i Rolling Stone.

• Optaget i 1996 i Looking Glass Studio i New York, USA, produceret af Bowie, Reeves Gabrels og Marc Plati (sidstnævnte står især for albummets loops, samples, programmeringer osv.). Af musikere er Garson stadig med på synths og Gabrels på guitar. Den kvindelige afro-amerikanske bassist, Gail Ann Dorsey, er nu Bowies faste bassist (især live), og Zachary Alford spiller tromme denne gang i stedet for Campbell. Lanceres 3. februar 1997 og bliver 6 på den britiske hitliste og 39 på den amerikanske. 48.57 sekunder og 9 sange.

_____________________________________________________________

21. album: ’Hours…’ (1999)

Alternativ rock, folket artrockalbum optaget på Bermuda i 1999 og meget blidere end de foregående to albums, Outside og Earthling. Bowies hyperenergiske electronica-æra med store armbevægelser og leg med stilarter er overstået, og han begynder nu på en mere rolig, svævende, indad- og tilbageskuende periode der minder meget om aldring. Det er som om Bowie begynder at lade lidt af selviscenesættelsen være, lade maskerne falde og efterspørge ”kernen”. Æraen er nogle gange kaldt Bowies ”ny-klassiske periode”. Men det er nok ikke Bowies mest medrivende og inspirerede album; faktisk nærmer den sig flere gange det lumsk kedelige. Den fine, melodiske og i forhold til kunstneren forbløffende hyggelige og ufarlige Thursday’s Child  har den smukke tekst:

Lucky old sun is in my sky
Nothing prepared me for your smile
Lighting the darkness of my soul
Innocence in your arms

Balladen Seven og den lidt mere bombastiske album-afslutter, The Dreamers kan også anbefales. Kuriøs er den noget mere rå New Angels of Promise der vinder ved genhør. Sangen blev brugt i indledningen i sci-fi-computerspillet The Nomad Soul (til pc) som Bowie har bidraget til – ikke bare musikalsk, men også til historien og designet.

New Angels of Promise
We despair
We are the dead dreams
We take the blame
Take us to the edge of time
Take us to the edge of time
We are the fabulous lovers
I’m a blind man and she’s my eyes

[CHORUS]
Suspicious minds
You didn’t feel us coming
In this lonely crowd, it’s always time
[x2]

New Angels of Promise
we despise
Don’t fall apart now
We are the silent ones
Take us to the edge of time
Take us to the edge of time
We are the tabular lovers
We listen to the storm

Selv om albummet generelt nærmer sig det uinspirerede og slet ikke sælger, så hører Thursday’s Child og Seven faktisk til de smukkeste sange som Bowie længe har skrevet. Rolling Stone skriver en overraskende god anmeldelse her. Mens New Musical Express har en temmelig spydig anmeldelse her.

• ’Hours…’ er optaget på Seaview, Bermuda, af Bowie og Reeves Gabrels, sidste gang de to arbejder sammen. Albummet Lanceres den 4. oktober 1999 og bliver nr. 5 på den britiske hitliste (dvs. bedste position siden Black Tie… blev nr. 1), men 47 på den amerikanske – hvilket er Bowies dårligste position i USA siden Ziggy Stardust der i 1972 kun blev nr. 75 i USA. 47.06 minutter og 10 sange.

_____________________________________________________________

22. album: Heathen (2002)

Alternativ rock, artrockalbum lavet i New York, 2001-2002, af Bowie og Tony Visconti som nu vender tilbage til et samarbejde med Bowie for første gang siden Scary Monsters. Heathen har den samme afklarede ro som ’Hours…’, sange der hviler i sig selv, men er langt mere inspireret og komplekst produceret og med mere nerve, ja, bekymring. Måske skyldes det højere niveau på Heathen end Hours simplethen at Gabrels og Bowie var holdt op med at inspirere hinanden, og at Visconti nu giver Bowie nyt liv og ny dybde. Melodierne er i al fald excellente, og stemningen umanieret og klar. Køligt, víst, forsonende. Og selv om Bowie her i sin nyklassiske periode ikke er så meget med på det sidste nye vilde som førhen, så er Heathen nok Bowies bedste album siden Scary Monsters. Nogle vil dog nok savne energi, drive, lidenskab, rock.

Her er denglimrende Slip Away spillet live. Og her førstesinglen Slow Burn live i Top of the Pops med sin frygtindgydende tekst.

Here shall we live in this terrible town
Where the price for our minds
shall squeeze them tight like a fist 
And the walls shall have eyes 
And the doors shall have ears
But we’ll dance in their dark
And they’ll play with our lives 

Like a Slow Burn
Leading us on and on and on 
Like a Slow Burn
Turning us round and round and round Hark who are we 
So small in times such as these
Slow Burn 
Slow Burn 

Oh, these are the days
These are the strangest of all
These are the nights 
These are the darkest to fall
But who knows?
Echoes in tenement halls
Who knows? 
Though the years spare them all

Fremhæves må også den virkelig smukke 5 15 The Angels Have Gone – også live

I’m changing trains
This little town
Let me down
This foreign rain
Brings me down
5:15
Train overdue
Angels have gone
No ticket
I’m jumping tracks
I’m changing time

CHORUS
We never talk anymore
Forever I will adore only you

5:15
All of my life
Angels have gone
I’m changing trains
Angels like them
Thin on the ground
All of my life
All legs and wings
Swings turn the eyes

Og så lige et af de mere rockede sange – Afraid – også live. Og endelig den helt almindelige, men alligevel perfekte, Everyone Says Hi om den ultimative afsked. Endelig den meget fine og på en gang let svævende og tungt rugende albumindleder Sunday.

Den meget vellykkede Heathen er generelt smukt anmeldt, såsom her i Rolling Stone, men også her i det ellers så rå New Musical Express.

• Heathen er optaget i Allaire Studios, Shokan, og The Looking Glass Studios,  N.Y.C., USA af Bowie og Visconti. Musikere er bl.a. Bowie (keyboard, sax, trommer osv.), Visconti (bas, guitar), David Torn (guitars) og Matt Chamberlain (trommer) – og dertil bidrag fra bl.a. Carlos Alomar, Tony Levin (bas), Sterling Campbell (trommer), Pete Townshend (guitar), Dave Grohl (guitar) osv. Lanceret den 11. juni 2002. Heathen bliver nr. 5 i Storbritannien ligesom Hours, men klarer sig meget bedre end Hours i USA hvor den bliver nr. 14. Har haft et stabilt salg og solgt over 2 mio eksemplarer. 52.08 minutter og 12 sange.

_____________________________________________________________

23. album: Reality (2003)

Rockalbum optaget i New York i 2003 produceret af Bowie og Visconti. Endnu et afklaret og klogt album med et slags tema – aldring. Velproducerede og gennemtænkte sange, som jeg personligt mener kun har et problem: Bowie har åbenbart tabt melodien. Bowie gør sig ikke længere i letfængelige, catchy melodier (som Heathen ellers er ret rig på). Popmusikken er forsvundet, og Bowie er gået over  til at skrive organiske, gode og dybe sange som man skal give en del tid og gennemlytninger, før de fungerer – og til gengæld slides de også langsomt op. Den udmærkede album-indleder New Killer Star har dog noget der minder om melodi – faktisk lidt hen i Ziggy-retningen. Og med mere rock-feeling end længe.

See the great white scar
Over Battery Park
Then a flare glides over
But I won’t look at that scar
Oh, my nuclear baby
Oh, my idiot trance
All my idiot questions
Let’s face the music and dance

    Bring Me The Disco King er oprindelig lavet for Black Tie, hvor den ikke fungerede. Det gjorde den heller ikke til Outside, hvorefter den her til Reality er trukket ned i tempo og uden andet akkompagnement end et småjazzet flygel hvilket giver sangen og teksten nærvær (selv om den kunne have været mere melodiøs).

Hot cash days that you trailed around
Cold cold nights under chrome and glass
Led me down river of perfumed limbs
Sent me to the streets with the good time girls

Don’t let me know we’re invisible
Don’t let me know we’re invisible
We could dance, dance, dance through’ the fire
Dance, dance, dance through’ the fire

Feed me no lies
I don’t know about you, I don’t know about you
Breathe through the years
I don’t know about you, I don’t know about you
Bring me the disco king
I don’t know about you, I don’t know about you
Dead or alive, bring me the disco king
Bring me the disco king, bring me the disco king
Bring me the disco king

Spin-offs with those who slept like corpses
Damp morning rays in the stiff bad clubs
Killing time in the ’70s
Smelling of love through the moist winds
Don’t let me know when you’re opening the door
Close me in the dark, let me disappear
Soon there’ll be nothing left of me
Nothing left to release

 Teksten er med sit blik på det forgangne og på den død der nærmer sig programmatisk for albummet, jf. også den (i forhold til Bowies blide, nyklassiske periode) ret rå og påtrængende Never Get Old. En af de ikke-catchy sange der kræver tid, er Fall Dog Bombs The Moon som har en af de surrealistisk-dadaistiske tekster formentlig lavet med bl.a. burroughske teknikker.

These blackest of years
That have no sound
No shape, no depth
No underground
What a dog

Fall dog is cruel and smart
Smart time breaks the heart
Fall dog bombs the moon

A devil in a market place
A devil in your bleeding face
Fall dog bombs the moon
What a dog

Skal man have en melodiøs kvalitet, må man gå til George Harrison-coveret Try Some, Buy Some.

Reality er generelt godt anmeldt, her i Rolling Stone og ikke mindst her af BBC.

• Reality er optaget i The Looking Glass Studio og produceret af Bowie og Visconti. Musikere er bl.a. Mark Plati (bas, guitar), Sterling Campbell og Matt Chamberlain (trommer), Garson (piano) og Earl Slick og David Torn (guitar). Pladen lanceres 16. september 2003 og går ind som nr. 3 i Storbritannien og nr. 29 i USA. 49.25 minutter og 11 sange.

_____________________________________________________________

24. album: The Next Day (2013)

Efter Reality-albummet tog Bowie på en turné, A Reality Tour, men på turneen fik Bowie i juni 2004 et hjertetilfælde på scenen i Scheessel i Tyskland og trak sig tilbage som aktiv musiker, ja, som offentlig person. Det var derfor en stor overraskelse, da Bowie på sin 66 års fødselsdag den 8. januar 2013 proklamerede at et nyt album, The Next Day, var på vej, og at han allerede havde en single ud, den nostalgiske og selvransagende Where Are We Now?, Som sangen slutter:

Sitting in the Dschungel
On Nürnberger Strasse
A man lost in time
Near KaDeWe
Just walking the dead

Where are we now?
Where are we now?
The moment you know
You know, you know

Twenty thousand people
Cross Bösebrücke
Fingers are crossed
Just in case
Walking the dead

Where are we now?
Where are we now?
The moment you know
You know, you know

As long as there’s sun
As long as there’s sun
As long as there’s rain
As long as there’s rain
As long as there’s fire
As long as there’s fire
As long as there’s me
As long as there’s you

As long as there’s me/As long as there’s you. Det er dog en fastholdelse af verden, omend en lidt skrøbelig en…. Men det er hvad det drejer sig om. As long as there’s you.

Mindst ligeså forankret i kærligheden er andensinglen The Stars (Are Out Tonight) med den fremragende video og et begavet forsøg på at dekonstruere Bowies ledemotiv – Homo Superior, stjernen, både forstået som rumvæsnet og popstjernen. Stjernen er ikke én mand, men et kollektiv, og det bør ikke handle om forening, nærvær.They burn you with their radiant smiles/Trap you with their beautiful eyes.  

We live closer to the earth
Never to the heavens
The stars are never far away
Stars are out tonight

They watch us from behind their shades
Brigitte, Jack and Kate and Brad
From behind their tinted window stretch
Gleaming like blackened sunshine

Stars are never sleeping
Dead ones and the living

Waiting for the first move
Satyrs and their child wives
Waiting for the last move
Soaking up our primitive world

Stars are never sleeping
Dead ones and the living

Their jealousy’s spilling down
The stars must stick together
We will never be rid of these stars
But I hope they live forever

And they know just what we do
That we toss and turn at night
They’re waiting to make their moves
But the stars are out tonight

Here they are upon the stairs
Sexless and unaroused
They are the stars, they’re dying for you
But I hope they live forever

The Next Day er et alternativt rockalbum optaget i 2011 og 2012 i New York med Bowie og Tony Visconti som producer. Den slutter sig til de foregående albums i Bowies ”nyklassiske periode”, Heathen og især Reality – kloge, organiske albums uden de store pophit og letfængelige omkvæd, men ret krævende sange der ser tilbage på karrieren og frem mod døden. Melodierne er bedre på The Next Day end på Reality, og produktionen klassisk og gammeldags – ikke på nogen måde glitrende og lækker, men moden. Stilen er ikke længere tidens og tidsåndens stil, men Bowies egen, så vidt manden med de mange personaer og masker kan finde en autentisk ”egen stil” i sit bagkatalog. Der er en mærkelig indre styrke og glød i teksterne, selv om de på overfladen ikke er videre kønne. Ingen tom glamour og poseren her. Der er visse referencer til Bowies rå, postpunkede popstil i slut-70’erne – Heathen der møder Lodger. Et eksempel er den bluesrockede Dirty Boys. 

   Der er en munter hippienostalgi over  I’d rather Be High med det næsten Beach Boys-agtige-omkvæd og den alvorlige antikrigstekst.

I’d rather smoke and phone my ex
Be pleading for some teenage sex
Yeah
I’d rather be high
I’d rather be flying
I’d rather be dead
Or out of my head
Than training these guns on the men in the sand
I’d rather be high

På samme måde er (You’ll Set) The World on Fire klassisk glad 60’er-rock med den bittersøde længsel efter at 60’ernes folkrock-stjerner faktisk havde haft magt som agt (eller i al fald om stjernedrømme i 60’erne), mens Valentine’s Day med en titel der lover romantik er ekstatisk glamrock à la Ziggy-dagene eller Suede i britpop-perioden, men vel at mærke i en meget afdæmpet og resigneret udgave. En resignation der velsagtens hænger sammen med at sangens historie er en anden end man forventer, nemlig en isnende historie om et planlagt skoleskyderi:

Valentine told me who’s to go
Feelings he treasured most of all
The teachers and the football stars
It’s in his tiny face
It’s in his scrawny hands
Valentine sold his soul
He’s got something to say
It’s Valentine’s day
The rhythm of the crowd
Benny and Judy down
Valentine sees it all
He’s got something to say
It’s Valentine’s day

Valentine told me how he feels
If all the world were under his heels
Or stumbling through the mall
It’s in his tiny face
It’s in his scrawny hands
Valentine Knows it all
He’s got something to say
It’s Valentine’s day

Et symptomatisk nummer er albummets indledningssang og titelnummer, The Next Day, med musik der ved første gennemhørelsel egentlig er grim og umelodisk, men alligevel vinder ved genhør, og er en tekst inspireret af Bowies sidste interesse, europæisk middelalder, men med noget der ligner en henvisning til det personlige – fandenivoldsk vilje til at overleve trods dødsfaren:

“Listen to the whores”, he tells her
He fashions paper sculptures of them
Then drags them to the river‘s bank in the cart
Their soggy paper bodies wash ashore in the dark
And the priest stiff in hate now demanding fun begin
Of his women dressed as men for the pleasure of that priest

Here I am, not quite dying
My body left to rot in a hollow tree
Its branches throwing shadows on the gallows for me
And the next day,
And the next,
And another day

Ignoring the pain of their particular diseases
They chase him through the alleys chase him down the steps
They haul him through the mud and they chant for his death
And drag him to the feet of the purple headed priest 

Den visuelt kraftfulde og provokerende video som Bowie i maj 2013 laver til sangen  (hvor bl.a. Marion Cotillard og Gary Oldman medvirker), vækker stor opstandelse i katolske kredse og anses for både blasfemisk og satanistisk.

    Et sidste mørkt tilbageblik må nævnes, nemlig The Next Days langsomme, rugende afslutningssang à la Scott Walker og hans sang, The Electrician – Heat – et faderopgør der er en sand partyspoiler.

He believed that love is theft
Love and war, the theft of love

And I tell myself, I don’t know who I am
And I tell myself, I don’t know who I am

My father ran the prison
My father ran the prison

But I am a seer, I am a liar
I am a seer, but I am a liar

The Next Day får fornemme anmeldelser, se fx New Musical Express’ her   og The Telegraphs’ her, The Independents her, The Quietus’ her osv. Vi har fulgt anmeldelserne i The Rolling Stone, og deres ganske positive anmeldelse er her.

• The Next Day er indspillet i The Magic Shop, N.Y.C., USA og produceret af Bowie og Visconti med musikere som Tony Levin (bas/stick), Gail Ann Dorsey (bas), Zachary Alford og Sterling Campbell (trommer), Gerry Leonard, David Torn og Earl Slick (guitar). Albummet udkom 8. marts 2013 og blev nr. 1 i Storbritannien (for første gang siden Black Tie) og nr. 2 i USA (højest nogensinde – også højere end Let’s Dance der blev nr. 4). Så The Next Day var et comeback af rang. 53.14 minutter og 14 sange.